IPmonopolet#23

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

23. udgave, august 2015

TEMA

MAGTKAMPE KRISTIAN MADSEN DUERNE SÆTTER HØGENE TIL VÆGS I ATOMFORHANDLINGER INTERVIEW MED CONNIE HEDEGAARD ER SKANDINAVISKE KANDIDATER AT FORETRÆKKE? MERETE HANSEN COLOMBIAS LANGE VEJ MOD FRED JON RAHBEK-CLEMMENSEN NÅR GLOBALE MAGTKAMPE BLIVER LOKALE

REDAKTION CHEFREDAKTION

IPmonopolet

Daniel Atli Larsen

c/o Institut for Statskundskab (IfS)

Emilie Bruun Sandbye

Øster Farimagsgade 5,

Anne Kirstine Rønn

1353 København K

Jeppe Vierø ipmonopolet.dk REDAKTION

redaktion@ipmonopolet.dk

Kristine Ingemann

ISSN : 1903-5713

Gry Waagner Falkenstrøm

ISSN : 1903-5721 (online udgave)

Randi Emilie Dahlen Frederik Worup GRAFISK DESIGN

Anne Sofie Nordlund

STØTTE

IPmonopolet udgives med støtte fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

TRYK

IPmonopolet trykkes ved: Grafisk - Københavns Universitet

Find os på Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

2

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

LEDER Magt. Et af de mest centrale begreber i den politiske verden, men samtidig et begreb, hvis definition er omdiskuteret. Historisk er der blevet ofret meget opmærksomhed på aktørers evne til at trumfe deres interesser igennem over for andre. Magtrelationer kan i den forstand forekomme i mange former, og magt kan udøves med mere eller mindre latente midler.

På samme måde kan magtkampe foregå med tvang, trusler og vold, men også indebære mere subtile, diskrete og ligefrem civiliserede midler. I IPmonopolets 23. udgave omfavner vi magtkampenes mangfoldighed.

Vi starter med at tage udgangspunkt i Ukraine-konflikten. Vi beskriver, hvordan danske beslutningstagere og eksperter ser konflikten og de indlejrede magtkampe. Derudover undersøger vi, hvordan konflikten påvirker et af de vigtigste områder i dansk udenrigspolitik: Arktis.

Dernæst kigger vi på den nyligt vedtagne atomaftale med Iran, hvor de amerikanske politikere er splittede og ’duerne’ ser ud til at triumfere, inden vi kommer omkring Makedonien, Colombia og Honduras’ interne magtkampe. Temaet indeholder også et interview med Rasmus Egendal fra World Food Programme, der bl.a. skitserer, hvordan det er at forhandle med terrorgrupper.

Udblik består denne gang af to artikler. Vi har interviewet Connie Hedegaard og spurgt ind til, hvorfor skandinaviske kandidater er så populære i internationale topposter. Derudover har vi været en tur i Baltikum, hvor kløften mellem etniske russere og de andre befolkningsgrupper bliver dybere og dybere.

Rigtig god læselyst!

DANIEL ATLI LARSEN, EMILIE BRUUN SANDBYE, ANNE KIRSTINE RØNN OG JEPPE VIERØ Chefredaktionen

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

3

OVERSIGT

TEMA

4

06

"EU får kamp til stregen i Ukraine-krisen" af GRY WAAGNER FALKENSTRØM

10

"Når globale magtkampe bliver lokale" af JON RAHBEK-CLEMMENSEN

14

"Duerne sætter høgene til vægs i atomforhandlinger" af KRISTIAN MADSEN

18

"FYR Makedoniens politiske krise – En cocktail af storhedsvanvid og et uigennemsigtigt politisk system" af NANNA LANGKILDE

20

"Colombias lange vej mod fred" af MERETE HANSEN

26

"Magten til at forhandle" interview med RASMUS EGENDAL af RANDI EMILIE DAHLEN

28

"Et underernæret demokrati i splid med sig selv" af JONATAN TYLSGAARD LARSEN

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

UDBLIK

34

"Er skandinaviske kandidater at foretrække?" interview med CONNIE HEDEGAARD af EMILIE BRUUN SANDBYE

38

“Putin-frygt skaber splid i Baltikum” af GRY WAAGNER FALKENSTRØM

TEMA Paradokset her er, at vi faktisk lavede ikke-militĂŚr storpolitik uden at vide, vi gjorde det. Dermed var vi med til at skabe en konflikt.

OLE WÆVER

TEMA

EU FÅR KAMP TIL STREGEN I UKRAINE-KRISEN

af GRY WAAGNER FALKENSTRØM Magtkampen mellem EU og Rusland udspilles fortsat med både militær, diplomati og medier som arena. EU’s sanktioner mod Rusland har slået fejl, og Krim kommer ikke tilbage til Ukraine, efter at halvøen blev annekteret af Rusland sidste forår. Sådan lyder nogle af vurderingerne fra en række danske udenrigseksperter.

”V

i skal ikke undervurdere, hvad det er for en trussel, vi står over for. Ikke fordi Rusland er stærkt, men fordi Rusland er svagt,” understreger (den nu afgåede, red.) udenrigsminister Martin Lidegaard på et debatmøde i Nordens Telt på årets Folkemøde på Bornholm. ”Derfor skal vi også passe på med, hvad vi gør imod den sårede bjørn.

Hvis vi går meget hårdt til den, kan vi fremprovokere en reaktion, der giver den stik modsatte reaktion, end den vi ønsker,” forklarer han.

FEJLSLAGNE SANKTIONER

6

”Det faktum at EU har kunnet stå sammen 28 lande på 20 møder, som jeg har deltaget i alle sammen, om at eskalere sanktionerne skridt for skridt, det er det, som er kommet mest bag på Putin. Og det er en kæmpe bedrift,” argumenterer Martin Lidegaard tilbage. Han anerkender, at sanktionerne ikke har haft den effekt på Ruslands adfærd i Ukraine, som man kunne have håbet, men understreger, at ”det ville se værre ud, hvis ikke de var der.”

FROSSEN KONFLIKT ER BEST CASE SCENARIO

Hans moddebattør, Venstres tidligere udenrigsordfører Søren Pind, mener, at det er problematisk, at EU som afskrækkelsesmanøvre fra starten af ikke har gjort Ruslands præsident Putin ordentligt opmærksom på konsekvenserne ved at annektere Krim.

På trods af adskillige forsøg på varige våbenhviler mellem de russiske separatister i Østukraine og den ukrainske hær, er succesraten af især Tysklands store diplomatiske arbejde over for Rusland ikke noget, der skaber stor optimisme i EU.

”Sanktionerne har simpelthen ikke virket. Det skal se ud som om, man gør noget, selvom det ikke virker,” siger han udfordrende, men trækker drillende den hårde kritik af EU’s arbejde lidt i land, da den daværende udenrigsminister rømmende brokker sig.

”For et år siden var vores worst case scenario en langvarig frossen konflikt med Krim og Donbass. Nu er det vores best case scenario,” forklarer Martin Lidegaard. Søren Pind ser heller ikke en fredelig løsning i nær fremtid:

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

Sanktionerne har simpelthen ikke virket. Det skal se ud som om, man gør noget, selvom det ikke virker.

”Det, jeg ser som worst case, er, at der lige pludselig er noget i de baltiske lande, der løber ud af kontrol,” forklarer han og påpeger den store indflydelse, Ruslands propaganda kan have på russere i østeuropæiske lande, som ellers for længst har rettet blikket mod EU. Frygtscenariet kan være, ”at den pludselig udløser en situation – som Putin enten er medskyldig eller ikke medskyldig i – hvor der opstår en konfliktsituation, hvor der pludselig kommer grønne mænd, eller hvad der nu gør. Det kan lige pludselig løbe meget voldsomt ud af kontrol,” forklarer han med henvisning til tilstedeværelsen af russiske soldater i Østukraine. ”Anser jeg det for at være sandsynligt? Næh… Jeg vil sige, at hvis man havde spurgt mig for to år siden, så havde jeg selvfølgelig fuldstændig udelukket det. Nu mener jeg, der er 5-10 procents risiko, og problemet er, at det er for mange.”

KRIM KOMMER IKKE TILBAGE

I Fredsteltet et andet sted på Folkemødet i Allinge deler Ole Wæver, der er centerleder ved Forskningscenter for løsning af internationale konflikter på Københavns Universitet, en del af pessimismen. Han mener ikke, at EU skal kalkulere med, at Krim kommer tilbage til Ukraine i nær fremtid. ”Ukraine kan i bedste fald lande i en eller anden mellemposition. Sådan var det før konflikten, sådan er det egentlig også nu,” forklarer han. Men han pointerer, at Vesten spiller en større rolle i konflikten, end politikerne ofte vil være ved. Især har NATO-udvidelserne mod øst og NATO’s missilskjold provokeret russerne. ”Der er en relativt bred opfattelse i den russiske befolkning af, at ideen om at gå tæt sammen med Vesten, den har vi ødelagt. Derfor er der ikke noget at tabe ved ikke at respektere vores interesser. Det er en bred opfattelse, som Putin profiterer af,” forklarer han.

Til gengæld ser han manglen på en relation mellem Rusland og EU som dét, der sikrer, at konflikten ikke eskalerer på et storpolitisk plan: ”Noget af min optimisme omkring forholdet mellem Vesten og Rusland er, at vi geopolitisk lever i to forskellige verdener. Rusland har ikke nogen ambitioner om at få en hel masse indflydelse på ting, der foregår midt i Europa. Og EU kan godt klare sig uden at få ansvar for udviklingen i Kaukasus eller Centralasien.

Og det er egentlig grunden til, at det ikke kommer til at gå så galt,” konkluderer han.

EU UNDERVURDERER SIN IKKE-MILITÆRE MAGT

USA står for omkring 70 procent af det militære materiel i Europa. Selvom stormagten har udtrykt forventninger om, at de europæiske NATO-medlemmer skal investere mere i militær, så er det den modsatte tendens, man ser. Det gælder også for Danmark. ”År for år bruger vi færre midler til at købe og drive militær. Vi går fra 1,7 procent af BNP til 1,2 procent i 2017,” forklarer Martin Lidegaard. ”I bund og grund er det faktisk lykkedes over to regeringer at beskære investeringerne i det, jeg heller ikke mener gør forskellen.”

Ifølge ham er EU’s stærkeste middel mod Rusland ikke vores militær. Det er i stedet vores demokratiske samarbejdsorienterede samfundsmodel, som EU repræsenterer, og som gør unionen attraktiv for de mange tidligere Sovjetstater, som søger om optagelse og er indlemmet i associeringsaftaler.

Paradokset her er, at vi faktisk lavede ikke-militær storpolitik, uden at vide, vi gjorde det.

Dermed var vi med til at skabe en konflikt.

EU’s ikke-militære magt ser Ole Wæver også som det stærkeste våben. Dog understreger han, at EU netop begik den fejl, at de lavede EU-udvidelser uden at være ordentlig bevidst om, at det faktisk var geopolitik i fuld skala. ”Paradokset her er, at vi faktisk lavede ikke-militær storpolitik, uden at vide, vi gjorde det. Dermed var vi med til at skabe en konflikt.”

Hermed undervurderede EU sin indflydelse i Ukraine, og det fremprovokerede en militær indgriben fra Rusland. Omvendt mener han, at EU med sanktionerne nu overvurderer sin egen magt. Han efterlyser eksperter og politikere, der kan forklare, hvordan sanktionspolitikken faktisk skal føre frem til et resultat. ”Lige nu fører vi en sanktionspolitik, der er helt uden strategisk samling. Igen er det et eksempel på manglen på ikke-militær strategi, der definerer, hvordan de økonomiske midler skal omsættes til politiske resultater.”

HYBRID-KRIGSFØRELSE

Mange vestlige iagttagere har påpeget, at også Putin er utroligt succesfuld i forbindelse med at udnytte de ikke-militære elementer i det, der kaldes hybrid-krigsførelse. Her er især Kremls evne til at kontrollere fortællingerne, bl.a. om Ukraine-krisen, et af Ruslands stærke ikke-militære våben. Russisk-producerede

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

7

nyheder under Kremls kontrol når ud til mange millioner russiske tv-seere, ikke kun i Rusland men over hele kloden. ”Den propaganda, man ser nu, er noget, der minder lidt om Sovjettiden. Også internt i Rusland har den nationalisme, som Putin forsøger at fremme, tendenser, der minder om det, vi så dengang,” forklarer Søren Pind. ”De russiske tv-kanaler kommer blandt andet ud til 2,4 millioner hotelværelser i verden. Det er topprofessionelt lavet, og det er næsten umuligt at gennemskue de rigtige nyheder fra de forkerte. Det er skræmmende, fordi det er en moderne form for propaganda, vi har svært ved at gøre noget ved,” forklarer Martin Lidegaard, som selv har været aktiv i at sætte behovet for et modsvar på EU’s dagsorden og i nordisk regi.

DANSK HJÆLP TIL BALTIKUM

Danmark har en lang tradition for at samarbejde og støtte udviklingen i de baltiske lande, og det er et sted, hvor vi ifølge Danmarks ambassadør i Riga, Per Carlsen, kan gøre en forskel. ”Ukraine og Rusland er lidt store for os. Men det er vigtigt for os at have balterne med, for Baltikum er

vores nærområde. Set fra mit synpunkt – og muligvis lidt i modsætning til mange – så har vi her en chance for, at vi kan gøre noget. Det kunne vi for 25 år siden (efter afslutningen af Den Kolde Krig, red.) med at hjælpe dem ind i EU og NATO, og det kan vi måske på det her punkt,” forklarer Per Carlsen på sit ambassadørkontor i en af de charmerende bygninger i Rigas gamle bydel.

Nordisk ministerråd har bevilget penge til at hjælpe med at udvikle de uafhængige russisksprogede medier i de baltiske lande, og Den Danske Ambassade og Det Danske Kulturinstitut i Riga faciliterede i foråret en konference, som skulle være startskuddet for at udvikle de russisksprogede tv-kanaler i regionen.

Det er skræmmende, fordi det er en moderne form for propaganda, vi har svært ved at gøre noget ved.

I både Estland og Letland er omkring en fjerdedel af befolkningen russere, som kom til Baltikum under Sovjettiden, og mange af dem orienterer sig primært i de russisk producerede medier. Nu frygter både EU og landenes egne regeringer at disse store minoritetsgrupper bliver påvirket for meget af den russiske fortælling. ”Vores russiske venner - selvom de ikke har noget som helst ønske om at komme hjem til Rusland - får jo den der daglige dosis om, at det var Vesten, der

FOTO: Putin taler ved støttearrangement for annekteringen af Krim 2014.

FOTO: FRA WWW.KREMLIN.RU

8

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

startede optøjerne på Maidan (Maidanpladsen i Kiev, red.), og at det var lykkeligt, at Krim kom hjem,” forklarer han. ”Det, vi nu arbejder på her i Baltikum, vil være et forsøg på at nærme os noget, som kan imødegå den russiske propaganda, som i hvert fald over de seneste 5 år er blevet voldsommere og voldsommere,” forklarer Per Carlsen, som tidligere har været ambassadør i Moskva og derfor har et indgående kendskab til den russiske tankegang.

MEDIEKRIG

I modsætning til de modpropagandainitiativer, der blev sat i gang i løbet af den kolde krig med Radio Free Europe og Voice of America, så er den afgørende forskel – og nøglen til succes – her, at de russisksprogede medier skal skabe lokale nyheder. Det er netop det, mange russere i Baltikum efterlyser. Ifølge ambassadøren har blandt andet Letlands regering negligeret at udvikle de russisksprogede medier tilstrækkeligt på grund af frygten for at udvande det lettiske sprog og nationalfølelse – og det har givet de russiske kanaler en klar førerposition.

om SKRIBENTEN

vant til at slå over på BBC, ” forklarer han.

Det er ikke kun EU, som har fokus på potentialerne i at udbrede viden til befolkninger, som traditionelt orienterer sig i andre medier. Rusland har blandt andet oprettet onlinemediet Sputnik News, som laver nyheder til befolkninger over hele verden på deres eget sprog – også her i Danmark. ”De har jo allerede sat en masse penge af til at lave flere fremstød for russisk tv på alle mulige mærkelige sprog. Hvis det nu skulle gå hen og blive en succes med de her med lokale nyheder, så vil de selvfølgelig også ansætte nogle lokale russere til at lave tilsvarende - og sikkert endnu bedre,” forklarer han med henvisning til, at mediekrigen mellem EU og Rusland således ser ud til kun lige at være begyndt.

Gry Waagner Falkenstrøm er kandidatstuderende i Journalistik og Globale Studier på Roskilde Universitet. Hun har tidligere boet og studeret i Syrien og Tyrkiet og bor nu i Moskva.

”Russerne her vil sådan set gerne have et alternativt medie, men de er vant til at høre russisk. De er ikke

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

9

TEMA

NÅR GLOBALE MAGTKAMPE BLIVER LOKALE

af JON RAHBEK-CLEMMENSEN Stormagtspolitikken i Arktis er ikke et ureguleret kapløb efter ressourcer. Regionen har i stedet været præget af fredeligt samarbejde og kompromisvillighed. Ukrainekonflikten truer dog det fredelige samarbejde, hvor især Vestens sanktioner mod Rusland rokker ved den regionale orden.

U

krainekrisen har rystet det arktiske samarbejde.

Det høje nord er hidtil blevet fremhævet som et eksempel, på hvad internationalt samarbejde og, måske vigtigere endnu, dansk diplomati kan opnå – nu lægger politikere og internationale kommentatorer ansigterne i bekymrede folder og taler om behovet for at isolere regionen fra de rystelser der spreder sig fra Krim, Kiev og Donbass. Rusland er polarregionens vigtigste stat, og når russerne og amerikanerne toppes (med Europa som den evigt passive tilskuer) vender alle et bekymret øje nordpå. Venter Putin bare på det rette øjeblik til at sætte Vesten skakmat i Arktis?

Når man træder ind i embedsværkets lysstofrøroplyste og tæppebelagte korridorer, er stemningen mindre dyster. De fleste, der har arbejdet med Rusland i Arktis ved, at styrkeforholdet her slet ikke er til Putins fordel. De har mødt russiske embedsmænd og politikere, der måske puster sig op når journalister er i nærheden, men som til gengæld er til at tale med, når det kommer til substansen. Rusland har meget at vinde ved at samarbejde i Arktis og går typisk langt for at bevare den gode stemning. Det er derimod Vesten,

10

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

der har bukserne på. Ikke dermed sagt, at Rusland ikke kan skabe ballade i det høje nord – det er ingen hemmelighed, at Kreml har et særligt talent for geopolitisk ravage – men hvis det sker, peger pilen mere mod Bruxelles og Washington end mod Moskva.

ARKTIS ER DET NYE SORT

Klimaforandringerne har sat Arktis tilbage på den globale dagsorden. Efter den Kolde Krig, hvor sovjetiske og amerikanske ubåde legede katten efter musen under iskappen, blev regionen glemt. Først da isen begyndte at smelte og åbnede nye muligheder – blandt andet olie, gas, mineraler, sejlruter og turisme – kom polarregionen tilbage i fokus. Med nye muligheder følger et behov for samarbejde, og samarbejde bliver nemmere, hvis der ikke er uafgjorte udeståender. F.eks. er store dele af Ishavet ikke fordelt mellem staterne, selvom FN’s Havretskommission tillader det.

Det gik verden rundt, da en russisk mini-ubåd i 2007 plantede et flag på havbunden ved Nordpolen, hvilket mange så som begyndelsen på et ”Arctic great game” – et kapløb for ressourcer og territorium, som kunne føre til krig i det høje nord.

Rusland har meget at vinde ved at samarbejde i Arktis og går typisk langt for at bevare den gode stemning.

Det er derimod Vesten, der har bukserne på.

I Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads havde man længe vidst, at snakken om et arktisk ressourcekapløb var overdrevet, men at Arktis havde brug for et sæt spilleregler for samarbejde. Der ligger formentlig ingen betydelige ressourcer i de ufordelte områder, så hele grænsedragningsspørgsmålet handler om symbolske streger på et kort, snarere end om fremtidig vækst og velstand. Grænsetegningen er vigtigt for lokale publikummer. F.eks. er spørgsmålet indvævet i den nationale fortælling i Rusland og Canada - i Danmarks tilfælde er det især grønlandske eliter, der ser det som en lakmustest på Udenrigsministeriets villighed til at forsvare grønlandske interesser. For at undgå at der gik indenrigspolitik i grænsespørgsmålet, var der brug for at vise verden, at man havde tænkt sig at løse uenigheder fredeligt. Danmark tog derfor initiativ til et udenrigsministermøde i 2008 i Ilulissat i Grønland, hvor de fem kyststater blev enige om at afgøre grænsedragningsspørgsmålet gennem FN’s regler og om at samarbejde så meget som muligt.

Ilulissatordenen hviler på et interessefællesskab mellem staterne. Arktis er ikke synderlig vigtig for USA og EU, der mest bruger regionen som en gulerod, der skal overbevise Rusland og Kina om fordelene ved at tage del i den amerikanske verdensorden. Moskva og Beijing får lov til at forfølge deres arktiske interesser, så længe de opfører sig pænt på verdensscenen.

Rusland har derimod store interesser i polarregionen.

Hvis Rusland også i fremtiden skal leve af sin energieksport, der udgør halvdelen af statens indtægter, bliver Moskva nødt til at finde nye felter i den russiske del af Arktis. Isbjerge og ekstremt vejr gør det dog svært at få olien og gassen op af de arktiske have – en udfordring, som de russiske energivirksomheder, der på mange måder stadig er præget af sovjetisk kassetænkning, slet ikke er klar til. De har brug for at samarbejde med vestlige firmaer, der har den nødvendige know-how og penge til at investere i de enorme projekter. Det gør russerne sårbare i Arktis, og Moskva har været villig til at strække sig langt for

For at bevare den gode stemning nikkede Rusland godkendende til, at Kina og en række asiatiske lande fik lov til at blive observatører i Rådet, selvom det snævert set ikke var i Moskvas interesse.

FOTO: Dmitri Rogozin til venstre sammen med Putin, 2012.

FOTO: WWW.KREMLIN.RU.JPG

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

11

at bevare samarbejdet i det høje nord. Over de sidste ti år har staterne lavet flere samarbejdsaftaler og udbygget Arktisk Råd. For at bevare den gode stemning nikkede Rusland godkendende til, at Kina og en række asiatiske lande fik lov til at blive observatører i Rådet, selvom det snævert set ikke var i Moskvas interesse.

FRA KIEV TIL NORDPOLEN

Krisen i Ukraine afspejler en uenighed mellem Rusland og Vesten om den eksisterende verdensorden.

Mens Rusland ønsker en regionaliseret verden, hvor lokale stormagter kontrollerer deres nærområde, arbejder Vesten for globalt at sprede liberalt demokrati og markedsøkonomi, bl.a. i de andre stormagters lokalområde. Hvad der fra Bruxelles bare lignede en uskyldig handelsaftale med Kiev, blev i Moskva opfattet som en uacceptabel indblanding i sin interessesfære.

Hver træfning i Donbass og hver ny handelssanktion var en måde at vise modparten, hvilke omkostninger det har ikke at være enige. Problemet er, at konflikten har fået sit eget liv, der går hinsides den oprindelige uenighed i takt med, at afstraffelsesspillet blev udvidet

Det velfungerende militære samarbejde mellem Vesten og Rusland er blevet lagt på is, og i stedet afholder både de vestlige lande og Rusland store militære øvelser i regionen.

til også at inkludere begge parters fundamentale interesser. Den russiske invasion af Krim og de mange militære provokationer truer de østeuropæiske landes sikkerhed og dermed den fundamentale solidaritet mellem NATO-landene. Omvendt viser de vestlige handelssanktioner, at Putin ikke kan garantere økonomisk vækst i fremtiden, og de truer dermed selve Putins magtbase. Begge parter puster sig nu op for at vise, at de ikke lader sig true, hvilket blot gør konflikten mere uløselig. Vestlige politikere holder taler om, hvordan Krim retmæssigt tilhører Ukraine, mens Putin puster til nationalismens ild i de russiske medier.

Det høje nord er blevet indvævet i dette spil af gensidig afstraffelse, om end konsekvenserne er mindre alvorlige, end de kunne have været. Ruslands vigtige økonomiske interesser gør, at Moskva ikke har trådt så meget på speederen, som man har gjort i andre regioner. Vesten har derimod aktivt brugt Arktis til at straffe Rusland.

De militære, diplomatiske og økonomiske konsekvenser er dog til at tage og føle på. Det velfungerende militære samarbejde mellem Vesten og Rusland er blevet

FOTO: MØDE I ARKTISK RÅD, 2013, FRA US STATE DEPARTMENT

12

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

lagt på is, og i stedet afholder både de vestlige lande og Rusland store militære øvelser i regionen. Russiske militærfly flyver oftere og med mere avancerede maskiner i Arktis, ligesom flere vestlige stater har sendt kampfly nordpå. Det er dog vigtigt, at man holder denne eskalering op mod Ruslands adfærd i andre regioner, hvor man er gået meget hårdere til værks. I Baltikum er antallet af russiske flyvninger tredoblet, og man har gennemført mange provokationer, som man slet ikke ser i Arktis.

Det arktiske diplomati er på samme måde blevet mere kompliceret. Hverken Rusland eller Vesten er længere villige til at strække sig for at værne om den gode stemning, og de har aktivt brugt de regionale organer til at straffe modparten. F.eks. havde danske diplomater længe arbejdet for, at EU skulle få observatørstatus i Arktisk Råd, men det måtte opgives på grund af russisk modstand. Canada nægtede russiske embedsmænd indrejse til et undermøde i Arktisk Råd, og både Washington og Ottawa boykottede et undermøde, der skulle afholdes i Moskva. Rusland benyttede det store udenrigsministermøde i april 2015 til at vise sin utilfredshed med de vestlige stater. Før mødet besøgte den kontroversielle vicepremierminister Dmitri Rogozin den norske øgruppe Svalbard, selvom han er forment indrejse i Norge pga. de vestlige sanktioner. Derefter boykottede Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov selve udenrigsministermødet for første gang i over ti år. Disse spændinger skal dog ses i en større sammenhæng – Rusland holder hele tiden døren åben for, at det diplomatiske samarbejde kan genoptages. Hvis Moskva ville, kunne man på

udenrigsministermødet have saboteret Arktisk Råds arbejde de næste to år, og Rusland gik med til at planlægge Rådets arbejde på en måde, der mindsker de diplomatiske spændinger.

Det økonomiske samarbejde har lidt den største skade. De vestlige sanktioner lukker specifikt for samarbejde med den russiske olie- og gasindustri i det høje nord, og de rammer altså lige præcis Ruslands hovedinteresse i regionen. Analytikere vurderer, at sanktionerne vil sætte Ruslands arktiske energiindustri ti år tilbage, og at olieproduktionen vil falde med en fjerdedel i 2025. Sanktionerne kan altså få Moskva væk fra det samarbejdende spor. Uden partnerskaberne med vestlige energifirmaer har Rusland ingen grund til at samarbejde i regionen, og Rusland vil snarere blokere for samarbejde og diplomati i de arktiske institutioner.

Det er altså Vesten, der fastlægger i hvor høj grad Arktis skal inddrages i Ukrainekonflikten. Kreml spiller på sine styrker – militære og diplomatiske provokationer – men under overfladen ønsker Rusland at vende tilbage til status quo. Hvis nogen er sat i defensiven i det høje nord er det Putin. Det betyder også, at Vesten skal gøre op med sig selv, hvor langt man vil gå for at presse Rusland. På den ene side giver Ruslands sårbarhed i Arktis en perfekt mulighed for at ramme Moskva, hvor det gør virkelig ondt. På den anden side skubber det Rusland væk fra Ilulissat-ordenen og kan altså på sigt underminere det velfungerende samarbejde i det høje nord.

om SKRIBENTEN

Jon Rahbek-Clemmensen er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet og Ph.d. i International Relations fra London School of Economics. Hans forskningsområder dækker over dansk, europæisk og amerikansk forsvars- og udenrigspolitik samt Arktis og USA, Rusland, Kina og EU’s roller i regionen.

Analytikere vurderer, at sanktionerne vil sætte Ruslands arktiske energiindustri ti år tilbage, og at olieproduktionen vil falde med en fjerdedel i 2025.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

13

TEMA

DUERNE SÆTTER HØGENE TIL VÆGS I ATOMFORHANDLINGER

af KRISTIAN MADSEN

Der er stort flertal mod præsident Obamas atomaftale med Iran i begge kamre i den amerikanske kongres.

Alligevel ser det ud til, at duerne går af med sejren i magtkampen mod høgene. Forløbet bekræfter på den måde visse ideer fra Robert Putnams two-level-analyse af internationale forhandlinger - og peger på en enkelt nyskabelse: De sociale medier.

D

er bliver allerede talt om Nobels fredspris til forhandlerne i P5+1 gruppen, der i juli blev enige om en aftale, som skal forhindre, at Iran får atomvåben.

Men inden den amerikanske udenrigsminister Kerry pakker smokingen til en Oslo-tur, skal aftalen først overleve mødet med høgene i den amerikanske kongres. Frem til medio september skal den amerikanske kongres gennemgå aftalen og høgene, der kræver en hårdere kurs i Mellemøsten, vil gøre alt for at afspore aftalen.

“Det I rent faktisk har gjort i disse forhandlinger er at kodificere en klar vej for Iran til atomvåbnene blot ved at overholde denne aftale”, sagde formanden for Senatets udenrigsudvalg, Bob Corker, da aftalen første gang var til høring i Kongressen. “Jeg mener, i er blevet snydt, så vandet driver”, sagde Corker.

Det er ikke anliggendet her at vurdere, om Corker har ret eller ej; om aftalen opfylder sit formål eller er i parternes strategiske interesse. Spørgsmålet er, om Corker også har mulighed for at bremse aftalen - og

14

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

hvad Iran-aftalen bidrager med til analysen af internationale forhandlinger.

DUERNE ER FÆRREST MEN STÆRKEST

Først det formelle: Den amerikanske forfatning er meget klar, når det gælder internationale traktater: To tredjedele af Kongressens overhus, Senatet, skal støtte en traktat. Disse 67 stemmer er både i det aktuelle tilfælde og historisk set stort set umulige at opnå - det lykkedes for eksempel aldrig at få Versailles-fredstraktaten efter Første Verdenskrig igennem i USA. Senere præsidenter har udviklet en juridisk finte, der nu er historisk præcedens for: I stedet for at indgå juridisk bindende traktater, indgår den amerikanske regering nu “aftaler” eller “politiske forståelser”.

Iran-aftalen er ikke juridisk bindende, men alene politisk. Det er i praksis ligegyldigt, da sanktionen ved iransk overtrædelse næppe er en indstævning for en international domstol, men truslen om en amerikansk militær reaktion.

Hvis politikerne på Capitol Hill skal vælte aftalen, må de derfor selv vedtage en lov, der forhindrer Obama i at lempe sanktionerne mod Iran eller indføre nye. Det giver præsidenten mulighed for at nedlægge veto.

Hvis politikerne på Capitol Hill skal vælte aftalen, må de derfor selv vedtage en lov, der forhindrer Obama i at lempe sanktionerne mod Iran eller indføre nye.

Det giver præsidenten mulighed for at nedlægge veto, og nu er det i stedet ham, der som udgangspunkt har bukserne på i kampen med Kongressen: To tredjedele af medlemmerne i BÅDE Repræsentanternes Hus og Senatet skal stemme mod aftalen, hvis den skal falde.

Selvom det Republikanske flertal i begge kamre stort set er unisont imod, skal Obama således blot holde fast i 34 af de 46 Demokrater i Senatet eller 145 af sine 188 partifæller i Repræsentanternes Hus. Det er ikke 100 procent sikkert, at han kan – specielt i Senatet er ledende Demokrater dybt skeptiske over for aftalen.

Men det er overvældende sandsynligt, at Obama kan holde fast i Repræsentanternes Hus. Et mindretal af duer slår i så fald et flertal af høge af pinden.

TWO-LEVEL GAME

Iran-forløbet bekræfter set fra den amerikanske vinkel nogle kendte teoretiske ideer om internationale forhandlingers forløb – og bidrager med i hvert fald én interessant nyskabelse.

Udgangspunktet her er Robert Putnams two-level game-analyseramme fra 1988, der stadig er en af de mest anvendte modeller til at analysere alle mulige typer internationale forhandlinger, og sætter fokus på sammenhængen mellem det internationale og nationale niveau.

Internationale forhandlinger forstås som et spil på to niveauer. På niveau 1 sidder forhandlerne om bordet og prøver at nå en aftale. Men hver forhandler må også forholde sig til et niveau 2 - sit eget indenrigspolitiske spil. Den aftale, der indgås ved det store bord skal ratificeres på hjemmefronten.

Selvom de egentlige forhandlinger kører på niveau 1, er det magtforholdene og institutionerne på den hjemlige scene, der fastsætter forhandlernes spillerum eller win-set – det sæt af mulige niveau 1-aftaler, der kan bæres hjem på hjemmefronten.

Derfor forholder forhandlerne på niveau 1 sig strategisk til både deres eget og modpartens spillerum.

Et snævert win-set kan være både en fordel og en ulempe. Kampen for at få EU-traktatændringer til at hænge sammen med det snævre win-set – at de skal kunne passere gennem en folkeafstemning – har været en tilbagevendende hovedpine for danske EU-forhandlere. Briterne har omvendt nogle gange kunnet bruge deres EU-skeptiske bagland som et

aktiv i forhandlinger: I er nødt til at give os mere, hvis vi skal kunne få det her igennem derhjemme.

En central pointe er, at en leder – i dette tilfælde Obama – kan udnytte, at han som den eneste opererer samtidigt i de sammenhængende eksterne og interne spil.

Den dygtige leder kan derfor ikke alene se, hvornår brikkerne står rigtigt i det indre spil til at kunne handle i det eksterne, men også bruge internationale forhandlinger som løftestang til at presse interne beslutninger igennem, der ellers ikke havde været politisk mulige.

EKSTERNE FORHANDLINGER FORMER INTERNT RESULTAT

I praksis har Obama bundet sin efterfølger til ikke at angribe Iran militært – en strategi bl.a. den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har talt for.

Obamas atomaftale og ophævelsen af de amerikanske sanktioner er – hvis han ellers har vurderet sit niveau 2 korrekt – et eksempel på en aftale, der ikke havde været indenrigspolitisk mulig alene. I praksis har Obama bundet sin efterfølger til ikke at angribe Iran militært – en strategi bl.a. den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har talt for.

Det er værd at bemærke, at Obama-regeringen bruger de internationale forhandlinger som et selvstændigt argument på niveau 2: “Hvis vi dropper denne aftale, så er vi de eneste, der gør det”, sagde Kerry i Kongressen. Det er muligt, at nogle ville foretrække status quo – sanktioner og en potentiel militær trussel – men den option har forhandlingerne taget af bordet. Nu er et nej lig med en svækkelse af USA’s troværdighed hos sine allierede.

Samtidigt har både Obama-regeringen og andre aktører forholdt sig strategisk til det amerikanske win-set.

Pro-israelske kræfter har iværksat et massivt lobbyarbejde mod Demokrater i usikre kredse for at forsøge at få dem til at stemme mod aftalen. Samtidigt holdt Netanyahu allerede i marts tale for den amerikanske kongres, hvor han i stærke vendinger advarede mod at indgå en aftale – et åbenlyst forsøg på at mindske de amerikanske forhandleres win-set og noget, der ikke blev modtaget godt af Obama-regeringen.

Mens eksterne lande med interesser i sagen forsøger at påvirke spillet på niveau 2, er det usædvanligt, at en udenlandsk leder går så direkte ind i en indenrigspolitisk magtkamp.

Men det er, som nævnt ovenfor, imidlertid ikke nødvendigvis en ulempe i forhandlingerne at demonstre-

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

15

re over for modparterne, at spillerummet på niveau 1 er begrænset på grund af et stort indenrigspolitisk tryk.

Den amerikanske Israel-lobbygruppe har selv fremhævet sin modstand mod indrømmelser som et pres, der har styrket USA’s forhandlingsposition: “AIPAC mener fortsat at det hårde pres har fået Iran til forhandlingsbordet, og at truslen om yderligere pres vil styrke USA’s forhandlingsposition.”

HØGENE KVIDRER PÅ TWITTER

Putnams analyseramme er fra før Internettets gennembrud, og det virker som om, den lettere adgang til information har en betydning for modellen.

Det er ikke blot spilleren på niveau 1 – in casu præsident Obama – der forholder sig strategisk til modpartens niveau 2. Også aktørerne i det amerikanske niveau 2 forholder sig strategisk til det interne spil i Iran.

Aktørerne i det interne spil i USA forsøger f.eks. at bruge udtalelser i det interne iranske spil imod Obama-regeringen. Det gjaldt f.eks. da den iranske udenrigsminister til indvortes brug afviste Obama-regeringens udlægning som “spin”. Hvis det Obama

FOTO: Præsentation af rammen for atomaftalen med Iran i april 2015.

16

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

siger er korrekt, hvordan kan det så være, at iranerne afviser det internt?

Aftalen på niveau 1 var tilsyneladende, at de to sider “ikke modsagde hinanden, men naturligvis ville have forskellige betoninger af aftalen”. Men i en moderne medievirkelighed flyder informationerne frit mellem de interne niveauer.

Det mest usædvanlige eksempel på samspillet mellem de interne niveauer kom over de sociale medier fra den Republikanske Senator Tom Cotton.

Magthaverne i Teheran kløede sig formentlig undrende i skægget, da de midt i forhandlingerne pludselig fik tilstilet et åbent brev fra Cotton og 46 republikanske kolleger. “…vi vil ikke anse enhver aftale vedrørende jeres atomvåbenprogram, der ikke er godkendt af Kongressen, som andet end en forståelse mellem præsident Obama og Ayatollah Khamenei. Den næste amerikanske præsident vil kunne trække en sådan forståelse tilbage med et pennestrøg, og Kongressen vil i fremtiden kunne ændre aftalen på et hvilket som helst tidspunkt”.

Magthaverne i Teheran kløede sig formentlig undrende i skægget, da de midt i forhandlingerne pludselig fik tilstilet et åbent brev fra Cotton og 46 republikanske kolleger.

Endnu mere bemærkelsesværdigt udbrød der en mindre ordkrig på Twitter mellem brevets pennefører, Senator Tom Cotton, og Irans udenrigsminister Javad Zarif, der kaldte brevet for “hovedsageligt politisk propaganda”.

Cotton beskyldte i en stribe tweets Zarif for at være en kryster, der havde gemt sig i USA under Iran-Irak krigen, “mens bønder og børn blev marcheret i døden”. Zarif tweetede: “Der er brug for seriøst diplomati – ikke macho-smædekampagner”.

Brevet har naturligvis et indenrigspolitisk formål for Cotton, men det er også et meget usædvanligt forsøg fra en spiller på det amerikanske niveau 2 til at påvirke det iranske win-set.

Beskeden er ikke rettet til den iranske udenrigsminister, men til interne spillere i Iran. Det giver ammunition til de i Irans religiøse ledelse, der ikke ønskede en aftale med “Den Store Satan”. I skal vide, at en aftale ikke er noget værd, når vi kommer til.

om SKRIBENTEN

Kristian Madsen er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og er i øjeblikket ansat som USA-korrespondent for Dagbladet Politiken.

Det resultat Cotton og de amerikanske høge formentlig ikke kan nå, forsøgte han reelt at nå ved at styrke de iranske høges hånd.

FOTO: FRA US STATE DEPARTMENT

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

17

TEMA

FYR MAKEDONIENS POLITISKE KRISE – EN COCKTAIL AF STORHEDSVANVID OG ET UIGENNEMSIGTIGT POLITISK SYSTEM

af NANNA LANGKILDE

Foråret bød på nye demonstrationer mod Makedoniens regering, og de etniske grupperinger mundede endnu engang ud i voldelige sammenstød mellem landets befolkningsgrupper. IPmonopolet ser på landets politiske situation og har været i kontakt med en lokal NGO.

D

en lille Balkanstat Makedonien befinder sig i et vakuum fyldt med mistillid og frustration efter flere måneders demonstrationer mod en premierminister, hvis legitimitet kan ligge på et meget lille sted. Samtidig har voldelige sammenstød mellem etniske albanere og makedonske myndigheder medført yderligere spændinger i landet, hvor etniske konflikter ikke ligger langt tilbage. Men er det uigennemsigtige politiske system på vej ud af krisen, eller vil premierminister Nikola Gruevski fortsætte kursen mod et autoritært styre?

Siden valget i april sidste år har Makedoniens parlament været uden opposition. Det socialdemokratiske parti valgte efter omfattende beskyldninger om valgsvindel at boykotte parlamentet. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) påpegede da også flere alvorlige problemer i valgprocessen, hvor Gruevskis parti VRMO-DPMNE fik mandat til at fortsætte regeringsmagten i koalition med det albanske parti DUI. Foruden beskyldningerne om valgsvindel er regeringen lige nu udsat for massive protester med krav om Gruevskis tilbagetrædelse. Siden februar har oppositionen lækket ulovlige aflytninger foretaget af regeringen, hvor op mod 20.000 personer inden for oppositionen, medier og det juridiske system har været overvåget. Det har ført til store demonstrationer, og i maj var titusinder af demonstranter på gaden

18

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

for at vise deres utilfredshed. Gruevski selv beskylder derimod udenlandske efterretningstjenester for overvågningen, som de makedonske medier næsten ikke har dækket offentliggørelsen af.

ADSKILLELSEN MELLEM PARTI OG STAT

Den kritiske journalistik skal man lede længe efter i landet, hvor den regeringspositive mediegruppe Ramkovski dominerer billedet. Journalister risikerer at blive idømt op til €27.000 i bøde for overtrædelse af injurielovgivningen, der ofte idømmes uden systematik. Selvcensuren er derfor en realitet for de få uafhængige medier i et af Europas fattigste lande.

Udover at kritisere de begrænsede uafhængige medier, har OSCE især påtalt den manglende adskillelse mellem parti og stat under sidste valg. Eksempelvis afhænger ansættelser i høj grad af partimedlemskab.

Er du medlem af Gruevskis parti VRMO-DPMNE, øger du markant din mulighed for beskæftigelse – og det betyder meget i et land, hvor arbejdsløsheden er lige under 30 pct. af arbejdsstyrken, og hvor halvdelen af ungdommen er uden job. Jeg snakkede med kilden AR, som leder en lokal NGO, der arbejder med unge.

Hun beskriver situationen som et afhængighedsforhold. Afhængigheden af at få og fastholde et job er et værktøj, Gruevski bruger med snilde til at sikre partimedlemskab og stemmeloyalitet. Det stiller den almindelige borger i et vanskeligt dilemma.

Er du medlem af Gruevskis parti VRMO-DPMNE, øger du markant din mulighed for beskæftigelse – og det betyder meget i et land, hvor arbejdsløsheden er lige under 30 pct. af arbejdsstyrken.

ETNISKE SPÆNDINGER ELLER ORKESTRERET AFLEDNING?

Det albanske mindretal udgør mellem en tredjedel og en fjerdedel af den makedonske befolkning og er primært bosat i den nordvestlige del af landet.

Minoriteten repræsenteres i parlamentet især af to albanske partier, hvoraf et som nævnt er i koalitionsregering. Begge partier arbejder for at gøre albansk til et officielt sprog i Makedonien, hvor parallelsamfund tydeliggør de etniske spændinger. Den voldsomme eskalering af situationen i 2001, hvor landet var på kanten af borgerkrig og kampe mellem albanske guerillagrupper og regeringsstyrker, huskes stadig. Når man spørger lokale ind til dette, genfortælles den oftest som et albansk forsøg på at invadere Makedonien.

Benægtelsen af de interne etniske spændinger er tydelige, idet jeg spørger AR, som er etnisk makedonsk, om forholdet til det albanske mindretal. Hun afviser tilstedeværelsen af et spændingsforhold og fokuserer udelukkende på politiske problemer og Gruevski.

Alligevel har der været flere voldelige udbrud mellem makedonere og albanere siden 2001. Senest fik Makedonien opmærksomhed i verdens medier den 10 maj i år, efter otte politikfolk og 14 bevæbnede mænd blev dræbt i den nordlige by Kumanovo. Ifølge regeringen var aktionen en nedkæmpelse af en terrorbevægelse med albanske rødder. Lokalt er mistanken dog, at Gruevskis regering er tyet til voldelige midler i håb om at fjerne fokus fra de store regeringsfjendtlige demonstrationer, der skulle finde sted samme dag i hovedstaden Skopje. Rygter er almindelige i landet, hvor mediernes manglende uafhængighed ikke hjælper den almindelige borger med at adskille sladder og konspiration fra sandhed. I stedet fokuserer medierne på historier om de nyeste investeringer i infrastruktur

og virksomheder og har ikke meget undersøgende journalistik. Rygter eller ej, aktionen har haft betydning. AR udtaler: ”Folk er bange efter angrebene og trætte efter mange demonstrationer uden resultater.

Efter domme til demonstranter og Komanovo-episoden deltager færre i demonstrationerne.” Siden den 17. maj har der været opsat en mere eller mindre permanent protestlejr i hovedstaden, hvor der fortsat jævnligt er demonstrationer.

INTERNATIONALE SAMFUND BRINGER HÅB

Den 2. juni indgik lederne fra de fire største partier en aftale, der skulle sikre en transitionsperiode frem til et fremrykket valg inden april 2016. Hermed har det socialdemokratiske parti, oppositionens største og ledet af Zoran Zaev, desuden forpligtet sig til at komme tilbage til parlamentet. Aflytningsskandalen skal undersøges af en kommission til gengæld for, at Zaev ikke offentliggør flere optagelser. Dette er kommet i stand, efter EU pressede på for en ændring i den uholdbare politiske situation. Transitionsperioden er dog stadig fyldt med usikkerhed og regeringens flertal ser ikke ud til at blive udskiftet med en teknokratisk overgangsregering.

om SKRIBENTEN

Nanna Langkilde er bachelorstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Inden hun startede på studiet, var hun som frivillig udsendt med European Voluntary Service til Makedonien i 10 måneder.

Gruevskis parti har trods sin nationalistiske linje et brændende ønske om medlemskab af EU. Et ønske, der først og fremmest bremses af navnestriden med nabostaten Grækenland. En strid der bunder i, at den nordligste del af Grækenland også benævnes Makedonien. AR påpeger, hvordan EU har haft en mere effektiv påvirkning af Gruevski end folket har og fortsætter: ”Folket kan mærke, at de har mindre og mindre magt.” Det tegner dårligt for en demokratisk styret fremtid i solens land.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

19

TEMA

COLOMBIAS LANGE VEJ MOD FRED af MERETE HANSEN

Colombias historie er én lang fortælling om væbnede magtkampe. I dag står kampen mellem regeringen og de venstreorienterede guerillaer FARC og ELN. Tidligere var det bønder tilhørende det Liberale Parti, som kæmpede for retten til jorden og mod forfølgelse fra lokale elitegrupper styret af det Konservative Parti. Magtkampene har i årtier resulteret i selektive drab i uhørt omfang. Ofrene har både været lokale borgere, politiske ledere og præsidentkandidater. Vejen mod fred er lang og kompliceret, men måske er der grund til optimisme.

INTERN VÆBNET KONFLIKT

Colombias historie har lige siden uafhængigheden været kendetegnet af interne, væbnede magtkampe, hvor de fleste har stået mellem nationale og lokale økonomiske elitegrupper. De skiftende nationalregeringer har ikke været i stand til at føre en udviklingspolitik til gavn for alle befolkningsgrupper i landet.

Ikke kun på grund af manglende kapacitet i statslige institutioner, men også fordi mange økonomiske elitegrupper ikke har haft en egentlig interesse i at promovere og implementere en sammenhængende national udviklingspolitik.

De lokale og regionale elitegrupper har udøvet territorial kontrol i århundreder og har været den vigtig-

20

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

ste ressource til rigdom. Flertallet af befolkningen har aldrig taget del i disse magtkampe, men lidt under konsekvenserne. Tusinder har været aktive og krævet demokrati og social retfærdighed, men mistet livet.

Denne store sociale og økonomiske ulighed er en del af forklaringen på, hvorfor stærke guerillagrupper i snart 60 år har opereret i Colombias mange regioner.

Colombia er det land i Latinamerika og Caribien med næsthøjest ulighed efter Haiti og ligger på 10. pladsen på verdensplan. Det er ligeledes forklaringen på, at guerillaen i dag har en tilstrækkelig politisk og militær magtposition til at sidde ved forhandlingsbordet i Havana og kræve større adgang til jorden og politisk deltagelse for den del af befolkningen, der har været marginaliseret i årtier.

Den interne konflikt har forårsaget over seks millioner internt fordrevne, hvilket kun er overgået af Syrien.

De skiftende nationalregeringer i Colombia har udelukkende været styret af de konservative og liberale grupper. De har bekriget hinanden og har kun i forholdsvis korte perioder dannet koalition. De regionale, politiske og økonomiske magteliter, oftest bestående af store jordbesiddere og deres alliancer med forretningsfolk i departementshovedstæderne, har traditionelt været konservative og har haft militærets og kirkens opbakning til at holde på samfundsordenen. De liberale har været domineret af elitegrupper i Bogota, industrigrupper med alliancer i flere regioner samt i sociale bevægelser af blandt andet små- og mellemstore bønder. Disse to historiske grupperinger af magten repræsenteres i dag gennem præsident Santos, der er udtryk for de liberale, den moderne fløj af det gamle borgerskab, og tidligere præsident Uribe (i dag Senatsmedlem i Kongressen), der er udtryk for de konservative grupper og gamle jordbesiddere, der i dag besidder størstedelen af landbrugsjorden i Colombia. Den konservative gruppe har ingen interesse i jordreformer og forbedrede sociale og økonomiske leveforhold for den fattige landbefolkning, som de liberale ind imellem forgæves har forsøgt at få gennemført.

MANGLENDE JORDREFORM

FARC tog i 1960’erne udgangspunkt i bøndernes og den jordløse landbefolknings elendige situation, og har i over fem årtier benyttet sig af væbnet kamp for at opnå en jordreform som deres vigtigste mål.

Den interne konflikt har forårsaget over seks millioner internt fordrevne, hvilket kun er overgået af Syrien. Et studie foretaget af en af Colombias respekterede økonomer, Jorge Luis Garay, indikerer, at 6,6 millioner hektar jord er frataget de internt fordrevne. Andre studier vurderer, at tallet kan være op til 10 millioner hektar. Denne tvangsfjernelse af småbønder fra jorden oven i den i forvejen ekstremt skæve jordfordeling har skabt en uholdbar situation i Colombias landbrugssektor. En opgørelse viser, at 0,4% af jordejerne har adgang til 62,6 % af jorden fordelt på landbrugsejendomme større end 500 hektar, mens 86,6 % af jordejerne har adgang til blot 8,8 % af jorden på små landbrug mindre end 20 hektar.

Colombia er et af de få lande i Latinamerika, der endnu ikke har gennemført en egentlig jordreform, og hvor adgang til jord fortsat er det vigtigste prestigeelement for landets overklasse. Fattigdom, manglende jord til bønderne og marginalisering af hele landbefolkningen skabte udgangspunkt for opbakning til ikke bare de liberale grupper, der kæmpede for bedre leveforhold for landbefolkningen, men også de

FOTO: ELN-plakat på National University of Colombia 2008.

FOTO: AF JULIÁN ORTEGA MARTÍNEZ

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

21

venstreorienterede guerillagrupper, der så sin start i midten af 1960’erne, inspireret af marxismen og den cubanske revolution. Den største af guerillagrupperne, FARC, tog i 1960’erne udgangspunkt i bøndernes og den jordløse landbefolknings elendige situation, og har i over fem årtier benyttet sig af væbnet kamp for at opnå en jordreform som deres vigtigste mål.

UDSLETTELSE AF DEMOKRATISKE GRUPPER

En række sociale grupper, herunder studerende, landsbyledelser, bondeorganisationer, fagforeninger, kvindegrupper, menneskerettighedsforkæmpere og miljøorganisationer, har i årtier forsøgt at danne alternative politiske grupperinger til de konservative og liberale i et forsøg på at øve indflydelse på lokale og nationale udviklingsprocesser. De er konstant blevet mødt med militærmagt og politisk undertrykkelse.

De dræbte er oftest blevet påhæftet en etikette, der siger, at de tilhører guerillaen.

UP-partiet (Unión Patriótica), der opstod i 1984 som forsøg på at samle et moderat venstreorienteret parti med guerilla-sympatisører, kommunister, socialister og uafhængige grupper, blev undertrykt og de fleste ledere dræbt. UP blev dannet efter en forhandling mellem daværende præsident Belisario Betancur og FARC, men på grund af politisk modstand og konspiration fra højreorienterede grupper resulterede processen i 3000 dræbte og forsvundne medlemmer de følgende år, to dræbte præsidentkandidater (Jaime Pardo Leal 1987, Bernardo Jaramillo Ossa 1990) samt 13 dræbte Kongresmedlemmer. Udslettelsen via drab og forsvindinger af UP-ledere og medlemmer undersøges i dag af den Interamerikanske Domstol som folkedrab.

Det er dokumenteret, at statslige politiorganer og efterretningstjenester har støttet paramilitære grupper, som sammen med højrefløjsgrupper gennem årtier har forfulgt og dræbt medlemmer af demokratiske foreninger som UP, bondeorganisationer og fagforeninger. De sociale grupper er konsekvent blevet sat i ledtog med guerillaerne og derved blevet betegnet som terroristgrupper eller grupper, der udfører ulovlige handlinger. Dermed bliver de sociale organisationer ikke respekteret som lovlige demokratiske aktører, der bidrager til en demokratisk udvikling. Heri ligger Colombias historiske polarisering og dybe kløfter, der i en kommende fredsproces bliver afgørende at løse, hvis landet skal finde et nyt ikke-voldeligt spor, hvor man accepterer og anerkender alle demokratiske, politiske overbevisninger.

Der eksisterer en reel risiko for, at medlemmer af

22

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

Det er dokumenteret, at statslige politiorganer og efterretningstjenester har støttet paramilitære grupper, som sammen med højrefløjsgrupper gennem årtier har forfulgt og dræbt medlemmer af demokratiske foreninger som UP, bondeorganisationer og fagforeninger.

FARC og ELN efter en demobilisering og re-integration i samfundet udsættes for drab og forfølgelse af paramilitære og ultrahøjreorienterede grupper.

Samme grupper som i dag sender trusler til civilsamfundsledere og er ansvarlige for drab på menneskerettighedsforkæmpere. Alene i 2014 blev 55 menneskerettighedsforkæmpere dræbt og 626 udsat for en eller anden type aggression eller intimidering. Samtidig beskytter det colombianske indenrigsministeriums protektion-program, der skal hjælpe personer, der udsættes for trusler eller befinder sig i risiko for anden form for aggression, i dag over 10.000 personer.

Et tegn på at menneskerettighedssituationen fortsat er kritisk, og at regeringen ikke kan sætte alle mennesker, der befinder sig i risiko, under fysisk beskyttelse.

Indenrigsministeriet modtog i 2014 over 15.000 ansøgninger fra personer, der ønsker beskyttelse. En beskyttelse der oftest, hvis den bliver bevilget, består af en bil med chauffør og vagt.

INTERNE MAGTKAMPE PÅ VENSTREFLØJEN

Siden tiden med UP-bevægelsen i 80’erne har den demokratiske venstrefløj været splittet og ikke i stand til at samle et stærkt parti eller bevægelse, som man har set i mange andre latinamerikanske lande. Det mindre parti Polo Democratico har ikke været i stand til at samle de nye folkelige protestgrupper og hovedkravet om en politisk forhandlingsløsning med guerillaerne. Polo har ikke kunnet udrede og tackle de mange politiske uenigheder på venstrefløjen, og dertil har guerillagruppernes tilstedeværelse og indflydelse hæmmet udviklingen af mere pluralistiske grupper. Dermed kan Polo ikke ses som et reelt politisk alternativ til nationalmagten. Folkelige organisationer er i dag samlet udenfor de politiske partier og har dannet store nationale paraplyorganisationer som Cumbre Agraria, Marcha Patriotica og Congreso de los Pueblos, der senest i lokalvalgene i oktober viste potentiale.

VÆBNEDE GRUPPER DOMINERER DEN POLITISKE UDVIKLING

Sideløbende med de historisk interne magtkampe mellem de ultrakonservative og liberale grupper foregik der en stigende guerillaaktivitet. Guerillagrupper med krav om politiske ændringer og økonomiske forbedringer for de marginaliserede grupper på landet.

En fattig landbefolkning, der organiserede sig i lokale bondebevægelser med krav om direkte adgang til jorden og forbedrede leveforhold, sluttede sig til guerillaen. Oveni en turbulent politisk udvikling i mange af Colombias regioner i årevis dannedes de paramilitære grupper. De paramilitære grupper hjulpet af politi- og militærmedlemmer samt politikere og statsansatte og

forretningsfolk voksede sig store og stærke og skred ud af kontrol for myndighederne. De paramilitære grupper har stået for langt størstedelen af de alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Colombia i de seneste tre årtier. I dag er mange samfundssektorer dybt splittede omkring de paramilitæres udvikling og konsolidering. Colombias statsanklager har 12.000 undersøgelser i gang, der berører private forretningsfolks støtte til paramilitære grupper. Tidligere præsident Uribe har flere nærtstående politiske venner og tidligere regeringsmedlemmer, der også anklages for at støtte paramilitære grupper. Over 120 politikere fra Kongressen er gennem de senere år blevet dømt for parapolítica, støtte i en eller anden form til de paramilitære. En række af de nuværende Kongresmedlemmer (ca. 32) har derudover relationer til paramilitære, som statsanklageren er i færd med at undersøge nærmere.

FREDSFORHANDLINGER I HAVANA

Selvom præsident Juan Manuel Santos oprindeligt var den tidligere præsidents, Alvaro Uribes, kandidat, har de to stort set ikke talt sammen siden præsidentskiftet i august 2010. Santos gik til valg på at ville skabe fred og indledte straks hemmelige forhandlinger med FARC. Først hemmelige forhandlinger og siden oktober 2012 med et udpeget forhandlingsteam.

Uribe, der nu er Kongresmedlem, buldrer frem med en aggressiv modstand mod præsident Santos og mod fredsforhandlingerne. Det kommer til udtryk

på Uribes Twitter, andre sociale medier samt de store private TV og radiokanaler, RCN og Caracol, hvor Uribe får enormt meget plads.

Uribes daglige verbale angreb mod de politiske fredsforhandlinger i Havana opfattes som den største opposition og ødelæggende faktor i fredsprocessen.

Under Uribes regering (2002-2010) blev militære offensiver mod guerillaen intensiveret, og guerillaen blev tvunget væk fra storbyerne. I dag opererer begge guerillagrupper, FARC (ca. 8000 soldater) og ELN (ca. 3000 soldater), i små enheder af 5-10 guerillasoldater, der udelukkende foretager nålestiksangreb mod infrastruktur og bagholdsangreb mod landets væbnede styrker. På trods af at FARC har været tvunget ud i mindre befolkede områder de senere år og har halveret deres styrker, har guerillagruppen aldrig været på udslettelsens rand. FARC og ELN har fortsat historiske bastioner rundt om i landet, hvor lokalbefolkningen i årtier har levet med guerillaen som eneste civile og militære myndighed. Civile statslige myndigheder er ikke-eksisterende i disse regioner og militæret er ofte kun sporadisk tilstede via militære offensiver. Statens manglende kontrol i lokalsamfundene og serviceydelser for lokalbefolkningen har været med til at skabe udviklingsbetingelser for guerillaen i de seneste årtier.

FOTO: Bilbombe i Bogota rettet mod den konservative minister Fernando Londono, 2012.

I Havana er de første delaftaler forhandlet på plads (jord og landbrugsspørgsmål, politisk deltagelse,

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

23

ophør af narkotikaproduktion samt oprettelse af en Sandhedskommission). Delaftalerne træder først i kraft, når de endelige fredsaftaler er forhandlet færdige. De resterende forhandlingspunkter, nogle af de sværeste, omhandler respekt for ofrenes rettigheder, altså et retsopgør omkring både guerillaens, de paramilitære og de væbnede styrkers overtrædelser af international humanitær ret og basale menneskerettigheder. Konflikterne har krævet over syv millioner ofre ifølge regeringens register, og den internationale straffedomstol (ICP) følger Colombia tæt. ICP vil ikke modsige en fredsaftale baseret på transitional justice ifølge Fatou Bensouda, ICPs formand.

FARC’s øverste kommandanter, hvor flertallet i dag er samlet i Havana, har udtalt, at de ikke vil én dag i fængsel, at de er en politisk-militær gruppe og ikke en gruppe terrorister. FARC-ledelsen promoverer en amnesti, men indrømmer samtidig nogle af deres fejltrin, blandt andet kidnapninger. FARC kræver, at det colombianske militær, efterretningsvæsen, politi og civile herunder forretningsfolk og politikere også indrømmer deres ansvar og menneskerettighedsovertrædelser, blandt andet med henblik på deres støtte til de paramilitære grupper.

Efter mange års massiv mediekampagne og Uribe-regeringens manipulationer ser en del af colombianerne kun FARC som terrorister. Guerillaens politiske krav har vist sig hverken at være revolutionære eller radikale, men velkendte sociale og økonomiske krav til fordel for landets fattige befolkningsgrupper. De træge fredsforhandlinger i Havana afspejler Colombias absurde situation, der har stået på i årtier. Den lange

FOTO: DET COLOMBIANSKE PARLAMENT

24

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

interne væbnede konflikt har skabt stigende afstand mellem samfundsgrupper og svækket enhver form for dialog som redskab til konfliktløsning.

STORE UDFORDRINGER I EN KOMMENDE POSTKONFLIKTPERIODE

Colombia står overfor en række vanskelige udfordringer i den kommende tid. En af dem er forsoning og genopretning af tillid. Et land med årtiers intern væbnet kamp kan ikke undgå dyb polarisering som følge. Det vil tage årtier at genoprette tillid borgere i mellem og mellem borgere og staten. Uden gensidig tillid og respekt er det svært at udvikle demokratiske værdier. Syv millioner ofre, heraf seks millioner internt fordrevne og 220.000 dræbte, er ikke noget man glemmer. Tusinder har oplevet, at familiemedlemmer er forsvundet (45.000 er registeret forsvundne). I 2011 fik Colombia en lovgivning vedtaget til gavn for konfliktens ofre, inklusiv erstatning og jordrestitution. Implementeringen af loven går dog i sneglefart og har store modstandere.

En anden udfordring er minerydning. Halvdelen af Colombias kommuner har problemer med landminer spredt ud over store arealer, de fleste er hjemmelavede og derfor vanskelige at spore. Colombia har allerede over 11.000 ofre for landminer, et af de højeste tal i verden. Det vurderes, at minerydningen vil tage årevis og derved forhindre brugen af disse arealer.

En tredje udfordring handler om bekæmpelse af volden. En af de største udfordringer for Colombia efter en underskrivelse af en fredsaftale med FARC

Den lange interne væbnede konflikt har skabt stigende afstand mellem samfundsgrupper og svækket enhver form for dialog som redskab til konfliktløsning.

handler om at kontrollere de øvrige væbnede gruppers overgreb og drab på både civile borgere, lokale ledere og menneskerettighedsforkæmpere. Hertil kommer frygten for drab og overgreb på ex-FARC medlemmer, der skal integreres i samfundet. FARC’s medlemmer og sympatisører vil i fremtiden indgå i det politiske system først og fremmest lokalt og deltage i lokalvalg og på anden måde øve indflydelse i den politiske udvikling. Colombias væbnede neo-paramilitære grupper eller BACRIM (kriminelle bander), som de kaldes af regeringen, er også en reel risiko efter en fredsaftale med FARC. I perioden 2006-2009 demobiliserede Uribe-regeringen ca. 35.000 paramilitære medlemmer i en proces, der mislykkedes både i retsopgøret og i reintegrationen af medlemmerne.

Ophør af gruppernes organiserede kriminalitet er ikke sket. Forskellige kilder vurderer, at der findes mellem 6000 og 10.000 aktive neo-paramilitære medlemmer i dag.

En fjerde udfordring handler om inddragelse af ELN-guerillaen i de nuværende fredsforhandlinger.

Uden en samlet fredsaftale med begge guerillagrupper vil fredsprocessen være fragmenteret og de militære aktiviteter vil fortsætte både fra ELN og hærens side. Derudover er man nødt til at reducere og omstrukturere den colombianske hær, ligesom der skal ske et retsopgør, eftersom Colombias væbnede styrker ikke kan sige sig fri for overgreb på civile. De væbnede styrker med ca. 470.000 medlemmer, politi og militær, skal reduceres, og medlemmerne skal ind i anden beskæftigelse. Det frygtes, at politi- og militærmedlemmer vil tilslutte sig de væbnede ulovlige grupper, hvis de ikke får et tilstrækkelig attraktivt (økonomisk) tilbud og finder rimelige økonomiske leveforhold. Der er allerede hundredvis af eksempler på, hvordan medlemmer i politi og militær samarbejder med kriminelle bander. Det samme gælder FARC-medlemmer, der ikke vil indordne sig de kommende fredsaftaler som deres kommandanter forhandler i Havana.

De væbnede styrkers generaler og oberster samt menige soldater står til retsforfølgelse for menneskerettighedskrænkelser begået under konflikten. Human Rights Watch (HRW) har netop udgivet en rapport (juni 2015) omhandlende drab på unge civile mænd (falsos positivos), der bagefter præsenteres som guerillasoldater dræbt i kamp. HRW har dokumentation for 3000 sager med 14 generaler og oberster involveret. 800 soldater er allerede dømt i flere sager.

Statsanklageren (Fiscal) har undersøgt en del af disse sager, men har ikke hidtil involveret hærens øverste generaler, som HRW nu har dokumentation for.

NYE SOCIALE KONFLIKTER PÅ VEJ

Flere iagttagere påpeger, at sociale konflikter i Colombia vil stige i en postkonfliktperiode, fordi den væbnede konflikt har begrænset mange sociale gruppers ytringsfrihed. Mange, herunder oprindelige folk og afrocolombianere, kvindegrupper, miljøgrupper og fagforeninger, har en række krav til regeringen, som forudsiges at sprede sig i de kommende år til andre civilsamfundsgrupper. Man har allerede set tendens til flere sociale konflikter siden midten af 2013, hvor bondeorganisationer, minearbejdere, oprindelige folk og afrocolombianere gik sammen i en stor paraplyorganisation, Cumbre Agraria, for at stå sammen om en række fælles politiske og økonomiske krav til regeringen. Disse krav inkluderer adgang til mere jord, naturressourcebevarelse og overholdelse af ILO-konvention 169, der omhandler blandt andet oprindelige folks ret til kollektive jorde, kulturelle værdier og ceremonier og konsultation, inden større infrastruktur- eller minedriftsprojekter lanceres i deres territorier. Derudover ønsker paraplyorganisationen stop for udlændinges ret til at opkøbe jorde samt større kontrol med udvindingsindustrien. Siden slutningen af 2013 har præsident Santos og de folkelige organisationer samlet i Cumbre Agraria ført dialog gennem nedsatte regionale grupper (mesas regionales) i en lang række lokalområder. Cumbre Agraria hævder, at der ingen fremskridt er sket i over et års forhandlinger med regeringen, og varsler derfor nye nationale arbejdsnedlæggelser i august, to måneder før lokalvalgene til oktober.

om SKRIBENTEN

Merete Hansen er ekspert i colombianske forhold og er ansat ved den danske ambassade i Bogota. Artiklen er dog udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Udover uroen og bekymringen over de stigende sociale konflikter er flertallet af Colombias befolkning også ved at tabe tålmodigheden og ser ingen ende på de langsommelige fredsforhandlinger i Havana.

Siden guerillaen ophævede den ensidige våbenhvile i maj, og hæren genoptog luftbombardementerne, er konflikten eskaleret. Denne udvikling af konflikten er helt uholdbar og ender forhåbentlig indenfor en overskuelig fremtid i endelige fredsaftaler i Havana og dermed starten på en ny dynamik i det hårdtprøvede colombianske samfund. Norge og Cuba, der faciliterer fredsforhandlingerne i Havana, udsendte en fælles erklæring den 27. maj for første gang siden forhandlingerne startede i oktober 2012, hvor de opfordrede parterne til at indgå en gensidig våbenhvile hurtigst muligt. Denne opfordring bør hele det internationale samfund bakke op om samtidig med, at man bør udvide sin støtte til Colombias fredsproces med særlig vægt på menneskerettigheder. Også Danmark.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

25

TEMA

MAGTEN TIL AT FORHANDLE interview med RASMUS EGENDAL

af RANDI EMILIE DAHLEN Hvordan føles det at skulle kæmpe for at give humanitær hjælp til mennesker i dybeste nød, når politiske interesser sætter en kæp i hjulene? Hvilken taktik skal man vælge som forhandler for at opnå det, man ønsker? IPmonopolet har talt med Rasmus Egendal, regional vicekoordinator i Senegal for FN’s World Food Programme (WFP), en mand med rig erfaring på området. Vi var interesserede i at vide, hvilke magtforhold der spiller ind i forhandlingssituationer, og på forbindelsen fra Dakar fik vi mere at høre fra én, der selv har været midt i det.

R Det er vigtigt med en god tolk, som har de samme kulturelle betingelser som dem, vi forhandler med.

Jeg træder som regel i baggrunden og stoler på, at tolkene gør deres arbejde.

26

asmus Egendal har en lang historie i WFP, hvor han har arbejdet i lande som El Salvador, Indonesien, Øst-Timur, Bangladesh, Rusland, Georgien, Kirgisistan, Sydsudan og ikke mindst: Syrien. Målet har altid været det samme: at kunne sørge for madsikkerhed i områder plaget af krig, naturkatastrofer eller fattigdom.

RED Hvordan forbereder du dig til at gå ind i en forhandling?

RE Enhver forhandling starter altid med forventningen om, at der vil blive indgået et kompromis.

Enhver forhandling indebærer også omkostninger for at nå det kompromis, og man er nødt til at kende situationen før forhandlingen starter, så man har et billede af, hvad de omkostninger vil være. Man skal kende de lokale, regionale og nationale forhold på én gang. Dermed kan man have en forventning om, hvor stort råderum man har at agere indenfor. Men det er afgørende, at man også sætter nogle grænser for, hvor langt man er villig til at strække sig.

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

RED Har du nogle eksempler?

RE Jeg var med til en forhandling om adgang til Aleppo i Syrien, hvor halvdelen af byen kontrolleres af regeringen, halvdelen oppositionen. Det er vigtigt at forstå, at oppositionen i Syrien er en splittet gruppe, og vi skulle derfor forholde os til repræsentanter fra 80 forskellige organisationer.

Pludselig fik vi et telefonopkald, hvor vi fik at vide, at én af oppositionerne til stede i forhandlingen netop var sat på en international terrorliste. Dermed bliver dynamikken i forhandlingen umiddelbart skiftet.

RED Er terrororganisationer så udelukket fra at samarbejde med FN? RE Ikke nødvendigvis, men det begrænser handlerummet enormt. FN forhandler med alle, som kan give os adgang og hjælpe os, men vi stiller også krav til dem, for eksempel om direkte levering. Der skal meget til, for at FN forhandler med terrororganisationer. Den forhandling, jeg nævnte, brød følgelig sammen.

RED Har du en særlig stil eller taktik som forhandler? Tænker du strategisk, eller går det mere efter mavefornemmelsen?

RE Jeg plejer at lave en matrix, hvor jeg kortlægger situationen. Enhver situation kræver forståelse, så man kan bestemme nogle mål på forhånd.

Derefter følger transaktionsfasen, hvor man aktiverer de involverede. Vi prøver at analysere de væsentlige forhandlingsparter, som har indflydelse i området. WFP har faktisk iværksat et samarbejde med Harvard University, hvor de hjælper til med forhåndsanalyser af komplekse situationer. Det gør forhandlingssituationen mere struktureret frem for intuitiv.

RED Hvad med sprogbarrierer?

RE Altså, jeg taler jo ikke alle sprog. Det er vigtigt med en god tolk, som har de samme kulturelle betingelser som dem, vi forhandler med. Jeg træder som regel i baggrunden og stoler på, at tolkene gør deres arbejde. Men jeg har også været alene i forhandling med en national regering.

Som udefrakommende kan jeg komme stærkt ind og køre forhandlingerne hårdt. Derefter kan min nationale kollega komme ind med en blødere tilgang og lukke aftalen. Således bliver der lidt good cop/bad cop over det.

RED Jeg forestiller mig, det må være frustrerende at skulle få tilladelse til at kunne give humanitær hjælp og opleve mennesker, som aktivt modarbejder det. Hvordan skal man som medmenneske håndtere sådanne situationer?

RE I en konflikt som for eksempel Syrien, hvor politiske grupper har transnationale bånd, bliver alt politiseret, og andre interesser end de huma-

nitære spiller ind. Særlig når det drejer sig om sager som checkpoints, globale droner og andre politiske emner. Det er min erfaring, at når man har medmennesker på tomandshånd, kan man meget nemmere komme til forståelse og enighed som medmennesker. Men på et aggregeret niveau bliver situationen altid mere politisk, som følge af at interesserne bliver mere stejlt definerede.

RED Indenfor humanitære organisationer taler man ofte om ”humanitarian space”, altså organisationernes selvstændighed og handlerum i international sammenhæng. Hvad er dine erfaringer med dette?

RE Igen er Syrien et godt eksempel. Vi startede med en prøveballon for at teste omgivelserne, hvor vi forsynede 20.000 mennesker med mad. Vi pressede på for at udvide grænserne og se, hvor langt Assad-regeringen lod os gå. Nu forsyner vi 4 millioner mennesker hver måned. Jeg mener derfor, at man kan åbne det humanitære rum ved at engagere og presse på lidt for lidt. På den anden side af skalaen finder vi Islamisk Stat. Vi prøvede at levere mad til områder, de kontrollerede, men endte med at trække os ud.

om SKRIBENTEN

Randi Emilie Dahlen læser statskundskab på Københavns Universitet og er en del af IPmonopolets redaktion. Derudover arbejder hun som frivillig for Læger Uden Grænser.

RED Hvordan tror du, fremtiden for FN ser ud?

RE Det er interessant, at diplomater og militæret bruger langt flere ressourcer på forhandling end det, de humanitære organisationer gør. Her mener jeg, FN har en vej at gå for bedre at kunne lykkes med sine mål. Samarbejdet med Harvard, tror jeg, er et vigtigt step i rigtig retning, så vi i større grad kan gå ind i forhandlinger med en klar strategi og struktur. Dermed undgår vi at famle i blinde.

om RASMUS EGENDAL Rasmus Egendal er regional vicekoordinator i Senegal for FN’s World Food Programme (WFP). Han har tidligere arbejdet i bl.a.

El Salvador, Indonesien, Øst-Timur, Bangladesh, Rusland, Georgien, Kirgisistan, Sydsudan og Syrien.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

27

TEMA

ET UNDERERNÆRET DEMOKRATI I SPLID MED SIG SELV

af JONATAN TYLSGAARD LARSEN

Honduras er et ekstremt eksempel på, hvordan et på papiret fungerende demokrati uden den nødvendige styrke fra det bagvedliggende samfund bliver offer for indre og ydre magtkonstellationer. Det eneste håb er, at samfundet vokser fedt og muskler omkring skelettet og på den måde giver demokratiet liv.

ET MØDE I EN RESTAURANT

Jeg havde meldt min ankomst til sekretæren over telefonen, og i tasken havde jeg et papir som med stempel og underskrift identificerede mig som en researcher på vegne af Amnesty. Alligevel havde jeg svært ved at undertrykke et stik af nervøsitet, da jeg gik forbi bevæbnede vagter ved porten til virksomhedens dør, og derefter blev vist ned ad en lang gang til direktørens forkontor. På vejen blev jeg skeptisk betragtet af muskuløse mænd, som sikkert var ansatte i firmaet.

Jeg var næsten lettet, da sekretæren forklarede mig, at direktøren hellere ville træffe mig på en restaurant i byen senere samme uge.

Nervøsiteten var ikke aftaget, da jeg nogle dage senere sad over for den brede mand i jakkesæt, der tilbageholdende svarede på mine spørgsmål om arbejdsrettighederne i hans vagtfirma. Det hjalp ikke meget, at vi sad i et af de internationale hoteller, der som funklende fæstninger hævede sig over Honduras’ hovedstad Tegucigalpas skakternede bygningskaos eller, at jeg vidste, at hans firma som et af landets største

28

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

stod for sikkerheden på offentlige bygninger. Jeg blev for alvor usikker, da han med slet skjult aggressivitet prøvede at afsløre mig i en forkert angivelse af mit livsforløb, for ”havde jeg ikke studeret i Mexico?”, eller når han kritiserede mine spørgsmål for at have en skjult dagsorden.

Denne hændelse har siden stået for mig som et centralt billede på, hvad der kendetegner Honduras. Der skete jo som sådan ikke noget farligt, ja, det kunne være sket i Europa. Så hvorfor var alle mine sanser skærpede og hvorfor følte jeg, at jeg havde stukket hovedet ind i løvens gab? Måske fordi mit ærinde var at researche historien om mordet på en menneskerettighedsadvokat, Dionisio Diaz Garcia, som efter al sandsynlighed var blevet myrdet på bestilling af en chef for et lignende vagtfirma, som også havde kontrakter med det offentlige. Måske fordi der var fire til fem gange flere bevæbnede vagter end politibetjente i Honduras, og fordi jeg boede i et kvarter, hvor vi om natten kunne høre pistolskud, og hvor taxachaufførerne ikke kørte hen efter klokken 18.

Honduras er et vestligt land, hvor det demokratiske system er blevet udsultet. Når det sker, mister staten evnen til at fastholde voldsmonopolet, som ellers er kendetegnende for den suveræne stat.

ET UNDERERNÆRET DEMOKRATI

Lad mig prøve at give en kort oversigt over nogle af elementerne i det honduranske samfund for at komme lidt nærmere på, hvad der kendetegner Honduras.

På plussiden kan nævnes eksistensen af demokratiske institutioner, gode love, primært inspireret af Frankrig og reelle valg, hvor stemmerne tæller.

Dertil kommer fungerende politi og militær, vestlige kulturtræk – f.eks. ingen begrænsende ekstremisme eller klan-tilhørsforhold – samt en lille middelklasse.

Til gengæld finder man, på minussiden, også: Fattigdom og slum, ekstrem forskel mellem rig og fattig og en svag sammenhængskraft, også i modsætning til nabolande. Derudover er der korruption og magtmisbrug, to syd-nord-gående narkoruter, forråelse af voldskulturen og en ekstern påvirkning fra lande og virksomheder.

VOLDENS FORDELING

Denne artikel tillader ikke en nærmere gennemgang af disse punkter, men man kan måske ane konklusionens konturer: Systemet har de rette elementer, men samfundet omkring mangler styrke og sammenhængskraft. Det ses måske tydeligst ved de forhold, som ikke kan forklare Honduras’ problemer. Her er ikke tale om et klansamfund som i Afghanistan eller Mongoliet, et centraliseret styre som i Kina eller Rusland, eller et land hærget af borgerkrig som Yemen eller Colombia. Der er ikke vedvarende naturkatastrofer som hungersnød eller jordskælv, der ikke tillader opbyggelsen af en stat. Der er ingen radikaliseret religion eller fællestænkning, som udgør en fare for den frie presse.

Honduras er et vestligt land, hvor det demokratiske system er blevet udsultet. Når det sker, mister staten evnen til at fastholde voldsmonopolet, som ellers er kendetegnende for den suveræne stat. Et demokrati befinder sig forenklet sagt et sted imellem diktatur og anarki, og derfor kræver det samfundsmæssig overskud at fastholde voldsmonopolet. Det drejer sig ikke kun om penge til politi, vedtagelse af de rette love, eller afholdelse af frie valg - det kræver en kultur af tillid, en oplevelse af, at retsstaten fungerer.

I det honduranske system eksisterer institutionerne stadig, men forskellige grupper kæmper mod hinanden om magten, og kampen føres både på gaden, i pressen og i selve institutionerne. Kampen er ikke primært båret af politiske overbevisninger men af svingende loyaliteter og den voldsomme indvirkning fra udefrakommende narkomilliarder.

SKUDT PÅ EN BOULEVARD

Jeg har været i Honduras ad flere omgange, både som turist, frivillig i organisationen VIVA og ikke mindst, da jeg researchede historien om mordet på Dionisio.

Netop denne sag viser, hvor svært gennemskuelig den honduranske virkelighed er.

Dionisio var advokat i organisationen ASJ (Association for a Just Society) – i dag Transparency International’s afdeling i Honduras, som jeg var kommet i kontakt med gennem den danske udviklingsorganisation VIVA Danmark. ASJ’s primære filosofi er, at samfundet ændres indefra ved at styrke de gode kræfter i systemet, indgå aftaler med virksomheder og afsløre magtmisbrug og korruption. Dette er lykkedes i mange sager, og i de seneste år er tiltagene nået helt op på præsidentielt niveau. I 2005 arbejdede Dionisio for at ændre arbejdsforholdene i de ”hårde” brancher, dvs. rengøring, fast food og bevogtning.

Som en betroede mig: ”Jeg ringer ikke efter politiet, men efter min fætter i politiet."

Blandt vagtfirmaerne stødte han på machochefer fra 80’ernes fascistiske juntaer, som nu blandede et vagtforetagende med den lukrative narkotrafik. Efter begyndende optøning trådte Dionisio de forkerte over tæerne, og på vej til retten blev han skudt i sin bil af to mænd på en motorcykel. Mange tråde førte tilbage til den virksomhed, imod hvilken han repræsenterede en række klagende vagter.

ET BLANDET SYSTEM

Så ligger problemet i et korrupt politi? Det er en stor del af forklaringen, men mere præcist er politiet en slagplads mellem forskellige magtgrupperinger. De gode politibetjente er ofte underbemidlede, andre betjente opfører sig som bander og igen andre kan påvirkes med penge. Som en betroede mig: ”Jeg ringer ikke efter politiet, men efter min fætter i politiet”.

Mordet på Dionisio var det første på en menneskerettighedsaktivist i 20 år, og alligevel var det svært at få medieopmærksomhed. Hvorfor? Fordi landet er vant til mord på bandechefernes advokater. Som en taxachauffør forklarede mig: ”På dette kryds blev der skudt en i sidste uge”. For at adskille Dionisio fra de andre, blev han betegnet offentligt som ”de fattiges advokat”.

Den offentlige anklagemyndighed ville længe ikke røre sagen og skubbede den fra sagsbehandler til sagsbehandler. Der skete først noget, da ambassaderne fra de største donorlande lagde pres på præsidenten. Bortset fra at anklagemyndigheden havde en opklaringsrate i etcifrede procenttal, havde kongressen

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

29

FOTO: Demonstration under den politiske krise i 2009.

FOTO: FRA WIKICOMMONS, AF YAMILGONZALES

også frataget den sin efterforskningsenhed. Grunden hertil? Myndigheden havde påbegyndt en sag om korruption i kongressen, som man ønskede at stoppe.

Og eksemplerne bliver ved. Da Dionisio skulle have en dommerkendelse for en ransagning af vagtfirmaets kontorer i landets tredjestørste by, La Ceiba, blev man nødt til at køre en dommer ind fra Tegucigalpa. Ingen i La Ceiba ville stille sig imod virksomheden.

Senere, da Dionisios mordere blev stillet for retten, var et enkelt kronvidne afgørende for sagens udfald.

Honduras’ love sikrer vidner i fare vidnebeskyttelsesdragter, men dragterne eksisterer ikke. ASJ havde i tidligere sager selv fremstillet sådanne dragter, og vidnet stod derfor i retssalen iklædt en hvid dragt, der dækkede hele kroppen.

KASKETTEN, VIDNEDRAGTEN, OG DEN FALSKE SAGSMAPPE

Jeg oplevede eksempler på dette undernærede system igen og igen. En politibetjent fra narkopolitiet – de mest udsatte politifolk – ville kun mødes med mig

30

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

anonymt i en burgerbar. På spørgsmålet om, hvorfor han udsatte sig for fare, når han havde børn, var svaret lakonisk: hvis ikke mig, hvem så?

Om morgenen kan man spise cornflakes og Nutella med en glad børnefamilie, indtil man åbner avisen og læser, at en buschauffør i kvarteret blev dræbt ved et skud i hovedet, mens han sad bag rattet.

Jeg talte med den ledende politiefterforsker, der afløste en korrupt efterforsker med tråde til de anklagede.

Hun skjulte for alle sine kolleger, at hun nu efterforskede en politikollega og en frygtet lejemorder som de to gerningsmænd. Hun løj sin chef op i hovedet – en chef, som angiveligt netop var kommet hjem fra ferie hos vagtfirmaets chef.

Jeg snakkede med dommeren, som afsagde en af de afgørende domme, og forstod, at lovene var mulige at håndhæve. Flere år senere, i 2013, da de dømte havde siddet i fængsel et par år, blev sagen pludselig genoptaget af højesteretten. Efter i modstrid med Honduras egne love at have revurderet sagens fakta – og ikke kun lovenes fortolkning – og det endda uden at indkalde vidnerne igen, blev begge de dømte frikendt.

En af de nye dommere i højesteretten havde tidligere været den ene tiltaltes forsvarsadvokat.

ET MODSÆTNINGERNES LAND

Honduras er ikke en falden stat, men man bliver nødt til at nævne de groteske tilfælde, så man forstår, hvor meget bundproppen er gået ud af systemet. Det, som slog mig mest, var de abrupte skift mellem et normalt og et unormalt samfund. Det ene øjeblik kan man dykke i Roatans koraller eller se den berømte Suyapa-kirke, det næste øjeblik går man gennem håbløs slum. Om morgenen kan man spise cornflakes og Nutella med en glad børnefamilie, indtil man åbner avisen og læser, at en buschauffør i kvarteret blev dræbt ved et skud i hovedet, mens han sad bag rattet.

Og det er ikke forsidehistorien.

Der bliver vundet kampe hver dag, der bliver tabt kampe hver dag. Børn dør af at sniffe lim på gaden, børn bliver optaget i hjem og får senere en advokateksamen. Ofre for orkanen Mitch lever på ulovligt land uden rettigheder, en dag bliver der lagt kloak og lys derop. Drenge rotter sig sammen til wannabe-gangs i håb om at blive optaget af de rigtige bander. Bandeledere omvender sig og bliver nødhjælpsarbejdere.

Den største enkelte udfordring, jeg kan se mod Honduras’ helbredelse, er narkotrafikken. Med milliardmarkeder i USA og Europa er trækket på det hvide støv utroligt stort. Samtidig ruller pengene igennem svage lande med fattige, arbejdsløse mænd.

Dræbersneglens slimede spor kan ses både på øst- og vestkysten.

DER ER GRUND TIL HÅB

om SKRIBENTEN

Selvom meget ser håbløst ud, kan fortællingen ændres. I de seneste år er der sket store fremskridt. Mange mener, at det startede da en universitetsdirektørs søn tilfældigt blev skudt af politiet, og magtmisbruget således blev afsløret for middelklassen. I de seneste måneder har der været et stigende antal demonstrationer, som opstår spontant via de sociale medier.

Grunden er omfattende korruption i sundhedsministeriet, som svarer til omkring 40 tusinde dollars per indbygger eller, omregnet i liv, utallige døde pga. mangel af medicin. Om denne sag, der blev startet af ASJ, bliver indledningen på et honduransk forår er nok for tidligt at sige, men det viser, at der stadig er muskler og sener omkring skelettet.

Jonatan Tylsgaard Larsen bor i København med sin familie og arbejder som erhvervsjurist.

Min research kunne jeg have brugt til en saglig fremstilling af forholdene, men som forfatter følte jeg mig draget til at fortælle historien set fra en ung danskers perspektiv. Honduras er nemlig svært at fange i statistikker og eksempler. I sidste ende er det modsætningernes land, et vestligt demokrati med mennesker, der har de samme drømme som os, men hvor samfundet er underernæret og i kamp mod uoverskuelige udfordringer.

Heldigvis sker kampen ikke i et tomrum, den sker i institutioner, i pressen og i borgernes hjem. Derfor er der håb, selv for et land som Honduras.

om VOLONTØREN I 2013 udgav Jonatan Tylsgaard Larsen den velanmeldte krimithriller ’Volontøren’, der er bygget over mordet på den honduranske menneskerettighedsadvokat Dionisio Diaz Garcia.

Han researchede historien om mordet ved hjælp af VIVA og støttet af Amnesty International. Romanen kan købes på saxo.com.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

31

Vi skal også passe på, at vi ikke kommer ud i sådan noget stereotypt ’finner kaster med knive’

CONNIE HEDEGAARD

UDBLIK

UDBLIK

ER SKANDINAVISKE KANDIDATER AT FORETRÆKKE? interview med CONNIE HEDEGAARD af EMILIE BRUUN SANDBYE

Skandinaviske politikere er ofte overrepræsenterede i internationale topposter i forhold til landenes størrelse og militære og økonomiske styrker. Hvorfor er dette tilfældet, og er nationaliteten det afgørende? IPmonopolet analyserer de mulige faktorer og bringer et eksklusivt interview med Connie Hedegaard.

D

et har været et begivenhedsrigt år for skandinaver i international politik. Tidligere på året gik forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen af som generalsekretær for NATO efter at have siddet på posten siden 2009. Han er nu blevet afløst af Jens Stoltenberg, Norges tidligere statsminister.

Desuden har vi set Christian Friis Bach som formand for den økonomiske kommission i FN og den nylige udnævnelse af Mogens Lykketoft som formand for FN’s generalforsamling.

Sidste år satte mange deres penge på Helle Thorning-Schmidt som favoritten til en absolut toppost i den nye EU-kommission. Kristeligt Dagblad kommenterede hendes stærke position i spillet om en toppost i Juncker-kommissionen med, at det ikke kun var ”de politiske kvalifikationer, der sikrer den danske statsminister en plads i førerfeltet”. Hendes stærkeste kort på hånden var måske ”hendes skandinaviske ophav”.

34

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

FAVORISERES SKANDINAVISKE KANDIDATER?

Historiker og politisk kommentator Lars Hovbakke Sørensen er en af dem, der har argumenteret for, at skandinaviske kandidater favoriseres. Ifølge ham er en af årsagerne, at skandinaver ikke bærer rundt på en kontroversiel politisk historie, modsat eksempelvis Tyskland, England og Frankrig. Ser man på historien som en afgørende faktor, har de skandinaviske lande også en stærk demokratisk tradition, og især Danmark er et af de lande, der vedkender sig FN-regulativer stærkest.

Den demokratiske og stabile tradition i de skandinaviske lande kan altså ses som en afgørende kvalitet.

Hvis man kigger på lande som Holland og Belgien, der på mange måder ligner de skandinaviske, har de i adskillige år haft meget omskiftelige regeringer og et ustabilt politisk klima. Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det kort sagt ”den helt særlige kombination, der

"Hendes stærkeste kort på hånden var måske ”hendes skandinaviske ophav."

gør de skandinaviske kandidater så attraktive i et internationalt perspektiv”, som han beskrev i Kristeligt Dagblad. Derudover bliver valget af skandinaver et selvforstærkende element, fordi de igen og igen har leveret gode resultater på posterne.

Professor i statskundskab Peter Nedergaard mener til dels, at det kan give nogle fordele at være skandinavisk i spillet om topposterne. Men han vil ikke konkludere, at traditionen for at levere gode resultater beror på selve det nationale ophav, siger han til Kristeligt Dagblad som kommentar til Hovbakke.

Dog er de begge enige om, at man kan sige, at skandinaviske politikere har udvist stærke kvaliteter og bidraget med en betragtelig indsats, især i FN. I følge Nedergaard beror valget dog også på andre kriterier, der skal opfyldes i sammensætningen af EU-poster. ”Der er derfor også en række omstændigheder udover Helle Thorning-Schmidts personlige politiske kompetencer, der skal gå op, men jeg vil nu mene, at det er en kombination, der stiller hende stærkt i feltet,” sagde Nedergaard sidste år om Helle Thorning-Schmidts chancer for en toppost i EU.

EN INSIDERS BUD

IPmonopolet har talt med Connie Hedegaard, tidligere klimakommissær under Barroso-kommissionen, der om nogen har erfaring med samarbejde med andre nationaliteter i en af de mest centrale internationale institutioner. Hedegaard sad som EU-kommissær fra 2009 til 2014. Hun påpeger, at der er flere ting der skal gå op, når man vælger kandidater til topposter i EU-systemet.

Hun er delvist enig i Hovbakkes udsagn om, at de skandinaviske politikere ikke bærer rundt på en kontroversiel national historie og påpeger ligeledes, at skandinaver, herunder danskere, fortolker regler og regulativer på en bestemt måde.

Ifølge Connie Hedegaard kan man godt tale om, at skandinaver besidder en bestemt demokratisk kapital i kraft af landenes historie og tradition for fred, demokrati og multilateralisme. Hun fortæller: ”Der er nok en tillid til, at hvis man kommer fra nordiske lande, har man ikke tilbøjelighed til at bøje regler ret meget og står på mål for de regler, der er. Man siger ’der er nogle regler, intentionerne bag er sådan, og sådan må det også være.’ Ikke bare på en brutal måde, men sådan lidt regelret. Der er nogle kulturer, der har sådan lidt mere en ’man kan ikke forhandle om det, men det kan man måske lidt godt alligevel’”, siger hun

om skandinavers renommé, hvis man spørger andre ude i den politiske verden.

MANGE ANDRE FAKTORER

De skandinaviske lande har ifølge Connie Hedegaard også en lavere magtdistance mellem regering og borgere, måske på grund af landenes størrelser, men igen også den traditionelt stabile, demokratiske historie.

Hedegaard påpeger dog, at man ikke skal vægte den skandinaviske identitet, trods sine fordele, som tungen på vægtskålen i de mange udnævnelser. Der tegner sig altså et billede af, at det er et bredt spektrum af faktorer, der er afgørende, så måske den ”skandinaviske identitet” blot er en patriotisk overdrivelse?

Som kommentar til det åbenlyse eksempel på skandinavers arv i internationale institutioner, Stoltenbergs overtagen fra Fogh i NATO, siger hun, at det mere skyldes tilfældigheder end nationalitet. Både i NATO og FN kan det være mere eller mindre tilfældige forskellige faktorer uden eksplicitte krav, der spiller ind ved et givent valg. ”FN har jo også et rotationsprincip, det er jo ikke noget, der er skrevet,” siger Hedegaard.

Der tegner sig altså et billede af, at det er et bredt spektrum af faktorer, der er afgørende, så måske den ”skandinaviske identitet” blot er en patriotisk overdrivelse?

NORD OG SYD, ØST OG VEST

Peter Nedergaard påpeger, at det i forbindelse med de tungeste poster i EU, navnlig Præsidenten, Udenrigschefen og Formanden for Kommissionen, er enormt vigtigt at skabe balance mellem nord og syd internt i EU. Hedegaard nævner hertil også balancen mellem øst og vest. Som bekendt er der mange konflikter og uligheder internt i EU, og det ville naturligvis ikke være uproblematisk, om man forestillede sig en kommission bestående kun af nordvestlige toppolitikere fra de økonomisk mere privilegerede lande.

Det har vakt forundring, at de små skandinaviske lande bliver tildelt magtfulde poster på trods af deres svage kapaciteter – især når vi ser på de højere internationale institutioner, der går længere ud end EU. Connie Hedegaard mener dog, at det giver god mening.

Som eksempel fremhæver hun, at USA og Kina har flere grunde til at have svært ved at acceptere hinandens repræsentanter i topstillinger relativt til antallet af egne stillinger. Derimod har de store lande en tilbøjelighed til nemmere at acceptere de små, ”ufarlige” lande, der i forhold til sine økonomiske og politiske konkurrenter har renere mel i posen og ikke er en modpol til de store internationale magter.

FOTO: AF JULIÁN ORTEGA MARTÍNEZ MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

35

KØN

En anden variabel, der kan have indflydelse på valget af kandidater er køn. Det er ofte stof til eftertanke, hvis man følger dækningen af kvinder i international politik. Hedegaard fortæller, at ”den afgående kommissær skrev, at man kunne ikke acceptere færre kvinder end nu i den nye Kommission.” Altså blev der ved nedsættelse af den seneste Kommission lagt meget pres på, at man ikke ville acceptere kun fire kvindelige kommissærer ud af 28.

Man kan også forstå på Peter Nedergaards vurdering af Thorning-Schmidts chancer fra sidste år, at det ikke bare er hendes politiske kompetencer og resultater, hun bedømmes på. Han forudså dengang, at man her ledte efter en ”kvindelig, socialdemokratisk politiker, der er tidligere præsident eller statsminister” – altså både en politisk erfaren og tung kandidat, men også krav om køn og orientering.

En dansker besatte dog aldrig en af de tunge poster i EU, som mange forventede med Thorning.

Som bekendt gik en kommissærpost uventet til den Radikale leder samt Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager, der sidenhen af europapolitiske kommentatorer er blevet fremhævet som en ”stylish mother of three”. Da hun som en af sine første sager gik efter Google og Gazprom, modtog hun stor ros med de medfølgende ord: ”…her gender and relative youth — as much as her powerful regulatory battles — give her something of a celebrity status.”

Generelt har politisk korrekthed og indførelse af

36

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

Når der spekuleres i fordelene ved Merkel, Thorning og Vestager, fremhæves deres kvalitet som ”stærke kvinder” mærkbart ofte.

kvinder i bestyrelser og offentlige erhverv fået mere og mere fokus med årene. For eksempel kan nævnes, at gennem de sidste 20 år har fire ud af fem danske EU-kommissærer været kvinder. Når der spekuleres i fordelene ved Merkel, Thorning og Vestager, fremhæves deres kvalitet som ”stærke kvinder” mærkbart ofte. Alligevel er den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland en af de eneste kvinder blandt skandinaver med topposter, hvis man ser på internationalt niveau – og altså ikke det geografisk afskårne EU. Hun er udpeget af Ban Ki-moon som én af tre særlige udsendinge vedrørende klimaspørgsmål.

Samtidig er kun syv ud af 43 af Ban Ki-moons ”specielle og personlige repræsentanter” kvinder – men interessant nok er tre af dem fra Skandinavien, nemlig førnævnte Harlem Brundtland, Karin Landgren fra Sverige og Ellen Margrethe Løj fra Danmark. Det er en interessant statistik. Til trods for, at kvinder er markant underrepræsenterede, er skandinaver altså pænt repræsenteret i forhold til landenes størrelse og øvrige indflydelse.

SKANDINAVISKE FORDELE

Det store fokus på hvilke danskere, der mon får en toppost, giver anledning til at overveje, hvorvidt landene får nogle fordele derhjemme ved at have repræsentanter i topposterne. ”Man har jo ikke nogen skjult Danmark-kasket på,” siger Hedegaard og fortsætter: ”Generelt er det vel en meget direkte måde at få indflydelse på, men hvis man sidder i Kommissionen, har man aflagt ed på, at man ikke varetager noget bestemt

FOTO: AF REMY DE LA MAUVINIERE/AP.

nationalt. Desuden må kun tre ud af otte komme fra ens eget land, man må ikke lave en lille national klub.”

Mange af de internationale poster skal altså ikke ses som en direkte national delegation med en dagsorden a priori, og igen er vi tilbage til, at det ikke er for selve landets fordele, men nærmere fordi at kandidaterne har vist sig kompetente.

KASTER FINNER MED KNIVE?

Og er skandinaver bare dygtigere? At de skandinaviske kandidater statistisk set er attraktive betyder samtidig ikke, at de blot i kraft af nationaliteten er så særdeles kompetente. Connie Hedegaard opfordrer altså til, at man ser på, hvordan ”den samlede cocktail ser ud.”

Både i EU-, FN- og NATO-sammenhæng spiller rotation, regional balance, politisk orientering og køn ind. ”Vi skal også passe på, at vi ikke kommer ud i sådan noget stereotypt ’finner kaster med knive’”, understreger Hedegaard.

Hvad er det afgørende? Meget tyder på, at det formentlig er mere nuanceret end som så, og mere end hvad Hovbakke lægger op til. At skandinaver bare skulle være dygtigere og mere eftertragtede i sig selv er nok en simpel slutning, men i idéen om en ”skandinavisk identitet” ligger samtidig koncepter som en stabil demokratisk historie, tendens til regelrethed og gode udenrigspolitiske relationer. Det samlede skandinaviske renommé er altså ikke helt uden tyngde.

FOTO: Helle Thorning-Schmidt med flere af de nu centrale toppolitikere i EU, dengang alle spåede hende som bedste kandidat til en EU-toppost.

om SKRIBENTEN

Emilie Bruun Sandbye studerer statskundskab på Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets chefredaktion.

Hendes primære interesser er politisk kommunikation og klima- og energipolitik.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

37

UDBLIK

PUTIN-FRYGT SKABER SPLID I BALTIKUM af GRY WAAGNER FALKENSTRØM Ruslands annektering af Krim og optrapningen i koldkrigs-retorikken i Europa har fået flere af de tidligere Sovjetrepublikker til at frygte nye konfrontationer med deres store østlige nabo. Især i de baltiske lande graves kløften mellem den etniske befolkning og de russiske minoriteter dybere, i takt med, at bevidstheden om Putins fremfærd i Ukraine har gennemsyret den offentlige debat.

”V

i har alle sammen en plan for, hvad vi vil gøre, hvis Rusland invaderer os igen,” forklarer 24-årige lettiske Sabine, mens vi en sen forårsaften går gennem gaderne i Letlands hovedstad, Riga.

Hver dag diskuteres Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og de vedvarende kampe mellem russiske separatister og den ukrainske hær i de lettiske medier. Det har fået en almindelig lette som Sabine til at planlægge fremtidsscenarier, hun ikke bryder sig om. ”Jeg vil først tage ud på landet og derefter finde et sted i udlandet at rejse til,” forklarer hun videre om sin flugtplan.

Vi har netop passeret det store frihedsmonument, som knejser rankt lige uden for den smukke gamle bydel. Den hvide obelisk blev bygget til minde om Letlands uafhængighedskrig i 1918 og overlevede

38

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

både besættelserne under Anden Verdenskrig – først af Sovjetunionen, så Nazi-Tyskland – og den senere inddæmning af de baltiske lande i Sovjetunionen fra 1945 til 1990. I dag har Letland været en selvstændig stat i 15 år, men Ukraine-konflikten har vækket bevidstheden om en ikke så fjern fortid i ufrihed til live igen.

Størstedelen af letterne er begejstrede EU- og NATO-tilhængere og fordømmer Ruslands indblanding i Ukraine. Tidligere meningsmålinger fra forskningscentret SKDS i Riga har vist, at op mod tre ud af fire etniske letter ser Rusland som en trussel mod Letlands sikkerhed. Ruslands udlægning af konflikten har dog også fundet genklang, især blandt dele af de russiske minoriteter i de baltiske lande, og den har forstærket en eksisterende skepsis mod Vesten.

STOP NEO-NAZISTERNE

Dagen efter har en lille gruppe demonstranter fulgt af et par politifolk samlet sig foran pladsen ved friheds-

I dag er der stadig over 250.000 såkaldte ”ikke-borgere”, som primært er russere, der bor fast i Letland. De har lettisk pas, men mangler statsborgerskab og en lang række rettigheder.

monumentet. Store klaser af sorte balloner med budskabet ”Remember Odessa, Stop neo-Nazis” svæver over deres hoveder. Mange bærer et lille orange- og sortstribet Skt. Georgs–bånd. Båndet er et udbredt symbol for militær tapperhed i Rusland og bæres i stigende grad af etniske russere uden for moderlandets grænser. Modsat Sabine tilhører demonstranterne Letlands russiske minoritetsgruppe, som udgør omkring 26 procent af befolkningen. ”Vi forlanger en international undersøgelse”, står der på både tysk, engelsk og russisk på de gule og sorte bannere med henvisning til en brand i et fagforeningshus i den sydukrainske by Odessa den 2. maj sidste år, hvor over 40 mennesker omkom. I dag ved man endnu ikke, om det var pro-russiske eller pro-ukrainske rebeller, der startede branden, og det russiske udenrigsministerium har fremført kritik af den ukrainske regering for ikke at have gennemført en objektiv og uafhængig efterforskning af branden.

Yury Petropavlovskis er medarrangører af demonstrationen og en af formændene for det lille minoritetsparti ”Lettisk Russisk Union”. Han er meget skeptisk over for de informationer, han får gennem de vestlige

medier, som han mener har svigtet de helt almindelige mennesker, som blev ofre i Odessa. Hans kusine er halvt ukrainer og halvt russer og bor i Odessa, og hans svigerforældre og kone boede på Krim. Derfor ligger sikkerheden for de almindelige russere i Ukraine ham meget på sinde: ”Det er vores søstre, vores brødre, vores klassekammerater, vores venner og vores slægtninge. De er ikke onde, de er bare almindelige mennesker,” understreger han.

RETTEN TIL AT VÆRE RUSSER

Yury Petropavlovskis familie kommer fra Sibirien men kom til Letland som et led i den ”russificerings-proces”, som sovjetlederne satte i gang i de baltiske lande efter Anden Verdenskrig. ”Min far blev beordret til Riga efter krigen. Han var gymnasielærer og underviste i matematik og astrologi. Før var han officer, og under krigen kæmpede han mod den tyske hær.”

Gennem sit parti har Yury kæmpet for stærkere bånd mellem Letland og Rusland og for flere rettigheder for

FOTO: Demonstranter tilhørende Letlands russiske mindretal.

FOTO: AF GRY WAAGNER FALKENSTRØM

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

39

FOTO: AF GRY WAAGNER FALKENSTRØM

den russiske minoritet. Partiet ønsker bl.a., at russisk bliver anerkendt som et officielt sprog på linje med lettisk i byer med en stor russisk befolkning.

I dag er der stadig over 250.000 såkaldte ”ikke-borgere”, som primært er russere, der bor fast i Letland.

De har lettisk pas, men mangler statsborgerskab og en lang række rettigheder.

Yury tager sit pas op af lommen på de mørke cowboybukser og viser mig det lille ord ”Krievs”, der er trykt på side to. Det viser, at han er etnisk russer. ”Vi har kæmpet for retten til at få sådan et mærke”, siger han stolt. ”Hvorfor?” spørger han og skyder øjenbrynene bestemt op mod hårgrænsen: ”Hvis vi ikke har sådan et mærke, vil der ikke være nogen problemer med russiske minoriteter og russisk sprog og rettigheder for russere i Letland. For så ville vi ikke eksistere statistisk og officielt. Problemerne ville være løst, men ikke for os.”

EU OPFATTER OS SOM EN TRUSSEL

Jeg møder Sergejs Kruks, som er en lettisk-russisk

40

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

Vi oplever, at EU ser os som et problem og som en slags idioter, der har brug for særlig uddannelse.

professor ved Rīga Stradiņš Universitet, på Costa kaffebar tæt på frihedsmonumentet. Han har igennem sin forskning iagttaget et skifte i den politiske diskurs i Letland i slutningen af 00’erne, hvor stemmer i den lettiske offentlighed begyndte at skifte fra rene økonomiske argumenter til etniske argumenter, når de skulle give svar på Letlands problemer. Den stigende italesættelse af russerne som en trussel både i Letland og i EU skaber stor frustration blandt de lettiske russere. ”De kritiserer Putin, de kritiserer Rusland, de kritiserer russere - og pr. definition er vi (som russisk minoritet, red.) inkluderet. Vi oplever, at EU ser os som et problem og som en slags idioter, der har brug for særlig uddannelse,” forklarer han. ”Enhver af vores udtalelser vil blive set som en trussel.”

Selvom det russiske parti Harmoni er parlamentets største, holdes det fortsat uden for regering, og de manglende muligheder for at få indflydelse i det politiske system betyder, at mange lettiske russere vender sig håbefuldt mod Rusland. ”Putin er den eneste, der

FOTOS: Litauiske Nerijus kritiserer regeringens linje ved at hænge plakater op i Vilnius.

FOTO: AF GRY WAAGNER FALKENSTRØM

bekymrer sig om vores problemer,” forklarer Sergejs Kruks og efterlyser en større mangfoldighed i den offentlige debat i de baltiske lande.

GÆST I SIT EGET LAND

På begge sider af frihedsmonumentet ligger en sirligt anlagt park udstrakt som en fredfuldt frizone mellem den gamle by og de nyere kvarterer i det østlige Riga.

På en bænk i den varme forårssol sidder 28-årige Girts, der er grafisk designer, sammen med sin veninde. ”Det største problem er, at vi er så opdelte. Vi er russere og lettere.” Girts taler sjældent om politik med sine lettisk-russiske venner, for han er bange for, at det skaber for stor uenighed. De fleste russere i Baltikum orienterer sig ifølge officielle undersøgelser primært i russiskproducerede medier, og det kan øge forskellene: ”Det er blevet mere svært at snakke om forholdet til Rusland. Jeg kan føle, at de tænker ligesom de russiske medier, og det kan jeg ikke støtte. For de siger ikke sandheden,” siger Girts. ”Jeg frygter mest,

at russerne vil komme til at føle sig mere tætte med Rusland end med vores land, hvor de bor. At de kommer til at føle sig mere magtfulde og føle sig mere separerede fra os.”

Den sproglige forskel er det, der fylder mest for ham.

Han bor i Riga, hvor over halvdelen af befolkningen er russere, og det kan høres i det offentlige rum: ”Nogen gang føles det mærkeligt, når man er i en butik eller i offentlig transport, og det eneste man hører omkring sig er russisk, og man på en eller anden måde føler sig som gæst i sit eget land,” forklarer han.

LITAUEN PÅ KONFRONTATIONSKURS

I det sydligste baltiske land, Litauen, er kun seks procent af befolkningen russere. Her har regeringen med præsident Dalia Grybauskaite i spidsen, siden Ukraine-krisen brød ud, kritiseret Putin mere åbenmundet end de fleste andre europæiske ledere samt lovet våben til Ukraines præsident Petro Poroshenko.

Internt har litauerne besluttet at genindføre værnepligten, og regeringen har derudover tidligere på året

Jeg frygter mest, at russerne vil komme til at føle sig mere tætte med Rusland end med vores land, hvor de bor. At de kommer til at føle sig mere magtfulde og føle sig mere separerede fra os.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

41

udsendt en ”hybrid-krigsmanual”, som blandt andet skal forberede litauerne på, at ”skud uden for vinduet ikke er enden på verden”.

”Vi bliver nødt til at være hurtige, ellers kommer politiet”, forklarer Nerijus som har dækket håret med sin lysegrå hættetrøje.

I Litauens lille charmerende hovedstad Vilnius, møder jeg den tidligere ejendomsmægler Nerijus.

Han er lige som de fleste af sine landsmænd bekymret over Ruslands adfærd, og derfor har han startet en lille kampagne, som skal sætte fokus på faren ved at optrappe krigsretorikken og den aggressive adfærd.

Da vi når ned på hovedgaden i byens shoppingkvarter er der fyldt med mennesker, boder, musik og blå flag.

Den 9. maj er Europadag, og Litauen, der sammen med de andre baltiske lande fik EU-medlemskab i 2004, fejrer den på bedste manér. Siden nytår i år har landet også været medlem af euroen, og nu veksles de guld- og sølvfarvede euromønter ivrigt for en portion ungarsk kålret, tyske karrypølser eller plastikkrus med mørk sødlig litauersk kvass.

”Hvis I bliver ved med at putte had i hovedet på folk, så vil de begynde at svare med frygt. Hvis du har en samtale med had indeni, hvilken form for handling vil det føre til?”, spørger han retorisk. Som svar på sin regerings linje siger han: ”Enten er Litauen meget modig eller meget dum”.

TYSKE PØLSER OG AMERIKANSKE SOLDATER

Vilnius er halvt så stor som København og præget af en nedslidt, charmerende barokstil suppleret med glashøjhuse i den moderne bydel. Jeg følger med Nerijus gennem byen, mens han klipser hjemmetrykte plakater op på udvalgte steder rundt om i byen med budskabet: ”Putin, love is all you need”.

FOTO: AF GRY WAAGNER FALKENSTRØM

42

IPmonopolet |23. udg | MAGTKAMPE

I solen på de solide træbænke er der ikke mange, der ser ud til at bekymre sig om, at Putin på selv samme tidspunkt er ved at fylde Den Røde Plads i Moskva med tusinder af russiske soldater, kampvogne og kampfly, som et led i det store jubilæumsshow, der markerer 70-året for afslutningen af Anden verdenskrig.

Udover at hænge plakater op med en gruppe andre unge, har Nerijus arbejdet på at få kendte politikere til at tage en ”Putin, love is all you need”-t-shirt på i anledning af Ruslands sejrsdag. Kl. 13.20 bliver det

...regeringen har tidligere på året udsendt en ”hybrid-krigsmanual”, som blandt andet skal forberede litauerne på, at ”skud uden for vinduet ikke er enden på verden."

første billede lagt op på Facebook, og Nerijus tjekker spændt sin iPhone. Det er en trommeslager fra et gammelt kendt litauisk rockband, som har taget t-shirten på og photoshoppet sig selv ind i et sprudlende orange flammehav. ”Tillykke med dagen, hvor I vandt, Rusland. Jeg ønsker jer held og lykke med at stoppe krigen mod fascisterne inde i jer selv” lyder det tilhørende budskab skrevet på russisk.

MILITÆR OPTRAPNING

På vej ned mellem boderne viser Nerijus mig en lygtepæl med en plakat, en af hans veninder har lavet. Den er farverig og viser en langhåret Putin med pandebånd og batiktøj, der laver peacetegn med hånden. Længere nede mellem boderne står en flok amerikanske uniformerede soldater i kø for at købe spansk paella.

Som svar på kampene i Østukraine har USA opgraderet tilstedeværelsen af amerikanske soldater i regionen for at sende et signal til Rusland om, at den vestlige supermagt er klar til at forsvare de baltiske NATO-medlemmer. Sammen med andre østeuropæiske lande samarbejder Litauen i øjeblikket med NATO om en oprustning af tunge våben i regionen.

Ifølge Rusland er planerne om yderligere militær oprustning i Østeuropa en stor fejl, der kan få farlige konsekvenser, hvilket landets udenrigsministerium skrev i en meddelelse midt i juni. ”Vi håber, at fornuften vil sejre, og at situationen i Europa ikke vil udvikle sig til en ny militær konfrontation, der kan få farlige konsekvenser,” lød budskabet, mens konflikten i Ukraine fortsat ikke ser ud til at finde sin afslutning lige foreløbig.

Da jeg i slutningen af juni skriver sammen med Nerijus, er han glad. ”Borgmesteren i Vilnius har lige brugt min t-shirt under åbningen af et nyt John Lennon monument foran alle medierne,” fortæller han og nævner flere andre litauiske kunstnere, der har lagt billeder op med budskabet ”Putin, love is all you need”. Nu har han åbnet online salg af sine t-shirts.

om SKRIBENTEN

Gry Waagner Falkenstrøm er kandidatstuderende i Journalistik og Globale Studier på Roskilde Universitet.

Hun har tidligere boet og studeret i Syrien og Tyrkiet og bor nu i Moskva.

”Nogen ser budskabet som modstand, nogen som et politisk redskab, andre som en joke eller som toppen af medmenneskelighed.” Heldigvis er det intense fokus på Putin i Litauen neddroslet lidt, fortæller han. ”Men faren for krig er stadig et af de vigtigste emner i medierne.”

FOTO: Litauiske Nerijus kritiserer regeringens linje ved at hænge plakater op i Vilnius.

MAGTKAMPE |23. udg | IPmonopolet

43

ipmonopolet.dk