Korshærs bladet
Kirkens Korshær / December 2013
Præst for udsatte Lodtrækning om senge Hjemløse er ikke altid ensomme
/ 21 /
Foto: Jeanne Kornum
Korshærs bladet udgives af Kirkens Korshær Nikolaj Plads 15 1067 København K Tlf. 3312 1600 redaktion@kirkenskorshaer.dk www.kirkenskorshaer.dk Giro: 540-1429 CVR: 82883711 Kirkens Korshær er en privat, kirkelig hjælpeorganisation, der arbejder blandt socialt udsatte i Danmark. Redaktion: Helle Christiansen (ansvarshavende), Heiner Lützen Ank (redaktør DJ), Tlf. 2078 4257. Johannes Holst Hansen, (redaktør af Til eftertanke) jobhansen@mail.tele.de, Tlf. 9726 7414. Redaktørerne Korrektur: Ingrid Ank og Bent Friis
ønsker glædelig jul og godt nytår
Layout: Andebyreauet Tryk: Tarm Bogtryk A/S Oplag: 5.500 ISSN 1902-2107 Online 2245-7860 Redaktionsudvalg: Olav Poulsen, Jesper Rønn-Simonsen, Sara Nørholm og redaktører. Forsidefoto: Jeanne Kornum. Marie Ginnerup Vestergaard, Korshærs- og sognepræst i Herning
Indhold/December 2013
Abonnement: Korshærsbladet udkommer 6 gange om året. Pris 250 kr. Halv pris for pensionister og studerende. Kan bestilles på Tlf. 3312 1600 eller kk@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk
Korshærschefen skriver
side 3
Jeg insisterer på, de ikke skal føle sig forladt af Gud
side 4
Chef for Kirkens Korshær: Helle Christiansen
Lotterigevinsten er en seng
side 8
Formand for landsstyrelsen: Birgit Friis
For få lysestumper i Dianalund
side 10
Der tages forbehold for trykfejl og ændringer.
Udsat rimer ikke altid på ensom
side 12
Nr. 6, december 2013 Næste nummer af Korshærsbladet udkommer d. 14. februar 2014.
Til eftertanke
side 14
Kort nyt
side 18
Støttemedlemskab
side 19
Konfirmandundervisning side 20
/korshærschefen skriver/
“
Fattigdommen i Danmark er et faktum hele året rundt, men det bliver særligt synligt ved juletid, at der er nogen, som mangler de muligheder, andre har. Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær
Foto: Rune Johansen
Budskab i en lygtepæl I en måned har de nikket til os fra lygtepæle og gangbroer, alle de engagerede mennesker, som har stillet sig til rådighed som kandidater til byråd og regionsråd. Kirkens Korshærs valgmøder har været velbesøgte. Når Kirkens Korshærs brugere og medarbejdere har redegjort for forholdene og stillet spørgsmål, er der blevet svaret godt. Nu er valget afgjort, og i Kirkens Korshær håber vi, at de valgte politiske ledere af kommuner og regioner vil have fokus på forholdene for mennesker, som er afhængige af det kommunale fællesskabs evne til at hjælpe livet på vej. Til lykke med valget og glem ikke socialt udsatte mennesker, når byrådsperioden begynder. Ansøgningerne om hjælp til julefejring topper igen i år, og det er ikke muligt for Kirkens Korshær at imødekomme alle ansøgninger. Fattigdommen i Danmark er et faktum hele året rundt, men det bliver særligt synligt ved juletid, at der er nogen, som mangler de muligheder, andre har.
Nede på jorden
Helle christiansen chef for Kirkens Korshær
Det, som hænger i lygtepælene, er det, som vi som samfund gerne vil vise frem. Kirkens Korshærs arbejde er mere nede på jorden, selv om det meste foregår i al offentlighed. Varmestuerne holder åbent, og samtaletjenesterne er ikke afgrænset til bestemte problemtyper, aldre eller sygdomme. Selv om arresthustjenestens og korshærspræsternes samtaler ikke kan ses, er det et faktum, at de finder sted og har stor betydning for mennesker. Der sker meget nede på jorden i Kirkens Korshær. Her i bladet kan man også læse om det, Kirkens Korshær ikke kan: Når vi kommer til grænsen af vores formåen. Når vi må sige nej. Når alle pladser er optaget. Når der ikke er økonomi til flere åbningstimer. Der er grænser, som sættes af økonomi og kræfter i organisationen. Medarbejderen, som må sige nej til en bruger, er på en meget svær opgave. Vi ved, at vi arbejder på at gøre det, vi gør, er så godt som muligt, men det er svært at erkende begrænsningen, for den rammer det enkelte, nødlidende menneske. Derfor samarbejder Kirkens Korshær så meget som muligt med alle, som vil bidrage til at forbedre forholdene for udsatte mennesker, private og offentlige, firmaer og enkeltpersoner. Livets skrøbelighed, tunge vilkår og uforløste drømme hænges ikke op til offentlig beundring. Det mangler den dér blanke glans af lykke og succes. Livet nede på jorden, på gaden og på herberget, i cellens eller lejlighedens isolation er uden formildende gran og stjerner, men alligevel fuldt af gode øjeblikke, som man oplever, når det er tæt nok på. I Kirkens Korshær fortæller vi om det, vi ser nede på jorden. Det er den samme fortælling, som vi hører år efter år i julen. Gud valgte jorden som sit sted. I fattigdom og afvisning. Men han kastede så stærkt et lys på mennesker, så vi aldrig igen kan blive usynlige her, nede på jorden. /3/
Tekst: Heiner Lützen Ank Foto: Jeanne Kornum
Jeg insisterer på, de ikke skal føle sig forladt af Gud Kirkens Korshær hjælper mennesker i nød. Et arbejde, der tager udgangspunkt i overbevisningen om, at højtråbende, psykisk syge og ensomme også er værd at være sammen med. Til at sørge for det ikke er tomme ord, er der ansat 15 korshærspræster. En af dem er Marie Ginnerup Vestergaard.
D
et lyder som en klokke. Men det er naturligvis en mobiltelefon. En mand i slidte, sorte bukser og en hvid skjorte med et par åbenstående knapper skubber stolen tilbage og går. Nogle minutter senere kommer en mand ind. I skriggrønt arbejdstøj og kasket. Han kigger på de 15-20 mennesker, der sidder rundt ved bordene. Sammen med en anden går han ud i havestuen, hvor man må ryge. De griner til hinanden. Lågen til køkkenet står åben. Kopper, tallerkner og skeer bliver skyllet rene efter eftermiddagskaffen. Der er en stille klirren af koncentreret opvask. - Jeg har to børn, som jeg rigtig godt kan lide at holde i hånden, når jeg går tur, men det er ikke altid, de har lyst til det. Ja, faktisk skal jeg ofte tvinge dem til at holde mig i hånden. Marie Ginnerup Vestergaard taler roligt. Hun har ikke travlt. Faktisk er det allervigtigste, hun har at give, tid. Tid til dem, ingen andre vil bruge tid på. - På samme måde er det med Gud. Han vil også gerne holde sine børn i hånden, men det er ikke altid, de vil. Marie Ginnerup Vestergaard er Korshærspræst i Herning og er dermed præst for de ensomme, psykisk syge og enlige forsørgere, Kirkens Korshær er i kontakt med. Det er første torsdag i måneden og derfor tid til korshærsgudstjeneste. En gudstjeneste, der foregår til lyden af mobiltelefoner, mennesker, der kommer og går og kaffe, der bliver drukket. En gudstjeneste, der foregår midt i det liv, socialt udsatte lever. En gudstjeneste, der foregår i Huset, Kirkens Korshærs sociale tilbud i Herning.
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
“
Jeg kan rigtig godt lide at have tid til at tale med brugerne. Jeg er glad for, at så stor en del af min tid går med husbesøg og samtaler. Marie Ginnerup Vestergaard
Præst for oversete
Marie har været korshærspræst i et års tid, og da hun så i stillingsopslaget, at en fjerdel af tiden skulle gå med at være præst for socialt udsatte, var hun ikke i tvivl om, at det var det, hun skulle. - Jeg er nok lidt stædig, for jeg insisterer på, de ikke skal føle sig forladt af Gud. Det kan godt være, de er svigtet af andre, men Gud svigter dem altså ikke. Der bliver stille. Marie overvejer de næste ord, de er afmålte og uden unødvendig svøb: - Jeg kan rigtig godt lide at have tid til at tale med brugerne. Jeg er glad for, at så stor en del af min
/ a k t u e lt /
En vigtig del af Marie Ginnerup Vestergaards arbejde som korshærspræst er at holde gudstjenester og andagter for brugerne af Kirkens Korshærs tilbud i Herning. Det kan fx foregå i Huset, der rummer en del af det sociale arbejde.
Bøn virker
For et stykke tid siden besøgte Marie en kvinde, der har et kaotisk forhold til sine børn. Da Marie ringede på, blev der ikke åbnet i første omgang, men først da hun ringede til kvinden. Og selvom kvinden lever et liv, hvor der ikke er overskud til så meget, havde hun alligevel den opfattelse, at når præsten kommer på besøg, så byder man naturligvis på kaffe: - Det havde hun jo ikke behøvet, og jeg var imponeret over, at hun fandt både kaffe og småkager frem. Som korshærspræst har Marie tavshedspligt, og brugerne kan derfor tale med hende om alt det, der er svært, uden at de skal være bange for, det kommer videre: - Jeg tror, jeg kan tale med nogle af brugerne om ting, andre har svært ved at tale med dem om. Det kan være de helt store ting som fx skyld eller død, men det kan også være mindre, mere almindelige ting. Marie griner og tilføjer:
t
tid går med husbesøg og samtaler. Marie nikker. Hun nikker ofte og tilføjer jævnligt et ja eller to. Ikke for at indikere eller signalere, at hun lytter. Men fordi hun er grebet af at lytte til mennesker, når hun taler med dem. Man får lyst til at nikke tilbage. - Jeg har al den tid, det skal være, og det er jeg sikker på, de kan bruge til noget. Det kan godt være, brugerne ikke vil benytte de samme ord, men for Marie er der ingen tvivl om, at et af de store temaer i brugernes liv er skyld: - Der er mange af dem, der tænker over, hvad de har gjort ved deres familie og andre mennesker. De går og overvejer spørgsmålet om skyld. Derfor taler jeg rigtig meget om tilgivelse. Atter stilhed, atter tid til at finde de rette ord frem: - Hvis jeg var en af dem, ville jeg meget let komme til at føle mig gudsforladt, det ville jeg helt sikkert. Men så er det jo min opgave som præst at fortælle dem det modsatte, fortælle dem at de ikke er forladt af Gud. Marie nikker.
/5/
“ t
Det er mit indtryk, at der bliver lyttet. Jeg synes, folk er meget opmærksomme og tænker over det, jeg siger.
- Jeg tror, vi som præster er gode til at tale med folk. Vi kan lytte og stille spørgsmål. Når en samtale, som den med kvinden, er ved at slutte, har Marie et ritual, hun benytter, hun beder en bøn: - Jeg slutter altid af med Fadervor. Jeg synes, det er en god måde at sammenfatte det, vi har talt om, og så viser det også, at jeg ikke er ene om at være til stede i samtalen. Der er én, der bærer med. Ja, siger Marie. Hun nikker.
Opbakning fra første dag
Før Marie blev korshærspræst, var hun sognepræst i et lille vestjysk landsogn, og det er en god erfaring at have med i arbejdet som korshærspræst: - Jeg er glad for at have prøvet at være præsten, altså at være den, der havde alle gudstjenesterne og talte ved åbningen af bazarene og arrangementerne.
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
Marie Ginnerup Vestergaard
Det er en god ballast at have med. Men nu er jeg glad for at være en del af noget større. Jeg nyder godt af den respekt og opbakning, der bliver vist Kirkens Korshær. Allerede fra begyndelsen følte jeg, at brugerne, men også lønnede og frivillige medarbejdere, ville mig. De gode relationer, der var der i forvejen, blev jeg hurtigt en del af. Marie tænker sig om og tilføjer: - Det er naturligvis et godt udgangspunkt for et arbejde som dette, at der helt fra begyndelsen var nogle, der troede, jeg kunne. Og så selvom det er brugerne, der fylder mest i arbejdet som korshærspræst, så er der også situationer, hvor hun er præst for brugere, frivillige og lønnede på én gang. Det var bl.a. tilfældet ved den første korshærsgudstjeneste, Marie havde sammen med Gitte Bak, der er præst i Gullestrup, og som derfor er præst for Kirkens Korshær arbejde i Gullestrup: - Her i efteråret havde vi for første gang korshærs-
/ a k t u e lt /
gudstjeneste, og der var både brugere og frivillige og lønnede medarbejdere med. Det var en rigtig god oplevelse at være præst for dem alle og opleve at være sammen om gudstjenesten. Marie er i det hele taget glad for gudstjenesterne, og hun er sikker på, der kommer noget ud af dem. Enten på den ene eller anden måde: - Det er mit indtryk, at der bliver lyttet. Jeg synes, folk er meget opmærksomme og tænker over det, jeg siger. Og hvis ikke, så giver jeg dem i hvert fald en halv times pause fra alle de ting, de ellers går og spekulerer over.
brugerne sidder og diskuterer, hvem der skal stille forslaget. - Vi skal synge nr. 51. Der bliver bladret i salmebøger. Alle kigger ned. - Den er der vistnok ingen, der kender. Marie ser igen spørgende ud på forsamlingen. - Nr. 68. Se hvilket menneske. Godt den tager vi. Marie synger for. Et par af de andre slutter sig forsigtigt til hende. Gudstjenesten er slut. - Er der mere kaffe? Marie tager sig tid til en kop kaffe mere.
Præsten i Børnehjørnet
Kirkens Korshær i Herning har forskellige former for socialt arbejde. Der er Huset, der er åbent for alle, der har brug for en kop kaffe, noget mad og én at tale med, og hvor der ofte kommer tidligere misbrugere, psykisk syge og ensomme. Og der er Børnehjørnet, der er kombineret børnetøjsbutik og mødested for enlige forsørgere. Når Marie ikke er på husbesøg eller har samtaler, besøger hun de to steder. En gang om måneden er der familieaften arrangeret af Børnehjørnets medarbejdere, og her er Marie med. Det er en god måde at lære kvinderne, der kommer i Børnehjørnet, at kende. Kvinderne har det hårdt, fordi de fleste af dem ingen uddannelse har, mangler et netværk til at bakke op om sig eller i det hele taget blot har svært ved at begå sig i samfundet, og selvom det lyder hårdt, er det ikke medlidenhed, men det stik modsatte, Marie føler for disse kvinder: - Jeg har enorm stor respekt for dem. Tænk sig, hvor meget de har at gå og arbejde med, og så får de det alligevel til at hænge sammen på en eller anden måde. Det har jeg stor respekt for. Hvis jeg skal være alene med mine to børn et par dage, fordi min mand skal noget, så synes jeg, det er hårdt. Men de er alene hele tiden uden den store hjælp. Det er rigtig flot. I Børnehjørnet er der ansat to socialfaglige medarbejdere, der tager sig af de fleste samtaler med kvinderne. Men af og til henviser de kvinderne til Marie, fordi hun som præst kan tale med kvinderne om lidt andre ting end de to medarbejdere: - Jeg har fx været med på lejr, og så kommer jeg her jo også jævnligt, så kvinderne kender mig i forvejen og derfor synes de, det er ok at tale med mig. Vi taler om mange forskellige ting.
Er der nogen, der har et forslag?
Der er gået en halv time. Udenfor glider eftermiddagstrafikken forbi, uden at nogen kigger ind ad det store vindue i Huset. Alle bevæger sig målrettet forbi. Rundt ved bordene er der ro. Marie kigger ud over forsamlingen: - Er der nogen, der har et forslag til, hvad vi skal synge som den sidste sang? Der bliver mumlet ved et af bordene. - Når du ikke vil sige det, så siger jeg det. To af
Marie Ginnerup Vestergaards arbejde som korshærspræst er ikke altid let, fordi de mennesker, hun møder, har det svært og mangler netværk. Og så er det vigtigt, hun har masser af tid.
/7/
Tekst og foto: Heiner Lützen Ank
Lotterigevinsten er en seng I natvarmestue i Stengade er der plads til 35 personer. Men når der hver nat i løbet af vinteren er både 60 og 70, der gerne vil ind, er medarbejderne nødt til at trække lod om pladserne. Og oven i købet vinder kun de allerheldigste en rigtig seng. - Who wants to sleep outside? Der er ikke nogen, der svarer manden. De fleste kigger den anden vej og siger ingenting. Andre mumler et eller andet. Hans gule jakke står åben, og i hånden holder han en plasticpose, hvor lidt tøj stikker op. Han er vred, og det er svært at afgøre, hvem ordene er rettet imod. Hans tålmodighed er sluppet op. Regnen er holdt op, og det er så tidligt på vinteren, at det endnu ikke er frostgrader. Blot almindelig novemberråt. Klokken er 21.45, og uden for natvarmestuen i Stengade har 50-60 mennesker taget opstilling. De håber alle at være blandt de 35 heldige, der kan komme indenfor og få en kop kaffe, lidt mad og måske endda at være blandt de 13 ekstraheldige, der får en sengeplads for natten. De øvrige 22 får liggeunderlag og tæpper til at sprede ud på gulvet i varmestuen. - Der er kun et lod til hver. Ali er et hoved højere end gruppen af ventende, og han stikker op inde fra midten af flokken. Han er medarbejder i Stengade, og i aften er det ham og Sandra, der deler lodderne ud. Indenfor venter Anna og Hanne, der også er på vagt i aften. - Kom herover Sandra og hjælp mig med at holde øje med, at hver kun få et lod. 54 lodder er uddelt. Ali og Sandra går ind igen for at finde posen med de nummererede brikker frem. Nu skal det afgøres, hvem der får lov at komme ind i aften. - Nummer 14. Den første heldige. En høj slank mand i jeans, rød trøje og vindjakke træder ud af gruppen. Indenfor stiller han sin paraply og lægger den gule Netto-pose fra sig. Som langt de fleste af de andre ventende, er han kommet fra det vestlige Afrika til Danmark, sikkert for at finde et arbejde og tjene penge til familien derhjemme. - Nummer 31, 19, 17, 40. - To tilbage. Hanne råber inde fra varmestuen. Lodtrækningen er snart ovre, og det er vigtigt, der ikke bliver lukket for mange ind. Det kan skabe problemer. - Beklager. Der er ikke plads til flere. Lodtrækningen er slut. Ali og Sandra lukker døren. De har sat en seddel op, der på seks forskellige sprog fortæller, at alt er optaget i aften. Gruppen udenfor stiller sig op og venter. Der er kun 13 mennesker, der kan få en seng.
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
/ a k t u e lt /
Brugerne bad om en løsning
Hanne Pedersen er leder af Natcaféen i Stengade, og selvom hun synes, det ville være rart at kunne lukke flere ind i, så tillader rammerne det ikke. Brandmyndighederne har nemlig sat 35 personer som grænsen for, hvor mange, der må være i lokalet: - Det er ikke noget, vi kan afgøre. Det er brandmyndighedernes beslutning, og den er vi naturligvis nødt til at respektere. Vi har tidligere forsøgt os med andre metoder til at afgøre, hvem der kan komme ind, og hvem der ikke kan. Vi har fx en overgang bedt brugerne stille op i en lang række, og så har vi lukket dem ind efter tur. Men det gik ikke. Vi kunne ikke styre det. For udenforstående kan det virke voldsomt, at der bliver trukket lod om pladserne i Natcaféen, men for Hanne Pedersen er det nu engang den bedste måde. Taget omstændighederne i betragtning: - På et tidspunkt kom brugerne og bad os finde en mere retfærdig løsning. De syntes heller ikke, køen var den optimale måde at fordele pladserne på. Medarbejderne fandt så frem til, at lodtrækning var den bedste måde at fordele pladserne på. Og faktisk er det mit indtryk, at brugerne bakker op om det, for der er i udgangspunktet ro og fred, når vi gør det. Hanne Pedersen tænker sig om og tilføjer: - I sidste ende handler det om, hvordan vi mest værdig kan få brugerne ind af døren.
Runde to
Der er roligt i Natcaféen. For halvandet år siden blev stedet renoveret, men de mange brugere har slidt stedet til, så den funktionelle indretning ikke bærer præg af institution, men af liv. Der er gået tre kvarter siden de 35 heldige i den første lodtrækning har fået lov at komme ind. Rundt ved bordene bliver der drukket kaffe og te, spist kartoffelsuppe med brød og småsnakket. En enkelt har skyndt sig at få et bad. Anna stiller sig midt i lokalet. Engang cyklede hun forbi og tænkte på, hvad det var, de mennesker, der stod udenfor, ventede på. Det var dengang. Nu er hun frivillig i Natcaféen, og i aften er det er hende, der styrer aftenens anden lodtrækning. En lodtrækning om hvem der er så dobbeltheldig at kunne sove i en seng. 35 navne står på en seddel, 13 af dem bliver trukket ud. - Nummer 3. En mand rejser sig fra et af de bagerste bord og går langsomt gennem lokalet. - Nummer 7. Ingen svarer Anna. Hun prøver igen. - Nummer 7. Stadig intet svar. - Nå, det kan være, han er ude og ryge. Ali finder manden ude i gården. I løbet af få minutter er de 13 sengepladser fordelt.
Medarbejderne er der sammen
Der er stor søgning til Stengade, og i løbet af vintermånederne er der lodtrækning hver aften. Som leder af Natcaféen er Hanne Pedersen derfor meget opmærk-
Medarbejderne i Stengade må hver aften trække lod om pladserne i natvarmestuen. Der er nemlig kun plads til 35 indenfor.
som på, at hendes medarbejder er på en svær opgave: - Det er naturligvis en vanskelig situation, vi arbejder i. Der er mange svære valg, vi skal træffe, og det altafgørende er, at vi bakker hinanden op. Når én har truffet en beslutning, så støtter vi op om den. Vi skal have det til at fungere uden al for mange problemer. Og så skal der være tid til at tale de vanskelige situationer igennem: - Hvis der er nogen, der har været udsat for noget ubehageligt, så taler vi det meget grundigt igennem. Der er altid tid til at tale oplevelser igennem.
Pladserne på gulvet
Klokken er blevet 23. Der er blevet spist og drukket kaffe, og sengepladserne er fordelt. Udenfor står firefem mennesker og håber på, at nogle af dem indenfor ombestemmer sig og forlader Stengade. Så der kan blive plads til dem i stedet. De banker på døren, de vil ikke glemmes. - Jeg går ud og giver dem en kop te. Ali har skænket op i fire plastickrus, og går ud og stikker dem ud af døren. Indenfor bliver borde skubbet til side og liggeunderlag og soveposer bliver fundet frem. En helt almindelig aften er ved at blive til nat. Om ni timer lukker Natcaféen, og medarbejderne kan sige på gensyn til de 35, der var så heldige at få et sted at sove denne nat. De får snart chancen igen.
/9/
Tekst og Foto: Heiner Lützen Ank
lysestumper søges - Vi mangler lysestumper. Kurt Berg har været frivillig i Kirkens Korshær i 12 år og sammen med 15 andre står han for lysproduktionen i Dianalund. Her bliver der hvert år produceret genbrugslys for mange penge. I rekordåret 2011 for helt præcist 352.000 kr. - Hvis man har lysestumper i overskud, kan man bare indlevere dem i en af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker. Vi har jo næsten 250, så det skulle være til at finde et sted at komme af med dem, siger Kurt Berg.
11 tons stearinlys. Så meget producerer 16 frivillige medarbejdere hvert år på lysfabrikken i Dianalund. Og havde de flere lysestumper, kunne de godt lave et ton eller to mere.
Fra kirker og privatpersoner
Lysestumperne kommer ind i poser, spande og kasser. De fleste stammer fra afleveringsspande, der står rundt i nogle af genbrugsbutikkerne, og hvor man som privatperson kan aflevere sine lyserester. Andre stumper stammer fra kirker, der afleverer de rester, de ikke længere kan bruge. Når lysestumperne når frem til fabrikken, bliver de sorteret efter farve, så de nye lys har så rene farver som muligt. Lysfabrikken har en smule salg, men den overvejende del af produktionen bliver kørt ud i genbrugsbutikkerne i den østlige del af Danmark, hvor man altså kan supplere de øvrige køb med genbrugslys i forskellige farver og former. For et års tid siden flyttede fabrikken til nye og bedre lokaler, så der nu kan laves lys året rundt, og det var der ifølge Kurt Berg brug for: - Tiden op til jul er naturligvis ekstra travl. Lige nu laver vi fx lys til boden i Tivolis julemarked. Men hvor ville det være kønt med lidt flere stumper, så vi kunne lave endnu flere lys.
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
/ F oto r e p o r tag e /
Fakta • Lysfabrikken producerer hvert år ca. 11 tons genbrugslys • Der bliver både dyppet og støbt lys på fabrikken • Genbrugslysene bliver solgt året rundt i Kirkens Korshærs genbrugsbutikker samt ved forskellige aktiviteter og begivenheder, fx i Tivolis julemarked • Lysene består af ca. 60 % paraffin og 40 % stearin • Hvis man bor på Sjælland, Lolland, Falster eller Bornholm, kan man kontakte lysfabrikken på tlf. 5824 5245, hvis man enten som privatperson, kirke eller virksomhed har lysestumper i overskud, man gerne vil donere
/ 11 /
Tekst: Heiner Lützen Ank Illustration: Rikke Ahm
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
/ny viden/
Udsat rimer ikke altid på ensom M
ange tror, der kan sættes lighedstegn mellem at være udsat og ensom. Men sådan behøver det ikke at være, for udsatte kan sagtens indgå i menneskelige relationer. Som alle andre. Det viser en ny ph.d.-afhandling af Pia Vivian Pedersen fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Når det kommer til spørgsmålet om at være i kontakt med andre mennesker, er socialt udsatte lige så almindelige som alle andre. For nogle udsatte har gode relationer til fx familie og venner, mens andre godt kunne tænke sig, at der var flere omkring dem. - Det er vigtigt at understrege, at der i forhold til socialt udsatte er en stor variation, når vi taler om trivsel og relationer til andre mennesker, siger Pia Vivian Pedersen, og tilføjer: - Der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem udsathed og social isolation. Måske har vi for stereotyp en opfattelse af, hvad det vil sige at være socialt udsat. Pia Vivian Pedersen har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling Marginal health Social relations, health and well-being among socially marginalized people in Denmark modtaget 1300 spørgeskemaer og foretaget 46 dybdeinterviews med socialt udsatte.
Med det ønske at undersøge udsattes sundhed og trivsel, herunder at indsamle ny viden om deres relationer til andre mennesker. Og en af konklusionerne er altså, at udsatte opfatter ensomhed og forholdet til andre på vidt forskellig vis. Nogle ser sig som socialt isolerede, mens andre ser sig selv som socialt forbundne. Langt de fleste placerer dog sig selv midt imellem disse to yderkategorier.
De vigtige medarbejdere
Medarbejderne på væresteder og botilbud spiller i sagens natur en afgørende rolle for udsattes relationer til andre mennesker: - Medarbejderne på sociale tilbud har en dobbeltrolle i mødet med udsatte. De hjælper med praktiske ting, fx at give mad eller at holde styr på økonomien. Men udgør de også i mange tilfælde udsattes kontaktflade til andre mennesker. Medarbejderne er dem, udsatte er i kontakt med, og det er naturligvis en vigtig rolle, siger Pia Vivian Pedersen. Selvom der er tale om et forhold mellem parter med hver sit udgangspunkt, behøver det ikke at være et problem: - Der er naturligvis forskellige indgange til relationen. De udsatte er klar over, at medarbejderne har et professionelt forhold til dem, og de er også bevidste om, at de i flere tilfælde skal have noget ud af det, men det behøver ikke at betyde, at forholdet ikke kan have større betydning, og at der kan være mere i det end det blot praktiske, siger Pia Vivian Pedersen.
Ønsket om at være alene
De fleste udsatte har enten relationer til andre eller vil gerne have det. Men Pia Vivian Pedersens undersøgelse peger på, at nogle udsatte trives godt med at være alene og ikke nødvendigvis ønsker at skabe tætte bånd til andre. Et vigtigt aspekt at tage højde for, da der ifølge Pia Vivian Pedersen er en tendens til at tænke fællesskabet som noget positivt i arbejdet for at højne udsattes sundhed og trivsel. En overbevisning, der altså kan kollidere med udsattes egne ønsker.
se hele oplægget på kirkenskorshaer.dk / 13 /
Til eftertanke af Johannes Holst Hansen
Glade jul, dejlige jul De lå i hver deres skyttegrav, skulder ved skulder, mand efter mand, tværs gennem Flanderns døde landskab. Fra Nordsøen og helt ned til den svejtsiske grænse. På den ene side tyskerne, den anden englænderne. De hadede hinanden dybt og inderligt. For de engelske soldater fandtes der intet mere upålideligt end en tysk soldat. For den tyske soldat fandtes der intet andet end Kejseren og deres ”Vaterland”. De ville kæmpe til den sidste bloddråbe. Det havde de lært i både skole og hjem. I måneder havde de ligget der i hver deres skyttegrave. I kulde og elendighed kun afbrudt af den næste træfning. Så tæt på hinanden at de både kunne høre og se hinanden. Og nu var det blevet jul. ”Julenat, da vor Frelser blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød”. De kunne godt bruge lidt lys der i skyttegravens mørke. Et lys der kunne fjerne angsten og kulden… Da var det, det forunderlige skete. Der blev tændt lys i deres mørke. En enkelt tysk mandsstemme hørtes synge: ”Glade jul, dejlige jul”. Salmen om Jesu fødsel julenat steg op på Flanderns mørke stjernehimmel og tændte et forunderligt lys i soldaternes hjerter. For sangen bredte sig, fra mand til mand, fra skyttegrav til skyttegrav, så der til sidst lød en bølgende sang: ”Sov i himmelsk ro”. Ovre i fjendens lejr kunne de også høre det. At de tyske soldater løftede røsten, og efterhånden var det som en koncert af salmer, der bølgede over Flanderns marker. Men da tyskerne havde sunget: ”En rose så jeg skyde”, var det, som om de ikke kunne mere. Et kort øjeblik opstod der en himmelsk ro, inden englænderne brød ud i klapsalver og råbte: ”Mere, mere” De tyske soldater svarede igen med: ”Merry Christmas, Englishmen”. Og hvad der i begyndelsen kun var en enkelt tysk soldats sang til det lille Jesusbarn, bredte sig til alle soldater, fjende som ven og blev til det, man i dag kalder: ”Den lille fred i den store krig”. For soldaterne på begge sider smed deres våben og mødtes i Ingenmandsland til fodboldkamp, udveksling af gaver, ja, til knus og kram, soldat og soldat imellem. Budskabet om ”Fred til jord” var denne julenat i 1914 i Flandern stærkere end kugler og krudt. Det var stærkere end had og nag to folk imellem. Budskabet
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
Malet af Johannes P. Ebbesen Fra bogen ”Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918” Udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. Redigeret af Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen
om ”Fred til jord” blev til den lille fred i den store krig, fordi soldaterne tog salmens ord for pålydende. De lod julens budskab varme deres hjerter til fred og glæde. Et par dage senere brød krigen ud igen og varede indtil 1918. Den store forfærdelige krig i Europa. Første Verdenskrig. Men den lille fred i den store krig fortæller os, at uanset hvor ondt og mørkt det kan se ud, så har julens glade budskab fat i os. Det gør noget ved os, hvis vi lader det ramme og bevæge os. Det tænder lys i mørkets skød! Det er den lille fred i den store krig et vidnesbyrd om. Sognepræst Torill N. P. Kristensen, Skjern
Julens lys
Tegning: Grete Elisabeth Nordhagen
Julen er over os. Julen som vi på en gang elsker og hader. Elsker på grund af den stemning, der er forbundet med vores julefejring. Hader fordi mange af os stresser rundt for at nå alt det, vi synes, vi skal nå. Julen er for nogle en tid, der ses frem til. For andre en tid, der frygtes for. Ses frem til på grund af familiesamvær og gaver. Frygtes fordi ensomheden eller tabet føles ekstra stærkt til jul. Julen er uden tvivl den højtid, som er forbundet med de fleste følelser. Men julens budskab er også et budskab, der taler umiddelbart til følelserne. Et barn fødes i en stald. Et barn, der ikke var plads til andre steder. Men midt i denne egentlig forfærdelig triste historie, at der ikke var plads til dette barn noget sted, er der en fred og en ro, en stille glæde. En stille glæde der lyser ud af beretningen om barnets fødsel. Når et barn kommer til verden er det altid helt fantastisk. Det kan ikke undgå at berøre os. Men det barn, som blev født den nat, var der ikke plads til andre steder end i en stald. Det barn var Guds egen søn, og han brugte resten af sit liv til at fortælle og vise os, at selvom det kan synes, som om der ikke er plads til os, selvom vi kan føle os ligegyldige, så er der altid plads til os hos Gud, og for Gud er vi aldrig ligegyldige. For at fortælle os og vise os at vi har betydning for Gud, lod Gud sin søn føde på jord. Gud lod et lys lyse op midt i den mørke nat - et lys, som vi kan varme os ved. Udtrykt med ordene fra en af de nye julesalmer: Det var ikke en nat som de andre, thi al skabningen holdt på sit vejr og så engle i tusindvis vandre rundt på jorden med stjernernes skær. Denne nat blev et lyshav i tiden, den har lyst gennem slægterne siden, dengang Gud selv blev menneskets lys. Det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, det var Gud selv, der nu ville vandre for at finde på jorden sin skat. I den usleste mand eller kvinde så han perlen så kosteligt skinne, dengang Gud selv blev menneskets lys. DDS nr. 98, v.1 og 3 Juleaften vil der blive tændt et hav af lys rundt på de mange juletræer. Lys, som viser hen til Gud, der ved at lade sin søn føde på jord viste sig som menneskets lys. Sognepræst Edith Østergaard, Ravnsbjerg, Århus
De bristende hjerter Gå ind til de bristende hjerter, der kender ej Gud eller ven, der kender kun sviende smerter, hvis dage i sorg rinder hen.
Gå ind - men gå stille og prøv dig forsigtig til hjerterne ind gå varsomt til værks, du - og øv dig, så tålmod du bærer i sind. Gå ind, men gå ej med dit eget, gå ind med en hilsen fra Gud, da giver du mere end meget, og da går du rigere ud. Gå ind kun - og sæt dig så stille, og tal kun så sagte og mildt, og vær du kun villigt den lille, når hjertet, du møder, er vildt. Gå ind med et budskab fra Himlen, så går til en Himmel du ud, du finder ej glæden i vrimlen, i stilheden møder du Gud. Du møder ham der, hvor der lides, og der, hvor der lindres i løn, du møder ham der, hvor der strides, der går Guds barmhjertige Søn. Biskop i metodistkirken Anton Bast (1867-1937)
/ 15 /
Hjerte løft din glædes vinger Hjerte, løft din glædes vinger! Over muld underfuld englesangen klinger; hør og mærk de toner søde, Himlen lydt melder nyt: Kristus lod sig føde! I, som tunge stier træde, stands og hør: Her er dør til den sande glæde; og i huset inden døre trøstes ved slig en fred, ingen sorg tør røre! Er I fattige og arme, ind kun stig, han er rig og har hjertevarme! Fyldt af forråd er hans lade, og han huld skifter guld, som gør hjerter glade. Paul Gerhardt DDS nr. 114
Velsignelsesønske Gem din fortid under Guds barmhjertighed. Lev din nutid under Guds kærlighed; og gå så ind i din fremtid under Guds forsyn. Augustin
/ KORSHÆRSBLADET / December 2013/
Paul Gerhardts nyrestaurerede kirke i Berlin: Sankt Nikolai kirche. Foto: JHH
Kærligheden er stærkere ”Kærligheden er stærk som døden” står der i Højsangen 8,6 i Det Gamle Testamente. Hvor stærk døden er, ved især de af os, som i denne mørke tid sidder med sorg i hjertet eller med ”julesorg”, som Grundtvig udtrykker det i en af sine salmer. Julesorg. Et underligt ord, for julen forbinder vi da med lys og glæde! Ja, præcis. Der er bare det ved det, at jo ældre man bliver, desto flere spor er der sat i sindet. Spor efter dem, der var hos os og nu ikke er her mere. Savn og sorg bliver altid tungere at bære, når de store højtider og mærkedage nærmer sig. Måske er det den første juleaften uden det elskede menneske. Måske er det juleaften nummer 25 uden det elskede menneske. Men ved juletid er sorgen altid frisk. Som var den født i går. Det fortæller os netop, at kærligheden ikke bare er stærk som døden. Kærligheden er faktisk stærkere end døden, for kærligheden varer og brænder, også når døden har taget den elskede fra os. Sorgen er også kærlighed. Den er bagsiden af kærligheden. Og menneskers kærlighed til hinanden vil altid kun være et svagt genskin af Guds kærlighed til os. Hvor stor er Guds kærlighed da ikke? ”Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden”, synger vi i salmen ”Hil dig Frelser og Forsoner”!” Det var Guds plan, at Jesus Kristus skulle fødes ind i verden og leve i den som et menneske, som én af os. Og så skulle han dø i stedet for os og opstå for at give os håb. Håb til, at livet er andet og mere end det, vi kan se, måle og veje. Håb om et lysglimt i mørket. ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”. Sognepræst Søren Broch Kjeldgaard, Brøndbyvester
Der skinner et lys Der skinner et lys fra en stjerne igennem natten herned. Der lyder en tone fra Himlen til jorden om fred, om fred. Hernede er lysene stænget. I mørket høres kun skrig, som truer, hoverer og jamrer, for jorden ved kun om krig. Bliv ved du ensomme stjerne, at sende dit lys mod jord, til hjerterne dog omsider bøjer sig dybt og tror. Og syng om freden, Guds engle, utrættelig syng og spil, til hjerterne dog omsider bøjer sig dybt og vil. Kaj Munk. December 1941
Salme 23
” Der kan ikke bankes noget som
helst ind i børn, men der kan klappes uendeligt meget ud af dem.
Astrid Lindgren
” Søg og se om der ikke er et eller andet sted, du kan investere din medmenneskelighed.
Albert Schweitzers gravsten
” I den ydmyge kærlighed ligger en
uhyre kraft, den mægtigste af alle kræfter på jorden. Intet kan lignes ved den.
F.M.Dostojevskij
” Og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.
DDS 109, v. 6
Bøn Kære Gud, Jesu Kristi Far.
Herren er min hyrde, intet skal jeg mangle. Han fører sin flok til det frodige græs, han leder mig vej gennem vildnis til rolige vande. Herren er min hyrde, aldrig vil han svigte. Ja, selv gennem dødsskyggens dal kan jeg gå for Herren går foran i mørket og lyser mig vej. Herren er min hyrde, ingen skal jeg frygte. Se, midt mellem fjenderne dækker han bord, han fylder mit bæger til randen og mætter min sjæl. Herren er min hyrde, altid ved han vejen. Hvor end jeg går hen, er jeg hjemme hos ham, hans hyrdestav leder mig trofast mod ukendte tider.
Vi er ikke store kristne - kun små. Men din nåde er os nok. Væk os derfor til den lille glæde og taknemlighed, vi kan magte, til den forsagte tro, vi kan rumme, den ufuldkomne lydighed, vi ikke kan nægte dig, og dermed også til håbet om det store, hele og fuldkomne, som du har beredt os gennem din søn Jesus Kristus. Han er det lys, der skinner i vort mørke, Han har det blik vi længes efter at mødes af, accepten og kærlighedens blik. Han har det liv, der lever selv i døden. Evighedslivet som du, Gud, har beredt os gennem Jesu Kristi død og lovet i hans opstandelse. Vi beder din gode Helligånd styrke og grundfæste os i dette håb. AMEN. Torill N. P. Kristensen
Ingrid Schrøder-Hansen
/ 17 /
/kor t nyt/
Nyt stofindtagelsesog sundhedsrum i Aarhus
Gratis stjerner til alle I år er der gratis flettede stjerner til alle besøgende i Kirkens Korshærs bod ved Tivolis julemarked. De er lavet af indsatte i landets arresthuse, og det er Kirkens Korshærs tre arresthusmedarbejdere, der kører rundt og taler med indsatte, der står bag ideen. Stjernerne bliver uddelt for at gøre opmærksom på denne del af Kirkens Korshærs arbejde, og er altså gratis. Tivolis julemarked finder sted 15. november til 31. december. Sidste år tjente 160 frivillige over 100.000 kr. I år kan man købe bl.a. strikkede tæpper, huer og luffer, stearinlys og forskellige former for træarbejde.
Udsmykkede stole solgt i Holbæk Lørdag d. 5. oktober blev ti stole til en samlet værdi af 29.600 solgt på auktion til fordel for Kirkens Korshær i Holbæk. Der var tale om ti Arne Jacobsen stole, der alle var udsmykket af kunstnere fra hele landet. der på denne måde støttede op om Kirkens Korshær i Holbæk. Bag udstillingen og auktionen stod Galleri Juel Verland Art, og for galleriejer Pia Juel Verland var der ingen tvivl om, at det var en god måde at støtte Kirkens Korshær på: - Jeg vil rigtig gerne støtte Kirkens Korshær. Fordi jeg igennem auktionen kan støtte lokalt, og fordi Kirkens Korshær i Holbæk gør et rigtig godt stykke arbejde. Det vil jeg gerne bakke op om på denne måde.
Mandag d. 4. november åbnede Kirkens Korshær i Aarhus et nyt stofindtagelsesrum og i tilknytning hertil et sundhedsrum. Begge dele er placeret i bygningerne på Nørre Allé 25 og er således en integreret del af Kirkens Korshærs mangesidede arbejde i Aarhus. For at sikre brugerne af det nye stofindtagelsesrum de bedste vilkår, er der blevet ansat sundhedsfagligt personale, der kan hjælpe på forskellig vis. Det nye tiltag skal sikre bedre forhold for brugerne, men skal også gerne mindske antallet af kanyler, der bliver smidt i gaderne, og derved komme andre til gode Projektet er støttet af Aarhus Kommune, og der er en forventning om, at stofindtagelsesrummet vil blive brugt af ca. 75 personer. Det er det andet stofindtagelsesrum, Kirkens Korshær åbner i år, da der tidligere i år blev åbnet et i Odense.
Fornem pris til Kirkens Korshær i Aarhus Kirkens Korshær i Aarhus vandt d. 12. november Dansk Kommunikation Forenings KomPris’13. Faktisk vandt Kirkens Korshær to priser, da KomPris’13 er delt i en publikumsdel og en jurydel. Blandt de øvrige nomirede var bl.a. Coloplast, Praktiserende Lægers Organisation og Vejdirektoratet, så det var stærke modstandere, Kirkens Korshær var oppe imod. Dommerpanelet var meget begejstrede for projektet, og formand for dommerjuryen, Lars Thøger Christensen, professor på Copenhagen Business School, sagde bl.a.: - Der er tale om et imponerende projekt. Et giga spring med bemærkelsesværdig forskel på før og efter. Det er imponerende resultater både hvad angår synlighed og indtægter baseret på frivillige indsatser.
Læs flere nyheder på kirkenskorshaer.dk
Vi hjælper udsatte i Danmark
– og vi har brug for din støtte! Bliv støttemedlem af Kirkens Korshær og hjælp os til at kunne hjælpe hjemløse, misbrugere og psykisk syge i hele Danmark. kirkenskorshaer.dk
Magasinpost SMP ID-nr.:42361
“
Det er vores opgave, både på Sct. Nicolai Tjenesten og i varmestuerne rundt i Danmark at sørge for, at de, der henvender sig, i hvert fald har Kirkens Korshær.
s ken Kir
Vibeke Lind, informations- og landssekretær i Kirkens Korshær
så og r e ær sh r Ko
konfirmandundervisning 30-40 konfirmander fra Lundtofte sidder tilbagelænet i de farvede sofaer. Der er levende lys på bordene, og der bliver fniset og småsnakket. - Hvorfor tror I, vi gør det? Vibeke Lind er informations- og landsekretær i Kirkens Korshær og holder hvert år over 40 foredrag. - Øh, har det noget med næstekærlighed at gøre? Anna er ikke helt sikker, men tør alligevel godt komme med et bud på, hvorfor Kirkens Korshær hver uge er i kontakt med 10.000 socialt udsatte mennesker i Danmark. De andre konfirmander klapper. - Det er rigtigt. Vibeke Lind taler videre og fortæller om en vagt, hun engang havde på Kirkens Korshærs telefonrådgivningslinje, Sct. Nicolai Tjenesten. Det var juleaften, og hun talte med en, der ikke havde andre at tale med. Hun ringede til Sct. Nicolai Tjenesten for dog at ønske ét menneske glædelig jul, og det blev altså Vibeke Lind, der fik denne hilsen. - Jeg tænker tit på hende. Når hun engang skal begraves, så er der måske ingen, der kommer til hendes begravelse. Det kan være, det ender med, at der kommer en notits i avisen, om at pårørende efterlyses. Der bliver ikke fniset eller småsnakket længere. Alle kigger på Vibeke Lind. Det er vores opgave, både på Sct. Nicolai Tjenesten og i varmestuerne rundt at sørge for, at de, der henvender sig, i hvert fald har Kirkens Korshær” Timen er gået. Mette Enevold, der er konfirmandernes præst, takker Vibeke Lind for foredraget. - Det gav noget at tænke over, det taler vi videre om næste gang. På www.kirkenskorshaer.dk kan man finde et konfirmationsmateriale. Har man lyst til at bestille et konfirmandforedrag, kan man enten ringe til den lokale afdeling af Kirkens Korshær 2013/ eller tage kontakt til Vibeke Lind på 4038 1051. / KORSHÆRSBLADET / December
Afsender: Kirkens Korshær Nikolaj Plads 15 1067 København K.
Tekst og foto: Heiner Lützen Ank