Korshærsbladet #1 2023

KORSHÆRS BLADET

Uligheden stiger i særligt de små samfund

Langt flere mennesker end tidligere har brug for hjælp til helt basale ting

På fornavn med fattigdommen

I varmestuen får man gode råd og råd til at overleve

Ministerhilsen

Stærke og levende lokalsamfund kræver både ildsjæle og omsorg

Korshær på de sociale medier

Kirkens Korshær bidrager særligt til arbejdet med seks af FN’s 17 Verdensmål.

Ikonerne er designet for FN af Trollbäck+Company

Vi skal tættere på hinanden - også på tværs af by og land

I de sidste årtier er der sket en udvikling i den måde, vi lever på.

Vi samler os i klynger med folk, der ligner os selv. Folk med mange ressourcer søger mod de større byer. Og de billigere boliger betyder, at folk med færre ressourcer samles i de små samfund.

Byer opdeles i rige og fattige dele.

samfund er der få – hvis nogen overhovedet.

- Når vi får navn og ansigt på dem, der er anderledes end os selv, bliver de mennesker af kød og blod. Mennesker, vi kender.

Mennesker, vi drager omsorg for og har respekt for.

Det gør ondt i fællesskabet. Sammenhængskraften. For når vi kommer længere fra hinanden, mister vi hinanden. Så bliver det lidt for nemt at tro på skræmmebillederne om ’dem der’ – de andre. Når vi får navn og ansigt på dem, der er anderledes end os selv, bliver de mennesker af kød og blod. Mennesker, vi kender. Mennesker, vi drager omsorg for og har respekt for.

I Kirkens Korshær ser vi udsatheden i udkanten slå hårdt. Den er anderledes end i de store byer, men det betyder ikke at den er mindre. I de store byer er der mange tilbud, og de er nemmere tilgængelige. I de store byer kan man nemmere gemme sig. I de små

For børn, der vokser op i udsathed, er det måske sværere at finde positive rollemodeller. Det er ikke nemt at komme videre med uddannelse efter folkeskolen, hvis man ikke kender nogen, der gjort det. Fællesskab er en vigtig værdi. I Kirkens Korshær, i folkekirken, i Danmark. Vi gambler med sammenhængskraften i vores fællesskab, når vi ikke gør en aktiv indsats for, at det skal være anderledes.

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Derfor er det en vigtig opgave for Kirkens Korshær, med vores folkekirkelige grundlag, at være fællesskabets talerør. At vi står fast på vores værdier og insisterer på, at alle mennesker – alene i kraft af, at de er mennesker – er uendeligt værdifulde og umistelige. Også – og især – de allermest udsatte mennesker i Danmark. Alle har fortjent at høre til

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Flere falder udenfor nu

Bekymrende udvikling: Langt flere mennesker end tidligere, der har fået brug for hjælp til helt basale ting. Det fortæller Vivi Ravnskjær Terp, forstander og social leder af Kirkens Korshærs herberg Alberta i Sønderborg.

At forstander Vivi Ravnskjær Terp er et engageret menneske, hersker der ingen tvivl om. Når hun ikke passer sit daglige arbejde i Sønderborg, kører hun til København for at deltage som medlem af et ekspertråd, der har fokus på de ting, der skaber ulighed.

Hun er ikke i tvivl om, at den ulighed stiger i disse år.

- Gruppen af udsatte er mere divers. Og så oplever vi, at der er langt flere mennesker end tidligere, der har fået brug for hjælp til helt basale ting. Såsom hjælp til helt lavpraktiske ting, som at få medicin eller andre mere hverdagsagtige fornødenheder.

Højere priser fører til udsættelser Krigen i Ukraine, og de deraf følgende prisstigninger på ting som energi og mad, har i den grad har sat sit spor i udsatte menneskers liv. I Sønderborg har Vivi været vidne til, at flere og flere er blevet udsat fra deres lejligheder.

Er man i forvejen et sårbart menneske, kan det være svært at få økonomien til at hænge sammen.

- Som en direkte udløber af energikrisen, fik vi en beboer her på herberget, som igennem mange år havde haft egen bolig. Men så kom de stigende varme -

regninger. Han havde ikke ekstra penge og fik ikke støtte i kommunen. Han blev hjemløs og kom så ned til os. Det har nogle meget voldsomme konsekvenser, at folk ikke kan få lettere adgang til støtte i spidsbelastninger, fortæller Vivi.

Dertil påpeger Vivi, at der jo er hele denne problemstilling med unges sårbarhed. Aviser har fyldt artikel efter artikel med fortællinger om en ung, sårbar generation, som føler sig utilstrækkelig. Nogle med psykiske udfordringer, og unge som i højere grad har svært ved at klare tilværelsen og få økonomien til at hænge sammen.

- Vi har lige haft en ung kvinde fra Tyskland, der var velfungerende på mange områder, men som lige var kommet ud af at voldeligt forhold. Hun havde ikke noget sikkerhedsnet, der kunne gribe hende. Hun stod svækket i livet og blev hjemløs. Både hun og andre, der er knap så udfordrede, som nogle af tunge sager, som vi kender til, men alligevel falder de igennem. De er så samtidig også typisk nemmere at hjælpe tilbage.

Så når Vivi ser udover hele gruppen af mennesker, de kommer i kontakt med i Sønderborg, er det ikke fordi det egentlig er en større gruppe af mennesker,

Tekst: Frederike Lett

Foto: Massimo Fiorentino

der falder igennem systemet. Men der er tale om en bredere gruppe, som hurtigere falder igennem.

Hvad bliver sværere for den brede del af gruppen? Samfundets stigende kompleksitet rammer gruppen hårdt. Alt går stærkere, og de digitale systemer er nærmest uigennemtrængelige for mange brugere. Samtidig er det blevet sværere at finde jobs.

- Det er noget nær en umulighed at finde vej gennem systemet. Der er mange, alt for mange, der falder igennem systemet, også fordi de placerer sig mellem

flere forskellige steder i systemet. Man kan jo godt både være fysisk handicappet og samtidig have eksempelvis ADHD og have et stofbrug, fortæller Vivi og fortsætter:

- Systemet har det med at dele mennesker op efter én type udfordring. Det gør det jo lidt svært at få den rette, målrettede hjælp. Og når man ikke får den støtte, man har brug for, så udvikler man angst, depressioner, eller der bliver sat mere tryk på netop de psykiske udfordringer, man havde til at starte med.

- Som en direkte udløber af energikrisen, fik vi en beboer

her på herberget, som igennem mange år havde haft egen bolig. Men så kom de stigende varmeregninger.

Han havde ikke ekstra penge og fik ikke støtte i kommunen.

Han blev hjemløs og kom så ned til os.

Vivi Ravnkær Terp Kirkens Korshær i Sønderborg

Det er afgørende med støtte. Vi ser det også med de anbragte unge. De har ikke noget netværk, de har svært ved at få tillid til at få nye voksne i deres liv, så helt grundlæggende mangler de også den kompenserede støtte for ikke at falde yderligere gennem systemet.

Kirkens Korshær i Sønderborg hjælper de udsatte borgere med, hvor og hvordan de kan få støtte og hjælp. Problemet er bare, at mange borgere når at komme for langt ud, inden hjælpen sætter ind.

- Ham, der blev boligløs på grund af de stigende energipriser, er jo et menneske, vi ikke er i kontakt med, inden han rammer hjemløsheden. Han kunne have fået hjælp hurtigere, billigere og bedre fra kommunen. Det er en dyr foranstaltning, at han når at blive hjemløs. For samfundet betaler mange penge for, at han bor her mange måneder. Vi ville have sparet tusinde og atter tusinde af kroner, hvis systemet havde været mere fleksibelt, og han havde fået hjælp til sine regninger. Det er der, hvor de økonomiske og strukturelle logikker ikke giver mening. Det virker kafkask.

Hvad har I gjort i Sønderborg?

Da Kirkens Korshær i Sønderborg oplevede større og større efterspørgsel på mad i deres varmestue, tog de affære. Flere henvendte sig for måltider, og det var svært for varmestuen at følge med.

- Vi måtte opstille nogle kriterier for hvem, vi kunne uddele maden til. Ellers var det umuligt at dække behovene. Vi havde en periode, hvor vi tømte fryserne og skabene fuldstændig for mad for at kunne følge med. På baggrund af det stigende behov, har vi lavet et folkekøkken, hvor vi en gang om ugen laver et måltid mad, holder åbent og byder indenfor med åbne arme. Vi startede folkekøkkenet her i starten af januar i år, og vi har fået 30 nye frivillige, der hjælper til, samt yderligere økonomisk tilskud, fordi de penge, vi havde, ikke kunne strækkes længere.

- Derudover har vi jo så den fordel her i Sønderborg, at vores varmestue er beliggende på den samme matrikel som et af vores herberger. Varmestuen og herberget hænger så at sige sammen, så udsatte borgere oplever at være en del af et fællesskab, hvor de på den måde også kan komme igen. Der er en synergi mellem stederne, som gør, at vi kan gribe folk”

Alberta

Herberget Alberta i Sønderborg tilbyder midlertidigt ophold til personer, der ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som derfor har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og eventuel efterfølgende hjælp. Målet er, at brugeren bliver i stand til at flytte i egen bolig eller botilbud og leve en selvhjulpen tilværelse.

I starten troede de ikke, at der var hjemløse i Guldborgssund

Nærvær, konkret støtte og at omverdenen får øjnene op for Lolland og Falsters sociale udfordringer. Det er ønsket fra varmestuen Jernbanegade.

Kaffeduft. Det er det første, man møder, når man træder forbi bordene med varmt strikket tøj, som frivillige har strikket og doneret til varmestuens brugere, og ind i det lyse højloftede lokale ved banegården i Nykøbing Falster.

Det næste er dagens menu skrevet med kridt bagved disken. Men mad er faktisk ikke det vigtigste fokus for varmestuen.

- Pyt med om der er dessert, det vigtigste er, at vi er der. Og at vi lytter på det tidspunkt, når borgeren er klar til forandringer. Så nytter det ikke, at vi er ude og vaske op, lyder det fra af varmestuens leder Maria Mistarz Benzon.

Der skal lyttes og støttes med fokus på at støtte forandringen inde i brugeren selv. De skal ikke druknes i gode råd men lyttes til med nærvær.

- Vi drikker ikke bare kaffe og fortæller røverhistorier. Vi laver socialt arbejde for nogle mennesker med et stort kaos i deres liv. Det er ofte hårdt for de unge socialrådgivere at møde. Problemerne er meget komplekse i en varmestue. Det bliver vist ikke mere komplekst end her. Så vi gør meget ud af supervision, og at tage os tid til at finde frem til, hvilke løsninger der skal til, fortsætter hun.

Udsatheden flytter udad

Varmestuens erfaring er, at både problemerne, og omfanget af dem, kan komme som et chok for andre mennesker. Mange går rundt med et billede af, at den slags udsathed hører de større byer til.

- Når du bliver uddannet til socialrådgiver eller pædagog, hvad er det så egentligt for noget materiale, du skal læse? Det handler om udsathed i storbyerne. Så vi bliver forprogrammer til, at

Tekst: Charlotte Lund Foto: Kirkens Korshær

hjemløshed, udsathed og prostitution er noget, der sker i storbyerne. Og det er ikke rigtigt. Udsatheden flytter udaf, og det bekræfter alle undersøgelser også. I Danmark er vi faktisk flest, der bor udenfor de største byer. Men alligevel er de fleste socialfaglige tilbud strikket sammen omkring de store byer.

Tilgængelighed betyder noget. I Rødby koster det for eksempel omkring 50 kroner at komme til Nakskov, det nærmeste sted hvor man kan få substitutionsmedicin. Så er det billigere at købe hash i stedet. Det kunne Maria Mistarz Benzon godt tænke sig et større fokus på.

De hjemløse sover i skoven

Alligevel sparres der gang på gang på socialområdet, og folks mentale billede af en hjemløs har ofte en bænk i forgrunden og højhuse i baggrunden. Og det

billede er fortsat det, som mange har på nethinden. Også selvom det langtfra er nyt at ressourcestærke folk fra lokalområdet i mange tilfælde flytter væk, og andre kommuners allermest udsatte flytter dertil.

- Som gammel børnesagsbehandler kan jeg fortælle, at det ikke er nyt overhovedet. Vi har altid vidst, at en del af tilflytterne kommer med komplicerede problemer i bagagen. I min tid i kommunen handlede størstedelen af børnesagerne om netop tilflyttere. Vi ved det, men vi har ikke en løsning på det.

Maria Mistarz Benzon har derfor mere viden om udsathed i de små byer højt på ønskesedlen. For ligesom opmærksomheden mest samles om storbyens hjemløse, så gør det meste forskning på området det samme.

- Vi bliver forprogrammeret til, at hjemløshed, udsathed og prostitution er noget, der sker i storbyerne. Og det er ikke rigtigt. Udsatheden flytter udaf, og det bekræfter alle undersøgelser også.

Maria Mistarz Benzon Kirkens Korshærs varmestue i Nykøbing Falster

- Jeg tror udsattes problemstillinger er de samme, uanset hvor i landet, de bor, men det kan se anderledes ud. Det er min oplevelse, at hjemløse hernede ikke ser så udsatte ud i tøjet, som de kan gøre i centrum af København. Du kan se en ung fyr og tænke, at han nok går i gymnasiet eller er lærling. Men så smiler han til dig, og du kan se, at han mangler sine tænder.

Og så er det er nok mere ensomt hernede. Ikke mindst for dem, der sover alene ude i skoven, tilføjer hun.

Større bevågenhed

Men kendskabet til problemet vokser. Da varmestuen åbnede i 2017, troede flere af de lokale politikere, at hjemløshed slet ikke var noget, som fandtes i deres kommunen. Nu ved de, at der er mennesker - særligt mænd, der har det psykisk svært - der bor i skovene på Lolland og Falster.

Det ved de, fordi varmestuen og områdets øvrige sociale aktører har slået i bordet. Igen og igen.

- I 2018 fik Lolland et udsatteråd, hvor vi har sæde. Sidste år fik vi også et udsatteråd her i

Guldborgssund, hvor jeg sidder med. Nu har vi haft første høring. Det går langsomt, men vi kan se, at der er en stigende vilje til at lytte til os. Vi er ikke på plads endnu. Skinnerne skal lige lægges færdig. Men vi er i gang, og min plan er, at vi en dag skaber et helhedsorienteret menneskesyn, fortæller Maria Mistarz Benzon

Det har varmestuen gode erfaringer med. Medarbejderne har gjort det til vane at tage forbi teltene, når de er i skoven. Efter talrige besøg bragte anstrengelserne frugt. I en lang tale om indre dæmoner oplevede hun, at manden pludselig spurgte ind til den bolig, som hun tidligere havde nævnt for ham. Maria greb sagen, og i dag bor manden under tag.

- Folk kan forfalde helt i skovene, og det er ikke nemt at opsøge og sikre, at de får hjælp. Men det er vigtigt. Jo yngre de er, jo hurtigere kan få deres eget hjem. Derfor er det vigtigt, at vi insisterer på en tidlig indsats. Men uanset alder så ligger det ikke til os at give op. Heller ikke selvom vi skal ud og sætte kaffe foran teltet halvtreds gange, før de vil tale om os.

Kirkens Korshærs varmestue i Nykøbing Falster

åbnede i november 2017 og har i dag mellem 20 og 30 gæster om dagen. Varmestuen er et hverdagsstøttende tilbud, der tilbyder morgenmad, frokost, bad, tøjvask, udlevering af tøj, sovepose, liggeunderlag og mad til fattige familier. Samtalen og mødet mellem mennesker prioriteres højt.

Til stede i hele landet

Esbjerg

På fornavn med fattigdommen

Inflationen har ramt nationen. Men i Ringsted kan man både få gode råd og råd til at overleve. Her findes Lykke - en frivillig varmestuemedarbejder, der ikke vil lade byens fattigste gå sultne i seng.

Tekst: Rasmus Adserballe

Foto:

Massimo Fiorentino

- Brugerkøleskabet bliver tømt hurtigere nu. Folk er mindre kritiske og spiser ting, de ikke før ville have spist. Men nu ryger alt. Mange har med bævrende stemme spurgt mig, om også vores priser vil stige.

Svaret er nej. Og i varmestuen er kaffen gratis. Det vil den altid være, lover Lykke Breum, frivillig medarbejder i Kirkens Korshærs varmestue i Ringsted, som hun udråber til at være Danmarks bedste.

God er den. I hvert fald for mennesker med behov for alt det, Lykke Breum selv og Café Dagmar, som varmestuen hyggeligt hedder, kan levere.

- Der kommer jævnligt børnefamilier. Det gjorde der ikke før inflationen. Der må ikke komme børn i varmestuen, men ingen skal gå herfra og hjem til et tomt køleskab. Kommer der børnefamilier, bliver der pakket et par poser med mad til dem.

Er brugerkøleskabet med dets gratis gastronomiske glæder så en gave fra en lokalkendt velgører? Nej, det er en donation fra Thorkil, en af varmestuens brugere, som selv fik hjælp af Lykke Breum.

- Thorkil var rigtig ked af det. Hans kone døde af meget svær sygdom. De to havde altid været sammen. Han fortalte mig, at han nogle gange følte sig helt alene i verden.

Lykke Breum tog ham med ind på varmestuens kontor, hvor hun fik hele hans livshistorie. Om sønnen, han ikke havde kontakt til.

- På kontoret gav Thorkil los. Han fik grædt nogle tårer, mens jeg aede hans hånd og lyttede. Og han blev så glad, for han følte sig lettere, da han var færdig med at tale.

Takket være Thorkil er varmestuen altså et køleskab rigere. Til glæde for dem, der er blevet fattigere. Omsorgen brugerne imellem er stor. En af byens hjemløse bor faktisk i telt i en af de andre brugeres haver - og får strøm ud gennem hans vindue.

- Og vi hjælper ham med dyner, soveposer og liggeunderlag. Man skal give den en skalle for dem, der trænger til det, siger Lykke Breum.

- På kontoret gav Thorkil los. Han fik grædt nogle tårer, mens jeg aede hans hånd og lyttede. Og han blev så glad, for han følte sig lettere, da han var færdig med at tale.

Lykke Breum Varmestuen i Ringsted

Fra værtshus til varmestue Livet har uddannet Lykke Breum til at kunne ændre en dårlig dag for et udsat menneske til en god. Ændre ensomhed til fælleskab. Forvirring til forklaring.

- Det hænger sammen med den opvækst, jeg har haft. Der er ikke den ting, jeg ikke har oplevet. Der er ikke den ting, jeg ikke har oplevet, gentager hun.

Min mor var stofmisbruger og alkoholiker, og jeg er vokset op i værtshusmiljøet på Vesterbro. Så jeg kender til brugernes problematikker, og kan fortælle dem min historie. ”Jeg har sgu været i dine sko.”

Det kan gøre en forskel.

”Hej Børge! ”Hej Birgit!”

Vi har alle slags mennesker her, fortæller Lykke Breum. Og jeg taler til dem som almindelige mennesker,

for de ER almindelige mennesker, der enten har haft eller har det svært. Og jeg kigger Børge og Birgit i øjnene, når jeg siger hej til dem. Vi er ligeværdige.

Varmestuen besøges blandt andet af en større gruppe yngre mennesker med misbrug tæt inde på livet. Af mennesker i økonomisk uføre.

Også dem gælder det om at lytte til, vise empati og prøve at forstå, siger Lykke Breum og uddyber:

- Jeg ser ikke ned på dig, fordi du har en gæld. Jeg føler med dig. Og jeg kan sagtens forstå, du har det svært. Selv om du sidder med røven i vandskorpen, er du ikke et dårligt menneske. Jeg er der. Selvom du har købt nogle stoffer, så er jeg der. Og jeg synes, du er et godt menneske alligevel.

Den frivillige forskel

Kirkens Korshær har godt 9000 frivillige på landsplan. Uden den store indsats, som de lægger i det sociale arbejde og i genbrugsbutikkerne, kunne Kirkens Korshær ikke eksistere. I hvert nummer af Korshærsbladet interviewes en frivillig medarbejder fra enten det sociale arbejde eller en af vores genbrugsbutikker.

Små samfund under pres

Storbyerne tager lyntoget, og de mindre byer efterlades på perronen. Det er desværre udviklingen, når vi ser på fattigdom i Danmark. Det er også en udvikling, som kan mærkes i Kirkens Korshær. Fattigdommen stiger i disse år i de dele af landet, hvor der er længere mellem husene.

Sociale problemer, som man måske kunne tro var et storbyfænomen, rykker i stigende grad ud i landet. Den sidste hjemløsetælling fra 2019 viser for eksempel, at hjemløsheden i landkommunerne er vokset med næsten en fjerdedel siden 2017.

I Kirkens Korshærs varmestuer og familietilbud landet over oplever vi et stigende behov for hjælp. På bare fem år er antallet af steder med familiearbejde steget fra syv til nitten. Og hos brugere i varmestuerne oplever vi, at deres sociale og psykiske udfordringer bliver større og større. Sammenligner vi nutiden med situationen omkring årtusindeskiftet, så har flere af vores brugere mere end én psykiatrisk diagnose, flere er udadreagerende, og flere lever i ensomhed.

Denne udvikling slår ekstra hårdt i mindre byer. Mens ressourcestærke unge flytter til de større byer, så presses de med færre ressourcer til de små. Derfor er det vigtigt, at vi spænder et solidt sikkerhedsnet under de mest udsatte over hele landet.

Hvor ingen andre er

“Vi vil være der for de ensomme, for de forladte og for

de mennesker i vort samfund, som ser flere dæmoner, end de fleste. For dem som døjer med at få livet til at hænge sammen”, skrev Korshærsbladet tilbage i 1930erne, da sociale indsatser begyndte at skyde frem uden for landets store byer.

At være, der hvor ingen andre er. Det har været et valgsprog for Kirkens Korshær, siden organisationen blev grundlagt. Og det gælder bestemt også geografisk.

I dag udfører Kirkens Korshær sit sociale arbejde i 31 af landets større og mindre byer. Fra Frederikshavn i nord til Nykøbing Falster i syd. Aakirkeby på Bornholm i øst til Esbjerg ved den yderste vestkyst. Hver af dem adskiller sig i større eller mindre grad fra de andre. De er farvet af de behov, der er i netop deres område. Fælles for det hele er at være til stede lige der, hvor der er brug for det.

Her finder folk ro

En af de store styrker ved det sociale arbejde i de mindre samfund er, at tempoet kan medvirke til at bringe fred og ro i det kaos, som et udsat menneske ofte lever i. Det fortæller Nanna Bergholdt, der

Tekst: Charlotte Lund

Foto: Kirkens Korshær

- Nogle brugere vil nok mene, at der er mindre pres på. Og dem, som flytter herfra, vil ofte være dem, der er kommet for langt ud i et kriminelt miljø, hvor man pludselig risikerer at komme i unåde.

Nanna Bergholdt Kirkens Korshærs varmestue i Svendborg

er afdelingsleder på Kirkens Korshærs varmestue i Svendborg.

- Nogle brugere vil nok mene, at der er mindre pres på. Og de, som flytter herfra, vil ofte være dem, der er kommet for langt ud i et kriminelt miljø, hvor man pludselig risikerer at komme i unåde.

Det kan være ganske ubehageligt at møde en gammel klassekammerat, når man har det svært. Derfor gør varmestuens medarbejdere en indsats for at værne om brugernes anonymitet.

- En bruger fortalte mig i dag, at han har det ambivalent med at være lokalkendt. Han synes, at det er svært, når han, som nu, er inde i en god periode. Fordi det gør ondt, når så han møder bekendte, der ikke er det. Omvendt kunne det også være rart at forsvinde i mængden på de dårlige dage, men det er lidt svært i Svendborg.

På varmestuen annonceres gæster udefra derfor altid i god tid, så brugerne har mulighed for at fravælge at møde dem.

Isolation er en nærliggende risiko for socialt udsatte i udkantskommunerne. Der kan være langt til naboerne, og selv når der ikke er, kan det være svært at komme i kontakt med andre mennesker – især mennesker, som ikke har de samme problemer som én selv.

Udkantskommunerne, der i forvejen er de tyndest befolkede kommuner, bliver mere og mere affolkede, og den tilbageværende befolkning bliver ældre og ældre – hurtigere end den gør det i andre kommuner. Samtidig er andelen af førtidspensionister højere i udkantskommunerne end i andre kommuner.

Hvis man ser på udviklingen, for så vidt angår personer på kontanthjælp og førtidspension, er det uomtvisteligt, at de i løbet af den sidste 25-årsperiode i højere og højere grad har bosat sig i udkantskommuner.

- Rådet for Socialt Udsatte 2017

Til eftertanke

En lille refleksion om ensomhed

Ensomhed. Det er en følelse, som mange kæmper med, og der findes mange forskellige definitioner af ordet. Prøv engang at tænke over ordet; ensomhed. Hvad kommer du til at tænke på?

For mig er ordet lig med kulde. Jeg kommer til at tænke på sne. På frost. Ensomhed er på en måde et ord, der fryser. Jeg har lyst til at give ensomheden en trøje på, så ordet kan føle sig varmt og trygt.

Jeg får lyst til, at ensomheden skal sidde i en stue foran en brændeovn med et tæppe over sig. Jeg vil gerne sidde ved siden af ensomheden, mens den får varmen. Jeg vil gerne, at ensomheden oplever nærvær og omsorg, kærlighed og tryghed. At ensomheden føler sig hjemme i verden.

Der er mange, der oplever ensomhed. Der er mange, der kæmper med at være ufrivilligt alene. Der er mange, der kæmper med, at de ikke føler sig hjemme. Det kan både være konkret i deres bolig – men det kan også være psykisk. Ikke at føle sig hjemme i sig selv eller som individ i verden.

Men ensomhed er et eksistentielt vilkår. En universel længsel, der minder os om, at vi har brug for hinanden. I Biblen møder vi også ensomheden; Gud indser, at det ikke er godt for mennesket at være alene, da Adam er blevet skabt, for at mennesket skal føle sig hjemme i verden, så har det brug for et andet menneske; en ven. En, der kan lytte. En, der kan sende et anerkendende blik eller et smil.

Det er vigtigt, at der er plads til andre mennesker –

det viser mange af Biblens fortællinger. I Salmernes Bog klager David over, at ingen vil kendes ved ham.

Job føler sig også ensom – forladt af alle – også af Gud. Også Kristus, da han hænger på korset udbryder; min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Hvad gør man ved ensomheden? Kan man gøre noget ved den? Kan ensomheden sidde længe nok foran brændeovnen, så den smelter væk?

Jeg tror det ikke.

Men det at være sammen, det at samles om fx et måltid eller en kop kaffe – det betyder noget. Det har værdi. Det giver varme. Det skaber lys.

Det ændrer måske ikke på ens følelse af ensomhed. På den sorg eller på ked-af-det-heden, som den enkelte sidder med.

Men det etablerer et øjeblik af kontakt, som kan fylde tilværelsen med mening og forbundethed. Måske blot for et kort øjeblik. At samles og være fælles, det er svaret til ensomheden. At vi skal komme hinanden nær. At vi skal være fælles og opleve, hvad det vil sige at være en del af hinandens verden. For dér oplever vi, hvad det daglige brød også er. Og hvem ved - måske kan ensomheden endda mærke en lille flig af varme fra brændeovnens lune.

Tekst: Anne-Petra Bandringa, Korshærspræst i Kirkens Korshær Horsens

- Ensomheden skal sidde i en stue foran en brændeovn med et tæppe over sig. Jeg vil gerne sidde ved siden af ensomheden, mens den får varmen. Jeg vil gerne, at ensomheden oplever nærvær og omsorg.

Anne Petra Bandringa Korshærspræst i Horsens

Vi skal styrke sammenhængskraften i stedet for at tale modsætninger op

Tekst: Kirkeminister og minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm (V)

Foto: Marie Hald

”At være der hvor ingen andre er”. Når jeg har fået mulighed for at skrive en hilsen til Kirkens Korshær, er disse ord fra den tidligere korshærschef Haldor Hald noget af det første, jeg kommer i tanke om. For med denne præcise beskrivelse af korshærens opgave indrammer Haldor Hald, hvad jeg som både kirkeminister og minister for landdistrikter beskæftiger mig med.

Haldor Hald tænkte diakonalt: Vi skal bruge vores fantasi, sætte os i næstens sted. Vi skal forestille os, hvad vi ville ønske, næsten gjorde mod mig, hvis jeg var i hans sted. ”Rollebytningen” som filosoffen K.E. Løgstrup kaldte det.

Det giver al mulig mening. For Kirkens Korshær. Og for os alle sammen.

Men det giver faktisk også mening i et land, der trods sin lidenhed ikke altid hænger så godt sammen, som vi kunne ønske. Det er her, jeg ser min primære opgave som minister for landdistrikterne. Vi skal hen imod et samfund med frihed til at leve sit liv bedst muligt med lige muligheder. Uanset hvor man bor. På landet eller i byen. Det handler selvfølgelig om infrastruktur, broer, veje og busforbindelser. Men det handler også om, at vi skaber sammenhæng mellem mennesker i stedet for

at tale modsætninger op. Og her spiller lokalsamfund og civilsamfund en stor rolle. Uanset om det er den frivillige fodboldtræner på Vesterbro eller i Vojens. Eller korshærens genbrugsbutik i Sønderborg.

Derfor skal vi sikre de bedste vilkår for lokalsamfund og civilsamfund i bredeste forstand i hele landet og skabe de bedste rammer for, at foreningslivet kan bruge tiden på tilbud, der bidrager til at få alle med i fællesskabet. Hvis man skal kunne bo, arbejde og uddanne sig i alle dele af Danmark, er det nødvendigt, at det ikke går op i infrastruktur og busforbindelser det hele. Derfor er også Kirkens Korshærs landsdækkende tilstedeværelse med sit særlige blik for udsatte mennesker også nødvendig at have med.

Stærke og levende lokalsamfund kræver både ildsjæle, mennesker som vi er flest, og omsorg for dem af os, der har det sværest. Og det kræver desuden politisk opmærksomhed. Vi skal politisk gøre alt, hvad vi kan, for at styrke og støtte landdistrikternes fællesskaber. For hvis man står alene med det sociale ansvar i de lokale civilsamfund og menighedsråd, så risikerer selv den mest engagerede ildsjæl at brænde ud.

Heldigvis er der – stik imod den fremherskende fortælling i mange medier – masser af livskraft og

energi at bygge på. Også i de små lokalsamfund i hele Danmark. Et af de steder, som samler og bruger den energi til gavn for de tyndere befolkede dele af landet – og derfor for os alle sammen – er Kirkens Korshær.

Tak for jeres store indsats!

KORSHÆRS BLADET

Kirkens Korshær (Fælleskontor)

Nikolaj Plads 15

1067 København K

Tlf. 33 12 16 00

www.kirkenskorshaer.dk

Giro 540-1429

CVR 8288 3711

Kirkens Korshær er en medlemsbåret landsdækkende almennyttig frivillig forening. Kirkens Korshærs målsætning er at yde hjælp til nødstedte mennesker i Danmark.

Redaktion

Jeanette Bauer (ansv.)

Charlotte Lund (redaktør)

Korrektur

Néné La Beet

Layout Jan Hesselvig Krogh

Tryk

Tarm Bogtryk A/S

ISSN 1902-2107

Forside

Iben Gad

Korshærsbladet

Korshærsbladet udkommer tre gange årligt i godt 8.000 eksemplarer. Bladet sendes til alle medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær, arbejdspladser og genbrugsbutikker under Kirkens Korshær.

Adresseændring eller afmelding kk@kirkenskorshaer.dk eller telefon 33 12 16 00

Chef for Kirkens Korshær

Jeanette Bauer

Formand for hovedbestyrelsen

Ian Ørtenblad

Redaktionen af Korshærsbladet NR. 1/2023 blev afsluttet den 20/4 -23

Skriv til Korshærsbladet på redaktion@kirkenskorshaer.dk

Støt Kirkens Korshær på MobilePay 440029

Louise Schack Elholm

og minister for landdistriker

- Stærke og levende lokalsamfund kræver både ildsjæle, mennesker som vi er flest, og omsorg for dem af os, der har det sværest.

Kirkeminister

GIV EN GAVE MED MENING

Med et gavebevis fra Kirkens Korshær hjælper du fattige og udsatte mennesker i Danmark. Du kan f.eks. sørge for, at en hjemløs får en god start i egen bolig.