KORSHÆRS BLADET
Slut med symptombehandling
Værdighed for de mest
udsatte skal på den politiske dagsorden
Et frirum på egne præmisser
Naapiffik giver værdighed til udsatte og sårbare grønlændere i Aarhus
I Hyttebyen kan man være sig selv
En værdig alderdom for tidligere hjemløse, hvor der er plads til det hele menneske
Indhold
Tema: Værdighed for alle
Alle mennesker har ret til en værdig tilværelse
Synet på udsathed udfordrer retten til værdighed
Slut med symptombehandling
Kirkens Korshær mener: Tre indspark til en værdighedsreform
Arresthustjenesten sidder med, når det er allersværest
Den frivillige forskel: Jeg kunne sidde herhjemme og sy ved min egen symaskine – men jeg kan godt lide fællesskabet
Et frirum på egne præmisser
Til eftertanke: I Guds øjne er værdigheden medfødt og umistelig
I Hyttebyen kan man være den, man er En værdig afslutning på livet
Følg Kirkens Korshær på de sociale medier
Kirkens Korshær bidrager særligt til arbejdet med seks af FN’s 17 Verdensmål.
Ikonerne er designet for FN af Trollbäck+Company
Alle mennesker har ret til en værdig tilværelse
Tilbage i april kom der i medierne fokus på, hvordan alvorligt psykisk syge mennesker bliver parkeret på natvarmestuer og herberger. I stedet for at få den hjælp, som de har brug for og ret til. En alvorlig historie, som desværre ikke er nogen nyhed for os i Kirkens Korshær.
For på Kirkens Korshærs herberger og varmestuer møder vi ofte mennesker, som har desperat brug for behandling i psykiatrien, men som ikke får den. Fordi systemet er presset. Og fordi systemet ikke rummer dem eller kompleksiteten i deres livssituation.
Det er uacceptabelt. Men mennesker med psykisk sygdom er desværre langt fra de eneste, som ikke får den hjælp, de har brug for. Det gælder også stofbrugere, der ikke har trygge rammer. Fattige, som ikke har råd til at leve en normal tilværelse. Ældre udsatte, som ikke har passende botilbud.
Korshær mener vi, at alle mennesker er uendeligt værdifulde. At alle fortjener en værdig tilværelse uden store afsavn. Uanset hvad de måtte have med i bagagen.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad værdighed er for en størrelse? Det er nemt at mærke, når noget er uværdigt. Men hvad er egentligt ingredienserne i en værdig tilværelse?
- I Kirkens Korshær mener vi, at alle mennesker er uendeligt værdifulde. At alle fortjener en værdig tilværelse uden store afsavn. Uanset hvad de måtte have med i bagagen.
Jeanette
Bauer Chef for Kirkens Korshær
I Kirkens Korshærs øjne handler det om, at man bliver anerkendt og set som det hele menneske, man er. At man får hjælp til at møde sine basale behov. At man bliver taget alvorligt og mødt i sine behov, ønsker og drømme.
Det er den form for værdighed, vi i det sociale arbejde skaber hver eneste dag. Og det er den slags værdighed, vi politisk arbejder for at skabe bedre rammer for.
Som samfund kan vi ikke være bekendt at behandle mennesker i udsathed på den måde. Det er uværdigt.
Derfor er jeg også glad for, at værdighed er kommet på den politiske dagsorden. Regeringen har erklæret, at den vil skabe mere værdige forhold for de mest udsatte danskere. At de skal mødes på en måde, som tager langt bedre hånd om dem.
Den ambition kan jeg kun bakke op om. I Kirkens
Vi møder folk i øjenhøjde, også når man ligger ned. Vi rådgiver, trøster og støtter. Og vi arbejder politisk for at forbedre vilkårene for udsatte. Så vi kan sikre alle, hvad de fortjener: En værdig tilværelse.
Jeanette Bauer Chef
for Kirkens Korshær
Synet på udsathed udfordrer retten til værdighed
Retten til at leve et værdigt liv er en central del af de sociale rettigheder, som alle danskere har i velfærdsstaten. Men forståelsen af udsathed som et individuelt problem og opbygningen af systemet fører til social diskrimination, mener professor i socialret, Stine Jørgensen.
Tekst: Kitte Fabricius
Illustration: Genereret med AI
I oldtiden var værdighed tæt forbundet med status, og en persons værd blev målt ud fra deres sociale position eller magt. Senere blev det i middelalderen knyttet sammen med forestillingen om menneskets værdi, fordi det var skabt i Guds billede. Og med Menneskeretskonventionen fra 1948 blev det en universel rettighed. En grundlæggende værdi, som er tæt forbundet med menneskets ret til respekt, frihed og ligebehandling.
I velfærdsstaten taler vi om værdighed som noget iboende i alle mennesker. En rettighed, staten er forpligtiget til at beskytte. Sådan lyder forklaringen fra professor i socialret ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, Stine Jørgensen.
- Det er ikke noget, som står eksplicit i lovgivningen. Ikke desto mindre er adgangen til basale sociale rettigheder – såsom forsørgelse og boligsikring – afgørende for at opretholde et liv, der som minimum er acceptabelt. Derfor er retten til værdighed særlig vigtig inden for socialretten.
Udsathed er et individuelt problem
Det danske velfærdssamfund hylder principper som ligeværd og værdighed for alle. Men Stine Jørgensen oplever også, at den måde, samfundet og velfærdssystemet er opbygget på, skaber barrierer. Barrierer, som kan være uoverstigelige. Problemet, mener professoren, ligger i den måde, man ser på udsathed.
- Vi tænker på udsathed som et individuelt problem, som derfor skal løses individuelt. At vi kan afhjælpe det ved at give den enkelte en bankkonto, en ny bolig, misbrugsbehandling eller et job, fortæller hun.
- Men udsathed er ikke kun et individuelt problem, det er et strukturelt problem. Og så længe vi ikke tager højde for det i vores lovgivning, så skaber vi mere udsathed.
Tanken om, at den enkelte kan løfte sig ud af fattigdom eller udsathed ved egen indsats og viljestyrke, er langt fra ny, forklarer hun. På mange måder har det været en grundlæggende del af socialretten, si-
- Udsathed er ikke kun et individuelt problem, det er et strukturelt problem. Og så længe vi ikke tager højde for det i vores lovgivning, så skaber vi mere udsathed.
Stine Jørgensen Professor i socialret
den fattighjælpen blev indført med Danmark første grundlov.
Som fattighjælpsmodtager mistede man retten til at stemme og indgå ægteskab. Og man var underlagt fattigvæsnets tilsyn og kontrol. Tanken var, at man selv var ansvarlig for sin dårlige situation. Derfor skulle retsvirkningerne afskrække ”ikke-værdigt trængende” fra at nasse på systemet. Selvom fattighjælpen blev afskaffet i 1961, er holdningen på mange måder den samme, mener professoren.
- Grundlæggende er der stadig en tanke om, at hvis man modtager offentlige ydelser, så er man doven og vil snyde. At der er noget moralsk forkert ved ikke at kunne forsørge sig selv. For arbejdede man bare, så var der ikke behov for socialhjælpen, siger hun.
Socialdiskrimination som begreb
Diskrimination bruges oftest om negativ forskelsbehandling på baggrund af personlige kendetegn som køn, etnicitet, seksualitet og handicap. Men Stine Jørgensens bruger også begrebet i forhold til udsathed. Hun taler om socialdiskrimination: At lovgivningen og den måde, som velfærdssystemet er sammensat på forstærker og gør mennesker mere udsatte.
For at forklare fortæller hun om en afgørelse fra An-
kestyrelsen. En kvinde med to børn får afslag fra kommunen på en ansøgning om tilskud til huslejerestance. Hun bliver derfor sat ud af sin lejlighed og får i stedet anvist en bolig på en campingplads. På den måde forværres hendes situation.
Ankestyrelsen afgør, at kommunen har lavet en fejl. Kvinden skulle have haft tilskuddet og dermed haft mulighed for at beholde sin lejlighed. Men da lejligheden er afsat til anden side, er der ikke noget at gøre. Derfor anbefaler de, at hun skal lægge sag an mod kommunen ved domstolen.
Men kvinden har ikke de nødvendige ressourcer, som skal til for at lægge sag an. Derfor bliver hun, med Stine Jørgensens ord ’fanget i udsathed’. Samtidig med at hendes situation er blevet forværret.
- Systemet er indrettet på en måde, som passer til ”normalen”. Mens alle dem, der ikke passer ind i den kategori, står udenfor eller bliver fanget, fordi de ikke har de samme ressourcer eller muligheder, siger Stine Jørgensen.
- Skal vi ændre på det, skal vi skabe et mere inkluderende samfund og system. I stedet for at ændre på de mennesker, som er udsatte, skal vi arbejde på at lave et samfund, der rummer alle. Også dem, der falder udenfor ”normalen”.
Slut med symptombehandling: Debatten om værdighed skal ind på Christiansborg
Hver dag oplever samfundets mest udsatte borgere at blive sat i uværdige situationer. Derfor er der brug for politisk handling, lyder det fra Kirkens Korshær. For selvom det drejer sig om et relativt lille antal, er der et massivt behov, siger organisationens politiske chef.
Tekst: Christina Houlind
Foto: Eva Anker
Selvom du lever med en psykisk sygdom, afhængighed eller andre former for udsathed, har du ikke gjort dig mindre fortjent til et værdigt liv. Du har ret til at blive mødt som et helt menneske, og til at de problemer, du står med, bliver taget alvorligt.
Sådan lyder det fra Morten Østergaard Sørensen, der er chef for kommunikation, politik og analyse i Kirkens Korshær.
Derfor arbejder organisationen målrettet for at sikre værdighed for socialt udsatte. Både gennem deres sociale arbejdssteder over hele landet og ved at sætte emnet på dagsordenen på Christiansborg.
- Vores arbejde er et forsøg på at afbøde konsekvenserne af manglende værdighed. Men i sidste ende er der brug for politisk handling, hvis vi skal løse de grundlæggende problemer og ikke bare lave symptombehandling, siger han.
Rummelige tilbud og løsninger
Morten Østergaard Sørensen forklarer, at Kirkens Korshær hver dag oplever, at socialt udsatte bliver
sat i uværdige situationer. Blandt andet når stofbrugere er tvunget til at indtage stoffer i baggårde eller trappeopgange.
- Der er ingen, som har lyst til at indtage deres stoffer i baggårde, men de har ikke andre muligheder. Derfor skal vi som samfund sørge for, at de har adgang til et stofindtagelsesrum, hvor der er hygiejnisk og afskærmet for andre mennesker, siger han.
Samtidig er der ifølge Morten Østergaard Sørensen et stigende problem med at kunne tilbyde hjælp til udsatte ældre. For ligesom resten af befolkningen stiger deres levealder.
Men det stiller nye krav til landets plejehjem at rumme mennesker, der eksempelvis kæmper med afhængighed eller andre sociale problemer.
- Vi skal have socialplejehjem, som er specialiserede tilbud, der er indrettet til at imødekomme mennesker, der har et aktivt brug af rusmidler, eller som har levet i hjemløshed. Personalet skal have kompetencer til at håndtere socialt udsatte.
Ny politik for dem med størst behov
Både forslaget om socialplejehjem og flere stofindtagelsesrum er en del af Kirkens Korshærs konkrete forslag til den kommende værdighedsreform, som regeringen har varslet. En reform der, ifølge Morten Østergaard Sørensen, er hårdt brug for.
Han anerkender, at problemerne med værdighed for socialt udsatte langt fra, er noget, der rammer størstedelen af den danske befolkning – heldigvis. På baggrund af en opgørelse fra VIVE, anslår Kirkens Korshær, at de mest udsatte mennesker i samfundet udgøres af en gruppe på ca. 10.000 personer.
- Der er ingen tvivl om, at det her ikke handler om ny politik for dem, der er flest. Det handler derimod om
- Der er ingen tvivl om, at det her ikke handler om ny politik for dem, der er flest. Det handler derimod om en ny politik for dem, der har mest brug for det.
Morten Østergaard Sørensen Chef for kommunikation, politik og analyse i Kirkens Korshær
en ny politik for dem, der har mest brug for det, siger han og fortsætter:
- At du har komplekse sociale problemer, gør dig ikke mindre fortjent til et værdigt liv. Du har lige så meget ret til, at der bliver lavet politiske tiltag, som forandrer din hverdag til det bedre.
Et arbejde, der aldrig stopper
Morten Østergaard Sørensen tror ikke, vi nogensinde kommer helt i mål med at sikre tilstrækkeligt værdige forhold for landets mest udsatte. Også selvom det lykkes at få alle organisationens forslag med i den endelige reform.
- Samfundet ændrer sig hele tiden, og der opstår nye udfordringer. Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget, siger han og forklarer, at Kirkens Korshær konstant vil arbejde for mere værdighed – både i varmestuerne og på Christiansborg.
- Vi sikrer, at man kan få et måltid, en varm seng og noget rent tøj. Værdighed handler også om at få dækket sine basale behov. Samtidig arbejder vi hele tiden på at gøre politikerne opmærksomme på forholdene for socialt udsatte mennesker.
Og det arbejde fortsætter – også efter værdighedsreformen.
KIRKENS KORSHÆR MENER:
Tre indspark til en værdighedsreform
Regeringen barsler med en værdighedsreform. Kirkens Korshær har spillet ind med en række input.
I løbet af 2024 forventes regeringen at præsentere en værdighedsreform, som skal sikre bedre vilkår for samfundets mest udsatte mennesker. Kirkens Korshær har udarbejdet en lang række input til reformen.
Her er tre af dem:
3 2 1
Flere tilbud under samme tag
Psykisk og fysisk sygdom, fattigdom, arbejdsløshed, ensomhed og afhængighed – bag udsatheden ligger en ofte kompleks blanding af sociale problemer. Derfor har Kirkens Korshærs også gode erfaringer med at samle flere tilbud på samme adresse.
Kirkens Korshær arbejder for at få den model udbredt til sociale tilbud over hele landet. For eksempel kan en varmestue indeholde overnatning, stofindtagelsesrum, sundhedstilbud, beskæftigelsesindsatser og fremskudte indsatser. Så mennesker i udsathed kun skal ind ad én dør, når de gerne vil have hjælp.
Tilbud til ældre udsatte
Ældre i udsathed er en særlig udsat gruppe. Almindelige plejehjem og hospicer vil ikke – og kan ikke – rumme gruppen og dens behov. Derfor er det eneste tilbud til mange udsatte ældre natcaféer og natvarmestuer, selvom de hverken personalemæssigt eller i forhold til de fysiske rammer er rustede til at imødekomme plejebehov.
Kirkens Korshær opfordrer til, at flere socialplejehjem og socialhospicer tænkes ind i omlægningen af hjemløseindsatsen.
Samtidig opfordrer vi til, at der tænkes i flere skæve boligløsninger, der sikrer rammer og fællesskab for mennesker, der ikke kan rummes andre steder.
Værdighed og stofindtag
Kirkens Korshær driver stofindtagelsesrum i Odense, Aarhus og Vejle. Rummene redder liv og sikrer værdige og trygge rammer for en særligt udsat gruppe mennesker. Men der er for få af dem.
Der er behov for flere stofindtagelsesrum i Danmark. Særligt i større byer som Aalborg og Esbjerg. Samtidig er der behov for flere mindre rum i København, der kan lette presset på de eksisterende.
Arresthustjenesten sidder med, når det er allersværest
Uvished, frygt og tankemylder, det er hårdt for psyken at sidde i arresten og vente på sin dom. Med omsorg, nærvær og respekt – et lyttende øre og medmenneskelighed – besøger Kirkens Korshærs tre arresthusmedarbejdere varetægtsfængslede over hele landet
Tekst: Charlotte Lund Didriksen
Illustrationer: Genereret med AI
Det er en hård oplevelse at finde sig selv i en otte kvadratmeter lille celle som varetægtsfængslet. Uvisheden om, hvad der skal ske, og frygten for, hvad det kan betyde, kan være overvældende. At særligt de første døgn i varetægtscellen opleves som meget kaotiske, er Sean Nohilly – en af Kirkens Korshærs tre arresthusmedarbejdere – ikke i tvivl om.
- Tankerne flyver rundt, og det er, som om de har deres egen lille gyserfilm kørende rundt i hovedet, fortæller han.
- De er virkelig hårdt ramt. De er i chok, de græder, og de er vrede og hektiske. Og så er det vigtigt, at jeg bringer ro og empati. Og at jeg lytter til dem. Min opgave er at få dem ud af den boble af tankemylder og panik og hjælpe dem med at få ro på.
Besøg med omsorg, nærvær og respekt
Kirkens Korshær har haft en arresthustjeneste siden 1915. Den allerførste bestod af en enkelt kvindelig medarbejder, der fik lov til at tale med de indsatte i kvindefængslet på Christianshavn i København. Siden blev aftalen udvidet til at tælle flere medarbejdere og flere arresthuse. I dag er Kirkens Korshærs arresthustjeneste landsdækkende. Sidste år besøgte arresthusmedarbejderne 34 ud af landets 44 arresthuse, hvor de havde 3691 samtaler med de indsatte.
- De er virkelig hårdt ramt. De er i chok, de græder, og de er vrede og hektiske. Og så er det vigtigt, at jeg bringer ro og empati. Og at jeg lytter til dem.
Sean Nohilly Arresthusmedarbejder i Kirkens Korshær
Kirkens Korshærs arresthusmedarbejdere blander sig ikke i den forbrydelse, som den varetægtsfængslede er anklaget for. Den del er politiets opgave. I stedet forholder de sig til mennesket i cellen. For eksempel spørger de ind til, hvordan de har det, og hvordan den sidste tid har været. Hvis tankerne kredser om børn eller familie, så er det dem, der tales om.
- Og så plejer jeg at slutte af med en lille joke, inden jeg går ud ad døren. Det skal der også være plads til, siger Sean Nohilly.
23 timers ensomhed
De varetægtsfængslede i de danske arresthuse er som udgangspunkt låst inde i op til 23 timer af døgnet. For selvom varetægtsfængslede betragtes som
Varetægtsfængsling i Danmark
uskyldige, før dommen er fældet, så er de underlagt mere restriktive regler end de indsatte, som allerede er dømt og afsoner en dom. Og deres forhold er ikke lige så gode.
Det skyldes blandt andet, at de ikke må påvirke situationen, mens deres sag bliver undersøgt. Familie og bekendte har derfor ofte begrænset mulighed for at besøge dem. Det kan betyde, at relationen til de nærmeste smuldrer væk.
Varetægtsfængsling er en meget hård belastning for psyken, viser forskning fra Rockwoolfonden. Hårdere end efter en eventuel fængselsdom. Det i en sådan grad, at Rockwoolfondens undersøgelse viste, at risikoen for at begå selvmord er højest inden domfæl-
I nogle straffesager vurderer ankeklagemyndigheden, at det er nødvendigt at frihedsberøve den anklagede, mens sagen efterforskes. Det sker i sager, hvor der kan gives fængselsstraf på halvandet år eller mere, eller hvis der er risiko for, at den anklagede kan hindre efterforskningen. Det er en dommer, som afgør længden på varetægtsfængslingen, som skal være så kort som mulig og ikke mere end fire uger. Men retten har mulighed for at forlænge den, hvis det anses som nødvendigt.
delsen. Så kan det være guld værd at have en at tale med.
I det første møde med en indsat lægger Sean Nohilly vægt på, at han kommer med nærvær, omsorg og respekt. Det er udgangspunktet for samtalen, som kan handle om alt mellem himmel og jord. Som eksempel nævner arresthusmedarbejderen en samtale, han lige har haft.
- I går bad jeg en af de indsatte, en fåmælt fyr, om at nævne de sange, der betød noget for ham. Det hjalp ham faktisk ud af de dårlige tanker, han sad med. Og han fik rum til at fortælle om den sang, som hans mor og far satte på, når de dansede i stuen, dengang han var barn. Når vi er der i samtalen, så er det et trygt og positivt sted. At bringe de gode minder frem, det giver meget.
Tøj, læsestof og puslespil
- Folk er utrolig lettede over, at der kommer en, der har tid til at sidde der og til at være til stede. For det har de fleste andre, de møder derinde, ikke. Men jeg har ikke et skema, der skal udfyldes eller nogen måltal. Jeg er der bare og bliver siddende. Jeg holder dem i hånden, hvis de har brug for det, og jeg lytter, siger Sean Nohilly.
Selvom samtalen, den lille joke og det lyttende øre er den primære opgave for arresthusmedarbejderen, så hjælper han også med konkrete og praktiske ting. For han har mulighed for at hente tøj, ting og sager i
Næsten to ud af fem fængselsindsatte sidder i varetægt
Europarådets årlige rapport om fængselspopulationen viser, at i Danmark sidder 38 procent af alle indsatte i varetægt. I Norge er det 19 procent og det er 21 procent i Tyskland. I 2022 blev der foretaget 3.600 varetægtsfængslinger i Danmark. Den gennemsnitlige varighed af en varetægtsfængsling var på omkring 8,5 måneder.
genbrugsbutikker.
- Når jeg møder en ny indsat første gang, er de ofte stadig iført den hvide malerdragt, som de fik på, da de blev anholdt. Også selvom det er flere dage efter. Så er det rart med noget rigtigt tøj. Puslespil er mange glade for, det tager lige toppen af den værste stress. Og så har jeg ofte en hel pose forskellige briller med, så finder vi sammen et par, der passer, fortæller han.
- Og så råder jeg dem altid til at slukke TV’et nogle timer om dagen. Særligt hvis deres sag kører i nyhederne. Og måske erstatte det med en bog. Jeg tager nogle med, og så har jeg altid en lille bog med bibelvers med, som de kan få. Det er jo en lille lomme fuld af håb.
• Lav to lister: Ting, du kan ændre her og nu, for eksempel bede om en skraber, så du kan blive barberet. Og ting, du gerne vil på sigt, for eksempel at tage børnene til Legoland, når du kommer ud. Det er vigtigt at få det delt op, så man undgår tankemylder.
• Vær vågen om dagen, og sov om natten. Mange bytter det om, og det er en skam. For de få ting, der sker i et arresthus, de sker om dagen. Det skal man ikke gå glip af ved at sove dagen væk.
• Træk vejret, mediter lidt, hvis du kan. Og læs. En bog er ligesom et ekstra vindue, det kan flytte nogle ting. Uanset hvad den handler om. Det giver nye billeder i hovedet.
Sean Nohillys råd til de varetægtsfængslede
Kirkens Korshærs
Den frivillige forskel
Jeg kunne sidde herhjemme og sy ved min egen symaskine – men jeg kan godt lide fællesskabet
Ida Agger er frivillig på en Kirkens Korshær systue i Aarhus. Her syr hun nyt tøj, tasker og tæpper af genbrugstekstiler og møder mennesker med mange forskellige baggrunde.
Tekst: Anna Gudmann Hansen
Foto: Privatfoto og Kirkens Korshær
Ida Agger har altid syet. Hun har syet som barn, hun har syet sit eget tøj, syet til sine børn og til sine børnebørn. Nu syr hun til andre. I seks år har hun nemlig været frivillig i Kirkens Korshærs systue i Aarhus.
- Jeg kunne jo sidde herhjemme og sy ved min egen symaskine, men jeg kan vældig godt lide det fællesskab, der er, og at møde andre mennesker end dem, jeg ellers omgås med.
Sådan svarer hun efter kort betænkningstid, når hun bliver spurgt, hvad hun bedst kan lide ved at være frivillig. Sammen med både yngre og ældre tropper hun op hver tirsdag og finder stof, tegner, klipper og syr.
Lyst til at sy og fællesskab i ét
Ida Agger, der er 71 år, gik på pension efter 40 år som jurist i slutningen af 2017. Hun begyndte hurtigt at tænke: Gud, hvad skal jeg bruge alle de timer til?
- Jeg havde egentlig tænkt, at jeg gerne ville være frivillig, når jeg gik på pension og lave noget helt an-
det end det, jeg har arbejdet med – og jeg kan rigtig godt lide at sy. Når der så også er et socialt islæt, hvor man laver noget sammen, det er meget værd for mig. Så jeg tænkte, jeg kunne slå min sylyst sammen med at være i et fællesskab og samtidig skabe noget, fortæller hun.
I dag beskriver hun selv, at hun har ’mange jern i ilden’. Og et af dem er altså at sy alt muligt brugbart, både tøj, puder, tæpper, små tasker og meget andet på den lokale systue. De forskellige ting bliver solgt på påske- og julemarkeder og i en lokal Kirkens Korshær-butik. Og så syr hun og de andre frivillige også til steder som museerne Moesgaard og Den Gamle By – og på den måde bidrager systuens frivillige kræfter med vigtige midler til driften af Kirkens Korshær.
Møder mange andre mennesker
Det er ikke kun frivillige pensionister, der kommer i systuen. Kirkens Korshær i Aarhus har nemlig en aftale med Aarhus Kommune, så en gang imellem
Gamle stoffer får nyt liv Systuen i Aarhus er et kreativt, socialt arbejdsfællesskab, hvor der syes kjoler, bukser, skjorter, tæpper, tasker, punge og meget andet af genbrugstekstiler. Det kan være alt fra sengetøj til fine, broderede klokkestrenge, der bliver lavet om til noget nyt. Det kaldes også for redesign, og produkterne sælges i butikker, på markeder og museer.
kommer der yngre mennesker, som har brug for et lille ophold i livsbanen, og her finder de nærvær og bidrager med deres tid på systuen. Det betyder med andre ord, at det er personer med mange forskellige baggrunde, som samles over symaskinerne, klippebordene og stofresterne.
- Det har vist sig, vi kan bruge hinanden til mange ting. Det er et fællesskab, som jeg synes er meget menneskeligt værdifuldt for mig, fortæller Ida Agger.
- Jeg synes, det er vildt interessant at snakke med nogle andre, siger hun.
- For mig er det værdifuldt at lære nogle andre mennesker og nogle andre menneskelige værdier at kende, og at møde andre måder, man også kan leve sit liv på, end den måde, jeg har gjort.
At der netop skal være plads til mennesker, der har meget forskelligt med i bagagen, betyder, at der er regler for, hvordan de frivillige opfører sig over for hinanden. Ida Agger fortæller, at det handler om
- Jeg kunne jo sidde herhjemme og sy ved min egen symaskine, men jeg kan vældig godt lide det fællesskab, der er, og at møde andre mennesker end dem, jeg ellers omgås med.
Ida Agger
Frivillig i Kirkens Korshærs systue i Aarhus
rummelighed og respekt.
- Vi udfritter ikke hinanden om noget, siger hun.
- Hvis der kommer et ungt menneske, der gerne vil sidde alene i et hjørne og sy, så spørger man ikke hvorfor. Man respekterer folk, som de er. Man lytter til det, de selv siger, og det, de vil snakke om. Vi respekterer hinanden. Dét, synes jeg, der er meget værdighed i.
Den frivillige forskel
Hver eneste dag er Kirkens Korshærs mere end 8.500 frivillige med til at gøre en konkret og mærkbar forskel for nogle af de mennesker, som har det sværest i Danmark. Uden dem ville Kirkens Korshær ikke eksistere.
Vil du være en del af fællesskabet? Læs mere på www.kirkenskorshaer.dk/blivfrivillig
Fra arkivet
1971
Der var smil og god stemning foran Hotel Jens på Drejervej i det københavnske nordvestkvarter. I området boede mange hjemløse mennesker under kummerlige og uværdige forhold i utætte skure, nedrivningsparate bygninger eller sov i læ bag plankeværker. Og det var dem, som nu kunne få et trygt og ordentligt sted at sove.
Hotel Jens var særligt et tilbud til hjemløse mennesker, som ikke kunne passe ind på eksisterende herberger. For, som det lød i Korshærsbladet i forbindelse med åbningen: Ofte var de mistroiske efter de mange år uden for samfundets normale rammer, meget var så uoverskueligt, at de gav op på forhånd.
Meget har ændret sig i området omkring Drejervej. Men mere end 50 år senere findes der stadig et Hotel Jens, hvor grønne pavillioner danner rammer om en varmestue.
Et frirum på egne præmisser
Naapiffik i Aarhus Sydhavn er et helt særligt sted. Varmestuen er et tilbud til socialt udsatte grønlændere og lægger stor vægt på den grønlandske kultur. På de vilkår og problemstillinger netop denne gruppe møder i Danmark
Tekst: Charlotte Lund Didriksen Foto: Iben Gad
Havnen i Aarhus ændrer sig i disse år. Store glasklædte højhuse rejser sig, og kontorer og virksomheder flytter ind det tidligere lidt afsides industriområde.
Midt i alt det nye ligger et rødt hus af ældre dato, omgivet af en vildtvoksende have. På døren er der malet et grønlandsk flag. Her ligger Naapiffik – et værested målrettet grønlændere – og her dufter af mad, allerede når man træder ind ad døren. Dagens menu er hakkebøf med kartofler og asier, og der sidder allerede fem mand bænket ved det ene langbord.
Når man træder ind i de små hyggelige lokaler, er det tydeligt at se, at her er den grønlandske kultur i højsædet. På væggene hænger der grønlandsk brugskunst, flag og malerier fra indlandsisen. Og alt er skrevet på både dansk og grønlandsk.
Naapiffik drives af Kirkens Korshær og har til formål at give udsatte grønlændere et trygt samlingssted, hvor de kan få hjælp til at navigere i det danske system. Tilbuddet har åbent alle hverdage i dagtimerne, hvor der er minimum to medarbejdere på arbejde, og har dagligt i gennemsnit 30 besøgende.
Naapiffik hjælper med at bygge bro til kommunale instanser og sagsbehandlere, være bisidder ved samtaler med myndighederne og følger med på besøg i eksempelvis sundhedsvæsenet. Derudover har en
række forskellige samarbejdspartnere deres faste gang i huset og kan støtte de mennesker, som kommer her.
Et værdigt liv fra start til slut I dag står der en flok kaffekopper klar til at blive fordelt på bordene senere. For der skal være begravelseskaffe for en af de faste besøgende, der er afgået ved døden. Hans familie i Grønland er fløjet hertil, så de sammen med hans venner og stedets ansatte kan mindes ham sammen, efter at kisten er fulgt til graven.
Meget af brugernes liv foregår her, så for mange giver det også god mening, at stedet skal danne rammen for begravelsen, fortæller Mads L. Andersen, som er afdelingsleder i Naapiffik.
- Ofte kommer folk her umiddelbart efter, at de er landet med flyet fra Grønland. Mange af dem er på bar bund, og de ved ikke, hvor de skal gå hen. Så her tilbyder vi trygge rammer, fællesskab og hjælp til at komme videre.
- Det er en meget udsat gruppe, der kommer her, og de befinder sig i den nederste del af det interne hierarki blandt socialt udsatte, fordi de ofte har svært ved at forstå det danske sprog og kultur. Vi kan se, at det gør en stor forskel, at vi kan tilbyde et sted, der
- Det er en meget udsat gruppe, der kommer her, og de befinder sig i den nederste del af det interne hierarki blandt socialt udsatte, fordi de ofte har svært ved at forstå det danske sprog og kultur.
Mads L. Andersen Afdelingsleder i Naapiffik
er særligt for dem. Her er der plads til dem med det sprog og særpræg, som de har med, fortæller han.
Plads til grønlandsk kultur
Hver torsdag holder Naapiffik kaffemik med boller og kage, her plejer guitaren at komme frem, så de kan synge grønlandske sange. De tager ofte ud på ture i naturen eller sejler ud i stedets motorbåd. Og hvert
år fejres Grønlands nationaldag med fiskebuffet og et grønlandsk band.
I stedet for mange små borde, som man ofte ser i varmestuer, har man i Naapiffik indrettet sig med langborde. For grønlænderne, der kommer her, færdes ofte i en samlet gruppe, og har det bedst, når de er sammen. Af samme årsag er stedets krea-bord også
Udsatte grønlændere, et sårbart mindretal
Grønlændere er danske statsborgere. Det betyder, at de har ret til de samme sociale ydelser som andre danskere, men også at de selv skal opsøge dem. Men sprog- og kulturbarrierer og manglende forkundskaber kan gøre mødet med det danske system vanskeligt. Derudover oplever mange grønlændere diskrimination og fordomme.
Ud af de omkring 17.000 grønlændere, der bor i Danmark, er omkring 1.500 socialt udsatte. Socialt udsatte grønlændere slås med problemer som afhængighed, traumer, hjemløshed, arbejdsløshed og fysisk og psykisk sygdom. Det påvirker deres helbred, og udsatte grønlændere dør tidligere end andre.
Kilde: Socialt Udviklingscenter SUS
flyttet ind i opholdsstuen. Så kan man være sammen, selvom man sidder for sig selv og nørkler med perler eller træ.
- Hvis folk kommer her alene i stedet for med den gruppe, som de plejer at færdes i, så ved vi, at der nok er opstået et problem. Så taler vi om det og ser, om det kan løses, forklarer Mads L. Andersen.
At i alt kan man sige, at Naapiffik leverer hjælp og støtte på brugernes egne præmisser. Tilbuddet er indrettet efter brugerne, ikke omvendt. Det giver værdighed, fastslår Mads L. Andersen.
En vej ind i samfundet
En af de ting, der kendetegner gruppen af de allermest udsatte grønlændere, er, at mødet med det danske system kan være en stor udfordring. For eksempel er det at få styr på egen økonomi og at blive skrevet op til en bolig en stor udfordring. For overhovedet at komme i betragtning til det, skal man have et MitID, og det er ikke nemt, når man er rejst hertil fra Grønland uden papirer.
- Nogle gange er det et større detektivarbejde at få dokumentation nok til, at de kan blive oprettet i sy-
Et godt sted at mødes
stemet. Så må vi ringe til kirkekontoret i den bygd, de kommer fra, og bede dem om en kopi af dåbsattesten, fortæller Mads L. Andersen.
- Det kan også være svært for dem at forstå dansk, ikke mindst, når det handler om bureaukratisk sprog. Derfor bruger vi en del tid på at tage med som bisiddere til møder, så vi er sikre på, at alt det vores brugere gerne vil sige, også bliver forstået i den anden ende.
Behovet for forståelse går begge veje. Derfor er en del af rådgivningen på Naapiffik også at skabe en forståelse for de krav, som det danske system stiller til den enkelte. For eksempel skal man huske at åbne brevene fra myndighederne og at reagere på dem. Og man skal øve sig i at skabe tillid på tværs af kulturer.
- Folk er meget tilbageholdende i starten, ofte har de slået sig på systemet før, og det er ikke let at have tillid til, at vi vil dem det godt. Derfor er det vigtigt for os medarbejdere at opbygge en god relation, så det bruger vi meget tid på. Brugerne skal lige se os an, før de rækker ud. Men så kan vi også komme langt, hvis vi først forstår hinanden, siger afdelingslederen.
Naapiffik har været et tilbud til udsatte grønlændere i Aarhus, siden det åbnede den 1. april 2014. Navnet kommer fra grønlandsk og betyder ‘Mødestedet’.
Til eftertanke
I Guds øjne er værdigheden medfødt og umistelig
Hvis vi reducerer værdighed til at handle om begreber som selvkontrol og selvbestemmelse, så mister vi blikket for det store billede. For værdighed er også nærvær, omsorg og at turde bede om hjælp, skriver korshærspræst Mai
Bjerregaard
Tekst: Mai Bjerregaard, Korshærspræst i Vor Frue Sogn, Svendborg
For tiden dukker ordet værdighed ofte op, når talen falder på den sidste fase af livet. Vi taler om en værdig ældrepleje eller en værdig død. Der forbindes ordet – værdighed – med selvkontrol og selvbestemmelse. Og selvfølgelig skal gamle og syge mennesker høres og respekteres. Og selvfølgelig skal mennesker ikke reduceres til brikker, man kan skubbe rundt med uden at bede om forlov. Men reducerer vi værdighed til selvkontrol og selvbestemmelse, ender vi med uværdighed.
At værdighed også er nærvær og omsorg, giver sig selv, hvis vi kigger på den anden ende af livet. For et nyfødt barn kalder vi ikke uværdigt, fordi det ikke kan tage vare på sig selv. Et spædbarn dør jo, hvis ikke nogen tager sig af det. Og følelsesmæssigt går det også i stykker, hvis ikke nogen tager det op, ser på det, taler med det.
Vores syn på barnet – at det er værdigt, selvom det er hjælpeløst – svarer til den middelalderlige forståelse af ordet værdighed. Dengang blev det latinske ord for værdighed – dignitas – brugt om menneskets værdighed som Guds skabning. Værdigheden blev
anset som noget medfødt og umisteligt, som alle havde uanset alder, evner og status. Men det er ikke en eviggyldig og universel forståelse.
Da Jesus tog nogle små børn op og velsignede dem, trodsede han sin samtids syn på værdighed og tilføjede: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Over for Gud er det hjælpeløse barns værdighed, al den værdighed, vi behøver. Her er det ikke værdighed, selvkontrol og selvbestemmelse, der er adgangsbilletten, men det at være et menneske, der ved, at det har brug for hjælp.
At dignitas er alt, vi behøver, er godt at høre, når vi føler os små og værdiløse. Når vi gerne ville kunne klare mere, end vi kan. Når vi gerne ville have handlet anderledes og bedre.
Hvad Jesus regner for værdigt, bør vi også tillægge menneskeværd. For nedskriver vi andres menneskeværd, kaster vi vrag på den betydning, som Gud finder i hvert menneske. Når vi regner andre menneskers liv for uværdigt, er det Guds kærlighed, vi ikke regner med. Den Gud i hvis billede vi alle er skabt.
- At dignitas er alt, vi behøver, er godt at høre, når vi føler os små og værdiløse. Når vi gerne ville kunne
klare mere, end vi kan. Når vi gerne ville have handlet anderledes og bedre.
Deler vi verden op i os og dem – i os de gode menneskekærlige og værdige og de andre de onde, væmmelige og uværdige – er det Guds kærlighed, vi ikke regner med.
Er det svært? Ja, det er det! Vi har hele tiden brug for at blive mindet om, at livet er Guds gave. At vi alle har værdi og betydning i hans øjne. Brug for at blive mindet om, at vores grundlæggende menneskeværd ikke er vores tilhørsforhold til folk og familie. Ikke er, hvad vi har og kan. Ikke er penge og social status.
Mai Bjerregaard
Korshærspræst i Vor frue Sogn, Svendborg
At det er Guds kærlighed.
Hjælpeløshed er et udtryk for, at vi er skabt til fællesskab med Gud og med hinanden. Hjælpeløshed er ikke umenneskeligt, men et menneskeligt grundvilkår. Stedet, hvor troen på eget og andres menneskeværd bliver sat hårdt på prøve.
Det er ikke uværdigt ikke at kunne klare sig selv. Men det er uværdigt ikke at blive hjulpet og set, når man har behov for hjælp.
De 21 korshærspræster har deres faste gang på Kirkens Korshærs arbejdssteder. Her står de til rådighed for nogle af samfundets mest marginaliserede og udsatte mennesker gennem sjælesorg, andagter, vielser og begravelser. I ’Til eftertanke’ reflekterer korshærspræsterne på skift over deres arbejde, teologi og diakoni.
Til eftertanke
I Hyttebyen kan man være den, man er
I udkanten af Vejle ligger Hyttebyen, hvor tidligere hjemløse har fundet hjem og frihed til at kunne være sig selv. Det bidrager til at skabe en værdig alderdom.
Tekst: Kjartan Andsbjerg Svejstrup
Foto: Iben Gad
Lige hvor Vejle stopper, dukker syv koksgrå hytter op. Indrammet af bare marker og de træklædte skråninger, der omgiver ådalen. Det er ikke Toscana, men det er så smukt, som et gråt dansk landskab nu engang kan være det.
De koksgrå hytter kaldes Hyttebyen. Her bor seks mennesker over 50 år, der alle har mærket det barske liv i hjemløshed på egen krop. Men som nu kan kalde de koksgrå hytter i udkanten af Vejle for deres hjem.
Senere på året skal Hyttebyen flyttes én kilometer længere ud ad samme vej. Kommunen har nemlig planer om at opføre en ny bydel med etageejendomme og caféer her på de tomme marker. Og selvom det måske lyder tillokkende for mange af os, er det ikke de mest ideelle rammer for beboerne i Hyttebyen, forklarer Bettina Bøgelund Skjølstrup, afdelingsleder hos Kirkens Korshær i Vejle.
- Beboerne kan godt have en anderledes måde at leve på, som ikke harmonerer med tæt bebyggelse. Så selvom vi selvfølgelig er kede af at skulle flytte, skal vi nok få noget godt ud af det. Og alle beboere flytter med.
Bettina Bøgelund Skjølstrup har arbejdet i Kirkens Korshær i 23 år og har som afdelingsleder blandt andet ansvaret for Hyttebyen. Her kommer hun og
hendes kollegaer hver dag i dagtimerne for at hjælpe beboerne ”med at få hverdagen til at fungere”, som hun formulerer det.
Om aftenen er der en telefonvagt, hvis beboerne skulle have akut brug for hjælp. Den giver beboerne en tryghed, forklarer Bettina Bøgelund Skjølstrup. Men det er sjældent, den bruges. For det meste klarer beboerne sig selv. Og da de en dag ikke kunne få fat i en deres bofæller, der var faldet om, klatrede de selv ind ad vinduet hos ham og hjalp ham med at komme op.
Tomater, flag og en smilende sol Hyttebyen består af seks rektangulære koksgrå boliger på cirka 50 m2. Hver bolig har eget bad, et soveværelse og et køkkenalrum. Til hvert hus hører en grund på omkring 5 gange 5 meter. Mellem husene var engang højt, grønt græs, som beboerne hjalp med at klippe. Men i dag er der større fokus på biodiversitet, så grunden er i stedet fyldt med vildtvoksende græsser, der giver et hyggeligt landligt indtryk.
Vejret betyder, at ingen beboere opholder sig udenfor ved de bænke og stole, der står arrangeret foran husene. Men det gør de faktisk, når det er sommer, fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup, mens hun viser, at der om sommeren vokser blomster i kummer bestående af bildæk, ligesom nogle beboere dyrker
jordbær, grøntsager og tomater.
Solmodne tomater virker meget langt væk her i blæst og fire grader, så afdelingslederen sætter kurs mod Fælleshuset.
Fælleshuset er på størrelse med de andre huse. Der er åbent for beboerne hele døgnet. Her er et køkken, et spisebord og en sofagruppe. I køleskabet står der altid smørrebrød fra en forretning inde i byen. Det skal sikre, at folk husker at få noget at spise. Om fredagen er der fællesspisning, men beboerne har mulighed for at bruge køkkenet alle dage.
I huset kommer beboerne hver dag for at mødes. Nogle kommer for at drikke en kop kaffe. Andre kommer for at lave mad med andre. Nogle bare for at være sammen med andre.
At kunne være den, man er Ved første øjekast ser hytterne nærmest identiske ud. Men kigger man efter, opdager man, at de har masser af individuelle særpræg. Én har flag i vinduet. En anden en lille smilende sol. Én har været ved
at bygge sin egen terrasse af paller. Nogle har trukket gardiner fra de to store panoramavinduer. Andre har trukket for.
Netop denne forskellighed er en af hovedpointerne med hyttebyen. At folk kan være forskellige. Fra hinanden og fra resten af samfundet. Leve på deres egne præmisser, uden at de bliver slået i hovedet med andres opfattelse af, hvordan man bør leve sit liv. Det er nemlig opskriften på en værdig tilværelse, når man lever i udsathed, forklarer Bettina Bøgelund Skjølstrup.
- Hyttebyen er til for mennesker i hjemløshed, hvor alle andre muligheder har været afprøvet først. Nogle er blevet smidt ud af tidligere boliger, fordi andre beboere klagede over højlydt adfærd, skrald foran døren eller gæster. Andre har boet på forsorgshjem, men har haft et stort ønske om en egen bolig. Et sted, hvor man kan lukke døren og være den, man er.
Og være den, man er – det kan man i Hyttebyen. Her er få faste regler, ud over at ens adfærd ikke må ødelægge det for de andre. Man må gerne drikke alko -
- Her kan man være, som man vil. Tillade sig at være den, man er. Man kan gå herover i fælleshuset, blive mødt, set i øjnene og hilst på med sit navn af andre. Det giver respekt og
værdighed
hol. Man må gerne spille høj musik. Og man må gerne have poser med flasker stående ude foran. Livet skal foregå på beboernes præmisser.
- Her kan man være, som man vil. Tillade sig at være den, man er. Man kan gå herover i fælleshuset, blive mødt, set i øjnene og hilst på med sit navn af andre. Det giver respekt og værdighed, fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup.
Det betyder ikke, at Bettina Bøgelund Skjølstrup og de andre medarbejdere bare lader stå til. Hvis flaskerne hober sig op, eller der er brug for rengøring indenfor, spørger de, om de ikke må hjælpe. Og hvis de må, rydder hun eller en af hendes kollegaer op sammen med beboeren.
- Vi prøver at gøre det meste i samarbejde med be -
Bettina Bøgelund Skjølstrup
Afdelingsleder hos Kirkens Korshær i Vejle
boerne. Det er også et element i værdigheden, at man selv deltager i sit liv. At man får mulighed for at hjælpe med det, man kan, fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup.
Forventninger og forandring
Mens afdelingslederen snakker, trækker en taxa op mellem husene. Snart pibler det frem med mennesker fra en af hytterne. Én for én sætter de sig ind i taxaen og forlader matriklen.
Bettina Bøgelund Skjølstrup forklarer, at de er gæster hos en af beboerne. Der har været fest her til morgen. Det er selvfølgelig ok. Men det kan også blive for meget, hvis der er for mange gæster, eller de opfører sig ubehageligt. Så siger Bettina Bøgelund Skjølstrup eller de andre beboere til og får lukket festen.
Bettina Bøgelund Skjølstrup ved godt, at nogle ryn-
ker på næsen ad, at hyttebyen tillader morgenfester, alkohol og anden adfærd, der stikker ud. At det i nogles øjne er at fastholde mennesker i udsathed. Den kritik er hun ikke enig i.
- Vi har ingen forventninger om, at beboerne skal stoppe med at drikke alkohol. Og nogle gange virker det selvregulerende. Folk ændrer selv vaner og får lyst til mere, fordi de bliver mødt med respekt. Andre gange forbliver folk, som de er. Men så kan vi give dem værdige rammer.
Netop de værdige rammer er afgørende i Hyttebyen. For mennesker er forskellige og har forskellige ønsker og drømme.
- Man må forstå, hvordan beboerne har det. De kæmper med problemer, som forhindrer dem i at leve samme type liv som andre. Målet for dem er at få en værdig tilværelse, hvor deres ønsker og behov mødes. Uden at blive presset ind i et system, de ikke passer i. Og det kan hyttebyen hjælpe med. Helt til det sidste.
Værdighed til det sidste
For at illustrere pointen fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup historien om en tidligere beboer i Hyttebyen. Hun havde levet som hjemløs i syv år, og det
tog lang tid for Bettina Bøgelund Skjølstrup at overtale hende til at tage imod tilbuddet om en bolig. Hun insisterede nemlig på, at der måtte være andre med større behov.
Da det endelig lykkedes, fandt kvinden sig hurtigt til rette i Hyttebyen og blev et socialt omdrejningspunkt. Hun havde også altid ønsket sig en kat, så det fik hun. Og da hun en dag kom og sagde, at hun gerne ville have kontakt til sine børn igen, gik Bettina Bøgelund Skjølstrup i gang med at kontakte dem.
Børn og børnebørn kom på besøg til påske og var i cirkus med kvinden. Genforeningen var en stor succes. Men den skulle desværre også vise sig at være et af familiens sidste møder. Omkring samme tid viste det sig, at kvinden var alvorligt syg med en hjernetumor. Og få uger efter genforeningen fandt en medarbejder hende død derhjemme. Siddende i sin stol vendt med udsigt ud over markerne. Med sin elskede kat i skødet.
Kvinden var sovet ind i det, der var blevet hendes hjem og rammen for et bedre liv. Et sted hvor hun kunne leve, som den hun var – men også få hjælp til det, hun ikke selv kunne klare. Og hvad kunne i grunden være en mere værdig afsked?
Vores allermest udsatte skal have en mere værdig tilværelse
Tekst: Linea Søgaard-Lidell, socialordfører (V)
Foto: Marie Hald
Man siger, at velfærdsstatens succes skal måles på, hvordan vi behandler vores mest udsatte borgere. Herunder om det, vi tilbyder dem, der lever på kanten af samfundet, bidrager til en mere værdig tilværelse. Uanset om man er stofbruger, hjemløs, har en psykisk lidelse eller noget andet. Der mener jeg, vi ofte fejler.
Alt for mange bliver kastebolde i et system, der går mere op i regler end i det enkelte menneske. Det er ikke værdigt. Derfor vil Venstre arbejde for, at alle udsatte i Danmark mødes med en indsats, som tager udgangspunkt i, hvad den enkelte udsatte har behov for. Vigtigheden af det blev tydelig for mig, da jeg i foråret besøgte Kirkens Korshærs Herberg på Hillerødgade. Hvor de historier om mange socialt udsatte menneskers møde med systemet, gjorde et indtryk på mig.
Som socialordfører tror jeg på mennesker og på, at selvom ingen kan alt, kan alle noget. Ingen skal på forhånd opgives eller parkeres på passiv forsørgel-
se. Det er både et udtryk for medmenneskelighed og værdighed at stille krav, som den enkelte kan opfylde, frem for at låse dem fast i det, de ikke kan. At stille krav, og se muligheder fremfor begrænsninger, er at vise omsorg og respekt. Derfor skal alle have mulighed for at få en uddannelse og et arbejde og blive en del af fællesskabet. Nogle har bare brug for ekstra støtte på vejen, og her er det sociale frikort for eksempel et godt værktøj.
Derfor har Venstre i regering været med til at permanentgøre det sociale frikort, som i 2019 blev indført som forsøgsordning. Det er noget, vi tidligere har foreslået, og som jeg også har noteret mig, at Kirkens Korshær har kæmpet for. Det er nu en realitet.
Det sociale frikort giver socialt udsatte borgere mulighed for at tjene op til cirka 40.000 kroner årligt, uden at de fradrages i andre offentlige ydelser, og erfaringerne er rigtig gode. Det sociale frikort giver udsatte borgere mulighed for noget at stå op til om morgenen, få en fod indenfor på arbejdsmarkedet og
bidrage til fællesskabet.
Det sociale frikort er blot et skridt på vejen, og der er stadig meget at gøre. I forlængelse heraf er det forventningen, at vi i regeringen senere på året sætter gang i et arbejde om at udforme en ny politik for de allermest udsatte. Det skal være med til at sikre en mere værdig tilværelse, hvor de får den hjælp, de har brug for. Vi glæder os til at komme i gang.
Til slut vil jeg takke alle jer i Kirkens Korshær for jeres utrættelige arbejde for udsatte mennesker. Både i det konkrete sociale arbejde og i jeres indsats for en mere værdig politik for vores mest udsatte medmennesker.
KORSHÆRS BLADET
Kirkens Korshær (Fælleskontor)
Nikolaj Plads 15 1067 København K
Tlf. 33 12 16 00
www.kirkenskorshaer.dk
Giro 540-1429
CVR 8288 3711
Kirkens Korshær er en medlemsbåret landsdækkende almennyttig frivillig forening. Kirkens Korshærs målsætning er at yde hjælp til nødstedte mennesker i Danmark.
Redaktion
Jeanette Bauer (ansv.) Kitte Fabricius (redaktør)
Korrektur Néné La Beet
Layout
Jan Hesselvig Krogh
Tryk
Tarm Bogtryk A/S ISSN 1902-2107
Forsidefoto
Iben Gad
Korshærsbladet
Korshærsbladet udkommer fire gange årligt i godt 8.000 eksemplarer. Bladet sendes til alle medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær, arbejdspladser og genbrugsbutikker under Kirkens Korshær.
Adresseændring eller afmelding kk@kirkenskorshaer.dk eller telefon 33 12 16 00
Chef for Kirkens Korshær
Jeanette Bauer
Formand for hovedbestyrelsen
Ian Ørtenblad
Redaktionen af Korshærsbladet NR. 2/2024 blev afsluttet den 17/05-24
Skriv til Korshærsbladet på redaktion@kirkenskorshaer.dk
Støt Kirkens Korshær på MobilePay 440029
