Arv&Testamente

Tillæg til Kristeligt Dagblad lørdag 15. august 2020 I L L U ST R AT I O N : MO R T E N VO I G T

Hos os får du ikke bare et testamente

HAR DU SIKRET DIN FAMILIE?

Hos Forum Advokater giver vi dig en fuld PS 1: Advokat Allan Ohms holder sammen rådgivning om dit testamente. Både den ju- med Poul Erik Bermann (forfatter til bogen ridiske og menneskelige del. Vi samarbejder ”Til døden OS skiller”) foredrag med temaet Undersøgelser viser, at milliarder af kroner havner i de forkerte lommer – fordi der med Institut for Eksistens og rådgiver også ”Når arven skal deles”. ikke er tjek på testamenterne. om hvordan dit testamente kan blive læst – og hvordan du undgår konflikter. Vi behandler PS 2: Hvis du vil modtage Allan Ohms’ notat mange dødsboer og på den måde har vi en om fremtidsfuldmagter, så send en mail på Vi unik er specialister at udarbejde testamenter, viden om, ihvordan det gode testamente ao@forumadvokater.dk og mærk den NOTAT ogvirker kan vejlede dig om dine muligheder og kan OM FREMTIDSFULDMAGTER. Så får du en og hvordan det dårlige testamente give gode råd om boafgift og skat. gøre livet efter døden meget svært. Ring til tjekliste pr mail. Den koster ikke noget. advokat(H) Erik på 4638 tager 0324 og hør Samtidig sikrer vi Øvlisen at testamentet nærmere. udgangspunkt i lige akkurat din situation og

udformes på en måde, så der ikke er nogen

2 | Arv&Testamente

H

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

vert år dør mere end 50.000 danskere, der alle har sat et aftryk på vores jord.

Tilbage står ofte ikke bare pårørende, men også et hjem, som vidner om et levet liv, og flere ubesvarede spørgsmål. For selvom vi alle ved, at døden en dag vil indtræffe, er det langtfra alle, der har talt om, hvad der skal ske, når den indtræffer. I dette tillæg belyser Kristeligt Dagblad nogle af de eksistentielle og praktiske spørgsmål, der kan melde sig, når et liv ender. Stina Ørregaard Andersen, souschef, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold

F OTO : L E I F T U X E N

Kirkegården er et rum Landets gravsteder er endnu ikke blevet digitale for forsoning side 4 side 20 2 Flere vil donere deres

krop til videnskaben side 6

Når begravelsen skal planlægges side 8

I L L U S T R AT I O N : MO RT E N VO I G T

Lever vi videre på nettet? side 10 Testamente og demens: Man skal tage snakken, også selvom det gør ondt side 12 2 De bærer livet ud

side 14

F OTO : J U L I E M E L D H E D E K R I ST E N S E N

Interview: ”Hun lærte mig meget om livsmod og dødsmod” side 22 3 F OTO : L A R S A A R Ø/ F O K U S

Motionsløb på kirkegård gav konflikt med sørgende side 24 Medlemmer af folkekirken har stærkere mindekultur side 25 Vi er sendt til hinanden med kærlig hilsen side 26

Interessen for slægts­ historie stiger side 16

Bør personalet deltage i begravelsen, når en plejehjemsbeboer dør? side 28 3

Er det rimeligt, at staten snupper noget af din arv? side 18

Imam og sognepræst gik sammen om begravelsen side 30

F OTO : M A D S J E N S E N / R I T Z AU S C A N P I X

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaarad Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Din tro på livet er værd at give videre!

Ønsket om at ville hinanden det bedste, er noget af det største, man kan give videre. Det samme gælder glæden ved livet.

Har du tænkt over, hvem der skal arve den efter dig?

I Frelsens Hær hjælper vi mennesker, der trænger til mad, varme og noget at tro på. Det sker gennem vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre, julehjælp, ferielejre m.v.

Men selv som kristen kirke må vi erkende, at det ikke altid rækker med næstekærlighed alene. Der er også brug for økonomiske midler gennem et testamente fra dig. Er du interesseret, kan du helt uforpligtende kontakte os. Så kan vi sammen undersøge, hvordan du bedst muligt giver din tro på livet videre.

Kontakt os på 33 31 41 92 eller på www.frelsens-haer.dk Frelsens Hær · Frederiksberg Allé 9 · DK 1621 København V

F R E L S E N S

H Æ R

INK.

Hvem skal arve den efter dig?

4 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Landets gravsteder er endnu ikke blevet digitale Da det for fem år siden blev en mulighed at gøre gravsten digitale ved brug af de såkaldte QR-koder, spåede man den digitale måde at mindes sine afdøde på at blive et udbredt fænomen. Sådan gik det dog ikke, og det skyldes hovedsageligt, at vores ritualer generelt ændrer sig langsomt, siger forsker

gravritualer AF BENEDIKTE CHRISTINE RASMUSSEN brasmussen@k.dk

Ved et gravsted dækket af røde ahornsblade på en kirkegård i Randers hviler ægteparret Gerda og Wassily Nikolajew. Begge arbejdede de i en canadisk golfklub som unge sidst i 1950’erne.

Det var dér, de mødte hinanden.

For det lå måske ellers ikke ligefrem i kortene, at han, en russisk ung mand i midten af sine 30’ere, skulle forelske sig i den 10 år yngre Gerda fra den jyske landsby Kvorning i Danmark.

Men sådan blev det, og i den canadiske by Toronto blev de gift, før Gerda fødte parrets første datter. Siden flyttede familien til nordjyske Randers, hvor to døtre fulgte, og hvor de sammen levede et dejligt familieliv.

Ovenstående historie om ægteparret Gerda og Wassily er umiddelbart for lang til, at det praktisk kan lade sig gøre at mejsle den ind i familiegravstedets sten. Alligevel kan man få fortalt hele denne historie og mere til, hvis man skulle passere Gerda og Wassilys gravsten på den nordjyske kirkegård. Deres gravsted er nemlig digitaliseret. Scanner man gravstenen med en såkaldt ”QR-kodelæser” på sin smartphone eller tablet, kommer hele historien om ægteparrets liv således frem på skærmen som en mundtlig fortælling med underlægningsmusik og skiftende billeder af parret gennem hele livet.

Det var tilbage i 2015, at det for alvor blev muligt at tilkøbe en QR-kode hos stenhuggeren, når gravstenen skulle designes.

Det lille, grafiske scanningsmærke, som man med sin mobil kan aflæse og derved åbne for en hjemmeside tilknyttet koden, blev dengang spået at blive den nye, store tendens inden for moderne gravsteder. En måde, hvorpå pårørende familiemedlemmer kunne mindes deres kære afdøde med et digitalt efterskrift, hvad end de besøgte gravstedet eller sad hjemme i sofaen.

Hurtigt blev muligheden for de digitale mindepladser grebet af kirkegårde, hvor offentligt kendte afdøde danskere ligger til hvile. Blandt andet blev 12 gravsteder på Vestre Kirkegård i København udstyret med QR-koder, som besøgende kunne scanne for at høre fortællinger om blandt andre forfatteren Herman Bang, den tidligere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og pioneren Louis Pio. Til gengæld fangede koncep-

0 Med en smartphone eller en tablet er det muligt at indlæse de QR-koder, som man har haft mulighed for at tilkøbe til gravsten de seneste fem år. Her ses Gerda og Wassily Nikolajews familiegravsten, som har tilkoblet en mindevideo gennem QR-linket.

Muligheden for at skabe et sådant digitalt mindested er dog ikke blevet så udbredt, som man for fem år siden spåede. – Foto: Helen Rasmussen/ Nikoras.

tet om de digitale mindepladser aldrig rigtigt an blandt pårørende til de for offentligheden ukendte danskere. Det fortæller Michael Rohde-Petersen, der er marketingchef i den landsdækkende stenhuggervirksomhed Danske Stenhuggerier. ”Efterspørgslen har ikke været stigende, siden det blev en mulighed for såkaldte ’almindelige mennesker’ at gøre gravstenen digital. Udfordringen for de pårørende er ofte at skrive den fortælling, der skal dukke op, når man scanner QR-koden. For selvom vi nu har allieret os med en journalist, der hjælper med opgaven, så er det ofte, at familier ikke kan blive indbyrdes enige om, hvilket indhold de digitale mindesteder skal have,” siger han.

Cybersociolog og lektor på ITUniversitetet i København Stine Gotved arbejdede i 2015 på et forskningsprojekt, der netop omhandlede udbredelsen og betydningen af QR-koder på gravsten. Ifølge hende er der flere faktorer, der har haft indflydelse på, at fænomenet aldrig rigtigt er slået an. ”En af hovedårsagerne skal muligvis findes i, at vores ritualer i forbindelse med død og begravelse ændrer sig meget langsomt. For de flestes vedkommende står spørgsmålet ’hvorfor en QR-kode på stenen’ stadig ubesvaret. På nettet ser vi dog andre forskellige typer af mindeaktiviteter, der er blevet mere

populære, for eksempel Facebook-profiler som mindesider for afdøde.”

Hun mener dog modsat Michael Rohde-Petersen ikke, at kirkegårde nødvendigvis bliver mere digitaliserede i fremtiden. ”Kirkegården som rum er under afvikling. Det er ikke kun på grund af den affolkning, vi oplever. Det er også, fordi flere vælger urnegravsteder og askespredning, og jeg tror generelt, vi vil se, at digitaliseringen af de afdødes minder i højere grad kommer til at foregå uden for kirkegårdens mure,” siger hun.

Helen Rasmussen står sammen med sin ægtefælle, Steen Rasmussen, bag firmaet Nikoras, der blandt andet tilbyder at udforme QR-links med digitale livshistorier og mindesider. I 2017 indgik de et samarbejde med Danske Stenhuggerier, og siden har de udformet en række af de digitale mindesider for kendte såvel som ukendte afdøde. ”Det har været en rigtig fin oplevelse, når vi i samarbejde med de pårørende har fået lov at udforme de her livshistorier og nedfælde dem som digitale minder. Men efterspørgslen har desværre ikke været så stor, som vi håbede på. Jeg tror i høj grad, at det handler om, at de fleste afdøde jo heldigvis er fra den ældre generation, hvor man har været mere traditionsbundne og ikke på samme måde som nu

har brugt it i sin hverdag. Derfor virker det måske ikke naturligt at vælge et digitalt mindested,” siger Helen Rasmussen.

Og netop de yngre generationers øgede brug af sociale medier og det faktum, at teknologi i langt højere grad er vævet ind i hverdagen end tidligere, vil i højere grad præge vores fremtidige kirkegårdskultur, vurderer Jakob Borrits Skov Sabra, der er projektleder i Digital Design ved Via University College og forfatter til ph.d.-afhandlingen ”Fremtidens kirkegårdskultur”.

Han tror ikke på, at kirkegårdens rum er under afvikling.

Den er nemlig en stærk og fast del af vores kristne kultur, som kun vil styrkes af fremtidige digitale muligheder. ”Kirkegården vil aldrig kunne erstattes af digitale mindesteder. Det med, at vi har et fysisk sted at placere sorgen, er ganske afgørende. Men man kan sige, at de digitale løsninger er med til at forstærke vores mindekultur og den sorgpraksis, vi har,” siger Jakob Borrits Skov Sabra.

Vi vil dog i højere grad komme til at opleve, at vi bliver mere kritiske over for, hvilke digitale muligheder vi har at vælge mellem på gravstedet, mener Jakob Borrits Skov Sabra. ”Hvor gravstenen stadig er det mere ’sikre’ valg, fordi den har lang levetid og er underlagt kirkegårdens lovmæssige regler og beskyttelse, har vi i forhold til de digitale mindesider i særde-

leshed brug for at fremtidssikre løsninger i form af platforme og apps, som ikke bryder ned, bliver slettet eller anvendt til eksempelvis kommercielle formål.

Vi vil stadig se flere og flere danskere benytte digitale muligheder, blandt andet fordi vi kan tilføje en enorm detaljerigdom i en mindeside, hvilket ikke er muligt på et traditionelt gravsted i J dag.”

QR-koder på gravsten 3 En QR-kode er ofte en lille firkantet grafisk tegning bestående af sort-hvide felter, der kan aflæses af en såkaldt QR-scanner.

Scanneren kan downloades som en applikation på en smartphone eller en tablet, og ved at holde telefonen mod gravstenen, kan koden indlæses. QR-koden fungerer således som et link, der kan føre til en hjemmeside, en video eller lignende med mere information. QR-koder på gravsten linker ofte til fortællinger om afdødes liv og eventuelt video og fotos af afdøde.

Lad livet gå videre når du er gået bort I snart 100 år har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet mennesker i nød. Overalt i den fattige verden er menneskers liv blevet ændret til det bedre. Sultne har fået mad, børn er kommet i skole, og fattige har får mulighed for et værdigt liv. Takket være danskere, der har skænket Folkekirkens Nødhjælp en testamentarisk gave.

Enhver gave i et testamente er med til at gøre en forskel uanset størrelse.

Vi vil være meget taknemmelige, hvis du vil overveje at betænke os med en gave, når du skriver dit testamente.

Ring til Folkekirkens Nødhjælp på telefon 3315 2800 og få gratis og uforpligtende vejledning om, hvordan et testamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden.

www.nødhjælp.dk/testamente

Foto: Valgerdur Hvidt Larsen

6| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Flere vil donere deres krop til videnskaben Over hele landet opleves der en stigning i antallet af personer, der vælger at testamentere deres krop til videnskabeligt brug efter deres død. Den stigende interesse hænger sammen med større opmærksomhed omkring døden og stillingtagen til organdonation

AF FREDERIKKE ENGBERG LARSEN flarsen@k.dk

Når vi skal herfra, er der mange valg, der skal tages. Flere danskere vælger i disse år den traditionelle begravelse eller bisættelse, hvor kroppen lægges i jorden eller brændes, fra, og i stedet donerer de deres kroppe til lægevidenskaben, hvor legemerne indgår i uddannelse af medicinstuderende og efteruddannelse af kirurger.

Faktisk er der så mange, der er begyndt at tage det valg, at de på institut for biomedicin på Aarhus Universitet i september 2019 måtte lukke for oprettelse af nye donationsaftaler. ”Vi har i den grad oplevet en stigende interesse i at oprette sig som donor,” konstaterer Annemarie Brüel, der er professor i makroskopisk anatomi ved Aarhus Universitet.

Der er mange ubekendte faktorer, når der skal udregnes, hvor mange testamenter der i fremtiden er brug for, og hvornår de personer, der har valgt at testamentere deres krop til videnskaben, rent faktisk dør, og situationen, hvor Aarhus Universitet måtte lukke for tilgangen af testamenter, afspejler den usikkerhed. ”De fleste vælger at testamentere deres krop til videnskaben, når de er omkring 50-årsalderen og derover. Og der kan jo gå mange år, fra man vælger at ville donere sig, til man dør,” forklarer Annemarie Brüel fra Aarhus Universitet, hvor man den 1. januar i år igen åbnede for muligheden for at donere sin krop, når man afgår ved døden.

Den nylige interesse skriver sig ind i en generel stigning, som universitetet har oplevet udvikle sig gennem årene. Fra 1990 til 1999 oprettede Aarhus Universitet i gennemsnit 101 donationsaftaler årligt. Det tal steg med 40 i den næste 10-årsperiode, men toppede i perioden fra 2010 til 2019, hvor hele 253 aftaler om at donere sin afdøde krop til universitetet blev indgået hvert år. Der er altså tale om en stigning på cirka 150 procent over de sidste 30 år.

Odense Universitetshospital har også oplevet en lignende stigning. Fra 1997 til 1999 valgte 82 personer at oprette testamente. Til sammenligning valgte i alt 196 personer i 2019 at testamentere deres krop til videnskabeligt brug.

Også tal fra Københavns Universitet bekræfter den stigende

interesse for at donere sin afdøde krop til videnskaben. På Panum Instituttet under Københavns Universitet oplevede man i 1999, at 250 valgte at testamentere deres krop til videnskabeligt brug, i 2009 modtog man cirka det dobbelte, og i 2019 modtog Københavns Universitet cirka 750 testamenter.

Den stigende interesse for at donere sin krop til videnskabeligt brug, når man dør, kan forklares med den større opmærksomhed omkring døden, herunder debatten om stillingtagen til organdonation. Det vurderer Michael Hviid Jacobsen, der er sociologiprofessor ved Aalborg Universitet, og som blandt andet har forsket i tabuisering af døden. ”Det er min opfattelse, at der generelt i de senere år har været en større åbenhed både i forhold til organdonation og til donation af kroppen til videnskabelige undersøgelser, ikke mindst fordi vi i stigende grad er blevet bevidste om, at vi gennem forskning kan bidrage til at skabe ny viden, der kan komme fremtidige generationer til gavn,” siger han.

Selvom at der er mange, der vælger at testamentere deres krop til videnskabeligt brug, er det ikke uden at gøre sig mange overvejelser forinden, fortæller Michael Hviid Jacobsen. ”Der er både de etiske overvejelser om, hvordan man forventer, ens krop vil blive opbevaret og varetaget, når man overdrager den til videnskaben. Så er der også de spørgsmål, der relaterer mere til mulighederne for ens efterladte for at forestå de ønskede begravelsesritualer og sørge på den måde, som de ønsker. Der er også de mere eksistentielle spørgsmål om, hvad der sker med ens sjæl, hvis man tror på det, når man tillader, at ens krop gøres til genstand for forskningsmæssigt brug.”

På Panum Instituttet på Københavns Universitet fortæller Jørgen Tranum-Jensen, der i de sidste 15 år har haft ansvaret for fakultetets donationsordning, at man på trods af den stigende interesse går langt for ikke at komme til at stå i samme situation som på Aarhus Universitet, hvor de sidste år så sig nødsaget til at lukke for tilgangen af donorerklæringer. ”Vi vil meget nødigt stå i den situation. Der er nogle mennesker, der meget gerne vil hjælpe ved at donere sig. Og de pårørende bliver kede af det, når de ved, at det har betydet meget for den afdøde at blive doneret til forskning og undervisning,” siger Jørgen Tranum-Jensen, der er professor ved institut for cel-

Donation af legeme 3 3Alle myndige personer, der er i stand til at træffe egne beslutninger, kan indgå aftale om at donere deres legeme med et af de tre universiteter. Det er vigtigt at understrege, at man frem til sin død kan fortryde sit valg, hvis man ombestemmer sig.

3 3På Odense Universitetshospital blev der i 1999 oprettet 31 donationsftaler, hvor tallet i 2019 var 196 donationsaftaler.

I L L U ST R AT I O N : MO RT E N VO I G T

kropsdonation

lulær og molekylær medicin på Københavns Universitet. Han peger på tre kategorier af bevæggrunde for at ville testamentere sin krop til videnskabeligt brug. ”Den første kan man kalde almindeligt samfundssind, hvor man tror på, at det er til uvurderlig gavn for forskning og undervisning at donere sit legeme.

Den næste begrundelse er mere personlig og går på, at man føler med sig selv, at ens egen død får mere mening, hvis man ved, at man kommer til gavn også efter sin død, forklarer Jørgen Tranum-Jensen, der henviser til en ph.d.-afhandling om emnet.

Især den tredje grund får Jørgen Tranum-Jensen til at glædes: ”Den kommer fra personer,

der har været i kontakt med sundhedsvæsenet, og som synes, at de har fået en så god og i mange tilfælde livsforlængende behandling i det danske sundhedsvæsen, at de gerne på den måde vil give noget den anden vej.”

Jørgen Tranum-Jensen husker dog også tilbage på en tid, hvor det modsat i dag slet ikke var muligt at afholde dissektionskurser for de medicinstuderende i Danmark. I begyndelsen af 1960’erne var det nemlig ikke almindeligt kendt, at det var en mulighed at donere sig til et anatomisk institut, og derfor rejste danske medicinstuderende langt ud i Europa for at tage dissektionskurset. Rejsen gik til blandt andet Tjekkiet, Frankrig

og England, men en kampagne med den kendte arkitekt og forfatter Poul Henningsen i spidsen satte den danske befolkning i gang med at udfylde testamenter, hvor de donerede deres krop til videnskab: ”Han syntes, det var mærkeligt, at den danske befolkning ikke selv kunne stille op med et tilstrækkeligt antal mennesker, der ville hjælpe ved at donere deres krop. Så han startede en kampagne, som hed ’Der skal danske lig på danske borde’. Det udløste, at det væltede ind med testamenter i flere år efter. Siden dengang har vi kun behøvet med mellemrum at bringe befolkningen i erindring, at den mulighed eksisterer,” uddyber J Jørgen Tranum-Jensen.

3 3På Aarhus Universitet har man også oplevet en klar stigning. I 1990’erne modtog man i gennemsnit 101 donationsaftaler årligt, mens tallet i 2019 var over 250.

3 3På Panum Instituttet under Københavns Universitet modtog man i 1999 cirka 250 testamenter, og i 2019 valgte cirka 750 personer at testamentere deres krop til videnskabeligt brug.

Børn er vores fremtid GIV DIN ARV LIV

NÅR DU VÆLGER AT DONERE EN DEL AF DIN ARV TIL ET HUMANITÆRT FORMÅL, SÆTTER DU DIT PERSONLIGE PRÆG PÅ, HVAD DER SKAL SKE MED DIN ARV. MED DIN ARV KAN DU GIVE BØRN:

OPRET TESTAMENTE – UDEN OMKOSTNINGER

· Vigtig skolegang · Livreddende vacciner · Bedre sundhed med rent vand og ordentlig ernæring

UNICEF er fritaget for den boafgift, arvinger ellers skal betale. Vi hjælper dig gerne og tilbyder som regel også at dække omkostningerne til en advokat, hvis UNICEF indgår i testamentet.

FÅ VORES GRATIS TESTAMENTEGUIDE PÅ UNICEF.DK/ARV ELLER KONTAKT OS PÅ TELEFON 35 27 38 38

8 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Når begravelsen skal planlægges For de efterladte kan der foruden de eksistentielle spørgsmål også være praktiske spørgsmål om pris og gravplads, der viser sig, når nogen dør

begravelse AF JOHAN STORGAARD JESPERSEN jespersen@k.dk

5 Hvad koster det?

3 Prisen på en klassisk begravelse eller bisættelse kan variere meget. Selvom ceremonien i sig selv er gratis, hvis den finder sted i en sognekirke, kan hele begravelsen eller bisættelsen ende med at koste fra omkring 10.000 kroner til helt op mod 40.000 kroner. Typisk vil prisen dog ligge omkring 2025.000 kroner.

3 Prisen afhænger i høj grad af, hvilken type gravsted, hvilken gravsten samt hvilken kiste man vælger. Der kan være store prisforskelle på gravsteder mellem de forskellige kirkegårde, og så kan kirkegårdene også finde på at prissætte efter de enkelte gravsteders attraktivitet.

3 Mulige tilvalg som blom-

ster, gravøl og dødsannoncer kan også veje tungt i forhold til den endelige pris.

5 Bisættelse eller begravelse?

3 En begravelse indebærer, at kisten sænkes i jorden og begraves, mens man ved en bisættelse kremerer kisten og begraver dens indhold i en urne. Før i tiden var begravelsen danskernes foretrukne ritual, men en undersøgelse foretaget af Danske Krematoriers Landsforening i 2018 viste, at omkring 83,9 procent af alle danskere vælger at blive kremeret.

3 Hvis man vælger bisættelse frem for begravelse, vil der være færre udgifter forbundet med kiste og gravsted, da man vil benytte en særlig og mindre dyr kiste, mens man samtidig kan nøjes med et mindre gravsted. Til gengæld skal man også betale for en urne og for selve kremeringen. Derfor er bisættelsen i

2 For de pårørende er der ofte mange beslutninger, der skal træffes, når nogen dør. – Arkivfoto: Iben Gad.

sidste ende ikke nødvendigvis en billigere løsning.

5 Hvad er fredningstid?

3 Efter at kisten eller urnen er blevet lagt i jorden, er der en periode, hvor graven skal stå urørt. Denne periode kaldes for fredningstiden, og den er fastlagt efter, hvor lang tid det tager for jorden at nedbryde resterne af den begravede. Fredningstiden skal være mindst 20 år for et kistegravsted og 10 år for et urnegravsted, hvilket dog kan variere baseret på jordbundsforholdene. Det er derfor ikke ualmindeligt med fredningstider på op mod 30 år – og i enkelte tilfælde endnu længere.

3 Når fredningstiden er overskredet, kan man ansøge om at forlænge brugsperioden af gravstedet, hvilket man typisk vil gøre, så længe den begravede har nære slægtninge, der er i live. Under brugsperioden vil det være

Den begravedes rester vil dog aldrig blive gravet op.

5 Er der alternative begravelsesformer?

3 I de seneste år er en række alternative begravelsesformer blevet mere populære.

Flere vælger for eksempel at få nedsat deres urner i skoven, mens det også i stigende grad er blevet populært at få sin aske spredt ud over havet.

Derfor har kirkegårdene i de senere år fået sværere ved at få afsat deres gravsteder. J

op til den begravedes slægtninge at passe og renholde gravstedet. Alternativt kan man betale kirkegården for at stå for pasningen, men her

varierer prisen meget. Når brugsperioden ophører, vil gravsten og tilbehør blive fjernet, så der kan blive gjort plads til en ny begravelse.

KILDE: ARTIKLEN BYGGER PÅ SKRIFTLIGT INFORMATION FRA OG MUNDTLIGT INTERVIEW MED LANDSFORENINGEN LIV&DØD

Din arv - deres håb Open Doors Danmark styrker forfulgte kristne i de mest fjendtlige områder.

Igennem udviklingsprojekter og praktisk hjælp støtter vi lokale kristne i verdens brændpunkter, som dagligt lever under forfølgelse på grund af deres kristne tro.

O p r et t e s ta m e n te ti l O pe n Do o rs – din gave er med til at sikre den kristne kirkes overlevelse. Ønsker du at støtte Open Doors Danmark og samtidig efterlade mere til dine arvinger, anbefaler vi, at du anvender den såkaldte 30 procents-regel. Ring til os på tlf. 97 40 77 82 for at høre nærmere.

Læs mere om Open Doors på opendoors.dk eller følg os på de sociale medier.

10 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Lever vi videre på nettet?

På internettet opretter vi kontakter, koder og konti i ét væk.

Det kan give en række udfordringer, når nogen går bort, men internettet og sociale medier som Facebook giver også nye muligheder for at mindes vores afdøde

digital arv AF IDA KRAGH PEDERSEN ipedersen@k.dk

”Hvor er alle mine fotos?”, tænkte Claus Rud kort tid efter, han havde mistet sin kone. Svaret var i skyen.

Låst bag koder, som kun hans kone havde kendt til.

Selvom Claus Rud har arbejdet med it ”i en menneskealder”, måtte han korrespondere med teknologivirksomheder i fire måneder, før det endelig lykkedes ham at få tilsendt en cd-rom med billederne af sit og konens fælles liv. ”Hele processen var enormt besværlig og tidskrævende. Og undervejs tænkte jeg, at den her situation kommer alle til at stå i på et eller

andet tidspunkt,” siger Claus Rud. Derfor fik han idéen til mitdigitaleliv.dk, som er en tjeneste, der kan tage hånd om vores digitale fodspor, når vi går bort. ”Tjenesten er en forsikring, hvor du kan registrere og vedligeholde alle de steder, du har konti på nettet. Dermed kan du sikre, at du ikke lever videre som spøgelse på nettet, den dag du ikke længere er her,” siger Claus Rud. Han forklarer, at Microsoft, Google og de andre store teknologivirksomheder har vidt forskellige procedurer for, hvordan de forvalter brugernes data ved dødsfald.

Derfor samler tjenesten også de informationer, som de forskellige udbydere hver især behøver, når folk går bort, til enten at lukke kon-

toen eller overdrage den til en efterladt.

Selvom der kan vente de efterladte et enormt digitalt oprydningsarbejde, når nogen dør, har internettet på den mere positive side også givet nye muligheder for at mindes afdøde.

Karina Lassen har oprettet en Facebook-mindeside for sin datter, Amanda Hjorhøj Lassen, der som 20-årig døde pludseligt under Roskilde Festival i 2016. På Amandas fødselsdag, dødsdag og ved enhver given lejlighed, hvor savnet er stort, deler Karina Lassen billeder og tekst på mindesiden med de 291 venner, bekendte og familiemedlemmer, som følger den. ”Mindesiden giver mig mulighed

I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

LAD DANMARKS FUGLE ARVE

EN RIG NATUR SKRIV TESTAMENTE TIL FUGLEVæRNSFoNDEN Fuglene og naturen er fælles gods, som vi alle har glæde af, og i Fugleværnsfonden skaber vi åndehuller i en stadig mere trængt natur, hvor alle er velkomne.

Fugleværnsfonden ejer og forvalter i dag 23 naturområder fordelt over hele landet. Dette er kun muligt takket være generøs økonomisk hjælp fra fugle- og naturelskere. Dit bidrag har derfor stor værdi.

FÅ MERE AT VIDE HER: Klik ind på www.fuglevaernsfonden.dk/testamente Ring til vores sekretariat på 3328 3839 Du kan også vælge at støtte her og nu på Mobile Pay 90682

Foto: Isfugl af Torben Andersen

Et bidrag eller en arv - uanset størrelse - er en gave, som omsættes til mere natur. For fugle, for folk og for fremtiden.

Arv&Testamente | 11

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

”

På mindesiden dvæler vi mere ved fortiden.

KARINA LASSEN, DER MISTEDE SIN 20-ÅRIGE DATTER AMANDA.

for at vise de følelser, jeg har nu.

Amanda er ikke glemt, hun eksisterer stadig, og hun er stadig mit barn uanset hvad,” siger Karina Lassen.

Hun forklarer, at der er væsentlige forskelle på mindesiden og en tur på den kirkegård, hvor hendes datter er begravet. ”På kirkegården føler jeg, at jeg har Amanda ved siden af mig. Der er jeg i nuet. Ofte besøger jeg gravstedet sammen med min søn, min kæreste og min mor, hvor vi kan finde på at tale til Amanda. På mindesiden dvæler vi mere ved fortiden,” siger Karina Lassen, der også lægger vægt på, at mindesiden er lettilgængelig, eksempelvis for Amandas efterskoleveninder, der er spredt ud over hele landet.

Den logistiske fordel ved at mindes afdøde på nettet nævner også Gitte Mathiasson, der er vicedirektør for annonceportalen afdøde.dk. ”Hvis din mor er begravet i Vestjylland, og du selv bor i København, er det svært at smutte spontant forbi gravstedet. Så er de digitale minder måske mere tilgængelige i hverdagen. For nogle vil nettet også opleves som et mere intimt og person-

ligt rum – at man har sit helt eget sted på nettet, der kun er dedikeret til den afdøde,” siger Gitte Mathiasson.

Hjemmesiden afdøde.dk indeholder den største samling af dødsannoncer i Danmark og er samtidig et socialt medie, hvor efterladte kan skrive hilsener, dele billeder og tænde virtuelle lys til ære for dem, de har mistet. Gitte Mathiasson fortæller om årsagen til, at siden findes: ”Vi skal alle sammen dø en dag.

Og internettet er et kommunikationssted og en verden, vi alle er en del af. Vi vil gerne give mulighed for, at man også kan bruge nettet til at mindes og bearbejde sorgen, når nogen dør,” siger hun.

Desuden er det vigtigt, at der findes alternativer til Facebook, hvor vi kan mindes afdøde i fred fra reklamer, mener Gitte Mathiasson.

Det er stadig nyt for de fleste overhovedet at skulle forholde sit til et digitalt efterliv. Området er da heller ikke så let at gennemskue, siger Astrid Waagstein, der er ph.d.studerende ved Københavns Universitet og specialist i digital arv. Og allerede ved den betegnelse – ”digital arv” – må vi dvæle, fortæller Astrid Waagstein: ”De fleste refererer til det som digital arv, men når vi bruger det prædikat, indikerer vi, at der er noget, man kan arve. Det er ikke givet. Det er en igangværende diskussion,” siger hun.

Astrid Waagstein kobler proble-

matikken sammen med det mere principielle spørgsmål om, hvad døden betyder for den enkelte. ”Måske er du ligeglad med dine digitale fodspor, fordi du er død.

Måske betyder det noget for dig eller dine pårørende. Det afhænger af, hvordan man anskuer døden – om man går op i eftermæle, eller om det kan være det samme, fordi man er død,” siger hun.

Uanset hvad er én ting sikkert: Vi sætter dataspor overalt, når vi færdes på nettet. Det, vi klikker på, de konti, vi opretter, og endda de ting, vi skriver i Google Docs, er med til at tegne et billede af vores identitet på nettet – som lever videre, når vi dør.

Et broget og markedsgjort billede, som ikke desto mindre kan blive uoverskueligt for privatpersoner ved død, fortæller Astrid Waagstein. ”Lovgivningen kan ikke følge med på det digitale område. De enkelte brugerpolitikker siger vi bare ukritisk ’ja, ja’ til, når vi ønsker at anvende en service. Og med rette, for det ville kræve en urimelig mængde tid at gennemskue, hvad vi rent faktisk ’samtykker til’,” siger hun og tilføjer, at hvis vi skulle nærlæse alle de brugerpolitikker, vi siger ja til, ville det i gennemsnit tage 76 fulde arbejdsdage. ”Den forældede lovgivning kombineret med virksomheders ugennemsigtighed efterlader spørgsmålet om, hvem der har ’ret’ til data, når vi dør. Er det platformen, hvorpå data er lagret, er det de pårørendes ret eller den afdødes? Der findes J ikke noget simpelt svar.”

Det kan du selv gøre 3 Skab overblik og sortér i de store datamængder, som kan hjælpe både dig selv og dine pårørende. Her er det fornuftigt at bruge en passwordmanager, der holder styr på konti og kodeord.

3 Del løbende billeder med din familie. Læg dem på en ekstern harddisk eller i en onlinemappe, som er delt med de personer, du ønsker.

3 De vigtigste dokumenter kan du lægge i din e-boks, der tilbyder muligheden for at oprette en mappe på to gigabyte, som kan deles med en udvalgt tillidsperson.

3 På Facebook og Google kan du udpege en eftermælekontakt, som vil stå for forvaltningen af din konto, når du dør. Du kan også vælge, om din profil skal omdannes til et mindesmærke eller slettes.

KILDE: ASTRID WAAGSTEIN

Fodspor på jorden

Den sti, du træder, viser din vandring gennem livet.

Men dine trin på jorden vil ophøre, og dine fødders spor viskes bort.

Det er livets vilkår.

Efter dig kommer nye generationer, og deres fodspor vil fylde stier, skove og strandbredder.

Men selv når du ikke længere betræder jorden, kan du få lov at sætte synlige spor.

Arven efter dig kan skabe nyt liv.

Ved at betænke Danmission er du med til at træde en sti for fremtidens børn, mødre og fædre i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Danmission tilbyder gratis, uforpligtende rådgivning om arv og testamente For yderligere information og vejledning kan du helt uforpligtende kontakte: Henning Bay Jensen Danmission Strandagervej 24 2900 Hellerup 39629911

12 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

”Man skal tage snakken om testamente, også selvom det gør ondt” Det er vigtigt at tage stilling til arv og testamente, inden det er for sent, fortæller Anja Aalund Holst, hvis mand har demens

demens AF LIVA POLACK polack@k.dk

Anja Aalund Holst havde aldrig troet, at hendes mand gennem 18 år, Frank Holst, kunne blive ramt af demens. Faktisk fejlede Frank Holst næsten aldrig noget. Han spiste sundt, drak ikke og dyrkede meget motion.

Men så begyndte Frank Holst at klage over, at hans krop ikke duede, som den plejede.

Anja Aalund Holst var skeptisk, for der var jo aldrig noget i vejen med ham.

I slutningen af 2017 fik Frank Holst smerter i brystet, han blev scannet, og da han skulle have svar, tog Anja Aalund Holst med. ”Jeg tænkte, at vi en gang for alle ville finde ud af, at der ikke var noget,” fortæller Anja Aalund Holst.

Lægen fortalte, at han på nogle punkter var mere sund end andre på hans alder. Men der var også noget andet. Frank havde symptomer på, at han var ved at udvikle Parkinsons sygdom.

Anja Aalund Holst vidste ikke, hvad det var. Da hun kom hjem, læste hun om det på nettet. Hun faldt over den Parkinson-type, der hedder Lewis Body Syndrome. Og pludselig kunne hun se det hele. Frank Holst havde svært ved at få overblik, planlægge og kunne lave tre aftaler oven i hinanden. Og han sov meget uroligt. Det hele passede, fortæller Anja Aalund Holst og tilføjer: ”Det var alt for voldsomt. For det er jo demens, og det er livsforkortende. Vores børn var 12 og 15 år.”

Anja Aalund Holst mødte Frank Holst i Vejrup, hvor hendes forældre boede. Når hun var på besøg hos forældrene, hilste hun på Frank Holst. En af de gange sagde han, at hun altid var vel-

kommen til at kigge forbi.

På et tidspunkt var hun til begravelse i hjembyen. En fra hendes klasse var død. Hun havde behov for nogen at tale med, for det var mærkeligt, at en person på 30 år var død. Hun ringede til Frank Holst og spurgte, om hun måtte komme forbi til en øl. ”Derfra voksede det bare stille og roligt,” siger Anja Aalund Holst.

De har altid talt meget åbent med hinanden – også om testamente. Før de fik børn, fik de derfor lavet et, men efter at Frank Holst fik konstateret Lewis Body Syndrome, skulle det hele laves om. Alligevel gik der to år, før de fik lavet et nyt testamente. ”Det blev så følsomt, jeg tror, jeg havde mest lyst til at skubbe det,” siger Anja Aalund Holst.

Og der var mange andre ting, de skulle nå at tale om. Anja

Aalund Holst ville hive så mange informationer ud af Frank Holst, som hun kunne.

I sommeren 2018 fik de lavet gensidige fremtidsfuldmagter.

Og et år senere fik de lavet testamente. ”Vi var nødt til at forholde os til, hvad der ville ske, hvis jeg gik bort før Frank. Så han endte med at frasige sig forældremyndighederne, fordi med hans sygdom kan man ende med at stå i en situation, hvor han selv tror, han kan tage vare på børnene, men hvor han i virkeligheden ikke kan. Og vi besluttede, at går han bort før mig, så går alt til mig, men hvis jeg går bort før ham, går alt til vores børn.” ”Det gjorde så ondt at tale om, for endnu en gang skulle Frank give afkald på alt, og det føltes på en måde definitivt,” fortæller Anja Aalund Holst og tilføjer:

”Jeg bliver berørt, når jeg taler om det nu. Det er en del af min måde at håndtere det hele på, at kommer der en følelse, så lader jeg den komme.”

Da Anja Aalund Holst havde skrevet under på det nye testamente, følte hun en form for lettelse. For det havde været en del af hendes bekymringer i flere år, og nu skulle hun ikke længere forholde sig til det.

I dag tænker hun, at de skulle have været hurtigere i gang med testamentet. Men hun forstår godt, hvorfor det tog så lang tid. ”Jeg ønskede jo, at hele sygdommen skulle gå væk, så vi kunne få fred.”

Hun anbefaler alle, der står i samme situation, at få talt om testamente så hurtigt som muligt. Også selvom det er hårdt, og den demensramte person ikke har lyst. ”Mange pårørende tænker, at

de skal tage hensyn til den syge og ikke sætte sig selv først. Og ja, Franks liv er vendt på hovedet, men det er mit så sandelig også. Så selvom den syge ikke vil snakke om det, er man som pårørende nødt til at insistere.” ”Man må sige til den syge: ’Du skal ikke gøre det for din skyld, men for min skyld.’ Ellers kan man jo ende med at stå og være i tvivl, når den syge ikke længere er her, eller det kan skabe splid i familien, fordi der er usikkerheder.”

I dag bor Frank Aalund Holst i en beskyttet bolig. Den beslutning tog Anja Aalund Holst og Frank Holst sammen for at skåne deres to børn mest muligt. ”Jeg er glad for, at vi lavede testamente for et år siden nu. Jeg ville ikke kunne have haft de samme samtaler med Frank nu, som jeg havde dengang,” siger Anja Aalund Holst.

Sådan bør man håndtere testamente og demens Advokat Poul Jost Jensen, der er specialiseret i arv og testamente, giver her tre råd om testamente og demens AF LIVA POLACK polack@k.dk

Kom i tide

”Det er altafgørende, at man kommer i tide,” siger Poul Jost Jensen. Han anbefaler, at man skriver testamente, allerede når man fornemmer, at man selv eller en pårørende kan blive ramt af demens. For når selve demen-

sen indtræder, er det for sent for personen, der er ramt af demens, at skrive testamente, fortæller han. For når man skrive et testamente skal man være habil – altså være i stand til at forstå rækkevidden af de beslutninger man træffer, forklarer Poul Jost Jensen.

Lav fremtidsfuldmagt

”Alle bør lave en fremtidsfuld-

magt,” siger Poul Jost Jensen.

Men det er især vigtigt, i det tilfælde at man ikke har nået at få lavet testamente, inden demensen indtræder, forklarer han.

For det kan tage op til et halvt års retssag at få en almindelig fuldmagt, og i den tid kan man risikere at komme i økonomiske problemer. Med en fremtidsfuldmagt har man selv på forhånd valgt, hvem der skal være ens

værge, hvis man bliver ude af stand til at tage vare på økonomiske og personlige forhold.

Pårørende ægtefæller skal også lave eget testamente

”Som ægtefælle bør man lave sit eget testamente,” siger Poul Jost Jensen. Hvis den raske ægtefælle dør, skal man sikre sig, at

penge og andre værdier ikke går til den demensramte. For den demensramte kan ikke bruge pengene til noget, siger Poul Jost Jensen. Derfor skal den raske ægtefælle lave et testamente og udnytte, at man har en testationsret og dermed kan efterlade syv ottendedele til børnene eller andre, siger Poul Jost Jensen.

J

0 Anja Aalund Holst med sin mand Frank Holst, der er ramt af demens og nu bor i en beskyttet bolig.

Fotografiet har en af deres to døtre taget tidligere på året. – Privatfoto.

“Jeg kiggede tilbage på det, der har betydet noget for mig og min familie, og så er det blevet de ting, jeg har valgt at støtte.”

Yrsa lever i nuet, men tænker også på eftertiden I en hyggelig lejlighed i Aalborg bor Yrsa Mortensen. Yrsa kan godt lide at møde og hjælpe andre, og hun er derfor med i mange foreninger.

Hun har også tænkt over, hvad der skal ske, når hun ikke er her mere. I sit testamente har hun valgt at tilgodese velgørende organisationer.

Det der med at støtte organisationer er en god ting “Det har altid ligget naturligt for mig at hjælpe til, hvor jeg kan. Der er så mange områder, hvor der er brug for hjælp, så derfor synes jeg, det er vigtigt at betænke velgørende organisationer i testamentet.”

Det kan være svært at vælge mellem sagerne, og det har da også været vanskeligt for Yrsa.

“Men så kiggede jeg tilbage på det, der har betydet noget for mig og min familie, og så er det blevet de ting, jeg har valgt at støtte.”

Yrsa har fordelt sin arv ligeligt mellem tre organisationer og giver et godt råd med på vejen. “Jeg vil anbefale, at man kigger på, hvad man har lavet gennem livet – finde det vigtigste og så tage det videre i testamentet.”

En god følelse “Jeg forsøger at leve i nuet – og jeg synes jo ikke, jeg er blevet så gammel, som jeg er blevet.

Men når jeg kigger på andre og deres børn, så kan jeg jo godt se, at jeg er blevet noget ældre.

Selvom jeg ikke bryder mig om at tænke på, at livet får en ende, så giver det en god følelse at have skrevet velgørenhed ind i mit testamente.”

37 af landets velgørende organisationer er gået sammen om at gøre det lettere for alle, der overvejer at testamentere til et godt formål. Få overblik, inspiration, gratis advokatrådgivning og mulighed for tilskud til at oprette dit testamente på detgodetestamente.dk

Bliv klogere på de danske arveregler Prøv Arvetesten og se om det er relevant for dig at skrive et testamente.

Ta’ Arvetesten her: detgodetestamente.dk/arvetesten

14| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

De bærer livet ud I seks år har 35-årige Michael Holst tømt lejligheder og huse hver dag – hjem, hvor danskere har levet forskellige slags liv. Allerede som barn hjalp Michael Holst sin far med at tømme dødsboer, og for ham er det ikke bare et arbejde, men en hjælp, som han ønsker at tilbyde de pårørende, der går igennem en svær og sårbar tid. Kristeligt Dagblad har været på arbejde med Michael Holst og hans 22-årige kollega Marc Petersen

dødsbo

2 Dagens opgave er en lejlighed i Rødovre ved København. Den står næsten uberørt, bortset fra at soveværelset er tømt af de pårørende. To dage har Michael Holst og hans kollega Marc Petersen fået til at tømme lejligheden. Michael Holst har arbejdet for sin far i firmaet, siden han var 14 år. Dengang blev han betalt i smørrebrød og pizza. Nu er det ham, der kører firmaet Dødsbo Hjælpen. Selvom det er krævende arbejde at tømme huse, er han glad for at kunne hjælpe mennesker i en sårbar tid. ”Engang tømte vi en bolig i Nordvest, hvor der var så vanvittig meget. Den pårørende inviterede os efterfølgende på kaffe, fordi vi havde fundet barndomsbilleder. Hun havde ingen billeder, fra dengang hun var lille,” fortæller Michael Holst.

TEKST OG FOTO: JULIE MELDHEDE KRISTENSEN jkristensen@k.dk

1 ”Engang kom vi ud til et hjem, hvor der var take away-emballage stablet fra gulv til loft, og i døren stod en pårørende, der ikke vidste, at hans familiemedlem havde levet sådan et liv – der var det ikke så sjovt,” fortæller Michael Holst.

Normalt synes han ikke, det er svært at tømme afdødes hjem, da det bare er døde ting, han slæber ud i sin trailer. Men når personerne enten har levet et kort eller ulykkeligt liv, så gør det indtryk på ham. ”Når jeg møder forældre, som har mistet deres barn, så er det hårdt at skulle tømme deres barns lejlighed, det liv er bare for kort.”

0 ”Alle hjem er forskellige, og man kan se, hvilket liv der er levet der,” fortæller Michael Holst. I lejligheden i Rødovre er der mange gamle møbler og personlige ting. Michael Holst kan fornemme, at hjemmet har dannet rammer for et godt og langt liv.

3 Der bliver hamret og banket på et gammelt teaktræsmøbel, og i løbet af 30 minutter er den lange reol blevet skilt ad. Den kan ikke sælges, for der er ingen, som vil fylde en væg med sådan et kæmpe møbel, mener Michael Holst, der i alt regner med at kunne tjene 2000-3000 kroner kroner på boligen i Rødovres inventar. Ikke så stor en profit, som når han tømmer hjem med dyre designmøbler – dem sælger han til kunder i Asien.

0 Efter otte timers hårdt arbejde læsser Michael Holst dagens sidste ting i varevognen. Der er gået mange skridt frem og tilbage, nogle gange kigger Michael og hans kolleger på skridttælleren på deres telefon. Marc Petersens rekord er 18.000 skridt på en dag. Om få dage vender han og Michael Holst tilbage til lejligheden for at tømme kælderrummet.

0 ”Der ligger et gebis herude!”, lyder det fra Michael Holst, som vasker sine hænder, efter at han har fjernet gulvtæppet i soveværelset. Han finder ofte tegn på liv, som de afdøde har efterladt.

J

Din arv gør en synlig forskel for blinde og svagsynede Dansk Blindesamfund støtter og hjælper mennesker med synshandicap. Vi tilbyder rehabilitering, rådgivning, kurser, netværk og støtte, når synet svigter, og så kæmper vi for at skabe lige muligheder i samfundet for blinde og svagsynede.

Med din testamentariske gave kan vi gøre mere for flere med synshandicap. Vi kan skabe tilbud og aktiviteter for blinde og svagsynede børn, hjælpe familier med synshandicap til et godt hverdagsliv, få flere i uddannelse, flere i beskæftigelse og ikke mindst bekæmpe ensomhed blandt ældre med synshandicap gennem netværk og sociale aktiviteter.

Pengene går til: • rehabilitering og hjælp til mennesker med synshandicap • uddannelse af Danmarks bedste førerhunde • netværk og sociale aktiviteter for blinde og svagsynede • ny dansk øjenforskning Læs mere på blind.dk/stot-os/testamente-gaver

Dansk Blindesamfund er en humanitær organisation og er derfor fritaget for at betale boafgift til staten.

Det betyder, at det beløb, du testamenterer til os, går ubeskåret til vores arbejde.

Vælger du at begunstige Dansk Blindesamfund i dit testamente, betaler vi advokatens salær op til 5.000 kr.

Dansk Blindesamfund · Blekinge Boulevard 2 · 2630 Taastrup · Tlf. 38 14 88 44 · www.blind.dk

16|

Giv nyt liv med din arv

Interessen for den h arv fra generation ti

Tilgodese Mercy Ships i dit testamente og giv livsforvandlende behandling i Afrika.

Stadigt flere danskere jagter deres rødder gennem slægtsforskning, mens også flere får nedfældet deres erindringer til gavn for kommende generationer. Mennesker har en trang til at finde ud af, hvor de hører til, siger forperson for foreningen Danske Slægtsforskere

Treårige Tene fra Guinea, blev født med en invaliderende vævsskade på venstre ben og hendes fod begyndte at vokse...

Frivillige medarbejdere fra Mercy Ships opererede hende gratis om på den tidligere Storebæltsfærge, der i dag fungerer som hospitalsskib.

Idag kan Tene lege som andre børn.

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

FØR

EFTER

slægtshistorie AF ANN-SOPHIE GREVE MØLLER

Giv børn som Tene en helt ny fremtid!

moller@k.dk

Vil du vide mere?

Læs mere om arbejdet på: www.mercyships.dk/arv Kontakt os på tlf. 74 55 16 99 eller msdk@mercyships.org

VIL DU TILGODESE DEN KATOLSKE KIRKE I DIT TESTAMENTE?

“

Gud og Kirken har været der for mig gennem hele livet, så det er oplagt, at Kirken fremgår i mit testamente, ligesom min bror og søster gør.

Keld Dahlwad

Den katolske Kirke i Danmark hjælper dig på vej, når du ønsker at skrive Kirken ind i dit testamente.

Ring til administrationschef Thomas Jacob Larsen for mere information.

Kontakt Thomas på 33 55 60 80 eller tjl@katolsk.dk

Hvad var det egentlig for en gård, farfar voksede op på?

Talte mormor engang om, at familien var udvandret fra Ungarn? Og sagde faster Olga ikke, at oldemors søn blev bortadopteret?

Familier kan rumme rigtig mange historier, og det kan være svært at finde hoved og hale i relationerne. Alligevel kaster danskerne sig over slægtsforskning som aldrig før.

Den stigende popularitet skyldes især digitaliseringen, påpeger Allan Vestergaard, som er enhedschef i Rigsarkivet. I dag er kirkebøger og folketællinger nemlig i højere grad tilgængelige på internettet, og dermed er det blevet nemmere at bedrive slægtsforskning – også fra sofaen, i modsætning til før, hvor man skulle på arkivlæsesal. For godt 20 år siden var der omkring 100.000 besøg på Rigsarkivets læsesal årligt. I dag er der mellem en og tre millioner besøg på Rigsarkivets onlineside om året.

Samtidig har initiativer som DR-programmet ”Forsvundne arvinger”, hvis fjerde sæson i øjeblikket sendes, skabt mere opmærksomhed om slægtsforskning. Rigsarkivet oplyser, seertallene for tredje sæson, der blev sendt i 2019, var på mellem cirka 500.000 og 800.000 seere. ”I de perioder, hvor serien har kørt, er antallet af henvendelser næsten fordoblet.

Folk er blevet mere interesseret i at forske i deres nære fortid og få opklaret forskellige rygter og mysterier, som måske har rumsteret i familierne,” siger Allan Vestergaard.

Men når slægtsforskning har eksisteret i massevis af år, hvorfor er det så netop nu, danskerne kaster deres opmærksomhed på det?

Ifølge Allan Vestergaard startede bølgen for alvor for 10 år siden. ”Ud over den øgede digitalisering kom der også i den periode mange ressour-

cestærke mennesker, der gik på efterløn, men som stadig havde brug for at udfolde sig på forskellige måder. Jeg tror, det giver en stor tilfredsstillelse for mange mennesker at finde deres rødder, når vi lever i så stor og globaliseret en verden,” siger han.

De sociale medier spiller også en vigtig rolle i slægtsforskning, hvor forskerne kan udveksle hjælp og erfaring.

På Facebook-gruppen Slægtsforskning stiger medlemstallet ugentligt. I april sidste år havde gruppen 19.250 medlemmer, og i dag er medlemstallet på 20.800.

Bare i marts måned fik gruppen 200 nye medlemmer, fortæller gruppens administrator Kirsten Sanders. ”Jeg tror, at slægtsforskning bliver mere populært, fordi vi også lever i en tid med mange sammenbragte familier. Mennesker har en trang til at finde ud af, hvor man egentlig hører til. Der giver slægtsforskning en rod, hvor man kan se, hvad man kommer af,” siger Kirsten Sanders, som også er forperson for foreningen Danske Slægtsforskere.

Ligesom Allan Vestergaard peger hun på teknologien som en overordnet forklaring på slægtsforskningens stigende interesse. Derudover, påpeger hun, er dna-tests også vokset for alvor i USA og Norden. ”Dna-tests er godt, fordi man kan finde sin familie, men det kan også være farligt, da man eksempelvis kan risikere at opdage, at ens far måske ikke er den, man troede det var. Jeg fandt ud af, at min mand og jeg er i slægt med hinanden for 15 generationer tilbage,” siger Kirsten Sanders.

Arkivar hos Rigsarkivet og forfatter til bogen ”DNA og slægtsforskning for begyndere” Michael Dupont bekræfter, at dna-forskning for alvor har taget et nøk opad på popularitetskurven, på trods af at det har eksisteret i mere end 10 år. ”Hvis man har slægtsforsket et stykke tid og kender mange af sine forfædre og kildematerialet, vil man måske gerne have flere oplysninger. Der er dna-tests en god

mulighed for at finde frem til slægtninge. Jeg har tit set, at familier har en slægtsforsker, som holder styr på stamtræet. Slægtsforskning er identitetsskabende og skaber sammenhold,” siger han.

Ifølge Michael Dupont har forskningens udvikling også stor betydning for interessen for dna-tests, hvor det i dag både er billigere at få købe en test, og det er muligt at teste titusindvis af år tilbage, så man kan finde ud af, hvor man oprindeligt kommer fra i forhold til menneskehedens store stamtræ. Alligevel vurderer han, at de fleste slægtsforskere er mest interesseret i at finde slægtninge, som de deler dna med. Eksempelvis er mange amerikanere efterkommere af de mange danskere, der rejste ud i verden i slutningen af 1800-tallet.

En af dem er 35-årige Rebecca Green Cupido, som for tre år siden begyndte at agere familiens ”detektiv” ved at forske i historien.

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

| 17

Når du historie, der går i il generation, stiger testamenterer

til os, forsvinder pengene med det samme.

Kampen mod kræft er en kronisk hastesag. Alle midler skal ud og arbejde der, hvor de gør forskel med det samme. Nemlig blandt landets bedste og mest ambitiøse kræftforskere.

Dansk Kræftforskningsfond har i 27 år uddelt mere end 76 mio. kroner direkte til kræftforskning, og vores eneste formål er at indsamle penge til forskning, der kan øge muligheden for at overleve kræft.

Arv, der testamenteres til os, er fritaget for boafgift til staten, og går altså ubeskåret til kræftforskning.

Dansk Kræftforskningsfond, c/o Plesner, Amerika Plads 37, 2100 København Ø Tlf. 33 12 11 33. Giro 655 00 29, Danske Bank, reg. 3946, konto 394 63 63 618 www.dansk-kraeftforsknings-fond.dk

GIV LIVSKVALITET i den sidste tid ”Jeg havde en far, som det bestemt ikke var en dans på roser at vokse op med. Det har tit undret mig, hvad der gjorde ham til den person, han var. Ved at dykke ned i familiesagaen fandt jeg ud af, at der har været nogle dysfunktionelle forhold gennem generationer. På den måde har slægtsforskning givet mig svar på nogle helt eksistentielle spørgsmål, der er med til at danne min identiet,” siger Rebecca Green Cupido, som er bosat i Aalborg med sin familie.

Gennem dna-tests har hun også fundet slægtninge i USA. Historien startede i Vendsyssel i Nordjylland, hvor hendes familie i mere end 10 generationer havde en slægtsgård i 1800-tallet. ”Jeg deler tiptipoldeforældre med den slægtning, jeg mødte fra USA. Det var kvinden, som ejede slægtsgårdens midterste søn, der rejste til USA og blev mormon. Ja, man skal holde tungen lige i munden. Jeg fik kontakt med

efterkommeren fra mormonen, som kom til Danmark og besøgte os. Det var så sjovt!”, siger hun og tilføjer: ”Det er ikke, fordi jeg har fået et kærlighedsforhold til den nye familie, men det fortæller noget om min plads i historien.”

Det er ikke kun slægtsforskning, som er populært. Flere og flere udgiver selv bøger om deres slægt, mens initiativer som ”Morfar fortæller”, der er en bog, man kan nedfælde sine erindringer i, og konceptet Livssporet, hvor en journalist gennem interviews skriver personlige beretninger og sikrer, at nulevendes fortællinger bliver overleveret til eftertiden.

48-årige Rikke Hertz fik sidste år skrevet en bog om sig selv gennem Livssporet, der er baseret på interview med hende selv og hendes nærmeste. For hende er det ikke muligt at forske i sin slægt.

Derfor er bogen tiltænkt hendes fremtidige slægtninge.

0 Både digitaliseringen, sociale medier og DR-serien ”Forsvundne arvinger” har gjort slægtsforskning mere populært end nogensinde.

Nu kan man nemlig finde kirkebøger digitalt og kan derfor lave slægtsforskning fra sofaen. På billedet ses en ældre kirkebog med oplysninger fra 1605. – Foto: Rigsarkivet.

Dit bidrag kan hjælpe Hospice Forum Danmark i arbejdet for udbredelsen af hospicetanken og visionen om, at alle døende og deres pårørende skal have adgang til den rette omsorg og støtte, når de har behov for det, uanset hvor de befinder sig og hvem de er.

VI ARBEJDER: for bedre vilkår for uhelbredeligt syge og deres pårørende for at alle med behov kan komme på hospice for flere hospicepladser til både børn og voksne

”Jeg har haft en meget speciel start i livet, da jeg blev fundet ved en skraldespand i mit fødeland Korea og sidenhen adopteret til Danmark.

Jeg kender ikke engang min fødedato og har altid savnet at forstå, hvad min historie er dannet af. Derfor ser jeg bogen som en gave til mine børne- eller oldebørn, så de har mulighed for at få indsigt i, hvad det er for nogle værdier, vi har i familien,” siger Rikke Hertz, som arbejder som spirituel vejleder og er forfatter til to bøger om spiritualitet og J personlig udvikling.

med udviklingen af den frivillige indsats

DU KAN STØTTE ARBEJDET HER OG NU VED AT: give et bidrag på Mobile Pay 20 234 besøge siden www.hospiceforum.dk/stoetnu Vi rådgiver gerne om oprettelse af testamente

Kontakt os på tlf. 21 47 55 44 eller www.hospice.dk

18| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Er det rimeligt, at staten snupper noge Spørgsmålet om, hvorvidt arveafgiften er rimelig eller ej, styres ofte af ideologiske eller moralske argumenter. Men der findes også samfundsøkonomiske fordele og ulemper.

To økonomer argumenterer for hver deres synspunkt

arveafgift AF RASMUS STOCHFLET NIELSEN rnielsen@k.dk

Når en person afgår ved døden, arves dennes eventuelle formue af en eller flere pårørende. Hvem arvingerne er, bestemmes af et nedskrevet testamente eller, hvis det ikke findes, en lovmæssigt bestemt arverækkefølge. Overstiger de nedarvede værdier et beløb, der er over 282.600 kroner, skal der betales en afgift til staten, der svarer til 15 procent af beløbet. Den skat kaldes i folkemunde for arveafgift, selvom man faktisk officielt skiftede navn til boafgift tilbage i 1995, og den – arveafgiften – er genstand for debat, for ikke alle synes, den er rimelig.

Er man ægtefælle eller registreret partner til den afdøde, arver man uden at skulle betale arveafgift. Er man derimod uden for den nærmeste familie, hvilket eksempelvis ind-

befatter søskende eller venner, bliver der lagt yderligere 25 procent tillægsboafgift oven i de 15 procent.

En omdiskuteret undtagelse gælder, når familieejede virksomheder går videre til de næste generationer ved dødsfald. Undtagelsen blev vedtaget af VKR-regeringen i 2015 og betyder, at virksomheders værdier kun beskattes med fem procent, når disse går i arv.

Kristeligt Dagblad har talt med en fortaler for arveafgiften og en modstander.

Fortaler for arveafgiften: Jens Hauch, cheføkonom og vicedirektør i tænketanken Kraka ”Der er et element af moral og politik i diskussionen om, hvorvidt man skal betale afgifter af de penge, man arver. Men sætter man det til side, er det bare sådan i vores samfund,

at der skal genereres indtægter, der kan dække de offentlige udgifter. Så noget skal beskattes, ligesom vi også har J E N S H AU C H . F OTO : K R A K A valgt at beskatte arbejde med indkomstskat og varer med moms.

Valgte man at afskaffe arveafgiften, skulle man beskatte mere et andet sted, hvilket ville skabe problemer, da det er problematisk at lægge alle sine afgifter samme sted.

Lagde man eksempelvis alle sine afgifter på indkomstskatten, ville man belaste den alt for meget og få nogle kraftige reaktioner. Det ville også give en tilskyndelse til at arbejde mindre, hvilket er meget negativt.

Derfor kommer arveafgiften ind i billedet. Den er rent skatteteoretisk en attraktiv skat. Man vil gerne have skatter, der er så lidt forvridende som muligt, hvilket betyder, at de ikke nedsænker arbejdsudbuddet ret meget. Arveafgiften har nærmere har en modsat effekt, da undersøgelser viser, at folk, der arver større beløb, har tendens til at arbejde mindre. Jeg vil ikke vurdere af effekten af arveafgiften er ret stor, når det decideret kommer til at hæve arbejdsudbuddet, men pointen er, at den i hvert fald ikke sænker det.

Det er også et effektivt værktøj, når det kommer til at mindske uligheden i samfundet, men det er her, hvor det begynder at blive et politisk og ideologisk spørgsmål. Er man groft sagt venstreorienteret og går op i lighed i samfundet, er arveafgiften et positivt instrument, fordi det er en måde, hvorpå man kan fordele pengene ud i samfundet.

Overfor er der et mere blåt synspunkt, hvor man kan mene, at de,

Møltrup Optagelseshjem Selvejende privat stiftelse Møltrupvej 70 • 7480 Vildbjerg • Tlf. 9713 1800 www.moltrup.dk • Følg os på

Møltrup Optagelseshjem er et hjem (oprettet i 1912 af fængselspræsten Johannes Munck), hvor mænd, som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv, kan finde hjælp til at tage livet op på ny. Møltrup bygger på et kristent grundlag og betragter sig selv som en del af det frivillige, folkekirkelige, diakonale arbejde.

Ved indbetaling af 50 kr. eller mere til vores bankkonto (7670 1093702) bliver man optaget i kartoteket for hjemmets støttemedlemmer, som hvert år ved juletid modtager hæftet »Meddelelser fra Møltrup Optagelseshjem«.

Støttefond for Møltrup Optagelseshjem modtager i øvrigt med tak enhver gave samt evt. andel af høstoffer til hjemmets Mændene betragtes ikke som klienter, men som mennesker, arbejde. der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården.

Enhver som har brug for den hjælp, Møltrup kan yde, bydes Støttefonden er godkendt af Told- og Skattestyrelsen i henvelkommen, så længe der er plads. Der er 117 pladser. hold til ligningslovens § 8 A om skattefrie gaver.

Arv&Testamente | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

et af din arv?

I L L U S T R AT I O N R A S M U S J U U L

som selv har tjent pengene, selv må bestemme, hvad de bruges på. Derfor er det også et politisk spørgsmål at definere, om 15 procent er der, hvor procentsatsen bør være.

Vi kan dog ret entydigt sige, at det, at satserne er forskellige, er uheldigt. At familieejede virksomheder betaler en lavere skat giver en tilskyndelse til at begynde at spekulere i, at hvis man beholder sin virksomhed i stedet for eksempelvis at investere, så skal ens arvinger betale mindre i skat. Et interessant resultat er, at en undersøgelse har vist, at virksomheder, der overtages af arvinger, klarer sig dårligere, end hvis de overtages på et åbent marked. Med et glimt i øjet er det nærmest et argument for, at skatten på familieejede virksomheder burde være højere.”

Modstander: Otto BrønsPetersen, analysechef i tænketanken Cepos

”Man kan jo sagtens have det synspunkt, at vi i et land, der i forvejen

har en meget høj beskatning af lønindkomst og kapitalafkast, kunne undvære arveafgiften. Men også set fra OT TO B RØ N S - P E T E R S E N . det samF OTO : C E P O S fundsøkonomiske synspunkt, hvor man fortsat skal have de samme indtægter i statskassen som nu, ville jeg stadig anbefale, at man droppede arveafgiften.

Man kan beskatte samfundet med en lavere samfundsøkonomisk omkostning, hvis man udelukkende beskatter indkomsten til at starte med. Problemet er nemlig, at du får en forskellig beskatning, alt efter om du bruger din løn til at starte med eller sparer den.

Arveafgiften er en uhensigtsmæssig måde at beskatte på, fordi man derved kommer til at beskatte kapitalafkast ekstra hårdt. Problemet

med arveafgiften er faktisk ikke så meget, at det rammer den, der modtager arven. Der, hvor problemet i virkeligheden ligger, er, at skatten påvirker adfærden hos den, der efterlader sig arven. Det påvirker tilbøjeligheden til at spare op, men også arbejdsudbuddet hos den, der sparer, fordi man ved, at der venter en ekstra beskatning i sidste ende.

Det betyder, at man har et mindre incitament til at arbejde mere og dermed tjene mere.

Derfor har arveafgiften heller ikke de samme negative forvridende effekter, når en arv efterlades utilsigtet. Altså hvis en person afgår ved døden uventet uden at have gjort sig tanker om den efterladte arv, men efterlader sig en formue, der egentligt var afsat til at leve lang tid endnu. Her påvirker skatten ikke den foregående adfærd. Derfor ville det heller ikke på samme måde være forvridende, hvis den utilsigtede arv fyldte meget. Det er bare ikke tilfældet.

Man kan lade sig inspirere af vores svenske naboer, der i 2005 valgte

at afskaffe deres arveafgifter helt og aldeles. Det kan meget vel være grunden til, at vi ser en hel del dynamik i Sverige, der ikke findes herhjemme. Der skabes flere nye virksomheder, og familieejede virksomheder fylder også mere i økonomien. I Sverige havde man før 2005 også meget høje arveafgifter, men man oplevede et stort element af skatteplanlægning og en beskatning, der faktisk ikke gav specielt mange penge i statskassen.

Herhjemme ville det også forsimple vores skattesystem, hvis man afskaffede arveafgiften. Man kunne spare en masse tid og ressourcer hos eksempelvis de offentligt ansatte, der laver komplicerede beregninger, når eksempelvis værdier af nedarvede virksomheder skal fastsættes.

Jeg er heller ikke tilhænger af, at procentsatsen er lavere for familieejede virksomheder, da det opfordrer til uhensigtsmæssig skatteplanlægning. Satsen bør være lige for alle, men den bør samtidig være J så lav som muligt.”

En arv til

Foreningen Danske DøvBlinde er en investering i et bedre liv At blive både døv og blind ...ændrer livet for altid.

Både for den ramte og for pårørende.

Vi tilbyder personlig rådgivning og netværk og peger på nye muligheder for et godt og aktivt liv.

Vi garanterer, at beløbet bruges direkte til at bekæmpe isolation og ensomhed - døvblind hedens faste følgesvend.

Hele beløbet går ubeskåret til foreningen, hvis du indsætter FDDB som arving i dit testamente - vi skal ikke betale arveafgift.

Du kan fordele din arv imellem dine arvinger og FDDB. Vi betaler gerne omkostningerne til advokat, hvis du testamenterer til FDDB.

Få mere information på tlf. 36 75 20 96 fddb@fddb.dk Eller opret testamente helt gratis på: www.fddb.dk

STØT N

Mobile

U

Pay 51 8 1 95 Konto 2191- 89 83520 5 11

20 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Kirkegården er et rum for forsoning

2 Klaus Bertelsen har siden barndommen været draget af kirkegårde, og nu har han skrevet bogen ”Tavs som graven” om Anden Verdenskrigsgravsteder på to aarhusianske kirkegårde. Her er han ved gravstedet for to russiske krigsfanger, som en kreds af aarhusianske kvinder rejste en sten for i 1946. – Alle fotos: Lars Aarø/Fokus.

Gravsten fra Anden Verdenskrig rummer andet end heltemodige historier om frihedskæmpere. Derfor har historiker og kirkegårdsrundviser Klaus Bertelsen i sin nye bog ”Tavs som graven” blandt andet også udvalgt gravmæler fra tyske soldater og russiske krigsfanger

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Kirkegårde har, så langt han kan huske tilbage, virket dragende på historiker Klaus Bertelsen, og han ved præcis hvorfor. Men mere om det senere, for nu skal det først handle om historier fra hans bog ”Tavs som graven – udvalgte gravmæler fra 2. Verdenskrig på Aarhus Nordre og Vestre Kirkegård”, der for nylig er udkommet.

Vi mødes på bænken foran Vestre Kirkegårds store kapel.

Klaus Bertelsen fremtryller termokaffe og dertilhørende mælk i en lille flaske med skruelåg.

Sammen med et lydtæppe af intens fuglesang og alt det grønne, der omgiver os, understreger kaffen en fornemmelse af skovtur, og sådan er det også på andre af den store kirkegårds bænke, hvor mennesker sidder sammen som par eller enkeltvis denne majformiddag. ”Kirkegården er også de levendes have,” siger Klaus Bertelsen og pointerer dermed vigtigheden af at viderebringe de dødes historie til dem, der færdes på kirkegårdene. Det gør han som kirkegårdsrundviser meget ofte, og med sin nye bog har han sat sig for at nedskrive historier inspireret af gravsten, der alle knytter sig til Anden Verdenskrig.

Alene på Vestre Kirkegård er der 22 fredede grave over modstandsmænd og sammenlagt 895 grave for tyske, britiske og sovjetiske omkomne under Anden Verdenskrig. Bogen indeholder personlige historier bag repræsentativt udvalgte gravsten, for det har været vigtigt for Klaus Bertelsen at få hele paletten af krigsskæbner med. Fra de heltemodige, lokale frihedskæmpere til nogle af de russiske krigsfanger og tyske soldater, der kom til at ende deres dage i Aarhus-området.

Efter at have rejst os fra bænken bevæger vi os ned i den sydlige ende af kirkegården, hvor der står en bautasten, som er omtrent lige så høj som en voksen mand. Her hviler en kriminalbetjent, nemlig Ejnar Sørensen, der i slutningen af krigen

fungerede som gruppeleder for frihedskæmpere i Midtjylland og havde, ligesom sin københavnske pendant, Bent Faurschou Hviid, kaldet Flammen, adskillige stikkerlikvideringer på samvittigheden.

På stenen står hans dødsdag, den 20. september 1945, og Klaus Bertelsen skriver i sin bog om, hvordan Sørensen med sin tjenestepistol den dag tog sit eget liv i en bil lidt udenfor Lyngby. Historikeren citerer også et spørgsmål, som Ejnar Sørensen stillede til præsten Poul Borchsenius i 1944, efter han havde foretaget sin første likvidering af en stikker på Åboulevarden i Aarhus: ”De er jo Præst. Vil De svare mig paa et Spørgsmål? Er det forkert at skyde en Mand ned?

Det var et Svin, et forbandet Svin, som bragte Ulykke over os.

Selvfølgelig skulde han udryddes som det Skadedyr, han var.

Men det er alligevel en mærkelig Fornemmelse at skyde et Menneske ned fra Baghold uden at give ham en Chance for at forsvare sig. Der er noget i mig, som er kommet i Uorden. Hvad mener De saa om det?”

Spørgsmålet refererer Klaus Bertelsen fra en samtale, der fandt sted i vinteren 1944 på en svensk herregård, hvor Borchsenius opholdt sig efter at have bragt danske jøder i sikkerhed, og her mødte han Ejnar Sørensen, der var flygtet til Sverige efter en likvidering. Præsten er citeret for at svare: ”Som en kristen Præst kan jeg sige Dem, at de har været på Guds Veje. Det er man altid, naar man gør sin Pligt, og jo tungere Pligten er, des mere kan man regne med Guds gode Hjælp og Tilgivelse.”

I samme område som Ejnar Sørensens grav står en anden meget stor gravsten trukket lidt tilbage mellem grønne buske.

Her hviler modstandsmanden Georg Goritz Mørk Christiansen, der som 22-årig blev henrettet af tyskerne. Også hans historie er beskrevet i ”Tavs som graven”, men som nævnt er det langt fra kun danske frihedskæmpere, der har fået plads i bogen, og vi går derfor videre til et andet og ikke mindre imponerende gravsted. ”I ofrede Livet for Folkenes

2 Betjenten Arne Mikkelsens gravsted på Vestre Kirkegård i Aarhus har inspireret Klaus Bertelsen til at dykke ned i hans Anden Verdenskrigshistorie. ”Alene dødsårstallet 1945 pirrede min nysgerrighed, og når der så ovenikøbet står Buchenwald bag ved korset, var der slet ingen tvivl om, at hans historie skulle med i bogen,” siger historikeren, der i flere år har arrangeret kirkegårdsrundvisninger.

Frihed” står der over navnene Nikolaj Astavjers og Semen Sorokaletow og nedenunder ”Rejst af en Kreds af Kvinder i Aarhus 1946”. På stenen er indhugget hammer, segl og stjerne, og på gravstedet ligger der blandt en masse blomsterbuketter to næsten friske kranse fra henholdsvis byrådet i Aarhus og den lokale afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti, der vidner om, at det for nylig har været den 5. maj. ”Hvor er det fint at se de tegn på aktivitet,” siger Klaus Bertelsen og bøjer sig ned for at rette på kransenes bånd og fjerne et par visne kviste. Han har haft få officielle kilder at trække på til sin beskrivelse af de to russiske krigsfanger, som var henholdsvis lokomotivfører og skomager.

Dog ved han, at Nikolaj Astjavers døde som 32-årig af akut koldbrand som følge af et svækket kredsøb, og at dødsårsagen for Semen Sorokaletow var hjertelammelse. Han ved også, at den kreds af kvinder, der samle-

de ind til russernes gravsten, alle boede i den samme karrè på Vestre Ringgade. ”Befolkningen i Aarhus og især organiserede DKP-medlemmer følte sig under krigen tilskyndede til at hjælpe nødstedte krigsfanger. De fleste tidligere tyske krigsfanger blev indkvarteret på en skole og på to missionshuse i Aarhus’ centrum, men der var også enkelte, der blev privat indkvarteret, og det er nærliggende at tro, at de to russere, der ligger her, har været privat indkvarteret i den samme karré som kvinderne bag gravstenen,” siger Klaus Bertelsen, inden vi trasker videre op mod den nordlige ende af kirkegården.

Her ligger et afsnit, hvor der hverken er opretstående gravsten eller blomster, men lange kolonner af stenplader med navne lagt direkte oven på græsset.

Her hviler Robert Kasmikat sammen med 295 andre tyske soldater på den æreskirkegård for

faldne soldater, som værnemagten indviede her i april 1945. Om Kasmikat beretter Klaus Bertelsen i sin bog, at han kom til ”flødeskumsfronten” i Danmark efter at have deltaget i hårde kampe på Østfronten, og at hans håb om at komme helskindet gennem krigen brat sluttede på en landevej nord for Aarhus tre uger før kapitulationen, hvor han blev skudt ned af danske modstandsfolk.

Ifølge Klaus Bertelsen er en kirkegård et oplagt rum for forsoning og øget forståelse for andre menneskers liv og historie, og det er blandt andet baggrunden for, at han har skrevet sin bog. ”På en kirkegård kan andres og egne valg og fravalg blive meget nærværende. Her kan vi træde et skridt tilbage og se på historien i en større helhed. Jeg ved, at mange efterkommere efter aktørerne i Anden Verdenskrig er vrede og forbitrede, men det er mit håb, at de og andre, gennem en tur på eksempelvis kirkegården her, kan forsone sig med historien,” siger han.

Og så til den lovede forklaring på Klaus Bertelsens glødende interesse for kirkegårde. Den handler om, at det forbudte drager. ”I min barndom tog min far og faster på en fast årlig udflugt til mine bedsteforældres gravsted på Rørbæk Kirkegård i Himmerland. Jeg så misundeligt til, hver gang de drog af sted med kranse, kaffe og blødt brød. Da jeg var 9-10 år tog jeg mod til mig og spurgte, om jeg måtte komme med. Nej, blev der uden yderligre forklaring svaret. Lige der blev min interesse for kirkegårde vakt.”

J

Klaus Bertelsen 3 Født i 1959. Cand. mag. i dramaturgi og historie fra Aarhus Universitet.

3 Har blandt andet været skoleleder og arbejdet med mentorforløb i Aarhus Kommune.

Har siden 2015 været rundviser på kirkegårde i Aarhus og er i dag desuden tilknyttet Besættelsesmuseet i Aarhus.

3 Har skrevet artikler til tidsskrifter om kirkegårdskultur.

Har netop udgivet bogen ”Tavs som graven” i samarbejde med Aarhus Byhistoriske Fond.

Foto: DRC / Tobin Jones

Efterlad en bedre verden Når du testamenterer et bidrag til DRC Dansk Flygtningehjælp, har det stor betydning for familier i verdens brændpunkter. Over alt i verden står vi parat med akut nødhjælp, beskyttelse og varige løsninger til kvinder, mænd og børn, der er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krig og konflikter.

Dit bidrag går bl.a. til: • Akut nødhjælp Uddeling af vand, mad, hygiejnesæt, babyudstyr, tøj, tæpper, køkkengrej.

• Husly Etablering af flygtningelejre og genopbygning af ødelagte boligområder.

• Vand og sanitet Uddeling af rent vand, sikring af permanent vandforsyning og latriner.

• Børneliv Genopbygning af skoler og facilitering af traumebehandling og hjælp til undervisning.

• Indkomstskabende projekter Støtte til flygtninge med iværksætteri så de kan skabe sig et livsgrundlag.

DRC Dansk Flygtningehjælp er fritaget for arveafgift.

Hvis du betænker DRC Dansk Flygtningehjælp i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og økonomisk hjælp til oprettelse af dit testamente.

Se mere på www.flygtning.dk/testamente eller ring til os på tlf. 3373 5000

22 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

”Hun lærte mig meget om livsmod og dødsmod” Lige siden Claus Grymer mistede sin hustru i 2018, har han stillet sig selv spørgsmålet: ”Hvordan lever man, når man har mistet livet?”. Det er også er titlen på hans bog, for det er, som om det er ham og ikke hende, der nu er død

interview

2 ”Selvkritikken har fyldt en del. For Kirsten var så umiddelbar, så gavmild med sin glæde og så let at gøre glad. Hvorfor gjorde jeg det så ikke noget mere? Hun ville for eksempel så gerne have, at jeg brugte bare nogle af mine ord til at skrive kærlighedsdigte til hende,” siger Claus Grymer om sin hustru, der døde i efteråret 2018 . – Foto: Lars Aarø/Fokus.

AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

Hun kom ind i hans liv som ”et mirakel”. Det er Claus Grymers eget ord. Og ikke for stort, siger han. Med bredskygget hat og storblomstret kjole mødte hun op på Morsø Folkeblad – hvor han var journalistelev – og lignede en diva. Men Nykøbing Mors var så langt fra Hollywood, som han kunne forestille sig. Så han blev forlegen og kunne ikke engang skjule det. Hun lod sig derimod ikke mærke med hans tøvende velkomst. Smilede bare stort til ham. Og byttede tøjet næste dag.

Dengang var Claus Grymer 23 år, og kvinden i hans liv var 20.

Kirsten var udadvendt, storsmilende og livsglad. Hun gik på seminariet i Silkeborg og elskede at synge. Højt og for andre. Selv var han derimod lidt kejtet, en smule reserveret og langt mere bekymret over både stort og småt. Livet faldt ikke den unge præstesøn så let, som det gjorde for hende. Men med Kirsten ved sin side, blev livsglæden også hans. Hun blev på den måde hans mirakel. Og selvom Claus Grymer som journalist og forfatter altid har arbejdet med at finde de rigtige ord, så har nogle ord ofte føltes for store og svulstige for ham. Men ikke nu. For som han siger, så bliver ordene så store i sorgens tid, som de er.

Endelig bliver de det – endelig ophæves mådeholdets kejtede begrænsninger.”

Sætningen er fra hans bog ”Hvordan lever man når man har mistet livet?”, der udkom sidste år.

Han begyndte at skrive den, dagen efter hans elskede Kirsten Tikjøb Grymer blev bisat i august 2018. Idéen kom fra billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt, der var med til at sige det sidste farvel, som en rigtig god ven. Og selvom nogle sagde til ham, at det da godt nok var hurtigt efter Kirstens død, var der så mange ord, der skulle ud. Skulle siges. Som de ikke var blevet det, mens hun levede. ”Selvkritikken har fyldt en del. For Kirsten var så umiddelbar, så gavmild med sin glæde og så let at gøre glad. Hvorfor gjorde jeg det så ikke noget mere? Hun ville for eksempel så gerne have, at jeg brugte bare nogle af mine ord til at skrive kærlighedsdigte til hende. Jeg forsøgte og beskrev for eksempel en indkøbstur i Brugsen som en slags lovsang til hende. Jeg oplevede selv, at digtet var fyldt med ’kærlighed på alle hylder’, men hun syntes, der stod for meget om Brugsen og en del mindre om hende.”

Claus Grymer

Claus Grymer sidder i stuen i det hjem, hvor han og Kirsten havde deres fælles liv. Efter hun gik på pension fra sit lærerjob, flyttede de til hendes barndomsby Gedved i Østjylland, og ”det er hendes ånd, der er overalt i hjemmet”, siger han, mens han finder fotos frem af Kirsten.

I bogen skriver han: ”Hun var lige så generøs, som jeg er nærig ... En nærig enkemand! Nej, det lyder ikke rart.” Og uddyber beskrivelsen hen over kaffen. ”På en måde holder jeg jo en slags dommedag over mig selv.

Ens svigt bliver mere tydelige, når de er uigenkaldelige. Men i bogen giver jeg hende lov til at fylde alt det, hun gjorde i livet.”

Kirsten er ét stort smil på alle de billeder, han kan finde. Det sidste han husker, er også et smil. Fra den sidste dag hun var ved bevidsthed, inden hun døde fire dage senere. Hun lå her i stuen i en hospitalsseng og havde besluttet, at nu var det nok.

Kemoen virkede ikke på den akutte leukæmi, som først blev opdaget et år efter, den ramte hende. Som den medicinske forklaring på de underlige blå mærker, der var begyndt at dukke op på hendes krop. Og her to år senere ville hun ikke længere have den såkaldt livsforlængende behandling. ”Hun var meget stærk, og det

viste sig jo for alvor, da hun blev syg. Hun ville have klar besked fra lægerne. Og selv da hun fik beskeden om, at der nok kun var 14 dage tilbage, beklagede hun sig ikke. For på samme måde som hun ikke var bange eller bekymret for livet, var hun det heller ikke for døden. Hun lærte mig på den måde meget om livsmod og dødsmod, og selvom hele hendes sygdomsforløb var så fyldt med frygt fra min side, var der også noget livsbekræftende i at opleve hendes livsglæde på trods af, at det snart var forbi.

Kirsten var altid på livets side.”

I det ydre forløber Claus Grymers hverdage som før. Med anmeldelser, der skal skrives til Kristeligt Dagblad, bøger, der rumsterer i baghovedet og arbejdstimer på kontoret ved computeren.

Men før var hun i rummene ved siden af. Han følte sig hjemme i lyden af hendes liv, at høre symaskinens snurren, når hun skabte sine smukke tæpper i patchwork, nød at fornemme grin og alvor, når hun havde besøg af veninderne, og genkendte den særlige omsorg i hendes stemme, når det var en af de to døtre eller de seks børnebørn, som var i telefonen.

Claus Grymer har ellers aldrig været bange for at være alene.

Faktisk får han hurtigt nok af sociale sammenkomster. ”Men alligevel tror jeg, at hun ville have haft lettere ved at blive enke, end jeg har. Med sit lyse sind og sin personlige styrke.

Det var også tilgange til livet, som jeg lånte af hende. Nu har jeg derimod oplevet dage, hvor jeg har længtes efter ’nattens søvn’, efter at forsvinde. Ikke at jeg for alvor har tænkt mig at gøre en ende på mit liv, men der er så meget på spil, når man mister den, der var lyset, glæden og meningen i ens liv. Det er en sag på liv og død. En konstant følelse af tomhed, hvor morgenerne er værst. Det er, som om man skal begynde forfra hver dag.”

Han er også uvant med at være vært og har forud for interviewet spurgt, hvad han måtte servere. For det var hende, der var den huslige. Og den praktiske.

Nu er hun der ikke længere til at købe ind. Eller til at fylde benzin på bilen, som også var noget, hun havde let ved. Mens han med egne ord ”fumler” med tingene og føjer det til listen af enkemandens små sejre, når benzinstanderen endelig lystrer, og seddelautomaten accepterer hans kort.

Kirsten er dog stadig nærværende. Han taler med hende hver dag. Spørger hende til råds

og tænker altid over, hvad hun ville have gjort eller sagt i situationer, hvor han selv er i tvivl. ”Så på en måde er hun her jo stadigvæk, og jeg læner mig fortsat op ad hendes livsklogskab og lethed ved tilværelsen.

Og ad hendes tro. Den var mere enkel og ligefrem end min. Kirsten gik ikke meget i kirke, men hun havde sin ’barnetro’, som hun kaldte den, og den var koblet med en tillid til, at alt i sidste ende er af det gode. Hun så det derfor også som noget helt naturligt og ufarligt, når hun havde de her særlige oplevelser, andre nok ville kalde mystiske.

Som da hun pludselig mærkede, at hendes onkel, der boede langt væk, ville i kontakt med hende, og hun senere fandt ud af, at det var sket nøjagtig på tidspunktet for hans død. Eller da vi skulle adoptere Anne og var i tvivl, fordi hun var ældre end to år, og Kirsten så fik en særlig lysoplevelse i køkkenet, der fejede al tvivlen væk.”

Mens hun var syg, lå Kirsten en dag på sofaen og slumrede.

Ud ad terrassevinduet så hun pludselig parasollen forvandle sig til en engel, der smilede til hende, og Claus Grymer er derfor sikker på, at Kirsten i dag er et sted, hvor hun har det godt.

Hvor hun stadig smiler.

J

3 3Født i 1946.

Opvokset på Mors. Uddannet journalist.

Bifagseksamen i dansk fra Aarhus Universitet i 1974.

Har i en lang årrække været kulturjournalist på Kristeligt Dagblad.

Arbejder i dag som anmelder og skønlitterær forfatter. Søn af Svend Grymer, der var præst på Mors.

Far til to døtreog var i 47 år gift med deres mor, lærer og kunsthåndværker Kirsten Tikjøb Grymer, der døde i august 2018.

Bogen ”Hvordan lever man når man har mistet livet?” udkom sidste år på forlaget Eksistensen.

Giv dit livs gave til børn i Danmark Mange børn kæmper hver dag med mobning, ensomhed og lavt selvværd. På Julemærkehjemmene får børn hjælp til at tackle problemerne og genvinde troen på sig selv og livet. Og der er hårdt brug for hjælp. Flere hundrede børn venter på et ophold, der kan forandre deres liv.

Kontakt direktør Søren Ravn Jensen på tlf. 33 13 37 45 for at høre mere om hvordan du kan hjælpe børnene.

www.julemaerket.dk/arv

Din arv kan give endnu flere børn en god barndom og en lysere fremtid Du kan betænke Julemærkefonden i dit testamente – uden at din familie eller pårørende får mindre arv.

Det skyldes, at velgørende organisationer er fritaget for arveafgift. Vi anbefaler, at du får en advokat til at hjælpe dig med at oprette testamentet. Vi giver et tilskud på op til 5.000 kr. til udgiften til advokat.

24 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Motionsløb på kirkegård gav konflikt med sørgende Det har vakt kritik, at man på Gladsaxe Kirkegård i København har holdt et motionsløb

kirkegårde AF RASMUS STOCHFLET NIELSEN rnielsen@k.dk

Nytårsdag havde John Bøge sammen med sin kone taget en af sine jævnlige ture til Gladsaxe Kirkegård for at mindes familiens afdøde. Men allerede ved ankomsten var der tegn på, at noget ikke var, som det plejede, for den normalt tomme parkeringsplads var fuldstændigt fyldt med biler. John Bøge tænkte, at der måtte finde en usædvanlig stor begravelse sted, men det var ikke årsagen, fandt han hurtigt ud af. ”Jeg blev rimeligt overrasket over at møde en masse prustende mennesker, der løb rundt på stierne inde på kirkegården,” fortæller han om mødet med det motionsløb med omtrent 150 deltagere, der blev afholdt på Gladsaxe Kirkegård nytårsdag.

Gladsaxe Kirkegård er med sine i alt 20 hektar et stort område. Derfor kan John Bøge også godt til nød for-

stå, at man brugte nogle af de store, åbne områder på den slags, men han syntes, at løbet kom tæt på gravstederne. Derfor mistede han hurtigt lysten til at opholde sig på kirkegården, for hverken han eller konen mente, at man kunne finde ro på stedet. ”Jeg ved, at det er meget oppe i tiden at diskutere, hvordan man kan bruge den overskydende plads. Men jeg synes, man må adskille tingene, så der er fred og ro der, hvor gravene er. Vi bruger normalt vores tid på at falde til ro, reflektere og tænke tilbage, men vi gik hurtigt igen,” forklarer John Bøge.

Løbet var et velgørende arrangement til fordel for Tuba, en forening til støtte for børn af misbrugere.

Som alt andet, der skal foregå på kirkegårdens område, var det godkendt af kirkegårdsbestyrelsen i Gladsaxe Kommune. Formand Martin Karbech Mouritsen erkender problemstillingen. ”Jeg forstår godt kritikken. Vi havde også selv overvejelser for og

imod, hvorvidt der er etiske problemstillinger i at have arrangementer som dette på en kirkegård: Om det ville være forstyrrende for gravfreden for eksempel. Men argumentet for at gøre det var, at vi gerne ville prøve det af,” forklarer han.

Kirkegårdsbestyrelsen så beslutningen som et led i en strategi, man vedtog et par år tilbage i kirkegårdsbestyrelsen, om at åbne kirkegården for flere mennesker. Martin Karbech Mouritsen understreger, at man ikke deler John Bøges opfattelse af, hvordan løbet har påvirket gravområderne, da ruten var tilrettelagt, så den hverken gik igennem eller klods op af de områder, hvor gravstederne er placeret. Derfor mener han, at man både fik udnyttet parkens potentiale og tog højde for kirkegårdens primære funktion.

Han henviser til den kirkegårdsleder, der var til stede under arrangementet, der ikke vurderede at gravfreden blev forstyrret. Alligevel tager man kritikken til sig, forklarer han, og det vil spille en rolle i den

kommende evaluering sammen med de mange positive tilkendegivelser, man også har modtaget.

Hvad der umiddelbart kan virke som en lokal strid, er del af en større diskussion om udviklingen af de danske kirkegårde, der har hersket i de senere år. Det fortæller Leif Arffmann, der er pensioneret provst og tidligere formand for Foreningen for kirkegårdskultur. ”Diskussionen er i stigende grad pågået de senere år, hvor der på mange kirkegårde er blevet for god plads. Derfor er der jo naturligt nok, at man begynder at tænke over, om disse områder kan bruges til noget andet for lokalsamfundet,” forklarer han.

I hans optik er der ikke nødvendigvis noget galt i at tænke i legepladser eller lignende, hvis arealet er stort nok, og man laver en kirkegårdsregulering, der sikrer, at man holder stedets forskellige aktiviteter adskilt. Men det er en utroligt ømtålelig udvikling, fordi man dermed

udvider kirkegårdenes fire traditionelle funktioner med en femte, forklarer Leif Arffmann. Der er for det første den hygiejniske funktion, hvilket vil sige, at man skal behandle ligene på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde. For det andet skal man tilgodese de efterladtes sorgbearbejdelse. For det tredje omhandler den religiøse dimension afdødes forhold til evigheden, og den fjerde og sidste funktion er kirkegården som sted for mindekulturen for de efterladte. ”Det har til alle tider været en svær afvejelse af de fire funktioner, hvor den især har været gal, hvis sorgbearbejdelsen har følt sig trådt ned af de andre. Den afvejning kommer endnu mere under pres, når der her er tale om en ny femte funktion, hvor kirkegården også tænkes som et mødested, som park, legeplads eller et sted at høre musik. Man skal i hvert fald være meget bevidst om, hvorvidt kirkegården egner sig til det,” forklarer Leif J Arffmann.

”Rygterne om vores død er stærkt overdrevne”

Siden 1928 har Kofoeds Skole hjulpet socialt udsatte mennesker med at hjælpe sig selv til et bedre liv. Men selvom vi har rundet de 92 år, har vi aldrig stået stærkere

og hjulpet flere mennesker end vi gør nu.

Med din støtte kan vi hjælpe endnu flere.

Ring til Michael på telefon 4173 3272 for at høre mere om hvilke skattefordele og

muligheder du har for en privat donation eller gratis oprettelse af et testamente til fordel for Kofoeds Skole.

Menneskermedmere.dk/arv

Arv&Testamente| 25

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Medlemmer af folkekirken har stærkere mindekultur Er man del af folkekirken, har man betydeligt større tilbøjelighed til at besøge et gravsted, end hvis man ikke er.

Det viser en stor undersøgelse

mindekultur AF JENS FROM LYNG from@k.dk

Folkekirkemedlemmer er mere opsatte på at mindes de afdøde ved at møde op ved et gravsted. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

I undersøgelsen er over 2000 danskere blevet spurgt om deres oplevelser med kirkelige begravelser, borgerlige begravelser og om mindekultur. Og folkekirkemedlemmer besøger hyppigere gravsteder, end personer uden tilknytning til et trossamfund gør det, viser resultaterne.

Blandt folkekirkemedlemmerne er det kun 15 procent, der ikke har besøgt et gravsted inden for de seneste fem år. Blandt personer uden for trossamfund er tallet 31 procent.

Det overrasker professor MSO i te-

ologi ved Aarhus Universitet Ulla Schmidt, som har forestået under­ søgelsen. ”Inden for forskningen har der været en teori om, at gravstedsbesøg er en semi-religiøs handling, som man måske særligt ville gøre brug af, hvis man ikke var tilknyttet institutionel religion. Denne undersøgelse viser imidlertid det omvendte billede. Kort sagt, hvis man har tilknytning til folkekirken, vil man være mere tilbøjelig til at besøge gravsteder,” siger hun.

Folkekirkemedlemmerne i undersøgelsen er blevet delt op i grupper, efter hvor stærk en tilknytning de har til folkekirken. Her viser resultaterne, at gruppen med stærk tilknytning til folkekirken i højere grad besøger gravsteder, end gruppen med svag tilknytning til kirken.

Den største forskel er imidlertid mellem folkekirkemedlemmer og

3 Flere ældre besøger særligt kirkegården ved højtider. Her er det Assistens Kirkegård i København.

– Foto: Leif Tuxen.

personer uden tilknytning til trossamfund. Og der er umiddelbart ikke nogen nærliggende forklaring, vurderer Ulla Schmidt. ”I undersøgelsen spurgte vi, om de besøger gravsteder i forbindelse med gudstjeneste, men det var kun i ringe grad tilfældet. Så det er ikke, fordi de faste kirkegængere bare smutter forbi kirkegården efter gudstjenesten. Forklaringen kan måske nærmere findes i, at man finder det mere naturligt at besøge det rum, en kirkegård er, hvis man er medlem af folkekirken,” siger hun.

De fleste adspurgte i undersøgelsen svarer, at julen er den hyppigste anledning til at besøge et gravsted.

46 procent af folkekirkemedlemmerne besøger et gravsted i denne højtid, mens 18 procent af ikkemedlemmerne gør.

Også i spørgsmålet om anledninger til gravstedsbesøg er der stor forskel på danskerne, fortæller Ulla Schmidt. ”Den helt typiske besøgende ved et gravsted er ældre snarere end

yngre, og kvinder snarere end mænd. For den yngre del af befolkningen er det mere udbredt at besøge gravsteder, når der er en vigtig ny familiebegivenhed. Hvis man skal giftes eller er gravid eller noget. De ældre er mere traditionsforankrede og bruger især kirkegården ved højtider som jul, påske og allehelgen,” J siger hun.

En forandret verden

SAMME MISSION BANKER DIT HJERTE OGSÅ FOR

grønlandske børn?

Har du tænkt på, hvem der skal arve dig?

Betænk BDM i dit testamente

Siden 1843 har Brødremenighedens Danske Mission (BDM) hjulpet mennesker i nød, forbedret fattiges levevilkår og præsenteret den kristne tro på steder, hvor ingen eller kun få andre når frem.

Med en testamentarisk gave til BDM muliggør du, at vi kan være til stede.

Vi bringer håb og tro til mennesker i bl.a. Tanzania, DR Congo og Albanien.

Ring til os på 35 29 48 20 eller læs mere på www.bdm-dk.dk

DIN ARV gåR Til klAssisk Mission • Evangelisation • Diakoni • Undervisning

BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSON

Ved at betænke Grønlandske Børn i dit testamente giver du grønlandske børn og unge mulighed for at vokse op i tryghed og med bedre adgang til uddannelse.

Grønlandske Børn er en del af Det Gode Testamente. Sammen med 38 andre organisationer arbejder vi for at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.

I Grønlandske Børn stiller vi gratis advokathjælp til rådighed, hvis du ønsker at donere en del af din arv til vores arbejde.

Ring og hør mere på telefon 3585 8330 www.fgb.dk

Du kan gøre en forskel – lad din arv leve

26| Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Vi er sendt til hinanden med kærlig hilsen Louise Højlund søger gerne mod vandet, for her er plads til at gå i opløsning og til at mindes vennen og digteren Simon Grotrian, som døde uventet sidste år

interview AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

I dagene efter digteren Simon Herskind Grotrians død tog vennen og præsten Louise Højlund alle hans digte ud af reolen og lagde bøgerne på spisebordet i villaen i Aarhus. Som en mosaik af gule, hvide og røde felter lå den uhyre produktive digters udgivelser i husets mest centrale rum. Hun åbnede bøgerne uden at føle, at hun læste dem. Hun modtog. Ikke ord for ord, men som en helhed. Hele, som når man bliver skænket et æg.

Når hun fortæller om dagene efter det uventede dødsfald, lyder det nærmest smukt, men det billede er for entydigt. De dage i august følte hun en mørk sø i sin hals. Sorgen over vennens pludselige død føltes lidt som angst, der spredte sig til alle kroppens celler, og samtidig skulle hun som præst forberede hans begravelse.

I de dage snørede hun dagligt løbeskoene på og bevægede sig ind på stierne i Marselisborgskovene, inden hun endte ved bugten og lod sin krop forsvinde i vandet, som er det større sted at gå i opløsning. Hun dykkede mod bunden, hvor hun lagde æggene og delte dem med sandet.

Louise Højlund har sat figner og en ­kande med kaffe frem på bordet, som dengang i august flød med Simon ­Grotrians udgivelser. Fire dage før sin død forærede han hende bogen ”Digte”.

Den skulle udkomme få dage senere. Når hun åbner den, kan man se den let slyngede skråskrift, hvor Simon Grotrian med en spids blyant har skrevet: ”Til Louise med kærlig hilsen Simon.”

Hun er langtfra færdig med at tænke over deres venskab, men én ting har døden gjort ganske klart: For Simon Grotrian var ”kærlig hilsen” ikke en frase.

Det var kærlighed som hilsen.

Hun delte sine overvejelser om hans hilsner, da hun talte ved kisten i Lemming Kirke ved Silkeborg seks dage efter hans død, hvor hun blandt andet sagde: ”Vi må tage sproget på ordet.

Gaven var ikke gaven. Gaven var kærligheden. Måske kan man ikke sige det mere kraftfuldt end

’Kærlig hilsen’. Måske er det essensen. Når alt er skåret væk. At alt gives med en kærlig hilsen.

Du må lægge krop til evangeliet.

Det er det, vi skal. Du skal være din næstes forår. Du skal bryde frem i andres vindueskarm. Vi er sendt til hinanden med kærlig hilsen. Evangeliet er ikke litteratur. Det er kærlighed, der tager bolig.”

Hun rejser sig og henter Den Danske ­Salmebog og slår op bagerst og finder læsningen fra Johannes’ Første Brev til juledag og læser: ”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.” Hun er stille lidt og siger, at man kan læse hele Det Nye Testamente som en omfavnelse af kærlighed: ”For mig er det en glæde at tænke Simon som indflettet og opslugt i den kærlighed.”

Den 21. december sidste år ville ­Simon Grotrian være fyldt 58 år. Manden, der vidste, at mørket kun er en dragt i kristen forståelse, blev født på årets korteste dag. Manden, som sjældent havde huset fuld af gæster, gjorde sin fødselsdag til noget særligt. Den dag bestilte han lagkager og samlede nære venner ved de to borde i rækkehusets stue.

Når det havde været Simon Grotrians fødselsdag, vidste man, at julen var nær. Og fødselaren sørgede for, at hans gæster fik julegaver med sig. Hjemme­strikkede sokker var hans speciale og altid med kærlig hilsen.

I år bliver hans fødselsdag en anledning til en mindestund og fejring på Kongensbro Kro, hvor Simon Grotrians mor og bror har inviteret. Louise Højlund er en af dem, som vil møde op til fødselsdagsfejringen uden hovedpersonen.

Hun beskriver Simon Grotrian som den største teolog, hun har mødt, skønt han hverken havde studeret hebraisk eller ­dogmatik, men læst litteraturvidenskab og været elev af Poul Borum. ”Han vidste, hvem Gud var, og det var en nødvendighed for ham at være i den relation. At stå ved siden af det var usædvanligt givende og inspirerende.

Han gav mig en udvidelse af virkeligheden. Hos ham er det troen, som driver teologien frem,

og ikke den rationelle tanke. Det er modtagelse, hengivelse og tillid.”

Omkring juletid, hvor hun havde sat englefigurer frem i vindueskarmen i hjemmet, oplevede hun, at ­Simon Grotrian på en måde var tættere på end i efteråret. ”Der er engle, eventyr og kærlighed i ­Grotrians tekster, sådan som der også er i verden ved denne årstid. Jeg synes, han hele tiden er present sammen med mig. Jeg har et stort nærvær samtidig med et stort fravær, som jo er kristendommens kerne: Jesus er fraværende og samtidig nærværende. Simon er, hvor han skal være, og der er meget, han er forskånet for, men åh, hvor jeg savner ham.”

Louise Højlund lærte Simon Grotrian at kende i år 2000, da hun var 21 år. Hun læste teologi på Aarhus Universitet, og efter at have arbejdet med Salmernes Bog ledte hun efter en nutidig salmist. I sin søgen havnede hun ved reolerne på Aarhus Hovedbibliotek, hvor hun dog ikke helt vidste, hvad hun ledte efter. ”Da jeg fandt hans værker, vidste jeg, at det var det.”

Hun læste alt, hvad de havde på hylden, men kan ikke pege på en bestemt tekst. ”For mig var det som en åbning i verden.”

Nogle år efter, at hun havde fundet salmisten Grotrian, udgav han sin første salmesamling. Hun husker, at hun forsøgte at dele glæden over sin salmist med sin far (højskoleforstander Niels Højlund, 19312014) på en køretur under kumulusskyer. Her fortalte hun sin far, hvordan Simon Grotrian skrev, at jorderiget smager af det brød, Vorherre bager, og at Gud stryger min kind, og at strøget er et solbærskrin. Far og datter havde en fælles interesse for teologi, men Niels Højlund syntes ikke, det her var brugbart som salmer.

Som nyuddannet præst kom Louise Højlund til Sejs-Svejbæk Kirke ved Silkeborg og blev kollega med Ingrid Mejer, som også har udgivet en række digte. Ingrid Mejer syntes, at Louise Højlund skulle møde ­Simon Grotrian, som boede i Lemming blot nogle få kilometer nord for Silkeborg. De henvendte sig, men mødet blev ikke til noget. I

3 Louise Højlund beskriver Simon Grotrian som den største teolog, hun har mødt, skønt han hverken havde studeret hebraisk eller ­dogmatik, men læst litteraturvidenskab og været elev af Poul Borum. ”Han vidste, hvem Gud var, og det var en nødvendighed for ham at være i den relation,” siger hun.

”

Evangeliet er ikke litteratur. Det er kærlighed, der tager bolig.

LOUISE HØJLUND, SOGNEPRÆST

2009 modtog Louise Højlund et postkort, hvor der stod: ”Kære Louise Højlund. Jeg har nogle presserende teologiske spørgsmål. Ring venligst.”

Hun ringede, og de aftalte, at hun skulle besøge ham, og det blev indgangen til et venskab, som ikke ligner nogen anden relation, hun har kendt. ”Jeg havde hørt om hans psykiske lidelser, og jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle forvente, men så kom jeg ind i hans lille stue, hvor der var dækket op med kaffe på et ovalt bord, og så

sad vi der, mens der blev mørkt.

Jeg synes, folk ofte fandt, at det var sværere at få adgang til ham, end det egentlig var. Alle kunne ringe, og han holdt af, at folk ringede.”

Ofte var det ud på dagen, når hun kom til hans dør i Lemming.

I stuen var der tændt et stearinlys, og så var der gløden fra hans cigaret og lyden af strikkepinde, som rammer hinanden.

Simon Grotrian så bedst i mørke. ”Han var en tusmørkets mand og har også lært mig at holde af mørket. Skal man se indad, må man have noget, som skærmer ens sanser i øvrigt. Når man var hos Simon, vænnede man sig til mørket, hvor tegnene står klarere frem og lader ens indre oplyse. Han har lært mig at se. Hans visioner ud­vider, hvad jeg kan se af virkeligheden.”

Selv kunne han finde på at sige, at han samlede på præster.

Louise Højlund tror, at han samlede på mennesker, han kunne

Arv&Testamente | 27

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

2 Louise Højlund bader stadig i Aarhusbugten. Hun nyder samhørigheden med ­vandet og tænker på Simon Grotrian, som i ”Damoklesdrive-in” skriver: ”Jeg skal ligge under bølgerne, til Gud kalder/ vi skal tale sammen om godt og ondt/ han vil byde mig en lyserød cigaret/ og læse mine hovedhår op for englene.”

– Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.

givenhed og var træt af dagene, som nogle gange opløstes, følel­ sen af død og søvnen, der ikke ville indfinde sig. Han var blot­ tet og sårbar og levede med en frygt for igen at miste sin krog i livet og være et sted, hvor der ik­ ke var ord, og hvor verden var væk. Så kunne han finde på at sige: ’Tryk korset mod min gul­ det mod min pande’. Det var hans måde at sige: ’Mind mig om min dåb’.”

dele optagetheden af troen og li­ vet med. ”Han havde rødderne nede i det, som er væren, og alt det, som blev sagt, havde betydning. Vi kunne godt tale lidt om, hvordan han havde det – mine omstæn­ digheder talte vi sjældent om, for det, vi var sammen om, var klar­ heden om, hvad der er vigtigst her i verden.” ”Han kunne finde på at spørge, hvad jeg tænkte om tilgivelse. Og tit måtte jeg svare ham, at det har du jo selv fortalt mig, og så kunne jeg henvise til noget, han havde ­skrevet. Men det var ikke hans digtning, som fyldte i vores sam­ taler. Når vi læste ­noget sammen, var det ofte en af davids­ salmerne.”

Inden de skiltes, havde de ofte fejret nadver sammen, for i perio­ der var det for psykisk krævende for Simon Grotrian at komme i kirke. Han spurgte, om Louise Højlund ville holde nadver med ham, for sakramentet var vigtigt for ham. ”Han søgte den absolutte hen­

Sammen opdagede de, at de var gode til at grine sammen. ”Al den humor, som er i hans tekster, kunne han også udtryk­ ke og slå en høj latter op eller en fnisen.”

Som et eksempel på humoren i hans tekster nævner hun den palimpsest, han lavede over ”Hil dig, Frelser og Forsoner”.

Her skriver Grotrian: ”Hej min frelser og min Herre, jeg har fået det lidt værre.” ”Nogle synes, han var indvik­ let, men han er også alt andet end indviklet.”

Hun fortæller, at da hun læste hans posthumt udkomne digt­ samling ”Damokles­drive-in”, begyndte hun at grine. Hun slår op på side 10 i bogen og læser passagen: ”I burde klemme ballerne sam­ men og gå i kloster.” ”Det er ret sjovt. Og når man har kendt ham, vokser humo­ ren.”

Når hun ser på de mange ud­ givelser, som hun spredte ud over sit spisebord i dagene efter hans død, tænker hun på, hvor stor en skønhed han har skabt på lidelse. ”Når jeg talte med ham, havde

han det dårligt, eller han sagde, at ’det går lige akkurat’. Og så var der også gange, hvor han ringede, fordi det hele faldt fra hinanden. Jeg tror aldrig, jeg har talt med ham, hvor han sag­ de, at det var dejligt. Med ham måtte dejligheden findes i noget andet.”

Det blev et nært venskab med mange ­besøg primært i hans hjem, men også hos Louise Højlund eller i telefonsamtaler, og nogle gange tog hun med, når han fik en invitation til et socialt arrangement, hvor han var usikker på, om han kunne deltage. ”Han sagde tit, at han syntes, jeg gjorde noget, selvom jeg ikke selv syntes det. Han sagde, at jeg viklede knuder op. Han var ­bestandigt kæmpende, men jeg synes, han fik det bedre i de år, jeg kendte ham. Han havde også bedt så meget til Gud om, at han måtte gøre ham rask, at andet ville være urimeligt.”

Lørdag den 10. august sidste år dukkede han op som den første gæst, da hun fejrede sin 40-års­ fødselsdag. Hun havde arrange­ ret, at han kunne blive hentet og bragt af vennen og komponisten Jesper Gottlieb. Da han fik invi­ tationen, havde han først svaret blankt nej. Senere ombestemte han sig og sagde, at det afhang af dagsformen.

Da dagen oprandt, stod han i haven på Rungstedvej i Aarhus og sang med på ”I Danmark er jeg født”, men lidt nervøs over, hvor han mon kunne ryge sin blå Camel i en have med 50 gæ­ ster. ”Han var ikke til at drive hjem,

og da min 17-årige og hans ven­ ner spillede poetisk og lidt sjofel ungdomsmusik, nød han det.

Han fik talt med min mor og mi­ ne søstre, og mange var ovre at tale med ham, og selv var jeg talrige gange henne for at takke ham, fordi han var kommet.

Han havde det så godt, og jeg var så glad.”

Fire dage senere stod Louise Højlund og så uforstående på sin telefon, hvor der var en Mes­ senger-besked om, at ­Simon Grotrian var død. Hun ringede straks til Grotrians ven, kompo­ nisten Jesper Gottlieb, som ikke mente, at det kunne passe. Hun ringede til Grotrian og hans mor, men der var ingen, som tog tele­ fonen. ”Mit hjerte bankede bare. Det var først, da hans bror ringede, at jeg fik beskeden.”

Han døde af en aneurisme, og dødsfaldet kom som et chok, selvom døden altid havde været present mellem dem. ”Vi talte om døden som en kærlighed, som ville komme til fuldt udtryk. Han havde en længsel efter fred, og som digter var han eskatologisk som få.

Han stod hele tiden i en stor vir­ kelighed og troede, at porten vil åbne sig på den anden side af mælkevejen, og at kysterne ville nå hinanden bag dødens gitter.”

Hun beskriver sin ven som bå­ de barn og profet. I hverdagen var han afhængig af sin mors praktiske omsorg, og som ven kunne hun have følelsen af, at han var i verden som en blomme uden hverken hvide eller skal.

Det profetiske viste sig i det, han skrev. Hun fortæller, hvordan massakren på Utøya i Norge i

2011 ramte ham, fordi han netop havde skildret noget lignende i et digt.

Hun slår op i en digtsamling og læser, hvordan han i 2018 skrev, at der er nogen, som har skudt en kanonkugle af mod hans aorta. I ”Citroner til Vor­ herre” fra 2008 beder han: ”Men lad mig dø stående.” Hun sam­ lede det i talen ved hans kiste således: ”Han døde stående. Bristede ind i Gud uden lidelse. Som løg­ skallen brister i jorden. Som en blomsterknop på et æbletræ.

Som et æg i en fuglerede. Måske ville han have sagt det mere dra­ matisk: Som det mægtige lyn fra en klar himmel, som en lydløs eksplosion i rødt, som et uventet ridderslag.”

Hun har kendt få mennesker med samme generøsitet som Si­ mon Grotrian. Altid havde han en pakke til hende, når hun kom. Det kunne være de sokker, som han nærmest bestandigt strikkede, men det kunne også være en brugt bog, et smykke el­ ler måske en tegning. Hun rejser sig for at vende tilbage med en sommerfugl, som han har tegnet i akvarel. Bag på arket har han skrevet ”Til Louise med kærlig hilsen Simon”.

Det sidste, hun gjorde, inden hun tirsdag den 20. august satte sig i bilen og kørte mod begra­ velsen i Lemming, var at gå ud i haven og plukke en favnfuld hortensiaer. I en æske med glansbilleder fandt hun en som­ merfugl, som hun limede på kortet, hvor hun skrev: ”Med kærlig hilsen Louise”.

Buketten blev anbragt sam­ men med de mange andre blom­ sterhilsener i kirken. Da hun kom tilbage i kirkerummet efter selve begravelsen, sagde en ma­ rimbaspiller, som havde medvir­ ket ved begravelsen til hende: ”Jeg har lukket den ud.”

Hun forstod ikke, hvad han tal­ te om, og han sagde til hende, at mens hun stod ved kisten, var der en sommerfugl, som fløj rundt om hende. Hun gik ned til buketten med kortet og så, at glansbilledet af sommerfuglen var væk. ”Det er lige meget, hvordan der er sket, men det er en utrolig stærk oplevelse af tilstedeværel­ se og samtidig et billede på transformation og på, at den stækkethed, Simon havde haft i J livet, var væk.”

Louise Højlund 3 3Født 1979.

Cand.theol. fra Aarhus Universitet 2006.

3 3Fra 2008 til 2012 sognepræst i SejsSvejbæk Kirke ved Silkeborg.

3 3Fra 2008 til 2019 ansat i KK44, som er en grundtvigsk forening, som arrangerer festival for kultur og kristendom, og en folkekirkelig skoletjeneste.

Siden maj 2019 sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus. Hun har tre børn.

3 3Har redigeret ”Guds øje er en tordensol” med 65 af Simon Grotrians salmer og holder foredrag om hans forfatterskab.

Simon Herskind Grotrian 3 3Født i 1961 og døde den 14. august 2019 af en aneurisme.

3 3Lyriker og forfatter. Har fået udgivet over 60 værker siden sin debut i 1987.

3 3I december sidste år udkom ”Damoklesdrive-in”, som var aftalt før hans død.

28 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Bør personalet deltage i begravelsen, når en plejehjemsbeboer dør?

Blandt plejehjemsledere, ansatte og pårørende er der delte meninger om, hvorvidt de ansatte på plejecentre skal med til begravelsen, når en af beboerne dør. Åben dialog er altafgørende, mener hospicechef

etik AF IDA KRAGH PEDERSEN ipedersen@k.dk

15 år. Så længe boede Christian Greve Nielsens mor på det samme plejehjem, indtil hun døde i december 2017. Det er mere end fem gange så lang tid, som ældre i gennemsnit bor på plejehjem. Alligevel dukkede der ingen fra plejehjemmet op til begravelsen. ”Vi syntes, det var underligt, fordi hun var den beboer, der havde boet der i længst tid, og meget af personalet havde arbejdet der i næsten lige så lang tid.

Da vi pakkede hendes bolig ned, fortalte nogle af de ansatte, at de egentlig gerne ville have været med til begravelsen, men at der var kommet nye retningslinjer, som gjorde, at de ikke måtte deltage,” siger Christian Greve Nielsen.

På landsplan bor 3,6 procent af alle danskere over 65 år på plejehjem. Det svarer mere konkret til omkring 41.000 mennesker. Og andelen af danskere, der dør på plejehjem, er de seneste år steget fra 20 procent i 2009 til 22 procent i 2017.

Gitte Limkilde er forstander på Plejecenter Astersvej i Roskilde, hvor Christian Greve Nielsens mor boede. Hun forklarer, at retningslinjerne om ikke at deltage i beboeres begravelser er kommet efter grundige overvejelser i samarbejde med plejecentrets pårørenderåd. ”Vi har stor forståelse for de pårørendes ønsker, og de overvejelser, vi har gjort os, handler om, hvordan vi bedst muligt kan tilgodese alle. Det vigtigste for os er, at vi er til stede i mest mulig tid hos borgerne, når de er i livet. Derfor har vi en overordnet den tilgang, at det er der, vi bruger vores ressourcer, og at begravelsen er en familiebegivenhed, hvor vi trækker os tilbage og respekterer, at den begivenhed er noget, man har med den nære familie,” siger Gitte Limkilde.

Hun nævner som et tænkt scenarie en ferieperiode, hvor meget af personalet er væk, men der er to begravelser. ”Hvad er det så, vi vægter højest? Der bliver det rigtig følsomt at tage beslutningen i øjeblikket, i stedet for overordnet at have taget den,” siger Gitte Limkilde.

Hun fortæller i øvrigt, at de på Plejecenter Astersvej følger afdøde beboere ud og tager afsked med dem, inden de bliver kørt væk.

Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi på Aalborg Universitet og forsker i død og sorg, kan godt få øje på dilemmaet, når plejehjem og pårøren-

”

Det vigtigste for os er, at vi er til stede i mest mulig tid hos borgerne, når de er i livet. Derfor har vi en overordnet den tilgang, at det er der, vi bruger vores ressourcer, og at begravelsen er en familiebegivenhed, hvor vi trækker os tilbage.

GITTE LIMKILDE, FORSTANDER PÅ PLEJECENTER ASTERSVEJ I ROSKILDE

I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

Dilemmaet Det taler for at deltage i beboeres begravelser: 3 Det kan have stor betydning for de pårørende.

3 De ansatte kan have behov for at sige farvel på netop den måde.

3 Det sender et signal om, at alle menneskeliv har værdi.

de er uenige om, hvorvidt de ansatte skal med til begravelsen. ”På mange måder har vi den opfattelse, at vi har med en gruppe mennesker at gøre, der er ansat til at tage vare på beboerne på plejehjemmet, og det skal være en forholdsvis professionel relation. Det er den ene side af det her dilemma. Den anden side er, at et menneske kan have boet på et plejehjem i adskillige år og have opbygget særdeles nære relationer til plejepersonalet. Her er det, dilemmaet opstår, for det er skismaet mellem den professionelle attitude og den mere familiære tilgang, som de ansatte skal varetage,” siger han.

Direktør Kirsten Søndergård er direktør i Landsforeningen Liv&Død, der arbejder for en værdig afsked med livet. Hun siger: ”Plejehjemmet er jo beboernes hjem, så hvis en ansat har passet en beboer gennem flere år,

Det taler imod at deltage i beboeres begravelser: 3 Det kræver ekstra ressourcer, som tages fra de levende beboere.

3 Man kan ikke være s­ ikker på, at de pårørende ønsker deltagelse fra p ­ lejehjemmets side.

3 Det hører ikke til den professionelle tilgang, man bør have som ­plejepersonale. synes jeg kun, det vil være fint og naturligt, at vedkommende deltager.”

Men det kan umiddelbart virke uheldigt, hvis personale deltager ved én beboers begravelse, mens der ikke kommer nogen til en anden beboers begravelse.

Derfor mener Kirsten Søndergaard, det er en god idé, at det enkelte plejehjem har nogle overordnede retningslinjer for, hvad praksis er i forbindelse med begravelser. Nogle retningslinjer, som der naturligvis skal kunne afviges fra i særlige tilfælde. ”I sådan en vurdering synes jeg, det menneskelige og etiske perspektiv skal vægtes højest, men det er naturligvis også vigtigt at tage højde for, om plejehjemmet har tilstrækkelige ressourcer til at deltage. Jeg mener også, at en overordnet beslutning kan gavne den ansatte, der skal give familien besked,” siger Kirsten Søndergaard.

Et andet aspekt er plejepersonalets lyst til at deltage i begravelserne. Bare spørg Monika Andrea Jakobsen, der gennem 12 år som social- og sundhedshjælper mange gange har følt trang til at deltage i begravelser for de beboere, hun havde et nært forhold til. Men på tre ud af de fem plejecentre, hvor hun har arbejdet, har uskrevne regler gjort deltagelsen umulig. ”Jeg har haft det rigtig dårligt med det, de gange jeg ikke har deltaget. Enkelte gange har jeg skrevet et brev til de pårørende, som jeg afleverede i afdødes postkasse, fordi jeg havde det så skidt med, at jeg ikke kunne få lov til at sige ordentligt farvel og vise familien den her respekt,” siger Monika Andrea Jakobsen.

Man skal ikke underkende, at personalet kan have behov for at deltage i begravelsen. Desuden sender det et vigtigt signal.

Det mener Marianne Pedersen, der er sognepræst i Jakobskirken i Roskilde. ”Medarbejderen er en støtte for de pårørende og et vidne om, at det menneskes liv har betydning. Når man kommer på plejehjem i dag, er man jo virkelig dårlig, og rigtig mange er ikke i stand til at gøre en masse ting selv. Det, at plejepersonalet er der, tager hånd om dem og måske også viser den sidste ære ved bisættelsen, er en tilkendegivelse af, at sådan et liv også er værdigt. At der også er værdighed i livet, når vi ikke selv kan så meget mere,” siger hun.

Herdis Hansen, der er medlem af Det Etiske Råd og chef for Anker Fjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland, opfordrer plejehjemsledere til netop at overve-

je, om det kan have betydning for personalet at sige et meningsfyldt farvel. Det kræver en god afsked med den afdøde og familien, før man kan rumme en ny beboer, mener hun. ”Det handler om et sansende nærvær og om at have en empatisk tilgang, hvor man ser det hele menneske. Det handler også om at have en organisationskultur, hvor man taler om tingene og finder frem til gode løsninger, hvor man også gerne må tænke lidt kreativt,” siger Herdis Hansen. Som eksempel på en alternativ afskedsceremoni nævner hun udsyngning, hvor salmer, sange eller musik følger de døde på vej fra det sted, hvor vedkommende døde.

Sådan gør de på Anker Fjord Hospice men også på Danske Diakonhjem, der driver 39 plejehjem landet over. Det opleves som værdifuldt for de efterlevende og er samtidig tidsmæssigt overkommeligt for medarbejderne, fortæller Herdis Hansen. Under alle omstændigheder understreger hun vigtigheden af en åben dialog med de efterladte. Det spørgsmål, der må stilles, er: Vil det have betydning for jer, at vi fra plejehjemmet møder op til begravelsen? ”Nogle gange skal vi holde fast i, at man skal behandle folk forskelligt for at behandle folk ens, og her er åbenhed en god ting. Hvis man spørger de pårørende, kan de jo sagtens sige nej, men så er der andre – for eksempel hvis man er kommet på stedet i 15 år – hvor det har stor betydning, at den eller de, man har man haft de tætteste relationer til, møder op til begravelsen. Så må man finde ud af at løse det,” siger Herdis Hansen.

Din sidste vilje kan give nyt liv til de spedalske.

Spedalskhedsmissionen

For oprettelse af testamente kontakt Jens Møller pü mobil 2381 7661 eller info@spedalsk.dk

30 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 15. august 2020

Imam og sognepræst gik sammen om begravelse Flere og flere familier rummer mennesker med forskelligt religiøst tilhørs­forhold. Det stiller nye krav til de gejstlige ved begravelsesceremonier, har sognepræst Niels Hviid og imam Naveed Baig oplevet

begravelse AF MALENE FENGER-GRØNDAHL kirke@k.dk

En ung mand dør i en ulykke og efterlader sig kone, børn samt forældre, svigerforældre og søskende. Mandens forældre, der er medlemmer af folkekirken, opsøger sognepræst i Gellerup ved Aarhus Niels Hviid og beder ham om hjælp til at planlægge begravelsen. Ud over, at det er en familie i dyb sorg, er der det særlige ved situationen, at den unge mand var gift med en muslimsk kvinde og selv var konverteret til islam. Hans forældre er derfor i tvivl om, hvordan begravelsen skal foregå. ”Familien kom til mig med det klare ønske at respektere deres søns valg af religion, og de ønskede at stå sammen med svigerdatteren og børnebørnene i sorgen. Så det skulle være en muslimsk begravelse. Samtidig sagde de, at de ikke kunne komme igennem afskeden med deres søn uden at høre det kristne evangelium forkyndt,” siger Niels Hviid.

Familien, Niels Hviid fortæller om, er et eksempel på de dilemmaer, der kan opstå, i takt med at flere og flere familier rummer mennesker med forskellige religiøse tilhørsforhold. Selv var sognepræsten i vildrede om, hvordan en muslimsk begravelse kunne kombineres med et element af kristen forkyndelse, og han kontaktede derfor Naveed Baig, der er hospitalsimam i København. De to talte sammen og var begge i kontakt med både den muslimske og den kristne del af familien til den afdøde. Resultatet blev, at den unge mand fik en muslimsk begravelse, hvor han blev afvasket og svøbt i et ligklæde efter muslimske forskrifter, og der blev bedt over ham i en moské, hvorefter kisten blev transporteret til et kapel i nærheden af en kirkegård, hvor der var et afsnit med muslimske grave. Her blev der afholdt en ceremoni med medvirken af både en imam og præst, hvorefter han blev jordbegravet. ”Naveed Baig bød velkommen i kapellet, og efter en salme blev der læst en tekst op, som moderen havde skrevet til sin svigerdatter og sine børnebørn. Herefter holdt jeg en tale for at give de efterladte nogle ord til trøst og bad en begravelsesbøn. Så sang vi igen en salme, hvorefter Naveed Baig holdt en muslimsk begravelsestale og bøn. Dernæst sang vi endnu en salme,” fortæller Niels Hviid.

Efter ceremonien i kapellet blev kisten båret ud til graven, og efter muslimsk tradition var så mange mænd som muligt med til at bære, mens andre bar blomsterne. Inden var de forskellige

0 Da præst i Gellerup Kirke Niels Hviid (i midten) blev kontaktet angående en begravelse af en muslimsk mand, hvis forældre var kristne, gik han sammen med imam Naveed Baig (til højre) for at undersøge, hvordan de to religioners begravelsestraditioner kunne kombineres. – Foto: Joachim Ladefoged/ Ritzau Scanpix.

”

Der var en enorm omsorg og kærlighed blandt de efterladte. En stærk måde at være sammen i sorgen på, og det var efter min mening det vigtigste hensyn: at familien kunne samles i sorgen.

NIELS HVIID, SOGNEPRÆST I GJELLERUP VED AARHUS.

dele af familien blevet enige om, at det var fint med muligheden for at komme med blomster, selvom det ikke er en del af muslimsk begravelsestradition.

Da kisten var sænket i jorden, foretog Naveed Baig jordpåkastelsen efter muslimsk tradition, hvorefter mange af de tilstedeværende, også Niels Hviid, kastede tre håndfulde jord på kisten. ”Naveed foreslog faktisk, at vi foretog jordpåkastelsen sammen.

Men som præst kunne jeg ikke foretage en formel jordpåkastelse, for det kræver, at jeg gennemfører den fuldstændigt efter folkekirkens ritualbog. Der blev det

tydeligt for mig, at jeg som præst er underlagt nogle regler, som kan være snærende og gøre det svært at være til stede på den måde, jeg vurderer er rigtig i forhold til de sørgende,” sige Niels Hviid.

Graven blev dækket til, mens følget stod omkring den og sørgede. Faderen til den afdøde nævnte siden, at han oplevede dette som et stærkt element ved begravelsen, da det trods det umiddelbart brutale i gravemaskinens motorlarm var med til at give en fuldstændighed i forløbet, som han ofte har savnet ved klassiske danske begravelser.

Da kisten var dækket til, hjalp alle med at lægge blomsterne på plads på graven. ”Der var en enorm omsorg og kærlighed blandt de efterladte.

En stærk måde at være sammen i sorgen på, og det var efter min mening det vigtigste hensyn: at familien kunne samles i sorgen.

Vores opgave som gejstlige var at skabe et rum, som alle de sørgende kunne være i, og gennemføre en værdig afsked med den afdøde i overensstemmelse med hans tro og hans valg,” siger Niels Hviid.

Han fortæller, at det var vigtigt for familien at respektere, at den afdøde var blevet muslim. Derfor ønskede familien ikke, at det skulle være en ”symmetrisk ceremoni”, hvor islam og kristendom fyldte lige meget. Familien aftalte

med Niels Hviid, at han skulle afstå fra at lyse velsignelsen, da den ville tiltale alle, både den afdøde samt muslimer og kristne, som var til stede ved ceremonien.

Niels Hviid bar heller ikke præstekjole. ”Vi var enige om, at det kristne og muslimske element skulle stå rent hver for sig. Og vi tog det hensyn, at vi undlod at spille et præludium og postludium på orglet, fordi orgelmusik for mange muslimer er snævert forbundet med kirkelige ritualer. Jeg spurgte også Naveed til råds om, hvorvidt vi skulle tænde stearinlys i kapellet, da jeg ved, at stearinlys i Mellemøsten især associeres med kristen bøn foran ikoner. Men Naveed vurderede ikke, at det var et problem. Desuden valgte vi, at ceremonien skulle foregå i kapellet, som ikke var udsmykket med kristne symboler,” siger Niels Hviid.

Også Naveed Baig lægger vægt på, at ceremonien var planlagt, så de kristne og muslimske elementer var klart afgrænsede fra hinanden. Han har medvirket ved flere begravelser med både muslimer og kristne blandt de nærmeste pårørende, og hver gang har det ligget ham på sinde at være tydelig omkring sin egen rolle og vise respekt for den afdødes valg af religion. ”Det er vigtigt for mig som imam at være tro mod min religi-

on og de ritualer, der er knyttet til den. Jeg mener ikke, at vi bør blande religionernes ritualer sammen eller opfinde nye tværreligiøse ritualer. Men vi kan stå side om side, så vi kan hjælpe familier som denne bedst muligt.

Vi kan bruge den opsparede visdom i vores religioner til at hjælpe mennesker med at bære sorgen,” siger imamen.

Efterfølgende har både den kristne og muslimske del af familien da også fortalt, at begravelsen blev et væsentligt element i bearbejdelsen af den sorg, de delte over tabet af den unge mand.

Niels Hviid og Naveed Baig deltog i november i en konference for kristne og muslimske ledere i Danmark, hvor blandt andet ritualer i tværreligiøse familier blev diskuteret, og blandt deltagerne var der delte meninger om, hvordan man kan og bør agere som gejstlig ved bryllupper og begravelser i flerreligiøse familier.

Niels Hviid og Naveed Baig understreger også begge, at de ikke mener, at der kan laves en færdig manual for, hvordan det bør gribes an. ”Vi må tage vores teologiske og sjælesørgeriske skøn i brug i hvert enkelt tilfælde. Men det er helt klart en udfordring, vi må tage op, for vi lever i en flerreligiøs virkelighed, hvor der bliver mere og mere brug for, at vi kan tackle den slags,” siger Niels Hviid. J

Tag på drømmerejse i historien og verden Lad dig gribe af en ung kvindes afhopperhistorie fra en jødisk sekt

Gå på opdagelse i den måske mest intense sommer i danmarkshistorien

„Deborah Feldman beskriver levende reglernes hemmelig­ hedsfulde og tillokkende kraft, samtidig med at hun opruller de horrible konsekvenser.“ Politiken

„Per Stig Møller kombinerer suverænt journalistik og forfatterskab og får befrielsessommeren til at fremstå som en autonom tidslomme.“ Jyllands-Posten

Mød den arabiske verdens største krigshelt på korsfarernes tid Læs den levende biografi bag den udødelige musik „Peter Dürrfeld markerer Ludwig van Beethovens 250 år med en gedigen og veloplagt introduktion, der har sin force i den biografiske fremstilling.“ Information

Hvilken rolle spillede kirken for genforeningen i 1920? „En absolut læseværdig og yderst interessant bog, som bringer mange nye perspektiver ind i historien om såvel de kirkelige konflikter som de nationale og politiske konflikter i grænselandet.“ Kristeligt Dagblad

KØB BØGERNE PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER

„Jonathan Phillips’ bog er en moppe­ dreng på 574 sider, men man læser den hurtigt, og dens beskrivelse af Saladin hviler på et solidt fundament af litteratur og kilder.“ Berlingske

STØT

BØRN MED DIABETES I DIT TESTAMENTE Så vi kan hjælpe flere til et godt liv med diabetes Du kan hjælpe ved at betænke Diabetesforeningen i dit testamente Type 1-diabetes rammer tilfældigt og kan hverken forebygges eller helbredes.

Sygdommen rammer oftest børn og unge, og medfører en kæmpe omvæltning for barnet og familien.

Ved at tilgodese Diabetesforeningen i dit testamente støtter du vores kurser, rådgivning og lokale netværksmøder, som er med til at skabe et godt liv for børn og voksne med diabetes.

Diabetesforeningen støtter forskningen og arbejder politisk for alles ret til den nyeste teknologi og bedste behandling.

Læs mere på diabetes.dk/arv

Af hjertet tak!

FÅ 5.000 KR. I TILSKUD TIL ADVOKATSALÆR

SÅDAN GØR DU

Vi har gjort det nemt for dig, der ønsker at betænke Diabetesforeningen.

Som en del af Det Gode Testamente, giver vi et tilskud til advokatsalæret på op til 5.000 kr. inkl. moms for udfærdigelsen af dit testamente, når du betænker Diabetesforeningen med en donation i dit testamente.

Ønsker du at betænke Diabetesforeningen i dit testamente og gøre en forskel for det stigende antal danskere, der rammes af diabetes, er du eller din advokat velkommen til at kontakte os på telefon 63 12 90 73 eller mail sb@diabetes.dk

I flere tilfælde kan dine arvinger arve lige så meget, som de ellers ville have gjort, selvom du giver en donation til velgørenhed. Din advokat kan rådgive dig og sikre, at din arv bliver fordelt præcis, som du ønsker det.

Du kan læse mere på diabetes.dk/arv Find en advokat tæt på dig, som er med i samarbejdet, på detgodetestamente.dk