IPMONOPOLET #27 Verden brænder by IPmonopolet

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

TEMA

27. udgave, februar 2020

VERDEN BRÃ&#x2020;NDER

REDAKTION

BESTYRELSE

Marcus Bing (Ansvarshavende chefredaktør, stud.

Anton Holten Nielsen

Julie Stendahl Ottesen (Redaktør, stud.scient.pol)

Ejvind Brandt

scient.pol)

Anne Emilie Hansen (Webmaster og SoMe-ansvarlig, stud.scient.pol)

Rose Steen Mikkelsen (Layout, stud.scient.pol) Jeppe Bach Lerche (Layout, stud.scient.pol)

Benedikte Grundtvig Huber (Layout, stud.scient.pol) SKRIBENTER OG ANDRE BIDRAGSYDERE Kasper Wilkens, stud.scient.pol

Caroline Voigt Christjansen, stud.scient.pol Silla Flach Vigsø,stud.scient.pol Marcus Kunøe, stud.scient.pol

Maja Lorentzen, stud.scient.pol

Kasper Wilkens, stud.scient.pol

Oskar Holm Klæbel, stud.scient.pol

Magnus Kulmsee Hagmann, stud.scient.pol

Formand, stud.scient.pol Næstformand, stud.scient.pol Esben Bjørn Salmonsen

Kasserer, stud.scient.pol Frederik Valeur

Menig, stud.scient.pol Lasse Koch Pedersen

Menig, stud.scient.pol GRAFIK Peter Rasmussen TRYK IPmonopolet trykkes ved:

Frederiksberg Bogtrykkeri IP monopolet

Maria Lok, stud.scient.pol

c/o Institut for Statskundskab (IFS)

Mathias Christensen, stud.scient.pol

1353 København K

Maria Sophia Træholt, cand.scient.adm Anders Wivel, Professor MSO, Københavns Universitet Robin May Schott, seniorforsker, DIIS

Øster Farimagsgade 5, ipmonopolet.org ISSN: 1903-5713

ISSn:1903-5721 (online udgave) STØTTE IPmonopolet udgives med støtte fra Academic Books

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

LEDER Det kræver et stort tema til en stor udgivelse. Og på IPmonopolets redaktion har vi været særligt oppe at køre over netop det magasin, du sidder med i hånden lige nu. Derfor er det også temaet “Verden brænder: Hvad gør du?”, der markerer relanceringen af IPmonopolet. Dét er om noget et stort tema til en stor udgivelse. IPmonopolet anno 2020 lægger i endnu højere grad vægt på, at være et magasin af og for studerende. Vi håber, at du som studerende, når du læser vores magasin, føler, at vi skriver om din verden til dig.

IPmonopolet ophørte for snart fire år siden med at udkomme på tryk, da magasinet som led i en sparerunde mistede den økonomiske støtte fra instituttet. Samme år blev Donald Trump valgt som præsident i USA. Det sidste fire år har været begivenhedsrige og budt på mindre respekt for internationale konventioner og klassisk diplomati. Protektionisme, krigserklæringer på Twitter og en klimabevidsthed, der i højere og højere grad sætter sit aftryk på det internationale samfund. Verden er ikke blevet mere fredelig de sidste fire år, men udsagnet “Verden brænder” indbyder ikke i sig selv til handling. Derfor er det første tema i det nye IPmonopolet: “Verden brænder: Hvad gør du?”

V E R D E N

B R Æ N - HVAD GØR DU? E R F

Vi forsøger at oplyse om netop hvad du kan gøre gennem nærværende magasin. Nogle af vores artikler lægger direkte op til handling - andre kan forhåbentlig være en solid base for din egen holdning til verdens gang. Viden er som bekendt magt. Forhåbentlig magt til at ændre en ufredelig verden til det bedre. Vi håber du vil passe godt på vores magasin og suge vores analyser og indblik til dig. Om det er brande i Amazonas, iransk indblanding i Israel-Palæstina konflikten, Brexit eller utrolig meget andet, er denne udgave af IPmonopolet et grundigt indblik i den (om-)verden vi lever i. Produceret af studerende - for studerende. God fornøjelse.

JULIE STENDAHL OTTESEN & MARCUS HORNUM BING Redaktører

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

INDHOLD

16 18

”Forbrugeransvar i en globaliseret verden” af MAJA LORENTZEN & SILLE VIGSØ

”To perspektiver på en verden i brand” af LASSE KOCH PEDERSEN & JEPPE BACH LERCHE

”Demokrati på retræte” En analyse af den politiske og demokratiske udvikling i Polen af MARIA LOK

”En god konservativ udenrigspolitik” af FREDERIK SVINNING VALEUR & MARCUS HORNUM BING ”En god alternativ udenrigspolitik” af SILLE FLACH VIGSØE

”Eksisterer Taiwan om 15 år?” af JULIE STENDAHL OTTESEN

32 34 38 48

”En lus mellem to negle” af MARCUS KUNØE, CAROLINE VOIGHT CHRISTJANSEN & MARCUS HORNUM BING

”Hong Kong i brand. Endnu ingen kampvogne gaderne – hvor længe kan det blive ved?” af MARCUS HORNUM BING

”Kvinders kamp for Sudan” af JULIE STENDAHL OTTESEN ”Endnu en frelser skal genrejse Argentina” af MAGNUS KULMSEE HAGMANN ”Grøn protektionisme eller grøn frihandel?” af ESBEN BJØRN SALMONSEN, KASPER WILKENS & OSKAR HOLM KLÆBEL

”Sandheden om Brexit” En voxpop fra den virkelige verden af ANNE EMILIE HANSEN, ROSE STEEN MIKKELSEN & BENEDIKTE GRUNDTVIG

REPORTAGER

44 IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

Når lobbyisterne giver formandskabet kolde fødder af MARIA SOPHIA TRÆHOLT, PRAKTIKANT HOS FAGBEVÆGELSENS EU-SEKRETARIAT FORÅR 2019 En tilfældig dag som praktikant i Bruxelles af MATHIAS CHRISTENSEN PRAKTIKANT HOS MORTEN HELVEG PETERSEN (RV)

VERDEN BRÃ&#x2020;NDER 27. udg. IPmonopolet

ANALYSE

FORBRUGERANSVAR I EN VERDEN I BRAND af MAJA LORENTZEN & SILLE VIGSØ

Turen går til Sverige og ikke til Japan, tøjet er genbrug og ikke H&M og chokoladebaren, hvis kakao har regnskov på samvittigheden, er skiftet ud med den fairtrade-producerede plade i stedet. Er vi alene som forbrugere forpligtet til at gå forrest med en etisk bevidsthed, når vi står med indkøbskurven under armen? I Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, demonstrerer tekstilfabrikkernes arbejdere mod lave lønninger og ringe arbejdsforhold, imens det producerede tøj sælges til forbrugere verden over i et støt stigende tempo. Tøjindustrien er blot en af de mange industrier, der har betydning for den globale opvarmning og de medfølgende konflikter, konsekvenser og etiske overvejelser har derfor manifesteret sig som et brændpunkt i spørgsmålet om et generelt forbrugeransvar i den globaliserede verden. IPmonopolet har interviewet professorer, politiske repræsentanter, non-profit organisationer og NGO’er for at give perspektiv på, hvem der bør bære ansvaret for en fair og etisk forbrugerkultur. Selvom vi i dag har indført klimakompensation og flere trøste-drikker havremælk, så er det som forbruger i den moderne verden næsten umuligt ikke at bidrage til uetisk produktion - især når man er studerende på S.U. og økonomien sætter grænser for hvor fairtrade, man kan handle. Det er ofte nemmere at rette det fordømmende blik alle andre veje end indad. Er det os forbrugere, der sidder tungest på både det sociale og miljømæssige ansvar ved hver en vare vi investe-

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

rer i? Professor i Business in Society ved CBS’ Centre for Corporate Social Responsibility Andreas Rasche mener, at forbrugere bør være meget opmærksomme, men at det i højere grad er ved virksomhederne, omvæltningen skal foregå: “Det der mangler, er transparens - forbrugere skal ikke kun bære et ansvar, de skal også på pålidelig vis kunne tilgå information om, hvorvidt de handler “rene” produkter. Desværre er varemærker ikke altid pålidelige nok.” Liberal Alliances klima- og miljøordfører Simon Fendinge Olsen påpeger, at forbrugeren har et etisk og individuelt ansvar: “Det individuelle ansvar er ekstremt væsentligt for at løse disse problematikker. Vi sætter frihed ekstremt højt, og dette fordrer, at forbrugere kan tage ansvar.”. Græsrodsorganisationen 350 Klimabevægelsen vægter også det individuelle ansvar men mener ikke, “[...] at de enorme forandringer som er nødvendige for at skabe et bæredygtigt verdenssamfund, påhviler det enkelte individ alene. Vi kan gøre en del som forbrugere, men det er som borgere vi skal påvirke politikere til at skabe de nødvendige forandringer.”.

FOTO: ABIR ABDULLAH CARE 2015

På trods af den generelle opfattelse af, at forbrugeren har et moralsk og etisk ansvar i sit personlige forbrug, findes der vidt forskellige holdninger til, hvorvidt staten i højere grad skal være med til at regulere forholdene for virksomheder, således, at ikke-bæredygtig produktion gøres mindre lukrativt end det er i dag. Jeppe Bo Rasmussen, politisk rådgiver ved non-profit organisationen Oxfam IBIS, tillægger den offentlige sektor et meget stort ansvar: “Vores tids udfordringer kræver en stærk offentlig sektor, der investerer i mennesker.” Ifølge ham spænder udfordringerne bredt: “Bekæmpelse af ulighed, ansvarlig skattebetaling, bedre arbejdstagerrettigheder, ligestilling mellem kønnene samt fri og lige adgang til kvalitetsuddannelse og sundhed. Den slags skal og kan ikke løses af den private sektor, så selvfølgelig er der behov for regulering og fælles rettigheder.”

Græsrodsorganisationen 350 Klimabevægelsen mener også, at staten bør spille en rolle, da: “[...] en fuldkommen forandring af en virksomheds produktion [...], vil som regel være for dyr til at virksomheden kan klare sig i konkurrencen med andre virksomheder, som ikke tager de hensyn. Derfor skal de store ændringer ske på politisk niveau, så regler og økonomiske vilkår favoriserer virksomheder der opfører sig ordentligt.” Altså skal statens regulering sikre, at virksomheder kan konkurrere på samme etiske vilkår, der ellers ville sabotere den enkelte virksomheds konkurrenceevne. Her er Oxfam IBIS enige og mener at det skal kunne: “[...] betale sig på bundlinjen at blive bæredygtig. Ikke alene, fordi forbrugerne efterspørger det, men fordi vi skal indrette et økonomisk system, hvor det kan betale sig at tage hånd om sociale udfordringer eller miljømæssige problemstillinger”. Modsat Oxfam IBIS mener Liberal Alliances Ungdom ikke, at staten skal regulere virksomheder direkte. Simon Fendinge Olsen fortæller, at man i stedet bør: “[...] beskatte negative eksternaliteter, altså prissætte den forurening der kommer, hvilket gør bæredygtige produkter relativt billigere, og sikrer et effektivt og

bæredygtigt marked…”. Det er også gennem forbrugermønstre, at virksomheder skal påvirkes i en mere bæredygtig retning. Her påpeger Olsen at vi idag ser: “...at det er kommercielt attraktivt at være bæredygtig, hvorfor flere virksomheder bliver det. Virksomheder skal selvfølgelig maksimere deres profit, og fordi forbrugere tager et ansvar, bliver det attraktivt for virksomheder at gøre det samme.”

Oxfam IBIS adskiller sig ved at fremhæve det demokratiske aspekt af en statslig regulering og lovgivning i forhold til etisk forbrug: “Det skal være vores demokrati og ikke den enkelte virksomhed eller filantropiske fond, der bestemmer prioriteterne og retningen for vores samfund”. Professor Andreas Rasche ser det nærmere som en samlet indsats: “Jeg mener ikke, at det er enten staten eller virksomhedernes ansvar begge parter må arbejde sammen hånd i hånd. Staten skal dog føre an og først og fremmest beskytte vores rettigheder.” Dog pointerer han også, at få stater reelt set ikke udfylder denne rolle: “Mange stater er enten ikke villige eller til tider ude af stand til at sikre denne sikkerhed. Her er det så virksomhedernes rolle at træde i karakterer og udfylde de relevante statslige tomrum.”

Det er tydeligt, hvordan debatten om forbrugeransvar stikker i vidtgående retninger. Hvis stater i højere grad regulerer de virksomheder, der ikke tager etisk og socialt ansvar, er mindre ansvar på forbrugeren. Men kan og bør staten udfylde denne rolle? Hvis virksomheder ikke tager ansvar og fortsat producerer for at møde markedets efterspørgsel, står den enkelte forbruger tilbage som sidste mulige ansvarshaver. Spørgsmålet er derfor, om ansvaret for fair handel er et ansvar, der er fair at pålægge denne forbruger ●

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

ANALYSE

TO PERSPEKTIVER PÅ EN VERDEN I BRAND af LASSE KOCH PEDERSEN & JEPPE BACH LERCHE Fra Trump og Brexit til Kinas fremstormen og nye terrortrusler. Den verdenspolitiske scene har oplevet store omvæltninger det seneste årti. IP-faget er præget af mange forskellige teoretiske retninger og vi har på IPmonopolet ønsket at undersøge at hvordan enkelte retninger kan forklare og belyse de store forandringer verden her set de seneste år. Vi har derfor bedt to forskere om at give et henholdsvis feministisk og realistisk bud på dette. Robin May Schoot er seniorforsker ved DIIS og har arbejdet med kønsrelaterede aspekter af international politik og konflikter. Hun giver et feministisk perspektiv på særligt valget af præsident Donald Trump, brugen af kønnede billeder og vigtigheden af kønsperspektivet i en tid med politiske kriser. Professor MSO ved Københavns Universitet Anders Wivel tager med udgangspunkt i den realistiske tradition også afsæt i valget af Trump og hans rolle i en verden præget af et stigende konfliktniveau. GENDER AND (IN)SECURITY ROBIN MAY SCHOTT, SENIORFORSKER, DIIS

As a Danish-American dual citizen and feminist philosopher, it is hard for me to have ironic distance to what is taking place in the US, with the election of Trump -- who not only stalked Hilary Clinton during one of the presidential debates, but got elected despite (because of?) his bragging that he could “grab them by the pussy.” While half a million “pussyhats” grabbed back during a mass demonstration following Trump’s inauguration, and while women of my generation carry signs like, “I can’t believe that I still have to protest

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

this fucking shit”, Trump has appointed anti-abortion judges to the Supreme Court and numerous federal courts, which will affect the reproductive rights of women for a generation. Alabama has passed a near total ban on abortion, making it illegal for doctors to perform abortion even in cases of incest and rape. Georgia, Kentucky (where I formerly taught), and Ohio have passed the ‘fetal heartbeat’ law, outlawing abortion as early as six weeks after conception, when many women don’t even know that they are pregnant. It is a frightening reminder of Margaret Atwood’s claim that in The Handmaid’s Tale, “nothing went into that had not happened in real life somewhere at some time”. Under the hashtag #MeToo women in the US and internationally have protested a culture which legitimates sexually harassment. Nonetheless, there is a tendency in the Danish media to portray this movement as a witch-hunt. This should worry us, as the 2014 report, Violence Against Women in the EU, published by the European Agency for Fundamental Rights, found that 55% of women in Denmark had experienced violence since their 15th birthday.

It would be seriously misguided to view these issues as merely domestic, or merely women’s issues (as one commonly hears), and not as embedded in the operations of violence and power. Walter Benjamin argued that violence is both law-making and law-preserving. One variation on this insight is that gendered violence justifies power.

Feminist researchers working in the fields of Holocaust and genocide studies, international relations, peace and conflict studies, philosophy, queer theory, security studies have brought feminist habits of analyzing violence, power, and oppression, to understanding both the world and their disciplines.

There have been two distinctive but parallel paths for feminist reflections on violence. One path focuses on the role of gender and sexuality in justifying power: from the use of sexual violence against women and men (which the UN’s Women, Peace and Security Agenda has begun to address), to how representations of gender and sexuality are mobilized in debates about terrorism, refugees, and other critical issues of our times.

Gendered imaginaries are embroiled in how one thinks about one’s nation, the enemy, and the nature of security. This is evident in the depiction of terrorists as sexually deviant. After the attack against the World Trade Center on 9/11, posters appeared in Manhattan with an image of Osama bin Laden being anally penetrated by the Empire State building and with the words, “The Empire Strikes Back… So you like skyscrapers, huh, bitch?” Gender has also been a central trope in the securitization of migration, where refugees mutated from being represented “at risk” to being represented “as risk”. While in Europe there was an initial perception of refugees as vulnerable, the gendered and racializing logics quickly positioned refugee men as hypermasculine, sexually aggressive, and a threat to societal security, while refugee womenandchildren (to use Cynthia Enloe’s phrase) were viewed as vulnerable. This shift in perception was accentuated by the terrorist attack in Paris on November 13, 2015, and by the numerous incidents of sexual harassment and assault in Cologne and other cities on December 31, 2015. The language of race and gender was galvanized as an instrument in the new clash of civilizations, when “lo-

vely, blonde Michelle, uncovered and happily self-confident” was at risk because of men from the “other” civilization. This is one of the ways in which sexuality and sexual violence becomes, as Miriam Ticktin notes, part of the discourse of border control. A second path for feminist reflections engages with questions of the political frames of violence. Who is visible, who receives recognition, who is treated with dignity, and who is not? How are exclusions from the frame of recognition a condition for the ongoing existence of such political and moral frames? Norms that are forged through war and the legacies of colonialism become mobilized in relation to the enemy that we fight, imprison, or torture abroad – as in the Orientalized other. Depicting racialized others as having a non-civilized sexuality is part of a tactic of Orientalizing others, as in the torture carried out by American soldiers in Abu Ghraib, which was explained away as the acts of a few bad apples, despite the culture of sexual violence that permeates the US military. Gendered meanings play a particularly crucial role in times of political crisis and transition, as is evident in the anti-feminist universe of the radical right, both in secular and religious forms –as with the incel movement and with radical jihadism. Hence, it is crucial for research on politics and the political to engage with feminist questions.

In 2020, DIIS will host a series of public seminars on gender and (in) security, including topics of military cultures and gender norms; humanitarianism, border control and gendered bodies; the far right and anti-feminism. See https://www.diis.dk/events for dates of events. ▶

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

TRUMP ER IKKE NÆR SÅ VIGTIG, SOM HAN SELV OG ..VERDEN TROR. ANDERS WIVEL, PROFESSOR MSO, KØBENHAVNS ..UNIVERSITET Transatlantiske skænderier, amerikansk-kinesisk handelskrig og en liberal verdensorden i krise. En amerikansk præsident i konstant twitter-krig på flere fronter og en dansk regering, der varsomt forsøger at finde balancen mellem at holde fast i egne principper og undgå diplomatisk udskamning og kritik fra sin væsentligste allierede. Det seneste par år har været turbulente i international politik og midt i turbulensen finder vi ofte den amerikanske præsident Donald Trump. I egen optik gør præsidenten det glimrende - en pointe han temmelig håndfast slår fast gang på gang i både tweets og på tv. I kritikernes øjne er præsidenten en katastrofe, der er godt på vej til at sætte verdensfred og internationalt samarbejde over styr.

Anvender vi det realistiske perspektiv på international politik ser analysen noget anderledes ud. Realister tager udgangspunkt i det internationale systems anarkiske struktur. I modsætning til territorialstaten har det internationale system intet voldsmonopol samlet i en regering, der lovgiver og varetager centrale samfundsfunktioner som politi, retsvæsen og forsvar. Derfor er de politiske dynamikker mellem stater anderledes, end de dynamikker, som vi finder inden i staten. I det internationale system må hver stat sørge for sin egen sikkerhed gennem nationalt forsvar og alliancer med andre lande, og staterne vil ifølge de fleste realister tendere mod at balancere de stærkeste magter og største trusler for at mindske truslen mod den nationale sikkerhed. Anarkiet er årsagen til, at der findes krig, selv om den konkrete krig kan have mange forskellige udløsende årsager. Når det gælder stormagtskrige, så findes årsagen typisk i forskellige vækstrater, der udfordrer den etablerede orden. Opstigende magter ønsker øget indflydelse, mere status og flere privilegier, men de gamle stormagter vil ikke afgive, hvad har uden kamp.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

I denne optik er Præsident Trump ikke nær så vigtig som både han selv og hans kritikere tror. Godt nok kan Trumps mange tweets, hårde retorik og ukonventionelle forslag øge risikoen for misperception og overreaktion og dermed for konflikter og krige, som ingen ønsker, og som kunne have været undgået, hvis de diplomatiske spilleregler var blevet fulgt. Men i den realistiske forståelse er Trump ikke roden til den nuværende verdensordens konflikter og kriser, blot en blandt flere katalysatorer - en megafon for anarkiets negative konsekvenser. Roden til den aktuelle krise skal vi imidlertid finde et andet sted. Kinas vækst og voksende magt gennem de seneste årtier udfordrer den dominans, som USA opnåede i det internationale system efter Sovjetunionens kollaps i 1991, der effektivt afsluttede den bipolære æra med to supermagter og efterlod USA som den stærkeste supermagt i det moderne statssystems historie. I den situation er der en vis logik i, at USA’s præsident sætter ”America First”, genforhandler handelsaftaler for at øge den amerikanske vækst og beder europæerne om at betale mere til deres eget forsvar. Amerikanernes problem er, at denne politik risikerer at underminere den liberale orden, der tjener amerikanske interesser, og at fremmedgøre de allierede, der skal hjælpe USA mod Kina. Alternativet er der imidlertid heller ikke meget ved: en langsom død som enesupermagt trukket ned af gamle forpligtelser og en dynamisk udfordrer uden moralske skrupler. Eller sagt med en af realisternes ofte gentagne pointer: international politik handler ikke om at søge den bedste løsning, men om at finde den mindst ringe ●

VERDEN BRÃ&#x2020;NDER 27. udg. IPmonopolet

ANALYSE

DEMOKRATI PÅ RETRÆTE? EN ANALYSE AF DEN POLITISKE OG DEMOKRATISKE UDVIKLING I POLEN af MARIA LOK

Nu nærmer det sig 30 år siden, at Francis Fukuyama erklærede det liberale demokratis dominans. Denne påstand er undergået både teoretisk og empirisk kritik, der blandt andet har peget på demokratiske staters såkaldte “anti-demokratiske udvikling” eller “backslide”. Et eksempel herpå er Polen, der henover de sidste år har været vidne til hvad der mildt kunne kaldes kreativ regeringsførelse og fortolkning af magtens tredeling. Selvom regeringspartiet Lov & Retfærdighed (PiS) mistede kontrol over senatet ved parlamentsvalget i 2019, vandt de flertallet i Sejm, parlamentets underhus. Jeg har interviewet tidligere ambassadør i Polen, Steen Hommel, for at få hans bud på årsager til PiS’ succes og overvejelser om det polske demokrati nu og fremover. HVEM ER PiS? Regeringspartiet PiS fejede til magten i 2015 med en politik beskrevet som et ægteskab mellem en omfattende velfærdsstat og nationalkonservativ og religiøs værdipolitik. Siden sejren i 2015 har partiet gjort sig kendt for gavmildt at fortolke magtens tredeling ved lammelse og politisk kontrol over Forfatningsdomstolen. Det kunne undre, at et parti, der afruster demokratiet, har succes i et land, der først for nylig blev fri for politisk undertrykkelse. Så hvad kan egentlig forklare partiets succes? ØKONOMISK & KULTUREL LIBERALISERING Nogle tilskriver PiS’ succes socio-økonomiske forklaringer. Partiet varetog særligt lavindkomstfamiliers

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

interesser, da de i 2015 vækkede stor opsigt over løftet om at udskrive en månedlig check til børnefamilier på 500 zloty, svarende til 882 kr. pr. barn. Selvom man forventede løftebrud fik PiS børnechecken gennemført. Tidligere ambassadør Steen Hommel, mener dog ikke, at indkomstulighed er hovedårsagen til partiets succes, men at i det højere grad handler om hvordan dele af befolkningen bød udviklingen velkommen: “Landbefolkningen oplevede i større grad konkurrencen som en udfordring for dem og deres levebrød“ siger Hommel og tilføjer, at befolkning uden for storbyer så den økonomiske liberalisering “som en ubehagelig udvikling”. Hommel påpeger, at det i højere grad er den kulturelle liberalisering og globalisering der er årsagen til PiS’ succes. Den omfattende samfundsudvikling indebar forglemmelsen af befolkningen uden for storbyer og deres “oprindelige polske værdier” (Hommel). En del af befolkningen følte sig forbigået og PiS’ styrke var, at “de fik adresseret et klart behov, der var hos befolkningen for et socialt løft og social opmærksomhed” (Hommel) i både økonomisk og kulturel forstand.

Derudover peger Hommel på PiS’ religiøse værdipolitik som partiel årsag til deres succes. Denne logik kan virke fjerne fra dansk politik, hvor religiøse undertoner ikke kan siges at have stor succes. F.eks. krydsede Kristendemokraterne ikke engang spærregrænsen ved valget 2019. Men kirken har spillet en mere væsentlig rolle i Polen.

Under kommunismen var kirken et af de få politiske fristeder, hvorfor politik og religion har været historisk knyttet. Kombinationen af PiS’ religiøse værdipolitik og kirkens politiske legitimitet bevirker, at et tidligere frirum forvandles til magtfuldt middel for propaganda. PiS’ succes kan samlet tilskrives, at de “tog hånd om dem, som andre havde glemt” (Hommel). De har med deres politik favnet kulturelle, økonomiske og religiøse bekymringer hos en del af befolkningen, som den tidligere regering havde overset.

“Skuffede over hvad demokratiet kunne levere” Stemmeprocenten ved seneste parlamentsvalg 2019 var det højeste i Polen siden 1989 og lå på 61%, hvoraf 43,6% af de 61% gik til PiS. I mange demokratiopfattelser anses valget og valgdeltagelse som centralt. Hvordan kan det så være, at en rekordhøj valgdeltagelse kun ligger omkring de 60%? Hommel mener, at det lave stemmetal skyldes, at nogle forventninger hos den polske befolkning ikke er blevet realiseret: “De har været skuffede over hvad demokratiet kunne levere. Demokratiet hænger sammen med, at man får noget retur og det føler de ikke, at de har” (Hommel). Dele af den polske befolkning ser ikke deres vilje og indflydelse manifesteret i demokratiet. Samme opfattelse af demokratiet finder vi hos PiS, der udtaler, at “det, der stækkede deres indførelse af politik, var netop de etablerede demokratiske strukturer, herunder det juridiske system” (Hommel). Under valgkampen i 2015 brugte mange PiS-medlemmer betegnelsen “impossibilism” om regeringen, hvormed der menes, at demokratiets indretning er kommet i vejen for nødvendig politik. Fortællingen om et beslutningslammet demokrati eller regering har også historisk betydning i Polen, hvis parlament mellem det 15. og 18. århundrede var komplet handlingslammet, grundet medlemmernes liberum veto-magt. Denne erindring om et paralyseret system, der førte til Polens komplette opløsning i 1795, kunne forestilles at fodre behovet for en stærk udøvende magt.

Dertil pointerer Hommel, at den lave valgdeltagelse også skyldes, at den polske befolkning ikke har megen tillid til det politiske system: “Den manglende tillid betyder at tiltroen til at man gør en forskel ikke findes og har været meget svær at skabe.” (Hommel). Denne store mistillid mener Hommel er afstedkommet af politiske forhold under kommunismen, der nærmest har givet det polske folk “arv på DNA” (Hommel) og særligt gået ud over tillid til den politiske elite og politiske institutioner. DET GODE OG DET ONDE I POLSK POLITIK Polsk forsker og professor Wojciech Sadurski skriver, at polsk politik og demokrati er drevet af en manikæisk skildring af virkeligheden. Her er verden delt op i entydige goder, hvor der lyttes til befolkningen, og onder, hvor selvsamme ignoreres. PiS er gået til valg på at varetage det glemte folks interesser og opretholde deres oprindelige polske værdier. Hvis denne opfattelse kombineres med deres anke mod checks and balances, da de kommer i vejen for nødvendig politik, og dele af befolkningens mistillid til politiske elite, så har vi opskriften på et populistisk parti. Steen Hommel mener, at der findes elementer af populisme hos PiS, men at det samtidig må anerkendes, at de reelt har indfriet ønskerne hos det ‘folk’, som de mener at repræsentere. EN POLITISK DOMINERET DOMSTOL Men indfrielsen af ’folkets’ ønsker har været på bekostning af demokratiske principper. Særligt er PiS’ øget kontrol over hvad der ellers skulle være en uafhængig domstol tegn på demokratiets backsliding.

Umiddelbart efter PiS’ sejr i 2015 blev deres opmærksomhed rettet mod den dømmende magt, hvis svækkelse blev afgørende. De lagde ud med at annullere valg af de senest tiltrådte dommere, hvilket ikke falder ind under parlamentets beføjelser, og valgte derefter selv 5 nye dommere. Nu forsøger regeringen at vedtage en lov, der yderligere strammer deres greb om ▶ VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

FIRE HURTIGE PiS generobrede magten i 2015 efter 7 år med Borgerkoalitionen (PO). PiS har siden 2015 forsøgt at øge deres kontrol over domstolen, hvilket de påstår er for at effektivisere det politiske system. Ved seneste parlamentsvalg mistede PiS kontrol over senatet men vandt større flertal i Sejmen. Polen præsidentpost er op til valg i år, 2020.

domstolen, ved at kunne fyre dommere for offentligt at kritisere regeringen og stille spørgsmålstegn ved nogle af dommeres uafhængighed fra PiS. Loven blev i december godkendt af Sejmen, men er ikke endeligt vedtaget endnu. Senatet er dog kraftige modstandere af forslaget og EU har allerede varslet, at forslagets vedtagelse kunne have konsekvenser for Polen, idet det er uforeneligt med EU-lov.

Disse eksempler kan argumenteres at være et brud på det demokratiske princip om magtens tredeling og rule of law, da domstolen og selve forfatningen bliver overtaget af den politisk dominerende styrke. Det svækker også den dømmende magts mulighed for at bremse arbitrær magtudøvelse, hvilket truer demokratiet.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

PiS har påstået, at deres handlinger er et opgør med den politiserede domstol, skabt af den tidligere regering, og baner vejen for et effektivt politisk system. Deres politiske kontrol kan ud fra en populistisk logik anskues som et forsøg på at bringe politik tættere på folket. Dog peger protesterne i Warszawa på, at PiS’ adfærd ikke reelt kan siges at være hele befolkningens ønske.

POLAKKERNES BORGERRETTIGHEDER Foruden at delvist opløse magtens tredeling kan den polske regering siges at have negligeret polakkernes borgerrettigheder på visse lejligheder. For eksempel er borgeres ret til ytringsfrihed blevet overtrådt, når daværende forsvarsminister krævede en offentlig efterforskning af journalisten Tomasz Piątek, der havde udgivet en bog om ministerens mistænkelige relationer til Rusland, samt udforsket korruption i staten. Derudover bliver der forskelsbehandlet, når det vedrører forsamlingsfriheden, hvor cykliske forsamlinger, der fejrer ’de vigtigste’ begivenheder i polsk historie, prioriteres over ikke-cykliske forsamlinger, der udsættes for barskere straffe og forfølgelse. ET VÆRGELØST VALG? Det kompetitive valg betragtes af flere som det minimale krav til et demokrati. Så hvordan er denne institution beskyttet eller udfordret i Polen? I starten af december 2017 vedtog parlamentet en lov, der indbefatter en omstrukturering af valgkommissionen (PKW). PKW står for organisering af valget, optælling af stemmer og fordeling af ressourcer blandt de politiske partier, der stiller op til valg. Med loven gik medlemskonstruktionen af PKW fra at bestå af 9 dommere til 2 dommere og 7 medlemmer, der udpeges af Sejm (hvor PiS bekvemt har flertal). Dette kunne føre til en politisering af PKW, hvor institutionen udhules. Hvor stor en indflydelse dette har kan vi komme til at se under præsidentvalget 2020.

BESLUTNINGER TRUFFET I SKYGGERNE Forskere Juan Linz og Alfred Stepan mener, at demokratiske kompetitive valg ikke er en tilstrækkelig betingelse for et ’fuldendt’ demokrati, men at de demokratisk valgte også må lede demokratisk. Sadurski mener, at PiS tilgang til parlamentarisk deliberation og regering af opposition tyder på manglende demokratisk kultur hos regeringen. PiS har mistænkeligt afholdt deliberationer af deres lovforslag om natten. Derudover blev 2017-budgettet ikke vedtaget i parlamentet, men i et mindre rum, hvor den ’parlamentariske samling’ stemte om budgettet. Der var dog ingen formel og troværdig optælling af stemmer og oppositionen har påstået, at de ikke blev tilladt adgang til rummet.

HVAD SÅ FREMOVER? Er Polens demokrati i fare eller blot ved at tage form? Dette afhænger blandt andet af udfaldet ved præsidentvalget 2020. PiS fik en bittersød sejr ved seneste parlamentsvalg, hvor de beholdt flertallet i Sejmen, men mistede kontrol over senatet. Tyder dette på, at vinden er ved at vende og PiS’ magt kan forventes at indskrænkes? Steen Hommel siger, at PiS’ tab af senatet må tilskrives det polske valgsystem, hvorefter han tilføjer, at “PiS ikke har mistet momentum” (Hommel). PiS’ opposition kan siges at være meget fragmenteret og relativt svag. Derudover har Donald Tusk offentliggjort, at han ikke stiller op til præsidentposten i 2020, hvilket dele af opposition ellers havde håbet han ville.

Mistillid til det politiske system kan også udgøre en fare. Hvis befolkningen anser demokratiet som tvivlsomt er der bedre grobund for ikke-demokratiske alternativer. Dog er det vigtigt at holde in mente, at den polske befolkning ikke generelt betragter demokratiet for ilegitimt, hvilket de gentagne demonstrationer i Polen illustrerer. Mistillid til det politiske kan dog i kombination med en befolkning, der føler sig forbigået af en politisk elite, katalysere en yderligere nedbrydning af demokratiske checks and balances, særligt hvis disse påstås at blive udøvet for effektivt at indføre ’folkets’ ønsker. Men tilliden er kommet en lang vej siden 1989. Hommel fremhæver, at den er væsentligt bedre end selv for 20 år siden og at Polen er blevet et “markant andet sted” (Hommel). Så måske er der ikke god nok grobund til en endegyldig autokratisering af Polen ●

Sadurski skriver, at der er grund til at bekymre sig, da unge demokratier med mindre konsoliderede institutioner har større sandsynlighed for at backslide. Dog bruger Hommel det polske demokratis ’alder’ til at argumentere for det modsatte. Han påpeger, at Polen først for nylig fik sat gang i deres demokratiseringsproces, hvorfor skridt frem og tilbage kun er forventelige. Dog mener Hommel samtidigt, at “man selvfølgelig skal passe på sit demokrati og jo flere år der går hvor det udfordres, jo farligere er det”.

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

INDBLIK

VI SKAL HACKE DEM DER HACKER OS af FREDERIK SVINNING VALEUR & MARCUS HORNUM BING

Hvad er god konservativ udenrigspolitik i en verden i konstant forandring? Naser Khader kommer her med en del af sit, konservative svar. I en verden, hvor Trump, Twitter og cyberterrorism - ofte

på én og samme tid - fylder mere og mere på den udenrigspolitiske dagsorden kan man ikke undgå at stille sig selv

spørgsmålet: Hvad er et godt konservativt svar på en så ra-

dikalt anderledes verden end den vi så for blot 20 år siden? For at svare på dét spørgsmål har IPmonopolet interviewet Det Konservative Folkepartis udenrigsordfører og formand for Folketingets Forsvarspolitiske nævn, Naser Khader.

Hans svar bygger på ”moralsk” aktivisme, betinget opkoblingsdiplomati og et demokratisk styret cybervåben.

Hvad er egentlig klassisk konservativ udenrigspolitik

i udgangspunktet? Det må være det første spørgsmål, der

skal stilles for at kunne svare på hvad et godt konservativt svar er den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation i

verden af i dag. Hér er Naser Khader ikke ét øjeblik i tvivl: Det er et vilkår for verdens demokrater at engagere sig i

verdens elendighed. Khader fortsætter: ”Det Konservative Folkeparti er aktivistisk indstillet. Aktivistiske af moralske grunde. Demokratiet som vi kender det i Danmark er en

minoritet i verden. Kampen for frihed og demokratiet. Dét er min moralske røde tråd.” Der er altså ikke nogen tvivl

om, at Khaders udlægning af det Konservative Folkepartis

udenrigspolitik kun lægger sig en hårsbredde fra den røde, moralske tråd, der kendetegner den klassiske danske Hækkerup-doktrin. Naser Khader anerkender dog, at

det ikke er aktivisme, der er nutidens buzz-word i dansk

udenrigspolitik. Han ser et Danmark, hvor den aktivistiske

stemning efter mere eller mindre succesfulde operationer i

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

Afghanistan og Irak er trykket. Derfor ser Khader en dansk

aktivisme stående på to ben: ét ben, bærende en stærk indsats gennem soft power-initiativer rundt omkring i verden. Og ét ben, hvor den militære indsats spiller en afgørende rolle.

Med ”soft power” mener Naser Khader, at Danmark helt

konkret skal eksportere nogle de demokratiske institutioner, der fungerer godt i Danmark

Det være sig at introducere konceptet ”ombudsmand” til

nye demokratier i Afrika til gennem økonomiske gulerødder at forsøge at få gennemført kommunesammenlægninger og andelstankegang på Vestbredden. Khader mener, at

Danmark grundlæggende skal koble sig op på amerikansk udenrigspolitik. Men ikke ukritisk som Khader mener vi

tidligere har gjort. Som han siger direkte: ”At demokratisere alverdens lande med magt fra oven. Det er vi ikke tilhængere af. Vesten og USA skal ikke være verdens politimand, men

tværtimod verdens gårdvagt. Dén, der hjælper den svageste i skolegården. ” Og det er netop i dette budskab fra konser-

vative Khader, der bringer ham til det mere militære ben af

en god, konservativ udenrigspolitik. Et ben, der i tiltagende grad bliver udfordret – fordi et våben i dag hurtigt ikke er meget mere end en harddisk.

Med udtalelsen ”Vi skal hacke dem, der hacker os” i bagagen

er det tydeligt, Khader går ind for en offensiv, aktivistisk til-

gang i forhold til et skiftende trusselsbillede, der i højere og højere grad er præget af cybervåben. Bare fordi arenaerne

skifter, skal en dansk aktivistisk udenrigspolitik ikke rulles tilbage. Men beslutningerne om at bruge danske cybervå-

ben skal stadig træffes ud fra, at Danmark er et demokratisk land.

Ifølge Khader skal Danmark bruge sit cybervåben til ek-

ders cybersikkerhed alle borgere; fordi borgerne benytter

menneskeliv. Ét spørgsmål presser sig dog på: Hvordan

– og sidste ende rammer borgeren. Selvom det kan virke

sempelvis at udstille russiske dopingskandaler. Men ikke til at hacke essentiel infrastruktur, som potentielt kan koste skal beslutningen om en dansk ”hackermission” tages? I

Folketingssalen, som da Danmark sendte soldater til Irak

og Afghanistan? Eller bag hermetisk lukkede døre i diverse efterretningstjenster?

Svaret fra Khader er klart: ”Vi skal ikke bare overlade det til

de services, virksomheden udbyder, eller fordi eventuelle

cybertrusler forplanter sig fra virksomhed til virksomhed tvetydigt, at staten ikke har ansvaret for virksomheders cybersikkerhed, men alligevel har det overordnede an-

svar for danske borgeres cybersikkerhed i Danmark ifølge

Khader, kan forklaringen dog ligge lige for: ”Virksomheder er jo godt dumme, hvis de ikke beskytter sig mod cyberangreb. Men det ændrer ikke ved, at det er statens opgave at stille

efterretningstjenester og sige: I gør, hvad der passer jer. Der

med det bedste udgangspunkt for denne beskyttelse. Det er i

skal være demokratisk kontrol, men ikke fuldstændig åben-

borgernes, virksomhedernes og statens interesse.” Således får

hed. Den demokratiske kontrol skal foregå i politiske udvalg, der af efterretningstjenesten bliver sat overfor en ”menu of options”.” Således balancerer Khader altså på en knivsæg mellem

dels at understrege vigtigheden af demokratisk kontrol af

dansk militær indsats, dels at bevare det vigtigste element i militære operationer i almindelighed og cyber-operationer i særdeleshed: Hemmelighedselementet. Om denne demokratiske kontrol i praksis altid er muligt er det naturlige

spørgsmål, der følger denne udmelding. Dét spørgsmål vil tiden besvare.

Der hersker altså ingen tvivl om, at det aktivistiske ele-

ment spiller en afgørende rolle i hvad Naser Khader beskri-

ver som en god konservativ udenrigspolitik i en verden med nye trusselsbilleder. Vendes blikket indad mod Danmarks defensive midler, er Khaders svar dog mere vævende, når IPmonopolet stiller spørgsmålet: Hvem har ansvaret for

Danmarks sikkerhed, når landet angribes af cybervåben?

Khaders svar er her todelt: På den ene side efterlader han ingen tvivl om, at staten har det overordnede ansvar for

borgernes sikkerhed, uanset på hvilken arena denne måtte være i fare – om det er tysken, der går over grænsen eller en nordkoreaner, der hacker en smartphone – eller hele

det danske sundhedsvæsen. På den anden side forventer Khader samarbejdsvillige virksomheder: ”Virksomheder

skal helgardere sig med hensyn til cybervåben. Det er ikke

noget staten skal overtage. Staten skal vejlede.” Som Khader efterfølgende konkluderer, påvirker danske virksomhe-

Khader altså også konkluderet på statens ansvar i en verden med en stigende cybertrussel, og vi borgere kan – tilsyneladende - trække vejret roligt: Staten har stadigvæk ansvaret

for vores sikkerhed, selvom denne ikke længere nødvendigvis er i fare fra kampvogne eller ballistiske missiler.

Interviewet med Naser Khader kan siges at have taget IP-

monopolets udsendte rapportere vidt omkring i en verden, der bestemt ikke er lige så grå som denne triste novemberdag. Og selvom verden måske har forandret sig, er præmissen for hvordan en god, konservativ udenrigs- og sikker-

hedspolitik rimelig simpel at skrive ned – men måske knap

så simpel at udføre i praksis: Danmark skal være aktivistisk med en tydelig moralsk kompaskurs og et ikke kompromisløst opkoblings-diplomati i forhold til stærkere allierede,

som f.eks. USA. Om Danmark så er i stand til at sige fra, når storebror kalder på hjælp – må fremtidig erfaring demonstrere. Gevinsterne (relative eller absolutte) kan være for fristende, og de potentielle ulemper ved ikke at svare på

en invitation til en koalition for svære at håndtere for en

småstat som den danske. At Danmark også i fremtiden skal

bidrage med og udvikle cybervåben i samarbejde med allierede er tilsyneladende også god, konservativ udenrigspoli-

tik – hvis de bliver brugt jævnfør den moralske kompasnål.

Slutteligt kan det konkluderes, at nationalstaten stadig står

centralt i konservativ udenrigs- og sikkerhedspolitik. Staten har ultimativt ansvaret for borgernes sikkerhed og ansvar

for at guide virksomheder til at beskytte sig selv, borgere og brugere ●

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

INDBLIK

EN ALTERNATIV UDENRIGSPOLITIK af SILLE FLACH VIGSØE OG KASPER WILKENS

Vi er knap tre dage inde i det nye årti, da USA likviderer den iranske general Qassem Soleimani. En handling, som skabte bekymringer om, hvorvidt vi igen i dette årti vil se flere eskalerende konflikter i Mellemøsten, hvor vestlige nationer igen blander sig i områdets anliggender. Et nyt år betyder for mange en ny start, og derfor er det relevant at se, om det ikke også var tid til at tænke i nye baner ift. udenrigspolitikken. Skal man tage 00’erne og 10’ernes militære aktivistiske udenrigspolitik med ind i 20’erne, eller kunne dansk udenrigspolitik se anderledes ud? Det er der ingen tvivl om, hvis man spørger folketingsmedlem og udenrigsordfører fra Alternativet Rasmus Nordqvist. FREDSSKABENDE FREMFOR KRIGSSKABENDE Ifølge Nordqvist er det den forkerte vej at gå, når man benytter sig af krudt og kugler. For ham er konflikthåndtering og diplomatisk dialog en meget mere effektiv måde at skabe fred og stabilitet. Det betyder både, at vi skal gøre mindre brug af militære styrker, men også at vi skal bruge vores militær på en anden måde. Alternativet ønsker fortsat at være en del af NATO, men for dem at se er det nødvendigt at transformere NATO-samarbejdet tilbage til det, som de mener var organisationens oprindelige eksistensgrundlag: en forsvarsalliance. ”Vi synes, at det er fint at være med i NATO, når man koncentrerer sig om det, som står i reglerne. For det er et forsvarssamarbejde, og ikke et aggressivt samarbejde”, fortæller Nordqvist

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

og pointerer, at der allerede nu er ved at ske en form for transformation: ”Man kan sige, at USA selv er ved at gøre det. De er ved at forandre NATO med deres underlige krav og deres opførsel.”, siger Nordqvist og fortsætter: “Verden har forandret sig, og vi kan ikke forvente, at de steder, hvor vi mener, at man bør gå ind og arbejde med fredsskabelse og konflikthåndtering er der, hvor amerikanerne vil lægge deres indsats.” For Nordqvist betyder det, at man fra dansk side er nødt til at engagere sig mere i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, hvorfor de gerne ser forsvarsforbeholdet ophævet, da USA spiller for stor en rolle i NATO’s ageren.

“NATO har jo været USA. Det er dem, der har kørt showet. Danmark har så valgt at gå fuldstændig logrende efter USA. Hver gang de har ville starte en ny angrebskrig, har vi hoppet med i nye koalitioner. Det vil vi gerne væk fra.”, fortæller Nordqvist. Det, Alternativet gerne vil hen til, er derimod at bruge militæret på en helt anden måde. Nordqvist ønsker et militær, som kan nedskalere konflikter i stedet for at forårsage dem, og som skal være fredsskabende i stedet for krigsskabende. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne være 100% pacifist, men jeg kan bare se, at der er konflikter rundt omkring, hvor der er behov for, at vi har nogle styrker, som går ind og prøver at håndtere og luk-

ke konflikter ned. Der skal nogle gange bruges militære midler til at holde folk væk fra hinanden, så vi kan få dem til at skabe en dialog, og det er det, vi er interesseret i”. KUNSTEN SOM DIALOGVÆRKTØJ Alternativet er interesseret i at skabe dialog, hvilket betyder, at diplomatiet i højere grad skal tages i brug, men også dét skal tænkes anderledes. Det betyder, at danske forsvarsattachéer skal skiftes ud med kunstattachéer, som et led i det Alternativet kalder for ‘kunstdiplomati’.

“For mig skaber det ikke sikkerhed at have et stærkt forsvar. For mig skaber det sikkerhed, at vi hele tiden er ude i verden og skaber stabilitet, fred. Hvad hvis man fik kunstnere ud at arbejde dér [de danske ambassader], som så kan gå ud og skabe nogle helt andre mellemfolkelige relationer i de lande, som vi er i.”, udtaler Nordqvist og uddyber, at kunst- og kulturudveksling som diplomatisk værktøj skal skabe relationer mennesker imellem på nye måder. Dialog og diplomati er det bedste værktøj til at sikre Danmarks sikkerhed og skabe fred i resten af verden, fordi “om vi så køber 22 eller 23 fly, så kommer vi aldrig til at kunne forsvare os, hvis der var en stormagt, der ville angribe Danmark. Det må vi se i øjnene”, pointerer Nordqvist. Han har dog svært ved at svare konkret på, hvor i verden det er, at man i øjeblikket har brug for kunsten som et dialogredskab, hvis man gerne vil stoppe krig og konflikt. Samtidig bliver det meget ukonkret, hvilken praktisk forskel det skal gøre at indføre et ‘kunstdiplomati’. Alternativet vil gerne dialogen. De ønsker også, at den danske udenrigstjeneste i højere grad har dialogen end det danske erhvervslivs interesser for øje. “Diplomati er relationsopbygning. Det handler ikke om at sælge, men det er desværre den måde, vores

udenrigstjeneste er blevet på. Det er et stort eksportkontor, som skal leve op til nogle budgetter om, hvor meget de skal nå at få solgt ind til danske virksomheder af serviceydelser, og det er et fuldstændig vanvittigt fokus. Det vil vi gerne væk fra. Vi har rigtig dygtige diplomater, som skal gøre det, de kan: nemlig at skabe relationer, skabe forståelser, skabe dialog.” fortæller Nordqvist. DANMARK SKAL HAVE MINDRE INDFLYDELSE Alternativets udenrigspolitik indeholder et stort ønske om øget dialog og mindre militær, men der er faktisk slet ikke tale om en udenrigspolitik, fortæller Nordqvist og uddyber: “Det er vigtigt at gøre det klart, at det ikke er en udenrigspolitik. Det er en global politik. Vi ser det ikke, som noget, man går ud og gør. Vi ser det som, hvordan vi agerer i den verden, som vi er den del af.”

Man kan hurtigt stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt der er den store forskel mellem de to ting, men Nordqvist opsummerer forskellen således: “Man siger, at Danmark er det bedste land i verden, og at vi skal skabe det bedste land i verden. Det er vi ikke så optaget af. Vi er optaget af, hvordan vi kan skabe det bedste land for verden”. Det kan blandt andet betyde, at Danmarks indflydelse globalt bliver ændret. Alternativet ønsker nemlig at oprette et Verdensparlament, som skal dannes ud fra princippet om én person, én stemme, hvilket betyder, at Verdensparlamentets 760 medlemmer skal vælges direkte af verdens 7,6 mia. mennesker. Det vil sige, at Danmark og Norge tilsammen har én valg repræsentant i Verdensparlamentet, mens Indien har ca. 132 repræsentanter. De ønsker dog ikke at give Verdensparlamentet nogen reel magt eller indflydelse, men det skal ses som en symbolsk magt, og et supplement til FN, som de også ønsker demokratiseret. Det er et udtryk for et ønske om globalt demokrati, fortæller Nordqvist. ▶

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

Udover et globalt demokrati ønsker Alternativet også at udvide økonomien til global plan fremfor at tænke det som nationalstatens husholdning. Derudover går de ind for den frie bevægelighed for alle mennesker. Dette leder til spørgsmålet om, hvorvidt der i Alternativets ideelle verden findes landegrænser og nationalstater. Efter nogle sekunders betænkningstid kommer svaret.

“Ja, det ville der, fordi vi er glade for de kulturfællesskaber, som vi har skabt. Grunden til, at jeg tøver med at svare er, når man ser på nationalstater, så er det en måde, vi har valgt at organisere os, hvor vi har et kulturfællesskab, en historisk forståelse og en reference til hinanden. Det som nationalstaten bare aldrig må blive er en indelukket størrelse, hvor vi kun kigger ind på hinanden”, fortæller Nordqvist og afviser pointen i det opfølgende spørgsmål om, at det ikke bliver vanskeligt at opretholde nationalstaten, når man på den måde udvander landegrænserne: “Nej, jeg tror, at det vil blive opretholdt fuldstændig ud fra det, som vi har behov for, men det vil være en anden form”. Kultur, sprog og historie er for Nordqvist afgørende for den nationalstat, som han helst ser for sig i fremtiden. Samtidig er de tre elementer også centrale for den udenrigspolitisk, eller nærmere den globale politik, som Alternativet ønsker at føre. Hvor dialog, kulturudveksling og øget samarbejde omkring fredsskabelse er afgørende for at sikre, at Danmark ikke bare bliver det bedste land i verden, men det bedste land for verden, som Nordqvist selv udtrykker det ●

om RASMUS NORDQVIST

Nordqvist er nu tidligere politisk ordfører for Alternativet. Nuværende finans-, økonomi-, klima-, energi-, udenrigs-, udviklings-, EU-, fred & forsvars-, Grønlands-, Færø-, skatte- og LGBTQI+-ordfører.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

VERDEN BRÃ&#x2020;NDER 27. udg. IPmonopolet

IPMONOPOLET TAGER UD

EKSISTERER TAIWAN OM 15 ÅR? af JULIE STENDAHL OTTESEN

Mens situationen i Hong Kong får verdenspressens opmærksomhed, ligger øen Taiwan ved siden af og venter på det næste træk fra det store Kina. Præsident Xi Jinping, har udtalt at Taiwan skal genforenes med Kina, og at det vil ske med militære midler hvis nødvendigt. Med Kinas udmeldinger er Taiwans overlevelse ubestemt, og de befinder sig nu i en skærsilds status quo. Da jeg i juli 2019 backpackede i Taiwan, mærkede jeg dog ingen paranoia over den magtfulde nabos udtalelser. Tværtimod virkede taiwanerne vant til denne slags adfærd fra Kina. Således svarede den taiwanske præsident Tsai-Ing-Wen igen ved koldt og køligt at øge militærudgifterne til historiske højder med en procentandel på 2,3 % af Taiwans BNP i 2019. Man kan spørge sig selv om hvorvidt Taiwan vil fortsætte med at eksistere som stat, når Kina kommer med sådanne dundertaler? For at svare på det, må man først se på det internationale samfunds ambivalente forhold til Taiwan, samt Taiwans egen had/kærlighedsforhold til den kinesiske nabo.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

HVORFOR VIL KINA HAVE TAIWAN? Historisk set er Taiwans eksistens en torn i øjet på det kommunistiske parti. Taiwan blev etableret af kommunistpartiets modstander under borgerkrigen, nationalist-lederen Chiang-Kai-Shek i 1949. Det skulle have været Chiang-Kai-sheks midlertidige base, før han genindtog Beijing og vristede Kina ud af Mao Zedongs hænder. Den gik som bekendt ikke, men Taiwan påstår stadig at repræsentere Kina ved at kalde sig Taiwan: Republic of China. Dette står i modsætning til kommunistpartiets People’s Republic of China der reelt set styrer Kina. For at modsætte sig kommunisterne plejede Vesten at anerkende Taiwan som Kina. Langt størstedelen af verdenen anerkender dog i dag styret i Beijing for at være den reelle leder af Kina, hvilket øger Taiwans usikre position. Det nutidige forhold mellem de to lande skriver sig også ind i Kinas ønske om at bevare og udbygge regionalt hegemoni. Her roder Taiwan i Kinas forhave ved at være demokratisk, en åben modstander af det kinesiske styre og en god ven af Vesten.

Kina forsøger blandt andet at bekæmpe Taiwan i det internationale diplomati ved at overtage Taiwans alliancer med andre lande. Indenfor samme uge i september 2019, valgte således både Solomon Islands og Kiribati at stoppe deres diplomatiske forbindelser til Taiwan, for i stedet starte nye op med Kina. Det betyder at kun 15 stater i dag anerkender Taiwans selvstændighed.

UDENRIGSPOLITISK: HONG KONG OG TAIWAN? I Taipei, Taiwans hovedstad, faldt jeg over en ung rebels ord i graffiti: I dag Hong Kong, i morgen Taiwan. Kinas hårdhændede håndtering af Hong Kong er for Taiwan et eksempel på de tomme løfter om autonomt demokrati stillet ved ”two systems, one country”. Til gengæld er Hong Kong også et eksempel på at folkelige protester givetvis kan betale sig, da Beijing trak den udskældte lov, der startede protesterne, tilbage. Ved en militant indlemmelse af Taiwan kan man kun forvente, at den demokratiske anlagte befolkning i Taiwan vil modsætte sig Beijing i samme stil som HongKongerne gør. Dermed kan Taiwans håb på overlevelse være at deres militante oprustning skaber så meget ravage og postyr, at Beijing ikke gider besværet med at skulle overtage øen. På trods af eskalering af konflikten i Hong Kong, har Beijing ikke rullet tanks ind i gaderne endnu og et fredfyldt valg er blevet afholdt i november. Den slags udvikling er guld værd for det demokratiske håb i Taiwan. Hvis Kina alligevel vurderer Taiwan er besværet værd, er det uden tvivl Kina der vil stå som sejrsherre. Selvom Taiwan har et intelligent og avanceret militær, er kineserne ultimativt den største militære og økonomiske magt. Med udgangspunkt i den unge rebels graffiti, tyder det på at Kinas militære overlegenhed er en

ubehagelig kendsgerning blandt befolkningen.

UDENRIGSPOLITISK: VIL USA HOLDE SIT LØFTE? I forbindelse med en vandretur i en af Taiwans mest berømte nationalparker, en bjergkæde med tonsvis af grotter og grønne teplanter, faldt jeg i snak med en jævnaldrende taiwaner. Jeg spurgte hende, om hun troede, at Kina vil gøre alvor af deres udtaleser, og hun svarede med et tydeligt ”nej”. USA’s Taiwan Relations Act (TRA), er et dokument hvori Taiwans styre på øen anerkendes, og USA lover at stille våben til rådighed for at Taiwan kan bevare sin suværenitet. Der er dog ingen garant for at USA vil intervenere i en konflikt mellem Kina og Taiwan, kun at de vil stille våben til rådighed op til. USA fører derfor en form for dobbel-

diplomati, hvor de på den ene side anerkender et one country China, men på den anden sige også anerkender Taiwans suverænitet og vil forsøge at opretholde den. Dette understreges af den taiwanske præsident Tsai-Ing-Wens telefonsamtale med Trump som nyindsat præsident tilbage i 2016. Det var første gang i lang tid at Taiwans og USA’s præsident havde direkte kontakt, og betød at Taiwan, mod Kinas vilje, købte 66 kampfly af USA. ▶

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

FOTO: KCCFOTO

Dette kan give ideen om at USA vil intervenere i en mulig konflikt, men som det altid er med Trump i førersædet, er intet givet på forhånd. Stater bindes på hænder og fødder ved at ville undgå åben konflikt med supermagten Kina, og dette kan så tvivl om villigheden til beskyttelsen af Taiwan. Særligt når det eneste vestlige land der anerkender Taiwan som stat, er Vatikanstaten. Derfor gør Taiwan klogt i at opruste sit militær, for den kan meget vel ende med at stå alene med konflikten. INDENRIGSPOLITSK: VALGET I 2020 AFGØR OM STATUS QUO KAN FORTSÆTTE? Fra 2008 til 2015 sad det højreorienterede Guomindang-parti i regering, og de lagde en dæmper på de politiske spændinger. Grundlagt af Kina-rivalens Chiang-Kai-Shek har de altid stået for en genforening med Kina, omend de dengang ville have den ved at smide kommunisterne på porten. I det 21. århundrede går de ind for genforeningen med ”two systems, one country”, og lavede direkte flyruter fra Kina til Taiwan samt åbnede for mere handel og bedre diplomati. Alt dette medvirkede til begge landes økonomiske vækst, og med Guomindang-partiet i spidsen rykkede Taiwan tættere på Kina og en mulig genforening. Taiwanerne så dog ikke positivt på dette knæfald for ærkefjenden og ved valget i 2016 blev oppositionen Democratic Progressive Party valgt ind med overvældende 68 pladser i parlamentet ud af 113 mulige. Guomindang-partiet fik 35 pladser. Med Taiwans første kvindelige præsident og med selvstændighed for Taiwan som partiets største mærkesag blev det slået fast: Taiwan vil ikke være en del af Kina. Meget af udviklingen de sidste år er derfor også sket som følge af en konfrontatorisk stil fra præsident TsaiIng-Wen. I denne strategi er det en svaghed for hende, at Guomindang-partiets øgede handel og diplomati har givet Kina indflydelse på Taiwan. Eksempelvis er Beijings sidste træk i konflikten at ophøre med udstedelse af visa til kinesiske turister pr. 1 august 2019, der ønsker at tage til Taiwan uden at være en del af en

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

guidet grupperejse. Således skærer Beijing en tredjedel af turisterne i Taiwan væk i et snuptag.

Dette visa-stunt har dog også vist et Kina med begrænset magt. Det har ikke bare fået ry for at være et forsøg på at skabe modstand mod præsident TsaiIng-Wen, men også for at umuliggøre, at kinesere kan komme til Taiwan og opleve, hvordan et ægte demokratisk valg afholdes. Hvis jeg spurgte taiwanerne om deres holdning til Kinas visa-stunt, fik jeg rullende øjne tilbage og en kommentar om Kinas selvmål. Dette understøttes af at præsident Tsai-Ing-Wen i januar 2020 blev genvalgt med rekordmange stemmer og med rekordstor stemmeprocent i befolkningen. Samtidig er hele eksistensen af Tsai-Ing-Wen som en Kina-fjendtlig præsident et levende bevis på, at Kina ikke har så meget indflydelse i Taiwan som ønsket.

SÅ HVAD SÅ? VIL TAIWAN EKSISTERE OM 15 ÅR? Med Kinas højt deklarerede ønske om annektering af Taiwan, og med den siddende præsidents hårde linje mod Kina, vil status quo ikke kunne fortsætte. Den manglende internationale støtte til Hong Kong gør at Taiwans fremtid som suværen stat ser sort ud, og for det internationale samfund blegner løfterne til Taiwan ved siden af udsigten til nedfrysning af forholdet med Kina. Taiwan er imidlertid en af de mest udviklede lande i sin region, og med liberale værdier som homoseksuelle ægteskaber og en kvindelig statsleder, kan man håbe på, at de får lov at bevare status quo så lang tid som muligt ●

VERDEN BRÃ&#x2020;NDER 27. udg. IPmonopolet

ANALYSE

EN LUS MELLEM TO NEGLE af MARCUS KUNØE, CAROLINE VOIGHT CHRISTJANSEN ISRAEL-PALÆSTINA – HVEM ER LUSEN MELLEM NEGLENE ANNO 2019?

Siden oprettelsen af den israelske stat i 1948 har landet været placeret som en lus mellem flere end blot to negle: Med adskillige fjendtligtsindede arabiske naboer har Israels eksistens i sig selv været truet så længe nationen har eksisteret. Det samme har fredsprocessen med de palæstinensere, der siden 1948 har drømt om en palæstinensisk stat. Og fred. Spørgsmålet i dag er hvem, der i virkeligheden er lusen mellem de ubehagelige negle: Er det staten Israel? Er det Palæstinenserne – eller er det den fredsproces, der aldrig er blevet afsluttet? Nogle gange står du som menneske på netop det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Når du lige netop får den sidste fadøl i anlægget. Når du i let løb overhaler P-vagten på hen til din for længst bøde-parate bil. Eller når du som journalist vågner op til raketangreb fra Gaza-striben samme dag, du har interview med den israelske ambassadør. Det sidste eksempel er mere morbidt end de foregående, bevares – men følelsen er den samme: Følelsen af, at kræfter, du ikke kan kontrollere, har ledt dig til lige netop dén situation. Kontrol-mangel er lige netop den følelse, der dukker op, da vi på IPmonopolet har researchet længe nok på Israel-Palæstina-konflikten og efterhånden indser følgende: At nok har vi troet, at konflikten er kompleks. Men at karakteristikken af konflikten nærmere bærer præg af en gordisk knude fik den

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

& MARCUS HORNUM BING

karakteristiske kontrol-tabs-sved frem på panden af de tre undertegnede statskundskabsstuderende. Forhåbentlig ville Benny Dagan, den Israelske ambassadør i Danmark, kunne oplyse os. Og måske bringe os bare ét skridt tætter på en idé om en salomonisk løsning på konflikten mellem to grene af Abrahams børn – de primært jødiske israelere og de muslimske palæstinensere. Dagans analyse er dog omtrent ligeså lys som det tågede danske efterårsvejr tirsdag den 12. November, hvor vi efter et sikkerhedstjek, der får sikkerheden i Kastrup Lufthavn til at fremstå decideret fraværende, bliver lukket ind på den israelske ambassade. Hans analyse står grundlæggende på tre ben, der hver især har klynger af udfordringer knyttet til sig. Dagan konkluderer: 1. 2.

At den Israelske-Palæstinensiske fredsproces bliver med Iran som primær drivkræft umuliggjort.

At israelerne har i dag markant mindre tillid til en fredsproces end i 1990’erne – der er simpelthen ikke tillid til, at palæstinenserne kan styre deres eget territorie. At de få stærke (men ekstreme) kræfter ødelægger en fred for de mange men svage (moderate) kræfter. ▶

FOTO: DEN ISRAELSKE AMBASSADES OFFICIELLE FACEBOOKSIDE

● Benny Dagan er den israelske ambassadør i Danmark og har været det siden 2017. Ud over flere tidligere diplomatiske udsendelser til bla. Sverige og USA har Dagan tjent som vicedirektør for det israelske udenrigs-ministerium og chef for ministeriets center for politisk forskning. VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

Især Iran er et gennemgående element i den fortælling om den fredsproces, der i mindre og mindre grad finder sted mellem Israel og de palæstinensiske autoriteter i henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Et Iran, hvis strategi den israelske ambassadør beskriver således: ”Den overordnede iranske strategi er ikke blot at skabe en ustabil situation i Gaza – men også på Vestbredden og langs den syriske og libanesiske grænse. Iran mener ganske enkelt ikke, at Israel har ret til at eksistere.” Og Dagan forsætter direkte: Iran bliver nødt til at trække sig ud af de palæstinensiske og syriske grænseområder, hvis verden nogensinde skal gøre sig håb om en seriøs fredsproces i Israel-Palæstina konflikten. Her refererer Dagan til de konkrete iranske aktiviteter, der ifølge ham dominerer den iranske tilstedeværelse: Økonomisk og militær støtte til Islamisk Jihad og andre ekstremistiske grupper i Gaza-striben. Iranske agenter på Vestbredden. Og iranske specialtropper (såkaldte Quds-styrker) langs den israelske grænse til Syrien. Ifølge Dagan har Israel med både civile og militære operationer forsøgt at dæmme op for den ekstreme islamistiske indflydelse på de palæstinensiske områder i almindelighed og den iranske ditto i særdeleshed. Især operation ”Good neighbor” langs grænsen mellem Israel og Syrien har spillet en vigtig rolle i neutraliseringen af ekstremistiske tendenser i de israelske grænseområder under det magtvakuum, der opstod, da Assad-regimet trak sig fra området under den syriske borgerkrig. Nu har regimet vundet krigen, og er kommet tilbage til grænseområdet – israelerne har stoppet operationen, men håber på den varige effekt af hjælp til den syriske befolkning, der har været notorisk skeptiske – for at sige det mildt - overfor Israel siden statens oprettelse: Måske er der opstået en tillid til gode israelske intentioner på den syriske side af grænsen.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

OPERATION GOOD NEIGHBOR En israelsk militær operation, der skulle sikre en stabil situation i grænseområdet mellem Syrien og Israel i magtvakuummet under den syriske borgerkrig Fra 2016 til 2018 forsynede det israelske militær (IDF) en række syriske landsbyer med alt fra brød til benzin og medicinsk hjælp Flere syrere blev transporteret til israelske hospitaler for at modtage hjælp Operationen er af Assad-regimet blevet beskyldt for at støtte oprøret i det sydvestlige Syrien, da den civile hjælp kunne komme oprørerne til gode.

Tillid er et nøgleord i den betændte konflikt. Som et produkt af den iranske indblanding i konflikten mellem Israel og Palæstina er den israelske tillid til, at det Palæstinensiske Selvstyre ville kunne administrere en selvstændig stat på et historisk lavpunkt. De mere moderate kræfter, der er tilstede i det Palæstinensiske Selvstyre, er ganske enkelt presset til det yderste som effekt af den iranske indflydelse. En situation, der ifølge den israelske ambassadør er i stor kontrast til det håb om permanent fred, der eksisterede op til Oslo-aftalen i 90’erne – ikke at de fleste israelere i 90’erne havde tillid til palæstinenserne, men israelerne var ifølge ambassadøren klar til at tage risikoen for at opnå fred: Vi var klar til at tage risikoen! Lade det Palæstinensiske selvstyre etablere sig – lade Arafat komme tilbage - have forhandlinger og til sidst en endelig aftale. I dag er der tværtimod ingen tillid til, at det palæstinensiske selvstyre kan etablere sig, hvis Israelerne skulle trække sig ud af bosættelserne på Vestbredden. Dagan stiller direkte spørgsmål ved, hvem der i praksis kommer til at kontrollere området, hvis israelerne trækker sig ud: Hvem kommer til at være i kontrol, når vi forlader stedet? Er de moderate palæstinensiske kræfter stærke nok? Eller vil al indflydelse i området komme fra Iran? Igen er det iranerne, der er kilden til mistillid til konflikten – tanken om, at Israel skulle forlade mellem 96 og 97 % af alle bosættelser på Vestbredden og efterlade kontrollen af området til en palæstinensisk stat kan man altså roligt kaste en hvid olivengren efter. En to-stats-løsning er ifølge ambassadøren alligevel stadigvæk den løsning, der tiltaler de fleste israelere – udfordringen er, at det ikke længere er nok, blot at have to stater. En israelsk tilstedeværelse er uundgåelig i det lange løb ifølge Dagan: ”Israelerne vil sige: Vi har brug for en israelsk tilstedeværelse, selv efter en aftale er i hus. En sikkerhedsmæssig tilstedeværelse – specielt i Jordan-dalen.” Om en sådan løsning - med israelske sikkerhedsstyr-

kers tilstedeværelse i en potentiel palæstinensisk stat – er realistisk, forholder ambassadøren sig ikke til. Under alle omstændigheder kræver en løsning på lang sigt – ifølge Dagan – to afgørende forhold, der skal ændre sig: For det første skal Erdogans Tyrkiet ændre holdning til Israel. For det andet skal Iranerne blande sig uden om Israel-Palæstina spørgsmålet. Begge er forhold, der med bare nogenlunde realistiske briller ikke lige ser ud til at indtræffe indenfor det næste overskuelige stykke Og det er netop disse realistiske briller, Dagan har på: Det kommer ikke til at ske lige foreløbigt, hvis man ser lidt realistisk på det. Jeg tror ikke vi kommer til at have en komplet løsning med palæstinenserne. Vi kan måske opnå løsninger på visse områder - men jeg ser ikke, at en endelig aftale er realistisk. Som en lus mellem to mange negle var Israel fanget mellem fjendtligtsindede arabiske aktører tilbage i 1948, da staten blev oprettet. I dag lader det dog til, at det ikke så meget er staten Israel, der er fanget som en lus – med solid amerikansk militær og økonomisk støtte, er der i dag ikke noget, der for alvor kan true den israelske stat på trods af de mange fjendtlige naboer. IPmonopolets interview med den israelske ambassadør i Danmark peger dog mod, at lusen mellem de mange negle er skiftet ud: I dag er det selve fredsprocessen, der som en lus bliver presset fra alle steder – og obstrueret af både ekstremistiske jødiske og islamiske kræfter. Israel lader ikke til at blive skubbet ud i Middelhavet og forsvinde fra landkortets overlade lige foreløbigt, som iranerne og ekstreme islamiske grupperinger håber på. Tværtimod lader det til at være fredsprocessen og de hårdtprøvede moderate palæstinensiske såvel som israelske kræfter, der efterhånden forsvinder fra listen over mulige løsninger på den tilsyneladende uendelige konflikt. Benny Dagan er den israelske ambassadør i Danmark og har været det siden 2017. Ud over flere tidligere diplomatiske udsendelser til bl.a. Sverige og USA har Dagan tjent som vicedirektør for det israelske udenrigsministerium og chef for ministeriets center for politisk forskning ● VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

REPORTAGE

HONG KONG OPSUMMERING FRA YATA SITREP OM SITUATIONEN I HONGKONG. af MARCUS HORNUM BING

HONGKONG I BRAND. ENDNU INGEN KAMPVOGNE I GADERNE – HVOR LÆNGE KAN DET BLIVE VED? Hvad: Youth Atlantic Treaty Association Danmark (YATA) afholder med jævne mellemrum situationsrapport-foredrag (SITREP) på Frederiksberg Slot, hvor Hærens Officersskole til daglig residerer. Her inviteres den ypperste faglighed indenfor et i.p.- fagområde til at fortælle om en aktuel, international problemstilling. Denne gang skulle Liselotte Odgaard fra Udenrigsministeriets repræsentation ved Hudson Institute i Washington fortælle om udviklingen i Hongkong. Hvor: Frederiksberg Slot, Hærens Officersskole.

Hvornår: Onsdag den 2. oktober. Næste lignende arrangement: Følg med på Yata Danmarks facebookside for lignende arrangementer. Afholdes som udgangspunkt hver 14. dag.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

En drivvåd onsdag eftermiddag i oktober virker Valby Bakke som en uoverskuelig forhindring mellem undertegnede og ugens IPmust: YATA’s SITREP om Hongkong v. Udenrigsministeriet Senior Fellow på den republikanske tænketank Hudson Institute, Liselotte Odgaard. Omtrent to timer efter virker cykelturen hjem gennem stille københavnske gader som det mindste problem. Holdt op mod de enorme udfordringer befolkningen i almindelighed og protestanterne i særdeleshed står overfor i Hongkong er forholdene i Danmark i almindelighed og København i særdeleshed grænsende til det paradisiske. I løbet af de to timer får Odgaard med sikker hånd ført lytterne gennem de vigtigste problematikker og løsninger på den langstrakte konflikt i den problemplagede region.

Først og fremmest understreger Odgaard hvad det centrale og drivende problem for de protesterende i Hongkong er: En krænkelse af frihedsrettigheder, som de føler, de blev stillet i udsigt tilbage i 1997, da regionen officielt blev kinesisk. Forventningen i ’97 var typisk post den Kold Krig: Historien er slut, og med tiden vil demokratisering og pro-vestlig udvikling komme af sig selv – også til Hongkong. Problemet i den selvstyrende kinesiske region er dog, at fastlands-Kina (herefter FK) har stået for det modsatte: Øget kontrol af befolkningen, tiltagende økonomisk ulighed og færre politiske rettigheder. Hongkongerne har dog ikke ladet den politiske udvikling gå stille hen – siden 2003 har protester i større eller mindre grad været en del af dagligdagen i Hongkong. Men med det seneste lovforslag om muligheden for deportation til retsforfølgelse i FK er bægret tilsyneladende flydt over for Hongkongs beboere. Det vigtigste spørgsmål, der står tilbage, er derfor: Hvornår flyder bægret over for magthaverne i Beijing?

Ifølge Odgaard kommer der til at gå længe, før man kan forvente at se kinesiske kampvogne i Hongkongs gader – Beijing har ganske enkelt ikke råd til det. Den kinesiske elite er afhængig af Hongkongs økonomiske muskler, og med Hongkong som en afgørende port til vestlige markeder har den kinesiske topledelse personlige interesser i en fredelig løsning på konflikten i Hongkong. En løsning, der skaber mest mulig fred i en forvejen presset kinesisk økonomi. En reformløsning, der tydeligt åbner op for nogle af de demokratiske løfter, som blev stillet i udsigt 1997, og som samtidig svarer på de mest presserende problemer i Hongkong synes den mest sandsynlige. Kan den økonomiske ulighed formindskes og politiske rettigheder fastholdes i et status quo, kan både Beijing og protestlederne erklære sejr. Beijing fordi der kommer ro på den økonomiske bagsmæk – protestlederne fordi de har bevist, at deres metoder har virket.

FOTO: REUTERS YIMOU LEE

Et afgørende punkt understreger ifølge Odgaard alligevel situationens ustabilitet: Ingen ser i øjeblikket ud til at ville gå på kompromis. ”Høgene” blandt både demonstranter og topledelsen i Beijing ser ud til at holde hinanden i skak – ingen indrømmelser lader til at være på vej fra hverken den ene eller anden side af konflikten. Odgaard er dog sikker på en ting: Demonstranterne i Hongkong bør vise forsoningsvilje, hvis de vil have yderligere resultater i den ophedede konflikt. Men er det overhovedet realistisk at vise forsoningsvilje, når politiet skyder med skarpt? Hvis ikke er bolden på Beijings banehalvdel: Hvor længe styret i hovedstaden kan tåle demonstranternes ydmygende vandalisering før et kompromis fremsættes eller kampvogne køres ind – det kan vi ifølge Odgaard kun gisne om ●

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

REPORTAGE

KVINDERS KAMP FOR SUDAN af JULIE STENDAHL OTTESEN

Fordi 70 % af demonstranterne er af det kvindelige køn, er den blå revolution i Sudan er blevet udråbt til kvindernes kamp. I et land hvor 90 % af kvinder er omskårede og der er nedskrevet love om anstændig kvindelig påklædning, er det i vestlige øjne et særsyn at kvinder står forrest i revolutionens rækker. Men er kvinder i afrikanske revolutioner egentlig sådan et særsyn, og betyder dét nødvendigvis at den blå revolution er feministisk? Til International Debats oplæg ‘Kvindernes kamp for Sudan’ tirsdag d. 3/12 deltog Kirsten Jørgensen (konsulent, social antropolog og international valgobservatør), Nils Karstensen (seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp) og Stig Jensen (lektor ved Afrikastudier). Det var en regnfuld tirsdag, men publikum var mødt talstærkt op. IPmonopolet var også på pletten, om end med vådt hår og en fugtig jakke. Måske du har set, eller endda selv skiftet, dit profilbillede til en støvet blå farve og tilføjet hashtagget #BlueForSudan? Den blå revolution i Sudan har fået sit navn efter en oprører blev skudt af politiet, mens han prøvede at beskytte to sårede

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

kvinder. I sorg skiftede familien til det samme profilbillede som den afdøde 26-årige ingeniør, Mohamed Mattar. Siden spredte billedet og hashtagget sig ud over internettet og bragte opmærksomhed på revolutionen i Sudan. Lige så overraskende det var, at det blå profilbillede gik viralt, lige så overraskende var revolutionens udbrud. Niels Karstensen påpegede at revolutionen var særlig speciel i det den startede langt væk fra hovedstaden, i byer som vil svare til Hjørring og Vejle. Den spredte sig som en steppebrand og få måneder efter, endte den foran militærets hovedsæde i hovedstaden i Khartoum. Det var d. 11. april, og diktatoren Omar al-Bashir blev sat af som leder af Sudan. Fredelige demonstrationer for demokrati fortsatte efter afsættelsen, indtil de blev slået hårdt ned på af Sudans paramilitære styrker i juni. Det var her, det blå profilbillede gik viralt. Derfor er spørgsmålet nu, hvorhenne de 70 % af demonstrerende kvinder står i disse kampe og hvorvidt Sudan overhovedet vil få sit demokrati.

FOTO: REUTERS MOHAMED NURÉLDIN ABDALLAH

Karstensen kommenterede også at revolutionen har rod i mange forskellige problemstillinger, der ikke kun vedrører kvinders kamp for ligestilling. Officerer og fagforeninger har også haft deres indsigelse i opstanden, der startede med, at brødpriserne steg en grad for meget. Derfor kan det være en ufuldendt vinkling af den blå revolution, når man siger, at det er kvindernes kamp. Dette fokus kan være et udtryk for vestens pådutning af vestlige værdier på ikke-vestlige landes udvikling. Det var noget som en tilhører fra publikum kommenterede, og som fik Stig Jensen til at nikke meget bekræftende. Som Jensen startede sit oplæg med at sige: ”økonomien bestemmer udviklingen”, og da dette har været en revolution der bekæmper stigende brødpriser fremfor patriarkatet, kan man så tvivl om hvorvidt det egentlig er den feministiske revolution, den er udråbt til af vestlige medier. Så hvad med de demonstrerende kvinder? Til trods for at der har været ledende kvindelige figurer og 70 % af oprørerene var kvinder, er deres udsigt til et opgør med traditionelle kønsnormer, ægteskaber med fætre og omskæringer af små piger, ikke gode. Udover den økonomsiske ulighed og korruption, har det være ikonets Alaa Salahs mærkesag at bekæmpe uligheden kønnene imellem. Der er altså et element af feminisme og kvindekamp i revolutionen, som Jørgensen bemærker. Men når revolutionen lukker ned og forhandlinger starter, ender kvinderne med at blive skubbet uden for døren. Derfor får de sjældent deres krav opfyldt, og kønsnormerne står til at overleve revolutionen.

Til slut spørges panelet om hvorvidt opstandens største håb, kampen for demokrati, vil gå i opfyldelse. Til det svarer Jørgensen at hun ser deliberation og konsensussøgen i mødet indimellem sudaneserne selv og har derfor forhåbninger om at demokrati kan stables på benene såfremt korruptionen bekæmpes. Niels Karstensen er enig i at korruption er Sudans største demokratiske problem, og Stig Jensen spår derfor den blå revolutions mål trange kår. For Jensen er demokrati svært at gennemføre, fordi det ikke er nok at fjerne præsidenten. Det understreger Jensen ved at pointere at livstidspræsidenter i Afrika i hans øjne er en uddøende race. Mange af landende er netværksledt, og det er derfor en lille elite der sidder på al magten. Hvem der er præsident, har mindre betydning. Den afsluttende note er derfor, at netværk må brydes eller infiltreres, hvis demokrati og kvinders rettigheder skal have en fremtid i Sudan ●

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

ANALYSE

ENDNU EN FRELSER SKAL GENREJSE ARGENTINA af MAGNUS KULMSEE HAGMANN

I Argentina er ekstremerne normalen, og pendulet svinger igen mod kaos efter valgsejren til Fernández & Kirchner. Den seneste udvikling rummer meget af det argentinske paradoks og er blot endnu et kapitel i en tumultarisk tilværelse for et ungt demokrati. Når jeg talte med mange argentinere om det forestående valg, udbrød mange af dem halvt i bøn, halvt i konstatering: ”Cristina vender tilbage!”. Tidligere præsident og præsidentfrue, Cristina Fernandez de Kirchner, endte med at blive valgt som vicepræsident under Alberto Fernández. Dette lille udbrud indeholder en stor del af essensen af argentinsk politik: personificeringen og den evige søgen efter en frelserskikkelse, den tilbageskuende attitude og visheden om at det, der ses på overfladen, ikke altid er sandheden.

Jeg var praktikant på den danske ambassade i Buenos Aires i foråret 2019, og kan med rette sige, at jeg har boet i Argentina i en meget interessant periode. Det samme vil alle andre praktikanter igennem årene nok også sige. Argentinsk politik og økonomi er altid på vej videre i rekordfart, om det så er mod stagflation eller tocifrede vækstprocenter. Økonomer har beskæftiget sig med det paradoksale i, at Argentina altid ender i

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

problemer, og jeg begynder at forstå deres frustration. Jo mere jeg lærer, des mere begynder jeg at tvivle på min egen politiske intuition og på de realiteter, jeg kan se med egne øjne. I sidste ende er sandheden nok, at symptomerne er synlige, diagnoserne kan stilles i overflod, men at ingen kur umiddelbart kan anvises. Adskillige af fortællingerne kan være sande på samme tid, og det netop overståede valg kan blot ses som en fortsættelse af den logik – eller mangel på samme – der har præget argentinsk politik efter militærdiktaturets fald i 1983. Ganske simpelt går logikken ud på, at argentinsk politik domineres af en destruktiv dialektik, hvor nye regeringers vigtigste projekt er at distancere sig fra deres forgængere og restaurere Argentina som den stormagt, det var for mere end 100 år siden. Den eneste kontinuitet bliver paradoksalt nok en konstant krisetilstand, et overdrevent fokus på politikernes person, en utålmodighed og længsel efter snuptagsløsninger, samt en dybt rodfæstet korruption. For at vurdere hvilken retning den nyindsatte præsident Fernández vil tage, må man først forstå økonomien, frelsertankegangen og den argentinske exceptionalisme.

FOTO: CRISTINA ELISABETH FERNÁNDEZ DE KIRCHNER

”IT’S THE ECONOMY, STUPID” I en tid, hvor Clintons gamle udsagn for længst er overhalet af værdipolitik i mange vestlige lande, lever det i bedste velgående i Argentina. Alle valg er økonomivalg, og med god grund. Det eneste værdipolitiske emne, der for alvor har fat i argentinerne, er den feministiske bevægelses stærke dagsorden, udkrystalliseret i spørgsmålet om fri abort. Dette udgør en markant skillelinje mellem typisk de ældre, konservative og rurale vælgere og de unge, progressive byboere. Derudover er de klassiske økonomiske emner som arbejdsløshed, fattigdom, vækst og inflation som oftest i fokus. Økonomiens relevans er forståelig, når man ser på udviklingen siden militærdiktaturets fald i 1983. Alfonsín, den første demokratiske præsident efter diktaturet, måtte gå af i 1989 som følge af hyperinflation og enorm gæld. Hans efterfølger, Meném, havde i begyndelsen af sin valgperiode succes med liberaliseringsi-

nitiativer, men igen mod slutningen af 1990’erne faldt landet tilbage i recession. Den store depression blev endnu værre under de la Rúa, og plyndringer og røverier kulminerede i erklæring af undtagelsestilstand i december 2001. I optøjerne den 19. og 20. december omkom næsten 40 mennesker, og præsidenten måtte flyves ud af præsidentpaladset i helikopter efter sin tilbagetrækning for at undgå de vrede menneskemængder. Denne periode er et sort kapitel i Argentinas demokratiske historie, hvor der i de efterfølgende dage var tre yderligere midlertidige præsidenter, inden Eduardo Duhalde kunne indsættes og annoncere verdenshistoriens største gældsmisligholdelse på 140 milliarder USD. I løbet af 00’erne vendte væksten tilbage, men ikke uden problemer. Mest bemærkelsesværdigt har været den generelt høje inflation, som i 2018 var på 47%, kun overgået af Venezuela i Latinamerika. Samme år måtte præsident Macri indgå en aftale med historisk upopulære IMF, som argentinerne viste sig at straffe hårdt ved dette års valg.

▶

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

MENS VI VENTER PÅ FRELSEREN Selvom økonomien er i fokus, har det dog ikke betydet, at politikken er mindre personificeret – tværtimod. Parallellen er her slående til argentinernes elskede fodboldlandshold. Landsholdet – og regeringen – er altid tynget af urealistiske forventninger til fremtiden. Typisk stiller holdet op med rigtig dygtige spillere uden den store plan. I stedet gives bolden til mirakelmageren Messi, der forventes at kunne bære det hele på sine smalle skuldre. Desværre for argentinerne ender det ofte i frustration, og den samme idé om en genial frelserskikkelse findes i politik. Især den tidligere præsident Perón og den altomfavnende peronisme, er uomgængelig i Argentina. Peronismen var oprindeligt en populistisk bevægelse, der forsøgte at finde en tredje vej mellem kapitalisme og socialisme, mens dens autoritære tendenser heller ikke kan benægtes. Den er dog svært definérbar og primært noget, der italesættes for at anerkende arven efter Perón, snarere end en egentlig politisk rettesnor. Det er ofte nødvendigt at iklæde sig peronismens spraglede dragt for at blive valgt til præsident i Argentina, og at den påkaldes vidt og bredt illustreres af at både liberale Meném og den isolationistiske arbejderklassepræsident Nestor Kirchner, og senere hans kone Cristina, har bekendt sig til peronismen. I de senere år har endnu en personbåret ideologi, kirchnerismen, videreudviklet peronismens grundlæggende ideer. ARGENTINSK EXCEPTIONALISME OG DEN NATIONALE LIDELSESHISTORIE Udover personfikseringen, er argentinsk politik også fanget i en national dyrkelse af lidelseshistorien. Argentina var stormagten, verden aldrig fik, og det enorme potentiale fra 1920’erne med masseindvandring og boom, blev aldrig udviklet fuldt ud. Selvforståelsen er endnu i dag præget af denne fortælling, og man ser det som den fornemste politiske opgave at genskabe i det mindste noget af fordums storhed. Heri ligger måske også kimen til de nationalistiske og isolationistiske tendenser i nyere tid – Argentina vil selv og kan selv. Naturressourcerne og humankapita-

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

len er da også rigelig, og argentinerne ved det. Derfor er kravene store og tålmodigheden lille, efter mange år med rutsjebaneture. Den manglende tålmodighed, kombineret med det relativt høje niveau af politisk engagement, kan sagtens være en af de helt afgørende grunde til, at argentinerne svinger mod ekstremerne igen og igen. Et inkrementalistisk projekt synes ikke at være tilstrækkeligt, hvis supertankeren skal vendes ud af de klippefyldte farvande. Paradoksalt nok bliver resultatet en evig cyklus af modreaktioner mod den forrige regering. Når man drejer roret på en supertanker, går der nogle kilometer før den reagerer, og hvis kaptajnen har nået at flå det frem og tilbage adskillige gange inden da, fortsætter den destruktive fremdrift stille og roligt. Med økonomien, frelserfortællingen og den argentinske selvforståelse i mente, er det muligt at vurdere, hvordan kursen bliver sat for Argentina efter det netop overståede valg.

KIRCHNERISMEN VENDER TILBAGE Og hvad så med vicepræsident Kirchner? Som nævnt i citatet i indledningen, taler Argentina om, at Cristina vender tilbage. Folk ser uden tvivl Fernández som Kirchners håndlanger på positionen, og årsagerne til at Kirchner ikke selv stillede op som præsident, er muligvis det spor af skandaler, hun trækker bag sig. Det er en offentlig hemmelighed, at korruptionen var (særligt) omfattende i hendes regeringstid, og kun den parlamentariske immunitet har forhindret hende i at blive fængslet i en igangværende korruptionsefterforskning. Man kan undre sig over, at Kirchners popularitet endnu er så enorm, men det er primært et tegn på, at argentinerne betragter politikerne som korrupte og skrupelløse. Hvis det står uafgjort på korruption og svindel, kan man ligeså godt stemme efter den fremlagte politik, og her vinder Kirchner uden tvivl.

Hvis hun skulle blive dømt, vil det smitte af på Fernández’ præsidentskab, men de to har allerede iværksat en strategi, hvor Kirchner kommer med de vilde udsagn og Fernández efterfølgende korrigerer den officielle position.

I juli sammenlignede Kirchner situationen i Argentina med Venezuelas, hvorefter Fernández irettesatte hende. Paradoksalt nok var Venezuelas diktator, Nicolás Maduro, hurtig til at lykønske ”det heroiske argentinske folk” for deres valg af Fernández & Kirchner. Hvorvidt der her tegner sig en ny akse i latinamerikansk politik, er nok for tidligt at spå om, men lykønskninger fra Venezuelas Maduro bør for de fleste demokratisk sindede udgøre et godt politisk kompas for, i hvilken retning man ikke skal gå. Nu går Argentina ind i en ny tid, som sandsynligvis vil indeholde en afstandtagen fra aftalen med IMF og en genrejsning af den venstrepopulistiske og semi-autoritære kombination, som tidligere har karakteriseret peronismen og kirchnerismen. Hvis min tese er korrekt, vil vi i løbet af de næste fire eller otte år se store økonomiske udsving og politiske skandaler, hvorefter de trætte og utålmodige vælgere vil vende sig skarpt i en anden retning for at finde den frelser, der en gang for alle skal genrejse det hårdt prøvede Argentina ●

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

ANALYSE

GRØN FRIHANDEL ELLER GRØN PROTEKTIONISME? af ESBEN BJØRN SALMONSEN, KASPER WILKENS & OSKAR HOLM KLÆBEL Verdens overskrifter blev i sommers ramt af Amazonas i brand. Det var ikke en ny nyhed, men på grund af, at det faldt sammen med afslutningen på forhandlinger af den længe ventede handelsaftale mellem EU og Mercosur, som består af Paraguay, Uruguay, Argentina og Brasilien, fik det øget opmærksomhed. Det brænder stadig, men efter at handelsaftalen er forhandlet på plads, er der et vakuum, hvori de endelige aftaler forberedes, og derfor er der en pause i de tweets fra regeringsledere, som var med til at sætte brand i overskrifterne. Så her står vi: med nogle indikationer på hvad handelsaftalen vil indebære, og måske også med en ny diskussion om hvorvidt løsningen er grøn frihandel eller grøn protektionisme. ‘BØF-FOR-BILER’-AFTALEN “Altså de foreløbige tekster, som er kommet ud, eller det, som man er blevet enige om at sende ud til offentligheden, er ikke en tekst; det er en lang række indrømmelser på især toldsatser i Mercosur-området”, fortæller Jens Ladefoged Mortensen, lektor ved Københavns Universitet. Landene er i forvejen kendt for at have høje toldsatser fx 35% på biler, 25% på medicin og 20% på tøj og sko. Det er altså disse toldsatser, som EU med aftalen forsøger at forhandle meget længere ned. For Mercosur-landene har det været vigtigt at opnå nemmere adgang til EU’s marked for deres landbrugsprodukter - især oksekød.

Det er også en af grundene til, at frihandelsaftalen har fået kaldenavnet ‘Bøffor- biler’-aftalen: Med aftalen åbnes der op for flere muligheder for, at tyskerne kan sælge flere biler til Mercosur, og Mercosur-landene IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

kan sælge flere landbrugsprodukter, til det europæiske marked. Navnet ‘Bøf-for-biler’ er også meget rammende for den kritik, der har været af frihandelsaftalen. Man har som en del af aftalen haft fokus på, at der skal være et bæredygtighedselement indskrevet i aftalen, hvor der blandt andet skrives under på, at alle parter lever op til Paris-aftalens målsætninger. Dette inkluderer også “a pledge to stop illegal deforestation in the Brazilian Amazon and to reforest 12 million hectares by 2030”. Det har dog ikke været nok for flere af de grønne partier rundt om i Europa, og heller ikke for dele af ‘De Grønne’ i Europaparlamentet, hvor SF’s to MEP’er sidder med. En af disse MEP’er er den nyvalgte Kira Marie Peter-Hansen, der fortæller, at hendes gruppe er meget imod handelsaftalen: “Den grønne gruppe er rigtig, rigtig kritiske og er imod hele aftalen. Både fordi den grønne gruppe generelt ikke er sådan supermeget pro frihandel, og fordi de mener, at der ikke bliver skrevet nok klimatiltag og grønne krav ind i aftalen.”

SF står dog ikke helt samme sted som resten af deres gruppe, da de også ser positive ting ved at gennemføre handelsaftalen, fortæller Kira Marie Peter-Hansen: “SF stiller sig lidt et andet sted. Vi er enige i kritikken, men vi mener, at frihandel generelt kan være gavnligt for væksten, økonomien og befolkningerne. Vi synes så også, at det er ærgerligt, at der ikke er nok klimatiltag og bindende regler.”

De Grønne har dog ikke nøjes med at være skeptiske overfor manglende tiltag og bindende regler. De har blandt andet fremført en kritik, hvor de forudser, at en af konsekvenserne vil være, at man, efter frihandelsa talen træder i kraft, vil se en øget afbrænding af Amazonas-skovene. Ræsonnementet bag dette er, at frihandelsaftalen vil føre til øget eksport af brasilianske landbrugsprodukter, hvilket vil øge incitamenterne til at dyrke mere landbrugsjord. Som resultat af dette vil vi i de kommende år, efter frihandelsaftalen træder i kraft, se en øget afbrænding af Amazonas, idet jorden skal bruges til at understøtte den øgede landbrugsproduktion. “Selvfølgelig vil mere samhandel med landbrugsprodukter give større efterspørgsel (på landbrugsjord red.) i Sydamerika, hvilket logisk vil resultere i mere skovfældning. Der vil også være mere shipping og udledning af den vej. Så øget samhandel har de her negative konsekvenser”, pointerer Ladefoged Mortensen. Fortalere for frihandelsaftalen mener tværtimod, at den kan være et effektivt værktøj til at presse blandt andet Brasilien til at øge deres ambitioner på det grønne område. Ladefoged Mortensen er enig i, at frihandelsaftaler kan være effektive: “Handel er et effektivt udenrigspolitisk værktøj, men det er også svært at bruge. Det har en effekt på os, ligesom det har en effekt på vores målgruppe. Hvis man bruger en handelssanktion ligesom en økonomisk sanktion, så kan det give bagslag, også for en selv. Det bedste, man kan sige om det, er, at det er bedre end alternativet. Men det er et tveægget sværd, og det slår begge veje”. Derudover må vi som borgere i EU også kigge indad ifølge Ladefoged Mortensen: “Det falder lidt tilbage til os forbrugere, og det er kritikere også ude at pege på. Vi bliver så sure på EU ift. sådan en frihandelsaftale, men en handelsaftale er jo ikke andet end, at det giver potentiale for øget handel. Der er så nogle, som skal efterspørge det, og det gør vi som forbrugere. Vores avocado, vi elsker den. Den er sund og lækker. Men hvor kommer den fra? Det er også noget, der potentielt kan blive ryddet regnskov for”.

BÆREDYGTIGHED SOM SKALKESKJUL? Den grønne bevidsthed har efterhånden vokset sig større og større i store dele af EU, og meget af kritikken af handelsaftalen finder man også fra den grønne fløj. Alligevel er der flere ting, der tyder på, at det grønne element blot er en af flere grunde til, at nogle EU-lande har meldt ud, at de ikke kan støtte op om handelsaftalen. Det gælder for Frankrig, Irland og Østrig, der alle har meldt ud, at de ikke kan støtte op om handelsaftalen på nuværende tidspunkt. For alle tre lande har den manglende handling fra den brasilianske regering ift. afbrændingen af Amazonas spillet en rolle i deres argumentation for at stoppe handelsaftalen. Alligevel er det tydeligt, at det også er udtryk for en indenrigspolitisk bekymring og ageren. For irerne handler det blandt andet om konkurrence. “Irland er storproducenter af kød til det europæiske marked, og de har Brexit ovenikøbet, som de skal have tacklet. De er altså meget bekymret for, at de skal til at konkurrere med billigt brasiliansk oksekød”, fortæller Ladefoged Mortensen. For Frankrig kan det både være et dårligt forhold mellem den franske præsident Emmanuel Macron og den brasilianske præsident Jair Bolsonaro, der er udslagsgivende for modvlijen mod aftalen. Derudover skal Macron have opbakning hjemmefra, hvor han har mange udfordringer. Det kan være svært med en opposition som generelt viser modstand mod frihandel i et forsøg på at beskytte egen industri.

I Østrig, hvor frihandelskritikken generelt er meget stærk, er der også en kritisk opposition til projektet. Her er der både en stærkt mobiliseret venstrefløj med en grøn dagsorden, og en højrefløj, som er bekymret for landets suverænitet, og af den grund er skeptiske over for EU. De to fløje, der ellers generelt står på hver sin side af de fleste sager, ser dog ud til at have fundet sammen om at være imod frihandelsaftalen. ▶

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

Det tyder altså på, at der også er nogle indenrigspolitiske interesser, såsom at beskytte egne industrier i en tid, hvor økonomien flere steder i Europa ser ud til at afmatte. Dette peger Kira Marie Peter-Hansen også på,da vi spørger ind til, hvad det er der gør, at der i den grønne gruppe i Europaparlamentet er så stor forskel på opbakningen til handelsaftalen mellem Mercosur og EU. Når de alle tilhører samme gruppe, der arbejder for en grønnere politik, hvad er det så, der skiller dem? “Jeg tror, at det er meget historisk egentlig. De skandinaviske lande er meget pro frihandel, fordi vi er små, åbne økonomier, som har været vant til at handle med andre, og som har været nødt til det, og som også har set gevinsten ved det. Der er mange af vores fx franske kollegaer, som ikke synes, at frihandel er lige så fedt, og som har været vant til, at der har været en landbrugsstøtte, der har båret meget af deres industri, og som nærmest har været lukket om sig selv. Jeg tror også, at det er den politiske kontekst, som de lever i. At deres økonomier ikke er verdens bedste, og at deres industrier er truet, hvilket gør, at de ser det som en værdi at beskytte sig selv.” FÆRRE FRIHANDELSAFTALER I FREMTIDEN? Men hvad betyder det for frihandelsaftaler generelt, når man, som med eksemplet i Østrig, ser stærke modstandere på begge fløje? Er det en ny tendens, eller skal vi forvente at se færre frihandelsaftaler i fremtiden? Allerede nu, forklarer Ladefoged Morten, er det blevet ekstra besværligt for EUkommissionen at gennemføre handelsaftaler, da borgerne forventer mere af dem, end de før har gjort. “Kommissionen skal ud og legitimere frihandelsaftaler på en helt anden måde, end de har skulle tidligere. Det er bare ikke længere nok at komme ud med nogle tal om, hvor meget BNP-væksten vil stige med aftalen. Der er nogle nye værdier på det her bæredygtighedsområde, hvor kommissionen skal gøre mere, end de gør i dag, for at legitimere fremtidige aftaler.” Hvis borgerne kræver mere af frihandelsaftalerne, og der nu vokser sig en større skepsis for disse på begge

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

sider af det politiske spektrum, så er spørgsmålet: Kommer vi til at se færre handelsaftaler i fremtiden? “Det kan betyde, at vi får mindre samhandel og færre handelsaftaler, helt klart! Der er flere veto-punkter. Der bliver stillet andre krav.”, svarer Ladefoged Mortensen. Men det er nok mere en frygt end et ønske. Både eksperten og politikeren mener, at handelspolitikken er for vigtigt et udenrigspolitisk værktøj til at blive lagt på hylden. I løsningen af klimakrisen er det stadigt centralt. “Udadtil, altså uden for Europa, der synes jeg, at handelsaftaler nok er vores stærkeste værktøj”, afslutter Kira Marie Peter-Hansen ●

om JENS LADEFOGED MORTENSEN

Jens Ladefoged Mortensen er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Mortensen er medlem af Center for Europæisk Politik og forsker især indenfor international politisk økonomi og inter-national handel.

om KIRA MARIE PETER-HANSEN

Kira Marie Peter-Hansen er medlem af Europa-Parlamentet for SF og blev valgt ind ved valget i 2019. Når hun ikke varetager danske interesser i Bruxelles studerer hun økonomi ved Københavns Universitet.

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

PRAKTIKANTERNES REPORTAGE

IPmonopolet har bedt de studerende, som har haft hænderne dybt nede i det komplekse eukrati om at give et behind the scenes indblik i hvad der egentlig foregår i det store EU. Her er Marie Sophie Træholt, som var praktikant for fagbevægelsens EU-sekretariat, og Mathias Christensen, der var praktikant for Morten Helveg (RV), reportager om de skelsættende begivenheder og dagligdagsgøremål der spiller sig ud i den europæiske union.

▶

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

NÅR LOBBYISTERNE GIVER FORMANDSKABET KOLDE FØDDER af MARIA SOPHIA TRÆHOLT, PRAKTIKANT HOS FAGBEVÆGELSENS EU-SEKRETARIAT FORÅR 2019

En fortælling om, hvordan lobbyisterne fik en af de største sager om velfærdsydelser i EU kastet af bordet i sidste øjeblik Op til 2019s EP-valg, var der en vaskeægte ”møgsag” på vej for Danmark og den danske fagbevægelse, min praktikplads på daværende tidspunkt. ”Møgsagen” stod ikke til at gå væk, og det var fagbevægelsens opgave at gøre noget ved den. Vi taler om den berygtede dagpengesag, mere specifikt forordning 883. Konkret dækker forordning 883 at vandrende arbejdstagere efter én måneds arbejde i Danmark, var berettiget til danske dagpenge. I forordningen havde man pludselig mulighed for at tage dagpenge ud af Danmark i op til seks måneder, hvor status quo kun er tre måneder. Retten til dagpenge i et andet EU-land ville dog forsat være betinget af, at en EU-borger var arbejdsløshedsforsikret i det land, vedkommende kom fra. ”Møgsagen” bestod i fagbevægelsens frygt for at der kunne komme pres på det danske dagpengesystem. Samtidig fyldte sagen enormt meget i de danske medier og EU-regi, fordi ordningen berørte noget sårbart som det danske velfærdssystem. Sådan en sag er aldrig hensigtsmæssig op mod et Europa-Parlaments valg, så den danske regerings opråb til de danske lobbyister og EU-repræsentationen var klar: ”Få den sag af vejen”.

Mit arbejde i den periode var meget utilregnelig. Selve aftaleteksten var klar, men medlemsstaterne trådte vande og nogen havde ben i begge lejre. Der var ingenting der var sikkert og dermed var det svært at tilbagerapportere, hvad status quo egentlig var på sagen.

Og så skete det. Rumænien havde formandskabet og satte dermed dagsorden for Rådets prioriteter. De hav-

de indkaldt alle EU’s beskæftigelsesministre og havde faktisk landet en aftale om torsdagen. Det aftaltes at parlamentets beskæftigelsesudvalg skulle stemme om aftaleteksten tirsdag morgen. Men allerede dagen efter, fredag morgen, var der en helt ny melding. Det blev annonceret at formandskabet af en uvis grund havde trukket aftalen tilbage.

Dette skabte en befriende følelse hos de danske lobbyister og MEP’ere (undtagen Margrete Auken), da den nu endelig var kastet af bordet. Den daværende beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen var dog slet ikke tilfreds, da hun regnede med, at det her skulle blive en af hendes sidste sejre som kommissær. Men sejren kom midlertidigt i hus, og Europavalget blev gennemført uden stor virak om dagpenge ud af Danmark. Det næste trin er at sagen forhandles igen i dette efterår, dog med et helt nyt Europa-Parlament, hvor ca. halvdelen af de folkevalgte parlamentarikere er udskiftet. Dermed spiller parterne nu i forlænget spilletid. Pointen med denne historie er, at lobbyisternes arbejde, som nogen vil kategorisere som ”behind the scenes-arbejde” rykker mere, end hvad man lige tror. Selvom jeg kun var praktikant i den her sammenhæng, så forstår man godt, at lobbyisternes middagsaftaler faktisk er arbejde, hvor viden og kontakter bliver delt og alliancer dannes uden for de parlamentariske murer og rådsbygningerne.

Derfor: hvis du har ønske om at se hvor magten i EU i virkeligheden er, og hvordan det politiske spil egentlig fungerer, så søg om at bliv praktikant hos et lobbykontor. Der er læring til alle os, som ønsker både at klogere på, den politiske arena og de tråde der trækkes i. ●

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

EN TILFÆLDIG DAG SOM PRAKTIKANT I BRUXELLES af MATHIAS CHRISTENSEN PRAKTIKANT HOS MORTEN HELVEG PETERSEN (RV) TORSDAG MORGEN KLOKKEN LIDT FOR TÆT I 08:00.

Bank, bank og lyden af en boremaskine vækker mig. Renovationsarbejdet ved siden af er startet. ”Jeg behøver squ” ikke rigtig noget vækkeur, de starter altid på samme tid”, tænker jeg, mens jeg tænder bruseren og lader det kolde vand ramme hovedet for at banke alkoholen fra i går ud af systemet. Jo jo, det er kun torsdag morgen, men hernede kan man være til receptioner hele ugen hvis man ønsker. Jeg husker paraplyen, for man kan aldrig vide sig sikker på denne årstid, og forlader lejligheden i Schuman-kvarteret, blot et stenkast fra Kommissionens hovedkvarter Berlaymont. Hele byen virker til at være under renovation. På de 10 minutters gang jeg har til Parlamentet hver dag, snubler man nærmest over både offentlige og private renovationer. ”Votre badge” (deres skilt) mumler sikkerhedsvagten på fransk. ”Here” svarer jeg på engelsk. Ni ud af ti gange fortsætter de på fransk, og så er man jo på Herrens mark, men heldigvis kender jeg proceduren. Europa-Parlamentet har lige så stor tiltro til os praktikanter som til lobbyister og besøgende, så vi må hver dag stille os pænt i køen og få scannet vores ting med de andre. Af med bælte, hver gang. Af med ur, nogen gange. Heldigvis er der sjældent mange ved indgangen til Willy Brandt bygningen, som huser Renew Europe Gruppen. Jeg styrer mod elevatoren og trykker på syv. etage. ”Godmorgen godmorgen” siger jeg til mine to dejlige kollegaer, da jeg lander på kontoret. De plejer at være på kontoret både når jeg kommer og når jeg går. Min

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

arbejdsdag er for det meste fra 9:15 (det akademiske kvarter er blevet en arbejdsskade efter et +6 år på statskundskab) til klokken 18 stykker. Selvom de knokler løs, er der altid tid til et smil og hyggesnak. Imponerende. 2 nespresso-kapsler og en printet dagsorden for udvalgsmødet i Civil Liberties, Justice and Home Affairs (LIBE) senere, er jeg op vej ud kontoret igen. Morten Helveg er stedfortræder i LIBE og udvalgsmøderne kører for det meste over to dage. Ikke alt er relevant, men i dag omhandler det de såkaldte flygtninge hot spots på de græske øer, og den græske regering leverer status. Omkring 25 % af alt lovgivning i EP går gennem LIBE, så det er et stort og tungt udvalg. Det betyder også at uenighederne er store, og det er specielt tydeligt når snakken omhandler flygtninge og indvandrere. Mens de yderste højre- og venstrefløjspolitikere fyrer deres forberedte statements af, der virker til at være mere rettet mod ekkokammeret på de sociale medier end på den konkrete sag, tænker jeg tilbage på den foregående dag. Her deltog jeg i det første ud af fire små seminarer om en ny vision for migration og asylpolitik. Det gav et unikt indblik i hvordan Renew inddrager Kommissionen og private stakeholdere i processen.

Tilbage i salen er vi gået over tid – det sker tit. Formand Aguilar holder fanen højt og takker for mødet. Men det er tydeligt at LIBE er en af de svære udvalg: migration, flygtninge, ydre grænser, terrorbekæmpelse og hate speech er bare nogle af de emner der diskuteres her. Emner, som fylder meget og som splitter den europæiske befolkning, og dermed også de valgte politikere. Og samtidig emner, som EU har svært ved at finde svar på.

Helt andre boller på suppen er der i udvalget for Industri, Energi og Research, som Morten Helveg er næstformand i. Med den nye konservative Kommissionsforkvinde Ursula von der Leyens mål om 50-55 % CO2-reduktion i 2030 og CO2-neutralitet i 2050, er selv de sorteste konservative EPPere kommet med på vognen. Kommissionen har svunget en provisorisk klimagolfkugle – European Green Deal – afsted, og nu er det op til parlamentet - traditionelt set den grønne af EU-institutionerne - at hjælpe til for at sikre, at Rådet ikke lader den flyve ”out of bounce”. Det kan mærkes i udvalget. Her taler vi slet ikke taler om hvorvidt 50 - 55 % er for meget eller om klimaforandringerne er menneskeskabte (heldigvis!), men derimod om, hvorvidt vi er ambitiøse nok, og hvordan vi kommer videre herfra. Sektor-kobling, infrastruktur, dekarbonisering af økonomien og power to X er bare nogle af de flotte termer som slynges ud. Men i efteråret er der ikke sket så meget. Kommissionen skulle først på plads. 2020 bliver travl. Der skal laves love og genåbnes en masse direktiver i løbet af de næste 2 år. Det første bliver efter planen en klimalov, som præsenteres den 26. februar. Oppe på kontoret overleveres de relevante informationer fra dagens LIBE-møde til min kollega. Som assistent handler det om at være øjne og øre for sin MEPer i udvalgene. Var der noget interessant for vores MEPer? Er der noget konkret vi skal rykke på i forhold til proces, SoMe eller lignende? Sådanne ting vendes umiddelbart efter mødet.

danske centraladministrations kantinepriser” siger jeg grinende til min kollega mens vi finder en plads. Kommer man klokken 12 er der rigelig med plads. Sydeuropæerne kommer først om 1 time. ”Vi skal skrive et udkast til et brev til energikommissær Simson, hvor vi gør opmærksom på, hvad der er vigtigt at fokusere på i Green New Deal. Vil du hjælpe med det i eftermiddag?”, spørger kollega 1. Jeg nikker. Kollega 2 minder mig få ringet rundt til nogle MEP”ere og høre om de kommer til vores energievent i morgen, hvor Morten er vært. 6 timer senere…

”Spiser vi kebab inden vi rammer Plux?”, spørger en kollega fra Venstre delegationen. Han står i døren til vores kontor. Plux er en sammentrækning af Place Luxembourg. Pladsen ligger lige foran parlamentet og hver torsdag danner den rammen omkring byens, og måske Europas, største torsdagsbar. Der er stemning for kebab, så jeg lukker computeren ned, tager min jakke og paraply under armen mens jeg på gangen kan høre ”så det nu, elevatoren er her”… ● Disclaimer: Den konkrete dag er fiktiv, men er baseret på virkelige hændelser fra praktikantlivet i Bruxelles.

”Stagiaire”? spørger kassedamen i kantinen. ”Yes”, svarer jeg mens jeg viser mit badge. Man får hele 0,60 euro rabat som praktikant og det er med at udnytte det, for kantinen er ikke ligefrem billig. Var det noget med en omgang ramen til 14 euro, en pasta-bolo til 8 euro eller dagens ret, som oftest er noget kedeligt, til 5,5 euro? Priserne på de hellige pomfritter steg med over 30 % lige omtrent da jeg kom hertil. Det skulle eftersigende have vakt ramaskrig på de interne mailservere. ”Jeg er færdig med at brokke mig over den

VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

SANDHEDEN OM BREXIT af ANNE EMILIE HANSEN, ROSE STEEN MIKKELSEN, & BENEDIKTE GRUNDTVIG

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk. Vores to rapportere fandt sig selv berusede i London, og har derfor hørt folkemængden, hvordan de i virkeligheden har forholdt sig til Brexit. FULDE BRITER OM ÅRSAGERNE TIL BREXIT

Bo: Brexit’s not done on the NHS (det britiske sundhedsvæsen, red.) though, Brexit was immigration. It was a one issue fucking vote.

James: The NHS was a large talking point with regards to the election. Stanley: I get it – there are huge waiting lines, therefore I’m going to vote to get these people out of the country. I get it, I get it.

James: It all ties into whether you look at yourself as a European country or if you tie yourself to the Commonwealth. Our alliance shifts with who’s causing immigration pressure.

Stanley: Skill-based entry. The reality is that at the moment we have large traction of these from the EU. Union leaders who voted leave now realize that 95% of their workers are from the EU. British people don’t want to pick fruit – they think they’re above it. Bo: The EU and Brexit has no ties to the NHS. No one thought so. It was a vote about immigration.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

Stanley: The most important thing about Brexit is, that the people it spoke to, the people who voted for it, felt like they hadn’t had their voices heard for decades, for a really long time, it’s like Trump you know. It’s the same thing as with the national front, like the right-wing fascist, rose in the 80’s. It’s the same kind of feeling. There are communities who feel like they haven’t been heard. If there’s an opportunity to break the cycle, they’re going to do it. That’s the problem with populism. The content doesn’t matter, it’s about breaking up the status quo. James: Brexit is a populist thing. Bo: They just throw out numbers, like with the NHS, that number was a lie – insignificant. Stanley: It’s terrible. Pure populism.

James: okay, 52/48 is a majority, but he has literally split the country in half. Even today, the country is still split. Nothing has been done to repair that. It’s split.

Bo: There’s two things right, I think. We’re quite unique with the first-past-the-post system. Because we don’t have coalition governments as in most of Europe, we’re used to one party, just getting over the line, and then getting all of the ruling power. That is exactly what Brexit is. Our election system, in a nutshell, working terribly. Because we haven’t had a 100 years of coalition democracy, we’re not used to compromise, so now we’re just going to go down that route. That voting system, has let, in part, to us accepting this referendum result completely, despite it being so narrow. Scott: I feel a bit mistreated. You know, one generation decided a thing that is going to have a big impact on me, and I wasn’t really heard at all. Yeah. so, it’s… But I try not to think about it, because it is so overwhelming. It’s like, I have to live my day-to-day life, you know? (...) We are in such a state of not knowing and uncertainty and I think that is what’s most scary to people. Because then they start not trusting each other and stocking up on stuff. It’s for sure a stress factor in people’s lives. It’s been brewing in your stomach, in the back of your mind. Patrick: It’s all we ever talked about, and I’m getting sick of it. It’s a stressful situation. It can’t really do anything about it, it’s just you, watching the world you know fall apart. I hate it. It’s kind of like the global warming you know… You just feel very powerless. (...) The thing with Brexit is, that it isn’t going

to affect the rich - you know, my family is dirt poor, we’re from Manchester. I don’t know if I’m going to have to move back home and sustain them. It feels like very much like a deprivation of liberty. Because then I have to choose between my family and my studies and future.

Peter: It was a bit like the US election with all the fractions and ideologies fighting. Yeah, I think it will backfire – it won’t lead to anything beneficial because it will take at least 15 years to get new deal worked through. Luke: It’s a lot like Donald Trump, the idea of going back to an old era or age that is far gone.

”

FULDE BRITER OM SELVE AFSTEMNINGEN

The truth hurts, as they say. Or at least, as Lizzo says. - Marc

FULDE BRITER OM BORIS JOHNSON

Marc: I think it’s quite scary, how he is able to twist the truth. I think it’s really scary, that we are living in this post-truth world. It’s scary for your democracy and for everyday life - that the truth is not valued anymore. The truth hurts, as they say. Or at least, as Lizzo says. It’s very problematic, that he is the leader, that people go to for direction and that he is spilling lies instead. Marc: Well I’m quite happy with Boris. Rapporter: But he lies so much. Marc: They all lie. Rapporter: I agree, but he lies so badly. Marc: Well, honestly I haven’t payed that much attention. Rapporter: He’s very charismatic, kind of trump-ish. Marc: He’s always had his way. I was always for him, thought he was kind of a joker. James: He’s a very sneaky clever man. He knows how to appeal to people. Everyone sees his as harmless, but that’s just his personality. Everyone be like “He’s such a nice man who cares for us”. He’s a dickhead. VERDEN BRÆNDER 27. udg. IPmonopolet

FULDE STATSKUNDSKABERE OM BREXIT

Fuld interviewer-brites ven (FIBV): Brexit is horrible. Are you going to stay all night to talk about Brexit? Rapporter 1: It’s because we are very confused about it! FIBV: Because we are thinking about going somewhere else and getting a bit more drunk, do you wanna join us? Rapporter 1: That sounds fun, but I’m still confused, why did you vote to leave? FIBV: Aren’t we all. I did not vote for Brexit. Everyone is voting for Brexit. They think if they vote for Brexit, it makes the country a lot more stable. Rapporter 2: Excuse me, you are ruining my interview. FIBV: Sorry. Rapporter 2: He is taking the piss. Also, he doesn’t live here. Rapporter 1: oh KAOS UDBRYDER

FIBV: I don’t give a fuck about your interview. Rapporter 2: Bene (rapporter 1, red.) skal vi tage med dem videre? Rapporter 1: That makes me very sad. Interviewene er foretaget i starten af november, og derfor inden både det britiske parlamentsvalg og Storbritanniens udtrædelse af EU. Grundet vores rapporteres sindstilstand, er navnene på de interviewede ikke tilsvarende deres rigtige navne.

IPmonopolet 27. udg. VERDEN BRÆNDER

Tak fordi du lĂŚste med - IPmonopolets redaktion, bestyrelse og skribenter 2019/2020

VERDEN BRĂ&#x2020;NDER 27. udg. IPmonopolet

ipmonopolet.org

IPMONOPOLET #27 Verden brænder

Articles inside

SANDHEDEN OM BREXIT

En tilfældig dag som praktikant i Bruxelles af MATHIAS CHRISTENSEN PRAKTIKANT HOS MORTEN HEL VEG PETERSEN (RV

Når lobbyisterne giver formand skabet kolde fødder af MARIA SOPHIA TRÆHOLT, PRAKTIKANT HOS FAGBEVÆGEL SENS EU-SEKRETARIAT FORÅR 2019

En lus mellem to negle” af MARCUS KUNØE, CAROLI NE VOIGHT CHRISTJANSEN & MARCUS HORNUM BING

Hong Kong i brand. Endnu ingen kampvogne gaderne – hvor længe kan det blive ved?” af MARCUS HORNUM BING

Endnu en frelser skal genrejse Argentina” af MAGNUS KULMSEE HAGMANN

Grøn protektionisme eller grøn frihandel?” af ESBEN BJØRN SALMONSEN, KASPER WILKENS & OSKAR HOLM KLÆBEL

Kvinders kamp for Sudan” af JULIE STENDAHL OTTESEN

Forbrugeransvar i en globaliseret verden” af MAJA LORENTZEN & SILLE VIGSØ

To perspektiver på en verden i brand” af LASSE KOCH PEDERSEN & JEPPE BACH LERCHE

Demokrati på retræte” En analyse af den politiske og de mokratiske udvikling i Polen af MARIA LOK