IPmonopolet #19

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

19. udgave, oktober 2013

CECILIE FELICIA STOKHOLM BANKE Opgøret med fortiden: En europæisk norm

ANDERS HASTRUP Fortiden er et fremmede land: Darfurs historie set fra flygtningelejrene i Tchad

STEFFEN JENSEN Efter revolutionen: Kampen om undtagelserne og politiets rolle i det nye sydafrika

JØRN BRØNDAL TEMA

I borgerkrigens skygge: Partipolitik i sydstaterne

ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE

I BORGERKRIGENS SKYGGE Interview med DANIELLA KUZMANOVIC Tyrkiets civilsamfund truer Erdogans projekt

Interview med MARTIN SELSØE SØRENSEN Legitimiteten smuldrer under den tyrkiske model

REDAKTION

IPmonopolet:

CHEFREDAKTØR: Jon Ahlberg TEMAREDAKTØR: Jonathan Tybjerg UDBLIKSREDAKTØR: Julie Holte REDAKTION:

c/o Institut for Statskundskab (IfS) Øster Farimagsgade 5, 1353 København K

ipmonopolet.dk: redaktion@ipmonopolet.dk ISSN : 1903-5713 ISSN : 1903-5721 (online udgave)

Daniel Møller Ølgaard

TRYK:

Edith Endsjø Kári Gunnarsson

IPmonopolet trykkes ved:

Tine Toft Jørgensen

Grafisk - Københavns Universitet

STØTTE:

LAYOUT & WEB: Anne Sofie Nordlund

IPmonopolet udgives med støtte fra Institut for Statskundskab,

ILLUSTRATION:

Københavns Universitet

Anne Sofie Nordlund PRIS: 50 Kr.

02

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

LEDER Borgerkrigen raser i Syrien. Over 100.000 mennesker er omkommet som følge af kampene mellem præsident Bashar al-Assads styrker og den brogede samling af militante oprørsgrupper. I slutningen af august blev der rettet et giftgasangreb mod et beboet område lidt uden for hovedstaden, Damaskus, og amerikanske efterretningskilder peger på Assad-regimet som afsender.

De grusomme videooptagelser af angrebet er gået verden rundt.

USA overvejer tøvende – og nu med Kongressens overraskende inddragelse – at intervenere i konflikten, mens Rusland forsøger at forhindre en militær indgriben i borgerkrigen, senest med forslag om at afvæbne Assad-regimet for kemiske våben.

Den syriske borgerkrig dækkes dagligt i medierne, særligt efter de amerikanske overvejelser om en intervention i konflikten. Sådan skal det også være.

Men borgerkrigen som fænomen er ikke kun interessant, når kampene pågår og storpolitikken dundrer. De etniske, religiøse og politiske konfliktflader, som skaber borgerkrige, eksisterer nemlig ofte længe efter, at støvet har lagt sig og kampene er indstillet.

IPmonopolet sætter i denne udgave fokus på borgerkrige efter kamphandlingernes ophør. Vi undersøger, hvordan Syriens fortilfælde ser ud i dag, årtier efter blodet, kampene og mediernes dækning. Vi spørger: Hvordan indgår erindring og fortielse i forsoningen mellem de stridende parter? Hvordan udfolder kampe om sandhed, skyld, retfærdighed og national identitet sig i dag? Og hvordan anvendes og udnyttes borgerkrigens konfliktflader i dagens politik i lande som Libanon, Guatemala, USA, Sydafrika, Sri Lanka og Sudan? Kort og godt: Vi undersøger erindringspolitik og fortielse i borgerkrigens skygge.

Derudover dækker vi i Udblik en lang række aktuelle, internationale problemstillinger – fra kvindebevægelser i Marokko til de folkelige protester mod Erdogan i Tyrkiet, fra statsopbygning i Cambodja til pengepolitik i Europa, USA og Japan.

Rigtig god læselyst!

JON AHLBERG Chefredaktør

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

03

OVERSIGT UDBLIK

TEMA

04

05

Indledning af JONATHAN TYBJERG

06

“Libanons kamp om fortiden” af JONATHAN TYBJERG

12

“Guatemala bryder stilheden, men fortsætter straffriheden” af LINE JESPERGAARD JAKOBSEN

16

“Efter revolutionen: Kampen om undtagelserne og politiets rolle i det nye sydafrika” af STEFFEN JENSEN

20

“Sri Lankas krigsforbrydere sidder stadigvæk på matgen” af MIKKEL W. KAAGAARD

24

“Fortiden er et fremmede land: Darfurs historie set fra flygtningelejrene i Tchad” af ANDERS HASTRUP

28

“I borgerkrigens skygge: Partipolitik i sydstaterne” af JØRN BRØNDAL

32

“Opgøret med fortiden: En europæisk norm” af CECILIE FELICIA STOKHOLM BANKE

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

38

“Legitimiteten smuldrer under den tyrkiske model” af TINE TOFT JØRGENSEN

41

“Tyrkiets civilsamfund truer Erdogans projekt” af TINE TOFT JØRGENSEN

44

“Den lempelige pengepolitik: Et farligt økonomisk eksperiment” af STEFFEN WEGNER MORTENSEN

48

“3 myter om den lempelige pengepolitik” af FREDERIK MUNK

52

“Statsopbygningens smuldrende fundament” af KLARA CHRISTENSEN

56

“Kæmper kvindeorganisationer i Marokko forgæves?” af CAMILLA PAULSEN

TEMA: I BORGERKRIGENS SKYGGE “Medmindre man ser bæstet i øjnene, vil vi finde, at det vender tilbage for at holde os som gidsler”.

Sådan skrev ærkebiskop Desmond Tutu i 1991 om tiden med apartheid i Sydafrika, der netop havde set sin afslutning. Han mente, at det var umuligt at lade fortiden ligge, hvis ikke man havde taget sig af den inden.

Sydafrika er ikke alene. Siden 2. verdenskrig har borgerkrig været den mest almindelige og meste destruktive form for voldelig militær konflikt.

Omkring 40 pct. af alle lande, der i 1990 havde en befolkning på mere end en halv million, har oplevet en borgerkrig. For at få mærkaten borgerkrig, skal der mindst være tusind døde, men mange af disse lande har oplevet titusinder eller hundredetusinder af døde.

Disse grusomheder kan ikke bare gemmes væk, og ligesom i Sydafrika har disse lande lang vej igen, selvom borgerkrigen er ovre. Hvordan undgår man at gentage fortidens grusomheder? Hvordan forsoner man ofre og gerningsmænd? Hvordan ser man bæstet i øjnene?

Alle disse ting kæmper lande i borgerkrigens skygge med. Ofte søges de løst gennem internationalt anerkendte processer som transitional justice og sandhedskommisioner.

Den mørke fortid bliver dog nemt taget som gidsel af nutiden. Politiske interesser leder opmærksomheden i bestemte retninger og former fortællingerne om fortidens grusomheder, således at nogle skeletter bliver i skabet, mens andre bliver sluppet løs.

Disse kampe om retfærdighed og sandhed om fortiden kan forme nationers identitet langt ud i fremtiden. Så selvom vores opmærksomhed ofte forsvinder med de sidste bomber, så er tiden efter borgerkrige både vigtig og interessant. Derfor sætter vi i dette blad fokus på de ar, som borgerkrige efterlader sig, og de kampe, der kæmpes uden krudt og kugler efter borgerkrigens afslutning.

Efter en introduktionsartikel med udgangspunkt i Libanon tager vores skribenter jer med verden rundt fra Sydafrika til Sri Lanka. De går i dybden med retsopgør og politireformer. Vi besøger sudanske flygtningelejre og følger i hælene på tamilske tigre. Og vi ser, hvordan fortidens kampe trækker så lange skygger, at de påvirker den amerikanske racepolitik og det europæiske samarbejde.

Rigtig god læselyst!

JONATHAN TYBJERG Temaredaktør

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

05

LIBANONS KAMP OM FORTIDEN af JONATHAN TYBJERG Efter næsten 15 år, der havde kostet 90.000 mennesker

valg, mens de vigtigste politiske poster altid bliver tildelt de

livet, sluttede den libanesiske borgerkrig i 1989 med

største og stærkeste sekteriske grupper. Lederen af parlamen-

Ta’if-fredsaftalen. Selv om det libanesiske styre indførte

tet er altid shia-muslim, præsidenten er sunni-muslim, og

et offentligt hukommelsestab, der på mange måder

premierministeren er kristen maronit.

har eksisteret siden da, så er borgerkrigen stadig allestedsnærværende i Libanon.

Så sent som i slutningen af august oplevede Libanon en blodig uge med et bombeangreb, der dræbte 30 personer i den shia-dominerede Beirut-forstad, Dahiyeh, raketangreb fra Israel og et bombeangreb i Tripoli i det nordlige Libanon, der kostede 47 personer livet.

Journalister og eksperter omtaler det som et spill-over fra den igangværende borgerkrig i nabolandet Syrien eller sammenligner det med bombninger i Irak. Men begivenhederne kunne også minde om en uge under den

I tiden op til borgerkrigens udbrud var der uenighed om, hvorvidt dette konsociationale system skulle reformeres. Det muslimske venstrefløj ønskede en reform, mens de kristne maronitter frygtede at miste magt og blive undertrykt.

“

libanesiske borgerkrig med kampe langs sekteriske linjer

Hver af de sekteriske grupper fik sine egne militser, og shiaer sloges med sunnier, sunnier med kristne, shiaer med palæstinensere, kristne med druzere, og i slutningen af krigen udviklede det sig endda til interne kampe i de kristne og muslimske sekter. Samtidig blev landet indtaget fra syd af Israel og fra nord af Syrien.

og intervention fra nabolandene.

Samtidig blev Libanon påvirket af dets naboers stridigheder.

Det er en lang proces at komme videre efter en borgerkrig.

Og da hver et land og hver en borgerkrig er unik, er der ikke en klar opskrift på, hvordan man kommer videre. Til trods for det, så er der alligevel nogle forskellige temaer, der er gennemgående for lande i borgerkrigens skygge.

Hvordan genetablerer man retfærdighed i overgangsfasen (transitional justice)? Hvordan får man skabt en sandhed om, hvad der er sket, og får skabt forsoning i samfundet (truth and reconciliation)? Og hvordan erindrer man som land, hvad der er sket under borgerkrigen (memory studies)? Med udgangspunkt i Libanon vil denne artikel introducere disse tre temaer.

Libanon husede store flygtningelejre med palæstinensere, og i opløbet til krigen var PLO og andre palæstinensiske organisationer begyndt at udføre angreb på Israel fra Libanons territorium. Flere historikere er enige om, at de afgørende begivenheder, der ledte op til krigen, bestod i uenigheder om, hvorvidt palæstinenserne skulle have lov til at udføre disse angreb.

Krigen blev igangsat af Ayn Al Rumana-episoden, hvor en kristen milits steg om bord på en bus og slog 27 palæstinensere ihjel. I de næste 15 år kæmpede enhver tænkelig kombination af kombattanter imod hinanden. Hver af de sekteriske grupper fik sine egne militser, og shiaer sloges med sunnier, sunnier med kristne, shiaer med palæstinensere, kristne med

KRIGEN KORT

druzere, og i slutningen af krigen udviklede det sig endda til

Det er svært at give en grund til, hvorfor borgerkrigen start-

interne kampe i de kristne og muslimske sekter. Samtidig

ede, eller hvad man kæmpede for i Libanon. De to mest

blev landet indtaget fra syd af Israel og fra nord af Syrien.

brugte forklaringer på, hvad der startede krigen omhandler henholdsvis sekterisme og palæstinensernes rolle i landet.

Da krigen sluttede i 1989, havde ingen fået, hvad de oprinde-

Libanon har 18 sekter, og landets politiske system har siden

ligt kæmpede for, og problemerne, der udløste krigen, blev

1943 har været bygget op omkring en delikat deling af

ikke løst. Det konsociationale system fortsatte med kun små

magten mellem disse grupper.

ændringer, og den udenlandske indflydelse fortsatte bl.a. i

Hver gruppe får tildelt en bestemt andel af stemmerne ved

form af syrisk militær tilstedeværelse.

06

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Den politiske situation i Libanon ledte til en sidste mulighed

RETFÆRDIGHED FOR HVEM? Efter en borgerkrig som den i Libanon går de fleste lande igennem en form for transitional justice. Transitional justice refererer til de retslige og ikke-retslige foranstaltninger, der tages i brug for at gøre op med de store menneskerettighedskrænkelser, der oftest følger med en borgerkrig.

Processen skal genetablere retfærdighed i samfundet, reintegrere ofre og skyldige og etablere en eller anden form for sandhed om det, der er sket.

tioner i Libanon blev efter borgerkrigen besat af tidligere militsledere, der ikke ønskede fokus på, hvad de havde gjort under krigen. Det førte til et offentligt hukommelsestab. Tilgangen til tranistional justice var amnesi.

I 1991 indførte den libanesiske regering en lov om generel amnesti. Kun personer, der havde dræbt politiske eller religiøse ledere under krigen, kunne straffes. Der blev ikke igangsat nogen indsats for at finde de 20.000 personer, der

Naturligt nok er det retfærdighed, der står som det mest centrale i transitional justice, men retfærdighed kan tage forskellige former. Den kan både være repressiv og handle om at straffe gerningsmændene, men den kan også være restorativ og handle om at genopbygge samfundet.

“

inden for transitional justice. Flere af de mest magtfulde posi-

forsvandt under krigen. Den manglende reaktion blev retfærdiggjort ud fra termen “la ghalib la maghlub” (ingen sejrherre, ingen besejrede) og efterfulgt af et stort hukommelsestab i forhold til borgerkrigen.

I dag, 23 år efter borgerkrigen, har Libanon endnu ikke haft en retssag eller offentlig søgen efter sandhed om borgerkrigen.

Transitional justice refererer til de retslige og ikke-retslige foranstaltninger, der tages i brug for at gøre op med de store menneskerettighedskrænkelser, der oftest følger med en borgerkrig. Processen skal genetablere retfærdighed i samfundet, reintegrere ofre og skyldige og etablere en eller anden form for sandhed om det, der er sket.

Til gengæld bliver landet stadig ledet af blodplettede folk som Nabih Berri, der var militsleder under borgerkrigen, men den dag i dag er formand for parlamentet - den højeste politiske position, en shia-muslim kan få.

Den libanesiske tilgang er symptomatisk for transitional justice, der i mange tilfælde tilgodeser magthavere frem for ofrene for borgerkrigen.

Forskellige lande tager forskellige ruter til denne retfærdighed og sandhed efter en borgerkrig. Mange lande går igennem retssager (se f.eks. artiklen om Guatemala i dette blad) eller fokuserer på at få fortalt sandheden om, hvad der er sket under krigen igennem sandheds- og forsoningskommissioner. Der kan også være tale om rehabilitering, kompensation og reparation eller symbolsk anerkendelse i form af

“

Der blev ikke igangsat nogen indsats for at finde de 20.000 personer, der forsvandt under krigen.

Den manglende reaktion blev retfærdiggjort ud fra termen “la ghalib la maghlub” (ingen sejrherre, ingen besejrede) og efterfulgt af et stort hukommelsestab i forhold til borgerkrigen.

mindehøjtideligheder og monumenter. Nogle lande kæmper med at få ryddet op i de politiske geledder og komme af med det gamle regime, mens andre oplever voldelige gengældelsesaktioner i landet.

“

FORTIDENS SPØGELSER Der er dog folk, der modsiger de stiltiende politikere. Flere libanesiske intellektuelle taler for, at skeletterne skal ud af skabet. De frygter, at hvis man glemmer borgerkrigen, vil det

Flere af de mest magtfulde positioner i Libanon blev efter borgerkrigen besat af tidligere militsledere, der ikke ønskede fokus på, hvad de havde gjort under krigen. Det førte til et offentligt hukommelsestab.

Tilgangen til tranistional justice var amnesi.

lede til ignorance over for de ting, der igangsatte konflikten, og dermed er der en risiko for, at fortiden vil gentage sig selv.

Som i andre lande, der har gået fra borgerkrig til demokrati, ønsker de, at sandhedsfortælling skal bruges til at overkom-

Hvilken tilgang et land vælger handler dog ikke kun om

me fortidens grusomheder. En af de mest brugte redskaber

begivenheder i fortiden, men også om den aktuelle politiske

til sandhedsfortælling efter borgerkrige er sandhedskommis-

situation i post-borgerkrigstiden, og hvilke fremtidsudsigter

sioner. De bruges til at skabe konsensus om, hvad der er sket,

der er i landet. Magtdynamikker spiller en stor rolle, og

men uden at udmåle straffe til skyldige. Fra 1974 til 2007

sammenlignelige folkedrab kan ske i forskellige lande, men

har der været 32 sandhedskommissioner i 28 lande. Især op

bevæge sig i retning af forskellige former for transitional

gennem 1990’erne og i starten 2000’erne har det interna-

justice afhængig af den aktuelle situation i landet. Derfor er

tionale samfund set mange sandhedskommissioner. Kommis-

det langt fra sikkert, at ofrene for borgerkrigen får, hvad de

sionerne tager forskellige former. Nogle er hybrider, der køres

beder om, hvis det modstrider de politiske interesser.

af både staten og FN. IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

07

FN har også International Criminal Court (ICC) og specielle domstole, f.eks. i forhold til det tidligere Jugoslavien.

I andre tilfælde kører staten selv kommissionerne for at genvinde international anerkendelse. Fælles for alle sandhedskommissionerne er, at de referer til international ret og Nürnberg-principperne. Det bedst kendte eksempel på en sandhedskommission er den, som Sydafrika gennemgik efter apartheid.

Ifølge Priscilla B. Hayner, forfatter til bogen “Unspeakable Truths: Transitional Justice and the Challenge of Truth Commissions” har sandhedskommissioner fire hovedkarakteristika: • De fokuserer på fortiden og må ikke beskæftige sig med igangværende begivenheder.

• De fokuserer på en periode i stedet for på en enkelt episode. Det tillader kommissionen at se på strukturer i samfundet.

• De er midlertidige organer, der varer fra 6 måneder til 2 år.

• De er sanktioneret og godkendt af staten.

Kommissionerne kan indeholde forskellige elementer. Mange af dem benytter offentlige høringer og retssager. Ofte indsamles der også interviews med ofrene. Kommissionerne munder som regel ud i en skreven rapport, men sandhedskommissioner handler lige så meget om den proces, landet går igennem under kommissionen. De forskellige redskaber skal konstruere et spind af personlige fortællinger, der sammen kan lede til sandheder om den nationale fortid.

“

Fælles for alle sandhedskommissionerne er, at de referer til international ret og Nürnberg-principperne. Det bedst kendte eksempel på en sandhedskommission er den, som Sydafrika gennemgik efter apartheid.

Ifølge professor ved Harvard, Martha Minnow, der er stor tilhænger af sandhedskommissioner, skal den offentlige historiefortælling genintegrere folk og rekonstituere et humant samfund, hvor forbrydelser bliver anerkendt som forbrydelser. Ideen er også at lære af fortiden, så man ikke gentager den, mens man samtidig distancerer det som fortid og ikke søger hævn.

Libanon har aldrig fået en sandhedskommission, og der er en risiko for, at hvis man havde fået en, så var det ikke gået som den intellektuelle elite havde ønsket. Som en del af transitional justice bliver sandhedskommissioner altid politiseret.

Ifølge professor Kimberly Lanegran, der har studeret mange af kommissionerne, vil de altid blive formet, som de stærkeste ønsker det. Stærke aktører vil altid prøve at lede opmærksomheden væk fra deres egen negative rolle i borgerkrigen.

08

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

“Non a une nouvelle guerre civile” - Ikke en ny borgerkrig.

Demonstration foran parlamentet i Beirut, d. 28. juni 2013.

FOTO: CAMILLA PAULSEN IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

09

Det gælder nationale såvel som internationale aktører. Disse aktører vil også bruge sandhedskommissioner til at fortolke fortiden på en måde, så de opnår nutidige mål.

Alligevel mener Kimberly Lanegran, at sandhedskommissioner er bedre end officiel forglemmelse, da det fremskynder en

“

kollektiv identitet og kun officielle organer kan give juridiske straffe og dermed gøre op med den straffefrihedskultur, der opstår under borgerkrige.

...store dele af denne erindringsproces sker inden for de forskellige sekteriske grupper, der hver skaber deres eget narrativ om borgerkrigen med egne helte og konklusioner. De forskellige narrativer kan variere betydeligt, og derfor kan det have en polariserende effekt, hvor den sekteriske opdeling bliver reproduceret, og den nationale identitet kommer i anden række.

Den kulturelle elite, der bl.a. taler for en sandhedskommission, går imod både hukommelsestabet og de sekteriske

HUSKER DU, SÅ HUSKER JEG Selv om der ligger gode intentioner og internationale konventioner bag transitional justice, så bliver det ofte en arena eller et redskab for magtpolitik i post-borgerkrigstiden. En af grundene er, at disse kommissioner og domstole er med til at forme den kollektive erindring af landets mest traumatiske begivenheder.

Da vi som mennesker ikke kan huske i nogen sammenhængende og vedvarende form uden for vores gruppekontekst, har den offentlige fortælling en stor betydning for vores erindring.

Ifølge faderen af erindringsstudier, Maurice Halbswachs, så er kollektiv erindring en aktiv fortid, der er med til at forme vores identitet. Derfor spiller borgerkrigserindring også en stor rolle, og alle lande oplever en kamp om, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes. I de fleste tilfælde er det med til i eftertiden at forme den nationale identitet.

Som det ses i artiklerne om USA og Europa i dette blad, så kan disse erindringer være med til at forme samfund lang tid efter borgerkrigen.

Den kollektive identitet skabes dog ikke af politikerne alene.

Den skabes i et samspil mellem den private og offentlige erindring. Ifølge Craig Larkin, lektor ved King’s college, vil de libanesiske politikeres strategi med at sløre fortiden ikke virke, da erindringer bliver bearbejdet i folks hverdag.

Personlige erindringer manifesterer sig selv og vil derfor komme tilbage og spøge, hvis de ikke bliver håndteret. Når de libanesiske borgere levede erfaringer ikke stemmer overens med statens narrativ, mister staten sin legitimitet. I stedet vender borgerne sig mod mere intime steder, hvor de kan bearbejde minderne - det kan være i religiøse sammenhænge, i det kvarter, man bor, eller inden for familien. Det betyder, at erindringspolitikken i Libanon til dels foregår bottom-up.

elementer. I stedet arbejder de på skabe en fælles national hukommelse. Flere forskellige kunstnere, forfattere, filminstruktører og journalister har portrætteret egne og andres erindringer af krigen og søgt efter en debat om, hvad der skete. For at fratage libaneserne deres ansvar og præsentere et spiseligt narrativ er libaneserne ofte blevet fremstillet som ofre, mens borgerkrigen har været “de andres krig”.

Skurkene er dermed enten de udenlandske kræfter, der tog del i konflikten, eller militser, der bliver fremstillet som en udefrakommende magt, hvor kun en lille del af libaneserne deltog. Ved at fremstille alle libanesere som ofre håber man at kunne forene folk omkring disse erindringer. Narrativet har været så spiseligt, at staten til tider har optaget det og afveget fra dets hukommelsestab. Det er dog ikke lykkedes den kulturelle elite at komme helt ud til befolkningen, og på mange måder er det stadig et eliteprojekt.

Samtidig er det vigtigt at anerkende, at den kulturelle elite også bruger erindringen som et politisk redskab. Store dele af den kulturelle elite bestod af en pacifistisk og venstreorienteret gruppe, der ønskede et sekulært samfund. En erindringsproces med fokus på problemerne med sekterisme ville tale for en reformering i den retning, men ikke nødvendigvis repræsentere den almene libanesers erindringer. På den måde kan erindringspolitik blive formuleret som et projekt mod staten. Får disse erindringer støtte i befolkningen, kan det skabe et modhegemoni, der kan udfordre staten.

“

Ved at fremstille alle libanesere som ofre håber man at kunne forene folk omkring disse erindringer. Narrativet har været så spiseligt, at staten til tider har optaget det og afveget fra dets hukommelsestab.

FORTIDENS SPØGELSER KIGGER FREM IGEN

Problemet er, at store dele af denne erindringsproces sker

Det er 23 år siden, borgerkrigen sluttede. Siden da har landet

inden for de forskellige sekteriske grupper, der hver skaber

oplevet flere konflikter, der har rippet op i hukommelsen.

deres eget narrativ om borgerkrigen med egne helte og

Bilbomber lader til at være en libanesisk specialitet, der

konklusioner. De forskellige narrativer kan variere betydeligt,

bliver gentaget med jævne mellemrum.

og derfor kan det have en polariserende effekt, hvor den

Der har også været positiv udvikling. Landet har vist

sekteriske opdeling bliver reproduceret, og den nationale

modstand mod de fremmede kræfter og først drevet Israel og

identitet kommer i anden række.

siden Syrien ud af landet.

10

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Opstanden mod Syrien skete i 2005, efter landets præsident Rafik Hariri blev dræbt i en bilbombe.

Det igangsatte en periode med gode kår for erindringen og elitens kamp. Samtidig med at Libanon oplevede en uafhængighedsintifada mod Syrien, der blev forbundet med mordet, begyndte folk at diskutere landets erindring.

“

Fortiden er et dynamisk felt fyldt med konkurrerende erindringer. Derfor bliver erindringer, transitional justice og forsoningskommisioner offer for politiske magtspil.

Alligevel er det oftest nødvendigt, at der insisteres på at se fortiden i øjnene, hvis man vil ud af borgerkrigens skygge.

Flere projekter blev igangsat for at startet erindringen, og der var større folkelig opbakning end tidligere. Folket

diskutere, hvad der er sket under borgerkrigen - og måske

ønskede ‘al-haquiqa’ (sandheden). Sandhedsfortællingerne

vigtigere end det - hvorfor det skete.

involverede dog ofte modstridende narrativer fra de forskellige sekteriske grupper, der ikke var enige om landets

Hverken den kulturelle elite eller regeringens narrativ har

historie og den fælles identitet. Det gik imod elitens narrativer

håndteret spørgsmålet omkring sekterisme, mens den intime

om undertrykkelse, manipulation og udenlandsk indflydelse.

erindringsproces har øget de sekteriske skel. Og med den

“

seneste tids blodige udvikling kigger sekterismens grimme ansigt frem igen. Den erindringsproces landet alligevel har

Bilbomber lader til at være en libanesisk specialitet, der bliver gentaget med jævne mellemrum.

været i gennem betyder dog, at libaneserne i højere grad er klar over farerne ved at gentage fortidens fejl og politikerne

Narrativerne prøvede at være optimistiske og konstruktive,

prøver at dæmpe gemytterne, men kun fremtiden vil vise, om

men det var erindringerne om fortiden sjældent.

Libanon virkelig har lært af fortiden.

Sandhedsfortællingerne

under

uafhængighedsintifadaen

startede som et frisk pust med masser af optimisme, men

Artiklens analyse og fakta omkring Libanon er inspireret af

ramte ind i en mur af narrativer, der ikke passede ind. Den

bogen ‘War and Memory in Lebanon’ af Sune Haugbølle.

liberale erindringskultur som den kulturelle elite repræsenterede havde svært ved at ramme og forstå det samfund, de ønskede at repræsentere. Det mest tydelige sammenstød var imellem de sekulære og sekteriske ideer.

Mordet på Rafik Hariri er blevet fulgt op med Special Tribunal for Lebanon, en hybridkommission mellem FN og Libanon, der skal opklare, hvem der er skyldig i mordet og eventuelt relaterede forbrydelser. At man har valgt kun at opklare Hariris mord og ikke lave en gennemgribende undersøgelse, der går tilbage til borgerkrigen, opfattes af

om SKRIBENTEN Jonathan Tybjerg er temaredaktør på IPmonopolet. Han er i gang med at læse sin kandidat i Global Studies og Journalistik på RUC. Han har læst 6 ugers intensiv arabisk på Lebanese American University og skriver pt. projekt om den libanesiske presses indlydelse på landets borgerkrigserindring.

mange som et bevidst politisk valg snarere end et forsøg på forsoning. Dette er anerkendt af dele af civilsamfundet og medierne, der mener, at fokus på en begivenhed skygger for andre historiske perioder.

“

Hverken den kulturelle elite eller regeringens narrativ har håndteret spørgsmålet omkring sekterisme, mens den intime erindringsproces har øget de sekteriske skel. Og med den seneste tids blodige udvikling kigger sekterismens grimme ansigt frem igen.

Siden har Libanon oplevet en krig mellem Hizbollah og Israel i 2006, som igen sparkede liv i det libanesiske civilsamfund med samarbejde på tværs af sekter. Men de mange sprækker i hukommelsestabet har endnu ikke ledt til nogen gennemgribende forsoningsproces eller forsøg på at IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

11

GUATEMALA BRYDER STILHEDEN, MEN FORTSÆTTER STRAFFRIHEDEN af LINE JESPERSGAARD JAKOBSEN Efter halvandet årtis kollektiv fortielse er forbrydelserne

Borgerkrigen sluttede i 1996 med en fredsaftale mellem de

under den 36 år lange borgerkrig i Guatemala igen blevet

to stridende parter med den nationale hær på den ene side og

bragt på befolkningens læber. Landets tidligere statsled-

guerillabevægelsen på den anden. Siden da har den guatema-

er, Rios Montt, er som den første i historien blevet rets-

lanske befolkning kun oplevet mindre skridt mod fred,

forfulgt for folkemord i sit eget hjemland.

Og førstegangsproblemer har der været nok af i Guatemalas højesteret. Det juridiske systems udfordringer med at manøvrere i dets egne retslige teknikaliteter har udfoldet sig som et absurd show med udvandrende dommere, to ugers suspension af retssagen, annullering af 100 vidners beretninger om voldelige overgreb og sidst, men ikke mindst, bortkastelse af den dom for folkemord, der ellers var faldet på eksgeneralen, Rios Montt.

forsoning og retfærdighed.

Der har hersket straffrihed for mange af de ansvarlige for forbrydelserne under borgerkrigen, og de indfødte, der var de mest berørte af den voldelige konflikt, er stadig den mest marginaliserede befolkningsgruppe i dagens Guatemala.

Den 10. maj 2013 kunne befolkningen og det internationale samfund imidlertid ånde lettet op. Efter en næsten to måneder lang retssag blev Rios Montt dømt for folkemord og forbrydelse mod menneskeheden, hvilket gav ham i alt 80 års fængsel. Det blev udråbt som en sejr for retfærdighed i Gua-

Juridisk set kan det altså være svært at tale om retfærdighed i et Guatemala, der stadig befinder sig i borgerkrigens skygge. Retssagen mod Rios Montt har dog samtidig åbnet en nødvendig dialog, der kan være begyndelsen på reel retfærdighed og forsoning. Det vurderer de guatemalanske civilsamfundsaktivister, Samuel Ochoa og Haroldo Murgha. De fortæller, at det, der for alvor er på spil for tiden i Guatemala, er kampen om sandheden. Det er den kollektive hukommelse, der bliver leget med, mere end det er de juridiske foranstaltninger. Retssagen er blevet et symbol på den retfærdighed, som mange guatemalanere stadig søger.

For at kunne forstå spørgsmålet om retfærdighed i dagens Guatemala må man dog først forstå de centrale begivenheder fra borgerkrigen og de vigtige hændelser under den nuværende retssag mod Rios Montt.

BORGERKRIGEN OG RETSFORFØLGELSE FOR FOLKEMORD

temala. Spørgsmålet er så, om denne oplevelse af retfærdighed på ny blev ødelagt, da Guatemalas højeste instans, Konstitutionsdomstolen, den 20. juni annullerede dommen mod Ríos Montt. Annulleringen skete, fordi der ifølge domstolen var uopklarede uregelmæssigheder helt tilbage ved begyndelsen af retssagen, som forblev uløste under processen. Netop disse ’uregelmæssigheder’ har domineret hele retssagen.

Forsvaret har flere gange forsøgt at udsætte eller obstruere processen. De har beskyldt dommeren for at være partisk, forladt retssalen i protest og efterladt den anklagede uden forsvar, hvilket betød, at retssagen ikke kunne fortsætte.

Derudover blev retssagen i april midlertidigt suspenderet, da dommeren Patricia Flores tolkede en resolution fra Konstitutionsdomstolen sådan, at processen var nødt til at blive ophævet. 100 vidneudsagn blev annulleret, og over en måneds retsproces gik tabt. Annulleringen blev dog efter to uger vurderet at være ulovlig, og retssagen kunne fortsætte.

Rios Montt kom til magten i Guatemala ved et kup i 1982.

Processen er ikke endt med en dom til Rios Montt, men er i

Under hans diktatur fra 1982-83 foregik de værste massakrer

stedet blevet udsat til april 2014, hvor nye dommere igen

under den 36 år lange borgerkrig, hvor omkring 200.000

skal tage sagen op og afhøre de mange vidner endnu en gang.

guatemalanere blev dræbt eller forsvandt, og en million

Meget tyder på, at Rios Montt og hans advokater har anvendt

mennesker blev drevet på flugt.

alle til rådighed havende juridiske teknikaliteter til at ud-

12

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

“

Folk begynder at fortælle sin version af sandheden, sige hvad de synes, og det er blevet mere legitimt at gøre. Vi er i gang med en symbolsk kamp om sandheden.

FOTO: ELENA HERMOSA, WIKIMEDIA COMMONS

matte retssalen og offentligheden, så Montt kan fortsætte straffri.

STILHEDENS HUKOMMELSE Samuel Ochoa og Haroldo Murgha, der begge arbejder i en

Den 17. juni 2013 udtrykte EU-Parlamentet i et brev til Guatemalas politiske ledelse sin bekymring over visse hændelser i retssagen. EU fremhæver i brevet, at amnesti til de anklagede aldrig kan blive en mulighed, hvis Guatemala skal leve op til både international lov og sin egen fredspagt fra 1996. Amnesti er ellers, hvad Rios Montt og hans forsvarsadvokater mener, han bør have. Forsvarets argument er, at han intet kendte til, at soldater under hans ledelse gik amok i flere landsbyer og dræbte tusindvis af mennesker. Med henvisning til en lov fra 1986 mener forsvaret derfor, at han bør gives amnesti. Denne lov bør retten dog slet ikke operere under, da det er fredsaftalen fra 1996, der er gældende. Om Rios Montt i sidste ende bliver dømt, og hvordan og hvornår står endnu hen i uvisheden.

guatemalansk civilsamfundsorganisation kaldetved navn Caja Ludica, har fulgt tæt med i retssagen mod Rios Montt.

De har i flere sammenhænge arbejdet tæt sammen med de vidner, der er blevet hentet ind fra de indianske samfund i Quiche-provinsen. De beskriver, hvad ’retfærdighed’ betyder i den guatemalanske kontekst efter annulleringen af Rios Montts dom.

Fra deres synspunkt kunne det opfattes som en falliterklæring for retfærdighed. ”Juridisk set er der ikke retfærdighed. Personen er stadig fri. I legale termer er denne mand et frit menneske. Så det er klart, at mange føler væmmelse, og at alle de, der arbejder med menneskerettigheder og retfærdighed, formentlig har oplevet det som en tabt kamp.”

Civilsamfundsaktivist, Samuel Ochoa, mener, at sagen burde flyttes til en af de internationale menneskerettighedsdom-

Samuel Ochoa er dog fortsat optimist, og han påpeger, at

stole i Haag eller Washington, hvor lignende retssager er ble-

netop retfærdighed er et meget vidt begreb, man kan forstå

vet ført. På den måde kan det internationale samfund bedre

på mange måder. Han ser derfor også en sejr ved retssagen:

kontrollere, at procedurerne følger international lov og retssikkerhed. Intet tyder dog på, at Guatemalas regering øn-

”Folk begynder at fortælle sin version af sandheden, sige hvad de

sker at sende retssagen ud af deres egne hænder lige foreløbigt.

synes, og det er blevet mere legitimt at gøre. Vi er i gang med en

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

13

symbolsk kamp om sandheden. Nu vil vi ikke tie stille længere,

Men det er ikke en let kamp, og de nuværende politiske

vi vil skabe noget andet. På den måde er det en vunden kamp.

strukturer synes ikke at opfordre til åbenhed, offentlig debat

Selv om Rios Montt ikke har fået sin dom, har retssagen skabt

og hukommelse:

en begyndelse på noget nyt. Vi kan ikke længere tie stille.” ”Der er stærke kræfter i landet, der ikke ønsker at anerkende Stilheden har præget Guatemalas befolkning i snart 20 år.

folkemordet, fordi det er at erkende, at Guatemala er en fejlslåen

Skolerne er et godt eksempel. Historieundervisning og sam-

stat. De siger, at ‘vi er ikke ligesom Afrika eller Afghanistan’. De

fundsfag er ikke noget, der fylder meget på skemaerne og slet

mener ikke, at vi kan sammenlignes med samfund som disse,

ikke, når det kommer til borgerkrigens forbrydelser. Derfor er

fyldt med vold og korruption,” fortæller Samuel, der modsat

”memoria historica” (historisk hukommelse) et af de temaer,

mener, at Guatemala er meget lig de samfund. Ifølge Samuel

som Haroldo og Samuel arbejder intenst med i deres uddan-

handler elitens fortielse om, at de ikke ønsker det label, som

nelsesprogrammer i Caja Ludica. Som Samuel udtrykker det,

en anerkendelse af folkemordet vil give Guatemala.

er kendskabet til fortidens forbrydelser “en historisk mangel”.

“De forestiller sig, at det vil skade deres profit og handel med udlandet, og derfor vil de gerne dække over, hvad der skete under

Med fredsaftalen i 1996 fulgte der ellers to rapporter, der begge havde til hensigt at afklare og nedskrive den historiske sandhed om borgerkrigens hændelser. Rapporterne ”Guatemala: Nunca Mas” (Guatemala: aldrig mere) og ”Memoria del Silencio” (Stilhedens hukommelse) kan siges at være udtryk for den officielle fortælling om borgerkrigen. Det er store og tunge værker – ikke blot i sidetal, men også i grusomme kendsgerninger.

borgerkrigen.”

“

Der er stærke kræfter i landet, der ikke ønsker at anerkende folkemordet, fordi det er at erkende, at Guatemala er en fejlslåen stat. De siger, at ‘vi er ikke ligesom Afrika eller Afghanistan’. De mener ikke, at vi kan sammenlignes med samfund som disse, fyldt med vold og korruption.

Til spørgsmålet, om disse værker ikke har betydet noget i

Også blandt civilbefolkningen er der mange, der ikke mener,

forsoningsprocessen og befolkningens hukommelse, svarer

at Rios Montt skal dømmes. Ifølge Haroldo Murgha fore-

Samuel, at de to rapporter mest af alt betød, at man kunne

kommer det nemmere for folk at ignorere og fortie end at

sige ”okay, så har vi gjort hvad vi kunne”, mens der ikke blev

huske og reagere:

lagt op til nogen form for rettergang.

“

”Jeg tror at mange ønsker at bevare illusionen om, at det

Stilheden har præget Guatemalas befolkning i snart 20 år. Skolerne er et godt eksempel. Historieundervisning og samfundsfag er ikke noget, der fylder meget på skemaerne og slet ikke, når det kommer til borgerkrigens forbrydelser. Derfor er ”memoria historica” (historisk hukommelse) et af de temaer, som Haroldo og Samuel arbejder intenst med i deres uddannelsesprogrammer i Caja Ludica. Som Samuel udtrykker det, er kendskabet til fortidens forbrydelser “en historisk mangel”.

”grimme” ikke sker, og at der ikke skete alle de tragiske ting i fortiden. De vil helst bare leve i den verden, hvor alt er godt, og hvor de kan være lykkelige.”

Haroldo Murgha mener, at netop denne fortielse stemmer meget godt overens med den linje, staten og medierne lægger for dagen. Her lader holdningen til at være, at hvis man undlader at rode op i fortiden, så går det over med tiden, og man bliver fri for de ubehagelige opgør, mens den eneste måde man kan få problemerne væk på er via undertrykkelse.

Det er også det, der ligger til grund for ”mano dura” (hård

”Ingen skal betale for det, vi vasker hænderne, og så fortsætter

hånd), som Haroldo Murgha ser det. Mano dura er den nu-

vi fremad” var ifølge Samuel diskursen efter publiceringen af

værende præsident, Otto Perez Molinas kampagne mod den

de to rapporter. Det kan være en forklaring på, hvorfor det

massive kriminalitet i landet. Der er nultolerance, og der slås

kom som en overraskelse for mange, at man i første omgang

hårdt ned. Så hårdt, at Haroldo Murgha og Samuel Ochoa

overhovedet anklagede Rios Montt og satte ham for retten.

selv oplever at blive mistænkeliggjort for at være med i en organiseret kriminel bande på grund af deres tøjstil, lange hår

ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE At retssagen har åbnet op for den historiefortælling, der ifølge Samuel Ochoa har manglet i mange år, er en sejr for retfærdighed. Flere og flere er begyndt at organisere sig for at fortælle ’den anden historie’.

14

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

og deres organisering af unge.

Organiseret kriminalitet er meget udbredt i Guatemala, hvis mordrate i 2012 lå på 38,5 ud af 100.000 pr. år. Til sammenligning er Danmarks 0,9 og Zimbabwes er 14,3. Samuel Ochoa mener, at den nuværende voldskultur i Guatemala er

“

Præsident Otto Perez Molina er selv tidligere general og har forbindelse til de grusomheder, militæret stod for under borgerkrigen. Han har på intet tidspunkt under retssagen fremstået som en præsident, der virkelig ønsker at komme til bunds i fortidens overgreb på befolkningen. Det tyder på, at han fortsætter den officielle kurs af fortielse.

FOTO: LINE JESPERGAARD JAKOBSEN

et produkt af borgerkrigens vold. Det skabte nogle strukturer,

Hukommelse er ikke blot at huske, hvad der skete i fortiden.

der fortsætter i dag:

Hukommelse er i høj grad påvirket af de politiske og sociale

”Det er det, der har skabt den frygt og den stilhed, der præger

valg, der er blevet truffet og bliver truffet omkring, hvordan

samfundet i dag – og det, der gør, at vi stadig ikke lever i et

fortiden skal huskes. At der er blevet åbnet en offentlig debat

demokrati.”

om den fælles hukommelse er dog et stort skridt, som ifølge

Præsident Otto Perez Molina er selv tidligere general og har forbindelse til de grusomheder, militæret stod for under borgerkrigen. Han har på intet tidspunkt under retssagen fremstået som en præsident, der virkelig ønsker at komme til bunds i fortidens overgreb på befolkningen. Det tyder på, at han fortsætter den officielle kurs af fortielse.

Samuel Ochoa siger på vegne af civilsamfundet i Guatemala, at ”man oplever det som om, at der på en måde stadig er en voldelig konflikt. Strukturen er stadig som den var, hvilket vi ser i ’mano dura’.”

Han påpeger derfor, at man ikke kan se hukommelse som noget, der er isoleret fra politik. Som han siger, ”det er et land,

Samuel Ochoa og Haroldo Murgha har potentiale til grundlæggende forandringer i det guatemalanske samfund.

Men set i et internationalt juridisk perspektiv går Guatemala for tiden to skridt frem og ét tilbage.

om SKRIBENTEN Line Jespersgaard Jakobsen er kandidatstuderende på Global Studies på Roskilde Uiversitet. Har beskæftiget sig med Mellemamerika, i særdeleshed Guatemala, de sidste 5 år. Engageret i Mellemamerika Komiteen, hvilket blandt andet har involveret fire projektrejser til Mellemamerika.

ja, men det er ikke bare et land. Det er en fælles hukommelse, der er konstrueret af det selvsamme system som skaber volden”.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

15

EFTER REVOLUTIONEN: KAMPEN OM UNDTAGELSERNE OG POLITIETS ROLLE I DET NYE SYDAFRIKA af STEFFEN JENSEN I maj 1994 afgik apartheid endeligt ved døden, og

lidt klodset dansk kunne man kalde det overgangsjustits).

ANC overtog med Nelson Mandela i spidsen magten

Inden for en transitional justice-ramme tales der om, at

for at gennemføre det, partiet kaldte den ’nationale

man skal forholde sig til fortiden for derigennem at kunne

demokratiske revolution’. Som en af de første og væsent-

skabe en ny og anderledes fremtid - ofte med redskaber,

ligste opgaver skulle det sydafrikanske politi reformeres.

som kun er gældende i en overgangsperiode. Transitional

Mere end nogen anden institution blev politiet af ANC

justice inkluderer en række tiltag, der søger at indføre en

set som dem, der havde opretholdt apartheid og under-

orden baseret på menneskerettigheder som for eksempel

trykt den sorte del af befolkningen. Det er essentielt at forstå, hvordan og med hvilke rationaler ANC forstod politireformen som en del af den nationale demokratiske revolution. Forståelsen af politiets rolle blev fanget mellem to undtagelsestilstande – på den ene side var der undtagelsen omkring apartheidstatens institutioner, som skulle reformeres. På den anden side kom kriminaliteten

sandhedskommissioner, godtgørelse for overgreb (reparation), tribunaler, retsopgør og endelig institutionel reform, som var den måde, hvorpå politiet blev forsøgt reformeret. Alle disse tiltag er legitimeret ved, at ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære tiltag. Det vil sige, at tiltagene eksisterer inden for en ramme, som understreger, at undtagelsen fra normal lov er skabt af nødvendighed.

til at antage dimensioner af en undtagelsestilstand.

Bevæbnet med denne ramme om undtagelsens legitimitet og

Post-apartheid Sydafrika blev i stor udstrækning definer-

den historiske nødvendighed gik den nyvalgte sydafrikanske

et af denne kamp.

regering i gang med at reformere politiet.

Behovet for reform og forandring af det gamle til noget

Politiet skulle nu varetage hele det sydafrikanske folks

nyt og bedre blev i første omgang formuleret igennem et

interesser, ikke kun mindretallets. I denne fortælling – og de

sprog, der lagde vægt på det, der inden for international

interventioner, den førte med sig – var skurken helt klart

menneskerettighedsarbejde kaldes transitional justice (på et

apartheidpolitiet, som skulle reformeres med største hast.

16

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Men ikke længe efter, at apartheid var slut, kom der en anden

Derudover var der en række tiltag, der var af mere generel

undtagelsestilstand, nemlig vold og kriminalitet, som syntes

karakter, som for eksempel at indføre positiv særbehandling

at true med at underminere det skrøbelige sydafrikanske

af sorte og diverse arbejdsmarkedsregler. Selvom der var en

demokrati. Som udgangspunkt og på det generelle plan var

række forskellige rationaler i spil omkring reformeringen af

der ingen modsætning mellem de to undtagelsestilstande og

det sydafrikanske politi, så var menneskerettigheder og

det, de krævede. Få sydafrikanere havde lyst til at vende til-

transitional justice det centrale sprog, der ydermere var

bage til fortidens racemæssige uretfærdighed - heller ikke

accepteret af det internationale samfund.

inden for politiet. Der var heller ingen, som havde lyst til at blive ofre for den stadig stigende vold og kriminalitet med de højeste mordrater i verden.

KRIMINALITET OG TOWNSHIPS Efterhånden som flere og flere sydafrikanere blev udsat for

Men på det konkrete plan var de to undtagelsestilstande i direkte opposition til hinanden, fordi politiet i den ene var skurk og i den anden helt. De to positioner havde derfor også

kriminalitet, vandt positionen der så kriminaliteten som undtagelsen mere og mere terræn. De fattige byområder, de såkaldte townships, blev nu associeret med kriminalitet, hvor

væsensforskellige forestillinger om, hvad problemet var.

de før sås som arnestedet for revolutionen. Flere og flere

Fortalerne for vigtigheden af at gøre noget ved kriminalitet

byerne og statens ansatte mod volden i de berygtede

statsressourcer blev dirigeret hen imod at beskytte resten af

argumenterede, at ”ja, ja, selvfølgelig var det vigtigt at gøre noget ved politiet. Men det arbejde var jo allerede startet af politiet selv før apartheids fald”. Det, der var helt anderledes fra før, altså undtagelsen, var kriminaliteten og volden; det krævede virkelig en indsats. Menneskerettigheder og transitional justice var derfor ikke løsningen, men var snarere en del af problemet, fordi de forhindrede politiet i at gøre deres arbejde. På den anden fløj lød det, at selvom kriminaliteten var alvorlig, så havde der været kriminalitet før – den nåede bare ikke de hvide og de rige, som var beskyttet af et racistisk politi. Det, der virkelig var vigtigt, var at reformere politiet; det var apartheid, der var undtagelsen;

townships. Townshipbeboerne blev samtidigt mere og mere set som fanget i en voldskultur, en fattigdomskultur og en afhængighedskultur. Det var dem, og ikke længere politiet, der skulle reformeres.

“

Tidligere skulle politifolk før deres brug af dødbringende ild overveje, om der var fare for, at en flygtende person fremover ville udgøre en risiko for den almindelige befolkning, hvis han slap væk. I dag er det nok, at en person er mistænkt for en forbrydelse, der giver mere end seks måneder i fængsel, for at politiet kan skyde.

det var det styre, der havde skabt volden i samfundet.

“

I 1999 sagde den nyudnævnte minister med ansvar for politiet, Steven Tswhete: ”De kriminelle skal vide, at det

Politiet skiftede navn fra ’South African Police Force’ til ’South African Police Service’ for at pointere politiets nye rolle.

sydafrikanske politi har autoriteten, moralsk som politisk, til med alle midler, forfatningsmæssige som ikke-forfatningsmæssige, at sikre, at denne nations folk ikke fratages deres menneskerettigheder”.

Hermed erklærede Tshwete og ANC krig mod de kriminelle og sendte deres tro hær, det før så forhadte politi, til fronten.

TRANSITION FRA APARTHEID I tiden lige efter apartheidstyrets fald stod transitional justice

I det seneste årti er overtaget blevet mere markant.

og menneskerettighedspositionen stærkest. Der blev indført

Rangordenen inden for politiet er ændret tilbage til militære

en række nye tiltag, der alle rettede sig mod at forandre

betegnelser; der er diskussioner om, at ændre politiets navn

politiet til et mere inkluderende og samarbejdende politi.

tilbage til ’Force’ i stedet for ’Service’ (hvilket dog vil kræve

Politistyrker blev lagt sammen, civil monitorering blev

en forfatningsændring).

indført, nye politikker og værdigrundlag blev vedtaget, nye opgaver blev prioriteret. Nye enheder blev oprettet, mens

Endeligt er sagen om politiets brug af skydevåben blevet

andre med et særligt voldeligt ry blev nedlagt. Politiet skiftede

afgjort til fordel for politiets. Tidligere skulle politifolk før

navn fra ’South African Police Force’ til ’South African Police

deres brug af dødbringende ild overveje, om der var fare for,

Service’ for at pointere politiets nye rolle. På alle landets

at en flygtende person fremover ville udgøre en risiko for den

politistationer blev der etableret traumeenheder for børn og

almindelige befolkning, hvis han slap væk. I dag er det nok, at

kvinder, der havde været udsat for overgreb. Alle politifolk

en person er mistænkt for en forbrydelse, der giver mere end

skulle trænes i ’human rights policing’.

seks måneder i fængsel, for at politiet kan skyde.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

17

FOTO: SHI ZHAO, WIKIMEDIA COMMONS

18

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Disse tiltag har fået nogle kommentatorer – især dem, der

I forhold til den undtagelsestilstand, der konstitueres af

støtter transitional justice-positionen – til at tale om en

kriminalitetsbølgen, kunne betjentens handlinger sagtens

tilbagevenden til autoritære tider. Det mener jeg er en klar

retfærdiggøres: Portia var forbundet med en gennemkrimi-

fejllæsning. Min egen forskning viser, at disse forandringer

naliseret gangster; hun brugte formodentlig politiet i interne

kan ses som et forsøg på at imødekomme den almindelige

rivaliseringer mellem forskellige kriminelle grupper. Men i

befolknings ønske om, at politiet skal bruge vold mod de

forhold til den undtagelse, der konstitueres af transitional

kriminelle. Kriminelle betragtes nemlig som nogle, der har

justice og menneskerettigheder, ser sagen helt anderledes ud.

mistet retten til at leve på grund af de lidelser, de påfører

Hendes trængsler vipper på grænsen af tortur grundet den

den almindelige sydafrikaner. I den forstand kan man sige,

enorme risiko, hun havde for at blive voldtaget, og de

at politiet søger at være lydhøre over for befolkningen, men

efterfølgende psykiske traumer, hun blev påført. Portia blev i

bare ikke på den måde, som transitional justice-positionen

de efterfølgende avisartikler beskrevet som en petite mor til

ville støtte.

to, som var ”rædselsslagen for den kæmpe mand”, hun blev

“

sat i celle med. Hun var derfor ikke længere ’frit bytte’ for politiet i deres kamp mod kriminalitet. På tilsvarende vis er

Politiet skulle nu varetage hele det sydafrikanske folks interesser, ikke kun mindretallets. I denne fortælling – og de interventioner, den førte med sig – var skurken helt klart apartheidpolitiet, som skulle reformeres med største hast. Men ikke længe efter, at apartheid var slut, kom der en anden undtagelsestilstand, nemlig vold og kriminalitet, som syntes at true med at underminere det skrøbelige sydafrikanske demokrati.

de seneste tilfælde af ekstrem politivold – nedskydningen af strejkende arbejdere i Marikana-minen og drabet på en zimbabwisk taxichauffør – også blevet forstået gennem transitional justice-undtagelsen, som kræver, at politiet reformeres lige nu og helst i går.

Folkestemningen har altså ændret sig med jævne mellemrum, og pludselig blev politiet igen inkarnationen af alle fortidens rædsler med vilkårlige arrestationer, nedskydninger

KAMPEN OM UNDTAGELSEN

og tortur. Det er sjældent til at sige, hvornår disse forståel-

Den undtagelsestilstand, der blev skabt af forestillingen om

sesskred sker. De to undtagelser skifter hele tiden plads, flim-

en veritabel kriminalitetsbølge, og som derfor retfærdig-

rer frem og tilbage og kæmper indbyrdes om at have defini-

gjorde næsten en hvilken som helst vold fra politiets side, var

tionsretten i forhold til, hvilke institutioner og personer, der

ikke så hegemonisk, at der ikke kunne stilles spørgsmålstegn

skal gøres noget ved lige nu. Og så længe de to undtagelser

ved den. Det afhang i helt af, hvordan ofret for voldshandlingen

kæmper om retten til at definere Sydafrika, vil arven efter

blev opfattet og beskrevet. Så længe der var tale om unge,

apartheid forblive uafklaret.

ofte sorte eller farvede formodede kriminelle, var næsten alle handlinger legitime for den generelle befolkning. Men nogle gange kunne inkarnationen af ondskab pludselig skifte rolle og blive et offer.

Tag nu Portia Adams fra Cape Town. Hun begav sig ind på en politistation for at melde et overfald. Politimanden, der modtog hendes klage, kendte hende fra tidligere som kæreste til en eftersøgt gangster.

Han satte hende ind i den selvsamme celle, som den mand, hun ville melde, sad i. Ad den vej håbede betjenten, at hun

“

Folkestemningen har altså ændret sig med jævne mellemrum, og pludselig blev politiet igen inkarnationen af alle fortidens rædsler med vilkårlige arrestationer, nedskydninger og tortur. Det er sjældent til at sige, hvornår disse forståelsesskred sker. De to undtagelser skifter hele tiden plads, flimrer frem og tilbage og kæmper indbyrdes om at have definitionsretten i forhold til, hvilke institutioner og personer, der skal gøres noget ved lige nu.

kunne komme på bedre tanker. Efter at have opholdt sig i en celle med fire mænd, inklusive hendes angriber, blev hun lukket ud af en kvindelig kollega til den første betjent. Portia slap dog ikke, men blev lænket til en radiator til offentligt skue i flere timer.

“

Den undtagelsestilstand, der blev skabt af forestillingen om en veritabel kriminalitetsbølge, og som derfor retfærdiggjorde næsten en hvilken som helst vold fra politiets side, var ikke så hegemonisk, at der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved den.

om SKRIBENTEN Steffen Jensen er ph.d. og senior researcher ved DIGNITY – Danish Institute Against Torture. Han er desuden ekstern lektor på Roskilde Universitet og forfatter og bidragsyder til flere bøger om Sydafrika, heriblandt ”The Security-Development Nexus: Expressions of Sovereignty and Securitization in South Africa” (2007).

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

19

SRI LANKAS KRIGSFORBRYDERE SIDDER FORTSAT PÅ MAGTEN af MIKKEL W. KAAGAARD Trods en uendelig strøm af alvorlige krigsforbrydelser er

Rivaliserende oprørsgrupper var blevet udryddet og kritikere

der ikke udsigt til noget retsopgør i Sri Lanka. Landets

dræbt. Samtidig havde Tigrene skabt en martyrkult, der fik

regering har formået at udnytte både stormagternes mod-

hundredevis af unge tamilere til at ofre deres liv i selvmordsak-

stridende interesser og interne spændinger mellem Sri

tioner. Andre slugte den gift, de alle skulle bære i en halskæde,

Lankas etniske grupper. Men måske er det ved at lykkes

så de ikke talte over sig under tortur. Men få dage før det

for en britisk tv-station at forhindre endnu et manglende retsopgør.

endelige nederlag forsøgte De Tamilske Tigres ledere selv at overgive sig. Hykleriet var ikke til at tage fejl af, men det hjalp dem dog ikke. Både de og flere af deres familiemedlemmer blev henrettet, og meget tyder på, at ordren hertil kom

Efter 26 års næsten uafbrudt borgerkrig lykkedes det i 2009 for Sri Lankas militær at besejre oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre. Dermed lykkedes det ikke for de hinduistiske tamilere at skabe en selvstændig stat på øen, der domineres af buddhistiske singalesere.

Særligt de sidste måneder af borgerkrigen var ekstremt blodige. Inden da havde Sri Lankas regering tømt krigszonen for udenlandske nødhjælpsarbejdere og journalister. Derfor stod det først senere klart, hvor brutal afslutningen havde været. Mere end 300.000 civile tamilere blev presset sammen på et mindre og mindre område i den nordøstlige del af

fra landets øverste ledere.

Regeringshæren holdt sig nemlig heller ikke tilbage, hvad angår grusomhed. Trods forsikringer til udlandet om det modsatte brugte regeringen tunge våben. Kvinder blev voldtaget, og oprørssoldater ydmyget og nakkeskudt. En del blev optaget på mobiltelefoner af soldaterne selv og senere lagt på nettet. Den såkaldte krigsporno indgår, sammen med oplysninger og vidneudsagn indsamlet af blandt andre Amnesty International, Human Rights Watch, og en uafhængig ekspertgruppe nedsat af FN, i det efterhånden omfattende bevismateriale.

landet. Nogle var frivilligt fulgt med under De Tamilske Tigres tilbagetog. Resten blev holdt som gidsler af Tigrene,

KRIGSFORBRYDERE GÅR FRI

der kynisk skød mænd, kvinder og børn, som forsøgt at flygte.

De tamilske Tigres leder, Velupillai Prabhakaran, der havde

Ifølge vidner blev flere hundrede civile tamilere således

for vane at spise et sidste måltid med selvmordsbomberne,

dræbt af De Tamilske Tigre, som foregav at beskytte dem.

inden de blev sendt i aktion, blev selv dræbt under

Andre blev pågrebet og henrettet, og en enkelt fik hugget

borgerkrigen. Det samme blev andre ledende medlemmer af

benet af som straf. Vidner har også beskrevet, hvordan

De Tamilske Tigre og hovedparten af oprørssoldaterne.

oprørshæren bevidst tiltrak regeringshærens beskydning ved

Derfor vil der ikke komme noget omfattende retsopgør mod

at placere styrker i hospitaler og affyre artilleri fra flygtninge-

de tamilske forbrydere.

lejre.

“

Sri Lankas øverste politiske og militære ledelse sidder

...Tigrene havde skabt en martyrkult, der fik hundredevis af unge tamilere til at ofre deres liv i selvmordsaktioner. Andre slugte den gift, de alle skulle bære i en halskæde, så de ikke talte over sig under tortur.

derimod stadig på magten. Præsidenten, Mahinda Rajapakse, blev genvalgt for en ny 6-årig periode i 2010, og endnu er ingen blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser, selv om bevisbyrden vokser dag for dag. Satellitfotos har afsløret brugen af tunge våben mod tamilske flygtningelejre, og der er fremkom-

Oprørernes brutalitet var ikke et nyt fænomen. De havde

met fotos, som dels viser Tamilske Tigre og Prabhakarans

tidligere udført adskillige terroraktioner, massakrer på civile

12-årige søn blive pågrebet i live, og dels viser deres lig.

og en massehenrettelse af omkring 600 tilfangetagne politi-

Sandsynligvis efter en koldblodig henrettelse.

betjente.

20

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

FOTO: MAX FROUMENTIN, WIKIMEDIA COMMONS

“

Men det var fordi han efter krigen brød med de politiske

Sri Lankas øverste politiske og militære ledelse sidder derimod stadig på magten. Præsidenten, Mahinda Rajapakse, blev genvalgt for en ny 6-årig periode i 2010, og endnu er ingen blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser, selv om bevisbyrden vokser dag for dag.

ledere og stillede op som modkandidat til Mahinda Rajapakse ved præsidentvalget.

Valgkampen var præget af styrets kontrol med medierne, og en optælling viste, at oppositionen kun havde fået én procent af valgdækningen på de statslige tv-stationer. Undervejs

Regeringssoldater har afsløret, at ordren om at dræbe alle

truede Fonseka med et retsopgør, og efter sit valgnederlag

ledende oprørere kom fra præsidentens bror, den berygtede

planlagde han ifølge styret et kup sammen med andre pen-

Gotabhaya Rajapakse. Han står i spidsen for det srilankanske

sionerede officerer.

forsvarsministerium og menes at være ansvarlig for en lang række drab og overfald på kritiske journalister. Han underdrev også bevidst antallet af tamilske flygtninge i krigszonen og forhindrede stort set alle forsyninger af mad og medicin til de områder, som regeringen selv havde opfordret tamilerne til at flygte til. Resultatet var frygteligt. Til sidst begyndte flygtningene at dø af sult, og 40.000 mennesker blev opereret

“

Hidtil er Sri Lankas tidligere hærchef, Sarath Fonseka, den eneste, der har været fængslet. Men det var fordi han efter krigen brød med de politiske ledere og stillede op som modkandidat til Mahinda Rajapakse ved præsidentvalget.

under primitive forhold af nogle få tamilske læger og sygeplejersker. 5.000 civile fik amputeret lemmer. Mange var

Efter to år i fængsel blev han løsladt sidste år, men han har

børn, og de fleste fik ingen bedøvelse. Blod blev siet igennem

fået frataget sine borgerrettigheder, så han ikke udgør en

et stykke stof og hældt tilbage i patienterne.

politisk trussel. Mange ser ham dog stadig som det eneste bud på en fremtidig leder, der kan genetablere demokratiet

Så der er mildt sagt nok at tage fat på, hvis der en dag kom-

og retsstaten. Det største oppositionsparti er nemlig præget

mer et retsopgør med Sri Lankas krigsforbrydere. Hidtil er

af interne stridigheder og parlamentsmedlemmer, der skifter

Sri Lankas tidligere hærchef, Sarath Fonseka, den eneste, der

side, da regeringen har for vane at tilbyde ministerposter til

har været fængslet.

alle, der forlader oppositionen.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

21

ARVEDYNASTI PÅ VEJ Før og efter Sri Lankas selvstændighed lykkedes det på mange måder at opbygge demokratiske og retslige institutioner af høj standard. Den politiske rivalisering har været intens og flere gange også voldelig. Men det er trods alt lykkedes for oppositionen at vælte den siddende regering ved flere demokratiske valg. Den lange borgerkrig har imidlertid haft en meget negativ indflydelse på staten, og spørgsmålet er, om den nuværende regering vil tillade et valgnederlag. Det vil nemlig være ensbetydende med, at de så må stå til regnskab for deres forbrydelser. Hvad enten det bliver ved en national eller en international domstol.

“

Den politiske rivalisering har været intens og flere gange også voldelig. Men det er trods alt lykkedes for oppositionen at vælte den siddende regering ved flere demokratiske valg. Den lange borgerkrig har imidlertid haft en meget negativ indflydelse på staten, og spørgsmålet er, om den nuværende regering vil tillade et valgnederlag.

Derfor fastholdes landet i en form for undtagelsestilstand, og der bliver slået hårdt ned på regimets fjender. I sommerens løb blev militæret således sat ind mod demonstranter, der protesterede over forurening af deres drikkevand. Tre blev dræbt og mange såret. Herunder flere, der havde søgt tilflugt i en kristen kirke.

Præsidenten har to andre brødre placeret som henholdsvis økonomiminister og formand for parlamentet. I det hele taget sidder Rajapakse-familien og dens venner tungt på magten. Senest er præsidentens søn ved at blive kørt i stilling som landets fremtidige leder.

INTERNATIONALT SPIL

FOTO: WORLD ECONOMIC FORUM, WIKIMEDIA COMMONS

I kolonitiden havde Sri Lanka en lignende rolle for først Portugal og derefter Holland og Storbritannien, som brugte landet på deres vej videre ud i det indiske ocean.

I dag er Sri Lanka ellers mere knyttet til Vesten, og USA og EU er de største aftagere af landets eksport af blandt andet the og tøj. Men efter 2006 fik Vestens kritik af v i landet Sri Lanka til at knytte sig mere til Kina, Iran og Pakistan, der ifølge den daværende viceudenrigsminister Palitha Kohona

Trods manglen på journalister i områder var der ganske stor

”ikke går rundt og fortæller hinanden, hvordan man skal opføre

opmærksomhed i medierne omkring den voldsomme afslut-

sig”, og som ”måske tager en lille snak, men ikke vifter med

ning på Sri Lankas borgerkrig. Det var imidlertid tydeligt,

pegefingeren”.

at tv-stationerne nedprioriterede konflikten på grund af manglende optagelser fra krigszonen.

Sri Lanka havde altså ryggen fri til at nedkæmpe de tamilske Tigre, og efterfølgende var både europæiske lande og især

Især Frankrig, Storbritannien og andre vestlige lande arbej-

USA parat til at opgive håbet om et retsopgør.

dede for en våbenhvile, så de mange flygtninge kunne red-

Flere kongresmedlemmer argumenterede for en styrkelse

des. Men Kina og Rusland blokerede for, at konflikten over-

af det ”strategiske partnerskab” og det økonomiske og

hovedet kunne komme på FN’s Sikkerhedsråds dagsorden.

politiske samarbejde mellem USA og Sri Lanka. Og allerede

Dels på grund af deres velkendte modvilje mod indblanding

i december 2009 havde John Kerry, der dengang var formand

i staters interne anliggender, ikke mindst på grund af deres

for Senatets Udenrigskomité, slået på tromme for en mindre

egne problemer i Tibet og Tjetjenien. Dels fordi Kina har

kritisk tilgang til Sri Lanka af hensyn til USA’s ”geostrategiske

knyttet stærke forbindelser til Sri Lanka, siden Rajapakse

interesser i regionen”. Alt sammen på trods af, at dokumenter,

kom til magten. Kina vil udvide sin indflydelsessfære, og sam-

der senere blev offentliggjort af WikiLeaks, viser, at den

tidig skal Sri Lankas havne bruges som springbræt til Kinas

amerikanske ambassade var overbevist om Rajapakse-fami-

voksende interesser i Afrika.

liens medansvar for alvorlige krigsforbrydelser.

22

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

USA ønskede altså ikke at miste indflydelse i Sri Lanka,

Tre år senere blev han dræbt af buddhistiske munke, fordi

som det tidligere var sket i Myanmar efter kritik af

han forsøgte at indgå et kompromis med tamilerne. De

menneskerettighedssituationen.

Journal

samme kræfter forsøger nu at presse regeringen til en

mente ligefrem, at Sri Lankas oprørsbekæmpelse var et

uforsonlig kurs over for både kristne, tamiler og muslimer i

godt eksempel, som burde inspirere USA i eksempelvis

Sri Lanka. Det kan koste regeringen støtten fra mere

Afghanistan.

moderate dele af befolkningen. Og der er næppe tvivl om, at

“

Wall

Street

hvis regeringen først mister magten, så ender præsidenten og hans brødre på anklagebænken.

I dag er Sri Lanka ellers mere knyttet til Vesten, og USA og EU er de største aftagere af landets eksport af blandt andet the og tøj. Men efter 2006 fik Vestens kritik af menneskerettighedssituationen i landet Sri Lanka til at knytte sig mere til Kina, Iran og Pakistan, der ifølge den daværende viceudenrigsminister Palitha Kohona ”ikke går rundt og fortæller hinanden, hvordan man skal opføre sig”, og som ”måske tager en lille snak, men ikke vifter med pegefingeren”.

FAKTABOKS: SRI LANKAS ETNISKE GRUPPER Singalesere: 74 % Tamiler: 18 %

Når det alligevel er lykkedes at få skabt et nyt pres på Sri

De fleste singalesere er buddhister, og de fleste tamilere er hinduister. Derudover er en del kristne, og der er i alt 10 pct. muslimer i Sri Lanka.

Lankas regering, så er det ikke mindst takket være den britiske tv-station Channel 4. En lang række indslag og dramatiske dokumentarudsendelser formåede at få sagen bragt op i både det britiske og australske parlament med skarp kritik af Sri Lanka til følge. Med hjælp fra blandt andre menneskerettighedsgrupper og eksiltamilere kunne Channel 4 fremlægge grundige beviser for de alvorlige krigsforbrydelser. Og som noget nyt kunne den nu også levere de dramatiske optagelser af henrettelser og bombardementer af civile områder.

Samtidig ønskede den indiske regering ikke længere at holde hånden over Sri Lanka, og derfor har FN’s menneskerettigheds-

om SKRIBENTEN Mikkel Kaagaard er historiker med speciale i terror, selvmordsaktioner, menneskerettigheder og etniske konflikter. Han har arbejdet med Sri Lankas nyere historie i en årrække og skrevet bogen “Sri Lanka - Fra selvstændighed til selvmordsterrorisme”. Skriver jævnligt kronikker, holder foredrag og optræder som ekspert i diverse medier.

råd både i 2012 og 2013 vedtaget resolutioner, der stiller krav til Sri Lanka. Det er dog ikke noget, der i sig selv ændrer ved situationen. Men det indikerer, at en række lande er villige til at retsforfølge de srilankanske ledere, når chancen byder sig.

AGGRESSIVE BUDDHISTER Rajapakse-familiens magt hviler ikke mindst på opbakning fra yderligtgående buddhistiske nationalister. De kommer blandt andet fra det venstreorienterede parti NFF, der tidligere førte væbnet kamp mod regeringen, fordi den indgik et kompromis med Indien om tamilernes fremtid i Sri Lanka.

Regeringen får også støtte fra munkepartiet JHU, hvis parlamentsmedlemmer alle er buddhistiske munke. De var kraftige modstandere af alle fredsforhandlinger med De Tamilske Tigre og støttede ivrigt den afsluttende militære offensiv, som kostede omkring 40.000 menneskeliv i 2009.

Men præsidentfamilien ridder på en tiger, som kan bringe den til fald. I 1956 vandt Solomon Bandaranaike regeringsmagten i Sri Lanka med støtte fra de buddhistiske nationalister.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

23

FORTIDEN ER ET FREMMED LAND: DARFURS HISTORIE SET FRA FLYGTNINGELEJRENE I TCHAD af ANDERS HASTRUP De mennesker, der er flygtet fra folkemordet i Darfur til

Krigen mellem Nord- og Sydsudan og borgerkrigene i

Sudans naboland Tchad, er ikke kun passive modtagere

nabolandet Tchad gjorde, at der var rigeligt med våben at

af international assistance. De er involveret i en konstant

købe billigt på markederne.

genfortælling af regionens historie og grundene til borgerkrigen. Denne historieskrivning peger også fremad med klare forventninger til, hvad det internationale samfund skal gøre, for at de mange hundredetusinde flygtninge kan vende tilbage til et værdigt liv.

KRIGEN Timingen for starten på krigen i Darfur må forstås i sammenhæng med afslutningen på den anden store krig i Sudan, borgerkrigen mellem nord og syd, der havde raset siden Sudan blev en uafhængig stat i 1956. Englænderne havde indtil selvstændigheden holdt de to dele af Sudan skarpt adskilt.

I 2003 og 2004 drog de arabiske janjaweed-militser hærgen-

Det muslimsk-arabiske nord fik den totale politiske styring,

de gennem Darfur i det vestlige Sudan. Overalt plyndrede og

og Khartoum blev hovedstad i et komplekst etnisk klude-

voldtog de og satte landsbyer i brand. I løbet af et år var

tæppe, hvor arabere fra tre stammer i det nordlige Sudan

Darfur, et område på størrelse med Frankrig, tømt for

satte sig tungt og utvetydigt på hele landets politiske apparat,

mennesker. Tre millioner blev drevet på flugt, omkring en

samtidig med at al udvikling, uddannelse og infrastruktur

kvart million mennesker mistede livet, og det 21. århundrede

blev centreret i nord.

havde set sit første folkemord. Bag denne ugerning stod regeringen i Khartoum, der havde armeret de loyale bøller i

Oprøret i syd, der skulle blive en af de længste konflikter på

de forarmede arabiske stammer til at gøre det beskidte

det afrikanske kontinent, var således i udgangspunktet en

arbejde. Janjaweed-militserne var blevet bevæbnet til at tage

opstand, der skulle opnå politisk medbestemmelse for de

kampen op med lokale oprørere i Darfur, der havde angrebet

ikke-arabiske stammer og en lige udvikling af Nord- og

vigtige militærinstallationer.

Sydsudan.

24

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Efterhånden blev ønsket om medbestemmelse til et ønske om national selvstændighed, og i 2005 underskrev Nord- og Sydsudan en fredsaftale, ”The Comprehensive Peace Agreement (CPA)”, der skulle give Sydsudan mulighed for at blive en selvstændig nation efter en prøveperiode på 5 år.

Over 90 pct. af sydsudaneserne stemte ja til selvstændighed, og i 2011 så verden et nyt land blive til.

“

Der begyndte på det tidspunkt at cirkulere rygter i hovedstaden om en ny og endnu større katastrofe. Ordet ”folkemord” blev hvisket i gyderne i Khartoum, og jeg forstod, at et nyt og vigtigt kapitel i Sudans historie var ved at blive udspillet. I maj-juni 2004 drog jeg vestpå for ved selvsyn at iagttage katastrofen i Darfur. I september 2004 brugte Colin Powell ordet ”folkemord” om begivenhederne, hvilket var medvirkende til, at talrige internationale NGO’er rettede deres humanitære opmærksomhed mod den nye kæmpekatastrofe

Der begyndte på det tidspunkt at cirkulere rygter i hovedstaden om en ny og endnu større katastrofe.

Ordet ”folkemord” blev hvisket i gyderne i Khartoum, og jeg forstod, at et nyt og vigtigt kapitel i Sudans historie var ved at blive udspillet.

i Afrikas største land.

I Darfur så man, hvordan mange års kamp var ved at bære frugt, efterhånden som Sydsudan fik forhandlet en fredsaftale

“

Overalt hærger militserne, og Khartoum-regeringen har mistet enhver kontrol over de vilde hunde, de selv lukkede ud. Kvinder risikerer voldtægt, hvis de bevæger sig ud af lejrene for f.eks. at hente brænde, ligesom de unge mænd risikerer at blive slået ihjel af militserne.

på plads med kraftig hjælp fra det internationale samfund.

Problemet med aftalen var nemlig, at der var andre hjørner af

FLYGTNINGELEJRENE: ØER I HISTORIEN

Sudan, der var præcis lige så underudviklede og politisk mar-

Cirka 250.000 flygtninge fra Darfur flygtede til Tchad.

ginaliserede som Sydsudan. Darfur, den vestlige del af landet,

Sikkerhedssituationen i både Darfur og det østlige Tchad,

havde siden selvstændigheden lidt under præcis den samme

hvor flygtningene stadig bor, er præget af enorm usikkerhed.

systematiske negligering som den sydlige del. Da oprørerne

Overalt hærger militserne, og Khartoum-regeringen har

greb til våben, var det et forsøg på at gøre det internationale

mistet enhver kontrol over de vilde hunde, de selv lukkede

samfund opmærksom på, at undertrykkelse af landets perife-

ud. Kvinder risikerer voldtægt, hvis de bevæger sig ud af

rier ikke kun kunne forstås som et spørgsmål om nord versus

lejrene for f.eks. at hente brænde, ligesom de unge mænd

syd, men at andre regioner skulle inkluderes i en ”compre-

risikerer at blive slået ihjel af militserne.

hensive” fredsaftale.

Et centralt spørgsmål for mig var, hvem ”araberne” er i Darfurs Krigen i Darfur kan således forstås som et tragisk biprodukt

historie. Det var arabiske stammer i janjaweed-militserne,

af freden mellem nord og syd. Denne historiske analyse kan

der stod bag mordene, den systematiske voldtægt og ned-

også bruges til en forståelse af, hvorfor det internationale

brænding af landsbyerne. Flygtningene i lejrene er alle enige

samfund ikke greb ind og Darfur udviklede sig til en så

om, at de arabiske stammer er armeret og beordret af re-

kæmpestor katastrofe. Man turde ikke kritisere Khartoum-re-

geringen i Khartoum til at udføre de bestialske ugerninger.

geringen af frygt for at ødelægge the CPA, som mange inter-

Det er karakteristisk, at flygtningene i mange tilfælde er

nationale aktører, blandt andet Norge og den daværende

bekendt med de forskellige arabiske nomadestammer, der var

amerikanske udenrigsminister Colin Powell, havde lagt

tidligere naboer og plejede at komme igennem de fastboende

enorm prestige i at sikre. Regeringen i Khartoum udnyttede

bønders marker med deres kvæg og kameler.

kynisk denne kalkulering og slog ned med så hård en hånd, at

Mange mennesker i lejrene kan således fortælle helt præcist

ca. 250.000 mennesker blev dræbt og små tre millioner

hvem, der angreb dem hvornår. Det er typisk, at flygtningene

drevet på flugt.

gør meget ud af at pointere, at det er Khartoum-regeringen, der har bevæbnet araberne og fortalt dem, hvad de skal gøre.

Flygtningene fremstiller således oftest araberne som nogle

FOLKEMORDET

arme stakler, der ikke selv er i stand til at udvise handlekraft

Da jeg var specialestuderende, boede jeg et halvt år i Khar-

eller tænke selvstændigt.

toum i første halvdel af 2004. Målet var på det tidspunkt at samle materiale ind til et speciale om tilblivelsen af the CPA,

Hvis man skal se optimistisk på denne fremstilling af

og hvordan de forskellige parter i konflikten håndterede det

gerningsmændene kan man sige, at flygtningene i denne

enorme flygtningeproblem. Allerede før Darfur-krigen brød

udlægning åbner for muligheden for en fremtidig sameksis-

ud, var der cirka fire millioner internt fordrevne flygtninge i

tens med de arabiske stammer, der gjorde dem så umådeligt

Sudan, hvoraf halvdelen boede i lejre og forstæder til hoved-

fortræd. Når man spørger dem om, hvem de hovedansvarlige

staden.

for folkemordet er, er svaret altid regeringen i Khartoum.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

25

“

...flygtningene har ikke det samme personlige kendskab til de oprørere, der hævder at kæmpe deres sag, som de har til gerningsmændene. Oprørene har ikke på noget tidspunkt besøgt flygtningelejrene og søgt at inkludere flygtningene i deres politiske program.

“

REBELLERNE OG DE RELATIVE KRONOLOGIER Hvem er de rebeller, der rejste sig i voldelig kamp mod

Flygtningene hævder, at janjaweed-militsen allerede var i gang med at hærge, da rebellerne greb til våben.

I deres version af historien er der således blevet byttet om på kronologien. Oprøret i Darfur er en forsvarskrig, hvor folk greb til våben for at forhindre det, der allerede var ved at ske: Khartoum-regeringens ødelæggelse af Darfur.

centralregeringen? Det er karakteristisk, at flygtningene ikke har det samme personlige kendskab til de oprørere, der

Den forskningsmæssige pointe er ikke at fastslå, i hvilken

hævder at kæmpe deres sag, som de har til gerningsmændene.

rækkefølge begivenhederne i Darfur ”i virkeligheden” fandt

Oprørene har ikke på noget tidspunkt besøgt flygtningelejrene

sted. Det interessante er, at de forskellige kronologier, som

og søgt at inkludere flygtningene i deres politiske program.

henholdsvis flygtningene og oprørerne opstiller, eksisterer

Hvor de forskellige fraktioner alle har en klar politisk vision

side om side.

om inklusion af Darfur i regeringen i Khartoum, er

Sammen tegner de et billede af den måde, krigens dynamik

flygtningene i lejrene i det østlige Tchad ikke bekendt med

har udspillet sig på. Vigtigt, og tragisk, er det i den sammen-

de egentlige politiske dagsordener bag oprøret. Flygtningene

hæng at lægge mærke til, at størstedelen af flygtningene

har oftest kun hørt om de forskellige grupperinger, efter

nævner den manglende enhed oprørsgrupperne imellem som

janjaweed-militsen har angrebet og nedbrændt landsbyerne,

den største forhindring for fred i Darfur, og ikke jan-

og millioner er tvunget på flugt. Flygtningene hævder, at

jaweed-militsernes fortsatte ødelæggelse og massevoldtægt.

janjaweed-militsen allerede var i gang med at hærge, da rebellerne greb til våben. I deres version af historien er der således blevet byttet om på kronologien.

Oprøret i Darfur er en forsvarskrig, hvor folk greb til våben for at forhindre det, der allerede var ved at ske: Khartoum-regeringens ødelæggelse af Darfur.

“

...de forskellige kronologier, som henholdsvis flygtningene og oprørerne opstiller, eksisterer side om side.

Sammen tegner de et billede af den måde, krigens dynamik har udspillet sig på.

FOTO: MARK KNOBIL, WIKIMEDIA COMMONS

26

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

FREMTIDEN GENOPFUNDET

ANDERS HASTRUP - THE WAR IN DARFUR

Millioner af mennesker bor stadig i flygtningelejre i Darfur.

De er fastfrosset i både tid og sted. Sikkerhedssituationen er kun forværret efterhånden som den ”politiske” del af borgerkrigen er afløst af generel lovløshed og anarki. Vold, voldtægt og plyndringer er stadig dagens orden.

Men historierne bliver ved med at blive fortalt og flygtningene i både Darfur og nabolandet Tchad nærer fortsat et håb om, at det internationale samfund kan afhjælpe situationen og bringe retfærdighed til landet. Arrestordren mod præsident Omar al Bashir er en central komponent i denne ligning.

Han skal arresteres og for en dommer i Haag. Samtidig skal det internationale samfund investere massivt i uddannelse af flygtningene og så vidt muligt bidrage til, at folk fra lejrene kan komme på universitetet i udlandet. En helt ny generation vokser op i kæmpelejre med op til 100.000 indbyggere.

Dette er en radikal anderledes demografisk situation end tidligere generationers. Verdenssamfundet står over for en hel generation, der må genopfinde sig selv, da de ved, at der kan gå meget længe, før de kan vende tilbage til et liv som bønder.

“

Millioner af mennesker bor stadig i flygtningelejre i Darfur. De er fastfrosset i både tid og sted. Sikkerhedssituationen er kun forværret efterhånden som den ”politiske” del af borgerkrigen er afløst af generel lovløshed og anarki. Vold, voldtægt og plyndringer er stadig dagens orden.

Anders Hastrups første møde med Darfur skete i første halvdel af 2004 som specialestuderende. Da vesten fik øjnene op for det folkemord, der foregik i regionen fik Anders Hastrup som én af de få udlændinge, der havde besigtiget katastrofen på egen hånd, stillingen som Field Coordinator med ansvar for at opbygge et NGO-kontor for en amerikansk organisation. Her startede hans humanitære karriere og det empiriske materiale, der lå til grund for hans faglige virke i årene derefter.

Efter nogle tumultariske år i Darfur vendte han i 2007 tilbage til Danmark for at påbegynde sin ph.d.-afhandling. Hans feltarbejde i den sammenhæng var en rejse til nabolandet Tchad i foråret 2009, hvor han deltog i en større interviewundersøgelse kaldet ”Darfurian Voices”, der havde til formål at dokumentere flygtningenes egne opfattelser af årsagerne til krigen og mulighederne for politisk retfærdighed og tilbagevenden til Darfur. Denne undersøgelse dannede det empiriske udgangspunkt for hans afhandling, der udkom på Routledge i London tidligere i år under titlen ”The War in Darfur. Reclaiming Sudanese History”. Bogen er en analyse af, hvordan folkemordet i Darfur i 2003- 2004 bliver genfortalt i de enorme flygtningelejre.

I bogen fokuserer Anders Hastrup på de præmisser, lejrene giver for en genfortælling af Darfurs historie, samt for de forskellige opfattelser af arabere og oprørere, som de formidles blandt de mange flygtninge i det østlige Tchad.

om SKRIBENTEN

Det er nu 10 år siden, at folkemordet i Darfur brød ud. 10 år siden verdenssamfundet sagde ”Never Again” og ”Not On Our Watch”. 10 år siden den største mobilisering af det amerikanske civilsamfund siden Vietnam-kampagnerne.

Konflikten i Darfur er langt fra bragt til ophør, selvom den internationale opmærksomhed er forsvundet. Tværtimod.

Forskellige fraktioner og nye alliancer opstår og søger at ero-

Anders Hastrup har en ph.d. i Arabisk og Mellemøststudier og en karriere som koordinator for forskellige NGO’er i Sudan og Sydsudan. Han er forfatter til bogen “The War in Darfur: Reclaiming Sudanese History” (Routledge 2013). I årene 2010 til 2012 var han direktør for Det Danske Institut i Damaskus.

bre narrativet om, hvad Darfur er og skal være og hvem, der har ret til hvad.

Midt i dette fortsatte kaos ligger tætbefolkede øer af millioner af mennesker, der alle sætter ord på deres håb og drømme for dem selv, Darfur og en ny type fremtid. Vi skylder dem at høre efter.

“

Konflikten i Darfur er langt fra bragt til ophør, selvom den internationale opmærksomhed er forsvundet.

Tværtimod. Forskellige fraktioner og nye alliancer opstår og søger at erobre narrativet om, hvad Darfur er og skal være og hvem, der har ret til hvad. Midt i dette fortsatte kaos ligger tætbefolkede øer af millioner af mennesker, der alle sætter ord på deres håb og drømme for dem selv, Darfur og en ny type fremtid.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

27

I BORGERKRIGENS SKYGGE: PARTIPOLITIK I SYDSTATERNE af JØRN BRØNDAL I dag tages det som en selvfølge. Når der er præsident-

Da den republikanske præsident, Theodore Roosevelt, i 1901

valg i USA, vinder den republikanske kandidat overlegent

inviterede den sorte leder, Booker T. Washington, til frokost i

i “det dybe Syden”. Hermed menes de fem stater, hvor en

Det hvide Hus, kom reaktionen prompte fra den demokratiske

plantageøkonomi baseret på slaveri stod allerstærkest i

senator, Benjamin Tillman, fra South Carolina: “Præsident

årtierne op til Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65):

Roosevelts handlemåde med at underholde den nigger vil

South Carolina, Georgia, Alabama, Mississippi og Louisi-

nødvendiggøre, at vi slår tusinde niggere ihjel i Syden, før de

ana (hertil skal så lægges det nordlige Florida og det østlige Texas). Mitt Romney vandt let i samtlige fem stater i 2012, og det samme gjorde John McCain i 2008 og George W. Bush i 2000 og 2004. Men vent et øjeblik!

Der må da være noget galt. Hvordan kan republikanerne stå så stærkt dernede? Det var da det republikanske parti, der fra sin grundlæggelse i 1854 modsatte sig slaveriets udbredelse til de store, nye territorier ude vestpå. Det var da republikaneren Abraham Lincoln, der i 1860 blev valgt til præsident uden overhovedet at være opstillet i det dybe Syden, hvor han blev anset for

atter forstår, hvor deres plads er”. Ifølge James K. Vardaman, der først var demokratisk guvernør i staten Mississippi (1904-08) og siden demokratisk senator (1913-19), gjaldt Uafhængighedserklæringens løfter om frihed og lighed ikke for “vilde dyr og niggere.”

“

Roosevelt turde ikke støtte et lovforslag, der gjorde lynchninger til en føderal forbrydelse, fordi det ville risikere at skade ham politisk i sydstaterne.

PROGRESSIVE RACISTER?

chanceløs. Det var da ikke mindst Lincolns valgsejr, der

Samtidig med at dette stokkonservative og racistiske

førte til, at South Carolina løsrev sig fra USA i december

demokratiske parti dominerede det dybe Syden, begyndte et

1860, og at resten af det dybe Syden fulgte efter inden

andet segment inden for partiet at røre på sig, denne gang

hans indsættelse den 4. marts 1861. Er det virkelig slave-

først og fremmest med udgangspunkt i storbyerne i nord.

befrieren Lincolns republikanske parti, som befolknings-

Vi skal her huske på, at USA’s valgsystem er skruet sådan

flertallet i det dybe Syden i dag støtter?

sammen, at det i praksis sjældent tillader flere end to politiske

Læger tiden alle sår?

partier at dominere ad gangen. Hvis disse partier skal vinde valg, er de til gengæld nødt til at være særdeles rummelige.

I første halvdel af det tyvende århundrede levede det

Da de sidste besættelsestropper fra den sejrrige unionshær

demokratiske parti til fulde op til dette krav. Samtidig med at

endelig forlod sydstaterne i 1877 – tolv år efter borgerkrigens

demokraterne i det dybe Syden svor til “white supremacy”,

afslutning – fremstod det dybe Syden hurtigt som en uind-

voksede en reformgren af partiet sig stærk. Det skete først

tagelig demokratisk højborg. Mellem 1880 og 1944 vandt

under præsident Woodrow Wilson (1913-21) og siden med

den demokratiske kandidat i samtlige præsidentvalg hver

forøget styrke under præsident Franklin D. Roosevelt

eneste af de fem stater i det dybe Syden. I denne étparti-re-

(1933-45). For Wilson, der var født i sydstaten Virginia,

gion var en demokratisk nominering til et lokalt embede

lykkedes det i et vist omfang at forene en racistisk tilgang

ensbetydende med valg. Samtidig var regionens demokratiske

med et “progressivt” præsidentembede. På den ene side blev

parti garant for “white supremacy”-doktrinen om, at hvide

færre afroamerikanere tilbudt føderale job under Wilson, der

mennesker var sorte fuldkommen overlegne. Mellem

samtidig gennemførte en omfattende raceadskillelse inden

1890’erne og midten af 1960’erne praktiserede man her

for den offentlige administration. På den anden side var

systematisk raceadskillelse, samtidig med at afroamerikan-

Wilson den progressive præsident, der udvidede det føderale

erne blev nægtet retten til at stemme. Den politiske tone var

opsyn med erhvervslivets store spillere, etablerede det

hård og bitter.

moderne centrale banksystem (the Federal Reserve),

28

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

modsatte sig retssystemets chikane af fagbevægelsen, arbejd-

sin død – tog Kennedy endelig bladet fra munden og opfor-

ede for at forbyde børnearbejde og gik ind for kvindernes

drede på nationalt TV Kongressen til at vedtage en ny borg-

stemmeret (ganske vist efter oprindelig at have modsat sig

errettighedslov, der skulle ophæve raceadskillelsen i det of-

den). Under Wilson kom det demokratiske parti således til at

fentlige rum. Lovforslaget fik det svært i Kongressen, også

fremstå som USA’s reformparti, samtidig med at det

selvom Martin Luther Kings tale “I Have a Dream” den 28.

republikanske parti efter et opgør med Theodore Roosevelts

august 1963 havde som et af sine formål at støtte det. Først

reformfløj i 1912 blev stadig mere konservativt.

efter på mordet på Kennedy fik lovforslaget vind i sejlene.

Den nye præsident Johnson gjorde det til sin personlige

Den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, der mere

mærkesag at gennemføre loven i den afdøde præsidents navn.

end nogen anden kom til at definere såvel det moderne

Men Johnson vidste, at den politiske pris ville blive høj. Som

præsidentembede som vore dages demokratiske parti, var på

han sagde til en rådgiver, kort efter at han underskrev loven

ingen måde så racistisk indstillet som Wilson. Indenrig-

den 2. juli 1964: ”Jeg tror, vi lige har overdraget Syden til det

spolitisk huskes han først og fremmest for New Deal-reform-

republikanske parti i lang tid fremover”.

pakken til bekæmpelse af 1930’ernes Store Depression.

Selvom den økonomiske krise vedblev, indtil Anden Verdenskrig satte en stopper for den, afhjalp New Deal-reformerne nøden ude i befolkningen, sikrede arbejderne retten til kollektive overenskomstforhandlinger og etablerede en rudimentær velfærdsstat. Præsident Roosevelt vidste dog, at hans reformprogram afhang af politisk velvilje fra hans bagland i det hvide Syden. Bemærkelsesværdigt var det, at hans store velfærdslov af 1935 (Social Security Act) udelukkede landarbejdere og tjenestefolk fra dækning, to erhvervskategorier

domineret

af

afroamerikanere.

Og

Roosevelt turde ikke støtte et lovforslag, der gjorde lynchninger til en føderal forbrydelse, fordi det ville risikere at skade ham politisk i sydstaterne. Han overlod det til sin hustru, Eleanor, at optræde som sin dårlige samvittighed, der lejlighedsvis forsvarede afroamerikanernes rettigheder. Først med Harry Truman (1945-51) fik USA en demokratisk præsident, der turde tale åbent om borgerrettigheder. Han nedsatte i 1946 en kommission, der to år senere anbefalede, at den føderale regering gik aktivt gik ind i kampen for at sikre afroamerikanernes basale rettigheder. Truman kaldte kommissionsrapporten for ”et amerikansk charter til den menneskelige frihed”. Men han fulgte ikke op med konkrete lovgivningsinitiativer. Alligevel provokerede Trumans retorik store dele af den hvide befolkning i det dybe Syden. Ved præsidentvalget i 1948 sejrede Truman kun i én stat dernede, Georgia, mens de øvrige støttede det nye States’ Rights Party under ledelse af den reaktionære senator Strom Thurmond fra South Carolina.

DET AFGØRENDE VENDEPUNKT Det afgørende partipolitiske vendepunkt for det dybe Syden kom under demokraterne John F. Kennedy (1961-63) og Lyndon B. Johnson (1963-69). Ganske vist våndede Kennedy

“

Ikke før den 11. juni 1963 – mindre end et halvt år før sin død – tog Kennedy endelig bladet fra munden og opfordrede på nationalt TV Kongressen til at vedtage en ny borgerrettighedslov, der skulle ophæve raceadskillelsen i det offentlige rum.

Heri havde Johnson ret. Mellem 1880 og 1964 havde det republikanske parti kun sejret én gang i det dybe Syden, og kun i én stat, nemlig i 1956, da Louisiana støttede republikaneren Eisenhowers genvalg til præsidentembedet.

Men i 1964 vendte samtlige fem stater i det dybe Syden pludselig på en tallerken og stemte republikansk. Den dybt konservative republikaner, Barry Goldwater, der var erklæret modstander af borgerrettighedsloven, fremstod nu for mange hvide sydstatsborgere som et glimrende alternativ til Johnson, også selvom den siddende demokratiske præsident var fra Texas. Siden 1964 har republikanske præsidentkandidater klaret sig strålende i det dybe Syden. Siden da har kun to demokrater kunnet gøre indhug. Jimmy Carter, der selv er fra Georgia, vandt i samtlige fem stater i 1976, men da han genopstillede fire år senere fastholdt han kun Georgia, mens resten af regionen gik til den sejrende republikaner, Ronald Reagan. Bill Clinton, der har rødder i sydstaten Arkansas, har ligeledes klaret sig ganske pænt i det dybe Syden. I 1992 vandt han både i Georgia og Louisiana, men fire år senere dog kun i sidstnævnte stat.

“

Mellem 1880 og 1964 havde det republikanske parti kun sejret én gang i det dybe Syden, og kun i én stat, nemlig i 1956, da Louisiana støttede republikaneren Eisenhowers genvalg til præsidentembedet.

BORGERKRIGENS BETYDNING

sig længe ved at støtte nogen form for ny borgerrettighedslov.

Det var raceproblematikken, der definerede det politiske

Han havde hænderne fulde med Den kolde Krig og opfat-

system, der dukkede frem af krudtrøgen fra Borgerkrigen i

tede langt hen ad vejen borgerrettighedsbevægelsen under

det dybe Syden. Og det var raceproblematikken, der satte

Martin Luther Kings ledelse som en politisk risikabel distrak-

den nye partipolitiske orden, der så dagens lys efter

tion. Ikke før den 11. juni 1963 – mindre end et halvt år før

vedtagelsen

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

29

af borgerrettighedsloven af 1964. Således hviler Borgerkrigens skygge stadig over regionen, også selvom det i dag er slavebefrieren Lincolns parti – det republikanske – der dominerer ved præsidentvalgene. Alligevel er der tegn i sol og måne på, at skyggen snart forsvinder.

“

Det var raceproblematikken, der definerede det politiske system, der dukkede frem af krudtrøgen fra Borgerkrigen i det dybe Syden. Og det var raceproblematikken, der satte den nye partipolitiske orden, der så dagens lys efter vedtagelsen af borgerrettighedsloven af 1964.

“

...der er ikke længere noget organiseret kastesystem i det dybe Syden, et system der fra slaveriets indførelse og frem til borgerrettighedsbevægelsens triumf satte rammerne for et menneskes skæbne fra vugge til grav.

Den eksplicitte racismes institutionelle rammer er blevet knust.

I REGNBUENS TEGN For det andet har det dybe Sydens demografiske profil ændret sig markant i løbet af de sidste årtier takket være indvandringen fra Latinamerika (og også en delvis genindvandring af afroamerikanere fra andre dele af USA). Alene mellem 2000 og 2010 er latinobefolkningen i Alabama, Mississippi

Ganske vist fremstår det dybe Syden i dag som særdeles konservativt og ærkerepublikansk. Samtlige stater i regionen praktiserer dødsstraf. Store dele af befolkningen bakker op om bevægelsen mod den frie abort. Retten til at bære våben forsvares indædt af talrige mennesker. Tea Party-bevægelsen har gode kår. Endnu vigtigere: en udbredt mistro til den føderale regering er historisk begrundet i en doktrin om delstaternes egne rettigheder (states’ rights) over for centralmagten. Denne doktrin blev håndhævet både i Borgerkrigens dage til forsvar for slaveriet og i borgerrettighedsbevægelsens tidsalder til forsvar for raceadskillelsesdoktrinen. I begge disse tilfælde bekræftede det dybe Sydens nederlag blot mange hvide borgere i, hvor farlig den føderale regering egentlig var.

“

og South Carolina mere end fordoblet, mens den i Georgia er vokset med 96 pct. og i Louisiana med “bare” 79 pct. Dette har både en kortsigtet og en langsigtet konsekvens. På kort sigt – indtil det lykkes republikanerne at omdefinere sig i mere multikulturel retning, hvilket den nuværende debat om en immigrationsreform i høj grad handler om – styrker latinoernes tilstedeværelse det demokratiske parti og svækker den republikanske dominans.

“

På lidt længere sigt betyder latinoernes tilstedeværelse i regionen ganske enkelt, at det fremover i endnu mindre grad end hidtil vil give mening at definere sig ud fra en sort-hvid skala. Skyggen fra Borgerkrigen svinder. Det nye Syden står i regnbuens tegn.

I denne sammenhæng må republikanske krav om strengere

Retten til at bære våben forsvares indædt af talrige mennesker. Tea Party-bevægelsen har gode kår. Endnu vigtigere: en udbredt mistro til den føderale regering er historisk begrundet i en doktrin om delstaternes egne rettigheder (states’ rights) over for centralmagten.

Denne doktrin blev håndhævet både i Borgerkrigens dage til forsvar for slaveriet og i borgerrettighedsbevægelsens tidsalder til forsvar for raceadskillelsesdoktrinen.

vælger-ID-love, der især berører de etniske minoriteter, opfattes som rene selvmål. I juni 2013 lukkede Højesteret ganske vist op for sluserne for denne type lovgivning ved i en kontroversiel 5-4-dom afgørende at svække valgretsloven af 1965 (en lov, der med rette opfattes som en milepæl i borgerrettighedsbevægelsens historie, fordi den endelig sikrede afroamerikanerne stemmeretten i Syden). Til gengæld vil denne type lovgivning fremover uværgeligt blive fortolket gennem et prisme, der handler om racisme. På lidt længere sigt betyder latinoernes tilstedeværelse i regionen ganske en-

Der er to stærke grunde til at tro, at skyggen fra Borgerkrigens dage snart vil svinde. For det første findes der ikke længere et racebaseret kastesystem i det dybe Syden. Der er utvivlsomt stadig mange hvide racister i regionen, rednecks der ikke har meget tilovers for den sorte befolkning, og som måske tilmed tror på historierne om, at præsident Obama både er muslim og født uden for USA. Men der er ikke længere noget organiseret kastesystem i det dybe Syden, et system der fra slaveriets indførelse og frem til borgerrettighedsbevægelsens triumf satte rammerne for et menneskes skæbne fra vugge til grav. Den eksplicitte racismes institutionelle rammer er blevet knust.

30

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

kelt, at det fremover i endnu mindre grad end hidtil vil give mening at definere sig ud fra en sort-hvid skala. Skyggen fra Borgerkrigen svinder. Det nye Syden står i regnbuens tegn.

om SKRIBENTEN Jørn Brøndal er lektor og ph.d. ved Institut for Historie og Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet. Han er forfatter til flere bøger om USA og amerikansk politik og historie, og modtog i 2005 Wisconsin Historical Society Book Award of Merit for bogen ”Ethnic Leadership and Midwestern Politics” (2004).

FOTO: WIKIMEDIA COMMONS IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

31

OPGØR MED FORTIDEN ER BLEVET EN EUROPÆISK NORM af CECILIE FELICIA STOKHOLM BANKE De to seneste årtiers erindringspolitik har bragt Europa

så den europæiske integrationsproces. Mens opgøret med

væk fra forestillingen om det nazistiske monster i Tysk-

forbrydelserne under Anden Verdenskrig, hvor europæernes

land over mod en tidssvarende historieforståelse, der gør

medskyld oprindelig blev sat i gang af skub udefra, viste

Anden Verdenskrig til en fælleseuropæisk erfaring, som

processen op gennem 1990’erne europæernes egen interesse

kan bruges aktivt i det europæiske samarbejde.

i og behov for at påtage sig et ansvar. Det, der indtil da blev

I en slags profeti for Europa skrev den britiske historiker Tony Judt for snart ti år siden, at først ved at se sin belastede fortid i øjnene ville EU kunne bevæge sig videre fra det økonomiske til det politiske samarbejde. Noget tyder på, at den profeti er ved at gå i opfyldelse. For mens de europæiske samfund i de første årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig var optagede af at komme på fode igen rent økonomisk, er der igennem de sidste to årtier sket lige netop det, at de europæiske lande har set fortiden i øjnene og erkendt såvel kollaboration, moralsk svigt og meddelagtighed i nazismens forbrydelser. Dette har ikke blot gjort Europa i stand til at

opfattet som en nazistisk forbrydelse, nemlig udryddelsen af millioner af civile såvel i gaskamre som ved massehenrettelse på Østfronten, blev der nu taget reel stilling til.

“

...de europæiske lande har set fortiden i øjnene og erkendt såvel kollaboration, moralsk svigt og meddelagtighed i nazismens forbrydelser. Dette har ikke blot gjort Europa i stand til at erkende fortidens svigt.

Det har også ført til, at medlemsstaterne i deres samarbejde kan træde ud af den skygge, som ellers har ligget tungt over Europa siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

erkende fortidens svigt. Det har også ført til, at medlemsstaterne i deres samarbejde kan træde ud af den skygge, som ellers har ligget tungt over Europa siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

I dag er det, der ellers bliver opfattet som en tysk standard, nemlig opgør med fortiden, en almeneuropæisk norm, hvor det forventes, at de enkelte medlemsstater på samme måde som Tyskland kan se deres fortid i øjnene og erkende såvel moralsk svigt som samarbejde og meddelelagtighed.

Trods vanskeligheder i nogle af medlemslandene ser dette endda ud til at have skabt et vist fælles, værdimæssigt fodslag.

Som finansmanden George Soros skrev sidste år i The New York Review of Books, kunne Tyskland ved netop at påtage sig økonomisk ansvar for EU ikke blot træde ud af sin fortids skygge. Tyskland kunne også indtage den rolle, som USA havde i tiden efter den Anden Verdenskrig, da man med Marshall-hjælpen bidrog til at bringe Europa på fode igen.

I midten af 1990’erne undskyldte flere europæiske statsledere således for deres respektive landes medskyld i nazismens forbrydelser, heriblandt ikke mindst den franske præsident Jacques Chirac, der i 1995 fremsatte en officiel undskyldning for de franske politi- og embedsmænds deltagelse i deportationen af jøder under den tyske besættelse.

At selv Frankrig påtog sig medansvar kom til at betyde et markant skifte for Europa i forhold til synet på Anden Verdenskrig. Herefter fulgte en bølge af nationale selvopgør, hvor hidtil fortrængte sider af krigen er kommet frem i lyset, blandt andet den polske befolknings deltagelse i udryddelsen af polske jøder som beskrevet af den polsk-amerikanske historieprofessor Jan T. Gross, der igangsatte et reelt historieopgør i Polen.

Lige netop denne genfortolkning af Anden Verdenskrig, hvor andre end tyskere er blevet holdt ansvarlige for det, der skete, har været en vigtig forudsætning for, at Europa har kunne

FÆLLESEUROPÆISK ERKENDELSE

bevæge sig væk fra forestillingen om det nazistiske monster i

De to processer hænger i den forstand sammen: opgøret med

Tyskland over mod en tidssvarende historie-forståelse, der

forbrydelserne og de moralske svigt under Anden Verdenskrig,

gør Anden Verdenskrig til en fælleseuropæisk erfaring, som

som blev indledt omkring tre årtier efter krigens ophør, og

ligger til grund for det europæiske samarbejde.

32

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

FOTO: SEBASTIAN ZWEZ WIKIMEDIA COMMONS

“

om tyrkisk EU-medlemskab, hvor et af argumenterne typisk

I midten af 1990’erne undskyldte flere europæiske statsledere således for deres respektive landes medskyld i nazismens forbrydelser, heriblandt ikke mindst den franske præsident Jacques Chirac, der i 1995 fremsatte en officiel undskyldning for de franske politi- og embedsmænds deltagelse i deportationen af jøder under den tyske besættelse. At selv Frankrig påtog sig medansvar kom til at betyde et markant skifte for Europa i forhold til synet på Anden Verdenskrig.

har været kravet om en tyrkisk anerkendelse af overgrebet på armenerne under Første Verdenskrig som et folkedrab.

Noget, som fortsat vil kræve store indrømmelser af Tyrkiet og lægger op til markante forandringer af den tyrkiske stats forvaltning af fortiden.

OPGØR MED TIDLIGERE TIDERS URET Det kan i dag virke overraskende, men der helt frem til midten af 1990’erne kun var beskedne henvisninger i den fælleseuropæiske erindring til de mørke sider af Europas historie. Europa var en fremtidsfortælling baseret på de gode

“

Lige netop denne genfortolkning af Anden Verdenskrig, hvor andre end tyskere er blevet holdt ansvarlige for det, der skete, har været en vigtig forudsætning for, at Europa har kunne bevæge sig væk fra forestillingen om det nazistiske monster i Tyskland over mod en tidssvarende historie-forståelse, der gør Anden Verdenskrig til en fælleseuropæisk erfaring, som ligger til grund for det europæiske samarbejde.

sider af den europæiske modernitet, herunder ikke mindst Oplysningstiden, den franske revolution og den litterære

Hvor de vesteuropæiske lande op gennem 1990’erne

republik. Hvad denne modernitet også havde medført af

erkendte og gjorde op med deres medskyld i forbrydelserne

andre og mindre pæne ting, indgik ikke i forestillingerne om

under Anden Verdenskrig, sker der i dag et lignende opgør i

det historiske fundament for Europa. Men lige netop disse

de nye EU-lande med stalinismens forbrydelser og tiden

sider er der i dag blevet plads til. Europa har igennem de sidste

under kommunistisk styre. Disse opgør med først nazismen

10-15 år gennemgået en proces, hvor erkendelsen af tidligere

og nu også tiden under kommunismen har faktisk ført til, at

tiders forbrydelser og krænkelse af menneskerettighederne er

også andre og mindre pæne sider af den europæiske historie

blevet en forudsætning for EU-medlemskab.

er kommet i fokus, herunder ikke mindst kolonitid og

Det afspejles blandt andet i den tilbagevendende diskussion

slavehandel.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

33

“

For mens de europæiske samfund i de første årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig var optagede af at komme på fode igen rent økonomisk, er der igennem de sidste to årtier sket lige netop det, at de europæiske lande har set fortiden i øjnene og erkendt såvel kollaboration, moralsk svigt og meddelagtighed i nazismens forbrydelser.

FOTO: SEBASTIAN ZWEZ WIKIMEDIA COMMONS

34

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Det åbner imidlertid op for nogle helt andre perspektiver i det, der skal udgøre den fælleseuropæiske historie, hvor det netop kan blive opgøret med tidligere tiders uret, der kan samle medlemslandene, og hvor det bliver den moralske stillingstagen til fortiden, der forener.

“

At gøre op med krig og uret kan måske endda karakteriseres som en særegen europæisk norm, hvor soning omkring fortiden og de krige og blodsudgydelser, der før har hærget det europæiske kontinent, netop er blevet skrinlagt til fordel for integration og samarbejde.

At gøre op med krig og uret kan måske endda karakteriseres som en særegen europæisk norm, hvor soning omkring fortiden og de krige og blodsudgydelser, der før har hærget det europæiske kontinent, netop er blevet skrinlagt til fordel for integration og samarbejde. Nogle erindringsforskere peger endda på, at dette er et levn fra kristendommen, hvor det at forsone sig med fortiden er en måde at overkomme den på og samtidig opnå tilgivelse.

“

EN EUROPÆISK IDENTITET Kritikken har House of European History har imidlertid også ført til en revitalisering af den diskussion, der startede tilbage i 1980’erne i forbindelse med udbygningen af det fælles marked, og som handlede om behovet for en fælles historie, måske endda en fælleseuropæisk identitet. Og det er sundt, ikke mindst for Europa, at der på den måde er opstået en anledning til at tale om samarbejdet på tværs af lande-

Europa var en fremtidsfortælling baseret på de gode sider af den europæiske modernitet, herunder ikke mindst Oplysningstiden, den franske revolution og den litterære republik. Hvad denne modernitet også havde medført af andre og mindre pæne ting, indgik ikke i forestillingerne om det historiske fundament for Europa. Men lige netop disse sider er der i dag blevet plads til.

grænserne som andet end økonomi.

For findes der reelt en sådan europæisk storfortælling, der kan samle medlemsstaterne, ligesom nationerne i sin tid blev samlet omkring en national fortælling? Og skal Europa i det hele taget samles omkring et fælles historisk ståsted?

DET EUROPÆISKE HUS Et af de seneste tegn på denne udvikling mod integration også på andre områder end det økonomiske er det planlagte

“

Man siger undskyld og soner sine ugerninger gennem erindringspolitik og initiativer, der skal gengive historien om dengang, der var krig og konflikt.

House of European History, som er et initiativ udgået fra

Det er den debat, som det planlagte museum har givet anled-

Europa-Parlamentet, og som skal ligge i den tidligere East-

ning til, og som sammen med den økonomiske krise har

man-bygning i den centrale del af Bruxelles, ikke langt fra

genrejst forestillingen om det europæiske projekt som også et

andre EU-institutioner.

politisk og værdimæssigt projekt. I den anledning er det værd at overveje, om det særligt europæiske ikke så meget er selve

Hensigten med museet er at fremme forståelsen af den

historien, men det, at Europa trods århundreders krige og

europæiske historie og den europæiske integration generelt.

interne konflikter har formået at overkomme disse og

Initiativet har ikke overraskende medført en del kritik, som

samtidig nu forsøger at skabe en fælles fortælling om disse.

blandt andet går på, at et museum for Europas historie

Om det så lykkes kan diskuteres, men set i en global sammen-

umuligt kan andet end føre til en forfladigelse af fortiden.

hæng er det faktisk ganske enestående og meget europæisk,

Museet skal nemlig på én gang både give et transnationalt

at man har formået at etablere en norm om, at man gør op

overblik over Europas historie samtidig med, at det skal

med fortidens krig og uret. Man siger undskyld og soner sine

afspejle den diversitet, der kendetegner Europa og som

ugerninger gennem erindringspolitik og initiativer, der skal

netop er blevet fremhævet som det særligt europæiske, det

gengive historien om dengang, der var krig og konflikt.

forskelligartede. Men også det at spendere millioner af euro på det, som nogle ser som et narcissistisk projekt midt i en

om SKRIBENTEN

krisetid, bliver opfattet som utidig forfængelighed.

Britiske euroskeptikere har således fået nyt skyts og angrebet ’eurokraterne’ for at bruge skatteydernes penge til et selvpro-

Cecilie Felicia Stokholm Banke er historiker, ph.d. og seniorforsker i udenrigspolitik på DIIS.

moverende museum, der oven i købet har planer om at fremstille Anden Verdenskrig som en europæisk borgerkrig.

Noget, som i den grad falder briterne for brystet, og som også har sat sindene i kog blandt folk med eksempelvis indisk, amerikansk og australsk baggrund.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

35

UDBLIK

MARTIN SELSØE SØRENSEN DANIELLA KUZMANOVIC TINE TOFT JØRGENSEN STEFFEN WEGNER MORTENSEN FREDERIK MUNK KLARA CHRISTENSEN CAMILLA PAULSEN

LEGITIMITETEN SMULDRER UNDER DEN TYRKISKE MODEL interview med MARTIN SELSØE SØRENSEN af TINE TOFT JØRGENSEN Sommerens protester i Tyrkiet fangede den internatio-

”Som det ofte er tilfældet i Tyrkiet, er én ting,

nale presses fokus før den tyrkiskes. Begivenhederne har

hvad der bogstaveligt talt står i loven, mens noget

endnu engang afdækket den frie presses problemer i

andet er, hvad den ånd, som strømmer fra regeringen,

Tyrkiet. På tredjedagen for de store demonstrationer i Is-

foreskriver. Bare det at regeringen taler om, at

tanbul valgte den største tv-kanal, CNN Türk, at vise en

rammerne skal skærpes, at adfærden skal strammes, og

dokumentar om pingviner i stedet for at reportere om, hvad der skete på Taksim-pladsen. Mediedækningen og håndteringen af protesterne modtager international kritik, og legitimiteten bag premierminister Erdogans historiske fred med PKK og den tyrkiske model har fået nogle alvorlige slag.

at folk er blevet anholdt, gør, at folk begynder at tænke sig om. Tweeter man, hvis der er risiko for, at man skal sidde varetægtsfængslet i nogle uger? Det er tit den effekt, den type snak har på folk; det bliver til selvcensur.

Det er det samme, når man spørger de tyrkiske journalister, hvorfor de ikke skriver mere om protesterne, og hvordan de opererer. Så svarer de, at det er

Martin Selsøe Sørensen, der er Tyrkiet-korrespondent og til daglig bosat i Istanbul, påpeger, at Erdogans retorik har smittet af på hans støtter, der deler forestillingen om en udenlandsk konspiration med Tyrkiet: ”Det er den linje, Erdogan og mange af hans ministre kører, og det smitter af på befolkningen. AKP’s tilhængere i hvert fald. Man hører den samme linje fra dem: at det er udlandets skyld, udlændinges skyld og udenlandsk presses skyld.”

Selvom regeringen selv er storforbrugere af twitter, blev 30 mennesker i anden uge af protesterne anholdt i Izmir for at provokere på det sociale medie. Erdogan har blandt andet til

selvcensur. De ved nogenlunde, hvor grænsen går, og så stopper de et stykke før grænsen for ikke at komme i problemer. Det er en måde, staten i Tyrkiet har kommunikeret med befolkningen på i flere år. De hiver dem for retten, det koster en masse i advokatsalærer og måske trækker det dem igennem sølet i pressen. Der ender ikke nødvendigvis med en dom, men det pres det lægger, har en virkning i sig selv,” påpeger Martin Selsøe Sørensen.

“

...når man spørger de tyrkiske journalister, hvorfor de ikke skriver mere om protesterne, og hvordan de opererer. Så svarer de, at det er selvcensur.

Har du fulgt med i den tyrkiske presses dækning?

avisen Habertürk udtalt: ”There is now a menace called twitter”,

”Ja lidt, men vi opgav ret hurtigt. Vi ville jo ikke følge

og ”To me, social media is the worst menace to society”. Den

med dér. Jeg var sammen med nogle kollegaer en

tyrkiske indenrigsminister, Muammer Güler, har i den forbin-

aften, hvor det bragede løs, og ret sigende for situa-

delse udtalt, at han vil kigge efter huller i lovgivningen, og

tionen sad vi alle tre og kiggede på twitter. Det faldt

har dermed sendt et signal om, at regeringen ønsker flere re-

os ikke ind at tænde for fjernsynet. Jeg tror, at tyrkisk

striktioner på de sociale medier. Præsident Gül har dog

presse på nogle felter har forbedret sig i forhold til de

påpeget, at restriktionerne skal holde sig inden for EU’s lov-

første dage, men nogen imponerende dækning er det i

givning.

hvert fald ikke.”

38

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

FREDSPROCES MED PKK UNDER PRES

TYRKISK MODEL MED RIDSER I LAKKEN

Du har tidligere udtalt dig positivt om fredsprocessen med PKK.

Der er lagt enorme kræfter i at opbygge billedet af Tyrkiet

Hvor stærkt står den legitimitet, som Erdogan har bygget op

som foregangseksempel på en demokratisk stat i muslimsk

omkring denne fredsproces?

sammenhæng. En tyrkisk model, der kan være forbillede for regionen og blandt andet for de lande, der har oplevet, hvad

”Kurderfreden står ikke så godt, som den gjorde før

der typisk kaldes Det Arabiske Forår. Præsident Gül, der på

protesterne. Men det er det bedste bud i 30 år på en

mange måder er ved at bryde ud som en konkurrerende fløj

fred mellem Tyrkiet og de kurdiske oprørere i PKK og

til Erdogan inden for AKP, har i den forbindelse udtalt, at

hele deres bagland, og det er det sådan set stadigvæk.

det tager 10 år at opbygge et godt ry, men kun en uge at

Dette skyldes, at det fortsat er toppen af begge

ødelægge det.

systemer, der forhandler. PKK har næsten trukket sig ud af Tyrkiet – det var et af de skridt, der skulle tages

”Den tyrkiske model er jo i høj grad noget, de selv

i forhold til aftalen. Det er et konkret historisk skridt

har markedsført. Den har måske ikke været lige ap-

for PKK og for Tyrkiet. Det næste, der skal ske, er, at

petitlig for alle de nye arabiske regeringer, men den

regeringen skal til at levere. De skal levere en ny

har slået mere igennem for folket i de nordafrikanske

forfatning, der inkluderer det kurdiske mindretal i

lande. Her har man godt kunne lide, at man har haft

forfatningen og giver dem lige rettigheder. Det kræver

en islamisk bevægelse, som ikke blev truet på magten,

et vist demokratisk sindelag og overbevisning. Og

og som blev tilladt af militæret. Et land med et godt

troen på, at Erdogan kan levere det, er blevet noget

forhold til Europa, som stod for en god økonomi og

skrammet. Et andet problem er, at Erdogan er nødt til

demokrati. Det billede har lidt nogle alvorlige skram-

at have det pro-kurdiske BDP-partis stemmer for at få

mer, og regeringen har fået nogle skrammer. Både for-

den forfatning gennem parlamentet. Det er ikke

di de ikke var så demokratiske, som man kunne gå og

længere sikkert, at de har tiltro til, at Erdogan er den

tro, de var, og fordi de har gået så voldsomt til værks

demokrat, eller har den grad af demokrat i sig, som

over for folkelige legitime demonstrationer. Det er

man havde troet tidligere. Det er heller ikke sikkert, at

ikke særlig kønt. Men det er for tidligt at sige. Erdogan

de har lyst til, at han bliver den præsident, han ønsker.

går stadig rundt og lader sig hylde i de nordafrikanske

Så situationen er ikke lige så givet, som den var før.

lande. Men det er klart, at det tyrkiske eksempel er

Som sagt: Det er stadig det bedste bud i 30 år, men det

ikke så spiseligt, som det var tidligere,” siger Martin

er ikke så godt, som det var før protesterne,” vurderer

Selsøe Sørensen.

Martin Selsøe Sørensen.

Står Erdogans præsidentpost og falder med BDP? Udefra betragtet har EU-processen og det pres, som EU har ”Den præsidentpost, han gerne vil have, går fra det

“

lagt på Tyrkiet og dets institutioner, haft en positiv indflydelse på udviklingen i landet i retning af mere demokrati. Samtidig

Det næste, der skal ske, er, at regeringen skal til at levere. De skal levere en ny forfatning, der inkluderer det kurdiske mindretal i forfatningen og giver dem lige rettigheder. Det kræver et vist demokratisk sindelag og overbevisning. Og troen på, at Erdogan kan levere det, er blevet noget skrammet.

langer Erdogan kraftigt ud mod Europa-Parlamentets seneste

system, man har nu, som ligner et tysk system med en

ning [om Tyrkiet, red.]? I forbliver stille om, hvad der sker

mere ceremoniel præsident til et mere fransk/ameri-

i Frankrig, i England og andre steder i Europa, og I vover at

kansk system med en mere magtfuld præsident. Det

tage en beslutning om vores sikkerhedsstyrker, der gør deres

kan han kun med en forfatningsændring, hvilket

pligt og håndhæver loven over disse demonstranter. I er an-

kræver BDP’s stemmer. Så på den måde står den og

ti-demokratiske.”

resolution på området, hvor de udtrykker bekymring over den uforholdsmæssige og umådeholdne magt, anvendt af det tyrkiske politi i forbindelse med protesterne.

Erdogan har i den forbindelse udtalt sig i skarpe vendinger til parlamentet: “Har I retten til at tage en sådan beslut-

falder med, at han får en aftale med dem. Ellers kan han blive en lidt tandløs præsident, ligesom Abdullah Gül er.”

Hvor afgørende er forholdet til EU for befolkningen og sommerens demonstrationer? ”Tidligere stod det mere klart for tyrkerne, hvad et IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

39

EU-medlemskab ville betyde. Der var mere konkrete forhåbninger om, at det kunne lykkes en dag. De forhåbninger er stille og roligt forduftet de seneste år i takt med, at der er kommet flere kritiske meldinger fra nogle europæiske lande omkring det tyrkiske medlemskab. Processen er gået i stå, og det kan også i

“

Særligt efter Gezi-protesterne kan de demonstrerende godt se, at kampen for mere demokrati er en kamp, de må kæmpe selv. At ændre retning på Tyrkiet er noget, de i høj grad må gøre indefra.

høj grad tilskrives den tyrkiske regering. Jeg tror ikke, at den strandede proces har betydet det store for den tyrkiske befolkning. Særligt efter Gezi-protesterne kan de demonstrerende godt se, at kampen for mere demokrati er en kamp, de må kæmpe selv. At ændre retning på Tyrkiet er noget, de i høj grad må gøre indefra,” siger Martin Selsøe Sørensen og tilføjer, at den tyrkiske regering lytter mere til den amerikanske regerings reaktioner end til EU’s: ”De er jo ikke faret så hårdt frem mod Det Hvide Hus, som de er mod EU. Det er lidt en gratis omgang at gå til EU. Hvor USA har været langt mere aktiv i deres

PARTÎYA KARKERÊN KURDISTAN (PKK) Kurdistans arbejderparti, PKK, blev stiftet i 1978 under ledelse af Abdullah öcalan. PKK er på USA’s, EU’s og flere vestlige landes terrorlister. Opfordringen til en våbenhvile mellem PKK og Tyrkiets regering er kulminationen på langvarige forhandlinger mellem Öcalan og regeringen. Der er udover en våbenhvile lagt op til en fredskøreplan efter det kurdiske oprør i navnlig det sydøstlige Tyrkiet. Den tyrkisk-kurdiske konflikt har kostet over 40.000 mennesker livet.

kritik end EU har, har de ikke fået det samme møgfald igen. De seneste år er EU’s pres gradvist holdt op med at virke. USA’s kritik gør mere ondt, og Obama er den sidste, der har Erdogans fulde opmærksomhed.”

“

40

”Tidligere stod det mere klart for tyrkerne, hvad et EU-medlemskab ville betyde. Der var mere konkrete forhåbninger om, at det kunne lykkes en dag. De forhåbninger er stille og roligt forduftet de seneste år i takt med, at der er kommet flere kritiske meldinger fra nogle europæiske lande omkring det tyrkiske medlemskab.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

om MARTIN SELSØE SØRENSEN Martin Selsøe Sørensen er til daglig bosat i Istanbul som Tyrkiet-korrespondent for Politiken, Orientering på P1 og DR2 Udland. Tidligere korrespondent for Information. Afholder i samarbejde med Danmarks medie- og journalisthøjskole kurset ”Tyrkiets nye, svære kurs”.

TYRKIETS CIVILSAMFUND TRUER ERDOGANS PROJEKT interview med DANIELLA KUZMANOVIC af TINE TOFT JØRGENSEN Premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans parti,

for 10 år siden. Man kan tale

AKP, har formået at skabe nogle resultater, der ifølge

om det armenske folkemord.

Tyrkiet-ekspert, Daniella Kuzmanovic, uden problemer

Man kan faktisk også få udgivet bøger, hvor der står

ville give dem 40 pct. af stemmerne, hvis der var valg i

’Det Armenske Folkemord’ på forsiden. Man kan tale

dag. Ambitionerne om at blive den næste på præsidentposten ser dog ud til at blegne i sommerens protester, der for første gang har vist et samarbejdende civilsamfund. Et civilsamfund af en ung generation, der er opvokset i et mere demokratisk samfund end deres forældre.

om det kurdiske spørgsmål, og man er nu tættere på en løsning af det end nogensinde. Og det på trods af, at protesterne mudrer billedet i forhold til det kurdiske spørgsmål, fordi det pro-kurdiske parti, BDP, er kritiske over for AKP’s håndtering af protesterne.

Og så kommer endelig det forhold, at de faktisk har taget et opgør med militærets politiske rolle i Tyrkiet.

Det er næsten paradoksalt. Erdogan kom til magten i 2002

Den politiske rolle får militæret aldrig igen. De se-

og har siden oparbejdet en status som den mest populære

neste 10-12 år er baggrunden for, at man kan se den

leder siden landsfaderen Kemal Atatürk. Siden da har

type af demonstrationer og aktivisme, som man kan se

liberaliseringer og reformer vendt en recession til en vækst,

i gaderne i dag,” mener Daniella Kuzmanovic.

der i perioder har været på højde med den kinesiske, og nedbragt inflationen markant i landet. Tyrkiet er blevet spået at blive det femte land i de såkaldte BRIC(T)-lande og den

ERDOGANS MANDAT

17. største økonomi i verden. I foråret indledte Erdogan efter

Betragter man udviklingen igennem hele Erdogans og AKP’s

40 års borgerkrigstilstand en historisk fredsproces med PKK.

regeringsperiode, ser det næsten ud som om, at Erdogan er

En fred, der skulle være med til at sikre Erdogans position og

offer for den udvikling, han selv har været med til at skabe.

styrke det, Daniella Kuzmanovic kalder ”hans hede ønske om

Ved parlamentsvalget i 2011 fik AKP 49,7 pct. af stemmerne.

at blive Tyrkiets næste præsident” med udvidede beføjelser.

Ifølge Kuzmanovic var det så at sige her, det knækkede, da

Samtidig har AKP foretaget et opgør med militærets stærke

Erdogans og hans støtter fik en idé om, at de havde en rela-

position. Et opgør, der lige nu spiller sig ud i de såkaldte Er-

tivt uindskrænket magt. Hun understreger, at AKP igennem

genekon-retssager. Ambitionerne har været høje, og ændring-

perioden fra 2002 og frem har konsolideret sig selv i forskel-

erne i Tyrkiet i de 11 år, Erdogan har siddet på tronen, har

lige statslige organer ved at udskifte bureaukrater med deres

været tydelige. I løbet af sommeren er grundlaget under am-

egne hele vejen igennem systemet. Denne proces er ifølge

bitionerne dog blevet svækket som resultat af de mas-

Kuzmanovic kutyme i Tyrkiet og ikke noget nyt, AKP har

sedemonstrationer, der har udviklet sig til at være rettet mod

fundet på:

ham personligt. ”Konsolideringen af dem selv som en politisk og IPmonopolet har interviewet Daniella Kuzmanovic om

statslig elite, kombineret med mandaterne, giver dem

demonstrationernes effekt, civilsamfundets pludselige twit-

en idé om, at de har uindskrænket magt, og at de har

teruprising og legitimiteten bag Erdogans projekt.

folket bag sig. Erdogan ser sig som en, der har gjort meget for Tyrkiet; som den nye landsfader, der har

”Man må aldrig glemme, at der er sket en enorm

skabt et nyt Tyrkiet. Den idé om sig selv, tror jeg virke-

politisk liberalisering i løbet af de seneste ti år. Man

lig han har,” siger Kuzmanovic.

kan tale og skrive om mange ting, som man ikke kunne IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

41

Har han tabt terræn?

alkohol og feste, eller om man vælger en mere konservativ eller religiøs livsstil, hvor man eksempelvis bærer

”Det er usikkert. Der er kommet forskellige

tørklæde. Den form for politisk liberalisme og accept

meningsmålinger, men jeg giver ikke meget for at

af forskelligheden af hinandens livsstile er resultatet af

måle i den her situation. Jeg tror stadigvæk på, at hvis

en ny generation, som er opdraget i en meget mere

man udskrev valg i Tyrkiet i dag, ville han og AKP få

demokratisk situation end de tidligere. Hos den unge

40 pct. af stemmerne. Uden problemer. De ville ikke

generation er der en bevægelse, hvor det ikke handler

få 49, 7 pct. af stemmerne som sidst, men jeg tror helt

om at polarisere. Det handler ikke om os versus dem,

klart, at de ville få over 40 pct., og jeg tror helt klart,

men om at skabe plads til alle, plads til alles livsstile,

de ville genvinde et parlamentarisk mandat. Det er

plads til det individuelle valg. Det gør mig lidt optimis-

langt fra et parti, der har udspillet sin rolle, og det har

tisk, og det håber jeg kommer til at blive bærende for

Erdogan heller ikke personligt. Men det er klart, at

tyrkisk politisk kultur fremadrettet. Det bliver bare

Erdogan har gjort det betydeligt sværere for sig selv at

ikke i morgen,” lyder det fra Kuzmanovic.

realisere det, der er hans hede ønske: En stærk præsidentpost, hvor han selv skal sidde i to gange fire eller to gange fem år.”

TYRKIET OG EU I løbet af sommeren har både EU og USA kritiseret Erdogans reaktion på protesterne i flere tyrkiske byer. Det er bemærkelsesværdigt, at Erdogan har langet kraftigt ud mod EU’s kritik, men har forholdt sig anderledes stille i forhold til den kritik, der kommer fra USA. Kuzmanovic understreger, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bliver helt central for efterspillet af protesterne. Demonstranterne og deres advokater går ifølge hende til domstolen med det samme. EU’s indflydelse er til gengæld mere usikker:

“

...pendulet er svinget tilbage fra at have været meget tæt på EU til at være meget tættere på USA. Man kører nu den amerikanske akse, frem for den europæiske akse.

Kuzmanovic understreger hertil, at nogle af de mindre samlende grupper også er på gaderne, herunder de hårde venstreorienterede, de kemalistiske nationalister, kurdere, og fodboldfans fra de tre Istanbul-baserede klubber. Hun tilføjer, at der uundgåeligt er balladegrupper imellem, som man bliver nødt til at rumme og acceptere for at forstå folkemængden på Taksimpladsen og rundt omkring i Tyrkiet.

”Den her langen ud efter EU er et tydeligt signal om, at EU ikke spiller en så central rolle for Tyrkiet som tidligere. Hvis jeg kigger på situationen de sidste 5-7 år, så er pendulet svinget tilbage fra at have været meget tæt på EU til at være meget tættere på USA. Man kører nu den amerikanske akse, frem for den europæiske akse.”

“

Erdogan har gjort det betydeligt sværere for sig selv at realisere det, der er hans hede ønske: En stærk præsidentpost, hvor han selv skal sidde i to gange fire eller to gange fem år.

NYT OG MERE SAMLET CIVILSAMFUND ”Det, der gør mig ekstremt optimistisk, er, at jeg kan se, at mange af dem, der er på gaderne, er en ny generation, som tænker helt anderledes om at leve sammen. Blandt de yngre på gaderne er der et opgør med enhver form for autoritær tendens fra politikere og statens side. Det vil sige, at de ikke accepterer og tolererer, at staten og politikerne i udstrakt omfang blander sig i deres livsstil, og det gælder uanset hvilken livsstil, man vælger. Uanset om man vælger at drikke

42

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

FOTO: WIKIMEDIA COMMONS

Hvad adskiller det civilsamfund, du er optimistisk omkring i dag, fra det civilsamfund, du tidligere har forsket i? ”Den største forskel er, at det politiske civilsamfund, som jeg arbejdede med i midten af 2000-årerne, var et civilsamfund, som for det første var præget af kerneaktivisterne. Det vil sige folk, som i mange tilfælde havde en politisk historie, eller hvis familie havde en politisk historie. Det civilsamfund var ekstremt segmenteret. Kemalistiske nationalister demonstrerede for sig, venstreorienterede demonstrerede for sig,

“

Kemalistiske nationalister demonstrerede for sig, venstreorienterede demonstrerede for sig, kvinder demonstrerede for sig, miljøbevægelserne demonstrerede for sig, og kurderne demonstrerede selvfølgelig for sig. De gav ikke hinanden legitimitet som civilsamfundsaktivister. Tværtimod kæmpede de om, hvem der var de mest oprigtige civilsamfundsaktivister. Anerkendelsen af, at man alle sammen er fælles i en eller anden form for civilsamfundsmæssig bevægelse, eksisterede ikke rigtig. Det har denne sommers demonstrationer ændret.

kvinder demonstrerede for sig, miljøbevægelserne demonstrerede for sig, og kurderne demonstrerede selvfølgelig for sig. De gav ikke hinanden legitimitet

FAKTABOKS

som civilsamfundsaktivister. Tværtimod kæmpede de om, hvem der var de mest oprigtige civilsamfundsaktivister. Anerkendelsen af, at man alle sammen er fælles i en eller anden form for civilsamfundsmæssig bevægelse, eksisterede ikke rigtig. Det har denne sommers demonstrationer ændret. For det har virkelig været et eksempel på, at alle har været til stedet i det samme rum. Min oplevelse var, at man tidligere var nede på et plan, hvor forskellige former for aktivister ikke kunne svære i samme rum. Chancen for en demokratisk dialog var lig nul. Og det er i så høj grad tilfældet nu. Dog er polariseringen imellem de to grupper, altså dem, der ligger på AKP-linjen versus de andre civilsamfundsaktivister, desværre blot blevet endnu større. Det gør, at man stadigvæk har et segmenteret civilsamfund, sådan som jeg ser det.

“

Hos den unge generation er der en bevægelse, hvor det ikke handler om at polarisere. Det handler ikke om os versus dem, men om at skabe plads til alle, plads til alles livsstile, plads til det individuelle valg.

om DANIELLA KUZMANOVIC Daniella Kuzmanovic er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (Tors) ved KU. Hun forsker i tyrkisk politisk kultur og er tilknyttet forskningsprojektet ”Nye islamiske offentligheder”. Hun er uddannet antropolog og forfatter til bogen ”Refractions of Civil Society in Turkey”.

Protesterne i Tyrkiet startede tirsdag d. 28 juni i Geziparken, der ligger klods op ad Taksim-pladsen. Demonstranterne består primært af den halvdel af befolkningen, der ikke stemte på premierminister Tayyip Recep Erdogan og AKP. Demonstranternes krav spænder vidt, fra områder som den frie presse, forsamlingsfrihed, sekularisme og en generel utilfredshed med det, de mener er en overdreven indblanding i privatlivet fra AKP’s side.

Demonstrationerne har langt fra kun foregået i Istanbul, hvor mediedækningen har været størst, men i 78 af Tyrkiets 81 provinser, blandt andet i Ankara, Adana, Izmir og Antalya. Fire mennesker er blevet dræbt ved demonstrationerne, 7.822 sårede og omkring 1.000 fængslede.

Der er en spærregrænse på 10 pct. for partier i Tyrkiet, hvilket gør det svært for nye partier at komme i parlamentet. De to største partier er det konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, og Det Republikanske Folkeparti, CHP, der fik henholdsvis 49,7 pct. og 25,6 pct. af stemmerne ved valget i 2011. Derudover er der det Nationalistiske Folkeparti MHP (13 pct.) og det prokurdiske, venstreorienterede BDP.

OM SKRIBENTEN Tine Toft Jørgensen studerer journalistik og EU-studier på RUC og har netop færdiggjort et semester på Yeditepe University i Istanbul.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

43

DEN LEMPELIGE PENGEPOLITIK: ET FARLIGT ØKONOMISK EKSPERIMENT af STEFFEN WEGNER MORTENSEN Seddelpressen er på det seneste kommet på alvorligt

præmiereminister Shinzo Abe.

overarbejde i kældrene hos verdens centralbanker. Og

Tilhængere af den aggressive pengepolitik fastholder, at disse

det i en sådan grad, at det kvalificerer sig til et af de

mange voldsomme tiltag har været med til at afbøde den

største og farligste økonomiske eksperimenter nogensinde. Aldrig har renterne været lavere, og aldrig har centralbankernes opkøb af aktiver været større. Der er desværre tale om et globalt eksperiment: Centralbanker fra USA over Europa til Kina og ikke mindst Japan forfølger alle den samme ekstremt lempelig pengepolitik.

De seneste voldsomme stigninger i aktier, erhvervs- og statsobligationer og ikke mindst de mere eksotiske finansielle produkter kombineret med en slukøret realøkonomi

økonomiske krise. Den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, er en af de fremmeste eksperter i 1930’ernes Store Depression, og han har været meget opmærksom på ikke at gentage fejltagelser fra Depressionen, hvor pengepolitikken netop var alt for stram. Det er utvivlsomt rigtigt, at centralbankernes tiltag har været med til at opbløde den økonomiske krise. Man må bare ikke være blind for de negative konsekvenser, disse voldsomme indgreb skaber. Min påstand er, at de negative konsekvenser vil overgå politikkens positive effekter. Jeg ser bobledannelse som en af de største farer.

er en cocktail, der burde få de fleste til at undre sig.

Eksperimenterne når konstant nye højder, der får nullernes økonomiske irrationalitet til at blegne. Hvornår brister den boble, centralbankerne så ivrigt puster op?

BOBLESKABELSE De mange billioner euro, pund, yen, yuan og dollar der pumpes ud i økonomien har sat sine klare spor i finanssektoren. På grund af de lave renter presses investorer med blot

Investorer, regeringer og mange husejere har alle et stift blik

et beskedent mål om et afkast ud i de mere risikofyldte

rettet mod centralbankerne i disse år. Siden finanskrisens ud-

aktiver som aktier og erhvervsobligationer. Mange aktie-

brud har centralbankerne påtaget sig en endog meget aktiv

markeder har ramt niveauer, som sidst blev nået inden finan-

rolle i at bekæmpe finanskrisen og den efterfølgende lave

skrisens udbrud. I 2013 slog S&P 500 og Dow Jones nullernes

vækst. Centralbankerne har sænket renterne til rekordlave

rekorder, mens vores eget C20-indeks for første gang ramte

niveauer og opkøbt finansielle aktiver. Disse opkøb kaldes på

de 600 kr. 1. august i år. De mange stigninger synes paradok-

uskønt dansk ”kvantitative lempelser”. Den amerikanske cen-

sale i en situation med arbejdsløshed, lav vækst og gældskrise.

tralbank ”The Federal Reserve” (FED) opkøber månedligt aktiver for 85 mia. dollar. Det svarer nogenlunde til et

Figur 1 viser, hvordan arbejdsløshed og aktiekurser har fulgt

månedligt opkøb på størrelse med den samlede danske stats-

hinanden mod nye højder den seneste tid i Europa. Denne

gæld.

noget overraskende og paradoksale sammenhæng er et godt billede på, hvordan centralbankernes likviditet skaber mas-

Vendes blikket mod Europa, gør samme tendens sig gældende

sive skævvridninger på markederne. Stigende arbejdsløshed

hos Den Europæiske Centralbank (ECB). For omtrent et

tyder på en realøkonomi i problemer og i en sådan situation

år siden forsikrede ECB’s præsident, Mario Draghi, finans-

burde aktiekurserne bestemt ikke stige – og slet ikke til de

markederne om, at ECB ville påtage sig en særdeles aktiv

høje niveauer, vi oplever for tiden. Dekoblingen af

rolle i krisebekæmpelsen. De efterhånden berømte og effek-

aktiekurserne fra realøkonomiens fundamentale tilstand er

tive ord lød: “The ECB is ready to do whatever it takes to

ekstremt farlig og i min optik tyder det på, at vi allerede nu

preserve the Euro. And believe me, it will be enough”. ECBs

har massive bobledannelser. Ligeledes har markederne helt

balance er da også svulmet med omtrent 1.400 mia. euro

paradoksalt på det seneste reageret negativt på positive

siden 2008. I verdens tredjestørste økonomi, Japan, har

nyheder fra realøkonomien, fordi en realøkonomisk bedring

centralbanken bundet sig til intet mindre end en fordobling

sandsynligvis vil føre til en stramning af pengepolitikken. De

af pengebasen. Politikken er døbt Abenomics efter Japans

oppustede markeders afhængighed af centralbankerne er

44

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Figur 1: Stiplet graf: Bloombergs European 500 Index i euro (Kilde: Bloomberg). Sort graf: Eurozonens arbejdsløshed procent (Eurostat)

altså meget tydelig. Hver ny runde af kvantitative lempelser

svømme til realøkonomien. Pengepolitikkens evne til at på-

har skabt tydelige stigninger i aktiekurser, ligesom perioderne

virke realøkonomien kaldes den monetære transmissionsme-

mellem programmerne har skabt fald i aktiekurserne.

kanisme. Den monetære transmission er særligt udfordret i

Bemærk eksempelvis den voldsomme stigning i europæiske

Europa. Eksempelvis sætter national lovgivning i Spanien og

aktier i slutningen af 2011 og starten af 2012, hvor ECB

Portugal minimumsgrænser for renten på boliglån. Det bety-

netop lancerede en lempelse kaldet Long-Term Refinancing

der, at uanset hvor lavt ECB sætter renten, vil det ikke kom-

Operation – blandt de taknemmelige venner i den europæiske

me trængte boligejere i Spanien og Portugal til gode.

finanssektor blot kaldet LTRO.

Derudover og vigtigere har Europas små og mellemstore

“

virksomheder meget trange lånevilkår. Lånemulighederne er så ringe, at det britiske magasin, The Economist, til trods for

Dekoblingen af aktiekurserne fra realøkonomiens fundamentale tilstand er ekstremt farlig og i min optik tyder det på, at vi allerede nu har massive bobledannelser.

ECB’s lempelige pengepolitik taler om et egentligt ”credit crunch” i Europa.

Et fremtrædende, godt modargument til ovenstående er, at de såkaldte aktievalueringer ikke tyder på bobledannelse.

Ganske vist er aktiekurserne i rekordhøjder, men mange af de børsnoterede selskaber tjener også rigtig mange penge, hvilket retfærdiggør kursstigningerne, lyder argumentet. Et

“

Den monetære transmission er særligt udfordret i Europa. Eksempelvis sætter national lovgivning i Spanien og Portugal minimumsgrænser for renten på boliglån.

Det betyder, at uanset hvor lavt ECB sætter renten, vil det ikke komme trængte boligejere i Spanien og Portugal til gode.

typisk mål for valueringerne er Tobins Q, der viser forholdet mellem aktiekurser og selskabers underliggende værdi, op-

Disse data kommer fra EU selv, så problemet er åbenlyst

kaldt efter nobelprismodtageren James Tobin. FED’s bereg-

erkendt i Bruxelles. Derfor er der også snak i krogene om, at

ninger af Tobins Q tyder således ikke på bobledannelse.

ECB vil begynde at benytte sig af en række mere eksotiske

Jeg vil dog påpege, at Tobins Q nogenlunde er på samme

finansielle produkter for at lempe kreditbetingelserne for de

niveau som inden finanskrisen, og at man derfor måske ikke

små og mellemstore virksomheder og dermed tage den lem-

skal sætte alt for stor lid til dét mål, hvis man vil forudse

pelige pengepolitik til helt nye højder. Det ville givetvis være

bobledannelse.

godt for arbejdsløsheden i EU, hvis man rent faktisk hjalp de virksomheder, der skabte jobs. Men ECB vil i så fald skrue op

JOBSKABELSE I EU

for den akademiske legesyge og benytte sig af eksotiske finan-

Det overordnede problem er, at store dele af centralbank-

sielle produkter, som ellers ikke har været betragtet som

ernes likviditet forbliver i den finansielle sektor i stedet for at

”stuerene” siden finanskrisens udbrud.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

45

“

Det japanske eksempel udviser utvivlsomt betydelige

Den ekspansive pengepolitik giver stigende aktiekurser, hvilket gør finansiering billigere for de store børsnoterede selskaber, mens de små og mellemstore virksomheder kæmper under særdeles trange lånevilkår. Det er et kæmpe problem, fordi de små og mellemstore virksomheder, ifølge EU-kommissionen, har stået for hele 80 pct. af jobskabelsen i EU over de seneste 5 år.

problemerne

med

national

lovgivning

samt

manglende udlån til de små og mellemstore virksomheder risikerer centralbankernes mange ”billige penge” at fortrænge viljen til at foretage de allermest nødvendige reformer. Den internationale sammenslutning af centralbanker, Bank for International Settlements, beskrev situationen meget præcist i deres seneste rapport, hvor der rettes en hård kritik mod organisationens egne medlemmer, centralbankerne: “Continued low interest rates and unconventional policies have made it easy for the private sector to postpone deleveraging, easy for the government to finance deficits, and easy for the authorities to delay needed reforms in the economy and in the financial system. After all, cheap money makes it easier to borrow than to save, easier to spend than to tax, easier to remain the same than to change.”

Centralbankernes symptombehandling hæmmer bekæmpelsen af de reelle problemer både i den private og offentlige sektor.

STIGENDE ULIGHED Den manglende transmission til realøkonomien er også med at skabe øget økonomisk ulighed. Kun højindkomstgrupperne nyder godt af de stigende aktiekurser. Centralbankernes håb er naturligvis, at denne velstand vil diffundere til resten af økonomien, men det er der desværre ikke meget, der tyder på. Rapporter fra American Express Publishing samt Harrison Group peger på, at velstående amerikanere i stadig højere grad sparer op, mens den økonomiske ulighed stiger.

EKSPERIMENTETS TRACK RECORD Det skal retfærdigvis siges, at den lempelige pengepolitik også har haft en række positive effekter på realøkonomien.

Japan er nok det bedste eksempel, hvor Abenomics har svækket den japanske yen og dermed presset eksporten op med hele 16,5 pct. siden november 2012. De japanske husholdningers tillid er steget til det højeste niveau siden 2007, og salget i Tokyos indkøbscentre er steget 9,4 pct. siden juni i år.

Hvis man ser bort fra stigningerne umiddelbart efter jordskælvet i 2011, er salget på højeste niveau siden 1990.

46

mentets track record afslører, at den ordinerede medicin gang på gang har gjort patienten syg. Og som svar på symptomerne ordinerer centralbankerne blot mere af mere af den samme medicin.

FED’s historiske handlemønster bruges gerne som argument for, at den nuværende pengepolitik blot skubber problemet foran sig og skaber en ny og større boble. Fortællingen starter

UDSKUDTE REFORMER Udover

realøkonomiske forbedringer lige nu. Men et kig på eksperi-

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

med den amerikanske kapitalfond, Long Term Capital Management, der kom i alvorligere problemer i slutningen af 1990’erne. I et forsøg på at bekæmpe den efterfølgende uro sænkede FED renterne. Disse lave renter skabte fundamentet for IT-boblen, der brast i 2000. FED reagerede igen ved at sænke renterne. Det samme gjorde FED også efter terrorangrebene 11. september 2001. Således støbte FED fundamentet for den endnu større subprime-boble, der brast i 2008.

Også denne gang var svaret fra FED at sænke renten yderligere. Det minder om Einsteins definition af idioti, nemlig at foretage det samme eksperiment gang på gang og forvente nye resultater. Hvornår brister den nye og endnu større boble, som centralbankernes lempelige pengepolitik så livligt blæser op i disse år?

Det er naturligvis meget polemisk opstillet, men de seneste voldsomme stigninger i aktier, erhvervs- og statsobligationer og ikke mindst de mere eksotiske finansielle produkter kombineret med en modvillig realøkonomi er et uhelligt sammenfald, der burde få de fleste til at undre sig. Pointen er derfor ikke, at den lempelige pengepolitik kun gør skidt, som det japanske eksempel tydelig viser. De positive konsekvenser kan blot ikke måle sig med de enorme risici, der er forbundet med dette verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment.

“

• ECB vil søge nye veje til at lempe pengepolitikken for

Det minder om Einsteins definition af idioti, nemlig at foretage det samme eksperiment gang på gang og forvente nye resultater. Hvornår brister den nye og endnu større boble, som centralbankernes lempelige pengepolitik så livligt blæser op i disse år?

dermed at facilitere øget udlån til små og mellemstore virksomheder og dermed skrue op for de pengepolitiske eksperimenter.

PENGEPOLITIKKENS FREMTID Afslutningsvis mit bud på den globale pengepolitiks fremtid.

Pengepolitikken ser ud til at blive mere differentieret, hvor

“

Pointen er derfor ikke, at den lempelige pengepolitik kun gør skidt, som det japanske eksempel tydelig viser. De positive konsekvenser kan blot ikke måle sig med de enorme risici, der er forbundet med dette verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment.

USA, Kina og Indien på fornuftig vis vil stramme op, mens EU og Japan sandsynligvis vil lempe yderligere. Den globale pengepolitik vil dog generelt stadigvæk være på et historisk lempeligt niveau:

Japan og EU ser ud til at fortsætte og forstærke det farlige eksperiment, mens andre betydningsfulde aktører skruer lidt ned for den akademiske legesyge. Europa kan derfor tilføje

• Den amerikanske centralbanks udmeldinger peger på, at centralbanken vil skrue ned for de kvantitative lempelser senere i år, og at opkøbene vil ophøre medio 2014.

Rentestigninger i USA kommer dog sandsynligvis ikke før

endnu et problem til den efterhånden lange liste over økonomiske udfordringer, når ECB skruer op for sit gamble med europæiske nationer, virksomheder og husholdningers økonomi.

2015.

• Stigende inflation og høj kreditskabelse vil ligeledes føre til pengepolitiske stramninger i lande som Brasilien, Kina og Indien.

• Den japanske centralbank har bundet sig til en dramatisk ekspansion af pengebasen, der har skubbet den japanske økonomi mod bedring. G20 har accepteret Abenomics og

om SKRIBENTEN Steffen Wegner Mortensen læser statskundskab ved Københavns Universitet.

Han studerer i øjeblikket ved Lee Kuan Yew School of Public Policy i Singapore og arbejder derudover som studentermedhjælper i Saxo Bank.

IMF har ligeledes rost politikken. Derudover har præmiereminister Shinzo Abe et historisk stærkt parlamentarisk grundlag efter parlamentsvalget i juli. Derfor taler både nationale og internationale forhold for, at politikken kan fortsættes og forstærkes.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

47

3 MYTER OM DEN LEMPELIGE PENGEPOLITIK af FREDERIK MUNK Vi er nu 5 år inde i en verdensomspændende finanskrise, der er den værste af slagsen siden depressionen i 1930’erne. Millioner af mennesker verden over står uden job og har måttet gå fra hus og hjem. På det seneste har der været snak om lys for enden af tunnelen, men det er afgørende for opsvinget, at centralbankerne verden over fastholder den lempelige pengepolitik. og man har indtil finanskrisen været i stand til at undgå sådanne verdensomspændende begivenheder.

ET BLIK PÅ HISTORIEN Den 29. oktober 1929 krakkede New Yorks fondsbørs, hvilket udløste en bølge af konkurser blandt investorer og finansielle institutioner. Datidens regeringer og centralbanker undlod at intervenere med henvisning til, at det var bedst at lade markedet håndtere krisen. Den økonomiske genopretning

“

Depressionen i 1930’erne fungerer som et godt eksempel på, hvad der ville være sket i dag, hvis ikke centralbankerne aktivt havde støttet økonomien efter finanskrisen.

udeblev dog, og konkurserne bredte sig til ikke-finansielle

Gennem 1990’erne har der været stor medvind på bolig-

virksomheder verden over. Da man endelig begyndte at

markedet. Dette kan forklares ved de usædvanligt gode

snakke

havde

økonomiske forhold i 1990’erne samt de gradvist afslappede

pengemængden indskrænket sig voldsomt og udløst en

lånevilkår. Hverken i USA eller Danmark blev der gjort ret

verdensomspændende depression. Verdenshandlen faldt med

meget for at lægge en dæmper på udviklingen, og man fik

50 pct. og arbejdsløsheden steg til mellem 25 og 33 pct. i den

pustet en boligboble op. Man endte med at låne til folk uden

vestlige verden. Der gik næsten 10 år og en verdenskrig, før

indkomst eller formue, mens andre købte huse blot for at

økonomien var tilbage i ligevægt.

videresælge dem. Dette blev uden omtanke finansieret

om

stimulerende

økonomisk

politik,

gennem securitization af realkreditobligationer. Her samler Depressionen i 1930’erne fungerer som et godt eksempel på,

man en bunke af realkreditlån med samme risikoprofil og

hvad der ville være sket i dag, hvis ikke centralbankerne ak-

skaber værdipapirer ud af betalingsstrømmene, der herefter

tivt havde støttet økonomien efter finanskrisen. Når banker

frit kan handles på kapitalmarkederne. Det havde til formål

observerer et fald i den økonomiske aktivitet, har de tendens

at gøre boligmarkedet mere likvidt, men den manglende

til at trække følehornene til sig og skære tilbage på udlåns-

transparens og regulering medførte samtidigt, at ingen vidste,

væksten. Dette reducerer efterspørgslen, da virksomheder får

hvem der bar risikoen, hvis boligmarkedet dykkede.

sværere ved at finansiere nye investeringer og udglatte sine cashflows, og den private sektor får derfor problemer med at

Det viste sig at være næsten alle. Blot et mindre fald i bolig-

finansiere forbrug og boligkøb. Bankerne reagerer herefter på

priserne var nok til at underminere egenkapitalen hos mange

dette ved yderligere at skærpe kreditgivningen, og man får en

finansielle institutioner. Lehman Brothers, en af de største

selvforstærkende spiral af skærpede lånemuligheder og fald i

globale investeringsbanker, gik i 2008 konkurs med aktiver

efterspørgslen, der går under betegnelsen ”den finansielle ac-

for næsten 700 mia. dollars, og resten af investeringsbank-

celerator-mekanisme”. Friktioner på kapitalmarkederne kan

erne måtte få bankpakker fra regeringer og ekstraordinære

udvikle sig til store makrobegivenheder, hvis man ikke har en

likviditetstildelinger fra centralbankerne for at overleve.

stærk centralbank, der sørger for at stimulere efterspørgslen

Selvom man handlede hurtigt og undgik en depression som i

under krisetider og lægge en dæmper på udviklingen, når det

1930’erne, stod man tilbage med en global recession og et

går godt. Det er også det, man har gjort siden Depressionen,

omfattende oprydningsarbejde.

48

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Dette fungerer dog kun, så længe renten er større end nul, fordi centralbanken ikke presse renten længere ned. Hvis inflationen stadig falder, vil realrenten stige i stedet, hvilket blot vil forstærke efterspørgselsshocket. Til sidst kan man

KRISEHÅNDTERINGEN Centralbankerne verden over har herefter ført en meget ekspansiv pengepolitik for at stimulere efterspørgslen. Ved et efterspørgselsshock

skærer

virksomhederne

tilbage

på

arbejdskraft for at undgå at binde unødvendig kapital i lagerophobninger.

Dette får marginalproduktet på arbejdskraften til at stige, hvilket sænker virksomhedernes marginalomkostninger i produktionen, således at prisudviklingen dæmpes. Det er grunden til, at man altid observerer et fald i inflationen, når efterspørgslen falder. Centralbanker har typisk mandat til at stabilisere inflationen, hvilket medfører, at de vil reagere ved at sænke den korte rente. Dette gøres mere end 1-til-1 med faldet i inflationen, da realrenten – gevinsten ved udskyde forbrug og investeringer – ellers vil stige i stedet. Således kan centralbanken øge efterspørgslen og modvirke effekten af den finansielle acceleratormekanisme. I takt med at produktionen stiger, vil marginalproduktet herefter falde, hvilket presser virksomhedernes marginalomkostninger op og skaber inflation. Centralbanken hæver derfor renten som svar, og dette fortsætter indtil økonomien er i ligevægt.

ende med deflation, hvor den reale værdi af gælden stiger, hvilket bliver svært at komme ud af. Omstændigheder som disse kaldes likviditetsfælder, og her er konventionel monetær politik ikke længere effektiv.

Det er denne frygt, der har medført, at centralbankerne er gået videre til mere ukonventionelle midler i form af quantitative easing (QE.) I stedet for blot at manipulere den korte rente er centralbankerne med USA i spidsen gået videre til at opkøbe realkredit, erhvervsobligationer og længere statsobligationer. Herigennem kan pengemængden og de lange renter påvirkes og efterspørgslen stimuleres.

“

...man kan ende med deflation, hvor den reale værdi af gælden stiger, hvilket bliver svært at komme ud af.

Omstændigheder som disse kaldes likviditetsfælder, og her er konventionel monetær politik ikke længere effektiv. Det er denne frygt, der har medført, at centralbankerne er gået videre til mere ukonventionelle midler i form af quantitative easing.

Det er gennem disse økonomiske mekanismer, at man har

Det er dog vigtigt at huske, at pengemængden er en endogen

tiltro til en automatisk konvergens tilbage til en ”steady

variabel, som centralbanken kun kan påvirke indirekte.

state”-tilstand efter et shock. Det vigtige er dog at presse re-

Centralbankpolitikken kan sagtens være meget ekspansiv,

alrenten ned, da pengepolitikken ellers vil ende med at have

uden at det påvirker pengemængden, hvis folk på den anden

medcyklisk konjunktureffekt. Efter finanskrisens udbrud

side låner og handler mindre. Det er derfor noget misforstået

faldt inflationen, og centralbankerne sænkede renten som

at tolke ekspansiv pengepolitik som at ”lade seddelpressen

modsvar.

rulle”, hvilket uddybes i boks 1.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

49

Boks 1: Udviklingen i den ’brede’ pengemængde i USA. Den brede pengemængde består af penge i omløb samt indeståender på indskuds- og opsparingskonti. Til trods for de historisk lave renter og aggressive opkøbsprogrammer har pengemængden udviklet sig stabilt. Dette betyder ikke i sig selv, at pengepolitikken har været ineffektiv, da en neutral/stram

Boks 2: Udviklingen i kerneinflationen og Federal Reserve’s balance. Kerneinflationen er et mål for den langsigtede trend i prisudviklingen, og centralbankens balance viser udviklingen i aktiver gennem opkøbsprogrammerne. Det ses, at hver gang opkøbene er stoppet og balancen ligger fladt, har kerneinflationen haft en bekymrende tendens til at falde.

pengepolitik sandsynligvis ville have medført et fald i pengemængden og trukket efterspørgslen med sig.

“

Kritikken af den lempelige pengepolitik har hovedsageligt drejet sig om inflation, strukturelle problemer og aktivbobler. Størstedelen af kritikken fremstår dog ved nærmere eftersyn både logisk inkonsistent og empirisk mangelfuld.

• Myte 2: Pengepolitikken skaber aktivbobler I løbet af året har aktiekurserne haft en stabil fremgang, hvilket har udløst bekymringer om, at pengepolitikken er ved at danne aktivbobler. Først og fremmest er udviklingen ikke så alvorlig igen; boks 3 viser, at aktierne først for nylig har passeret niveauet før krisen, og Shiller P/E indekset (aktiekurser i forhold til virksomhedsindtjeninger) er på omkring samme niveau som før krisen.

3 MYTER OM CENTRALBANKPOLITIKKEN Finanskrisen har nødvendiggjort en historisk lempelig pengepolitik, og det har tiltrukket mange kritikere med holdninger om, at det er alt lige fra amoralsk til ineffektivt og måske endda farligt. Eksempelvis blev den amerikanske centralbankchef truet med lynching af en tidligere præsidentkandidat (!), hvis han nogensinde kom til Texas. Kritikken af den lempelige pengepolitik har hovedsageligt drejet sig om inflation, strukturelle problemer og aktivbobler. Størstedelen af kritikken fremstår dog ved nærmere eftersyn både logisk inkonsistent og empirisk mangelfuld.

“

Priserne vil kun presses op, hvis efterspørgslen overstiger produktionen, og den lempelige pengepolitik vil derfor først skabe inflation, når efterspørgslen er tilstrækkelig stærk.

Aktiers værdi svarer til nutidsværdien af de fremtidige dividender, så selvom beskæftigelsen og væksten ikke er fulgt med, kan stigningerne stadig være plausible, hvis de baserer sig på bedre fremtidsforventninger. Samtidigt med at aktierne er steget, er andre værdipapirer gået den anden vej.

• Myte 1: Pengepolitikken skaber inflation

Guld, som traditionelt er et hedge mod dårlige tider, har tabt

Det primære kritikpunkt har gennem længere tid været

næsten en tredjedel af sin værdi i år, og obligationskurserne,

risikoen for inflation. Kritikken udspringer af tendensen til at

som er mindre risikobetonede end aktier, er ligeledes faldet

tolke lempelig pengepolitik som ”at lade seddelpressen rulle”,

generelt. Disse fald tyder på, at investorerne har en forvent-

hvilket nødvendigvis må medføre, at inflationen løber løbsk.

ning om en kommende genopretning, og de justerer derfor

Denne frygt er dog sjældent blevet delt af økonomer. Med en

sine dispositioner for at indfange gevinsterne fra et muligt

så dyb efterspørgselskrise ville det være ulogisk for virksom-

opsving.

hederne at sætte priserne i vejret, da der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel. Priserne vil kun presses op, hvis efterspørgslen

Aktiepriser er generelt svære at spå om, men min påstand er,

overstiger produktionen, og den lempelige pengepolitik vil

at hvis det virkelig var QE, der pressede aktiepriserne kun-

derfor først skabe inflation, når efterspørgslen er tilstrækkelig

stigt op, så ville andre aktivklasser også være fulgt med, da

stærk. 5 år inde i krisen har der da også kun været tegn på det

investorerne ville diversificere. Dollaren ville da have været

modsatte af en løbsk inflation, jf. boks 2.

deprecieret, da investorer ville søge udenlandsk, renterne

50

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

ville være faldet, og commodities, inklusive guld, ville være steget. Dette er dog bare svært foreneligt med faldet i guldpriser og obligationer og den stabile dollar.

“

Aktiepriser er generelt svære at spå om, men min påstand er, at hvis det virkelig var QE, der pressede aktiepriserne kunstigt op, så ville andre aktivklasser også være fulgt med, da investorerne ville diversificere.

“

De oftest omtalte strukturelle problemer er skatteforvridninger, arbejdsincitamenter, eurozonens opbygning og størrelsen på den offentlige sektor. Hvis det virkeligt er disse problemer, der forklarer krisetilstanden, er det mærkværdigt, at det ikke var en hæmsko for væksten før i tiden.

FORTSÆT STIMULERINGSPOLITIKKEN

Aktierne kan naturligvis sagtens falde igen, hvis investorerne mister tilliden til genopretningen. Men faldet kan altså ske, uanset hvordan den pengepolitiske kurs tilrettelægges, hvilket er yderligere belyst i boks 3.

Efter 5 år med en historisk lempelig pengepolitik er de omtalte dommedagsprofetier stadig ikke gået i opfyldelse.

Alligevel bliver de ved med at genopstå i forskellige afskygninger, men heldigvis afviser de uafhængige centralbanker fortsat kritikken. Når opsvinget stadig er så skrøbeligt, ville en pengepolitisk opstramning sandsynligvis have fatale konsekvenser. Det er også derfor, at den amerikanske centralbank har udtalt, at opkøbsprogrammerne fortsætter, indtil arbejdsløsheden er under 6,5 pct. Ligeledes vil ECB gøre alt for at redde euroen, og taget de sydeuropæiske landes tilstand i betragtning indebærer det nok stimuleringspolitik langt ud i fremtiden.

om SKRIBENTEN Frederik Munk læser økonomi på 3. år ved Københavns Universitet og arbejder som student i Finansministeriet.

Boks 3: Federal funds og S&P 500.

Federal funds rate er et udtryk for den korte rente i USA, og S&P-indekset viser udviklingen blandt 500 toneangivende amerikanske aktier. Her ses det, at inflationen har haft tendens til at falde, selvom renten var 0, hvilket har været en medvirkende årsag til opkøbsprogrammerne. Ydermere opstod ITboblen i de sene 1990’ere til trods for en stram pengepolitik med renter over 5 pct. det meste af tiden.

• Myte 3: Pengepolitikken holder væksten tilbage En tredje populær myte er, at monetær politik er ineffektiv, da det er strukturelle problemer i økonomien, der holder væksten tilbage. De oftest omtalte strukturelle problemer er skatteforvridninger, arbejdsincitamenter, eurozonens opbygning og størrelsen på den offentlige sektor. Hvis det virkeligt er disse problemer, der forklarer krisetilstanden, er det mærkværdigt, at det ikke var en hæmsko for væksten før i tiden. Det ville også betyde, at økonomien så opererede ved optimal kapacitet, hvorfor en lempelig pengepolitik ville give inflation.

Finanskrisen er udelukkende et efterspørgselsproblem, der opstod ud fra en sprunget boligboble. Selvom man løste mange af de strukturelle problemer, er det særdeles urealistisk, at arbejdsløsheden ville forsvinde.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

51

STATSOPBYGNINGENS SMULDRENDE FUNDAMENT af KLARA CHRISTENSEN Det internationale samfund har siden 2. verdenskrig set

Den anden kategori indeholder operationer, som vi har set i

det som en af sine fornemmeste opgaver at forsøge at

Irak og Afghanistan, hvor bevæbnede styrker anvendes til en

opbygge fejlslåede og dysfunktionelle stater. Dette gjorde

reel besættelse af landet. Erfaringen viser, at begge metoder

sig særligt gældende under 1960’ernes afkolonisering og

har haft en begrænset succes.

i årene efter Murens fald, men emnet er nu igen blevet højaktuelt med de turbulente begivenheder i kølvandet på Det Arabiske Oprør. Hvordan hjælper vi stater til at blive liberale, demokratiske, retfærdige og velstående?

Eller som Verdensbanken formulerede det i 1990’erne: Hvordan transformerer vi Congo til Danmark?

FN gik ind i Cambodja efter landets selvstændighed og faciliterede det første demokratiske valg i 1991. Siden har organisationen været til stede i landet og ydet støtte til administrativ kapacitetsudvikling, korruptionsbekæmpelse og udvikling af civilsamfundet. Trods det har Cambodja haft stigende ulighed siden landets selvstændighed i 1991, og Verdensbankens tal viser et bekymrende højt korruptionsniveau i

Ser man på de foreløbige resultater efter 50 års erfaring med statsopbygning, kan resultaterne bedst karakteriseres som decideret nedslående. Der er sket en voldsom økonomisk udvikling i både Asien og Sydamerika, men om dette er på grund eller på trods af Verdensbankens neokonservative udviklingsstrategier, er et endnu uafklaret spørgsmål. I mange afrikanske lande er statskapaciteten rent faktisk lavere, end den var før afkoloniseringen, og FN’s indsats har været kritiseret over en bred kam for ikke at levere bæredygtige resultater. På den baggrund må man spørge sig selv, hvorfor det er så svært at skabe velfungerende og levedygtige institutioner, der kan skabe bedre levevilkår for befolkningen, og hvordan man i fremtiden kan tilgå denne opgave på en mere konstruktiv måde.

både administrationen, det politiske og det juridiske system samt manglende politisk engagement i befolkningen. Ifølge The Economist Intelligence Unit er landet et de facto étparti-system med Hun Sen som landets strong man. Sen står bag partiet CPP, som kort efter det første demokratiske valg i 1991 overtog den politiske magt, selvom partiet ikke havde tilstrækkeligt stemmemandat. Siden har CPP haft held til at kvæle al oppositionel aktivitet, hvilket har vakt bred international kritik.

I Afghanistan gik man derimod ind med bevæbnede styrker, og der har været en tættere styring af centraladministrationen og det politiske system, som har haft en langt mere tvangsmæssig karakter end strategien i Cambodja. Men også her tegner der sig et noget dystert billede, hvor sikkerheden er markant lavere end før interventionen. Demokratiet er

TO TYPER STATSOPBYGNING Et historisk blik på statsopbygningsindsatsen viser en kraftig udvikling på såvel teoretisk som praktisk niveau. Indsatsen har bevæget sig fra en universalistisk og etnocentristisk optimisme i 1990’erne til en mere moderat og kontekstorienteret tilgang, som ofte bærer præg af en vis håbløshed, hvilket ikke

mildest talt vakkelvornt, og økonomien holdes oppe af ekstern støtte, der lige nu ifølge Foreign Policy udgør 40 pct. af BNP. Med hjemsendelse af de sidste tropper i 2014 står landet over for en enorm udfordring, og det ser ikke ud til, at den massive tilstedeværelse af fremmede styrker eller stærkere styring har givet de ønskede resultater.

er blevet formindsket af de tragiske begivenheder i Egypten og andre post-forårsramte lande i regionen. Den største skil-

Man kan altså konkludere, at begge strategier har været

lelinje i moderne statsopbygning ligger i, hvorvidt der an-

ufrugtbare og ikke har leveret de tilsigtede resultater. Den

vendes liberale midler eller voldsmidler til at liberalisere

liberale tilgang til statsopbygning, hvor institutioner forsøg-

modtagerlandet og ændre dets samfundsstrukturer.

es fremelsket gennem moralsk og økonomisk pres, finansi-

I den første kategori falder lande som Cambodja, der har

el og administrativ støtte, hjælp til kapacitetsopbygning og

været genstand for FN’s statsopbygningsforsøg i 25 år.

borgerinddragelse har ikke skabt et bureaukratisk system,

52

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

som bygger på principper om meritokrati, lighed og retfær-

system, som derigennem skabte sammenhægende stater.

dighed, som vi forstår det i Vesten. Direkte overtagelse af det

Men ser man på statsopbygningsindsatsen siden 1960’erne,

politisk-administrative system, som vi så det med fjernelsen

så fremgår det tydeligt, at administrative systemer ikke

af det irakiske Baath-parti, har bestemt heller ikke været

skaber et samfund. Man må derimod skelne mellem au-

succesfuldt, og man kan dermed afskrive, at det er mangel

toritetsstrukturer og administrative strukturer og anerkende,

på voldsmidler, som gør FN’s operationer så effektløse. Det,

at de to størrelser ikke nødvendigvis har noget med hinanden

der ser ud til at være hovedproblemet i begge tilfælde, og

at gøre. Det virker indlysende, når man ser på Cambodja og

som spænder ben for langt størstedelen af de internationale

Afghanistan, og det virker også rimeligt, hvis vi kigger på

statsopbygningsforsøg, er korruption.

vore eget lille Danmark: Vores administrative system er ikke

“

en årsag, men derimod en refleksion af vores samfund, og vi blev naturligvis ikke et velfungerende og velstående land,

Den liberale tilgang til statsopbygning, hvor institutioner forsøges fremelsket gennem moralsk og økonomisk pres, finansiel og administrativ støtte, hjælp til kapacitetsopbygning og borgerinddragelse har ikke skabt et bureaukratisk system, som bygger på principper om meritokrati, lighed og retfærdighed, som vi forstår det i Vesten.

fordi vi fik nogle institutioner, men fordi vi havde en bestemt samfundsstruktur, der muliggjorde det system, vi ser i dag.

Set i det lys er det indlysende, at en opbygning af danske institutionsformer i Congo, Cambodja eller Afghanistan ikke vil ændre de underliggende autoritetsstruktur i landene, uanset om institutionerne forsøges opbygget med liberale eller illiberale midler.

INSTITUTIONSMYTEN MÅ AFLIVES I Afghanistan såvel som Cambodja gennemsyres de nyligt iværksatte strukturer af en fuldstændig institutionaliseret korruption, der sætter det politiske, det juridiske og det

“

...ser man på statsopbygningsindsatsen siden 1960’erne, så fremgår det tydeligt, at administrative systemer ikke skaber et samfund.

administrative system ud af kraft. Det ses for eksempel i

Man må derimod skelne mellem autoritetsstrukturer og

Cambodja, hvor der netop nu er uroligheder forårsaget af

administrative strukturer og anerkende, at de to størrelser

omfattende landfrarøvelse mod de fattige bønder. Selvom

ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

der er lovgivning på området, som giver bønderne brugs- og

Det virker indlysende, når man ser på Cambodja og Afghan-

råderet over land, som de har kultiveret i mere end to år, så

istan, og det virker også rimeligt, hvis vi kigger på vore eget

er virkeligheden en helt anden. CPP sælger de lukrative

lille Danmark: Vores administrative system er ikke en årsag,

jordarealer til deres politiske støtter til priser langt under

men derimod en refleksion af vores samfund, og vi blev

markedsprisen, og jorderne bliver derefter brugt til at udvide

naturligvis ikke et velfungerende og velstående land, fordi vi

tekstilindustrien, der er landets store indtægtskilde.

fik nogle institutioner, men fordi vi havde en bestemt

Landfrarøvelsen er udtryk for, at det juridiske system er sat ud

samfundsstruktur, der muliggjorde det system, vi ser i dag.

af spil, og at det politiske system ikke bygger på demokratiske

Set i det lys er det indlysende, at en opbygning af danske

principper, men derimod på et patron-klient-forhold, som

institutionsformer i Congo, Cambodja eller Afghanistan ikke

sikrer CPP og deres magtfulde støtter magten i landet.

vil ændre de underliggende autoritetsstruktur i landene,

“

uanset om institutionerne forsøges opbygget med liberale eller illiberale midler.

I Afghanistan såvel som Cambodja gennemsyres de nyligt iværksatte strukturer af en fuldstændig institutionaliseret korruption, der sætter det politiske, det juridiske og det administrative system ud af kraft.

DEN GODE KORRUPTION Korruption, der beskrives som den store forhindring for statsopbygning, skal snarere forstås som en del af de grundlæggende magtstruktur. Korruption er ikke en illegitim,

Det er med andre ord strukturer, som løber parallelt med de

unormal aktivitet, men derimod en valutaform i et

administrative, vestlige institutioner, der er de afgørende i

neo-patrimonialsk system, hvor patron og klient i et gensidigt

Cambodja. Og det er netop her, sagens kerne ligger: Langt

afhængighedsforhold opretholder en stabil ligevægt. Det er

størstedelen af litteraturen om statsopbygning hviler på en

et helt reelt system, som på nogle områder giver gode

tillysk antagelse om, at de administrative strukturer er dem,

resultater. Det er således 79 pct. af den cambodjanske

der former et samfund. Charles Tilly argumenterer i sin

befolkning, som mener, at landet rykker sig i den rigtige

historiske gennemgang af europæisk statsdannelse for, at den

retning i forhold til stabilitet og økonomi, som er blevet

militære udvikling lagde pres på magthaverne for at indkræve

væsentligt forbedret gennem 1990’erne med en gennemsnit-

skatter, hvilket nødvendiggjorde et udbygget administrativt

lig vækst på 7 pct. og aftagende politisk urolighed, jf. figur 1.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

53

FOTO: JEFF D. KENNEL WIKIMEDIA COMMONS

54

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

tidsramme, altså ikke blot besættelse, men bosættelse af den udefrakommende magt, som man så i Romerriget og under den europæiske statsdannelse i 12- og 1300-tallet. Pol Pot formåede som indfødt at ændre det cambodjanske samfund i sit tre år lange rædselsregime fra 1975-1978 ved at flytte størstedelen

af

bybefolkningen

til

landdistrikter

og

massemyrde den mest veluddannede fjerdedel af befolkningen. Det er selvindlysende, at internationale aktører som Verdensbanken og FN ikke kan nedbryde samfund og bosætte sig permanent for at ændre de gældende autoritetsstrukturer.

Denne simple pointe er dog både meget brugbar og meget nedslående.

Det kan på den baggrund være kontraproduktivt at se

“

Fokus må rettes mod autoritetsstrukturer frem for administrative institutioner.

korruption som noget forkert og illegitimt. Man bør snarere

For hvis man ikke kan ændre magtstrukturer i en givent land

se korruptionen som et alternativt system, der ikke bygger på

gennem liberale midler eller tidsbegrænset militær besættelse,

meritokratiske principper.

så er det meget svært at forestille sig, hvordan det ellers kan

“

gøres. Dette er svaret på, hvorfor statsopbygningsforsøg indtil videre har haft så dårlige resultater.

Korruption er ikke en illegitim, unormal aktivitet, men derimod en valutaform i et neo-patrimonialsk system, hvor patron og klient i et gensidigt afhængighedsforhold opretholder en stabil ligevægt. Det er et helt reelt system, som på nogle områder giver gode resultater.

Næste spørgsmål er selvfølgelig, hvilken betydning det har for den fremtidige statsopbygningsindsats. Der er naturligvis ikke noget enkelt svar på det, men der kan om ikke andet drages et par relevante pointer. Korruption må første og fremmest forstås ud fra en ikke-moraliserende ramme, og på

Her kunne man så godt stoppe og sige, at alle systemer er forskellige og gode på deres egen måde. Men dette er også et unuanceret standpunkt at tage. For neo-patrimonialismen skaber uden tvivl uretfærdighed, ulighed og magtkoncentration, og ser man på Cambodja, er der store folkelige protester og utilfredshed med den nuværende situation. Kulturrelativismen leder ofte til en form for apati og ligegyldighed, som på ingen måde bidrager til at hjælpe de befolkninger, som burde være formålet med alle anstrengelserne. På den baggrund vil jeg tillade mig at antage, at det stadig er ønskværdigt at ændre korruptionen, men at man bør forstå den i en større neo-patrimonialsk kontekst.

FREMTIDENS STATSOPBYGNING Så hvordan ændrer man disse magtstrukturer? Hvordan

den baggrund må det internationale samfund være bevidste om, hvad de rent faktisk forventer at kunne ændre med de tilgængelige midler. Fokus må rettes mod autoritetsstrukturer frem for administrative institutioner, og man må derudfra forvente, at en reel statsopbygning er utrolig svær at fremskynde gennem internationale organisationer.

Dette betyder ikke, at man blot bør lade stå til, men at det kan være hensigtsmæssig at være mere realistiske omkring, hvad der kan ændres, og hvordan det kan gøres.

om SKRIBENTEN Klara Christensen har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og er praktikant ved den danske FN-mission i New York.

rykker vi os fra at konstruere administrative systemer til at opbygge nye autoritetsstrukturer? Dette er klart en sværere, eftersom autoritetsstrukturer fødes ind i sociale omgangsformer, familie- og klanmønstrer, tilhørsforhold og landsbysamfund. Det er adfærdsregulering på mikroniveau, hvor man må overbevise individet om, at familiens fremtid bedst sikres ved at følge den vestlige bureaukratiske logik. Man må ændre en fundamental forståelse af relationer og autoritet, og dette er selvsagt yderst vanskeligt. Historisk er det blevet gjort.

Men det har krævet fysisk tilstedeværelse og en infinit IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

55

KÆMPER LIBERALE KVINDEORGANISATIONER I MAROKKO FORGÆVES? af CAMILLA PAULSEN Rundt om i den arabiske verden findes der mange liber-

De forandringer, der er sket inden for området, bliver ofte

ale kvindeorganisationer, der kæmper for kvinders

tilskrevet staten og et konstant pres fra de liberale kvindeor-

rettigheder. I Marokko er der en sådan organisation:

ganisationer, blandt andet ADFM.

ADFM (Association Démocratique des Femmes du Maroc), som anses for at være den dygtigste i Marokko.

KAMPEN OM DET DISKURSIVE FELT

ADFM’s mål er at få implementeret den liberale fami-

Der er forskellige forståelser af, hvad der er kvinders

lielov, Moudawana. ADFM tilhører en gruppe af organi-

ægteskabsrettigheder i Marokko. Man er nemlig ikke enige

sationer, som vesten favoriserer, på grund af deres seje, handlekraftige kvinder, som sender tankerne tilbage til rødstrømperne. Men er det den bedste måde at styrke kvinders rettigheder via liberale og sekulære visioner?

om, hvad det vil sige, at en kvinde har rettigheder.

Det diskursive felt, hvor man kæmper om at definere ægteskabet, domineres af de liberale kvindeorganisationer, de moderate islamiske kvinder, regeringen, Kong Muhammed den 6. og de islamisk lærde.

Den marokkanske familielov, Moudawanaen, er en af de mest progressive love i forhold til den udvikling af kvinders

De liberale kvindeorganisationers forståelse af kvinders

rettigheder, flere lande i den arabiske verden oplever disse år.

ægteskabsrettigheder er baseret på CEDAW (UN’s Conven-

Men på trods af, at loven blev vedtaget tilbage i 2004, er den

tion to Eliminate all forms of Discriminatopn Against Women).

ifølge kvindeorganisationen ADFM ikke blevet imple-

De mener, at der skal være ligestilling mellem kønnene, og at

menteret endnu. Nouzha Guessous, som er professor og

Moudawanaen skal implementeres. De skaber et antagonis-

forsker i menneskerettigheder, påpeger, at de vigtigste

tisk billede over for de moderate islamiske kvinder, selvom

ændringer i Moudawanaen kan opsummeres i 8 punker:

de har samme mål - forbedring af kvinders rettigheder.

1. 18 år er blevet defineret som minimumsalderen for at indgå ægteskab. Tidligere var det 15 år.

2. En kvinde over 18 år kan nu selv vælge den mand, hun vil giftes med, hvor hun tidligere skulle have tilladelse af sin far eller bror.

3. Princippet om gensidig respekt i ægteskabet er nu blevet indført, hvor kvinden tidligere var underlagt sin mand.

4. Delt ansvar for familien mellem mand og kone.

5. Der er kommet ny procedure i forhold til at søge skilsmisse. Tidligere skulle kvinder i nogle tilfælde være udsat

56

Hos ADFM er målet kvinderettigheder, men det hos de andre aktører bruger kvinderettighederne som et middel.

De liberale kvindeorganisationer ser sig selv som progressive og som en civil styrke. De mener, at deres arbejde er meget mere givtigt end de moderate islamiske kvinders arbejde.

“

Det diskursive felt, hvor man kæmper om at definere ægteskabet, domineres af de liberale kvindeorganisationer, de moderate islamiske kvinder, regeringen, Kong Muhammed den 6. og de islamisk lærde.

for vold i 10 år, før det var muligt for dem at søge skils-

De moderate islamiske kvinder er hverken konservative (som

misse.

regeringen og de islamiske lærde) eller liberale, men arbejder

6. Polygami kunne ikke forbydes, men der er nu strikte

med kvinders empowerment for at forbedre hele samfundet.

bestemmelser inden for området.

De mener også, at kvinderne skal have økonomisk støtte som

7. Udover ægteskabskontrakten laver man nu et doku-

et led i empowermentsprocessen, hvilket de liberale er meget

ment over, hvem der investerer i hvad i løbet af ægteskabet,

imod. De liberale ser empowerment som en oplysningspro-

og hvordan fordeling af goder skal være i tilfælde af skils-

ces om rettigheder. Når de moderate islamiske kvinder taler

misse, således at kvinden er sikret.

8. Børnebørn på kvindens side har nu også lov til at arve,

om lighed, er det lighed over for gud, og deres forståelse af

hvor det tidligere kun var børnebørn på mandens side

forsørget af hendes mand.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

rettigheder går mere på, at kvinden har ret til at blive

“

Det er ikke nok at se på organisationens budskab og medlemsbeholdning, men også på det omkringliggende samfund, altså hvilke politiske og kulturelle strukturer, der skal være til stede, for at organisationen kan lykkes.

FOTO: J THOMAS LEUTHARD, WIKIMEDIA COMMONS

ADFM’S FRAMING AF KVINDERS ÆGTESKABSRETTIGHEDER

ADFM har fokus på det juridiske system. De forsøger at lægge pres på lovgiverne, retssystemet og dommerne, for at

På grund af disse meget forskellige opfattelser er det interes-

kvinder får flere rettigheder de jure, for som Selim Boussadi

sant at se på, hvordan ADFM framer deres budskab. Ud fra

siger: ”When we change a law, we impact all the women in

Benford og Snows teori om framing kan man se på, hvordan

Morocco”. Han giver herved udtryk for, at det er vigtigere at

en organisation udser sig et problem i samfundet, hvilken

arbejde med love og de brede perspektiver end med det nære

diagnose de stiller op, og hvordan de får det til at lykkes ved

arbejde, som de islamiske kvindeorganisationer gør. Dette er

at motivere folk til at deltage i det ’diagnostiske’ arbejde.

interessant da ADFM, ironisk nok, selv fremhæver ift.

Moudawanaen, at der ofte er langt fra vedtagelsen af en lov

Selim Boussaadi, som er project manager i ADFM Marrakech,

til dens implementering.

mener, at det største problem i det marokkanske samfund er, at mentaliteten er præget af religion. Ifølge ham har det

ADFM forsøger også at lægge pres på regimet ved at lave

indført en patriarkalske struktur, hvor de marokkanske

lobbyarbejde hos MP’ere, politiske partier og medierne. De

kvinder ikke har nogen rettigheder i ægteskabet. Dette kæder

fører kampagner og kæmper for ændringer, således at deres

han sammen med, at Marokko ikke har en uafhængig domstol

forståelse af kvinderettigheders ’virkelige’ koncept kan blive

eller en uafhængig regering. Som han siger: ”The problem in

fuldbragt. Oftest arbejder ADFM i koalitioner med andre

Morocco is not on the judges, it is a problem of justice in general”.

liberale kvindeorganisationer eller menneskerettigheds-or-

Derfor er det ikke nok, at Moudawanaen er blevet vedtaget,

ganisationer for at få en større stemme.

da den ikke er blevet implementeret endnu.

ADFM mener, at det mindset, som religionen indeholder, skal forsvinde ud af retssystemet.

ADFM’s løsning på dette problem er at fremme lighed mellem kønnene og fremme kvinders rettigheder. For at

Det vil indebære, at landet bliver sekulært, hvilket vil have

forbedre kvinders ægteskabsrettigheder arbejder de med

den fordel, at det vil medvirke til at sikre et demokratisk

flere forskellige metoder.

samfund.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

57

Disse metoder arbejder ADFM med på et nationalt plan,

ADFM har ikke særligt gode politiske muligheder. Det isla-

men de har også et projekt, som er baseret på det nære

miske parti, PJD, udgør størstedelen af regeringsgrundlaget i

arbejde med kvinderne. I Rabat har de etableret et

Marokko. I den forrige regering var kvindeministeren medlem

rådgivningscenter. Her kan kvinder komme med deres

af ADFM, og på daværende tidspunkt havde ADFM gunstige

ægteskabsproblemer og få rådgivning og støtte.

forhold. Men fordi regeringen nu er islamisk, vil ADFM ikke

Men centeret bruges primært til at samle information ind

samarbejde med dem og ikke engang ‘røre deres penge’. Der

om kvindernes situation, således at ADFM har data, de

er desuden restriktioner på de penge, regeringen giver, og

kan bruge i deres rapporter. Da der ikke er nogen

dem synes ADFM ikke, at de kan arbejde under.

gennemsigtighed i Marokko, kan disse rapporter bruges i deres lobbyarbejde.

“

Kongen har siden 2008 omtalt alle artikler i CEDAW som værende ratificerede, men dette er ifølge ADFM ikke sandt.

Den marokkanske konge har artikuleret en diskurs, som er

I den forrige regering var kvindeministeren medlem af ADFM, og på daværende tidspunkt havde ADFM gunstige forhold. Men fordi regeringen nu er islamisk, vil ADFM ikke samarbejde med dem og ikke engang ‘røre deres penge’.

Intentionerne bag ADFM’s arbejde er gode, men for overhovedet at have indflydelse er ADFM nødt til at motivere folk til at slutte sig til dem og deltage i arbejdet.

I afdelingen i Marrakech afholder de det, de kalder Mardi d’ADFM (ADFM tirsdag), som Boussaadi kalder en gave til medlemmerne, hvor de kan komme og høre mere om ADFM’s forskellige projekter. Boussaadi fortæller, at for at motivere folk til at blive medlemmer har de været nødt til at tage folk med på rejser ud af Marokko og møde ’interessante’ mennesker samt holde fester. Det er dog en praksis ADFM, har svært ved at stå inde for, fortæller Boussaadi: ”It’s not the real vision of ADFM, we don’t want to work like this, so we try to be serious but it’s not always possible”. Denne modvilje afspejler, at ADFM møder en vis modstand i deres rekruttering af nye medlemmer. Det er dog hovedsageligt et problem for afdelingen i Marrakech.

pro kvinders rettigheder. Men kongen ønsker et moderne og effektivt samfund, ikke et mere demokratisk samfund, hvor han skal afgive sin magt. Da kongen er den lovgivende, dømmende og udøvende magt, ønsker ADFM derfor heller ikke at samarbejde med ham.

“

Deres sekulære tilgang til staten giver klare udfordringer, fordi religionen, og dermed de patriarkalske strukturer, er institutionaliseret i samfundet. Islam er meget vigtig for mange af Marokkos indbyggere, og kongen nedstammer fra profeten Muhammed.

ADFM vil desuden ikke have medlemmer i deres organisation, som bærer tørklæde, da de mener, at disse kvinders mindset er for forskellig fra organisationens. De vil heller ikke samarbejde med moderate islamiske kvindeorganisationer, hvilket ikke forbedrer deres muligheder, da de i bund og grund har samme mission som dem: at forbedre kvinders rettigheder. ADFM gør det altså svært for sig selv, da de i højere grad har fokus på midlet end målet.

I forhold til de kulturelle mulighedsstrukturer ser det heller ikke godt ud for ADFM. Deres sekulære tilgang til staten giver klare udfordringer, fordi religionen, og dermed de patri-

ADFM’S STRUKTURELLE MULIGHEDER Beford og Snow inddrager også begrebet strukturelle muligheder som en del af framing-processen. Det er ikke nok at se på organisationens budskab og medlemsbeholdning, men også på det omkringliggende samfund, altså hvilke politiske og kulturelle strukturer, der skal være til stede, for at organisationen kan lykkes.

“ 58

arkalske strukturer, er institutionaliseret i samfundet. Islam er meget vigtig for mange af Marokkos indbyggere, og kongen nedstammer fra profeten Muhammed. Derfor ville det være lettere at tage udgangspunkt i islam for at ændre holdningen til kvinders ægteskabsrettigheder (sådan lykkedes det f.eks. at ændre Moudawanaen i 2004), frem for at ville gøre hele samfundet sekulært og derved sikre kvinderettigheder.

Omvendt påpeger Houda Zekri, program advisor i Kvinfo,

..konge har artikuleret en diskurs, som er pro kvinders rettigheder. Men kongen ønsker et moderne og effektivt samfund, ikke et mere demokratisk samfund, hvor han skal afgive sin magt. Da kongen er den lovgivende, dømmende og udøvende magt, ønsker ADFM derfor heller ikke at samarbejde med ham.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

Marocco, at Det arabiske Forår har åbnet op for mere dialog om kønnene og kvinders rettigheder, hvilket er gavnligt for den forandring, ADFM ønsker. Det er dog først på lang sigt, at det kan få indflydelse for ADFM’s arbejde.

ER LIBERALE KVINDEORGANISATIONER BEDST TIL AT FREMME KVINDERS RETTIGHEDER? Institute For Womens Policy Research har i 2010 lavet en undersøgelse af marokkanernes holdninger til familieloven og kønskvoter. Undersøgelsen viser, at størstedelen af de 2000 adspurgte kvinder kender lidt eller intet til Moudawanaen. Dem, der gør, er primært højtuddannede, unge kvinder fra byen. Det betyder formentligt, at størstedelen af de marokkanske kvinder ikke kan relatere til ADFM’s arbejde i deres hverdag, fordi de ikke har et nært kendskab til Moudawanaen.

Set i det perspektiv, er det i højere grad empowerment af kvinder, der er nødvendig for at forbedre kvinders ægteskabsrettigheder, frem for ADFM’s top down ligestilling.

De moderate islamiske kvinder har ifølge Julie Pruzan-Jørgensen, tidligere forsker ved DIIS, større mulighed for at rykke ved forståelsen af kvinders rettigheder: ”Der er behov for en anden måde at italesætte de her ting på, og der ser jeg, at mange af de religiøst baserede aktører har en helt anden mulighed for at komme ud og få en lokal stemme, en lokal aktivitet og mobilisere en hel masse mennesker”. Det skyldes, at de har en tilgang, som er bredere accepteret i samfundet og ikke den ’vestlige’ tilgang, samtidig med at de giver økonomisk bistand til kvinderne, således at de kan blive emancipe-

FOTO: STEVE EVANS, WIKIMEDIA COMMONS

rede. Med den økonomiske frihed har kvinder større kontrol over deres status i ægteskabet, skilsmisse og husholdningsau-

Derfor er det vigtigt, at man i Vesten ikke kun har et entydigt

toritet.

fokus på demokrati som virkemiddel i fremmelsen af kvinders

“

rettigheder i arabiske lande, men også er åben over for de potentialer, der er i landet. Det kræver, at man ikke blindt

Undersøgelsen viser, at størstedelen af de 2000 adspurgte kvinder kender lidt eller intet til Moudawanaen. Dem, der gør, er primært højtuddannede, unge kvinder fra byen.

samarbejder med organisationer, som kalder sig liberale eller demokratiske, når man forsøger ”at hjælpe”.

Den tilgang, ADFM har til forbedringer af kvinders rettigheder, både i og uden for ægteskabet, kan derfor være en forhindring for dem. Deres arbejde fokuserer på ændringer af loven på makroniveau. Empowerment på mikro-niveau ville måske snarere forbedre forholdene for de illitterære, ældre kvinder på landet, fordi det er denne gruppe, der kender

“

Deres arbejde fokuserer på ændringer af loven på makroniveau. Empowerment på mikro-niveau ville måske snarere forbedre forholdene for de illitterære, ældre kvinder på landet, fordi det er denne gruppe, der kender mindst til Moudawanaen.

mindst til Moudawanaen.

om SKRIBENTEN Man skal selvfølgelig ikke negligere, at ADFM ved deres konstante pres på lovgivere og autoriteter, ændringen af love samt kampagner i medierne forsøger at ændre de patriarkalske strukturer. Ej heller, at den uddannelse, som de giver kvinderne, er givtig.

Men selvom ADFM kæmper en vigtig kamp ved bl.a. at implementere Moudawananen, er der indikatorer på, at de moderate islamiske kvinder har bedre chancer for at forbedre kvinders rettigheder ved det nære arbejde, og at det i højere

Camilla Paulsen er bachelor i Socialvidenskab og Internationale Udviklingsstudier fra Roskilde Universitet.

Hun er pt. mellemøstpraktikant i NGO’en GAM3 i Libanon, hvor hun også har læst 6 ugers arabisk på Lebanese American University. Hun skrev i efteråret 2012 projekt om ADFM, hvor hun bl.a. lavede feltstudier i Marokko.

grad er et sådan fokus, der er behov for.

IPmonopolet |19 udg. | ERINDRINGSPOLITIK OG FORTIELSE - I BORGERKRIGENS SKYGGE

59

ipmonopolet.dk