Brundtlandsrapporten

I 1987 fremlagde FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling Brundtland-rapporten med overskriften ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet bæredygtighed blev introduceret for første gang. Den globale bæredygtige udvikling er i sin essens:

”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

(FN & Mellemfolkeligt Samvirke, 1988)

FN retter med Brundtlandsrapporten fokus på de globale fælles miljøproblemer med henblik på landenes regeringer, forretningsliv og ikke mindst på befolkningernes ændring af tankesæt mod øget global velfærd. Rapportens miljø- og udviklingspolitik beskriver de globale udfordringer, vi som menneskehed har. Brundtlandsrapporten

beskriver principper for en bæredygtig lovgivning og beder politikerne om at forpligtige sig med disse internationale målsætninger med henblik på at skabe en fremadrettet bæredygtig fremtid.

Overordnet er der en målsætning om at stabilisere det globale befolkningsantal og genskabelsen af en økonomisk vækst. Væksten skal have en øget kvalitet, så den tager afsæt i en sikring af de miljømæssige værdier, og den samtidig har en social ansvarlighed ved forbedringer af arbejde, mad, vand og sanitære forhold.

I rapporten er der et mål om at øge international samarbejde med gentænkning af de globale økonomiske forhold, og samtidig har målet fokus på bevaring og forbedring af de globale naturlige ressourcer. Netop ved at opnå sociale- og økonomiske mål således at økosystemer kan bevares og udtømningen af naturressourcer minimeres. Samtidig skal landene prioritere, at der investeres i færdigheder og øget viden til gavn for kommende generationer.

Opgaven med at skabe bæredygtige miljøer betyder, at byggesektoren skal være i stand til og villige til at understøtte en forandringsog omstillingsproces med bæredygtighed i vores bebyggede miljøer. De sektorspecifikke behov skal være modtagelige og støtte forskning, innovation og forsøg, der vil føre til et paradigme af omfattende integreret bæredygtig udvikling.

Det betyder, at hvis vi skal udvikle vores bebyggede miljøer i overensstemmelse med Brundtland-kommissionens rapport, indebærer det en opmærksomhed og indsats mod økonomiske-, sociale- og miljømæssige løsninger, der er passende for samfundet, sammen med en forpligtelse til for eksempel bevarelse af ressourcerne, hensigtsmæs

sige investeringer, teknisk udvikling og institutionelle ændringer for derigennem at opfylde både de nuværende og fremtidige behov og ønsker. Den underliggende standard skal som minimum være spørgsmålet om, hvorvidt en udvikling understøtter eller ophæver almindeligt accepterede normer for harmonisk- og gavnlig forandring.