Korshærsbladet nr. 1 2017

TEMA: UDSAT I DANMARK – Vejen til varmestuen | NR. 1 | MARTS 2017

KORSHÆRS BLADET Stemmer i natten Her bliver de sårbare hørt

En befrielse at give op

Ingen garanti for et normalt liv

Fortællinger fra varmestuen

Alle er i risikozonen

KORSHÆRSCHEFEN SKRIVER

3

Skyggeliv Indhold TEMA: UDSAT I DANMARK – Vejen til varmestuen

3 I Korshærschefen skriver 4 I Vejen til varmestuen 9 I Social udsathed kan ramme alle 10 I Hvordan ser risikoen ud?

12 I Ved skillevejen 17 I Sårbare stemmer i natten 22 I Kort nyt 24 I Til eftertanke

Mennesker, som lever på gaden, kan fortælle om den mærkelige ikke-tilstand, hvor andre ikke reagerer på deres tilstedeværelse, ikke ser, hører eller svarer dem, men går forbi, som om de slet ikke eksisterede.

Det samme kan meget ensomme mennesker give udtryk for. Når der ingen kontakt er med andre mennesker, må man knibe sig selv i armen eller måske drikke sig fra sans og samling for at mærke, at man muligvis alligevel er i live.

Det kræver af

En definition på socialt udsat kan være, at det er et menneske med flere forskellige og sammensatte, komplicerede sociale problemer. Det kan lyde meget fjernt fra et almindeligt, velfungerende liv, men et langvarigt sygdomsforløb, fysisk eller psykisk, eller en social begivenhed kan være tilstrækkeligt til at sætte gang i en proces, der os, at vi fører til social udsathed.

I den menneskelige psyke sætter en ny bevidsthed ind er der der tilsyneladende nogle mekanismer, som I den andens sted og opmærksomt lukker øjne øger risikoen for, at vi Bevidstheden om, at social og ører op for det menneske, gør hinanden usynlige. udsathed kan ramme alle, som er anderledes, end vi Der ligger i den ældste og altså også os selv og dem, selv er. hjerne måske en afværgevi kender, kan hjælpe til at mekanisme over for noget åbne øjne og ører og sætte Helle Christiansen potentielt farligt ved ”den sig i det andet menneskes Chef for Kirkens Korshær anderledes”, som får os til at sted. Det gælder både i forsøge at lukke indtrykket mødet menneske til menneude og haste videre, både bogstaveligt og i overført ske, og det gælder også, når vi som samfund skal forstand. Det anderledes er udfordrende og utrygt. træffe beslutninger om fordeling af hjælp og støtte til mennesker med behov.

Det kræver en bevidst aktivering af andre dele af vores menneskeværen, end den der er lagret i priMed en forhøjet bevidsthed om, at udsathed kan mitivhjernen, at se på et anderledes menneske som ramme os alle, kan vi forhindre automatreaktioandet end som en potentiel trussel. Det kræver af os, nen, hvor vi hurtigt lukker ned for sanseapparatet i at vi sætter en ny bevidsthed ind og opmærksomt angst og afstandtagen og med brug af besværgende formler som, ”de har nok selv valgt det,” og ”nu må lukker øjne og ører op for det menneske, som er han tage sig sammen!” anderledes, end vi selv er.

Det kunne være mig

Følg Kirkens Korshær på de sociale medier

velfungerende, trygt liv og til et liv som det, der betegnes som ”udsat”.

Og så er det andet menneske måske netop ikke så anderledes, end vi selv er. I Korshærsbladet kan man denne gang læse om, hvor kort der er fra et

Lad os bevidst prøve det mere eftertænksomme: ”Det kunne være mig eller en, jeg kender”. Så kan flere af os måske træde ud af et skyggeliv og blive sanset som de mennesker, vi er.

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

5

Tilpas mange ulykker Flemming Jantzen, korshærsleder, Korsør, Slagelse

Vejen til varmestuen Køerne til varmestuer, familiestøtte og herberger bliver længere, blandt andet fordi flere mennesker i Danmark i øjeblikket bliver fattigere. Men hvad er der gået forud for, at nogle får brug for hjælp fra Kirkens Korshærs tilbud? Vi har spurgt en række medarbejdere.

TEKST: Rie Helmer Nielsen FOTO: Rie Helmer Nielsen, Massimo Fiorentino

– Jeg har set mange mennesker i varmestuen, som er kommet fra tilværelser med gode jobs. For eksempel var der en yderst veluddannet mand, som kom fra en finkulturel baggrund, og som var meget dygtig på sit felt. Han var leder af en større offentlig institution, gift og med børn. En dag skulle institutionen, han var leder på, lægges sammen med en anden, og han var sikker på, at han skulle fortsætte som leder for den sammenlagte enhed. Han var begyndt at drikke lidt for meget, men var selv helt sikker på, at omgivelserne ikke var klar over det, og at han var så dygtig, at det ikke havde betydning for hans stilling.

Men han tog fejl.

Det var ham, der pludselig skulle arbejde under en ny leder, og det ville han ikke. Han blev vred, og nu skulle han vise dem, så han skaffede sig straks et nyt højtprofileret job som institutionsleder et andet sted.

Inden længe havde alkoholspøgelset indhentet ham, og han blev først skilt og mistede kontakten til sine børn. Så mistede han sit job, og skridt for skridt mistede han hele sit fundament. Efter endnu en fyring slap han grebet fuldstændig og lod alkoholen overtage helt og holdent. I dag har han endelig fået fred med sig selv og bor på et forsorgshjem på et lille værelse. Jeg ved, at han har fået kontakt til sine børn og den nærmeste familie igen.

Misbruget er en genvej

En anden mand, jeg har mødt i mit arbejde, havde et job med stort økonomisk ansvar. Det var før finanskrisen. Han kom også til at drikke for meget og blev fyret i en prikkerunde. Det havde han slet ikke set komme. Han troede, at fordi han var dygtig til sit job, kunne det ikke ske for ham. Men han er et eksempel på et menneske, som havde det hele: job, familie, netværk - og mistede alt, da alkoholen fik overtaget. Til sidst var han ingenting værd i sit eget selvbillede. Han gav fuldstændig op. Livet havde taget et lodret dyk for ham, og han havde ingen værdighed tilbage. Jeg ved faktisk ikke, hvordan det siden gik ham.

Fælles for de to skæbner er, at de på indersiden var meget følsomme mennesker, som var under et stort pres med høje forventninger fra både dem selv og omverdenen. Presset dulmede de med alkohol for at kunne være i det.

De troede selv, de var Han var begyndt usårlige, havde styr at drikke lidt for på det, fordi de var meget, men var så dygtige til deres selv helt sikker på, arbejde. Alkoholen blev en genvej til at at omgivelserne kunne yde optimalt ikke var klar over og kunne klare det, og at han var presset, men på så dygtig, at det et tidspunkt blev ikke havde betydforbrug til misbrug.

ning for hans stilling.

Jeg tror, at vi alle Men han tog fejl. sammen kunne få samme skæbne, hvis vi blev udsat for tilstrækkeligt stort pres og tilpas mange ulykker. Når fundamentet så er lidt skrøbeligt i forvejen, er risikoen det større.

6

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

7

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

Vi er alle i samme båd

Ingen vælger at blive narkoman

Kirstine Madsen, korshærsleder Horsens

Gitte Dueholm, korshærsleder, Roskilde

for vores børn ude i trafikken eller i nattelivet? Og følelsen af, at nogen snakker om os bag vores ryg, osv. osv. Vi kender det alle sammen i større eller mindre grad.

– Noget, jeg altid fremhæver, når nogen spørger, hvorfor man bliver socialt udsat, er, når et menneske kommer ud for en meget stor sorg. Hvis man mister et barn, en ægtefælle eller et andet meget nærtstående menneske.

Det er held

Vi kender også alle til at føle vrede og have fantasier om, hvad vi har lyst til at gøre. Men de fleste af os kan styre det og nøjes med fantasierne. Der er ikke forskel på følelserne, der er kun forskel på, hvor mange ressourcer man har til at træffe det rigtige valg. Diagnoser bygger på almenmenneskelige problematikker, der er intet mystisk i det. Det er robustheden og mulighederne eller mangel på samme, der gør forskellen.

– Mange af de mennesker, som kommer hos os i varmestuen, har forskellige diagnoser. Alle mennesker har en snert af enten det ene eller det andet. Jeg er uddannet psykoterapeut, og før vi på uddannelsen overhovedet gik i gang med at lære om psykiatriske diagnoser, skulle vi hver især tage stilling til, hvad vi selv kendte til f.eks. angst, socialfobi, tvangstanker, katastrofetanker, Det er robustheden paranoia m.m. Det var og mulighederne en kæmpe øjenåbner for mig. For vi kender eller mangel på alle sammen til at føle samme, der gør angst, eksistentiel forskellen. angst for at dø f.eks., social fobi i forbindelse med at gå til en fest eller at gå ind i et rum med fremmede mennesker. De fleste kender også til irrationelle og ulogiske måder at håndtere visse praktiske ting på, som ikke giver mening for andre end én selv. Og hvem har ikke prøvet at få katastrofetanker i forbindelse med, hvad der f.eks. kan ske

Mit ærinde er ikke at forklejne den lidelse, som de virkelig hårdt ramte psykisk syge har, hvor symptomerne er ti- eller hundredfold større. Mit ærinde er at afmystificere psykisk sygdom og at gøre det mere forståeligt og almenmenneskeligt. Mange af os er bare heldige, at vi ikke er invaliderede af det.

Symptomerne har ikke overtaget styringen af vores liv. Vi kan leve vores liv på trods af det. Grundlæggende er der ikke det skel mellem ”dem og os”, som mange tror.

Det, der kan være afgørende, er om man har en baggrund med ressourcer, om man har familie og netværk, der støtter en, sørger for at hjælpe en med at få behandling, eller om man er alene, og det hele er op til en selv, og man ryger ud i stofmisbrug. Det er altafgørende for et menneske, om der er støtte at hente eller ej. Det kan være det eneste, der afgør, om man ender med at blive socialarbejder i en varmestue eller bruger i en varmestue.

Man kan også have en stor sorg i forhold til ikke at have fået omsorg i sin barndom. Det kan både være på grund af social arv, eller det kan være i en velstillet familie, hvor fokus er på forældrene selv eller deres karriere for eksempel, så børnene mangler grundlæggende omsorg.

Det kan også være, man kommer ud for social deroute, hvor man oplever en konkurs, sygdom, skilsmisse eller fyring, noget, som betyder, at det hele ramler.

Jeg forstår det godt

Eller det kan være sorg i form af svære traumer, hvis man har oplevet at ens forældre var stærkt alkoholiserede, og man skulle tage ansvar for dem som helt lille, eller man har været udsat for seksuelt misbrug for eksempel. Det kan være psykisk sygdom, ludomani, misbrug eller krigsveteraner, som er kommet hjem med sår på sjælen.

Vi, der ikke oplever den form for sorg, er bare heldige.

Vi har måske været heldige med vores gener eller opdragelse. Når jeg tænker på, hvordan det må være at miste et barn, hvordan man skal leve med det, kan jeg godt forstå, det kan gå galt.

Jeg talte med en flok konfirmander den anden dag.

Og jeg er så glad for, når de tør spørge om det, der undrer dem. Der var en af drengene, som fortalte, at han havde set en mand på Strøget sidde med en 6-pack med øl. Og drengen kunne ikke forstå, at manden brugte penge på øl, når han kunne spare sammen i stedet og sørge for at få en lejlighed. Så

spurgte jeg ham, hvad Vi, der ikke oplever grunden kunne være til, den form for sorg, at man tog det valg. Og er bare heldige. forklarede, at man kan have så ondt i kroppen og sjælen, at man er nødt til at bedøve sig. Det er, når man ikke kan lide sig selv, at man kommer ud i et misbrug, fordi man har sådan brug for at glemme og lægge låg på.

Der er ikke nogen, der vågner op og siger til sig selv: I dag vil jeg være narkoman.

8

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

Han gad bare ikke mere Henrik Pedersen, assistent, Skurbyen Aalborg og Jimmy Kjær, assistent, gårdprojektet Klarup

og det endte med, at de fik et misbrug, hvor man kom beruset hjem fra arbejdet. Det gav hurtigt problemer i hjemmet, og de blev skilt, så drak man mere øl, mistede jobbet og fik svært ved at få og passe et nyt job.

De tager sig sammen!

Henrik: Vi har seks boliger i skurbyen. Dem, der bor her, har typisk et langt liv bag sig, hvor de har været ind og ud af forsorgshjem og herberger og har boet i lange perioder på gaden. Nogle har haft et misbrug siden ungdommen. De har givet fanden i det hele og bare opgivet. Andre har måske forelsket sig mere i flasken end i kvinden, kan man sige.

Jimmy: Eller kvinden ville ikke have dem.

Henrik: Jeg mødte på et tidspunkt en mand, som havde et kæmpe firma med masser af ansatte og kone og børn. En dag fik han en opgave hos nogen, som havde to kæmpestore lader fulde af øl. Når han siden fortalte om de lader der, fik han simpelthen julelys i øjnene, når han beskrev alt det øl. Han blev der i tre måneder og drak, og han kom aldrig hjem igen.

Efter det gik han på landevejen fra den ene dag til den anden. Der var ikke noget, der gik dårligt. Han gad bare ikke mere. Jeg tror, det er noget, der gælder helt generelt, at vi alle sammen bliver mere og mere pressede i vores liv. Og for nogle kan det være en kæmpe befrielse at give helt slip. Også selv om det har sin pris.

Jimmy: Da jeg som 18-årig startede med at arbejde på Aalborg værft, sidst i 70’erne, var det helt normalt at drikke øl på jobbet. For nogle tog det overhånd,

Nogle af gårdprojektets deltagere er ufaglærte arbejdere fra dengang, men tiden har ændret sig meget. I dag kræver man, at de har en mere boglig viden og for eksempel kendskab til brugen af computere, men der er mange af vores deltagere sat af.

Det er trist, for mange af vores deltagere er dygtige håndværkere, som har brug for at vise deres faglige værd. Mange af dem sætter en ære i at stå op om morgenen og tage med på gården og deltage i dagens aktiviteter, for samfundsnormen er jo, at man skal have et arbejde at stå op til.

Henrik: Det her med, at mange af vores brugere ikke tager sig sammen. Det er altså omvendt. De tager sig sammen hver eneste dag! Nogle Jeg tror, det er noget, af dem har valgt det der gælder helt geneliv, de har. Det er et relt, at vi alle sammen andet liv, end du og bliver mere og mere jeg har valgt, men vi skal huske os selv og pressede i vores liv. Og hinanden på, at der er for nogle kan det være flere måder at leve sit en kæmpe befrielse at liv. Hvis jeg spørger give helt slip. Også selv en af vores beboere: om det har sin pris.

Hvorfor tager du dig ikke sammen og lever et andet slags liv? Så svarer det lidt til at spørge underdirektøren: Hvorfor tager du dig ikke sammen og bliver direktør? Det er ikke os andre, der skal dømme, om et liv er godt nok.

Jimmy: Mange har fået så mange, hårde nederlag i livet. Og så får de måske nogle forskellige tilbud, som bare ikke passer til dem. Så hjælper det jo ikke noget, når man ikke kan passe ind i det, man får tilbudt.

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

9

Social udsathed kan ramme alle Der er ingen grundlæggende forskel på mennesker, som bliver socialt udsatte, og mennesker, som ikke gør. Men en række faktorer øger sandsynligheden for, at man kan blive ramt af social udsathed.

TEKST: Martha Madsen FOTO: Ole Bo Jensen

Hvem er de udsatte, og hvordan blev de det? De er os, dig og mig, de såkaldt helt almindelige, indtil noget rykkede sig.

Det er i opbruddet, risikoen stiger. Det er her, problemer kan stige dig over hovedet, kontrollen kan glide dig af hænde, og netværket kan undlade at gribe dig.

Hvor meget kan du og dit netværk holde til? Det er dét, der er den helt store forskel på dig og manden på papmadrassen nede på gaden. Vi kan nemlig alle sammen ende dér – spørgsmålet er bare, hvad der skal til for dig?

Bagud fra start

— Vi starter ikke samme sted i livet. Møder man modstand tidligt i livet, så hænger man nemt fast i det, forklarer Stefan Andrade, forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Har dine forældre et misbrug, eller har de bare ikke tid til dig, så er din startlinje bag de andres. Det kan du måske bære, men hvad så, hvis der kommer en psykisk sygdom oveni eller en skilsmisse? Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der kan hjælpe dig med at få psykiatrisk hjælp eller et nyt sted at Mange tror, at alle bo, som du har råd udsatte kommer fra til? Begynder du at de såkaldte lavere selvmedicinere med klasser. Men halvhash, eller må du bo delen af de socialt på vennernes sofa, marginaliserede indtil de ikke kan unge kommer fra hjælpe dig længere? middelklassen.

– Det akkumulerer. Under normale omstændigheder burde én ting ikke være et problem, men nu havde man ikke længere overskud på grund af de tidligere problemer, siger Stefan Andrade.

Ingen garantier

Inden for socialforskningen taler man derfor om risikofaktorer. Misbrug. Psykisk sygdom. Fængsel.

Fattigdom. Ingen af dem garanterer, at du ender i gruppen af udsatte. Men omvendt garanterer middelklasseforældre, uddannelse og penge på kontoen heller ikke, at du aldrig ender som hjemløs.

Det er bare omstændigheder, der øger risikoen.

Forhold, som gør opbrud og ulykker mere risikable.

Måske kan du leve et normalt liv, selv om du har et alkoholmisbrug og en traumatisk barndom bag dig, men i det øjeblik, du kommer ud for en ulykke, mister arbejdsevnen, kommer på kontanthjælp, så har du brug for det overskud, der hidtil er gået til at leve et normalt liv trods misbruget og barndommen.

Og så er der dem, der umiddelbart bliver udsatte ud af det blå.

– Mange tror, at alle udsatte kommer fra de såkaldte lavere klasser. Men halvdelen af de socialt marginaliserede unge kommer fra middelklassen, forklarer Stefan Andrade. Deres forældre har ingen registrerede psykiske sygdomme, misbrug eller fængselsdomme bag sig. De gængse risikofaktorer lader ikke til at være til stede. Så hvad skete der for dem?

Tilfældigheder, uheld … skæbnen?

10

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

11

Hvordan ser risikoen ud?

Forsker ved SFI, Stefan Andrade, har gennemgået forskningen på området og giver her et overblik over, hvilke faktorer der kan føre til socialt udsathed.

Fattigdom

Fattigdom er skadeligt. Det giver ar på sjælen og kan føre til begrænsninger i livet. På den korte bane kan det betyde f.eks. dårligere netværk for børnene, der aldrig kan deltage i noget socialt. Langsigtet kan det betyde dårligere karakterer i skolen og dermed begrænsede uddannelsesmuligheder.

Arv

Der er desværre en overhyppighed for, at det ender galt for børn af forældre med lav indkomst eller uddannelse.

Højtuddannede forældre kan tale med lærere, psykiatere og sagsbehandlere og sørge for, at deres børn får den hjælp, de skal bruge. Det kan forældre med få ressourcer ikke altid. De må tage til takke med det, de får tilbudt. Har du ressourcer, har du også kontrol over dit og dine børns liv, og så bliver chancerne for at klare sig bedre.

Med få ressourcer, har du mindre kontrol, færre muligheder og må bruge energi på at kæmpe for det basale. Nærmest ligegyldigt hvad du gør, er du bagud fra start.

Fængsel

Der er en relativt høj andel af danskere, der har været i kontakt med retssystemet, uden at det har gjort dem udsatte. Så en fængselsdom alene sender ikke nødvendigvis nogen ud på kanten af samfundet, men sammen med andre faktorer kan et ophold bag tremmer starte eller forstærke en nedadgående spiral.

For børn af socialt udsatte kan et fængselsophold have negative implikationer på resten af deres liv. De kan ikke få hjælp af deres forældre til at dække hullerne i CV’et, så de får svært ved at få job, nu hvor de har pletter på straffeattesten.

Deres venner og omgangskreds vil sandsynligvis også være kriminelle. Det er svært at ændre sit liv, hvis man er nødt til at forlade alle, man kender, først.

Hvis det at drikke meget, tage stoffer, være kriminel er normalt i din omgangskreds eller familie, så bliver det netop normalt. Vi mennesker tilpasser os i stor stil vores miljø.

Misbrug

En høj andel af danskerne drikker for meget og ryger cannabis regelmæssigt.

Der er de såkaldte weekendnarkomaner, som lader til at kunne leve normale, funktionelle liv samtidig med deres stofbrug. Så igen er det ikke nødvendigvis misbruget alene, der gør en udsat. Har du en stofvane, og kommer dit liv pludselig på afveje, så kan du måske ikke længere balancere det normale liv og rusen.

Måske får du endda behov for at flygte lidt ind i rusen, mens dit liv er kaotisk.

Psykisk sygdom

Den helt store faktor. Der er næsten altid psykisk sygdom involveret, når en person er eller bliver socialt udsat. Psykisk sygdom kan starte turen ud i marginalisering, kan forstærke en igangværende deroute eller være endepunktet, når du har ramt bunden.

Man kan have en psykisk sygdom, som man selvmedicinerer. Man er presset af systemet og omstændighederne og ens anlæg for bipolar lidelse aktiveres, eller man udvikler en depression eller angst, fordi livet på gaden er hårdt og farligt.

Stefan Andrade Forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)

12

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

Ved skillevejen Hvad er forskellen på den såkaldte hr. og fru Danmark og hr. og fru varmestue? Et sving i vejen, en dårlig beslutning, et øjebliks flugt.

To mennesker fortæller om dér, hvor livet fik en anden retning.

TEKST: Martha Madsen ILLUSTRATION: Rikke Ahm

De fleste har stået ved en forgrening på livets landevej, hvor vejen delte sig i to, og de skulle tage en beslutning: dén uddannelse, dét job, dén kæreste?

De langsigtede konsekvenser af at vælge den ene vej fremfor den anden lurer først ude bag horisonten.

For nogle bliver det forskellen mellem livet som tandlæge og som brandmand. For andre mellem rækkehuset og varmestuen.

Da Lars var 13 røg han sin første joint. Det var sidst i 60erne. Intet problem. Et par år senere stak han en nål i armen og følte sig hjemme. Endelig følte han sig ikke så forbandet anderledes længere.

Mariannes far blev smidt ud hjemmefra, fordi han drak for meget. Derfor blev hun selv afholdskvinde.

Indtil livet blev for hårdt. Så holdt hun sig ikke tilbage længere.

Ifølge SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er der en større risiko for at ende på varmestuen, hvis du har mødt modstand tidligt i livet. Du kan også sagtens leve med et misbrug, men den dag, du rammer et bump i vejen, bliver misbruget et åg om halsen på dig. I dag kan man finde både Lars og Marianne i en af Kirkens Korshærs varmestuer. Lars laver mad. Marianne samler energi til langsomt at genopbygge det, hun kalder et normalt liv.

morgenmad, og hun fulgte børnene i børnehave og skole. Mens hun var væk, sprang hendes mand ud foran et gennemkørende s-tog. Det behøver ikke være starten på en historie om en nedtur. Men psykologen ville hellere tale om Mariannes barndom og forholdet til hendes mor, end om hvordan hun levede med, at hendes mand tog livet af sig. Kommunen sendte hende breve om, at hun ikke kunne håndtere at være alene med tre børn. Måske havde de ret. Børnene kom i aflastning, og Marianne fik tid til at se andre voksne mennesker.

– Jeg kan være meget stille og meget genert. Jeg er ikke den, der kommer ind og siger ’halløj, her kommer jeg!’ Havde jeg fået et par glas vin eller tre, så havde jeg lidt nemmere ved at gå ud og tale med fremmede, fortæller hun. Så blev det starten alligevel.

Vin og vrede

– Det var ikke sorg, det var vrede. Jeg har været så vred i mange, mange år. Jeg havde godt nok bedt om skilsmisse, men vi havde tre børn, kunne han dog ikke være blevet i den her verden, så vi kunne have været sammen om det? siger Marianne. Langsomt tog det til med flere glas vin, når hun var ude med sine venner – og når børnene var i skole. Da hun nogle år senere mødte en god mand, kunne hun ikke længere styre det.

Bumpet i vejen

Den 16. marts 1999 var en dag som alle andre.

Marianne stod op sammen med sin mand, de spiste

– Der var en mand, der ville mig det godt, men jeg havde ikke fået bearbejdet selvmordet. Jeg smed

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

13

14

ham ud otte gange, ti gange. Jeg hævede hele tiden barren for, hvad han skulle gøre, for at jeg var glad.

Om morgenen kunne jeg ikke huske, at jeg havde smidt ham ud, fortæller Marianne.

Bagud fra start

Man rammer ikke altid en skarp forgrening i vejen.

Nogle gange glider man ubemærket ned ad et blødt sving, og uden at opdage det har man valgt en retning. Lars kan ikke længere huske, hvad der ledte op til den første gang, han røg sig skæv – hvorfor stofferne tiltrak ham så meget. Han kan bare huske, at han ville dem, at han vidste, at han skulle have del i rusen. Måske handlede det om at føle sig anderledes. Lars og hans familie var ellers helt almindelige mennesker, der var ikke noget, der skilte dem ud.

Bortset fra, at Lars, fra han var helt lille, stammede så meget, at han næsten ikke kunne tale. Naturligvis blev han mobbet i skolen for det.

– Ingen kunne forstå mig. Det var meget frustrerende. Jeg rakte ikke hånden op i skolen, fordi jeg skulle igennem alt det der d-d-d-d-d… fortæller Lars.

Derfor klarede han sig ikke godt i skolen, forholdet til forældrene blev i stigende grad dårligt, og han havde ikke mange venner. Lars længtes efter noget, efter at blive forstået. Stofferne måtte være vejen frem, det var han sikker på. I 7. klasse røg han hash første gang, og det føltes godt. Her var han tryg, her var der ingen problemer.

– Jeg fandt ud af, at det der med stoffer, det gav mig noget godt. Jeg fik mere energi, mere velvære – jeg følte mig godt tilpas, forklarer Lars. Da han først havde prøvet at slippe væk fra hverdagens grå problemer, var der ingen vej tilbage. Amfetamin og LSD fulgte efter, og endeligt kastede han sig over kanylen.

En måned efter, at han gik ud af 10. klasse, pumpede Lars sin arm fuld af morfin. Han havde fundet det, han stræbte efter.

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

uddannelse, men så blev hun gravid som 20-årig. Der havde også været et ophold på et krisecenter sammen med børnene. Men indtil selvmordet havde alkoholen været under kontrol. Marianne kunne håndtere sit liv. Men så stod hun der, 30 år gammel med tre børn, en depression og en ufaglærts indtægt.

Der havde været en balance. Hun havde været afholdskvinde i sine unge dage, men da hun blev gift med sin første mand, lærte hun at drikke – med måde. Hun havde aldrig drukket sig fra sans og samling, men hun havde heller aldrig haft brug for det. Nu havde hun brug for det. Både for at glemme alle de ubearbejdede følelser og for at få selskab. Den næste mand fandt Marianne på et værtshus.

– Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg aldrig ville finde sammen med en mand fra et værtshus, men han virkede jo meget normal. Han havde job, var veltalende, drak kun efter arbejdstid, og han var charmerende, fortæller hun. Måske var han også for charmerende. Han var kontrollerende, bestemte over hende, kritiserede hende og krævede sex, selvom hun ikke havde lyst, men nogle gange gik hun med til det for at holde freden. Og så drak han – mere og mere som tiden gik.

Han blev skadet og kunne ikke arbejde, og så gik tiden med at drikke. Selvom hun ikke havde lyst til at drikke med, så gjorde hun det nogle gange alligevel. Det blev hverdag.

Den kedelige hverdag

Misbruget blev normalt

Det var ikke, fordi livet havde været en dans på roser, før Mariannes mand valgte at gøre en ende på det hele. Marianne blev også mobbet i skolen, da hun var barn. Hendes far drak – og det gjorde hendes mor også i en periode. Marianne ville gerne have haft en

Måske kunne det være gået anderledes, måske var der øjeblikke, der kunne have sendt Lars ned ad en anden vej. Men Lars fungerede fint med sit misbrug, der var ikke nogen grund til at holde op. I flere år havde han kone, barn og job og boede

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

i et helt almindeligt rækkehus. Alt imens han dyrkede valmuer og røg lidt en gang imellem.

– Men det blev kedeligt med hus, kvinde og barn.

Den første mulighed, der bød sig, der fløj jeg lige på stedet, forklarer Lars. Et skænderi om en opvask, og så forlod Lars rækkehuset og kom aldrig tilbage.

Efter en tur forbi en uddannelse, som stoppede brat, da Lars trappede sit forbrug op i ”rå mængder” og en derpå dumpet eksamen, gik det stærkt. Fra midt i 1980erne og frem til begyndelsen af 00erne tog Lars alle de stoffer, han kom i nærheden af. Amfetamin, Stesolid, Ronal, hash, kokain, heroin og metadon … stofferne var blevet hans hverdag. Han fungerede, lige indtil stofferne holdt op med det.

15

– Jeg kunne tage amfetaminer, og så lægge mig til at sove! forklarer Lars. Nu kunne han ikke længere få den rus, han havde brug for – og var vant til.

– Jeg var træt af det hele. Havde ikke nogen planer om at blive stoffri. Jeg skulle dø af det. Det var planen.Når først noget er blevet normalt, når det er hverdag, og alle, man omgås, har det på samme måde, så er det svært at ændre sit liv. Man skal forlade dem, man kender, få nye vaner, være en anden. Så hvordan kan historien om Lars og Marianne ende godt? Ligesom der ikke var en enkel vej ind i misbruget for Lars, så var vejen ud heller ikke soleklar. Rusen var holdt op, Lars fik en depression og blev taget for at sælge stoffer. Mens han sad i fængsel, besluttede han, at når nu stofferne ikke længere virkede, så blev han jo nødt til at holde op.

Det normale liv

For Marianne var der et øjeblik, hvor det gik op for hende, at hun ikke ville drikke mere. Det var, da hun for anden gang faldt og slog ansigtet efter lidt for mange glas vin. Hun forlod sin mand en nat, da hun blev bange for, at han ville eskalere fra psykisk vold til den fysiske af slagsen. Hun fik hjælp af sin sagsbehandler til en midlertidig bolig og begyndte at komme på Kirkens Korshærs lokale varmestue, hvor hun efter et stykke tid fik hjælp til at få sin egen lejlighed.

– Havde det ikke været for min sagsbehandler og Kirkens Korshær, så var jeg nok gået tilbage til ham.

Jeg havde ikke andre steder at gå hen, siger hun.

Problemet var bare, at hun følte sig alene, og hvor vidste hun af erfaring, at hun kunne få selskab? På værtshuset. Det var et sted, hun kendte. Der var mennesker at tale med. Heldigvis har hun nu fået selskab i varmestuen og i en forening af tidligere alkoholikere. Efter fald nummer to kunne hun holde op med at drikke uden at blive ensom. Nu har hun mennesker, hun kan tale med, og som forstår hende.

– Jeg vil have lov til at føre et normalt liv og selv have kontrollen over mit liv, for det havde jeg ikke før, siger hun.

Endelig blev der lyttet

Det blev Kirkens Korshær, der greb ham. Lars havde prøvet at trappe ned før, men det var aldrig gået særlig godt. Derfor kom den lokale korshærsleder som sendt fra himlen. Som Lars forklarer det, så var det første gang i sit liv, at han mødte nogen, der kunne rumme ham.

– Han lyttede bare til mig. Uanset hvor vred og truende jeg blev, så lyttede han, fortæller Lars. Noget andet, korshærslederen gjorde, var at sørge for, at Lars ikke begyndte at kede sig. Han gav Lars noget at lave. Lars kan godt lide at lave mad, og i stedet for at sidde derhjemme og zappe kanaler og overveje om ikke stofferne alligevel var at foretrække, så kunne han da ligeså godt lave mad i Kirkens Korshær. Der er ikke noget inspirerende øjeblik, hvor det gik op for Lars, at nu skulle det hele være anderledes. Han har levet sit liv på bedste beskub med de værktøjer, han havde til rådighed. Og da de ikke virkede længere, så fandt han nogle andre.

I dag er Lars frivillig i Kirkens Korshær og hjælper flere steder, blandt andet med lejrturene, men primært laver han god mad til dem, der kommer forbi.

– Jeg er holdt med at bore i, hvorfor jeg begyndte at tage stoffer, og hvorfor jeg stammede. Det kommer der ikke noget godt ud af, slutter Lars af.

Hverdagen smuldrer

Har du haft et misbrug længe nok, sker det nogle gange, at stofferne får en lidt anden effekt.

Lars og Marianne er ikke de to menneskers rigtige navne, men Kirkens Korshær er bekendt med dem.

16

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

Sårbare stemmer i natten

Fakta om udsathed

Risikoindikatorerne for social marginalisering er: psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed og fængselsophold.

Cirka 14 pct. af alle voksne mænd og 10 pct. af alle voksne kvinder er på et tidspunkt blevet registreret på mindst én af dem.

Cirka 30 pct. af mænd med en psykisk sygdom er også registreret med et stofeller alkoholmisbrug, mens cirka 16 pct. af de psykisk syge kvinder også er registreret med et misbrug.

De marginaliserede unge er markant dårligere uddannede end majoriteten af unge, og en stor del af de marginaliserede unge forlader skolesystemet tidligt.

Knap halvdelen af de marginaliserede 18-24-årige har forældre, der er registreret med en risikoindikator. Altså er det lidt over halvdelen af de marginaliserede unge, hvis forældre ikke er registreret på enten psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed eller fængselsophold.

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

Ca. 120.000 mænd og 60.000 kvinder tilhører én af de marginaliserede grupper – psykisk syge, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse og fængselsdømte. Dvs. cirka 5,7 pct. af alle voksne mænd og 2,7 pct. af alle voksne kvinder.

Blandt dem, som har været i fængsel, er næsten halvdelen af både mændene og kvinderne også registreret med et misbrug.

Cirka en tredjedel af de marginaliserede unges forældrene har haft længerevarende perioder uden beskæftigelse under den unges opvækst. Det betyder modsat, at ca. to tredjedele af de marginaliserede unges forældre overvejende har været i beskæftigelse under den unges opvækst.

Sct. Nicolai Tjenesten lægger øre til livet blandt de bange, de ensomme og de skamfulde. Til vreden, til dramaet og til kedsomheden. Her er der plads til alle.

TEKST: Martha Madsen FOTO: Massimo Fiorentino

Når det normale Danmark sover, sidder Sct. Nicolai Tjenesten klar ved telefonerne. Når den samme person ringer for anden gang med en anden personlighed. For tredje gang med en tredje personlighed. Når der ikke er nogen, der har hørt ens stemme hele dagen.

Så lytter Nicolai Tjenestens frivillige.

– Nicolai Tjenesten er et medmenneske at tale med, forklarer tjenestens leder Stine Lene Hansen.

– Vi dækker det kedeligste i samfundet, der hvor der ikke er drama og krise. Vi dækker samværet, vi dækker ensomheden.

Rundt om i Danmark sidder der mennesker, der ikke har nogen, der gider lytte. Mennesker, der føler sig helt alene i verden. De har ikke nogen grund til at stå op om morgenen, eller også kan de ikke overskue verden udenfor sengen. Unge, ældre, sunde, syge.

Der er mange slags mennesker, der ringer til Nicolai Tjenesten, men fælles for dem er, at de mangler et medmenneske, der vil lytte, mens de taler.

Næstekærlighedens rolle

I Nicolai Tjenesten er det altid tusmørke.

Det er som at sidde i en hule på kanten af verden, mens man tager fra, når samfundet ikke magter mennesker. Hvis et menneske baserer sin viden om samfundet på de opkald, der kommer ind, så ser det trist ud.

17

18

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

19

– Jeg talte med en før jul, og han glædede sig sådan til jul, for – fortalte han – han så altid sin familie 2. juledag. Jeg spurgte, hvornår ser du dem ellers?

Han sagde 2. juledag. Én dag om året, fortæller Stine Lene Hansen.

De usynlige udsatte

Størstedelen af dem, der ringer ind, er ældre, ensomme og psykisk syge. De usynlige udsatte. De har fået den medicin, kommunal støtte og aflastning, de skal bruge. Deres børn og børnebørn har opgivet dem. De har ikke nogen fortalere. De har systemet, måske en venlig nabo og så Nicolai Tjenesten.

– Det virker trist på os, men for dem er det sådan, hverdagen er. Der findes ikke nærvær, der findes ikke berøring, der findes kun en venlig stemme i røret, siger Stine Lene Hansen.

Nicolai Tjenesten henvender sig ikke til en specifik målgruppe – børn, selvmordstruede, HIV-smittede og så videre – her kan alle, der har behov, ringe ind.

For de ensomme, psykisk syge ældre er der ofte ikke andre steder, der henvender sig til dem.

Stine Lene Hansen kom til Sct. Nicolai Tjenesten fra en stilling som sognepræst.

Der er mennesker, som får lov at simre i deres egne problemer, uden at nogen lægger mærke til det eller gider have med dem at gøre. Om det er pengeproblemer, mentale problemer eller det store tabu: ensomhed, så rører vi ikke ved det.

– Vi har glemt at være medmennesker for hinanden.

Vi forventer, at folk tager fat i os, hvis de har brug for os, men måske skal vi også gå ud og tage fat i dem, der har brug for os. Vi glemmer næstekærlighedens rolle, siger Stine Lene Hansen.

Før Stine Lene Hansen kom til Nicolai Tjenesten, var hun sognepræst. For hende er næstekærligheden det væsentligste, ikke bare for den frivillige i tjenesten, men også for borgerne i samfundet.

Vi skal stå sammen om problemerne. Dem, der har det bedre, skal hjælpe dem, der har det værre.

Sådan ser Stine Lene Hansen verden, Nicolai Tjenesten og det danske samfund.

– For tiden har jeg det bedst, og den, der ringer ind, har det for tiden dårligst. Så kan vi få en balance og løfte i flok. I stedet for at man skal løfte alene. Et problem vejer bare dobbelt så meget, når man skal løfte det alene. Og hver gang man deler det, så vejer det lidt mindre, forklarer hun.

Du er ikke interessant

Alle er som udgangspunkt anonyme i Nicolai Tjenesten. Derfor præsenterer man ikke sig selv, når man tager telefonen. Man siger bare ”Nicolai Tjenesten”, og så venter man på, hvordan den anden har det bedst med at samtalen forløber. Nogle giver ikke noget navn, andre giver et opfundet navn. Det er ikke det vigtige.

Det vigtige er, at det er den, der ringer ind, det handler om.

– Jeg har mange samtaler med velkendte stemmer, som jeg ikke aner, hvad hedder, siger Stine Lene Hansen. En frivillig i Nicolai Tjenesten kan ikke

dele ud af sit privatliv i en samtale. Det prikker huller i anonymiteten, også for den, der ringer ind. Og så fjerner det fokus fra den, det hele handler om.

– Som frivillig skal man acceptere noget, som vi nok ikke er så vant til i samfundet i dag. Når man sidder her, skal man være interesseret, ikke interessant, forklarer Stine Lene Hansen.

At vise interesse kan få den andens dag til at gå fra at være jævnt dårlig til et tåleligt leje. Derfor er Nicolai Tjenestens frivillige interesserede. Uanset hvad det er, den, der ringer ind, vil fortælle om. Om det er den samme formiddags-lægeserie, som de fortalte om i går, om det er den samme bitterhed som i sidste uge, om det er den samme person med flere personligheder. Så lytter den frivillige og spørger interesseret ind.

Den, der ringer ind, bliver hørt. Måske for første og eneste gang den dag, den uge, det år.

Det, de har behov for, er ofte at lette den grå hverdag, hvor den frivillige i Nicolai Tjenesten er den eneste, der ved, at de er i live. Den eneste, der har anerkendt deres eksistens i dag.

Omvendt kan det også være det store drama, de skal have luft for, når paranoiaen flammer op, eller selvmordstankerne er for tunge at bære alene.

– Nu er jeg sikker på, at der er nogen, der piller ved mit garn, eller der er mikrofoner i frikadellerne! Der findes ikke et sted, hvor de kan komme af med det.

De kan ikke komme til psykiater, for det er jo ikke akut. De har måske været paranoide hver dag i 30 år, fortæller Stine Lene Hansen.

De får deres medicin, de har fået al den støtte, de kan få, så der er ikke mere at gøre for dem. Udover, altså, at lytte til dem.

– Vi har brugere, der er alvorligt psykisk syge, og som har været samtalepartner herinde i over 20 år. De har

20

ikke fået det nævneværdigt bedre i de år, og nu er de pludseligt blevet gamle, siger Stine Lene Hansen.

Accept uden fordømmelse

Cirka 45.500 ringer hvert år til Nicolai Tjenestens otte afdelinger rundt om i Danmark, og derudover er der mange, der kommer ind til en personlig samtale, eller som skriver til tjenestens medarbejdere. De får ikke rådgivning eller gode råd, dem, der henvender sig. Der bliver lyttet til dem uden fordømmelse.

– Vi dømmer ikke. Styrken ved det anonyme er, at man kan få fred. Det er ligesom skriftestolen i den katolske kirke, hvor man kan sige, hvad man har gjort. Det er vigtigt at føle sig tilgivet, forstået og accepteret, forklarer Stine Lene Hansen.

Hun understreger, at Nicolai Tjenestens ansatte og frivillige aldrig selv indleder en samtale om religion, men der er mange, der af sig selv beder om at blive tilgivet, velsignet, eller bedt for. Derfor ligger der også Bibler og salmebøger klar ved alle telefonerne, hvis der nu er nogen, der beder om det.

Det kan være alt fra små forestillede synder til deciderede forbrydelser, de kan have brug for at få sagt højt. Uanset størrelsesordenen eller alvorligheden er accept en basal nødvendighed for de fleste.

Stine Lene Hansen har haft mulighed for at tænke over det menneskelige behov, både i sin tid som sognepræst og nu som sjælesørger i Nicolai Tjenesten.

En svær forløsning

– Katolikker kan skrifte og vide, at de er tilgivet. Protestanter ved, at det slet ikke er dem, der dømmer, det er kun vorherre. Men i dag er vi blevet psykologiserede. Vi kan give noget andet skylden for, hvordan vi opfører os. ”Jeg opfører mig sådan her – jeg slår andre – fordi jeg ikke blev elsket nok, derfor er det ikke min skyld”. Der er en fralæggelse af ansvaret, og så bliver det svært at få forløsning, siger hun.

Der er så mange forklaringer i dag – hvorfor jeg er sådan her, hvorfor mit liv er endt her, hvorfor det

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

ikke er min skyld, at jeg gør sådan og sådan. Vi må ikke have fejl, der må ikke være skønhedspletter, og derfor må vi have forklaringerne frem. For vi undgår ikke fejl.

Måske er det, vi i virkeligheden har brug for, bare at være, sådan som vi nu engang er. Med fejl, mangler og pletter. Uden at (bort)forklare noget.

– Nogle gange tænker jeg faktisk, at dem, der skal tage ansvar, det er dem, der kan se, at der er et andet menneske, der har brug for accept. Og ikke omvendt. For det kan være rigtig svært at tage ansvar som den, der skal tilgives, siger Stine Lene Hansen. Men hvordan så det?

– Folk i dag vil være interessante, sådan er spillet.

Vi skal holde op med at gøre os interessante og skabe en interesse for andre mennesker i stedet. Vi skal have en verden tilbage, hvor vi er interesserede i samfundet og andre mennesker og de problemer, der er omkring os, i stedet for selv at gøre os interessante – det er vigtigt.

Sct. Nicolai Tjenesten blev oprettet i 1957 af Kirkens Korshærs daværende chef Haldor Hald.

Nicolai Tjenestens medarbejdere har tavshedspligt, og man kan henvende sig anonymt. Tjenestens formål er at tilbyde en lyttende samtale, ikke at rådgive eller missionere. Tjenesten har omkring 1000 frivillige fordelt over hele landet. På et givent tidspunkt sidder der et par frivillige på hver af de otte afdelinger, Nicolai Tjenesten har rundt om i Danmark. Der er fire lønnede ansatte. Ca. 45.500 mennesker ringer ind til Nicolai Tjenesten om året med alt fra trusler om selvmord til daglige samtaler om hverdagen.

Nicolai Tjenesten har kontorer otte steder i Danmark. Ring 33 12 14 00 for at få fat i Sct. Nicolai Tjenesten i København og 70 120 110 for de lokale tjenester i Danmark, mandag til lørdag fra kl. 09-03 og søndage og helligdage fra kl. 13-03 året rundt.

TEMA: UDSAT I DANMARK – VEJEN TIL VARMESTUEN

21

22

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

KORT NYT

23

Kort nyt

Netto leverede overskudsmad til Kirkens Korshærs varmestuer den 24. december 2016.

Nye regler risikerer at kriminalisere hjemløse Det skal være ulovligt at bo i en såkaldt “lejr” på offentlige steder. Det foreslår partierne bag finansloven, Venstre, LA, Konservative og DF. Begrundelsen er, at sådanne lejre af mennesker og deres ejendele angiveligt skaber utryghed og andre gener blandt omkringboende og forbipasserende.

Kirkens Korshær er lodret uenig i nødvendigheden af forbuddet.

Vi er desuden stærkt bekymrede for, at forbuddet i praksis vil betyde en kriminalisering af hjemløshed. Derfor har vi i vores høringssvar pointeret, at en hjemløs jo netop er nødt til at bo på offentlige steder, da han eller hun ikke har et privat et af slagsen. Et forbud mod at bo på gaden løser ingen problemer.

Læs hele Kirkens Korshærs høringsvar på kirkenskorshaer.dk

Netto hjalp julestemningen på vej i varmestuerne Juleaftensdag kørte Netto af sted med overskudsmad til Kirkens Korshær. De friske varer, der ikke var blevet solgt i Netto-butikkerne lillejuleaften, blev fordelt mellem fem af de byer, hvor Kirkens Korshær arbejder, og brugt til at skabe bedre juledage på værestederne i Aalborg, Svendborg, Aarhus, København og Esbjerg. Det blev til mange paller mad, som vi er meget glade for. Tak til Netto og til fødevareBanken, der hjalp os med at få samarbejdet i stand.

Scene fra den Oscarnominerede kortfilm Silent Nights. Scenen finder sted i døren til varmestuen i Stengade. Foto: Rolf Konow

Der sker meget rundt omkring i Danmark i Kirkens Korshærs genbrugsbutikker. På Samsø genåbnede de butikken efter en grundig istandsættelse.

Nyt album fra sognepræst Frederik Berggren.

Kirkens Korshær på den røde løber

Gang i genbrugsbutikkerne

Musikalsk støtte til udsatte mennesker

Chef for Kirkens Korshær fylder 60

Den danske kortfilm Silent Nights, der tager udgangspunkt i afrikanske migranters livsvilkår i Danmark, er i skrivende stund nomineret til en Oscar for bedste kortfilm. Filmen handler om forholdet mellem en frivillig i Kirkens Korshær og en migrant, der er kommet til Danmark i håbet om at tjene penge til sin familie i Ghana.

I virkelighedens verden er det naturligvis ikke tilladt for Kirkens Korshærs frivillige og ansatte at have forhold til dem, der bruger vores væresteder.

Men i filmens verden er det en smuk historie om håb og medmenneskelighed, som vi [her før uddelingen] ønsker held og lykke i kampen om Oscarstatuetten.

Der er gang i flytninger, ombygninger og – ikke mindst – åbninger af nye og gamle genbrugsbutikker over hele landet. Der er blandt andet åbnet en ny butik i Sakskøbing på Lolland, mens butikkerne i Vestervig og Bedsted er flyttet til nye lokaler. På Samsø har vores butik været igennem en større ombygning og var derfor lukket det meste af januar.

Det har dog været det værd, for de istandsatte lokaler er både indbydende og lyse.

Den 27. januar genåbnede de frivillige butikken og fejrede dagen med udsalg.

Sognepræst Frederik Berggren Smidt har udgivet sit tredje album, som nu kan købes i nogle af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker. Pengene fra salget går – som alt, der sælges i vores genbrugsbutikker – til vores sociale arbejde for fattige, udsatte og hjemløse mennesker i Danmark.

Den 6. februar fyldte chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, 60.

Det fejrede organisationen søndag den 5. februar med taler og komsammen efter gudstjeneste i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København, som Helle Christiansen, der er uddannet præst, forestod.

Helle Christiansen havde anmodet om, at gaver blev givet som bidrag til Kirkens Korshærs udviklingsfond. Derudover modtog hun i dagens anledning blandt andet et smukt æbletræ fra Kirkens Korshærs landsstyrelse.

Albummet hedder Under Overfladen og handler med musikerens egne ord om livet og hverdagen på Østerbro i København, hvor han til daglig er sognepræst ved Fredens-Nazaret Kirker.

24

KORSHÆRSBLADET MARTS 2017

TIL EFTERTANKE

25

Til eftertanke

Vi mennesker er forbundne I 2017 vil tidligere korshærspræst Jørgen Lasgaard interviewe fire personer, der kan betegnes som ildsjæle. Denne gang fortæller Ove Abildgaard, modtager af Hjemløseprisen og leder af Værestedet for hjemløse i Aarhus, om, hvad der driver ham i hans arbejde.

TEKST: Jørgen Lasgaard

Jeg har kendt Ove Abildgaard, leder af Århus Kommunes Værestedet i Jægergårdsgade, siden 1999, hvor vi arbejdede sammen om at starte en social café i Gellerup. Ove arbejder utrætteligt for hjemløse og udsatte mennesker, og hans tilgang til dem er noget særligt. Da Ove Abildgaard i 2016 modtog Hjemløseprisen, sagde Hus Forbis sekretariatsleder, Rasmus Wexøe Kristensen: – Den måde, han arbejder med de hjemløse, er helt unik. Han laver ikke noget for de hjemløse – han laver noget sammen med dem.

Så Ove kan vel kaldes en ildsjæl i sit arbejde for dem, der har det svært i Danmark?

– Ordet ildsjæl lyder som om, jeg kan en masse på egen hånd, og det er ikke sandt. Jeg har en idé om, at vi mennesker er forbundne. Jeg er selv ingenting alene. Kun noget i kraft af de mennesker, jeg er forbundet med, fortæller Ove. Det beriger at bidrage

Det er en indstilling, som Ove har med hjemmefra, og som kun er blevet styrket igennem hans arbejde og fritidsliv.

– Det er min pligt at gøre det bedste for at få det bedste ud af livet. Jeg prøver så at få andre mennesker til at opleve, at de med deres måde at efterleve pligten også bidrager til mit liv personligt og til vores fællesskab. Sådan har jeg det også selv.

Der, hvor jeg er blevet beriget, er der, hvor jeg også selv har bidraget. Og jo mere status, man så får givet, eksempelvis ved at jeg har været leder her i mange år, jo mere er jeg så også forpligtet, siger han.

Det er især faren, der viste Ove den måde at leve på. Han stoppede altid op for at tale med de mennesker , der kom hen til ham, når han var taget til byen fra familiens hjem på landet. Noget, sønnen Ove observerede flere gange gennem sin opvækst.

– Min far talte altid venligt med folk, og det endte tit med, at han også gav en skilling. Når vi så spurgte ham, hvor han kendte de folk fra, svarede han, at han da ikke kendte dem, men de havde behov for at snakke. Min far gjorde aldrig noget stort nummer ud af det. Det var naturligt for ham.

Sådan er jeg opdraget til altid at anerkende andre menneskers behov. Min far så også glad ud bagefter.

Det skete stilfærdigt og naturligt, fortæller Ove.

Fællesskaber, der forandrer

Ove har i de år, han har været leder af Værestedet, arbejdet for at skabe fællesskaber på stedet.

Fællesskaber, der giver mening og mulighed for, at mennesker kan forandre deres liv. Det kan være at sælge Hus Forbi og deltage i poverty walk, der giver de udsatte status ved at yde en god indsats.

– Vi afviser ikke nogen i hverdagen, der vil bidrage med et eller andet, det være sig stort eller lille.

Jeg bliver også rigtig glad, når nogen er utilfreds og vil lave om på noget til det bedre. Mit fokus er så også på dem, der har sværest ved at bidrage til fællesskabet. Der kan jeg være insisterende så langt, som personen kan tåle det.

Hvordan får han kræfter til sådan et projekt, der både byder på glæder og skuffelser?

– Det kan jeg ikke give nogen fornuftig forklaring på. Jeg har en stædighed, en ukuelighed, vil gerne gøre det godt, og trang til at fuldføre tingene. Min stædighed bunder også i en tro på mig selv, som jeg har fået givet af mine forældre. De har altid bakket op. Det gælder jo folk her på Værestedet, at det har de netop ikke oplevet, den uforbeholdne opbakning.

Derfor forsøger vi at give dem noget mere tro på sig selv, forklarer Ove, der trods sin ildhu ikke ser sig selv som en ildsjæl.

Måske har du lagt mærke til, at Ove ikke blander Gud ind i sin selvforståelse og virke. Det er ikke naturligt for ham. Han taler om, hvad Livet kræver, Livet med stort L. Vi arbejder i Korshæren gerne sammen med både folk, der bekender sig til den kristne tro, og andre, som stiller sig på afstand. Jeg tror, at Vor Herre har helt sin egen positive fortolkning af dette spørgsmål. Jeg synes, at alt det Ove siger om sin livsforståelse harmonerer med en kristen tydning af livet, hvor vi, med dr. theol. K. E. Løgstrups berømte ord, er udleveret til hinanden: ”Vi er kun til i kraft af hinanden. Og mens vi er til, holder vi en lille del af vores næstes skæbne i vore hænder”.

Sådan taler teologien om, at vi er skabte til fællesskab. Ove Abildgård siger bare, at sådan er Livet.

26

TIL EFTERTANKE

Hjertevarme

Hattie Carrolls ensomme død

Værestedets logo stråler.

Hattie Carroll var en – Værestedets logo er lavet af Eva Hald, som jeg kender fra SAND – de hjemløses organisation i Aarhus. Foruden at være et dejligt menneske er Eva også en rigtig dygtig grafiker.

tjenestepige i køkkenet.

Hun var enoghalvtreds år og fødte ti børn.

Hun bar retter ind og tog skraldet ud.

Og aldrig sad hun for bordenden.

Ove Abildgaard mener ikke selv, at han er en ildsjæl, men han er stædig, siger han.

Hun måtte ikke engang tale med folk ved bordet, og tømte askebægre på et helt andet niveau.

Blev dræbt af et slag, lå dræbt af en stok, der sejlede gennem luften og kom ned fra rummet, dømt og fast besluttet på at ødelægge alt det blide, hun har aldrig gjort William Zanzinger noget.

Så du som filosoferer om skændsel og kritiserer andres frygt.

Tag kluden væk fra dit ansigt.

Det er ikke tidspunktet for dine tårer.

Bob Dylan, The Lonesome Death of Hattie Carroll, fra albummet The Times They Are a´Changin, 1964 (oversættelse Ove Abildgaard)

Hvad gør vi?

Ove Abildgaard fortæller, hvorfor netop sangen om Hattie Carroll betyder meget for ham.

Ove Abildgaard hørte denne sang for første gang som 16-årig. Lige fra første gang får sangen ham til at udbryde: – Hallo, hvad gør vi ved det her? Bob Dylan har været Ove Abildgaards forbillede med sin dybe indignation over umenneskelig uretfærdighed. Sangen fortæller om en virkelig hændelse, som var forsidehistorie i aviserne. Morderen fik kun et halvt års fængsel og en mindre bøde. Rystende. Derfor skriver Bob Dylan sangen som et forsvar for rettigheder for afrikansk-amerikanere og menneskeværd.

Eva Hald har designet logoet med samme hjertevarme, som symbolikken udstråler, nemlig at Værestedet for mange mennesker stråler af hjertevarme og lys – og mad.

27

KORSHÆRS BLADET Kirkens Korshær Nikolaj Plads 15 1067 København K Tlf. 33 12 16 00 www.kirkenskorshaer.dk Giro 540-1429 CVR 8288 3711 Kirkens Korshær er en privat, kirkelig hjælpeorganisation, der arbejder blandt socialt udsatte i Danmark.

Redaktion Helle Christiansen (ansv.)

Martha Madsen, m.madsen@kirkenskorshaer.dk Rie Helmer Nielsen rie.helmer@kirkenskorshaer.dk Jørgen Lasgaard (redaktør Til Eftertanke) joelasgaard@gmail.com Korrektur Néné La Beet Layout We Love People Tryk Tarm Bogtryk A/S ISSN 1902-2107 Redaktionsudvalg Helle Christiansen, Jesper Rønn-Simonsen, Martha Madsen, Anne Hastrup Nilsson og redaktører.

Forsidefoto Massimo Fiorentino Korshærsbladet Korshærsbladet udkommer fire gange årligt i 9.364 eksemplarer.

Bladet sendes til alle støttemedlemmer, arbejdspladser og genbrugsbutikker under Kirkens Korshær.

Adresseændring eller afmelding kk@kirkenskorshaer.dk eller telefon 33 12 16 00 Chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen Formand for landsstyrelsen Birgit Friis Redaktionen af Korshærsbladet nr. 1/2017 blev afsluttet den 10. februar 2017 Skriv til Korshærsbladet på redaktion@kirkenskorshaer.dk

GIV HUSLY, MAD OG TØJ TIL UDSATTE MENNESKER I DANMARK

Afsender:

Kirkens Korshær hjælper hjemløse, økonomisk trængte, ensomme og psykisk sårbare i Danmark.

Kirkens Korshær Nikolaj Plads 15 1067 København K

Støt via MobilePay til 4242 eller SMS KK til 1231 og støt med 100 kr.