Kunst&Kultur

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 24. APRIL 2021

Moderskabet er i fokus på ­kunstmuseet ­Louisianas ­udstilling, der netop er åbnet.

Side 12

Kunst&Kultur U D S N I T A F H E N RY H E E R U P S VÆ R K ” VA N LØ S E - M A D O N N A”. F OTO : N I E L S FA BA E K .

Særudstilling 2021

www.davidmus.dk

D

2 |Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

er er godt nyt til de kunsthungrende danskere. Efter flere måneder i dvale er landets kunstmuseer nu endelig genåbnet, og vi kan igen – som generationer før os har gjort det – forsvinde ind i kunstens sale og søge forklaringer på både vores egen og verdens tilstand. Når vi står over for kunsten, er vi alle lige, og i mødet med den opstår hver dag nye fortolkninger og forbindelser.

Med Kristeligt Dagblads tillæg Kunst&Kultur i hånden, som indeholder tidligere bragte anmeldelser af aktuelle udstillinger og bøger samt interviews med tidens kunstnere, kan læseren nu tage hul på et længe ventet forår i kunstens tegn. God fornøjelse! Stina Ørregaard Andersen,

souschef, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold Maleren Mie Mørkeberg brillerer på kunstmuseet 3 Trapholt side 4

2 Mie Mørkeberg: Portal.

– Foto: Galleri Tom Christoffersen.

Ny bog om Thomas Kluges værker side 6 Kaldet til kunsten. Interview med kunstneren Gudrun Hasle side 8 Kunstsalget online er i vækst side 10

Rita Houmann har fyldt sit hjem med kunst side 20-21

3 Kunstskoven Deep Forest Art Land, i folkemunde kaldet Skovsnogen, er skabt af parret Søren Taaning og Kristina Thormod Taaning i deres baghave ved Herning.

– Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

2 Tag på udstilling i det fri side 22 Ny udgivelse om den store billedhugger Bertel Thorvaldsen side 24

Moderskabet i kunsten side 12 2 Glasmosaik af Sven HavsteenMikkelsen i Bregninge Kirke på Ærø.

– Foto: Torben Huss/Ritzau Scanpix.

Døden i kunsthistorien side 14 Ganske få kunstnere udsmykker de danske kirker side 16 Motivet talte til mig.

Interview med kunstneren Julie Nord side 17

3

Wilhelm Marstrandudstilling viser, hvorfor han var sin tids mest populære kunstner side 18-19

Udstillingsaktuelle Arild Rosenkrantz gør det usynlige synligt side 26 Podcast viser Dronningens fornemmelse for kunst side 28 På højskolen gav jeg slip.

Interview med kunstneren Morten Schelde side 30

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

ARTHUR JAFA til 31.10

MOR! til 29.8 TARYN SIMON til 30.5 Udstillingerne støttes af:

TROELS WÖRSEL til 4.7

Velkommen tilbage: Tir-fre 11-22, lør-søn 11-18. Reserver timeslot & husk retningslinjer for coronapas. Se louisiana.dk

4 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Mytologi og symbolik Maleren Mie Mørkeberg brillerer på kunstmuseet Trapholt med sine mytologiske værker i ny-symbolistisk stil.

På udstillingen, der også kan opleves online, genindsættes det fremmedgjorte menneske i en vildtvoksende natur, som vores civilisation ellers har gjort alt for at distancere os fra

udstilling 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Trapholt i Kolding har i de senere år dannet ramme om en række spændende soloudstillinger med udvalgte danske malere. I 2017 gjaldt det Michael Kvium, i 2018 Kirstine Roepstorff, i 2019 Eske Kath, og sidste år residerede Anette Harboe Flensburg i museets sale for særudstillinger.

I år har man inviteret Mie Mørkeberg (født 1980), som med soloudstillingen ”Kryptomania” folder sine mesterlige ny-symbolistiske motiver ud. Titlen vender vi tilbage til om lidt. Først et par praktiske oplysninger. Museet har de første af årets måneder været lukket som følge af den generelle nedlukning af kulturlivet på grund af corona, og derfor er der også mulighed for en gratis virtuel omvisning i udstillingen via museets hjemmeside.

Det er et fremragende initiativ i en periode, hvor mange hungrer efter kunstoplevelser, omend skærmen aldrig kan yde kunstværker fuld retfærdighed. Ligesom film bør ses i biografen, skal kunst helst opleves i virkeligheden.

Fra dag et har Mie Mørkeberg bevist, at hun er en begavet maler, men i de senere år er hun vokset og har udviklet sig til at blive en virtuos maler. Hendes nye malerier til Trapholt er et godt bevis på, at maleri er et uudtømmeligt og evigt aktuelt medie og stadig indtager en vigtig plads i samtidskunstens kanon. Hun anvender det som en projektionsflade for sin egen personlige forestillingsverden, der er drevet af både frygt og håb. I modsætning til de fleste af sine yngre medsøstre tilbage i kunsthistorien er Mørkeberg en af de efterhånden mange kvindelige kunstnere, der hverken frygter det monumentale format eller tøver med at tage livtag med store eksistentielle spørgsmål.

Fra fortrinsvis at skildre menneskeforladte interiører med ophobninger af ting i rum, der ofte er præget af undertryk eller af iltmangel, vendte hun sig for nogle år siden mod menneskefiguren og naturen. I sine nye, mytologiske værker, som er

skabt direkte med udstillingen for øje, beskæftiger hun sig motivisk med menneskets relation til og forankring i naturen i den antropocæne tidsalder, hvor vores fodaftryk på planeten kan spores overalt.

Titlen ”Kryptomania” indikerer noget kryptisk eller til en krypteret mening, for eksempel når man bevidst vil sløre en besked ved hjælp af koder. Men den refererer også til en bipolar persons sindslidelse i den fase, hvor vedkommende er sygeligt opstemt – på latin ”mania”, på dansk mani eller manisk. Allerede titlen indikerer altså, at virkeligheden er kompleks, at meningen ofte er skjult eller krypteret – og at livet rummer mange stemningslejer.

I udstillingens første rum, der er malet sort, hænger serien ”Portal”: fire malerier med dyreskildringer – en panter, en kolibri, en søhest og en skorpion, der alle har kontakt til en geometrisk opmalet cirkelform i henholdsvis blåt, gult, rødt og grønt. Cirklerne kan minde om kloder, befrugtede æg eller petriskåle, som man bruger til at observere eller dyrke mikrobiologiske cellekulturer i. Makroeller mikrokosmos? Det er ikke til at afgøre. Meningen er krypteret. Hvert dyr har nogle særlige egenskaber: Panteren er et farligt rovdyr, der repræsenterer vildskab og dristighed, skorpionen er et giftigt krybdyr – men også et stjernetegn – kolibrien symboliserer uendelighed, evighed og kontinuitet i mange kulturer, mens søhesten er et havdyr, foruden et mytologisk ridedyr, der trækker havguden Poseidons vogn. Betydningerne står i kø, og fantasien kommer på arbejde her allerede i udstillingens første rum.

Cirklen bryder igen og igen med det ellers dominerende groende og organiske, primært botaniske univers, som det fremgår af både udstillingens fire imponerende, bemalede krukker i det andet rum og af malerierne i det tredje rum. Ofte befinder de skildrede personer sig i en sovende tilstand, det vil sige mentalt et andet sted end i den natur, som omgiver dem. Mørkeberg er optaget af det kontroltab, der indfinder sig under søvnen eller i trancen, hvor underbevidstheden tager over, og hvor man mere kigger indad end udad på ver-

4 Fra dag et har Mie Mørkeberg bevist, at hun er en begavet maler, men i de senere år er hun vokset og har udviklet sig til at blive en virtuos maler. Hendes nye malerier til Trapholt er et godt bevis på, at maleri er et uudtømmeligt og evigt aktuelt medie og stadig indtager en vigtig plads i samtidskunstens kanon. – Foto: Jonas Normann.

3 Mie Mørkebergs sorthvide serie ”In the Shadow of Khaos” minder udtryksmæssigt om solariseringer – det vil sige kraftigt overeksponerede fotografiske sort-hvide negativer.

Men selve motiverne er inspireret af middelalderlige koldnålsraderinger af fabelvæsener.

Her er det en nøgen, kvindelig udgave af Atlas, der bærer en jordklode eller en måne på skuldrene.

– Fotos: Galleri Tom Christoffersen.

0 I serien ”Portal” indgår fire malerier med dyreskildringer – her er det en panter – der alle har kontakt til en geometrisk opmalet cirkelform. Betydningerne står i kø.

den med vågne sanser. Er det en ny metafysik, som er på spil her? I et videointerview, som vises i udstillingen, taler hun om søvnen: ”Når man sover, forsvinder man væk fra alting,” siger hun og understreger, at de motiver, der finder vej til hendes lærreder, melder sig helt af sig selv. De er ikke tænkt frem, men springer så at sige ind i hendes associationsfelt og giver hende lyst til at male dem.

Et af malerierne med titlen ”Kryptomanian Lemon Tree” viser en kvinde med en bandage om hovedet. Hun sidder under et blomstrende citrontræ med lukkede øjne, mens hun holder hænderne på bandagen. Man bemærker et skarpt, cirkulært hul i hendes mave, som ser ud til at være maskinskåret. Er kvinden en cyborg eller en robot? Kvinden fremstår som et fremmedlegeme i naturen eller en fantomskikkelse. Hun kunne repræsentere mennesket i den posthumane tidsalder.

Det idéunivers, som udspiller sig i malerierne, ligger tæt på symbolismen i slutningen af 1800-talet. Symbolisterne tog afstand fra naturalismen og realismen og forfægtede de dybere, åndelige dimensioner i tilværelsen. De lod sig i højere grad lede af drømmen og fantasien. Johannes Jørgensens berømte cre-

do fra tidsskriftet Taarnet ”Verden er dyb. Kun de flade Aander fatter det ikke”, synes umiddelbart anvendeligt på Mie Mørkebergs værker, der er udtryk for nogle mystiske – krypterede – dimensioner af tilværelsen kombineret med hendes æstetisk sikre, suggererende form- og farveverden. Malerierne stiller flere spørgsmål, end de giver svar, og sætter gang i tankeaktiviteten hos beskueren.

Størsteparten af Mørkebergs malerier består af et større antal mindre billeder, der er limet ind på billedfladen. De samler sig som i en kollage til et puslespil, der integreres i det underliggende motiv. Hermed peger hun på maleriet som en konstruktion og betoner den mere stoflige eller materielle side af maleriet, ligesom der opstår en effekt af noget tredimensionelt på den todimensionelle flade. Det er en vigtig del af hendes kunstneriske udtryk, der giver ekstra liv til billedet.

I udstillingens sidste rum hænger den sort-hvide serie ”In the Shadow of Khaos”, der udtryksmæssigt minder om solariseringer – det vil sige kraftigt overeksponerede fotografiske sort-hvide negativer. Men selve motiverne er inspireret af middelalderlige koldnålsraderinger

af fabelvæsener. Her optræder blandt andet en skægget gravid kvinde, som rider på et hybridt væsen – en blanding af et vildsvin og en drage. Der er også en nøgen, kvindelig Atlas, der bærer en jordklode eller en måne på skuldrene, en kæmpemæssig søhest og en gedebuk med menneskefødder med videre. Cirkelformen går igen her.

Fordi Mie Mørkeberg er en så virtuos maler, og hendes kolorit er så dramatisk og stærk, virker hendes motiver sært dragende og foruroligende. De påvirker én i en lettere destabiliserende retning, som var man midt i en drøm. Hun går på tværs af kulturer, tider og steder og henter også inspiration tilbage i kunsthistorien på sin nye udstilling, der rummer et universelt budskab om mennesket i en posthuman J æra.

Mie Mørkeberg: Kryptomania.

Trapholt, Kolding. Til den 28. november 2021. Rigt illustreret katalog på 78 sider med tekster af museets direktør, Karen Grøn. 100 kroner.

Der er mulighed for en virtuel omvisning i udstillingen via museets hjemmeside: trapholt.dk/videoer-fra-virtuelle-arrangementer/

En skønsom blanding – oplev værker fra samlingen, der sjældent udstilles

Velkommen, vi er genåbnet!

Nivaagaards Malerisamling Se retningslinjer på nivaagaard.dk

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Thomas Kluge har realiseret sit eget kunstprojekt De har sandelig fået det hele med, sagde Dronningen til Thomas Kluge, da han malede regenten første gang.

Det var ment som en ros, for det var en kunstnerisk nødvendighed at gengive den lille skævhed i øjet. Nu har Thomas Kluge fået udgivet en bog om sine værker, hvor han får dem alle med. Er det nu også nødvendigt og klogt?

bog

4 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

At læse den nye bog om Thomas Kluge er for denne anmelder som et møde med egen fortid.

For det var mig, der for et par tiår siden lagde min hånd på et tastatur og skrev den første bog om Thomas Kluge, der krænkede adskillige skikkelser i kunstlivet, fordi de i forvejen var krænkede over, at Kluge blev genstand for stor opmærksomhed og opnåede salg og succes på grund af noget så gammeldags og dybt reaktionært som malerier, der forestiller noget.

Det var, som om Thomas Kluge ved at male figurativt forrådte hele det moderne kunstprojekt og anfægtede hele kunstinstitutionens selvforståelse.

En pudsig parallel er den nu afdøde maler Bodil Kaalund, der gik på Kunstakademiet i første halvdel af 1950’erne. Det var dengang, man ærbødigt spurgte: ”Vil professoren se mit maleri?”. Og professoren eksempelvis sagde: ”Ja, ja, bette Kaalund.

Sådan maler vi ikke mere. Vi maler heller ikke portrætter mere. Vi er kommet ind i den abstrakte tidsalder.”

Egentlig kunne man have troet, at et moderne kunstakademi var et sted, hvor tanken var fri.

For Bodil Kaalund (1930-2016) gik det nu ikke så ringe. Hun fik udlevet sin drøm om at fortælle bibelhistorier i en Guds velsignelse af kirker og for den sags skyld illustrere Bibelen.

Bodil Kaalund realiserede med andre ord sin egen og ikke andres kunstneriske ambition.

Noget tilsvarende gælder for Thomas Kluge.

Ud over en svaghed for ny-realisme, der går fint sammen med stærk optagethed af konceptkunst, fascination af fotografi og video og en glæde ved maleri, både det nonfigurative og det abstrakte, gestiske, var det, der fik mig til at skrive om Kluge, en oprigtig undren over, at ”kunstlivet” nærmest var såret og krænket over, at Thomas Kluge (født 1969) dukkede op og blandede sig med sine utidssvarende malerier.

Man kunne have forestillet sig en anden reaktion på hans gammeldags billeder: At nogen havde opsøgt ham i hans atelier og undrende spurgt, hvorfor i alverden han malede, som han gjorde? Det var jo flere hundrede år siden, det var moderne at male sådan. Hvilken kunstnerisk relevans kunne der være i at male som i barokken?

I stedet var der en udtalt vrede over, at Kluge på denne måde anfægtede modernismen og dermed indirekte kritiserede sin samtids kunstneriske praksis.

Nu foreligger så en ny bog skrevet af kunsthistorikeren Thyge Christian Fønss-Lundberg, der i sin forfattervirksomhed har taget befriende klart parti for den ældre kunst. Det er Lauritz Tuxen og kongelige portrætter, der fascinerer ham, samt altså Thomas Kluge, som Fønss-Lundberg har skrevet om i flere omgange.

Denne gang er det en komplet oversigt over Kluges malerier gennem de seneste 30 år med et interview med Kluge og en længere introduk­tion til hans værk.

Det er en glimrende tekst – og det synes jeg ikke kun, fordi jeg selv er så nydeligt omtalt – men fordi den er skrevet med indsigt i Kluges værk såvel som hans store inspirationskilder blandt fortidens malere. Forfatteren kender uden tvivl sin Thomas, og bogen er et passioneret partsindlæg. Fønss-Lundberg gennemgår Thomas Kluges lidelseshistorie, og herunder hvordan kunstnerens valg af portrættet som foretrukken genre ikke har gjort tilværelsen nemmere.

Med modernismen blev portrættet udskammet, skriver Fønss-Lundberg, men det gjorde mindre, for de private mæcener blev efterhånden erstattet af de statslige. Selvfølgelig blev der malet portrætter sideløbende, men så brugte man titler som ”Studie i rødt” eller ”Læsende dame” for at skjule, hvem modellen (og bestilleren?) var.

I en mere eller mindre venstreorienteret selvforståelse er portrættet også forkasteligt, for alle kan ikke betale for at lade sig forevige. Men man kommer nu ikke uden om, at Kluge også har malet portrætter af fremtrædende erhvervsfolk, hvor de udstråler kulde og arrogance af en sådan styrke, at de burde overveje at gemme billedet på loftet. Og smide nøglen væk.

Et andet hovedafsnit behandler Thomas Kluge som værdikriger.

Som regel er den journalistiske hovedfortælling om Thomas Kluge, at det er afvisningen om optagelse på Kunstakademiet – hele tre gange ligesom i eventyrene – der er grunden til hans modvilje mod kunstinstitutionen. Af den voksede med tiden en stigende kritik af den koncep­ tuelle tradition, der dominerer store dele af kunstlivet. At Kluge, der i øvrigt i interviews er sprunget ud som bekendende SF’er, så motivisk beskæftiger sig med Gud, kongehus og fædreland, gør ikke forholdet nemmere. Men efterhånden er der

vist en fredsaftale undervejs, hvor parterne anerkender hinandens ret til at eksistere.

Fønss-Lundberg fremdrager imidlertid en anden forudsætning for Kluges misantropiske syn på kunstverdenen, kunsthandlere, kunstnerfællesskaber, kunstinstitution og så videre, og det er, at netop som han i sin karrieres vår opnåede en spirende succes, blev han noget så grundigt snydt og udnyttet af en nu afdød galleriejer og en kreds af dennes kunder.

Både denne følelse af bedrag og konflikten med et konceptuelt orienteret, autoritært styret kunstliv med facitliste samt en oplevelse af hykleri har Kluge tematiseret i nogle af sine allegoriske malerier.

Spørgsmålet er, om det ikke er på tide at lægge fortiden bag sig.

Kan fortrædelighederne virkelig kaste flere sorte billeder af sig?

Eller er der mere livsbekræftende billeder på vej, som FønssLundberg er inde på?

For er det sådan en bog, kunstneren og hans mange be-

undrere og det modsatte har brug for?

Det er et monstrøst projekt.

Bogen har et omfang, der kræver, at den har sit eget bord. Den vejer over fem kilo og måler i opslået tilstand mere end en halv meter.

I sagens natur medtager den alle billeder siden 1990 og dermed også de famlende forsøg, alle unge kunstnere må igennem, og som eftertiden som regel nådigt glemmer. Thomas Kluge er en dygtig maler – men han måtte altså lige øve sig først på at blive det. Måske de tidlige værker skulle have været placeret i en glemmebog i stedet for?

Man kan også diskutere, hvor interessant det er at se billede efter billede efter billede (og så videre) og udsnit med detaljer, medmindre man er personligt interesseret i et portræt af sig selv.

Som ung ville Kluge på Akademiet, for han mente, at det måtte da være dér, man lærte at mestre teknikker. Det var det så ikke. På Akademiet lærte man at

tænke kunstnerisk. Vi var jo kommet ind i konceptkunstens tidsalder. (Og man tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været i disse års identitetspolitiske strømninger at stå og male, som gamle hvide mænd engang gjorde det.)

Så nu – små 30 år efter Kluge tre gange blev afvist af Akademiet – udkommer så et catalogue raisonné, kunstneren kan smide på et bord (hvis det altså ikke er alt for spinkelt) og sige, at han realiserede sit eget kunstneriske projekt. Det var lige, hvad han gjorde. Og så kunne han jo egentlig springe op og falde ned på, hvad de, der alligevel ikke kan lide hans billeJ der, mener om ham.

Thyge Christian Fønss-Lundberg: Kluge – Catalogue raisonné. 560 sider.

600 kroner. Forlaget Frydenlund.

0 Thomas Kluge har efterhånden adskillige gange portrætteret kongehusets medlemmer hver for sig, og her er de alle samlet i en opstilling, der fortæller om generationer og traditioner. Kluge har indføjet sig selv og hustruen, sognepræst Anna Helleberg Kluge, i maleriet gengivet i baggrunden.

– Foto fra bogen.

KIRCHNER OG NOLDE til diskussion 21. APRIL – 1. AUGUST

BOOK TIMESLO T PÅ SMK .DK

8| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april

Jeg følte, at jeg blev oplyst både indefra og udefra Gudrun Hasle fandt nærmest ved et tilfælde sit kunstneriske ståsted, da hun opdagede, hvilken effekt hendes ordblindhed havde kunstnerisk FORTALT TIL LIV HØYBYE JEPPESEN hoybye@k.dk

Min mormor har altid sagt, at jeg skulle være kunstner. Jeg har aldrig rigtig troet på det. Jeg er jo ordblind. Da jeg gik på kunstakademiet på Fyn sagde jeg til alle, at jeg skulle være billedkunstlærer. Det var også fint nok. Det med at kunne leve af kunsten, troede jeg ikke, ville ske for mig. Kunstverdenen er hård, og jeg kan ikke finde ud af at have rundsave på albuerne – jeg kan ikke huske kuratorernes navne – kan ikke tænke strategisk eller følge en bestemt mode eller strømning inden for kunsten. Mine medstuderende havde mere tjek på det, følte jeg.

Fra den ene dag til den anden oplevede jeg et aha-øjeblik. Det var mit tredje år på akademiet.

En aften inden en fremlæggelse var jeg begyndt at brodere små tekster, som jeg hængte på mit maleri. Jeg havde ikke tid til, at nogen skulle rette i mine tekster, inden jeg skulle vise værket for de andre studerende, og tænkte: ”Pyt med det. Jeg viser det frem og siger, at de må se bort fra stavefejlene.”

Da jeg var yngre, var ordblindheden virkelig pinefuld for mig.

Det var jeg så småt ved at løsne op for, da jeg begyndte på kunstakademiet. Det var en stor lettelse for mig at studere der, fordi der gik andre ”oggenokker” som jeg selv. Mennesker med forskellige seksualiteter, folk med diagnoser, som var åbne omkring, at de ikke var helt gennemsnitlige. I løbet af de år fik jeg det nemmere med ordblindheden, og på kunstakademiet oplevede jeg at være i et rum, der var trygt nok til, at jeg ikke ville blive kritiseret for mine stavefejl.

Det maleri, jeg præsenterede den dag, var ikke særligt godt.

Jeg var inde i en abstrakt periode, hvor jeg broderede små tekster i blå og hvid, som jeg klistrede forskellige steder på maleriet. Og som jeg husker det, sad hele holdet og så på mit maleri. En lærer lå meget nonchalant henslængt på gulvet under hele gennemgangen. Og pludselig skete der noget uventet. Jeg nåede ikke at sige, at de skulle se bort fra stavefejlene, før mine medstuderende gik helt hen til maleriet, kiggede, stavede sig gennem ordenes lyde for at finde ud af, hvad der stod på de små broderier. Fra det øjeblik vidste jeg, at det ordblinde kunne noget helt særligt. Det kunne vise en anden måde at være menneske på. På sin vis fik jeg stoppet tiden – normalt når man laver kunst og billeder, så afkoder beskueren det på et splitsekund og tror, at de har set det

”

I min kunst prøver jeg at give sårbarheden et sprog.

2 Gudrun Hasle under opsætning af en udstilling i Politikens Forhal i 2019.

Også i denne udstilling fokuserede hun på sproget og den sårbarhed og nysgerrighed, det medfører, når ordene staves, som Gudrun Hasle oplever dem.

– Foto: Peter Hove Olesen/ Ritzau Scanpix.

GUDRUN HASLE, KUNSTNER

hele. Men ordblindheden satte en barriere op for forståelsen, som tvang mine medstuderende ned i hastighed og ind i min verden og hverdag. Snakken bagefter handlede meget om magt.

Jeg kan huske, at jeg tænkte ”yes – nu har jeg den”. Det var en vild erkendelse, nærmest ligesom en tegneseriefigur, hvor pæren blinker over figurens hoved. Jeg følte, at jeg blev oplyst indefra og udefra. Og jeg kunne se den vej, jeg skulle gå ad. Det er snart 20 år siden, men glæden og følelsen af oplysning ved at finde sin vej har sat sig fast. Jeg var ikke længere faret vild.

Det er det, man som kunstner kan være heldig at opleve på Kunstakademiet. At man finder sin værktøjskasse. Når man først har den, så kan man blive ved med at arbejde. Sådan oplever jeg det. Indtil jeg fandt ud af at bruge sproget, famlede jeg rundt. Tegnede, malede og lyttede til de andre. Jeg sagde ikke selv så meget de første år på akademiet. Som kunstner lever man tit med følelserne uden på tøjet og famler af sted. Man laver ting, som man gerne vil have, folk kan lide, men stiller sig også op i skudretningen. Og folk kan tillade sig at skyde på en, fordi man har sendt noget ud i verden. Hvis man ved, hvad vej man skal gå, føler man sig lidt mere skudsikker, og kritikken fra omverdenen betyder ikke så meget, for man kan bare blive ved med at arbejde. Mine værker har ofte fået en benhård kritik og er blevet kaldt for folkelige, men jeg bliver ved med at arbejde trods kritikken, fordi jeg har min værktøjskasse. Der er ikke én opskrift på at blive kunstner, men for mig handler det om at finde ind til det sårbare, være vedholdende og insistere. Og hele tiden arbejde.

I sprogets vendinger kan jeg fange det helt intense, som jeg konstant leder efter. Det er et menneskeligt vilkår, som vi har tilfælles, som jeg forsøger at indfange. Det kan gøre så ondt at være menneske – det føler de fleste af os nogle gange, og vi kan føle os ensomme med vores angst og smerte. I min kunst prøver jeg at give sårbarheden et sprog, som vi kan opleve sammen, og det ordblinde gør det på en måde komisk, så sårbarheJ den er til at holde ud.

Gudrun Hasle 3 3Født i 1979.

Er uddannet på Det Fynske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi.

3 3Centralt for Gudrun Hasles kunst er hendes tekstsprog, som er et særkende for hendes værker, hvor hun staver ord, som hun oplever, at de staves.

0 I Gudrun Hasles kunst optræder ordene, som hun, der er ordblind, oplever dem. – Foto: Kunsthal6100.

0 Gudrun Hasle er frem til 5. april aktuel med udstillingen ”Im hideng indart the ligt” på det københavnske kunstcenter Copenhagen Contemporary. – Foto: David Stjernholm.

3 3Gudrun Hasles værker er repræsenteret i samlingerne på Det Nationale Fotomuseum, Statens Museums for Kunst og Horsens Kunstmusem.

3 3Har for nylig været aktuel med en soloudstillingen ”Im hideng indart the light” på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København.

21.4-29.8.

2021

Hovedsponsor for Museum Jorn:

Poesigaardens Galleri

10 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Oplev et af Danmarks smukkeste gallerier – hvor kunst og natur går hånd i hånd

Velkommen til Poesigaarden Galleri Åbent søndage 11-17 samt efter aftale

0 Frank Hammershøj (1940-2013) er en af de kunstnere, der er blevet solgt værker af online under coronakrisen. – Foto: Christensen Klavs Bo/Her Og Nu/Ritzau Scanpix.

“Sommernat ved fjord”

(olie, 100 x 80 cm)

Kunstsalg på nettet er boomet under coronakrisen Salget af kunst på nettet er steget markant under coronakrisen. Et onlinegalleri har oplevet en stigning på omkring 30 procent AF SIGNE WULF TULINIUS stulinius@k.dk

“Blandt fjeld og fjord og li”

(olie, 80 x 60 cm)

Digtsamlingen Vent venligst koster 98 kr. Kan købes her eller hos landets boghandlere. Sendes gerne.

ELSE HUSTED KJÆR POESIGAARDENS GALLERI Sandbækvej 12 · Nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk Tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

Åbent søndage 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

Alle Covid-19-bestemmelser overholdes

Hjemme hos 62-årige Karen Schultz og hendes mand, Jørn, i Kerteminde manglede der noget på de høje vægge i stuen. Karen Schultz skrev ”Frank Hammershøj” på Google og fandt frem til Gallerie Rasmus i Odense. ”Jeg lagde mærke til den brugervenlige hjemmeside.

Billederne af kunstværkerne var virkelig detaljerede, og man kunne både se værket i stort og lille format,” siger Karen Schultz, der ved, hvor meget gengivelsen af kunsten på hjemmesiden betyder, da hun før har handlet kunst over auktioner, men ikke online fra gallerier.

Karen Schultz er en af de mange danskere, der under coronapandemien har kastet sig ud i at købe kunst over nettet. Netsalget har ellers været ”svært at trække i gang”, som Klaus Pedersen, der er sekretariatsleder for Billedkunstnernes Forbund, siger det. Men der har været en udvikling i løbet af de seneste fire-fem år, hvor der er kommet mere gang i salget af kunst online, fortæller han. ”Vi regnede ellers med, at udviklingen ville være startet for omkring 20 år siden, men folk vil vel gerne opleve kunsten live. Men under coronaåret er netsalget øget væsentligt,” siger Klaus Pedersen.

Også hos salgsportalen kunstnernes.com har man

”

Jeg har altid sagt, at jeg ikke tror på salg på nettet – men det må jeg godt nok tage i mig.

PETER RASMUS LIND, GALLERI-EJER

oplevet et stigning i salget af kunstværker. Hér sælger de udelukkende kunstværker over nettet, hvor flere end 100 kunstnere og deres mere end 1000 værker er samlet. ”Under coronaperioden har vi oplevet en stigning på omkring 30 procent i forhold til salg, men vi har også oplevet, at folk har købt større og dyrere kunstværker end normalt,” siger den administrerende direktør for kunstnernes.com, Stine Flod Storgaard.

Efter at Karen Schultz og hendes mand havde valgt et originalt maleri af Frank Hammershøj (født 1940) på Gallerie Rasmus’ hjemmeside, kørte de ned til galleriet og fik vist værket gennem galleriets store vinduer. ”På hjemturen snakkede vi om, at maleriet var gengivet præcist på hjemmesiden. Og det er altså vigtigt, når man køber kunst online – at man

kan se farverne og detaljerne så nøjagtigt som muligt,” siger Karen Schultz.

Manden, der solgte Hammershøj-maleriet, hedder Peter Rasmus Lind, og han er indehaver af Gallerie Rasmus i Odense. Galleriejeren har under corona for første gang lagt salget online, og det var mildt sagt en succes. ”Jeg har været i gang i 31 år, og jeg har altid sagt, at jeg ikke tror på salg på nettet – men det må jeg godt nok tage i mig,” siger Peter Rasmus Lind, der hører den samme fortælling fra sine kolleger.

At salget af kunst på nettet er steget, er også noget, formanden for Danske Gallerier Thorkild N.B. Nielsen har lagt mærke til, men for ham har den fysiske udstilling en helt særlig betydning, når man skal se på og købe kunst. ”Set fra min stol er det heldigvis sådan, at kunsten med størst udbytte fortsat skal opleves i galleriet,” skriver han i en mail.

Derfor synes Thorkild N.B. Nielsen, at det bliver spændende at se, når samfundet igen bliver normaliseret, om internetsalget vil blive ved med at være populært.

En, der i hvert fald vil benytte sig af kunsthandlen over nettet i fremtiden, er Karen Schultz. ”Man kan sidde herhjemme og klikke rundt og fordybe sig. Coronaen skal ikke holde os fra at købe god kunst,” siJ ger hun.

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Kunst&Kultur | 11

kort om nye udstillinger

AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

0 Georg Jacobsen udstiller på Ribe Kunstmuseum. Her er det ”Nature Morte (Au panier des carottes)” fra 1921. – Foto: Ribe Kunstmuseum.

Konstruktiv kunst og internationalt samarbejde Lad os begynde omvisningen på det smukke Ribe Kunstmuseum, som åbner en forskningsbaseret udstilling med titlen ”Georg Jacobsen og den konstruktive kunst”. Udstillingen kan ses frem til den 6. juni. Efter Ribe flytter den til Lolland, nærmere bestemt til Fuglsang Kunstmuseum, og senere til Norgepå Trondheim Kunstmuseum. Georg Jacobsen (1887-1976), som ikke er kendt i en bredere kreds, indgik i 1920’ernes Paris i et kunstnerfællesskab med ligesindede, som blandt andre tæller danske Adam Fischer, mexicanske Diego Rivera, svenske Otte Skjöld samt norske Alf Rolfsen. De ønskede at præge en ny generation af kunstnere med deres værker, der var inspireret af middelalderens og renæssancens billedopbygning. De holdt på, at et billede skulle hvile på et konstruktivt skelet – udregnet efter det gyldne snit og geometriske principper – før et motiv kan tilføjes. De har efterladt en fascinerende billedarv, som nu bliver tilgængelig som en tematisk fortælling om Georg Jacobsen, om kunstnerfællesskaber i Paris, J om billedopbygning og om at præge en ny generation af kunstnere.

bil ung. hspr c s r i h dk

Møde mellem to moderne giganter

Museum Jorn i Silkeborg har i denne uge åbnet en ny udstilling, hvor Asger Jorns (19141973) værker møder værker af den catalanske maler Joan Miró (1893-1983). I 1936 rejste den danske kunstner til Paris for at uddanne sig til kunstner. Blandt de største inspirationskilder var den internationalt anerkendte kunstner Joan Miró. På trods af deres indbyrdes forskellighed som kunstnere er der mange paralleller mellem dem. De afsøgte begge maleriets mange muligheder, og de ønskede også begge at nå ud til den brede befolkning og engagere den i den moderne kunst.

Museum Jorn er altid et besøg værd, da det blandt andet råder over den unikke samling af Jorn-værker og hans omfattende kunstsamling, som han donerede til museet.

Kunstnere i ”bad standing”?

Udstillingen ”Kirchner og Nolde – til diskussion” er den store satsning på Statens Museum for Kunst i år. I lighed med den seværdige og kritisk-undersøgende udstilling ”Paul Gauguin. Hvorfor er du vred?” på Ny Carlsberg Glyptotek tager udstillingen på Statens Museum for Kunst kritisk stilling til den eksotismedyrkelse, som prægede de to mastodonter i moderne kunst. Den kritiske ”læs-

B O O KOT: SL E M I T let.

Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet 0 Udstillingen ”Kirchner og Nolde – til diskussion” er den store satsning på Statens Museum for Kunst næste år. Her Ernst Ludwig Kirchners ”Zwei gelbe Akte mit Blumenstrauß” fra 1914/1924. – Foto: Statens Museum for Kunst.

ning” af Noldes kunst blev indledt sidste år med udstillingen ”Emil Nolde. En tysk legende. Kunstneren under nationalsocialismen” i Hamburger Bahnhof i Berlin. Her blev hans politiske holdning til nazismen gransket og dokumenteret. Det fremgik klart og tydeligt, at selvom Nolde havde tilhørt den udskammede gruppe af ”Entartete Künstler” (degenererede kunstnere), så var han selv glødende nazist. Men hvordan påvirker det så vores syn på hans på mange måder

grænseoverskridende og uhyre stærkt virkende, ekspressive kunst? Samme diskussion rejses nu i relation til både Ernst Ludwig Kirchners (1880-1938) og Noldes forhold til kolonialismen. Bidrog de selv aktivt til undertrykkelsen af ”de vilde”?

Hvordan kan vi så forsvare at elske deres kunst? Spørgsmålene står i kø, mens vi oplever en lang række af kunstnernes fabelagtige værker fra perioden. Udstillingen kan ses frem til den 24. maj.

J

Frem ka ld els er 2 1 .0 4. - 2 2 .0 8. 2 0 2 1

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Moderskabet fra A til Z Louisianas store genåbningsudstilling ”Mor!” er et overflødighedshorn af en udstilling og en vigtig belysning af den allestedsnærværende moderskikkelse

udstilling

2 Det er sjældent, at så gamle værker som Dieric Bouts drømmende smukke og ømme ”Madonna med Barnet” fra 1454 finder vej til et kunstmuseum med speciale i moderne og samtidig kunst, men nu hænger mesterværket heldigvis på Louisiana.

– Foto: Statens Museum for Kunst.

5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Den omfangsrige, tværgående temaudstilling med 140 værker er en af de store satsninger for Louisiana, som hermed forsøger at få det brede publikum i tale.

For hvem har ikke erfaringer med livets ophav? Hvad enten man selv er mor, ønsker at blive det, om man havde en varm, moderlig favn i sin opvækst eller modsat blev åndeligt maltrakteret af en hærgende mor? Eller om man er gift med eller søskende til en? Der er nok at tage fat på fra den onde stedmor til den gode, idealiserede Madonnaskikkelse, der altopofrende sætter sig selv til side for at nurse sit afkom. Undertiden kammer moderkærligheden over og bliver kvælende. Historierne – og myterne – om mødre, moderskab, frugtbarhed og undfangelse er alle fortællingers moder, og de er nu sluppet løs på kunstmuseet i Nordsjælland, der ligesom alle andre museer har måttet vente i månedsvis på, at det store moderdyr Mette Frederiksen (S) gav grønt lys til genåbningen.

Udstillingen starter med en prolog af Kai Nielsen, hvis hvide kalkstensskulptur, ”Venus med æblet” (1918-1920), optræder på baggrund af en rødmalet væg: Denne slanke og ranke, nøgne unge kvinde løfter sit nyfødte barn frem foran sig. Hun udstråler på én gang styrke og stolthed og studerer sit afkom med lige dele overraskelse og nysgerrighed. Goddag og velkommen til verden, lille nye du!

Inden man drejer ind i udstillingen ses en frise af de to fotografer, indiske Manjari Sharma og russiske Irina Rozovsky, som igennem fem måneder førte en billedbåren samtale, primært med mobiloptagelser fra deres respektive hjem. Her dokumenterer de deres liv under deres parallelle svangerskaber, og samtidig følger vi med i nogle af de store verdensbegivenheder, som deres børn uvægerligt bliver født ind i. I serien indgår blandt andet et på sin vis foruroligende, nærmest surrealistisk foto af en nyfødt babys diminutive hoved, der synes at smelte helt ind i sin monstrøst store moders profilvendte ansigt. Meget symbolsk!

Udstillingen har seks tematiske nedslag: Vi begynder med de hellige moder-fremstillinger fra renæssancen og frem.

Det er sjældent, at så gamle værker som Dieric Bouts drømmende smukke og ømme morbarn-dyade, det mesterlige ”Madonna med Barnet” fra 1454, finder vej til et kunstmuseum med speciale i moderne og samtidig kunst. Men nu hænger det der heldigvis og flankeres blandt andet af den amerikanske fotokunstner Cindy Shermans selvi-

scenesatte foto som Madonna Lactans – den ammende Madonna. I samme sal kan vi opleve så forskellige mor og barnfremstillinger som popikonet Beyoncés sexede, selviscenesatte power-mor med sine nyfødte tvillinger i favnen. Her er moderskabet forbundet med potensering – så langt fra moderrollens hyppige offergørelse, som tænkes kan.

En del kvindelige kunstnere har måttet vælge moderrollen fra, fordi den er uforenelig med den mandsdominerede kunstverden. Børn er så krævende, at den kvindelige kunstner typisk mister sin frihed og manøvredygtighed og dermed oplever et karrieretab, når hun får børn.

Den østrigske feministiske avantgardekunstner Valie Ex-

port har skiftet barnet ud med en støvsuger i sit selvportræt fra 1976, mens den finske fotograf Elina Brotherus viser ”fuckfingeren” og holder sin barnesubstitut, en dværggravhund, under armen. Titlen på fotoet fra 2013 er ”My Dog is Cuter Than Your Ugly Baby” som reaktion på en resultatløs fertilitetsbehandling.

Og så er der fravalget af moderskab: Den dag i dag står valget for de kvindelige kunstnere ofte mellem prokreation (forplantning) og kreation (kunst).

Kunstner eller mord. Apropos den amerikanske surrealist Meret Oppenheims akvarel ”Votivbillede (kvælerengel)” (1931), hvor hun fremstiller sig selv som en ond engel, der dræber sit ufødte barn – et offer hun valgte

at bringe for at kunne agere som kvindelig kunstner på det tidspunkt.

Vi oplever moderen set fra barnehøjde med underben og knæ som identifikationsobjekter for det kravlende barn i Kaari Upsons makabert kødlignende installation ”Mors ben” (20182019). En hel skov af ben i en rig palet af hudfarver hænger som slagtekød ned fra loftet.

Udstillingen vier også Marcel Prousts beskrivelse af det moderlige kys opmærksomhed i en tekst-og-lydinstallation, hvor Jens Albino læser en passage fra den første del af ”På sporet af den tabte tid” (1913) op. Her varmer jegfortælleren, som allerede er puttet, op til at kysse sin mor godnat. I det hele taget inddra-

Mor! Livets begyndelse.

Kunstmuseet Louisiana, Humlebæk. Til den 29. august.

Katalog, 128 sider (Louisianarevy 61 årg., # 2, 2021) med tekster af Marie Laurberg, Neville Rowley, Pia Friis Laneth og Adam Bencard.

ger udstillingen en del litterære værker, herunder af H.C. Andersen, Rachel Kusk, Sylvia Plath med flere.

I en rund, imponerende sal, der tager sig ud som et veritabelt Wunderkammer, kan vi opleve værker, der udfolder temaet frugtbarhed og fødsel. Terrakottafarvede kultfigurer fra oldtidens Grækenland 2700 f.Kr. optræder her sammen med en nutidig videooptagelse af kunstig befrugtning. Frugtbarhed har til alle tider været en hovedhjørnesten i den menneskelige identitet. I rummet er der små didaktiske dukker fra 1600-tallet i elfenben af gravide under svangerskabet, som i sin tid blev brugt for at uddanne mandlige lægestuderende.

I samme rum optræder værker, der adresserer den gravide kvindekrop, af moderne kunstnere som Louise Bourgeois, Henry Moore, Nicki de SaintPhalle, Kirsten Justesen, Giacometti og mange flere. Man bemærker, at moderskaber fra tiden op til den feministiske revolution i 1960’erne generelt lå i hænderne på de mandlige kunstnere, der ofte idealiserer det, men at kvinderne i dag har overtaget skildringen og lægger en god portion kritik og satire til med fokus på hverdagslivet med småbørn.

I Louisianas biograf er der et bredere historisk fokus på blandt andet, hvordan kvinderne fik stemmeret i Danmark – og i samme sal ses Jean-Paul Goudes farvestrålende, konstruktivistiske ventekjole (1979) til Grace Jones, som effektivt kunne skjule hendes graviditet.

Franske Laure Prouvost, der også er aktuel med en soloudstilling på Charlottenborg, leverer udstillingens scoop i et mørklagt rum i vestfløjen under terræn.

Den feterede Turnerprisvindende kunstner, som repræsenterede Frankrig ved Venedigbiennalen i 2019, har skabt lydskulpturen ”Moootherr/Mooorrr” (2021) direkte til udstillingen med indsamling af grene og tang på stranden i Humlebæk.

Et blækspruttelignende moderdyr, omkranset af et stjerneformet spejlkabinet, rækker sine lange tentakelarme frem. De er ”begroet” med rækker af håndpustede glasbryster. Men i stedet for hvid mælk flyder der sort blæk fra dem, og der samler sig en grim, olielignende pøl under blækspruttemoderen.

Lyden fra skulpturen kan høres i de tilstødende sale, hvor høje råb efter mor ekkoer mellem moderens lange støn. Her er oplagt en hilsen til Louise Bourgeois’ ikoniske edderkoppeskulpturer i megastørrelse, der vogter over deres afkom. Men Prouvusts moderedderkop er mere tvetydig. Er hun nu god eller ond?

Der er nok at opleve på Louisianas must see-udstilling om alle tiders mest vedkommende J og vigtige emne: moderen.

Vi glæder os til at åbne med CHARL I E & CHO KO LADEFABRIKKEN — A C LO C K W OR K OR AN GE 1 0 0 SANG E — KÆRLIGHED EFT ER LUKKET ID — V ITA D AN ICA G IR LS & BOYS — VER DEN S FRELS ERIN DEN — ILT 21 — O G D E N K OM M E N D E SÆ SON

Læs mere på aarhusteater.dk

Oplevelser vi er fælles om

14 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Den visse død Kunst- og kulturhistoriens blik på døden fra middelalderen frem til i dag udfoldes i betagende billedværk

bog

4 stjerner AF HENRIK JENSEN kultur@k.dk

”Dødens store billedbog” er en stor – 25 gange 35 centimeter – bog om dødens kunsthistoriske aftryk, hvis blikfang på forsiden meget passende er et udsnit af den ældre Pieter Bruegels ”Dødens triumf”.

Man har måske stået over for originalen i Prado-museet i Madrid, det er en stor oplevelse, hvis man ellers kan komme til for (andre) turister.

Det er et ret stort maleri, 117 gange 162 centimeter, men det er alligevel ufatteligt, hvor meget der foregår i det, og at lade blikket bevæge sig rundt i maleriet er som at se en film – en gyser med den ene rædselsscene efter den anden. Døden har her utallige hjælpere, der energisk er i gang med bestialske mord af enhver tænkelig art, hvis de da ikke kører lig engros direkte ind igennem Helvedes port.

Måske det mest chokerende dog foregår i billedets nederste højre hjørne, hvor den allersidste rest af menneskeheden endnu ikke helt har fattet katastrofens omfang, men fortsætter med uskyldig strengeleg og flirt. En ridder vejrer fare og griber håbløst sit sværd, mens en anden endnu uafvidende synger henført til sin udkårne. Det er dødens øjeblik, den visse død, trukket ud i mikrosekunder.

Gengivelsen af hele maleriet inde i bogen er hentet på nettet og af en fantastisk kvalitet; vi lever i en tid, hvor reproduktionerne næsten er bedre end originalerne, og man kunne roligt hælde de kunstbøger, som man har fra en 30-40 år siden, direkte i papirkurven. Men man gør det selvfølgelig ikke.

Bogen er til bristepunktet fuld af billeder af døden i dens forskellige skikkelser, omend ingen af billederne kunstnerisk kommer op på

siden af Bruegels. Det skulle lige være ”Dødens triumf” som fresco i Camposanto i Pisa, fra den sorte døds tid, midten af det 14. århundrede.

Det er dog væsentligt dårligere bevaret på grund af tidens gang og floden Arnos oversvømmelser. Her er døden en hæslig gammel hvidklædt kone med flagermusvinger, der svæver skæbnesvangert over endnu en lille flok uskyldigt festende, adelige unge mennesker, som ikke er med på dødens – pestens – komme.

Ellers er dødens figur historisk et mandligt rolleprivilegium – en gammel hvid mand, fristes man til at sige, typisk i fremskreden skelettering, iført segl eller le. Dødsfremstillingen er i middelalderen ret stereotyp, den foregår i helt faste temaer: ”De tre levende møder de tre døde”, ”Dødedansen”, ”Memento mori” og så altså ”Dødens triumf”. Disse temaer har bestemt bogens opbygning, som er tematisk og under de forskellige temaer svagt kronologisk. Det er ikke en egentlig kunsthistorisk gennemgang, hvor man bliver klogere på den kunstneriske kvalitet eller på forskellighederne mellem perioder som middelalder, renæssance, barok, klassicisme og romantik. Det ligger uden for konceptet.

Billederne er alene bogens pris værd, og de dominerer i sagens natur bogen, som er forfattet af to kulturhistorikere, som ifølge forordet interessant nok fik idéen til den, da de var i gang med forarbejdet til et computerspil – ”det muntre computerspil ’Felix The Reaper’”, som de skriver.

Teksten er ret korte, populærhistoriske kapitelindledninger samt billedtekster. Der er temmelig mange gentagelser, men ellers er tekstsiden både dækkende, tilgængelig og en lille smule humoristiskoverfladisk, som når det om Bruegel og hans egentlig ret rystende ”Dødens triumf” hedder, at ”han har ikke været i sit lystige hjørne, da han

malede dette billede”.

Næh, han tog det alvorligt.

Det er et særkende for os i vore fremskredne tider, at vi gerne forholder os til døden som underholdning, det er vores måde at fortrænge den på.

I dag er døden ultimativ, det er bare tæppefald, men for folk i forne, mere kristne tider var døden en åbning til noget andet, mere alvorligt, nemlig evigheden, hvor man enten var frelst eller fordømt, og man kunne ikke ane hvilken af delene. ”Dødens store billedbog” holder sig til dødens vante symbolik inden for en historisk billedkunst, der overvejende har haft en propagandistisk tilgang – husk, at du skal dø, lev, mens du lever, og helst fromt – men sjældent omhandler, hvad man kunne kalde dødens naturhistorie, døden som virkelighed. Symbolikken blev låst fast i middelalderen, som var dødsfikseret, og der er ikke sket nogen udvikling i tematikken siden, også i det 21. århundrede bruges skeletter med leer og dødedanse, nu i modernistiske og postmodernistiske udgaver, til at bringe døden ind i billedet, som det også fremgår af bogens sidste kapitel.

Ville man komme nærmere en forståelse af moderne dødsangst, måtte man forestille sig en helt anden ”Dødens billedbog”, fotos med en anden dødssymbolik, en mere brutal naturalistisk tilgang med billeder af vore tiders massedød; Hiroshima, Dresden og Auschwitz. Eller helt aktuelle billeder, om man vil, af tungt bevæbnede medlemmer af private militser i USA. Men så ville coffee tablehyggen straks gå sig en tur. J Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen: Dødens store billedbog. 355 sider. 269,95 kroner.

Turbine.

0 Antoine Carons (1521-1599) ”Le dialogue du prince avec la mort”. – Foto fra bogen.

0 Pieter Bruegels (15251569) ”Dødens triumf”, cirka 1562. Originalen er at finde på Prado-museet i Madrid.

– Foto: Wikimedia Commons.

1 Bernt Notkes ”Danse Macabre” (Dødedans), der er fra slutningen af 1400-tallet, hænger i Sankt Nicholaskirken (Niguliste) i Tallinn, Estland.

– Foto fra bogen.

Allan Skuldbøl Arthouse Skuldbøl

Stamphøjvej 66, Dybe 7620 Lemvig Mobil 22923680/22643273 www.skuldboel.dk

Første åbningsdag:

30.04. Store Bededag 11-16 herefter 13.05. Kristi Himmelf. 11-16 24.05. 2. Pinsedag 11-16 plus onsdage og lørdage 11-16 fra og med 01.05.

Tæt på Vesterhavet og Bovbjerg Fyr

16 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Ganske få kunstnere udsmykker de danske kirker Det er et problem, at de samme få kunstnere hele tiden bliver sat til at udsmykke kirker, siger formand for kunstudvalg. Bag kritikken ligger der et behov for at ville bestemme, siger kunstner AF PHILIP CHRISTOFFERSEN christoffersen@k.dk

Oversat og kommenteret af Torben Damsholt.

Vigtig kilde til antikkens historie – for første gang på dansk.

Udkommer i dag.

Antologi af Jørgen Glenstrup med tekster af store forfattere som Thomas Mann, Jorge Luis Borge og Joseph Conrad.

Udkommer i dag. f o r la g e t m u lt iv e r s

Rejser man som kunstinteresseret rundt i landet og besøger danske kirker, skal man ikke have besøgt mange, før man vil få en oplevelse af deja-vu. For selvom der findes mere end 2300 kirker, er det de samme få kunstnere, der står bag udsmykningerne i mange af dem. Faktisk har 5 procent af de kunstnere, som har lavet mindst ét værk til en sognekirke i perioden 1945 til 2018, stået for lige omkring 50 procent af alle værkerne, som i den nævnte periode er blevet hængt op.

Det drejer sig om kunstnere som Maja Lisa Engelhardt, Erik Heide, Arne Haugen Sørensen og Peter Brandes, som er nogle af de mest populære nulevende kirkekunstnere.

Det viser data fra hjemmesiden modernekirkekunst.dk, som er en database over al kirkekunst i folkekirken.

Hjemmesiden er udarbejdet af Benny Grey Schuster, der er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Han oplever det som et problem, at menighedsrådene mest har øje for en lille håndfuld kunstnere. ”Lige så glad jeg er for Arne Haugen Sørensen, Erik Heide og Maja Lisa Engelhardt, lige så uopfindsomt synes jeg, det er, når menighedsråd ikke tænker over at inddrage andre kunstnere end dem. Det er voldsomt, hvor meget de populære kunstnere har fået lov til at sætte sig på markedet, og jeg mener, det er på tide, at vi får andre i spil. Ambitionen med databasen var, at menighedsrådene skulle se, hvem der ellers var,” forklarer han.

Der er ret præcis 929 forskellige nulevende og afdøde kunstnere, som har bidraget til de danske kirker i perioden 1945 til 2018, viser opgørelsen. Af dem står langt de fleste kun bag enkelte værker, og til sammenligning har den mest populære kirkekunstner af dem alle, billedhuggeren Erik Heide, lavet 185 værker.

Brugen af de samme kunstnere igen og igen er ved at udvikle sig til et ”stort problem”, mener Morten Skriver, der er formand for Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst, hvis opgave er at rådgive menighedsråd, når de skal indkøbe kunst. ”Der er flere negative

0 Peter Brandes er repræsenteret med 58 værker i danske kirker. – Foto: Leif Tuxen.

aspekter af det. For det første opstår der en underlig uniform ensartethed i kirkelandskabet, hvis kirkerne bruger de samme kunstnere hele tiden. For det andet betyder det, at du har så få kunstnere, der har monopoliseret markedet, at kirkerne ikke får de kunstneriske udsmykninger, som passer lige præcis til den enkelte kirke,” siger Morten Skriver og uddyber: ”Netop fordi de her kunstnere mere eller mindre lever af at sælge kunst til kirkerne, så er de også interesserede i at fylde så meget i kirken og sælge så meget som muligt.

Så bliver det, de sælger, en slags hyldevare, og det kan i sidste ende betyde, at kirken ikke får den kunst, som er lavet til at passe ind i den enkelte kirkes udtryk,” siger Morten Skriver.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med den 89-årige og autodidakte Arne Haugen Sørensen, der har bidraget med mere end 40 værker til danske kirker. Han forholder sig kritisk over for udvalgets opfattelse af, hvad der er god smag. ”Netop fordi akademiet er vokset sig så stort og stærkt, og så mange kunstnere bliver udklækket der, føler de deres betydning som vigtige bestyrere af dansk kunst og kultur.

Det er en opgave, der ikke kan overlades til fribyttere som jeg. De vil styre og bestemme. Forståeligt nok,” skriver han i en mail. ”Deres formål har været at håndhæve den gode smag og forhindre menighedsrådene i at finde deres egne kunstnere, måske fordi akademiet

selv disponerede over så mange arbejdsløse talenter, uddannede til formålet. Folk, der så i helheder og involverede hele rummet som arkitektur. Jeg er enig med Morten Skriver. Akademiet burde have magt til at sætte store kvalitetsudsmykninger i værk til gavn for kunsten og kulturen. Uden at skele til penge. Men i mellemtiden må vi andre underlægge os konkurrencen og finde ud af det, så godt vi kan,” lyder det i J hans svar.

De mest populære kirkekunstnere 3 Erik Heide: 185 værker 3 Sven Havsteen Mikkelsen (død): 81 værker 3 Peter Brandes: 58 værker 3 Bodil Kaalund (død): 51 værker 3 Niels Helledie: 45 værker 3 Maja Lisa Engelhardt: 43 værker 3 Arne Haugen Sørensen: 41 værker Kilde: Benny Schuster Grey, modernekirkekunst.dk. Et værk er i mange tilfælde udgjort af flere dele.

Opgørelsen gælder værker lavet i perioden 1945-2018, og der kan siden være kommet flere værker til.

Kunstnere, der arbejder med tekstiler, er ikke opgjort.

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Kunst&Kultur | 17

Motivet talte til mig gennem tid og rum og ramte noget i mit sind For Julie Nord blev et møde med Vincent van Goghs maleri ”Soveværelset i Arles” en åbenbaring, der forstærkede hende i valget om at blive kunstner FORTALT TIL LIV HØYBYE JEPPESEN hoybye@k.dk

I mit barndomshjem i Lemvig havde vi en kalender hængende med van Goghs motiver. Jeg syntes, at den var dødssyg. Vildt grim – som hvis man ser Monets motiver printet på en kagedåse. Man skal opleve kunsten i virkeligheden. Og det gjorde jeg, da jeg var på Van Gogh Museum i Amsterdam. Det var min 18-årsfødselsdag, det var forår, og jeg gik på en kunstlinje på Holstebro Højskole. Jeg var den yngste på holdet, for jeg ville ikke tage en ungdomsuddannelse. Jeg vidste kun, at jeg ville noget med at tegne.

Det var en åbenbaringsoplevelse at være på Van Gogh Museum. I første omgang oplevede jeg museet som gammelt og støvet, men foran maleriet ’Soveværelset i Arles’ var det, som om tid og sted blev transcenderet.

Jeg kendte jo motivet i forvejen – et billede af van Goghs værelse med to stole.

En seng. Måden, gulvet var malet på – det var ligesom besjælet, og det gik lige ind i mit liv på det tidspunkt. Jeg fik en meget kraftfuld kropslig oplevelse af at se det maleri.

Jeg kan huske, at tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder. Ligesom at blive påvirket af en voldsom film. Måske var det dét, at maleriet er mennesketomt. Alligevel er det fyldt med levet liv og følelser. Der er et helt liv i det rum, man ikke kan se. Det var, som om gulvet trak vejret, og stolene bevægede sig, og det var smukt, dragende, og foruroligende på én gang.

Det var kunst, jeg havde afskrevet. Som hørte de gamle til og ikke var noget for mig.

Jeg var optaget af tegneserier og ting, der var glatte og ”flot” malet. Men nu talte motivet til mig gennem tid og rum og ramte noget i mit sind med et afsindigt nærvær og en følelse af en slags besjælet ensomhed. Det var ordløst og det var fantastisk, som når man hører et stykke musik, og det går ind samme sted.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være kunstner. Mine forældre er akademikere. Jeg voksede op i en lille by i Vestjylland og havde en oplevelse af, at kunst og kultur var noget hobbybetonet.

Som barn meldte min mor

Velkommen tilbage på Glyptoteket Se den nyåbnede udstilling Auguste Rodin - Forskydninger, og grib sidste chance for at opleve Paul Gauguin - Hvorfor er du vred?

Agnete Bjerre En éner 0 Billedkunstner Julie Nord fotograferet i sit atelier i København. Som 18-årig droppede Julie Nord ud af hf-studiet, som hun syntes var spild af tid. Allerede dengang vidste hun, at det var kunstner, hun skulle være. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

mig til et malekursus med nogle pensionister, der efterlignede Krøyer. Jeg husker det, som om de lokale kunstnere lavede meget blå keramik, og malerierne var noget med klitter og hav.

Jeg var teenager og kunne ikke relatere til den slags kunst, for jeg var optaget af tegneserier og støvsugede områdets biblioteker for dem. Jeg troede, at det at være kunstner var noget meget ophøjet og fjernt. Som Picasso ovre på Louisiana. Eller også var det midaldrende kvinder, der malede Vesterhav i Fjaltring. Jeg havde svært ved at se min egen plads i det.

Det var min mors idé, at jeg skulle gå på højskole i Holstebro. Det var tæt på hjemmet, og jeg var stadig så ung.

Det var egentlig en musikhøjskole, og vi var kun 12 på kunstlinjen. Det var trygt og hyggeligt. Alle følte sig nok lidt udenfor, fordi vi ikke var de smarte musikere.

Selvom jeg havde haft en stor oplevelse, da jeg stod foran van Goghs maleri i Am-

sterdam, var jeg stadig i tvivl om, hvordan jeg selv kom i kunstens retning. Derfor startede jeg på hf i Aarhus efter sommerferien. Men det sagde mig ingenting. Det var spild af tid.

Efter tre måneder gik jeg op og afleverede alle mine bøger på skolens kontor. De spurgte, hvad jeg så skulle. Og der sagde jeg, at jeg skulle være J billedkunstner.

Julie Nord 3 Født i 1970. Er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Nords værker har været udstillet både nationalt og internationalt, og hendes værker er repræsenteret på blandt andet ARoS og Statens Museum for Kunst. Modtog i 2019 Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat.

04.04 06.06 2021

Svend Engelund

Engelundsamlingen 03.01 12.12 2021 Undtagen under Vrå-Udstillingen

18 | Kunst&Kultur

Et karneval af idéer og fremstillinger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021 3 Wilhelm Marstrands malerier er fyldt til bristepunktet med liv, et virvar af karakterer og detaljer. Her er det hans ”Romerske borgere forsamlet til lystighed i et osteri”, 1839.

– Foto: Nivaagaard Malerisamling.

Glimrende udstilling og ditto publikation forsøger at aktualisere dansk romantiks dengang mest populære kunstner, Wilhelm Marstrand

udstilling 4 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

En af Wilhelm Marstrands bekendte skrev om ham efter hans død: ”Hans lune var rigt på modsætninger, det var et karneval af idéer og fremstillinger.” Så sandt det bliver, når man panorerer hen over Marstrands kunstneriske produktion. Den er ganske overvældende stor, mangeartet og et sprudlende karneval af hittepåsomhed.

Wilhelm Marstrand (18101873) blev af samme grund en af 1800-tallets mest populære danske kunstnere, en popularitet, der holdt sig helt op til Første Verdenskrig, hvor kunstsynet markant skiftede retning. Siden da er Marstrands stjerne dalet i forhold til en række af de kunstnere fra romantikken, han var samtidig med: Christen Købke, Wilhelm Bendz, P.C. Skovgaard og Johan Thomas Lundbye, for blot at nævne nogle stykker.

Wilhelm Marstrands popularitet i 1800-tallet hænger sammen med den kunstneriske kategori, han blev den fremmeste eksponent for i Danmark. Nemlig genrebilledet, hvor folkelivsskildringen og den ofte anekdotiske situation udgør en slags fortælling i billedet. Genrebilledet blev – med inspiration fra den nederlandske baroks frivole og lystige skildringer – umådelig populært i 1800-tallet med familiære scener, scener fra livet på landet og i byerne og ikke mindst de pittoreske skildringer fra den eksotiske verden hinsides Alperne, hvor citrontræerne blomstrer. Marstrand var på i alt fire rejser til Italien for at hente tilsyneladende sorgløse motiver fra det italienske folkeliv: gadescener, dans, karneval, fedladne katolske munke og inklinerende italienske kvinder. Marstrand malede flere af sine folkelivsskildringer på rejserne, men tegnede også hundredevis af skitser, så han tilbage i Danmark, og ofte flere år senere, kunne fremkalde italienske genrebilleder på bestilling til sine kunder.

Wilhelm Marstrand var med andre ord også en dygtig forretningsmand. Kunstnere og videnskabsmænd havde i årtier været på klassiske dannelsesrejser til Syden; i 1800-tallets første halvdel begyndte også en egentlig turisme for det bedre borgerskab. Marstrand kunne med sine italienske genremotiver fastholde turistens flygtige indtryk som et billede på væggen og dermed et farvestrålende vindue mod en fortryllet verden. En illusion om et andet liv. Sideløbende med Marstrands formative år begyndte europæiske kunstnere også at interessere sig for skitsen og det hurtigt malede. Den tendens fangede Marstrand i flugten og i pagt med sin rastløse, ja, maniske natur tegnede han, så markedet blev mere end mættet med små skitserede øjebliksbilleder af mellemmenneskelige situationer.

Men ikke nok med det. Wilhelm Marstrand ytrede sig også inden for de kategorier, der hørte til akademitraditionens fornemme: historiemaleriet, det mytologiske og kristne maleri. Han er jo stadig danmarkskendt for sine dramatisk fortællende vægmalerier til kong Christian IV’s gravkapel i Roskilde Domkirke og skattet for enkelte altertavler og for sin udsmykning af festsalen i K ­ øbenhavns Universitets gamle hovedbygning på Frue Plads. Man kan hævde, at Marstrand selv har taget plads i historien, ja, er blevet fældet ind i den, så han ikke længere kan komme fri. At hans indsats blev påskønnet i hans samtid, ses også af, at han blev valgt til professor ved, og siden direktør for, Kunstakademiet i København, et hverv og en magt, han forholdt sig tvetydigt til, fordi han samtidig ønskede at fastholde eller snarere fremelske sin kunstneriske integritet.

Endelig er der Wilhelm Marstrands portrætter! De burde være uomgængelige. Familieportrætter, venskabsportrætter, selvportrætter og officielle portrætter. Marstrands betydning afspejles i, hvem han portrætterede af sine samtidige. Læremesteren C.W. Eckersberg, præsten

3 Wilhelm Marstrand: ”En flyttedagscene”, 1831. – Foto: Nivaagaard Malerisamling.

N.F.S. Grundtvig, digteren B.S. Ingemann, skuespilleren Johanne Luise Heiberg, kritikeren N.L. Høyen og videnskabsmanden H.C. Ørsted – de to sidstnævnte endda helt meta-kunstneriske i betydning. Det var således Ørsted, der fandt på betegnelsen ”billedkunst”, og det var Høyen, der stod bag fagbetegnelsen ”kunsthistorie”.

Men hvorfor er da virkningen af Wilhelm Marstrands ustandseli-

ge billedstrøm hørt op? Det er, som om eftertiden har inddæmmet Marstrands strøm af visuelle fortællinger fra nær og fjern.

Hvornår kommer der et digebrud, så hans navn og virke igen flyder ind i tiden? Kunsthistorikeren Gitte Valentiner skrev en monografi i 1992, der havde sans for det sceniske hos Marstrand. Den blev fulgt op samme år af en Marstrand-udstilling i Nivaa­gaards ­Malerisamling. Samme museum har nu sammen med Fuglsang og

­ ibe Kunstmuseer og Skov­gaard R Museet forsøgt at aktualisere Marstrands krakkelerede karnevalsvæsen med en turnéudstilling og en publikation med titlen ”Wilhelm ­Marstrand. Den store fortæller”. Det sker på baggrund af et forskningsprojekt af kunsthistoriker ­Jesper Svenningsen.

Bogen indeholder desuden glimrende bidrag af kunsthistorikerne Birgitte von Folsach, AnneMette Villumsen og Charlotte Christensen.

Kunst&Kultur | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

2 Wilhelm Marstrand: ”Lystighed udenfor Roms mure på en oktoberaften”, 1914. – Foto: Pernille Klemp/ Thorvaldsens Museum.

2 Wilhelm Marstrand: ”En dans i det frie på Ischia”, 1847.

– Foto: Ribe Kunstmuseum.

0 Den empati, der kan savnes i Wilhelm Marstrands genrebilleder og folkelivsskildringer, lyser ud af hans bedste portrætter, af ham selv, hans nærmeste og kære og hans kolleger. Her er det hans portræt af kunsthistoriker og professor N.L. Høyen, 1868.

– Foto: Statens Museum for Kunst.

Udstillingen, der er velkomponeret og tematisk bygget op om de forskellige kunstneriske kategorier, ­Wilhelm Marstrand ytrede sig inden for, hænger tæt og anskueligt positioneret på Fuglsang Kunstmuseum, hvor denne signatur har set den. Udstillingen forsøger at problematisere Marstrands ”glemte” position, hans virkning i tiden og eftertiden, ud fra et gammelkendt og et nyere parameter.

Til det gammelkendte fra

kunsthistorien hører, at ­Marstrand var manisk og derfor også depressiv. Maniodepressiv.

Bipolar. Det har der i tidens løb været psykologiseret en del over. Også denne gang. Skyldes Marstrands overfyldte genrebilleder en angst for det tomme rum, ”horror vacui”? Hans billeder er fyldt til bristepunktet med liv, et virvar af karakterer og detaljer. De er ”Wimmelbilder”, som det kaldes på tysk, med al deres komiske munterhed og ge-

lasne satire. Men kryber Marstrand dybest set i skjul bag morskaben og anekdoterne, fordi tilværelsen i sin nøgne alvor ikke er til at bære? Måske. Adskillige sorger i hans liv og skrøbelige kar i hans karakter tyder på det. Det kan også være forklaringen på kunstnerens forkærlighed for den litterære antihelt Don Quixote, der kæmper forgæves kampe mod dårskaben, og for ­Holbergs komedier, der udstiller og latterliggør samme dårskab og opstyltede naragtighed. Heraf det sceniske og scenografiske hos Marstrand, frisen af futile menneskelige gøremål og flitterstads, der fylder hans billedverden til bristepunktet. Marstrand kan siges at have fået en splint af H.C. Andersens knuste troldspejl i øjet, så han ser ”alting forkert”. Måske. For er han djævelsk nok? Ikke helt.

Til det nyere hører en modstilling i tilfældet Wilhelm Marstrand mellem det nationalromantiske og det internationale i samtiden. Den selvudnævnte kunsthistoriker N.L. Høyen ønskede på baggrund af Danmarks nederlag og bankerot i 1800-­tallets første halvdel, at kunstnerne frem for alt skulle male det kære fædreland. Men som udstillingens arrangører påviser, og ikke mindst Charlotte Christensen i sin suverænt skrevne, vidende og kritiske artikel, var Marstrand international i sin tilgang til maleriet og markedet. Hans kilder til inspi-

ration var 1700-tallets store europæiske kunstnere og samtidens tyske, engelske og franske kunstnere, der skabte gennembruddet for genremaleriet, den lette satire og flirt. De var bare bedre, mere frigjorte, dionysiske og rytmiske i deres billedflow, end Marstrand magtede med sine illustrative italienskulisser.

Og, kunne man føje til: Var Marstrands samtidige danske mentorer og kunstkolleger, Eckersberg, Købke, Bendz, Skovgaard, Lundbye, som eftertiden har kanoniseret som de store, mindre internationale? Ikke nødvendigvis. Den europæiske universalromantik var dybt fæstnet blandt de danske digtere og kunstnere, også de her nævnte.

Men Wilhelm Marstrand interesserede sig ikke som sine gode kolleger for landskabet og dermed landskabsmaleriet som en selvstændig genre. Hans landskabsmalerier er forbløffende få.

Måske fordi han var bange for landskabet, det åbne rum, den perspektiviske fortabelse. Eller måske blot, fordi han fandt mennesker mere interessante og sjove at skildre og fortælle om.

Landskabet som sindbillede var ikke hans gebet. Måske er det også derfor, at det primært er Marstrands portrætter, der transcenderer tiden og virker endnu.

Fordi de – ud over det repræsentative i dem – netop er sindbilleder.

Den empati, der kan savnes i Wilhelm Marstrands genrebille-

der og folkelivsskildringer, lyser ud af hans bedste portrætter, af ham selv, hans nærmeste og kære og hans kolleger. Marstrands portræt af Johanne Luise Heiberg er lige præcis ikke scenisk, det er solitært, sensuelt og melankolsk. Eftertænksomt. Et indre liv hinsides alle de udenværker, Marstrand ellers ikke kunne undvære. Det samme gælder hans portræt af Ingemann, der har al den autoritet og ånd, som andre portrætkunstnere har franarret digteren, for slet ikke at tale om Marstrands portrætter af vennerne Lundbye og Skovgaard. Der ser man lige ind i deres sårede sjæl. Helt på samme måde, som når Marstrand afbilder sig selv. Ansigt til ansigt kunne han ikke lyve eller foregøgle noget som helst. Der blev han J sand. Dér faldt masken.

Wilhelm Marstrand. Den store fortæller. Tilrettelæggelse og redaktion: Jesper Svenningsen og AnneMette Villumsen. Katalog med bidrag af Jesper Svenningsen, Charlotte Christensen, Birgitte von Folsach og Anne-Mette Villumsen.

224 sider, illustreret. Blev først vist på Fuglsang Kunstmuseum, vises på Nivaagaards Malerisamling frem til den 13. juni, herefter Ribe Kunstmuseum fra den 26. juni til den 5. september og Skovgaard Museet fra den 19. september 2021 til den 9. j­ anuar 2022.

20 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

400 værker fylder hjemmet med kunst 68-årige Rita Houmann mødte som ung en mand, der åbnede hendes blik for kunsten. I dag er hendes hjem fyldt med kunst på alle flader, og hendes mål er at dele kunsten med så mange som muligt

interview AF SIGNE WULF TULINIUS stulinius@k.dk

Da Rita Houmann var 12 år, var hun ofte med sin mor på arbejde. Moderen var servitrice på en restaurant i Randers, hvor Rita Houmann lagde mærke til, at en af stamkunderne altid bestilte den samme frokostplatte: en rullepølsemad, en ostemad og en Gammel Dansk. Han betalte aldrig efter at være blevet serviceret. Han måtte være speciel, tænkte Rita Houmann.

Og rigtig nok, det var nemlig en vaskeægte kunstner, der kom forbi restauranten ved frokosttid hver dag. Betalingen for måltiderne var et par værker om året til værtsparret, som restauranten kunne pryde sine vægge med.

Kunstneren skulle få en helt særlig plads i Rita Houmanns liv. Men det ville hun først finde ud af 12 år ude i fremtiden.

Men det var ikke sådan, at når Rita Houmann og hendes mor gik hjem fra restauran-

ten, at der var kunst på væggene i hjemmet. Jo, der var vist et billede af Cirkelkaffepigen af Aage Sikker Hansen over sofaen og en kopi af et maleri af et grædende barn.

Der var heller ingen bøger i barndomshjemmet, og det kan måske undre, når man ser på Rita Houmann og hendes hjem i dag. For selvom (eller måske netop fordi) barndomshjemmet i Randers var kulturfattigt, voksede der en sult inde i hende. Hun hungrede efter at få noget kultur ind i sit liv, så hun fordybede sig i bøgernes verden og uddannede sig som cand. mag. i nordisk sprog og litteratur og engelsk.

Som 24-årig mødte hun Gunnar, der var matematik-, fysik- og kemilærer på Randers Statsskole, til en fest, og hun faldt pladask for den lidt ældre mand. Rita Houmann var snu og søgte ind som dansk- og engelsklærer på samme gymnasium, hvor Gunnar underviste, og den rigtig kloge læser vil nok allerede have regnet ud, at Gunnar og Rita Houmann blev

kærester. Hvad hun ikke vidste, var, at Gunnar ville føre hende ind på en livsbane, der skulle vise sig at tage ”fuldstændig overhånd”, som hun selv siger det i dag. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg var gået ind til. Det var et meget overvældende hjem at træde ind i,” siger Rita Houmann, der flyttede ind i Gunnars 450 kvadratmeter store hus, kort efter de fandt sammen.

Gunnar havde selv været med til at tegne det lange hus med fladt tag, og det var der en meget klar tanke med. Der skulle nemlig være plads til masser af kunst på væggene, og der skulle være skydedøre, så man kunne se så mange af værkerne som muligt, selvom man stod i den ene ende af huset og kiggede igennem flere rum. ”Jeg fik et sansebombardement! Der var dansk kunst i topklasse overalt. Det var et kick, simpelthen. Og det satte gang i noget i mig. Jeg lyder nok lidt som en junkie, men det er jeg jo også blevet, må man sige – en kunstjunkie.”

For der gik ikke lang tid, før Rita Houmann hoppede med på kunstvognen. En af Gunnars gode venner var nemlig kunstner og kom ofte på besøg i det store hus med kunstværker på alle væggene. Han var manden bag det første værk, der gav Rita Houmann den følelse, som hun den dag i dag stadig går efter, når hun ser på og køber kunst. ”Han hed Sven Dalsgaard, og jeg følte, at jeg kunne genkende ham. Det var jo stamgæsten fra restauranten, min mor arbejdede på,” siger Rita Houmann, der i dag har 43 værker af Sven Dalsgaard. ”Nu så jeg ham med voksne øjne, og det var et fantastisk gensyn.”

Sven Dalsgaard er en af de mange kunstnere, som parret købte værker af, inden kunstnerne for alvor blev store – og dermed dyrere. For to gymnasielærere kan det hurtigt blive dyrt at fylde 450 kvadratmeters vægge ud med original dansk kunst, men med de rette krejlerevner, et godt netværk og en sparsom livsstil er

det alligevel lykkedes. ”Som jeg tit siger, vil jeg hellere undvære en udlandsrejse end muligheden for at købe et værk. Jeg har heller ikke brug for mere tøj, og bilen, jeg kører i, fungerer fint.”

Meget af den kunst, der er i Rita Houmanns hjem, er købt ved afdragsordninger, og

man får også hurtigt indtrykket af, at man står over for en person med købmandsevner, når hun fortæller om hvert af værkerne i hjemmet, som hun ”lige fik pruttet lidt ned i pris”.

Derudover bliver noget af den kunst, der ikke længere passer ind i samlingen, sat på

Kunst&Kultur | 21

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

t og kærlighed 2 Der er ikke en overflade, der ikke er udsmykket med noget kunst i Ritas hjem i Randers. Trappen ned til kælderen er ingen undtagelse, hvor især den overdimensionerede kagerulle i filt af Andreas Schulenburg (født 1975) stjæler ens opmærksomhed. Det er faktisk Ritas mand, Arne, der ikke kunne stå for kagerullen og købte den. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Og hvis man tager et kig på samlingen i huset i Randers, er det bestemt heller ikke kedeligt. Der er ofte noget humor, noget skævt eller en kommentar til samfundet i værkerne. Der er ingen klassiske landskabsmalerier. I hvert fald ikke uden et par abstrakte lag.

27. MARTS – 13. JUNI 2021

DANSK GOBELINKUNST PÅ JOHANNES LARSEN MUSEET

auktion. Og de penge, der kommer ud af det, bliver altid brugt på nye kunstværker.

Gerne af spirende kunstnere. ”Jeg vælger altid kunst med hjertet. Det er farligt at vælge ud fra et æstetisk synspunkt, for hvis der er noget, kunst ikke må være, så er det da pænt og kedeligt.”

Og værkerne får heller ikke lov til at hænge et sted i alt for lang tid. Der er nemlig installeret gallerilister i alle rummene, så man nemt kan tage ned, hænge op og rykke rundt. ”Huset er på den måde meget dynamisk. I stedet for at kigge på et fjernsyn, når man ligger i sengen i soveværelset, kigger man på et skønt maleri. Det maleri, jeg ligger og kigger på nu, er et værk af Anne Sofie Meld­gaard med titlen ’Depart’, og det har hængt der i to måneder. Jeg er allerede i gang med at tænke på, hvad det næste er, der skal hænge dér,” siger Rita Houmann, der for nogle år siden gerne ville have fjernet nogle fliser i gulvet for at give plads til en videoinstallation

af Katja Bjørn (født 1967). Noget, der ikke faldt i Gunnars smag. Og det var ofte ham, der havde det sidste ord, i forhold til hvad der kom op på væggene, for det var i første omgang hans ”hjemmegalleri”, men nu er det faktisk ikke Gunnar, der bestemmer længere. Han døde nemlig af lungekræft for fem år siden.

Det var en kæmpe sorg for Rita Houmann, der pludselig var alene i det store hus omringet af sin nu afdøde mands livsværk. ”Han sagde til mig, inden han døde, at enten kunne jeg gøre det til et mausoleum, eller også kunne jeg gøre huset til mit eget.”

Før han døde, fik han medhold i, at det var en dårlig idé at tage fliserne op i stuegulvet; men nu er en videoinstallationen i gang med at blive installeret uden for stuevinduerne. ”Men hvad skulle jeg nu gå rundt her alene for? Kunstglæden skal jo deles, har jeg altid tænkt, så jeg åbnede så vidt muligt dørene og inviterede så mange som muligt til åbent hus,” siger Rita Houmann, der skyder på, at der cirka kommer 300 mennesker igennem hendes hus om året.

Hun har både haft skoleklas-

ser, kunstsamlere og kunstnere på besøg og har i de seneste år startet projektet Artitst Talks, hvor der kommer en kunstner på besøg og fortæller om sine værker for en 60-70 mennesker.

Hun har også doneret værker til sit gymnasium og kunstmuseer. Den nyligste donation er et installationskunstværk af Mikkel Carl (født 1976) kaldet ”Harvest Moon” til Randers Kunstmuseum. Rita Houmann købte den 2,4 meter høje aluminiumsmåne på afbetaling, fordi hun ”bare måtte eje det”. Det var i den dyre ende, men hun ønskede, at mange flere kunne få den oplevelse, hun fik, første gang hun så ”Harvest Moon”.

I dag bor Rita Houmann alene med sine flere end 400 værker, men hun har, som Gunnar opfordrede hende til, ikke gjort huset til et mausoleum. Hun har hverken lukket dørene til huset eller sit hjerte. For på en færgetur mødte hun nemlig en nydelig mand, der sad med tre forskellige aviser. Rita Houmann satte sig ved siden af ham og regnede ikke med, at de to nu skulle til at have en samtale. Der var kun gået kort tid siden Gunnars død,

og hun var stadig trist til mode. ”Jeg hedder Arne, hvad hedder du?”, spurgte manden efter at have lagt aviserne til side.

Arne vidste slet ikke, hvilken dør han netop havde åbnet. Inden længe havde enkemanden Arne nemlig fået sin store gård i Frederikssund i Nordsjælland fyldt med over 40 moderne kunstværker og en ildsjæl af en partner ved J sin side.

Ritas råd til at komme i gang med at samle kunst 3 3Gå på et galleri og få kunstfaglig vejledning af galleriejeren. Drop snobberiet, og begynd at betragte kunst som en vare, du kan købe. Køb kunst med øjnene og hjertet og ikke med ørerne. Køb altid kunst, der udfordrer dig. Det skal ikke kun være æstetisk, hvor man møblerer op ad væggene.

22 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

0 Kunstskoven Deep Forest Art Land, i folkemunde kaldet Skovsnogen, er skabt af parret Søren Taaning og Kristina Thormod Taaning i deres baghave ved Herning. Her er det Jes Brinchs murstensskulptur ”Hate” fra 2013. – Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Naturen byder også på store kunstoplevelser At gå på udstilling i det fri er blevet en populær aktivitet under coronakrisen. Kristeligt Dagblad guider til udendørs kunst- og kulturoplevelser i hele landet

guide AF STINA ØRREGAARD ANDERSEN andersen@k.dk

Skovsnogen, Herning

I en skov ved Herning kan man finde det, som byens turistkontor kalder ”et udstillingssted under åben himmel”. I Døvling Meldgaard Skov, der også går under navnet ”Deep Forest Art Land”, møder man på sin gåtur derfor ikke bare dyr og mennesker, men også kunst.

På en tre kilometer lang rute gennem skoven, kaldet skovsnogen, kan man opleve ikke færre end 80 forskellige kunstværker.

Blandt værkerne, man kan møde på turen, er ”Hate” fra 2013, ”Altar In The Woods” fra 2018 og ”Aesthetic anxiety” fra 2020, som henholdsvis Jes Brinch (født 1966), Ole Tersløse (født 1971) og Jacob O. Henry (født 1987) står bag.

Rudolph Tegners Statuepark, Dronningmølle Ikke langt fra det nordligste punkt på Sjælland ligger Rudolph Tegners Statuepark, hvor kunst, fuglekiggeri, havudsigt og åbne vider kan nydes på en og samme tid. I parken, der ledsager Rudolph Tegners museum, kigger mænd og kvinder, støbt i bronze, ud over landskabet, der i øjeblikket springer ud. Det er 14 af Rudolph Tegners (1873-1950) statuer, der kan ses i det nordsjællandske naturområde, der kaldes Rusland, på trods af, at det altså bare ligger ved Dronningmølle.

Tegner besøgte som 15-årig Akropolis, og det var det møde med den antikke kultur og statuerne, der kom til at forme ham som kunstner, og det møde, der i dag vækker genklang overalt i skulpturparken.

Tegners første møde med det nordsjællandske naturområde, hvor der i dag er park, fandt sted noget senere i livet – på en cykeltur i sommeren 1916, hvor han midt i det danske landskab fandt et højdedrag, der lå ”som et barsk Sibirien” og stod ”mystisk i pagt med” hans sind, som han har beskrevet det.

Efter cykelturen købte Tegner den første af senere 34 tønder land og stillede skulpturen ”Kong Ødipus og Antigone” op som den første bronzeskulptur i Statueparken. Siden har den så fået selskab af 13 andre Tegner-statuer, der stadig kan beskues, selvom det indendørs museum er lukket.

Mølleparken, Aalborg

Mølleparken i Aalborg, der ligger bag byens zoologiske have, byder med sin udsigt ud over Aalborg, Limfjorden, Egholm og Gjøl på smuk natur, men byder også på kunst. Parken fra 1934 er nemlig hjemsted for den store skulptur ”Noahs Ark”.

Kunstneren bag er den israelske billedhugger Rolf Roda Reitlinger (født 1919), der besøgte Danmark i 1970’erne.

Under sit ophold opførte han to skulpturer i Nordjylland: ”Tak til Sindal fra Israel” (1977) på Vendelbogade i Sindal og altså ”Noahs Ark” (1976) i Mølleparken i Aalborg. Skulpturerne er skænket som en tak fra det israelske folk til Danmark for indsatsen for jøderne under Anden Verdenskrig.

Naturområdet Skovbakken, der blev anlagt i 1820’erne, er i dag også en del af Mølleparken, og i denne del af parken kan besøgende se skulpturen ”Hunner med Kineserpige”, der er skabt af Aalborg-kunstneren C.J. Bonnesen (1868-1933).

Parken kan også byde på en kulturoplevelse af den lidt mere abstrakte slags, da man ved et besøg også får mulighed for at sætte fødderne på det samme jordgrundlag, som den

berømte canadiske musiker Leonard Cohen (1934-2016) har sat sine fødder på. I 2012 optrådte den nu afdøde sanger nemlig i parken i Aalborg, som under normale omstændigheder netop er kendt for at lægge grund til store friluftskoncerter.

Fuglsang Park og Skejten, Toreby Mens døren til Fuglsang Kunstmuseum og alle dets malerier har været lukket under coronanedlukningen, står døren til Fuglsang Park uden for museet altid åben.

Kunstmuseet ligger ud til Guldborgsund mellem Lolland og Falster, og det særlige naturområde, der omgiver museet og er med til at give det sit særpræg, byder både på vild natur, sjældne dyrearter og udendørs kunst, blandt andet i form af haven, der blev anlagt i engelsk stil fra 1765 til 1784 og rummer sjældne træer og buske. Stilen fra 1700-tallet er i dag stadig bevaret i stendiger, alléer og træer i den 15 hektar store Fuglsang Park.

Parken rummer også en voldgrav og flere skovsøer med et rigt dyreliv, men hvis det ikke er nok, fører en sti fra parken ud til naturområdet Skejten, der også gemmer på en kunstoplevelse. Her har kunstnere nemlig søgt til gennem flere århundrede og har dermed foreviget den lollandske natur. Det gælder blandt andet Olaf Rude (1886-1957), hvis malerier af Skejten blandt andet kan ses i Folketingets store forsamlingssal.

Motiverne fra Rudes malerier, helt ned til specifikke træer, kan i dag genkendes på Skejten, hvis man går på motiv-jagt under sit besøg.

Foruden Olaf Rude har Fuglsang Herregård og området omkring også været et yndet besøgssted for maleren Oluf Hartmann og komponisterne Edvard Grieg og Carl Nielsen.

Parken ved Kunsthal Rønnebæksholm, Næstved

I grønne omgivelser lidt uden for Næstved på Sydsjælland ligger Kunsthal Rønnebæksholm, der har til huse i en hvid herregårdsbygning. Mens museet har været coronalukket, har både parken og herregårdshaven stadig været åbne for gæster. Her kan man løbende støde ind i nye udendørs udstillinger. Men det er ikke de eneste kulturelle oplevelser, området byder på.

I det sydøstlige hjørne af parken ligger en helt særlig pavillon, der går under navnet ”Venligheden”. Den fik Rønnebæksholms daværende ejer Marie Toft opført til sin mand, den berømte præst og salmedigter N.F.S. Grundtvig, i 1850’erne.

Gaderne og haverne i Den Gamle By, Aarhus Normalt kan man takket være udstillingerne på museet Den Gamle By i Aarhus rejse tilbage i tiden og pludselig befinde sig hos en isenkræmmer i 1927 eller i et almindeligt dansk hjem anno 1970. Det kan man ikke i øjeblikket, da museets indendørs udstillinger er lukket, men det betyder ikke, at der ikke er kulturelle oplevelser at finde i Den Gamle By. Man kan nemlig stadig gå en tur i Den Gamle Bys charmerende gader og besøge byens haver, der blandt andet tæller ”Modistens have”. Det er en have fra Lemvig fra 1927, som tilhørte modehandlerske frøken Hedvig Wahlstrøm (1895-1983), der som selvstændig erhvervsdrivende ikke havde meget tid til havearbejde. Haven, der er genskabt i Den Gamle By ud fra frøken Wahlstrøms gamle fotoalbum, er derfor ikke den største, men rummer alligevel både køkkenhave og prydhave.

J

8. maj - 5. september 2021

ÅBNER DEN 8. MAJ

24 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Alle kender Thorvaldsen, men én side af ham er underbelyst 250 år efter Bertel Thorvaldsens fødsel er kunsthistoriker Margrethe Floryan aktel med en ny bog om den berømte billedhuggers rolle som kirke- og brugskunstner

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Danmarks store internationalt berømmede billedhugger Bertel Thorvaldsen er kunstneren bag Kristus-statuen, som ingen, der besøger Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, kan undgå at lægge mærke til. Det monumentale værk på næsten tre en halv meter er placeret over kirkens alter og er dermed det naturlige punkt at rette blikket mod.

Alligevel er det ikke som kirkekunstner, Thorvaldsen er mest kendt, og kunne man i dag spørge den for længst afdøde kunstner om hans forhold til kristendommen, ville han højt og flot bekendtgøre, at den ikke ragede ham. For han var ikke en kunstner, der fortolkede ud fra sine egne præferencer.

Det siger kunsthistoriker og overinspektør på Thorvaldsens Museum i København Margrethe Floryan, der er forfatter til bogen ”Kristus. Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke”, som udkom i december sidste år – 250 år efter hans fødsel. I forbindelse med bogen har hun rettet blikket mod Thorvaldsen som kirke- og brugskunstner. Det er sket som en forlængelse af særudstillingen ”Hvide Krist – Thorvaldsens religiøse motiver”, som museet viste i 2007. ”Dengang som nu er den berømte billedhuggers rolle som kirkekunstner meget underbelyst,” siger Margrethe Floryan om baggrunden for, at hun endnu en gang er dykket dybt ned i museets arkiver og magasiner for at kunne belyse først og fremmest Kristus-statuen, men også de øvrige omkring 30 Thorvaldsen-skulpturer i Vor Frue Kirke. ”Det interessante har været at analysere værkerne ind i det rum, de er udført til. De er jo tænkt ind i en gudstjeneste, og dermed var Thorvaldsen også brugskunstner,” siger kunsthistorikeren.

Thorvaldsen er ellers mest kendt for sine klassiske skulpturer af skikkelser fra den græske mytologi og for de mange portrætbuster, han udførte som bestillingsopgaver for europæiske konge- og fyrstehuse i det 18. århundrede. Men hans statuer er også at finde i mange danske kirker, hvortil især Kristus-statuen fra Vor Frue Kirke er kopieret i mindre gipsudgaver. Han modtog også i sin levetid bestillingsopgaver fra blandt andet Jungshoved Kirke ved Præstø og Brahetrolleborg Kirke på Sydfyn. ”Brugsværdien ved kunsten har altid interesseret mig, derfor

”

I dag står hans værker typisk som historisk modvægt til al den nye kirkekunst, der er kommet til.

2 Thorvaldsens ikoniske Kristus-statue blev placeret i Vor Frue Kirke i København i 1829.

Dengang var den i gips, men blev 10 år efter udskiftet med en marmorudgave. Den er siden blevet kopieret i et ukendt antal gipsudgaver til kirker over hele Danmark.

– Foto: Jakob Faurvig.

MARGRETHE FLORYAN, KUNSTHISTORIKER

har jeg også tidligere skrevet om havekunst. Det er skønt at gå i en smuk have, og det samme gælder for det at være i et kirkerum. Det er en helhedsoplevelse, hvor det hele i heldigste fald smelter sammen. Kirkekunsten gør mere end at klæde kirkerummet på, den er i høj grad også med til at forankre den overlevering, vi har i evangelierne, og ved de budskaber, vi modtager ved eksempelvis dåb og nadver.

Der er ingen tvivl om, at Thorvaldsens betyder rigtigt meget for mennesker, der kommer i de kirker, hvor hans værker er. I kirken finder store begivenheder sted. Oplevelsen med kunst i kirken er derfor helt forskellig fra oplevelsen ved et museumsbesøg,” siger Margrethe Floryan og fortsætter: ”Thorvaldsens Kristus-figur har en udsagnsværdi som den opstandne frelser, der tager imod os, så jo, han var i høj grad kirkekunstner. I dag står hans værker typisk som historisk modvægt til al den nye kirkekunst, der er kommet til.”

Thorvaldsen var generelt omhyggelig med den korrekte gengivelse af de mennesker, han portrætterede. Som Kristeligt Dagblads kunstanmelder Henrik Wivel skrev sidste år i en anmeldelse i af jubilæumsudstillingen ”Ansigt til ansigt. Thorvaldsen og portrættet”, var det billedhuggerens holdning, at ”portrættet skulle ligne og vække genkendelse, skabe resonans i liv og efterliv”.

I forhold til Kristus-statuen var portrætligheden ikke vigtig, forklarer Margrethe Floryan. Her

tog Thorvaldsen udgangspunkt i stilen fra renæssancekunstnere som italienske Rafael og tyske Albrecht Dürer og satte det sammen med den antikke tradition. ”Thorvaldsen var ikke nogen reformivrig kunstner. Han havde sine rødder plantet mere i 1700-tallets æstetik end i 1800-tallets. Han var mere tilbageskuende end fremtidsorienteret og var bestemt ikke avantgarde på nogen måder,” siger Margrethe Floryan, der i sin bog anskuer Bertel Thorvaldsens Kristus-statue og resten af hans udsmykning af Vor Frue Kirke ud fra tre perspektiver: æstetisk, historisk og liturgisk. ”Det var æstetikken, menneskers sanseerfaring, der bragte ham ind i kirkeverdenen, og kirkeværkerne var vigtige i hans liv. Alligevel tænker vi først og fremmest på Thorvaldsen som en, der beskæftiger sig med græske helte, og ikke som kirkekunstner. Det vil jeg gerne være

med til at ændre på,” siger hun.

Hvad bør vi ellers huske om Thorvaldsen her 250 år efter hans fødsel? ”At han var globaliseret, længe før det ord blev opfundet.

Han brød de geografiske grænser og havde hele Europa som sin kundekreds. Men han brød også sociale grænser, for han omgikkes mennesker fra alle sociale lag. Så skal vi også huske, at han ud over at være en flittig kunstner også var en stor samler. Han havde blandt andet en kæmpe bogsamling af filosofiJ ske værker.”

Læs Henrik Wivels anmeldelse af bogen på

k.dk/kultur

Bertel Thorvaldsen 3 3Født den 19. november 1770 i København, død samme sted den 24. marts 1844. Begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi som 11-årig. I 1796 modtog han kunstakademiets rejsestipendium og tilbragte derefter 40 år i Rom. Hans gennembrudsværk er statuen ”Jason med det gyldne skind”, der står på Thorvaldsens Museum i København.

3 3Margrethe Floryans bog ”Kristus – Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke” udkom på Aarhus Universitetsforlag i december.

Zanele Muholi, Thatha II, Sheraton Hotel, Brooklyn, 2019

NIVEAU 1

27. marts - 24. oktober 2021 Udstillingen ræsenterer en bred vifte af værker skabt af 26 toneangivende samtidskunstnere fra eller med relation til det afrikanske kontinent. aros.dk/tina

EJB, Ruth fra Smyrna, 1874, privateje, foto Torben Meyer

NIVEAU 5

8. maj - 12. september 2021 En omfattende udstilling med den polsk-danske kunstner Elisabeth Jerichau-Baumann (1818-1881).

Hendes pendulering mellem det globale og det nationale gør hende til et markant modstykke til periodens nationale orientering.

Mandag – fredag kl. 10 – 21 Weekend kl. 10 – 17 Vi tager forbehold for evt. kommende ændringer i retningslinjerne fra myndighederne vedr. COVID-19

Gratis entré for alle under 18 år

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Rosenkrantz gør det usynlige synligt Kunstmuseet Arken aktualiserer den symbolistiske og antroposofiske kunstner Arild Rosenkrantz på flot udstilling

udstilling 5 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Er det muligt at male det, der ikke kan ses med det blotte øje? Er det muligt at male det usynlige?

Eller med andre ord og i meget videre betydning: Er det muligt at male Gud og det, der ligger hinsides menneskets fatteevne?

Det var i hvert fald Arild Rosenkrantz ambition.

Den danske kunstner Arild Rosenkrantz (1870-1964) forsøgte livet igennem at finde en løsning på dette både praktiske og erkendelsesmæssige paradoks, og i sin kunst gøre det usynlige synligt og skabe billeder af en anden verden. Den endelige løsning på dette kunstneriske problem fik Rosenkrantz i 1908, hvor han blev introduceret til den tysk-østrigske filosof og kunstner Rudolf Steiners tænkning. Her mødte han et menneske, for hvem kunsten var en fuldstændig integreret del af eksistensen og selve midlet til at overskride eksistensens normale grænser i en i princippet uendelig åndelig stræben.

Det følgende tiår kom Arild Rosenkrantz til at arbejde direkte for Rudolf Steiner i opbygningen af hans antroposofiske videnscenter, Goetheanum, i Dornach lige uden for Basel i Schweiz. Som navnet antyder, var Rudolf Steiner stærkt inspireret af det tyske geni Johann Wolfgang von Goethes tænkning og ikke mindst hans farvelære. Goethe tog udgangspunkt i menneskets subjektive oplevelse af farver og den indvirkning, de havde på sindet. Goe­the fokuserede på de komplementære farver i sin berømte ”farvecirkel” – rød over for grøn, blå over for gul – for at skabe både harmoni og dynamisk udvikling i den menneskelige psyke.

Dette forbilledlige ulmende og glødende farvesyn overtog Rudolf Steiner, og igennem Arild Rosenkrantz’ arbejde med udsmykningen af det første Goetheanum under Første Verdenskrig blev det også hans. Dermed brød Rosenkrantz helt afgørende med en naturalistisk farveskala og udviklede en kunst, der med tynde laserede lag af farve skulle fremelske den bestemte virkning hos beskueren. Nemlig at den synlige verden var gennemskinnelig, og at man bag den kunne se ind i en anden verden.

Kunstmuseet Arken i Ishøjs udstilling med Arild Rosenkrantz’ kunst spiller effektivt på hans temmelig suveræne slørteknik.

At bevæge sig ind i og igennem

udstillingen er at bevæge sig igennem slør på slør af tyndt stof frem mod det inderste, mystiske og allerhelligste. Det er samtidig en rejse ud af det tilvante kunstsyn. Hvor kunsten inden for naturalismen, realismen og impressionismen mimer den genkendelige virkelighed, arbejder Rosenkrantz sig hen mod et kunstsyn, der i højere grad er symbolistisk og er abstraktioner over det sete og erfarede. Rosenkrantz’ kunst har, som kunstneren og kritikeren Erik Steffensen rammende skriver i kataloget: ”for længst givet afkald på den dimension af almindelighed, som traditionen og akademismen synes at have påbudt kunsten”.

Sagt på en anden måde: Arild Rosenkrantz’ kunst er usædvanlig og i dansk sammenhæng fremmed og uset, hvad der har betydet, at Arild Rosenkrantz’ virke i en årrække har befundet sig under den kunsthistoriske radar. Kunstnerens måde at skildre åndens indbrud i materien på – og i hovedparten af sin omfattende produktion lade kunsten tjene et antroposofisk sigte og dermed en mystisk og esoterisk kristendom – har ikke været god smag.

Men i Arild Rosenkrantz’ internationale samtid var han ikke alene. Den verdensberømte og banebrydende abstrakte kunstner Wassily Kandinsky var, blandt andet med programskriftet ”Om det åndelige i kunsten” (1911), ude i et tilsvarende ærinde, ligesom flere andre af de abstrakte pionerer som Piet Mondrian, Paul Klee, Kazimir Malevitj og sidenhen Mark Rothko.

Her i Skandinavien havde Rosenkrantz i samtiden en søster i ånden i svenske Hilma af Klint, der det seneste tiår har fået et verdensgennembrud.

Mindre kan gøre det i tilfældet Arild Rosenkrantz, og det vil stadig været interessant, således som det fremgår af Arkens aktualisering af kunstneren.

Ikke mindst Rosenkrantz’ kartoner – det vil sige forlæg – til hans mange kirkeruder i England er betagende smukke og forbinder kunstneren direkte med den engelske Arts and Crafts-bevægelse og med den tjekkiske art nouveau kunstner Alphonse Mucha, som Arken viste værker af for et par år siden.

På Arkens udstilling kan man se enkelte eksempler (for få efter min mening!) på Arild Rosenkrantz’ tidlige symbolistiske værker, der med et sfinkslignende og dæmonisk kvindebillede minder om tilsvarende værker i tiden af Franz von Stuck, Fernand Khnopff og Arnold Böcklin. Udstillingen viser også Ro-

senkrantz’ essentielle både humoristiske, bizarre og uhyggelige sort-hvide illustrationer til den danske udgave af Edgar Allan Poes ”Hemmelighedsfulde fortællinger”. Illustrationerne blev til på opfordring af kunstnerens bror, krimiforfatteren Palle Rosenkrantz.

Som glaskunstner blev Arild Rosenkrantz uddannet i New York, og under sit mangeårige ophold i London skabte han en række kirke­ruder til engelske kirker og en enkelt til Juelsminde Kirke herhjemme.

Udstillingen viser nogle eksempler på dette skønne virke (for få igen!), hvor Rosenkrantz med stor indsigt er med i hele processen fra skitse i kul og tusch til det lysende farveflor i opaliseret glas. Både kartoner og ruder vidner om, hvilken betydning han fremover vil have inden for kirkekunstens historie i det 20. århundrede. Rosenkrantz er ikke længere til at komme udenom i den sammenhæng, og dansk kunsthistorie må skrives om.

Men hovedvægten på Arkens udstilling er lagt på kunstnerens antroposofiske gennembrud, hvor Arild Rosenkrantz fra 1912 udvikler sit nye farvesyn og nye maleteknik og i en vis forstand bryder igennem til den anden verden. En transcendens, hvor de mytologiske skikkelser fra græsk antik og kristen mystik bogstaveligt toner frem igennem de åndelige slørdannelser i, hvad vi i dag ville kalde ”holistiske” og ”meditative” kulører. På sin vis ikke til at holde ud i al deres rødmende blusel, men Arkens hårde arkitektur og beton klæder paradoksalt Rosenkrantz’ klangfarver og sjælelige vibrationer.

Det ser dæleme godt ud og transformerer paradoksalt Rosenkrantz’ billeder til noget andet og mere end antroposofiske illustrationer og fremhæver deres fremtidsrettede modernitet.

Goethe fremhævede, at ville man blive ikke blot menneske, men ”verdensmenneske”, måtte man overskride grænser både i sindet og i virkeligheden. Foretage såvel indre som ydre rejser.

Arild Rosenkrantz blev igennem sit lange liv et sådant ”verdensmenneske” i Goethes forstand.

Han levede og virkede ude i verden, førend Anden Verdenskrig i 1939 tvang ham til at blive i Danmark, hvor familien sikrede ham en bolig på Rosenholm Slot. De ydre rejser var herefter begrænsede, men så meget stærkere dyrkede han de indre i sin kunst og dermed de visioner om en anden verden, kunsten ønsker at gestalte og rumme – og i sidste ende blive en del af.

J

2 Ikke mindst Rosenkrantz’ kartoner – det vil sige forlæg – til hans mange kirkeruder i England er betagende smukke og forbinder kunstneren direkte med den engelske Arts and Craftsbevægelse.

Her er det ”Korsfæstelsen”, 1919.

– Foto: Rudi Hass.

Baron Rosenkrantz.

Farvernes mystik. Kurator: Lisa Sjølander Andresen.

Katalog med bidrag af Lisa Sjølander Andresen, Julia Voss, Bjarne Sode Funch, Erik Steffensen, Alexander Tovborg, Anouska Ingerdahl Kobus. 96 sider, illustreret.

Kunstmuseet Arken, Ishøj. Til den 30. maj.

Forkæl dit hjem med kunst Sæt livskvalitet på dine vægge med lækker kunst.

Galleri Art Expo byder på kunstværker af 74 danske kunstnere i vores store galleri.

Keramik, malerier, skulpturer i bronze, glas osv.

Du kan låne med hjem Det kan være svært at vælge og svært at forestille sig kunsten i eget hjem.

Få hjælp til størrelse, farver og placering, da det ofte er her, det driller.

Rådgivning i Galleri Art Expo er gratis, så tag fotos med af dit hjem og spørg os.

Du kan låne et udvalg med hjem, inden du beslutter dig. Her er altid fuld returret og pengene tilbage, så du sikrer at du får fundet lige netop det kunstværk, der gør dig glad.

Åndelig føde og en god oplevelse Kom forbi til en god oplevelse. Galleriet er en forretning, så du skal ikke vise pas eller bestille tid.

Det koster ingenting at kigge, men pas på, kunsten frister.

Medbring gerne en god ven i hånden.

Eget rammeværksted Vi har vores eget rammeværksted i galleriet. Her kan du få opfrisket gamle malerier med nye rammer.

Eller indrammet plakater, få sat børnebørn, fodboldtrøjer osv. i glas og ramme.

GALLERI ART EXPO

Kunst giver liv og glæde i dit hjem Søvejen 35, 8362 Hørning, Tlf. 8614 7796 Åbent: tirsdag-fredag 11-17 og lørdage 10-14

FORÅRSFORNEMMELSER

28 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Køb og sælg på vores onlineauktioner, hvis det er tid til fornyelse!

0 I anledning af den protestantiske kirkes 500-årsjubilæum færdiggjorde Dronningen i 2016 et alterforhæng bestilt af slotskirken i Wittenberg i Tyskland. I tre podcast-programmer taler hun med kendere om de kunstformer – malerkunst, ballet, musik – som har fyldt så meget i hendes 80-årige liv. – Foto: Joachim Adrian/Polfoto/Ritzau Scanpix.

Gå på opdagelse efter designskatte og finurligheder på vores hjemmeside.

Dronningens fornemmelse for kunst

– der er altid en auktion i gang og masser at vælge i mellem.

Kontakt os angående vurdering og indleveringer.

Vi giver gerne en uforpligtende vurdering.

auktionshuset.com

Dronning Margrethes medvirken i en podcast om kunst er noget af et scoop, men de tre programmer løfter sig aldrig rigtigt Ved Klædebo 17 • 2970 Hørsholm • 45 76 70 80 • mail@auktionshuset.com

podcast

SUBLIM KUNST PÅ DIN VÆG!

3 stjerner AF JEPPE KROGSGAARD CHRISTENSEN kultur@k.dk

”FO RÅR”, 198 9 , 20 0 X 1 45 CM.

Knud Nielsen (1916-2008), maler og keramiker, var en af sin tids helt store. Solidt forankret i COBRA-bevægelsens udtryksform var han en af vore fineste kolorister.

Medlem af ”Grønningen”, formand 1965-1970, og leder af grundskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1966-1986.

Fra 1976 og frem til sin død i 2008 bosiddende i Vindelev. Her finder du Vindelev Kro & Galleri med et bredt udvalg af Knuds malerier gennem mere end 60 år.

Kom selv og se de værker, der netop nu er til salg. Du får aldrig bedre chance for at erhverve et billede af en sublim kunstner, der helt frem til sin død bevarede sit kraftfulde udtryk.

Ring for aftale om besøg på Vindelev Kro & Galleri (tlf. 75 87 30 25 / 23 49 60 71).

Vel mødt.

Kærlig hilsen Jonna

VINDELEV KRO & GALLERI VINDELEVVEJ 19 • VINDELEV • 7300 JELLING • TLF. 7587 3025

De sidder i blå salon på Fredensborg Slot og taler om malerier. Kunsthistorikeren Bente Scavenius er oftest den høflige spørger og oplyser, mens dronning Margrethe besvarer og supplerer.

Ja, det er noget af et scoop, podcast-tjenesten Podimo har gjort, sådan at få landets regent i tale foran en mikrofon. Og det er utvivlsomt emnet, der har lokket. ”Dronningen & kunsten” er samletitlen på de tre programmer, hvor hun får lov at tale med kendere om de kunstformer – malerkunst, ballet, musik – som har fyldt så meget i hendes 80-årige liv. Og i det første af de timelange afsnit gælder det altså maleriet, som hun ikke kun interesserer sig for som betragter, men også selv udøver.

I samtalen med Scavenius taler de dog mest om andres malerier og særligt om portrætkunst. Det kender Dronningen, der har siddet foran adskillige portrætmalere, til på tætteste hold. Men det mest interessante er faktisk, da hun fortæller, hvordan de interiører, som ses på kongefamiliens portrætmalerier, stadig findes. At de også, dér på Fredensborg Slot, sidder i rekvisitter fra malerierne.

Her kan man mærke historiens sug, og det samme kan man i programmet om ballet, hvor Dronningen taler med Peter Bo Bendixen, Tivolis

balletchef og tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet, og hvor hun fortæller ham, at de royale sæder i Det Kongelige Teater er placeret sådan, at man ikke kan se den ene side af scenen. At hun og hendes forgængere nok har de fornemmeste pladser, men bestemt ikke de bedste.

Her deler Dronningen ud af egne erfaringer, som lægger noget til samtalen med Bendixen om en kunstform, hun også selv har arbejdet med, blandt andet som kostumedesigner på August Bournonvilles ”Et folkesagn”.

Dronningens kendskab til musik synes også at gå gennem balletten, og hun taler gerne om Peter Tjajkovskijs toner til ”Nøddeknækkeren”, som hun tidligere har designet scenografi til. Men noget instrument spiller hun ikke, heller ikke klaver, sådan som hendes far, kong Frederik 9., ellers gjorde det.

Det fortæller hun pianist Nikolaj Koppel, og at hun som noget af det første husker H.C. Lumbyes ”Britta Polka”. Og at musik for hende stadig er noget, man skal danse til. ”Musik er bevægelse”, som hun formulerer det et sted.

Men de tre programmer er ikke uden problemer. For hvor Dronningen er interessant og vedkommende, når hun fortæller om personlige erfaringer med kunsten, hvordan hun bruger den, og hvordan den altid har været en integreret del af kongehuset, så bliver samtalerne med de tre eksperter noget ulige,

når de taler ”rent” om kunst.

Dronningen er hverken ekspert eller sublim udøver og har ikke noget originalt eller videre indsigtsfuldt at sige. Som når hun mener, det er svært at sige noget fornuftigt om farver. Eller husker, hvordan hun en dag opdagede, at Per Kirkeby da er en stor maler.

Over for den slags milde banaliteter står tre eksperter, der ved alt om malerkunst, ballet og klassisk musik, men lader Dronningen føre ordet det meste af tiden. Sådan må det naturligvis være – det er jo hendes program, de er gæster i – men de misser også oplagte muligheder for at løfte samtalen. Som da Scavenius ikke holder fast i, hvordan det er at blive portrætteret og tolket af forskellige malere og på den måde træde ind i den svimlende lange række af regenter.

Det havde været interessant, og her kunne Dronningen fortælle noget, ingen andre i landet kan fortælle. I stedet ender Scavenius, som Bendixen og Koppel, i en servil position, og da de sidder over for Dronningen, der er vant til at tale og blive hørt, og måske derfor ikke er specielt god til at lytte, så bliver det mest ved den artige, let J generiske samtale.

Dronningen & kunsten.

Podcast. Alle tre programmer kan høres på Podimo. com.

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Kunst&Kultur | 29

kort om nye udstillinger

AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

COBRA

0 Thomas Hirschhorn er en af de mest fremtrædende kunstnere i europæisk samtidskunst. Han er kendt for sine politiske og stedsspecifikke installationer. Udstillingen i Gl. Strand er tidligere blevet vist i Paris. – Foto: David Stjernholm.

Fokus på fortrængte fænomener Titlen på en udstilling, der i øjeblikket kan ses hos Kunstforeningen Gl. Strand i København, lyder på dansk ”Et samfund af fragmenter” – og på udstillingen er da også tale om mange fragmenter, der tilsammen danner en ruin i pap, der holdes sammen af brede, brune tapestrimler af den slags, der benyttes til pakkepost. Værket er en del af totalinstallation, som det har taget den schweiziske installationskunstner Thomas Hirschhorn og et sjak af betroede håndværkere 15 arbejdsdage at opbygge. Den socialt engagerede Thomas Hirschhorns bærende idé er at åbne kunstrummet for alle – også for de grupper, der normalt ikke frekventerer kunstens mange udstillingsfora, og han håber også, at udstillingen vil tiltrække socialt udsatte grupper.

Udstillingen kan ses frem til sommerferien på Gl. Strand, hvor der er er gratis adgang og fri kaffe på kanden.

Sygdom indtog kunsten

Natur- og interiørmaleri

Livets helt store spørgsmål

Hvorfor bliver den syge pige et markant motiv i nordisk kunst i slutningen af 1800-tallet? Spørgsmålet stilles på Skagens Museum. Mellem den 30. april og den 5. september viser museet nemlig en forskningsbaseret udstilling med fokus på værker af Edvard Munch, Julius Exner, Jenny Nyström, Vilhelm Hammershøi, Eva Bonnier, Bertha Wegner, Michael Ancher med flere, som alle har været optaget af motiver af syge piger. 1800-tallet er et århundrede med mægtige forandringer: samfundsmæssige, videnskabelige og kunstneriske. Det er samtidig et århundrede præget af sygdomme. Ofte skildrer kunstnerne den syge pige siddende forkommen på en stol i stuen eller liggende bleg og ubevægelig i sengen. Selvom motivet er genkommende i al vestlig kunst i perioden, bliver nogle af de mest markante værker skabt i Norden.

Sygdom er et nok så relevant tema i denne tid, men til foråret er der forhåbentlig kommet styr på pandemien.

I anledning af Anette Harboe Flensburgs 60-årsfødselsdag vises vandreudstillingen ”Træerne findes” på Skov­ gaardmuseet i Viborg frem til den 24. maj. Senere på året flytter den til Johannes Larsen Museet i Kerteminde, og næste år kan den ses på Nivaa­gaards Malerisamling. I sine helt nye værker er maleren Anette Harboe Flensburg (født 1961) trådt udenfor de rum, som har været hendes foretrukne motiv gennem et langt kunstnerisk virke. Nu er vi rykket helt ud i naturen, ud til træerne. Anette Harboe Flensburg er en fremragende maler, som navnlig er kendt for sine interiørmalerier. Motiverne er skabt med forlæg i dukkehus-modeller, som hun selv bygger og fotograferer.

Hun skifter rekvisitterne ud i modellerne og sætter blandt andet farvet plexiglas op. De skaber et spændende farvespil i rummene. Træerne og naturen har altid været til stede i Anette Harboe Flensburgs malerier, men i hendes nye er de blevet tildelt en mere fremtrædende rolle.

Det lille, men super skarpe Esbjerg Kunstmuseum, vandt i 2017 Bikubefondens Visions­pris med ansøgningen om et tredelt udstillingsprojekt ”Wunderkammer” (raritetskabinet). Første ”Wunderkammer”-udstilling handlede om ”Flydende form” og blev til i et samarbejde med fysikeren Tomas Bohr fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Anden del var skabt af den amerikanske konceptkunstner Mark Dion, der havde fyldt museet med sine fundne Wunderkammereffekter, hvoraf han havde skabt en fascinerende, labyrintisk installation. Nu er turen så kommet til den sidste del af trilogien, ”Wunderkammer 3”, som kan ses frem til 29. august. Her bliver livets helt store spørgsmål diskuteret. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Udstillingen er blevet til som et samarbejde mellem Esbjerg Kunstmuseum og dna-forskerne Martin Sikora og Eske Willerslev.

udstilling

Galleriets forårs udstilling er atter i år en COBRA udstilling med en række at gruppens mest markante medlemmer – vi overholder naturligvis alle CORONA restriktioner og alle skal bære mundbind

J

Følgende kunstnere vil være at finde: Mogens Balle, Henry Heerup, Egill Jacobsen, Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Pierre Alechinsky, Karel Appel, Lucebert, Jacques Doucet og Corneille Udstillings periode: 30.03.2021 – 18.05.2021 Åbningstider: tirsdag til fredag 11:00 til 17:00 lørdag 10:00 til 13:00

Galleri Nørballe – Algade 49 – 5500 Middelfart

30 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

På højskolen gav jeg slip og var i sansernes vold Som 19-årig tog en søgende og kreativ Morten Schelde på kunsthøjskole i Holbæk.

Opholdet satte ham fri og blev det afgørende skub ud i en livsbane som billedkunstner FORTALT TIL LIV HØYBYE JEPPESEN hoybye@k.dk

Stemningen var euforisk. På Holbæk Kunsthøjskole var der jævnaldrende fra hele landet, som alle havde en idé om, at de skulle i kunstens retning. Man kunne prøve alt muligt af, og jeg malede meget på højskolen. Det havde jeg ikke gjort før.

Jeg har altid tegnet og haft en barndom, der har formet mig mod et sted, hvor kunsten var en beslutning, jeg kunne tage.

Jeg ser det ikke som én enkelt beslutning, men mange små valg, som jeg undervejs i mit liv har truffet. Og jeg vælger stadig kunsten til hver dag.

På højskolen lærte jeg at turde. Det var en del af den frigørelse, som jeg gennemlevede på forskellige stadier. At komme et sted hen, hvor man bogstaveligt talt kunne smide maling på et lærred uden at bekymre sig om at svine, var befriende. Jeg gav helt slip og var i sansernes vold. Så kunne man altid stramme op senere.

At tegne og arbejde med billeder var ren frihed, da jeg var barn. Det stod i kontrast til skolearbejdet, især matematikken. Jeg lider stadig lidt af talfobi den dag i dag. Matematiklærens lod var at være en indpisker. Og når nogen sagde, at jeg skulle noget, havde jeg en modvilje imod det. I 3. klasse sendte matematiklæreren et brev til mine forældre, hvor han ”fralagde sig ansvaret for min fremtidige udvikling i matematik”. Tallenes verden repræsenterede det eksakte. Det var viden uden at tro.

I billederne kunne jeg være mere intuitiv og langsomt beslutte mig for at arbejde frem imod noget. Jeg sætter pris på den meditative tilstand, hvor man arbejder på, at noget langsomt fremkalder sig.

Hvad enten det er fotografi, tegning eller maling.

Morten Schelde 3 Født i 1972. Er uddannet ved Kunstakademiet i Odense og Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Fik sit gennembrud med de karakteristiske røde tegninger, og hans værker er at finde i flere museumssamlinger, blandt andet på Arken, Statens Museum for Kunst og Louisiana. I 2010 var han med til at udsmykke kronprinsparrets bolig i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg sammen med ni andre danske samtidskunstnere.

Allerede som 15-årig var jeg i erhvervspraktik på Kunstakademiet i København.

Dengang forstod jeg slet ikke, hvorfor man skulle sidde og ridse i en kobberplade. Først senere fik jeg en forståelse af, hvad det var for fantastiske lokaler jeg sad i, og hvor jeg 10-12 år senere kom til at studere.

Jeg gik på Holbæk Kunsthøjskole i fire måneder. Det var en stejl læringskurve, hvor jeg kunne tage nogle store spring og koncentrere mig om kunsten. Uden nogen kommercielle krav. Det var som en åbenbaring af frihed, som jeg forsøgte at genfinde på Kunstakademiet. Drømmen om at blive musiker blev endeligt lagt i graven på højskolen. Jeg valgte billederne. En af de ting, jeg kan lide ved at arbejde med billeder, er, at det er mig, der

bestemmer. Jeg skal ikke forhandle med nogen. Jeg har min egen vision, og så må det briste eller bære.

Det, der satte min kunst på landkortet, var, da jeg begyndte at tegne med rødt.

Før tegnede jeg i mange farver, men der var for mange formelle ting, der ikke fungerede. Hvad sker der, hvis jeg kun arbejder i én farve og gør det enklere og koncentrerer mig om indholdet frem for formen? Jeg valgte den røde farve, for det er den stærkeste og mest markante. Det blev et spor, jeg forfulgte i mange år.

Min familie var bekymret for, hvordan det skulle gå med mig. Jeg arbejdede på Hovedbiblioteket i København i et par år.

Man kunne også blive bibliotekar, tænkte

jeg. På biblioteket arbejdede jeg med noget kulturelt, og jeg havde det hyggeligt med kollegerne. Der var trygheden i et fast arbejde og en fast månedsløn. Man kunne gå ned i banken en dag og få et lån til en bolig. Men jeg syntes, at jeg havde nogle andre evner eller anlæg, som jeg følte mig forpligtet til at forfølge. Og jeg havde en grundtro på, at det nok skulle gå. Senere har jeg ligget søvnløs om natten og tænkt, at nu lukker banken for vandet. Men der sker altid noget, så jeg klarer det. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at lukke god energi ud i verden. Og på en eller anden måde kommer den energi tilbage til mig. Man er kong Gulerod i en periode, og det kører. Indtil det går i stå igen.

Sådan er det for mig.

J

0 ”Det, der for alvor satte gang i kunsten var, da jeg tog på Kunsthøjskole i Holbæk. Jeg var 19 år, og stemningen var euforisk,” fortæller billedkunstner Morten Schelde om højskoleopholdet, der blev definerende for hans karriere.

– Foto: Leif Tuxen.

2 Værket ”Ocean of Time I” er en del af Morten Scheldes aktuelle udstilling ”Ocean of Time” på Faaborg Museum.

– Værkfoto: Julie Nymann.

Kør-selv rejser til både ISLAND og FÆRØERNE Frisk luft, frihed og fantastiske naturoplevelser venter på jer...

Team Island arrangerer hvert år mange ture for jer, der foretrækker at køre selv.

Vi sørger for fly, overnatning, bil, og booker gerne jeres aktiviteter på forhånd, så I kan sætte tempoet og fokusere på netop jeres interesser. Hvis I hellere vil have jeres egen bil med, så kontakt os; vi har gode aftaler med Smyril Line.

En kombineret rejse til Færøerne og Island, er også en spændende mulighed.

Hvorfor ikke opleve begge landene, der hver har så meget at byde på?

Udover sommermånederne juni, juli og august, er maj måned (kølig, men tør) og september med sine smukke efterårsfarver, også en mulighed. Husk at jo tidligere du bestiller, jo bedre priser kan vi opnå.

Se prototype-forslag til færdige kør-selv rejser på hjemmesiden.

Kontakt os og fortæl om jeres ønsker og idéer, så vi kan tilrettelægge jeres helt særlige rejse.

Din garanti for, at få pengene tilbage!

� Tvinger omstændighederne (virus eller andet) os til at aflyse allerede købte/ �

betalte rejser, returneres alle indbetalte beløb uden gebyr eller andet.

Vi er naturligvis medlem af Rejsegarantifonden.

Vulkanudbruddet i Island fortsætter, nu på anden måned. Hvis du vil blive meget klogere på vulkanudbrud, så tag med på turen nedenfor. Vil du køre selv, så kontakt os ...

ISLAND og vulkanerne – hvordan hænger det lige sammen?

7-dages grupperejse. For dig, der vil vide mere om vulkaner og geologi i Island, hvis aktive vulkaner skræmmer og tiltrækker på samme tid. Tre af dagene rejser vi med en ekspert på området, nemlig Rikke Pedersen. Hun er leder af Nordisk Vulkanologisk Center, har boet i Island i omkring 20 år, har skrevet en ph.d. om Eyjafjallajökull, (som vi skal opleve helt tæt på) og er forfatter af bogen Eyjafjallajökull, vulkanen der lammede Europa. K. Torben Rasmussen, forfatter af Turen går til Island, er rejseleder gennem hele turen. Tur til Vestmannaøerne og køretur i superjeeps op til gletsjerne er inkl. i prisen.

Se hele programmet på hjemmesiden.

5. - 11. september 2021 // Fra Kastrup // Kr. 15.750

Team Island – rejser til Island og andre lande

ISLAND rundt – med god tid til at nyde det hele

10 dages intensiv grupperejse, hvor vi når næsten hele øen rundt. Her får du tid - også uden for bussen - til at nyde alle de store oplevelser: lavaslotte, svovlstinkende mudderpøle, brølende vandfald, spruttende gejsere, snedækkede vulkaner, varme kilder, udstrakte gletsjere, køreture op over Öræfi-ødemarken og fjeldheden Holtavörduheidi, fuglelivet ved Mývatn og tid i Reykjavik. Prisen er inkl. Vestmannaøerne, en hvalsafari og sejltur mellem isbjerge.

Kompetent og dansk-talende rejseleder.

NB: kun få pladser tilbage.

4. - 13. juli 2021 // Fra Kastrup // Kr. 20.500

team-island.dk

Tlf. 29 62 80 77 // info@team-island.dk

32 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Der er intet mystifistisk ved Mertz Albert Mertz’ 100 år markeres blandt andet med en regulær retrospektiv udstilling, der nu kan ses i Holstebro, som fortæller om billedkunstneren, som ikke selv syntes, at kunst var så mystifistisk

udstilling 5 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

I 2020 var det 100 år siden, bil­ ledkunstneren Albert Mertz blev født – og det markeres på for­ skellig vis: Galleri Tom Christoffersen i København har eksempelvis vist en udstilling tilrettelagt af Tal R, og galleriets forlag, Bangsbo­ have, har udgivet en sjov bog af fotografen Steen Møller Ras­ mussen med titlen ”100 titler til hundrede billeder af Albert Mertz”. Prisen på bogen? 100 kroner.

Også en anden bog er udgivet i anledning af 100-året: En stor og flot, gennemillustreret mono­ grafi, der gennem et nysyn på Mertz understreger hans rele­ vans – også i dag.

Runde år er en ofte anvendt anledning til at udstille en stor kunstners værk, men under alle omstændigheder bør betydelige afdøde kunstnere introduceres til nye generationer med det overblik over værket, der følger med tidens klarsyn.

Det gøres bedst med en regu­ lær retrospektiv udstilling – og det er den, Sorø Kunstmuseum leverer med udstillingen ”Alt det­ te er Deres!”, der i efteråret blev vist på museet i Sorø og nu er rykket videre til Holstebro Kunst­ museum, hvor udstillingen vises frem til den 16. maj.

Og ja, Mertz havde et underfun­ digt blik for titler som en del af kunstnerens henvendelse til den offentlighed, han så gerne ville i dialog med.

Udstillingen,fører den besø­ gende gennem Albert Mertz’ værk fra den tidlige debut i 1934 til hans død i 1990.

Hvem var Mertz? Albert Mertz var et legende menneske, der med lige dele stor alvor og til­ svarende humor samt udtalt nysgerrighed undersøgte, hvad han kunne få ud af forhånden­ værende materialer.

Som Per Kirkeby, der også var påvirket af Mertz, engang ud­ trykte det i en anden sammen­ hæng, så ”stjæler kunstneren med arme og ben”. Billedkunst­ neren kigger på, hvordan andre kunstnere før ham eller hende har grebet tingene an. Kunsten er så at sikre, at inspirationen ikke bliver til plagiat.

Den store kunstner gør tyveko­ sterne til sine egne ved at skabe noget nyt og originalt. Det er det, Mertz gør. Han leger med udklip og motiver, lader sig in­ spirere af skiftende strømninger og finder så på et tidspunkt frem til, at egentlig er det den blå og den røde farve, der er så vigtige, at han som udgangspunkt bru­ ger dem i det meste af, hvad han laver. Om det så er farve på lær­ red eller på fjernsyn.

Så var det også et særkende ved Mertz, at nok tog han kun­

sten helt alvorlig. Men billeder­ ne måtte gerne være sjove. Han var velorienteret og intellektuel og medlem af Mahogniklubben, som sammenslutningen Den Frie Udstilling navnlig tidligere blev kaldt. Men han udstillede også gerne på konditori og på værtshus.

En kort biografisk oversigt: Al­ bert Mertz blev allerede som 16-årig optaget på Kunstakade­ miet, hvor han et lille halvt år­ hundrede senere blev professor og fik en meget stor betydning for ikke mindst 1980’ernes så­ kaldt vilde malere. Mertz var in­ ternationalt orienteret. I 1960’er­ ne og 1970’erne boede han 14 år i Frankrig uden af den grund at miste kontakten med det danske kunstliv. Han var naturligvis med, da den tyskfødte billed­ kunstner Arthur Køpcke omtrent samtidig bosatte sig i Køben­ havn og i den grad satte hoved­ staden på avantgardens ver­ denskort med fluxuskoncerter og forunderlige happenings. Og han havde et 10 år langt samar­ bejde med den fremtrædende amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiner.

Appetitten og den ukunstlede adgang til det at arbejde alvor­ ligt med billedkunst får besø­ gende en fornemmelse af allere­ de ved udstillingens begyndel­ se. ”Mit egentlig kunstneriske problem er stadig: Hvad skal jeg lave?” Står der citeret på en væg.

Og Mertz fortsætter: ”Skal jeg male billeder? Skal jeg lave collager – montager – objekt? Skal jeg arbejde med rum – environment? Skal jeg fo­ tografere? Skal jeg skrive?”

Og Mertz svarer selvfølgelig selv: Gør det alt sammen!

Det gør han, og i en notesbog udstillet i en montre noterer han: ”Der er intet mystifistisk ved kunst”.

Der er i hvert fald intet selv­ højtideligt over Mertz’ produkti­ on og perioder. Det gælder både hans såkaldt folkelige, figurative billeder, der er enkle og kan rumme en næsten Henry He­ erup-agtig sødme og naivitet.

Det gælder hans collager, hvor han frejdigt låner billeder fra både højkultur (Bertel Thor­ valdsen for eksempel) og lavkul­ tur (klip fra ugeblade) og gør det til energisk popkunst. Albert Mertz skulle lege med det hele: Det klare udtryk, det ”urene” men stoflige, abstrakte maleri, forsøg med optiske illusioner og hele den blå-røde serie af male­ rier eller blot malede objekter placeret i virkeligheden.

Så kunne betragteren selv tage stilling. Det kan den besøgende også i en rekonstrueret udgave af en udstilling i 1976 i det legenda­ riske kunstbibliotek, Tranegår­ den, i Gentofte. Udstillingen be­ står i al enkelthed af en serie lær­ reder med et bogstav på hver, der tilsammen danner ordene ”en udstilling”. Nogle af enkeltvær­ kerne er minsandten erhvervet af Statens Kunstfond, fremgår det

0 Maleriet ”Fløjtemand” fra 1952 betegnes i monografien om Albert Mertz som et hovedværk, men selv var han ikke entydigt tilfreds med det – heller ikke som forslag til udsmykning af Østerport Station. Mertz forestillede sig, at passagerer og forbipasserende ville tænke: ”Sikke en idiot. Bliver han ikke snart træt af at fløjte.” – Pressefoto.

af nogle mistænkeligt rampone­ rede papskilte. Og midt i den konceptuelle spøg står man så selv – i form af ens spejlbillede – og er en del af ”En udstilling”.

At Mertz var veloplagt både som alvorlig kunstner og humoristisk menneske afspejles i udstillin­ gen og mærkes også i en mono­ grafi om kunstneren skrevet af kunsthistorikerne Camilla Jal­

ving og Christian Hald Foghmar.

Bogen er meget rigt illustreret og præsenterer værket levende og inviterende. Nærmest som en collage over Albert Mertz’ om­ fangsrige produktion. Ikke at billederne er som en rebus eller en rodebunke. Tværtimod er den grafiske tilrettelæggelse og bogens disposition i det hele ta­ get et vellykket forsøg på at ska­ be oversigt og klarhed. Det af­

spejles også i tekstsiden. Frem­ medord af den forstyrrende slags, der kan skabe et hegn om­ kring en fremstilling i stedet for at åbne det sproglige landskab for den interesserede læser, er holdt på et minimum.

Som nævnt i indledningen kan man betragte det som en dyd, når et museum gennem en retrospektivt disponeret udstil­ ling viser en væsentlig kunst­ ners værk til nye generationer.

Noget tilsvarende gør sig gæl­ dende i monografien, som gen­ nem en generel fortælling om Mertz og nogle nedslag i temaer, man kan genfinde på udstillin­ gen i Sorø, giver et billede af mennesket og maleren Mertz, hans metoder, medier og menin­ ger. Men vel at mærke fortalt med det perspektiv på en kunst­ ner, eftertiden og erfaringen kan give. Såvel udstilling som mono­ grafi viser, at Albert Mertz var en meget vigtig skikkelse i dansk kunst – og i dansk kunsts dialog J med omverdenen.

Alt dette er Deres! Blev først vist på Sorø Kunstmuseum.

Udstillingen vises nu på Holstebro Kunstmuseum frem til den 16. maj.

Camilla Jalving og Christian Hald Foghmar: Forskellen er ens. 336 sider. 400 kroner. Strandberg Publishing.

0 Mest kendt blev Albert Mertz for sine røde og blå malerier, som – mente han – hurtigt kunne aflæses i forbifarten.

Sådan var betingelserne for kunst i moderne tider. Dette billede er fra 1982 og hedder ”Signalmand”.

– Pressefoto.

Gå på opdagelse i historien og naturen med åbne sanser

ARTAPESTRY6 Billedtæpper fra hele Europa

”Den kraft, som findes i stilheden, det kald til nærvær og til at lytte, som Tomas Sjödin vidner om, træder i læsningen frem som en livsnødvendig kilde i vor tid.”

– KYRKANS TIDNING

TIRSDAGE OG TORSDAGE ÅBENT TIL KL. 20

21. april - 30. maj 2021

KunstCentret

SILKEBORG BAD

”Fremragende ... særdeles velskrevet.”

– BERLINGSKE

”Man skal bare nyde bogen. Det ville ikke overraske mig, hvis den bliver en minor classic.”

– DAGENS NYHETER

Udkommer på dansk medio maj

KØB BØGERNE PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Det Nordiske Lys Kunstudstilling 24. april - 6. Lys juni Det Nordiske Kunstudstilling 24. april - 6. juni Kirsten Holm, Svend Aage Madsen Det Nordiske Lys & Albert Bertelsen Kirsten Holm, Svend Aage Madsen Kunstudstilling 24. april - 6. juni & Albert Bertelsen Lys Det Nordiske Kirsten Holm, Svend Aage Madsen Det Nordiske Lys Kunstudstilling 24. april 6. juni DetKunstudstilling Nordiske Lys & Albert Bertelsen 24. april - 6. juni Se mere på galleri-sam.dk Åbent hver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00 Se mere på galleri-sam.dk Åbent hver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00

Kunstudstilling 24. april - 6. juni Kirsten Holm, Svend Aage Madsen Kirsten Svend Aage Madsen &Holm, Albert Bertelsen Kirsten Holm, Svend Aage Madsen & Albert Bertelsen & Albert Bertelsen Se mere på galleri-sam.dk Galleri Sam GrenevejÅbent 23, hver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00 Galleri Sam DK-7190 Billund Grenevej 23, Se mere på galleri-sam.dk tel. +45 20121910 DK-7190Åbent Billundhver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00 Galleri Sam mail@galleri-sam.dk Se mere på galleri-sam.dk tel. +45 20121910 Se mere på galleri-sam.dk Grenevej 23, Åbent hver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00 www.galleri-sam.dk Åbent hver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00 mail@galleri-sam.dk DK-7190 Billund www.galleri-sam.dk tel. +45Sam 20121910 Galleri

mail@galleri-sam.dk Grenevej 23, Galleri Sam Galleri Sam www.galleri-sam.dk DK-7190 Billund Grenevej 23, Grenevej 23, tel.DK-7190 +45 20121910 Billund DK-7190 Billund mail@galleri-sam.dk tel. +45 20121910 tel. +45 20121910 www.galleri-sam.dk mail@galleri-sam.dk mail@galleri-sam.dk www.galleri-sam.dk www.galleri-sam.dk

34 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

0 En række nye værker af Claus Carstensen har for nylig været udstillet i Galleri Tom Christoffersen i København. – Foto: Anders Sune Berg.

En klartseende magtkritiker med over 100 bøger i bagagen Billedkunstneren Claus Carstensen er en spændende digter og en radikal og skarp teoretiker og kulturkritiker.

Nu er han aktuel med tre bøger, der føjer sig til en i forvejen imponerende værkliste

bøger

2 Den tidligere professor Claus Carstensen (født 1957) har ordet i sin magt, men hans virke er mangesidigt: Ud over at male og arbejde med grafik og skulptur samler han på kunst. Desuden har han udgivet svimlende mange bøger inden for mange genrer.

– Foto: Mathias Svold/ Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix.

AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Den tidligere malerprofessor Claus Carstensen (født 1957) har ordet i sin magt, men hans virke er mangesidigt: Ud over at male og arbejde med grafik og skulptur samler han på kunst. Desuden har han udgivet svimlende mange bøger inden for mange genrer. Nu udgiver han blandt andet bibliografien ”Wounded Readings” med en præsentation af sine foreløbig 103 udgivelser, som han viste sidste år på en udstilling i nonprofitgalleriet Bladr på Nørrebro i København.

Titlerne omfatter også grafiske blade og kataloger – som har ledsaget hans sideløbende praksis som kurator for talrige udstillinger. Det har flydt fra hans pen igennem årene, så hvad angår udgivelsesfrekvens, kommer han op på siden af den hyperaktive Klaus Rifbjerg.

Carstensen er en klartseende magtkritiker. Han forstod tidligt at aflæse og kortlægge magtspillene i kunstverdenen, og han var også selv en habil ”powerplayer” i sine velmagtsdage 1980’erne og 1990’erne. Hans kulturkritik hviler især på psykoanalyse og sprogteori og på kunst- og kulturhistorie. Han har kunnet kaste et eksternt blik på den danske kultur med sit udgangspunkt i en tyskorienteret familie fra Sønderborg.

Det betaler sig at læse Elo Nielsen og Flemming Roses informationstætte introduktion til kunstneren i omtalte bibliografi, ”Wounded Readings”. Her får vi en nøgle til at forstå Carstensens mange sproglige greb i digtene, som ofte bygger på sprogfigurer

som paronomasi, der er en fonetisk sprogfigur, hvor man leger med lyde, som ligner hinanden, og som gentages.

Desuden benytter han sig af såkaldte signifiant-glidninger.

Alene titlen på den nye digtsamling ”orke yrke ærke. fatigue” er en paronomasi.

Men denne let dadaistiske titel giver faktisk mening: At orke er at kunne overkomme noget, et yrke er et hverv, mens ordet ærke er et forstærkende præfiks foran et substantiv som for eksempel ærkeengel, ærkeskurk med videre. Fatigue er det franske ord for træt.

Allerede før vi åbner digtsamlingen, ved vi altså, at den handler om en form for livstræthed. Så er der signifiant-kæderne – betydningsglidninger via ord-lyde, hvilket digtsamlingen er fuld af.

Nu er vi ved at hoppe ind i Claus Carstensens magiske sprogmaskine. Han skaber verdener med ord, som han henter fra uendelig mange registre af virkeligheden.

Han er heller ikke bange for gadesprog, endda for latrinært sprog, og han tør også se døden i øjnene, når han fjerner en selvdød rotte. Cita-

ter på fremmedsprog finder også vej til digtene, selvfølgelig især tysk.

Det er i overvejende grad dagbogsdigte. Der er 14 kapitler, som vidner om et intellekt, der krydsklipper rapt og frækt mellem niveauer, diskurser og tider, men også om et blødende hjerte, der opregner tabet af stadig flere venner. Digtsamlingen er et forsøg på at fastholde tiden. Det er længe siden, at digteren var den evigt unge kunstner med rod i gruppen af unge vilde malere. Nu ytrer den aldrende mand sig. Hans tidshorisont er ved at svinde.

Til gengæld er minderne vokset, og de banker konstant på. Hør her, når Carstensen er allerbedst: ”en pludselig erindring/ om en frostklar vintermorgen/ med damp hen over markerne/ sidst i halvfemserne/ på vej fra Clausholm Slot/ mod Ebeltoft/ – som tilsyneladende helt vilkårligt/ og uden pointe andet end den/ at vingeren endnu ikke/ har vist sig i år/ blander sig/ med en række titler/ på tegninger af/ maleren Johannes Larsen:/ Toplærker. Morgen.

Frostvejr./ Krager på pløjemark. Rimfrost./ Krager på

en sluse. Sne/ Vinterdag.

Snebyge./ Rågetræk. Sne.” Her kombineres et subjektivt erindringsbillede med digterjeg’ets kunsthistoriske viden med sneen som omdrejningspunkt.

I Claus Carstensens meget personlige essaysamling med titlen ”Res Publica”, der angiveligt er skrevet efter ”det radikalt subjektives princip”, får vi mere baggrundsviden om kunstneren. Vi hører om de formative år og hans vej til kunsten. Han fortæller om, hvordan ”firserfesten” endte brat i 1986 med blandt andet digteren Michael Strunges død. I den forbindelse flyttede han og hans tyske hustru til Køln, hvor de boede i syv år.

Titlen ligger som bekendt snublende tæt på begrebet republik, men betyder egentlig et offentligt anliggende, og da Claus Carstensen mener, at ”subjektiviteten er en objektiv faktor”, således at forstå, at øjebliksbilleder fra det konkrete, levede liv samler sig til mønstre, der igen forbinder sig til større samfundsmæssige og historiske helheder, giver titlen mening.

Under læsningen står det klart, at Carstensen har en stærk trang til at systematisere og inddæmme. Store dele

af hans læsninger og iagttagelser ordnes i enheder og listes op som et forsøg på at få styr på det flygtige liv.

Som nævnt kuraterer Carstensen også udstillinger, hvor han kritisk-undersøgende viser kunst med forskellige æstetiske og magtkritiske agendaer. Ikke mindre end 105 udstillinger er det blevet til, herunder udstillingsrækken ”Shibboleth” (et hemmeligt løseord), der bestod af 76 udstillinger med hans kunstsamling og -bøger i atelieret i Valby. Altsammen er dokumenteret i et digert værk med samme titel.

Vi hører om Kanonklubben – en gruppe kritiske elever fra Kunstakademiet, der tilbage i 1968 gjorde op med det gamle professorvælde og skabte nye, kollektive produktionsformer. I gruppen deltog Carstensens morbror Alfred Friis, der var forbillede for Carstensen i de formative år. Meget smukt vier forfatteren et helt essay til sin morbror. I det hele taget viser Claus Carstensen med varme sin dybe taknemmelighed til folk, som har inspireret og løftet ham. Således fremstår essaysamlingen også som lidt af et testamente.

Claus Carstensen søgte ind på Kunstakademiet i 1977 med en kuffert fyldt med konceptuelle værker, inspireret af blandt andet den tyske kunstner Joseph Beuys og fluxuskunst. Da var han allerede konceptkunstner og havde meget bevidst undladt at medsende de ellers obligatoriske modeltegninger. Dadaisten Sven Dalsgaard og surrealisten Wilhelm Freddie, som sad i optagelsesudvalget, satte deres professorstillinger ind på at få ham ind.

I den sidste del af bogen indgår et perspektivrigt portræt af kunstnerkollegaen Gudrun Hasle, der har skabt et værkkorpus på baggrund af sin alvorlige dysleksi. Desuden indgår en række samtaler med spændende iagttagere af og spillere i samtidskunsten. Her udfoldes stadig flere facetter af Carstensens kunstproduktion og kritiske tænkning. Bogen er en yderst interessant omvisning i dette tænkende, sansende og skabende unikum, der går under navnet Claus Carstensen, men undervejs generes man lidt af en række overlapninger og gentagelser, som med fordel kunne have været luJ get ud.

4 stjerner

Claus Carstensen: orke yrke ærke. fatigue. Digte.

112 sider.

160 kroner.

Antipyrine.

5 stjerner

Wounded Readings.

Claus Carstensen – en bibliografi.

120 sider. 150 kroner. Bladr.

5 stjerner

Claus Carstensen: Res Publica.

Essays.

204 sider.

200 kroner.

Antipyrine.

”et brillant psykologisk drama”

”ÅRETS BEDSTE BOG?”

JYLLANDS-POSTEN

SØNDAG

”Stærk og uafrystelig fortælling” LITTERATURSIDEN

En rørende og foruroligende roman om at genopleve sin barndom som voksen L IN DHA R DT OG R IN G HO F

36 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Man må give af hovedstolen og turde no Det var en uimodståelig tiltrækning mod svejseudstyret i smedjen på Carlsberg, som fik Monica Ritterband til at droppe kometkarrieren som den yngste underdirektør i bryggeriets historie og udskifte firmabil og lederløn med en tilværelse som kunstner

interview AF JO CARLSEN kultur@k.dk

”Jeg har arbejdet siden tidlig morgen. Jeg kan simpelthen ikke lade være!”, udbryder den 65-årige kunstner og designer Monica Ritterband som forklaring på, at hun ikke tog sin telefon tidligere på dagen. I øjeblikket arbejder hun ihærdigt på at blive færdig med en udstilling til Bagsværd Kirke. Udstillingen skal bestå af en masse fotorealistiske malerier, blot én ud af mange kreative discipliner hun har specialiseret sig i.

Gennem tiden har Monica Ritterband nemlig udviklet et mangesidigt talent, som blandt andet omfatter kæmpestore mosaikbilleder, himmelstræbende skulpturer, prisvindende brændeovne, nodestellet Musica fra Royal Copenhagen og senest møbler fra FDB. Udstillingen, som

snart kan opleves, er nummer ”jeg-ved-ikke-hvor-mange-i-rækken”.

Da Monica Ritterband besluttede sig for at skifte spor og opbygge en karriere som kunstner, var forretningsplanen nemlig at udstille på livet løs. ”Man kan jo ikke springe ud som kunstner og så forvente, at man fra den ene dag til den anden kan leve af det.

Folk skal for det første lige forholde sig til, at nu er man så kunstner, og så skal de finde ud af, om de overhovedet kan lide det, man laver. Derfor lavede jeg i starten ikke andet end at køre Danmark rundt og udstille, indtil folk fik en forståelse af, at kunsten også var en del af min person,” fortæller Monica Ritterband, som i 1980’erne var kendt af danskerne som vært på TV Avisen, og som senere blev informationschef på Carlsberg. Allerede efter fem år på bryggeriet blev hun

den yngste kvindelige underdirektør i Carlsbergs historie.

Der var altså tale om en kometkarriere, der strøg derudaf, men inde i den 40-årige journalist voksede en trang til kunstnerisk udfoldelse sig større og større. Kunsten havde Monica Ritterband med sig fra barndomshjemmet, hvor hun blandt andet hjalp sin mor, kunstneren Olly Ritterband, med at lægge stifterne til hendes mosaikker.

På Carlsberg var Monica Ritterband tiltrukket og fascineret af smedjen, og hun sneg sig ofte ned i værkstedet efter arbejde for at give plads til sin kreative trang. ”Jeg ville så gerne lære at svejse, og derfor var smedene på Carlsberg faktisk med til at animere mig til at lave kunst. De fandt først en kedeldragt fra en lille smed, som jeg kunne passe, og så indrettede de et hemmeligt, vinduesløst hjørne i det allerinderste Carlsberg, hvor der

FRI ENTRÉ

KUNST

I PINSEN

24.4—8.8—2021 ASMUND HAVSTEEN-MIKKELSEN

22.-24. MAJ 2021 ÅBENT HUS KL. 11-17 PÅ UDSTILLINGSSTEDER OG I ATELIERER

KUNST I PINSEN WWW.KUNSTIPINSEN.DK KUNSTIPINSEN APP

TJEK VORES HJEMMESIDE FOR SIDSTE ØJEBLIKS ÆNDRINGER WWW.KUNSTIPINSEN.DK Kastrupgårdsamlingen, Kastrupvej 399, 2770 Kastrup Særudstillinger, Grafiksamlingen, Th. Philipsen Samlingen. Tirsdag-fredag kl. 13-17, onsdag kl. 13-20, lørdag - søndag 11-17, (Mandag lukket).

Kunst&Kultur | 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

oget for at få fodfæste i kunstverdenen 2 Fra jernskulpturer og mosaikker til malerier og design – i dag spænder Monica Ritterbands kreative virke bredt. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

absolut ingen ledelse kom.

Smedene samlede alle mulige sjove stumper af jern til mig. Når jeg var færdig med min lange arbejdsdag på Carlsberg, drønede jeg hjem og skiftede tøj til kedeldragten, og så tog jeg tilbage til Carlsberg og ind i min ’Aladdins hule’, hvor jeg svejsede stumperne til jernskulpturer.”

Sådan kom kunsten til at fylde mere og mere, og til sidst gik al fritid med at svejse i hulen, ligesom hun også videreførte moderens interesse for at lægge mosaikker. På Carlsberg var arbejdslivet spændende, men da hun efter seks år oplevede, hvordan arbejdsopgaverne blev til gentagelser, blev trangen til at gå nye veje mere og mere påtrængende. ”Kunsten fyldte mig med så stor glæde og lyst, at jeg begyndte at tænke, hvorfor skal

jeg egentlig ikke have lov til at bruge hele mit døgn på kunst – ikke kun, når jeg har fri? Og så tænkte jeg, der er jo kun én, der kan bestemme det, og det er mig selv. Så jeg sagde min stilling op for at se, om det kunne bære,” siger hun og fortsætter: ”Samtidig havde jeg også tanken, at nu var jeg blevet 41 år, så hvis kunsten skulle have en større plads i mit liv, hvor jeg kunne leve af den, så skulle jeg ikke vente, til jeg var 50 eller 60 år, for så var jeg sikker på, at det kun ville blive en hobby. Og jeg kunne mærke, at jeg ville kunsten dybt seriøst – som et levebrød. Jeg var bange for, at hvis jeg havde haft et fuldt og helt arbejdsliv som journalist, og så som 60-årig kom og sagde: ’Nå, men nu laver jeg også kunst’, at folk så ville sige, ’nå tillykke – hygger du dig med det? Bager du også småkager?’. Altså hvis ikke man risikerer noget og giver af sin hovedstol, får man bare ikke det mindste fodfæste i kunstverdenen, så jeg var nødt til at ofre noget, turde noget,” fortæller kunstneren.

Beslutningen om at forlade Carlsberg gik ikke ubemærket hen. Derimod fik Monica Ritterbands favntag med

kunsten omverdenen til at misse med øjnene. ”På det tidspunkt havde jeg i over 20 år arbejdet med kunst, men jeg havde ikke vist det til nogen – derfor kom det også totalt bag på min omverden! Jeg tror næsten aldrig, jeg har fået så meget presse i hele mit liv! Et halvt år forinden var jeg blevet udnævnt til underdirektør på Carlsberg, jeg havde en stor firmabil og alt det der, jeg fik flere og flere afdelinger ind under mig, så alt trillede jo i den rigtige retning, så der var jo kæmpe forbløffelse, da jeg opsagde min stilling. De spurgte, hvordan kan du smide alt det væk?”, fortæller Monica Ritterband.

Selv var hun ikke bange for at tage springet, for skulle det vise sig, at drømmen ikke kunne bære, kunne hun altid gå tilbage til journalistfaget.

Hun understreger også, at hun aldrig lagde journalistikken på hylden – tværtimod har hun sideløbende med kunstproduktionen skrevet klummer, artikler, kunstanmeldelser og flere bøger om blandt andet kunst.

Et par skrammer har hun dog fået på sin vej, og særligt en oplevelse sidder stadig i hende i dag. På et tidspunkt designede hun duge og sen-

getøj for Georg Jensen Damask sammen med en anden tekstildesigner, og særligt Monica Ritterbands bidrag fik meget presseopmærksomhed. Kort tid efter var de to inviteret til en julefrokost: ”Pludselig kom det fra hende ’ja, du er jo bare sådan en døgnflue’, og av, den gjorde ondt! Og tænk altså, det var tilbage i 2004, så det er simpelthen 17 år siden, og jeg kan stadig huske det! I virkeligheden burde jeg bare glemme det, for tænk på alle dem, der har sagt noget rart til mig gennem årene. Men altså jeg må jo bare sige, at mit døgn så har varet fra 1997 til nu, så det er 23 år. Jeg tror, det provokerede nogen, at jeg havde været studievært, fordi de tænkte, at så var min gang på jord lettere. Men det var det egentlig ikke, for et er, at der måske var pænt mange, der var interesseret i at se, hvem jeg var som kunstner, men man sælger altså ikke noget, hvis ikke folk synes, det er værd at give penge for.

Og så er det ligegyldigt, om du har været nok så mange gange i medierne eller i fjernsynet, hvis ikke det har en kvalitet, som folk vil ofre penge på, så dør det jo bare stille og roligt,” siger Monica J Ritterband.

Monica Ritterband 3 Født i 1955. Er prisvindende kunstner og designer. Hun er oprindeligt uddannet journalist og har blandt andet været studievært på TV Avisen. I 1990’erne blev Monica Ritterband informationschef og sidenhen underdirektør i Carlsberg. Har blandt andet skabt en række meterstore figurer, som er placeret rundt om i Danmark, samt porcelænsserien Musica for Royal Copenhagen, duge fra Georg Jensen Damask samt en serie brændeovne for Morsø Jernstøberi, for hvilke hun har modtaget den internationale designpris Red Dot Design Award.

SOMMERENS PROGRAM:

FUGLSANG KUNSTMUSEUM HAR ÅBENT

NATURLIGVIS

BILLEDBYGGEREN

Ung kunstner går bagom idyllen i et opgør med guldalderens romantiske landskaber

Mød en dansk kunstner i de brølende tyveres Paris

Landskabsmalerier af Allan Otte - fra 21. april

Georg Jacobsen og den konkrete kunst - fra 25. juni

38 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. april 2021

Fra øl til kunst Ny bog fortæller om et udvalg af kunst til det offentlige rum finansieret af Ny Carlsbergfondet. Det er også en interessant historie om kunst i samfundets tjeneste skrevet på en letlæselig måde

bog

5 stjerner AF TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

Øl er en kilde til store kunstoplevelser over hele landet.

Siden den kunstpassionerede brygger Carl Jacobsen (18421914) i 1902 stiftede Ny Carlsbergfondet, har dets bestyrere samvittighedsfuldt strøet kunstværker ud over det ganske land.

Forud for oprettelsen havde Carl Jacobsen blandt meget andet grundlagt Ny Carlsberg Glyptotek. Dengang – og det var i 1897 – lå museet ikke i hjertet af København, men i periferien ved siden af ”det mig ret plebeiiske Tivoli”, som Carl Jacobsen formulerede det uden synderlig hensyntagen til, om han mon sårede følelserne hos de mange mennesker, der ved at konsumere litervis af Carlsbergs produkter i forlystelseshaven var med til at finansiere Bryggerens filantropiske virke.

De første donationer fra Fondet var til museer og museumsforberedende kunstforeninger.

Sådan set er det først i 1920’erne, at billedkunsten med Ny Carlsbergfondets mellemkomst rykker udenfor i det offentlige rum – og det er anledningen til en smukt illustreret bog skrevet af kunsthistorikeren Tom Hermansen.

Kunst i byrummet var ikke ukendt. Et pragteksempel er Jørgen Sonnes frise til facaden på Bertel Thorvaldsens museum.

Men der lå i tiden en forstærket interesse for udsmykning, som forfatteren pointerer i sin indgang til fortællingen om de mange værker til det offentlige rum finansieret af Fondet. Maleren Mogens Lorentzen (18921953) havde ligefrem i det modernistiske kampskrift ”Klingen” højstemt proklameret, at ”atelierbilledets tid (er) forbi”.

Den forudsigelse holdt naturligvis ikke. Men grundlaget var der for at satse på de store formater til de store (by)rum.

Carl Jacobsen fulgte ikke alene i sin fars spor ved at blive ølbrygger.

I sine bestræbelser til alles bedste lagde han også vægt på det folkeoplysende for nu ikke at sige det folkeopdragende og identitetsdannende formål.

Som faderen, J.C. Jacobsen (1811-1887), havde medvirket til genopførelsen af Frederiksborg Slot og stiftelsen af slottets nationalhistoriske museum, lå der et dannelsesaspekt i Ny Carlsbergfondets udsmykningsstrategi – og også efter Bryggerens død. At Carl Jacobsen havde blik for betydningen af kunst i det offentlige rum, er der mange beviser for. Blot et enkelt kunne være indstiftelsen i 1879 af legatet Albertina, der bidrog til forskønnelsen af ikke mindst Kø-

0 Hovedparten af de valgte eksempler i Tom Hermansens bog om udsmykninger af Ny Carlsbergfondet er let aflæselige. Det gælder ikke nødvendigvis Mogens Møllers udsmykning til Det Kongelige Biblioteks Have i København, men værket refererer til antikkens skulptur og dermed til lærdom, dannelse og civilisation. Som netop et bibliotek repræsenterer. – Pressefotos: Anders Sune Berg.

3 Tidligere var det en bestræbelse blandt billedkunstnere at gøre værker i det offentlige rum inviterende og let aflæselige.

Mange kunstnere er i dag gået et skridt videre og skaber skulpturer, der er inddragende og ligefrem funktionelle som Jeppe Heins blå bænkeskulpturer i nærheden af Den Blå Planet i Kastrup.

benhavns parker med afstøbninger af antikke skulpturer.

Det dannelsesmæssige aspekt i Carl Jacobsens filantropiske virke kan måske forklare bogens disposition.

Umiddelbart kunne man have forventet, at en fortælling om udvalgte danske udsmykninger gennem omkring 100 år ville være kronologisk. På denne måde ville bogen også kunne tjene som en overflyvning af forskellige strømninger og ismer i dansk kunst, skiftende tiders smag, om man vil, og fondsdirektionens præferencer gennem årtierne.

I stedet er der lagt vægt på sammenhængen. På at værkerne er placeret, hvor folk er flest: I omsorgs-, oplysnings- og uddannelsesinstitutioner, i sportshaller, på kontorer og endda i kirker. Ikke mange i dette udvalg. Af de 50 valgte eksempler er det blevet til tre kirker. Blandt dem en fire meter høj altertavle af Jesper Christiansen til Frederikskirken i Rue Lord Byron i Paris, hvorved også inddrages en nyere strategi i fortællingen: at

Ny Carlsbergfondet også fremmer dansk kunst ved at placere eksempler på værker i udenlandske museer eller – som her – den danske kirke i den franske hovedstad.

Som det ofte er tilfældet i Jesper Christiansens billeder, er også altertavlen til kirken i Paris gennemvævet af detaljer, symboler og historier. Man ser en have og over den en stjernehimmel – og billedets titel, ”Skyggeflor/Gethsemane Have”, er i øvrigt inspireret af en salme af Ingemann, hvori det blandt andet hedder: ”Snart ruller ud den stille nat/ sit skyggeflor over himlen/ og den, som sidder mest forladt/ ser op imod stjernevrimlen.”

Det var ikke kun blandt mange kunstnere, at det dengang i 1920’erne var vigtigt, at kunsten ”kom ud til flest mulige, hvor motivet lægges helt forståeligt frem”, som den norske billedkunstner Per Krogh formulerede det. Lidt velvilligt nedladende vil vi måske synes i dag. Men i

hvert fald er intentionen klart formuleret.

Det var selve demokratiet, det gjaldt. De offentlige udsmykninger var et demokratisk projekt, hvor kunstnerne kunne få folket i tale.

I midten af 1920’erne er der ikke gået mange år siden afslutningen af Første Verdenskrig, og det er en tid med sociale reformer som otte­ timersarbejdsdagen og betydelig opbygning af de institutioner, der rummer kimen til den egentlige velfærdsstat. Det kan være kommuneskoler, biblioteker og bygninger til offentlig administration, som Tom Hermansen skriver og citerer det 20. århundredes fyrtårn i dansk kulturpolitik, Julius Bomholt (18961969), der allerede i 1925 gav udtryk for, at han betragtede kunstneren som en agent i demokratiets tjeneste.

Det er et fint træk ved fremstillingen, at forfatteren på denne måde giver en baggrund for, hvorfor Ny Carlsbergfondet udvider sin strategi til også at omfatte kunstværker til der, hvor folk er flest.

Ud over de indledende betragtninger om tidens længsel efter store udsmykninger og Ny Carlsbergfondets velvilje over for opgaven – og herunder Helge Jacobsens indsats, der også blev behandlet med en fin udstilling på Glyptoteket i sommer – består bogen hovedsagelig af omtaler af udvalgte værker. Teksterne giver et interessant indtryk i tilblivelseshistorie og sagsforløb og kommer omkring

værkerne, så de åbner sig for den interesserede.

Det nye årtusinde er ikke underrepræsenteret, men lad os vælge som eksempel en af de udsmykninger, der er blevet udført relativt tidligt i Fondens historie, nemlig Vilhelm Lundstrøms mosaikudsmykning til Frederiksberg Svømmehal forestillende badende mennesker.

Som Tom Hermansen bemærker, var Vilhelm Lundstrøm egentlig en i egen selvopfattelse ufolkelig kunstner, der da også havde en skandale eller to bag sig forud for udsmykningen i begyndelsen af 1930’erne til svømmehallen. Men ikke desto mindre forløser Lundstrøm i udsmykningen sin fortælling om det sunde og naturlige liv på jord med frisk sportsudøvelse og naturlig kropslighed, der netop passede til en samfundsmodel, der så småt var under udfoldelse præget af nye idealer om ligeværd, demokrati og så videre.

Det er så idealer, der oplevede en del tilbageslag. Og stadig gør det. Men ikke desto mindre levede de videre i frisindede kredse i 1930’erne og – fremgår det af bogens eksempler – bestandigt har de været Fondens udsmykningsstrategi: At den kunst, der placeres i det fælles rum, har nogle kvaliteter, der henvender sig til flest mulige forbipasserende. J Tom Hermansen: Hvor folk færdes – 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie. 384 sider. 350 kroner. Strandberg Publishing.

SEJL MED PÅ DEN EVENTYRLIGE

MEKONGFLOD

PRÆGTIGE INDOKINA PÅ FØRSTE KLASSE Kom med på en unik særrejse på den enorme Mekongflod fra Cambodja til Vietnam. Vi sejler med et nyt og elegant flodkrydstogtsskib, der byder på flot panoramarestaurant, hyggelig lounge og attraktivt soldæk. Du indkvarteres i en fin kahyt med balkon og eget badeværelse. Undervejs oplever du, hvordan hverdagslivet går sin gang på Mekong, i de små landsbyer, på rismarkerne og i asiatiske storbyer — ledsaget af en gribende historie og hjertevarm gæstfrihed.

Fra højderne ved Himalaya til kysten ved Det Sydkinesiske Hav strækker Mekongfloden sig over tusinder af kilometer. Her snor Indokinas vigtige livsåre sig mellem tusindvis af øer i den mægtige flod og danner et vigtigt grundlag for områdets spisekammer. Togtet ombord på det skønne flodskib begynder i Cambodja, hvorfra vi sejler gennem det imponerende floddelta til Vietnam, og til sidst anløber Ho Chi Minh City. Sejlturen giver også et yderst sjældent indblik i lokalbefolkningens livsvilkår i små og store byer, steder hvor turister sjældent finder vej. Vores dansktalende rejseleder er med hele vejen, og der er god tid til hyggelige stunder ombord.

13 DAGE – FRA 26.995 KR. Enkeltværelsestillæg fra 17.195 kr.

AFREJSE KØBENHAVN 21. MARTS 2022

DAGSPROGRAM DAG 1 Afrejse DAG 2 Ankomst Cambodja (F,A) DAG 3 Angkor-templerne (M,F,A) DAG 4 Angkor Wat og afsejling (M,A) DAG 5 Fiskerbyen Kampong Chhnang (M,F,A) DAG 6 Oksekærre, skolebesøg og tuk tuk (M,F,A) DAG 7 Phnom Pehn, kongeslottet og S21-museet(M,F,A) DAG 8 Ankomst Vietnam, Sam Hill samt Chau Doc (M,F,A) DAG 9 Flydende markeder i Dong Thap og Caï Be-distriktet (M,F,A) DAG 10 My Tho, gårdbesøg. Ankomst Ho Chi Minh City (M,F,A) DAG 11 Bytur Ho Chi Minh City, besøg ved Cu Chi-tunnellerne (M,F,A) DAG 12 Ho Chi Minh City, kunstværksted og hjemrejse (M) DAG 13 Ankomst M = Morgenmad F = Frokost A = Aftensmad PRISEN INKLUDERER • Fly t/r inkl. bagage • Otte nt. på 4 RV Indochine II • Balkonkahyt • Helpension, kaffe, te samt isvand på skibet • Drikkepenge på skibet • To nt. på 4 hotel inkl. morgenmad • Alle udflugter • Transport if. program • Dansktalende rejseleder

TRYG BESTILLING

Du er dækket af vores Pakkerejsegaranti, når du bestiller din rejse hos os.

Læs mere på hjemmesiden.

VIND EN REJSE TIL MADEIRA VÆRDI OP TIL 19.990 KR. Grib chancen for at opleve Mageløse Madeira, når du deltager i den store konkurrence i anledning af vores 30-års jubilæum. Den flotte præmie er en rejse til “Vores Ø”.

For at deltage skal du tilmelde dig vores nyhedsbrev på hjemmesiden. Modtager du allerede nyhedsbrevet, deltager du automatisk i konkurrencen.

BESTIL ONLINE ELLER RING PÅ 88 33 62 46 www.kulturrejser-europa.dk

DELTAG HER KULTURREJSER-EUROPA.DK/KONKURRENCE30

KUNSTHAL KONGEGAARDEN KORSØR Algade 25A, 4220 Korsør +45 5837 7890 www.kongegaarden.dk tirs–søn 11–16, ons 11–18 fri entré

MORTEN MODIN / DE UØNSKEDE / TIL 9. MAJ

STEEN RASMUSSEN / NO BORDERS / TIL 9. MAJ