IPmonopolet #21

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

BARRY BUZAN TOWARDS A WORLD WITHOUT SUPER POWERS? AMBASSADEN I JAKARTA FORVENTNINGSPRES PÅ INDONESIENS OBAMA

TEMA

ASIEN I UDBRUD

YANG JIANG CHINA’S NEXT MAGIC NUMBER

21. udgave, oktober 2014

REDAKTION

CHEFREDAKTION

IPmonopolet

Kristian Andersen

c/o Institut for Statskundskab (IfS)

Jesper Birch

Øster Farimagsgade 5,

Alexander Topp

1353 København K

Lukas A. Lausen ipmonopolet.dk REDAKTION

redaktion@ipmonopolet.dk

Emilie Bruun Sandbye

ISSN : 1903-5713

Anne Kirstine Rønn

ISSN : 1903-5721 (online udgave)

Daniel Atli Larsen Line Fryd Hofmansen

TRYK

Kristine Ingemann

IPmonopolet trykkes ved:

Jeppe Holm Nielsen

Grafisk - Københavns Universitet

Jeppe Vierø Anne Marx Lorenzen Malte Marno Sørensen Kåre Holm Thomsen Lene Mandal Emil Dyrby

GRAFISK DESIGN

Anne Sofie Nordlund ABONNEMENTPRIS

150 kr for studerende 200 kr for alm.

2

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

STØTTE

IPmonopolet udgives med støtte fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

LEDER Det 21. århundrede tilhører Asien.

Den 21. udgave af IPmonopolet tilhører Asien.

I denne udgave af IPmonopolet starter vi med et brag og giver et eksklusivt interview med den britiske professor Barry Buzan, der mener, at vi er på vej ind i en verdensorden uden supermagter.

I magasinet får du forskellige perspektiver på Kinas stigende magt. Kan Kina fortsætte sine høje vækstrater? Hvorfor fører Kina udviklingspolitik i Afrika? Og hvordan har Riget i Midten tænkt sig at håndtere dets egne interne problemer, som fx den stigende uro i Xingjiang?

IPmonopolet bringer også analyser af de vigtige valg i verdens største demokrati, Indien, og verdens største muslimske land, Indonesien. Mens inderne har valgt en kontroversiel hindunationalist til at føre landet videre, har indoneserne valgt deres helt egen Barack Obama. Der hviler et kæmpe pres på den nyvalgte indonesiske præsident, Joko Widodo, og det danske ambassadeteam i Jakarta giver en grundig indføring i, hvilke indenrigs- og udenrigspolitiske knuder, Widodo må løse for at blive en succes.

Herudover kommer USA-ekspert Mads Fuglede med et bud på, hvad USA’s øgede fokus mod Asien kommer til at betyde for Europa. Og så kan du blandt andet læse om den aktuelle situation i diktaturstaten Cambodja og om ekstremistisk buddhisme i Myanmar og Sri Lanka.

I vores udblikssektion flyttes fokus væk fra Asien og hen til blandt andet Bosnien-Herzegovina, hvor Dayton-aftalen medfører politisk stagnation, der skubber den krigshærgerede befolkning længere væk fra EU. I Udblik zoomer vi også ind på EU’s og Tyrkiets problemer med at håndtere de mange syriske flygtninge, lige som du kan læse en analyse af Ruslands adfærd over for Ukraine, samt hvilke geopolitiske konsekvenser den for nyligt indgåede energiaftale mellem Rusland og Kina får.

Rigtig god læselyst!

JESPER KJÆRSGAARD BIRCH, KRISTIAN ANDERSEN, ALEXANDER TOPP & LUKAS A. LAUSEN Chefredaktionen

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

3

OVERSIGT TEMA

06

“Towards a World Without Super Powers” interview med BARRY BUZAN af EMILIE BRUUN SANDBYE

12

“Forventningspres på Indonesiens Obama” af IDA DALSJÖ, MIKAEL EKMAN & CASPER KLYNGE

14

“USA’s Asienfokus skubber Europa ud i glemslen“ interview med MADS FUGLEDE af KÅRE HOLM THOMSEN

18

“Narenda Modi: Mønsterbryder i et klassesamfund” af ANNE KIRSTINE RØNN

20

“Fra Europæisering til Asiaisering” af BERTEL HEURLIN

24

“Kinas nordvestlige hovedpine” af DANIEL ATLI LARSEN

28

“Cambodja - det glemte diktatur” af KRISTINE INGEMANN

32

“China’s Next Magic Number” af YANG JIANG

34

“Confucianism To Save The World” af TONGDONG BAI

36 40 4

“Burma og Sri Lanka – Truer buddhistisk nationalisme og vold demokratiet?” af MIKAEL GRAVERS “Kina og Afrika rykker tættere på hinanden – men er det et sundt forhold?” af ANNE KIRSTINE RØNN

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

UDBLIK

46

“Bosnien-Hercegovina – et hus i internt splid” af NIELS MARTIN ANDERSEN

48

“Ruslands adfærd over for Ukraine: En geopolitisk forklaring” af ELIAS GÔTZ

52

“EU’s tvetydige flygtningeindsats i Tyrkiet” af BERFIN GURINI

56

“Bjørnen, dragen og den geopolitiske ”game changer”” af THOMAS LIE ERIKSEN

TEMA I will not be shedding any tears over the end of American hegemony.

BARRY BUZAN

TEMA

TOWARDS A WOR WITHOUT SUPER interview med BARRY BUZAN af EMILIE BRUUN SANDBYE The next break in international politics seems to be China’s fast rising in the international system, while America is somehow in decline. It sounds dramatic and points to instability and many are currently predicting an inevitable clash between the Western world and China. Asia-expert and professor at London School of Economics Barry Buzan, rejects the idea that we are witnessing an actual shift in power or a necessary collision. Buzan calls a spade a spade and on top of that, he will not be shedding any tears over America’s direction.

IPmonopolet met him in London and made him evaluate the current Chinese behaviour and prospects for the international power balance.

IPM In some of your writing you conclude that a peaceful rise is possible for China. But how can we see in China’s own foreign policy that they have this explicit intention of rising peacefully?

BZ Well I think we can’t. The choice is not between peaceful rise and warlike rise; it’s between cold peaceful rise and warm peaceful rise. And the current Chinese behaviour is heading firmly for cold peaceful rise. In other words there will be no or little outbreak of actual war, and certainly not a great power war, but none the less there can be a lot of

6

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

shoving and pushing and militarization and threats – a generally unfriendly environment.

Think of Egypt and Israel, the US and Russia, taking military preparations against each other. The Chinese have talked a good line about peaceful rise, but my concern is that this might be part of a strategy of strategic deception. In some sense you might say that this is a culture that admires strategic deception.

Therefore it’s perhaps prudent for the rest of us to observe behaviour in that way. The Chinese continue to talk a good line about peaceful rise but actual practice is heading for cold peaceful rise, though warlike rise is not an option.

Buzan rejects the outbreak of actual war between the West and China. Simultaniously he acknowledges a certain degree of hostility and compare the relation between the two to Egypt and Israel and the cold war like situation between America and Russia. Buzan’s colleague, the strong realist John Mearsheimer, has the perception that peaceful rise for China is in any way impossible.

IPM John Mearsheimer, for example, he talks about how China is enhancing their military forces right now. He rejects the idea of differentiation between offensive and defensive military power and therefore he sees that China is definitely

LD POWERS? on its way towards an aggressive army. Do you believe that as well?

BZ No. I mean, Mearsheimer, I like John very much, but it’s a very simple minded view. He basically thinks that it’s a super power game, a polarity game, a military game, a transition game, and as I have argued today I don’t think it’s any of those things. I don’t think there’s any kind of necessary clash between China and the United States although there could easily be one. He thinks it’s necessary, it has to be. I don’t think that at all. There’s plenty of room for foreign policy choices on both sides, which would avoid that. I don’t rule out the possibility that that prediction could come true if everybody was very stupid and mismanaged things tremendously. It could, but it would not be in any sense inevitable.

A SELF-FULFILLING PROPHECY

IPM As I could understand from both you and Michael Cox and John Mearsheimer as well is that you said it’s a question between warm or cold peaceful rise, but if rising peacefully is possible according to China now, do you have any idea of how the international system will react to this escalating power? Because it seems like somehow, the ball is on China’s half, but it will depend a lot on the international response.

BZ Yeah, that’s what the Chinese say. My feeling is that most of the responsibility for, if you don’t like that word then most of the ability to make a difference, lies with China. And if the Chinese rise in a nasty end of the spectrum of possible behaviour then all kinds of consequences follow from that. If they fall in the nicer end of the spectrum then capitalist powers become a possibility as the way, which the globe is managed. But if China rises on the nasty end of the spectrum do their neighbours bandwagon or do they balance? That depends to some extend whether the Americans back them up or not, but the Americans probably would back them up. In which case, all those hedging activities would become more solid. Nobody wants to take the lead in antagonizing China, because the Chinese are a very prickly lot. But if it’s neighbours kind of say ‘we are worried about China and we are balancing against you’ that could easily create a self-fulfilling prophecy. The cautions and ambiguity of things are perfectly understandable because nobody wants to commit prematurely to something that might turn out to be wrong or disadvantageous to create a self-fulfilling prophecy, that’s the big worry with the John Mearsheimer line of analysis, that you say this is inevitable and therefore you contribute to making it happen.

China will work out its relations with Russia, India, Brazil and South Africa mainly in a bilateral way and without any great coordination.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

7

ES So regarding the Western response to China it can also be a question of the discourse? If you speak of it as a ‘cold war’ or a rise or antagonizing China it will confirm the strategy or the threat that the West feel right now towards the Chinese development?

about Russia is that the Russians seem to be the only major power left that doesn’t get capitalism at all. And they, I think, are therefore more destined to continue their decline, they have neither the demography nor the modernity of their economy in favour.

BZ At some point you have to call a spade a spade. Just look at the 1930’s analogy, there was a reluctance to declare war against Nazi Germany because you might create a self-fulfilling prophecy that might take you to war.

But at some point when it was perfectly clear that what you were facing was a pretty nasty regime then war was going to happen no matter what you did. And then you have to call a spade a spade and start making alliances and preparations against that. When that point comes is not clear but China is pushing it by being increasingly military aggressive and pursuing territorial disputes. And I think it’s stupid. It’s a foreign policy that’s written for the likes of John Mearsheimer and American hawks.

IPM So we shouldn’t see them as a threat? Or America shouldn’t?

THE BRICS: CHINA’S ALLIES IN A NEW, REGIONAL ORDER?

IPM There’s a lot of talk about the BRIC countries as a group, which China is a part of but it obviously seems to be the most powerful one, so how much will China take the other BRIC countries into consideration? Especially India and maybe Russia as well, they are as close to them regionally.

BZ Not much, I don’t think so. I mean the BRICs are not any kind of natural grouping and there’s a certain amount of political coordination when dealing with the Western core and that’s about it. But there’s no great depth there so China will work out its relations with Russia, India, Brazil and South Africa mainly in a bilateral way and without any great coordination. So I think you need to look at these mainly bilaterally. But there’s not much in common amongst these countries, Russia is not a rising, developing country, it’s a declining super power. But at the end of the day, I think for Russia to be in a subordinate relationship to China would be entirely unacceptable in Russia. So they’ve kind of hung themselves in the middle of a prediction that will work out bad for them no matter what happens, so it seems to me. What’s interesting

8

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

BZ No, I don’t think so. Obama was in fact saying that just very recently. He was basically saying that he sees the Russian problem as a regional one.

IPM So you don’t see a big possibility of Russia and China joining forces, more or less opposite to America?

BZ No. The Russians stole huge amounts of territory from China and they have never given it back. There are seven million Russians east compared to the billions of Chinese so I don’t think so.

IPM So if we suspect that the West, specifically America, is declining and there’s talk about a more regional power shift, what’s the place for India in all of this? There have been discussions lately about India having the most potential besides China in the BRIC countries.

BZ Yes, that’s because demography now matters once modernity is common. But you need to be careful about this bland phrase that America is declining, it’s true in one sense but it’s declining relatively, but it’s not in any sense declining absolutely. India... the difficulty is, that’s what I was trying to argue here, that nobody knows what China is going to look like, there’s a huge spectrum of possibilities, from really nasty to something quite like us, kind of like Japan in some ways. And it’s entirely unclear, both to the Chinese themselves and to everybody who is looking at China, which way this is going to go. So you’ve got this increasing power attached to a large political uncertainty and that’s the problem. Because if China becomes quite nice, if the liberals are right, then capital basically begins to moderate right, then a lot of problems go away. If the Chinese government turns increasingly to nationalism then it goes through a hyper nationalist fascist phase. Fascism is after all

I don’t accept the whole polarity business.

It’s basically nonsense.

national socialism, and that sounds pretty much like what you’ve got in China. So the potentiality is there, and if it goes that way then all of China’s neighbours are going to be faced with very tough decisions – the Indians, the Australians, the Japanese, the Americans.

POLARITY NONSENSE

IPM If or when China rises to be a greater power, then the West actually have to take China and East Asia into consideration, which hasn’t always been necessary of course. What specific leverage will China have in international negotiations?

BZ It’s hard to say. It depends on what game they want to play. If they are staying in the global economy that should limit how hard they can

push because they don’t want the global economy to collapse because then – since they are a capitalist country - capitalist economies create inequality to sustain growth in order to sustain political stability. The Americans and the Chinese are no different in that sense, both of them are hooked on growth and if they don’t grow then you end up with the politics of distributional issues, like nasty and difficult, so you don’t get re-elected if the economy doesn’t grow, etc. etc. etc. In that sense they’ve both got a commitment to staying engaged with the global economy.

If that actually collapsed and China tried to do it alone, I find that almost incomprehensible because the Chinese know that that would weaken them in the long run and the

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

9

...so if you’re a small country in a disorderly region it’s not going to be pretty.

communist party does not have a lot of legitimacy, but one of the keys to its legitimacy is that it’s making its people richer. And distributing that wealth, even though the gini coefficient has gone horrendously bad, the wealth is still widely distributed. I mean, you can see it if you go to any of the major cities there, 500 million people have moved from being peasants to being middle class in 20-30 years. It’s really quite mindblowing. So there’s a huge middle class in China now where there wasn’t before, but there’s also a great deal of inequality so they have to keep the growth gain going, otherwise the inequality becomes more and more and more conspicuous and more and more unacceptable.

I had planned to get Buzan to judge whether the Western-Asian relationship is an upcoming power shift or a temporary tendency. But this far into the interview, given his changing tone of voice and critical approach to some of his collegues, everything points to the conclusion that he will not accept this premise and start a discussion of polarity.

IPM So maybe it’s actually wrong to discuss whether this is a power shift or a temporary tendency since it seems that your point of view is that you can’t call it a power shift in terms of territorial powers?

BZ No, I don’t accept the whole polarity business.

It’s basically nonsense. There isn’t going to be, well there is in a kind of minor sense, some powers are rising and some aren’t, becoming

10

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

relatively less strong, but that’s not really the big issue. The big issue is that we’re moving from a world in which only a few countries had modernity as source of power to a world in which most do. And especially most of the big ones.

IPM How can we see these upcoming changes?

BZ Did hegemony perform very good over the last years? No. So we’ve been there and done that and it wasn’t great, the economy busted up, we’ve had foreign policy disasters, we had the war on terror. Could we have done worse? It would have been difficult. So I’m not even the slightest bit convinced by the idea that somehow America has done wonderful things, I think that America did do wonderful things after the second world war, and during the cold war, and a little bit afterwards, but it’s been going downhill from the 1990s and onward, even attacking it’s own creations, so in terms of moving and setting up a lot of multinational institutions, making multinational diplomacy the norm, and making the global economy the basic operating framework... But that’s all done now basically, and now America is not playing that game, if anything they’ve become a spoiler of its own system, so I will not be shedding any tears over the end of American hegemony.

SMALLER STATES IN A FUTURE SYSTEM

Denmark has been a supporter of America for several years in international relations. Due to Buzan’s anti-

cipations it seems reasonable to wonder about where the smaller states dependent on America will belong in the future.

IPM Can’t we still be worried as allies to America that a system without one great super power, or two or three, would be unstable?

BZ I’m not worried about that, some people do.

The Americans, for obvious reasons. There is some reasonable theoretical justification for that, saying the system with a hegemon works better. I see nothing wrong with collective hegemony, that’s my idea of a concept of capitalist powers – not a concept of democracy, but a concept of capitalist powers whose mutual interest is in keeping the global economy right.

IPM But how about smaller countries like for instance Denmark, because during the cold war we were always on the Western, American side, but geographically and regionally in the middle of it all. Where are the smaller, Western countries to go, shouldn’t they fear an unstable order?

BZ Well, I think that, if I’m right, then the world has begun to and is going to become more defined by regional orders so that’s going to play a bigger role. Sometimes that will be good and sometimes it won’t, I mean, if you’re stuck being a neighbour of Russia then being in a regional order probably won’t be fun, but the same might not be true with China, depending on which way it evolves. But as long as the EU can hold together and find a way around its problems that will be the framing

for European states mainly. I sometimes find it embarrassing to be a British citizen in this respect but here we are. So some regions will be more orderly and others less so, so if you’re a small country in a disorderly region it’s not going to be pretty. But then it isn’t pretty now. So whether the Americans will continue to back and commit to their interests in the Middle East would be a very interesting question because there’s always been this kind of gigantic contradiction with the US and the Middle East. Support for Israel on the one hand and the basic need to control the oil-rich countries on the other were always contradictory policies. We don’t care about who controls the Middle East just as long as it’s not just one person. As long as there are at least two owners of Middle Eastern oil we don’t have anything to worry about.

And the US might as well take that view and say the Europeans, the Chinese, the Indians, you take care of it, we don’t care, we got our own wrecking revolution right now. One can see there is a scope for that kind of shift which would redistribute responsibilities in ways that are hard to predict and which would be better in some cases and worse in others but in aggregate perhaps not all that much different. Collective hegemony is possible if people want it, or more decentred into regional. If people want to, then their regions will go their own way. So they have their own combinations. I’m much more spooked about global warming than I am about the end of unipolarity and worrying whether there will be a global shift.

om SKRIBENTEN

Emilie Bruun Sandbye er stud.scient. pol ved Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets redaktion.

om BARRY BUZAN Barry Buzan (1946-) is professor in International Relations at London School of Economics, a central figure of the Copenhagen School of security studies and appointed honorable professor at University of Copenhagen. He is born in England but grew up in Canada and later graduated from University of British Columbia in 1968. He sees himself as a social democrat and extreme secularist.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

11

TEMA

FORVENTNINGSPRES PÅ INDONESIENS OBAMA af IDA DALSJÖ, MIKAEL EKMAN & CASPER KLYNGE Da mere end 130 mio. indonesere i juli afgav deres stemme ved verdens største endagsvalg, blev vinderen Jakartas guvernør Joko ”Jokowi” Widodo. Selvom landet har gennemgået en imponerende demokratisk og økonomisk udvikling, er der ingen smutveje til fortsat vækst og velstand. Der er derfor store forventninger til den nye præsident.

P

å blot 15 år er Indonesien gået fra at være et militærstyre til i dag at være et dynamisk og åbent demokrati, som i stigende grad gør sin indflydelse gældende på både den regionale og den globale scene. Efter den økonomiske krise i Sydøstasien (1997-1998), der efterlod landet på randen af økonomisk kollaps og ledte til Præsident Suhartos fald i 1998, fulgte store politiske omvæltninger og vidtgående økonomiske reformer. Siden har både den demokratiske transformering og den økonomiske fremgang slået rod med forbløffende hast.

Med valget den 9. juli 2014 af Jakartas guvernør Joko Widodo – også bare kaldt ”Jokowi” – som Indonesiens syvende præsident er næste etape af landets demokratiske rejse begyndt. Den har ikke været uden bump på vejen, men Indonesiens rejse beviser alligevel, at fredelig demokratisering kan lade sig gøre på trods af store etniske, religiøse og kulturelle forskelle. Det er blot anden gang i Indonesiens historie, at præsidentmagten bliver overført fra én folkevalgt kandidat til en anden.

INDONESIEN STÅR VED EN SKILLEVEJ

Indonesien har alle de rette ingredienser til at fastholde de høje vækstrater og fortsat klatre op af den regionale og globale værdistige. Med knap 250 millioner indbyggere er Indonesien verdens fjerdestørste land og den største muslimske befolkning. Indonesien er i dag verdens 16. største økono-

12

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

mi (10. største målt i PPP) og aktiv medlem af G20. Hvis målsætningen om de årlige vækstrater på 5-7 % kan indfries, estimerer konsulentfirmaet McKinsey, at Indonesien kan blive verdens syvendestørste økonomi i år 2030. Det skyldes ikke mindst kombinationen af en ung befolkning, hvor halvdelen er under 30 år, fortsatte enorme naturressourcer og en strategisk placering blandt andre ”tigerøkonomier” i Asien. Med til at drive udviklingen og de robuste vækstrater er også en eksplosivt voksende middelklasse, der i løbet af de næste 15 år vil vokse til hele 135 mio. indbyggere.

Til trods for det gunstige udgangspunkt kan fortsat høj vækst og velstand ikke tages for givet.

Tværtimod. Hvis Indonesien skal holde dampen oppe, vil det ifølge blandt andre Verdensbanken kræve massive investeringer i infrastruktur og energi, håndtering af korruptionen og omfattende modernisering af blandt andet uddannelses- og sundhedssystemet. Manglende reformer og investeringer vil omvendt kunne lede til strukturelle flaskehalse, der på længere sigt risikerer at sætte en effektiv stopklods for de høje vækstrater. Og alarmklokkerne er allerede begyndt at ringe hos de indonesiske ledere. I løbet af det seneste års tid har Indonesien oplevet en let aftagende økonomisk vækst på henholdsvis 5,8 % i 2013 og forventet 5,2 % i 2014 ledsaget af en række makroøkonomiske ubalancer, der har givet fornyet debat om både de hjemlige og

globale rammevilkår og fremtidsudsigterne for den indonesiske økonomi.

JOKOWIS VEJ TIL PRÆSIDENTPALADSET

Der er derfor nok at tage fat på, når Jokowi, med sin nye regering i ryggen, skal forsøge at implementere de nødvendige reformer, som skal fremtidssikre væksten og yderligere konsolidere demokratiet.

Arbejdspresset er dog formentlig ikke noget der skræmmer Jakartas guvernør, der er kendt for gerne selv at ville rulle ærmerne op.

53-årige Jokowi er medlem af det demokratiske kampparti PDI-P og er på mange måder et nyt fænomen i indonesisk politik.

Jokowis historie er fortællingen om møbelhandleren som kommer fra beskedne kår, og som på under ti år har gjort en politisk kometkarriere. Han startede som borgmester i Surakarta i det centrale Java i 2005 og sidenhen som guvernør i Jakarta i 2012. I rollen som Jakartas guvernør har han med sin folkelige og ydmyge stil samt spontane besøg blandt almindelige mennesker og lavtstående embedsmænd opnået enorm popularitet. Jokowi skiller sig ud ved ikke at være en del af den traditionelle økonomiske og politiske elite og repræsenterer for mange indonesere derfor et opgør med “Business as usual” og en fornyelse af det politiske system.

Til trods for Jokowis markante forspring ved valgkampens start blev årets præsidentvalg det tætteste nogensinde og første gang, at blot to kandidater stillede op i en

Indonesien har alle de rette ingredienser til at fastholde de høje vækstrater og fortsat klatre op ad den regionale og globale værdistige.

direkte duel. På selve valgaftenen d. 9. juli erklærede både Jokowi og eksgeneral Prabowo Subianto sig som vindere af valget. Først efter den formelle håndoptælling og Forfatningsdomstolens efterfølgende (enstemmige) afvisning af en række anklager om valgfusk fremsat af Prabowos team, kunne Jokowi erklæres som endelig vinder med 53 % af stemmerne. Præsidentvalget blev med mere end 130 millioner afgivne stemmer dermed ikke alene verdens største endagsvalg, men formentlig også den hidtil mest betydelige test af de unge demokratiske institutioners forankring i Indonesien.

Jokowi indsættes dermed den 20. oktober som Indonesiens næste præsident efter Susilo Bambang Yudhoyono, som har siddet på posten siden 2004. Og ved sin side har Jokowi en særdeles garvet vicepræsident, nemlig den 72-årige Jusuf Kalla, der blandt andet tjente som Yudhoyonos vicepræsident indtil 2009.

FØRSTE 100 DAGE MED FOKUS PÅ ØKONOMIEN

Forventningerne til det nye præsidentpar er tårnhøje, og en af de største bekymringer blandt Jokowis nærmeste rådgivere er måske med rette - at hans enorme popularitet kan føre til nogle af de samme udfordringer, som er overgået den internationale leder, som Jokowi ofte sammenlignes med - nemlig Barack Obama.

Jokowis team er derfor bevidst om behovet for at balancere på en knivsæg. På den ene side udnytte den bølge af optimisme og håb, som følger med i slipstrømmen på den kommende præsident, og på den anden side sikre en politisk kommunikation med fokus på realistiske og opnåelige målsætninger. Forventningsafstemningen med befolkningen er, siger en af Jokowis nærmeste rådgivere, helt afgørende for at undgå, at Jokowis

enorme folkelige popularitet ender ud i skuffelse over den nye administrations manglende evne til på kort sigt at indfri de enorme forventninger, som befolkningen har til ham.

Jokowi har i sin valgkamp særlig fremhævet behovet for investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed og korruptionsbekæmpelse, som forudsætninger for politisk og økonomisk udvikling.

På et punkt er der ingen forskel på de to kandidater: Begge har i valgkampen lagt betydeligt vægt på landets nationale styrke, herunder at Indonesien skal være selvforsynende med energi og fødevarer.

Jokowi har også lovet at forsvare den nationale industri, arbejdere og forbrugere og lette vilkårene for de små og mellemstore virksomheder.

Den vigtigste opgave i de første 100 dage bliver efter alt at dømme en udfasning af landets enorme brændstofsubsidier. Subsidierne blev indført i 1956, da Indonesien havde overskud på olieregnskabet, med henblik på at øge det offentlige forbrug. I takt med øget brændstofforbrug er subsidierne dog vokset til enorme højder og udgør i dag et stort pres på statsbudgettet. Tal fra 2014 viser, at 16 % af de samlede offentlige udgifter, svarende til ca. 20 mia. dollars, hvert år bruges på brændstofsubsidier.

Hvis Jokowi skal holde sit valgløfte om at foretage flere offentlige investeringer, skal han allerede inden for de første par måneder skære i brændstofsubsidierne. Det bliver ingen nem opgave, når omkring 30 mio. indonesere lever under fattigdomsgrænsen. Men det er ifølge alle udregninger bydende nødvendigt, hvis regeringen skal rette op på budgetunderskuddet og sikre råderum til de omfattende offentlige investeringer i eksempelvis nye havne, lufthavne og udvidelsen af vejnettet, der

skal sikre Indonesiens langsigtede vækst og velstand.

Udenrigspolitikken har ikke fyldt meget under valgkampen, og Jokowi har hidtil hovedsageligt koncentreret sig om den hjemlige dagsorden med et budskab om, at Indonesien skal være stærkt indadtil for at kunne være stærkt udadtil. Jokowis hjemlige reformdagsorden vil derfor også blive afgørende for, om Indonesien for alvor formår at omsætte dets voksende økonomiske muskler og lederskabet i den regionale sammenslutning ASEAN til en plads i den globale superliga - en position som landets størrelse og strategiske placering i Asien reelt tilsiger. Der er dog næppe nogen tvivl om, at vi fortsat vil se et Indonesien, der aktivt vil prioritere samarbejdet i både regionen og internationalt indenfor blandt andet FN og G20.

FÅR REFORMDAGSORDENEN MEDVIND?

Om Jokowi og den nye administration får held med den ambitiøse reformdagsorden vil under alle omstændigheder afhænge af graden af samarbejdsvilje fra det ligeledes nyvalgte parlament. Den nye præsident har angiveligt et flertal i parlamentet imod sig, og Prabowo har offentligt erklæret, at han er parat til at agere modvægt til Jokowi-administrationens politikker i de kommende fem år. Det udestår derfor endnu at se, om den tilsyneladende polarisering af det politiske system vil bestå - eller om den traditionelle Javanesiske politiske kultur, der er kendetegnet ved bred inddragelse og konsensuskultur, hurtigt vil sejre over partipolitikken. Uanset hvad må Jokowi – som Barack Obama – forventes at møde modstand i parlamentet når han skal have sine reformer igennem.

Jokowi har i sin valgkamp særlig fremhævet behovet for investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed og korruptionsbekæmpelse, som forudsætninger for politisk og økonomisk udvikling.

om SKRIBENTEN

(Fra toppen og nedad).

Casper Klynge er ambassadør på den danske ambassade i Indonesien. Mikael Ekman er Deputy Head of Mission på ambassaden og Ida Dalsjö er praktikant.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

13

TEMA

AMERIKANSK ASIENFOKUS SKUBBER EUROPA UD I GLEMSLEN interview med MADS FUGLEDE af KÅRE HOLM THOMSEN USA har i dag blikket rettet mod Asien. Kontinentet bliver stadig mere interessant for USA grundet de hastigt voksende økonomier i området. Men den øgede amerikanske tilstedeværelse i Asien bliver på bekostning af Europa. Sådan siger USA-ekspert Mads Fuglede, der mener at omfanget af ’pivot to Asia’, er langt større end man i Europa vil erkende.

’P

ivot to Asia’ indledtes med Barack Obamas tour de force i Asien og Australien i 2011, der blev fulgt op af et længere besøg i Asien i april i år. Med udsigterne til en frihandelsaftale i Stillehavet mellem USA og flere asiatiske lande, er den økonomiske linje ret klar. Samtidig har territorielle konflikter mellem Kina og andre nationer i Det Sydkinesiske Hav betydet, at USA har set sig nødsaget til at skærpe retorikken og øge deres militære synlighed i området.

IPmonopolet har sat den danske forsker i stævne for at få ham til at uddybe sin analyse.

IPM Hvad ligger der i udtrykket ’pivot to Asia’?

MF Det er vigtigt, at USA forholder sig til de voldsomt ekspanderende økonomier i Asien, hvor Kina er den vigtigste økonomi. Når lande bliver rigere, får de også et naturligt ønske om at dominere deres nærområde i højere grad. Især Kina, og i mindre grad Indien, er amerikanerne derfor opmærksomme på. Hvis de bliver mere magtfulde i deres nærområder, kan det skade amerikanske interesser på sigt. Derfor skal ’pivot to Asia’ forstås på den måde, at amerikanerne ønsker at bruge deres ressourcer der, hvor der er en sikkerhedspolitisk udfordring af strategisk karakter.

14

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

IPM Hvad er der helt konkret på spil i Det Sydkinesiske Hav? MF USA har opdaget, at der er en del naturressourcer i området, som kunne være interessant at pumpe op. Men gør vi regnestykket op over, hvad der er i undergrunden, så er det ikke noget, der virkelig er afgørende for magtbalancen i området. Der er noget mere symbolsk på spil. Derudover har kineserne en forestilling om, at store nationer skal have deres eget farvand, de frit kan sejle rundt i og dominere. Problemet er, at Kina gør krav på farvandet via nogle øer, de mener er deres, selv om de er tilkendt andre nationer. Konflikten handler i langt højere grad om, hvor langt Kina kan gå i deres nærområde. Kineserne ønsker at teste hvor meget de kan presse verdenen, og hvor langt USA vil strække sig i at støtte deres egne allierede, som ikke nødvendigvis er Kinas allierede. Derfor er det et meget vigtigt signal amerikanerne har sendt, når de om Senkakuøerne har sagt [territoriel konflikt mellem Kina og Japan, der begge gør krav på øerne, red.], at hvis kineserne invaderer øerne, så kommer de i krig med en amerikansk allieret og dermed også USA. Den symbolske værdi af det, der sker, er meget større end det konflikten på papiret handler om.

IPM Hvorfor er Det Sydkinesiske Hav så vigtigt for amerikanerne?

MF Det handler for amerikanerne om at skabe en grænse for kinesisk dominans i sit eget nærområde. Kina må ikke få mod på at presse sine nabolande for meget. USA er på sin vis ligeglad med, hvem der besidder hvilke terri-

Det er i bund og grund et spørgsmål om, at der i Asien vil ske en udvikling, der fuldstændigt vil gøre Europa til periferi ad åre.

torier. Men de er interesseret i, at det ikke bliver normen for Kina at presse andre nationer væk efter deres forgodtbefindende.

IPM Kan man se USA’s indblanding som et forsøg på at tage fremtidige konflikter med Kina i opløbet?

MF Ja. Det er for at markere over for Kina, at de ikke kan ændre på territorierne i området, uden USA er en medspiller. Amerikanerne er indstillet på at give Kina nogle indrømmelser på en masse forskellige områder, men de skal bare gå via USA. IPM Er der nogen langsigtede konsekvenser ved stridighederne?

MF I USA’s optik kan de største problemer opstå, hvis stridighederne kan føre til en øget konflikt mellem Japan og Kina.

IPM Obama har tidligere tegnet sådanne røde linjer, der sidenhen er blevet overskredet meget.

Kan man forestille sig, at Kina rent faktisk kan have held med at gå i land på Senkaku?

MF Det er svært at gisne om. Men det har i hvert fald ikke gavnet amerikanernes situation, at man andre steder har ladet sig presse. Man skal dog huske, at der hvor Obama har været blødsøden, er i området hvor han forsøger at fjerne den amerikanske strategiske interesse.

Jeg vil mene, at kineserne er klar over, at der gælder andre spilleregler i Stillehavet end der gør i Mellemøsten.

IPM Hvor langt kan Kina gå efter din mening?

MF De kan gå lige så langt, som en amerikansk præsident tillader det. Så banalt er det. Med George W. Bush har opfattelsen været, at de ikke kunne gå ret langt. Men de opfatter Obama som en mere blødsøden præsident, og de forsøger nu at teste ham. Det vil de sikkert gøre hver gang, der kommer en ny præsident.

IPM Den amerikanske udenrigsminister fik på det årlige ASEAN-topmøde besked på at blande sig udenom de territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav. Beskeden kom ikke fra Kina, men fra en række af de andre medlemslande. Ændrer det på situationen i området?

MF Nej det tror jeg ikke det gør. Det er heller ikke alle ASEAN-landene der ser sådan på det. USA indgår lige nu i en kamp med Kina om at være den dominante magt i området.

Kina forsøger at få nogle allierede i denne konflikt, og derfor er det du her nævner også en naturlig del af magtkampen. Der vil være en del tovtrækkeri omkring USA’s rolle, men sådan en besked er meget forventeligt.

IPM Hvad er den amerikanske strategi?

MF Den amerikanske strategi er at lade Kina vækste lige så meget, de har lyst til. Kina skal bare vækste på en sådan facon, at landet er effektivt inddæmmet af USA og dets allierede. Det er det, der er hjørnestenen i den amerikanske strategi. Kineserne skal vide, at de gerne må blive rigere, men at de ikke har nogen mulighed for at omstille deres økonomiske ekspansion i en mere realpolitisk mønt, hvor de kan begynde at dominere deres nærområde.

Men det helt forfærdelige perspektiv for Europa er, at USA hen ad vejen vil gøre Kina til landets naturlige allierede på den internationale scene på bekostning af Europa.

IPM Presser denne øgede militære tilstedeværelse i farvandet omkring Kina ikke unødigt kineserne? Er de ikke nødt til at reagere på USA’s militære fremstød ved selv at opruste?

MF Vi må ikke glemme, at USA samtidig med deres øgede militære tilstedeværelse investerer meget voldsomt i Kina. Den amerikanske politik er ikke nødvendigvis at skabe et våbenkapløb i området. Det er ikke et våbenkapløb med USA, der er problemet. Problemet er, at der allerede foregår et våbenkapløb i området, men det er et våbenkapløb mellem Kina og Indien, mellem Kina og Japan og mellem Kina og til dels også Sydkorea. Kina vil i et 30-40-årigt tidsperspektiv have mulighed for at overhale de andre nationer i et våbenkapløb. Men Kina kan ikke indgå i et våbenkapløb med USA. Dertil er de ikke økonomisk stærke nok, og USA er miltærteknologisk overlegne. Hvis man smider USA ind i denne her ligning og gør den amerikanske tilstedeværelse i Stillehavet meget mere potent, så er det et våbenkapløb, som Kina ikke kan vinde.

IPM Yder USA også militær støtte til de lande, som Kina truer?

MF Ja. USA har nære alliancer med både Sydkorea og Japan. De søger at få et meget bedre forhold til Indien og er af historiske grunde

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

15

helt bundet sammen med Filippinerne. USA er det naturlige valg for en lang række nationer i Asien, hvis det skal finde sig en stærk partner. Selv en nation som Vietnam læner sig i disse dage op af USA, hvilket er ret utroligt grundet de to landes historisk anstrengte forhold.

IPM Skal man i virkeligheden se den amerikanske strategi som et ’pivot to China’?

MF Nej det er, at forsimple tingene. ’Pivot to Asia’ handler om meget andet end Kina. Selv om Kina driver logikken i det her, så er det en hel region, der er i enorm udvikling. Der er en stor økonomisk udvikling og et stort konfliktpotentiale i hele regionen. Der kan opstå konflikter mellem lande, der ikke tidligere har haft udeståender med hinanden. Det er mere kompliceret end bare at se det som et spørgsmål om Kina. Det er i bund og grund et spørgsmål om, at i der i Asien vil ske en udvikling, der fuldstændigt vil gøre Europa til periferi ad åre. Det vil flytte den økonomiske magt i verden. Det er alt det, som USA ønsker at være en aktiv del af. Hvis man betragter den store handelsaftale, Trans Pacific Partnership (TPP), bliver det tydeligt, at det ikke kun er Kina, der er i fokus. Det er en frihandelszone mellem en række asiatiske nationer, hvor Kina ikke er en del af aftalen. Kina er en del af logikken og en del af problematikken derude, men det er meget større end bare Kina.

IPM Hvorfor inkluderer man ikke Kina i denne frihandelsaftale?

MF Kineserne er bestemt også velkomne. Problemet er, at Kina ikke har en fri valuta. På sigt er det dog bestemt muligt at få Kina med. Jeg tror også, at det er den amerikanske tænkning. Hverken republikanere eller demokrater betegner Kina som en fjende. De ser i stedet Kina som en ’possible international stakeholder’, dvs. som en nation, der langsomt skal gøres til en mere ansvarlig international aktør. De ønsker at påvirke Kina, så kineserne på sigt fører langt mindre magtpolitik og i stedet meget mere politik, der er på linje med hvad det internationale samfund ønsker. Jeg tror, at hvis man ser ret banalt og overfladisk på det, der sker i regionen, så er den amerikanske taktik udelukkende at inddæmme

16

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

Kina. Men det helt forfærdelige perspektiv for Europa er, at USA hen ad vejen vil gøre Kina til landets naturlige allierede på den internationale scene på bekostning af Europa.

IPM I forlængelse heraf har mange kritikere været ude at sige, at med ’pivot to Asia’, så kommer USA til at glemme Europa?

MF Europa opfattes af amerikanerne som et døende kontinent, der langsomt er ved at glide ud i historiens glemsel. Det vil blive erstattet af et Asien, hvor man i stedet skal lægge sin energi i fremtiden. Europa går fra at være et kontinent, der har været omdrejningspunktet for verdenspolitikken i mere end 2000 år, til at være et område af regional og ikke global betydning.

IPM ’Pivot to Asia’ er altså et udtryk for USA’s måde at positionere sig på i denne nye verdensorden?

MF Ja. Den Kolde Krig dikterede, at USA skulle være allestedsnærværende. Det er en meget dyr strategi, men det var den udfordring, kommunismen gav Vesten. I dag er USA i en situation, hvor de er nødt til at prioritere deres ressourcer. Blandt andet fordi, de har færre ressourcer til rådighed, men også fordi det at deployere militært materiel er meget dyrere i dag end tidligere. Det betyder, at amerikanerne bliver nødt til at se på, hvor de har interesse i at bruge deres ressourcer henne. Her er Asien ved at erstatte Europa.

For hver dag, der går, så fortsætter denne udvikling. Til sidst er Europa bare et voldsomt nedprioritet kontinent.

IPM Kan Ukrainekonflikten ikke få amerikanerne til at genoverveje deres strategi?

MF Nej slet ikke. Amerikanerne har en meget lille interesse i at gå ind i Ukrainekonflikten. USA har sendt et ret klart signal om, at konflikten mellem Rusland og Ukraine i bund og grund er et europæisk problem. Hvis europæerne ikke selv er i stand til at komme med et løsningsforslag, så kan amerikanerne ikke rigtigt se nogen grund til at gå ind i den. Obama har sagt meget klart, at Ukraine og Rusland er et regionalt problem, og at Rusland er en regional magt. Dvs. konflikten er ikke et globalt problem og derfor ikke et problem, som USA nødvendigvis behøver at gå ind i. USA

Europa opfattes af amerikanerne som et døende kontinent, der langsomt er ved at glide ud i historiens glemsel. Det vil blive erstattet af et Asien, hvor man i stedet skal lægge sin energi i fremtiden.

går gerne ind, fordi de har nogle vigtige allierede i Europa, men de går ikke ind og fører an i denne konflikt. Ukrainekonflikten er et meget godt eksempel på, hvor alvorligt vi skal tage USA’s fokus på Asien. Havde konflikten udspillet sig i Stillehavet, så havde USA været meget mere påpasselige og mere aktive i at få nulstillet hele processen.

IPM Er ’pivot to Asia’ så nagelfast, at den nyligt opblussede konflikt mellem Israel og Palæstina heller ikke rokker ved den amerikanske strategi?

om SKRIBENTEN

Kåre Holm Thomsen studerer Statskundskab på KU på 3. semester og er en del af IPmonopolets redaktion.

MF Palæstina har aldrig været vigtig for USA. Det er en europæisk misforståelse. Israel-Palæstinakonflikten er meget vigtig på den europæiske venstrefløj, men den er ikke vigtig for USA. Det er en politisk konflikt. Der er ikke noget sikkerhedspolitisk på stil, og den truer ikke Israel for alvor. Jeg tror, der er andre konflikter i verden, som USA finder mere væsentlige. Man skal huske på, at amerikanerne opfatter det europæiske fokus på Israel-Palæstinakonflikten, som et meget godt eksempel på, hvor elendige vi er til at læse, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentlig i verdenen.

IPM Får det nylige amerikanske engagement i Irak nogen betydning for ’pivot to Asia’?

MF Pentagons ledelse har meget klart sagt, at det, der foregår i Mellemøsten nu ikke har indflydelse på ’pivot to Asia’.

om MADS FUGLEDE Mads Fuglede er cand.mag. i historie og filosofi fra Aarhus Universitet. Underviser på Grundtvigs Højskole og Københavns Universitet primært i amerikansk politik og historie.

Derudover er han en af de mest benyttede USA-analytikere i de danske medier.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

17

TEMA

NARENDRA MODI - MØNSTERBRYDER I ET KLASSESAMFUND

af ANNE KIRSTINE RØNN

Hvordan kan en hindunationalist skabe udvikling og stabilitet i et land, hvor netop sociale strukturer og religion ligger til grund for fattigdom og konflikt? Det er et spørgsmål, som ligger på mange iagttageres læber efter det indiske premierministervalg i maj måned. Med Narendra Modi har det indiske folk valgt landets, måske, mest kontroversielle politiker til leder. Modi er formand for partiet Bharatiya Janata Party (BJP), hvis ideologiske fundament hviler på hinduisme og socialkonservatisme. Samtidig står han for mange som symbolet på et nyt og moderne Indien.

A

t det overhovedet lykkedes Modi at blive premierminister er i sig selv et bevis på, at Indiens sociale strukturer er i forandring. Som yngste søn i en familie fra en af de laveste kaster, hvor faren ernærede sig ved at sælge the fra en gadebod, var han langt fra vant til den glamour, som indiske politikere traditionelt har været omgivet af. Modi har hverken taget en uddannelse på et prestigefuldt vestligt universitet eller haft relationer til at klatre op ad rangstigen i det politiske system, som de fleste af sine kolleger.

Titlen som premierminister er et resultat af organisatorisk talent, og et liv viet til politik. Allerede som 8-årig blev han frivillig i en hinduistisk bevægelse, og da han som ung valgte familielivet fra, fik han mulighed for at dedikere al sin tid på arbejdet, først som medlem af sit parti, BJP’s generalsekretariat og senere som leder af delstaten Gujarat. I et samfund, hvis politiske historie er præget af dynastier og nepotisme er det et tegn på nye tider, at en mand som Modi uden medfødte privilegi-

18

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

er kunne nå til tops. Historien om mønsterbryderen, der blev premierminister begejstrer ikke kun de omtrent 200 millioner, som lever under landets officielle fattigdomsgrænse. Også blandtvelstående indere ses et ønske om at sikre større social mobilitet.

Faktisk er det ikke før set i Indiens historie, at vælgere fra så mange forskellige kaster og områder har stemt på den samme leder. Hovedårsagen er, at uligheden i Indien har været stigende de seneste 20 år. Samtidig bliver de store indkomstskel og kastesystemet i stadig større grad sat på den politiske dagsorden hos den brede befolkning.

VEN AF KINA

Det er dog ikke kun blandt inderne selv, at Modi høster sin popularitet. Fra det øjeblik, hvor han indtrådte sit embede, stod en række statsledere i kø for at mødes med ham. Blandt disse var Kinas præsident, Xi Jinping. Modi er kendt som en ven af Kina, og han har lagt vægt på, at et samarbejde med Kina er afgørende for Indiens

fremtidige vækst. Modis udfordring er dog at overtale de stadigt mere anti-kinesiske indere om de økonomiske fordele ved at styrke båndene med Kina.

MODIS FORHOLD TIL MUSLIMER

En anden leder, som stod parat efter valget, var Israels premierminister Benjamin Netanyahu. For Israel er der flere ting ved Modis profil, som er appellerende, men det er i særdeleshed vigtigt for Netanyahu, at han i mange israelske politikeres øjne fremstår som en opponent mod muslimske ekstremister. Netanyahu har særligt udtrykt begejstring for den retorik, Modi benytter over for regionens islamiske fundamentalistiske fragmenteringer, der blandt andet stod bag terrorangrebet i Mumbai i 2008. Udtalelser, der for ham bekræfter, at Israel og Indien har en fælles fjende at stå sammen imod. At blive fremstillet som kritiker af Islam er dog farligt for Modi, der i forvejen er kritiseret for sin attitude over for muslimer i Indien. En begivenhed, der har haft stor negativ betydning for

Faktisk er det ikke før set i Indiens historie, at vælgere fra så mange forskellige kaster og områder har stemt på den samme leder.

Modis internationale omdømme, er massakren i delstaten Gujarat, hvor han var guvernør fra 2001 til i år. Under massakren, som stod på tre måneder i foråret 2002, blev mere end 2000 mennesker myrdet. Langt størstedelen af ofrene var muslimer. Anklagerne lød, at Modi undlod at forhindre massakren, og flere kilder beretter, at unge hinduer har fået ordre på at dræbe muslimer ud fra en fundamentalistisk tolkning af ”Hindutva”, en hinduistisk ideologi, som også Modi bekender sig til. Anklagen om Modis ansvar ved massakren medførte, at EU nedlagde et boykot af ham, som først blev ophævet i 2012. Ingen beviser hidtil har påvist, at Modi har opfordret til religiøs vold, men kritikere slår stadig på, at han endnu ikke har taget officielt afstand til massakren.

Med Modi som premierminister mener mange, at den fredsforhandling mellem Indien og Pakistan, som har været undervejs i årtier, endelig kan blive en realitet.

Modis styrke på den internationale front er hans afbalancerede fremtoning. Modis strategi er først og fremmest at styrke Indiens økonomiske relationer og forsøge at undgå religiøse og politiske konflikter. Hans afbalancerede politiske attitude er dog samtidig hans svaghed. Kritikere mener, at Modi med sin freds- og forhandlingsvillighed skaber naive forventninger til Indiens fremtidige internationale relationer.

De tilbagevendende sammenstød mellem hinduer og muslimer i Kashmirregionen, og det konfliktfyldte forhold mellem indere og kinesere bliver fremhævet som to svære udfordringer.

KONFLIKTSKY ELLER DYGTIG STRATEG?

DEVELOPMENT FIRST

Set i lyset af, at Modi fremstilles som islamkritiker, er det bemærkelsesværdigt, at det netop er ham, der har nedtonet Indiens tidligere hårde retorik mod den muslimske nabo, Pakistan. Som noget uset, har Modi inviteret den pakistanske premierminister, Nawaz Sharif, til dialog, og måske endnu mere kontroversielt er det, at Sharif tog imod invitationen.

Et ord, som går igen i Modis politiske taler, er ”development”.

Og det med god grund. Trods sin hinduistiske baggrund, er han kendt for at sætte økonomien i første række. Og det har været en stor succes. Mange ønsker, at Modi kan lede Indien, som han ledte Gujarat. Her indførte han 24 timers elektricitet og investerede i bilindustrien, to af de afgørende initiativer, der sendte delstaten ud

i et regulært økonomisk eventyr.

Selvom Modi er medlem af et hindunationalistisk parti, er han altså ikke fundamentalist.

Det er mange af hans partifæller til gengæld. De mest religiøse medlemmer i BJP, som udtaler, at kristendom og Islam er fremmede religioner i Indien, udgør en potentiel trussel mod Modis popularitet i et land, hvor 16 % er muslimer. Modi har med sin afbalancerede politik og prangende resultater, opnået stor og bred popularitet. Paradoksalt nok, er det blandt sine yderligtgående partifæller, at han har udløst den største utilfredshed. De efterlyser en mere religiøs profil og som ydermere anklager ham for at forråde sit partis principper ved at vælge en muslimsk kvinde til den meget symbolske ministerpost, ”Minority Affairs”. Modis succes afhænger derfor først og fremmest af økonomisk fremgang. Så længe han kan skabe vækst, er det nemlig muligt for ham at holde sine kritiske partifæller tavse og forsætte den pragmatiske lederstil. En lederstil, som gør ham til teknokrat frem for hindunationalist, og som gør ham i stand til at bane vejen for et nyt og moderne Indien.

Modis strategi er først og fremmest at styrke Indiens økonomiske relationer og forsøge at undgå religiøse og politiske konflikter.

om SKRIBENTEN

Anne Kirstine Rønn er medlem af IPmonopolets redaktion.

Hun læser statskundskab på Københavns Universitet.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

19

UDBLIK

FRA EUROPÆISERING TIL ASIAISERING af BERTEL HEURLIN

Asien indtager en ny rolle i international politik: en størreregional bevidsthed om Asien for asiater, en større relativ magt i forhold til andre dele af verden, ikke mindst den vestlige verden, og dermed en større mulighed for at øve indflydelse på en kommende verdensorden.

20

Magtforholdene i Asien og resten af verden er under forandring. I maj blev der i Shanghai afholdt en stor konference kaldet “Interaction and Confidence Building Measures in Asia”. Stort set alle asiatiske lande deltog. Den kinesiske præsident, Xi Jinping holdt en vigtig tale, som mundede ud i et forslag om ”a new regional security cooperation architecture”. Ideen var: Asien for asiater. USA, Asiens indtil nu førende magt, og som er uden besiddelser på kontinentet, deltog ikke i konferencen. Dette markerer muligvis konturerne af et magtskifte og Asiens rolle i verden.

G

enerelt ser vi, at Asien stormer frem: økonomisk, finansielt, teknologisk, kulturelt, organisatorisk, politisk, militært. Den økonomiske vækst er imponerende. Asiatiske udviklingslande forandres med stor hast til at blive udviklede lande, til i-lande og med tiden til post-industrialiserede lande.

Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Fortsætter udviklingen vil Asien blive verdens nye centrum.

Men endnu videre: Hvor USA i sin storhedstid frem til 2008 havde nationale sikkerhedsstrategier som gav anvisning på, hvorledes USA som enesupermagten kunne forme verdenen, kunne forme de strategiske valg, som nøgleforskere, er der nu forskere, som ser Asien som skaber af en helt ny verden, markant forskellig fra den nuværende. En af dem er professor og ambassadør, Jørgen Ørstrøm Møller, som i sin bog ”How Asia can shape the world”, 2011, ser en asiatisk politisk-økonomisk model, som vil skabe en helt

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

ny verden baseret på mindre materialisme og mere moralisme, på en verden med knappe ressourcer frem for ubegrænsede. Hovedpunkterne er ”burden sharing” i stedet for ”distribution of benefits”, individuel produktivitet erstattes af gruppeproduktivitet, forandring kommer gennem sociale grupper, social kapital og sammenhold, økologisk produktivitet i stedet for blot økonomisk produktivitet, nye former for politisk system og legitimitet, kooperation-kompromis-konsensus- baseret konfliktløsning frem for voldelige konflikter.

Under alle omstændigheder: Asien indtager en ny rolle i international politik: en større regional bevidsthed om Asien for asiater, en større relativ magt i forhold til andre dele af verden, ikke mindst den vestlige verden og dermed en større mulighed for at øve indflydelse på en kommende verdensorden.

Hvad betyder det for krig og fred i Asien? Vil væbne

de konflikter hæmme Asiens heftige udvikling? Og hvilken indflydelse har denne udvikling på nummer et og to i verdenspolitikken, USA og Kina?

supermagterne ikke var aftalt og fastlagt. Koreakrigen og Vietnamkrigen var blodige affærer.

Asiens eksplosive udvikling er ny, men den hviler på årtusinders høje civilisation. Asien kunne med sindsro se til, at Europa for alvor begyndte at gøre sig gældende i renaissancetiden og opdagelsestiden.

Man kunne roligt se på den europæiske, teknologiske, organisatoriske, kulturelle, politiske og militære udvikling fordi Asien med Kina i spidsen med sikkerhed vidste, at verdens centrum var Asien. Kun meget sent indså man, at Europa havde taget teten som verdens ubestridte centrum.

Europa blev modellen for verden. Den europæiske statsinstitution blev stadfæstet efterladende feudalisme og kirke-kejser-stridigheder i glemsel. Statsbegrebet blev yderligere styrket ved konstruktionen af nationalstaten i det 18. århundrede. Nationalstaten blev den globale prototype på politisk organisering.

Tidligt fik Europa smag på at omorganisere ikke blot sig selv- men hele verden: Den ekstremt effektive kolonisering kom til at dække hele kloden.

Afslutningen af den kolde krig betød nye muligheder og udfordringer. Nu var chancen kommet til Asien.

Heller ikke Asien gik ram forbi. Thailand klarede sig, Japan tilpassede sig ved en gennemgribende ”westernization” og Kina gennemlevede 100 års ydmygelse ved en semi-kolonisering, som gennemtrængte landet. Europa havde overtaget Asien. Europa havde det hele: en teknologisk revolution, industrialiseringen, som totalt ændrede de sociale, politiske, økonomiske og finansielle dynamikker. Europa fødte og eksperimenterede med filosofiske og politiske konstruktioner, som liberalisme, marxisme, kommunisme, socialisme, fascisme, nazisme. Europa var et stor konkurrencedrevet laboratorium – nationalt, politisk, socialt, økonomisk med en gigantisk fremdrift. Krig sås som en mulighed. Hvis den kom, så kunne det også klares fremadrettet og effektivt. Krigen kom- og kom igen. Og sluttede i 1945: Med rystende resultat for Europa: Det blev ”stunde nul” ikke blot for supermagtsaspirenten Tyskland, som havde gjort et andet forsøg. Men for hele Europa. Europa blev ingenting.

To nye ikke-europæiske supermagter (USSR så sig selv som den gigantiske eurasiske verdensmagt) beslaglagde og delte Europa. Delingen blev til den kolde krig. For Europa blev den kolde krig en forbandelse og en velsignelse. Forbandelse, fordi Europa blev gennemmilitariseret med en latent frygt for atomkrig.

En velsignelse, fordi den gensidigt sikrede ødelæggelse. Mutal-assured-destruction-strategien hindrede krig. Der blev ikke løsnet et skud mellem øst og vest under den kolde krig. Den kolde krigs krige fandt derimod sted i Asien, hvor interessesfærerne mellem

AFSLUTNINGEN PÅ DEN KOLDE KRIG

Asien udviklede sig overraskende nok til generelt set at være en fredszone. Ingen krige. Der var mindre skærmydsler, men ingen fundamentale. Afghanistan er undtagelsen. Krigene fandt sted i Europa, hvor Balkan blev nye konfliktområde med international involvering, og i Mellemøsten. Asien blev kontinentet, hvor udvikling og velstandsvækst trivedes. På trods af økonomiske tilbageslag i slut-90’erne og den finansielle krise i 2008, så tegner billedet sig af gensidig økonomiske afhængighed landene i mellem. Asien er ved at blive et verdenscenter, Asien er ved at kunne producere blød magt i form af modeller til udvikling gennem semi-autoritære økonomiske systemer.

Så hvorfor er billedet skiftet? Hvorfor viser Pew-meningsmålinger, at størstedelen af befolkningerne i de fleste asiatiske lande anser krig i Asien som en reel mulighed ? Hvorfor ser vi så voldsomme manifestationer af hypernationalisme i en række asiatiske landeikke mindst Japan, Kina, Vietnam, Filippinerne?

Hvorfor bliver der reelt oprustet i Asien? Hvorfor er suverænitetsproblemerne så store i Syd-og Østkinesiske hav, at konflikter optrappes med provokationer, kapringer, involvering af bevæbnede kystbevogtningsskibe, egentlige væbnede konflikter og gengældelsesaktioner?

Med Asiens store vækst er forsyningsveje for skibstrafikken blevet afgørende. De enkelte asiatiske lande skal sikre sig energi og ressourcer for at bevare fremgangen.

Ressourcer findes ikke mindst i havet og på havbunden.

Maritim politik er blevet sikkerhedspolitik.

BAGGRUNDEN FOR DEN NUVÆRENDE UDVIKLING

Der er tre grundlæggende forklaringer: det forhold, at landegrænser er lettere at fastsætte og regulere bilateralt som internationalt, end maritime grænser.

Asien består af gigantiske landmasser, men har også en omfattende ørigedimension og en stillehavsdimension. Med Asiens store vækst er forsyningsveje for skibstrafikken blevet afgørende. De enkelte asiatiske lande skal sikre sig energi og ressourcer for at bevare fremgangen. Ressourcer findes ikke mindst i havet og på havbunden. Maritim politik er blevet sikkerhedspolitik.

Dernæst skal forklaringen findes i den markante forskydning af magtrelationerne i det regionale som i det internationale system, først og fremmest Kinas opstigning. For Kina er det gået hurtigt: Hvor Kinas økonomi var i bund, ikke mindst pga. Maos politiske projekter, Det Store Spring Fremad og Den Store

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

21

Kulturrevolution, fik Deng Xioapings reformpolitik om at åbne sig til verden taget hul på en formidabel genrejsningspolitik med vækst og velstand. I nullerne lykkedes det for Kina først at overhale Tysklands GNP-vækst og derefter Japan, som i en årrække havde været verdens næststørste økonomi. I 2010 var Kina således blevet nummer 2. Og om føje år vil Kina efter al sandsynlighed overgå USA. Med en stærk økonomi følger en øget politisk magt.

Endelig skal forklaringen findes i den kendsgerning, at USA er fortsat Asiens stærkeste magt. Som Obama har udtrykt det: ”Det 20. århundrede var Amerikas århundrede; det vil også gælde for det 21. århundrede.” USA vil fortsat være økonomisk, finansielt, politisk, kulturelt og militært tilstede i Asien og vil derfor ikke være passiv i ø- og revkonflikterne i havene omkring Kina.

Men det er netop problemet: hvordan skal de sydøstasiatiske lande takle situationen med et stadig mere magtfuldt Kina og et USA, som fortsat er den stærkeste magt i Asien? Hvis Kina ses som en trussel, er et stærkere engagement med USA løsningen. Hvis Kina ses som en mulighed, lokker et kinesisk partnerskab som et rimeligt valg. For i sidste instans kunne man

22

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

Og om føje år vil Kina efter al sandsynlighed overgå USA. Med en stærk økonomi følger en øget politisk magt.

tale om to manifestationer af Asien: det økonomiske Asien og det sikkerhedspolitiske Asien. Alle lande ønsker både velstand og sikkerhed. Hvilken verdensorden kan sikre både og?

Og når det kommer til stykket: hvor slemt er konfliktniveauet i realiteten? Er Asien ikke fortsat en fredszone domineret af vækst– når man lige ser bort fra et højtråbende og truende Nordkorea- og er forestillingerne om en større væbnet konflikt i Asien ikke meget fjernt fra virkelighedens verden?

Når man ser på udvalgte officielle tilkendegivelser kan der være bekymring. I Præsident Obamas tale til West Point kadetterne i maj 2014 hed det, at ”China's rise and military reach worries its neighbors”. Og videre,” Regional aggression that goes unchecked whether in Soiuthern Ukraine or in the South China Sea, or anywhere else in the world- will ultimately impact our allies and could draw in our military”.

Med andre ord: USA er parat til at blande sig militært i det, som Kina vil kalde sine nationale kerneinteresser. Dertil kommer det kinesiske ubehag ved den amerikanske Pivot-to-Asia også kaldet the rebalancing policy, som blev introduceret 2011-12, og som går ud på, at USA også i det 21. århundrede vil være den ultimative Asienmagt og Stillehavsmagt.

Tonen i de kinesiske erklæringer er heller ikke til at tage fejl af. USA har intet at gøre i stridighederne i det sydkinesiske hav, hævdes det. USA skal fastholde en neutral politik. Advarslerne er tydelige, både officielt og i pressen. Xi Jinping har siden sin tiltrædelse markeret et ryk i retning af en mere proaktiv, ”assertive” politik. Introduktionen af visionen om ”Den kinesiske drøm” er ikke kun om en foryngelse af det kinesiske samfund. Men også en drøm om et magtfuldt militær.” Vi skal, siger præsidenten, stræbe efter ”a unified goal of a rich country and a powerful military”. PLA , Peoples Liberation Army skal være i stand til ”at kæmpe og vinde”.

Kina har officielt markeret Det sydkinesiske hav for kinesisk interessesfære ved at offentliggøre et kort med den såkaldte 9-stregs ellipse, uden dog at hævde, at havet er ”a Chinese lake”. Endvidere har Kina indført en såkaldt Air defence Identification Zone, ADIZ, i det øst-kinesiske hav i november 2013, et træk, som i USA og en række asiatiske lande ser som konfliktskærpelse.

Her står konflikten: det er USA versus Kina i den forstand, at USA som en globale flådemagt ønsker størst mulig maritim bevægelsesfrihed og Kina har legitime krav på en række øer og rev, som begrundes historisk, men som klart er et udtryk for opfyldelse af sikkerhedspolitiske behov og for øget ressourceog forsyningssikkerhed. Det er også Kina versus en række asiatiske naboer i øriget i Østasien, som har med søterritoriet at gøre. Her tegnes et billede af en række lande, som har klare nationale interesser, og som vil være meget præget af magtforholdet mellem Kina og USA. DEN NUVÆRENDE KONFLIKT

Hvad ender konflikten med? Det er en alvorlig konflikt som involverer historie, identitet, hypernationalisme, politisk-økonomiske kerneinteresser. I sin fremtrædelsesform er konflikten regional. Men fundamentalt set er den dybt forankret i det internationale systems struktur. Og denne struktur fremviser - uanset nok så mange visioner og påstande om USdecline og multipolarisering – et system med én supermagt. Det erkendes ikke alene af USA. Som

Obama udtrykker det: ”America must always lead on the world stage. If we don`t, nobody else will”.

Men det er også det officielle kinesiske standpunkt: USA er verdenslederen. USA's overlegenhed er en kendsgerning. Dertil fremhæver Kina gang på gang, at den kinesiske opstigning altid vil være fredelig og at man aldrig vil stræbe efter global hegemoni. Kina ønsker indflydelse, ikke ledelse. USA har intet at frygte.

Det er på det regionale område, at den amerkansk-kinesiske står skarpest. Xi Jinping har i maj 2014 formuleret det, man kunne kalde Xi-doktrinen. ”It is for the people of Asia to run the affairs of Asia.....to uphold the security of Asia.” Det står i modsætning til den hidtidige politik, som har fremhævet, at USA er velkommen i Asien ,når formålet er at opretholde stabilitet og sikkerhed.

Vi står ved et skel. Xi-doktrinen er givet et forsøg på at teste USA, at fremtræde som formidleren af et samarbejde med de asiatiske lande og at ryste forestillingen om ,at Kina kun forhandler bilateralt af sig.

Så meget kan siges: USA står stadigvæk som formidleren af fred, sikkerhed og stabilitet i Asien. USA er fortsat en asiatisk magt. Så længe det nuværende en-supermagtssystem opretholdes, - og dette system kan vise sig at være ganske robust - vil konflikterne i Kinas maritime nærområder ikke føre til krig. Mindre militære træfninger vil finde sted. Men der er ikke plads til storkrige. USA's politiske og militære tyngde fungerer, som en tilstrækkelig afskrækkelse mod, at en større militær konflikt vil finde sted. Og, som den store geopolitiske analytiker Robert D. Kaplan skriver i sin seneste bog ”Asia's Cauldron. The South China Sea and the End of a Stable Pacific”, 2014: ”A sea crowded with warships does not contradict an era of great human progress for Asia”.

Asiens march mod en asiatisk storhedstid og attraktion vil ikke svækkes. Asien vil vokse. Men USA vil en tid endnu svæve over vandene.

om SKRIBENTEN

Bertel Heurlin er Jean Monnet professor i europæisk sikkerhed og integration. Han er Program Director, China Security Studies Network, Centre for Military Studies, Coordinator for Reflection Group China, Co-coordinator for tænketanken ThinkChina.dk, UCPH.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

23

TEMA

KINAS NORDVEST af DANIEL ATLI LARSEN

Oktober 2013: En bil kører ind på Dem Himmelske Freds Plads med kurs direkte mod en menneskemængde og eksploderer. To døde og 38 sårede.

Marts 2014: Otte angribere bevæbnet med knive løber ind på en togstation i Kunming og stikker ventende passagerer ned. 29 døde og 140 sårede.

April 2014: Terrorister angriber passagerer på en togstation i Urumqi med knive og sprængstof. Tre døde og 79 sårede. Maj 2014: To biler kører ind i en menneskemængde på et marked i Urumqi, hvorefter der kastes sprængstoffer. 31 døde og 90 sårede.

O

venstående begivenheder skriver sig ind i en lang historie med etniske uroligheder i Kinas nordvestlige Xinjiang-provins. Xinjiang betyder på kinesisk ’den nye grænse’, og man får dermed allerede gennem navnet et hint om, at regionen har været præget af skiftende magthavere. Man har blandt andet haft perioder med overherredømme fra mongol- og uihgur-khanater, hvor den mest berømte hersker uden tvivl er Temüdjin - bedre kendt som Djengis Khan.

Den kinesiske indflydelse har dog altid været stærk i området, og i 1884 fik Xinjiang-provinsen sit nuværende navn, da Qing-dynastiet gjorde den til en officiel del af riget. I 1955 blev ’autonom uighur region’ desuden tilføjet til navnet. Området har historisk set været befolket af forskellige etniske grupper, hvor netop uighurerne i mange år har været den mest fremtrædende. Uighurerne er et mongolsk/tyrkisk nomadefolk, der igennem historien har taget islam til sig og nu er overvejende muslimsk. Det er samtidig denne gruppe, der ifølge de kinesiske myndigheder står bag de ovenfor nævnte angreb. Især angrebet i Beijing flyttede den almindelige kinesers blik mod Xinjiang, da angrebene nu var rykket fra provinsen langt mod vest til Kinas hjerte.

24

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

UNDERTRYKKELSE OG FATTIGDOM

Kommunistpartiets kulturelle assimilationspolitik rammer direkte ind i kernen af det, der er særegent ved uighurerne.

Det er langt fra tilfældigt, at uighurerne benytter sig af voldelige metoder. Der har i mange år været kraftige spændinger mellem såkaldte hankinesere og uighurer.

Den kinesiske regering har benyttet sig af en målrettet indsats for at få hankinesere til at bosætte sig i Xinjiang, og det har ført til store demografiske ændringer.

Tidligere var uighurerne den klart største gruppe i området, mens der i dag bor stort set lige så mange hankinesere. Det har ført til utilfredshed blandt uighurerne, der ser den massive indvandring som et redskab til undertrykkelse af deres sprog, kultur og religion. Denne undertrykkelse, som myndighederne ser som sikkerhedsforanstaltninger, kommer til udtryk på flere måder. Det kinesiske styre har indført minimumsalder for adgang til moskéer og forbudt undervisning i uighurernes modersmål. Derudover er det forbudt for statsansatte at komme i moskéerne, hvilket de facto udelukker praktiserende muslimer fra offentlige embeder. Samtidig forbydes studerende, undervisere og offentligt ansatte at faste under ramadanen. Sidst men ikke mindst skal imamer på ’kurser’ i politisk dannelse for at sikre, at deres virke er i overensstemmelse med styrets ønsker. Kommunistpartiets

LIGE HOVEDPINE

kulturelle assimilationspolitik rammer direkte ind i kernen af det, der er særegent ved uighurerne.

De hankinesiske tilflyttere er ofte tidligere soldater, der er organiseret i det såkaldte ’militærkorps’, som administrerer forskellige slags virksomheder og bosættelser i Xinjiang. Korpset blev sendt til Xinjiang i 1955 af Mao for at udvikle landbruget og industrien i den tilbagestående provins. Derudover skulle de agere spydspids i centralstyrets strategi om at få hankinesere til at bosætte sig i provinsen. I dag råder korpset over fem byer, 180 farme og over 1000 virksomheder, hvori omsætningen for længst har rundet 40 milliarder kroner.

Det er dog ikke kun de demografiske ændringer, der skaber konflikt i Xinjiang. En anden ting der ligger til grund for utilfredsheden i området er arbejdsløshed og fattigdom. Det kinesiske styre har den opfattelse, at økonomisk vækst kan være med til at holde etniske minoriteter i ro, fordi deres levevilkår forbedres.

Xinjiang har da også oplevet massiv vækst, men problemet for uighurerne er, at de ikke ser skyggen af de rigdomme, som denne vækst genererer. Der er uenighed om, hvorfor dette er tilfældet. Nogle mener, at uighurerne diskrimineres, fordi det er hankinesere,

der sidder på stort set alle vigtige poster i statsapparatet og i virksomhederne, hvilket smitter af på ansættelsespolitikken. Andre mener, at det skyldes, at uighurerne mangler den nødvendige uddannelse og ekspertise, som de kinesiske virksomheder efterspørger. Begge forklaringer har formentlig en grad af sandhed i sig. Uanset hvad er det bemærkelsesværdigt, at Xinjiang har Kinas højeste rate af arbejdsløshed, helt op til 80 procent, for personer med en uddannelse.

LILLE RUM FOR OFFENTLIG KRITIK

Uighurerne er utilfredse af flere årsager. De har dog ikke mange muligheder for at udtrykke deres utilfredshed på lovlig vis, da der i Kina er meget lidt rum for offentlig kritik. Demonstrationer bliver som hovedregel opløst, og det er ikke sjældent, at personer der ytrer sig til uighurernes fordel bliver anholdt.

Det kinesiske styre har den opfattelse, at økonomisk vækst kan være med til at holde etniske minoriteter i ro, fordi deres levevilkår forbedres.

Et af de bedste eksempler på hvor kort den kinesiske lunte er fra myndighedernes side, er anholdelsen af Ilham Tohti, der er økonomiprofessor i Beijing. Han blev anholdt i januar for at have opildnet separatistiske bevægelser og opfordret sine studerende til vold.

Han fik ikke lov til at tale med sin advokat før i juni, og advokaten blev først bekendtgjort med de konkrete

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

25

anklager, da han læste det i avisen. Tohti anses for en af de mere moderate kritikere af fremfærden i Xinjiang, hvor han har opfordret til forståelse og udveksling af idéer på tværs af de etniske grupper.

Det har han bl.a. gjort igennem sin hjemmeside, hvor både kinesere og udlændinge har haft adgang til information om, hvad der foregår i Xinjiang. En del af denne information er gået imod myndighedernes fremstillinger af begivenhederne, og det er formentlig en del af baggrunden for anholdelsen. Både EU og USA har fordømt arrestationen, men Tohti risikerer alligevel dødsstraf, hvis de kinesiske myndigheder opretholder sigtelsen.

KAMP OM BÅDE FORTID OG NUTID

Som tidligere nævnt har Xinjiang-provinsen været præget af skiftende magthavere, hvilket også har betydet, at befolkningssammensætningen har ændret sig flere gange. Det er i dag grobund for en ophedet kamp om historien, hvor henholdsvis uighurer og hankinesere forsøger at påvise deres fortrinsret til området med henvisning til forskellige historiske perioder, hvor de var mest dominerende. Et af det kinesiske styres vigtige våben i den sammenhæng er ruiner, arkitektur og museer, hvor man dyrker de præislamiske perioder.

Det er dog ikke kun fortiden, der er skueplads for uenigheder. I vores højteknologiske tidsalder foregår en af de vigtigste kampe om sandheden på de elek-

26

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

troniske platforme, hvor informationer bliver delt.

Et godt eksempel er China Daily, kommunistpartiets avis, der konsekvent omtaler demonstranter som terrorister eller uromagere. Det kinesiske styre har da også haft held med at forbinde flere uighur-bevægelser i Xinjiang med international terrorisme, og der synes ikke at være tegn på, at andre internationale aktører vil lægge sig ud med Kina i dette spørgsmål.

EU har dog givet en dæmpet kritik af kinesernes fremfærd og opfordret til, at man kigger på de underliggende sociale mekanismer. Det er bemærkelsesværdigt den samme kritik, som Tohti har fremført, og som kommunistpartiet sandsynligvis har set som en trussel imod dets foretrukne narrativ. Problemet for Tohti og hans ligesindede er, at både EU, USA og resten af verden har brug for Kina som samhandelspartner.

Myndighederne i Kina er meget bevidste om, hvor vigtigt det er at kunne kontrollere informationsstrømmene. I 2009 var der en lang række demonstrationer i Xinjiang, som blev opløst med magt, hvilket førte til sammenstød og utallige døde og sårede. Efterfølgende benyttede myndighederne samme taktik, som i kølvandet på demonstrationerne på Den Himmelske Fredsplads i 1989: total tavshed. Derudover forsøgte man at forhindre informationer i at komme ud ved at blokere både internet og telefonlinjer helt op til et år frem. Samtidig blev der foretaget masseanholdelser af aktivister, journalister og folk, der havde delt

Problemet for Tohti og hans ligesindede er, at både EU, USA og resten af verden har brug for Kina som samhandelspartner.

optagelser af sikkerhedsstyrkernes fremfærd. Ligesom i tilfældet med Ilham Tohti er myndighederne meget opmærksom på hvilket billede, der bliver tegnet af situationen i Xinjiang.

REGIONENS BETYDNING

Der er flere grunde til, at det kinesiske styre beslutsomt har forsøgt at øge kontrollen med Xinjiang. Xinjiang er på størrelse med Iran og omfatter omkring en sjettedel af Kinas samlede areal. Samtidig grænser området op til hele otte lande, heriblandt stormagterne Rusland, Pakistan og Indien. Det betyder, at Xinjiang har både geopolitisk og økonomisk betydning.

Den økonomiske betydning er tredelt. For det første er der massive olie, kul- og gasforekomster i provinsen, hvilket åbenlyst skærper interessen for området.

Eksempelvis står Xinjiang for omkring 40 procent af Kinas samlede kulreserver og 28 procent af dets samlede naturgasbeholdning. For det andet er Xinjiang porten til de centralasiatiske lande, der står for en stor del af verdens energiproduktion. Kina har stor interesse i at kunne føre olie- og gasledninger direkte fra eksempelvis Kasakhstan, Rusland og Usbekistan til det kinesiske hovedland, hvilket allerede er en realitet.

For det tredje kan kineserne igennem Xinjiang transportere varer til både EU og Rusland, hvilket er et vigtigt alternativ til søhandelsruterne.

Geopolitisk har Xinjiang historisk set været en bufferzone, hvor Kina har forsøgt at afholde forskellige steppefolk fra at invadere. Kineserne har dog haft mere end svært ved at bevare kontrollen med regionen. Eksempelvis lykkedes det kun det succesfulde Qing-dynasti at holde området i omkring 60 år. Det er i dette historiske lys en del af forklaringen på det nuværende centralstyres voldsomme fremfærd skal findes. En adfærd, der har til formål at bevare den fulde kontrol med Xinjiang.

mer, hvis det økonomiske potentiale for regionen skal indfries.

Kommunistpartiets kortsigtede strategi er at undertrykke al kritik samtidig med, at partiet håber, at økonomisk udvikling vil dæmpe utilfredsheden. Det er stærkt diskutabelt, om denne tilgang er den rette.

Hvis væksten fortsætter som nu, vil den blot føre til større indtægtsforskelle mellem uighurer og hankinesere. Anholdelsen af moderate kræfter efterlader samtidig uighurerne med få muligheder for at udbasunere deres utilfredshed på fredelig vis og er i sidste ende med til at eskalere volden. En del af den langsigtede strategi er at befolke Xinjiang med hankinesere. Det er formentlig et effektivt værktøj, men det vil tage mange år før uighurerne er blevet en så lille minoritet, at de kan kontrolleres fuldt ud.

Uighurerne er trængt op i en krog, hvor de ikke har noget at tabe. Kinas tilgang er derfor den sikre vej til øget radikalisering og en deraf følgende voldsspiral.

Kineserne er nødt til at erkende, at de har et land med adskillige minoriteter, der gerne vil bevare en del af deres særegne kultur. I uighurernes tilfælde ville det være en god start at fjerne alle barrierer i forhold til religion og sprog. Derfra kan man arbejde videre mod et system, hvor den muslimske minoritet har en realistisk mulighed for at få arbejde og en lysere fremtid.

om SKRIBENTEN

Daniel Atli Larsen er medlem af IPmonopolets redaktion.

Han er bachelorstuderende på Institut for Statskundskab ved København Universitet og har tidligere tilbragt et år på Roskilde Universitet. Hans primære interesseområder er dansk forsvarspolitik og asiatiske forhold.

FEJLAGTIG STRATEGI

Denne udgave af IPmonopolet handler om magtforskydninger mod øst. Hvis kineserne skal cementere denne magt, er de paradoksalt nok nødt til at rette fokus mod vest. Problemerne i Xinjiang må imødegås, hvis ikke provinsen skal udvikle sig til et åbent sår, hvor uro og terrorisme overskygger investeringer og udvikling.

Så længe der er massiv utilfredshed blandt uighurerne, er det risikabelt for kommunistpartiet at lægge olieledninger og højspændingskabler i jorden, da de er lette mål for separatister og terrorister. Derfor er styret nødt til at løse de underliggende sociale proble-

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

27

TEMA

CAMBODJA - DET GLEMTE DIKTATUR af KRISTINE INGEMANN

I Cambodja har den samme mand holdt landet i et jerngreb i 30 år, men i Vesten vil vi hellere høre om Kina, militærkuppet i Thailand og diktaturet i Nordkorea. Kristine Ingemann har skrevet en reportage fra Phnom Penh om den politiske situation i Cambodja, og hvorfor unge cambodjanere fortrækker monarki frem for demokrati.

R

angsey er 23 år gammel og opvokset i den cambodjanske hovedstad Phnom Penh. Han studerer International Relations ved det lokale universitet, og i sin fritid arbejder han frivilligt for den samme NGO som jeg. Rangsey og jeg deler mange interesser og holdninger, men få grundlæggende ting er vi helt uenige om. Som dansker og specielt som statskundskabsstuderende går jeg ind for demokratiet. Det gør Rangsey ikke. Han sværger i stedet til monarkiet.

Mødet med Rangseys opfattelse af politik og demokrati kom bag på mig, men i løbet af min tid her i landet stod det hurtigt klart for mig, hvor grundlaget for vores forskellige opfattelser ligger. For den politiske situation i Cambodja er igennem det seneste år spidset til og er nu nået til et alvorligt turning point.

ET SKELSÆTTENDE PARLAMENTSVALG

Cambodja er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki. Mens Kong Sihamoni derfor sidder uden reel magt, har landets premierminister, Hun Sen, regeret i næsten 30 år. Det har været 30 år med adskillelige anklager om korruption, menneskerettighedskrænkelser og voldelige magtdemonstrationer. Seneste parlamentsvalg fandt sted i sommeren 2013, og det skulle vise sig at blive et særdeles vigtigt valg. Officielt vandt Hun Sen og hans parti Cambodian People’s Party (CPP) 68 sæder ud af parlamentets 123 pladser,

28

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

mens oppositionspartiet, Cambodia National Rescue Party (CNRP), vandt de resterende 55 mandater. Resultatet affødte store demonstrationer rundt omkring i landet, og særligt CNRP udtrykte enorm utilfredshed og hævder stadig at være blevet snydt for mere end 2,3 millioner stemmer.

Selve valgafholdelsen foregik da også under mystiske omstændigheder. Mange cambodjanere blev afvist ved valgstederne med den begrundelse, at de ikke var på valglisterne. Min kollega Rangsey var heldig, for han fik lov til at sætte sit kryds, men han har fortalt om kaoslignende tilstande ved de forskellige valgsteder. Han og mine andre cambodjanske kollegaer fulgte aftenens valgoptælling hjemmefra og oplevede, at live-radio og tv-transmissioner fra valgoptællingen blev afbrudt efter, at Hun Sen og CPP havde tabt valget i en række af de førstoptalte regioner. Mediedækningen af valget blev stoppet, indtil man efter optællingen udmeldte et valgresultat, der faldt ud til Hun Sen og CPP’s fordel. Et resultat, som CNRP stadig nægter at acceptere. Som reaktion valgte oppositionspartiet at boykotte Cambodjas parlament, National Assembly, og de vendte først tilbage til parlamentet i sommeren 2014. Det er et fravær, der har været yderst synligt i cambodjansk politik, hvor parlamentets pladser kun besiddes af to partier.

Oppositionslederen Sam Rainsy finder selv sin egen og partiets tilstedeværelse mere eller mindre ligegyl-

Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at Hun Sen styrer både militæret, politiet, domstolene og de nationale medier med hård hånd.

dig på grund af Hun Sens altomspændende magt.

Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at Hun Sen styrer både militæret, politiet, domstolene og de nationale medier med hård hånd.

Især mediedækningen af valget i sommeren 2013 står tilbage som et eksempel på Hun Sens kontrol over landets medier. En af landets største tv-stationer, Bayon Television, er ejet af Hun Sens datter, Hun Mana, og flere af landets andre store medier er ligeledes ejet af medlemmer af regeringen. Det var derfor også en særdeles pro-Hun Sen-dækning, der dominerede de nationale medier i perioden op til og efter valget. De lokale og mere frie radiostationer var stærkt udfordret af et officielt forbud fra Cambodjas National Electoral Committee, der med støtte fra det cambodjanske informationsministerium, havde forbudt enhver form for valgdækning selve valgdagen.

NY HÅRD KURS

Valget i sommeren 2013 blev på mange måder et politisk vendepunkt i Cambodja. Oppositionspartiet CNRP opnåede en stor fremgang med en fordobling af stemmeantallet og har siden kæmpet en hård kamp mod Hun Sen og hans styre. Modstanden mod styret er vokset, og som resultat heraf har Hun Sen taget flere og mere voldsomme midler i brug i sit forsøg på at bevare magten. Mens der i parlamentet bliver gennemført flere udemokratiske forfatningsændringer, som for eksempel at forbyde offentlige forsamlinger på mere end 10 personer i et forsøg på at forhindre demonstrationer, bliver der på gaden slået hårdt ned

på demonstranter og politiske modstandere. Den nye voldelige stil kom især til udtryk i januar, hvor de cambodjanske myndigheder overfaldt demonstranter, der demonstrerede for en mindsteløn til landets mange tekstilarbejdere. Fire demonstranter blev dræbt af politiets skud, og 23 blev tilbageholdt. De blev først løsladt fem måneder senere idømt lange fængselsstraffe.

Demonstrationen i januar var dog langt fra første gang Hun Sen og den cambodjanske regering tog hårde midler i brug mod styrets modstandere. I marts 1997 samlede mere end 200 CNRP-tilhængere sig foran National Assembly for at udtrykke deres utilfredshed med landets domstole. Under forsamlingen blev fire granater kastet over de fremmødte, og 16 mennesker blev dræbt og mere end 100 mennesker såret, herunder oppositionsleder Sam Rainsy. Ingen er blevet dømt for angrebet, men ifølge flere menneskerettighedsorganisationer hersker der ingen tvivl om, at angrebet blev udført af medlemmer af den cambodjanske regering. Premierminister Hun Sens egen personlige elitestyrke, Brigade 70, var for første gang nogensinde tilstede ved en demonstration den dag, og mange vidner har bekræftet, at styrken bevidst lod dem flygte og samtidigt have truet med at skyde enhver, der forsøgte at forfølge dem. Brigade 70s to daværende hærførere, Huy Piseth og Hing Bunheang, er i dag blevet forfremmet til henholdsvis viceforsvarsminister og vicegeneral for landets militær.

Endnu er der ikke opstået en eurasisk superstat, men Rusland og Kina rykker stadig tættere sammen og vil måske snart udgøre en blok, der for alvor vil kunne true og udfordre den eksisterende geopolitiske orden.

FOTO: Prime Minister of Cambodia captured during the World Economic Forum on East Asia in Ho Chi Minh City, Vietnam, June 6, 2010.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

29

AF VOA FRA WIKIMEDIA COMMONS

Angrebet i 1997 var dog langt fra sidste gang, Sam Rainsy stod ansigt til ansigt med Hun Sens magt og kontrol. I 2005 måtte den populære politiker søge eksil efter, at en afstemning i National Assembly havde fjernet hans parlamentariske immunitet. Sam Rainsy stod da over for flere anklager om bagvaskelse efter at have anklaget CPP og dets daværende koalitionsparti FUNCINPEC for korruption. Sagen blev dog først afgjort i 2010, hvor Sam Rainsy in absentia blev idømt 10 års fængsel. Dommen betød dog ikke et politisk endeligt for oppositionslederen, der i juli 2013, kort før parlamentsvalget, blev benådet af Kong Sihamoni, og som derfor vendte hjem til et overvældende valgresultat.

UKLAR TILKNYTNING TIL KHMER ROUGE

Angrebene på Sam Rainsy og CNRP er ikke det eneste eksempel på det cambodjanske retssystems manglende uafhængighed. På trods af enorme forbrydelser mod menneskeheden, er næsten ingen medlemmer af Khmer Rouge blevet dømt for deres ødelæggelser af Cambodja i 70’erne. Her var partiet ansvarlig for mord på mere end to millioner cambodjanere, men selvom Khmer Rouge blev fordrevet fra landet ved dets fald i 1979, overgav partiet sig først i 1999.

Lederen Pol Pot nåede aldrig at blive retsforfulgt før hans død i 1998. Først i år, den 7. august 2014, blev to af partiets topmedlemmer idømt fængselsstraffe på livstid ved en FN-støttet menneskerettighedsdomstol i Phnom Penh.

30

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

Mens den kontroversielle premierminister Hun Sen officielt var med til at drive Khmer Rouge ud af Cambodja, hersker der stor tvivl om hans egen rolle under regimet og internt i partiet. Hun Sen var medlem af Khmer Rouge i 1960’erne. Mens han selv hævder kun at have været en menig soldat, har flere kritikere anklaget ham for at have spillet en langt større rolle i ledelsen af partiet. Hun Sen forlod imidlertid partiet i 1977, to år før vietnamesiske tropper invaderede landet og fordrev styret. Efter styrets fald i 1979 blev Hun Sen udnævnt til vicepremierminister frem til 1985, hvor han opnåede posten som landets premierminister.

I dag, knap 30 år efter sin udnævnelse, er Hun Sen stadig landets premierminister med den totale magt over landet. Dette til trods for hans forbindelser til Khmer Rouge og international samt national kritik. I selve Cambodja er der dog en stadig voksende mistillid til styret. Samtidigt vokser oppositionslederen Sam Rainsys popularitet i takt med Hun Sens udemokratiske forfatningsændringer.

CAMBODJANERE FORETRÆKKER MONARKI

Politik er dog bestemt ikke noget, man diskuterer i Cambodja. Hverken i hjemmet, på arbejdspladsen eller i skolen er Hun Sen og hans regering noget, der tales højt om. Min kollega Rangsey studerer på en af landets største universiteter, og her er man endda gået så langt som at forbyde alle former for politisk

I mange cambodjaneres øjne er demokrati et symbol på korruption og voldelige magtdemonstrationer.

FOTO: Sam Rainsy and Kem Sokha wave to protesters.

diskussion. Politiske standpunkter og protester er som resultat heraf forvist til toiletvæggene. Men vover man alligevel at diskutere politik med cambodjanerne står utilfredsheden med Hun Sen og hans styre klart.

Billeder af Hun Sen og hans parti CPP dominerer ellers i høj grad det cambodjanske landsbybillede, og i et land hvor mange stadig betragter uddannelse som særdeles farligt efter Pol Pot og Khmer Rouge-regimet, er resultatet af partiets propaganda en stor politisk uvidenhed i landets mange fattige regioner.

Taget den politiske situation i Cambodja i betragtning er det ikke svært at forstå Rangseys manglende tiltro til demokratiet, og dette synspunkt er han langt fra ene om. Det er især opvæksten under Hun Sens styre, der har ført til en enorm mistillid til demokratietsom styreform blandt landets unge, og optimismen omkring Cambodjas fremtid er ikke stor. I mange cambodjaneres øjne er demokrati et symbol på korruption og voldelige magtdemonstrationer. Monarkiet står derimod stadig som mange cambodjaneres foretrukne styreform. Selvom der stadig står tvivl om den afdøde Kong Sihanouks indblanding i Khmer Rouges grufulde regime i 70’erne, er han den dag i dag, knap et år efter hans død, stadig folkets store helt. Blandt mange af mine universitetsstuderende venner her i hovedstaden er der ingen tvivl: Monarki er til hver en tid at foretrække frem for demokrati.

For i deres øjne er kongen en folkefader, der elsker sit land som sit eget barn, og han kunne aldrig finde

på at udsætte landet for de samme grusomheder som Hun Sen.

om SKRIBENTEN

GLEMT AF DET INTERNATIONALE SAMFUND

Mens Hun Sen fortsætter sit næsten diktatoriske styre i landet, er Cambodjas manglende opmærksomhed fra det internationale samfund påfaldende. Især i en tid hvor nabolandet Thailands politiske sammenbrud og militærkup fylder i danske såvel som internationale medier. Den politiske nedsmeltning i Thailand var dog en kort affære sammenlignet med de mange års ulmende stridigheder i Cambodja. Men her et år efter det seneste valg er situationen stadig alvorlig, og Hun Sen fortsætter sin nye hårde kurs, der dog har medført større opmærksomhed fra resten af omverdenen.

Det er en opmærksomhed, der forhåbentligt kan hjælpe det cambodjanske samfund og styre i en langt mere demokratisk retning og dermed vise Rangsey og andre unge cambodjanere de positive aspekter ved demokratiet. For Cambodja er allerede blevet glemt af det internationale samfund en gang. Dengang hed den ansvarlige Pol Pot, og næsten to millioner cambodjanere mistede livet. Der er dog langt fra Khmer Rouges grusomheder i 70’erne til landets situation den dag i dag. Men en ting er sikkert. Cambodja bør ikke blive glemt igen.

Kristine Ingemann er redaktionsmedlem ved IPmonopolet og statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.

Hun har i flere omgange boet i Phnom Penh og arbejdet frivilligt for en cambodjansk NGO.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

31

TEMA

CHINA’S NEXT MAGIC NUMBER af YANG JIANG China’s annual economic growth of above 8 per cent in the past years has constituted the backing and legitimization of the Chinese government and has deliberately been highlighted in the political rhetoric. However, faced with the realities of the financial crisis and domestic tensions, the Chinese government has been forced to admit that economic growth alone can no longer constitute the legitimization of the regime. In light of this development, the question becomes: “What number will be able to do the magic for China to secure its prosperity and stability as well as the legitimacy of the government?”

C GDP growth cannot any longer do the trick of ensuring China’s prosperity and stability.

hina’s magic number used to be 8. The Cantonese preference for this number because of its similar sound to prosperity has spread across the nation; therefore the Beijing Olympics starting time became precisely 08:08pm on 2008/08/08.

The real magic number that Chinese policymakers worshiped for years was 8 per cent annual GDP growth. However, this number seems to be losing its magic of ensuring prosperity and social stability for the government.

What measurement then should be used as China’s next “Magic Number”?

It is said that 8 per cent was what China’s former leader Deng Xiaoping decided for China’s long-term growth. Furthermore, it is also widely believed among Chinese academics that this figure is based on Okun’s Law, which says that 2 per cent GDP growth reduces unemployment by 1 per cent. And social unrest is what Beijing fears most, and unemployment is a major source of instability. China used 8 per cent as the growth target in the aftermaths of the Asian financial crisis in 1997-98, partly to justify the stimulus programme that it installed in the next couple of years.

Facing the global financial crisis, the 8 per cent growth target was again set in early 2009 and became a political objective for not only the central government but also local governments. Not until 2012

32

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

when economic slowdown was inevitable and overheating was a widely recognised problem, did the Chinese government lower its growth target for the first time in eight years. It was still a modest cut, from 8 to 7.5 per cent. The new Premier Li Keqiang declared in 2013 that the bottom line was 7 per cent to ensure that the GDP of 2020 would double the level of 2010.

Is China’s next magic number then IS 7 THE NEW 8?

7.5, or 7? Predictions of China’s growth rate from major banks and international institutions make news headlines, but GDP growth cannot any longer do the trick of ensuring China’s prosperity and stability. For a long time GDP has been a key criterion for evaluating local officials’ performance. In order to fulfil the central growth target, local governments make annual GDP growth targets too, and they are often higher than the central one, resulting in an inflated national average way above the central target. How do local governments achieve growth?

They try their best to attract investment from home and abroad, rent out land to private developers to build real estate, help local state-owned enterprises (SOE) to expand, and borrow money from state commercial banks to build infrastructure projects, all disregarding environmental or social impacts. Can local governments return their debts on time? That is

probably a big question hanging in the minds of the leaders, as they sent out state auditors to investigate the level of local debt in 2013, while rolling over the debts of several local government-sponsored projects that had defaulted.

Importantly, many of those government-sponsored projects result in more income inequality rather than creating jobs and bringing widely enjoyed welfare. ‘Advance of the state and retreat of the private (guojin mintui)’, a trend in the past ten years, has been accelerated by the global financial crisis and China’s response to it.

The term has become imprinted in domestic public opinion, which does not necessarily view the state as representing national welfare but as the welfare of a special class or an exclusive web of interest groups. The number of ‘mass incidents’ – Chinese euphemism for group protests — has been rising dramatically in recent years, totally over 100,000 a year. The top three reasons of social unrest are: land appropriation, unemployment, and environmental damage, all related to the government’s short-term GDP-ism.

If GDP growth is not omnipotent UNEMPLOYMENT

and its essence is about ensuring employment, why not simply use the unemployment rate as measurement? China’s official unemployment rate has long been a near-worthless measure.

It has been moving between just under 4 per cent and 4.3 per cent for most of the past decade; even during the global financial crisis in 2009, when tens of millions of workers in the export factories lost their jobs, the official rate barely budged. This is due to three existing problems with the official unemployment rate. First, it only measures urban registered unemployed, that is, those urban workers who are formally registered and thus eligible for unemployment benefits. Migrant workers that number between 200 and 300 million, who moved from rural areas to live in cities, are not counted. Second, it is calculated based on numbers submitted by local governments, which often downplay bad news. Third, it is based on estimations conducted by statistics bureaus with questionable methods, seldom by national census from household surveys. The official rate was 4.3 per cent or about 15 million in 2008 (amongst a total urban working population of about 345 million), while a survey conducted by the China Academy of Social Sciences estimated urban unemployment to be 9.4 per cent or about 32 million. According to another survey, urban unemployment was 8 per cent or about 28 million in July 2011, and rose to 8.05 a year later. On top of that, the National Bureau of Statistics put the number of migrant jobless at 23 million. It is also unknown how many rural workers are unemployed or underemployed.

COST OF EVERYDAY LIFE

Aggregate numbers like the GDP or unemployment may not ring a bell in the people’s minds, but income and price levels do affect people’s everyday lives. Unfortunately, income statistics are only available for urban average disposable income, which does

not tell much about a country with vast income inequalities and a large rural population. Moreover, the income growth rate is often compared with the faster GDP growth in the media to showcase the advance of the state and retreat of the private. On the other hand, the CPI (Consumer Price Index) became a household word in 2007, when food prices rose to historical highs, and CPI reached 6.9 per cent high above the 3 per cent red line set by the central bank.

The CPI has since been closely monitored by the public as an indication of inflation and living standards, leading to some local governments adding a maximum CPI to their long list of annual targets. The central government also set the limit of CPI at 3.5 per cent in both 2013 and 2014, and intensified its intervention in price levels. Another big debate is whether the method of managing prices through government intervention is conflicting with the government’s reform agenda of ‘letting the market play a decisive role in the economy’. One thing is clear: A price increase of 3.5 per cent is still higher than the interest rate paid by the state commercial banks to diligent Chinese savers.

POLLUTION INDEX

Apart from income inequality and price levels, the environment has become another major concern of urban residents in China. In 2011 citizens discovered that the pollution level published by the National Meteorology Bureau was scandalously different from that by the American embassy indicated by PM2.5. PM2.5 thus became the new standard online, and forced the government to adopt it in official reports as well.

The new government has declared ‘war on pollution’ and passed a series of new environmental protection laws in 2014, while smog

in cities continues to worsen. The pollution level is so high that the acceptable line of PM2.5 becomes insignificant. Like elsewhere in the world, combating pollution is not only limiting household emissions and a polluting culture, but also constraining the expansion of some businesses, which is not easy given the strong political powers enjoyed by SOEs and big companies, apart from GDP-ism as mentioned earlier.

HAPPINESS AND DREAM

What number can do the magic for China, to secure its prosperity and stability, not least to ensure the legitimacy of the government?

An increasingly popular term among the public, borrowed from Bhutan, is the happiness index.

Online articles publish the ranking of happiness index in different provinces, based on a compilation of objective numbers such as employment, consumer and housing prices, urban-rural inequality, and air quality, ostensibly lacking the statistics of public opinion survey. Former Chinese Premier Wen Jiabao said in his work report in 2011 that “everything we do is for the people to get a happier and more dignified life, and for the society to become more just and harmonious’. His wishes were unfortunately difficult to achieve during the past decade, as vested interests blocked major reform initiatives and inequality enlarged.

The slogan of the new government under president Xi Jinping and premier Li Keqiang is the ‘China dream’. It is impossible to quantify a dream, or the oft-attached phrase ‘rejuvenation of the Chinese nation’. However, judging from their reform agenda, the new leadership seems to have got the message from history that only a people-oriented and a peole-based country can perform the magic of turning dreams into realities.

om SKRIBENTEN

Yang Jiang is Senior Researcher at the Danish Institute for International Studies. Earlier she obtained a PhD from the Australian National University in 2008, and worked at Copenhagen Business School as Associate Professor.

She does research on contemporary political economy of China, including economic reform, economic diplomacy and policy-making.

She has published articles in Review of International Political Economy, The Pacific Review, Journal of Contemporary China, amongst others, she has published the book ”China’s Policymaking for Regional Economic Cooperation.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

33

TEMA

CONFUCIANISM TO SAVE THE WORLD - THE CULTURAL MESSAGES OF A RISING CHINA

by TONGDONG BAI China’s rise in the East can offer the West some solutions to the inevitable problems with democracy. Professor Bai of Fudan University in Shanghai highlights the shortcomings of modern democracy and proposes radical changes that are based on the world’s oldest philosophies.

I

n spite of Chinese leaders’ effort to reassure the world about China’s intentions, much of the rest of the world is deeply concerned with China’s rise. An important reason is that present Western political models are taken as the only correct models, dominating the political discourse, while the present Chinese models seem to be in conflict with the Western models. Domestically, the Chinese regime is not liberal democratic. In the area of international relations, China adopts the idea of absolute sovereignty and follows the nation-state model, which is in conflict with the Western ideal that human rights override sovereignty. Does it, then, mean that China should simply embrace the Western models, so as to let history “end” in liberal democracy?

SHORTCOMINGS OF MODERN DEMOCRACY

We have seen, however, that Western models have encountered their own problems. Domestically, Western liberal democratic regimes fail to face up with many

34

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

challenges, the failure to prevent the recent financial crisis being the latest example. Internationally, first, an irony is that the nation-state model that China so firmly embraces also comes from the West. But the nation-state model that is commonly understood and followed: one nation, one state and national interests being the supreme and only guidance to a state (“my country, right or wrong”). This understanding of the nation-state is the root-cause of ethnical problems within a state. Internationally, it has led to two World Wars, and many other smaller conflicts. If China adopts this model and thus ruthlessly pursues its national interests, a logical conclusion is that its rise will disrupt the present world order, and if history tells us anything, China can become another Germany and Japan before and during the two World Wars.

Learning from their own lessons, more and more, Western countries adopt the principle that human rights override sovereignty, while China (and much

of East Asia) still seems to linger on the previous stage in which Western countries were. But the rights-based diplomacy, although looking attractive, is so demanding that oftentimes, Western countries can only give lip-service to this principle, leading to skepticism and cynicism. In sum, the root of many political problems is the inadequacy of contemporary political models. To address these problems, we should reject the myth that history has already “ended”, recognize the problems with present models, and explore new political possibilities and models with an open mind.

THE ROOTS OF CONFUCIANISM

I believe that Confucianism can offer solutions to some of the problems above. Here I understand Confucianism to be a political philosophy that is meant to be universal, not something applicable only to the Chinese. Early Confucians faced a world in which small, close-knit communities (in the form of feudalism) collapsed, and there emerged large, popu-

...if history tells us anything, China can become another Germany and Japan before and during the two World Wars.

lous, and well-connected societies of strangers. The nobility-based ruling structure was also gone, and de-facto sovereign states emerged in the “world” (the world known to the Chinese). Thus, three key political problems had to be answered: What can bond a large state of strangers together?

What are the principles of international relations among sovereign states? Who should be the ruling members of the state and even the world? These questions were also faced by early modern European thinkers, and in a sense, our contemporary world is nothing but an enlarged version of the Chinese world for early Confucians. But different from the ones offered by the Europeans, Confucians offered their own answers. On the issue of a new social bond, Mencius (the most famous Confucian, after Confucius himself, red.) discovered that all human beings have the sentiment of compassion, a sense of care toward strangers. But he also realized that this sentiment, though universal, is also very fragile. In order for it to be strong enough to hold strangers together, it needs to be cultivated, and family is the first and most important institution in which this cultivation can take place, which is why familial care is so important to Confucians. By learning to care about family members other than oneself, one learns the existence and significance of others. But Confucianism is no philosophy of the God Father (“never go against the family”), and one should push this care outward, until it embraces not only every human being, but everything in the world. Even at this stage of universal care, however, Confucians think that one still does and should care about the closer ones more than the more distant ones. That is, the Confucian moral ideal is universal

but unequal love.

A CONFUCIAN ACCOUNT OF STATE IDENTITY AND INTERNATIONAL RELATIONS

Therefore, by compassion, the whole world can be bonded together, but at the same time, one is justified to care about one’s own state more than other states. Patriotism is thus justified. But while caring about one’s own state first, one should not disregard the interests of other peoples completely because we, as human beings, also care about other peoples.

Indeed, if our state and its allies are compassionate and strong, and the people of another state suffers so greatly from a bad regime that they are ready for a change, the humane states have an obligation to help, and even “invade” or liberate this people. For Confucians, humaneness (compassion or benevolence) overrides sovereignty. But unlike cosmopolitanism, a radical version of liberalism, according to which everyone should be treated equally and states should eventually be abolished, Confucians consider the existence of states legitimate. But unlike in the nation-state model, this legitimacy is limited by how humanely the state treats its people. This model, being more realistic than the cosmopolitan model and more idealistic than the nation-state model, is a “realistic utopia.”

CONFUCIANISM TO IMPROVE DEMOCRACY

Domestically, Confucians also believe that the service to the people offers the ultimate legitimacy to the sovereign. Indeed, as in many Western democracies, they believe that the state is of the people and for the people, and it should be held accountable for the service to the people. People know the best about whether they are satisfied with the service offered, and if the

service is inadequate, a failed ruler or a failed government can be removed, even by force.

A crucial difference between Confucians and democrats is that the former do not think that the state should be by the people. For they believe that although people are the best judge of how they feel, they are not morally and intellectually competent to judge how they get here and how their lives can be improved through state policies. Thus, Confucians would endorse a hybrid regime that combines democratic elements (through which people’s will is expressed) with meritocratic elements (through which morally and intellectually competent political decisions are made), for example, a bicameral legislature with a democratically elected lower house and a meritocratically selected upper house. At the same time, this regime should be firmly built upon constitutionalism that protects rights and liberties. In contrast, the present democratic institution, especially that of “one person one vote”, encourages radical individualism and anti-intellectualism, gives all the political authority to the present voters (and no voice to the future generations and foreigners even if their interests are endangered), allows the majority to silence the minorities, and builds upon an unrealistic premise that voters are rational about their own self-interests. These problems are the root cause of many problems plaguing democracies today. If democracy was introduced in the past to correct the excesses of the nobles, perhaps now it is time to correct the excesses of the uninformed and immoral masses. The Confucian ideal regime, like its models of state identity and international relations, offers the golden mean in politics.

...we should reject the myth that history has already “ended”, recognize the problems with present models, and explore new political possibilities and models with an open mind.

om SKRIBENTEN

Tongdong Bai is a professor of philosophy at Fudan University in China, and his most recent book in English is "China: The Political Philosophy of the Middle Kingdom".

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

35

TEMA

BURMA OG SRI LANKA - TRUER BUDDHISTISK NATIONALISME OG VOLD DEMOKRATIET? af MIKAEL GRAVERS I Burma og Sri Lanka har en nationalistisk og xenofobisk bevægelse, ledet af buddhistiske munke, påkaldt sig international opmærksomhed. Buddhismens væsentligste budskab er ikke-vold. Er buddhismen blevet voldelig – eller udnyttes den af politiske kræfter, som truer de svage demokratier?

I

denne tid turnerer Daw Aung San Suu Kyi (ASSK) i Burma for at samle underskrifter til at få ændret forfatningen inden valget næste år. Parlamentets valgkommission har sagt nej til at ændre forfatningen, og militæret vil ikke tillade ændringer. ASSK ønsker både at ændre 25% reglen og en paragraf, som forhindrer personer, der er gift med udlændinge, og som har børn der er udenlandske statsborgere i at stille op til præsidentvalget. Hendes parti, National League for Democracy (NLD) kan vinde en god del af pladserne i parlamentet, men ikke opnå den afgørende magt under den eksisterende forfatning. En nylig

36

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

opinionsmåling viser, at Union Solidarity Development Party (USDP), det regerende militære parti, har stor troværdighed i befolkningens øjne og sikrer stabiliteten.

Et andet alvorligt problem for demokratiseringen er de seneste års anti-muslimske vold. I begyndelsen af juli var der optøjer i Mandalay, hvor et par hunderede unge bøller på motorcykler og med køller, sværd og jernstænger angreb muslimer. Mange var fulde.

En muslim blev dræbt og 14 blev såret. En buddhist mistede livet, og ved hans begravelse vandaliserede

følget den muslimske del af kirkegården inden politiet fik stoppet volden. Det startede med et falsk rygte på Facebook om en voldtægt af en buddhistisk kvinde begået af en muslim. Samtidig blev et falsk dokument med stempel fra NLD lagt ud på Facebook med en kritik af regeringen for ikke at beskytte muslimernes rettigheder. Hensigten er at kompromittere ASSK, som en nationalistisk organisation af munke påstår, har et samarbejde med muslimer, og dermed underminerer nationen og buddhismen. Buddhismen er en væsentlig dimension af burmansk national identitet.

Under det britiske kolonistyre stod munke i spidsen for opstande, og de dannede de første landsdækkende nationalistiske organisationer. Munkene organiserede i 1938 demonstrationer mod de mange immigranter fra Indien, som briterne hentede ind, og som fik en dominerende plads i økonomien. Halvdelen af Rangoons befolkning i 1938 stammede fra Indien.

Munkene sagde, at de forsvarede buddhismen, den burmanske race og nationen, som var truet. En anti-buddhistisk bog skrevet af en muslim fremprovokerede voldsomme optøjer. De endte i ødelæggelse af muslimske forretninger og 192 dræbte. Det var også en protest mod kolonistyret og dets del-og-hersk politik, hvor mindretal fik særlige rettigheder. Mange indvandrere fra Indien forlod landet efter selvstændigheden i 1948, hvor en nationalistisk politik dominerede og hvor buddhismen blev statsreligion i 1961. I den nuværende forfatning tilskrives buddhismen ”en særlig position”, dog med frihed for andre religioner.

Militærregimet har siden kuppet i 1962 anvendt en stærk xenofobisk nationalisme kombineret med en frygt for at landet blev opdelt og overtaget af ”neo-koloniale kræfter” i ledtog med NLD som ideologisk argument for det totalitære styre. Kulturen skal beskyttes mod fremmede kræfter. Frygten for vold, kaos og det at miste identitet er både et stærkt våben mod civil-befolkningen og politisk argument for at hæren fortsat skal have kontrol.

Siden opstanden i 1988 og til 2012 har der været enkelte anti-muslimske optøjer, bl.a. i Mandalay.

Mønstret i de seneste optøjer har været det samme og synes iscenesat af kræfter, som vil bevare den nuværende orden. Der spilles på, at befolkningen har været isoleret fra omverdenen under militær-regimet og lyttet til rygter, fordi medierne var stærkt censurerede. Endelig har munkene traditionelt en meget stor indflydelse som både åndelige og politiske vejledere.

BUDDHISME OG POLITIK

Burmas ca. 400.000 munke må ikke deltage i politik og har ikke stemmeret. Forfatningen forbyder politisk

misbrug af religion. I 2007 overraskede tusinder af munke ved at demonstrere mod militærregimet. De krævede demokrati og dialog med oppositionen.

Buddhistiske idealer om ikkevold og næstekærlighed blev ligestillet med demokrati og menneskerettigheder, og de unge munke kritiserede generalerne for at være uvidende og imod buddhismens doktrin (dhamma). ASSK har ligeledes anvendt buddhistisk etik til at kritisere generalerne for ikke at leve op til Buddhas 10 regler for en retfærdig hersker, herunder moral, generøsitet, ærlighed, venlighed og ikkevold.

Men i 2012 undrede verden sig over, at munke anvendte en nationalistisk og xenofobisk retorik mod muslimer. De radikale nationalistiske munke hævder, at muslimerne tvinger buddhistiske kvinder til omvendelse ved ægteskab. Lederen af bevægelsen, munken U Wirathu, siger, at det handler om at beskytte buddhismen, sproget, racen og nationen mod Islam. Buddhismen er i fare, siger han. Desuden truer Islam landets økonomi, påstår han, selvom muslimer kun udgør ca. 5% af befolkningen. Hans retorik er aggressiv, og han kalder muslimer for ”fjender” og ”gale hunde”. Hans tilhængere betegner deres flerkoneri og mange børn som ”animalisme” (dvs. dyrisk adfærd). ”De skaber konflikter, er snæversynede og vil ikke integreres’, siger han på Facebook. ”Don’t take nationalism lightly”, siger U Wirathu, som tilføjer, at han beundrer ASSK, – men han ønsker ikke valgloven ændret. Hun er ikke tilstrækkelig national og vil støtte muslimerne, mener han. Munken frygter, at en ændring giver muslimer mulighed for at stille op som præsident. Moderate munke mener ikke, at volden udøves af unge, der ikke ved noget om buddhismen.

De mener heller ikke, at U Wirathu selv er voldelig, men at han er snæversynet og politisk naiv, når han kalder sig selv ”the Burmese Bin Laden”. Han har ringe almen uddannelse og legitimerer andres vold ved at fremmane en kamp for buddhismens overlevelse.

Det er ikke blot en lille gruppe munke, som har xenofobiske ideer. De deles af måske halvdelen af munkene og en stor del af befolkningen.

I Rakhine Staten kom det til voldelige optøjer mellem buddhister og muslimer i 2012. bengalis eller ’sorte fra vest’. De er statsløse, og det skønnes, at 80.000 er flygtet over havet til Thailand og Malaysia – mange er omkommet på havet. Der er stadig tilfælde af vold.

Huse uden det buddhistiske flerfarvede flag risikerer angreb. I 2013 bredte volden sig til resten af Burma. I Meikthila, en større by i det centrale Burma, kom en muslimsk guldsmed op at skændes med en buddhist.

Hele det muslimske kvarter med huse og moske blev brændt ned af bøller og efterlod 8000 hjemløse. Det samme mønster er gentaget efterfølgende. Grov vold udøves af bøller, som måske er organiserede af militæret. Lignende bøller angreb ofte NLD og

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

37

ASSK i 2003. Om militæret står bag vides ikke, men regeringen har taget munkenes forslag om love, der begrænser inter-religiøse ægteskaber og omvendelse og forbyder polygami, til sig. Parlamentet er ved at udarbejde lovforslag, som kræver, at kvindens forældre og myndighederne skal godkende tværreligiøse ægteskaber. Desuden forventes en lov om børnebegrænsning rettet mod muslimer vedtaget. 130 NGO’er protesterede mod lovene og blev kaldt forrædere af U Wirathu. Men det er ikke blot en lille gruppe munke, som har sådanne xenofobiske ideer. De deles af måske halvdelen af munkene og en stor del af befolkningen, som mener, at muslimerne er aggressive og kun plejer egne kommercielle og etniske interesser. U Wirathu har samlet fire millioner underskrifter til fordel for lovene. Han fik i 2003 25 års fængsel for at have startet antimuslimske optøjer i byen Kyaukse, som endte med 10 dræbte. Han blev dog løsladt under en amnesti i 2012. Men denne gang lader myndighederne ham fortsætte med sine hadefulde taler mod muslimer, og han roses af præsident Thein Sein.

I Karen Staten klager karen-folket, over at muslimer overtager al handel, når de slår sig ned i en mindre by. De har også overtaget handlen i flygtningelejrene i Thailand, hvor de fleste flygtninge er karener. Der kan altså være konkrete sociale problemer, som danner

38

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

baggrund for nationalismen i Burma. Det er uhyre farligt at undersøge og skrive om buddhistisk ekstremisme. Time Magazine bragte en artikel om voldelige buddhister i Burma og Sri Lanka med U Wirathu på forsiden og overskriften: The face of Buddhist Terror.

Journalisten er efterfølgende blevet bandlyst. Men det var en uheldig generaliserende fremstilling af både buddhismen og buddhister som ekstremt voldelige.

U Wirathu er ikke selv med i volden og buddhismens doktrin fremhæver ikkevold, næstekærlighed og barmhjertighed som centrale etiske begreber. De fleste munke tager afstand fra volden, som de siger udøves af personer, der ikke forstår buddhismen.

Volden er social og politisk, og religionen optræder som medium for de nationalistiske grupper og munke i Burma. Efter flere end 50 års militærdiktatur, isolation og mange sociale problemer er befolkningen modtagelig for sådanne forestillinger.

Militæret rasede mod ”neokoloniale magter og deres håndlangere” (læs: ASSK). Nu raser disse munke også mod internationale hjælpeorganisationer. Læger uden Grænser og Malteserordenen blev udvist fra Rakhine Staten for at fornærme de lokale buddhister. De føler, at udenlandske hjælpeorganisationer, ikke mindst FN, favoriserer muslimerne og dermed støtter illegale, fremmede elementer.

Det er uhyre farligt at undersøge og skrive om ekstremistisk buddhisme.

SRI LANKA-FORBINDELSEN

Volden rummer også et globalt billede, hvor en cocktail af nationalisme, religion og migration ofte skaber frygt for at miste identitet og appellerer til forsvar for identitet og religion. Sådanne forestillinger transmitteres og oversættes til lokale forhold, bl.a. via Facebook og andre medier.

I Sri Lanka forgår nøjagtig den samme type vold mod både muslimer og kristne. Munkene dannede i 2013 Budo Bela Sena (” Buddistisk Magt Hær”).

Organisationen opstod, da radikale munke brød ud af et politisk parti, som i 2004 fik valgt ni munke til parlamentet. Den har nøjagtigt samme program som munkene i Burma men er også i mod de kristne evangeliske kirker, som siges at udøve uetisk omvendelse, dvs. køber folk til omvendelse. De er imod, at muslimer tvinger buddhister til omvendelse ved ægteskab, og de mener, at muslimer kun handler med sig selv. De vil have forbud mod halalslagtning og polygami. Buddhismen er i alvorlig fare, hævder BBS, og dermed også sinhala majoritetens identitet.

Muslimerne er nu nationalisternes syndebuk efter, at tamilernes oprør brutalt er nedkæmpet. Muslimerne udgør 10% af befolkningen.

Munkene fremhæver, at de ikke er terrorister men forsvarer nation, religion og sinhala identitet. Som i Burma er der ofte rygter om voldtægt af buddhistiske kvinder. BBS stormede i juni en kristen evangelisk

kirke under gudstjenesten og truede præsten til at standse ceremonien. Munken Gnanasara, som er en af lederne i Budo Bela Sena, deltog i aktionen, deltog i aktionen. Han og BBS har tilknytning til præsidenten og forsvarsministeren. Munkenes verdslige aktiviteter er omdiskuterede, men mange kritikere er bange for at stå frem af frygt for repressalier.

Munkene i Sri Lanka bygger på en lang tradition af buddhisme og nationalisme siden 1880. Dengang demonstrerede de mod kristen og muslimsk indflydelse støttet af britisk kolonistyre. De dannede søndags-dhamma-skoler og en Young Mens Buddhist Association (’KFUM’) som modspil. Det inspirerede burmesiske munke til også at oprette en YMBA i 1906. I dag, som dengang, rejser unge burmanske munke til Sri Lanka for at studere og kopiere deres trosfæller. Der er nu flere end 100 dhamma skoler i Burma, som propaganderer blandingen af nationalisme og buddhisme. I Sri Lanka er munkene direkte med i volden og smadrer muslimske forretninger, ødelægger moskeer og tæver folk.

Religiøs nationalisme er blevet en del af en global udbredt radikal identitetspolitik, hvor forsvar af religion, national identitet, sprog og kultur legitimerer vold. Men meget tyder på, at disse radikale kræfter også udnyttes politisk af politiske partier og militæret.

Denne blanding truer demokratisering og menneskerettigheder mange steder i verden.

om SKRIBENTEN

Mikael Gravers er lektor i antropologi ved Aarhus universitet. Han forsker i etnicitet og religion og udfører feltarbejde blandt karenerne i Thailand og Burma.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

39

TEMA

KINA OG AFRIKA RYKKER TÆTTERE PÅ HINANDEN – MEN ER DET ET SUNDT FORHOLD? af ANNE KIRSTINE RØNN Kina og Afrika rykker stadig tættere på hinanden. For toppen af det afrikanske samfund er det en gylden mulighed for vækst, mens taberne er den store underklasse. Men den helt store vinder er kineserne.

For Kina giver investeringerne i Afrika nemlig ikke kun økonomisk profit, men også politisk magt på den globale scene.

40

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

O

ptimister betragter det som en katalysator for vækst i verdens fattigste lande. Skeptikere ser det som en udnyttelse af naturressourcer og konkurrencesvage markeder. Kinas massive tilstedeværelse i Afrika er et emne, som deler vandene blandt eksperter verden over. Hos afrikanske statsledere hersker der imidlertid langt større enighed. Hvor Vestens donorstater er kendt for politiske krav og stramme styringsrestriktioner, kan Kina karakteriseres ved fraværet af samme, og det er en af hovedårsagerne til, at Kina i disse år bliver en stadig mere populær allieret.

Uganda er et relevant eksempel på Afrikas drejning NO STRINGS ATTACHED

fra vest mod øst. Med den internationalt omdiskuterede antihomo-lovgivning fik landet stillet en række sanktioner i udsigt fra sine vestlige donorer. Danmark trak eksempelvis 47 millioner bistandskroner ud af den ugandiske statskasse for i stedet at placere dem hos en række NGO’er, som promoverer LGBT-rettigheder. Problemet for Uganda er, at landet er afhængigt af udefrakommende kapital. En femtedel af de offentlige budgetter er finansieret af bistand, og de seneste års vækst havde ligeledes ikke været mulig, hvis ikke det var for de mange udenlandske investorer. Sagen omkring antihomo-loven demonstrerede, at nationale anliggender kan bremse den kapital, som kommer fra det internationale samfund, og det er noget, som Ugandas regering gerne undgår. Selvom loven for nylig blev annulleret af parlamentet havde den altså en varig politisk eftervirkning: nemlig at Uganda har knyttet tættere bånd til Kina.

KINA ER OVERALT

I Uganda er det alment kendt, at der ikke findes den sektor, som Kina ikke har investeret i. Fra infrastruktur til uddannelse, fiskeri til telefoni. Udviklingen er gået stærkt. De første mindre entreprenører, forretningsfolk og landmænd ankom tilbage i 90’erne, og i 2013 handlede landene indbyrdes for 538 millioner dollars, en stigning på 35% i forhold til 2012, som medførte, at Kina overgik USA som Ugandas største handelspartner. Inden for bare tre årtier er Kina blevet synlig i alle afkroge af Uganda, fra hjertet af hovedstaden Kampala, hvor et fleretagers konferencecenter rager op over tagene, til små landsbymarkeder, hvor der sælges stakkevis af kondisko og tasker, made in China.

UDDANNELSE

Også i uddannelsessektoren har Kina og Ugandas relationer sat sit præg. Makerere University i Kampala er regionens største og mest anerkendte universitet, og her oprettede man for få år siden en bachelorgrad

i kinesisk, sigtende mod de mange studerende, der drømmer om en karriere inden for handel. Selvom det er en gevinst for hans arbejdsplads, er professor Omach Paul dog ikke udelt begejstret for Kinas voksende rolle i Uganda. Han fremhæver, at det stadig tættere forhold til Kina har mange bagsider: blandt andet styrker det den sociale og økonomiske skævvridning, som i forvejen er et stort problem i Uganda.

For alt imens en snæver politisk og økonomisk elite nyder gavn af de store kinesiske investeringsprojekter, mærker størstedelen af landets befolkning ikke meget til det økonomiske afkast. De fleste almindelige ugandere oplever tværtimod hovedsageligt negative konsekvenser. Ifølge Paul er der særligt to grupper, som er de helt store tabere.

Hvordan kan kineserne være fjender for uganderne, når de rejser nye bygninger, afskriver Ugandas gæld og giver os medicinske faciliteter?

UNDERTRYKKELSE AF ARBEJDERE

Den første gruppe er de ugandiske arbejdere. Officielt har 365 nye virksomheder etableret forretning i Uganda i 2013. Det uofficielle tal ligger i omegnen af 2000. Men de mange nye arbejdspladser medfører imidlertid ikke et tilsvarende udslag i arbejdsløshedsstatistikkerne. I mange tilfælde er det nødvendigt at medbringe kompetencer fra Kina, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at finde tilsvarende i Uganda.

Men kineserne benytter egen arbejdskraft i en grad, der ikke ses hos nogen anden udenlandsk investor og bidrager derfor i langt lavere grad til opkvalificering af den lokale arbejdskraft. I byggesektoren ansættes hovedsageligt lokale. Her giver den høje arbejdsløshed mulighed for at presse lønningerne ned på et niveau, som kan konkurrere med den kinesiske arbejdskraft. Men selvom det betyder, at flere ugandere kommer i arbejde, er det ikke entydigt godt, for arbejdsvilkårene er kritisable i mange kinesiske virksomheder. Kina er i forvejen ikke kendt som et land, hvor arbejderrettigheder sættes i fokus, men de senere år har den kinesiske regering dog etableret stærke og aktive fagbevægelser. Derfor undrer det Paul, at disse fagforeninger ikke er til stede i de mange kinesiske virksomheder i Uganda, som ellers i de fleste tilfælde er statsejede. Den ugandiske arbejderrettighedslov er svag, og landets egne fagbevægelser er inaktive, og derfor er det vanskeligt for en arbejder, hvis rettigheder er blevet krænket, at vinde gehør for sin sag.

I en række tilfælde har arbejdsforholdene resulteret i protester. For at værne om investorerne forsøger Ugandas regering at holde de kritiske røster nede. ”Det er det såkaldte donorproblem: Hvis du klager, risikerer du at miste aftalen.” forklarer Paul. ”I de fleste tilfælde, vender regeringen det blinde øje til, men ved større protester, bliver demonstranter arresteret og slået ned med hård hånd, så utilfredsheden forbliver stiltiende.” Ugandas politikere er altså mere interesse

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

41

ret i økonomisk vækst end i social retfærdighed. Med de kinesiske virksomheder sker dermed en ”systematisk erodering af arbejderrettighederne”. Så længe arbejderne holdes uden for indflydelse, får de ikke gavn af den vækst, de selv er med til at skabe. Spørgsmålet er, om det fortsat vil være muligt at bremse de spirende protester. Paul vurderer, at der inden for, de næste år vil opstå muligheder for at arbejderne kan vinde gehør for deres sag. En af disse muligheder er det forestående valg i 2016. Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har siddet på magten i landet siden 1986, og mange ugandere mener, at det nu er tid for ham at trække sig tilbage. Museveni er altså ikke selvskrevet til at vinde valget. For at sikre sin popularitet, kan han derfor blive nødt til at anerkende den civile kritik af Kina-politikken og lytte til befolkningens protester.

TRÆNGTE LOKALE PRODUCENTER

Den næste gruppe af tabere er de små lokale entreprenører. På et marked, domineret af masseproducerede importvarer, er det de færreste, som har succes med at starte en lokal produktion op. I Kina har mange fabrikanter specialiseret sig i at fremstille varer, som er skræddersyede til det afrikanske marked og de afrikanske forbrugeres svage købekraft. Et eksempel er mobiltelefoner, der til forveksling ligner kendte mærker som Nokia og Samsung, men som sælges til en pris på 30-50 kr. og blot holder i få måneder. Til trods for at enhver ugander kender til den dårlige kvalitet, så foretrækker man alligevel de kinesiske varer, og ugandiske produkter, som ikke kan matche det lave prisniveau, er usælgelige på markedet. Allerede i 2005 gjorde Kampala City Trader’s Organization (KACITA) opmærksom på problemet i en stor rapport. ”Hvordan kan kineserne være fjender for uganderne, når de rejser nye bygninger, afskriver Ugandas gæld og giver os medicinske faciliteter?” lød svaret fra et medlem af den ugandiske regering herefter. Og dette svar karakteriserer på mange måder den politiske elites attitude omkring handelen med Kina. Fra begge landes regeringer ses en stor vilje til at øge samhandlen, og flere initiativer er blevet sat i værks med dette for øje. Eksempelvis er det blevet lettere end nogensinde før for en ugander at tage på forretningsrejse til Kina. Det kræver ofte blot, at man kan bevise, man har penge til at købe produkter med hjem til sin forretning, og har man ikke det, er der også mulighed for at optage mindre lån, udstedt af den kinesiske stat.

Hvert år importeres for millioner af kroner varer til Uganda –men for hver krone, der importeres, eksporteres kun en tiendedel ud fa landet. Handelsbalancen mellem de to lande er kritisabelt skæv, en skævhed som ikke blot manifesterer sig i kroner og ører, men også i typen af de varer, der handles med. For hvor

42

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

Kina leverer færdigproducerede teknologi- og tekstilvarer, eksporterer Uganda primært mindre profitable råvarer som kaffe og bomuld. Så længe kinesiske varer er billigere at importere, blokeres udviklingen i den lokale produktion, forklarer Paul.

KAN KINA UDLØSE ET AFRIKANSK TIGERSPRING?

Trods den brede kritik mod relationerne med Kina, er der også flere, som argumenterer for, at Kina er vejen til vækst. Iblandt dem er Deborah Brautigam, professor på American University’s School of International Service i Washington. I sin bog, The Dragon’s Gift, giver hun en alternativ historie omkring Kinas tilstedeværelse og argumenterer for, at den globale fokus på de negative aspekter af Kina i Afrika overskygger de mange positive faktorer. Blandt andet argumenterer hun for, at handelsrelationerne med Kina ikke underminerer den lokale produktion, men at de tværtimod skaber en spill-over-effekt på de lokale virksomheder.

Et eksempel på dette argument er Kazire, en lokal læskedrik, baseret på urter og frugter, som produceres på en moderne fabrik i det sydlige Uganda. Fabrikken er den største af sin slags i området, og nøglen til succesen ligger i den moderne teknologi, fortæller manager, David Percy Tumusiime. For nylig investerede man i en ny maskine fra Kina, en investering som kun var mulig, fordi kinesiske maskiner koster det halve af europæiske. Også selve ideen til opstarten af fabrikken skete efter en rejse til Kina, hvor fabrikkens stifter blev introduceret til den produktionsmetode, som læskedrikken laves efter. Kina har i Uganda fået et image som det nye forgangsland og kilde til succes for lokale iværksættere, fortæller David. Det er en forholdsvis ny udvikling. Tidligere kiggede entreprenører mod Indien, men inden for de sidste år, er Kina blevet det mest attraktive sted. At Kina har overhalet Indien er særlig bemærkelsesværdigt, taget i betragtning at Uganda har tætte historiske handelsbånd til Indien. De indere, som blev fordrevet under militærdiktatoren Idi Amin i 70’erne blev nemlig i 90’erne inviteret tilbage til Uganda, hvilket resulterede i 80.000 tilkomne og et boom i antallet af indiske virksomheder. Kina er i dag mere attraktiv på grund af den ekstreme effektivitet og prisdygtighed.

David deler dog kritikken af Kina, når det kommer til spørgsmålet om kvalitet. ”Vi fik en maskine doneret fra Danmark, og den holder endnu. De maskiner, vi købte fra Kina er snart udtjente.”

Eksemplerne fra Uganda viser, at spørgsmålet om, hvorvidt Kina er til gavn for Afrika ikke kan besvares entydigt. Som Brautigam fremhæver, er det ofte vest

Tidligere kiggede entreprenører mod Indien, men inden for de sidste år, er Kina blevet det mest attraktive sted.

lige stemmer, der kommer med kritik. Men selvom Kina med rette kan kritiseres for den manglende sociale bæredygtighed, så er det, Afrika har brug for, måske netop prisdygtighed og stabilitet. Vender vi blikket på Kinas eget tigerspring, er det de samme udviklingstendenser, der går igen i Afrika i dag. Tilbage i 80’ernes Kina var det Japan, som kom med investorer til landet. Da japanerne engagerede sig i Kina, var de kendt for udelukkende at fokusere på økonomiske interesser. Japan var kendt som en donor med ”no strings attached”, ligesom Kina går for at være det i Afrika i dag. I Kina spillede Japans investeringer en afgørende rolle for at sætte de økonomiske hjul i gang, og mange mener, at Kina på samme måde vil blive den nye vækstmotor i Afrika. Dette argument forudsætter dog én ting: nemlig at Kina forbliver en donor med ”no strings attached”. For at besvare dette spørgsmål, må vi tage et kig på Kinas fremtidige rolle. ØGET POLITISK ENGAGEMENT

Selvom Kinas afrikapolitik i øjeblikket ligner Japans Kinapolitik i 80’erne, er det ikke selvsagt, at det bliver ved med at være sådan. Kina har mange interesser i Afrika, og de seneste års udvikling i kinesisk udenrigspolitik peger i retning af, at engagementet i Afrika i stadig mindre grad drejer sig om økonomi og i stadig højere grad om magt i et globalt politisk regi.

Kina har i øjeblikket kun ét eksplicit politisk krav til de lande, som modtager bistand og lån, og det er accepten af den såkaldte one China-policy, som går ud på ikke at anerkende Taiwans selvstændighed. Til gengæld ses stadig flere initiativer, hvor Kina søger indirekte politisk indflydelse.

Kina benytter nemlig i stigende grad det, man inden for politologien betegner som ”Soft Power”, som beror

på spredning af kultur, værdier og politiske overbevisninger. Her kan vi vende tilbage til Makerere Universitet for at finde et eksempel. Makerere ligger højt på den kinesiske regerings dagsorden, hvilket har resulteret i oprettelsen af et af de såkaldte Konfusiusinstitutter på universitetet, som skal udbrede kendskab til kinesisk kultur og traditioner. Derudover har kinesiske aviser etableret sig i Uganda, hvor de fører omfattende overvågning af den lokale presses omtale af Kina og selv har startet aviser op. Dette skal være med til at sikre en mere positiv omtale af Kina.

Derudover inviteres hundredevis af embedsmænd hvert år på kulturrejse, betalt af den kinesiske stat.

Kina var for få årtier siden selv en udviklingsstat. I dag er landet blevet en stor spiller i verdens udviklingsstater generelt og har i mange afrikanske lande overtaget Vestens rolle som den største investor.

Kinas bistandsmodel appellerer i særlig grad til de afrikanske ledere, der ønsker at skabe udvikling og vækst, og som er skeptiske over for de demokratiske recepter, som ofte følger med vestlige bistandskroner.

Modsætningsforholdet mellem Vesten og Kina bliver betragtet som et modsætningsforhold mellem en politisk og en apolitisk donor. Kigger man nærmere på Kinas bistandspolitik, viser det sig dog, at landets økonomiske engagement har politiske undertoner.

Kina har eksplicitte politiske mål om at øge sin relative magt og indflydelse i verden og udviklingsbistanden er et af værktøjerne dertil. Fraværet af sanktioner og restriktioner er altså ikke det samme som fraværet af politik. Det er et udtryk for en strategi, som bygger på påvirkning frem for tvang. En strategi som indtil videre har vist sig succesfuld for Kina.

om SKRIBENTEN

Anne Kirstine Rønn læser statskundskab på Københavns Universitet med særlig interesse for Afrika. Arbejder som koordinator på et udviklingsprojekt i Zimbabwe, hvor hun i 2013 var usendt som ungdomsleder.

I sommers var hun på på studietur til Centralafrika.

Anne Kirstine Rønn er også medlem af IPmonopolets redaktion.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

43

19 år efter krigens ophør dikterer Dayton-aftalen stadig den politiske virkelighed i Bosnien-Hercegovina.

NIELS MARTIN ANDERSEN

UDBLIK

UDBLIK

BOSNIEN-HERCEGOVINA - ET HUS I INTERNT SPLID af NIELS MARTIN ANDERSEN

Dayton-aftalen har skabt politisk stagnation i Bosnien-Hercegovina, der mangler et effektivt politisk lederskab til at bane vejen for politisk og økonomisk fremdrift.

D

et tager godt og vel samme tid at flyve til Bosnien-Hercegovinas hovedstad, Sarajevo, som til populære feriedestinationer i Sydeuropa. Denne morgen er Norwegian flyet dog ikke fyldt med danske børnefamilier med Jensen til efternavn og badevinger i håndbagagen. I stedet er sæderne optaget af danske bosniakkere, der benytter ferien til at besøge familie og venner, i det land de var tvunget til at flygte fra i starten af 1990erne.

46

fra dengang hvor Gavrilo Princip affyrede de skæbnesvangre skud, som dræbte Ærkehertug Franz Ferdinand, og var med til udløse 1. Verdenskrig, ser man imponerende bygninger, der i dag for længst er forsvundet. Selv det olympiske stadion der i 1984 dannede rammen om vinter OL, står i dag tilbage rustent og forladt.

af sine naboer politisk og økonomisk. I 2013 blev Kroatien optaget i EU, Serbiens EU integrationsspor er i god gænge og nabolandet mod syd, Montenegro, udviser stor reformiver og lyst til at adoptere EU’s såkaldte acquis. Ja, selv det tidligere hermetisk lukkede land, Albanien, opnåede tidligere på året EU kandidatstatus.

STAGNATION ER KILDE TIL URO

Tilbage på perronen står Bosnien-Hercegovina med et politiske lederskab der ikke udviser stor vilje til at adressere landets økonomiske og politiske udfordringer.

At de flygtede forstår man godt.

Fra 1992-1995 blev Bosnien-Hercegovina synonymt med etnisk udrensning og systematiske overgreb, der endte med at koste 100.000 mennesker livet. Krigens ar ses på bjergsiderne omkring Sarajevo, der i dag står indhyllet i hvide gravsten, og blandt de mange krigsveteraner og civile, der humper rundt på kvæstede ben.

Følelsen af stagnation bekræftes af de økonomiske nøgletal for landet.

Ungdomsarbejdsløsheden er på omkring 60 pct., og BNP’et per capita er næsten fire gange lavere end det danske. Og udviklingen peger ikke i den rigtige retning.

Med en absolut bundplacering på verdensbankens liste over “ease of doing business”, en skyhøj indkomstskat, lavt serviceniveau og en omsiggribende korruption ser fremtidsudsigterne dystre ud for de fleste.

Vi forlader Sarajevo med en følelse af, at landet har passeret sine velmagtsdage. På billeder

Regionalt går det også den forkerte vej. Bosnien-Hercegovina bliver langsomt, men sikkert overhalet

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

I foråret 2014 brød utilfredsheden med det politiske system og manglende fremtidsudsigter ud i lys lue, da demonstrationer og voldlige sammenstød hærgede de største byer i landet. Vreden var rettet mod landets politikere, men har indtil videre givet størst genlyd i de vestlige hovedstader, der havde håbet at urolighederne på Balkan, var et lukket kapitel. Protesterne var som den daværende britiske udenrigsminister, William Hague,

...19 år efter krigens ophør dikterer Dayton-aftalen stadig den politiske virkelighed i BosnienHercegovina.

beskrev det et ”wake up call” for EU. Hague, beskrev det et ”wake up call” for EU. DAYTON-AFTALEN LEVERER STABILITET MEN IKKE UDVIKLING

Kimen til de politiske og økonomiske problemer i Bosnien-Hercegovina skal blandt andet findes i Dayton-aftalen, som dikterer og sætter rammerne for den politiske struktur i landet. Aftalen blev forhandlet på plads af Richard Holbrooke og Carl Bildt i Ohio i 1995, og satte en stopper for krigen og blodudgydelserne. Fredsaftalen var derfor både rigtig og nødvendig, da den blev indgået.

Tanken var imidlertid, at systemet umiddelbart efter skulle erstattes af en mere strømlinet og effektiv regeringsstruktur.

Men 19 år efter krigens ophør dikterer Dayton stadig den politiske virkelig i Bosnien-Hercegovina.

I dag lider landet derfor under et svagt præsidentskab, hvor præsidentposten hver ottende måned roterer mellem de tre etniske grupper i landet. De facto er landet dog opdelt i to: Føderationen og Republica Serpska. Hvor førstnævnte primært befolkes af bosniakkere og kroatere mens sidstnævnte er serbisk styret.

Føderationen består af ti kantoner med hver deres premierminister og udnævnte ministre samt et kommunalt niveau. Republika Serpskas struktur er en smule mere strømlinet, da man har droppet kantonerne, og kun operer med et kommunalt system.

Det faktum at Bosnien-Hercegovina samlet set har 13 sundhedsministre og 26 vice-sundhedsministre understreger systemets ineffektivitet.

REFORM AF DAYTON-AFTALEN ELLER KAOS

For at indgå et kompromis med de For at indgå et kompromis med de tre stridende parter accepterede det internationale samfund med Dayton-aftalen en kompliceret og rigid magtstruktur funderet i de etniske skillelinjer anno 1995.

Dayton-aftalens svulstige bureaukrati og snævre fokus på etnisk repræsentation fremfor kvalifikationer og politiske visioner har skabt en politiske kultur, hvor politikernes selverklærede hovedopgave er at vogte over hinanden fremfor at lede landet mod en bedre fremtid.

Den politiske stagnation er ikke blot ødelæggende for befolkningens chancer i livet. Den truer også landet suverænitet, og risikerer at skabe sikkerhedspolitiske komplikationer for Vesten.

Lederen af Republica Serpska, Milorad Dodik, har således flere gange ytret ønske om at forlade Bosnien-Hercegovina til fordel for Serbien. Og selvsamme har tidligere på året udtrykt støtte til Ruslands annektering af Krim. Fra russisk side bliver udmeldingerne hilst velkomne, da man med bekymring betragter EU og NATOs gradvise fremfærd på Balkan.

En destabilisering kan sætte en stopper for et vestligt integrationsspor i Bosnien-Hercegovinas samt påvirke nabolandene negativt. Det vil i russisk optik være tilfredsstillende, da man hermed vil være et skridt længere fra en forbrødring mellem NATO, EU og landene på Balkan.

De fastfrosne konflikter i Nagorno-Karabakh, Georgien, Moldova og den ganske varme i Ukraine vidner om, at Rusland ikke tøver

med at indgå som en aktiv partner i et sådant spil. Uden tættere forbrødring mellem Føderationen og Republica Serpska er der risiko for en sejlivet stedfortræderkonflikt i Bosnien-Hercegovina mellem Vesten og Rusland.

Opfattelsen i Vesten har i lang tid været, at den minimale stabilitet som Dayton-aftalen leverer, er bedre end det alternativ, som ingen kender til. Realiteten er dog, at Bosnien-Hercegovina ikke kan leve med status quo, der gradvist svækker landets politiske og økonomiske fundament. Spørgsmålet er derfor om Vesten, ikke bør lytte til EUs tidligere repræsentant i Bosnien-Hercegovina, Paddy Ashdown, når han siger: “the problem about Dayton is that it is a barrier to build a sustainable state once the peace has been stabilized”.

Det netop afholdte valg i Bosnien-Hercegovina varsler en masse af det samme, men også få lyspunkter. På nationalt niveau sejrede de nationalistiske partier (HDZ BIH og SDA), men i de to magtfulde enklaver er forandringerne værd at bide mærke i.

Demokratisk Front, der hævder at repræsentere alle etniske grupperinger i landet, vandt kraftigt frem ved valget i Føderationen. I Republika Serpska kan Dodik se frem til genvalg, men de moderate partier står styrket i forhold til sidste valgperiode. Det internationale samfund bør udnytte det ”vindue” som det netop afholdte valg har leveret og lancere en ny strategi for Bosnien-Hercegovina. Det vil gavne den økonomiske og politiske udvikling, og i sidste ende gøre Balkan og dermed Europa mere sikkert.

Realiteten er, at Bosnien-Hercegovina ikke kan leve med status quo, der gradvist svækker landets politiske og økonomiske fundament.

om SKRIBENTEN

Niels Martin Andersen er master i international og europæisk politik fra University of Edinburgh og bachelor i historie og samfundsfag fra Aarhus Universitet.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

47

UDBLIK

RUSLANDS POLITIK OVER FOR UKRAINE: EN GEOPOLITISK FORKLARING af THOMAS LIE ERIKSEN

af ELIAS GÖTZ Konflikten i Ukraine er en af de største sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa siden den Kolde Krig.

Især Ruslands fremfærd har vakt stor bekymring og uro blandt vestlige politikere. Men hvad ligger der bag Ruslands politik over for Ukraine? Hvorfor agerer russerne, som de gør? Et svar på dette spørgsmål er væsentligt for at kunne opnå en fredelig løsning af konflikten. Denne artikel giver en kort oversigt over Moskvas ageren og viser, at geopolitiske forhold og strategiske overvejelser spiller en central rolle i Ruslands politik over for Ukraine.

D

identitet den største betydning. Ifølge dette argument betragter mange russere området omkring Kiev som nationens vugge, og det er derfor, Moskva vil bevare kontrollen over sin østlige nabo.

Nogle hævder, at præsident Putins personlighed og hans baggrund i KGB driver Ruslands politik over for Ukraine. Putin beskrives som en ond skurk, der drømmer om at genskabe et russisk imperium. Andre mener, at Ruslands adfærd kan knyttes til landets autokratiske struktur. Formålet er at skabe udenrigspolitiske kriser, der afleder befolkningens opmærksomhed fra regimets manglende legitimitet. En tredje gruppe af forskere tilskriver Ruslands nationale

Selvom disse forklaringer umiddelbart virker ganske overbevisende, så er de i sig selv utilstrækkelige.

Moskvas ageren over for Ukraine er støttet af en bred gruppe i den politiske elite og store dele af det russiske samfund. Det taler imod tesen om, at Putins verdensbillede er den vigtigste årsag til Ruslands politik i Ukraine. Samtidig viser verdenshistorien, at næsten alle stormagter – fra det Persiske Rige til nutidens USA – har forsøgt at opnå regional dominans og udøve kontrol over nabostater. Det taler imod tesen om, at Ruslands særlige indenrigspolitiske eller

e seneste begivenheder i Ukraine har ført Rusland tilbage i rampelyset i international politik.

Mange analytikere er enige i, at Moskva er i gang med at destabilisere sin nabo. Men når det kommer til årsagerne for Ruslands fremfærd, er meningerne delte.

48

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

kulturelle forhold spiller en afgørende rolle. I stedet taler det for mere generelle årsager til Ruslands fremfærd i Ukraine. Lad mig forklare hvilke.

STORMAGTER STRÆBER EFTER REGIONAL DOMINANS

Eftersom der ikke findes nogen overordnet myndighed eller politibetjent i det internationale system – hvilket kaldes anarki i IP-sprog – må hver stat sikre egne interesser og sikkerhed. Som en konsekvens heraf har stormagter (dvs. stater med betydelige økonomiske og militære resurser) et stærkt incitament til at oprette en indflydelsessfære omkring deres grænser.

Det er der mange gode grunde, såsom kontrol med transportruter og adgang til naturresurser. Men det mest grundlæggende formål er at udøve kontrol over nabostaters udenrigspolitiske orientering, og dermed at forhindre, at mindre nabolande bliver militære brohoveder for andre stormagter. Ingen stater ønsker at have baser eller tropper fra en potential stormagtsrival i umiddelbar nærhed af egne grænser. Det er derfor stormagter vil omgive sig med et bælte af vasalstater.

For at opnå dette mål plejer stormagter at bruge en bred vifte af magtmidler. Det sagt, så er det også klart, at der findes en vis variation i stormagternes nab skabspolitik. Tænk bare på USA. Mod 1890’ernes slutning og gennem lange perioder af den Kolde Krig

førte USA en forholdsvis aggressiv politik i Centralamerika og Caribien. Dette er illustreret ved adskillige amerikanske militærinterventioner i bl.a. Haiti, Honduras, Cuba, Nicaragua, Panama og Mexico.

Siden 1990’erne har USA til gengæld været betydeligt mindre aktiv i sit nærområde af den simple grund, at andre stormagter og potentielle rivaler har trukket sig fra området. Sagt med andre ord, så er tommelsfingerreglen: Jo højere det internationale pres (dvs. andre stormagters aktiviteter i ens nærområde) desto stærkere er tilbøjeligheden til at anvende hårde magtmidler, f.eks. direkte militære trusler, for at hævde ens regionale interessesfære. Hvis det internationale pres til gengæld er lavt, så har stormagter en tendens til at anvende blødere magtmidler såsom diplomatiske og økonomiske incitamenter. Hvad betyder det så for Ruslands politik over for Ukraine?

Selvom det er svært for europæere at forstå, så ser de fleste russere ikke længere EU som en uskyldig frihandelsorganisation, men snarere som et potentielt stormagtscentrum.

KRISEN I UKRAINE

For det første er det vigtigt at forstå, at Ukraine er af stor geopolitisk betydning for Rusland. Et blik på kortet viser hvorfor. Rusland har en mere en 2.000 kilometer lang grænse tilfælles med Ukraine. Desuden ligger Ukraine mindre end 450 kilometer fra Moskva og i nærhed af Volga-regionen, Ruslands industrielle og politiske centrum. Derfor er det naturligt, at Moskva har en stor interesse i at beholde Ukraine i det russiske interesseområde. Hvis dette er ikke muligt, så vil enhver regering i Moskva forsøge at etablere en

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

49

bufferzone i nærheden af grænsen. Det er på denne geopolitiske baggrund, at Ruslands politik over for Ukraine bedst kan forklares. Gennem 1990’erne og 2000’erne brugte Moskva en række økonomiske og diplomatiske instrumenter til at cementere sin indflydelse over Ukraine. Med præsident Viktor Janukovtjs magtovertagelse i 2010 havde Moskva opnået dette mål. Næsten: Præsident Janukovitj førte en på mange måder Rusland-venlig kurs, men det er værd at fremhæve, at han ikke var Kremls marionet.

Blandt andet begyndte Janukovitj at flirte med EU og forhandle om en associeringsaftale, som omfattede ikke bare mulighed for frihandel men også udsigten til et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde med Bruxelles. Og det var noget, den politiske ledelse i Kreml var dybt bekymret over. Selvom det er svært for europæere at forstå, så ser de fleste russere ikke længere EU som en uskyldig frihandelsorganisation, men snarere som et potentielt stormagtscentrum.

Moskva er mistænkelig overfor EU’s motiver og, i forlængelse heraf, betragter EU’s Partnerskab mod Øst som et forsøg på at udvide Unionens indflydelsessfære. Endvidere er Moskva bekymret, fordi EU-udvidelser plejer at være tæt forbundet med NATO-ekspansion. Det har i hvert fald været tilfældet de seneste 10 år. Tænk på de baltiske stater, Bulgarien og Rumænien, eller Kroatien som det seneste eksempel. Kort sagt: Politiske beslutningstagere i Kreml frygtede, at Janukovitj ville vende Rusland ryggen og knytte tættere bånd til EU og NATO. Dette måtte ikke ske, og derfor besluttede Moskva at indføre en række handelsrestriktioner mod Ukraine i sensommeren 2013. Grænsen blev lukket for mange ukrainske varer som f.eks. chokolade og mejeriprodukter. Denne embargo forværrede Ukraines dårlige økonomiske situation yderligere. Samtidig lokkede Rusland med en stor hjælpepakke, der omfattede eksport af billig naturgas til Ukraine samt et løfte om lån på 15 milliarder dollar.

Ruslands brug af trusler og lokkemidler virkede – i hvert fald på det korte sigt. Janukovitj afviste EU ved topmødet i Vilnius i november 2013 og valgte i stedet at skrive under på en omfattende handelsaftale med Rusland. Men ikke alt gik som planlagt. Beslutningen udløste store demonstrationer i Kijev. Den dybere årsag til protesterne var en udbredt utilfredshed med regeringen. Mange ukrainere (fra både øst og vest) betragtede Janukovitjs styre som dybt korrupt og inkompetent. Det videre forløb er velkendt. Efter tre måneder med mere og mere voldsomme uroligheder flygtede Janukovitj i februar fra hovedstaden. En ny

50

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

regering, domineret af pro-vestlige eliter og medlemmer af den såkaldte Dnepropetrovsk klan, tog hurtigt over.

En føderalisering af Ukraine vil give Moskva mulighed for at etablere et bælte af pro-russiske regioner og provinser langs grænsen, hvilket er et af Moskvas centrale mål.

Det er vigtigt at forstå i denne sammenhæng, at for Moskva var det afgørende ikke, at Jankovitij blev væltet. Putins forhold til den ukrainske præsident havde i parentes bemærket ikke altid været det bedste. Det afgørende var, at den nye regering åbent erklærede, at den ville skrive under på associeringsaftalen med EU. Moskvas mareridt var dermed ved at gå i opfyldelse. Et udpræget pro-vestligt styre var pludselig ved magten i Kijev, mens EU virkede mere end ivrig for at indlemme Ukraine i sin indflydelsessfære. Hvordan reagerede Rusland? Rusland reagerede som de fleste stormagter ville gøre og skiftede fra bløde til hårde magtmidler.

RUSLANDS GEOPOLITISKE OFFENSIV

For det første annekterede Rusland den ukrainske halvø Krim. Selvom anneksionen blev gennemført under påskud af at beskytte den russiske befolkning i området, så spillede geopolitiske overvejelser en central rolle. Russernes primære mål var at bevare kontrollen over flådebaser og militæranlæg på halvøen. Som en konsekvens heraf sikrede Moskva sig også kontrol over Kerchstrædet og det Azovske Hav, hvilket grænser op til Rusland og Ukraine og dermed er af strategisk betydning for Moskva. Endvidere sendte overtagelsen af Krim et klart signal til den nye regering i Kijev og andre stater i Ruslands nærområde: Tages der ikke hensyn til Moskvas interesser, vil det have ubehagelige konsekvenser.

For det andet gik Moskva i gang med at underminere den politiske konsolideringsproces i Kijev. Ved enhver lejlighed slog den politiske ledelse i Kreml på, at den midlertidige regering i Kijev hade kuppet sig til magten og var illegitim. Derudover truede den statsejede russiske energigigant Gazprom med at hæve prisen på gasleverancer og krævede forudbetaling af Ukraine. Dette forværrede landets dårlige økonomiske situation og dermed forholdene for den nye regering i Kijev.

For det tredje begyndte Moskva at destabilisere det østlige Ukraine ved at støtte pro-russiske separatistbevægelser i området. Ganske vist findes der ikke hårde beviser, men der er flere indicier på, at Rusland leverer våben og forsyninger til oprørerne. Det blev desuden bekendt, at den såkaldte Vostok-bataljon så sent som i midten af maj var rykket ind i Donetsk-regionen. Vostok-bataljonen var oprindelig en gruppe tjetjenere, der kæmpede på Moskvas side.

I dag er det en slags russisk A-team, en samling lejesoldater med tætte bånd til Ruslands sikkerhedstjenester, der kommer Moskva til hjælp i nødsituationer. ’Det virker meget usandsynligt’, konkluderer Mark Galeotti, ruslandsekspert og professor ved New York University, ’at Vostok-bataljonens tilstedeværelse i det østlige Ukraine kunne ske uden Kremls samtykke.’

For det fjerde presser russerne for en form af decentralisering eller føderalisering af Ukraine. Det er der gode grunde: En føderalisering af Ukraine vil give Moskva mulighed for at etablere et bælte af pro-russiske regioner og provinser langs grænsen, hvilket er et af Moskvas centrale mål. Samtidig kan Moskva undgå de diplomatiske og økonomiske omkostninger, som en indlemning af det østlige Ukraine i den russiske

føderation ville medføre. Ovenikøbet vil disse provinser givetvis have et veto over Kijevs udenrigspoliske beslutninger. Det vil give Moskva mulighed for at blokere Kijevs ambitioner om at knytte tættere bånd til EU og et eventuelt NATO-medlemskab.

Summa summarum: Rusland har handlet som man ville forvente ud fra et geopolitisk perspektiv. Rusland har arbejdet hårdt for at bevare en indflydelsessfære i sit nærområde og holde andre stormagter ude. Ligesom Washington ville modarbejde centralamerikanske staters forsøg på at knytte tættere politiske og økonomiske bånd til Kina, så forsøger Moskva at beholde en vis kontrol over Ukraine og modarbejder EU’s og NATO’s fremrykning på Ruslands grænser.

Alt andet ville være mærkeligt.

om SKRIBENTEN

Elias Götz er ph.d. og ekstern lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Hans ph.d.-afhandling Russia’s Quest for Regional Hegemony (2013) handler om Ruslands politik over for andre tidligere Sovjetrepublikker.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

51

UDBLIK

EUROPAS TVETYDIGE FLYGTNINGEINDSATS I TYRKIET af BERFIN GURINI Over en million syrere har på kort tid krydset grænsen til Tyrkiet, og EU virker mere optaget af at holde de mange flygtninge uden for EU’s grænser, end at forbedre deres vilkår.

K

onflikterne i Mellemøsten har efterladt Tyrkiet med et kæmpe flygtningeproblem, der kun bliver større dag for dag. Tyrkiet har længe haft svært ved at efterleve internationale beskyttelsesstandarder, men tog et historisk fremskridt med implementeringen af landets første migrationslov i april i år. Loven er stærkt inspireret af europæisk lovgivning på området, men den illustrerer også Tyrkiets udfordring om på den ene side at leve op til internationale beskyttelsesstandarder og samtidig tage del i EU’s kamp mod irregulær migration.

Tyrkiet har modtaget over en million flygtninge i løbet af tre år, og hver dag krydser yderligere et sted mellem 500 og 1000 syriske flygtninge grænsen. Det er en pludselig opstået flygtningestrøm, der har lagt et stort pres på den tyrkiske stat og på de få civile organisationer, der arbejder med flygtninge. Landet, der i forvejen har omkring en million syriske flygtninge og skal behandle 118.000 asylansøgninger fra ikke-syriske og ikke-europæiske asylansøgere, har hverken den finansielle og administrative kapacitet eller den politiske vilje til at stå alene med opgaven.

EU’S KRAV MANGLER TROVÆRDIGHED

Tyrkiet er et af fire lande, som endnu ikke har fjernet

52

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

den geografiske restriktion på FN’s flygtningedefinition. Det betyder, at Tyrkiet kun giver flygtningestatus og mulighed for langvarige ophold til mennesker, der er flygtet fra Europa. I realiteten er de fleste flygtninge fra ikke-europæiske lande, og set i lyset af hvordan tingene fungerer i praksis, skal den geografiske restriktion på flygtningedefinitionen opfattes mere teoretisk end reelt gældende.

EU har lagt et stort pres på Tyrkiet for at løfte den geografiske restriktion, så landet kan forbedre dets menneskeretslige forpligtelser overfor flygtninge.

Men det afviser Tyrkiet. I Tyrkiets øjne mangler EU's krav troværdighed. For hvordan kan EU forvente, at Tyrkiet skal blive bedre til at leve op til internationale standarder, når EU’s egen flygtningepolitik er domineret af en sikkerhedstilgang, som gennem adskillelige politiske praksisser forhindrer asylansøgere og flygtninge i at få adgang til et europæisk asylsystem. I takt med, at presset på EU's eksterne grænser vokser, forstærkes Tyrkiets frygt for, at en fjernelse af den geografiske restriktion vil efterlade Tyrkiet alene med ansvaret for Mellemøstens flygtninge – en region, der er storproducent af flygtninge.

Kun 17 procent af de 497.290.571 milliarder dollars

som i UNHCR’s Syria Regional Response Plan blev vurderet, som værende det nødvendige beløb for at løse den syriske flygtningekrise i Tyrkiet, er blevet dækket. I april 2014 havde Tyrkiet brugt 2.5 milliarder dollars på landets syriske flygtninge. Og EU samlet havde givet 3.6 milliarder dollars til Tyrkiets flygtningehåndtering. Beløb, der synes små set i lyset af problemets størrelse.

Endvidere opfattes de genbosættelseskvoter, som EU-medlemslande har sagt ja til, af mange som symbolske, den tyrkiske kontekst med en million syriske flygtninge og 118.000 ikke-syriske og ikke-europæiske asylansøgere taget i betragtning. For nylig indvilligede 17 EU-medlemslande ekstraordinært i at genbosætte 31.300 syriske flygtninge fra Mellemøsten inden 2014, og i 2013 genbosatte tolv EU medlemslande 5.449 ikke-syriske flygtninge – ingen af dem genbosat fra Tyrkiet. I 2013 blev omkring 7500 flygtninge genbosat fra Tyrkiet. Generelt synes genbosættelse ikke længere at være et populært solidaritetsværktøj, da mindre end en procent af verdens flygtninge blev genbosat i 2012.

BEGRÆNSEDE RETTIGHEDER

Det er FN’s flygtningeorganisation (UNHCR), som vurderer ikke-syriske og ikke-europæiske asylgrundlag med henblik på at finde en genbosættelsesplads.

Syriske flygtninge er undtaget, da UNHCR vurderer gruppen beskyttet under det tyrkiske ”midlertidig beskyttelsesregime”.

Indtil for nylig har Tyrkiets ordning med UNHCR fungeret fint, fordi UNHCR formåede at finde genbosættelsespladser til næsten alle, der blev anerkendt som flygtninge. Men den pludselige stigning af ikke-europæiske asylansøgere og de i forvejen små genbosættelseskvoter, har sat hele systemet under pres. Blandt andet er tidsperioden for asylproceduren forlænget markant. Eksempelvis skal en irakisk asylansøger først pre-registreres og kan tidligst få en registreringsaftale i 2019. Først derefter vil den i gennemsnit to-tre år lange asylprocedure begynde, og derfor vil asylproceduren ofte tage omkring otte år.

I Tyrkiets øjne mangler EU's krav troværdighed.

Selv hvis den irakiske asylansøger skulle blive anerkendt som flygtning, er der ingen garanti for genbosættelse. Indtil UNHCR finder en genbosættelsesplads, har flygtningene dog ret til at blive i Tyrkiet.

For selvom Tyrkiet har fastholdt den geografiske restriktion på flygtningedefinitionen, har de samtidig underskrevet en række menneskerettighedskonventioner, der forhindrer Tyrkiet i at sende mennesker med flygtningestatus tilbage til deres hjemland.

Som situationen er nu, vil de fleste ikke-europæiske asylansøgere og flygtninge opholde sig år, årtier eller resten af livet i Tyrkiet. Det underminerer den geografiske restriktions formål, om at kun flygtninge fra EU kan opholde sig langvarigt i Tyrkiet.

Til trods for, at de ikke-europæiske flygtninge ikke er i risiko for at blive sendt hjem, hvor de risikerer forfølgelse, er det problematisk, at de falder ind

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

53

under en juridisk status, der antager at de er i landet midlertidigt og deraf tildeler dem et begrænset sæt af rettigheder – arbejdstilladelse er umulig og social hjælp er ikke-eksisterende. Samme forhold gør sig gældende for Tyrkiets ca. halve million urbane syriske flygtninge, hvilket efterlader ikke syriske såvel som urbane syriske flygtninge i økonomisk isolation og gør dem sårbare for udnyttelse. Eksempelvis blev der efter ankomsten af syriske flygtninge målt et drastisk fald i minimumslønnen fra 28 dollars til 9 dollars for en dags arbejde i byen Killis.

EKSTERNALISERING

Hvis de europæiske medlemslande var meget optagede af at handle i de internationale beskyttelseskonventioners ånd, ville flygtninges vilkår i Tyrkiet være et incitament for medlemslandene til at skabe flere legale veje til EU. Men irregulær migration og asylansøgere bliver sammen med terrorisme og organiseret kriminalitet defineret som en trussel mod EU's sikkerhed. En trussel, EU forsøger at bekæmpe gennem ”eksternalisering” af EU's egen asyl- og flygtningepolitik. Med eksternalisering menes udlicitering af migrationskontrol og migrationshåndtering til ikke-statslige aktører og ikke-EU lande. En politisk linje som primært anføres af medlemslandende, hvilket har ledt til konflikter med kommissionen for indre anliggende, der efterlyser større genbosættelseskvoter og humanitær visum.

Hovedformålet med eksternaliseringen er at stoppe ”illegal” migration, før den når europæisk territorium.

Det er en stærk problematisk migrationsbetegnelse, da man kollektiviserer en uhomogen gruppe, hvor både økonomiske migranter, asylansøgere og flygtninge indgår. Paradoksalt er det også, da den eneste måde at søge asyl på i EU, er ved at være på landets territorium. Og eftersom der næsten ingen legale veje er for asylansøgere og flygtninge til EU, efterlader det kun én mulighed for disse mennesker; at krydse grænsen til Europa ”illegalt” og søge asyl ved ankomst. Derfor risikerer man i ønsket om at begrænse ”illegal migration” at underminere artikel 14 i FN’s menneskerettighedskonvention fra 1948: Retten til asyl.

I bekæmpelsen af ”illegal migration” er Tyrkiet af særlig interesse for EU, fordi landet er geografisk placeret imellem Mellemøsten og EU. Det har gjort det til et transitland for immigranter og flygtninge, der gerne vil til Europa.

Derfor har bekæmpelse og kontrol af irregulær migration i Tyrkiet stået højt på EU’s dagsorden.

54

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

Det står klart, at EU er mere optaget af at undgå, at flygtningestrømmene når europæisk territorium, end at hjælpe Tyrkiet med mere humanitær assistance.

Og Tyrkiet er flere gange blevet kritiseret, særligt af EU’s grænseagentur FRONTEX, for ikke at have kontrol med den irregulære migration og for at facilitere transitmigration til EU. Den europæiske bekymring for strømme af irregulær migration udnyttede Tyrkiet til at få forhandlet en visumlempelse for sine statsborgere igennem. Forhandlinger som udmøntede sig i december 2013, da EU og Tyrkiet indgik ”Readmission” aftalen og ”Køreplan for visumlempelser”.

Readmission-aftalen forpligter Tyrkiet til at modtage individer, som irregulært er ankommet til EU, men aftalen mangler at blive ratificeret. Aftalen er bemærkelsesværdig, fordi et land som Tyrkiet, der endnu ikke lever op til internationale beskyttelsesstandarder, er sluppet af sted med at bruge flygtninge som forhandlingsværktøj. Dernæst er det alarmerende, hvordan aftalens fokus primært er at ryste Tyrkiet til at blive mere effektiv i bekæmpelsen af irregulær migration. Dog understreges der i aftalen, at alt skal udføres i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen. Men FN er skeptisk og vurderer, at aftalen mangler elementer som reelt vil sikre migranternes menneskerettigheder. Hertil er der de seneste år udkommet rapporter, som alle dokumenterer brud på menneskerettigheder forårsaget af eksternaliseringspolitiske tiltag.

EU STØTTER KRITISK DETENTIONSPRAKSIS

Tyrkiet og EU har udviklet et tæt forhold, hvad angår migration, der udover bekæmpelse af irregulær migration også har indebåret en udarbejdelse af Tyrkiets første lov om migration. ”Law on Foreigners and International Protection” trådte i kraft i april i år og anses som et historisk fremskridt for Tyrkiets håndtering af flygtninge. Med loven forpligtes Tyrkiet til at inkorporere europæiske standarder i form af en mere menneskerettighedsbaseret tilgang til asylansøgere og flygtninge. Førhen eksisterede der ikke en klar juridisk ramme, hvilket åbnede op for vilkårlig behandling og ringe retssikkerhed for asylansøgere og flygtninge. Loven blev udløst af Tyrkiets forhandlinger om EU-medlemsskab men er ligeså meget en erkendelse fra tyrkisk side om, at det er et immigrationsland.

I udarbejdelse af loven, har man fra EU's side været meget optaget af at implementere elementer, der ruster Tyrkiet til effektivt at stoppe irregulær migration før den når EU’s grænser. Eksempelvis har man i den nye lovgivning (stærkt inspireret af et EU-direktiv)

implementeret en ”fast-track” asylprocedure for irregulære migranter, som bliver pågrebet af de tyrkiske myndigheder ved irregulær grænsekrydsning fra og til Tyrkiet.

I sådant et tilfælde vil immigranten blive sendt i detention, men have mulighed for at søge asyl derfra.

Mens asylansøgerens asylsag bliver behandlet, har de tyrkiske myndigheder lov til at holde asylansøgeren i detention, indtil asylafgørelsen er givet. Afgørelse gives seneste fem dage efter asylinterviewet, og asylansøgeren vil have 15 dage til at appellere beslutningen.

Proceduren truer asylansøgerens retssikkerhed. For hvordan kan man forvente, at individer, der er isoleret i detention med begrænset kendskab til det tyrkiske samfund, vil kunne få hjælp inden for tidsfristen?

En hjælp, der i forvejen er minimal grundet det høje antal af asylansøgere i Tyrkiet, lave antal af advokater specialiseret i immigrationslovgivning, og ikke mindst et svagt civilsamfund.

Detentionspraksissen i Tyrkiet er generelt meget kritisk, men den manglende adgang til asylsystemet er et af de største kritikpunkter. Migranter som bliver pågrebet af det tyrkiske politi i at krydse grænsen irregulært, får som regel aldrig muligheden for at søge asyl, men bliver smidt i detention og derefter deporteret tilbage til hjemlandet. Praksissen bryder med retten til asyl og non-refoulement-princippet, der er den del af international lov, der beskytter flygtninge

fra hjemsendelse til lande, hvor deres frihed eller liv er truet.

om SKRIBENTEN

SELVMODSIGENDE POLITIK

Det er derfor kontroversielt, at EU understøtter Tyrkiets detentionspraksis med finansiel støtte. Ifølge det tyrkiske indenrigsministerium finansierer EU 75 procent af udgifter relateret til grænsesikkerhedsprojekter, hvis formål er at bygge ”centre til bekæmpelse af illegal migration, hjemsendelse og deportation”.

De europæiske medlemslande fører en selvmodsigende politik i Tyrkiet, hvor de med den ene hånd finansierer aktiviteter, som skal styrke internationale beskyttelsesstandarder i Tyrkiet, og med den anden hånd finansierer praksisser, der systematisk bryder med selvsamme standarder. Det står klart, at EU er mere optaget af at undgå, at flygtningestrømmene når europæisk territorium, end at hjælpe Tyrkiet med mere humanitær assistance. Tyrkiets evne til at bære den pludselige flygtningebyrde er ikke større end EU’s, og bedre ansvarsfordeling er nødvendig, hvis man skal undgå, at flygtningesituationen forvandles til en humanitær krise. Flygtningestrømme er et globalt problem, som forudsætter globale løsninger. Så længe intet ændrer sig til det bedre i de konfliktramte lande, vil indbyggerne flygte. De fleste vil flygte til nabolandene, mens kun få vil forsøge lykken i Europa.

Men de er desperate, og som EU-kommissær Cecilia Malmstrøm udtalte ” Om vi så bygger en mur i Middelhavet, vil folk bygge stiger for at kommer over”.

Berfin Gurini er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet. Hun er lige hjemvendt fra et praktikophold hos den Istanbulbaserede NGO Helsinki Citizens Assembly – Refugee advocacy and support program (HCA-RASP).

FAKTABOKS ••

Kun fire lande modtager flere flygtninge end Tyrkiet.

••

Der er registeret 808.600 syriske flygtninge i Tyrkiet, men det reelle tal formodes at være ca. en million, da de tyrkiske myndigheder endnu ikke har haft kapacitet til at registrere alle syriske flygtninge.

••

UNHCR forventer, at Tyrkiet i slutningen af 2015 vil have modtaget 1.600.000 syriske flygtninge.

••

I 2013 modtog Tyrkiet 44.800 asylansøgninger fra ikke-syriske og ikke-europæiske asylansøgere, hvilket fik antallet af asylansøgninger op på 118.000. Disse asylansøgere kommer primært fra Afghanistan, Iran, Irak og Somalia.

••

Til sammenligning modtog de 28 EU medlemslande i 2013 tilsammen 389.200 asylansøgninger, hvoraf 94.000 var syriske flygtninge.

••

Artiklen er baseret på kilder fra UNHCR, The Brookings institution og Amnesty

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

55

UDBLIK

BJØRNEN, DRAGEN OG DEN GEOPOLITISKE ”GAME CHANGER” af THOMAS LIE ERIKSEN Med indgåelsen af en stor energiaftale rykker Kina og Rusland stadig tættere sammen og understreger dermed, at den geopolitiske magtbalance er under hastig forandring.

I

skyggen af valget til Europa-Parlamentet og ikke mindst krisen i Ukraine underskrev Ruslands præsident Putin og den kinesiske leder Xi Jinping den 21. maj en stor energi- og gasaftale til en anslået værdi af 400 milliarder dollars.

Aftalen har været længe undervejs, idet der har pågået forhandlinger mellem de to stater gennem ti år.

Den store udfordring har været uenighed om prisen for russiske gasleverancer. Kina har i modsætning til EU energiaftaler med flere lande og er derfor ikke på samme måde afhængig af forsyninger fra Rusland. Med indgåelsen af aftalen har Rusland tilsyneladende givet sig på prisen til gengæld for kinesiske investeringer i infrastruktur og rørledninger. Meget har også forandret sig på ti år, hvor begge staters roller er ændret markant, og hvor de hver især står over for store udfordringer i forhold til omverden.

RUSSISKE MOTIVER

Ruslands motiver for at underskrive den store energiaftale netop nu må naturligvis ses i sammenhæng med begivenhederne i Ukraine.

56

IPmonopolet | 21 udg. | ASIEN I UDBRUD

I skrivende stund er konflikten med Vesten over Ukraines fremtid langt fra ovre, og man er derfor fra russisk side begyndt at forberede sig på en situation, hvor forholdet mellem øst og vest kan blive endog meget belastet. Rusland har derfor behov for nye tætte samarbejdspartnere. Derudover var der på det tidspunkt den reelle bekymring for, om EU kunne finde på at indføre de såkaldte ”fase 3 sanktioner,” der bl.a. vil ramme den russiske bank- og energisektor. En bekymring, der i slutningen af juli blev en realitet.

Endelig er der også spørgsmålet om Centralasien, hvor Putin har en vision om en stor eurasisk union bestående af tidligere Sovjetrepublikker. Denne vision kan kun realiseres gennem et samarbejde med Kina, der har sine egne interesser og planer med området.

DRAGEN PÅ SPRING

Sideløbende med de voldsomme begivenheder i Ukraine har en tilsvarende højspændt udvikling udspillet sig i det sydkinesiske hav. I begyndelsen af maj valgte Kina at opsætte en stor borerig med henblik på olieudforskning i et område, som også Vietnam gør

krav på. Dette medførte hyppige sammenstød mellem de to landes kystvagter. Den 16. juli annoncerede Kina imidlertid, at olieudforskningen var tilendebragt, og at boreriggen derfor ville blive flyttet fra det omstridte område en måned tidligere end beregnet.

Spørgsmålet er nu, hvilke motiver der ligger bag den kinesiske beslutning. Fra det øjeblik, hvorboreriggen var på plads, har der været voldsomme antikinesiske demonstrationer over hele Vietnam. Regeringen i Hanoi, såvel som USA og andre aktører i området har, protesteret højlydt gennem de diplomatiske kanaler.

Nogle iagttagere peger derfor på, at det er dette pres, der nu bærer frugt. Det forekommer dog mere sandsynligt, at den kinesiske regering har fået understreget sin pointe om, at i hvad Beijing opfatter som sit maritime nærområde, gør Kina som det passer det, og at der derfor ikke er grund til at trække konflikten yderligere i langdrag. Vietnam er dog ikke det eneste land, som Kina har territoriale stridigheder med. Også i forhold til andre nabostater i det syd- og østkinesiske hav, herunder

Drømmen om en ny silkevej og ønsket om større kontrol med sit maritime nærområde kan Kina kun realisere gennem et samarbejde med Rusland.

Japan, Filippinerne, Malaysia, Sydkorea og indirekte USA, der står i allianceforhold med flere af de nævnte stater, er der geostrategiske konflikter. Dette nødvendiggør, at Beijing anvender en stadig større del af sine militære og økonomiske ressourcer i dette område. Der er dermed skabt grundlag for fremtidige konflikter og sammenstød, hvilket tyder på, at det 21. århundrede måske nok bliver Asiens århundrede, men at det ikke indebærer en fredelig udvikling med fokus på vækst og økonomi. Det 21. århundrede vil som de foregående blive domineret af en militær, geopolitisk og økonomisk konkurrence mellem verdens forskellige stormagter.

Samtidig med, at Kina forsøger at etablere sig som den dominerende regionalmagt i Østasien, arbejder den kinesiske ledelse med en storstilet plan om at skabe en ny silkevej gennem Centralasien, der skal forbinde Kina med Mellemøsten og Europa, hvorfor der er foretaget store investeringer i de centralasiatiske staters infrastruktur. Drømmen om en ny silkevej og ønsket om større kontrol med sit maritime nærområde kan Kina kun realisere gennem et samarbejde med Rusland. Forholdet mellem de to giganter har gennem historien varieret meget. I nyere tid, under Den Kolde Krig, udviklede forholdet sig fra en tæt alliance, som opstod med kommunistpartiets sejre i borgerkrigen i 1949 under Mao Zedongs ledelse, til egentlige krigshandlinger på grund af geopolitiske og ideologiske uoverensstemmelser på grænsen mellem Sovjet og Kina i 1969.

Også i dag kan der spores mistænksomhed i de indbyrdes relationer, hvor Rusland ønsker at holde sine muligheder åbne og derfor forsøger at pleje et godt forhold

til Japan, mens kineserne på deres side har forholdt sig noget tøvende over for Ruslands handlinger i Ukraine. Sammenfaldet i interesser forekommer dog større end de eventuelle uenigheder. Med hver sine højspændte konfliktområder har Kina og Rusland en fælles interesse i at holde ryggen fri af hinanden og samtidig udgøre en fælles front imod den amerikanske hegemon, der forsøger at inddæmme begge stater. Dette gælder særligt i Centralasien, hvor amerikanerne med tilbagetrækningen fra Afghanistan ser ud til at miste den sidste rest af indflydelse i regionen, som derfor nu vil kunne blive delt i interessesfærer. Netop Afghanistan udgør et område, hvor Kina og Rusland har store fælles interesser. Begge stater ønsker et stabilt Afghanistan, der kan bidrage til Centralasiens fremstormende økonomier, og som ikke igen udvikler sig i fundamentalistisk retning og bliver hjemsted for nye terrororganisationer. Med indgåelsen af den store energiaftale er der skabt grobund for et fremtidigt forpligtende samarbejde.

DET FREMTIDIGE FORHOLD

Under et topmøde mellem Kina og USA i begyndelsen af juli, som Xi Jinping var vært for, og som er en årlig tilbagevendende begivenhed med fokus på økonomisk og strategisk samarbejde og udvikling, ankom der til Kina en anden højtstående udenlandsk gæst. Der var tale om Sergei Ivanov, der er chef for den russiske præsidents administration. Når den kinesiske ledelse vælger at invitere en russisk topembedsmand og et medlem af Putins inderkreds, samtidig med at der afholdes topmøde med amerikanerne, fortæller det en del om, hvordan kineserne betragter forholdet til to af sine vigtigste samarbejdspartnere. Først og fremmest bliver der sendt et klart

signal til Washington om ikke at tage Kina for givet, at kinesiske interesser kan fremmes på mange måder og ikke kun i samarbejde med USA. I forhold til Rusland understregede Xi Jinping under sit møde med Sergei Ivanov de kinesiske-russiske relationers specielle karakter. Hermed viser Xi, hvor stor vægt han tillægger forholdet til Rusland og Putin. Et konkret udtryk for, hvordan samarbejdet mellem de to stormagter kan ændre verdens økonomiske og politiske struktur, er netop blevet udfoldet på et møde i den såkaldte BRIKS-gruppe, der ud over Kina og Rusland består af Brasilien, Indien og Sydafrika. Her blev det besluttet at skabe en ny verdensbank og valutafond, der skal fremme udviklingslandenes interesser.

Dermed bliver den vestlige verden for alvor udfordret på sin institutionelle dominans i det internationale system.

For godt et århundrede siden udviklede den britiske geograf og strateg Halford J. Mackinder en teori om verdens-øen, der består af Afrika, Europa og Asien, som Mackinder betragtede som en samlet geofysisk realitet. De vigtigste dele af verdens-øen var Europa og Asien, der tilsammen udgjorde det eurasiske superkontinent. Mackinders store frygt var, at en enkelt magt en dag skulle få kontrol med denne vældige landmasse. Han tænkte her først og fremmest på Rusland, der blev set som datidens store trussel, men forudså samtidig, at Kina en dag måske ville kunne overtage rollen som hersker af Eurasien.

Endnu er der ikke opstået en eurasisk superstat, men Rusland og Kina rykker stadig tættere sammen og vil måske snart udgøre en blok, der for alvor vil kunne true og udfordre den eksisterende geopolitiske orden.

Endnu er der ikke opstået en eurasisk superstat, men Rusland og Kina rykker stadig tættere sammen og vil måske snart udgøre en blok, der for alvor vil kunne true og udfordre den eksisterende geopolitiske orden.

om SKRIBENTEN

Thomas Lie Eriksen er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet 2012 med speciale i Den Kolde Krig, forholdet mellem Vesten og Rusland og international politisk teori.

ASIEN I UDBRUD | 21 udg. | IPmonopolet

57

ipmonopolet.dk