IPmonopolet #22

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

22. udgave, marts 2015

TEMA

ULIGHED ERIK REENBERG SAND DET INDISKE KASTESYSTEM: ET KLASSISK EKSEMPEL PÅ ULIGHED JESPER JESPERSEN EU OG DET TABTE TIÅR HELLE MUNK RAVNBORG VAND OG ULIGHED MARLENE WIND EU-DOMSTOLEN ER FÆLLESSKABETS STØRSTE SUCCES

REDAKTION

CHEFREDAKTION

IPmonopolet

Daniel Atli Larsen

c/o Institut for Statskundskab (IfS)

Emilie Bruun Sandbye

Øster Farimagsgade 5,

Anne Kirstine Rønn

1353 København K

Kristian Andersen Jesper Birch

ipmonopolet.dk

redaktion@ipmonopolet.dk REDAKTION

ISSN : 1903-5713

Jeppe Vierø

ISSN : 1903-5721 (online udgave)

Malte Marno Sørensen Anne Marx Lorenzen Gry Waagner Falkenstrøm Lukas A. Lausen

TRYK

IPmonopolet trykkes ved: Grafisk - Københavns Universitet STØTTE

GRAFISK DESIGN

Anne Sofie Nordlund ABONNEMENTSPRISER

150 kr. for studerende 200 kr. for alm.

2

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

IPmonopolet udgives med støtte fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

LEDER For tre måneder siden stod Thomas Piketty på scenen i den Sorte Diamant for at præsentere “Kapitalen i det Enogtyvende Århundrede” - sit syv hundrede siders tunge værk, der satte ulighed på mediernes og politikernes dagsorden med glødende debatspalter til følge. Siden den 21. udgave af IPmonopolet har der samtidig været topmøde i World Economic Forum, og venstrefløjspartiet Syriza har opnået en historisk valgsejr med mærkesagen om at skabe mere økonomisk lighed i et af EU’s hårdest ramte lande, Grækenland.

Denne udgave af IPmonopolet har netop ulighed som tema. Vi bevæger os ind i Piketty-debattens filosofiske epicenter og stiller spørgsmålet: hvordan kan det være, at verdens mest lige lande går så meget op i at bekæmpe ulighed? Herfra bevæger vi os videre fra Danmark og norden og op på verdensplan. Du kan læse om World Economic Forums seneste rapport og få et indblik i udviklingsforskningens kamp om at definere verdens fattigdomsudfordring.

Thomas Piketty bragte ulighed på banen i et økonomisk perspektiv, men ulighed er et begreb, som strækker sig over flere og mangeartede sektorer. Ulighed i den 22. udgave af IPmonopolet dækker således også over skæv tilgang til vandressourcer, menneskers arbejdsliv, det indiske kastesystem og kvinder i international politik.

I vores udblikssektion stiller vi blandt andet skarpt på internationale organisationer: Vi ser på EU’s nye kommission og undersøger, hvad Jean-Claude Juncker ønsker med en ‘energiunion’. Derudover tegner vi et portræt af forholdet mellem NATO og Rusland anno 2015. Sidst men ikke mindst kan du læse om Den Centralafrikanske Republik, en opvækst i Ukraine og donorbistand til arabiske lande.

Rigtig god læselyst!

DANIEL ATLI LARSEN, EMILIE BRUUN SANDBYE, ANNE KIRSTINE RØNN, KRISTIAN ANDERSEN OG JESPER BIRCH Chefredaktionen

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

3

OVERSIGT TEMA

4

06

"Lighedens Paradoks" af JESPER BIRCH

08

“Vand og ulighed” af HELLE MUNK RAVNBORG

12

“Mændenes forenede stater” af ANNE MARX LORENZEN

14

“EU og det tabte tiår” af JESPER JESPERSEN

20

“Økonomisk ulighed: Verdensledernes public enemy no. 1 i 2015” af EMILIE BRUUN SANDBYE

24

“Det indiske kastesystem” af ERIK REENBERG SAND

28

“Fattig mand eller fattigt land” af ANNE KIRSTINE RØNN

30

“Fattigdom og ulighed i et rawlsiansk perspektiv” af ANNE MARX LORENZEN

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

UDBLIK

34

“EU-domstolen er fællesskabets største succes” af MARLENE WIND

38

“Mellemøstens fejlslagne sugardaddy?” af GRY WAAGNER FALKENSTRØM

42

“Rusland - En ambitiøs stat i en uretfærdig verden?” af JEPPE VIERØ

46

“Den Centralafrikanske Republik: Konflikten verden er i færd med at glemme - igen” af RANDI EMILIE DAHLEN

50

“Europæisk energiunion Juncker-kommissionens grand project eller bare et hashtag?” af STANISLAV STANCHEV

56

“Putins kunstige konflikt og min opvækst i Luhansk” af ANNA GURZHIY HOUGAARD

TEMA Uligheden forsvinder aldrig, den flytter sig bare

JESPER BIRCH

TEMA

LIGHEDENS PARADOKS af JESPER BIRCH I demokratiske og lige samfund går borgerne langt mere op i ulighed end i dramatisk ulige samfund.

Men demokratier kan ikke løse ulighedsproblemerne.

D

en franske aristokrat Alexis de Tocqueville tog på en ni måneder lang dannelsesrejse til Amerika i 1831-32. Han gjorde en opdagelse: Han så, at borgere i samfund præget af stor lighed bliver ekstremt forargede over selv den mindste ulighed og forskel.

Det er fordi, borgere i lige samfund har tætte sociale bånd til hinanden. Det gør dem bevidste om, at ulighed er et politisk og menneskeskabt problem, som de ikke behøver finde sig i. De har en særlig rygmarvsreaktion, der skyldes indlæring og opdragelse til lighed, der udløses så snart uligheden bliver for stor.

Modsat forholder det sig i dramatisk ulige samfund. I lande, hvor kløften mellem fattig og rig er for dyb, mister borgerne forbindelsen til hinanden. På samfundets bund oplever de en følelsesløshed over for deres sociale skæbne. Ingen rygmarvsreaktion udløses, for ingen har fortalt dem, at ulighed ikke er en naturlov. Mens fattigdommen er langt større her end i

6

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

lige og demokratiske samfund, er følsomheden over for uligheden langt mindre.

nærværende i deres samfund, som var bygget på slaveri og bestod af endeløse krige.

DEMOKRATISK PASSIVITET

Moderne demokratiske borgere lever en anderledes tryg tilværelse.

I Danmark banker krigen ikke på vores dør hver eneste dag. Vi er et forholdsvist stabilt samfund.

Problemet er bare, at stabiliteten resulterer i en politisk apati og en manglende interesse for at ændre på strukturelle uligheder, der findes, også i vores eget samfund.

Hvorfor har vi for eksempel tilladt flere generationers systematisk ulighed at blive reproduceret i skolesystemet, hvor akademikerbørn klarer sig relativt meget bedre end børn af ufaglærte forældre?

Men hvorfor har demokratier så tilladt, at uligheden på flere måder er vokset de seneste årtier?

Tocquevilles svar er, at demokratiske borgere mangler ressourcerne til at omsættes deres personlige utilfredshed til en kollektiv handlekraft. De mangler simpelthen den revolutionære passion til at gøre noget radikalt ved uligheden.

En anden fransk aristokrat Benjamin Constant var bekymret for, at demokrati og politisk stabilitet ville producere uengagerede borgere.

Borgere som nyder beskyttelse fra arbitrær voldsudøvelse vil stille og roligt begynde at miste interessen for politik. De har ikke nok på spil.

Constant sammenlignede den moderne samfundsform med antikkens idealer om frihed og lighed. I det gamle Grækenland havde borgerne pligt til at deltage i politik. De kunne ikke undgå truslen om krig, der var allesteds-

Demokratier har det også svært med de store og grænseoverskridende politiske og moralske spørgsmål. Vi gider ikke længere diskutere fornuften i at involvere os i en ny krig, selvom de to forrige krige i Afghanistan og Irak har været meget problematiske.

I JANTELOVENS JERNBUR

Det var ikke kun den politiske

I demokratier eksisterer der en form for misundelse, og den misundelse rummer et element af undertrykkelse, skrev Tocqueville.

ligegyldighed, som Tocqueville og Constant diagnosticerede. De var bekymrede for, at det demokratiske lighedsmageri kunne føre til en skjult intolerance over for forskellighed. Alle har ret, og ingen er hævet over andre i ægte demokratier. I demokratier eksisterer der en form for misundelse, og den misundelse rummer et element af undertrykkelse, skrev Tocqueville. Han frygtede ’flertallets tyranni’: En på overfladen tilsyneladende imødekommende holdning over for alle samfundsborgere og –grupper, men som i virkeligheden dækker over en repressiv tolerance over for mennesker, der ikke ligner os.

Demokratier opretholder og definerer sig selv ved at trække grænser mellem ’os’ og ’dem’. Det er et vilkår i alle slags store og små fællesskaber, der eksisterer i demokratiet. For det synes ikke muligt at give en nødvendig og tilstrækkelig definition af politiske fællesskaber, hvis den definition ikke rummer en eller anden form for grænsedragning. Nogle mennesker må altid ekskluderes, og i demokratier bliver det de mennesker, som skiller sig bare marginalt ud. Uligheden forsvinder aldrig, den flytter sig bare.

Der findes et mere kynisk

perspektiv på Tocquevilles og Constant bekymringer, og som bliver udstillet i Christian Jungersens roman Undtagelsen fra 2006. Handlingen finder sted i det fiktive Dansk Center for Information om Folkedrab, og hovedpersonerne er en række fremtrædende medarbejdere, der undersøger krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Hovedpersonerne er to almindelige demokratiske danske veninder, som går på arbejde sammen hver dag og ellers lever et komfortabelt liv. De arbejder sammen med en tredje person, sekretæren, som de ikke kender så godt. En dag modtager de en dødstrussel på mail, og langsomt begynder de at mistænke kontorsekretæren for at have sendt den. De to kvinder mobber, truer og terroriserer deres kollega, som selvfølgelig ikke har sendt dødstruslen. Kollegaen bliver til sidst så psykisk syg, at hun må sige op.

Der er selvfølgelig forskel på kontorulighed på danske arbejdspladser og så på den langt mere alvorlige ulighed i for eksempel adgangen til rent drikkevand, som Helle Munk Ravnsborg beskriver i en anden artikel i bladet.

Hvad Undtagelsen imidlertid fortæller os er, at lige demokra-

tier er de bedste til at hemmeligholde den eksklusion, der er et grundvilkår i alle slags samfund, hvor mennesker interagerer med hinanden.

om SKRIBENTEN

Jesper Birch er medlem af chefredaktionen på IPmonopolet.

Han er specialeskrivende i statskundskab, hvor han skriver om dirty hands og dilemmaer i dansk udenrigspolitik.

LITTERATURLISTE ••

Constant, B. (1819): The Liberty of the Ancients Compared with that of the Moderns

••

Jakobsen, C. M. (2013): Demokrati i Amerika, bind 1 og 2

••

Jungersen, C. (2006): Undtagelsen

••

Runciman, D. (2014): Politics

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

7

TEMA

VAND OG ULIGHED af HELLE MUNK RAVNBORG

Hvert år må millioner af forældre verden over lide den skæbne at miste et barn på grund af mangel på vand eller vand, der er tilstrækkeligt rent. Hvert tyvende sekund dør et barn, som følge af vandbårne sygdomme. I et land som Mali dør 880 ud af hver hundredetusinde børn under 5 år, som følge af mangel på rent vand og på vand i tilstrækkelige mængder. I Danmark er det kun ét barn ud af hver hundredetusinde, der dør af den grund. Ikke desto mindre er Mali en nettoeksportør af vand, mens Danmark er en nettoimportør. Vand er med andre ord en vigtig akse for den globale ulighed.

’N

u er Mali jo også et land i det halvtørre Sahel i Vestafrika’, vil mange jo nok tænke. Samtidig er det et land uden de store økonomiske muskler. Danmark derimod er velsignet – ja nærmest forbandet vil nogen måske tænke – med nedbør nærmest året rundt og med økonomiske muskler, der gør det muligt at pumpe grundvand op og derhen, hvor der er brug for det.

Ikke desto mindre er Mali en nettoeksportør og Danmark en nettoimportør af vand. En gruppe forskere fra Holland har gennem de seneste år udviklet en metode til at beregne de enkelte landes vandfodaftryk. Ifølge disse beregninger sætter en gennemsnits-

8

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

dansker et fodaftryk svarende til godt 1.600 m3 per år gennem sit forbrug af varer og brugsvand. Og selvom Danmark er et land med gode ferskvandsressourcer, sætter vi størsteparten af dette vandfodaftryk – nemlig 62 procent – uden for landets grænser. Det er f.eks. i Argentina, hvorfra vi importerer store mængder soja som foder, til de af vores grise og køer, som vi selv spiser og drikker mælk fra, og i Kina hvorfra vi importerer mange af vores forbrugsgoder. Selv hvis vi kigger ud over det vandfodaftryk, som er forbundet med vores eget forbrug og ser på vores samlede nationale vandbalance (altså den samlede mængde vand, der går til at producere de varer, vi importerer, fratrukket den mængde vand, der går til at producere

De store landbrugsinvesteringer, som finder sted i disse år ikke bare i Mali, men i store dele af Afrika, ofte med eksport for øje, må forventes at føre til en yderligere eksport af ’virtuelt’ vand.

de varer, vi eksporterer) så er Danmark en nettoimportør af vand. Hvert år importerer vi netto knap to milliarder m3 vand, hvilket svarer til omkring en fjerdedel af den mængde vand, der er forbundet med de varer, som forbruges i Danmark.

I Mali derimod sættes langt størsteparten af det vandfodaftryk, der knytter sig til Malis forbrug af brugsvand, mad og andre varer, inden for landets grænser, nemlig 96 procent, mens kun 4 procent sættes uden for landets grænser. Langt størsteparten af fodaftrykket, nemlig 97 procent, knytter sig til forbruget af landbrugsprodukter (i Danmark er den tilsvarende andel 87 procent), og fordi det er varmt og tørt i Mali sker der en stor fordampning af vand fra marker og planter i forbindelse med landbrugsproduktionen.

Derfor er det gennemsnitlige vandfodaftryk for hver malier godt 2.000 m3 per år og dermed større end for en gennemsnitlig dansker. Ikke desto mindre er Mali nettoeksportør af vand med en eksport på godt tre milliarder m3 vand bundet i de varer, fortrinsvis landbrugsvarer, som Mali eksporterer til omverdenen. ”De store landbrugsinvesteringer, – indenlandske såvel som udenlandske – som finder sted i disse år ikke bare i Mali, men i store dele af Afrika, ofte med eksport for øje, må forventes at føre til en yderligere eksport af ’virtuelt’ vand.” ’Virtuelt’ vand vil sige vand indlejret i produkter fra det kontinent, hvor allerflest mennesker lider under mangel på adgang til drikkevand og vand til vanding af planter og dyr.

BETYDNINGEN AF BIOBRÆNDSTOF

Fremskrivninger viser, at hvis f.eks. realiseringen af EU’s mål om, at 10 procent af energiforbruget til transport skal være vedvarende, bliver dækket gennem biobrændstof, så vil det betyde en tidobling af det vandfodaftryk, som i dag sættes gennem biobrændstof.

Den voksende import af første-generationsbiobrændstof har tiltrukket sig stor opmærksomhed de seneste år på grund af dens miljømæssige og sociale bæredygtighed. Men biodiesel fremstillet på f.eks. palmeolie (dyrket hvor der tidligere stod regnskov, og bioethanol fremstillet på majs og sukkerrør (dyrket hvor tusindvis af mennesker tidligere græssede deres dyr og dyrkede deres fødeafgrøder) lægger ikke alene beslag på store arealer, der tidligere holdt store mængder CO2 tilbage og brødfødte store befolkninger; det indebærer også et kolossalt øget forbrug af vand. Fremskrivninger viser, at hvis f.eks. realiseringen af EU’s mål om, at 10 procent af energiforbruget til transport skal være vedvarende, bliver dækket gennem biobrændstof, så vil det betyde en tidobling af det vandfodaftryk, som i dag sættes gennem biobrændstof. Meget af dette forøgede fodaftryk forventes at blive sat i Latinamerika og Afrika syd for Sahara. Det giver naturligvis EU-borgere og -lande et medansvar for, at dette forøgede vandforbrug ikke sker på bekostning af menneskers ret til og behov for vand til drikkevand og fødevareproduktion og på bekostning af miljøet i Latinamerika og Afrika syd for Sahara.

VILKÅRLIG OG MANGELFULD VANDFORVALTNING

Desværre er det imidlertid sådan, at de lande, hvor flest mennesker lider under mangel på adgang til

FOTO: AF ANNABEL SYMINGTON, WIKI COMMONS

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

9

Hvis ikke der rettes op på denne fundamentale ulighed kan resultatet meget let – blive, at velinformerede og økonomisk og politisk indflydelsesrige individer og virksomheder – sikrer sig rettighederne til den mængde grund- og overfladevand, der er tilgængelig, på bekostning af den øvrige befolkning.

FOTO: VANDPUMPE I MALI, AF FERDINAND REUS, WIKI COMMONS

10

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

vand og under eksport af ’virtuelt’ vand til andre dele af verden, ofte også er de lande, hvor vandforvaltningen er mest mangelfuld og vilkårlig. Vilkårlighed i denne sammenhæng betyder, at det er økonomisk og politisk magt snarere end lovfæstede principper om at sikre adgang til vand for alle og til de samfundsmæssigt vigtigste sektorer, der – direkte eller indirekte – afgør fordelingen af vandressourcer.

Mange lande, især mange lav- og mellemindkomstlande, har igennem de senere år gennemført reformer af deres vandlovgivning og af den måde, hvorpå tilladelser til at bruge vand til forskellige formål tildeles. I langt de fleste tilfælde ser disse reformer fornuftige ud. Som hovedregel har drikkevandsforsyning forrang frem for andre typer af brug af vand ved tildelingen af rettigheder til brug af vand. Som hovedregel stilles der også mindre omfangsrige krav til dokumentation i forbindelse med ansøgning om brug af vand til kunstvanding af små arealer – typisk til lokal fødevareforsyning – end når det handler om vanding af store arealer, som oftere er forbundet med dyrkning med eksport for øje. Dertil kommer, at de nye vandlovgivninger, som oftest indeholder bestemmelser om, at ingen tildeling af brugsrettigheder til vand til produktive formål må ske på bekostning af adgang til vand til drikkevandsforsyning og i mange tilfælde heller ikke på bekostning af vand til sikring af fødevaresikkerhed.

Men ét er lovens bogstav; noget andet er, hvordan den omsættes i praksis. I mange lande er adgangen til vand indtil nu blevet forhandlet lokalt. Ikke at det i sig selv giver garanti for lighed i adgang til vand eller for, at lovens bogstav om at give drikkevandsforsyning forrang frem for f.eks. kunstvanding efterleves.

For lokalbefolkninger rundt omkring i verden giver det ikke desto mindre flere muligheder for direkte at konfrontere den ulige adgang til vand på lokalt plan.

REFORMER SKABER NY FORM FOR ULIGHED

I de fleste tilfælde er en af konsekvenserne af de vandreformer, der er blevet gennemført, at beføjelserne

til at allokere brugstilladelser til vand flyttes fra lokale myndigheder og over til nationale myndigheder, samtidig med at selve ansøgningsprocessen formaliseres.

Alt andet lige giver dette fordele til de aktører, der har erfaring fra kontakt med sådanne myndigheder gennem formaliserede og skriftbårne procedurer.

Dertil kommer, at de nye nationale vandmyndigheder ofte kun har en sparsom tilstedeværelse uden for de store byer, ja måske endda uden for hovedstaden.

Dette bidrager yderligere til at favorisere de nuværende og fremtidige vandbrugere, der har mulighed for at gennemføre de nødvendige procedurer i (provins) hovedstaden. På den måde introducerer de på mange måder ellers fornuftige krav om formalisering i allokeringen af vandressourcer mellem forskellige sektorer og brugere, kombineret med den ofte begrænsede administrative kapacitet hos de ansvarlige myndigheder en ny dimension af ulighed i forhold til adgangen til vand, nemlig ulighed i forhold til legalisering og dermed sikring af den enkeltes ret til at bruge vand til drikkevand, såvel som til vanding af planter og dyr.

om SKRIBENTEN

Helle Munk Ravnborg er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun bl.a. beskæftiger sig med ulighed og forvaltning af naturressourcer.

Hvis ikke der rettes op på denne fundamentale ulighed kan resultatet meget hurtigt – og desværre også ganske hurtigt – blive, at velinformerede og økonomisk og politisk indflydelsesrige individer og virksomheder – nationale såvel som udenlandske – sikrer sig rettighederne til den mængde grund- og overfladevand, der er tilgængelig, på bekostning af den øvrige befolkning. Meget af dette vand vil blive brugt til at producere afgrøder, som ender i den rige del af verden, f.eks. gennem biobrændstof og dyrefoder, og dermed vil det også bidrage til den globale ulighed i forhold til adgang til vand.

Det betyder, at de næste års konflikter om vand ikke alene bliver konflikter om hvilke individer og sektorer, der skal have adgang til vand, til hvilke formål og på hvilke betingelser, men også om gennem hvilke typer af rettigheder og hvilke typer af institutioner, adgangen til vand skal forvaltes.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

11

TEMA

MÆNDENES FORENEDE STATER af ANNE MARX LORENZEN Hvorfor er der så få kvinder i amerikansk politik?

Det spørgsmål forsøgte professor Jennifer Lawless fra American University at kaste lys over på KVINFO’s bibliotek en kold aften i januar.

I

2015 sætter danske kvinder historie. Det er i år 100 år siden, at danske kvinder på lige fod med deres mandlige medborgere, for første gang kunne traske til stemmeurnerne og give deres besyv med i udformningen af dansk politik. Og den skelsættende begivenhed går ikke ubemærket hen. Heller ikke hos KVINFO, der skød året i gang med en forelæsning om kvinders rolle i international politik. IPmonopolet sad på første række, da blandt andre den amerikanske professor Jennifer Lawless fortalte om, hvor svært det stadigvæk er at få kvinder til at stille op til offentlige embeder i mulighedernes land.

At vi befandt os i kvindeland var ingen hemmelighed, da KVINFO åbnede dørene til deres bibliotek på Christians Brygge. Et overtal af kvinder, unge som gamle, sad stuvet sammen skulder mod skulder, da Jennifer Lawless, professor i politik og leder af Women & Politics på American University i Washington D.C., begyndte sit oplæg med titlen ”The United States of Men: Why Women Don’t Run for Office”.

12

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

POLITIK ER MÆNDENES DOMÆNE

Ifølge Jennifer Lawless er det kvindernes egen selvopfattelse, der er den største forhindring.

Kvinderne anser i mindre grad sig selv som værende kvalificerede til at besidde et offentlig embede end mænd.

Og det gør de altså ikke, de amerikanske kvinder.

På hele 82 procent af pladserne i Repræsentanternes Hus og knap 80 procent af pladserne i Senatet sidder der en mand. Endnu værre står det til på statsniveau, hvor man kun i 10 procent af tilfældene bliver budt velkommen af en kvindelig guvernør, hvis man bliver inviteret indenfor hos statens øverste politiske leder.

Sammenlignet med eksempelvis Danmark, hvor knap 40 procent af Folketinget udgøres af kvinder, er der ifølge Jennifer Lawless, lang vej igen før, der er nogen form for ligestilling i det amerikanske politiske system – også selvom den næste præsident muligvis bliver en kvinde i skikkelse af den garvede demokrat Hillary Clinton.

Men hvorfor er det så svært for kvinder at opnå et politisk embede i USA? Diskrimination? Mediebias?

Mangel på uddannelse? Det er alle sammen bud, som Jennifer Lawless har kigget nærmere på i sin forskning.

FIGUR 1 . SELF-ASSESSED QUALIFICATIONS KILDE Jennifer L. Lawless, professor, Department of Government, American University

WOMEN

MEN

Very Qualified

21 %

33 %

Qualified

35 %

40 %

Somewhat Qualified

32 %

21 %

Not at all Qualified

12 %

6%

Very Qualified

27 %

40 %

Qualified

36 %

40 %

Somewhat Qualified

27 %

17 %

Not at all Qualified

9%

4%

How qualified are you to run for public office?

How qualified are you to hold public office?

NOTE Amerikanske mænd føler sig i højere grad end amerikanske kvinder kvalificerede til at stille op til og besidde et politisk embede, hvilket kan være en af grundene til, at kvinderne ikke vælger at forfølge en politisk karriere.

Diskrimination er det, ifølge professoren, ikke. Siden 1930’erne er antallet af amerikanske borgere, der ville stemme på en kvindelig præsidentkandidat steget støt, og siden 1980’erne har tallet ligget på mellem 80 og 90 procent af den amerikanske vælgerskare. Kun 20 procent af befolkningen mener i dag, at mænd er bedre egnede følelsesmæssigt til at bedrive politik end kvinder. Og amerikansk politik er i øjeblikket så polariseret, at det i langt højere grad handler om, hvilket parti en kandidat repræsenterer, end hvilket køn kandidaten har.

Ifølge Jennifer Lawless opfatter mange kvinder mediernes dækning af kvindelige politikere som værende ekstra hård. Men amerikanske medier dækker faktisk ikke kvindelige politikeres udseende mere aggressivt end mandlige politikeres, og selvom en kandidats fremtoning dækkes negativt, har det ikke den store betydning for opfattelsen af kandidatens gunstighed.

Et eksperiment fra 2013, hvor 961 voksne amerikanere læste avisartikler, der henholdsvis havde en neutral, en positiv, en negativ og ingen beskrivelse af en mandlig og en kvindelig kandidats fremtoning viste ingen nævneværdig forskel i opfattelsen af kandidaterne – hverken på tværs af køn eller fremtoning.

FÆRRE ØNSKER AT BLIVE POLITIKERE

Måske er mændene bare bedre kvalificerede til at besidde et offentligt embede? Nej, flere og flere kvinder uddanner sig som advokater, professorer eller gymnasielærere, som typisk er de erhverv, der bestrides af politiske kandidater i USA. Der findes altså en stor skare af talentfulde kvinder på tværs af det amerikanske land.

Der er altså ikke umiddelbart nogle eksterne variable, der forklarer, hvorfor der er så få kvinder i ameri-

kansk politik. Ifølge Jennifer Lawless er det derimod kvindernes egen selvopfattelse, der er den største forhindring. Kvinderne anser i mindre grad sig selv som værende kvalificerede til at besidde et offentlig embede end mænd. I en survey, som Jennifer Lawless har lavet blandt en række universitetsstuderende, fremgår det, at kun 56 procent af kvinderne mener, at de er kvalificerede til at stille op til et offentlig embede, mens tallet er på 73 procent for mænd. Samtidig mener en stor del af kvinderne, at de simpelthen ikke er tykhudede nok til at kunne besidde et offentlige embede. Det hænger ifølge Jennifer Lawless sammen med det førnævnte faktum, at mange kvinder opfatter medierne som ekstra hårde over for kvindelige kandidater, også selvom det ikke forholder sig sådan i praksis.

Men USA har et stort problem, som ikke kun handler om kvinder i politik. Den unge generation udviser generelt en stor aversion mod politikere, og færre og færre universitetsstuderende overvejer at stille op til et politisk embede. Også selvom jobbet som medlem af Kongressen ville være betalt lige så godt som et job som gymnasierektor – et af de mest utaknemmelige jobs i USA, ifølge Jennifer Lawless.

om SKRIBENTEN

Anne Marx Lorenzen er medlem af IPmonopolets redaktion. Hun er kandidatstuderende i Statskundskab på Københavns Universitet, hvor hun følger specialiseringen i politisk teori.

Set bort fra den generelle tendens for politisk aversion handler det i højere grad om at motivere kvinderne til at stille op. At give dem noget ”empowerment”. Ifølge Jennifer Lawless bør alle stater have en lille opslagsbog med stærke kvindelige kandidater, der kan køres i stilling, hvis man leder efter en egnet kandidat til et politisk embede. Det skal altså være slut med at rekruttere blandt sine mandlige venner og kolleger i den lokale Country Club, hvis de amerikanske kvinder skal have en chance for at sætte deres præg på fremtidens Amerika.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

13

TEMA

EU OG DET TABTE TIÅR af JESPER JESPERSEN EU-medlemslandene er i dag meget forskellige med hensyn til økonomisk udvikling, erhvervsstruktur, velfærdsstat og indkomstfordeling. Disse forskelle har betydet, at EU-landene havde stærkt varierende modstandskraft, da den økonomiske krise ramte i 2008.

Det gælder i særlig grad lande uden selvstændig valuta (ØMU-landene), hvoraf adskillige har oplevet et fortsat fald i produktionen, en stigende arbejdsløshed og øget ulighed igennem perioden 2008-2013. Følgende artikel stiller skarpt på nogle af de negative konsekvenser det har haft, at så forskellige lande har accepteret at føre en stram - men ikke-koordineret - økonomisk politik uden gensidige forpligtelser.

EU-LANDENES FORSKELLIGHED

S

om det ses af figur 1 er den gennemsnitlige indkomst i Østeuropa kun ca. en fjerdedel af indkomsten i Nordeuropa og en tredjedel af indkomsten i Sydeuropa. Men også mellem de ’gamle’ EU-lande er der væsentlige forskelle både indkomstmæssigt og med hensyn til udformning af de velfærdsstatslige modeller: social sikring, betaling for velfærdsydelser og skattetryk. Endelig går der en tredje skillelinje ned gennem EU af en mere institutionel karakter. Det er medlemskabet af ØMU’en og brugen af den fælles europæiske valuta, der har fastlåst valutakursen mellem de deltagende lande og bundet dem til en fælles penge- og valutakurspolitik og lagt snævre grænser for brugen af finanspolitiske instrumenter. Den EU-definerede politiske målsætning har haft fokus på prisstabilitet og ligevægt på de offentlige budgetter, hvilket afspejler en monetaristisk/neoliberal økonomiforståelse indlejret i EU-traktatens bestemmelser. En ensrettet økonomisk politik, som det i særlig grad påhviler ØMU-landene at efterleve, da de

14

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

ved accepten af euroen giver afkald på deres nationale pengepolitiske instrumenter.

Den EU-definerede politiske målsætning har haft fokus på prisstabilitet og ligevægt på de offentlige budgetter, hvilket afspejler en monetaristisk/neoliberal økonomiforståelse indlejret i EU-traktatens bestemmelser.

Den økonomiske krise og efterfølgende økonomiske udvikling, der blev indledt i 2008 har demonstreret, at væksten i EU-landene har været afgørende forskellig.

Dette demonstrerer, at landenes forskellighed endnu er så stor, at én ensrettet økonomisk politik af monetaristisk tilsnit ikke kan afbøde de negative konsekvenser. Som det vil blive vist nedenfor, så blev krisen direkte forstærket i nogle af landene af den manglende fleksibilitet i den økonomiske politik. ØMU-landene er derfor kommet meget forskelligt igennem den historisk set meget langstrakte stagnation, der har karakteriseret denne periode. En så forskellig udvikling efterlader mange ubesvarede spørgsmål vedrørende hvilke forhold, der i særlig grad har været bestemmende for dette meget uens forløb. For at give et samlende overblik over nogle væsentlige udviklingsforløb, der kan henføres til landenes indkomstniveau, økonomisk struktur og udformning af velfærdsstatsli-

ge ordninger, har jeg i nedenstående figur og tabeller grupperet EU-landene i tre nogenlunde homogene landeområder: Nordeuropa, Sydeuropa, Østeuropa dog med særskilt visning af udviklingen i Frankrig og Storbritannien, der har en række specielle karakteristika.

af denne store forskel i procentvis BNP-vækst er den nominelle stigning opgjort i euro stort set den samme i de to landegrupper på grund af den store forskel i indkomst i udgangspunktet. Det vil sige, at forskellen i indkomstniveauet opgjort i 'euro og cent' mellem Øst- og Nordeuropa er uændret, alt mens Sydeuropa er sakket voldsomt bagud, se tabel 1.

BRUTTONATIONALPRODUKT PR. INDBYGGER VARIERER MELLEM LANDENE

Figur 1 viser at det som forventet er de sydeuropæiske lande, der er blevet hårdest ramt af den europæiske krise både med hensyn til fald i nationalprodukt og (som det fremgår af tabel 2) en deraf føl gende stigning i antallet af socialt udsatte personer. Opgjort over perioden 2004-2013 har samtlige sydeuropæiske lande oplevet en negativ BNP-vækst. Et tiår uden økonomisk vækst i en så stor gruppe af lande med en markedsøkonomisk struktur er ikke set før i hele efterkrigstiden. Hertil kommer, at det fald i realt BNP, der har fundet sted i Grækenland og Italien på hhv.

13 og 8 pct. er exceptionelt. Vi skal helt tilbage til 1930’erne for at have oplevet en tilsvarende depression.

Den langstrakte krise, der blev indledt i 2008 har demonstreret, at disse lande og landegrupper har udviklet sig uens på en række væsentlige makroøkonomiske parametre, hvilket bl.a. skyldes deres forskellige udgangspunkt, erhvervsstruktur og institutioner, herunder ØMU-medlemskabet. Indkomstforskellene og den uens vækst fremgår af figur 1 og tabel 1.

Uanset den generelt svage økonomiske udvikling i EU er det lykkedes for de østeuropæiske lande at opnå betydelige positive vækstrater i den betragtede periode. I gennemsnit er disse lande vokset med 25 pct. i modsætning til den næstmest succesfulde region: Nordeuropa, der kun er vokset med ca. 6 pct. På trods

FIGUR 1.

KILDE

Et tiår uden økonomisk vækst i en så stor gruppe af lande med en markedsøkonomisk struktur er ikke set før i hele efterkrigstiden.

BNP PR. CAPITA, 2004 OG 2013 EUROSTAT 35.000 30.000

Euro, constant prices

25.000 20.000 15.000 10.000 5.000

TABEL 1.

KILDE

ÆNDRING I BNP/INDBYGGER (FASTE PRISER) EUROSTAT

0

ØSTEUROPA

2004-2013

EURO

PROCENT

SYDEUROPA

-1400,0

-6,3

STORBRITANNIEN

400,0

1,3

FRANKRIG

600,0

2,2

ØSTEUROPA

1760,0

25,3

NORDEUROPA

1814,0

5,9

SYDEUROPA

FRANKRIG

STORBRITANNIEN

SOCIALT UDSATTE GRUPPER EUROSTAT

ANTAL "FATTIGE LANDE"

2013

ÆNDRING 2005-2013

FRANKRIG

11229

102

STORBRITANNIEN

15586

1056

NORDEUROPA

26233

1619

ØSTEUROPA

30047

-11704

SYDEUROPA

38115

6099

NORDEUROPA

TABEL 2.

KILDE

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

15

FOTO: EUROPA-PARLAMENTET, AF ALINA ZIENOWICZ, WIKI COMMONS

HVORDAN KAN DEN DELVIST UDEBLEVNE VÆKST FORKLARES?

Den statistiske analyse giver det signifikante resultat, at deltagelse i den monetære union har reduceret de deltagende landes vækst med i gennemsnit ca. 1 pct. pr. år...

Det er der ikke nogen enkelt opskrift på. I følge traditionel vækstteori er der ingen forklaringer på en vedvarende stagnation bortset fra krig og udeblevne teknologiske fremskridt. De to forklaringer synes dog ikke relevante i den her betragtede periode. Ses der på en gruppe af lande med betydelige forskelle i indkomstniveau, vil det ofte gælde, at de ’fattige’ lande har en højere økonomisk vækst på grund af en ’catching-up effekt’, da det er forholdsvist let at gennemføre teknologioverførsel fra høj- til lav-indkomstlande i form af bl.a. udflytning af produktion og direkte erhvervsinvesteringer. Det muliggør en hurtig produktivitetsudvikling ikke mindst gennem rationalisering af landbruget og opbygning af en industriel base. En udvikling, der har karakteriseret de øst- og kontinental europæiske lande i den her betragtede periode, hvor disse lande har fået direkte adgang til EU’s indre marked for varer, kapital og arbejdskraft.

Den statistiske analyse (2004-2013) gennemført på de 28 EU-lande (plus Island) viste statistisk signifikante sammenhænge mellem den procentvise vækst og indkomstniveauet i udgangssituationen, gengivet i tabel 4. Der synes at have været en ganske betydelig catching-up effekt i den her betragtede periode – uanset den økonomiske stagnation i EU set under ét. For hver € 10.000 landene indkomstmæssigt lå under EU-gennemsnittet i 2004 blev væksten i den her betragtede periode øget med 5 pct. point, altså en forøgelse af den årlige vækstrate med ca. ½ pct.

I de fleste EU-lande har der dog været en betydelig stigning i arbejdsløsheden, hvilket udelukker, at det er en generel mangel på arbejdskraft, der har holdt væksten tilbage. Selv i Tyskland har arbejdsløsheden på trods af omfattende arbejdsmarkedsreformer på intet tidspunkt ligget under 5 pct.

16

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

FALDENDE EFTERSPØRGSEL

Den udeblevne vækst i de rige lande må derfor søges i form af svag eller direkte faldende efterspørgsel efter varer og tjenester, hvilket peger mod betydningen af den økonomiske politik og andre strukturreformer.

Her er det oplagt at pege på indførelsen af den fælles valuta i de 12 ’gamle’ kontinentale EU-lande (inkl.

Finland og Irland) fra 1999. Eftersom landene er meget forskellige viste det sig fra et tidligt tidspunkt, at ’one size did not fit every one’ ved tilrettelæggelsen af den fælles penge- og valutapolitik. Tyskland førte en historisk set meget stram lønpolitik i årene frem til 2005, hvor pengelønnen blev holdt konstant, hvilket kun få nordeuropæiske euro-lande var forberedte på. Det skabte hurtigt en betydelig konkurrenceevne fordel for tyske eksportvirksomheder, som navnlig de sydeuropæiske lande ikke kunne matche. Tilsvarende var ’vækst- og stabilitetspagten’ efter tysk ønske blevet udformet, så den begrænsede det finanspolitiske råderum, når arbejdsløsheden meldte sig. En begrænsning, der blev yderligere skærpet gennem vedtagelsen af Finanspagten med virkning fra 2012.

Den statistiske analyse giver det signifikante resultat, at deltagelse i den monetære union har reduceret de deltagende landes vækst med i gennemsnit ca. 1 pct. pr. år, hvilket er gengivet i appendiks-tabel. Årsagen hertil må dels søges i den restriktive økonomiske politik, som Tyskland har ført, samtidig med at den tyske konkurrenceevne blev forøget markant. Den mindskede vækst dækker dog over store variationer mellem de deltagende lande. I Sydeuropa betød den svækkede konkurrenceevne i sig selv en stigning i arbejdsløsheden, der øgede den offentlige sektors budgetunderskud. Alle de sydeuropæiske lande overskred markant 3 procents grænsen for underskuddets størrelse, hvilket førte til et krav fra EU om besparelser på de offentlige budgetter. Denne stramme finanspolitik i de sydeuropæiske lande blev ikke opvejet af en mere

ekspansiv finanspolitik i Nordeuropa. Samlet set har ØMU-landene derfor ført en kontraktiv økonomisk politik, der kun delvist om overhovedet er blevet søgt imødegået af en mere lempelig pengepolitik. Denne reducerede vækst kan således henføres til euro-landenes forskellige strukturer og dermed forskelle i den økonomiske politik, der kan imødegå konjunkturtilbageslag. Med andre ord så er dette forløb en anskuelsesundervisning i, at 'one size does not fit all', hvilket har bidraget til at reducere den økonomiske vækst.

HVAD BESTEMMER INDKOMSTFORDELING OG FATTIGDOM I DE ENKELTE LANDE?

Dernæst melder spørgsmålet sig om landenes interne fordeling har betydning for den økonomiske vækst.

Jeg har her valgt at benytte hhv. gini-koefficienten (husstandenes disponible indkomst), jf. tabel 3 og antallet af personer, der befinder sig i en social risikogruppe, jf. tabel 2 som relevante mål for udvikling i fordeling og fattigdom.

Hovedtendensen i gennem den betragtede periode 2001-2012 har bevæget sig i retning af øget ulighed målt ved gini-koefficienten (disponibel husstandsindkomst). En stigning i gini-koefficienten indikerer en øget forskel i fordelingen af de disponible indkomster, altså større ulighed. Også her gælder det, at der som udgangspunkt er ret betydelige forskelle imellem de viste landegrupperinger. Nordeuropa inkl. de tre nordiske EU-lande har den mest lige indkomstfordeling som udgangspunkt; men har oplevet samme stigning i graden af ulighed som Øst- og Sydeuropa. Frankrig og Storbritannien skiller sig ud ved hhv. at have en markant stigning (Frankrig) og (mere overraskende) et betydeligt fald i gini-koefficienten for Storbritannien. Ændringer i gini-koefficienten giver et ’snapshot’ af udviklingen i fordelingen af den disponible indkomst i hele befolkningen. Hvis fokus især er rettet mod antallet af fattige eller socialt udsatte personer, er gini-koefficienten ikke et specielt velegnet indeks.

TABEL 3.

KILDE

Med andre ord så er dette forløb en anskuelsesundervisning i, at 'one size does not fit all', hvilket har bidraget til at reducere den økonomiske vækst.

Som vi skal se, kan der observeres en forskelligt rettet udvikling i hhv. gini-koefficient og i antallet af socialt udsatte ('fattige') personer. Udviklingen i Østeuropa illustrerer dette forhold, idet antallet af socialt udsatte er faldet markant. Det vil sige, at der er færre egentligt fattige mennesker; men samtidig er gini-koefficienten steget, hvilket kan dække over, at top 10 pct. af befolkningen er løbet fra middelklassen, samtidig med at 'bunden' er blevet løftet. Omvendt i Storbritannien, hvor gini-koefficienten er faldet; men antallet af fattige personer er steget. Her må top 10 pct. have oplevet en indkomstnedgang, formentlig forårsaget af betydelige kapitaltab, samtidig med at socialpolitikken er blevet strammet. Ovenstående eksempler viser, at det sjældent er tilstrækkeligt med ét mål for fordelingen i samfundet. I de nordeuropæiske lande har der uanset en beskeden økonomisk vækst alligevel fundet en stigning sted i både gini-koefficient og antal af socialt udsatte. Endelig har Sydeuropa, som det måtte forventes oplevet en betydelig stigning i antallet af socialt udsatte, samtidig med at den i forvejen høje gini-koefficient er steget yderligere!

Sammenhængen mellem gini-koefficient og økonomisk vækst er et blandt økonomer heftigt diskuteret emne. Den ofte fremførte positive sammenhæng bygger på en antagelse om, at indkomstforskelle på individ-niveau er motiverende med hensyn til at opnå øget effektivitet (og produktivitet) ligesom mindsket social sikring og beskatning vil styrke disse individuelle incitamenter. Argumenter, der formentlig på individ-niveau - navnlig i relativt fattige lande - må antages at have en vis forklaringskraft. Men for hele samfundsøkonomien (makroniveauet) er de teoretiske konklusioner mere tvetydige, idet en mere lige indkomstfordeling, som fremhævet af bl.a. Stiglitz (2012) muliggør et større samlet forbrug, der kan have en række positive afledte effekter.

GINI-KOEFFIECIENT EUROSTAT

GINI-KOEFFICIENT

2001

2012

ÆNDRING

NORDEUROPA

25,3

26,7

1,4

FRANKRIG

27,0

30,5

3,5

ØSTEUROPA

28,6

29,9

1,3

SYDEUROPA

31,6

32,8

1,2

STORBRITANNIEN

35,0

32,8

-2,2

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

17

Ligesom et udbygget socialt sikkerhedsnet fungerer som en ’automatisk stabilisator’ på samfundsøkonomien i krisetider ved at holde forbruget oppe. I den statistiske analyse har det dog ikke været muligt at afdække en signifikant sammenhæng mellem gini-koefficienten og den økonomiske vækst. Et resultat, der kan tolkes som et udtryk for, at fordelingen (herunder navnlig omfanget af fattigdommen) ikke øver en afgørende indflydelse på den økonomiske vækst.

Hvorimod øget vækst giver mulighed for at reducere udbredt og dyb fattigdom, hvis der et politisk ønske herom.

tor. En politik der har været delvist motiveret af den efter finanskrisen stærkt forøgede offentlige gæld og de institutionelle krav som medlemskab af ØMU’en stiller. Derimod er det svært at påvise nogen snæver sammenhæng mellem indkomstfordeling og økonomisk vækst. Der er eksempler på lande med høj vækst og en øget ulighed (Østeuropa), mens væksten i de nordeuropæiske lande, hvor fordelingen er væsentligt mere lige, også har været relativt pæn. Tilsvarende er udviklingen i antallet af socialt udsatte personer i de enkelte europæiske lande tilsyneladende snarere politisk end samfundsøkonomisk motiveret, idet der ikke er nogen umiddelbart målbar effekt på væksten af en reduktion i fattigdommen. Sammenfattende kan det konkluderes, at det økonomisk set 'tabte tiår', der blev initieret af finanskrisen er trukket i langdrag af en restriktiv økonomisk politik, der ikke har været tilpasset landenes forskellige økonomiske strukturer.

Ligesom omfanget af og udviklingen i antallet af fattige primært er et resultat af den tilstræbte fordelingspolitik.

SAMMENFATNING: VÆKST, FORDELING OG FATTIGDOM

Tiåret 2004-2013 har været enestående i Europas efterkrigstidshistorie, idet der som gennemsnit ikke har været nogen økonomisk vækst. Årsagerne hertil er endnu ikke fuldt afdækkede; men den her fremlagte summariske statistiske analyse peger mod den restriktive økonomiske politik som en væsentlig fak-

TABEL 4 . Hvilke strukturelle faktorer er medbestemmende for væksten, 2004-2013 KILDE Egne beregninger fra EUROSTAT

Coefficients

Standard Error

t Stat

Intercept

29,11234

4,870524

5,97725

ØMU-medlemskab

-12,3635

5,225966

-2,36579

-5,1

1,89

-2,69245

Indkomstniveau Adjusted r²

0,372551

Antal lande

29

NOTE ØMU-medlemskab har i gennemsnit reduceret væksten med 12 pct. point fra 2004 til 2013 og for hvert €10.000 et lands BNP/capita ligger over gennemsnittet er væksten blevet dæmpet med 5 pct. point.

LITTERATURLISTE •• ••

18

J. Jespersen, Euroen – Hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre?, Forlaget DEO, 2012 J. Stiglitz, The Price of Inequality, New York: W.W. Norton & Co., 2012

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

om SKRIBENTEN

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.

Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

FOTO: AF XAVIER HÄPE, WIKI COMMONS

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

19

TEMA

ØKONOMISK ULIGHED: VERDENSLEDERNES PUBLIC ENEMY NO. 1 I 2015 af EMILIE BRUUN SANDBYE Vi er godt i gang med året 2015, og 2014’s ambitioner skal gøres til virkelighed. De så berømte 2015-mål og de ønskede resultater skal måles og vejes, og COP20 i Lima i slutningen af 2014 og World Economic Forum har endnu engang defineret, hvilke globale udfordringer vi skal handle på i det kommende år.

2014

har retrospektivt været et turbulent år. En eksplosiv fremgang af en gruppe ved navn Islamisk Stat, som ingen nærmest havde hørt om før, det største udbrud af ebola i flere årtier, og en voksende kløft mellem Rusland og Vesten var mærkbart til stede i bevidstheden, da årede lakkede mod enden.

900 af verdens vigtigste ledere samledes i november i Dubai for at udgøre World Economic Forums årlige topmøde. Her er rapporten Outlook on the Global Agenda 2015 blevet udformet med deltagelse af politikere, multinationale virksomheder, NGO’er og forskningsinstitutioner. Hvordan er verdensbilledet i 2015 ændret siden sidste år? Øget økonomisk ulighed er nr. 1 på årets liste og er dermed gået et trin op fra året før. Verdens ledere er fælles om en dyb bekymring for den stadigt stigende økonomiske ulighed. Ledere fra alle nationaliteter, sektorer, brancher og med forskelligartede interesser har således i enighed fastslået økonomisk ulighed som verdenssamfundets største trussel i 2015.

20

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

TIGERØKONOMIER MED UTILSIGTEDE KONSEKVENSER

Indien - som ellers er en del af betegnelsen BRICS-landene, hvor man ser en fremadstormende økonomisk udvikling - fremhæves af den internationale NGO Oxfam som et grelt eksempel. Ifølge Oxfams analyse vil man kunne løfte 90 millioner mænd og kvinder ud af fattigdom i 2019, hvis man stopper væksten i uligheden nu. Stigende ulighed er i øvrigt især et stort problem i de fremadstormende økonomier, specifikt BRICS-landene, selvom man også kan se på målingerne, at uligheden er steget eksplosivt i tidligere økonomisk meget velfungerende lande som Australien og USA. Prognosen er imidlertid, at Asien vil blive hårdest ramt af alle med en stigende ulighed på 25 % det kommende år. Det er samtidig det kontinent med de største økonomier i fremskridt. Økonomisk vækst og generel velstand kan være nok så succesfuldt eksekveret i BRICS-landene og tigerøkonomierne, men udviklingen fejler, og de positive resultater udebliver, hvis den økonomiske ulighed følger med ved samme hastighed.

2008-2012

20

1980

Share of income going to the richest 1%

15

10

6

FIGUR 1.

KILDE

ES AT

EN

ST

ED

ITE

D

SW

AIN SP

E AP

UN

NE

W

SI

NG

RW NO

AL ZE

OR

AY

D AN

N PA JA

LY I TA

D AN EL IR

CE AN FR

K AR NM DE

AU

ST

RA

LIA

0

The World Top Incomes Database, F. alvaredo, a.b. atkinson, t. piketty and e.saez, 2013, World Economic Forum

Men hvorfor rangeres netop økonomisk ulighed i år som nr. 1 på listen over de resterende ni emner? Som der rapporteres fra World Economic Forum betyder øget økonomisk ulighed også en række andre konsekvenser, der har global effekt. Rapportens kapitel om problematikken pointerer, at både fattigdom, arbejdsløshed, vold og korruption ofte er sammenkædet med økonomisk ulighed. Vækst uden jobskabelse og mangel på good governance er rapportens punkt to og tre, og de har jo unægteligt en forbindelse til uligheden. Økonomisk ulighed er også ulighed i sundhed, og også derfor er over en million kvinder døde i barselssengen siden finanskrisens udbrud. Det er heller ingen hemmelighed, at ebola, som er det tiende emne i rapporten, uden sammenligning rammer de fattigste lande hårdest.

ULIGHED PÅ ØVERSTE NIVEAU

I de hårdest ramte lande ser vi på nationalt niveau derfor en stigende ulighed med alvorlige, socioøkonomiske konsekvenser. Men World Economic Forum er jo ikke blot et heroisk foretagende, og dets funktion

2014 har retrospektivt været et turbulent år.

er ikke kun humanitært. Forummet har et helt andet fundament end COP-møderne og FN-forsamlingerne og er oprindeligt et forum bestående af europæiske erhvervsledere. Forummet er til stadighed en stakeholder-platform for offentlige og private partnerskaber. På internationalt niveau hæmmer uligheden også erhvervslivet og global vækst. Den udhuler købekraften. En opblødning af det anstrengte forhold mellem rig og fattig er derfor ikke kun en udfordring, men i høj grad også en forretningsmæssig mulighed.

Derfor kan WEF’s indsats med den årlige rapport også opfattes lidt modstridende, fordi de multinationale selskaber ofte beskyldes for at forværre forholdene for de økonomisk dårligst stillede og være katalysator for klimaforandringer.

SEKTOROVERSKRIDENDE ANSVAR

Men netop disse problemstillinger er begge punkter i Outlook on the Global Agenda. Dermed er erhvervslivet og vækst også afgørende faktorer i bekæmpelsen af global økonomisk ulighed.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

21

Asien vil blive hårdest ramt af alle

Og derfor er det specielle ved World Economic Forum, modsat for eksempel FN’s globale 2015-mål, at så mange aktører og sektorer mobiliseres samtidig og afgør hvilket emne, der i år skal øverst på dagsordenen. Nonprofit-organisationen Oxfam er afsender på netop det øverste, Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown er – lidt paradoksalt, kan man måske bemærke – afsender på afsnittet om problemet med øget nationalisme, og blandt andet LinkedIn deltager i år med WEF i et projekt om at mindske uligheden mellem kønnene inden for naturvidenskab og teknologi.

Derfor kan man håbe, at institutionaliseringen på højeste niveau og formaliseringen af denne problemstilling kan blive noget af en katalysator, der kan spille

FIGUR 2.

KILDE

22

Survey on the Global Agenda 2014. Via World Economic Forum.

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

ind på løsningen af hele rapportens øvrige elementer. Desværre kritiseres de selvsamme aktører for at etablere neoliberale frihandelsaftaler, der udelukker u-landene, og for at acceptere multinationale virksomheders skattely, og man kan undre sig over, hvad WEF’s medlemmers motivation egentlig består i.

The Global Agenda Council on Sustainable Development under FN erklærer dog i deres kommentar til rapportens udfald, at reduceringen af global økonomisk ulighed er et multistakeholder responsibility.

Ifølge rådet viser undersøgelser, at folk typisk bebrejder regeringer for den stigende forskel mellem rig og fattig, men uanset motivation og ansvar kan svaret på en løsning ikke kun hvile på nationalstatens skuldre.

om SKRIBENTEN

Emilie Bruun Sandbye er medlem af chefredaktionen.

Hun læser statskundskab på Københavns Universitet og er i øjeblikket ved at skrive bachelor om COP20. Hendes primære interesser er politisk kommunikation og klima- og energipolitik.

NORTH AMERICA 18%

ASIA 25% EUROPE 12%

MIDDLE EAST & NORTH AFRICA 14%

SUB-SAHARAN AFRICA 13%

LATIN AMERICA 18%

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

23

TEMA

DET INDISKE KASTESYSTEM: ET KLASSISK EKSEMPEL PÅ ULIGHED af ERIK REENBERG SAND Det indiske samfund er fortsat synligt opdelt i forskellige folkegrupper, og sidste år blev en 17-årig dreng lynchet for at omgås en pige fra en højere kaste. Hvor et vist socialt hierarki eksisterer i alle samfundssystemer, har det imidlertid tidligere været mere udtalt og klarere at kortlægge i Indien.

D

et indiske kastesystem er gennem tiden af mange blevet betragtet som et klassisk og særligt uhyrligt eksempel på social ulighed, og det skorter da heller ikke på eksempler på social, religiøs og økonomisk diskrimination med rødder i denne særlige sociale praksis.

Det bør dog nævnes, at der ikke hersker fuldstændig enighed i den meget omfattende litteratur om emnet, hverken om hvorledes kastesystemet skal defineres, hvor fasttømret det er, eller hvorledes det skal forklares.

Selve ordet 'kaste' stammer fra det spansk-portugisiske 'casta', der betyder 'gruppe stammende fra en fælles ane' eller 'race', og var det ord, portugiserne i Indien benyttede til at karakterisere det, som vi forstår som kastesystemet.

24

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

...sidste år blev en 17årig dreng lynchet for at omgås en pige fra en højere kaste.

I virkeligheden består det, man kalder for kastesystemet, af to forskellige dele, der er flettet ind i hinanden. Den ene karakteriseres med det indiske ord jati, mens det andet karakteriseres ved ordet varna. Af disse systemer er varna-systemet formodentlig det ældste, idet det er bevidnet i en hymne i en religiøs tekst, der stammer fra 1000 - 800 f.v.t., mens jati-systemet først kendes fra buddhistisk og hindu-litteratur fra de første århundreder f.v.t.

JATI-SYSTEMET

Det ord, som portugiserne, da de som de første europæere nåede Indien ad søvejen, oversatte med ordet 'casta', var uden tvivl ordet jati, som betyder 'fødsel', 'slags' eller 'art'. Med jati angives således, at en bestemt gruppe mennesker har fælles oprindelse, eller afstamning og at de både af sig selv og andre opfattes som en særlig art. Den vigtigste egenskab ved

medlemmer af en jati er, at de kun må gifte sig med personer fra samme jati (endogami). De lukker sig således om sig selv, og det samme gælder i forhold til spisning og indtagelse af fødevarer. De spiser som hovedregel ikke med personer fra andre jatier. Ofte vil det også være således, at personer fra samme jati har samme erhverv, men det er ikke altid tilfældet, især ikke i vore dage og i de store moderne byer. Jatierne er ikke de samme overalt i Indien, men skifter fra nord til syd, fra region til region, samt fra landsby til landsby. Oftest vil der i en enkelt landsby være flere jatier repræsenteret. En større nordindisk landsby kan godt rumme mere end 20 jatier. Tæller man alle jatier i Indien sammen, kommer man op på et godt stykke over 4000.

VARNA-SYSTEMET

Den anden del af kastesystemet er den del, der går under navnet varna (egentlig 'farve' eller 'art'). Dette ord dækker over et klassifikationssystem bestående af fire klasser: Præsteklassen (brahmana), krigerklassen (kshatriya), næringsdrivende (vaishya) og tjenere (shudra). Første gang, vi møder alle disse fire klasser sammen, er i en gammel hymne, som fortæller om det kosmiske urmenneske Purusha, som ofredes, og ud af hvis mund præsteklassen opstod, krigerklassen af hans arme, de næringsdrivende af hans lår og tjenerne af hans fødder. At dømme efter de fire klassers kropslige oprindelse har de allerede i tidlig tid været hierarkisk ordnet, men vi har ingen informationer om, at de på dette tidspunkt har været arvelige, endsige at deres medlemmer kun har måttet gifte sig internt med medlemmer fra samme klasse.

FORHOLDET MELLEM JATI- OG VARNA-SYSTEMET

Spørgsmålet bliver naturligvis, hvad forholdet er mellem disse to systemer? Her er det vigtigt at gøre sig klart, at varna-systemets funktion primært er at være klassifikationssystem for de mange jatier. Således regnes hver jati som hørende til en af de fire varnaer. Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at der aldrig har været tale om et fuldstændig fasttømret system, men at disse klassifikationer hele tiden har været til forhandling og det altid har været muligt for en jati over nogle generationer at stige op i systemet, først og fremmest ved at tillægge sig præste- eller krigerklassens traditioner og religiøse ritualer (sanskritisering).

DEN FEMTE KLASSE (VARNA)

Som omtalt ovenfor, er varna-systemet det ældste af de to systemer, mens jati-systemet formodentlig er kommet til efterhånden, som den ariske civilisation har spredt sig og inkluderet et stigende antal erhverv

og stammefolk.

Omkring vor tidsregnings begyndelse støder vi for første gang på fænomenet urørlighed, dvs. den praksis at nogle jatier på grund af deres kontakt med død og urenhed af andre betragtes som så urene, at man ikke måtte komme i kontakt med dem. Det drejer sig om ligarbejdere, garvere, læderarbejdere m.m. og det legitimeredes ved, at de betragtes som en femte varna, der står uden for varna-systemet. Heraf betegnelsen 'kasteløse'.

ULIGHED OG KASTESYSTEMET

Når vi taler om ulighed, så er det klart, at vi har at gøre med spørgsmålet om relationerne de forskellige jatier imellem. Dette forhold er, som det var tilfældet med varnaerne, hierarkisk og baseret på forestillinger om rituel urenhed og stiller ikke de enkelte jatier lige.

Som tidligere nævnt, er der dog ikke tale om nogen entydig, fastlagt orden og der er også tegn, der peger i retning af et samarbejde mellem de forskellige jatier, hvor de lavere jordløse leverer forskellige tjenesteydelser til de højere jordbesiddende imod betaling i form af korn og andre naturalier (jajmani-systemet).

Ikke desto mindre er der, som i alle samfundssystemer, også her tale om social og økonomisk ulighed, hvortil kommer hyppig repression og decideret diskrimination overfor de laveste jatier.

Mange har fejlagtigt den opfattelse, at kastesystemet blev afskaffet med den indiske forfatning af 1950.

Hvad det første angår, så har der fra gammel tid i det indiske samfund hersket økonomisk ulighed, først og fremmest mellem de jordbesiddende jatier på den ene side og de jordløse på den anden. Blandt de jordløse må vi regne landarbejdere, håndværkere, handelsfolk og de folk, der på forskellig vis var beskæftiget med at rense op efter de andre kaster, dvs. den femte klasse og de kasteløse. Bedst stillet blandt disse grupper har handelsfolk og håndværkere været, og bedst stillet i det samlede system storgodsejerne. En sådan social og økonomisk ulighed er imidlertid ikke forbeholdt kastesystemet. Det, der adskiller dette fra mange andre, især moderne, samfundssystemer, er imidlertid, at det er meget vanskeligt, for ikke at sige nærmest umuligt, for det enkelte individ at ændre på sin økonomiske situation, eftersom jati er arvelig og det ikke er muligt at springe fra en jati til en anden.

Til denne økonomiske ulighed har der traditionelt knyttet sig forskellige former for voldelig og seksuel repression, som godsejere og andre højere kaster, i et samfund hvor den politiske bevidsthed ikke var så veludviklet, har benyttet over for daglejere og de lavere jatier for at afholde dem fra at true de højere kasters økonomiske interesser.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

25

Kastesystemet er altså ikke afskaffet, men forfatningen har forsøgt at beskytte de udsatte mod den værste diskrimination.

Sidst, men ikke mindst, er der den ovenfor omtalte diskrimination mod de såkaldte kasteløse, nu dalits, som går under betegnelsen urørlighedspraksisser, og som kastesystemet måske er mest berygtet for. Denne form for diskrimination bygger på forestillinger om renhed og urenhed, og er rettet mod de jatier, hvis medlemmer beskæftiger sig med urene erhverv, nemlig de funktioner, der har med død og menneskelige udsondringer at gøre (ligarbejdere, læderarbejdere, vaskefolk og barberer). Disse diskriminerende praksisser lader ikke det tidligere sydafrikanske apartheid-system noget at høre. Som eksempler kan nævnes, at disse laveste jatier var tvunget til at bo i udkanten eller uden for landsbyen og kun færdes i landsbyen indenfor bestemte tidsrum, ikke måtte hente vand fra de samme brønde som de øvrige beboere, og ikke måtte komme i de andre jatiers hindutempler.

KASTESYSTEMET EFTER UAFHÆNGIGHEDEN

Der er ingen tvivl om, at kastesystemet med tiden udartede sig og under den britiske kolonitid blev det stærkt kritiseret af briter, ikke mindst missionærer, som ikke kunne forliges med det, selvom der er tegn

FOTO: WIKI COMMONS

26

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

på, at deres egne kontrolsystemer, især det såkaldte census- eller folketællingssystem, meget vel kan have styrket systemet. Den europæiske kritik af systemet smittede af på den indiske politiske elite, og da man skulle konstruere en forfatning for den nye indiske republik, ønskede stærke kræfter, med Jawaharlal Nehru og Dr. Ambedkar i spidsen, at den skulle bygge på individuelle frihedsrettigheder såsom frihed og lighed ligesom amerikanske og europæiske forfatninger.

Mange har fejlagtigt den opfattelse, at kastesystemet blev afskaffet med den indiske forfatning af 1950. Det er imidlertid ikke tilfældet; kasterne eksisterer endnu og flertallet af hindu-befolkningen gifter sig da også stadig med personer fra samme kaste som dem selv; men for at dæmpe den mest åbenlyse økonomiske og sociale ulighed og diskrimination, der følger med systemet, satte man ind på to fronter, som begge fremgår af paragrafferne 15-17 i den indiske forfatning, der omhandler retten til lighed.

Paragrafferne 15 og 17 handler om forbud. Paragraf 15, stk. 1 siger således helt generelt, at "staten ikke

må diskriminere imod nogen borger blot på basis af religion, race, kaste, køn, fødested" og i 15, stk. 2 specificeres det, at ingen på basis af disse kategorier må forhindres i adgang til butikker, restauranter, hoteller, offentlige forlystelsessteder, brønde, badetrapper, og andre offentlige steder. Her er der tale om en paragraf, der generelt forbyder diskrimination i det offentlige rum, men eksemplerne brønde og badetrapper viser, at det ikke mindst er en paragraf, der er forfattet med henblik på at beskytte de kasteløse (dalits) eller urørlige. Dette tydeliggøres i paragraf 17, som utvetydigt siger, at ""Urørlighed" er afskaffet og praktisering heraf i hvilken som helst form er forbudt.

Håndhævelse af et hvilket som helst handicap på grundlag af "urørlighed" skal være en overtrædelse, strafbar efter loven".

Paragraf 16 er imidlertid positiv, idet den siger, at der skal være lige mulighed for alle borgere med henblik på ansættelse i staten. Vigtigere er det imidlertid nok at henføre opmærksomheden på underparagrafferne til paragrafferne 15 og 16, der introducerer et vigtigt redskab, som den indiske centralregering og delstaterne har betjent sig af siden uafhængigheden, nemlig positiv diskrimination. For at forsøge at rette op på de

i samfundet iboende ulige forudsætninger, har man altså indført regler for positiv diskrimination både, hvad angår pladser i uddannelsessystemet og i det offentlige.

Oprindeligt sigtede disse særregler (reservationer) kun mod de såkaldte Scheduled Castes og Scheduled Tribes, dvs. kasteløse og stammefolk, og det var tanken, at de kun skulle gælde i 10 år, til uligheden var blevet udlignet. Sidenhen er de imidlertid blevet udvidet med de såkaldte ’andre tilbagestående klasser’ (Other Backward Classes), hvilket har resulteret i, at den indiske højesteret har måttet pålægge delstaterne, at der aldrig må være mere end 50 % af befolkningen, der har disse særrettigheder.

Kastesystemet er altså ikke afskaffet, men forfatningen har forsøgt at beskytte de udsatte mod den værste diskrimination. Hertil har man endvidere indført en række reservationer, som skulle forbedre disses økonomiske vilkår, men som på den anden side i nogle henseender har styrket kastesystemet og givet anledning til politisk debat og en styrkelse af højrenationale politiske kræfter.

om SKRIBENTEN

Erik Reenberg Sand (født 1951) er mag. art. i religionshistorie og lektor i Religionshistorie og Indologi ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Hans forskningsinteresser ligger primært inden for indiske religioner og indisk filologi, især klassisk hinduisme, sanskrit, sanskrit tekstkritik, hindu helligsteder, samt religion, ret og politik i det moderne Indien.

FOTO: Den indiske uafhængighed fejres i 2014

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

27

TEMA

FATTIG MAND ELLER FATTIGT LAND? af ANNE KIRSTINE RØNN Er udviklingsverdenens største udfordring global ulighed, eller er det national ulighed? Skal global fattigdom opgøres i fattige mennesker eller fejlslagne statsøkonomier? I en tid hvor FN skal opnå enighed om nye fattigdomsmål, er udviklingsforskningen i dyb splittelse.

F

risten var sat til 2015. Men allerede i 2010 kunne man fejre, at det øverste punkt på listen over FN's Millenium Goals var nået. Antallet af mennesker, der lever for under 1,25 dollar om dagen, var blevet halveret på 20 år. At det er en sejr i kampen mod global fattigdom, er de fleste enige om. Men ved spørgsmålet om, hvilke udfordringer fremtidens fattigdomsbekæmpelse rummer, er der bred uenighed blandt forskere.

Lige under overfladen af de politiske diskussioner om FN-mål og bistandskroner, ligger en akademisk debat om karakteren af det fattigdomsproblem, politikerne vil løse. Her er de store stemmer Paul Collier og Andy Sumner; to forskere med fælles fagligt udgangspunkt i økonomi, men fundamentalt forskellige tilgange til hvad fattigdom er, og hvordan den kortlægges.

DE BUNDFALDNE STATER

”The Bottom Billion”, var titlen på en bog, der i 2007 sikrede Paul Collier en plads på faglitteraturens

28

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

bestsellerliste. Samtidig var det navnet på en teori, som gjorde op med den traditionelle måde at tænke fattigdom på. Den klassiske fattigdomsdefinition er en minimumsgrænse, målt i kroner og øre, og opgjort for individer.

I verdensbankens rapporter er der dermed tale om ekstrem fattigdom, når én enkelt person har under 1,25 dollar at leve for per dag. Ifølge Collier overså den definition et vigtigt faktum; nemlig at fattigdom ikke blot er manglen på penge i øjeblikket - men manglen på udsigter til at kunne tjene penge i fremtiden.

Det globale fattigdomsproblem udgøres hos Collier af 58 lande, 70% i Afrika og det meste af de resterende i Centralasien. “The Bottom Billion" refererer til de omkring 1 milliard mennesker, som befolker dem. Imens resten af verden har oplevet vækst, er The bottom Billion-landene stagneret og har gennem årtier været fastlåst i en udviklingsklemme. Det kan være borgerkrig, korruption, manglende handelsveje eller dårligt forvaltede naturressourcer.

UNDERKLASSEN I MIDDELKLASSEN

Måske havde Collier ret i 1990.

Men han har ikke ret længere. I hvert fald ikke hvis man spørger Andy Sumner, som er tænkeren bag teorien kaldet "The new bottom billion”. Ifølge Sumners studier bor verdens fattigste mennesker i dag slet ikke i de lande, som traditionelt bliver associeret med ekstrem fattigdom. Faktisk bor tre fjerdedele af de mennesker, der lever for under 1,25 dollar om dagen, i det Verdensbanken klassificerer som mellemindkomstlande.

Sumners opgørelse skal dog ses i lyset af, at flere af de lande, der tidligere var lavindkomstlande, er rykket op og blevet mellemindkomstlande. Men pointen lyder stadig, at den fattigdom, der findes i lande som Kina og Indien, udgør et “blindt punkt” i statistikkerne, hvis fattigdom bliver lig fattige lande.

GLOBALT ELLER NATIONALT ANSVAR?

I år udløber FN’s Millenium

National og global ulighed er to forskellige problemer, som kræver forskellige løsninger.

FOTO: WIKI COMMONS

Goals, og den politiske diskussion om fattigdommens løsninger intensiveres. Samtidig bliver den akademiske uenighed om fattigdommens definition mere relevant. For den er med til at afgøre, hvordan de næste mål skal lyde, og hvordan milliarder af bistandskroner skal fordeles.

Imens Collier ser verdens fattigdom som et resultat af global ulighed, så handler problemet for Sumner derimod om national ulighed. Når det kommer til løsningen på global fattigdom drejer deres uenighed sig om hvem, der bærer hovedansvaret.

For Paul Collier ligger ansvaret hos de stater, der har vækst og stabile statssystemer. For krig, naturressourceforbandelser og dårlig regeringsførelse er faktorer, som kun kan afhjælpes med hjælp fra verdenssamfundet. Men løsningen er ikke at poste penge. De bliver opslugt af militær og korruption og skaber ikke vækst. I stedet ligger løsningen i at investere i handel og produktion. Som argument siger han, at de østasiatiske lande opnåede vækst, ikke som følge af bistandskroner men fordi, der blev skabt vilkår for vækst. Men ifølge Collier er den form for bistand alt for sjælden, fordi der sker en favorisering af de lande, der i forvejen

er i udvikling. For her kan opnås resultater, her er international politisk relevans, og det er attraktivt for udviklingsarbejdere at blive udstationeret. Selvom Collier ikke mener, at det skal være en strøm af støttepenge, er det stadig en global omfordeling af ressourcer, som skal allokeres til en helhedsindsats i forhold til statsopbygning.

For Sumner, derimod, har verdens store økonomier en begrænset rolle at spille som donorer. I stedet ligger ansvaret hos staterne internt. For det er nemlig mellemindkomststaters manglende evne til at kanalisere deres vækst ned til samfundets nederste lag, som holder mennesker isoleret i ekstrem fattigdom. Udfordringen er at opkræve skatter og fordele dem ud til de, der har brug for dem. Det kræver begrænset global omfordeling af ressourcer. Til gengæld kræver det, at middelindkomstlandene udvikler et ansvar for deres fattige befolkningsgrupper. Derfor er det nødvendigt med en global politisk diskussion om, hvordan national ulighed kan reduceres - “To put the Gini Back in the Bottle”, udtrykt med Sumners egne ord, som refererer til, at ulighedsdebatten i øjeblikket er skrinlagt i de internationale politiske fora.

DEN SVÆRE PRIORITERING

Det tegner sig godt i gennemsnit. Men ser man nærmere på statistikkerne, er der stor forskel på, hvor langt verdens forskellige regioner er nået i fattigdomsreduktionen. I Afrika syd for Sahara er billedet langt fra positivt. Her ligger en tredjedel af landene i Verdensbankens kategori “seriously off track”, som indikerer, at der ikke er sandsynlighed for, at antallet af fattige kan halveres inden 2030. Forsætter den nuværende udvikling, vil der i 2030 stadig være en gruppe lande med håbløse økonomier. Ser man på statistikkerne for ulighed på nationalt plan, viser verdensbankens tal, at der kun er lav sammenhæng mellem vækst i lande og reduktion af underklassen. National og global ulighed er altså to forskellige problemer, som kræver forskellige problemer. Man kan ikke slå to fluer med ét smæk. Punktet øverst på dagsordenen ved det seneste års konferencer hos United Nations Development Programme (UNDP) hedder “Localizing the Post-2015 Development Agenda”.

Og det er i bogstaveligste forstand den opgave, der venter, når året for FN’s Millenium Goals rinder ud.

om SKRIBENTEN

Anne Kirstine Rønn læser statskundskab på 6. semester på Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets chefredaktion.

Derudover er hun student hos Tana Copenhagen, en konsulentvirksomhed, som arbejder med udviklingsprojekter.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

29

TEMA

FATTIGDOM OG ULIGHED I ET RAWLSIANSK PERSPEKTIV interview med ESBEN HØGH af ANNE MARX LORENZEN IPmonoplet har mødt ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab, Esben Høgh, til en snak om hans ph.d-projekt, der med udgangspunkt i retfærdighedsteorien af den amerikanske filosof, John Rawls, forsøger at give et bud på, hvordan man kan lave et kvalificeret fattigdomsmål for vestlige lande.

D Fattigdom kan ikke bare være et spørgsmål om penge, men det kan heller ikke være et spørgsmål om alting, der fører til dårlig livskvalitet

30

et, der ifølge Esben selv, driver hans ph.d.-projekt er ønsket om at finde en politisk teoretisk forklaring på, hvordan det giver mening at tale om fattigdom og ulighed i relativt velstående samfund som eksempelvis Danmark.

EH ”Jeg tror, at Rawls’ retfærdighedsteori er et godt udgangspunkt i forhold til at beskrive nogle af de samfund, som vi lever i, i dag.

Eksempelvis Skandinavien. Vi er i Danmark forholdsvis velfungerende på nogle af de parametre, som Rawls taler om. Der er en lav grad af arbejdsløshed, hvis man ser på den enkelte borgers ansættelser over en hel livstid, og der er relativt få mennesker, der bliver ramt af meget alvorlige handicaps, og som sætter dem fuldstændig udenfor arbejdslivet. Og dem, der gør, bliver forholdsvist godt behandlet af det offentlige system. Der er nogle ting ved den skandinaviske velfærdsmodel, der håndterer disse udfordringer på en måde, som jeg tror, Rawls gerne så dem håndteret,” forklarer Esben, når han skal beskrive, hvorfor netop Rawls blev hans teoretiske udgangspunkt.

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

AML Man taler ofte om fattigdom og ulighed i samme vending, men hvad er egentlig forskellen?

EH ”Det er et lidt svært spørgsmål, fordi de fleste taler om fattigdom som noget relativt. Hvis du siger, at fattigdom udelukkende er relativt, og definerer det eksempelvis ud fra fattigdomsgrænsen i forhold til medianindkomst, så er det egentlig bare et mål for ulighed. Jeg tror, at de fleste mennesker selv ville sige, at fattigdom på en anden måde knytter sig til nogle grundlæggende menneskelige behov.”

Esben mener, at det selvfølgelig giver mening at antage, at menneskets behov påvirkes af det samfund, som de lever i – men ikke kun.

EH ”Der er visse ting, som ikke bare skifter med, hvordan middelklassen i et samfund har det.

Eksempelvis hvorvidt man har en vis frihed med sine økonomiske ressourcer, om man har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter og få ordentlig mad på bordet og holde sit hus varmt. Det er rimelig uafhængigt af, hvad andre folk nu engang har at gøre godt med,” forklarer han.

HVORDAN MÅLER MAN FATTIGDOM?

Ifølge Esben, har man traditionelt set altid opgjort fattigdom i penge. Men i de senere år har man dog fundet ud af, at penge blot er ét af de aspekter, man kan måle fattigdom og livskvalitet på baggrund af.

Der er mange flere parametre, der kan give mening at inddrage. For Esben er det dog vigtigt, at man ikke lige pludselig begynder at inddrage alle mulige parametre i forsøget på at forklare fattigdom.

EH ”Fattigdom kan ikke bare være et spørgsmål om penge, men det kan heller ikke være et spørgsmål om alting, der fører til dårlig livskvalitet. Det, jeg prøver at sige, er, at der må være en teoretisk måde, hvorpå vi kan afgrænse det, når vi snakker om fattigdom. Og der prøver jeg så at inddrage et politisk teoretisk perspektiv. Vi må hente de her dimensioner eller aspekter af fattigdomsbegrebet fra den politiske teori. Og jeg bruger Rawls til at give et bud på, hvilke aspekter, der kan være relevante,” forklarer han.

Først og fremmest er penge en vigtig faktor, ifølge Esben,hvis man skal forstå fattigdom. Men der er mange andre ting, der knytter sig til pengebegrebet og som har relation til eksempelvis menneskets rolle på arbejdsmarkedet.

AML Hvordan bruger du så helt konkret Rawls’ teori til at forme dit fattigdomsbegreb?

EH ”På den måde, som jeg forstår Rawls, prøver han at skabe en offentlig forståelse af retfærdighed. En fælles ramme for at forstå, hvilke mennesker, der er bedre eller dårligere stillede i et samfund set ud fra et politisk teoretisk perspektiv. Rawls gør det på et meget abstrakt plan. Det, jeg forsøger at gøre, er at bruge Rawls’ idéer, men hvis vi gerne vil prøve at lægge en ramme ned over eksempelvis det danske samfund, hvordan kan vi så gøre det? Hvilke steder i Rawls’ teori bliver han for abstrakt, og hvor skal der fyldes huller ud? Rawls siger, at rettigheder, muligheder, indkomst og formue betinger et retfærdigt samfund, og det er så her, hvor jeg prøver at sige, at indkomst og formue ikke er nok. Der skal mere til. Eksempelvis hvor meget fritid man har og kvaliteten af det arbejde, man udfører. Jeg prøver at finde en måde at integrere dem i et samlet mål, som man kunne lægge ned over det danske samfund,” forklarer han.

ARBEJDET HAR BETYDNING FOR LIVSKVALITET

om SKRIBENTEN

Og netop kvaliteten af menneskets arbejdsliv er noget, der optager Esben meget.

EH ”Folks arbejde varierer utrolig meget i kvalitet. Nogle typer af arbejde er meget risikofyldte. Folk bliver nedslidte af dem, og nogle jobs er meget svære at finde mening i. Og det, synes jeg, er et meget relevant aspekt at inddrage i diskussioner af fattigdom. At nogle mennesker reelt lever et arbejdsliv, hvor det sådan set bare handler om at komme igennem arbejdsdagen, få sine penge og så komme hjem igen,” forklarer han.

Esbens håb for sit ph.d.-projekt er tredelt. For det første vil han meget gerne lykkes med at bruge Rawls’ forholdsvis abstrakte teori overbevisende på et faktisk eksisterende samfund.

EH ”Derudover håber jeg, at jeg kan bruge den videreudvikling til at sige noget generelt om den måde, man måler og analyserer ulighed og fattigdom; at sætte spot på nogle af de problemer, der gør sig gældende i eksisterende fattigdomsanalyser og gøre dem mere nuancerede fra et politisk teoretisk perspektiv,” forklarer han.

Anne Marx Lorenzen er medlem af IPmonopolets redaktion. Hun er kandidatstuderende i Statskundskab på Københavns Universitet, hvor hun følger specialiseringen i politisk teori.

Sidst men ikke mindst vil han gerne kunne nuancere fattigdomsdebatten, så den ikke blot handler om penge og økonomi.

EH ”Jeg synes, at sådan noget som arbejdskvalitet er et relevant aspekt af både fattigdom og ulighed, som der sjældent bliver fokuseret nok på. Det har en tendens til lidt at forsvinde i diskussionen om indkomst og formuer, hvilket er ærgerligt,” afslutter han.

om ESBEN HØGH Esben Høgh har læst Statskundskab på Københavns Universitet og har desuden en kandidat i politisk teori fra LSE. I øjeblikket er han ph.d. studerende og underviser derudover i et fag om fattigdom og ulighed på Institut for Statskundskab.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

31

Selv ville jeg dog ikke tøve et sekund med at kalde EU's retsorden for fÌllesskabets mest vellykkede bedrift til dato.

MARLENE WIND

UDBLIK TEMA

UDBLIK

EU-DOMSTOLEN ER FÆLLESSKABETS STØRSTE SUCCES af MARLENE WIND EU-Domstolen har skabt en helt unik og effektiv retsorden. Og netop derfor har regionale domstole i hele verden kopieret den. Alligevel er specielt nordiske landes politikere kritiske over for dens virke, skriver Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet.

Domstolen er en enorm eksportsucces.

34

D

et er ofte overset og sjældent nævnt - især ikke på vore breddegrader - men EU’s allerstørste bedrift har uden tvivl været skabelsen af en helt unik og effektiv retsorden.

En retsorden der på én og samme tid bevarede medlemslandenes suverænitet. EU og ikke mindst det indre markeds enorme succes skyldes nemlig primært, at EU-landene næsten fra EU’s grundlæggelse indså, at kun et solidt og forudsigeligt retssystem med en stærk domstol kunne sikre fællesskabet overlevelse på langt sigt.

Folkerettens meget løsere struktur – som EU oprindelig var funderet på - var omvendt baseret på det kendte mantra ”hvis-jeg-nu-opfører-mig-pæntgør-andre-det-forhåbentlig-også”. Et sådant usikkert juridisk grundlag kunne imidlertid aldrig skabe den stabilitet, forudsigelighed og tryghed, som særligt virksomheder og borgere, der handler over grænserne, har brug for.

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

DOMSTOLEN ER GLOBALT HIT

Men netop fordi EU evnede kunsten at balancere de individuelle nationale retssystemer i medlemslandene med en sofistikeret fælles europæisk retsorden, skabtes en sui generis-orden, som ikke rigtig genfindes andre steder i verden. Og så er EU-Domstolen blevet et globalt hit. Som grundforskningscenteret iCourts, som jeg er en del af på juridisk fakultet, viser, har masser af nye regionale domstole i hele verden kopieret EU-Domstolen og dens virkemåde. Domstolen er med andre ord blevet en enorm eksportsucces.

EU’s retsorden er blevet effektiv, fordi landene - som historiker Morten Rasmussen beskrev i en tidligere artikel på Altinget - har accepteret, at den EU-ret, som politikerne vedtager, har forrang frem for modstridende nationale regler. Og fordi man gjorde EU-Domstolen til garanten for, at de samme regler gælder ens for alle i Unionen. Hvad enten man er et stort eller lille land, en stor eller lille virksomhed, polak, slovener eller dansker, håndhæves EU-reglerne ens på tværs af landegrænserne.

Det fungerer groft sagt sådan, at opstår der konflikt om fortolkning af EU-reglerne mellem det nationale og EU-niveauet, har EU-Domstolen det sidste ord.

Har et EU-land for eksempel implementeret EU’s miljøregler forkert eller for sent, idømmes der en klækkelig bøde, og det pågældende land bliver pålagt at få bragt reglerne i orden.

Sker det ikke, bliver bøden endnu større. Det samme gælder, når en stor virksomhed udnytter en dominerende stilling på markedet, noget vores konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, står i spidsen for at forhindre. I 2013 fik en dansk medicinalvirksomhed således en bøde på 700 millioner kroner for at have betalt andre firmaer for at holde sig ude af markedet med en billigere konkurrerende medicin.

For et lille land, der er afhængig af at kunne afsætte sine varer på et stort og til tilder uoverskueligt marked med mange spillere, er det således helt afgørende, at reglerne er ens, forudsigelige, nogenlunde transparente, og at alle netop er lige for loven. Det er hele EU’s retssystem med til at sikre. Herunder de nationale domstole, som ofte agerer rets-håndhævere på EU-rettens vegne.

BEDRE END ALTERNATIVET

Selvfølgelig kan der være afgørelser ved EU-Domstolen, man er uenig i, lige som man også kan være uenig i Domstolens fortolkningsstil. Men her adskiller tingene sig ikke afgørende fra de nationale retssystemer. Grundlæggende er det derfor væsentligt at gøre sig klart, hvad alternativet til en fælles europæisk retsorden er. Det er et Europa "a la carte", som vi allerede ser visse tendenser til i disse år.

Her får (eller ønsker) visse lande sig et hav af undtagelser og særregler. For eksempel når briterne i øjeblikket ønsker at omgå reglerne for den frie bevægelighed for arbejdskraft. Eller når man som i børnecheck-sagen herhjemme udfordrer EU’s ikke-diskriminationsprincip ved at stille skattebetalende EU-borgere dårligere. For eksempel med hensyn til sociale ydelser, der er lavere end til egne borgere.

Går man ensidigt ned ad den vej, undermineres EU-retten, og man sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved den unikke pagt, som har gjort EU til en succeshistorie.

Samtidig skaber man en grundlæggende usikkerhed om, hvilke regler og rettigheder der gælder for hvem.

Tilmed bliver det i sagens natur vanskeligt at overbevise for eksempel Polen om, at de skal overholde EU’s miljøregler, hvis vi lige pludselig ikke vil overholde

det ’ikke-diskriminationsprincip’, som ligger til grund for den fri bevægelighed.

EU’s ’konstitutionelle system’ bryder med den nordiske måde at tænkte demokrati på.

DERFOR ADSKILLER DANSKERNE SIG

Det betyder naturligvis ikke, at EU-reglerne så er mejslet i beton. Slet ikke. Men når EU-Domstolen dømmer i sådanne sager, forholder den sig netop til de regler, som politikerne selv har lavet. Det er derfor vigtigt at huske, at det er politikerne (i EU og herhjemme), der har vedtaget reglerne, og at det også er dem, der i fællesskab skal ændre dem, hvis man gerne ser dem lavet om.

Men hvad er det så, der gør, at vi danskere har haft så vanskeligt ved at forlige os med EU-Domstolen, og at den igen og igen dukker op som den store prygelknabe i den offentlige debat?

For at besvare det spørgsmål er vi igen nødt til at træde et skridt tilbage og forstå vores egen efterhånden ret unikke demokrati-opfattelse. De to ting hænger nemlig meget tæt sammen.

Først og fremmest er det dog nok så væsentligt at slå fast, at danskerne faktisk er ganske godt tilfredse med EU-Domstolen, hvis man altså tjekker målingerne på eurobarometer. Ergo kommer kritikken af Domstolen primært fra visse politikere og meningsdannere.

Nyere forskning viser imidlertid, at også nationale domstole og embedsmænd har brugt en del tid på at vænne sig til EU-retten og den måde, Domstolen fungerer på. For den er anderledes end det, vi kender, ligesom også hele EU’s ’konstitutionelle system’ på flere måder bryder med den nordiske måde at tænkte demokrati på.

FLERTALSDEMOKRATIET HAR SEJRET

På vore nordlige breddegrader har domstoles rolle i samfundet traditionelt ikke interesseret mange. I hvert fald ikke mange forskere. Det hænger uden tvivl sammen med, at de skandinaviske lande siden forrige århundredeskifte har været domineret af den såkaldte »skandinaviske realisme«, også kendt som retspositivismen.

Ifølge retspositivismen kan og bør man adskille ret og moral, og da domstolene kun bør beskæftige sig med det første, har der aldrig været særligt stort fokus på domstoles normative rolle. Opfattelsen har været, at domstolene helt objektivt og værdineutralt kan (og skal) fortolke den lovgivning, som et demokratisk valgt flertal i parlamentet har vedtaget.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

35

Blander man normative vurderinger ind, vil man kompromittere forestillingen om domstolene som »bouches de la loi«, det vil sige lovens mund eller talerør, som Montesquieu i sin tid var ophavsmand til.

Domstolenes rolle som ’afkodere’ af det politiske flertals beslutninger er tæt forbundet med den danske demokratiopfattelse, som hviler på den klassiske ide om »ingen over eller ved siden af Folketinget«, som Viggo Hørup formulerede det i anden anledning i 1878.

Princippet førte til en generel forestilling i Danmark om, at domstole bør være tilbageholdende og ikke blande sig i, hvad et demokratisk flertal har besluttet.

Den primære begrundelse, og en begrundelse, som man også hører ofte i dag, er, at domstolene mangler demokratisk legitimitet. »Folket«, forstået som det demokratisk valgte flertal i parlamentet, ses altså som den instans, der har den klareste demokratiske legitimitet, og er dermed selve symbolet på en demokratisk styreform.

DEMOKRATIETS VAGTHUND

Det interessante er imidlertid, at parlamentet ikke har en sådan privilegeret position i den klassiske magtfordelingslære. Og slet ikke i den demokratiske verden omkring os. Her var det selve balancen mellem magtens tre grene, der var og er i centrum (den udøvende, lovgivende og dømmende).

I USA og det øvrige Europa har domstolene, særligt efter Anden Verdenskrig, indtaget en helt anderledes ligeværdig og magtfuld rolle, end tilfældet har været i Danmark og de øvrige nordiske lande. I det øvrige Europa bliver domstolene således opfattet som garanter for (og altså ikke trusler mod) demokratiet, blandt andet gennem en aktiv brug af den prøvelsesret (judicial review), som EU-Domstolen også benytter sig flittigt af.

I USA og det øvrige Europa har domstolene, indtaget en helt anderledes ligeværdig og magtfuld rolle, end tilfældet har været i Danmark og de øvrige nordiske lande

Prøvelsesretten er på mange måder kernen i det ’konstitutionelle demokrati’, men en yderst fremmed fugl i flertalsdemokratiet.

FOTO: EU-DOMSTOLEN I LUXEMBOURG, AF CÉDRIC PUISNEY, WIKI COMMONS

36

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

I det konstitutionelle demokrati, som altså i dag findes i stort set alle andre europæiske lande, har domstolene ansvaret for, at parlamentarikerne ikke går over stregen, når de lovgiver. De opfattes dermed som vagthunde for borgernes grundlæggende rettigheder, hver gang disse er i fare for at blive trådt under fode.

Det klassiske eksempel er naturligvis oprettelsen af en stærk forfatningsdomstol i Tyskland efter 2. verdenskrig. Den var amerikanernes betingelse for at give tyskerne Marshall-hjælp og skulle forhindre, at et helt ’utøjlet’ tysk parlament nogensinde igen skulle kunne vedtage en lov om udryddelse af seks millioner jøder.

Fordi mange stadig hælder til en demokratiforståelse, der sætter parlamenterne over magtens øvrige to grene, er det måske ikke så underligt, at EU-Domstolen til tider har været ugleset. Selv vil jeg dog ikke tøve et sekund med at kalde EU’s retsorden for fællesskabets mest vellykkede bedrift til dato. Uden den ville vi helt sikkert ikke have et velfungerende indre marked, hvor alle er lige for loven.

Artiklen er skrevet til netavisen Altinget

om SKRIBENTEN

Marlene Wind er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og har skrevet ph.d. ved det Europæiske Universitet i Firenze. Hun er også Professor på iCourts, som er et grundforskningscenter for studiet af "internationale domstoles rolle og legitimitet" på Juridisk Fakultet, Københavns Universitet. Herudover har hun de seneste to år været Professor II på Juridisk Fakultet, Oslo Universitet.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

37

UDBLIK

MELLEMØSTENS FEJLSLAGNE SUGARDADDY ? af GRY WAAGNER FALKENSTRØM Vestlige stater og organisationer poster hvert år milliarder af dollars i udviklingen i arabiske lande med det formål at fremme demokrati og stabilitet i regionen.

Men har de astronomiske donorbeløb den ønskede effekt? Og hvad har de voldsomme omvæltninger under og efter Det Arabiske Forår betydet for Vestens rolle som Mellemøstens sugardaddy?

I stedet er midlerne til demokratifremme blevet skåret ned og spredt ud på flere aktører, uden at politikkerne er blevet tilpasset de nye omstændigheder.

F

olkelige protester fik i 2011 taburetterne til at vakle under despoterne i en række arabiske lande, heriblandt Tunesien, Egypten, Libyen og Syrien. I Vesten blev optøjerne primært opfattet som befolkningers krav på demokrati og øget personlig frihed, og mange vestlige ledere var derfor ikke sene til at love både moralsk og økonomisk støtte til dem, der var klar til at skabe reel demokratisk forandring i landene. ”Vores budskab er simpelt: Hvis I tager den risiko, som reformer indebærer, så vil I have USA's fulde støtte,” erklærede den amerikanske præsident Barack Obama under den såkaldte Kairo II-tale, som han i maj 2011 rettede mod millioner af arabiske ører.

Et af den amerikanske stats primære instrumenter til at støtte denne udvikling var The U.S.-Middle East Partnership Initiative med et årligt budget på over 70 mio. dollars. Dette beløb blev af Obama-administrationen hævet med 15 procent i 2011 for at understøtte Det Arabiske Forår, men faldt snart tilbage til samme

38

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

niveau som Bush-administrationen havde lagt årtiet forinden. Også EU lovede særlig støtte, men heller ikke her blev engagementet i Mellemøsten forstærket nævneværdigt.

MINDRE AF DET SAMME

Den 13. februar i år kunne Dr. Federica Bicchi sammen med fem andre forskere præsentere resultaterne fra publikationen ”The Politics of Foreign Aid in the Arab World: the impact of the Arab uprising”. I denne særudgave af tidsskriftet Mediterranean Politics har omkring 15 forskere for første gang kortlagt, hvilken indflydelse Det Arabiske Forår har haft på den udviklingsbistand, som gives til de arabiske lande. ”Der har været et dybt skel mellem de officielle tilkendegivelser om at støtte social, økonomisk og politisk transformation i den arabiske verden på den ene side – og så en påfaldende kontinuitet i forvaltningen af udviklingsbistands-programmer på den anden side,” forklarer Dr. Bicchi i et mødelokale højt oppe i Tower II på London School of Economics (LSE).

Forskningsresultaterne understøtter et nedslående billede af et arabisk forår, som alligevel ikke blev det momentum for demokratisk omstilling, som så mange havde håbet. I stedet er midlerne til demokratifremme blevet skåret ned og spredt ud på flere aktører, uden at politikkerne er blevet tilpasset de nye omstændigheder. ”Det Arabiske Forår ser ud til at have åbnet en smutvej til at accelerere eksisterende trends frem for at skabe nye mønstre”, fortæller Dr. Bicchi og kalder bistanden ”mindre af det samme”.

Ifølge Dr. Steven Heydeman fra United States Institute of Peace har denne tendens til at reducere støtten været tydelig at spore i USA’s bistand til arabiske lande helt op til i dag. ”I 2013-14 ser vi, at Obama-administrationens usikkerhed og ambivalens i forhold til hændelserne i den arabiske verden er blevet dybere og mere intens. Som et resultat heraf ser vi (…) en tilbagetrækning af støtte til demokratifremme i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika, red.). Fx. var tildelingen af støtte til demokratifremme til Egypten i 2011 31,8 mio. dollars – i 2014 var den 13,2 mio. dollars.”

SIKKERHED FØR DEMOKRATI?

Men hvorfor efterlader Vestens forsøg på at fremme demokrati og individuelle rettigheder i arabiske lande os med indtrykket af fiasko?

Dr. Federica Bicchi ser to afgørende grunde. Den første er donorinstitutionernes inerti, som gør det svært for de komplekse bureaukratiske systemer hurtigt at tilpasse bistanden til de konstant skiftende magtkampe i MENA-regionen. Den anden årsag er den såkaldte sikkerhedsliggørelses-agenda, som har til formål at fremme stabilitet i regionens magtforhold til fordel for vestlige sikkerhedspolitiske interesser – også selvom det indebærer støtte til et udemokratisk styre. ”Vi er stadig i en situation, hvor vi promoverer demokrati, samtidig med at regeringerne bliver ved med at sende våben til de samme regimer, som undertrykker demokrati,” forklarer Mattia Toaldo fra tænketanken European Council on Foreign Relations og tilføjer: “Nyheden i dag er, at Frankrig lige har underskrevet en 5 mio. Euro-aftale om at sælge jagerfly til det egyptiske regime.”

Samme paradoks mellem vestlige landes humanitære og værdimæssige engagement på den ene side, og de geopolitiske og militærstrategiske interesser på

den anden, ses i vestlige landes støtte til Israel og Palæstina.

De to sidste årtier har palæstinenserne modtaget mere end 24 mia. dollars i ikke-militær bistand, hvilket gør dem til et af de mest bistandsafhængige folk i verden, forklarer Alaa Tartir, som er PhD-studerende ved LSE. Disse midler går eksempelvis til genopbygningen, efter israelske bombardementer sidste sommer lagde store dele af Gaza-striben i ruiner – en militær aktion som blev gennemført med våben til dels betalt af USA, som har Israel som sin største modtager af militærhjælp. ”Så den udviklingsbistand har faktisk ikke bragt nogen fred eller udvikling, som det ellers blev lovet for 20 år siden,” understreger Alaa Tartir.

Og samtidig har vestlig støtte til sikkerhedsliggørelse i Palæstina ifølge Alaa Tartir heller ikke bidraget til at fremme freden eller den demokratiske udvikling.

Vi er stadig i en situation, hvor vi promoverer demokrati, samtidig med at regeringerne bliver ved med at sende våben til de samme regimer, som undertrykker demokrati,” forklarer Mattia Toaldo fra tænketanken European Council on Foreign Relations.

”At putte 30 procent af donorpengene i en sikkerhedssektor til det palæstinensiske selvstyre, som bare bliver mere og mere autoritært, vil ikke løse problemerne,” forklarer han.

I LOMMEN PÅ DIKTATOREN

Men hvorfor er det så, at Vesten støtter de autoritære regeringer?

Den tidligere leder af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo, Rasmus Boserup, skrev under Det Arabiske Forår, at de vestlige ledere havde anerkendt, at Mellemøstens autoritære regimer var kommet for at blive.

De vestlige lederes bestræbelser på sikkerhedsliggørelse blev baseret på de eksisterende regimer, fordi det var den eneste mulighed for at opnå stabilitet. Egypten har fx stor geopolisk betydning for USA, der hvert år giver landet 1,5 mia. dollars i militær støtte. Nok var landet blandt de donorer, der, som bl.a. Danmark og EU, suspenderede eller reducerede deres hjælp til Egypten efter præsident Morsi blev sat fra magten i juli 2013. Men ved udgangen af samme år genoptog USA støtten.

Det Arabiske Forår blev primært drevet af lederløse revolutionsgrupper, der var ude af stand til at præsentere alternativer i form af nye, legitime ledere, som Vesten ville kunne støtte op om. Usikkerheden omkring hvad der skulle erstatte de gamle regimer, er sandsynligvis en del af forklaringen på, hvorfor Vesten ikke ændrede markant kurs for bistanden under Det Arabiske Forår.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

39

...en række nye stærke donorer med Tyrkiet og Golf-landene i spidsen har vist sig som seriøse konkurrenter i kampen om at blive regionens nye indflydelsesrige sugardaddy

Derfor måtte bistanden til demokratifremmende arbejde således gives sideløbende med den militære bistand – og det skete derfor ofte på despoternes præmisser. Det førte eksempelvis til stor forargelse blandt aktivister, at USA i 2008 accepterede den egyptiske præsident Mubaraks krav om, at donorstøtte kun måtte tilfalde NGO'er, der var registreret hos indenrigsministeriet – ”hvilket i praksis betød, at organisationerne var ’screenede’ af sikkerhedstjenesten”, skrev Boserup i Ræson i maj 2011.

I andre af regionens lande har de siddende ledere ligeledes haft afgørende indflydelse på, hvilken form for demokratifremmende arbejde, der har modtaget støtte.

“I Marokko er EU-delegationerne frie til at iværksætte projekter – men altid på en måde, den marokkanske regering accepterer. Fx kan du ikke finde nogen projekter om ytringsfrihed eller om Vestsahara,” fortæller Leila Mouhib fra Université Libre de Bruxelles.

ØKONOMISKE REFORMER HAR FEJLET

Det er vigtigt at have for øje, at mange arabiske lande havde gennemlevet en forværring af deres økonomiske situation i tiden op til Det Arabiske Forår. Det ville derfor være naivt at tro, at det kun var et ønske om politisk demokrati, der fik millioner af mennesker til at protestere.

Gennem økonomiske reformer i 1980-90’erne – de såkaldte ’Structural Adjustment Programmes’ - har mellemøstlige lande fået tildelt milliardstore lån af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) til at minimere de nationale budgetters underskud. Til gengæld herfor måtte regeringerne gennemføre reformer, der skulle reducere statens størrelse, liberalisere handelen, privatisere produktionssektoren og fjerne konkurrenceforvridende støtteordninger.

Kritikere af denne vestligt påtvungne økonomiske liberalisering påpeger, at Verdensbankens og IMF’s ”one size fits all”-modeller ikke virkede, og at denne fejlslagne strategi i Mellemøsten har været med til at forværre levevilkårene for almindelige borgere.

FOTO: DEMONSTRATION I MAROKKO UNDER DET ARABISKE FORÅR, AF MAGHAREBIA, WIKI COMMONS

40

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

Også Dr. Heydemann mener, at det er en del af forklaringen på Vestens mangelfulde – og til tider kontraproduktive – resultater. ”På grund af dette meget markante fokus på markeder og private sektorer, oversås de underliggende og meget bredere behov for økonomisk retfærdighed, som var en vigtig drivkraft i Det Arabiske Forår,” forklarer han.

For at rette op på udviklingen i de palæstinensiske områder, mener Alaa Tartir tilsvarende, at vestlige donorer bør justere nogle af de bærende økonomiske modeller, som udviklingsbistanden fordeles efter. I dag skyder vestlige donorer for ofte skylden for den manglende udvikling over på de palæstinensiske myndigheder frem for at gribe i egen barm: ”Donorer i det palæstinensiske tilfælde afviser at lære fra de sidste 22 års fejltagelser. De insisterer på at arbejde inden for de forældede, irrelevante og skadelige rammer, som Verdensbanken dikterede i 1993.”

VESTENS NYE STÆRKE KONKURRENTER

De manglende beviser for, at udviklingsbistanden til Mellemøsten har skabt reelle forandringer, tegner et billede af et Vesten med begrænsede muligheder for indflydelse i regionen. Det understøttes af, at en række nye stærke donorer med Tyrkiet og Golf-landene i spidsen har vist sig som seriøse konkurrenter i kampen om at blive regionens nye indflydelsesrige sugardaddy. Også Rusland og Kina har for længst meldt sig på banen.

Tyrkiet er inden for de sidste år blevet en vigtig donor for Egypten og Syrien. Sidstnævnte modtog i 2012 over 1 mia. dollars og var dermed det land, som modtog mest tyrkisk støtte. Både Rusland og Tyrkiet øgede sidste år deres udviklingsbistand med 20 procent.

Samtidig reducerede flere vestlige lande deres bistand, mest signifikant Canada (-11,4 procent), Frankrig (-9,8 procent) og Portugal (-20,4 procent.).

”Det er interessant at se, hvordan den finansielle krise har påvirket EU’s støtte. De har nu problemer med at måtte sprede midlerne ud, og derfor arbejder de med et meget svært budget for at blive ved med at kunne give støtte til de aktører, som er blevet lovet det,” forklarer Dr. Federica Bicchi om EU’s situation i dag. Især den konstant forværrede situation i det borgerkrigsramte Syrien har gjort, at mange af de europæiske hjælpemidler nu går til at tage sig af de hundrede tusinder af syriske flygtninge.

Golf-landene med Saudi-Arabien og Qatar i spidsen har længe støttet regionale statslige og private aktører gennem privat kapital og regionale støtteordninger. ”Men efter Det Arabiske Forår er mængden af finansiering, de giver til landene, de vil prøve at påvirke, bare eskaleret helt enormt,” forklarer Dr. Heydemann.

Avisen The Guardian berettede i starten af 2014, at De Forenede Emiraters udviklingsbistand steg med hele 375 procent på grund af en markant opgradering af støtten til Egypten. Det betyder, at det egyptiske styre nemt kan sige nej til USA’s krav om fx at kunne støtte civilsamfundsorganisationer til gengæld for militær støtte.

Og den tendens betyder, at Vesten mister indflydelse over de arabiske lande:

om SKRIBENTEN

Gry Waagner Falkenstrøm skriver kandidat i Journalistik og Globale Studier på Roskilde Universitet. Hun har tidligere boet og studeret i Syrien og Tyrkiet, været rejseleder på Mellemfolkeligt Samvirkes dialogrejse ’Next Stop’ i Mellemøsten samt arbejdet i Udenrigsministeriets presseenhed.

”Vi har nu et konkurrencedygtigt marked for udenlandsk bistand, og modtagerne har langt flere donorer, de kan shoppe imellem for at sikre støtten. Det ændrer mulighederne for at få indflydelse,” fortæller Dr. Heydemann om den øgede konkurrencesituation blandt donorlandene.

Med et økonomisk svækket Vesten og en række nye regionale donorlande, tyder meget derfor på en fremtid, hvor de arabiske landes ledere i højere grad vil kunne takke ja til bistand fra USA og EU, men nej til at overholde de vestlige krav om fx demokratisering.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

41

UDBLIK

RUSLAND – EN AMBITIØS STAT I EN URETFÆRDIG VERDEN? af JEPPE VIERØ Som nyudnævnt NATO-generalsekretær gjorde Anders Fogh Rasmussen det til en reel målsætning at normalisere forholdet mellem NATO og Rusland og bringe de vestligt-russiske relationer ind i det 21. århundrede.

Fem et halvt år efter er forholdet dårligere, end det har været længe, og linjerne mellem Rusland og Vesten er trukket skarpt op. Hvordan kom vi hertil, og hvad kan forklare Ruslands ageren?

D

a Anders Fogh Rasmussen i 2009 overtog posten som NATO-generalsekretær, blev der især bidt mærke i to ting: For det første markerede det et markant skifte i topledelsen, idet han som den første tidligere regeringsleder på posten indvarslede en øget politisering af generalsekretærposten og NATO som organisation. Den tidligere Venstre-formand gjorde det da også fra dag et klart, at han ikke havde til hensigt at agere som embedsmand og stabschef på samme måde som hans forgængere på posten. I løbet af hans fem år på posten er det i den forstand lykkedes ham at redefinere rollen som øverste chef for den transatlantiske forsvarsalliance, tydeliggjort med udnævnelsen af Jens Stoltenberg, ligeledes tidligere regeringsleder, som hans efterfølger. NATO-landene har valgt at fortsætte den kurs, udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen blev udpeget til at stå i spidsen for.

Den anden ting, der internationalt blev lagt mærke til, da Anders Fogh Rasmussen skiftede København ud med Bruxelles, var hans tilnærmelser til Rusland, dengang formelt under præsident Dmitrij Medvedevs ledelse. Hvis man ser på den tidligere statsministers udtalelser fra sommeren 2009 får man langt fra indtrykket af en naiv mand, der groft havde undervurderet forskellen på russiske og vestlige værdier og normer. Han understregede faktisk selv visse

42

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

uenigheder, sandsynligvis med reference til begivenhederne i Georgien og Sydossetien et år forinden. I flere interviews lagde han dog vægt på, at vi (i Vesten og NATO-alliancen) deler visse strategiske og sikkerhedsmæssige interesser med Rusland. I den forbindelse beskrev han det som et af sine primære mål som NATO-generalsekretær at forbedre Vestens forhold til Rusland, at bringe relationerne ind i det 21. århundrede og så at sige sætte et sidste punktum for den kolde krig, der var blevet afsluttet 18 år forinden. ”Vi deler en række sikkerhedsinteresser med Rusland […] Jeg håber, at vi i min periode som generalsekretær vil kunne sige, at forholdet mellem Nato og Rusland er blevet forbedret” (Anders Fogh Rasmussen, 2009) Med udgangspunkt i udviklingen i russisk politik og de vestligt-russiske relationer over de fem år, må man dog betragte målsætningen om en normalisering af forholdet mellem Rusland og NATO som forfejlet. I stedet for en tilnærmelse står de to parter nu langt fra hinanden, ikke mindst på grund af annekteringen af Krim-halvøen.

”BJØRNEN KOMMER!”

Vladimir Putins udenrigspolitiske kurs blev for år tilbage af flere udenrigspolitiske iagttagere beskrevet

Vi deler en række sikkerhedsinteresser med Rusland […] Jeg håber, at vi i min periode som generalsekretær vil kunne sige, at forholdet mellem Nato og Rusland er blevet forbedret” (Anders Fogh Rasmussen, 2009)

FOTO: WIKI COMMONS

som ”more bark than bite”. På trods af en markant anti-vestlig retorik havde han ikke i samme grad efterlevet retorikken med aggressiv udenrigspolitik.

Især under lanceringen af den såkaldte ’krig mod terror’ var der tegn på tilnærmelser mellem Vesten og Rusland. Tilnærmelserne er dog blevet afløst af øget skepsis og mistillid – noget, der allerede blev indvarslet med den russiske magtelites syn på den Orange Revolution i Ukraine i 2004. Begivenhederne blev dengang fra russisk hold opfattet som endnu et vestligt forsøg på at dominere verden og fremme vestlige værdier, selv så tæt på den russiske grænse.

Begivenhederne i Georgien (2008) og Ukraine (2014) markerer dermed en ny, aktivistisk russisk udenrigspolitisk kurs: Putins nationalistiske, anti-vestlige retorik munder ud i deciderede territorialkrav og arbejde mod et nyt stærkt Rusland, herunder et russisk ’novorossiya’ – den sydøstlige og russisktalende del af Ukraine. Putins aggressive retorik bliver gradvist overført fra tale til handling, og det ændrede sikkerhedspolitiske verdensbillede har været med til at forhindre den transformation af NATOs forhold til Rusland, Anders Fogh Rasmussen gjorde sig forhåbninger om i 2009.

Ikke kun russisk ageren i nabolandene Georgien og Ukraine har medført den situation. En optrapning af russernes militære ubåds- og flyaktivitet i andre

egne har også bidraget til opfattelsen af en stormagt, der ikke længere accepterer den plads i den globale verdensorden, den har været tvunget til at leve med i snart en generation. En (angivelig) ubåd i den svenske skærgård og bekræftede nær-sammenstød mellem europæiske passagerfly og russiske militærfly er blot enkelte tegn på en øget russisk militær aktivitet. Den stigende tilstedeværelse kan både ses som forsøg på at teste de forskellige landes reaktionstid i tilfælde af fremtidige militære konflikter, og som tegn på en aggressiv stat, der viser militære muskler for at vise, at den er tilbage i rollen som stormagt.

Hvor Anders Fogh Rasmussen i høj grad havde succes med at reformere og modernisere NATO som organisation med udgangspunkt i ledelsens karakter, er hans ambition om at reformere og modernisere forholdet mellem Rusland og NATO dermed på ingen måde udlevet: Øget russisk militær aktivitet, især annekteringen af Krim, på den ene side og vestlige fordømmelser og sanktioner på den anden, har medført et vestligt-russisk forhold, der ikke har været dårligere siden krisen i Georgien i 2008. Det seneste år har der endda været tale om en ny kold krig.

Fra russisk synspunkt er der ingen forståelse for, at USA og Vesten kan gennemføre militære interventioner i fjerne egne for at sikre den verdensorden og de værdier de tror på, når det medfører massiv fordømmelse og omfattende sanktioner, når Rusland blander sig i nationale forhold i sine nabolande

Den militære aktivitet og usikkerheden om Ruslands mål og midler har altså bidraget til at skabe en situation, der er stik modsat, hvad Anders Fogh Rasmussen satte sig for at arbejde hen imod, da han overtog

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

43

rollen som generalsekretær for NATO i 2009. I det omfang, man kan tale om en drejebog for hans fem år på posten, må denne drejebog siges at være sat i bero.

Det bør i denne forbindelse bemærkes, at selvom det var en prioritet for Anders Fogh Rasmussen (og for NATO under hans ledelse) at forbedre forholdet til Rusland, kan det fejlslagne forsøg herpå næppe tilskrives ham personligt. De sikkerhedspolitiske rammevilkår har ikke for alvor tilladt det, han ønskede at arbejde hen imod. Der er fra et vestligt synspunkt udbredt enighed om Ruslands primære rolle som aggressor, men i denne forbindelse kan to ting dog diskuteres: For det første hvorvidt det er en entydig beskrivelse, for det andet hvad der ligger til grundlag for Ruslands udenrigspolitiske dispositioner.

STORE AMBITIONER OG MANGLENDE FORSTÅELSE

Én ting er at fordømme Ruslands udenrigspolitiske kurs. En anden er at forsvare den. En helt tredje er at søge at forklare den. I den forbindelse er det afgørende, at Ruslands syn på verden på centrale punkter adskiller sig fra det dominerende verdenssyn i Vesten.

Når to modparter har grundlæggende forskellige syn på, hvordan verden er indrettet, giver det ingen mening at forsøge at forklare den ene parts ageren med henvisning til den andens verdensopfattelse. Det leder kun til forkerte opfattelser med potentielt katastrofale udenrigspolitiske beslutninger til følge. Hvilke russiske forhold samt globale og politiske opfattelser kan så hjælpe med at forklare den udenrigspolitiske kurs, landet har kørt det seneste årti?

I Ruslands politiske elite er der for det første en udbredt utilfredshed med den verdensorden, der har eksisteret siden 1991, hvor der ikke gælder de samme regler for Rusland, som der gør for deres gamle ærkerival, USA. Fra russisk synspunkt er der ingen forståelse for, at USA og Vesten kan gennemføre militære interventioner i fjerne egne for at sikre den verdensorden og de værdier de tror på, når det medfører massiv fordømmelse og omfattende sanktioner, når Rusland blander sig i nationale forhold i sine nabolande, eksempelvis Georgien og Ukraine.

Den grundlæggende holdning er, at fordelingen af den globale politiske magt er uretfærdig, og at Vesten til stadighed holder den kolde krig i live på en endnu ’koldere’ facon end i perioden op til 1991: Nu gennem bevidste forsøg på økonomisk og politisk destabilisering med henblik på at sikre amerikansk og vestlig hegemoni.

Derudover betragtes demonstrationer mod styret i Rusland og (som tidligere nævnt) den Orange

44

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

Revolution i Ukraine som vestligt orkestrerede tiltag for at destabilisere Ruslands magt og fremme vestlige værdier i områder, hvor de burde blande sig udenom. Samtidig eksisterer der i Rusland en omfattende mistillid til hele det globale institutionelle system, som fra russisk side opfattes som værende gennemsyret af vestlige værdier og vestlig kontrol. Dette gælder blandt andet i forbindelse med FN’s kritiske rapporter om menneskerettighedsbrud i Rusland. Selv de sanktioner, WTO har iværksat mod Rusland som politisk modsvar til den russiske annektering af Krim, beskrives i Kreml som afpresning og endnu et bevis på Vestens planer om systematisk at holde Rusland nede og opretholde et vestligt overherredømme med USA i spidsen. Det kan virke fristende at beskrive sådan et ræsonnement som udtryk for udenrigspolitisk paranoia, men igen er vi tilbage til de grundlæggende forskelle på det vestlige og russiske (anti-vestlige) mindset: Akkurat som nogle vil anklage russiske iagttagere for at beskrive situationen med yderst pro-russiske briller, ser vi i den vestlige verden den med overvejende pro-vestlige briller.

Hvor internationale institutioner som WTO og FN fra russisk hold bliver betragtet som politiske instrumenter for landets modstandere, primært USA, ses NATO i højere grad som en decideret geopolitisk modstander og trussel i sig selv. Gentagne NATO-udvidelser mod øst har dermed også bidraget til den russiske opfattelse af vestlig aggression: På trods af russiske protester er udvidelserne fortsat, og især 2004- og 2009-udvidelserne kan være med til at forklare den følelse af strategisk og geopolitisk usikkerhed fra russisk side.

AMBITION OM MULTIPOLARITET

Lige siden Sovjetunionens sammenbrud har en multipolær verden med flere magtfulde aktører været det erklærede mål for den russiske udenrigspolitik. Heri kan findes en central årsag til, at det ikke for alvor har været muligt at forbedre forholdet mellem NATO og Rusland over den seneste årrække. Fra et NATO-perspektiv er der tilfredshed med den etablerede verdensorden, mens Rusland ikke kan finde sig til rette med denne. Fortsatte NATO-udvidelser og opretholdelsen af den nuværende orden opfattes i Kreml som en uretfærdig og derfor uholdbar situation. Dette har medført, at Rusland er blevet tildelt en revisionistisk rolle i det globale system, og staten opfattes derfor som primær aggressor.

Samtidig har de andre BRICS-lande, især Kinas, voldsomme vækst og udenrigspolitiske tyngde på den ene side givet Rusland en platform, hvorfra Rusland

Fortsatte NATO-udvidelser og opretholdelsen af den nuværende orden opfattes i Kreml som en uretfærdig og derfor uholdbar situation. Dette har medført, at Rusland er blevet tildelt en revisionistisk rolle i det globale system

har kunnet udfordre den eksisterende verdensorden (de var med til at danne BRICS-organisationen). På den anden side har det potentielt gjort, at russerne pludselig har fået travlt med at komme med på vognen: Selv en verdensorden uden vestlig unipolaritet vil af russerne kun blive betragtet som retfærdig, hvis Rusland er en af de nye poler i den nye verden.

TEORETISK KONTEKST

John G. Ikenberry, en anerkendt professor i international politik og bidragyder til den liberale skole, beskrev i 2008, hvordan Kinas økonomiske vækst og udvikling mod en rolle som decideret supermagt ikke nødvendigvis ville medføre et opgør med den vestligt prægede verdensorden og det markedsorienterede liberale system. Kina kan, påpeger han, godt finde sig til rette i det etablerede system, fordi det høster masser af fordele ved det, ikke mindst økonomisk.

De internationale institutioner, eksempelvis WTO, er mindst lige så fordelagtige for Kina som for de stater, der var med til at etablerede dem, og et konfliktfyldt opgør med den globale verdensorden vil derfor være irrationel for Kina. Hvorvidt Ikenberry har ret vil ikke blive diskuteret yderligere her, men især to ting tyder på, at det i hvert fald ikke gør sig gældende for Rusland. Den første grund er generel og gælder som sådan både Kina og Rusland. Den anden gælder specifikt russiske forhold. For det første understreger Ikenberry, at en sådan udvikling forudsætter, at de stater, der dominerer det globale system, så vidt muligt integrerer opstigende stater i de internationale institutioner. Det har dog ikke været en vestlig prioritet at give mere plads til Rusland i det internationale system. For det andet er det farligt at antage, at russisk udenrigspolitik udelukkende handler om, hvad der er økonomisk rentabelt. Vi er igen tilbage ved forskel-

lene i de grundlæggende opfattelser og rationaler i henholdsvis Vesten og Rusland, hvis man antager det.

Den russiske elite føler sig uretfærdigt behandlet og kan ikke finde sig til rette i det nuværende system, og man kan ikke reducere deres udenrigspolitiske kurs til en økonomisk cost/benefit-analyse. Der er meget mere på spil for Kreml: Ære, retfærdighed og national stolthed.

FRA NYT NATO TIL NATO CLASSIC

Den dengang nyudnævnte NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens ambition om at forbedre Ruslands forhold til Vesten i almindelighed og NATO i særdeleshed medførte vidt forskellige reaktioner: Hvor det visse steder blev opfattet som de indledende skridt mod en verden, der ikke længere var præget af spændingerne fra den kolde krig, vækkede det bekymring i visse østeuropæiske stater og i Baltikum – lande der har russiske grænser og minder om Sovjetunionen tættere på livet. Uanset hvad man måtte mene om Anders Fogh Rasmussens ambition, må den siges ikke at være blevet realiseret: Forholdet mellem Vesten og Rusland er efter den første militære erobring af et europæisk lands territorium siden Anden Verdenskrig på et historisk lavpunkt, og konfliktlinjerne er trukket skarpt op. Den førte russiske udenrigspolitik giver indtryk af en stat, der ønsker at markere, at den er tilbage som militær stormagt, og der er i den russiske elite et udbredt ønske om at lave om på en verdensorden, der i Rusland opfattes som dybt uretfærdig. Den umiddelbare trussel mod NATO-landene, som den øgede russiske aktivitet udgør, har tvunget NATO tilbage til klassisk territorialforsvar – en situation langt fra den, som Anders Fogh Rasmussen fremlagde som sin målsætning tilbage i 2009.

om SKRIBENTEN

Jeppe Vierø er bachelorstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Han er desuden aktiv i Atlantsammenslutningen og YATA Denmark, der laver oplysningsarbejde om sikkerhedspolitik.

Reference: ’Revanche – Russere – Retfærdighed’ (Rasmus Nilsson, 2014) http://cms. polsci.ku.dk/ publikationer/revancherussere/

FOTO: AF AARON HOSTUTLER, WIKI COMMONS ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

45

UDBLIK

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK: KONFLIKTEN, VERDEN ER I FÆRD MED AT GLEMME – IGEN af RANDI EMILIE DAHLEN Den Centralafrikanske Republik kom endelig i søgelyset i 2014, takket være en militær intervention af Frankrig, Den Afrikanske Union og efterfølgende FN. Det tog dog lang tid, inden verden reagerede på det voldelige kaos, landet blev kastet ud i efter et statskup for over to år siden. Og nu når vi skriver 2015, ser det ud til, at verden igen vender landet ryggen, selv om problemerne langt fra er løst. Måske skyldes det, at konflikten er for svær at forstå?

D

a jeg først begyndte at arbejde som facer for Læger Uden Grænser i sommeren 2012, havde jeg knap nok hørt om den Centralafrikanske Republik (CAR), selv om jeg har brystet mig af at være mere informeret end de fleste, når det gjaldt verdenskortet. Men så var jeg heller ikke den eneste. På kontoret fik jeg at vide, at selv om situationen i CAR var alvorlig og landet et af verdens mest underudviklede, lod det ikke til at nogen medier eller regeringer engagerede sig nævneværdigt – derfor havde Læger Uden Grænser i flere år i træk listet CAR som én af sine ”Ti glemte kriser”. Først et halvt år senere begyndte situationen for alvor at spidse til, og medierne begyndte endeligt at dække området – ikke sjældent anvendte de en udsendt fra netop Læger Uden Grænser som kilde. Og nu, når aviserne lader til at

46

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

Betyder stilheden i aviserne, at ro og orden er blevet genoprettet i det afrikanske land?

skrive mindre om CAR og mere om Syrien, Syriza og nye slankekure, bestemte jeg mig for at sætte mig ind i, hvad det hele drejer sig om. Betyder stilheden i aviserne, at ro og orden er blevet genoprettet i det afrikanske land?

AFRIKAS UKENDTE BARN

Den Centralafrikanske Republik er en tidligere fransk koloni, som fik sin selvstændighed i 1960 – og har været ustabil lige siden. Som for så mange andre afrikanske lande, blev friheden kortvarig: gennem et statskup i 1965 tog Jean-Bédel Bokassa magten og styrede landet med hård hånd. Som enhver diktator med respekt for sig selv lod han sig krone som kejser ved en ceremoni, der har kostet (stats)kassen, og skal efter sigende også have praktiseret kannibalisme.

I 1979 blev Bokassa selv udsat for et statskup.

Derefter fulgte en militærjunta, som blev afløst af en demokratisk valgt præsident, som igen blev væltet af en mand ved navn Francois Bozizé i 2003.

Den nuværende krise begyndte i slutningen af 2012, da Séléka, en oprørsgruppe der var imod præsidenten, marcherede i samlet trop mod hovedstaden Bangui. På vejen indtog de landsbyer og sendte mennesker på flugt fra volden, mens regeringstropperne blev presset tilbage. Selv om parterne underskrev en fredsaftale, blev Bozizé i marts 2013 afsat gennem et statskup, og Sélékas leder, Michel Djotodia, blev landets nye leder. Parlamentet blev opløst, grundloven ligeså og i teorien også Séléka, nu de havde vundet magten. Men oprørsgruppen fortsatte sin togt, og volden mod civilbefolkningen skabte stærke spændinger. Grupper af anti-balaka (som

betyder anti-machete) begyndte at tage kampen op mod Séléka for at forsvare sig selv. Men fordi Séléka blev anset for at favorisere muslimer, blev muslimer nu mål for anti-balaka-grupperne. Konflikten fik en religiøs dimension, og flere aviser tolkede konflikten i CAR som grundlæggende religiøs, idet moskeer blev nedbrændt, og almindelige muslimer, der ikke havde noget med Séléka at gøre, blev ofre for vold og uddrivelse. Andre påpegede, at de systematiske angreb på muslimerne var starten på en omfattende etnisk udrensning. Imens var sikkerheden for de humanitære organisationer elendig, da ingen lod til at respektere organisationernes immunitet. Derfor besluttede de fleste, inklusiv FN, at trække sig tilbage til hovedstaden og efterlade den øvrige befolkning til sig selv. Læger Uden Grænser var en af få organisationer som holdt stand og som fortsatte arbejdet i provinsen.

Læger Uden Grænser var en af få organisationer som holdt stand og som fortsatte arbejdet i provinsen.

FOTO: HOVEDSTADEN BANGUI, CREDITS: LÆGER UDEN GRÆNSER

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

47

FOTO: BYEN NDELE, CREDITS: LÆGER UDEN GRÆNSER

EN LOGISTIKER UDEN GRÆNSER

Hvordan var det at være en af de internationalt udsendte i et så turbulent område? Jeg kontaktede en tidligere kollega, hvis første udsendelse for Læger Uden Grænser gik til netop CAR. Brunos timing var upåklagelig. ”Jeg blev godt forberedt, inden jeg tog af sted, men ingenting kan rigtig gøre dig klar til et så kompliceret scenario som det, jeg fandt i CAR i 2013”, siger Bruno Machado, som begyndte at arbejde som logistiker i april, kun én måned efter statskuppet. ”På grund af den usikre situation var der store sikkerhedsbegrænsninger for os. Der var mange bevæbnede grupper, der begik vold mod befolkningen såvel som offentligt ansatte og humanitære organisationer. Jeg var i Ndele, et område tæt på grænsen til Chad og Sudan. Foruden Læger Uden Grænser var der kun én anden organisation tilstede. Alle de andre var taget til hovedstaden.”

48

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

Han svarer afvisende på spørgsmålet om, hvorvidt religion spiller nogen rolle. “I min optik er det ikke et skel mellem kristne og muslimer, der skaber spændinger. I Ndele, hvor jeg var udsendt, er der store grupper af både kristne og muslimer, og ingen af hændelserne i det område havde noget med religion at gøre. Men dette er en personlig tolkning.”

Bruno drog hjem igen i september 2013. På samme tid kom titusindvis af mennesker til Bangui for at søge sikkerhed, og i mangel af andre muligheder slog de sig ned i lufthavnen i M’poko. Landingsbanen var så fuld, at fly hverken kunne lande eller lette. Da ingen så ud til at ville forlade området, bestemte Læger Uden Grænser sig for at åbne en klinik i lufthavnen og behandle flygtningene, da det nationale sundhedssystem på det tidspunkt var nær brudt sammen.

om SKRIBENTEN

...i Bangui blev en mand lynchet på åben gade af landets egen hær til folkemængdens jubel, fordi han var anklaget for at tilhøre Séléka. Fredsbevarende styrker fra FN var til stede, men kunne intet gøre.

VEJEN FREMAD

I december 2013 tog anti-balaka hovedstaden tilbage, og i januar 2014 blev Djotodia som følge af internationalt pres tvunget til at gå af. En kvinde, Catherine Samba-Panza, fik posten som midlertidig præsident i de kommende 12 måneder. Men kun nogle minutter efter hendes indsættelsesceremoni i Bangui blev en mand lynchet på åben gade af landets egen hær til folkemængdens jubel, fordi han var anklaget for at tilhøre Séléka. Fredsbevarende styrker fra FN var til stede, men kunne intet gøre.

Volden mod civilbefolkningen fortsatte i 2014 og nåede et højdepunkt ved juletid. Séléka og anti-balaka begår stadig overgreb mod tilfældige civile, og flygtningestrømmen til nabolandene forbliver stærk.

Ifølge en rapport fra UNHCR er en femtedel af landets befolkning på flugt, og situationen i landet bliver

Randi Emilie Dahlen er en norsk statskundskabsstuderende på 2. semester.

Hun er aktiv i International Debat og arbejder derudover som frivillig for Læger Uden Grænser.

fortsat omtalt som en humanitær krise, der er i fare for at blive overskygget af de andre presserende kriser i verden, såsom Øst-Ukraine og Syrien. I juli 2015 skal der afholdes valg, som forhåbentlig vil bringe landet noget stabilitet efter statskuppet. Men det synes svært at øjne en løsning, når militære grupper stadig trakasserer civilbefolkningen og spreder frygt og urolighed. Jeg spurgte Bruno, om han vidste, hvorfor verden tidligere havde forholdt sig så ligegyldig til konflikten i landet. Han sagde: “Jeg tror Læger Uden Grænser hjalp til med at skabe noget fokus omkring CAR… men CAR er fortsat glemt af verden.”

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

49

UDBLIK

EUROPÆISK ENERGIUNION – JUNCKER-KOMMISSIONENS GRAND PROJECT ELLER BARE ET HASHTAG? af STANISLAV STANCHEV EU har massive udfordringer foran sig af både økonomisk, geopolitisk, klimamæssig og social karakter. Etableringen af en ”Energiunion” er et af hovedmålene for den nye Juncker-Kommission, men hvorfor er projektet så vigtigt, hvad indebærer det egentlig, og hvordan skal det lykkes?

E

nergiunion bliver EU’s næste store projekt, og det bliver værd at følge med i udviklingen på energiområdet. EU importerer energi for over 400 mia. euro om året, gasprisen er tre gange højere end i USA, og energimarkedet er fortsat fragmenteret.

Politikere, embedsmænd, økonomer, erhvervsfolk og NGO’er påpeger alle, at der er et enormt potentiale i dybere energipolitisk integration i Europa. Investeringer i ny infrastruktur kan give økonomien og beskæftigelsen et tiltrængt boost på kortere sigt, og mere effektivt forbrug og handel af energi kan øge EU’s vækstpotentiale på den lange bane. Et indre marked for elektricitet vil medføre en mere effektiv udnyttelse af Europas egen energiproduktion, og sammen med tiltag for energieffektivisering vil det betyde langt mindre energiafhængighed og derved øge EU’s forsyningssikkerhed og udenrigspolitiske råderum. Endelig vil en fuldbyrdet energiunion øge gevinsten af vedvarende energiproduktion i Europa og accelerere omstillingen til en carbonfri økonomi.

Derved kan EU fastholde sit lederskab på den internationale klimadagsorden og bidrage til håndteringen af klodens muligvis største udfordring – globale klimaforandringer.

50

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

I et indlæg i Financial Times lancerede Tusk sidste april begrebet ”energiunion” som et instrument til at befri Europa fra Ruslands kløer.

Foruden disse store økonomiske, geopolitiske og klimamæssige gevinster, kan energiunionen være et projekt, som kan genetablere opbakningen og tilliden til EU blandt virksomheder og borgere. En succesfuld implementering vil nemlig medføre absolutte gevinster for både virksomheder og forbrugere og derved vise værdien af integration og samarbejde. Der er altså en lang række årsager til, at Europas ledere bør investere politisk kapital i at lykkes med etableringen af en europæisk energiunion. Men hvad indebærer projektet egentlig, og hvilke tiltag skal sørge for, at det bliver en succes?

ET BARN AF UKRAINE-KRISEN

At energiområdet ville fylde en hel del mere i EU blev allerede klart sidste år, da krisen i Ukraine tog til, og Ruslands involvering eskalerede. Europas ledere fik flashbacks til 2006 og 2009, hvor Rusland stoppede gasstrømmen til Ukraine. Idet halvdelen af den russiske gas, som EU28 forbruger, strømmer igennem Ukraine (svarende til 13 % af EU’s samlede gasforbrug), blev der sat fokus på Europas skrøbelige energiforsyningssikkerhed. Ikke mindst Tysklands store afhængighed af russisk energi var netop også med til

at svække appetitten i Berlin for hårde økonomiske sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim.

VISION OM EUROPÆISK UAFHÆNGIGHED

Den øgede opmærksomhed på energisikkerhed resulterede blandt andet i formuleringen af en såkaldt ”energisikkerhedsstrategi”, som Kommissionen fremlagde i maj 2014. Dette dokument fremhæver blandt andet nødvendigheden af forbedret gasinfrastruktur i EU og for diversifikation af europæisk gasimport.

Strategien har tydeligt fokus på Rusland og gas som de vigtigste elementer for europæisk energisikkerhed; en fiksering, som også ses hos mange af Europas statsledere. En af de mest markante har været Donald Tusk, Polens tidligere statsminister og nuværende formand for det Europæiske Råd. I et indlæg i Financial Times lancerede Tusk sidste april begrebet ”energiunion” som et instrument til at befri Europa fra Ruslands kløer. Denne vision handlede især om behovet for, at EU forhandler gaskontrakter som en samlet blok, hvilket ville styrke Unionens markedsposition – for eksempel over for Gazprom, der er Ruslands største virksomhed.

EU’s nye Kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har taget denne vision til sig, men han har samtidig øget ambitionsniveauet. En af de centrale prioriteter

for Juncker-Kommissionen bliver nemlig etableringen af ”en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende politik for klimaforandringer”. Ambitionen er således, at energiunionen som initiativ både skal sørge for en stærkere europæisk forhandlingsposition, men også for de rette investeringer i infrastruktur, vedvarende energi og energieffektivisering, som på sigt kan sikre lavere energipriser, større energiuafhængighed og langt lavere CO2-emissioner. Dette ambitiøse projekt skal derved supplere EU’s 2030-mål for klima og energi, som stats- og regeringscheferne besluttede i oktober. Et tæt samspil mellem energi-, klima- og industripolitik bliver derfor nødvendigt, og Kommissionens nye struktur bliver afgørende i det henseende.

POTENTIALET I KOMMISSIONENS NYE STRUKTUR

I virkeligheden kan Kommissionens nye struktur være med til at styrke EU’s indsats på klimaområdet.

Da Jean-Claude Junckers kommissionshold blev offentliggjort den 10. september 2014, blev det samtidig bekræftet, at Kommissionen ville få en helt ny organisationsstruktur. Tidligere opererede Europa-Kommissionen som et kollegium med horisontal arbejdsfordeling, hvor hver kommissær stod i spidsen for et eksklusivt policyområde, og hvor alle endelige beslutninger træffes i fællesskab.

PORTRÆT AF JEAN-CLAUDE JUNCKER, EUROPEAN PEOPLE'S PARTY, WIKI COMMONS

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

51

Med nu 28 medlemmer har det været en udfordring at finde relevante porteføljer til alle kommissærer.

Derudover er det blevet pointeret, at mange kommissærer har stået i spidsen for lovgivning, som ikke er nødvendig eller hensigtsmæssig, men som i højere grad har haft til formål at legitimere eksistensen af det pågældende generaldirektorat (DG). Junckers omstrukturering søger at gøre op med disse problemer – ikke mindst for at leve op til sin vision om, at EU fremover skal være ”bigger and more ambitious on big things, and smaller and more modest on small things”. Kommissionen er nu delt op i syv ”projektteams”, som repræsenterer Kommissionens syv hovedmål for de kommende fem år. Hvert projektteam har en næstformand i spidsen, som skal koordinere indsatsen inden for de involverede generaldirektorater og sørge for, at kun relevante gennemarbejdede lovforslag når frem til en fælles diskussion og vedtagelse af kollegiet.

I sidste ende er det som så ofte i EU særligt implementeringen af de fornemme målsætninger, som bliver afgørende.

ENERGIUNIONENS ELEMENTER

En af EU’s ”big things” bliver etableringen af en energiunion. Det dertilhørende projektteam ledes an af slovakiske Maroš Šefčovič, som præsenterede rammen for energiunionsprojektet for Europa-Parlamentet den 26. januar i år. Der er tale om en tilgang med fem dimensioner, hvorved EU’s samlede energi- og klimaindsats skal koordineres. Næstformanden gjorde det klart, at forsyningssikkerheden skal forbedres gennem bedre infrastruktur på tværs af grænser, gennem mere gennemsigtige gaskontrakter og en stærkere indsats, hvad energidiplomati angår.

FAKTABOKS Energiunionens fem dimensioner:

52

••

Forbedring af forsyningssikkerheden med basis i solidaritet og tillid.

••

Opbygning af et indre marked for energi, kendetegnet ved stor konkurrence.

••

Øgning af energieffektivitet.

••

Reduktion af forurening fra energiproduktion og decarbonisering af økonomierne.

••

Boost af vedvarende energi gennem investeringer i forskning og innovation.

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

Anden søjle angår udbygningen af et indre marked for energi, hvor virksomheder frit kan konkurrere om at levere energi til de bedste priser. Eksempelvis har Spanien i mange år presset på for at koble sit elnet til Frankrig, så overproduktion af solenergi kan afsættes på det franske marked. Protektionisme angående fransk atomkraft bliver imidlertid ved med at blokere dette. Et reelt indre marked for energi vil gøre op med sådanne hindringer. Šefčovič slog også fast, at den reneste energiform naturligvis er den energi, vi ikke bruger. Der er enormt potentiale i at forbedre europæiske bygningers energieffektivitet, men implementeringen af nuværende direktiver på nationalt plan har været stærkt kritisabel. Det bliver interessant at se, hvordan Kommissionen vil søge at komme det problem til livs, når netop det vedtagne mål for energieffektivitet i 2030-rammen ikke blev bindende på nationalt plan.

En reform af det europæiske CO2-kvotemarked bliver nøgleinitiativet ift. fortsat reduktion af drivhusgasemissioner. Transportområdet er imidlertid ikke omfattet heraf (med undtagelse af flytransport), men sektoren udgør 24,3 % af EU’s emissioner. DG Transport er med i projektteam Energiunion, så nye reformer kan sandsynligvis også forventes på det plan. Endelig er forskning og innovation også vigtige elementer i energiunion-visionen. I sin tale påpegede Šefčovič, at ingen af verdens 10 førende solenergivirksomheder er europæiske. Kommissionen ønsker derfor at booste Europas position, hvad teknologi

i energisektoren angår, idet den med rette ses som afgørende på globalt plan – både for klimaambitioner og for eksportmuligheder.

ET BROGET SAMARBEJDE

Som det illustreres ovenfor dækker energiunion-projektet over en meget bred palet af områder. Derfor er hele 14 generaldirektorater med i Šefčovičs projektteam: fra Vestagers ”Konkurrence” (vigtig ift. energikontrakter og –projekter som det fejlslagne South Stream) over Malmströms ”Handel” (som potentielt kan medtage energiområdet i frihandelsaftalen med USA) til Oettingers ”Digital økonomi og det digitale samfund” (hvor digitale løsninger som smart grids kan indtænkes for at optimere energiforbruget).

Kommissionens omstrukturering er designet med henblik på, at ambitiøse og højt prioriterede projekter som energiunionen kan fuldføres på en effektiv, koordineret og sammentænkt måde. Dette kan komme både forbrugere, industri og klimaet til gavn. Diverse røster kritiserede Juncker for at nedprioritere klimadagsordenen ved at ”degradere” Connie Hedegaards tidligere klima-portefølje til et underelement af Manuel Arias Cañetes Energi- og Klima-DG. Denne påstand blev forstærket af Cañetes’ forbindelser til olieindustrien, men i virkeligheden kan Kommissionens nye struktur være med til at styrke EU’s indsats på klimaområdet – netop fordi den øgede koordination kan føre til mere effektive tiltag og til mindre tovtrækkeri de enkelte generaldirektorater imellem.

”GRAND PROJECT” ELLER BLOT EN NY LABEL?

Om det reelt bliver tilfældet, vil kun tiden vise. Junckers opgør med de ligestillede kommissærer kan selvfølgelig give bagslag, idet handlekraftige politikere fra store lande ikke selvsagt vil lade sig indordne under en næstformand fra det relativt nye og lille medlem, Slovakiet. Sådanne bekymringer burde ideelt set ikke hæmme Kommissionen, men analytikere kalder samtidig Junckers hold for den mest politiske Kommission nogensinde, så der er også lagt op til potentielle spændinger med den nye struktur. I sidste ende er det som så ofte i EU særligt implementeringen af de fornemme målsætninger, som bliver afgørende.

Et andet vigtigt perspektiv er, at energiområdet fortsat er en delt kompetence mellem medlemsstaterne og Kommissionen. De hårde forhandlinger op til vedtagelsen af EU’s 2030-mål viste, at der langt fra er konsensus om at lade Kommissionen blande sig i de enkelte landes energimiks. På lignende vis slog lande som Polen og Storbritannien fast, at udnyttelsen af nationale reserver af fossile brændstoffer ikke bør begrænses. De østeuropæiske lande viser fortsat stærkt begrænset iver for at investere i energieffektivisering, selvom de har det største potentiale for at mindske spild. På samme vis søger de at øge investeringerne i gas og olie samt rørledninger, selvom disse lande lider af den største afhængighed af russisk import. Vedbliver olieprisen med at være lav, vil det også mindske appetitten for dyre energiprojekter. Nationale interesser på særligt kort sigt er fortsat stærke faktorer på tværs af kontinentet.

Derfor er magtbalancen mellem Kommissionen og medlemsstaterne ikke nødvendigvis ændret, blot fordi energiområdet nu har fået et nyt skinnende navn og hashtagget #EnergyUnion. I sidste ende er det dog et positivt tegn, at Juncker har valgt energiunion som et af nøgleområderne for hans formandskab. Kommissionen præsenterede i slutningen af februar sit udspil med 15 tiltag til en energiunion. Der er masser af spændende forhandlinger i vente, og deres udfald kan ende med at give EU et tiltrængt boost – økonomisk, geopolitisk og klimamæssigt. Hvis de ambitiøse forventninger ikke indfris, vil det til gengæld styrke perceptionen af EU som et projekt, der har tabt pusten. Både Juncker, Šefčovič og hans projektteam har derfor en kolossal opgave foran sig. Kommissionens nye struktur kan vise sig effektiv og stadfæste energiunionen som EU’s nye ”grand project”. Og i så fald kan en velfungerende energiunion potentielt blive en del af løsningen på EU’s mange udfordringer.

om SKRIBENTEN

Stanislav Stanchev er i gang med kandidatuddannelsen i Statskundskab på Københavns Universitet.

Han er tidligere formand for Europæisk Ungdom og har arbejdet for Tænketanken EUROPA, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med europæisk energipolitik. I øjeblikket er han praktikant på Dansk Industris europapolitiske kontor i Bruxelles.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

53

UDBLIK

PUTINS KUNSTIGE KONFLIKT OG MIN OPVÆKST I LUHANSK af ANNA GURZHIY HOUGAARD Anna Gurzhiy Hougaard er vokset op i Luhansk i det østlige Ukraine og har set, hvordan russisk propaganda har gjort venner til uvenner. Ifølge Anna er stridighederne mellem Rusland og Ukraine skabt på et kunstigt grundlag af propaganda. Men kunstig eller ej - konflikten mellem Rusland og Ukraine er desværre kommet for at blive, skriver Anna Gurzhiy Hougaard.

R

usland og Vesten har vidt forskellige syn på situationen i Ukraine, og på hvem der er aggressoren. Mange spekulerer da også på, hvorvidt vi i Vesten har misforstået Rusland, og om det i virkeligheden er Vesten, der optrapper konflikten til skade for os selv på længere sigt.

trum i en fire etagers bygning med en snes lejligheder, der var blevet reserveret af regeringen til byens kunstnere og skulptører. Det hed dom hudojznikov, der betyder kunstnerhuset og rummede en række atelierer i bygningens kælder og loft, der kunne blive brugt af husets beboere.

Propagandaen virker, ikke kun i Rusland og i Østukraine, men også i den vestlige del af verden og her i Danmark. Men før sort bliver hvidt og hvidt bliver sort, vil jeg gerne med udgangspunkt i min opvækst som russisktalende ukrainer i Luhansk prøve at afmontere nogle af de fordomme og myter, vi danskere får præsenteret som sandheder om konflikten i Østukraine, og hvad det vil sige at være russisktalende ukrainer.

Både min mormor og min morfar var professionelle kunstnere og morfar havde sit eget atelier på loftet, hvor han havde alle sine malerier og hang ud med sine venner. En etage længere nede havde vi vores lille lejlighed på blot 55 kvm., hvor jeg boede med min mor, far, lillesøster, mormor, morfar og en lille puddelhund Lajma.

OM AT VOKSE OP I LUHANSK

Jeg er født og opvokset i den østukrainske industrielle

by Luhansk. For blot et år siden var det mere end rigeligt at sige ”Ukraine”, hvis folk herhjemme i Danmark interesserede sig for, hvor jeg oprindeligt kommer fra. I dag har de fleste danskere desværre en idé om, hvor min fødeby befinder sig på verdenskortet.

Jeg voksede op i en såkaldt khrusjevka i byens cen-

54

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

Khrusjevkaer fik deres navn efter den sovjetiske leder Nikita Khrushev. For at løse efterkrigens boligmangel og for at finde alternativet til kommunalkaer, store delelejligheder, hvor der boede op til flere familier på én gang, foreslog Khrushev i 1960'erne at bygge små, billige og midlertidige lejligheder, der kun var beregnede til at holde i ca. 25 år, før de skulle rives ned. Men som et russisk ordsprog lyder: ”Der er ikke noget så permanent som det midlertidige”. Det blev altså også tilfældet med khrusjevkaerne i alle de tidligere Sovjetrepublikker.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine er en kunstig konflikt, skabt af folk, der har ønsket udviklingen. Det er ikke en etnisk russisk-ukrainsk konflikt.

FOTO: Portræt af Anna Gurzhiy Hougaard som barn.

SPROG-MYTEN

Frem til sjette klasse var jeg elev i en såkaldt ukrainsk klasse, hvor alle fag på nær russisk sprog og litteratur blev undervist på ukrainsk. På det tidspunkt havde alle skoler i Luhansk én speciel ukrainsk klasse med ca. 15 elever i hver klasse, og når man tænker på, at Luhansk er befolkningsmæssigt større end Aarhus, er det altså ikke meget. Jeg talte russisk i hjemmet og med mine venner i frikvarterene, men jeg talte ukrainsk i timerne. Det er vigtigt at nævne det, for at forstå, at det ikke er russisk, der er det truede sprog i Østukraine, snarere tværtimod. Alle ukrainere forstår både russisk og ukrainsk, og det har aldrig før været et problem i Ukraine, hvilket sprog man taler.

Det er det heller ikke nu. Se bare de mange russisktalende ukrainere, der udkæmper krigen i Donbass og de tusinde russisktalende frivillige, der hjælper dem med tøj, mad og penge. Sprog-konflikten er en myte, som de russiske føderale medier formår at sælge til deres egne borgere, til borgere i Østukraine, men også til os her i Vesten.

SKÆBNESVANGERT FORÅR

Det samme gør sig efter min opfattelse gældende for de udbrydertendenser vi pludselig har set i Donbass-regionen. Ifølge en undersøgelse foretaget af Gallup 14.-26. marts 2014 svarede blot fem procent af de adspurgte østukrainere ”ja” til spørgsmålet om, hvorvidt de russisktalende i den østlige del af landet er pressede på grund af deres sprog.

Ifølge en anden analyse foretaget af en uafhængig ikke-statslig organisation, Donetsk Institute for Social Research and Political Analysis, i april 2014 støttede 4,7 procent af lokale borgere i Donetsk den selvbestaltede Donetsk Folkerepublik og 26,5 procent støttede de pro-russiske separatister. Hele 66 procent af de adspurgte Donetsk-borgere så deres fremtid i et samlet Ukraine.

Tallene understøtter min formodning om, at der i foråret 2014 var et meget stort tavst flertal, der ikke blev hørt. Derimod gjorde de pro-russiske demonstranter og almindelige ballademagere sig meget bemærkede i medierne i forbindelse med de adskillige blokerede administrationsbygninger i Luhansk såvel som Donetsk.

Selvom min familie flyttede til Danmark for femten år siden, har vi stadigvæk lidt familie og venner i Luhansk, og vi har talt meget med dem under hele konflikten. For eksempel kan jeg huske en historie om, hvordan en fredelig pro-ukrainsk demonstration på den centrale plads i Luhansk blev angrebet af en gruppe pro-russiske separatister, og hvordan politiet så passivt til uden at gøre noget. Min veninde, der plejer at gå ture med sin datter i parken tæt på byens centrum, fortalte, at i tiden da de pro-russiske demonstrationer tog til i omfang, mødte hun nogle spøjse typer i byens centrum, som man ikke ville se normalt. De spurgte hende om vej til Absolut, der er et af centrums mest populære supermarkeder, hvilket også var mærkeligt, fordi det ikke er et spørgsmål en lokal ville stille. Efter den episode holdte de op med at gå ture i parken.

Der var en tydelig og hurtig udvikling i byens stemning og vores venner afspejlede den udvikling. Min barndomsveninde Irina, der er russisktalende og ellers aldrig interesserer sig for politik fulgte pludseligt med i direkte udsendelser fra det ukrainske parlament og begyndte at gå i byen i ukrainske nationalbroderede skjorter, såkaldte vyshivanka. Der gik ikke lang tid, før hun blev vidne til, hvordan et kærestepar blev tæsket på en bar på grund af deres pro-ukrainske holdninger, og så måtte hun lade skjorten ligge hjemme fremover.

Pludseligt var der flere og flere beretninger om overfald, ubegrundede anholdelser og forsvinden af både

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

55

pro-ukrainske aktivister og almindelige ukrainere i Luhansk og dele af Donbass-regionen. Det blev så usikkert at give udtryk for sine pro-ukrainske holdninger, at folk var holdt op med at tale om det åbent i det offentlige rum, for eksempel på arbejdspladser eller cafeer, i frygten om, at nogen ville sladre og det kunne få konsekvenser. Det kom for eksempel til udtryk ved at folk ændrede deres rigtige navne, fjernede billeder og lukkede deres profiler på de sociale medier. Der blev heller ikke holdt flere pro-ukrainske demonstrationer på byens centrale plads mere.

Imens var der en helt anden hastig udvikling i gang på den anden side af den østukrainske grænse.

PROPAGANDAENS SKRÆMMENDE KRÆFT

Den russiske fortælling om konflikten lyder, at det hele startede på Uafhængighedspladsen i Kiev. I kølvandet på de dramatiske begivenheder i februar 2014 og Janukovitjs forsvinden begynder den utilfredse russiske og russisktalende del af befolkningen i Østukraine at protestere mod den nye overgangsregering i Ukraine.

Imens, i et ønske om at undertrykke den russisksprogede befolkning, begynder regeringen at diskutere en sproglov, der vil fratage det russiske sprog status som regionalsprog og gøre ukrainsk til det eneste officielle sprog i Ukraine. De russiske føderale medier, som er meget populære i Østukraine og bliver set af rigtig mange mennesker, spinner lynhurtigt nyheden om sprogloven som et direkte overgreb og trussel mod de russiske og russisktalende borgere i Østukraine, og mange begynder at tro på det. En dag skyper min mor med en af sine gamle veninder fra Luhansk, som pludseligt siger, at de er bange for, at nazisterne, Pravij Sektor og de såkaldte banderaer fra Vestukraine skal komme til Luhansk og torturere uskyldige russisktalende borgere. Hun fortæller historier om, hvordan at folk på Maidan tog narko, og hvordan at banderaer klippede fingre af russisktalende med en tang. Da min mor spurgte hende, hvor hun havde det fra, svarede hun: fra medierne, naboerne og andre kvinder i nabolaget. Hun fortalte også, at hun fældede en tåre, da hun så en direkte udsendelse af den flotte parade på Den Røde Plads i Moskva i forbindelse med den 9. maj og snakkede om, at deres forældre havde udkæmpet den store fædrelandskrig mod nazisterne forgæves. De russiske medier vidste meget præcist, hvilke knapper de skulle trykke på, hvem de skulle gå efter, og hvilke mekanismer der skulle aktiveres for at få propagandaen til at virke.

Når man kender min mors veninde bliver man ikke

56

IPmonopolet |22 udg. | ULIGHED

overrasket over hendes modtagelighed over for propaganda. Hun er enlig mor, bor sammen med sine gamle forældre i Luhansk og har, til trods for at hun er et meget sympatisk menneske, aldrig rigtig været udenfor Ukraine og Rusland. Ligesom mange millioner af andre mennesker i Ukraine, såvel som i Rusland, lever hun i sin lille boble, bestående af hendes arbejde som kontordame hos en mindre virksomhed, tv’et og bekymringer om, hvordan hun skal få livet til at hænge sammen for hende selv og hendes gamle forældre med de stigende priser på mad, medicin osv. Jeg tror, at rigtig mange danskere har rigtig svært ved at forestille sig hverdagen for de helt almindelige mennesker i Østukraine, deres bekymringer, og hvor nemt det er at manipulere med befolkningen dér.

Men når én, som man har kendt i mange år, begynder at tale i overdrevne overskrifter, kan man altså ikke undgå at lægge mærke til det.

PROPAGANDA OG VENSKABER

Der sker også en ændring i mit forhold til mine russiske venner i Sankt Petersborg, hvor jeg studerede et halvt år, og som jeg har besøgt utallige gange siden. Allerede under Maidan var mine venner meget forsigtige og meget skeptisk indstillede over for den bevægelse, der tog til i styrke på Uafhængighedspladsen i Kiev.

Og det blev værre endnu. Jeg har altid tænkt, at man ikke skal undervurdere internettets magt, fordi informationen altid vil sive igennem sprækkerne på enhver mur af propaganda. Jeg tog fejl. Mine venner i Sankt Peterborg er alle sammen moderne, dannede og spændende mennesker. De taler flere fremmedsprog og har rejst mange steder udenfor Rusland.

Men pludseligt gik de kun efter én slags information – den der passede med den russiske regeringens officielle fortælling om Ukraine-konflikten. Al information der gik imod deres ”sandhed”, forkastede de med det samme. De var så overbevidste om, at dét, de hørte i deres medier var rigtigt, at de ikke ville høre på, hvad jeg fortalte dem, til trods for at jeg er født og opvokset i Luhansk og kendte folk i byen! En af mine bedste veninder fra Sankt Petersborg tog kontakt til et ungt par fra en landsby udenfor Donetsk, som støtter de pro-russiske separatister, og som hun hele tiden siden refererede til som hendes kilde. Jeg forsøgte at forklare hende, at de jo også ser russisk tv, og derfor er man nødt til at høre andre sider af sagen også. Til det skrev hun, at hun er ”russer og hun må hjælpe andre russere”. Men hvad med min familie og mine venner? Vi er jo også russisktalende.

Jeg har i starten af februar foretaget et lille eksperi-

Uanset konfliktens misforståede og fejlagtige oprindelse er der nu sket så meget og ødelagt så meget, at det er svært at se, hvordan tingene kan blive som før.

Derfor tror jeg personligt heller ikke på, at man kan opnå en langvarig våbenhvile i Donbass.

ment. Jeg postede samtidig to identiske billeder på Facebook og russisk ”Facebook”, vkontakte, hvor jeg har mine russiske venner. Billederne stammer fra min skoletid i den ukrainske klasse, hvor jeg sidder jeg som 9-årig med en ukrainsk blomsterkrans i håret og ukrainsk nationalskjorte (se billedet i denne artikel).

Resultatet taler for sig selv – i løbet af en aften fik jeg 114 ”likes” og fem ”delinger” på Facebook og én sølle ”like” på vkontakte. Man skal selvfølgelig tage højde for, at jeg har flere venner på Facebook og er mere aktiv på Facebook end jeg er på vkontakte, men stadigvæk, det er da ret tankevækkende, og det gør mig trist. Mine russiske venner i Rusland er desværre overbeviste om, at det er os her i Vesten, der bliver hjernevaskede af vores medier, og derfor forholder de sig skeptiske over for alt, hvad jeg siger. Til det kan jeg blot sige, at Reporters Without Borders for nylig offentliggjorde deres 2015 World Press Freedom Index. Finland topper indekset sammen med Norge og Danmark, mens USA er gået tre pladser ned og indtager en 49. plads. Ukraine er nr. 129, og Rusland er gået fire pladser ned på listen og er dermed nr. 152 ud af 180 lande. Både Ukraine og Rusland har lang vej igen, mens vores medier grundlæggende er frie, og de er ikke styrede fra centralt hold, som det ses i mange tidligere sovjetrepublikker.

FOLKEAFSTEMNING I DE TO SELVBESTALTEDE REPUBLIKKER

Dette bringer mig til det sidste punkt, som er spørgsmålet om selvbestemmelse for de to selvbestaltede republikker i det østlige Ukraine. Mange stiller spørgsmålet om, hvorfor der ikke bare bliver foretaget en demokratisk afstemning om republikkernes status.

Først og fremmest håber jeg, at det jeg har skrevet indtil nu, til dels svarer på dette spørgsmål, nemlig at Luhansk, min fødeby, og Østukraine i det hele taget ikke har været præget af spændinger mellem russiskog ukrainsktalende. Spændingerne har i hvert fald ikke været større end de er i Danmark, hvor københavnerne brokker sig over jyderne og omvendt.

Sådan som det ser ud nu, kan Ukraine måske blive nødt til at give afkald på Luhansk og Donetsk, og så må hundredetusindvis af flygtninge fra Østukraine prøve at finde ud af, hvad de vil gøre med deres ejendomme og forretninger, om disse overhovedet kan blive solgt, og hvor mange penge de mon taber på det.

For mange står det klart allerede nu: de skal ikke tilbage. Det inkluderer min veninde Irina, der nu bor i Vinnytsa med mand og barn. Som så mange andre, ser de desværre ingen fremtid for hverken dem selv eller deres datter i Luhansk. Har disse mennesker, der

tidligere var et stort tavst flertal, ikke også ret til selv at bestemme, hvor de vil bo i deres eget land?

Hvordan kan man gennemføre en demokratisk folkeafstemning, når så mange er flygtede, når en tredjepart udefra blander sig og manipulerer med befolkningen, når alle ser russisk tv og tror, at nazister er på vej til Luhansk for at klippe fingrene af dem?

Når Ukraine ingen kontrol har over disse områder, og når de selvbestaltede republikker fusker med stemmesedler og stemmeoptællingen. Når folk som min mors veninde får en sæk kartofler for at stemme, og bagefter tager hjem og ser paraden på Den Røde Plads. Når mange af de ukrainere, der er tilbage, ikke har noget valg og er nødt til at acceptere det, der foregår, for bare at overleve. Når mange på begge sider af konflikten har mistet deres familiemedlemmer og venner i en meningsløs krig, der er opstået på en løgn. Svaret er, at uanset om man holdte en afstemning eller ej ville den aldrig kunne blive foretaget efter de rette demokratiske standarder, som situationen har været det sidste år.

POINT OF NO RETURN

Konflikten mellem Rusland og Ukraine er en kunstig konflikt, skabt af folk, der har ønsket udviklingen. Det er ikke en etnisk russisk-ukrainsk konflikt.

om SKRIBENTEN

Annushka Gurzhiy Hougaard er kandidat i Erasmus Mundus Journalism fra Aarhus og Hamborg Universiteter og har en bachelorgrad i østeuropastudier fra Aarhus Universitet.

Hun har boet i Danmark i 15 år, men er født og opvokset i Luhansk, Ukraine.

Der er fra Ruslands side blevet brugt så mange kræfter, økonomiske og menneskelige ressourcer på at skabe den her fortælling. Måske er det hele startet på en løgn, men nu har situationen udviklet sig og med de første ofre i krigen har vi passeret point of no return. Når jeg snakker med mine venner på begge sider af konflikten får jeg en fornemmelse af, at der er sket en vis ændring i manges personlige selvopfattelse, og måske endda i folks fælles bevidsthed i både Ukraine og Rusland. Gårsdagens venner er nu fjender, og mange familier og venskaber er faldet fra hinanden. Mange liv er mistede og mange børn vil komme til at vokse op uden forældre og søskende.

Uanset konfliktens misforståede og fejlagtige oprindelse er der nu sket så meget og ødelagt så meget, at det er svært at se, hvordan tingene kan blive som før.

Derfor tror jeg personligt heller ikke på, at man kan opnå en langvarig våbenhvile i Donbass. I stedet får vi endnu en fastfrossen konflikt i hjertet af Europa, og den er kommet for at blive. Med dette indlæg håber jeg blot, at jeg har bidraget en lille smule til forståelsen af Ukraine-konflikten her i Danmark.

Artiklen har også været bragt hos Magasinet rØST.

ULIGHED | 22 udg. | IPmonopolet

57

ANNONCE

ER RØD HÅBETS FARVE? af KIRSTINE DAHL ANDERSEN, bestyrelsesmedlem & MIRA BERGEM, næstformand i International Debat

V

ed forårets Europaparlamentsvalg vandt de ydre hø-

jrefløjspartier en stor andel af stemmerne, og der var en udtalt bekymring for de højre-nationalistiske protestpartiers vækst. Men ved det græske valg den 25. januar var det i stedet venstreradikale Syriza, der var valgets store vinder, med 149 af 300 mandater.

Med valghandlingen tilkendegav grækerne, at de ønskede et brud med det politiske etablissement og den centrum-orienterede politik, som har domineret græsk politik i fire årtier. Først og fremmest kan valget tolkes som et udtryk for en dyb utilfredshed med den måde, man hidtil har hånderet krisen.

“HÅBET KOMMER”

… er Syrizas primære budskab til deres vælgere, og de har gjort hvad de kan, for at adskille sig fra det politiske etablissement. Mens de forhenværende største partier i manges øjne er forbundet med klientelisme og korruption, anses Syrizas lederskab som noget nyt.

Det vakte opmærksomhed, da en af de første ting den nyvalgte regering gjorde, var at sælge de dyre ministerbiler. Selvom mange af handlingerne hidtil har været symbolske, er regeringen enormt populær. Og det er netop det brede folkelige mandat, der er et af Syrizas stærkeste kort i de igangværende forhandlinger med troikaen.

KOMMER HÅBET?

Syriza gik til valg med ønsket om at ende sparepolitikken. De lover bl.a. en øget minimumsløn, gratis sygesikring og gratis elektricitet til de fattigste. Dette skal ifølge Syriza finansieres gennem beskatning af de rigeste, øget kamp mod skattesvindlere og korruption, og genforhandling af Grækenlands gældsaftale.

Samtidig har Tyskland givet tydeligt udtryk for, at de ikke vil slække på kravene i aftalen. ECBs formand, Mario Draghi, har udelukket at Grækenland slipper for deres tilbagebetalingsforpligtelser, og har udtalt at det ville være et fundamentalt brud med unionens regler.

På den anden side, vil resultatet af mislykkede forhandlinger og en ”Grexit” være, at landet højest sandsynligt vil afstå fra at betale, hvormed der sås yderligere tvivl om eurozonens holdbarhed. Dette er næppe i Tysklands interesse.

Hvis det lykkes for Syriza at genforhandle, vil det betyde et klart brud med den sparepolitik, som er blevet ført i EU i kølvandet på finanskrisen. Det kan bidrage til at styrke de populistiske partier i Europa.

Det spanske venstreradikale parti Podemos ligger på omkring 24% i meningsmålingerne, og Podemos håber på, at Syrizas sejr kan bidrage til at legitimere deres anti-sparepolitiske budskab. Trods klare paralleller, er der dog forskelle mellem den økonomiske situation i Grækenland og Spanien, samt mellem partierne. Som en spansk journalist udtrykte det: “Syriza er en realitet, Podemos er en mulighed”.

Interesseret i at høre mere om emnet?

Kom til International Debats arrangement ”Rød bølge over Sydeuropa” den 25/03 kl. 17-19 i bygning 35 på CSS, hvor vi inviterer eksperter til at debattere årsager og konsekvenser af venstreradikaliseringen i Sydeuropa.

Se www.facebook.com/internationaldebat for mere information.

Find os p책 Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

ipmonopolet.dk