Laura Engstrøm. Derfor skal vi tale mere om dem. Interview side 10
Når et liv slutter, kommer Alette og Peter i kassevognen for at rydde op. Reportage side 6
Hvordan skriver man et testamente?
Kristeligt Dagblad spørger, og juristen svarer. Interview side 24
FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
Døden er en svær størrelse for mange danskere at forholde sig til. Kun hver tredje mellem 60 og 80 år har skrevet et testamente, og også e erlivet er ét, selv de ældste udsætter at tænke på. I tillægget Arv&Testamente kan du imidlertid blive klogere på de spor, et menneske e erlader sig, og hvorfor det kan være en god idé at beskæ ige sig med dem lang tid inden, man er tvunget til det. Tak, fordi du læser med!
4 Nyhed Selv de ældste skubber tanken om døden foran sig
6 Reportage Peter og Alette giver hjemmet nyt liv, når ejeren dør fra det
10 Interview Det letter dødsangsten at turde tale om det uforklarlige
12 Klumme Hospitalspræst Lotte Mørk: Hvorfor udskyde sin begravelse, indtil man er død?
14 Mit kæreste eje Søren Ryges smukkeste havemøbel skal en dag gå i arv
16 Interview Nan Rostock vil ikke længere leve, som om døden ikke ndes
18 Nyhed I døden er vi alle lige. Men nogle kirkegårde er nere end andre
20 Voxpop To danskere fortæller: Derfor har vi skrevet velgørenhed ind i testamentet
22 Nyhed Flere tager stilling til, hvordan de vil begraves
24 Testamentetvivl Kristeligt Dagblad spørger, og juristen svarer: Sådan kommer man godt igang med testamentet
26 Interview Psykolog Tove Haugaard vil hjælpe sorgramte til at skabe en fortælling om det at miste
28 Baggrund Ganske få tager stilling til deres digitale efterliv
30 Nyhed Flere vælger lyserøde kister og regnbuefarvede urner
Udgivet af Kristeligt Dagblad
ILLUSTRATION: RASMUS JUUL
Selv de ældste skubber tanken om døden foran sig
Bare fordi man er fyldt 90 år, er det ikke sikkert, at tanker og ord om døden fylder i det daglige. Det kan vidne om en kultur, hvor aldring og død er fraværende, men også om kærlighed til livet nyhed
Ida Kragh Pedersen ipedersen@k.dk
Barbara kan dø af hjertesvigt når som helst, men hun bliver aldrig træt af at se solen stå op. Henning smiler ved sig selv, hver gang han betragter sine bier. Bitten sidder på plejehjemmet og skriver på en ternet blok om sin barndom, sine forældre og sine unge dage – og det bliver langt, for hun har haft et eventyrligt liv.
Antropolog Stine Grønbæk Jensen har gennem flere år mødtes med de tre ovenstående – og i alt 20 mennesker, der er eller snart fylder 90 år – ud fra et ønske om at undersøge, hvordan samfundets ældste afrunder livet. Det er blevet til bogen ”Vi har haft vores tid”, som i efteråret udkom på Aarhus Universitetsforlag.
Der var især én ting, som overraskede Stine Grønbæk Jensen. Når hun spurgte til de ældres tanker og eksistentielle overvejelser om døden, var reaktionen ganske stilfærdig. Nogle gange fandt de spørgsmålene upassende eller svære at forstå. Andre gange grinede de lidt forlegent.
”Jeg vidste godt, at livets afslutning var meget fraværende i vores kultur. Aldring og død er et meget sundhedsfagligt domæne – vi taler mest om, at de ældste skal holde sig aktive, have hjælp til selvhjælp og behandling og genoptræning og alt sådan noget,” siger Stine Grønbæk Jensen og fortsætter:
”Til gengæld forventede jeg, at når jeg kom med min diktafon og spurgte til de eksistentielle aspek-
ter, så ville de bruge lejligheden til at fortælle en hel masse om, hvilke følelser og forandringer de gennemlevede, deres tanker om døden, begravelse og aftryk på verden. Men det havde de simpelthen ikke særligt meget at sige om.”
Det var først og fremmest pragmatik, Stine Grønbæk Jensen blev mødt af. Sætninger som ”jamen, det kan jo ikke nytte noget at tænke over”, ”alting har jo en udløbsdato”, og ”man må bare få det bedste ud af det”. Antropologen opdagede, at de eksistentielle overvejelser og dramaer sjældent blev håndteret ved hjælp af en masse ord. En af bogens vigtigste konklusioner er da også, at den ældste generation har en ganske subtil måde at tage afsked med livet på, som Stine Grønbæk
Jensen siger:
”Det er noget, de går med selv, og som væver sig ind i hverdagens rutiner og hverdagens refleksioner. Og det er i virkeligheden ret karakteristisk for en generation, der er vokset op i mellemkrigstiden og er præget af nøjsomhed, pligtopfyldenhed – og uden den optagethed af følelser og psykologisering af selvet, som i højere grad præger de senere generationer.”
Forskellige måder at nærme sig døden på Lotte Mørk er hospitalspræst på Rigshospitalet og har i mere end 20 år slået til lyd for, at vi bør tale om døden. Men, siger hun – det skal gerne foregå, mens den er på afstand.
”Luther sagde, at vi skal tale om døden, når den er langt væk, ikke når den er tæt på, for så skal vi leve livet. Måske gør de 90-årige simpelthen, som Luther sagde.”
I sit arbejde møder Lotte Mørk mange mennesker på kanten af livet, der aldrig har forholdt sig til døden. Det kan gøre den sidste del af livet hektisk og handlingsorienteret, siger hun:
”For så løber man desperat rundt og prøver at få styr på alt fra testamente til, om man skal forsone sig med brudte relationer. Man bruger den sidste tid på døden i stedet for det langtrukne, kærlige farvel til livet. Og det er jo helt omvendt og spild af liv.”
”Luther sagde, at vi skal tale om døden, når den er langt væk, ikke når den er tæt på, for så skal vi leve livet. Måske gør de 90-årige simpelthen, som Luther sagde.
STINE GRØNBÆK
JENSEN, ANTROPOLOG
Når det er sagt, fortsætter Lotte Mørk, må man også huske, at samtalen om døden er en måde at beskæftige sig med det, man elsker, på. Og at ens pårørende kan have behov for dén samtale. Derfor kan det have konsekvenser for ens elskede, hvis man nægter at komme ind på emnet. Samtidig kan der være andre måder end de rent verbale at forholde sig til døden på.
”Vi lever i et samfund, hvor det er magtpåliggende, at man skal tale om alt. Men det at sige ’det vil jeg ikke tale om’ er faktisk også at tage stilling. Og hvem ved, om en 90-årig allerede har forholdt sig til døden, da vedkommende var midt i 70’erne?”, spørger Lotte Mørk retorisk.
På Klostergårdens Plejehjem i København møder forstander Margit Lundager lige så mange måder at nærme sig døden på, som hun møder mennesker.
”Jeg oplever ikke, at de ældre generelt har svært ved at tale om døden. De vil bare ikke tale om det med alle, og ikke til alle tider. Jeg vil da heller ikke tale om døden med alle mennesker,” siger hun.
På plejehjemmet har de en litteraturgruppe, hvor de læser og drøfter tekster af blandt andre Johannes Møllehave og Benny Andersen. Og så kan det ske, at samtalerne om døden opstår helt af sig selv. Men ingen skal tvinges til den slags samtaler, mener hun:
”Nogle har brug for at tale om tiden inden døden, nogle om selve døden, nogle om tiden efter. Og andre vil ikke tale om det overhovedet. Der skal være plads til den enkeltes behov, og der hvor man er i sin forståelse og accept af døden. Og vores opgave er at være tilgængelige for den samtale, der måtte ønskes.”
Stine Grønbæk Jensen vil da heller ikke gøre sig til dommer over, hvorvidt én måde at afrunde livet på er bedre end en anden.
”Mit møde med de ældste har vist, at der er mange tab i overgangen til den sene alderdom – tab af bevægelighed, identitet og mennesker – som kan give mening at tale om. Men der er altså også noget skønhed over, at når fremtiden forsvinder, så får fortiden og nutiden en forstærket betydning,” siger hun. J
Alligevel jeg unden mevære. man hvilhvilken lægger udbryder soveværelMed mærbaintemartasmykLige følelser Lieberkind. tanken de gå altde undersårbar simøder vi inkan indeholkan efterladnoget Peder boet i alPeundertøj persamlerobjekter nopårørende henså er og nogVi godt, vi taførste har effekalt hjem, kassearbejdsdag, ”slæbet” men siger Dior-cardigaentréen. at det, J
0 Mens noget af inventaret fra et dødsbo kommer med videre til webshop og på loppemarkeder for at finde nye hjem, er der andet, der må ryge på genbrugspladsen. Alette Lieberkind er efterhånden blevet ekspert i at se og udvælge, hvad der let kan blive afsat til nye ejere. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen
Peter og Alette giver hjemmet
nyt liv, når ejeren dør fra det
Tillid og respekt er nøgleordene, når man træder ind i et dødsbo – uanset hvordan det end måtte se ud. Det mener Alette Lieberkind og Peter Holmstrand, der ugentligt tømmer tre dødsboer, og som har specialiseret sig i at give nyt liv til afdøde danskeres indbo reportage
Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk
Alting står, som havde ejeren af dette parcelhus i udkanten af Næstved just forladt det for at finde ud i solskinnet denne tirsdag i maj: På knagerækken i entréen hænger jakken endnu pænt på bøjle, i den lave vindueskarm står potteplanterne stadig grønne, og på kommoden i stuen blafrer et dannebrogsflag, som var endnu et år i et langt liv netop blevet fejret. Men livet leves ikke længere i huset her på en villavej i den sydsjællandske by. For nylig døde ejeren, og tilbage står blot inventaret. Dog kun lidt endnu.
”Det er altid sådan lidt en skattejagt, når man får lov til at kigge i skuffer og skabe og se, hvad der gemmer sig. Det er måske forkert at kalde det ’sjovt’, men det er – sagt med største respekt – den mest spændende del af jobbet,” siger 42-årige Peter Holmstrand.
Han befinder sig i huset denne formiddag, fordi der er sendt bud efter hans hjælp. I dag skal der ryddes op, sorteres, smides ud.
” Vi kommer ud til rigtig mange pæne hjem, hvor det er tydeligt, at folk har passet rigtig godt på tingene. Men vi ser også det stik modsatte.
ALETTE LIEBERKIN
2 Nogle gange falder Alette Lieberkind og Peter Holmstrand over et maleri, som de mistænker for at være særligt værdifuldt. I de tilfælde må de ind imellem hente ekspertise udefra. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen
Dødsboet skal ryddes, så der kan blive plads til nyt liv i parcelhuset. Og sammen med sin kæreste, Alette Lieberkind, har Peter Holmstrand taget opgaven på sig.
”I dette tilfælde var det en advokat, der ringede og spurgte, om vi ville give et tilbud på opgaven. Ofte er det de pårørende, der selv kontakter os. Og så mødes vi med dem, får en snak, gennemgår huset og aftaler en pris. Derefter får vi som regel nøglen og kan gå igang,” forklarer Peter Holmstrand. Gennem 12 år han arbejdet med at rydde dødsboer, og sammen med Alette Lieberkind driver han i dag firmaet Borydning Danmark, der opkøber og rydder dødsboer på hele Sjælland, Lolland-Falster og Møn.
Cirka tre dødsboer om ugen rydder parret, og der er travlt i den lille forretning. Alligevel har de givet sig tid til at invitere Kristeligt Dagblad med på en almindelig arbejdsdag for at fortælle om, hvordan en sådan proces ser ud – og om, hvorfor de mener, at der ligger en særlig ære i at kunne give nyt liv til de materielle efterladenskaber, der står tilbage, når et liv er forbi.
”Jeg sender altid det menneske, der har levet sit liv i huset, en kærlig tanke. Altså, hvis jeg eksempelvis finder et billede af vedkommende, siger jeg lige ’hej, der var du’,” siger 43-årige Alette Lieberkind.
”Det kan godt være, det lyder skørt, men for mig er det et vigtigt lille ritual, jeg har.”
Dødsboets nye liv
For Peter Holmstrand og Alette Lieberkind er
Peter og Alette giver hjemmet nyt liv, når ejeren dør fra det
fortsat fra side 6
det første arbejdsdag ud af to i huset i Næstved. Det er sådan, processen med at tømme et dødsbo typisk forløber; én dag går med at sortere og vælge alt det ud, som skal med videre, og én dag går med at smide ud og køre på lossepladsen.
Denne formiddag er parret ikke langt hjemmefra, for selv holder de til i Næstved, hvorfra de også driver en webshop med antikviteter og loppeartikler fundet i de mange dødsboer, de kommer ud til. Det er særligt i forhold til gensalget af loppeeffekterne, at Alette Lieberkinds kompetencer kommer i spil. Hun ved, hvad der er oppe i tiden, og hvad der modsat er svært at sælge.
”På webshoppen sælger vi det meste, alt fra hæklenåle til tøj og møbler. Men i sådan et hjem som det her vil der altid være nogle ting, vi får svært ved at komme af med,” siger Alette Lieberkind og peger på en stor snedkereret mahogniskænk med fine udskæringer, der står i stuen.
”Det er jo hammer smukt, men det er bare ikke oppe i tiden, så vores lager bliver hurtigt fyldt op med den slags ting. Sådan en skænk vil vi typisk køre til en genbrugsbutik, hvis de vil have den, for de kan også have svært ved at få det afsat. Og det er jo faktisk virkelig trist. For det kan være ting, der engang har været dyre, og de har ofte en lang historie og har måske haft stor betydning for afdøde.”
Omvendt forholder det sig med kongelige porcelænsfigurer, der i øjeblikket er stor interesse for, fortæller hun. I et glasskab i hjørnet af stuen står en lille hvid Bing & Grøndahlkat, som Alette Lieberkind straks henter ud. Hun sætter den over på spisebordet i stuen, hvor hun er i færd med at samle alt det, som parret skal have med hjem til deres eget lager af loppeeffekter. Alette Lieberkinds fødder trisser hurtigt frem og tilbage over stuegulvet, og den lille kat får hurtigt selskab på spisebordet af lysestager, krystalglas, porcelænstallerkener og sjove små keramikkrukker.
Netop muligheden for at kunne give værdsatte møbler et nyt liv, er for Alette Lieberkind den fornemmeste opgave ved at tømme dødsboer.
”Det er jo bæredygtig cyklus, som jeg synes giver arbejdet en ekstra dimension. Der er noget særligt ved, at man kommer ind i et hjem, hvor nogen har levet et helt liv, og man så kan
hjælpe med at bringe noget videre derfra,” siger hun.
”Det er sjovt, når der pludselig står en ung pige på 20 år og falder i svime over Fru Jensens gamle blomsterporcelæn, som Fru Jensen måske selv har stået og kigget på for 70 år siden og købt med hjem.”
En grænseoverskridende begyndelse
Parcelhuset, som parret i dag er kommet ud til, er meget gennemsnitligt af type og størrelse for de dødsboer, parret tømmer, fortæller de. Peter Holmstrand og Alette Lieberkind tager dog alle slags opgaver ind. Og de har efterhånden set det meste, fortæller de.
”Vi kommer ud til rigtig mange pæne hjem, hvor det er tydeligt, at folk har passet rigtig godt på tingene. Men vi ser også det stik modsatte; hjem, hvor det er tydeligt, at folk har haft det svært, og også hjem, hvor man har levet i gris og rod,” siger Alette Lieberkind.
”Vi skelner ikke mellem det, men det påvirker selvfølgelig prisen. Jo mere, der er at rydde op i, desto dyrere bliver også det tilbud, vi kan give på opgaven,” fortæller Peter Holmstrand.
En typisk opgave á la et parcelhus som dette tager parret mellem 4000 og 8000 kroner for at rydde. Men det sker også, at de rent faktisk betaler de pårørende for at få lov til at rydde dødsboet, hvis hjemmet har antikviteter af høj værdi. En skuffe fuld af sølvtøj eller et dyrt designmøbel kan vende regnestykket. Når parret returnerer nøglen til de pårøren-
” Nogle gange finder vi også noget, som vi måske mistænker, at de pårørende ikke vidste fandtes, fordi det har ligget hengemt i en skuffe. Så lægger vi det til side, så de pårørende kan tage stilling til, om det er noget, de vil gemme. Det handler jo i bund og grund om tillid.
PETER HOLMSTRAND
de, er det typisk kun væggene, der står tilbage, medmindre de pårørende har andre, specifikke ønsker. Alt andet står Peter Holmstrand og Alette Lieberkind for at få af vejen: Gulvtæpper, loftlamper, gardiner. Engang blev de endda spurgt, om de ville tage et helt køkken ud. I et sådant tilfælde må parret ringe efter en ekstra hjælpende hånd, der kan løfte eller slæbe – ellers klarer de for det meste selv. ”Skal vi have et flygel ned fra fjerde, bliver det mere, end vi to alene kan klare, og så har jeg en god medhjælper, vi ringer til. En gang imellem står vi også med noget, vi mistænker for at være et sjældent maleri eller andet samlerobjekt, og så må jeg trække på mit netværk, hvis det er noget, jeg ikke selv har ekspertise i. Og der er det godt at kende mange dygtige folk i branchen, som vi gør,” siger Peter Holmstrand.
Døden bliver også hverdag
Som barn af forældre med en antikvitetsforretning fik Peter Holmstrand nærmest interessen for genbrug ind med modermælken. Egentlig er han uddannet bankmand, men da han for 12 år siden ønskede at skifte spor, lå det ikke fjernt for ham at forsøge sig med tømning af dødsboer.
”Første gang, jeg fik nøglen til et dødsbo og trådte ind, var det da en lille smule grænseoverskridende. Jeg var knapt fyldt 30 dengang, og jeg kan godt mærke, det er blevet nemmere, efterhånden som jeg er blevet ældre. Man er kommet mere i øjenhøjde med de pårørende og bliver på en måde taget mere seriøst. Men generelt er vi i branchen relativt unge, og vi er mange om buddet. Så det er godt at være to om arbejdet – med hver vores kompetencer,” siger Peter Holmstrand.
Det er fire-fem år siden, at Alette Lieberkind og Peter Holmstrand begyndte at danne par privat og derefter også professionelt. Alette Lieberkind arbejdede før som pædagog og psykoterapeut, men det blev for stillesiddende for hende, og da muligheden bød sig for, at hun og Peter Holmstrand kunne samarbejde om dødsboerne, greb hun den. ”Jeg har altid haft en passion for genbrugsartikler, så jeg begyndte med at sælge lidt småting af det, Peter kom hjem med. Og så tog det egentlig bare fart derfra. Nu lever vi begge to af det,” siger Alette Lieberkind. De seneste år har parret ryddet flere hundrede hjem, og selvom hvert et hjem vidner om et unikt liv, der er levet, vænner man sig
2 Den første dags arbejde i et dødsbo går blandt andet med at sortere alle de ting fra, som Alette Lieberkind og Peter Holmstrand skal have med hjem og sætte til salg på deres webshop. Her har Alette Lieberkind fundet krystalglas. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen
også til det i en eller anden form, fortæller Peter Holmstrand: ”Ethvert job bliver vel hverdag, og nogle gange må vi gå praktisk til værks. Alligevel bliver jeg altid ramt af en eller form for .. jeg vil kalde det andægtighed. Det kan ikke undgås, når ens job også indebærer at tømme en ældre kvindes undertøjsskuffe. Det er jo meget, meget privat,” siger han.
”Og sådan skal det blive ved med at være. For at være professionel i det her job må man også være meget respektfuld, og uanset hvilket hjem, vi kommer ind i, og uanset hvilken stand, det har, går vi ind i det med stor respekt for afdøde. Det er faktisk det, vi lægger allermest vægt på.”
Det handler om tillid
”Nej, prøv lige at se her engang”, udbryder Alette Lieberkind inde fra husets soveværelse, hvor hun er dykket ind i klædeskabet. Med sig ud i entreen har hun en cardigan af mærket Christian Dior, der hvad skrifttypen på mærket afslører tydeligvis har nogle år på bagen, men som fremstår i fejlfri stand.
”Sådan noget som den her er der stor interesse for, når vi tager den med videre på marked,” siger Alette Lieberkind.
I huset her har parret fået grønt lys til at tage alt, hvad de kan bruge, med sig; tøj, smykker, porcelæn. Sådan er det ikke altid. Lige præcis tøj har pårørende ofte særlige følelser forbundet med, fortæller Alette Lieberkind. Nogle bryder sig for eksempel ikke om tanken om, at tøjet ryger videre til genbrug, fordi de ikke har lyst til at se en person på gaden gå klædt i deres afdøde mors jakke. Og det er altafgørende at være åben og lydhør over for de pårørendes ønsker i den forbindelse, understreger Alette Lieberkind.
”Ofte står de pårørende i en meget sårbar situation, hvor de lige har mistet, når vi møder dem. Derfor er det en mærkesag for os, at vi taler respektfuldt om både møbler, tøj og inventar, uanset hvad vi kommer ud til. Det kan godt være, at et hus udefra set ikke indeholder noget af økonomisk værdi, men det kan have stor betydning og værdi for de efterladte, også selvom de ikke ønsker at have noget af det med sig.”
Grænsen, for hvad Alette Lieberkind og Peter Holmstrand sælger videre, går ved alt, der kan identificere vedkommende, der har boet i huset. Fotografier kunne de eksempelvis aldrig drømme om at sælge videre, fortæller Peter Holmstrand. Det samme gælder undertøj og brugt make-up. Det bliver en tand for personligt.
”Men smykker sælger vi og samlerobjekter og den slags. Nogle gange finder vi også noget, som vi måske mistænker, at de pårørende ikke vidste fandtes, fordi det har ligget hengemt i en skuffe. Så lægger vi det til side, så de pårørende kan tage stilling til, om det er noget, de vil gemme. Det handler jo i bund og grund om tillid,” siger Peter Holmstrand.
”Vi kommer jo ofte ud til folk i sorg, og nogle har brug for at krænge deres hjerter ud. Vi affærdiger aldrig folk, hvis det er tilfældet. Det skal der være plads til, for vi ved jo godt, at vi går ind og roder i noget sårbart, når vi tager os af afdøde menneskers hjem.”
Der er kun gået et par timer af denne første arbejdsdag i huset, og Alette Lieberkind har allerede fyldt spisebordet godt op med effekter, som hun mener kan finde nyt liv. Det er alt sammen noget, parret skal have med sig hjem, når de ved endt arbejdsdag sætter sig i kassevognen. Det er dog endnu en lang arbejdsdag, de har foran sig, og i morgen venter ”slæbet” med at få de tunge møbler kørt af sted.
”Det er hårdt arbejde meget af tiden, men når man så finder noget som det her,” siger Alette Lieberkind og peger på Dior-cardiganen, der nu hænger pænt på bøjle i entréen.
”Ja, så er det jo sjovt, når man får lov til at være det mellemled, der giver nyt liv til det, der er efterladt.” J
Det letter dødsangsten at turde tale om det uforklarlige
Mystiske fænomener på dødslejet er så udbredte, at vi skal turde tale om dem, mener forfatter Laura Engstrøm, der selv har mindsket sin dødsangst efter et syn ved faderens dødsleje interview
Camilla Klarskov klarskov@k.dk
Da Laura Engstrøm igen trådte ind på hospitalsstuen, var hun ikke i tvivl. Hendes far var død. Hun havde kun forladt rummet et øjeblik for at samle sig oven på det mystiske syn, der kort forinden havde vist sig for hende:
”Lysets engel går med glans,” havde hun sunget for sin døende far, der lå i koma efter lang tids sygdom, da en gnist lyste op ud for hans ansigt. Et splitsekund efter så Laura Engstrøm et smilende ansigt. Det var hendes fars bror, der var død flere årtier forinden. Og nu, tilbage på enestuen, var hendes far så gået bort.
Da Laura Engstrøm forlod hospitalet den eftermiddag, var det ikke kun sorgen, hun havde med sig. Hun havde også en insisterende fornemmelse af, at hun havde overværet et under. Men hvad var det for et under? Hvad var det overhovedet, hun havde oplevet?
I månederne efter faderens død i 2018 gennemtrawlede journalist og forfatter Laura Engstrøm alt lige fra forskning til Den Tibetanske Dødebog for at finde svar på, om andre pårørende, ligesom hun, havde haft mystiske oplevelser i dødsøjeblikket. Og på hvad der overhovedet sker, når et menneske er døende. Efter at have talt med forskere, sund-
hedspersonale og pårørende fra hele verden står det i dag klart, at Laura Engstrøm langtfra er ene om at have oplevet uforklarlige fænomener ved nogens dødsleje.
”Sådanne dødslejeoplevelser er så almindelige,” konstaterede en britisk neuropsykiater, da han lyttede til Laura Engstrøms fortælling. Forskeren havde forinden hørt tusindvis af lignende beretninger om personer, der har haft mystiske oplevelser i forbindelse med andres død eller egne nærdødsoplevelser.
Og det skulle vise sig, at adskillige forskere og sundhedspersonale har beskæftiget sig med fænomenet. Det er den viden, Laura Engstrøm nu har samlet i bogen ”Hentet af lyset”, der udkom den 22. marts. Hun har skrevet den, fordi hun synes, det er vigtigt, at mange flere ikke bare kender til de særlige fænomener, der går igen i mange dødsberetninger, men også ved, hvor udbredte fænomenerne er.
Dødslejefænomener
Frodige haver, religiøse skikkelser og afdøde, der viser sig i livagtige drømme og syn hos døende, hører til dét, man under et paraplybegreb i forskningsverdenen har døbt dødslejefænomener. Men dødslejefænomener er ikke udelukkende noget, en døende kan opleve. Mystiske og uforklarlige fænomener, der optræder for vidner til en døende, såsom Laura Engstrøm, falder også i denne kategori.
Den tiltagende mængde studier af dødslejefænomener har medført, at der i den videnskabelige verden i dag er relativ bred enighed om, at der netop er tale om et fænomen, siger Laura Engstrøm, da Kristeligt Dagblad møder hende i hendes stue på Christianshavn i København. Bag hende står det skrivebord, hvorfra hun de seneste år har gravet sig ned i dødslejefænomener og fået kontakt til verdens førende forskere på feltet. ”The Art of Dying” (Kunsten at dø), ”Consciousness Beyond Life” (Bevidsthed efter livet) og ”Ved himmerigets
port” står der på nogle af omslagene i stakken af bøger, der ligger på bordet. Dødslejefænomener er med andre ord noget, som findes, selvom det ikke er alle, der oplever dem. Omfanget varierer, alt efter hvilke fænomener der er tale om. En svensk undersøgelse har for eksempel vist, at mere end 60 procent af de medvirkende døende havde syn af afdøde familiemedlemmer. I USA konkluderer et lignende studie, at op mod 80 procent af døende har drømme og syn. Hvor mange pårørende, der oplever uforklarlige syn, sansninger og drømme, er straks sværere at sætte tal på. Men beretninger om fænomenet er der mange af, skriver Laura Engstrøm i sin bog. Problemet er bare, at dødslejefænomenerne ikke kan forklares. Nogle forskere og medicinsk kyndige peger på, at kemi og ændrede frekvenser i hjernen kan være årsag til fænomenet. Der kan også være tale om påvirkning fra medicin eller sygdom hos den døende. Men der er forskel på dødslejefænomenerne og delirium, som ellers også er et velkendt fænomen blandt døende, påpeger Laura Engstrøm med henvisning til forskningen. Dertil kommer, at videnskabelige ræsonnementer langtfra kan forklare alle tilfælde – og slet ikke dem, der optræder hos pårørende som Laura Engstrøm selv, hvor der hverken er syg-
Laura Engstrøm
Født 1971 i Odense og opvokset i Lemvig samt Norge.
Har arbejdet som freelancejournalist for en række danske dagblade og udgav i 2017 bogen ”Stemmer af sølv – mit møde med en magisk virkelighed”.
Forfatter til bogen ”Hentet af lyset”.
Mor til to voksne sønner og bosat på Christianshavn i København.
dom eller medicin involveret. Af samme grund har andre forskere på feltet efterhånden afstået fra overhovedet at forsøge at forklare det videnskabeligt.
Selv er Laura Engstrøm i dag overbevist om, at hun fik del i sin fars dødsproces, da hun oplevede et dødslejefænomen udspille sig for øjnene af hende.
”Det var noget, der skete for min far, og ikke noget, jeg fremmanede,” siger hun og forklarer, at hun ikke havde noget tæt forhold til sin onkel, der døde, da Laura Engstrøm selv var lille. Onklen havde til gengæld været en vigtig figur i faderens liv.
”Jeg er overbevist om, at det var noget, der skete for min far og ikke for mig, men at jeg på en eller anden måde forbandt mig med ham, så jeg kunne opleve, hvad der skete omkring ham på et åndeligt plan,” siger hun.
Et ”forbindelsesøjeblik”, har hun valgt at navngive fænomenet, der af den amerikanske psykiater Raymond Moody er blevet identificeret som en shared death experience – det vil sige en dødsoplevelse, man deler med en anden. Raymond Moody var også manden, der første gang betegnede og begyndte at beskæftige sig med nærdødsoplevelser, som siden har været et mere velkendt fænomen. Modsat synes det at forholde sig med forbindelsesøjeblikke og andre dødslejefænomener. Og dét til trods for, at de anslås at være langt mere udbredte end nærdødsoplevelser, fortæller Laura Engstrøm.
Dødsangsten
Det siger meget om den kultur, vi lever i – synes Laura Engstrøm – at hun måtte lede længe blandt fagfolk, andre pårørende og i litteraturen, før det gik op for hende, hvor udbredte mystiske oplevelser omkring dødsfald er. Hendes tese er, at det skyldes en kollektiv dødsangst. ”I vores kultur gør vi alt, hvad vi kan, for at gemme døden væk,” siger hun og fortæller, at hverken hendes far eller hun selv italesatte hans forestående død, mens han stadig var i live.
0 Laura Engstrøms bogreol er ikke kun fyldt med religiøse skrifter og bøger, der minder om liv, død og efterliv. På den hviler også et traditionelt mexicansk kranium ved siden af et billede fra 1970’erne af Laura Engstrøm med sin far. – Foto: Johanne Teglgård Olsen
” Jeg er ikke længere bange for det øjeblik eller den transition, hvor jeg skal give slip, og min sjæl skal gå over til et lys eller et kærligt mørke.
LAURA ENGSTRØM
”Vi vidste jo, at han skulle dø lige om lidt. Det var en kæmpe elefant i rummet, men vi kunne ikke tale om det. Vi kunne ikke tale om, hvorvidt han ville begraves eller brændes. Om han ville have et gravsted, eller hvilke salmer han ville have til bisættelsen.”
Hun heller ikke så meget som overvejede at foreslå sine sønner på dengang 11 og 18 år, at de kunne tage med på hospitalet for at se deres morfar dø.
”Det ærgrer jeg mig over nu. Siden har jeg virkelig tænkt meget over det. Hvorfor vi skal skånes for døden? Jeg er nu ret overbevist om, at man kan leve nemmere, hvis man ser, at det kan være fredfyldt at dø.”
I dag har hendes egen dødsangst i hvert fald ændret sig markant. Både fordi hun var vidne til sin fars død – med alt det uforklarlige, det viste sig at indebære – men også fordi hun nu kender til dét, der sker med menneskesindet i den sidste tid.
Det er ikke, fordi hun tror, angsten for at dø nogensinde vil forsvinde fuldkommen. For eksempel tør hun stadig ikke gå op i toppen af spiret på Vor Frelsers Kirke i København, konstaterer hun leende.
”Men jeg er ikke længere bange for det øjeblik eller den transition, hvor jeg skal give slip, og min sjæl skal gå over til et lys eller et kærligt mørke. På dét punkt er der sket en afgørende forskel, siden min far var i live. Det har givet mig en dybere tilgang til livet og mine ønsker for den tid, jeg selv har tilbage. Efter at have interviewet så mange, der har haft en nærdødsoplevelse eller oplevet et forbindelsesøjeblik, tror jeg på, at sjælen overlever kroppen i en sfære, som er ubeskriveligt smuk og saglig.”
En kulturel blokade
”Det er lidt tabubelagt at sige det her,” indskyder Laura Engstrøm så.
Gennem sit arbejde med bogen har Laura Engstrøm fået en fornemmelse: Vestens kulturelle hang til at verificere alting videnskabeligt kan stå i vejen for, at vi tør forholde os til døden på et mere åndeligt plan. Og det er en skam, synes hun, nu hvor hun selv har oplevet, hvor helende det kan være for ens eget forhold til døden, når man tør overgive sig til det, der ikke kan forklares.
”Det er jo smukke oplevelser, folk har, ikke? Det er så opløftende at høre om de åndelige oplevelser omkring dødslejet. Og jeg synes, det er ærgerligt, at man skal forklare det ihjel. Det eneste, vi har brug for at vide, er, at vi får hjælp fra enten noget åndeligt eller forandringer i sindet – alt efter hvad man tror på. Vi skal vide, at alle finder ro til sidst,” siger hun og henviser til den amerikanske hospicelæge Christopher Kerr, der har lavet omfattende studier af døende. Ifølge ham er der ikke noget så lindrende i dødsprocessen, som de syn og drømme døende får.
”Jeg tror, det letter dødsangsten at vide de her ting – uanset om man så er pårørende eller selv er døende,” siger Laura Engstrøm.
Pludselig ligner hun én, der er kommet i tanke om noget vigtigt. Hun læner sig lidt tilbage i stolen og fisker noget op af sin bukselomme. På bordet lægger hun en gylden, snoet ring – større end til en finger – som hendes ven, der er designer, har lavet og foræret hende. Hun forklarer, at hun gennem de seneste års undersøgelse af døden altid har haft den på sig.
”Den er ligesom min memento mori,” siger hun.
For ringen fortæller Laura Engstrøm noget vigtigt, hver gang hun holder den mellem hænderne. Noget, hun minder sig selv om med fortrøstning frem for frygt: at hun skal dø. J
0 En deltager ved en ”begravelse for den levende”-begivenhed i Sydkorea får taget et professionelt fotografi i 2019. Ritualet har bredt sig til store dele af verden – Foto: Heo Ran/Reuters/Ritzau Scanpix om der er fælles faste etiske Holst, videnskaZoo. Greisen, formand
Hospitalspræst Lotte Mørk: Hvorfor udskyde sin begravelse, indtil man er død?
klumme
Lotte Mørk
I Asien, USA og nu også Europa har præbegravelser bredt sig.
Men har vi behov for at tage dødsritualet i egen hånd i stedet for at overgive den døde i Guds hånd?
HAR DU LYST TIL AT VÆRE MED TIL DIN EGEN begravelse? Luk lige øjnene, og smag på det spørgsmål. For det er åbenbart en reel mulighed. Præbegravelser – eller levende begravelser, som det også kaldes – er et nyt fænomen, som breder sig i Japan, USA og nu også i Europa, så det er vel ikke utænkeligt, at det kommer til Danmark. Konceptet er meget enkelt: Den person, man tager afsked med, er stadig i live.
Fænomenet taler lige ind i det moderne menneskes hang til selviscenesættelse og iver efter kontrol – selv når man er død. Vi frygter døden, fordi den er det ultimative kontroltab. Præbegravelser bliver en måde at mestre denne frygt på. Eller som sociolog Michael Hviid Jacobsen meget rigtigt tidligere udtalte i Kristeligt Dagblad, så kan præbegravelser umiddelbart tage noget af brodden og udskyde ubehaget af den definitive begravelse – og dermed døden. Konceptet vidner om, at vi ikke taler nok om, at døden er en del af livet. Når vi taler om døden, kommer vi automatisk til at tale om livet og om dem, som betyder noget for os – og som derfor altid vil leve videre i vores hjerter.
Præbegravelser blomstrede op som et koncept i Japan tilbage i 1990’erne. Trenden fulgte efter i USA og andre dele af verden, hvor både film og kendte mennesker har været med til at skabe en vej for fænomenet. I USA er der blevet en forretning ud af det. Man hyrer en bedemand til at stå for præbegravelsen, og selve seancen kan begynde som en normal begravelse med kiste, musik, bøn og bibellæsning. Derfra skifter stemningen til at blive mere let med
I al vores frygt forsøger vi at skabe en falsk tryghed med præbegravelser. Men ligegyldigt hvor meget vi forsøger at forestille os vores egen død, vil virkeligheden altid overgå fantasien.
glad musik, der fejrer livet og taknemmeligheden for dem, der har haft indflydelse på ens liv. Og måske endda også en lejlighed til at give en forklaring på, hvordan man har tænkt sig at testamentere sine ejendele.
PRÆBEGRAVELSER STÅR I MODSÆTNING til begravelsesritualet i den danske folkekirke, hvor ritualet understreger overgangen fra liv til død – en overgivelse af den døde i Guds hånd. På den måde kommer den ukontrollable død under kontrol. Begravelsesritualet er med til at skabe trøst og håb om gensyn og på den måde sikre en kontinuitet mellem de døde og de levende. De af os, der har mistet, vil vide, at de døde ikke går væk. De lever videre i vores hjerter og i Guds hånd.
Men det er åbenbart ikke nok. I stedet for at overgive den døde i Guds hånd tager vi døden i egen hånd. Vi retter blikket mod os selv for at finde ud af, hvordan vi bedst skaber psykologisk velvære. I al vores frygt forsøger vi at skabe en falsk tryghed med præbegravelser. Men ligegyldigt hvor meget vi forsøger at forestille os vores egen død, vil virkeligheden altid overgå fantasien. Vi kan ikke opnå den
form for tryghed, når det kommer til døden. Men hvad vi kan gøre, er at blive bedre til at tale om, at døden angår os alle, og at vi efter døden skal leve videre i Gud og i hinandens hjerter.
For at gøre dette virkeligt har vi brug for ritualer, der kan forbinde os til noget, der er større end os –Gud. Ritualer, der kan være med til at synliggøre det usynlige – nemlig at de døde lever videre i os. Vi har selvfølgelig begravelsesritualet og højmessen, hvor fællesskabet med de døde bliver tydeligt i nadveren. Vi har velsignelsen, hvor Guds fred lyser over levende og døde, og ikke mindst sorgmesser for efterladte. Men hvad med at lave et ritual, vi kan bruge ude ved vores grav og ved vores hjemmealter? Eller et ritual med en særlig bøn og en velsignelse, der kan bruges hvor som helst for at huske os selv på, at den døde lever videre hos Gud og i os?
RITUALER ER OFTE MEGET MENINGSFULDE. Særligt hvis ritualerne ikke handler om dig, men om, at der er noget, der er større end os og dermed giver os et håb om, at vi skal ses igen. Ritualer hjælper os med at kunne være i den afmægtighed, døden konfronterer os med.
Så inden du begynder at iscenesætte din egen begravelse, så tag en snak med dem, du elsker. Tal om, at livet hører op, og at det derfor er vigtigt at tale om, hvad I betyder for hinanden. Og selvom den betydning ikke er lutter rosenrød, så tør jeg godt at love, at det både kan være lindrende og forløsende. Jeg er sikker på, at dit ego vil blive tilfredsstillet, og at vi derfor ikke vil have behov for at begrave os selv, inden vi er døde.
Så tal om døden, fordi det får os til at tale om livet – i stedet for at begrave os selv levende. J
Lotte Mørk er født i 1973. Cand.theol. og præst på Rigshospitalet i København siden 2005. Før det præst på Bispebjerg Hospital. Debattør, underviser og foredragsholder. Har skrevet bogen ”På en måde skal vi dø”, ligesom hun har bidraget til flere andre bøger som både forfatter og redaktør.
Søren Ryges smukkeste havemøbel skal en dag gå i arv
Selvom Søren Ryge er ved at blive gammel, har hans smukkeste havemøbel kun lige begyndt dens forhåbentligt lange liv – den røde havebænk skal gå i arv til hans børn, for den har en ganske særlig historie mit kæreste eje
Søren Ryge Petersen
Min røde bænk er vort bedste og smukkeste havemøbel. Jeg har lavet fjernsyn om den og skrevet om den, og den blev lige så kendt som min (nu afdøde) hund og min pibe, for den er meget mere end en havebænk – den er også en rigtig god historie.
En historie, som begynder med selve Napoleon, der for 200 år siden sad i fangenskab på Sankt Helena. På et tidspunkt må han have set en engelsk Chippendale-havebænk og tænkt, at den var pæn, og så fik han én og sad på den, når han var ude og kiggede ud over det endeløse Atlanterhav.
Da han døde, blev bænken sammen med hans øvrige ejendele sendt til Paris, og på et tidspunkt endte den i hans tidligere hustru,
Joséphines, have, Malmaison de Joséphine, der er berømt og findes endnu. Her kom Holger Steen Christensen fra Danmark på besøg for 100 år siden. Han var arkitekt og æstet, og da han så bænken og hørte dens historie, blev han så betaget, at han lavede en nøjagtig tegning af den og tog den med hjem til ”Sømandshvile” i Rungsted. Her fik han en dygtig møbelsnedker til at lave fire styk, beholdt selv de to og forærede to til sin elskede søster Bodil, der var gift med Franz og boede i Lund. Han var i øvrigt nabo til Karen Blixen og så hende jævnligt, så man må formode, at hun også har siddet på Napoleons Bænk. Hvorpå det endelig er min tur. For jeg besøgte Bodil og Franz i 1990 og lavede tv om deres meget smukke have. Da stod bænken i bunden af haven og lyste, og Bodil fortalte ovenstående. Hun fortalte også, hvor glade de var for den, for den havde jo i mange år været udflugtsmål, når familien gik tur i haven og endte på bænken for at spise frokost eller andet hyggeligt. Det var også Bodil, der havde malet den rød, ikke svensk-rød, men Kina-rød, for enhver kunne jo se, at ryggens mønster var inspireret af kinesernes, der blev så moderne i 1700-tallet – man kaldte det kineserier.
Så blev det min tur I 2005 besøgte jeg haven i Lund igen. Da var den overtaget af et barnebarn, David, og tænk, bænken stod der stadig. Og da blev jeg forelsket. Så meget, at jeg selv ville have sådan en bænk. Det syntes David var helt fint, og så fik jeg lov til at låne den og kørte til
Lund med trailer og tilbage til Aarhus, hvor jeg i mellemtiden havde fundet en dygtig møbelsnedker, der både kunne og ville lave en nøjagtig kopi af Napoleons-Holgers-BodilsDavids bænk til mig. Det lavede vi også fjernsyn om, for det blev en fantastisk proces, der varede et halvt år. For den skulle laves i egetræ, mente Henrik, for eg er det bedste og stærkeste.
Han var på jagt mange steder efter det helt rigtige og fandt det, et helt egetræ fra Spessart i Tyskland, fik det med hjem, savet op og lagret og gik derpå i gang med at bygge den bænk, der består af 71 stykker træ, der er samlet med 142 tapper og huller i alle mulige størrelser og vinkler. Der er hverken søm, skruer, beslag eller dyvler. Alt er ædelt snedkerhåndværk, og da den endelig var færdig, spurgte jeg Henrik, om det var hans store svendestykke. Han svarede, at sådan en bænk ville en nyudlært møbelsnedker aldrig kunne lave.
Den er også nævnt i mit testamente. Mine tre børn skal arve den, og de har lovet mig, at den vil gå på skift mellem dem, og at de aldrig vil blive uvenner på grund af den. Godt at tænke på.
Kan man selv få en
Den er simpelthen så pæn, at man er nødt til at sætte sig.
Efter tv-udsendelsen i 2007 var der selvfølgelig en del, der gerne ville have sådan en bænk. Det må de hjertens gerne, men den kan ikke købes nogen steder, for ingen af de etablerede møbelfabrikanter vil producere den. Den er alt for kompliceret – bliver alt for dyr. Den eneste mulighed er min gode møbelsnedker, Henrik Meinhardt, der ved, hvordan man gør, og aldrig slækker på kvaliteten. Han fremstiller dem på bestilling, men det tager ham over 300 timer, så den ender på over 100.000 kroner.
Den blev malet efter alle malerkunstens regler og blev indviet af Peter A.G., der kom og sang ”Når jeg bliver gammel, vil jeg sidde på en bænk ...”
Hvilket passer præcist, for jeg er ved at blive gammel, men bænken er først lige begyndt sit forhåbentlig lange liv. Den står samme sted i haven hver sommer, kan ses på lang afstand og bliver siddet på hver eneste dag. Den er simpelthen så pæn, at man er nødt til at sætte sig.
Indtil videre har han skabt en håndfuld. Og til overflod har han været i Paris og besøgt Malmaison de Joséphine, hvor de kunne fortælle ham, at historien om Napoleon og hans bænk er god nok. At den har været udstillet på Louvre, men blev så affældig, at den endte på et magasin. I forbindelse med 200-året for Napoleons død i 2021 kom den dog frem igen og er nu udstillet i en glasmontre. Da han viste dem billeder af sin kopi, blev de meget glade og kunne bekræfte, at den var præcis til mindste detalje.
0 I 2007 blev bænken indviet af musikeren Peter A.G. (til højre) og Henrik Meinhardt. – Foto: Søren Ryge Petersen
Nan Rostock vil ikke længere leve, som om døden ikke findes
Nan Rostock har med inspiration fra sin farmor besluttet at forberede sig meget konkret på sin død. Gemt i en æske i skabet opbevarer hun sin sidste skjorte, som hun får venner og familie til at skrive hilsner på interview
Else Marie Nygaard nygaard@k.dk
Nan Rostock bukker sig ned. Nederst i skabet opbevarer hun det, hun vil vise. Hun løfter en æske ud. Kartonen er svagt grå, hvilket får den hvide hørskjorte til at se endnu mere hvid ud. I æsken er den skjorte, vi skal tale om. Hun folder den ikke ud.
”Det er for personligt.”
Skjorten var helt hvid, men det er den ikke længere. Nære venner, forældre og svigerforældre har skrevet deres navn på skjorten med tusch i pangfarver. På det, som må være skjortens ene skulder, er et broderet motiv. Den veninde, Nan Rostock har fulgtes med siden 7. klasse på Kildegårdskolen i Gentofte, har broderet en fugl til skjorten. Nan Rostock peger på et lille foto, som hun har sat på skjorten med en gylden sikkerhedsnål. En kvinde med velsiddende hår og et tilbageholdt smil.
”Det er min farmor.”
Uden Nan Rostocks farmor, Inge, havde vi nok ikke stået med æsken på førstesalen i villaen i Hellerup. Hun døde på årets sidste dag i 2006. Nan Rostock tænker tit på hende. Da hun læste Maren Uthaugs roman ”En lykkelig slutning”, der er en slægtsroman om syv generationer af bedemænd, blev det ikke mindre. Romanen fik Nan Rostock til at erkende, hvor få tanker hun havde gjort sig om sin egen død.
Hun har hentet æbler ind fra villahaven og skåret dem i både.
”Min farmor var typen, som satte en lille mærkat på sine ting og skrev ’Nan’.”
Nu er der æbler på fadet fra farmor, og vi skal tale om, hvordan Nan Rostock fik et behov for at forberede sin død. Hun er stewardesse, men etablerede sidste år en lille virksomhed, der skal hjælpe mennesker med at forberede sig på døden.
Salmer og frisørslag
Nan Rostocks farmor, som boede i Ribe og var aktiv i så vel husmoderforeningen som sognerådet, skrev erindringer til sine efterkommere på skrivemaskine med kalkerpapir. Da hendes søn blev gift, fik svigerdatteren en opskriftsamling med en række af sønnens livretter. Nan Rostock rejser sig og vender tilbage med erindringerne og opskriftsamlingen, som er en blanding af gulnede udklip og opskrifter på bagværk nedfældet med sirlig skråskrift.
”Hun forberedte tingene til mindste detalje. Hun havde skrevet ned, hvad der skulle ske ved hendes død. Salmerne var valgt, og i sit natbord havde hun en natkjole til at ligge.”
Foruden natkjolen var der et frisørslag, som hun ønskede at få på.
”Min farmor var hjemmegående, og når min farfar kom hjem, skiftede hun fra kittel til pænt tøj. Hun brugte frisørslaget, når hun satte sit hår og tog sminke på, så hun var sikker på, at tøjet fortsat var rent.”
Nan Rostock banker under bordet og siger: ”7, 9, 13.”
”I min familie bliver vi gamle. Jeg er, så vidt
jeg ved, sund og rask, men for evigt findes ikke i dette liv, selvom mange lever, som om døden er en fejl.”
Efter at hun havde læst Maren Uthaugs roman, begyndte hun at undersøge, hvordan danskerne forbereder sig på deres død. Hun talte med både præster, forskere og bedemænd, og hun kunne konstatere, at der var få som hendes farmor.
”Jeg synes, at vi på nogle parametre har mistet en eller anden form for ordentlighed særligt i forhold til vores børn, som vi gør nærmest alt for, men den dag, de mister deres far eller mor, så overlader vi dem i deres måske værste øjeblikke til at stå med det hele selv. Min farmors grundighed var en hjælp for os, som var tilbage ”
Tænk på studenterhuen
I dag er hun indehaver af firmaet With-inlife. Efter afslag fra flere designere fik hun kontakt til designeren Ann Wiberg, som har tegnet ligskjorten. Tanken er, at man køber skjorten og kan få ens nære til at skrive på den.
Sidste år modtog Nan Rostock de første skjorter, og siden har hun banket på døre til bedemandsforretninger, i håb om at de vil forhandle skjorten. Det har ikke været let, men enkelte bedemænd forhandler nu skjorten, som koster knap 1000 kroner.
Forleden fandt hun sin ene datters studenterhue, som var fuld af hilsner fra kammerater. På sin vis kan studenterhuen sammenlignes med den sidste skjorte. Men hvad er reaktionen, når hun beder folk skrive på sin skjorte?
”Jeg siger til folk, at det vil betyde noget for
” Jeg synes, at vi på nogle parametre har mistet en eller anden form for ordentlighed særligt i forhold til vores børn, som vi gør nærmest alt for, men den dag de mister deres far eller mor, så overlader vi dem i deres måske værste øjeblikke til at stå med det hele selv.
mig, at de har været inde over min skjorte, hvis de ikke længere er her, når jeg dør. Der er jo ingen af os, som med sikkerhed ved, at vi er her i morgen, selvom vi lever, som om døden ikke findes. Min mor har også købt en skjorte. Hun vil ikke have nogen til at skrive på den, men hun har valgt at få broderet en marguerit, som er hendes yndlingsblomst. Jeg tror, det vigtige er, at man forholder sig til sin død. For min egen del mærker jeg, at det har givet mig en ro.”
Under den hvide hørskjorte i æsken inde i skabet har hun gemt sin sidste vilje. I det brev, som følger med, når man køber en skjorte, opfordrer hun til, at man udfylder ”Min sidste vilje” med ønsker til begravelse eller bisættelse og type af gravsted. Hun havde tænkt, at hun ikke skulle have et gravsted, men i forbindelse med arbejdet med begravelseskulturen har hun ændret holdning.
Engang tænkte hun, at hun ville have sin urne i en anonym urnefællesgrav.
”Jeg vil gerne have en lille have, som mine efterladte kan passe på. Der må gerne være et sted, hvor man kan komme et par gange om året, for kirkegårdene har en stilhed, man ikke finder andre steder.”
Nan Thorup Rostock
Født i 1967.
Bachelor i retorik fra Københavns Universitet og uddannet lærer. Siden 1989 stewardesse hos SAS. Gift med snedker Nikolaj Rostock. Parret har to voksne døtre.
Nan Rostock samler på aftryk fra sine venner. Da hun blev gift, kom hver gæst med en blomst til hendes brudebuket. Om halsen har hun to lange kæder. Da hun fyldte 50 år, ønskede hun sig en perle af hver ven. Det blev til to kæder, hun har båret siden. Når hun dør, ønsker hun, at hver gæst kommer med en enkelt blomst til bisættelsen. Nu er ønsket skrevet ned takket være farmor Inge og Maren Uthaug. J
0 Nan Rostock har lavet sin egen skjorte, som hun skal have på i kisten, når hun er død. Nu fremstiller hun også ligskjorter til betalende kunder. – Foto: Leif Tuxen
NAN THORUP ROSTOCK
I døden er vi alle lige. Men nogle kirkegårde er finere end andre
Der er rift om at få plads på bestemte af landets kirkegårde, som må afvise pårørendes ønsker om at begrave deres afdøde. Hensynet til de lokale vægter højest, lyder det baggrund
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk I Skagen ligger fire kirkegårde. Alle er smukke i deres egen ret, men særligt en af dem, Højen Kirkegård i Gammel Skagen, er ”eftertragtet”, som kirkegårdsleder Kasper Foldager formulerer det.
”Der er en generel interesse for at blive begravet på Højen Kirkegård, fordi den er placeret et eftertragtet sted ved siden af det historiske badehotel Ruths Hotel,” siger han.
For at sikre at de lokale beboere kan få en gravplads i klitlandskabet mellem marehalm, rosenbuske og Ruths Hotel står der i kirkegårdens vedtægter, at alle – også fastboende – skal forespørge menighedsrådet om at få en plads på Højen Kirkegård.
”Menighedsrådet vurderer henvendelser ud fra personens særlige tilknytning til sognet. For eksempel om man tidligere har boet i sognet, eller ens ægtefælle, forældre eller barn ligger begravet på kirkegården,” siger Kasper Foldager og tilføjer, at det kan være områdets sommerhusejere, som ønsker at få en gravplads på Højen Kirkegård, selvom de ikke har fast bopæl i sognet. I alt, vurderer kirkegårdslederen, henviser man hvert år i gennemsnit en ud af to-tre henvendelser til en plads på en af sognets andre kirkegårde.
Selvom det er et lille tal, skriver Højen Kirkegård sig ind i en tendens i det ganske land, som udgør lidt af et paradoks. For mens mange kirkegårde må kigge langt efter nye beboere og omdanne tidligere gravpladser til vild natur, oplever andre at måtte afvise frustrerede pårørende, som gerne vil opfylde deres afdødes sidste ønske om en særlig gravplads, men ikke kan.
For eksempel på Tibirke Kirkegård i Nordsjælland. Her vurderer sognepræst Ulrik Pilemand, at der bliver afvist mellem 10 og 15 personer om året, som ellers gerne ville begraves på den højt beliggende kirkegård med udsigt over kuperet terræn.
”Det er meget ulykkeligt, når vi må takke nej til mennesker, som ønsker at blive begravet på kirkegården af forskellige årsager. Forstanden kan forstå det, men hjertet kan ikke. Det er ikke rart at være den, som skal afvise menneskers ønsker, selvom det er med menighedsrådets velsignelse,” siger Ulrik Pilemand.
I forsøget på at behandle alle lige arbejder Ulrik Pilemand og menighedsrådet efter et særligt regulativ, så der ikke går ”smagsdommeri” i, hvem der får en gravplads på den populære kirkegård.
”Sognets faste beboere, som har folkeregisteradressse, kan blive begravet på kirkegården, ligesom beboere, som er fraflyttet på grund af sygdom – måske på plejehjem – også kan,” forklarer Ulrik Pilemand.
Derudover kan mennesker med fast
” Langt de fleste mennesker foretrækker at blive begravet i det sogn, de tilhører, eller så tæt på deres pårørende som muligt. Ellers bliver det vanskeligt for de efterladte at besøge og varetage gravstedet.
MICHAEL HVIID JACOBSEN, PROFESSOR I SOCIOLOGI VED AALBORG UNIVERSITET
smukt placeret på vandkanten til Svendborgsund.
Hvis man ikke bor i sognet, kræver det en særlig tilknytning at få en gravplads – for eksempel, at man har nære pårørende, der bor i sognet, eller er blevet døbt eller konfirmeret i Sct. Jørgens Kirke, fortæller kirkegårdsleder Dennis Andersen.
”Beliggenheden spiller en enorm rolle for, at vi hvert år må afvise en håndfuld henvendelser om en gravplads på kirkegården. I sognet bor der 5400 indbyggere, og når der ikke er mulighed for at udvide kirkegården, bliver vi nødt til at beskytte de lokales ret til at blive begravet,” siger Dennis Andersen. Følelsesmæssig betydning
Ifølge Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og som forsker i begravelseskultur og danskeres forhold til døden, kan der være mange individuelle grunde og motivationer til, at man gerne vil begraves et særligt sted på kirkegården – eller på en kirkegård med naturskøn beliggenhed.
sommerhusadresse i sognet også få en gravplads på Tibirke Kirkegård. Ligeledes frafalder kriteriet om folkeregisteradresse i sognet, hvis ens slægt er i besiddelse af et familiegravsted på kirkegården.
I Svendborg på Fyn har man også måttet opstille særlige betingelser for en af byens kirkegårde, nemlig Sct. Jørgens Kirkegård, en af Svendborg Kirkegårdes tre bykirkegårde, som ligger
”Vi knytter meget andet end geografi og sognemæssig tilknytning til kirkegårde. Der er også følelser, symbolik og æstetik forbundet med valg af gravplads. Selv på ganske almindelige kirkegårde er der ingen tvivl om, at folk gerne vil have de gode gravsteder – også selvom man ikke selv får nævneværdig gavn af det.”
Han fortsætter:
”Det har en følelsesmæssig betydning, at vores efterladte ikke skal mindes os på det mørkeste og mindst vedligeholdte hjørne af kirkegården. Så de fleste vil naturligt foretrække de gode
pladser på deres lokale kirkegård, og nogle vælger sågar at få et gravsted på de særligt attraktive kirkegårde, hvor man gør noget ud af udsmykningen eller den måde, man dyrker og plejer landskabet på.”
Helt generelt gælder det dog, at bopæl er den vigtigste indikator for, hvor man vælger at blive bisat eller begravet, siger Michael Hviid Jacobsen.
”Langt de fleste mennesker foretrækker at blive begravet i det sogn, de tilhører, eller så tæt på deres pårørende som muligt. Ellers bliver det vanskeligt for de efterladte at besøge og varetage gravstedet.” J
Begravelse uden for sognet
Der er adgang til at blive begravet eller få urnen nedsat på en kirkegård uden for ens bopælssogn, hvis afdøde har særlig tilknytning til det pågældende sogn.
Det indebærer, at afdøde tidligere har haft bopæl i sognet, har nære pårørende, der bor i sognet, eller har forældre, ægtefælle eller børn, der er begravet på en kirkegård i sognet.
Selvom der ikke foreligger særlig tilknytning, er der adgang til at blive begravet på andre kirkegårde end sognets kirkegård. Men menighedsrådet kan afvise dette, hvis det er nødvendigt ud fra hensynet til betjeningen af sognets egne beboere.
KILDE: KIRKEMINISTERIET.
0 I Svendborg på Fyn har man opstillet særlige betingelser for at få en gravplads på den populære bykirkegård Sct. Jørgens Kirkegård, som ligger smukt placeret på vandkanten til Svendborgsund. – Foto: Hans Meineche/ Biofoto/Ritzau Scanpix
To danskere fortæller: Derfor har vi skrevet velgørenhed ind i testamentet
Omtrent tre procent af danskerne har testamenteret til velgørende formål. Christina Lien er blandt dem, mens Anja Egeriis har planer om at gøre det. Til Kristeligt Dagblad fortæller de her om, hvorfor velgørende
arv
Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk
Christina Lien, 53 år.
Bor i Herning og studerer til maskinsnedker
Det er mange år siden, det blev klart for mig, at jeg ville testamentere til et velgørende formål. Jeg har ingen børn, og jeg er det sidste familiemedlem tilbage i min blodlinje. Jeg har et par tætte venner, som jeg kunne have valgt at testamentere til, men de har frasagt sig at arve fra mig, fordi de kender mig så godt og ved, at det naturlige valg for mig er at lade min eventuelle arv gå til velgørenhed. I mange år har jeg udført forskellige former for frivilligt arbejde, så det ligger mig slet ikke fjernt.
Spørgsmålet for mig handlede om, hvilken forening jeg skulle vælge. Det skulle være en forening, som rækker bredt ud med sit arbejde, og som ikke skeler til alder i deres målgruppe, og derfor har jeg valgt Mary Fonden. Jeg synes, de gør et fantastisk stykke arbejde for at bekæmpe blandt andet ensomhed og mobning, og de hjælper en bred gruppe af mennesker uafhængigt af alder og baggrund. Som barn har jeg selv oplevet at blive mobbet, og det spiller ind på mit valg, men også det faktum, at jeg synes, det er en organisation med stor integritet og troværdighed.
Lige nu er jeg under uddannelse, og jeg har ikke den vilde indtægt, så i stedet for at donere lige her og nu, hvilket jeg ikke har det store råderum til, håber jeg, at der er noget tilbage til dem, når jeg en dag skal herfra. Jeg har doneret alt, hvad jeg ejer til Mary Fonden. Testamentet har jeg selv taget mig af at skrive – det tog lidt tid at hitte ud af reglerne, men nu er der styr på det.
Arv til velgørenhed
Ifølge en undersøgelse fra 2022 foretaget af analysebureauet AIM for foreningssammenslutningen Det Gode Testamente har knap hver tredje dansker mellem 60 og 80 år skrevet et testamente.
Af disse havde omtrent tre procent valgt at testamentere hele eller dele af arven til et velgørende formål. Er man enlig og uden børn, kan der være skattemæssige fordele at opnå for de øvrige arvinger, hvis man har valgt at testamentere en del af arven til et velgørende formål. Dette kaldes 30%-reglen, der gør det muligt at nedsætte bo- og tillægsafgiften for den arv, man efterlader sig.
Ved 30%-reglen skrives 30% af den tilbageværende arv, efter at boet er gjort op, til én eller flere velgørende foreninger. Ved at gøre dette, pålægges det de velgørende foreninger at betale de bo- og tillægsafgifter, som de øvrige arvinger ellers skulle betale.
De øvrige arvinger (det kan være nevøer, niecer, gode venner eller hvem den afdøde har tilskrevet arven i testamentet) modtager derved 70% af boet uden at skulle betale afgifter. Da en velgørende organisation er fritaget for at betale boafgift, nedsættes den samlede afgift, der ellers ville tilfalde staten.
30%-reglen giver som udgangspunkt kun økonomisk mening, hvis man efterlader en formue på mere end 600.000 kroner.
KILDE: ÆLDRESAGEN, DET GODE TESTAMENTE
Anja Egeriis, 67 år. Bor ved Slagelse og er netop gået på pension fra sit job som bogholder
Jeg har endnu ikke skrevet mit testamente, men jeg er helt afklaret med, at alt, hvad der eventuelt vil være tilbage efter mig, skal gå til velgørende formål. Det bliver dog nok ikke den helt store formue, for jeg regner med at have brugt det meste selv, inden jeg skal herfra. Jeg har ingen børn, dem har jeg ganske bevidst valgt fra at få, og jeg har to søskende, som, jeg ikke synes, skal arve fra mig. Hvis min mor endnu er i live, skal lidt af det gå til hende, men hun er nu 87 år, så sandsynligheden er nok ikke så stor.
Når man donerer til en velgørende forening, kan man ofte få hjælp af dem til at skrive sit testamente, og den hjælp er da værd at tage med, så man ikke skal bruge 5-6.000 kroner på at købe sig til den et andet sted. Jeg har øje på to-tre foreninger, som jeg gerne vil donere til, fordi de gør et godt stykke arbejde, og fordi de beskæftiger sig med noget af det, der ligger mit hjerte nært. Det drejer sig om Dansk Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi. Begge foreninger går godt i spænd med mine egne interesser for natur og miljøbeskyttelse, og derfor skal det være dem.
Jeg ser det at donere til foreninger med fokus på miljø som en naturlig fortsættelse af, hvordan jeg har valgt at leve mit liv, og hvordan jeg har gået op i at dyrke min have. Så for mig er spørgsmålet om arv rimelig enkelt; enten får jeg selv brugt min pensionsopsparing, eller også er jeg sikker på, at pengene bliver brugt rigtig fornuftigt af de her foreninger. J
– PRIVATFOTO
Flere tager stilling
til, hvordan de vil begraves
Et voksende antal danskere opretter en begravelsesopsparing og skriver deres ønsker til begravelsen ned. Det er godt at tage stilling til det uundgåelige, mener sociolog, men det kan også lægge et pres på familien, siger bedemand
nyhed
Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk
Hvis du har overvejet at skrive dine ønsker til din begravelse ned eller sætte penge til side til arrangementet, er du ikke alene.
Hos Elysium Begravelsesopsparing er der årligt omkring 500 danskere, der opretter en begravelsesopsparing. Elysium Begravelsesopsparing er en af Danmarks begravelsesopsparinger, der administreres af brancheforeningen Danske Bedemænd, og hvor det er muligt at oprette personlige opsparinger med penge, der sættes til side til ens egen fremtidige begravelse. Hvert år stiger antallet af opsparere en lille smule, og særligt i løbet af de seneste par år har flere sat penge ind på en sådan opsparingskonto.
”Jeg kan også mærke, at der er flere, der har hørt om begravelsesopsparingen. For få år siden var det nærmest ukendt land,” fortæller Susanne B. Christensen, der er bedemand i Stege, Præstø, Stensved og Vordingborg Begravelsesforretninger og formand i Elysium Begravelsesopsparing.
Hun kæder udviklingen sammen med, at ”Min sidste vilje” i 2021 blev mulig at tilgå digitalt. ”Min sidste vilje” er en formular, hvor man kan udfylde, hvilke ønsker man har til sin egen begravelse. Når man dør, får bedemanden adgang til dokumentet og kan dele ønskerne med ens pårørende.
Der findes ikke nogle eksakte tal på, hvor mange der hvert år udfylder ”Min sidste vilje”. Det skyldes, at mange stadig udfylder dokumentet i hånden og nogle gange sammen med deres bedemand. Faktisk er der lige så mange, der i dag udfylder dokumentet i hånden, som der var, før det blev gjort muligt at gøre det digitalt. Men samtidig er der et stigende antal, der udfylder det digitalt. Derfor vurderer Danske Bedemænd, at det samlede antal af mennesker, der udfylder ”Min sidste vilje” er stigende. Når man udfylder ”Min sidste vilje” er det muligt at oprette en begravelsesopsparing i samme ombæring. Og at flere opretter en begravelsesopsparing er højst sandsynligt et resultat af øget eksponering og oplysning fra bedemændene om muligheden for at gøre det, vurderer Susanne B. Christensen. Det er både personer, der netop har fået at vide, at de ikke har længe igen, og mennesker, for hvem døden stadig ligger langt ude i fremtiden, der opretter en begravelsesopsparing, siger hun. Men fælles for dem er, at de ønsker at hjælpe de pårørende, der kan stå tilbage med en stor regning, når begravelsen skal betales. ”Jeg synes, det er et udtryk for rettidig omhu og kærlig omsorg for de efterladte,” siger hun. Nye afskedsstunder og stramme krav Bente Lorentzen, der er bededame i Vejle og lokalafdelingsformand for brancheforenin-
” Jeg synes, det er et udtryk for rettidig omhu og kærlig omsorg for de efterladte.
SUSANNE B. CHRISTENSEN, BEDEMAND I STEGE, PRÆSTØ, STENSVED OG VORDINGBORG
BEGRAVELSESFORRETNINGER OG FORMAND I ELYSIUM BEGRAVELSESOPSPARING
gen Danske Bedemænd på Fyn og i Sydjylland, kan også genkende, at flere tager stilling til, hvordan de vil begraves, og hvad der skal ske, når de dør, ved at oprette en opsparing og skrive deres ønsker ned. Men hun oplever også at blive kontaktet af flere, der gerne vil tale med hende om deres begravelse.
”Selvom man kan udfylde ’min sidste vilje’ på nettet, oplever vi i min forretning også, at der er mange, der gerne vil mødes og udfylde den sammen med os – også selvom de er raske eller kun lige er blevet syge. Jeg kan godt lide den del, for det er nogle andre ting, folk lægger vægt på, når man taler med dem personligt,” siger hun.
Selvom flere tager kontakt til bedemænd for at tale om døden, mener Bente Lorentzen ikke, at vi nødvendigvis er blevet bedre til at tale om døden generelt. Hun oplever derimod, at flere bruger begravelsesopsparingen og især ”Min sidste vilje”, fordi det er svært at tale om døden og ønsker til begravelse med ens nærmeste. Fremfor at tage snakken, kan det være nemmere at udfylde et dokument, som de pårørende først ser, når man er død. ”Hver eneste gang jeg taler med nogen om deres sidste vilje, opfordrer jeg dem til at gå hjem og tale med deres familie, før de skriver under. Der er eksempelvis mange, der siger, at
de gerne vil på den fælles grav, fordi de ikke vil være til besvær. Men det kan jo godt være, at deres familie ønsker at have et sted at gå hen og mindes dem,” siger hun og pointerer, at hun desuden opfordrer dem, hun taler med, til ikke at udfylde alle felter i dokumentet og til at skrive ”hvis det er muligt” i bunden som kommentar til de specifikke ønsker.
”Hvis man har meget stramme krav eller ønsker til en bestemt kirke eller præst, kan det godt give familien en følelse af ikke at kunne opfylde det. Derudover kan det at planlægge begravelsen for de efterladte også være med til at bearbejde sorgen.”
Når udviklingen ikke skyldes, at vi nødvendigvis er blevet bedre til at tale om døden, tror Bente Lorentzen derimod, at flere tager stilling til deres begravelse, fordi der er kommet flere muligheder for, hvordan en begravelse kan se ud.
”Jeg synes, det er vigtigt med ritualer, og jeg bruger også kirken aktivt. Men det er der også mange, der ikke gør. Derfor er der også opstået mange nye og forskellige former for afskedsstunder. Det gør, at mange forholder sig til, hvordan de gerne selv vil begraves,” vurderer hun.
En hjælp til de efterladte
At den stigende interesse for ens egen livsafslutning er et udtryk for, at danskerne har flere ønsker til egen begravelse, er sociolog, formand i interesseorganisationen Liv&Død og formand for Begravelseskassen Danmark Michael Hviid Jacobsen enig i. Men det skyldes også noget andet, mener han.
”En undersøgelse foretaget af Landsforeningen Liv&Død i 2022 af danskernes forhold til døden og ritualerne i forbindelse hermed viser, at det for mange danskerne netop er vigtigt, at de efterladte ikke skal stå uforberedte på ens død, og at det derfor er vigtigt at tale om døden. Men samtidig mener man-
ge danskere også, at de gerne vil overlade det til de efterladte at gennemføre begravelsen på den måde, som de efterladte ønsker det. Så der er en del ambivalens i det,” siger sociologen.
Michael Hviid Jacobsen fortæller, at døden altid har været et meget tabubelagt emne, men at stigningen i antal mennesker, der tager stilling til deres begravelse er et udtryk for, at ”låget på det tunge tabu er blevet løftet lidt”. Det mener han er positivt. ”Det er min opfattelse, at det står mennesker frit for at afgøre, om de har lyst til at tage stilling til de her ofte svære og store spørgsmål eller ej. Det er ikke noget, de skal presses til. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at det kan tjene flere gode formål, at man selv tager stilling til og forbereder sig og sine pårørende på det uundgåelige. Det handler grundlæggende om at tage ansvar for egen død, ligesom vi forventes at tage ansvar for eget liv,” siger han. J
Hvordan opretter jeg en begravelsesopsparing?
Der findes forskellige muligheder for at oprette en begravelsesopsparing. Man kan kontakte sin lokale bedemand, som kan henvise til det rette sted og også vejlede økonomisk. En begravelse koster i gennemsnit mellem 12- og 15.000 kroner. Opretter man en begravelsesopsparing, er pengene øremærket ens begravelse. De indgår ikke i ens samlede formue. Opsparingen koster som regel ingenting, og alle penge kan blive udbetalt.
kompleks at råd advokat, til at rådet
Kristeligt Dagblad spørger, og juristen svarer: Sådan kommer man godt igang med testamentet
testamentetvivl
Benedikte Christine Rasmussen
brasmussen@k.dk
man advokatrådgivskrive muligt Og hedder rådgivbibliotek vil der mulighed for testamenindgøre i god testaJ
Arvelov, afgifter, gæld og formue. Der er meget at blive i tvivl om, når et testamente skal nedfældes, og for nogle kan det blive en uoverskuelig opgave. Jurist og rådgiver i Ældresagen Charlotte Szymala svarer her på de mest gængse spørgsmål, der opstår ved testamenteskrivning
5 Hvad er det første, man bør overveje, når man ønsker at få skrevet sit testamente?
Det er, om man i det hele taget har behov for ét. Det er ikke alle, der har det, eftersom arveloven gælder ved et dødsfald og dermed fastsætter fordelingen af arven, hvis der ikke er skrevet et testamente. For
nogle vil den fordeling stemme overens med egne ønsker, og så er et testamente i princippet overflødigt. Det kunne eksempelvis gælde, hvis man er gift og har delingsformue og fælles børn, som man ønsker, at arven går videre til. I det tilfælde kan den længstlevende ægtefælle vælge at sidde i såkaldt ”uskiftet bo”, hvilket betyder, at man venter med at lave en fordeling af arven, til den længstlevende går bort. Og så vil arven gå til de fælles børn, når det sker.
Omvendt er der også mange, der har behov for et testamente, men som måske ikke lige er klar over det. I første omgang er det derfor vigtigt at danne sig et overblik over, hvad man forventer at kunne efterlade sig af arv, og hvem man ønsker, den skal gå til.
5 Hvilke grunde kan der være til, at et testamente er nødvendigt at få skrevet?
Det kan der være utallige grunde til. Måske ønsker man, at der skal være forskel på børnenes arvemuligheder, eller man vil sikre den længstlevende ægtefælle bedst
” Der findes en masse dokumentfirmaer, som tilbyder forskellige muligheder for hjælp til testamenteskrivning, men det er ikke noget, vi anbefaler.
CHARLOTTE SZYMALA, J URIST OG RÅDGIVER I ÆLDRESAGEN
muligt. Det ser vi ofte, når der er tale om sammenbragte familier, eller familier med både fælles børn og børn fra tidligere forhold.
Desuden kan det være, man har ejendele, som man ønsker skal gå til bestemte arvinger. Det kan man også skrive ind i testamentet og på den måde sikre sig, at arven fordeles efter egne ønsker.
5 Der findes forskellige typer af testamenter. Hvad er de grundlæggende forskelle?
Et notartestamente og et vidnetestamente er to forskellige måder at ”registrere” sit testamente på.
Et notartestamente får man ved, at man tager sit færdige testamente med til en notar, som man finder ved skifteretten. Notaren bevidner, at den, der kommer med testamentet, er den samme, som den, der har oprettet det, samt at vedkommende er ved sine fulde fem og ved, hvad det indebærer at underskrive testamentet. Det koster et mindre gebyr på 300 kroner. Når man får lavet et notartestamente, gemmer notaren en kopi af det i testamenteregistret, hvor det kan findes, når personen
går bort. Men notaren udfører ikke en kontrol af indholdet i testamentet, og notaren hjælper heller ikke med at skrive det. Det skal man have en advokat til at hjælpe sig med. Med et vidnetestamente får man to personer til at bevidne, at man underskriver sit eget testamente. Det kan være et par naboer eller gode venner, der ikke selv er skrevet ind i testamentet til at skulle arve. Personerne bevidner, at den, der underskriver testamentet, også er den, der har skrevet det, og at vedkommende er klar over, hvad der står, og hvad
det vil betyde i tilfælde af, at vedkommende går bort. Testamentet gemmer man herefter selv, og det registreres ikke i testamenteregistret, hvilket selvfølgelig medfører en risiko for, at det kan bortkomme. Derudover findes der også et løsøretestamente, som ofte bruges til at notere, hvilket indbo man ønsker skal gå til hvem. Det kan være møbler, en vielsesring og lignende arvestykker, der har affektionsværdi, men måske ikke udgør en formue. Et løsøretestamente kan man have liggende i skrivebordsskuffen, for så
kan man hurtigt ændre i det uden at skulle forbi en notar hver gang. Men er der tale om ting af større værdi, skal man gå den mere officielle vej og skrive det ind i et testamente, som man enten tager med til en notar eller får vidner på.
5 Hvad er jeres bedste råd til at sikre sig mod misforståelser i testamentet? Arveloven kan være kompleks at sætte sig ind i, så det bedste råd er at alliere sig med en advokat, der kan hjælpe. Ofte vil det være sådan,
at man kommer med sine ønsker til, hvordan arven skal fordeles, og så kan advokaten fortælle, hvad der ud fra arveloven kan lade sig gøre. Der findes en masse dokumentfirmaer, som tilbyder forskellige muligheder for hjælp til testamenteskrivning, men det er ikke noget, vi anbefaler, at man vælger. Nogle af dem gør brug af hurtige teknologiske standardløsninger, og det dur ikke – for der er ikke en standard, der passer til alle, når det gælder testamenteskrivning. Det er den personlige rådgivning, der er vigtig.
2 Arveloven kan være kompleks at sætte sig ind i, så det bedste råd er at alliere sig med en advokat, der kan hjælpe, når man skal til at skrive sit testamente, lyder rådet fra Ældresagens jurist. – Foto: Jan Haas/AP/Ritzau Scanpix
5 Kan man finde hjælp, hvis man ikke har råd til advokatrådgivning – eller blot ønsker at skrive testamentet på egen hånd?
I de fleste byer findes der retshjælpskontorer, hvor det er muligt at få gratis juridisk rådgivning. Og så findes der også det, der hedder advokatvagter, som tilbyder rådgivning – typisk på det lokale bibliotek en gang om måneden. Måske vil der ikke her være tid eller mulighed for selve udformningen af et testamente, men man kan måske få et indtryk af, hvad der kan lade sig gøre i forhold til arveloven. Det er en god begyndelse til at få skrevet et testamente, man kan være tryg ved. J
handler om, at en formening i lære sorgen har sorgprodet begenkende J Haugaard 2006. klinisk andet på lokaldøde
Psykolog Tove Haugaard vil hjælpe sorgramte til at skabe en fortælling om det at miste
Tove Haugaard mærkede allerede som barn, at sorg og sårbarhed var noget, man helst ikke skulle tale om. Som psykolog håber hun at kunne hjælpe med at skabe rum for de svære følelser – noget, hun også selv har haft brug for, efter at hun har mistet både sin far, sin søster og sin datter interview
Bjørg Tulinius tulinius@k.dk
Tove Haugaard var seks år, da hendes morfar døde. Hun måtte ikke se ham. Ikke sige farvel til ham. Og fik heller ikke lov til at komme med i kirken til hans begravelse. Men da de kom og bar morfar ud af hans hjem, stod hun inde på et af værelserne og snød sig, med egne ord, til at få et glimt af kisten. Gennem en sprække i persiennerne. Hun kunne tydeligt mærke stemningerne blandt de voksne. Som tavshed og indebrændte følelser. Og spurgte sin mor, hvorfor folk var så underlige. ”Det skal du slet ikke bekymre dig om, Tove,” lød svaret. Men det gjorde hun. For barnets intuition er stærk, og Tove kunne med det samme mærke, hvordan andre mennesker havde det, at noget var svært for dem, og hendes første tanke var altid: ”Hvad kan jeg mon gøre for at hjælpe?”. I dag er Tove Haugaard 61 år og privatpraktiserende psykolog fra hjemmet i Risskov ved Aarhus. 80 procent af hendes klienter er netop folk, der er i sorg, ”og mange af dem, der kommer her, er fra min egen generation, hvor man er vokset op med, at svære følelser, tab og sorg blev fejet ind under gulvtæppet”, fortæller hun
Hos Tove Haugaard er der ikke noget gulvtæppe. Her er et rum med trægulve, hvor sorgen ikke er tabu, men noget, der skal have plads, luft og nærvær.
”Her må sorgen gerne fylde, og der er heller ikke en bestemt manual for, hvad rigtig eller forkert sorg er. For sorgen rummer selvfølgelig altid noget alment menneskeligt, noget, der er genkendeligt for alle, men den er også individuel og derfor forskellig fra person til person. Man skal med andre ord ikke ’fikses’, når man er i sorg, men mødes der, hvor man er.”
Det er den pointe, der mere end noget andet fylder for Tove Haugaard. For hun oplever tit, at folk taler om sorgterapi som noget, der skal ”fjerne sorgen”, lette den eller sikre, at den sørgende ”kommer videre”. Og måske allerhelst hjælper den sørgende med at ”frigøre sig” fra den person, man har mistet, og som sorgen handler om.
”Men det er jo helt forkert. Jeg vil da aldrig nogensinde ’frigøre mig’ fra Amalie. Jeg har hende med mig hver eneste dag,” siger Tove Haugaard.
”Og du må undskylde, at jeg lige snøfter
lidt en gang imellem,” siger hun og smiler, mens hun løfter højre hånd op til brillekanten og tørrer et par tårer væk fra kinden.
Datteren som guide i sorgen og håbet Amalie er Tove Haugaards datter. Hun blev syg, da hun gik i 2. g og faldt pludselig om i et voldsomt krampeanfald på gymnasiet. Hun blev hentet af en ambulance, og dagen efter fik hun og familien at vide, at Amalie havde en stor hjernetumor, og at hun skulle opereres med det samme.
De følgende fire et halvt år var Amalie gennem et langt forløb med operation, strålebehandlinger, kemo i pilleform og massive bivirkninger. Hun gennemførte 3. g ”med viljens magt”, som hendes mor formulerer det, og til den sidste eksamen mødte hun op med tørklæde om sit skaldede hoved og havde brækpose og liggeunderlag med ind i forberedelseslokalet. Datterens måde at håndtere sygdommen på kalder Tove Haugaard i dag ”en guide for mig til, hvordan jeg som mor skulle støtte og være der for hende midt i vores sorg og håb. Vi skulle være stærke.”
Og Amalie viste hende også noget vigtigt i forhold til det med at forstå og acceptere, at vi som mennesker reagerer og tackler vores sorg forskelligt. Hun sagde nej tak til endnu en operation, da en kontrolscanning to år efter den første operation viste, at der igen var
0 ”Til Mor fra Amalie”. Tegningen er lavet af Amalie, da hun var lille. I 2.g fik hun konstateret en hjernetumor og døde godt fire år senere som 22 årig. – Foto: Julie Meldhede Kristensen
kræftceller i hjernen – og stod fast på sin beslutning, selvom den selvfølgelig gjorde hendes omgivelser dybt fortvivlede.
”Men Amalie havde brug for, at vi mødte hende der, hvor hun var, og respekterede hendes grænser og valg i stedet for at være styret af vores egne behov og holdninger til, hvordan vi måtte synes, uhelbredelig sygdom skal håndteres.”
Fra stuen, hvor vi sidder, kan man gennem ruderne i den franske glasdør se ind i spisestuen. På bordet står den smukkeste buket blomster. Med lyserøde roser, fresier og lange, grønne stilke. De er fra fejringen af sønnen Nicolais fødselsdag. Han fyldte 33 år, og Amalie var hans tvillingesøster. Så Nicolais fødselsdag er også Amalies mindedag. Hun blev 22 år.
”Efter Amalies død kom min mand og jeg selv til at mærke, hvordan nogle i vores omgangskreds netop gik til os og vores sorg ud fra deres egne forestillinger om, hvordan vi skulle ’tackle’ sorgen. Præcis som Amalie havde oplevet det. Intentionerne var helt sikkert gode. Men vi havde behov for at blive mødt der, hvor vi var. Ikke hvor de mente, vi skulle være. Som Benny Andersen sagde: ’Når jeg synger min klagesang for dig, er det for, at du skal høre min sorg! Det er ikke en stil, du skal rette i’.”
Sorgen rummer det, Tove Haugaard kalder ”en særlig sårbarhed”, og den mærkede hun selv for alvor, da Amalie døde i 2013. ”Da hun døde, kom jeg ind et sted i mig selv, som jeg ikke kendte eller vidste, hvad var, før jeg selv stod i det. Og selvfølgelig har man et filter, der er med til at beskytte en, men man skal jo samtidig rumme alle de her smertelige følelser – uden at have et repertoire for, hvordan man så gør det. Derfor søgte jeg også selv hjælp hos en psykolog, for jeg havde brug for, at der var en, der hjalp mig med at navigere i følelserne og med at mærke, hvilke jeg skulle have fat på og arbejde videre med for at få et stakit, og hvilke der var destruktive.”
”Man sidder jo ikke bare og snakker, når man går til psykolog,” tilføjer Tove Haugaard, ”det er et møde, hvor den sørgende er i centrum, men altid på den sunde måde, som det er psykologens ansvar at sikre – så sorgterapien forhåbentlig er som en rejse, der sikrer, at man finder frem til en måde at være det nye sted i livet på. Hvor man får hjælp til at finde en mening med livet igen på trods.”
at vi også er individer og reagerer forskelligt. Og at sorgen ikke nødvendigvis skal ”forløses” eller ”fikses” – men at man i stedet tænker på, at den afdøde jo stadig har en kæmpe plads i vores liv og i vores hjerter, og at det derfor også handler om at finde en ny måde at bevare en relation til den mistede på. På nye vilkår.
” Efter Amalies død kom min mand og jeg selv til at mærke, hvordan nogle i vores omgangskreds netop gik til os og vores sorg ud fra deres egne forestillinger om, hvordan vi skulle ’tackle’ sorgen. Præcis som Amalie havde oplevet det.
TOVE HAUGAARD
Ny sorgteori og et opgør med Freud Tove Haugaard har inviteret indenfor i sit hjem til en kop kaffe og en snak om, hvor vigtigt det er, at vi tør tale om sorgen – og vigtigst af alt: erkender, at den kan komme i mange forskellige former. At man ikke umiddelbart bare kan tale om sorgen som et forløb, der altid foregår i fire faser – som ellers har været en udbredt teori i megen sorgforskning de seneste år – med chok, reaktion, accept og nyorientering som de klassiske stadier. Med rødder i psykoanalysens fader, Sigmund Freuds, teorier om, at den vellykkede sorgproces ender med frigørelse fra den afdøde. I stedet taler Tove Haugaard om en nyere sorgforståelse, hvor man har respekt for de ting i sorgen, som er alment menneskelige, men hele tiden med en opmærksomhed på,
Opvokset i en sorgkultur, hvor tab og sårbarhed var tabu, er det ifølge Tove Haugaard helt afgørende, at man i dag forstår vigtigheden af at turde gå ind i de svære følelser. Men samtidig er opmærksom på, at man ikke skal blive hængende i dem, dyrke dem, og også kunne gå ud af dem igen. Og at det nok typisk er sådan, det er: at man går ind og ud af sorgen. Men forhåbentlig bliver mere bevidst om, hvor man så lige befinder sig. Det er præcis den sorgproces, hun hjælper sine klienter med – og den har både sit grundlag i hendes professionelle virke og viden om sorg samt i de tab, hun kun kender alt for godt til fra sit eget liv.
Den naturlige selvransagelse
Da Tove Haugaard mistede sin datter, var det efter et langt og opslidende sygdomsforløb. Men det var ikke første gang, hun mistede en af sine nærmeste.
”Da jeg var 26 år, tog min far sit eget liv. Jeg bryder mig ikke om ordet selvmord, for jeg synes, at mord er en forkert betegnelse. Min far var alvorligt syg af lymfekræft, og en fre-
dag var han derfor kørt fra mine forældres hjem i Vestjylland til kontrol på Aarhus Universitetshospital. Han får så at vide, at kræften har spredt sig, og min far siger til lægen, at han ikke ønsker yderligere behandling. Men lægen får ham overtalt til at fortsætte –det har jeg siden læst i fars journal. Om aftenen ringer han til mig og siger, at det ikke går så godt. ’Jeg er bare forsøgskanin nu,’ siger han – for lægen havde gang i et forskningsprojekt, hvor hun var afhængig af deltagere. Som min far.”
Tove Haugaards forældre havde 35-årsbryllupsdag søndag, men lørdag eftermiddag fik hun et livsforandrende opkald.
”Min far var vestjyde, han var autoritetstro og kunne ikke få sig selv til at gå imod lægen, der ville have ham til at fortsætte behandlingen. Han hadede kemo, men kunne ikke se en vej ud af den sociale kontrol, som han oplevede på sygehuset. Så beslutningen om at tage sit eget liv var hans reaktion på den oplevelse af afmagt. Velovervejet, men dybt ulykkelig.”
I dag har Tove Haugaard forsonet sig med det, der skete dengang, men hun mener, det er vigtigt, at vi også tør stå ved, at så ulykkelige hændelser fører til egne tanker om skyld og ansvar.
”Der er og vil helt naturligt komme en selvransagelse. Og det er vigtigt, at vi også selv accepterer, at ja, jeg har et ansvar. I tilfældet med min far burde jeg have lyttet mere til ham, da han ringede fredag, og været bedre
til at forstå alvoren. Jeg så for nylig tv-dokumentaren om Poul Nyrups datter, Signe, der jo også tog sit eget liv, og det er netop også en af Nyrups pointer: Der var noget, han skulle have gjort og set. Og først når man tager det ansvar på sig, får man ro.”
Større åbenhed omkring selvmord
Da hendes far døde, reagerede omgivelserne næsten, som da hendes morfar døde. Men på en måde værre, fortæller Tove Haugaard. For ikke nok med, at man skubbede de svære følelser ind under gulvtæppet, det var også med til at gøre åbenheden endnu vanskeligere, at hendes fars død skyldtes selvmord.
”Det var, som om mange trak sig lidt. At det nærmest var en skamfuld død og derfor endnu mindre noget, man talte om. Og det har siden fået mig til at tænke over, hvor vigtig empatien er i sorgprocessen. For det handler igen ikke om, at man tror, man helt kan sætte sig ind i, hvordan den anden har det – eller at man kan afhjælpe sorgen. Men empati betyder at være åben over for de reaktioner, man møder hos det sørgende menneske, uden ens egne forudindtagede forståelser. Og så skal man samtidig ’blive hos sig selv’ og ikke gå over i den andens sorg og tage den på sig. Med andre ord: indlevelse og afgrænsning.”
Tove Haugaard er nået frem til endnu et smerteligt punkt i sin egen fortælling om tab og sorg. For i 2019, seks år efter Amalies død, mistede hun igen en af sine allerkæreste. Sø-
steren tog sit eget liv efter en svær periode med mange belastninger – de nærmere omstændigheder vil Tove Haugaard ikke komme ind på af hensyn til søsterens øvrige relationer. ”Min søster var som en tvilling for mig. Vi delte alt med hinanden, men den sidste beslutning indviede hun mig ikke i. Efter min fars død havde vi endda lovet, at vi aldrig ville gøre sådan selv, men altid være der for hinanden – og da hun så valgte livet fra, bebrejdede jeg i den grad mig selv. For havde jeg været der nok for hende? Havde jeg forstået, hvor svært hun egentlig havde det? Og hvorfor fulgte jeg ikke mine fornemmelser den fredag aften, hvor jeg overvejede at køre ud og se til hende, men blev hjemme fordi vi fik gæster?”.
En fortælling om at miste Tove Haugaards briller dugger til igen, ”det er så farligt med depressioner. For det går nogle gange så stærkt. Men det er jo en vigtig erkendelse, som vi er nødt til at blive bedre til at dele med hinanden for at kunne ændre noget.”
Hun læner sig frem i sofaen og smiler lidt: ”Og så er den åbne samtale jo også med til at sikre, at vi bliver ved med at huske dem, vi har mistet. Kun på den måde validerer vi dem. Ellers var det jo, som om de ikke havde eksisteret. Som præsten Bent Falk siger, så findes der ingen trøst, der fjerner vores sorg. Men den skal dybest set heller ikke fjernes. For den er tegn på kærlighed.” Som hun med både psykologens, datterens,
moderens og søsterens viden og erfaring siger: ”Så handler sorgterapi ikke om at ’komme videre’ uden den mistede. Den handler om, at vi som mennesker har brug for at lave en fortælling om det at miste og at skabe mening i den fortælling. Eller med andre ord: at lære sig selv at kende ud fra det, som sorgen har gjort ved os.” Og deri ligger håbet i sorgprocessen, uddyber Tove Haugaard, ”for det betyder, at man igen kan mærke og genkende sig selv. Også når det bliver mørkt.” J
Tove Avnsbjerg Haugaard
Født i 1962. Uddannet fysioterapeut i 1989.
Cand.psych. fra Aarhus Universitet 2006. Specialist i psykoterapi samt klinisk psykologi.
Har i dag egen praksis i Risskov ved Aarhus og har tidligere blandt andet været ansat i det palliative team på Regionshospitalet Randers samt i lokalpsykiatrien.
Gift og mor til tre, hvoraf det ene døde i 2013.
0 Tove Haugaard ønsker at gøre op med idéen om, at den sørgende skal ”fikses” eller ”komme videre”. Sorgterapi handler nemlig ikke om at ”komme videre” uden den mistede. Den handler om, at vi som mennesker har brug for at lave en fortælling om det at miste og at skabe mening i den fortælling. – Foto: Julie Meldhede Kristensen
Ganske få tager stilling til deres digitale a ryk e er livet
E erladte kan tynges i sorg yderligere, hvis afdøde ikke i tide har forholdt sig til sit digitale fodspor. Kun hver 10. dansker har tænkt på deres digitale e ermæle. Ifølge forsker vil mange virtuelle a ryk dog aldrig kunne slettes baggrund
Svend Andreas Worre Sørensen ssoerensen@k.dk
Når kroppen står af, lever sjælen videre iblandt os.
En sådan anskuelse af døden kan for nogle hjælpe på afsavnet, når nære relationer ender deres dage.
Den åndelige betragtning har dog i nyere tid fået tilføjet noget mere bogstaveligt. Mange afdøde lever nemlig på sin vis videre i den digitale verden, når kisten eller urnen er lagt i graven.
På sociale mediergurer måske fortsat billeder, opslag og beskeder af og fra den afdøde, mens vedkommendes personlige oplysninger som kontoudskri er og sundhedsjournaler for de estes vedkommende vil være lagret et sted i den efterhånden enorme digitale infrastruktur.
vis begravelsen, boet og hvilke e erkommere, der skal arve hvad. At man så at sige får lavet et ”digitalt testamente”, hvor ønsker til det digitale e erliv og adgangskoder til diverse konti på internettet kan fremgå.
Digitale fodspor hænger fast
Netop feltet ”digital arv” er genstand for Astrid Waagsteins forskning. Hun er digital rådgiver og ph.d.-stipendiat ved institut for kommunikation på Københavns Universitet, og hun erklærer sig enig i, at det ville give de e erladte væsentligt bedre kort på hånden, hvis ere tog stilling til deres digitale a ryk, mens de lever. Blandt andet vil man kunne undgå kon ikter mellem de e erladte, om hvor vidt pro ler på sociale medier skal lukkes ned eller forblive aktive som et virtuelt minde.
Hun fremhæver dog, at man – digitalt testamente eller ej – altid vil e erlade sig forskellige slags data af mere eller mindre personlig karakter, som ikke vil blive slettet, og som man ikke har styring over som enkeltindivid. Derfor er det også kun en vis andel af vores samlede digitale arv, som vi overhovedet kan tage stilling til.
”Vi er langsomt ved at nde ud af, at de digitale services, vi ikke betaler for med penge, betaler vi for med data om os selv, som ikke slettes e er vores død.
” I vores digitale færd afleverer vi en masse personlig information, som uden for vores kontrol bliver bearbejdet om os. .
ASTRID WAAGSTEIN, DIGITAL RÅDGIVER OG PH.D.-STIPENDIAT VED INSTITUT FOR KOMMUNIKATION PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET
Så hvad skal der ske med alt dette, når livet slutter? Det forholder ganske få danskere sig til. En rapport fra 2022 udført af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) viste, at færre end hver 10. dansker mellem 18 og 70 år har taget stilling til, hvad der e er døden skal ske med deres digitale fodspor.
Et større oprydningsarbejde
Det kan være en vanskelig udfordring for de e erladte at navigere i, siger Charlotte Sørensen, der er kommunikations- og udviklingskonsulent i landsforeningen Liv&Død.
”Der ndes utrolig mange digitale platforme, og det kan være en labyrint at nde frem til dem og nde ud af, hvad der ligger, og hvordan man eventuelt erner eller tilegner sig indholdet. Og ønskede den afdøde egentlig at få det ernet? Den vurdering skal de efterladte o e gøre sig, og alt det kan oven i sorgen være ganske overvældende,” siger Charlotte Sørensen.
Hun har samme dag, som Kristeligt Dagblad ringer, ha en kvinde i røret, som for et år siden mistede sin mor. Kvinden har i dag stadig ikke fået lukket afdødes Facebook-prol, da hun nder det både følelses- og itmæssigt uoverskueligt at dokumentere dødsfaldet for medievirksomheden, som det er påkrævet i tilfælde af Facebook-brugeres død.
”Mange af de her platforme ejes af internationale rmaer, som har egne regler og retningslinjer. Så det er faktisk et større oprydningsarbejde for de e erladte, men det tænker de færreste jo over, når de opretter sig på digitale platforme og generelt begår sig online,” siger Charlotte Sørensen.
Derfor håber foreningen også, at ere danskere vil at tage stilling til den digitale arv på lige fod med det at forholde sig til eksempel-
Der er meget lidt transparens i forhold til, hvilke data tech rmaerne indsamler, og hvordan de anvender dem,” siger Astrid Waagstein. Hun forklarer, at techgiganterne Google og Microso allerede har opfundet et program, som kan anvende kommunikationsdataene fra den afdødes interaktion på forskellige medier til at skabe en såkaldt replika – en slags digital persona – som nære personer og bekendte vil kunne kommunikere med, som var vedkommende fortsat i live.
En slags digital storm
En sådan op ndelse a øder uundgåeligt ere etiske dilemmaer og problemer, som i øjeblikket også diskuteres i forbindelse med brugen af kunstig intelligens. Derfor er man i EU ved at se på og lovgive for både levende og dødes ret til egen data – et tema, som vi ifølge Astrid Waagstein ”kun har set toppen af isbjerget” af.
”Hvad, vi har ret til på internettet, afgøres mange gange af teknologiens indretning og techgiganternes juridiske afdelinger. I vores digitale færd a everer vi en masse personlig information, som uden for vores kontrol bliver bearbejdet om os. Det er risikoen ved vores digitaliserede samfund og noget, vi sent er begyndt at blive opmærksomme på og nde et sprog for,” siger Astrid Waagstein og tilføjer, at man dog får de mest optimale forudsætninger for at styre sin digitale arv, hvis man har tilkendegivet sine ønsker til den i levende live.
For Charlotte Sørensen viser hendes erfaringer med pårørende i landsforeningen Liv&Død, at digitaliseringens hurtige implementering i samfundet har overrumplet mange – specielt de brugere, der er oppe i alderen, og som derfor ikke er vokset op med at begå sig digitalt.
”Det har været en slags digital storm, der har blæst os lidt omkuld som samfund. Det skal vi skynde os at komme e er, for vi kommer til at forholde os meget mere til vores digitale arv fremover. Vi skal lære at håndtere den på lige fod med arven i den virkelige, fysiske verden,” siger Charlotte Sørensen. J
Digitale
platforme at forholde sig til ved dødsfald
Gennem et helt liv vil mange have sat sig nogle digitale fodspor, som kan være hensigtsmæssigt at forholde sig til. Det kan eksempelvis være ved: Sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og Youtube. Kommunikationsplatforme som mailudbydere, opkalds- og beskedtjenester, heriblandt Skype, Messenger og SMS. Lagringstjenester som Dropbox, iCloud, Google Drive og Microsoft OneDrive. Digital platforme som Mit.dk, Borger.dk, Sundhed.dk, Skat og e-Boks. Desuden bør man overveje at dele adgangsoplysningerne til apparater, hvor der ligger indhold, man gerne vil give videre til sine efterladte. Det kan være til den personlige computer, mobiltelefon, USB-stik eller harddisk, såfremt de er beskyttet med kode.
Flere vælger lyserøde kister og regnbuefarvede urner
Flere begravelsesforretninger oplever en stigende efterspørgsel på farverige kister og urner. Mille Lau Hansens mormor ville begraves i en lilla af slagsen nyhed
Jeppe Schropp schropp@k.dk
Hjemmet var fyldt med blomster i pangfarver. Og når Mille Lau Hansens mormor skulle købe tøj, var det stort set altid med kolorit.
”Min mormors sjæl var farverig, og det afspejlede både hendes tøj og hjem. Så sådan skulle hendes afsked også være,” siger Mille Lau Hansen, som bor i Dragør på Amager ved København.
Hendes mormor fortalte selv, kort før hun døde som 88-årig den 1. juni 2022, at hun altså ikke skulle begraves i en hvid kiste, som de fleste andre gør. Den skulle være lilla, og så skulle den prydes med farverige blomster.
Mille Lau Hansen havde kigget på sin mor og hævet øjenbrynene, da mormoren sagde det. Men da de skulle vælge en kiste, var der masser af farverige kister at vælge imellem, fortæller hun.
Flere begravelsesforretninger oplever da også en stigende efterspørgsel på kister i alverdens farver: lyserød, lilla og endda i regnbuefarver. Andre pårørende tegner på kisterne og klistrer hilsner fast på dem. Det skrev TV2 Øst sidste år.
Ifølge Michael Ørskov, som ejer Ørskov Begravelsesforretning, er forklaringen, at flere ønsker at sætte et personligt præg på begravelsen. Han vurderer, at kister og urner med personlige præg udgør 10 procent af salget i forretningen.
For 11 år siden beskrev Kristeligt Dagblad, hvordan flere begyndte at sætte et personligt præg på kisterne. Noget, en ekspert dengang kaldte gør-det-selv-døden.
Andre vælger kister og urner i alternative materialer. Det kan for eksempel være kister af pap og genbrugsmaterialer ud fra et ønske om at mindske miljø- og klimapåvirkningen.
For Mille Lau Hansens mormor var valget af den farverige kiste et spørgsmål om at fejre et levet liv. Da de tog hul på samtalen om, hvordan hun skulle begraves, fortalte mormoren selv, at hun havde fået mange gode år, og at det skulle understreges med farve og ikke en neutral hvid kiste.
”Hvis dét ikke var muligt, skulle der være masser af farverige blomster, fordi hendes død ikke skulle ses som noget mørkt og trist. Hun havde haft et godt, langt liv,” fortæller barnebarnet.
2 Mille Lau Hansens mormor, Inger Marie Nielsen, døde af alderdom den 1. juni 2022 i sin lejlighed på Amager, hvor hun boede de sidste 60 år af sit liv. – Privatfoto
