Arv&Testamente

Arv&Testamente

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 24. MAJ 2014

Med borydderen på arbejde Når arvingerne har taget det, de ønsker, kommer der ofte et firma og tager resten af indboet. Kristeligt Dagblad var med, da en lejlighed blev tømt.

Side 4

Dansk gravkultur i to retninger Dansk gravkultur har delt sig i to. En gruppe foretrækker de individuelle gravsteder med personliggjorte gravsten. En anden vælger at blive begravet i de ukendtes grav, hvor der ikke er nogen personlige minder.

Side 6

Pengene fra arven skal ikke klattes væk For Rikke Bramming var det vigtigt, at de penge, hun arvede efter sin mor, blev brugt i moderens ånd. Den følelse er hun ikke alene med.

Side 10 og 11

Da stormen ”Bodil” skyllede minderne væk Forfatteren Knud Romer mistede breve, fotografier og dagbøger fra sine forældre, da en oversvømmelse i kælderen bogstaveligt talt skyllede dem væk. Men skal vi overhovedet gemme på en masse, eller er det bedre at smide ud?

Side 12

Hvem ejer en fiktionsfigur?

Er det i orden at tegne videre på Tintin, selvom hans ”far”, Hergé, for længst er død? Og er det uetisk, at boet efter den svenske kriminalforfatter Stieg Larsson har bedt en anden forfatter skrive flere bøger i hans serie?

Side 15

Arven kan blive en klods om benet Arver man et hus, kan det vise sig at blive en byrde frem for en økonomisk gevinst, hvis huset er usælgeligt. Problemet er stigende i det såkaldte Udkantsdanmark.

Side 20 I L LU ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

En testamentarisk gave til Danske Sømandsog Udlandskirker gør en forskel verden over Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, er folkekirken i udlandet. Vi arbejder 60 steder i verden, hvor vi er en garant for dansk kirkeliv og kultur. Med en testamentarisk gave er du med til at sikre det videre arbejde til glæde for de mange tusinde danskere i udlandet.

Smallegade 47 • 2000 Frederiksberg Tlf 7026 1828 • Giro 500-3660

www.dsuk.dk

10 år Danske Sømandsog Udlandskirker 2004-2014

2 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Tag stilling til arven i tide Gør man sig tanker om, hvem der skal arve hvad, før man dør, er der større chance for, at ens efterladte ikke kommer op at toppes under bodelingen Af Karin Dahl Hansen Liv&Sjæl-redaktør dahl-hansen@k.dk

Det skabte travlhed på landets advokatkontorer, da DR-serien ”Arvingerne” rullede over skærmen denne vinter.

Striden, der udspillede sig mellem de fire søskende i tvserien, fik mange forældre til at frygte, at der også skulle opstå ufred blandt deres børn – også selvom de ikke ligefrem ejede nogen Grønnegården.

Navnlig i familier med sammenbragte børn, halvsøskende og fælles børn kan der opstå usikkerhed, og så er det nok meget godt at få skabt klare linjer, så man bedst muligt sikrer, at det, man efterlader sine arvinger, skaber glæde og ikke ufred.

Jeg er selv vokset op i en så-

dan sammenbragt familie og ved, at mine forældre og stedforældre har lavet testamenter.

Præcis hvad der står i dem, ved jeg ikke og behøver heller ikke at vide, men jeg er sikker på, at det for mine forældre giver tryghed, at de har forsøgt at tage højde for skærmydsler, ligesom de også har sikret hinanden og deres nye ægtefæller.

Præcis som landets advokater, men også psykologer og terapeuter anbefaler. Intet kan nemlig smadre en familie som arvestridigheder, og intet kan gøre så ondt.

For det er ikke kun pekuniære interesser, der er på spil, men også betydningen af, om der er tænkt – lige meget – på alle børn.

Hvis ikke, risikerer bodelingen at rippe op i gamle følelser fra barndommen, hvor en bror måske følte sig overset

WW Intet kan

smadre en familie som arvestridigheder, og intet kan gøre så ondt.

eller mindre elsket af sine forældre end de øvrige børn i familien.

I dette tillæg har redaktionen samlet nogle af de bedste artikler om arv, testamente og velgørenhed, der har været bragt det seneste år. Desuden er der skrevet en række nye artikler, der bidrager til at sætte lys på mange problemstillinger vedrørende

arv. Som det fremgår af flere artikler, er det ikke nogen tilfældighed, at DR’s satsning denne vinter tog udgangspunkt i arv.

Strid om arv er en arketypisk konflikt, der strækker sig tilbage til antikken, og litteraturhistoriens største bog, Bibelen, er jo ligefrem opdelt i to testamenter. Bibelen er også rig på historier om søskende, der er endt i kiv om arv.

Blandt andet snyder Jakob sig til sin brors arv ved at lokke den fra sin tvillingebror, Esau, for en skål linser. I lignelsen om den fortabte søn irettesætter faderen oven i købet den ældste søn, der synes, at det er uretfærdigt, at den fortabte søn ikke bliver gjort arveløs. Altså er kærligheden vigtigere end de materielle goder. Noget, mange moderne mennesker kan nikke genkendende til.

I artiklen ”Skal man gemme sine kæres ejendele” fortæller forfatteren Knud Romer, hvordan han følte, at han mistede sine forældre en gang til, da stormen Bodil i december sidste år førte til oversvømmelse i den kælder, hvor han opbevarede de ting, han havde fra sine forældre.

Dagbøger, malerier, breve og fotografier svømmede rundt i kælderen, og mange minder gik den aften tabt, mens Knud Romer skovlede vand og græd samtidig.

Rikke Bramming mistede begge sine forældre tidligt. I artiklen ”Når arven bliver svær at tage imod” fortæller hun, at det var vigtigt for hende at bruge de penge, hun fik fra sin mors livsforsikring, til noget, moderen ville have syntes om.

Pengene skulle ikke bare klattes væk, men blev brugt på et kolonihavehus, hvor

Rikke Bramming kan bruge al den viden, hun fik i sin opvækst på et gartneri på Fyn. For andre viser arven sig at være en direkte økonomisk byrde.

I takt med at der bliver flere og flere boliger, som ikke kan sælges i det såkaldte Udkantsdanmark, oplever arvinger at stå med huse, hvor de måske ovenikøbet selv er vokset op, som nu er værdiløse.

På Limfjordsøen Mors har man ligefrem stiftet en forening, der opkøber usælgelige boliger fra arvinger. Det gør man for at undgå, at ejendomsspekulanter opkøber boligerne og lejer dem ud til socialt belastede familier.

Der er altså al mulig grund til i tide at tage stilling til, hvad der skal ske med ens ejendele, bolig og eventuelle opsparing, mens man kan.

God læselyst med tillægget.

Sociale medier kan skabe plads til at håndtere sorg Mange danskere bruger de sociale medier på internettet til at markere og indramme livets begivenheder, og her er døden ofte ingen undtagelse. Brugen af sociale medier i en sorgproces kan skabe nye muligheder for lindring af sorg, siger flere AF ANNE KATRINE RESTRUP restrup@k.dk

Mere end tre millioner danskere har i dag en profil på det sociale netværk Facebook, og for mange er det at dele livets større og mindre begivenheder på netværket blevet en fast del af hverdagen. Men hvordan håndterer man det, når døden dukker op i strømmen af opdateringer om kagebagning og løbeture? Skal man annoncere det på Facebook, når ens nærmeste dør? Og hvad med den afdødes Facebook-profil – skal man få den slettet eller lade den blive stående?

Det findes der måske næppe nogle entydige svar på, men rigtig mange danskere

vælger i dag at fortælle om dødsfald og mindes deres kære på internettet, lyder det fra Anders Colding-Jørgensen, der er psykolog og ekstern lektor ved IT-Universitetet med speciale i sociale medier: ”Facebook er på mange måder, hvad vi forstår som ’offentligheden’ i dag. Ligesom vi bruger Facebook til at markere fødselsdage, bryllupper og børnefødsler, så er det for mange også naturligt, at man bruger Facebook til at meddele det, hvis nogen dør og i nogle tilfælde også til at mindes de afdøde,” siger han.

I 2011 anslog Facebook, at netværket på verdensplan talte omkring 30 millioner

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Karin Dahl Hansen Layout: Mie Petersen Tryk: Dagbladet i Ringsted

profiler, hvor mennesket bag enten var død eller forsvundet. I erkendelse af at det var et problem for pårørende, hvad man skulle gøre ved en afdøds Facebook-profil, lavede Facebook et nyt system, hvor de pårørende kunne oprette en såkaldt mindeside for den afdøde.

Den mulighed er det dog meget få, der benytter sig af i dag, forklarer Anders Colding-Jørgensen.

Han mener, at dette til dels skyldes, at det er en ganske omfattende proces at oprette en mindeside. Blandt andet skal man indsende en dødsattest og angive meget personlige oplysninger om den afdøde til Facebook. Samtidig vil det for mange virke unaturligt og kunstigt at oprette en decideret mindeside, mener han.

I stedet ser man stadig oftere, at de pårørende lader den afdødes profil blive stående, som den blev efterladt, og bruger den til at udveksle billeder og minder: ”Man ser ofte, at den afdødes profil nærmest får funktion af at være en virtuel gravsten, som samtidig har den fordel, at man kan mindes

0 På de sociale medier kan nogle mennesker, som måske ellers ville have gået mere alene med deres sorg, dele den med andre. – Foto: mindet.dk.

den afdøde i fælleskab med andre,” siger Anders ColdingJørgensen.

Samtidig kan det at nedfælde minder om den afdøde være en del af en psykologisk proces i at komme overens med at miste. ”Ligesom det er et velkendt faktum inden for psykologien, at der sker noget særligt følelsesmæssigt, når man skal formulere et brev – at man kan skrive noget af sorgen ud af sig selv – så bliver det, at man på Facebook indirekte bliver tvunget til at formulere og nedfælde sine tanker ofte en vigtig del en

sorgproces,” siger han. At mange mennesker i dag oplever at have glæde af de sociale medier til at bearbejde en sorg, genkender Jes Dige, der er sorgkonsulent i Kræftens Bekæmpelse. ”De sociale medier kan medføre, at nogle mennesker, som måske ellers ville have gået mere alene med deres sorg, deler den med andre, fordi de oplever, at det er acceptabelt at gøre gennem disse kanaler,” siger han.

Jes Dige fremhæver, hvordan de sociale medier giver mulighed for nemmere at udtrykke medfølelse, fordi det opleves som mindre omfat-

tende at give en tilkendegivelse gennem Facebook.

Selvom de sociale medier måske flytter noget af den direkte menneskelige kontakt til en kommunikation gennem skærmen, mener han ikke nødvendigvis, at man mister noget af den grund. ”Bare gennem de sidste 50 år har vores sorgkultur ændret sig meget. Måske man nu mister noget direkte kontakt, men spørgsmålet er, hvor meget man ville have haft alligevel. Det er min fornemmelse, at de fleste oplever brugen af sociale medier som en hjælp i sorgen,” siger han.

En arv fra dig kan hjælpe fremtidens gigtpatienter

Alle kan få gigt – børn og unge, mænd og kvinder i alle aldre. For nogle er gigten et livslangt vilkår, der griber alvorligt ind i både arbejds- og privatlivet. Sammen kan vi gøre noget ved det.

Gigtforeningen kæmper for bedre livskvalitet og større udfoldelsesmuligheder for alle, der har gigt. Og for at langt færre får ondt i led, ryg og muskler i fremtiden. Det kræver forskning, forebyggelse og patientstøtte. Og det koster penge.

Når du skriver testamente, bestemmer du selv, hvem der skal arve dig. Du tænker naturligvis først og fremmest på dine nærmeste. Men måske har du også overskud til at tænke på andre? Testamenterer du en del af dine værdier til vores arbejde, gør du en forskel.

For en arv til Gigtforeningen – stor eller lille – er altid en investering i bedre liv.

Ring til Gigtforeningens juridiske rådgiver, advokat Lise van Brugge, på tlf. 39 77 80 29, hvis du har spørgsmål om arv og testamente. Rådgivningen er gratis og uforpligtende.

Du kan også bestille vores brochure på info@gigtforeningen.dk, hvis du gerne vil vide mere.

Gigtforeningen er en uafhængig sygdomsbekæmpende organisation.

Fundamentet for vores arbejde er bidrag fra private – bl.a. i form af arv.

Læs mere på www.gigtforeningen.dk

4 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Når den sidste sjæl forlader hjemmet At rydde et dødsbo kræver etik og hurtige hænder, men det er også en skattejagt. Kristeligt Dagblad var med til at tømme et bo et sted i København pen og sætter den tilbage på køkkenbordet. ”Nah, den har et skår. Den kan vi ikke sælge.”

Af Lise Schmidt Søgaard lise.soegaard@k.dk

Vandhanen på badeværelset drypper, men ham, der skulle lukke den, er her ikke mere.

Vi er i et dødsbo i København, en helt almindelig toværelseslejlighed. Den brune hoveddør med kighul har normalt givet privatliv, men denne morgen står den på vid gab, for lejligheden skal tømmes, og der er meget, der skal bæres ud.

Det er borydder Lars Ronni Petersen, som arvingerne har betalt 6000 kroner for at stå for rydningen. De har på forhånd taget det, de ønskede at beholde.

Lars Petersen er en høj fyr i hættetrøje og sikkerhedssko.

I opgangen hilser han på en gråhåret dame med indkøbsposer. ”Viceværten siger, at ham, der boede her, var lidt ensom.”

Kvinden nikker og fortæller, at lejlighedens beboer, en mand i 60’erne, døde i vinter. ”Han var sådan lidt af en enspænder, men vi holdt da øje med, om der var lys. Det er trist.”

Hun hanker op i poserne. ”Men nu får jeg jo snart nogle nye naboer.”

Lars Petersen tømmer dødsboer i eget firma, Borydderen.dk, og har gjort det på fuld tid i 15 år. Det bliver til 120 dødsboer årligt, alt fra helt almindelige arbejderhjem til fine advokatboliger. ”Da jeg var yngre, var vi nogle kammerater, der godt kunne lide at gå på loppemarkeder. Finde rigtigt ’guld’, designerting og sælge dem videre. Så derfor begyndte jeg på det her,” siger han og ruller en grå plasticpose ud i entreen. ”Det er lidt som en stor skattejagt.”

0 I kælderen gemmer der sig flere kasser fulde af ting, også personlige papirer, lønsedler og fotoalbums. Alt personfølsomt bliver brændt. – Alle fotos: Leif Tuxen.

0 Lejligheden bærer præg af stor orden. Skoene er pænt stillet op bag døren.

0 Lejligheden tømmes, og lastvognen fyldes op. Borydder Lars Petersen har travlt.

Lejligheden bærer præg af stor orden. Der er reoler fulde af bøger og gamle cowboytegneserier. Stribede skjorter og blazerjakker i skabet. En række med seks par brune herresko bag døren. I skufferne rundt omkring er der pibeudstyr, spil og korsstingsbroderede duge. Boede her mon også en kvinde engang? ”Det er bare at starte fra en ende af,” siger Lars Petersen og går i gang med bogreolen.

Det er hans hadeopgave og altid det første, han tager. ”Bøger er så tunge og umulige at sælge. Ingen gider læse bøger mere, så de ryger alle sammen til genbrug,” siger han og stabler ”Lykke Per”,

”Portugisisk til Rejsebrug” og ”Atlas over Amerika” i en bunke i armene.

I soveværelset bliver tøjet hevet af bøjler og fyldt i plasticsække. Tøj og sengetøj køres altid til områdets genbrugsbutikker. ”Men underbukserne brænder vi,” griner han.

Hjemme på sin ejendom på Sydsjælland har Lars Petersen en silo, som han bruger til at brænde det, der ikke kan gå til genbrug. I siloen ryger også alt personfølsomt, papirer og personlige fotografier. Pas og sygesikringsbevis afleveres til politiet. ”Selv hvis de pårørende er ligeglade, så synes jeg, at billederne skal brændes. Tænk

”Nej, se her. Jeg har selv bokset, så jeg elsker den slags,” siger Lars Petersen begejstret.

Magasinet lander i en bunke på stuebordet med ting, der skal passes på.

Skattejagten i borydning går efter værdi i form af nips, designermøbler, kongeligt porcelæn eller smykker. Men efter at antikprogrammer som ”Antikduellen” og ”Auktionshuset” er blevet populære i fjernsynet, er mange arvinger blevet opmærksomme på, at dødsboer kan gemme på værdi. Så snupper de selv Wegner-stolen og Bjørn Wiinblad-vasen, før Lars Petersen kommer ind i billedet.

Borydderen leder videre

0 Glas pakkes for sig – de skal genbruges.

hvis denne mands naboer faldt over et billede nede i genbrugsbiksen? Det er jo ikke sjovt.”

Det er dog ikke til at se et eneste billede af manden i lejligheden ud over et sorthvidt foto af en spejdertrop på stuens ene væg. Et sted mellem fanerne sidder måske den dreng, som kom til at bo her senere i livet?

I det hele taget er der mange spor af mandens barndom i lejligheden, tegneserier, legetøjsbiler og hæfter med tidens store stjerner. I en skuffe i bogreolen gemmer der sig et kulørt magasin fra 1960’erne med påskriften ”Alle tiders bedste boksere”.

bag køkkenets skabslåger, men her er kun et væld af sennepsglas med låg, syltetøjsdåser og perfekt rensede margarinebakker og ketchupflasker. Han ryster på hovedet og stabler det hele i en flyttekasse, det skal bare på genbrugspladsen. ”Man kan jo godt sige, at alt har en værdi.”

Han holder et sennepsglas op: ”Her er vel 50 øre. Sådan har vores forældregeneration tænkt, de gemte alt. Men vi smider det bare ud.”

En enkelt underkop i kongeligt Blå Blomst-porcelæn er måske undsluppet arvingernes blik. Lars Petersen tager et hurtigt kig på underkop-

Vi er nået et godt stykke op ad formiddagen, og lejligheden er et stort kaos af kasser og sække. En rydning som denne tager en halv dag, fra viceværten åbner, til han låser af igen. I mellemtiden har Lars Petersens firma tømt alt ud i en lastvogn, gjort rent, pillet gulvtæppet af og gardiner ned. Prisen for at få ryddet et dødsbo varierer efter forholdene, fortæller borydderen. ”Jeg har været ude nogle steder, hvor der boede psykisk syge, hvor du ikke kunne se spisebordet, fordi skidtet stod så højt. Når folk er døde i lejligheden og har ligget der et stykke tid, kan man også godt lugte det,” siger han og snuser ind. ”Her er der fint. Bortset fra lidt pibelugt i stuen.”

I soveværelset er der endnu en bogreol, men nu har Lars Petersen fundet en god måde at komme af med bøgerne på.

Han har åbnet et vindue til stuelejligheden og kørt en grøn container hen foran. Nu flyver bøgerne med blafrende sider ud ad vinduet. ”Man må gøre, hvad man kan for at lette arbejdet,” siger han. ”I dette job, skal man lige tænke lidt over de tunge løft.

Min arm er sådan lidt mærkelig for tiden, fordi den kom i klemme mellem et chatol og et gelænder forleden.”

Det er tid til en halv cigaret ved lastvognen udenfor. Lars Petersen siger, han er holdt op med at tænke en hel masse over, hvem der har boet der, hvor han rydder op. Men en gang imellem sniger tanken sig alligevel ind. Var det en direktør? Eller en pilot?

Var personen elsket? ”Nogle gange, når vi går rundt og kigger på ting i hjemmet sammen før rydningen, så kommer minderne op. Og så græder folk. Så kan jeg godt sætte mig lidt ned i sofaen og lytte. Men man må ikke have medlidenhed. Jeg kommer for at rydde op, det er det, de har bestilt mig til.”

En blå gulvspand med moppe står klar ved Lars Petersens hvide lastvogn til det sidste ryk før middag. Lejligheden bliver mere og mere tom, mens lastbilen snart er fuld. Nu mangler han bare at tage gulvtæppet af og vaske det hele over, før viceværten kan komme og låse den brune dør af. Og damen overfor kan få sig en ny nabo.

Layout: Marianne Eriksen/Red Barnet, foto: Louise Dyring/Red Barnet

Livet er en gave, du kan give videre

Giv livet videre Red Barnet • Rosenørns Alle 12 • 1634 København V • Tlf.: 35 36 55 55

Alle børn har ret til at leve – og mere end det. Børn har også ret til omsorg, leg, uddannelse og tryghed. Når du støtter Red Barnet, sikrer du børns ret til at være børn – i Danmark og resten af verden.

Red Barnet er fritaget for at betale boafgift, så vælger du at betænke os i dit testamente, vil hele din gave komme børnene til gode.

Ring til advokat Sys Rovsing fra Bech-Bruun på 72 27 00 00, og få gratis og uforpligtende rådgivning om, hvordan du kan støtte Red Barnet gennem arv og testamentariske gaver.

Du kan også bestille vores folder ”Giv livet videre” på 35 36 55 55.

www.redbarnet.dk

6 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Vi vil huskes for det, vi var – eller ikke huskes overhovedet Dansk gravkultur har delt sig i to. De, der bliver begravet på individuelle gravsteder, får i højere grad personliggjort deres gravsten, så eftertiden kan huske, hvad den afdøde stod for. Men samtidig vælger flere også at blive begravet i de ukendtes grav, hvor der ikke er nogen personlige minder Af Philip Christoffersen

WW Det, der sker i

christoffersen@k.dk

Tiderne skifter, og moden følger med. Sådan er det også inden for begravelsesbranchen, der hvert år tager sig af over 50.000 danskeres sidste rejse.

Når en person dør, skal der træffes mange beslutninger: Skal den afdøde kremeres?

Skal det være en kirkelig begravelse? Skal det foregå på en kirkegård, skal der være en gravsten – og i så fald hvordan skal den se ud?

Svarene på de mange spørgsmål har forandret sig gennem de seneste 100 år. Og særligt inden for de seneste 20 er der sket en udvikling mod, at pårørende vil have meget personlige mindesmærker, når en nærtstående skal have sit sidste hvilested.

Men den nye tendens løber parallelt med en anden tendens, der adskiller sig betragteligt: at mange vil begraves uden sten eller personlige mindesmærker overhovedet ved at blive strøet ud over havet eller lagt i de ukendtes grav.

En mand med erfaring inden for begravelsesområdet er Filip Møller. Han er stenhuggemester og har sit egen gravstenhuggeri ved Horsens i Østjylland, og han oplever, at folk i højere grad vil have vignetter og tekst, der afspejler den afdødes personlighed og interesser på gravstenen.

Den skal individualiseres, så de pårørende har et sted, hvor de kan gå hen og blive mindet om, hvad den afdøde stod for. Og så skal den helst skille sig ud fra kirkegårdens mange andre sten, forklarer han. ”For nylig fik jeg besøg af nogle pårørende til en, der havde brugt meget tid i naturen, så derfor ville de gerne have nogle naturmotiver på stenen,” siger han. ”Der er også mange, der vil have værdisymboler på som tro, håb og kærlighed. Og så er der også sådan noget som skrifttypevalg. Hvis den afdøde var arkitekt, er der nogle, der gerne vil have inskriptionen i Gill Sans, Antikva eller Grotesk – det er de stilrene skrifttyper. Det varierer altså fra person til person, hvordan stenen skal se ud. Man vil gerne have noget, de andre ikke har,” siger Filip Møller.

På de københavnske kirkegårde kan man også genkende tendensen. De, der bliver

nyere tid i det postmoderne samfund, er, at de manges fortællinger begynder at opstå. Det enkelte menneske har sin egen historie, som er værd at fortælle og lytte til.

Det er den ny individualisering, som kommer til udtryk på de personlige gravsten.

Cecilie Rubow, lektor i antropologi

T e g n i n g : M o rt e n Vo i gt.

lagt i jorden, får opsat gravsten, der i højere grad skal afspejle individets interesser og personlighed end tidligere.

Det forklarer cand.mag. Stine Helweg, der siden 2006 har været ansat som kirkegårdsvejleder og rundviser på de københavnske kirkegårde. ”De personlige gravsten er en tendens, vi også oplever.

Men samtidig er der en lige så stærk sideløbende tendens til, at folk vil begraves anonymt i fællesgrave. I hvert fald i København er anonymisering faktisk en stærkere tendens end de personlige gravsten,” siger hun.

Stine Helweg forklarer, at det er godt halvdelen af københavnerne, der bliver begravet i fællesgrave. Og anonymiseringstendensen er problematisk for den danske

kirkegårdskulturs historie, mener hun. ”Folk må selvfølgelig selv vælge, hvad de gør, og vi skal som kommune ikke bestemme på folks vegne. Men vi vil gerne have nogle kirkegårde, som er varierede. Gravstenene er vores unikke kulturprodukt, og de siger meget om de folk, der levede før os. Så set fra mit faglige synspunkt, er det ærgerligt, at så mange bliver lagt i jorden uden mindesmærker.”

Der er altså to tendenser, der eksisterer sideløbende.

På én gang vil flere danskere have, at deres pårørende huskes for det, de stod for i livet. De skal begraves med en personlig sten, så det minde kan bevares. Og på samme tid vil mange af danskerne også bare gerne begraves uden nogen form for fysiske

mindesmærker overhovedet.

Forklaringen på, at de to tendenser kan eksistere på samme tid, kan findes i de samfundsstrømninger, der har været gennem det 20. århundrede, mener Cecilie Rubow, der er lektor i antropologi ved Københavns Universitet, og som i mange år har arbejdet med danskernes begravelsesvaner. ”Hvis man tænker på det 20. århundrede og kigger på den form for sekulariserning, der foregik i 1970’erne, har samfundet været kendetegnet ved, at det blev fint at være borger. Man fik rettigheder og pligter, og alle blev på en eller anden måde lige. Så passede det meget godt med, at man ikke behøvede at stikke ud for at være noget. Det har givet plads til den anonyme begravelse,” siger hun.

”Det, der sker i nyere tid i det postmoderne samfund, er, at de manges fortællinger begynder at opstå. Det enkelte menneske har sin egen historie, som er værd at fortælle og lytte til. Det er den ny individualisering, som kommer til udtryk på de personlige gravsten. At der så er mange, der fortsat vil begraves væk fra kirkegårdene, kan skyldes den kristne kulturhistorie, som mange forbinder kirkegårdene med, men som man ikke selv føler sig forbundet med,” siger Cecilie Rubow.

Historien om gravstenene og det præg, de danske kirkegårde har i dag, går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet.

Her indførte man lovgivning om, at man ikke længere kunne blive begravet inde i de danske kirker. Det havde ellers været sådan, at havde man penge nok, som de kongelige og herskabsfolket, så kunne man blive begravet inden døre, mens de fattigere bønder på landet nøjedes med jordtuer, måske prydet med et trækors. Men der var ikke mere mindreværd over det, end at de lokale godt vidste, hvem der lå begravet hvor.

Som byerne voksede, blev der brug for et større gravstedsareal, og derfor opførte man såkaldte assistenskirkegårde. Det var parkarealer,

hvor der var plads til at begrave pårørende og opstille mindesmærker. Og disse kirkegårde udgjorde fundamentet for den danske folkelige mindekultur.

Foreningen for Kirkegårdskultur har som interesse at bevare Danmarks kirkegårdes æstetiske udtryk og kulturhistorie. Dens formand er den nyligt valgte biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard, og han forklarer, hvordan individet begyndte at få større betydning, efter at man begyndte at begrave folk på kirkegårde i 1800-tallet. ”I samtiden opstår der demokrati og folkestyre, og det sker side om side med det, at den enkeltes personlige historie kommer til at fylde mere. Men i det 20. århundrede får vi en ny begravelsesskik i Danmark, kremering vinder indpas, og i dag bliver de fleste kremeret. Det får også indflydelse på kirkegårdskulturen. Der bliver flere og flere anonyme urnegravsteder. Og det medfører, at der bliver færre gravminder. Vi fokuserer mere på, at alle i døden er lige, og det afspejler sig også i kirkegårdskulturen. I begyndelsen af det 20. århundrede så man mange titler på gravstenene. For eksempel bankdirektører, der lå begravet under store sten med lange beskrivelser af deres liv og virke. Dem bliver der færre af i anden halvdelen af 1900-tallet,” forklarer han.

Elof Westergaard genkender ligesom Stine Helweg tendensen til, at folk, ligesom i gamle dage, igen vil begraves med personlige kendetegn på gravstenen, men samtidig også, at flere vil begraves uden nogen personlige mindesmærker. Enten strøet ud over havet, lagt i skovbunden eller i de ukendtes grav. ”I den ene gruppe skal det være mere individuelt, og i den anden går man mere op i glemsel. Jeg er lidt bekymret for, at glemslen er begyndt at fylde mere end mindet, og det er jeg, fordi det særlige ved vores kirkegårde på én gang er, at de er grønne parkarealer, men samtidig også er steder, hvor vi kan mindes de liv, der er levet. Det, vi har delt med hinanden,” siger Elof Westergaard, der slutter: ”Det er betydningsfuldt, og hvis alle blev strøet ud over havet eller begravet uden mindesten så er det vanskeligere, at mærke samhørigheden med dem, der er gået forud for os.”

BetænK BiBeLseLsKaBet i dit testamente

viL dU siKre BiBeLens Fremtid?

”Jeg støtter bibelsagen, som bygger på frivillige gaver, og Bibelselskabet indgår i mit testamente.

Det gør jeg, fordi jeg ser behovet. andres behov for hjælp.

Mit behov for at vise næstekærlighed.”

Cai Frimodt-Møller overlæge, dr.med.

– det viL Jeg Cai Frimodt-Møller, overlæge, dr.med.

Bestyrelsesformand i Bibelselskabet igennem 20 år

derFor støtter Jeg BiBeLsagen BiBeLseLsKaBet – hjælper forfulgte kristne – udfører et stort socialt arbejde – oversætter, formidler og uddeler Bibelen til verdens fattige

Få gratis råd om arv og testamente Giv Bibelen videre til de næste generationer og få gratis rådgivning om arv og testamente hos Bibelselskabets advokat Susanne Borch. Ring: 3312 7913 eller send en mail til sb@cphlex.dk Du er også velkommen til en uforpligtende samtale med Bibelselskabets leder af medlemsservice Preben Schousboe.

Ring: 3312 7835 eller send en mail til ps@bibelselskabet.dk

H. M. Dronning Margrethe II er Bibelselskabets protektor.

BiBelSelSkaBet telefon: 3312 7835 mail@bibelselskabet.dk www.bibelselskabet.dk

8 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

”Arvingerne” skaber bekymring hos ældre Rådgivere har oplevet et sandt boom i henvendelser om arv efter tv-serien ”Arvingerne”. Flere ældre bekymrer sig om, hvorvidt arven vil splitte familien Af Lise Schmidt Søgaard lise.soegaard@k.dk

For nylig kom et ældre ægtepar med bekymrede panderynker ind på et advokatkontor i Sydjylland. Ægteparret og deres to voksne børn havde for nogle år siden købt et fint sommerhus til ferier og weekendture.

Men så ville den ene bror ud af foretagendet og solgte sin andel. Siden steg sommerhuset i værdi – en halv million – og nu stod den anden bror til at tjene penge, hvis huset skulle sælges. Og selvom den første bror egentlig selv havde valgt ikke at være med, så var der alligevel faldet et par spydige bemærkninger ved den seneste familiemiddag, som fik forældrene til at tænke en ekstra gang.

For hvad nu, hvis et arvespørgsmål skulle skabe ufred

mellem børnene efter deres død?

Situationen fra advokatkontoret Advodan i Vejen er én af mange på landsplan, hvor advokatfirmaer er blevet kontaktet af ældre, der er blevet bekymrede om deres arv efter at have set tv-serien ”Arvingerne”. Også i Ældre Sagens rådgivning steg antallet af henvendelser om arv voldsomt i begyndelsen af 2014. ”Jeg tror, vi har haft en stigning på 50 procent i opkald om lige præcis arv. Så griner folk lidt flovt i telefonen og siger: ’Ja, jeg ringer vedrørende min arv – jeg har jo også set fjernsyn’,” siger Gitte Clausen, souschef i Ældre Sagens rådgivning.

Som i ”Arvingerne” går langt de fleste spørgsmål lige nu på, hvordan man kan sikre sin arv i en familie med anderledes struktur end den

klassiske kernefamilie med fælles børn. Men der er også flere af kernefamilierne, som er blevet usikre efter at have set serien, fortæller Gitte Clausen. ”’Har vi nu brug for at gøre noget, er vi nu sikre på, at alle får lige andel?’ Her kan vi så forsikre om, at alt er, som det plejer at være,” siger hun.

Interessen for arv er overordnet set et udtryk for overskud, mener Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet. ”Vi lever i et samfund, der er så velstående, at helt almindelige mennesker kan videregive endog ganske betydelige værdier til familie, venner eller Kattens Værn.

Der bliver mere og mere at dele ud til flere.”

Alligevel taler man ikke rigtig om arv, og her har tv-fikti-

WW Vi lever i et

samfund, der er så velstående, at helt almindelige mennesker kan videregive endog ganske betydelige værdier til familie, venner eller Kattens Værn. Der bliver mere og mere at dele ud til flere.

Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi

on som ”Arvingerne” en særlig måde at få os til at forholde os til det mest tabubelagte på, mener han. ”Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det ikke hverdagskost at tage døden op. Men her kan tv-serier på en umærkelig måde gå ind og gøre et tema som arv aktuelt, selvom det er en ældgammel problematik. Fiktionen kan hjælpe os til at tage hul på nogle af de rigtig svære diskussioner og fungere som en slags ventil, der åbner for, at ’nu skal vi altså have gjort noget ved det’,” siger han.

Bodil Ravn Hedeager, advokat i Advodan i Vejen, har arbejdet med arvesager i 20 år. I de år er bekymringen for at komme til at forfordele ét af sine børn, endnu et tema i ”Arvingerne”, steget. ”Hele slægtsforløbet, hvor den førstefødte før arvede alt,

er totalt væk i dag. Det, man vil sikre, er, at ingen synes, man var en uretfærdig person. Hvis arvinger føler sig forfordelt, så tænker mange, det må hænge sammen med, hvor tæt et bånd man har haft. Det er mange ældre klar over, og de har behov for at signalere, at der ikke er større følelser for ét barn frem for et andet,” siger hun.

I sidste ende skal man huske, at testamenter er til for at videregive afdødes ønsker, ikke familiens, mener Gitte Clausen fra Ældre Sagen. ”Det, du efterlader dig, er dit valg. Så nej, man skal ikke snakke en hel masse om det med sine arvinger. Så kan man først rigtig gå hen og blive uvenner med sine nære, før man skal dø. Et testamente er et personligt dokument, som ikke skal tages i en rundbordssamtale.”

Støt kampen mOD DiabeteS DET GIK sTøTTEN TIL I 2013

320.000 DIABETIKERE HAR BRUG FOR DIN HJÆLP – BLIv sTøTTE-GIvER

Vi støttede forskning i: • Den danske kunstige "bugspytkirtel" • Glutenfri kost • Arteriestivhed og hjertesygdom

At være støtte-giver er for dig, som ønsker at støtte kampen mod diabetes og gøre en stor forskel for mennesker med sygdommen.

Vi støttede oplysning og forebyggelse: • 3 landsdækkende oplysningskampagner • 137 arrangementer på apoteker i hele landet

Støt Diabetesforeningen med et fast beløb hver måned. Vælg mellem 50, 100 eller 200 kr. pr. md.

sTøT EN KONKRET sAG Du kan støtte vores generelle arbejde eller vælge en konkret sag.

Vi rådgav diabetikere: • 3.085 modtog personlig rådgivning

Vælg mellem følgende indsatsområder: • Foreningens generelle arbejde • Forskning i diabetes • Oplysning og forebyggelse • Rådgivning • Børne- og familiekurser

Vi gennemførte kurser for børn og voksne: • Mere end 400 deltagere på vores kurser • Motivationskurser for type 2-diabetikere

Diabetesforeningen

•

Rytterkasernen 1, 5000 Odense C

såDAN BLIvER DU sTøTTE-GIvER Gå ind på diabetes.dk/støt eller ring på telefon 66 12 90 06

• tlf. 66 12 90 06

•

info@diabetes.dk

•

www.diabetes.dk

´ e n e n r ø b l i t s u s e ´J Giv

med din arv

Børnene er kirkens nutid og fremtid. Men mange børn hører ikke evangeliet eller møder kirken i deres hverdag. Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler er sat i verden for at ændre den situation.

Vi inspirerer og hjælper frivillige ledere, sognemedhjælpere, præster og mange andre til at ’give det største til de mindste’ gennem konsulenter, materialer og kurser, så de kan lave gode børnekirker, søndagsskoler, klubber, sommerlejre og mange andre aktiviteter.

Vi vil give Jesus til børnene, og du kan hjælpe os med at gøre det ved at testamentere til Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler. Ønsker du mere information eller en samtale kan du kontakte landsleder Bent Molbech Pedersen på telefon 82 27 12 07, mobil: 26 89 22 07 eller på mail: bent@soendagsskoler.dk

Læs mere på www.stoet.soendagsskoler.dk Følg os på facebook.com/soendagsskoler

10 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

En arv kan være svær at tage imod At modtage en arv er noget helt særligt, men kan være svært. Tabet af den afdøde fylder en stor del, og dertil kommer de blandede følelser, der kan være forbundet med selve arveprocessen Af Christian Birk birk@k.dk

I det gamle arbejderområde Skibhuskvarteret i Odense ligger der for enden af Thurøgade et kolonihavehus.

Huset forelskede 29-årige Rikke Bramming sig i for et års tid siden, og hun tog sin mor med på råd. Moderen syntes, at det var en smaddergod idé med en have.

Rikke Bramming er vokset op på et gartneri med masser af plads og ingen naboer eller biler, og hun havde længe ønsket sig at finde en grøn plet i den fynske storby. Hun havde fået en altan, men det var alligevel ikke det samme som en rigtig have, tænkte hun.

Kort efter snakken med sin mor, døde moderen af en blodprop. Den unge kvindes far var død af lungekræft i 2009. Da moderen var gået bort, fik Rikke Bramming og hendes søskende udbetalt moderens livsforsikring.

Den skulle ikke ”klattes

væk”, som Rikke Bramming formulerer det, så hun tog sammen med sin lillebror og lillesøster ud til kolonihavehuset ved Thurøgade og viste dem det, hun havde planlagt at bruge en del af pengene på.

De to kunne lide søsterens idé, så hun blev derefter kolonihavehusejer med køkkenhave, frugttræer, hængekøje, og hvad der ellers hører til.

Da Rikke Bramming boede hjemme, havde hun fået alverdens tips og tricks om havebrug. Hun havde lært, hvordan blomster skal passes, hvordan planter skal stå og vandes, og hvordan man sørger for, at en agurkeplante har det godt. Det og de minder, der er forbundet med det, går hun og tænker på, når hun er trukket i praktisk tøj for enden af Thurøgade i Odense.

Rikke Brammings tanker om at bruge arven fra sin mor til noget specielt er ikke særlige

for hende. Det har antropologer oplevet over hele verden, fortæller psykolog Søren Braskov fra konsulentfirmaet HumanAct. Men bliver man givet noget, vil man automatisk føle, at der skal gives noget tilbage. Det kender de fleste allerede fra børnehaven, når de har fået en 20-kronemønt fra et af de andre børn. ”Så tænker man jo, at man bør gøre det samme, når den anden har fødselsdag. Når man modtager en arv, ligger der noget af den samme psykologi i det. Man vil gerne gøre sig fortjent til at modtage arven. Den skal ikke klattes væk, men anvendes på en god måde, så man på den måde giver noget tilbage. Det kan være ved at investere pengene i sin uddannelse eller et hus,” siger Søren Braskov.

Tanken om, at arven forpligter, kan dog også blive så stærk, at der kan føles ubehag ved at modtage den. ”Man kan føle, at man bør

HVEM

WW Man vil gerne

gøre sig fortjent til at modtage arven. Den skal ikke klattes væk, men anvendes på en god måde, så man på den måde giver noget tilbage. Det kan være ved at investere pengene i sin uddannelse eller et hus.

Søren Braskov, psykolog

være på en bestemt måde og bruge arven på noget særligt, som man egentlig ikke ønsker. Og man skal man jo være enormt stærk eller rig, hvis man siger nej til at arve et større pengebeløb eller noget fysisk, der har værdi,” siger Søren Braskov.

I den danske dokumentarfilm fra 2011 ”Testamentet” følger man 31-årige Henrik.

Han befinder sig på bunden af sit liv, han er midt i en skilsmisse, drikker for meget og ryger hash, som han har plantet i vindueskarmen i lejligheden over solcenteret i Skals ved Viborg, hvor han bor. Familiens tilstand har haltet, siden Henrik og broderens mor døde. Hendes død ødelagde alt det velfungerende i familien, og forholdet til faderen er for Henrik præget af mistillid og manglende frigørelse.

Men Henriks morfar er rig, og da han dør, står Henrik og den øvrige familie til at arve en mindre formue.

Henrik har længe planlagt

sit liv efter at skulle modtage sin del af arven, men da boet skal gøres op, følger der et inferno af intriger og mistro med. Han bliver tvunget til at tage et opgør med sin far, som har haft en magt over ham, som han selv har svært ved at sætte ord på.

Henrik får sin arv, men den løser ingen af hans problemer og hjælper ham ikke videre på nogen anden måde end ved at betale husleje, regninger og kassekredit i banken.

Arven kan virke som en slags forbandelse, hvis man lever sit liv efter den, siger psykolog Søren Braskov. ”Lever man på en forventet efterbevilling om at modtage en arv, og tænker man ikke på andet end, at man skal arve, så glemmer man, at omstændighederne i livet altid ændrer sig. Lever man livet på fremtidige betingelser, kan det være en kilde til stor utilfredshed i livet.”

fortsætter næste side

skal føre din arv videre, når du går bort "Jeg håber, at det, at jeg og andre betænker KFUKs Sociale Arbejde testamentarisk, kommer til at betyde, at arbejdet kan vokse. At nye initiativer og projekter kan blive sat i gang til gavn for vores mest udsatte medmennesker.

?

Birthe Willumsen, tidligere landssektretær i KFUKs Sociale Arbejde

• Som godkendt forening er KFUKs Sociale Arbejde fritaget for at betale boagtift af arv. Derfor gør selv en lille donation en stor forskel.

• Det er vigtigt at tage stilling. Hvis du ingen livsarvinger har og ikke har taget stilling til dit testamente, går din arv til staten.

Hvis du overvejer at betænke KFUKs Sociale Arbejde i dit testamente, vil vi gerne hjælpe med det praktiske. Ring til os for en uforpligtende snak på 3526 3033. Læs mere om vores arbejde på kfuksa.dk

Arv&Testamente 11

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

2 Rikke Bramming i kolonihaven i Odense, som hun brugte en del af arven efter moderen på at købe. – Foto: Scanpix.

Fortsat fra side 10 Rikke Bramming stod i en modsat situation, fordi hun følte, at det var svært at bruge pengene fra sin mors livsforsikring. ”Derfor har jeg villet bruge pengene på noget ordentligt.

Noget, min mor og far ville acceptere og forstå, hvis de stadig var levende. Det er penge, jeg er kommet til på en ubehagelig måde, og jeg havde helst været fri for at have dem. Jeg har jo kun fået dem, fordi min mor er død.”

At arve har længe været noget, der forpligtede, siger filosof Anders Fogh Jensen.

For generationer tilbage var det ofte sådan, at det i familier var selvskrevet, at man arvede gården, virksomheden eller efternavnet. Med den sociale mobilitet i samfundet er det blevet ændret. Og i dag oplever Anders Fogh Jensen ikke, at en arv er forpligtende på samme måde som tidligere. ”For år tilbage forpligtede det, hvis man kom fra en familie, hvor noget skulle vide-

reføres. Der kunne man ikke gøre, som man ville, når ens mor eller far døde. I dag behøver man ikke at videreføre firmaet, hvis man ikke øn-

sker det. Arv er kommet tættere på at være ren ækvivalens, altså penge, og ses mere som en gave end en forpligtelse.”

Anders Fogh Jensen er til gengæld enig med psykolog Søren Braskov i, at der kan være en masse værdi forbundet med at arve fysiske gen-

stande. Det kan for eksempel bruges, når man mindes med andre familiemedlemmer, siger Anders Fogh Jensen. ”Hjemme hos mine forældre,

har vi en udestue, vi kalder ’min mors faster’. For arven fra hende er blevet brugt til betalingen af udestuen. Der er noget særligt ved det, at man kan røre ved tingene. Så kan man stå sammen med sin mor og tale om hendes faster, mens man kigger rundt i udestuen. Hvorfor vil man omsætte ækvivalenten i materialitet? Fordi erindringen er mere plastisk, den forandrer sig og kan blive tåget.

Der har det materielle en fast form, som erindringen kan holde fast i.”

Lægger man for meget i arven kan det dog også være med til at forhindre livets udfoldelse, siger filosoffen. ”Nietzsche havde en idé om, at man kunne have et mumificerende forhold til historie, hvor man forsøger at bevare den blot for at bevare den. Det er ikke i livets tjeneste. Det er som med forældrene, der har mistet deres datter, men pigens værelse står stadig uberørt hen,” slutter Anders Fogh Jensen.

Diabetes – den stille dræber støt kampen mod diabetes - også i fremtiden Antallet af danskere, som får diabetes (sukkersyge) er stærkt stigende.

Denne stigning gælder både type 1-diabetes og type 2-diabetes.

I alt lever over 320.000 danskere med sygdommen, der bl.a. kan medføre blodpropper, nyresvigt, blindhed og amputationer.

Vil du oVerVeje en gaVe til diabetesforeningen i dit testamente?

Diabetesforeningen støtter forskningsprojekter, der har fokus på at forebygge og helbrede diabetes.

Diabetesforeningen er fritaget for arveafgift, så hele din gave vil blive brugt til at hjælpe mennesker med diabetes.

I både 2013 og i 2014 har vi uddelt store forskningslegater til dygtige danske forskere, som med deres arbejde støtter kampen mod diabetes.

Se mere på diabetes.dk

For yderligere information, kontakt Susanne B. Jørgensen på telefon 63 12 90 33 eller sj@diabetes.dk.

den Vigtige forskning

Diabetesforeningen

•

Rytterkasernen 1, 5000 Odense C

• tlf. 66 12 90 06

•

info@diabetes.dk

•

www.diabetes.dk

12 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Familiens papirer bygger bro mellem fortid og nutid Det kan være svært at beslutte, om man vil beholde forældrenes papirer, fotografier og breve, efter at de er gået bort. Men smider man minderne væk, mister man muligheden for at søge svar i fortiden senere i livet Af Ulrik Strøjer Kappel kappel@k.dk

Den 4. december sidste år ramte stormen ”Bodil” Danmark, og med sig havde den enorme mængder regn, der fik Vesterhavet til at gå over sine bredder og skabte stormflod i blandt andet Roskilde Fjord.

Selvom København slap nådigt sammenlignet med mange egne i landet, blev også her mange kældre fyldt med vand, og hengemte kasser med familieminder gik tabt.

Da stormen satte ind i hovedstadsområdet ved aftenstide, satte forfatter Knud Romer sig roligt i sin lejlighed tæt ved Kongens Nytorv, hvor han tændte et stearinlys, lavede en kop te og nød en hyggestund. Langsomt begyndte stormen at tage til, mens den værste del af det kraftige lavtryk bredte sig ind over Sjælland. Efter en stund hamrede regnen ned over Københavns tage, og Knud Romer indså, at det måske var en god idé at gå i kælderen og se, hvordan kasserne med hans afdøde forældres personlige breve og fotografier havde det. Men da var det for sent.

Rummet var dækket af en halv meter vand, og familiefotografier, dagbøger og malerier sejlede rundt i vandet.

For anden gang på få år stod Knud Romer i en kælder og skovlede vand væk for at redde minderne fra sine forfædre. ”Det føltes som en syndflod, der kom og skyllede min familiehistorie ud. Jeg skreg højt og græd, mens jeg gik febrilsk rundt og samlede tingene,” fortæller han.

Efter at ”Bodil” havde lagt sig, kunne Knud Romer konstatere, at omkring halvdelen af indholdet i kasserne med minder fra flere generationer var gået til. Og for at sikre sig, at det ikke skete igen, flyttede familien kasserne fra den nærliggende kælder til et andet rum i samme ejendom, som de bor i.

Men efter blot få måneder skete ulykke igen. Denne gang var det naboens vandrør, der sprang, og Knud Romer måtte igen i kælderen. ”Jeg fik at vide, at der var strøm i vandet, men valget var at løbe risikoen eller lade det hele gå til, så jeg gik ind alligevel. Stamtavler, breve og fotografier flød rundt i rummet, og jeg kunne se, hvordan blækket i brevene langsomt blev opløst,” siger Knud Romer.

Blandt minderne var der sær-

0 ”Det var som at miste mine forældre en gang til og er et tab, jeg aldrig kommer mig over. Jeg er jo disse ting, og når man ser minderne genstandsgjort, bliver man opmærksom på sin egen forgængelighed,” siger Knud Romer, der to gange har mistet familiepapirer og -fotografier. – Begge fotos: Leif Tuxen.

WW Smerten og

sorgen er en del af historien. Hvis man fortrænger det, mister man noget, men hvis man beholder det, bliver man på en måde herre over det vanskelige.

Knud Romer, forfatter og debattør

ligt ét, som han er ked af, er gået tabt. Det er et afskedsbrev fra dødsgangen fra moderens første forlovede. En tysk mand, der i begyndelsen af 1940’erne kæmpede mod Hitlers regime, men blev anholdt og senere henrettet i Berlin i 1942. En helt for forfatteren. ”Jeg blev som et omvandrende nervesammenbrud.

Det var som at miste mine forældre en gang til og er et tab, jeg aldrig kommer mig over. Jeg er jo disse ting, og når man ser minderne genstandsgjort, bliver man opmærksom på sin egen for-

gængelighed,” siger Knud Romer.

Selvom en familiehistorie foruden de gode minder oftest også rummer tragedier og tab, mener han, at man bør beholde de personlige dokumenter som vidnesbyrd om, hvem man selv er, og hvor man kommer fra. ”Der er ingen mennesker, der lever et rosenrødt liv, og smerten og sorgen er en del af historien. Hvis man fortrænger det, mister man noget, men hvis man beholder det, bliver man på en måde herre over det vanskelige.

Men der skal være en balan-

ce, så man ikke bliver kvalt af fortiden,” siger han.

For mange mennesker kan det – særligt hvis man skal tage stilling, umiddelbart efter at ens kære er gået bort – være svært at finde det rette forhold mellem at gemme og smide væk.

Nogle skubber måske beslutningen ud i fremtiden til senere gennemgang, mens andre med beslutsomhed har overskud til at gennemgå det hele.

Hvad man end gør, er det ifølge Jakob Schomann Soelberg, der er praktiserende klinisk psykolog, særdeles vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige. ”Helt generelt vil jeg altid sige, at det er bedre at vide besked om fortiden frem for at lade det forsvinde i glemsel. På et senere tidspunkt i livet kan man komme til at fortryde, man smed tingene ud, og så kan det ikke gøres om,” siger han. ”Der er nogle, der kan komme til at klamre sig for længe til tingene, men det er altid en individuel afgørelse, om man vil beholde de enkelte genstande,” siger Jakob Schomann Soelberg, der peger på, at de erindringer, ens nærmestes personlige minder sætter i gang, er en naturlig del af sorgprocessen. ”Typisk vil folk selv finde et

tidspunkt, hvor det føles naturligt at skille sig af med smertefulde minder. Og hvis det føles ubehageligt, kan man vælge at smide tingene ud, efter at man har gennemgået det.”

Jakob Schomann Soelberg har i sin praksis oplevet, at breve og fotografier i stigende grad erstattes af e-mails, sms’er og computerlagrede billeder. ”Mange stiller spørgsmål om, hvem deres forældre var, og om de mon havde nogle af de samme psykiske udfordringer, som de selv har. Det er sværere at søge efter svar på i de efterladte e-mails, fordi de ikke rummer den samme private inderlighed, som brevene gjorde, hvor man vidste, at det kun var én, der kunne læse dem.”

Ifølge Inger Sjørslev, der er lektor i antropologi ved Københavns Universitet og har undersøgt forskellige generationers forhold til arv, er digitaliseringen ikke den eneste udfordring, efterladte møder i dag. ”Jeg tror, moderne mennesker smider mere ud, alene af den grund at de har flere ting, fordi den generelle levestandard har været stigende.

Vi er i en individualiseringstid, hvor mange tænker, at de bevæger sig fremad i livet ved

at frigøre sig fra fortiden.

Men vi lever ikke som adskilte øer, så det er en kunstig tanke.” ”Erkendelsen er en forudsætning for at komme videre i sit liv. Det er absolut et tab, når man ikke kan forstå sin egen historie. Nogle står måske i en alder af 25 år og smider ting ud, men det kan være, at de, når de bliver 55, gerne ville have haft mulighed for at vide mere om forældre og bedsteforældre,” siger Inger Sjørslev, der peger på, at de smertefulde papirer som eksempelvis en brevudveksling midt i en skilsmisse kan have godt af at ligge gemt væk i nogle år, til man måske får bedre overskud til at læse dem.

Knud Romer fik heldigvis reddet moderens brev og mange andre minder, men måtte også konstatere, at en del var endegyldigt tabt. ”Mange af billederne er som visne blade, hvor ansigterne er visket ud. De ting er det, der gør os til mennesker.

Overleveringen af familiehistorien er forskellen på at være og ikke at være. Det er identiteten og det, jeg skriver om. Jeg ser det som en pligt at formidle historien til næste generation, for hvis ikke jeg fortæller det, så findes det ikke længere. Så er det bare væk.”

HVEM SKAL ARVE TROEN PÅ LIVET EFTER DIG?

[

Tegn testamente og bestem selv

]

Troen på livet er vigtig at give videre. Det oplever vi dagligt i Frelsens Hær. Men selv som kristen kirke må vi erkende, at næstekærlighed ikke altid er nok. Når kroppen er kold, og maven er tom, er der også behov for mad, varme og husly. Derfor har vi brug for bidrag – blandt andet i form af testamenter.

I Frelsens Hær hjælper vi hvert år over 180.000 mennesker i Danmark. Vi formidler Bibelens budskab om Guds kærlighed til alle i ord og handling. Desuden driver vi menigheder, væresteder, børneinstitutioner, herberg, krisecentre, sommerlejre, bespisning m.m.

Vil du høre mere om muligheden for at testamentere, er du velkommen til at kontakte os.

Så har du gjort dit til, at næstekærlighed måske går hen og bliver arveligt.

F R E L S E N S

H Æ R

Kontakt os på 33 31 41 92 og få tilsendt en brochure eller gå ind på www.frelsens-haer.dk. Du kan også støtte os økonomisk på giro 700 15 68

Lad arven kæmpe for missionen Giv handskerne videre, når du ikke længere kan.

Gratis juridisk bistand.

Kontakt os i dag.

Korskærvej 25, 7000 Fredericia Læs mere på indremission.dk/testamente Kontakt økonomichef Finn V. Larsen på 8227 1330 eller oekonomi@imh.dk

l.

Arv&Testamente 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Døde kunstneres figurer lever videre gennem andre forfattere Fans protesterer ofte, når andre skriver videre på døde forfatteres værker. Tilhængere føler en indflydelsesret, siger tv-vært Jakob Stegelmann begyndelse mange kunstnere inde over. Læserne vænner sig til det, og med tiden kan det blive en kvalitet.”

Jakob Stegelmann fortæller, at fans bliver sure, hvis der sker noget forkert med deres elskede univers. Man har en version af den fiktive verden, som man holder af.

Og den må der ikke laves om på. ”Det kan tangere en religiøs diskussion. For eksempel hvis man diskuterer, hvem Jesus er, og hvad hans budskab egentlig var. Forfatterne bestemmer selvfølgelig, hvad der skal ske med deres figurer. Men læserne og brugerne ejer dem også. Selvom vi ikke har ophavsretten, så har vi indflydelsesret. Vi kan mene, at der sker ting med vores helte, som ikke burde ske. De uenigheder, der opstår, bliver en del af mytologien og universerne,” siger Jakob Stegelmann.

Af Simon Johansen simon@k.dk

Tintin-albummet ”De syv krystalkugler” handler først og sidst om, hvad der sker, når man stjæler fra de døde. I albummet roder syv professorer i gamle inkagrave, men de rammes af inkaens hævn og bliver vanvittige.

Denne skæbne burde i sig selv være en advarsel: Man bør holde fingrene fra enhver form for gravrøveri.

Alligevel tyder meget på, at tegneseriehelten Tintin skal vækkes til live. I øjeblikket studeres gamle originalmanuskripter, skitser og tegninger fra Studio Hergés arkiver.

Men Hergé (1907-1983), skaberen af Tintin, ønskede ikke, at Tintin skulle ud på flere eventyr.

For som tegneserieforfatteren sagde i et interview i 1971: ”Jeg er den eneste, der kan give figuren en sjæl. Det er et personligt værk. Som en malers eller en romanforfatters.

Det er ikke en industri. Hvis andre genoptog arbejdet med Tintin, ville de måske kunne gøre det bedre end jeg. Eller værre. Men én ting er sikker, de ville gøre det anderledes, og dermed ville det ikke være Tintin mere.”

Den betragtning er Peter Gren Larsen, der er tintinolog og medlem af Det Danske Tintin-selskab, enig i. ”Man kan jo tage Bibelen som eksempel. Der findes Det Gamle Testamente, og der findes Det Nye. Der skal ikke skrives mere. Det er værker, som er startet og sluttet.

Fuldbragte værker,” siger Peter Gren Larsen, der ud over at være tintinolog også er satireredaktør på DR 2.

Men Tintin er langtfra den eneste fiktive figur, hvis liv er blevet videreført af andre kunstnere end skaberen. Det trækker endda rødder helt tilbage til den bog, der bliver regnet for at være den første moderne roman i europæisk litteraturhistorie, nemlig ”Don Quijote”. Dengang, i begyndelsen af 1600-tallet, førte det også konflikt med sig. Den spanske forfatter Miguel de Cervantes blev således rasende, da han fandt ud af, at forfatteren Alonso Fernández de Avellaneda havde skrevet en efterfølger til ”Don Quijote”.

Og hvis man kigger på lidt nyere litteraturhistorie, ser man samme tendens. Forskellen er dog den, at det nu kræver ophavsrettigheder at fortsætte fortællingerne. Eksempelvis har Studio Hergé rettighederne over Tintin og

I l lu st r at i o n : R a s m u s J u u l m e d ta k t i l t e g n e r e n H e r g é

WW Man kan jo

tage Bibelen som eksempel. Der findes Det Gamle Testamente, og der findes Det Nye. Der skal ikke skrives mere. Det er værker, som er startet og sluttet. Fuldbragte værker.

Peter Gren Larsen, redaktør på DR 2

har derfor lov til at digte videre. Et andet eksempel er Ian Flemings (1908-1964) bøger om agent 007, James Bond. Efter Flemings død har Fleming Publications, der har rettighederne til værkerne, givet en række forskellige forfattere lov til at digte videre på James Bonds missioner.

Et tredje og mere skandinavisk eksempel er Stieg Larssons ”Millennium”-serie. Her hyrede rettighedshaverne for nylig forfatteren bag den succesfulde biografi ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”, David Lagercrantz, til at genoplive Stieg Larssons populære krimiværk. En nyhed, der ikke blev modtaget uden kritik.

Som Eva Gabrielsson, Stieg Larssons efterladte kæreste, der ikke har rettighederne,

sagde til Svenska Dagbladet: ”Jeg ved, at Stieg aldrig nogensinde ville være gået med til det her.”

Men hvordan kan det være, at det næsten er blasfemi at dykke ned og arbejde videre med arven efter nogle forfattere? Mens det i andre tilfælde nærmest forventes, at de fiktive figurers liv fortsætter – selvom skabernes ikke gør?

Som eksempelvis med James Bond – eller Batman. ”Det kommer an på, hvordan universet, som figuren optræder i, er skabt,” siger Jakob Stegelmann, der er vært på ”Troldspejlet” på Danmarks Radio. ”Universer, som er skabt af en meget egenrådig og forholdsvis ensomt arbejdende kunstner, er svære at arbejde videre med, efter at forfatte-

ren er død. Det gælder eksempelvis figurer som Tintin, Steen & Stoffer og Radiserne.”

Det kan nemt køre af sporet, forklarer Jakob Stegelmann og fortæller, at det ofte også skyldes, at rettighedshaverne ønsker at tjene flere penge på deres rettigheder.

Han mener heller ikke, at Steven Spielbergs filmatisering af Tintin fra 2011 er den ægte vare. ”Omend man har gjort sig umage,” som han siger.

Men så er der andre universer, hvor det er mere legitimt at digte videre – uden skaberens samtykke, siger tv-værten: ”Det er delte universer, hvor mange kunstnere har bidraget. For eksempel var der allerede kort efter Batmans

Selv kalder Jakob Stegelmann sig en slags puritaner. Han ser helst, at Anders And er tegnet af den berømte Anders And-forfatter Carl Barks. ”Men indimellem bliver jeg overrasket og ændrer holdning. Jeg har ikke nogen gode eksempler på, at jeg har haft ret i, at man ikke burde løfte og fortsætte arven.”

Tintinologen Peter Gren Larsen og de øvrige medlemmer af Det Danske Tintin-selskab er også puritanere. Tintinologen fortæller, at selskabet for nylig samledes for at drøfte, hvad man skulle stille op med en ny dansk oversættelse af de gamle Tintin-album.

Der var nemlig sket det forfærdelige, at en ny, dansk oversættelse ændrede på deres elskede univers. En ændring, der betød, at mindst en af karaktererne i Hergés univers skulle skifte navn fra Max Bjævermose til Konstantin Strøm. ”Denne katastrofe fik Det Danske Tintin-selskab dog afværget,” forklarer Peter Gren Larsen lettet.

Figurer med nye forfattere 33Don Quijote af Miguel de Cervantes 33James Bond af Ian Fleming 33Sherlock Holmes af sir Arthur Conan Doyle 33Mikael Blomkvist af Stieg Larsson 33Batman af Bill Finger.

16 Arv&testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Går velgørende organisationer over stregen i jagten på bidrag?

Selvom man har givet en organisation 300 kroner til Syriens børn, kan man kort efter blive ringet op og spurgt, om man vil øge sit bidrag. Strategien giver flere penge til de fattige, men risikerer at støde bidragyderne fra sig I L LU ST R AT I O N : M O RT E N VO I GT

Af Lise Schmidt Søgaard lise.soegaard@k.dk

Kim Boeskov betragter generelt sig selv som et godt menneske, der tænker på Den Tredje Verden. Hver måned giver han et fast beløb til tre forskellige velgørende organisationer via banken. Nogle gange har han også støttet spontant, for eksempel ved krige eller hungerkatastrofer i Afrika. Alligevel modtager den 28-årige musikpædagogstuderende fra København hver uge to-tre opkald på sin mobiltelefon fra et væld af velgørende organisationer. ”De starter med at hilse pænt og venligt. Så spørger de, om jeg vil høre om alt det gode, de gør ude i verden lige nu. Det siger jeg som regel høfligt ja tak til, for det er da rart at vide, hvad mine penge går til. Når vi så har snakket lidt frem og tilbage, så bliver der nævnt et beløb. ’Men hvis du nu gav bare 50 kroner mere om måneden, så kunne vi give et barn skolegang’. Så bliver det pludseligt svært at sige nej, og man fremstår som et meget dårligt menneske, hvis man afviser dem.

Det er ubehageligt,” siger han. Én organisation var engang så aggressiv i sine opkald, at Kim Boeskov efterfølgende meldte sig ud. For at undgå opkaldene har han nu kodet organisationernes numre ind på sin telefon, så han kan lægge på, når han kan se på skærmen, at de ringer. Og Kim Boeskov er ikke den eneste, der er træt af indsamlingsorganisationernes nye strategier som telefonsælgere og facere – medarbejdere, der står på gaden for at hverve medlemmer. Faktisk oplever hver tredje dansker, at indsamlingsorganisationerne gør for meget for at samle penge ind. Det viser undersøgelsen ”Danskerne og velgørenhed anno 2013”, der udkom sidste år.

Indsamlingsorganisationerne har forsvaret sig med, at det er blevet sværere at samle penge ind de senere år.

Men hvorfor risikere, at de mennesker, der allerede giver, bliver sure og melder sig ud, som Kim Boeskov gjorde i et tilfælde? Og må man overhovedet rende folk, der har haft pengepungen fremme, på dørene? ”Der er intet ulovligt i at ringe op til folk, der har givet,” fastslår Robert Hinnerskov, generalsekretær i de danske indsamlingsorganisationers fællesorganisation, Isobro.

”I det øjeblik, du allerede har givet, er du kendt af organisationen, og så træder indsamlingslovens regel om, at man ikke må kontakte fremmede pr. telefon om bidrag, ud af kraft. Ved enhver kontakt skal man være opmærksom på, om vedkommende ønsker at støtte eller ej. Når man har støttet, så antager man dog, at det er i orden at ringe op igen,” siger han. ”Når det er sagt, så er det mit indtryk, at der er rigtig mange organisationer, der ringer folk op. Og der er behov for at se på, om nogle af organisationerne overskrider folks grænser. Vi får jævnligt henvendelser om opkald, hvor vi simpelthen ikke kan genkende det sprog og den pågåenhed, der er blevet lagt for dagen.”

Robert Hinnerskov understreger, at henvendelserne drejer sig om organisationer, der ikke arbejder under Isobros egne indsamlingsetiske retningslinjer. Her står der blandt andet, at giveren skal være glad og ikke føle sig presset eller få lyst til at fortryde. Når den nye indsam-

lingslov træder i kraft den 1. juni, vil det betyde etiske retningslinjer for indsamling for samtlige velgørende organisationer i Danmark.

Det kan løse en del af problemet, mener Robert Hinnerskov. En anden løsning kan være større brug af et lille, simpelt ord: tak. ”Både når man ringer op, og også hvis bidragyderen siger nej til at bidrage yderligere. Et tak først og sidst i samtalen, ligegyldigt om bidragyderen ender med at give mere eller ej, mener jeg, er på sin plads.”

På Folkekirkens Nødhjælps kontor i København har de en stab på mere end 50 telefonsælgere eller phonere, som de kaldes i daglig tale. Det er typisk unge mennesker, som er ansat til at ringe til faste bidragydere. Én af de ansatte i telemarketingafdelingen er Sofia Færk. De fleste af dem, hun har ringet til, har reageret positivt. ”Folk er generelt rigtig søde. Vi beder dem aldrig om at give flere hundrede kroner oveni, men spørger, om de for eksempel vil give 50 kroner mere. Det kan være, de siger:

’Joeh, det kan jeg jo egentlig godt have råd til’, mens andre siger: ’Det har jeg altså ikke råd til’.”

Der er dog også nogle, der undrer sig lidt, forklarer hun: ”’Hvorfor ringer I til os og ikke nogle nye, der ikke giver i forvejen?’, spørger de.” ”Så siger vi jo bare, at vi ved, de er mennesker, der hjælper og kender til vigtigheden af at hjælpe. De har jo taget stilling. De, der giver fast, er en vigtig gruppe for os, fordi vi kan budgettere med deres hjælp. Og så kan vi nå ud til flere.”

Inden for velgørenhedsverdenen kaldes det, Sofia Færk gør, for giveroptimering. Erfaringen er, at det er effektivt at spørge dem, der allerede giver, om de vil give mere. Omtrent hver tredje svarer faktisk ja, forklarer indsamlingschef Peter Rasmussen.

Det er ikke hensigten, at bidragydere som Kim Boeskov kommer til at føle, at de ikke giver nok, pointerer han. ”Men det er samtidig også et dilemma forstået på den måde, at det at ringe til sine givere og spørge, om de har

lyst til at sætte deres månedlige bidrag lidt op, er en meget effektiv måde at samle penge ind på. Og hvis vi helt undlod at gøre det, ville vi enten skulle investere i andre og dyrere indsamlingsaktiviteter eller mangle midlerne.”

Hvis det handler om at maksimere det gode for alle, så er det helt i orden at presse lidt på pengepungen hos folk, der allerede giver, mener Thomas Søbirk Petersen, lektor i straf og etik ved Roskilde Universitet. ”Hvis organisationerne får flere penge på den her måde, så er der for mig at se ikke noget etisk ukorrekt i det. Det umoralske ville ligge i at vælge en strategi, der ikke genererede det maksimale udbytte og hjalp dem i nød mest muligt,” siger han.

Men derfor skal organisationerne alligevel være opmærksomme, hvis den dårlige samvittighed ligefrem får folk til at melde sig ud. Det er åbenlyst ikke det mest gavnlige for de fattige i Afrika eller Nordkoreas sultne børn: ”Den dårlige samvittighed er en slags benzin for vores trang til at give. Det er følel-

sen af, at vi sidder i luksus her i Danmark, og at der andre steder i verden er nogle kvinder, der dør under fødslen, eller børn, der aldrig får en uddannelse. At vi er heldige, men at det også er et lykketræf, som er fuldstændig tilfældigt, at vi blev født til ét liv, og de til et andet. Men der er også undersøgelser, der peger på, at de positive konsekvenser af hjælpearbejdet og identifikation med det enkelte barn, man har hjulpet, er noget af det, der kan få folk til at give endnu mere.

Derfor er det også vigtigt at være varsom med at give folk dårlig samvittighed, for det kan ende med at give bagslag,” siger han.

Thomas Søbirk Petersen mener, at den enkelte giver vil kunne undgå ubehag ved at lægge en strategi for, hvad han eller hun har lyst til at give hver måned, og så ellers lære at slappe af og få sagt nej. ”Man kan for eksempel sige: ’Jeg giver det, jeg giver, fint, farvel,’ når man igenigen får en phoner i røret,” siger han.

Selv har han valgt en løsning, hvor han giver, men helt slipper for at blive kontaktet: ”Nogle af de mest effektive til at hjælpe folk i nød er internationale, udenlandske hjælpeorganisationer. Dem giver jeg selv helst til, og de ringer altså ikke eller banker på min dør for at bede om mere. Hvis man synes, det er et problem at blive rendt på dørene, så er der jo den mulighed at vælge en organisation, der ikke gør det.”

Så mange penge drejer det sig om 33Indtægter for de tre største danske indsamlingsorganisationer i 2012: 33Kræftens Bekæmpelse: Indtægter i alt: 569 millioner kroner. Heraf kom 296 millioner kroner fra indsamling, testamentariske gaver og medlemsbidrag.

33Røde Kors: Indtægter i alt: 1028 millioner kroner. Heraf udgjorde private bidrag og indsamlinger 258 millioner kroner.

33Folkekirkens Nødhjælp: Indtægter i alt: 561 millioner kroner. Heraf stammede 180 millioner kroner fra private bidrag og indsamlinger.

Hjælp kattene Hjælp Kattens Værn Giv et bidrag på www.kattens-vaern.dk

Giv dit livs gave til børn i Danmark Mobning, ensomhed og lavt selvværd sætter dybe spor. På Julemærkehjemmene får børn hjælp til at tackle problemerne. De bliver glade igen.

De bliver mere udadvendte og får nyt mod på livet. Og behovet er stort.

Lige nu venter 500 børn på et ophold. Med en arv fra dig kan vi hjælpe endnu flere børn til at blive børn igen.

Hvis du vil vide mere om vores arbejde eller hvordan du testamenterer, er du altid velkommen til at ringe til direktør Søren Ravn Jensen på 33 13 37 45.

Julemærkefonden - tlf. 33 13 37 45 - www.julemaerket.dk

GIV DEN KRISTNE KULTURARV VIDERE Kommende generationer skal også lære kristendommen at kende gennem radio og tv.

Gode radio- og tv-programmer kommer ikke af sig selv.

KLF, Kirke & Medier er i løbende dialog med medierne for at sikre, at også de kommende generationer kan møde kirke og kristendom i radio og på tv. Og så holder vi øje med etikken i medierne.

Det arbejde støtter du, ved at give en gave eller ved at betænke os i dit testamente.

Og der er brug for det som aldrig før.

KLF, Kirke & Medier Industrivej 22, 7080 Børkop klf.dk, info@klf.dk Tlf. 86 62 74 66 Gavekonto (3231) 3277550

Læs mere på klf.dk og facebook.com/kirkeogmedier

18 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Jagten på arvesølv er en arvesynd Fra antikken til DR’s dramaserie ”Arvingerne” har arvestridigheder været godt dramatisk stof. Det er også et hovedtema i Bibelen, hvor Jesus dog peger på, at lykken ikke er at samle sig skatte på Jorden Jesu lignelser, hvor en mand sælger alt, hvad han ejer, for at få fat i en skat, der er mere værd. ”Man kan skændes med sine søskende om, hvem der skal arve sølvtøjet, men i et evighedsperspektiv er det ikke det, der tæller. Jordisk arvegods forgår, men Guds kærlighed er evig.”

Af Daniel Øhrstrøm og Benjamin krasnik ohrstrom@k.dk, krasknik@k.dk

Ordene av og arv ligger næsten ens i munden. Det ene er udtryk for en smerte, og det kan det andet også hurtigt blive. For hvor der er noget at arve, er der også noget at slås om. ”Min far var advokat, og han hadede mest af alt arveretssager. For arvestridigheder får ofte det værste frem i folk,” siger teologen og litteraten Anders Thyrring Andersen og peger på, at det til gengæld er godt dramatisk stof.

Arvestridigheder har inspireret forfattere fra antikken til DR-dramaserien ”Arvingerne” med bestialske beskrivelser af, hvor lede og onde søskende kan blive ved hinanden, når der opstår misundelse eller tvivl omkring en arv.

I DR-serien mister fire søskende gradvis deres kærlighed til hinanden, mens de kæmper om arveretten til deres afdøde kunstnermors store hus. Det kommer endda til håndgemæng mellem dem og en ordentlig blodtud i en episode.

Den store arv, der skulle have været en trøst midt i sorgen, skaber i stedet splittelse mellem de fire søskende med hver sin interesse. Første sæson endte med, at halvsøsteren Signe arvede det hele, men DR har lovet mindst endnu en sæson i dramaserien i 2015.

For intet kan ødelægge familieidyllen som misundelse og grådighed, som Anders Thyrring Andersen siger. Og arvetemaet fylder også godt i litteraturhistoriens mest kendte bog. Bibelen er ligefrem delt op i to testamenter.

For den handler netop om Guds arv til mennesker og deres indbyrdes arvestridigheder.

I begyndelsen af Bibelen var alt godt, og mennesket var skabt til evigt liv, indtil Adam og Eva blev fristet til at tage arveforskud ved at spise af den forbudte frugt. Det blev den første synd, der dannede grundlag for arvesynden, der hurtigt banede vejen for alle de bibelske dramaer, hvor søskende bekæmper hinanden. For misundelse og arvestridigheder hænger nøje sammen, påpeger litterat og teolog Anders Thyrring Andersen. ”Det Gamle Testamente er én lang beretning om, hvordan det ofte får det grimmeste frem i mennesker, når de kæmper mod hinanden om Guds gunst. For det fører hurtigt til misundelse, som man allerede ser det med Kain og Abel,” siger han og peger på,

0 Den store arv skaber splittelse mellem de tre søskende, fra venstre Frederik, Emil og Gro, spillet af Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard og Trine Dyrholm, i DR’s store dramaserie ”Arvingerne”. – Foto: Martin Lehmann/DR.

at arveret samtidig er et tema, der løber som en blodig rød tråd gennem Bibelen.

Bibelske krige og store konflikter begynder ofte med grådighed, forsmåelse og misundelse.

Og allerede fra indførelsen af førstefødselsretten går det galt, da Jakob snyder sig til sin brors arv ved at lokke den fra sin tvillingebror, Esau, med en skål linser.

Få år senere ser Jakobs ældste sønner sig sure på Josef, som har sin fars særlige kærlighed. Og sådan fortsætter konflikterne indtil Det Nye Testamente, hvor ”arvebetingelserne ændrer sig”, så grækere og jøder nu sidestilles som Guds børn. For nu er det Gud, der kommer sin skabning i møde gennem Jesus.

Og Jesus introducerer samtidig en helt ny arveretslære. ”Med lignelsen om den fortabte søn viser Jesus, at man ikke behøver at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. For selvom den fortabte søn, lidt på samme måde som Adam og Eva, har forvaltet sin arv skidt, løber faderen ham i møde, da sønnen beslutter sig til at komme hjem. Og faderen irettesætter oven i købet den ældste søn, der synes, at det er uretfærdigt, at den fortabte søn ikke bliver gjort arveløs,” siger Thyrring Andersen og fortsætter: ”Her viser Jesus, at det er kærligheden, der er det vigtigste og ikke den materielle arv. Og det understreger han i sin lære om, at man ikke skal

samle sig skatte på Jorden, men i stedet give sin ekstra kjortel væk til sin nødlidende næste. Hvis alle handlede på den måde, ville der slet ikke være nogen arvestridigheder.”

Litteraturhistorien er dog fuld af eksempler på, at kærlighed i sig selv ikke er arv nok og nemmere sagt end gjort. En lang række store forfattere har gennem tiden undersøgt, hvordan gode søskenderelationer hurtigt bliver udfordret, når et arvespørgsmål ripper op i, hvem der skal arve mest – og dermed måske også er mest elsket.

Forhold mellem søskende er samtidig fortællemæssigt interessant, fordi den enkeltes plads i familien altid har haft en enorm betydning for udviklingen af individets identitet.

Undersøgelser viser, at placeringen i en søskendeflok er afgørende for udviklingen af personlighed og liv. Og rivaliseringen mellem søskende er intet mindre end rigtig godt dramaturgisk stof, som man for eksempel også ser det i Henrik Pontoppidans klassiker ”Lykke-Per” om Per og hans bror Eberhardt, eller som i tyske Thomas Manns romaner om ”Josef og hans brødre”, der i øvrigt også trækker på den bibelske fortælling.

Professor Valerie Sanders, som er direktør for Center for victorianske studier på University of Hull i Storbritannien, har speciale i familierela-

tioner i litteraturen og skriver i en e-mail til Kristeligt Dagblad, at det bibelske tema, man ofte også ser i eventyrgenren, sættes i spil af forfattere for at iscenesætte de fundamentale menneskelige egenskaber grådighed, rivalisering og favorisering: ”En søskendes lykke er en andens bristede drømme,” skriver hun og peger som eksempel på Shakespeares drama ”Kong Lear”, hvor arvespørgsmål er med til at ødelægge en familie, fordi søskende beslutter sig til at bekrige hinanden.

Gennem tiden har mange forfattere på samme måde også undersøgt samtidens og forældrenes syn på en søskendeflok. Forskellen mellem ældste og yngste – hovedsageligt sønner – optræder ofte i engelske romaner fra 1700og 1800-tallet, hvor den førstefødte søn skal arve godset, og de øvrige sønner danderer den og ender ludfattige i rendestenen, heraf navnet en dandy. Valerie Sanders nævner som eksempel George Eliot, der var et alias for Mary Anne Evans, der også kredser om emnet og de ældre søskende i værket ”Middlemarch” fra 1874. Her venter søskendeflokken som en flok glubske gribbe på faderen, Peter Featherstones, død.

Men børnene får ingenting.

Anders Thyrring Andersen husker selv en anden engelsk forfatter, Charles Dickens, der ligefrem fik ændret arveretslovgivningen i England,

efter at han udsendte sit klassiske tobindsværk ”Bleak House”: ”Romanen viser, hvordan arvestridigheder kun gavner advokater. På Dickens’ tid kunne arvesager trække ud i en evighed. Og historien udspiller sig over flere generationer, hvor slægtningene bliver så formørkede af at jage efter deres arv, at de glemmer at elske hinanden. Og da arven til sidst skal udbetales, er det hele gået op i sagsomkostninger. Det mener jeg også understreger en kristen pointe om at lade kærligheden være den styrende værdi i sit liv,” siger Anders Thyrring Andersen.

Lignende pointer kan man ifølge ham finde i Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov”, mens den franske bestseller ”Kilden i Provence” på samme måde tematiserer søskendejalousi og arvestridigheder. Og herhjemme viste Johannes V. Jensen et skræmmeeksempel på, hvordan misundelse kan ødelægge ens liv, da han skrev ”Kongens fald”, hvor hovedpersonen, Mikkel Thøgersen, ligefrem dræber Axel, der har arvet en skat. ”De fire landsknægte, der til sidst får fingre i skatten, ender alle sammen i menneskelig ulykke, så det synes også at være Johannes V. Jensens morale, at misundelse og grådighed ikke betaler sig i længden,” siger Anders Thyrring Andersen, inden han vender tilbage til Det Nye Testamente og en anden af

Maya Ilsøe er manuskriptforfatteren bag DR’s ”Arvingerne” og fortæller, at hun i første omgang ønskede at lave en historie om den moderne familie og nye sammensætninger og roller. Hun blev inspireret til arvetemaet, da hun satte sig ned og læste en stor mængde dokumenter fra retssager og skiftesager, der bekræftede hende i, at det oldgamle tema ikke er blevet mindre aktuelt med tiden. ”Det handler netop om dybe menneskelige og eksistentielle elementer, der især kommer frem, når det drejer sig om søskende, som der er et helt særligt bånd imellem.

Men alle familiemedlemmer har deres egen historie om deres opvækst og rolle i familien og et særligt billede af, hvad der er retfærdigt. Det billede strider ofte imod de andres forestillinger. Jeg har hørt, at de mest grådige er dem, der har fået færrest kys som børn og derfor har et stort behov for at manifestere deres rolle. Jeg har set folk skændes om helt værdiløse ting, hvor det bare handler om retten til en arv,” siger Maya Ilsøe.

Eksempler på arvestrid i fiktion 33”Arven”, nyere roman om to søstre af engelske Katherine Webb. Er netop oversat til dansk og handler om to søstre, der står til at arve et sommerhus og genoplever fortidens synder.

33”The Grand Budapest Hotel”, film, der havde premiere i marts, af Wes Anderson. Foregår i mellemkrigstiden og handler om en hotelejer, der skal arve et maleri.

33”Arven”, film af Per Fly fra 2003 om Christoffer, der mod sin vilje overtager ledelsen af familiekoncernen efter faderens selvmord.

33”Stolthed og fordom”, roman af Jane Austen fra 1813 om fem giftefærdige døtre, hvis fætter, Collins, står til at skulle arve deres gård.

33”Game of Thrones”, amerikansk tv-serie om blandt andet klanen Lannister og dens søstre og brødre, der strides om magten i landet. Fjerde sæson kom i sidste måned.

Hjælp dyrene - støt Dyrefondet

TrøsT miT folk, TrøsT deT! z

• Bliv støttemedlem - det koster kun 225 kr. årligt.

• Et gavekort, der dækker årsgebyr for 1 år og fremsendelse af 6 numre af bladet, er en god gaveidé til en dyreven.

• Ethvert bidrag - stort eller lille - modtages med tak på dyrenes vegne. Konto: 9570-8182310.

• Arvebeløb til Dyrefondet er helt fritaget for afgift.

Se mere på vores hjemmeside: www.dyrefondet.dk SIKKERHED – FOR DIN HU

SNETTET

ND OG KAT

En sik kerhed saftale med DY RE

- giver FONDET eje

rne TRYG HED!

✡ Udøver socialt arbejde blandt fattige jøder og arabere i Israel. ✡ Indsamler midler til jøders hjemrejse til Israel fra hele Verden. ✡ Tænk på ICEJ når du vil testamentere. ✡ Informerer om Israel gennem bladet ”Et ord fra Jerusalem”.

Pjecen: Sikkerhedsnettet - for din hund og kat kan rekvireres gratis på www.dyrefondet.dk eller på telefon 39 56 30 00. www.dyrefo

ndet.dk

Tag Tag kontakt med ososog tilsendt1010 gange kontakt med ogfå fådet det gratis gratis tilsendt gange omom året.året. ........................................................

KontaKt den internationale Kristne ambassade jerusalem KontaKt den internationale Kristne ambassade jerusalems dansKe afdeling Postboks 103 · 2000 Frederiksberg C · tlF. 35 393653 36 Postboks 103 · 2000 Frederiksberg C · tlF. 35 39 53 læs mere omom ICEJ voreshjemmeside: hjemmeside: www.icej.dk læs mere ICEJ på på vores www.icej.dk

SundogHjort.com

Dyrefondet Ericaparken 23 · 2820 Gentofte · tlf. 39 56 30 00 · www.dyrefondet.dk

Møltrup Optagelseshjem Selvejende privat stiftelse Møltrupvej 70 • 7480 Vildbjerg Tlf. 9713 1800 • www.moltrup.dk Møltrup Optagelseshjem er oprettet i 1912 af fængselspræsten Johannes Munck som et hjem, hvor ulykkeligt stillede mænd uden videre formaliteter kan finde optagelse for kortere eller længere tid - og under ordnede forhold og kristen vejledning blive hjulpet til rette og lære at tage livet op på ny.

Foruden 62 eneværelser disponerer hjemmet via sin Støttefond over 10 lejligheder og 35 klubværelser/bo-fællesskaber til tidligere beboere.

Til hjemmet er desuden knyttet en plejeafdeling med 10 lejligheder for særligt plejekrævende beboere.

Ved indbetaling af 50 kroner eller mere til vores Bank - reg. nr. 7670 kontonummer 1093702 eller (giro 733 1800) bliver man optaget i kartoteket for hjemmets støttemedlemmer som hvert år ved juletid modtager hæftet »Meddelelser fra Møltrup Optagelseshjem«.

Støttefonden modtager i øvrigt med tak enhver gave samt evt. andel af høstoffer til hjemmets arbejde. Støttefonden er godkendt af Told- og Skattestyrelsen i henhold til ligningslovens § 8 A om skattefrie gaver.

HAR DU SIKRET DIN FAMILIE? Undersøgelser viser, at milliarder af kroner havner i de forkerte lommer – fordi der ikke er tjek på testamenterne.

Vi er specialister i at udarbejde testamenter, og kan vejlede dig om dine muligheder og give gode råd om boafgift og skat.

Samtidig sikrer vi at testamentet tager udgangspunkt i lige akkurat din situation og udformes på en måde, så der ikke er nogen tvivl den dag, arven skal fordeles.

Mødested for løsninger

Havnevej 3 · 4000 Roskilde · T 7022 8850 · forumadvokater.dk

20 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

Et hus i arv kan skade barnets tarv Engang var der kontant gevinst ved at arve et hus. Sådan er det dog langtfra i dag, hvor et arvet hus i Udkantsdanmark i mange tilfælde ender med at blive en arvet boliggæld. I de fleste tilfælde kan det rent faktisk betale sig at fraskrive sig arven Af Jens From Lyng from@k.dk

Boligkrisen, finanskrisen og affolkning af udkantsområder betyder, at arvinger sjældent står i en gunstig situation, når der tilfalder dem et hus uden for de større byer.

Lisbet Haandsbæk Jensen blev ingen undtagelse, efter at hun i 2008 var med til at arve et hus fra sin moster.

Huset lå i Skovsgård ved Brovst – 35 kilometer vest for Aalborg – og skulle deles mellem Lisbet Haandsbæk Jensen, hendes tre søskende og hendes anden moster. Efter mosterens død blev hendes samlever boende i huset, indtil han selv døde få år senere.

Da bestemte de fire søskende og den anden moster sig for, at de ville sælge huset.

Det viste sig dog at være en hel del sværere at komme af med, end de lige havde regnet med. I næsten to år stod huset uden beboere og uden den store interesse fra købere. Et par stykker var interesserede, men de måtte opgive at handle, fordi det var svært at låne penge til en bolig i det område.

Imens måtte arvingerne stå for at vedligeholde huset. En opgave, der lyder mere ligetil, end den i virkeligheden er.

Lisbet Haandsbæk Jensen, som bor i Thisted, hvor hun er sygeplejerske, var den arving, der boede tættest på huset. Derfor kørte hun jævnligt de 60 kilometer til Skovsgård for at passe boligen og ikke mindst haven. Samtidig skulle den dårligt isolerede ejendom varmes op for ikke at forfalde. Arvingerne har regnet ud, at de har betalt omtrent 6000 kroner månedligt i de år, hvor huset stod ubeboet.

Løsningen for Lisbet Haandsbæk Jensen og hendes familie kom som et lykketræf – mere om det senere – men historien om deres arveproblemer er typisk. Og det er et stort problem, mener flere arveretsadvokater fra de områder, hvor boliger ender med at samle støv på salgslisterne. Ikke mindst i Thy, hvor Gunhild Stausholm-Møller ofte møder spørgsmålet på sin arbejdsplads hos firmaet Funch & Nielsen i Thisted, hvor hun arbejder som advokat. ”Vi har en masse boliger på Mors, Thyholm og Salling, der stort set er usælgelige.

Det er selvfølgelig noget, der bekymrer en masse mennesker, der ikke vil ulejlige deres børn med at testamentere dem noget, der i virkeligheden kan give dem problemer,” siger hun.

I l lu st r at i o n : R a s m u s J u u l

WW Vi river husene

ned, når vi har købt dem. Det er der mange arvinger, der har det svært med, og så må vi jo tage en snak.

I de situationer må man gå på kattepoter, for de huse har jo faktisk en vis følelsesmæssig værdi for børnene.

Hanne Haaning, foreningen Bedre Boliger på mors

Desværre er der ikke så meget at gøre for disse mennesker. Arvingerne har nemlig mulighed for at sælge et dødsbo skattefrit, så det er sjældent optimalt, at man selv skiller sig af med sit hus, inden man dør. De penge, man eventuelt måtte tjene på

det, vil efter dødsfaldet blive beskattet. Så hvad stiller man op?

Gunhild Stausholm-Møller mener, at man bør lade boet overgå til en bobestyrer, hvis udsigterne til at få solgt huset er dårlige. Hvad det vil sige, er en smule indviklet, så på de næste linjer kan man med fordel skærpe koncentrationen: Det kaldes et privat skifte, når arvingerne selv står for at få opgjort boet. Det har de som udgangspunkt ansvaret for, og gør man brug af den mulighed, har man 12 måneder fra dødsfaldsdatoen til at få solgt boligen. Men hvis der er stor gæld i huset, eller hvis chancerne for at få det solgt er meget små, kan man overdrage behandlingen til en bobestyrer. Gør man det, fraskriver man sig arven, men samtidig slipper man for eventuel gæld. Den tredje mulighed er at overtage huset selv, hvor man derefter har god tid til at få det solgt.

Det faldt ikke arvingerne af huset i Skovsgård ind, at en bobestyrer var en mulighed, fortæller Lisbet Haandsbæk Jensen – omend hun efter nogen tid fortrød, at de ikke havde overdraget ansvaret.

De havde ikke regnet med, at det ville koste så meget at holde huset i ordentlig stand,

og tilmed var der gæld i det, som de lige pludselig frygtede at skulle hæfte for, hvis huset skulle sælges til en lavere pris. ”Vi begyndte at bekymre os. For hvis vi endte med at skulle betale gæld, måtte vi sælge vores sommerhus, og min moster på efterløn måtte sælge sit hus for at få råd. Og hvad hvis vi aldrig fik det solgt? Skulle mine børn så pludselig arve den ruin deroppe?”, siger Lisbet Haandsbæk Jensen.

Heldigvis for disse arvinger kom en løsning som sendt fra himlen i julen 2012. Var det ikke sket, var de sandsynligvis endt med gæld.

Familien valgte at skille sig af med huset via den tredje mulighed. De overtog nemlig forpligtelserne, efter at det øvrige bo var gjort op. Det gjorde de, blandt andet fordi den afdøde mosters samlever fortsat skulle bo der. Den mulighed bør man da også kun bruge, hvis man har planer om at bo der, mener Elisabeth Eriksen, indehaver og advokat med speciale i arveret hos Ret&Råd i Nykøbing Falster. Hvis ikke man selv ønsker at bo i den arvede bolig, foreslår hun, at man lader en bobestyrer sørge for at få afsat huset. Så risikerer man ikke at skulle betale en gæld, hvis det ikke lykkes.

Apropos Lolland-Falster er det heller ikke nogen let sag at få afsat en arvet ejendom på den egn. Derfor møder Elisabeth Eriksen også tit problemet, hvor arvinger må se deres barndomshjem blive solgt på tvangsauktion. ”Og hvis ejendommen bliver solgt på tvangsauktion, er det til højestbydende, og så har de efterladte ingen indflydelse på, hvem køberen bliver. Det kan ofte være en ret ulykkelig oplevelse for arvingerne,” siger hun.

Ofte kan det tilmed være en ulykkelig situation for lokalsamfundet. De billige dødsboer gør nemlig ikke megen gavn, hvis de bliver overtaget af ejendomsspekulanter, der ikke har planer om at holde dem ved lige.

På Mors er der så mange sager om usælgelige huse, at en forening blev oprettet som et værn mod disse ejendomsspekulanter og for at sikre en værdig boligstand i området.

Foreningen hedder Bedre Boliger På Mors, og direktør Hanne Haaning vurderer, at foreningen har 10 sager om året, der drejer sig om arveboliger, der ikke kan sælges.

Nogle gange køber foreningen husene på tvangsauktion, andre gange direkte fra arvingerne. ”Vi river husene ned, når vi

har købt dem. Det er der mange arvinger, der har det svært med, og så må vi jo tage en snak. I de situationer må man gå på kattepoter, for de huse har jo faktisk en vis følelsesmæssig værdi for børnene,” siger hun.

Anden juledag 2012 kom løsningen på boligproblemet i Skovsgård. Lisbet Haandsbæk Jensen blev ringet op af en mand fra vand- og varmeværket. Han ville egentlig bare høre, om hun var klar over, at der stod vand ud ad vinduerne på huset i Skovsgårds overetage. Det viste sig, at en rustskade nogle dage forinden havde lavet hul i en af radiatorerne, der fik vandet til at fosse ud. Det var 80 grader varmt vand, der nåede at oversvømme hele overetagen, fik gulvet til at kollapse og gjorde stor skade. Skader der var store nok til, at huset blev stemplet som totalskadet. Efter lidt forhandling med forsikringsselskabet kunne arvingerne få de penge, huset var værd. ”Det afsluttede en kæmpe hovedpine hos os. Og det var huset jo aldrig ment som. Da min moster skrev det i testamentet, var det før finanskrisen, hvor en bolig i arv kun kunne betragtes som en gave.

Det troede vi også, den ville blive, men huset endte med at blive en belastning.”

Livet med hjerneskade Hver dag rammes 35 mennesker af en blødning eller en blodprop i hjernen.

For syv år siden var det Klaus, som blev ramt af en hjerneblødning. Han var heldig og overlevede, men det ændrede hans liv på et splitsekund og gjorde det svært for ham at gå, tale og forklare sig.

EFTERLAD HJÆLP TIL ET NYT LIV

DIT TESTAMENTE KAN GØRE EN FORSKEL

Om Hjernesagen Hjernesagen er landsforeningen for mennesker ramt af hjerneskade – fx som følge af blødning eller blodprop i hjernen. Vi arbejder for forebyggelse og bedre vilkår for de ramte og deres familier.

For mennesker, der er fattige For mennesker, der er ramt af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom eller ensomhed

Læs mere på hjernesagen.dk.

Støt vores arbejde med arv, gavebidrag, medlemskab eller via betternow.org/dk/hjernesagen

For mennesker, der har brug for omsorg, netværk og fællesskab

Læs mere på hjernesagen.dk På forhånd tak

Højskolevej 3 5500 Middelfart Tlf. 6440 1888 Giro 6400 736 Bank 3420-0010322928

www.kfumsoc.dk

En meningsfuld arv:

EN SÆRLIG GAVE TIL FUGLENE Fugleværnsfonden ejer og forvalter i dag 21 naturområder på i alt knapt 1000 ha. Dette er kun muligt takket være generøs økonomisk hjælp fra fugle- og naturelskere. Derfor beder vi om din støtte, så vi kan fortsætte arbejdet med sikre en bæredygtig natur i Danmark.

Du kan betænke fonden i dit testamente.

Hver gang Fugleværnsfonden modtager en arv - uanset størrelse - er det en gave.

Fugleværnsfonden er godkendt til at modtage testamentariske gaver uden fradrag af arveafgift, så din støtte kommer fuldt og helt fuglene og naturen til gode.

Læs mere på www.fuglevaernsfonden.dk eller ring til vores sekretariat på 3328 3839.

Også du kan være med til at sikre, at kommende generationer oplever glæden ved de vilde fugle og den uberørte natur.

Foto: Dobbeltbekkasin af Ulrik Bruun

Giv livet videre

Din gavmildhed gør det muligt...

Mission Afrika redder liv hver dag – bl.a. gennem sundhedsarbejdet i Sierra Leone.

Vil du være med? Rekvirér vores Arv & Testamente folder eller kontakt generalsekretær Kristian R. Skovmose for at høre mere om muligheden for at betænke Mission Afrika i dit testamente.

Kontakt os på tlf. 86 72 5050 eller ma@missionafrika.dk www.missionafrika.dk

22 Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. maj 2014

2 Billedet her er fra en ødelæggende tyfon i Filippinerne i november 2013, hvor det var relativt nemt for Røde Kors at samle otte millioner kroner ind til de nødstedte. – Foto: Miguelito Parcero/AFP/Scanpix.

Den pludselige katastrofe er nemmest at samle ind til Af Henrik HoffmannHansen hoffmann@k.dk

Det sker igen og igen. Et hjørne af verden bliver ramt af naturkræfternes raseri, tusindvis af mennesker dør eller kommer til skade, og katastrofen efterfølges af sygdom og mangel på husly, mad og drikke. Senest stormede en ødelæggende tyfon gennem Filippinerne i november sidste år.

Røde Kors samlede på et par uger otte millioner kroner ind til de nødstedte. Beløbet står i skarp kontrast til de cirka tre millioner kroner, organisationen har kunnet samle ind på et helt år til krigens ofre i Syrien. En tilsvarende kontrast kan flere andre organisationer berette om.

Det er ét af eksemplerne på, hvor forskelligt indsamlinger til nødlidende kan falde ud. Kristeligt Dagblad har bedt nogle af de største internationale nødhjælps- og udviklingsorganisationer om tal for deres indsamlinger til de seneste 10 års største katastrofer.

Den suverænt største indsamling fandt sted efter jordskælvet og de efterfølgende tsunamier i Det Indiske Ocean anden juledag 2004.

Røde Kors fik dengang bidrag på 153 millioner kroner inklusive de fælles indsamlinger, organisationen var med i, og Folkekirkens Nødhjælp fik næsten 63 millioner kroner. For Unicef Danmark var tallet 38,8 millioner kroner, og for Red Barnet 23 millioner kroner. Det vil sige, at de fire organisationer alene samlede langt over en kvart milliard kroner ind.

Generalsekretær Anders

Ladekarl fra Røde Kors mener, at der er tre hovedfaktorer, som afgør, hvor meget man kan få ind i en indsamlingskampagne. ”Den første er, hvor omfattende en katastrofe er. Den anden faktor er, i hvor høj grad de æterbårne medier, det vil sige især tv, dækker den. Endelig er den tredje faktor, hvilken type af katastrofe der er tale om. Den skal have helst have noget med naturen at gøre, og jo tættere på bidragyderne den er, des mere kommer der ind.

Når vi for eksempel har haft en stor efterårsstorm med store ødelæggelser herhjemme, er det nemmere at identificere sig med ofrene for naturkatastrofer ude i verden. Det er en af forklaringerne på, at vi i løbet af et par uger kunne samle otte millioner kroner ind efter tyfonen i Filippinerne,” siger Anders Ladekarl.

Den personlige identifikation spillede også ind ved jordskælvskatastrofen i Haiti i 2010 og ved tsunamien i 2004, hvor der var en del danskere blandt ofrene, påpeger Unicefs generalsekretær, Steen M. Andersen. ”Det er afgørende, om der er tv eller ikke tv på en katastrofe. Man må også sige, at naturkatastrofer, som involverer danskere, er det nemmere at samle ind til. Tsunamiindsamlingen i 2004 blev netop så enormt stor, fordi der var danskere involveret,” siger han.

Kenneth Kamp Butzbach, national chef ved Folkekirkens Nødhjælp, supplerer forklaringen med, at organisationerne dengang arbejdede tæt sammen.

Indsamlinger til katastrofer gennem ti år Indsamlinger (i mio. kr.)

Tsunami i Asien, 2004 Jordskælv i Haiti, 2010 Sultkatastrofe Afrikas Horn, 2011 Oversvømmelser, Pakistan, 2010 Cyklon i Burma, 2008 Tsunami i Japan, 2011 Borgerkrig i Syrien, 2013

RØ KODE RS FO NØLKE DHKIR JÆ KE LP NS UN I DACEF NM RE AR K D BA RN ET

Der er stor forskel på den folkelige opbakning ved katastrofer rundt om i verden, viser en oversigt over de seneste 10 års største natur-, sult- og krigskatastrofer. Men hvad afgør, om en indsamling bliver en succes?

153

62,9

38,8

23

39

25

25,1

8,5

36,6

29

16

16

14,5

7,2

11,4

5,9 4

5

7,1

4,5

2,3*

*Fælles indsamling for Caritas Danmark, Danmission, Folkekirkens Nødhjælp og Kristeligt Dagblad Kilde: Tallene er oplyst af organisationerne

”Det kan også have betydet noget, at den katastrofe faldt i en ferie,” noterer han.

Kommunikationschef Claes Ammundsen fra Red Barnet sad i mange år i en lignende stilling hos Røde Kors, og han har også været forbi Mellemfolkeligt Samvirke, så han kender indsamlingsbranchen godt.

Også han mener, at det entydigt er lettest at få folk til at bidrage til naturkatastrofer som jordskælv, oversvømmelser og tsunamier. Hvor meget, man så får ind, afhænger også af, hvor længe en katastrofe bliver dækket i medierne. ”Tyfonen i Filippinerne blev omtalt meget i nogle få dage, og så forsvandt den hurtigt ud af medierne igen.

Modsat med tsunamien i

/ritzau grafik/

2004, der var tættere på danskerne, fordi der var savnede, som blev eftersøgt i lang tid, og medierne blev ved med at rapportere fra Thailand og fra Sri Lanka,” siger Claes Ammundsen.

Hvilke katastrofer er så svære at få opbakning til? ”Krig,” lyder det entydige svar fra organisationerne. ”Ved krige er billedet mudret. Man spørger, hvis skyld det er, og kunne de ikke bare lade være med at slås? Men det er jo i hvert fald ikke børnenes skyld, at der føres krig.

Man mærker også en vis træthed, hvis en konflikt har varet i længere tid. Så rapporterer medierne mindre, og så bliver der givet mindre i bidrag. Det så vi for eksempel under Balkan-krigene,” siger Claes Ammundsen.

I den aktuelle krig i Syrien har det som nævnt været svært at samle penge ind – selvom den konflikt løbende er blevet dækket af medierne.

Indimellem hævdes det, at det er særlig svært at samle ind til krige, når de foregår i muslimske lande som Irak, Afghanistan og Syrien. ”Vi hører da folk sige, at ’det er jo bare muslimer, der slås’, og der kan være rimeligt grove indlæg for eksempel på vores hjemmeside,” siger Steen M. Andersen fra Unicef. ”Men jeg tror ikke, det har stor betydning for indsamlinger. Vi har haft store indsamlinger til muslimske lande, blandt andet efter det store jordskælv i Iran, ligesom vi har samlet store beløb ind til at dække oversvømmelser i Pakistan,” siger Steen M. Andersen.

Netop vejret spiller en afgørende rolle i en del naturkatastrofer, og tørke er et af de fænomener, som man i hvert fald i teorien kunne forberede sig godt på. Der går nemlig som regel flere måneder, fra regnen udebliver, til høsten slår fejl, og til sult og underernæring sætter ind. Den periode kunne bruges til at samle penge ind, og det har organisationerne forsøgt sig med indimellem, men igen viser det sig svært at få penge ind, inden der er billeder af sultne børn og udmagret kvæg.

Claes Ammundsen tilføjer, at det er helt umuligt på forhånd at forudse, hvor meget bidragyderne vil give til en given katastrofe.

Netop uforudsigeligheden er en kæmpe udfordring for organisationerne, ikke mindst når en indsamlings-

kampagne planlægges. Hvis de ikke er forsigtige, risikerer de, at omkostningerne ved en kampagne pludselig overstiger indtægterne eller kun bidrager med meget lidt.

Er ”mediekatastroferne” så også nødvendigvis dem, hvor behovet er størst? Og hvordan sikrer man støtte til de glemte konflikter?

Anders Ladekarl forklarer, at det er de daglige donationer og tilskud fra staten og internationale organisationer, som bliver brugt de steder, hvor det er svært at få medieopmærksomhed. Steen M. Andersen tilføjer, at han alene har 25-30 glemte katastrofer, som ingen medier interesserer sig for.

At det er de daglige bidrag og bevillinger fra myndighederne, som i høj grad bærer nødhjælpsarbejdet, kan Kenneth Kamp Butzbach fra Folkekirkens Nødhjælp godt genkende.

Han fremhæver, at Folkekirkens Nødhjælp alene i 2012 fik over 47 millioner kroner ind i faste bidrag via betalingsservice. Det vil sige langt mere, end mange af de store kampagner har givet.

Ifølge organisationerne er det i høj grad de daglige bidragydere, som også giver, når der samles ind til katastrofer. Men katastrofeindsamlingerne betyder samtidig, at organisationerne får bidrag fra nye givere og dermed får flere kontakter at trække på ved fremtidige indsamlinger.

På bundlinjen rokker det dog ikke ved, at naturkatastroferne appellerer mest til gavmildheden, mens det er noget sværere med den stille nød i krigszoner.

Giv livsflammen videre

Hver dag kommer mere end 600 socialt udsatte mennesker på Kofoeds Skole landet over, for at få hjælp. At være socialt udsat i Danmark betyder ofte at man er fanget i ensomhed. Det kan blandt andet skyldes manglende netværk, alkohol- og stofmisbrug, fysiske og psykiske problemer eller hjemløshed.

På Kofoeds Skole gør vi det mere overskueligt og tilgængeligt at finde vej til et bedre liv. Det gør vi igennem undervisning, rådgivning, akuthjælp og meningsfulde fællesskaber, som er vigtige for menneskers udvikling og selvværd.

Når Kofoeds Skole arver dig, hjælper du socialt udsatte mennesker i Danmark til en bedre tilværelse. På den måde er du med til at give livsflammen videre.

Ønsker du rådgivning i forbindelse med oprettelse af testamente så kontakt os på telefon 41 73 32 72 eller læs mere på vores hjemmeside www.kofoedsskole.dk/arv.

Kofoeds Skole er godkendt til at modtage testamenterede gaver, uden at der skal betales arveafgift.

Din arv Dyrenes fremtid

STØT PAKISTANS KRISTNE Selskabet til støtte for Pakistans Kirke har som formål at arbejde for evangeliets forkyndelse i Pakistan og hjælpe det kristne mindretal i Pakistans Nordvestgrænseprovins.

Din arv - dyrenes fremtid

Bjørnen Sihu blev reddet fra grusomme bjørne-hundekampe i Pakistan i 2012.

Nu nyder hun livet i et af vores naturreservater.

Hvert år giver vi bjørne som Sihu og tusindvis af andre dyr et bedre liv. For os er et enkelt dyr der lider, ét for mange. Over hele verden kæmper vi for at stoppe dyremishandling og skabe bedre velfærd for dyrene, hvad enten der er tale om vilde dyr, landbrugsdyr, gadedyr, eller dyr der rammes af naturkatastrofer.

Din arv kan sikre dyrene en lysere fremtid

Vi er meget taknemmelige, når nogen betænker vores arbejde for dyrene i deres testamente. Enhver arv, uanset størrelsen, gør en forskel.

Vi er fritaget for at betale arveafgift, så hele beløbet går til vores arbejde for at gøre verden til et bedre sted for dyr.

Du kan helt uforpligtende bestille en folder om WSPA’s arbejde og arv på info@wspa.dk eller 3393 7212.

World Society for the Protection of Animals

Vi er tæt knyttet til en menighed i Mardan.

Vi yder bl.a. støtte til en skole med 10 klassetrin, et kollegium og en værkstedsskole.

Frimenighedspræst Mikkel Crone Nielsen, Graabjergvej 4, 5856 Ryslinge Tlf.62671095 E-mail: mikkelcrone@hotmail.com Giro: (+01) 2031167 Bank: 9740 887 57 39744 www.pakistanskirke.dk

2 I mere end 90 år har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet mennesker i nød. Overalt i den fattige verden er menneskers liv blevet ændret til det bedre. Sultne har fået mad, børn er kommet i skole, og fattige har fået et liv før døden. Takket være danskere, der har skænket Folkekirkens Nødhjælp en testamentarisk gave.

Vi kan sikre at livet går videre, når du er gået bort. Det er en god arv at efterlade sig.

Ring til Folkekirkens Nødhjælp på 3315 2800 og få gratis og uforpligtende vejledning om, hvordan et testamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden. Skattefrit. Vi har kontakt til advokater, som kan hjælpe dig med at skrive et gratis testamente, hvor du bestemmer, at din arv skal få livet til at gå videre, når du er gået bort.

Nørregade 15 ı 1165 København K ı Telefon 3315 2800 ı www.nødhjælp.dk/arv ı testamente@dca.dk

www.nødhjælp.dk/arv Foto valgerdur hvidt larsen

Lad Livet gå videre når du er gået bort