IPmonopolet #16 - Krig i det 21. århundrede

IPmonopolet

Tidsskrift om international politik ipmonopolet.dk 16. udgave, juni 2012 pris 50,-

TEMA

WAR Carsten Bagge Laustsen Freud og den postmoderne krig Birgit Feldtmann Moderne konflikter og Danmarks rolle Mikael Rask Madsen Internationale domstole og den nye verdensorden Klaus Kondrup Polity-analyse af Syrien

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 1

IPM 16.indd 1

14-06-2012 00:53:29

Redaktion Ansvarshavende redaktører Alexander Bugge Jon Ahlberg

Temaredaktør

Troels Skadhauge

Udbliksredaktør Anne Thomassen

Redaktion

Daphne Papadatos Didde Zander Tradsborg Edith Endsjø Jonathan Tybjerg Line Fly Pedersen Miriam Nawaz Stine Iskov

Layout & web

Christian Daugaard Jacobsen

IPmonopolet

c/o Institut for Statskundskab (IfS) Øster Farimagsgade 5, 1353 København K

IPmonopolet udgives med støtte fra:

Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

www.ipmonopolet.dk

E-mail: redaktion@ipmonopolet.dk ISSN: 1903-5713 ISSN: 1903-5721 (online udgave)

IPmonopolet trykkes hos:

Grafisk - Københavns Universitet

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 2

IPM 16.indd 2

14-06-2012 00:53:30

Leder Den westphalske fred i 1648 betegnes ofte som IP-disciplinens fødselsattest.

Med afslutningen på tredive års blodig religionskrig mellem Den Katolske Liga og Den Protestantiske Union blev grundstenen lagt for et internationalt system bestående af suveræne stater. Den territoriale integritet blev det bærende princip i det internationale anarki. Statsoverhovederne fik intern selvbestemmelse og ekstern uafhængighed. Og følgelig blev krigsførelsen statens suveræne prærogativ.

Sådan indleder de såkaldte “realister” typisk historien om den klassiske krig.

De påpeger videre, at nationalismens opståen i 1800-tallet gjorde det muligt at sætte lighedstegn mellem stat, territorium og nation. Derfor handlede den klassiske krig ofte om afgrænsningen af netop territorium og folk. Og selv om hver nationalstat havde sin særegne politiske vilje, indgik de ligeligt i det internationale anarki af suveræne stater. Den klassiske krig var altså i sin kerne symmetrisk: aktører, mål og midler var principielt ligestillede.

Nutidens krige har ændret karakter. De udkæmpes ikke længere kun af suveræne stater, målene er ikke længere afgrænsningen af folk og territorium, og midlerne er typisk forskellige på hver side af konflikten. Nutidens krige er asymmetriske.

Samtidig er krigens spilleregler ændret. Der er fremkommet er hav af internationale regler for “lovlig krigsførelse”, og der er sat grænser for den westphalske statssuverænitet. Med doktrinen om “Responsibility to Protect” kan staternes suverænitet pludselig gradbøjes og princippet om territorial integritet tilsidesættes, hvis det internationale samfund finder det nødvendigt. Men ud fra hvilke kriterier skal en sådan beslutning træffes?

Endelig foregår nutidens krige på nye slagmarker. De udkæmpes psykologisk og i medierne. De opløser klassiske skel mellem civil og militær, krigstid og fredstid, venner og fjender. Afslutningen på den klassiske krig bliver ikke IPdisciplinens dødsstød, men de nye krige udfordrer vores forståelse af hidtil faste kategorier.

Derfor sætter IPmonopolet i denne udgave fokus på nutidens krige. Vi stiller de store spørgsmål og beder landets førende eksperter om svar. Sluttelig dækker vi i Udblik en lang række aktuelle, internationale problemstillinger – fra Syrien til Afghanistan, fra Holland til Libanon, fra Tunesien til Georgien.

Jon Ahlberg Chefredaktør

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 3

IPM 16.indd 3

14-06-2012 00:53:30

Tema: WAR 7: Indledning af Troels Nørgaard Skadhauge 8: “Moderne konflikter og Danmarks rolle” af Birgit Feldtmann 10: “Freud og den postmoderne krig” af Carsten Bagge Laustsen 16: “Når vagthunden tæmmes: De danske medier i krig” af Jonathan Tybjerg 18: “Fremtidens militær: Er Smart Defence vejen frem?” af Edith Endsjø

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 4

IPM 16.indd 4

14-06-2012 00:53:30

Udblik 21: Indledning af Anne Thomassen 22: “International domstole og den nye verdensorden” af Mikkel Rask Madsen 24: “Den arabiske liga: Fra autorkratisk klub til international fredsskaber” af Tore Hamming 28: “Den arabiske klimaforandring” af Carsten Jensen 30: “Afghanistans sande tilstand” af Christian Bayer Tygesen 32: “Watch the Throne: The Dynamics of the Syrian Crisis” af Andreas Lunn & August Bundegaard Aggebo 34: “Jasminrevolutionens demokratiske udfald” af Line Fly Pedersen 36: “Vestens varme luft” af Jon Ahlberg & Klara Christensen 38: “Belgiske tilstande i Holland” af Nicolai Bech Kofoed

IPteori

Synspunkt 40: “Med lov skal land bygges” af Marcus Knuth

42: “Polity-analyse af Syrien” af Klaus Kondrup

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 5

IPM 16.indd 5

14-06-2012 00:53:32

TEMA

foto: mads nissen

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 6

IPM 16.indd 6

14-06-2012 00:53:33

Tema: WAR Krig har spillet en væsentlig rolle i international politik så langt tilbage som historieskrivningen rækker. Tænk bare på den Peloponnesiske Krig fra 431 til 404 f.Kr. mellem Athen og Sparta. Årsagen til krigen var ifølge den græske historiker Thukydid spartanernes frygt for Athens voksende magt. Krigen var altså et middel for spartanerne til at forsøge at ændre de græske bystaters interne magtforhold til deres egen fordel. Den Peloponnesiske Krig er dermed et eksempel på, hvad man kunne kalde den ’klassiske krig’. Den klassiske krig består af to politiske fællesskaber (f.eks. bystater eller nationalstater), der kæmper mod hinanden for at påvirke deres interne styrkeforhold. Den klassiske krigs vigtigste kendetegn er dens klare grænser. Der skelnes således klart mellem soldater og civile og mellem krigstid og fredstid. Ikke mindst er de politiske fællesskaber klart afgrænsede fra hinanden, hvilket kommer tydeligst til syne i de territorielle grænser, der skiller de politiske fællesskaber fra hinanden. De territorielle grænser er samtidig en vigtig brik i spillet om de politiske fællesskabers interne styrkeforhold. Den klassiske krig handler derfor ofte om, hvor grænserne skal drages.

Men noget har ændret sig siden den Peloponnesiske Krig. Verden har de sidste 200 år gennemgået drastiske forandringer, der har betydet, at krigen har skiftet karakter. Civile og soldater kan ikke længere skelnes fra hinanden.

Fjenden har ingen let genkendelige kendetegn, men kan potentielt være hvem som helst i blandt os. Der kan heller ikke længere skelnes skarpt mellem krigstid og fredstid. I stedet kører krigen konstant på lavt blus og store slag er erstattet af taktiske missioner, der skal eliminere strategiske mål. Den klassiske krigs klare grænser er altså blevet undergravet af en ny krigsform.

Denne nye krigsform går ofte under navnet ”den postmoderne krig” eller sommetider blot ”den nye krig”. I dette nummer af IPmonopolet forsøger vi at indkredse denne nye krigs karakteristika nærmere.

Den preussiske general og militærteoretiker Carl von Clausewitz er berømt for at have udtalt, at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Hvis han har ret, må det være oplagt at undersøge præcis hvilke midler, der tages i brug i nutidens (postmoderne) krig.

Således forsøger Carsten Bagge Laustsen med udgangspunkt i Sigmund Freuds teori om traumet at undersøge, hvordan voldtægter og seksuel tortur bruges som midler i krig. Han analyserer krigen i Bosnien og overgrebene i Abu Ghraib-fængslet i Irak og viser, hvordan fremkaldelsen af traumer og skam fungerer som våben i postmoderne krigsførelse.

Et andet vigtigt våben i den postmoderne krig er information. Jonathan Tybjerg skriver i sin artikel om, hvordan den danske regering har kontrolleret mediernes adgang til information i forbindelse med de danske krige i Irak og Afghanistan, samt interventionen i Libyen. Han konkluderer, at de danske medier ikke har levet op til deres rolle som vagthund, fordi de har været for ukritiske i deres dækning af den danske krigsindsats.

Det er ikke kun krigens midler, der har ændret sig. Der er samtidig dukket nye krigsarenaer op. Som nævnt handlede den klassiske krig ofte om, hvor grænsen for territorialstaten skulle gå. Som Birgit Feldtmann viser i sin artikel, kæmpes der i dag også om staternes fælles domæner som f.eks. internettet, verdenshavene og Arktis.

Endelig kigger Edith Endsjø på NATOs nyeste bud på fremtidens militære organisering, kaldet Smart Defence. Smart Defence rejser spørgsmålet om, hvorvidt NATOs medlemsstater er villige til at opgive noget af deres suverænitet til fordel for et mere effektivt forenet forsvar.

Krig har som sagt altid spillet en rolle i international politik. Ved at læse dette temanummer af IPmonopolet kan du forhåbentlig blive en smule klogere på, hvordan fremtidens krige kommer til at se ud.

Rigtig god læselyst!

Troels Nørgaard Skadhauge, Temaredaktør

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 7

IPM 16.indd 7

14-06-2012 00:53:33

Moderne konflikter og Danmarks rolle Af Birgit Feldtmann Siden murens fald og afslutningen på den kolde krig har Danmark som bekendt været involveret i flere væbnede konflikter og militære aktioner. Aktuelt kan der for eksempel nævnes den fortsatte deltagelse i krigen i Afghanistan, operationen i forbindelse med oprøret i Libyen og bekæmpelsen af pirateri ved Afrikas Horn og det Indiske Ocean.

Og flere potentielle konflikter venter ved døren. I skrivende stund er der for eksempel stadigvæk ikke kommet ro over situationen i Syrien. Tiden vil vise, hvordan situationen udvikler sig, og hvordan det internationale samfund fremover vil reagere.

En betydelig del af de konflikter, som er på den internationale og danske agenda, foregår på land og er relateret til et lands (eller flere landes) territorier, som for eksempel krigene i Irak og Afghanistan. Men moderne konflikter kan også udspille sig i andre domæner. Et eksempel herpå vedrører debatten om NATO’s missilforsvarsskjold, som stod højt på agendaen til NATO’s netop afviklede topmøde i Chicago. En række lande, herunder Danmark og en del andre NATO-medlemmer, indgår derudover for eksempel i det såkaldte “Mulitinational Experiment 7 (MNE7)” om “Access to the Global Commons”. Projektet beskæftiger sig lidt forenklet med spørgsmålet om sikring af fri adgang og særligt med sikkerhedsmæssige spørgsmål og udfordringer i forbindelse med globale “fælles domæner”, det vil sige områder, som lidt firkantet sagt er ingens eller alles. De domæner, som MNE7 vedrører, er cyber space, luftrummet, verdensrummet og internationale havområder.

Det maritime domæne

Spørgsmålet om disse “fællesområder” har adskillige facetter, og hvert domæne har sine egne sikkerhedsmæssige udfordringer med potentiale for konflikter. Et område, der er særlig interessant fra et dansk perspektiv, er det maritime domæne, altså det åbne hav. Interessen kan begrundes med en række aspekter, blandt andet at Denmark har betydelige økonomiske interesser knyttet til havområder. Dette skyldes både Danmarks geografi, positionen som søfartsnation (hvor danske rederier transporter ca. 10% af den samlede verdenshandel) og mulighederne for ressourceudvinding til søs (for eksempel olie).

Spørgsmålet om moderne konflikter i forbindelse med det maritime domæne har flere forskellige aspekter, hvilket kan illustreres via to cases: Bekæmpelse af pirateri ved Afrikas Horn og udviklingen i forbindelse med det arktiske område.

Pirateri ved Afrikas Horn

Danmark har siden 2008 været involveret i anti-piraterioperationer ved Afrikas Horn og i Det Indiske Ocean og deltager i NATO’s Operation Ocean Shield. Danmarks engagement i operationerne kunne eksempelvis ses i forbindelse med kapringen af det danske skib M/V Danica White, hvor besætningen blev frigivet efter betalingen af en ukendt løsesum.

Pirateriproblematikken indebærer en række udfordringer og relevante spørgsmål. Et centralt aspekt, fra en juridisk synsvinkel, er spørgsmålet om den retlige ramme for anti-piraterioperationer. Udgangspunkt er her, at indsatsen mod pirateri på den ene side bliver gennemført af militære styrker, i dansk kontekst Søværnet, men at der på den anden side ikke er tale om en væbnet konflikt. Sagt lidt firkantet: Indsatsen mod pirateri er ikke krig, men kan i stedet bedre beskrives som politiarbejde, eller for at være mere præcis, retshåndhævelse til søs som er et led i opretholdelsen af havets retsorden (dvs. det adfærdskodeks, som gælder alle, der færdes på havet uden for andre staters jurisdiktion).

Kategoriseringen af anti-piraterioperationer som retshåndhævelse og

ikke som krig har først og fremmest den konsekvens, at indsatsen mod pirateri sker under folkerettens generelle regler og ikke under det, vi jurister kalder den humanitære folkeret, altså ”krigens love”. Det betyder blandt andet, at de aktiviteter, de danske styrker er involveret i under anti-piraterioperationer ud for Somalias kyst, skal være forenelige med internationale menneskerettigheder, og her kan Danmarks forpligtelser i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonvention få betydning.

En central folkeretskilde i kampen mod pirateri er FN’s Havretskonvention, som forpligter de kontraherende parter i at bekæmpe pirateri i fællesskab (art. 100). Konventionen giver landende en række konkrete beføjelser med henblik på at kunne leve op til forpligtelsen, som for eksempel ret til at standse og borde piratskibe, beslaglægge piratudstyr og anholde og retsforfølge mistænkte pirater ved egne domstole. Disse beføjelser er ganske påfaldende, da det generelle princip på det åbne hav er, at kun flagstaten (altså det land, hvis flag et skib sejler under) har “politimyndighed” over et skib.

“

»En central folkeretskilde i kampen mod pirateri er FN’s Havretskonvention, som forpligter de kontraherende parter i at bekæmpe pirateri i fællesskab (art. 100). Konventionen giver landende en række konkrete beføjelser med henblik på at kunne leve op til forpligtelsen, som for eksempel ret til at standse og borde piratskibe, beslaglægge piratudstyr og anholde og retsforfølge mistænkte pirater ved egne domstole«

FN’s Havretskonvention bliver suppleret af andre folkeretskilder, som for eksempel den såkaldte SUA-Konvention (Convention for the Suppression of Unlawful Acts Against the Safety of Maritime Navigation), som indeholder en række konkrete forpligtelser for de enkelte lande. For eksempel forpligter SUA-konventionen de kontraherende parter til, at disse i deres egne (nationale) retssystemer kriminaliserer angreb mod skibe og sikrer, at de nationale domstole kan retsforfølge, hvis angrebet er rettet mod eget skib, sker i egne farvande eller er blevet gennemført af egen borger. Det vil sige, at gyldigheden skal fastslås af, hvad vi jurister kalder strafferetlig jurisdiktion i disse situationer.

Fragmenteret folkeret

De generelle folkeretlige regler vedrørende pirateribekæmpelse bliver i forbindelse med pirateriproblematikken ved Afrikas Horn suppleret af en række Sikkerhedsrådsresolutioner, som giver yderlige beføjelser til anti-piraterioperationerne: Udgangspunktet i de generelle regler er, at landenes beføjelser ender ved andre landes territorialfarvand, da FN’s Havretskonvention kun regulerer beføjelser i forbindelse med pirateribekæmpelse på det åbne hav (uden for andre landes jurisdiktion). En udøvelse af disse beføjelser inden for et andet lands (sø)territorium ville være an krænkelse af dette lands suverænitet. Men i Somalias tilfælde, som er det land, piraterne kommer og opererer fra, og som kan betegnes som en “failed state”, har sikkerhedsrådet (i øvrigt efter aftale med Somalias overgangsregering TFG) udvidet beføjelserne til Somalias ydre farvande og til en vis grad landterritoriet.

Det betyder, at den folkeretlige ramme i forbindelse med anti-piraterioperationer kan betegnes som fragmenteret (da den er sammensat af en række forskellige retsakter), men samlet udgør den et rimeligt robust grundlag, som indebærer en række beføjelser til de stater, der engagerer sig i pirateribekæmpelse. Alligevel bliver indsatsen ved Afrikas Horn, i hvert fald delvis, beskyldt for ikke at være effektiv nok, særlig i forbindelse med spørgsmålet om strafforfølgelse af mistænkte

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 8

IPM 16.indd 8

14-06-2012 00:53:33

pirater. Her er et centralt problem, at ikke alle lande udnytter de vide rammer, folkeretten giver. Et eksempel er, at folkeretten giver alle lande mulighed for at have det, vi jurister kalder universel jurisdiktion ved piraterirelaterede forbrydelser. Universel jurisdiktion betyder i denne sammenhæng, at man kan anvende egen (national) strafferet, selv om sagen ikke har direkte tilknytning til landet, altså selv om piraterne ikke er mistænkt for at have opereret i dansk farvand eller at have angrebet et dansk skib eller besætning. Spørgsmålet om, hvorvidt et land fuldt ud vil udnytte de vide rammer for strafforfølgelse, er ikke primært et juridisk spørgsmål, men et politisk spørgsmål. Der kan for eksempel være en politisk bekymring fra dansk side om, at pirater, som er blevet dømt og har afsonet deres straf i Danmark, muligvis ikke kan sendes tilbage til deres hjemland.

Spørgsmålet om pirateribekæmpelse har altså både en juridisk og en (indenrigs-)politisk dimension. Et andet eksempel på samspillet mellem jura og politik, denne gang på internationalt niveau, er de forskellige militære operationer, som har pirateribekæmpelse som (en del) af deres mandat. Ved Afrikas Horn findes der ikke én samlet indsats mod pirateri, men flere: Groft sagt findes der tre internationale operationer, en “alliance of the willing”, Taskforce 151, som Danmark har været involveret i, den tidligere nævnte NATO—operation, Ocean Shield, som Danmark nu er involveret i, og EU NAVFOR’s Operation Atalanta, som Danmark ikke deltager i. Desuden er en række lande, for eksempel Kina og Indien, involveret i pirateribekæmpelse i området ved Afrikas Horn uden at være del af en af disse operationer. Baggrunden og mandatet for disse operationer er forskellige og i begyndelsen har det været forbundet med en del praktiske problemer, at de mange forskellige operationer i området ikke var samlet og koordineret. I dag synes samarbejdet imellem de forskellige operationer og aktører at fungere ganske godt, men man kan stadig stille spørgsmålstegn ved, om der ikke på formelt plan findes en samlet indsats mod pirateri.

For de enkelte lande, der ønsker at engagere sig i pirateribekæmpelse, betyder det, at der skal træffes en beslutning om, hvor man vil lægge sine kræfter. Nogle landes valgmuligheder er begrænsede på grund af retlige forhindringer: Danmark har for eksempel grundet EU-forsvarsforbeholdet ikke mulighed for at deltage i EU NAVFOR’s Operation Atalanta. Tyskland har ikke et sådan forbehold og kan derfor godt deltage i Atalanta, hvilket den tyske regering har valgt at gøre, selv om der i visse militære kredse har været et ønske om at deltage i NATO’s Operation Ocean Shield, da denne operation i hvert fald indtil for nylig har haft et mere vidtgående mandat end Atalanta.

De kort skitserede aspekter i forbindelse med pirateribekæmpelse ved Afrikas Horn illustrerer, at der ved spørgsmål om maritim sikkerhed er en tæt sammenhæng mellem juraen og international politik. Et andet maritimt område, som kan illustrere denne sammenhæng, er det arktiske område.

Det arktiske område som et potentielt konfliktområde

I modsætning til regionen ved Afrikas Horn er det arktiske område på nuværende tidspunkt ikke præget af direkte konflikt. Regionen er derimod et område, hvis retlige og sikkerhedsmæssige regime udvikler sig hastigt og er genstand for storpolitiske overvejelser. Baggrunden for udviklingen og fokus på Arktis er at finde i de klimaforandringer, som allerede har medført og fremover yderligere vil lede til, at området i længere perioder kan besejles, og at det synes at blive mulig at udvinde de naturressourcer, som sandsynligvis findes i havbunden. Klimaforandringerne skaber altså en række muligheder, men er også forbundet med en del udfordringer. En udfordring er, hvordan man kan indrette et beredskabssystem, som under de stadig vanskeligere klimatiske forhold reagerer, hvis for eksempel et skib med mange passagerer eller farlig last forliser, eller hvis der forekommer et olieudslip, som truer det skrøbelige arktiske økosystem. En anden udfordring er, hvordan man forholder sig til de arktiske landes forskellige krav til grænsedragningen i Arktis og retten til udnyttelse af ressourcer, og hvordan man behandler de konflikter, der kan opstå i kølvandet på modstridende krav.

Udviklingen af det arktiske regime præges af en række forskellige aktører. Man kan skelne mellem de egentlige arktiske stater med arktiske

kystgrænser, dvs. Canada, USA, Rusland, Norge og Kongeriget Danmark (de såkaldte “Arctic 5”), og så den udvidede gruppe af nationer, som også omfatter de polare nationer Island, Sverige, og Finland, og som alle er med i Arktisk Råd (nogle gange bliver denne udvidede gruppe benævnt “Arctic 8”). Derudover er der en række ikke-arktiske aktører, særlig Kina og NATO, der har egne arktiske interesser.

Illulissat-erklæringen

Den sikkerhedsmæssige udvikling vil blive præget af den adfærd, de centrale aktører udviser. Vil de gamle og nye store ”global powers” Rusland, USA og Kina vælge konfrontation frem for dialog? Og hvilken rolle spiller de andre arktiske lande? Kongeriget Danmark tog i 2008 initiativ til et “Arctic 5”-topmøde i Illulissat, som resulterede i en fælles erklæring, hvilket kan anses som et centralt skridt fremad i overvejelserne om tilblivelsen af et arktisk regime. Illulissat-erklæringen fremhævede, at stridigheder skulle løses i overensstemmelse med folkeretten, herunder FN’s Havretskonvention. Illulissat-erklæringen er et eksempel på, at et mindre land kan indlede en dialogproces, men man kan samtidig spørge, om lande uden for “Arctic 5”-gruppen vil acceptere, at udviklingen fremover styres af denne ”eksklusive klub” af fem lande.

Man kan sige, at de fem stater ved at henvise til folkeretten sikrer sig en fortrinsstilling, som kan være svær at argumentere imod, hvis man ikke åbenlyst vil gå imod folkeretten.

De mulige udviklinger i regionen fører til forskellige udfordringer for Danmark og det danske forvar, særlig Søværnet. I rapporten ”Forsvaret i Arktis – Suverænitet, Samarbejde og Sikkerhed” fra Center for Militære Studier arbejdes med tre mulige scenarier, som kan præge det danske forsvars rolle i Arktis: et kystvagtsscenarie, hvor der ikke vil være konflikt, og hvor fokus vil være på at kunne løfte de ekstra kystvagtsopgaver, som følger af øget civil aktivitet i området; et krisestyringsscenarie, hvor forsvaret ud over kystvagtsopgaver også skal værne om suverænitet og imødegå mulige kriser, som følger af konkurrencen mellem staterne i området; og et konfrontationsscenarie, hvor en global konflikt mellem Kina og USA gør Arktis til “et geostrategisk konfrontationsområde”.

Tiden vil vise, hvilket af disse scenarier (eller muligvis et helt fjerde?), der vil præge den arktiske udvikling.

Jura og politik Situationen i Arktis illustrerer med al tydelighed den maritime dimension i Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, og hvordan folkeretten, den geostrategiske magtbalance samt Søværnet som sikkerhedspolitisk instrument indgår som vigtige ingredienser heri.

De her nævnte regioner Afrikas Horn og Arktis er blot to eksempler på Danmarks sikkerhedspolitiske interesser i det maritime regime. Uden at jeg kan gå i detaljer hermed kan også nævnes mere generelt Danmarks rolle som søfartsnation, det baltiske nærområde, samt den maritime dimension af den aktivistiske udenrigspolitik og alliancemedlemskabet af NATO. I analysen og beskrivelsen af disse udfordringer og problemstillinger indgår, som illustreret, både international politik og jura som værktøjer i et nært samspil. Og netop dette samspil er et centralt element i det perspektiv, vi blandt andet arbejder med i det nyoprettede Center for War Studies ved Syddansk Universitet.

Om skribenten Birgit Feldtmann er tysk dr.jur. og lektor på Syddansk Universitet, hvor hun er tilknyttet Juridisk Institut og det tværfaglige Center for War Studies (CWS). I sin forskning beskæftiger hun sig især med nationale og internationale strafferetlige spørgsmål og spørgsmål i forbindelse med retshåndhævelse til søs og maritim sikkerhed. Hun leder en forskningsgruppe om pirateri og er ansvarlig for CWS’s forskningsprojekt ”Global Commons: Maritime Security and NATO”. Siden 2011 har hun været involveret i MNE7 og deltager i en tværfaglig norsk-dansk arbejdsgruppe som beskæftiger sig med pirateri ved Afrikas Horn og det arktiske område.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 9

IPM 16.indd 9

14-06-2012 00:53:33

Freud og den postmoderne krig Af Carsten Bagge Laustsen Den postmoderne krig undergraver de dikotomier, som den klassiske (eller gamle) krig er givet ved: civil og militær, fredstid og krigstid. Dette åbner for nye slagmarker såsom identitet, krop, seksualitet, følelser og psyke. Af eksempler kan nævnes krigsvoldtægter i Bosnien og seksuel tortur i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Der er derfor brug for nye teoretiske perspektiver til at forklare krigens ændrede karakter. Formålet med denne artikel er således at analysere den postmoderne krigs realiteter med udgangspunkt i Freuds teori om traumet.

Litteraturen om postmoderne, postheroiske, asymmetriske eller simpelthen blot nye krige har på overfladen ikke meget andet til fælles end en markering af en forskydning i forhold til den klassiske krig med dens klare fronter, adskillelse mellem soldater og civile, betydning af kontrol med territorier, sondring mellem krig og fredstid samt betoning af styrkeforhold, ofte i form af militær kapacitet. Hvis vi i stedet forsøger at indkredse den nye krigs realitet positivt, kunne vi mest abstrakt beskrive dennes realitet som givet ved asymmetri. De nye krige er givet ved forsøg på bestandigt at undergrave de dikotomier, som den klassiske (eller gamle) krig er givet ved. Det kunne være sondringen mellem civil og militær: Man fører krig mod civilbefolkningen, fx i form af etnisk rensning, kombattanter opererer som partisaner, der skjuler sig blandt civilbefolkningen, og kan derfor ikke identificeres som medlem af en hærenhed.

Det kunne være sondringen mellem fredstid og krigstid: Krigen afsluttes ikke med en fredsafslutning, men fortsætter nærmest uendeligt gennem lavintensitetsangreb; territorier erobres ikke, men tildeles ofte en uklar status som protektorater eller lignende.

“

»[DEN NYE KRIG…] handler om alt det, som man ikke har noget bud på i disciplinen international politik i dens konventionelle aftapning. Den nye krig arbejder på slagmarker, man vanligt ikke har skænket en tanke eller i hvert fald har ganske svært ved at forholde sig analytisk til: identitet, etnicitet, religion, krop, seksualitet, følelser, psyke og medier«

En anden måde at tilnærme sig den nye krig på kunne være at hævde, at den præcis handler om alt det, som man ikke har noget bud på i disciplinen international politik i dens konventionelle aftapning. Den nye krig arbejder på slagmarker, man vanligt ikke har skænket en tanke eller i hvert fald har ganske svært ved at forholde sig analytisk til: identitet, etnicitet, religion, krop, seksualitet, følelser, psyke og medier. Heraf følger de talrige vendinger mod x, y og z, som vi har set inden for især poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk international politik-teori.

Nogle af de meste kendte af disse er køn, religion, etnicitet og nu sidst følelser. Med alle disse vendinger har vi set en interesse for nye teoretikere fra andre discipliner. Grænserne flyder ud, og en international politik-teoretiker læser nu også gerne værker af Butler, Foucault, Beck og Žižek. Den nye krigs realitet har simpelthen tvunget forskere med interesse i international politik til at være mere tværfaglige – eller i hvert fald nogle af dem.

Denne artikel vil byde ind i forhold til endnu en af disse ”nye” teoretikere, nemlig psykoanalytikeren Sigmund Freud. Helt fremmed er Freud naturligvis ikke i en international politik-sammenhæng. De fleste kender Freuds berømte brevveksling med Albert Einstein om krigen og måske også hans arbejder om krigsneuroser. Min interesse for Freuds arbejde har imidlertid en anden baggrund. Jeg er interesseret i Freud som socialteoretiker og som en, der nærmest suverænt formår at sammentænke betydningen af de centrale aspekter, som konstituerer den nye krig: kroppen, seksualitet, identitet og psyke. Min indgang til den nye krig vil være gennem et begreb om traumer, og som vi skal se, er

alle fire forhold helt centrale i tænkningen af disse. Men modsat den vanlige læsning af Freuds tanker om krigsneuroser ser jeg ikke disse som blot en indgang til at forså nogle af krigens skadelige følgevirkninger. Traumet er en vej til at forstå selv krigens realitet. Krigen har i flere tilfælde eksplicit traumet som mål – og når den har det, er Freuds arbejde om traumet naturligvis relevant.

Når Freud taler om traumer, er det, og det er det centrale her, ofte i forbindelse med symptomer, som voldsomme og voldelige hændelser har fremprovokeret. Et traume skulle man umiddelbart forstå som noget meget individuelt, men Freud viser, at det er det ikke – i hvert fald ikke udelukkende. I Totem og tabu er det sønnernes mord på faderen, og i Hinsides lystprincippet er det spørgsmålet om de neurotiske krigstraumer, som er i fokus. Begge er voldsomme hændelser, ”udført” eller ”oplevet” af et kollektiv. Vi kan faktisk indsnævre det endnu mere – der er ikke kun tale om sociale hændelser, men også om politiske sådanne.

I det første tilfælde handler det om etableringen af en autoritets- og magtrelation, mens det i det andet tilfælde handler om konsekvenserne af en politisk autoriseret handling, som krig jo ofte, og i hvert fald i Freuds eksempel, er.

Det er ofte blevet påpeget, at Freud havde et meget optimistisk, ja nogen ville sige urealistisk, syn på psykoanalysens gavnlige effekter.

Psykoanalysen skulle behandle patienternes lidelser. Jeg vil ikke her diskutere værdien af psykoanalysen som behandlingsform, men kun understrege to forhold, som er afgørende forandret i forhold til Freuds oprindelige udkast til en traumeteori. For det første var den psykoanalytiske teori, og bredere teorier om traumer, på Freuds samtid en ressource, som stort set kun psykoanalytikerne trak på. For det andet var det netop en ressource – en viden, der blev anvendt for at mindske lidelse. Det, jeg vil interessere mig for i det følgende, er situationer, hvor indsigter i traumets karakter anvendes i politisk øjemed og ikke for at reducere, men for at skabe størst mulig lidelse.

Jeg vil undersøge, hvilke ressourcer der findes i den freudianske psykoanalyse, som kan bidrage til en kortlægning af og refleksion over sådanne forhold. I mit tilfælde vil jeg konkret undersøge brugen af voldtægter i forbindelse med serbisk krigsførelse i Bosnien og brugen af seksualiseret tortur i Abu Ghraib-fængslet. Men først en introduktion til Freuds teori om traumet.

Freud om traumet

De to tekster, jeg ønsker at anvende i dette forehavende, er de to nævnt ovenfor: Totem og tabu og Hinsides lystprincippet. Umiddelbart kan det måske overraske, at disse to tekster anvendes sammen, da de ontologier, der præsenteres i teksterne, er radikalt forskellige. I Totem og tabu rettes opmærksomheden mod ”gode” og ”dårlige” objekter. Både tabuer og totemistiske riter sikrer, at begæret flyder uhindret og i retninger, som sikrer, at samfundet kan opretholdes. Disse objekter, hvad enten de er tiltrækkende eller frastødende, muliggør et samfund organiseret i forhold til regler, normer og påbud. I Hinsides lystprincippet konfronteres vi med en situation, hvor distinktionerne, som ovennævnte regler, normer og påbud konstituerer, ikke fungerer efter hensigten. Det neurotiske trauma er som et ben, der har sat sig fast i halsen. Det insisterer og afsporer stadigt vores søgen efter lyst. Der er i denne tekst ikke tale om et objekt og en begærsøkonomi, som hjælper os til at finde vores rette plads i det sociale. Objektet, vi møder i Hinsides lystprincippet, er således hverken det tabuiserede objekt, der frastøder, eller det totemistiske objekt, som fascinerer og tiltrækker os som en fetich. Det er snarere en form for ”dårligt objekt”, som bliver centret for en form for

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 10

IPM 16.indd 10

14-06-2012 00:53:33

omvendt lyst: Et objekt, jeg senere vil benævne abjektet.

Totem og tabu tilhører som Hinsides lystprincippet gruppen af metapsykologiske tekster. Karakteristisk for mange af disse tekster er, at de eksplicit forholder sig til det sociale og samfundsmæssige. I Totem og tabu spekulerer Freud over neurosens karakter og kommer frem til, at den som klangbund må have ambivalente følelser eller lyster. Hvis vi her begrænser os til tabuet, henviser det til et objekt, der materialiserer denne ambivalens. Dette ses allerede i selve ordet tabu, der ifølge Freud har en dobbeltbetydning som henholdsvis noget helligt og urent.

Ordet tabu henviser til “en bestemt ambivalens og til alt det, der voksede på denne ambivalens’ jordbund” (Freud 1961: 61).

Det, vi hos Freud kunne kalde det sociale eller samfundsmæssige, vokser frem i en tvetydig relation til denne ambivalente grund. På den ene side er tabuerne og de totemistiske riter måder at appropriere denne ambivalens. Det ambivalente projiceres over i objekter, og i forsøgene på at undgå disse objekter skabes så forestillingen om, at ambivalensen holdes på afstand. På den anden side er denne ”løsning” imidlertid altid partiel og foreløbig. Det “tvangsmæssigt herskende” fortrænger den følelsesmæssige ambivalens, men fjerner den ikke, da den stadig gør sig ubevidst gældende (ibid.: 64). Eller vi kunne med Freud formulere det således: Det, ingen begærer, behøver man ikke at forbyde, og omvendt viser forbuddet os præcist, at noget er genstand for et begær. I forhold til budet om ikke at slå ihjel, giver det anledning til følgende indsigt: “Vi vil antage, at dette begær efter at myrde faktisk eksisterer i det ubevidste, og at såvel tabuet som moralforbuddet psykologisk på ingen måde er overflødigt, men tværtimod forklares og retfærdiggøres af en ambivalent indstilling mod mordimpulsen” (ibid.: 65).

Freud påstår således, at samfundet hviler på en ambivalent grund. Neurosen – og de psykiske symptomer i det hele taget – vidner om, at vi aldrig helt bemestrer denne grund. Det sociale er en måde at forholde sig til begæret og dets ambivalens. Gennem den samfundsmæssige valorisering af forskellige objekter kanaliserer begæret i bestemte retninger. Men den grundlæggende konflikt løses aldrig, ambivalensen forsvinder ikke, og derfor ser vi også, at folks omgang med det sociale giver anledning til symptomer af forskellig art. Vi er imidlertid altid i og af det sociale og kan derfor kun spekulere over det ambivalente grundlag, de totemistiske riter og tabuerne forsøger at gentrificere. Det gør Freud i form af myten om den darwinske urhorde.

”ukorrekt at tale om et lystprincippets herredømme over de sjælelige processers forløb. Fandtes et sådant, måtte det overvejende flertal af vore sjælelige processer være ledsaget af lyst eller føre til lyst, mens den mest almene erfaring energisk modsiger denne slutning” (ibid.: 23).

Et af kerneeksemplerne på en sådan ulyst hinsides lystprincippet er drømmens stadige genkaldelser og genoplevelser af ubehagelige hændelser i den “traumatiske neurose”. Denne insisteren på ulyst burde vække mere forundring, end den gør, skriver Freud (1983: 25-26). Det er, som om patienten er fikseret på sit traume, hvad der umiddelbart kan karakteriseres som en form for masochisme. I det videre forsøg på at tilnærme sig traumets natur sondrer Freud mellem den ulyst, som fremkaldes af trykket fra indre utilfredsstillede instinkter og en ulyst med baggrund i eksterne stimuli – i det, der opleves som farer. Det i vores sammenhæng mest interessante bud på en forklaring af traumet er forestillingen om, at traumet hidrører fra et brud på det skjold, som det mentale apparat sætter op mod ødelæggende stimuli (ibid.: 39). Hinsides lystprincippet er ikke en klinisk funderet tekst om traumet, men hvis Freud var gået denne vej, ville det have været oplagt at beskrive dette som introduktionen af en form for uskelnelighed mellem indre og ydre og som en introduktion af ambivalens og indistinktion. I traumet brydes grænsen mellem indre og ydre, og det er ødelæggende for selvet.

I en senere ikke-færdiggjort tekst om jegets spaltning udfoldes dette tema en smule (Freud 1984: 461). Freud taler her om en dreng, som ligger under for et kraftigt instinkt, han er vant til at tilfredsstille. Han erfarer dog, at hvis han fortsætter med dette, vil det få ødelæggende konsekvenser. Han burde således stoppe sit forehavende. Der er dog også en anden mulighed: Han kan fornægte faren og fortsætte med at tilfredsstille sit instinkt. Han står altså i konflikt mellem instinktets og realitetens imperativ – eller mellem lystprincippet og realitetsprincippet, som Freud benævner det i Hinsides lystprincippet. Løsningen, drengen vælger, er imidlertid hverken det ene eller det andet imperativ. Han vælger begge. Hvordan er det muligt? Det bliver muligt ved at lade de to imperativer udspaltes i to jeg-instanser. Det virker umiddelbart, men på sigt bliver kløften mellem de to egoer stadig større og afstedkommer en sygelig tilstand.

Freud forklarer egentlig ikke, hvorfor denne spaltning skulle afstedkomme et traume, men det oplagte svar må være, at traumet fremprovokeres af konflikten mellem de to imperativer, eller bedre af internaliseringen af konflikten som et indre. Vi skal senere forsøge at udfolde dette yderligere og forstå traumet, som foranlediget af en handling, hvor et individ fungerer som agent for dets egen desubjektivering. Det vil sige, hvor individet spaltes i to funktioner: I det jeg, som søger lyst, fokuserer på selvopretholdelse, ønsker at tilfredsstille instinkter osv., og så i et jeg, der adlyder de eksterne omgivelsers krav, og på denne baggrund udfordrer eller bekæmper det første selv. Traumet karakteriseres således, hvis ovenstående er overbevisende, af, at sondringen mellem selvet og den ydre verden brydes ned og geninstalleres i selvet som en ødelæggende indre konflikt.

Myten lyder, at urhorden bestod af en voldelig og skinsyg fader, der forbeholdt sig alle kvinder, og som fordrev sine sønner, så snart de var gamle nok til at udfordre ham. En dag dræber og fortærer sønnerne imidlertid faderen. Dette måltid bliver det første totemmåltid, og igennem dette optager sønnerne faderens styrke. Den nu døde fader står herefter som indbegrebet af ambivalens. De hadede faderen, der med så stor magt stod i vejen for deres hævdelsestrang og deres seksuelle krav, men de elskede og beundrede ham også. Det samme gør, hævder Freud, sig gældende for “alle vores børn og hos neurotikerne”. Mordet installerer en skyldsbevidsthed, som totemismens to fundamentale tabuer (forbuddet mod drab og incest) materialiser. Skylden og med den loven, forbuddene og det sociale er således et forsøg på at forsone Det er, som om Freud foretager en form for mainstream durkheimiansk en ambivalensspænding. Freud udleder herefter alle sociale forbud fra sociologi i Totem og tabu, mens han er meget tættere på indistinkdenne grundlæggende skyld og ambivalens (ibid.: 115-118). tionstænkere som Judith Butler, Julia Kristeva og Giorgio Agamben i Hinsides lystprincippet. Distinktioner er det centrale og konstituerende Opsummerende står det ambivalente altså centralt i Freuds tekst, men princip i Totem og tabu, mens det er indistinktioner i Hinsides lystprinsom en grund, der overlejres af kultur, forbud, ja af det sociale. Denne cippet. Orden og taksonomi i Totem og tabu og hybriditet og uorden i ambivalens kan imidlertid genaktiveres, hvilket der præcist er fokus i Hinsides lystprincippet. Så hvorfor anvende begge tekster? Jeg mener, Hinsides lystprincippet. Denne teksts omdrejningspunkt er spørgsmålet begge er til nytte, da de beskriver to forskellige måder at konstituere det om følelsesmæssig ambivalens. Umiddelbart kunne man måske forstå sociale på, eller rettere psykologisk krigsførelse som den, vi ser i de sekindividet som givet i en søgen efter lyst (Freud 1983: 21). Men man ville sualiserede overgreb, er at forstå som en bevægelse fra den situation, så ikke kunne forklare, hvorfor patienter insisterer på deres symptomer. Freud beskriver i Totem og tabu til den, han beskriver i Hinsides lystprinEr det fx sådan, at de føler en form for lyst ved traumatiske erindringer? cippet. Det er, fordi samfundet tænkes som en lukket totalitet givet ved Er der noget hinsides lystprincippet? Det er, som Freud skriver, egentlig klare distinktioner, at et forsøg på at underminere disse distinktioner og grænser opleves som ødelæggende og traumatiserende.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 11

IPM 16.indd 11

14-06-2012 00:53:33

Jeg vil nu fortsætte med artiklens to cases: den politiske brug af voldtægter som integral del af krigsførelsen i Bosnien og brugen af seksualiseret tortur mod irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet i forsøget på at skaffe brugbare efterretninger. I artiklens konklusion vil jeg vende tilbage til Freuds to skrifter for at forholde disse til indsigter fra de to case-præsentationer.

Jeg vil nu fortsætte med artiklens to cases: den politiske brug af voldtægter som integral del af krigsførelsen i Bosnien og brugen af seksualiseret tortur mod irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet i forsøget på at skaffe brugbare efterretninger. I artiklens konklusion vil jeg vende tilbage til Freuds to skrifter for at forholde disse til indsigter fra de to case-præsentationer.

Voldtægtskrig i Bosnien

Kulturer, traditioner og fællesskaber gives i lige så høj grad i forhold til, hvad de frastøder, som hvad de sublimerer. Forureningsriter understøtter en social struktur. Den forurening, som tilstøder et voldtægtsoffer, har fx til formål at styrke en patriarkalsk struktur (Salzman 1998: 367). I traditionelle samfund ses gifte såvel som ugifte kvinder som noget værdifuldt, der skal beskyttes. Etymologisk set kommer ordet voldtægt fra det latinske “rapere”, som betyder at stjæle, tilegne eller fjerne. Voldtægtsforbryderen stjæler noget, der tilhører en anden mand. Alle forureningsriter har på denne vis en “positiv” side, som ophøjer det truede objekt til noget værdifuldt. I forlængelse heraf må krigsvoldtægterne forstås som et bevidst forsøg på at devaluere kvindernes værdi og dermed også mændenes besiddelser. Et værdifuldt objekt transformeres til et abjekt.

hvis man ønsker at forstå voldtægters traumatiske effekt, trækkes frem.

Kroppens indre ses, i det mindste i vestlige kulturer, som dens mest private og intime del. “Vagina er porten til det indre, porten til en kvindes sjæl, og adgang gennem denne er ensbetydende med at gøre krav på kvindens krop” (Miller 1997: 102). På samme tid forstås alt, hvad der forlader kroppens indre som abjektalt (med tårer som en væsentlig undtagelse). Hvorfor denne ambivalens? Spørgsmålet overser, at substanser ikke i sig selv er abjektale, men derimod først bliver det, når de passerer grænsen mellem det indre og det ydre (føde kan være abjektal, fordi den passerer gennem munden; afføring, fordi den passerer gennem anus; og menstruationsblod, fordi det passerer vagina). Intet abjekt uden en undermineret distinktion. Argumentet gør umiddelbart fyldest i forhold til en forståelse af voldtægter. Disse er traumatiske, fordi penetrationen overskrider grænsen til det mest intime. Voldtægter er den grænseoverskridende praksis per se. Den transformerer min inderste væren til et abjekt.

Det metaforiske overlap mellem det kropslige og det psykiske indre må, hvis man ønsker at forstå voldtægters traumatiske effekt, trækkes frem.

Kroppens indre ses, i det mindste i vestlige kulturer, som dens mest private og intime del. ”Vagina er porten til det indre, porten til en kvindes sjæl, og adgang gennem denne er ensbetydende med at gøre krav på kvindens krop” (Miller 1997: 102). På samme tid forstås alt, hvad der forlader kroppens indre som abjektalt (med tårer som en væsentlig undtagelse). Hvorfor denne ambivalens? Spørgsmålet overser, at substanser ikke i sig selv er abjektale, men derimod først bliver det, når de passerer grænsen mellem det indre og det ydre (føde kan være abjektal, fordi den passerer gennem munden; afføring, fordi den passerer gennem anus; og menstruationsblod, fordi det passerer vagina). Intet abjekt uden en undermineret distinktion. Argumentet gør umiddelbart fyldest i forhold til en forståelse af voldtægter. Disse er traumatiske, fordi penetrationen overskrider grænsen til det mest intime. Voldtægter er den grænseoverskridende praksis per se. Den transformerer min inderste væren til et abjekt.

Jacques-Alain Millers (1989) begreb “extimitet” (en sammentrækning af eksternt og intimt) er nyttigt for at beskrive ikke kun det begærsobjekt, som han sigter til, men også abjektet. Som noget ønsket, men ikke tilegnet, synes begærsobjektet at tilhøre en ekstern realitet. Men i dets egenskab af at være noget begæret – noget, som skal hele subjektet – tilhører det subjektets indre. Objekter er givet i forhold til en mangel, »Noget af det bemærkelsesværdige i interviews med voldtægtsom begæret sætter, og som subjektet forsøger at udfylde. Med absofre er, at de omtaler deres fostre i neutrale og ikke-kønnede jektet er det modsat. Hvor der altid er for lidt af det begærede, er der termer. Fostret er et udefinerbart og indistinkt ”det”: Noget, som altid for meget af det abjektale. Det handler derfor ikke om tilegnelse tilhører både ofret og voldtægtsmanden« af et objekt, men om at komme af med abjektet, hvilket er præcist lige så umuligt, som det er endegyldigt at mætte begæret. Abjektet er som benet, der sætter sig fast i halsen, og som jeg vil argumentere for se- Skam fremkaldes følgelig ikke ved en mangel på væren, men snarere nere, er det også traumaets objekt. ved umuligheden af at flygte fra sig selv (Agamben 1999: 105). Skammen fremprovokerer et traume, idet den nedbryder den beskyttende Strategiske voldtægter søger således ikke blot mod at traumatisere in- barriere mellem selvet (og den korresponderende idé om et indre) og divider, men også at ødelægge fællesskaber ved at transformere dets dets omgivelser (og den korresponderende idé om et ydre). Skammen kvinder til abjekter. Den etniske base forurenes. I islamiske kulturer, som udspringer af en handling, hvor subjektet virker som agent for sin egen den bosniske, tillægges jomfruelighed og seksuel afholdenhed før et desubjektivering, dvs. for elimineringen af dets egen subjektstatus giftermål stor betydning. Voldtægter kan derfor gøre kvinder uegnede (ibid.: 106). Lad mig give et eksempel: I Sofies valg tvinges Sofie til til bortgiftning og moderskab. Mange ofre fortæller således, at de er at vælge mellem sine to børn – ét vil blive sendt til gaskamret, og ét bange for, at deres mand vil afvise dem, hvis de fortæller om overgre- vil overleve (hvis hun nægter at vælge, sendes begge til gaskamret). bene (Stiglmayer 1994: 137). Under krigen i Bosnien blev et anseeligt Uanset hun er totalt underlagt vagternes vilje, føler hun sig ansvarlig antal voldtægter rapporteret. Et groft estimat lyder, at der findes mellem for sit valg, og igennem dette valg bliver hun agent for sin egen des20.000 (EU’s tal) og 50.000 (Sarajevo Kommission for undersøgelse af ubjektivering. Hun indtræder i en gråzone, hvor etisk renhed er umulig krigsforbrydelser) voldtægtsofre (Salzman 1998: 363). Nogle blev vold- at opretholde. Hun kan ikke flygte fra sit selv, fra det fatale valg mellem taget i deres hjem, andre på dertil indrettede bordeller og igen andre sine to børn. i voldtægtslejre. Særlig rædselsvækkende er de voldtægter, som fandt sted i lejrene – rædselsvækkende, ikke blot fordi handlingerne var mod- Den seksualiserede vold mod bosniske muslimer havde til formål at tvbydelige, men også fordi de krævede megen planlægning. Der er rap- inge dem ind i en sådan gråzone. Ofre blev tvunget til at overskride de porter om, at kvinder i disse lejre kontinuerligt blev voldtaget, indtil en forbud, der konstituerer os som mennesker, fx forbuddet mod mord og læge eller gynækolog kunne bekræfte en graviditet, og holdt fanget, incest. Og ofret tvinges til at være aktiv i denne fornedrelse: En far blev indtil abort ikke længere var mulig (ibid.: 359). tvunget til at voldtage sin søn eller omvendt. Sønner blev tvunget til at voldtage deres mødre eller til at overvære voldtægten af dem. Fanger Noget af det bemærkelsesværdige i interviews med voldtægtsofre er, blev tvunget til at have oralsex med hinanden, internerede blev tvunget at de omtaler deres fostre i neutrale og ikke-kønnede termer. Fostret til at bide testiklerne af hinanden etc. (Human Rights Watch 1993: 216, er et udefinerbart og indistinkt ”det”: Noget, som tilhører både ofret og 339). I alle disse tilfælde udførte ofrene et perverst ritual, der havde til voldtægtsmanden. Ordet ”det” synes også at udtrykke, at voldtægterne formål at ødelægge deres værdighed og moralske integritet. Ofret var vanskeligt lader sig italesætte. Handlingen er for grusom og traumatisk. aktivt handlende: penetrerede en andens krop, bed, slog, skød.

Ofrene skammer sig og vælger derfor at tie om overgrebene.

Skam fremkaldes på denne vis ved at være fæstet til noget, som ikke Det metaforiske overlap mellem det kropslige og det psykiske indre må, kan approprieres. Denne formulering knytter også traumet og skam-

“

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 12

IPM 16.indd 12

14-06-2012 00:53:33

men sammen. Traumer fremprovokeres som hændelser, man ikke kan glemme, og det er netop sådanne hændelser, vi skammer os over. Lad mig nu give et andet eksempel på denne kobling af trauma, skam og ambivalens – denne gang den seksualiserede tortur i Abu Ghraib-fængslet.

de neokonservative policy-cirkler i Washington. Disse skulle efter sigende være stærkt inspirerede af Raphael Patais The Arab Mind (1973), som rummer et 25 sider langt kapitel om arabernes holdning til sex. Det hedder, at sex er omgærdet med tabuer, og effekten af de detaljerede regler vedrørende adskillelsen af kønnene og tildækning af kvinderne er, at sex er det aspekt, som araberne bruger mest af deres mentale enSeksuel tortur i Abu Ghraib ergi på. Bogen beskriver også holdningen til homoseksualitet og kravet Før de skandaløse billeder var Abu Ghraib kendt som stedet, hvor om at holde udfoldelsen af seksualitet inden for privatlivets sfære.

Saddam Hussein torturerede og henrettede politiske opponenter. »Det interessante ved disse retningslinjer er, at den omstridte Fængslet blev efter den amerikansk-ledede invasion anvendt som enhed i Abu Ghraib ikke så disse retningslinjer som restriktionfængsel for dem, som modsatte sig de fremrykkende styrker. Fængslets er, men i stedet anvendte dem som opskrifter med henblik på at op mod 7.000 indsatte blev bevogtet af 90 medlemmer af militærpolitimaksimere følelsen af skam blandt de indsatte« ets 800. brigade. Militærpolitiet deltog kun sjældent i selve afhøringerne af fanger – deres opgave var ”at knække” eller ”blødgøre” fangerne, For at forstå skammen kan vi frugtbart sondre mellem spørgsmålet om inden afhøringsenhederne gik i gang. Om de har fået detaljerede in- identitet, om hvem man er, og hvad man gør. Hvor skyld handler om, struktioner i, hvordan dette skulle, kunne eller burde foregå, vides ikke, hvad man gør, og som sådan er noget, der kan sones, straffes for eller men det er forholdsvis sikkert, at bataljonen blev rost for den hastighed, tilgives, henviser skammen til, hvad man er. Skam vedrører således det med hvilken den formåede at ”knække” fangerne (Danner 2004: 19). I helt fundamentale i det at være et menneske. et hemmeligstemplet appendiks til Antonio Tagubas rapport om skandalen i Abu Ghraib findes en ordre givet den 12. oktober 2003 af ober”Det bud, som skylden giver anledning til, er basalt set “Stop. stløjtnant Ricardo Sanchez (den øverstansvarlige for styrkerne i Irak), Det, du gør, træder en standard eller regel under fode. Vær opsom befaler, at forhørsenheder (MI’s) og militærpoliti (MP’s) arbejder mærksom på, hvad du gør og ændr din adfærd” … Når det hantæt sammen med henblik på at ”manipulere de indsattes følelser og dler om skam, er påbuddet meget strengere: “Stop. Du er ikke svagheder” (Macmaster 2004: 14). god!” Og mere væsentligt handler det her om selvet og ikke om handlinger. Påbuddet får ikke maskinen til at ændre kurs og giver Lad os begynde med tre torturscener, alle optaget på video og offenikke anledning til en anden type handlinger; det stopper maskitliggjort umiddelbart efter den første bølge af fotografier. Den første nen fuldstændig. Enhver handling bliver umulig, da det er selve scene viser tre soldater, som jager rundt med nøgne fanger. En fange maskinen, som er problemet” (Lewis 2003: 1188). bliver slået, en anden fange bliver slæbt hen over gulvet, og han bliver den første i den pyramide, som de er ved at ”bygge”. Alle fangerne Hvis man går til spørgsmålet fænomenologisk, fremkaldes skam ofte er i flexicuffs og har grønne sandsække over deres hoved. En anden af to forhold. For det første skammer man sig ofte, når man overskrider billedsekvens viser fanger, som er tvunget til at masturbere. En tredje moralske, religiøse eller kulturelt givne forbud. Man sammenligner sine sekvens viser en mand lænket til en tremmedør, som han banker sit blø- handlinger eller det, vedkommende har været udsat for, med nogle dende hoved imod, indtil han besvimer. I tillæg hertil har vi hundredvis standarder, som enten er vedkommendes egne eller andres, og gabet af fotografier, som viser fanger i forskellige strabadserende, angstfrem- mellem realiteterne og standarderne er så det, der fremprovokerer kaldende og ydmygende situationer. Et billede viser en fange i kristus- skammen. For det andet kan følelsen af at være hjælpeløs eller i andres positur indsmurt i afføring. På andre billeder ser vi fanger, som trues af vold fremkalde skam og tab af selvrespekt. gøende hunde, eller som bløder efter at være blevet bidt. Endelig har vi en lang række billeder med seksuel ydmygelse som tema ligesom no- Et interessant eksempel er her tilfældet, hvor bødlen bruger den ingle af videosekvenserne: Eksempelvis ser man en mand, som tvinges dsattes krop mod den indsatte. Det kan fx være ved gennem varme til at simulere oralsex med en banan, og to nøgne fanger, der er lænket og berøring at fremkalde en erektion (fx kvindelige soldaters leg med så tæt sammen, at de ikke kan undgå at berøre hinandens kønsorganer, et offers penis) eller den indsattes desperate forsøg på ikke at trække og endelig flere billeder med lænkede fanger iført dameundertøj på ho- vejret, når vedkommende udsættes for ”undervandsbåden” (Sussman vedet.

2005: 22-23). Endelig bør man her nævne, at ofre ofte nægtes adgang til toiletfaciliteter og hermed tvinges til at gøre i bukserne eller på anden Inden de amerikanske soldater drog til Irak, fik de en uges kursus i måde komme i kontakt med afføring eller urin. Ud over det nedværdilandets historie og skikke. Her fik de udleveret en pamflet med retning- gende og infantiliserende i dette er et centralt element i ”straffen” den slinjer for korrekt opførsel. Her er et uddrag: indsattes kamp for at holde afføringen eller urinen tilbage – en kamp, som offeret altid taber. Tricket er, at offeret føler sig ansvarlig for at have “Bring ikke skam over eller ydmyg en person offentligt. At bringe gjort i bukserne og skammer sig herfor (ibid.: 22). Som vi så i forhold skam over en mand vil få ham til at vende sig mod koalitionen. til voldtægterne i Bosnien, handler det om at tvinge fangen til at agere Det, som især fremkalder skam, er, når en ydmygende handling subjekt for sin egen desubjektivering. bevidnes af en tredje person. Hvis du skal gøre noget, som fremkalder skam, så fjern pågældende fra andres åsyn. Det fremkalNår man skammer sig, gør man det oftest overfor andre. Skammen er der skam at placere en hætte over den indsattes hoved. Undgå en social følelse. Man anticiperer andres holdninger og reaktioner. Derdenne praksis. At placere en indsat på gulvet eller træde på ham for skjuler den, som skammer sig, sig ofte. Man undgår at se andre med foden, indikerer, at du er Gud. Dette er noget af det værste, i øjnene, man taler til dem gennem en skærm, som det var tilfældet vi kan gøre. Arabere anser følgende ting for urene: fødder eller ved voldtægtsofres afgivelse af vidnesbyrd til sandhedskommissionen fodsåler; at bade blandt andre. I modsætning til soldater, som er i Sydafrika, eller man tager – som en radikal konsekvens – sit eget liv vant til toiletter i den fri luft, vil arabiske mænd ikke bade/bruge en for ikke at ”skulle stå til regnskab”. At tvinge andre til at overvære ydmybadefacilitet sammen” (Danner 2004: 18). gende tortur må således forstås som et forsøg på at forøge torturens ødelæggende og nedbrydende karakter. I Abu Ghraib har vi set tre Det interessante ved disse retningslinjer er, at den omstridte enhed i varianter af dette. For det første er der scener, hvor fanger iagttager Abu Ghraib ikke så disse retningslinjer som restriktioner, men i stedet hinandens tortur eller tvinges til at deltage i den. For det andet er der anvendte dem som opskrifter med henblik på at maksimere følelsen bødlernes tilstedeværelse – fx kvindelige soldater overfor hvilke, de indaf skam blandt de indsatte. Bataljonen har tydeligvis forstået sig som satte ”poserer” nøgne. For det tredje, og nok så væsentligt, forøger det seksuelt frigjorte og deres fanger som tynget af traditioner og religion. forhold, at der blev taget billeder af sekvenserne, den potentielle række I henhold til denne diagnose var fangernes seksualitet og homofobi af beskuere nærmest uendeligt og dermed også skammen. (forestillingen om, at homoseksualitet udgør en feminiseret maskulinitet) deres svageste punkter. Dette går godt i spænd med holdningen blandt Skammen er dog ikke kun det eksterne fordømmende blik – det er også

“

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 13

IPM 16.indd 13

14-06-2012 00:53:33

ens egen fordømmelse af sig selv. Skammen adskiller sig fra primære følelser (som følelsen af sult og kulde) ved at være fremkaldt gennem selvrefleksion. Den forudsætter som sådan en spaltning af selvet. Man er både subjekt og objekt for skammen – eller mere ligefremt: Man skammer sig over sig selv. Det er for at forstærke denne spaltning, at ofre ofte tvinges til at medvirke i deres egen ydmygelse og tortur. Vi har allerede set, at dette er tilfældet, når ofre tvinges til at gøre afføring eller urinere i eget tøj. Mere generelt sættes offeret ofte i en situation, hvor de gives håbet om at kunne tilfredsstille deres bødler. Hvad er det, de gerne vil høre, hvad vil de have mig til at gøre …? Det håb, som installeres, skuffes som oftest og med den konsekvens, at offeret føler, at det har gjort noget forkert – at det havde et valg og følgelig et ansvar for at have valgt forkert (Sussman 2005: 23).

“Tortur krænker eller mindsker ikke blot offerets handlingskapacitet; det er snarere sådan, at denne kapacitet vendes mod sig selv, idet offeret tvinges til at opleve sig selv som hjælpeløs, men samtidig som ansvarlig for denne krænkelse” (ibid.: 30).

Igen: Traumet aktiveres gennem en spaltning af egoet og ved at spille disse to instanser ud mod hinanden.

Konklusion

Den foregående redegørelse for Freuds teori om traumet, at han har en sådan, og de to casebeskrivelser skulle gerne have koblet fire begreber sammen: ambivalens (indistinktion), traume, skam og jeg-spaltning og have gjort dette i relation til en politisk intervention i det sociale. Det er præcis det, som de nye krige er.

Den første observation i forhold til materialet, at Freud nok interesserer sig for udvekslingen mellem det sociale og det psykiske, men at det politiske fylder ganske lidt. Behandlingskrævende fænomener fremstår derfor oftest som følgefænomener snarere end som noget aktivt fremprovokeret. At psykoanalysen må forholde sig til, at dens viden som al anden viden kan misbruges, synes i forhold til de to cases evident. Der er ikke mange refleksioner at finde hos Freud over det tidstypiske i de symptomer, han behandlede. I det omfang, man finder sådanne, fremstår symptomerne ofte som individuelle reaktioner på sociale stimuli.

De to cases viste, at traumet ikke var utilsigtede følgevirkninger, men noget planlagt og ønsket – desværre! Krigen er, kunne man sige, blevet psykologisk high tech.

Den anden observation er, at Freuds teoretisering over traumet i høj grad er relevant. Hvis vi læser Freuds tekster tæt, ser vi, at ambivalens og indistinktion er kernebegreber. I beskrivelsen af den psykiske operationsmodus spiller denne ambivalens en afgørende rolle: som fortrængt hos ”velfungerende” individer og som ”ødelæggende” for traumatiserede patienter. Man kan på samme måde hævde, at velfungerende samfund hviler på en fortrængning af en ambivalent grund. Som jeg har forsøgt at vise, er det ambivalente og indistinkte i høj grad på spil i krigsførelse som den, jeg har beskrevet. Det sociale og politiske er, i meget højere grad end Freud så det, givet i et spil mellem distinktioner og indistinktioner samt mellem entydighed og ambivalens. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi vil forstå den nye krigs traumepolitik, må vi kortslutte de to tekster og ontologier, som Freud tænkte adskilt i henholdsvis Hinsides lystprincippet og Totem og tabu.

En tredje observation er, at Freuds forestilling om et begærsobjekt må suppleres med et begreb om abjektet. Man kunne sige, at soldaterne i den nye krig benytter abjektale strategier – strategier, som sigter på at trænge helt derind i fjendens krop, hvor denne i metaforisk forstand falder fra hinanden i en indre konflikt. Videre og i forlængelse heraf at selve termen begær måske i for høj grad konnoterer noget positivt og eftertragtet og derfor måske burde erstattes af begrebet psykisk investering. Der er bestemt noget hinsides lystprincippet, men en hel god term for dette ”negative” begær har vi ikke. Begrebet psykisk investering er imidlertid heller ikke helt tilfredsstillende, da det nemt bortvisker den fundamentale spænding eller konflikt mellem to modsatrettede impulser eller imperativer, som fremprovokerede traumet. Som nævnt må vi også have blik for denne spænding som en spænding i selve det sociale.

Begæret er, som vi så i de to cases, socialt og politisk konditioneret. I stedet for at teoretisere over spændingen mellem det psykiske og det sociale bør vi, som nævnt ovenfor, tage udgangspunkt i, at begge ordner er konfliktfyldte og ambivalente, og at subjektets ambivalens og det sociales ambivalens derfor er intimt forbundet. Dette ser vi intet sted tydeligere end i den nye krig – i hvert fald i de to eksempler, jeg har givet her.

Litteratur

Agamben, Giorgio (1999). Remnants of Auschwitz. The Witness and the Archive, New York: Zone Books.

Danner, Mark (2004). Torture and Truth. America, Abu Ghraib, and the War on Terror, London: Granta Books.

Freud, Sigmund (1961). Totem og tabu; En djævleneurose i det 17’ århundred; En illusions fremtid, København: Hans Reitzels Forlag.

Freud, Sigmund (1983). ‘Hinsides lystprincippet’, pp. 9-76 i Metapsykologi 2, København: Hans Reitzels Forlag.

Freud, Sigmund (1984). ‘Splitting of the Ego in the Process of Defense’, pp. 461-464 i On Metapsychology. The Theory of Psychoanalysis, London: Penguin.

Human Rights Watch (1993). War Crimes in Bosnia-Hercegovina, vol. 2.

Lewis, Michael (2003). “The Role of the Self in Shame”, Social Research, 70 (4): 1181-1204.

Macmaster, Niel (2004). “Torture: from Algiers to Abu Ghraib”, Race & Class, 46 (2): 1-21.

Miller, Jacques-Alain (1989). ”Extimité”, Prose Studies, 11 (3): 121131.

Miller, Willian Ian (1997). The Anatomy of Disgust, Cambridge: Harvard University Press.

Patai, Raphael (1973). The Arab Mind, New York: Scribner.

Salzman, Todd A. (1998). ”Rape Camps as a Means of Ethnic Cleansing: Religious, Cultural, and Ethical Responses to Rape Victims in the Former Yugoslavia”, Human Rights Quarterly, 20 (2): 348-378.

Stiglmayer, Alexandra (1994). ”The Rapes in Bosnia Herzegovina”, pp. 82-169 i Alexandra Stiglmayer (red.), Mass Rape. The War against Women in Bosnia-Herzegovina, Lincoln: University of Nebraska Press.

Sussman, David (2005). “What’s Wrong with Torture?”, Philosophy & Public Affairs, 33 (1): 1-33.

Om skribenten Carsten Bagge Laustsen er lektor i politisk sociologi ved Aarhus Universitet.

Han forsker i krydsfeltet mellem politisk sociologi, politisk teori og international politik og har blandt andet beskæftiget sig med forholdet mellem religion og sikkerhedspolitik. Han har skrevet adskillige bøger, herunder ”Slavoj Žižek” (med Henrik Jøker Bjerre), ”I terrorens skygge”, ”Sociology Through the Projector” og ”Culture of the Exception – Sociology Facing the Camp” (alle med Bülent Diken).

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 14

IPM 16.indd 14

14-06-2012 00:53:34

foto: united nations alliance foto of: civilizations wikimedia commons (unaoc)

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 15

IPM 16.indd 15

14-06-2012 00:53:35

Når vagthunden tæmmes: De danske medier i krig Af Jonathan Tybjerg De danske medier har i ni år dækket danske angrebskrige i Irak og Afghanistan. Medierne ser sig selv som en vagthund over for eliten, men i krig er der svære forudsætninger for journalistikken, og i jagten på en dansk vinkel, er medierne blevet afhængige af militæret og politikerne.

Derfor har den kritiske journalistik med fokus på det store perspektiv spillet en meget lille rolle i den danske krigsdækning.

De seneste ni år har Danmark været med til at udkæmpe angrebskrige i udlandet for første gang i 150 år. En væsentlig del af enhver krig udkæmpes med ord, og mens danske soldater har kæmpet mod Saddam Hussein, Taleban og Moamar Gaddafi, har den danske regering og militæret kæmpet for at kontrollere alle informationer, så krigen blev fremstillet på en måde, så den kunne retfærdiggøres.

Danske medier er havnet midt i denne informationskrig, og de har, i deres rolle som demokratiets vagthund, skullet rette et kritisk blik mod politikernes beslutninger og militærets handlinger. De danske medier har dog ikke været en særlig bidsk vagthund. Mark Ørsten er medieforsker og studieleder for Journalistik på Roskilde Universitet. Han oplever en dansk krigsdækning, der på trods af snart ti års erfaring, ikke er særlig kritisk: “Vi har stadig en umoden dækning af krigen, som fokuserer på det danske og glemmer de større perspektiver af krigen,” mener han.

Mark Ørsten har været med til at lave flere indholdsanalyser af den danske krigsdækning. Analyserne viser, at mediernes jagt på en dansk vinkel har resulteret i en ensidig dækning af krigen, hvor den kritiske tilgang ofte har manglet: “Det, der har været kendetegnende ved dækningen af krigene i Irak og Afghanistan, og hvilket der også er forskningsmæssigt belæg for at sige, er, at medierne ikke har gjort særlig meget i krigsdækning andet end at følge det som et skakspil.”

Embedded Journalism

I jagten på en dansk vinkel er medierne fulgt i hælene på de danske soldater, når de har indtaget nyt land i Irak og Afghanistan. Denne form for mediedækning sker på presseture arrangeret af Hærens Operative Kommando.

“

»På grund af militærets magt og journalistens manglende uafhængighed bliver ‘embedded journalism’ ofte kaldt for moderne propaganda«

Det er ikke unormalt, at journalister følger med militæret i krig. Det er farligt at bevæge sig rundt i en krigszone, og derfor har journalisterne brug for militærets beskyttelse. Konsekvensen er, at militæret bliver adgangsgiver til at rapportere fra krigszonen og kan styre, hvilken del af krigen, journalisterne kommer til at se. Da det samtidig er svært at skrive noget negativt om de soldater, der vogter dit liv, skabes der dårlige forudsætninger for den kritiske journalistik. Denne form for dækning har ledt til udtrykket ‘embedded journalism’, der hentyder til, at journalisten fungerer som en integreret del af den militære enhed. På grund af militærets magt og journalistens manglende uafhængighed bliver ‘embedded journalism’ ofte kaldt for moderne propaganda.

Kaptajn Jens Claus Hansen, der var leder af Forsvarets Mediegruppe,

da Irak-krigen begyndte, mener, at journalisters adgang til fronten er et udtryk for en åbenhed fra militærets side, men i høj grad også et taktisk element, da journalisterne bliver begrænset: “Derfor kunne det opfattes som en bevidst måde at stække medierne på,” skriver han i en artikel om informationskrig til tidsskriftet Mediekultur.

Jens Claus Hansen giver i artiklen udtryk for, at ‘embedded journalism’ hverken skaber en demokratisering af nyhedsdækningen eller en øget sandhedsværdi. Til gengæld ser han det som et effektivt våben, når der skal føres informationskrig: “Den seneste udvikling med de medrejsende journalister har tilsyneladende fungeret som et effektivt middel i krigen – for den krigsførende. Så man kan spørge, hvad det journalistiske modtræk bliver,” skriver han i artiklen.

Ifølge Mark Ørsten er de danske medier klar over, at de bliver brugt af det danske militær. De ved, at de kun får vist den nybyggede brønd og den velfungerende pigeskole, eller de situationer, hvor det går godt for danske styrker. Denne opstillethed vælger de dog ikke at videreformidle: “Undervejs, mens næsten alle medier var dernede på de embedded-ture, så var der ingen af medierne, der skrev om, at det var sådan det fungerede,” fortæller Mark Ørsten.

Samtidig vil ‘embedded journalism’ ofte placere journalisterne på de forkerte steder i forhold til krigens udvikling. Mens journalisterne er der, hvor koalitionens styrker er stærkest, vil f.eks. Taleban ofte angribe, hvor koalitionens styrker er svagest. Ifølge den irske journalist Patrick Cockburn har det ledt til “a distorted view of the war”. Reporteren, der har været mellemøstkorrespondent siden 1979, fortalte i 2010 til The Independent, at mens medierne står og rapporterer fra Helmand, er det rent faktisk i nærheden af Kabul, Taleban slår til. Ifølge Mark Ørsten er det generelt en dårlig aftale at tage afsted med militæret: “Medierne har været meget ukritiske over for militæret, og de kontrakter man har underskrevet, når man har været med militæret rundt, og det burde de lade være med.”

Krigsjournalistik hjemmefra

At rapportere uden militærets beskyttelse er enten en dyr eller en farlig affære. Både al-Qaeda og Taleban har en stor interesse i at kidnappe journalister, og samtidig er sikkerhedsfolk dyre. På det farligste tidspunkt under Irak-krigen kostede det ifølge TV2 21.000 kroner at få fragtet en journalist fra lufthavnen i Bagdad og ind til byen.

Det skaber svære forudsætninger for kritisk journalistik, når journalister skal vælge imellem at sætte deres liv på spil eller følge i hælene på militæret. Nogle redaktioner, bl.a. Information, erkender, at de ikke har været kritiske nok i deres dækning fra Irak og Afghanistan, mens andre, bl.a. TV2, mener, at deres korrespondenter har leveret en god dækning.

Størstedelen af dansk krigsjournalistik bliver dog lavet bag skriveborde, der står placeret i Danmark. Selvom de danske journalister ikke skal frygte for deres liv, når de rapporterer i Danmark, har de stadig svært ved at frigøre sig fra militæret og politikerne. Ifølge Mark Ørsten er me-

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 16

IPM 16.indd 16

14-06-2012 00:53:35

dierne i høj grad afhængige af eliten som kildegrundlag: “Hvis man har at gøre med det, man i international politik kalder for sikkerhedspolitik, så er medierne i forvejen ret udfordret, fordi de ikke har adgang til informationer. Så man har derfor en større afhængighed af elitekilder end i andre typer af dækninger. Hvis disse kilder ikke har lyst til at sige noget, eller hvis de alle sammen siger det samme, så er det typisk sværere for medierne at sætte en anden dagsorden. Det er man bestemt ramt af her,” fortæller Mark Ørsten

“

»Selvom beslutningen om at gå i krig blev baseret på et snævert flertal, besluttede folketinget alligevel at stifte borgfred – beslutningen var truffet, og det hjalp ikke soldaterne, at den krig, de udkæmpede, skulle stå til diskussion. Derfor forsvandt elitens kritik af krigen«

Den afhængighed, som Mark Ørsten omtaler, ses tydeligt i dækningen af Irak-krigen. Op til folketingsbeslutningen om at gå i krig var der en politisk uenighed, der skabte en åben politisk debat. Denne debat kunne medierne afspejle i deres dækning ved at give begge parter taletid. Selvom beslutningen om at gå i krig blev baseret på et snævert flertal, besluttede folketinget alligevel at stifte borgfred – beslutningen var truffet, og det hjalp ikke soldaterne, at den krig, de udkæmpede, skulle stå til diskussion. Derfor forsvandt elitens kritik af krigen: “Der var ingen uenighed på eliteniveau. Det gik fint, vi gjorde som vi skulle, og der var ikke noget at komme efter,” forklarer Mark Ørsten.

Det efterlod medierne uden kritiske udtalelser fra politikere. Det, der var tilbage at rapportere om, var enigheden og krigens taktiske udvikling.

Selvom krigens begrundelse forsvandt, da der ikke blev fundet nogen masseødelæggelsesvåben i Irak, udeblev en større diskussionen af krigens legitimitet. Denne tendens har generelt fulgt den danske krigsdækning, og det var også tilfældet i dækningen af Afghanistan-krigen: “Den store debat er der ikke. Hvor der før var et flertal for selve Afghanistan-krigen, er der nu et flertal for ikke at snakke om det og bare sige: “vi prøvede, og det gik desværre ikke. Skal vi nu ikke prøve at se at komme videre”,” fortæller Mark Ørsten.

En tæmmet vagthund

Selvom de danske medier ser sig selv som en uafhængig fjerde statsmagt og en kritisk vagthund, så er de danske medier altså bundet af en hundesnor, når der skal rapporteres fra krig: “Der er langt mellem de vellykkede, kritiske afdækninger. Man har været meget underlagt den politiske observation i landet. Man bliver et konsensusorgan og er med til at danne enighed om, at det her er det rigtige at gøre, at det er den eneste vej at gå,” vurderer Mark Ørsten.

Medierne bringer dog stadig nyheder, der er problematiske for eliten.

Krigsdækning styres, ligesom al anden journalistik, også af begivenheder. Derfor får vi også billeder fra Abu Ghraib og dokumentarfilm som “Den hemmelige krig”. Alligevel får politikerne en magt, når det er dem, som medierne giver det første ord. Det betyder, at politikerne kan definere Abu Ghraib som et enkeltstående tilfælde og ikke som en del af systematisk tortur, mens de kan få debatten om “Den hemmelige krig” til at handle om filmens troværdighed og ikke om de ting, der rent faktisk foregår i filmen.

“

IPM 16.indd 17

Den kritiske dækning af krigene har dog fået bedre vilkår i den seneste tid, hvilket også afspejles i medierne: “Nu er der lidt sprækker i dækningen, fordi der er blevet nedsat en Irak-kommision, og der er kommet en exit-date på Afghanistan,” fortæller Mark Ørsten. Han mener dog ikke, at det ændrer på, at dækningen har været mangelfuld: “Sådan i det store hele, så har danske medier dækket det fra en snæver, dansk militær vinkel”

Vi mangler det store perspektiv

For Mark Ørsten er det klart, hvad medierne skal gøre for at komme ud over den danske vinkel og lave en mere kritisk dækning: “Først læse nogle andre medier, derefter stille nogle bedre spørgsmål, og så lade være med at tage med militæret derned.”

Ifølge Mark Ørsten er der masser af eksempler på kritiske historier fra udenlandske medier, som de danske medier ikke har taget op: “Der var f.eks. noget som hed “The Afghan Kill Team”, som var nogle amerikanere, der slog civile ihjel for sjov, hvor lederen af gruppen for et års tid siden blev dømt 25 års fængsel. Det blev dækket meget af internationale medier, herunder Der Spiegel.

Den eneste, der i Danmark rigtig skrev om det, var Michael Jarlner på Politiken,” påpeger Mark Ørsten som eksempel.

“

»... Det store fokus på den danske vinkel har gjort, at de danske medier har glemt det større perspektiv«

Det er dog ikke kun de grumme historier, som er blevet glemt af de danske medier. Også alternativerne til krig som løsning på konflikterne er blevet nedprioriteret, fordi danske politikere ikke var interesseret i at diskutere det. Det store fokus på den danske vinkel har gjort, at de danske medier har glemt det større perspektiv.

“Man er stadig ret blind for, hvad det er, man har været med til at efterlade i Irak,” uddyber Mark Ørsten Og selvom det er ni år siden, at Danmark gik med ind i Irak, så lader de danske medier ikke til at have lært meget. Det ses tydeligt i dækningen af Libyen, hvor der ifølge Mark Ørsten hverken var tale om en ny linje fra den nye regering eller en mere bidsk vagthund: “Man kan jo sige, at danske piloter sandsynligvis var involveret i bombningen af civile. Det er ikke noget, vi har gjort det helt store i Danmark for at diskutere eller undskylde for eller belyse i nogen form. Så den nye regering har bestemt ikke været bedre end den gamle regering til at åbne op om den slags ting. Så nej, jeg synes ikke, der var særlig meget nytænkning i den danske dækning.

Tværtimod,” slutter Mark Ørsten.

Om skribenten Jonathan Tybjerg er bachelorstuderende i Journalistik og Global Studies på Roskilde Universitet og en del af redaktionen på IPmonopolet

»Det betyder, at politikerne kan definere Abu Ghraib som et enkeltstående tilfælde og ikke som en del af systematisk tortur ...«

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 17

14-06-2012 00:53:35

Fremtidens militær: Er Smart Defence vejen frem?

Af Edith Endsjø Den økonomiske krise har ikke kun resulteret i de meget omtalte besparelser på velfærdsgoder i mange af NATO’s medlemslande, men også i betydelige nedskæringer på landenes forsvarsbudgetter. Det er hårde realiteter for alliancen, der derfor vil reformere det interne samarbejde således, at ressourcerne bliver udnyttet bedst mulig, for færrest mulig penge. Den nye strategi for det interne samarbejde kaldes Smart Defence, og den indebærer et langt mere integreret samarbejde, effektivisering og større koordination af medlemslandenes ressourcer.

Det er ikke nødvendigvis uproblematisk at indføre Smart Defence.

Hvis NATO skal have endnu større indflydelse på koordinationen af medlemslandenes forsvar, kan man argumentere for, at NATO blander sig i de nationale anliggender. Ifølge Den Store Danske indebærer suverænitet blandt andet “… det forhold, at en stat ikke skal tåle indblanding i sine indre anliggender fra andre stater.”

Således kan Smart Defence udfordre en af grundpillerne i den traditionelle opfattelse af nationalstaten, nemlig suveræniteten. Debatten drejer sig i høj grad om tillid, om hvor afhængige, vi ønsker at være af andre lande, og om vi reelt har andre alternativer.

Nytænkning af suverænitetsbegrebet

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har i forbindelse med lanceringen af Smart Defence lagt op til en nytænkning af suverænitetsbegrebet.

“Suveræniteten skal ikke længere høre op ved vores landegrænser,” sagde han til DR i februar i år. Siden er han kommet med flere konkrete forslag i tråd med den nye strategi, som for eksempel fælles indkøb af skibe og kampfly, fælles lager til ammunition og fælles patruljering af luftrummet med vores nabolande.

I forbindelse med arrangementet ”Nato Policy Director for en dag” talte Hækkerup om nogle af ideerne bag Smart Defence og strategiens betydning for Europa og Danmark:

“

»Vi må skære til. Europa skal med andre ord få flere og bedre kapaciteter for færre ressourcer. Hvordan gør vi så det? Ét ord: Sammen«

“Truslerne i en globaliseret verden bliver ikke færre eller lettere at besvare. Europa må med USA’s nye strategiske kurs løfte en større byrde i vores nærområde. Det sker i kølvandet på en økonomisk krise, der ikke forsvinder i morgen. Pengekasserne skrumper. Vi må skære til. Europa skal med andre ord få flere og bedre kapaciteter for færre ressourcer. Hvordan gør vi så det? Ét ord: Sammen. Også her kommer vi nemlig længst ved at løfte i flok med andre. Ved samarbejde. Ved fælles indkøb. Ved at prioritere vores indsats. Det er fællesskabet med andre lande, der sikrer vores fred, frihed og tryghed. Når vi viser solidaritet med vores allierede og andre, som beder om vores hjælp, så styrker vi også vores egen sikkerhed. Vi kalder det Smart Defence. Og det tror jeg vil være vejen for fremtiden.”

Danmark er allerede dybt afhængig af andre lande

IPmonopolet har talt med forsvarsrådgiver, Joachim Finkielman, fra Danmarks Repræsentation ved NATO om, hvad NATO’s nye strategi vil have af betydning for Danmark og medlemslandenes suverænitet.

For Finkielman handler Smart Defence i bund og grund om at styrke og forbedre et allerede eksisterende samarbejde. For et land som Danmark kan der være store gevinster ved et tættere samarbejde, for eksempel i

forbindelse med uddannelse og indkøb af materiel. Samtidig kan NATO samlet set blive bedre til at løse opgaver med en smartere udnyttelse af ressourcerne. For Finkielman er det i udgangspunktet ikke revolutionerende, at vi skal deles om nye opgaver og kapacitetsområder. Han påpeger, at vi allerede har overladt meget ansvar til de internationale organisationer generelt, og at vi for eksempel har et dybt og bredt samarbejde om at udveksle efterretninger med andre lande.

Han påpeger at Danmark siden oprettelsen af NATO i 1949 har lagt sit ”sikkerhedspolitiske æg” i NATO og den berømte artikel 5, som betyder, at et angreb på ét medlemsland anses som et angreb på alle lande i alliancen. Dansk sikkerhed er dybt afhængig af, at andre vil komme os til undsætning, hvis det skulle komme dertil.

Finkielman uddyber: “Danmark har jo aldrig i nyere tid løst militære opgaver alene. Vi løser jo altid opgaver sammen med andre nationer, så det er ikke fjernt for os at samarbejde. Det der er fjernt, det er nok at løse nationale militære opgaver sammen med andre. Men som forsvarsministeren jo har været ude og sige flere gange offentligt, så kunne man jo forestille sig en situation, hvor Danmark har kapaciteter ude i internationale operationer. I den periode så kunne vi eventuelt trække på kapaciteter i Norge, eller andre steder, for at løse nationale opgaver, og på den måde lave en arbejdsdeling.”

Forskel på graden af samarbejde

Det er ikke nødvendigvis givet, at alle NATOs medlemslande vil samarbejde i lige stor grad i forbindelse med Smart Defence. IPmonopolet har skrevet med NATO-forsker, professor Sten Rynning, der bl.a. forklarer, hvorledes nogle grupper af små lande er bedre til at samarbejde end andre: “Smart Defence vil drives af medlemslandene frem for NATO. Da det klart påvirker suveræniteten, så vil det ikke blive en stor kollektiv satsning, men noget, som små grupper af lande udvikler, afhængig af, om de føler sig sikre på hinanden.”

Her fremhæver Rynning det fransk-britiske forsvarssamarbejde, Tysklands samarbejde med Holland, og de nordiske landes samarbejde som eksempler på lande, der er godt i gang med processen. ”Det betyder, at vi skal forpligte os til at samarbejde med lande, vi stoler på, og som også har brug for os, sådan at sårbarheden til en vis grad er gensidig”, påpeger han.

Han forventer derfor en udvikling af samarbejdet, der vil skride frem stille og roligt. Som modsætning nævner Rynning problemer med Sydeuropa, hvor der traditionelt har været svære politiske konflikter, og hvor NATO’s multilaterale løsninger aldrig for alvor har virket.

Et forældet suverænitetsbegreb

Finkielman mener, at vi ofte diskuterer sikkerhed lige som under den kolde krig, og at vi ikke kigger på suverænitet i en nutidig kontekst. Derfor mener han, at vi skal nuancere debatten om suverænitet: “Jeg tror egentlig, at vi laver mange flere opgaver, der relaterer sig til suverænitetsspørgsmålet, end vi går rundt og tror. Jeg tror ikke, at den traditionelle opfattelse af suverænitet egentlig er det, der bliver anvendt i praksis.”

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 18

IPM 16.indd 18

14-06-2012 00:53:35

Der findes allerede konkrete eksempler:

Ifølge Finkielman er Smart Defence fremtidens måde at lave militært samarbejde på:

“Der er mange lande, der ikke kan i varetage deres egen suverænitetshævdelse, for eksempel i luftrummet. Danmark hjælper de baltiske lande med blandt andet at overvåge deres luftrum. Så de har i princippet givet køb på at kunne håndtere deres egen suverænitet i luften. Til gengæld leverer disse lande samlet set over 500 mand til operationer i Afghanistan.”

Finkielman indrømmer dog, at der naturligvis er en masse udfordringer, når det gælder suverænitet: “Vi kan for eksempel ikke stille militære kapaciteter til rådighed i internationale operationer uden, at vores Folketing har truffet en beslutning om det. Det handler om tillid og politisk vilje. Hvis den politiske vilje er der, så finder man også de juridiske og praktiske løsninger. Min opfattelse fra Bruxelles, hvor jeg kommer fra, er, at der er politisk vilje til det her.”

“

»Det handler om tillid og politisk vilje«

Samtidig vil der naturligvis være nogle grænser for, hvor langt visse medlemslande er villige til at gå, og hvor meget suverænitet, de er villige til at afgive: ”Der kan være grænser, hvor vi som nation siger, at vi ikke vil give køb på en eller anden kapacitet. Fra dansk side kunne man jo forestille sig, at vi som en stolt søfartsnation aldrig nogensinde vil give køb på vores søværn.”

Ifølge Rynning kan man også diskutere suverænitetsbegrebet på et mere ideologisk plan:

“

»Det handler om grundforestillinger i det atlantiske samarbejde.

Hvis antagelsen er, at samarbejdet alene præges af den nationale interesse, så bør man ikke gå ind i noget forpligtende samarbejde, som klinker suveræniteten. Hvis antagelsen derimod er, at samarbejdet også handler om fælles politiske værdier, så er alliancen helt anderledes solid«

”Det handler om grundforestillinger i det atlantiske samarbejde.

Hvis antagelsen er, at samarbejdet alene præges af den nationale interesse, så bør man ikke gå ind i noget forpligtende samarbejde, som klinker suveræniteten. Hvis antagelsen derimod er, at samarbejdet også handler om fælles politiske værdier, så er alliancen helt anderledes solid. Så er NATO bare en organisation, som udtrykker et politisk fællesskab, og så kan man gå relativt langt i forsvarssamarbejdet, også selvom man baserer det på den nationale interesse, for den artikuleres inden for dette fællesskab.”

Smart Defence er kommet for at blive

Uanset hvordan man forholder sig til suverænitetsproblematikken, så har mange af de små lande ifølge Finkielman ingen reelle alternativer til Smart Defence:

“Jeg tror dybest set, at Smart Defence er kommet for at blive,” siger han.

Smart Defence kort fortalt

Smart Defence er NATO’s nye strategi for det interne samarbejde.

Den drejer sig om en nytænkning af forsvarspolitikken ved effektivisering samt fælles udnyttelse og koordinering af medlemslandenes ressourcer.

Initiativet skal ses i lyset af den finansielle krise, og som en reaktion på de besparelser, mange af NATO-landene har foretaget på sine forsvarsbudgetter.

NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, beskriver Smart Defence således: ”ensuring greater security, for less money, by working together with more flexibility.”

Målet med Smart Defence er at opnå økonomiske besparelser ved deling af kompetencer og militære kapaciteter, f.eks. ved fælles materialeindkøb, drift, træning og uddannelse. Hvert land skal være specialister på deres kapacitetsområder, frem for at være generalister. Hensigten er, at NATO på denne måde skal kunne fastholde sin handlekraft som alliance.

Om Joachim Finkielman Forsvarsrådgiver for Danmarks Repræsentation ved NATO. IPmonopolet mødte ham til en snak om Smart Defence i forbindelse med arrangementet ”NATO policy director for en dag” i regi af Center for Militære Studier, Atlantsammenslutningen og Forsvarsministeriet, hvor blandt andre studerende og forsvarsminister Nick Hækkerup (S) deltog.

Om Sten Rynning Professor fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet. Rynning har bl.a. NATO og transatlantiske relationer som sit forskningsområde. Han er også ekspert inden for militær strategi og doktrin, samt international politisk teori.

Om skribenten Edith Endsjø er bachelorstuderende i Statskundskab ved Københavns Universitet og medlem af IPmonopolets redaktion. Hun har desuden en bachelor i Spansk fra samme universitet.

“Der er ingen tvivl om, at man er inde og røre ved suverænitetsbegrebet, når man taler om Smart Defence. Men man skal prøve at veje det op imod, at landenes forsvarsbudgetter er faldende, og alle godt kan se, at man ikke har råd til at have det hele. Jeg tror der er nogle lande, der er tvunget til at gå den her vej, alene af ressourcemæssige årsager. Og det vil typisk være de små lande.

Rynning ser også økonomien som en væsentlig faktor, men mener dog også, at Smart Defence kan være en del af en trend med mere og tættere militært samarbejde: “Smart Defence er klart nok foranlediget af den økonomiske krise.

Men det er samtidig seneste skud på stammen af en meget lang række af forsvarspolitiske initiativer, som skal sikre militær sammenhængskraft og koordination.”

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 19

IPM 16.indd 19

14-06-2012 00:53:35

UDBLIK

foto: wikimedia commons

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 20

IPM 16.indd 20

14-06-2012 00:53:36

Udblik I denne udgivelse ser Udblik nærmere på en række aktuelle emner og problemstillinger. Flere artikler vil være om samme land, og der vil blive afdækket forskellige vinkler og problemstillinger. Med tematikker som status i Afghanistan, Assad-regimet i Syrien, Georgiens medlemskab i NATO og domstole på internationalt plan vil læseren blive bragt vidt omkring.

I IPteori foretager Klaus Kondrup en polity-analyse af Syrien. I denne dykker han ned i samspillet mellem de politiske elementer i samfundet og de dynamikker, der er på spil i en politisk krise. Med analysen tegner han et billede af, hvor modstandsdygtigt det syriske regime er over for omvæltninger. Et andet bud på situationen i Syrien får vi fra Andreas Lunn og August Bondegaard Aggebo. De analyserer Assad-regimet og den politiske situation i Syrien for så afslutningsvis at opstille tre scenarier for den fremtidige situation i landet.

Christian Bayer Tygesen kommer i sin artikel ind på, hvilken rolle indikatorer og tal spiller i Afghanistan-debatten. Han pointerer, at man kan få tal til at vise det, man gerne vil have dem til, hvorfor der bør være en større grad af skepsis fra parter på begge sider af debatten, hvilket skal være med til at sikre, at ingen får ”patent på sandheden om Afghanistans udvikling”. En anden vinkel på situationen i Afghanistan får vi i Synspunkt, hvor Marcus Knuth beretter om sine erfaringer og oplevelser i Afghanistan, hvor han har været udstationeret. Han konkluderer, at politistyrken og retssystemet er det mest fundamentale element i genopbygningen, og at korruption fortsat er en omfattende udfordring.

Line Fly Pedersen tager i sin artikel om Tunesien udgangspunkt i et andet land med demokratiske udfordringer. Fokus er på Jasminrevolutionens demokratiske udfald og vejen fra revolution til demokrati. I artiklen benytter hun en aktørorienteret tilgang til at analysere de centrale aktørers interaktioner under transitionsprocessen. Tore Hamming sætter med sin artikel om Den Arabiske Liga fokus på Ligaens rolle og udvikling i regionen. Bl.a. gennem samtaler og interviews med en række centrale personer tegner han et billede af Ligaens rolle, udviklingen den har gennemgået, og den politiske situation, der sætter rammerne for den. Den Arabiske Liga er også i spil i Carsten Jensens interview med Birthe Hansen om den arabiske klimaforandring. I interviewet kommer Hansen bl.a. ind på nye udfordringer for Ligaen, ændrede magtforhold og præmisser og Ligaens rolle ift. opgøret i Syrien.

Med udgangspunkt i en anden IGO stiller Jon Ahlberg og Klara Christensen skarpt på Georgiens potentielle medlemskab af NATO i deres artikel, som tager udgangspunkt i interviews med lektor Anders Wivel og Georgiens viceudenrigsminister Tornike Gordadze.

Mikael Rask Madsen fokuserer ikke på én international institution eller domstol, men ser derimod på den overordnede tendens på området. Han ser nærmere på den udvikling, der er sket inden for juraen i de senere år, og på hvordan internationale konflikter i højere grad løses ved internationale domstole. Det er ikke det juridiske, men derimod det politiske, der er i spil i Nicolai Bech Kofoeds interview med professor Arthur Edwards. Fokus er her på finanspagtens betydning for den politiske situation i Holland, og hvordan der er risiko for at opstå ”belgiske tilstande”.

Som altid udgør artiklerne blot et lille udsnit af mange mulige problemstillinger, der kunne være blevet fokuseret på. Bidrag og forslag til andre artikler og emner er altid velkomne.

Rigtig god læselyst!

Anne Thomassen, Udbliksredaktør

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 21

IPM 16.indd 21

14-06-2012 00:53:36

Internationale domstole og den nye verdensorden Af Mikael Rask Madsen Den vel nok væsentligste udvikling inden for juraen over de seneste år er den markant voksende betydning af internationale domstole og derved international ret. Mens der for tre årtier siden blot var en håndfuld internationale domstole, er der nu femogtyve. Og der er formentlig flere på vej. Seneste skud på stammen er forslagene om oprettelsen af henholdsvis en International Piratdomstol og en International Nukleardomstol. Disse forslag til nye internationale domstole er næppe alle lige realistiske, men de vidner om en klar trend: Internationale konflikter løses i højere og højere grad foran internationale domstole, ligesom internationale domstole i dag står helt centralt i udviklingen af regionale integrationsprojekter fra Europa til Afrika og Latinamerika.

Et langt tilløb

Den rolle, som internationale domstole i dag spiller i stabiliseringen og differentieringen af det internationale samfund, begyndte at tage sin form allerede i begyndelsen af det 20. århundrede. Den første egentlige internationale domstol var den Centralamerikanske Domstol, som blev oprettet i 1907 og virkede indtil 1918 fra Cartago i Costa Rica. Det var dog først i 1922 med etableringen af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (PCIJ) i Haag, i kølvandet på en altødelæggende verdenskrig, og som led i de bestræbelser der samtidigt foregik omkring etableringen af Folkeforbundet, at idéen om international justits for alvor slog igennem. PCIJ begyndte sit virke med et vist momentum, bland andet qua en række vigtige sager om territorialafgrænsninger, herunder afgrænsningen af det danske territorium i Nordsøen og i Grønland. Men den krise som ramte Folkeforbundet i det følgende årti, fik snart også konsekvenser for Domstolen. Under Anden Verdenskrig gik den mere eller mindre under, men genopstod så i 1945 som Den Internationale Domstol (ICJ), denne gang som led i oprettelsen af de Forenede Nationer.

Det var også i den umiddelbare efterkrigstid, at spirerne blev sået til den orden af internationale domstole, som i dag er et fast indslag i international ret og politik. De to krigsforbrydertribunaler i Nürnberg og Tokyo var på mange måder afgørende forløbere for de processer, der som en indirekte konsekvens af den Kolde Krigs afslutning ledte hen imod først en række ad hoc krigsforbrydertribunaler og siden Den Internationale Strafferetsdomstol (ICC) i 2002. Den væsentligste nyudvikling i efterkrigstiden var dog ikke den internationale strafferet; det var idéen om europæisk integration, som fra dag ét søgte at underlægge staterne overstatslige domstole på to helt centrale områder; menneskerettigheder og markedsintegration.

“

»Den væsentligste nyudvikling i efterkrigstiden var dog ikke den internationale strafferet; det var idéen om europæisk integration, som fra dag ét søgte at underlægge staterne overstatslige domstole på to helt centrale områder; menneskerettigheder og markedsintegration«

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECtHR) og EF-Domstolen (ECJ) blev begge etableret i slutningen af 1950’erne. Disse to regionale internationale domstole kom ikke alene til at spille en helt afgørende rolle i den videre europæiske integration, men også i judicialiseringen af international ret og politik. Denne judicialisering kan ikke blot aflæses i det voksende antal af internationale domstole, men også en markant vækst i sagsmængder, der bringes for disse; Af de godt 30.000 internationale retsafgørelser, der i dag findes, er 90 procent afsagt over de seneste to årtier. En meget stor del af disse er afsagt enten

i Strasbourg (ECtHR) eller i Luxembourg (ECJ). Det er i høj grad på den baggrund, at Europa, og særligt EU, i dag fremstår som en art ”regulatory super power”, hvis magt består i defineringen og retliggørelsen af en lang række samfundsforhold på internationalt niveau.

Fra europæisk integration til global orden

Europæiske jurister gjorde en grundlæggende opdagelse i efterkrigstiden, som reelt hører til det 20. århundredes væsentligste videnskabelige gennembrud. Med konceptualiseringen, og realiseringen, af idéen om supranational ret skabte de et politisk og juridisk værktøj, der viste sit værd i både pacificeringen af det mørke kontinent, Europa, og dets slående økonomiske vækst i efterkrigstiden. I det lys er det næppe overraskende, at det blev de to europæiske internationale domstole, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EF-Domstolen, der i praksis er blevet det institutionelle udgangspunkt for den videre udvikling af internationale domstole, og ikke for eksempel Den Internationale Domstol i Haag.

Der skulle dog gå noget tid, før udviklingen slog igennem. Den Kolde Krig underminerede reelt muligheden for en mere generel international judiciel udvikling. I 1979 blev den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol dog oprettet og moduleret direkte over Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ligesom Beneluxdomstolen oprettes i samme årti og efterlignede EF-Domstolen. Den sidste internationale domstol, der så dagens lys i 1970’erne, var El Tribunal de Justicia de la Comunidad Andina, der, som vist af politologen Karen Alter, langt hen ad vejen kopierede EF-domstolen og dens retspraksis.

Men vi skal hen til efter afslutningen på den Kolde Krig, før udviklingen for alvor tager fat. I 1990’erne opstår der en lang række nye regionale internationale domstole, hvoraf langt hovedparten er stærkt inspireret af de to oprindelige europæiske domstole. For eksempel domstolen for The Common Market for East African States (COMESA) og domstolen for West African Economic and Monetary Union (WAEMU), men der er også andre væsentlige udviklinger. I samme årti blev to nye globale domstole oprettet, Havretsdomstolen og WTO’s Domstolsfunktion.

Disse to domstole følger et institutionelt spor, der bedst kan beskrives som en gråzone mellem international voldgift og traditionel international retspleje. Sidst, men ikke mindst, blev den internationale judicielle portefølje udvidet ganske væsentligt med oprettelsen af de internationale krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Ex-Jugoslavien i slutningen af 1990’erne.

Fra år 2000 og frem fortsætter denne samme udvikling og med samme vækstrate. Reelt kan man følge de samme spor fra de to europæiske domstole ved en lang række regionale afrikanske og latinamerikanske domstole, ligesom at Mercosurdomstolen i Latinamerika følger i slipstrømmen på WTO. Endeligt oprettes Den Internationale Strafferetsdomstol i 2002 på baggrund af erfaringerne fra krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Jugoslavien.

En verden af internationale domstole

Denne historiske skitse af fremkomsten af internationale domstole indikerer en klar sammenhæng mellem geopolitisk forandring og rekursen til international retspleje som løsningsmodel. De væsentligste internationale domstole er reelt alle opstået lige efter storpolitiske omvæltninger: Efter Den Første Verdenskrig, Den Anden Verdenskrig og afslutningen på Den Kolde Krig. Den aktuelle geopolitiske forskydning fra Vest mod Øst og med BRIK-landenes tiltagende rolle kan i den sammenhæng

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 22

IPM 16.indd 22

14-06-2012 00:53:36

bedst aflæses i WTO’s gennembrud som global organisation med juridisk gennemslagskraft. Et gennembrud hvor BRIK-landene spiller helt centrale roller.

En anden væsentlig udvikling er, at den geografiske spredning af internationale domstole er slående uens. Mens ICJ, WTO og Havretsdomstolen er egentlige globale domstole (men dog alle med sæde i Europa), så er langt hovedparten af internationale domstole regionale.

Og placeret i helt særlige regioner af verden. Mens debatten omkring international rets europæiske ophav og sammenhæng med europæisk imperialisme forbliver både ophedet og uafsluttet, så viser denne korte internationale judicielle evolutionshistorie, at regionale internationale domstole stort set udelukkende findes i de særlige regioner af verden, hvor europæisk retskultur har særligt fodfæste fra kolonitiden. Dermed antydes ikke, at internationale domstole nødvendigvis er udtryk for europæisk neo-imperialisme, men snarere at disse lande strukturelt set er særligt receptive for denne udbygning og videreudvikling af europæisk retskultur.

I den større globale kontekst, hvor særligt mindre og økonomisk sårbare nationalstater i tiltagende grad er udsatte, er der næppe megen tvivl om, at regional integration og domstole i mange tilfælde træder til i stedet for større, mere føderale statskonstruktioner. Det er på samme måde, at Europa i dag er integreret omkring supranational ret som en art føderalisme med andre midler. Dette forklarer måske også, hvorfor USA er stort set fraværende i denne historiske fremskrivning af udviklingen af internationale domstole. Det var ellers USA, anført Præsident Roosevelts Secretary of State, Elihu Root, der var en af hovedkræfterne bag først etableringen af først den Centralamerikanske Domstol i 1907 og siden skabelsen af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (PCIJ) i 1922. Siden kom Morgenthaus realisme til at dominere synet på international ret i Washington. Men i det større globale politiske og juridiske perspektiv agerer USA reelt som en overordentligt velintegreret region. Den amerikanske højesteret har tillige en international juridisk gennemslagskraft, der går langt ud over dens umiddelbare nordamerikanske jurisdiktion, og den kan på mange måder anskues som en art de facto international domstol.

“

»Internationale domstole er med til at reformulere, hvad der på mange måder var grundstenene i formationen af nationalstaten og er dermed utvivlsomt helt centrale institutioner for skabelsen af det internationale samfund.«

Den væsentligste observation, som udviklingen af internationale domstole giver anledning til, angår dog ikke deres særlige fodfæste i Europas gamle interessesfærer, om end det har geopolitiske implikationer.

Det mest slående ved denne historie er, når alt kommer til alt, de retsområder, som internationale domstole i dag i tiltagende grad er med til at regulere. Med ganske få undtagelser så opererer internationale domstole inden for tre helt fundamentale områder for samfundsudviklingen: økonomi gennem international handelsret; frihed gennem internationale menneskerettigheder; og straf gennem international strafferet. Internationale domstole er med andre ord med til at reformulere, hvad der på mange måder var grundstenene i formationen af nationalstaten – men på internationalt niveau. Dermed er de utvivlsomt helt centrale institutioner for skabelsen af internationalt samfund.

Dette tilsyneladende overstatslige juristokrati, reelt et kryptokrati, hvis adelsmærke er ”government by judges”, fremmanes oftest på baggrund af enkeltsager, i dansk sammenhæng helt emblematisk med Metock-afgørelsen fra EU-Domstolen i 2008. En mere systematisk analyse af internationale domstole og deres praksis i sammenhæng med særligt samfundsudviklingen siden Anden Verdenskrig synes dog at pege på, at alt dette er en anelse mere komplekst. Mest paradoksalt viser det sig faktisk, at internationale domstole i mange henseender er blevet nødvendige forudsætninger for både et fungerende liberalt demokrati og marked i en mere og mere globaliseret verden. Noget kunne således tyde på, at væksten af antallet af internationale domstole blandt andet er drevet af behovet for at finde retlige svar på et nyt og højere niveau, og ikke kan reduceres til en effekt af en juridisk elites bestræbelser og interesser.

“

».internationale domstole, og andre inter- og supranationale retlige institutioner, ikke per se har en demokratisk ”spillover”effekt, som det ellers ofte antages blandt deres tilhængere.

Internationale domstole kan dog på mange måder spille helt centrale roller for oprettelsen af mere demokratiske internationale institutioner. .«

Det demokratiske argument imod internationale domstole genspiller reelt kritikken af EU’s såkaldte demokratiske underskud. Hvad der er væsentligt at have for øje er selvfølgelig, at internationale domstole, og andre inter- og supranationale retlige institutioner, ikke per se har en demokratisk ”spillover”-effekt, som det ellers ofte antages blandt deres tilhængere. Internationale domstole kan dog på mange måder spille helt centrale roller for oprettelsen af mere demokratiske internationale institutioner. I den sammenhæng skal man igen bide mærke i den historiske udvikling af internationale domstole. Oprindelige var internationale domstole judicielle organer, der primært angik mellemstatslige ad hoc-forhold. I dag er mange internationale domstole permanente domstole, hvor ikke blot stater, men også individer kan anlægge sager.

Og sidst men ikke mindst så opererer internationale domstole i dag ofte som en art internationale højesteretter, der påser national ret og politiks overholdelse af internationale konventioner. Det er selvfølgelig det sidste, som kan få selv de nationale parlamenters mest søvnige ”backbenchers” til at vågne op fra tid til anden og råbe vagt i gevær. Men reelt burde de dog vende blikket indad i stedet og stille spørgsmålet: ”Hvorfor finder der overhovedet krænkelser sted af konventioner, vi selv har valgt at formulere og siden underskrive?”.

Om skribenten Mikael Rask Madsen er EURECO Professor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

Han er Principal Investigator og Centerleder for iCourts – Danmarks Grundforskningsfonds Centre of Excellence for Internationale Domstole, ligeldes ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Han er uddannet jurist og sociolog og har i en årrække forsket i rettens globalisering, ofte med et udgangspunkt i Europas ændrede rolle i verden.

Et internationalt juristokrati?

I dette lys er det næppe overraskende, at fremvæksten af internationale domstole også har affødt en vis skeptisk og endda direkte modstand.

På vore breddegrader er begrebet domstolsaktivisme i dag nærmest blevet synonymt med EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og deres progressive retsudvikling. Ifølge kritikerne er demokratiet ved at blive overtrumfet af en ny overklasse af denationaliserede internationale dommere, som lever i en afsondret juridisk verden uden føling for konsekvenserne af deres transnationale retshandlinger.

“

»Ifølge kritikerne er demokratiet ved at blive overtrumfet af en ny overklasse af denationaliserede internationale dommere.«

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 23

IPM 16.indd 23

14-06-2012 00:53:36

Den Arabiske Liga: Fra autokratisk klub til regional fredsskaber Af Tore Hamming Efter i årtier at have været præget af ineffektivitet og en placering i den yderste politiske periferi, har den Arabiske Liga i takt med de arabiske revolutioner fundet vej til mere indflydelse. Ligaen er gået forrest først i konflikten i Libyen og nu i Syrien, hvor den bekæmper Assad-regimet med suspendering og pres i FN’s sikkerhedsråd. Den tid, hvor regionens autokrater kunne føle sig sikre og undertrykke de nationale befolkninger efter forgodtbefindende, er slut.

“Den Arabiske Liga er ikke passiv. Faktisk har den været meget aktiv. Problemet er, at den altid har været meget ineffektiv”. Sådan starter Christian Hoppe, Danmarks ambassadør i Egypten, da jeg polemisk spørger ham om Ligaens aktivitetsniveau. Og netop ineffektivitet har præget Ligaen, siden den blev etableret 22. marts 1945 – bare tre måneder før en anden international organisation, de Forenede Nationer, så dagens lys. Modsat FN virker det dog som om, at den Arabiske Liga har brugt de efterfølgende 67 år til at gemme sig mest muligt for både opmærksomhed og indflydelse. Da de arabiske oprør startede for godt et år siden i først Tunesien, derefter i Egypten, Libyen og sidenhen adskillige andre arabiske lande, kendte langt de færreste vel til den pan-arabiske organisation. De folkelige oprør formåede altså ikke kun at vække de magtarrogante autokratiske ledere, men også et samarbejde, som var ved endegyldigt at gå i glemslen i forhold til storpolitiske beslutninger. Med tiden vil 2011 utvivlsomt blive husket som året for de arabiske revolutioner, hvor arabiske befolkninger vendte fingeren nedad for deres undertrykkende statsledere, men det var i sandheden også et skæbnesvangert år for den Arabiske Liga, som nu endelig er ved at indtage den politiske position i regionen, som organisationen har forsømt at indtage siden 1945.

Et pan-arabisk samarbejde

Fra år 2000 og frem fortsætter denne samme udvikling og med samme vækstrate. Reelt kan man følge de samme spor fra de to europæiske domstole ved en lang række regionale afrikanske og latinamerikanske domstole, ligesom at Mercosurdomstolen i Latinamerika følger i slipstrømmen på WTO. Endeligt oprettes Den Internationale Strafferetsdomstol i 2002 på baggrund af erfaringerne fra krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Jugoslavien.

Fra at være grundlagt af syv arabiske stater er den Arabiske Liga nu en sammenslutning af 22 stater (21 fraregnet det suspenderede Syrien) med hovedsæde i den egyptiske hovedstad Kairo. Men med 11 udvidelsesrunder har vejen dertil været lang og ikke altid uproblematisk.

Det historiske udgangspunkt for etableringen af Ligaen tager sin begyndelse helt tilbage i starten af det 20. århundrede, hvor det meste af den arabiske verden var underlagt det tyrkisk funderede Ottoman-imperium.

Trods tolerance for den arabiske kultur fra osmannisk side, så var det naturligvis ikke en situation, de arabiske lande var tilfredse med. Det udnyttede det britiske styre til at få arabernes hjælp til at nedkæmpe osmannerne. Omridset til en pan-arabisk sammenslutning tog form i takt med, at Anden Verdenskrig lakkede mod enden. I 1945 lykkedes det så, da de syv grundlæggende medlemmer af Ligaen – Egypten, Irak, Libanon, Syrien, Saudi-Arabien, Yemen og Transjordan – oprettede, hvad officielt kom til at hedde Ligaen for Arabiske Stater. Hvad der egentlig var årsagen til, at de syv stater stiftede Ligaen, har der sidenhen hersket tvivl om med både en vestlig og en arabisk version. Mens den vestlige version går på, at det var briterne, og særligt den britiske udenrigsminister Anthony Eden, der plantede idéen om en arabisk sammenslutning, så argumenterer den arabiske version for, at de arabiske stater ville sam-

les om dét at være arabere samt et ønske om, at pan-arabisme skulle erstatte pan-islamisme. Netop det pan-arabiske står også tydeligt frem i Ligaens identitet, da det eneste kriterium for optagelse som medlem nemlig er, at landet har arabisk som førstesprog.

Den nyfødte Arabiske Ligas dagsorden var også præget af to centrale pan-arabiske problemstillinger i de første år. Ud over befrielse af de arabiske stater, som stadig var underlagt kolonistyre, så kæmpede Ligaens medlemmer for at afværge oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Mens den første udfordring med tiden blev løst med de arabiske staters selvstændighed, så gik det som bekendt ikke så succesfuldt med at forhindre en jødisk stat. Blot tre år efter Ligaen så dagens lys, var staten Israel en realitet, og det zionistiske folk har sidenhen været Ligaens helt store fjende både ud fra et politisk, sikkerhedsmæssigt og kulturelt perspektiv.

Som andre internationale organisationer er den Arabiske Liga over årene vokset, så 22 stater nu kan kalde sig fuldgyldige medlemmer, mens Eritrea, Brasilien, Venezuela og Indien nyder observatørstatus.

Denne status giver dem mulighed for at udtrykke deres mening i Ligaen og give råd, dog uden at de kan stemme. Selvom observatørlande i praksis ikke spiller nogen rolle i Ligaen, så har det været kilde til små magtkampe i regionen. Lande som Tyrkiet og Iran har tidligere anmodet om at blive optaget som observatører, men “hvorfor Iran ikke er kommet med, kan man let gætte sig til”, fortæller Christian Hoppe, og fortsætter, “de har nogle stærke modstandere på halvøen”.

Som ambassadør overværer Christian Hoppe også møderne i den Arabiske Ligas Råd, som vel bedst kan sammenlignes med det Europæiske Råd i EU. Rådet, som har hjemme i Kairo, udgøres af statsledere og udenrigsministre, og det er her de storpolitiske beslutninger træffes, oftest på de årlige topmøder. I Rådet gælder princippet om, at hvert medlemsland kun har én stemme uafhængigt af landenes størrelse, men det særlige ved strukturen er, at vedtagne beslutninger kun er gældende for de stater, som har stemt for. Det skyldes den ekstreme respekt, som Ligaen indtil missionen i Libyen, hvor den for første gang intervenerede i et medlemslands nationale affærer, har tillagt de enkelte landes suverænitet .

Autokraternes klub ’uden indflydelse’

Den Arabiske Liga bliver i folkemunde både omtalt som en samling af mere eller mindre autokratiske ledere og som en organisation uden reel indflydelse. Begge postulater er til dels sande. Som for enhver anden international sammenslutning af medlemslande, så udgøres den Arabiske Ligas holdninger af de enkelte medlemsstater. Det understreger Ligaens nuværende generalsekretær Nabil El Araby også. Ligaen kan ikke gøre mere end medlemsstaterne vil være med til. Og tager man et kig på, hvem medlemmerne af Ligaen egentlig er, kan det heller ikke overraske, at Ligaens politik hverken har været nem at nå til enighed om eller særlig progressiv gennem årene. Sidstnævnte ville nemlig medføre en yderst stor trussel mod mange siddende statsledere.

Selvom det arabiske sprog binder medlemmerne sammen, så er der også faktorer i befolkningen, som skaber uenighed og kontrovers. Her spiller særligt religionen en rolle, for selvom den altovervejende del af araberne er muslimer, så deler de sig i sunni og shia, hvilket historisk har skabt konflikter og magtkampe. Mens sunni-islam er klart dominerende i antal i Ligaens medlemsstater, så er der i flere af landene store minoriteter af shia-muslimer og kristne. Selvom det altid har været i de

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 24

IPM 16.indd 24

14-06-2012 00:53:36

sunni-ledede landes interesse at marginalisere shia-dominerede stater og minoriteter mest muligt, så er den amerikanske professor og direktør for Institut for Mellemøststudier på George Washington University, Marc Lynch, af den holdning, at en intra-islamisk magtkamp for alvor er begyndt med en nyetableret magtbalance i Ligaen. Hvor det hidtil har været stater som Egypten, Syrien og Irak, der har været dominerende i den Arabiske Liga, har taktstokken de seneste år bevæget sig mod den arabiske halvø, hvor særligt Saudi Arabien og senest Qatar har vundet indflydelse.

“

»... en intra-islamisk magtkamp for alvor er begyndt med en nyetableret magtbalance i Ligaen. Hvor det hidtil har været stater som Egypten, Syrien og Irak, der har været dominerende i den Arabiske Liga, har taktstokken de seneste år bevæget sig mod den arabiske halvø, hvor særligt Saudi Arabien og senest Qatar har vundet indflydelse.«

Selvom Ben Ali, Gadaffi og Saleh nu alle er fortid og er erstattet af mindre radikale figurer, så har det gennem årtier været kendetegnende for de arabiske lande at være underlagt autoritære og diktatoriske statsledere. På nuværende tidspunkt er det kun et spørgsmål om tid, før Bashar al-Assad i Syrien lider samme skæbne som ovennævnte, men enevældige ledere sidder stadig stabilt i monarkier såsom Marokko, Jordan, Saudi Arabien og Bahrain. Denne autokratiske dominans har ført til, at det har været vanskeligt for Ligaen at træffe effektive politiske beslutninger, som har kunne flytte medlemslandene i demokratisk retning. Med tiden er det blevet så gennemtrængende en opfattelse og en så stor frustration, at generalsekretær El Araby i et stort interview sidste år med den arabiske tv-station al-Jazeera erkendte, at Ligaen “slet ikke har været indflydelsesrig nok”, og senere gik han endda så langt som til at kalde den “impotent”.

Denne opfattelse deles af store dele af den arabiske befolkning, som strækker sig fra Marokko i vest til Irak i øst. Al-Jazeera har i en stor undersøgelse spurgt arabere om deres tilfredshed med Ligaen. Ikke overraskende fylder store superlativer ikke meget, mens de interviewede primært lufter en kritik, der går på manglende indflydelse og relevans.

Især hvad angår at få ting til at ske. Som en ung syrer forklarer det, “hvis vi skal måle Ligaens kompetence på baggrund af resultater og præstationer, så er den Arabiske Liga ikke kompetent simpelthen fordi, den ikke har præsteret noget som helst”.

En ny Arabisk Liga ser dagens lys

Men med de arabiske revolutioner fulgte også en mindre debatteret revolution i den Arabiske Liga. Især efter den 12. marts 2011, en dato som for altid vil stå som en milepæl i Ligaens historie. Det skyldes, at det hidtidige ufravigelige princip om at værne om medlemsstaters suverænitet blev brudt med daværende generalsekretær, Amr Moussas, anbefaling til FN’s Sikkerhedsråd om at etablere en ’no-fly zone’ over Libyen, hvilket var startskuddet til en ny Arabisk Liga. Som en medarbejder i generalsekretærens kabinet i den Arabiske Liga forklarer, så foregik opstandelsen i to faser. ”Den første gang den Arabiske Liga trådte i karakter var, da Libyen blev suspenderet, en hidtil uset handling. Den anden gang var under krisen i Syrien, hvor det internationale samfund ikke var parat til at handle gennem et ’chapter 7’-mandat eller på anden vis”. En beskrivelse som i grove træk deles af Christian Hoppe.

“

»det hidtidige ufravigelige princip om at værne om medlemsstaters suverænitet blev brudt med daværende generalsekretær, Amr Moussas, anbefaling til FN’s Sikkerhedsråd om at etablere en ’no-fly zone’ over Libyen, hvilket var startskuddet til en ny Arabisk Liga«

Ligesom de arabiske revolutioner satte deres autokratiske ledere under pres, så blev også Ligaen presset netop på grund af sin passivitet. Efter Mubarak blev afsat, vendte mange egyptere deres opmærksomhed mod den Arabiske Liga, som de forlangte valgte side. Hakim Abdel Ali, en 32-årig libyer bosiddende i Egypten, var én af dem, der protesterede uden for Ligaens hovedkvarter. Hans frustration mod Ligaens ledere lød således:

“25. januar markerede begyndelsen på en tid præget af demokrati og transparens, en tid hvor arabere ikke længere accepterede at blive ydmyget, en tid hvor vi besluttede at skabe vores egen fremtid. Mændene inde i den bygning bliver nødt til at beslutte, hvis side de er på. Det er deres sidste chance. Enten tager de stilling nu og beordrer at Gadaffi skal falde, eller også gør de sig selv irrelevant for altid”.

Ser vi i bakspejlet, ved vi, at den Arabiske Liga tog stilling, og det vil for altid forandre Ligaen, fortæller medarbejderen tæt på generalsekretæren. Det Arabiske Forår påtvang Ligaen at involvere sig i medlemslandenes interne affærer og dermed bryde med et historisk tabu. Og efter både at have gået ind i Libyen og nu i Syrien, så står døren nu på klem – et faktum, der skaber panik blandt arabiske ledere.

Det bakkes op af de to forskere, Khaled Elgindy og Marc Lynch, som i den seneste tid begge har skrevet om udviklingen i den Arabiske Liga . Elgindy, som forsker i Mellemøsten ved Saban Center for Middle East Policy ved Brookings Institution i Washington, mener, at det ikke kan overdrives, hvor stor betydning, det har, at en organisation, der altid har haft som vigtigste princip at beskytte medlemmernes suverænitet, pludselig vælger at intervenere og dermed bryde tabuet. Lynch går endnu længere og forklarer, at der nu er tale om en ’konditionel suverænitet’. Det er dog ikke noget, der skaber frygt hos nogle et af de mest reaktionære lande i regionen, Saudi Arabien. Saud Kabli, som er politisk chef på den saudiske ambassade i Kairo og tidligere ansat i den Arabiske Liga, fortæller, at: “selvom vi har set medlemmernes suverænitet brudt, så tror jeg ikke, at vi vil se den Arabiske Liga blande sig i nationale politiske spørgsmål, det er en kritisk eskalerende situation. Ligaen skal føle sig presset for at gøre noget, så Saudi Arabien frygter ikke ekstern indblanding”. ”Men”, understreger han, ”vi vil se en Arabisk Liga, som taler befolkningens sprog, også selvom det vil kollidere med regimer i enkelte medlemslande”.

De arabiske revolutioner og det brudte tabu har sat hele regionen og særligt den Arabiske Liga i en ny og meget udfordrende situation. Afsatte statsledere i Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen samt et generelt befolkningsmæssigt pres for at liberalisere de ofte så kontrollerede mellemøstlige og nordafrikanske samfund har betydet, at Ligaens medlemsstater er mere splittede end nogensinde før. Internt fra Ligaen beskrives det som en tredeling af medlemmerne i grupperinger bestående af lande, der har gennemlevet revolution, lande som endnu ikke er blevet påvirket og derimellem Marokko og Jordan, som begge langsomt forsøger en politisk transition. Den tidligere homogenitet er altså nu erstattet af en intern diversitet, hvor især spørgsmål om menneskerettigheder splitter medlemsstaterne. At denne diversitet allerede nu bliver betragtet som en stor udfordring internt i Ligaen blev tydeliggjort, da generalsekretær El Araby på topmødet i Baghdad i marts måned foreslog en omstrukturering af Ligaen.

Politisk vakuum

De mellemøstlige revolutioner har i det hele taget ændret betydeligt på forholdene i den arabiske verden. Ud over at splitte medlemmerne har revolutionerne forårsaget, at der er opstået et politisk vakuum, og at den interne magtbalance er ændret. Sådan opfattes det også internt, hvor medarbejderen i generalsekretærens kabinet forklarer, hvordan de tidligere regionale stormagter Egypten, Syrien og Irak ikke længere er så indflydelsesrige, som det tidligere har været tilfældet. De er alle – af forskellige grunde – mere optagede af interne problemer og har derfor ikke mulighed for at indtage en ledende position i Ligaen. Især Egyptens lederskab har ændret sig meget, hvilket Christian Hoppe også bekræfter: “Magtbalancen i Ligaen har forskudt sig, især for Egyptens vedkommende. Egypten ser stadig sig selv som den store talsmand for arabernes interesser, men Saudi Arabien er ved at have mere fat i den lange ende”, forklarer ambassadøren og fortsætter, “Egypten og Saudi Arabien er de to vigtigste medlemmer, men magten er ved at forskubbe sig fra Egypten til Saudierne”.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 25

IPM 16.indd 25

14-06-2012 00:53:36

Ud over landets folkelige revolution har Egypten igennem længere tid virket mere opsat på at blive en stormagt i en større regional kontekst og primært skævet til Tyrkiet og Iran. Og netop Egyptens faldende indflydelse er helt central for den ændrede magtbalance i Ligaen. Som en af Ligaens grundlæggere har Egypten altid indtaget en central position, hvilket også understreges af, at den arabiske organisations hovedkvarter er placeret i Kairo, og at alle generalsekretærer på nær én har været egyptere. Over en tiårig periode faldt landet, der forbinder det afrikanske kontinent med Mellemøsten, dog i unåde, da den daværende egyptiske præsident Anwar Sadat indgik en fredsaftale med Israel, hvilket modarbejdede en af Ligaens helt essentielle målsætninger: oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det betød, at i perioden 1979 til 1989 blev hovedsædet flyttet fra Kairo til Tunis i Tunesien, mens en tuneser for første gang blev valgt til generalsekretær.

“

»Magtbalancen i Ligaen har forskudt sig, især for Egyptens vedkommende. Egypten ser stadig sig selv som den store talsmand for arabernes interesser, men Saudi Arabien er ved at have mere fat i den lange ende«

Det politiske vakuum, efterladt af stormagternes pludselige interne fokus, har betydet, at andre lande har fået mulighed for at indtage mere dominerende positioner. Ud over Saudi Arabien, som gennem længere tid har erhvervet sig mere magt i regionen, har også den lille stat Qatar indtaget en central position med sin aktivistiske udenrigspolitik.

Qatar og halvøens dominans

Selvom den lille stat kun er godt en fjerdedel af Danmarks størrelse og blot er beboet af små to millioner mennesker, hvoraf kun 150.000 til 180.000 regnes for qatarer, er staten ikke til at komme udenom, når man vurderer den Arabiske Ligas ageren og transformation det seneste år.

Det hele startede med Libyen, hvor det lille emirat sikrede den Arabiske Ligas opbakning til NATO’s militære aktion i landet, og som det eneste arabiske land deltog i den militære operation med både kampfly og tropper på jorden. Efterfølgende har den qatarske emir sat sig for at give dødsstødet til Bashar al-Assad i Syrien, da han opfordrede til at indsætte arabiske tropper i Syrien. Mindre direkte har landet gennem den statsejede tv-station al-Jazeera støttet oprørerne i både Egypten og i Yemen.

Men selvom det umiddelbart ligner, at den lille stat med den aktivistiske politik bare vil regionens befolkninger det godt, og samtidig bliver tiljublet i vesten, så møder Qatar også kritik for sin ageren. Kritikken kommer særligt fra aktører i de udsatte arabiske lande, hvor Qatar kritiseres for at støtte landenes islamistiske grupperinger, herunder det muslimske broderskab. Men også professor Marc Lynch er tilbageholdene med alt for megen ros. Lynch mener, at den lille oliestat hverken kæmper en demokratiets kamp eller har særlig sympati med regionens arabiske befolkninger, men simpelthen flytter golfstaternes agenda fra den lille sammenslutning af de seks arabiske golfstater, GCC, til den Arabiske Liga, hvor muligheden for regional dominans er større. Det bekræftes af Saud Kabli, som forklarer, hvordan “Qatar og Saudi Arabien for at legitimere deres udenrigspolitik bruger det politiske vakuum i Ligaen som en platform til at implementere deres GCC-dagsorden”. Det er lykkedes til fulde, hvorfor den Arabiske Ligas ageren under det arabiske forår har været præget af, hvad Lynch definerer som GCC’s ’kunstige dominans’ af de arabiske institutioner.

Ifølge Davis Roberts, vicedirektør ved Royal United Service Institute i Qatars hovedstad Doha, har Qatars aktivistiske politik sigtet mod at implementere en pan-arabisme, som bygger mere på en sunni-islamistisk identitet. Hensigten er både at forene de arabiske stater, men i høj grad også at marginalisere de shia-dominerede medlemslande Irak og Syrien samt sikkerhedstruslen Iran længere mod øst. Samtidig hjælper det golfstaterne til nemmere at kunne undertrykke deres egne shia-muslimske minoriteter og at skabe vind i sejlene for en regional opblomstring for sunni-islam.

derer, at Egypten vil komme tilbage og etablere sig som den dominerende regionale magtfaktor, når landet har stabiliseret sig og fået valgt en præsident – og det endda uafhængigt af, hvem der vinder valget.

Fremtidens Arabiske Liga

Der kan ikke herske tvivl om, at Ligaen har udviklet sig meget det seneste år. Det Arabiske Forår ændrede både regionens stater, befolkninger og regionale statssammenslutning. Demokrati og menneskerettigheder er uden tvivl blevet den Arabiske Liga mere magtpåliggende.

Ikke mindst på grund af valget af El Araby til generalsekretær, da han har en meget legalistisk tilgang og dels fordi, der ved næste års topmøde som minimum vil være fem stater repræsenterede med statsledere, som er demokratisk valgte. Dette bekræftes af Saud Kabli, som understreger vigtigheden af, at der nu er regeringer valgt af en befolkning, som de er ansvarlige over for. Men vi vil ikke se, at Ligaen presser på de enkelte medlemslande for at blive mere demokratiske. Det er en forandring, som skal komme fra befolkningens krav , som i så fald vil blive støttet af Ligaen.

“

»... vi vil ikke se, at Ligaen presser på de enkelte medlemslande for at blive mere demokratiske. Det er en forandring, som skal komme fra befolkningens krav , som i så fald vil blive støttet af Ligaen.«

Behovet for den Arabiske Liga er større end nogensinde. De folkelige oprør har betydet, at den pan-arabiske identitet er vokset blandt den arabiske befolkning, og der er kommet øget fokus på regionale problemstillinger. Og her vil Ligaen kunne gøre en forskel – både hvad angår politiske, sociale og kulturelle spørgsmål. Medarbejderen i Ligaen fortæller: “Revolutionerne har rykket rundt på alt i regionen. Intet vil forblive, som det var, og selv de gamle monarkier vil blive nødt til at rykke sig. I Saudi Arabien er ting allerede ved at ske med kvinder, der får flere rettigheder, og folk begynder at kommer på Twitter og Facebook. Men spørgsmålet er, hvilket retning det kommer til at gå – om det bliver en mere islamistisk retning eller en mere liberal retning. Og i den forbindelse handler det meget om, hvor stor en succeshistorie Egyptens transformation bliver”.

“

»Behovet for den Arabiske Liga er større end nogensinde. De folkelige oprør har betydet, at den pan-arabiske identitet er vokset blandt den arabiske befolkning, og der er kommet øget fokus på regionale problemstillinger«

Selvom forsker Khaled Elgindy omtaler Ligaen som et ’work in progress’, og både han og kollegaen Marc Lynch mener, at det stadig er for tidligt at tale om en ligefrem reformeret arabisk liga, så har Ligaen forandret sig. Christian Hoppe fortæller, hvordan den nye aktivistiske tilgang blev indledt under sidste års topmøde i Sharm el-Sheik få dage efter, at Ben Ali var flygtet fra Tunis. “Daværende generalsekretær, Amr Moussa, holdt en dundertale. Hosni Mubarak sad ved siden af og sagde ’I skal passe på, det kommer også snart til jeres land’. Det grinte vi jo af, men en uge senere skete det i Egypten”, fortæller ambassadøren. Med el-Arabi, en af de intellektuelle bagmænd bag oprøret i Egypten, som generalsekretær, er der et stærkt fundament for, at Ligaen fortsætter sin progressive ageren. Det lader til, at den arabiske verden endelig har fået en fortaler for menneskerettigheder og befolkningernes behov, som de så længe har hungret efter.

Om skribenten

Men selvom Qatar har formået at rykke godt og grundigt ved magtbalancen i Ligaen, så er en permanent omvæltning til fordel for golfstaterne næppe sandsynlig på kort sigt. Både interne og eksterne aktører vur-

Tore Refslund Hamming, Stud. Master i International Sikkerhed på Sciences Po, Paris.

Tidligere ansættelser i Socialdemokratiet og i Udenrigsministeriet samt sikkerhedspolitisk erfaring fra 6 måneders praktik hos Danish Demining Group i Somalia og i Sydsudan.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 26

IPM 16.indd 26

14-06-2012 00:53:37

foto: united nations alliance of civilizations (unaoc)

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 27

IPM 16.indd 27

14-06-2012 00:53:38

Den arabiske klimaforandring Af Carsten Jensen Efter 2011 er betingelserne for arabisk politik forandret så meget, at det er for lidt at tale om ’forår’, mener den tidligere leder af Den Arabiske Liga, Amr Moussa. Man må snarere tale om en egentlig ’klimaforandring’ og diskutere den arabiske verdens fremtid på den baggrund.

I ugen op til påske var det libanesiske forsvars forskningsenhed (LAF) vært for en konference om de aktuelle politiske forandringer i Mellemøsten. Der var inviteret forskere fra den arabiske verden, der skulle være med til at belyse forandringerne efter Ben Alis, Mubaraks og Gaddafis fald. Desuden deltog også repræsentanter fra Tyrkiet og Iran, én repræsentant fra NATO, samt to danske forskere; Bertel Heurlin og Birthe Hansen. Her giver Birthe Hansen, lektor ved Institut for Statskundskab og gæsteforsker ved Forsvarsakademiet, sin vurdering af Den Arabiske Liga, der var et centralt tema i diskussionen.

Hvilken dagsorden havde det libanesiske forsvar med konferencen?

Libanon er et af de lande, der er mindst berørt internt af det arabiske forår. Samtlige omkringliggende lande bliver dog i hvert fald indirekte berørt af forandringerne, og derfor er det også klogt af libaneserne at samle erfaringer med, hvordan andre i regionen tænker. Derudover kan Libanon risikere at blive blandt dem, der bliver mest påvirket af de ydre reaktioner.

Libanon står for det første over for at skulle forholde sig til nye flygtninge fra nabolandet Syrien og til internt at skulle forholde sig til den interne syriske konflikt. For det andet kan Assad-styrets problemer hurtigt blive til nye udfordringer for Libanon. Sydlibanon er nærmest overtaget af Hizbollah-bevægelsen, der er allieret med syrerne. Hvis der kommer en ny regering til i Syrien, der ikke vil støtte Hizbollah, vil denne bevægelse blive svækket, og så står hele Libanon i en ny situation med nye muligheder og sikkerhedsudfordringer. I en overgang vil Hizbollah måske agere aggressivt for at vise, at man stadig er ved magten, og på den måde kompensere for at man ikke længere har så stor indflydelse, efterhånden som det gamle Syrien forsvinder, og regionen skifter dagsorden. Hizbollah har allerede oplevet en faldende interesse, fordi unge ser dem som en del af det gamle Mellemøsten, mens ledere som Erdogan i Tyrkiet presser på for reformer i Syrien, der både giver islam og demokratiet en større rolle. Det vil for det tredje betyde forandringer i forhold til Israel, der netop har været meget optaget af Hizbollahs aktiviteter. Alt i alt kan det arabiske forårs resultater hurtigt undergrave det fundament, som libanesisk politik hidtil har hvilet på.

nye magtbalance diskuteret.

For det tredje blev det arabiske forår og den interne politiske situation i Libanon sat til debat. Det særlige politiske system i Libanon, hvor de forskellige religiøse grupper på forhånd er garanteret et antal pladser i parlamentet, og hvor de kristne er garanteret præsidentposten og muslimerne har premierministerposten, blev diskuteret. Det blev også diskuteret om dette kunne være en model for andre landes måde at fordele magten på under en demokratisering. Burde mindretal på forhånd beskyttes med særlige repræsentationer og poster? Sidste år var der været stemning for at ’pensionere’ det libanesiske system, men i år er der opbakning til det. Der er sikkert tale om, at usikkerheden nu har bredt sig så meget, at libaneserne ikke ønsker at rokke båden. De forskellige grupper ved, hvad de har, men ikke hvad de eventuelt vil få.

Heller ikke Hizbollah ønsker at udfordre skæbnen, for hvad hvis man skulle opleve, at udviklingen har svækket og overflødiggjort organisationen i større befolkningsgruppers øjne?

Den Arabiske Ligas skæbne var også til debat. Dette fjerde tema var også vigtigt, fordi Ligaen har været igennem en dramatisk udvikling i det seneste års tid. Den har for første gang blandet sig i medlemsstaters indre forhold og den har samlet opfordret til intervention (i Libyen, selvom om den efterfølgende tog forbehold for formen for intervention), samt været meget aktiv i forhold til opgøret i Syrien.

“

»Skal den udtrykke arabisk identitet som defineret af forholdet til Israel, eller skal den udvikle ’postmoderne’ træk, og blive et krydspunkt for forskellige identiteter og holdninger?«

I dag står Ligaen over for en række nye udfordringer, der udspringer af de forandringer, der skete i regionen i 2011. Den skal finde ud af, om dens hovedtema fortsat skal være forholdet til Israel eller om den skal udvikle nye temaer, der skal retfærdiggøre dens eksistens. Lidt anderledes udtrykt: Skal den udtrykke arabisk identitet som defineret af forholdet til Israel, eller skal den udvikle ’postmoderne’ træk, og blive et krydspunkt for forskellige identiteter og holdninger?

Hvilke temaer havde LAF sat fokus på?

Der var fire temaer. For det første blev der diskuteret islamisme.

Spørgsmålet var, hvad det vil betyde, at islamistiske partier nu tilsyneladende får meget mere direkte indflydelse på de mellemøstlige stater.

Det var meget modigt af arrangørerne at tackle dette tema så direkte, da det har været belagt med en slags tabu at diskutere disse potentielle forandringer i officielle arabiske fora. Man skal huske, at de gamle regimer helst ville tie den politiske islamisme ihjel. Det blev der i ikke gjort på konferencen; der blev taget hul på temaet i en åben debat.

Hvad er de mere præcise grunde til, at Den Arabiske Liga skal udvikle en ny tilgang?

For det første er der kommet en del nye ledere til. Mubarak, Ben Ali og Gaddafi er væk, og dermed en generation af politiske ledere i Nordafrika, der havde rødder i den kolde krig og dennes særlige udfordringer. Vi ved endnu ikke helt, hvordan det vil gå fremover i eksempelvis Egypten, men landet vil aldrig blive helt det samme, og under alle omstændigheder vil de nye ledere skulle udvikle deres egne dagsordner.

For det andet skal Ligaen tilpasse sig den generelle uro i regionen.

Hidtil har den via sin rolle i FN stået for ikke-indblanding i de enkelte medlemsstaters indre forhold, men dette forbehold er reelt opgivet. Ligaen blandede sig i forbindelse med opstanden i Libyen, hvor organisationen krævede intervention og nogle deltog i selve angrebene, og igen i forbindelse med overgrebene i Syrien.

For det andet blev de potentielle sikkerhedspolitiske implikationer af forandringerne diskuteret. Det blev konkluderet, at den demokratiske kultur i den arabiske verden stadig er svag, og at det arabiske forår har været dyrt for de berørte lande. Det blev også fremhævet, at trods den tyrkiske models succes, vil den næppe kunne overføres til arabiske lande, der i stedet må finde deres egen vej. Endelig blev en række temaer som Irans atomprogram, det palæstinensiske spørgsmål og den

Man kan indvende, at der jo også var arabisk deltagelse i forbindelse med Irak-krigen i 1991, men det handlede netop om det eksterne forhold (at få Irak ud af Kuwait), mens man lod Saddam blive siddende.

Tilfældet Syrien har i hvert fald vist, at den nye linje foreløbigt har bidt sig fast: Ligaen har sendt observatører ind i Syrien, hvilket tidligere havde været en utænkelig indblanding. Under alle omstændigheder er spørgsmålet nu, hvad der skal komme bagefter. Hvordan vil de nye

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 28

IPM 16.indd 28

14-06-2012 00:53:38

mere aktive erfaringer blive omsat til principper i de kommende år? Skal initiativer til intern indblanding via FN’s Sikkerhedsråd og egen aktive indblanding i nabostater være normen?

Hvad Ligaens nye politik og tyngdepunkt angår, lagde Amr Moussa i sin tale vægt på, at Ligaen har behov for et nyt strategisk center og nyt lederskab, der skal håndtere tilpasningen til det ’nye arabiske klima’.

Han mener ikke overraskende, at Egypten vil kunne levere begge varer.

Spørgsmålet er dog, om han på konferencen ikke snarere talte med udgangspunkt i valgkampen om præsidentposten i Egypten end om et konkret forslag til Den Arabiske Liga.

Sammenfattende kan man sige, at konferencen viste, at der er kommet to nye temaer på den arabiske dagsorden: Spørgsmålene om demokrati og om intervention. Med hensyn til demokrati, var det endnu ikke et tema under forrige konference i samme regi, selvom den også blev holdt i opbruddets tegn. Min egen erfaring fra tilsvarende konferencer i eksempelvis ’Euromesco’-regi har været, at demokrati ikke var noget, man officielt talte om. Spørgsmålet blev fejet ind under et tema, der hed ’reform’, og derefter afværget med henvisning til, at hvert land måtte finde sin egen vej uden at kopiere Vesten. Denne gang blev ordet demokrati inddraget i forhold til stort set alle temaer. Det er stadig uklart, hvad der menes med ’demokrati’, men ordet har fået sin egen tilstedeværelse i den arabiske debat. ’Intervention’ er det andet nye dagsordenspunkt, men her skilles vandene. Nogle taler for, at det skal være en norm i særlige tilfælde. Andre mener, at man lige netop nu har haft nok interventioner, og at man bør stoppe her.

Amr Moussa talte på konferencen om et behov for ’et nyt strategisk center’, men han står vel selv som en repræsentant for ’den gamle orden’. Kan man bruge hans rolle som en indikator på, hvor udbredt kravene om fornyelse er? Og ser man ham stadig som et bud på arabisk lederskab, eller har han mistet noget af glansen?

Moussa er stadig én man lytter til. Han var klart konferencens giraf, der skulle definere og samle temaerne, og hans indlæg blev mødt med bifald. Han havde også et lille følge af hjælpere og sikkerhedsfolk, der fulgte med, hvor han gik og stod. Så på den måde var han nærværende som politisk leder, som ét bud på ’Mr. Arab World’. Men ingen kan i dag repræsentere alt det nye. Det kan ikke samles i en enkelt strømning og repræsenteres i en enkelt lederfigur.

Er en mand som Amr Moussa så også blevet udfordret af det arabisk forår?

Ja, på flere måder. De politiske linjer blandt de arabiske stater er ikke så klare som tidligere. Man kan ikke forudsige alle landenes holdninger i en situation, hvor nogle tilpasser sig til nye ledere, og andre (dem der hidtil ikke selv er ramt af indre reformer) skal tilpasse sig de linjer, som de nye ledere kommer til at lægge. Der vil komme en periode med politisk stabile forhold, og det er noget nyt i forhold til Moussas storhedstid.

Derudover bliver magtforholdene i Den Arabiske Liga ændrede. De nye ledere vil måske indgå nye alliancer, og ingen kan i dag forudsige, hvordan disse vil forme sig. Et land som Syrien var eksempelvis tidligere et kerneland, men dets stilling vil under alle omstændigheder være svækket, og det er endnu uklart, hvem der vil tage dets plads.

“

Hvem lytter til Den Arabiske Liga i dag?

Ligaen har stadig en rolle at spille i FN. Den har været med til at legitimere forskellige former for demokratifremme inden for det sidste års tid med politikken i forhold til Libyen og Syrien. Men i regionen er Ligaen ikke den aktør, man lytter mest til. Moussa har således rost Libanon for at være et land, der følger Ligaens anbefalinger. Underforstået: Libanon bør i hvert fald fremmes som et godt eksempel, for de andre lande i regionen følger ikke Ligaens anbefalinger. På den måde fremstår Ligaen stadig som en synlig organisation, men også som en organisation, der mest har symbolsk betydning. Man lytter, men handler derefter egenrådigt.

Oversat til europæiske forhold minder Den Arabiske Liga mere om Nordisk Råd end om EU. Det gør en stor forskel, at befolkningerne i EU trods alt forventer resultater af EU, men det gør man ikke i Den Arabiske Ligas medlemslande, og man har heller ikke indflydelse på ledernes ageren i samme grad, som de europæiske befolkninger har det.

Hvordan ser du så fremtiden for Den Arabiske Liga på disse delvist fornyede præmisser?

Der er en vis sandsynlighed for, at den vil miste betydning. Den smager lidt af ’pan-arabisme’, altså arabisk nationalisme på tværs af grænserne, og denne har mistet betydning siden den kolde krigs afslutning.

De enkelte stater vil formodentlig begynde at se fremad og søge nye former for samarbejde.

Ligaen vil også forandre sig ved at stille flere krav til medlemslandene vedrørende demokratisering og flere rettigheder til borgerne. Hermed er der måske en ny base for fortsat indflydelse.

Kan man tale om en parallel til NATOs tilpasning til den nye verdensorden?

Der vil også komme nogle sikkerhedspolitiske forandringer, hvor man måske vil se på Iran med nye øjne. En amerikansk synsvinkel vil formentlig brede sig, hvis Iran søger øget indflydelse gennem militær styrke.

De arabiske lande er bange for Iran. De ser imidlertid ikke til hinanden, når de søger efter hjælp, men til USA. Syrien er på vej ned, og det vil give nye muligheder for andre. Saudi-Arabien vil få indflydelse. I dag bliver landet beundret for sine mange penge – og bagtalt på grund af samme. Egypten er kommet i gang med en demokratisering, og vil sikkert komme igen på den internationale scene, men landet er blevet svækket økonomisk under overgangsprocessen, og skal have tid til omstillingen. Tilsammen sætter disse forhold nye rammer for Den Arabiske Ligas virke, som det dog er for tidligt at give en samlet vurdering af: Ligaen har foretaget et dramatisk politik-skifte ved at blande sig i medlemsstaternes interne forhold, men dens fremtid som regional organisation er usikker.

Om Birthe Hansen Birthe Hansen, PhD og lektor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Har forsket i og skrevet om Mellemøsten i mange år, blandt andet i hovedværket, Unipolarity and the Middle East.

»Den vigtigste fornyelse er, at der er kommet en ny aktør på scenen: Befolkningerne. Det er ikke længere kun eliterne, der skal spille en rolle«

Endelig er der hele spørgsmålet om ’den arabiske verden’. Vil der stadig findes en sådan om ti-femten år? Under en eventuel fortløbende demokratiseringsproces vil der åbne sig nye muligheder for landene, og der er ingen der siger, at de bedste muligheder og tilbud kommer fra arabiske lande. Det er sandsynligt, at nogle af de nordafrikanske lande vil se større perspektiv i at knytte sig nærmere til EU end til Den Arabiske Liga. Så hvad angår politisk indhold, magtforhold og ydre orientering er fremtiden meget åben og meget anderledes i dag, end da de nuværende ledere i Ligaen gjorde sig deres politiske erfaringer og udviklede deres profil. Den vigtigste fornyelse er, at der er kommet en ny aktør på scenen: Befolkningerne. Det er ikke længere kun eliterne, der skal spille en rolle.

Aktuelt er hun gæsteforsker ved Forsvarsakademiet, hvor hun er i gang med et projekt om civilmilitære relationer i arabiske overgangssamfund, og var i den forbindelse til en konference i Beirut, arrangeret af den libaniske hær.

Om skribenten Carsten Jensen, PhD, er pt. tilknyttet Institut for Statskundskab. Har skrevet om politisk teori, demokratisering og velfærdssamfundets reformer, og senest om demokratisering og civil-militære relationer i Mellemøsten. Han arbejder aktuelt med effekterne af Det arabiske forår på militærets roller i Nordafrika.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 29

IPM 16.indd 29

14-06-2012 00:53:38

Afghanistans sande tilstand?

Af Christian Bayer Tygesen Afghanistan-debatten domineres af indikatorer og tal, som ikke indfanger konfliktens kerne. Et mere præcist indblik i konfliktens udvikling kræver en skarpere forståelse for den afghanske stats og oprørselementernes kamp om befolkningens støtte. Der findes ingen valid data om befolkningens positionering imellem konfliktens to parter, men en række tendenser tegner et billede af et Afghanistan på vippen – hverken den succeshistorie eller dommedagsfortælling, som en polariseret debat kappes om at portrættere.

Tallene rammer forbi skiven

Antallet af fjendtlige angreb falder, men det årlige antal af civile dræbte har aldrig været højere. Over syv millioner børn går i skole, men analfabetismen er ca. 75 procent på landsplan. I 2011 vurderede knap halvdelen af befolkningen, at Afghanistan bevægede sig i den rigtige retning, men samme år steg andelen af afghanere, som vurderede, at udviklingen gik i den forkerte retning. I 2011 udtrykte varierende flertal i befolkningen tillid til statslige myndigheder på nationalt såvel som på provins- og distriktsniveau, men Afghanistan var stadig blandt de fire mest korrupte lande på Transparency Internationals indeks.

Indikatorer og tal har fået en hovedrolle i debatten om udviklingen i Afghanistan. De giver politikere vigtig ammunition til at legitimere eller kritisere det internationale engagement i landet og tilrettelægge strategien. De giver officerer og embedsmænd styringsredskaber til at implementere strategien og vurdere dens effekter. Og de giver eksperter et analytisk greb til at udrede og evaluere en utroligt kompleks konflikt, indhyllet i en tåge af upræcis information og et utal af forskellige aktører med varierende interesser og dagsordener. Problemet er, at de tal, der dominerer debatten, generelt kun giver et indirekte indblik i konfliktens gang.

“

»Indikatorer og tal har fået en hovedrolle i debatten om udviklingen i Afghanistan. De giver politikere vigtig ammunition til at legitimere eller kritisere det internationale engagement i landet og tilrettelægge strategien«

Der er intet nyt i, at tal kan manipuleres; at enhver kan vælge de indikatorer, der understøtter den udlægning af konflikten, som man forfægter; og at metoden bag tallene ofte er inkonsistent og definitionerne upræcise. Der er heller intet nyt i, at data om og fra et land, hvor der ikke engang er enighed om befolkningens størrelse, må behæftes med en stor fejlmargin. Det er et beklageligt, men uundgåeligt grundvilkår for enhver kompliceret og politiseret statsopbygningsindsats. Det er dog tankevækkende, at de indikatorer og tal, som dominerer debatten, ofte rammer forbi målskiven. Antallet af skolebørn, fjendtlige angreb og graden af korruption er i sig selv vigtige indikatorer, men de giver i bedste fald kun et indirekte indblik i kernen af konflikten. Ikke desto mindre står de centralt, når politikere, generaler og eksperter diskuterer, om konflikten går i den ”rigtige” eller ”forkerte” retning. Det svækker vilkårene for en saglig, præcis og konstruktiv debat.

Konfliktens kerne – debattens blinde vinkel

Befolkningens aktive støtte er kernen i kampen mellem oprøreren og kontraoprøreren. Konflikten i Afghanistan er ingen undtagelse. Oprørerne (Taliban, Haqqani-netværket, Hizb-i-Islami) og kontraoprøreren (den afghanske stat) følger forskellige spilleregler og taktikker. De forskellige spilleregler og taktikker afspejler oprørerne og kontraoprørerens respektive styrker og svagheder, men fælles for begge er, at de søger at maksimere deres støtte i befolkningen og marginalisere modparten.

I grove træk er vejen til ”sejr” klar: Statens oprørsbekæmpelsesindsats

vinder (counterinsurgency), hvis et tilstrækkeligt flertal i befolkningen tør vende oprørerne ryggen og bakke op om staten eller i det mindste ikke modsætte sig den. Da vil oprørerne være politisk isolerede. De vil ikke kunne rekruttere i tilstrækkelig grad eller bevæge sig uhindret iblandt civilbefolkningen. Det overordnede mål har derfor også stået centralt for den counterinsurgency-strategy, som ISAF (International Security Assistance Force) har ført i Afghanistan siden 2010. Omvendt vinder oprørerne, hvis de formår at underminere staten og mobilisere et tilstrækkeligt flertal i befolkningen til at omvælte den politiske orden.

Vores indikatorer og tal skal indfange denne kamp, hvis politikere og officerer skal have et validt grundlag for at vurdere, om konflikten går i den ene eller anden retning. Her er antallet af fjendtlige angreb, beslaglagte våbenlagre, nybyggede skoler og udgravede brønde i bedste fald andenordensindikatorer. De kan give et indblik i konfliktens rammevilkår, eksempelvis om statens forudsætninger for at højne sin opbakning i befolkningen styrkes, men de kan ikke give et direkte indblik i, om det er staten eller oprørerne, som vinder terræn i kampen om befolkningens gunst.

Eksempler fra begge sider af Afghanistan-debatten I 2012 har ISAF især fremhævet et 21 procents fald i antallet af registrerede fjendtlige angreb (ved en sammenligning af første kvartal i 2012 og 2011) som et centralt bevis for, at der sker reelle militære fremskridt. Jeg deler vurderingen af, at der er sket militære fremskridt – i særdeleshed i Helmand og Kandahar, Talibans traditionelle højborge i det sydlige Afghanistan. Fremskridtene er skrøbelige, men lovende.

Dog fortæller reduktionen i antallet af fjendtlige angreb os meget lidt om konfliktens kerne: Er oprørselementernes opbakning i befolkningen stigende eller aftagende? Selv som indikator for konfliktens rammevilkår, er det tvivlsomt, hvad faldet i fjendtlige angreb dækker over. Det kan indikere et stadig mere presset Taliban, som er ved at miste evnen til systematisk at kontrollere befolkningen i flere nøgleområder, men faldet kan også afspejle et taktisk skifte eller et midlertidigt tilbageslag, som langt fra er bæredygtigt.

“

»Det er yderst vanskeligt at drage direkte slutninger fra korruptionstendenser og antallet af civile tab til styrkeforholdet mellem staten og oprørerne i kampen om befolkningens opbakning.«

Skeptikere fremhæver ofte graden af korruption eller det stigende antal af civile dræbte, som argumenter for, at Afghanistan-konflikten ”går i den forkerte retning”. Jeg deler opfattelsen af, at korruptionen er et enormt problem (den internationale tilstedeværelse har i øvrigt brødfødt en stor andel af den), og at stigningen i civile tab er bekymrende.

Korruptionen giver vind i Talibans propaganda-sejl, gøder jorden for illegal økonomisk aktivitet og svækker statsopbygningsindsatsens effektivitet. Civile tab udstiller staten som svag og øger risikoen for, at civile søger tilflugt hos andre, der kan garantere deres basale sikkerhed, herunder Taliban. Det er atter meget uklart, hvordan dette påvirker kampen om befolkningens støtte. Nok underminerer korruptionen befolkningens tillid til staten, men overgår statens tillids-tab den udbredte folkelige aversion over for Talibans ideologi og de dunkle minder fra Taliban-regimet? Nok vanskeliggør de civile tab statens bestræbelser på at blive anset for garanten for landets stabilitet, men da oprørselementerne står bag langt de fleste civile dræbte, risikerer de dermed at overspille deres hånd over for civilbefolkningen? Med andre ord: Det er yderst vanskeligt at drage direkte slutninger fra korruptionstendenser og antallet af civile tab til styrkeforholdet mellem staten og oprørerne i

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 30

IPM 16.indd 30

14-06-2012 00:53:38

kampen om befolkningens opbakning.

Det er ikke ensbetydende med, at debatten bør se bort fra sådanne indikatorer og tal. Det bør dog give anledning til en større skepsis over for parter på begge sider af debatten, som fremfører stærke udsagn om konfliktens kerne (hvem støtter befolkningen?), da disse udsagn baserer sig på tvivlsomme slutninger fra upræcist data om konfliktens rammevilkår som eksempelvis graden af sikkerhed, økonomisk udvikling, regeringsførelse mv. Det er ganske relevant at diskutere nødvendige forudsætninger for en sejr i Afghanistan, eksempelvis statens kapacitet til at overtage sikkerhedsansvaret eller til at bekæmpe korruption og fremme økonomisk udvikling. Men disse indikatorer indfanger ikke konfliktens essens, og bør derfor ikke få patent på sandheden om Afghanistans udvikling. Der er i den grad behov for at udvikle indikatorer, som kan give et indblik i kampen om befolkningens støtte.

Konfliktens kerne

Ingen har endnu kunnet fastslå, ud fra solid og troværdig data, hvorledes befolkningen placerer sig imellem oprørerne og kontraoprørerne på hver sin side. Adskillige meningsmålinger har vist, at Taliban har en meget begrænset støtte i befolkningen, og at langt størstedelen ikke ønsker et nyt Taliban-regime. Afstanden mellem holdninger og handlinger er dog ofte stor, så det er befolkningens aktive positionering i den ene eller anden lejr, der afgør konfliktens udfald.

En række tendenser og tegn kan bidrage til at løfte sløret for befolkningens aktive positionering. Først til de lovende tendenser: for det første har der siden 2009 været et markant opsving i antallet af afghanere, der ønsker at blive optaget i de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF). Økonomiske incitamenter synes ikke at kunne forklare skiftet alene, og dermed kan udviklingen indikere en lovende tendens til, at flere vælger statens side. For det andet sker der klare, om end stadig ikke udslagsgivende, fremskridt i reintegrationsprocessen, hvor oprører på fodsoldatsniveau nedlægger våbnene og indlemmes i et reintegrationsprogram. For det tredje er der i en række nøgleindsatsområder i syd en stigende, om end stadig skrøbelig tendens til, at befolkningen aktivt vender sig mod oprørselementer ved at samarbejde med statslige myndigheder om at informere om oprøreres bevægelser, våbenlagre og placeringer af vejsidebomber.

Den måske mest bekymrende tendens er imidlertid den fortsat meget begrænsede kapacitet i de civile statsinstitutioner. De fleste civile institutioner på nationalt, provins- og distriktsniveau er dysfunktionelle, ineffektive og præget af udbredt korruption.

“

»Statens kapacitet til at varetage sikkerheden kan blive afgørende for bestræbelserne på at overbevise et tilstrækkeligt flertal af afghanerne om, at de trygt kan bryde med oprørselementerne og bakke op om staten«

Dette underminerer statens evne til at levere basale offentlige goder til befolkningen og facilitere en bæredygtig økonomisk udvikling – to dimensioner, der ligeledes kan blive afgørende for, om staten vil kunne opnå befolkningens støtte og marginalisere oprørselementerne.

En sund dosis skepsis

Mange har stærke holdninger til Afghanistans udvikling og udsigten til, at landet overtager det fulde sikkerhedsansvar i 2015. Problemet er, at de fleste af de tal og indikatorer begge sider af debatten hviler deres argumentation på, sjældent indfanger kernen i konflikten. Konflikten er et fire-dimensionalt skakspil uden regler, og store dele af Afghanistan er et bondesamfund. Det er bønderne, der afgør udfaldet. Skal vi forstå konfliktens gang og foregribe dens udfald, må vi vide mere om, hvor bønderne står, og hvad der flytter dem.

Om skribenten Christian Bayer Tygesen er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Han forsker i udviklingen af Afghanistans civilmilitære relationer og politiske udvikling. Han har arbejdet i Kabul fra februar til juli 2011 og fra maj til juni 2012.

Samtidig er der, ikke overraskende, også en række bekymrende tendenser. Der er for det første stadig meget få pashtunere fra det sydlige og østlige Afghanistan i landets hær. Det er tankevækkende, da flertallet af oprørselementernes rekrutter er pashtunske mænd fra syd og øst.

Fraværet af sydøstlige pasthunere i hæren kan indikere, at de i højere grad orienterer sig mod oprørselementerne, eller at de ikke tør melde sig under hærens faner af frygt for repressalier. For det andet er der flere tegn på, at der blandt veluddannede og moderate afghanere er en stigende tendens til at rejse væk fra Afghanistan for at søge asyl i udlandet. Selvom denne gruppe er blandt de største modstandere af Taliban, har en voksende mistillid til staten og frygt for fremtiden fået livet som flytning til at fremstå mere attråværdigt end at blive og arbejde for, at staten vinder kampen. For det tredje er der i Afghanistans nordlige provinser, som domineres af landets ikke-pashtunske grupper, klare tegn på, at lokale militser opruster for at gardere sig mod et borgerkrigslignende udfald i fremtiden. Tendensen kan indikere, at flere nordlige ikke-pashtunere anser Taliban for en voksende trussel og ikke anser staten som en tilstrækkeligt troværdig garant for deres fremtidige sikkerhed. Derfor ser de ingen andre udveje end at mobilisere lokale militser.

Stat og civile institutioner

Ser man på rammevilkårene for kampen om befolkningens gunst, er udviklingen også mudret. Den måske mest positive, enkeltstående udvikling de sidste 2½ år, er den afghanske hærs fremgang. Hæren har taget flere store skridt fremad på både kvantitative og kvalitative parametre, og er i dag i forskellige faser af at have overtaget hovedansvaret for sikkerheden i områder, hvor ca. 45 procent af befolkningen bor. Statens kapacitet til at varetage sikkerheden kan blive afgørende for bestræbelserne på at overbevise et tilstrækkeligt flertal af afghanerne om, at de trygt kan bryde med oprørselementerne og bakke op om staten.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 31

IPM 16.indd 31

14-06-2012 00:53:38

Watch the Throne: The Dynamics of the Syrian Crisis Af Andreas Lunn & August Bundegaard Aggebo The crisis in Syria, which has shocked the world for the last 14 months, does not show any signs of a settlement in the near future. On the contrary, the conflict seems to deteriorate by the day and the possibility of an actual civil war looms in the horizon. Despite the Arab League and UN’s peace proposal, it appears unlikely that president Assad is willing to compromise and put an end to the bloodshed. Assad’s public rhetoric shows that he definitively has decided to follow the hardliners in the regime, who argue for a ‘security solution’ i.e. a solution via military power.

In 2011, the Arab world experienced a number of social revolutions without precedent that changed the power dynamics in the region.

Within a few weeks, long-time dictators had been ousted by vox populi in both Tunisia and Egypt, and Gaddafi in Libya soon followed. In Syria, Bashar al-Assad remains relatively safe in power in spite of continuous demonstrations and the creation of the Free Syrian Army (FSA) as a symbolic framework to the military struggle against the regime. This is due to Assad’s persistent support from the regime’s three traditional power bases – the military/security apparatus, the religious minorities and the Sunni Muslim business communities. Although cracks might be seen in the support from all of them – especially the business community seems shaken by the disastrous economic situation – it is still not enough to seriously threaten the regime’s survival. The largely unaffected support from the minorities and security apparatus stems from the structure the Assad-regime has implemented, linking the state and the army directly to the regime in a degree that has created the idea that ‘Assad is Syria and Syria is Assad’. Combined with all the repressive institutions of a police-state and the use of parallel military units, it has ensured the regime’s total control of the military. Thus this article does not seek to explain why the revolutions in the Arab world began nor why it happened in Syria, but instead aims to clarify how the idea of the state and the civil-military relations has insured the continued support and untested power of Assad.

Assad forever: a Faustian bargain?

The Assad family belongs to the ethnic alawi sect, a form of Shia Muslims. The Alawis are a minority in Syria, constituting around 10 % of the Syrian population. Sunni Muslims constitute a 65 % majority while Christians and Shias each constitute around 10 %. The rest is a mix of different religious and ethnic tribes. Since Assad’s Ba’th party took power in Syria, sectarianism has been taboo; ever-present, but never publicly articulated. It is somewhat paradoxical that a religious sect – who believes in reincarnation – has been able to maintain power in this historically Muslim country. But Assad has done two things to maintain the support of the minorities; first, they lost their religious identity and had to accept the myth that they were good Muslims. So while Alawis stepped into the power positions in society, the role of religion disappeared as a collective identity and was replaced by a focus on the state, or ‘Assadism’.

The Assad-clan has been brilliant at filling the gap left by religion, in order to create a cult around their person and make this the foundation of the state. With an identity based on Assad’s rule, the public has acquired slogans like ‘Assad forever,’ unable to distance themselves from the regime or picture a Syria without Assad.

“

»... this blind support could become a Faustian bargain, since the sectarian card has continuously been exploited by the regime using the minorities’ fears of Islamists for its own ends«

Sunni rebellion might do to their acquired freedom, the minorities have consequently backed the regime throughout the conflict. The logic is clear: rather a brutal dictator that guarantees religious rights than political freedom. But this blind support could become a Faustian bargain, since the sectarian card has continuously been exploited by the regime using the minorities’ fears of Islamists for its own ends. This has generated a wedge between Sunnis and the minorities, fostering distrust and hatred between the two and thus making the conditions for a prolonged civil war a perilous reality, leaving it to the army and the FSA to settle the outcome for Syria.

Coup-proofing: how to prevent intervention

In 1999, James T. Quinlivan in his article ‘coup-proofing’ structured a complete explanatory model for how a regime can protect itself against military intervention. Quinlivan identified multiple factors that a state can implement in order to become coup-proof, here among: 1. the effective exploitation of family, ethnic and religious loyalties for coup-critical positions; 2. the creation of an armed force parallel to the regular military; 3. the development of multiple internal security agencies with overlapping jurisdictions that constantly monitor the loyalty of the military.

“

»To minimise the risk of a military coup, Assad made sure the army stayed both weak and divided which means that the army cannot be depended upon as an instrument of repression«

Quinlivans model is evidently inspired by Samuel Huntington’s theory of civil control, which he put forward in his seminal work ‘The soldier and the state’ in 1957. Huntington created two ideal-typical ways to achieve civilian control of the armed forces: subjective and objective control.

Subjective control should be understood as the way a civilian group maximizes its power over the military. Huntington considered it impossible that all civil groups have equal power over the army because of the obvious diversity of the different group’s interests and the struggle between them. Subjective control thus implies that the military is directly identified with the interest of one specific civil group and is therefore seen as an instrument to reinforce their position of power compared to other civilian groups. Objective control is the exact opposite and is defined as the absence of identification between the army and a particular civilian group’s interests.

The Art of War: Maintaining power during the Arab spring

It was apparent quite early in the conflict that desertions from the military were an absolute red line for the Syrian regime. It was clear that Assad had learned from the Libyan example and was aware of the need to make it difficult for soldiers to desert and to make it impossible to create a geographical area that could serve as a base for the rebels and the FSA. No doubt the tracks from Benghazi have frightened the regime.

Operationally, it seems clear that the regime has tried to avoid the regular army’s entry in the ongoing battles, in fear of larger groups deserting.

Over the years, the regime has built up the instruments of a police state while distrusting the army – large but poorly trained. To minimise the risk of a military coup, Assad made sure the army stayed both weak and divided which means that the army cannot be depended upon as an instrument of repression. Therefore the regime has relied solely on praetorian units to engage in the actual fighting against demonstrators, while the regular army has been left with secondary missions, such as surrounding cities and guarding checkpoints. The dirty work is only trusted to elite units, who are absolutely certain to fight to the very bitter end.

Second, the Assad-clan convinced the religious minorities that the regime was the sole guarantor of their religious rights. In fear of what a

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 32

IPM 16.indd 32

14-06-2012 00:53:38

Most of the Syrian army consists of Alawis and religious minorities, with 70 % of the 300.000 man strong professional army and 80 % of senior officers stemming from Alawi tribes, while Sunni Muslims have been kept at a distance, leaving them to become a part of the 300.000 conscripts. Thus the professional army remains loyal to the regime due to sectarian strife and favouritism and because the regime, as mentioned above, deliberately took the minorities hostage, linking their fate to its own. Out of distrust to the regular army, Assad has built multiple parallel military groups around him consisting solely of Alawis. The 4th armored division and the Republican Guard controlled by Maher Assad, Bashar’s younger brother, has the specific goal of securing the regime against a military coup by fighting the FSA and minimizing desertions.

Furthermore, the Assad regime has been frighteningly brilliant in creating a police state, with the use of multiple security agencies constantly monitoring all possible threats to stability. These different agencies all have overlapping authorities and are run by an Assad family member.

This has created a sort of checks-and-balance system, where all agencies surveillance one another (and everybody else in Syria!) to make sure that no one will either coup the regime or break free and desert. It is reported by many that several security officers are stationed alongside regular army- and shabeha-units (Alawi mercenaries) at every critical checkpoint discouraging any form of desire to desert. If one deserts, he will most likely end up with a bullet in the back.

Dying of the light: The Future for Syria Trouble is no doubt growing rapidly in Syria and the Assad-regime will face unprecedented difficulty trying to manage affairs at home in the months to come; the factors for regime stability outlined here are by no means static and might change in the future. These three scenarios are deemed most likely: 1. Deterioration of the conflict towards civil war.

The regime appears decisive to crush the rebellion and seems unwilling to compromise. The military campaigns and bombardments against resistive cities are meant to end the conflict sooner rather than later, but a growing number of desertions and the sectarian dimension might prolong the conflict.

The desertion of a larger coherent battalion could change the power balance. However, the most likely scenario for the coming months is a continued low intensity conflict with a growing death toll. 2. The regime wins. The regime has intensified the ‘security solution’ and is no longer willing to respect humanitarian considerations.

The demonstrators’ willingness to sacrifice their lives will be put to the test and only time will tell if they can resist. 3. Power transition. The least likely scenario. The regime has quite clearly showed that it is not willing to leave power. Some are speculating in actors within the regime coupling power, but so far the internal bonds remain intact. Even if this happens, it is no guarantee that the violence will end.

Om skribenterne Andreas Lunn har en MA i Internationale Relationer fra Hult International Business School og studerer statskundskab på kandidaten ved Københavns Universitet. Han har haft et praktikophold ved Den Danske Ambassade i Damaskus under det arabiske forår og arbejder til dagligt i Udenrigsministeriet.

August Bundegaard Aggebo studerer statskundskab på 6. semester ved Københavns Universitet.

Hans bachelorprojekt omhandler det arabiske forår og civil-militære relationer i Egypten og Syrien. foto: aurbrey h/flickr

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 33

IPM 16.indd 33

14-06-2012 00:53:39

Jasminrevolutionens demokratiske udfald Af Line Fly Pedersen Året 2011 vil blive husket for den mest skelsættende og overraskende udvikling i Mellemøsten og Nordafrika i årevis: ’Det Arabiske Forår’.

Og netop ordet ’overraskende’ er særligt interessant i denne sammenhæng. For mens udbruddet af revolutioner i først Tunesien og senere Egypten, Yemen, Libyen, Bahrain, Oman, Jordan og Syrien udgjorde en overraskelse for eksperter, politikere, debattører med flere, så udgjorde det demokratiske udfald af den tunesiske Jasminrevolution om noget en endnu større overraskelse for verdens førende demokratiseringsteoretikere. Så hvordan skal dette overraskende demokratiske udfald af Jasminrevolutionen forstås? Ved hjælp af en aktørorienteret tilgang gives en forklaring gennem analysen af de centrale aktørers interaktioner under transitionsprocessen. Jasminrevolutionen fik et demokratisk udfald som følge af overgangsregeringens inklusion af magtfulde aktører i forhandlingerne om Tunesiens fremtid.

Tunesiens vej fra revolution til demokrati

I december 2010 og januar 2011 udbrød og voksede den revolution i Tunesien, som senere er blevet døbt Jasminrevolutionen. Jasminrevolutionen blev inspirationskilde for massevis af de protester, som har vendt verdenssamfundets opmærksomhed mod MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika) siden december 2010. Jasminrevolutionen udbrød, efter den 26-årige tunesiske grønthandler, Mohammed Bouazizi, den 17. december 2010 satte ild til sig selv i protest mod regimets undertrykkelse og korruption. Mohammed Bouazizis protest blev startskuddet for Jasminrevolutionen og Tunesiens transition fra et autoritært regime til et demokrati.

Befolkningens demonstrationer førte til et brud med det autoritære regime, hvor præsident Ben Ali siden 1987 havde siddet på magten. Det første frie og fair valg siden Tunesiens uafhængighed i 1956 blev afholdt den 23. oktober sidste år, hvor tusindvis af tunesere strømmede til valgurnerne. 90 % af den tunesiske befolkning afgav deres stemme til den grundlovgivende forsamling, som i skrivende stund udformer en ny og demokratisk forfatning. Vinderen af valget blev det islamiske parti Ennahda med 37 % af stemmerne, og et flertal udgøres i dag af Ennahda i samarbejde med to sekulære partier. Det forventes, at de tre partier er klar med en ny forfatning til vedtagelse medio 2013, hvorefter valg til parlamentet skal afholdes. Valget til den grundlovgivende forsamling den 23. oktober blev udråbt som en demokratisk succes af EU’s tilrejsende valgobservatører, og valget udgjorde således det endelige brud med Ben Alis autoritære regime.

Det teoretiske puzzle

Jasminrevolutionen og det arabiske forår som helhed opstod som bekendt uventet, men den spirende demokratiseringsproces i Tunesien udgjorde samtidig en enorm overraskelse for demokratiseringsteoretikere verden over. MENA-regionen er til dags dato den hidtil mindst demokratiserede region i verden og er blevet beskrevet af flere teoretikere som en region med meget lidt potentiale for demokratisk udvikling. Dette lave potentiale forklares blandt andet med, at islam er uforeneligt med demokrati, og at demokratiske værdier ikke stemmer overens med de kulturelle værdier indlagt i Islam.

“

»Den spirende demokratiseringsproces i Tunesien udgør således et teoretisk puzzle for demokratiseringsteoretikere, og giver vigtigst af alt mulighed for at studere demokratiets opståen i den hidtil uundersøgte MENA-region«

Desuden er de autoritære regimer i især Nordafrika tidligere blevet beskrevet som yderst stabile. Med udgangspunkt i disse pointer skrev

de anerkendte demokratiseringsteoretikere Ronald F. Inglehart og Christian W. Haerpfer i 2009 i deres bog Democratization, at en demokratiseringsproces i MENA-regionen var højst usandsynligt inden for den nærmeste fremtid. Desuden skrev Inglehart og Haerpfer, at en demokratiseringsproces i denne region ville udgøre et enormt gennembrud for demokratiet som styreform og studiet af demokratiers opståen i det hele taget.

Den spirende demokratiseringsproces i Tunesien udgør således et teoretisk puzzle for demokratiseringsteoretikere, og giver vigtigst af alt mulighed for at studere demokratiets opståen i den hidtil uundersøgte MENA-region. Et studie af den tunesiske demokratiseringsproces kan bidrage til ny viden om, hvordan demokratier kan opstå som følge af revolutioner. Det store spørgsmål bliver i forlængelse heraf; hvordan kan vi forklare demokratiets opståen i Tunesien?

Transitionsprocessens centrale begivenheder

Forklaringen på demokratiets opståen i Tunesien skal søges gennem en analyse af de centrale tunesiske aktørers interaktioner under transitionsprocessen fra det autoritære regime til demokratiets opståen. Denne transitionsproces defineres her som perioden fra Jasminrevolutionens udbrud i december 2010 til afholdelsen af det demokratiske valg den 23. oktober 2011. En række centrale begivenheder under denne transitionsproces blev afgørende for det demokratiske udfald i Tunesien, hvoraf den første var Ben Alis fald.

Jasminrevolutionen tog for alvor til i januar 2011 og medførte præsident Ben Alis tvungne afgang den 14. januar 2011. Ben Ali måtte flygte til Saudi Arabien til trods for, at han et par dage forinden havde lovet at efterkomme demonstranternes krav om reformer. Disse løfter om reformer var dog, som nyhedsstationen Al Jazeera beskrev det: ’Too little, too late’. Efter Ben Alis flugt blev en overgangsregering nedsat under ledelse af premierministeren Mohammed Ghannouchi. Protesterne fortsatte imidlertid under slogans som ”We don’t want the friends of Ben Ali!”. Som følge heraf trak Ghannouchi sig fra overgangsregeringen den 27. februar 2011.

Endnu en ny overgangsregering blev efterfølgende nedsat med den tidligere systemkritiker og demokratiforkæmper Beji Caid Essebsi som premierminister. Essebsi igangsatte straks en lang række forhandlinger med centrale aktører fra civilsamfundet, den magtfulde Landsorganisation for Tunesiske Arbejdere (UGTT), tidligere oppositionspartier og nystiftede partier. Disse forhandlinger resulterede i en vedtagelse af, at en reformering af forfatningen skulle foretages, og at den nye forfatning skulle skrives af en demokratisk valgt grundlovgivende forsamling.

Disse forhandlede beslutninger blev offentliggjort af overgangsregeringen i det såkaldte ’Road Map’ den 3. marts 2011.

Forhandlingerne fortsatte herefter om vedtagelsen af en ny valglov, som skulle sikre, at den grundlovgivende forsamling ville blive valgt demokratisk. Overgangsregeringen inviterede oppositionspartierne under Ben Alis styre til forhandlingerne sammen med partier, som Ben Ali gennem tiden havde ulovliggjort – herunder det islamiske parti Ennahda. Den nye valglov blev vedtaget den 11. april 2011 som et kompromis mellem partierne og overgangsregeringen, og valgdatoen blev fastsat til den 24. juli samme år. Valgdatoen blev senere udskudt til den 23. oktober grundet praktiske udfordringer i forbindelse med afholdelsen af valget.

Vedtagelserne af ’Road Map’ og den nye valglov var helt centrale begivenheder under den tunesiske transition. De tunesiske aktørers inter-

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 34

IPM 16.indd 34

14-06-2012 00:53:39

aktioner under forhandlingerne og vedtagelserne af ’Road Map’ og den nye valglov under transitionsprocessen banede og sikrede vejen for et demokratisk udfald af Jasminrevolutionen. Årsagen til det demokratiske udfald skal med andre ord findes i netop disse forhandlinger og den strategi, Essebsis overgangsregering lagde forud for forhandlingerne.

Inklusion sikrede demokratiet

Essebsis overgangsregering valgte at inddrage et bredt udsnit af magtfulde partier og organisationer samt repræsentanter fra civilsamfundet i forhandlingerne. Ved at følge en inkluderende strategi under forhandlingerne blev ingen særligt magtfulde aktører udeladt. Den brede inddragelse sikrede først og fremmest overgangsregeringen dens overlevelse frem til valget d. 23. oktober 2011 og endnu vigtigere, at vedtagelserne blev besluttet med opbakning fra de centrale aktører, som ellers ville kunne modsætte sig disse vedtagelser. Dette kan eksemplificeres med inddragelsen af partiet Ennahda, som under Ben Alis regime var ulovligt, men som Essebsis overgangsregering lod genopstille som politisk parti. Som følge heraf sikrede overgangsregeringen sig støtte fra Ennahda og deres dertilhørende store netværk, som Ennahda havde mobiliseret flere gange siden 1990’erne i oprøret mod Ben Alis regime og dennes forfølgelser af fremtrædende personer i partiet.

Landsorganisationen for Tunesiske Arbejdere (UGTT) er en anden central aktør, som Essebsis overgangsregering inddrog i forhandlingerne.

UGTT var aktiv i mobiliseringen af demonstranter blandt organisationens 500.000 medlemmer under Jasminrevolutionen, og stod også bag protesterne mod den første overgangsregering, ledet af premierminister Ghannouchi. UGTT’s ultimative krav under forhandlingerne med Essebsis overgangsregering var et endeligt brud med Ben Alis regime. De krævede, at Ben Alis regeringsparti, Det Konstitutionelle Demokratiske Parti (RCD), blev ekskluderet fra forhandlingerne og nægtet opstilling til valget til den grundlovgivende forsamling. Overgangsregeringen efterkom kravene, hvilket betød, at UGTT bakkede op om vedtagelserne og valget, hvorefter UGTT-medlemmernes protester stilnede af.

Tidslinje over den tunesiske transition Revolution 17/12/2010

Mohamed Bouazizis ildpåsættelse 14/01/2011

Ben Alis afgang

Forhandlinger 27/02/2011

Ved at sikre inddragelsen af de centrale aktører i Tunesien, og ved at forhandle et kompromis blandt disse, sikrede Essebsis overgangsregering fuld støtte til transitionens retning mod det demokratiske valg den 23. oktober. Forhandlingerne hjalp til at mindske usikkerheden blandt aktørerne, og vigtigst af alt blev retningen for transitionen sikret, fordi aktørerne opnåede gevinster ved at give deres støtte til vedtagelserne. UGTT, overgangsregeringen og Ennahda såvel som de resterende politiske partier, der stillede op til valget, støttede således også op om det endelige valgresultat og den nedsatte grundlovgivende forsamling.

Status på den tunesiske demokratiseringsproces

Den tunesiske transition mod demokratiet er frem mod i dag blevet rost af eksperter og politikere og brugt som et muligt forbillede for andre transitioner i regionen. Håbet er, at andre omkringliggende lande vil følge i Tunesiens fodspor, ligesom mange revolutioner fulgte i kølvandet på Jasminrevolutionen. Under Ben Alis regime havde kun udvalgte medier tilladelse til at sende nyheder i landet, og kritisk journalistik medførte fængselsstraf. I dag har Tunesien 187 nye skrevne medier og 12 nye radiostationer, og samtidig har udenlandske journalister fri adgang i landet. Ytringsfriheden er dog begrænset af, at myndighederne stadig har autoritet til at straffe kritikere med bøder, hvis det findes, at de har spredt såkaldt falsk information. Ligestillingen er samtidig forbedret markant i landet.

Dog mangler ligestilling at blive formelt implementeret i national lov.

Desuden har den siddende præsident Moncef Marzouki underskrevet Amnestys Human Rigths Agenda for Change, hvorigennem Amnesty kæmper for at få menneskerettighederne indskrevet i den nye forfatning. Til trods for mange liberale og demokratiske forbedringer meldes der stadig fra tid til anden om protester og anholdelser, og en fuld kontrol med sikkerhedsstyrkerne er endnu ikke opnået.

“

»... Under Ben Alis regime havde kun udvalgte medier tilladelse til at sende nyheder i landet, og kritisk journalistik medførte fængselsstraf. I dag har Tunesien 187 nye skrevne medier og 12 nye radiostationer, og samtidig har udenlandske journalister fri adgang i landet«

Demokratiseringsprocessen i Tunesien er nået langt det seneste år, men som ovenstående viser, er processen endnu ikke fuldendt. Den nye forfatning vil medio 2013 vise vejen for, hvordan udviklingen vil tage sig ud fremover. De seneste måneder har budt på omfattende diskussioner om forfatningens første artikler, som i dens nuværende udformning siger, at Tunesien er demokratisk, religionen er islam, og sproget arabisk.

Det demokratiske udfald af Jasminrevolutionen har skabt grobund for studier af og ny viden om, hvordan demokratier kan opstå og sikres. En eventuel yderligere demokratisering i de omkringliggende lande som Egypten og Libyen, hvor revolutionerne har væltet de tidligere ledere, vil samtidig kunne udgøre baggrunden for yderligere studier af demokratiers opståen i MENA-regionen, hvor tidligere studiers konklusioner har lydt, at demokratiseringer er højst usandsynlige.

Essebsis overgangsregering indsættes 03/03/2011

“Roadmap” vedtages 11/04/2011

Ny valglov vedtages

Om skribenten

09/06/2011

Valg-datoen udskydes

Line Fly Pedersen er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og medlem af IPmonopolets redaktion.

Demokrati 23/10/2011

Valget 23/11/2011

Moncef Marzouki indsættes

Artiklen baserer sig på hendes bachelorprojekt ”Jasminrevolutionens demokratiske udfald – et teoretisk puzzle”. Line har tidligere undervist i metode på Institut for Statskundskab og skal til efteråret i praktik ved den faste danske repræsentation ved NATO.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 35

IPM 16.indd 35

14-06-2012 00:53:39

Vestens varme luft Af Jon Ahlberg og Klara Christensen Georgien skal med i NATO. Den målsætning har stået øverst på Georgiens sikkerhedspolitiske dagsorden i det seneste tiår, og i særlig grad siden krigen med Rusland i 2008. Hidtil har NATO gentagne gange, og senest på topmødet i Chicago d. 20.-21. maj, givet løfter om en fremtidig georgisk optagelse, dog betinget af fortsatte økonomiske, demokratiske og militære reformer i landet. Men det er varm luft. Hvad end Georgien gør, bliver landet ikke optaget inden for en overskuelig årrække: ”Georgien er simpelthen for tæt på Rusland og for langt fra Vestens kerneinteresser”, siger Anders Wivel, lektor og udenrigspolitisk ekspert.

Den 3. april i år, nøjagtig fire år efter NATO-topmødet i Bukarest, hvor Georgien blev stillet et fremtidigt medlemskab i udsigt, mødtes præsident Saakashvili med generalsekretær Fogh Rasmussen i Bruxelles. På det efterfølgende pressemøde gentog generalsekretæren NATO’s løfte til Georgien: “Vi blev på topmødet i Bukarest i 2008 enige om, at Georgien skal blive medlem af NATO. Den beslutning står fast.”

Budskabet blev gentaget på det netop afviklede topmøde i Chicago, og i sluterklæringen lyder det, at NATO-landene og Georgien nu vil styrke den politiske dialog og det praktiske samarbejde yderligere. Men selv om NATO’s løfter tilsyneladende står fast, er meget ændret siden foråret 2008.

Få måneder efter topmødet i 2008 opstod en højspændt politisk konflikt mellem Rusland og Georgien, hvilket i august resulterede i en fem dage lang krig. Her intervenerede det russiske militær i de georgiske udbryderrepublikker, Sydossetien og Abkhasien, der i tyve år har krævet selvstændighed fra den georgiske stat. Det er dog kun Rusland og fem andre FN-lande (de latinamerikanske stater Nicaragua og Venezuela, samt stillehavsøerne Nauru, Tuvalu og Vanuatu), der har anerkendt de to regioner som selvstændige stater. Siden krigen i 2008 har Rusland bevaret sin militære tilstedeværelse i Sydossetien og Abkhasien, der er internationalt anerkendt georgisk territorium.

Indre og ydre pres

Dermed er Georgien presset på to fronter. Indefra er regeringen i Tbilisi udfordret af separatistbevægelserne i Sydossetien og Abkhasien, hvor de lokale myndigheder efter tyve års krav om uafhængighed efterhånden har sikret sig de facto autonomi. Senest satte styret i Sydossetien i 2006 pres på Tbilisi ved at afholde en folkeafstemning om, hvorvidt ”Sydossetien skal bevare sin nuværende status som de facto uafhængig stat”. Hele 99 procent stemte ja. Hverken Georgien eller NATO-landene har dog anerkendt resultatet af afstemningen, der i deres øjne ”ikke bidrager til at løse stridighederne i den konfliktfyldte region”.

Udefra er Georgien presset af sin nordlige nabo, Rusland, der betragter det sydlige Kaukasus som hjertet af sin interessesfære. Jeltsins vestligt orienterede statstænkning og sikkerhedspolitiske vision om ”tillid, samarbejde og sikkerhed fra Vancouver til Vladivostok” er for længst erstattet af Putins snævrere geostrategiske sikkerhedstænkning og beskyttelse af den eks-sovjetiske interessesfære. I en tale til soldaterne på en russisk base i Vladikavkaz, få kilometer nord for den georgiske grænse, gjorde daværende præsident Medvedev det i november 2011 klart, at krigen i 2008, udover at være en reaktion på den georgiske centralregerings bombning af den sydossetiske hovedstad Tskhinvali, drejede sig om russisk interessevaretagelse i nærområdet:

“Hvis I havde vaklet i 2008, ville den geopolitiske situation have været anderledes nu. NATO ville på nuværende tidspunkt have tilladt optagelse af eks-sovjetiske stater, hvis ikke Rusland havde invaderet Georgien for at forsvare en udbryderepublik. Og en række lande, som NATO bevidst forsøgte at trække ind i alliancen, ville sandsynligvis allerede være blevet del af den.”

Den russiske intervention var altså en klar markering af den russiske interessesfære. Det kan derfor ikke undre, at præsident Saakashvili har sat alle kræfter ind på et NATO-medlemskab. Hvis Georgien blev optaget, ville NATO givetvis øge den i forvejen betydelige militærstrategiske og kapabilitetsmæssige bistand til regeringen i Tbilisi, hvilket kunne styrke centralregeringens kontrol med udbryderrepublikkerne. Og som NATO-medlem med alliancens musketér-paragraf i ryggen, mener den georgiske regering at kunne afskrække sin nordlige nabo fra at gentage interventionen fra 2008: “Jeg er sikker på, at hvis vi havde været medlem af NATO i 2008, ville krigen ikke være udbrudt. Og selv hvis Georgien kun havde haft en Membership Action Plan (MAP), ville Rusland aldrig have angrebet. MAP’en er ikke ensbetydende med medlemskab, og Artikel 5 ville ikke være gældende, men det ville stadig have knyttet Georgien så tæt til alliancen, at enhver international aktør ville tænke sig om en ekstra gang, før den forsøgte sig med et militært eventyr i denne del af verden” siger Georgiens viceudenrigsminister, Tornike Gordadze, da vi møder ham til et interview i forbindelse med et besøg i Danmark.

“

»Den russiske intervention var altså en klar markering af den russiske interessesfære«

Han understreger dog, at et georgisk NATO-medlemskab ikke kun vil gavne det lille sydkaukasiske land langt mod øst. Det vil også være en fordel for NATO-landene, der vil få en beredvillig alliancepartner, som allerede har ydet en betydelig indsats i Afghanistan, hvor Georgien med 800 udsendte næstefter Australien er den største bidragsyder blandt ikke-NATO-landene. Desuden har Georgien kunnet fremvise stabile vækstrater efter at have åbnet økonomien op for udenlandsk handel, senest med det georgisk-amerikanske håndslag på en historisk frihandelsaftale, da Saakashvili gæstede Det Hvide Hus i januar i år.

Georgierne gør alt, de kan, for at appellere til Vesten, og viceudenrigsminister Gordadze er da også optimistisk; inden for fem år håber han, at Georgien er blevet optaget i NATO.

The End of Dreams

Den georgiske optimisme afspejler imidlertid ikke de barske realiteter: NATO-medlemskabet er langt uden for rækkevidde for det lille, progressive land. Uanset hvor utvetydige generalsekretærens løfter fremstår, hvor gedigen den georgiske indsats i Afghanistan har været, og hvor succesfuldt de økonomiske og demokratiske reformprogrammer er implementeret, vil det ikke ændre på, at NATO’s planer om en udvidelse mod øst svandt ganske drastisk med krigen i august 2008. På Bukaresttopmødet i foråret 2008 var de georgiske drømme ellers ikke langt fra at blive realiserede, da Bush-administrationens ønske om at indlede en Membership Action Plan (MAP) for Georgien kun lige akkurat blev droppet efter pres fra Tyskland og Frankrig, der givetvis med tanke på den europæiske energisikkerhed fandt en provokation af Rusland unødvendig. I stedet blev beslutningen udskudt på ubestemt tid, og Georgien

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 36

IPM 16.indd 36

14-06-2012 00:53:39

har endnu ikke indledt forhandlinger om en egentlig MAP-aftale.

“Krigen i 2008 gjorde det klart, at Vestens retorik ikke følges af konsekvent handling, så længe NATO-landene ikke har klare geostrategiske interesser i det. Der var flere store ord, end der var politisk vilje. Men når NATO ikke vil gå ind og forsvare principperne om staters ret til selvbestemmelse over eget territorium, så får det karakter af varm luft. Så det Rusland i virkeligheden gjorde med interventionen var at afsløre den amerikanske verdensordens bluff,” siger Anders Wivel, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Det lille lands ønske om optagelse i det vestlige fælleskab er heller ikke hjulpet på vej af det kursskifte, Obama har skabt i den amerikanske udenrigspolitiske orientering. Bush-administrationens udenrigspolitiske idealisme, af den georgiske præsident Saakashvili ofte hyldet og benævnt ’Bushs frihedsagenda’, er blevet erstattet af Obamas mere pragmatiske linje. Det har forbedret USA’s forhold til Rusland, hvilket Obama og Medvedevs fælles erklæring om ”at bevæge sig ud over koldkrigsmentaliteten og udstikke en frisk start på forholdet” i april 2009 var symbolet på. Men for Georgien har den forsonlige amerikansk-russiske modus vivendi gjort det sværere at blive optaget i NATO: “I studiet af småstater peger man ofte på, at det er problematisk, når stormagterne er i konflikt med hinanden. Men det kan være et endnu større problem for en lille stat som Georgien, hvis stormagterne samarbejder,” siger Wivel og uddyber: “Georgiens chancer for NATO-medlemskab er meget små. Det skyldes, at landets geografiske position placerer Georgien i hjertet af den russiske interessesfære. Og Georgien er ikke afgørende nok for USA og Europa til, at det er her, man har interesse i at bruge sin økonomiske, militære og politiske kapital.

Georgien er simpelthen for tæt på Rusland og for langt væk fra Vestens kerneinteresser.”

“

»... når NATO ikke vil gå ind og forsvare principperne om staters ret til selvbestemmelse over eget territorium, så får det karakter af varm luft. Så det Rusland i virkeligheden gjorde med interventionen var at afsløre den amerikanske verdensordens bluff«

Et georgisk NATO-medlemskab afhænger derfor ikke af demokratiske forbedringer eller økonomisk vækst i landet, men hovedsageligt af, om forholdet mellem Georgien og Rusland bliver så stabilt, at der ikke vil være fare for en gentagelse af krigen med Rusland. Hvis Georgien blev optaget i alliancen, ville NATO-landene skulle opfatte en eventuel gentagelse af den russiske intervention i 2008 som et angreb på dem alle.

Konsekvenserne af at skulle inddrages i en konflikt med Rusland ville være enorme, og fordelene ved at udvide alliancens østligste bastioner kan langtfra måle sig med ulemperne ved en sådan krig. Derfor bliver Georgien ikke optaget, før konflikten med den nordlige nabo er løst, hvilket Rusland af samme grund ikke vil bidrage til.

The Return of History

de NATO-medlemskabet som nationens sikkerhedspolitiske telos. For det første har det russiske fjendebillede spillet en central rolle i den tiltrængte samling om georgisk identitet og nationalfølelse. For det andet har den vestlige orientering givet betydelige økonomiske afkast i form af handel, bistand og investeringer i landet.

Derfor vil Georgien ikke droppe optagelsesstrategien og afsløre NATO’s løfter som varm luft, med mindre spill-over-effekten af de vestlige tilnærmelser ophører. Og af samme grund vil NATO-landene fortsætte deres georgiske afladshandel for på den måde at bevare en loyal alliancepartner langt mod øst. Den netop indgåede frihandelsaftale med USA og en muligt forestående aftale med EU skal givetvis ses i det lys.

“

»... både NATO og Georgien har geostrategiske interesser i at fastholde illusionen om en forestående georgisk optagelse«

Det viser sig altså, at både NATO og Georgien har geostrategiske interesser i at fastholde illusionen om en forestående georgisk optagelse.

Men mere grundlæggende fortæller det os, at idealerne i den amerikanske verdensorden i sidste ende må vige for stormagtsinteresserne.

I den forstand markerer de udenrigspolitiske forhold omkring Georgien en tilbagevenden til realismen i international politik, idet post-koldkrigstidens fukuyamaske idealisme ikke i sidste ende kan siges at være staternes udenrigspolitiske ledestjerne. Tre dage efter den russiske intervention i august 2008 satte den amerikanske neokonservative tænker, Robert Kagan, ord på implikationerne af krigen: “Historikerne vil betragte d. 8. august 2008 som et vendepunkt af mindst samme betydning som d. 9. november 1989, da Berlinmuren faldt. Ruslands angreb på det suveræne georgiske territorium markerede historiens officielle tilbagekomst til en type af stormagtskonkurrence næsten som i det 19. århundrede, fyldt med giftig nationalisme, kampe om ressourcer, interessesfærer og territorier og – selv om det chokerer vores følelser i det 21. århundrede – en tilbagekomst til brugen af militær magt for at opnå geopolitiske mål. Og ja, vi vil fortsat have globalisering, gensidig økonomisk afhængighed, en Europæisk Union og andre bestræbelser på at opbygge en mere perfekt international orden.

Men disse vil konkurrere med og til tider blive overvældet af det internationale systems barske realiteter, som har eksisteret siden tidernes morgen.” var politisk vilje. Men når NATO ikke vil gå ind og forsvare principperne om staters ret til selvbestemmelse over eget territorium, så får det karakter af varm luft. Så det Rusland i virkeligheden gjorde med interventionen var at afsløre den amerikanske verdensordens bluff,” siger Anders Wivel, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Om skribenterne Jon Ahlberg studerer statskundskab på Københavns Universitet og er chefredaktør på IPmonopolet.

Men hvis beslutningen om Georgiens NATO-medlemskab reelt bliver truffet i Kreml, og generalsekretær Fogh Rasmussen med gentagelsen af tilsagnet fra Bukarest-topmødet derfor tilsyneladende stikker georgierne blår i øjnene, hvorfor fastholder Georgien så NATO-forhåbningerne? Spørgsmålet er, om det er naivt eller velovervejet.

Der er ikke tvivl om, at den georgiske regering i 2008 med angrebet på den sydossetiske hovedstad, Tskhinvali, agerede naivt eller i bedste fald ud fra efterretningsoplysninger af begrænset kvalitet. Man undervurderede den russiske reaktion og overvurderede den vestlige idealisme.

Men når præsident Saakashvili fortsat har placeret NATO-medlemskabet som det højest prioriterede, om end tilsyneladende uopnåelige, sikkerhedspolitiske mål, skyldes det ikke nødvendigvis samme naivitet eller tvivlsomme rådgivning som for fire år siden. Hidtil har regeringen i Tbilisi nemlig haft væsentlige indenrigspolitiske fordele ved at fasthol-

Klara Christensen studerer statskundskab på Københavns Universitet og arbejder som studentermedhjælper på DIIS. Hun sidder desuden i bestyrelsen for studenterforeningen International Debat.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 37

IPM 16.indd 37

14-06-2012 00:53:39

Belgiske tilstande i Holland Af Nicolai Bech Kofoed Da den belgiske regering blev opløst i sommeren 2010, var det de færreste, der forventede, at der skulle gå halvandet år, før landet igen ville få en regering. Så galt går det formentlig ikke naboerne i Holland, hvor regeringen også er faldet. Det vurderer professor i statskundskab ved Erasmus Universiteit Rotterdam, Arthur Edwards, i et interview med IPmonopolet.

Gert Wilders gjorde i slutningen af april alvor af sine trusler. Han trak støtten til den borgerlige mindretalsregering, da hans nationalistiske parti ikke ønskede at skære i de hollandske budgetter, hvilket var strengt nødvendigt, hvis Holland skulle tilslutte sig EU’s finanspagt. Efter mange ugers forhandling, hvor Wilders ikke gjorde meget for at skjule sin EUskepsis i medierne, valgte premierminister Rutte at prioritere Hollands tilslutning til finanspagten over regeringens overlevelse, og dermed var vejen banet for sidstnævntes kollaps. Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, var tre af de mindre centrum-venstre partier i oppositionen parate til (sammen med den dengang netop faldne regering) at vedtage en overordnet økonomisk plan, som lever op til pagtens restriktioner.

Professor Edwards understreger dog, at aftalen, der bedst kan betegnes som en politisk studehandel, er et midlertidigt kompromis: “Aftalen om finanspagten kan ændre sig efter et valg, særligt hvis de fem forligspartier ikke opnår flertal i parlamentet. Og selv hvis de gør, er der interne spændinger, der bevirker, at aftalen kan blive genforhandlet.”

Reformdagsorden splitter parlamentet

Det er ikke blot EU’s skærpede krav, men også den hollandske demografi, der lægger op til strukturelle ændringer af Hollands økonomi, hvilket bl.a. indebærer forslag om, at pensionsalderen og andelen af brugerbetaling sættes op. Denne dagsorden har splittet det hollandske parlament i to nogenlunde lige store dele på tværs af den traditionelle højre-venstre skala.

På den ene finder man en partipolitisk trio, der består af Socialdemokraterne, Socialisterne, der minder om Enhedslisten, samt det højrenationale Frihedsparti, der har visse fællestræk med Dansk Folkeparti. Ifølge professor Edwards er de tre partier, trods fælles modstand mod økonomiske reformer, dog for uenige, når det gælder værdipolitiske spørgsmål, hvorfor en alliance ikke umiddelbart virker realistisk: “Det er klart, at det højrenationale parti PVV, med Wilders i spidsen, har nogle fordelingspolitiske holdninger til fælles med Socialisterne og Socialdemokraterne. Men Wilders’ retorik, senest med hans udtalelser om den tyrkiske præsident, da han besøgte Holland, har isoleret ham og hans parti. Der er simpelthen ingen, der vil samarbejde med ham”.

På den anden side finder man den brogede blanding af partier, der i april fandt sammen om at skabe flertal for, at Holland tilsluttede sig finanspagten. De fem partier består først og fremmest af de to tidligere borgerlige regeringspartier, hvoraf tidligere premierminister Rutte står i spidsen for det største. Dernæst det traditionelle kongemagerparti ”D66”, der i 1966 udbrød fra Ruttes liberale parti, ganske som Radikale Venstre gjorde det i Danmark i starten af samme århundrede. D66 tilhører, i lighed med den danske pendant, den værdipolitiske venstrefløj, mens partiet på økonomiske spørgsmål i højere grad kan samarbejde med de borgerlige. Det fjerde parti er et mindre kristeligt midterparti, der

også relativt problemfrit kan forventes at tilslutte sig en reformregering på midten af hollandsk politik.

Den grønne joker

Den eneste sten i skoen for Rutte, der står til at skulle lede en centrumregering, er De Grønne. Partiet, der har visse ligheder med SF, valgte i sidste øjeblik at bakke op om Hollands tilslutning til finanspagten. Ikke desto mindre ville en eventuel Rutte-regering få markant mere ro på bagsmækken uden De Grønne, der med stor sandsynlighed vil tage sig godt betalt for at støtte en borgerlig premierminister, der fokuserer på en forholdsvis stram økonomisk politik. Kigger man på meningsmålingerne, får de fire ovennævnte partier formentlig brug for De Grønnes mandater for at skabe flertal, hvilket får Professor Edwards til at understrege partiets betydning: “De Grønnes valg bliver helt afgørende for, hvilket scenarie vi får at se i september. Får de et godt valg kan en eventuel centrumregering formentlig ikke klare sig uden De Grønnes opbakning, og dermed bliver koalitionen betragteligt mindre stabil. Det kan f.eks. ikke udelukkes, at kompromisset om finanspagten skal genforhandles, før de Grønne går med i en centrum regering.”

Rødt alternativ

Det eneste reelle alternativ til en regering forankret i den politiske midte, er en socialdemokratisk-socialistisk regering, der arbejder med skiftende flertal; Værdipolitisk med midterpartierne og fordelingspolitisk med PVV. Professor Edwards vurderer, at en sådan regering vil have meget svært ved at få sin politik gennemført, hvorfor en sådan konstruktion vil lamme landet og i sidste ende resultere i nyvalg: “Umiddelbart vil en socialdemokratisk-socialistisk regering blive nødt til at basere sit økonomiske flertal på PVV, hvilket ikke er holdbart i længden. Derfor virker en venstreorienteret regering ikke som et sandsynligt udfald af valget.”

Det belgiske spøgelse

“I befolkningen generelt er der en udbredt skepsis for det europæiske projekt. Det er den bølge Wilders forsøger at ride på – og derfor er det ikke på forhånd givet, at den midtersøgende koalition opnår flertal.” Med denne kommentar in mente, samt nabolandet Belgiens nylige politiske krise, begynder det belgiske spøgelse så småt at spøge: Hvor længe går der, før Holland får en ny regering? I første omgang må vælgerne vente til september, da det er ikke kutyme i Holland at afholde valg så tæt på sommerferien. Professor Edwards udelukker ikke et belgisk scenarie, men maner dog til besindighed: ”Kan de fire midtersøgende partier opnå flertal, er der i virkeligheden tale om en slags tilbagevenden til tiden før 2001, hvor partierne på midten af hollandsk politik indgik kompromisser om den økonomiske politik. Dét ændrede sig med den værdipolitiske dagsorden, der bl.a. banede vejen for Wilders’ popularitet. Men det tilbagevendende fokus på økonomien betyder, at den fordelingspolitiske midte igen kan samles.”

“

»I befolkningen generelt er der en udbredt skepsis for det europæiske projekt. Det er den bølge Wilders forsøger at ride på – og derfor er det ikke på forhånd givet, at den midtersøgende koalition opnår flertal«

Økonomien er vital for valget, da Holland har oplevet tilbagegang i væksten de sidste tre kvartaler i træk, hvorfor finanspagtens krav til budgetunderskuddets størrelse spiller en væsentlig rolle, når det

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 38

IPM 16.indd 38

14-06-2012 00:53:39

gælder de finanspolitiske håndtag, der kan sætte gang i væksten. Samtidig er økonomien utvivlsomt øverst på vælgernes dagsorden, hvilket bekræfter professor Edwards’ opfattelse: Hvis midterpartierne opnår flertal, bliver der formentlig tale om en relativt velfungerende alliance.

Hvis ikke det sker, kan landet kastes ud i politisk uvished – ganske som naboerne i Belgien.

Faktaboks

EU’s finanspagt indebærer, at medlemslandenes årlige budgetunderskud ikke må overstige tre procent af BNP. Alle EU-lande på nær Storbritannien har underskrevet finanspagten.

Holland er EU’s sjettestørste økonomi. Landet har p.t. en arbejdsløshed 5,8 procent og har i de sidste tre kvartaler oplevet negativ vækst, hvilket bringer økonomien i recession. Den seneste finanslov viste et hollandsk budgetunderskud på 4,6 procent.

Den tidligere regering, anført af Mark Rutte, regerede fra oktober 2010 til april 2012. Siden 2002 har Holland haft fem forskellige regeringer. Det seneste årti markerer dog et brud på et traditionelt stabilt politisk styre i Holland.

De seneste meningsmålinger giver ikke flertal til en koalition bestående af de fem partier, der indgik kompromis i forbindelse med Hollands tilslutning til finanspagten.

Om Arthur Edwards Professor Edwards underviser til dagligt i bl.a. politologi og politisk filosofi ved Erasmus Universiteit Rotterdam. Han har desuden en ph.d. fra Amsterdam University.

Om skribenten Nicolai Bech Kofoed studerer EU Studies ved Roskilde Universitet, hvorfra han er på udveksling i Rotterdam.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 39

IPM 16.indd 39

14-06-2012 00:53:39

Synspunkt Med lov skal land bygges

foto: wikimedia commons

Af Marcus Knuth En pålidelig politistyrke og et fungerende retssystem er hjørnestenen i enhver retsstat. I forsøget på at genopbygge et land som Afghanistan er disse ofte vigtigere end militæret – endda også for nogle vigtigere end kampen mod oprørsgrupper. For mange afghanere på landet er politiet ofte den eneste repræsentant for regeringen, som de nogensinde kommer til at møde. Hvis politiet er korrupt, eller hvis folk ikke stoler på, at de har basal retssikkerhed, er de tilbøjelige til at støtte op om Taliban i stedet for regeringen. En afgørende faktor for, at Afghanistan kan stå på egne ben, er, at vi sikrer en langsigtet støtte til opbygning af institutioner, der sikrer lov og orden i landet. Som udstationeret gennem over tre år i Afghanistan, bringer jeg her mine erfaringer under transitionen og bud på, hvorfor civile myndigheder bør prioriteres anderledes fremover.

Afghansk general anmoder om mere politi

Fra efteråret 2010 og indtil slutningen af 2012, mødtes jeg hver onsdag med General Amanullah. Som en af de øverste generaler i Indenrigsministeriets stab, kunne han ikke tillade sig andet end at udvise fuld tillid til, at det afghanske politi og militær nok skulle magte opgaven.

Også efter tilbagetrækningen af internationale tropper i 2014.

Det forventede jeg også, at han ville have til vores møde en kold vintermorgen sidste år. Dagens tema var forberedelsen til forhandlingerne om den fremtidige størrelse af det afghanske politi. Det var en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor USA, EU og et par andre lande diskuterede, hvor meget de ville give i økonomisk støtte. Jeg var derfor noget overrasket, da han pludselig skiftede retning og for første gang kom med sin personlige mening: “Vi har brug for langt flere politifolk, ellers taber vi krigen”, begyndte han. “Vidste du, at da russerne trak sig ud i 1989, efterlod de en langt stærkere hær og politistyrke, end vi har i dag? Vi havde kampvogne, helikoptere, kampfly og hundredtusindvis af soldater og politifolk. Alligevel var det ikke nok, og det hele faldt fra hinanden inden for et par år. Der er ikke lang tid til 2014, og jeg frygter at det sker igen. Mr. Marcus, du ved, hvor langt vi er kommet de sidste år. Det ville være en skam, hvis alt vores arbejde var spildt.”

Generalen havde ret i, at vi risikerer, at både Vestens og den afghanske stats arbejde bliver spildt, hvis transitionen og opbygningen af det afghanske politi ikke håndteres ordentligt. Men Afghanistan har i min

optik ikke brug for mere politi, men derimod et pålideligt politi, der er forbundet til et fungerende retssystem.

”Vi hader dem” – de lokales syn på det afghanske politi

Mit kendskab til det afghanske politi startede en gloende hed septembermorgen i Helmand-provinsen, næsten tre år tidligere. Efter en årrække i finansverdenen i London havde jeg meldt mig til Afghanistan som kaptajn af reserven i militæret. Mit første job blev at stå for udviklingsprojekter og forbindelsen til de lokale landsbyer omkring vores lille patruljebase, der hed Sandford. Et par kilometer nord for os lå den danske patruljebase Armadillo, og et par kilometer syd for os lå tre små afghanske politikontrolposter. Vi havde ingen mulighed for at kommunikere med politiet med radio eller telefon, men vi kunne høre, at der en gang imellem blev skudt dernede. Så vi besluttede os for at gå derned for at introducere os selv.

Da vores patrulje nærmede sig det første check-point, var min første tanke, at det mest af alt lignede en mini-fæstning. Tre meter høje mure, indhyllet i ruller af pigtråd, og et vagttårn med et maskingevær. Efter en kort forhandling fik min tolk overtalt manden i tårnet til at åbne den tunge metallåge til, hvad der viste sig at være hjemmet for seks gamle afghanske politifolk. Hvad vi mødte inde bag murene var mildest talt chokerende. Overalt på jorden lå rester af madstumper og skrald. Toilettet var ikke et hul i jorden, men bare et hjørne. En beskidt presenning udgjorde politifolkenes soveområde. I stedet for uniform var mændene iklædt hullet gammelt tøj. Kun én havde en blå jakke, hvor der på engelsk stod POLICE på ryggen. Deres skæve øjne og mørke hud efterlod ikke den store tvivl om, at de ikke kom fra Helmand. De var fra nordlige Hazara-stamme og hentet i den anden ende af Afghanistan. I en lokal pashtuners øjne kunne de knap være mere fremmedartede. Ikke blot var de fra en anden provins, men de var også shia og ikke sunni muslimer, ligesom de ikke talte det lokale sprog, pashto, men derimod dari.

Det viste sig, at de seks ikke havde modtaget nogen form for politiuddannelse, de havde blot fået våben udleveret og var blevet sendt ned fra en af de nordlige provinser. De havde heller ikke modtaget løn i flere måneder og hævdede, at de levede af, hvad de lokale bønder gav dem af mad som tak for, at de holdt området sikkert. Da vi forlod mændene,

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 40

IPM 16.indd 40

14-06-2012 00:53:39

bad de os om hjælp, fordi Taliban ofte skød på checkpointet om natten.

Deres version af sandheden viste sig at være ret opfindsom. På turen tilbage til Sandford stoppede vi og spurgte forskellige bønder om, hvad de mente om politiet. Svaret var det samme hver gang: Vi hader dem.

Politiet afpressede penge fra alle, der kom forbi check-pointet, og nogle gange kidnappede de fattige forældreløse børn, som de beholdt i flere dage. Selvom ingen sagde det direkte, var det ikke den store hemmelighed, at det ikke var Taliban, der skød på check-pointet om natten. Det var de lokale bønder.

“

»Vi var alle glade, da I [internationale soldater] først kom hertil.

Men hvis I arbejder med korrupte afghanere som politiet, vil folk hurtigt hade jer lige så meget, som de hader dem.” «

En venlig gråskægget landsbyældre, der sad i sandet uden for sit hus, stillede mig et spørgsmål, som jeg aldrig glemmer: ”Hvorfor arbejder I med det afghanske politi? Vi var alle glade, da I [internationale soldater] først kom hertil. Men hvis I arbejder med korrupte afghanere som politiet, vil folk hurtigt hade jer lige så meget, som de hader dem.”

Løn og uddannelse til politiet i dag Det var dengang. Heldigvis er der sket store fremskridt i de tre år, jeg efterfølgende arbejdede i Afghanistan. NATO Training Mission Afghanistan (NTM-A), med sine 7000 amerikanske militære trænere, blev i 2009 etableret for at støtte de par hundrede tyske politifolk og civile amerikanere, der hidtil havde haft del i ansvaret for at uddanne politiet. Den Europæiske Union havde forinden også etableret en fælles politimission, EUPOL, med nogle hundrede europæiske polititrænere. Desuden støttes indsatsen af en række mindre bilaterale politimissioner, som for eksempel den danske i Helmand.

På kun få år har man fået på plads, at alle nye politifolk nu gennemgår en intensiv 6 uger lang basisuddannelse. Officererne får en uddannelse på flere år. Alle politifolk får udleveret uniform, som de skal bære. Med hjælp fra United Nations Development Program, er et system kommet på plads, hvor lønningerne ikke længere blive sendt ud i provinsen i kontanter, men bliver overført elektronisk, så hver politimand kan se det på sin mobiltelefon. Ikke alle korrupte politichefer har været vilde med den model, for nu kan de ikke så nemt tage en del af deres folks lønninger. Desuden er menige politifolk ikke længere så tilbøjelige til at afpresse rejsende og lokale for penge og mad.

Det lyder alt sammen som gode fremskridt, men det ændrer ikke på, at det afghanske politi stadig står over for enorme udfordringer.

Retssikkerhed – det uløste problem

En afgørende faktor for, at politiet kan håndhæve loven som civil myndighed, er, at retssystemet virker. I 2001 meldte diverse lande sig til at tage hovedansvaret for opbygningen af forskellige dele af den nye afghanske stat. USA satte sig ikke overraskende på ansvaret for uddannelsen af den afghanske hær, tyskerne tog politiet, og af en eller anden årsag tog italienerne retssystemet. Resultatet har været nogenlunde som man kunne forestille sig.

Den afghanske hær er blevet gradvist mere og mere effektiv, men også kun efter milliarder af dollars, indkøb af moderne udstyr og indsættelsen af tusindvis af amerikanske militære trænere. Politiet halter stadig gevaldigt, men der er nu så småt ved at være et lille håb. Retssystemet er grænsende til ikke-fungerende, og systemet har ikke modtaget økonomisk støtte af betydning i forhold til hæren. I 2011 viste en militærundersøgelse, at ud af landets 365 distrikter har 117 ingen dommer og 88 har ingen anklager. I de få distrikter, der hævdede at have dommer, anklager og forsvarer, befandt flere personer af disse sig i Kabul i en stor del af tiden. Retssikkerheden i store områder af Afghanistan er derfor manglende. Det resulterer desværre ofte i, at Taliban i mange områder vinder popularitet ved at tilbyde at agere domstol og uddeler af straf i forbindelse med løsning af kriminalitet eller uenigheder.

Ud over problemet med det manglende retssystem er korruption i politiet stadig en omfattende udfordring. Det siges i dag, at for at blive

politichef i et afghansk distrikt, skal man betale ca. 100.000 amerikanske dollar under bordet. Det svare nemlig til det afkast, ens politistyrke årligt kan indtjene ved ulovligt at kræve penge i check-points og gennem handel med narkotika, våben og andet. Resultatet er ikke overraskende: store dele af den afghanske befolkning stoler ikke på politiet, og anser derfor selve staten som korrupt.

“

»Det resulterer desværre ofte i, at Taliban i mange områder vinder popularitet ved at tilbyde at agere domstol og uddeler af straf i forbindelse med løsning af kriminalitet eller uenigheder«

Langsomt er vesten dog ved at få øjnene op for problemstillingen, og man har i det internationale militære hovedkvarter lagt mere og mere vægt på anti-korruption i arbejdet med Indenrigsministeriet. Men der er lang vej.

Den nye stats behov

I min optik er der to grunde til, at det afghanske Indenrigsministerium handler, som det gør. For det første har vi fra vestens side ikke været tilstrækkeligt konsekvente, om at vi ikke accepterer korruption. Det er så småt ved at være bedre, men man ser stadig mange tilfælde af, at man ikke fjerner en person fra magten, fordi man frygter, at ham der kommer i stedet bare er endnu værre.

Den anden grund er, at afghanerne indtil nu ikke har anet hvor længe, eller hvor meget støtte, landet kan forvente at modtage fremover. Et eksempel er politilønningerne. Ca. 95% af dem bliver betalt af Vesten, da Afghanistans bruttonationalprodukt ikke er værd at tale om. Ud af frygt for at denne støtte skulle forsvinde, ser ministeriet sig tvunget til at være i stand til at være “selvfinansierende” gennem korruption og afpresning.

For hvad nu hvis Vesten trækker det økonomiske stik?

“

»Ud af frygt for at denne støtte skulle forsvinde, ser ministeriet sig tvunget til at være i stand til at være ”selvfinansierende” gennem korruption og afpresning.«

USA, der først i april i år lovede langsigtet støtte til mindst 2024, var det første land til at binde sig til langsigtet støtte. Men der er mange andre lande, der stadig ikke har bundet sig til aftaler om, hvor meget de bidrager med efter 2014. Danmark har været et forgangsland og bundet sig til 2017, et eksempel som man nu kan håbe andre lande vil følge.

Efter NATO-topmødet i Chicago i maj i år kom der mange velmenende tilkendegivelser om hensigter, men der manglede bindende finansielle løfter. Et strålende eksempel er mandatet for EU´s Politimission. Det løber kun til 2013. Godt nok forventer mange, at det bliver forlænget, men det kan kun ske enstemmigt i EU, og, blandt andre er Frankrig ikke så sikre. Uden klare aftaler i hus frygter og ruster afghanerne sig mod det værste. Med russernes tilbagetrækning i 1989 som eneste nyere historiske målestok, kan man godt forstå dem.

Hvis og når den internationale langsigtede finansiering kommer på plads, er det kun det første skridt. Det virkelig afgørende er, at den afghanske stat efter 2014 selv viser, at de kan og vil opbygge og vedligeholde et civilt politi, som beskytter befolkningen, og en retsstat som afghanerne stoler på. Uden dette risikerer vi, at General Amanullah’s frygt bliver til virkelighed.

Om skribenten Marcus Knuth er økonom, MBA og kaptajn af reserven. Associate i investeringsbanken Lehman Brothers i London indtil 2008. Udsendt med forsvaret til de fremskudte danske patruljebaser Sandford og Armadillo i Helmand i 2008–09.

Udstationeret til Kandahar og Kabul for Udenrigsministeriet i 2009–12, slutteligt som chef for EU-politimissionens internationale koordinationskontor. Tildelt Forsvarschefens Påskønnelse for Særlig Indsats og den amerikanske Superior Civilian Service Medal. Begynder i 2012 en master i offentlig forvaltning på Harvard University i USA.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 41

IPM 16.indd 41

14-06-2012 00:53:40

IPteori Polity-analyse af Syrien

foto: aljazeera

Af Klaus Kondrup De internationale medier raser for øjeblikket over Assad-regimets hårdhændede behandling af de syriske oprørsgrupper. En international intervention med FN-mandat i ryggen er dog urealistisk, da Rusland og Kina fortsat vil bremse en sådan resolution. Når vi videnskabeligt skal begribe dét, der foregår i et land som Syrien, er det vigtigt at forstå samspillet mellem de politiske elementer i samfundet (polity) og de dynamikker, som er på spil i en politisk krise. Til det formål anvender vi polity-analyse: en metode, der er udviklet gennem en operationalisering af teorien om politisk orden (jf. Huntington, 1968 og Fukuyama, 2010).

Da jeg fremlagde situationen i Syrien ved nogle private forelæsninger om polity-analyse i efteråret 2011, var regimets holdbarhed i Syrien stadig usikker. Analysen viste dog, at Assad-regimet efter al sandsynlighed ville holde sammen på den syriske stat, grundet dets kontrol med den relativt stærke politiske infrastruktur i landet. Det konkrete hændelsesforløb var naturligvis ikke til at forudse, selvom for eksempel det russiske veto til R2P-stiafhængighed nok lå i kortene. Så på trods af de såkaldte syrienskendere og andre spekulanter, som i Danmark samstemmende mente, at regimets dage var talte, var det muligt at præsentere en klar kontradom; en dom, som hvilede solidt på statskundskabens udgangspunkt og konklusioner.

Den fine balance

Teorien om den politiske orden tager udgangspunkt i Huntingtons lign-

Politisk deltagelse

Politisk Orden

Institutionel tæthed Figur A: Huntingtons ligning (Campus & Pasquino (ed.): Masters of Political Science, 2010, p.105)

ing (Pasquino, 2010), som foreskriver, at for, at en stabil politisk orden skal kunne udvikles, kræves balance mellem politisk deltagelse og institutionel tæthed (Huntington, 1968). Korrelationen kan illustreres således: En stabil politisk orden er en udvikling, hvori den øgede intensitet af politisk deltagelse følges af en højere institutionel tæthed. Bevæger samfund sig væk fra udviklingen af en stabil politisk orden, altså enten opad eller henad i henhold til den i grafen aftegnede medianlinje, udvikler de sig enten i retning af øget turmult, mod det såkaldte prætorianske samfund, hvor ingen instans kan etablere orden, da institutionerne ikke er godt nok udviklede til at omsætte politisk deltagelse i et legitimt politisk system, eller i retning af et autoritært styre, hvor den politiske deltagelse hæmmes og den institutionelle udvikling samtidigt står i stampe. En bevægelse opad i figur A fordrer altså i henhold til Huntingtons ligning en udvikling henad og medfører, hvis ikke henad manifesteres, en bevægelse nedad. I Syriens tilfælde bevæger regimet sig opad i perioden fra efter anden verdenskrig til 1960’erne og siden nedad som Assad-styret konsolideres i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvorefter det igen går opad frem til sidste års opstand.

“

»Bevæger samfund sig væk fra udviklingen af en stabil politisk orden, altså enten opad eller henad i henhold til den i grafen aftegnede medianlinje, udvikler de sig enten i retning af øget turmult, mod det såkaldte prætorianske samfund, hvor ingen instans kan etablere orden, da institutionerne ikke er godt nok udviklede til at omsætte politisk deltagelse i et legitimt politisk system, eller i retning af et autoritært styre, hvor den politiske deltagelse hæmmes og den institutionelle udvikling samtidigt står i stampe«

Huntingtons ligning er simpel, enkel og god til at illustrere den udvikling, der gjorde, at de post-koloniale samfund på den sydlige halvkugle udviklede autoritære styreformer fra 50’erne og fremad: Den institutionelle udvikling manglede simpelthen for at den konstitutionelle form, som var søgt iværksat gennem moderne skrevne forfatninger, kunne manifesteres, og de rettigheder, som var givet i de skrevne forfatninger, kunne materialiseres. Tumult fulgte og autoritære styreformer blev resultatet.

Syrien er her et mønstereksempel på, hvordan et samfund finder en politisk form, som skaber stabilitet, men samtidigt går i stå i udviklingen af den politiske orden. I vor analyse af Syrien lægger vi vægt på at forklare, hvordan den politiske form i Syrien fungerer. Men før vi kan gennemføre analysen, må vi lige præsentere værktøjet; den operationaliserede model for analyse af politisk orden.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 42

IPM 16.indd 42

14-06-2012 00:53:41

Politisk enhed 2. Kvadrant

1. Kvadrant Elite konsensus Politisk homogenisering

Basale sociale institutioner

Jurisdiktionsstruktur

Systematisk skatteopkrævning

Bureaukratisering

Økonomisk omfordeling

Autonome politiske institutioner

Moralsk konsensus

Politisk frihed

Økonomisk frihed

Hegemonisk magtdistribution

Transaktionsøkonomi

Gennemtvunget enhed

Basal sanitet

Masseundertrykkelse

Konstitutionel legalitet

Distribution af samfundsnormer

Eliteundertrykkelse

Underkastelsesmekanismer

Statsborgerlig homogenitet

Geo-økonomisk infrastruktur

Eliternes sammenhængskraft

Intra-statslig konflikt

Infra-statslig konflikt Polity kløfter Social sammenhængskraft

Immateriel lighed

Materiel lighed

Social homogenitet 3. Kvadrant

4. Kvadrant Geografisk konkretion

Figur B: Det analytiske spektrum for polity-analyse (Kondrup, 2012, dansk oversættelse)

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 43

IPM 16.indd 43

14-06-2012 00:53:41

På tærsklen til stabilitet

Figur B viser en analyseramme, som kan anvendes til at analysere politisk orden. Den består af fire vektorer, som hver indikerer intensiteten ved et centralt aspekt af den politiske betingelse i en given polity. I figuren ses aftegnet en række tærskler for udvikling af den politiske form (stat, imperium, eller lignende), hvorved den politiske orden aftegnes som den politiske forms indvirkning på den politiske betingelse.

Det centrale er her, hvordan den politiske form gennem sin udvikling bemægtiger sig evnen til påvirkning af de langs akserne angivne intensiteter og derved mulighed for at stabilisere en polity via udvikling af den politiske orden (udad medianen i figur A). I analysen er det netop disse tærskler for udvikling af den politiske form, vi studerer nøje.

“

»En tommelfingerregel er, at en polity er stabil, når den kommer ud over den fjerde tærskel på hvert intensitetsparameter, altså når den politiske form kan manifestere politisk orden præget af bureaukratisering, social sammenhængskraft, hegemonisk magtdistribution og statsborgerlig homogenitet«

En tommelfingerregel er, at en polity er stabil, når den kommer ud over den fjerde tærskel på hvert intensitetsparameter, altså når den politiske form kan manifestere politisk orden præget af bureaukratisering, social sammenhængskraft, hegemonisk magtdistribution og statsborgerlig homogenitet. Syrien er i øjeblikket ramt af intense polity-kløfter som har nået et stadie af infra-statslig konflikt, hvor der er væbnede grupper, som søger at holde kontrol med dele af territoriet. Syrien er således på vej til at forfalde til intra-statslig konflikt: en reel borgerkrigstilstand, hvor forskellige grupper søger at komme til at repræsentere voldsmonopolet i samfundet. Det interessante er her den præcise stabilitetsvurdering.

Revolutionens kerne

Det, som i figur B betegnes som intensivering af distribution af samfundsmæssige normer, finder geografisk konkretion i den institutionelle infrastruktur, der formidler normer gennem konkrete institutionelle praktikker i den socio-geografiske orden. Bevægelsen langs medianen i 3. kvadrant svarer til kategorien institutionel tæthed i figur A. Det, som betegnes intensivering af transaktionsøkonomien, svarer i korrelation med intensiveringen af den politiske enhed langs medianen i 1. kvadrant til kategorien politisk deltagelse i figur A. Det analytiske spektrum aftegnet i figur B består derudover af to kvadranter.

Det første udtrykker korrelationen mellem transaktionsøkonomien og dennes geografiske konkretion, altså de geo-økonomiske faktorer i samfundet, som vi benævner den strategiske arkitektur (4. kvadrant), hvorigennem den politiske forms kapabiliteter er konstituerede. Den anden udtrykker korrelationen mellem politisk enhed og distributionen af den samfundsmæssige norm (2. kvadrant), altså effektueringen af den konstitutionelle form, hvorigennem beslutningens sted, det kontor hvor de centrale politiske beslutninger tages, er manifesteret. Distributionen af samfundsmæssige normer sker gennem suveræne beslutninger og de dertil indrettede institutioner, altså fra 2. til 3. kvadrant. Den basale samfundsmæssige norm er underkastelse over for den politiske form, og når denne underkastelse er til genforhandling, intensiveres transaktionsøkonomien i samfundet, hvilket kan lede til tumult og omkalfatring af den politiske konstitution (revolution). Transaktionsøkonomien, som betegner det samlede forhold mellem interaktioner i samfundet, kontrolleres gennem den strategiske arkitektur og produktionen af normer i den politiske økonomis sfære. Omkalfatringer i den politiske konstitution sker altså gennem en forrykkelse af magtdistributionen, aflæselig gennem faktorer i 4. og 1. kvadrant.

Baath-partiets hegemoni

For at bestemme den politiske konstitutions basale struktur taler vi om hegemonisk magtdistribution, som er resultatet af en overenskomst mellem grupper i samfundet. Paradigmatisk er den romerske republik, hvor opgaverne fordeles mellem aristokrater (der styrer og betaler for staten) og ikke-aristokrater (i domstole og hær), som så i fællesskab underkaster sig en samling love, der skal regulere interaktioner mellem mennesker i samfundet. Derved stabiliseres transaktionsøkonomien. I Danmark lever vi i dag i et socialdemokratisk hegemoni, hvor arbejdernes repræsentanter i samspil med kapitalister og bønder har

udformet en socialdemokratisk samfundsmodel, hvor en omfattende fordeling af sociale goder finder sted under en liberal forfatning. I Syrien er den politiske konstitution et resultat af fremkomsten og konsolideringen af alawitterne som politisk elite (1963 – 1972), støttet af forskellige mindre etniske, sekteriske og sociokulturelle grupperinger i balancering af det heterogene sunni-muslimske flertal i landet under en fælles overenskomst om et samfund præget af Baath-partiets dominans med dets ideal om social retfærdighed i en samfundsmodel, der bygger på udpræget omfordeling af goder. Underkastelsen under et givent hegemoni er altid relativ og bygger på mere eller mindre grad af samtykke. Når samtykket svækkes, er hegemoniet truet, og den politiske krises dynamikker begynder at råde. I Syrien har det betydet udbygning og anvendelse af undertrykkelsesmekanismer, hvor elementer af den strategiske arkitektur (hær, hemmeligt politi og økonomiske magtkoncentrationer) mere og mere har overtaget centrale opgaver fra den institutionelle infrastruktur (bureaukrati, retsvæsen og varetagelsen af andre politifunktioner) i en militær undtagelsestilstand, som opretholdes i reference til krigen mod Israel og truslen fra dennes allierede, USA.

Fra underkastelse til undertrykkelse

En velfungerende hegemonisk magtdistribution er afhængig af en veludviklet underkastelsesmekanisme, hvor folket accepterer at være underkastet staten og tilskriver den politiske form og styret en vis legitimitet. Når der opstår forskydninger i den politiske forfatnings basale struktur stiger intensiteten i transaktionsøkonomien samtidigt med, at den politiske form svækkes, og så har vi en situation, hvor underkastelsesmekanismen må understøttes af undertrykkelsesmekanismer til tilvejebringelse af politisk enhed for at opretholde orden. Gennemtvunget enhed er her den basale mekanisme til at opnå politisk enhed.

Med militærmagt udrydder man dissidenter. Det er ubehageligt at se på for åben skærm, men man skal vide, at det er en fundamental måde, hvorpå en politisk form søger at balancere ved at opretholde politisk orden.

“

»Gennemtvunget enhed er her den basale mekanisme til at opnå politisk enhed. Med militærmagt udrydder man dissidenter. Det er ubehageligt at se på for åben skærm, men man skal vide, at det er en fundamental måde, hvorpå en politisk form søger at balancere ved at opretholde politisk orden«

Figur B er en operationalisering af teorien og skal ikke læses med normative briller som en vejviser til stabilitet som et gode i sig selv, men snarere som et analyseredskab til at forstå distributionen af magt i samfundet gennem den politiske form, altså som et værktøj til at fokusere på det, man må begribe for at kunne vurdere den politiske stabilitet i et givet samfund.

Politisk form og betingelse

Den teoretiske dimension i det analytiske spektrum er at finde i den politiske ordens teori og dennes forståelse af forholdet mellem politisk form og den politiske betingelse. Et forhold, som afslører dynamikken i den politiske orden. Den politiske betingelse er udtrykt gennem intensiteten af polaritet. I den politiske ordens teori forstås polaritetens styrke, eller intensitet, om man vil, gennem de fire dimensioner, som er udtrykt langs akserne i figur B. Den politiske form stabiliserer den politiske betingelse gennem den politiske konstitution. Teorien om politisk orden kan primitivt udtrykkes således: Den politiske konstitution muliggør fremkomsten og konsolideringen af den politiske form, som gennem udvikling af institutioner kan stabilisere den politiske betingelse, så der fremkommer politisk orden. Når det sker, styrkes den politiske konstitution, hvilket muliggør videre udvikling af den politiske form. Denne udviklingsspiral kan dog også gå den anden vej, således at den politiske konstitution svækkes, hvilket medfører politisk krise.

Den politiske krise

Den politiske krise manifesteres, når den politiske betingelse forværres (tumult) og den politiske konstitutions således svækkes, hvorved muligheden for at stabilisere den politiske betingelse gennem den politiske form ligeledes forværres. En stærk politisk konstitution er derfor at foretrække, for så vidt man ønsker stabilitet i en polity. I vort eksempel opnår Syrien stabilitet ved at indføre et autoritært regime i begyndelsen

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 44

IPM 16.indd 44

14-06-2012 00:53:41

af 70’erne, hvor forfatningen ændres med udvidede beføjelser til præsidenten til følge. I den gryende nye verdensorden efter USSR’s sammenbrud kom den syriske samfundsmodel under stigende pres. Resultatet af de økonomiske reformer, som er søgt gennemført, er en øget ulighed, hvilket i henhold til den syriske ideologi om social lighed er meget følsomt og har ledt til intensivering af polity-kløfterne i samfundet. Dermed kommer eliten og dens støtter i den handlende klasse under pres fra de utilfredse andre. Når vi skal forstå, hvorfor regimet ikke bare klasker sammen ved det første tegn på oprør, skal vi forstå betydningen af og styrken i den politiske konstitution, og specielt dens intra-strukturelle aspekt, det vi kalder for hegemoniet, altså magtdistributionen i samfundet.

Til sammenligning var der i Libyen stort set ingen politisk infrastruktur, mens der i Syrien er et ret omfattende statsapparat og en stor gruppe af loyalister bestående af grupper, som ser det nødvendigt at støtte regimet, da de frygter alternativet. I Libyen var denne gruppe forsvindende lille. Når hegemoniet kommer under pres, foreskriver teorien om politisk orden, at holdbarheden af den strategiske arkitektur (hær, politi og produktionsapparat) er alfa og omega. Hvis den forbliver samlet i én styrke, da er det afgørende, i hvilken skål, den lægger sin kraft; enten i regimets, som i Algeriet og Iran, eller i oppositionens, som i Tunesien og Ægypten.

2) Den politisk-samfundsmæssige manifestation af styret. Her finder vi den konstitutionelle form og de centrale dele af den politiske infrastruktur, kommandostrukturen og kabinettet. Det er her beslutningens sted findes, hvor den endelige beslutning vil tages om eventuelt ekstraordinære tiltag i en politisk krise. Hvordan beslutningens sted er konstitueret er centralt for kvaliteten af et styre, da et regime kan omgås med den absolutte statsmagt på forskellig vis, altså optræde mere eller mindre diktatorisk. Den institutionelle tæthed og graden af politisk enhed, der præger udmøntningen af den konstitutionelle form – altså hvorvidt samfundet har udviklet institutioner, som kan varetage forfatningsmæssige tjek og balancering af beslutningsmagten og kommandostrukturen – er her vigtige. En procedural kabinetsformation med frie valg og parlamentariske godkendelsesprocesser er forskellig fra et kabinet formet gennem udnævnelser inden for et ét-partistyre eller fordeling af beslutningskompetence, der bygger på stilling i det militære hierarki. Udvikling af den konstitutionelle form og den institutionelle infrastruktur har en lang inkubationstid, selvom den ofte foregår i kraftige ryk, specielt i forbindelse med en politisk krise.

»Når vi skal forstå, hvorfor regimet ikke bare klasker sammen ved det første tegn på oprør, skal vi forstå betydningen af og styrken i den politiske konstitution, og specielt dens intra-strukturelle aspekt, det vi kalder for hegemoniet, altså magtdistributionen i samfundet. Til sammenligning var der i Libyen stort set ingen politisk infrastruktur, mens der i Syrien er et ret omfattende statsapparat og en stor gruppe af loyalister bestående af grupper, som ser det nødvendigt at støtte regimet, da de frygter«

3) Den socio-geografiske konkretion af samfundet. Her finder vi den institutionelle infrastruktur, som indeholder justitsvæsen og markedsfremmende myndigheder. Vi kunne tale om et konglomerat af institutioner, hvorigennem den samfundsmæssige norm bliver distribueret fra de basale sociale institutioner, som familie/klan, religiøse institutioner over bio-politiske institutioner til fremme af befolkningens lovlydighed og produktivitet til avancerede autonome politiske institutioner som den offentlige sfære. Bureaukratiseringen er her den vigtige grænse, hvor en bureaukratisering af hær, politi og retsvæsen er nødvendig for at kunne sikre en robust institutionel udvikling. Jo mere udbygget og geografisk funderet, den institutionelle infrastruktur er, jo bedre kan den distribuere rettigheder til befolkningen, og jo mere effektivt kan den søge at stabilisere polity-kløfter og underbygge den sociale sammenhængskraft.

“

I Libyen gik den strategiske arkitektur over i to dele. Det analytiske spektrum illustrerer den politiske ordens dynamik ved en bevægelse med urets retning i modellen: Destabiliseres hegemoniet, øges efterspørgselen på social sammenhængskraft gennem politikker, som kan mediere mellem de accentuerede polity-kløfter ved at ændre den socio-geografiske konkretion, altså den orden, hvorigennem samfundets normer distribueres. For at have kraft til at kunne gennemføre en sådan politik, uanset hvilken karakter den politik så måtte have, må regimet søge at etablere politisk enhed. Det kan gøres ved at søge at øge legitimiteten og styrke opbakningen til regimet, men altså også gennem at udrydde oppositionen.

De Fire Kvadranter

Det analytiske spektrum skelner mellem fire forskellige analytiske felter, som vi skal holde adskilt under analysen (numrene referer til kvadranterne i figur B).

1) Den politiske økonomis sfære, hvor den politiske økonomi udspiller sig som forholdet mellem interessenter og underkastelsen under en fælles identitet. Her finder vi de ydre dele af den politiske infrastruktur, dannelsen af politiske strukturer i samspillet mellem politisk identitet og forskellige interesser. Dybt i de politiske strukturer finder vi myten, som i nationalstaten er den politiske myte om nationens skabelse og prepolitiske enhed. På baggrund af denne mytiske enhed, som leverer referenten til den politiske identitet, udspiller den politiske økonomi sig som på den ene side produktion af legitimitet og på den anden side kampe mellem forskellige interesser, repræsenteret af forskellige deltagere i henhold til transaktionsøkonomien. Bemærk for eksempel, hvordan en generalstrejke over længere tid kan resultere i en dis-intensivering af politisk enhed og derved true den politiske form og medføre et pres på beslutningens sted om en ekstraordinær løsning på konflikten (det vi i den danske model kalder en politisk løsning, som i Danmark er sjældne, og som i nyere tid kun har været anvendt i arbejdsmarkedskonflikterne under Kragh og Nyrup). I denne sfære genereres den politiske enhed gennem politisk identitet og formning af nationale interesser, og det er her, at opposition til regimet genereres ved en intensivering af transaktionsøkonomien i opposition til den gældende underkastelsesmekanisme (oprør).

“

»Udvikling af den konstitutionelle form og den institutionelle infrastruktur har en lang inkubationstid, selvom den ofte foregår i kraftige ryk, specielt i forbindelse med en politisk krise«

4) Den geo-økonomiske konkretion af samfundet. Her finder vi den strategiske arkitektur, som indeholder de basale strukturer til monopolisering af volden, herunder hær og forskellige politienheder. Det er her og i den institutionelle infrastruktur, at disciplineringen foregår, og det er her, at magten akkumuleres i samfundet, da monopoliseringen af volden muliggør udvidet økonomisk aktivitet, som understøttet af en retsorden kan lede til udviklingen af stærke statslige kapabiliteter, der kan danne grundlag for institutionel udvikling af den politiske form. Konsolideringen af hegemoniet er her en vigtig faktor, da det er centralt at have en hær, der kan trumfe lokale politienheders magt, og at have effektive underkastelsesmekanismer, der kan etablere en samfundsmæssig orden, hvorigennem der kan generes legitimitet via den politiskes økonomis sfære (1).

De fire analytiske felter analyseres hver for sig med udgangspunkt i spektrets tærskler og med den politiske ordens dynamik for øje. Først afgøres den strategiske arkitekturs status: Kan den sikre sanitet (overlevelsesdygtigt miljø for alle grupper i samfundet), geo-økonomisk infrastruktur (veje, pengesystem, elektricitet, kommunikationslinjer, etc.), og evner den at distribuere underkastelse (politifunktionen)? Hvis disse ting er på plads, er hegemoniet velkonsolideret, for så vidt tolkningen af dets standard i den økonomisk-politiske sfære giver legitimitet til styret.

Om dette er tilfældet, afgøres til sidst i analysen. Bemærk dog her, at spørgsmålet er, om regimet formår at legitimere sig selv, ikke om styret er legitimt i henhold til filosofisk deducerede termer for retfærdiggørelse af politisk magt.

“

»... spørgsmålet er, om regimet formår at legitimere sig selv, ikke om styret er legitimt i henhold til filosofisk deducerede termer for retfærdiggørelse af politisk magt«

Bemærk også, at den strategiske arkitektur understøtter udviklingen af den institutionelle infrastruktur, som analyseres efterfølgende, og her er hovedspørgsmålet, hvordan den politiske form distribuerer rettigheder

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 45

IPM 16.indd 45

14-06-2012 00:53:41

til befolkningen. En vigtig tærskel i denne vekselvirkning er den systematiske skatteopkrævning – om det foregår som offergaver, beskatning af borgere eller ved, at aristokratiet betaler for den politiske forms drift. Udviklingen af geo-økonomiske faktorer muliggør systematisk beskatning, som kan konsolidere hegemoniets legitimitet og muliggøre omfordeling. Den systematiske skatteopkrævning konsoliderer tilhørsforholdet til den politiske form, og skatteindtægterne kan bruges til at forbedre den strategiske arkitektur, hvilket kan lede til bureaukratisering af hær, politi og retsvæsen, som kan føre til stabilisering af økonomien og øget økonomisk frihed og højere produktivitet. Her er det vigtigt at have for øje, at de basale institutioner påvirkes af denne vekselvirkning og institutionelle udvikling. Når den politiske form udvikler strukturel jurisdiktion, ændres magtdistributionen i samfundet, f.eks. fra at den ældste i en klan har beslutningskompetencen til at denne er givet i kommission fra centralt hold.

Stabiliteten i den syriske polity

Den altafgørende faktor for at bestemme, om en polity er stabil eller på vej til at gennemgå en transformation, er, om hegemoniet er velkonsolideret. Med andre ord handler det om, hvilke kapabiliteter regimet har til rådighed for at etablere politisk enhed. Vi begynder analysen bagfra, med 4). I skematisk form ser analysen for Syriens vedkommende, således ud: Ad 4) Den syriske politiske identitet, som vi kender den i dag, er kraftigt formet gennem den strategiske arkitektur ved reglen om tvungen fire års militærtjeneste for mænd, indført efter de mislykkede krige mod Israel.

Intensiteten af den militære træning og status i det militære hierarki er ligefrem proportional med loyalitet mod styret. Syrien er styret gennem militær undtagelseslovgivning, hvilket i praksis har den effekt, at det er militæret og det hemmelige politi, som står for ordenshåndhævelsen i et samfund, hvor følelsen af at være overvåget er normaliseret gennem generationer (militær undtagelsestilstand i reference til artiklerne 100, 101 og 103 i den syriske forfatning). Fra 1970 til 2004 er hæren vokset fra 65.000 til 700.000 personer. Materiellet kom fra USSR og nu om dage fortrinsvis fra Rusland. Hæren er solidt funderet under de herskende alawitters kontrol. Produktionsapparatet er ligeledes under den herskende elites kontrol, og den handlende klasse udgør en reel magtfaktor i det relativt resursefattige og lavt industrielt underudviklede land.

Hæren og sikkerhedsstyrkerne udviser en høj grad af enhed og er godt organiserede til at tackle en eventuel deling af hæren.

Ad 3) Syrien har en relativ tæt institutionel infrastruktur. Langt de fleste syrere har deres udkomme gennem staten. Fra 1970 til 2004 er bureaukratiet vokset fra 70.000 til at beskæftige 685.000 personer. Bureaukratiseringen er gennemført ved en regionalisering, der officielt bygger på en sekulært princip, men som reelt favoriserer klanstrukturer og sekteriske tilhørsforhold til specielt alawitter. Dette gør det lettere at isolere uro til visse regionale hovedstæder, som vi har set det under det seneste oprør. Hovedstaden er ligeledes opdelt, men her udgør befolkningssammensætningen en stor risiko for regimet, hvor opbuddet af sikkerhedsstyrker og hemmeligt politi er massivt. Syrien er organiseret sådan, at magtapparatet gennemsyrer samfundet.

“

af NPF. Den syriske forfatning er temmelig klar angående udmøntningen af det etablerede hegemoni. De præsidentielle magtbeføjelser er udvidede (kombinationen af artikel 8, 95 og 111) og muliggør det, der er blevet karakteriseret som styre per telefon (magt til at styre direkte per dekret i henhold til artikel 103), hvor kun ganske få nogensinde så præsident Hafez al-Assad. Under sønnen Bashars styre er denne form dog blødt noget op, men grebet om sikkerhedsstyrkerne synes stadig stærkt. Magten er solidt plantet i hænderne på lederen.

Ad 1) Organiseringen af Syrien i en ét-parti stat gennem omfattende baathifiseringskampagne, stabiliserede den syriske stat i en pyramidial samfundsstruktur. Billedet er klassisk. Moderniseringen af samfundet skaber en bevægelse fra land til by, hvor Baath-partiet gennem medlemskab giver privilegier til de nye byboere, der således kan overvinde vanskelighederne ved at skifte kultur gennem at vise loyalitet over for regimet. Hermed konsoliderer Baath-partiet magtbase fra at være funderet i militæret og på landet til også at omfatte byerne. Denne konsolidering har medført en udpræget politisk konsensus i Syrien, hvor oppositionelle kræfter, det være sig liberale kræfter såvel som Det Muslimske Broderskab, må advokere social retfærdighed for at have en stemme i det syriske politiske landskab. Hegemoniet er således relativt stærkt funderet i den politiske økonomi.

“

»Billedet er klassisk. Moderniseringen af samfundet skaber en bevægelse fra land til by, hvor Baath-partiet gennem medlemskab giver privilegier til de nye byboere, der således kan overvinde vanskelighederne ved at skifte kultur gennem at vise loyalitet over for regimet«

Med en velkontrolleret strategisk arkitektur, en tæt institutionel infrastruktur, en klar og stærk forfatningsmæssig orden samt en politisk økonomi centreret omkring en relativt høj grad af opportunistisk loyalisme, må den politiske form i Syrien vurderes at være temmelig modstandsdygtig over for omvæltninger. Analysen tegner et billede af en ideologisk velkonsolideret politisk konstitution (1+4), hvor den politiske form (2+3) er designet til kunne modstå folkelig opstand mod regimet. Polity-analysen må tages i betragtning, hvis man ønsker at vurdere, hvor lang tid regimet vil holde over for indre og ydre pres, hvilke ændringer i regimets karaktér, der kan forventes at blive resultatet af en tumultarisk tilstand i polity, samt sandsynligheden for at situationen eskalerer fra infra-statslig konflikt og opstand til en egentlig intra-statslig konflikt.

Om skribenten Klaus Kondrup, cand.mag., scient.pol., Ph.D. Han underviser blandt andet i global politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Har på det seneste fremsat en teori om ’Global Polity’ inden for International Politik og fremsætter nu en generel teori om politisk orden, som udkommer vinteren 2012/13 under titlen ’Theory of Political Order’.

»Fra 1970 til 2004 er bureaukratiet vokset fra 70.000 til at beskæftige 685.000 personer. Bureaukratiseringen er gennemført ved en regionalisering, der officielt bygger på en sekulært princip, men som reelt favoriserer klanstrukturer og sekteriske tilhørsforhold til specielt alawitter«

Ad 2) Hafez al-Assad etablerede efter sin magtovertagelse stabil politisk orden konsolideret gennem tre tiltag, hvorved han opnåede kontrol med den politiske økonomi i samfundet. For det første blev der oprettet et parlament, som skulle give regimet demokratisk legitimitet. For det andet etablerede han Den Progressive Nationale Front (NPF), et charter, hvorigennem alle repræsenterede parter i det syriske samfund blev bundet sammen i en klar fælles linje omkring den socialistiske ideologi, som skabte politisk kant mod de andre, således ikke-progressive. For det tredje gav han præsidenten (sig selv) kontrol med alle kommandostrukturer ved både at være chef for de væbnede styrker og leder

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 46

IPM 16.indd 46

14-06-2012 00:53:42

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / war side 47

IPM 16.indd 47

14-06-2012 00:53:44