Korshærsbladet #2 2022

Ensomheden

BLADET

Tilskuer

Ensomhed

et

som

Alle har fortjent at høre til

Alle mennesker har mærket ensomheden stikke. Men for et meget stort antal danskere, så gør ensom heden mere end at stikke. Den lammer. Den lægger sig som en tung vægt ned over et liv, hvor alt for me get er alt for svært. Relationer til mor, far og børn er i bedste fald kølige, i værste fald ned- og afbrudte. Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvordan ensomhed hurtigt flytter ind i tilværelsen.

Tilbage i 2017 gik TrygFonden, Mary Fonden og forsknings centret for velfærd, VIVE, sammen om en meget tanke vækkende undersøgelse. Fæl lesskabsmålingen kaldte de den. Her gav et bredt udsnit af den danske befolkning indblik i, hvorvidt og hvordan, de er en del af fællesskabet. Det gjaldt også for mennesker i social udsathed. Iføl ge målingen oplever hele 86% af socialt udsatte men nesker ensomhed. Kontrasten er til at få øje på. For cirka fire ud af fem danskere – helt generelt – meld te, at de trives og føler sig som en del af samfundet.

- Men for et meget stort antal danskere, så gør ensomheden mere end

Eller når byen bliver indrettet på måder, så man ikke kan få et hvil på en bænk, fordi der er sat armlæn midtpå. Eller når rister over varmeskakter bliver sat skråt eller endda udstyret med pigge. Eller endnu mere jordnært: At man oplever, at andre mennesker end ikke tør se på en på gaden. Sågar går over på den anden side for at undgå en. Ikke tør møde en med blik ket. Ikke tør sige hej, når man står foran Brugsen og forsøger at sælge gadeavi sen.

at stikke. Den lammer.

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Afvist, udstødt, andetgjort Når man lever et socialt udsat liv, så er det lige præ cis det, man ikke føler sig som – en del af samfundet. Det er de facto blevet kriminelt at være hjemløs her til lands. Når man ikke må række hånden frem og bede om hjælp til at opretholde sin eksistens. Når man ikke må sove sammen med et andet menneske om natten for at føle sig lidt mere tryg.

I Kirkens Korshær er man en del af noget større Hos os i Kirkens Korshær kan mennesker, som mange ser skævt til, opleve mod vægten til alt det. Nemlig fællesskab. At blive mødt, hilst på. Set og anerkendt. Nogen, der kender ens navn. Nogen, der står klar med nærvær, omsorg og respekt. Alle mennesker har behov for at være en del af noget. Alle mennesker har behov for at nogen er noget for dem. Og alle mennesker har behov for at være nogen for andre. Alt det lægger vi hus til i Kir kens Korshær. For ingen mennesker fortjener at føle sig ensomme. Alle mennesker har fortjent at høre til. Og det kan man hos os.

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Ensomheden bliver mindre i Paradiset

Kirkens Korshærs varmestue Paradiset i Lyngby er samlingssted for cirka 100 faste brugere. Mange af dem mangler både familierelationer, netværk og tilhørsforhold, for eksempel til en arbejdsplads. Men her kan de få en fornemmelse af at høre til. En plads i et fællesskab, hvor alle er velkomne.

Tekst: Rie Helmer

Foto: Sebastian Stigsby

En parkeret varebil fra Fødevarebanken, som deler overskudsmad ud til sociale organisationer, er første tegn på, at Korshærsbladets udsendte er på rette vej. Og ganske rigtigt. På et træskilt på en af de røde ba rakbygninger står PARADISET med store bogstaver.

Paradiset er navnet på Kirkens Korshærs varmestue i Lyngby. Varmestuen ligger i en park lige overfor Lyngby Storcenter, midt i byen, let at komme til, men afskærmet for omverdenen. Et trygt samlings punkt for mennesker i social udsathed, som kom mer her for at få et måltid mad, en kop kaffe og lidt selskab. Andre at tale med eller bare nogle at dele ensomheden med.

For ensomheden er en fælles faktor for mange, hvis ikke alle, der kommer i Paradiset. En ensomhed som kun de færreste af os kender til omfanget af, fordi den ikke blot handler om at føle sig alene, som vi alle gør ind i mellem, men bunder i en komplet mangel på netværk, livsvidner, det at have en leven de sjæl at dele stort og småt med.

Leder af varmestuen, Eva Tufte, forklarer: - Hvis din datter fyldte 40 i går, men du ikke har kontakt med hende, og du ikke har nogen at sige det til, eller hvis du er i årelang sorg, fordi dine børn er blevet tvangsfjernet. Hvem skal du så dele det med?

Hvem skal give dig en fornemmelse af, at du stadig eksisterer? Når vores brugere kommer her, møder hinanden og os og fortæller noget fra deres liv, så har de trods alt delt noget, der er vigtigt, med nogle. Så har de da talt med et andet menneske i dag.

Gratis mad, frisør og fællesskab

Eva Tuftes lillebitte kontor bagerst i barakbyg ningen inde bag køkkenet fungerer udover kontor også som opbevaringsrum, garderobe for personale og frivillige, mødelokale og i dag også frisørsalon. Frisøren har været her i årevis som frivillig. Hun er socialfagligt uddannet, har et omsorgsgen, der ikke lader sig kue, og kommer forbi Paradiset flere gange om måneden. Derfor kan brugerne gratis få trimmet lokkerne efter tur i dag, mens de venter på dagens store attraktion – frokosten.

Det er nemlig onsdag. Og i Paradiset er onsdag ”juu huu-dag”. Dagens ret er ”Duskepigernes smørrebrød de luxe”, som der står på tavlen. Dusken i navnet hentyder til den pynt, de højtbelagte madder får på som den sidste finish, før de serveres på store fade omkring klokken 12. Det er Heidi og Pia i køkkenet, som står for de fine anretninger. De er frivillige her i Paradiset, og de har travlt med smøreknivene, for menuen er voldsomt populær, og der bliver ved med at strømme nye frokostgæster ind i gårdhaven.

Mad og fællesskab som trækplaster

Ude under halvtaget på terrassen fyrer en af de faste brugere en lind strøm af jokes af. En anden fortæl ler, at Paradiset var en vigtig base for ham, noget at stå op til, da han røg ned, mistede sit job og sin fa milie og begyndte at drikke for meget. I dag har han igen fået arbejde, fortæller han, men han kommer her stadig og spiser med.

Og den gode, gratis mad er da også et af de helt store trækplastre, bliver flere af brugerne enige om. Da talen falder på ensomhed og fællesskab, bliver

der sat ord på det, Paradiset også kan og er: Et sted hvor brugerne holder øje med og passer godt på hinanden. Hvor man er hinandens familie på godt og ondt. Hvor man kan få hjælp til det med kom munen, eller til at bestille en tandlægetid, få et slag billard eller smalltalke uden at blive hængt op på noget.

Ham med vitserne fortæller, at han selv fandt hen til Paradiset med hjælp fra en god ven, som introduce rede ham til stedet. - Så stod jeg der og røg en cigaret udenfor. For jeg

- Når vores brugere kommer her, møder hinanden og os og fortæller noget fra deres liv, så har de trods alt delt noget, der er vigtigt, med nogle. Så har de da talt med et andet menneske i dag.

Eva Tufte

Leder af varmestuen Paradiset

En frivillig i Paradiset tilbyder gratis klipning til brugerne

vidste ikke, om man måtte ryge herinde. Men så kom der lige en frivillig og tog fat i mig, forklarer han.

En overraskende stor målgruppe

Det er sådan, mange finder vej herhen. For det er ikke så let at træde ind i noget nyt alene. Særligt ikke, hvis man kommer lige fra ensomheden og ikke er vant til at føle sig velkommen. Derfor gør både brugere, personale og frivillige en dyd ud af at invi tere nytilkommere indenfor.

Nogle af de nye tager lange tilløb. De kommer, står lidt på afstand og går igen med det samme, for så måske at nærme sig lidt mere et par dage senere, indtil de til sidst tør tage imod en kop kaffe og lige så langsomt træder ind i fællesskabet, fortæller Eva Tufte.

- Målgruppen er meget større, end kommunen hav de forestillet sig, fortæller hun, - Tidligere havde stedet her et lidt råt ry, så det bil

lede har vi arbejdet på at få vendt. Før havde vi ikke så mange kvindelige brugere, men det har ændret sig, efter vi invitererede til krea-hjørne med Heidi. Vi får hele tiden flere nye brugere. Og heldigvis også flere nye frivillige, siger hun, og fortæller, at stedet har omkring 100 faste brugere, og at i omegnen af 45 personer kigger forbi i løbet af en dag.

På en bund af trøffel Ude i gårdhaven er en række haveredskaber sat frem. Alt-mulig-manden Patrick har allerede plantet lidt forskelligt i højbedene, men på trods af begyn dende forårsfornemmelser, byder dagen i dag på sne, så havearbejdet får vente lidt endnu. Til gen gæld hjælpes frivillige og brugere ad om at få hængt et stort, farvestrålende maleri op under et af halvta gene. Billedet forestiller en flok brugere og er malet af en bruger på 95 år, som kommer i Paradiset hver eneste dag, som en kvinde imponeret forklarer.

En anden bruger fortæller om den seneste udflugt med Paradiset. En tur til Søllerød Kro med mad

Et maleri af Paradisets brugere bliver hængt op under halvtaget

og musik for at fejre Paradisets 30 års fødselsdag. Udflugten blev betalt med midler fra Oplevelsespul jen under Social- og Ældreministeriet, som kun må bruges i oplevelsesindustrien. Der er bred enighed om, at det var en mindeværdig dag.

met på ensomhed i disse år, for det er noget, vi som samfund skal arbejde på at gøre noget ved. Men hun savner, at det siver længere ned gennem lagene. Helt ned til dem, der er ”rigtigt ensomme”, som hun siger. Dem, der sidder alene, som ikke kan eller tør

- Nogle af de nye tager lange tilløb. De kommer, står lidt på afstand og går igen med det samme, for så måske at nærme sig lidt mere et par dage senere, indtil de til sidst tør tage imod en kop kaffe og lige så langsomt træder ind i fællesskabet.

Eva Tufte

Leder af varmestuen Paradiset

- Vi kunne slet ikke kende hinanden, griner en. - Alle kom hen til bussen i deres fineste puds, så ingen lignede sig selv. En anden fortæller, at maden var en kæmpe oplevel se, selv om ingen blev rigtigt mætte. – Det var jo sådan noget ”på en bund af trøffel”, griner han. En kvinde supplerer: – Ja, vi måtte vist alle sammen en tur forbi en pøl sevogn bagefter.

Stemningen er god i gårdhaven. Småsnakken fortsætter, og de fleste i gruppen under halvtaget vil gerne bidrage til samtalen. Det er rart at være en del af noget, at blive set, hørt og mødt af andre mennesker. Men selv om varmestuen giver grobund for fællesskab og samvær til en gruppe mennesker, som sjældent får noget forærende, heller ikke når det gælder relationer, så er det stadig et fællesskab med åbne- og lukketider. Og det er her, i de lukkede ydertimer, ensomheden oftest er mest påtrængende.

Livets formål fortaber sig - Selv om vi kan gøre meget her på værestedet, så er det den ensomhed, der foregår derhjemme, som er tungest. Den rungende ensomhed, der opstår om af tenen, natten og i weekenden, når steder som vores holder lukket, siger Eva Tufte.

Derfor er hun glad for det øgede fokus, der er kom

gå uden for en dør. Dem, der bogstavelig talt aldrig ser et menneske udover kasseekspedienten eller hjemmehjælpen.

Eva Tufte fortæller blandt andet om en kvinde, der sad alene, dag ud og dag ind, i sin lejlighed, angst og deprimeret. Kvinden beskrev det selv sådan, at hun stod op til håbløshed og gik i seng til håbløshed. Et liv, hvor ensomheden var så dyb, at hver dag lignede den forrige, ingen udsving, kun kedsomhed. På den måde kan formålet med livet let fortabe sig.

- Dem drømmer vi om at nå ud til også. Og vi har masser af idéer, siger Eva Tufte, - For eksempel at spare sammen til en Christianiacykel, så vi kan køre

Eva Tufte, leder af varmestuen Paradiset

ud og servere kaffe og pasta bolognese på bænken. Eller lave en ordning, hvor vi har frivillige, som kan gå med hjem til folk. Vi havde for eksempel en bru ger, der aldrig havde prøvet at eje et nyt møbel. Han havde et hjem, men det var med få og faldefærdige møbler. Og han havde aldrig haft besøg. Der fik vi skaffet nogle nye møbler, så han kunne indrette sig. Nu er han så glad for sit hjem, at han vil holde sel skab, for at vi skal komme og se, hvordan han bor. Det betyder noget at have et hjem, hvor man har lyst til at invitere andre mennesker.

Den frivillige forskel

Klokken nærmer sig frokosttid, og fadene med smørrebrød bliver båret ud på terrassen under halv taget. Som var det en kiosk, stiller brugerne sig i kø og udpeger en efter en de madder, de helst vil have gennem vinduesrammen uden glas i, og Heidi og Pia får travlt med at servere.

Dagens frokostgæster – brugere, frivillige og perso nale mellem hinanden – fordeler sig med de fyldte tallerkener i mindre grupper indendørs eller ved bordebænke-sættene under halvtagene udenfor og nyder sammen det kolde frokostbords lyksaligheder.

Noget af det særlige ved steder som Paradiset er netop, at her er frivillige. Og det er en helt afgørende forskel, forklarer Eva Tufte. Det, at de frivillige er her af lyst. At brugerne ved, at de frivillige ikke er her for betaling.

I Kirkens Korshær og dermed også i Paradiset er der ingen krav om forandring. Man må komme og være præcis, som man er uden at blive mødt med forventninger om at lave sin livssituation om. Her er kun ganske få regler; vold og trusler er forbudt, og røg og alkohol nydes ikke indendørs. Men ellers er man velkommen, også hvis man kommer for at

sidde med ryggen til det hele. Målet er, at alle skal være lidt mere i plus, når de går, end de var, da de kom. Og de relationer, der kan opstå, er og bliver det vigtigste våben mod ensomheden.

- Vi oplever tit, at der opstår alliancer og relationer på kryds og tværs hernede. Og vi ser også, at nogle af de ældre gerne vil give de unge et par gode råd med på vejen: ”Du skal sgu ikke sidde ligesom mig om 30 år”, siger Eva Tufte.

- Hvis jeg skulle ønske mig noget, så skulle det være, at vi nåede ud til flere mennesker, der har brug for det, som Paradiset kan tilbyde. Vi har brug for en Paradis-bus, der kan køre ud til dem, der ikke kan overskue at komme ud af deres bolig. Og brug for at alle kommuner får et Paradis, slutter hun.

- Målet er, at alle skal være lidt mere i plus, når de går, end de var, da de kom. Og de relationer, der kan opstå, er og bliver det vigtigste våben mod ensomheden.

Eva Tufte

Lede af varmestuen Paradiset

Brugerne udpeger det smørrebrød, de har lyst til

Ønskes: Metoden til fællesskab

Mennesker i social udsathed har et stort behov for at blive del af et fællesskab. Men hvordan kan den gruppe støttes bedre i at opsøge fællesskab og samhørighed? Heinz Wolf fra Kirkens Korshær efterlyser ny viden på området.

Tekst: Rie Helmer

Foto: Sebastian Stigsby

- Jeg køber ikke præmissen om, at vi mennesker selv har det fulde ansvar for, hvordan vores liv former sig.

Ordene er Heinz Wolfs, chefkonsulent og leder i Kirkens Korshær i Odense samt medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Samtalen handler om ensomhed blandt brugerne i Kirkens Korshærs sociale arbejde. Og Heinz Wolf vil gerne skyde tanken om, at vi selv er vores egen lykkes smed, helt til hjørne en gang for alle.

- Vi har alle sammen ansvaret for vores eget liv, ja. Men vi har ikke fået de samme kort på hånden. Nogle mennesker har haft så svære vilkår, lige fra de blev født, at livet simpelthen er blevet for svært at håndtere, uddyber han.

Og netop det, at problemerne som oftest er både fle re og komplekse på en gang, er medvirkende årsag til, at ensomhed fylder meget blandt mennesker i social udsathed og hjemløshed.

- 80% af de hjemløse, vi ser, har udover hjemløshed

også psykiske lidelser og misbrug som problem. Det betyder, at selv om vi får Housing First (hvor hjemløse får en bolig som det første) og en ny hjem løseaftale, så har man stadig som udsat menneske behov for støtte til at blive ført ind i fællesskaber, siger Heinz Wolf.

- Folk får ikke et bedre liv af at få bolig og bostøtte, hvis de ikke samtidig får et netværk og adgang til fællesskab med andre mennesker.

Vi mangler viden om, hvad der virker Fællesskab kan i denne sammenhæng være alt lige fra at være en del af arbejdsmarkedet til at være med i en idrætsforening eller deltage i den lokale gadefest i boligkvarteret. Det handler om at føle samhørighed, at føle sig som menneske, at man hører til.

Og selv om organisationer som Kirkens Korshær til byder fællesskab på væresteder og varmestuer rundt omkring i landet, så er der også behov for fællesska ber, som ikke har en åbningstid. Det er derfor, det er så vigtigt at få undersøgt og dokumenteret, hvad der virker.

- Vi mangler systematik og struktureret viden om, hvordan vi i vores samfund kan styrke arbejdet med at få for eksempel tidligere hjemløse ind i fællesska ber. Jeg har en idé om, at man kunne bruge samme tankegang som i en mødregruppe, hvor mødre med nyfødte børn, som bor i samme geografiske område, bliver matchet i en gruppe sammen. Hvis man nu lavede en tilsvarende model for fire personer i det samme boligkvarter, som hver især havde behov for en hånd til at opsøge fællesskabet, kunne det måske være en vej, siger Heinz Wolf.

I det hele taget mener han, at vi skal gentænke måden, vi hjælper og støtter på. For når man er udsat og måske har haft et stofforbrug i mange år, har man typisk udviklet angst og er vant til at være alene. Og så er der lang vej til selv at opsøge selskab. Heinz Wolf bruger eksemplet med at gå alene på restaurant. Selv som velfungerende, veluddannet menneske med et godt netværk og gode sociale rela tioner, kan ubehaget ved at skulle alene ud at spise få ham til at overveje take-away i stedet. Udelukken de fordi det føles akavet og ubehageligt at være ude på egen hånd.

Heinz Wolf

- Chancen for, at man selv tør eller orker at række ud, hvis man i forvejen har store sociale problemer, er lig nul.

Chefkonsulent og leder i Kirkens Korshær i Odense samt medlem af Rådet for Socialt Udsatte

Det kan være svært at opsøge selskab, hvis man har vænnet sig til ensomheden.

Heinz Wolf

Chefkonsulent og leder i Kirkens Korshær i

Odense samt medlem af Rådet for Socialt Udsatte

Hvorfra skulle mennesker, som ikke har træning i at deltage i sociale sammenhænge, så få modet og overskuddet fra til at opsøge socialt samvær? Chan cen for, at man selv tør eller orker at række ud, hvis man i forvejen har store sociale problemer, er lig nul. Det er nemmere at undgå risikoen, som Heinz Wolf siger.

Den ultimative ensomhed - Mange af vores brugere har slet intet netværk. De er, bogstaveligt talt, helt alene i verden. Når de så får en bolig, bliver ensomheden tydelig. Der kommer ingen sms eller besked på Messenger om aftenen –hvem skulle sende den? Så bliver man meget alene med sine fire vægge. Det betyder, at vi har folk, som bliver så længe som muligt i varmestuen om aftenen og ser tv og spiser hos os. Så tager de hjem og sover og er her igen næste morgen tidligt til morgenmad. Indimellem er der også nogle, som overnatter, selv om de har en bolig, fordi det er for svært at være

Ensomheden kan få mennesker til at frygte, at ingen opdager, hvis de dør.

alene fra klokken 15 til klokken 8 næste morgen.

På spørgsmålet om hvorvidt det er en særlig form for ensomhed, man oplever som socialt udsat, svarer Heinz Wolf, at det snarere handler om en voldsom grad af ensomhed. At være udstødt og ensom kan være så gennemgribende, at det ikke er muligt for såkaldt ”almindelige mennesker” at forestille sig.

- Det er en ensomhed, der får mennesker til at fryg te, at ingen vil opdage, hvis de dør. Indimellem er vi i Kirkens Korshær skrevet på som eneste pårørende, uden vi ved det. Så finder vi ud af det, hvis en bruger bliver indlagt, fordi vi bliver kontaktet, fortæller Heinz Wolf.

- Det er den ultimative ensomhed. Ikke at have en eneste pårørende. Og ikke at vide, om du vil blive savnet af et eneste menneske, når du dør.

- Mange af vores brugere har slet intet netværk. De er, bogstaveligt talt, helt alene i verden.

Socialordførernes svar

Ordførerne på socialområdet fra alle de politiske partier på Christiansborg er blevet kontaktet med nedenstående spørgsmål. Ved redaktionens slutning havde vi fået svar fra Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

• Vil du og dit parti arbejde for, at der bliver afsat midler til at få mere viden om, hvad der konkret virker?

• Hvorfor/hvorfor ikke?

• Hvis ja, hvad vil du konkret gøre?

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti:

Bekæmpelse af ensomhed er vigtigt for Dansk Folkeparti. Det er ødelæggende for livskvaliteten for de fleste mennesker at mangle en omgangskreds.

Dansk Folkeparti har tidligere fået afsat pen ge til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre. Flere ældre ønsker også at bo i seniorbofæl lesskaber – netop fordi de bliver ensomme, når de bliver enlige, eller deres børn bor langt fra dem – og det har vi også bakket op om. Det kommer desværre ikke som en overraskelse, at mange socialt udsatte men nesker føler sig ensomme. Derfor er det også positivt, at Kirkens Korshær gør en så stor forskel for netop denne gruppe mennesker.

Hvis det er opfattelsen, at der mangler viden om, hvordan man hjælper mennesker ind i fællesska ber, så vil vi bestemt se positivt på at tilvejebringe sådan viden; men jeg vil ikke lægge skjul på, at det for os er vigtigst, at der bliver brugt penge på rent faktisk at komme ensomheden til livs.

Mange har succes med helt små initiativer som f.eks. at mødes over mad eller lignende. Men jeg er helt klar over, at der for en del af brugergruppens vedkommende er tale om en kompleks problem stilling, der også vedrører andre udfordringer end ensomhed, og at disse udfordringer har betyd ning for bekæmpelse af ensomhedsproblematikken.

Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti:

I Det Konservative Folkeparti bakker vi selvfølgelig op om mere viden. At være socialt udsat og ensom på samme tid, er en selvfor stærkende forfærdelighed.

Jeg er rigtig glad for, at der bliver sat fokus på området. Når man er socialt udsat, er der i forvejen mange tabuer, som man står overfor. Jeg håber, at mere viden og fokus kan være med til at nedbryde ensomhedstabuet.

Vi har allerede sat fokus på ensomhed i Fol ketinget, hvor vi netop har iværksat et initiativ, der skal være med til at bekæmpe ensomhed. Her bidrager Røde Kors og Ældre Sagen. Men vi skal have alle med, for ensomhed kan være hårdt og drænende. I dagens Danmark må og skal det ikke være et tabu.

Fakta om ensomhed:

• I Danmark er ensomhed årligt relateret til godt 2.200 ekstra dødsfald, hvilket svarer til 4% af alle dødsfald

• Omtrent én ud af otte (12,4%) danskere har tegn på ensomhed, og andelen er større blandt kvinder (14,1 %) end blandt mænd (10,7%)

• Der er en relativt stor andel af arbejdsløse (22,2 %), som har tegn på ensomhed, førtidspensionister (26,7%) og andre uden for arbejdsmarkedet (28,2%).

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Nyt partnerskab mod ensomhed

Et nyt partnerskab mod ensomhed skal blandt andet udvikle Danmarks første nationale ensomhedsstrategi. En bred række af aktører, heriblandt Kirkens Korshær, deltager i partnerskabet, som Røde Kors og Ældre Sagen skal stå i spidsen for.

Social- og Ældreminister Astrid Krag siger blandt andet om baggrunden for partnerskabet: - Vi skal blive bedre til at få alle med i fællesskabet og særligt de mennesker, som ikke selv er i stand til at række ud efter den hjælpende hånd.

Kilde: Social- og Ældreministeriet

Tilskuer til livet

Ensomhed er et vilkår i Kirkens Korshærs sociale arbejde. Uanset om det er fattige børnefamilier, psykisk syge, hjemløse, mennesker med misbrug eller andre former for social udsathed, er ensomheden et fællestræk, der går igen.

Vi har spurgt fire repræsentanter for Kirkens Korshærs sociale arbejde, hvordan de i hverdagen oplever ensomheden og arbejder med at skabe mere fællesskab i brugernes liv.

Tekst: Rie Helmer Foto: Privatfotos

At gøre noget sammen skaber fællesskab

Line Pinstrup, leder af det sociale arbejde på Stubben – Botilbud og Varmestue, i Helsingør.

Ensomheden er et tema for vores brugere på lin je med for eksempel misbrug, dårlig økonomi og manglende netværk. Men ensomheden er ikke et særligt vilkår for socialt udsatte, den er et grund vilkår hos alle mennesker. Den ligger op ad de ting, vi ikke er stolte af, den er et tabu. Man skal ikke stikke meget ud, før man er anderledes, særligt ikke i en verden, hvor den normale sociale adfærd er så snævert defineret. Så ensomhed er i boldgade med skyld og skam. Og det stiller store krav til os og krav til vores evne til ikke at være ensomme. På den måde skaber ensomheden isolation, mere skam og mere ensomhed.

På Stubben handler det meget om det forpligtende fællesskab. Det særlige er, at vi ikke er en kommu nal institution eller et beskæftigelsesprojekt. Alle er nødt til at hjælpe med at holde hus og have. Selv om vi har en vicevært, er der rigeligt med praktiske opgaver at lave på Stubben, og hvis ikke vi; ansat te, frivillige og brugere, sammen gør det, så bliver det bare ikke gjort. Det, at gøre noget sammen, som har en reel værdi, kan være med til at skubbe ensomhedsdyret væk.

Her bor 11 mennesker på vej fra hjemløshed til deres eget. Når vi er fælles om at holde stedet, skaber det nogle gode øjeblikke, nogle snakke og nogle relationer. Der bliver fyret jokes af og fortalt historier. I går havde vi fælles arbejdsdag, hvor vi alle sammen arbejdede og spiste sammen. Det er det, vi kan som civilsamfund – skabe nogle reelle samarbejdsrelationer. Det bliver ikke konstrueret. For nogle mennesker kan bare det at komme ned ad trappen og ud i haven være nok til at mindske følelsen af ensomhed.

Jeg synes, vi har en stærk faglighed i det sociale arbejde. Den skal vi ikke glemme at stå på. Men vi kan også noget andet, hvor vi skaber møder, hvor

mennesker er til stede, fordi de har lyst. Det er no get særligt. Vi er 20-25 frivillige omkring Stubben, som alle er med til at vise det i praksis: At man som

menneske kan give noget og tage noget. Frivillighe den gør, at relationen bliver ligeværdig. Det er med til at øge følelsen af fællesskab og mindske følelsen af ensomhed.

Line Pinstrup, leder af det sociale arbejde på Stubben –Botilbud og Varmestue

Der kommer fodfæste i stemmen

Lone Lilør Kristensen, psykolog, Sct. Nicolai Tjenesten – anonym rådgivnings- og samtaletjeneste:

Vores brugere har tit svære livsomstændigheder, sorg, smerte og sygdom, som har gjort, at de bliver hægtet af samfundet. Dér er vi generelt ikke så gode til at møde det anderledes. Men hvad er det rigtige liv? Der er en fortælling om, at man skal arbejde,

ville afhjælpe ensomheden at være en del af noget. Men hvis man aldrig føler sig som en del af noget, så bliver det til ensomhed. Man bliver tilskuer til livet.

Jeg oplever, at ensomhed og kedsomhed går hånd i hånd. Det kan være fint at kede sig i et par dage, det kender alle til. Men hvis der aldrig sker noget som helst, du ser ingen mennesker, dem, du taler med, har du ingen nære relationer til – det gør dig demotiveret og træt. Det kan påvirke både søvnen og den mentale tilstand. At så mange har brug for os, vidner om, at der er mange ude i stuerne, som ikke er inde i fællesskabet. Men hvor kunne de byde ind med meget! Der er så mange hoveder og hjerter, som slet ikke bliver brugt i vores samfund.

Ofte kan jeg høre fastheden i stemmen vende tilba ge, når jeg har talt med dem en stund. Der kommer fodfæste i stemmen. Når man er ensom, er det som om, man svæver rundt. Der er ikke noget at holde fast i. Så har man brug for et andet menneske at holde lidt i hånden. Lige at mærke en anden, mær ke, at der er en ved min side. Det kalder jeg evan gelium i praksis. Det smukkeste er, når vi er der for næsten, ved siden af hinanden.

Jeg talte på et tidspunkt med en meget forsagt kvinde, hvor det viste sig, at hun havde en kæmpe viden om orkidéer. Pludselig fortalte hun løs. Det at få lov at fylde, at få en identitet, at hun for en gangs skyld kunne være den kloge – det vokser man af. Men ensomheden, den gror som mug på én. Man glemmer, hvad man kan og ved noget om. Hvad man har med sig.

til man segner for at være en god samfundsbor ger. Mange af vores brugere ville gerne være del af arbejdsfællesskabet, men får ikke muligheden. Det

Det er også vigtigt at kunne være fælles om, at no get er svært. Fælles om det at være menneske. Men vi er ikke ret rummelige overfor mennesker, der er skæve og kantede. Vi skal turde være interessere de, ikke kun interessante. Det er, som om vi lytter til andre som afsæt til at tale om os selv. Derfor er det en god øvelse at lade være nogle gange. At tage en sund pause fra sig selv. Vi lever i en tid, hvor

Lone Lilør Kristensen, psykolog, Sct. Nicolai Tjenesten

det hele handler om mig. Det er Kirkens Korshærs arbejde et forsøg på et brud med. Vores frivillige skal kunne udholde ikke selv at være midtpunkt. Hvis man altid tager afsæt i sig selv, bliver man ikke en god lytter, og så bliver den, der ringer herind, dobbelt ensom.

Jeg synes, det er fedt at være alene, når jeg kommer hjem om aftenen. Det er et privilegium at have det sådan, og det er der mange, der ikke oplever. Jeg forbinder det med at føle sig elsket. Der skal nogle ressourcer eller en ”kærlighedsbank” til at kunne udholde at være alene og ikke blive ensom af det. Men hvis man hele tiden er alene, bliver det til en somhed. Hvis man aldrig har været elsket og mødt. Nogle har ikke oplevet, at nogle, bare ét eneste men

neske, har syntes, de var fantastiske. Hvis man har dét med sig, så er det næsten en evig ensomhedsfø lelse, uanset – for den kommer igen. Man har ikke den kærlighedsbank at tage af.

Mennesker har brug for hinandens spejl for at se, at vi har værdi. Det at blive mødt og træde frem, som den man er, det gør, at man føler sig som en del af noget. At man ikke går i et med tapetet. Man bliver personen, MIG, på stolen. Man fylder lige pludselig med sig. Det er meget smukt. Det har vi brug for! For det bekræfter, at man er i live endnu. Det, at der er nogle at sige godmorgen og godnat til. God påske og glædelig jul. At samtale og være der for hinan den, lytte og gide hinanden, det er lige så vigtigt som at spise, drikke og sove.

Lone Lilør Kristensen Psykolog, Sct. Nicolai Tjenesten

De her mennesker er så vant til at blive nedvurderet

Pia Skov Christensen, afdelingsleder, byarbejdet i Sønderborg – varmestuen og familiearbejdet i Nordborg.

Ensomhed kan ramme alle, men udsatte mennesker er dobbelt eksponerede. Hvis du har ressourcer, kan du vælge at indgå i noget, men som udsat kan du ikke vælge. De føler sig hele tiden marginaliserede. Der er brug for sunde fællesskaber, hvor de ikke føler sig forkerte. Hvor de ikke er nede på point fra starten.

Vores brugere taler meget om glæden ved at komme i vores fællesskab. Et fællesskab, som især består af, at der er nogle at snakke med. At de ved, hvad de kommer ned til, og at der er noget at komme ned til. Den tryghed, der er forbundet med det. Vi sørger for, at det er det samme, der foregår hver gang. Ofte tænker man, at ”så kunne vi lige gøre sådan og sådan”. Men nej! For det er jo mig, der synes, forandringer er rare. Det synes denne gruppe ikke.

De lever i forvejen i så meget kaos, så de har behov for genkendelighed.

Derfor gør vi også meget ud af at holde påskefroko ster, jul og fødselsdage. Det er jo det normbegreb, de fleste af os er vokset op med. Men det er en luksus at have behov for at stikke ud. For hvis man ikke er en del af fællesskabet, er det eneste, man drømmer om at være en del af den norm og det fællesskab.

Vi har blandt andet en gruppe af børn fra 4. klasse og opefter, som kommer i et tilbud, de selv har døbt ”Hyggeholdet”. Der begynder vi hver gang med en runde: Hvordan har du det i dag. Den er de så glade for. Den springer vi aldrig over! For her har de taletid. Mange af dem trives ikke i skolen på grund af mobning, de føler sig udenfor eller fungerer ikke

- Der skal nogle ressourcer eller en ”kærlighedsbank” til at kunne udholde at være alene og ikke blive ensom af det.

socialt. Under runden lytter alle helt stille til den, der taler. Det er så værdifuldt. Det skaber magi. For

Vi lever i det, man kalder udkantsdanmark, så det kan være svært at finde kvalificerede frivillige. Der for har vi mange brugerfrivillige, hvilket betyder, at brugerne er meget involverede i stedet. Det er blevet deres sted, som de er medansvarlige for og passer godt på. Folk byder ind på rengøring og arbejdsda ge. Og i familieklubben for udsatte familier kører de andre ud med mad, hvis nogle har en dårlig periode, eller de hjælper hinanden med at flytte. Jo mere plads vi har givet det, jo mere er det vokset. Jo mere empowerment et menneske får, jo mere aktør bliver det menneske i sit eget liv. For eksempel er det ikke os som professionelle, som har sørget for en fryser til de madvarer, vi får fra Fødevarebanken. Det er en af brugerne.

Den tankegang om at give magten tilbage til bru gerne, har jeg taget med ind i varmestuen. Nogle gange kommer vi til at vælge den ”nemme” løsning; at servere tingene for dem. Men vi bliver bedre og bedre til at tage den ekstra tid, det tager, når bru gerne selv gør tingene. I stedet for at gøre det, nogle foreslår, siger vi: Det lyder godt – skal vi ikke gøre det sammen?

Pia Skov Christensen, afdelingsleder, byarbejdet i Sønder borg – varmestuen og familiearbejdet i Nordborg

det bliver tilladt at komme med det, du kommer med. Uanset hvordan du er, lytter vi og giver plads.

Jeg har læst alle bøgerne om empowerment, men det seneste år er det gået op for mig, hvor meget kraft der er i det. Det kræver, at man bruger tid. For så snart en bruger træder op og siger: Jeg vil gerne stå for maden, så åbner han samtidig op for at blive vurderet. De her mennesker er så vant til at blive nedvurderet. Så det kan tage lang tid, og vi skal være meget opmærksomme på, hvor vi som profes sionelle skal stå. Om vi skal stå lige ved siden af og støtte, eller lidt længere væk, så vi bare er i nærhe den. Det kræver menneskekundskab og opmærk somhed. Men investeringen kommer tilbage. Og det virker på ensomhed, fordi du selv tager ansvar og kan være noget for andre. Jeg tror, følelsen af ensomhed er direkte proportional med følelsen af at være noget for andre.

Ensomheden opstår, når det koster penge at få fællesskab

Vi skiller os ud på Lolland og Falster på grund af geografien. Vi har mange spredte byer, og ensom heden er stor, især for de hjemløse og dem, der bor udenfor de større byer. Vi oplever, at det er en anden form for ensomhed, vi har her, end den, der findes i storbyerne. De udesovende laver ikke fælles lejre, som de gør andre steder. Langt de fleste sover alene i skoven, under en presenning eller på et toilet på banegården.

Mange, som flytter hertil, har en romantisk fantasi om, at det er lidt som en Morten Korch-film på lan det. Men lægen ligger to busser og en togtur væk, og det er dyrt i transport. Bare det at handle eller finde fællesskab betyder udgifter til transport. Ensomhe den opstår, når det koster penge at få fællesskab. Sat på spidsen skal du være heldig, hvis der går én bus om dagen i små byer som Errindlev og Rødbyhavn. Derfor har vi oprettet en udekørende enhed, hvor vi tager ud til de udesovende mennesker. Vi tager ud og hilser på og ser, hvad vi kan hjælpe med.

Vores faglighed består blandt andet i at skabe den gode relation. Det kan være svært at tale med et menneske, der har ondt i livet. Man har lyst til at gøre noget: Ringe til lægen, følge vedkommende til tandlægen. Vi er så vant til at fikse ting. Men her skal du kunne være til stede i relation med et menneske, der lider, uden at fikse det. Vi skal kunne være sammen om at have det svært. Det kan skabe håb om, at det kan blive bedre. Og vi kan give lin dring: Mad, et bad, en henvisning til noget tandple je.

Og det er så fedt, når det lykkes! Vi har en gut, sidst i 50’erne, som har været sindslidende det meste af sit liv. Han var meget plaget, frygtelig ensom, dybt forgældet og fik masser af medicin, da vi mødte ham

første gang, men ingenting hjalp. Lige så stille fik vi lidt overblik over økonomien. Han var på førtids pension og skyldte 600.000 kroner til Skat. Dem fik han eftergivet, blev gældfri og fik en ny psykiater. I

Maria Mistarz Benzon, leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland og Falster

dag er han næsten ude af medicinen, har et fritids job og har kontakt til alle sine børn. Nu kommer han her for at sige tak for hjælpen. Det er det, vores fællesskab kan – give det lille puf.

Læs medarbejdernes fulde beretninger på www.kirkenskorshaer.dk

Maria Mistarz Benzon, leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland og Falster

Lige så snart vi tænder telefonen, ringer den

56.000 opkald taler deres tydelige sprog: Ensomhedens.

Så der er brug for Sct. Nicolai Tjenesten. Og Sct. Nicolai Tjenesten har brug for frivillige som Maria, som på femte år ifører sig headset for at lytte til mennesker, der ikke har andre at dele deres liv med.

Tekst og foto: Rasmus Adserballe

380.000 danskere over 16 år har givet udtryk for, at de føler sig ensomme. Men det var før Corona. Før mange for alvor fandt ud af, hvad det vil sige at savne, mangle og være foruden. Før det stod klart, hvad man var i stand til at holde ud helt alene, og hvad man ikke var.

I 2020 modtog Kirkens Korshærs samtaletjeneste, Sct. Nicolai Tjenesten, 56.000 opkald. En stigning på næsten 10.000 i forhold til året før. Mange af disse fra mennesker, som søgte selskab. Og som fik det, da Maria, frivillig i Sct. Nicolai Tjenesten, sagde goddag i den anden ende af røret.

- Folk kan have så meget på hjerte, at de har svært ved at stoppe igen. Man kan jo snakke med dem i flere dage, hvis det skulle være, fortæller Maria, som synes, at det at afslutte samtalerne er det sværeste, ikke bekymringen for at komme til at sige noget forkert.

- Så kan jeg jo bare undskylde og forklare, hvad jeg egentlig mente. Jeg kan ikke huske, jeg har oplevet, at nogen blev sure på mig.

Gaven til mennesket, der ingen har På sine vagter i Sct. Nicolai Tjenesten er Maria som en radiovært på en kanal fuld af ’dead air’, der endda sender døgnet rundt. Hun er stemmen i et program for mennesker, der ikke har andet på programmet

end at tale med hende om deres liv. Som er blottet for liv. Alligevel kalder Maria sin ulønnede tjans for livsbekræftende.

- Det giver mig en glæde at kunne være lige dér for et andet menneske, og en tro på, at næsten uanset hvad jeg kommer ud for, så skal det nok løse sig. For der er folk, jeg snakker med, som kommer gennem meget større ting, end jeg nogensinde har været udsat for. Men de har stadig liv, de gerne vil leve, forklarer Maria og fortæller, hvorfor man skal blive frivillig lige netop dér:

- Man kan være en gave til et andet menneske. For man bruger tiden på at være noget for nogle, der ellers aldrig oplever det.

Her lyttes der

I andre sammenhænge hører man nogle gange mest efter, fordi man er interesseret i, hvad man selv vil svare. Fordi man gerne selv vil på banen. Men her handler det om at tilsidesætte sig selv og bare lytte til den anden. Være nærværende i samtalen.

- Når jeg er her, lytter jeg aktivt efter, hvad der bliver sagt uden hele tiden at tænke på, hvad jeg selv skal sige, fortæller Maria.

Hun vurderer, at Sct. Nicolai Tjenesten blandt andet

Marias tips til at blive en god frivillig i Sct. Nikolai Tjenesten:

1.

Man skal kunne lade være med at fortælle om sig selv

2. Man skal kunne lade være med at give gode råd

3. Man skal kunne lade være med at tænke, at man ved bedre

4. Man skal lade være med at have en trang til at fikse folk

- Ved at forstå hvilken ensomhed det er, siger Maria.

er et hit hos mennesker med psykisk sårbarhed, som er en del af ”systemet”. Fordi de så sjældent oplever, at der bare bliver lyttet til dem. Der er altid nogle, der har en agenda i forhold til at skulle fikse dem og få dem videre.

- Jeg tror, det er derfor, der er mange, der bliver ved med at ringe til os. Her har de et frirum, hvor de kan få lov til at tale og rent faktisk blive lyttet til, uden at nogen sidder klar med en facitliste.

Lys og forståelse

Det er mennesker i alle aldre, der ringer ind, siger Maria, som selv er midt i 40’erne. For både unge og ældre kan føle sig ensomme, men ensomheden kan afhjælpes.

Om det er den relationsløse, den, der opstår, når man mister, eller den der kommer, når man mærker, at livets ende er nær – den eksistentielle ensomhed. Det gælder om at være nysgerrig på det menneske, man taler med.

- Mange ensomme føler sig helt alene i verden. Der er ikke nogen, der forstår dem eller ser dem. Og det er dét, vi kan, i Sct. Nicolai Tjenesten. Ved lige så stille at åbne små sprækker og lyse på dem, så de bliver set.

- Nogle af dem, der ringer ind, kunne jo lige så godt være mig. Mig om 10 år, mig for 10 år siden. Jobbet giver et fantastisk indblik i den menneskelige natur og sætter mit eget liv i perspektiv. Jeg har ikke prø vet noget lignende andre steder, hvor jeg har været frivillig.

Den frivillige forskel

I hvert nummer af Korshærsbladet portrætterer vi medarbejdere, der frivilligt hjælper til i enten en genbrugsbutik eller i organisationens sociale arbejde. De er i allerhøjeste grad med til at få hjulene og dermed hjælpearbejdet til at køre rundt. Uden dem, ingen Korshær.

Vil du vide mere?

På www.kirkenskorshaer.dk/blivfrivillig, kan du læse mere om, hvordan du, eller en du kender, kan blive en del af sammenholdet.

Krig i Europa

”Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have, der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.”

Halfdan Rasmussen skrev sangen ”Noget om helte” i 1950’erne. Han havde oplevet 2. Verdenskrig og den efterfølgende ”kolde krig”, og Halfdan var, som både pacifist og kristen, levende optaget af at tale imod krig, vold, had og magthaveres ondskab.

Der er krig i Europa igen. Jeg er netop blevet 60 år, og jeg levede indtil den 24. februar 2022 i den naive tro, at min generation ikke skulle opleve krig i Europa. Jeg ved godt, at der var krig og konflikt, da Eks-Jugoslavien gik i opløsning i 1990’erne, men krigen i Ukraine er noget helt særligt.

Min far, Johannes Aagaard, fortalte mig ofte om rædslerne i 2. Verdenskrig, og selv har jeg kunnet følge med i konflikter og krige rundt om i verden. Men jeg har egentlig altid haft en følelse af, ”at vi er klogere i Europa. Her løser vi konflikter på en mere civiliseret måde”.

Jeg har altid tænkt, at blandt kristne, der skal dialogen, næstekærligheden og Jesu fokus på at vende den anden kind til erstatte menneskers primitive og syndige behov for at slås. Men jeg er blevet vækket

af min tornerosesøvn af virkelighedens verden, hvor mænds ulykkelige og primitive villighed til at bruge våben og vold igen skaber lidelse, tårer, død og ødelæggelse. Hvor mange skal denne gang dø pga. menneskers forfærdelige syndighed?

Der findes IKKE nogen retfærdig krig. Der findes ikke nogen retfærdig og god vold – der findes kun krig og vold, og det er aldrig godt eller acceptabelt, hverken i kristen eller menneskelig forstand. For enhver kristen må spørgsmålet derfor altid være –hvordan stopper vi krigens ødelæggelser og ondskab? Hvordan stopper vi menneskers ødelæggelse af livet for dem selv og for andre? Hvordan bremser vi magthaveres vilkårlige misbrug og voldsparathed?

For Halfdan Rasmussen begynder enhver forandring i den enkeltes protest. Vi skal protestere mod vold og krig – ikke med våben men med ånd! Det er kirkens opgave altid at protestere, når livet undertrykkes og trædes under fode, og i stedet pege på alt det, der skaber liv og værdi. Det vidste Halfdan Rasmussen, og han skrev:

Tekst: Morten Aagaard, sogne- og Korshærspræst, Aarhus Foto: Privatfoto

”Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha’ skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.”

Da præsten Kaj Munk den 1. januar 1944 holdt sin sidste prædiken, inden han få uger efter blev likvideret af Gestapo, sagde han:

”Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: “Kommer de efter dig i Nat?” Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker

er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.

Jeg synes, at det er et stærkt vidnesbyrd til os alle. Som kristne hader vi ingen! Som kristne slår vi ikke ihjel! Som kristne står vi altid på fredens, kærlighedens og livets side. Det har vi lært af Kristus selv. Som kristne beder vi uophørligt for fred, for forsoning, og vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Jeg vil slutte med sidste vers af Halfdan Rasmussens sang: Fred og alt godt!

”Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.”

Kort nyt

HJEMLØSEKONFERENCE I MARIBO

135 par sko i en lang række – et for hvert hjemløse menneske i området – viste vejen ind til Mari bo-hallerne, da Kirkens Korshær på Lolland og Falster inviterede til hjemløsekonference.

Med temaet ’Hjemløshed på landet’ kunne deltager ne høre oplæg fra Foreningen SAND, repræsentan ter fra Odense Kommune, socialsygeplejerske Mette Neumann fra Guldborgsund Kommune og senior forsker ved VIVE Lars Benjaminsen.

Også Social- og Ældreminister Astrid Kragh (S) var med via video, iført en sweater hun havde fået af Kirkens Korshærs frivillige strikkere.

TAKE AWAY TIL VARMESTUER OG HERBERGER

I samarbejde med takeaway virksomheden Hung ry kunne Kirkens Korshær give gratis takeaway til 1.700 hjemløse og socialt udsatte. Det skete som del af Hungrys ’give away’ koncept, hvor danskere har kunnet donere 5, 10 eller 20 kroner til hjemløse og socialt udsatte, når de har bestilt mad hjem.

Heine Iversen, leder af Natcaféen på Stengade, for talte, hvad donationen havde betydet for dem:

- Det betyder enormt meget for os og for de men nesker, der kommer hos os. Da vores brugere er mennesker uden mange ressourcer, er det en gave, hver gang der bliver gjort noget ekstra for dem. Det er jo en ting, de aldrig ville prioritere selv, da fokus er på det helt basale.

VELOVERSTÅEDE REGIONSÅRSMØDER

Hvert forår holder Kirkens Korshærs fem regioner hver deres regionale årsmøde. Her kan medlemmer, frivillige og medarbejdere sammen få indsigt i det sociale arbejde gennem regionschefernes årsberet ninger, oplæg og foredrag.

Og i år var det for første gang siden strukturæn dringen muligt at holde regionsårsmøderne fysisk til stor glæde for alle tilstedeværende. Ikke alene styrker det fællesskabet, det gav også mulighed for en vigtig dialog om det sociale arbejde og Kirkens Korshær.

NY LEDER FOR SCT. NICOLAI TJENESTEN OG ARRESTHUSTJENESTEN

Præst og psykoterapeut Linda Friis Christoffersen overtog den første april stillingen som leder af Sct. Nicolai Tjenesten og Kirkens Korshærs Arresthu stjeneste. Med den dobbelte faglighed i rygsækken har diakonien været en rød tråd gennem hendes ar bejdsliv, med et særligt fokus på og blik for menne sker, der lever på kanten af samfundet. Et arbejde, som har været præget af håbet som fortegn – også når et menneske befinder sig i en livskrise.

Tidligere har hun blandt arbejdet som præst, kirkeog kulturmedarbejder og som rådgiver og social koordinator i Café Exit.

Fortællinger fra hjemløse: Christians historie

Han har været her før, men det er nogle år siden nu, og han er ret omtumlet. Det føles som meget længe siden, og der er ikke noget, der virker bekendt.

Christian er kun 22, men har surfet rundt og boet på gaden i 7 år. Han har haft ophold på adskillige forsorgshjem - heriblandt Alberta - og også været indlagt i psykiatrien et utal af gange.

Den aften Christian ankommer i Sønderborg, er han blevet sendt på toget fra Randers netop efter at være blevet udskrevet. Han er lidt i tvivl om, hvor længe han var indlagt, eller om han selv synes, han har det bedre. Han er syg, det er han stadig, og det er han ikke i tvivl om. Men måske har han det lidt bedre? Det fortalte sygeplejersken ham i hvert fald. Det er svært selv at mærke efter.

I Randers fik han stukket en togbillet i hånden og adressen på Vøl-Bogade 8. “Der er en plads til dig dernede,” fik han at vide, efter at være blevet fortalt at der ikke længere var plads til ham på afdelingen. Han er glad for, at han kom frem til Sønderborg. Det var en lang togtur, med skift på vejen, og fristende plan B’er og åbne muligheder helt indtil han står foran døren til Alma.

Da vi åbner døren, ser vi en træt ung mand med to poser i hænderne. To hvide plastiksække. Han har

alt, hvad han ejer med i poserne til Sønderborg. Sit tøj, sin PlayStation, et håndklæde, en hovedpude. Den første aften kommenterer Christian, at der er meget tomt i huset. Han spørger ind til, hvornår de andre mon kommer hjem. Han bliver urolig, da han hører, at der skal være stille allerede kl. 22, så han får lov til at låne en computer den første aften. Så er der lidt underholdning.

Morgenen efter får Christian stærke abstinenser. Der bliver ringet efter vagtlægen, der kan komme og give ham noget for det. Christian fortæller, at han hører stemmer, der fortæller ham, at han skal begå indbrud eller slå nogen ihjel. Han siger, at Alma er det sidste “skud i bøssen” for ham.

Vagtlægen vurderer, at der ikke er tale om stærke abstinenser, og han vil ikke give Christian noget for det. Han mener i stedet, at det er et psykisk pro blem, som psykiatrien i Aabenraa skal tage sig af. Eftersom Christian netop er blevet udskrevet fra psykiatrisk i Randers, er vi lidt i vildrede.

Vi tager os af Christian, så godt som vi kan. Da han har været her et par dage, lægger hans mor en hård sms besked til ham på telefonen til Alma: “Vi kan ikke klare mere af dig og dit.”

Christian håber virkelig, at han kan komme ud

Tekst: Lea Lyngø

KORSHÆRS BLADET

Kirkens Korshær (Fælleskontor)

af sit misbrug, og han ankommer til Sønderborg med et desperat ønske om forandring. Men han er skeptisk. Christian siger, at han har været “gennem møllen” i årevis, og tilliden til både “systemet” og folk omkring ham er faldende. Han siger selv, at han “er blevet kastet frem og tilbage.”

Hans tillid til sig selv har også haft det bedre. Han virker indimellem utryg i den ro, vi prøver at skabe her. Som om at han er så vant til kaosset, at han føler sig nødt til at reproducere det. Når man ikke har oplevet andet end svigt, er det måske ikke muligt at forvente mere end det. Eller også er det for hårdt at investere sig i processen hver gang.

Christians tid på Alma er svær. Os personale føler tit, at vi ikke slår til i kontakten til ham. Han er en god dreng, men man kan glemme, at han kun er 22 med måden, han taler til os, når han er frustre ret, eller med de historier fra sit liv, som han kan fortælle. Med en opvækst som hans, skal man måske huske, at det kan være svært at gætte sig til normal adfærd.

Christians baggrund maler desværre et billede, vi ofte ser hos unge beboere på Alma og Alberta. Hans barndom var præget af misbrug, svigt og overgreb. Gennem sit ophold her, beder vi igen og igen Chri stian om at passe på sig selv, men det er tvivlsomt, om der nogensin de er nogen, der rigtigt har passet på ham.

FORTÆLLINGER FRA HJEMLØSE

Christians historie stammer fra udgivelsen ’Fortællinger fra hjemløse’, som er produceret af Kirkens Korshær i Sønderborg. Udgivelsen er til dels en beskrivelse af den måde, som Kirkens Korshærs herberger arbejder på. Til dels en beretning om de mennesker, som Christian, der finder vej til herbergets dør.

Den fulde udgivelse kan læses på: www.kirkenskorshaer.dk/fortaellinger-fra-hjemloese

Nikolaj Plads 15 1067 København K Tlf. 33 12 16 00 www.kirkenskorshaer.dk Giro 540-1429 CVR 8288 3711

Kirkens Korshær er en medlemsbåret landsdækkende almennyttig frivillig forening. Kirkens Korshærs målsæt ning er at yde hjælp til nødstedte mennesker i Danmark.

Redaktion

Jeanette Bauer (ansv.)

Rie Helmer

Kitte Fabricius Morten Østergaard Sørensen Rasmus Adserballe

Korrektur Néné La Beet

Layout Jan Hesselvig Krogh

Tryk Tarm Bogtryk A/S ISSN 1902-2107

Forsidefoto

Sebastian Stigsby

Korshærsbladet Korshærsbladet udkommer fire gan ge årligt i godt 8.000 eksemplarer. Bladet sendes til alle medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær, arbejdspladser og genbrugsbutikker under Kirkens Korshær.

Adresseændring eller afmelding kk@kirkenskorshaer.dk eller telefon 33 12 16 00

Chef for Kirkens Korshær

Jeanette Bauer

Formand for hovedbestyrelsen

Ian Ørtenblad

Redaktionen af Korshærsbladet NR. 2/2022 blev afsluttet den 25. april 2022.

Skriv til Korshærsbladet på redaktion@kirkenskorshaer.dk Støt Kirkens Korshær på MobilePay 440029

GIV ET UDSAT BARN EN OPLEVELSE

Hver sommer tager Kirkens Korshær fattige og udsatte familier med på ferie. Det kan være i sommerhus, til et badeland eller på telttur. En ferieoplevelse kan gøre en kæmpe forskel i et udsat barns liv. Et afbræk fra en hård hverdag. Et pusterum, hvor der sker noget sjovt. Et fællesskab, hvor børnene oplever noget sammen med andre og finder venner. Minder, der gemmes i rygsækken. Gør en forskel i et udsat barns liv.

MobilePay 330055 (Valgfrit beløb)

Giv 200 kr: SMS FAMILIE til 1416 (Svarer til en feriedag pr. person)

Giv 400 kr: SMS PAUSE til 1416 (Svarer til et feriedøgn pr. person)

GIRO INDBETALING

Plads

Indbetaling via netbank til reg.nr. 3001, konto nr. 12062680.

dit CPR-nummer, så indberetter

til SKAT og du får skattefradrag for din donation.