Arv&testamente

Arv&Testamente TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 26. MAJ 2018 F OTO : E VA WA N D E L

F OTO : E M I L K A ST R U P A N D E R S E N

Kunstneren Christian Lemmerz har både haft døden som tema i sit eget liv og i sit virke som kunstner. ”Mindet om de døde bliver til en del af vores indre liv og de landsskaber, vi har i os, for vi er på en måde også, hvad vi husker.” Side 28

Liv Myginds podcastvirksomhed, Livshistorier, hjælper folk med at fortælle deres livshistorier.

Således kan efterladte en dag høre afdøde selv fortælle om sit liv.

Side 4

Læs også • Testamentet bliver i stigende grad skrevet på internettet. I mange tilfælde foretrækker vi onlinemuligheden frem for det personlige møde. Side 6 • Vi hjælper – også efter døden. Sygdomsbekæmpende organisationer og fattige mennesker i u-lande får stadig mest, men danskere betænker også truede dyrearter. Side 12

Havet har altid haft en dragende effekt på mennesket. Vi nyder udsigten over vandet, og der findes næppe noget smukkere end en solnedgang i bølgerne. Måske er det derfor, at flere foretrækker at få spredt deres aske til havs frem for en traditionel jordfæstelse.

Side 2 og 25

Læs også • Som 20-årig arvede Oscar en stor sum penge fra en fjern slægtning.

Det skulle vise sig at være både en velsignelse og en byrde. Side 14 • Opgør på vej. Flere provstier gør det gratis for medlemmer af folkekirken at få et gravsted.

Side 24

F OTO : B J A R K E Ø R ST E D/ R I T Z AU / S C A N P I X

VÆR MED TIL AT ÆNDRE BØRNS LIV FOR ALTID På BørneTelefonen taler vi hver dag med svigtede børn og unge.

De har brug for, at nogen tager sig tid til at lytte og hjælpe.

Med en testamentarisk gave er du med til at holde telefonerne åbne.

Kontakt os på 35 55 55 59 eller læs mere på www.bornsvilkar.dk

2 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Nye tendenser præger begravelser Den sidste rejse er under forandring. Men et råd gælder fortsat. Tal om tingene, mens tid er

klumme AF KARIN DAHL HANSEN LIV&SJÆL-REDAKTØR dahl-hansen@k.dk

Det er ikke mange år siden, at langt de fleste danskere blev kistebegravet. Kremering var primært et byfænomen. Siden har det ændret sig dramatisk, og i dag er det 85 procent af alle døde, der bliver brændt.

Efter kremeringen bliver urnen typisk sat ned på kirkegården, og her skal de efterladte så tage stilling til, om deres kære skal ligge i den anonyme fællesgrav eller have en sten.

Prins Henriks død og bisættelse denne vinter satte sikkert gang i mange samtaler i danske hjem.

For ikke alene blev Prinsen kremeret, han ville også have sin aske spredt over de danske farvande. Og dermed spejlede han en af de nye-

ste tendenser, når det gælder afskeden. Stadig flere har nemlig i de senere år valgt at få asken spredt til havs, og med Prinsens beslutning, mener eksperter, at den udvikling vil tage yderligere fart. Med andre ord er den sidste rejse ikke en statisk størrelse, men en bestandig udvikling, som også kan ses på de danske kirkegårde, hvor større arealer lægges ud til plæner.

I dette tillæg bringer vi nogle af de bedste artikler, der har været bragt i årets løb om afskedsritualer, arv og testamente samt en række nye historier.

En rød tråd i mange artiklerne er budskabet om, at det er godt at få talt om tingene, mens tid er. Det kan eksempelvis være ganske svært at finde ud af, hvad man skal stille op med sine kæres profiler på sociale medier, når de er borte, med mindre man har deres adgangskoder.

Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen oplevede det som nærmest kafkask,

da han forsøgte at lukke sin afdøde mors Facebook-profil. Med andre ord har vi i dag også en digital arv, der skal forvaltes, og som vi som familie skal tage stilling til.

En af de nyere tendenser, der beskrives i tillægget, er, at flere ældre har lyst til at give deres livshistorie videre.

Selvom man har levet et såkaldt almindeligt liv, har erindringer alligevel stor værdi for de efterladte.

Det kan være ganske morsomt at høre om, hvordan farmor voksede op, var ude at tjene, og hvordan hun klarede årene som husmor. De ældre kan enten selv skrive, få hjælp eller som det nyeste tilbud få hjælp til at lave en professionel podcast.

Sidstnævnte gjorde 65-årige Gunna Drachmann.

Hun har i samarbejde med en professionel fortalt sin livshistorie, og den er udgangspunkt for mange gode samtaler allerede i dag mellem

WWEfterlader man sig

en sum penge eller andre værdier, kan det være en god idé at lave et testamente. Vælger man at betænke velgørende organisationer slipper man for den i øjeblikket omdiskuterede arveafgift og kan samtidig med sit bidrag være med til at støtte en hjertesag.

hende selv og hendes datter. Datteren lægger også stor vægt på, at hun fortsat vil kunne høre sin mors stemme efter moderens død. Præcis som hun har adgang til fotoalbummet.

Efterlader man sig en sum penge eller andre værdier, kan det være en god idé at lave et testamente. Vælger man at betænke velgørende organisationer slipper man for den i øjeblikket omdiskuterede arveafgift og kan samtidig med sit bidrag være med til at støtte en hjertesag hvad enten det er klimaspørgsmål, dyrevelfærd, fattigdomsbekæmpelse i Den Tredje Verden eller patientorganisationer herhjemme.

Oscar Pedersen fortæller i tillægget, hvordan det er, uventet at være betænkt i et testamente. Han oplevede som 20-årig at arve et større beløb – ikke fra en rig onkel i Amerika, men derimod fra sin mormors bror, der havde tænkt på netop ham og tre andre, før han døde.

J God læselyst!

Arveafgiften handler om mere end blot arv Hvor meget, du skal betale i arveafgift, afhænger af din relation til afdøde. Diskussionen omkring, hvorvidt afgiften skal sænkes eller afskaffes, har den seneste tid splittet Folketinget, og for mange er det et principielt spørgsmål 2 Hvor mange penge, du skal betale til staten, når du arver, afhænger af din relation til afdøde. – Foto: Ólafur Steinar Gestsson/ Ritzau Scanpix.

AF FREDERIK FOGDE fogde@k.dk

Der har i Folketinget den seneste tid udspillet sig et ideologisk slag om arveafgiften, som er den del af arven, der skal betales til staten ved dødsfald. De borgerlige partier finder afgiften uretfærdig.

Hvorfor skal man betale penge til staten, når man dør, lyder det liberale argument, mens de røde partier påpeger, at en sænkelse eller afskaffelse af arveafgiften vil komme de rigeste til gode og bidrage til uligheden i samfundet.

Arveafgiften er en kompliceret størrelse, men hæng i: Der skal betales afgift af arv på mere end 289.000 kroner.

15 procent af den arv, som tilfalder de direkte arvinger – børn, stedbørn, forældre eller samlever med fælles bopæl i mere end to år - skal betales til staten.

Ubeslægtede eller fjernere slægtninge som onkler, tanter, nevøer og niecer eller blot gode venner skal af med lidt over 36 procent. Er du ægtefælle eller i registreret partnerskab med afdøde,

selv har tjent pengene og skal give dem videre. Det er jo logisk. Men ikke desto mindre betaler vi jo også skat af de penge, vi tjener,” siger Marianne Holdgaard.

slipper du til gengæld helt for at betale arveafgift, og det samme gælder for arv testamenteret til velgørende og almennyttige organisationer.

Hvor meget, du skal betale af det, som modstandere af arveafgiften kalder for ”dødsskatten”, afhænger altså af din relation til afdøde.

I Sverige og Norge har man

Udgivet af Kristeligt Dagblad

helt afskaffet arveafgiften i henholdsvis 2005 og 2014. Og Marianne Holdgaard, professor i familie- og arveret på Aalborg Universitet, forstår godt, at spørgsmålet også giver anledning til diskussioner i Danmark. Der er logiske argumenter på begge sider, siger hun, og mange har helt forståeligt opfattelsen af, at

det ikke giver mening at skulle betale afgift af sine egne penge, når man dør. ”Man må jo sige, at man ved en afskaffelse af arveafgiften vil øge skellet mellem rig og fattig. De rige vil blive rigere, og det vil give en social skæv fordeling. Omvendt kan jeg sagtens forstå den anden holdning: Hvis man

En løsning kunne være at forhøje loftet forhvornår man skal betale afgift, mener hun.

Altså at indrette systemet sådan, at man eksempelvis slipper for at betale afgiften, hvis arvebeløbet er under fem millioner kroner. ”Det vil være en stor hjælp for dem med knap så mange penge. At arve har betydning for at kunne klare sig godt økonomisk fremover, for eksempel at kunne få råd til udbetalingen på et hus. Der er immervæk forskel på eksempelvis at arve to millioner kroner og 25 millioner kroner.”

Arveafgiften rammer også

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Karin Dahl Hansen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Dagbladet i Ringsted

familieejede virksomheder.

Arveafgiften ligger på fem procent for familieejede virksomheder, som 9 ud af 10 danske virksomheder er. Tidligere har afgiften ligget på 15 procent, men den blev i 2017 sænket.

Men man må fra politisk hold også være opmærksom på et andet og måske lidt overset arveretligt område, siger Marianne Holdgaard.

For familieformerne ændrer sig, flere lever som singler og har måske et tættere forhold til en søster, bror eller moster. Her rammer den høje arveafgift, og det er flere utilfredse over. ”Med arveafgiften rammer man meget hårdt de familieformer, der ikke er traditionelle. Hvis du er single, vil du tit have en meget tæt relation til eksempelvis din søster og mand og deres børn eller en moster. Den familieform bliver ramt af arveafgiften. Loven viser på den måde, hvilke familieformer man prioriterer, og hvilke familieformer man fra politisk hold synes er rigtige,” siger Marianne Holdgaard.

J

Fodspor på jorden

Den sti, du træder, viser din vandring gennem livet.

Men dine trin på jorden vil ophøre, og dine fødders spor viskes bort.

Det er livets vilkår.

Efter dig kommer nye generationer, og deres fodspor vil fylde stier, skove og strandbredder.

Men selv når du ikke længere betræder jorden, kan du få lov at sætte synlige spor.

Arven efter dig kan skabe nyt liv.

Ved at betænke Danmission er du med til at træde en sti for fremtidens børn, mødre og fædre i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Danmission tilbyder gratis rådgivning samt at dække advokatsalær og stempelafgift, når du betænker Danmission i testamentet.

For yderligere information og vejledning kan du kontakte: Henning Bay Jensen Danmission Strandagervej 24 2900 Hellerup 39629911

4 |Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Din historie har værdi for andre Når du engang er død, kan dine efterladte genkalde sig dit ansigt ved at se på fotografier. Men hvad med din stemme? Den måde, hvorpå du selv plejer at fortælle den der anekdote, der får alle til at le? I dag kan du få hjælp til at optage din livshistorie, så du også selv kan fortælle den, når du ikke er her mere. ”Det kommer til at have en enorm betydning,” siger datter 2 Gamle fotografier kan forevige udseendet på dem, vi elsker. Med podcasts kan man også gemme deres stemmer og historier. Her ses Gunna Drachmann med datteren Tanja ved Limfjorden i 1974. – Foto: Privatfoto.

AF SIMONE NILSSON nilsson@k.dk

”Min mor var uddannet telefonistinde.”

Gunna Drachmanns stemme går klart igennem på optagelsen, der lyder gennem højttaleren. ”Hun var sådan en, der flyttede rundt på dippedutterne, når folk skulle ringe til hinanden.”

Optagelsen er en halvanden time lang fortælling om Gunna Drachmanns liv, som hun har indtalt til en såkaldt ”podcast” – en radioudsendelse uafhængig af tid og sted, som man kan lytte til, når man har lyst til det.

65-årige Gunna Drachmann er ikke berømt, og hendes podcast er ikke lavet til at skulle sendes i radioen til den brede befolkning. Hun er mor og mormor. Og med podcasten har hun fortalt og bevaret sin livshistorie, så hun kan give den til sine efterkommere.

For nogle kan det dog være lidt af en overvindelse at komme frem til, at deres fortælling er værd at give videre, fortæller journalist Liv Mygind. ”Nogle ældre mennesker kan have svært ved at se, at deres historie kan have værdi for andre,” siger hun.

Gennem sin podcastvirksomhed ”Livshistorier” lytter Liv Mygind til private menneskers erindringer og anekdoter og samler dem til lydfortællinger.

Hun har hjulpet Gunna Drachmann med at fortælle sin historie. Ofte oplever hun, at folk kan have brug for en opfordring fra yngre familiemedlemmer. ”Nogle tænker, at de jo bare har levet deres liv, og at det ikke er noget særligt,” siger hun.

Men alle liv er interessante.

Det siger Tanja Drachmann.

Hun er Gunna Drachmanns datter, 44 år, og bor med sin mand og to børn i Voldby i Østjylland.

Podcasten har hun lyttet til flere gange i bilen på vej til arbejde. ”Da hun gik i gang, sagde min mor, at hun jo hverken havde rejst eller opfundet noget. Men det gør det ikke mindre spændende for mig at høre hendes historie, for den er også min. Det, der har gjort hende til den, hun er, har også skabt mig,” siger hun.

Idéen til at lave livshistorier kom fra det forhold, Liv Mygind havde til sin egen mormor, som var en af hendes bedste venner.

Siden mormoderen døde for fem år siden, har Liv Mygind ofte fortrudt, at hun ikke optog hendes historie. ”Jeg har tit tænkt, ’hvorfor gjorde jeg det ikke bare?’. Jeg er jo journalist, og jeg har en diktafon, men jeg gjorde det ikke. Nu ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne sætte mig ned og tænde for anlægget og høre hendes stemme,” siger hun.

WW

Selvom man ikke står med det ene ben i graven, så ved man jo godt, at man har levet det meste af sit liv. Og så kan man måske lave næste kapitel, når man bliver 80.

LIV MYGIND

I podcasten fortæller Gunna Drachmanns stemme videre om hendes barndom i 1960’erne: ”Vi fik nogle frygtelige kjoler af vores far, som vi ikke måtte gå i.

Min mor var bange for, at der skulle gå ild i os, for det var sådan nogle nylonkjoler.”

Stemmen kender datteren Tanja kender utrolig godt. Hun taler med sin mor næsten hver dag, og at stemmen er foreviget sammen med historien, har stor betydning. ”At kunne høre hendes stemme på bånd, når hun en dag ikke er her mere, det betyder noget for mig, fordi hun betyder noget for mig. Det er lige så vigtigt som at kunne se hendes ansigt på billeder.”

Når Liv Mygind interviewer folk, forsøger hun at finde gode konkrete oplevelser frem og får folk til at male dem med sanserne. ”Jeg forsøger at hjælpe folk med at få fortalt historien, så den er god at lytte til. Jeg får dem til at gå helt tæt på episoderne, hvor der er lyde og dufte, så der kommer en god dramatik.

Men det er noget, jeg gør, når jeg guider dem med spørgsmål. Det er ikke noget, de selv skal tænke over.” ”Vi boede på femte sal, og kurede altid på gelænderet,” fortæller Gunna Drachmanns podcast.

”Jeg kan huske den rytme, der kunne komme, når vi satte os og kørte ned til næste etage. ’Duk, duk,’ sagde det, og så op på brættet igen. ’Rutsj, duk, duk.’

Den lyd, det sagde, når man tog hele vejen ned fra femte sal, den kunne jeg godt lide.”

Liv Mygind pointerer desuden det særlige i, at lydfortællingen er noget, man arver, mens folk stadig er i live. Det giver en god anledning til at stille spørgsmål og tale sammen om historierne. ”Og der er masser at tage fat på, for man kan umuligt presse alle 65 leveår ned på halvanden eller to timers optagelse,” siger hun.

Hun interviewer typisk folk i tre-fire timer. Hun sørger for, at de holder frokostpause undervejs, og nogle skal sågar have en lille middagslur for at kunne fortsætte. Derefter går hun hjem og bruger 15 timer på at klippe og redigere i optagelserne, så de bliver en sammenhængende levende fortælling. Folk kan efterfølgende lytte det igennem for at se, om der er noget, der skal tages ud. Til sidst får man sin lydfortælling på cd og som et link, der er en digital henvisning til et privat sted på nettet, hvor podcasten ligger.

Siden hun stiftede sin virksomhed, har Liv Mygind talt

med mange mennesker, og en stor del af dem er lige blevet pensioneret. ”Selvom de måske skal leve 20-30 år endnu, så har nogle af dem oplevet, at nogen i deres familie har mistet hukommelsen.

Så synes de, det er fint at gøre det nu. For selvom man ikke står med det ene ben i graven, så ved man jo godt, at man har levet det meste af sit liv. Og så kan man måske lave næste kapitel, når man bliver 80,” siger hun.

Typisk får folk lidt hjemmearbejde for, hvor Liv Mygind beder dem om at lave en tidslinje og hive fat i familiemedlemmer, hvis de skal have hjælp til at huske detaljer og årstal. Gunna Drachmanns datter, Tanja Drachmann, synes, at hele processen med at lave lisvhistorien har været ”skæg”. Hun har hjulpet sin mor med at huske tilbage. ”Det har været en hel oplevelse i sig selv at lave forarbejdet.

Og det er jo en oplevelse, vi kan dele, mens hun stadig er her,” siger hun, og opfordrer andre til at gøre det samme. ”Man behøver ikke at have oplevet noget vildt, for at ens familie synes, det er spændende.

Min mor har været gift med den samme mand, hun mødte, da hun var 15, og har haft et almindeligt liv. Men hun er en del af

1 Liv Mygind hjælper folk med at indtale deres livshistorier til podcasts. – Foto: Eva Wandel.

mig, og det er nok til, at jeg vil lytte til hendes historier og give J dem videre.”

Få motivationen på plads, før du selv skriver din livshistorie 3 3Besvar disse spørgsmål og få styr på, hvorfor du egentlig vil forevige dine oplevelser, erfaringer og vigtige begivenheder fra dit liv: 3 3Jeg vil forevige min livshistorie, fordi..

3 3Jeg vil give min historie til..

3 3Hvis du kunne gå tilbage i tiden, hvis livshistorie ville du så gerne have nu? Og hvad ville du vide?

3 3Skriv en blå bog med faktuelle oplysninger om dit liv. Så kan du parkere hvem, der gjorde hvad og hvornår, i din blå bog og koncentrere dig om de gode historier, når du fortæller.

KILDE: LIVSHISTORIER.NET OG LIV MYGIND

Din tro på livet er værd at give videre!

Ønsket om at ville hinanden det bedste, er noget af det største, man kan give videre. Det samme gælder glæden ved livet.

Har du tænkt over, hvem der skal arve den efter dig?

I Frelsens Hær hjælper vi mennesker, der trænger til mad, varme og noget at tro på. Det sker gennem vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre, julehjælp, ferielejre m.v.

Men selv som kristen kirke må vi erkende, at det ikke altid rækker med næstekærlighed alene. Der er også brug for økonomiske midler gennem et testamente fra dig. Er du interesseret, kan du helt uforpligtende kontakte os. Så kan vi sammen undersøge, hvordan du bedst muligt giver din tro på livet videre.

Kontakt os på 33 31 41 92 eller på www.frelsens-haer.dk Frelsens Hær · Frederiksberg Allé 9 · DK 1621 København V

F R E L S E N S

H Æ R

INK.

Hvem skal arve den efter dig?

6 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Testamentet bliver i stigende grad skrevet på internettet Det er en stor beslutning at skrive sit testamente. Tendensen er, at flere og flere bruger internettet, når det formelle skal ordnes. I mange sammenhænge foretrækker vi onlinemuligheder frem for det personlige møde, mener forsker AF KRISTOFFER KRISTENSEN

Et notartestamente

kristensen@k.dk

Det er stadigvæk de færreste danskere, som vælger at skrive et testamente. Men nu ser det ud til, at det er ved at vende.

For første gang i ni år er antallet af nye testamenter steget – og det endda betydeligt. Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2017 oprettet 37.101 notartestamenter, og det er en stigning sammenlignet med de foregående år, hvor antallet af testamenter har svinget mellem 29.000 og 33.000 årlige notarregistrerede testamenter.

Forklaringen er blandt andet, at der de senere år er kommet flere virksomheder til, som, enten for et relativt lille beløb eller gratis, tilbyder, at privatpersoner kan skrive testamente via internettet. En af de udbydere er den internetbaserede virksomhed TestaViva, som i samarbejde med Arbejdernes Landsbank byder sig til over for sine og PensionDanmarks kunder og LO’s medlemmer.

I alt har de derfor omkring 1,5 millioner mulige kunder, som uden at betale kan skrive et testamente. Michael Lauritzen, som er direktør for TestaViva, fortæller, at de siden etableringen for lidt over et år siden har oplevet stor fremgang: ”Vi fik analyseret, hvorfor danskerne ikke får skrevet et testamente. Det viste, at de to største hindringer er, at det er for besværligt og for dyrt. De to ting skulle vi derfor løse, og vi valgte derfor at tilbyde os digitalt. Det har betydet, at vi i dag har ændret et marked, som ellers har ligget stille i over 30 år,” siger han og forklarer, at virksomheden indtil videre har fået lidt over 5000 til at oprette et testamente hos sig. De har i dag omkring 15.000 brugere, og deres målsætning i år er at nå op på 75.000.

Ifølge Michael Lauritzen er nogle tilbageholdende, når det kommer til testamenteskrivningen, fordi der er mange praktiske og juridiske spørgsmål forbundet med det. Derfor har de hos TestaViva valgt at gøre det sådan, at kunderne online kan gå ind og rette i deres testamente, indtil det er underskrevet. ”Vi har gjort det sådan, at kunderne kan vende tilbage til computeren og testamentet, efter de for eksempel har talt en ekstra gang med deres pårørende. Det er jo en alvorlig sag, og derfor ønsker mange at kunne overveje, hvad der er det rigtige for dem. Vi ser det som noget meget naturligt, hvis man vil skrive sit testamente over flere gange. Jeg tror også, at det er en af grundene til, at flere vælger at gøre det via internettet,” siger han.

3 3Ifølge arveloven bliver et testamente gyldigt, hvis det oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar.

Deraf navnet “notartestamente”.

Det koster 300 kroner.

3 3Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2017 oprettet 37.101 notartestamenter. I 2009-2016 lå det tal mellem 29.000 og 33.000 årlige notarregistrerede testamenter.

KILDER: MINADVOKAT.DK OG TINGLYSNINGSRETTEN.DK

2 I de senere år er der kommet flere virksomheder til, som, enten for et relativt lille beløb eller gratis, tilbyder, at privatpersoner kan skrive testamente via internettet. – Foto: Scanpix/Ritzau.

3 Det var en svær beslutning for 56-årige Gert Otto Nielsen, da testamentet skulle skrives. Men efter flere samtaler med sin kone, blev det gjort.

– Privatfoto

3 54-årige Michael Holst (billedet til højre) synes, at man skal skrive testamente, når noget i livet afviger fra normalen. Da han fik en ny partner, var det derfor naturligt for ham at få styr på det formelle.

– Privatfoto.

54-årige Michael Holst er en af dem, der valgte at gå til tasterne, da testamentet skulle skrives. Han har tre børn fra et tidligere ægteskab, så da han fik en ny partner, var det for ham naturligt at skulle forfatte et testamente. ”Jeg har det sådan, at man skal skrive testamente, når der sker nogle ting i ens liv, som afviger fra det normale. Jeg oplever det som min pligt at få det gjort. I stedet for at jeg en dag pludselig falder død om, og mine børn skal afgøre, hvad der skal ske med det hele, så skal det være min beslutning,” siger Michael Holst, som arbejder hos Tryg og fortæller, at han tidligere har skrevet sit testamente med hjælp fra en advokat, og det betalte han 6000 kroner for.

Han oplevede det som en stor

beslutning, som krævede en del betænkningstid. Derfor var han glad for, at han kunne vende tilbage til sit testamente og rette til, indtil det blev underskrevet. ”Når man kan ændre i det, har jeg en følelse af, at det er en livslang proces, som jeg har indledt. Jeg kan til enhver tid lave ændringer, hvis der sker noget i mit liv, og det koster mig nærmest ikke noget,” fortæller han.

Når man som Michael Holst opretter et såkaldt notartestamente, kræver det, at man får det underskrevet hos en notar, hvilket koster 300 kroner.

Det er en generel tendens, at flere danskere tyer til internettet, når de skal afgøre, hvad der skal stå i deres testamente. Det forklarer Michael Hviid Jacobsen, professor ved institut for sociologi og socialt arbejde ved

Aalborg Universitet: ”Der er ingen tvivl om, at vi i dag i mange sammenhænge foretrækker onlinemuligheder frem for de ansigt til ansigt-baserede, når vi handler og træffer selv vigtige beslutninger som for eksempel at planlægge begravelse eller skrive testamente. Ofte fordi vi i dag er meget mere fortrolige med internettet end tidligere, fordi det forekommer at være lettere. Derudover kan løsningerne også være billigere set fra kundens perspektiv,” siger han.

Men når det i dag fortsat kun er et sted mellem 9 og 17 procent, som vælger at skrive et testamente, så skyldes det ifølge Michael Hviid Jacobsen, at det langtfra er alle, som går og tænker på, hvornår de skal herfra. ”Vi må nok erkende, at det at skrive testamente er svært for mange. For det første fordi det ikke er noget, som mange finder umiddelbart relevant i deres liv, og for det andet fordi det fordrer, at man forliger sig med sin egen dødelighed, og det er svært for rigtig mange mennesker, der lever ud fra devisen om, at døden ikke sker for mig.”

56-årige Gert Otto Nielsen havde i nogle år overvejet, om han skulle få skrevet sit testamente.

I 2005 og 2009 blev han behandlet for hjerteproblemer, og da han sidste år måtte gennemgå en operation for en diskusprolaps i nakken, tog hans kone en beslutning. Gert Otto Nielsen har to børn fra et tidligere ægte-

skab, og hans hustru har også et barn fra før, og hun mente, at det var på tide at få styr på det formelle. ”Gennem årene har jeg undgået at blive konfronteret med mit testamente, selvom min kone sagde, at jeg skulle få det gjort. På en eller anden måde var det svært for mig at tale om, og når jeg talte med andre, føltes det som et tabu. Da jeg første gang fik hjerteproblemer, var jeg også kun i 40’erne. Det er for tidligt at tænke på testamentet, mente jeg,” fortæller Gert Otto Nielsen. Da han sammen med sin hustru gik på TestaVita og skrev et fælles testamente, foregik det med rådgivning fra en advokat, som TestaViva stillede til rådighed.

Ifølge Benedicte Federspiel, chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk, er netop rådgivningen altafgørende, når testamentet skal forfattes. Tænk anbefaler, at forbrugerne gør brug af de hjemmesider, som også tilbyder juridisk hjælp. ”Vi lavede for tre år siden en gennemgang af internetsiderne, som tilbyder testamenteskrivning, og undersøgte, om det var muligt at få rådgivning. Det var det på nogle af dem. Det er for indviklet en proces til, at det kan gøres uden vejledning, og derfor siger vi, at det er fint at skrive sit testamente via internettet, men der skal være mulighed for at få juridisk rådgivning.”

J

”Da mit syn blev reduceret fra 40 til 20 pct. på kun to måneder, var min eneste mulighed en celletransplantation på hornhinden.

Uden forskning i øjensygdomme havde operationen, der reddede mit syn, ikke været en mulighed” Hardy Bleibach

Gør en synlig forskel, når dine øjne lukkes Med en arvedonation til Øjenforeningen giver du liv til forskning, der fører til nye behandlinger, så flere kan bevare både syn og livskvalitet.

Se, hvordan du kan donere på ojenforeningen.dk/arv eller ring på

33 69 11 00 og hør mere

Øjenforeningen arbejder for at nedbringe synstab gennem støtte til forskning og oplysning

8 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Digital arv udfordrer pårørende Alt for få tager stilling til deres digitale arv, og det sætter pårørende i et dilemma. Problematikkerne vil kun blive større, forudser eksperter, der opfordrer til tidlig handling AF FREDERIK FOGDE fogde@k.dk

Hvad gør man, når et familiemedlem eller en nær ven dør, og vedkommende efterlader sig en strøm af digitale spor?

I takt med, at vi knytter mere og mere af vores liv op på internettet, står stadig flere efterladte i det dilemma. Hvis man ikke har adgangskoden til afdødes profil på et socialt medie, kan det for det første være meget svært at få profilerne lukket Og ydermere giver det ofte anledning til uenigheder om, hvad der skal ske med profilerne.

For skal de bevares som en mindeside, eller skal de lukkes, og hvad med alle familiebillederne, som i gamle dage lå i fotomapper, men som i dag bliver bevaret på Facebook eller billedapplikationen Instagram? Det volder mange kvaler, siger Kirsten Søndergaard, sekretariatschef for Landsforeningen Liv&Død. ”Et eksempel var med en kvinde, der mistede sin kæreste og sambo, og som ikke

havde den bedste kontakt til den afdøde kærestes familie.

Forældrene skrev til Facebook og fik Facebook-profilen lukket uden om kæresten.

Det betød så, at der faktisk var nogle billeder og informationer, som hun gerne ville have fat i, men de var slettet til stor frustration for kvinden,” siger Kirsten Søndergaard.

Foreningen udarbejdede i 2015 en rapport, som kunne påvise, at mere end halvdelen af danskerne ønskede at få lukket alle deres profiler på sociale medier, når de døde. Men mere end 70 procent af de adspurgte havde ingen strategier for sikring af digital arv. Cirka samme antal svarede, at de anså problematikken omkring den digitale arv som værende vigtig. ”Og problematikken bliver kun større, fordi flere og flere afdøde efterlader sociale konti på nettet,” siger Kirsten Søndergaard.

Det oplever også Anne Kjærhus Mortensen, advokat med speciale i digital arv. ”Mange har en forventning

om, at der bliver taget hånd om det. Men det er der ikke nogen sikkerhed for. Der er heller ikke nogen sikkerhed for, hvordan der bliver taget hånd om det, hvis ikke man er kommet med ønsker omkring sin digitale arv,” siger hun.

Vi ser ligeledes oftere, at økonomi er knyttet op på internetkonti, siger Anne Kjærhus Mortensen. Og det kan skabe yderligere konflikter. ”En ting er Facebook, hvor familien skal diskutere, om der skal være en mindeside eller ej. Men flere af os begynder at have digitalt liv, der er knyttet en værdi til. Man kan have bitcoins (en virtuel valuta, red.), man kan have en hjemmeside eller blog med værdi, eller man kan have reel valuta stående på en konto et sted. Det er sværere at finde, og derfor kræver det, at man gør de pårørende opmærksomme, også på den slags,” siger Anne Kjærhus Mortensen.

Der er flere muligheder for at sikre sin digitale arv. Man

kan blandt andet skrive ind i testamentet, at man gerne vil have lukket alle sine digitale konti eller videreføre dem til pårørende, eller man kan udveksle adgangskoder med sine betroede. Under alle omstændigheder er det vigtigt at gøre det tidligt – allerhelst nu, og også selvom man er ung, mener Kirsten Søndergaard. ”Man skal jo ikke gå rundt og være bange for at dø, men man bliver bare nødt til at se i øjnene, at alle dør - nogle i en ung alder, andre efter et langt liv. Det er en kæmpe hjælp, hvis man har forholdt sig til det her inden,” siger hun.

Derudover bør man løbende orientere pårørende, mener Anne Kjærhus Mortensen. ”Det handler om, at man på det generelle plan løbende tager stilling til, hvad der skal ske med alle ens sociale J konti,” siger hun.

LÆS MERE SIDE 19

0 Det er et voksende problem, at afdøde personer ikke har bestemt, hvad der skal ske med deres digitale arv, f.eks. fælles fotografier på Instagram eller Facebook. Dermed står efterladte ofte i et dilemma. – Foto: Ritzau Scanpix.

Livet er en gave giv det videre Vi tror på at livet er en gave og at døden ikke er det sidste.

Ved at lade Indre Mission arve efter dig, er du med til at række dette budskab videre.

I samarbejde med DinArv.dk gør vi det let for dig at give gaven videre.

Husk Indre Mission i dit testamente indremission.dk/testamente • 8227 1361 • leo@imh.dk

Har KFUM og KFUK haft en betydning for dig?

Giv noget af det videre, som du selv fik i din barndom og ungdom igennem KFUM og KFUK.

“Tag en rask beslutning nu og få det gjort. Selv mindre beløb hjælper.”

Ivar Brændgaard Tidligere formand for KFUM og KFUK i Danmark

Hjælp KFUM og KFUK med at skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder den kristne tro og oplever dens relevans for deres liv.

Opret testamente til KFUM og KFUK i Danmark.

Kontakt os på tlf. 29 41 98 44 og få en uforpligtende samtale om mulighederne for at oprette testamente til KFUM og KFUK eller læs mere på www.kfum-kfuk.dk/arv Testamentariske gaver til KFUM og KFUK i Danmark er fritaget for arveafgift.

10 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Kunsten at forbinde det levede liv Skal en begravelsestale handle om Gud eller bedstemor? Eller skal den handle om begge dele?

FORTALT TIL ELISABETH YSKES yskes@k.dk

”Evangeliet skal forkyndes, så gardinerne blafrer!”

Henrik Højlund: Jeg møder helst de pårørende til en samtale i deres hjem forud for begravelsen. Det giver en mere fri situation end den formelle kontorsamtale. For opgaven er at få dem til at fortælle om afdøde i et så ærligt sprog som muligt. Vi skal have trukket de gode historier frem, og for det meste er der heldigvis flest af dem. Men vi skal også tale om de ulykkelige historier. Jeg havde engang en samtale med en kvinde, som var direkte lettet over, at hendes mand var død, for de havde haft et dårligt ægteskab. Jeg har også siddet over for børn af alkoholikere og børn, som var blevet seksuelt misbrugt. Den slags er vigtigt for mig at vide, så jeg ikke tegner et rosenrødt billede af afdøde på prædikestolen, som de pårørende slet ikke kan genkende. I særligt svære situationer er jeg også nødt til at afstemme med dem præcis, hvad jeg må nævne i talen. Til slut beder jeg altid en fri bøn. Og næsten uanset, hvordan samtalen har været indtil da – om vi har talt meget eller lidt, om det har været let eller tungt – så er det her, tårerne for de fleste får frit løb.

Til begravelsen i kirken er mit mantra, at jeg skal tale til de levende og ikke til den døde. Derfor bruger jeg heller ikke så lang tid på mindeordet – det, vi på præstesprog kalder

’vita’ – om den afdøde. Jeg bruger det meste af energien og krudtet på forkyndelsen, som gerne må få det til at suse gennem rummet og få gardinerne til at blafre. Jeg blander med vilje heller ikke vita sammen med forkyndelsen, for så kan det let komme til at lyde, som om jeg vil prædike den afdøde i himmelen eller i helvede, og det er ikke min opgave, det er J Guds.

0 Henrik Højlund er sognepræst ved Kingos Kirke i København. – Foto: Niels Ahlmann Olesen Ritzau/Scanpix.

”Jeg forsøger at give meningsløsheden ord”

Hanne Marie Houkjær: Når jeg møder de pårørende, er det naturligt for mig at stille mig på deres side. Noget af det værste, man kan gøre, er at forsøge at trøste dem gennem nådesløse teologiske klichéer om himmelen, Guds vilje og en ubegribelig retfærdighed.

Hvis det for eksempel er et meget ungt menneske, som har mistet livet, så erfares det først og fremmest meningsløst. Jeg forsøger da at give meningsløsheden ord, og for mig står det ikke i modsætning til kristendommens. Tværtimod. Kristendommen har ord og billeder, der beskriver fortvivlelsen og meningsløsheden og vores fælles grundvilkår.

Jeg forsøger altid at gå fra en samtale med et billede eller et ord, som de pårørende har givet mig. Som jeg så tager udgangspunkt i i talen. Det er vigtigt at bruge et billedsprog, som passer til afdøde, og som de pårørende kan nikke genkendende til. Det er ofte med udgangspunkt i det billede, jeg bevæger mig ind i den forkyndende del af talen. I forhold til et menneske, som har været meget kirkeligt, kan det give mening bruge en salme som udgangspunkt. I forhold til et ungt menneske er billederne nogle andre. Det kan for eksempel være Star Wars eller Harry Potter. Det forunderlige er, at man ikke skal kradse meget i billedernes overflade, for at kristendommens billedsprog og fortællinger kan træde frem.

Kunsten er så at løfte den personlige fortælling op til noget, der bliver alment menneske-

ligt. Jeg er ikke en onkel, der holder en privat tale, jeg er en præst, der godt nok altid holder personlige taler, men de skal løfte sig billedJ ligt, poetisk og evangelisk.

FORTSÆTTER NÆSTE SIDE

0 Hanne Marie Houkjær er sognepræst i Risskov Kirke ved Aarhus. – Privatfoto.

Arv&Testamente | 11

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

med evangeliets fortælling Fire præster fortæller, hvad de lægger vægt på, når de holder begravelse ”Man skal ikke foregribe, hvordan folk har det”

Arne Mårup: Jeg har efterhånden gjort mig den erfaring, at uanset hvor let en samtale med de pårørende går, så skal man som præst aldrig undlade at tale om sorgen i selve talen.

Selvom sorgen kan komme til udtryk på mange måder, så er det stadig en menneskelig grundfølelse. Og den er lige så virkelig ved en begravelse af et ældre menneske, hvor døden fremstår som en naturlig konsekvens af livet, som den er, hvis dødsfaldet er sket meget uventet og tragisk. Her må man finde et sprog for sorgen, der passer til situationen. Ved hårde begravelser, måske for et ungt menneske, giver det mening at tale om afmagt eller angst, for uanset om man er en nær pårørende eller ej, så bliver de fleste skræmt af den slags dødsfald. Men er der tale om et ældre menneske, så taler jeg mere om det vemodige ved at have mistet et kært familiemedlem.

I forlængelse af det vil jeg sige, at jeg altid forsøger at skrive en tale, der ikke foregriber tilhørernes følelser. For de, der sidder i kirken, har med stor sandsynlighed meget forskellige relationer til afdøde, og det er vigtigt, at de alle føler sig hørt i mine ord. Man kunne efter en bevæget samtale med pårørende fristes til at begynde en sætning med: ”Alle, der sidder her i dag, føler en stor sorg.” Men det ville sjældent være rigtigt. Der kan sidde søskende, som har haft vidt forskellige forhold til deres afdøde mor eller far, og der kan sidde kolleger eller bekendte, som måske ikke føler den dybe sorg, men som er kommet af respekt

for det menneske, som der skal tages afsked med. Derfor forsøger jeg at graduere mine udsagn og gøre dem generelle, så folk ikke føler sig omklamret af, at jeg bestemmer, hvad de J skal føle.

0 Arne Mårup er sognepræst i Hjerting Kirke ved Esbjerg. – Foto: Annett Bruhn.

”Evangeliet skal forkyndes nærværende”

Marie Høgh: Når de pårørende sidder i kirken, skal de kunne høre, at jeg har taget deres ord fra samtalen til mig. Så vidt muligt taler jeg altid med folk i afdødes hjem, så jeg kan danne mig et indtryk af, hvem vedkommende var. Jeg forsøger at høre den historie, som væggene i de tomme stuer hvisker, og jeg går op i at se de steder, hvor afdøde har lagt sit liv. Forleden begravede jeg en ældre dame, som brugte meget tid på at passe sin have, så jeg gik en tur i haven sammen med hendes familie, som viste mig alle de små sedler, hun havde sat op, med beskrivelser af alt det, som venter på at komme op af mulden. Det er et godt billede at tage med ind i talen, for det erfaringsnære og det personlige er vigtigt.

Jeg synes dog ikke, der må forkyndes for lidt kristendom. Begravelsestaler kan godt blive ét langt vita, som så får en lille klat Kristus-remoulade om opstandelsen på til sidst. Til en begravelse kommer ofte mange, som ikke har haft kristendommen som en del af deres liv, og de ved måske ikke, hvad hjertet længes efter. Derfor skal evangeliet forkyndes nærværende og i et sprog, der både ”siger os noget”, og som samtidig fortæller os det, vi ikke kan sige os selv. Og folk er altid trøstet ved at få forkyndt opstandelsesbudskabet. Den helt store kunst er jo at kunne forbinde fortællingen om menneskelivet med Guds store fortælling. Det eneste, der trøster, er lovningen om, at vi kommer til at se vores kære igen.

GIV LIVSKVALITET i den sidste tid

Dit bidrag kan hjælpe Hospice Forum Danmark i arbejdet for udbredelsen af hospicetanken og visionen om, at alle døende og deres pårørende skal have adgang til den rette omsorg og støtte, når de har behov for det, uanset hvor de befinder sig og hvem de er.

DU HAR MULIGHED FOR AT STØTTE ØKONOMISK PÅ FØLGENDE MÅDER: Indbetal et beløb til organisationens konto i Nordea: Reg.nr. 1944 - kontonr. 8896 223 829.

Overfør et beløb via MobilPay til 51 18 31 92.

Har du brug for yderligere information eller rådgivning omkring donationer, er du velkommen til at kontakte sekretariatet på tlf.: +45 21 47 55 44

VI ARBEJDER: for bedre vilkår for uhelbredeligt syge og deres pårørende for lige rettigheder for børn og voksnes adgang til palliation for flere hospicepladser for såvel børn som voksne med oplysning og rådgivning med opbygning af netværk på tværs med udvikling af den frivillige indsats Vi rådgiver gerne om oprettelse af testamente.

Kontakt os på tlf. 21 47 55 44 eller www.hospice.dk

Det sker også, at afdøde ingen pårørende har, og hvor det derfor kun er en bedemand og mig, som er til stede. Så læser jeg påskeevangeliet, trosbekendelsen og selve ritualet.

Det er virkelig trist, men samtidig er det også J meget stærkt.

0 Marie Høgh er sognepræst i LyngeUggeløse Sogne i Nordsjælland. – Foto: Emil Kastrup Andersen.

12 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Vi vil gerne hjælpe, også efter døden Tigre, næsehorn og elefanter er nogle af de dyrearter, der arver. Men sygdomsbekæmpende organisationer og fattige mennesker i u-lande får stadig mest AF TINE MARIA WINTHER winther@k.dk

Flere betænker velgørende organisationer i deres testamente.

Og trods en overvægt af enlige er der også familiemennesker, der føler, at de pårørende har, hvad de skal bruge – eller i hvert fald nok til, at en del af arven kan gå til nødlidende mennesker og dyr.

Beregninger fra nødhjælpsorganisationernes brancheforening Isobro viser samlet set en stigning i testamenterede midler på 16 procent over fire år svarende til 80 millioner kroner. Bag de pæne tal ligger også en forbedret samfundsøkonomi og det faktum, at huspriserne gradvist retter sig efter finanskrisen, og det vil også fremover give større beløb at arve.

De nyeste tal, der er fra 2016, viser, at arv til internationale hjælpeorganisationer, som koncentrerer sig om mennesker i de fattige lande, er steget med 26 procent siden 2012.

Men der er også flere, som gennem arv ønsker at komme natur, miljø og dyreværnsorganisationer til undsætning. De grønne organisationer oplevede således en stigning i donationer gennem arv på 23 procent fra 2012 til 2016 – svarende til 13 millioner kroner.

Og den tendens er man taknemmelig for i WWF Verdensnaturfonden. ”Et fællestræk for de mennesker, der testamenterer penge til bevarelse af natur og dyreliv, er, at man gerne vil have, at ens børnebørn skal kunne leve i en verden, hvor der stadig findes tigere, elefanter og næsehorn i det fri,” siger generalsekretær Bo Øksnebjerg.

Donationerne kan være alt fra 5000 kroner til mange hundrede tusinde kroner og i nogle tilfælde også millioner. ”De fleste kontakter os direkte, typisk for at høre, hvordan vi arbejder, og for at spørge, om man kan øremærke pengene til noget bestemt, for eksempel tigere, og det kan man selvfølgelig,” siger Bo Øksnebjerg, der også har oplevet et testamente, som ønskede, at pengene skulle gå til administration: ”Det var lidt usædvanligt,” siger han.

Budgetterer I med arv som forventet indkomst? ”Arv er virkelig vigtigt for vores arbejde, så det er med i budgettet. Men fordi beløbene svin-

ger meget fra år til år, budgetterer vi altid lavt og bliver så forhåbentlig glædeligt overraskede.”

Betænkninger i testamenter tegner sig for mellem 5-10 procent af WWF Verdensnaturfondens indtægter. Hvilket svarer til mellem en til fem millioner kroner om året, oplyser Bo Øksnebjerg.

Den markedsføring, nogle nødhjælpsorganisationer benytter sig af, kan godt falde folk for brystet. For eksempel hvis et navngivet barns skæbne bruges år efter år, indtil alle godt kan regne ud, at personen for længst må være nået skelsår og alder.

Men det mener generalsekretær i Isobro Robert Hinnerskov ikke, at man skal tage så tungt. ”Når et kampagnemateriale nævner et bestemt barns skæbne, er det et eksempel på de børn, som har et vanskeligt liv, og skal budskabet nå ud, er organisationerne nødt til at være konkrete,” siger han.

Biskop i Viborg Stift Henrik Stubkjær, der er tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, glæder sig over, at flere betænker nødhjælp i deres testamenter. Han mener, vi har det i os, at vi gerne vil gøre noget godt. ”Jeg tror, vi føler, at vi som mennesker er skabt lige, men at der bare er så stor forskel på de muligheder, vi har fået. Og så vil vi gerne hjælpe nogle af verdens allerfattigste, for eksempel,” siger Henrik Stubkjær, der tror, at der fremover vil være flere, der testamenterer beløb til bevarelse af natur. ”Jeg tror, det er ved at gå op for os, at vi mennesker faktisk har en del af ansvaret for, at vores klode får det dårligt, og så vil man gerne være med til at bevare den klode, som vi jo kun har en af. Der er mange politikere, der bare snakker og snakker, uden der sker det store, og så tror jeg, at her føler man, at her kan jeg gøre en forskel.”

Foreløbig ligger naturen ikke i toppen, det gør sygdomsbekæmpende organisationer som Kræftens Bekæmpelse og så international nødhjælp.

Men et stykke natur som regnskoven har alligevel fat i mange, mener WWF Verdensnaturfonden. ”Når man taler med mennesker, der ønsker at testamentere

0 Der står ofte sygdomsbekæmpelse eller fattige i Den Tredje Verden i testamentet. Men nogle tænker også på naturen og de udrydningstruede dyrearter. – Fotos: Mads Nissen/AP/ Scanpix/Leif Tuxen.

WWVi

knytter os til det, vi forstår.

BENGT HOLST, DIREKTØR I KØBENHAVN ZOO

til naturen, er de meget reflekterende. De har måske haft en rejseoplevelse og set noget fantastisk, men truet, natur, som de ønsker, at deres børnebørn også skal kunne opleve i fremtiden,” siger Bo Øksnebjerg.

Tigere, næsehorn og elefanter er nogle af de arter, der arver. Årsagen giver næsten sig selv; de er truede, ikoniske og smukke. Mens grimme dyr sjældent

får noget. Og det er helt forståeligt, mener biolog og nuværende videnskabelig direktør i København Zoo Bengt Holst. ”Der er ingen tvivl om, at vi tilgodeser markante dyr, mens det er sværere at få nogen til at testamentere til truede blæksprutter. Vi knytter os til det, vi forstår, mens vi har sværere ved at elske det slimede, det kolde og det meget fjerne. Det er der ikke noget galt i, sådan er det

bare,” siger Bengt Holst, der mener, at naturbevarelsespenge helt klart også bør gå til mindre populære dyr, men at man hverken skal eller kan stille den slags krav til de mennesker, der testamenterer til naturen og dyrene. ”Det er en gave, man giver, ofte fordi man har en følelse for den pågældende dyreart eller et bestemt stykke natur, og det er i sig selv beundringsværdigt.” J

Du kan gøre en forskel for mennesker, som er ramt af både syns- og høretab ...

At blive både døv og blind ændrer livet for altid, både for den ramte og for pårørende.

Vi gør en stor indsats for at mindske konsekvenserne af det dobbelte sansetab. Blandt andet ved at sørge for tilgængelighed på alle vores arrangementer, individuel tolkning og tid og ro til kommunikation.

Vi tilbyder personlig rådgivning og netværk og peger på nye muligheder for at få et godt og aktivt liv.

DU K STØTT AN OGSÅ E NU O G HER Kon to 219 1- 8983 Mobil 520 e Pay 61 31 4 511 2 40

En arv til Foreningen Danske DøvBlinde er en investering i et bedre liv

www.fddb.dk

Når du skriver testamente, bestemmer du selv, hvem der skal arve dig . Og dine efterladte er ikke i tvivl om dine ønsker.

Det kan være en rar tanke, at nogen vil få glæde af din arv. Vi garanterer, at beløbet bruges direkte til at bekæmpe den isolation og ensomhed, der er døvblindhedens faste følgesvend.

§

Vi skal ikke betale arveafgift...

... hele beløbet går ubeskåret til foreningen, hvis du indsætter FDDB som arving i dit testamente.

Du kan fordele din arv imellem dine arvinger og FDDB. Vi betaler gerne omkostningerne til advokat hvis du testamenterer til os!

Ring og få mere information på tlf. 36 75 20 96 eller fddb@fddb.dk

14 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Arven gav Oscar dårlig samvittighed Som 20-årig arvede Oscar Pedersen en stor sum penge efter en fjern slægtning. En begivenhed, som på en gang har været en velsignelse og en byrde. For er arv noget, man får, eller noget, man gør sig fortjent til?

AF KITTE FABRICIUS fabricius@k.dk

Oscar Pedersens rige onkel kom ikke fra Amerika. Han kom fra Midtjylland. ”Alle har hørt fortællingen om den rige onkel fra Amerika, der pludselig dør og efterlader en masse penge. Jeg plejer at fortælle folk, at min rige onkel kom fra Silkeborg,” siger Oscar Pedersen.

Sådan begynder fortællingen om, hvordan en helt almindelig ung mand arvede en mindre formue efter en ukendt slægtning.

En historie om dobbeltheden ved at være taknemmelig og have skyldfølelse over ikke at have gjort sig fortjent til pengene.

En helt almindelig vintereftermiddag for snart fire år siden.

Oscar Pedersen sidder på sit værelse hjemme hos sine forældre.

Et halvt år før er han blevet student, og nu bruger han sin tid på at spare sammen til en rejse eller måske et højskoleophold.

Fastnettelefonen ringer, og i rummet ved siden af tager hans far telefonen. Han lægger på og kommer ind på værelset. ”Hey Oscar, du har arvet,” lyder meldingen.

Tusinde tanker flyver gennem Oscar Pedersens hovedet det sekund. Han er chokeret. Hvad er der mon sket med hans mormor.

Faderen får ham hurtigt beroliget, for det er ikke mormor, men Ove, som Oscar nu skal arve efter.

Så sidder han der. På sengen i sit barndomsværelse og har ærligt talt lidt svært ved at komme på, hvem Ove er.

Ove er mormoderens fætter.

En mand, som Oscar måske har mødt to-tre gange i sit liv. Og nu viser det sig, at han har besluttet, at alt skal gå i arv til hans kusines børnebørn. For Oscars mormor er allerede på dette tidspunkt en ældre dame, og pengene ville ikke have den store betydning for hende. Ligesom hendes børn, Oscars mor og morbror, på det tidspunkt er i en alder, hvor de har styr på deres økonomi, og heller ikke de vil have den store gavn af pengene.

Tilbage er fire børnebørn, og det er dem, som Ove har betænkt i sit testamente. ”Det var sødt tænkt af ham, at det skulle hjælpe os godt på vej.

Men i lang tid bagefter gik jeg og følte mig uværdig. Man kan nok aldrig gøre sig fortjent til at arve, men der findes situationer, hvor man har gjort sig mere fortjent til det,” siger Oscar Pedersen.

Da det første chok over meldingen har lagt sig, er det den dårlige samvittighed, der fylder. Og det bliver den ved med. Oscar Pedersen har nemlig svært ved at forlige sig med tanken om, at han skulle arve en mand, som han ikke rigtig har kendt.

Kort tid efter, at han har fået nyheden, tager Oscar Pedersen med familien til Silkeborg for at deltage i begravelsen. Og så står

WWDet

var mærkeligt at gå rundt i den lejlighed, hvor han har boet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Burde jeg have gjort en indsats i forhold til den her mand?’.

OSCAR PEDERSEN, ARVING

I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

han der. Til en begravelse, han ikke rigtig har lyst til at deltage i, og bliver som nærmeste slægtning sat til at være kistebærer.

Det er en mærkelig fornemmelse at bære kisten ud af kirken. For mange er mødt op, og de virker dybt berørt over tabet af Ove. ”Det føltes uværdigt, ikke for ham, men for os. Jeg følte, at jeg burde have været mere berørt, end jeg var. Jeg var ked af, at han var død, men fordi jeg ikke kendte ham, så kunne det lige så godt have været alle mulige andre.”

Efter bisættelsen tager familien direkte videre til advokaten, for der er ikke arrangeret noget mindesamvær. Hos advokaten bliver de bedt om at tage plads, og så skal de efter tur vedkende sig arven. Derefter går oplæsningen af testamentet i gang, og efter en kort opsummering af det tekniske kommer de til det virkelig spændende. Det skal nu vise sig, om der overhovedet er nogen penge i boet.

Advokaten læser op. Først en opsparingskonto med lidt over 200.000 kroner, så lejligheden, så værdipapirer. Listen bliver ved og ved i, hvad der virker som en evighed. Til sidst står det klart, at Ove har efterladt sig værdier for lidt over fire millioner kroner. Familien er målløs, og især de unge arvinger har lidt svært ved at begribe beløbets

størrelse. En hurtig udregning viser, at de hver især kommer til at arve lidt over en million. Efter skat og afgifter er betalt, svarer det til en udbetaling på lige omkring 800.000 kroner til hver. ”Det er rigtig mange penge.

Ikke så mange, at jeg aldrig i mit liv behøver at arbejde igen, men det er nok til, at jeg nok aldrig kommer til at skulle bekymre mig om penge igen,” siger Oscar Pedersen.

Efter besøget hos advokaten tager familien samlet på restaurant Bones, og det er med Oscar Pedersens ord ikke særlig ”wow vi har lige arvet en mindre formue”-agtigt. Mens de spiser, tager han sig selv i at spekulere på, hvad pengene kan bruges til. Han kunne også gå sammen med sin fætter, og så kunne de købe et jagtterritorium. Eller måske købe en virkelig stor Audi, men det er ikke nok penge til, at han ville kunne vedligeholde sådan en bil.

Efter frokosten tager familien videre til Oves lejlighed for at gennemgå den og begynde den lange proces, som ligger foran dem i forhold til at få frigjort værdierne i boet.

Mens de går rundt i lejligheden, der står som den dag, da Ove døde, føler Oscar Pedersen, at han bør tage noget med for at mindes Ove, også selvom han

hverken har noget forhold til tingene eller manden. Han ender med at tage en flaske dessertvin og et maleri under armen. ”Det var mærkeligt at gå rundt i den lejlighed, hvor han har boet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Burde jeg have gjort en indsats i forhold til den her mand?’. Samtidig vidste han godt, at vi ikke var tætte med ham, og han havde heller ikke opsøgt os,” siger Oscar Pedersen.

Og sådan kører tankerne rundt i hans hoved. For Oscar Pedersen er fanget mellem glæden over de mange penge og skyldfølelsen over, at de er hans, fordi en mand er død.

Men som tiden går, bliver det lettere at håndtere skylden. ”Jeg har jo ikke bare fået de her penge, fordi jeg er den nærmeste slægtning. Han har faktisk sat sig ned og besluttet sig for, at de skulle gives til mig og de andre børnebørn. Et eller andet sted skulle jeg også respektere, at han havde ønsket, at jeg skulle have pengene,” siger Oscar Pedersen.

Der går et år, fra familien har mødtes med advokaten, til pengene bliver udbetalt. Oscar Pedersens forældre opfordrer ham til at bruge pengene på lidt sjov og ballade, for han skal også kunne mærke, at han har arvet.

Men tanken om store guldure og ekstravagante rejser tiltaler ikke Oscar Pedersen. Størstedelen af pengene sætter han ind på en konto, hvor han ikke kan røre dem. For i det mellemliggende år har han besluttet, at de skal bruges til at investere i fast ejendom. ”Det mest ekstravagante, jeg gjorde, var at holde en fødselsdag, hvor jeg inviterede 20-30 venner til paintball og pizza. Og så satte jeg lidt til side, som jeg kunne bruge, mens jeg læste.

Reelt set har det betydet, at jeg altid har haft råd til en fadøl sidst på måneden, når mine venner ikke havde mere at tage af. Jeg har aldrig haft lyst til bare at klatte penge væk på forbrug.”

To år efter at arven er blevet udbetalt, skal det være. Men det, der engang virkede som en enorm sum, er måske ikke så stor. I hvert fald ikke når man konfronteres med det benhårde københavnske boligmarked.

Oscar Pedersen ender med at bruge næsten hver eneste krone på at købe en andelslejlighed.

Og billedet, han tog med fra Oves lejlighed, har fået ærespladsen i den lille entré. Som en påmindelse og taksigelse for de muligheder, pengene har givet ham.

J

MED EN TESTAMENTARISK GAVE KAN VI REDDE LIV Læger uden Grænser er altid der, hvor nøden er størst. Midt i katastrofen arbejder vores læger og sygeplejersker i døgndrift for at redde liv. Men vi kan kun hjælpe, hvis vi har penge til medicin og udstyr.

som et udtryk for stor tillid og moralsk støtte til vores humanitære arbejde. Pengene går bl.a. til:

Med en testamentarisk gave til Læger uden Grænser er du med til at sikre et håb og en fremtid for nødlidende børn og voksne.

❱ Bekæmpelse af livstruende sygdomme som malaria, tuberkulose og hiv/aids

Arv udgør en vigtig del af de samlede bidrag til Læger uden Grænser. Når vi modtager en testamentarisk gave, tager vi det

❱ Mad og behandling til stærkt underernærede børn

❱ Medicinsk nødhjælp ved naturkatastrofer og i flygtningelejre

Læger uden Grænser er fritaget for arveafgift. Hvis du har besluttet dig for at betænke Læger uden Grænser i dit testamente, kan du få gratis bistand og rådgivning til at udfærdige dit testamente hos Moltke-Leth Advokater, der på denne måde støtter Læger uden Grænser. Kontakt Vibeke Samuelsen på telefon 33 11 65 11 eller på vs@moltke-leth.dk. Alle oplysninger behandles fortroligt, og advokaten har tavshedspligt. Du kan også bestille vores arvefolder på arv@msf.dk

Læger uden Grænser · Strandlodsvej 44, 2 · 2300 København S · Tlf. 39 77 56 00 · www.msf.dk

16

Støt dyrefri forskning Forsøgsdyrenes Værn støtter dyrefri, innovativ forskning. Dit bidrag gør det muligt for os at fortsætte med at finansiere pålidelig, moderne teknologi, som kan bane vejen for en human, dyrefri forskning.

Send et fradragsberettiget beløb til 1551-4 69 82 82 og mærk det Dyrefri forskning.

Læs mere på www.forsoegsdyrenes-vaern.dk

Opret testamente i tide Undgå fordyrende møder på vores advokatkontor og opret dit testamente pr. telefon eller e-mail til den halve pris.

Ring til os allerede i dag på telefon 33 11 11 50 Testamenteadvokaterne.dk

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

0 Selvom man tager snakken med sine pårørende, kan det være en god ide også at nedskrive sin sidste vilje (modelfoto). – Foto: Jacob Lund/Iris/Ritzau Scanpix

Det giver ro, når ønskerne om den sidste rejse er klare Døden er indtruffet, og tiden er knap. Som efterladt har man otte dage til at planlægge den sidste afsked, og det kan føre til stor tvivl og endda konflikt. Presset kan lettes, hvis ønskerne for afskeden er kendt fabricius@k.dk

sker for døden,” siger Kirsten Søndergaard.

Måske har det været længe undervejs, måske var det pludseligt. Fra det ene øjeblik til det andet er livet slut.

Tilbage står de mennesker, man igennem livet har haft kær, med sorgen hvilende på deres skuldre og udsigten til at skulle arrangere den sidste afsked.

24 timer, så sidder de over for bedemanden.

Otte døgn, og så er det tid til, at de siger deres sidste farvel.

Med et ur, der ubønhørligt tæller ned, er dagene efter dødens indtruffen fyldt med svære valg, og det kan føre til tvivl og i de værste tilfælde konflikt hos dem, der bliver ladt tilbage.

Ved at videregive sine ønsker for den sidste rejse giver man de efterladte ro og tryghed i sorgen, mener Kirsten Søndergaard, sekretariatschef i Landsforening Liv&Død. Hun arbejder for, at alle får en værdig afsked med livet. For det giver en god fornemmelse hos de efterladte at vide, at det sker i den afdødes ånd. Ønskerne bør man skrive ned eller tale om, allerede fra man når voksenalderen, og allersenest bør det ske, hvis man får børn, mener hun.

For der står man for første gang med ansvaret for en anden end sig selv. ”Lige såvel som man laver forsikringer, som man håber aldrig at skulle få brug for, så bør man videregive sine øn-

Forfatter Sisse K. Ibsen oplevede på egen krop, hvor svært det er at arrangere en begravelse, når der kun er få eller ingen ønsker for den sidste afsked. Det fik hende til at skrive guidebogen ”Begravelse for begyndere”. Under tilblivelsen af bogen fandt hun, at noget af det vigtigste er, at man får talt om den sidste vilje. ”En del vælger at skrive ned, at de gerne vil have en stille afsked – for ikke at være til besvær. Uden at gøre sig klart, at vi efterladte gerne vil gøre mere. Så min erfaring er, at det selvfølgelig er rigtig godt at skrive sine ønsker ned – men endnu bedre, hvis vi tør tage snakken, mens vi er her endnu,” siger hun.

For dialogen giver mulighed for at finde kompromiser mellem den, som skal dø, og dem, der lades tilbage. Som eksempel nævner Sisse K. Ibsen historien om en mormor, der efter barnebarnets ønske ændrede sit ønske for det sidste hvilested, så familien lettere kunne komme på besøg.

Selvom den danske lovgivning tilgodeser den afdødes ønsker, når de kommer til begravelsen, så findes der ingen garantier for, at ønskerne bliver efterlevet. Alligevel tjener de sidste viljer et formål. For de giver et udgangspunkt at tale ud fra. ”Der er næsten ingen tid til at planlægge en begravelse

AF KITTE FABRICIUS

og dermed næsten ingen tid til at forhandle færdig. Har man ikke nået at tale om tingene inden, er det ofte den mest handlekraftige, der får lov til at bestemme,” siger Sisse K. Ibsen.

Manglen på klare retningslinjer kan ifølge Sisse K. Ibsen i sidste ende føre til konflikt. Især når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt den afdøde skal kistebegraves eller kremeres. Her findes nemlig intet kompromis, for man kan ikke blive delvist kremeret. Derfor er hun heller ikke i tvivl. ”Skal du kun tage stilling til en ting, så tag stilling til, om du vil jordfæstes eller kremeres. Og få det skrevet ned, så der ikke opstår tvivlsspørgsmål,” lyder det fra SisJ se K. Ibsen.

Fire råd til samtalen om afskeden 3 3Tal om det, før det er aktuelt.

3 3Læg ud med at fortælle om dine egne ønsker, og spørg så ind til din familie og bekendtes forestillinger.

3 3Sæt dig ind i, hvilke muligheder der er, og hvilke betydninger og konsekvenser dine valg kan have.

3 3Tag på en tur sammen med dine kære og se på mulighederne for eksempelvis det sidste hvilested.

17

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Hvad sker der, når jeg donerer min krop til videnskaben?

Når du testamenterer din krop til videnskaben, kan dit lig for eksempel ende med at blive konserveret til undervisningsformål eller froset ned og brugt til højrisikokirurgi. Men lige meget hvilken funktion, du som kropsdonor kommer til at udfylde for læger og studerende, vil dit lig altid blive behandlet etisk forsvarligt, lyder det fra leder af donationsprogrammet på Københavns Universitet AF JULIE HØGHOLM hoegholm@k.dk

Hvis du beslutter at donere dit legeme til fakultetet, kommer det til stor gavn for de sundhedsvidenskabelige uddannelser, for forskning i sygdomme og ved udvikling af nye behandlingsmetoder, står der på Københavns Universitets brochure til kropsdonorinteresserede. Men hvad siger du egentlig ja til, når du testamenterer din krop til videnskaben? Det svarer professor Jørgen Tranum-Jensen, leder af donationsprogrammet på Københavns Universite her på.

5 Hvad kræver det, hvis jeg vil donere min krop til videnskaben?

3 Det kræver, at du er myndig og ved din forstands fulde brug, således at du forstår rækkevidden af din beslutning. Testamentedokumentet skal derfor underskrives af to vitterlighedsvidner eller din egen læge. Vi gemmer en kopi af testamentet og sender originalen tilbage til dig sammen med et donorkort til din portemonnæ. Vi tager os af kropsdonationer øst for Storebælt, mens Aarhus Universitet og Syddansk Universitet tager sig af donationer i deres områder.

5 Hvad nu hvis min familie ønsker en afskedshøjtidelighed?

3 Det er bestemt muligt. Af hensyn til de pårørende har vi sat en grænse på, at vi skal have afdøde på instituttet inden for fire døgn efter døden.

For ellers vil donationen i mange tilfælde være blevet værdiløs. Jo tidligere vi får det, jo mere værdi har det.

5 Hvad sker der med mit lig inde på instituttet?

3 Ved ankomsten træffer vi beslutning om, hvor liget kan gavne mest – afhængig af dets tilstand og vores øjeblikkelige behov. Det kan bruges til dissektionskurser for studerende, hvilket kræver, at vi konserverer det først. For liget må ikke gå i forrådnelse, og jeg skal også kunne garantere, at der ikke er nogen infektionsrisiko for de studerende. Konserveringsproces-

0 Professor Jørgen Tranum-Jensen er leder af donationsprogrammet på Københavns Universitet. – Foto: Keld Ottosen.

sen tager et år, og liget vil typisk blive anvendt inden for det følgende halvår. Grænsen for, hvor længe afdøde kan være i vores varetægt, er derfor to år.

3 Et større antal lig bliver brugt til efteruddannelseskurser for kirurger, der øver operative indgreb på afdøde.

Her kan højrisikokirurgi såvel som mere almindelige indgreb indøves uden tidspres – og uden risiko for at skade et levende menneske.

3 Sidste mulighed er, at dit lig bliver brugt til forskningsformål. Til det bruger vi som oftest de mest ”friske” lig, som vi har fået ind dagen efter dødsfaldet.

5 Hvad gør I for at sikre, at kroppen behandles respektfuldt?

3 Det kommer helt af sig selv.

Jeg oplever, at alle – studenter såvel som læger – udviser stor taknemmelighed og respekt for den gave, som den pågældende har givet. Der er ingen dumme vittigheder.

Tværtimod er de studerende benovede. Jeg holder en lille ”prædiken” for at få dem til at tænke over, hvordan de skal modtagen gaven og bruge den i den ånd, hvori den er givet.

3 Etikken kan egentlig ikke være smukkere. De levende arbejder med de døde, men de døde arbejder også med de levende. Der sker en modningsproces i hovedet på studerende under kurset. Det er en øvelse i det, man kalder ”klinisk distance”, hvor de bevarer deres medmenneskelige empati, men samtidig kan se nøgternt objektivt på legemet.

5 Kan jeg fortryde, når først jeg har udfyldt erklæringen?

3 Ja, selvfølgelig. Du skal blot kontakte instituttet, og så annullerer vi testamentet.

5 Hvor ender mit lig, når instituttet ikke skal bruge det længere?

3 Proceduren er, at vi kontakter den bedemand, som bragte liget til instituttet, og som ligger inde med oplysninger om, hvad der skal ske med liget bagefter. Enten på baggrund af affødes egne ønsker, eller hvad de pårørende har besluttet efter dødsfaldet.

J

Møltrup Optagelseshjem Selvejende privat stiftelse

Møltrupvej 70 • 7480 Vildbjerg • Tlf. 9713 1800 www.moltrup.dk • Følg os på Møltrup Optagelseshjem er et hjem (oprettet i 1912 af fængselspræsten Johannes Munck), hvor mænd, som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv, kan finde hjælp til at tage livet op på ny.

Møltrup bygger på et kristent grundlag og betragter sig selv som en del af det frivillige, folkekirkelige, diakonale arbejde.

Mændene betragtes ikke som klienter, men som mennesker, der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården. Enhver som har brug for den hjælp, Møltrup kan yde, bydes velkommen, så længe der er plads. Der er 117 pladser.

Ved indbetaling af 50 kr. eller mere til vores bankkonto (7670 1093702) bliver man optaget i kartoteket for hjemmets støttemedlemmer, som hvert år ved juletid modtager hæftet »Meddelelser fra Møltrup Optagelseshjem«.

Støttefond for Møltrup Optagelseshjem modtager i øvrigt med tak enhver gave samt evt. andel af høstoffer til hjemmets arbejde.

Støttefonden er godkendt af Told- og Skattestyrelsen i henhold til ligningslovens § 8 A om skattefrie gaver.

18 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Dyb taknemmelighed kan forenes med lidelse Der er en sammenhæng mellem åndelig modenhed og dyb taknemmelighed, siger den svenske forfatter og biskop emeritus Martin Lönnebo AF ELSE MARIE NYGAARD nygaard@k.dk

For nylig ringede biskop emeritus Martin Lönnebo til en ældre slægtning, som sidder i kørestol efter at have fået amputeret begge ben. Han spurgte, hvordan det gik, og hun fortalte, at hun var så glad for ikke at døje med smerter. ”Hun understregede, hvor godt hun havde det, og hvor taknemmelig hun var for, at hendes mand også havde det godt. Han er dement, og de kan ikke bo sammen, men hun fortalte mig, at han fik en god pleje og var sammen med deres kat, som han kunne fodre, og som gerne sov hos ham,” siger Martin Lönnebo og holder en pause, inden han tilføjer: ”Hvilken rigdom at have en sådan indstilling til livet. Andre vil sige, at det, hun skildrede, ikke var andet end elendighed, men hun så på

det med glæde og skaber dermed godt omkring sig.”

I december sidste år udkom hans bog ”Grundglädjen”, som består af 40 korte tekster om liv, tro og taknemmelighed, som han mener, har svære kår i dagens samfund. ”Lovsangen og hyldesten til Gud er et centralt tema i Bibelen og den kristne kultur, ligesom det er det i andre religioner. Moderniteten og de politiske bevægelser, som fulgte med moderniteten, fik mennesker til at knytte hænderne. Det har på mange måder været en god og afgørende kamp, for der findes megen uretfærdighed, som skal bekæmpes, men fordi der har været fokus på at opnå sociale og materielle forbedringer, har man glemt, at livet også er glædesfyldt. Det er, som om utilfredsheden har sejret over tilfredsheden i vores livsstil. Man ler mindre for hvert årti, sover dårligere og mærker større uro.”

Når krav fylder mere end tak, hænger det også sammen med individualiseringen, mener Lönnebo. ”Individualismen er begrænsende for taknemmeligheden, men hvis man tør vandre ud fra jeget og går til du’et, vil man opleve en verden fuld af forundring og måske få øje på det, som er en grundlæggende tanke i kristendommen: Skabelsen er god, og livet er en gave.”

Han voksede op i et hjem præget af materiel fattigdom i Västerbotton i det nordlige Sverige.

Til tider var det en kamp for forældrene at få hverdagen til at hænge sammen, men samtidig var taksigelsen naturlig i hjemmet. ”Fattigdommen førte megen bøn med sig, og jeg så mine forældre være taknemmelige for det lidt, vi havde.

Det er en gave at få lov at vokse op med mennesker i det,

man kan kalde en taknemmelighedskultur. Taknemmelighed er vældig smitsomt.”

Han har i sit forfatterskab opfordret til, at man hver dag skriver ting ned, man er taknemmelig for. I bogen ”Væven” skriver han, at takken giver lindring for det sorgfulde øje, glans til det trætte og blødhed til det bitre og forbedrer synsevnen, så man kan se det gode, livet giver.

Han ser en sammenhæng mellem taknemmelighed og åndelig modenhed og henviser til Galaterbrevet kapitel fem i Det Nye Testamente, hvor man kan læse om ”Åndens frugter”: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. ”Taknemmeligheden styrkes hos mennesker, som opnår åndelig modenhed. I kristendommen er der en dyb taknemmelighed indbygget i verdensbilledet, og vores

F OTO : F O R L AG E T V E R B U M

Martin Lönnebo 3 3Født 1930. Dr.theol. i 1964.

Biskop fra 1980 til 1995 i Linköping i Sverige.

3 3Udviklede Kristus-kransen i 1996, som er solgt i mere end 1,2 millioner eksemplarer.

3 3Forfatter til en række bøger om kristen spiritualitet.

3 3Gift. Parret har tre børn, hvoraf den ældste er multihandicappet.

0 Martin Lönnebo.

nordiske kultur er blevet præget af det gennem århundreder. Syng Ingemann, Grundtvig eller Brorson og se, hvordan taknemmeligheden fylder. Eller lyt til de bønner, som bedes i kirken.”

Han siger om sig selv, at taknemmeligheden er en grundfølelse hos ham, hvil-

ket han tilskriver sin opvækst og tro. ”Uanset hvor rig du er, så er du fattig, hvis du ikke dybest nede er taknemmelig. Og den dybe taknemmelighed kan forenes med lidelse. Jeg er 88 år og kender til sorgen, men taknemmeligheden kan bære J sorgen.”

ARV GØR EN STOR FORSKEL Vi vil gerne mindes Kirsten og George, der har hjulpet en masse børn og unge med diabetes Af hjertet tak!

Arv hjælper hver dag børn og unge med diabetes.

Din donation til Diabetesforeningen vil gøre en stor forskel Med en donation i dit testamente til Diabetesforeningen kan du sikre, at de værdier og ønsker, der er vigtige for dig, også bevares i fremtiden.

Som velgørende organisation skal Diabetesforeningen ikke betale boafgift af testamentariske gaver. Derfor går hele beløbet, som du ønsker at betænkte foreningen med, til vores arbejde for et bedre liv med diabetes - og en fremtid uden.

Få testamentet betalt Vi yder helt eller delvist tilskud til de advokatomkostninger, der er forbundet med udfærdigelsen af dit testamente. Du kan få dækket 4.000 kr. plus moms eller i alt 5.000 kr. til oprettelse af dit testamente.

Kontakt os Du er altid velkommen til at kontakte jurist Charlotte Rulffs Klausen på telefon 63 12 90 58 eller skrive til hende på e-mail: jura@ diabetes.dk. Du kan også få din advokat til at kontakte os.

Læs mere på www.diabetes.dk/arv

En del af

Arv&Testamente | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Luk din Facebook, inden du dør Det er bare ikke så let at få lukket sådan en facebook-konto. Der skal indsendes kopi af dødsattest eller en dødsannonce, før det kan komme på tale

klumme AF HENRIK HOFFMANN-HANSEN POLITISK REDAKTØR hoffmann@k.dk

Min mor døde for snart fem år siden. Hun var oppe i årene og havde haft flere alvorlige sygdomme, så helt uventet var det ikke, men at miste sine forældre er trist. Det har det i hvert fald været for mig. Som efterladt sørger man, men man har også nogle praktiske ting at løse. Begravelse, kontakt til myndigheder, skifte, afmelding af diverse abonnementer, oprydning af bolig og så videre. Der kan være mange ting.

Indimellem kan de trække ud, det har jeg også oplevet ved andre dødsfald i min familie, men en enkelt sag har alligevel slået alt, hvad jeg ellers har været ude for i den retning. Som mange andre ældre mennesker blev min mor på et tidspunkt overbevist om, at det kunne være en meget god idé at komme på det der Facebook. Så kunne hun se billeder fra familien, få hilsener på sin fødselsdag, og hvad man ellers kan på

sådan et socialt medie. Desværre fik hun kun fornøjelse af ”fjæsbogen” i et års tid eller deromkring, før hun døde.

Min bror havde vist nok hjulpet hende med at oprette kontoen, men vidste selvfølgelig ikke, hvad hendes adgangskode var, og det gjorde jeg heller ikke, så vi kunne ikke umiddelbart lukke den. Men rimeligvis skulle kontoen lukkes, nu da hun var død.

Det er bare ikke så ligetil, som man kunne tro. Lige så forhippet Facebook er på, at vi alle sammen skal fortælle hele resten af verden, hvem vi er, vise billeder af os selv og dele alt med alle, lige så lukket, anonym og ansigtsløs er virksomheden, hvis man vil den noget. Man kan ikke ringe til Facebook. Man kan ikke sende et brev til Facebook.

Der er ingen adresse, man kan henvende sig på. I øvrigt præcis ligesom det er tilfældet med det andet ansigtsløse amerikanske netmonster Google.

Hvis man søger rigtig længe og grundigt, kan man til nød finde frem til en ”hjælp-linje” på Facebook. Jeg skrev ”afdød” i hjælpefeltet og fik en række bud på, hvad det mon var, jeg gerne ville vide. Det

2 Før Faceboook lukker en afdøds Facebook-profil, skal de se en dødsattest eller -annonce.

– Arkivfoto.

første var ”Hvordan rapporterer jeg en afdød person eller en konto på Facebook, der skal omdannes til et mindesmærke?”. Det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig. Jeg mindes gerne min mor, men jeg ønsker ikke, at hendes profil på Facebook skal stå til evig tid som et mindesmærke. På en eller anden måde er det bare plat og upassende, som jeg ser det.

Nede i teksten var der så den henvisning, jeg søgte, nemlig en oplysning om, at pårørende kan bede om, at afdødes konto lukkes. Den henvisning skulle man klikke på og derefter yderligere et par klik, før den rigtige side dukkede op med anvisning på, hvordan man sender anmodningen.

Men det er ikke bare lige at få lukket sådan en konto. Der skal indsendes kopi af dødsattest eller en dødsannonce, før det kan komme på tale.

Firmaet vil jo nødigt risikere at komme til at lukke kontoen for en person, der slet ikke er død – oh ve, oh skræk, hvad kunne det ikke ende med! Så jeg indsendte anmodningen med en kopi af dødsannoncen fra Kristeligt Dagblad og fik svar fra ” Julie, Community Operations Facebook” – ikke noget med efternavne her – med besked om, at kontoen var lukket. Dejligt.

For et stykke tid siden søgte jeg så igen på mors navn bare for at sikre mig, at kontoen faktisk var væk, men næ. Den var der stadig. Ny anmodning, nu i et skarpere tonefald.

Det viste sig, at Facebook tilsyneladende havde lukket en konto for en Hanne Margrethe Jørgensen, selvom min mor hed Hansen til efternavn.

Efter min nye anmodning fik jeg så besked om, at hendes profil nu var

SundogHjort.com

Skibet er ladet med håb og fremtid

omdannet til et mindesmærke, men når jeg havde indsendt min mors fødselsattest, dødsattest eller lignende, som kunne dokumentere, at jeg var bemyndiget til at bestyre min mors dødsbo, skulle kontoen nok blive fjernet.

Der hoppede kæden lidt af. Hvordan kan sådan et firma komme på, at jeg skulle sende dybt personlige papirer ud i den digitale nattehimmel til ”Marie, Community Operations Facebook” for noget så banalt og enkelt som at få lukket en social profil, der ikke har været brugt i fem år?

Hvorfor omdanner man pr. automatik alle profiler til mindesmærker, når firmaet bliver overbevist om, at der er tale om dødsfald?

Hvorfor lukker det den ikke bare og lader det være op til efterladte aktivt at bede om, at en profil opretholdes som mindesmærke? Teknisk ville det ikke være noget problem.

Jeg kan kun sige én ting: Hvis du vil spare dine efterkommere for en masse besvær, så luk din Facebookkonto, inden du dør. Indrømmet, det kan være svært at kende det præcise tidspunkt for den begivenhed, men du kunne jo gøre det i dag J for at være på den sikre side.

Gratis hjælp til verdens fattige Den gamle storebæltsfærge ”Dronning Ingrid” fungerer i dag som hospitalsskib.

Hvert år modtager omkring 10.000 fattige og sårbare mennesker gratis operationer og lægehjælp.

Alle syge fortjener lægehjælp

HAR DU FAMILIE? Hos SIKRET os får du DIN ikke bare et testamente

Mercy Ships kan hjælpe år efter år fordi personalet arbejder ulønnet og stiller deres tid og kompetencer til rådighed kvit og frit. Mercy Ships bringer håb.

Valeries sygdom var livstruende – men ikke uhelbredelig. Sammen kan vi hjælpe mange flere. Vi modtager med tak små såvel som store gaver og legater. Det sikrer, at der altid er den nødvendige medicin i skabene, sterilt udstyr og lys i operationslamperne.

Sms SKIB til 1245 så giver du 100 kr.* Læs mere på www.mercyships.dk eller kontakt os på telefon 74 55 16 99 *) Det kostser 100 kr. + alm. sms-takst. Udbyder: Mercy Ships Danmark, Fjeldhammervej 15, 2610 Rødovre

Undersøgelser viser, at milliarder af kroner havner i de forkerte lommer – fordi der ikke er tjek på testamenterne.

Hos Forum Advokater giver vi dig en fuld rådgivning om dit testamente. Både den juridiske og menneskelige del. Vi samarbejder med Institut for Eksistens og rådgiver også om hvordan dit testamente kan blive læst – og hvordan du undgår konflikter.

Vi behandler mange dødsboer og på den måde har vi en unik viden om, hvordan Vi er specialister i at udarbejde testamenter, det gode testamente virker og hvordan det dårlige testamente kan gøre livet efter og kan vejlededøden dig ommeget dine muligheder ogadvokat(H) Allan Ohms på 4638 0321 og hør nærmere. svært. Ring til

HAR DU SIKRET DIN FAMILIE?

Undersøgelser give gode råd om boafgift og viser, skat. at milliarder af kroner havner i de forkerte lommer – fordi der ikke er tjek på testamenterne.

Samtidig sikrer vi at testamentet tager udgangspunkt i lige akkurat din situation og udformes på enVimåde, så der iikke er nogen er specialister at udarbejde testamenter, Mødested tvivl den dag, arven fordeles. og kanskal vejlede dig om dine muligheder og

for løsninger

PS 1:gode Advokat Allan Ohms give råd om boafgift og holder skat. sammen med Poul Erik Bermann (forfatter til bogen ”Til døden OS skiller”) foredrag med temaet ”Når arven skal deles”.

Samtidig sikrer vi at testamentet tager Havnevej 4000 Roskilde · T 7022 8850 · forumadvokater.dk udgangspunkt i lige akkurat 3 din· situation og PS 2: Hvis du vil modtage Allan Ohms’ notat om fremtidsfuldmagter, så send en udformes på en måde, så der ikke er nogen mail på ao@forumadvokater.dk og mærk den NOTAT OM Mødested forFREMTIDSFULDMAGTER. løsninger tvivl den dag, arven skal fordeles.

Så får du en tjekliste pr mail. Den koster ikke noget.

Havnevej 3 · 4000 Roskilde · T 7022 8850 · forumadvokater.dk

20 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018 2 Aftenen begyndte med fællesspisning i anledning af det årlige landsdækkende middagsarrangement ”Danmark spiser sammen”, hvor spørgsmål og dilemmaer om livets afslutning blev diskuteret hen over bordene.

– Foto: Leif Tuxen.

Når døden kommer til middag, sætter det tankerne i gang Røde Kors’ vågetjeneste i Roskilde bød i april byens borgere på fællesspisning og temaaften om døden.

Og selvom overskriften for arrangementet ikke faldt i alles smag, var det alligevel en god mulighed for at få taget stilling til de emner, som ellers er svære at bringe på bane i hverdagen AF JULIE HØGHOLM hoegholm@k.dk

Spisesedlen ved indgangspartiet til Byens Hus i Roskilde vækker opsigt blandt torvets forbipasserende. ”Med døden til middag” er overskriften på den tekst, der skal lede tilmeldte og andre interesserede ind i vestibulen og videre op ad trapperne til den gamle byrådssal.

For det er salen med de oprindelige imiterede gyldenlædertapeter og buster langs væggene, der sætter rammen for aftenens særprægede arrangement om døden.

Begivenheden er orkestreret af Røde Kors’ vågetjeneste i Roskilde og er et led i Folkebevægelsen mod Ensomheds årlige kampagne ”Danmark spiser sammen”, som i april bød på masser af fællesspisninger landet over.

Og i domkirkebyen har vågetjenesten så valgt at benytte lejligheden til også at bringe livets afslutning ind som tema ved middagsbordet.

Men hvorfor vælger nogle af byens borgere at sætte en aften af i dødens tegn? Mens risretten med gul karrykylling i de store gryder fordeles ud på langbordene med en øseske, hilser de fremmødte på hinanden. Ved et af bordene sidder blandt andre 82-årige Kirsten Brøns. Selvom hun da godt nok lige spærrede øjnene en anelse op, da hun læste overskriften for arrangemen-

tet, er idéen egentlig god nok, synes hun. ”Den annoncetekst var jo liiidt over stregen. Men jeg har en efterhånden gammel mand på 87 år derhjemme, og så skal man jo begynde at bekymre sig om sådan noget. For hvad ved vi egentlig om det sidste, når det kommer til stykket? Ikke noget som helst. Og det er heller ikke lige noget, som jeg går og tænker på at bringe på bane i det daglige,” siger Kirsten Brøns.

Sin mand har hun ikke med sig i aften, da han er for dårligt gående og træt til sådanne arrangementer. Til gengæld har hun sin 77-årige rejseveninde Birthe Pedersen som borddame.

Med sig har veninden et plasticchartek, hvori hun samler informationer og nyttige papirer ind i løbet af aftenen. For hun er mest af alt taget med for ”at blive bredt orienteret”, som hun forklarer.

Og det lyder det da også til, at der er rig mulighed for her. Idet alle har fået kyllingeretten på tallerkenerne, rejser arrangementleder Hanne Andersen fra vågetjenesten sig op, slår et par gange på mikrofonen og får efter lidt publikumsprotester mod lydniveauet budt velkommen til salens flere end 40 fremmødte.

Hun forklarer, at der i aften bliver rig mulighed for at stille spørgsmål om testamente, organdonation, dødskriterier, og hvad der ellers måtte interessere

de fremmødte, til en række fagpersoner: advokat Erik Øvlisen, domprovst Anne-Sophie Olander, overlæge Birgitte Edstrøm og bedemand Anne-Mette Dall.

Og så vil hun selvfølgelig også lige reklamere for den lokale vågetjeneste, der sidder med ved hvert bord. De kan altid bruge flere engagerede vågere, lover hun.

Under loftsbjælkernes gyldne lysekrone sidder også 72-årige Johnie Kirsten, som sammen med nogle af de andre kvinder rundt om bordet er vant til at komme til et af byens andre og månedlige Røde Kors-arrangementer med fællesspisning, Dameværelset.

Hun synes, aftenens arrangement er smadderhyggeligt, og selvom hun faktisk på forhånd ikke var klar over, at der var indbudt folk til at tale om døden med gæsterne, synes hun nu, at det er en god anledning til at få diskuteret de svære emner.

For snart mange år siden fik hun anskaffet ”Bogen til mine kære” af Birgit Meister, der handler om livets afslutning, og som hun kunne udfylde til sine efterladte, når det var ved at være tid. Men hun har aldrig rigtig fået givet sig tid til at skrive i den. Det er jo ikke noget, som man lige får gjort i hverdagen. ”Men jeg har da fortalt mine piger: en papkiste, en fællesgrav, mit eget tøj og ingen blom-

ster – jeg er ikke til afskårne blomster. Så spartansk som muligt, og så skal de hellere bruge pengene på noget mere vigtigt.

For bedemænd kan jo ruinere en,” siger hun og kigger rundt for at sikre sig, at den indbudte bedemand ikke er lige i nærheden, inden hun fortsætter: ”Det ved jeg fra både min fars og min mors begravelse. Jeg var det eneste barn.”

Overlægen Birgitte Edstrøm har – efter vågetjenestens orkestrerede turnusordning – sat sig ved bordet og fortæller om, hvorfor organdonation giver mening.

Johnie Kirsten spøger lidt med, at hvis man ikke er helt død, så bliver det da i det mindste kun et kortvarigt skrig, hvis man har valgt at blive organdonor. Måske er det ikke så slemt.

Det er jo noget, man burde få sig meldt til.

Samtalerne omkring bordet sætter også nogle tanker i gang hos hende. For det er jo meget uvist, hvad der sker efter døden, og det kan til tider godt gøre hende både forvirret og bange. ”Det er jo lidt uhyggeligt, at vi jo ikke ved, hvad der sker på den anden side. Jeg tror ikke på reinkarnation eller opstandelse.

Men jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, selvom det ikke er som på de glansbilleder, jeg samlede på som barn, hvor vi flyver op på en sky med vinger på,” siger hun.

At aftenen er dedikeret til at tale om det samme emne, er også noget, der gavner veninderne Birthe Pedersen og Kirsten Brøns ved midterbordet. De har fået talt med både advokaten og bedemanden om væsentlige økonomiske anliggender i forbindelse med døden, men er nu særligt glade for at have fået chancen for at tale med den lokale domprovst, Anne-Sophie Olander.

Kirsten Brøns er garvet medlem af menighedsrådet på egnen og ved, at præsterne skal holde sig til kirkeårets gang, når de vælger salmer til gudstjenesterne.

Derfor var hun bange for, at hun ikke selv måtte vælge sine yndlingssalmer ”O du Guds Lam” og ”Dejlig er Jorden” til sin egen bisættelse, når det engang bliver tid.

Men Anne-Sophie Olander forsikrer hende om, at det må hun selvfølgelig gerne. Nu kommer bordet i tanke om endnu en dejlig salme, som man slet ikke hører ofte længere, men som de alle har lært udenad som børn. ”Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred/ Dog ingen kender dagen, før solen går ned,” synger Kirsten Brøns, mens et par andre ved bordet nikker anerkendende med.

Nu, hvor hun tænker over det, ville den salme i grunden også være et ret godt valg.

J

WWJeg

tror, at der er mere mellem himmel og jord, selvom det ikke er som på de glansbilleder, jeg samlede på som barn, hvor vi flyver op på en sky med vinger på.

JOHNIE KIRSTEN

En arv fra dig gør en forskel for fremtidens gigtpatienter Alle kan få gigt – børn og unge, kvinder og mænd i alle aldre.

For nogle er gigt et livslangt vilkår, der griber alvorligt ind i alle livets facetter. Sammen kan vi gøre noget ved det.

Gigtforeningen kæmper for bedre livskvalitet og større udfoldelsesmuligheder for alle, der lever med en gigtsygdom, og for at langt færre får ondt i led, ryg og muskler i fremtiden.

Det kræver forskning, forebyggelse og patientstøtte. Og det koster penge.

Når du skriver testamente, bestemmer du selv, hvem der skal arve dig. Du tænker naturligvis først og fremmest på dine nærmeste. Men vidste du, at du i nogle tilfælde kan betænke Gigtforeningen i dit testamente, uden at det går ud over arven til dine slægtninge? Samtidig tilbyder vi at betale op til 5.000 kr. af udgifterne.

Testamenterer du en del af dine værdier til vores arbejde, gør du en forskel for de mange med gigt. For en arv til Gigtforeningen – stor eller lille – er altid en investering i bedre liv.

Ring til Gigtforeningens advokat, Lise van Brugge, og få gratis rådgivning.

Tlf. 39 77 80 29

Bestil vores gratis brochure om arv og testamente via arv@gigtforeningen.dk

22 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Døden lærer man aldrig at leve med, men man kan lære at håndtere den May Britt og Anders Bunckenburg mistede deres søn i en ulykke for tre år siden. De holder fast i de små ting, og til bisættelsen hyrede de en fotograf for at kunne huske det sidste farvel fødselsdag og mindes. Ingen af dem har alligevel lyst til at lave andre ting. ”Det værste er, at man aldrig ved, hvordan man reagerer. Det kommer sådan her,” siger Anders Bunckenburg og knipser med fingrene. ”Det vil nok blive ved med at være sådan. Lige meget om der går 10, 15 eller 20 år.”

De bladrer lidt i bogen og stopper ved et billede af salmeoversigten fra dagen. Der blev sunget ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Også en version af Metallicas ”Nothing Else Matters” strømmede gennem højttalerne, da de bar kisten ud.

Det var en af Daniels yndlingssange. ”Hjelmen lå oven på kisten,” siger May Britt Bunckenburg og peger på et andet billede. Her kan man se kisten, lang og hvid og med et billede af Daniel med hans motorcykel for enden. ”Han elskede den motorcykel.

Den signalerede Daniel og det, han elskede at bruge sin tid på,” siger Anders Bunckenburg.

AF CATHRINE MARIE NØRGAARD noergaard@k.dk

May Britt Bunckenburg vågnede med et sæt en tirsdag juniaften for tre år siden. Hun vidste med det samme, at der var sket noget slemt. Med Daniel Elgaard Bunckenburg, hendes 27-årige søn, der lige havde færdiggjort en efteruddannelse og derfor boede hjemme. ”Jeg for ud af sengen, ned for at se, hvad klokken var. Han plejede at være hjemme 23.30. Nogle gange trænede han efter arbejde, men jeg tænkte, at nej, det gjorde han ikke i dag,” siger May Britt Bunckenburg.

Hun gik op for at vække sin mand, Anders Elgaard Bunckenburg. ”Jeg sagde: ’Du kan godt stå op, politiet er på vej. Der er noget galt, jeg ved det.’ Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord,” siger hun.

Politiet kom, lige efter at hun havde vækket sin mand. Hendes fornemmelse holdt stik: Daniel kæmpede for sit liv efter at være blevet kørt ned på sin motorcykel af en bilist, der ikke overholdt sin vigepligt.

Han døde først fem dage senere. Men May Britt Bunckenburg, der har arbejdet som sygehjælper i mange år, så sin søns pupiller og vidste, at han ikke ville vågne.

De sidder i deres hjem i Ågerup lidt uden for Roskilde. Der ligger en bog foran dem med Daniels navn på, datoen for hans fødsels- og dødsdag. ”Vores datter havde været til bisættelse hos sin chef, hvor der var en fotograf til at gå at tage billeder. Vi syntes, det var en god idé,” siger May Britt Bunckenburg.

Fotograf Carsten Brix ejer sammen med sin kæreste, Maria Rey Jacobsen, virksomheden ”De Sidste Billeder”, hvor konceptet er at tage billeder til begravelser og bisættelser. Han går meget op i at falde ind og ikke gå i vejen, når han arbejder. Han bruger aldrig blitz, går ikke tæt på, og han tager altid selv billederne for at være sikker på, at han kan stå inde for det, der kommer ud af det. ”Idéen er i sin tid opstået på grund af min ekskone. Hun var 17 år, da hendes mor døde, og da folk senere spurgte, hvordan begravelsen havde været, kunne hun ikke huske noget som helst.

Og jeg tænkte: ’Hun kan ikke være den eneste, der har det sådan.’ Og så fik jeg lyst til at lave det her,” siger Carsten Brix.

Han tog de første begravelsesfotos for 10 år siden, men det er først for nylig, at han og kæresten har forsøgt at gøre opmærksom på, at de eksisterer. Det føles forkert at reklamere for det,

0 "Daniel kommer forbi os en gang imellem. Jeg kan lige pludselig dufte ham, fornemme ham. Han havde en speciel parfume.

Så siger jeg til Anders, at nu er han her,” siger May Britt Bunckenburg.

– Foto: Emil Kastrup Andersen.

siger han, så han har i stedet taget kontakt til bedemænd for at gøre opmærksom på virksomheden. Han ser gerne, at det kan blive en mere naturlig ting at gøre.

Carsten Brix har haft kontakt til en del bedemænd, men det er ikke alle, der har haft lyst til at anbefale den lidt anderledes tjeneste til pårørende. Men hos Schärfe Begravelsesforretning i Roskilde har de flere gange henvist pårørende til ”De Sidste Billeder”, hvis de pårørende selv har udtrykt et ønske om at tage billeder, ligesom May Britt og Anders Bunckenburg gjorde.

May Britt Bunckenburg har forståelse for, hvis der er nogen, der synes, det er mærkeligt at have en fotograf til en begravelse. ”Men de har heller ikke stået i situationen,” tilføjer hun.

Nogle gange tager ægteparret bogen frem og kigger i den. Den står normalt placeret blandt de øvrige fotoalbums. Et minde som alle andre om end af en helt anden karakter. ”Vi nåede jo ikke at opleve et bryllup med ham, at han fik børn og sådanne ting. Det kommer vi aldrig til at opleve. Så det

sidste, vi har, det er den bog her,” siger Anders Bunckenburg.

Det er en måde at kommunikere på. Om døden. Det er vigtigt for dem, at de kan tale om døden, for det har de altid gjort.

De nægter at gøre den til et tabu. ”Bogen gør Daniel nærværende og dagen, som vi ikke selv husker så godt. Den er guld værd,” siger May Britt Bunckenberg.

Den 28. juni er det tre år siden, de mistede Daniel, og blot 13 dage før det ville han være fyldt 30 år. Ægteparret og deres to andre børn mødes hvert år på hans

Sønnen er begravet på Ågerup Kirkegård ikke langt fra forældrenes hus. Familien sørger for, at der altid er lys ved hans gravsted. Øverst på den aflange, sorte granitsten er en isbjørn. Daniel havde hele sit liv elsket isbjørne. ”Vi var en tur med Oslo-båden, for Daniel var idémand til at give os et minicruise på vores 30-årsbryllupsdag. På båden gik vi ind i en forretning, og der stod isbjørnen. Som plastikfigur,” siger Anders Bunckenburg.

Parret købte plastikbjørnen og fik støbt den i to eksemplarer.

Den ene står i vindueskarmen ved køkkenvasken, den anden på stenen. Nederst derpå står: ”Lev i nuet”. ”Daniel sagde altid: ’Man skal leve livet, mens man kan,’,” siger May Britt Bunckenburg.

Forældrene er enige om, at han virkelig formåede at gøre det.

Arven efter deres søn findes overalt: i hans styrthjelm, som de har gemt, i gåturen op til kirken eller i bogen, der markerer hans sidste farvel. ”Der er bare et eller andet, der mangler. Vi skal lære at bære over med folk, der ikke forstår, hvorfor vi stadig holder fast i de små ting,” siger Anders Bunckenburg.

Nogle gange skal han finde bogen frem for at minde sig selv om, at han aldrig ser sin søn igen. ”Man lærer aldrig at leve med det, man lærer aldrig at acceptere det, men man bliver bedre og bedre til at håndtere det,” siger May Britt Bunckenburg.

J

detgodetestamente.dk

Giv dit livs gave til børn i Danmark Mange børn kæmper med mobning, ensomhed og lavt selvværd. På Julemærkehjemmene får børn hjælp til at tackle problemerne og genvinde troen på livet. Og der er hårdt brug for hjælp. Din arv kan give endnu flere børn en god barndom og en lysere fremtid – og alle beløb gør en forskel.

Vil du høre mere om vores arbejde, er du altid velkommen til at ringe til direktør Søren Ravn Jensen på 33 13 37 45.

www.julemaerket.dk/arv

24 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Opgør på vej med dyre gravsteder Flere provstier gør det gratis for medlemmer af folkekirken at få et gravsted, ligesom det heller ikke skal koste noget at forny familiegravstedet AF TINE MARIA WINTHER winther@k.dk

Økonomien skal ikke være udslagsgivende for, om medlemmer af folkekirken vælger kistegravsted, urnegravsted eller askespredning over havet. Det mener man blandt andet i Aabenraa Provsti, hvor man har besluttet, at erhvervelse af gravsted, gravkastning, nedsættelse af urne samt fornyelse af gravsteder fremover er gratis.

Engangsbeløbene i forbindelse med erhvervelse af kiste- og urnegravsteder er ellers på himmelflugt og løber nemt op i 4000-12.000 kroner. ”Men når man har betalt medlemsbidrag til folkekirken hele livet, synes vi ikke, det er rimeligt, at man også skal betale for et gravsted,” siger provst i Aabenraa Kirsten Kruchov Sønderby, som også begrunder beslutningen med, at man ønsker at modvirke ødelæggelsen af den danske kirkegårdskultur. ”Vi ser gerne, at de, der gerne vil forlænge familie-

gravsteder, også har økonomisk mulighed for det. Derfor er det nu også omkostningsfrit hos os.” ”På mange af vores kirkegårde er belægningsprocenten kun 50, hvis man kan sige det sådan. Måske har vi ikke været hurtige nok til at tilpasse driften. Det håber vi så, vi kan gøre nu,” siger hun.

Tendensen med at gøre erhvervelse, gravkastning og fornyelse vederlagsfri er på fremmarch, vurderer både provst i Vejle Leif Arffmann og biskop i Ribe Stift Elof Westergaard. ”Der er mange, der overvejer at gå tilbage til gratis takster i forbindelse med erhvervelse og gravkastning. Der er kommet mere opmærksomhed på, at hvis vi skal gøre kirkegården til en rimelig mulighed, er det måske det, der skal til. Netop fordi kirkegårdskulturen ændrer sig så hurtigt, og fordi der har været talt meget om askespredning, ikke mindst i forbindelse med prins Henriks død,” siger Leif Arffmann, der netop nu selv er ved at undersø-

2 Folkekirkemedlemmer bør ikke skulle betale for et gravsted – de har jo allerede betalt gennem kirkeskatten. – Arkivfoto.

ge de økonomiske konsekvenser af at gøre erhvervelse af graven, og hvad dertil hører, gratis.

Også biskop Elof Westergaard fornemmer, at der er et skred i gang imod, at flere vil gøre grundydelserne gratis.

Der har altid været et antal kirkegårde, især i landdistrikterne, som ikke har taget noget for erhvervelse af gravsteder, måske 30 procent af alle, vurderer formanden for kirkegårdslederne, Jens Zorn Thorsen. Men den procentsats er svundet gennem de seneste 8-10 år, hvor man er begyndt at tage brugerbetaling på kirkegårdene.

Men nu går tendensen altså den anden vej igen, siger Jens Zorn Thorsen. ”Det er sket her inden for det seneste år, at flere og flere gør grundydelserne gratis, og det breder sig som ringe i vandet. Der er nogle ansvarlige menighedsrådsmedlemmer, som faktisk har taget de protester til sig, som er kommer fra brugerne,” siger han.

Udgifterne til de nye gratis

ydelser for medlemmer af folkekirken skal hentes hjem på omlægninger i driften af kirkegårdene. ”Man kan for eksempel samle begravelserne tæt på kirken i de eksisterende gravsteder og anvende dem til urnebegravelser også – til gengæld kan man ved digerne lægge om til græsarealer, som en robot kan klippe, og på den måde arbejde henimod grønne, charmerende løsninger, som er nemme at vedligeholde,” siger Kirsten Kruchov Sønderby.

På Fyn er flere klar til at føl-

ge Aabenraa-modellen. For eksempel Svendborg Provsti, hvor man tidligere på året behandlede spørgsmålet på et budgetsamråd.

Provst Per Aas Christensen er bange for, at kirkegårdene ødelægges, hvis de gamle familiegravsteder forsvinder. ”Her tror jeg, økonomien spiller ind, og vi er allerede i det små begyndt at gøre det mere attraktivt for dem, der alligevel betaler til foreningen,” siger han.

Biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt hilser gratis-mo-

dellen velkommen. ”Når det kommer til erhvervelse, forlængelse, gravkastning, urnenedsættelse og selvfølgelig den kirkelige handling, synes jeg, det er en rigtig god idé at sige, at det skal folkekirkemedlemmer ikke betale for. Eller rettere sagt, det har man jo gjort igennem kirkeskatten,” siger biskoppen.

Andre steder i landet skruer man derimod beløbene op.

Blandt andet i Rudersdal Kommune nord for København, hvor priserne steg med omtrent 300 procent sidste år, og hvor kirkegårdskontoret oplyser, at en kistegravplads i dag koster 12.750 kroner at erhverve, hvortil kommer 6900 kroner for at få graJ vet og kastet til.

Spedalskhed findes heldigvis ikke her. Men på verdensplan konstateres et nyt tilfælde ca. hvert andet minut!

Spedalskhedsmissionen

ARVEN EFTER DIG

– giv livet videre

Med et testamente bestemmer du selv, hvem der skal have glæde af det, du har skabt CARE Danmark giver mennesker mulighed for at skabe en fremtid for sig selv og deres børn. Det er hjælp til selvhjælp – og det er langsigtet.

Kontakt CARE Danmark direkte og få vejledning eller få tilsendt en gratis arvefolder. Tlf.: 35 100 200, e-mail: arv@care.dk.

Læs mere på www.care.dk/arv

arbejder på at udrydde spedalskhed. Vi er i Bangladesh med støtte til et hospital, rehabilitering og selvhjælpsgrupper i landsbyer.

Du kan hjælpe os i arbejdet ved at betænke os i dit Testamente Vi tilbyder gratis advokatbistand, hvis Spedalskhedsmissionen bliver betænkt i dit testamente. Kontakt os for yderligere info

Spedalskhedsmissionen Spedalskhedsmissionen Aabenraa Peter Bangs Vej 5B, 2000- 6200 Frederiksberg tlf.:3529 35294254 4254–- info@spedalsk.dk info@spedalsk.dk tlf. www.spedalsk.dk

Arv&Testamente| 25

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Stadigt flere får deres aske spredt over havet

Askespredning til havs er gået fra næsten ingenting til at ske jævnligt. Interessen ventes at stige yderligere på grund af prins Henriks ønske om at få sin aske spredt AF TINE MARIA WINTHER winther@k.dk

Louise Dyring Mbae/Red Barnet

Efter prins Henriks beslutning om at få halvdelen af sin aske spredt over havet har bedemænd landet rundt fået henvendelser fra danskere, der vil forhøre sig om muligheder, regler og priser for askespredning til havs. ”Allerede dagen efter steg vores trafik voldsomt på hjemmesiden og chatten. Det har været helt vildt. Siden det kom ud, at Prinsen vil have halvdelen af sin aske spredt, har vi fået rigtig mange spørgsmål om den mulighed.

Folk vil også generelt høre, hvordan lovgivningen er,” siger Morten Grundsøe, partner i den landsdækkende bedemandsforretning Godafsked.

Hos Hejslet Begravelsesforretning i Frederikshavn/Sæby forventer man også øget interesse for at få afdødes

aske spredt over åbent hav.

En interesse, der i forvejen er i stærk stigning. ”I hvert fald en fjerdedel af de cirka 200 ’sidste viljer’ i vores kartotek er tegnet, fordi man ønsker at få sin aske spredt over havet,” siger Frank Hejslet.

Også Kirkeministeriet har fået flere forespørgsler om askespredning. Indtil 2009 krævede det en særlig tilladelse fra netop Kirkeministeret at få asken spredt over havet. I 1988, det første år med en statistik for området, blev der givet 80 tilladelser. Siden en lovændring trådte i kraft i 2009, er det blevet lettere, og i dag kræver det blot et nedskrevet ønske fra afdøde, og det anslås, at der nu er mellem 2600 og 3000 askespredninger til havs om året.

Professor ved Aalborg Universitet, sociolog Michael Hviid Jacobsen, som forsker i ritualer omkring døden, er ik-

ke overrasket over, at prins Henriks beslutning inspirerer andre. ”Jeg må sige, at Prinsens dødsfald virkelig har aktualiseret en række ritualer, og der er ingen tvivl om, at hans åbenhed over for, hvad der skulle ske efter hans død, gør os opmærksom på noget, som vi ikke skænker mange tanker til daglig. Nemlig, hvilke ritualer vi selv vil have praktiseret efter vores død, og det får nogle til at undersøge de juridiske og praktiske muligheder. Prinsens dødsfald virker som en katalysator, der henleder fokus på, at vi selv skal herfra en dag – og hvad det så er, der skal ske,” siger han.

Michael Hviid Jacobsen finder det i den forbindelse også interessant, at prins Henrik fravalgte en begravelse i Roskilde Domkirke. ”Sådan en begravelse er ik-

GIV LIVET VIDERE Livet er en gave, du kan give videre

Alle børn har ret til at leve – og mere end det. Børn har også ret til omsorg, leg, uddannelse og tryghed. Når du støtter Red Barnet, sikrer du børns ret til at være børn – i Danmark og resten af verden.

Red Barnet er fritaget for at betale boafgift, så vælger du at betænke os i dit testamente, vil hele din gave komme børnene til gode.

2 Der er herhjemme mellem 2600 og 3000 askespredninger til havs om året.

– Arkivfoto.

ke almindelige mennesker forundt. Og så fravælger Prinsen den ligefrem til fordel for en mulighed, som er tilgængelig for os alle: at få spredt vores aske over havet. I forvejen er der sket en ekstrem udvikling inden for netop det ritual, og når der så kommer ekstra fokus på, er der ingen tvivl om, at vi slet ikke har set toppen.”

Michael Hviid Jacobsen vurderer, at en af årsagerne

til interessen er, at mange ønsker at være noget særligt. ”Motivationen er at gøre noget, de andre ikke gør,” siger han og nævner tidens store fokus på natur og miljø som en anden faktor. ”Jeg tror, man forestiller sig, at man vender tilbage til naturen på en anden måde, end når man bliver sat i jorden i en fællesgrav. En tredje faktor er, at ritualer til søs kan forekomme os mere i

pagt med, hvem vi er, og hvem den afdøde var,” siger Michael Hviid Jacobsen og forklarer: ”I stedet for at stå på en kirkegård, hvor alting er meget sørgeligt, er man ude på en båd med vind i håret. Nogle gange sejler båden en gang rundt om stedet, mens asken synker ned, så der kommer noget ekstra personligt ind over, som vi måske savner i det mere klassiske folkekirkelige begravelsesritual.”

I dag bliver 83 procent af alle afdøde i Danmark brændt.

Der findes ikke et tal for, hvor mange der får deres aske spredt over havet, men det anslås, at det er omkring fem procent af samtlige døde, og man ved, at tallet er i stigJ ning.

Når du testamenterer til os, forsvinder pengene med det samme.

Kampen mod kræft er en kronisk hastesag. Alle midler skal ud og arbejde der, hvor de gør forskel med det samme. Nemlig blandt landets bedste og mest ambitiøse kræftforskere.

Dansk Kræftforskningsfond har i 24 år uddelt mere end 63 mio. kroner direkte til kræftforskning, og vores eneste formål er at indsamle penge til forskning, der kan øge muligheden for at overleve kræft.

Arv, der testamenteres til os, er fritaget for boafgift til staten, og går altså ubeskåret til kræftforskning.

Ring til advokat Sys Rovsing fra Rovsving & Gammeljord på 53 73 71 60, og få gratis og uforpligtende rådgivning om, hvordan du kan støtte Red Barnet gennem arv og testamentariske gaver.

Du kan også læse mere på: www.redbarnet.dk/stoet/arv-og-testamente

Dansk Kræftforskningsfond, c/o Plesner, Amerika Plads 37, 2100 København Ø Tlf. 33 12 11 33. Giro 655 00 29, Danske Bank, reg. 3946, konto 394 63 63 618 www.dansk-kraeftforsknings-fond.dk

26 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Må velgørende organisationer forsøge at påvirke ældres testamente?

En kampagne fra en række velgørende organisationer skal få flere til at skrive testamente – og testamentere til velgørenhed. Men er det i orden at gå efter penge, der måske ellers var gået til de efterladte?

Og er det i det hele taget en lidt for udspekuleret måde at samle ind på?

AF LARS HENRIKSEN

Sådan foregår det

henriksen@k.dk

Et tænkt, men ikke utænkeligt eksempel: Bjørn Jensen ønsker ikke sin mor død, selvfølgelig ikke, men han har da tænkt tanken, at de penge, han står til at arve efter hende, vil falde på et tørt sted.

Derfor blev han noget pikeret over i januar i år at se reklamer rundtomkring i medierne, hvor 31 velgørende organisationer opfordrede ældre til at testamentere til velgørenhed. De tilbyder ligefrem gratis advokatrådgivning. Faktisk blev Bjørn Jensen sur. For hvordan kan de organisationer tillade sig at gå efter ikke bare hans mors penge, men dem, der egentlig skulle være hans?

Her bør indskydes lidt fakta: Det er en landsdækkende kampagne, 31 af landets velgørende organisationer satte i gang i januar under navnet Det Gode Testamente. Blandt organisationerne er Alzheimerforeningen, Bibelselskabet, Folkekirkens Nødhjælp og Psykiatrifonden.

Formålet er at bryde det tabu om testamenter, som er medvirkende til, at blot 17 procent af danskerne har skrevet testamente.

Det skal være mere naturligt at tage stilling til arven, mener organisationerne, og i den forbindelse vil de gerne hjælpe med advokatbistand – også for at oplyse om, hvor nemt og fordelagtigt det er at testamentere til et godt formål.

Men tilbage til Bjørn Jensen.

Findes der overhovedet mennesker, der tænker som ham? Er problemstillingen reel?

Måske, siger kultursociolog og direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn Christine E. Swane. For der er ikke meget, der som arv kan sætte folks følelser i kog. Arv kan blive et symbol på forholdet mellem forældre og børn, og for et voksent barn, der føler sig overset eller er i pengenød, kan det være let at blive skuffet. ”Kampagnen har fokus på at hjælpe dem, der overvejer at testamentere, eller at få folk, som ikke har overvejet det endnu, til at søge rådgivning. Men bag ved invitationen er det dybest set organisationerne, der håber på midler, og advokater, der satser på flere kunder,” siger hun.

Det er dog ikke så meget voksne børn, der kan komme i klemme. Undersøgelser har nemlig vist, at 90 procent af dem, der testamenterer til velgørenhed, er barnløse. Alligevel er det helt overordnet tankevækkende, at velgørende organisationer går sammen i forsøget på at gøre et personligt, følsomt og individu-

I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

elt anliggende til en form for norm, mener Christine E. Swane: ”Budskabet i Det Gode Testamente er, at det at testamentere til velgørenhed er det ’rigtige’ at gøre. Og det er det ikke nødvendigvis for alle, og langtfra alle har i øvrigt midler til arv. I Ensomme Gamles Værn modtager vi også arv, men ønsker ikke at være frembusende. Er der nogen, der vil donere penge til vores arbejde, er vi selvfølgelig taknemmelige, vi vil bare ikke tigge eller på nogen måde presse mennesker, der ikke selv finder frem til os,” siger hun.

Formand for styregruppen i kampagnen Det Gode Testamente er chefjurist i Hjerteforeningen Ann Marie Panduro.

Hun påpeger, at der intet nyt er i, at velgørende organisationer gør opmærksom på, at det er muligt – og at der faktisk er en række fordele ved – at tilgodese dem i et testamente. Det nye er alene, at så mange organisationer går sammen om at gøre det.

Og det gør de, fordi der er et meget stort gab mellem de cirka 80 procent af landets befolkning, der donerer penge til gode formål, mens de er i live, og de kun to procent, der efterlader

sig penge til velgørenhed, når de dør. Der er med andre ord et stort, uudnyttet potentiale. Men det er ikke de ord, Ann Marie Panduro vil bruge, for de taler ind i den kritik, der indimellem er af velgørende organisationer for at være for offensive i deres indsamling. ”Jeg har helt ærligt ikke hørt nogen kritik af vores kampagne,” siger hun. ”Den handler om at italesætte det generelle problem, at så få tager stilling til deres arv. Intentionen er absolut ikke at tage noget fra nogen. I stedet opfordrer vi til, at man i samråd med sine nærmeste drøfter de muligheder, der er, og på den måde undgår konflikt på et senere tidspunkt. Dermed sikrer man også, at ens arv afspejler, hvem man var som menneske. Meget ofte ender folks penge helt andre steder, end de havde ønsket, og det vil vi gerne afhjælpe gennem oplysning.”

Eksempelvis er det en udbredt misforståelse, at samlevende automatisk arver efter hinanden, hvis de blot har boet sammen i to år. Mange er desuden ikke opmærksomme på, at hvis de gerne vil sikre sig, at deres arv kun går til deres børn og ikke disses ægtefæller, kræver det

særeje. Det er den slags, de velgørende organisationer gerne vil hjælpe folk med at få styr på. ”Det er så vores forventning, at hvis flere faktisk opretter et testamente, vil der rent statistisk også være flere, der testamenterer til gode formål. I den meningsmåling, vi har fået foretaget, siger fire ud af fem danskere faktisk, at de vil have det okay med at skulle afstå 10 procent af deres arv, hvis det går til velgørende formål,” siger hun.

Stig Fog er selvstændig indsamlingsrådgiver med næsten 20 års erfaring, blandt andet som indsamlings- og kampagneleder for Folkekirkens Nødhjælp i en årrække.

Han oplever, at organisationerne de seneste år generelt er blevet stadig mere aktive i forhold til at oplyse om mulighederne for at testamentere til gode formål. Med god grund, for især dyreværn og sygdomsbekæmpelse får en stor del af deres indtægt på denne måde. I visse tilfælde helt op til halvdelen, så der er et stort uudnyttet potentiale.

Han har dog svært ved at se noget problematisk ved udviklingen. Eller ved Det Gode Testa-

mente-kampagnen specifikt.

Dels er det som sagt i 90 procent af tilfældene barnløse, der testamenterer til velgørende foreninger, så kun få børn risikerer at føle sig snydt. Dels er der ikke tale om, at organisationerne går på strandhugst blandt unge, kernesunde mennesker. Målgruppen er mennesker, der allerede er på pension. Og endelig er det en relevant problemstilling, de tager op, som kan mindske tabuet og uvidenheden omkring det at tegne testamente – og muligheden for at kunne trække donationer til velgørenhed fra i skat.

Hvis der skulle være noget at være kritisk over, kunne det være, hvor uvildig rådgivning folk får fra en advokat, hvis denne er betalt af de velgørende organisationer. ”Men så længe der spilles med åbne kort, må folk selv kunne skille tingene ad. Og så tror jeg faktisk, at et testamente til fordel for velgørenhed kan give mange ro i sjælen. Så ved de, at de har gjort deres for at gøre godt for andre, og kan måske bedre koncentrere sig om at nyde livet, mens de har det,” siger han.

J

3 På hjemmesiden detgodetestamente.dk kan man få gratis rådgivning fra advokater om arv og testamente.

Advokaterne modtager ingen betaling fra de velgørende organisationer, men vil man oprette et testamente, koster det almindelig takst. Vælger man at testamentere til en af de 31 velgørende organisationer i kampagnen, kan man få et tilskud til advokatregningen.

GIV DIN OMSORG

VIDERE Opret et testamente til dine kære og betænk verdens fattigste Din arv kan gøre en verden til forskel for fattige og udsatte i Mellemøsten og Asien. Ja, selv mindre beløb kan betyde forskellen mellem liv og død for børn i f.eks. Afghanistan, Irak eller Nordkorea. Samtidig er et testamente en stor hjælp for dine efterladte, så de ikke skal gætte sig til din sidste vilje.

Vi vil gerne hjælpe dig!

Kontakt Mission Østs arveansvarlige Susanne Madsen for vejledning og hjælp på tlf. 39 48 20 47. Læs mere på www.missioneast.org, hvor du kan finde vores særlige folder med flere informationer.

Du kan også støtte i dag Giv en gave gennem MobilePay 20 13 12 12 eller via netbank Reg. 3170 Konto: 0010918030.

Mærk betalingen KD1 og skriv dit fulde navn og cpr.-nummer i beskedfeltet.

28 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

Den sidste dans om døden Kunstneren Christian Lemmerz har både haft døden som tema i sit eget liv og i sit virke som kunstner det seneste år AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Lazarus stod op, da Jesus kaldte sin ven ud af graven i Det Nye Testamente, men den 3,5 meter høje ”Lazarus”, der siden november sidste år har stået med udstrakte bronzearme foran Bispebjerg Hospital i København, er faktisk ikke kun inspireret af Jesu ven, men også af selveste Thorvaldsens Kristus-figur i Vor Frue Kirke og renæssancetegninger fra gamle anatomibøger, fortæller kunstneren Christian Lemmerz, der står bag værket. ”Begge dele er idealet af et menneske. Renæssancetegningerne viser idealet af menneskekroppen, og Jesus Kristus er jo også den ideelle konstruktion af mennesket, så de to ting har jeg kombineret i en skulptur. Jeg arbejdede i mange år på den skulptur, og jeg endte med at lave ’Lazarus’ som en helt nøgen mand. Mens den påklædte Kristus-figur byder folk velkommen i kirken, byder ’Lazarus’ folk velkommen på hospitalet.

Jeg ville gerne have begge verdener med, og man kan jo også sige, at kirker og hospitaler har det tilfælles, at mange kun kommer der, hvor det virkelig brænder på,” siger Christian Lemmerz, der glæder sig over, at værket nu både kan ses på vej ind og ud af hospitalet som en påmindelse om både livet og døden. ”For mig er døden absolut. Jeg kan ikke forestille mig, at vores hjerne og sjæl skulle være så adskilt, at sjælen lever videre, mens hjernen dør. Måske er jeg for meget tysker, men jeg synes simpelthen, at den tanke virker for teknisk umulig. Jeg kredser hele tiden om døden i min kunst, fordi døden dybest set er det eneste, vi kan være sikre på i livet. Alt andet er relativt.”

Mens værket leger med tanken om genopstandelsen ved at lade ”Lazarus” stå nøgen, har Christian Lemmerz også lavet et mere nedslående værk i samme forbindelse. Værket hedder ”The Last God” og er knaldsort som en slags kontrast til Thorvaldsens hvide Kristus-figur. ”Mens jeg klædte ’Lazarus’ helt af, har jeg givet ’The Last God’ alt for meget tøj på, så han nærmest er ved at falde i alle de sorte klæder. Og mens Jesus-figuren i Vor Frue Kirke læner sig roligt tilbage og rækker armene frem, står ’The Last God’ nærmest og vrider sig fremad, mens armene er vendt tilbage. For døden har ikke noget at give. Den tager kun,” siger Christian Lemmerz, der også for nylig skabte ”et tavst rum” til de efterladte kolleger og pårørende til dræbte politifolk. ”Rummet er i en mellemgang på Københavns Politigård, hvor det faktisk er et slags halvprivat monument, fordi man skal have et ærinde for at komme derind.

Men der brugte jeg også et klæ-

0 Christian Lemmerz’ figur ”Lazarus” foran Bispebjerg Hospital i København – Foto: Jens Peter Engedal.

Christian Lemmerz 3 Født i 1959 i Karlsruhe i Tyskland.

3 Internationalt anerkendt billedhugger, grafiker og performancekunstner. Han er uddannet i både Carrara, Italien, og på Kunstakademiet i København.

3 Honoreret med Thorvaldsens Medalje i 2009 og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2015.

F OTO : E M I L K A ST R U P A N D E R S E N

de, der både kan symbolisere et ligklæde og et flag, på én bænk over for en anden bænk, hvor der kun lå en politikasket. Jeg prøvede at lave værket så lidt ironisk som muligt af respekt for de pårørende, der har mistet modige mennesker, der bare gjorde deres arbejde. Det burde jo ikke koste nogen livet,” siger Christian Lemmerz, der selv har fået døden tæt på de seneste år, hvor han også har set begge sine forældre dø.

Det har han tematiseret på en galleriudstilling i Hans Alf Gallery i København, hvor alle værkerne på radikal vis handler om forældrenes død.

”Som ung var jeg også fascineret af døden, fordi den var så langt væk, men nu har jeg beskæftiget mig med døden, fordi den er kommet tæt på. Dengang var den abstrakt, nu er den konkret, og det er faktisk min mest personlige udstilling. Men lige for øjeblikket har jeg det sådan, at det også bliver min sidste udstilling. Jeg synes, kunsten bevæger sig mere og mere mod at være en luksusartikel, der ikke har nogen relevans for den almindelige kultur. Musik og film har fortsat relevans, men kunsten bliver bare dyrere og dyrere,” siger han, mens vi står mellem hans egne værker, der ty-

pisk også koster over 100.000 kroner stykket. ”Min fornemmelse er, at hvis man har en vinkælder og spiller golf, så må man også have kunst på væggene. Det er lidt trist, for jeg mener, at kunsten er en meget mere farlig ting end en kronhjort på væggen hos nogle meget rige mennesker. Det gør mig trist. For mig er kunsten ikke skabt til rige mennesker, men som en undersøgelse af eksistensen. Nu er begge mine forældre døde, og det præger også udstillingen.” ”Mindet om de døde bliver til en del af vores indre liv og de landskaber, vi har inde i os, for

vi er på en måde også, hvad vi husker. Det er derfor, at det er så tragisk, når folk ikke kan huske længere,” siger Christian Lemmerz, der også har lavet et uhyggeligt værk om sin far, der fik alzheimer, før han døde. Det har Christian Lemmerz vist ved at lave en hvid skulptur af faderen, der har fået farvet hele ansigtet sort. ”Jeg fandt den mest sorte farve, der var på markedet, da jeg lavede skulpturen, og det der er mit forsøg på at fange det sidste blik, jeg fik af min mor. Det var ren angst,” siger han, mens han peger på en anden stor blyantstegning, der hænger på væggen. ”Det er sjovt. Jeg tror, at det tog mig 24 sekunder at tegne den tegning, men det tog mig et halvt år at kunne gøre det så præcist. Men nu er jeg træt af at tegne kranier og zombier. Mit nye tema skal være skønhed,” siger han og smiler svagt. ”Det skønne kan være det kedelige, men det gælder alligevel om at dyrke det skønne, mens man kan. For når du møder døden, er det for sent. Jeg havde en ven, der begravede sin bedste ven, og så gik han ud fra kirkegården og tænkte: ’Godt det ikke skete for mig.’ To timer senere var han død. Sådan kan man aldrig vide, hvornår døden kommer. Om fire sekunder kan du blive kørt over af en bus, så livet er nu.”

J

Man bliver aldrig for gammel til at drømme om en bedre verden Henning Jensen, Virum Der er mange gode grunde til at testamentere til velgørenhed. Men er det ikke svært?

Og kræver det ikke store donationer? Nej til begge dele. 32 af landets velgørende organisationer er gået sammen om at gøre det lettere for alle, der overvejer at testamentere til et godt formål. Få overblik, inspiration, gratis advokatrådgivning og mulighed for tilskud til at oprette dit testamente på detgodetestamente.dk

30 | Arv&Testamente

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. maj 2018

”Jeg er ikke sikker på, at jeg tilgiver – jeg glemmer bare” Det er en del af menneskets natur at kæmpe mod andre, mener skuespilleren Morgan Freeman, der tidligere har studeret menneskets forhold til Gud i stor tv-dokumentarserie. Nu vender han blikket mod menneskers forhold til hinanden i en serie, der begyndte i januar i år

AF DANIEL ØHRSTRØM

Vores verden med Morgan Freeman

ohrstrom@k.dk

Livet er fyldt med spørgsmål, men hvis man kun må stille ét, hvad skulle det så være?

Det er det svære udgangspunkt, da skuespilleren Morgan Freeman åbner mikrofonen til et gruppetelefoninterview, hvor journalister fra forskellige verdensdele hver især er blevet lovet mindst et spørgsmål til den amerikanske verdensstjerne.

Kristeligt Dagblad er med på linjen som det eneste danske medie. For Hollywood-stjernen var i januar aktuel med den eksistentielle dokumentarserie ”The story about us with Morgan Freeman” eller ”Vores verden med Morgan Freeman”, der følger op på successerien ”The story about God” (Historien om Gud) på tv-kanalen National Geographic.

Freeman er både medproducer og vært på programmerne, hvor han rejser verden rundt for at undersøge, hvad der gør mennesker til mennesker. Og første afsnit handler om krig og fred eller ”kampen for fred”. For vi kender jo ufreden helt tilbage til den bibelske historie om Kain og Abel, som han siger i serien, hvor han besøger våbenmodstandere i USA og England og stridende parter i blandt andet Nordirland, Rwanda og Etiopien.

Flere steder bunder konflikterne i religionsstridigheder, mens man også hører et krigsoffer i Rwanda forklare, at hun kun ved Guds hjælp har lært at tilgive sin families morder, der nu er blevet hendes ven og nabo på mirakuløs vis.

Det er derfor nærliggende at spørge, hvordan religion kan blive en del af løsningen i stedet for kun problemet i menneskelige konflikter. ”Godt spørgsmål,” siger Morgan Freeman venligt med sin beroligende basstemme til Kristeligt Dagblads første spørgsmål, men sender så spørgsmålet tilbage som en uventet bombe. ”Jeg tror, at det er en del af vores eksistensvilkår, at den menneskelige natur har brug for balance. Vi har Gud, men vi har også Satan. Hvorfor mon det er sådan?”.

Spændt venter jeg på Hollywood-guruens eget svar, men nu bliver der foruroligende stille. ”Hallo?,” siger Morgen Freeman, mens tankerne farer forvirret gennem frontallapperne. Enhver søndagsskoleelev ved, at Satan ifølge Bibelen engang var superenglen Lucifer, som blev hovmodig og gerne selv ville være Gud, og Det Gamle Testamente er en lang novellesam-

3 I en selvstændig opfølgning på dokumentarserien ”Historien om Gud” besøger Morgan Freeman i en række programmer forskellige lande for at komme den menneskelige natur nærmere. Første afsnit af ”Vores verden med Morgan Freeman” blev sendt på National Geographic i januar i år.

0 Den amerikanske skuespiller Morgan Freeman er medproducer og vært på en programserie, hvor han rejser verden rundt for at undersøge, hvad der gør mennesker til mennesker.

Billedet her er fra filmen ”Bruce den Almægtige”, hvor Morgen Freeman spiller Gud. – Foto: Universal Pictures/ Ritzau.

ling, der viser, hvor galt det kan gå, når mennesker eller en superengel gerne vil være Gud. Men det må Gud som almægtig skaber jo egentlig have vidst, da han skabte Lucifer, måske i håb om at få en ven. ”Hallo? Kan du svare på det?”, gentager den amerikanske verdensstjerne som en utålmodig eksaminator, så det bliver pinligt klart, at jeg nu må fremstamme et eller andet svar på mit skoleengelsk foran journalister fra hele verden og selveste Morgan Freeman. ”Det er et svært spørgsmål.

For det virker også lidt underligt, at Gud skabte Satan, der jo var den første, der satte spørgsmålstegn ved Gud, men måske var det i virkeligheden grunden.

Jeg ved det ikke,” indrømmer jeg, mens man kan høre latter, inden medproduceren James Younger heldigvis bryder frelsende ind for at svare på det oprindelige spørgsmål. ”Jeg tror ikke, at det nytter noget at forestille sig, at religion kan løse alt. Men religion er her, og religion bliver her, og vi er nødt til at forstå hinanden på tværs af religioner. Når en million flygtninge går ind i Tyskland, vil de fortsat være muslimer. Det er faktum, og de vil ikke stoppe med at være muslimer i morgen.

Vi bliver derfor nødt til at have en forståelse for forskellige kulturer. Og det bliver nødt til at være en del af løsningen,” siger han.

Næste spørgsmål melder sig hurtigt på banen. For selvom produceren nu nævner muslimer, er islam faktisk slet ikke nævnt i første afsnit af serien, som ellers dykker ned i konflikter og fredsprojekter mange steder på kloden, men altså uden muslimske deltagere. ”Nej, det er det ikke,” fastslår James Younger.

Men hvorfor ikke tage til Mellemøsten i et afsnit om verdens ufred? ”Vi tog ikke derhen denne gang,” siger medproduceren Lori McCreary. ”Vi har dog et par islam-fokuserede historier senere i serien.

Så islam er helt sikkert noget, vi gerne vil snakke om. Det er ikke noget, vi prøver at undgå, men man kan bare ikke have det hele med i én episode,” siger James Younger.

Den amerikanske ordstyrer afbryder for at give ordet til en canadisk journalist.

Hun spørger, hvor mange lande, serien besøger. Producerne kommer i første omgang frem til, at de har besøgt mindst syv lande. Og Morgan Freeman fortæller, at det sted, der gjorde mest indtryk på ham personligt, var i Etiopien, da han besøgte hamar-stammen: ”Det var en vild oplevelse at være der med mennesker, som tilsyneladende ikke har ændret deres skikke siden de første menneskers opståen. De lever meget primitivt, meget tæt på

jorden og er meget opmærksomme på jorden. Det er vi ikke. Vi sidder i New York City på 39. etage på en lille ø, hvor mennesker lever oppe i luften i stedet for nede på jorden. Her har du menneskets bevidsthedsudvikling,” siger Morgan Freeman, der peger på, at menneskets natur dog stadig er både næstekærlig og krigerisk, selvom det moderne menneske har udskiftet støvede sletter med kontorlandskaber. Men kampen for fred er grundlæggende den samme.

De ord efterlader transatlantisk telefontavshed et øjeblik, men nu er der åbent for spørgsmål igen, så Kristeligt Dagblad beder Morgan Freeman svare på, hvordan han bekæmper bitterhed i sit eget liv. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg tilgiver – jeg glemmer bare,” svarer Morgan Freeman.

Men finder du så styrke i troen på Gud til at glemme? ”Tja, jeg har faktisk ikke oplevet nogen rigtig seriøse traumer i mit liv. Der er ikke nogen, der har forvoldt mig så meget ondt, at det har tvunget mig til at overveje enten at give igen med samme mønt eller tilgive personen. Intet og ingen har sat mig i den position. Det er derfor, at jeg ikke ved, om jeg tilgiver. Jeg glemmer det bare. Men hvis du gør noget mod mig, som jeg synes, er forkert, så går jeg bare min vej, så du ikke gør det igen.”

James Younger bryder ind

med en rettelse. For det viser sig, at filmholdet faktisk har været i 11 lande.

Derfor spørger jeg igen, hvorfor der ud af 11 lande så ikke var plads til én islamrelateret konflikt i første afsnit om menneskehedens sameksistensproblemer. Og producerne henviser så til, at der faktisk kommer et senere afsnit med en bosnisk muslim, der fortæller om borgerkrigen i Jugoslavisen, mens Morgan Freeman minder om, at muslimer ikke er en isoleret befolkningsgruppe, men er overalt, ligesom der også er konflikter overalt – med og uden muslimer.

Det sidste spørgsmål går også til Morgan Freeman, der tøver et øjeblik, da han bliver spurgt, om han tror på, at vi nogensinde får fred i verden, eller om krig og konflikter bare er en del af menneskets natur. ”Det er en del af vores natur at bekæmpe hinanden, og vi undgår først konflikter mellem mennesker, hvis vi lærer at undertrykke vores natur,” siger Morgan Freeman og peger på, at kunstig intelligens, der jo ikke er styret af følelser, men fornuft, måske kan være løsningen i fremtiden.

Men i ”vores verden” er droner bare med til at forstærke civile tab i krige. Og sådan rejses der hele tiden nye spørgsmål, som ikke kun behandler religion.

J

Vestergaard Møb Vestergaard Vestergaard Vestergaard Møbler Mø KAMPAGNER Vestergaard Møb Møbler København

TM Arne Jacobsen Serie 7 Torvegade 55-57

Kontorstol Tlf. fuldpolstret sort 32 57 28læder, 14 med armlæn 9.995,Lyngby Næstved uden armlæn Jernbanepladsen egade 55-57 Merkurvej 7.495,3 19-23 Tlf. 45Tlf. 87 55 54 77 04 49 49

2 57 28 14

banepladsen 19-23 5 87 54 04

København Torvegade 55-57 Næstved København Tlf. Torvegade 32 57 Merkurvej 3 28 1455-57 Tlf. 55 77 Tlf.49324957 28 14 Lyngby København Jernbanepladsen 19-23 Holbæk Lyngby Torvegade 55-57 Tlf. Jernbanepladsen 45 Tåstruphøj 46 19-23 Tlf.87 3254 5704 28 14 Tlf. 59 45 Tlf.45454587 54 04 Lyngby Jernbanepladsen 19-23 Tlf. 45 87 54 04

Holbæk Tåstruphøj 46 Tlf. 59 45 45 45

København Næstved Merkurvej 3 Torvegade Næstved Tlf. Tlf. Merkurvej 55 77 49 49 3 32 57 2 Tlf. 55 77 49 49 Holbæk Næstved Lyn Tåstruphøj Holbæk46 Merkurvej 3Jernbanep Tlf. Tlf. 5955457745 Tåstruphøj Tlf. 4945 494645 87 5 Tlf. 59 45 45 45 Holbæk Tåstruphøj 46 Tlf. 59 45 45 45

PH 5 kampagne PH 5 i valgfri variant: Før kr. 5.595,- Nu kr. 4.295,PH 5 Mini i valgfri variant: Før kr. 3.995,- Nu kr. 2.995,Design: Poul Henningsen Kampagneperiode fra 1. maj til og med 9. juni 2018.

Vestergaard Møbler Møbler Mø d Møbler VestergaardVestergaard Vestergaard Møbler M Se flere Syver stole i sort læder i butikkerne og på www.vester-moebler.dk

ard Møbler

*Alle priser er vejledende udsalgspriser inkl. moms.

Vestergaard Mø

København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 EJ 280 Næstved 3, Tlf.sofa 55 77 49 49København f.7,45 København Torvegade 55-57, Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf.Tlf. 45 32 87 57 5 Tlf.87 3254 5704 28 14 En skøn, Merkurvej blød lounge med store, Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Holbæk Tåstruphøj 46, iTlf. 59 45 og 45Lyngby 45 Jernbanepladsen Tlf. 45 Næstved Merkurvej Tlf.19-23, 55 495749 9-23, Tlf. 45 87 54 04 København Torvegade3, 55-57, Tlf.7732 28 komfortable puder sæde ryg. Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 Lyngby

WEGNER STOLE & SPISEBORDE

Sofa i længde 240 cm.:

Jernbanepladsen Tlf. 87 5 Næstved Merkurvej 3, 59 Tlf. 5545 77 49 Holbæk Tåstruphøj 46,19-23, Tlf. 45 45 45 S PA R Lyngby 2Næstved 0 % Tlf.Tlf. 55 77 Holbæk Merkurvej Tåstruphøj3,46, 5949 4549 45

Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45

23.995,-

Model 280 - 3 personers sofa i længderne 212 & 240cm. og som hjørnesofa

Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45

Gælder tom. 30. juni 2018

Vestergaard Mø Vestergaard Møbler Vestergaard Møbler Møbler ergaard Vestergaard Møbler

København Torvegade19-23, 55-57,Tlf. Tlf.45328757542804 14 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 04 Tlf. 32 57 28 14 Lyngby Jernbanepladsen Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 4945 87 54 Holbæk Tåstruphøj gade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Holbæk -57, en 19-23, Tlf. 32Tlf. 57 45 28 87 14 54 04 Lyngby Næstved Jernbanepladsen Merkurvej19-23, 3, Tlf. 55 Tlf.77 4549 8749 54 04 Holbæk Næstved Tåstruphøj Merkurvej 46, Tlf. 3, Tlf. 59 45 5545 7745 49 49 Holbæk

www.vester-moebler.dk

I mere end 90 år har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet mennesker i nød. Overalt i den fattige verden er menneskers liv blevet ændret til det bedre. Sultne har fået mad, børn er kommet i skole, og fattige har fået et liv før døden. Takket være danskere, der har skænket Folkekirkens Nødhjælp en testamentarisk gave.

Vi kan sikre at livet går videre, når du er gået bort. Det er en god arv at efterlade sig.

Ring til Folkekirkens Nødhjælp på 3315 2800 og få gratis og uforpligtende vejledning om, hvordan et testamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden. Skattefrit. Vi har kontakt til advokater, som kan hjælpe dig med at skrive et gratis testamente, hvor du bestemmer, at din arv skal få livet til at gå videre, når du er gået bort.

Nørregade 15 ı 1165 København K ı Telefon 3315 2800 ı www.nødhjælp.dk/arv ı testamente@dca.dk

www.nødhjælp.dk/arv Foto valgerdur hvidt larsen

Lad Livet gå videre når du er gået bort