Arv&Testamente 2021 by Kristeligt Dagblad

Arv&Testamente TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 15. MAJ 2021

Hvilke begravelsesmuligheder er der i dag? Hvad må en kirkegård bruges til? Og hvordan sikrer man sine pårørende bedst muligt, når man forlader denne jord? Det er nogle af de spørgsmål, Kristeligt Dagblad ser nærmere på i dette tillæg. I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

Hos os får du ikke bare et testamente

HAR DU SIKRET DIN FAMILIE?

Hos Forum Advokater giver vi dig en fuld PS 1: Advokat Allan Ohms holder sammen rådgivning om dit testamente. Både den ju- med Poul Erik Bermann (forfatter til bogen ridiske og menneskelige del. Vi samarbejder ”Til døden OS skiller”) foredrag med temaet Undersøgelser viser, at milliarder af kroner havner i de forkerte lommer – fordi der med Institut for Eksistens og rådgiver også ”Når arven skal deles”. ikke er tjek på testamenterne. om hvordan dit testamente kan blive læst – og hvordan du undgår konflikter. Vi behandler PS 2: Hvis du vil modtage Allan Ohms’ notat mange dødsboer og på den måde har vi en om fremtidsfuldmagter, så send en mail på Vi unik er specialister at udarbejde testamenter, viden om, ihvordan det gode testamente ao@forumadvokater.dk og mærk den NOTAT ogvirker kan vejlede dig om dine muligheder og kan OM FREMTIDSFULDMAGTER. Så får du en og hvordan det dårlige testamente give gode råd om boafgift og skat. gøre livet efter døden meget svært. Ring til tjekliste pr mail. Den koster ikke noget. advokat(H) Erik på 4638 tager 0324 og hør Samtidig sikrer vi Øvlisen at testamentet nærmere. udgangspunkt i lige akkurat din situation og

udformes på en måde, så der ikke er nogen

2 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

år et menneske dør, følger ofte ikke bare en sorg, men også en række ubesvarede spørgsmål. Hvad skal der ske med afdødes ting? Hvordan skal begravelsen foregå? Og hvad ville det menneske, der nu er gået bort, egentlig selv have ønsket? I Kristeligt Dagblads tillæg Arv&Testamente sættes der gennem en række nye og tidligere bragte artikler fokus på nogle af de store spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med et dødsfald. Stina Ørregaard Andersen, souschef, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold

Når vi skal tale om døden, taler vi helst i billeder side 19

Flere betænker naturen og miljøet i deres testamente side 4 3 Arkæolog Anne Marie Carstens vil begraves, så fremtiden kan få glæde af hendes knogler side 6

Må man gå imod afdødes ønske? side 20

0 Flere og flere danskere betænker naturen i deres testamente. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

Kirkegårde er blevet populære åndehuller side 24

Der bliver færre familiegravsteder side 8

Lang ventetid på begravelse af aborterede fostre side 25

Når minderne skrives ned, kan de gå i arv side 10 Skovgravpladser vinder frem side 11

Katrine Gren Jensen er en af de danskere, der har oprettet børnetestamente side 22-23

0 ”Nogle ting bringer minderne frem,” siger biskop i Ribe Stift Elof Westergaard om en kobberdåse, som han har arvet efter sin far. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Coronakrisen har gjort sorgbearbejdelsen sværere side 12

2 Tre kulturpersonligheder fortæller om deres kæreste arvestykker side 26-27 2 Hvordan foregår det, når et barn arver? side 28

Robin Werner Olsen havde gjort både testamente og dødsannonce klar side 14

I dag kan man blive begravet i en kiste lavet af papir side 30 I L L U ST R AT I O N R A S M U S J U U L

Din tro på livet er værd at give videre!

Ønsket om at ville hinanden det bedste, er noget af det største, man kan give videre. Det samme gælder glæden ved livet. Har du tænkt over, hvem der skal arve den efter dig? I Frelsens Hær hjælper vi mennesker, der trænger til mad, varme og noget at tro på. Det sker gennem vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre, julehjælp, ferielejre m.v.

Men selv som kristen kirke må vi erkende, at det ikke altid rækker med næstekærlighed alene. Der er også brug for økonomiske midler gennem et testamente fra dig. Er du interesseret, kan du helt uforpligtende kontakte os. Så kan vi sammen undersøge, hvordan du bedst muligt giver din tro på livet videre.

Kontakt os på 33 31 41 92 eller på www.frelsens-haer.dk Frelsens Hær · Frederiksberg Allé 9 · DK 1621 København V

F R E L S E N S

H Æ R

INK.

Hvem skal arve den efter dig?

4 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Flere lader deres arv gå til den danske natur Global opvarmning, biodiversitetskrise og en pandemi har påvirket danskernes ønske om at gøre noget godt for eftertiden. Som følge betænker flere nu naturen og miljøet i deres testamente

godt formål AF CAMILLA KLARSKOV klarskov@k.dk

Hvad er det mon for en klode, vi efterlader til vores børn, børnebørn og fremtidige generationer? Hvordan kan vi bedst muligt hjælpe med at bevare den natur, vi selv har nydt og holdt af i vores tid på Jorden? I takt med at natur, klima og bæredygtighed er kommet til at fylde mere i såvel mediebilledet som Folketingssalen, er det en type spørgsmål, mange er begyndt at stille sig selv, og det påvirker også vores måde at testamentere på. Til trods for, at det længe har været sygdomsbekæmpende og dyrevelfærdsorganisationer, som danskerne betænker i testamentet, synes et stigende mindretal nemlig nu at prioritere naturen og miljøet. Det oplever de naturfredningsorganisationer, der til daglig kæmper for selvsamme. Særligt i løbet af de seneste år, hvor biodiversitets- og klimakrise har fået miljødagsordenen til at accelerere, har tendensen taget til. ”Vi kan klart mærke en stigning i antallet af danskere, der henvender sig for at testamentere til os, og vi er meget glade for at blive inkluderet i ønsket om at give en del af sin arv til naturen,” siger Lone Norup, der er testamenterådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. Foreningen, der arbejder for mere dansk natur og en bæredygtig fremtid, fortæller, at både arveindtægter og borgere, som ønsker at skrive foreningen ind i deres testamente, sidste år var fordoblet. Tidligere har Danmarks Naturfredningsforening gennemsnitligt modtaget fem millioner kroner i arveindtægter om året, men i 2020 var tallet steget til 10 millioner. ”Det er, som om der er sket en åbenbaring, og mange har fået fokus på, hvor vigtig naturen er for os. Uden en natur rig på planter og dyr, uden et rent miljø og uden et klima i balance har vi jo ikke noget. Men naturen kan være en del af løsningen, og det har mange fået øje på,” siger Lone Norup om udviklingen. Hos Den Danske Naturfond, som er sat i verden for at opkøbe, beskytte og genoprette dansk natur, er det svært at afgøre, præcis hvor mange danskere der i disse år betænker organisationen, når der skrives testamente. Alligevel hersker der ingen tvivl om, at antallet hvert år stiger markant, siger direktør Flemming Nielsen. Tendensen giver god mening, når man tager samtidens miljødagsordener i betragtning. Det siger Anders Blok, der som lek-

3 I en tid, hvor vi ofte omtaler kloden som fremtidige generationers arv, betænker flere og flere danskere naturen i testamentet. – Foto: Luciano Lozano/ Ritzau Scanpix.

åndehul fra pandemien, som mange har benyttet sig af. Men det stikker også dybere end som så. ”Hvad er det for en verden, vi lever i? Hvad er det, vi gør ved den? Og hvordan kan det være, at en flagermus pludselig kan blive til en verdensomspændende pandemi?”. Det er ifølge Flemming Nielsen fra Den Danske Naturfond nogle af de spørgsmål, flere er begyndt at stille sig selv som følge af coronakrisen. Det kan Den Danske Naturfond høre, når den er i kontakt med danskere, som er ved at udarbejde et testamente. På den måde har pandemien simpelthen rykket ved vores verdensbillede og forståelsen af den natur, vi giver videre, mener han. ”Det handler om en generationsforpligtelse; at vi skal give denne her verden videre til nogle generationer efter os. Når man skriver testamente, tænker man meget over, hvilket spor man vil man efterlade sig, og her står naturen mange mennesker nær,” siger Flemming Nielsen. Og hos Danmarks Naturfredningsforening stemmer Lone Norup i: ”Når man testamenterer til naturen, føler man, at ens stemme bliver hørt, selvom man ikke længere er her. Man giver penge til en natur, man selv har J elsket.”

Så mange testamenterer til velgørenhed 3 3I 2020 havde hver femte dansker mellem 18 og 74 år skrevet testamente. Ud af disse havde 15 procent inkluderet en ngo i testamentet. I 2019 var tallet 11 procent.

3 3Størstedelen testamenterer til sygdomsbekæmpning og dyrevelfærd, herunder Kræftens Bekæmpelse, Dyrenes Beskyttelse og World Animal Protection.

tor på Københavns Universitet forsker i miljø- og klimasociologi: ”Der hersker en opfattelse af naturen og miljøet som en arv, vi mennesker har fået foræret, og som vi har et ansvar for at forvalte, mens vi er her. Vi skal give det videre til fremtidige generationer i en ordentlig stand, og derfor er det ikke tilfældigt, at miljøkriser får os til at tænke

over vores egen dødelighed og de værdier, vi ønsker at give videre.” Han påpeger, at klimaudfordringer for mange kan føles som abstrakte og uhåndterbare problematikker. At testamentere til den danske natur kan derfor blive en konkret måde at gøre en forskel. ”Det er en form for handlemulighed på et problem, som ellers kan fremstå diffust og

svært at overskue. Her er noget, man faktisk kan gøre,” siger han. Også coronakrisen kan tænkes at have påvirket danskernes interesse for at betænke naturen i testamentet, vurderer Anders Blok, og den opfattelse deler både Danmarks Naturfredningsforening og Den Danske Naturfond. I det forgangne år har naturen nemlig udgjort et værdsat

3 3Fire ud af fem danskere ville acceptere at skulle afstå 10 procent af en arv, hvis andelen gik til en velgørende organisation efter afdødes ønske. 3 3I februar 2021 havde gennemsnitligt 96 procent af danskerne mellem 60 og 80 år kendskab til muligheden for at støtte velgørenhed gennem arv. KILDE: YOUGOV OG DET GODE TESTAMENTE

Fodspor på jorden

Den sti, du træder, viser din vandring gennem livet. Men dine trin på jorden vil ophøre, og dine fødders spor viskes bort. Det er livets vilkår. Efter dig kommer nye generationer, og deres fodspor vil fylde stier, skove og strandbredder. Men selv når du ikke længere betræder jorden, kan du få lov at sætte synlige spor. Arven efter dig kan skabe nyt liv. Ved at betænke Danmission er du med til at træde en sti for fremtidens børn, mødre og fædre i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Danmission tilbyder gratis rådgivning samt at dække advokatsalær og stempelafgift, når du betænker Danmission i testamentet.

For yderligere information og vejledning kan du kontakte: Henning Bay Jensen Danmission Strandagervej 24 2900 Hellerup 39629911

6 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Arkæolog: Jeg har et ønske om, at mine knogler bliver fundet I dag bliver størstedelen af danskerne kremerede, når de dør. Men arkæolog Anne Marie Carstens vil gerne begraves for at efterlade sine knogler til fremtidige forskere

interview AF REBECCA ALLOUCHE allouche@k.dk

En dag skal du dø. En kendsgerning, der aldrig har været fremmed for Anne Marie Carstens. Det kommer sig måske af, at hun som arkæolog har haft mange lejligheder til at tænke over døden. Og ikke mindst, hvad man efterlader til verden, når man dør. Og én ting er hun sikker på, at hun gerne vil efterlade – nemlig sine knogler. ”Jeg har altid tænkt, at jeg skulle begraves. Også selvom skikken jo er en anden nu. Men jeg synes, at det føles mest rigtigt. Og jeg er sikker på, at det også har noget at gøre med, at så er der noget, der er bevaret,” siger Anne Marie Carstens. Den 53-årige arkæolog voksede op på en præstegård på Fyn. Og af denne grund fik hun allerede som barn sin første memento mori-påmindelse. ”At folk dør, er noget, man bliver bevidst om, når man er præstedatter. For der er bedemænd, der ringer, og begravelser, der holdes,” siger Anne Marie Carstens, der allerede fra barndommen havde en interesse i det forhistoriske. Det dyrkede hun, ved at ”lege museum” og lave små udstillinger med sin søster. I 1995 blev hun kandidat i arkæologi fra København Universitet. Og i 2000 blev hun ph.d. med en afhandling om grave og gravarkitektur. Efterfølgende har hun i en årrække fungeret som daglig leder på udgravninger i det sydvestlige Tyrkiet, og har blandt andet derigennem haft rig mulighed til at stå og fundere over det udgravningsmateriale, hun havde i hænderne. ”Hvad hvis det var mig?”, er derfor en tanke, hun flere gange har udforsket. Det gælder også, i forhold til hvad hun gerne vil begraves med. ”Når man finder en grav, så fylder det udstyr, man er blevet begravet med, meget. Ud over knoglematerialet, der kan være bevaret, så er det gravgaverne, man identificerer folk med, og bruger til, at forestille sig, hvordan individet, familien, slægten, stammen – ja, faktisk hele samfundet – har været. Det fortæller noget, om de forbindelser, der har været til omverdenen,” siger Anne Marie Carstens og forklarer, at dét, man finder i grave fra oldtiden ofte er personligt udstyr som en kam eller en kniv. Men også smykker, parfumebeholdere eller pæne skåle. ”Jeg kan huske, at have joket med gamle studiekammerater om, hvad man skal have med,

Anne Marie Carstens 3 Født 1967. Voksede op i Husum og Odense. Har læst på Aarhus og Københavns Universitet, og blev i 1995 cand.phil. i klassisk arkæologi. 3 Har skrevet en ph.d.afhandling om gravarkitektur i det sydvestlige Tyrkiet ved Københavns Universitet. 3 Har været udgravningsleder på flere udgravninger. Har forsket i især det vestlige Tyrkiets arkæologi og historie. 3 Har siden 2009 arbejdet for Miljøministeriet. 3 Bor på Frederiksberg i København. Har tre børn.

0 Arkæolog Anne Marie Carstens taler åbent med sin familie og nære venner om døden. – Privatfoto.

Om kremering 3 Kremering (ligbrænding) blev tilladt i Danmark i 1892, men først i 1975 lovmæssigt sidestillet med kistebegravelse. 3 I 1892 kunne man kun blive kremeret, hvis man var med i Dansk Ligbrændings Landsforening. 3 Tanken om ligbrænding dukkede op under koleraepidemien, da kirkegårdene var overfyldte, og udgjorde en smittefare via nedsivning i grundvandet. 3 I dag bliver mere end 80 procent af den danske befolkning kremeret.

Forskellige trossamfund om kremering

I L L U ST R AT I O N : MO RT E N VO I G T

og hvad der ville være karakteristisk for én og kunne sige noget om, hvem man var,” siger Anne Marie Carstens. Hun ved, at hun gerne vil begraves med sin vielsesring. Og nok også gerne med en smuk sten. Det skal være noget, der kan bevares længe, og som siger noget om, hvad der har haft betydning i hendes liv. ”Når man er arkæolog og står med noget udgravningsmateriale, prøver man altid at forestille sig: Hvordan har det liv været? Derfor tænker jeg også over, hvordan jeg skal overføre mit eget liv. Jeg har på den måde både et følelsesmæssigt og et forskningsmæssigt engagement,” siger hun.

Det er måske er de færreste, der tænker over, hvad de skal begraves med, så fremtidige forskere kan analysere det samfund, de har levet i. Men, påpeger Anne Marie Carstens, de fleste tænker nok i en eller anden forstand over, hvad deres kære skal have mig sig i graven. ”Jeg tror, at det betyder noget for alle. Vi vælger jo, hvad folk skal have på af tøj i kisten – selv hvis personen bliver kremeret. Men jeg er måske mere opmærksom på, at det kan blive fundet og er et vidnesbyrd, som andre kan se på.” Men engang vil de komme med hakke og skovl og varsomt grave mig frem,

og en ung geolog med et blegt, klogt blik vil måske ta mig med sig hjem. Sådan skriver Tove Ditlevsen i sit digt ”For sidste gang”, bemærker Anne Marie Carstens. ”Det er jo lidt med ønsket om, at mine knogler bliver fundet. Ligesom Tove Ditlevsen beskriver, hvordan hun ville opfatte det som en stor omsorg at blive fundet, og at nogen ville støve hendes knogler af. Og jeg tænker, at det ville være stort, hvis man kunne blive et stykke forskning lang tid efter, man har forladt denne jord. Tænk, at ende som nogle andres empiri.”

3 Folkekirken: Kremering er teologisk accepteret og det mest udbredte. 3 Den katolske kirke: Katolikker anbefales at få jordbegravelse, men siden 1964 har kremering været accepteret i Danmark. ”Det understreges dog, at man som katolik ikke skal lade sig brænde ud fra en fritænkerbaggrund. Troen på opstandelsen må være der,” har biskop over den katolske kirke i Danmark Czeslaw Kozon tidligere udtalt. 3 Teologisk foretrækkes jordbegravelse frem for kremering i jødedommen og islam. 3 For hinduister og buddhister er kremering og askespredning tilladt og meget naturligt.

ET SIDSTE HVILESTED I SKOVEN

Fire skovbegravelsespladser åbnet på Sjælland Bliv urnebegravet i naturen under træernes kroner på en af de Sjællandske Skovbegravelsespladser: I Møllervænge Skov under Kattrup Gods ved Jyderup, i Lille Knapsø Bakke Skov på Ledreborg ved Lejre, i Borgnakke Skov på Saltø Gods ved Næstved eller i den smukke Vintersbølle Skov under Petersgaard Gods ved Vordingborg. Skovbegravelsespladserne er anlagt i fredskov som urnebegravelsespladser og i samarbejde med de respektive kommuner. Alle kan, uanset bopæl og trosretning, erhverve et gravsted. Pårørende kan deltage i urnenedsættelsen, selv nedsætte urnen og der er frihed til at gennemføre en ceremoni efter eget ønske. Urnerne placeres rundt om de store træer på skovbegravelsespladsen og gravstedernes pasning varetages udelukkende af naturen selv, så man får et sidste hvile i ét med naturen.

Kom til vores åbne guidede fremvisninger og hør mere om skovbegravelse. Find informationer om næste arrangement på skovbegravelse.nu

Kattrup Ledreborg

Det er muligt at reservere og forhåndserhverve gravsteder

Saltø Petersgaard

Kattrup Skovbegravelsesplads: Kattrup ligger mellem Slagelse, Kalundborg og Holbæk - i Danmarks første Naturpark, Naturpark Åmose. Skovbegravelsespladsen er omgivet af gravhøje og andre historiske markører fra vores forfædres tid, og det virker meget naturligt, at man igen kan blive stedt til hvile i netop denne del af skoven bestående af ranke bøgetræer. Ledreborg Skovbegravelsesplads: Ledreborg ved Lejre ligger midt i Sjællands første National park Skjoldungernesland. Fra skovbegravelsespladsen i Lille Knapsø Bakke Skov ved Herthadalen, er der kig udover den idylliske Lille Knapsø. Skoven er en moden bøgeskov med gravhøje og nu er der igen, efter rigtig mange år, mulighed for at blive stedt til hvile i skoven.

De fire skovbegravelsespladser på Sjælland (Kattrup, Ledreborg, Saltø og Petersgaard) åbnede i 2020.

Saltø Skovbegravelsesplads: Skovbegravelsespladsen under Saltø Gods beliggende mellem Karrebæksminde og Næstved, ligger i Borgnakke Skov, som er en dejlig lys bøgeskov beliggenhed ud til Karrebæk Fjord. I Borgnakke Skov ligger Margrethehøj fra middelalderen, hvoraf indsejlingen til Karrebæk Fjord kunne overvåges og i den nordlige del af skoven ligger gæsterehøjene (gravhøje). Petersgaard Skovbegravelsesplads: Skovbegravelsespladsen under Petersgaard ligger i den smukke Vintersbølle Skov ved Vordingborg. Skoven er kendetegnet ved et charmerende terræn, samt en omfattende vild flora og gemmer desuden på spændende historier fra fortiden. Det smukke bøgestykke, udvalgt til skovbegravelsesplads, ligger helt ud til kysten med udsigt over Storstrømmen.

Skovbegravelse ApS (administration) I Stensballegaardvej 1 I 8700 Horsens I T: +45 4290 9062 I info@skovbegravelse.nu I www.skovbegravelse.nu

8 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Familiegravsteder er snart fortid Der bliver færre familiegravsteder på landets kirkegårde. Fordi flere flytter fra fødebyen, har man ikke længere tilknytning dertil. Det går ud over vores lokal- og kulturhistorie, mener sognepræst

gravsted

2 Med sin søn besøger Maria Sønderby familiegravstedet. Sammen taler de om deres slægt, og hvad døden er for en størrelse. – Foto: Maria Sønderby.

AF KAREN MATHILDE MØLLER JØRGENSEN kjoergensen@k.dk

Høje nåletræer troner som en beskyttende mur bag sorte gravstene. Foran dem hviler nylavede kranse af gran og forårets blomster. Et lille lys blafrer. Det er et familiegravsted på Svostrup Kirkegård lidt uden for Silkeborg. Det har eksisteret i mange år. Maria Sønderby har taget sin søn med hen til stedet for at lægge en påskelilje. Hun er sognepræst ved Ebeltoft Kirke og besøger familiegravstedet, når hun kan komme til det. Til venstre ligger hendes mors slægt begravet – oldemor, mormor og morfar. Til højre ligger hendes fars familie – tipoldemor, tipoldefar, oldemor, oldefar, farmor, farfar og far. Senest var det hendes mormor, de begravede, og det er ved hendes grav, de i dag lægger blomster. ”Når jeg besøger familiegravstedet med min søn, tænker jeg på, at slægt skal følge slægters gang. At vi, mor og søn, kan snakke om de døde sammen,” fortæller Maria Sønderby. Men traditionen for familiegravsteder er markant faldende. Hvert år forsvinder et sted mellem 10 og 20 procent, oplyser Foreningen af Danske Kirkegårdsledere. Mange flytter væk fra sin fødeby, og man begraves ikke længere der, hvor man kommer fra. Ulla Schmidt er professor mso i praktisk teologi ved institut for kultur og samfund, afdeling for teologi på Aarhus Universitet. Hun peger på, at den øgede mobilitet gør, at det at have et familiegravsted ikke længere giver så meget mening som førhen. ”Man føler ikke længere den tilknytning til hjembyen. Vi flytter i dag mere rundt og binder os til nye steder end fødebyen. Familiemønstrene ændrer sig også. Man kan have haft flere livspartnere og fået sammenbragte familier. Hvem hører så hjemme på familiegravstedet?”, spørger Ulla Schmidt, der mener, at det kan være blandt årsagerne til at vælge familiegravsteder fra. Den forbindelse til gravsteder, vi førhen har været vant til, har desuden ændret karakter, uddyber hun. I dag mindes vi vores afdøde på nye måder og løsriver os derfor fra den traditionelle tankegang om gravpladser. Asken kan for eksempel spredes i havet eller i naturen. Netop dét har sognepræst i Aalborg Domkirke Hanne Dahl oplevet. Ved færgelejet til Egholm i Aalborg fik hun øje på to betonklodser, hvor der engang stod en kran. Ovenpå de grå klodser lå nu blomster i regnbuens farver til minde for afdøde, der får spredt deres aske ud i Limfjorden ved siden af. ”Dermed er naturen blevet et sted, hvor vi knytter minder til.

Familiegravsteder 3 3Hvis man ikke længere betaler til et familiegravsted, bliver det nedlagt som gravsted på kirkegården.

3 3Kirkepersonalet kan ud fra lokal- og kulturhistoriske overvejelser tage vare på gravmælet, så gravstedet bliver bevaret. Det kommer bare til at stå for sig selv i et hjørne af kirkegården. 3 3I de sidste par år er cirka 10-20 procent familiegravsteder forsvundet hvert år. 3 3Den primære årsag til, at familiegravsteder forsvinder, er, at folk flytter væk fra den by, deres familie kommer fra. KILDE: FORENINGEN AF DANSKE KIRKEGÅRDSLEDERE

Når man ikke længere knytter mindet til et stedfast gravsted, bliver det til ’jeg mindes far, når jeg ser på Limfjorden’. Familiegravsteder er et udtryk for, at her bliver slægten begravet og er derfor en stedfast mindekultur for et sted, man kan tage hen for at mindes. Dem bliver der færre af, fordi vi har fået en mere flydende mindekultur,” siger Hanne Dahl. Sognepræsten i Aalborg tror dog ikke, at vi mindes de afdøde i mindre grad, bare fordi familiegravstederne er ved at forsvinde. ”Vi mindes bare på en anden måde i dag. Fordi fars aske bliver spredt i havet, er det ikke udtryk for, at man ikke vil mindes ham. Det er en ny mindekultur,” siger hun. Familiegravsteder har en historisk baggrund, forklarer professor Ulla Schmidt. Førhen var det en måde, familier markerede deres sociale status på. På en del af de familiegravsteder, som

stadig findes, bærer gravstenene ofte erhvervstitler som for eksempel ”købmand” eller ”læge”. Det var før i tiden en måde at respektere familien på. Ulla Schmidt vurderer dog, at traditionen om et familiegravsted alligevel godt kan fortsætte. ”Nogle vedligeholder traditionen og identiteten i familien. Det er en måde at skrive familiemedlemmerne ind i familiens historie på – ved at lave en mindekæde og sige, at det er her, vi hører til. Man følger generation på generation, hvor slægter følger slægters gang,” siger hun. Og det gør Maria Sønderby ved Svostrup Kirkegård, hvor hun holder fast i traditionen om et familiegravsted. Det blev oprettet i 1903 på hendes fars side og er vokset gennem årene. Over for hendes fars slægt ligger hendes mors slægt i dag begravet. Moderens familie flyttede til byen for, at de alle kom tættere på hinanden,

og købte et gravsted lige over for hendes fars families. Så på den måde er det blevet ét stort familiegravsted. ”Familie og forankring betød meget for min far. Det gør det også for mig. Jeg har et sted at gå hen for at mindes. Det er vigtigt for mig at familiegravstedet eksisterer. Der er mange, som ikke bor så tæt på familiens gravsted længere,” fortæller Maria Sønderby, der forklarer, at hun tror, at deres familiegravsted kommer til at eksistere i lang tid endnu. Der er ikke nogen udløbsdato på. ”Det er noget, jeg vil give videre til mine børn, så de kan holde fast i traditionen. Som udgangspunkt skal jeg selv begraves ved familiegravstedet. Men man ved jo aldrig, hvor man kommer til at bo henne,” siger Maria Sønderby, der i dag bor i Ebeltoft, omkring 80 kilometer fra familiegravstedet. Når familiegravstederne gradvist nedlægges, mister man den

forankring, man har tilbage i kulturhistorien. Det kan være i lokalsamfundet, hvor familiegravstederne er en måde at markere stedets historie på og at knytte konkrete mennesker til historien, hvilket så vil forsvinde. Det er ærgerligt set i et lokalt- og kulturhistorisk perspektiv, mener sognepræst Hanne Dahl. ”Der er meget historiefortælling i familiegravstederne, men jeg synes ikke, at jeg skal gøre mig til dommer over, at folk mindes på nye måder. Jeg synes bare, at det er et udtryk for, at der er kommet en vare mere på hylden,” fortæller hun. Sognepræst Maria Sønderby har en anden holdning. ”Historisk set synes jeg, at det er ærgerligt, at familiegravstederne forsvinder. Det er dejligt at komme fysisk hen på en kirkegård for at mindes. Både for børn og voksne. Man kan gå rundt og mindes de liv, der har J levet.”

2 På to betonklodser ved færgelejet til Egholm i Aalborg ligger der blomster fra to bisættelser. De pårørende forventer at sprede deres aske på Limfjorden ved siden af og har altså valgt den traditionelle begravelse på kirkegården fra. – Foto: Hanne Dahl.

/// T E S T A M E N T E

122.000 BØRN I DANMARK VOKSER OP I ET HJEM MED ALKOHOLMISBRUG. DU KAN VÆRE MED TIL AT HJÆLPE. I Blå Kors hjælper vi udsatte børn, unge og voksne videre i livet og tilbage til livet. Hvis du vil testamentere hele eller dele af din formue til Blå Kors, så svarer vi gerne på dine spørgsmål og tilbyder advokathjælp til at oprette testamentet.

LÆS MERE PÅ BLAAKORS.DK/TESTAMENTE ELLER RING PÅ 86 81 15 00

SKAL DIN ARV GØRE EN FORSKEL?

10 |

VIL DU TILGODESE DEN KATOLSKE KIRKE I DIT TESTAMENTE?

“

Gud og Kirken har været der for mig gennem hele livet, så det er oplagt, at Kirken fremgår i mit testamente, ligesom min bror og søster gør. Keld Dahlwad

Den katolske Kirke i Danmark hjælper dig på vej, når du ønsker at skrive Kirken ind i dit testamente. Ring til administrationschef Thomas Jacob Larsen for mere information.

Kontakt Thomas på 33 55 60 80 eller tjl@katolsk.dk

Når du testamenterer til os, forsvinder pengene med det samme. Kampen mod kræft er en kronisk hastesag. Alle midler skal ud og arbejde der, hvor de gør forskel med det samme. Nemlig blandt landets bedste og mest ambitiøse kræftforskere. Dansk Kræftforskningsfond har i 27 år uddelt mere end 76 mio. kroner direkte til kræftforskning, og vores eneste formål er at indsamle penge til forskning, der kan øge muligheden for at overleve kræft. Arv, der testamenteres til os, er fritaget for boafgift til staten, og går altså ubeskåret til kræftforskning.

Dansk Kræftforskningsfond, c/o Plesner, Amerika Plads 37, 2100 København Ø Tlf. 33 12 11 33. Giro 655 00 29, Danske Bank, reg. 3946, konto 394 63 63 618 www.dansk-kraeftforsknings-fond.dk

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Tryksværte på bagdelen og 117 andre ting, jeg ikke vidste om min mor Nogen siger, at den bedste gave, man kan give, er noget af sig selv. Det tog min mor ganske bogstaveligt, da hun sidste jul brød alle Ønskeskyens regler og gav mig noget, jeg ikke engang havde bedt om. Jeg arvede hendes minder

signatur AF TRINE LAVGESEN lavgesen@k.dk

I min familie er det blevet rigtigt populært med en såkaldt Ønskesky ved juletid. Til dem, der ikke allerede er bekendte med tjenesten, er det dybest set en online ønskeseddel, hvor alle i familien kan reservere lige præcis den gave, de gerne vil give dig – uden du selv kan se det. ”Så er det slut med dobbeltgaver,” som hjemmesiden reklamerer med. Desuden består den digitale ønskeseddel af direkte links til den relevante netadresse, så alle – med statsgaranti – modtager præcis den størrelse, de bruger, den farve, de ønsker sig, ja, grundlæggende den gave, de har forestillet sig. Som mangeårig og højlydt modstander af ønskelister (”det er jo bare bestillingslister!”) tog det lidt overtalelse, men i sidste ende tilsluttede jeg mig det nye regime. Det var blevet julen 2020, og det ene iturevne gavepapir efter det andet afslørede lige akkurat den gave, jeg havde forestillet mig. Veganske læderstøvler, yogablokke i kork, noveller af Raymond Carver. Jeg må indrømme, at det var tilfredsstillende at sætte et mentalt flueben, hver gang et nyt ønske fra skyen materialiserede sig. Da der ikke var flere gaver under træet, og roen var ved at indfinde sig, stod min mor pludselig med fem identiske pakker i favnen. Det var gaver, hun havde glædede sig til at give. Det kunne jeg se i hendes øjne, men også i hendes højre hånd, hvor hendes iPhone 11 Pro allerede var klar til at forevige vores reaktioner. ”Det er min julegave til jer,” sagde hun, da min søster, min søsters tre børn og jeg synkront åbnede en gave, vi slet ikke havde haft fantasi til at ønske os. Det viser sig, at min 71-årige mor de sidste mange år har arbejdet på en bog til sine tre

0 Gaveidé til familiemedlemmer og dem, du har kær: Dine bedste og værste minder samlet i en bog. Her Trine Lavgesen med gaven fra sin mor. – Privatfoto.

børn og tre børnebørn om sin opvækst, sin familie, faktisk hele sit liv. Bogen gemmer på beskrivelser af de steder, hun har boet, den mad, man spiste dengang, ferier, hendes interesserer, kærester, det bedste og det værste, hun har oplevet, eksempler på datidens legetøj, telefoner, køkkenredskaber, et utal af familiefotos og meget, meget mere. Med bogen i hænderne går det op for mig, at der er meget, jeg ikke vidste om min mor. Hun er normalt ikke typen, der uopfordret deler sine erindringer, og jeg har åbenbart ikke spurgt. Nu ved jeg, at min mor som barn lå med en lommelygte under dynen for at læse bøger, når hun egentlig skulle sove. Jeg ved, at hun var misundelig på dem fra klassen, der havde råd til rigtige skøjter. Jeg ved, at inden hendes forældre selv fik et fjernsyn, blev de inviteret over til naboen for at se ”Lassie”-film, og min mor synes, hunden Lassie var så fantastisk, at hun kunne græde over det i timevis. Jeg ved også, at hun fik 1 krone for at være barnepige for naboens børn en hel aften. Jeg ved, at min mor og hendes søskende spillede kortspil, men gemte kortene, når bedsteforældrene fra Hanstholm kom på besøg, fordi min oldemor opfattede det som en synd at spille kort. Jeg ved, at der skulle være helt stille i stuen, når der var radioavis. Og jeg ved, at toilettet de første mange år

var en spand med et bræt over, og toiletpapiret var avispapir, der var klippet i mindre stykker. ”Tænker, vi havde sort tryksværte på bagdelen,” som min mor noterer sig. Når jeg bladrer i bogen, er det som at åbne en portal til det liv, min mor har levet, før jeg selv kom til. Det føles som om, jeg har taget plads ved køkkenbordet siden af min mor, der betragter sin mor, min mormor, med den sædvanlige cigaret i hånden og omgivet af det rod, som min mor åbenbart altid flovede sig over, når de fik gæster. Jeg er med i togvognen til Kassel i Tyskland, hvor min mor, 16 år og meget bekymret for, om nogen kunne finde på at tale til hende, bladrede i Familie Journalen, så medpassagerne kunne se, at hun ikke var tysker. Og da min mor er flyttet til Hanstolm og erhverver sig ved at køre taxa i ”en stor fed Mercedes”, sidder jeg på bagsædet. Bogen var ikke var bare årets julegave, det var en gave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig. Min mor gav mig sin historie. Hun har ladet sine minder gå i arv. Og hvis jeg en dag får børn, vil jeg give hendes historie videre til dem. Og til jer, der stadig helst bare vil undgå overraskelser og være 100 procent sikre på, I får lige akkurat det ildfaste fad, I står og mangler: Så er der jo altid Ønskeskyen.

Arv&Testamente | 11

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Flere private skovbegravelser Otte private skove er for nylig blevet godkendt til urnenedsættelser. Udviklingen viser et ændret begravelsessyn

skovbegravelser AF NIKOLAJ KRAK krak@k.dk

Store klippestykker, hund redvis af grønne egetræer og en lille rød jagthytte. Det er under disse rammer, at bornholmere nu kan blive stedt til hvile. Et skovstykke i Paradisbakkerne blev nem lig sidste år åbnet som be gravelsesplads. Paradisbakkerne er den ene af otte private skove i landet, der for nylig har fået tilladelserne i hus fra Kirke ministeriet til at åbne for skovbegravelser. Skovene er hovedsageligt godsejede, og de andre er Lille Knapsø Bak ke Skoven ved Lejre, Borg nakke Skov ved Næstved, Mygind Skoven ved Randers, Havnø Lund ved Hadsund, Vintersbølle Skov ved Vor dingborg og Møllervænge Skov ved Kalundborg og sko ven ved Hostrup Hovedgård ved Skive. Det er første gang, at der er blevet givet tilladel se til nye private skovbegra velsespladser, siden den før

ste åbnede ved Stensballega ard Gods ved Horsens i 2018, men tendensen med skovbe gravelsespladser ser ud til at brede sig, og endnu flere er på vej rundt i landet – blandt andet ved Rebild Bakker. På Bornholm handler det om at finde nye måder, folk kan få glæde af skoven på, forklarer Ea Holte Pedersen, der er formand for forenin gen Ibsker Husmandsplan tage, der ejer skovstykket. ”Vi ved, at der er en inte resse for disse slags begra velsespladser på Bornholm. Og da vi havde en fantastisk smuk skov, syntes vi, at det gav god mening at bruge den på det. For os er det essen tielt, at det bliver en begra velsesplads for alle, både kirkelige og dem, der ikke ønsker en kirkelig begravel se.” Der kan kun blive nedsat ur ner ved skovbegravelser, og indtil videre har foreningen nummereret 218 træer, man kan få sin urne nedsat ved. Der kan nedsættes flere urner ved hvert træ. Skovbegravelserne er sam let under en fælles admini

Nye private skovgravpladser 3 Hostrup Hovedgård (Skive). Åbnede i februar 2021. 3 Kattrup Gods (Kalundborg). Åbnede i januar 2021. 3 Petersgaard Gods (Vordingborg). Åbnede ved årsskiftet 2020/2021. 3 Paradisbakkerne (Bornholm). Åbnede i efteråret 2020. 3 Ledreborg Gods (Lejre). Åbnede i efteråret 2020. 3 Saltø Gods (Næstved). Åbnede i efteråret 2020. 3 Clausholm Gods (Randers). Åbnede i efteråret. 3 Havnø Gods (Hadsund). Åbnede i efteråret 2020.

stration hos Skovbegravelse ApS. Her forklarer stifteren Jannik Ahlefeldt-Laurvig, som også er medejer af Stensballegaard Gods ved Horsens, at det for mange skovejere handler om at fin de en ekstra indtægt til skov driften og få styrket tilknyt ningen til lokalområdet.

”Det er en anden måde at aktivere skoven på og stille den til rådighed for lokalom rådet. Skovdriften er stadig det primære, men vi håber på, at begravelser kan blive et godt supplement til driften med tiden,” siger han. Men de private skovbegra velsespladsers udbredelse

0 En skovbegravelsesplads er åbnet i Knapsø Bakke Skoven ved Ledreborg Gods ved Lejre. – Foto: Iben Gad.

betyder også øget konkurren ce for folkekirkens kirkegår de. Og her bør folkekirken la de sig inspirere af skovbegra velserne, der åbenlyst har

fanget en tendens i tiden, ly der det fra Dorte R. Sørensen, provst i Odder i Midtjylland. ”De private skovbegravel sespladser er et udtryk for, at danskernes syn på natur og begravelse har ændret sig. Det ser man også på flere kir kegårde, hvor man går væk fra de meget plejede og velfri serede gravpladser. I stedet forsøger man at få det lidt mere vildt. Men folkekirken kan godt blive endnu bedre til det og se på, hvilke mulig heder der er for at lave egen tlige kirkelige skovbegravel sespladser,” siger hun og for klarer, at de flere steder i hendes provsti er ved at un dersøge, i hvilket omfang me nighedsrådenes jorder kan omlægges til urørt natur til skovkirkegårde. Hun mener, at kirken har et vigtigt alternativ til de ikkereligiøse, private skovbegra velser. ”Kirken kan stå for skovbe gravelser, hvor naturen ikke har det sidste ord over os. Vi er i naturen, men vi er ikke overladt til den forgængelig hed, der ligger i naturen. Der er et større håb,” siger Dorte J R. Sørensen.

Giv det største til de mindste - Jesus til børnene

HVORFOR OPRETTE TESTAMENTE TIL DANMARKS FOLKEKIRKELIGE SØNDAGSSKOLER? Prøv at spørge en moden person i din omgangskreds, hvilke minder han eller hun kommer til at tænke på, når du siger “søndagsskole” eller ”børneklub.” Engang var det helt almindeligt, at børn gik i søndagsskole og hørte om Gud. I dag er der mange børn, der ikke møder evangeliet. Derfor driver DFS mission i Danmark. Der skal en helt anden indsats til i dag. Vores arbejde med 300 klubber, konsulenter, materialer og meget mere er helt afhængigt af mennesker, der bærer med. En måde, du kan bære med på, er ved at betænke DFS i dit testamente.

FÅ EN UFORPLIGTENDE SNAK

Vi sidder klar på 8227 1361 // testamente.soendagsskoler.dk Du kan også skrive til steen@soendagsskoler.dk Alle henvendelser behandles fortroligt.

Troen er det bedste, jeg kan give videre. Derfor har jeg betænkt Søndagsskolerne i mit testamente.

12|Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Sorg i en pandemi: ”En i forvejen svær tid er nu blevet endnu sværere” Når vi mister, hjælper kirke og ritualer os gennem sorgen ved at mobilisere et nødvendigt fællesskab. Men under coronakrisen har adgang til både ritualer og fællesskab været begrænset grundet restriktioner, og det har vanskeliggjort sorgprocessen

sorg og corona AF CAMILLA KLARSKOV klarskov@k.dk

Som en anden stopklods har coronapandemien i mere end et år sat sig på tværs af store dele af livet, som vi kendte det. Det gælder også for de ritualer, vi under normale omstændigheder ville ty til ved dødsfald. Men alt imens bisættelser og mindehøjtideligheder kan begrænses med restriktioner, kan ingen sætte en stopper for sorgen. Så hvad betyder det for vores sorgproces, når vi ikke kan samles til begravelse, kramme eller drikke gravøl på samme måde, som vi kunne før? Det er langtfra tilfældigt, at vi i Danmark har en lang og rig tradition for at markere dødsfald med velkendte ritualer som den kirkelige begravelse. Ritualerne fungerer nemlig som et redskab til at håndtere det følelsesmæssige kaos, der opstår, når man mister, siger sorgforsker og psykolog Mai-Britt Guldin. ”Ofte er man så påvirket af dødsfaldet, at det kan være svært at finde ud af, hvad man skal gøre med sig selv. Her går ritualerne ind og støtter gennem sorgprocessen ved at give en ramme for, hvordan man kan gebærde sig i noget, som er rigtig svært at have med at gøre.” Selvom sorgen er individuel og ens egen, er det vigtigt ikke at stå alene. Derfor spiller ritualerne også her en særlig rolle, idet de samler et fællesskab omkring sorgen. ”Med ritualerne er vi sammen om at markere noget. På den måde fungerer ceremonierne ikke kun som noget, der giver en forbundethed til den afdøde, men også som noget, der forbinder os til andre mennesker,” siger Mai-Britt Guldin. Som direktør i Det Nationale Sorgcenter kender Preben Engelbrekt alt til ritualfællesskabets betydning, der er afgørende for at kunne navigere gennem sorgen. ”Som efterladt har man brug for fællesskabet omkring ritualerne og for at tale om den, man har mistet. Noget af det vigtigste i sorgarbejdet er nemlig at forstå og acceptere, at man har mistet. Det hjælper ritualerne os med, på samme tid, som de hjælper os med at mindes. Og det bliver en måde at kunne tage den afdøde med sig videre i livet,” siger han. Hverken Mai-Britt Guldin eller Preben Engelbrekt er derfor i tvivl om, at det har haft konsekvenser for danskernes sorgproces, at mange har måttet overvære begravelser via en internetforbindelse eller ikke har kunnet tilbyde et trøstende kram over taler og smørrebrød efter bisættelsen. ”Det giver en ekstra sorg ikke at kunne iværksætte ritualerne, som man plejer og ønsker det, og dét påvirker mulighederne for overhovedet at håndtere så svær en situation,” siger Mai-Britt Guldin. Med forsamlingsloft i både kirker og sorggrupper er især manglen på fællesskab blevet en hæmsko for sorgarbejdet. Preben Engelbrekt understreger, at re-

3 Grundet restriktioner og forsamlingsforbud har landets kirker det seneste år stået tomme det meste af tiden. Også til begravelser har pårørende måttet blive hjemme, og det gør det vanskeligt at bearbejde sorgen. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Sådan har restriktioner påvirket ritualer i forbindelse med dødsfald 3 3Under coronanedlukningerne har forsamlingsforbud og arealkrav betydet, at landets kirker har måttet indføre restriktioner for, hvor mange personer der har kunnet forsamles i kirkerne. Det har i flere tilfælde medført, at det ikke er alle pårørende, der har kunnet deltage ved begravelser og bisættelser. Samtidig har afstandskrav pålagt kirkerne at sikre afstand mellem de deltagende.

3 3Det varierende forsamlingsloft har forhindret pårørende i at mødes til gravøl, ceremonier og andre markeringer ved dødsfald. 3 3Også landets sorggrupper og andre sorgtilbud har i perioder været aflyst eller omlagt, eksempelvis til virtuelle møder.

3 3Trøstende kram, kondolerende håndtryk og andre former for fysisk omsorg har været stærkt begrænset.

Sorg i Danmark 3 354.645 danskere døde i 2020.

3 3Efter et dødsfald oplever omkring 80 procemt af de efterladte et naturligt og helende sorgforløb, hvor sorgreaktionerne aftager med tiden, og hvor de lærer at leve med sorgen 3 3Cirka 10-20 procent af voksne efterladte får komplicerede sorgforløb. I de tilfælde aftager sorgreaktioner ikke, men forbliver intense og invaliderende.

3 3Depression, ptsd, angst lidelser, fysiske lidelser og/eller forlænget sorglidelse kan være symptom på komplicerede sorgreaktioner KILDE: DANMARKS STATISTIK, DET NATIONALE SORGCENTER

striktionerne ikke kun er gået ud over de pårørende, som er blevet forhindret i at deltage ved begravelser. Også de deltagende har lidt under fraværet af dem, som ikke har fået lov at være til stede i kirken. Og det vækker bekymring. Selvom der endnu ikke findes afslutte-

de studier, der endegyldigt kan konkludere, hvordan coronakrisen har påvirket sorgprocessen, tvivler Mai-Britt Guldin ikke på, at muligheden for at sørge har været alvorligt udfordret. Det kan hun allerede nu se i såvel sin forskning som sin psykologpraksis.

”Vi er bekymrede for, at manglen på ritualer, der jo netop skal gøre det lettere at komme gennem, kan være med til at komplicere sorgprocessen. Ændrede eller aflyste ritualer fjerner muligheden for at håndtere sorgen på en måde, som vi har erfaring for virker. En i forvejen rigtig svær tid er nu blevet endnu sværere,” siger hun. For uden den kontakt til andre, som man ellers kunne have fået gennem begravelser, gravølsammenkomster og lignende ritualer, øges risikoen for at udvikle svære, langvarige sorgkomplikationer såsom depression, advarer MaiBritt Guldin. ”Det får en betydning for muligheden for at genoprette egen livskvalitet.” Derfor forventer Preben Engelbrekt fra Det Nationale Sorgcenter, at man med genåbningen af Danmark vil få kontakt til borgere, som i dag har det langt dårligere, end hvis de havde fået hjælp tidligere. ”Det vil få konsekvenser. Hvis du har komplicerede sorgreaktioner og har brug for hjælp, så er det klart, at jo længere, der går, før du får hjælp, desto mere kompliceret bliver det,” siger han. Af samme årsag har organisationen i det forgangne år opfordret danskere i sorg til at opsøge virtuelle fællesskaber og finde alternativer til de sammenkomster, der ikke har kunnet lade sig gøre. Men det bør ikke alene være op til den enkelte, der står midt i sorgen. Derfor synes Mai-Britt Guldin, at det fremadrettet vil være på sin plads at være mere behjælpelig på et samfundsniveau: ”Det er helt på sin plads at overveje, om der skal sættes ekstra ressourcer ind, eller om vi i højere grad skal tænke over gode råd til, hvad man kan gøre.” J

Din arv deres håb Open Doors Danmark styrker forfulgte kristne i verdens brændpunkter. Igennem udviklingsprojekter og praktisk hjælp giver vi håb til nogle af klodens mest udsatte og marginaliserede.

Opret testam ent e t i l Op en Door s – din gave er med til at sikre den kristne kirkes overlevelse. Ønsker du at støtte Open Doors Danmark og samtidig efterlade mere til dine arvinger, anbefaler vi, at du anvender den såkaldte 30 procents-regel. Ring til os på tlf. 97 40 77 82 for at høre nærmere. Læs mere om Open Doors på opendoors.dk eller følg os på de sociale medier.

14 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Farbror Robin havde både dødsannonce, begravelse og testamente klar, da han forlod denne jord Robin Werner Olsens nevø og niece tager hatten af for deres farbror. Han havde trods et noget omtumlet liv lagt en klar plan for, hvad der skulle ske, når han døde. Det var en stor lettelse for hans arvinger, for hvordan vælger man for en farbror, man ikke har set i årevis og måske aldrig rigtig har kendt som menneske?

interview AF SOLVEIG POULSEN kultur@k.dk

Robin Werner Olsen voksede op lige bag ved domkirken i Roskilde. Han levede sit liv alene – i periferien af sin familie, på kanten af arbejdsmarkedet, og på lange strækninger var alkohol en fast og krævende følgesvend. Det bliver man ikke rig af. Derfor kom det bag på hans arvinger, Jesper og Birgitte Hennings, at han i det hele taget havde skrevet testamente. Men ved nærmere eftertanke ser de to søskende det nu som et fint og raffineret farvel fra deres farbror, familiens begavede spøgefugl, som på denne måde kunne holde kortene lige så tæt til kroppen i døden, som han gjorde gennem livet. Da Robin Werner Olsen som 80-årig døde den 8. december 2020 var alt planlagt. Han havde formuleret en utraditionel dødsannonce i eget navn, hvor han sender en sidste hilsen til nulevende familie og venner. Den blev omhyggeligt indrykket i ugeavisen efter, at han var blevet bisat direkte fra kapellet uden deltagelse af hverken familie eller venner. Urnen er sat ned på fællesgraven på Østre Kirkegård, hvorfra han har udsigt til domkirken. Jesper Hennings genlæser sin farbrors dødsannonce. Ryster svagt på hovedet, smiler og undrer sig: ”Han skriver jo Gud med stort, og så mener man jo almindeligvis den religiøse Gud. Det undrer mig lidt. Jeg har altid troet, at han var ateist. Men vi ved jo godt, at når vi bliver syge nok, så har vi en tendens til at blive religiøse og gå i kirke” griner Jesper Hennings, mens han skæver hen mod domkirken. I sit testamente betænker Robin Werner Olsen Dyrenes Beskyttelse og Kattens Værn. Navnlig det sidste har undret familien. For det var nemlig almindelig kendt, at han ikke brød sig om katte, og kattene skal nok heller ikke regne med at blive fede af den nye donation. ”Det vil faktisk undre mig meget, hvis der er penge i boet. Han havde ikke andet end det kolonihavehus, han var så glad for, men det kan nu ikke være mange penge værd,” siger Jesper Hennings. De to søskende er enige om, at farbrorens valg nok hænger

Testamente og velgørenhed 3 Det er muligt for alle at få gratis og uafhængig advokatrådgivning om, hvordan man testamenterer til velgørenhed. 3 Det kan ske via det Det Gode Testamente, der er et samarbejde mellem 40 velgørende organisationer og en lang række danske advokater. 3 På hjemmesiden detgodetestamente.dk kan man læse svar på de mest almindelige spørgsmål og finde en lokal advokat. 3 Ordningen omfatter desuden et tilskud på 5000 kroner, som helt eller delvist dækker de omkostninger, der er forbundet med udfærdigelsen af et testamente, som typisk koster 40008000 kroner.

sammen med, at han samtidig kunne overlade til advokaterne fra Kattens Værn at håndtere hele afviklingen af dødsboet. På den måde kunne han lette familien for arbejdet med oprydning, rengøring, syn af lejlighed og salg af kolonihavehuset. Men det har måske været ligeså vigtigt for ham at de, der skulle rydde op i hans personlige ejendele, har haft en professionel distance og tilhørende tavshedspligt. ”Ja, vi fandt jo aldrig rigtig ud af, hvem han var som menneske. Han var den klogeste af de fire søskende. Han var lynende godt begavet, men det var ham jo mest til besvær. Det ser vi jo også i dag, hvor folk med høj iq kan have svært ved at klare sig,” filosoferer Jesper Hennings. På mange måder er Robin

Werner Olsens liv historien om en kvik og talentfuld efternøler, der ikke rigtig passede ind i flokken og aldrig helt fandt sig til rette i livet. Han var dygtig i skolen, men havde det svært med autoriteter. Familien var stolt, da hans gode eksamen blev omsat til en læreplads hos Mærsk. ”Men det sluttede brat. For på andendagen forlangte chefen, at Robin skulle iføre sig slips. Så gik Robin hjem – og han kom ikke igen. Sådan var han!”, fortæller Birgitte Hennings: ”Han gjorde kun det, han selv ville og på sin helt egen måde”. Robin Werner Olsen fik aldrig en uddannelse ud over grundskolen. Han blev boende hjemme, til han var langt op i 20’erne, og flyttede derefter ind på et

0 Robin Werner Olsen havde selv formuleret sin dødsannonce. – Foto: Solveig Poulsen.

lejet værelse. Han havde forskellige ufaglærte jobs og begyndte at rejse. ”Han var blandt de første, vi kendte, der rejste udenlands – ligeså snart han havde penge til det, strøg han af sted og altid til Ibiza eller Mallorca,” husker Jesper Hennings. Senere arbejdede Robin Werner Olsen på Thulebasen i to perioder. Da han kom retur, etablerede han sig som kioskejer i Bellmannsgade på Østerbro i København, hvor han boede i baglokalet, og lejlighedsvis havde familien til at hjælpe. Men heller ikke livet som selvstændig var i længden noget for ham. Han flyttede tilbage til Roskilde og fik aldrig siden et fast job. Herefter blev pengene små, rejserne færre og øllerne flere. Familien har aldrig mødt eventuelle kærester og kun hørt en enkelt ven omtalt. De har aldrig spurgt ind til de hyppige rejser til Ibiza og Mallorca – og Robin Werner Olsen fortalte ikke selv noget. ”Ja, sådan var tiden jo den-

gang – og det er jo nok det, man skal glæde sig over, når man ser tilbage på Robins liv. Tiderne har trods alt forandret sig meget på den front. Han havde haft et meget lettere liv, hvis han var født i dag” siger Jesper Hennings, mens hans søster nikker. De to søskende husker, at Robin Werner Olsen jævnligt var gæst i deres barndomshjem, ligesom han altid blev budt med til de store familiefester. ”Han kom af og til hjemme hos far og mor – og far har også besøgt ham i kolonihaven. En enkelt gang sammen med min datter, da hun var lille. Det var en stor oplevelse for hende. Hun husker den lille kolonihave som en spændende jungle,” fortæller Birgitte Hennings. Men de sidste mange år er ingen familiemedlemmer blevet budt indenfor i Robin Werner Olsens hjem, og hvad enten han sent i livet blev glad for katte eller ønskede at lukke og slukke uden familiens medvirken, så er hans arvinger glade for, at han J selv lavede planen.

0 Jesper Hennings skåler med sin søster Birgitte Hennings. De er ikke vant til at sidde på bænken og drikke sød spiritus. Men de har taget plads på deres farbrors yndlingsbænk bag domkirken i Roskilde for at tale om hans testamente – og her er en lille spids helt i hans ånd. – Foto: Solveig Poulsen.

FOKUS PÅ HOSPICESAGEN HOSPICER I DAG Vi har 19 hospicer for voksne med i alt 257 pladser Vi har to hospicer for børn & unge med i alt 8 pladser Hvert år er der ca. 1/3 af de mennesker, der henvises, som ikke kommer på hospice. Det kan være fordi, der ikke er plads eller fordi, de henvises for sent.

HVEM KOMMER PÅ HOSPICE? Kræftpatienterne udgør ca. 94% af de indlagte på hospice, mens patienter med andre sygdomme udgør ca. 6%. Hospice bør være for alle med behov uanset, hvilken diagnose man har.plads eller fordi, de henvises for sent.

Sidste nye hospice og Danmarks første nybyggede børne- og ungehospice.

TVÆRFAGLIGHEDEN ER VIGTIG

BÅDE PATIENT OG PÅRØRENDE I FOKUS På et hospice er det både patienten og de pårørende, der tages hånd om. En værdig afslutning på livet for patienten handler nemlig også om at hjælpe de pårørende i afskeden og videre i livet efter tabet.

Et hospice er at sammenligne med en specialiseret sygehusafdeling og der gælder helt særlige visitationskriterier, som skal være opfyldt for at man kan henvises. Det kræver en henvisning fra patientens læge at blive indlagt. På hospice møder man altid en tværfaglig stab bestående af blandt andre læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, musikterapeuter, psykologer, præster og socialrådgivere, som samarbejder om behandlingen med udgangspunkt i den enkelte patient.

STØT HOSPICEARBEJDET Brug MobilePay 20234 eller www.hospiceforum.dk/stoetnu BLIV MEDLEM Se hvordan på hospiceforum.dk/blivmedlem Kirkegade 70, 6700 Esbjerg – Tlf.: 21 47 55 44 – hospiceforum@hospice.dk Besøg vores hjemmeside hospiceforum.dk

FRIVILLIGHEDEN Involveringen af frivillige er helt grundlæggende i hospiceﬁlosoﬁen og man vil derfor på alle landets hospicer møde engagerede frivillige.

Livet skal leves til det sidste

På hospice handler det om at få en værdig afslutning på livet, mens det leves til det allersidste. På vejen dertil spiller de mange frivillige en helt afgørende rolle. Det er naturligvis læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andre dygtige fagprofessionelle, der varetager den højt specialiserede pleje, patienterne har brug for under deres ophold på et af landets hospicer. Men rigtigt mange af de aktiviteter og oplevelser, der er med til at sikre, at livet leves til det allersidste, er de frivillige med til at arrangere og gennemføre. Der er frivillige med på banen, når der spilles banko, synges fællessang, pyntes op til festlige lejligheder eller tages på udﬂugt.

Der er frivillige tilknyttet alle landets hospicer og børnehospicer Hvis du selv har fået lyst at blive frivillig på et af landets hospicer, kan du kontakte dit lokale hospice og spørge frivilligkoordinatoren til mulighederne for at blive involveret. Du ﬁnder en oversigt over landets hospicer med kontaktoplysninger på:

hospiceforum.dk

Ofte sker det i et tæt samarbejde med personalet, men de frivillige gør det helt særlige, at de bringer et pust af verden udenfor hospicet med ind i huset og dermed en smule af den normalitet patienterne kender fra før de blev syge. Det er med til at skabe

stjernestunder og dermed højere livskvalitet for patienterne og deres pårørende.

Tør tale om livet og døden

Langt de ﬂeste patienter på hospice ved godt, at de skal dø og de

De frivillige gør en forskel

Som frivillig på et hospice bliver man konfronteret med livets skrøbelighed og er vidne til megen sorg. Alligevel er tilbagemeldingerne fra hospicernes frivillige, at de ﬁ nder deres engagement

”At være frivillig går i blodet på én. Det er ikke, som nogle tror, død og sorg det hele. Man træder ind i en helt anden verden, hvor der er ro og glæde på trods af svær sygdom, død og sorg.” ønsker at få det bedste ud af deres sidste tid. Derfor er det vigtigt, at der er højt til loftet og masser af grin, ligesom der også skal være plads til at tale om livet og døden. Sådanne snakke kan nogle gange være nemmere at tage med de frivillige, der kommer som medmennesker og altid er klar til at tage en snak på patientens eller den pårørendes præmisser. På nogle hospicer tager man også hånd om de patienter, der kommer hjem igen, og som har et lille netværk. Her kan de frivillige følge patienten som besøgsvenner til en god snak eller hjælp til eksempelvis kontakt til kommune, hjemmepleje mm. Flere hospicer har også særlig fokus på omsorg for efterlevende fx via sorggrupper, mindesammenkomster eller vandreklubber.

livsbekræftende og meningsfyldt. De frivillige oplever at gøre en forskel for andre mennesker og at gøre noget for andre øger ens egen livskvalitet, oplever de. For som en frivillig udtrykker det: ”Jeg er beæret over at få lov at

komme så tæt på mennesker, og det fylder mig med glæde, når jeg ser patienter eller pårørende blive glade for den lille ting, jeg gør, hvad enten det er en snak, et spil kort eller en blomst på bakken.”

Frivillige bakkes op på tværs af landet

Involveringen af frivillige er helt grundlæggende i hospiceﬁ losoﬁen og dermed også et bærende element i Hospice Forum Danmark, en landsdækkende interesseorganisation for hospicesagen, der arbejder for at udbrede kendskabet til hospicetanken og forbedre vilkårene for uhelbredeligt syge og døende samt deres pårørende. Hospice Forum Danmark afholder blandt andet kurser og seminarer for frivillige med fokus på kapacitetsopbygning og netværksdannelse på tværs for frivilligkoordinatorerne og de mange frivillige, der er tilknyttet landets hospicer.

Vi skal uligheden til livs

I august 2020 kom Rigsrevisionen med en kritik af adgangen til specialiseret palliation for døende i Danmark og beskrev den som ”utilstrækkelig” og ”ulige”. Alt for få får den nødvendige sen udtrykker det ”, udtaler Olav behandling og mange venter alt Nørgaard, formand for Hospice for længe. Og så er der en stor Forum Danmark. ulighed i adgangen til hospice Historisk har hospicerne i Danog anden specialiseret palliation mark været koblet til forskellige mellem kræftpatienter og menne- politisk besluttede kræft-handlesker med fx hjerte- eller lungesyg- planer og derfor har fokus også domme. helt naturligt været på kræftpa”Vi skal gøre det bedre, så vi sikrer, tienter. Men vi ved i dag, at andre at der ikke er den patientgrupper enorme ulighed også kan have mellem forskellistor gavn af ge patientgruphospiceophold. per. Vi skal sikre, Der kan derfor at alle døende og være behov for, deres pårørende at vi gentænker skal have adgang hospicetilbudtil den rette det og måden vi omsorg, lindring i det hele taget og støtte, når organiserer den de har behov specialiserede Olav Nørgaard, formand for for den, uanset palliation på. Hospice Forum Danmark hvem de er og ” At ﬂere patienthvor de beﬁnder grupper skal sig, sådan som selve kernen i vær- have bedre adgang til lindring skal digrundlaget for hospicebevægelnaturligvis ikke ske på bekostning

af kræftpatienter og derfor er der behov for, at vi ser på, om vi har den kapacitet, der er brug for – både i omfang og i den måde

nu, drejer sig om systematisk behovsvurdering, så vi sikrer, at den enkelte patient systematisk får afdækket præcist, hvilke behov

Et hospice er et sted, hvor patienter kan få pleje og behandling af komplicerede symptomer i et trygt og varmt miljø. Opholdet på et af Danmarks 19 hospicer samt 2 børnehospicer tager udgangspunkt i den enkeltes behov, og i samråd med patient og pårørende skaber man rammen om en sidste tid, der er værdig og meningsfyldt. Hospice er en specialiseret sygehusafdeling, det er derfor gratis at komme på hospice. En indlæggelse kræver en henvisning fra patientens læge. Hospice Forum Danmark er en landsdækkende interesseorganisation for hospicesagen. Læs mere på www.hospiceforum.dk

tilbuddene er tilrettelagt på. For det kan ikke være rigtigt, at man skal stå i kø for at dø” siger Olav Nørgaard. Som interesseorganisation arbejder Hospice Forum Danmark på at forbedre vilkårene for mennesker med livstruende sygdomme og deres pårørende. Det betyder både et arbejde med at oplyse omkring mulighederne for at komme på hospice, så patienter, læger og sygeplejersker kender tilbuddet og et arbejde med at påvirke beslutningstagerne til at sikre den lige adgang til den palliative behandling. ”I Hospice Forum Danmark har vi arbejdet med fokus på palliation som kerneområde i 20 år og vi er naturligvis klar til at bidrage med tanker og input til Regionerne. Derfor har vi også sendt et brev til bestyrelsen for Danske Regioner med vores anbefalinger til områder, der kalder på handling her og nu, ” fortsætter Olav Nørgaard. ”Hovedelementerne i vores anbefalinger til handlinger her og

for lindring han eller hun har. Der skal sikres langt bedre adgang til specialiserede tilbud for alle med behov for det og vi skal have gjort op med den alt for store ulighed mellem patientgrupperne. Der skal være en ret til samtaler omkring livskvalitet og behandlingsniveau, så vi undgår at døende gennemgår unødig smertefulde behandlinger. Og endeligt skal vi have styrket det tværfaglige samarbejde, så man i langt højere grad får udnyttet den viden, der ligger på hospicerne, så den kan komme endnu ﬂere til gode,” siger Olav Nørgaard. ”Men regioner og kommuner kan ikke klare hele opgaven med at komme uligheden til livs alene. Så der skal også lyde en klar opfordring til politikerne på Christiansborg om, at de må træde til og løfte deres del af opgaven. Og det skal de jo blandt andet gøre ved at sikre, at der bliver tilstrækkeligt med midler til, at man kan øge kapaciteten og iværksætte nye former for tilbud”, slutter formanden for Hospice Forum Danmark.

DU kan gøre en FORSKEL for HOSPICESAGEN BETÆNK OS I DIT TESTAMENTE

BLIV FORTALER Du kan være med til at udbrede kendskabet til hospice ved at fortælle om hospice – fortælle om, at det er for alle med behov og at det er gratis for patienten at blive indlagt.

Din arv kan være en afgørende hjælp i Hospice Forum Danmarks arbejde for at øge livskvaliteten i den sidste tid for patienterne og deres pårørende. Du er velkommen til at spørge os, hvis du har brug for mere viden om, hvordan du gør.

BLIV MEDLEM

GIV EN GAVE

FÅ MERE AT VIDE

Som støttemedlem af Hospice Forum Danmark er du med til at støtte vores arbejde for hospicesagen i hele Danmark.

Du kan også give en gave til Hospice Forum Danmarks arbejde her og nu ved at:

Du kan følge med i arbejdet og få meget mere at vide om hospicesagen i Danmark ved at besøge vores hjemmeside:

Du kan blive medlem både som enkeltperson og par eller du kan melde din virksomhed ind. Læs mere om, hvordan du gør på siden her www.hospiceforum.dk/ blivmedlem

Bruge MobilePay på 20234 Overføre til vores konto på: reg.nr.: 1944 kontonr.: 8896 223 829 Husk at opgive dit CPR-nummer, hvis du ønsker fradrag for din gave.

Kirkegade 70, 6700 Esbjerg – Tlf.: 21 47 55 44 – hospiceforum@hospice.dk Besøg vores hjemmeside hospiceforum.dk

www.hospiceforum.dk eller følge os på Facebook: www.facebook.com/hospiceforumdanmark

Arv&Testamente | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Sådan taler vi udenom, når vi taler om døden Er døden for abstrakt at begribe eller for brutal at acceptere? En sprogforsker og en psykolog giver deres bud på, hvorfor vi taler i billeder, når vi skal forholde os til døden

dødens metaforik AF TRINE LAVGESEN lavgesen@k.dk

Når vi mennesker skal sætte ord på et andet menneskes død, tyer vi oftest til et sprogligt billede: Han tabte kampen til kræften. Vi mistede hende pludseligt. Han har taget billetten. Endelig gav han slip. Hun betalte den højeste pris. Nu sidder han oppe i himlen og kigger ned. Et bud på en forklaring har Thomas Wiben Jensen, en af Danmarks fremmeste forskere i metaforer og lektor i dansk ved Syddansk Universitet. Jo mere uforståeligt og abstrakt et fænomen er, jo større er behovet for at bruge metaforer, når vi taler om det, forklarer han. Metaforer er nemlig ikke kun et sprogligt fænomen, de hænger også nært sammen med den måde, mennesket tænker på og gør noget begribeligt. ”Grundlæggende set kan vi ikke forstå døden. Vi kan ikke forstå, at vi en dag ikke er her mere, men verden fortsætter. Metaforer gør døden mere håndgribelig, fordi vi trækker på mere konkrete, ofte fysiske erfaringer til at beskrive noget meget abstrakt.” Indenfor metaforteori taler man om et abstrakt måldomæne, som gøres mere forståeligt gennem et konkret kildedomæne. Det kan nok lyde lige lovlig akademisk, men måske et eksempel kan hjælpe: Hun sov stille ind. Det abstrakte måldomæne døden gøres forståeligt gennem det genkendelige kildedomæne: søvn. Menneskets fysiologi og kropslige erfaringer er faktisk et særdeles populært kildedomæne. Som når man siger: Han trak vejret for sidste gang. Hun bor i vores hjerter. Vi skal se døden i øjnene. Endnu engang forklarer Thomas Wiben Jensen: ”Som mennesker erfarer vi verden kropsligt, før vi får et sprog, og det er med til at gøre, at vi kan bruge den type erfaringer til at gøre abstrakte begreber eller dimensioner mere håndgribelige. Sådan at noget, der ikke er fysisk, bliver gjort fysisk,” siger Thomas Wiben Jensen og tilføjer, at det også gælder andre abstrakte størrelser som kærlighed eller tid. Et andet typisk kildedomæne er erfaringer, mennesket gør sig i hverdagen. Han stillede træskoene. ”Det er et billede, man kan se for sig. Træskoene, der står ude i entréen og som ikke længere bliver fyldt ud,” forklarer Thomas Wiben Jensen.

3 Som psyko log har Niels Peter Agger oplevet, at metaforer gør det lettere for kræftramte at tale om døden. Især kristne billeder er hjælpsomme. ”Gudløse folk har en kæm pe opgave med at dø, hvis de for holder sig rationelt til døden hele vejen,” siger han. – Illustration: Rasmus Juul.

I sine samtaler med døende bemærkede Niels Peter Agger, at det religiøse sprog ofte dannede bagtæppe for metaforerne. ”Kristne billeder er hjælpsomme. Psykologisk har vi allesammen brug for den trøst, som fortællingen om Jesu død og opstandelse giver. At alle dem, man i et langt liv har taget afsked med, venter ovre på den anden side, er en stærk metafor. Jeg er lige ved at sige, at gudløse folk har en kæmpe opgave med at dø, hvis de forholder sig rationelt til døden hele vejen,” siger Niels Peter Agger. Thomas Wiben Jensen genkender, at kristendommen tilbyder et sprog og en begrebsverden, som kan forklare den usikkerhed, der følger med døden. ”Det er på en måde meget konkret, når et legeme ikke længere er levende, der indtræder en stivhed, og hjertet holder op med at slå. Men så er der også en anden del, som vi ikke kan se. For hvad betyder det, når nogen, vi har kendt, pludselig ikke er der længere?” Kristendommens indflydelse mærkes for eksempel i billeder, som gemmer på en dikotomi mellem sjæl og legeme, siger Thomas Wiben Jensen. Hun er steget til himmels. Sjælen har forladt ham. Kristendommen giver så at sige en forkaringsmodel for døden. ”Og der er ikke rigtigt kommet en god forklaring sidenhen, i hvert fald ikke én, der er nem at sluge,” siger Thomas Wiben JenJ sen.

Er døden tabu? Desuden kan det metaforiske sprog virke eufemistisk, altså have forskønnende og dermed forskånende effekt, tilføjer han. ”Fordi døden er så hård og svær at acceptere, så bruger vi omskrivninger, som ikke er så brutale.” I dødsannoncer og på gravstene er det da også det mest almindelige, at pårørende tager afsked med elskede familiemedlemmer ved at beskrive, hvordan afdøde er sovet ind, har fået fred eller er gået bort. Det er faktisk ganske svært at forestille sig en dødsannonce med teksten: ”Han døde skrigende i smerte og ville bare ikke være ved det.” Bag det usandsynlige, men kreative mindeord står psykolog og konsulent Niels Peter Agger, som tidligere har beskæftiget sig med døden i samtaler med kræftpatienter og som en del af

Foreningen for Palliativ Indsats. Niels Peter Agger har altid elsket dem, der dør baglæns, dem, der hænger fast med det yderste af neglene i dørkarmen, fordi de bare ikke vil anerkende, at de skal dø. ”Det er psykologisk utroligt spændende, fordi de mennesker rent faktisk har forholdt sig til dødens rædsel, afslutningens rædsel, det at man pludselig ikke er der mere,” fortæller han. Det er dog de færreste, der tackler døden sådan, fortæller Niels Peter Agger. Faktisk er hans oplevelse, at man i Danmark har meget svært ved at forholde sig til døden. Et Woody Allen-citat indkapsler danskernes forhold til døden, mener han: ”Jeg er ikke bange for at dø, jeg har bare ikke lyst til at være der, når det sker,” sagde den amerikanske filminstruktør. ”Det er den danske mentalitet.

Hvad er dit livsregnskab egentlig? Hvad har du brugt din tid på Jorden på? Vi har et fjernt forhold til døden, som betyder, at vi ikke må forholde os til de sidste opgaver,” siger Niels Peter Agger. Og det er her, at metaforerne kommer ind i billedet for psykologen. Meget ofte blev det nemlig lettere at få hans kræftramte patienter til at beskæftige sig med døden, hvis de talte i billeder. En patient med en fortid som arbejdsmand beskrev kræften som en tung mursten, han bar rundt på. ”Det var den måde, han kunne tale om det. Hvis først vi begyndte at tale om, at han skulle dø, så klappede han bare i,” fortæller Niels Peter Agger, som mener, at metaforerne tilbyder en følelsesmæssig afstand, der gør det lettere at forholde sig konkret til, at livet er ved at slutte.

3 3Ældresagen har foreslået otte spørgsmål, som kan åbne for en samtale om døden: 3 3Hvordan vil du gerne tage afsked, når du skal dø?

3 3Hvor vil du gerne dø, og hvor skal din begravelse være?

3 3Hvem ønsker du er hos dig, når du dør?

3 3Hvordan taler du med din nærmeste om din død? 3 3Hvad siger du til en, som lige har mistet?

3 3Tænk på en nærtstående persons sidste tid. Havde du ønsket noget anderledes?

3 3Hvor og hvornår gik det op for dig, at du selv skal dø engang? 3 3Har dit forhold til døden ændret sig med alderen? KILDE: ÆLDRESAGEN

20 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

”I tilfælde af død, skal dette brændes uåbnet.” Familien åbnede alligevel æsken I sin mors klædeskab fandt Birgit Nielsen en chokoladeæske. I en håndskrevet note lød det, at æsken skulle brændes uåbnet i tilfælde af død. Nu var moderen død, men hvad kunne æsken gemme af hemmeligheder? Og kunne familien trodse ønsket?

dilemma AF KAREN MATHILDE MØLLER JØRGENSEN kjoergensen@k.dk

Luften var trykkende en sommerdag i juli sidste år. 65-årige Birgit Nielsen var taget hen til sin mors lejlighed for at rydde op i klædeskabet. Moderen var sovet stille ind et par dage før. Kjoler og frakker blev lagt sirligt sammen og puttet i papkasser. Ud af det blå opdagede hun noget besynderligt i strømpeskuffen. Gemt bag underbenklæder og sokker puttede en hård guldæske sig. ”Anthon Berg” stod der med velkendt kursiv skrift. En chokoladeæske. ”Min første tanke var: ‘Gud, har hun den endnu?’ Jeg kunne genkende æsken, fra da jeg var barn, men jeg har aldrig vidst, hvad der var indeni,” fortæller Birgit Nielsen, der i dag er kørt turen fra sit hjem i Stenlille på Vestsjælland til sin datters lejlighed i Skovlunde ved København. Med æsken i hænderne satte hun sig på sengekanten i moderens soveværelse. Den var ikke spor støvet eller tung. Den var velbevaret, og tyndt guldpapir smøg sig om æskens kant. Som var den til en kongelig. Forsigtigt åbnede hun låget og så, at der lå en håndskrevet besked dateret til den 18. februar 1976. ”I tilfælde af død, skal dette brændes uåbnet.” Birgit Nielsen var forbløffet. Målløs. Hvad gemte æsken af hemmeligheder? En familieskandale? Oplysninger om et uægte barn eller en kriminel forbrydelse? Fantasien var ikke til at stoppe. ”Jeg tænkte med det samme, at den skulle brændes. Det var jo min mors ønske. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Hvorfor så mange år efter?’ Det var over 40 år siden, hun skrev sedlen, så jeg blev nysgerrig,” fortæller Birgit Nielsen og kigger over på sin 45-årige datter, Carina Nielsen, der tager et par vindruer i munden og krydser benene. ”Min mor gav mig æsken, da hun ikke kunne beslutte sig for, hvad hun skulle gøre. Min første tanke var at åbne for indholdet. Da jeg kom hjem med den, blev jeg ramt af en følelse af, at jeg alligevel ikke kunne. Det var jo min bedstemors ønske at brænde den,” fortæller Carina Nielsen og klapper chokoladeæskens ryg, der ligger hemme-

0 Da Birgit Nielsen og Carina Nielsen åbnede chokoladeæsken, fandt de 17 håndskrevne breve. Brevene var skrevet af Kai Gørtz Nielsen, Birgit Nielsens far, i perioden 1951-1954. De var stilet til Inga Birthe Nielsen, Birgit Nielsens mor, og beskrev rejseoplevelser og kærlighedstanker. – Foto: Leif Tuxen.

lighedsfuldt på bordet foran os. Carina Nielsen fortalte så sin mor, at hun heller ikke kunne åbne den. Sammen gjorde de sig mange tanker om, hvad indholdet kunne være. Hvad de skulle stille op. Og deres omgangskreds havde mange holdninger til, hvad de skulle gøre, men familien blev ikke klogere. Derfor valgte de at sende dilemmaet ind til radioprogrammet ”Mads og Monopolet”, der i dag hedder ”Sara og Monopolet” på P4. Her drøfter et panel af kendte danskere et dilemma, som en person ikke selv kan løse. Den 8. august sidste år, omtrent en måned efter dødsfaldet, tog monopolet dilemmaet op. Forinden havde familien aftalt, at det, der var flertal for i panelet, ville de ende med at gøre. Panelet bestod den formiddag af tv- og radiovært Simon Jul, fodboldspiller Lars Høgh og musiker Lina Rafn, som altså skulle afgøre chokoladeæskens skæbne. Rafn og Jul stemte for at åbne æsken, hvilket altså var to mod én. ”Det var en kæmpe lettelse. Der var ikke noget, jeg havde mere lyst til,” siger Carina Nielsen, og hendes mor nikker. Sammen satte mor og datter sig ned i Carina Nielsens lejlighed og åbnede æskens indhold. Under den håndskrevne besked gemte der sig 17 breve stilet til Birgit Nielsens mor, Inga Birthe

Nielsen, fra perioden 1951 til 1954. Det var i den periode, Inga Birthe Nielsen mødte sin mand, Kai Gørtz Nielsen. Han var sømand og var i den tid ude at sejle for at tjene penge. Først lagde de brevene op kronologisk efter dato og begyndte så at læse. ”Forinden havde vi talt om vores tanker omkring brevene. Forberedt os på, at vi nu kunne læse om en stor familiehemmelighed. Men det var vi indforståede med. Vi skiftedes til at læse brevene højt for hinanden. Langsomt opdagede vi, at det var kærlighedsbreve fra min far til min mor,” fortæller Birgit Nielsen. Hun kunne genkende sine forældre i brevene og mærkede deres dybe kærlighed i korrespondancen. ”Det er ligesom at skrive på en digital chat i dag. Dengang gjorde man det bare via håndskrevne breve,” siger Carina Nielsen og tager en tår af sin Faxe Kondi. I brevene fortalte Kai Gørtz Nielsen om sine oplevelser på havet. Nogle af frimærkerne bærer norsk og caribisk stempel, så der havde han også været. Han skrev dem på luftpostpapir, der er ultra tyndt, hvilket gjorde det billigt at sende. På grund af årene, der er gået, er brevpapiret gulnet, men de er kun meget lidt slidt i kanterne. De har ligget trygt i konvolutterne. Hvert brev

indleder med: ”Kære elskede lille pige.” Birgit Nielsen tager et af brevene op, som hun nu gemmer i en lilla ringmappe med plasticlommer. Hun åbner forsigtigt og læser sagte op: ”Jeg skriver dette, fordi det er et slags bevis, hvis jeg må kalde det sådan, og fordi jeg ikke kan få sagt alt, hvad jeg gerne vil, når vi er sammen.” Der er stille i lejligheden, mens alle stirrer på ordene, der er skrevet med en pæn håndskrift i grøn farve engang i 1950’ernes kærlighedsland. Spørgsmålet om, hvorfor så gode minder skulle brændes, hænger i luften. ”Det får vi aldrig svar på,” siger Birgit Nielsen. ”Hun måtte jo selv have brændt æsken, hvis det, der stod i den, var så forfærdeligt. Jeg synes, vi gjorde os mange tanker om dilemmaet. Selvom indholdet kunne være en stor hemmelighed, ville det være retfærdigt, at vi kendte til den. Den ville bare blive en del af vores familiehistorie,” siger Carina Nielsen, der er glad for, at de åbnede chokoladeæsken. Inga Birthe Nielsen var en kontant dame, der kaldte en spade for en spade. Carina Nielsen var tæt knyttet til sin bedstemor og kom meget hos hende som barn, da Birgit Nielsen havde lange ar-

bejdstider. Mormoren mødte Kai Gørtz Nielsen i 1951, hvor han kort tid efter tog ud på bølgen blå. De skrev brevene indtil 1954, hvor han kom tilbage på land. To år efter kom Birgit Nielsen til verden. Parret var sammen, indtil han døde i 1993 af lungekræft. ”Jeg vil våge den påstand, at hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg ville åbne den æske uanset. Fordi der ikke var nogen hemmelighed i, kan det godt være, at hun inderst inde ville have, at vi læste brevene,” filosoferer Carina Nielsen. Både mor og datter råder andre i samme situation til at gøre det samme: Åbn indholdet. Det vil give en ro, man ellers ikke ville få. ”Jeg ville have blevet helt bims, hvis jeg ikke havde læst brevene. Hvis der var en hemmelighed om en skjult bror, havde jeg dealet med det. Det kunne have skabt et nyt dilemma, om vi så skulle mødes med ham,” griner Carina Nielsen. Hendes mor har dog lidt dårlig smag i munden over at have åbnet æsken trods sin mors ønske. ”Det var en lettelse at åbne den. Men jeg har også lidt dårlig samvittighed over det. Jeg har det godt med det, fordi jeg har mærket mine forældres kommunikation på et helt andet plan,” siger Birgit Nielsen og piller forsigtigt ved chokoladeæskens fiJ ne guldkant.

Dilemmaet Det taler for at åbne:

3 31. Familien kan slutte fred med sine bekymringer og tanker om æskens indhold.

3 32. Familien kan blive klogere på sin familiehistorie, selvom indholdet kan være voldsom information. 3 33. Hvis informationerne var så voldsomme, måtte afdøde selv have brændt indholdet. Det taler imod at åbne:

3 31. Respekten for den afdødes sidste vilje.

3 32. Nysgerrigheden om indholdet er en form for egoisme.

3 33. Afsløring af en familiehistorie, man helst ville have været foruden. KILDE: ”MADS OG MONOPOLET” PÅ P4 OG FAMILIEN NIELSEN

ANNONCE FOR AIDS FONDET

EN ARV GRUNDLAGDE AIDS-FONDET

år er det 40 år siden, at hiv og aids-epidemien væltede ind over verden. Folk så deres kærester, venner og familiemedlemmer dø af en sygdom, som ingen kunne gøre noget ved. 15 år skulle der gå før der kom en behandling. Det var et mirakel. Fra den ene dag til den anden rejste folk, der var klar til at dø, sig op fra deres senge og var friske og raske. I 1985 dukkede en person pludselig op på et advokatkontor i København med et ønske om at give sin arv til at hjælpe mennesker med hiv og aids. Den arv blev starten på AIDS-Fondet, der nu i over 30 år har kæmpet for bedre behandling og mod den stigma og diskrimination, der stadig følger med en hiv-diagnose. Vi lever nu i en verden, som var helt umuligt at forestille sig i 1985: Ingen behøver længere at dø

af AIDS. I dag har vi en behandling, der er så god, at mennesker med hiv ikke smitter. De kan leve helt almindelige liv med dating, kærester og få børn. Men vi har stadig brug for fremskridt.

Læs mere om, hvordan du kan testamentere til AIDS-Fondets kamp for en verden uden hiv og aids på aidsfondet.dk/arv

En verden uden hiv AIDS-fondet arbejder for en verden uden hiv og aids - både i Danmark og internationalt. Selvom hiv og aids ikke længere er en dødsdom, så er der stadig over 600.000 mennesker, der dør af aids hvert år på verdensplan. Og mennesker som lever med hiv møder stadig fordomme og diskrimination. Forebyggelse er kernen i vores arbejde. Vi arbejder for lettilgængelig hiv-test og effektiv behandling. Men vi arbejder også for udsatte gruppers ret til god

mental og seksuel sundhed. Derfor har vi klinikker i hele landet hvor unge mennesker fra 15-29 år og LGBT+-personer i alle aldre kan blive testet for alle sexsygdomme gratis og anonymt og få rådgivning. Her bliver alle mødt åbent og fordomsfrit.

Din arv gør nytte Arvemidler er en del af AIDS-Fondets oprindelse, og det er stadig en vigtig indtægtskilde for organisationen, der blandt andet uddeler midler til forskning, information og patientstøtte. Pengene, der kommer fra testamenter, er et afgørende bidrag i vores kamp mod sygdommen, og de giver os mulighed for at tænke langsigtet. Sammen kan vi opnå en verden med plads til alle – uanset køn, seksualitet og hiv-status.

22 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

”Når man skriver et børnetestame man andre sit liv” Danskerne er dårlige til at snakke om døden, men alligevel opretter mange børnetestamenter for at sikre deres børn i tilfælde af død. En af dem er Katrine Gren Jensen – hun har to børn, men kun en af dem har en far

børnetestamente AF MATILDA LYAGER HANSCOMB hanscomb@k.dk

På en opslagstavle i Katrine Gren Jensens køkken hænger en tegning. Den forestiller en familie på fem, der holder hinanden i hånden, men Katrine Gren Jensen bor alene med sine to børn, Marius på 17 og Røskva på ni år. Så hvem er det, Røskva holder i hånden på tegningen? Det er hendes morfar og moster, for Røskva har ikke nogen far. Ikke i den traditionelle forstand i hvert fald. Hun er donorbarn, og på hendes fødselsattest står der kun ét navn angivet under ”forældre”: Katrine Gren Jensen. Røskvas storebror, Marius, har til gengæld en far. Han bor få kilometer fra familien Gren Jensens hjem i bofællesskabet Trekronerbo i udkanten af Roskilde. Men Marius bor mest hos sin mor, og det har han gjort det meste af livet. Det var også på grund af sønnen, at Katrine Gren Jensen første gang besluttede sig for at skrive et børnetestamente i 2007, da Marius var tre et halvt år. Et børnetestamente er en skriftlig erklæring, hvor man giver udtryk for, hvem man anser bedst til at overtage forældremyndigheden i tilfælde af, at man selv dør, inden barnet fylder 18 år – en rolle, som mange før i tiden overdrog til barnets gudmoder eller gudfader. Men hverken Marius eller Røskva er døbt. ”Da jeg blev alene med Marius, følte jeg mig udsat i forhold til, hvordan hans betingelser ville blive, hvis der skete noget med mig. Det var ikke et fravalg af hans far, men det var ikke tilstrækkeligt for mig, hvis han – i gåseøjne – bare kom hen til sin far,” siger Katrine Gren Jensen, der til dagligt arbejder som uddannelsesvejleder. ”Jeg havde et behov for, at han fortsat ville have en stærk tilknytning til min side af familien, som allerede var en stor del af hans liv,” siger hun og forklarer, at hun i børnetestamentet skrev, at det var hendes ønske, at Marius som minimum skulle være hos hendes søster hver anden weekend. Da Røskva kom til verden i 2012, skrev Katrine Gren Jensen børnetestamentet om. ”I det nye børnetestamente

skrev jeg, at Marius og Røskva, i tilfælde af min død, for alt i verden skal holdes sammen.” Et børnetestamente er ikke juridisk bindende, men bruges som rettesnor for Familieretshuset, der varetager familiesager, i tilfælde af forældres død. Derfor er det heller ikke nødvendigt at få en advokat til at udforme det, men helt tilstrækkeligt at gøre som Katrine Gren Jensen – hun har nemlig skrevet sit på to ganske almindelige stykker papir og efterfølgende forseglet dem i en kuvert. De første mange år stod børnetestamentet i toiletskabet ved siden af tandbørsten. ”På den måde vidste jeg, at det nemt ville blive fundet,” forklarer Katrine Gren Jensen. Men en ting er, hvor børnetestamentet står. En anden ting er, hvad der står i det. For hvordan vælger man, hvem der skal tage vare på ens børn i det tilfælde, at man dør? For Katrine Gren Jensen var valget ikke svært. ”Min søster er tættest på mig og mine børn. Min stedfar – ham børnene ser som deres morfar – er også tæt på, men han er for gammel, så det er logisk, at det er min søster, der skal overtage forældremyndigheden af Røskva.” ”Jeg er bange for, at en offentlig forvaltning kunne mene, at det var for Røskvas bedste at blive en del af en kernefamilie med mor, far og børn, og derfor er det vigtigt for mig, at der står, at min søster skal overtage min datter og samtidig kan have min søn en del af tiden,” uddyber den 46-årige mor til to. Det, der til gengæld var svært, var at tage snakken med søsteren. ”Min søster er selvfølgelig enig med mig i, at det var det rigtige at gøre, men hun har selv taget et aktivt valg om ikke at få børn, så hun klappede heller ikke i hænderne,” griner Katrine Gren Jensen, der altid har haft en drøm om en stor børneflok. ”Noget af det, der er rigtigt svært ved at skrive et børnetestamente, er, at man pådutter nogle andre det liv, man havde planlagt for sig selv.”

Preben Engelbrekt er direktør i Det Nationale Sorgcenter. Han forklarer, at det for mange forældre er ”enormt svært” at skulle forholde sig til tanken om at dø fra deres børn. ”Mange børn får at vide, at

0 Det var ved skrivebordet her, at Katrine Gren Jensen skrev sit tredje og sidste børnetestamente i 2016. I forgrunden står to navneskilte, som niårige Røskva har lavet til sin mor aftenen forinden. ”Morfar fik også et, men han skulle selvfølgelig have sit med hjem,” griner Katrine Gren Jensen. – Foto: Leif Tuxen.

mor og far ikke dør, før barnet kan klare sig selv, eller at forældrene bliver lige så gamle som oldemor. At forholde sig til at dø fra sine børn er noget af det mest smertefulde, man kan komme ud for som forælder,” siger han. Det samme gælder for Katrine Gren Jensen, der kalder det en grænseoverskridende oplevelse at sætte ord på sine ønsker. ”En ting er at tænke det inde i hovedet, men at sætte sig ned med papir og kuglepen – det var rigtig voldsomt for mig og en virkelig hård proces,” lyder det. Men derfor er det vigtigt at skrive et alligevel, mener Preben Engelbrekt. ”Fra seks-syvårsalderen begynder børn i højere grad at blive optaget af døden. Kigger vi fuldstændig lavpraktisk på det, så har børn brug for at vide, hvor de skal være, hvis forældrene ikke længere kan tage sig af dem.” Alligevel afholder mange sig

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

ente, pådutter

EN RIG NATUR

på sine egne ønsker, og hun kalder det en fysisk lettelse at vide, at man i tilfælde af hendes død ved, hvad der skal gøres. Det er svært at sætte et nøjagtigt tal på, hvor mange der ligesom Katrine Gren Jensen har skrevet et børnetestamente. ”Men inden for de seneste fem år er der sket en udvikling, og der er kommet meget mere fokus på børnetestamenter,” siger jurist Line Agerskov, som startede sit rådgivningsfirma Fairjura i 2011. Og hos Mine arvinger, der specialiserer sig i arv og testamente, får over 90 procent af kunderne med børn under 18 år lavet et børnetestamente, vurderer jurist Thomas Gren Vasileiou. Men Preben Engelbrekt mener alligevel, at der findes et stort skyggetal. ”Det er svært at finde tal på, fordi børnetestamenter ikke er juridisk bindende, men det er vores indtryk, at det er sjældent, at man skriver et børnetestamente, hvis man har begge forældre. Vi oplever i bedste fald, at det er alenemødre, som skriver et.” Tilbage hos Katrine Gren Jensen har hun ikke direkte sagt til Røskva, at der ligger et testamente, som skal sikre hendes liv, hvis Katrine skulle dø. ”Men Røskva ved godt, at sker der noget med mig, så kommer moster og passer på hende resten af livet.” J

SKRIV TESTAMENTE TIL FUGLEVæRNSFoNDEN I Fugleværnsfonden skaber vi åndehuller i en stadig mere trængt natur. Takket være generøs økonomisk hjælp har Fugleværnsfonden i dag 23 naturområder. Dit bidrag eller en arv - uanset størrelse - er en gave, som omsættes til mere natur. For fugle, for folk og for fremtiden. VIL DU VIDE MERE? Se www.fuglevaernsfonden.dk/testamente eller ring på tlf. 3328 3839 Du kan også støtte her og nu på Mobile Pay 90682

En forandret verden

SAMME MISSION

Børnetestamenter 3 3En skriftlig erklæring, hvor man giver udtryk for, hvem man anser bedst til at overtage forældremyndigheden i tilfælde af, at man selv dør, inden barnet fylder 18 år. 3 3Er ikke juridisk bindende. Skriver man sine ønsker på et almindeligt stykke papir gælder det i ligeså høj grad som, hvis man fik det underskrevet foran en notar.

2 Niårige Røskva har tegnet sin familie, som hun selv ser den. Den består af Marius, moster, Røskva, morfar og Katrine selv. – Foto: Leif Tuxen.

LAD DANMARKS FUGLE ARVE

Foto: Grå fluesnappere af Allan Gudio Nielsen

fra at tage stilling og skrive et børnetestamente, forklarer Preben Engelbrekt og henviser til en undersøgelse, ”Danskernes forhold til døden”, som Ældresagen lavede i 2019. I den fremgår det, at to ud af tre danskere mener, at det er vigtigt at tale om døden, men når det kommer til vores egen død, vil vi helst ikke tale om den. Selv når man er meget syg – hvilket er tilfældet for forældrene til 30 procent af de børn, som kommer i Børn, Unge og Sorg under Det Nationale Sorgcenter – er det alligevel de færreste, som skriver et børnetestamente, fortæller Preben Engel-brekt. ”Døden er blevet et nederlag. Vi har en forventning om, at lægerne kan blive ved med at holde os live, men der er ingen tvivl om, at hvis du skal skrive et børnetestamente, så er det 100 gange nemmere at gøre, mens du stadig er rask og rørig,” siger han. Da Katrine Gren Jensen selv blev syg af kræft i 2016, gjorde det hende ikke bange for at tale om døden. Tværtimod. Hun skrev et nyt børnetestamente. Nu handlede det ikke længere kun om at holde Marius og Røskva sammen. ”Der er noget, der ændrer sig, da jeg får kræft. I det nye børnetestamente skriver jeg, at det er vigtigt, at man arbejder for at beholde mit hus, fordi naboerne og klassekammeraterne vil være en ekstra tryghed for mine børn.” Et par år efter Katrine Gren Jensen bliver erklæret rask, snakker hun med sin søn, Marius. ”Han var begyndt at reflektere over, at jeg kunne have været død og fortæller mig så, at han altid vil passe på Røskva,” siger Katrine Gren Jensen med slet skjult blanke øjne. Efter snakken med sønnen stod det klart, at hun ikke behøvede at skrive flere børnetestamenter. Nu var Marius gammel nok til at sætte ord

| 23

3 3I tilfælde af død skal den offentlige myndighed Familieretshuset, der varetager familiesager, følge børnetestamentet, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet taler imod.

Har du tænkt på, hvem der skal arve dig? Betænk BDM med en gave i dit testamente

Siden 1843 har Brødremenighedens Danske Mission (BDM) hjulpet mennesker i nød, forbedret fattiges levevilkår og præsenteret den kristne tro på steder, hvor ingen eller kun få andre når frem. Med en testamentarisk gave til BDM muliggør du, at vi kan være til stede. Vi bringer håb og tro til mennesker i bl.a. Tanzania, DR Congo og Albanien. Ring til os på 35 29 48 20 eller læs mere på www.bdm-dk.dk

DIN ARV gåR Til klAssisk Mission • Evangelisation • Diakoni • Undervisning

BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSON

24 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Kirkegårde er populære åndehuller under nedlukningen Under coronakrisen har danskerne måttet flytte mange aktiviteter udendørs, og i København er de lokale kirkegårde blevet et yndet fristed for mange, viser en undersøgelse

kirkegård AF METTE SKOV HANSEN skov@k.dk

I over et år har danskerne måttet vænne sig til at bruge mere tid i det fri. På grund af risikoen for coronasmitte er mange sociale aftaler nemlig blevet rykket udenfor, og sportsaktiviteter og biografture er blevet erstattet med et utal af gåture. Og hvor parker og skove kan være oplagte mål for mange spadsereture, lader en anden type udendørsarealer også til at være særligt populære: kirkegårde. Flere undersøgelser har det seneste år vist, at naturen er blevet mere brugt af danskerne under nedlukningen, og det har fået de de to geografer og forskere Søren Præstholm og Anton S. Olafsson fra institut for geovidenskab og naturforvaltning på Københavns Universitet til at

undersøge, hvor beboerne i fem områder i København egentlig gik hen. Knap 5000 københavnere deltog i undersøgelsen, hvor de skulle markere områder, de brugte under krisen, og da de to geografer begyndte at analysere tallene, stod det klart, at kirkegårdene skilte sig ud. Det gjaldt blandt andet den store kirkegård i bydelen Bispebjerg, som ifølge Søren Præstholm var et ”hotspot”, selvom den lå lige ved siden af en gåturs-konkurrent i form af det store fredede naturområde Utterslev Mose. ”Utterslev Mose blev selvfølgelig også anvendt ofte, men det undrede os, at Bispebjerg Kirkegård bonede så meget ud, som den gjorde. Så vi kunne se på vores data, at der var noget omkring de kirkegårde, som vi måtte kigge nærmere på,” sagde han under en kirkegårdskonference for blandt andet kirkegårdsmedarbejdere, menig-

hedsrådsmedlemmer og landskabsarkitekter, som blev afholdt digitalt i slutningen af marts, og hvor de to forskere fremlagde deres resultater. I bydelen Bispebjerg pegede 32 procent af de adspurgte på den lokale kirkegård som et vigtigt udested for dem, og i bydelen Nørrebro, hvor Assistens Kirkegård ligger, var andelen 46 procent, fortalte Anton S. Olafsson. ”Det understreger, hvor vigtig en rolle kirkegårdene spiller rekreativt i storbyer som København, og hvordan de er en meget væsentlig puslespilsbrik i billedet af de grønne områder, som bliver brugt af københavnerne.” Hvor naturen var vigtig for brugerne af Bispebjerg Kirkegård, blev det kulturelle og sociale fremhævet ved Assistens Kirkegård i undersøgelsen. Motion blev også nævnt ofte, og for ni procent af de adspurgte i Bispebjerg havde

religiøsitet eller spiritualitet betydning for besøget. Den store brug af kirkegårdene er dog ikke uden konflikter. I disse år arbejder Københavns Kommune blandt andet med at åbne kirkegårdene, så de i højere grad bliver et mere alsidigt sted for det lokale liv og ikke kun for mennesker i sorg. Men det er også løbende blevet diskuteret, om man risikerer at glemme dem, der bruger kirkegården som et mindested. Under konferencen ville en deltager derfor også gerne høre, hvordan man gjorde plads til så mange forskellige typer aktiviteter på en kirkegård. Søren Præstholm oplevede, at mange borgere ønskede, at det var meget tydeligt, hvor man måtte hvad på kirkegården, så man for eksempel vidste, hvor man kunne finde ro og fred. På samme måde mente Maj Dalsgaard, der er ph.d.-studerende på Arki-

”

Måske man også kan vise respekt gennem liv, livsglæde og brug af kirkegården.

MAJ DALSGAARD, PH.D.-STUDERENDE PÅ ARKITEKTSKOLEN AARHUS

tektskolen Aarhus og holdt oplæg om landsbykirker, at det kunne være fornuftigt med zoneinddelinger på kirkegårdene. ”Man kan tage fat i de steder, hvor kirkegården ikke er aktiv i øjeblikket, og udlægge dem til zoner, hvor man kan andre ting, og hvor der kan

være større åbenhed for aktiviteter, som måske er mere larmende. Hvis man gør det, kan man samtidig beholde de stillerum på kirkegården, hvor man kan komme uden at blive generet,” sagde hun. I sin forskning har Maj Dalsgaard sammen med studerende set på, hvordan man kan indrette kirkegårde på landet, så de kan få ny betydning for lokalsamfundet. Det kan være ved at gøre plads til sansehaver, til naturbørne haver eller gyngestativer, forklarede hun. ”Jeg ved, at de forslag kan provokere ens forestilling om kirkegården som et sted, hvor man skal være stille. Men de kan måske åbne for spørgsmålet om, hvorvidt man kan vise respekt for dem, der ligger på kirkegården, med andet end stilhed. Måske man også kan vise respekt gennem liv, livsglæde og brug af kirkegården,” sagde hun. J

Møltrup Optagelseshjem Selvejende privat stiftelse Møltrupvej 70 • 7480 Vildbjerg • Tlf. 9713 1800 www.moltrup.dk • Følg os på

Møltrup Optagelseshjem er et hjem (oprettet i 1912 af fængselspræsten Johannes Munck), hvor mænd, som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv, kan finde hjælp til at tage livet op på ny. Møltrup bygger på et kristent grundlag og betragter sig selv som en del af det frivillige, folkekirkelige, diakonale arbejde.

Ved indbetaling af 50 kr. eller mere til vores bankkonto (7670 1093702) bliver man optaget i kartoteket for hjemmets støttemedlemmer, som hvert år ved juletid modtager hæftet »Meddelelser fra Møltrup Optagelseshjem«.

Støttefond for Møltrup Optagelseshjem modtager i øvrigt med tak enhver gave samt evt. andel af høstoffer til hjemmets Mændene betragtes ikke som klienter, men som mennesker, arbejde. der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården. Enhver som har brug for den hjælp, Møltrup kan yde, bydes Støttefonden er godkendt af Told- og Skattestyrelsen i henvelkommen, så længe der er plads. Der er 117 pladser. hold til ligningslovens § 8 A om skattefrie gaver.

Arv&Testamente | 25

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Aborterede fostre kan vente flere måneder på gravplads I dag får de fleste sene aborter en gravplads på en kirkegård. Men ofte venter fostrene i måneder i kapellet på nedgravning, og det kan være svært for forældrene. Forening ønsker nationale retningslinjer

gravplads AF MAJA FUNCH funch@k.dk

Der er sket meget på danske hospitaler i de seneste 20 år, hvad angår håndteringen af fostre, der fødes som såkaldte sene aborter mellem graviditetens uge 12 og 22, enten fordi kvinden aborterer spontant eller provokeret for eksempel på grund af misdannelser. Engang blev hovedparten af de aborterede fostre håndteret som medicinsk affald, men i dag får langt de fleste en gravplads på en kirkegård, viser en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget til syv hospitaler over hele landet. De fleste steder kan forældrene selv vælge, om det aborterede foster skal nedgraves af hospitalet på en kirkegård, om de selv vil forestå en begravelse eller bisættelse, eller om de ønsker, at fo-

stret skal bortskaffes som medicinsk affald. Det sidste ønsker ”meget få”, siger Dorte Hvidtjørn, jordemoder på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Syddansk Universitet, mens flest lader hospitalet tage sig af det. ”Der er sket en udvikling i, at man tidligere knytter sig til sit barn, og det er i udstrakt grad på grund af scanningstilbuddene: Der sker noget, når man ser fostret på skærmen dér. Det påvirker også praksis, når man mister,” siger hun om udviklingen. Aarhus Universitetshospital har omkring 50 sene aborter hvert år. Over halvdelen vælger, at hospitalet står for nedgravning af fostret. Det lægges i en hvid papkasse og begraves anonymt af en bedemand i en græsplæne på Vestre Kirkegård i Aarhus inden for 14 dage, hvorefter forældrene får besked. ”Det betyder, at fostret kommer til at være et sted,

hvor forældrene synes, det er værdigt og fint, men uden de skal forholde sig til et stort gravsted,” siger Dorte Hvidtjørn. Mange andre steder er praksis dog, at fostret ligger flere måneder og nogle steder op til et halvt år i kapellet, inden det nedgraves, hvis forældrene vælger, at hospitalet skal stå for den del. På Odense Universitetshospital ligger fostret i mindst to måneder og højst et halvt år på køl, inden det kremeres og graves ned med andre sene aborter, oplyser jordemoder og sorggruppeleder Rikke Bertram Grunddal. ”Det er et økonomisk spørgsmål om at pulje de senaborter, der er. Nogle forældre synes, det er for lang tid at vente, og nogle fortryder og vælger selv at stå for det. Men for de fleste er det en mulighed for, at fostrene bliver behandlet respektfuldt, uden de selv behøver gøre en hel masse. Jeg kunne

er en investering i bedre liv

At blive både døv og blind ændrer livet for altid...

Foreningen Danske DøvBlinde Tlf. 36 75 20 96 www.fddb.dk

ved, hvor længe fostrene ligger. Derudover undrer vi os over, at der ikke er nationale retningslinjer på dette område, som der er, når fostrene juridisk bliver til dødfødsler efter graviditetens uge 22,” siJ ger hun.

Abort i Danmark 3 3Grænsen for fri abort i Danmark er 12 uger. En sen abort er en abort efter 12. uge og før 22. uge. Det kan ske spontant eller provokeret. Sidstnævnte kræver en særlig tilladelse. I 2018 blev der givet tilladelse til 450 sene provokerede aborter, og 840 kvinder aborterede spontant i svangerskabets andet trimester, oplyser Øjvind Lidegaard, overlæge og professor i gynækologi og obstetrik på Rigshospitalet om de nyeste tal på området.

Foreningen Danske DøvBlinde

foreningens arbejde, hvis du vælger at indsætte os som arving i dit testamente. Vi skal nemlig ikke betale arveafgift. Vi dækker op til 5.000 kr. af advokatsalæret, hvis du betænker os i dit testamente.

Opret dit testamente gratis på www.fddb.dk eller kontakt os og hør mere

Slagelse Sygehus har cirka 40 sene aborter om året, og også her kan fostret vente op til ”et par måneder” på nedgravning. Det er vigtigt, at forældrene informeres præcist om hospitalets praksis og tidshorisont, mener jordemoder Julie Haas. ”Det betyder noget, hvor lang tid der går, fordi det for mange forældre føles uafsluttet, indtil fostret er kommet i jorden. Og for mange er tanken om, at det ligger i kapellet, ikke rar. Det er en information, man efter min mening ikke skal spare på.” I Hospitalsenhed Vest i

Herning samles fostrene også i kapellet og kremeres og nedgraves en gang i kvartalet, oplyser ledende overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling Maria Halberg. Her forklarer man kun om ventetiden, hvis forældrene spørger. Maria Halberg lægger vægt på, at hospitalet kan opbevare fostret ”så længe forældrene har brug for det” for at beslutte, hvorvidt de selv ønsker at forestå en begravelse eller for at tage afsked i det hele taget. Også i Ålborg ligger fostrene ”mindst 10 uger” i et kapel, hvor forældrene kan nå at ombestemme sig og selv varetage en begravelse, siger overlæge Annemette Jørgensen, som ikke kender den maksimale tidshorisont. I foreningen Forældre og Sorg ønsker direktør Birgitte Horsten, at man får fælles retningslinjer for håndtering af de aborterede fostre: ”Man bør sikre sig, at forældrene er informerede og

En arv til

Din arv går ubeskåret til

Vi tilbyder personlig rådgivning og lokale netværk og kæmper for døvblindes rettigheder. Vi synes, alle skal have mulighed for et godt og aktivt liv.

ønske, at vi kunne gøre det hver tredje-fjerde måned, men samtidig er jeg glad for, at vi har tilbuddet, og vi gør meget ud af at tale med forældrene og hjælpe dem til det valg, der er rigtigt for dem,” siger hun, som anslår, at hospitalet har omkring 80 sene aborter hvert år, hvoraf 50 kommer i fællesurnen.

STØT DE LIN DØVB EPAY MOBIL 5 9 51 81

ddb.dk

www.f

26| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Mit kæreste arvestykke

Nogle gange betyder de genstande, vi tager med os i livet, mere end man lige skulle tro ved første øjekast. Hvorfor har en gammel kobberdåse en fast plads på en biskops kontor? Hvordan kan det være, at to gamle kunstbøger er gemt væk fra nysgerrige børnefingre? Hvorfor vælge at beholde et tæppe, der har ligget og samlet støv i en kulkælder i flere år? Her kan du læse tre kulturpersonligheders historie om en genstand, som de har arvet AF SIGNE WULF TULINIUS stulinius@k.dk

Kunstbøgerne fra en sjæleven, der levede livet på sin egen måde Det er ikke så tit, at man hører om en 17-årig, der udvikler et nært venskab til en, der er i sine slut-80’ere. Ikke desto mindre var det det, der skete for Lotus Turéll og levemanden Svend Hansen. ”Der var en øjeblikkelig fortrolighed mellem os. Vi kunne springe alle formaliteter over, og jeg tror, det har noget at gøre med, at vi begge på hver vores måde har været i nogle kroge af livet, som måske ikke så mange andre har,” siger Lotus Turéll om den mand, hun mødte, da han var på vej mod sin død, og hun var på vej ud af gymnasiet. Han efterlod hende blandt andet to kunstbøger, som i dag minder hende om

sin gamle ven og hans modige livsfilosofi. Da Svend Hansens liv lakkede mod enden, tog Lotus Turélls mor en omsorgsrolle på sig. Han var syg og svækket til sidst, og de to havde været venner i mange år. ”Jeg følte mig virkelig lost (fortabt, red.), da jeg var de der 17 år. Jeg følte, at alle mine veninder havde planer eller tanker om, hvad de ville med deres liv, men jeg vidste ikke, hvilken vej jeg ville gå. Derfor var det så befriende at snakke med Svend, for han havde fulgt sine passioner og ændret kurs igen og igen,” siger Lotus Turéll, der i tiden op til Svend Hansens død tilbragte meget tid med ham.

Blandt andet i hans store lejlighed i Palægade i København, som var fyldt med kunst. Hun husker ikke hans død som tragisk, da han var ”mæt af dage”, som hun siger, men hun var taknemmelig for den sidste tid, de havde sammen. Svend Hansen havde både været cigarbinder, professionel cykelrytter, ejet travheste, været med til at lave en Oscarnomineret film og været kunsthandler. Nå ja, og så havde han været agent for kunstmaleren Wilhelm Freddie (1909-1995). ”Svend var for mig et levende bevis på, at man ikke behøver tvinge sig selv ned i en

form, fordi man føler, at det er det, man bør gøre,” siger Lotus Turéll, der sammenligner Svend Hansens modige livsfilosofi med den kunst, han præsenterede for hende, og som de havde mange samtaler om. Wilhelm Freddie blev nemlig opfattet som en provokunstner dengang, Svend Hansen repræsenterede ham, og det var ikke noget for de finere kredse. Svend fortalte også levende om Andy Warhol, som dog var meget mere accepteret og feteret i sin samtid end Wilhelm Freddie. ”Det er heller ikke fordi, jeg synes, kunsten i de bøger, jeg har arvet, er specielt smuk eller noget, jeg vil have hæn-

gende i mit hjem. Men de repræsenterer nogle værdier, som Svend Hansen gjorde præsente i mig. Noget med at gå sin egne veje, bryde med traditioner, når det er nødvendigt. Stå ved sig selv, tillade forandring,” siger Lotus Turéll, som ikke har bøgerne stående fremme i sit hjem, da de er over 60 år gamle og dermed skrøbelige. Men bøgerne har fulgt med hende igennem mange flytninger og har som nogle af de eneste genstande fået lov at følge med hende i så mange år. ”Jeg glæder mig til at vise dem til mine børn, når de bliver lidt ældre. Så vil jeg fortælle dem om min gamle ven, J Svend.”

Lotus Turéll 3 3Født i 1979. Hun har blandt andet studeret film- og medievidenskab på Københavns Universitet og arbejder i dag som coach, forfatter og foredragsholder. 3 3Har udgivet bogen ”Hemmeligheder for pige” om sine erindringer fra sin barndom, hvor hun voksede op med sin mor, Chili Turéll, og far, digteren Dan Turéll, der havde et alkoholmisbrug.

0 Kunstbøgerne betyder meget for mig. Det er Svends fysiske aftryk, og selvom jeg aldrig åbnede dem, vil de repræsentere nogle værdier, som han gjorde præsente i mig,” siger Lotus Turéll om de kunstbøger, hendes gamle ven Svend Hansen forærede hende, da han skulle dø. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

3 3Hun er mor til sønnerne Samson på 10 år og Elio på et år, som hun bor sammen med i Brønshøj.

Den ma med gu Elof Westergaard, der er biskop over Ribe Stift, voksede op ved sin families stenhuggeri ved Lemvig i Nordjylland. Her gik han som dreng ofte rundt og så på sin far arbejde. Faderen lavede figurer i sten med hammer og mejsel. Han lavede også gravsten, og når der skulle indgraveres bogstaver af guld i gravstene, kiggede Elof Westergaard ekstra opmærksomt. ”Der er noget magisk over guld,” siger biskoppen, der husker tilbage på, hvordan han betragtede sin far, der først borede bogstaverne i stenen, så penslede en lak på for til sidst at putte bladguldet nænsomt i bogstaverne. Faderen, som døde for seks år siden, tog så altid en kobberdåse frem og børstede det sidste guldstøv ned i dåsen. Det havde hans far vist også altid gjort, fortæller Elof Westergaard. ”Vi er en familie, der har svært ved at smide ud,” siger

Arv&Testamente | 27

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Det håndvævede tyrkiske tæppe i kulkælderen ”Vil du virkelig gerne beholde det her?”, spurgte Özlem Cekics mor hende, da hendes datter så begejstret på det hændvævede tæppe, der var svøbt om nogle skrøbelige ting, der skulle flyttes til et nyt hus. ”Hun kunne slet ikke se værdien i det. Men sådan er det med gamle ting i fattige lande. De bliver ikke vurderet som værdifulde,” siger Özlem Cekic, hvis familie er vokset op i Tyrkiet. Tæppet havde hendes mor fået som medgiftgave fra sin

2 Det håndvævede tyrkiske tæppe, som Özlem Cekic har arvet fra sin mormor, er ikke i den bedste stand. Det har ligget i en kulkælder i mange år og er ved at gå op i syningerne nogle steder. Derfor skal det snart repereres, og Özlem Cekic har gjort sig umage for at finde det helt rigtige sted til sådan en opgave. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

agiske dåse uld biskoppen, hvis mor for noget tid siden valgte at give arvestykket med guld til ham. ”Han ville have tænkt, at det enten var mig eller min søster, der skulle have den. Det er jeg sikker på.” ”Jeg kan godt lide ting, og jeg føler mig knyttet til mine ting,” siger han og begynder at fortælle en historie om en rejsende, der ville have alle sine ting i én kuffert. Den rejsende ville være fri for alting, så han måtte ikke eje mere, end der var plads til i kufferten. ”Men han tog jo altid nye ting med sig hjem, så han skulle hele tiden smide ting ud. Og det er jo problemet, for ting har jo en betydning. Erindringen har betydning, og det er dét, nogle af vores ting gør – de bringer minder frem,” siger biskoppen, der har samlet på mange ting igennem sit liv. I dag står dåsen med det overskydende guld på Elof

Westergaards kontor, og når han ser på den, tænker han på sin far, der døde i 2015, og på de minder, de har sammen. ”Men den har også en bredere betydning for mig. Den minder mig om, at vi er mere end støv, aske og døde kroppe, der går til. Vi er mere end natur.” Livet har betydning, og det, vi deler sammen, har værdi. Derfor må man godt være knyttet til de ting, der minder os om dette, mener Elof Westergaard. Og når han lader blikket hvile på dåsen fra stenhuggerfamilien, bliver J han netop det.

Elof Westergaard 3 3Født i 1962. Opvokset i Lemvig,

3 3Biskop over Ribe Stift siden 2014. Teolog fra Aarhus Universitet i 1991. Var sognepræst i Husby og Sønder Nissum Sogne, inden han blev sognepræst i Mariehøj Sogn, hvorfra han også var provst i Silkeborg Provsti fra 2009 til 2014. 3 3Gift med Kirsten M. Andersen, far til tre voksne børn.

3 Det var ren magi for den unge Elof Westergaard, der i dag er biskop over Ribe Stift, at se på sin far børste det bladguld, der var tilovers, ned i en dåse, når han arbejdede med at indgravere guldbogstaver i gravstene på familiens stenhuggeri i Lemvig i Nordjylland. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

mor, da hun skulle giftes med Özlem Cekics far. Ved en fejl blev det vasket i noget varmt vand, og det fik farverne til at smelte lidt uheldigt sammen, så det blev placeret i familiens kulkælder, hvor det lå i mange år og samlede støv. ”Da jeg så det, tænkte jeg, at det var helt vildt flot, og at der var nogle, der havde brugt energi på at lave det. Det er faktisk oftest kvinder, der laver de her tæpper – og endda i hånden,” siger Özlem Cekic og nævner, at disse tæpper er en kulturbærende ting i Tyrkiet. Hendes mor så dog stadig på tæppet, som var det et gammelt lagen. Men det syn skulle dog vise sig at blive ændret. For da Özlem Cekic tog sin mor og svigermor med på Nationalmuseet i København, fik de sig nemlig en smertefuld erkendelse. Mens de gik rundt på Nationalmuseet, lod Özlem Cekic mærke til, at hendes mor og svigermor begyndte at hviske og så mere og mere triste ud. Så hun spurgte dem, hvad der var galt. ”De talte om, at de havde

smidt alle deres gamle ting ud. Mens danskerne havde lavet et museum ud af det. De kunne genkende flere af tingene. Blandt andet nogle kister af kirsebærtræ, som de havde brugt som brænde. Men det er nok sådan, at det er først, når man bliver rig nok, at man værdsætter det, der er gammelt,” siger Özlem Cekic, der har brugt lang tid på at finde frem til det helt rigtige sted, der kan reparere det håndvævede tæppe, da det er gået lidt op i syningerne. Tæppet er det eneste, hun har arvet fra sin mormor, der døde i 2005, og hun ser hende stadig som en rollemodel. ”Hun var analfabet og 1,5 meter høj, men hun kunne komme ind i et rum, slå i bordet og alle mændene ville rejse sig med det samme,” siger Özlem Cekic, der selv vil give tæppet videre til sin datter, når det engang bliver tid til, at det igen skal skifte hænder. ”For når man slår rødder andre steder, betyder tingene fra ens ophav noget mere. Og det vil jeg gerne give videre til mine børn. Tæppet er lavet

af kvinder, og det er gået fra mor til datter i flere generationer, derfor synes jeg, det passer så fint, at det er min datter, der en dag skal have J det”.

Özlem Cekic 3 3Født i 1976 i Ankara i Tyrkiet. Kom til Danmark som femårig. Uddannet sygeplejerske.

3 3Tidligere folketingsmedlem for SF og er nu generalsekretær for foreningen Brobyggerne, debattør og foredragsholder.

3 3Hun har desuden udgivet flere bøger og er af mange kendt for sit brobyggerarbejde, hvor hun kæmper for at bygge bro mellem etniske grupper, virksomheder og institutioner med dialogkaffe. 3 3Bor i København med sin mand Devrim Ülgü og deres børn.

28| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

Hvad sker der egentlig, når et barn under 18 år skal arve? Hvem varetager barnets interesser? Og hvem bestyrer arven? Kristeligt Dagblad laver her en overflyvning

I L L U S T R AT I O N : R A S M U S J U U L

Når et barn arver arv AF LÆRKE FALLESEN fallesen@k.dk

Rasmus er fire år, da han mister sin mor. Moderen har testamenteret en arv på næsten 100.000 kroner til Rasmus, men da Rasmus er umyndig, kan han ikke selv råde over arven. Arv klinger som noget, man får fra en bedstemor eller anden aldrende slægtning, der går bort. Men det sker også, at børn må arve deres forældre i en meget ung alder. Rasmus er en fiktiv person, men han er et billede på, hvad der sker i arvesager, hvor en forælder går bort, før barnet er myndigt. I det tænkte scenarie er Rasmus’ mor gået bort, og tilbage står Rasmus’ far. Rasmus arver mere end 75.000 kroner, og pengene skal derfor placeres i en godkendt forvaltningsafdeling, som sikrer, at de ikke bliver misbrugt. Det er i første omgang Rasmus’ far, der som værge for Rasmus repræsenterer hende. Men i tiden efter moderens død, skal boet og arven deles, og da faderen selv er arving, kan han have konkurrerende interesser og kan derfor ikke repræsentere Rasmus. For at Rasmus’ interesser varetages bedst muligt, bliver der udpeget en skifteværge, indtil boet er delt. Skifteværgen er ofte en nær slægtning eller en anden person, som familien kender godt, men det kan også være en advokat. Allan Ohms er advokat hos Forum Advokater i Roskilde, og han oplever ofte at blive skifteværge for et umyndigt barn. Da er det ham, som skal varetage barnets interesser, indtil boet er delt, og selvom det foregår efter juridiske principper, fortæller han, at han og-

så gør sig umage med at huske de menneskelige aspekter. ”Man bliver skifteværge midt i en igangværende sorgproces, og de juridiske principper sikrer, at barnet ikke bliver snydt, men de tager ikke nødvendigvis hensyn til de efterladtes følelser.” Han giver som eksempel en sag, hvor han, som skifteværge for et svært handicappet barn, skulle tage stilling til, om barnets papmor og enke efter faderen måtte overtage familiesommerhuset til en lidt lavere pris end salgsvurderingen. Her var opvejningen hensynet til den multihandicappede og umyndige arving, som ville arve et højere, men mindre betydeligt beløb ved et salg af sommerhuset, og hensynet til enken, for hvem det var et spørgsmål om stærk følelsesmæssig tilknytning til huset. Allan Ohms valgte her at støtte enkens ønske, men det blev afvist i retten. ”Man må tage en chance indimellem, men den gode vilje støder altså nogle gange ind i den firkantede jura,” forklarer Allan Ohms. Det var Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen, red.), der afgjorde sagen i Allan Ohms eksempel. Og Familieretshuset er altid den afgørende instans i sager med umyndige arvinger. For når skifteværgen har udført sit arbejde, og barnet har fået tildelt sin arv, er det igen den oprindelige værge, som overtager ansvaret, uden at det betyder, at denne får uhæmmet adgang til at disponere over barnets arv. Ifølge værgemålsloven kan værgen ikke bruge af barnets formue uden Familieretshusets godkendelse. Rie Thoustrup Sørensen, der er kontorchef for adoption og værgemål i Familieretshuset,

fortæller, at forældre har forsørgelsespligt over for barnet, hvilket blandt andet betyder, at forældre som værger godt kan bruge barnets løbende indtægter fra for eksempel renter og børnepension til at forsørge barnet med. Hvis værgen derimod ønsker at bruge af formuen, altså arven som forvaltes, kræver det Familieretshusets godkendelse, og det gælder uanset, hvad forældrene ønsker at bruge barnets midler til. Forældre kan som værge for deres mindreårige barn normalt ikke få godkendt forbrug af formue til betaling af udgifter til barnets almindelige forsørgelse. Det gælder blandt andet mad, tøj, bolig og fritidsaktiviteter og skyldes, at forældre har forsørgelsespligt over for deres barn og derfor som hovedregel selv skal betale sådanne udgifter. I praksis skelnes der først og fremmest mellem udgifter til løbende forsørgelse og ting af mere luksuriøs karakter. Når Familieretshuset behandler forældres ansøgninger om frigivelse af barnets formue til forsørgelse af barnet, lægger de afgørende vægt på forældrenes økonomiske og personlige forhold. Ligesom barnets alder og størrelsen på barnets formue har betydning. Rie Thoustrup Sørensen forklarer, at frigivelse af barnets formue i alle tilfælde skal være i barnets interesse. ”Vi skelner således mellem behovet for et par nye vinterstøvler og en tur til Disneyland, og hvis tingene har luksuriøs karakter, vil anmodningen blive afslået uanset forældrenes økonomiske og personlige forhold,” lyder det fra Rie Thoustrup Sørensen. Hun anslår, at man faktisk godt kan forestille sig scenarier, hvor barnets arv reelt set er brugt op, før det bliver myndigt, hvis det har

været i barnets interesse, at dets arvede formue bliver brugt som hjælp til dets forsørgelse. Er der penge fra arven tilbage, kan de blive udbetalt, når barnet er fyldt 18 år. Familieretshuset har ingen statistikker for antallet af sager vedrørende brug af mindreåriges arvede formuer, men Rie Thoustrup Sørensen vurderer, at der ud af de sager, Familieretshuset årligt behandler over hundrede sager, der drejer sig om frigivelse af mindreJ åriges formue.

Arv til mindreårige 3 Formuer under 75.000 kroner bestyres som udgangspunkt af barnets værge. 3 Hvis et mindreårigt barn arver et beløb over 75.000 kroner, skal beløbet anbringes i en forvaltningsafdeling, som bestyrer formuen. 3 Uanset, om formuen er over eller under beløbsgrænsen, skal Familieretshuset godkende forbrug. 3 Man kan bruge af barnets indtægt til at forsørge barnet med uden Familierethusets godkendelse. Det gælder for eksempel indtægter fra børnepension, renter og lignende. KILDE: ADVOVEST.DK

Lad livet gå videre når du er gået bort I snart 100 år har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet mennesker i nød. Overalt i den fattige verden er menneskers liv blevet ændret til det bedre. Sultne har fået mad, børn er kommet i skole, og fattige har får mulighed for et værdigt liv. Takket være danskere, der har skænket Folkekirkens Nødhjælp en testamentarisk gave. Enhver gave i et testamente er med til at gøre en forskel uanset størrelse. Vi vil være meget taknemmelige, hvis du vil overveje at betænke os med en gave, når du skriver dit testamente. Ring til Folkekirkens Nødhjælp på telefon 3315 2800 og få gratis og uforpligtende vejledning om, hvordan et testamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden.

www.nødhjælp.dk/testamente

Foto: Valgerdur Hvidt Larsen

30| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. maj 2021

0 ”Når man banker på den, er det som at banke på træ,” siger administrerende direktør Ulrich Hein Boe Nielsen om den nye papirkiste, hans virksomhed, Tommerup Heilskov, har sendt på markedet i Danmark. Tommerup Heilskov leverer cirka 24.000 kister hvert år, og direktøren håber, at en stor andel af dem i fremtiden kan være af papir. – Foto: Jørgen Høg.

Nu kan danskere blive begravet i papirkiste

Efterspørgslen på mere klimavenlige begravelser vokser i disse år, og nu har Danmark fået sin første kiste af papir på markedet. Det, vi solgte for 20-25 år siden, kan vi ikke sælge til folk i dag, siger direktør

begravelse AF METTE SKOV HANSEN skov@k.dk

Else-Marie Johnsens mand var miljøbevidst. For ham var det vigtigt at passe godt på naturen, og han gik gerne efter de bæredygtige løsninger frem for de billige. Da den 77-årige pensionerede dyrlæge døde sidste år, fandt familien det oplagt at lade ham blive begravet i netop den ånd. De var derfor ikke i tvivl, da bedemanden i vestjyske Videbæk præsenterede et helt nyt og grønt alternativ til den klassiske trækiste for dem: en kiste af papir. ”Vi var da nok lidt bekymrende for, om håndtagene kunne holde – men det kunne de sagtens. Det var en enkel og elegant kiste, og den var lige i min mands ånd. Han var ikke aktivist, men skånede miljøet og ville aldrig købe noget bras. Og så kunne han godt lide noget, der var anderledes. Jeg tror, han havde syntes, det var sjovt at være den første i Danmark til at få en kiste af papir,” siger ElseMarie Johnsen, hvis mand, Lars Andreas Johnsen, blev bisat den 11. november sidste år. Umiddelbart lyder papir ikke som det optimale materiale at bygge en kiste af. Men nu er det muligt for danskerne at blive begravet i netop det. I sidste må-

”

Vores mål har været at skabe en kiste, der skader naturen mindst muligt.

ULRICH HEIN BOE NIELSEN, ADMINISTRERENDE DIREKTØR I TOMMERUP HEILSKOV

ned satte vestfynske Tommerup Heilskov, som er Danmarks største kisteproducent, nemlig for første gang en papirkiste til salg på det danske marked. Kisten er udviklet i Sverige og har været på det svenske og norske marked i henholdsvis et helt og et halvt år. Ifølge Ulrich Hein Boe Nielsen, der er administrerende direktør i Tommerup Heilskov, har man opfundet en metode til at gøre papirmassen solid og holdbar, samtidig med at den vejer næsten halvt så meget som en almindelig trækiste. Og vigtigst af alt er den mere bæredygtig at producere. ”Vores mål har været at skabe en kiste, der skader naturen mindst muligt. Her er det lykkedes os at lave en af papir, som ligner en almindelig trækiste, men hvor vi har brugt cirka halvt så meget træ og 40 procent mindre CO2 i produktionen,” siger direktøren, som lige nu arbejder på at få kisten ud på det europæiske marked. Papirkisten er blot det seneste eksempel på, hvordan bæredygtighed for alvor er begyndte at fylde i begravelsesbranchen. I dag slår flere bedemænd sig op på at sælge kister og urner, der produceres ud fra klima- og miljøvenlige principper og i biologisk nedbrydelige materialer. Der findes også tilbud om genbrugsgravsten og gravsteder på

natur- og skovkirkegårde samt krematorier, hvor overskudsvarmen fra ovnene genbruges som fjernvarme. Og den udvikling skal man ifølge Ulrich Hein Boe Nielsen takke danskerne for. ”Der er virkelig sket meget i de 30 år, jeg har været i branchen. Det, vi solgte for 20-25 år siden, kan man ikke sælge i dag. Forbrugerne er langt mere bevidste og bedre oplyst,” siger han. Interessen for bæredygtighed er også tydelig, når man ser på, hvilke urner danskerne vælger i dag, siger Mogens Balling. Han er direktør for Begravelse Danmark, som har begravelsesforretninger over hele landet. ”I dag vil folk stort set kun have urner, der er lavet af naturprodukter og let bliver opløst. Ser man på hele branchen, er det måske 10 procent af danskerne, der ikke vælger bæredygtige urner i dag, hvor det for bare 10 år siden var omvendt,” siger han. Ifølge Michael Hviid Jacobsen, der forsker i begravelseskultur på Aalborg Universitet, er udviklingen en naturlig konsekvens af den klimabevidsthedsbølge, der skyller ind over samfundet i disse år. Kigger man uden for Danmark, er mange lande, herunder Tyskland og USA, endda meget længere fremme på området. Her udgives der blandt andet håndbøger og manualer om, hvordan man kan lave kister og

Andre bæredygtige kister og urner 3 Kurvekisten: En flettet håndlavet kiste, som er lavet af pil eller sukkerrør. Den første kiste blev lavet i 1998 af firmaet The Somerset Willow Company i England. 3 Bambuskister og -urner: De fleste steder kan man få kister og urner lavet af bambus, som er en hurtigtvoksende plante, der optager meget CO2. 3 Papurne: Søhøjlandets Begravelser i Viborg præsenterede i 2019 en urne lavet af pap. Pappet, som urnen er lavet af, produceres på Bruunshåb Gamle Papfabrik ved Viborg, der laver pap af papir, som folk og firmaer afleverer ude på fabrikken. 3 Søurner: Der findes i dag flere slags søurner, som er lavet til askespredninger over havet. De er typisk lavet af sammenpresset papir eller pap og opløses hurtigt i havet.

urner uden at forurene naturen, og hvordan man kan tænke i genbrugsmaterialer. Og udviklingen er kommet for at blive, siger Michael Hviid Jacobsen. ”Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år – både nationalt og internationalt – vil se endnu flere nyskabende og nytænkende forsøg på at gøre døds- og begravelsesområdet mere bæredygtigt.” Selvom interessen er stor, betyder prisen dog stadig meget for danskerne. Ifølge Mogens Balling fra Begravelse Danmark

vil mange for eksempel have svært ved, at den nye papirkiste koster 9000 kroner og dermed er omkring dobbelt så dyr som en almindelig trækiste. ”Jeg føler mig meget overbevist om, at mange vil vælge en billigere løsning, når de sidder i situationen og skal have bisat et familiemedlem. Men på sigt skal det nok komme, og kisterne bliver jo billigere, når der kommer en større volumen. Og dermed bliver ønsket om en sådan kiste også større,” siger han. J

Hvert år oplever 120.000 børn og unge, at deres mor, far, søster eller bror bliver alvorligt syg eller dør

- betænk Børn, Unge & Sorg i dit testamente I Børn, Unge & Sorg hjælper vi børn og unge, som oplever, at en forælder eller søskende bliver livstruende syg eller dør. Du kan også hjælpe børnene til at få at godt liv igen, når det værst tænkelige er sket. Det kan du gøre ved at testamentere hele eller en del af din arv til Børn, Unge & Sorg. Vælger du at betænke os, er du med til at sikre gratis støtte og specialiseret psykologisk behandling til børn og unge med behov for vores hjælp. Læs mere på

sorgcenter.dk/arv-og-testamente

Hold glæden i live med din arv

Din arv gør en synlig forskel Med din testamentariske gave kan vi gøre mere for flere med synshandicap. Vi kan skabe tilbud og aktiviteter for blinde- og svagsynede børn, hjælpe familier med synshandicap til et godt hverdagsliv og bekæmpe Pengene går til: ensomhed blandt ældre med • rehabilitering og hjælp synshandicap gennem • uddannelse af førerhunde netværk og sociale • ny dansk øjenforskning aktiviteter. • sociale aktiviteter

Dansk Blindesamfund er en humanitær organisation og er derfor fritaget for at betale boafgift til staten. Det betyder, at det beløb, du testamenterer til os, går ubeskåret til vores arbejde. Vælger du at begunstige Dansk Blindesamfund i dit testamente, betaler vi advokatens salær op til 5.000 kr.

Læs mere på blind.dk/stot-os/testamente-gaver