Korshærsbladet #3 2022

110 år

– og vi bliver ved!

Fra starten i 1912 har Kirkens Korshær været der, hvor ingen andre er.

Gennem tiden har det været meget forskellige indsatser. Meget forskellige mennesker. Senge til mennesker, der ellers måtte sove på gaden. Daginstitutioner til småfolk. Kontakt og medmenneskelighed til indsatte i arresthuse. En interesseret lytter til mennesker i ensomhed og fortvivlelse. Et værdigt alternativ til stofindtag på gaden. Dækning af basale behov med mad, tøj, bad. Nærvær, omsorg og respekt til hver og en.

Vi bliver ved, fordi det er vores pligt. Fordi hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede, og som sådan fuldkommen umisteligt og uendeligt værdifuldt. Vi bliver ved, fordi vi i ord og gerning lever evangeliet i en fast tro på, at det at være menneske, det er at være elsket.

Vi kunne ikke være Kirkens Korshær, hvis ikke I var her sammen med alle os andre, og stod skulder ved skulder med os alle.

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Og så fortæller vi danskerne om det, vi ser, hører og oplever. Vi taler for nogle af de mennesker, der ikke har så let ved at tale selv. Vi protesterer og råber op. Det er en af vores fremmeste opgaver – og også den bliver vi ved med.

I bund og grund kunne jeg ønske, at Kirkens Korshær ikke behøvede at eksistere. At der ikke var mennesker, der havde behov for os. At en sårbar og fattig børnefamilie kunne leve en tålelig tilværelse uden at skulle stå med hjerteskærende valg mellem mad eller medicin. At ingen skulle bo på gaden. Samfundet har heldigvis bevæget sig, men der er fortsat armod og nød i Danmark. Derfor bliver vi ved.

En kæmpe tak til alle dem, der er gået før og foran os. Tak for alle de kampe, I har kæmpet. Tak for alle de små øjeblikke, I har gjort store. Tak for det, I har skabt i og med Kirkens Korshær. Vi kunne ikke være her med Kirkens Korshær, hvis ikke vi stod på skuldrene af jer, der kom før. Og tak til alle jer, der lige nu er en del af Kirkens Korshær. Vi kunne ikke være Kirkens Korshær, hvis ikke I var her sammen med alle os andre, og stod skulder ved skulder med os alle.

Alle mennesker er lige meget værd. Alle mennesker fortjener at høre til. Og alle mennesker fortjener, at være noget for nogen – og de fortjener, at nogen er noget for dem. Det er vi i Kirkens Korshær. Det har vi været i 110 år – og så længe behovet er der, bliver

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Lær ikke blot de ulykkelige at bøje knæ – dygtiggør dem

Kirkens Korshær blev stiftet en kold oktoberaften i 1912 af 12 mennesker, der var forenet i ønsket om at hjælpe dem, som ingen andre hjalp. Om at være der, hvor ingen andre var. Hos de fattigste og allermest nødlidende mennesker.

København i begyndelsen af 1900-tallet var en forarmet by. Her klumpede arbejderfamilier med 7-8 børn sig sammen i fugtige og uopvarmede rum under dårlige sanitære forhold. Sygdomme florerede, alkoholforbruget var højt og det samme var antallet af selvmord.

Det var længe før den danske stats første egentlige sociallov, der først kom til i 1933. Fattighjælpen var utilstrækkelig og blev ofte kun givet til dem, som blev vurderet som “værdigt trængende”. Så byens allermest udsatte mennesker var langt hen ad vejen overladt til sig selv.

Disse forhold var helt uacceptable. Det mente de 12 ildsjæle, der den 12. oktober 1912 mødtes i Frihavnskirken på Østerbro i København. Og som den aften holdt det stiftende møde i den organisation, der skulle blive til Kirkens Korshær.

Grundtanken, dengang som nu, var, at alle mennesker har en værdi – uagtet situation, baggrund og tro. Og at alle fortjente en håndsrækning til at finde støtte, værdighed og til at rejse sig igen, særligt de som ingen andre ville hjælpe.

“Et er sikkert, nemlig dette, at er der noget, staklerne – de faldne og lidende mennesker – trænger til,

så er det mennesker, der har kærlighed nok til også at elske dem.”

- Klummen “Fra Gaden” fra det allerførste Korshærsblad i november 1912.

Bønner kræver omsorg De 12 stiftere var anført af Frihavnskirkens karismatiske præst Hans Peter Mollerup. Han var meget inspireret af det sociale arbejde, som kristne organisationer som The Church Army udførte for de allermest udsatte mennesker i England. Og af den viljestærke Kirsten Prip, der var sygeplejerske, enke, mor til tre og drev sin egen tehandel.

Sammen drog den nye organisation, der havde fået navnet Kirkens Korshær, ind i byens mest forråede værtshuskvarterer. Her opsøgte korsbrødrene og -søstrene, som de kaldte sig, folk i den yderste armod. I første omgang med det evangeliske budskab om frelse.

Men hurtigt gik det op for dem, at det ikke var nok med forkyndelse. Hvis et menneske levede i den dybeste armod og desperation, måtte ordene følges op af omsorg.

“De maa leve deres bønner. Har de prøvet at hjæl-

Tekst: Charlotte Lund

Foto: Massimo Fiorentino og Kirkens Korshær Sønderborg

pe de vildfarne, krøblingerne, drukkenboltene, de fangne, de elendige, de der er ved at omkomme? Hvis ikke så er al deres tale om kristendom uden betydning og alle deres bønner til ingen nytte.”

Rodney Smith, stiftende medlem af det britiske The Salvation Army, citeret i Korshærsbladet i september 2013.

Den omsorg betød for Kirkens Korshær, at de fromme ord skulle kombineres med konkret hjælp til de mennesker, der levede i akut nød. Derfor igangsatte de allerede tidligt uddeling af mad og tøj. Og de lavede sociale tilbud i form af missionsstationer med kaffe- og spisehuse, et vaskeri, nattelogier og et syværksted.

“Tænk på alle de menneskeværdier, der bliver kastet bort i fortabelsens afgrund. Af dem kunne der være bygget de herligste hjem, fyldt af solskin og lykke.”

- H. P Mollerup i sin nytårshilsen i Korshærsbladet i januar 1913.

Ikke bare snak

I 1915, bare to år senere, var antallet af korsbrødre og -søstre vokset fra de første 12 til knap 200. Kirkens Korshær drev nu varmestuer, læsegrupper og

en arresttjeneste. Arresttjenesten hjalp de rådvilde indsatte i kvindefængslet i Christianshavns Straffeanstalt, der endnu ikke var dømt og derfor ikke vidste, hvad deres fremtid ville bringe, med rådgivning og sjælesorg.

Det stod hurtigt klart for den nystiftede organisation, at hele Danmark havde brug for den omsorg, som Kirkens Korshær kunne give. Og den 18. april 1918 stiftedes arbejdet i Aarhus på opfordring af en tilflyttet korshærssøster, Edel Jensen, der havde samlet en kreds af lokale ildsjæle.

“En mand trådte frem af flokken og sagde til mig ‘Ja, De kan sagtens staa der og prædike Guds kærlighed i deres varme frakke, men vis os noget af den. Mon De også vilde tale om den, dersom de næppe havde Pjalter nok at dække kroppen med?’ Tifold glad blev jeg derfor, da samme mand nogen tid senere sagde ‘Jeg har nu studeret jer nøje, I Korshærsmennesker, og jeg har opdaget at det ikke bare er snak med jer. Hvad I har gjort og gør mod flere af os Stakler, det er der ingen andre i hele byen, der vilde have gjort’.”

- Edel Jensen i Korshærsbladet i februar 1921. Stiftelsen af det aarhusianske arbejde skete med en gudstjeneste i Aarhus domkirke, hvor både H. P.

Skiltet kommer ud på fortovet, når varmestuen i Slagelse er åben

Størst af alt er kærligheden, bryllup i varmestuen i Sønderborg

Mollerup og biskoppen talte. Kort efter havde den voksende gruppe af korshærsbrødre og -søstre oprettet et værested for udsatte kvinder i Fiskegade og et omfattende opsøgende arbejde på værtshuse og i bykernens slum.

I øjenhøjde og uden krav

Fra Aarhus rullede snebolden, og Kirkens Korshær voksede ud over hele landet. Varmestuer er den dag i dag fortsat et grundelement i Kirkens Korshærs arbejde. Retten til at blive mødt med værdighed og uden krav er centralt for organisationens menneskesyn. Det kan give et pusterum i en kaotisk tilværelse og et par timers sammenhængende tryg søvn, og det giver os samtidig mulighed for at tale om tilbud og muligheder, uden at stille krav om forandring.

I dag har Kirkens Korshær 38 varmestuer landet over. Hver af dem adskiller sig i større eller mindre grad fra de andre. De er farvet af de behov, der er i netop deres område. Men fælles er, at Kirkens

Korshær har en ambition om at være der, hvor ingen andre er. Så alle mennesker – også de allermest udsatte – kan opleve den værdighed, finde det fællesskab, som vi alle har brug for.

“Vi møder mennesker i øjenhøjde, også når de ligger ned, og vi møder dem uden krav om forandring. Fordi ethvert menneske er enestående og har umistelig værdi, og fordi vi nægter at acceptere, at menneskers værdi nedskrives til deres evne til at klare sig selv. Vi tilbyder omsorg, nærvær og respekt – et måltid mad, et varmt bad, en samtale. Det ændrer ikke altid på nøden og elendigheden. Men det etablerer små øjeblikke af kontakt, som fylder tilværelsen med mening, forbundethed og livslyst. For de mennesker, vi møder. Og for de mennesker, vi er.”

- Kirkens Korshærs grundfortælling, 2016.

For at de ikke skal blive en af de mange

Fra Kirkens Korshærs første år har arbejdet med at hjælpe udsatte og sårbare børnefamilier været en del af Kirkens Korshærs DNA. Et arbejde, som har haft mange forskellige former, men altid har hvilet på det samme fundament. At alle børn fortjener en god start på livet, og at forældre nogle gange skal have en hjælpende hånd med at give den.

Hun er seks år gammel, men styrer hjemmet, når mor er ude. Ansvaret, som hviler på hendes skuldre, har gjort hende underligt gammel. De alvorlige øjne og den bestemte mund vidner om, at hun trods sin unge alder allerede har mødt livets alvorlige virkelighed. Hun er sin mors fortrolige. Har ofte grædt med hende, når far er kommet beruset hjem. Og hun er indviet i alle mors økonomiske sorger, længes bare efter den dag, hvor hun selv kan blive stor og tage rigtigt fat og hjælpe mor. Indtil da træder hun til og hjælper så godt, hun kan.

Hun er 12 år gammel og bor alene sammen med sin mor og lillebror, for far er flyttet. Forældrene ligger i en bitter skilsmisse, og bølgerne går højt imellem dem. Det er hende, som mor læsser af på i forhold til bekymringer om familiens økonomi, forholdet til faren og hendes angst for sygdom og død. Det giver en knude i maven. Og når hun tager i skole, bekymrer hun sig om, hvordan moren skal klare sig i de timer, hvor hun ikke er der.

To pigeliv – to børneliv – skrevet ned og fortalt af Kirkens Korshær med næsten 100 år imellem. Et trist vidnesbyrd om den barske virkelighed, som alt for mange børn i Danmark hvert eneste år vokser

op med. Men også et billede på den bevidsthed om behovet for at kunne hjælpe og støtte sårbare og udsatte børnefamilier, der har været en del af Kirkens Korshærs DNA, siden organisationen blev stiftet.

Svagt stillede kvinder og børns vilkår I de første år var det beværtermissionen, arbejdet i logihusene og gademissionen, som var hovedfokus for Kirkens Korshær. Men for mange af de første korshærssøstre var det særligt vigtigt også at arbejde med ’svagt stillede kvinder og børns vilkår’. Blandt andet gennem husbesøg hos nogle af de familier og kvinder, som de mødte gennem gademissionen.

Et egentligt familiearbejde kan man dog først for alvor tale om i 1926. Her blev Børnely indviet i Charlottenlund. Et fristed for børn i alle aldre og deres ’trætte mødre’. Et hyggeligt hjem, hvor familierne sammen kunne bo, få hjælp til hverdagen og samtidigt mærke Guds kærlighed. En vigtig del af datidens korshærsarbejde.

Fra Korshæren 1927 En trængt økonomi betød i mange familier, at børnene enten måtte tidligt ud på arbejdsmarkedet,

Tekst: Kitte Fabricius

Fotos: Jeanne Kornum og Kirkens Korshærs arkiv

Kl. 6 begynder Livet af udfolde sig paa ’Børnely’. Flaskerne bliver varmet, og de smaa Skrighalse falder lidt til Ro igen, og Ovnen i Kælderen faar ogsaa sit uhyre Gab stoppet fuldt.

Kl. 8 møder alle til en kort Andagt og Grød og Te.

Kl. 12 Middag

Kl. 3 Kaffe

Kl. 6 Aftensmad

Kl. 8 Aftenandagt og det er dejligt at mærke, at smaa som store altid glæder sig til at være med. Hos de mindste gaar det ikke altid saa fredeligt til især mellem 4-6, men har de faaet deres Bad og Flaske eller ’Ryttere’ med varm mælk til, saa er de stille og pludrende og kan ligge ganske stille, naar vi synger Aftenbøn med dem.

eller måtte træde til og hjælpe derhjemme, hvis enderne skulle mødes. At det havde konsekvenser for børnene var tydeligt for Kirkens Korshær. For en opvækst under trange kår kunne så let blive indgangen til, at barnet en dag ville blive ’En af de mange’, som fandt vej til Kirkens Korshærs dør.

Anført af daværende stabssekretær Poul Østergaard Gade oprettede Kirkens Korshær i begyndelsen af 30’erne en boligfond, som skulle skaffe

boliger til ’vanskeligt stillede’. Et af de første projekter blev en bebyggelse i Valby – og her var børnene tænkt ind fra starten.

En pionerindsats sættes i gang

I Valby ønskede Kirkens Korshær at bygge både en vuggestue og en børnehave, som kunne høre sammen med den nye bebyggelse. En pionerindsats i en tid, hvor der var langt mellem institutionerne, og mange kvinder kæmpede med at få deres børn

passet, mens de gik på arbejde. Samtidigt var det et sats for korshæren i en tid, hvor der ikke fandtes offentlige tilskud til den slags, og driften dermed udelukkende lå på deres skuldre.

De to institutioner blev fra første færd en bragende succes. Og herfra fik børnearbejdet hurtigt vokseværk. Godt 30 år senere, i 1965, havde Kirkens Korshær på landsplan en vuggestue, en fritidsklub, to fritidshjem og tre børnehaver. Godt halvdelen af børnene kom fra udsatte og sårbare hjem. Dem havde man et særligt ansvar overfor, mente Kirkens Korshær.

Bag arbejdet med institutionerne lå et syn på familierne og deres livssituation, som er uforandret til i dag. Som leder af Kirkens Korshærs fritidshjem i Roskilde, Anker Bohsen, fortalte til Korshærsbladet i 1975:

- Forældrene kan lide deres børn, og går det galt, skyldes det ofte samfundets alt for store pres på familien… Børn er børn – og børn er dejlige. Der er en hel masse muligheder, når man står sammen med et barn, og så gælder det om at kalde det positive frem i barnet og hjælpe det frem. Problemet er samfundet og ikke barnet!

En æra slutter

I januar 1998 overgik børnehaven og vuggestuen i Valby som en af de sidste korshærsinstitutioner til Menighedernes Daginstitutioners hænder. En æra i Kirkens Korshærs historie var dermed slut. Men arbejdet med at hjælpe sårbare og udsatte børn og deres forældre fortsatte. Som daværende chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau skrev i forbindelse med lukningen:

- Korshærens målgrupper og arbejdsformer forandrer sig hele tiden. Børn er stadig en væsentligt målgruppe i Kirkens Korshær, men vi udvikler især vort arbejde med de socialt og menneskeligt belastede familier med børn, som har brug for en særlig indsats.

Et væld af idéer Mødregrupper, syværksteder, udflugter og feriekolonier. Eksempler på det væld af aktiviteter til gavn

for børn og deres familier, som Kirkens Korshær etablerede op gennem det 20. århundrede. På mange måder er det Drejervej i det københavnske nordvestkvarter, som har været fanebærer for familiearbejdet.

Her etablerede Kirkens Korshær i de første efterkrigsår et syværksted for krigsenker og unge udsatte mødre, som både havde et praktisk mål, men måske lige så vigtigt gav muligheden for at socialisere og blive en del af et fællesskab. Man begynder ligeledes at uddele julehjælp til familierne. Og i 1970’erne etablerede Kirkens Korshær et decideret familiestøttende arbejde, som på mange måder lagde kimen til det familiearbejde, som Kirkens Korshær har i dag.

Når overskuddet er småt

De seneste fem år er Kirkens Korshær gået fra 7 til 19 steder med familiearbejde. Et trist billede på det voksende behov for hjælp og støtte, som organisationen oplever over hele landet.

De familier, Kirkens Korshær i dag møder, kæmper med en høj grad af udsathed og kompleksitet i livet. Med fattigdom, spinkle netværk, dårlige relationer, ensomhed, sygdom og andre ting, som gør det svært at finde overskuddet til at være familie og forældre. Det er her, Kirkens Korshærs familiearbejde træder til.

”Lad de små børn komme til mig” .Arbejdet med børnefamilier blev op gennem århundredet et af Kirkens Korshærs store indsatser. Her ses forsiden af Korshærsbladet fra 1965

I dag handler familiearbejdet mestendels om at tilbyde praktisk hjælp til hverdagen. Eksempelvis i forhold til økonomien, hvor der er brug for hjælp til budgetplanlægning. Eller ved uddeling af madpakker, tøj og sko til børnene, som det kan være svært at få råd til, hvis man lever med en presset økonomi. Men lige så vigtigt er det uforpligtende fællesskab, der rummer alle – også på en dårlig dag. Blandt andet med tilbud om fællesspisning, udflugter, arrangementer og ferielejre. Samtidig har en stor del af familiearbejderne børne- og ungdomsklubber samt forskellige former for mødre- eller forældregrupper.

Kirkens Korshærs familiearbejder i dag På landsplan har Kirkens Korshær 19 familiearbejdssteder. Nogle steder er familiearbejdet et fysisk sted. Andre familiearbejdssteder er organiserede som en opsøgende indsats eller ud fra de aktiviteter, som det enkelte arbejdssted tilbyder. Fælles er, at de er tilrettelagt efter de behov, som familierne i nærområdet har.

Steder med familiearbejde Drejervej (København), Christianshavn (København), Aakirkeby, Aalborg, Brønderslev, Thisted, Herning, Holstebro, Ulfborg, Vinderup, Ørnhøj, Videbæk, Randers, Horsens, Silkeborg, Aarhus, Nordborg og Haderslev.

- For nogle er vi en erstatning for det, de ikke har, eller har mistet. Nogle mennesker er vitterligt meget, meget ensomme. Formålet med vores arbejde, det, vi knokler for, de værdier vi arbejder med hver eneste dag for at effektuere, - nogle gange spørger man sig selv, om vi lykkes med det. Men juleaften bliver det meget synligt, at vi gør en forskel

Jens Lundsgaard Korshærsleder i Vejle

Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen

I det første nummer af Korshærsbladet i 1912 er der en hilsen til ”den nye Broder” (Kirkens Korshær) fra Harald Ostenfeld, der var biskop over Sjællands Stift (1911-1922), og da Københavns Stift blev oprettet, blev han dets første biskop (1922-1932). Så i en vis forstand var det en hilsen fra Folkekirkens førstemand til Kirkens Korshær og et udtryk for det gode samarbejde, der skulle tage sin begyndelse. Ostenfeld tager afsæt i dette skriftsted: ”Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.” (1. Kor. 9,22a). Og det er tydeligt, at den nye arbejdsform, som Kirkens Korshær står for, i en vis grad bydes velkommen, fordi der i arbejdet kan rækkes ud til dem, der ellers var uden for rækkevidde, ja, til så mange som muligt skal ”Jesu Kristi Evangelium” rækkes, for ”at de maa erfare dets frelsende Kraft”. Og når man medtænker, at der på den tid nærmest var en vækkelse i København, så aner man, at målet med det nye arbejde også er, at flere må blive frelst – og færre være fortabt. Ikke kun fortabt i forhold til at klare deres liv, men fortabt i den betydning, at de på dommens dag står uden for Guds kærlighed.

Som Johannes Nissen skriver i sin bog ”Diakoni og menneskesyn” (2008), er det indimellem hændt, at ”den hjælp, som er blevet givet til fattige og sult-

ne mennesker, [er] blevet set som en genvej til at omvende mennesker, for at de kan blive kristne”. Det vil sige, at hjælpen til den nødstedte mere er et middel end et mål. Og det vil sige, at der sker en opdeling af dem, der har deres på tørre og så dem, der er på vej til gå planken ud, de frelste og de fortabte.

Sådan tænker vi ikke i Kirkens Korshær her 110 år senere. I dag skal man ikke bede Fadervor, før man får sin suppe – men vil man bede Fadervor med nogle, når man har spist, er det bare at sige til. I dag ser de frivillige og ansatte ikke sig selv som frelste og brugerne som nogen, der er på vej til at være fortabte – men vi ser os som ligestillede i vores fælles håb om Guds nåde på den yderste dag, hvor ingen af os kan retfærdiggøre os selv.

”Jesu Kristi Evangelium” har stadig betydning, men det er som en drivkraft for frivillige og ansatte og som et værdigrundlag, der står som et fortegn for arbejdet. Og der er stadig et godt samarbejde mellem Folkekirken og Kirkens Korshær her 110 år senere, hvor der er mere end 20 korshærspræster landet over. Og selvom vi ikke kan gøre alt for alle, så kan vi gøre noget for nogen, når vi skaber øjeblikke af nærvær, omsorg og respekt.

Tekst: Ian Gregers Malling Ørtenblad-Andsager, sognepræst og formand for Kirkens Korshærs Hovedbestyrelse. Foto: Arkiv

At være, hvor folk har brug for det. Her ses Kirkens Korshær-stifter Kirsten Prip på den transportable prædikestol ’Evangeline’, der kørte rundt i byernes udsatte områder.

Kirkens Korshær stiftes af 12 ildsjæle fra Frihavnskirken med ambitionen om at løfte den fattige befolkning åndeligt og socialt. Kort efter oprettes der systuer, kaffekældre og samtaletjenester målrettet nødlidende. Det findes stadig i dag i form af 37 varmestuer og 5 natvarmestuer over hele landet.

Efter to års kamp lykkedes det Kirkens Korshær at få tilladelse til at besøge de indsatte i Christianshavns Straffeanstalt. Her tilbød korshærssøstrene fortrolige og anonyme samtaler til de varetægtsfængslede kvinder. Fra 1929 besøgte Kirkens Korshærs arresthustjeneste alle landets arresthuse. Det er de fortsat med frem til i dag, hvor arbejdet varetages af tre arresthusmedarbejdere.

1912

1913 1915

Som svar på den store hjemløshed oprettede Kirkens Korshær sit første herberg, et kvindehjem i Ryesgade i København, med mulighed for at få gratis ophold i mindst to år. I dag driver Kirkens Korshær syv herberger og tre botilbud, der skal hjælpe borgeren med at komme fra gaden til egen bolig.

1926 1957

Kirkens Korshær opretter Børnely, det første tilbud til udsatte børn. De næste 30 år driver Kirkens Korshær institutioner som et led af sit familiestøttende arbejde, indtil opgaven overgår til kommunerne. Familiearbejdet er fortsat med eksempelvis madpakker, lektiehjælp og sommerlejre. I 2022 havde Kirkens Korshær 19 familiearbejdssteder på landsplan.

På opfordring af blandt andre Ekstra Bladet opretter Kirkens Korshær den anonyme rådgivningstelefonlinje Sct. Nikolai Tjenesten, med hjælp fra en række frivillige ildsjæle. Allerede fra starten oplevede Sct. Nikolai Tjenesten en kolossal efterspørgsel. Efter blot er år blev samtaletjenesten landsdækkende. Og er det til den dag i dag, hvor de frivillige årligt besvarer over 50.000 opkald.

Kirkens Korshær åbner sin første genbrugsbutik, Rodekassen i Aarhus, som hurtigt bliver en stor succes. Efterspørgslen på genbrugsguld er stor, og hurtigt spredes tanken til andre byer. I dag driver Kirkens Korshær omkring 240 genbrugsbutikker landet over, som ledes og bemandes af frivillige medarbejdere.

Hjemløse og fattige udenlandske migranter bliver en del af gadebilledet i de større byer. Mange af dem lever i stor armod, og de har ingen steder at søge hjælp. Kirkens Korshær begynder at uddele mad, rådgive og hjælpe gruppen. I dag får mere end 700 migranter, primært fra Østeuropa, hjælp og støtte fra Kirkens Korshær.

1957

1971 1972

I starten af 1970’erne startede Kirkens Korshærs første drøftelser om at yde en indsats i forhold til det voksende problem med stofbrug. Og i 1978 påbegyndes det socialfaglige og livreddende arbejde på Christiania og senere på Vesterbro. I dag driver Kirkens Korshær tre stofindtagelsesrum, ligesom vi har ti sundhedsindsatser på landsplan.

1991 2005

Politiaktioner på Vesterbro skaber utryghed og uro omkring Mariatjenesten og dens brugere. For Kirkens Korshær er det tydeligt, at ’der bør rejses en politisk debat om det groteske menneskesyn, der ligger bag indsatsen’. Fortalervirksomhed bliver en stadig større del af arbejdet, og det vedbliver det med at være. Nu som en af Kirkens Korshærs seks prioriteter.

Frivillige: Hjælpen skal fejres

I anledning af Kirkens Korshærs 110-års-fødselsdag har vi spurgt tre frivillige medarbejdere om, hvad de holder mest af ved deres arbejde, og om der overhovedet er noget at fejre, når så mange udsatte stadig rækker ud.

- Vi hjælper dem, der er lige rundt om ørerne på os. Man ved, man gør en forskel, for man kan se den, og man hører det. Jeg kan godt lide, at vi kan gøre noget – og det gør vi! Det, at man kan hjælpe andre på denne måde, synes jeg er fantastisk.

Som pensionist kunne jeg godt bare lave ingenting, men det har jeg jo ikke lyst til. Der er for meget krudt i mig. Derfor er jeg er også frivillig på Stubben, hvor jeg nu gennem flere år har haft et yogahold med beboerne. Blandt dem en ældre mand, der altid fortæller mig sin livshistorie. Jeg har nok hørt den 50 gange nu, men jeg lytter hver gang, for jeg kan mærke på ham, at det er godt for ham at fortælle den.

Jeg kan godt lide at høre, hvad folk har oplevet. Det er spændende, men historierne kan også være tragiske. Mange af dem er jo endt dér, hvor trygheden er – på Stubben, og jeg er glad for at gøre en forskel for dem og hjælpe. Nogle af dem har jeg fået i arbejde, og en er kommet med i et kor.

Kirkens Korshærs 110-års-fødselsdag skal fejres, også selvom det er sørgeligt, at så mange har brug for hjælp. Vi skal fejre det ved at gøre opmærksom på os selv, så folk får øjnene op for at man kan støtte ved at handle hos os i genbrugsbutikken.

Tekst: Rasmus Adserballe Fotos: Privat Birgitte ’Biggo’ Wesley, frivillig i både genbrugsbutik og varmestue/herberg ’Stubben’ i Helsingør:

i Esbjerg

- Her kan jeg gøre noget godt i nuet. Man kan med det samme se, at man giver en glæde til og gør en forskel for brugerne.

Jeg ser varmestuen som et fristed. Her ser man mennesket inde bag ved. Også dem, der måske ikke altid opfører sig mest hensigtsmæssigt i forhold til samfundets normer. Vi rummer dem, som de er.

Jeg vil gerne have, at de også skal føle, at de er noget værd som mennesker.

Vi bruger en positiv indgangsvinkel. Vi snakker med dem, roser dem og prøver at opbygge deres selvtillid. Det styrker også mit selvværd, at jeg føler, at jeg gør noget godt for andre.

Jeg har tidligere i mit liv arbejdet med udsatte, med misbrugere, og har været ansat på en metadonklinik. Jeg er uddannet sygeplejerske, så på en måde har jeg måske mere øje for dem, der har mest brug for hjælp og omsorg.

Mange af dem har haft en kummerlig barndom. Samfundet har forsømt at samle dem op i tide. Der bliver ved med at være nogle, som falder igennem.

Så det man skal fejre er, at der er nogle, der hjælper dér, hvor samfundet er stået af.

Andersen, frivillig i familiearbejdet i Thisted

- Her får jeg en følelse af, at jeg gør en forskel. Jeg kan se udviklingen. Den kommer til udtryk hos børnene. I deres reaktioner og deres tilknytning til mig. Jeg er socialrådgiver, så jeg brænder for socialt arbejde. At have en funktion i målgruppens liv er værdi for mig.

At være frivillig i en fritidsklub ville også give mig noget, men dér er der ikke på samme måde børn, der har et særligt behov. Og dem vil jeg gerne være der for.

Det føles rigtigt godt, når det, vi har arbejdet på, lykkes helt vildt godt. Og det føles godt for mig at kunne rose et barn og se barnets øjne lyse op, når noget lykkes.

Så I år skal vi fejre, at vi har mulighed for at give den hjælp, der er brug for.

Tina Sallberg, frivillig i varmestuen

Sarah

At få eget hjem. Og blive boende

Hvis en social indsats for alvor skal batte, skal der tag over hovedet. Ellers går alt overskud med at finde nattely. En tryg og værdig boligindsats er derfor helt grundlæggende for Kirkens Korshær.

Tekst: Charlotte Lund

Fotos:

Hvad nytter en socialfaglig indsats, hvis uvisheden om, hvordan natten skal stås igennem, fylder tankerne. Og hvad nytter en bolig, hvis man kun er på ufrivillig gennemrejse, og man står på gaden igen måneden efter?

Efter mere end et århundredes herbergs- og hjemløsearbejde er vigtigheden af et eget hjem, som man kan blive i, en grundværdi for Kirkens Korshær. Derfor er det et vigtigt fremskridt, at Housing First-strategien nu bliver en del af den nye hjemløsestrategi.

Det handler ganske enkelt om, at hjemløshed bedst bekæmpes ved så hurtigt som muligt at give alle et sted at bo. Det er et brud med den tidligere tilgang, hvor mennesker i hjemløshed skulle gøre sig ’fortjent til’ eller vise parathed, før de kunne få anvist en bolig.

Det betyder, at herberget fremover i endnu højere

grad skal være den trædesten, der sikrer, at folk kommer over dørtrinnet til egen bolig. Og som kan sikre hjælp og støtte, så man får de allerbedste forudsætninger for at blive i boligen.

Fra reb til rettigheder

En af de allerførste ting, som Kirkens Korshær gjorde efter stiftelsen, var at oprette herberg. Allerede i 1913, få måneder efter sin stiftelse, kunne Kirkens Korshær slå dørene op for et kvindehjem, hvor ubemidlede kvinder og deres børn kunne få gratis ophold i op til to år. Det blev hurtigt fulgt op af et bo- og arbejdssted for mænd.

Det var en stor forbedring, for tidligere var storbyens hjemløse forvist til at sove på værtshusenes gulve, hvis de da ikke for 2 øre havde købt sig til at sove stående, lænet op ad et opspændt reb. Herefter var hjemløsearbejdet og ikke mindst retten til værdighed en bærende søjle i Kirkens Korshærs boligsociale arbejde.

- At være uden hjem er ikke kun at mangle varme. Det er at være uden tryghed, base, vaske- og madlavningsmuligheder. At leve i frygt og være konstant på vagt. At blive arresteret for at sove under et halvtag eller en busk. At blive frataget papirer og penge. At gå med sår, der ikke vil læge og sygdomme, der ikke bliver behandlet ordentligt.

Helle Christiansen Tidligere chef for Kirkens Korshær

“Det var store dage, når noget lykkedes. En af de største var dagen, da det store herberg i Hillerødgade i København blev taget i anvendelse. Mere end 200 hjemløse mænd kunne finde enten eneværelse eller et rum med halve vægge, der hjalp til en smule privatliv. Bygninger i Aalborg, Odense, Holbæk og flere andre steder betegnede hver for sig måneder og års planlægning og opsparing.”

- Korshærschef Haldor Hald i sine efterladte erindringer fra 1970.

I dag driver Kirkens Korshær 11 herberger og botilbud, og målet er at støtte mennesker i hjemløshed til at finde frem til værdige og langtidsholdbare løsninger.

Housing First virker, fordi det handler om meget mere end en bolig først. Med indsatsen giver man ikke bare mennesker et sted at bo, man giver dem en individuel støtte til at blive der. En støtte, der er til stede så længe, der er behov for det.

Med Housing First sættes det enkelte menneskes behov i centrum, og alle relevante aktører arbejder sammen om at skabe en permanent løsning. Først og fremmest ved at sikre en tryg base, et hjem med den støtte, der skal til for at kunne bo selvstændigt der. Erfaringer fra Odense kommune viser, at sikrer vi det, kommer 87% af alle hjemløse ud af hjemløshed.

Når det kommer til den individuelle bostøtte, er der store gevinster at hente ved at lade personalet på herberger og varmestuer følge beboeren fra herberg til egen bolig med praktisk hjælp til flytning og rådgivning i forhold til myndigheder.

Så bostøtten bygger videre på den allerede eksisterende relation og tryghed. På den måde kan vi være med til at gøre overgangen tryg og sikker. Støtte, vejlede og skabe den ro, der skal til for, at en bolig bliver et blivende hjem.

Alle mennesker har krav på værdighed og forståelse

Siden brugen af euforiserende stoffer blev en del af Danmark i 1960’erne, har Kirkens Korshær arbejdet med at mildne de konsekvenser, som et liv som aktiv stofbruger fører med sig. For alle mennesker har ret til værdighed og forståelse.

Alle mennesker har værdi og krav på at blive mødt med forståelse frem for fordømmelse. Også dem, som lever med et stofbrug. Den holdning har været gennemgående hos Kirkens Korshær siden begyndelsen – og særligt efter euforiserende stoffer blev udbredt i Danmark i 1960’erne.

Holdning har ført til handling. Siden 1960’erne har Kirkens Korshær arbejdet med at hjælpe stofbrugere. Fordi behovet er der! Og fordi ingen ønsker at leve med den stress, angst, skam og livstruende fare, der går hånd i hånd med hvert eneste stofindtag.

Ungdomsklubben og Christiania

Euforiserende stoffer blev udbredt i Danmark i 1960’erne, og med tiden bredte brugen sig blandt sårbare unge. På den baggrund startede Kirkens Korshærs Ungdomsklub i København, som primært havde til opgave at hjælpe de mest belastede unge mennesker med stofbrug.

- Vi har for længst indset, at i dette arbejde findes ingen nemme løsninger, men kun et langt, sejt og udholdende arbejde, hvor vi igen og igen må tilbyde

stofbrugere seriøse og meningsfulde tilbud, selv om de mange gange undervejs falder tilbage på stofferne. Vi nægter at tro på myten om, at det ikke kan nytte noget at bruge penge til denne gruppe, og heldigvis får vi dagligt beviser på, at det kan lykkes, blot kræver det fantasi, tålmodighed og måske det allervigtigste: penge.

Kaj Bengtsen, socialrådgiver i Ungdomsklubben, i Korshærsbladet,1979

Senere åbnede også spisehuset ”Suppedasen” på Christiania, som hørte til under Mariatjenesten. Her kunne udhungrede unge mennesker med et stofbrug få et måltid til en overkommelig pris. Derudover forsøgte man at etablere et rådgivningscenter i Fredens ark, der husede medtagne unge mennesker med stofbrug.

En livreddende, værdig og skadesreducerende indsats Meget har ændret sig siden 60’erne og 70’erne. Hverken Ungdomsklubben, Suppedasen eller Fredens Ark er en del af Kirkens Korshærs sociale arbejde i dag. Og bor man langt fra storbyens trængsel

Tekst: Sille Alstrup Yrt Foto: Kirkens Korshær

og alarm, kan historier om stofbrugere i opgange og kanyler på gaden måske høre til sjældenhederne. Men det er stadig en del af virkeligheden i dagens Danmark. Derfor er der fortsat behov for, at Kirkens Korshær træder til og er der for mennesker med stofbrug.

Siden 2013 har Kirkens Korshær drevet stofindtagelsesrum – eller fixerum, som de populært kaldes. Først i Odense, siden i Aarhus og Vejle. Stofindtagelsesrummene er målrettet mennesker, som lever med et aktivt stofbrug. Her kan de indtage deres stoffer under sikre og hygiejniske forhold. Alle stofindtag sker under opsyn af fagligt uddannet personale, så både forebyggende indsats og akut hjælp er tilgæn-

gelig, når behovet opstår.

Samtidig kan medarbejderne rådgive om sikkert stofindtag, mulighederne for behandling og ikke mindst udlevere rent værktøj til stofindtaget. Det er livreddende, værdigt og har en skadesreducerende effekt ud over det sædvanlige.

Stofindtagelsesrum giver IKKE flere stofbrugere Det er nærliggende at tænke, at stofindtagelsesrummene skaber flere stofbrugere, fordi det legitimerer indtagelsen af stoffer. Men det modsatte gør sig gældende, forklarer Heinz Wolf, medlem af Rådet for Socialt Udsatte, leder og chefkonsulent i Kirkens Korshær Odense.

Stofindtagelsesrummet i Odense har fem pladser, inklusive en kørestolsplads Foto: Kirkens Korshær i Odense

- Stofindtagelsesrum skaber ikke flere stofbrugere – tværtimod; for de kommer i behandling. Her skabes værdige forhold for nærmiljø og stofbrugere, og dårlige møder i opgange eller baggårde undgås. Her bygges bro til et bedre liv for stofbrugerne. De bliver sundere og også bedre til at mestre eget liv, siger han.

Det bakkes op af erfaringerne fra Aarhus, Odense og Vejle. For fælles i Kirkens Korshærs tilbud er, at man oplever, at det får flere til at gå i behandling. Tove Hertz Mikkelsen, leder i Kirkens Korshær Vejle, forklarer:

- Gennem den tætte og tillidsfulde kontakt den enkelte har til de faste medarbejdere i stofindtagelsesrummet, bygges der bro til rusmiddelbehandling og andre aktører, der kan være med til at understøtte et ønske om forandring.

Kirkens Korshær har aldrig et krav om forandring – heller ikke i arbejdet med stofbrugere – for i organisationen er en grundlæggende tro på retten til selvbestemmelse. Men også en tro på, at når det enkelte menneske mødes med nærvær, omsorg og respekt, opstår en reel mulighed for at vælge en anden vej i livet.

Rene tilgængelige kanyler og øvrige remedier er essentielle for borgernes sundhed Foto: Kirkens Korshær i Odense

Et lille lys i et kæmpe mørke

Sct. Nikolai tjenesten er Danmarks ældste telefontjeneste, der så dagens lys tilbage i 1957. Siden da er der løbet meget vand i åen.

Optakten til grundlæggelsen af tjeneste var, at tidligere korshærsleder Haldor Hald i Ekstra Bladet blev kaldt ‘selvmordspræsten’. I artiklen stod der direkte: “Hvis de går med tanker om selvmord, så ring til Valby 7604.” Det var telefonnummeret på Haldor Hald, som i artiklen havde fortalt til journalisten, at der om aftenen i København var et stort antal mennesker, der gik rundt med tanker om selvmord.

Reaktionerne på den artikel, hvor Haldor Hald blev omtalt på den måde, viste et tydeligt behov for, at der var en tjeneste, hvor folk med problemer kunne henvende sig anonymt og tale med nogen. Haldor Hald bad derfor de københavnske sognepræster om at medvirke i en anonym, folkekirkelig samtaletjeneste, organiseret af Kirkens Korshær. Tanken var, at præsterne påtog sig aften- og nattevagterne og selv sørgede for at finde medarbejdere, således at der altid var mindst to personer på vagt.

Omkring 100 præster sagde ja til at deltage, så Sct. Nicolai Tjenesten kunne åbne 12. september 1957.

Meget mere end selvmord Selvom Sct. Nikolai Tjenesten blev oprettet i forbindelse med en snak om selvmord, så har tjenesten siden begyndelsen haft fokus på meget andet.

I dag er fokus meget sjældent på selvmord, men derimod den stigende ensomhed, der er her til lands. Det er ikke længere kun praktiserende præster, der sidder ved telefonerne, men derimod frivillige, som bruger deres tid og kræfter på at hjælpe deres medmennesker.

Sct. Nikolai Tjenesten har arbejdet med ensomhed og andre problemstillinger i næsten 65 år. Det betyder ikke, at tjenestens værnepligt er fuldført. Hver dag modtager tjenesten stadig opkald fra mennesker, som har brug for et øre at tale til. Det seneste år har tjenesten besvaret over 50.000 opkald.

Vi arbejder jo primært med ensomhed. Folk kommer med de ting til os, som de ikke kan fortælle til andre. Mennesker har mange hemmeligheder og følelser, og vi er den anonyme tjeneste, hvor de kan tale til os – uden at nogen dømmer dem.

Hvis Linda Friis Christoffersen skulle beskrive den

nuværende tjeneste, så vil hun beskrive tjenesten som et lys.

Vi er et lille lys i et kæmpe mørke. Nogle har brug for, at vi bare lytter, så de ved, at de bliver hørt –andre har mere behov for en decideret samtale, og nogle skal egentlig bare høre en stemme i hverdagen.

Plads til udvidelse

Selvom 50.000 opkald besvaret er mange, så er det kun en del af de opkald, som tjenesten modtager, der er frivillige nok til at besvare. Der forventes, at tjenesten modtager 250.000 opkald det næste år, men der er ikke frivillige nok til at tage imod alle de opkald. Tjenesten håber på flere frivillige, så vi kan opretholde Danmarks ældste telefontjeneste.

Vi vil gerne tage de telefoner, der ringer, fordi det betyder, at der sidder en, der har brug for os, og vi vil gerne være der for den person.

Det at være menneske, det at være elsket. Det gik lige ind og blev kernen i min tilgang til arbejdet i Kirkens Korshær

-

Bjarne Lenau Henriksen

Tidligere chef i Kirkens Korshær

Til eftertanke:

Tillykke til Kirkens Korshær – og tak

I 1912, da Kirkens Korshær blev grundlagt, så Danmark og det danske velfærdssamfund ganske anderledes ud end her 110 år efter. Thorvald Stauning var endnu ikke blevet landets første socialminister (det blev han i 1918), og sociale forhold var i vid udstrækning noget, der blev overladt til de civile fællesskaber, fagbevægelsen og kirken.

I dag ved vi, at et stærkt offentligt velfærdssamfund og stærke frivillige sociale organisationer ikke er hinandens modsætninger – tværtimod. Kirkens Korshær og alle I frivillige er i den grad en vigtig del af det stærke danske civilsamfund, som hver dag yder en uvurderlig hjælp for mange socialt udsatte mennesker i Danmark – hjemløse, misbrugere, psykisk syge, ensomme og fattige.

Kirkens Korshær udmærker sig ved at være til stede for alle – på alle tidspunkter af døgnet. Det oplevede jeg blandt andet, da jeg var ude at besøge Kirkens Korshærs værested Café Dagmar i Ringsted, hvor

socialt samvær, et måltid varm mad og hjælp og støtte af frivillige dannede en hjertevarm og støttende ramme om de udsatte.

Kirkens Korshærs vedvarende fokus på hjemløses forhold har været med til at modne det politiske miljø, så regeringens ambition om at afskaffe langvarig hjemløshed i Danmark bedre har kunnet slå rod.

Også derfor står vi nu med den mest ambitiøse reform af hjemløseområdet i Danmark i mange, mange år: Over 4.000 nye billige boliger til en husleje på 3.500 kr. om måneden og en prioritering af social støtte i egen bolig frem for lange ophold på herberger.

Det er jeg selvfølgelig både stolt af og glad for – og taknemmelig for hjælpen. Stort tillykke med jubilæet og mange tak for jeres store indsats for udsatte mennesker i Danmark!

Tekst: Astrid Krag, socialminister