Det gode Seniorliv by Kristeligt Dagblad

Det gode Seniorliv

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 22. FEBRUAR 2020

Livet som pensionist er ikke en lang ferie, men fuld af både muligheder og udfordringer.

F OTO : L E I F T U X E N

F OTO : I B E N G A D

Bo Schiøler skrev musik til pladerne fra Vesterbros Ungdomsgård. I dag optræder han med sit eget band Skavankerne side 6 Ægtepar fortæller om, hvordan gode samtaler efter mandens kræftsygdom gav tæthed i et forhold uden sex side 10

F OTO : H E R M A N N OT TO F E I S / R I T Z AU S C A N P I X

Applaus hvilestol Tilpasses dine ønsker og behov Priser fra København | Torvegade 55-57 | Tlf: 32 57 28 14 Kgs. Lyngby | Jernbanepladsen 19-25 | Tlf: 45 87 54 04 www.farstrupstole.dk

6.995,-

Stolebussen

Stolebussen Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig. Ring efter stolebussen på tlf. 48 87 54 04

2 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

H 0 Det er lettere at holde fast i træningen, hvis man finder en makker at træne med. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Vær tålmodig, når du skal i form Selvom det er både måneder og år siden, man har trænet, skal man ikke fortvivle. Det er aldrig for sent AF JANNIE IWANKOW SØGAARD livogsans@k.dk

Der er ingen grund til at fortvivle, hvis det er længe siden, at man for alvor har fået dyrket noget af den motion, som vi ellers godt ved er så afgørende positiv for både krop og sjæl. Det siger Marina Aagaard, der er motionsekspert og forfatter til flere bøger om motion. For det er aldrig for sent at gå i gang. Og hører man til dem, for hvem almindelige løbeture er udelukket, er der andre muligheder. ”De nemmeste muligheder, når man ikke kan løbe, er gang eller cykling. Selv ved langsom gang styrker man kroppen. Hvis man også vil have motionsmæssige fordele, så skal man gå lidt hurtigere, men man behøver ikke løbe. Man kan for eksempel lave intervaller, hvor man skiftes mellem at gå raskt til og gå langsommere. Fordelene ved at cykle er, at man kan komme lidt længere omkring og får set noget mere. For nogle, særligt ældre mennesker, kan der dog være en angst for at miste balancen og vælte, og i de tilfælde kan en motionscykel derhjemme eller i træningscenteret være en mulighed,” siger hun. Selvom det kan være ovenud fristende at lægge hårdt ud, når nu man endelig er blevet iført træningstøjet, kan det meget vel være en rigtig dårlig idé. ”Jeg vil til enhver tid anbefale, at man starter lidt konservativt ud. For man mærker sjældent overbelastningen, før det er for sent. Det betyder ikke, at man ikke gerne må være lidt øm i kroppen dagene efter, man har trænet. Det er et tegn på, at man er i gang med noget, man ikke er vant til. Men man skal ikke have deciderede smerter,” siger Marina Aagaard.

Hun anbefaler derfor, at man for eksempel hellere tager flere små løbeture, hvis det er løb, man vælger, frem for nogle lange, udmattende ture, som risikerer at overbelaste kroppen. Melder man sig ind i et motionscenter, anbefaler Marina Aagaard, at man begynder med 5 til 10 minutters kardio-træning (træning, hvor pulsen kommer op) og derefter 20-25 minutters styrketræning. Og er man tilmeldt holdtræning, er det en god idé at lytte til kroppen og eventuelt springe nogle øvelser over eller stoppe lidt før tid. ”Hellere starte med let træning de første måneder. Det handler ikke kun om skader, men også om at kunne bevare motivationen. Det kan man lettere, hvis det er nemt og overkommeligt til en start,” siger hun. ”Der er rigtig mange, der starter på at dyrke motion og hurtigt tænker: ’Det her er bare slet ikke mig.’ Men her er det vigtigt at holde fast, for vi ved, at alle, der formår at holde ved i de første hårde måneder, bliver gladere og gladere for det. De kan simpelthen overkomme mere – har mere overskud til sig selv og andre. Efter et halvt års tid vil man sige, at det for langt de fleste er blevet en god vane, som de nødig vil undvære,” siger Marina Aagaard. For nogle er det ikke nok, at man har fået en god vane, der giver fysisk velvære. De ønsker tillige, at det skal være sjovt. I de tilfælde anbefaler Marina Aagaard, at man ser sig om efter motionsformer som eksempelvis dans, fodboldfitness eller håndboldfitness, som kan dyrkes af alle. Når vi taler om fysisk aktivitet, er vi tilbøjelige til at tænke på udfoldelser, der sætter pulsen i vejret og træner hjertemusklen. Men lige så vigtig som konditionstræning – særligt når man når op i årene – er styrke og balancetræning.

Udgivet af Kristeligt Dagblad

”Megen forskning viser, at vi, når vi bliver ældre, gør færre og færre af de ting, der fastholder en god balanceevne, og som styrker led og muskler. Dermed bliver helt almindelige gøremål som at rejse sig fra sofaen, gå på trapper og balancere med noget i hænderne sværere og sværere for os. Derfor er det vigtigt, at vi også husker at styrketræne og træne balance. Ikke kun for at stramme op, men også for at kunne blive ved med at fuldføre helt almindelige dagligdags ting,” siger Marina Aagaard. Og man skal ikke tænke på styrketræning som uoverkommelige øvelser, der får blodårene til at vokse frem i panden og sveden til at løbe ned ad ryggen. Mindre kan gøre det. Men det skal heller ikke være for nemt. ”Definitionen på styrketræning er, at man kun skal kunne tage 10 gentagelser i træk. Kan man uden meget besvær lave 100 gentagelser, styrker det ingen steder. Omvendt er det heller ikke så hårdt, som man nogle gange ser på tv, hvor de puster og stønner helt vildt. For folk, som ikke er vant til at styrketræne, kan 10 squats være rigeligt belaJ stende,” siger Marina Aagaard.

Gode råd 3 Læg ikke for hårdt ud. 3 Lyt til kroppen – den må gerne være øm, men ikke gøre ondt. 3 Få en makker, som du træner sammen med. 3 Hav tålmodighed – de første mange måneder kan det føles uoverskueligt og hårdt.

vornår er det på tide at sælge huset og flytte i noget mere praktisk? Er det muligt at møde kærligheden på ny efter ægtefællens død, og er det rigtigt, at børnebørn er livets dessert? Her i tillægget har redaktionen samlet nogle af de bedste artikler om livet i den tredje alder, der har været bragt i avisen det seneste år. God læselyst!

Indhold Vi skal gå noget mere side 4 Han synger om livet side 6 Klimakteriet er en mental rejse side 8 Samtalen gav tætheden side 10 Da tirsdagene blev tomme Side 12 Nyforelsket som 73-årig side 14 Den vigtige samtale side 16 Husk gulddagene side 17 Tag et fjumreår side 18 Danmarks ældste bor i Herning side 20 Vores hjem tager vi med os side 22 og 23 De nøjsomme ældre side 24 Hun klippede og kendte alle i kvarteret side 26 Ægtepar kører efter historien side 28 Tre generationer og masser af nærhed side 30

Hans Scherfig Myter og drømme

9.2. – 7.6. 2020 Nivaagaards Malerisamling

4| Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020 2 Det er godt for hjertet at gå, og hvad der er godt for hjertet er også godt for hjernen. Men desværre har vi fået skabt et samfund hvor vi går mindre end for 100 år siden. – Foto: Colourbox.

Gå – gerne i grupper – for hjernens og hjertets skyld Den irske hjerneforsker Shane O’Mara vil have os ud at spadsere langt mere, end vi gør i dag. Det er godt ikke alene for fysikken, men også for hjernen – og så vil han have os til at vandre i flok AF JANNIE IWANKOW SØGAARD livogsjael@k.dk

Han har en app installeret på sit ur, der fortæller ham, hvor langt han går hver eneste dag. Minimumskravet fra ham selv er 9500 skridt. Og på de gode dage, hvor han når op på 14.000, er han en meget glad mand, fortæller han Kristeligt Dagblad over telefonen fra Dublin. Nu kunne man nemt foranlediges til at tro, at den irske hjerneforsker Shane O’Mara var blevet indfanget af en tidsånd, der tilsiger, at vi helst skal måle alt, hvad vi foretager os i løbet af døgnet, hvad enten det er søvn, kost eller motion. Det er dog ikke helt tilfældet, selvom han, indrømmer han, er svært glad for sin app. Den irske forsker er blevet bidt af at gå, og tidligere på året udgav han bogen ”In praise of walking”, som kan oversættes med ”Velsignelsen ved at gå” – den er dog endnu ikke udkommet på dansk. ”Muligheden for at gå er lige foran os hele tiden – alligevel overses det så let, og vi glemmer at tale om det. Tænk på, at når vi lærer at gå som børn, ændrer det hele vores verden. Det har vi bare ikke nogen idé om på det tidspunkt,” siger han. I sin bog giver han læserne et overblik over, hvordan den menneskelige hjerne i takt med evolutionen har udviklet sig. Og han tager læserne med på en rundtur i alt det gode, der sker oppe på øverste etage, når vi sætter det ene ben foran det andet og bevæger os fremad. ”Alle ved, at det er godt for hjertet at bevæge sig. Og alt, hvad der er godt for hjertet, er også godt for hjernen. Men vi har desværre fået skabt en verden i Vesten, hvor vi går meget lidt i forhold til for 100 år siden,” siger Shane O’Mara. Shane O’Mara har, hvad man kan kalde et motorcentreret syn på hjernen. Det betyder, at han er af den overbevisning, at den menneskelige hjerne udviklede sig til at understøtte bevægelse. Det forklarer blandt andet, hvorfor hjernen vil

2 Den irsker hjerneforsker Shane O’Mara er selv blevet bidt af at gå. Han går mindst 9500 skridt om gerne – nogle gange op til 14.000. – Privatfoto.

Shane O’Mara 3 3Professor i eksperimentel hjerneforskning på Trinity College i Dublin, Irland. Har en doktorgrad fra Oxford Universitet. Har udgivet flere bøger, blandt andet en bog om tortur ”Why torture doesn’t work” i 2015 og senest ”In praise of walking”.

Gevinster ved at gå fungere dårligere – indlæring og hukommelse vil svækkes – hvis vi stopper med at bevæge os. Omvendt kan de kognitive evner forbedres, hvis man sørger for at få motion – og gerne ind imellem dagens stillesiddende pligter. Når der ifølge Shane O’Mara tillige er forskning, der viser, at fysisk inaktive mennesker har større risiko for at blive ramt af stress, depression og angst, burde det ikke være svært at lokke folk i spadsereskoene. Rammerne skal imidlertid være til det – og det er ikke alene det enkelte menneskes eget ansvar, mener han. ”Det er ikke individets opgave at sørge for gode vilkår at spadsere under. Det er noget, som vi skal have åbnet de lovgivende instansers øjne for. Mange steder arbejdes der heldigvis også hen imod det i dag. I jeres hovedstad, København, er det så godt nok cykling, som også er fysisk udfoldelse, som man de seneste 20 år har satset på.” Og det er netop i byerne, at der skal være mere opmærksomhed på, at indbyggerne har gode muligheder for at komme rundt uden brug af motordrevne køretøjer.

”I dag bor de fleste mennesker i byen, og her skal man sørge for, at det oplagte valg for folk er at gå rundt. Det gør man blandt andet ved at sørge for, at alt det, borgerne har brug for, ligger samlet og i gåafstand, så de som regel kan slippe for at skulle bruge en bil eller tage offentlig transport. Det er man også ganske god til i nogle byer. For eksempel er New York blevet en by, der opfordrer til, at man går. Hvorimod en by som Atlanta i Georgia bestemt ikke gør, fordi alting er spredt ud over et meget stort område,” siger Shane O’Mara. Han fremhæver også en by som italienske Bologna, hvor man har smidt bilerne ud af bymidten, hvilket automatisk har fået indbyggerne til i højere grad at snøre spadsereskoene og begive sig ud på gader og stræder. ”Mange af vores gamle byer blev jo faktisk også bygget til, at vi kom rundt til fods. Men så kom bilrevolutionen, og bilerne blev lukket ind i byer, som praktisk talt er alt for små til motoriserede køretøjer. Jeg tror, at folk om 100 år vil tænke på vores tid og undre sig over, at vi sad så meget i en bil – også i byerne.” Principielt kan fysisk udfoldelse som cykling eller løb være lige så godt som spadsereture. Men at gå har for eksem-

pel den fordel, at man har bedre tid til at betragte det, man bevæger sig forbi, mener Shane O’Mara. Og så behøver man ikke anskaffe sig noget ekstraudstyr som løbesko eller cykel. ”Uanset hvorhen i verden, du rejser, kan du spadsere. Det kræver ikke andet end de sko, du står i, og at du sætter det ene ben foran det andet,” siger han. Kniber med at finde motivationen til at komme ud at gå, kan Shane O’Mara varmt anbefale, at man bruger en app som hans egen, der holder øje med, hvor meget man går. ”Jeg tror faktisk, at sådan en app kan være rigtig vigtig. Folk har vitterligt ingen anelse om, hvor lidt de faktisk går i hverdagen. Med en app får man et overblik, og man kan gradvis bygge ovenpå hver dag,” siger han og opfordrer samtidig til, at vi bliver bedre til at spadsere sammen. ”Mennesket har gået sammen i millioner af år – i stammer og i grupper. Det betyder, at vi har udviklet os som art ved at gå sammen. Men i dag har vi fuldstændig glemt at gå i flok. Det er kun, når vi demonstrerer eller vandrer på Caminoen, at mange mennesker går samJ men.”

3 3Risikoen for hjerte-kar-sygdomme og diabetes mindskes, hvis man sørger for at gå regelmæssigt.

3 3Både knogler og led styrkes, når man går. 3 3Gang øger blodtilførslen til hjernen og produktionen af nye hjerneceller. Det styrker indlæring og hukommelse.

3 3Forskning peger på, at gåture kan være med til at helbrede lette til moderate depressioner. 3 3Gang forebygger skader.

Korte kurser med substans

08. – 14. april 2020

9. – 15. juni 2020 og 5. – 11. juli 2020

21. – 27. juni 2020

Påskeudstilling, Bach-kantate og sejltur på Flensborg Fjord

Hamborg, Ejderkrydstogt og Flensborg Fjord

Med tur til den mytiske ø Helgoland og Skt. Hans koncert

Forkælelsen er i top, hvorfor vi lægger ud med en særlig kreeret sønderjysk tapas ret. Vi besøger også den nu gennemmoderniserede Frøslevlejr, ligesom vi skal til påskekantate med Johan Sebastian Bach. Vi er også klar med en dejlig sejltur på den smukke Flensborg Fjord. Sidst men ikke mindst kan vi glæde os til det store sønderjyske kaffebord og en uge krydret med foredrag ligefra fremtidens velfærd, over 1001-nats eventyr til søfarten i Sønderjylland om salt, sukker og rom.

Grænselandet er omgivet af vand til alle sider. Vi har udvalgt de mest spændende fjorde og sunde. Vi skal bla. besøge Nordeuropas største havneby Hamborg - denne ældgamle vandvej til verdenshavene, på Ejderkrydstogt og ikke mindst besøge den idylliske kanalby Frederiksstad - også kaldet Nordens Venedig. Herudover skal vi besøge to udvalgte steder på UNESCO’s kultur- og naturarvsliste. Det er henholdsvis Hedeby - vikingernes store handelsby lige syd for grænsen og inddæmningen af Vesterhavet i Nationalpark Vadehavet.

Vi besøger Helgoland - denne eventyrlige klippeø helt ude i Nordsøen. En af naturens åbenbaringer med en særdeles turbulent fortid, og tager ikke mindst til flot Skt. Hans koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester. Herudover gæster skuespiller Inger Marie Madsen os og giver os en dramatiseret forestilling om Babettes Gæstebud af Karen Blixen. En særlig dag bliver også vort besøg i honningkagenbyen Christiansfeld, der er bygget af herrnhutterne og netop udpeget som verdensarv af UNESCO.

02. – 08. juni 2020

21. – 27. juni 2020

28. juni – 4. juli 2020 og 23. – 29. august 2020

Påskeforkælelser

Unikke kanaler og vandveje

Midsommer i Grænselandet

Eksistens og sommer

Maritime cykelture

Marcel Proust, kvantefysik og himmelgrus. I samarbejde med Kristeligt Dagblad

Nationalpark Vadehavet, UNESCOs verdensarv og Skt. Hans-koncert

Helgoland, Als og de frisiske øer, Hallig Hooge og Rømø

Fra menneskets inderste ukendte og universets sværtfattelige mekanik til den poesi, der besynger dem begge. Rønshoved Højskole slår i samarbejde med Kristeligt Dagblad dørene op for en uge, hvor fordybelse, perspektiv og skæve vinkler går hånd i hånd og lægger op til nye samtaler. En uge hvor dygtige formidlere delagtiggør tilhørerne i deres lidenskab, hvor tidens temaer får tyngde og vi slider på højskolesangbøgerne.

Vi skal cykle både i og udenfor det genvundne land fra 1920. Vi begynder på det naturskønne Dybbøl Banke. Vi skal også besøge den gamle middelalderkirke i Kliplev, som var valfartsmål for pilgrimme i den katolske tid. Vi får også en spændende tur i marsken til vikingernes Ribe nord for grænsen, inden vi skal sydpå og cykle langs ’friser-vikingevejen’ gennem Nordens Venedig, Frederiksstad, til storkeparadiset ved Bergenhusen. Vi runder ugen af på det legendariske sted, Skamlingsbanken, med den smukke udsigt udover Lillebælt.

Ude i Vadehavet ligger enestående naturoplevelser og venter. Vi oplever på vores vandring lokalbefolkningen, der i et evigt skifte mellem ebbe og flod har formået at overleve trods de barske stormfloder. Naturligvis skal vi også på dette vandrekursus besøge den røde klippeø Helgoland, som ligger 72 km ude i Nordsøen, ligesom vi også skal besøge Hallig Hooge. En særlig frisisk ø, uden diger, der derfor hvert år oversvømmes mange gange i vinteråret især. Hjemme venter udvalgte foredrag og dejlig højskolesang.

Du kan læse de detaljerede dagsprogrammer for disse og mange flere kurser samt tilmelde dig online på www.ronshoved.dk eller ring til højskolen på tlf. 7460 8318.

Ø-vandringer

6 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Jeg har altid fortalt om verden, som jeg ser den Både med Vesterbro Ungdomsgård og med seniorbandet Bo Schiøler & Skavankerne handler det om at fortælle historier fra det virkelige liv. Den sociale indignation holder aldrig op med at manifestere sig for musikeren, der altid har taget pulsen på de steder i samfundet, der gør ondt AF KAREN SOFIE EGEBO

2 Da Bo Schiøler i 2010 gik på pension fra Vesterbro Ungdomsgård, var han ikke færdig med musikken, og i dag leder han seniorbandet Bo Schiøler & Skavankerne. – Foto: Leif Tuxen.

livogsjael@k.dk

Bo Schiøler tager imod i sin lejlighed på Østerbro i København. ”Nu må du klippe mit cowboysprog ud,” siger han, mens han går ud i køkkenet og laver kaffe. Han refererer til de bandeord, der af og til sniger sig ind i hans sætninger, og som han selv siger er reminiscenser fra hans tid på Vesterbro Ungdomsgård. Her var han i 44 år, hvor han sammen med stenbroens børn og unge producerede teaterstykker og skrev sange, og som særligt i 1970’erne fik et bredt folkeligt publikum med plader som ”Kattejammerrock” og ”Hjerteblod”. I dag spiller Bo Schiøler på snart sjette år med sit band Bo Schiøler & Skavankerne, og det er derfor, han har inviteret Kristeligt Dagblad til en samtale om musik og poesi og samfundsblikket, som aldrig kan frigøre sig fra kunsten. I hvert fald ikke, når man hedder Bo Schiøler. I oktober udgav Bo Schiøler & Skavankerne sin femte plade, ”Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv”. Ligesom deres tidligere udgivelser handler denne også om livet, som det ser ud, når man som Bo Schiøler befinder sig i midten af halvfjerdserne, i den såkaldte tredje alder. ”Der er jo flere år bagude end forude, og det samme gælder vores publikum. De, der er på alder med mig, ved udmærket, hvad jeg snakker om, når jeg siger, at man har mere ondt i ryggen, når man står op, end da man gik i seng. Og man lægger flere penge på apoteket, end man gør i SuperBrugsen. Jeg synes, det mangler, at der er nogen, der fortæller noget om livet fra denne vinkel,” siger han. Det er noget relativt nyt, at Bo Schiøler selv står foran mikrofonen. Gennem hele sit liv har han oftest stået i baggrunden. Men trangen til at skrive om det, han ser, har altid været der. Om det så handler om den tredje alder, besværlig skolegang eller problemer for børnene på Vesterbro Ungdomsgård. ”Jeg tænkte som ung, at jeg skulle være digter, for det var dem, der altid talte sandheden i et samfund. Sandsigerne. Det tog jeg meget alvorligt som ung mand, og jeg blev inspireret af kunstnere som Bob Dylan, der både sagde noget sandt om samfundet og sagde det på en poetisk måde. Sådan har jeg det stadig. Jeg kan godt være smart i mine tekster, men jeg ender altid med at droppe de fiffige, smarte linjer og skrive noget enkelt i stedet, for det fiffige er i virkeligheden bare et forsøg på

Bo Schiøler at lyde mere intellektuel og finkulturel. Og så kan jeg godt lide, at alle kan være med, at man ikke skal være født i et bestemt miljø for at kunne hænge på,” siger han. Han er ud af et skilsmissehjem og har oplevet sin del af svigt og nederlag, og måske er det derfor, han fra en tidlig alder har haft et blik for social retfærdighed og livet, som det leves. ”Noget af det, der river gulvtæppet væk under folk, er, når de, vi holder af, bliver revet væk af en eller anden grund. Kunstnere og digtere bruger deres egen livssituation til at beskrive ting. I stedet for at det gror indad i folk, kan man fortælle historier udadtil. Og så kan man være heldig, at der er andre, der har været i lignende situationer, der kan relatere til de historier,” siger han og fortsætter: ”Jeg har altid tænkt, at kunstnere i virkeligheden var folk, der reagerede, og som ikke kunne lade være. Alle andre kan lade være, de kan sætte sig ned og se fjernsyn, men kunstnere bliver nødt til at beskrive. Du kan finde det sociale oprør i alle mine sange. Jeg holder aldrig op med at interessere mig for, hvem der er født med en guldske i munden, og hvem der er født med det diametralt modsatte. Det er ikke alle, der kan, hvad man vil. Jeg finder aldrig på historier, jeg kigger mig bare omkring og fortæller, hvad jeg ser og oplever,” siger han. Og der er masser at tage fat på, siger Bo Schiøler, som mener, at samfundet i disse år mister både moral og fundamenter.

”Tag for eksempel almendannelse. Jeg har børn og børnebørn, der også har været igennem skolesystemet, men som har forbavsende lidt almen viden. Det er ikke for at forherlige min skolegang, som absolut gik på krykker, men vi havde to historiebøger; danmarkshistorien og verdenshistorien. Når vi havde pløjet os igennem dem, havde vi et overfladisk kendskab til det hele. Mine børnebørn kender frygteligt meget til oplysningstiden og Anden Verdenskrig, men hvis jeg siger ’den franske revolution’, er de helt ude at svømme. Når jeg synger ’Jeg er havren’, er jeg den eneste i lokalet, der kender den,” siger han. ”Hele det her kulturelle fundament, hvor vi sidder i den samme båd og har det samme overfladiske kendskab til alting, er vigtigt. Og det er gået tabt i vores tid, som jeg ser det. I stedet er der kommet en hel masse underholdning til. Med alt det digitale forsvinder både den menneskelige kontakt og den almene viden, da der ikke er tid til at forarbejde dine sejre og nederlag, for der er hele tiden fordummende underholdning, der maser sig på,” siger han. Han tager Vesterbro i København som eksempel. For hvor man måske skulle tro, at bydelen i løbet af de seneste år har forvandlet sig fra et fattigt arbejderkvarter til et velbjerget område for den kreative klasse, ser han en helt anden side af den fortælling. ”Da jeg begyndte på ungdomsgården i 1966, var det et ty-

pisk arbejderkvarter med gode familier, der kæmpede for, at deres børn fik ordentligt tøj på, en madpakke og fik læst deres lektier. Når vi var ude og spille, brugte vi en masse tid på at bekæmpe fordommene om, hvad Vesterbro bestod af. Folk troede altid, at alle børnenes forældre var prostituerede og pushere, eller at vi var et slumstormerkor,” siger han og ler, inden han fortsætter: ”Men jeg oplevede i virkeligheden, at selv de familier tilbage i 1960’erne og 1970’erne, der ikke havde så meget at gøre godt med, rummede en større tolerance, venlighed og solidaritet. Men op igennem tiden oplevede jeg, at de børn og unge, jeg mødte, var mere udsatte. De blev mere og mere satelitter, ensomme, nødstedte. Det var, som om de i stigende grad kom til mangle et fundament af idealer, noget at se op til og frem til,” siger han. ”Man skulle tro, at nu var der flere midler at gøre godt med, men i virkeligheden tænker jeg, at ambitiøse forældre – som selvfølgelig også husker at spørge, hvordan det gik i skolen – til gengæld mangler at give reelt nærvær. Børnene bliver mere og mere præstationsangste og egocentriske, det er hele mig-kulturen, som vi har diskuteret længe. Egoet kommer helt frem, og der kommer meget lidt overskud til at se, hvordan din nabo har det. De mangler idealer, noget at se op til, et ståsted,” siger han. Han vender tilbage til almendannelsen. ”Til sidst bliver livet én stor Tivoli-tur, hvor det hele er til for

dig, og hvor alt er underholdning. Der bliver ikke reel frihed til at stikke ud eller til at gøre noget anderledes. Jeg voksede op i en tid, hvor der var plads til tosserne og de skæve. Og det er jeg glad for, for ellers havde der ikke været Vesterbro Ungdomsgård. Hvem ville i 2019 sige ja til at lave en plade med nogle skøre børn?”, spørger han. Men fællesskabet er også vigtigt i den tredje alder, siger Bo Schiøler, og så er vi tilbage ved Skavankerne. ”Nogle gange er vi ude og spille på nogle seniorcentre, hvor folk er rigtig halvsløje, og det er lidt trist. Men alligevel begynder fødderne at vippe efter lidt tid, og de smiler og klapper. Så har man skabt et lufthul af glæde og samhørighed. Fællesskab,” siger han. ”Hvis jeg skal give mit publikum noget med, skal det være det: fællesskab. Og livsmod. I min alder kan det være svært at gribe fat i de lyse timer. Det er ikke alle pensionister, der er på vej til Mallorca eller lige har løbet endnu et maraton, som er det billede, vi hele tiden ser af ældre. Der findes nogle fantastiske hverdagshistorier, som aldrig kommer til nogens kendskab, og det er dem, jeg gerne vil fortælle. Når jeg skriver sange, tænker jeg mest på mig selv, men jeg tænker også på dem, der ligner mig. Vi er mange, der interesserer os for ting, som bekymrer os om samfundet, opdragelse, politik og kærlighed. Og vi er her altså stadig, selvom vi har flere år bagude end forJ ude.”

3 3Født i 1945. Blev leder af sanggruppen på Vesterbro Ungdoms-gård i 1966, og sammen med bydelens børn og unge skrev og komponerede han sange og teaterstykker i de 44 år, han var på ungdomsgården. Flere end 800 teaterstykker og 32 pladeudgivelser blev det til.

3 3I 2014 stiftede han seniorbandet Bo Schiøler & Skavankerne, som i oktober udgav deres seneste plade, ”Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv”. 3 3Han har modtaget flere priser, og i 2006 blev han ridder af Dannebrog.

3 3Gift og far til to voksne børn.

ard ved sen ligæstved

e i urneni efter dobbelt velses-

te hvile

ET SIDSTE HVILESTED I SKOVEN

Skovbegravelse Personligt, enkelt og naturligt Bliv begravet i naturen under træernes kroner. Stensballegaard ved Horsens har udlagt et stykke fredskov som skovbegravelsesplads for urner. Pladsen ligger i en fredfyldt bøgeskov med udsigt til Horsens Fjord. Yderligere skovbegravelsespladser er på vej - læs mere på hjemmesiden vedr. Ledreborg, Saltø og Havnø i hhv. Lejre, Næstved og Mariagerfjord Kommuner og andre steder fordelt i hele Danmark. Alle kan, uanset bopæl og trosretning, erhverve et gravsted. Pårørende kan deltage i urnenedsættelsen, selv nedsætte urnen og der er frihed til at gennemføre en ceremoni efter eget ønske. Man kan vælge forskellige former for gravsteder; en enkelt plads, en dobbelt plads eller et familietræ. Urnerne placeres rundt om de store træer på skovbegravelsespladsen og der kan placeres en neutral flad mindeplade i skovbunden. Gravstedernes pasning varetages udelukkende af naturen selv, så man får et sidste hvile i ét med naturen. Læs mere på hjemmesiden eller kontakt os gerne for yderligere oplysninger.

BESØG

SKOVBEGRAVELSES PLADSERNE

Læs mere på: www.skovbegravelse.nu eller kontakt os på telefon eller mail

Kom til åbne guidede rundvisninger eller få en individuel rundvisning Læs mere på på hjemmesiden vedr. tilmelding og mødested Efterfølgende bydes der på kaffe og kage.

Havnø

Stensballegaard

Ledreborg

Saltø

Følg os på Facebook og Instagram og tilmeld dig vores nyhedsbrev på hjemmesiden.

Skovbegravelse ApS (administration) I Bygaden 70 I 8700 Horsens I T: +45 4290 9062 I info@skovbegravelse.nu

8| Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Det er, som om man går rundt i en skål havregrød Overgangsalderen kommer pakket ind i sved og tavshed. Det vil en bog om klimakterie og livslyst gøre noget ved

1 ”Man er grådlabil, og ting virker stærkere på en,” siger skuespiller Mette Horn om overgangsalderen. – Foto: Jonas Vandall Ørtvig/ Ritzau Scanpix.

AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

Den egentlige rejse var mental. Sådan beskriver den 54-årige skuespiller Mette Horn overgangsalderen i bogen ”Klimakteriesild”, der er udkommet på forlaget Grønningen 1. For Mette Horn faldt overgangsalderen sammen med en eksistentiel statusopgørelse. Hun troede, at hun var deprimeret og kontaktede derfor sin læge. I samtalen med sin praktiserende læge fandt hun ud af, at hun var gået i overgangsalderen, og så fik hun en henvisning til en psykolog. Mette Horn beskriver overgangsalderen som en tung tid, hvor hun følte sig slået omkuld. ”De svar, man får fra sin krop, er, at man bliver større og større fysisk, og det er, som om man går rundt i en skål havregrød. Der er modstand i alle ens bevægelser. Man er grådlabil, og ting virker stærkere på en… Det er en tid, hvor man hele tiden svinger på balanceskålen – skal man genopfinde sig selv eller slutte fred med det hele?”. Mette Horn var fast besluttet på, at hun ikke ville tage hormoner for at lindre generne ved overgangsalderen. I stedet forsøgte hun sig med forskellige helsekosttilskud, inden hun gik til lægen og bad om hormoner. Hun siger: ”Det er som pubertet nummer to. Kroppen bliver uligevægtig, og man opfører sig på en måde lige så åndssvagt underligt.” Det er journalist og forfatter Sanne Gottlieb, der har skrevet ”Klimakteriesild”. Med afsæt i sin egen overgangsalder blev Sanne Gottlieb nysgerrig efter at vide, hvordan kvinder oplever overgangsalderen, og så undrede hun sig over, hvor lidt kvinder taler om denne fase af deres liv. I bogen taler hun med flere fremtrædende kvinder – fra Folketingets tidligere formand Pia Kjærsgaard (DF) til skuespilleren Søs Egelind. De fortæller om søvnløshed, hedeture og deler overvejelser om mening, som dukker op midt i livet. Søs Egelind taler om den bitterhed, hun oplever hos kvinder midt i livet. Egelind kalder bitterhed en kvindesygdom. ”Bitter er noget, man bliver, når livet ikke helt lige forløb, sådan som man havde forestillet sig eller skrevet i poesibogen, da man var barn.” ”Bitterhed klæder ingen. Jeg ved ikke, om det har noget med alderen at gøre. Men jeg synes ikke, det ligger så meget til den yngre generation af kvinder at brokke sig så meget. De har lært at give bedre udtryk for deres brune følelser og få dem af vejen, når de opstår.” Men er overgangsalderen forbundet med øget risiko for såvel bitterhed som søvnløshed og skedetørhed? Speciallæge i almen me-

dicin, dr.med. Lotte Hvas mener, at overgangsalderen sygeliggøres. Hun har forsket i overgangsalderen i forbindelse med sin doktordisputats og understreger, at der er flere kvinder, der ikke har det så slemt i forbindelse med overgangsalderen. I bogen siger Lotte Hvas: ”Man skal være klar over, at der er en masse muligheder, og at kvinder i overgangsalderen og årene efter i Danmark faktisk er nogle af dem, der har det bedst, når det kommer til livskvalitet og til, hvordan man har det i det hele taget.” Et af de spørgsmål, som går igen i bogens samtaler, er: Har du talt med din mor om hendes overgangsalder? Det er der ganske få af de medvirkende kvinder, som har gjort. Men vil man gerne vide, hvad man kan forvente sig af ens egen overgangsalder, kan man med fordel tale med sin mor om hendes erfaringer, lyder det fra fagfolk i bogen. For flere af de medvirkende kvinder er det uvant at tale om overgangsalder med andre. Som Pia Kjærsgaard siger: ”Jeg har heller ikke talt med ven-

Kort om kvinders overgangsalder 3 Overgangsalderen inddeles i tre faser: perimenopausen, menopausen og postmenopause. 3 Ordet menopause blev første gang brugt af en fransk fysiker i 1821. 3 I 1970 fastlagde forskningen med sikkerhed, at overgangs alderen og dens gener var relateret til østrogenmangel. 3 Det diskuteres, om de fysiske gener er kulturelt bestemte. For i Japan klager kvinder i menopausen over ondt i nakken, mens kvinder i Europa og USA klager over hedeture og søvnproblemer. KILDE: KLIMAKTERIESILD

inder om det. Det er ikke, fordi det har været et tabu for mig, ikke på den måde... det er jo en naturlig del af livet.” Ifølge Elisabeth Møller Jensen, forfatter og tidligere direktør for Kvinfo, skal overgangsalderen i højere grad debatteres. ”Det er absurd, at noget, der fylder så meget, ikke kan omtales helt

naturligt. Hvad som helst andet, der var så overvældende, ville man jo tale om. Der er kvinder, som er plagede, virkeligt plagede, og så er der dem, der heldigvis ikke har det slemt, og dem, der stort set intet mærker. Men når vi ikke taler højt om det, så hænger det jo sammen med skam. Skammen er med os heJ le vejen.”

Hvordan bliver en mormor til? AF ANJA RYKIND-ERIKSEN livogsjael@k.dk

Vores familie er blevet udvidet med et nyt familiemedlem. Vores ældste datter er blevet mor til lille Vera, og dermed er vores andre børn blevet mostre og onkler. Og vi er blevet bedsteforældre… Det kommer jo ikke som en bombe, når man er 54 år, og ældstebarnet er 28 år. Og jeg er jo heller ikke den første i vennekredsen, der får den status. Men jeg må sige, at jeg har svært ved at svare, når jeg konstant bliver spurgt, om det ikke er fantastisk at være blevet mormor. Jeg må nok erkende, at mormoderen i mig ikke rigtig er vågnet op til dåd endnu. Indtil videre er det mit mor-gen, der er på overarbejde. For det er min egen datter, jeg stirrer på, er bekymret for og prøver at hjælpe efter bedste evne, når hun er ked af det, frustreret eller usikker. Så pakker jeg rejsetasken og drøner af sted for at give en hånd med i etableringen af den nye hverdag, hun har fået. Og giver gode råd (kun når jeg bliver spurgt – pyha, der kan man jo virkelig komme galt af sted) og støtter og opmuntrer, alt det jeg kan. Og strikker huer og trøjer (og modtageren er tilfreds, og jeg er beskæftiget, mens jeg sidder i sofaen hos den lille familie og hepper og bakker op), køber ind, bager morgenboller og gør andre gode gerninger. For måske er jeg i virkeligheden lige nu mest optaget af, hvad det gør ved vores familie, når vi nu får en generation mere med i kredsen. Indtil videre kan jeg til min store glæde se, at især de store søskende drager megen omsorg for deres storesøster og prøver at hjælpe hende med de udfordringer og uvante opgaver, hun har fået ind i sit liv med et lille spædbarn. Ligesom jeg glædes ved at se, hvordan de yngste søskende er enormt stolte af at være rykket op i en anden liga. Og høre den 10-årige begejstret proklammere, da han kommer i skole igen efter et besøg på fødegangen. ”Hej. Jeg er blevet onkel – det er bare så sejt!”. For ja, det gør da noget ved os som familieflok. Jeg kan jo hurtigt bekymre mig om, at etablering af nye familiemønstre får os til at trække os mere fra hinanden. Fordi man har nok at se til, når man selv får familie – og ikke helt har tid og overskud til også at være tæt på sine søskende eller os forældre. Men min forhåbning er selvsagt, at vi nu rykker endnu tættere sammen. Fordi vi har det fælles ønske, at det lille nye medlem af klanen skal blive en integreret del af helheden. Og at vi vil værne om og hjælpe med at få den nyetablerede familie godt igennem det, der er svært. Og følge tæt med og være involveret i den lille Veras opvækst og trivsel. Jeg tænker egentlig, at vi som familie er kommet godt fra land. Og at vi øver os i at kunne byde mange flere nye medlemmer velkommen i familien de næste mange år. Om hvem ved, måske jeg så på et tidspunkt kan svare mere konkret på, hvordan det så er at være blevet mormor. Måske når moderen i mig på et tidspunkt fylder lidt mindre, end hun trods alt stadig gør. Mens jeg venter på det, strikker jeg alle de trøjer, den nybagte mor ønsker sig, og vil gøre mit for at skabe rammerne for, at både nye og gamle medlemmer af familien trives i hver deJ res og det, vi er fælles om.

Genoptræning efter længere tids sygdom, en operation, en skade eller ubalance i bevægeapparatet Rehabiliteringen tilrettelægges altid med udgangspunkt i patientens aktuelle funktionsniveau. Vi finder inspiration i patientens interesser fra før skaden indtraf og inddrager dette i vores intervention for netop at skabe meningsfuldhed i træningen. Moderne redskaber baseret på den nyeste teknologi og den omkringliggende natur indgår så vidt muligt i rehabiliteringsforløbet. Rehabiliteringen skal byde på oplevelser, skubbe grænser – og det skal være sjovt. Nogle patienter modtager vi direkte fra sygehus, mens andre kommer nogle år efter skaden. Vi kan gøre en stor forskel i begge tilfælde. Beliggenheden, de fysiske rammer og den faglige ekspertise på Vejlefjord Rehabilitering giver dig optimale muligheder for, at du efter genoptræning når dit mål om at genvinde og styrke de færdigheder du havde forud for din sygdom/skade.

7682 3333 visitationen@vejlefjord.dk Sanatorievej 27b, 7140 Stouby www.vejlefjord.dk

”Man taler så meget om mangel på varme hænder og nærvær, men det er ikke en mangelvare på Vejlefjord” Citat indlagt patient

10 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Samtale blev nøglen til at bevare nærværet uden sex Da Jens Nielsen fik konstateret prostatakræft i 2007, begyndte han på en hormonbehandling, der betød, at han mistede lysten og evnen til seksuelt samkvem med sin hustru. Med tiden har parret lært at fokusere på den sjælelige kærlighed AF JULIE HØGHOLM hoegholm@k.dk

En dag, da Jens Nielsen sad i bilen på vej hjem fra arbejde, kunne han pludselig ikke holde på vandet. Det var det allerførste tegn på, at noget var helt galt i hans krop. Han tog til lægen og fik på urologisk afdeling nogle måneder efter den endelige diagnose: en aggressiv, uhelbredelig prostatakræft, som ikke kunne kureres. Eneste mulighed var en livsforlængende hormonbehandling, hvor bivirkningerne blandt andet er hedeture, vægtforøgelse, træthed og tab af seksuel lyst og evne. ”Jeg bad om en uges betænkningstid, selvom der sådan set ikke var andet at gøre end at få den sprøjte. Den form for hormonbehandling fjerner alt testosteron fra kroppen. Det betyder, at jeg ville miste lysten og evnen til at have seksuelt samkvem med Marianne,” siger 71-årige Jens Nielsen, der har haft sin hustru, Marianne Kibenich, ved sin side gennem hele forløbet. Efter lægekonsultationen gik parret hjem og græd over hele situationen. Men bivirkningernes betydning for deres seksuelle liv skulle de nok leve med, tænkte de. For livet var naturligvis vigtigere end sexlivet. ”Vi havde det også lidt sådan, at det ikke var noget, som lægen skulle bestemme. Vi skulle nok bevare vores intimitet. Men det viste sig senere at være sværere, end vi først havde regnet med,” siger Jens Nielsen, hvis kræftceller har responderet så eksemplarisk på hormonbehandlingen, at han mod forventning i dag har levet med diagnosen i mere end 11 år. Parret sidder i deres hjem i Holbæk ved det spisebord, som Jens, der er uddannet møbelsnedker og bygningskonstruktør, lavede som en gave til Marianne tilbage i 1973. Dengang havde de kun lige mødt hinanden, og selvom Marianne havde syntes, at Jens var en sød fyr, var der ingen tvivl om, hvem der var forelsket fra første øjekast. ”Hvorfor sidder du og smiler sådan?”, spørger Marianne Kibenich, der i dag er 73 år. ”Fordi den tid er så dejlig at tænke tilbage på,” svarer han. Han genkalder sig første gang, han fortalte Marianne, at han elskede hende, under en gåtur i København. I det øjeblik var Marianne blevet helt paf, fordi hun endnu ikke var parat til at indgå i et fast parforhold. Marianne Kibenich og Jens Nielsen har boet sammen i København det meste af deres fælles liv, men er for nylig flyttet til

en seniorlandsby i Holbæk. En flytning, som de aldrig havde regnet med kunne blive en realitet efter Jens’ diagnose. Året efter kræftdiagnosen var nemlig et sort hul for Marianne Kibenich og Jens Nielsen. Det tog tid at komme sig, og Marianne, der var selvstændig på det tidspunkt, var sygemeldt i den første tid. ”Det var først, da vi landede med fødderne på jorden og kunne fortsætte hverdagen, at vi virkelig blev bevidste om bivirkningernes betydning. Blandt andet det tabu, som ingen taler om: det seksuelle,” siger Marianne Kibenich. Parret gjorde alt, hvad de kunne, for at opretholde det samvær, som de havde haft hidtil. Men med tiden blev det sværere og sværere. For i takt med at hormonbehandlingens bivirkninger begyndte at vise sig, mistede Jens både sin lyst og evne til sex. ”Jeg kæmpede med at få det hele til at fungere. Det var et konstant pres for mig. Og den form for præstationspres gjorde, at jeg ofte græd bagefter,” siger Jens Nielsen og tilføjer så efter lidt tid: ”Det var så modsatret-

tet. Jeg ville gerne vise Marianne min kærlighed, som jeg plejede, men det var ikke fysisk muligt for kroppen, og det frustrerede mig i den grad. Jeg følte, at min verden var blevet begrænset. Jeg følte mig ikke længere så meget mand.” Marianne Kibenich nikker. For hende, som stadig havde lysten og evnerne i behold, var det, som om de var to puslespilsbrikker i et kæmpe spil, der altid havde passet perfekt sammen, men som nu var blevet kastet op i luften blandt tusinder af andre brikker og ikke længere kunne finde hinanden. ”For mig var det et tab af et fælles land, som gradvist smuldrede. Jeg kunne mærke, at Jens ikke reagerede på mig på samme måde eller opfangede mine signaler. Der var en stor sorg forbundet med den oplevelse og en følelse af kvindeligt mindreværd. Jeg følte mig ikke set. Det var det, der var sværest at tale om,” siger Marianne Kibenich og fortsætter: ”Vi var ellers meget hurtigt i forløbet blevet enige om, at vi skulle være åbne over for hinanden. Hvis vi gik rundt og var kede af det, bange eller nervøse, så skulle vi ikke tage hensyn og tie,

selvom bekymringen også godt kunne gøre den anden ked af det. Det er bedre at græde sammen end at gemme på følelserne alene.” Alligevel var det svært for hende at tale om savnet. Men efter samtaler med en klinisk sexolog gik det dog op for Marianne Kibenich, at hun blev nødt til aktivt at give udtryk for sine behov over for Jens. I begyndelsen syntes hun, at det var vanskeligt pludselig at skulle bede om den intimitet og kærlighed, som hun førhen havde fået helt af sig selv. Men Jens tog ikke hendes ord ilde op, og med tiden lærte de, at samtale netop var nøglen til at huske hinanden på at bevare nærværet. Men er udfordringerne med det seksuelle overhovedet en bivirkning, som man bør tage sådan på vej over i et kræftforløb? Det er et spørgsmål, som parret ofte er blevet mødt med gennem årene, når omgangskredsen har spurgt ind til, hvordan det går med dem, og de har svaret, at de seksuelle udfordringer er hårde at leve med. ”Vores jævnaldrende har ofte prøvet at feje de problemer til side med kommentarer som, ’vi

andre gør det jo heller ikke så tit’. Vi har sommetider følt, at omverdenen har haft ret svært ved at sætte sig ind i situationen. Men det har bare altid været en naturlig del af nærværet i vores forhold. Det er jo ufrivilligheden i det, der gør ondt,” siger Jens Nielsen. I dag har parret forliget sig med tanken om det manglende sexliv, og de er blevet gode til at fokusere på den sjælelige kærlighed og fortsat give hinanden masser af knus og kærlige berøringer. ”Til sidst måtte vi blot erkende, at der ikke var noget at gøre. Det handlede om accept. Det tog noget af belastningen af, at vi tog den beslutning,” siger Jens Nielsen og giver Marianne et klem. ”Ja, for vi føler os jo også ret heldige,” svarer Marianne Kibenich: ”Vi har lært at sætte pris på det nærvær, som vi har på så mange andre områder. Vi har masser af fælles interesser og livskvalitet. Vi spiller begge musik og optræder sammen i to orkestre, og vi nyder begge at være kreative ved for eksempel at tegne. Det er i den grad også kærlighed og nærvær.” J

0 Gennem hele Jens Nielsensens kræftforløb har Marianne Kibenich været en solid støtte. De har valgt, at de skal kunne tale åbent om alle de udfordringer, som de hver især måtte opleve undervejs. – Foto: Iben Gad.

Livslyst og læring går hånd i hånd ved havet KURSER MARTS: Vi synger 200 sange 6 dage kr. 4.300

16.3.-21.3

Aarhus - de fem store 23.3.-28.3. 6 dage kr. 4.850 FÅ PLADSER Folkedans og højskole 23.3.-28.3. FÅ PLADSER 6 dage kr. 4.300 Våren er i luften 5 dage kr. 3.050

30.3.-3.4.

APRIL: Påske og tidligt forår 4.4.-14.4. FÅ PLADSER 11 dage kr. 6.950

Rude Strand Højskole ved Odder må være Danmarks smukkeste mødested for seniorer Af Louise Brandstrup Vågn op til Kattegats dovne slag i vandkanten og lyden af plirrende porcelæn fra køkkenet. Stræk dig mod udsigten til Dannebrog på en ny dags himmel – eller bliv liggende lidt endnu. Morgenmotion på Rude Strand Højskole er en mulighed uden mødepligt. Som senior har man vel sine privilegier… Der er ingen faste pladser i spisesalen. Her falder man ned og i snak med de andre. Om alt fra godmorgen til det kommende præsidentvalg i USA. På en højskole er ingen emner for små og ingen for store. De er der ligesom bare, og der er nok af dem. Morgensamlingen er det anker, man letter i dansk højskolekultur. Et aktuelt emne skubber dagen i gang. Eller et evigaktuelt. Så længe, det handler om noget. Eller nogen. Og så skal der synges!

Syng dig sund

At synge sammen får os til at høre sammen. At synge sammen motionerer følelsen af at tilhøre en rar ﬂok, og derfor gør det os mennesker godt og grundigt glade i låget. Og trygge. At forskerne så oven i købet har fundet ud af, at fællessang øger blodcirkulationen, giver en stabil hjerterytme og en god nattesøvn. Det får os da bare til at synge endnu højere! På Rude Strand Højskole, som på enhver anden dansk højskole, synges der både til godmorgen og godnat. Ingen kursist kan føle sig uden for fællesskabet, når salig Grundtvig synger for i sin himmel, og vi stemmer i fra den blå sangbog her ved havet.

På Rude Strand Højskole er der andet end sang. Der tales rigtig meget. Også om vejret – til alle tider et sikkert emne, når mennesker møder andre mennesker. Men når vejret så er luftet, tager det ellers fart med en masse andet at drøfte, dele, more sig over og lytte til på Rude Strand Højskole. Optimisme og nysgerrighed er to næringsrige nøgleord.

64 kurser årligt

Kunst, litteratur, golf, krolf, bridge, folkedans, yoga, opera, vandring, cykling. Krigen, der var, fremtiden, der spøger og foråret, der kommer. Hvad er meningen med livet, og hvad er i det hele taget meningen. Med Trump, med Benny Andersen, med at synge 200 sange på fem dage... Rude Strand Højskole tilbyder i 2020 hele 64 forskellige kurser for seniorer. De ﬂeste har et tema, mens andre helt enkelt er et tilbud om at møde alt det bedste, en klassisk højskole kan biddrage med af læring og livslyst. Alle foredrag og samtaler er lige så mangfoldige, som kursisterne er det. På Rude Strand Højskole er det en ambition i sig selv at huse alle slags mennesker og fra alle steder i livet. Det er ingen forudsætning at være dannet eller særligt uddannet. Her er det nu en gang mest interessant, hvad mennesker er fælles om – og ikke hvad, der adskiller dem. Når mennesker ﬁndes i alle farver er ingen dage for alvor grå.

Man kommer igen

Når man vælger at give sig selv, sin kone, bror, tante eller vennerne et kursus på Rude Strand Højskole, kan man se frem til at møde en varm og venlig ”familie”, der i en munter og uhøjtidelig tone gør dagene til en oplevelse, der kan mærkes længe efter, at man er godt hjemme igen. En højskoleoplevelse, der måske har fået os til at se lidt anderledes på noget eller hinanden. Eller bare har været en bekræftelse på, at livet er skønt. Og at det ville være tudetosset ikke at leve det fuldt ud. Nu vi har muligheden. I 2019 fandt 3000 kursister vej til Rude Strand Højskole. Mange af dem var på højskole for første gang i deres liv – men langt de ﬂeste er gengangere, så her er det på sin plads at bringe en advarsel: Et højskolekursus er ikke bare dannende. Det er stærkt vanedannende! Og når rammerne omkring det så oven i købet er et stykke af Danmarks allersmukkeste natur og helt ud til vandet. Så er livet virkelig livet værd.

Forårsdage på Rude Strand 15.4.-18.4. 4 dage kr. 3.250 Seniordans - forår 6 dage kr. 4.150

UDSOLGT

Vandringer - forår 6 dage kr. 4.150

UDSOLGT

27.4.-2.5. 27.4.-2.5.

MAJ: Krigen vi aldrig glemmer 4.5.-9.5. 6 dage kr. 4.750 Klassisk højskole med tur til Samsø 6 dage kr. 4.300

11.5.-16.5. NYT KURSUS

Livslyst 19.5.-24.5. Sang, velvære eller natur 6 dage kr. 4.150 Bridge - forår 6 dage kr. 5.600

25.5.-30.5.

På to hjul - forår 6 dage kr. 4.450

25.5.-30.5.

JUNI: Danmark dejligst 6 dage kr. 4.550 Rejse til færøerne 13 dage kr. 19.900 Midsommer 6 dage kr. 4.750 Min bedste ferie 5 dage kr. 3.450/1.250

1.6.-6.6. FÅ PLADSER

9.6.-21.6. UDSOLGT

22.6.-27.6. UDSOLGT

28.6.-2.7. UDSOLGT

JULI: Sommerhøjskole 11 dage kr. 7.350

FÅ PLADSER

Højsommer på Rude Strand 11 dage kr. 7.350

FÅ PLADSER

3.7.-13.7.

15.7.-25.7.

Golf og højskole 6 dage kr. 4.950

27.7.-1.8.

Ha’ det godt 6 dage kr. 4.950

27.7.-1.8.

Rabat: kr. 400 pr. person i delt dobbeltværelse eller i enkeltværelse uden havudsigt. Vil du vide mere og bestille kursusbrochure for hele 2020: hjemmeside: rudestrandhojskole.dk mail: kursus@rudestrandhojskole.dk tlf. 86 55 89 44

12 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Tirsdagene er blevet lidt tomme At være besøgsven kan være en stor glæde, men kan også munde ud i en sorg. Det har Lisbeth Jakobsen netop oplevet, da kvinden, hun var besøgsven for, døde AF JANNIE IWANKOW SØGAARD livogsjael@k.dk

”Elisabeth var sengeliggende. Jeg sad på stolen ved siden af hendes seng, og vi spiste nye, lune kartofler med salt på. Det kunne hun rigtig godt lide.” Lisbeth Jakobsen fortæller om sit sidste visit hos den ældre kvinde, hun var besøgsven for i godt og vel halvandet år. Det er et dejligt sidste minde at have at tænke tilbage på, synes hun. Da hun få dage senere kiggede ind til hende igen, blev hun mødt af kvindens datter, der fortalte, at den ældre kvinde nu var så dårlig, at hun ikke længere ønskede besøg. Kort tid efter modtog Lisbeth Jakobsen en besked fra datteren om, at hendes mor nu var død. ”Elisabeth havde fået at vide, at hun var terminal, og at lægerne ikke kunne gøre mere for hende. Så jeg vidste godt, at det snart ville ske. Vi havde også talt om det, når jeg besøgte hende, for hun var meget åben omkring det,” fortæller hun. Da Lisbeth Jakobsen fik besked om, at den ældre dame var død, var hun rimelig afklaret, fordi dødsfaldet var ventet. Hun græd da heller ikke, men tænkte, at hun selvfølgelig skulle med til begravelsen, som hun ikke

forestillede sig ville være så svær at komme igennem, fordi det trods alt ikke var et familiemedlem, hun havde mistet. Men da dagen for begravelsen oprandt, kom det til at gå anderledes, end Lisbeth Jakobsen havde forestillet sig. ”Det var, som om det først til begravelsen gik rigtigt op for mig, at jeg nu havde besøgt hende for sidste gang. Jeg havde troet, at det blev en begravelse, som jeg lige tog med til og så hjem igen. Men sådan gik det ikke, og jeg blev enormt ked af det undervejs,” siger hun. Til begravelsen fik Lisbeth Jakobsen talt med datteren til kvinden, hun havde været besøgsven for, og det har hun efterfølgende været rigtig glad for. ”Elisabeth var ikke en dame med store armbevægelser. Men hendes datter kunne fortælle, at hendes mor havde sagt til hende, at vi havde et helt unikt venskab. Og det gjorde mig så glad at høre. Selvom hun også altid selv sagde, at hun var glad for at få besøg, når jeg kom.” I dag siger Lisbeth Jakobsen ærligt, at hun ikke ved, hvem der fik mest ud af de ugentlige besøg – hende selv eller den ældre kvinde. For selvom det var hende, der meldte

sig til at besøge den ældre kvinde og bidrage til, at hun ikke sad og blev alt for ensom, føler hun selv, at det udviklede sig til, at hun fik lige så meget ud af besøgene. ”I starten talte vi selvfølgelig mest om hverdagsting. Men man ender jo med at komme tæt på hinanden, når man mødes en gang om ugen. Vi sås altid tirsdag klokken 12, fordi hun syntes, at vejret oftest var bedst på det tidspunkt. Og vi havde ikke kendt hinanden så længe, inden vi fandt ud af, at der var en film i biografen, vi gerne begge ville se. Så den tog vi ind og så sammen,” fortæller hun. Biografturen var ikke eneste gang, Lisbeth Jakobsen tog den ældre dame med på tur. De kørte blandt andet også ud til et udkigspunkt for at sidde og kigge ud over havet med et glas hvidvin i hånden. Og på museum med efterfølgende cafébesøg. At det nu er slut med turene og de ugentlige samtaler har taget tungere på den 67-årige faaborgenser, end hun havde troet. Dog er det ikke sådan, at hun har fortrudt, at hun i sin tid meldte sig til at være besøgsven. ”Nej, det har jeg bestemt ikke. Og jeg kunne da godt forestille mig, at jeg skal være besøgsven igen. Men ikke lige nu. Jeg har bedt om at få en lille pause, så jeg lige kan sunde

TEGNING: RASMUS JUUL

mig lidt. Jeg er også bange for at komme til at sammenligne, hvis jeg for hurtigt bliver besøgsven igen. Men jeg må da sige, at mine tirsdage er blevet lidt tomme,” siger Lisbeth Jakobsen. Men det er ellers ikke, fordi Lisbeth Jakobsen mangler noget at give sig til. Hun er således også motionsven for en anden ældre dame. Eller det vil sige, det var hun. For kvinden er blevet så svækket, at hun ikke længere kan gå ture, og hun afventer i øjeblikket en plejehjemsplads. Derfor besøger Lisbeth Ja-

kobsen hende nu på en aflastningsplads på et plejecenter. ”Jeg har også en veninde, der ligger syg hjemme hos sig selv, som jeg besøger næsten hver formiddag. Så jeg har meget sygdom omkring mig og nogle mennesker, som jeg aldrig ved, hvornår jeg mister. Det kan være tungt, men jeg koncentrerer mig om at gøre, hvad jeg kan for at hjælpe. Jeg har altid haft et lavt selvværd, så det har løftet mig meget og været dejligt at finde ud af, at jeg kan få sådan en betydning for anJ dre,” siger Lisbeth Jakobsen.

Farfar er en luksusudgave af far-rollen Det er vigtigt at engagere sig i børnebørns liv, mener Mogens Lykketoft (S) AF JESPER RAVNBORG ravnborg@.dk

Hvordan er dit liv forandret, efter at du er blevet bedsteforælder? ”Det er meget bevægende første gang, man bliver bedsteforælder, og en ny generation kommer til. Det er en stor begivenhed og meget rørende, at man har været i stand til at videreføre ikke bare én, men to generationer. Jeg har været meget optaget af, hvem de er blevet, hvad de har villet, og hvilke interesser de har fået. Jeg har også prøvet at engagere dem i noget, som jeg selv interesserer mig for, som for eksempel politik, og det er lykkedes godt. Det arbejde, som jeg har været beskæftiget med, har gjort det svært at være hjælpsom i det daglige. Vi har mest af alt brugt weekender sammen, hvor vi har haft tid og rum til aktiviteter og samvær.” Hvad er en god bedsteforælder? ”Det er vigtigt at engagere sig i deres liv og følge med i, hvad de foretager sig, og hvordan de udvikler sig. Blandt andet har det været væsentligt for mig at rejse med mine

børnebørn. Jeg har alene i forrige uge været i Grækenland med mit yngste barnebarn, hvor det bare var os to alene. Det gør, at samtalen forløber anderledes end ellers. Samværet er mere fortroligt og intimt. På rejser kan man få nogle oplevelser, som ikke er muligt hjemme i Danmark, hvor hverdagen ofte sætter rammerne for aktiviteterne. På en rejse kan man blive klogere på, hvad børnebørnene tænker, mener og siger. Man kan fortælle dem historier, som de kan bruge til noget og lade sig inspirere af. På den måde skaber rejserne til udlandet en referenceramme, som man kan være fælles om senere hen.” Hvad er det bedste ved at blive bedsteforælder? ”Det er meget givende at kunne føre tilværelsen, indsigter og erfaringer videre. Det er særligt berigende at iagttage, hvilken slags mennesker de udvikler sig til, og hvilke specifikke træk de arver fra en selv. Hvad kan man se af ligheder? Hvad kan man selv være med til at præge opvæksten med to generationer efter en?”.

Hvilke eksistentielle tanker har du gjort dig i forbindelse med at blive bedsteforælder? ”Det er på mange måder en art repetition af miraklet ved at blive forælder. Der er noget helt særligt ved at have andel i at sætte nye individer i verden. Det er både fascinerende og forpligtende. Det er et mirakel, hver gang et nyt barn kommer til verden, særligt når der kommer nogle interessante og sammensatte børn ud af det. Slægten og familien er tættere på end andre mennesker.” Hvordan mærker du forskellen på at blive bedsteforælder sammenlignet med forælder? ”At blive farfar er en luksusudgave af far-rollen. Det er en friere rolle, og man kan få lov til at stjæle mange af de gode timer. Der er ro og fred omkring samværet, hvilket ellers er sjældent i småbørnsfamilier. ” Hvilke værdier forsøger du at give videre til dit barnebarn? ”Jeg har ikke lavet politisk indoktrinering, men jeg har prøvet at fortælle dem, hvad jeg har lavet, og

hvorfor jeg har engageret mig politisk. Jeg har forsøgt at lære dem, hvorfor det er vigtigt at behandle andre mennesker ordentligt og sørge for, at alle har optimale muligheder for at forløse sit potentiale i samfundet. Jeg er sikker på, at jeg sammen med deres forældre er lykkedes med at sætte de værdier fast i baghovedet på dem. Det er vigtigt, at børnebørnene på sigt får en uddannelse, gerne en, som interesserer dem, og som de brænder for. Lysten og engagementet er det mest afgørende, og det skal drive værket.” Hvordan forsøger du at påvirke og forme dit barnebarn med udgangspunkt i bestemte værdier? ”Vores systematiske rejser i udlandet har givet mig mulighed for at tale med mine børnebørn om emner og tanker, der interesserer mig. Selvom de ikke nødvendigvis stemmer på Socialdemokratiet i dag, kan jeg se, at de har fået et humanistisk grundsyn og lært noget af det, som jeg og forældrene har fortalt dem.”

0 Mogens Lykketoft, tidligere socialdemokratisk politiker samt partiformand og formand for Folketinget, er i dag bedstefar til fem børnebørn, som han ofte tager med på rejser for at skabe fælles referencerammer. – Foto: Leif Tuxen.

Når helbredet forstyrrer dit liv

TET

Actera

R E T TE N T I L B E D R E LI VS K VA LI TE T

Smerter, uro, hævelser eller krampe i benene, nedsat bevægelighed og sår der ikke heler, er blot nogle af de problemer eller sygdomme som mange går rundt med.

Actera

Det kan altsammen være symptomer på et nedsat kredsløb, noget som blodtryksmålinger på armen ikke afslører. For at afklare dette måler vi i klinikkerne blodtrykket både på arme og ben; ankler og tæer. R E T TE N T I L B E D R E LI VS K VA LI TE T Det er en enkel og smertefri metode, der straks viser, om du har nedsat kredsløb. Mange danskere har åreforkalkninger i benene uden at vide det. Opdages åreforkalkningen i tide, kan man bl.a. forebygge blodpropper.

Kredsløbsproblemer?Actera Elektromagnetisk behandling: Smertefri og uden bivirkninger

R E T TE N T I L B E D R E LI VS K VA LI TE T

Et velfungerende kredsløb betyder alt - og behandlingen har hjulpet mange før dig

edium Roman

Behandlingen der er smertefri og uden bivirkninger, foregår ved at du får placeret elektromagnetiske spoler på ben eller arme, afhængig af din grundlidelse. Herved stimuleres kroppens celler. Actera apparatets specielle, men helt ufarlige magnetfelter, trænger ind i kroppen, og omdannes her til små elektriske spændinger, der optimerer den elektriske spænding på cellevæggen. Behandlingen foregår fuldt påklædt, og kun de færreste kan mærke de elektromagnetiske felter under selve behandlingen.

Ved første besøg i klinikkerne: Vi tilbyder en grundig kredsløbsmåling suppleret med en gratis behandling. Vi har været sygeplejersker i mange år og har en bred erfaring med kredsløbsforstyrrelser og behandlingen deraf. Du hviler i 10 minutter inden selve kredsløbsmålingen. Målingen omfatter:

Genkender du......... ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐ ☐

Smerter i benene ved gang Kramper i benene ved gang Kolde hænder og fødder Sår på ben/fødder Stikkende og prikkende følelse i fødder og ben Uro i benene Kramper om natten Brændende fødder Tunge og trætte ben Hævede ben Smerter fra åreknuder Tendens til blå mærker Muskel- og ledsmerter Arbejds- og nedslidningsskader Spændingshovedpine Stress Forhøjet blodtryk Dårlig nattesøvn Følger af diabetes

• Blodtryk på begge overarme • Blodtryk på begge ankler • Blodtryk på begge storetæer

SÆRTILBU D Kr

Actera 300.-

edsløbsm åling samt R E T TA E NcTtIe L B E D R E LI VS K VA LI TE T ra prøveb ehandlin g Normalpr

is op til 4

95,-

Tilbudet gælder ve d bestilling inden 6/3 -2020

Sammenholdt vil alle målingerne vise om du har nedsat kredsløb i underbenene. Undersøgelsen og måleresultatet viser hvilket behandlingsforløb vi vil anbefale. Det tager ialt ca. 1 time.

Sygeplejerske Ida Vestergaard

Sygeplejerske Marianne Mathiasen

Sygeplejerske Jeanette Rønhof

ACTERA FREDERIKSBERG GODTHÅBSVEJ 110 2000 FREDERIKSBERG TLF.: 38 10 37 11 www.acteraklinik.dk

ACTERA HERNING ØSTERGADE 7 A 7400 HERNING TLF.: 97 26 64 40 www.actera-behandling.dk

ACTERA NORD OLE RØMERSVEJ 11 3000 HELSINGØR TLF.: 29 80 29 53 www.actera-nord.dk

FREDERIKSBERG: TLF. 38 10 37 11 • HERNING: TLF. 97 26 64 40 • HELSINGØR: TLF. 29 80 29 53

14 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

”Jeg havde fået de oplevelser med kærligheden, som jeg skulle have” 76-årige Lisbeth Bjergskov Jensen og Ernst Longfors på 78 år mødtes på et højskoleophold, hvor de skulle en tur til Armenien. De er nyforelskede, og det har været værd at vente på, fortæller Lisbeth Bjergskov Jensen her FORTALT TIL JOHANNE FAIGH LARSEN faighlarsen@k.dk

Vi holdt afskedsmiddag på en tagterrasse med udsigt over torvet i Jerevan i Armenien, hvor der var helt sort af mennesker. Det var afslutningen på otte dages rejse i Armenien i midten af september 2019, og jeg havde købt chokolade til rejselederen, Jannie, fra alle 17 mennesker, der var af sted. Jeg takkede hende for en god tur, satte mig ned og tænkte, at det ville blive aftenens store ord. Ved desserten rejste Karen, der er kunstmaler, sig dog op. Hun ville takke os alle for at have været fantastiske at være sammen med. Hun beskrev alle omkring bordet, og for enden sad Ernst og jeg ved siden af hinanden. ”Gad vide, hvad hun siger om mig,” tænkte jeg. Hun kiggede på os og sagde: ”Da vi begyndte på denne tur, mente jeg kun, at der var ét par med på turen. Men jeg er i tvivl, om vi ikke er to par”. De andre havde opdaget, at Ernst og jeg havde et godt øje til hinanden. Uden at vi selv var helt klar over det. Vi kom slet ikke i seng den aften, da vi skulle af sted fra hotellet klokken to om natten. Ernst, Frank og jeg sad sammen og snakkede. Jeg kunne fornemme, at der var brug for en mandesnak. Så jeg gik op for at pakke det sidste samt skrive i min dagbog. Frank og Ernst sad tilbage, og Ernst har efterfølgende fortalt mig, at Frank kom med et råd til ham. ”Hende skal du holde fast i,” sagde han. Jeg havde det ret dårligt, da jeg sagde farvel til ham i lufthavnen, efter vi var landet. Jeg tvivlede på, om jeg ville se ham igen. Der var jeg nok lidt mere tændt på idéen om os, end han var. Vi kom hjem en fredag, og Karen havde en kunstudstilling oppe i Hundested, der lukkede om søndagen weekenden efter. Så jeg ringede til Ernst for at høre, om han ville med. Han kunne ikke søndag, men torsdag ville han gerne. Og så blev vi torsdagsvenner. Ernsts kone døde efter 53 års ægteskab for to år siden, og jeg

0 Lisbeth Bjergskov Jensen og Ernst Longfors havde begge tænkt, at kærligheden var et afsluttet kapitel i deres liv. Men nu oplever de den igen, ”større end nogensinde”. – Foto: Leif Tuxen.

mistede min kæreste, Mogens, i maj 2018 efter 24 år sammen. Mogens fik konstateret lungekræft i august 2017, men var på intet tidspunkt syg, selvom han både fik kemo- og strålebehandling. Mogens udviklede hjernemetastaser to måneder før sin død, og der sagde jeg til børn og børnebørn, at hvis han ændrede sig, var det ikke deres skyld. Men det gjorde han ikke, han var stadig bare bedstefar. Han var bedstefar, selvom han ikke var farfar til dem. Jeg var gift i 25 år frem til 1989, men fandt modet til at blive skilt fra faderen til mine to sønner. Han var alkoholiker. Mogens arrangerede også sin egen begravelse og fik blomster fra sin egen have på sin kiste. Vi spredte asken til søs, og vi havde lovet ham, at vi ville dele en sidste øl med ham, når vi spredte den. Så vi tømte det sidste af vores øl ud over havet. Jeg tænkte, at det var så det, nu er livet slut. Jeg havde fået de oplevelser med kærligheden, som jeg skulle have. Ernst har fortalt mig, at han heller ikke kunne forestille sig at være sammen med en ny efter mere end 50 års ægteskab. Så da vi mødte hinanden på Højskolen Marielyst i begyndelsen før vi drog mod Armenien, var jeg færdig med mænd, og Ernst tænkte slet ikke på kærlighed. Da vi den første dag sad i en hestesko på højskolen og fortalte om os selv, lagde jeg straks mærke til Ernsts medmenneskelighed. Det var noget af det, jeg faldt for, og vi talte godt sam-

men fra begyndelsen. Og grinede. Men på grund af at vi havde afskrevet kærlighed, blev aftalen, at vi skulle være venner og rejsekammerater. Vi sad sammen, når vi spiste eller kørte rundt i turistbussen. Vejene var hullede, så vi faldt hele tiden ind i hinanden. Det kunne vi godt lide. Der var mange andre enlige kvinder med på turen, og jeg sagde til Ernst, at han var omsværmet. Det kunne han overhovedet ikke se. Der var en af dem, der satte sig ved siden af Ernst i turistbussen en af dagene. Så jeg sad bagved, men det gjorde ingen igen. Frank sagde også efterfølgende: ”Her kan I ikke sidde, der sidder Ernst og Lisbeth”. Men jeg fik kun en krammer, når vi skulle i seng om aftenen. Vi skulle begge vænne os til tanken. Ernst sagde noget så sødt i bussen, da vi talte om at rejse sammen: ”Tror du ikke godt, at vi kan dele værelse og ligge ved siden af hinanden, uden at det gør noget?”. For det er dyrt at rejse hver for sig. Men vi kunne ikke finde ud af at lade hinanden være. I vores alder handler det i høj grad om at turde kaste sig ud i det. Det er den glæde ved et andet menneske, den sympati, den varme, den tryghed og ømhed, vi giver hinanden, som gør, at jeg har fundet modet. Vi fandt det begge over nogle dage i november, to måneder efter, vi havde mødt hinanden første gang. Vi havde været torsdagsven-

ner siden da, og en torsdag havde vi aftalt at mødes på Lyngby Station for at drikke en kop kaffe på Café de Picasso. Da vi skulle krydse vejen, tog Ernst min hånd. Nærmest som en refleks og helt naturligt. Han spurgte mig så forsigtigt: ”Det gør vel ikke noget, at jeg holder dig i hånden?”. ”Endelig,” tænkte jeg bare og slap den ikke igen. Lørdag formiddag fik jeg så min første fartbøde nogensinde, selvom jeg har haft kørekort, siden jeg var 18 år. Jeg skulle køre hjem fra Ernsts lejlighed i Sorgenfri om morgenen, og vi er begge enige om, at det var der, vi blev kærester. Selvom det ikke blev sagt højt, var vi ikke i tvivl. Det var helt uforsvarligt, at jeg satte mig ind i bilen, og da jeg kom hjem, ringede jeg til Ernst og sagde, at det burde jeg ikke have gjort. Og i min dagbog står der: ”Svævede hjem på en lyserød sky”. Det eneste problem for mig var, om Ernsts børn ville acceptere vores forhold. Jeg sagde til Ernst, at han var nødt til at tale med dem. Vi skulle have det på det rene.Det kunne godt være, at vi var meget forelskede. Men hvis det indebar, at Ernst ikke kunne se sine børn og børnebørn, så var det ikke nemt længere. Ernsts ene svigerdatter var den første fra hans familie, der fik det at vide. Hun syntes, at det var dejligt. Og da hans søn hørte det fra hende, ringede han og sagde det samme. For nylig kom jeg hjem efter en uges ferie alene. Det gør jeg al-

drig igen, for det var forfærdeligt at undvære Ernst. Han hentede mig i lufthavnen, og da vi kom ind ad døren i min lejlighed, kunne jeg ikke forstå, at der stod en buket røde roser ude i gangen i en af mine vaser. Men jeg forstod ikke, hvordan Ernst vidste, hvor mine vaser stod. Og det kunne ikke være en af mine veninder, for de ville ikke sætte roser til mig, når jeg havde en kæreste. Så gik jeg ud i køkkenet med de varer, som vi havde købt på vejen hjem. Der stod også en buket roser, og på mit sofabord fandt jeg en buket blå hyacinter. På buketterne var der små sedler, hvor der blandt andet stod: ”Kæreste Lisbeth. Velkommen hjem, du har været savnet. Din Ernst”. Hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke, hvad det er. Fremmede mennesker kan også se, at jeg har ændret mig. Jeg bliver stoppet i bussen og får at vide, at jeg ser glad ud. Jeg stråler, fordi jeg er forelsket. Det har været værd at vente på, for det er længe siden, at vi har oplevet sådan en slags kærlighed. Vi kan næsten ikke huske, hvordan det føles, selvom vi selvfølgelig har været forelskede før. Vi er værre end to teenagere og kan ikke lade være med at røre ved hinanden. Vi har talt meget om alderen, og det er vores sidste alder. Vi kunne også have valgt at sige, at vi ikke turde kaste os ud i det nu, fordi det måske kan være for kort tid. Men vi har vendt det om og siger, at vi nyder i dag, i går J og i morgen.

Annonce

Første skridt til bedre hørelse Få testet din hørelse – gratis & uforpligtende.

Bonnie Torngaard, audiologist hos AudioNova og cand. mag. i Audiologopædi.

Høretab kommer som oftest snigende, uden man bemærker det. Nedsat hørelse påvirker ikke kun en selv, men også de pårørende. Er du over 55 år, er det en god idé at få tjekket hørelsen med jævne mellemrum. Det er ikke bare frustrerende, det påvirker også livskvaliteten, når du ikke kan høre, hvad mennesker omkring dig siger. Når du skal spørge igen og igen eller gætte, hvad der bliver sagt, bliver det ubehageligt. Konsekvensen er ofte, at man trækker sig i sociale sammenhænge, når det kniber med at høre.

Vigtigt at afhjælpe et høretab ”Jeg oplever desværre ofte, at folk fejlagtigt tror, at det er bedst at vente så længe som muligt med at begynde at bruge høreapparater, når de har nedsat hørelse. Og det er rigtig ærgeligt” udtaler Bonnie Torngaard, som er cand. mag. i audio‑ logopædi og ansat som audiologist hos AudioNova. ”Jo længere tid man venter med at få et høretab behandlet, jo større er risikoen for, at skelneevnen og andre kognitive funktioner påvirkes på sigt.” Professionel vejledning AudioNova Hørecenter vil gerne give god hørelse til alle, og har du nedsat hørelse, vil vi gerne hjælpe dig med at høre godt igen. At vælge de helt rigtige høreapparater er nemlig en stor og vigtig beslutning. Hos os får du høj kvalitet og omhyggelig vejledning, og vi tilbyder også, at du som ny bruger får høreapparaterne med hjem på prøve i 14 dage gratis. Du kan derfor trygt regne med, at du får den løsning, der passer dig bedst, så dine nye høreapparater bliver en naturlig og uundværlig del af din hverdag.

Gratis justering i 4 år Nogle oplever af forskellige årsager, at høreappa‑ raterne ender hjemme i skuffen. Men vælger du høreapparater hos AudioNova, tilbyder vi dig gratis justering af dine høreapparater i 4 år. Opstår der problemer, er du altid velkommen til at kontakte os, så er vi klar til at hjælpe dig. Sammen sørger vi for, at du bliver tilfreds med dine høreapparater og sikrer dermed, at de ikke ender i skuffen. Få undersøgt din hørelse gratis Hvorfor vente med at få undersøgt din hørelse, når vi hos AudioNova tilbyder dig en gratis og uforpligtende høretest? I vores hørecentre får du endda hurtigt en tid. Vores dygtige audiologister tager sig altid god tid til at vejlede dig og svare på dine spørgsmål om tilskud, typer af høreappa‑ rater, batteriskift m.m. Husk, at du er velkommen til at tage en ledsager med ind til os.

Høretestdag den 5. marts* Bestil en tid hos dit lokale hørecenter, så er du godt på vej til bedre hørelse.

Ring 70 60 61 52

Kundernes vurdering af AudioNova 321 anmeldelser pr. 6. februar

* OBS: Enkelte klinikker afholder høretestdag på andre datoer. Det er derfor en god idé at bestille tid i forvejen. AudioNova har mere end 110 hørecentre i hele landet. Du finder dit lokale hørecenter på www.audionova.dk

Det gode Seniorliv | 16

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Vigtigt at få talt sammen, inden det er for sent Det har været altafgørende for Jørgen Larsen, at han og hans hustru Ruth nåede at få talt om alle de svære ting AF KAREN SOFIE EGEBO livogsjael@k.dk

Bornholmeruret tikker, og der er billeder overalt: billeder af børn og børnebørn, bryllupsbilleder og smilende ansigter. 77-årige Jørgen Larsen tager imod i døren i Københavns nordvestkvarter med en broche på trøjen, som er et billede af Jørgen Larsen og hans hustru Ruth. Det er taget, da de var unge, og det er blevet brugt som plakat i forbindelse med en temadag om den svære samtale, som Københavns Rådhus har holdt. Han smiler, da journalisten peger på brochen. ”Ja, så blev det altså til plakaten!”, siger han. Han har inviteret indenfor for at fortælle om tiden omkring sin kones død. Ruth Larsen døde en junidag i 2014 i parrets stue efter et år med alvorlig sygdom. Jørgen Larsen forklarer, at hun havde sorte huller i lungerne, hvor der intet lungevæv var. Det var en sikker død, og med tiden ville hun lide kvælningsdøden. I juni 2013 fik hun tilbudt plads på et hospice. Men Ruth Larsen ville gerne hjem, og Jørgen Larsen mente, at han kunne passe hende bedst selv i det hjem, de havde boet i i næsten 30 år. ”Hun ville jo gerne have både sin 70-årsfødselsdag og ikke mindst vores guldbryllup med,” forklarer han, da han har sat sig i sofaen. Hun nåede begge dele, selvom guldbrylluppet den 2. november 2013 ikke blev holdt i det nærliggende beboerhus som planlagt, men i sengen i stuen med den nærmeste familie omkring. At Jørgen og Ruth Larsens ungdomsbillede endte på plakaten for temadagen på Køben-

havns Rådhus, skyldes, at parret netop fik taget den svære samtale, som kommunen sætter fokus på. Samtalen, hvor man snakker om døden og tankerne om den, om de praktiske ting omkring begravelsen og om ønskerne i forhold til livsforlængende behandling. Fordi Jørgen og Ruth Larsen fik et år fra den endelige diagnose til Ruth Larsen døde, var der tid til at forholde sig til alle de ting, mange ikke når eller ikke har lyst til at forholde sig til, inden nogen dør. ”Der var jo mange ting, vi skulle snakke om. Hvad skal der ske? Hvad skal der ske bagefter? Hvor ville hun begraves? Vi fik planlagt begravelsen, og at hun gerne ville ligge ved siden af vores ældste søn, som døde i 1998. Vi fik talt om, hvad der skulle ske med hendes tøj, at det skulle genbruges ude på Amager. Og hun arrangerede, at vores datter og svigerdatter kom forbi og kunne se ting igennem, de gerne ville have, mens hun stadig var her,” siger Jørgen Larsen. ”Det var naturligt for os at tage de her snakke. Vi har altid kunnet tale om alt, ofte også så vinduerne klirrede, og det var ikke, fordi vi i forbindelse med Ruths død satte os ned og skrev notater og talte formelt, det var ligesom bare noget, der kom hen ad vejen. Hvis vi så en film, og der var et eller andet, kunne vi kigge på hinanden og sige: ’Hør, det skal vi da også lige snakke om’,” siger han. Efterfølgende har han selv skrevet fem-seks sider ned om sine egne ønsker i forbindelse med sin død. ”Der er formentlig mange år til, at jeg står af, og så har mine børn til den tid glemt, hvad

2 Da Jørgen Larsen i 2014 mistede sin hustru Ruth, havde parret nået at tale om mange ting, og i dag tøver han ikke med at opfordre andre til at gøre det samme. – Foto: Leif Tuxen.

jeg har sagt til dem om mine ønsker. Så er det nemmere, at det er skrevet ned. Det er også efter den snak, Ruth og jeg havde, at det er rart at vide, at de ikke skal stå med alle spørgsmålene, når jeg dør,” siger han. Parret mødte hinanden, da de var 18 og 21 år. De nåede at få 52 gode år sammen i alt, tre børn og mange gode oplevelser. Som Jørgen Larsen siger, havde de ikke noget til gode. Selvom parret havde talt om de svære ting, var begravelsen alligevel svær, forklarer Jørgen Larsen.

”Det bliver så sørgeligt alt sammen til sådan en begravelse. Det er også noget meget konkret og noget, man ved kommer til at ske. Når vi ikke ved, hvornår vi skal herfra, er det nemmere at snakke om døden, men begravelsen bliver anderledes konkret,” siger han. Hvad angår sorgen efter sin kones død, har det været afgørende for Jørgen Larsen, at de nåede at snakke om alle de store ting og at sige farvel. Det nåede de ikke at gøre, da deres ældste søn døde. Og det betød, at sorgen lå og var ubearbejdet i mange år efter. Selvom Jørgen Larsen stadig bliver berørt af at tale om sin kones død, er det noget andet, fordi hun fik fred, da hun døde. ”Der er ikke noget, jeg ikke har fået sagt, absolut ikke. Og jeg tror heller ikke, der er noget, hun ikke fik sagt,” siger han. I dag opfordrer Jørgen Larsen derfor alle, han kender, til at få taget den svære samtale med deres kære, inden det er for sent. For han kan se, hvor stor en forskel det gjorde for ham. Både i tiden omkring Ruths død og efterfølgende. ”Jeg kan se, at andre bliver bitre, fordi der er så meget ufærdigt, så meget, de ikke har fået sagt eller hørt, og det påvirker dem bagefter. Den bitterhed har jeg slet ikke, fordi der ikke er noget usagt. Vi fik sagt farvel og talt J om det hele.

KULTURREJSER MED HJERTING REJSER Oplys koden ”JP44” ved bestilling

Oplys koden “KD08” ved bestilling

Sevillia, Cordoba & Granada

Toscanas Kyst

Udﬂugter til storbyen Sevilla, Cordoba m. katedralen, Granada med det mauriske palads Alhambra samt bjergbyen Mijas, hvor der er vinsmagning og tapas inkluderet.

Turen inkluderer:

• Fly Malaga direkte t/r • 7 nætter, Costa del Sol • Morgenmad • Aftensmad inkl. vand og vin • 4 udﬂugter: Sevilla, Cordoba, Granada m/Alhambra og Mijas m. tapas • Transport samt dansk guide med på udﬂugterne

Pris pr. person kr.

Enkeltværelse: +kr. 1.250,-

Kastrup: 21/4, 12/5, 22/9 Billund: 22/4, 13/5, 21/9 Aalborg: 21/4, 12/5, 21/9

6.998,-

På denne tur bor vi ved Versilia kysten. Vi skal se det skæve tårn i Pisa og tager på kanalrundfart i Livorno. Vi besøger den smukke ø Isola d´Elba, Lucca, Torre del Lago og Cinque terre "de 5 byers land".

Turen inkluderer: • • • • • • •

Fly Pisa direkte t/r 7 nætter, Hotel Nettuno***, Versilia Kysten 1 x dobbeltværelse Morgenmad Aftensmad inkl. vand og vin 4 udﬂugter: Pisa, Livorno, øen Elba, Lucca, Torre del Lago og Cinque Terre Transport samt dansk guide med på udﬂugterne

Pris pr. person kr.

Enkeltværelse: +kr. 950,-

6.998,-

Kastrup: 11/5, 21/9 Billund: 10/5, 20/9

Tlf.: 7022 6710 · www.hjertingrejser.dk

Torvet 9, 5800 Nyborg · Medlem af rejsegarantifonden nr. 1717

www.hjertingrejser.dk · Tel. 7022 6710

17 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Hverdagens dont koster gulddage med familien Da børnene var små, skulle vi tit noget andet. Nu gælder det om at indhente det forsømte med børnebørnene

klumme AF KRESTEN DREJERGAARD livogsjael@k.dk

Når man kommer op i årene, er det formentlig uundgåeligt, at man kommer til at tænke over, hvad man har brugt tiden på. Man opdager, at tiden er irreversibel. Den vender ikke tilbage. Og den tid, der er brugt forkert eller er gået til spilde, får man aldrig igen. For mange år siden tog jeg vores datter med på en køretur, som ikke havde noget særligt formål. Vi boede dengang i nærheden af Silkeborgsøerne, og undervejs steg vi ud af bilen for at tage landskabet nærmere i øjesyn. Ved en sø slog vi smut på vandet med nogle sten, vi havde fundet. Vi havde også en kikkert med, så vi kunne studere dyrelivet. Vi tog os god tid. Ved et ishus holdt vi en pænt stor pause, mens vi på en bænk med udsigt til Himmelbjerget fortærede vores indkøb. Da vi efter nogle timer kom hjem, erklærede min datter, at det havde været en rigtig ”gulddag”. Den bemærkning har siden fået mig til at tænke over, hvor mange dage der ikke er blevet til ”gulddage”, fordi jeg hele tiden har skullet noget andet.

For det er jo det, der er tilfældet: når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg næsten altid har skullet noget andet. Og det skulle jeg selvfølgelig også, fordi vi har skullet have noget at leve af, nemlig min kones og min løn – husstandsindkomsten, som den kaldes. I alle familier er man afhængig af husstandsindkomsten. Nu om dage vil det sige to indtægter. Da jeg var barn, var det anderledes. Da kunne man i familien klare sig med én lønindtægt, hvilket i langt de fleste tilfælde betød, at mor gik derhjemme og var husmor. Min egen mor, som var uddannet lærer, tog undtagelsesvis et vikariat, for eksempel når vi skulle spare sammen til en bil, som blev indkøbt på en indkøbstilladelse fra det daværende varedirektorat. I efterkrigsårene var pengene i mit hjem ikke store. Alligevel kunne vi det meste af tiden klare os med min fars lønindtægt. Man tør næsten ikke sige det nu om dage, men efter min bedste erindring kom der en hel del gulddage ud af det. I min egen aktive erhvervsperiode, som har strakt sig over cirka 45 år, har vi det meste af tiden haft to indkomster i husstanden. Vi har også dårligt kunnet klare os for mindre, hvis der skulle være råd til husleje, bil, båd og ferierejser plus de daglige fornødenheder med rødvin til maden.

”

Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg næsten altid har skullet noget andet. Og det skulle jeg selvfølgelig også, fordi vi har skullet have noget at leve af, nemlig min kones og min løn – husstandsindkomsten, som den kaldes.

Men vi har alligevel haft det godt nok med det. Børnene har været med i det meste af det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor mange gulddage der ikke er blevet til noget, fordi jeg skulle noget andet. ”Det andet” har ikke blot været det daglige lønarbejde, men det har også været alle de mange dage, jeg har tilbragt i ret ligegyldige bestyrelses- og udvalgsmøder, samt de dage, jeg har siddet ved skrivemaskinen for at fabrikere en artikel eller noget til en bog, som jeg mest har lavet for min egen fornøjelses eller for karrierens skyld. Hvor mange gulddage har det kostet?

Nu er karrieren så slut. På den konto kan man måske endnu nå at indhente et par gulddage sammen med børnebørnene. Hvad det angår, er der nu muligheder i, at vi har haft to lønindkomster i husstanden og dermed nu to pensioner. For nu har vi både råd og tid til at tage dem med på en rejse. Det er blevet til flere gode rejser, hvor ambitionen har været, at det skulle være en slags dannelsesrejser, hvor vi er gået på opdagelse i Danmarks og Europas historie. Vi skal ud og finde ud af, hvor stor ”umage, de gjorde sig i gamle dage”. Det sidste er et citat. Jeg havde for en del år siden vores dengang otteårige barnebarn med på en tur til København. Han var på det tidspunkt optaget af Christian den Fjerde, så derfor gik turen ud på, at vi ville se Christian den Fjerdes bygningsværker. Vi besøgte derfor Rosenborg, Regensen, Rundetaarn og havnede på et tidspunkt ved Holmens Kirke, hvor jeg forklarede, at den fantasiforladte klods, som lå bag os, er Nationalbanken, hvor rigets finanser ordnes nu om dage. Foran os havde vi Børsen, hvor Christian den Fjerde ordnede sine pengesager. Mathias så nogle gange frem og tilbage på begge bygningsværker og endte så med at konstatere: ”Bedstefar, de gjorde sig alligevel umage i gamle dage!”. Den bemærkning gjorde for J mit vedkommende dagen til en gulddag.

Grundtvigs Højskole SOMMERKURSER

UGE 26: 21/06 - 27/06 • Fotofestival • Kreativ tegning • Podcast UGE 27: 28/06 - 04/07 • Korsang ved Phillip Faber og Ole Jørgensen UDSOLGT

UGE 30: 19/07 - 25/07 • Familiekursus med korsang UGE 31: 26/07 - 01/08 • Litteratur: Mød tidens forfattere • Filosofi: De store filosoffer • Maleri - opstilling og natur UDSOLGT

2020

UGE 28: 05/07 - 11/07 • Rytmisk kor • Sangskrivning

UGE 32: 02/08 - 09/08 • Globalisering og demokrati • Croquistegning • Foto ved Maria Fonfara

UGE 29: 12/07 - 18/07 • Andersens sommerkor • Det ændrede verden: 1945 • Tegning

UGE 33: 09/08 - 15/08 • Skriv selv (med Gladiator) • Eksperimenterende maleri • Investering

GRUNDTVIGS.DK • FREDERIKSVÆRKSGADE 147 • 3400 HILLERØD • T : 4 8 2 6 8 7 0 0 • M : I N F O @ G R U N D T V I G S . D K

18 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Anne Glad til nye seniorer: Tag et fjumreår Der er rift om pladserne, når pensionsselskabet PFA inviterer til seniordag. Kristeligt Dagblad var med, da 1250 deltagere i alderen fra omkring 60 år og opefter mødte frem for at få inspiration til den tredje alder AF DORTE REMAR

remar@k.dk

Da 62-årige Mette Pilgren gik på pension for to år siden efter 43 år på arbejdsmarkedet, var hun overrasket over, hvor meget hendes arbejdsidentitet havde betydet. Hun er oprindelig bankuddannet og havde de sidste mange år arbejdet som facility manager i to virksomheder – det vil sige haft ansvaret for bygninger, kantine, kontorer og rengøring. Så hvad skulle hun nu kalde sig? ”Det blev til selvpensioneret, for jeg bliver først rigtig pensionist, når jeg fylder 67 år. Men jeg fik mulighed for at holde op og nyder den frihed, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg skal lave. Og jeg har også økonomisk mulighed for det, fordi jeg har sparet op til min pension hele livet,” siger Mette Pilgren. Hun og hendes mand, Preben Mortensen, der er 72 år, pensionist og tidligere bankmand, er begge kunder i pensionsselskabet PFA. På scenen fortalte de om ”Overgangen fra arbejdsliv til pensionist: Min identitet som pensionist”, som var et af indslagene til pensionsselskabets arrangement ”PFA Seniordag” på Østerbro i København. Det var femte gang, at selskabet inviterede til Seniordag – lokaliteterne skifter mellem København og Horsens – og denne gang blev de 1250 pladser booket på syv timer, og cirka 500 stod på venteliste. Brancheorganisationen Forsikring & Pension har udråbt den 27. oktober til Pensionsdag for at sætte fokus på pensionsspørgsmål og engagere danskerne mere i deres pension. Men hvor de fleste andre pensionsselskaber på dagen holdt telefonerne åbne for rådgivning med fokus på begunstigelse, havde PFA valgt at stille skarpt på det gode seniorliv. ”Man taler om en ny tredje alder som en hel livsfase på linje med ungdommen. Den tredje alder varer i gennemsnit 21 år, og antallet af år er stigende,” sagde PFA’s direktør i senior services, Jesper Brask Fischer, i sin velkomst til en fyldt sal. Han nævnte også, at der nu er 1,4 millioner danskere over 60 år. Flere arbejder i længere tid, enten på fuld tid eller deltid. Og af de 65-74-årige arbejder 12,2 procent stadig, og flere kommer til. ”Et helt nyt arbejdsmarked af seniorer er ved at udfolde sig,” sagde Jesper Brask Fischer. ”Hold da op, det er ligesom at være på rejsemesse,” lød det fra en kvinde i folkemængden, der defilerede forbi de mange boder med udstillere ved siden af den

”

Det der med at tale om alder giver ikke så meget mening mere, men det gør det at tale om livsfaser. For alder er ikke, hvad det engang var.

ANNE GLAD, LIVSSTILSKEKSPERT

store sal i Østerbrohuset, hvor arrangementet fandt sted. Her kunne man blandt andet møde rådgivere fra PFA, møde stifteren af Livshistorier, Liv Mygind, få inspiration til et højskole ophold hos Højskolerne eller en rejse med Victors Farmor og prøve vakuumterapi hos Wittcare & Wittclinic – og der var kø hos HIT-Fitness til at få målt sin kropslige alder. Her stod også Mette Pilgren, der har været bevidst om, at hendes nye pensionistliv skulle indeholde tre elementer: Fysikken skulle holdes i gang, det samme skulle hjernen, og det sociale skulle også plejes. ”Det lyder som en slidt frase, men jeg synes, at kalenderen ret hurtigt blev fyldt. Det er utroligt at tænke på, at jeg engang kunne arbejde 40 til 50 timer om ugen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle få tid til det i dag,” siger Mette Pilgren, der

dyrker fitness, spiller golf om sommeren, træner til svømmeløbet Christiansborg Rundt, er gået i gang med at lære crawl og powerwalker i skoven. Hun har også deltaget i et projekt på det lokale bibliotek, ”Hold hjernen frisk”, som er fortsat som en læsekreds, og hun mødes med venindegrupper på kryds og tværs. Der er også tid til de tre børnebørn, som hentes fast en eftermiddag om ugen. ”Om jeg en dag finder et arbejde, skal jeg ikke forsværge, men jeg kan ikke se lige nu, hvordan jeg skal få tid til det,” siger Mette Pilgren. Hendes mand, Preben Mortensen, gik på efterløn i 2009, da hans firma indskrænkede. Han havde selv tænkt på det, fordi han ikke følte sig tilpas på arbejdspladsen, så det passede ham fint, at nogen kom og tog beslutningen for ham. ”Jeg har det skønt. Overgangen fra arbejde til pension var blid, fordi jeg har så mange hobbies,” siger Preben Mortensen. Han spiller elbas i flere bands og holder meget af musik a la det tidligere britiske orkester The Shadows. Om vinteren dyrker han fitness tre gange om ugen, og om sommeren spiller han golf og gammelmandsfodbold. ”Man får mange bekendtskaber, som bliver til venner,” siger Preben Mortensen, der har samlet på frimærker hele sit liv.

”Jeg troede, at nu fik jeg tid til at ordne samlingen, men det er overhovedet ikke sket.” ”Planlæg din pension i tide” er overskriften på endnu et oplæg fra scenen. Her fortalte PFA’s forbrugerøkonom Carsten Holdum, at vi lever længere, og at de ældste kunder i PFA nu er op mod 90 år. Det kan medføre flere dilemmaer, når man skal planlægge sin pension økonomisk. ”Hvor gammel skal man regne med, at man bliver?”, sagde Carsten Holdum, der forklarede, at jo længere man strækker sin pension, jo mere får man ud af det skattemæssigt, og man får også mere i folkepension. Hvis man derimod dør tidligt, når man ikke at få brugt alle de penge, man har sparet op. Så vil nogle hellere bruge pengene her og nu. Dagens underholdende indslag var med livsstilsekspert Anne Glad, kendt fra DR 1’s ”Kender du typen” og P1-podcasten ”Bogselskabet”. Hun talte under overskriften ”De nye seniorer”. ”Titlen hentyder til, at seniorer ikke er, hvad de har været. De er lavet på en anden fabrik i dag,” sagde Anne Glad om begrebet senior, hvis betydning ifølge hende stadig mangler at blive defineret. ”Hvornår er man senior? Det der med at tale om alder giver ikke så meget mening mere, men det gør det at tale om livs-

faser. For alder er ikke, hvad det engang var. I dag løber nogle 67-årige maraton og bliver forældre, andre 67-årige sidder på plejehjem og kan ingenting. Og ’det grå guld’ er et frygteligt begreb, der handler om, at reklamebranchen vil have jeres penge,” sagde Anne Glad. Hun definerede de nye seniorer som nogle, der skal i gang med det gode liv, hvor man fyrer den af og ikke kan forstå, at man engang havde tid til at gå på arbejde. De er også fra en generation, der har fået nøjsomhed med hjemmefra og derfor ikke ødsler penge væk. Man køber noget, der kan holde længe, og tager man på en jordomrejse, skal der også være grøddage. Det er også en generation, der har fået stuffocation, tingsforstoppelse, og derfor er oplagt, også af økonomiske grunde, til at engagere sig i deleøkonomi, det vil sige dele værktøj, biler og andre produkter. ”Fællesskaber er en grundværdi for jeres generation, så det er oplagt at tage dele økonomi til jer. At dele ting er en nem måde at spare penge på. Også for de 68 procent over 60 år, der er singler, for det er dyrt at være single,” sagde Anne Glad, der sluttede af med en opfordring til de tilstedeværende: ”Husk at tage et fjumreår. Brug lidt tid på at finde ud af, om I skal have en ny kæreste eller uddannelse, og hav det lækkert.” J

0 Ifølge livsstilsekspert Anne Glad, som talte fra scenen til PFA Seniordag, er de nye seniorer nogle, som skal i gang med det gode liv, hvor man fyrer den af og ikke kan forstå, at man engang havde tid til at gå på arbejde. – Foto: Leif Tuxen.

El-scooter Kørestol

Apollo 928 m/hus

Pro Quatro

Brugt!

Nypris: 63.995,-

NY! Letvægts sammenklappelig. Vægt kun 23 kg.

Brugt!

4-hjuls trækker til store personer.

Motor 200 W. Batteri 2 x 6 AH. Rækkevidde 25 km.

Motor 1350 W. Batteri 2 x 75 AH. Rækkevidde 50 km.

Pris: 24.800,-

Udbetaling kr. 0,Rentefrit pr. måned 695,-

Pris: 28.800,-

Udbetaling kr. 0,Rentefrit pr. måned 800,-

Isfugl

Alfa 56

Motor 650 W. Batteri 2 x 50 AH. Rækkevidde 40 km.

Pris: 25.000,-

Udbetaling kr. 0,Rentefrit pr. måned 695,-

Motor 1000 W. Batteri 5 x 45 AH. Rækkevidde 60 km.

Pris: 52.000,-

Udbetaling kr. 0,Rentefrit pr. måned 1.450,-

• Køb, leje og finansiering. • Besøg Danmarks største showroom. • Bestil en gratis salgsfremvisning på din bopæl. • Mere end 200 nye og brugte scootere. • Køb direkte hos importøren. • Service og salg i alle landets 98 kommuner. • Officiel samarbejdspartner med Ældre Sagen.

Bestil gratis bog om PEGASUS el-scootere.

Ring 70 27 27 18 Se mere på www.pmpost.dk

86 sider fyldt med gode tilbud og informationer

Pris: 30.800,-

Udbetaling kr. 0,Rentefrit pr. måned 855,-

Shoprider Home

Model 2020

NY!

Motor 850-1000 W. Batteri 2 x 100 AH. Rækkevidde 50 km.

Brugt!

Motor 400 W. Batteri 2 x 33 AH. Rækkevidde 30 km.

Pris: 12.800,-

Udbetaling kr. 0,Rentefrit pr. måned 355,-

FINANSIERING

Fra 250,- pr. måned. Rentefrit og ingen udbetaling.

20 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Livsværdier holder hende i live Karla Lindholm Jensen er Danmarks ældste. Hun blev født den 7. maj 1908 og er ikke kun landets ældste, men også den dansker, der har levet længst nogensinde. Som 111-årig bor hun stadig i egen lejlighed i H erning. Selv er hun dog ikke imponeret over sin alder, fortæller hendes søn, Hans-Boy Lindholm AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

Karla Lindholm Jensen fyldte 111 år i maj 2019 og er nu Danmarks ældste og den dansker, der har levet længst nogensinde. Det er sønnen, 71-årige HansBoy Lindholm, der fortæller om sin mor. For på det seneste er det gået noget tilbage med hans mors helbred, og hun hører meget dårligt. Hun bor dog fortsat alene i den lejlighed, hvor hun og hendes mand boede sammen, indtil Ejner Jensen døde i 1975. Og det er ikke lang tid siden, at hun har sagt ja tak til at få hjælp fra hjemmeplejen mere end én gang om dagen. ”Min mor har været vant til at klare alting selv, og det sætter hun fortsat en ære i,” fortæller Hans-Boy Lindholm, der hver anden mandag kører turen fra sit eget hjem i Broager i Sønderjylland til Herning for at besøge sin mor og dagligt ringer til hende præcis klokken 19.05, ”for så véd hun, at hun skal sidde klar ved fastnettelefonen, og selvom hun ikke kan høre længere, så er det altid hende, der spørger til mig og min familie. Og hun spørger ikke: ’Hvordan går det?’, men i stedet: ’Går det, som I gerne selv vil?’. Det er jo et rigtig fint spørgsmål, som ikke bare kan besvares med en floskel og samtidig et godt eksempel på, at mors fokus altid har været på andre menneskers ve og vel.” Karla Lindholm Jensen blev født i foråret 1908, kort efter at kvinderne havde fået stemmeret til kommunalvalg, og få måneder inden landets tidligere justitsminister Peter Alberti meldte sig selv til politiet og tilstod bedrageri og svindel for et svimlende millionbeløb. Hun var den ældste i en søskendeflok på fem, der ud over tre yngre brødre også bestod af en mentalt udviklingshæmmet lillesøster, som familien ikke ville sende i pleje, men passede derhjemme. Hendes far var smed ”og patriarken i sit eget dynasti med familien i centrum”, som HansBoy Lindholm beskriver det. Uddannet maskinarbejder og aktiv fagforeningsmand med klart socialdemokratiske holdninger. Og den ældste datter blev hurtigt en vigtig hjælp i hjemmet. Tidligt om morgenen, før resten af søskendeflokken vågnede, stod hun op sammen med sin mor for at gøre rent på tre af byens fine kontorer, hvor også kakkelovnene skulle renses og siden tændes op, så der var lunt, når de ansatte mødte på arbejde. Derfor havde hun allerede været oppe længe, når skoledagen begyndte, men det kunne ikke mærkes. For den unge pige fra arbejderhjemmet var dygtig. Hun sad oppe på en af de forreste rækker i klasselokalet og kunne svare på de fleste af lærerens spørgsmål.

0 Når Karla Lindholm Jensen bliver bedt om at pege på de største forskelle på sin barndom og nu, plejer hun at sige, at da hun var barn, kørte man i hestevogn. I dag kan man flyve til Månen. – Foto: Tom Laursen/ Herning Folkeblad.

3 Hans-Boy Lindholm med et af familiens fotoalbum. – Foto: Bjørg Tulinius.

Og som noget usædvanligt for tiden fik hun som pige senere mulighed for at tage handelseksamen. Hans-Boy Lindholm blev selv født i 1948 og er vokset op i en noget anden tid. Her var de to verdenskrige noget, man kunne se tilbage på, biler hørte til gadebilledet, og både tv- og radioapparater kunne sende verden til Herning på en helt anden måde, end da hans mor voksede op. Han har fundet en række fotoalbum frem, hvor man kan se sort-hvide billeder af hans mor som ung. Blandt andet fra hendes konfirmationsdag, hvor det lange hår er sat kunstfærdigt op, og en smilende pige i hvid kjole og med perlehalskæde poserer bag

en vase i fotografens atelier med langstilkede blomster. ”Når hun selv bliver bedt om at pege på de største forskelle på dengang og nu, plejer hun at sige, at da hun var barn, kørte man i hestevogn. I dag kan man flyve til Månen. Det illustrerer jo meget godt den kolossale forandring, hun har været vidne til i sit liv,” siger Hans-Boy Lindholm. Han er Karla Lindholm Jensens andet barn og ligesom sin nu afdøde storesøster, AnneLykke, adopteret. Karla blev gift med sin Ejner i 1934, men graviditeterne udeblev, ”og mor havde også en række spontane aborter. Om det er helt rigtigt, ved jeg ikke, men der går en historie i familien om, at min mor på et tidspunkt faktisk gennemførte gravi-

diteten og fødte en lille pige. Hun døde desværre kort efter fødslen. Til stor sorg for mine forældre. Men næsten samtidig havde jordemoderen hjulpet en anden lille pige til verden, som skulle bortadopteres ved fødslen. Og sådan kom min storesøster til mine forældre i Herning,” fortæller Hans-Boy Lindholm, der selv blev adopteret fem år senere, i 1949, da han var et år. ”Da var min mor fyldt 40 år, så jeg havde allerede dengang en ældre mor. Men jeg har faktisk aldrig opfattet hende som gammel. Først inden for den seneste tid. For hun kørte stadig rundt i sin Triumph indtil for få år siden, arrangerede selv sin 100-årsfødselsdag med 30-40 gæster, og hun holder sig fortsat orienteret gennem sin daglige avis, Herning Folkeblad. Ved forrige folketingsvalg spurgte hun også, om min kone og jeg så skulle sidde oppe og følge valget på tv, for udfaldet var så spændende, syntes hun.” Karla Lindholm Jensen har været portrætteret på tv i DR 1-serien ”I Danmark er jeg født” og i bogen ”Jenny og de andre 100+”, skrevet af Jørn Jørs Pedersen. Her har hun begge steder fremhævet netop det at blive mor som de to bedste minder og største øjeblikke i sit liv. ”Hun er og var en meget kærlig mor og en meget loyal mor,” fortæller Hans-Boy Lindholm og viser et såkaldt vidnesbyrd frem. Det er en besked til hjemmet fra Hans-Boy Lindholms lærer i folkeskolen, hvor læreren blandt andet beklager sig over, at HansBoy ofte er ”provokerende og urolig i sin opførsel såvel i timerne som uden for disse”. Nedenunder har hans mor skrevet følgende svar med smuk

skråskrift: ”Hvordan kan hr. Sønderby udtale sig om HansBoys opførsel uden for skolen? Venligst Karla Jensen”. ”Og sådan var hun. Altid på sine børns side. Selvfølgelig også pylret og bekymret for os. Men først og fremmest lærte hun os, hvordan empati og omsorg for andre er de vigtigste værdier i livet.” Karla Lindholm Jensen blev efter sin skolegang ansat som telefonist ved Jydsk Telefon. Hun arbejdede om natten og sørgede for, at samtaler mellem nær og fjern blev forbundet, og var så den omsorgsfulde mor om dagen, når børnene kom hjem fra skole. Da deres far og hendes mand, Ejner Jensen, fik lyst til at stoppe som malermester, købte ægteparret sammen en forretning på byens hovedstrøg, Bredgade. I Petit kunne kunderne købe vin, tobak og håndlavede piber, og mens Ejner stod for indkøb og varelager, var Karla både den venlige ekspedient, kunderne mødte, og hende, der sad med regnskaberne til langt ud på aftenen. Det var også på det tidspunkt, at Karla Lindholm Jensen selv begyndte at ryge. Valget faldt på cerutten, og ifølge sønnen har nydelsen ved cerutrøgen og et enkelt glas portvin fulgt hende lige siden. ”Men det er nok ikke forklaringen på hendes høje alder,” siger Hans-Boy Lindholm med et glimt i øjet. ”Jeg tror, det er den psykiske sundhed, der har styrket hende. Hendes positive tilgang til livet og den konstante omsorg for andre har holdt hende i live. Koblet med hendes fortsatte interesse for verden og samfundet omkring hende. Hendes livsværdier med andre ord.” Hans mor er dog ikke bange for at dø, fortæller Hans-Boy Lindholm. ”Hun siger selv, at hun er parat til at dø og taler åbent om sin egen bisættelse. Hun har fundet frem til de salmer, der skal synges i kirken, og hun har også planlagt, hvad vi skal spise og drikke bagefter.” ”Kirken har ellers aldrig fyldt meget i hendes liv, men når jeg ser på de værdier, hun har levet sit liv ud fra, så er det tydeligt, at kristendommen har præget mor i høj grad.” Til sidst får hun lige selv ordet. For efter at tv-programmet på DR 1 blev sendt i marts i år, kunne seerne stille spørgsmål til Karla Lindholm Jensen, som hendes søn læste op for hende. Blandt andet dette: ”Hvad er det bedste ved at blive gammel?”. Hendes svar taler vist for sig selv: ”Det er et svært spørgsmål. Jeg har jo ikke prøvet andet...” J

Nordatlantiske

FILMDAGE 5.–15. marts 2020 Tors 5. marts kl. 20

Tirs 10. marts kl. 20

S.O.S. ISBJERG

ANDRIAS HØGENNI

Tysk ekspeditionsdrama fra Grønland 1933

Tre kortfilm & artist talk med færøsk prisvinder

Fre 6. marts kl. 16.45

Ons. 11. marts kl. 17

THE LAST DAYS OF THE ARCTIC

LYKKEN SKRÆMMER MIG IKKE LÆNGERE

Portrætfilm om fotografen Ragnar Axelsson

Ny grønlandsk dok. om seksuelt misbrug

Fre 6. marts kl. 20

Tors 12. marts kl. 20

KRUDT OG KÆRLIGHED

TEARS OF STONE

Hjertevarm grønlandsk folkekomedie

Islandsk-tysk film om komponisten Jón Leifs

Lør 7. marts kl. 14

Fre 13. marts kl. 16.45

BARBARA – VILD SOM HAVET

HÅBETS Ø

Tysk Barbara-filmatisering fra 1961

Dok. om grønlandsk bys fremtidsdrømme

Lør 7. marts kl. 17

Fre 13. marts kl. 20

AGNES JOY

EN HVID, HVID DAG

Bittersødt familiedrama fra Island

Islandsk prisvinder af Hlynur Pálmason

Søn 8. marts kl. 14

Lør 14. marts kl. 14

PALOS BRUDEFÆRD

GRØNLAND PÅ FILM

Dansk-tysk Knud Rasmussen-film fra 1934

Kortfilm og debat om filmproduktion i Grønland

Søn 8. marts kl. 16.45

Lør 14. marts kl. 17

FRIDRIK THÓR FRIDRIKSSON

FÆRØSKE KORTFILM

Artist talk + film: ‘Naturens børn’

Fem af årets bedste færøske kortfilm

Man 9. marts kl. 17.15

Søn 15. marts kl. 16.45

THE LAST ICE HUNTERS

DAS ESKIMOBABY

Dok. om nutidens fangerkultur i Østgrønland

Asta Nielsen i tysk stumfilm med levende musik

Tirs 10. marts kl. 17

Søn 15. marts kl. 20

FALCONS

AQUARELA

Islandsk-tysk roadmovie

Victor Kossakovskys storslåede dokumentarfilm

Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, Christianshavn, 1401 København K. Billetsalg via nordatlantens.dk/filmdage

22 |

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

LIVSERFARINGER SÆRDELES VEDKOMMENDE JOHAN SCHMIDT L ARSEN

Tredje halvleg

et friere liv et et andet tempo Lohse | 120 sider | 149,95 kr.



»Det er lykkedes for Johan Schmidt Larsen at skrive en særdeles vedkommende bog med ærinde til enhver, der er på vej ind i den tredje alder. Bogen er fyldt med gode råd og sund fornuft. Den kommer fordomsfrit rundt i mange kroge af livet som ældre.« KRISTELIGT DAGBL AD

MANGE VIL FØLE, DEN HANDLER OM DEM THOMAS KRISTENSEN

Alle skifter

med rutebilen på livsrejse Lohse | 240 sider | 249,95 kr.

Med udgangspunkt i rutebilens rute og stoppesteder fortæller Thomas Kristensen om mennesker, han har mødt på sin livsrejse og om tidernes skiften gennem syv årtier.



»Alle skifter er i al stilfærdighed en sympatisk bog, som man læser med udbytte. Mange vil føle, at den handler også om dem.« KRISTELIGT DAGBL AD

DYBT SYMPATISKE OG TANKEVÆKKENDEERINDRINGER H A R T V I G WA G N E R

himlen og Himlen Lohse | 216 sider | 249,95 kr.



»Dybt sympatiske og tankevækkende erindringer fra tidligere forstander for Børkop Bibelhøjskole, der udkæmpede mange teologiske og politiske slag.« KRISTELIGT DAGBL AD

Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk

Vores hjem tager vi Inger Marie og Jens Noe fra Skjern har sat deres personlige aftryk i hvert et hjørne af det hus og den have, de nu har sat til salg. Det er vemodigt for dem at skulle flytte, men de er enige om, at hjemme trods alt mere er en tilstand end en matrikel AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

De vidste det lige med det samme: Hvis det på nogen måde var muligt, så skulle det hus blive deres. Det var lidt for dyrt og lidt for dårligt vedligeholdt, men der var potentiale, og beliggenheden var fantastisk. Inger Marie og Jens Noe har ikke svært ved at huske den dag for mere end 50 år siden, da de så deres hus for første gang. Dengang var de begge omkring 30 år og var forældre til tre børn på seks, fire og halvandet år. ”Vi faldt totalt for det,” siger Inger Marie Noe og forklarer, hvordan huset vender perfekt, hvad angår verdenshjørnerne, og får sollyset til at lægge sig blidt og venligt i samtlige rum. Jens Noe supplerer: ”Der var jo en vis stil over det, men også virkelig meget, der skulle gøres.” Huset, der er den nedlagte Kongsholm Station ved Skjern-Videbæk-banen fra 1920, havde ikke indlagt vand og varme, og der var ikke noget tidssvarende toilet. Parret fik lavet badeværelse og installeret oliefyr. Det var dyrt, og penge var der ikke mange af. De mindes med gru oliekrisen i 1972, hvor de sammen med børnene måtte svøbe sig i tæpper for at holde varmen i det kolde hus. På en sommerdag, hvor vi

drikker kaffe og spiser honningkager i deres gulmalede stue, der er møbleret med arvestykker og tætpakkede bogreoler, kan det være svært at forestille sig, at det er det samme hus, de taler om. For siden overtagelsen i 1969 har ægteparret Noe, der begge både er lærer- og teologiuddannede, været over hvert eneste hjørne i det næsten 400 kvadratmeter store hus. Med respekt for husets særlige arkitektur har de renoveret den gamle stationsbygning, og alle moderniseringer og genstande i huset er nøje overvejet og udvalgt. Men én ting er væggene gulvet og loftet, noget andet er alt det liv, der er blevet levet i det store hus. Nu, hvor de har besluttet sig for at sælge, er det uden tvivl det, der fylder dem med størst vemod. For dér på ”vente”-bænken under søjlerne ud mod haven har børn og børnebørn siddet utallige gange og fyldt sig med hjemmelavede vafler. Dér på slagbænken i køkkenet er der blevet fortalt historier fra skoledage og arbejdsliv, og derude i haven bag togskinnerne ligger bålpladsen, som hvert år til sankthans har været ramme om midsommersang og brankede snobrød. Minder knytter sig til steder og ting, og for Inger Marie og Jens Noe samt deres 3 børn, 10 børnebørn og 4 oldebørn ligger der gode

oplevelser gemt alle vegne i den gamle stationsbygning. Som den sommerdag for otte år siden, hvor de fejrede guldbryllup med morgensang, fest og alle deres kære omkring sig. Og hvor dagen sluttede af med, at samtlige børnebørn lagde sig til at sove i ”pakhuset”, som de kalder den tilbygning til stationsbygningen, de har indrettet til gildesal. I pakhuset har de holdt konfirmationsfester og utallige runde fødselsdage. ”Vi har et ualmindeligt godt sammenhold med vores børn og børnebørn. Når vi kalder, kommer de rejsende fra alle egne af Danmark og møder op rub og stub. Stedet her betyder næsten lige så meget for dem, som det gør for os,” siger Inger Marie Noe. Så er der naturligvis alle hverdagene. Især dem efter 1998, hvor Jens Noe gik på pension fra sin stilling som provst i Salling Provsti, og Inger Marie Noe gjorde det samme fra sin stilling som hjælpepræst ved forskellige sogne i Salling. Dengang kom de tilbage til Kongsholm Station, efter huset havde været lejet ud i en årrække, og gav hus og have den helt store omgang. Her har de læst og skrevet ved hvert sit skrivebord. Han i sit grønne kontor, hvor der blandt andet hænger et ur fra 1901, som hans bedsteforældre fik i bryllupsgave. Og hun i sit gule, hvor

| 23

Lørdag 22. februar 2020 Kristeligt Dagblad

2 Hjemmet er ikke til salg, for det tager vi med os, siger ægteparret Inger Marie og Jens Noe. For som de siger: ”Man får ikke et hjem ved at købe et hus”. – Foto: Jens Bach.

SUBLIM KUNST PÅ DIN VÆG!

”FORÅ R”, 1989, 200 X 145 CM.

Knud Nielsen (1916-2008), maler og keramiker, var en af sin tids helt store. Solidt forankret i COBRA-bevægelsens udtryksform var han en af vore fineste kolorister. Medlem af ”Grønningen”, formand 1965-1970, og leder af grundskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1966-1986. Fra 1976 og frem til sin død i 2008 bosiddende i Vindelev. Her finder du Vindelev Kro & Galleri med et bredt udvalg af Knuds malerier gennem mere end 60 år.

med os skrivebordet fortæller sin helt egen historie om en far, en farfar og en oldefar, der har skrevet søndagsprædikener der. Begge kontorer fungerer også som stuer, hvor ægteparret mødes. Her har de i årenes løb lyttet til musik, drukket kaffe og talt om alt mellem himmel og jord. I huset har Inger Marie Noe malet sine mange billeder, som Jens Noe har snedkereret rammer til. Og så har de passet og plejet den store have, der mest af alt minder om en park. Jens Noe har selv plantet op mod 50 træer og hundredvis af planter, der på en sommerdag byder på masser af blomster og især på farven grøn i alle tænkelige nuancer. ”Altså, det er jo ikke et typehus, vi sælger, ” siger Jens Noe og tilføjer: ”Vi har bestemt alt selv, og det meste har vi også selv haft hænderne i.” Når det store, gamle hus med noget så sjældent som jernbaneskinner i baghaven og en bevaret billetluge skal sælges, handler det mest om, at Inger Marie og Jens Noe ikke nænner, at stedet skal forfalde. De er begge omkring de 80 år, og kræfterne naturligvis derefter. Det seneste års tid har det desuden været besværligt med trapperne, hvilket betyder, at hele førstesalen nu kun benyttes som gæsteværelser. ”Det giver os dårlig samvittighed, når vi ikke kan holde det ordentligt. Der er vi nok lidt perfektionister. Desuden vil vi gerne flytte i noget mindre, hvor vi kan få nogle gode år, inden plejehjem og kirkegård,” fortæller de.

Vemodigt er det, men det hjælper, at de allerede har fundet en mindre villa i Skjern, som de flytter ind i,

når den gamle stationsbygning er solgt. Foreløbig kalder de stedet for deres sommerhus. For nylig hjalp børn og børnebørn med at flytte nogle enkelte ting ind i ”sommerhuset”, og de er også begyndt at køre derhen en gang imellem for at ”drikke en kop kaffe”. Der er dog ingen tvivl om, at hjem for Inger Marie og Jens Noe stadig er det hus, som vi nu sidder i, mens de fortæller deres historie. Men der er heller ingen tvivl for dem om, at de ikke sælger et hjem, men et hus. ”Hjemmet er ikke til salg, for det tager vi med os,” fastslår Inger Marie Noe. Og så alligevel. For et hjem handler blandt andet om traditioner og om gentagelser, mener hun. I den store familie Noes tilfælde er traditionerne og gentagelserne vævet sammen med stedet. Eksempelvis traditionen med at spise hjemmebagte vafler i udhænget under søljerne om sommeren. Her udgør den bænk, hvor rejsende tidligere ventede på toget, en masse siddepladser, og et elstik gør, at vaffeljernet kan flyttes udendørs. På samme måde er det med sankthansfesterne, sammenkomsterne i ”Pakhuset” og de mange oplevelser med rådyr i haven, harer, der spiser hvidkløveren, og svaleungerne, der hvert år skal gøres flyveklare. ”Det er klart, at der er en helt særlig atmosfære her, som ikke bare flytter med. Derfor betyder det også rigtigt meget for os, hvem der kommer til at bo her. Det er ligesom, hvis man sælger sin højtelskede hund, og man gerne vil sikre sig, at de nye ejere passer godt på den,” siger Jens Noe. Inger Marie og Jens Noe er dog enige om, at hjem først

Kom selv og se de værker, der netop nu er til salg. Du får aldrig bedre chance for at erhverve et billede af en sublim kunstner, der helt frem til sin død bevarede sit kraftfulde udtryk. Ring for aftale om besøg på Vindelev Kro & Galleri (tlf. 75 87 30 25 / 23 49 60 71).

”

Vi tager en masse ting herfra med os, men vi tager først og fremmest sjælen med. Begge dele er en proces, og derfor tager vi os også god tid til at vænne os til de nye rammer. Man får ikke et hjem ved bare at købe et hus.

Vel mødt. Kærlig hilsen Jonna

VINDELEV KRO & GALLERI VINDELEVVEJ 19 • VINDELEV • 7300 JELLING • TLF. 7587 3025

INGER MARIE OG JENS NOE

DEN ANDEN GULDALDER og fremmest er der, hvor de to er sammen. Som et barnebarn sagde, efter de havde udtrykt bekymring for hjemmets fremtid: ”Det vigtigste er, at I flytter med.” ”Vi tager en masse ting herfra med os, men vi tager først og fremmest sjælen med. Begge dele er en proces, og derfor tager vi os også god tid til at vænne os til de nye rammer. Man får ikke et hjem ved bare at købe et hus,” siger de. Når de flytter, bliver det med billeder og minder på nethinden. Men Inger Marie Noe har også sørget for helt håndgribelige minder. Dels med sine malerier, der næsten alle sammen har motiver fra de nære omgivelser, dels med en serie fotografier, hvormed hun har foreviget især haven i alle årets måneder. J

J.L.Lund over alle grænser

01.02.-01.06.2020

AGNES SMIDT

Sønderjyde, kvinde og kunstner

22.02.-07.06.2020

24 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Nøjsomhed til gavn for miljøet | De ældste danskere rejser mest klimavenligt, viser ny

undersøgelse. Deres rejsevaner er et udtryk for en sparsommelighed, de er vokset op med. Men den næste generation af ældre har helt andre vaner og forventninger til livet

Ældre levede bæredygtigt, før det kom på mode blandt unge KAROLINE KJÆR HANSEN

Danskerne og bæredygtig livsstil

livogsjael@k.dk

Flere melder sig ind i klimakampen, og særligt blandt de unge stiger bevidstheden om klimaet. Sidste år svarede eksempelvis 71 procent af de 18-29-årige i en måling foretaget af Analyse Danmark for klimatænketanken Concito, at klimaproblemet er ”meget alvorligt” mod blot 55 procent i 2016. Og i løbet af foråret og efteråret har skoleelever med Greta Thunberg som forbillede strejket for at deltage i klimamarcher landet over. Samtidig blev 2018 kaldt et rekordår for de danske lufthavne med det hidtil største antal afrejsende flypassagerer, og vender vi blikket mod danskernes rejsevaner, er det de ældste og ikke yngste, der løber med prisen som de mest klimavenlige. Danskere på 65 år eller derover har nemlig mere beskedne rejsevaner end den gennemsnitlige dansker. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik, der har kortlagt danskernes ferieadfærd i 2018 og konkluderer, at den ældste generation både flyver mindst og oftest holder ferie i Danmark. Knap halvdelen af den ældste generation holdt nemlig ferie i hjemlandet sidste år, mens to tredjedele af de 15-24-årige tilbragte den i udlandet. Hertil kommer, at 81 procent af den yngste del af befolkningen tog flyet, når de skulle på lange ferier til udlandet, hvilket også afspejler landsgennemsnittet, mens det tilsvarende tal for aldersgruppen 65-plussere ligger på 76 procent. Så når det kommer til et af tidens mest debatterede spørgsmål om, hvordan vi skaber gode, men også bæredygtige liv, kan de yngre generationer lære meget af de ældre, mener Simon Elsborg Nygaard, der forsker i psykologi og bæredygtighed på tværs af generationer på Aarhus Universitet: ”Trivselsmålinger fra for 50 år siden viser, at danskerne havde stort set det samme niveau af livskvalitet, som vi har i dag. Men vi ved også, at man havde et langt lavere forbrug dengang, så i den ældste generation er en gruppe af befolkningen, som har levet i en tid og på forskellige måder psykologisk og praktisk, hvor de har haft høj grad af livskvalitet og høj grad af miljømæssig bæredygtighed, og det kan de unge lære af,” forklarer han og understreger, at det er i en meget kort tidsperiode af menneskets historie, at vi har haft brug for at kunne tale om bæredygtighed, fordi det tidligere var en selvfølge:

0 Seniorer er bedre til at leve nøjsomt end unge er. Selv 68-generationen, der har været vant til nødsomhed og har lært det fra deres forældre, belaster ikke klimaet så meget som de unge, når det gælder antallet af flyrejser. Ældre holder oftere ferie i Danmark, mens unge rejser jorden rundt i fly. – Foto: Ritzau Scanpix.

”I for eksempel 1930’erne levede langt de fleste bæredygtigt, og det er først, i takt med at vi overhovedet er begyndt at bruge mere, end der er på Jorden, at begrebet ’bæredygtigt’ bliver relevant.” Når vi i stigende grad ser en udfordring blandt yngre generationer med øget forbrug, skyldes det i høj grad tilgængeligheden og sammenhængen mellem materialitet og identitet: ”De ældre har levet i en tid, hvor man ikke kunne købe alt, man havde lyst til, og hvor man ikke havde samme økonomiske overskud. De er vokset op med, at forbrug er noget, der er nært forbundet med, hvad man virkelig har brug for, og de har lært at nøjes. Man smed ikke bare tingene ud, fordi de ikke virkede, men forsøgte at reparere dem, ligesom kød blev anset som en finere vare, man altid spiste i rationer og sammen med kartofler, og rester blev gemt. Intet gik til spilde.” Hvis alle på Jorden levede ligesom en dansker gør i dag, skulle vi bruge fire jordkloder for at understøtte vores livsstil. I slutningen af 1960’erne var vi stadig ne-

de på én jordklode globalt set, men når det har taget fart siden da, skyldes det væsentlige samfundsændringer: ”68’er-generationen har brudt med traditionelle livsstile og familiemønstre. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og man begyndte at orientere sig mod USA og forbrug. Det er en generation, som har levet med en anden adfærd på grund af værdier og normer. Men 68’erne, der nu er seniorer, har stadig været vidne til den nøjsomme livsstil og husker, at de var lykkelige som børn. Det er meget sværere for folk, som er vokset op i dag, at forestille sig, hvordan et liv er, hvor man forbruger langt mindre,” fortæller han og forklarer, at det er påvist, at økonomi og bæredygtighed er negativt forbundet. Spørger man Anders Laugesen (59 år), der er foredragsholder, klimadebattør og en del af tænketanken Eksistensen, er årsagen til navnlig de yngres overforbrug en grad af fremmedgørelse over for livet, og derfor kan de yngre generationer i dag først efterleve de ældres bæredygtige levevis, når de forstår, at prakti-

ske gøremål også er en del af livet: ”I dag har mange vænnet sig til ikke at kombinere livet med praktiske gøremål. Det er, som om vi ikke forstår, at selve livet er at vaske op, lave mad eller bage brød. Du lever, imens du gør de ting. Og når man begynder at lave praktiske ting, opdager man, at der er nydelse forbundet med selve processen.” Simon Elsborg Nygaard fremhæver, at den næste generation af ældre formentlig udfordrer det ideal, for statistisk set udgør de 45-64-årige den andel af danskere, som foretager de fleste længere rejser til udlandet, og de tager også førertrøjen, når det kommer til at vælge fly fremfor bil, bus eller tog. Som del af netop den generation har Anders Laugesen gjort sig overvejelser om, hvordan denne livsstil kan udfordres: ”Hver gang vi undgår en flyrejse, kan det anskues som en måde at sætte penge ind på en klimakonto, som vores børnebørn kan hæve fra senere. Dermed afholder vi dem ikke fra at komme på samme dannelsesrejse, som vi selv har været på.” J

3 Danmark er et af de lande med det største økologiske fodaftryk, som er et begreb opstillet for at gøre bæredygtighed håndgribeligt og sammenholder de arealer, der skal til, for at producere alle ressourcerne, vi bruger på et år, med de arealer, der rent faktisk er til rådighed. Danmark er kun overgået af lande som Qatar, Luxembourg og USA. 3 Levede alle på Jorden, som en dansker gør i dag, skulle vi bruge fire jordkloder for at understøtte livsstilen. 3 En del af det økologiske fodaftryk udregnes på baggrund af vores CO2-udledning, men kun 20 procent af en danskers globale udledning afhænger af forbrug af el, brændstof og varme. De resterende 80 procent er relateret til varer og serviceydelser, vi som forbrugere køber eller får stillet til rådighed. Foruden at minimere forbrug af kød og flyve sjældnere, er det godt at reducere madspild og købe og sælge brugt fremfor at købe nyt. . 3 I en måling foretaget af Analyse Danmark for klimatænketanken Concito svarede 55 procent af danskerne i 2018 (mod 39 procent i 2016), at de i mindre grad eller slet ikke forbinder forbruget af materielle goder som tøj, elektronik og boligudstyr med livskvalitet, og rapporten bekræfter, at danskerne i stigende grad er villige til at gøre mere for at mindske deres personlige bidrag til udledningen. Det mest populære tiltag i 2018 var affaldssortering. KILDER: WWF VERDENSNATURFONDEN OG KLIMATÆNKETANKEN CONCITO

Kurser 2020 Marts UDSOLGT - Opera i Flensborg og Hamborg - Litterært træfpunkt – Ondskab og lykke April, maj og juni - Minority Changemaker Programme (13 uger) Juni - Golf i Sydslesvig – Fire tyske baner og Nordart - Familiekursus – Vikingernes verden FÅ LEDIGE - Grønland – fra Ilulissat til Nanortalik PLADSER Juli - Genforeningen 2020 - Cykelkursus – Rømø, Sild og Før - Vandringer i marsken - Tidsvidner DDR – Zeitzeugen 2.0

UDSOLGT UDSOLGT

August - Grænseerfaringer / Grenzerfahrungen - Smukke cykelture i Sydslesvig – Rømø, NYT! Sild, kyster, skov og vadehav - Kubik og kultur – Motorcykel på øer - Kanaler og vandveje – Tur til Lübeck og hjuldamper på Kielerkanalen - Helgoland, halliger og vadehav – Sensommer i den nordfrisiske marsk

September - Smukke vandreture i grænseregionen – Sønderjylland og Sydslesvig - Portugal – Atlanterhav, vinmarker og storbyliv UDSOLGT - Smukke cykelture i Sydslesvig UDSOLGT - Grundloven der delte Danmark – Demokratiets fødsel i historisk og nutidig kontekst Oktober - Berlin – Vandringer i historiens fodspor i Berlin og Potsdam November - Filosofi – Jagten på det gode liv - Firenze med billedhuggeren og historikeren - Hof og barok – Svingende barokmusik, arkitektur og kunst. Med ensemblet BaroqueAros og tur til Lübeck - Højskolesang – Den nye Højskolesangbog December - Julemarked i Flensborg og julefrokost - Nytår på Jaruplund Højskole

“Oplev kulturhistorie, smuk natur, ture, rejser og højskolefællesskaber i grænselandet”

www.jaruplund.com

Jaruplund Højskole Snup en bid af din fremtid Kontoret@jaruplund.de

Lundweg 2, 24976 Handewitt v. Flensborg

0049 4630 969 140

26| Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

På fornavn med hele gaden Da frisør Esther Gotfredsen lukkede sin salon efter 50 år i samme gade, forsvand et stykke lokalhistorie. Hun kender hele kvarteret og har set Korsgade gå fra livlig handelsgade til lukkede forretninger AF KAREN SOFIE EGEBO livogsjael@k.dk

Der er noget med farven lilla. Den går igen i hele salonen: der er lilla håndklæder, lilla tulipaner i vand på det smalle bord ved spejlet, og klemmerne, der holder kundernes hår tilbage, så frisøren kan komme til, er også lilla. ”Det har skam været meget værre!”, udbryder Esther Gotfredsen og ler. Den 77-årige frisør, ofte bare kaldet Gotfred, har lige haft 50-årsjubilæum i salonen på Korsgade på Indre Nørrebro i København. Det var her, den sorte firkant lå, inden byfornyelsen i 1980’erne og 1990’erne kom og udraderede de gamle, faldefærdige bygninger. Esther Gotfredsens frisørsalon lukkede ved årsskiftet. Og det var ikke bare den sidste forretning, der dermed lukkede i Korsgade. En del af kvarterets lokalhistorie gjorde også. For Esther Gotfredsen er en del af gaden; hun er vokset sammen med den. Hos hende klippes mange på klods, og hun kender stort set alle, der færdes i gaden. Hun er gadens socialrådgiver, som en stamkunde siger. Og det er ikke de smarte unge, der har gjort Nørrebro nærmest mondæn, der klippes i Gotfredsens salon; det er de gamle nørrebroere – eller dem, der er tilbage. Det er dem på kontanthjælp, dem fra værtshuset, dem fra institutionerne. Hvert år forsvinder en god portion af Gotfredsens faste kunder, og nu forsvinder også snart salonen. Men det er ikke, fordi der er meget sentimentalitet over Gotfredsen. Beslutningen om at lukke forretningen har været undervejs i flere år, og nu er det en dårlig ryg og en øm skulder, der gør, at det er på tide at gå på pension. ”Jeg sagde allerede til mig selv, da jeg blev 75, at nu er det nu, men så tog jeg et år mere og et år mere. Men da jeg havde 50-årsjubilæum i november i fjor, og så var det tid,” siger hun. Frisøren har selv kortklippet, lyst hår, og der er sjældent langt mellem de rappe bemærkninger, ofte iblandet en del bandeord, og så det brede smil og en

hæs latter. Hun taler i anekdoter, og de fleste er indforståede. Hun taler om 56 års levet liv i en gade, der engang husede fem frisører, manufakturforretning, kiosk, barber og ismejeri på 60 meters strækning. Og det var bare i den ende, hun bor i. I den anden gravede bz’erne sig ud under Allotria-huset i 1982, og et spytkast væk lå Byggeren, der i 1980 satte kvarteret på den anden ende, fordi de gamle, faldefærdige bygninger skulle rives ned – også den selvbyggede legeplads, der var et frirum for områdets børn. Der var Børge Barber, der ikke havde en pløk i munden, og som lod kunder sidde i barberstolen med skum i hele hovedet, mens han gik på værtshus og fik et par øl. Der var kioskdamen henne på hjørnet, som fungerede som gadens oplysningscentral. Ville man vide noget om nogen, kunne man gå til hende, for hun kendte al sladder. Esther Gotfredsens historier er om en verden, der snart ikke findes mere. Om en måde at omgås hinanden på, som har måttet vige pladsen for politisk korrekthed, blufærdighed og reserverethed. Om dengang, man selvfølgelig var Des med kunder og chefer, men ellers kunne rumme de fleste samt folks skævheder. Om dengang, man gik til frisøren og fik vasket hår for fem kroner og fik sat kunstfærdige frisurer på ugentlig basis. I dag kommer kunder kun for at blive klippet, og det koster 250 kroner. Egentlig er det lidt et tilfælde, at Esther Gotfredsen endte i Korsgade. For selvom det er en umiskendelig københavnerdialekt, der fosser så hurtigt ud af Gotfredsens mund, at den ene sætning bider den næste i haserne, er hun slet ikke københavner, men fra Frederikssund i Nordsjælland. Hendes far havde en gård, og det lå ikke ligefor, at Esther Gotfredsen skulle være damefrisør, for hun havde aldrig drømt om at rode folk i håret, som hun siger. Men hun havde heller ikke drømt om at være landmandskone, så da en frisør fra Holbæk var på besøg i Frederikssund og havde forstuvet foden og manglede en pige, der kunne ordne hår til et selskab,

sprang Esther Gotfredsen til. Og da frisøren så tilbød hende en læreplads, sagde hun ja og fik smag for faget. Men et halvt år inden Gotfredsen skulle til svendeprøve, blev chefen gravid og flyttede til Holte, og lærepladser var der ikke mange af i Frederikssund, så hun endte i København. Som svend fik hun plads i Inger Larsens salon på Korsgade, og det var i 1963. Hun har været her lige siden. I 1969 overtog hun salonen, men ændrede aldrig navnet, hvorfor hendes salon stadig i dag hedder ILA-Salonen efter den daværende chefs initialer. De nuværende lokaler har hun haft siden midten af 1980’erne, hvor de forrige fik svamp i kælderen. ”Det bliver da mærkeligt at skulle gå forbi her hver dag og se nogle andre bo her,” siger hun om salonen, der er tapetseret med billeder af stamkunder og tegninger af Esther Gotfredsen, som er tegnet af nogle af dem, der er kommet her i generationer. ”Der er jo så mange minder her, og det er et helt liv, jeg har levet her. Jeg har klippet flere familiemedlemmer, og det er sket, at kvinder, der nærmer sig pensionsalderen, kigger ind og fortæller om, hvordan jeg ordnede hår til deres konfirmation,” siger hun. En nyere stamkunde, en pensioneret musiker, kommer ind i salonen,. Han har først opdaget Esther Gotfredsen for nylig, og nu skal han nå at klippes før lukketid. Mens han får vasket hår, snakker han og Esther Gotfredsen om løst og fast, mest om Rasmus Paludan, der huserer i området. ”Han prædiker ytringsfrihed, men det er egentlig ytringsfri-had,” siger 69-årige John Teglgaard, mens Esther Gotfredsen masserer hans hovedbund. ”Ja, sikke noget svineri, at han skal komme her og sprede alt det vrøvl,” siger hun og binder et lilla håndklæde om hans hoved, så han begynder at grine. ”Se lige en turban!”, udbryder han. ”Du tog godt nok godt fat,” tilføjer han. ”Ja, fingrene er der skam ikke gået slidgigt i,” siger hun og ler, mens hun genner ham ind til stolen. Snakken fortsætter, mens hun arbejder sig rundt om hans hoved med den lille

saks, som ved nærmere eftersyn er en kniv. Hun har haft den i mange år og sværger til den. Så skifter hun barberbladene ud, når de trænger. ”Den er bedre til spidser end en saks, der skærer håret lige over. Men det er altså dyrt, at man skal give 55 kroner for fem barberblade,” siger hun og arbejder hjemmevant med værktøjet og håret. Hun må have gjort de samme bevægelser tusindvis af gange. Hun sidder sjældent ned, men bevæger sig hele tiden rundt i sin salon, der nok er nærmere et hjem end den lejlighed, hun bor i i samme bygning. I hvert fald tilbringer hun størstedelen af sin tid i salonen, for selvom der er faste åbningstider, bliver det tit lidt senere, inden hun kan holde fyraften, fordi stamkunderne snakker. Så tager hun videre til de gamle stamkunder, der er rykket på plejehjem, eller hun klipper beboerne på den nærliggende Thorupgården – ”tosseanstalten”, som hun kalder den. Og selvom hun glæder sig til at ”fløjte til Jylland” hele tiden og se sin datter og sit barnebarn, indrømmer hun også, at saksen nok ikke bliver lagt på hylden. ”Der kommer nok nogen og banker på. Jeg har stamkunder, der ringer på døren til min lejlighed og vil snakke og have mine brugte ugeblade, og det holder nok ikke op,” siger hun. ”Det er lidt svært bare at holde op fra den ene dag til den anden,” tilføjer hun. ”Det er trist, at du stopper. Men jeg forstår dig godt,” siger John Teglgaard, mens Esther Gotfredsen børster ham fri for afklippede hår. ”Ja, på et eller andet tidspunkt skal man jo stoppe. Man kan ikke blive ved altid!”, siger hun og smiler. Og begynder på endnu en anekdote om to søstre, der aldrig giftede sig, og som gik i ens tøj. Udenfor falder mørket på, og når Esther Gotfredsen om lidt lukker butikken for i dag, er der helt stille i Korsgade. Børge Barber og sladderdamen i kiosken er for længst forsvundet, og tørrehjelmene i ILA-Salonen er slukkede.

0 Da Esther Gotfredsen klippede for sidste gang den 31. december 2019 havde hun været frisør i mere end 50 år. Igennem de mange år har byen ændret sig rundt om frisøren – fra den sorte firkant til urbant hipsterområde. Men kunderne er kommet i salonen i årevis, nogle i flere generationer.

Esther Gotfredsen 3 3Født i 1942. Udlært frisør i 1963. Begyndte som svend i ILASalonen i Korsgade samme år og overtog den i 1969. Har aldrig været gift, men fik en datter i 1967. Lukkede ILASalonen den 31. december 2019.

KULTURREJSER • FLODKRYDS • RUNDREJSER MED DANSKE EKSPERTREJSELEDERE

læs mere på AKADEMISKREJSEBUREAU.DK

Pris fra

12.995,-

SKT. PETERSBORG & MOSKVA

Rusland ses bedst fra flodsiden. Vi tilbagelægger en strækning på 1.321 km og sejler over Europas to største søer, Ladoga og Onega. På rejsen besøger vi kulturbyen Skt. Petersborg med zarernes Vinterpalads og Ruslands røde hjerte Moskva, og så oplever vi livet i den russiske provins, der byder på trækirker og klostre, gamle landsbyer og forfaldne virksomheder fra sovjettiden. Rejsen tager os også ind bag facaden, når vi besøger russere i deres hjem, går ind i baggårdene og ser de lokale markeder. Vores ekspertrejseledere vil undervejs guide og sætte det vi ser i perspektiv samt samle gruppen til en række foredrag i skibets foredragssal. 14 afgange fra København i 2020: fra 13. maj til 11. september

Pris fra 12.995 kr.

På rejsen er bl.a. inkluderet:

11/12 dages flodkrydstogt, fly fra København eller Billund*, helpension, udvendig kahyt, alle entréer og ekskursioner, ekspertrejseleder, foredrag og alle drikkepenge. * kun på udvalgte afgange

Ekskursion til

FL OD KR YD ST OG T

RIKKE HELMS, SONJA VESTERHOLT, KARSTEN FLEDELIUS m.fl.

FL OD KR YD ST OG T

REJSELEDERE

Tjernobyl (tilkøb) Forlæng rejsen med to overnatninger i Kiev og en heldagsudflugt til den lukkede zone omkring Tjernobylværket.

ODESSA & SORTEHAVET

Oplev Ukraine fra hovedstaden Kiev til sortehavsbyen Odessa på flodkrydstogt ad Dnepr-floden gennem kosakkernes hjemland. På rejsen besøger vi Kiev, der var hovedstad i den første russiske stat, og hvor vi finder det ældgamle hulekloster, Khrustjovs sovjetiske Kiev fra efterkrigsårene og det nye selvstændige Ukraines hovedstad. Fra Kiev sejler vi gennem det ukrainske flodlandskab og kosakkernes hjemland med bl.a. Krementjuk Reservoiret og byerne Zaporizjzia og Kherson. I Odessa går vi langs Sortehavskysten, og ser bl.a. den berømte Potemkintrappe, som blev verdenskendt efter en scene stumfilmen Panserkrydseren Potemkin. 1 afgang i 2020: 4.-13. juli

Pris fra 12.995 kr.

På rejsen er bl.a. inkluderet:

10 dages flodkrydstogt, fly fra København, udvendig kahyt, helpension, alle entréer og ekskursioner, ekspertrejseleder, rejselederforedrag og alle drikkepenge m.m.

DAGSPROGRAM: Dag 1 Ankomst og indkvartering • Dag 2 Neva-floden, Peter og Paul-katedralen med Kejserinde Dagmars grav, Blodskatedralen og frokost på Dansk Kulturinstitut • Dag 3 Omvisning på Eremitage-museet på Vinterpaladset • Dag 4 Bag facaden byvandring og kanalrundfart • Dag 5 Svir-floden og den Volga-baltiske kanal. Stop på øen Mandrogi • Dag 6 Øen Kizji i Onegasøen • Dag 7 Landsbyen Goritsy med besøg i lokal kolonihave • Dag 8 Provinsbyen Jaroslavl ved Volga-floden • Dag 9 Middelalderbyen Uglitj Dag 10 Ankomst til Moskva. Byrundtur od Den Røde Plads • Dag 11 Rundvisning i Kreml, Moskvas metro Dag 12 Hjemrejse

DAGSPROGRAM: Mulighed for at forlænge rejsen med 2 ekstra dage i Kiev inden rejsens start. Dag 1 Ankomst Kiev og indkvartering på skibet • Dag 2 Byrundtur i Kiev med bl.a. Maidanpladsen og Mikhailovskij-klosteret • Dag 3 Holodomor-museet og hulekloster • Dag 4 Sejlads Dag 5 Zaporizjzia - traditionelt kosak-område med fæstningen Hortitsa • Dag 6 Havnebyen Kherson og Dneprs delta • Dag 7 Rundtur i Odessa med Potemkin-trappen og Operaen Dag 8 Odessa, Deribasivska-gadan, Arcadia ved stranden og Miskij Park • Dag 9 Dagen på egen hånd i Odessa (mulighed for tilkøb af ekskursion) • Dag 10 Hjemrejse

Se fuld rejsebeskrivelse på akademiskrejsebureau.dk/rf

Se fuld rejsebeskrivelse på akademiskrejsebureau.dk/odessa

REJSELEDERE

ANDREY KAZANKOV, JENS J. NIELSEN

REJSELEDER

RIKKE HELMS eller ANASTASIA LOMAGINA

Visumfri rejse

KULTURREJSE TIL

KIEV OG TJERNOBYL SKT. PETERSBORG KULTURREJSE TIL

Oplev den guld-kuplede by ved Dnepr-floden, Ukraines hovedstad Kiev, og kom med bag facaden i den lukkede zone omkring Tjernobyl-værket. Kievs historie går helt tilbage til grundlæggelsen af Kiev-Rus, den første russiske statsdannelse, som vikingerne spillede en aktiv rolle i. På rejsen besøger vi historiske museer, kirker og det berømte Hulekloster, hvor munken Nestor ligger begravet, og vi ser Majdan-pladsen, der har været centrum for flere demonstrationer de senere år. Rejsen byder også på en dagsekskursion til Tjernobyl, hvor vi ser det indkapslede værk, de forladte landsbyer og den sovjetiske mønsterby Pripjat, hvor tiden har stået stille siden ulykken i 1986. 3 afgange fra København i 2020: 10/4 • 10/7 • 23/10

Pris fra 6.995 kr.

På rejsen er bl.a. inkluderet:

Fly fra København, tre nætter på trestjernet hotel, morgenmad alle dage, to frokoster og to middage, dansk ekspertrejseleder, alle entréer og ekskursioner, alle drikkepenge.

DAGSPROGRAM: Dag 1 Velkomstmiddag • Dag 2 Byvandring med hovedstrøget Khrestjatik og Uafhængighedspladsen (Majdan). Byrundtur: kirkernes og klostrenes Kiev • Dag 3 Heldagsudflugt til den lukkede zone omkring Tjernobyl-værket • Dag 4 Holodomor-museet, hulekloster. Hjemrejse Se fuld rejsebeskrivelse på akademiskrejsebureau.dk/kiev

Skt. Petersborg er Ruslands kulturhovedstad, og byder på oplevelser i verdensklasse, som det berømte Vinterpalads, den historiske bykerne omkring Nevafloden samt de prægtige sommerslotte og parker udenfor byen, som alle er på UNESCOs Verdensarvsliste. På denne rejse oplever vi alle Skt. Petersborgs storslåede seværdigheder, men vi kommer også ind bag facaden i Dostojevskijs baggårde, og ser hvordan den lokale russer stadig bor i fælleslejligheder fra sovjettiden. Vi slutter rejsen af med et eksklusivt besøg på Dansk Kulturinstitut, hvor vi bydes indenfor til en aften med foredrag, pirogger og klassisk musik.

6 afgange fra København i 2020:

På rejsen er bl.a. inkluderet:

Pris fra 8.995 kr.

5/6/7 dages kulturrejse inkl, program, fly, tre frokoster og to middage, indkvartering på centralt hotel, ekspertrejseleder og alle drikkepenge.

9/4 • 29/5 • 5/6 • 9/7 • 14/8 • 1/10

DAGSPROGRAM (eksempel): Dag 1 Ankomst og velkomstmiddag • Dag 2 Neva-floden, Peter og Paul-katedralen med Kejserinde Dagmars grav, Blodskatedralen og Nevskij Prospekt • Dag 3 Omvisning på Eremitage-museet på Vinterpaladset • Dag 4 Sejltur til slottet Peterhof med de gyldne springvand og den store slotspark. Rundvisning på Katharina-sommerslottet med det kendte ravkammer • Dag 5 I Dostojevskijs fodspor og Bag facaden byvandring • Dag 6 Hjemrejse Se fuld rejsebeskrivelse på akademiskrejsebureau.dk/petersborg

28| Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Ægtepar kører i sporet på Danmarks første mennesker Det pensionerede ægtepar Holm har solgt deres gård og købt en autocamper. Planen er at komme helt tæt på Danmarks natur og historie, inden helbredet svigter og fæstner dem til en fast matrikel. Nu skal de bare af sted 2 På blot 14 kvadratmeter har Tove og Jørgen Holm alt, hvad de skal bruge for at få hverdagen til at fungere. De kan endda diske op med en uhøjtidelig julefrokost.

AF LINDA CORFITZ JENSEN corfitz@k.dk

Vandet bruser i Vejstrup Ådal på Fyn. Det er midtvinter oven på et rekordvådt efterår, og den strømmende å får det til at krible i fingrene på den pensionerede arkæolog Jørgen Holm. For det var her, han gjorde en af sine største arkæologiske opdagelser. I sommeren 1979 stod han i gummistøvler midt ude i vandet og stak sin hånd ned på bunden af åen. Inspireret af udenlandske fund havde han regnet ud, at sådan en ådal med sine stejle sider nok kunne gemme på en spændende overraskelse. Ved sit første greb ned i åens vand fik han fat i nogle flintstykker, der tydeligvis var blevet bearbejdet af mennesker. ”Det var jo helt vildt.” Mange flere lignende flintstykker fulgte, og kort tid efter boede han, konen og deres to drenge i en campingvogn på marken ved siden af, da hans daværende arbejdsplads, Fyns Stiftsmuseum, satte en udgravning i gang. Flere tusinde stykker menneskebearbejdet flint er fundet i åen. ”De fremmeste udenlandske eksperter anslår, at flinten, jeg fandt, er skabt af en menneskeart for 300.000 år siden.” Det kraftigt strømmende vand får Jørgen Holm til at tænke, at nu har endnu flere stykker flint revet sig fri og samlet sig på bunden af åen. Men en ny udgravning bliver ikke med Jørgen Holm i spidsen. Den 72-årige arkæolog er gået på pension, og nu har han andre planer. Sammen med hustruen, 74-årige Tove Holm, skal han de næste par år indkassere oplevelser på livets bankbog. ”Indtil lysten eller helbredet ikke er der længere,” siger Jørgen Holm. Derfor har ægteparret solgt deres firlængede gård 50 meter fra vandet ved Middelfart og købt en autocamper, som nu er parrets hjem. 400 kvadratmeter er byttet ud med 14. ”Det er sådan en lettelse ikke at have så mange ting,” fortæller de to nærmest samstemmende. ”Vi er dog blevet nødt til at have et lagerrum. Jørgen havde 10 hyldemeter med bøger, han alligevel ikke kunne skaffe sig af med,” siger den pensionerede folkeskolelærer Tove Holm. Med undtagelse af bøgerne er stort set resten af ægteparrets ejendele enten overtaget af de nye købere eller røget på genbrugspladsen. Planen er på sigt at leje en lille lejlighed i Middelfart. Men indtil da skal ægteparret udforske Danmark og Europa. Intet er endnu fastlagt, men en måde kunne være at udfor-

0 Danmarks største sten, Damestenen ved Hesselager på Fyn. – Begge fotos: Tim Kildeborg Jensen.

Læs med 3 Læs Jørgen Holms opdateringer på Facebook. 3 Eller læs med på bloggen: På rejse i en mobil aftægtsbolig: https://medium.com/@ jorgenholm

ske en landsdel ad gangen. Odsherred, Thy, Himmerland og alle de andre. Hele Danmark er ifølge ægteparret et utroligt spændende land. Især for historieinteresserede. Indtil videre har ægteparret markeret flere end 1000 steder i Google Maps, som de gerne vil besøge. ”Men en del af charmen er netop ikke at have planlagt ruten for detaljeret,” afslører Jørgen Holm. ”Er brættet inde?”, råber Jørgen Holm til konen med henvisning til et trinbræt ved døren, inden han trykker på speederen ved Nyborg Station, hvor autocamperen samler Kristeligt Dagblads journalist op. ”Jørgen har allerede ødelagt noget,” fortæller Tove Holm med henvisning til en skade på bagskærmen. ”Ja, jeg skulle lige være smart,” svarer Jørgen Holm, og hustruen uddyber historien om den mindre karambolage med naboens lygtepæl. Stemningen er sat. Jørgen og Tove Holm er uhøjtidelige personer med mange historier.

Vi kører mod Svendborg for at nå Vejstrup Ådal, der er målet for dagens tur. Vi skal blot køre omtrent 25 kilometer, men turen er et godt eksempel på, hvor tætklistret det danske land kan være af spændende historie. Kort uden for Nyborg ligger renæssanceslottet Holckenhavn Slot, hvor Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina og hendes mormor, den hovedrige godsejer Ellen Marsvin, boede. Lidt længere mod syd slår vi et smut forbi Danmarks største sten, Damestenen, på 1000 tons, som under sidste istid blev bragt hertil. Ude på landevejen igen kører vi forbi Broholm Gods med det fascinerende museum med intet mindre end 60.000 stykker flint fra stenalderen. Kort efter godset når vi til Vejstrup Ådal. De nævnte nedslag er blot højdepunkterne, herudover byder den korte rute på dansk landsbyidyl med bindingsværkshuse, gadekær og landsbykirker. ”Vi vil besøge alt muligt, der fanger vores interesse: udgravninger, museer, slotte, borge, købstæder og landsbyer – hvad

som helst. Vi synes, at de historier, der knytter sig til stederne, er interessante, og stederne er smukke,” fortæller Tove Holm. Begge er interesserede i historien og har en del viden på grund af Jørgen Holms arbejde. Hele familien har flere gange boet i campingvogne ved udgravningssteder for at kunne være sammen med faderen, når han skulle udgrave spor fra fortidens mennesker. Det var i øvrigt sådan, de blev introduceret til campinglivet. Som arkæolog har Jørgen Holm selvfølgelig en del faglige perspektiver, der forstørrer oplevelsen af de historiske steder i Danmark. ”Tag for eksempel Damestenen, vi så i Hesselager. Den taler jo til mig og sætter fantasien i gang. Den står som en naturlig bautasten. Siden sin ankomst for omkring 20.000 år siden har den fungeret som et naturligt fikspunkt i det flade landskab. Hvor mange mennesker har ikke kigget på den og haft et forhold til den? Mon ikke der er blevet holdt religiøse ceremonier ved den af folk igennem både den lange stenalder, bronzealderen og jernalderen? Jeg har jo ikke svarene, men min viden giver perspektiver, der får historien til at føles levende.” Ægteparret Holm købte deres autocamper med ekstraudstyr. Sådan et mobilt hjem er ikke en billig affære. Det koster omkring 700.000 kroner. Men så har de også et hjem på 14 kvadratmeter på hjul. De kan vælge at bo hvor som helst i Danmark. Eller i deres yndlingsland Sverige, som de nok snart tager et smut over til. For de hungrer efter sne.

”Det her gråvejr er jo hverken fugl eller fisk,” som Jørgen Holm siger. Ægteparret vil også tage stikture sydpå i Europa, dog ikke for lang tid ad gangen, da børnebørnene i Danmark også skal ”serviceres” – igen Jørgen Holms ord. Gibraltar, det nordvestlige Spanien og Niedersachsen i Tyskland er også allerede udset som destinationer. Kendetegnene for dem alle er, at arkæologer har gjort enormt spændende fund af de første europæere. Både af neandertalere og homo sapiens. De tidligste mennesker er Jørgen Holms helt store interesse. Ægteparret skal derfor også gerne besøge alle de spændende fundsteder og museer i Danmark, der kan fortælle om de første danskere. Fundsteder, Jørgen Holm i øvrigt i flere tilfælde selv har været med til at udgrave. Arkæologen bag rattet i autocamperen er historiefortæller. Det er tydeligt, når man er i selskab med ham. Historier, kommentarer og vittigheder er arkæologens lydbillede. Men planen er ikke at holde fortællingerne kun blandt venner og de andre campister. Han skriver også om parrets rejse, naturoplevelser og Danmarks historie på forskellige sociale medier. Facebook først og fremmest. Men planen er også at komme på Twitter og Instagram. Og til dem, der ikke er på Facebook, har han lavet sin egen blog, hvor de mere faglige indlæg og mere gennemarbejdede fortællinger vil blive udgivet. Alle er velkomne til at følge med i Jørgen og Tove Holms liv på vejene. For ægteparret i autocamperen er ikke kun på en rejse, turen rundt i Danmark og i Europa er nu deres liv. Formentlig det sidste rigtig spændende kapitel. ”Det er vores sidste svirp med halen. Det er, inden dagen går på hæld,” siger arkæologen og fortsætter med metaforerne, mens hans hustru sideløbende i klart sprog opsummerer pointen: ”Det gælder om at komme J af sted.”

Nye spĂŚndende sommerkurser. Se mere pĂĽ bornholmshojskole.dk Tilmelding og mere information:

bornholmshojskole.dk

Kontakt:

kontor@bornholmshojskole.dk / 56974077

30 | Det gode Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 22. februar 2020

Datter, mor, mormor og masser af nærhed Karen Sangild Stølen og Anna Stølen Due er mor og datter. For seks år siden kom det første barnebarn ind i ligningen, og der er kommet en jævnbyrdighed mellem dem AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

Da Karen Sangild Stølens mor døde, oplevede hun, at hun havde mistet sin bedste ven. Hun var på det tidspunkt 26 år og ung mor til to. Hendes mor havde på trods af et travlt liv som gårdmandskone på en større gård med karle på kost, svigerfar på aftægt og en travl ægtefælle en særlig evne til at være nærværende. Hun kunne lytte, og hun var god at snakke med. Selv som teenager oplevede Karen Sangild Stølen, at hendes mor forblev hendes nærmeste fortrolige. Hun bed mærke i, at det fortrolige forhold til moderen adskilte sig fra flere af hendes jævnaldrendes forhold til deres mødre. Anna Stølen Due var knap tre år, da mormoderen døde, og har derfor kun svage erindringsglimt af sin mormor. Hun husker, at der var en særlig god og varm stemning knyttet til det, der havde med mormor at gøre. For Karen Sangild Stølen er der ingen tvivl om, at hendes mor har været et afgørende forbillede som mor og nu også som mormor til Nora Liv og de fire andre børnebørn, som familien er blevet udvidet med. Når man taler med mor og datter er det, som om den særlige nærhed er gået i arv. Når Anna Stølen Due skal beskrive forholdet til sin mor, bruger hun tillægsord som nært, varmt og fortroligt. Hvad har givet denne nærhed næring? Og hvad sker der med relationen mellem datter og mor, når datter bliver mor, og mor bliver mormor? Mens Anna Stølen Due ventede sit første barn, var hun både bange for og utryg ved selve fødslen. Hun forsøgte flere gange at overbevise sin jordemoder om, at hun skulle føde ved kejsersnit. Karen Sangild Stølen nikker, mens datteren fortæller om dengang, hun gik rundt med kuglerund mave og en mental nejhat, hvad angik fødslen. På et tidspunkt fik hun den tanke, at fødslen ville være mindre skræmmende, hvis hendes mor var med. Hun spurgte derfor, om hun ville være med til fødslen. Karen Sangild Stølen: ”Der var på den ene side ikke noget, jeg hellere ville end at være med til fødslen af mit barnebarn, men jeg var sikker på, at det var vigtigt, at det var noget, du og Mattias oplevede sammen uden andre. Det skulle være jeres fødsel, og jeg vidste, at det ville du klare fint.” Anna Stølen Due: ”Jeg var ret svær at overbevise om det, for hvordan skal min mand, som aldrig har været med til en fødsel,

3 Tre generationer, og en babydukke, der er gået i arv. Anna Stølen Due og Karen Sangild Stølen har altid været tætte. Da Anna Stølen Due for seks år siden blev mor til sit første barn, vendte hun mange af sine overvejelser først med ægtefællen og så med sin mor. Da Nora Liv kom til verden for halvandet år siden, var det anderledes. Nu tænker Anna Stølen Due: ”Vi er forældrene, og vi kender vores børn – Foto: Leif Tuxen.

kunne hjælpe sammenlignet med en mor, der selv har født fire børn?”. Tirsdag den 26. februar 2013 blev Anna og Mattias Stølen Due forældre til August Bjørn. Denne hverdag på tærsklen til foråret blev en skelsættende og særlig livsbegivenhed i familien. Anna Stølen Due: ”Jeg var så glad for, at min mor ikke var med til fødslen. Det kom helt bag på mig, at jeg faktisk var megasej til at føde. Hvis min mor havde været der, så tror jeg, at jeg måske var regredieret og havde klynket lidt mere. Nu var det Mattias, der var der for mig. Da personalet gik, og det bare var Mattias og mig, der var der sammen med vores lille nye velskabte dreng, så var alt, helt som det skulle være.” Anna Stølen Due fortæller om det øjeblik, hvor hendes mor kom ind på stuen på Rigshospitalet i København: ”Jeg glædede mig sådan til, at min mor skulle komme og se mig som mor, se mig amme og bevidne det fantastiske lille vidunder, som var kommet til verden.” Karen Sangild Stølen: ”Man bliver lidt stille og tænker, hvor i alverden kommer det lille menneske fra? Og han havde ikke været der uden netop Anna og Mattias. Og egentlig heller ikke uden mig og mine forældre. Slægt skal følge slægters gang. Det var en dag med evighedsglimt. Samtidig mærkede jeg, at tiden omkring mine egne fødsler blev reaktiveret, og der skete noget i kroppen. Jeg havde nærmest lyst til at tage ham med hjem. Samtidig vidste jeg, at jeg skulle sige farvel og netop ikke

have ham med hjem. Han hørte til hos Anna og Mattias.” Det var ikke kun barnebarnet, som gjorde dagen helt særlig. Karen Sangild Stølen mærkede glæden over at se datteren og svigersønnen i deres nye roller som forældre og var forventningsfuld med hensyn til sin egen nye rolle som mormor. Hun siger: ”At se ens børn tage forældreskabet på sig som noget helt naturligt, det var meget stort.” Efter Anna Stølen Due blev mor, fik hun et nyt blik på sin mor og på den smerte, hendes mor måtte have båret på. Karen Sangild Stølen fødte sit yngste barn i 1997, mens ægtefællen Bjørn Stølen var uhelbredelig syg af kræft. 14 måneder efter var hun alene med fire børn i alderen et til ni år. Anna Stølen Due var den ældste i flokken. Anna Stølen Due: ”Du fødte vores lillebror, mens vores far var ved at dø. Du må have følt dig så alene på et tidspunkt, hvor man ikke skal være alene. At skulle forholde sig til glæden ved et nyt liv og død og sorg på samme tid virker helt uoverkommeligt.” Karen Sangild Stølen fremhæver, hvordan hendes far, søskende, gode venner og svigerfamilie havde stor betydning for at få etableret en god hverdag igen i hjemmet i Skibet ved Vejle. Karen Sangild Stølen: ”Fordi vi mistede jeres far, blev vi på godt og ondt knyttet meget tæt sammen. Jeg tror, jeg har haft en sensitivitet over for at mærke, hvor I var, af frygt for at I skulle lide større tab, end I allerede

havde gjort. I fornemmede nok en mor, som var presset, men ret hurtigt vidste I også, at selvom jeg indimellem græd, fordi jeg savnede jeres far, gik jeg ikke i stykker af det.” Anna Stølen Due: ”Efter jeg selv er blevet mor, har jeg tænkt på, hvor god du var til at finde på ting. Jeg tror nogle gange, du har gjort det ud af nød og mangel på overskud. Men det blev til noget godt. Jeg husker de gange, hvor du pludselig har bestemt, at vi skulle ud og cykle alle sammen, eller hvordan du midt i ulvetimen kunne finde på at skrue op for musikken, og så dansede vi løs.” Tre år efter Bjørn Stølens død mødte Karen Sangild Stølen den jævnaldrende sognepræst Ole Backer Mogensen. De forelskede sig og blev gift i 2003, men i flere år valgte de at bo på hver sin adresse. En beslutning, som handler om den måde, Karen Sangild Stølen har tilstræbt at være mor på: ”Jeg kunne ikke være i det, uden at børnene kunne være i det. Og de havde brug for tid. Mange syntes, jeg tog alt for meget hensyn til børnene. Det kan jeg sagtens følge, men jeg måtte gøre det sådan.” Hvis der har været en svær tid i forholdet mellem mor og datter, var det i de år. Anna Stølen Due: ”Nu havde vi ikke bare sorgen over tabet af vores far, men også en form for sorg over tabet af det liv, vi havde fået etableret med vores mor. Det liv blev nu truet og forstyrret af en anden, der tog vores mors tid og opmærksomhed.” Da Anna Stølen Due skulle i

gymnasiet, flyttede hun sammen med sin mor og søskende ind i præstegården i Græsted, hvor Ole Backer havde fået embede. Der var en nødplan for hende. Længtes hun hjem til vennerne i Vejle, havde de fundet en mulighed for, at hun kunne bo hos venner der. Men aftalen var, at hun skulle give det en chance i et halvt år i præstegården i Nordsjælland og gymnasiet i Hillerød. Karen Sangild Stølen: ”Vendepunktet var den dag, hvor du sagde til mig, at du glædede dig lige så meget til at komme hjem til Ole, som du glædede dig til at komme hjem til mig. Det var stort.” Da Karen Sangild Stølen for 30 år siden blev mor første gang, var hendes egen mor et forbillede. Savnet af hendes mor som mormor har fået hende til at tænke over, hvad en mormor kan. Hun siger: ”Som mor elsker man sine børn ud over alle grænser, og det samme tror jeg ofte gælder som mormor. En mormor rummer og elsker også sine børnebørns mere udfordrende sider.” Og hun bærer med som mormor, selvom Anna Stølen Due henvender sig knap så ofte som i de første år, da hun blev mor. Anna Stølen Due: ”Kontakten mellem os er blevet mindre hyppig, men på en naturlig måde. Med August Bjørn var min mor med inde over mange beslutninger. Jeg talte med Mattias, og så vendte jeg det med dig, for du kender mig virkelig godt. Nu tænker jeg mere: ’Vi er forældrene, og vi kender vores børn J bedst.’”

FELIX REJSER

maj - oktober

Dit vindue til en anden verden Passionsspil

Oberammergau fra 4.195,-

1.-16. august

Tanzania fra 19.975,-

2.-5. maj

Prom Praise

13.-20. juli

Normandiet fra 8.175,-

29. juli - 4. august

Stockholm

London fra 6.975,-

fra 7.975,-

20.-28. september

Autentisk liv

31. august - 6. september

Lesbos

Teknik og kultur

Tyskland

fra 7.300,-

fra 7.475,-

8.-17. september

Israel

Jerusalem og GalilĂŚa fra 17.975,-

Book og se flere rejser

felixrejser.dk Tlf.: 7592 2022

Vidunderligt. At få ekstra meget ferie for pengene, altså. Små ting gør den store forskel. For eksempel i Tyrkiet, hvor feriebudgettet rækker længere end mange andre steder. Prøv Sunprime Hotels, som er vores bedste voksenhoteller og den perfekte oase, når du vil forkæle dig selv til sommer. Sunprime Hotels i Tyrkiet, 1 uge fra 2.995,-

Bestil ferien på spies.dk eller 70 10 42 00 Sunprime Dogan Side Beach, Tyrkiet. Afrejse f.eks. 3. maj. Begrænset antal pladser.