IPmonopolet #2

IPMONOPOLET.DK

°

ÅRGANG 1

°

NUMMER 2

°

1. UDGAVE

I P M O N O P O L E T tidsskrift for international politik TEMA: KONFLIKT I DET 21. ÅRHUNDREDE

TEMA

IPmonopolet sætter i denne udgave fokus på konflikt i det 21. århundrede. Læs bl.a.: Enkeltstående atomangreb vil erstatte atomkrig.

Se side 5 Klimapolitikkens sikkerhedsligørelse.

Se side 8

UDBLIK

Sydamerikanske grænseoverskridelser og systemeksport a la bolivariana…

Se side 23 Bevæger Zimbabwe sig i retning af at blive et militærdiktatur?

Se side 33

MONOPOLET

Søren Gade vs. Morten Helveg Petersen Det fremtidige danske forsvar!

Se side 42

SYNSPUNKT

Interview med Kenneth Waltz Disciplinens Grand Old Man om IP i dag, USA’s rolle og det kommende præsidentvalg

“

If we assume that it is going to be a democratic president, we will definitely withdraw from Iraq. It is going to be chaotic, but as long as we are there it is chaotic as well. We will certainly see a war termination – but how the termination is going to be, is very hard to predict. It seems to be easier to start a war than to end it

LÆS MERE SIDE 39 1

LEDER Velkommen til IPmonopolet – endnu engang!

Vi er glade for at kunne præsentere anden udgave af IPmonopolet, der beskæftiger sig med temaet ”Konflikter i det 21. Århundrede”.

Vi har identificeret og præsenteret en række potentielle konfliktlinjer og bedt en række studerende og forskere kommentere på dem. De potentielle konfliktlinjer er: Klima ved Steen Nordstrøm, Ph.d.-studerende på DIIS, Terror ved Bjørn Møller, Seniorforsker ved DIIS, Revolution in Military Affairs ved Troels Burchall Henningesen, Cand.scient.pol. og Enkeltstående atomangreb ved Thomas Emil Jensen, Stud.scient.pol. ved Kennedy School of Government på Harvard.

Disse fire emner er selvfølgelig ikke udtømmende men fortæller alligevel noget signifikant om de konflikter, der er aktuelle i det nuværende, internationale samfund. Det er tankevækkende, at alle forskere – uafhængigt af i hinanden – ikke synes at være præget af den sensationalisme, som kendetegner meget af den offentlige debat.

Simon

Gravers Jacobsen Stud. Scient. Pol. , Københavns Universitet Ansvarshavende Chefredaktør, IP Monopolet

Monopolet sætter forsvarsminister Søren Gade og de radikales Morten Helveg Petersen i stævne. Emnet er arbejdet i Forsvarskommissionen og de fremtidige perspektiver for det danske forsvars kommende engagement og deltagelse i internationale operationer og opgaver.

I Udblikssektionen præsenterer vi i denne udgave et væld af artikler, der hver især behandler væsentlige og aktuelle problemstillinger indenfor international politik.

Birthe Hansen skriver om USA’s politik i Mellemøsten, Hans Krause Hansen behandler spændingerne mellem Columbia, Ecuador og Venezuela – særligt med fokus på Hugo Chavéz, Hatla Thelle sætter perspektiv på Kinas menneskerettighedskrænkelser og det kommende OL, Jørgen Siegumfeldt fra P1’s Orientering skriver om den aktuelle situation i Malaysia efter Anwar Ibrahims tilbagevenden til den politiske scene, Lene Bull Christiansen ser på situation i Zimbabwe efter valget, Trine Brox går bag om Kinas engagement i Tibet, og endelig skriver Jon Bøge Gehlert, der er journalistpraktikant på CARE, om Den Afrikanske Fodbolddrøm.

I Synspunktssektionen fortsætter vi rækken af interviews med indflydelsesrige forskere indenfor international politik. I denne udgave har vi interviewet Kenneth Waltz om hans syn på det internationale system og USA’s rolle heri. Waltz formår, på trods af sine 84 år, at præsentere en skarp analyse af USA’s nuværende position i verden og kommer blandt andet ind på et muligt skift i udenrigspolitikken efter præsidentvalget i november.

Stig

Tackmann Stud. Scient. Pol., Københavns Universitet Ansvarshavende Chefredaktør, IP Monopolet

Vi håber, at I vil tage godt imod tidsskriftet endnu engang og opfordrer alle, der arbejder på et spændende bachelorprojekt eller speciale til at skrive en artikel til os og dermed komme ud til et større publikum med Jeres viden.

Skriv til redaktion@ipmonopolet.dk!

Den ansvarshavende redaktion

2

INDHOLD LEDER

2

TEMA

4

Enkeltstående atomangreb vil erstatte atomkrig

5

Klimapolitikkens sikkerhedsliggørelse

8

Terrorisme. At sikkerhedsliggøre eller ikke...

12

En revolution der løb ud i sandet?

16

UDBLIK

20

USA’s mellemøstpolitik

21

Sydamerikanske grænseoverskridelser…

23

Beijings Tibet-problem

26

MENNESKERETTIGHEDER OG OL I KINA

28

Malaysia: Nye tider på vej?

30

Bevæger Zimbabwe sig i retning af at blive...

33

monopolet

37

synspunkt

40

redaktion

45

3

INTRODUKTION

TEMA

KON FLIKT

I DET 21.

ÅRHUNDREDE Temaet for denne udgave af IPmonopolet er ”Konflikt i det 21. århundrede”. Hvordan formes fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer? Vi stiller skarpt på fire potentielle konfliktlinjer, som kan få afgørende betydning for, hvordan vi vil tænke sikkerhed i det 21. århundrede.

4

Enkeltstående atomangreb vil erstatte atomkrig Af Thomas Emil Jensen, statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet Atombomben er ikke blevet anvendt i krigshandlinger siden 9. august 1945. Ifølge nobelprismodtageren Thomas Schelling findes der i dag et ’nukleart tabu’ i verden. Han påpeger, at til trods for oplagte situationer har ingen brugt dette våben siden Nagasaki. Fordi det simpelthen er for frygteligt. Mens vi må håbe, at han har ret, og at tabuet fortsætter i al fremtid, er det værd at analysere, hvem der kunne fristes til at bruge bomben, og hvordan det kunne ske. Konklusionen er, at i den overskuelige fremtid er risikoen for en atomkrig meget lille. Men risikoen for enkeltstående brug af atomvåben er større end under den kolde krig. Mere specifikt vil der være fire dominerende veje til et enkeltstående atomangreb – og disse er værd at have i tankerne, når vi spår om fremtidens krige.

Atomvåbenstrategi er en skræmmende disciplin i international politik. Dette skyldes, at spørgsmål om brug af atomvåben på alle måder overskrider traditionelle ræsonnementer om ’proportionel brug af magt’, ’retten til selvforsvar i tilfælde af angreb’, ’ideen, om at man holder sine kapabiliteter hemmelige overfor fjender’ osv. Hvor stater igennem historien har søgt sikkerhed ved at tilegne sig mest mulig magt, så resulterede atomalderen og den kolde krig i, at staters problem pludselig er omvendt; stater kan have for megen magt til at føre krig som vanligt.

Med udsigt til udslettelse gav ord som ’proportionalitet’ ikke mening. Retten til selvforsvar måtte nødvendigvis blive fortolket bredt, da ingen turde sidde og vente til et missil var i luften. Og i dette strategiske klima indså parterne snart, at hemmelighedskræmmeri var noget af det farligste. At atomvåben kun ville have effekt, hvis de blev vist frem til fjenden, og at man troværdigt forsikrede, at de ville blive brugt, såfremt den anden part startede vanviddet. Vi kender hele historien: Alle levede i frygt for den negative skaberkraft - magthavere såvel som civilbefolkninger. Ord såsom ’atomvinter’ og ’den røde linie’ fandt vej til almensproget, og ’Cubakrisen’ blev standardemne i gymnasieelevers 3.g.-opgave.

Dog var den kolde krig også en af de mere fredelige perioder i den nordlige halvkugles historie. Hvem ville risikere at skubbe til korthuset og dermed potentielt udløse ’Mutually Assured Destruction’ – den dominerende doktrin som meget passende blev forkortet ’MAD’? Indtil i dag har det været MAD-tanken om, at modstandere kan svare igen (second-strike-capability), som afholder atomstaterne fra at tage det første skridt (first-strike). Dette bringer os til den første paradoksale konklusion:

USA’s unipolære fristelse Den første fare for fremtidig brug af atomvåben består i, at Ruslands second-strike-capability er i en tvivlsom forfatning. Hvis USA ikke tror på, at Rusland kan svare igen, ja så lurer fristelsen. Professor Thomas Schelling, som i 2005 fik Nobelprisen for sit arbejde i spilteori og dets anvendelse i atomvåbenstrategi, håber derfor, at Rusland vil holde sin kapacitet ved lige. Han indrømmer rent ud, at han ikke stoler på, at den nuværende amerikanske præsident ville holde sig tilbage uden en russisk balancering. Han stoler ikke på, at det nukleare Ønskelige tiltag for at rette op på mangelfuld opbevaring I en verden hvor vi snart må indse, at vi aldrig kommer til at leve uden atombomben, kan - og bør - vi samarbejde om, hvordan vi bedst muligt lever med den.

Dette indebærer: · Fælles standarder for sikker opbevaring af atomvåben og beriget våbenmateriale. 95 % af verdens atombomber findes i USA og Rusland. Forhandlinger om en fælles standard bør starte her. · Ressourcer til rådighed for stater som ikke selv har råd til at følge disse standarder. Det er blevet vurderet, at det vil koste 30 milliarder dollars at sikre alle våben og beriget materiale i Rusland, og at det kan gøres over få år. USA skal gå forrest her og tilbyde at betale for dette offentlige gode.

Denne finansiering er oplagt for en koalition af villige stater. · Konvertering fra at bruge højt beriget uran (som også kan bruges i bomben) i atomkraftværker til i fremtiden at bruge lavt beriget uran (som kun kan bruges i energikraftværker). · Styrke de eksisterende ikke-spredningsaftaler med tilbud om at stater som ønsker atomkraft (såsom Iran) kan købe lavt beriget materiale til det halve af markedsprisen fra et multilateralt konsortium, og at sælgerne lover at tage det brugte materiale retur.

5

tabu vil binde dem.

eller købe det berigede uran eller plutonium og dernæst bygge en bombe selv. I dag er der omkring 40 lande i Alternativt skal Kina overtage rollen som den trovær- verden, som er i stand til at berige materialet til det nøddige modspiller som vil ’garantere’ et atomart mods- vendige niveau, hvilket betyder at der er mange steder var. Denne rolle har Kina ikke påtaget sig endnu, og det at forsøge et sådant tyveri. Et atom-gør-det-selv-projekt vil kræve en oprustning hvis de skal kunne ’garantere’ vil tage mindst et par måneder samt et dusin højt udMAD. Hvis hverken Rusland eller Kina kan sanktio- dannede fysikere, kemikere, ingeniører og måske en nere brug af et amerikansk atomvåben, ja så kan fris- pladesmed. Disse personer vil skulle arbejde et hemmetelsen blive stor – særligt hvis USA i fremtiden ønsker ligt sted isoleret fra familie og venner og have adgang til at uddele en atomar lussing til en slyngelstat som efter- stærkt avanceret teknologi. Schelling argumenterer, at spil til et terrorangreb. disse personer under arbejdet i deres laboratorium samt over aftensmaden uundgåeligt må spørge sig selv om, Men hvis USA anvendte atomvåben ville Kina være hvad denne bombe mon skal bruges til? Om ikke de, tvunget til at opruste og ’garantere’ at MAD var i spil. som minimum, skal have indflydelse på brugen heraf?

Og så ville vi være tilbage i en balanceret situation. I Og mest fundamentalt om de overhovedet skal forsøge dette scenarium er der altså ikke fare for en atomkrig at gøre arbejdet færdigt eller med vilje skal producere med de enorme strategiske atomvåben – men snarere en fuser? (Det var præcis sådanne spørgsmål Werner for en enkeltstående anvendelse af taktiske atomvåben, Heisenberg og Niels Bohr efter sigende diskuterede da f.eks. i en kampagne som minder om den USA kæm- de mødtes i København i 1942 og som kan ses i teaterpede mod Al-Queada i Tora Bora bjergene i Afghani- stykket ’Copenhagen’ af Michael Frayn). stan, hvor atomvåben ville være oplagte at bruge.

Terroristers tyveri eller hjemmebyg Den anden rute til et enkeltstående angreb går via terrorister og atomvåben. Her er Thomas Schelling god at lytte til igen. Hvis terrorister vil bruge atomvåben, må de stjæle dem eller producere dem selv. Der er ikke belæg for påstanden om at stater vil give deres atombomber væk til eksempelvis Al-Qaeda. Selv under den kolde krig gav Rusland ikke bomben til Kina, selvom de delte så meget andet, og USA gav den heller ikke til sine allierede. Desuden har USA også gjort det klart, at producentstater holdes til regnskab for våben, som bliver brugt af terrorister. Dette skaber gode incitamenter for at stater holder atomvåben tæt ind til kroppen.

Scenariet hvor en terrorgruppe stjæler en færdig bombe fra en atomstat og lykkes med at bruge den vil dog næppe føre til et modangreb på producentstaten, såfremt verdenssamfundet tror på at der er tale om et tyveri. Snarere vil det føre til øget samarbejde om at få bragt resterende våben under forsvarlig lås og slå. Rusland er det mest oplagte sted at forsøge et tyveri, da der i dag er 15-16.000 atomvåben spredt ud over føderationens 11. tidszoner. Og sikkerheden er ikke hvad den burde være. Forhåbentlig skal der ikke et atomangreb til, førend USA får hjulpet Rusland med at bringe disse våben under forsvarlig lås og slå.

En terrorgruppe kan måske være så heldig at stjæle

”Den første fare for fremtidig brug af atomvåben består i, at Ruslands second-strike-capability er i en tvivlsom forfatning. Hvis USA ikke tror på at Rusland kan svare igen, ja så lurer fristelsen.”

Den mest oplagte konklusion for dem vil være, at de kunne få langt større indflydelse, hvis de brugte deres bombe til afskrækkelse snarere end blot til at dræbe tilfældige mennesker i en storby. Men for at en afskrækkelse skal være troværdig, må en part demonstrere, at de har bomben og er villige til at bruge den. Derfor ville det mest sandsynlige nukleare atomangreb fra sådan en gruppe være med en mindre bombe mod et mindre mål (evt. et militært mål) og det primære fokus ville være at etablere sig selv som en spiller, som unipolen er nødt til at lytte til.

Skulle det ske, at en terrorgruppe således producerer en bombe og bringer den til sprængning, ja så er det stadig usandsynligt, at der ville udbryde en atomkrig.

For det første vil en terrorrist-bombe, hvad enten stjålet eller hjemmebygget, ikke være af samme kaliber som de strategiske atombomber. De er højst taktiske våben til brug for enkeltstående attentater. Det er derfor mest sandsynligt at USA (eller Rusland i tilfælde af 6

f.eks. Tjetjensk terrorisme) ville undlade at svare igen nukleart – for dermed at vinde det ’moralske’ argument og forsvare det såkaldte ’nukleare tabu’. Dermed ikke sagt at et terrorangreb ikke ville blive besvaret. Selv med konventionelle våben er der rigeligt med død og ødelæggelse i både Ruslands og USA våbenkataloger.

lig.

I et splittet land som Pakistan er der meget få ting, de forskellige eliter kan være enige om. En sikker håndtering af statens atomvåben er heldigvis en af dem. Disse våben har enorm betydning som symbol på statens formåen samt i afskrækkelse af andre regionale aktører.

Derfor opbevarer Pakistan også bomber og detonatorer på separate adresser, kræver stærkt bevogtede elektroniske koder for anvendelse og kræver endelig den såkaldte ’two-man-rule’ (som er almen praksis blandt atomstater), hvor der skal to personer til at autorisere brugen af bomben. Så selv hvis en svag atomstat kollapser, er der stadig store forhindringer, der skal overvindes for at en bombe kan bruges. Og disse forhindringer kan kun løses gennem deling af information som ingen parter har ønske om at udlevere til andre af angst for, at bomben måtte blive brugt mod dem selv.

Simple fejl I september måned sidste år fløj et amerikansk B-52 bombefly en banal øvelsestur fra North Dakota til Louisiana. Men ved en fejl fløj den med seks armerede strategiske atommissiler i stedet for seks attrapper. Og fejlen blev først opdaget/rapporteret 36 timer senere.

Ud fra disse scenarier – USA’s unipolære fristelse, terroristers hjemmebyg samt følgerne af fejlslagen stat – synes konklusionen at være, at en atomkrig er usandsynlig og at vi snarere skal fokusere på risikoen for et enkeltstående brug af en atombombe. Dette er nu Et statskollaps også slemt nok, når vi tænker på at et enkeltstående anEn tredje bekymring for et enkeltstående angreb befind- greb på eksempelvis New York ville dræbe op mod en er sig i vadestedet mellem stater og ikke-statslige aktør- million mennesker. En sidste, men vigtig, faktor er ikke er. Hvad sker der, hvis en atomstat falder fra hinanden? diskuteret ovenfor. Og denne faktor er hovedargumenDette spørgsmål var i spil ved Sovjetunionens opløsn- tet for stadig at gøre alt hvad vi kan for at begrænse ing. Er akut relevant i dagens Pakistan. Og i fremtiden spredning (både i antal og geografi) af atomvåben – kan Nordkorea meget let kandidere til samme skæbne. selv til ’stærke’ stater.

Hvis en enkelt elite kommer til magten og får fuld kontrol over våbnene, ja så gælder MAD doktrinen stadig.

Uanset hvor islamistiske eller ekstremistiske vi finder dem. Ingen statselite vil ikke kunne bruge bomben uden selv at blive udslettet.

Dette er uhyggeligt. For hvis USA, som har haft bomben længst og har det mest ressourcestærke militærapparat, ikke kan håndtere deres bomber med skudsikre procedurer – ja, hvad er så status for de nye i medlemmer i atomklubben? Når Iran eller andre stater i fremtiden får atomvåben, bør et primært internationalt fokus derfor være at dele viden omkring, hvordan man kan håndtere disse sager på forsvarlig vis. Som min far ville sige: ”Jeg troede da at man satte et stort gult kryds på de rigtige bomber, så man kunne kende dem fra attrapperne!” Tilsyneladende er det ikke så ligetil.

I en verden hvor der nu er ni atomvåbenstater, er der simpelthen ikke plads til den slags administrative dilettanteri. Som vi så af Cubakrisen, er det alt rigeligt at have to parter i spil. Og det var som følge af Cubakrisen, at Thomas Schelling foreslog ’den røde linie’, som skulle udelukke misforståelser mellem stormagterne i pressede situationer. I dag er det ikke usikkerhed om andre staters intentioner som er hovedproblemet. Det er snarere spørgsmålet om mangelfuld opbevaring af nukleart materiel.

Scenariet hvor en anonym gruppe får adgang til hele arsenalet (I Pakistan 40-50 bomber), evner at bringe dem ud af landet, samle dem og bruge dem i et angreb mod en anden stat er stærkt usandsynlig, da hele det internationale samfund vil være på stikkerne i perioder af regimeskifte eller statskollaps i atomstater. Og hvis et antal atomvåben skulle blive bortført, ville det være de mindre, taktiske atomvåben. Strategiske atomvåben transporteres ikke så let – hverken på æsel, jeep eller i kassevogn.

En enkelt atomsprængning, i værste fald mod en storby, *Thomas Emil Jensen takker Ali Alfoneh for koner altså mulig. Men en regulær atomkrig er usandsyn- struktive kommentarer og rettelser.

7

Klimapolitikkens sikkerhedsliggørelse Af Steen Nordstrøm, Ph.d.-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS Klimaforandringer bliver i stigende grad anskuet som en sikkerhedspolitisk - og ikke blot en miljømæssig og økonomisk - udfordring. Mens miljømæssige og økonomiske konsekvenser af den globale opvarmning er blevet grundigt undersøgt, er de sikkerhedspolitiske effekter derimod stadig omgærdet af megen uklarhed og løst funderede ideer. Steen Nordstrøm advarer her mod at anvende den globale opvarmning til at opstille sikkerhedspolitiske skræmmebilleder.

Klimaforandringer bliver i stigende grad anskuet som en sikkerhedspolitisk - og ikke blot en miljømæssig og økonomisk - udfordring. Mens miljømæssige og økonomiske konsekvenser af den globale opvarmning er blevet grundigt undersøgt, er de sikkerhedspolitiske effekter derimod stadig omgærdet af megen uklarhed og løst funderede ideer. Steen Nordstrøm advarer her mod at anvende den globale opvarmning til at opstille sikkerhedspolitiske skræmmebilleder.

Ved at hæve klimaforandringerne op på et niveau hvor de handler om vores sikkerhed, frem for blot om miljø eller penge kan man mere slagkraftigt retfærdiggøre anvendelse af ekstraordinære midler til at gøre noget ved problemet. Når der males skræmmebilleder og klimaet sikkerhedsliggøres hænger det derfor formodentlig sammen med politiske ønsker om at fremme emnets status på den politiske dagsorden og dermed medvirke til at få (internationale) aftaler på plads. For eksempel lykkedes det med EU-rapporten behændigt Solana Fremtidens klimaforandringer vil resultere i flere sikker- at tale til et publikum, der ellers er skeptisk over for hedspolitiske udfordringer. Det budskab er blevet frem- indsatsen mod global opvarmning. Dermed bliver det ført gentagne gange det seneste år. I april 2007 havde nemmere at opnå EU’s udenrigspolitiske ambition om FN’s Sikkerhedsråd for første gang klimaforandringer at indtage en international lederrolle på klimaområdet. på dagsordenen, i efteråret delte Al Gore og FN’s Kli- Det er forståeligt, at politiske aktører bruger retoriske mapanel Nobels fredspris og senest har Javier Solana virkemidler til at fremme en bestemt dagsorden, men præsenteret EU’s statsledere for sin version af de sik- strategien kan være farlig af flere årsager. kerhedspolitiske udfordringer ved global opvarmning.

Før det første må man være opmærksom på, at der ikke ”Det er forståeligt, at politiske aktør- er nogen automatisk sammenhæng mellem opvarmner bruger retoriske virkemidler til at ing, knappere ressourcer og konflikt. Konflikt vil typfremme en bestemt dagsorden, men isk være den sidste udvej i rækken af mulige tilpasningsmuligheder, som befolkninger og lande har. I de strategien kan være farlig af flere år- fleste tilfælde vil udfordringerne i stedet afføde øget samarbejde, teknologisk udvikling og andre fredeligere sager.” typer af tilpasning.

Fællesnævneren for de mange forsøg på at kæde klimaog sikkerhedspolitik sammen er et fokus på de konflik- For det andet er det vigtigt at have proportioner for øje, tfyldte svar på fremtidens klimatiske udfordringer. Der når man diskuterer fremtidsscenarier. Vist findes der tegnes skræmmebilleder, som involverer konflikt over historiske eksempler på at lande og befolkningsgrupadgangen til det arktiske område, ustabilitet i udvikling- per er kommet i konflikt over naturressourcer, men kun slande og voldsomme flygtningestrømme, der presser i tilfælde hvor de politiske og økonomiske omstænmod EU’s ydre grænser. Skræmmebillederne skal tages digheder samtidig har trukket i en negativ retning. Med med et gran salt. Mens eksempelvis de miljømæssige andre ord kan klimatiske ændringer være en medvirkog økonomiske konsekvenser af global opvarmning er ende, men ikke en tilstrækkelig årsag til konflikt. blevet grundigt undersøgt, er de sikkerhedspolitiske effekter stadigt omgærdet af megen uklarhed og løst fun- Et tredje forhold man må have in mente, er den poliderede ideer. tiske hensigtsmæssighed af at sikkerhedsliggøre klimaforandringerne. Politiske svar på sikkerhedspolitiske 8

udfordringer bør fokusere på de elementer man hurtigt og effektivt kan påvirke. Eftersom klimapolitik i bedste fald påvirker konfliktskabende dynamikker indirekte, og kun på meget langt sigt, er det ikke hensigtsmæssig sikkerhedspolitik. Eller i hvert fald kan man bruge sit politiske krudt bedre andre steder.

Omvendt er det også tvivlsomt om klimapolitikken har godt af at blive infiltreret af sikkerhedspolitikken.

Naturligvis giver det politisk opmærksomhed når emnet sikkerhedsliggøres, men samtidig øges risikoen for at klimaproblematikkerne imødegås med unilaterale midler. I sidste ende risikerer man, at skræmmebillederne bliver en selvopfyldende profeti.

Tre sikkerhedspolitiske udfordringer Hvad er de sikkerhedspolitiske udfordringer af global opvarmning, som skitseres så i ivrigt i politiske fora?

Overordnet kan man identificere tre typer af sikkerhedspolitiske problemstillinger; territorielle stridigheder, ressourcekonflikter og migration.

Tesen der forbinder territorielle stridigheder og klimaforandringer er, at den globale opvarmning vil lede til nogle fysiske ændringer, som enten vil kunne medføre at eksisterende grænser drages i tvivl (f.eks. når grænsefloder udtørrer eller ændrer forløb) eller nye grænsedragninger bliver nødvendige. Særligt den arktiske region har været i fokus i en dansk sammenhæng. FN’s klimapanel har lavet scenarier som viser, at området vil komme til at opleve relativt høje temperaturstigninger fremover. Efterhånden som isen smelter vil der dels blive åbnet for nye sejlruter, dels blive adgang til nye ressourcer i form af især olie- og gasdepoter. Disse forhold har fået Danmark, Rusland, USA, Canada og Norge til at gøre krav på områder omkring Nordpolen og dermed er der, ifølge flere rapporter, lagt i kakkelovnen til intense meningsudvekslinger og oprustning i regionen.

Mens denne og lignende situationer tydeligvis kan få vidtrækkende konsekvenser, er der næppe belæg for at gøre processen til en markant sikkerhedspolitisk udfordring. Der eksisterer FN-procedurer for at løse denne slags uoverensstemmelser og parterne i den arktiske sag anerkender disse regler. Ligeledes må man formode, at der vil være international enighed om at basere afgørelser i lignende sager på tilsvarende regelsæt, hvis problemet skulle opstå andre steder på kloden. Såfremt territorielle stridigheder skulle eskalere fra diplomatisk meningsudveksling til sikkerhedspolitik, vil det formodentlig skyldes andre politiske spændinger i det inter-

nationale system end dem klimaet forårsager.

Den anden udfordring udgøres af de såkaldte ressourcekonflikter. Her er der tale om borgerkrige over knappe ressourcer som landbrugsjord eller vand i udviklingslande. Logikken er, at store befolkningsgrupper er afhængige af ressourcerne for at kunne opretholde landbrugsproduktion, og når de presses på deres levebrød, kan resultatet meget vel blive ustabilitet eller væbnet konflikt.

Denne form for ustabilitet kaldes ofte neo-malthusiansk konflikt efter den britiske 1700-tals demograf Malthus, som antog at befolkningsvækst og fødevareknaphed ville lede til fremtidige konflikter. I den moderne sikkerhedspolitiske variant bliver postulatet, at folk i knaphedssituationer står overfor et valg mellem at kæmpe eller flygte. Konflikt ses altså som en næsten automatisk følge af knaphed. Historiske studier af knaphedssituationer viser imidlertid, at denne logik halter. I de fleste knaphedssituationer sker der typisk en fredelig tilpasning til forholdene. Enten i form af aftaler om at dele de relevante ressourcer eller i form at ibrugtagning af nye teknologier. Konflikt er altså en anormal og relativt sjældent følge af ressourceknaphed.

I de tilfælde hvor ressourceknaphed leder til konflikt skyldes det et sammenfald med negativ økonomisk udvikling og politisk marginalisering.

Det sidste sikkerhedspolitiske problem, der ofte fremhæves, er migration. I de mest drastiske scenarier peges der på, at op mod én milliard mennesker vil kunne blive så kraftig berørt af vandstandsstigninger, tørke og fødevareusikkerhed gennem de næste 50 år, at de vælger at migrere. Andre kilder med FN’s Klimapanel i spidsen estimerer omfanget til at være ca. syv millioner flygtninge om året. Flygtningestrømme i denne størrelsesorden er i gentagne tilfælde blevet gjort til et potentielt sikkerhedsproblem, idet man forventer skærmydsler og ustabilitet i de (nær)områder, hvortil flygtningene vil bevæge sig. I en europæisk sammenhæng er der opmærksomhed rettet mod det afrikanske kontinent, som antages at kunne være en potentiel storleverandør af migranter, fordi det vil opleve store klimaforandringer og er lidet tilpasningsdygtige som følge af svage politiske institutioner og dårlig økonomi.

Der er dog flere forhold, som taler for at undlade at kategorisere klimabaseret migration som en sikkerhedspolitisk udfordring. Klima-migrationen vil antageligvis være langsom og gradvis frem for en pludselig strøm af mennesker fra et bestemt udgangspunkt mod 9

et bestemt mål. Migrationens diffuse karakter vil alt andet lige gøre den lettere at håndtere end de 19 millioner konfliktflygtninge verden i dag håndterer, eftersom klimaflygtningene vil kunne migrere hen hvor de har de bedste levevilkår, fremfor blot væk fra en krigssituation. Desuden vil de fremtidige migrantgrupper, i modsætning til mange eksisterende flygtningegrupper, ikke have en fælles politisk dagsorden baseret på oplevet eller reel forfølgelse og dermed ringe incitament til at søge at ændre deres situation med magt. Endelig er det naturligvis muligt allerede nu at minimere migrationen ved at forebygge problemer som oversvømmelse, vandmangel og ørkenspredning gennem kapacitetsopbygning og udviklingsbistand.

mebillederne konsekvent fremhæver de mest dystre muligheder, så viser historisk analyse af knaphedsproblemer at sådanne situationer som hovedregel løses på langt fredeligere vis. I nogle tilfælde vil man kunne opfinde sig ud af problemerne, i andre vil man samarbejde og indgå aftaler ressourcedeling. Indien og Pakistan har eksempelvis formået at overholde deres aftale om deling af vandet i Indus-floden selv mens landene var i åben krig. På samme vis leverede Sovjetunionen altid den aftalte mængde gas til Europa, selv når den kolde krig var varmest. Der er også plads til kreative løsninger. Parterne i Sudans nord-syd-konflikt har opgivet at afklare ejerskabet af nogle olierige områder, men er i stedet enedes om at dele overskuddet fra olieproduktionen mellem sig. I de fleste potentielle konfliktomUsikkerhed om staters respons på global råder er der desuden stærke økonomiske bånd mellem opvarmning de forskellige grupper, hvilket taler for, at der findes De tre udfordringer er væsentlige, men ikke uomgæn- fredelige løsninger på problemerne. Der eksisterer altså gelige eller nødvendigvis sikkerhedspolitiske. Sce- ikke nogen automatisk og uomgængelig forbindelse narierne drejer sig om hvordan fremtidens samfund vil mellem klimatiske ændringer og alvorlige sikkerhedreagere på komplekse udfordringer, og den slags kan spolitiske udfordringer. ikke forudsiges med samme sikkerhed, som eksempelvis de direkte biologiske konsekvenser af to graders ”Naturligvis giver det politisk optemperaturstigning. Mennesker og samfunds reaktion mærksomhed når emnet sikkerhedspå opvarmning of deraf afledte udfordringer vil vari- liggøres, men samtidig øges risikoen ere markant. Helt afgørende for de fremtidige reaktioner på klimaudfordringerne er spørgsmålene om, for at klimaproblematikkerne imødehvor hurtigt og hvor meget vil temperaturen ændre sig? gås med unilaterale midler.”

FN’s klimapanel vurderer at temperaturstigningen formodentlig blive moderat og foregå i et roligt tempo. Proportionsforvrængning Især det sidste mindsker risikoen for de mest drama- Verdenshistorien er fuld at eksempler på væbnede konftiske sikkerhedspolitiske konsekvenser, fordi det giver likter hvor naturressourcer har spillet en rolle. Det mest samfund og befolkningsgrupper tid til at tilpasse sig og iøjnefaldende ved disse eksempler er dog, at konflikløse ufordringerne med fredelige midler. Estimaterne terne aldrig skyldes naturressourcerne alene; der er alaf temperaturstigningerne er dog omgærdet af megen tid flere uheldige omstændigheder, som skal falde samusikkerhed. Dels som følgende af manglende viden om men, før at konflikter materialiserer sig. Således spiller de komplekse dynamikker bag klimaforandringerne, politisk fjendtlighed, regimeustabilitet og økonomisk dels fordi handlinger i dag - eller mangel på samme - problemer en hovedrolle i de borgerkrige over naturresnaturligvis vil påvirke, hvad der komme til at ske med sourcer man kender fra eksempelvis Rwanda og Sudan. klimaet. Usikkerhed er en uomgængelig grundpræmis Omvendt har mange andre lande oplevet perioder med for diskussionen af klimaforandringer og de potentielle stor knaphed på ressourcer uden det har givet sig udslag reaktioner fra stater og befolkningsgrupper. Jo mere vi i konflikt. Det er vigtigt at holde sig proportionerne i de bevæger os væk fra de rent fysiske og biologiske æn- forskellige konfliktforårsagende faktorer for øje og erkdringer og i retning af de afledte økonomiske og sik- ende at dårlige økonomiske og politiske forhold er en kerhedspolitiske konsekvenser, jo mere stiger usikker- nødvendig forudsætning for at klimaproblemer eskalheden. erer til ressourcekonflikter. Klimaforandringer er højest en medvirkende årsag til konflikt og sammenligner man Usikkerheden om klimaforandringernes omfang gør med andre medvirkende årsager – som eksempelvis det umuligt at identificere nogen form for automatik i ulighed, etnisk-religiøse skillelinier og nem adgang til den fremtidige respons på ufordringerne. Mens skræm- våben – ender klimatiske forhold langt nede på listen, 10

når man sammenligner faktorernes relative forklaringskraft. Taget i betragtning at de mest betydningsfulde økonomiske og politiske forhold tilmed er lettere at påvirke end klimatiske forhold, kan en forebyggende sikkerhedspolitisk indsats med fordel lægges her.

Sikkerhedsliggørelsens politiske uhensigtsmæssighed Også fra et rent praktisk synspunkt virker uhensigtsmæssigt at kæde klima og sikkerhed sammen. Hvis man ønsker at gøre noget ved de typer sikkerhedsproblemer der opremses, findes der langt mere effektive midler end klimapolitikken. Klimapolitik drejer sig om at sænke udledningen af drivhusgasser og resultaterne viser sig først på meget lang sigt. Stort set lige meget hvad vi gør i dag, forventer FN’s klimapanel at temperaturen vil fortsætte med at stige frem til 2050 og formodentlig længere endnu. Traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkemidler som handelspolitik, diplomati, udviklingshjælp og i sidste ende militær intervention har i sagens natur en langt hurtigere effekt på sikkerhedspolitiske udfordringer.

Det er vigtigt at gribe ind over for klimaforandringerne, men det er tvivlsomt om klimapolitikken kan drage fordel af at blive koblet med sikkerhedspolitikken. Der er bred enighed om at multilaterale løsninger er nødvendige for at imødegå den globale opvarmning og dens konsekvenser. Men netop ved ensidigt at fokusere på sikkerhedspolitiske skræmmebilleder risikerer at lægge op til national enegang og dermed at skyde sig selv i foden. Klimapolitik bør laves for klimaet skyld og sikkerhedspolitik for vores sikkerheds skyld. Der eksisterer gode miljømæssige og økonomiske argumenter for at lave en omfattende multilateral indsats mod global opvarmning, og uafhængigt heraf eksisterer der gode grunde til at forebygge sikkerhedspolitiske spændinger hvad enten det er i Arktis eller Afrika.

11

TERRORISME At sikkerhedsliggøre eller ikke, det er spørgsmålet Af Bjørn Møller Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekstern lektor ved Center for Afrikastudier og Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Terrorisme er et forsvindende lille problem for næsten alle verdens samfund, alligevel tillægges terrorismen stor betydning af stort set alle regeringsledere.

Bjørn Møller problematiserer, med inddragelse af Ole Wævers teori om sikkerhedsliggørelse, terrorens betydning i politisk og lovmæssig sammenhæng – hvordan kan terroren tages alvorligt og imødegås på behørig vis og uden at gå på kompromis med demokratiske værdier?

Terrorisme er et forsvindende lille problem for næsten alle verdens samfund næsten hele tiden. Kun i helt ekstreme situationer kan risikoen for terrorangreb i et enkelt land i et enkelt år vokse så meget, at den kan registreres i de almindelige statistikker over dødsårsager. Det er med andre ord langt mere sandsynligt, at vi i den vestlige verden æder, drikker eller kører os ihjel, end at vi kommer af dage i et terrorangreb. Mens den 3. Verdens befolkninger løber langt større risiko for at dø af underernæring, malaria, AIDS eller andre sygdomme, eller for at blive dræbt i en borgerkrig, end for at miste livet som følge af terror. Man regner eksempelvis med at folkemordet i Rwanda i 1994 kostede knap en million menneskeliv og de direkte og indirekte ofre for borgerkrigen i Congo er opgjort til 3.8 millioner – hvilket unægtelig får de knap 3.000 ofre for historiens værste terrorangreb den 11. september 2001 til at blegne betydeligt, medmindre man da regner amerikanere for vigtigere end afrikanere.

vælger mange naturligvis et andet sted at holde deres sommerferie – men på den anden side er amerikanerne ikke holdt op med at flyve indenrigs, borgerne i London eller Tokyo med at tage metroen eller indbyggerne i Madrid med at tage toget pga. de terrorangreb, der faktisk har fundet sted mod disse transportmidler. Der er derfor højst tale om en meget overfladisk frygt, der ikke får nogen til at ligge vågen om natten, tage piller eller søge psykologhjælp. Heller ikke de økonomiske følgevirkninger af terrorangreb er på nogen måde alvorlige.

Der var ganske vist et par flyselskaber der efter 9/11 måtte lukke ned, men branchen stod i forvejen med så stor en overkapacitet, at nogle firmaer uvægerligt havde måttet bukke under selv uden terrorisme som udløsende faktor. Generelt var de økonomiske følgevirkninger begrænsede og frem for alt kortvarige.

Det kan derfor undre, at næsten alle verdens regeringer – i hvert fald retorisk – tillægger terrorismen så stor betydning, at de enten (som USA) fører “krig mod terTil den egentlige risiko skal naturligvis lægges diverse ror” eller (som bl.a. Danmark) forsøger at instrumentalfølgevirkninger af enkelte terrorangreb, som f.eks. isere deres ulandsbistand til forebyggelse af terrorisme. frygten for nye angreb, hvilket i virkeligheden er ter- De færreste regeringer kvier sig ved at ofre selv basale rorens overordnede mål (hvoraf navnet). Heller ikke borgerlige frihedsrettigheder på terrorbekæmpelsens alher finder vi dog meget belæg for at regne terror for ter ved f.eks. at internere terrormistænkte i årevis eller vigtig. Ganske vist angiver mange respondenter i vest- udvise dem uden rettergang. lige opinionsundersøgelser terror som noget af det, de er mest bange for, men om dette er en reel frygt, kan Brug for afsikkerhedsliggørelse man faktisk betvivle, da den ikke synes at påvirke de Hvad der er sket er naturligvis, det Ole Wæver kalder en samme menneskers faktiske adfærd. “securitization” af terrorismen, der retorisk konstrueres som et eksistentielt og tidskritisk problem, der kan retHvis en bestemt turistdestination skulle blive ramt af færdiggøre ekstraordinære tiltag som de nævnte. Selterrorisme (som det f.eks. var tilfældet med Bali), så vom en sådan “sikkerhedsliggørelse” sker gennem en 12

diskurs, skal man dog ikke lade sig forlede til at se enhver henvisning til terror som et sikkerhedsproblem som udtryk for egentlig securitization, da der også kan være tale om ren taktik og mundsvejr. Selv de værste “slyngelstater” (i USA’s øjne) skyndte sig f.eks. efter 9/11 med at erklære deres fulde støtte til den angrebne supermagt, og næsten alle stater og internationale organisationer nævner terror som et sikkerhedsproblem – men ikke alle påberåber sig retten til noget ekstraordinært for at imødegå problemet. Securitization lykkes altså heldigvis - ikke altid.

Man kunne tværtimod ønske sig en “desecuritization” af terrorproblemet, der ville indebære, at det kunne behandles på lige fod med alle de andre problemer i det enkelte samfund og i verden som helhed i en almindelig politisk proces. Hver enkelt vælger måtte i så fald nøgternt gøre op med sig selv, hvor mange skattekroner og/eller frihedsrettigheder han eller hun er parat til at betale for hvor store forbedringer af sikkerheden. I forholdet mellem staterne (f.eks. i FN) måtte disse vurdere, om en given trussel retfærdiggør ekstraordinære skridt, som at gå i krig eller pålægge sanktioner. Dette er imidlertid lettere sagt end gjort, da der ligger magt bag sikkerheds-diskursen. Når den amerikanske præsident proklamerer, at de stater, der ikke er med USA, er med terroristerne, hvilket land vil da turde tale USA midt imod med risiko for repressalier?

Myte punktering – og akademisk sikkerhedsliggørelse Et element i en sådan desecuritization kunne være en punktering af nogle af de mange myter, der er opstået omkring terrorismen, dens årsager og hvordan man forhindrer den – både politisk og teoretisk, hvis man da vil benytte den fornemme betegnelse “teori” om de ofte meget løsagtige skriblerier på denne front. Det er næsten som om en slags “akademisk securitization” er begyndt at gøre sig gældende, hvor selve problemets påståede alvor skulle retfærdiggøre ekstraordinære skridt som f.eks. at offentliggøre artikler byggende på et løsagtigt empirisk grundlag eller helt uden et sådant. Af eksempler på sådanne politisk/akademiske myter kunne man f.eks. nævne den, at fattigdom skaber grobund for terrorisme; den at såkaldt fejlslagne stater skulle udgøre enten udklæknings-, operations- eller transitområder for terrorister, eller den at demokrati skulle udgøre et effektivt middel mod terrorisme. Ingen af delene holder vand, men ikke desto mindre har de tilgrundliggende “teorier” næsten opnået en kanonisk status som selvin-

?

dlysende og ubetvivlelige. Dette betyder naturligvis ikke, at man ikke skal gøre noget ved fattigdom, fejlslagne stater eller mangel på demokrati, som der er rigtig mange andre grunde til at opfatte som alvorlige problemer.

Ovenstående anbefaling af en descuritization skal heller ikke forstås derhen, at man intet skal gøre mod terrorisme, men blot at man nøgternt skal forholde sig til truslens faktiske omfang. På denne baggrund skal man tildele forebyggelsen og bekæmpelsen den prioritet, den fortjener, for herefter at lede efter effektive strategier, der tager behørigt hensyn til mulige utilsigtede følgevirkninger. Selvom man kan argumentere for det lovlige i at gribe militært ind overfor lande, der som Afghanistan åbenlyst samarbejdede med Al Qaedanetværket, er det ikke altid nogen klog strategi. Det risikerer at skabe en modvilje, der kan give terrorismen yderligere vind i sejlene.

”Kan et land som Danmark f.eks. komme til at legitimere tortur ved at fungere som “torturhæler,” når vi med amerikanske myndigheder, der har brugt afhøringsmetoder, vi anser for tortur?”

Udover militæret - en bredere indsats Rigtig meget taler f.eks. for at rubricere forsvaret mod terrorisme som en politiopgave, dvs. som bekæmpelse af kriminalitet snarere end som en krig. I betragtning af den moderne terrorismes grænseoverskridende karakter er der i denne sammenhæng et klart behov for internationalt samarbejde – idet man dog også må være opmærksom på, at dette heller ikke er problemfrit. Kan et land som Danmark f.eks. komme til at legitimere tortur ved at fungere som “torturhæler,” når vi med amerikanske myndigheder, der har brugt afhøringsmetoder, vi anser for tortur? Og kan vi videregive oplysninger (eller sågar pågrebne personer) til lande, hvor deres borgerrettigheder vil blive krænket på det groveste, eller hvor de i værste fald risikerer henrettelse? Svarene på disse spørgsmål er langtfra selvindlysende.

Der er dog ét felt, hvor der næsten ikke er nogen utilsigtede følgevirkninger, nemlig det civile beredskab.

Ikke blot er der på dette felt kun begrænset risiko for at gøre ondt værre, men der er også mange elementer af et 13

et “win-win spil.” Man kan aldrig vide om, hvor eller hvordan hvilke terrorister måtte slå til, men man kan faktisk forudse mange af konsekvenserne: bygninger kan blive antændt eller sprængt i luften, hvilket skaber behov for et effektivt brandvæsen; personer bliver såret eller omkommer, hvilket kræver en effektive ambulancetjeneste og et fungerende hospitalsvæsen; områder bliver farlige at opholde sig i, hvilket nødvendiggør et advarsels- og evakueringsberedskab, osv. Det fine ved en indsats til beskyttelse mod konsekvenserne af et eventuelt terrorangreb med disse midler er, at de også vil være nyttige ved andre typer (natur- eller menneskeskabte) katastrofer, der trods alt er langt hyppigere og mere sandsynlige.

Også på dette felt er der behov for et internationalt samarbejde, der formentlig for hovedpartens vedkommende vil kunne organiseres teknisk, dvs. af fagfolk (hvoriblandt der også kan være militære ) uden større indblanding af politikere. Ikke blot kan erfaringerne fra et sådant upolitisk (eller bevidst afpolitiseret) og “afsikkerhedsliggjort” samarbejde måske bane vejen for et ”spill-over” til andre felter - som det påstås af den neofunktionalistiske skole i integrationsteorien. Erfaringerne fra gensidig hjælp under naturkatastrofer mellem ærkefjender som f.eks. Grækenland og Tyrkiet, Indien og Pakistan synes også at vise, at det kan få positive virkninger at nedbryde fjendebilleder – snarere end at cementere dem, som det indtil nu har været tilfældet med “krigen mod terror.”

14

IPmonopolet sponsoreres af:

15

En revolution

der løb ud i sandet?

Af Troels Burchall Henningsen cand.scient.pol. med speciale i international politik

Revolution in Military Affairs - ideen om at anvendelsen af kommunikations- og informationsteknologi i militære systemer radikalt vil forandre måden, der vil blive ført krig på i det 21. Århundrede, har siden 1990’erne indtaget en central rolle i amerikansk militær tænkning.

Troels Burchall Henningsen undersøger om revolutionen efter fem års lavteknologisk oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan er ved at løbe ud i sandet - eller først er ved at tage form?

Billederne af Bagdad i brand i 2003 viste det amerikanske militærs evne til at gennemtrænge en fjendes forsvar og udføre præcisionsangreb overalt på fjendens område. Krydsermissiler og radarusynlige fly har givet USA muligheden for at lamme en fjendes kommunikations- og kommandosystemer. Samtidig har de amerikanske landstyrker evnen til at udføre lynangreb, bl.a. på grund af særdeles velfungerende kommunikations- og informationsnetværk. Krigen i 2003 er det seneste eksempel på effekten af nye militærteknologier, som blev demonstreret for første gang i Golfkrigen i 1990/91. En række fremtrædende militæranalytikere i det amerikanske militær og i private tænketanke har vurderet, at der er sket en militær revolution, der radikalt har forandret krigsførelse – en Revolution in Military Affairs (RMA). Siden Irakkrigens afslutning har offentlighedens interesse flyttet sig til, hvordan det amerikanske militær kan bekæmpe de irakiske oprørsbevægelser. Guerillakrig og stabiliseringsopgaver har voldt de vestlige lande store problemer i såvel Afghanistan som Irak. Diskussioner om, hvordan fremmede styrker kan vinde befolkningens tillid, hvordan patruljer kan beskyttes mod vejsidebomber og baghold undgås er langt fra diskussionerne om den gnidningsfrie lynkrig, der indgik i RMA-fortalernes visioner.

Er RMA anvendelig til oprørsbekæmpelse i dag og i fremtiden? Og hvad er endemålet for revolutionen?

Den diskussion går ud over de aktuelle konflikter og forsøger at pege på nogle udviklingsmuligheder i det 21. århundredes konflikter.

munikations- og informationsnetværk udgør kernen i revolutionen, fordi styrkerne kan agere spredt og slagmarken bliver mere gennemsigtig, når alle enheder har adgang til informationer om fjendens placering. Andre peger på, at summen af nye teknologier tilsammen har ændret vilkårene for at føre krig: Manglen på præcision i luftbombardementer og vanskeligheden ved at kommunikere på en slagmark betød, at hovedvægten i konventionel amerikansk militærstrategi blev lagt på store, panserbaserede hære, der kunne udmatte og nedkæmpe en fjende. Når manglerne er fjernet, åbnes der op for helt nye strategier på slagmarken. Styrkerne kan spredes, så de udgør mindre mål for fjenden, og ildkraften kan leveres fra fly fra en stor distance og stadig ramme målene præcist. Målet er ikke længere at nedkæmpe fjendens styrker, men at lamme hans evne til at kommunikere og agere samlet . Dermed sker der et skifte i retning af få, lette landstyrker som hurtigt kan deployeres (indsættes, red.). De deployerede styrker kan dele informationer med de enheder, som skal levere ildkraften, og yderligere informationer om slagmarken bliver leveret fra en mængde sensorer, som fx ubemandede fly eller satellitter. Dermed øges hastigheden i krigsførelsen også, og med en hurtig lammelse af fjenden kan krigen afvikles på kort tid.

Visionen om den nye måde at føre krig på er blevet inkorporeret i det amerikanske militær under betegnelsen transformation. Nyt materiel bliver vurderet ud fra dets mobilitet og evne til at blive deployeret, ligesom alle våbensystemer får indbygget netværksteknologi, så de får adgang til alle informationer om slagmarken. Også i A Revolution in Military Affairs? militærets organisation har transformationstanken vunHvad er kernen i den påståede militære revolution? det indpas: Hæren er i øjeblikket ved at implementere En del analytikere har peget på, at udviklingen i kom- ’Stryker-brigader’, der er baseret på infanterikøretøjet 16

’Stryker’, som kan deployeres via transportfly og har indbygget netværksteknologi. Visionen er en hær, som er mere fleksibel og opererer i mindre enheder end før (brigader frem for divisioner). Tilsvarende udviklinger er i gang i flåden og flyvevåbnet, hvor vægten lægges på radarusynlige fly og skibe, som kan levere præcis ildkraft over lange afstande . Transformationsperspektivet indgår altså centralt i den amerikanske militære planlægning – og alene af den grund er det værd at undersøge, hvilke visioner fortalerne for en militær revolution har for fremtidens krige. Transformationen har fundet sted samtidig med, at USA har udkæmpet konflikter i både Afghanistan og Irak. Det har sat RMA-fortalerne under pres, da det har vist sig vanskeligt at afse ressourcer til begge dele.

Højteknologi og vejsidebomber Kritikere har peget på, at en transformation måske ligefrem forringer USA’s evner mod lavteknologiske modstandere, som i fx Irak . Hvor transformationstilhængerne taler om få lette enheder, har oprørsbekæmpelsen i Irak vist behovet for pansrede enheder, der kan modstå baghold og vejsidebomber. USA’s informationsoverlegenhed i det åbne terræn forsvinder i byen. I byen er det svært at danne sig et overblik over fjendens bevægelser, endsige hvem fjenden er, når de skifter fra kombattanter til civile. Den måske største forskel mellem transformationens fokus på teknologi og militære operationer og virkeligheden i Irak, har været den tætte sammenhæng mellem det politiske og det militære.

Voldsniveauet er ikke kun nedbragt i kraft af militære offensiver, men i ligeså høj grad via politiske aftaler med oprørsbevægelser. Manglen på fremskridt for civilbefolkningen og handlingslammelse hos den irakiske regering har i højeste grad medvirket til, at volden stadig er en del af den irakiske hverdag – problemer, som næppe har en militærteknologisk løsning.

I takt med beretninger om nye amerikanske tab i Irak spiller forestillingen om det amerikanske militærs teknologiske overlegenhed en mindre rolle. Men i det amerikanske militær og i analytiske cirkler er der stadig en betydelig debat om, hvordan man teknologisk kan imødegå den nye trussel, som en urban oprørsbevægelse udgør .

Foruden taktiske ændringer og en øget beskyttelse af soldaterne har konflikten i Irak også medført implementeringen af mange nye robotsystemer. Ubemandede fly og droner (UAV) er en veludviklet teknologi, der både anvendes til rekognoscering og angreb. I kraft af deres ringe størrelse har de mulighed for at kredse over et om-

råde i lang tid uden at blive opdaget og uden at bringe en pilots liv i fare. I nogle tilfælde har de ubemandede fly også udført angreb på irakiske oprørsstyrker. UAV’erne var implementeret inden Irakkrigen, men deres antal er blevet kraftigt forøget siden 2003. Landbaserede robotter blev anvendt af de amerikanske styrker allerede kort tid efter invasionen, og har været brugt til rekognoscering og demontering af bomber. De første robotter der kan afgive ild, blev implementeret i 2007, men i et lille antal . Endnu udgør de landbaserede robotter dog kun en mindre del af de amerikanske styrkers samlede arsenal, og spiller derfor en mindre rolle på slagmarken.

Fortalerne for RMA har imidlertid en mere radikal version, der ændrer robotternes rolle fra hjælpeværktøj til det primære våben i kampen mod urbane oprørsbevægelser. Ideen er at genskabe USA’s informationsoverle-

”Rumbaserede våben kan ses som kulminationen på den teknologiske vision, som RMA-fortalerne har fremsat: Muligheden for at angribe mål overalt på kloden inden for ganske kort tid, uden at amerikanske styrker er i nærheden af fjenden.” genhed ved at ’oversvømme’ en by med mikrosensorer, der i teorien vil kunne give et komplet billede af en by og dens indbyggeres aktiviteter. Sensorsystemet skal så kobles til våbensystemer, der på et øjeblik kan udnytte informationer om en fjendes placering til at angribe målet enten fra landbaserede robotter eller en UAV .

Ideen om denne hær af mikroenheder og deres forbindelse til våbensystemer rummer mange svagheder: Fortolkningen af den myriade af oplysninger, sensorerne giver hvert øjeblik, vil være en overvældende opgave for de menneskelige operatører. Men at overlade fortolkningen til computere rejser endnu mere problematiske spørgsmål (i det omfang teknologien overhovedet bliver i stand til det): Oprørere er vanskelige at adskille fra civile. Et fejlagtigt angreb på civile vil underminere tiltroen til det amerikanske militærs evner og være med til at øge den lokale politiske modstand mod USA. Selv hvis man accepterer, at computere rent faktisk vil kunne løse denne opgave i fremtiden, vil en amerikansk interventionsstyrke stadig skulle finde svaret på, hvordan den kan skabe gode relationer til civile og etablere et stabilt politisk styre. Tilstedeværelsen af en fuldautomatiseret hær er næppe et skridt i den retning.

Udviklingen af våbensystemer er en langvarig proces.

17

Selvom konflikten i Irak har presset fortalerne for RMA, så spiller visionerne om en RMA stadig en stor rolle for den militærteknologiske udvikling. For at følge det langsigtede perspektiv i våbenudviklingen vil jeg vende fokus mod rumteknologi, da denne teknologi på mange måder er et logisk endemål for RMA-tanken.

et spørgsmål, om det overhovedet er praktisk muligt at opsende deciderede våbensatellitter, da de vil have en særdeles høj vægt. Vægten skyldes, at satellitterne enten skal udstyres med en meget kraftig laser, hvis den skal kunne gøre skade på mål på jorden eller have blokke af tungt materiale, der ved udnyttelse af den kinetiske energi vil kunne forvolde stor skade på jorden Rummet – et endemål for revolution? . Hvis man accepterer, at der på langt sigt er mulighed Rummet indgår som en afgørende brik i det netværks- for at opsende rumbaserede våben, er der to scenarier baserede amerikanske militær: Satellitter formidler for fremtidige krige, som begge kan ses som logiske kommunikationen mellem spredte enheder, GPS-sat- endepunkter i forhold til RMA-udviklingen. ellitter leverer nøjagtige positioner på amerikanske Det første scenarium er, at det lykkes USA at opbygge styrker og mål, mens rekognosceringssatellitter leverer en styrke, som kan udnytte rummet til at fremsende våmåldata. Men rummet vil med stor sandsynlighed få en ben, der kan nå mål overalt på jorden, inden for kort tid. endnu større rolle i fremtiden, når de planlagte ameri- Det vil være et kvantespring i USA’s evne til at interkanske projekter føres ud i livet. venere globalt og dramatisk reducere de risici, der norVed NATO-topmødet i Bukarest i april 2008 har de malt er forbundet med en militær intervention. Alene europæiske medlemmer af NATO givet en principiel accept af de amerikanske planer om opbyggelsen af et ”Fremtidens konflikter vil både kræve missilskjold. Skjoldet vil sandsynligvis kun jordbaser- et militær, der kan håndtere relationen ede radarer og missiler til at nedskyde fjendtlige mis- til civile, statsopbygning og kan udsiler, men nedskydningen vil ske i rummet. Den amerikæmpe højteknologiske krige – mukanske nedskydning af en defekt spionsatellit i marts 2008 demonstrerede, at missilskjoldet også kan anven- ligvis også med rummet som en ny des til at nedskyde fjendtlige satellitter. Den mulighed krigsskueplads.” kan blive afgørende i en konflikt med en avanceret militærmagt, som også udnytter rummet i deres kommu- truslen om, at et militært svar i bogstaveligste forstand nikationsnetværk. Der er forventninger i det amerikan- kan komme ud af den blå luft, vil påvirke andre landes ske militær om, at rummet vil være en vigtig slagmark adfærd overfor USA. Det vil også forskubbe grænsen i fremtiden, og at de nøgleteknologier, der har udløst en for, hvornår diplomatiet hører op, og militær handlen militær revolution i USA også kommer USA’s fjender starter, da de militære omkostninger ved at angribe til gode i kommende konflikter. vil blive reduceret. En sådan udvikling vil altså styrke På endnu længere sigt er der blandt de mest radikale USA’s militære hegemoni, på trods af de fleste analyfortalere for at forandre krigsførelsen en vision om at tikeres forventning om, at Kina og muligvis Indien i udnytte rummet til offensive operationer. Enten i form fremtiden vil kunne udfordre USA’s status som superaf fly, der har evnen til at flyve lige uden for atmos- magt. færen eller i form af satellitter, der kan beskyde mål på Det andet scenarium er, at den generelle spredning i landjorden . Mulighederne for at føre krig fra rummet civil rumteknologi også gradvist vil underminere USA’s har været diskuteret siden det amerikanske SDI-projekt forspring i militær rumteknologi. De fleste større lande blev søsat i 1983, men har endnu ikke ført til faktiske har i dag et rumprogram og militære satellitter, ligesom resultater, og visionen skal derfor ikke forveksles med Kina allerede har nedskudt en satellit. Teknologier som den faktiske fremtid. fx løfteraketter og kraftige lasere er også civile teknoloRumbaserede våben kan ses som kulminationen på den gier, og i takt med spredningen af højteknologi, som reteknologiske vision, som RMA-fortalerne har fremsat: sultat af den økonomiske globalisering, vil andre lande Muligheden for at angribe mål overalt på kloden inden også kunne anvende dem militært. for ganske kort tid, uden at amerikanske styrker er i nærheden af fjenden. Bombefly, der udnytter rummet til at opnå hastigheder mange gange lydens, er endnu kun på tegnebrættet, og hvorvidt teknologien faktisk kan realiseres er endnu et åbent spørgsmål. Det er også 18

IPmonopolet sponsoreres af:

19

DBLIK

U U

På Udblik finder du en række aktuelle indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter, der besidder en specialiseret viden om vores aktuelle emne.

DBLIK

U

20

USA’s

mellemøstpolitik Birthe Hansen, Ph.D, lektor og forsker i international politik ved Institut for Statskundskab

USA’s mellemøstpolitik efter 9-11 har været genstand for stor diskussion både i offentligheden og inden for politologien. En frugtbar tilgang til at forklare den mere aktive amerikanske politik kan tage udgangspunkt i kombinationen af udviklingen i Mellemøsten og USA’s rolle som enesupermagt.

Koldkrigens magtbalancehensyn Et hovedværk om USA’s mellemøst-politik under Den Kolde Krig er William B. Quandts Peace Process fra 1993, der viser tre ting: For det første, at prioriteringerne var stabile: inddæmning af sovjetisk indflydelse (magtbalancehensyn), sikring af olieforsyningen, samt fokus på Israels sikkerhed henholdsvis opretholdelse af et godt forhold til USA’s arabiske allierede.

For det andet at det har været et ’must’ for amerikanske præsidenter at bidrage til en fredsproces.

De har haft forskellige syn og opskrifter, men de har løbende forsøgt sig.

For det tredje at inddæmningen af Sovjetunionen var den væsentligste faktor bag den amerikanske mellemøstpolitik – og langt væsentligere end de individuelle præsidenters synspunkter i forhold til den arabisk-israelske konflikt. Quandt viser dette ved at sætte deres sympatier ved tiltrædelsen op i mod de aftaler, de var med til at lave. Konklusionen er, at de mest proisraelske præsidenter lavede de mest pro-arabiske aftaler (f.eks. Jimmy Carter og Camp David-aftalerne) og omvendt.

At sikkerhedsproblematikken og magtbalancen betød så meget under Den Kolde Krig medførte, at demokratisering ikke spillede den store rolle for USA. ’Stabilitet’ var langt vigtigere i forhold til at undgå sammenbrudte stater eller åbne konflikter, der kunne føre til en eskalation mellem supermagterne.

nye forventninger til den amerikanske mellemøstpolitik, da den vigtigste faktor i regionen – hensynet til den sovjetiske indflydelse – var forsvundet (Hansen 2000).

Umiddelbart efter 1989 havde USA nok at gøre med at forholde sig til, hvordan det gik med den atombevæbnede sovjetiske taber, samt med hvordan Tysklands genforening ville påvirke europæisk politik.

Saddam Hussein benyttede situationen til at invadere Kuwait. Invasionen bragte imidlertid USA på banen igen. Trods en halv million amerikanske soldater i området under operationerne Ørkenskjold og Ørkenstorm (og en efterfølgende base-opbygning) var den amerikanske politik imidlertid temmelig moderat: man samlede en stor koalition, holdt sig inden for FN-mandatet, og søgte primært at genoprette stabiliteten frem for at ændre den regionale politik.

USA fortsatte den tilbageholdende politik i løbet af 1990’erne. Faktisk blev Mellemøsten prioriteret temmelig lavt. Bill Clinton satsede på at nedbringe de amerikanske underskud, udvide NATO og øge samarbejdet med Sydøstasien. I slutningen af Clintons anden periode blev grunden dog lagt til en mere aktiv mellemøstpolitik. I 1999 begyndte USA for alvor at pusle med tanken om et regime-skifte i Irak.

Vendepunktet kom for alvor med 9-11, som gjorde det klart for nogle, at der skulle gøres noget i Mellemøsten, der i stigende grad var blevet udgangspunkt for omfattende international terrorisme. For andre blev 9-11 en undskyldning for at gennemføre en mere aktiv politik i regionen.

Nye tider og demokratisering?

9-11 fulgte 1990’ernes mange problemer i MelEfter koldkrigsafslutningen var det naturligt at opstille lemøsten. Disse problemer var blevet stadig værre 21

(Henry and Springborg 2001) og gav grobund for international terrorisme, fejlslagne stater og, i nogle tilfælde, opgør med det internationale samfund. Dermed stod USA over for ikke blot 9-11, men voksende regionale problemer, der på et eller andet tidspunkt ville kræve en stor indsats.

USA’s position som enesupermagt indebar to ting: dels at handlerummet var øget betragteligt – man behøvede ikke frygte den sovjetiske reaktion og en mulig konflikt-eskalation, dels at den globale konflikthåndteringsbyrde nu primært lå hos USA. Endelig betød den amerikanske styrkelse i 1990’erne, at USA var i stand til at bruge mange ressourcer på sin mellemøst-politik.

Resultatet blev i invasionerne i Afghanistan i 2001 og Irak i 2003. Invasionen af Afghanistan havde stort set fuld international opbakning, mens Irak-invasionen – trods en stor koalition – bragte splid. Den bragte også forstærket anti-amerikanisme, ikke mindst på grund af operationelle fejlgreb (indsættelse af for få styrker efter Saddam-styrets fald samt nedlæggelsen af den irakiske hær).

Den internationale splittelse som følge af Irak-invasionen frembragte en generelt set mere samarbejdsorienteret amerikansk udenrigspolitik. Den fremprovokerede imidlertid også en vision for den ny mellemøstpolitik: demokratisering:

tioner, der har skullet indføres over for Iran, eller hvor vægten skulle lægges i forhold til kravene til parterne i fredsprocessen. Uenighederne har imidlertid udspillet sig inden for et meget begrænset rum: F.eks. har USA og EU været enige om at lægge pres og indføre sanktioner over for Irak, og om at stå sammen i forhold til fredsprocessen i den såkaldte Kvartet. Irak-krigen i 2003 har givet anledning til størst uenighed – men selv her handlede dagsordenen i høj grad om, hvor længe, sanktionerne mod Irak skulle prøves, før man skred til anvendelse af militær magt.

”At sikkerhedsproblematikken og magtbalancen betød så meget under Den Kolde Krig medførte, at demokratisering ikke spillede den store rolle for USA”

USA ved en skillevej?

De første knap tyve år med unipolaritet har vist, at der både har været kontinuitet og forandring i den amerikanske mellemøstpolitik.

I en unipolær verdensorden må man forvente, at der på den ene side er kamp om enesupermagtens gunst (USA er afgørende i kritiske situationer), og at der på den anden side udvikler sig stor modstand mod ”For decades, free nations tolerated oppression et sådant magtcenter. Hidtil er begge tendenser slået igin the Middle East for the sake of stability. In prac- ennem. tice, this approach brought little stability and much opHvis man kigger på USA’s egen politik kan man pression, so I have changed this policy” (Bush 2004). se, at en række forventninger også her er slået igennem: Det gælder især skiftet fra vægt på stabilitet til Mellemøstpolitikken kom højt på dagsordenen igen – forandring (demokratisering og regime-skifte-strategi), men med en anden baggrund. Den nye kurs er blandt og den ændrede tilgang til fredsprocessen (samarbejdet andet blevet kaldt en ’sikkerhedsstrategi’, og det er ble- i Kvartetten med også Rusland og forpligtelse på opretvet diskuteret, hvad de amerikanske motiver bag æn- telsen af en palæstinensisk stat). dringen fra vægt på stabilitet til vægt på demokrati har Det forøgede handlerum skal imidlertid også været. ses i forhold til det amerikanske styrkeforspring. Det Det er af mange blevet vist, hvordan ameri- går op og ned for ’unipoler’, og andre store internationkansk politik i praksis er en blanding af ’idealisme’ og ale problemer kan trænge sig på. ’realistisme’. Den officielle politik, som USA forpligter sig på, udgør imidlertid et vigtigt signal i forhold til, hvad omverdenen forventer af USA. Signalet påvirker dermed andre landes cost-benefit-analyser (Hansen, Toft and Wivel 2008), hvilket også har været tilfældet i Mellemøsten efter den amerikanske kursændring.

Endnu en stor debat har drejet sig om forskellen på USA’s og EU’s mellemøstpolitikker: hvor stor er den? Der har i efter-koldkrigstiden været betydelige forskelle i den praktiske politik – f.eks. hvor stærke sank22

Sydamerikanske grænseoverskridelser og systemeksport a la bolivariana…

Af Hans Krause Hansen, Lektor & PhD, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, CBS. Da colombianske tropper tidligere i år overskred grænsen til Ecuador og blandt andre dræbte en højstående leder for den colombianske guerrillabevægelse FARC vakte det stort røre.

Hans Krause Hansen udlægger hér, hvad der ligger til grund for de seneste måneders konfliktmønstre i den nordlige del af Sydamerika – særligt med fokus på Hugo Chacéz politiske og militære manureringer.

Operationer lig den columbianske operation i Ecuador er trods alt sjældne. Typisk har de fleste iagttagere i kølvandet på operationen dog især hæftet sig ved den rolle, som Venezuela har spillet i forløbet. Hvilket kan undre al den stund at landet jo ikke er direkte part i konflikten.

Og så alligevel, noget må jo have været på spil. For Venezuelas regering hjemkaldte landets ambassadør i Colombia, som Venezuela har et betydeligt handelssamarbejde med, og udkommanderede flere tusinde soldater til den colombianske grænse.

For den colombianske regering under ledelse af den konservative præsident Álvaro Uribe var den militære operation i Ecuador et led i krigen mod FARC, der har stået på i årtier. FARC har bekæmpet skiftende colombianske regeringer med henvisning til de urimelige økonomiske og sociale kår i landet, den omfattende korruption og de højreorienterede paramilitære grupper som har hærget Colombia med død og ødelæggelse.

FARC selv har imidlertid, for at finansiere sine aktiviteter, betjent sig af gidseltagninger og vold, deltaget i handlen med narko og været en medvirkende årsag til omfattende flygtningestrømme i Colombia. Krigen mod FARC støttes moralsk og økonomisk af USA’s regering, der betragter Uribe som en af sine vigtigste allierede i regionen. Ikke alene ser USA guerrillabekæmpelse som afgørende for at bevare venligtsindede regeringer ved magten, men også som en vigtig komponent i landets korstog mod produktion og handel med narkotika på hele det amerikanske kontinent.

2006, er tillige på god fod med FARC som han tillader ophold på venezuelansk territorium og kræver fjernet fra internationale terrorgruppe lister sanktioneret af USA og EU.

”Ecuadors svar på operationen var at sende tropper til grænsen til Colombia. Også Hugo Chavéz fandt som nævnt anledning til at rasle kraftigt med sablen overfor Uribe.”

Da Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) trådte sammen nogle uger senere for at løse op for konflikten endte det med en resolution der anerkendte princippet om ikke-intervention og territorial suverænitet, og dermed indebar en underkendelse af Colombia . Måske er spændingerne mellem Colombia og Ecuador isoleret set dermed dæmpet for en stund, men set i et større perpektiv kan der komme nye spændinger i området.

Hvorfor?

Forklaringen er ikke kun, at en løsning af konflikten mellem FARC, de paramilitære styrker og den Colombianske regering næppe lige står for døren. Selvom den Colombianske regering betragter operationen fornylig som en stor sejr og synes at betragte kampen mod FARC som overordnet spørgsmålet om suverænitet.

Her har den ikke så lidt tilfælles med den amerikanske regerings syn på terrorbekæmpelse. Forklaringen er også, at anderledes politiske vinde blæser i LatinaEcuadors svar på operationen var at sende tropper til merika og er med til at påvirke konfliktmønstrene i regrænsen til Colombia. Også Hugo Chavéz fandt som gionen. En ny type politisk spiller er kommet på banen. nævnt anledning til at rasle kraftigt med sablen over- I lande som Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Venezuela for Uribe. Chávez, der støttede Ecuadors venstreori- har demokratisk valgte regeringer forsøgt at gøre op enterede præsident Rafeal Correa i dennes valgkamp i med mange års økonomisk politik der førte til sociale 23

nedskræringer og liberaliseringer af økonomien. Der er i en vis udstrækning søsat sociale initiativer som peger i nye retninger. Især i Venezuelas tilfælde rummer disse initiativer en stærk kritik af USA’s rolle på den internationale scene, politisk såvel som økonomisk.

tiske ledere i Latinamerika har et skarpt blik for begrænsningerne i disse aktiviteter. Chávez synes først og fremmest at undervurdere det gensidige afhængighedsforhold, der i forskellige grader eksisterer mellem USA og de latinamerikanske lande. Den amerikanske analytiker og specialist i Latinamerikanske samfundsforhold James Petras har således fornyligt peget på, at politiske aktører i Latinamerika i praksis forholder sig til USA på meget forskellige måder, der for tiden kan siges at falde i fire blokke . Der er radikalt venstreorienterede grupper som FARC og andre bevægelser, der arbejder militært og i konfrontation med de regionale eliter og USA. Og der er de i praksis – trods alt retorikken - mere pragmatiske, venstreorienterede kræfter som omfatter den bolivianske og venesuelanske regering, hvoraf sidstnævnte er storeksportør af olie til USA. De to vigtigste blokke er dog den pragmatisk neoliberale, som omfatter lande og økonomiske sværvægtere som Brasilien og Argentina, og lande som Mexico og Colombia, der er USA’s vigtigste allierede og i mange henseender følger de fleste af den amerikanske doktriner.

Hugo Chávez, der tiltrådte i som præsident 1999, har arbejdet benhårdt på at skabe globale alliancer mod USA. Han har sjældent forsømt en lejlighed til at tordne mod George Bush alt imens han varmt har omtalt den latinamerikanske frihedshelt Simón Bolívar. Chávez har gjort hvad han kunne for at italesætte drømmen om et fælles latinamerikansk frihedsprojekt tilsat lidt socialisme – den bolivarianske revolution. Og Chávez, der har en baggrund i militæret og tidligt i 1990’erne forsøgte sig med et kup mod landets daværende præsident, er gået langt for at sikre sin magt, bl.a ved at fremsætte et kontrolversielt forslag til ændring af landets forfatning, der ville sikre ham præsidentposten på ubestemt tid.

Forslaget blev dog nedstemt ved en folkeafstemning slutningen af 2007. Chávez’ kritik af tingenes tilstand i Latinamerika har imidlertid fået en vis opbakning hos den brede befolkning, der er træt af de traditionelle Hvis Chávez således udadtil ikke har det let, fordi de politiske eliters urgamle misrøgt af regeringsmagten, kræfter han skal overbevise om sin bolivarianske revovolden og den afgrundsdybe sociale ulighed. lutions bæredygtighed ikke nødvendigvis har større interesse heri - og i øvrigt betragter ham som en klovn Under stor mediebevågehed har den venezuleanske re- på den internationale scene - så er det for intet at regne gering således iværksat sociale initiativer af forskellig med de problemer, der tårner sig op indadtil. Meninkarakter, i flere tilfælde endda uden for landets grænser; gsmålinger har de senere måneder vist, at opbakningen eksempelvis i Peru, Mexico og Cuba. Aktuelle under- til Chavez er vigende, og det på trods af landet aldrig søgelser af venezuleansk politik viser faktisk, at landet før har tjent så mange dollars på sin oliekeksport. De under Chávez ledelse ikke kun har været ganske fermt til mange indtægter er imidlertid kun i begænset omfang at eksportere olie, men også politiske ideer og koncepter gået til social velfærd, og i stedet til smørring af poliformet i den bolivarianske revolutions ånd . Således har tiske alliancer. En lang række indikatorer peger på, et alternativt regionalt samarbejde – ALBA- mellem at den venezuelanske samfund er på vej ind i en dyb Venezuela, Bolivia, Nicaragua, Ecuador og Cuba været økonomisk og social krise, der langsomt vil undergrave under udvikling nogen tid, og en ny fjernsynskanal Chávez legitimitet, og det på trods af at olieeksportinskåret over CNN konceptet, men lanceret som et alter- dtægterne er stigende . nativ til den amerikanske kanal, allerede i funtion i en lang række latinamerikanske lande. På den finansielle Set i det lys har Chávez adfærd i forlængelse af Colomside arbejdes der med at etablere en alternativ interna- bias nålestiksoperation i Ecuador en velkendt forklartional udviklingsbank, der kan bryde med de etablerede ing. Når det halter derhjemme, kan det være nyttigt at finansielle institutioners dominans, eksempelvis IMF, vende blikket mod de nærmeste naboer og USA. Fjenog tilbyde kreditter og fordelagtig gældsafvikling til debilleder og militær aktivitet har altid været en vigtig udviklingslande. Disse og mange andre lignende initia- drivkraft i latinamerikansk populisme, og det er bestemt tiver har været finansieret af Venezuleas indtægter fra ikke usandsynligt, at vi vil se flere militære initiativer sin omfattende olieeksport. fra Chávez hånd.

Meget tyder imidlertid på, at Chávez’ systemeksporteventyr ikke så nemt lader sig realisere, og mange poli-

24

25

Beijings Tibet-problem Af Trine Brox - Ph.d.- stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Mens Beijing anklager den fjortende Dalai Lama for at stå bag den tibetanske “splittisme”, lukker de kinesiske autoriteter øjnene for, at det er deres egen politik, der har presset tibetanerne til oprør og eksil.

Den politik, som er blevet iværksat i Tibet har blot næret det, tibetanerne kalder deres “ild”—den patriotisme som brænder indeni dem. Dette er tidligere kommet til udtryk, når munke og nonner har hævet det tibetanske flag; når de har råbt slagord som “Frit Tibet” og hyldet deres landsforviste leder med “Længe leve Dalai Lama”; når anonyme afsendere af ulovlige flyveblade og plakater i Lhasa har krævet frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Forenklet kan det siges, at Beijing har søgt at løse Tibet-problemet med to strategier: modernisering og assimilering. To strategier, der i sig selv har været med til at udløse den seneste bølge af protester, der startede i Lhasa den 10. marts 2008.

“patriotisk genopdragelse,” der har forsøgt at uddanne og resocialisere tibetanerne til at blive kinesiske borgere. Dalai Lama har beskrevet den strategi som både kulturelt folkemord og som en ny bølge kulturrevolution. Hvor kulturrevolutionen i 1966-76 forsøgte at udrydde den tibetanske, materielle kultur, er den siden firserne blevet museumificeret, og den kulturelle identitet forsøgt fortrængt gennem genopdragelse. Selv om mange tibetanere i Tibet ikke er klart bevidste om tibetansk selvstændighedshistorie, har den kinesiske tilstedeværelse i Tibet stimuleret en pantibetansk identitet rodfæstet i buddhisme og loyalitet til Dalai Lama—og ikke til kommunistpartiet.

De tibetanske områder er styret af ikke-tibetanere, der ikke har noget mandat i den tibetanske befolkning, hvorfra de kan agere som repræsentanter. MarginaliserModernisering og Assimilering ingen og assimileringspresset har styrket de politiske Den ene strategi, som Beijing har iværksat for at løse og sociale spændinger i Tibet. Oprøret viser blot, at de Tibet-problemet, er at modernisere Tibet. Særlig siden to strategier ikke har tilfredsstillet kommunistpartiets halvfemserne har Beijing satset på en hurtig økono- behov for stabilitet. misk vækst i Tibet gennem milliardinvesteringer og subsidier. Investeringerne er blevet kanaliseret gennem ”Dalai Lamas bortgang vil få katastrohan-kinesere og den økonomiske vækst er i lille grad fale konsekvenser for begge parter, kommet tibetanerne til gode. Tværtimod forstærker de en socioøkonomisk ulighed ad etniske skillelinier. Ti- og Beijing kan ende med at stå overbetanerne marginaliseres. For eksempel har tibetanerne for et oprør i Tibet, som ingen ende ringe uddannelsesmuligheder og i konkurrencen med vil tage.” kinesiske muslimer og han-kinesiske tilflyttere, har de svært ved at få arbejde. Den tibetanske utilfredshed er ikke blevet formindsket af, at Beijing samtidig har slup- Uden Dalai Lama pet immigrationen løs, og tibetanerne oplever, at det er Muligvis har Beijing en tredje løsning på Tibet-probtilflyttede kinesere, som har tjent på den Beijing-styrede lemet: den fjortende Dalai Lamas bortgang. Ligesom modernisering af Tibet. Tibetanerne har ikke haft nogen modernisering og assimilering hverken har slukket den medbestemmelse i moderniseringsprocessen, som på patriotiske ild eller mildnet kritikerne, vil denne strategi dramatisk vis har ændret hverdagen. heller ikke løse konflikten. Tværtimod. Hvis det kommer til, at Beijing står med et uløst Tibet-problem og inDen anden måde at komme Tibet-problemet til livs på gen Dalai Lama, så er det tvivlsomt, at problemet med er gennem et betydeligt assimileringspres. En række as- Tibet kan løses fredeligt. Dalai Lamas bortgang vil få simileringskampagner er blevet iværksat, blandt andet katastrofale konsekvenser for begge parter, og Beijing 26

kan ende med at stå overfor et oprør i Tibet, som ingen ende vil tage.

Hvis Beijing ønsker en fredelig løsning på Tibet-problemet, har de brug for Dalai Lamas autoritet. Den position, han har blandt tibetanerne i og udenfor Tibet, er nærmest guddommelig. Dalai Lama er selve symbolet på den tibetanske nation. Når han taler, er han både religiøs vejleder og politisk ordfører. Dalai Lama har en enorm indflydelse, og indtil nu har han brugt den indflydelse til at binde tibetanerne til sin ikke-volds-linie.

Siden begyndelsen af halvfjerdserne, da Dalai Lama fik den CIA-sponsorerede, tibetanske guerilla til at nedlægge våbnene, har tibetanernes frihedskamp været ikkevoldelig. De uroligheder, som begyndte i marts 2008, da tibetanerne løb en personlig risiko og tilsidesatte Dalai Lamas klare formaninger om ikke-vold, vidner derfor om en ekstrem desperation blandt befolkningen.

selvstyre med ham, så opgiver de kinesiske autoriteter deres position som eneste repræsentant for Tibet. Det kan ses som en opfordring til andre nationale minoriteter i Kina om at intensivere deres egen kamp. At indgå kompromis omkring Tibet kan have en smitteeffekt på for eksempel Uighur muslimernes selvstændighedskamp i Xinjiang eller mongolernes kamp i Indre Mongoliet.

Beijing har valgt at holde Tibet i et jerngreb.

Mens de kinesiske autoriteter slår hårdt ned på dissidens og forsøger at udvikle Tibet til en uløselig del af moderlandet Kina, nærer Beijing samtidig tibetanernes patriotiske ild. I stedet for at udviske loyaliteten til Dalai Lama, har Beijings strategier paradoksalt nok været med til kontinuerligt at genskabe og forstærke Dalai Lamas billede i tibetanernes hjerter og sind. De beder for hans lange liv og for en snarlig genforening i Tibet.

”At indgå kompromis omkring Tibet kan have en smitteeffekt på for eksempel Uighur muslimernes selvstændighedskamp i Xinjiang eller mongolernes kamp i Indre Mongoliet.”

Beijings dilemma Flere håbede på, at Kinas økonomiske fremgang ville være enden på kommunistpartiet og føre til en demokratisering, der i sig selv kunne udgøre en fjerde bølge i Huntingtons termer. Alt imens de eksiltibetanske myndigheder i Indien forbereder sig på, at bevise deres demokratiske intensioner ved at lade det tibetanske folk bestemme, hvem deres legitime repræsentanter er, tyder dog intet på, at Beijing vil sætte sin magt på prøve gennem demokratiske valg. Tibetanske krav om selvbestemmelse, friheder, rettigheder og demokrati fremstiller Beijing som udtryk for en tibetansk separatistbevægelse, der hånd i hånd med en vestlig imperialisme forsøger at underminere Folkerepublikken Kinas territorielle integritet. Beijing anerkender, at tibetanerne er en national minoritet, men mener ikke, at det giver tibetanerne nogen ret til at løsrive sig fra moderlandet.

De er blot en af de 56 nationaliteter, som udgør Folkerepublikken Kina.

Endvidere står Beijing overfor et dilemma. Accepterer de Dalai Lama som talsmand for Tibet og forhandler 27

MENNESKERETTIGHEDER OG OL I KINA

- et ’glansbillede’

Af Hatla Thelle, Dansk Institut for Menneskerettigheder.

Hatla Thelle fra Dansk Institut for Menneskerettigheder påpeger en række områder, hvor der er sket fremskridt på menneskerettighedsområdet i Kina i de sidste 25 år, og argumenterer for, at man i stedet for et boykot skal støtte de kinesere som arbejder på at forbedre situationen, fordi et boykot ikke vil gavne menneskerettighederne i Kina.

I de sidste måneder er mange historier om uhyrlige forhold i Kina landet på avisernes sider og den stigende uro i Tibet samt den kinesiske ledelses bekymrende håndtering af den. Men der er andre historier, som fortjener spalteplads, og som nuancerer billedet og sætter dét kinesiske samfund, vi ser i dag, ind i en større sammenhæng.

overgreb finder ganske rigtig sted; disse forhold eksisterer; det er godt, at vi ved så meget om dem; og det er nødvendigt, hvis vi skal forstå dem og forsøge at gøre noget ved dem.

Både i den kinesiske ledelse og i befolkningen er der personer, der forstår disse problemer og prøver at gøre noget ved dem, og historierne om disse forsøg bliver Denne kommentar bygger på to betragtninger. Dels sjældnere fortalt. Dansk Institut for Menneskerettighedat der i dag foregår systematiske krænkelser af men- er (IMR) har igennem ti år samarbejdet med kinesiske neskerettighederne i verdens største land. Disse over- institutioner og individer om at forbedre menneskerettrædelser af den internationale menneskeret bunder i tighedssituationen i landet og det kan faktisk lade sig højere grad i systemer og traditioner som udspringer gøre. Både samarbejdet og forbedringerne. af den særlige blanding af kejserdømme og kommunisme, som er Folkerepublikkens historiske arv, end de Dødstraffen er ét eksempel, hvor jurister fra hele Kina skyldes den kinesiske ledelses ondskab. Dette indlæg gennem de sidste fem år har arbejdet hårdt for at nedbygger desuden på en overbevisning om, at mennesk- bringe antallet af henrettelser og i sidste ende få afskaferettighederne i Kina er langt bedre beskyttet i dag, end fet dødsstraffen. Siden begyndelsen af dette årti har disde var for 25 år siden; at den kinesiske ledelse i et vist kussioner for og imod dødsstraf bølget frem og tilbage omfang forsøger at løse de menneskeretlige problemer på internettet og i mødelokaler og klasseværelser på de i landet, men at ledelsen ikke er almægtig; samt at der kinesiske universiteter. Der har været udkastet forskeler større og større spillerum for det enkelte individ og lige strategier for først at få nedbragt antallet af henretorganiserede grupper, som både afslører krænkelser og telser, og derefter få afskaffet dødsstraffen. Akademikøver indflydelse på lovgivere og administratorer. ere og aktivister arbejdede som et af de første skridt på vejen hen imod en administrativ ændring, så alle dødsDen verserende debat om Kina cementerer til en vis grad domme skulle godkendes af Højesteret før de kunne en anden opfattelse, nemlig at retsbeskyttelsen bliver eksekveres. Man mente, det ville nedbringe antallet af dårligere og dårligere og at styret er et brutalt diktatur, henrettelser markant. Efter systematisk påvirkning af der ikke tillader nogen form for debat om problemer beslutningstagerne blev denne ændring gennemført den eller på nogen måde er åben for folkelig deltagelse.

1. januar 2007. Antallet af henrettelser er ikke offentligt, så det er umuligt at dokumentere, men myndighedVisse overgreb optræder igen og igen i debatten. Kina erne antyder og de berørte kinesiske jurister hævder, at henretter langt flere mennesker end nogen andre lande. dette fald i antallet af henrettelser er sket, og det menes Migranter arbejder under usle og farlige forhold og får endog at være større, end man havde kunnet håbe på. hverken løn eller erstatning ved arbejdsskader. Retsvæsnet er korrupt og tortur af anholdte er daglige fore- Hvad angår migrantarbejdere er der fra Kinas øverste teelser. Dommerne er pensionerede militærpersoner ledelse udstedt en række direktiver, der understreger, at uden juridisk uddannelse og advokaterne har hverken bønder har samme rettigheder som byboere med hentid eller ekspertise til at yde et rimeligt forsvar. Disse syn til arbejderbeskyttelse, og de lokale myndigheder 28

vil blive holdt ansvarlige i tilfælde af manglende lønudbetalinger, utilstrækkelig erstatning, osv. I 2007 trådte en ny lov om arbejdskontrakter i kraft. Den understreger, at alle arbejdere er beskyttet af loven, og den yder en sådan grad af beskyttelse af løsarbejdere, at store amerikanske selskaber og sågar det europæiske handelskammer truede den kinesiske regering med at flytte deres investeringer andre steder hen, hvis den blev vedtaget. Børn af migranters adgang til at gå i skole har været livligt belyst i de kinesiske medier og på internettet. Et kinesisk sagførerfirma arbejdede for nogle år siden gratis i en sag, hvor en skole for migrantbørn i Beijing sagsøgte de lokale myndigheder for ikke at ville registrere skolen på normal vis. Sagen vakte stor opsigt i medierne og aktivt diplomati foranledigede, at de øverste politiske ledere besøgte skolen og anerkendte problemet og dets omfang. Efterfølgende er migrantbørn nu blevet langt bedre stillet, og mange er i stand til at komme i skole på lige fod med byboernes børn. I mange af de store byer på Østkysten (Beijing, Shanghai og Guangzhou) er der opstået omfattende netværk af organisationer, som yder retshjælp og rådgivning til de, oftest unge, migranter, der befinder sig i vanskelige situationer. Disse organisationer eller centre er ofte organiseret af unge arbejdere og studerende fra lokale læreanstalter, og de støttes af uddannede akademikere med centrale positioner i det politiske system, som bruger deres ekspertise på socialt arbejde.

vidnebeskyttelse, om særlige procedurer i dødsstrafsager og om bevisførelse, for blot at nævne nogle få eksempler af afgørende betydning for retsbeskyttelsen.

Disse historier ligner glansbilleder, men de er på ingen måde mindre sande end de andre historier, som vi har set så mange af på det sidste.

I 1980 hvor de igangværende reformer blev sat i gang fandtes nogle få hundrede advokater, der var ansat i staten. Der var ingen offentlig tilgængelig straffelov, hvor man kunne se, hvad der egentlig var en forbrydelse.

Der var ingen retsplejelov, hvor man kunne finde hvilke rettigheder der beskyttede én i tilfælde af, at man blev tilbageholdt af myndighederne. Dødsdømte blev kørt i parade til offentlig beskuelse. Et adresseregistreringssystem gjorde det praktisk talt umuligt at rejse fra land til by på kortere ture, for slet ikke at snakke om at slå sig ned et andet sted, end man var født. Beboerkomiteer i boligområderne kontrollerede ens post, observerede hvem man fik besøg af, holdt øje med om man var hjemme og registrerede hvilket tøj man havde på. Det var umuligt at diskutere problemer med forbindelse til arbejdsløshed eller skilsmisse, og den slags emner ville aldrig blive berørt i offentlige medier. Det var også umuligt at købe en burger hos McDonalds eller gå til koncert med en rebelsk islandsk sangerinde. I dag er alt dette forandret.

Til gengæld nød størstedelen af befolkningen i de fleste perioder godt af en garanti for en basal sygesikring og et grundskoleforløb, som man i dag kun kan købe for mange penge. Hvad man kalder civile rettigheder, inklusive personlig frihed og retsbeskyttelse er forbedret i de sidste tre årtier, mens de sociale garantier som beskyttede adgangen til sundhed og uddannelse (igen på et basalt, men for et udviklingsland acceptabelt niveau) faktisk er faldet bort. Men det er en længere historie, Hvad angår retsvæsnet blev der for fem år siden indført som ikke skal uddybes her. landsdækkende eksamener for dommere, anklagere og advokater. Disse skal have bestået en juridisk embed- På baggrund af ovenstående mener jeg, det er af afseksamen og skal derefter bestå en bestallingseksamen gørende betydning, at vi i Vesten ser og støtter de kifor at få lov at praktisere deres erhverv. En ny lov om nesere der, høj som lav, arbejder på at forbedre situsagførere er netop vedtaget, ifølge hvilken advokater ationen indefra og har stor glæde af kontakten med får langt bedre muligheder for at forsvare deres klienter, ligesindede i andre lande. Deres arbejde ville lide under end de havde før. Disse rettigheder skal i tur overføres en boykot eller anden form for afbrydelse af forbindeltil den reviderede retsplejelov, som skal vedtages inden- serne til Kina. Mange kinesere ville have svært ved at for det næste år. Beslutningen om at revidere retsple- forstå det og nogle ville bevæge sig i en mere nationaljeloven har, udover spørgsmålet om advokaternes rolle, istisk og fremmedfjendsk retning. rejst en række spørgsmål om ungdomskriminalitet, om

”...det er af afgørende betydning, at vi i Vesten ser og støtter de kinesere der, høj som lav, arbejder på at forbedre situationen indefra og har stor glæde af kontakten med ligesindede i andre lande”

29

Malaysia: Nye tider på vej?

Af Jørgen Siegumfeldt, Øst- og Sydøstasien-medarbejder på DRs Orientering på P1 .

Han Den tidligere premierministerkandidat Anwar Ibrahim er tilbage efter fem år i fængsel og efterfølgende politisk karantæne. Et historisk tilbageslag for det gamle regime har gjort ham til en nu samlet oppositions leder.

Hører man til dem, der gerne ser historien i nemme tidsintervaller, tegner året 2008 markant for Malaysia: For det er nu 10 år siden, at den da designerede premierminister, daværende finansminister og vice-premierminister Anwar Ibrahim, blev væltet og året efter idømt i alt 25 års fængsel. Han havde lagt sig ud med sin politiske protektor, Mahatir Mohammad, Malaysias længst siddende premierminister (1988-2.003), som ellers havde haft så megen tillid til den begavede unge politiker, at han året før var taget på flere måneders udlandsrejse og havde efterladt Anwar som de facto regeringsleder i perioden. Men de blev uenige om håndteringen af den asiatiske valutakrise. Mahathir, som ikke accepterede modsigelser, gjorde kort proces: Anwar blev relegeret fra UMNO-regeringspartiet, og senere idømt 22 års fængsel, efter alt at dømme på opdigtede anklager. I dag er Anwar tilbage i det politiske liv, nu som leder af oppositionskoalitionen, Folkets Alliance.

det ikke ser sådan ud på papiret. For lige siden uafhængigheden fra briterne i 1959 har Malaysia ubrudt været domineret af det malayiske, og dermed også muslimske, UMNO (United Malays National Organisation), som gennem årtier har regeret i koalition med de ligeledes etnisk definerede minoritets-partier, Malaysian Chinese Association og Malaysian Indian Congres. Resultatet af det nylige parlamentsvalg var såmænd også kun, at regeringskoalitionen gik fra 198 til 140 af parlamentets 222 pladser. Men alligevel var der tale om et historisk tilbageslag: Uden sit traditionelle to tredjedeles parlamentsflertal kan regeringen nu ikke længere ændre forfatningen efter forgodtbefindende, og rent praktisk kan valget betyde begyndelsen på enden for en enerådende administration, præget af korruption og nepotisme.

DET VAR NOK gammeldags malayisk høflighed, der tilskrev premierminister Abdul Badawi at optræde med så stor ydmyghed efter valget. Samme personlige ydHvad skete? I 2003 trak Mahathir sig endelig som pre- myghed var også hans største aktiv, da han i 2003 overmierminister, og hans ny protegé, daværende vice-pre- tog magten efter Mahathir Mohammad. For gennem sine mierminister Abdullah Ahmad Badawi, efterfulgte ham 22 år som regeringschef var ”Dr. M.” (han er uddannet – med en ny regeringsstil. Året efter underkendte en ma- læge) faktisk alt andet. Hans enerådighed gav dog gode laysisk domstol (de er ikke verdensberømte for politisk resultater i striden med Anwar om valutakrisen i 1997uafhængighed) den ene af de to domme, som tilsam- 98. Mahathir gav nemlig IMF fingeren og isolerede men skulle sikre, at Anwar ikke fik politisk come-back. Malaysia økonomisk ved bl.a. at indføre valutakontrol.

I stedet blev han løsladt, men fik dog politisk karantæne til April 2008.

Ved samme lejlighed så man dog også dr. Ms anden side: Han glemte alt om Malaysias eget ansvar i form af ”I DET SENESTE VALG tabte vi helt sikkert valg- betydelig gæld som følge af landets store udlandsgæld kampen i Cyberspace. Det skyldtes en meget, meget p.g.a. de store investeringer i infrastruktur fra veje, alvorlig fejlbedømmelse fra regeringskoalitionens side. broer til IT. I stedet lagde han skylden for krisen på en Meget smerteligt”, sagde premierminister, Abdullah international jødisk sammensværgelse i almindelighed Ahmad Badawi efter parlamentsvalget i Februar i år - og på den ungarsk-fødte valuta-spekulant George Soros og tilføjede så ellers optimistisk, at tilbageslaget for re- i særdeleshed. Han har flere gange senere gentaget sine geringen kom på det rigtige tidspunkt og ikke for sent. anti-jødiske udfald, og Mahathirs ydmyghed kan kun eksemplificeres, da han ved sin afgang beklagede, at Det sidste er mange iagttagere uenig i – også selv om han ikke havde nået sit mål m.h.t. til at gøre ”min race 30

succesrig, en race, der er respekteret”.

BEMÆRK RACE: Det var blodige sammenstød mellem malayer og etniske kinesere i den daværende malaysiske delstat Singapore, som i 1965 fik det primært etnisk kinesiske Singapore til at trække sig ud af føderationen og med rekord-fart indlede sin ekstraordinært succesrige økonomiske udvikling som selvstændig nationalstat. I 1969 fandt tilsvarende blodsudgydelser sted i det tilbageværende Malaysia i protest mod regeringens love om især økonomisk og uddannelsesmæssig særbehandling af bumipatras : jordens sønner, d.v.s. malayerne. Det var den såkaldte N.E.P. (New Economic Policy) og den har lige siden givet Malaysia problemer.

Det var også det, man så ved valget i Februar i år.

debat, får de ny medier endnu stærkere gennemslagskraft. Og den vil i sagens natur (tilstedeværelsen af en repressiv regeringsmagt) være vendt mod regimet.

Situationen i Malaysia kan dermed også ses som et indlæg i debatten om, hvorvidt globalisering og det frie marked fremmer en demokratisk udvikling. For når regeringen i Malaysia ikke – som f.eks. i Kina – censurerer internet-tilbudene til borgerne, er det bestemt ikke med samme regerings gode vilje. Søger man grunden til, at den alligevel friholder internet og mobiltelefoniens SMS-traffik, skal man helt tilbage til 1990`ernes begyndelse, da Malaysia også ville have sin del af det da voldsomt ekspanderende IT-marked. Malaysia ville selv, og derfor måtte daværende premierminister Mahathir Mohammad, love de udenlandske IT-investorer Malaysias etniske kinesere, hvoraf mange er organiseret at afstå fra at censurere internettet. Ellers ville de udeni oppositionspartiet, Demokratisk Aktions Parti, har landske selskaber ikke være med. længe været utilfredse over såvel økonomisk som kulturel forskelsbehandling. Men det var først i December ”Situationen i Malaysia kan dermed sidste år, at landets økonomiske 3. Division, de primært tamilske hinduer (”inderne”) i ren bogstavelig forstand også ses som et indlæg i debatten kom på banen: Store demonstrationer i hovedstaden om, hvorvidt globalisering og det frie Kuala Lumpur resulterede i arrestation af flere af det in- marked fremmer en demokratisk uddiske mindretals ledere, som derefter blev tilbageholdt i overensstemmelse med de gamle britiske sikkerhed- vikling.” slove fra koloni-tiden, d.v.s. uden at blive stillet for en dommer.

Og nu i 2008 er IT-revolutionen slået så meget igennem i Malaysia, at selv premierministeren har erkendt Hvis utilfredsheden hos oppositionen blotlagde reger- konsekvenserne. Det var også svært andet efter valget ingens 40 år gamle indenrigsøkonomiske prioriterings- i Februar. Ikke alene tabte man det vigtige to tredjeproblem, så bidrog to malayiske partier også til reger- deles parlamentsflertal. Men hvor regeringskoalitionen ings-koalitionens tilbagegang: Det islamistiske PAS tidligere havde haft magten i de 12 af Malaysias 13 del(Parti Islam SeMalaysia) og det i princippet tværkul- stater, gik fem af disse nu over til oppositionen. turelle Keadilan (Retfærdighed). Og de blev ikke mindst båret frem via de nye medier, som nu for første DET SIDSTE FØRTE også til en opsigtsvækkende og gang for alvor var trådt i politisk karakter. Det var de hidtil uhørt situation. For rent faktisk er Malaysia en medier, som premierminister Badawi beklagende måtte form for konstitutionelt monarki. I ni af de 13 delstater indrømme, at han groft havde undervurderet. er det lokale statsoverhoved således den lokale sultan, som dermed er delstatens såvel religiøse (d.v.s. musDET VAR ELLERS en ret opsigtsvækkende tilståelse, limske) som sekulære kransekagefigur. Disse ni sulalene derved at det er ret uhørt at opleve en politiker så taner skiftes så til – for en periode på fem år – at være åbenlyst indrømme, at han ikke følger med tiden. Badawi konge over hele den malaysiske føderal-stat. Posterne er 68 år, men det handler næppe om alder. Det handler som delstats- og nationalt overhoved er grundlæggende om at sove i timen. For hvad Badawi ikke forklarede, af ren ceremoniel art. Indehaverne indsætter f.eks. måske ikke selv indså, var at udviklingen i grunden var de politiske regeringschefer – for delstaternes vedkmeget forudsigelig. Det var nemlig regimet selv, der ommende efter indstilling fra den nationale premierved sin ekstremt restriktive mediepolitik bar ansvaret minister, som rimeligt nok tager hensyn til det lokale for tilbageslaget. For når de traditionelle trykte medier valgresultat. Men i delstaten Terengganu nægtede sulog ikke mindst tv og radio ikke tillader en åben politisk tanen, som selv er meget politisk aktiv i UMNO-partiet 31

at følge premierminster Badawis indstilling. Han havde sin egen UMNO-mand til regeringslederposten – og trods uklarhed i forfatningen valgte Badawi efter flere dages forhandlinger endelig opgive sin kandidat.

Andet ville nok også have været uklogt. For det er ikke kun UMNO-sultanen, der vender sig mod Badawi. Der er faktisk så mange utilfredse parti-repræsentanter, at UMNO-partiets årlige partimøde, som i realiteten afgør om, Badawi fortat skal stå i spidsen for UMNO-partiet – og dermed forblive som premierminster – er blevet udsat fra August til December. Det skulle give Badawi mulighed for at samle troppernerne mod sine udfordrere. Blandt disse er en søn af Mahathir Mohammads søn - faderen ligner nærmest hans kampagneleder.

af Anwars hustru. Men efter at Keadilan er blevet et egentligt politisk parti, blev hun i Februar indvalgt i parlamentet, og nu forventes det, at hun træder tilbage, hvorefter der udskrives suppleringsvalg, som Anwar selv ventes at stille op til – og vinde.

Er Malaysia så på vej mod et, om ikke to-parti-system, så i hvert fald to-koalitions-system? Ved præsentationen af Folkets Alliance var Anwar dens talsmand. Han stod i midten, flankeret på hver sin side af lederne af hhv.

PAS-partiet og Det Demokratiske Aktions-parti – og det var meget symbolsk. For de etniske kinesere kan godt se det politisk profitable i et rent pragmatisk parti-samarbejde, men har derudover ikke overvældende tillid til islamisterne i PAS, som ellers har gjort meget for at skrue ned på kravene til f.eks. sharia-lovenes gennemførelse. Keadilan derimod er principielt tværkulturelt, henter ganske vist nok sine fleste vælgere blandt malayerne, men deres flertal tilhører den særlige sydøstasiatiske og meget ”bløde” udgave af Islam. Partiet er heller ikke meget for den ”Nye Økonomiske Politik”, der primært skal løfte malayerne op. Mange siger, at p.g.a. korruption er det ikke mindst i forvejen rige malayer, som drager fordel af den.

Mahathir har nemlig haft meget svært ved at vænne sig til sit politiske otium, og har tilsyneladende aldrig tilgivet efterfølgeren, at denne ikke har fulgt de gode råd, som Mahathir ikke har forsømt at fremsætte offentligt. Efterfølgerens mere imødekommende stil stod også i skarp modsætning til Mahathirs egen, og Badawis første – og hidtil eneste - valgsejr i 2005, blev da også regerings-koalitionens største siden 1978. Men nu er Mahathir slet ikke til at stoppe. Nu kræver også han i meget stærke vendinger Badawis afgang. Det ligner MEN KAN OPPOSITIONEN så holde sammen? Afkaos i UMNO-partiet. hængig af hvad der sker regeringskoalitionens partier imellem, har den muligheden - i hvert fald foreløbig. ”Forestiller man sig på langt sigt et Forestiller man sig på langt sigt et egentligt regimeskifte, egentligt regimeskifte, skal de indb- skal de indbyrdes modsætninger nok komme op til overyrdes modsætninger nok komme op fladen: det er altid lettest at være fælles om modstand.

Regeringens mangeårige politik har nemlig – stik mod til overfladen: det er altid lettest at sin hensigt – ført til, at malaysierne har stadig vanskeligere ved at glemme de etniske skillelinjer mellem de være fælles om modstand.” forskellige befolkningsgrupper. Spørgsmålet er imiHVIS REGERINGENS vigtigste parti - og dermed den dlertid også om den i dag 60-årige Anwar Ibrahim for ledende kraft i regerings-koalitionen – bevæger sig alvor kan nå at slå igennem igen som den store politiske mod splittelse, så går oppositionen den stik modsatte forsoner. Han står ganske vist for etnisk diversitet og vej. Op til valget i Februar praktiserede man allerede samarbejde og har samtidig den fordel, at han selv er et løst, men alligevel succesrigt samarbejde mellem malay og muslim. Det er – alt andet lige – stadig en de tre førende oppositionspartier, Det etnisk kinesiske fordel i et Malaysia med ca. 60 pct. muslimer. Men har Demokratiske Aktions Parti, det islamistiske PAS-parti han tid nok? og det tværkulturelle Keadilan. Nu har de tre partiet så præsenteret sig som en egentlig oppositions-koalition: Folkets alliance.

Her kommer UMNOs forsmåede toppolitiker Anwar Ibrahim så ind i billedet. For Keadilan blev oprindelig formet som en slags paraply-organisation for forskellige oppositionsgrupper og –partier, alle under ledelse 32

Bevæger Zimbabwe sig i retning af at blive et

militærdiktatur?

Af Lene Bull Christiansen, Ph.d studerende ved Roskilde Universitetscent Sydafrikas præsident Thabo Mbeki ser træt ud disse dage; meget træt. Hans årelange vandring på en knivsæg i sagen om Zimbabwes politiske og økonomiske krise ser ud til at have taget på ham. På hjemmebanen i Sydafrika er han blevet kørt ud på et politisk sidespor af den voldtægts- og korruptionsanklagede Jacob Zuma, der har slået ham i kampen om formandskabet i ANC. Internationalt må han lægge ryg til et stigende pres, for at han skal spille med musklerne overfor Zimbabwes præsident Robert Mugabe, og i den regionale samarbejdsorganisation SADC har Mbeki været tildelt rollen som mægler i Zimbabwes politiske krise. Ingen af disse roller ser ud til at passe Mbeki særskilt godt.

Situationen i Zimbabwe, som Mbeki til forskel fra vestlige statsledere stædigt har nægtet at kalde en krise, ser værre ud end nogensinde. Ud over den lammende økonomiske krise, ser landet efter det nyligt overståede valg ud til at bevæge sig mere og mere i retning af et egentligt militærdiktatur, med Robert Mugabe som kransekagefigur og en regering af håndplukkede støtter som ’civil glasur’. Oppositionspartiet MDC har hævdet, at dette allerede har været tilfældet gennem de sidste 2 valgperioder, og at den nuværende forfatningskrise, hvor regeringen har nægtet at offentliggøre resultatet af valget d. 29 marts, blot er en voldsom udgave af den gældende regeringspraksis. Gennem de sidste 8 år har Mugabes regime således systematisk nedbrudt de demokratiske grundpiller i samfundet; pressefriheden er væk, forsamlingsfriheden er væk, retsvæsnet er blevet politiseret, gennemsigtigheden i valgprocessen er væk og ethvert forsøg på civil ulydighed eller politisk modstand bliver mødt med vold.

økonomiske mirakel dækkede dog over et voldeligt regime, der i 1982-1987 havde udført en nedslagtning af omkring 20.000 politiske modstandere i den sydlige region Matabeleland, og som herefter ledede landet som et de facto et parti system.

Fra mønstereksempel til skamplet Hvordan kunne det komme så vidt? I Mugabes første regeringsår i 80erne voksede Zimbabwes økonomi, og landet blev betragtet som et mønstereksempel på udvikling i Afrika. Dette skyldtes blandt andet, at Mugabe efter befrielseskrigen i 1970erne havde fredet landbrugssektoren, hvoraf størstedelen ejedes af det hvide mindretal, fra jordreformer. Under den kolde krig var denne gestus til markedsøkonomi nok til at sikre Mugabe udbredt støtte i vesten, og bistandsmidler og udenlandske investeringer tilflød Zimbabwe i et sådant omfang, at der kunne opbygges en ikke ubetydelig offentlig sektor med et (efter afrikanske standarder) velfungerende uddannelses- og sundhedsvæsen. Dette

1990ernes strukturtilpasningsprogrammer og den vigende ’koldkrigs-støtte’ til vestligt indstillede regimer ramte også Zimbabwe, og det økonomiske mirakel begyndte at stagnere. Samtidigt begyndte forskellige grupper i samfundet at stille spørgsmålstegn ved magtelitens legitimitet. På den ene side skubbede arbejderbevægelsen og en voksende borgerrettighedsbevægelse på for demokratiske og økonomiske reformer, på den anden side begyndte veteraner fra befrielseskrigen at kræve større kompensation for deres ’ofre for landets befrielse’ i form af pensioner. I slutningen af 1990erne røg Mugabes regime ydermere ud i en strid med England omkring et jordreformprogram, med engelsk finansiering. Jordreformprogrammet havde været

”Gennem de sidste 8 år har Mugabes regime således systematisk nedbrudt de demokratiske grundpiller i samfundet; pressefriheden er væk, forsamlingsfriheden er væk, retsvæsnet er blevet politiseret, gennemsigtigheden i valgprocessen er væk og ethvert forsøg på civil ulydighed eller politisk modstand bliver mødt med vold.”

33

en del af fredsslutningen efter befrielseskrigen, men tive regeringer for ikke at indføre jordreformer samt bortset fra en udbredt korruption havde det ligget i for at ligge under for vestlige økonomiske interesser. dvale op igennem 1980erne.

Ligeledes havde mange regimer været ’pressede’ af et stigende donor-pres for at indføre demokratiske reI den situation valgte Mugabe i 1999 og 2000 at gøre former. Mugabes anti-vestlige og anti-imperialistiske tre ting, der skulle vise sig at være begyndelsen på diskurs var som et ’friskt pust over kontinentet’. Den den nuværende økonomiske og politiske krise. For det anseelse som Mugabe havde tabt i de vestlige lande første satte man seddelpressen i gang og udbetalte store blev således rigeligt opvejet i popularitet, grænsende til summer i kompensation til krigsveteranerne. Det satte heltedyrkelse, i Afrika. De barske realiteter for Zimbagang i en inflation, som i dag er nået op på astrono- bwes sorte landbefolkning og den voldelige nedkæmmiske 165.000 %. Dernæst forsøgte han at konsolidere pelse af oppositionen, valgsvindel og indskrænkningen sin egen magtposition via en ny forfatning, der blev af de demokratiske friheder blegnede overfor billedet af bremset, da folkeafstemningen om denne endte med frihedshelten der en gang for alle ville smide kolonialhans første valgnederlag nogensinde. Det var en brat isterne på porten. Der var meget få afrikanske ledere opvågning for regeringseliten, og ’noget måtte gøres’ der så nogen grund til at kritisere Mugabes regime, og for at bremse den fremadstormende opposition Bevæ- endnu færre der ville eller kunne sætte handling bag gelsen for Demokratiske Fornyelse (MDC), der bestod ordene. af en alliance mellem fagbevægelsen og borgerrettighedsbevægelsen. Her kom striden om jordreformer- ”Mugabes anti-vestlige og anti-impene til at spille en central rolle. Regiment gik i gang med rialistiske diskurs var som et ’friskt en flerstrenget kampagne kaldet ’The third Chimurenga’ (den tredje befrielse) hvor en såkaldt ’hurtigt jor- pust over kontinentet’” dreform’ gik hånd i hånd med en voldelig nedkæmpelse af MDCs spirende støtte blandt Zimbabwe’s landarbe- Den økonomiske kernenedsmeltning i Zimbabwe er jdere. Landbrug ejet af hvide blev besat med vold af som bekendt fortsat, ligesom den politiske krise ikke paramilitære grupper, der var ledet af krigsveteraner, er blevet mindre siden 2000. Zimbabwes nabolande men som ofte bestod af et mix af fattige byboere og er begyndt at føle konsekvenserne for hele regionen. unge arbejdsløse. De hvide blev smidt på porten, og Ikke alene er hen ved 3.000.000 Zimbabwere flygtet til tusinder af sorte landarbejdere blev overfaldet, for- nabolandene af politiske eller økonomiske årsager; det drevet eller dræbt. Dette blev ledsaget af en offensiv økonomiske opsving, som regionen kunne have haft anti-imperialistisk kritik af vestens neo-kolonialisme, med Sydafrikas reintegration i verdensøkonomien efter og især af Englands fortsatte interesse i Zimbabwe.

Apartheids fald bliver voldsomt bremset af Zimbabwes krise. Samtidigt er der blevet lagt et stigende pres på Vestlige landes regeringer med England og USA i spid- SADC og især på den regionale stormagt Sydafrika, for sen var ikke sene til at fordømme disse metoder. Vold- at forsøge at løse denne krise. somme billeder af ’pæne hvide mennesker’, der blev voldeligt overfaldet af en laset og uregerlig pøbel af SADC og Sydafrikanerne har ikke været særligt såkaldte ’krigsveteraner’ gik verden over, og Mugabe begejstrede for denne rolle. For det første har det ikke faldt lynhurtigt i unåde hos alverdens bistands-donorer. været en god indenrigspolitisk sag for nogen af dem, og Mugabe svarede igen med at beskylde vesten for rac- for det andet har man kollektivt ikke haft nogen interisme og hykleri; når de kritiserede hans ’forsøg på at esse i at ’skære den gren man selv sidder på over’ ved rette op på en kolonial uretfærdighed’ mens man stadig at sætte fokus på demokratiske reformer i et naboland. støttede udemokratiske og undertrykkende regimer an- Derudover nyder Mugabe stor respekt som statsmand dre steder. og som frihedshelt, og det har været svært at mønstre støtte til at kritisere ham.

Mugabe – et frisk pust over kontinentet Denne retorik fandt genklang over hele det afrikanske Demokratiets sidste krampetrækninger? kontinent. Mange lande havde lidt under 1990ernes Da det Zimbabwiske regime i marts sidste år lige op til strukturtilpasningsprogrammer, mange afrikanske et SADC topmøde valgte at arrestere og torturere topintellektuelle havde i årevis kritiseret deres respek- ledelsen i MDC blev det alligevel ’for meget’ for nabo34

landene, og man satte Thabo Mbeki i spidsen for en forhandlingsproces mellem regeringen og oppositionen. Om Mbeki var ’manden’ der kunne gøre en forskel i Zimbabwes krise var der dog tvivl om fra starten. For det første havde han i en årrække været kritiseret fra vesten, og i stigende grad internt i Sydafrika, for hans såkaldte ’stille diplomati’, hvilket har været set som en stiltiende accept af Mugabes regime. Rygter om Mbekis personlige ’ærefrygt’ for Mugabe, og regimets konstante afvisning af forskellige ’høflige’ vink fra Mbekis side, har i løbet af det sidste år bygget sig op til en regulær storm mod Mbeki.

Til Mbekis forsvar må det dog erkendes, at ligesom det store dyr i Åbenbaringen er Zimbabwes regime et mangehovedet bæst. Bag Mugabe står både nuværende og tidligere generaler, som er veteraner fra befrielseskrigen i 1970erne, efterretningstjenesten og de paramilitære grupper, som regimet har fremelsket gennem de sidste 8 år. Det ved Mbeki alt for godt, og han og ANC har ingen illusioner om, at denne betydelige militære magt vil bøje sig for ’folkets vilje’, bare fordi man fjerner kransekage-figuren Mugabe. Det er derfor muligt at se Mbekis ’stille diplomati’ som et indædt forsøg på at forhindre Zimbabwe i at blive et reelt og ikke bare de facto militærdiktatur.

Med mindre SADC bøjer sig for MDCs krav om en ny mægler i Zimbabwe, er det meget muligt, at Mbeki må vandre på en knivsæg mange måneder endnu, især hvis der ikke kan skabes opbakning hos generalerne for en samlingsregering. En ting er sikkert; Mugabe vil ikke gå uden en kamp!

35

IPmonopolet sponsoreres af:

36

Morten Helveg Petersen

vs

monopolet

Søren GADE

Forsvarskommissionen er nedsat til, at forberede en politisk aftale omkring forsvarets videre udvikling efter 2009. Aftalen kommer til at have stor indflydelse på de fremtidige perspektiver for det danske forsvar og dets ageren i internationale aktioner.

IPmonopolet har sat to af kommissionens medlemmer stævne; Forsvarsministeren Søren Gade (V) og Morten Helveg Petersen, der bl.a. er udenrigsordfører for Det Radikale Venstre.

I Kommissoriet hedder det sig at ”Overvejelserne [omkring forsvaret fremtidige perspektiver] skal baseres på en fortsat aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder fortsat aktivt dansk medlemskab af FN, OSCE og NATO”.

I hvor høj grad bør Danmark deltage aktivt i disse NATO, FN og OSCE operationer, når andre medlemslande er afholdende med at bidrage i ligeså høj grad som Danmark? – her tænkes specifikt på de danske styrker i Afghanistan.

HELVEG: Det er klart, at der er øvre grænser, for hvor mange soldater vi kan bidrage med samlet set.

Derfor er vi nødt, til at prioritere de enkelte operationer vi deltager i.

Samtidig er det væsentligt, at gå i spidsen i forhold til at kunne sende soldater ud i international tjeneste så andre lande måske henad vejen også indretter deres forsvar på en måde så der kan frigøres flere soldater til internationale operationer.

GADE: Selvom vi er et mindre land, er vi helt i front, når det handler om at yde et aktivt bidrag i verdens brændpunkter. Det ansvar må man påtage sig. Vi kan ikke være tilskuer til kampen mod terrorisme og ekstremisme – og indsatsen nytter. Hertil kommer, at når vi deltager aktivt – uanset om det er i NATO, FN eller OSCE operationer – får vi som et mindre land den bedste mulighed for at få indflydelse, men også den bedste mulighed for at påvirke andre lande til at løfte en del af byrden.

I hvor høj grad er du tilhænger af et samarbejde omkring en EU-styrke, hvor Danmark bidrager? – Og er det overhovedet nødvendigt, at bevarer medlemslandenes nationale styrker, når EU kan konsolidere en stærk fælles militærmagt?

HELVEG: Jeg er stor tilhænger af et forpligtende samarbejde i EU, også på forsvarsområdet. Der er store perspektiver i EU-forsvarssamarbejdet, ikke mindst på den måde at EU råder over en stor værktøjskasse der kan omfatte diplomati, handel, ulandsbistand mm. og også et egentligt forsvarssamarbejde. Dermed kan EU på sigt råde over hele paletten af instrumenter til forebyggelse og løsning af konflikter. Der vil stadig være behov for nationale styrker, men rammerne kan og skal styrkes i det internationale samarbejde.

GADE: Jeg er tilhænger af, at Danmark skal kunne bidrage aktivt til EU’s militære samarbejde. Men det forhindrer forsvarsforbeholdet.

Alt for ofte synes jeg i øvrigt man glemmer, hvad det er, EU’s militære samarbejde går ud på. Der er ikke tale om en overstatslig fælles hær, men derimod et mellemstatsligt samarbejde, hvor iværksættelse af militære operationer kræver enstemmighed og hvor landene helt suverænt bestemmer, hvordan de i givet fald vil bidrage.

37

Hvor stor en sikkerhedspolitisk trussel skal rettes mod den vestlige verden, herunder Danmark, for at vi igen vil deltage i en konflikt af karakter som den i Irak? – ville anskaffelsen af Iranske masseødelæggelsesvåben eksempelvis legitimere et angreb?

HELVEG: Irak viste sig at være en kæmpe fejltagelse i forhold til grundlaget for krigen. Begrundelserne skiftede fra Al Qaida og masseødelæggelsesvåben til et argument om overholdelse af FNresolutioner. Vel at mærke uden om FN’s egen fortolkning. Derfor skal det folkeretlige grundlag, begrundelserne og de efterretningsmæssige beviser også være til stede, før militær intervention kan komme på tale. Militær intervention må være absolut sidste udvej. Omfanget af trusler er svære at afgøre kategorisk og definitivt. Af samme grund er internationalt samarbejde og arbejdet i FNs Sikkerhedsråd af største betydning for at sikre international opbakning og samarbejde om løsning af fremtidige konflikter.

GADE: Helt overordnet vil det altid være et mål for vores sikkerhedspolitik, at medvirke til at fremme opretholdelsen af fred og sikkerhed i verden. Hvordan – og med hvilke midler – en fremtidig trussel skal imødegås er imidlertid svært at forudsige. Men vi må have en bred værktøjskasse – med politiske, økonomiske, diplomatiske og militære midler. Vi må fokusere på at være parate og fleksible, så vi hurtigt kan være i stand til at reagere effektivt og på basis af FN-pagtens principper.

Hvilke konflikter forudser du som de største i de næste årtier? –Vil vi stadig opleve en anspændt situation mellem den vestlig og dele af den islamiske verden, eller vil det i højere grad være nye konflikter, som udspringer af bl.a.

Kina og Ruslands positionering som stormagter, der kommer til at præge tiden fremover?

HELVEG: Der er en række forskellige konflikter der trænger sig på. Klimaudfordringer og kampen om vandforsyning er nyere typer af konfliktlinjer, som trænger sig på.

Konflikter i rummet og i cyberspace er andre eksempler. Dertil kommer kampen mod terror samt forskellige regionale konflikter. Til løsning af fremtidens konflikter kræves endnu mere internationalt samarbejde, bl.a. i EU. Og forhåbentlig har vi lært af katastrofen i Irak, at FN må være udgangspunktet for forebyggelse og løsning af konflikter.

GADE: Jeg tror, de sikkerhedspolitiske udfordringer, vi i den nærmeste fremtid vil komme til at stå overfor i høj grad fortsat vil være international terrorisme, fanatisme og ”ustabile” stater. Men generelt skal vi også være klar til at håndtere hurtige skift i det globale trusselsbillede.

38

Bør Danmark fortsat bevare et tæt forhold til USA, herunder også i sikkerhedspolitiske spørgsmål, eller skal Danmark i højere grad pleje sine europæiske interesser og holde sig til en fælleseuropæisk linie på det sikkerhedspolitiske område?

HELVEG: Det siges at Europa er fra Venus og USA fra Mars i forhold til opfattelsen af trusler og håndteringen heraf. Men det ville være ulykkeligt hvis vi skulle vælge mellem de to opfattelser. Danmark er en nær allieret af USA og skal fortsat være det. Men vi skal også afskaffe det tåbelige forbehold overfor EU’s forsvarssamarbejde og arbejde for at EU kan udvikle sig på området.

Ikke i konkurrence med NATO, men således at de to institutioner kan supplere og komplementere hinanden. Husk at de to guder Venus og Mars faktisk fik en datter, Harmonia!

GADE: Det er ikke og må ikke blive et spørgsmål om enten/eller.

Det transatlantiske bånd mellem Europa og USA er en garant for vor fælles sikkerhed og NATO er hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik.

Men EU er også et forum for udøvelsen af dansk sikkerhedspolitik og kunne blive det i endnu større grad, hvis forsvarsforbeholdet en dag forsvandt.

Læs mere om Søren Gade: forsvaret.dk/FMN/Ministeren Læs mere om Morten Helveg Petersen: www.helveg.dk Læs mere om Forsvarskommissionen: forsvaret.dk/FMN/Forsvarskommissionen 39

S

YNSPUNKT

Interview med Kenneth Waltz

IPmonopolet mødte i marts 2008 Kenneth Waltz på Columbia University. Den aldrende fader til neorealismen præsenterede os for sit syn på det internationale system, USA’s’ udenrigspolitik og det kommende præsidentvalg Kenneth Waltz er den mest indflydelsesrige teoretiker i International Politik i de sidste 30 år.

Mere eller mindre alle forskere indenfor feltet positionerer sig i forhold til Waltz’ neorealisme, der blev formuleret med ”Theory of International Politics” fra 1979. Anerkendelsen er dog i de fleste tilfælde negativ, i form af en positionering væk fra Waltz, Hvis teori anklages for at være ufalcificerbar.

Could you elaborate a little on how you see the present international system and the role of the United States in this system?

Well, first of all, there is still more to do in international politics. Much more!

One of the crucial things that has happened in international relations is that the United States, being the overwhelmingly powerful country in the world – militarily, but no longer economically – has done what overwhelmingly powerful countries always do: That is abusing their power, imposing themselves other people!

We did this regionally when we were dominant in the western hemisphere – we have been for a long time in Latin and Central America – and after we have become dominant globally we do it all over the world. And this is not something that’s particular for the United States. As Alexander Hamilton said, any country

that is overwhelmingly strong will abuse its power. And there is no end for this. There is no other outcome. That’s it! And that has nothing to do with what kinds of countries are overwhelmingly powerful – whether it’s an autocratic country or a democratic country. They will behave the same way. Internal politics does not tell you much – maybe nothing at all – about how countries will behave in foreign relations. dominant countries in their regions or in the world has always behaved. We will pursuit our own interests as we see them and we will believe that we are doing well for the world. We will believe that our foreign policy is kind and liberating.

But other countries will not see it that way. Our unilateral decisions will have them crying out their nerves to the rest of the world. And of course, I did not believe that for a mo- that is what has happened! We ment! I even wrote something have not behaved nicely. That about it saying wait and see! is one thing I would like to say We will behave like all other There is a clear distinction between what was expected after the Soviet Union broke up between 1989 and 1991 and what actually happened.

The expectation was – in the United States and also abroad – that the United States, being a democratic country with checks and balances, would behave nicely.

40

S

YNSPUNKT very clearly.

they want to believe that power is not fungible? Well, money You emphasize the role of the is fungible – especially in the state and the state system very United States at the moment clearly! Do you see any chang- with the current value of the es in this system or is it still go- dollar. Power, however, is not ing strong? fungible. But why do they say that?

Believe it or not – recently a graduate student from Interna- Their example is Canada. tional Relations at Columbia Sometimes the Canadians in asked me if NGO’s are becom- negotiations with the Uniting more important than states. ed States get their way even Would any student of interna- though the Americans oppose tional politics at Copenhagen it. So the Canadians are relaUniversity ask a question like tively weak, we are relatively that? NGO’s – are they becom- strong and it does not matter ing more important than states? in certain issue areas (so their Well, there is this theme about argument goes). So I asked in transnationalism. Several lib- person and in writing: Give eral, international theorists in me some examples! Because I the United States say that the suspect that most of the issues state is becoming less impor- where the United States lost the tant, that borders are becoming negotiations with Canada, was less meaningful, that interna- in issues and cases which we tional economics dominates don’t care about! If we cared international politics. This is very much about an issue are the old liberal idea – to get the we then going to lose a negonation out of international poli- tiation? No. Of cause not! tics. That is a cardinal point of liberal international theories. It A former prime minister of has been the idea at least since Canada – a highly intelligent the middle of the 19th century person – said: for Canada, liv– get the power out of interna- ing next to the United States tional politic, thus emphasiz- is a bit like sleeping with an ing international institutions. elephant. No matter how beBecause when international nign the beast may be, one is institutions become more im- never the less made nervous by portant, power and relative ca- ever grunt, every move! That pabilities of states become less is typical of powerful countries meaningful. that they do not look at themselves the way other countries Keohane and Nye state that see them. In fact for big counpower is not fungible. Why do tries, it is very hard for them

to see themselves as outsiders. A country like the United States does most of its business at home and is relatively very little involved in international economics. We do about 88 % of our business at home and about 12 % abroad – so we think about ourselves, which is perfectly understandable.

Where as for smaller countries – smaller countries do a lot of business with each other. But the United States as a powerful country do think about the United States.

But let’s pick up the NGO problem! How can one believe that NGO’s are becoming more important relative to states? How can one believe that states are withering away or that maybe national boundaries or borders mean less then the used to? In the World War I and the beginning of the World War II in western countries the number of civil servants doubled. After World War 2, what has been the big theme about states?

That the states has become too powerful! Now, what was Ronald Reagan talking about?

What was Margaret Thatcher talking about? What were the Russians talking about? - that governments are too powerful.

There is too much government.

And yet there is this notion, that some how international institutions are rising and states are sinking. No! No, if you open your eyes and look around, the 41

S

YNSPUNKT

opposite is true.

a threat, which a major country like the United States needed What do you think about the to pay attention to? Well, the war in Iraq? Was it a rational answer that was given to that American act to initiate the question was Weapons of Mass war?

Destruction.

My favorite example about Iraq is Hillary Clinton saying, ‘On the basis on what I knew then, I was in favor of empowering the president to decide to go to war, if he thought it was appropriate’. Well, on the basis of what Hillary Clinton knew then? Did she for example look at a map? That would have been helpful! If you look at a map, you see that Iraq is a little country with a population of about 20 million at the beginning of the war. The population is now at about 25 million! (The question is how they managed to produce enough kids to make up for the unusually high death rates that we impose upon them?) However, 25 million people is not much. And then, if you look at the map again, you’ll see that Iran lies to the east. Iran has three times the population and a greater GDP. To the north lies Turkey; again, three times the population, ten times the GDP. And to the west lies Israel – militarily the strongest power in the region.

There is nobody that I can think of who actually believes in that. And there are two points.

The first is that we could have waited to find out more about these suggested WMDs. There was no hurry! The second is that the international inspectors said they needed more time to make sure that Iraq did or did not have such weapons.

But we did not give them that time! We said that we knew that they had the weapons and that we needed to invade in order to save the world.

But, save the world from what?

Even if Iraq did have weapons of mass destruction, how could they use them? Let us assume they had nuclear, military capabilities – what difference would it have made? I mean, after all, the United States since the Cold War managed to deter the Soviet Union, which at its peak had about 10.000 strategic, nuclear warheads. We had about 13.000! Who cares – a thousand here and a thousand there! I didn’t matter. We deterred them, they deterred us.

So, the notion seems to be that So, where did Iraq want to go? the strong deter the strong and We know they spent most of that the strong can deter the the 1980s involved in a war weak. with Iran. So how could Iraq possibly in the early 1990s be Then the argument goes: If

Saddam Hussein had nuclear, military capabilities; he might give some of them away to terrorists. Well, do you think that he would give such capabilities away if he managed to develop them? Of cause not!

The point is: we were itchy to do something nasty with Iraq.

Vice-president Cheney said when all this began that Afghanistan was where the terrorists were based. But he also said; ‘Don’t bomb Afghanistan. There aren’t enough good targets there! Bomb Iraq! It doesn’t matter who did what!

It is about who we want to bomb!’ Cheney said that!

I do not now even to this day, why we did it! If a small and weak country gets nuclear capabilities, what difference does it make? We have India and Pakistan and the crisis with the nuclear testing in 1998. Everybody thought that this was going to be the end of the subcontinent because of the eventual lack of responsibility within these countries. Everybody thought that they were going to destroy each other. But what happened was that instead of an initiation of a forth Indian/ Pakistani war, both of them knew that the other country had nuclear capabilities and neither one of them wanted to escalate the conflict. That would risk nuclear retaliation. It worked the same way as it did for the United States and the Soviet Union in the old days. You can 42

S

YNSPUNKT

do it to them, and they can do We thought it was going to be it to us – so nobody is going to easy. After all, our first war do it. against Iraq was very easy. And our second war against Iraq was One of the striking things about very easy. It did not take much nuclear weapons is that no mat- – militarily – to get to Bagdad. ter who has possessed them, In military terms the war was they have always done one easy, and Bush stated that the thing! They have taken very mission was accomplished. good care of them, so that they We saw him on television – are not handed over to irrespon- his dramatic appearance on a sible actors. You know that if battleship. We had liberated the you use your nuclear capabili- Iraqis from Saddam Hussein! ties, you will suffer from retaliation. You will inflict damage But we forgot that foreign counon others, but damage will also tries do not want to be invaded. be inflicted on you! Governors When a foreign country conhowever wired they might seem quers you, you don’t like it! If to outside observers understand you know anything about interthat. You would be an idiot not national politics or internationto understand that! al history, this is obvious. But certainly it wasn’t obvious to So even if Iraq had had nucle- the Bush administration. Bush ar, military capabilities, what thought that if we invaded, we could it do with them beyond would be welcomed, that we its own borders? The answer is would eliminate the possible nothing – because of the fear of threat of this evil tyrant Saddretaliation. am Hussein, and that we would change the entire, extended But if the fear of Iraq getting Middle Eastern area.

WMDs is not a reliable explanation, what does count as an So your point is, that it is obexplanation? What were the vious that a country like the real intentions for starting the United Stats cannot go into a war? country like Iraq and democratize it. What do you mean by Well, I guess that the United saying that?

States had the grandiose notion that we could change the behav- Well, the United States has ior of the entire region – from been in this business for at Israel to India. We thought that long time, we have been the we could bring democracy to dominant power in the westIraq. And this is a kind of gran- ern hemisphere, and we have a diose notion that overwhelm- long history of trying to cause ingly strong countries always democracy. Unfortunately we develop. haven’t learned, that we are not

very good at it. It is very difficult and almost impossible to determine how other countries are going to do their politics.

Changing the topic a little bit, John Mearsheimer at Chicago University focuses a lot on the possible negative implications of the Rise of China. How do you see this possible rise?

Would it be positive to have a balancing actor in Northeast Asia and thereby moving towards bipolarity in the international system?

You see, during the long period of the Cold War we moderated the behavior of the Soviet Union and the Soviet Union moderated the behavior of the United States. Now, seeing China emerging in Asia we can not behave in the fashion we have behaved since the Cold War ended.

See, the United States is among the inventors of the idea of checks and balances. No matter how good your president, king or dictator is they need to be balanced. If one person has all that power, the chances that he will abuse that power are too huge. So we need checks and balances at home. And of cause we need checks and balances abroad. Now, who balances whom? That’s an interesting question, but it is certainly better to have a balance than no balance even though the other country in the balance is a country like the Soviet Union 43

S

YNSPUNKT

or even China.

People ask; ‘Why do we have 100.000 troops in Northeast Asia?’. Our answer is; ‘To maintain a balance of power in Northeast Asia.’ The Chinese know that our troops are there to maintain an imbalance of power in our favor against China. That is perfectly obvious – that is the balance of power.

sume that it is going to be a democratic president, we will definitely withdraw from Iraq.

It is going to be chaotic, but as long as we are there it is chaotic as well. We will certainly see a war termination – but how the termination is going to be, is very hard to predict. It seems to be easier to start a war than to end it.

What in your opinion will be the main change in US foreign policy when you get a new president next year? And will it matter who becomes president?

Well, I’m in favor of Barack Obama. There are several things against McCain – the first thing is that he is a Republican. Concerning Hillary Clinton, I can’t get over her support for the war on Iraq. By supporting the war, she authorized the president to use force on the basis of information that she has now turned against. Her problem is that she has a track record. The problem with Obama is that he does not!

She displayed very poor judgment during her years under Bill Clinton; her recommendations were disastrous and couldn’t get implemented. She got her chance under Bill Clinton and she blew it! So I’m not in favor of giving her a chance once again. So by default or no other reason Obama seems to be very attractive.

I think we will see some change in our foreign policy. If we as44

Redaktion Ansvarshavende redaktion Stig Tackmann Simon Gravers Jacobsen Temaredaktion Emma Knudsen Mads Dalum Libergren Lise Frikke Udblikredaktion Emilie Hvidtfeldt Thomas Land Monopolredaktion Frederik Dømler Webredaktør Kasper Bjerre Rasmussen Ad hoc konsulent Steffen Zoëga Thorøe

IPmonopolet er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat om internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse for international politik, et talerør og en platform for debat.

45

IPmonopolet sponsoreres af:

46