2 minute read
En hyldest til transportbranchen
Tre dage i Herning stod i transportens tegn, da kalenderen endelig viste Transport 2023. På årets store transportmesse havde ITD i år fokus på at tale transportbranchen op – for hvem skal egentlig holde Danmark kørende, hvis ikke vores medlemsvirksomheder gør det?
Af Line Sorth Bendixen
Der var god stemning og sprøde croissanter – og så var rammen ellers sat for nogle begivenhedsrige dage i Herning. ITD fik lov at gøre politikerne klogere på branchens udfordringer set med vognmandens øjne, mens ITD’s medlemmer kunne gøre ITD klogere på, hvordan vi fortsat yder den bedste service til vores medlemsvirksomheder.
Kørte om kap med ministeren
Transportmessen havde ikke været åben i mange minutter, før transportminister Thomas Danielsen (V) slog vejen forbi ITD’s stand. Her tog ITD’s formand, John A. Skovrup, imod ministeren, og de to fik blandt andet en snak om de mange succeshistorier i branchen, der netop var årets store tema hos ITD.
ITD’s messestand var fuld af plakater og citater fra medlemmer, der alle har formået at tænke ud af boksen og finde løsninger, der optimerer og styrker deres forretning – både i forhold til logistik, trafiksikkerhed og den grønne omstilling. I de fine omgivelser fik bestyrelsesformanden og transportministeren så lov at køre om kap med ITD’s seje minilastbiler.
Trafiksikkerhed og andre gode sager
ITD har med sine landsdækkende kampagner hvert år fokus på trafiksikkerhed i børnehøjde, og derfor var det et dejligt syn, da Magda endnu engang fik de mindste til at synge og danse med på sine gode sange om trafiksikkerhed.
Imens kunne de voksne nyde en lækker baristakaffe eller en af de 800 cheeseburgere, ITD delte ud til medlemmerne, deres medarbejdere og familier. Der var fornøjelser for store og små, og alle de fremmødte fik rig mulighed for at deltage i konstruktive og knivskarpe debatter om branchen.
Der var bødequiz, besøg af ”Unge på Toppen” og meget mere på årets messe – men hos ITD tager vi særligt de mange gode samtaler med medlemmerne med hjem, da det giver ny inspiration til arbejdet i hverdagen.