7 minute read

Branchen har brug for en holdbar plan for fremtiden

På konstruktiv vis kæmper ITD for at gøre livet som vognmand lettere og transportbranchen til et bedre sted at arbejde. Kilometerafgiften, Vejpakken og de mange udfordringer, disse medfører for branchen, var blandt emnerne i beretninger fra ITD’s bestyrelsesformand John A. Skovrup og adm. direktør Stefan K. Schou på ITD’s generalforsamling 2023. En af de helt centrale pointer var, at en holdbar plan fra regeringen for den grønne omstilling af transportbranchen er afgørende – og det vil ITD fortsat kæmpe for.

Af Line Sorth Bendixen

Det er både branchens udfordringer på et politisk plan og hvert enkelt medlems udfordringer og behov, der i høj grad optager ITD. På årets generalforsamling talte adm. direktør Stefan K. Schou og bestyrelsesformand John A. Skovrup om, hvad ITD har været mest optaget af i det forgangne år.

Politisk dialog på dagsordenen

ITD har flere gange vist, hvordan organisationens arbejde på politisk niveau kan flytte bjerge – eller i hvert fald ændre på omfanget af regler og bøder i branchen. Adm. direktør Stefan K. Schou lagde i sin beretning vægt på den gode dialog mellem politikerne og ITD.

– I ITD er vi meget glade for den gode og konstruktive dialog, vi i det daglige har med både politikere og ledende embedsmænd. Også det sidste års tid har vi haft besøg af politikere og embedsfolk – herunder den nye transportminister Thomas

Danielsen. Endvidere deltager ITD-medarbejdere i en lang række udvalg og råd, hvor der bliver drøftet politiske emner, ligesom ITD, ved undertegnede, er repræsenteret i Transportministerens Vejtransportråd. Denne aktive medvirken i de politiske beslutningsprocesser vil vi fortsat intensivere i et tæt samarbejde med de øvrige transportorganisationer, da den er afgørende for at skabe bedre erhvervspolitiske rammevilkår for transportbranchen, påpegede direktøren. Han fremhævede samtidig vigtigheden af arbejdet for medlemmerne, der er ITD’s kernekompetence.

– Ud over det politiske arbejde betragter vi det som ITD’s fornemste opgave at forsyne medlemmerne med kvalificeret viden og informationer og at etablere flest mulige praktiske redskaber og servicer, der kan lette dagligdagen og gavne den enkeltes konkurrenceevne. Antallet af henvendelser fra vores medlemmer er opadgående, og vi ser frem til, at vi også i 2023 løbende kan forny og videreudvikle vores service til gavn for ITD’s medlemmer, lød det fra Stefan K. Schou.

Foto: Hyldager Fotografi

Kilometerafgiften gør ondt

Et af de mest omtalte emner i transportbranchen lige nu er kilometerafgiften, og dette emne var således også en del af bestyrelsesformand John A. Skovrups beretning på årets generalforsamling.

– For kilometerafgiften for lastbiler er det største slag mod vores branche i rigtig mange år. Siden afgiften kom på tale, har vi med alle midler råbt op om problemerne med den. Men vi har også været konstruktive og er kommet med masser af forslag til, hvordan en vejafgift kunne skrues sammen, så den gav mere mening. F.eks. ved at de mange milliarder kom direkte tilbage til branchen. Så kunne vi jo bruge pengene på den grønne omstilling, frem for at de ryger i statskassens sorte hul. Eller helt simpelt, bare lade CO2-afgiften på diesel stige. Så ville alle dieselkøretøjer bidrage og det ville være nemt og billigt for os, at sende regningen videre, pointerede han og fortsatte:

– Men regeringen, med skatteministeren i spidsen, har ikke villet høre. Jeg tror slet ikke, de forstår, hvad det her betyder for vores branche – eller også er de bare ligeglade. Og begge dele er under al kritik. For uden os ville Danmark gå i stå. De bliver nødt til at forstå, at afgiften ingen effekt har på klimaet. I stedet vil den betyde tab af arbejdspladser, og at nogle vognmænd risikerer at lukke. Derfor fortsætter vi i ITD kampen mod vejskatten, som vil skævvride landet og branchen – og det gør vognmændene også selv. For to uger siden kørte lastbiler fra hele landet til Christiansborg for at demonstrere mod kilometerafgiften. Forhåbentlig vil jeres opråb være med til at få politikerne til at indse, at det er et meget stort fejltrin, de er ved at begå. Men for en sjælden gangs skyld har denne urimelighed ført til et fælles fodslag blandt de danske transportorganisationer. For med vores egen adm. direktør Stefan K. Schou i spidsen, er der blevet udfærdiget en støtteerklæring til Benny Nielsens ”Vejskatkomite” med underskrift af DI Transport, Dansk Erhverv, DTL og ITD. Nu er jeg jo en forholdsvis ung mand, men jeg erindrer ikke, at det tidligere er sket, sagde bestyrelsesformanden med et smil.

Transportbranchen ønsker i høj grad at tage ansvar, også når det kommer til den grønne omstilling af branchen. Men det skal kunne hænge sammen med en sund forretning, og det skal kunne lade sig gøre i praksis – og det er ikke foreneligt med kilometerafgift og udskiftning til el-lastbiler. Derfor efterspørger branchen en mere realistisk plan for, hvordan den grønne omstilling kan hænge sammen med det at drive vognmandsforretning.

– Branchen har brug for en holdbar plan for den grønne omstilling af vores branche og for fremtidens drivmidler til lastbiler. Om det så bliver el, brint, biobrændstoffer, syntetiske brændstoffer, eller en blanding af dem alle sammen, så er det regeringens opgave at fremlægge en ordentlig plan. En plan, som giver os vognmænd investeringssikkerhed og reelle muligheder for at omstille os, lød det fra John A. Skovrup, der forsikrede dagens deltagere om, at det er noget af det, ITD fortsat vil kæmpe for.

Bestyrelsesformand i ITD, John A. Skovrup

Foto: Hyldager Fotografi

Vognmand vs. embedsmand

John A. Skovrup benyttede desuden lejligheden til at tale om nogle af de andre helt store samtaleemner i året, der er gået, nemlig Vejpakken og de forskellige udfordringer, som denne bringer med sig – herunder de nye udstationeringsregler for bl.a. cabotagekørsel, de nye etableringskrav og ikke mindst de nye mindstekrav til kontrollen af arbejdstidsreglerne.

– Det lykkedes os heldigvis at få afbødet de værste skader af arbejdstidskontrollen ved at få hævet grænsen for det maksimale antal ugentlige timer betragteligt, i forhold til hvad er blev lagt ud med. Men det er fortsat en begrænsning, som er med til at presse vores chauffører og vores erhverv yderligere. For politikerne forstår åbenbart ikke, at bureaukrati og bøder er gift for os – at det skræmmer vores chauffører væk, og at det koster dyrebar arbejdstid for vognmanden, sagde han og sammenlignede det med resten af arbejdsmarkedet.

– Der er findes ikke andre steder på det danske arbejdsmarked, hvor der føres en lignende hetz mod medarbejdere, som ikke gør andet end at passe deres arbejde. Politiet kommer jo ikke på uanmeldt besøg hos Finansministeriets embedsmænd og tjekker, om de har arbejdet for meget, selvom arbejdstidsreglerne også gælder for dem. Men det gør de hos vores chauffører, og det mener jeg ikke er rimeligt.

Nye ansigter i ITD’s bestyrelse

I forlængelse af ITD’s generalforsamling 2023 blev bestyrelsen konstitueret, og der er både nye og kendte ansigter i ITD’s nye bestyrelse. John A. Skovrup fortsætter som formand for ITD, mens Jens Peter Fallesen er ny næstformand.

Bestyrelsens sammensætning

Dermed består bestyrelsen det kommende år af formand John A. Skovrup, næstformand Jens Peter Fallesen, Ole Velbæk, Jørn Kudsk, Michael Hansen, Christina Baun Hansen og René Bülow.

Bestyrelsesmedlemmerne er valgt for to år. På årets generalforsamling blev det vedtaget, at loftet for valgbarhed til bestyrelsen hæves fra otte til tolv år.

Generalforsamlingen valgte desuden tre suppleanter til bestyrelsen. Der var nyvalg af Leo Andersen og Klaus Jensen, mens der var genvalg til Jens Aage Daugaard. Suppleanter til ITD’s bestyrelse vælges for et år ad gangen.

This article is from: