IPmonopolet #3

IPMONOPOLET.DK

°

ÅRGANG 1

°

NUMMER 3

°

1. UDGAVE

I P M O N O P O L E T tidsskrift for international politik TEMA: Det amerikanske valg 2008

TEMA

IPmonopolet sætter i denne udgave fokus på Det amerikanske valg 2008 DE FIRE SYSTEMKRISER PEGER MOD USA side 5 Arven fra 2004-valget side 10

UDBLIK

Kød, kultur og udvikling side 31

Forandring – eller mere af det samme? SIDE 20

NAOMI KLEIN -på økonomisk klapjagt SIDE 38

MONOPOLET

UFFE ELLEMANN-JENSEN vs.SVEND AUKEN Side 42

SYNSPUNKT

Interview med MARLENE WIND SIDE 44

“ 1

LEDER Kære læser af IP monopolet,

Så er IPmonopolet på gaden for tredje gang. Og så alligevel ikke helt, for vi mangler desværre stadig at komme på tryk. Det havde ellers været alletiders at kunne putte sig ned under dynen med en kop varm kakao og de sidste nye tanker om international politik mens efteråret blæser udenfor. Derfor arbejder vi stadig på at få skaffet midlerne til at komme på tryk. At Københavns universitetsavis fremover er noget, der kun kan findes på nettet er ærgerligt.

Vi håber at kunne gøre det modsatte og komme ud til et endnu bredere publikum og ligge ved siden af den varme kakao.

Vi har sagt farvel til Stig og Simon, der har valgt at tage til henholdsvis Berlin og San Francisco for at søge nye udfordringer. Som nyslåede chefredaktører ønsker vi dem alt mulig held og lykke og bestræber os på at fortsætte IPmonopolet på bedste vis. Ipmonopolets mål er stadig at fungere som platform for den viden der gennem hårdt slid bliver skabt i arbejdet med bachelorprojekter og specialer, men samtidig have bidrag fra mere interessante skribenter, som ikke nødvendigvis lige har afleveret deres speciale. I dette nummer præsenterer vi en bred vifte af rigtig spændende artikler og et tema om det amerikanske valg. Vi er stolte af at have et ekstra stort bidrag fra studerende – husk at alle studerende kan komme til at skrive for IP monopolet, så henvend dig meget gerne til os, hvis du har lyst til at komme ud til et bredere publikum.

Endnju engang en stor tak til alle vores skribenter – både studerende, forskere og politiske kommentatorer. Og ikke mindst hele den brogede redaktionen bag IP monopolet af statskundskabere, RUC’ere, Webmaster og CBS’ere for deres store arbejde op til dette nummer.

Lise Frikke

Stud.scient.pol Københavns Universitet Ansvarshavende redactor, IPmonopolet

Thomas

Land Christiansen Stud.scient.adm Roskilde Universitet Ansvarshavende redactor, IPmonopolet

God læselyst Lise Frikke og Thomas Land Christiansen

2

INDHOLD LEDER

2

TEMA

4

DE FIRE SYSTEMKRISER PEGER MOD USA

5

Arven fra 2004-valget

10

Os og Vesten - konstruktionen af et iransk Selv

13

THE CASE FOR THE ELECTORAL COLLEGE

17

Forandring – eller mere af det samme?

20

UDBLIK

25

This is Kenya, isn’t it?

26

Kød, kultur og udvikling

31

Årsagerne til fødevarekrisen

35

Naomi Klein på økonomisk klapjagt

38

‘Clean hands’ for a clean Bulgaria

40

monopolet

42

synspunkt

44

redaktion

49

3

4

INTRODUkTION

TEMA

DE FIRE SYSTEMKRISER PEGER MOD USA

- KAN USA’s NÆSTE PRÆSIDENT GØRE EN FORSKEL? Af Rolf Czeskleba-Dupont Finanskrise, fødevarekrise, energikrise og miljøkrise – kriser dominerer det politiske billede og varsler et kommende nyt verdens system. Rolf Czeskleba-Dupont guider i sin artikel ”De fire systemkriser peger mod USA” os igennem baggrunden for de fire kriser ud fra en verdenssystems teoretisk vinkel og giver et bud på, om den næste præsident i verdens supermagt vil have en afgørende indflydelse på krisernes konsekvenser.

Krisefænomener inden for den finansielle verden, fødevareforsyningen, energihusholdningen og klima blev fornylig drøftet i Informations serie ”Krise i hele systemet?”, hvor Jørgen Steen Nielsen afsluttede ekspertinterviewene med en leder under overskriften Vendepunktet: ”Nogle samfundsforskere mener, at markante skift i kulturers normer og adfærd kan indtræde pludseligt og dramatisk, når en kritisk masse af erfaring og tegn fra omgivelserne er opsamlet...” Og han paralleliserer et sådant skift med klimaforskernes katastrofer:”…som de ’tipping points’ for voldsomme systemforandringer, klimaforskerne nu taler om.” Parallellen vedrører da også den grundlæggende usikkerhed: Kun ”i bedste fald er systemkrisen ved at bringe os til et sådant punkt.”

Det er da også usikkert, om Verden vil komme videre i retning af de bedst mulige fremskridt. Eller om Verden som helhed, på trods af viden og information, i praksis går ligeså uforberedt ind i en samlet katastrofe, som administrationen og befolkningen gjorde det i staten Louisiana, da orkanen Katrina ramte beboelser, infrastruktur, arbejdspladser og naturgrundlag.

debatindlæg om international politik. Om krisebegrebet skrev han i 1991 ud fra en metodisk kritik af traditionel socialvidenskab: ”Ordet ’krise’ er en straf (nemesis), fordi det uden forskel bliver brugt til at beskrive begge fænomener” - nemlig dels et konjunkturelt skifte, dels en historisk overgang.

Wallerstein skelner mellem vendepunkter i cykliske konjunkturer og ved optakten til trendbetingede overgange til noget nyt. Fra økonomiske konjunkturer kendes det, at ”når det drejer sig om cykliske rytmer, findes der nødvendigvis toppunkter efterfulgt af nedgange” – det være sig konjunkturer på få år eller verdensøkonomiens lange bølger på kvarte og halve århundreder.

Men dette var ikke pointen i Jørgen Steen Nielsens ‘vendepunkt’, der snarere minder om en tysk vises omkvæd: ”Alt, alt skal forvandle sig”- nemlig fra katastrofer til fremskridt.

Wallerstein forklarer, hvorfor ”overgange (transitions) er en anden sag.” - I normaltilstanden, som han mener at det moderne verdenssystem har forladt, neutraliseres modsætninger: ”Når det på kort sigt optimale medfører problemer på mellemlang sigt og disse løses gennem KRISER OG KRISER tilpasninger på mellemlang sigt, fungerer det historiske Specialiserede samfundsforskere er nu ikke nødven- system normalt.” Således var det optimalt i Danmark digvis de bedste til at bedømme, hvordan samfundskriser i 1960’erne at bygge oliefyrede fjernvarmeværker og og et naturfænomen som klimakrisen hænger sammen. at fyre kraftværker med olie. Da dette løb ind i prisÉn af de samfundsforskere, der vil åbne samfunds- og mængdeproblemer på verdensmarkedet, løstes disse videnskaberne til at kunne dette, er den amerikanske problemer planmæssigt gennem samproduktion af el og historieteoretiker Immanuel Wallerstein, der i dag som varme i decentrale og centrale kraftvarmeværker – en seniorforsker ved Yale University skriver regelmæssige tilpasning på mellemlang sigt.

5

Men fordi tilpasninger ikke går til problemernes rod, vender disse tilbage i trenden: ”Over tid adderer tilpasninger på mellemlang sigt sig til sekulære trends, der på lang sigt skaber problemer.” Hvad angår energiforsyningen, tømmes fossile lagre og afbrændingen påvirker klimaet. Så nærmer vi os Wallerstein’s vendepunkt: ”Det afgørende problem på lang sigt, som et systems modsigelser frembringer, indtræder når den sekulære trend når det punkt, hvor de tilpasninger på mellemlang sigt der laves med henblik på kortsigtproblemerne, ikke engang slår til på mellemlang sigt.”

Således kan en massiv overgang til træfyring forværre den globale opvarmning, fordi den i private hjem er

gemonial nedtur. Bortset fra deres militærstrategiske overlegenhed angående masseødelæggelsesvåben m.m. er de ved at miste grundlaget for deres tidligere mere overbevisende hegemoni. Som DIIS-forskeren Hans Mouritzen siger, er vi i international politik på vej væk fra det unipolære set-up til et non-polært forstået på den måde, at der nu for alvor er en Verden med flere, mere ligeværdige centre under udvikling. Dette var i øvrigt forudsætningen for de Forenede Nationer som et fungerende system af kollektiv sikkerhed i økonomisk, social og politisk henseende.

FINANSKRISEN – ET ARV FRA REAGAN-REVOLUTIONEN Politikken med en ekstremt lav rentesats, gående “Vil Verden som helhed, på trods af mod nul, muliggjorde midlertidigt udstedelsen af de viden og information, i praksis går berygtede subprime-loans på det US-amerikanske boligeså uforberedt ind i en samlet ligmarked samt rente- og afdragsfrie lån herhjemme.

Denne politik blev efter terrorangrebet på USA’s Østkatastrofe, som administrationen og kyst i efteråret 2001 indført af USAs Centralbank (Fedbefolkningen gjorde det i staten Loui- eral Reserve Board, FRB) for at undgå finansiel panik.

Problemet herved har siden efteråret 2007 vist sig at siana, da orkanen Katrina ramte?” være, at den siden 1970erne afregulerede finansielle ineffektiv, fra centrale værker let fører til rovdrift hos sektor har udviklet så mange spekulative og kreative træeksportørerne og i øvrigt lader vente i årtier, hvis for måder at bogføre værdierne på, at mere jordnære bankstore ekstra mængder CO2 emitteres her og nu. er over hele kloden (helt hen til Roskilde-egnen) har tabt kontrol med kundernes kreditværdighed og pengeWallerstein taler her med et lån fra den ny naturviden- forsyningernes lødighed. skab (kaos-teori), hvor svingning kaldes for oscillation og skillevej for bifurkation: ”På dette punkt kommer vi Igennem Bretton-Woods-systemet fra 1944 var Verind i det der kan kaldes en systemisk krise hvor der, i dens samlede finansmagt ellers blevet henlagt til Cennutidsfysikkens begreber, sker alvorlige oscillationer og tralbankerne med USA’s Federal Reserve Bank i spiden transformerende bifurkation opstår. Det vil så sige at sen og guld-Dollaren som ankervaluta. I starten af der må ske en strukturel overgang fra det eksisterende 1970erne afskaffede præsident Nixon imidlertid både historiske system til noget andet. Dette er selvfølgelig gulddækningen og fastkurssystemet med Dollaren som en rimelig lang proces, men den er irreversibel. Tilmed ankervaluta. I de følgende år med to olieprishop i 1973 er det en, hvis resultat er usikker (eller stokastisk).” og 1979 syntes det på tide at erstatte Dollarens centrale funktion med en buket af flere ledende valutaer, Med andre ord: Vi er i færd med at konstruere et nyt herunder tyske Mark og japanske Yen. Dog skiftede det verdenssystem for år 2050 eller 2100, men er ikke klar politisk-økonomiske regime fra Keynesiansk til monover, hvad det går ud på. En omdrejningsakse i kampen etaristisk inspiration. om det nye system er spørgsmålet om øget lighed eller ulighed. Hertil hører kampene for eller imod racisme Den i 1979 tiltrådte monetaristiske formand for FRB, og sexisme.

Poul Volcker, havde en ny opskrift for at generobre Verdens centrale finansmagt for Dollaren. Dette skete Obama mod McCain er et relevant emne her. Men: For via renteforhøjelser af Dollaren hen imod 20% i 1979 ikke at tillægge den ene eller den anden af de amerikan- og 1981. Ganske vist kvaltes en del aktivitet inden for ske præsidentkandidater rollen som historiens frelser, produktion og forbrug, hvilket forvandlede USAs Manvil jeg i det følgende se på, hvordan og hvorfor resten ufacturing Belt til et Rust Belt, men USA tiltrak enorme af Verden strukturelt har arvet kriserne fra et USA i he- mængder af udenlandsk valuta, der bl.a. gik til oprust6

ningen mod Sovjet. Men først og fremmest: Dollarens overskud – via direkte udbytning og/eller indirekte unværdi blev genoprettet. derbetaling af deres produkter (ulige bytte). Væsentlige sociale og miljømæssige omkostninger til reproduktion Igen en løsning, der i trenden skabte et nyt Verden- af befolkning og naturressourcer blev ikke tilgodeset i sproblem: De høje renter medførte voldsomme gæld- råvare- herunder fødevarepriserne. Den Tredje Verdens skriser i flere u-lande og disse blev kun forværret af de krav om en ny økonomisk Verdensorden blev ikke hørt pålæg, kriseramte lande fik stillet af Verdensbanken og i tide.

Valutafonden i form af (markeds-)strukturtilpasningsprogrammerne. Og som påpeget af Susan George i “Vi er i færd med at konstruere et nyt hendes indsigtsfulde bog om ‘gælds-boomerangen’ fra verdenssystem for år 2050 eller 2100, 1992, led også centerlandene under disse finans-orien- men er ikke klar over, hvad det går ud terede hestekure. I USA måtte skattebetalerne stå inde på.” for insolvente banker; international handel med synlige goder blev indskrænket til fordel for kortsluttede Jo mindre Vesten strategisk skulle konkurrere med den valutatransaktioner til gældsbetjening. U-landene blev 2.verden om lande i den 3.verden - desto mere tillod presset til at prioritere valutaindtjening på bekostning både USA og EU sig at dumpe deres overskudsprodukaf folkenes subsistensproduktion og miljøet. Beskriv- tion af fødevarer i periferien og dermed ødelægge disse elsen af bogens sjette boomerang i form af konflikter befolkningers egen produktion. Den blotte subsistens og krige slutter således: ”To do nothing to remove the har jo ingen ret i en markedsøkonomi, hvor kun den conditions which create war and brutality in the third betalingsdygtige efterspørgsel tæller med klingende world is, very simply, to risk waking up to find that war mønt. Arrogancen, med hvilken markedsøkonomien and brutality have, like all boomerangs, come home.” blev fremført – ofte endda også nødhjælpen - blev i de - Sagt ni år inden 9/11. Var der nogen, der fjernede de senere år kun overgået af ligegyldigheden over for de kritisable betingelser i mellemtiden? forhøjelser i verdensmarkedspriserne for fødevarer, som 1.generations-bioetanolprojekter medførte. USAs maFØDEVAREKRISEN jsproducenter var ligeglade i forhold til Tortilla-krisen i – CENTRENES ARROGANCE Mexico. Igen skabtes her store problemer grundet kortErnæringskriser er intet nyt i den Tredje Verden. sigtede løsninger for en modsætning på centrenes egne Tværtimod har underernæring hærget længe i det som hjemmemarkeder, nemlig mellem deres overprodukVerdenssystem-analysen efter produktionens natur ka- tion af fødevarer og deres motorejeres sult efter billige lder for perifere og semi-perifere lande. Deres befolkn- drivmidler. En modsætning, som også kendtes før, men ingsproblem skyldes i høj grad centrenes koloniale og som er blevet handlingsrelevant gennem olieprisernes postkoloniale indgreb, idet deres egne befolknings- ustandselige himmelflugt i det sidste årti. reguleringer gennem brutale forlægninger til produktions- og infrastruktur- arbejder blev sat ud af kraft. I de Da USA i 1980erne og 1990erne for alvor satsede på mileuropæiske centerlande og deres oversøiske aflæg- itær magt for midlertidigt at sikre sig billige forsyninger gere som USA, Canada osv. fandtes midlerne med den i Mellemøsten let oppumpede olie, forkastede til en velstandsfremmende demografisk Reagan-regeringen alle tilløb til en hjemlig udbygntransition. Disse ing med ethanol, der under præsident Carter var blevet blev frataget drøftet, bl.a. i 1980 af ‘National Alcohol Fuels Comu-landene gen- mission’. Potentialet med 2.generations bioethanol blev nem centrenes allerede dengang fremført ved Kongreshøringer, fordi t i l e g n e l s e man kendte til de enorme energimængder, der gik til af deres spilde i efterkrigstidens landbrugssystemer, baseret på ø k o n o - brug af fossil energi. miske OLIEKRISEN OG DEN MILITÆR-INDUSTRIELLE KOMPLEKS Allerede inden den iranske revolution, der i 1979 afsatte Shahen, truede præsident Carter med militær in7

dgriben i Mellemøsten. I stedfortræderkrigen mellem Irak og Iran støttede USA Saddam Hussein og vendte det blinde øje til hans forbrydelser bl.a. mod Kurderne.

Men efter Berlinmurens fald frygtede USAs magteliter at afspændingen mellem Øst- og Vesteuropa ville føre til et skift i Verdens geopolitiske centrum ”fra Washington til et sted omkring Berlin”. De frygtede, at afrustningens forventede ‘fredsdividende’ f.eks. kunne bruges til at gennemføre økologiske investeringer, som ville løsne den afhængighed af den mellemøstlige olie, Vesteuropa var havnet i som resultat af Marshall-hjælpen efter 2.Verdenskrig. ‘Faren’ drev over, da Husseins Irak i 1990 angreb Kuwait og dermed retfærdiggjorde en FN-ledet invasion samt bombardementer.

færen, der stammer fra kulholdige brændsler – fossile såvel som nutidige kulbrinter - er her kommet i søgelyset. Trenden truer ganske vist ikke direkte at underminere atmosfærens livsnødvendige sammensætning, som er resultatet af en lang evolutionsproces, siden de grønne planter mindskede en giftig CO2-koncentration og øgede det for organisk liv nødvendige ilt-indhold i atmosfæren.

Men selv små stigninger i atmosfærens CO2-koncentration, som de er registreret igennem årtier, forøger sammen med andre drivhusgasser som metan og lattergas den globale opvarmning. Vi bliver derfor også overrasket over, hvor lidt der skal til for at afstedkomme både direkte og indirekte skader, der ofte er uoprettelige. KliUSAs stærkt olieafhængige militær-industrielle kom- maet og vejret er jo mønstereksemplet for kaotiske propleks slog dermed ind på en selvforstærkende vej. cesser langt fra ligevægt, hvor de indledningsvis nævnte Navnlig efter den anden invasion af Irak i 2003 skulle ‘tipping points’ medfører omslag til helt nye systemtildisse industrier tage et opsving i deres aktiekurser, stande. Problemet er her, at hverken ikke-menneskelige medens mere jordnære erhverv stagnerede. Den anden eller menneskelige populationer vil have nemt ved at Bush-regering havde da også forlængst formuleret en tilpasse sig de mere voldsomme forandringer, der alt passende militærstrategi med førsteslags-prærogativ og andet lige står i vente. IPCCs scenarier fortæller mere var i forhold til Irak kun politisk blevet presset til et spil om dette. for galleriet i FN, som om det var ‘os alle’ i centerlandene, der var truet af en mellemstor magt i Mellemøs- Indtil Klima-topmødet i København i december 2009 ten – og ikke omvendt: at landene i Mellemøsten var skal der ske meget i den amerikanske administration, truet af USAs fortsatte militære indblanding for at sikre før USA ikke kun gør ren lip-service, men er med til drømmen om ‘the American way of life’. at gå til problemernes rod. Som en af Barak Obama’s økonomiske rådgiver, træder James K. Galbraith nu ud Barry Commoner betegnede i 1991 krigen mod Irak af skyggen af sin fornylig afdøde far John med en prosom et resultat af over ti års forfejlet energipolitik: USA vokerende fortælling om den omdannelse af USA til en havde næppe reddet Kuwait, hvis det var noteret for at rovdyrs-stat, som skete siden Reagan. Han gør sig derhandle med broccoli i stedet for olie.- Forfejlet var en for ingen illusioner om dybden af den nødvendige syssådan aggressiv energipolitik, fordi den så stort på dens temforandring væk fra markedsfundamentalismen. Ikke menneskelige og samfundsmæssige omkostninger og mindst en løsning af klimakrisen vil nemlig kræve en fordi den på blot lidt længere sigt fremskyndede den kompetent offentlig administration med planlægningsdag, hvor ikke kun regionale oliefelter som dem i Nor- kompetencer. Uden en anden forvaltning af statsmagten dsøen, men hele Verdens ‘normale’ oliefelter overskred bliver heller ikke denne krise vendt til fremskridt, burde deres evne til at følge med efterspørgselen, når denne klimabevægelsen hilse og sige til politikerne. på grund af propagandaen for en ødsel livsstil blev ved med at stige eksponentielt. Dette krydsfelt, som Verden HVILKET VALG? er havnet i, kræver grundlæggende nye løsninger i stor- Hertillands kender vi alt til valgrummelen og hvor lidt politik såvel som fagpolitikker. de reelle valg, der kommer til at betyde noget, bliver lagt ud til vælgerne. Således danser også Barack Obama KLIMAKRISEN SOM INDUSTRIog John McCain deres rituelle retoriske danse, medens ALISERINGENS SORTE BOG Verden tæller på knapperne. Den internationale politiks Menneskeheden har indskrevet sig i miljøets globale realistiske skole var kendetegnet af at deres fortalere tilstand således at måleinstrumenterne giver klar hele tiden forberedte næste krig. Den blev kun overgået besked på den kul- og oliebaserede industrialiserings af de neokonservatives forblændede iscenesættelse af bivirkninger. Ikke mindst emissioner af CO2 til atmos- krigene under George W.Bush. Tiden vil vise, om en 8

kollektiv sikkerhedsorden kan genetableres på grund af rationelle svar på de overlappende kriser i en Verden, der ikke lader sig diktere fra europæiske eller andre ‘vestlige’ centre. Eller om der må følge en ny Trediveårs krig som den i første halvdel af det forgangne århundrede, førend en ny Verdensorden etableres. John Mc Cains forslag om at erstatte FN gennem en liga af cirka 50 demokratier hælder mest til det sidste og minder faretruende om det hedengangne Folkeforbund fra 1919.

teringsmuligheder i sin bog fra 1990: Making peace with the planet (s.201ff) Fortune magasin15.9.1990: ”Oil – what next?”

Grafik over Amex Defence Index sammenlignet med Dow Jones, Nasdaq m.m.findes hos J.K.Galbraith 2006, s.99

Rolf Czeskleba-Dupont 2006: Energy Policies and Politics for Sustainable World-System Development. FrieRolf Czeskleba-Dupont er lektor på RUC og underviser der Otto Wolf, ed.: Sustainability Politics in Europe. og forsker bl.a. i globalisering, verdens system analyse Working Papers of the Thematic Network ‘Sustainabilog strategier for bæredygtig udvikling. ity Strategy’ # 17 Noter og dokumenter: Dokument med samtlige interviews og lederne kan downloades fra “http://www.information.dk/” “http://www.information.dk/”w “http://www.information.dk/”ww.information.dk

James K. Galbraith 2008: The predator state. How conservatives abandoned the free market and why liberals should too. Udkommer på Free Press.

Information 19. juni 2008 Immanuel Wallerstein 1991a: A theory of economic history in place of economic theory? I: samme, Unthinking social science. The limits of nineteenth-century paradigms, Cambridge/UK, Polity Press, s.262.

Immanuel Wallerstein 1991b: Geopolitics or geoculture? Essays on the changing world-system, s.41f Immanuel Wallerstein 2004: World systems analysis.

An introduction, kap.5 James K. Galbraith 2006: Bernankenstein’s monster; i: samme, Unbearable cost. Bush, Greespan and the economics of empire, s.153 Susan George 1992: The debt boomerang. How Third World debt harms us all. Pluto og TNI Barry Commoner 1990: Population and poverty; i: samme, Making peace with the planet, kap. 7 Fortune magasins skeptisk spørgende særnummer ”Oil – what next?” fra den 15.9.1990 I tilknynting til World Watch Institute beskrev den amerikanske økolog Barry Commoner sådanne inves9

Arven fra 2004-valget Af Astrid Haug Barack Obama har vind i sejlene på vej mod det Hvide Hus. Men vinden kan vende. Det så vi i 2004, hvor Demokraternes præsidentkandidat John Kerry tabte til den ellers så upopulære præsident George W. Bush. Opskriften på en valgsucces er penge, fodsoldater og ny teknologi. Selvom det ikke altid er nok.

I forbindelse med Demokraternes konvent i Denver, præsidentkandidat John Kerry tabte til George W. Bush.

Colorado, som fandt sted sidst i august, kunne man Meget tyder dog på, at Obama har læst på lektien fra læse i Politiken: ”Meget kan man sige om amerikansk 2004. politik, men hastværk kan man ikke beskylde det for”.

Af og til går det alligevel stærkt. Tænk blot på, at for “Opturen er dog langt fra slut for Baotte år siden ved Demokraternes konvent i Los Ange- rack Obama. Forud venter kulminales var Barack Obama så ukendt, at han ikke kunne tionen på flere måneders lang, sej skaffe sig en adgangsbillet og måtte følge talerne fra en storskærm. Ved konventet i Boston i 2004, hvor valgkamp, hvor dollarsedler i milDemokraterne kårede senator John Kerry som parti- liontal møjsommeligt bliver optalt og ets præsidentkandidat, holdt Obama en tale, der fik spenderet, hvor frivillige græsrødder rygterne om en mulig præsidentkandidat til at svirre i kongreshallen. Og nu er han altså Demokraternes bed- dominerer s amtlige gadehjørner i de ste bud på en kommende amerikansk præsident. Så hur- afgørende svingstater, og hvor vertigt kan det gå.

Opturen er dog langt fra slut for Barack Obama. Forud venter kulminationen på flere måneders lang, sej valgkamp, hvor dollarsedler i milliontal møjsommeligt bliver optalt og spenderet, hvor frivillige græsrødder dominerer samtlige gadehjørner i de afgørende svingstater, og hvor verbale politiske angreb flyver gennem æteren. Det gjorde de også i 2004, hvor Demokraternes

bale politiske angreb flyver gennem æteren.”

Penge er magt Hvis der er én ting i den amerikanske valgkamp, som aldrig ændrer sig, er det behovet for likvide midler i en uendelig strøm. Med penge kan kandidaterne købe tvreklamer, detaljerede meningsmålinger og rejse landet tyndt i lejede privatjets. I et land, der er over 220 gange så stort som Danmark og med en befolkning cirka 55 gange større, er tv-reklamer helt afgørende for at nå ud til vælgerne. Mange amerikanere ville ikke møde op til en politisk event, om den så foregik i deres egen baghave. Derfor er tv-mediet det sikre adgangskort til folks stuer.

John Kerry indsamlede i 2004 ca. 180 mio. dollars i løbet af valgkampen. Dengang var det et historisk højt beløb. Indsamlingen foregår primært via store fundraising-receptioner, middage og koncerter med donationer på op til 2.000 dollars pr. næse. Til sådan en event taler kandidaten eller vicepræsidentkandidaten selv, eller der benyttes kapable surrogater som Al Gore, Madelaine Albright eller Hillary Clinton. Der bliver serveret pindemadder og alkohol, mens udvalgte donorer får mulighed for at blive fotograferet eller udveksle et ord 10

med kandidaten. Sådan har politisk fundraising fungeret i mange år, og sådan var det nok også fortsat, hvis det ikke var for Barack Obama.

“Barack Obama har på et tidligt stadie satset på at have kampagnekontorer i samtlige stater. Og det er, foruden den effektive internetfundraising, Obamas stærke græsrodsorganisation, der kan tildeles æren for hans hidtidige kampagnesucces.”

Ved valget i 2008 har Barack Obama nemlig sat helt nye standarder for, hvor meget og hvordan der kan samles penge ind. Pr. 1. august havde han ifølge Opensecrets. org allerede indsamlet knap 400 mio. dollars. Netop fordi kampen mod Hillary Clinton var så intens og langtrukken - hun trak sig først i starten af juni - er det ikke overraskende, at det indsamlede beløb oversteg tidligere års indsamlinger. Det overraskende er, at knap 50 % af donationerne er på 200 dollars eller mindre, og at antallet af donorer ifølge Obama-kampagnen nærmer sig to millioner.

Det er altså i høj grad helt almindelige amerikanere, som støtter op om kandidaten og vælger at donere helt ned til fem dollars, hvor det modsat kun var de færreste amerikanere med almindelig lønindkomst der kunne være med ved de dyre middage i 2004.

tion, som den demokratiske præsidentkandidat Howard Dean startede under primærvalgene i 2004.

Howard Dean var den første amerikanske politiker, der for alvor satsede på internettet. Han opnåede succes med online-fundraising, men røg ud i primærvalgkampen. Howard Deans storhed og fald var beviset på, at succes på nettet ikke kan overføres til en succes i valgkampen. Men det var i 2004. Fire år senere, en tidsalder i internet-målestok, popper spørgsmålet om internettets betydning for valgresultatet op igen. Var det ikke for Obamas online-pengemaskine, havde han ikke været i stand til at udkonkurrere Hillary Clinton økonomisk. Og alt tyder på, at Obamas online-succes ikke er en undtagelse, men opskriften på fremtidige præsidentkampagner.

Foruden fundraising-delen består Obamas genistreg i koblingen mellem online-support og offline-aktiviteter.

Potentielle Obama-støtter rekrutteres online, hvor de opfordres til at tage del i offline-kampagneaktiviteter.

Det sker ud fra en forståelse af, at det stadig er nemmest at overbevise og mobilisere vælgerne gennem græsrodsaktiviteter. Det kan være at ringe til dem, møde dem på deres dørtrin eller ved at afholde valgmøder og events.

Pengenes betydning i den amerikanske valgkamp, blev tydeligt for Hillary Clinton, da hendes kampagnekonto meget tidligt på året løb tør og hun selv måtte låne sin kampagne fem mio. dollars. Det er meget sandsynligt, at hun kunne være blevet Demokraternes præsidentkandidat, hvis hun netop ikke var løbet tør for penge efter afstemningen i 23 stater på Super Tuesday d. 5. februar 2008, og således ikke havde råd til at føre valgkamp i de efterfølgende primærvalg. Her tog Barack Obama elleve sejre i træk.

Fodsoldaterne sætter ind Det er svært ikke at lade sig dupere af de enorme Al magt til folket pengesummer, der er i spil i den amerikanske valgMed sin unikke fundraising har Barack Obama vendt kamp, af de enorme events, der stables på benene,eller op og ned på den konventionelle viden om, hvordan af de gigantiske sceneshow, som konventerne er blevet man fundraiser i en amerikansk valgkamp. Hvad enten til. Men man kan næppe overvurdere vigtigheden af de han vinder eller ej i november, vil amerikanske valg- tusindvis af græsrødder, der udgør den fysiske præsikampe aldrig være det samme som før. Men hvad er det dentkampagne. I 2004 satsede både Kerry og Bush på egentlig han har gjort? svingstaterne – dvs. stater, hvor marginen mellem reFørst og fremmest har han fuldendt den internetrevolu- publikanere og demokrater er så lille, at den kan svinge 11

til begge sider. Men George W. Bush’s græsrødder var bedre organiseret end John Kerrys, og Kerry tabte måske derfor, derfor det afgørende slag om at få flest Demokrater til stemmeboksene på valgdagen.

Da jeg ti dage før valgdagen forlod John Kerrys fundraisingkontor i New York til fordel for et simpelt kampagnekontor i West Palm Beach, Florida, var det overraskende uorganiseret. De manglede stadig at finde de over 500 frivillige, der på valgdagen skulle gå fra dør til dør for at minde folk om at stemme. 10 dage i en valgkamp er til gengæld lang tid, ikke mindst når størstedelen af døgnets 24 timer tages i brug, og på valgdagen var de 500 frivillige da også næsten klar.

Barack Obama har på et tidligt stadie satset på at have kampagnekontorer i samtlige stater. Og det er, foruden den effektive internetfundraising, Obamas stærke græsrodsorganisation, der kan tildeles æren for hans hidtidige kampagnesucces.

Mod til at håbe - igen Den indledningsvise anekdote om Obamas politiske opstigen på blot otte år, beskriver han i ”Mod til at håbe” – den ene af hans to velskrevne selvbiografier. Historien har til formål at indskrive hans personlige fortælling i skabelonen for den amerikanske drøm. Hvordan man trods ringe kår (enlig mor, skiftende fædre) og hårde odds (sort, rodløs) kæmper imod sin egen skæbne, og ved viljestyrkens og vedholdenhedens kraft bekæmper ”det onde” og pludselig en dag bestiger magtens guldbeklædte tinder. Og her står Obama så. Kun 47 år gammel. Far til to. Sort. Og måske USA’s næste præsident.

Hvide Hus på Pennsylvania Avenue 1600. Men han ville gøre klogt i at kigge tilbage til 2004 og drage en lære af John Kerrys nederlag. Flere analytikere peger på, at Barack Obama på ét punkt er i fare for at begå samme fejl som John Kerry. Republikanerne angreb i 2004 John Kerry på hans militære indsats i Vietnam. En kandidats tid i militæret havde indtil da været helligt, selv i politiske kampagner. John Kerry opfattede da også republikanernes angreb som værende under bæltestedet og forsøgte først at omgå dem ved simpelthen at ignorere dem og fortsætte sin valgkamp på positive budskaber, frem for perfide, negative angreb på George W. Bush.

Hæderligt måske, men uklogt set i lyset af, at disse angreb i den grad lykkedes og dermed undergravede John Kerrys ellers upåklagelige ry og hæderlighed.

Det samme kan ske for Obama, hvis han ikke formår at svare slagkraftigt igen på republikanernes angreb på hans personlighed. Hverken penge eller græsrødder virker som skjold mod negative angreb. Det er der desværre kun én ting, der gør: Negative modangreb.

Astrid Haug var i 2004 ulønnet kampagnemedarbejder på John Kerrys præsidentkampagne i New York i seks måneder. Hun er pressechef for teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, Københavns Kommune. Hun er uddannet cand. mag. i Medievidenskab, Århus Universitet.

Et lignende håb om at opnå embedet med Jordens største magt, nærede mange Demokrater verden over i 2004. Mange Demokrater var tændte i kraft af deres modstand til Irak-krigen og deres modstand overfor alt, hvad George W. Bush ellers stod for. Vi var mange, der troede, sejren var i hus. Men som alle ved, viste virkeligheden sig at være en anden, idet amerikanerne d. 2. november 2004 stemte til fordel for den siddende præsident. Aftenen før havde John Kerrys familie, venner, de største donorer, partieliten og centrale kampagnefolk fulgt valgresultaterne stat for stat via storskærme på et centralliggende hotel i hjembyen Boston. Her blev festet, spist og drukket, men lige lidt hjalp det.

Se tilbage, Barack Barack Obama har i disse dage næsen rettet mod Det 12

Os - & Vesten konstruktionen af et iransk Selv Af Hülya Halici Hülya Halici er studerende ved Institut for Statskundskab.

Artiklen er baseret på hendes bachelorprojekt om Irans udenrigspolitik. ”It is my hypothesis that the fundamental source of conflict in this new world will not be primarily ideological or primarily economic. The greatest divisions among humankind and the dominating source of conflict will be cultural. (…) The principal conflicts of global politics will occur between nations and groups of different civilizations. The clash of civilizations will dominate global politics. The fault lines between civilizations will be the battle lines of the future” Samuel P. Huntington: Clash of Civilizations, 1993 Sammenstød mellem Vesten og Iran og kulturelle konflikter synes i stigende grad at præge international politik. Eksempelvis opfattes den seneste tids fokus på islamistisk terror sommetider som en bekræftelse af Huntingtons hypotese om ’Clash of Civilizations’. Det faktum, at han kalder det en kulturel konflikt, giver en teoretisk grund til at tage afsæt i hans hypotese. Det er min hensigt at åbne begrebet kultur og undersøge bagvedliggende identiteter og identitetsskabelse, med

afsæt i Huntingtons hypotese om et sammenstød mellem Vesten og Iran, men jeg bryder teoretisk med hans realistiske position. I stedet bruger jeg en socialkonstruktivistisk metateori, og jeg vender synsvinklen væk fra Huntingtons USA-centrisme mod Iran.

Fokus er på iransk udenrigspolitik forstået som en Selv/ Anden-konstruktion af identitet på baggrund af konstruktivisme. Der er mange former for konstruktivisme i international politik, og jeg tager udgangspunkt i den

Teoretisk baggrund for artiklen Diskursiv linking og differentiering Mit metateoretiske udgangspunkt er en socialkonstruktivistisk indstilling til international politik. Ved konstruktivisme forstås en tilgang, der fokuserer på den sociale konstruktion af verden gennem intersubjektiv konstituering af identitet. Som en mere operationaliseret form for teori bruger jeg Lene Hansens diskursanalyse. Når man læser tekster til en diskursanalyse, er det første skridt at lede efter ord, der tydeligt konstruerer Selvet og den Anden . Selvets identitet skabes i den diskursive proces linking; her knyttes ord og begreber positivt sammen, så Selvet fx karakteriseres som ”god”, ”retfærdig” . Men det at være ”god” giver ikke mening uden en diskursiv kontekst, der modstiller ”godhed” med ”ondskab”. Linking er altså en positiv proces, hvor Selvets identitet konstrueres. Differentiering er en negativ proces, hvor den Anden modstilles Selvet.

Metodisk er det disse processer, man skal have for øje, når man leder efter diskurser.

Visual Culture I den seneste tid har forskellige reflektivistiske IP-teoretikere forsøgt at sætte det visuelle på dagsordnen.

De har fremsat den kritik af reflektivismen, at den ikke har inddraget det visuelle, men i stedet har givet det tekstuelle primat. Samtidig er det tydeligt, at med massemedierne og næsten simultan spredning af billed-/ videomateriale via TV og Internettet er det visuelle blevet en relevant faktor i udenrigspolitik . Oplagte eksempler er billeder fra 11. september, mediedækningen af krigene i Afghanistan/Irak og ”Muhammedkrisen”. Jeg vil således tilføje et nyt lag i identitetsdefinitionen: ud over at være diskursiv/tekstuel er identitet også visuel.

Ligeså vel som man kan fortælle, hvem man er, kan man vise, hvem man er. Derfor vil jeg lede efter iransk identitetskonstruktion i billeder såvel som tekst.

13

såkaldte radikale konstruktivisme, hvor man opererer med en socialkonstruktivistisk ontologi, der tilsiger, at verden er socialt konstrueret, men desuden indføres også en epistemologisk socialkonstruktivisme, hvilket er at gå et skridt videre, idet man hermed mener, at også viden er socialt konstrueret. Analysen afgrænses til Mahmoud Ahmedinejads præsidentperiode (fra 6. august 2005 til i dag), da det er en grundlæggende antagelse, at der med Ahmedinejad er sket et skift i iransk udenrigspolitik. Det antages, at Ahmedinejads

embedsperiode indtil videre har vist sig at være speciel, fordi han har været mere direkte fjendtlig end sine forgængere og repræsenterer noget kvalitativt nyt jf.

Huntington. Ahmedinejad har revitaliseret Khomeinis ideologiske og politiske islamisme fra revolutionen i 1979. Den største forandring er Irans atomprogram, som Ahmedinejad har brugt meget aktivt over for Vesten.

Sammenstød Spørgsmålet er hvordan Irans konstruktion af sit territoriale ”Selv” i modsætning til Vesten som ”Anden” kommer til udtryk under Præsident Ahmedinejad? Identitet påvirker interesser og dermed handling. Derfor er Selv/ Anden-konstruktioner ikke blot interessante i sig selv, men også fordi de kan bidrage til forståelsen af iransk udenrigspolitik.

Udenrigspolitisk identitet Udenrigspolitisk identitet kan læses ad flere dimensioner (den rumlige, den temporale og den etiske), men jeg fokuserer her på den rumlige, territoriale, der handler om hvordan man i international politik afgrænser identitet via nationale grænser og italesættelsen af forskellige lande og regioner.

Rumlighed: territorial identitet Iran har fra krisens start kaldt briternes tilstedeværelse i

Shatt-al-Arab for en ”invasion”. Iran har således meget kraftigt italesat og visualiseret en iransk, territorial identitet, fordi det netop er denne identitet, der først og fremmest blev truet af briterne under krisen.

”Det handler altså ikke om uforsonlige og iboende konfliktuelle civilisationer, men om at nogle statsidentiteter vil linke politik og religion, mens andre ønsker en adskillelse” Helt grundlæggende ”framer” iranerne krisen inden for en suverænitetsdiskurs, og dette gør iranerne i stand til at kunne anklage briterne for ikke at overholde universelle principper om landegrænsernes ukrænkelighed.

Den territoriale identitet visualiseres eksempelvis i form af billeder, hvor den engelske kaptajn Chris Air i ført uniform står foran et kort over den Persiske Golf og viser, hvor skibet befandt sig før tilfangetagelsen. Det er centralt at Chris Air bærer uniform, fordi størstedelen af det billedmateriale, der blev frigivet under krisen, viser iranerne med afslappende træningstøj eller jakkesæt. At det er kaptajnen, og at han her er iført sin uniform, er derfor næppe tilfældigt, da det er en måde at få ham til at fremstå mere autoritær på. Men der knytter sig også meget symbolik til en militæruniform; militæruniformen er del af en territorial diskurs omkring militær og nationalitet, idet bæreren af uniformen repræsenterer sit land og indskriver sig i et militærkodeks om at ville kæmpe for sit land. I traditionel forstand indebærer militærkodekset også national ære og stolthed, og ved at få Air til at indrømme territoriale krænkelser iført sin uniform får Iran det tætteste, de kommer på en officiel britisk indrømmelse og undskyldning. En britisk marinesoldat iført symbolet på national stolthed og ære Begreber i Islam Dar-al-Islam: bogstaveligt ”Islams hus” eller ”fredens hus”. Den del af verden, der er underlagt Islam Dar-al-harb: bogstaveligt ”krigens hus”. Den del af verden, der er uden for islamisk styre Umma: den islamiske nation – grundlagt år 622 af Muhammed. Som muslim er man automatisk medlem af umma’en uanset, hvilken nationalstat man i øvrigt bor i.

14

undsiger således sin egen regering, der fra krisens start har hævdet, at briterne ikke befandt sig inden for Irans grænser. Som visuel ”talehandling” er disse billeder en sedimentering af Irans territoriale identitet samt en ydmygelse af britisk nationalfølelse.

Islamisk suverænitetsforståelse Det der umiddelbart virker som en universel suverænitetsdiskurs er faktisk en mere partikulær, islamisk suverænitetsforståelse, som bygger på den islamiske differentiering mellem dar-al-Islam og dar-al-harb.

Linkingprocessen foregår således på to niveauer: først bliver Iran og Iran linket som værende ens, naboer og dar-al-Islam. Storbritannien og USA bliver også linket til hinanden. Disse er væsensforskellige fra Iran og Irak, og de er besættere, udefrakommende og dar-al-harb.

Dette understøtter en fundamental skelnen mellem Vesten og den islamiske verden i iransk optik. Den måde, hvorpå Iran linker til Irak, og dernæst differentierer til Vesten, kunne tyde på, at det iranske styre netop opererer med den traditionelle forståelse af dar-al-Islam og dar-al-harb.

Savner anerkendelse Ved at se hele krisen som én samlet talehandling får man en fornemmelse for bevæggrundene til krisen.

Således kan man spørge, hvad Iran ønskede at opnå med krisen? Irans UK-ambassadør Movahedian giver implicit en forklaring i sine udtalelser hvor han efterlyser anerkendelse: ”Well of course, the prime issue is realization of our rights within the international conventions, I think this is a major issue that we expect to be recognized and realized by the five plus one”. Her italesætter han et behov for anerkendelse af iranske rettigheder, og det prioriteres meget højt. Dette skyldes, at man i Iran oplever, at den vestlige diskurs om international politik har opnået hegemonisk status og definerer hele det internationale system. På den måde er Vesten også med til at definere Irans identitet, og dette har især været meget tydeligt, efter Iran blev defineret som en del af ”Ondskabens Akse”. Men som det er set i andre tilfælde, har Vestens konstruktion af Irans identitet ikke påvirket Irans Selv-konstruktion – man har således ikke overtaget den vestlige definition af Irans Selv. Tværtimod.

Analysen viser, at Ahmedinejad forsøger at vise Vesten, at det er muligt at være stat på en anden måde end den vestlige. Anerkendelse af Irans anderledeshed, dvs. den religiøse stat, kan i høj grad siges at være det, hele krisen

handlede om.

Iran og diplomatiet Jeg indledte artiklen med Huntingtons hypotese for at vise, hvordan konflikter mellem Vesten og den islamiske verden ofte frames. Pointen med artiklen har imidlertid været at undersøge, hvad der ligger bag de kulturelle konflikter. Jeg vil derfor i stedet for debatten om ”civilisationernes sammenstød” fremdrage en mere aktuel italesættelse af problemerne i forholdet mellem Vesten og Iran. Nogle forskere, eksempelvis Mark Juergensmeyer og Ole Wæver, har fremført, at der i stedet er tale om et sammenstød mellem sekulære stater og religiøse stater. Det handler altså ikke om uforsonlige og iboende konfliktuelle civilisationer, men om at nogle

”Ved at indse, at diplomati som social institution ikke er neutral, kan man åbne op for en diskussion af, hvad diplomati er og bør være” statsidentiteter vil linke politik og religion, mens andre ønsker en adskillelse.

Irans teokrati og religiøst betonede udenrigspolitik placerer klart Iran i gruppen af stater, der ønsker en kobling af politik og religion. Det er en differentiering fra det sekulære Vesten, da Ahmedinejad meget aktivt vil vise, at det er muligt at være stat på en anden måde end den dominerende, vestlige model. Denne anderledes måde at være stat på, opfattes som den mest legitime i Iran, og man ønsker anerkendelse af denne statsidentitet. Men netop mangel på anerkendelse af identitet er kernen i forholdet mellem Vesten og Iran, og heri består kommunikationsproblemerne. Iran bliver nemlig ikke anerkendt af Vesten, der ser Iran som en stat, der ikke passer ind i den gængse statsskabelon. Iran ser til gengæld et dominerende Vesten, der undertrykker Irans identitet, hvilket fører til en konfrontatorisk stil over for Vesten.

En slyngelstat Problemet i forholdet mellem Iran og Vesten er manglen på solide, diplomatiske kanaler. Vesten har som sådan afskrevet Iran som forhandlingspartner. Irans identitet og verdensopfattelse er diametral modsat Vestens. Derfor italesættes Iran som værende uden for det internationale samfund - en slyngelstat. Irans rolle som paria i vestlig diskurs viser en opfattelse af, at man kun 15

fører diplomati med sine ”venner”. De ”onde” bør isoleres og inddæmmes. Problemet med denne tilgang er fra et socialkonstruktivistisk synspunkt, at de onde netop er onde, fordi de italesættes som sådanne. Ved at definere

Diplomati diskussion Den hidtidige, naive opfattelse i både Vesten og Iran af, at man blot kan lade være med at tale med hinanden, blev udstillet under krisen i 2007. Her foregik meget af kommunikationen i medierne grundet de svage diplomatiske forbindelser. Dette er netop uhensigtsmæssigt, fordi det trak krisen i langdrag. Ved at indse, at diplomati som social institution ikke er neutral, kan man åbne op for en diskussion af, hvad diplomati er og bør være. Og ved at medtænke identitetsperspektivet kan man udnytte diplomatiet som et medie til gensidig tilpasning af identiteter på verdensscenen. Især hvis den nuværende tilstand af gensidig dæmonisering ikke anses for at være noget iboende som hos Huntington, men netop er en fristelse snarere end en nødvendighed.

Iran som ond retfærdiggøres, at man ikke anerkender deres identitet og ikke fører diplomati over for dem. I denne opfattelse ses diplomati altså som en social institution. Sådan som diplomati føres (eller i nogle tilfælde ikke føres) i dag, tages der ikke højde for identitet. Identitet betragtes således som noget ganske uproblematisk i forhold til at kommunikere med andre stater. Identitet er et non-issue i diplomati, da begrebet om staten er blevet reificeret, således at den vestlige, statsdefinition tilsyneladende virker objektiv - med den konsekvens, at diplomati kun føres mellem venner. Desuden defineres grænsen mellem venner og fjender af Vesten selv. Men dette gør ikke behovet for at kommunikere diplomatisk med ”fjenden” mindre. Netop mellem stater, der er meget forskellige, er der stor risiko for sammenstød – og netop derfor et større behov for at have institutionaliserede kommunikationslinjer.

16

THE CASE FOR THE ELECTORAL COLLEGE Af Andreas Lauritzen From a Danish and European perspective along with that of the voting population of America, the Electoral College seems an ancient relic which should be made away with rather sooner than later.

This statement was especially enhanced in 2000, when then Governor George W. Bush (R) won the general election ahead of Vice-President Al Gore (D), despite losing the popular vote. For those of us who are merely spectators to an election that has a greater impact on the world than any other general election, it is completely incomprehensible that the nation - said to be spreading democracy throughout the world - can elect their president through a system that in extreme cases discards the people’s choice. However, the Electoral College as a

racy, because the people do not choose the president on a direct basis. But instead they select designated electors to perform the sole duty of electing the president.

The intention was that the Electoral College was to be a safeguard against popular mob rule, as Hamilton stated in Federalist 68: “The choice of several, to form an intermediate body of electors, will be much less apt to convulse the community, with any extraordinary or violent movements, than the choice of one, who was himself to be the final object of the public wishes.”

In other words, a president selected by several designated electors is more inclined towards rational thought, than someone who is chosen by the popular consent of the people. But it was not the people as such which frightened the Framers, it was more a fear of the kind of ferments that might convulse the people, like “cabal, intrigue, and corruption”, and guide them to elect a single person who would enjoy vast powers, especially over the military as the commander-in-chief. One can say that such an indirect democracy was established

factor in selecting the president is not entirely undemocratic. There are many aspects to be considered such as the role of minorities and federalism before making the final verdict on the Electoral College. And through this article it should become clear that the Electoral College on its own has evolved into a democratic institution, despite the original intentions.

“Direct representation is a strictly mathematical discipline which ensures democratic accuracy, but it does not ensure political democracy in the sense that the Electoral College does.”

with the intention of securing the democratic republic The original intensions of the Electoral College against evils that threatened it.

The notion that America was not intended to be a pure democracy is evident in the framework of the Electoral The two-party system and the Framer’s intention College. It is what can be termed an indirect democ- When we consider the arguments for retaining the Elec17

toral College, it is worth noticing that these arguments public is able to unite and compromise between people are not related to the Framer’s intentions. On the other that differ across economic and cultural areas. hand they are based on the political developments in American society, such as the two-party-system and “The two-party system and the Elecfederalism. Advocates of the College emphasize that toral College always secures a maany change or reform of it will have consequences to jority of the vote for either party, the political stability of the two-party system and the power-relationship between the central government which prevents unrest if a minority and the states. party should win the plurality of the America has always had a two-party system. The Framers disliked partisan politics and sought especially to safeguard the presidency against it. The first president George Washington was also, due to his status as a revolutionary and military hero, able to remove himself from the partisan strife that occasionally erupted within his cabinet, between Secretary of the Treasury Alexander Hamilton and Secretary of State Thomas Jefferson.

vote despite two-thirds of the electorate did not cast their vote for that party.”

The two-party system and the Electoral College always secures a majority of the vote for either party, which prevents unrest if a minority party should win the plurality of the vote despite two-thirds of the electorate did not cast their vote for that party, which is often the case in many European countries who exercise proportional representation.

Minorities and popular voting The Electoral College is a bulwark against a myriad of minor parties, who will all attempt to extract concessions from the two major parties, if the system was changed to direct popular voting. In the present system, there are already minor figures such as the minority candidate Al Sharpton who holds enough influence on the AfricanAmerican vote within the Democratic Party, to make demands on the big candidates in exchange for promises of support. The critics say that concession-seeking characters such as Al Sharpton would be many if the system was changed to proportional representation.

According to Michael Barone, author of The Almanac of American Politics, the two-party system is important because: “It forces politicians in a continental republic, with vast differences in cultural attitudes and economic circumstances, to come up with some combination of public policies that is capable of winning the approval of 50 percent of the people.”

Barone thereby suggests that the two-party system forces ingenuity and inventiveness within each party, to come up with policies that both appease their basevoters while appealing to new voters. He believes that it is a sign of cohesive strength, when a continental re-

The Electoral College preserves the rights and needs of various minorities. In the case of direct election, minorities such as African-Americans, Latinos, Christian fundamentalists, farmers, union members and Jews would have their voice go unheard, because they would no longer be pivotal in some states as for example the Jews are in Florida.

Because a candidate is required to target and consider minorities, she cannot simply focus on one group or one region of the nation, but has to understand the needs of the few as well.

18

Federalism as an argument Another argument for preserving the Electoral College is federalism. Federalism is the notion of state’s rights and that they are crucial to upholding the Union. It is a debate which goes back to the founding of the nation, as it divided the Framers into Federalists and Anti-Federalists, with Hamilton and Jefferson in each camp respectively. Hamilton believed in a powerful executive and a strong central government in order to protect the union from foreign powers, whereas Jefferson saw it as an essential need for the new nation that the states were allowed to decide for themselves.

reason for lack of reform is strictly political.

The reason for lack of reform in America also has to do with the case of political gridlock. Even though gridlock mostly refers to the inability of the branches of government to agree on reform due to the separation of powers, it may also be applied to describe the debate surrounding election reform. Because there is what can be called “constitutional gridlock and worship”, which leads to a strict conservative view that if something is not broken it should not be fixed. This is the kind of gridlock, along with the inherent difficulty of amending the constitution, which makes it unlikely that a fundaIn order to reach a compromise, mental change of the Electoral College will occur. the Framers granted particular assurances to the states like the The beauty of the Electoral College is that it protects Tenth Amendment, which gave the minority by recognizing the negative value of any the states their right to formulate given general election. Direct representation is a stricttheir own laws on areas outside ly mathematical discipline which ensures democratic the central government’s specific accuracy, but it does not ensure political democracy in sphere of power. Another assurance is the Electoral the sense that the Electoral College does. The Electoral College, because it provides each individual state with College ensures the minorities a voice by widening the ECV’s to decide on their choice for president. electorate and ensuring that the presidential candidate considers the particular interests of not just any given The Electoral College and the unit rule adopted by the state but also the minorities making up American socistates ensure that presidential candidates must contem- ety. plate each state’s particular needs in order to make a strong standing. This is part of securing the state’s interests in the central government. In contrast, proportional representation would not assign the states any particular role in the election of the president.

The American way But what makes the American debate of election reform stand out from that of the British and any other European country for that matter is the federal structure of the nation. Because the states constitute sovereign and independent entities of themselves, it makes a direct national election of the president seem as an offence against the states. Because it would take away the right of the individual state to make a choice on who should be the president. The question can be posed whether it is fair if a candidate is elected president without winning a single state, because of proportional representation. And because it is the president’s job to serve and protect the union, it is a natural feature of the election that he must be elected by the states. This kind of argument which is based on structural values for retention of the current system is what sets America apart from most countries in the world, where the debate and the 19

Forandring

– eller mere af det samme?

USA’s Mellemøstpolitik og det amerikanske valg Af Lars Erslev Andersen Forandring er blevet et nøgleord i den amerikanske valgkamp. Det var det dominerende slagord i Barack Obamas kamp om at vinde nomineringen som det demokratiske partis kandidat og efterfølgende har republikanernes John McCain taget det til sig i forsøget på at overtrumfe Obama.

Ser man på de kolossale udfordringer, George W. Bush efterlader til sin arvtager i Det Hvide Hus, synes forandring som strategi også at være den mest nærliggende for nu ikke at sige tvingende nødvendige, dersom vælgerne skal få fornyet tillid til, at der kan komme gode og konstruktive initiativer fra den amerikanske præsidents kontor. Situationen i dag er, at amerikanernes tillid til den siddende præsident er på et historisk lavpunkt. Det har naturligvis med USA’s store problemer at gøre. Gælden måles i astronomiske tal, den stolte union befinder sig i en særdeles alvorlig finanskrise, der kræver regeringens indgreb for ikke helt at komme ud af kontrol, hæren er nedslidt og har mere end svært ved at rekruttere nye folk og i den såkaldte krig mod terror er der det seneste år nok kommet gode nyheder om nedgang i volden i Irak, men de er ledsaget af triste kendsgerninger fra Afghanistan om rekordstore tab samtidig med, at al-Qaida både er blevet reorganiseret og styrket siden 2005. Der er derfor al mulig god grund til, at løfter om forandring har en stor klangbund hos de amerikanske vælgere – også selvom denne forandring skulle tage sigte på at gøre gamle amerikanske og konservative kerneværdier centrale i en ny regerings politik.

Såvel i USA som i Europa og Mellemøsten er der også mange, der håber på forandring i den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ikke mindst når det drejer sig om Mellemøstpolitikken. Aldrig har tilliden til, at USA er en del af løsningen på regionens problemer været mindre og aldrig har problemerne været større. Pudsigt nok kunne man ved afslutningen af præsident Clintons otte år i Det Hvide Hus skrive præcis det samme. Han overtog et Mellemøsten, hvortil mange knyttede en vis optimisme efter krigen i Irak i 1991: Ingen forventede

at Irak-problemet ville vokse sig stort, der var i lyset af den store Mellemøstkonference i Madrid i november 1991indledt forhandlinger mellem Israel og Syrien, Oslo-processen med tro på en løsning af det palæstinensiske problem blev indledt i 1993 og i 1994 indgik Jordan og Israel en fredsaftale. Da Clinton forlod præsidentjobbet var optimismen vendt til pessimisme: Irakproblemet havde splittet den internationale alliance og al-Aqsa intifadaen med eskalerende vold i Israel og de palæstinensiske områder satte endegyldigt en stopper for Oslo-processen, hvortil kom, at de syrisk-israelske forhandlinger var brudt sammen. I lyset af den aktuelle situation er det vel ironisk at tænke på, at mange dengang i 2000, ikke mindst i det arabiske Mellemøsten, knyttede deres håb om forandring og en mere balanceret Mellemøstpolitik til George W. Bush, der i stedet for efter 11. september kvitterede med at sætte fut i stort set alle de konflikter, man kan komme i tanke om og i hvert fald ikke viste sig at være den, der kunne tilvejebringe fred i Mellemøsten eller finde løsninger på problemerne i Den Arabiske Golf. Clinton forsøgte sig med forhandlinger og det mislykkedes. George W. Bush forsøgte med krig og det gik meget værre. Konklusionen på dette er dobbelt: for det første synes det politiske spillerum for amerikansk Mellemøstpolitik at være ganske begrænset og for det andet, at både forhandlinger uden effektiv opfølgning og krig uden forhandlinger begge synes at gøre ondt værre. Den forandring i Mellemøstpolitikken, man derfor kan håbe på, er, at USA bruger sin styrke til at understøtte konstruktive forhandlinger med klare perspektiver for holdbare løsninger. Med andre ord, at en ny regering er i stand til at formulere en klar, målrettet og prioriteret strategi for, hvordan fred i Mellemøsten kan opnås, der både tager 20

hensyn til egne sikkerhedskrav og den politiske realitet i regionen. Det bliver ikke nemt, fordi situationen i dag er gennemsyret af konflikter på kryds og tværs og fordi den nødvendige strategi vil kræve et enormt mod til at udfordre politiske dogmer i dagens USA med stor risiko for at tabe kommende valg.

dominere lokale sociale hierarkier. Amerikanerne støttede de såkaldte awakening sheikhs med penge og våben og hjalp dem med at etablere lokalt baseret politi, som endte med at kunne smide al-Qaida drengene ud af provinsen. En lignende strategi forsøger USA sig med i de shiamuslimsk dominerede områder i det sydlige Irak. Det positive er, at volden er faldet drastigt, om Med de store problemer i Mellemøsten og regionens end den stadig er stor. Det bekymrende er, om denne vigtighed i global sikkerhedspolitik, er det naturligvis nye og relative stabilitet også vil vare ved, når eller hvis interessant at se på, hvad man kan forvente sig af poli- amerikanerne indleder en tilbagetrækning, hvor nogle tiske initiativer fra de to præsidentkandidater. Vil strat- frygter, at det vil føre til fornyet kamp om magten i egien grundlæggende blive ændret eller vil USA køre Bagdad og dermed kontrol over landet. videre af de spor, der er blevet lagt af den nuværende Bush regering. Inden vi går nærmere ind i en analyse For det andet havde valgene i Irak og De Palæstinaf disse spørgsmål, er det nødvendigt kort at ridse situ- ensiske Områder vist, at ”gode folk” ikke altid nødationen i Mellemøsten op. vendigvis vælger ”gode ledere” for nu at bruge nogle formuleringer fra Woodrow Wilsons mislykkede Ny strategi demokratieksport forsøg i Mexico forud for Første VerDen storstilede strategi med at demokratisere Mellemøs- denskrig. I Irak var det iransk støttede shiamuslimer, ten gennem en chokterapi i form af krigen i Irak blev der satte sig på magten og hos palæstinenserne blev efter den såkaldte sommerkrig i Libanon i 2006 afløst det islamisterne i Hamas, som løb af med sejren. Det af en mere pragmatisk tilgang, hvor gamle begreber sidste var særdeles uvelkomment, eftersom Hamas står fra Den Kolde Krig som inddæmning og afskrækkelse på vestlige landes terrorlister, hvilket indebærer, at der igen blev hentet fra værktøjskassen. Det var der flere ikke kan være kontakt mellem vestlige stater og den grunde til. For det første blev 2006 et særdeles blodigt folkevalte ledelse hos palæstinenserne. Situationen år i Irak og det stod lysende klart, at der optimistisk set forværredes med det resultat, at der i dag i Palæstina ville komme til at gå mange år før Irak kunne udvikle findes to regeringer, en Hamasledet med base i Gaza sig til et stabilt demokrati. I USA kørte diskussionen og en anden ledet af folk fra den gamle Fatah garde om en Irak strategi på højt blus og stadig flere argu- omkring præsident Mahmoud Abbas. Selvom USA har menterede for en amerikansk tilbagetrækningsstrategi valgt at føre forhandlinger med Abbas, er der reelt inog forhandlinger med fjenderne Syrien og Iran. Den gen forhandlingspartnere blandt palæstinenserne, som spændte situation i Irak blev et tema ved midtvejsval- kan repræsentere deres interesser. Lige så afvisende get i 2006 og var en stærkt medvirkende årsag til, at USA er for at inddrage Hamas i forhandlingsløsninger, demokraterne vandt flertal i kongressen. Den fejlslagne ligeså klart er det, at ingen forhandlingsløsning uden om strategi i Irak samt nederlaget ved valget fik Bush til Hamas er mulig. Situationen er med andre ord fastlåst, at fyre sin forsvarsminister Donald Rumsfeld, der blev palæstinenserne får det stadig mere elendigt og Israel er afløst af Robert Gates. Han tilhører en anden fløj i Det ikke kommet en forbedring af sin sikkerhedssituation Republikanske Parti, der er mere multilateralt og real- nærmere. istisk indstillet i internationale forhold. I december anbefalede en studiegruppe med repræsentanter fra både For det tredje truede krigen i Libanon samt situationen det demokratiske og det republikanske parti en ny Irak i Irak med at initiere en ny konflikt, nemlig konfrontastrategi med tilbagetrækning af styrker fra Irak, men tion mellem sunnimuslimer og shiiter. De sidste oven i Bush valgte i stedet at sende flere soldater af sted i en købet støttet af det stadig mere problematiske Iran. operation, der fik navnet the Surge. I 2008 har det vist sig, at denne operation faktisk gav resultater. Volden For det fjerde er netop Iran blevet et stadig større prober faldet betydeligt, ikke mindst i den ellers så blodi- lem. På den ene side er landet kommet styrket ud af ge Anbar provins. Strategien baserede sig på forhan- krigene i Irak og Afghanistan, hvor USA fik fjernet dlinger og alliancer mellem de amerikanske styrker og iranernes hidtidige primære fjender, nemlig Taliban og lokale sunnimuslimske ledere, der efterhånden havde Saddam Hussein. Samtidig har Iran vundet indflydelse i fået nok af al-Qaida oprøreres hærgen og forsøg på at Irak, der har en Iran-venlig regering ved roret i Bagdad 21

og endelig støtter iranerne militsgrupper såvel i Irak som i Libanon og Palæstina. På den anden side er Iran under stigende amerikansk og internationalt pres på grund af sin stædige fastholdelse af retten til at udvikle sit atomenergiprogram, herunder produktion af beriget uran. Iran føler sig truet militært og er økonomisk underlagt ganske omfattende internationale sanktioner.

Dette betyder ikke, at Iran mangler penge, men snarere, at iranerne ikke kan få lov til bruge sine penge til det allermest nødvendige, nemlig en gennemgribende modernisering af sine olie- og gasfaciliteter. Dette pres har Iran imidlertid hver gang reageret aggressivt på ved at intensivere støtten til loyale militsgrupper, gennemførelse af truende militærøvelser, afprøvning af langdistance missiler og en heftig retorik om Israel, der i iranernes øjne bør udryddes, og Holocaust, der ifølge den iranske præsident aldrig har fundet sted.

“Spørgsmålet er imidlertid, hvad Obama kan tilbyde Iran, som kunne løse op for den fastlåste situation. Den største blokering hidtil har været, at USA fastholder en regimeskift strategi overfor iranerne, hvilket indebærer nogenlunde så meget som kravet om, at styret må forsvinde, men at man da godt kan forhandle om atomprogrammet, dersom Iran gør som USA siger” Endelig er der de tilgrænsende problemer i Afghanistan, hvor Taliban synes stadig bedre organiseret og stærkere og Pakistan, der befinder sig i en alvorlig økonomisk og ikke mindst politisk krise med store problemer med islamistiske militsgruppers hærgen samtidig med, at alt tyder på, at al-Qaida er langt fremme i en reorganisation med etablering af træningslejre, der skal udklække terrorister til at ramme mål i Pakistan, Mellemøsten og Europa.

I efteråret 2006 ændrede USA som nævnt sin Mellemøstpolitik. Nu skulle hele spørgsmålet om demokratisering skubbes i baggrunden og i stedet drejede det sig om at inddæmme problemerne i Irak, således at borgerkrigen her ikke bredte sig til nabolandene Syrien, Jordan og Saudi-Arabien. Tilsvarende viste Israels mislykkede krig i Libanon, at det er mere end vanskeligt at bombe sine modstandere væk og kunne man kynisk betragte

sommerkrigen som en slags generalprøve i miniformat på et amerikansk angreb på Iran var læren klar: det ville ikke blive nogen let sag at bombe iranerne til at makke ret. Tværtimod kunne en sådan militær kampagne føre til meget mere uro og konflikt. Stabilitet, inddæmning og afskrækkelse blev de nye nøglebegreber, som både Gates og udenrigsminister Condoleezza Rice havde erfaring virkede ved afslutningen på Den Kolde Krig. En fast hånd i Irak, militær oprustning i Golfen, solid støtte til Israel, skulle berede grundlaget for en mere multilateral tilgang, der, når fjenderne var møre, kunne berede grundlaget for forhandlinger på USA’s præmisser. Det sidste er så småt begyndt i forhold til Iran, idet amerikanerne allerede engang har sendt en højt placeret udsending til multilaterale drøftelser med iranerne – dog uden resultat. Da det viste sig, at Israel ikke militært kunne klare ærterne i Libanon, valgte USA også her en mere multilateral tilgang i tæt samarbejde med Frankrig, der havde brug for at pleje de transatlantiske forbindelser efter at være blevet sendt uden for døren i international politik på grund af landets opsætsige modstand mod amerikanernes demokratiske korstog i Irak.

Slut med Bush Bush æraen er forbi. Hvad Mellemøsten angår åndende den lige så stille ud hen over efteråret og vinteren 2006.

Selvom Washington har anlagt en mere pragmatisk og realistisk strategi, er det en særdeles uro præget og konfliktfyldt region en ny præsident må tilrettelægge en strategi forhold til. Men der også positive udviklinger at pege på. De erfaringer, de amerikanske soldater har fået i Irak og som har givet mere ro og meget mere stabilitet i Anbar provinsen, kan bruges mere bredt og meget tyder på, at de også vil blive brugt i Afghanistan, hvor USA har overtaget ansvaret for dannelse af afghansk politi. I Europa er både Tyskland med kansler Merkel og Frankrig med præsident Sarkozy ganske ivrige efter at pleje gode relationer til Washington og vise samarbejdsvillighed og generelt vil europæerne, måske med undtagelse af Anders Fogh Rasmussen, der jo har meget nære relationer til Bush, hilse en ny amerikansk velkommen uanset, hvem det måtte blive. Tilsvarende vil en ny præsident i Mellemøsten, herunder i Israel, der også lige har fået ny leder, blive mødt med positiv forventning om nye toner i USA’s Mellemøstpolitik.

Med andre ord vil en ny præsident overalt blive mødt med en indstilling til i det mindste at prøve nye veje.

Det betyder, at grunden i både Europa og Mellemøsten er lagt til multilateralt samarbejde om problemerne i Mellemøsten. Spørgsmålet er derfor, hvilken af de to 22

præsidentkandidater, der synes mest indstillet på at udnytte et sådan positivt momentum?

sit program, men nok, at han vil fastholde en kompromisløs konfrontations linje i stil med Bush regeringens.

Igen synes forandring i politikken at skulle komme fra Forandring?

Obama. Spørgsmålet er imidlertid, hvad Obama kan Ingen af de to kandidater har spillet ud med en detaljeret tilbyde Iran, som kunne løse op for den fastlåste situaog konkret plan for en ny Mellemøststrategi. Begge har tion. Den største blokering hidtil har været, at USA fastnaturligvis udtrykt deres helhjertede støtte til Israel og holder en regimeskift strategi overfor iranerne, hvilket alt andet ville også være noget nær selvmord midt i en tæt amerikansk valgkamp. Obama har brug for at vinde “En ny præsident i Mellemøsten, i New York og generelt har demokraterne tætte rela- herunder i Israel, der også lige har tioner til Israel og dele af den israelske lobby. Tilsvafået ny leder, blive mødt med positiv rende skal McCain hente stemmer hos kristne vælgere i Syden, der fundamentalt bakker op om Israel. Man forventning om nye toner i USA’s Melkan derfor ikke forvente, at nogle af kandidaterne vil lemøstpolitik. Med andre ord vil en ny formulere sig kritisk om Israel, ligesom ingen af dem præsident overalt blive mødt med en vil spille ud med konkrete planer for oprettelsen af en palæstinensisk stat. McCain har imidlertid bakket helt indstilling til i det mindste at prøve op om Bush regeringens politik og derfor er det svært nye veje. Det betyder, at grunden i at se, at han har noget at komme med nyt på den front. både Europa og Mellemøsten er lagt Obama, derimod, må forventes at være mere indstillet på at sætte skub i konkrete forhandlinger. For tiden til multilateralt samarbejde om probprøver Egypten at formidle mellem Hamas og Israel, lemerne i Mellemøsten.” mens Tyrkiet er aktiv i forholdet mellem Syrien og israelerne. Bush har været afvisende for sådanne forhan- indebærer nogenlunde så meget som kravet om, at dlinger, og McCain har støttet ham i denne holdning, styret må forsvinde, men at man da godt kan forhandle mens Obama i hvert fald i forhold til Syrien har udtalt, om atomprogrammet, dersom Iran gør som USA siger.

Det siger nærmest sig selv, at Iran ikke er særlig forhanat forhandlinger skal prøves. dlingsvillig med sådanne udspil. Hvis Obama mener, På spørgsmålet om Irak har begge været temmelig hvad han siger, må han fjerne kravet om regimeskift konkrete. Obama vil have de amerikanske soldater ud fra officiel amerikansk politik, hvilket kan vise sig at så hurtigt som muligt og vil i stedet have nogle af dem være en ganske vanskelig opgave i betragtning af den sendt til Afghanistan, mens McCain igen har støttet Bush udbredte mistænksomhed og bekymring, man finder i hundrede procent og vil blive i Irak til arbejdet er gjort den amerikanske kongres omkring Iran. om det ”så tager 100 år”. Begge må forventes at blive tvunget til at gå på kompromis med deres ret så bastante Hvad angår Libanon, må man af begge kandidater forudtalelser. For så vidt den positive udvikling forsætter vente, at de vil fortsætte med at koordinere politikken i Irak, ville det være vanskeligt for Obama at sætte det gennem FN i nært samarbejde med Frankrig. Både hele over styr med forhastet tilbagetrækning. På den fordi, det holder europæerne inde i forsøgene på at anden side må McCain nok indstille sig på, at USA med dæmme op for Hizbollah og fordi det er den bedste vej sin nedslidte hær og andre militære udfordringer ikke til at klinke de transatlantiske skår, der blev slået forud kan holde til at fastholde endsige forstærke styrkerne for Irak-krigen. i Irak. Selvom holdningerne omkring Irak-politikken synes stærkt polariserede i dagens USA, kunne noget Let’s vote for Obama tyde på, at det faktisk er her, det vil blive lettest at få Ingen skal forvente sig dramatiske forandringer. Men skal der komme markante ændringer både i spørgsmåskabt kompromis og konsensus.

Hvad Iran angår, har Obama direkte opfordret til forhan- let om forhandlinger med fjenderne og i den multilaterdlinger, mens McCain har gjort sig berømt og berygtet ale tilgang, er der ingen tvivl om, at de i størst omfang med stroferne ”bomb, bomb, Iran” til melodien af en vil komme fra Obama, mens McCain dømt efter hans kendt Beach Boys slager. Dette indebærer naturligvis utvetydige opbakning til Bush i sikkerhedspolitikken ikke, at McCain har krig mod Iran som fast punkt på givet vis vil fortsætte den linje Robert Gates og Condo23

leezza Rice har fastlagt efter sommerkrigen i Libanon i 2006. Med hensyn til Mellemøstpolitikken er der med andre ord grund til at forvente, at bliver McCain valgt vil vi se mere af det samme, mens der er belæg for, at Obamas budskab om forandring i denne del af verden vil få konkrete konsekvenser.

Lars Erslev-Andersen er idehistoriker og ansat som projektseniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han er leder af enheden for Politisk Vold, Terrorisme og Radikalisering.

24

DBLIK

U U

På Udblik finder du en række aktuelle indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter, der besidder en specialiseret viden om vores aktuelle emne.

DBLIK

U

25

This is Kenya

isn’t it?

Om valgene i december 2007 og IREC’s efterfølgende analyse af forløbet

Af professor, dr.scient.pol. Jørgen Elklit, Institut for Statskundskab, Århus Universitet Som mange andre afrikanske lande holder Kenya tre valg samtidigt: Præsidentvalg, parlamentsvalg og lokalrådsvalg. Et eller andet gik imidlertid helt galt i forbindelse med valgene i december 2007, og straks var der gang i uroligheder af en – selv i Kenya – ukendt størrelsesorden. Mindst 1.200 blev slået ihjel i tiden efter nytår, og mange flere blev såret, skamferet og/eller voldtaget. Hertil kom, at endnu flere – måske så mange som 400,000 – endte i store lejre for internt fordrevne. Den kenyanske regering og AU’s Panel af Eminente Afrikanske Personligheder enedes efterfølgende om en plan, der blandt andet omfattede nedsættelse af en kommission, der skulle analysere problemerne omkring valget og komme med forslag til, hvorledes tilsvarende uhyrligheder kunne undgås i fremtiden. Sekretariatschef for dette arbejde blev den danske valg- og demokratiekspert Jørgen Elklit. Kommissionen afleverer sin rapport i løbet af september måned.

Mange Afrika-kyndige har ment, at såvel den økonomiske som den politiske udvikling i Kenya var ved at komme ind i en ganske god gænge, da valgprocessen og valgresultatet i december 2007 pludseligt slog over i tragiske og rystende massive voldsepisoder. Ingen ved, hvor mange der blev slået ihjel, men man regner med ca. 1.200 – og endnu flere fik alvorlige kvæstelser på krop og sjæl. Hertil kom, at ca. 400.000 blev internt fordrevne og samlet i store flygtningelejre, hvor de i en periode fristede en yderst kummerlig tilværelse.

Mange – også i Kenya – har givet udtryk for overraskelse over, at noget sådant kunne ske, men var det egentlig så overraskende? Var Kenya ikke for længst kommet i en situation, hvor mange strukturelle og identitetsmæssige problemer kunne forventes at slå ud med en brutal og umenneskelig voldsomhed, der afspejlede såvel strukturelle problemers alvorlige karakter, som aktuelle politiske konflikter og problemer, som mange helst ville lukke øjnene for?

personer, som repræsenterede politiske alliancer og partier, der har udviklet sig i forlængelse af politiske alliancer og konfliktmønstre, der i komplicerede kombinationer har kunnet iagttages siden 1990’erne, men som dog især har fået deres dominerende position efter folkeafstemningen i 2005 om en ny forfatning. Folkeafstemningsdiskussionen drejede sig blandt andet om behovet for at reducere præsidentens stærke position, ændre valgsystemet osv., og efter års diskussion fremlagde regeringen et forslag, der nok byggede på den forudgående diskussion, men som var renset for alt det, præsidenten og regeringen ikke kunne acceptere.

Modstanderne mod forslaget samlede sig under en appelsin som symbol – og ud af denne modstandskoalition, som vandt folkeafstemningen og dermed fik standset forfatningsændringen, voksede det store oppositionsparti, ODM, Orange Democratic Movement. Lederen var Railla Odinga, som tidligere havde været præsident Kibakis politiske allierede, men det holdt altså kun en tid. Andre ledere fra folkeafstemningsbevægelsen kom Partisystemer og etnicitet til den konklusion, at deres politiske fremtid ville være Valget stod på præsidentniveauet mellem to centrale bedre uden snævert samarbejde i den orange bevæ26

gelse, så nogle af dem søgte samarbejde med Kibaki, mens andre gik solo.

Formelt var der op til valget i 2007 mere end 100 partier, men de fleste var små, ofte nærmest enmandspartier, og lige så ofte kun med begrænset geografisk udbredelse, så man skal ikke lægge for meget i antallet af partier. En række af partierne indgik også en koalition med henb-

“Partierne holder et par måneder før selve valgdagen såkaldte nominations, som bedst kan beskrives som ”åbne primærvalg”. Her trives – også fordi kun meget få af partierne har en egentlig medlemsskare – alle former for valgfusk, korruption og stemmekøb.” lik på at sikre Kibakis genvalg som præsident, samtidig med at de fortsatte som selvstændige partier med henblik på at sikre deres egen styrkeposition i parlamentet og lokalrådene. Betegnelsen på Kibakis eget parti – Party of National Unity, PNU – blev også brugt som betegnelse for det samarbejde, der var blevet etableret for at sikre Kibakis genvalg, så det er nemt at blive forvirret, hvis man prøver at skabe sig et overblik over det kenyanske partisystem.

Dette skyldes også, at partitilhørsforholdet ikke er særlig udtalt blandt mange af dem, der har politiske ambitioner. Partierne holder et par måneder før selve valgdagen såkaldte nominations, som bedst kan beskrives som ”åbne primærvalg”. Her trives – også fordi kun meget få af partierne har en egentlig medlemsskare – alle former for valgfusk, korruption og stemmekøb. Og man ser tit, at en potentiel kandidat, som ikke bliver valgt som et partis kandidat i en bestemt valgkreds, straks går videre til et andet parti, som endnu ikke har valgt sin kandidat, og så forsøger vedkommende at blive opstillet der. Og gedemarkedet fortsætter, indtil alle partier har kandidater i de kredse, hvor de vil stille op – eller indtil de potentielle kandidater løber tør for penge.

Fordi de etniske skillelinjer fortsat er stærke i Kenya, og fordi de fleste af partierne også placerer sig ret entydigt i forhold til stammeopdelingen, ser mange nominationsvalgene som de egentlige valg (i hvert fald i en stor del af de 210 enkeltmandskredse), hvorefter de (formelt) afgørende valg mere bliver en form for

bekræftelse på allerede trufne beslutninger om, hvem der skal repræsentere kredsen i Nationalforsamlingen.

Valgprocessen Fordi Kenya er et præsidentialsystem, er det nemt at komme til at se præsidentvalget som langt det vigtigste af de tre valg. Kibaki (PNU) og Odinga (ODM) var de to centrale kandidater, mens Kalonzo Musyoka (ODM-K) var en tidlig udbryder fra ODM familien. Seks andre præsidentkandidater var uden betydning. Men hertil kom altså parlamentsvalgene, hvor hver kreds i gennemsnit havde mere end ti kandidater, hvoraf en del stod forholdsvis samlet bag Kibaki som præsident, men i stærkt modsætningsforhold med hensyn til deres eget valg. Det gør ikke analysen af eventuelle mønstre i stemmeafgivelsen nemmere.

ODM – som især står stærkt blandt luo’erne – klarede sig forholdsvis godt og vandt op mod halvdelen af mandaterne i parlamentet. Fordi kredsstørrelsen i de områder, hvor ODM står stærkt, var lidt mindre end landsgennemsnittet, kom valgresultaterne fra en del ODM-kredse forholdsvis tidligt, hvad der bidrog til en opfattelse af, at ODM stod til at vinde en klar sejr.

Denne forventning matchede et billede af Odinga som den forventelige vinder af præsidentvalget, et billede, som var blevet understøttet af nogle meningsmålinger,

der var blevet slået stort op i medierne – også selv om hans forspring ikke var stort – og oven i købet havde været lidt for nedadgående i valgkampens senere del.

Odingas forspring i begyndelsen af optællingen blev formindsket i takt med, at flere og flere af PNU’s højborge blev talt op. Der var tale om gennemsnitligt lidt større kredse, så der var ikke noget mærkeligt i, at Odingas forspring over Kibaki mindskedes i en anden 27

og lidt hurtigere takt end ODM’s forspring over PNU med hensyn til antallet af pladser i Nationalforsamlingen. Hertil kom, at Valgkommissionen (ECK, Electoral Commission of Kenya) havde opslået sit hovedkvarter i et stort kongrescenter, KICC, hvor alle via fjernsynstransmissioner selv kunne danne sig deres indtryk af en betydelig forvirring og uro i resultatformidlingen.

Tilstedeværende valgobservatører og andre mente at se/høre, at de formidlede resultater i nogle tilfælde var andre end dem, der var blevet annonceret ude i kredsene, mens nogen også mente at have set resultatformidlingsskemaer, hvor tallene var blevet ændret ved overstregning og indsættelse af nye tal, der så var blevet indlæst i hoved-computeren. Udenlandske diplomater og EU’s observatørmission forsøgte – forgæves – at finde ud af, hvad der egentlig foregik, ODM og PNU blev enige om i fællesskab at gennemgå resultaterne og skemaerne fra alle kredse, og på slutningen af tredjedagen efter valget – den 30. december – kunne ECK’s formand pludselig meddele, at Kibaki havde vundet præsidentvalget med godt 200.000 stemmers overvægt over Odinga, som havde fået noget over 4.000.000 stemmer.

I løbet af kort tid var formanden hos præsidenten med den formular, der officielt var tegn på hans genvalg, hvorefter indsættelsesceremonien blev afviklet i stor hast og uden den pomp og pragt og offentlighed, som man ellers ville vente i et stærkt præsidentialsystem.

get! Der bredte sig også hurtigt den opfattelse – i hvert fald hos ODM og blandt mange valgobservatører og -iagttagere – at valgresultater, der var annonceret ude i kredsene, i nogle tilfælde blev ændret i KICC til Kibakis fordel. Denne opfattelse blev bestyrket af en til tider ret forvirret resultatformidling, som ikke kunne styrke tilliden til, hvad der egentlig foregik. Der var altså nok at undres over, og usikkerheden blev ikke mindre, da EU’s observatørmission hurtigt efter valget udsendte en pressemeddelelse, der mere end antydede, at resultatopgørelsen og -formidlingen ikke var gået ordentligt for sig. Alt sammen var det flammer på et bål, der måske i virkeligheden fik mest af sin farlighed fra økonomiske og etniske modsætningsforhold; men så langt tænkte kun de færreste, i hvert fald på det tidspunkt.

Volden fortsatte gennem januar, men i løbet af februar kom der heldigvis gang i en dialogproces, hvor AU’s Panel of Eminent African Personalities, hvis formand er Kofi Annan, og de to store partier blev enige om en vej fremad. Denne vej indebar blandt andet nedsættelse af en kommission, The Independent Review Commission, IREC, der dels skulle se på, hvad der var gået galt i forbindelse med valget, dels skulle komme med konkrete forslag til, hvad der skal ændres i kenyansk lovgivning og valgadministration, så tilsvarende problemer kan undgås ved fremtidige valg.

Derimod skulle IREC ikke lave en ny opgørelse af valVold og dialog get, selv om mange gerne havde set det. Forklaringen er, Dette forløb gav anledning til allehånde rygter, og i at det dels ville være komplet umuligt, dels ville kunne løbet af ingen tid var der gang i uroligheder og vold- føre til en genopblussen af urolighederne. Andre komshandlinger, der hurtigt blev yderst alvorlige. Disse missioner skulle beskæftige sig med andre problemer, uroligheders underliggende etniske karakter var tydelig fra begyndelsen, og det blev også tydeligt, at de i nogle tilfælde blev brugt til at få fordrevet mennesker, hvis jord og ejendom voldsmændene gerne ville have fingre i.

Kenyas valg har siden flerpartivalgene blev genindført i 1991/92 altid haft et vist voldselement – både før og/efter selve valgdagen og altid med et markant etnisk præg – men denne gang var det værre end ved de foregående valg.

Der er mange forklaringer på denne voldseskalation, men pladsen tillader ikke nogen dyberegående analyse.

Nogle har peget på det forhold, at valgsvindeltemaet var trukket ind helt fra før valgets opgørelse, idet ODM havde været ude med den ret problematiske melding, at fordi de stod så stærkt, ville det være et klart bevis på valgsvindel, hvis Odinga ikke vandt præsidentval-

og i det hele taget blev der efterhånden opnået enighed om et stort reformprogram, en koalitionsregering med Odinga som premierminister og meget mere.

IRECs arbejde IREC kom reelt på plads i begyndelsen af april, med syv medlemmer, hvoraf fire var kenyanere og tre 28

udlændinge. De fire kenyanere var to indstillet af PNU og to af ODM, mens de tre udenlandske kommissionsmedlemmer kom fra Sydafrika, Tanzania og Argentina.

Hertil kom som sekretariatschef denne artikels forfatter. Aftalen indebar også, at IREC skulle rapportere dels til præsident Kibaki, dels til AU’s panel (i praksis Kofi Annan) i midten af september. Arbejdet i IREC har været vanskeliggjort af mange ting, men først og fremmest af, at kun meget få af de mange, der omkring valget mente at have set beviser på forskellige former for valgsvindel, kunne eller ville fremlægge beviser på noget sådant. Vores arbejde med hensyn til at finde ud af, hvori problemerne med forskellige resultater offentliggjort ude i valgkredsene og i KICC egentlig bestod, viste sig også ganske vanskeligt.

af de dårligst gennemførte man har set i Afrika – helt modsat det billede, mange observatørmissioner mente at kunne tegne. Til gengæld var der tilsyneladende ikke meget egentlig svindel under selve resultatformidlingen i KICC.

Mange steder var forklaringen dog ret simpel, idet kredsenes returning officers i strid med alle regler havde offentliggjort delresultater, som så fejlagtigt var blevet opfattet som slutresultater. Når alle valgsteder i en sådan kreds så var blevet optalt, og et væsentligt højere valgresultat blev annonceret fra KICC for Kibaki, var det for nogle svært ikke at se det som et soleklart tegn på svindel. Det var det i hvert fald ikke hver gang, men rygterne florerede som svampe en regnfuld efterårsdag og bidrog hos mange til den faste overbevisning, at ECK svindlede Kibaki til en valgsejr, som burde have været Odingas. At EU’s observatører bidrog til denne opfattelse med deres tidlige pressemeddelelse – og dermed vel også til urolighederne – er der desværre en del, der tyder på.

IREC gennemførte i løbet af et par måneder næsten 40 folkehøringer over hele Kenya, tekniske workshops, analyser af specifikke valgresultater samt et par uger med offentlige høringer, hvor konkrete aktører, især fra ECK, blev udspurgt om alt muligt af relevans for forståelsen af, hvad der egentlig foregik op til og under valget.

“Alle stemmetal for kandidater i både præsident- og parlamentsvalget var forkerte”

Blandt de problemer, som IREC har identificeret, kan nævnes: En alt for stor og inkompetent valgkommission, en ekstremt skæv inddeling af valgkredsene, mange problemer mht. vælgerregistrering (ikke mindst, at døde vælgere i stort omfang ikke er fjernet fra valglisterne), helt utilstrækkelig oplæring af personalet på valgstederne og i kredsene, dårlige arbejdsforhold under optælling og resultatformidling, som i nogle kredse førte til, at alle stemmetal for kandidater i både

præsident- og parlamentsvalget var forkerte, og at der i mindst et tilfælde blev valgt et forkert parlamentsmedlem, offentliggørelse af forkerte stemmetal også på nationalt plan (ikke ved svindel, men ved almindeligt sjusk), forkerte sammenlægninger, også i kredsresultater, utroværdig resultatformidling osv., osv.

Inkompetence i gennemførelsen af valget er – sammen med misforståelser af, hvad der egentlig foregik i KICC – altså nok den mest sandsynlige forklaring på, at det gik så skidt. Til gengæld var der ingen, der gjorde særligt meget ud af de uhyrligheder i form af stemmekøb (illustreret af en markant stigning i antallet af vælgere, der som analfabeter skulle have hjælp til at stemme), valgtryk (i form af no-go areas), regeringsmedlemmers misbrug af offentlige ressourcer og ballot stuffing (illustreret af valgdeltagelsesprocenter langt oppe i 90’erne, selv hvor der var mange døde vælgere på valglisterne), Et af Afrikas værste valg som også kunne konstateres.

IREC’s rapport foreligger ikke i skrivende stund, men Problemerne ved valget var altså nogle helt andre end der tegner sig alligevel et billede af, at valget var et dem, vi havde forventet at finde, da vi gik i gang. Det er både godt og skidt – men måske egentlig mest skidt, for donorerne – inkl. Danmark – havde støttet valgets fornuftige gennemførelse med et ganske betydeligt beløb, og det ser ud til reelt at være set spildt – og valgkommissionen virker ærlig talt, som om den ikke tager sig særlig meget af det problem.

Der er derfor mere end noget andet behov for 29

at overveje, hvorledes valg- og demokratistøtte til et land som Kenya egentlig skal gives. Den nuværende model – som har været brugt mange steder – forekommer i hvert fald ikke hensigtsmæssig.

Og artiklens overskrift – som udtrykker en i Kenya alt for ofte mødt undskyldende indstilling i retning af, at man nok må leve med, at tingene ikke er, som de burde være – kan ikke være grund nok til ikke at tage skeen i en anden hånd på dette specifikke område, hverken i Kenya eller andre steder.

Professor, dr.scient. pol. Jørgen Elklit, Institut for Statskundskab, Århus Universitet

30

Kød, kultur og udvikling – et antropologisk perspektiv på fødevarekrisen Af Rune-Christoffer Dragsdahl Verden oplever en global fødevarekrise. Dette har medført hungersnød i tredjeverdenslande, hvor mennesker har måttet ernære sig med blandt andet rotter. Der er mange bud på, hvad fødevarekrisen skyldes og ét af dem er, at der kan findes stor forklaringskraft i Vestens kødkultur. Kigger man med antropologens briller på de udviklingsteorier, der har påvirket tredjeverdenslande og civilisationsudvikling tegner der sig et billede af en kultur, hvor kød opfattes som værende symbol på velstand og velnæring. Men verden er sammensat af mangfoldige og samtidige kulturer og ideen om en kødkultur har rent faktisk vist sig, at have alvorlige konsekvenser. ”At udvide og variere kødproduktionen forekommer at være et første skridt for ethvert land i udvikling. Udviklingslandene starter alle med at indføre moderne faciliteter til kyllinge- og æggeproduktion – den hurtigste og billigste måde at producere ikke-vegetabilsk protein på. Derpå, så hurtigt som deres økonomier tillader det, klatrer de op ad ”proteinstigen” til svinekød, mælk og mælkeprodukter, til græs-opfedet oksekød og til sidst, hvis de kan, til korn-opfedet oksekød.”

til at spise rotter. En fødevarekrise, hvor millioner af menneskers daglige ernæring og overlevelse er truet, burde i princippet aldrig finde sted.

Husdyrproduktionen Flere faktorer har fået skylden for, at det gik så galt: Biobrændstoffer, oliepriser, tørke i Australien, eksportforbud, spekulation, dollarkursen, et stigende kødforbrug i Asien. Forskellige forskere prioriterer årsagerne forskelligt. Det grundlæggende problem er imidlertid, at et enormt spild af fødevareressourcer finder sted hver eneste dag året rundt.

Disse anbefalinger kunne man læse i det engelske landbrugsmagasin Farm Journal midt i 1980’erne. Her 20 år senere er det, i lyset af den globale fødevarekrise, relevant at se nærmere på konsekvenserne af sådanne Ifølge FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) anbefalinger – samt underkaste den bagvedliggende anvendes hele 33 % af klodens opdyrkede land til udviklingsideologi en nærmere analyse. husdyrfoderproduktion. De animalske fødevarer, der kommer ud i den anden ende af produktionsprocessen, Mudderkager og rotter udgør kun en brøkdel af det, der bruges til at opfodre I løbet af 2007 og 2008 har mennesker over hele kloden dyrene med. Der foreligger forskellige beregninger for, oplevet så stærkt stigende markedspriser på basale hvor meget foder der går til at producere et kilo kød, fødevarer som hvede, majs, soja og ris, at situationen men afhængigt af kødtypen er der generelt tale om et er blevet betegnet som en global ”fødevarekrise”. Det ressourcespild på et sted imellem 50 og 90 %. Med aner ikke et nyt fænomen, at verdens fattigste er truet af dre ord: En tredjedel af verdens frugtbare jord bliver hungersnød og underernæring, men antallet af berørte anvendt på en særdeles uøkonomisk og ineffektiv vis. er på rekordtid blevet voldsomt forøget. Med udsigt til Hvor der i 2008 anvendes knap 100 millioner ton majs en god 2008-høst er priserne på korn begyndt at falde, til biobrændstof, anvendes der 754 millioner ton korn og ifølge nogle iagttagere er fødevarekrisen ved at aft- til dyrefoder. age.

Arealmisbruget ved husdyrproduktion lægger således Verdens fattige kan næppe tolke den slags optimisme et betydeligt, vedvarende pres på de globale fødevaresom andet end arrogance. På Haiti har mange af nød ressourcer. Hvis der blev satset på mindre animalsk og ernæret sig med mudderkager, bagt af lerjord, salt og mere vegetabilsk produktion, ville verdens fødevaremargarine. Meget bedre har det ikke været i Indien, priser være mindre sårbare over for store udsving. Og hvor myndighederne i delstaten Bihar opfordrede folk det er netop denne sårbarhed, der skal sættes ind mod, 31

hvis ikke vi skal opleve en ny fødevarekrise, hver eneste gang der er uro inden for en af de øvrige faktorer, som f.eks. ved dårlig høst. Men tendensen går den modsatte vej: Ifølge FAO forventes en fordobling af det globale kødforbrug frem mod 2050.

skellige fødevarers status i vestlige samfund. Rødt kød er øverst, efterfulgt af fjerkræ og fisk. Der er mindre status i æg og mælkeprodukter og mindst i frugt, grøntsager og korn. Sidstnævnte fødevarer ses blot som tilbehør til kødet.

Større velstand, mere kød Mange ser klodens stigende kødforbrug som en naturlig del af fattige landes udvikling. Et eksempel er JyllandsPosten, der i en faktaboks om fødevarekrisen skrev, at det globale forbrug af korn er stigende, ”dels på grund af økonomisk vækst i folkerige lande som Kina og Indien”. Også i andre danske aviser blev der ofte henvist til ”stigende velstand i mange lande”. Det er helt korrekt, at der mange steder i verden er en sammenhæng imellem stigende velstand og et større kødforbrug.

Men at gå så vidt som til at sige, at årsagen til fødevarekrisen er velstanden, og ikke kødforbruget, bygger på en selvfølgeliggørelse af, at velstand nødvendigvis må føre til kødspisning. Og dette er en kulturelt farvet opfattelse.

Dette madhierarki er ikke nogen helt ny tanke. I det 19. århundrede mente den indflydelsesrige læge George Beard således, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt kød svarede til et evolutionshierarki fra de vilde og farvede racer til de civiliserede hvide racer. I 1880’ernes England blev størstedelen af bøfferne spist af middelklassen og eliten, idet arbejderklassen kun havde råd til små mængder. Mange indvandrere i USA så desuden bøfspisning som et nødvendigt overgangsritual for at blive en del af den amerikanske middelklasse. Under anden verdenskrig blev forestillingerne om kød taget så alvorligt, at både USA, Japan og nazi-Tyskland forsynede deres soldater med ekstra meget animalsk protein.

Ifølge den amerikanske økonom og miljøforkæmper, Denne underliggende ideologi blev eksplicit, da føde- Jeremy Rifkin, har Vestens kvægkulturer i løbet af det vareminister Eva Kjer Hansen i et læserbrev i Jyllands- tyvende århundrede opstillet en global protein-stige Posten skrev, at kineserne efterspørger ”mad af højere med korn-opfedet kød anbragt på øverste trin, og det kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris”. Der er imi- er en udbredt opfattelse, at udviklingslande kan opnå dlertid ikke grundlag for at hævde, at svinekød er af succes og elite-medlemsskab ved at klatre op af denne højere kvalitet end traditionel kinesisk mad; det er blot stige. Denne ideologi formuleres undertiden meget udtryk for en bestemt udviklingsideologi. direkte af for eksempel landbrugsindustrien, som illustreret ved citatet fra Farm Journal i indledningen af Der er derimod mere og mere forskning, der peger på, at denne artikel. rige landes høje forbrug af animalske fødevarer spiller en central rolle inden for både hjerte-kar-sygdomme, Kød og evolution diabetes, fedme, sclerose, knogleskørhed, de fleste for- Parallelt med ideologien om moderne udvikling løber mer for kræft samt flere andre såkaldte civilisations- en tilsvarende opfattelse, hvor kødspisning ses som censygdomme. En aktuel gennemgang af disse forskning- tralt for hele menneskehedens evolution. Inden for evosresultater findes i bogen The China Study skrevet af lutionsstudier er det en udbredt teori, at kød spillede en Colin Campbell, som er professor emeritus i ernæring central rolle i den menneskelige udvikling. Teorien er, og biokemi ved Cornell University i New York. at vore forfædre for cirka 2,5 millioner år siden havde svært ved at finde nok planteføde. De, der fortsatte med Danmark har med 110 kilo per person om året et af at spise vegetabilier, uddøde (!) for cirka 1 million år verdens højeste kødindtag, hvorimod størstedelen af siden; andre satsede på at udvikle redskaber, hvorved klodens befolkning har et moderat, lavt eller ikke-ek- de fik adgang til animalsk protein og derfor kunne oversisterende kødforbrug. Det globale gennemsnit er cirka leve og udvikle sig.

42 kg om året, og gennemsnittet for udviklingslandene er cirka 30 kg. Et højt kødforbrug kan derfor siges at Disse teorier blev i 2006 anvendt af den australske være et spørgsmål om kultur og ideologi. kødindustri i en kampagne, hvor iøjnefaldende grafik sammenkoblede rødt kød med både evolutionen, menKød, status og udvikling neskets hjernekapacitet og alle teknologiske fremSociologen Julia Twigg har opstillet et hierarki for for- skridt, inklusive opfindelsen af internettet og iPod’en.

32

Ifølge antropologen Adrian Peace var denne kampagne sandsynligvis årsag til, at Australiens forbrug af rødt kød steg med 12 % på blot to år.

idé om, at man kan opstille verdens madkulturer i et hierarki eller sidestille dem med forskellige udviklingstrin. I realiteten er alle madkulturer samtidige; et fødevarehierarki og en proteinstige er blot udtryk for Den biologiske antropolog Randall Collura har imi- kulturelt forankrede ideologier. Det er derfor ikke en dlertid påpeget, at forsøgene på at dokumentere mennes- selvfølge, at alle mennesker og samfund i takt med kets fortidige madvaner i bedste fald kun kan fortælle, deres udvikling vil, eller ligefrem bør, spise mere og hvor vi kommer fra, og ikke hvor vi er nu. Man springer mere kød. Vi kan ikke direkte forhindre, at dette sker. således en temmelig kompliceret sandhed over ved at Men vi kan måske afbøde de værste konsekvenser ved forklare eller anbefale kødspisning i år 2008 med hen- at føre en kritisk debat om de udviklingsideologier, der visning til en to millioner år gammel begivenhed. både har skabt problemet og utvivlsomt vil forværre det i de kommende årtier, hvis vi fortsætter med at give En sådan konklusion uden mellemregninger siger til næring til dem. gengæld ganske meget om nutidens kødkultur. Antropologen Nick Fiddes har således argumenteret, at Global aftale nødvendig kødets særlige status skyldes, at kødspisning på mange I 2002 stod 1,3 milliarder mennesker i verdens rigeste måder opfattes som et symbol på det, der adskiller men- lande for knap halvdelen af det globale kødforbrug. nesket fra andre dyr, og på menneskets kontrol over na- Hvis alle knap 7 milliarder mennesker skulle indtage turen, hvilket kommer til udtryk ved blandt andet jag- den samme mængde kød, ville selv de mest revolutiotredskaber, husdyrproduktion og tilberedning. nerende landbrugsteknologiske fremskridt næppe være nok. Dertil kommer, at klodens befolkning forventes Indiens mange hundrede millioner vegetarer ville nok at runde 9-10 milliarder om nogle årtier, samt at klivære uenige i, at kødspisning er centralt for det at være maforandringer meget vel kan mindske det samlede et menneske, men ikke desto mindre er det en opfat- globale høstudbytte. En global aftale om begrænsning telse, der – bevidst eller ubevidst – deles af mange men- af husdyrproduktionen, især foderproduktionen, vil dernesker, både i vestlige og ikke-vestlige lande. Meget for i de kommende år blive mere og mere presserende. kød er et symbol på udvikling og mindre kød et tegn Danmark kunne, som et af de lande i verden, der har på tilbageståenhed. Selvfølgeliggørelsen af Kinas sti- det højeste kødforbrug, gå foran, for eksempel ved at gende kødforbrug forekommer at have rødder i disse sætte fokus på emnet i forbindelse med klimatopmødet forestillinger. i december 2009.

Udviklingsideologier og samtidighed Problemet med denne udviklingstankegang tydeliggøres bedst med en lille reference til den hollandske antropolog, Johannes Fabian. Han skrev i 1983 bogen Time and the Other, hvori han argumenterede for erkendelsen af det, han kalder ”menneskehedens radikale samtidighed”. Bogen var et opgør med mange antropologers tendens til analytisk at placere mennesker fra andre samfund i en anden tid, f.eks. ved at opfatte dem som ”primitive”, ”uciviliserede” eller ”umoderne”. En opfattelse af sådanne udviklingsstadier er baseret på en idé om, at alle mennesker er ens og blot befinder sig i forskellige tider. Men ifølge Fabian er dette en fejlantagelse; verden består tværtimod af forskellige mennesker og samfund, der lever på samme tid.

I den forbindelse er det på sin plads at påpege, at fødevarekrisen kun er ét eksempel på en række problematikker, der knytter sig til det globale kødforbrug.

Husdyrproduktionen er en af hovedårsagerne til menneskeskabt global opvarmning; ifølge FAO står den for 18 % af de globale drivhusgasser, og i en rapport fra Greenpeace antydes det, at andelen muligvis er endnu højere. Af samme årsag har Nobelpris-modtager og formand for FNs klimapanel, Rachendra Pachauri, ved flere lejligheder opfordret folk til at spise mindre kød.

Husdyrproduktionen er desuden hovedansvarlig for såvel afskovning som tab af biodiversitet, og den spiller en nøglerolle inden for både vandforbrug og vandforurening, samt antibiotika-resistens og risikoen for fremtidige globale epidemier. Samlet set konstateres det i Fabians kritik tydeliggør, hvordan udviklingen i det rapporten Livestock’s Long Shadow udgivet af FAO globale kødforbrug – og dermed også risikoen for i november 2006, at ”husdyrsektoren fremstår som en globale fødevarekriser – udspringer af en misforstået af de top-to eller top-tre væsentligste bidragsydere til 33

de mest alvorlige miljøproblemer, på alle niveauer fra lokalt til globalt”.

Der er således adskillige gode grunde til at gøre husdyrproduktionen til et centralt indsatsområde i forhold til at forebygge fremtidige fødevarekriser. Men det kræver, at vi får øjnene op for de udviklingsideologier, der skaber vores opfattelse af kød og kultur.

Rune-Christoffer Dragsdahl er kandidatstuderende ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

Han har skrevet BA om kødkultur og bæredygtighed.

For yderligere information samt andre publikationer, se: “http://www.runechristoffer.dk/Koedkultur”www. runechristoffer.dk/Koedkultur

34

Årsagerne til fødevarekrisen Af Kenneth Baltzer Kenneth Baltzer er Adjunkt ved Fødevareøkonomisk Institut/Afdeling for International Økonomi og Politik, Københavns Universitet.

Mellem januar 2004 og marts/april 2008 steg verdensmarkedsprisen på de tre vigtigste fødevareafgrøder, hvede, majs og ris med henholdsvis 183, 114 og 310 procent. De seneste fem måneder er priserne på ris og hvede faldet med godt en fjerdedel, mens majsprisen fortsat er meget høj. Hvordan forklarer vi de kraftige prisudsving og hvilke forventninger kan vi have til fremtiden?

Udbud og efterspørgsel Det er i virkeligheden meget enkelt: Verdensmarkedspriserne på landbrugsprodukter styres generelt af udbud og efterspørgsel, og priserne er steget primært fordi udbuddet er faldet og/eller efterspørgslen er steget. Der er skrevet meget om fødevarekrisen det seneste års tid, ikke mindst af forskere i Verdensbanken, IFPRI (International Food Policy Research Institute) og FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO. De fleste bidrag opremser seks overordnede årsager til prisstigningerne: Høje oliepriser, små fødevarelagre, stigende velstand i Kina og Indien, øget brug af afgrøder til fremstilling af biobrændstof, fejlslagen høst som følge af dårligt vejr og restriktioner i eksporten af afgrøder.

Den anden side af historien er den relativt lave vækst i kornproduktionen. Produktionen af hvede og ris er siden 1990 vokset med gennemsnitligt 0,7 pct. og 1,3 pct. om året, hvilket er mindre end den generelle befolkningsvækst. Væksten i majsproduktionen har været noget højere, 2,6 pct. om året, hvilket i høj grad er drevet af den stærke efterspørgsel fra den animalske produktion.

Sådanne tal ses somme tider som tegn på, at vi på globalt plan er ved at nå grænsen for hvor stor en befolkning vi kan brødføde. Det er der dog intet der tyder på. Der er grund til at tro at de lave vækstrater i kornproduktionen skyldes dårlige afsætningsmuligheder

Olieprisen Olieprisen har en væsentlig indflydelse på priserne på landbrugsprodukter. Brændstof anvendes til drift af landbrugsmaskiner og transport af de høstede afgrøder fra marken til markedet. Dertil kommer at olie er en vigtigt råvarer i fremstillingen af kunstgødning, hvilket betyder at prisen på kunstgødning stiger i takt med olieprisen. Det skønnes at de høje oliepriser kan forklare omkring 15-20 pct. af stigningen i fødevarepriserne.

Små fødevarelagre De historisk lave fødevarelagre fremføres oftest som en primær årsag til stigningen i fødevarepriserne, men skal i virkeligheden ses som et symptom på en dybere forklaring: at efterspørgslen efter korn den seneste tid er vokset hurtigere end udbuddet. Den globale efterspørgsel efter fødevarer stiger dels som følge af den generelle befolkningsvækst, dels pga. øget forbrug af foderkorn til animalsk produktion og som følge af stigende industriel anvendelse af landbrugsprodukter, f.eks. til fremstilling af biobrændstof.

for landbruget snarere end fysiske produktionsbegrænsninger. Mellem 1980 og 2000 faldt kornpriserne (målt i reale priser) med godt 2/3, hvilket gav ringe tilskyndelse til at øge investeringerne i landbruget i bestræbelser på at øge produktion. Omkring 2000-2001, hvor kornpriserne nåede deres laveste niveau nogensinde, vendte markedet. Herefter har den globale produktion af korn generelt været mindre end efterspørgslen. Det 35

mærkede man ikke så meget til i den første halvdel af årtiet, idet underskuddet blev dækket gennem nedbringelse af fødevarelagre, og prisstigningerne var derfor relativt begrænsede. Fødevarelagrene er nu nået så lavt et niveau at denne form for prisstabilisering ikke længere er mulig.

Anvendelse af majs til fremstilling af biobrændstof er flere steder blevet udnævnt som hovedansvarlig for prisstigningerne. USA har produceret biobrændstof i næsten 30 år, men siden årtusindskiftet er væksten i produktionen accelereret. Godt en fjerdedel af USA’s majshøst anvendes til fremstilling af biobrændstof og den andel er stigende. I løbet af bare tre år, mellem Stigende velstand i Kina og Indien 2005 og 2007, fordobledes produktion. Når man tænker Når et lands befolkning bliver rigere medfører det sjæl- på at USA står for omkring halvdelen af verdens samdent en væsentlig stigning i forbruget af basale fødeva- lede eksport af majs, er det ikke svært at forestille sig at rer, som ris, hvede og majs – snarere tværtimod. Deri- efterspørgslen fra den amerikanske biobrændstofindusmod sker en omlægning i fødevareforbruget i retning tri må have en vis indflydelse på verdensmarkedet for af større indhold af animalske fødevarer, dvs. kød, æg majs. Der er dog ingen konkrete estimater for hvor stor og mælk, hvilket indirekte fører til en stigning i eft- denne påvirkning er. erspørgslen efter korn som foder i husdyrproduktionen. Denne stigning i efterspørgslen efter foderkorn vil ”Det skønnes at de høje oliepriser kan typisk langt overstige faldet i det direkte kornforbrug, forklare omkring 15-20 pct. af stigninidet der kræves en større mængde foderkorn i husdyrgen i fødevarepriserne” produktionen til at producere den samme mængde kalorier som opnås ved direkte forbrug. Der går med andre ord kalorier tabt i den animalske produktion.

Derimod er der ikke meget der tyder på at fremstilling af biobrændstof i væsentlig grad påvirker priserne på De høje vækstrater i Kina, Indien og andre mellemind- hvede og ris. Ris anvendes ikke som input i industrien, komstlande har således medført en kraftig stigning i for- og selvom den Europæiske biobrændstofproduktion er bruget af animalske produkter og dermed efterspørgsel baseret på hvede, er den stadig for lille til at kunne påefter foderkorn, primært majs og i mindre grad hvede, virke markedet nævneværdigt. Det er før blevet fremført mens ris stort set aldrig anvendes som foder. Dette er at hvedeprisen påvirkes indirekte ved at raps, som anvdog ikke noget nyt. Specielt Kina har udvist høje væk- endes til fremstilling af bio-diesel, og majs fortrænger strater de sidste 30 år, og den globale produktion af kød dyrkningen af hvede. Der er dog intet der tyder på at er siden 1980 steget med gennemsnitligt 2,8 pct. om den lave vækst i hvedeproduktionen har nogen samåret. Til sammenligning har befolkningsvæksten i ver- menhæng med biobrændstof eller at den kraftige prisden været godt 1,5 pct. om året i samme periode. I det stigning skyldes fald i det opdyrkede areal af hvede. omfang den stigende velstand har bidraget til væksten i efterspørgslen efter korn, skal det derfor ses som en Fejlslagen høst længerevarende trend, og ikke en faktor som alene kan Mellem 2005 og 2007 blev de største hvedeeksportørforklare den pludselige stigning i priserne. er i verden ramt af fejlslagen høst som følge af dårligt vejr. Specielt hårdt ramt blev Australien, der i sæsonen Biobrændstof 2006-2007 høstede 61 pct. mindre end året før pga. udbredt tørke. Landbruget er ikke ubekendt med dårlige høstår, men de påvirker sjældent verdensmarkedsprisen i væsentligt omfang. Denne gang er anderledes, fordi flere af de største hvedeeksportører i Europa, Nordamerika og Australien blev ramt samtidig og gennem flere vækstsæsoner i træk, og fordi fødevarelagrene som nævnt i forvejen var meget lave.

Det var den dårlige høst kombineret med små fødevarelagre som gav 36

Fremtidige udsigter Man kan således i store træk forklare fødevarekrisen som et sammenfald af langsigtede strukturelle ændringer i den globale efterspørgsel og kortsigtede ’chok’ i Eksportrestriktioner Der er dybest set ikke nogen reel grund til at prisen på det globale udbud. Der er grund til at tro at nedgangen ris skulle stige nævneværdigt. Hverken den animalske i produktionen er midlertidig, og at udbuddet vil rette produktion eller biobrændstofindustrien anvender ris sig med tiden. Vejret i år har indtil videre vist sig fra sin som råvare, og der er ikke observeret nogen nedgang gode side, og der er alle tegn på at det generelt bliver en i rishøsten de seneste år. Alligevel er verdensmarked- god høst. Specielt forventes en kraftig stigning i hvesprisen på ris steget mere end nogen af de andre af- dehøsten i forhold til sidste år, eftersom det samlede areal opdyrket med hvede blev udvidet betragteligt som grøder. Hvordan kan det være? reaktion på de høje priser. Det kan allerede ses nu i de Den eksplosive vækst i prisen på ris er mere end noget faldende hvede- og rispriser. andet et udtryk for en panikagtig reaktion i et nervøst fødevaremarked. Ris er en hovedbestanddel i mange Derimod må vi forvente at de strukturelle ændringer i fattige menneskers kost, specielt i Asien, men også i efterspørgslen efter korn, dvs. stigningen i anvendelsen mange Afrikanske - og Latinamerikanske lande. Kraft- af korn i den animalske produktion og i biobrændstofinige prisstigninger på ris kan gøre hele befolkninger des- dustrien, fortsætter i den overskuelige fremtid. Der er perate og skabe voldsom social uro. En sikker forsyn- derfor grund til at tro at kornpriserne, efter en stabilisering af billige ris er således nødvendigt for at kunne ingsperiode, fortsat vil ligge på et højt niveau i forhold til hvad vi tidligere har været vant til. Netop et højere opretholde den politiske stabilitet. prisniveau for landbrugsprodukter er nødvendigt for at ”USA har produceret biobrændstof sikre de investeringer i landbruget, der skal til for at det i næsten 30 år, men siden årtusind- fremtidige udbud af fødevarer kan dække den fremtidige efterspørgsel. startskuddet til de kraftige prisstigninger på hvede og i mindre grad majs, mens rishøsten i store træk gik fri.

skiftet er væksten i produktionen accelereret. Godt en fjerdedel af USA’s majshøst anvendes til fremstilling af biobrændstof og den andel er stigende. I løbet af bare tre år, mellem 2005 og 2007, fordobledes produktion”

Efterhånden som de stramme markedsbetingelser for hvede og majs blev en realitet spredtes en frygt for at prisstigningerne skulle forplante sig til rismarkedet.

Det fik lande, som er afhængig af importerede ris til at opkøbe større mængder i et forsøg på at sikre den indenlandske forsyning. Samtidigt begyndte de største riseksportører, Thailand, Indien og Vietnam, at pålægge restriktioner på eksporten af ris, hvilket satte en kædereaktion i gang. Det faldende udbud og den stigende efterspørgsel af ris på verdensmarkedet fik prisen til at stige, hvilket blot i højere grad tilskyndede hamstring af ris med yderligere prisstigninger til følge.

37

Naomi Klein

på økonomisk

KLAPJAGT Af: Oskar Dynnes Nunan

I forsommeren udkom Naomi Kleins bog ”Chokdoktrinen, katastrofekapitalismens opkomst” på dansk.

Med udgangspunkt i en læresætning, af frimarkedsøkonomen Milton Friedman, om; at kun en krise kan skabe virkelig forandring, overfører Klein chokterapi fra psykiatrien til at forklare, hvad der sker med lande i krise. Chokket nærmest paralyserer befolkninger, hvorfor det bliver muligt at gennemføre liberale økonomiske reformer og afsætte demokratiet. Klein analyserer bl.a. Pinochets kup i Chile, Jeltsins magtovertagelse i Sovjet og Irak-krigen og konkluderer, at stærke økonomiske reformer inspireret af Friedman ikke er mulige at indføre uden vold og magt. Men man kan stille sig selv det spørgsmål, om brutale diktatorers valg af Friedmans økonomiske teorier, er Friedmans skyld?

Er du enig i anmeldelsen af Naomi Kleins bog ”Chokdoktrinen, katastrofekapitalismens opkomst”?

Send gerne dine kommentarer til redaktionen.

Falklandskrigen, Pinochets kup i Chile, Irak krigen er bare nogle af de begivenheder som journalisten Naomi Klein kommer ind på i sin bog The Shock Doctrine.

Naomi Klein argumenterer for, hvorledes episoder som må betragtes som antidemokratiske aktioner, er udsprunget af teorier med kærlighed til det frie marked.

Naomi Klein fremsætter en stærk kritik imod frimarkedsøkonomen Milton Friedman og the Chicago Boys, hvor læseren skal holde sig i agt, for ikke at bliver mere og mere ophidset på Friedman jo længere han eller hun kommer ind i bogen.

Der er tale om en hårfin balance idet man forsøger at gøre teoretikere ansvarlige for ondskabsfulde handlinger.

Man kan stille sig selv det spørgsmål; om det at brutale diktatorers valg af Friedmans teorier, er Friedmans skyld?

Chokdoktrinen Klein henholder sig til en af Friedmans læresætninger, nemlig, at kun en krise kan skabe rigtig forandring. Når krisen finder sted, så vil udfaldet være afhængigt af hvilke ideer der på det givne tidspunkt har indflydelse på det politiske. Hermed sætter Klein fokus på tanken

om det frie marked, hun betragter hvorledes Friedmans teorier har bevæget sig fra land til land, og hvordan de er blevet blev sat i gang ved hjælp af chok. Friedmans meget liberale tanker får mulighed for at blive realiseret i Chile under Pinochet. Diktatorens forbrydelser mod menneskeheden bliver grundigt beskrevet, mens der hele tiden hentydes til Friedmans moralske ansvar, fordi han mener kriser er nye muligheder.

Klein kæder Friedman sammen med alverdens forfærdeligheder, men hendes udgangspunkt for at gøre dette virker temmelig svagt. Det argument som bogen er bygget op omkring er, at kun et chok kan skabe virkelig forandring. På trods af Friedmans store indflydelse, kan dette argument næppe kaldes revolutionerende. Lande i choktilstande, vil altid have behov for konsekvente økonomiske reformer, om disse reformer så kommer fra højre, venstre eller er centralistiske, er et andet spørgsmål.

Klein vælger adskillige gange at gøre læseren opmærksom på, at Friedmans super liberale teorier normalt ikke er populære hos masserne og 38

således udemokratiske. At ekstreme synspunkter ofte har det svært, er bestemt heller ikke noget nyt, og både Sovjet og NaziTyskland bærer minder om grusomheder som mennesker har valgt at knytte sig til efter at være blevet udsat for chok.

Klein betragter markedsagenter og støtter af Friedman teorier, som ofte handler med upopulære regimer, og hun vælger at kæde disse sammen med accepten af tortur og andre grusomheder. Denne retorik kunne svare til at gøre atleterne ved OL i Berlin ansvarlige for Holocaust.

Markedets magt vs. Politisk styring Klein sætter fokus på hvordan multinationale selskaber på grund af Friedmans store indflydelse befinder sig i en situation, med nærmest uendelig meget magt.

Hvis man skal være ærlig, så må Verden i dag betragtes som værende bygget på en enorm politisk kontrol med markedet, også i USA. Det er rigtigt, at ideen om det fuldstændig frie marked er en illusion, som ikke kan

At ekstreme synspunkter ofte har det svært er bestemt heller ikke noget nyt, og både Sovjet og NaziTyskland bærer minder om grusomheder som mennesker har valgt at knytte sig til efter at være blevet udsat for chok.

en teori kan virke fantastisk på papir, behøver den ikke at kunne fungere i virkeligheden. Det er ofte sket at teoretikere er blevet så overbegejstrede for deres ideer at de glemmer at være realistiske. Friedmans tanker om det frie marked, må betragtes som meget liberale, men anklagen om, at gøre Friedman og the Chicago Boys medansvarlig for så mange tragedier bliver ikke gennemarbejdet i The Schok Doctrine. Der er tale om en hårfin balance idet man forsøger at gøre teoretikere ansvarlige for ondskabsfulde handlinger. De grusomme kup og overgreb er rigtige, men man kan stille sig selv det spørgsmål; om det, at brutale diktatorers valg af Friedmans teorier, er Friedmans skyld?

Venstrefløjens ideologer må i så fald have ligeså meget ansvar for forbrydelser mod menneskeheden. Den fejl Naomi Klein i sandhed begår, er at bevæge sig ind på økonomiens område, uden at have forarbejdet i orden.

Naomi Klein er journalist og hun begår samme fejl som mange af sine kollegaer, nemlig ikke at have helt styr på sine argumenter. At anklage en teoretiker for at være skyld i forbrydelser mod menneskeheden er naivt.

Naomi Klein tager dog fat på et spændende emne, men hendes projekt falder lidt til jorden da hendes kritik imod Friedman og kapitalismen kædes sammen med en teori om, at chok situationer fører til meget idealistisk politik. Dette må ikke kunne betragtes som nogen kæmpe sensation. Dog formår Naomi Klein at skrive en spændende bog, som fortæller grusomme historier og hendes evne til at formidle er fantastisk. Men i måden hvorpå hun vælger at kæde de forskellige hændelser sammen på mangler der substans.

Oskar Dynnes Nunan, født 1983, er BA i økonomi og filosofi fra CBS.

lade sig gøre - et socialt acceptabelt samfund behøver simpelthen politisk regulering. Det er samtidig også en uhyggelig tanke at forestille sig et fuldstændig politisk styret samfund, vi kender jo til hvordan dette har fungeret i fortiden.

Enhver ansvarlig økonom vil sige sig selv, at et fuldstændig frit marked aldrig vil kunne fungere. Selvom 39

‘Clean hands’ for a clean Bulgaria Af; Maria Cappone Maria Cappone er leder af det Bulgarske oppositionsparti ”United People’s party” og medlem af Europa Parlamentet. Læs her hendes oprigtige beretning om mafiabander og korruption i hendes hjemland, Bulgarien.

The long-expected report by the European Commission about Bulgaria was recently announced. The conclusions of the Brussels experts show that our country has weak administrative capacity, it is plunged into corruption, there is abuse of funds, and it is entangled with mafia and criminal groups. Bulgaria has always been criticized by Brussels because of its system of justice.

However, the European Commission’s evaluation is not only an evaluation of our country’s government but also a verdict on the lives of Bulgarian citizens. It is a well-known fact that Bulgaria is the EU’s “bad student”, and if Hamlet exclaimed ‘Something is rotten in the state of Denmark’ four century’s ago today, as a Member of the Parliamentarian opposition, I would paraphrase – ‘Something is rotten in Bulgaria’. Today this rottenness in Bulgaria is called corruption, organized and economic crime.

equal’ was only valid for people closest to the high circles of authority. Later on, this process grew into a criminal plundering of Bulgaria – bags full of money were given under the table. This generated unparalleled corruption and favored the development of the grey economy. The oligarchs, governing Bulgaria today, are a product of these ‘bags with money’. This seriously affected both the state economy and its social, financial and political stability. Furthermore, it caused the sharp social feeling of injustice during the so-called democratic transition.

The consequences of EU membership Today Bulgaria has been a full EU member for more than a year and a half. With this political and social act it needs new and civilized social rules. However, reality is slightly different. Bulgaria is bearing sanctions of more than 800 million EUROS -money from the operational programs and EU-funds. The heirs of these ‘social generators’ of corruption have blended well and have favored themselves at the expense of our national interest. Just on the eve of their membership to the EU Bulgarian citizens had high expectations. Europe offers free traffic of goods, services and people and Bulgarians expected a more organized Bulgaria. Bulgarians want and deserve a higher standard of living. They deserve quality health services, a good pension system and that our universities and businesses are able to compete internationally. However, this is impossible when there is corruption. As a result of corruption and the collapse of trust in our politicians and institutions, Bulgarian citiDuring the long standing totalitarian government in zens now only vote occasionally at national and local Bulgaria relatives and families of party leaders and sec- elections. retaries were favored due to a single criterion – kinship ties. And the declarative social slogan ‘we’re all The United Peoples Party (UPP) has met with the PresiCorruption dates back longer than democracy It is obvious to our European partners that corruption has penetrated and corroded both the supreme administration and its lowest strata. Our democracy is 20 years old, but the roots of Bulgarian corruption dates back much longer. I dare say such processes have been developing in Western Europe for about two centuries.

We must not forget that for centuries Bulgaria developed along with and under the dictates of Russia. Imperial Russia, Bolshevist Russia and Stalin’s Russia were sources of corruption. As long as we cultivate this vicious ‘Siberian syndrome’ in the government of the Bulgarian state, a real fight against the corruption will not take place. Today, however, we are part of a different culture – a Europe of diversity, of values, a Europe of regions. Bulgaria is a part of this Europe with its cultural and historical heritage.

40

dent of the Republic of Bulgaria Georgi Parvanov in order to change he electoral law. In response to people’s willingness to give their vote the UPP’s has motioned to initiate a new mixed electoral system with a majoritarian element for citizens with proven qualities, experience and moral principles. For sure this will increase the political activity and will return some of the trust in politicians and institutions.

Maria Cappones “Clean Hands Operation” In the last few centuries Europe has fought and is fighting against corruption. Bulgaria needs a ‘Clean hands’ operation. Few months ago, as a Member of Parliament in the 40th National Assembly and as the President of the United People’s Party I initiated the ‘Clean hands’ operation. This is the real dividing line – not between government and opposition but between honest and dishonest Bulgarians. I declared from the Parliamentary tribune: ’Let us put a barrier between honest citizens - prosecutors, politicians or policemen, and the mafia.

Those of us who want such a process must be ready to be completely exposed morally with our contacts, earnings and interests (…).”

Within this ‘Clean hands’ campaign we carried out many meetings with different ministers and achieved many improvements. Among other things we prepared and made amendments to the Public Procurement Act (for better transparency, auction announcement, etc.), we fought for the closing of duty-free shops (which are sources of corruption and generators of the grey economy) and we introduced amendments in the Penal Procedure Code. All things were done in order to decrease corruption.

mistakably confirm the need of carrying out a ‘Clean hands’ operation, which has to cover all circles of our country’s public life. Our initiative earns more and more support, even in the circles outside the right-wing political spectrum, and I think that this is good for all of us. Obviously no country can function without an efficient legal system, without well organized and motivated police officers, whose purpose is to expose all kinds of corruption and entanglement with the grey economy.

If our police officers don’t take immediate measures, in a year it may turn out that it is too late – that there is no territory called country and only a territory called mafia. It is with regret I consider the fact that the mafia is all over the world, but only in Bulgaria does it have its own country. Even in Italy – ‘the cradle of mafia’, they succeeded in initiating and carrying out their own ‘Clean hands’ operation. This operation in Bulgaria must be supported by the whole civil society in order to succeed, just like it happened not only in Italy, but also in Serbia and Romania.

A Europe of diversity The EU symbols are manifold and diverse, just like the Union itself. And the symbol of Bulgaria definitely is not the mafia; nonetheless something is rotten in our country. I wish European citizens knew where the statue of the Little Mermaid is or where the Rila Monastery is. I wish the morals from Andersen’s fairy tales reached those who had read the tales of Ran Bosilek, Gianni Rodari or Astrid Lindgren. This is a Europe of diversity – a Europe of nations with developed civil societies fighting against corruption. Bulgaria is a part of this Europe, just like Denmark, Sweden and Italy.

89 % of disapproval Some time ago the Ministry of the Interior was in the spotlight of the media and public interest – but not because the ministry elucidated striking evidence for dealing with corruption and crime. Just on the contrary!

It was the staggering behavior of the Ministry’s highest ranking officials, who are part of the organized crime environment and the mafia, that was exposed. Thanks to citizens with high civil conscience, thanks to journalist investigations, and thanks to the united efforts of the opposition members all these disclosures came out despite the Ministry’s work. As a result of these scandals the popularity the Ministry of the Interior fell to 11%, disapproval went up to 89% and the Minister of the Interior was changed.

The indisputable facts from the last few months un41

UFFE ELLEMANN-JENSEN

vs

monopolet

SVEND AUKEN

Monopolet sætter i forlængelse af denne udgaves tema fokus på de to præsidentkandidater til det amerikanske valg. De adspurgte er Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister og formand for Venstre, og Svend Auken, fhv. miljøminister og formand for Socialdemokratiet. Læs først hvad Uffe Ellemann-Jensen mener.

UFFE ELLEMANN-JENSEN Hvilke fordele og ulemper vil hhv. amerikanerne og europæerne opleve, hvis McCain bliver valgt som præsident?

Både amerikanerne og europæerne vil få en præsident med en kolossal erfaring i international politik – og med gode instinkter for hvorledes ”Pax Americana” skal administreres. Amerikanerne vil få en konservativ præsident, der ”ikke er så konservativ at det gør noget” (for at bruge et citat fra en tidligere dansk statsminister) – men som vil være afhængig af konservative fløje i sit eget parti. Hans valg af vicepræsidentkandidat tyder på, at han er rede til at bøje af for at tækkes disse grupper. Europæerne vil få en præsident, som står stærkt på frihandel.

Hvilke fordele og ulemper vil hhv. amerikanerne og europæerne opleve, hvis Obama bliver valgt som præsident?

Amerikanerne vil få den fornyelse, som så mange sukker efter – og med en erklæret vilje til at arbejde for mærkesager som sundhedsreform og miljø.

Amerikanerne og europæerne vil få en præsident, som er et ubeskrevet blad i international politik – men som ved sit valg af vicepræsidentkandidat har dækket sig ganske godt ind på dette svage punkt. Europæerne vil få en præsident fra et parti, der er skeptisk overfor frihandel – med risiko for, at protektioniske strømninger får lov til at slå igennem.

Hvilken af de to præsidentkandidater vil bedst kunne magte de sikkerhedspolitiske trusler USA står overfor i fremtiden – McCain, der ligger sig tæt op af Bush-administrationens nuværende kurs eller Obama, der foretrækker en blødere og mere diplomatisk kurs?

McCains erfaring og demonstrerede instinkt anbringer ham foran Obama på dette punkt. Begge vil sandsynligvis gennemføre en gradvis afvikling af engagementet i Irak. Med den aggressive linie, Rusland har anlagt, vil der let kunne sendes forkerte signaler til Moskva, der vil tolke enhver åbning som udtryk for eftergivenhed.

42

Hvilken af de to kandidater vil i de kommende år bedst kunne sikre USAs økonomiske position som verdens rigeste land (målt i BNP)?

Det tror jeg, McCain vil kunne – fordi det er så afgørende, at frihandel og liberal økonomisk politik ikke skubbes til side under de vanskelige internationale økonomiske forhold.

Hvem tror du bliver USA’s næste præsident, og hvem håber du på?

Jeg tror, det bliver McCain – og ham ville jeg selv stemme på, hvis jeg havde muligheden. Men jeg er stærkt fristet til at stemme på Obama, fordi så meget i hans person tiltaler mig. Og jeg må ærligt indrømme, at McCains valg af vicepræsidentkandidat har kastet en tvivl ind i mit sind.

Svend Auken har valgt at opsummere de fem spørgsmål i en kort vurdering af hhv. Barack Obama og John McCain som præsident.

Barack Obama Jeg foretrækker som det store flertal i Danmark Barack Obama. Siden hans første nationale tale i Chicago i 2004 har jeg beundret ham. Han er enormt intelligent.

Trænger USA ikke til det efter de sidste 8 år? Han er pragmatiker på det økonomiske og sikkerhedspolitiske område. Han tror på bilateralisme. Og han er omgivet af meget kloge og sympatiske rådgivere.

John McCain McCain har også mange sympatiske træk, men hans udenrigspolitiske udtalelser tyder på manglende omtanke og hans tur i det Hvide Hus kan blive en farefuld oplevelse. Han er også omgivet af en kreds af ubehagelige rådgivere som Phil Gramm fra Texas.

Hans økonomisk politik vil resultere i endnu flere skattelettelser til de rige og sociale nedskæringer.

Hans sikkerhedspolitik bliver helt anderledes end Bush og McCain’s - men man skal ikke overse at USA har grundlæggende interesser, som ikke forandres, uanset hvem der er i det Hvide Hus. Endelig Joe Biden - han vil blive en god præsident, hvis Barack Obama kommer ud for sygdom eller attentat.

Værst er det imidlertid, at han allerede virker reduceret. Når man på en officiel rejse til Mellemøsten roder rundt i forskellen mellem Sunni og Shia og tror, at Irak grænser op til Pakistan så er der tegn på intellektuel svækkelse. Hvis McCain dør, bliver Sarah Palin præsident med ingen national/international erfaring og de mest ekstreme konservative synspunkter.

Læs mere om Uffe Ellemann-Jensens synspunkter på: www.uffeellemann.blogs.berlingske.dk Læs mere om Svend Aukens synspunkter på: www.svendauken.dk Se også ”Debatten - McCain vs. Obama” på DR2 hvor både Uffe Ellemann-Jensen og Svend Auken deltager: www.dr.dk/DR2/Debatten/programmer/2008/09/03154731.htm

43

S S

YNSPUNKT

Interview med Marlene Wind Interview af Liv Belling IPmonopolet har mødt lektor ved institut for statskundskab og leder af det nystiftede Center for Europæiske Studier, Marlene Wind, til en diskussion af Danmarks forhold til EU i lyset af den aktuelle udlændingesag og Danmarks fire forbehold. EU er helt anderledes end alle andre internationale samarbejder fordi det i realiteten bliver borgerne, der sammen med domstolene, bliver vogtere af EU-retten. Det har vi i Danmark ikke helt forstået og den aktuelle udlændingesag er en brat opvågning til en erkendelse af, hvad EU samarbejdet handler om. Dermed bliver vi i Danmark, nødt til at indse at den aktuelle udlændingesag ikke er et dansk fænomen, men en problematik der må løses i fællesskab.

Marlene Wind er lektor ved Institut for Statskundskab og leder af det nystiftede Center for Europæiske Studier.

Først helt kort – hvad handler rimod igen og igen, blot karakteriseret den nye udlændingesag om?

EU som et helt alI virkeligheden er det slet ikke mindeligt internanoget nyt. Det som udlænding- tionalt samarbejde. esagen grundlæggende handler Den antagelse er om, er forholdet mellem over- g r u n d l æ g g e n d e statslig EU-lov og national forkert - EU-samardansk lov. Når EF-domstolen bejdet er netop et afsiger en dom indenfor sit meget ualmindeligt kompetenceområde fx som internationalt saher det indre marked, så skal marbejde. medlemslandene naturligvis rette sig efter den. Men at EU Hvorfor er EU-safungerer og altid har fungeret marbejdet så særligt på denne måde, er vi i Danmark og hvordan kommer åbenbart både fortørnede og det til udtryk i den overraskede over. Årsagen er aktuelle udlændingsandsynligvis, at vi siden Dan- esag? mark kom med i samarbejdet i 1973 aldrig i den offentlige de- Det der gør EU så bat har fokuseret på spørgsmå- unikt er de grundpiller hvorlet om, hvorledes EU adskiller på EF blev bygget. Efter ansig fra andre internationale den Verdenskrig var man klar samarbejder. Men vi har de- over, at det var nødvendigt at

etablere langt mere bindende aftaler for staterne, hvis man overhovedet skulle sikre sig, at det hele ikke endte i et nyt ragnarok i Europa. Det betød, 44

S

YNSPUNKT

at EF udviklede sig eller blev funderet som en retsorden der var markant anderledes end det man kender i den normale Folkeret hvor kun stater – men ikke individer er retssubjekter.

EF-traktaterne rettede sig ikke kun mod staterne. Samtidig er en af de ting der gør EU til noget særligt, netop EF-domstolens rolle. Helt tilbage til EF’s begyndelse vedtog man det der dengang hed artikel 177, i dag artikel 234, hvilket be-

regler og rettigheder det indre marked giver kan bruges til at tage en ægtefælle med på tværs af grænserne. Omvendt vil det ofte være sådan, at staten, selvom den selv har vedtaget reglerne om fri bevægelighed, vil have en interesse i selv at regulere et bestemt område, i dette tilfælde familiesammenføringer. På grund af den unikke retsorden som EU hviler på, er samarbejdet således kvalitativt anderledes end det, man normalt opererer i som suveræn stat i det internationale system.

Man kan i høj grad tale om at EU er et postnationalt fællesskab. Dette er dog først ved at gå op for danskerne nu - befolkningen såvel som politikerne og derfor er tyder, at almindelige borgere EF-domstolens dom i udlændrent faktisk kan lægge sag an ingesagen som en brat opvågnmod sin egen stat hvis staten ing til virkeligheden. ikke implementerer EU-retten eller ikke implementerer den Hvorfor tror du at vi i Dankorrekt eller for sent. Det be- mark har ”sovet” indtil nu og tyder, at det i realiteten bliver hvad vågner vi så op til? borgerne, der sammen med de nationale domstole – bliver Man må tage fat ved roden vogtere af EU-retten. For at og begynde en selvransagelse give et aktuelt eksempel, så for at forstå, hvad det egentvil borgere der ønsker at gifte lig er for en type samarbejde sig med en borger uden for EU vi er med i, nemlig noget der have en stor interesse i, at de er langt mere integrerende end

andre former for internationalt samarbejde. Men det er en meget svær process. Derfor er det i lige så høj grad et spørgsmål om selvransagelse i forhold til, hvad det er der gør, at vi i Norden har særligt svært ved det her samarbejde.

Ny forskning som jeg og nogle kolleger har publiceret viser, at vores skepsis over for EU og EF-rettens forrang kan findes i det faktum, at vi i Norden har en demokratimodel der i litteraturen kaldes flertalsdemokrati og hvor de andre magtgrene, f.eks. domstolen, er underordnet Folketingets flertal. Det er meget illustrativt når Birthe Rønn Hornbeck siger at dommerne skal være embedsmænd og ikke ’må gå ud af en tangent’. Det vi ofte glemmer i de nordiske flertalsdemokratimodel er imidlertid, at det i den klassiske magtfordelingslære netop er domstolenes primære rolle at overvåge parlamentet.

Jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi i Danmark aldrig rigtig har forstået princippet om magtens tredeling. Heroverfor står resten af Europa med et såkaldt konstitutionelt demokrati, hvor det er normen og forventningen, at domstole tilsidesætter en lov hvis den krænker de grundlæggende borgerlige rettigheder.

Hvorfor tror du at der er så stor forskel på Danmark (Skandinavien) og resten af Europa?

Flertalsdemokratiet

hænger 45

S

YNSPUNKT

sammen med at vi i Danmark har en lang tradition for, at domstolene var del af enevælden og derfor ikke noget godt og folkeligt. Men noget hænger altså også sammen med, at Danmark efter Anden Verdenskrig ikke fik et opgør med ideen om, at et flertalsstyre uden domstolskontrol kan være uhyre farligt. I Tyskland derimod oplevede de jo, at et flertal i det tyske parlament uhindret kunne støtte Hitlers Nürenberglove, der handlede om masseudryddelser af jøder, handicappede og homoseksuelle. Det er et klassisk eksempel på, at flertalsstyre kan være sindssygt farligt – specielt hvis der ikke er en domstol der kan sige stop og beskytte minoriteter (i Tyskland under Weimar-republikken havde man nemlig heller ikke en stærk forfatningsdomstol og dermed reelt heller ikke en magtens tre-

deling!). Efter Anden Verdenskrig forlangte Vestmagterne netop ud fra disse erfaringer, at man i Tyskland fik en meget stærk domstol, hvis primære og mest forfinede funktion var, at slå hårdt ned hver gang et flertal i parlamentet fandt på, at lave særlove, der kunne komme i

konklift med minoritetsbeskyttelse eller grundlæggende rettigheder. Præcis samme model har man overført til EU, hvilket vi i Danmark grundlæggende har svært ved at sætte os ind i fordi vi forsat klamrer os til forestillingen om, at flertallet i Folketinget altid har ret og, at et samfund kun kan være demokratisk, hvis et helt eller delvist ukontrolleret flertallet bestemmer. Det ses f.eks. helt tydelig når DF siger, at det er udemokratisk at en domstol bestemmer over en lov der ”er flertal bag” i Folketinget. Men skulle det nu være et argument - hvis flertallet vedtager love der strider fundamentalt imod de rettigheder man som EUborger har og krænker et mindretal? Hvis danske statsborgere bliver nødt til at forlade deres hjem og flytte til Sverige fordi de ikke kan få lov at leve sammen med den de elsker, så er der på sin vis netop tale om, at man som lovgiver tvinger et mindretal i eksil – i strid med grundlæggende EU regler og menneskerettigheder fx menneskerettighedskonventionens bestemmelse om retten til et familieliv.

Samtidig tror vi, at selvom vi lever i en globaliseret verden, så kan vi løse problemer med indvandring ved at sætte skodder op foran vores lille kongerige. De andre EU lande ryster på hovedet for problemet med tvangsægteskaber og illegal indvandring er jo ikke en dansk problematik, men en fælles europæisk udfordring - mange

andre lande har for øvrigt langt større problemer med illegal indvandring end Danmark.

I stedet for at beskytte vores kolonihave-mentalitet skulle vi dropper vores retsforbehold og i fællesskab med de andre europæiske lande finde fælles løsninger.

Så kan man sige, at det er udtryk for en stærk dansk nationalisme hvor vi ikke vil give afkald på noget, men gerne have en masse igen af EU-samarbejdet (fx økonomiske fordele etc.)

Ja lige præcis, det er denne selvtilstrækkelighed som karakteriserer, synes jeg, Danmarks EU-politik i al almindelighed og i særlig grad inden for udlændingespørgsmålet. Vi vil kun være med så længe vi får noget ud af det – altså vi tænker ikke europæisk. Vi tænker aldrig ”hvordan kan vi gøre noget for Europa, men derimod hvordan kan Europa gøre noget for os”.

Afstemningen om Danmarks forbehold var jo allerede afblæst inden udlændingesagen, men tror du sagen har ændret noget ved debatten omkring de fire forbehold?

Helt sikkert. Udlændingesagen har bombet dansk EU-debat 20 år tilbage i tiden. For ét år siden var der lille håb om, at man kunne få afskaffet forbeholdne, men det håb er gået helt i opløsning nu. Der er dog nogle som regner med, at hvis 46

S

YNSPUNKT

Lissabon-traktaten bliver vedtaget i Irland og ratificeret i alle landene, så kunne man godt forstille sig, at den danske regering vil tage spørgsmålet om forsvarsforbeholdet op, men vi skal hvert fald et år ud i fremtiden før det vil komme på tale – og så i øvrigt kun hvis alt klapper og denne udlændinge sag ikke ender med at forpeste hele vores forhold til EU.

Men kan man vende diskussionen om og sige, at muligheden for forbehold er et nødvendigt vilkår i et så bredt samarbejde som EU på tværs af lande og kulturer, altså at forbeholdene giver plads til forskellighed?

Eller vil dette skabe en asymmetri som vil svække frem for styrke det brede samarbejde?

Ideen om et ”Europa i flere hastigheder” er en filosofi man trækker op af lommen hver gang et land har stemt nej, men i realiteten er alle enige om, at det ikke kan fungere i praksis, hvert fald ikke når det drejer sig om det indre marked. Hvis man vil have forskellige regler i forskellige lande, så vil det reelt betyde en opløsning af det indre marked. Derfor ærgrer EU sig også over, at Danmark ikke er med i Euro-samarbejdet, da vi ville være et forgangsland for de andre og fordi euroen jo er et vigtigt symbol på en fælles europæisk enighed og enhed.

Men det er vel netop denne symbolik der gør det så svært

for danskerne at ville skille sig af med kronen?

Ja det er det. Vi har det lidt ligesom nordmændene – vi vælger at stå udenfor fordi vi tror, at det giver større suverænitet, men enhver som har forstand på økonomisk politik ved jo, at vi i realiteten er bundet næsten fuldstændig til euroen. I virkeligheden er nordmændene langt mindre suveræne end vi er, fordi de er tvunget til at følge det indre markeds regler,(ellers kan de ikke afsætte deres varer), men de er slet ikke med til at bestemme vilkårene. Så selvom denne udlændingesag måske vil få nogle til at sige ”jamen så meld os ud af EU”, så giver det ikke megen mening. Fordi sammenstødet mellem udlændingereglerne og EU’s indre markeds regler netop handler om fri bevægelighed og EU’s

Så hvad er kernen i den måde hvorpå Danmark har reageret på EF-domstolens dom?

Det jeg mener der har været det store problem i denne udlændingesag er totalt manglende politisk lederskab. Næsten alle partier, selv SF, er bare hoppet med på DF’s linje og politikerne er derfor selv med til at generere en enorm EU-skepsis i befolkningen. Det er desværre en konsekvens af det gallupdemokrati der i høj grad hersker og hvor man ikke tør tage politisk lederskab af frygt for ikke at blive populær og i sidste instans genvalgt. Det er den ene side af sagen, den anden side er, at politikerne måske selv slet ikke forstår hvad det europæiske samarbejde i virkeligheden går ud på! Jeg skal da ærligt indrømme at jeg tit og ofte i paneldebatter møder politikere, hvor jeg er fuldstædig paf over hvor lidt de ved om EU. De fleste har aldrig helt forstået at EU er, som jeg indledte med at sige, noget kvalitativt helt anderledes end normal international politik.

Hvilke fremtidsudsigter er der så for Danmark og vores rolle i EU? Og tror du på at den høje grundprincipper, så ville ikke danske EU-skepsis kan foranengang Norge kunne indføre dres? For hvis der ikke er noen udlændingelov, der går så get politisk lederskab hvordan fundamentalt imod borgernes skal befolkningen så blive oprettigheder og den frie bevæge- lyst og forstå dette kvalitativt lighed af arbejdskraft der er i anderledes samarbejde?

EU.

47

S

YNSPUNKT

Tja man kunne jo have håbet at Anders Fogh Rasmussen havde taget opgaven på sig og talt EU’s sag. Om ikke for andet så fordi han vel stadig er på udkig efter en international post. Men indtil nu har han bare stukket hovedet i busken og sagt ”at det jo kun er et hjørne af EU”. Men det er det ikke. Og så længe der ikke er nogle der vil sige sandheden om EU – nemlig sandheden om, at EU er et fundamentalt og kvalitativt anderledes samarbejde - så er der ikke meget håb for fremtiden. Første skridt i retningen mod et mere helhedsorienteret perspektiv, hvor vi løser udfordringer i fællesskab er, som tidligere sagt, at vi bliver nødt til at vågne op og spørge os selv om, hvad vi kan gøre for og med EU-samarbejdet og ikke kun hvad EU kan gøre for os.

48

Redaktion Ansvarshavende redaktion Lise Frikke Thomas Land Christiansen Temaredaktion Emma Knudsen Lise Frikke Jacob E. Schmidt Maja Blaaberg Udblikredaktion Emilie Hvidtfeldt Anne Kring Liv Belling Monopolredaktion Frederik Dømler Layout Mia Stigsnæs-Hansen Webredaktør Martin Ehrensvard

IPmonopolet er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat om internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse for international politik, et talerør og en platform for debat.

49