KAN FN BRINGE FRED TIL DARFUR?

Af Anders Hastrup

Selvom det er lykkedes FN endelig at få det nominelle ansvar for de fredsbevarende styrker i Darfur, ser det desværre ikke ud til at tropperne kan gøre det særlig meget bedre end den Afrikanske Union, der hidtil ikke har været i stand til at forbedre forholdene for regionens hårdt prøvede befolkning.

Nye krige

Siden den fejlslagne fredsaftale, The Darfur Peace Agreement (DPA), blev underskrevet af kun én af Darfurs oprørsfraktionerne i maj 2006 har krigen radikalt ændret karakter. Hvor man for 4 – 5 år siden kunne beskrive konflikten som en krig mellem oprørsfraktioner og centralregeringen i Khartoum og deres væbnede janjaweed-militser, har billedet ændret sig drastisk. En ny analyse af årsager og konfliktmønstre må afprøves for en forståelse af, hvad der ligger bag miseren i Darfur. Splittelsen af oprørsfraktionerne som resultat af uenigheden i ordlyden i fredstraktaten har skabt nye alliancer og et hav af nye rebelgrupperinger, der nu samarbejder med de arabiske militser, der i udgangspunktet bekæmpede dem. Samtidig er de arabiske janjaweedmilitser dybt desillusionerede over centralregeringen i Khartoum, der ikke belønnede dem tilstrækkeligt for deres morderiske kampagner mod landsbyerne i Darfur. Dette betyder, at de arabiske militser i stigende grad indgår alliancer med oprørene og hver enkelt hjørne af denne kæmpe region i Afrikas største land er opløst i krigsherreregimer, hvor der kæmpes på lokalt plan om resurser og land, og hvor den fælles politiske platform og ambitioner med det væbnede oprør for længst er glemt.

Den humanitære situation

Dette totale sammenbrud af politisk orden og opløsning af regionen i autonome krigsherre områder har betydet, at det igen er civilbefolkningen, der betaler den højeste pris. Selvom antallet af drab er faldet og ikke er på niveau med de oprindelige kampagner iværksat af Khartoum gennem janjaweed-militserne, så er den generelle sikkerhedssituation forværret det seneste år. Alene i løbet af 2007 er der kommet over 300.000 nye internt fordrevne flygtninge i regionen, der flokkes i overfyldte lejre. Den systematiske voldtægt af kvinder fortsætter, tilsyneladende lige flittigt benyttet af alle konfliktens parter, og det bliver sværere og sværere for de internationale nødhjælpsorganisationer at danne sig et samlet billede af den humanitære situation. Dette skyldes at angrebene på de internationale organisationer er taget til i styrke i løbet af det sidste år, hvilket har betydet at mange NGO’er har måttet trække sig helt eller delvist ud af regionen og kun kan operere og levere fødevarehjælp ved hurtige nålestiksaktioner, primært med helikopter. Som om det ikke var slemt nok, rapporterer FN nu om en akut stigning i fejlernæring, fødevaremangel og spædbørnsdødelighed.

”Hvor man for 4 – 5 år siden kunne beskrive konflikten som en krig mellem oprørsfraktioner og centralregeringen i Khartoum og deres væbnede janjaweed-militser, har billedet ændret sig drastisk. En ny analyse af årsager og konfliktmønstre må afprøves for en forståelse af, hvad der ligger bag miseren i Darfur”

Kan FN bringe fred?

FN-resolutionerne, der blev vedtaget i 2006 og 2007 har givet grønt lys for udsendelsen af op til 26.000 fredsbevarende styrker for at beskytte civilbefolkningen. Desværre er ideen om FN-styrker blevet konsekvent modarbejdet af regimet i Khartoum, der ser konflikten i Darfur som et indenrigspolitisk anliggende, som det internationale samfund ikke skal blande sig i. Dette betyder at den FN-styrke, der endelig er på plads nu kun udgør en lille del af det samlede antal tropper, som resolutionerne giver mandat til.

Styrken overtager jobbet fra den Afrikanske Union (AU) og i første omgang er der kun tale om at AU’s grønne baretter bliver byttet ud med blå hjelme. AU har imidlertid ikke været i stand til at skabe fred i Darfur i løbet af de seneste år. Dette skyldes en kontraproduktiv cocktail af manglende udstyr, dårlig kommunikation og kommunikationslinjer, samt en manglende vilje til at indgå dialog med de oprørsfraktioner, der ikke skrev under på fredsaftalen DPA. Således er den Afrikanske Union, med rette, blevet beskyldt for at være partisk og har mødt stor modstand blandt mange af de flygtninge i de lejre, de var sendt ud for at beskytte. Hvis FN skal have nogen som helst succes i Darfur, er det vigtigt at gentænke missionen og organisationens mulige råderum. Desværre ser det ikke ud til at lykkes med den nuværende AU/FN hybridstyrke, hvor de samme underbemandede og umotiverede soldater blot har skiftet signalfarve men ikke hverken har resurser eller vilje til at indgå en fornuftig dialog med de mange forskellige mennesker, de er sendt ud for at beskytte.