IPmonopolet #26

ipmonopolet Tidsskrift om international politik

26 udgave, december 2016

TEMA

PÅ GRÆNSEN AF STATEN Jonathan Valdemar Grønning Har verden glemt al-Quaeda?

Raurel Kaae Adams Kampen om Arktis

Interview med Birthe Hansen En verdensorden som skaber terrorisme

REDAKTION CHEFREDAKTION

IPmonopolet

Randi Emilie Dahlen

c/o Institut for Statskundskab (IfS)

Maria Damgaard Jensen

Øster Farimagsgade 5,

Max Secher Quorning

1353 København K

Jonatan Mizrahi-Werner ipmonopolet.dk REDAKTION

Raurel Kaae Adams, Esben Als-Andersson Engin Bozkir Jonathan Valdemar Grønning Ferhat Gurini Maja Friis Henriksen Christian Lebech Merja Tarkainen, Nora Sina, Emma Øyehaug Wæge Grafisk design

Anne Sofie Nordlund TRYK

IPmonopolet trykkes ved: Publikom

Find os på Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

redaktion@ipmonopolet.dk ISSN : 1903-5713 ISSN : 1903-5721 (online udgave) STØTTE

IPmonopolet udgives med støtte fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

LEDER I international politik antager man altid, at de vigtigste spillere er staterne og deres ledere. Men hvad udgør egentlig en stat? Og hvad med alle de tilfælde, hvor teori møder virkelighed, og det, man troede var en stat, slet ikke passer ind i definitionen? I denne udgave af IPmonopolet har vi valgt at fokusere på netop de tilfælde. Det handler om de områder, territorier og regeringer, som ikke passer ind i noget begreb - men som unægteligt eksisterer.

Emnet blev allerede bestemt i starten september. Derfor var det også et underlig lykketræf, da vi fik en henvendelse fra Taipei Office of Representation – kunne vi ikke tænke os at tale med Taiwans repræsentant her i København? Jo, det ville vi da – selv om det stadig er os en gåde, hvordan i al verden kontoret havde fået kendskab til IPmonopolet. Resultatet blev et interview med William Heng-Sheng Chuang, som du kan læse på side 14.

Derudover kan du i temasektionen også læse om, hvorfor verdenssamfundet bør genoverveje sin strategi overfor Nordkorea, ligesom du også kan læse om et splittet Irak, og en kinesisk minoritet, der har fået Kina til at blande sig i Syrien.

I vores udblikssektion kan du læse en artikel af vores skribent i Addis Ababa, hvor han undersøger en gryende magtkamp mellem Etiopien og regionens leder, Egypten. Derudover er Uzbekistans præsident død, hvorfor vi også bringer en artikel om, hvad der sker nu, ligesom vi også byder på en gennemgang af konflikten mellem Azerbaijan og Armenien, som i foråret 2014 var tæt på at bryde ud i lys lue.

Det er ikke kun ude i verden, at ting ændrer sig. Der er også sket nogle forandringer på vores lille blad siden sidst; navnlig at vi er gået ned fra fire til to udgivelser årligt. Til gengæld har vi oplevet en voldsom tilstrømning af nye, dygtige skribenter til redaktionen, og vi er stolte over at præsentere et magasin, der nærmest udelukkende består af dybdeborende artikler skabt af frivillige studerende.

Vi håber det smager!

Randi Emilie Dahlen, Maria Damgaard Jensen, Max Secher Quorning og Jonatan Mizrahi-Werner Chefredaktionen

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

3

OVERSIGT

TEMA

4

06

"Kinas krigere i Syrien" af Jonatan Mizrahi-Werner

10

"Er Irak på vej mod opløsning?" interview med REnad mansour af Ferhat Gurini

14

"Et andet Kina" interview med William Heng-Sheng Chuang af Randi Emilie Dahlen & Max Secher Quorning

18

"Nordkorea - en amerikansk spillebrik?" interview med Geir Helgesen af Emma Øyehaug Wæge

22

"En verdensorden som skaber terrorisme" interview med Birthe Hansen af Maria Damgaard Jensen

26

"Kampen om Arktis – Den frosne konflikt" af Raurel kaae adams

28

"Muslimske statsdannelser i et vestligt paradigme" af Engin Bozkir

32

"Har verden glemt al-Qaeda?" af Jonathan Valdemar Grønning

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

UDBLIK

38 40 42 46

"Karimovs arv" af Nora Sina

48 52

"Kan verden stadigvæk tro på ICC?" af Raurel kaae adams

"EU – puslespillet som knuses?" af Merja Tarkiainen "Politisk EU-projekt i ingenmandsland" af maja friis henriksen "Nagorno-Karabakh – En historisk strid i Kaukasus" af Christian Lebech

"Egypten og Etiopien – striden om det regionale herredømme" af Esben Als-Andersson

TEMA Vi har omringet dem, vi har truet dem, vi har et meget effektivt militær, og vi har svaret på aggressioner, men vi har ikke forandret eller ændret noget som helst i nordkoreanernes tænkemåde.

geir helgesen

tema

Kinas krigere i Syrien

af Jonatan Mizrahi-Werner Et stigende antal kinesere befinder sig i Syrien, hvor de kæmper under den islamistiske koalition Jaish al-Fatahs faner. Krigerne kommer fra Kinas vestligste provins, som i 2009 blev ramt af omfattende oprør.

Nu frygter Kinas regering, at krigerne vender tilbage til provinsen, som geografisk ligger tættere på Kabul end Beijing. Bliver det starten på et mere aktivt Kina i Mellemøsten?

14. august i år landede den kinesiske kontreadmiral og chef for internationale militære samarbejder, Guan Youfei, i Damaskus for at møde den syriske forsvarsminister og russiske officerer, hvor parterne blev enige om at styrke det militære samarbejde. Årsagen skal findes i de 3-5.000 kinesere, der kæmper mod Assad-regimet. Krigerne tilhører nemlig uighur-minoriteten, et tyrkisk folkeslag som ligger i konstant konflikt med den kinesiske stat. Uighurerne bor i vestkinas Xinjiang-provins, og selvom de med deres 10 millioner mennesker er officielt anerkendte som en af Kinas 56 etniciteter, og deres sprog er trykt på den kinesiske yuan, klager mange uighurer over systematisk diskrimination og undertrykkelse.

Omtumlet fortid

Navnet Xinjiang betyder ordret ”den nye grænse” – et navn der må siges at være berettiget. Siden den kinesiske general Zhang Qian indtog provinsen på vegne af Han-dynastiet i år 60 f.v.t., har Xinjiang skiftet hænder over 20 gange. Sidste skift skete under den kinesiske revolution, hvor Mao Zedong invaderede den kortlivede Østturkestanske Republik, som kun nåede at eksistere i fem år. Og sådan har det set ud lige siden.

6

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

De taler om en revolution, og træner med det formål at komme tilbage til Kina, og Kina forsøger derfor at komme dem i forkøbet, og konfrontere dem i Syrien.

Uighurerne har altid befundet sig i en tilstand af konflikt med den kinesiske regering, som omvendt har forsøgt at konsolidere sin magt ved at flytte etniske han-kinesere til provinsen. Under kulturrevolutionen skete det i form af deportationer, i dag sker det gennem økonomiske incitamenter og jobmuligheder, som forbeholdes han-kineserne.

Ser man på demografien, har det været en succes for den kinesiske regering. I 1953 var 75 % af Xinjiangs befolkning uighur, 6 % han og resten var blandede folkeslag. I dag er 47 % uighur, mens 40 % er han.

Lægger man dertil den massive undertrykkelse, som mange uighurer føler de udsættes for, begynder man at forstå konfliktens alvor.

Provinsen blev i 2009 ramt af voldsomme optøjer, hvor mellem 200 og 600 blev dræbt og op i mod 2.000 såret. Siden har provinsen været ramt af gentagne terrorangreb, ligesom den også er blevet base for angreb i resten af Kina. I 2013 eksploderede en bilbombe foran Den Forbudte By og dræbte fem, inklusive de tre terrorister i bilen. I 2014 angreb maskerede personer hovedbanegården i Yunnanprovinsens hovedstad, Kunming, og dræbte 29 og sårede over 140. Begge gange tilhørte angriberne uighur-minoriteten.

Fra lokal til global

Kineserne tager deres kerneinteresser alvorligt og vil håndhæve deres røde linjer, og det er derfor vigtigt at det amerikanske etablissement, som for tiden ikke viser særlig stor forståelse for Kina, lærer af historien.

Når et stigende antal uighurer begynder at rejse til Syrien, er Kinas bekymring således forståelig.

Som Rafaello Pantucci, chef for internationale sikkerhedsstudier ved Royal United Services Institute (RUSI), siger: ”Hvis du ser noget af det materiale, som forskellige uighur-grupper i Syrien har offentliggjort, er det tydeligt, at de ser kampene i Syrien som et springbræt for at kæmpe hjemme. De taler om en revolution, og træner med det formål at komme tilbage til Kina, og Kina forsøger derfor at komme dem i forkøbet, og konfrontere dem i Syrien.”

Størstedelen af dem er organiseret under gruppen det Turkestanske Islamiske Parti (TIP) – tidligere kendt som den Østturkmenske Islamiske Bevægelse. En gruppe som udover at have taget ansvaret for bilbomben ved Den Forbudte By, også angreb den kinesiske ambassade i Bishkek, Kirgistan, i sommers.

Ifølge Christina Lin, der er professor ved John Hopkins University og har specialiseret sig i kinesiske sikkerhedsstudier, anser den kinesiske regering netop angrebet i Bishkek som en forsmag på hvad der kan komme, såfremt de ikke griber ind.

Når Kina nu beslutter at støtte den syriske regering, er det altså fordi at ”den Syriske Arabiske Hær, (SAA) er den mest effektive kampstyrke i bekæmpelsen af terrorister i Syrien. Når SAA bekriger asiatiske militante på vegne af den kinesiske og andre centralasiatiske regeringer, er det kun naturligt at Kina hjælper den syriske regering.”

Ifølge professoren har Kina da også døbt Syrien ”det nye Afghanistan”. Det skal ses som et udtryk for, at man fra kinesisk side anskuer konflikterne i Syrien og Afghanistan som værende forbundne. Kina træner således afghanske sikkerhedsstyrker, sælger droner til Irak, og har allerede før mødet i sommers både delt efterretninger med, og solgt våben til, det syriske regime.

Urumqi Beijing

Xinjiang Damaskus

Syrien

Kabul Afghanistan

Kina

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

7

Øget kinesisk engagement

...burde Vesten byde dem velkommen i stedet for at se dem gennem en nulsums/ koldkrigslinse.

Men hvordan kunne et øget engagement komme til at se ud? Ifølge Christina Lin ”afhænger det af USA og alliancen mellem Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien.

Da TIP ofte mænger sig med Ahrar al-Sham og andre såkaldt 'moderate” jihadister, nyder gruppen godt af amerikansk beskyttelse, selvom de står listet som en terrororganisation.” USA har nemlig som et led i deres engagement i Syrien valgt at støtte en række oprørsgrupper for blandt andet at bekæmpe Islamisk Stat. ”Kina er i stigende grad alarmerede over, at TIP bliver ved med at kunne anskaffe sig adgang til avancerede vestlige våben, såsom TOW antitank-missiler, Grad-missiler, og sandsynligvis også skulderbårne antiluft-missiler og droner.” ”Hvis USA skulle finde på at øge sit engagement i Syrien og indføre en flyveforbudszone for at beskytte Jaish al-Fatah, en koalition der blandt andet inkluderer TIP og Fatah al-Sham (tidligere kaldet Jabhat al-Nusra, red.), kan det blive en snubletråd for kineserne, og tvinge dem til også at øge deres militære engagement. På samme måde som Israel har diskuteret sine røde linjer med Rusland i forhold til kemiske våben og våbenoverførsler til Hizbollah, er Kinas røde linjer sandsynligvis også overførsel af avancerede våben til TIP, som de anser for at være det anti-kinesiske ISIS.” Rafaello Pantucci er overordnet set enig i den udlægning, men ser dog at Kina, og deres ”i stigende grad assertive” hær også kan drage andre fordele af et øget engagement. ”Det er muligt at vi ser Kina bruge muligheden til at afprøve noget af deres nye militærgrej i en kampsituation – såsom de UAV'er (overvågningsdroner, red.) og andet materiel som de selv har udviklet.”

Et øget engagement tjener altså ikke blot Kinas umiddelbare sikkerhedsinteresser – det kan også skaffe erfaring for en hær, som selv den kinesiske flådes egen avis erkender, mangler det.

En konflikt med USA?

Med et i stigende grad aktivistisk Kina, der opererer længere og længere væk fra deres eget nærområde, bliver spørgsmålet dog, om vi i fremtiden kommer til at se en konflikt med USA. Men ifølge Christina Lin ”afhænger Kinas videre engagement af amerikansk adfærd og ikke omvendt.

Det er på grund af USAs, Tyrkiets og golfstaternes

8

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

støtte til anti-kinesiske militante i Syrien, at Kina har engageret sig. Kina frygter nemlig allerede, at USA vil bruge TIP som et redskab til at angribe og destabilisere deres territorium, såsom der vedholdent er blevet skrevet om i amerikanske militærjournaler, når Kina nævnes.” ”Den halvårlige Talisman Sabre øvelse (der afholdes i Australien, red.) handler også om at kvæle Kinas adgang til mellemøstlig energi og ressourcer. Der er allerede store spændinger og mistillid i Sydøstasien, og hvis dette bliver styrket af en militær eskalering i Mellemøsten for at beskytte Jaish al-Fatah – hvilket dermed kan føre til angreb på kinesiske borger og interesser – er der også en større fare for at konflikten (i Sydøstasien, red.) kan eskalere til en regulær militær konflikt.” ”I 1950 advarede Kina USA om ikke at krydse Yalu-floden i Korea, men amerikanerne ignorerede deres røde linje, og endte med at kæmpe mod kineserne i Koreakrigen. Kineserne tager deres kerneinteresser alvorligt og vil håndhæve deres røde linjer, og det er derfor vigtigt at det amerikanske etablissement, som for tiden ikke viser særlig stor forståelse for Kina, lærer af historien.”

Mere optimistisk er Rafaello Pantucci. ”USA og Kina har internationalt set formået at bevare et modent forhold i en række forskellige sammenhænge. For mig at se er det usandsynligt, at de skulle forkaste dette.

For eksempel er de i stand til at have spændinger med USA i det Sydkinesiske hav, samtidigt med at de har et tæt samarbejde i Afghanistan og Pakistan – jeg kan ikke se hvorfor Syrien ikke også skulle kunne passe ind i denne model.”

Kina som global aktør

Konflikt eller ej, så tyder det på, at vi skal vende os til et mere aktivistisk Kina, og, ifølge Christina Lin, også byde det velkommen på den internationale scene. ”En handelsstat er nødt til også at være en maritim magt for at kunne beskytte sine oversøiske interesser, og Kina er nu verdens største handelsstat, verdens næststørste økonomi, og afhængig af mellemøstlig energi i en tid, hvor USA er blevet energieksportør. Det betyder at Beijing fremover kommer til at spille en mere aktiv rolle i Mellemøsten og det centrale Eurasien.” ”USA har kritiseret Kina for at være en free-rider på de globale fællesgoder, og nu hvor de er klar til at blive delvise sikkerhedsydere i forhold til ikke-traditionelle sikkerhedsudfordringer - såsom anti-terror, maritim sikkerhed og energisikkerhed, - burde Vesten

byde dem velkommen i stedet for at se dem gennem en nulsums/koldkrigs-linse. Særligt når vi har så mange fælles trusler af global natur.”

Anderledes ser Rafaello Pantucci på det, for selvom ”Kina i nogen tid har spillet en mere aktiv rolle internationalt set, så har vi endnu til gode at se, hvor langt de vil gå i forhold til deres rolle i et meget fragmenteret Mellemøsten – og personligt tror jeg, at de vil afprøve andre områder først, før de bevæger sig ind i en så historisk umedgørlig region.”

For ham at se kan vi altså godt forvente et mere aktivistisk Kina i fremtiden, selvom Mellemøsten ikke bliver det første stop.

Det er et Kina, der i stigende grad er klar til at forsvare deres egne interesser ude i verden - en verden som de anskuer gennem deres egne interne problemstillinger og handler herefter. Spørgsmålet er derfor ikke, om Kina er ved at blive mere aktivistisk, men snarere den stigende aktivisme vil føre til fredeligt samarbejde eller konflikt med andre globale aktører. *Interviewet blev foretaget før Obama beordrede amerikanske tropper til også at angribe Fatah al-Sham.

om SKRIBENTEN

Jonatan Mizrahi-Werner studerer sociologi ved Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets chefredaktion.

Han har boet i både Mellemøsten og Kina, og har tidligere skrevet for IVÆRKSÆTTEREN og Papercut Issues.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

9

tema

Er Irak på vej mod opløsning?

interview med REnad mansour af Ferhat Gurini Ifølge Renad Mansour, forsker ved Chatham House, er der ingen udsigt til at Iraks grænser opløses, men i fremtiden kan de få en ny betydning. ”Så Irak som en stat, vil eksistere, men de nuværende ydre grænser, vil ikke være nær så vigtige, som de indre, regionale grænser i Irak.” ipm I en analyse du skrev for Carnegie omhandlende kampen om Mosul nævner du den balancegang, som kurderne går for at holde shia-indflydelse ude af regionen. Samtidigt forsøger de at undgå at sunni-araberne får total kontrol. Ved første øjekast virker det umiddelbart underminerende for den nationale sammenhængskraft, men er sådanne magtbalancer ikke nødvendige, når man tager Iraks politiske opbygning i betragtning?

RM Det har alt sammen noget at gøre med, hvordan politik fungerer i Irak. Groft sagt har den tidligere statsminister Maliki forsøgt at centralisere landet, men jeg mener, at regionsmodellen er bedre. Provinserne har brug for lokalt selvstyre baseret på regioner. Det er i den retning Irak bør gå, og det er nok qua den måde, man kan gøre op med en idé om et shia-domineret Baghdad, som blander sig og gør sunni-fællesskaberne ondt. ipm De her regioner, du snakker om, hvor selvstyrende er de?

RM Indtil videre er der kun blevet oprettet én region, og det er den kurdiske. Jeg siger, det er en mulighed – ikke nødvendigvis løsningen. Det der i

10

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

hvert fald er behov for er en eller anden form for lokal autonomi, hvilket i sin mest ekstreme form bliver en juridisk anerkendt region. Ifølge den irakiske grundlov, så har en region, med få undtagelser, evnen til at annullere føderal lovgivning.

Så ja, man får betydelig autonomi. ipm Der har også været spændinger internt i den kurdiske region mellem de traditionelt set to største partier i regionen, KDP og PUK. Hvor store vurderer du spændingerne er, og hvad er deres mulige konsekvenser for selvstyreområdet og Irak som helhed?

RM Det er måske ikke at svare fuldstændigt på dit spørgsmål, men jeg synes, det er vigtigt at pointere, at det der sker i Baghdad, og det der sker i Erbil (hovedstad i det kurdiske selvstyreområde, red.) er nærmest det samme. Der er tale om en repræsentationskrise, hvor indbyggerne ikke føler, de bliver repræsenteret. Det kurdiske selvstyreområde oplever økonomisk recession, hvor staten ikke har kunnet betale sine lønninger siden april 2015 – og det er et sted, hvor omkring 90 % af befolkningen får deres løn af regeringen.

Levestandarden er faldet og hele ideen om et spirende Dubai i det nordlige Irak er langsomt

Levestandarden er faldet og hele ideen om et spirende Dubai i det nordlige Irak er langsomt ved at visne, grundet fald i oliepriserne, kampen mod IS og det økonomiske stress.

ved at visne, grundet fald i oliepriserne, kampen mod IS og det økonomiske stress. Så befolkningen har fået nok. Ligesom i Baghdad er de trætte af en elite, der kører fine biler, har meget land og som er involveret i al forretning såvel som enorm korruption.

Gorran (Bevægelsen for Forandring på kurdisk, red.) opstod i 2009 og var et udbryderparti af PUK, og det var det første institutionaliserede forsøg på at italesætte de her problemer. De ser det som, at Barzani-klanen styrer Erbil. De vandt mange stemmer – de blev det næststørste parti ved sidste valg – og modtog forskellige poster, herunder parlamentsformandsposten. Da parlamentsformanden skulle på arbejde sidste år, blev han nægtet adgang til parlamentet af KDP. Siden da har han ikke haft mulighed for at vende tilbage til Erbil, og det har ledt til voksende spændinger.

PUK er splittede, fordi de siden 1998 og Washington-aftalen (aftalen hvori våbenhvile mellem KDP og PUK blev underskrevet efter fire års borgerkrig i det kurdiske selvstyreområde, red.) sammen med KDP har styret landet. I dag er de reduceret til det tredjestørste parti og befinder sig i en lederskabskrise efter deres leder Jalal Talabani fik et hjertestop, der har gjort det svært for ham at lede.

PUK besluttede sig for at vende tilbage til Gorran, så de har nået en aftale med dem. Frygten

I forhold til spørgsmålet om grænser, vil man ikke nødvendigvis se at grænserne ændrer sig, men man vil se en ændring i hvilke grænser, der er vigtige.

i det kurdiske selvstyreområde er nu, at man vender tilbage til en dobbeltadministration, som det plejede at være før Washington-aftalen. Hvor man har Erbil som KDPs hovedstad og Sulaymaniah som PUKs/Gorrans hovedstad. ipm Forud for aftalen i 1998, havde man en borgerkrig mellem PUK og KDP? RM Man havde en meget blodig borgerkrig. Jeg tror ikke, man vender tilbage til en borgerkrig. Jeg tror arrene fra den stadigvæk står stærkt i deres hukommelse. ipm Den 23. maj sagde KRGs præsident Massoud Barzani, at det kurdiske selvstyreområde i Nordirak var klar til uafhængighed. Tror du, det irakiske selvstyreområde vil løsrive sig fra Irak snarest?

RM Når man snakker kurdisk uafhængighed i Irak, så er lederskabet pragmatiske. De vil ikke erklære uafhængighed uden aftaler fra i det mindste Tyrkiet og USA. I forhold til hvorfor emnet er særligt varmt nu skyldes det ikke, at situationen er moden, for det er den faktisk ikke. Der er en del argumenter, der peger i retning af at situationen har været bedre tidligere, men grunden er lige netop de ovenstående problemer, som vi før diskuterede.

Barzani forsøger at samle kurderne omkring uafhængighedsspørgsmålet, og han vil gerne FOTO: Den store moské i Erbil Kurdistan.

foto: William John Gautier, flickr

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

11

være lederen, som skaber uafhængighed. Juridisk set kan man stille spørgsmålstegn ved hans status som præsident, da hans periode er udløbet, men han er stadigvæk blevet på magten, og det er derfor han har været under meget kritik fra Gorran og PUK – så han bruger uafhængighedsspørgsmålet til at genvinde noget legitimitet. ipm Så det er bare en populistisk udtalelse uden hold?

RM Ja, han forsøger at rykke fokus fra de interne problemer. ipm Der har været kommentarer omkring et opdelt Irak i en kurdisk del, sunni-arabisk del og shiadel. Ville du kalde det her en oversimplificering af Iraks demografiske kompleksitet, eller betragte det som en reel, bæredygtig løsning?

RM Nej, jeg tror ikke, det er en bæredygtig løsning.

Hvis du spørger sunni-araberne, ønsker de ikke en opdelt stat – muligvis en føderal stat, men ikke en opdelt stat, da de betragter sig selv som irakere. Det samme gælder shia-araberne, selvom man har lommer, der efterspørger en regionsstatus – særligt i Basra, det sydlige Irak, hvor meget af olien er. Ikke desto mindre er der udover kurderne ingen andre dele af Irak, som efterspørger en opdeling. ipm Så til trods for det, der virker som en umiddelbar mangel på national sammenhængskraft, ville du stadigvæk vurdere, at Iraks nuværende grænser, er de mest stabile?

RM I forhold til spørgsmålet om grænser, vil man ikke nødvendigvis se at grænserne ændrer sig, men man vil se en ændring i hvilke grænser, der er vigtige. Så Irak som stat vil fortsat eksistere, men de nuværende ydre grænser vil ikke være nær så vigtige, som de indre regionale grænser.

Hvis man eksempelvis tager fra det arabiske Irak til det kurdiske Irak, føler man, at man er i et nyt land. Man kan se de kurdiske flag, man snakker et andet sprog. Det er sådan grænserne vil fungere. ipm Centralregeringen i Baghdad har langt fra monopol på vold og brugen af magt – og det gælder endda for selve hovedstaden, hvor man kan finde forskellige kvarterer, der styres af militser, som substituerer politiet. Også i hæren har man set sig nødsaget til at inkludere para-

12

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

militære grupper med en politisk dagsorden, som eksempelvis de kurdiske Peshmerga eller de Populære Mobiliseringsenheder, for at bekæmpe IS. Ser du det som noget, der underminerer Irak som enhed, eller spiller det godt ind med et fremtidigt mere decentraliseret og føderalt Irak, hvor man har en sikkerhedssektor, som også er baseret på stammemæssige, etniske eller sekteriske tilhørsforhold?

RM Det er arven fra Paul Bremers (amerikansk embedsmand som var hovedansvarlig for genopbygningen af post-Saddam Irak, red.) store beslutning om at opløse det irakiske militær – formentlig en af de værste beslutninger, der er blevet taget i Irak. Under alle omstændigheder ser man i Mellemøsten i forbindelse med svækkelsen af enhedsstaten fremkomsten af paramilitære grupper. Eksempelvis Peshmerga-tropperne. Selvom de står i grundloven, er de teknisk set ikke affilierede med den nationale hær. Dog betragtes de som legitime af folket, regeringen og også det internationale samfund. Det er jo uden den store præcedens, at den amerikanske forsvarsminister giver penge direkte til Peshmerga og beder dem om at tage til Syrien for at kæmpe i slaget om Kobani. Ingen stillede rigtigt spørgsmålstegn ved det, men det der skete var, at en ikke-statslig aktørs militær tog ned og bekæmpede en anden ikke-statslig aktørs militær. I hvert fald er der tale om en paramilitær organisation, der er legitim på mange niveauer.

I Irak gælder det dels også for de Populære Mobiliseringsenheder. De er den største styrke i øjeblikket som bekæmper IS, men de består af 50-70 grupper, der er svære at skelne fra hinanden. Det er helt klart et problem grundet den kritiske situation og indenrigsministeriets manglende evne til at kontrollere og skabe et sikkert miljø.

I linje med mere lokale styrer kan man ideelt set også forvente fremkomsten af en nationalgarde til at komplimentere den politiske udvikling.

Det ville inkludere kommandostrukturer inden for regionerne, som dog stadigvæk ville være underlagt centralregeringen – særligt i forhold til lønnen. Sådan at de (regeringen, red.) får pungens magt ved at garantere et levebrød for en sådan sikkerhedsstyrke, og derigennem til en vis grad kontrollere den legitime brug af magt og vold. Men for nu kommer man til at have de her paramilitære grupper og militser, fordi truslen fra IS er så omfattende.

Under alle omstændigheder ser man i Mellemøsten i forbindelse med svækkelsen af enhedsstaten fremkomsten af paramilitære grupper.

ipm Det er altså af nødvendighed, den irakiske regering integrerer de militante aktører?

RM Det er det helt store spørgsmål om integration.

Der er grupper, som vil lade sig integrere, men der er også dem, som ikke vil. Og det kan ende med at kræve handling mod dem - så vi er langt væk fra en løsning, der inkluderer integrationen af disse styrker. ipm De her militære organisationer som har en klar og tydelig politisk dagsorden, og som ikke ønsker at integreres i en professionel sikkerhedsstyrke – vurderer du, det er en situation, som kan bringe Irak ind i endnu mere kaos?

RM Ja, problemerne med de interne fællesskaber, som eksempelvis de Populære Mobiliseringsenheder, er noget, der skal fokuseres mere på. Og det vil blive et stort problem i fremtiden. Det samme gælder grupper som Asa’ib Ahl al-Haq, der begår forfærdelige forbrydelser, hvilket er anerkendt af både Amnesty International og International Rights Watch. På samme tidspunkt er de nu legitimerede ved at være en del af de Populære Mobiliseringsenheder – men de har intet ønske om at lade sig integrere.

om SKRIBENTEN

Ferhat Gurini er bosat i London og studerer international politik på London School of Economics.

Han er Mellemøstredaktør for RÆSON og tilknyttet IPmonopolets redaktion.

om renad mansour Renad Mansour er tilknyttet Chatham House hvor hans forskning fokuserer på Irak, Iran og kurdiske affærer. Før han blev en del af Chatham House, researchede Mansour for Pembroke Security and Intelligence Initiative ved Cambridge Universitet, hvor han også underviste i historie, international politik og komparativ politik i det moderne Mellemøsten. Mansour er senior fellow ved Iraq Institute for Strategic Studies i Beirut, hvor han var viceformand fra 2011 til 2012. Han har en PhD-grad fra Cambridge.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

13

tema

det andet kina

interview med William Heng-Sheng Chuang af Randi Emilie Dahlen & Max Secher Quorning

Når kloge hoveder forsøger at give en definition på en stat, bliver en række kriterier nævnt. Der er dog altid eksempler på nogle lande, som ikke tjekker alle punkter af på listen - herunder Taiwan. Øen i det Sydkineske Hav kontrollerer sine egne territorier, har etablerede handels- og diplomatiforbindelser og egen hær, men mangler stadig international anerkendelse. På grund af deres anstrengte forhold til kæmpen Kina bliver de nemt udmanøvreret i det internationale rum og til trods for deres alliancer med Japan og USA, er deres odds over for folkerepublikken altid dårlige. Men spørgsmålet om Taiwan som stat handler ikke kun om deres egen suverænitet, selvstændighed eller plads i det internationale rum. Det er også et spørgsmål om hvilket Kina, som er det retmæssige.

Historie for hovedstaden Taipei. Så da IPmonopolet trådte ind i hans kontor, var det fra starten af tydeligt, at Taiwan ligger øst for det kinesiske fastland, befolket dette var en mand med flere bånd på sig end de fleste af 16 forskellige urfolk men med en majoritet af diplomater.

Han-kinesere. Selv om både Portugal og Japan har kontrolleret øen, har der været en stædig kinesisk migration. Den største folkestrøm kom dog i 1949, da ipm Føler du dig taiwanesisk? Og i så fald, vil det nationalistpartiet og dets leder Chiang Kai-shek tabte sige, der er to stater nu – én kinesisk og én kontrollen over Kina til Mao Zedong og kommunisttaiwanesisk? partiet. Siden da har verden haft to regeringer, som begge hævder at styre riget i midten: People’s RepuWHSC Det kan jeg ikke besvare, fordi det afhænger af, hvem du spørger. For mit vedkommende vil jeg blic of China (PRC) og Republic of China (ROC), sige, at jeg er taiwanesisk, men jeg taler også hvor sidstnævnte udgøres af Taiwan. På grund af den kinesisk, og kulturelt er jeg kinesisk. Jeg har altid vestlige modstand mod kommunismen blev ROC understreget, at man ikke skal lade politikerne i lang tid anerkendt som den retmæssige kinesiske skabe vores nationale personlighed. Du er dig, regering, og de fik derfor den berømmelige plads i men politikere repræsenterer os.

FNs Sikkerhedsråd. ROC tabte dog sit sæde i både FN og Sikkerhedsrådet efter russisk pres i 1971. Siden da gang har ROCs internationale handlingsrum været Økonomi og international taktik begrænset.

Taiwan har også haft stor økonomisk vækst fra 1960'erne til 1990'erne og er sammen med Singapore, De eneste lande hvor staten Taiwan har en officiel Sydkorea og Hong Kong kendt som ”De asiatiske ambassade er i lande, hvor PRC ikke anerkendes som tigre”. Økonomi står stadig højt på dagsordenen, især den retmæssige leder af den antikke nation. Det betyfordi Taiwan frygter at blive marginaliseret af Kinas fremgang. Præsident Tsai Ing-wen præsenterede i sin der, at de fleste lande har både taiwanesisk og kinesisk tiltrædelsestale økonomiske planer, hvor hun ønskede repræsentation, også Danmark. Så hvordan er man at” forstærke Taiwans globale og regionale forbindelambassadør for en stat, som ikke anerkendes som sådan af sit værtsland? Man giver sig selv en anden titel. ser, og aktivt deltage i bi- og multilateralt økonomisk William Heng-Sheng Chuang er ikke ambassadør, samarbejde, såvel som frihandelsaftaler, inklusiv men repræsentant. Og det er ikke for Taiwan, men TPP og RCEP (frihandelsaftaler mellem USA og en

14

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

23 millioner mennesker som ikke har en stemme, synes du det er retfærdigt? Det er latterligt!

række asiatiske lande, red.)”. Derudover lancerede i Taiwan, men grundet PRC ville det skade USAs diplomatiske og økonomiske forbindelser for meget at hun sin ”Asian Silicon Valley” plan med det formål anerkende Taiwans suverænitet. at transformere landets økonomiske struktur. Denne har sit udgangspunkt i fire centrale pointer: 1) mere På grund af Kina har Taiwan også manglet venner robust start-up og entreprenørkultur ved dyrkelse af blandt naboerne, men med en vigtig undtagelse: Taiinnovativt talent og lovreguleringer; 2) etablere et ”1wan er en af de få asiatiske lande med et godt forhold stop service center” for at integrere det teknologiske til Japan. output fra deres Silicon Valley; 3) integrere Taiwans hardware industri i software, samt kommercialisere research fra vidensinstitutioner og 4) etablere et ipm Taiwan var under japansk herredømme i 50 år; hvordan vil du beskrive taiwanesisk-japanske højkvalitets internetmiljø med diversificerede ”smart relationer i dag? Bærer de tegn på den tidligere test beds” og udvikle applikationer baserede på smart tumult? logistik, -transport og -medicin. Med andre ord vil Taiwan prøve at nyde fordele af at være en lille åben økonomi, og Chuang udtrykte begejstret hvor gode WHSC De relationer har været meget interessante.

Japanere lærer kinesisk kultur, men i 1860’erne muligheder, der var or det dansk-taiwanesiske samlærte de fra Vesten og Tyskland og ændrede arbejde.

Danmarks investeringer tæller forskellige varegrupper, primært maskiner, farmaceutiske produkter, foderstoffer og mejeriprodukter. Specielt dansk ”vindmølle-knowhow” og andre danske eksportvarer vokser støt, eftersom handelsmiljøet er mindre strengt end for eksempel det kinesiske. Præsident Ing-wen positionerer også Taiwan som en miljøbevidst nation: ”Vi må ikke udtømme naturlige ressourcer og befolkningens helbred i det uendelige, som vi gjorde i fortiden.”

Alliancer og demokratisering

Taiwan og USA har været tætte allierede siden anden verdenskrig, hvorfor disse relationer også har haft stor indflydelse på Taiwans gøren og laden i det internationale samfund. Grundet USAs magtfulde position er dette også Taiwans vigtigste allierede, specielt med henblik på den omtomlede historie mellem Taiwan, Japan og Kina. Paradokset opstår imidlertid når, at USA anerkender vigtigheden af sine forbindelser

hele deres nation. I 1870’erne, efter japanernes Meiji restoration, gik de i konflikt med vores indfødte befolkning, som alle blev dræbt.I 1894 udbrød der krig mellem Japan og Qing-dynastiet, hvor sidstnævnte tabte og måtte overgive Taiwan til japanerne. Taiwanesisk historie med Japan tager her sit udgangspunkt! Da japanerne kom til Taiwan, dræbte de mange taiwanesere, mens de i andre år prøvede at kolonisere Taiwan og transformere det til et japansk samfund og kultur. Naturligvis bærer de ældre generationer af taiwanesere nag overfor japanere, men i forhold til lov og orden gjorde de et godt arbejde - og infrastrukturen i Taiwan tjente på det efterfølgende. Men måden hvorpå japanerne behandlede taiwaneserne… Befolkningen kunne ikke lide det. Det er sandt. De følte sig diskrimineret. Men i en moderne kontekst, med infrastruktur og social orden, ser taiwaneserne op til japanerne, fordi man kan drage mange paralleller mellem vores samfund.

To lande betyder to bestanddele. ”Et Kina” afhænger af din definition, ikke?

ROC er Taiwan, Kina er PRC. Vi lægger fokus på, hvor vi regerer, nemlig Taiwan. Vi er alle mennesker, alle kinesere.

Det samme udseende, det samme blod.

Men politisk er vi fuldkomment forskellige. Kina har også været tilbageholdende med at åbne op for samtaler på højt niveau.

FOTO: Taiwans repræsentant William Heng-Sheng Chuang.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

15

WHSC Vi opretholder relationer fordi i de seneste 50 system, god uddannelse, en meget specialiseret eller 60 år med konfrontationer mellem Kouteknologi og en høj grad af demokrati. Kan det mintang (Nationalistpartiet, red.) i Taiwan og det være en slags kompensation? kommunistiske parti i Kina, er vi blevet en del af “demokratilejren” med amerikansk støtte. De WHSC Nej. Den nye regerings policy er, at vi ønsker at fleste partier har været i Japan og studeret der, deltage i de internationale organisationer. og relationerne mellem Taiwan og Japan er i dag ipm Det må forarge dig, når andre FN medlemmer meget gode. bevidner dette. Hvorfor gør de ingenting ved Den lange vej mod demokrati var brolagt med håb og det? høje forventninger, som Chuang selv påpegede: “Vi flyttede os fra et semi-autoritativt regime til demokra- WHSC Lad mig give et eksempel. Du er en del af ti uden at spilde blod. Det er fantastisk!”. Derudover Danmark. Kender du tilfældigvis historien om markerede det seneste valg tredje gang magten blev “Kejserens nye klæder”? Det er det samme! Folfredeligt overdraget – hvilket præsidenten selv kaldte ket ser kongen nøgen, men alle komplimenterer en konsolidering af demokratiet. Hun understregede, hans tøj, og alle er for bange til at sige noget til den nye regerings pligt til at føre demokratiet videre. ham; han har intet tøj på. Men dette er et reelt ”Før var demokratiet et spørgsmål om at vinde eller problem! Man bør give Taiwan en fair chance. Vi tabe et valg. Nu er demokratiet et spørgsmål om er mennesker, og Taiwan er et demokrati. Hvis vi befolkningens velfærd. Før var demokratiet et showvar et totalitært diktatur, ville det være en anden down mellem to modsatte værdier. Nu er demokratiet historie! Men det er vi ikke. Vi var derimod en samtale mellem mange forskellige værdier”. grundlæggende medlemmer af FN i 1945.

Og i forlængelse af at være et demokrati i Asien, et demokratisk Kina ovenikøbet, ønsker Taiwan at deltage mere på den internationale scene, for som præsidenten udtaler sig: “Taiwan er en modelborger i det globale civilsamfund. Vi vil fortsætte med at uddybe vores forhold med andre venlige demokratier, inklusiv USA, Japan og Europa for at fremdrive multifacetteret samarbejde på baggrund af et fælles værdigrundlag. Taiwan vil være en uundværlig partner for det internationale samfund.”

International anerkendelse Det er imidlertid ikke nemt for Taiwan at være en del af det internationale samfund, idet de stadigvæk er udelukket fra FN. Chuang udtrykte også en frustration over, at Palæstina har observationsstatus i FN, når Taiwan ikke har.

Hvem er Kina?

Netop demokratiseringen af Taiwan gjorde forholdene bedre for en optøning af forholdet til fastlandet.

Efter årtier med stort set lukkede diplomatiske kanaler, især efter kampen om sædet i Sikkerhedsrådet, blev der startet en lang runde af samtaler mellem kinesiske og taiwanesiske repræsentanter i Hong Kong.

Disse samtaler har stået på med ujævne mellemrum lige siden, og med et betydelig ophold i årene 19982008, har resulteret i 23 aftaler, 11 forhandlingsrunder og 2 konsensusser. Vigtigst af disse er den berømte “One China policy”, som siger, at begge parter er enige om at der kun findes ét Kina, men de er uenige om hvilket det er. Chuang var dog ikke hele tiden konsekvent med begreberne: ipm Men du sagde to lande, når der er en officiel One China policy?

ipm Tror du, Taiwan ville have en stærkere stemme, WHSC To lande betyder to bestanddele. ”Et Kina” afhænger af din definition, ikke? ROC er Taiwan, hvis I var medlem af FN? Kina er PRC. Vi lægger fokus på, hvor vi regerer, WHSC I det mindste ville vi have en stemme! Vi vil delnemlig Taiwan. Vi er alle mennesker, alle kinesere. Det samme udseende, det samme blod. Men tage. Man havde to Koreaer, to Tysklande, men politisk er vi fuldkomment forskellige.

Taiwan får ikke engang observatørstatus.

23 millioner mennesker som ikke har en stemme, Både PRC og ROC er også blevet anklaget for at føre synes du det er retfærdigt? Det er latterligt! en policy "of deliberate ambiguity", hvor de bevidst ipm Men selv om Kina er den som har pladsen i forvirrer omverdenen med modstridende udsagn om Kina-spørgsmålet. Men i en fastlåst situation som Sikkerhedsrådet, så har Taiwan lykkedes i at denne er det måske den sikreste måde at opretholde løfte sig selv økonomisk. I har et godt velfærds-

16

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

I spørgsmålet om Sydkinahavet kæmper de store stater, mens Taiwan er i færd med at blive marginaliseret, både økonomisk og militært. Det kan derfor ikke udelukkes, at Kina en dag bestemmer sig for at tage øen tilbage ”à la Putin” i 2014.

status quo på. Især når forholdet mellem staterne WHSC I regeringen mener vi, at det er vores iboende er under en langsom men jævn forbedring. Efter at ret. Taiwan har været på de øer i svært lang tid. samtalerne blev genoptaget i 2008, hvor direkte fly Alle dokumenter vedrørende det Sydkinesiske mellem ø og fastland blev etableret, er turismen vokHav ligger i Taiwan. Når regeringen bliver spurgt set voldsomt. Og sidste år kom der en ny mærkedag, om Kinas krav, kan vi kun svare, at det er vores da de to statsledere mødtes i Singapore for første gang suveræne ret at have tilgang til disse havområder. siden adskillelsen for 66 år siden. De to statsledere Men vigtigere end det, så ønsker vi at se fred og undgik dog at henvise til hinanden som mere end samarbejde mellem de involverede lande. Vi vil “mister”, for således at undgå spørgsmålet om, hvem ikke stille spørgsmål, men vi ønsker mere samarder var den rigtige statsleder. bejde til fælles gavn.

Sjælden enighed om det Sydkinesiske Hav

Ét af de mest presserende spørgsmål i regionen er ejerskab over det Sydkinesiske Hav. Lige siden 1947 har dette været en kilde til problemer, da ChangKai Sheks regering tegnede et substantielt område i havet som værende kinesisk ejendom. PRC har aldrig erklæret officielt, hvor de mener grænsen skal gå, men sammenstød mellem fiskere i området har ført til voksende irritation hos naboerne. Filippinerne benyttede sig derfor af international ret og trak Kina (og dermed også Taiwan) for den faste voldgiftsret i Haag.

I sommers faldt dommen: Kravet gælder ikke. Især fordi kineserne har brugt et historisk argument frem for den internationale praksis om afstand fra fastlandet til havet. Måske mere overraskende blev flere øer af domstolen defineret som sten, og ikke fastland. Det vil sige, at man ikke kan kræve søgrænsen fra dem.

PRC har kategorisk afvist dommen. Og Taiwan?

WHSC Det er et sørgeligt tilfælde. Vi blev aldrig bedt

Løsning i sigte?

Taiwan positionerer sig altså som en fredsmægler i regionen med generel god levestandard og velfærd.

Landet fremkommer som værende Kinas modsætning: et asiatisk demokrati med tætte forbindelser til EU og USA, men det er svært at se, hvor udviklingen bærer hen. Med Donald Trump som kommende amerikansk præsident er det nu mere sandsynligt, at USA vil spille en mindre militær rolle i regionen, hvilket kan lægge forholdene til rette for større kinesisk dominans. Nogle taiwanesere kunne tænke sig en Hong Kong-model med delvist selvstyre, men de er nok blevet mere afskrækket efter de hårde kinesiske modreaktioner på den protestbevægelse, som startede i 2014. I spørgsmålet om det Sydkinesiske Hav kæmper de store stater, mens Taiwan er i færd med at blive marginaliseret, både økonomisk og militært. Det kan derfor ikke udelukkes, at Kina en dag bestemmer sig for at tage øen tilbage som Putin eksempelvis gjorde med Krim i 2014. IPmonopolet blev nødt til at spørge ambassadøren, som gav et mere diplomatisk svar:

om at være til stede til at komme med forslag, svar eller lignende. Juraprofessorer og professio- WHSC Jeg kan ikke svare på dette spørgsmål, fordi jeg kan ikke svare på vegne af alle taiwanesere. Selv nelle sidder derovre og tjekker fakta og kommer ikke præsidenten kan besvare det, fordi Tawian med meninger. Kan vi acceptere det? Skal vi er et demokrati. Selv mener jeg, at enhver misacceptere, at Taiping-øen, hvor vi har kirke og forståelse eller konflikt bedst kan løses gennem hospital, teknisk set er en sten? Selvfølgelig ikke!

ipm Hvad med Kinas krav på området?

dialog. Men det sidste ord ligger hos taiwaneserne selv.

om SKRIBENTEN

Max Secher Quorning er IBDP graduate fra UWC Red Cross Nordic i 2014, medlem af chefredaktionen ved IPmonopolet, skriver for RÆSON og studerer statskundskab ved Københavns Universitet

Randi Emilie Dahlen chefredaktør for IPmonopolet og læser statskundskab ved Københavns Universitet. Hun har særlig interesse for udviklingspolitik, samt historiske og kulturelle årsager til nuværende politiske problemstillinger.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

17

tema

Nordkorea - en amerikansk spillebrik?

interview med Geir Helgesen

af Emma Øyehaug Wæge

Ofte skriver vestlige medier om den uudholdelige situation på den koreanske halvø, og menneskerettighedsorganisationer er hurtige til at fordømme det nordkoreanske regime. Manglen på samarbejdsvilje hos nordkoreanerne er nær legendarisk, isolation og sanktioner er vestens svar. Men hvor leder det hen? Hvorfor er Nordkorea stillestående, om ikke tilbagegående? IPmonopolet har interviewet Geir Helgesen, direktør ved Nordisk Institut for Asiastudier, NIAS, for at forstå det landet bedre.

Terrorbølger og ideologi

ipm Hvilken placering har Nordkorea i det strategiske spil mellem USA og Kina?

Gh De fungerer som en skjult begrundelse for USAs optrapning af tilstedeværelsen i Øst- og Sydøstasien. Hvis USA virkelig havde ønsket en løsning på konflikten med Nordkorea, så har der været mange situationer, hvor man har været meget tæt på at kunne afslutte en forhandling med en aftale. I vores del af verden hører vi ofte, at Nordkorea notorisk bryder aftaler, og at det er derfor man aldrig har fundet en løsning. Men det er desværre ikke rigtig, at det udelukkende er Nordkorea, der bryder aftalerne. Det gør de, men det er nærmest lige så ofte, at det er USA, der bryder dem. Derfor kan det nærmest se ud som om, man ikke er seriøst interesseret i at finde en løsning, fordi Nordkorea kan fungere som en nyttig fjende. Det er meget nemt for USA at pege på Nordkorea som hovedårsagen til, at USA styrker den militære tilstedeværelse i regionen. Men det er altså ikke alle aktørerne i regionen, der accepterer denne begrundelse.

18

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

Kina siger mere eller mindre direkte, at de antager at USAs øgede tilstedeværelse i regionen skyldes Kinas økonomiske, politiske og militære vækst, og at USA bruger Nordkorea som et påskud, hvilket USA benægter. Kina hævder, at hvis man ønskede en aftale, så ville man kunne have fået én som på relativt kort sigt ville fjerne den nordkoreanske atomtrussel, og som sandsynligvis ville integrere Nordkorea i mere normale relationer med både naboerne og USA. ipm Tror du, at hvis USA havde villet, så kunne de have fået en aftale i havn, og så ville den nordkoreanske atomvåbenproduktionen mindsket?

Gh Det entydige fokus på våbnene er problematisk.

Jeg synes i virkeligheden, man skulle fokusere på dem, der har våbnene, og prøve at finde ud af, om man kan skabe relationer som gør, at de våben ikke kommer til at spille en så stor en rolle som de gør nu. Så længe forholdet mellem USA og Nordkorea er meget fjendtligt, og retorikken fra begge parter er meget aggressiv, så er det klart, at atomvåben er meget skræmmende.

Det er meget nemt for USA at pege på Nordkorea som hovedårsagen til, at USA styrker den militære tilstedeværelse i regionen. Men det er altså ikke alle aktørerne i regionen, der accepterer denne begrundelse.

foto: Pyongyang af stephan, Flickr

Gh Skulle USA vælge, som de har gjort nogle andre steder i verden, at gå ind militært og fremtvinge et regimeskifte, så er det et uhyre farligt spil i Nordkorea. I hvert fald så længe Nordkorea har de våben, og også tildels siger, at de vil blive brugt, hvis de bliver angrebet. ipm Hvor har USA handlet forkert, hvis man er af den opfattelse, at de burde have fået en aftale i havn?

Gh Da man mente Nordkorea var ved at udvikle atomvåben, foreslog USA, at Nordkorea skulle få hjælp til at udvikle et nyt atomkraftværk, som var baseret på letvandsreaktorer i stedet for tungvandsreaktorer, og således sikre at der ikke ville være muligt på baggrund af el-produktion at producere atomvåben. Dette gik Nordkorea med til, og både USA, Sydkorea, Japan og EU betalte for projektet. Projektet kom langt, men blev aldrig færdig. Nordkoreanerne var rasende, fordi de syntes det gik for langsomt, og hvis de skulle stoppe deres andre kraftværk med tungtsvandreaktorer, så havde de brug for energi fra deres nye kraftværk. Den dag i dag står kraftværket

Nordkorea er ikke Østeuropa. I Østasien er det nogle helt andre kræfter, ideologier, værdier og politiske kulturer, der afgør om noget bryder sammen eller om det fortsætter.

som et spøgelsesprojekt. Hvorfor blev det ikke færdiggjort? Der er to måder at anskue det på.

Man kan sige, at projektet ikke blev færdigt, fordi forholdet mellem Nordkorea og de involverede lande blev tiltagende dårligere. Men man kan også sige, at forholdet blev tiltagende dårligere, fordi værket ikke blev færdigt.

Min teori er, at kraftværket ikke blev færdigt, fordi det aldrig var hensigten. USA, EU, Japan og Sydkorea var temmelig overbeviste om, som man har været siden Kim Il Sung døde, at det nordkoreanske regime ikke kunne overleve.

Det ville bryde sammen af sig selv, det ville ikke kunne producere tilstrækkelig med fødevarer til befolkningen, og det ville simpelthen implodere. Derefter ville Sydkorea overtage det nye kraftværk, ligesom de ville overtage Nordkorea.

Det der blev præsenteret som et fredsskabende initiativ, energi til et hungrende Nordkorea, blev nærmest det modsatte. Nordkoreanerne blev fortvivlede og truende. USA, som var den ledende kraft i projektet, havde ikke overholdt aftalen. Præsident Clinton forsøgte at kompensere med olie til energisektoren, men uden medhold i

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

19

Kongressen blev der sendt mindre olie afsted end lovet. Nordkorea følte sig svigtet, og tabte tilliden til USA. Følgelig genstartede de deres tungtvandsreaktorer.

I vestlige medier blev dette dækket som at Nordkorea i mod alle aftaler havde genstartet deres aflægse tungtvandsreaktorer i Yongbyon, som gav dem mulighed for at producere atomvåben.

Vi fik at vide, at vi kan ikke stole på nordkoreanerne. Det er ikke fordi, jeg siger, at alt er amerikanerenes skyld, men vi bliver nødt til at indse, at der er to parter. Vesten kunne have valgt en anden strategi end at vente på det totale nordkoreanske sammenbrud. Efter min vurdering, bygger det mere på ønsketænkning end på reel indsigt i forholdene. Nordkorea er ikke Østeuropa. I Østasien er det nogle helt andre kræfter, ideologier, værdier og politiske kulturer, der afgør om noget bryder sammen eller om det fortsætter. ipm Hvis man på et tidspunkt skulle ønske at have en dialog med Nord Korea, hvad skulle de involverede parter gøre?

Gh Efter min mening skal man altid tage udgangspunkt i noget, som er så tæt på virkeligheden

om geir helgesen

Geir Helgesen er forsker ved Nordic Institute of Asian Studies, med særligt fokus på Korea og Øst-Asien.

20

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

som muligt, i stedet for et ønske om forandring.

En kendt sydkoreansk forsker, Moon Chungin, taler om ”forandring uden forandring”. Det er en buddhistisk tanke, og den var en central del af den såkaldte solskinspolitik, ført at den sydkoreanske præsident Kim Dae-jung fra 1998 - 2003. Jeg har haft lejlighed til at tale med Kim nogle gange, og han sagde at, ”i næsten 60 år har vi nærmest fysisk, forsøgt at ændre situationen i Nordkorea. Vi har omringet dem, vi har truet dem, vi har et meget effektivt militær, og vi har svaret på aggressioner, men vi har ikke forandret eller ændret noget som helst i nordkoreanernes tænkemåde.” Og derfor er det på tide at ændre strategi.

Kim Dae-jungs solskinspolitik bygger på en af Æsops fabler, som handler om kampen mellem solen og vinden, der skændtes om, hvem der var den stærkeste. Vinden syntes det måtte være temmelig oplagt. De konkurrerede om at få frakken af en mand nede på jorden. Vinden blæste og blæste, men manden knappede bare sin frakke tættere og holdt om sig selv, så det var umuligt for vinden at blæse frakken af ham. Men vinden måtte opgive. Og så skinnede solen, og det varede ikke længe før manden åbnede frak-

Folk, også enevældige ledere, skal ikke elimineres, de skal forandres.

ken, og til sidst tog han den af og tænkte, ”det her var da et herligt vejr.”

Kim Dae-jung mente, at hvis Sydkorea opførte sig som vinden, ville Nordkorea bare værne endnu tættere om deres etablerede system.

Hvis Sydkorea derimod indtog rollen som solen, ville Nordkorea til sidst blive nødt til at ”afklæde” sig systemet. Som Kim Dae-jung sagde til mig, ”hvordan skulle de kunne blive ved med at betragte os som fjender, hvis vi kommer kørende ind med alt, hvad de har brug for?”

Og der var tydelige tegn på, at solskinspolitikken havde noget for sig. Blandt andet blev der indgået en aftale om at bygge et fælles industriområde, hvor nordkoreanere og sydkoreanere skulle arbejde sammen. Nordkoreanere og sydkoreanere arbejdede sammen, spiste sammen, og selvfølgelig snakkede de sammen. Og så holder fjendebilledet ikke i fem minutter.

Det ændrer ikke så meget her og nu, men på lang sigt vil det ændre på rigtig meget både i forholdet mellem Sydkorea og Nordkorea, men også forholdet mellem Nordkorea og omverdenen. I vores del af verden er der ikke mange, som har

den tålmodighed, som Kim Dae-jung havde.

Så Vesten agerer som vinden, og det er kontraproduktivt. Det hjælper regimet med at fastholde en arkaisk politisk kultur, og alle forandringer bliver derfor set på som en trussel mod Nordkorea som helhed. Hvis man virkelig ønsker et forandret Nordkorea, så engagerer man sig, man snakker med dem, man spørger hvad de har brug for, og hvad vi kan hjælpe dem med. Og hvis USA gør det, så er de kun årtier fra en total forandring af Nordkorea. ipm Hvordan er fremtidsudsigterne for Nordkorea?

Gh Jeg tror kun, at gradvis forandring er mulig. En hurtig forandring, der forudsætter et regimesammenbrud, har vist sig at fungere ret dårligt alle mulige andre steder i verden. Det er ikke sådan, at hvis tyrannen og hans kreds af magtfulde personer bliver fejet væk, så blomstrer demokratiet, og der bliver fred. Man bliver nødt til at regne med, at folk kan forandre sig. Og folk vil forandre sig, hvis omstændighederne gør det. Folk, også enevældige ledere, skal ikke elimineres, de skal forandres. Og det kræver indsigt og tid.

om SKRIBENTEN

Emma Øyehaug Wæge læser statskundskab på 3. semester og interesserer sig for konflikten på den koreanske halvø og internationale relationer.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

21

tema

En verdensorden som skaber terrorisme

interview med Birthe Hansen af Maria Damgaard Jensen

Radikal islamistisk terror er nutidens mest omtalte sikkerhedstrussel og er med sin internationale symbolkamp, ubegrænsede rekrutteringsmiljøer og store civile tab markant anderledes fra tidligere terrorbølger. Den 11. september 2001 blev dette en realitet for Vesten, som reagerede med en samlet kamp mod terror ledet af USA. Det er derfor både tankevækkende og paradoksalt, når det ifølge lektor i International Politik ved Institut for Statskundskab, Birthe Hansen, er den amerikanske verdensorden, som har affødt den islamistiske terror.

Terrorbølger og ideologi

ipm På hvilken måde ser du, at terroren har ændret karakter gennem tiden? Terrorforsker David C. Rapoport, som du selv har beskæftiget dig med, taler for eksempel om, at terroren udvikler sig i bølger drevet af skiftende ideologier. bh Rapoport taler om, at terror har eksisteret i bølger, hvor den første startede med anarkisterne i slutningen af det 19. århundrede. Den fulgtes af nationalisterne i 1920’erne, den overvejende venstreorienterede terrorisme i begyndelsen af 1970 og nu den aktuelle, religiøse bølge.

Ifølge Rapoport kan man efter den kolde krigs afslutning se udbruddet af en ny terrorbølge, som hovedsageligt er islamistisk i sin ideologi. Denne terrorisme, der voksede op gennem 90’erne og for alvor slog igennem med 11. september, er den største og stærkeste - og den vil formentlig også vare længst. Ser man på terrorbølger generelt, kan de godt nok karakteriseres som ideologiske, men graver man et spadestik dybere, vil man se, at der som regel er tale om grupper, der i mange tilfælde er ved at tabe på en forandringsproces. I den islamistiske bølge er det overvejende miljøer, der taber på den aktuelle verdensorden med al dens demokrati og marked.

Nye tendenser

ipm Hvad er karakteristisk for nutidens terror? bh Udover at vi har andre “tabere” og en ny ideologi, er terroren også blevet mere international og har

22

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

udviklet sig teknologisk. Selv folk, som ikke er i en god økonomisk situation, har langt bedre muligheder end tidligere for at rejse og kommunikere via nettet - for at følge med i hvad der sker og således planlægge et mål ude i verden. Dermed er også rekrutteringsmiljøerne blevet større og mere internationale, idet man nu kan appellere til ligesindede langt væk.

Målet i dag er også bredere. Det har vist sig, at det primært er muslimer, der dræber andre muslimer. Ellers er målet Vesten, de vantro og de vestlige symboler. Desuden er civile også i meget høj grad blevet en del af målet. Hvor eksempelvis den venstreorienterede bølge i 70’erne i et vist omfang gik efter kapitalismens symboler og repræsentanter, så er der i den aktuelle terrorbølge en tendens til, at desto flere civile man kan ramme desto bedre. Sammenlignet med tidligere bølger er der således en tendens til større vilkårlighed i målet.

Så er der det ved terrorbølger, at der ligger en smitte i dem. Det ses ved, at typisk de ”næstbedste”, det vil sige dem som ikke selv kunne finde på det, får ideen fra andre og prøver at efterligne den. Således er 11. september et eksempel på et kæmpestort angreb, hvor de efterfølgende er blevet lidt mindre.

Ensomme ulve - nye udfordringer

ipm De seneste terrorhandlinger tyder på, at den islamistiske terror er ved at gå ind i en ny fase, der i stigende grad baserer sig på incita-

Så er der det ved terrorbølger, at der ligger en smitte i dem.

menter fra “ensomme ulve”. Er det et mønster, som du kan genkende? bh Man kan i hvert fald sige, at den øgede efterret-

ningsvirksomhed og det internationale samarbejde siden 11. september har gjort det sværere at være en almindelig lille terrorgruppe, fordi man blevet god til at spore aktiviteterne, når folk kommunikerer eller efterlader spor. Til gengæld er der blevet plads til de ensomme terrorister, der handler alene og bare kobler sig på en åndelig overbygning. Problemet med de ensomme er, at de er sværere at spore, fordi det hele foregår inde i dem selv.

ipm Er der andre forebyggelses- og/eller bekæmpelseimplikationer forbundet med dette mønster? bh Normalt er efterretningsvirksomhed, hvor man følger med og kender sine “lus”, det bedste middel til at forebygge terrorisme. Men netop det er svært med de ensomme terrorister, og det er også derfor, at der har været en samfundsmæssig hældning mod antiradikaliseringstiltag, fordi man håber at kunne fange de enkelte, der er på vej til at skabe sig det her forskruede verdensbillede. Ved at kigge nærmere på flere radikaliseringstilfælde har man fundet ud af, at det kan gå voldsomt hurtigt, og det kan være tilfældigheder, der sætter en radikaliseringsproces i gang. Det kan komme ved, at de snakker med nogen, der inspirerer dem og på den måde giver dem en mening med tilværelsen. Man ser også i rigtig mange af tilfældene, at de har en småkriminel baggrund og et voldspotentiale på forhånd. Man taler om, at grænserne, mellem det man kalder kriminalitet og terrorvirksomhed, er blevet mere udviskede. Nogle studier peger også i retning af, at mange af de radikaliserede har haft et ønske om at gøre sig bemærket, og hvis nogle af dem så samtidig har en voldelig eller machoagtig kultur, så bliver terror en af vejene frem.

Terror: et internationalt anliggende

ipm Hvordan samarbejder stater i dag, når det kommer til at bekæmpe terror? bh Der er sat rigtig meget i gang efter 11. september.

Selv FN er begyndt at tage sagen mere alvorligt, hvilket ellers var blokeret på grund af politiske uenigheder om, hvem der var ’terrorist’ eller ’oprører’. Ikke mindst i Vesten er der et samarbejde, hvor man forsøger at lære af hinanden, og hvor deling af efterretninger har været enormt vigtigt.

Samarbejdet er selvfølgelig ikke perfekt. Der

...nu hvor terroren er international, så må vi også prøve at arbejde sammen internationalt.

skal arbejdes meget med det, men det er også en læringsproces; at nu hvor terroren er international, så må vi også prøve at arbejde sammen internationalt - og det kræver altid noget øvelse.

Samtidig forandrer terroren sig, og det kræver, at man løbende tilpasser samarbejdet og de midler, der tages i brug. ipm Regeringen har som det seneste fremlagt 22 initiativer, der skal bekæmpe radikalisering og terror, hvor kun ét punkt omfatter samarbejde på tværs af landene. Forslaget går på en styrkelse af informationsudvekslingen med andre lande om kendte eller formodede fremmedkrigere. Vil du mene, at vi udnytter den fulde kapacitet af vores samarbejdsmuligheder? bh Initiativet er ikke nok i sig selv, men det skal ses i forlængelse af det samarbejde, som allerede er indledt. Dertil kan man sige, at initiativet retter sig mod mikrodimensionen af internationaliseringen. Det ses ved, at de folk, der begår terror, ofte har oprindelse et andet sted. Flere af disse initiativer antager derfor, at der en form for rodløshed, som man kan prøve at rette mod noget mere konstruktivt i stedet for den tvivlsomme berømmelse, som de får ud af at begå terror. ipm Hvordan vurderer du, at Donald Trump som USAs kommende præsident kommer til at påvirke den internationale terrorbekæmpelse? bh Nu er der det med Trump, at han har sagt rigtig meget. Jeg tror, at USA vil gøre ganske meget i forhold til Islamisk Stat - også under Donald Trump. Jeg vil dog også sige, at det er begrænset, hvor meget skade Trump kan gøre. Amerikanernes måde at føre krig på er meget civiliseret. Et bombemål skal igennem flere processuelle led for at blive godkendt, herunder konsekvenser for de civile samt mere miljømæssige konsekvenser.

Der er altså nogle indarbejdede procedurer, som sætter grænser for, hvordan man kan føre krig.

Islamisk Stat er unik, fordi terrorister ikke plejer at have territorium. USA og koalitionen gik i 2001 ind i Afghanistan, blandt andet fordi at al-Qaeda havde træningslejre med træningsfaciliteter og kommunikationsudstyr, hvormed man kunne tilrettelægge nye, store terrorangreb. Samtidig var det også et sted, der kunne trække nogle folk rundt omkring fra. Og det har Islamisk Stat så haft i endnu større målestok, hvilket er yderst problematisk. Dertil øges problemet yderligere

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

23

ved, at der kommer ny inspiration til bevægelsen, fordi man nu oven i købet har et sted, som man repræsenterer og måske endda vil dø for. Nu er man jo i gang med at angribe Mosul i Irak, og der er lagt op til, at der også kommer angreb på Raqqa i Syrien. Trump vil formentlig fortsætte den intense linje.

En ny terrorbølge?

ipm Så terroren viser sig i forskellige ideologiske bølger. Hvad er årsagen til, at terroren ændrer karakter - at én terrorbølge erstatter en anden? bh Ud fra min tolkning af de resultater, der foreligger, så kommer det meget an på hvem, der er denne rundes ”tabere”. I den forbindelse bruger jeg ikke taber som et nedsættende ord, men om nogen der har tabt magt og position relativt til andre. Så kommer der en ny verdensorden, så bliver det måske nogle andre. ipm Mere konkret, hvad skal der til for at stoppe den religiøse terrorbølge? bh Nu er den her bølge jo større end de andre. Før i tiden har det hjulpet, hvis lederne blev sat ud af spil, men det hjælper ikke rigtig i dag, fordi de er mange om det. Og så kan man sige, at hvis verdenspolitikken ændrer sig totalt, så vil der formentlig komme noget helt andet på terroristernes dagsorden. Men det er jo en stor ting, så hvad kan man gøre indtil da? Noget man kan arbejde på er at få de moderate muslimer til virkelig at tage afstand fra sagen. Der er en hel mentalitet omkring det, der skal ændres.

Ideologi eller berømmelse

ipm Skal man forstå ideologien bag terror for at bekæmpe den? Kan terror være forårsaget af andre faktorer end rene ideologiske - eksempelvis fattigdom, høj arbejdsløshed blandt unge eller marginalisering? bh I mange af de studier jeg har set, vil det ofte være tilfældet, at den enkelte terrorist både er bedre uddannet og bedre økonomisk stillet end gennemsnittet i sit nære miljø - selvom der er mange fattige med i IS. Studierne fortæller også, at det typisk er nogle, der gerne vil finde meningen med livet og blive kendt som mere end et nul. Den pågældende vil altså gå rundt med en følelse af ikke at have fået det, som vedkommende har fortjent i den forstand, at selvom man ikke er blandt de fattigste, så er det ikke fair, at andre

24

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

er bedre stillet. Samtidig er det ofte folk med en kort tidshorisont. De vil gerne se det ske med det samme, og det gælder både selve udførelsen og den tilstræbte forandring i samfundet. Her er det dog vigtigt at skelne mellem de udøvende terrorister og lederne, for lederne kan godt have en lang tidshorisont og forberede et angreb i flere år.

Jeg tvivler på, at lederne er mere ideologisk inspirerede - nogle af dem vil selvfølgelig være det, men ikke desto mindre er det en glimrende måde at få tilhængere på. Hvis man siger, at magten korrumperer politikerne, så vil jeg påstå, at den næsten gør det endnu hurtigere med terrorister.

Du spurgte, om man skal forstå ideologien bag, og der vil jeg egentlig svare nej. På den anden side, så skader det jo aldrig at kende fjenden og vide, hvad det er for et miljø og fødekæde, som vedkommende befinder sig i.

En reel og grænseoverskridende trussel

ipm Hvor stor en sikkerhedstrussel vil du mene, at islamistiske terrorbevægelser udgør i forhold til Vesten? Er den lige så stor, som vi går og tror? bh Jeg vil sige ja. Hvis man tæller hvor mange terrorangreb, der siden 11. september løbende afværges og optrevles, inden de bliver til noget, så er det rigtig mange. Så på den måde, så er det en reel trussel, og det tager nok lidt tid, inden bølgen flader fuldstændig ud. Truslen er helt klart blevet mindre - der er sket nogle knæk, og man er kommet et stykke. Man kan også se, at en meget stor del af terroren er blev forskudt til Mellemøsten, men truslen er der altså stadigvæk, og den ligger relativt højt. ipm Hvad skyldes den store politiske opmærksomhed omkring international terror? bh For det første har det chokeret mange, at nogen vil tage så grænseoverskridende midler i brug. Vi så for eksempel ham, der kørte ind i en menneskemængde på en strandpromenaden i Nice med en lastbil. Handlingen forekommer både grænseoverskridende og umenneskelig. Det første er den her koldblodige planlægning af helt civile og tilfældige mennesker, og det andet er rent faktisk at køre direkte ind i mennesker, som han kunne se i øjnene fra styrehuset. På samme tid er det også rigtig godt stof for medierne, at der er virkelig spektakulære og stemningsfulde billeder.

Og så er det også nogle historier, man kan holde i

Islamisk Stat er unik, fordi terrorister ikke plejer at have territorium.

live ved næste dag at lave en opfølgende historie, der hedder ”hvem var egentlig terroristen?” Man kan altså få en ting til at fylde enormt meget. Så selvom vi lever i et demokratisk samfund med ytringsfrihed, så har medierne også et betydeligt ansvar for ikke at give terroristerne for meget.

Manglende alliancer fører til forråelse

ipm Nu er temaet jo ‘på grænsen af staten’. Islamiske terrororganisationer såsom al-Qaeda og Islamisk Stat arbejder henimod at oprette et kalifat, og i den proces ligger det implicit, at de vil gøre op med den måde, vi i dag organiserer os på som stater og de nuværende grænsedragninger. Betyder det, at terror vil være et vilkår så længe, vi har de grænser, vi har i dag? bh Det er ikke så meget grænserne som manglen på store allierede, der er grunden til det. Vi har eksempler på tidligere terrorister (nogen vil kalde dem nationale befrielsesbevægelser som brugte terror), som allierede sig med Sovjetunionen og fik støtte derfra. Derfor var de også på en måde en smule disciplineret, da de gerne ville beholde deres støtte. Kigger vi tilbage til den kolde krigs afslutning, så har den mulighed ikke rigtig været der, og det betyder, at terrorister har haft friere tøjler. Havde al-Qaeda nu for eksempel været afhængig af sovjetisk støtte, så er det ikke sikkert, at de have fået lov til at lave 11. september, fordi det kunne rode Sovjetunionen ind i sagen. Så terroristerne mangler en stor allieret, og derfor er de nødt til nogle gange at tage sagen i egen hånd, og det betyder også, at de kan være mere rå end tidligere. Så på den måde kan man sige, at der er et træk ved verdensordenen, der gør, at man ikke bare kan slutte sig til den modsatte side.

Og selve den amerikanske verdensorden kommer til at fylde mere, fordi selvom der er ved at komme nogle andre store magter på banen, så er der ikke nogen, der har tilbudt en verdensorden med et modspil til demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder, som jo netop er integreret i den amerikanske model.

Man kan derfor sige, at den verdensorden, man har i dag, ligger til grund for nutidens terrorisme.

Til gengæld kan man også sige, at nogle af de tilfælde, hvor man virkelig ville kunne se udbrud, er, når verdensordenerne skifter. Så det er altså ikke nogen god idé bare at få en ny verdensorden, fordi så vil man formentlig også få nogle nye grænser, og så vil man måske se en fremkomst af nationalistisk terrorisme overfor dem, der kommer på den forkerte side af grænsen.

Med de ord afrundes interviewet. Birthe Hansen går et skridt videre end Rapoports teori om ideologiske terrorbølger, idet hun ikke mener, at terror udelukkende kan forstås med udgangspunkt i ideologien; man må ligeledes se på, hvem der står som vindere og tabere i den aktuelle verdensorden. Derudover pointerer hun, at også den teknologiske udvikling har betydning for, hvordan terroren opererer - den har muliggjort en mere international terror med fornyede rekrutteringsmuligheder, der blandt andet viser sig som en stigning i antallet af ensomme terrorister. Her spiller tilfældigheder også en vigtig rolle, for ifølge Birthe Hansen er det ikke på forhånd givet, hvem der radikaliseres, eller hvad der sætter en radikaliseringsproces i gang. Vi har således at gøre med et komplekst fænomen. Det øger kravene til den fælles indsats mod terror – en trussel, der til alle tider synes at være et uomgængeligt vilkår.

om SKRIBENTEN

Maria Damgaard Jensen studerer statskundskab og er en del af IPmonopolets chefredaktion.

Hun har interesse for sikkerhedspolitisk og terrorisme.

om birthe hansen Birthe Hansen er lektor ved Københavns Universitet.

Hun forsker i civil-militære relationer i Mellemøsten, sikkerhedspolitik og terrorisme.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

25

tema

Kampen om Arktis – Den frosne konflikt

af Raurel kaae adams

U.S. Geological Survey USGS har vurderet, at omkring 19% af verdens uopdagede konventionelle olieressourcer – dvs. 90 milliarder tønder – og 30% af dets naturgas, findes i den arktiske undergrund. Det svarer til Jordens samlede energiforbrug 2,5 år frem i tiden, såfremt udviklingen fortsætter som hidtil. I dag er det maritime territorie nord for Grønland omkring Arktis stadigvæk et ubesvaret og kompliceret folkeretligt spørgsmål.

Ender de mange disputter omkring territorium, handelsprivilegier og borerettigheder ved forhandlingsbordet, eller som militær oprustning blandt de stridende parter i konflikten?

Kyststater har altid forsøgt at vedholde territorialt krav på det farvand, de grænser til. I 1800-tallet var kravets legitimitet ganske simpelt: så langt dine kanoner kan skyde, så langt er dit territoriale krav – hvilket dengang typisk var 5 kilometer. Efter anden verdenskrig blev det af verdenssamfundet besluttet, at førnævnte diktum ikke længere passede ind i FNs projekt om at skabe nogenlunde fælles spilleregler. Man bad derfor i 1949 folkeretskommissionen (UNILC) om at komme med en løsning. Ni år senere, ved FN’s generalforsamling i 1958, blev fire traktater vedtaget i forbindelse med den første konference for havretskonventionen (UNCLOS), hvis endelige version fra 1982 i dag er ratificeret af 168 stater.

Overlappende krav

I havretskonventionen bliver det smukt formulerede koncept ‘The common heritage of mankind’ – på dansk: menneskehedens fælles arv – anvendt om det territorie, som ikke er inden for en nations territorialeller handelskrav. Normalt skal det ligge indenfor en rækkevidde på 373 km for at tilfalde den pågældende stat - med mulig undtagelse, såfremt der er tale om en udvidelse af såkaldt jurisdiktion over kontinentalsoklen (havbunden). Med udgangspunkt heri må man formode, at ethvert land med en kyststrækning udsender et forskerhold for at indsamle data om deres kontinentalsokkel, for derefter at meddele et territorialt eller handelsmæssigt krav til FN. Det var såmænd

26

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

også hvad Danmark i samarbejde med Grønland gjorde i 2003. Det samme gjorde Rusland, Canada, Norge og USA. Dette er præcis årsagen til, at der i 2016 er fem lande, der gør krav på dele af det samme territorie omkring Arktis; førnævnte nationer har alle legitime krav på dele af farvandet, eller vigtigere endnu: havbunden. Siden 2008 har man nemlig været klar over, at der er enorme olie- og naturgas reserver indlejret i undergrundsbassiner.

FN har imidlertid ingen retningslinjer for, hvordan man bør bære sig ad med at løse disse territoriale stridigheder. Det betyder i praksis, at løsningen på de indbyrdes stridigheder om territoriale krav alene hviler på nationernes skuldre.

Øget distance til forhandlingsbordet

Eftersom 95% af territoriet omkring Arktis allerede er fordelt blandt parterne, har det i manges øjne været en realistisk målsætning fredeligt at forhandle en aftale om fordelingen af de sidste 5%. Det var det i hvert fald – indtil Rusland valgte at forbryde sig på folkeretten ved de facto at annektere Krim-halvøen i 2014. Herefter frøs forhandlingsklimaet og ambitionerne om en aftale med Vladimir Putin til is.

Eksperter fra Rusland har dog ved flere lejligheder forsøgt at fremstå imødekommende overfor muligheden for forhandlinger overfor et internationalt

FN har imidlertid ingen retningslinjer for hvordan man bør bære sig ad med at løse disse territoriale stridigheder.

Det betyder i praksis, at løsningen på de indbyrdes stridigheder om territoriale krav, alene hviler på nationernes skuldre.

publikum. Det er ofte med en henvisning til, at sagen om Ukraine intet har at gøre med uenighederne om territoriet omkring Arktis.

Nikita Lomagin, vicerektor og professor i statskundskab ved Europa Universitet i St. Petersburg, udtaler blandt andet til Berlingske i januar 2016: “Men selv hvis både Danmark og Ruslands krav bliver vurderet til at være geologisk korrekte, er der afgjort en mulighed for at nå et kompromis. Rusland har alt for meget på spil i det her område – vi har ikke råd til, at der går ild i vores eget hus.”

Det bliver muligvis vanskeligere at se ræsonnementet bag denne udmelding, hvis man henleder opmærksomheden på den igangværende borgerkrig i Syrien, hvor den politiske kløft mellem Rusland og den vestlige koalition aldrig har været større. I september anklagede den amerikanske regering sågar Rusland for at bombe en af FN’s nødhjælpskonvojer på vej mod Aleppo. Da USA samtidig er Danmarks nærmeste allierede, ville det være højst overraskende – for ikke at sige utænkeligt – at se Danmark lave aftaler med Rusland udenom denne alliance.

Militær oprustning eller handels forberedelse?

Selvom det kan tage årevis at behandle de territoriale krav omkring kontinentalsoklen ved Arktis, har det ikke stoppet hverken USA eller Rusland i at opruste deres militære beredskab på kontinentet. Ifølge det amerikanske tidsskrift The Week havde russerne allerede fra 2015 etableret 6 nye militærbaser, såvel som 16 dybvandshavne, 13 lufthavne og et avanceret missilforsvarssystem, for at bakke deres territoriale krav op. USA har dog ikke tøvet i at matche den russiske oprustning, og har så sent som i marts 2016 foretaget en vidtrækkende NATO militær øvelse i Arktisregionen med bl.a. ubåde udrustet med atomsprænghoveder.

Selvom tankerne glider tilbage til tiden under jerntæppet (såfremt alderen tillader det), er det usikkert, om det hele kan forklares ud fra de præmisser, der gjorde sig gældende under den kolde krig. Sagen er nemlig den, at der er en udtalt enighed blandt alle konfliktens parter om, at en konfliktoptrapning i Arktis er uønsket. Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov har gang på gang udtalt, at striden om Arktis' ressourcer absolut ikke er hjemmel for militær eskalering. Allerede tilbage i 2011 udtalte Lavrov til russiske medier, at NATO’s tilstedeværelse er ubegrundet og unødvendig. Dette er vel og mærke den samme udenrigsminister, der har stået for ordren af førnævnte militærbaser og isbrydere til selvsamme region.

Da USA samtidig er Danmarks nærmeste allierede, ville det være højst overraskende – for ikke at sige utænkeligt – at se Danmark lave aftaler med Rusland udenom denne alliance.

Til trods for denne selvmodsigelse, lyder det fra både den russiske regering og internationale eksperter, at Ruslands interesser i Arktis er tæt forbundet med at genoprejse landets økonomi. Fortællingen om Rusland som supermagt runger nemlig ganske hult, hvis Rusland ingen penge har til at vise det. På mange måde kan ønsket om at genskabe Rusland som den supermagt, de var engang derfor ikke sammenlægges med en militær konflikt i Arktis – det har Rusland ingen økonomiske interesser i.

Lavrov siger selv, at der hersker en delt målsætning om at værne om miljøet, såvel som at sikre beskyttelsen af fremtidige handelsruter. Der er ikke nogen tvivl om, at det først og fremmest er et spørgsmål om økonomiske interesser, der er på spil. Hvis man holder Lavrov fast på sit ord, så skal Arktis tilgås som et ”dialogens territorium” af verdenssamfundet. Der er dog ingen antydninger i retning af, om dialogen mellem USA og Rusland forbedres eller forværres.

Barack Obama bestrider stadigvæk kontrollen over det ovale kontor lidt endnu og har senest søsat en femårig føderal energiplan, der har til hensigt at forbyde boringer i Arktis. Energiplanen skal ses som et led i en større målsætning for Obama-administrationens side om at bevæge sig mod grønnere løsninger.

Planen har mødt stor modstand hos den kommende præsident, Donald J. Trump, som har ført valgkamp på at stille sig selv i modsætning til Obama - også på dette område. Hvad Trump præcist har tænkt sig at gøre i Arktis, ved ingen endnu - muligvis ikke engang han selv. Det er derfor for tidligt at skulle spå om, hvad der vil ske. Konflikten i Arktis – og spørgsmålet om hvordan den ender – forbliver stadigvæk åbent.

om SKRIBENTEN

Raurel Adams er stud.scient.pol på Københavns Universitet og interesserer sig for international politik, politisk teori og medier. Han er vokset op på Bornholm og har deltaget på landsholdet som debattør i World Schools Style format.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

27

tema

Muslimske statsdannelser i et vestligt paradigme

af Engin Bozkir

Nogle peger på, at konflikterne i den muslimske verden udelukkende skyldes de regionale autoriteter; andre finder forklaringen i den udefrakommende indblanding. Et indblik i nogle af stats-og regimedannelsesprocesserne viser imidlertid, at der for begge forklaringer er noget om snakken. Men et gennemgående træk er den vestlige indflydelse, som regionen ad forskellige kanaler har været udsat for.

Den vestlige indflydelse 19. maj i år markerede hundredårsdagen for Sykes-Picot aftalen, der blev indgået mellem Frankrig og Storbritannien under første verdenskrig. I den forbindelse kom aftalen på dagsordenen igen, hvor dens konsekvenser har været nøje debatteret. Den udtrykte en plan for, hvordan en mulig fordeling af osmannisk territorium i dele af den muslimske verden kunne folde sig ud, hvis krigen sluttede med Ententemagternes sejr. Selvom de nutidige grænser først for alvor blev etableret med Folkeforbundets mandatsystem og San Remo konferencen i 1920, har aftalen haft en symbolsk betydning for den regionale befolknings selvforståelse, samtidig med at den på bedste vis afspejler den kolonialistiske del og hersk-politik, som regionen blev udsat for.

Men den formelle vestlige indblanding i den muslimske verden – fra mandatsystemet efter første verdenskrig til amerikanernes invasioner i det 21. århundrede – er kun én side af regionens moderne politiske historie. Hvis begrebet ”vestlig indflydelse” reduceres til kun at betyde de formelle interventioner, får man ikke fat i den de facto-indflydelse, som regionen har været udsat for på det sociokulturelle plan. Den muslimske verdens udvikling i det seneste århundrede, har således været præget af en omfattende vekselvirkning mellem de formelle interventioner, og de mere uformelle – ideologiske og sociokulturelle – strømninger, der er mundet ud i institutionaliserede forfatninger og regimer. Denne proces kan i nogle tilfælde ses i form af lande, der indenfor 30 år blev invaderet af to ideologisk modsatrettede og indbyrdes fjendtlige supermagter, som i Afghanistan, andre tilfælde i form af politiske eliter, der valgte at importere store dele af institutionerne og værdisystemerne fra

28

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

besættelsesmagterne, som i Tyrkiet.

Et indblik i nogle af disse lande kan give en forståelse af, hvordan en stor del af de nutidige konflikter og skillelinjers opståen har rødder i den stats- og regimedannelsesproces, som de respektive lande har overgået, og som i mere eller mindre grad havde den europæiske nationalstatsmodel som forbillede.

Tyrkiet: én stat, én nation Den nu afdøde tyrkiske journalist og samfundsdebattør, Ugur Mumcu, udtrykte følgende under en konference i 1990’erne: ”En tyrkisk statsborger er den, som giftes i henhold til den schweiziske civillov, straffes i henhold til den italienske straffelov, dømmes i henhold til den tyske straffeproceslov, styres i henhold til fransk forvaltningsret og begraves i henhold til islamisk ret” (egen oversættelse).

I første omgang kunne man tro, at citatet implicerer en kritik af det sekulære tyrkiske establishment, men Mumcu brugte de efterfølgende minutter på netop at argumentere for, hvorfor en sekulær tilrettelæggelse af de centrale institutioner har været den bedste vej frem. Selvom det er en lidt forsimplet illustration af virkeligheden, afspejler den ikke desto mindre den førnævnte import af vestlige institutioner og værdisystemer, som en række politiske eliter stod for i den muslimske verden – med Mustafa Kemal Atatürks regime i Tyrkiet som bannerfører.

Efter Republikken Tyrkiets stiftelse i 1923 var man fast besluttet på at gøre op med arven fra den osmanniske tid. Det multietniske imperium skulle erstattes

Den muslimske verdens udvikling i det seneste århundrede, har således været præget af en omfattende vekselvirkning mellem de formelle interventioner, og de mere uformelle – ideologiske og sociokulturelle – strømninger, der er mundet ud i institutionaliserede forfatninger og regimer.

med en moderne nationalstat, hvilket påkrævede radikale ændringer i samfundet. Atatürks regime og den tyrkiske intelligentsia udarbejdede til dette projekt et omfattende program, som senere skulle implementeres med konkrete politikker på forskellige områder. De mest centrale og kontroversielle punkter i dette program var nationalisme og laïcité (en fransk, særlig radikal version af sekularisme). Inspirationskilden var de vestlige tankeformer, som i slutningen af 1800-tallet dukkede op i Osmannerriget, og som var særligt repræsenteret ved Kommitéen for Enhed og Fremskridt (Ittihat ve Terakki Cemiyeti), der blev grundlagt i hundredåret for Den Franske Revolution, og som netop var inspireret af revolutionens idealer. Atatürk var selv tilknyttet bevægelsen i sine unge år som officer.

en af disse. Nassers ideologiske kernepunkt var en panarabisme, der tilstræbte sammenhold blandt de arabiske stater, og sekularismen stod ligeledes centralt i hans regime. Egyptens relativt homogene etniske sammensætning har gjort, at panarabismen ikke har medbragt de store skillelinjer i det egyptiske samfund; det har snarere været polariseringen mellem de sekulære og religiøse strata, mere konkret mellem Nassers politiske linje (nasserismen) og Det Muslimske Broderskab (al-Ikhwan al-Muslimun), som har fyldt mest. Broderskabet opstod i 1920’erne og har i løbet af det 20. århundrede fået stor tilslutning som en social og religiøs bevægelse. I 2012 kom dets politiske gren til magten, og Muhammad Mursi kunne med 51,7% af stemmerne kalde sig landets første demokratisk valgte præsident.

Et af programmets første skridt var afskaffelsen af Kalifatet i 1924, der repræsenterede den religiøse sammenhængskraft for de forskellige befolkningsgrupper i det osmanniske territorium. Dette skulle erstattes med et nyt ideal: Nationen. Men dette ideal indebar ikke en etnisk eller kulturel inklusion; snarere tværtimod. Det blev ført i praksis gennem en omfattende tyrkificeringsproces, der havde til formål at homogenisere det heterogene samfund, og dermed fuldende projektet om nationalstaten. Det, der i 1920’erne og 30’ernes tyrkiske uddannelsessystem startede med forbud på selv brugen af navne på diverse etniciteter og områder – kurdere, lazere, tjerkessere, Kurdistan etc. –, kulminerede årtier senere med begivenhederne omkring militærkuppet i 1980.

Her skilte det berygtede Diyarbakirfængsel sig ud fra de øvrige fængsler i tiden efter kuppet. Ud over den udbredte og brutale fysiske tortur, blev fangerne – der hovedsageligt var kurdere – her udsat for en form for psykisk tortur, hvor de skulle udenadslære alt, hvad der afspejlede den tyrkiske nation: symboler, digte, sange, Atatürks taler mv. Tyrkificeringen havde nået sit højeste stadium, og skulle få sine konsekvenser som følge. Således peger nogle iagttagere på, at der findes en korrelation mellem den store løsladelsesbølge i 1984 og den kurdiske separistbevægelse PKK’s første væbnede angreb samme år. Konflikten mellem den tyrkiske stat og PKK har varet ved lige siden – trods en historisk fredsproces og forøgede rettigheder til kurderne –, fremdrevet af nye ideologiske, indenrigspolitiske og geostrategiske konjunkturer.

Året efter blev han dog væltet med et blodigt militærkup udført af Abdelfattah al-Sisi, der i dag sidder på præsidentposten. Sisi fortsætter dermed den politiske sti i Egypten – kendetegnet ved militærfolk på præsidentembedet – som har præget landet siden dets grundlæggelse som republik. Det seneste militærkup gav yderligere tegn på, at denne stiafhængighed – trods dets udemokratiske karakter – har opnået en form for de facto legitimitet i det internationale samfund, qua dets iboende sekulære karakter. Med andre ord er militære ledere at foretrække frem for religiøse.

Egypten og den militære stiafhængighed

Atatürks regime inspirerede en række ledere i efterkrigstidens muslimske verden, og Jamal Abdel Nasser, der var Egyptens præsident fra 1956-70, var

Det blev ført i praksis gennem en omfattende tyrkificeringsproces, der havde til formål at homogenisere det heterogene samfund, og dermed fuldende projektet om nationalstaten.

Syrien og minoritetens herredømme

I modsætning til Tyrkiet og Egypten, er den politiske udvikling i et land som Syrien i højere grad præget af den formelle vestlige indflydelse i form af det franske mandatområde. Nogle forskere peger således på, at franskmændenes del og hersk-politik har konstitueret en række konfliktlinjer, som tydeligt mærkes i dag.

Det syriske mandatområde var inddelt i en række autonome områder, hvoraf en af dem var en alawittisk stat omkring byen Latakia. Alawitterne var i modsætning til de fleste befolkningsgrupper tilfredse med den franske indflydelse, idet de så muligheden for selvstændighed efter franskmændene. Efter samlingen og udråbelsen af Republikken Syrien i 1946 opstod der en proces, hvor dets medlemmer gradvist nærmede sig de politiske fora. Dels via militæret, hvor de bemandede store dele af de lavere militærgrader, dels via det nyetablerede sekulære Baathparti, som fulgte en linje identisk med Nassers. Den syriske nationalstat har således i nøjagtigt 50 år været styret af regimer, som er tilknyttet denne religiøse minoritet, der udgør 10-12 % af befolkningen.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

29

Dets seneste repræsentant er, ifølge Syrian Network for Human Rights, ansvarlig for langt størstedelen af civile drab under den syriske borgerkrig.

Fælles paradigme, forskellige verdener

De muslimske statsdannelser i det 20. århundrede har fulgt den europæiske nationalstatsmodel tæt til trods for, at de to regioner har hver sin historie og sociologi. De sociologiske elementer og værdier, som modellen bygger på, udsprang af specifikke historiske kontekster i Europa, hvilket reducerer deres grad af universalitet.

Et af disse elementer er sekularismen. Fremkomsten af sekulære idéer i Europa – hvilket ofte forbindes med Oplysningstiden – skal blandt andet forstås som forlængelse af en kontekst, hvor Europa i flere årtier var plaget af religiøse konflikter – heriblandt de engelske borgerkrige, trediveårskrigen etc. –, og hvor religiøse minoriteter ikke oplevede nogen høj grad af tolerance. Det, som de sekulære idealer tilstræbte, var, at adskille det religiøse fra politikkens sfære og blandt andet opnå en øget tolerance overfor religiøse minoriteter, som for eksempel jøder. Men de europæiske problemstillinger, som den sekulære formel skulle løse, var ikke problemstillinger,

som samtidens muslimske verden stod overfor. De religiøse minoriteter oplevede her en høj grad af trosfrihed og juridisk autonomi. Således findes der i dag kildemateriale fra jødiske rabbinere, der i deres brevudvekslinger råder sine europæiske medtroende til at forlade Europa til fordel for Osmannerriget.

Nationalismen, i dens oprindelige form, har også været en af de centrale drivkræfter for nationalstatens udvikling i Europa. For eksempel førte den til samlingen af Tyskland og Italien i 1800-tallet, og dermed afsluttede de til perioder konfliktfyldte forhold mellem småstaterne. Derudover førte den også til en delvis overensstemmelse mellem nationernes territorium og staternes grænser, hvilket forøgede legitimiteten til de respektive regimer: regeringen og de regerede tilhørte samme nation.

Men en overførsel af den europæiske nationalisme til den muslimske verden har altså medbragt sig store konsekvenser, hvilket igen skyldes de kontekstuelle forskelle. Et eksempel: Provinsen Alsace-Lorraine i Frankrig har været genstand for en blodig rivalisering mellem Tyskland og Frankrig, og er gentagne gange blevet indlemmet det ene eller det andet land. Størstedelen af befolkningen er tysktalende, men føler sig tæt knyttet til franskmændene.

Det seneste militærkup gav yderligere tegn på, at denne stiafhængighed – trods dets udemokratiske karakter – har opnået en form for de facto legitimitet i det internationale samfund, qua dets iboende sekulære karakter.

FOTO: Et postkort fra 1908, hvor Kommitéen for Enhed og Fremskridt kom til magten. Den vestlige - specifikt franske - inspiration afspejles delvist af parolen: "Leve fædrelandet, leve nationen leve friheden"

foto: Wikimedia Commons

30

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

På trods af den relativt ensartede befolkning, har provinsen altså været et stridsemne mellem to lande.

I byer som Aleppo i Syrien, Mardin i Tyrkiet, Mosul i Irak etc., er der derimod tale om en mere heterogen etnisk og religiøs sammensætning. Alligevel har de historisk set været relativt fredelige byer og ikke genstand for store stridigheder, indtil i nationalstatens æra, hvor nogle af byerne i dag står i ruiner. Nationalstatens succes ligger nemlig i dets homogene basis, som gør det sværere at bygge modellen på en etnisk-religiøs mosaik, som mange provinser i den muslimske verden er. Her er der ikke tale om befolkningsgrupper, som er kommet hertil i løbet af 1960’erne og 70’erne (som med de europæiske indvandringsbølger) men grupper der har været tilknyttet provinserne i flere århundreder.

De nævnte processer og elementer er ikke selvtilstrækkelige forklaringer på de nutidige konflikter i den muslimske verden, men de kan ikke desto mindre give en forståelse af, hvor forskellige konsekvenser det kan have, at man i to forskellige regioner – der bygger på hver sin historie og sociologi – følger et fælles paradigme for stats- og regimedannelse.

om SKRIBENTEN

Engin Bozkir læser samfundsfag og historie på København Universitet. Hans interessefelt spænder over politiske forhold i de muslimske lande generelt, og Tyrkiet mere specifikt oftest fra en historisk-komparativ vinkel.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

31

tema

Har verden glemt al-qaeda?

af Jonathan Valdemar Grønning

I en tid hvor mediebilledet flyder over med historier om Islamisk Stat, risikerer vi at overse en gammel kending på den sikkerhedspolitiske scene. Al-Qaeda er selv i forhold til andre terrorgrupper en særpræget organisation.

Netværksbaseret og uden et veldefineret territorium er den berygtede gruppe en sand manifestation af global jihad. Med en langsigtet strategi om at beskytte sine regionale filialer ved at vinde folkets tillid, er al-Qaeda i allerhøjeste grad stadig en trussel mod Vesten.

Den 1. maj 2011 kl. 23.35 (UTC-5) tonede Barack Obama frem på den amerikanske sendeflade og bekræftede de verserende rygter om Osama bin Ladens død. En time senere indtog en jublende menneskemængde Ground Zero med champagneflasker og amerikanske flag. Imens nationen befandt sig i en tilstand af euforisk ekstase, væltede lykønskningerne ind fra allierede verden over. Knap et år senere vurderede James Clapper, U.S. National Director of Intelligence, i en tale til Senatet, at al-Qaeda-ledelsens indflydelse i den globale jihadistbevægelse var reduceret til symbolik. Billedet af al-Qaeda-ledelsen, herefter benævnt al-Qaeda Central (AQC), som en symbolsk aktør uden reel politisk indflydelse, blev yderligere forstærket i sommeren 2013, da Islamisk Stat løsrev sig og trak en række andre al-Qaeda-filialer med sig ud af netværket.

Udviklingen er af flere kommentatorer blevet begrundet med manglende karisma hos AQCs nye leder, Ayman al-Zawahiri, der overtog posten efter bin Ladens død. En anden tilbagevendende forklaring går på, at Islamisk Stats veldefinerede territoriale besiddelser gjorde organisationen mere succesfuld med hensyn til rekruttering, propaganda og økonomi, end det netværksbaserede al-Qaeda.

Men er al-Qaeda virkelig en forældet organisation ledet an af en svag og nostalgisk leder? Eller risikerer vi, i en tid hvor Islamisk Stats tilbagetog fylder hele mediefladen, at overse den næste store sikkerhedspolitiske trussel? Noget tyder desværre på det sidste.

32

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

Al-Qaeda i dag

Al-Qaeda udmærker sig i forhold til andre terrorgrupper på særligt to områder. For det første er AQC dedikeret til global jihad. Den ideologiske retorik deles af langt de fleste jihadistgrupper, men når det kommer til stykket, har nationale eller regionale magtkampe førsteprioritet. Dette gør sig også gældende for al-Qaedas egne filialer, hvilket lejlighedsvist skaber prekære interessekonflikter imellem dem og AQC. For det andet er al-Qaeda struktureret som et netværk snarere end en organisation i klassisk forstand.

AQC er ikke knyttet til et fast territorium, selvom flere medlemmer historisk set har skjult sig i bjergregionen imellem Afghanistan og Pakistan af sikkerhedshensyn.

Al-Qaedas filialer modtager finansiering, fremmedkrigere og rådgivning af AQC i bytte for deres loyalitet til netværket. Styrken af det relationelle bånd er kraftigt varierende fra filial til filial, og det er ikke unormalt at ordrer fra AQC overhøres, hvis de er i konflikt med filialens egne interesser. Skoleeksemplet er al-Qaeda i Irak, der efter en proces med løbende navneændringer i dag er kendt som Islamisk Stat.

Om det var en ambitionsrus som følge af den seneste succes eller en kølig strategisk kalkulation, der ledte Islamisk Stat til beslutningen om at udnytte den kaotiske situation i Syrien til at udvide sit territorium, kan vi kun gisne om. Men beslutningen bragte Islamisk Stat i konflikt med al-Qaedas filial i Syrien,

Al-Qaedas filialer modtager finansiering, fremmedkrigere og rådgivning af AQC i bytte for deres loyalitet til netværket.

FOTO: Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri (th.) fotograferet sammen i år 2001.

foto: Hamid Mir, Wikimedia Commons

og inden længe brød det allerede anstrengte forhold til AQC endeligt sammen.

Selvom mange jihadistgrupper vendte al-Qaeda ryggen og i stedet sværgede troskab til Islamisk Stat, er al-Qaeda fortsat repræsenteret i adskillige lande verden over. En af de mest loyale filialer er uden tvivl al-Qaeda på den Arabiske Halvø, der fortrinsvist opererer i Yemen. Filialens leder, Nasir al-Wuhayshi, blev i 2013 belønnet for sin loyalitet, da al-Zawahiri forfremmede ham til næstkommanderende for AQC. Al-Wuhayshi bestred begge lederposter samtidigt frem til sin død under et amerikansk droneangreb i sommeren 2015. Hans virke i AQC understregede både ledelsens desperate behov for at opretholde filialernes loyalitet og netværkets internationale karakter.

Andre nævneværdige al-Qaeda-filialer tæller al-Shabaab i Somalia, al-Qaeda i Islamisk Maghreb, der opererer på tværs af landegrænser i det vestlige Sahara, og al-Qaeda på det Indiske Subkontinent.

Sidstnævnte er særlig interessant, fordi filialen først blev dannet i 2014 på al-Zawahiris initiativ efter to års forhandlinger med en række forskellige jihadistgrupper i regionen. Udover at være en tiltrængt sejr

for AQC indikerer begivenheden, at al-Zawahiris diplomatiske evner er langt større end først antaget.

Vildledning

Nøglen til operationens succes var i høj grad de sunnimuslimske befolkningsgrupper, der gav deres støtte til koalitionsregeringen frem for al-Qaeda.

Den 28. juli 2016 offentliggjorde Jabhat al-Nusra, en af Syriens mest succesfulde oprørsgrupper, en videotransmitteret tale af gruppens leder, Abu Mohammad al-Julani. Iført grøn kamuflagejakke og hvid hovedbeklædning, en påklædning der var særlig karakteristisk for bin Laden, annoncerede al-Julani, at gruppen øjeblikkeligt ville annullere alle aktiviteter under sit aktuelle navn. I stedet oprettedes en ny gruppe, Jabhat Fatah al-Sham, der ikke ville have tilknytning til nogen ekstern enhed.

På overfladen ligner dette et klart brud med al-Qaeda og dermed endnu et nederlag for AQC. Sådan er budskabet også blevet tolket af de vestlige medier, men som Thomas Joscelyn fra Foundation for Defense of Democracies påpeger i tænketankens Long War Journal, nævner al-Julani i talen intet om, hvorvidt han betragter al-Qaeda som en ekstern enhed. Detaljen er ikke triviel, da vi ved fra amerikanske efterretninger, at en gruppe højt profilerede AQC-medlemmer, Kohrasan-gruppen, har opholdt sig i Syrien for at

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

33

give al-Julanis gruppe militærrådgivning siden 2014 minimum.

At al-Julanis gruppe offentliggjorde en lydfil seks timer før talen, hvor al-Zawahiri giver sin fulde tilladelse til løsrivelsen med budskabet om, at islamisk broderskab er stærkere end ethvert organisatorisk bånd, får yderligere spørgsmålene til at presse sig på.

Enten valgte al-Zawahiri i magtesløshed at blåstemple aftalen i et forsøg på at forhindre endnu et propagandanederlag, eller også var AQC oprigtigt indforstået med beslutningen.

Når en af akademias fremmeste terroreksperter, Charles Lister fra tænketanken Middle East Institute, i et indlæg i Foreign Policy vurderer, at det sidste gør sig gældende, skyldes det to forhold. For det første er brandet "al-Qaeda" en betydelig udfordring for al-Julanis samarbejde med andre oprørsgrupper i Syrien, der ikke ønsker at blive mål for amerikanske bombeangreb – et emne som al-Julani eksplicit nævner som grund til beslutningen.

For det andet stemmer beslutningen, ifølge Lister, overens med al-Qaedas overordnede strategi om at beskytte svage filialer. Et eksempel herpå finder vi i en brevveksling mellem bin Laden og al-Shabaabs leder fra 2010. Her afviser bin Laden al-Shabaabs anmodning om at annoncere gruppen som en officiel al-Qaeda-filial. Bin Ladens begrundelse var tofoldig; hvis al-Shabaab officielt blev en del af netværket, ville det militære pres på gruppen eskalere, og det ville samtidig blive betydeligt sværere at overtale rigmænd fra den Arabiske Halvø til at finansiere udviklingsprojekter i Somalia.

Læren af ”The Surge”

For at forstå al-Qaedas overordnede strategi skal vi spole tiden tilbage til januar 2007. For åben skærm

Hvis al-Qaedas filialer evner at smelte sammen med den moderate sunnimuslimske befolkning og bibeholde loyaliteten til AQC, står netværket stærkere end nogensinde før.

annoncerede George W. Bush beslutningen om at sende et nyt troppebidrag på 20.000 mand til Irak i et forsøg på at understøtte landets skrøbelige koalitionsregering. Troppebidraget, der senere blev kendt som the surge, var et led i den nye amerikanske strategi for oprørsbekæmpelse. Bredt anerkendt som en af de få vellykkede militære operationer i Mellemøsten i nyere tid, reducerede the surge al-Qaeda i Irak til en håndfuld hårdt trængte hardlinere på flugt og banede vejen for effektiv regeringsførelse. Nøglen til operationens succes var i høj grad de sunnimuslimske befolkningsgrupper, der gav deres støtte til koalitionsregeringen frem for al-Qaeda. Desværre var succesen kortvarig.

I årene efter the surge genvandt al-Qaeda i Irak lokal opbakning, fordi koalitionsregeringen ignorerede de sunnimuslimske befolkningsgruppers behov. Dermed var grundlaget for Islamisk Stat skabt.

At oprørsgrupper står stærkere med lokalbefolkningen i ryggen, er som sådan ikke en nyhed - men ikke desto mindre tog al-Qaeda og andre jihadistgrupper i regionen lektien til sig. Islamisk Stat og al-Julanis gruppe har længe været kendt for at føre socialpolitik overfor den sunnimuslimske lokalbefolkning med henblik på at vinde dens støtte og tillid.

Ikke uinteressant er socialpolitikken en af de tilbagevendende uoverensstemmelser imellem Islamisk Stat og al-Qaeda. Allerede før al-Qaeda i Irak ændrede navn til Islamisk Stat, agiterede gruppens leder for udslettelsen af shiamuslimer. Denne konfrontatoriske linje overfor shiamuslimer har AQC aldrig brudt sig om, og AQC har ved adskillige lejligheder advaret imod den, fordi de mente, at kræfterne var bedre brugt på anden vis.

Al-Qaeda er endda gået så langt i sin socialpolitiske strategi som til at advokere internt for, at sharia ikke skal håndhæves effektivt, så længe filialerne er afhængige af befolkningens støtte. En bunke breve fundet i

om Al-Qaedas leder Navn: Ayman al-Zawahiri Født: 19. juni 1951 Nationalitet: Egyptisk Socioøkonomisk baggrund: Øvre middelklasse Uddannelse: Kirurg, Kairo Universitet Formodet lokation: Afghansk-pakistansk grænseland Historik i al-Qaeda: En af Osama bin Ladens mest indflydelsesrige rådgivere siden 1998

34

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

Mali viser, at lederen af al-Qaeda i Islamisk Maghreb har instrueret sine folk grundigt i at være overbærende overfor lokalbefolkningen, indtil den er hærdet nok til at håndhævelsen af sharia kan opjusteres.

Charles Lister vurderer desuden, at det er denne politik om at vinde befolkningens tillid, som al-Qaeda på den Arabiske Halvø har haft succes med i det sydlige Yemen. Her arbejder al-Qaedas filial så tæt sammen med lokale ikke-jihadistiske oprørsgrupper i borgerkrigens kaos, at det stort set er umuligt at skelne imellem dem. At al-Qaeda skulle føre samme politik i Syrien er ikke blot sandsynligt men også rationelt.

En langsigtet strategi

Hvis al-Qaedas filialer evner at smelte sammen med den moderate sunnimuslimske befolkning og bibeholde loyaliteten til AQC, står netværket stærkere end nogensinde før. Dette vil især være tilfældet, hvis filialernes ledere opnår reelle magtpositioner i legitime regeringer. I et sådant scenario vil al-Qaeda ikke blot have lettere ved at skaffe støtte i form af finansiering og beskyttelse. De vil også have udmanøvreret Vesten strategisk. Erfaringerne fra Irak og Afghanistan har givet vestlige politikere markant mindre lyst til at indsætte regulære hærenheder i konfliktramte lande, hvilket Libyen og Syrien begge er eksempler på. Skulle al-Qaedas strategi lykkes, vil de alt andet lige have mere frihed til at operere i sunnimuslimske lande, end det er tilfældet i dag.

om SKRIBENTEN

Jonathan Valdemar Grønning studerer Statskundskab ved Københavns Universitet og interesserer sig særligt for sikkerhedspolitik.

Al-Qaeda er på nuværende tidspunkt ikke en stærk organisation. Mange værdifulde medlemmer er blevet dræbt i oprørskampe og droneangreb de seneste år, og Islamisk Stat amputerede netværket ved at løsrive sig og trække mediefokus og filialer med ud. Men al-Qaeda har gang på gang udvist ekstraordinær overlevelsesvilje, og netværkets leder, al-Zawahiri, er ikke uden evner.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

35

Hal Koch sagde, at man kan kende antidemokrater ved deres forhold til det frie ord. Human Rights Watch vurderer pressefriheden i Uzbekistan til at vĂŚre ÂŤseverely limitedÂť

nora sina

udblik

udblik

Karimovs arv

af Nora Sina

Uzbekistan står ved en skillevej efter præsident Karimovs død tidligere i år – men på trods af økonomisk vækst og international samhandel, er der ikke meget, som peger i en demokratisk retning.

Islam Karimov var langt fra, hvad man ville kalde en demokratisk leder. Nærmere det modsatte. Ved valget i marts 2015 fik han og hans parti, Uzbekistan Liberal Democratic Party, 90 % af stemmerne. OSCE (Organisation for Security and Co-opertion in Europe) konkluderede, at Karimov havde skabt et ”strictly controlled political and media environment”.

Karimov er den eneste præsident, som landet har haft siden Sovjetunionens sammenbrud, og han har gentagne gange forlænget sin egen regeringsperiode.

Afhængigt af definitionen vil Karimov blive betegnet som diktator, autokrat, despot eller blot stærk leder.

Den danske demokratitænker Hal Koch sagde, at man kan kende antidemokrater ved deres forhold til det frie ord. Human Rights Watch vurderer pressefriheden i Uzbekistan til at være ”severely limited”.

Karimov døde i september i år, 78 år gammel, hvilket har efterladt et magtvakuum, der samtidig rummer utallige muligheder og håb. Landets ministerpræsident – og Karimovs gode ven – Schawkat Mirsijojew, er blev indsat som overgangspræsident. Der er udskrevet valg til afholdelse den 4. december, som vil være afgørende for landets vej frem.

Uzbekistans demokrati

Den simpleste demokratimodel er den parlamentariske styringskæde. Der er folket, der er parlamentet, der er regeringen og der er forvaltningen. Uzbekistan har et folk, der vælger et parlament og en præsident, som så i fællesskab nedsætter en regering, der får hjælp af en forvaltning til at lave landets love.

Uzbekistan har endda en tolv små parlamentariske styringskæder, da landet er opdelt i tolv forholdsvis autonome delstater. Så langt, så godt.

38

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

Afhængigt af definitionen vil Karimov blive betegnet som diktator, autokrat, despot eller blot stærk leder.

Tager man skridtet videre og undersøger, hvorvidt Uzbekistans aktuelle demokrati kan sættes på David Eastons berømte værdineutrale model for politik, opstår de første problemer. Modellen kræver nemlig, at der er et politisk output, som vælgerne kan forholde sig til og påvirke via valg. Der er både vælgere og et politisk output i Uzbekistan, men spørgsmålet er nærmere, i hvilket omfang vælgerne har indflydelse på netop dette output.

Eastons model kræver også, at befolkningen sætter krav til og støtter det politiske system, der leverer det politiske output. Under den nu afdøde præsident Karimov var der ingen politisk opposition. Der var ingen, der gjorde modstand mod landets politiske system. Det kan tolkes som indirekte støtte til systemet – men måske har den manglende modstand nærmere noget at gøre med Karimovs voldelige styre. Ifølge Amnesty International er tortur udbredt i Uzbekistan.

Så snart forståelsen af demokrati kræver mere end bare den smalleste definition overhovedet, så falder Uzbekistan igennem. At overveje modeller, der på nogen måde indebærer offentlig samtale, krav om pressefrihed eller frie valg er nytteløst.

Blomstrende økonomi

Uzbekistan er dog regionens duks. Naboerne Kazakhstan, Turkmenistan, Tadjikistan, Kirgistan og ikke mindst Afghanistan halter langt bagud i forhold til økonomisk vækst, infrastruktur og uddannelsesniveau. 43 % af den uzbekiske befolkning er under 25 år, og universiteterne boomer. Landets vækstrater har de sidste år stabilt ligget på omkring 8 % - Rater, som mange vestlige lande kun drømmer om.

Ifølge Transparency International er Uzbekistan på

plads 153 af 168 lande i forhold til korruption, men aldrig før har udlandet investeret så meget i Uzbekistan som i de seneste år, og aldrig før har arbejdsløsheden været så lav. Landets to største industrier, bomuld og minedrift, buldrer frem – og som så mange andre stater er Uzbekistan i de sidste femogtyve år gået fra at være et tredjeverdensland til en spirende økonomi med håbefulde fremtidsudsigter.

Ekstremismens indtog

På trods af grænsen til det krigshærgede Afghanistan har uzbekerne formået at holde såvel borgerkrig og ekstremisme ude, og Karimov har med hård hånd slået ned på alle former for protest – samtidig med, at det internationale samfund, ifølge Human Rights Watch, har ignoreret landets grove forbrydelser mod menneskerettighederne. Dette skyldes især landets strategiske placering. Både Tyskland og USA har i forbindelse med krigen i Afghanistan haft militære forsyningsposter i Termiz i det sydlige Uzbekistan, og landene har derfor haft en interesse i problemfrit diplomati – tyskerne har eksempelvis betalt 90 millioner euro for sin base. Der er dog en form for modstand, der har kunnet udvikle sig de seneste ti år. Bevægelsen Islamic Movement of Uzbekistan har i stigende grad vundet gehør og indflydelse i befolkningen, der består af 88 % muslimer. Bevægelsen har rødder i Afghanistan og kæmper for indførelsen af sharia i Uzbekistan. Det er især landbefolkningen islamisterne appellerer til –ifølge Verdensbanken er det netop dem, som ikke har fået del i det økonomiske opsving.Hvis der skulle opstå en kamp om magten, eller komme forsøg på et mere demokratisk

styre efter valget den 4. december, er der altså en fare for, at Islamic Movement of Uzbekistan vil optrappe deres aktivitet.

om SKRIBENTEN

Fremtidsudsigter

Der er ingen politisk opposition, ej heller ingen etablerede, frie partier til at stille op til valget i december. Der er stadig kun Karimovs parti. Tiden efter præsidentens død har ikke givet nogen forhåbninger om mere demokrati eller forbedrede menneskerettigheder. Det er mest i udenlandske medier og menneskerettighedsorganisationer, at man har troet, at præsidentens død ville kunne føre til en lysere fremtid. Den hidtidige økonomiske vækst har nemlig givet blod på tanden, og en politisk destabilisering af landet vil unægtelig føre til færre udenlandske investeringer, hvis man skal tro en gruppe forskere fra University of Michigan.

Desuden har Uzbekistan ikke nogen udpræget demokratisk tradition – der er ikke noget at mindes eller ønske sig tilbage til. Ifølge The New York Times har det årtier lange sovjetstyre ikke just fremmet et klima for politisk mangfoldighed eller aktiv demokratideltagelse. Moderniseringsteoretikere vil pege på, at det økonomiske boom mere eller mindre automatisk vil føre til mere demokrati og udvikling. Omvendt udtalte professor i statskundskab ved Michigan University, Pauline Jones, større skepsis til The Washington Post.

Hun mente ikke, at det bliver den 4. december, at Uzbekistan slår kurs an mod mere demokrati. Vi skal altså ikke være alt for optimistiske.

Nora Sina læser statskundskab ved Københavns Universitet og er skribent for kongressen. com. Hun har en særlig interesse for Tyskland.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

39

udblik

EU – puslespillet som knuses?

af Merja Tarkiainen

Brexit viste, at der findes problemer i EU, der skal tages hånd om, hvis unionen ikke skal forgå. EU er siden sin fødsel blevet betragtet som en stabil institution, der kun har vokset i årenes løb og som mange har villet udvikle i en endnu mere føderal retning mod Europas Forenede Stater. Nu er både borgere og stater begyndt at miste tilliden – er EU på vej mod opløsning? IPmonopolet talte med assisterende professor i politisk økonomi Holly Snaith fra Institut for Statskundskab om unionens kommende udfordringer, samt Storbritanniens vej ud af unionen i praksis.

Kan EU opløses?

I og med at Brexit er på forhandlingsbordet er der også en risiko for, at flygtningekrisen ikke behandles tilstrækkeligt og det er bekymrende, fordi vi ikke ved, hvad det kan føre til.

Mange tror, at det vil være noget nær umuligt, men i dag ser det ud til, at kunne blive en realitet. Det er udfordringer som Rusland, den finansielle eurokrise, flygtningekrisen, EUs frie bevægelighed og senest Brexit, som har belastet unionen. Især de økonomiske kriser og spørgsmål vedrørende den frie bevægelighed og migration har været symptomer, som Brexit nu er blevet et resultat af. Da EU ikke har været i stand til at løse de nævnte problematikker, står mange borgere skuffede tilbage og gør EU som institution til syndebuk for deres utilfredshed. Mange stater og borgere mister forståelsen af EU’s politiske linje, hvorfor EU taber legitimitet. Dermed øges nationernes modtagelighed for idéen om reduceret EU-indflydelse og ønsket om løsrivelse. I Frankrig og Holland venter spændende valg, hvor populistiske partier, med voksende folkelig opbakning, har mulighed for at vinde og dermed øge risikoen for flere ”exits”.

Hvis vi ønsker, at det EU, vi kender, skal forblive intakt, må vi først undersøge, hvilke problemer EU reelt står overfor. Dernæst kan vi så spørge: hvilke EU-taktikker må i spil, hvis unionen skal håndtere disse problemer og samtidigt genoprette sin tabte legitimitet?

Euro-skepsis findes i hele EU men afhænger i størrelse og variant af, hvor man befinder sig. Skepsissen er mindst i Skandinavien, måske grundet en mere pragmatisk tilgang til EU, hvor projektet opfattes som økonomisk snarere end kulturelt. Meningsmålinger har vist, at Brexit faktisk har øget støtten til EU, da man er tilbøjelig til at betragte Brexit som en økonomisk fejltagelse med alvorlige konsekvenser - i hvert fald på kort sigt. I resten af Europa, især i de sydlige og østlige dele, opfattes EU mere negativt – bla andet som følge af, at disse områder i højere grad har været tvunget til at acceptere mange flygtninge. Som en reaktion på flygtningekrisen har man set en stigning i opbakningen til populistiske, næsten semi-facistiske,

40

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

bevægelser. Den voksende populisme fremstår som et svært løseligt problem, fordi det omhandler ændringer i værdier og derfor ikke kan løses med samme metoder, som problemer af mere økonomisk karakter.

Problemet ligger meget dybere, og er mere et spørgsmål om fundamentale værdier, end om hvordan vi løser globale spørgsmål som flygtningekrisen. Og dette skal løses indenfor mekanismerne i EU, fordi det er et problem i EU. Og et problem som hver nation må løse i nogen form, for problemet kommer ikke til at blive mindre. I og med at Brexit er på forhandlingsbordet, er der også en risiko for, at flygtningekrisen ikke behandles tilstrækkeligt og det er bekymrende, fordi vi ikke ved, hvad det kan føre til.

Artikel 50

Hvordan vil Brexit se ud i praksis?

Brexit er altså et problem, vi ikke kender konsekvenserne af, eftersom en stat aldrig før har forladt EU. Tilbagetrækningen begynder, når Storbritannien i marts 2017 aktiverer den såkaldte artikel 50 i Lissabontraktaten. Efter anmodningen om at fratræde har et medlemsland to år til at nå til enighed med EU omkring det efterfølgende samarbejde.

For Storbritannien kan aftalen endelig ende med at blive ESS-medlem (Europæisk Økonomisk Samarbejdsråd) som Norge eller at blive EFTA-medlem (Europæisk Frihandelssammenslutning) sammenligneligt med den schweiziske model. I den norske model kommer Storbritannien ikke til at blive en del af toldunionen, og her findes der sikkert også andre områder, som fritages fra aftalen - for eksempel den fælles jordbrugspolitik. Det kommer ikke til at løse problemet for Storbritannien gennem at give fuld tilgang til handelsmarkedet uden ukontrolleret migration, for som medlem af EES bliver de tvunget til at acceptere fri bevægelighed.

Den schweiziske model skulle kunne være en bedre

aftale, da den giver tilgang til finansielle tjenester, hvilke inkluderer det meste af de indre marked, men ekskluderer migrationen. I Schweiz har man dog afholdt en folkeafstemning om kontrollen af migration, og som man med mindre fremgang fortsat forsøger at implementere, for EU vil ikke have kontrolleret migration. Og EU kommer af politiske grunde til at være meget modvillige til at acceptere en sådan aftale, så Storbritannien kan derfor vælge at balancere disse to aftaler. Ingen af de nuværende scenarier kommer dog til at være en specielt god skabelon for, hvad som kommer til at ske med Storbritannien.

Storbritanniens parlament håber, at meget mere kommer til at stå klart om aftaleforhandlingerne, samt hvilke forhandlingspositioner på begge sider kommer til at være, når Artikel 50 aktiveres i marts 2017. Indtil videre har EU været ganske stille om at sige noget, hvilket er forståeligt, da aftalen skal diskuteres blandt Storbritanniens egne medlemmer. Og i sidste ende er EU i en stærkere position end Storbritannien, da de ikke behøver at vide noget om aftalen, inden processen initieres. Der er Storbritannien, som initierer mod EU, hvad de ønsker af processen.

I visse kredse har der forekommet spekulationer om, at Storbritannien kan synes, at Brexit kan blive for dyr, og at de derfor vælger at forblive medlem af EU. For at dette skal kunne ske, findes der to små muligheder. For det første kan Artikel 50-processen stoppes, fordi Storbritannien ikke har forladt EU, før de faktisk har gjort det. For det andet kan man igen blive medlem om 10-20 år. Muligvis skulle man kunne holde en anden folkeafstemning, men det er ganske usandsynligt, eftersom der ikke rigtigt findes tilstrækkelig politisk opbakning til det. Højrepartierne er for Brexit; venstresiden er kollapset.

Processen efter Artikel 50 er aktiveret fortsætter, så man ud fra en britisk synsvinkel først skitserer, hvordan den juridiske proces skal se ud i Storbritannien, hvilket indebærer at genbehandle al den lovgivning, som i øjeblikket findes som et resultat af eksisterende EU-lovgivning. Disse love justerer man sådan, at eventuelle forandringer herefter behandles af en britisk domstol og den britiske politiske proces i stedet for det oprindelige udgangspunkt i EU. Men den juridiske proces omkring udgangen er ikke gældende, før man på EU-niveau har stemt om aktiveringen af Artikel 50, og aftaleprocessen er kommet i gang.

Aftaleprocessen skal ske i løbet af 2 år, men egentlig findes der ingen særskilte bevæggrunde til at den nødvendigvis skal ske indenfor Artikel 50s tidsramme, uden processen forlænges gennem anonym

afstemning. Så i slutningen kan Storbritannien finde sig selv i en situation, hvor Artikel 50 bare omfatter udgangen, men ikke den proces som omfatter efterfølgende handelsrelationer. Det betyder derfor, at Storbritannien i slutningen af den toårige periode stadig kan være tilbage i en position, hvor de handler under WTO-regler (World Trade Organization), eller måske ikke engang disse. Så processen kan eventuelt blive meget kompliceret.

De britiske politikere ser ikke ud til at kunne få sin vilje igennem og forblive i EU's indre marked, og samtidigt have kontrollen over migrationen, så derfor er det troligt, at Brexit bliver hårdt. Og dette er foruroligende fra et økonomisk perspektiv, da den kan påvirke økonomien negativt. En hård Brexit betyder, at man ikke har tilgang til det frie marked, eller har nogen fri bevægelighed af personer mellem stater.

Kommende udfordringer for unionen

Indenfor de nærmeste år kommer flere lande til at have parlamentsvalg, hvor de EU-kritiske stemmer kan vinde meget større plads. Hvad kan så EU’s krisetaktik være for at holde institutionen intakt?

For at øge legitimiteten er det vigtigste at bygge institutioner, som kan gøre dette. Institutioner har bl.a. som mål at fremme de værdier, man står for, stræbe efter at virkeliggøre dem og formidle kontinuitet i sin politik. Eurokrisen viste betydningen af institutioner, da det Europæiske Råd fik mere indflydelse og magt, når statslederne tog sit ansvar for krisehåndteringen.

Her skete altså en let intergovernmentalistisk (et slags samarbejde mellem stater) forskydning indenfor eurozonen, og denne kommer også til at fortsætte under behandlingen af Brexit. Indenfor EU findes der også strukturer på mange forskellige områder, som skal forandres på EU-niveau for at øge legitimiteten indenfor institutionerne. Og Brexit kan meget vel være processen, som hjælper med at igangsætte forandringsarbejdet.

Hvad angår forstærkningen af EU's værdier, så er det klart, at dette som skal gennemføres parallelt med hvilken som helst reformforandring. Som eurokrisen i Grækenland viste, er det ikke tilstrækkeligt at gennemføre økonomiske reformer, for gennem det får man bare en masse vindere og tabere. Og det er helt klart, at der behøves en proces af demokratisk fornyelse. Fornyelsen af EU skal tages meget mere alvorligt, end den hidtil har gjort. Ellers kan EU meget vel blive puslespillet, som går i stykker.

om SKRIBENTEN

Merja Tarkiainen er en udvekslingsstuderende fra Finland, hvor hun læser offentlig forvaltning ved Åbo akademi.

Hun interesserer sig for internationale organisationer, først og fremmest EU. Holly Snaith er assisterende professor ved Institut for Statskundskab, hvor hun har størst interesse for samspillet mellem politisk økonomi og EU.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

41

udblik

Et politisk EU-projekt i ingenmandsland

af Maja Friis Henriksen

”Sejren har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst” Næsten samtidigt med EU-projektets oprindelse, efter en mislykket invasion af Svinebugten i 1961 proklamerede den amerikanske præsident, John F. Kennedy, ovenstående ord. Få havde dog troet, at ordsproget i dag, 55 år senere, ville passe som skabt til det glansbillede på fred i Europa, der voksede frem af verdenskrigenes aske, og som ophavslandenes ledere ikke var sene til at tage æren for. Dengang. Men hvor står vi i dag efter finanskrise, flygtningestrøm og et forestående britisk farvel? I øjeblikket står medlemslandenes ledere ikke ligefrem i kø for at tage ansvaret for det EU-projekt, de selv har skabt og til stadighed skaber. I stedet fyger beskyldninger om EU, der svigter og utålmodige røster, der plæderer for en ’fælles EU-løsning’ gennem luften.

Sagen er bare, at der ingen fælles løsning kommer, hvis medlemslandene ikke skaber den; et faktum, der synes fuldstændigt fraværende i både EU-dækningen og politikerudtalelser anno 2016.

Det er andre krige end dem, der truede Europas eksistens frem til 1945, der giver medlemslandenes ledere hovedpine i øjeblikket. Fra de interne krigsstridigheder i imperialismens støvede tåger, er det nu fjerne fjendskaber, der kalder på en fælles EU-løsning. Men hvor bliver den af?

Det er ikke fordi, der har manglet løsningsforslag på EU-niveau, at flygtningepresset endnu ikke er håndteret. Det til trods, kan man dagligt læse om svigt og fejlslagenhed, når man slår op i en tilfældig europæisk avis og emnefeltet siger EU. Men det er bestemt heller ikke fordi, medlemslandenes ledere ikke gør noget - for det gør de. De har taget sagen i egen hånd og igangsat en dominoeffekt af grænsebommeopblomstringer, og selv Tysklands Angela Merkel, der ellers tog sin tørn og skældte ud, har nu været nødsaget til at følge trop i grænseland.

42

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

Resultatet? Fordelingsnøglen er afvist, og et af fundamenterne i EU-konstruktionen, Schengensamarbejdet, står nu på usikker grund.

Er det i så fald EU-befolkningen, der bremser for denne fælles løsning?

Nej, ikke ifølge Eurobarometrets seneste måling fra 2015, hvor et markant flertal på 73 % gerne så en fælles flygtningepolitik blandt EU-medlemslande.

Alt i alt er det svært at se, hvorfor løsningen er udeblevet, men hvis man graver lidt dybere, er det måske ikke så mærkeligt alligevel set i lyset af det faktum, at medlemslandenes politikere med den ene hånd forlanger fælles EU-initiativer og med den anden hånd blokerer for selvsamme. Det besynderlige er dog, at denne dobbelthed sjældent træder frem i EU-debatten, og at politikere endnu sjældnere stilles til ansvar for det fælles europæiske projekt, de selv er skabere

Fra de interne krigsstridigheder i imperialismens støvede tåger, er det nu fjerne fjendskaber, der kalder på en fælles EU-løsning.

Men hvor bliver den af?

foto: Rock Cohen, Flickr

af. EU er vel næppe mere eller mindre end det, medlemslandene gør det til? Alligevel taler politikerne typisk om EU som en fremmed ’sag’, der lever sit eget liv fjernt fra medlemslandenes præferencer. Men faktum er, at de eneste der kan ændre EU-projektet og integrationsretningen er medlemslandene selv – og de trækker i øjeblikket ikke i en fælles retning.

Forreste fanebærer for tilbagerulningen af EU-integrationen er Storbritannien. Her herskede der op til Brexit-afstemningen en medieretorik, der handlede om at ’tage kontrollen tilbage’ fra EU. Det gjorde man nemmest ved at melde sig ud, lød argumentet.

Faktisk viser en opgørelse foretaget af det schweiziske forskningsinstitut, Media Tenor, at den britiske nyhedsstation, BBC, de seneste 15 år har dækket EU ligeså negativt som Syriens Bashar al-Assad og endda mere negativt end russiske Vladimir Putin.

Selvom BBC på ingen måde er repræsentativ for det samlede mediebillede i Storbritannien, er det ikke desto mindre tankevækkende, at en statsejet britisk nyhedsstation dækker EU så ensidigt negativt op til en folkeafstemning om britisk medlemskab af selv-

samme organisation.

Det besynderlige er dog, at denne dobbelthed sjældent træder frem i EU-debatten, og at politikere endnu sjældnere stilles til ansvar for det fælles europæiske projekt, de selv er skabere af.

I virkeligheden er det ikke bare politikernes fralæggelse af ansvar, men også mediedækningen, der er interessant, hvis man ønsker at forstå den ulmende EU-skepsis, der spreder sig som ringe i vandet. Det er i hvert fald budskabet hos professor Marlene Wind i en artikel bragt i Politiken i maj 2016 under overskriften, ”Uduelige ledere og medier er ved at ødelægge Europa.” Wind opfatter ikke Storbritanniens negative EU-dækning som et enestående fænomen: ”At tale EU ned er imidlertid – desværre – det nye sort og bestemt ikke noget, der er forbeholdt britiske medier.”

Hun følger op med en interessant pointe: ”Spørgsmål som ’Hvorfor er EU så dårligt til at håndtere flygtningesituationen?’ og ’Er det ikke et godt eksempel på, at EU har fejlet totalt?’, lyder igen og igen i interviews og henvendelser, jeg selv får af journalister.

Til det må jeg så korrigere og forklare, at det ikke er EU som sådan, der ikke leverer varen. Det er medlemsstaternes ledere, der ikke ønsker at levere den.”

Kigger man på mediedækningen herhjemme, skal man ikke lede længe efter samme negative toneleje,

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

43

når emnet falder på EU. Her er overskrifter som ”EU har sviget” hverdagskost, når man bladrer i avisen eller slår over på en tilfældig nyhedsudsendelse i fjernsynet.

”At kritisere EU er blevet en yndet politikersport”

En sådan overskrift stod den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, også som afsender af på Grundlovsdag i år. Kritikken gik blandt andet på legitimitetskrisen i EU - men har politikerne ikke netop en andel i denne? Når de omtaler unionen i så negative, som noget fjernt fra dem selv, virker det som om, de prøver at undgå at blive sat i forbindelse med projektet.

Tidligere chef for lederkollegiet, Opinion- og Navneredaktør, Jesper Beinov, beskrev denne tendens meget malende, da han i maj 2016 udtalte følgende: ”At kritisere EU er blevet en yndet politikersport”. For sport synes der i al sandfærdighed at være gået i den.

Han uddyber: ”Det er tydeligt, at vi har forsømt EU-debatten herhjemme. Og så er det nemmere at prygle EU retorisk fremfor én gang for alle at erkende, at EU er en arena for magt og interesser akkurat som i hjemlig politik. For hver gang ledende politikere maler EU i grelle farver, bliver det sværere at argumentere for foretagendet.

Selvfølgelig skal vi ikke sige ja og halleluja til alt fra EU. Men lige nu har politikerne svigtet EU. Det kan blive farligt og ligefrem dybt skadeligt for Danmark i Europa, hvis vi taler EU ned.”

Her går beskyldningerne interessant nok den anden vej: Det er ikke EU, der har svigtet, men politikerne, der har svigtet EU. I al fald kan det konstateres, at svigt fylder utroligt meget i den nuværende EU-debat – og at skylden ikke bare sådan lader sig placere.

Den hårde EU-retorik i medierne kan dog medføre konsekvenser for andet end dagligdagens politiker-

44

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

udtalelser og den generelle nyhedsdækning: den kan have betydning for befolkningens tillid til projektet.

Således viser føromtalte Eurobarometer-undersøgelse, at der hersker markante forskelle mellem den europæiske befolknings tillid til deres nationale parlament og til den Europæiske Union.

I samme undersøgelse har kun 36 % af de adspurgte en følelse af, at EU arbejder for [dem]. Ikke overraskende står det i forhold til dette spørgsmål værst til i Grækenland, mens det i det indflydelsesrige Frankrig kun er 30%, som erklærer sig enige i udsagnet.

Derudover mener en overvægt af befolkningen i EU-landene, at EU bevæger sig i den forkerte retning, selvom andelen er på vej ned. Der er således meget, der tyder på, at befolkningen i øjeblikket er distanceret fra EU-projektet, og én mulig forklaring kan være den negative mediedækning. Men kan man forvente andet, når mediedækningen for manges vedkommende er og bliver den eneste reelle referenceramme for vurderingen af EU? Man kan yderligere stille sig det spørgsmål, hvorfor selv pro-europæiske politikere har så travlt med at distancere sig selv fra EU? For med den negativitet, der i øjeblikket rammer EU og spreder sig som en steppebrand blandt EU-befolkningen, bliver det selvsagt sværere at argumentere for projektet.

Selvom man skulle få et andet indtryk, EU-dækningen taget i betragtning, er faktum, at meget få forslag i EU faktisk bliver afvist af medlemslandene; alligevel er det ’EU, der har fejlet’, lyder beskyldningerne. Men er det i virkeligheden politikerne selv, pilen peger imod? Her melder Alternativets Rasmus Nordquist sig på banen: ”Det er på tide, at vi stopper med at sende anden videre til ”det der EU”, for ”det der EU” er altså os alle sammen. Hvis EU fejler, så er det, fordi vi alle fejler”.

Det er ikke EU, der har svigtet, men politikerne, der har svigtet EU. I al fald kan det konstateres, at svigt fylder utroligt meget i den nuværende EU-debat – og at skylden ikke bare sådan lader sig placere.

Men hvori består da løsningen? For en løsning må der da komme på et tidspunkt? Flygtningepresset og EU-skepsissen forbliver den samme – eller tiltager måske i styrke – selvom man som politiker kunne drømme sig langt væk fra den.

Hvad angår EU-skepsissen, kan Eurobarometer-undersøgelsen måske hjælpe – igen. Noget tyder nemlig på, at det netop er omkring EU-retorikken, at man må tage fat. Således erklærer et markant flertal på 71 % af EU-befolkningen sig enige i udsagnet om, at EU har brug for et klarere budskab. Men det burde ikke overraske med et nuværende mudret EU-billede, hvor Storbritannien på den ene side er på vej ud af samarbejdet, mens andre lande på den anden side fastholder parolen om ’en stadigt snævrere union’ alt imens det negative mediebillede ingen synderlig modstand møder i den europæiske offentlighed.

Et klarere budskab kommer dog ikke af sig selv. Et sted at starte er måske ikke engang i unionen selv men hos dem, befolkningen tillægger størst vægt: det nationale parlament. Det handler på ingen måde om at feje kritikken af EU under tæppet. Kritik og kontrol er vigtige bestanddele af demokratiet – og EU er på mange områder ikke ufejlbarlig. Men skal man undgå, at den europæiske befolkning distancerer sig helt fra EU-projektet og fører endnu flere ’exits’ med sig, skulle politikerne genoverveje, om det ikke var på tide at melde sig aktivt ind i kampen for en bedre og mere legitim union – også selvom det indebærer, at man må stå på mål for mediernes skarpe skyts, som forhåbentlig stadigvæk står beredte til kamp for både læsere og seere, men også for demokratiet.

om SKRIBENTEN

Maja Friis Henriksen studerer statskundskab på Københavns Universitet og har en stor interesse for international politik med særligt fokus på EU.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

45

udblik

Nagorno-Karabakh – En historisk strid i Kaukasus

af Christian Lebech

I april i år faldt skuddene igen mellem armenske og azerbaijanske styrker, da kampvogne, artilleri og helikoptere blev sat ind i kampen om regionen Nagorno-Karabakh – en region i Azerbaijan, men som er under armensk herredømme. Krigshandlingerne kom oven på 20 års fred, så spørgsmålet er derfor, hvorfor nu?

Nagorno-Karabakh består af 100.000 indbyggere. Der er ingen naturressourcer, og landskabet er for bjergrigt til, at olieledninger kan gå igennem. Regionen har således ikke nogen geostrategisk betydning for hverken Armenien eller Azerbaijan – men har stor national og emotionel værdi for begge parter.

Den nutidige konflikt kan spores tilbage til Sovjetunionens opståen, hvor de to lande blev delrepublikker. I den forbindelse tildelte Stalin Nagorno-Karabakh til Azerbaijan, selvom hovedparten af befolkningen var, og stadig er, armeniere.

I 1988 kom det til væbnet konflikt mellem armenske seperatistbevægelser i Nagorno-Karabakh (støttet af Armenien) og Azerbaijan, efter at befolkningen i Nagorno-Karabakh havde stemt om at løsrive sig. I 1994, efter Rusland havde formidlet en våbenhvile, havde den armenske hær overtaget 15 % af Azerbaijans territorium, herunder Nagorno-Karabakh, som de sidder på den dag i dag, og hvorfra konflikten mellem landene fortsætter.

De seneste år er konflikten blusset op igen. I november 2014 blev en armensk helikopter skudt ned af azerbaijanske styrker, og i starten af april brød det ud i reelle kamphandlinger, der varede fem dage.

Selvom begge stater anklager hinanden for at have startet kamphandlingerne i april, påpeger professor ved SOAS, University of London, Laurence Broers, til Chatham House, at det var Azerbaijan, der

46

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

startede krigshandlingerne. Armenierne var således ikke forberedte på kamphandlingerne og var hurtigt nødt til at indkalde reserver til frontlinjen. Udover at Azerbaijan tilbageerobrede den strategisk vigtige bakketop Lele Tepe, ændrede kamphandlingerne ikke på frontlinjen.

Øget militære evner

De seneste års kampe kan ses som en konsekvens af Azerbaijans øgede militære formåen. Azerbaijan har op igennem nullerne haft en enorm økonomisk vækst som følge af udvinding af olie og gas fra områder i Det Kaspiske Hav. Olien er hovedsageligt blevet sendt til Tyrkiet og Georgien, og i årene 2006-08 oplevede Azerbaijan en vækst på henholdsvis 26, 4 %, 34,5 % og 25 % i BNP. Som følge af den økonomiske optur har regeringen i Baku tredivedobblet sit militære budget siden 2000.

Og med 3,6 milliarder dollars er Azerbaijans militærbudget mere end syv gange så stort som Armeniens. De seneste årtiers dødvande er således ændret til Azerbaijansk overlegenhed. For at kompensere for sine egne relativt svage militære kapabiliteter er Armenien medlem af den russisk ledet militæralliance CSTO, og Rusland har omkring 3.000 soldater udstationeret i landet.

De seneste år er Azerbaijans vækst dog faldet, og Verdensbanken forventer, at landets økonomi i år vil skrumpe for første gang siden 1995. Faldet i øko-

Fra de interne krigsstridigheder i imperialismens støvede tåger, er det nu fjerne fjendskaber, der kalder på en fælles EU-løsning.

Men hvor bliver den af?

nomien kommer som konsekvens af den faldende oliepris og har resulteret i, at landets centralbank devaluerede valutaen to gange i 2015. Det har medført store prisstigninger, hvilket har gjort befolkningen negativ stemt over for styret i Baku. Derudover kom det også frem af Panama-papirerne, at præsident Aliyev har skjult store beløb i udlandet. Tilsammen har det fået flere analytikere til at pege på, at Aliyev følte sig nødsaget til at agere militært tilbage i april – for at retfærdiggøre de store militærbudgetter og samtidig samle befolkningen bag regeringen.

Derudover kan Azerbaijans offensiv også ses som et forsøg på at bringe international bevågenhed til konflikten og samtidig styrke landets position i forhold til forhandlingerne i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), hvor Azerbaijan langt fra er tilfreds med de mange års hårdknude. Yderligere kan offensiven også ses som en måde at rekognoscere Armeniens modstrategi på ved en eventuel invasion, og som en test af Ruslands og det internationale samfunds reaktion.

Rusland som dukkefører

Rusland spiller en central rolle i konflikten mellem de to stater. Blandt andet leverer Putin store dele af det militære isenkram til både Armenien og Azerbaijan.

Tilbage i 2013, da Armenien var tæt på at indgå en associerings- og handelsaftale med EU, indledte Rusland tættere diplomatiske forbindelser med Azerbaijan. Ifølge doktor ved Mehmet Akif Ersoy University, Esme Özdaşlı, var det for at signalere til Armenien, at et tættere samarbejde med EU ikke ville være acceptabelt for Rusland. Putin lykkedes med manøvren. Associeringsaftalen blev afskaffet, og Armenien forblev i Ruslands økonomiske sfære.

Det besynderlige er dog, at denne dobbelthed sjældent træder frem i EU-debatten, og at politikere endnu sjældnere stilles til ansvar for det fælles europæiske projekt, de selv er skabere af.

Strategien med at spille de to lande ud mod hinanden, for selv at kunne kontrollere den geopolitiske situation i området, kan desuden spores tilbage til Sovjetunionens start og Stalins tildeling af Nagorno-Karabakh til Azerbaijan. Ifølge forsker ved Chatham House, Anahit Shirinyan, er Rusland nemlig ikke interesseret i, at Azerbaijan og Armenien finder en løsning på konflikten. En løsning mellem de to stater kan føre til øget økonomisk samarbejde, hvorved Armeniens økonomiske og militære afhængighed af Rusland mindskes – og ud fra dette synspunkt er kampene tilbage i april ikke de sidste af sin slags.

Ifølge politisk analytiker ved East-West Research Centre i Baku, Arastun Orujlu, er hverken Armenien eller Azerbaijan dog interesserede i en regulær krig.

Azerbaijan er godt klar over, at en succesfuld invasion er urealistisk, så længe Armenien er militært allieret med Rusland. Samtidig er Armenien godt tilfredse med den nuværende situation, da de besidder Nagorno-Karabakh. Yderligere er Rusland ikke interesseret i ustabilitet så tæt på sin egen grænse.

Kamphandlingerne i april viste således, at uenigheden omkring Nagorno-Karabakh ikke kan fryses ned i al evighed. Selvom ingen af parterne er interesserede i en regulær krig, kan kamphandlinger ifølge Anahit Shirinyan skabe en farlig præcedens for at ty til våben, hvilket uintenderet kan eskalere til krig. I forlængelse heraf sagde Laurence Broers også følgende til Chatham House: “Hvad der er sikkert er, at de kæmpende parter har forladt den selvregulerede våbenhvile, og at det sydlige Kaukasus i dag befinder sig i et sikkerhedsvakum.”

om SKRIBENTEN

Christian Lebech læser Statskundskab på 5. semester ved Københavns Universitet, og han interesserer sig særligt for konflikter i Ruslands nærområder.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

47

tema

Kan verden stadigvæk tro på ICC?

af Raurel kaae adams

Hvordan skal vi forstå en institution der kæmper for international retfærdighed i en tid hvor der findes så meget af det modsatte – og hvordan skal den forstå sig selv? Jeg spørger Alex Whiting, professor ved Harvard Law School og tidligere koordinator for anklagerens kontor ved ICC. ”Den største rettergang i verdenshistorien” var ordene den britiske dommer, Lord Norman Birkett, brugte til at beskrive striben af skelsættende retssager, der retsforfulgte forbrydelser mod menneskeheden begået under anden verdenskrig. Disse retssager, der senere fik fællesbetegnelsen ’Nürnberg-processen,’ var i mange henseender startskuddet til en international kamp for global retfærdighed. Og med Rom-statutten signeret fik verdenssamfundet endelig i 2001 den internationale straffedomstol (herefter ICC), der i dag består af 124 kontraherende stater.

Kigger man på listen over stater der har ratificeret rom-statutten, finder man dog hverken Rusland, Kina eller USA. Til trods for sin korte levetid har domstolens eksistensgrundlag også flere gange været betvivlet, senest af en række afrikanske lande der – som de første lande nogensinde – har erklæret deres fratrædelse fra domstolen. Alle lande har meldt sig ud med henvisning til, at ICC har en bias mod Afrika, da domstolen primært har haft retssager med lande fra netop Afrika. Her er det dog vigtigt at bemærke, at ICC enten er blevet henvist af landene selv eller af FN’s sikkerhedsråd – og denne anklage om bias er derfor mere retorisk end den er saglig. Samtidig

48

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

ser man i dag, at internationale konflikter opstår hurtigere end mange lande kan nå at følge med. Her er Syrien, Afghanistan, Irak, Yemen, Sudan, Filippinerne og Nigeria blot eksempler på verdens talrige og ganske blodige konflikter, som kunne være berettiget en undersøgelse fra ICC.

Interview med Alex Whiting, den 13. november 2016.

Legitimiteten af FN’s institutioner kan siges at være bestemt af deres kontraherende stater, og ICC er givetvis ingen undtagelse. For nyligt har både Sydafrika og Burundi besluttet sig for at trække sig fra ICC – Repræsenterer dette tilbageslag en generel trussel mod domstolens legitimitet? Og måske på et mere generelt spor, virker ICC så kun efter hensigten hvis store internationale spillere, som Rusland og USA, beslutter sig for at tiltræde Rom-statutten? – hvis ja, hvor realistisk er muligheden så for, at det nogensinde vil ske? ”Fratrædelsen af Sydafrika, Burundi – og nu også Gambia – fra ICC er bestemt et tilbageslag. Måske mere betydningsfuldt end tabet af tre lande er alene det faktum, at lande trækker sig, da det skaber en far-

Frygten bør derfor nu være, at lande vil have den opfattelse, at der ikke er nogen omkostning ved fratrædelse, hvis domstolen truer deres interesser.

foto: ICC, Wikimedia commons

lig præcedens. ICC er en domstol baseret på samtykke (med undtagelse af henvisninger fra FN’s sikkerhedsråd). Siden 1998 har 124 stater tilsluttet sig, nogle har truet med at trække sig, men indtil i år har intet land gjort det. Diplomatisk pres og en opfattelse af et svækket omdømme havde tilsyneladende holdt landene indenfor. Men da Burundi nedbrød barrieren ved at annoncere sin fratrædelse, fulgte to andre stater hurtigt efter. Frygten bør derfor nu være, at lande vil have den opfattelse, at der ikke er nogen omkostning ved fratrædelse, hvis domstolen truer deres interesser.

Hvis domstolen åbner en indledende undersøgelse i Filippinerne, for eksempel, vil landet så træde ud af domstolen? Dette er måske nok det mest bekymrende aspekt ved de afrikanske fratrædelser. Samtidig er det internationale projekt for retfærdighed til gengæld nyt, og det er uundgåeligt at der vil være både op- og nedture, succeser og fiaskoer. Etableringen af ICC og præcedensen fra succesfulde retsforfølgelser af ad-hoc tribunaler såvel som ICC, vil fortsat lægge pres på lande i fremtiden og sikre at grusomheder vil blive holdt til regnskab. Princippet om ansvarlighed er her for at blive, også selvom det ikke altid vil blive respekteret.

Så faktisk er den eneste mulige kurs for ICC at tilsidesætte disse hensyn, og i stedet fokuserer på dens centrale arbejde og mission: at jagte retsforfølgelser og opbygge styrken og legitimiteten af institutionen

Når det handler om de store internationale spillere, så er ICC’s manglende universalitet fortsat en udfordring for dens legitimitet. En stor del af den klage der kommer fra afrikanske lande; at ICC kun fokuserer på Afrika. Det virker også usandsynligt, at lande som USA og Rusland vil tilslutte sig ICC lige foreløbig, men presset om legitimitet ville bestemt blive lettet hvis disse lande handlede sammen med andre om at sikre ansvarlighed i lande som Syrien, som lige nu er uden for ICC’s rækkevidde.”

Hvis ICC fik tildelt jurisdiktion over Syrien, gennem FN’s sikkerhedsråd i henhold til artikel 12(3) af Rom-statutten, ville den være tilstrækkeligt rustet til at fuldføre en juridisk efterforskning? ”Det ville være en betydelig udfordring for ICC at efterforske alle de rejste anklager i Syrien. Deltagerstaterne ville unægtelig blive nødt til at øge domstolens budget for en sådan undersøgelse, men selv hvis det blev gjort ville ICC’s kapacitet være begrænset.

Det er sandsynligt, at alternative mekanismer – såsom nationale institutioner støttet af det internationale samfund eller hybriddomstole – ville blive nødt til at supplere ICC’s arbejde.”

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

49

Har den stigende mængde af information til rådighed på internettet gjort det mere eller mindre vanskeligt for ICC’s anklagemyndighed at fremskaffe troværdigt bevismateriale, og har standarden for denne type af materiale ændret sig med tiden? Er der i øvrigt restriktioner på ICC’s jurisdiktion i cyberspace? ”Internettet er en efterforskningsmæssig mulighed for ICC og vil kun vokse med tiden. Internettet tillader borgere at indsamle information, data og evidens og dele det med andre. I konflikter såsom Libyen og Syrien, for eksempel, har der været adskillige eksempler på videoer fra borgere som er blevet uploadet til internettet. På den anden side, så har ICC behov for at lære at håndtere denne information og teste dens pålidelighed, og forsigtigt skelne mellem reelt bevismateriale og hvad der blot er information. Selvfølgelig tillader internettet, at personer kan dele information anonymt og manipulere med den, men sådanne udfordringer er velkendte for anklagemyndigheden, om end de præsenteres i et anderledes medium.

Standarderne for at vurdere denne type information har ikke ændret sig. Anklageren har stadig ansvaret for autenciteten og reliabiliteten af det fremførte bevismateriale, uanset kilden.”

I en artikel du har skrevet for JustSecurity.org opfordrer du ICC til at åbne en indledende undersøgelse af de påstande, der er blevet rejst mod Præsident Duterte, om udenretslige drab af 3.000 narkohandlere i henhold til Rom-statutten. Da dette stadigvæk er en igangværende begivenhed, er der mange spekulationer omkring Dutertes intentioner, heriblandt en frygt om, at Duterte vil afskære relationer med USA til fordel for Rusland og Kina. Ved at åbne en indledende undersøgelse, er der så ikke en risiko for, at Duterte vil opfatte dette som en

trussel, og er det en mulighed som du mener ICC bør tage højde for? ”Jeg tror ikke, at ICC kan tænke over måden hvorpå dets arbejde vil blive opfattet politisk i denne sammenhæng. Det er svært at vide, hvordan ICC’s undersøgelser vil blive opfattet og i næsten alle tilfælde, vil der argumenteres for, at en undersøgelse foretaget af ICC vil have negative diplomatiske konsekvenser. Og hvis domstolen så vælger at gå denne vej, er det en skrue uden ende, for det politiske indhold af dens sager er både dynamisk og uforudsigeligt, så domstolen vil blive nødt til konstant at justere, hvordan den reagerer. Så faktisk er den eneste mulige kurs for ICC at tilsidesætte disse hensyn, og i stedet fokusere på dens centrale arbejde og mission: at jagte retsforfølgelser og opbygge styrken og legitimiteten af institutionen.”

Frankrig havde for nylig et forslag i FN’s sikkerhedsråd, om at henvise Rusland til ICC for en undersøgelse vedrørende krigsforbrydelser i henhold til Rom-statutten.

Kritikere påstår, at dette er en måde hvorpå Frankrig kan fremstå handlekraftig i sin måde at håndtere Syrien, uden egentlig at gøre noget ved konflikten. Bruger Frankrig ICC som et våben i dette tilfælde? Og måske på et mere generelt plan, hvad er dine tanker hvad angår spørgsmålet om brugen af ICC som et politisk våben – gør det jobbet i anklagerkontoret vanskeligere? ”Jeg tror det ofte er tilfældet, at stater vil bruge ICC på den her måde, om det så er gennem FN’s sikkerhedsråd eller en stat der henviser sig selv, så ICC kan retsforfølge rebelstyrker. Stater agerer ud fra politisk egeninteresse, så det burde ikke være en overraskelse, at de gør det samme, når det handler om ICC. I princippet er det ikke noget problem, og det er måske

om Alex Whiting Alex Whiting er professor ved Harvard Law School, hvor han unvderviser, skriver og konsulterer om amerikanske og internationale strafferetlige spørgsmål. Fra 2010 indtil 2013 var han koordinator for efterforskninger i anklagemyndigheden hos den internationale straffedomstol (ICC) i Haag, hvorefter han også var koordinator for retsforfølgelser.

50

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

I princippet er det ikke noget problem, og det er måske endda ønskeligt at have stater bruge retfærdighed som et ”våben.”

endda ønskeligt at have stater bruge retfærdighed som et ”våben.” Hvor domstolen bliver nødt til at være bekymret er, hvis henvisninger til domstolen ikke bliver fulgt op med støtte og samarbejde, for det leder til, at institutionen i sidste ende bliver undermineret. Sikkerhedsrådets henvisninger af Sudan og Libyen, for eksempel, er ikke blevet fulgt op med støtte, hvilket har ledt til, at retssagerne er gået i stå.”

I den amerikanske uafhængighedserklæring er retfærdighed formuleret helt enkelt: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.” Og den romerske gudinde for retfærdighed, Justitia, der afsiger alle menneskers endelige dom, afbildedes traditionelt også med bind for øjnene – for retfærdigheden er blind, lyder det. Når lande som Gambia, Sydafrika og Burundi melder sig ud af ICC, er der derfor mere på spil, end de kortsigtede interesser, landenes politiske ledere måtte have. For de melder sig ikke kun ud af en international domstol hvis mål er at retsforfølge forbrydelser i henhold til et stykke signeret papir; de melder sig de facto ud af drømmen om global retfærdighed.

Efter anden verdenskrig var det Roosevelt, trods Stalins og Churchills ønske om omgående at henrette nazisterne, der fik opstillet og gennemført Nürnbergprocessen. I dag ser virkeligheden anderledes ud, og der er et utal af konflikter der berettiger en undersøgelse fra ICC. I næsten alle tilfælde vil den møde modvilje fra landene selv og FN’s sikkerhedsråd, også selv hvis domstolen måtte have jurisdiktion.

fire år at gennemføre retssagerne i Nürnberg, og det var uden tvivl en af de mindst omstridte og politisk støttede retssager, der er blevet gennemført i historien. Samme opbakning fås ikke i dag. Netop derfor er det imidlertid værd at huske på, at ICC ikke bare er en domstol, men en manifestation af et globalt idé- og moralkompleks, der er fuldstændig uden historisk sidestykke.

om SKRIBENTEN

Raurel Adams læser statskundskab på Københavns Universitet og interesserer sig for international politik, politisk teori og medier. Han er vokset op på Bornholm og har deltaget på landsholdet som debattør i World Schools Style format.

Men det er også en misforståelse at se ICC som et juridisk quickfix. For det står nærmest skrevet i domstolens DNA, at retfærdighed tager tid. Det tog

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

51

udblik

Egypten og Etiopien – striden om det regionale herredømme

af Esben Als-Andersson

Rivaliseringen mellem Etiopien og Egypten om rollen som regional hegemon har stået på gennem århundreder, og karakteriseres af nogle som Afrikas ældste geopolitiske strid og kan spores helt tilbage til middelalderen. Med etableringen af den store renæssance-dæmning i Etiopien er striden igen blusset op, og indbefatter ikke længere kun de to kæmper, men har også trukket den arabiske halvø og en række andre afrikanske lande ind i ligningen.

Etiopien-Egypten gennem tiden Etiopien har til alle tider ønsket at udfordre Egyptens stærke rolle i Afrika, men igennem det meste af den moderne historie har Etiopien været synonym med underudvikling, væbnet konflikt og sultkatastrofer.

Med interne konflikter, plaget af tilbagevendende humanitære katastrofer og en bestræbelse på opbygning af den føderale stat, måtte udviklingsdagsordenen i årene efter borgerkrigens ophør i 1991, skubbes i baggrunden. Men efter det omstridte valg i 2005 kom der gang i den økonomiske udvikling. Store investeringer i infrastruktur og fokus på landbrugssektoren har været nøglen til at hive millioner af mennesker ud af fattigdom og fastholde imponerende vækstrater på op mod 10 procent årligt de seneste 10 år. Parallelt hermed har Etiopien også engageret sig i en mere aktivistisk udenrigspolitik; internationalt i forhold til klimadagsordenen, regionalt særligt i forhold til New Partnership for Development in Africa (AU’s økonomiske udviklingsprogram; NEPAD) og sub-regionalt i forhold til Intergovernmental Aurhority for Development (IGAD), Somalia og Sudan/Sydsudan.

Større end som så

Alt imens Det Arabiske Forår rasede i Egypten, indledte Etiopien i 2011 arbejdet med den store renæssance-dæmning på den Blå Nil, som med en kapacitet på 6,000 MW vil blive en af de største hy-

52

IPmonopolet |26 udg. | På grænsen af staten

droelektriske dæmninger i Afrika. Da Egypten, under ledelse af præsident Morsi, endelig kunne lægge Det Arabiske Forår bag sig, stod det hurtigt klart, at tiden ikke havde stået stille i det sydlige nabolag. Med dette projekt understregede Etiopien sin ambition om at blive leder i regionen. At Egypten opfattede den nye realitet som en trussel blev for mange tydeligt, da en række fremtrædende politikere i et møde med præsident Morsi (uvidende om at mødet blev transmitteret live på tv) foreslog at anvende både militær magt og stedfortræderagenter i et forsøg på at dæmme op for Etiopiens fremfærd.

Den offentlige strid mellem Egypten og Etiopien tiltrak sig ny opmærksomhed, da det etiopiske parlament åbnede den 10. oktober i år. Under åbningstalen benyttede præsident Dr. Mulatu Teshome lejligheden til at rette det verbale skyts direkte mod Egypten.

Teshome beskyldte ”visse egyptiske institutioner” for at vende den yngre etiopiske befolkning mod regeringen og den blomstrende økonomi samt for direkte at modarbejde konstruktionen af renæssance-dæmningen. Disse udtalelser fandt sted på et bagtæppe af en undtagelsestilstand erklæret i oktober i år efter 12 måneder med de mest omfattende civile uroligheder, der er set i de sidste 25 år i Etiopien.

Det geopolitiske spil forekommer at omfatte en række

Teshome beskyldte ”visse egyptiske institutioner” for at vende den yngre etiopiske befolkning mod regeringen.

andre lande ud over de to hovedaktører: både Eritrea, Somalia, Sudan og Sydsudan er i løbet af de senere år blevet genstand for fornyet egyptisk interesse. Alle har de været forsøgt integreret i den arabiske sfære på en måde, der af Etiopien opfattes som et forsøg på at isolere landet fra dets naboer samt udfordre dets regionale lederrolle. Fra etiopisk side har man med tre højniveaubesøg i Riyadh siden maj 2015 således også gjort en dyd ud af at styrke forbindelserne til Saudi Arabien, hvor den egyptiske udenrigspolitiske linje på det seneste har været årsag til en vis misfornøjelse.

Nye alliancer

Egypten har to fordele i regionen, der truer Etiopiens status. For det første har Egypten et ben både i Mellemøsten og i Afrikas Horn. For det andet er det egyptiske samfund gennemgående muslimsk, mens Etiopien er mere religiøst broget. Egypten har gennem historien haft tætte bånd til Saudi-familien, hvortil de har samarbejdet om sikkerhedsspørgsmål i blandt andet Yemen og Libyen. Traditionelt er Egypten således en tæt allieret med Saudi Arabien, men også her er der sket en udvikling. Egypten har et stort forbrug af fossile brændstoffer til at dække deres energibehov, og dette dækkes blandt andet ved olieimport fra Saudi Arabien. Denne forsyningslinje er af enorm betydning for Egypten, men da Egypten valgte at forholde sig neutral i et spørgsmål om Syrien i FNs sikkerhedsråd, reagerede Saudi Arabien ved at stoppe det statsejede Aramco’s månedlige leverance af raffinerede olieprodukter.

Et vakuum kan være opstået, hvor Etiopien med fordel kan overtage pladsen som Saudi Arabiens allierede i Afrika

Et vakuum kan være opstået, hvor Etiopien med fordel kan overtage pladsen som Saudi Arabiens allierede i Afrika. Dette vil dog uundgåeligt sætte endnu mere pres på det i forvejen anstrengte forhold mellem Egypten og Etiopien, men få tror på, at det kan ende i en væbnet konflikt mellem de to nationer. Eftersom Etiopien er en enorm stabiliseringsfaktor i regionen, som både er engageret i fredsbevarende missioner og huser omkring 800.000 flygtninge, vil det internationale samfund næppe tillade, at striden mellem Egypten og Etiopien udvikler sig.

Fremtidsvisioner

Et destabiliseret Etiopien vil således betyde et destabiliseret Afrikas Horn. Og for både Etiopien, Egypten, Saudi Arabien og verdenssamfundet som helhed, må der skønnes at være en interesse i, at dette ikke vil ske.

Ud over de store flygtningestrømme en sådan konflikt vil skabe, vil fri adgang til Bab al-Mandab strædet, som årligt er handelsvej for 700 milliarder dollars, risikeres blokeret, hvilket vil være katastrofalt for handelssammenhængen mellem Europa, Afrika og Asien.

Den mangesidede konflikt, hvor både vand, historie, handel, interregionale alliancer og interne uroligheder spiller ind, rummer således mange ubesvarede spørgsmål omkring fremtiden – både den nære og den fjerne. Men måske nogle af disse spørgsmål vil blive besvaret allerede næste år, hvor Etiopien og Egypten sammen vil udfylde to af de 10 pladser for ikke-permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd.

om SKRIBENTEN

Esben Als-Andersson er kandidatstuderende i International Sikkerhed og Folkeret ved Syddansk Universitet og en del af IPmonopolets chefredaktion. Hans primære interesse er international strafferet, og han har tidligere arbejdet med flygtningepolitik i Røde Kors.

På grænsen af staten |26 udg. | IPmonopolet

53

Skal din annonce være I IPmonopolet?

Magasinet IPmonopolet har et oplag på 500 og uddeles både pr. post og på flere af landets universiteter.

Hvis du er interesseret i annoncering, så kontakt os via mail: redaktion@ipmonopolet.dk

bliv aktiv IPmonopolet søger altid engagerede frivillige.

Som aktiv i IPmonopolet kan man f.eks. blive en del af redaktionen, hjælpe til med den daglige vedligeholdelse af vores hjemmeside og facebook-side, skrive blogindlæg eller blive en del af vores PR-team. Mulighederne er mange, og vi modtager også gerne forslag, hvis du mener, at du har andre kompetencer at byde ind med.

Man behøver ikke at være IP-ekspert for at blive en del af redaktionen. Det vigtigste er, at man har lyst til at gøre en aktiv indsats og blive en del af en engageret gruppe af personer.

Såfremt du har lyst til at blive aktiv i IPmonopolet eller bare gerne vil høre mere om os, så skriv til: redaktion@ipmonopolet.dk.

ipmonopolet.dk