IPmonopolet #16 - Krig i det 21. århundrede

IPmonopolet

Tidsskrift om international politik ipmonopolet.dk 16. udgave, juni 2012 pris 50,-

TEMA

KRIG I DET 21. Ă…RHUNDREDE

Carsten Bagge Laustsen Freud og den postmoderne krig Birgit Feldtmann Moderne konflikter og Danmarks rolle Mikael Rask Madsen Internationale domstole og den nye verdensorden Klaus Kondrup Polity-analyse af Syrien

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. ĂĽrhundrede side 1

Redaktion Ansvarshavende redaktører Alexander Bugge Jon Ahlberg

Temaredaktør

Troels Skadhauge

Udbliksredaktør Anne Thomassen

Redaktion

Daphne Papadatos Didde Zander Tradsborg Edith Endsjø Jonathan Tybjerg Line Fly Pedersen Miriam Nawaz Stine Iskov

Layout & web

Christian Daugaard Jacobsen

IPmonopolet

c/o Institut for Statskundskab (IfS) Øster Farimagsgade 5, 1353 København K

IPmonopolet udgives med støtte fra:

Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

www.ipmonopolet.dk

E-mail: redaktion@ipmonopolet.dk ISSN: 1903-5713 ISSN: 1903-5721 (online udgave)

IPmonopolet trykkes hos:

Grafisk - Københavns Universitet

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 2

Leder Den westphalske fred i 1648 betegnes ofte som IP-disciplinens fødselsattest.

Med afslutningen på tredive års blodig religionskrig mellem Den Katolske Liga og Den Protestantiske Union blev grundstenen lagt for et internationalt system bestående af suveræne stater. Den territoriale integritet blev det bærende princip i det internationale anarki. Statsoverhovederne fik intern selvbestemmelse og ekstern uafhængighed. Og følgelig blev krigsførelsen statens suveræne prærogativ.

Sådan indleder de såkaldte “realister” typisk historien om den klassiske krig.

De påpeger videre, at nationalismens opståen i 1800-tallet gjorde det muligt at sætte lighedstegn mellem stat, territorium og nation. Derfor handlede den klassiske krig ofte om afgrænsningen af netop territorium og folk. Og selv om hver nationalstat havde sin særegne politiske vilje, indgik de ligeligt i det internationale anarki af suveræne stater. Den klassiske krig var altså i sin kerne symmetrisk: aktører, mål og midler var principielt ligestillede.

Nutidens krige har ændret karakter. De udkæmpes ikke længere kun af suveræne stater, målene er ikke længere afgrænsningen af folk og territorium, og midlerne er typisk forskellige på hver side af konflikten. Nutidens krige er asymmetriske.

Samtidig er krigens spilleregler ændret. Der er fremkommet er hav af internationale regler for “lovlig krigsførelse”, og der er sat grænser for den westphalske statssuverænitet. Med doktrinen om “Responsibility to Protect” kan staternes suverænitet pludselig gradbøjes og princippet om territorial integritet tilsidesættes, hvis det internationale samfund finder det nødvendigt.

Men ud fra hvilke kriterier skal en sådan beslutning træffes?

Endelig foregår nutidens krige på nye slagmarker. De udkæmpes psykologisk og i medierne. De opløser klassiske skel mellem civil og militær, krigstid og fredstid, venner og fjender. Afslutningen på den klassiske krig bliver ikke IPdisciplinens dødsstød, men de nye krige udfordrer vores forståelse af hidtil faste kategorier.

Derfor sætter IPmonopolet i denne udgave fokus på nutidens krige. Vi stiller de store spørgsmål og beder landets førende eksperter om svar. Sluttelig dækker vi i Udblik en lang række aktuelle, internationale problemstillinger – fra Syrien til Afghanistan, fra Holland til Libanon, fra Tunesien til Georgien.

Jon Ahlberg Chefredaktør

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 3

Tema: Krig i det 21. århundrede 7: Indledning af Troels Nørgaard Skadhauge 8: “Moderne konflikter og Danmarks rolle” af Birgit Feldtmann 10: “Freud og den postmoderne krig” af Carsten Bagge Laustsen 16: “Når vagthunden tæmmes: De danske medier i krig” af Jonathan Tybjerg 18: “Fremtidens militær: Er Smart Defence vejen frem?” af Edith Endsjø

foto: wikimedia commons

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 4

Udblik 21: Indledning af Anne Thomassen 22: “International domstole og den nye verdensorden” af Mikkel Rask Madsen 24: “Den arabiske liga: Fra autorkratisk klub til international fredsskaber” af Tore Hamming 28: “Den arabiske klimaforandring” af Carsten Jensen 30: “Afghanistans sande tilstand” af Christian Bayer Tygesen 32: “Watch the Throne: The Dynamics of the Syrian Crisis” af Andreas Lunn & August Bundegaard Aggebo 34: “Jasminrevolutionens demokratiske udfald” af Line Fly Pedersen 36: “Vestens varme luft” af Jon Ahlberg & Klara Christensen 38: “Belgiske tilstande i Holland” af Nicolai Bech Kofoed

IPteori 39: “Polity-analyse af Syrien” af Klaus Kondrup

Synspunkt 44: “Med lov skal land bygges” af Marcus Knuth

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 5

TEMA

foto: kasper vedsman/hok

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. 책rhundrede side 6

Tema: Krig i det 21. århundrede Krig har spillet en væsentlig rolle i international politik så langt tilbage som historieskrivningen rækker. Tænk bare på den Peloponnesiske Krig fra 431 til 404 f.Kr. mellem Athen og Sparta. Årsagen til krigen var ifølge den græske historiker Thukydid spartanernes frygt for Athens voksende magt. Krigen var altså et middel for spartanerne til at forsøge at ændre de græske bystaters interne magtforhold til deres egen fordel. Den Peloponnesiske Krig er dermed et eksempel på, hvad man kunne kalde den ’klassiske krig’. Den klassiske krig består af to politiske fællesskaber (f.eks. bystater eller nationalstater), der kæmper mod hinanden for at påvirke deres interne styrkeforhold. Den klassiske krigs vigtigste kendetegn er dens klare grænser. Der skelnes således klart mellem soldater og civile og mellem krigstid og fredstid. Ikke mindst er de politiske fællesskaber klart afgrænsede fra hinanden, hvilket kommer tydeligst til syne i de territorielle grænser, der skiller de politiske fællesskaber fra hinanden. De territorielle grænser er samtidig en vigtig brik i spillet om de politiske fællesskabers interne styrkeforhold. Den klassiske krig handler derfor ofte om, hvor grænserne skal drages.

Men noget har ændret sig siden den Peloponnesiske Krig. Verden har de sidste 200 år gennemgået drastiske forandringer, der har betydet, at krigen har skiftet karakter. Civile og soldater kan ikke længere skelnes fra hinanden.

Fjenden har ingen let genkendelige kendetegn, men kan potentielt være hvem som helst i blandt os. Der kan heller ikke længere skelnes skarpt mellem krigstid og fredstid. I stedet kører krigen konstant på lavt blus og store slag er erstattet af taktiske missioner, der skal eliminere strategiske mål. Den klassiske krigs klare grænser er altså blevet undergravet af en ny krigsform.

Denne nye krigsform går ofte under navnet ”den postmoderne krig” eller sommetider blot ”den nye krig”. I dette nummer af IPmonopolet forsøger vi at indkredse denne nye krigs karakteristika nærmere.

Den preussiske general og militærteoretiker Carl von Clausewitz er berømt for at have udtalt, at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Hvis han har ret, må det være oplagt at undersøge præcis hvilke midler, der tages i brug i nutidens (postmoderne) krig.

Således forsøger Carsten Bagge Laustsen med udgangspunkt i Sigmund Freuds teori om traumet at undersøge, hvordan voldtægter og seksuel tortur bruges som midler i krig. Han analyserer krigen i Bosnien og overgrebene i Abu Ghraib-fængslet i Irak og viser, hvordan fremkaldelsen af traumer og skam fungerer som våben i postmoderne krigsførelse.

Et andet vigtigt våben i den postmoderne krig er information. Jonathan Tybjerg skriver i sin artikel om, hvordan den danske regering har kontrolleret mediernes adgang til information i forbindelse med de danske krige i Irak og Afghanistan, samt interventionen i Libyen. Han konkluderer, at de danske medier ikke har levet op til deres rolle som vagthund, fordi de har været for ukritiske i deres dækning af den danske krigsindsats.

Det er ikke kun krigens midler, der har ændret sig. Der er samtidig dukket nye krigsarenaer op. Som nævnt handlede den klassiske krig ofte om, hvor grænsen for territorialstaten skulle gå. Som Birgit Feldtmann viser i sin artikel, kæmpes der i dag også om staternes fælles domæner som f.eks. internettet, verdenshavene og Arktis.

Endelig kigger Edith Endsjø på NATOs nyeste bud på fremtidens militære organisering, kaldet Smart Defence. Smart Defence rejser spørgsmålet om, hvorvidt NATOs medlemsstater er villige til at opgive noget af deres suverænitet til fordel for et mere effektivt forenet forsvar. Krig har som sagt altid spillet en rolle i international politik. Ved at læse dette temanummer af IPmonopolet kan du forhåbentlig blive en smule klogere på krigens karakteristika i det 21. århundrede.

Rigtig god læselyst!

Troels Nørgaard Skadhauge, Temaredaktør

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 7

Moderne konflikter og Danmarks rolle Af Birgit Feldtmann Siden murens fald og afslutningen på den kolde krig har Danmark som bekendt været involveret i flere væbnede konflikter og militære aktioner. Aktuelt kan der for eksempel nævnes den fortsatte deltagelse i krigen i Afghanistan, operationen i forbindelse med oprøret i Libyen og bekæmpelsen af pirateri ved Afrikas Horn og det Indiske Ocean.

Og flere potentielle konflikter venter ved døren. I skrivende stund er der for eksempel stadigvæk ikke kommet ro over situationen i Syrien. Tiden vil vise, hvordan situationen udvikler sig, og hvordan det internationale samfund fremover vil reagere.

En betydelig del af de konflikter, som er på den internationale og danske agenda, foregår på land og er relateret til et lands (eller flere landes) territorier, som for eksempel krigene i Irak og Afghanistan. Men moderne konflikter kan også udspille sig i andre domæner. Et eksempel herpå vedrører debatten om NATO’s missilforsvarsskjold, som stod højt på agendaen til NATO’s netop afviklede topmøde i Chicago. En række lande, herunder Danmark og en del andre NATO-medlemmer, indgår derudover for eksempel i det såkaldte “Mulitinational Experiment 7 (MNE7)” om “Access to the Global Commons”. Projektet beskæftiger sig lidt forenklet med spørgsmålet om sikring af fri adgang og særligt med sikkerhedsmæssige spørgsmål og udfordringer i forbindelse med globale “fælles domæner”, det vil sige områder, som lidt firkantet sagt er ingens eller alles. De domæner, som MNE7 vedrører, er cyber space, luftrummet, verdensrummet og internationale havområder.

Det maritime domæne

Spørgsmålet om disse “fællesområder” har adskillige facetter, og hvert domæne har sine egne sikkerhedsmæssige udfordringer med potentiale for konflikter. Et område, der er særlig interessant fra et dansk perspektiv, er det maritime domæne, altså det åbne hav. Interessen kan begrundes med en række aspekter, blandt andet at Denmark har betydelige økonomiske interesser knyttet til havområder. Dette skyldes både Danmarks geografi, positionen som søfartsnation (hvor danske rederier transporter ca. 10% af den samlede verdenshandel) og mulighederne for ressourceudvinding til søs (for eksempel olie).

Spørgsmålet om moderne konflikter i forbindelse med det maritime domæne har flere forskellige aspekter, hvilket kan illustreres via to cases: Bekæmpelse af pirateri ved Afrikas Horn og udviklingen i forbindelse med det arktiske område.

Pirateri ved Afrikas Horn

Danmark har siden 2008 været involveret i anti-piraterioperationer ved Afrikas Horn og i Det Indiske Ocean og deltager i NATO’s Operation Ocean Shield. Danmarks engagement i operationerne kunne eksempelvis ses i forbindelse med kapringen af det danske skib M/V Danica White, hvor besætningen blev frigivet efter betalingen af en ukendt løsesum.

Pirateriproblematikken indebærer en række udfordringer og relevante spørgsmål. Et centralt aspekt, fra en juridisk synsvinkel, er spørgsmålet om den retlige ramme for anti-piraterioperationer. Udgangspunkt er her, at indsatsen mod pirateri på den ene side bliver gennemført af militære styrker, i dansk kontekst Søværnet, men at der på den anden side ikke er tale om en væbnet konflikt. Sagt lidt firkantet: Indsatsen mod pirateri er ikke krig, men kan i stedet bedre beskrives som politiarbejde, eller for at være mere præcis, retshåndhævelse til søs som er et led i opretholdelsen af havets retsorden (dvs. det adfærdskodeks, som gælder alle, der færdes på havet uden for andre staters jurisdiktion).

Kategoriseringen af anti-piraterioperationer som retshåndhævelse og

ikke som krig har først og fremmest den konsekvens, at indsatsen mod pirateri sker under folkerettens generelle regler og ikke under det, vi jurister kalder den humanitære folkeret, altså ”krigens love”. Det betyder blandt andet, at de aktiviteter, de danske styrker er involveret i under anti-piraterioperationer ud for Somalias kyst, skal være forenelige med internationale menneskerettigheder, og her kan Danmarks forpligtelser i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonvention få betydning.

En central folkeretskilde i kampen mod pirateri er FN’s Havretskonvention, som forpligter de kontraherende parter i at bekæmpe pirateri i fællesskab (art. 100). Konventionen giver landende en række konkrete beføjelser med henblik på at kunne leve op til forpligtelsen, som for eksempel ret til at standse og borde piratskibe, beslaglægge piratudstyr og anholde og retsforfølge mistænkte pirater ved egne domstole. Disse beføjelser er ganske påfaldende, da det generelle princip på det åbne hav er, at kun flagstaten (altså det land, hvis flag et skib sejler under) har “politimyndighed” over et skib.

“

»En central folkeretskilde i kampen mod pirateri er FN’s Havretskonvention, som forpligter de kontraherende parter i at bekæmpe pirateri i fællesskab (art. 100). Konventionen giver landende en række konkrete beføjelser med henblik på at kunne leve op til forpligtelsen, som for eksempel ret til at standse og borde piratskibe, beslaglægge piratudstyr og anholde og retsforfølge mistænkte pirater ved egne domstole«

FN’s Havretskonvention bliver suppleret af andre folkeretskilder, som for eksempel den såkaldte SUA-Konvention (Convention for the Suppression of Unlawful Acts Against the Safety of Maritime Navigation), som indeholder en række konkrete forpligtelser for de enkelte lande. For eksempel forpligter SUA-konventionen de kontraherende parter til, at disse i deres egne (nationale) retssystemer kriminaliserer angreb mod skibe og sikrer, at de nationale domstole kan retsforfølge, hvis angrebet er rettet mod eget skib, sker i egne farvande eller er blevet gennemført af egen borger. Det vil sige, at gyldigheden skal fastslås af, hvad vi jurister kalder strafferetlig jurisdiktion i disse situationer.

Fragmenteret folkeret

De generelle folkeretlige regler vedrørende pirateribekæmpelse bliver i forbindelse med pirateriproblematikken ved Afrikas Horn suppleret af en række Sikkerhedsrådsresolutioner, som giver yderlige beføjelser til anti-piraterioperationerne: Udgangspunktet i de generelle regler er, at landenes beføjelser ender ved andre landes territorialfarvand, da FN’s Havretskonvention kun regulerer beføjelser i forbindelse med pirateribekæmpelse på det åbne hav (uden for andre landes jurisdiktion). En udøvelse af disse beføjelser inden for et andet lands (sø)territorium ville være an krænkelse af dette lands suverænitet. Men i Somalias tilfælde, som er det land, piraterne kommer og opererer fra, og som kan betegnes som en “failed state”, har sikkerhedsrådet (i øvrigt efter aftale med Somalias overgangsregering TFG) udvidet beføjelserne til Somalias ydre farvande og til en vis grad landterritoriet.

Det betyder, at den folkeretlige ramme i forbindelse med anti-piraterioperationer kan betegnes som fragmenteret (da den er sammensat af en række forskellige retsakter), men samlet udgør den et rimeligt robust grundlag, som indebærer en række beføjelser til de stater, der engagerer sig i pirateribekæmpelse. Alligevel bliver indsatsen ved Afrikas Horn, i hvert fald delvis, beskyldt for ikke at være effektiv nok, særlig i forbindelse med spørgsmålet om strafforfølgelse af mistænkte

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 8

pirater. Her er et centralt problem, at ikke alle lande udnytter de vide rammer, folkeretten giver. Et eksempel er, at folkeretten giver alle lande mulighed for at have det, vi jurister kalder universel jurisdiktion ved piraterirelaterede forbrydelser. Universel jurisdiktion betyder i denne sammenhæng, at man kan anvende egen (national) strafferet, selv om sagen ikke har direkte tilknytning til landet, altså selv om piraterne ikke er mistænkt for at have opereret i dansk farvand eller at have angrebet et dansk skib eller besætning. Spørgsmålet om, hvorvidt et land fuldt ud vil udnytte de vide rammer for strafforfølgelse, er ikke primært et juridisk spørgsmål, men et politisk spørgsmål. Der kan for eksempel være en politisk bekymring fra dansk side om, at pirater, som er blevet dømt og har afsonet deres straf i Danmark, muligvis ikke kan sendes tilbage til deres hjemland.

Spørgsmålet om pirateribekæmpelse har altså både en juridisk og en (indenrigs-)politisk dimension. Et andet eksempel på samspillet mellem jura og politik, denne gang på internationalt niveau, er de forskellige militære operationer, som har pirateribekæmpelse som (en del) af deres mandat. Ved Afrikas Horn findes der ikke én samlet indsats mod pirateri, men flere: Groft sagt findes der tre internationale operationer, en “alliance of the willing”, Taskforce 151, som Danmark har været involveret i, den tidligere nævnte NATO—operation, Ocean Shield, som Danmark nu er involveret i, og EU NAVFOR’s Operation Atalanta, som Danmark ikke deltager i. Desuden er en række lande, for eksempel Kina og Indien, involveret i pirateribekæmpelse i området ved Afrikas Horn uden at være del af en af disse operationer. Baggrunden og mandatet for disse operationer er forskellige og i begyndelsen har det været forbundet med en del praktiske problemer, at de mange forskellige operationer i området ikke var samlet og koordineret. I dag synes samarbejdet imellem de forskellige operationer og aktører at fungere ganske godt, men man kan stadig stille spørgsmålstegn ved, om der ikke på formelt plan findes en samlet indsats mod pirateri.

For de enkelte lande, der ønsker at engagere sig i pirateribekæmpelse, betyder det, at der skal træffes en beslutning om, hvor man vil lægge sine kræfter. Nogle landes valgmuligheder er begrænsede på grund af retlige forhindringer: Danmark har for eksempel grundet EU-forsvarsforbeholdet ikke mulighed for at deltage i EU NAVFOR’s Operation Atalanta. Tyskland har ikke et sådan forbehold og kan derfor godt deltage i Atalanta, hvilket den tyske regering har valgt at gøre, selv om der i visse militære kredse har været et ønske om at deltage i NATO’s Operation Ocean Shield, da denne operation i hvert fald indtil for nylig har haft et mere vidtgående mandat end Atalanta.

De kort skitserede aspekter i forbindelse med pirateribekæmpelse ved Afrikas Horn illustrerer, at der ved spørgsmål om maritim sikkerhed er en tæt sammenhæng mellem juraen og international politik. Et andet maritimt område, som kan illustrere denne sammenhæng, er det arktiske område.

Det arktiske område som et potentielt konfliktområde

I modsætning til regionen ved Afrikas Horn er det arktiske område på nuværende tidspunkt ikke præget af direkte konflikt. Regionen er derimod et område, hvis retlige og sikkerhedsmæssige regime udvikler sig hastigt og er genstand for storpolitiske overvejelser. Baggrunden for udviklingen og fokus på Arktis er at finde i de klimaforandringer, som allerede har medført og fremover yderligere vil lede til, at området i længere perioder kan besejles, og at det synes at blive mulig at udvinde de naturressourcer, som sandsynligvis findes i havbunden. Klimaforandringerne skaber altså en række muligheder, men er også forbundet med en del udfordringer. En udfordring er, hvordan man kan indrette et beredskabssystem, som under de stadig vanskeligere klimatiske forhold reagerer, hvis for eksempel et skib med mange passagerer eller farlig last forliser, eller hvis der forekommer et olieudslip, som truer det skrøbelige arktiske økosystem. En anden udfordring er, hvordan man forholder sig til de arktiske landes forskellige krav til grænsedragningen i Arktis og retten til udnyttelse af ressourcer, og hvordan man behandler de konflikter, der kan opstå i kølvandet på modstridende krav.

Udviklingen af det arktiske regime præges af en række forskellige ak-

tører. Man kan skelne mellem de egentlige arktiske stater med arktiske kystgrænser, dvs. Canada, USA, Rusland, Norge og Kongeriget Danmark (de såkaldte “Arctic 5”), og så den udvidede gruppe af nationer, som også omfatter de polare nationer Island, Sverige, og Finland, og som alle er med i Arktisk Råd (nogle gange bliver denne udvidede gruppe benævnt “Arctic 8”). Derudover er der en række ikke-arktiske aktører, særlig Kina og NATO, der har egne arktiske interesser.

Illulissat-erklæringen

Den sikkerhedsmæssige udvikling vil blive præget af den adfærd, de centrale aktører udviser. Vil de gamle og nye store ”global powers” Rusland, USA og Kina vælge konfrontation frem for dialog? Og hvilken rolle spiller de andre arktiske lande? Kongeriget Danmark tog i 2008 initiativ til et “Arctic 5”-topmøde i Illulissat, som resulterede i en fælles erklæring, hvilket kan anses som et centralt skridt fremad i overvejelserne om tilblivelsen af et arktisk regime. Illulissat-erklæringen fremhævede, at stridigheder skulle løses i overensstemmelse med folkeretten, herunder FN’s Havretskonvention. Illulissat-erklæringen er et eksempel på, at et mindre land kan indlede en dialogproces, men man kan samtidig spørge, om lande uden for “Arctic 5”-gruppen vil acceptere, at udviklingen fremover styres af denne ”eksklusive klub” af fem lande.

Man kan sige, at de fem stater ved at henvise til folkeretten sikrer sig en fortrinsstilling, som kan være svær at argumentere imod, hvis man ikke åbenlyst vil gå imod folkeretten.

De mulige udviklinger i regionen fører til forskellige udfordringer for Danmark og det danske forvar, særlig Søværnet. I rapporten ”Forsvaret i Arktis – Suverænitet, Samarbejde og Sikkerhed” fra Center for Militære Studier arbejdes med tre mulige scenarier, som kan præge det danske forsvars rolle i Arktis: et kystvagtsscenarie, hvor der ikke vil være konflikt, og hvor fokus vil være på at kunne løfte de ekstra kystvagtsopgaver, som følger af øget civil aktivitet i området; et krisestyringsscenarie, hvor forsvaret ud over kystvagtsopgaver også skal værne om suverænitet og imødegå mulige kriser, som følger af konkurrencen mellem staterne i området; og et konfrontationsscenarie, hvor en global konflikt mellem Kina og USA gør Arktis til “et geostrategisk konfrontationsområde”.

Tiden vil vise, hvilket af disse scenarier (eller muligvis et helt fjerde?), der vil præge den arktiske udvikling.

Jura og politik

Situationen i Arktis illustrerer med al tydelighed den maritime dimension i Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, og hvordan folkeretten, den geostrategiske magtbalance samt Søværnet som sikkerhedspolitisk instrument indgår som vigtige ingredienser heri.

De her nævnte regioner Afrikas Horn og Arktis er blot to eksempler på Danmarks sikkerhedspolitiske interesser i det maritime regime. Uden at jeg kan gå i detaljer hermed kan også nævnes mere generelt Danmarks rolle som søfartsnation, det baltiske nærområde, samt den maritime dimension af den aktivistiske udenrigspolitik og alliancemedlemskabet af NATO. I analysen og beskrivelsen af disse udfordringer og problemstillinger indgår, som illustreret, både international politik og jura som værktøjer i et nært samspil. Og netop dette samspil er et centralt element i det perspektiv, vi blandt andet arbejder med i det nyoprettede Center for War Studies ved Syddansk Universitet.

Om skribenten Birgit Feldtmann er tysk dr.jur. og lektor på Syddansk Universitet, hvor hun er tilknyttet Juridisk Institut og det tværfaglige Center for War Studies (CWS). I sin forskning beskæftiger hun sig især med nationale og internationale strafferetlige spørgsmål og spørgsmål i forbindelse med retshåndhævelse til søs og maritim sikkerhed.

Hun leder en forskningsgruppe om pirateri og er ansvarlig for CWS’s forskningsprojekt ”Global Commons: Maritime Security and NATO”. Siden 2011 har hun været involveret i MNE7 og deltager i en tværfaglig norsk-dansk arbejdsgruppe som beskæftiger sig med pirateri ved Afrikas Horn og det arktiske område.

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. århundrede side 9

tidsskrift om international politik / ipmonopolet.dk / 16. udgave / krig i det 21. 책rhundrede side 48