Arv&testamente

Arv&Testamente I L L U S T R AT I O N : R A S M U S J U U L .

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 20. MAJ 2017

• Kaffestellet fra mormor lever videre hos næste generation, og mange arver også betydelige pengebeløb. Flere vælger at skrive et testamente for blandt andet at undgå, at arvingerne kommer i splid. I dette tillæg ser vi nærmere på arv og testamente, men også på traditioner inden for begravelse og kirkegårde.

Flere bliver frivillige kistebærere Flere steder er det frivillige, der overværer gudstjenesten og bærer kisten, når mennesker uden pårørende bisættes AF FREDERIK FOGDE fogde@k.dk

En dag i senefteråret døde Ingeborg Andresen. Begravelsen var sat til fredagen efter i Ullerup Kirke vest for Sønderborg, men der var ingen pårørende. Derfor skrev sognepræst i Ullerup Sogn Lis-Ann Rotem på kirkens og bylaugets Facebook-sider, at de, der havde tid og lyst, var velkomne til at møde op. Til begravelsen stod 13 mennesker,

de fleste uden kendskab til Ingeborg Andresen, klar med blomster for at give hende en god og værdig afsked og til sidst bære kisten ud.

Ovenstående er ikke en enestående situation. LisAnn Rotem har flere gange oplevet, at folk er mødt op og har båret kisten til begravelser, hvor der ikke er pårørende.

Også i Vejleå Kirke i Ishøj var 11 mennesker i efteråret til stede og bar kisten til en

begravelse for en afdød, efter at sognepræst Sophie Nielsen havde annonceret det på Facebook. Og i JydskeVestkysten kunne man i februar læse, at man i Kolding Kommune har indgået et samarbejde med byens afdeling af den humanitære organisation Sct. Georgs Gilderne, der fra 1. marts har stillet mandskab til rådighed til begravelser for mennesker uden pårørende. ”Vi møder stor opbakning, og man kan sagtens forestille

sig, at det vil brede sig til andre kommuner og byer, hvis der er folk til rådighed,” siger Henning Lorentzen, der er stadsgildekansler i Sct. Georgs Gilderne i Kolding.

Og der er brug for frivillig opbakning, når mennesker uden pårørende dør. Alene i Kolding er der tale om mellem 20 og 30 af denne slags om året, hvorfor man i kommunen også har bevilliget en hjemmehjælper til begravelser uden pårørende.

Når der rundtomkring i landet dukker initiativer op, der skal sikre, at bisættelsen ikke sker fra en tom kirke, kan en af forklaringerne være, at der i samfundet er en større opmærksomhed på det, der ikke bliver taget hånd om i forbindelse med dødsfald. Det mener professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen, der i flere år har forsket i vores forhold til døden. ”Vi ser det på flere områder

i relation til døden. Frivillige hjælper med at våge over døende, hjælper til på hospicer og så videre. Hvis der er problemer, finder mennesker en mening i at gøre en forskel.

At bære kisten for en person uden pårørende har jo ikke en stor praktisk værdi, men det indgår alligevel som en del af noget større,” siger MiJ chael Hviid Jacobsen.

SIDE 12

VÆR MED TIL AT ÆNDRE BØRNS LIV FOR ALTID På BørneTelefonen taler vi hver dag med svigtede børn og unge.

De har brug for, at nogen tager sig tid til at lytte og hjælpe.

Med en testamentarisk gave er du med til at holde telefonerne åbne.

Kontakt os på 35 55 55 59 eller læs mere på www.bornsvilkar.dk

2 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Der er mange ting at tage stilling til – gør det i tide Ved at træffe beslutninger, mens tid er, kan man selv få indflydelse – og hjælpe sine efterladte

klumme AF KARIN DAHL HANSEN dahl-hansen@k.dk

Knap 53.000 danskere døde sidste år, og langt de fleste af dem var ældre mennesker.

Alligevel er det, som om døden ofte kommer som en overraskelse for os. Advokater fortæller i dette tillæg, at mange stadig ikke får skrevet testamente, selvom det kan betyde, at det så overlades til tilfældighederne, hvem der tilgodeses.

Men der er al mulig grund til at tage stilling til ikke alene arv, men døden i det hele taget, mens man stadig har livet. Dels kan det hjælpe de efterladte, at de trods alt ved, om mor ville begraves eller bisættes, ligesom det er godt at have styr på også det pekuniære, så man ikke som efterladt enke står med en spærret bankkonto, som det for nylig skete for en af mine bekendtes mødre, efter faderen var død.

Det er det juridiske Danmark, der går i gang, og skifteretten sikrer boet.

Men det er ikke morsomt at stå på apoteket med et dankort, der er

spærret, to dage efter ægtefællen er gået bort.

Selvom døden må siges at være det mest forudsigelige ved livet, skifter ritualer og sædvaner. Flere fravælger bevidst en ceremoni og lægges i graven uden et ritual, og for andre er der slet ingen efterladte til at deltage i en ceremoni. Den tomme kirke afspejler derved den rungende ensomhed, der må have været, mens vedkommende var i live. Her er der imidlertid sket det, at frivillige blandt andet via Facebook melder sig som kistebærere og deltagere i en begravelse, hvor der ellers ik-

ke kommer andre end præst, bedemand og organist.

I Kristeligt Dagblads tillæg Arv&Testamente, som du sidder med i hånden, er der inspiration at hente til de svære samtaler.

Her har vi samlet nogle af årets bedste artikler om sorg og død og desuden skrevet en række nye, der sætter fokus på den sidste tid. Du kan blandt andet møde Egon Løvbirk, der har valgt at betænke en velgørende organisation i sit testamente, og læse om, hvordan flere springer en generation over, når arven skal fordeles.

Kirkegårdskulturen bliver også

beskrevet. Tidligere tiders familiegravsteder er ved at være en saga blot – blandt andet fordi mange mennesker i dag forlader hjemstavnen og bosætter sig andre steder.

Men også fordi det i dag kan være en bekostelig affære at vedligeholde et gravsted. Og så bliver mindesteder til glemmesteder, påpeger Ribes biskop, Elof Westergaard. Men måske er det blot en udvikling på vej hen mod noget nyt. I hvert fald har seniorforsker Gitte Lunding observeret, at mange gravsteder i dag danner ramme om en fortsættende fortælling, hvor nips og små gaver J holder den døde i live.

Når man glemmer testamentet, råder tilfældighederne Både unge og gamle kan få behov for at skrive testamente. Særligt vigtigt er det for ægtefæller i sammenbragte familier og mennesker i papirløse forhold AF FREDERIK FOGDE fogde@k.dk

Alle kan stå i en situation, hvor tidlig død pludselig rammer. Ét spørgsmål går dog igen i arveretlige stridigheder. For hvad gør man, når man er kæreste eller lever i et ægteskab med sammenbragte børn, og den ene part pludselig dør uden at have skrevet testamente?

Skilsmissestatistikken peger på, at over 15.000 par skilles om året, og mens flere lever i sammenbragte familier eller papirløst partnerskab, skaber det i højere grad konflikter, når en kæreste eller ægtefælle i en sammenbragt familie dør uden at have skrevet testamente, siger professor i arveret på Aalborg Universitet Marianne Holdgaard. ”Hvis man ikke er gift, arver partneren som udgangspunkt intet. Hvis man vil sikre den anden, skal der oprettes et testamente. Hvis parret i en sammenbragt familie er gift, og manden i et ægteskab dør først, arver hustruen halvdelen, og hans biologiske børn får tilsammen den anden halvdel. Men når hustruen senere dør, så arver hendes biologiske børn indirekte også arven efter stedfaderen – og dertil også arven efter deres mor. Så kan faderens biologiske børn ende med at være dem, der får

3 Døden er stadig et tabu, og det holder mennesker tilbage fra at få testamentet på plads.

– Tegning: Rasmus Juul.

mindst. Personen, der lever længst, vil altid få mest, og derfor bliver det tilfældigt, hvilke af ægtefællernes særbørn der får størst ”udbytte” af arven.

Problemet er også, at hvis hustruen i eksemplet gifter sig igen, kommer arven fra den afdøde mand den nye ægtefælle til gode. Det er hovedproblematikken i dag,” siger Marianne Holdgaard.

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Den betragtning er advokat i familie- og arveret hos MinAdvokat Ulrik Grønborg enig i. ”De ugifte par burde være repræsenteret i hobetal på advokatkontorerne, men det er de ikke. Vi ser faktisk oftest, at det er ægtefæller, hvor arven skal fordeles ligeligt. De grupper, hvor der ligeledes kan opstå problemer, er de sammenbragte, gifte familier, for det kan blive tilfæl-

digheder, der afgør arven uden testamente,” siger han.

Netop tilfældighederne udgør det største problem. Reglerne siger, at de biologiske børn til en forælder altid får en fjerdedel af arven, uanset hvad testamentet siger. Tre fjerdedele råder man selv over. Så mens man i et testamente kan påtænke både børnebørn, venner og velgøren-

hed, kan det blive overladt til tilfældet uden. ”Det er en kompliceret sag at forstå alle de arveretlige problemer, og mange får af den grund ikke oprettet et testamente. Men man bliver nødt til at tage snakken om det,” siger Marianne Holdgaard.

At familier ikke får talt de retlige aspekter igennem, kan skyldes fejlagtige opfattelser af loven, mener Ulrik Grønborg. ”Der kan være alle mulige misforståelser om, hvad reglerne siger. Jeg plejer at sige til folk, at det sjældent er for tidligt at lave et testamente, men det kan hurtigt blive for sent.”

Det synspunkt deler Marianne Holdgaard. ”Folk tror, at når loven er, som den er, så løser den også problemerne. Det gør den jo for nogle familietyper, eksempelvis kernefamilien, men langtfra for alle. Specielt ikke for ugifte og sammenbragte familier. Og problemerne er relevante for både gamle og unge,” siger Marianne Holdgaard.

Døden er stadig et tabu i dag, og det holder mennesker tilbage fra at få testamentet på plads, mener Marianne Holdgaard. ”Og så kan det ud over det ende i en diskussion om, hvordan tingene skal fordeles. Det afholder givetvis også en del fra at taJ ge snakken,” siger hun.

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Karin Dahl Hansen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Dagbladet i Ringsted

BETÆNK BIBELSELSKABET I DIT TESTAMENTE

”Der kommer en dag, hvor jeg skal herfra”

Cai Frimodt-Møller Overlæge og tidligere bestyrelsesformand i Bibelselskabet

”Det ligger i mit DNA, at Bibelen skal ud til alle” Elisabeth Dons Christensen Tidligere biskop over Ribe Stift

”Det er centralt, at Bibelselskabet kan fortsætte sit virke” Christian Mejdahl Tidligere folketingsformand

GIV BIBELEN VIDERE FÅ GRATIS RÅD OM ARV OG TESTAMENTE Læs mere på www.bibelselskabet.dk/arv Giv Bibelen videre til de næste generationer og få gratis rådgivning om arv og testamente hos Bibelselskabets advokat Susanne Borch.

Ring: 33 12 79 13 eller send en mail til sb@cphlex.dk Du er også velkommen til en uforpligtende samtale med Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff på 53 72 72 82 eller send en mail til sg@bibelselskabet.dk

H. M. Dronning Margrethe II er Bibelselskabets protektor.

4 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Det er ikke altid positivt at arve Hvad stiller man op, hvis man arver noget, man ikke vil have? Økonomisk og følelsesmæssigt kan der være gode grunde til at beholde, men også til at give afkald AF CAMILLA ARNSBERG

Sådan giver du afkald på uønsket arv

arnsberg@k.dk

I Lykke Førslevs kælder står et kæmpe chatol i massivt mørkt træ. Man skal hive godt til i de gamle metalgreb, før de tunge skuffer giver efter og med en dyb lyd, næsten som et suk, lader sig trække ud. Da Lykke Førslev var barn, stod møblet hos hendes oldemor, og hun husker, hvordan der altid var chokoladefrøer i den øverste skuffe, når hun kom på besøg.

Siden gik chatollet i arv til farmoderen og nu til Lykke Førslev.

Var der ikke den historie bag, havde hun nok aldrig taget imod det. Nu står arvestykket dog fint i underetagen af huset i Roskilde, hvor de sukkende skuffer bliver brugt til at opbevare farvet papir, perler og andre hobbysager.

Men chatollet er langtfra det eneste, den 36-årige historiker Lykke Førslev har arvet fra sin farmor. Da der ikke var mange arvinger i familien, arvede hun faktisk størstedelen af et hjem, heriblandt flere kasser med glasperler til perlesyning, et større antal porcelænsfigurer og ikke mindre end 45 sylteglas med patentlåg. Men Lykke Førslev kan hverken sy med perler eller lide porcelænsfigurer, og ”jeg har aldrig prøvet at sylte før”, som hun selv siger. Med de mange ting fra farmoderen stod hun med andre ord i et dilemma om, hvad man stiller op med uønsket arv. Én mulighed i tilfælde af uønsket arv er arveafkald. Man siger med andre ord nej tak til det, man står til at arve. I Lykke Førslevs tilfælde var det ikke på tale at give afkald, da der jo var en del ting i arven, hun gerne ville have. Men der er andre situationer, hvor det faktisk giver rigtig god mening med et arveafkald, forklarer Erik Øvlisen, der er advokat og partner i Forum Advokater. ”Der kan være god grund til at give afkald på en arv, hvis man ikke kan få nytte af den. Typeeksemplet er, at arvingen er insolvent. I den situation vil arven gå til kreditorerne, og det betyder, at også arvingens børn går glip af arven. Derfor ser vi ofte, at man giver afkald til fordel for sine egne børn,” forklarer Erik Øvlisen.

Et andet hyppigt eksempel er mennesker, der arver, men mener, at de selv sidder så godt i det, at de ikke har brug for arven. I stedet lader de arven gå videre. Og det kan der også være økonomiske fordele i. For hvert led, der arver, skal der nemlig betales arveafgift, men hvis man giver afkald, arver ens børn udenom, og derfor skal afgiften kun betales én gang.

Hvis man af den ene eller anden grund ønsker at give afkald på en uønsket arv, er der dog nogle ting, der er værd at være opmærksom på.

2 Lykke Førslev kan ikke sylte. Alligevel har hun arvet hele 45 sylteglas med patentlåg fra sin farmor.

”Som udgangspunkt giver man afkald på vegne af sig selv og sine livsarvinger. Hvis man i arveafkaldet ikke angiver et forbehold i forhold til sine egne livsarvinger, betyder det altså, at ens egne børn heller ikke kan arve. Man skal derfor være opmærksom på at angive, hvem arveafkaldet gælder for,” forklarer Erik Øvlisen.

Siden 1997 har det været sådan i Danmark, at man ikke arver gæld. Et dødsbo gøres op i aktiver og passiver, og hvis der i sidste ende er minus på kontoen, kan man altså frasige sig arv og gæld. På den vis giver man dog også afkald på alt det i arven, der kunne have affektionsværdi. Erik Øvlisen forklarer, at det i sådanne tilfælde er muligt at købe genstande ud af det insolvente bo.

Men det juridiske er kun én side af uønsket arv og arveafkald.

Den anden side handler om de følelser, man har, når man skal tage stilling til en arv. I Lykke Førslevs hjem fylder arvestykkerne fra farmoderen godt op. I stuen står både skænk, reol og to safaristole, og soveværelset prydes af to små kommoder og

en enorm orange lænestol. Men mange ting er også blevet solgt eller givet bort. De kongelige porcelænsfigurer, der forestillede blandt andet kattekillinger, en mus på en majskolbe og en pige, der vogter gæs, er blevet solgt. Og farmoderens gamle dukker er givet bort til en genbrugsbutik. ”Jeg ved, at hun var rigtig glad for de ting, jeg har solgt eller givet væk. Derfor kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over det, men omvendt kan jeg ikke gemme et helt hjem,” fortæller Lykke Førslev.

Derfor har hun også stadig en del arvestykker, som hun ikke ved, hvad hun skal stille op med, eller om hun overhovedet skal beholde dem. ”Det er også lidt af en proces, sådan at skulle tømme et helt hus. Der er mange følelser involveret. Det handler jo om et helt liv levet, så det er svært at skille sig af med det hele på én gang.”

Faktisk er det ret fornuftigt, hvis man som Lykke Førslev ikke går af med alle arvestykkerne på én gang. Det mener i hvert fald Karin Westh, der er prakti-

serende psykoterapeut og mangeårig sorgterapeut. Hun fortæller, at nogle er tilbøjelige til at ville skille sig af med arven i hast, fordi de ikke kan holde smerten ved sorgen ud. Men faktisk er det bedre at tage sig god tid, vurderer hun. ”I den sunde sorg, når man mistet en af sine nærmeste, er det godt at håndtere arven gradvist. Sorgen er en proces, hvor vi afvikler den anden som levende i vores liv. Man skal med andre ord passe på med at bestille containeren, lige så snart ens ægtefælle, far eller andre kære er begravet. Følelser og afkald skal kunne følges ad,” siger hun.

Karin Westh forklarer, at relationen mellem én selv og afdøde spiller en stor rolle, når man skal tage stilling til en arv. I den gode relation kan arv tjene som et kærligt minde, men hun har i sin praksis også mødt flere, der har givet afkald på arv, fordi arven knyttede sig til en konfliktfyldt relation og dårlige minder.

Derfor mener hun, at ligesom der kan være gode økonomiske grunde til at give afkald på arv, så kan der også være gode følel-

0 Chatollet i Lykke Førslevs kælder er et arvestykke. Var det ikke det, var det nok aldrig kommet inden for døren.

– Fotos: Leif Tuxen.

sesmæssige grunde til det, hvis det kan fungere som en afklaring.

Uanset om relationen til afdøde var konfliktfyldt eller konfliktfri, mener Karin Westh dog, at det er væsentligt at være opmærksom på, at man ikke tager imod arv af pligt eller på baggrund af andre motiver end hensynet til sine egne behov. ”Man bør overveje, at det, man beholder, skal være noget, man kan få gavn af, eller som kan fungere som et godt minde.

Noget, der giver mening til ens liv. Måske kan man endda beholde noget, man kan give videre til næste generation, så det på den måde er med til at forme en slægtshistorie.”

Lykke Førslev er glad for de arvestykker, hun har valgt at beholde. Hun føler, at der på den vis er en del af farmoderens liv, der går videre. Hun nænner ikke at skille sig af med de mange glasperler, der ligger gemt væk i chatollets tunge skuffer. De 45 sylteglas bliver også foreløbig.

Nogle står lige nu til pynt med lyskæder i, og hun har planer om at lære at sylte, så resten ogJ så kan komme i brug.

3 Hvordan man giver afkald på arv, afhænger af, om arven er forventet eller forefalden.

Hvis arvelader, altså den, man står til at arve fra på et senere tidspunkt, stadig er i live, skal man skriftligt give vedkommende besked om afkaldet. Hvis arven er forefalden, altså hvis man står til at arve nu, skal man melde afkaldet til medarvingerne, skifteretten eller bobestyreren.

Bobestyreren er en advokat, der er udpeget af skifteretten til at håndtere boet og eventuelt sælge aktiver og betale kreditorer.

En arv fra dig kan hjælpe fremtidens gigtpatienter

Gigtforeningen kæmper for bedre livskvalitet og større udfoldelsesmuligheder for alle, der har gigt. Og for at langt færre får ondt i led, ryg og muskler i fremtiden. Det kræver forskning, forebyggelse og patientstøtte. Og det koster penge.

Når du skriver testamente, bestemmer du selv, hvem der skal arve dig. Du tænker naturligvis først og fremmest på dine nærmeste. Men måske har du også overskud til at tænke på andre? Testamenterer du en del af dine værdier til vores arbejde, gør du en forskel. For en arv til Gigtforeningen – stor eller lille – er altid en investering i bedre liv.

Bestil vores brochure om arv og testamente på vores hjemmeside www.gigtforeningen.dk, e-mail info@gigtforeningen.dk eller ved at ringe til os tlf. 39 77 80 00.

Gigtforeningen kan hjælpe med juridisk rådgivning, og som noget nyt hjælper vi også med betaling af udgifterne til udfærdigelse af testamentet, i fald du overvejer at betænke Gigtforeningen.

Hvis du har spørgsmål om arv og testamente, er du velkommen til at kontakte Gigtforeningens advokat Lise van Brugge på tlf. 39 77 80 29.

Rådgivningen er gratis og uforpligtende.

6 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Danskerne efterlader flere penge til velgørenhed Egon Løvbirk valgte allerede for mange år siden at skrive en velgørende organisation ind i sit testamente, og det er han ikke alene om. I de seneste år har landets almennyttige organisationer fået stigende indtægter fra arv.

Udviklingen fortæller dog mere om landets økonomi end om danskernes gavmildhed, siger fagperson AF JAKOB RAVN FJORDBO

3 Mennesker som Egon Løvbirk bidrager til, at Kræftens Bekæmpelse får en stor del af sit økonomiske grund lag sikret ved, at man betænker organisationen i testamentet. De danske indsamlingsorganisationer oplever i disse år en stigning i indtægterne fra arv. – Foto: Tomas Bertelsen.

Eksempel på 30-procentsordningen 3 3Med 30 procents-ordningen sikrer man, at ens arvinger bliver delvist fritaget fra afgifter, samtidig med at man støtter velgørenhed.

fjordbo@k.dk

Egon Løvbirk er, hvad enhver velgørenhedsorganisation ville kalde ”en trofast støtte”. Siden han som ung supplerede arbejdet som biblioteksassistent i Vejle Kommune med en hobby, der bragte ham land og rige rundt med oplæg om den danske modstandsbevægelse og digterpræsten Kaj Munk, har han doneret samtlige indtægter fra sideerhvervet til Kræftens Bekæmpelse. For penge er ikke alt, som Egon Løvbirk siger. Helbredet er noget af det vigtigste i livet, og da han selv er taknemmelig for at have gået det meste af tilværelsen igennem med et godt et af slagsen, vil han gerne hjælpe dem, der har været knap så heldige. Desuden mistede han i løbet af få år flere familiemedlemmer til kræft, så sygdommen har alligevel været tæt på.

Derfor var han heller ikke i tvivl, da han for 15 år siden satte sig til at skrive testamente i samarbejde med en advokat. Foreningen skulle have en særlig plads. Når Egon Løvbirk dør, går overskuddet fra salget af hans ejerlejlighed derfor ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde for kræftpatienter og i særdeleshed kræftramte børn. ”Jeg kan godt lide at vide, at mine efterladte midler er direkte målrettet den del af organisationens arbejde, der giver særlig stor mening for mig.

Så er jeg også sikker på, at de ikke går til kaffe og othellolagkage! Desuden er jeg ugift og har ingen børn, så det er en rar tanke, at min arv tilfalder dem, der har allermest brug for den.”

At mennesker som Egon Løvbirk betænker Kræftens Bekæmpelse i deres testamente viser sig meget konkret på foreningens økonomiske bundlinje. Ifølge dens årsopgørelse fra 2015 udgjorde arveindtægterne med sine 138,6 millioner kroner 18 procent af de samlede indtægter det år. I 2016 steg indtægterne fra arv med yderligere 5,8 millioner.

Men den sygdomsbekæmpende organisation er ikke alene om at modtage voksende summer fra danskernes testamenter.

Ifølge den nyeste indtægtsundersøgelse fra Indsamlingsorganisationernes Brancheforening, Isobro, og konsulentfirmaet Deloitte gik organisationernes indtægter fra arv samlet frem med ni procent i perioden fra 2011 til 2015. Undersøgelsen, der er udarbejdet på baggrund af indtægterne fra 85 procent af indsamlingsorganisationerne i Danmark, viste samtidig, at det især var de internationale hjælpeorganisationer, der sammen med de sygdomsbekæmpende af slagsen oplevede den største fremgang i perioden på henholdsvis 42 og 11 procent. De kirkelige organisationer oplevede en noget mere beskeden fremgang på en enkelt procent.

I Folkekirkens Nødhjælp bekræfter engagementschef Kenneth Kamp Butzbach udviklingen, som han kalder ”glædelig”, da de seneste års fremgang afløser en lang periode med dalende arveindtægter:

”Vi har oplevet en klar fremgang i indtægterne fra arv de seneste år. Det er tydeligt, at vi er ved at nærme os niveauet fra før krisen.”

Men er de voksende arveindtægterne hos landets almennyttige organisationer så udtryk for, at danskerne er blevet flinkere til at betænke andre end deres nærmeste, når de skriver testamente?

Den konklusion kan man slet ikke drage, fortæller Robert Hinnerskov, der er generalsekretær i Isobro. For vi ved ganske enkelt intet om, hvorvidt organisationerne står opført i flere testamenter end tidligere. Til gengæld betyder det en del, at finanskrisen efterhånden er klinget af. ”De stigende arveindtægter har givetvis flere årsager. Finanskrisen er for eksempel ved at slippe sit tag i ejendomsmarkedet. Da krisen ramte i 2007 og 2008, fik organisationerne det tydeligt at mærke, at prisfaldet på ejendomme fik betydning for boets samlede værdi hos de personer, der havde betænkt organisationerne i deres testamenter.

Dertil kom, at det tog væsentligt længere tid at sælge ejendommene. Når et efterladt hus tabte værdi eller var svært at sælge, betød det med andre ord, at den endelige sum, der var tilbage til organisationerne, var betydeligt mindre.”

Kigger man få år tilbage, var virkeligheden da også en ganske anden. I 2014 kunne Kristeligt Dagblad berette, at de danske indsamlingsorganisationers indtægter fra arv var faldet med over 100 millioner eller det, der svarer til 23 procent fra 2009 til 2013, på grund af det trængte boligmarked.

Hvad man til gengæld kan udlede omkring danskernes forhold til velgørenhed og testamenter, er, at det fortsat er de sygdomsbekæmpende organisationer som Kræftens Bekæmpelse, der får langt de største arveindtægter, siger Robert Hinnerskov dog med et enkelt ”men”.

For selvom de sygdomsbekæmpende organisationer har langt større arveindtægter end nogen af

de andre grupper, er det alligevel de internationale hjælpeorganisationer, som for eksempel Røde Kors, der opnår den største fremgang: ”Har man haft sygdom inde på livet, støtter man typisk sygdomsbekæmpelse. Men det faktum at arvebeløbene til de internationale hjælpeorganisationer stiger, kan være et tegn på, at den øgede indsats på dette område rent historisk har sat nye spor i testamenterne,” siger Robert Hinnerskov og lægger vægt på netop det ”historiske”, da det mønster, man ser i fordelingen af arveindtægter i dag, er udtryk for valg, mennesker har truffet for mange år siden: ”Folk tegner typisk testamente, mange år før de går bort. Så de penge, der tilgår organisationerne i disse år, kan stamme fra testamenter tegnet i 1990’erne.”

Men ifølge advokat Ulrich Grønborg er de velgørende organisationers plads i et testamente i højere grad betinget af familieformer end af strømninger i tiden.

I 2014 udsendte han en spørgeskemaundersøgelse, der baserede sig på mere end 3000 testamenteønsker fra borgere, der planlagde at tegne testamente. I undersøgelsen blev svarpersonerne stillet en række af de spørgsmål, en erfaren advokat ville spørge til under et personligt møde, og da det kom til velgørenhed, tegnede der sig et tydeligt billede: ”Der var et klart mønster i, at det primært er mennesker uden børn, der ønsker at betænke de velgørende organisationer i deres testamente.”

Siden 1996 har det i øvrigt været muligt gennem den såkaldte 30 procents-ordning at fritage søskende, nevøer, niecer eller venner fra en del af den afgift, de ellers er pålagt at betale, ved at betænke en velgørende organisation i testamentet på betingelse af, at organisationen betaler afgifterne fra de øvrige arvinger.

En ordning, der ifølge Ulrik Grønborg kan få fleJ re til at efterlade lidt til velgørenhed.

3 3Vil man for eksempel testamentere en million kroner til sin niece, er hun normalt forpligtet til betale den høje tillægsboafgift, der er rettet mod fjerne slætninge.Det betyder, at hun, efter at afgiften er blevet trukket, kun vil få udbetalt cirka 667.000 kroner af arven.

Indsætter man derimod en velgørende organisation som medarving på betingelse af, at den dækker afgifterne, vil niecen kunne få udbetalt en større procentdel.

Cirka 700.000 kroner.

3 3Ordningen gælder ikke testamenter, hvor arvingerne er børn eller børnebørn.

KILDE: ADVOKAT ULRICH GRØNBORG

Din tro på livet er værd at give videre!

Ønsket om at ville hinanden det bedste, er noget af det største, man kan give videre. Det samme gælder glæden ved livet.

Har du tænkt over, hvem der skal arve den efter dig?

I Frelsens Hær hjælper vi mennesker, der trænger til mad, varme og noget at tro på. Det sker gennem vores væresteder, menigheder, herberg, krisecentre, julehjælp, ferielejre m.v.

Men selv som kristen kirke må vi erkende, at det ikke altid rækker med næstekærlighed alene. Der er også brug for økonomiske midler gennem et testamente fra dig. Er du interesseret, kan du helt uforpligtende kontakte os. Så kan vi sammen undersøge, hvordan du bedst muligt giver din tro på livet videre.

Kontakt os på 33 31 41 92 eller på www.frelsens-haer.dk Frelsens Hær · Frederiksberg Allé 9 · DK 1621 København V

F R E L S E N S

H Æ R

INK.

Hvem skal arve den efter dig?

8 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Gravstenens rejse fra indviet jord til infrastruktur Hvert år sløjfes mange gravsteder, og gravstenene knuses typisk derefter i tusinder af stykker. De ender blandt andet som bærelag på de danske motorveje eller under fliserne i indkørslen AF JAKOB RAVN FJORDBO fjordbo@k.dk

Langs en af de mindre veje på Assistens Kirkegård i København lå en bunke sten gennem hele vinteren. Mens flere af stenene havde en harmonisk rund form, der ville afgrænse et bed på smukkeste vis, var andre af stenene kantede og beklædt med budskaber. ”Tak for alt”, ”Farvel mor og far” og ”Hvil i fred”, stod der på de blanke flader, der sammen med inskriptioner af dødsår helt tilbage til 1940’erne mindede de forbipasserende om, hvad der sker, når fredningstiden på en grav udløber, og de pårørende ikke længere ønsker at bevare den.

Og bedst som stenene efter måneders ophold langs den lille vej syntes at være faldet så godt til, at et tykt lag af visne blade havde samlet sig omkring bunken, var de pludselig væk en dag i april.

Hvad den specifikke sten-

bunke er blevet brugt til, er usikkert, fortæller Martin Lunde Hansen, der som kommunal enhedschef på Indre Nørrebro i København blandt andet har ansvaret for vedligeholdelsen af Assistens Kirkegård. Men han ved, hvor de i første omgang er endt, og det er i øvrigt slet ikke tilfældigt, at de kasserede sten tager ophold på kirkegården en rum tid, siger han. ”Efter at vi har ryddet en hjemfalden grav, spørger vi altid familien, om de ønsker at beholde gravstenen. Selv når de takker nej, opbevarer vi faktisk stenene i et helt år, hvis nu de skulle ombestemme sig. Det sker trods alt en gang imellem. Efter et år bliver den pågældende sten afhentet af kommunens folk og fragtet til en miljøvirksomhed i Nordhavnskvarteret.”

Ifølge Kirkeministeriet findes der ingen opgørelse over, hvor mange grave der årligt ryddes på landsplan, men lo-

kalt i Københavns Kommune sløjfes et sted mellem 800 og 1000 gravsteder om året.

Kommunen skal herefter sikre sig, at de kasserede sten bliver gjort uigenkendelige, fortæller Brian Helt, der er enhedschef for Sydhavnens og Vesterbros kirkegårde: ”Det vigtigste i den her proces er, at vi er sikre på, at gravstenene bliver gjort upersonlige. Derfor bliver samtlige gravsten i dag destrueret, når de hentes fra vores kirkegårde. For vi skal ikke risikere, at man på en havnemole eller i støttemuren på et nyt byggeri kan læse om en købmand fra forrige århundrede.”

Et sådant scenarium udspillede sig faktisk i 2012, hvor Fyens Stiftstidende berettede om to gravsten med tydelig skrift, der var dukket op i kystsikringen ved Bogensø Strand i Kerteminde.

En sag, Kirkeministeriet omtalte som ”usømmelig omgang med gravsten”.

I miljøvirksomheden Norrecco i Københavns Nordhavn, der modtager stenene fra Assistens Kirkegård, bekræfter Peter Arevad, at det netop er en destruktion, der finder sted, så man undgår den slags scenarier. ”Vi har lovet kommunen, at man ikke kan genfinde deres gravsten i hel form noget sted. Derfor knuser vi samtlige sten. De bliver blandet op med betonmaterialer fra byggeriet og brudt ned til skærver på højest 32 millimeter i diameter. I øvrigt er der en streng etik omkring fragten af stenene. Når kommunen leverer dem til os, skal de altid vende med fronten nedad, så fru Jensen ikke genkender sin oldemors gravsten på ladet af en vogn.”

Efter ophugningen ender de knuste sten typisk som bærelag i asfaltvejene, under fliserne på offentlige pladser eller i private indkørsler, fortæller Peter Arevad.

J

0 Når gravstenene ryddes fra de hjemfaldne grave, går der ikke lang tid, før de indgår som en naturlig del af den danske infrastruktur. Ofte knuses de til uigenkendelighed og bruges som bærelag i veje eller under fliserne på offentlige pladser. Her er en bunke på Assistens Kirkegård i København klar til afhentning. – Foto: Jakob Ravn Fjordbo.

Livet er en gave – giv det videre Vi tror på livets gave og på, at døden ikke er det sidste.

Dette håb har Indre Mission forkyndt fra generation til generation. Ved at lade Indre Mission arve efter dig, er du med til at række dette håb videre.

I samarbejde med DinArv.dk gør vi det let for dig at give gaven videre.

Tag Indre Mission med i dit testamente www.dinarv.dk/im • 8227 1361 • leo@imh.dk

FORDI VI SÆTTER SPOR I HINANDENS HJERTER Tænk på KFUM’s Sociale Arbejde, når du opretter dit testamente og vær med til at sætte spor i andres hjerter.

Din støtte gør det muligt for os at tilbyde børn, unge og voksne i udsatte livssituationer støtte, omsorg og fællesskaber.

DU KAN OGSÅ STØTTE HER OG NU! Bank: reg.nr. 3420 konto 0010 322 928 SMS: Send KFUMSOC100 til 1245 og doner 100 kr.

Din støtte kan gøre en forskel for: • barnet, der ikke fik omsorg og kærlighed i sin barndom • den ensomme unge • familien, der ikke har overskud til at få hverdagen til at hænge sammen • det menneske, der har oplevet overgreb • det menneske, der har mistet alt – familie, penge og bolig

Læs mere på www.kfumsoc.dk eller ring til jurist June Crondahl på 6440 1888 for uforpligtende rådgivning.

10 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Hvem, der skal arve hvad, er blevet AF LARS HENRIKSEN henriksen@k.dk

At skrive et testamente, hvor alle får det, de var tiltænkt, er i fuld gang med at blive en stadig mere indviklet øvelse.

Det kan Poul Jost Jensen tale med om. Han havde for nylig 40-årsjubilæum som advokat, og der er stor aldersforskel på hans klienter. Han har både nogle omkring de 90 år, som vil sikre sig, at der stadig er styr på testamentet.

Og han har de unge i 30’erne, der har købt hus sammen, men ikke er gift og derfor gerne vil have papirerne i orden i tilfælde af det utænkelige.

De to yderpunkter repræsenterer den omfattende udvikling, der har været de seneste årtier i måden, vi håndterer vores økonomiske eftermæle på. Og de giver samtidig et fingerpeg om, hvad der er i vente, forklarer Poul Jost Jensen, der er partner i landets største advokatkæde, Advodan.

Det er næsten givet, hvordan den 90-åriges penge skal fordeles – dem skal ægtefællen eller børnene have. Sådan gjorde hans forældre

det, og sådan gør han det også. Det er desuden ligetil, for selvfølgelig er han gift, og selvfølgelig har de kun fælles børn, så arverækkefølgen giver sig selv. Og det er godt, for der er rigeligt at arve. I den generation ser man det nemlig som en moralsk pligt at efterlade sig så meget, man kan, til familien.

For den næste generation, dem i 60’erne, er sagen lidt mere kompliceret. Hvis de kun har fælles børn, og det er ikke sikkert, så er der gode chancer for, at i hvert fald et af dem er skilt eller bliver det.

Og hvordan sikrer man så, at arven bliver i familien? Her er særejebestemmelser blevet et kæmpe emne de senere år, siger Poul Jost Jensen. Ikke kun i forhold til børnene, men også alt mulig andet. ”Familiemønstrene er jo blevet uendeligt komplicerede, så jeg har efterhånden kun få sager, som kan betegnes som standardsager. Det er ingen overdrivelse, at det er et særsyn med et gift par kun med fælles børn,” siger han.

Og det er en af grundene til, at han ser med bekymring på udviklingen inden for di-

gitale testamenter. Her kan man med få klik og for få hundrede kroner klare testamentet hurtigt, men den stigende konkurrence er med til at gøre dem stadigt billigere og derfor mere standardiserede. Det truer ikke blot advokatbranchen, men også sikkerheden for, at folk rent faktisk er ordentligt sikrede og ikke bare tror, de er det, mener Poul Jost Jensen: ”Et testamente er i dag ofte en ret kompliceret sag – ikke mindst fordi mange er uafklarede om, hvad de egentlig gerne vil,” siger han.

Og her kommer en anden nyere tendens ind i billedet. For i den generation, der er i 60’erne, er det ikke længere oplagt, at ægtefælle og børn skal arve det hele. I takt med at vi lever stadigt længere, arver vi også senere, og det betyder, at mange i dag nærmer sig pensionsalderen, inden de modtager arvepengene.

Og der har de sjældent særlig meget brug for dem. Derfor optræder børnebørn og sågar oldebørn stadigt hyppigere i testamenterne, faktisk i cirka halvdelen af de omkring 200

testamenter, Poul Jost Jensen og hans kolleger i Glostrup laver hvert år. Det kræver nye overvejelser, for hvordan undgår man, at børnene så føler sig forbigået? Og hvordan og hvornår skal børnebørnene kunne komme til pengene? ”For bare 10 år siden hørte det til sjældenhederne, at jeg overhovedet talte om børnebørnene med mine klienter, men nu sker det hele tiden, og det skyldes ikke mindst, at folk er trætte af at betale arveafgift to gange. Arver man to millioner som 60-årig, er der jo gode chancer for, at man ikke når at bruge dem, og så skal der betales arveafgift af de samme penge endnu en gang. Men min fornemmelse er også, at vi generelt tænker familien bredere i dag end tidligere, og det skyldes sikkert, at bedsteforældre i dag har et langt tættere forhold til deres børnebørn end for bare en generation siden,” siger han.

Den udvikling nikker Allan Ohms genkendende til. Han er partner i Forum Advokater og en ivrig debattør af arv og testamenter gennem mange

Tegning: Ritzau Foto.

Ændrede familiemønstre og længere levetid er i færd med at ændre kulturen omkring, hvor meget arv vi efterlader

Se Mikkel & Maria fortælle deres historier på julemaerket.dk/film

Med en arv eller donation kan du give grønlandske børn et godt børneliv og en lys fremtid Børn skal turde drømme om det gode liv og have voksne omkring sig, der kan bane vejen til en god og tryg barndom.

Mobning, ensomhed og lavt selvværd sætter dybe spor i livet. På Julemærkehjemmene får børn hjælp til at tackle problemerne. De bliver glade igen. De bliver mere udadvendte og får nyt mod på livet.

Og behovet er stort. Lige nu venter flere hundrede børn på et ophold.

Med en arv fra dig kan vi hjælpe endnu flere børn til at blive børn igen.

I Foreningen Grønlandske Børn arbejder vi på at sikre et godt børneliv for udsatte grønlandske børn i Danmark og i Grønland. Vores indsatser er udelukkende finansieret af bidrag fra enkeltpersoner, virksomheder, puljer og fonde, så ethvert bidrag er af meget stor betydning.

Hvis du ønsker at oprette et testamente til fordel for Foreningen Grønlandske Børn, så kan det gøres gratis via vores advokat. For yderligere information kontakt os på telefon: +45 3585 8330 eller på mail: fgb@fgb.dk Se mere om vores arbejde og tilmeld dig nyhedsbrevet på www.fgb.dk

Giv dit livs gave til børn i Danmark

Hvis du vil høre mere om vores arbejde eller hvordan du testamenterer, er du altid velkommen til at ringe til direktør Søren Ravn Jensen på 33 13 37 45. www.fgb.dk

Julemærkefonden - tlf. 33 13 37 45 - www.julemaerket.dk

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

en kompliceret affære

Arv&Testamente2017 | 11

os – og hvem der skal arve år. Via foredrag, debatindlæg og interviews oplyser han ikke blot om de nye tendenser, men forsøger også at få flere til at tage deres testamente mere alvorligt. For der er mange forhold – ud over længere levetid og ændrede familiemønstre – der er med til at gøre det mere kompliceret end som så at have styr på sit testamente. Flere rapporter har da også vist, at mange millioner arvekroner hvert år havner i andre lommer, end det var meningen.

Ofte er det helt banale fejl og misforståelser, der er årsagen, og derfor ærgrer det ham, at vi tilsyneladende ikke bliver bedre til at forholde os konkret til vores egen død. ”Jeg har aldrig solgt et testamente som et impulskøb,” siger han. ”Der er altid årelange overvejelser bag, for ingen tror, at de rammes af døden før lige der, hvor de venter det. Men den tankegang kan efterlade familien med en økonomisk rodebutik, der kan splitte selv de tætteste bånd ad.”

Måske er det problem dog i færd med at løse sig selv. Bå-

de han og Poul Jost Jensen ser nemlig en klar tendens til, at stadigt flere planlægger at efterlade sig stadigt mindre.

At spinke og spare er gået af mode, forklarer Allan Ohms, og desuden er den længere levetid og det højere sundheds- og aktivitetsniveau som pensionist medvirkende til, at der er bedre muligheder for faktisk at få brugt de penge, man har sparet sammen. ”9 ud af 10 siger i dag, at hvis der er noget at arve, så har de regnet forkert. Det er sagt med et glimt i øjet, men den slags sagde man ikke for bare 10-15 år siden. Der er alligevel altid en arv, men det er generelt blevet en mindre fremmed tanke at bruge pengene på sig selv. Eller at dele pengene ud, mens man stadig er i live, så man kan få glæde af familiens reaktion,” siger Allan Ohms.

Og hos den næste generation, der lige nu er i 30’erne, vil tendensen blive endnu mere udtalt, forudser Poul Jost Jensen. ”Jeg kan høre på de unge, der kommer hos os, at tanke-

gangen er en anden end hos deres forældre og bedsteforældre. Deres forbrugsmønster er helt anderledes, og de siger direkte: Vi lever ikke for vores børn, vi lever for os J selv.”

Så meget arv vil vi efterlade 3 3Ifølge Ældre Sagens Fremtidsstudie 2015 planlægger hver syvende dansker over 50 år med børn helt sikkert at efterlade sig en arv. Hver tredje siger måske, og halvdelen siger nej. Færre er dog helt afklaret end i 2010. Dengang var hver fjerde helt sikker.

3 3Man bliver mere afklaret med alderen og er mere tilbøjelig til at efterlade sig arv, jo flere penge man tjener, og jo større formue man har.

3 3Flere mænd (19 procent) end kvinder (15 procent) planlægger helt sikkert at efterlade sig en arv.

Giv livskvalitet

i den sidste tid

Din gave kan hjælpe Hospice Forum Danmark i arbejdet for udbredelsen af hospicetanken og visionen om, at alle døende og deres pårørende skal have adgang til den rette omsorg og støtte, når de har behov for det, uanset hvor de befinder sig og hvem de er.

• for flere hospicepladser for såvel børn Vi arbejder: som voksne • for bedre vilkår for uhelbredeligt syge • med oplysning og rådgivning og deres pårørende • med opbygning af netværk på tværs • for lige rettigheder for børn og voksnes • med udvikling af den frivillige indsats adgang til palliation

Vi rådgiver gerne om oprettelse af testamente.

STØT hospicearbejdet:

Bank: Reg.nr. 1944 Kontonr. 8896 223 829 MobilePay: 5118 3192

KONTAKT sekretariatet:

Tlf.: 21 47 55 44 ▪ Mail: Hospiceforum@hospice.dk

w w w. h o s p i c e f o r u m . d k

12 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Frivillig kistebærer: Det er et spørgsmål om værdighed Kaj Vahlkvist er en af de frivillige fra Sct. Georgs Gilderne i Kolding, der står klar til at bære kisten til begravelser, hvor der ikke er pårørende. Det er en menneskeret at få følgeskab på den sidste rejse, mener han AF FREDERIK FOGDE fogde@k.dk

Beskæmmende. Sådan beskriver 78-årige Kaj Vahlkvist situationen, hvor en afdød til begravelsen ligger alene i en kirke, kun i selskab med præsten, organisten og bedemanden. Han er en af de frivillige kistebærere, der i Kolding har besluttet at stille sig til rådighed ved begravelser af mennesker, der ikke har andre. For at være til stede og for til sidst at hjælpe med at bære kisten ud. ”Jeg er blevet overrasket over det store behov, der er. Min grundholdning er, at ingen mennesker er ringere end andre.

Det er deprimerende, at denne situation overhovedet findes, for begravelsen skal ikke bare blive en transaktion i kirken, men en værdig afslutning på et liv. Her føler jeg, at jeg kan være med til at gøre en forskel,” siger Kaj Vahlkvist.

Flere steder i landet rykker frivillige ud til begravelser, hvor mennesker er døde uden at efterlade sig pårørende. Nogle steder bliver det annonceret på Facebook, hvorefter folk kan møde op, overvære begravelsen og hjælpe til. I Kolding er det sat i system af kommunen, kirken og hjælpeorganisationen Sct. Georgs Gilderne. Kaj Vahlkvist er selv medlem og er i kraft af sin titel som stadsgildemester dybt engageret i projektet. ”Man skal ikke være forladt.

Heller ikke til allersidst,” siger han.

Idéen opstod, da en organist, der er medlem af hjælpeorganisationen Sct. Georgs Gilderne, i en af Koldings kirker oplevede til en begravelse at blive bedt om at hjælpe med at bære kisten ud. For der var ikke andre til at bære den. Det satte tanker i gang: Hvorfor ikke lave grupper, der med kort varsel kunne springe til og hjælpe med at give afdøde mennesker en god afsked med livet? ”Det er klart, at afdøde ikke kan sig ja eller nej. Men der er en helt principiel menneskelig værdighed omkring det at blive begravet. Det skal ikke bare være en handling fra bedemandens side. Det er for dårligt, hvis et menneske ikke kan blive fulgt på den sidste vej,” siger Kaj Vahlkvist.

Både kommunen og kirken viste interesse for idéen, og da man i området oplever mellem 20 og 30 begravelser uden pårørende om året, blev det en realitet. Initiativet blev sat i gang den 1. marts i år.

Seks hold med seks mand på hvert påtager sig opgaven med at hjælpe til begravelserne.

Kommunen kontakter holdene, når der er brug for dem. Derefter

0 Flere steder i landet rykker frivillige ud til begravelser, hvor mennesker er døde uden at efterlade sig pårørende.

Nogle steder bliver det annonceret på Facebook, hvorefter folk kan møde op, overvære begravelsen og hjælpe til.

I Kolding er det sat i system af kommunen, kirken og hjælpeorganisationen Sct. Georgs Gilderne.

– Arkivfoto/ Colourboks.

0 Den 78-årige Kaj Vahlkvist er frivillig kistebærer i Kolding, og han stiller gerne op med få timers varsel for at give afdøde uden pårørende en ordentlig afsked med livet.

– Privatfoto.

kommer de ud til begravelserne.

De er til stede, viser deres respekt og bærer til sidst kisten ud af kirken. For Kaj Vahlkvist er det vigtigt, at tingene bliver gjort ordentligt og med respekt for den afdøde. ”Dukker der alligevel en enkelt pårørende eller to op, så holder vi os selvfølgelig i baggrunden. Vi skal jo ikke mase os på,” siger Kaj Vahlkvist.

Alle involverede er medlem af Sct. Georgg Gilderne. Organisationen udspringer af spejderbevægelsen og leverer hjælpearbejde til dem, der ikke har så meget andet. Som tidligere spejder kom Kaj Vahlkvist for 40 år siden med i organisationen. Det

er netop initiativer som dette, der i sin tid fik ham til at blive medlem. ”Og så bor jeg i en by, hvor Sct. Georgs Gilder er stor. Der er fem afdelinger i Kolding, hvilket også er derfor, vi kan stille med så stort et mandskab,” siger han om organisationen, der også donerer omkring 200.000 kroner hvert år til velgørenhed.

Arbejdet som kistebærer er ulønnet, men at hjælpe de mennesker, der dør alene, bærer lønnen i sig selv, mener Kaj Vahlkvist. Han ser det at give mennesker en ordentlig afslutning på livet som en del af hans egen og organisationens identitet.

”Der er tale om en generel menneskelig tilfredshed ved at hjælpe. Det ligger i organisationens dna. I dette tilfælde handler det om at gøre det allersidste øjeblik værdigt,” siger han.

Om et år vil man gøre status.

Forventningen er, at projektet skal fortsætte. For også i fremtiden vil der være mennesker, der dør uden at have nogen omkring sig. Til den tid vil Kaj Vahlkvist stadig være en af dem, der rykker ud, når der er brug for det.

For ham er det et spørgsmål om almindelig værdighed. ”Det er en menneskeret at få følgeskab på den sidste rejse.”

J

Sct. Georgs Gilder 3 Stiftet i 1933 som et udspring af spejderbevægelsen. Organisationen udfører blandt andet lokalt og nationalt humanitært arbejde. Har afdelinger i hele Danmark, men Koldings afdeling er de første til at stille frivillige til rådighed ved begravelser for mennesker uden pårørende.

KAN DINE BØRN SELV DELE ARVEN?

Hver 5. arvesag ender i familiestrid, men det behøver ikke at ende sådan for jer.

Du hjalp dem med at dele som små. Hjælp dem med at dele, når du engang ikke er her længere.

Opret gratis testamente med TestaViva; en ny online platform fra Arbejdernes Landsbank, som giver dig mulighed for at oprette juridisk bindende ægtepagt, samejekontrakt, testamente m.m. Kom i gang på al-bank.dk

I samarbejde med

14 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle bo hos Hanne

Seline Jensen var spæd da hendes far døde og 14 år, da hun mistede sin mor. Da var det allerede aftalt, at hun skulle flytte ind hos moderens veninde Hanne Rosenørn og hendes familie AF KAREN SOFIE EGEBO egebo@k.dk

Over spisebordet hænger et stort sort-hvidt fotografi. På det står syv smilende unge mennesker i en skov. Nederst til venstre ses Seline Jensen med sit lange lyse hår. Det er hendes mor, Connie Jensen, der har taget billedet.

Hun tog det, kort før hun døde af kræft i august 2012 som 53-årig.

Hanne Rosenørn har hængt billedet op, fordi hun bliver glad af at se på det. Der sidder Seline Jensen nemlig sammen med Hanne Rosenørns tre sønner. I dag er de fire hinandens søskende, for de seneste fem år har Seline Jensen boet i huset i Brøndby ved København sammen med Hanne Rosenørn og hendes familie.

Connie Jensen fik første gang kræft i blæren, da Seline var et år, og allerede dengang blev det aftalt, at pigen skulle vokse op hos Hanne Rosenørn, hvis moderen ikke klarede sygdommen.

De to kvinder havde været veninder, siden de var helt unge, og de kendte hinandens familier og holdt ofte jul sammen.

De holdt også sammen, da Seline Jensens far døde af en blodprop, da hun bare var tre måneder.

I første omgang blev Connie Jensen rask, men da Seline var 12 år, fandt lægerne en ny kræftknude hos moderen, og en ny udmattende omgang med stråling og kemo skulle begynde.

Når det var slemt, sov Seline Jensen hos Hanne Rosenørn i Brøndby. ”Da hun skulle have endeligt svar på prøverne, tog vi Seline med os på ferie til Italien. Vi vidste godt, at det kunne gå begge veje med prøverne, og Connie ville gerne være alene, når hun fik besked, fordi hun blev så påvirket af det. Og så tog Seline med os – også for at komme tættere på familien,” fortæller Hanne Rosenørn.

Beskeden var ikke god, og da familien kom hjem fra Italien, begyndte Hanne Rosenørn og Connie Jensen at planlægge, hvad der skulle ske. ”Min mor tog mig på et tidspunkt ind på værelset og spurgte, hvor jeg ville bo, hvis hun skulle dø. Jeg kunne også komme til at bo hos min faster og fætre og kusiner, men jeg havde været på ferie med Hanne og var her tit, så jeg var ikke i tvivl. Når min mor og Hanne var så gode venner, føltes det mere trygt at komme til hende. Hun vidste jo besked om alt og var den, min mor lænede sig op ad i løbet af sygdommen,” siger Seline Jensen.

Hanne Rosenørn kontaktede kommunen og fik tinglyst et bør-

0 I dag er Seline Jensen (tv.) en del af Hanne Rosenørns familie.

Hanne og Selines mor var tætte veninder, og da Seline mistede sin mor, var hun tryg ved at flytte ind hos Hanne, som hun havde kendt hele sit liv. – Foto: Jens Welding Øllgaard.

netestamente. Det endelige papirarbejde kunne først ordnes, efter Connie Jensens død.

Seline Jensen skulle konfirmeres i foråret 2012, og festen skulle holdes hos Hanne Rosenørn i Brøndby frem for i Seline Jensens eget hjem på Nørrebro i København. Fordi det stod klart, at Seline Jensen inden alt for længe skulle flytte til Brøndby, gik Hanne Rosenørns mand i gang med at bygge om i huset, så der var plads. ”Seline fandt hurtigt ud af, at her var et frirum, hvor hun kunne holde lidt fri for sin mors sygdom, og hvor hun kunne have veninder på besøg. Connie kom også tit. Familierne voksede på en måde lidt sammen,” fortæller Hanne Rosenørn.

I august 2012 blev Connie Jensen indlagt på Rigshospitalet, og lægerne sagde, at det var tæt på nu.

En aften var Seline alene hjemme, og Hanne Rosenørn ringede og spurgte, om hun ville til Brøndby og sove. ”Men det ville jeg ikke, jeg ville gerne være alene hjemme, og jeg havde sovet så meget hos Hanne. Jeg tog på hospitalet og besøgte min mor, og da jeg kom hjem, blev jeg så ked af det. Det var så hårdt det hele, og det var pludselig ubehageligt at være

alene hjemme. Så kom Hanne og hentede mig til Brøndby,” siger Seline Jensen. ”Det var faktisk en god proces, for vi nåede at blive lidt uvenner over det, og det har måske været meget godt, fordi vi lige skulle se hinanden an,” siger Hanne Rosenørn.

Connie Jensen døde en uge efter. Seline Jensen var sammen med Hanne Rosenørn, da det skete, og da havde hun sagt farvel til sin mor.

Seline Jensen var med til at bære kisten. Hanne Rosenørns yngste søn, der er næsten jævnaldrende med Seline, gik lige bag hende, hvis hun skulle få brug for hjælp. Hele hendes klasse kom til begravelsen.

Nu var hun forældreløs, og papirarbejdet med kommunen kunne gå i gang, så Hanne Rosenørn kunne blive hendes formelle plejemor. ”Vi havde lavet en klar aftale med Københavns Kommune om, at mens det stod på, skulle Seline være her hos mig. Hun skulle ikke et eller andet sted hen, hun skulle være her, og sådan blev det,” siger Hanne Rosenørn.

Kort efter, at Connie Jensen døde, blev Hanne Rosenørn sygemeldt med stress. Hun havde

haft for mange bolde i luften i for lang tid, og det endte med, at hun gik hjemme et år. Selvom det ikke var sjovt, ser hun i dag tilbage på det som en gave. For det gav hende og Seline Jensen ro til at etablere sig i de nye roller og bearbejde deres sorg. ”Der var dage, hvor hun var i skole og ringede mig op og sagde: ’Jeg magter ikke mere i dag.’

Så sagde jeg ’kom hjem’. Der har været dage, hvor hun har haft brug for at sove, dage, hvor hun har haft brug for at ligge i mine arme. Vi har set de frygteligste tøsefilm ovre i sofaen og spist slik,” siger Hanne Rosenørn og smiler. ”Ja, det har været meget naturligt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at Hanne er glad for mig. Selvfølgelig ved jeg, at hun ikke er min mor, og der kan aldrig være nogen, der erstatter min mor. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at der er rigtig meget kærlighed her,” siger Seline Jensen.

Selvom det er anderledes at diskutere med Hanne Rosenørn end med sin mor, fordi man kan sige nogle andre ting til sin mor, er de på mange måder en hel familie. Seline Jensen kalder Hanne Rosenørns tre drenge for sine brødre, og de går meget op i, at der for eksempel ikke er gjort

forskel på dem og på Seline Jensen, når hun skal holde sin studenterfest om en måned. Præcis som søskende gør. ”Vi er på mange måder en helt almindelig familie. Det er helt sikkert en fordel, at jeg har kendt Seline altid. Og at jeg har kendt hendes mor og far. Jeg kan se, hvordan deres træk og personlighed træder igennem J hos hende.”

Børnetestamente 3 En erklæring, hvor den, der har forældremyndigheden, gør klart, hvem man ser bedst egnet til at tage sig af sit barn, hvis man skulle dø, inden barnet er fyldt 18 år.

3 Testamentet er ikke juridisk bindende, men vejledende for myndighederne, der dog følger ønskerne, med mindre hensynet til barnet taler imod.

KILDE: DEN STORE DANSKE

Der er det gamle, der er det nye, og så er der dit

Hvad giver du videre med dit testamente?

KFUM og KFUK i Danmark skaber aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder den kristne tro og oplever dens relevans for deres liv.

Vi ønsker at møde de behov, børn og unge har, og vores vision er at styrke deres livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv.

Vi tilbyder fællesskaber, hvor man kan være den, man er. Det oplever vores knap 10.000 medlemmer i vores foreninger landet over, på vores festivaler og lejre med fællessang og store sus, og det mærker de unge, der rejser ud med os, hvor de møder globale fællesskaber gennem YMCA og YWCA. Med din støtte kan vi nå ud til endnu flere børn og unge.

Det gør vi bl.a. med kristendomskurser og lederuddannelse, hvor de unge får redskaber til at tale om tro og til at blive aktive i samfundet omkring dem og i verden.

Hvem skal man give sit livs gave, hvis ikke til ungdommen?

STØT OS PÅ www.kfum-kfuk.dk/arv

16

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Et testamente giver sikkerhed, når arven skal fordeles Hvem Hvem skal skal arve arve dig dig når når du du dør dør ? ?

Du kan testamentere din arv, så den er Du kan testamentere din arv, så den er med til at fremme udbredelsen af Guds Rige med til at fremme udbredelsen af Guds Rige Missionsfonden kan modtage arv, Missionsfonden modtage arv, uden at der skal kan betales arveafgift uden at der skal betales arveafgift Missionsfonden støtter evangelisk Missionsfonden støtter evangelisk kristent arbejde i både indog udland kristent arbejde i både ind- og udland Kontakt os for nærmere information Kontakt os for nærmere information

- find os på - find os på

www.missionsfonden.dk www.missionsfonden.dk Den vigtigste diakonale opgave:

OMSORGEN for de svageste

Vilkårene for udsatte og svage borgere er svære. Selvom rigdommen aldrig har været større i samfundet som helhed, lever flere mennesker i utryghed, angst og fattigdom. Blandt andet fordi mennesker udstødes af fællesskabet, fordi de ikke passer ind i det.

set hvor svækket arbejdsevnen er eller hvor plaget af psykiske problemer, man er. Det er kirkens, organisationernes, ja hele samfundets opgave at finde og dyrke ressourcerne hos hver enkelt, fordi hvert menneske er dyrebart og livet værdifuldt.

Arbejde Adler mener, at alle Læs om Arbejde Adlers arbejde har noget at bidrage med, uan- på www.arbejdeadler.dk

LANDSFORENINGEN ARBEJDE ADLER Thorsgade 61 · 2200 København N · www.arbejdeadler.dk

Med flere nye familiekonstellationer, kringlede juridiske regler og uoverskuelige fremtidsscenarier kan en fordeling af arv være svært at forholde sig til. Derfor er et testamente en fornuftig beslutning, forklarer advokat med speciale i arveret AF JAKOB HOUMANN MORTENSEN mortensen@k.dk

Hvor meget skal ægtefællen og børnene have? Og hvad med boafgift og uskiftet bo?

Der er mange ting at tage højde for, når det kommer til arv.

Hvis ikke man har oprettet testamente, fordeles arven ud fra reglerne i arveloven mellem tvangsarvingerne.

Tvangsarvingerne er ægtefælle og børn.

Er man gift og har ingen børn, arver ægtefællen alt, når man dør. Har man derimod børn, arver ægtefællen halvdelen og børnene deler den resterende halvdel imellem sig. Hvis den afdøde hverken efterlader sig børn eller ægtefælle, bliver arven i stedet fordelt mellem den øvrige familie alt efter arvelovens tre arveklasser. Og efterlader den afdøde ingen arvinger i en af de tre arveklasser, går arven til staten som ”herreløst gods”.

Lever man i et papirløst forhold, arver samleveren ingenting. Og har man børn, er det udelukkende dem, som arver.

Men mange tror fejlagtigt, at blot man gifter sig, er det ikke nødvendig at oprette et testamente. Men sådan forholder det sig ikke, forklarer advokat Dorthe Østerby, som har speciale i familiearveret hos Ret&Råd Grønbæk & Huuse i Randers.

I dag er der 37 forskellige familiekonstellationer, og arveloven tager for eksempel ikke højde for sammenbragte børn. ”Nutidens familiekonstellationer er så forskellige, at arveloven ikke inkluderer dem alle,” forklarer hun og siger: ”Man skal lave et testamente, hvis man vil sikre hinanden som både samlevende eller som gifte med sammenbragte børn. Og det kan også godt være en god idé at lave et testamente, selvom man ’bare’ er gift og har fælles børn,” forklarer hun.

Ved at gifte sig undgår den efterladte ægtefælle desuden at betale boafgift.

Boafgiften, som tidligere hed arveafgift, er på 15 procent og betales til staten af den samlede opgjorte arv, inden den udbetales til arvingerne. Derfor er det mest for-

0 Nutidens familiekonstellationer er så forskellige, at arveloven ikke inkluderer dem alle, blandt andet derfor er det vigtigt at skrive testamente. – Foto: Ritzau Foto.

nuftige både at blive gift og lave et testamente. ”Hvis ikke du har lavet testamente, arver din ægtefælle alene halvdelen, mens dine børn arver den anden halvdel. Dette kan betyde, at den efterladte ægtefælle ikke er i stand til at blive i de tidligere fælles rammer med hus og bil,” siger hun og forklarer, at et testamente bør oprettes hos skifteretten for en notar. Derfor er det ikke nok bare at skrive et testamente, som man opbevarer derhjemme i skuffen. ”Det er ikke gyldigt,” siger hun. ”Det er vigtigt, at der i testamentet er taget højde for alle tænkelige scenarier, og at testamentet formuleres klart, så det ikke giver anledning til tvivl og konflikt,” fortæller hun.

Har man som ægtepar fæl-

leseje, og efterlader man sig alene fællesbørn, har en ægtefælle ret til at sidde i uskiftet bo. Er der børn fra tidligere ægteskab skal de dog give deres samtykke. ”Det kan være, at man ikke har råd til at dele ud af arven, hvis formuen for eksempel står i et hus. Så kan man vælge at sidde i uskiftet bo,” siger hun.

Hvis man gifter sig igen, skal man dog skifte det uskiftede bo med den formue, der findes på dette tidspunkt. Og uskiftet bo er ikke altid en god løsning, forklarer Dorthe Østerby. ”Derfor er det vigtigt, at man som ægtefæller igennem et testamente sikrer den længstlevende valgmuligheden mellem at sidde i uskiftet bo eller at modtage mest muJ ligt.”

Kristeligt Dagblad Lørdag 17. september 2016

Arv&Testamente2017 | 17

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Mange forældre vil give penge til deres børn, mens de selv lever

Men det er også vigtigt at overveje fremtidsscenarier, der kan ændre det økonomiske råderum. Pengegaver er et udtryk for et pragmatisk forhold til arv, lyder det fra forsker AF JAKOB HOUMANN MORTENSEN mortensen@k.dk

Vi bliver ældre og ældre, og flere ældre er mere velhavende end tidligere. Derfor er det nærliggende for nogen at glæde familien ved at dele ud af formuen tidligere i livet.

Mange forældre vælger at give gaver i form af pengebeløb som en form for forskud på arven. Og selvom hensigten er at støtte sine børn økonomisk ved at dele ud af sin formue, før man dør, er det ikke det samme som et arveforskud. Et arveforskud er nemlig et beløb, som senere skal modregnes, når giveren dør, og der derfor skal betales en arveafgift af.

Begge forældre kan dog give deres børn eller børnebørn en pengegave hvert år. Et beløb, der i 2017 var på 62.900 kroner afgiftsfrit.

Alexander Sehrn-Christensen er 29 år og studerende.

Han har modtaget rentefrie pengegaver på større beløb i de seneste fem år fra sin far og fortæller, at det har betydet, at han har kunnet koncentrere sig om at studere. ”Min far har gjort det, fordi han kunne, og fordi det var fornuftigt for mig,” forklarer han.

Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen stod bag en undersøgelse fra 2014 om forældre, der deler ud af formuen til familien. Undersøgelsen, som bygger på en større rundspørge, viser, at forældre er rundhåndede med at dele ud af formuen til deres børn. Men ifølge Ann

Lehmann Erichsen er det dog ikke muligt at sige, hvor mange der benytter sig af pengegaver på de maksimale beløb, da de netop er afgiftsfrie, og derfor ikke skal opgives. ”Men det er min fornemmelse, at folk, som har penge, er tilbøjelige til at tænke fremadrettet. I og med vi i gennemsnit er blevet rigere de senere år, er jeg sikker på, at vi vil se mere af det.”

Gitte Clausen, som er juridisk rådgiver i Ældre Sagen, gør dog opmærksom på, at der er væsentlige overvejelser, som er vigtige at få drøftet, inden man som forælder deler ud af sin formue. ”Jeg beder folk om at overveje og reflektere over deres egen situation. Det kan jo godt være, at de står med en pose penge her og nu, men lad os lige snakke om, hvordan situationen kan se ud, når der er gået nogle år. Der kan jo ske alt muligt uforudset – som sygdom og arbejdsløshed. Måske finder man ud af, når man når pensionsalderen, at der er nogle ting, man rigtig gerne vil gøre, inden det er for sent. Og så har man ikke længere midlerne.”

Det er hendes indtryk, at det er nemmere for familier at tale om arv og pengegaver nu end før i tiden, og hun oplever ikke, at der er tabuer forbundet med forældrenes overvejelser og i samtalen med børnene. ”Folk er meget pragmatiske. De har gjort sig nogle overvejelser. De står med nogle midler, som de ikke selv mener, de har synderligt

WWMåske finder man ud af, når man når pensionsalderen, at der er nogle ting, man rigtig gerne vil gøre, inden det er for sent.

GITTE CLAUSEN, JURIDISK RÅDGIVER I ÆLDRE SAGEN

brug for, som kan dække et behov hos deres børn.”

Karen Munk er lektor på Aarhus Universitet og forsker i alderdom. Ifølge hende har der historisk været en pragmatisme forbundet med arv, da man før velfærdsstaten var mere afhængig af arven. ”Og den pragmatisme lever

videre,” siger hun og forklarer, at mange i dag nyder at glæde børnene med penge, mens de lever. ”Mange vil hellere give med varme hænder end med kolde hænder. For når de ligger i graven, kan de ikke opleve, at børnene får glæde af J deres penge.”

Arv og gaver kan få flere hjerter til at slå Når du giver Hjerteforeningen en gave, eller betænker Hjerteforeningen i dit testamente, er du med til at støtte den livsvigtige hjerte-kar-forskning på danske universiteter og hospitaler.

Gennem årene har Hjerteforeningens forskningsstøtte været med til at danne grundlag for nye og bedre behandlingsformer, som redder liv.

Denne positive udvikling skal gerne fortsætte, men vi kan ikke bekæmpe hjerte-kar-sygdomme alene. Derfor er vi meget taknemmelige for alle de bidrag, vi modtager gennem arv og gaver. Vi håber også, du vil støtte op om hjertesagen. Det gælder livet, så fra hjertet tak!

ØNSKER DU AT VIDE MERE OM HJERTEFORENINGEN, ARV OG TESTAMENTE? Du er altid velkommen til at kontakte vores medarbejdere – vi står klar med råd og vejledning og kan sende dig vores testamentemappe. Hvis du testamenterer til Hjerteforeningen kan vi hjælpe dig med at dække udgifterne til advokaten. Kontakt os uforpligtende og hør mere om ordningen.

Chefjurist Ann Marie Panduro apanduro@hjerteforeningen.dk

Advokatsekretær Helle Christensen hchristensen@hjerteforeningen.dk

33 67 00 56

0 Begge forældre kan give deres børn eller børnebørn en pengegave hvert år. Et beløb, der i 2017 var på 62.900 kroner afgiftsfrit. – Foto: Torben Åndahl/Ritzau Foto.

33 67 00 24

WWW.HJERTEFORENINGEN.DK

18 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Familiegravstedet bliver sorgen og

s

Antallet af familiegravsteder svinder ind og bryder slægtens sidste bånd til hjemstavnen. Men i en brydningstid kan

f

AF SARA MAARUP THOMSEN thomsen@k.dk

På Sct. Jørgens Kirkegård i Svendborg, hvor skibsrederiet A.P. Møller blev grundlagt i 1904, ligger en del af familien Mærsk Møller begravet.

På den ene side af familiegravstedet glimter Svendborgsund, og på den anden side en kilometer væk ligger det hvide palæ med navnet ”Villa Anna”, hvor rederiet A.P. Møllers grundlægger, skibskaptajn Peter Mærsk Møller, boede sammen med sin hustru Anna og parrets 10 børn.

På en helt anden kirkegård 175 kilometer væk ligger en af Peter Mærsk Møllers efterkommere, Mærsk Mc-Kinney Møller, begravet i slægtens andet familiegravsted på Hellerup Kirkegård med sin forældre, to søskende og sin hustru, Emma.

Videreførslen af de gamle familiegravsteder bliver sjældnere og sjældnere, og det skyldes blandt andet, at familier ligesom Mærsk Møller-familien bryder båndet til hjemstavnen og finder nye

tilhørsforhold på andre egne, siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur. ”Min fornemmelse er, at familiegravstedernes nedlæggelse i disse år går stærkt. Det handler blandt andet om den demografiske udvikling, hvor folk flytter fra sted til sted, og så handler det om den økonomiske udvikling,” siger han og fortæller, at Foreningen for Kirkegårdskultur får mange henvendelser om prisen på vedligeholdelse af familiegravsteder. Priserne er de seneste år skudt i vejret, mens menighedsrådenes indtægter fra sløjfede eller udløbne gravstedsaftaler samtidig er steget fra 169 millioner i 2011 til 215 millioner i 2014. ”Det betyder, at kirkegården så at sige går fra at være et mindested til et glemmested. Jeg er ikke nostalgiker, men jeg synes, at det er væsentligt, at det levede liv kommer til udtryk på kirkegården og afgiver spor af de mennesker, der levede,” siger Elof Westergaard og påpeger, at kirkegården altid vil være

et spejl af samfundet og den måde, vi omgås: ”Familiegravstederne opstod i en tid med slægtsgårde og familieerhverv og nedbrydes i en tid uden.”

Bag den lange okkergule mur på Nørrebro i København ligger et af landets største og mest velbesøgte kirkegårde, Assistens Kirkegård, som anses for at være modedanner inden for begravelseskultur.

Antropolog Gitte Lunding Johansen er centerleder på Kulturcenteret Assistens på Assistens Kirkegård. Hun fortæller, at kirkegården de seneste år har oplevet en stor stigning i antallet af kistebegravelser. Så stor, at man kan tale om ”kistegravstedets genkomst” i en tid, hvor flere udtrykker bekymring over, om kirkegårdene udvikler sig til tomme, formålsløse felter af græs, hvor de døde ligger samlet i én stor fællesurnegrav. ”Jeg tror ikke, man behøver at være så frygtelig bekymret for fremtidens gravstedskultur. Vi ser et øget antal kiste-

3 På Sct. Jørgens Kirkegård i Svendborg ligger en del af Mærsk Møller-familien begravet, mens en anden del ligger begravet i et andet familiegravsted på Hellerup Kirkegård (billedet). Familiegravstederne bliver mere sjældne i takt med, at bånd til slægt og hjemstavn brydes, men kan få en fornyet storhedstid.

– Foto: Ritzau Foto.

begravelser og familiegravsteder, og den fornyelse, vi oplever, plejer at brede sig til resten af landet,” siger hun.

Selvfølgelig har den manglende tilknytning til én bestemt hjemstavn, og de familieforhold, der kan skifte flere gange gennem livet, betydning for antallet af familiegravsteder, siger hun. ”Men i en tid med rigtig

mange brud, kan de konkrete gravsteder også få en endnu større betydning. Jeg møder unge, som siger, at de gerne vil begraves i deres bedste-

forældres familiegravsted.

For dem er familiegravstedet en livline til familien og fortiden,” siger hun.

Familiegravstedstendensen

Støt kampen mod diabetes – også i fremtiden Du kan med en gave i dit testamente være med til at hjælpe både børn, unge og voksne til en bedre fremtid med diabetes Diabetesforeningen er fritaget for arveafgift, så hele din gave vil blive brugt til at hjælpe mennesker med diabetes.

Diabetesforeningen er en privat organisation, som modtager højst 10 % i offentlig støtte. Derfor er bidrag fra arv helt afgørende for vores fortsatte indsats.

For yderligere information, kontakt Susanne B. Jørgensen på telefon 63 12 90 33, sj@diabetes.dk eller læs mere på diabetes.dk/arv

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

slægtens stenansigt

Arv&Testamente2017 | 19

familiegravsteder få fornyet betydning, mener eksperter ”Kistegravsteder konkretiserer døden, hvor bisættelsen for yngre søskende kan blive underlig abstrakt, når det eneste, der er tilbage af livet, er en mærkelig lille beholder,” siger hun og pointerer, at vi i dag ser anderledes på sorgens plads i de efterladtes liv end tidligere. ”Tidligere havde man idéen om, at sorg var noget, man udlevede i faser, hvorefter man ’kom over det’. I dag er der tilsyneladende en større accept af, at sorgen ikke forsvinder, men bliver en del af menneskers nye virkelighed. Meget som en gravsten, hvor det følelsesmæssige bånd bliver synligt konkret,” siger hun.

er særlig tydelig ved dødsfald af børn og unge, fortæller hun. Det er ikke usædvanligt, at familien påbegynder et nyt og større familiegravsted for

at kunne samle hele familien og skabe et sted for søskende at udleve deres sorg og symbolsk videreleve det liv, de ikke fik med den afdøde.

Ifølge Elof Westergaard sker der for øjeblikket en splittelse i begravelseskulturen. Han ser på den ene side en stærk tendens i retning af fællesurnegravsteder på græsarealer uden individuelle gravsten.

På den anden side er der folk med en særlig tilknytning til en egn, som stadigvæk vælger at lade sig begrave i familiegravsted.

”Jeg kan sagtens forstå, når nogle i dag vælger at føre et familiegravsted videre. Familiegravstedet kan blive en måde at afspejle slægtens kontinuitet, huske på det, der engang var, og binde os ind i sammenhæng,” siger han.

En af de familier, der ønsker at føre familiens gravsted videre, er Drost-familien. I Rudkøbing på Langeland ligger 63-årige Palle Drost og hans to søstres forældre begravet. Palle Drost og hans søstre betalte i fællesskab et oprettelsesgebyr på 1500 kroner for familiegravstedet, da først hans fars urne blev stillet ned i 1997, og siden hans mor blev begravet samme sted i 2012, fortæller Palle Drost. ”Jeg har svært ved at forestille mig, at vi ikke fører den videre, når vi igen skal tage stilling til det i 2020. Jeg vil under ingen omstændigheder være graven foruden. Det er godt at vide, hvor man kan sende sine tanker hen, når man indimellem har brug for det,” siger han.

J

Sådan fungerer familiegravstedet 3 Et familiegravsted er et gravsted for et ægtepar og deres efterkommere. Størrelsen er i dag to, højst tre kistepladser, mens familiegravsteder med mellem fire og syv kistepladser i 1860’erne og 1870’erne var grundmønsteret. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening bliver de fleste i Danmark i dag brændt frem for begravet. I 2016 var andelen af kremeringer på landsplan 83 procent, mens andelen i Københavnsområdet var over 90 procent.

3 Familiegravstedet bliver typisk betalt for 25 år ad gangen, hvor gravstedet er fredet. Efter 25 år skal gravstedsejeren og eventuelle andre familiemedlemmer tage stilling til, om gravstedet skal fornyes. Vælger familien ikke igen at betale, får de mulighed for at tage gravstenene med hjem.

3 Man kan godt udvide et familiegravsted, hvis der plads ved siden af det. Det er ofte uproblematisk, fordi så mange danskere vælger at blive brændt frem for begravet. Hvis fredningsperioden ikke er gået, når endnu et familiemedlem dør, og det ikke er muligt at udvide familiegravstedet, kan man løse det ved at sætte en urne ned i gravstedet.

KILDE: ELOF WESTERGAARD OG KRISTELIGT DAGBLAD

MED EN TESTAMENTARISK GAVE KAN VI REDDE LIV Læger uden Grænser er altid der, hvor nøden er størst. Midt i katastrofen arbejder vores læger og sygeplejersker i døgndrift for at redde liv. Men vi kan kun hjælpe, hvis vi har penge til medicin og udstyr.

Med en testamentarisk gave til Læger uden Grænser er du med til at sikre et håb og en fremtid for nødlidende børn og voksne.

Arv udgør en vigtig del af de samlede bidrag til Læger uden Grænser.

Når vi modtager en testamentarisk gave, tager vi det som et udtryk for stor tillid og moralsk støtte til vores humanitære arbejde. Pengene går bl.a. til: • Medicinsk nødhjælp ved naturkatastrofer og i flygtningelejre • Bekæmpelse af livstruende sygdomme som malaria, tuberkulose og hiv/aids • Mad og behandling til stærkt underernærede børn

Læger uden Grænser er fritaget for arveafgift. Hvis du har besluttet dig for at betænke Læger uden Grænser i dit testamente, kan du få gratis bistand og rådgivning til at udfærdige dit testamente hos Moltke-Leth Advokater, der på denne måde støtter Læger uden Grænser. Kontakt Vibeke Samuelsen på telefon 33 11 65 11 eller på vs@moltke-leth.dk. Alle oplysninger behandles fortroligt, og advokaten har tavshedspligt. Du kan også bestille vores arvefolder på arv@msf.dk

Læger uden Grænser · Dronningensgade 68. 3 · 1420 København K ·Tlf. 39 77 56 00 · www.msf.dk

20 |Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Kirkegårdens graver passer både de døde og levende Knud Hansen byttede efter 30 år livet på asfalten ud med kirkegårdens småsten. Her hjælper han de døde ud på den sidste rejse og støtter de pårørende, der tager afsked AF CECILIE BECH RØNSHOLT roensholt@k.dk

Mange af gravene på Dåstrup Kirkegård i Viby Sjælland er prydet med stedmoderblomster, men en enkelt grav adskiller sig ved at have en rabarberplante plantet bag gravstenen. Graveren Knud Hansen står bag de velholdte grave, og han har netop færdiggjort en grav og lagt de sidste chaussésten. De synlige konturer af kisten i jorden, som danner en forhøjning, afslører, at graven netop er gravet. Og det er normalt det første lange stykke tid, indtil kistens låg knækker, kisten synker sammen, og den opløses i jorden, fortæller Knud Hansen.

Knud Hansen plejede at køre lastbil, men efter 30 år havde han set nok asfalt, fortæller han. Omkring den tid blev han tilbudt en midlertidig stilling som graver i Viby Sjælland, og da stillingen udløb, blev han så at sige headhuntet til Dåstrup Kirke.

Ifølge Knud Hansen kan livet som lastbilchauffør og graver ikke sammenlignes, men alligevel holder han af friheden og selvbestemmelsen, som begge jobs dog har til fælles.

Og man fornemmer, hvor hjemmevant Knud Hansen føler sig, da han viser rundt på kirkegården og omhyggeligt forklarer, hvordan hans dage udspiller sig. Hans hverdag er præget af rutinen, hvor meget tid bliver brugt på at klippe hæk, rive, luge og slå græs, og hvad ellers årstiden dikterer. Hver vinter bliver omkring to tons gran leveret, og det er nok gran til, at Knud Hansen skal bruge fem til seks uger på at pynte gravene med gran.

Gran på gravene er en tradition, der har sine rødder i 1930’erne, hvor arbejdsløsheden var så høj, at man besluttede at beskæftige de arbejdsløse med at lægge gran på gravene for på den måde også at beskytte dem.

I dag gør man det af traditionelle årsager og for pyntens skyld.

Inden påske skal granen af gravene igen.

Om sommeren bruger Knud Hansen tid på at suge de mange blade op fra kirkegårdens løvtræer.

Kirkegården skal nemlig hol-

3 Meget af tiden som graver går arbejdet med at pleje kirkegården ved at rive blade, slå græs og lægge gran.

– Alle fotos: Jens Welding Øllgaard.

3 Knud Hansen kigger efter bedemanden, som om lidt kommer med en afdød, der skal begraves om to dage.

0 Bedemanden og Knud Hansen hjælpes ad med at få kisten ud af rustvognen og ind i kapellet.

des nydelig, og efterhånden har flere kirkegårde ansat gartnere i stedet for gravere. Men Knud Hansen har stadig rollen som ham, der tager mod kisten og gør klar til både begravelsen og nedsænkning af kisten.

Udover at passe kirkegården assisterer han også til gudstjenester, hvor han tænder lys, hjælper præsten i messekåbe og giver en hånd, hvor det behøves.

Men hvis man sætter de praktiske ting til side, så er kernen i jobbet menneskeskæbnerne, fortæller Knud Hansen. Han ta-

ger aldrig selv kontakt til de mennesker, der besøger kirkegården. De skal have ro til at sørge i fred, men ofte opsøger de pårørende ham alligevel for en sludder.

Han oplever også flere pårørende dele sandheder om deres afdøde slægtning. Han har oplevet familiemedlemmer bande over utaknemmelige, afdøde slægtninge, som blandt andet ikke satte pris på deres dejlige hus eller var utro med svogeren, men lige så tit er sorgen overvældende, og fælles for de mange er, at de har brug for en at ta-

le med. Og det er ofte Knud Hansen, som er tilgængelig, når de pårørende alligevel besøger kirkegården. Han oplever, at mennesker finder det lettere at tale med ham end med præsten, når de begge er på kirkegården. Men det kræver øvelse at tale med de pårørende, fortæller han, som dog holder af de mange historier.

Hans telefon ringer. Det er bedemanden, der kommer med en kiste om lidt. Knud Hansen går mod kapellet for at gøre klar til at modtage kisten og fortæller detaljeret om proceduren ved at

sænke kister i jorden, mens han udpeger de forskellige hjælpemidler. Især er det vigtigt, fortæller han, at kisten vender rigtigt, således at personen i kisten altid har hovedet mod alteret i kirken, så afdøde ligger, så han kan se følget,” fortæller Knud Hansen.

Bedemanden ankommer i sin sølvgrå rustvogn, og sammen bærer de forsigtigt den hvide kiste ud på båren, som køres ind i kapellet. Kisten skal i jorden to dage efter, og nu skal Knud Hansen i gang med forberedelJ serne.

Du kan gøre en forskel for mennesker, som er ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, og deres pårørende Hver dag rammes 35 danskere af en blodprop eller blødning i hjernen. Det ændrer livet på et splitsekund for både den ramte og de pårørende. Mange ramte må ofte leve videre med alvorlige fysiske og mentale følger som fx halvsidig lammelse, sprog-, tale- og kommunikationsvanskeligheder, hukommelsesproblemer og svigtende koncentrationsevne.

Hjernesagen arbejder for at forebygge, at mennesker rammes af en blodprop eller blødning i hjernen og for at sikre bedst mulig behandling og støtte til både de ramte og deres pårørende.

Når du skriver testamente, bestemmer du selv, hvad der skal ske med dine personlige ting og formue, og samtidig er dine efterladte ikke i tvivl om dine ønsker.

Du kan også vælge at testamentere et beløb til Hjernesagen. Så gør du en stor forskel for mennesker, som er ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, og deres pårørende. Uanset størrelsen hjælper din arv med at sikre Hjernesagens vigtige arbejde.

Send en mail til vores advokat Dea Dorothea Deleuran på testamente@hjernesagen.dk, som rådgiver om alt inden for arv og testamente. Den første henvendelse er gratis og uforpligtende.

Hjernesagen er en privat, landsdækkende forening for mennesker ramt af blodprop eller blødning i hjernen og deres pårørende.

Læs mere på Hjernesagen.dk

2 2| Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Døden markeres med gravhøje og perleplader Igennem flere tusinde år er døden blevet markeret med gravmonumenter. Men hvor monumentet tidligere har fungeret som minde om den afdøde, danner gravene i dag ramme om en fortsættende fortælling, hvor nips og små gaver holder den døde i live AF BENEDIKTE BIRKKJÆR JUSTESEN justesen@k.dk

I et lille hjørne på Assistens Kirkegård i København ligger de ældre grave. Store træer kaster skygger hen over de bombastiske stenmonumenter, og under fødderne sluger den bløde jord lyden af de levendes skridt.

Monumenterne her blev rejst fra 1760 og langt op i 1800-tallet, og gennem symboler og skrift fortæller de historier om, hvad de afdøde fik udrettet i deres liv. ”Monumenterne var magtsymboler. Man ville vise, at denne person ikke spildte sine evner, men levede op til de borgerdyder, der herskede i samfundet,” siger Gitte Lunding, som er seniorforsker ved Kulturcenteret Assistens.

I midten af 1700-tallet havde samfundet bestemte idéer om, hvordan man skulle opføre sig.

Det blev kaldt borgerdyd, og det indebar, at man skulle nære en varm kærlighed til sine medborgere og fædrelandet, og at hvert individ havde pligt til at være driftig og lydig imod landets love.

Hvis man mente, at man havde levet op til denne standard, kunne man vælge at symbolisere dette på sit gravmonument.

For eksempel betød en bikube, at man havde været flittig, og hvis man lod hugge et overflødighedshorn, betød det, at ens rigdom var kommet medborgerne til gavn.

Antropolog og bedekvinde Naja May har forsket i tendenser på kirkegården. Hun siger: ”Man skulle have store monumenter, som man kunne ligge og prale under. Folk dengang var noget i kraft af deres position og tykke tegnebog, hvor man i dag er noget i sig selv.”

Ifølge hende har kulturen og samtiden altid smittet af på begravelsemønsteret, og i vores tidsalder betyder det, at man ser en større kreativitet ude på gravstederne. ”I dag er individets egen fortælling kommet i fokus, blandt andet ved brug af de sociale medier, og på samme måde bruger de efterladte i dag ikke kun graven som et rum for sorg og savn, men et fortællerum, hvor man kan holde den døde i live,” siger Naja May. Det samme ser Gitte Lunding, når hun går rundt ude blandt de nye grave. ”Monumenterne har længe været hugget i sten, men nu er der en tendens til, at gravens indhold er mere flydende. Man udskifter ting løbende, og hjemmet flytter nærmest med ud på gravene,” siger Gitte Lunding.

3 Morten og Martha Wærns gravmonument er spækket med symboler over deres liv.

Faklerne symboliserer, at deres livsgerning har haft indflydelse ud over deres eget liv. Den store urne i midten er et dødssymbol fra antikken, som skal minde de forbipasserende om, at de skal nyde livet, mens de har det. I bunden sidder to kvinder omkring en bikube, der symboliserer flid.

– Alle fotos: Leif Tuxen.

0 Denne type monument er en grottesten, der vækker minder om Jesu gravsted og dermed opstandelsen. Vedbendblade symboliserer det evige liv.

3 Gravmonumenter er i dag mere end en gravsten.

Perleplader, vindmøller, porcelænsfigurer og nips er i højere grad en del af fortællingen om, hvad det er for en person, der ligger begravet.

Især ved grave, hvor den afdøde var meget ung, er der en tendens til, at fortællingen fortsætter. ”Nogle babyer får lov at vokse op, og får alderssvarende gaver ud på graven på deres fødselsdag. Andre planter purløg på graven og tager æggemadder med derud, så de kan spise frokost sammen med deres kære,” siger Gitte Lunding.

På Saxo-instituttet ved Københavns Universitet har lektor i samtidsarkæologi Tim Flohr Sø-

0 Hjemmet flytter med ud på graven.

0 Selvom gravmonumenterne så anderledes ud i stenalderen, har gravkulturen i dag og for 5000 år siden mere tilfælles, end man skulle tro.

rensen forsket i både oldtidens og nutidens gravmonumenter.

Han mener, at nutidens tendenser ude på gravstederne er noget, man har set før i historien. ”En tendens i de seneste årtier er, at gravstederne handler meget om de efterladte og ikke kun om de døde. Det synes jeg, man kan hævde også er tilfældet i bondestenalderen og ældre bronzealder,” siger arkæologen.

For 5000 år siden blev gravmonumenter som jættestuer brugt til ceremonisteder, hvor

de efterladte genbesøgte de døde kroppe og rodede rundt i deres knogler.

Den døde forblev altså en del af de efterladtes verden, og ligesom i dag betød selve konstruktionen af gravstedet også meget for de pårørende. ”Det at bygge en jættestue eller en gravhøj handlede meget om samfundet og de efterladte.

Man brugte lang tid på at bygge monumentet på tværs af lokalsamfund, og det har bidraget til at styrke et fællesskab, ligesom

ceremonierne med de døde gjorde det,” siger Tim Flohr Sørensen.

Ifølge Naja May er tendenserne i nutidens gravmæler også et udtryk for, at vi er begyndt at vende tilbage til ritualiseringen af døden. ”Tidligere har man være mere tilbageholdende med at udsmykke gravene. Men det har ændret sig, for vi har brug for ritualerne. Ellers ville alle de her ting ikke blive lagt ud på graveJ ne,” siger Naja May.

HJÆLP BØRN I CENTRALAFRIKA TILBAGE PÅ SKOLEBÆNKEN Mission Afrika er i gang med at bygge nye skoler i den krigshærgede Centralafrikanske Republik. 607 børn er allerede hjulpet i gang.

Børn hører hverken til i pløjemarken eller på slagmarken – de skal sidde på skolebænken i dagtimerne.

Det tager vi i Danmark som en selvfølge, men det er langt fra virkeligheden i Den Centralafrikanske Republik. Her går gennemsnittet kun i skole i ét år.

Mission Afrika samarbejder med den lutherske kirke i landet om skoleudvikling. Planen er over en årrække at bygge 10 skoler og skaffe lærere i et område, hvor der er desperat behov for hjælp. For 200 kroner kan et barn gå i skole i et år.

Vil du give en hånd med?

Hvorfor vente med dit testamente? ”Det kan virke uoverskueligt at skrive testamente, men der er ingen grund til at vente. Det giver ro i sindet at udarbejde det og gennemtænke, hvem der skal have glæde af de værdier, man ikke kan tage med sig.

Vidste du, at der er flere fordele ved at inkludere velgørende arbejde i testamentet?

Har du spørgsmål, eller overvejer du at betænke Mission Afrika i dit testamente, er du velkommen til at ringe til mig.”

Torben Hesselbjerg

BØRNENE HAR BRUG FOR DIN STØTTE Giv en gave på www.missionafrika.dk – eller på bankkonto: 5061 1060018 (Mrk. 3013)

Se mere på www.missionafrika.dk

Økonomi- og administrationsleder i Mission Afrika Tlf. 8672 5050

24 | Arve&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Økonomisk erstatning ved børns død vækker bekymring Det Etiske Råds formand kalder det en ”forfladigelse af menneskelivet”, når forældre sikres erstatning, hvis deres barn dør på grund af fejl i sundhedsvæsenet. Patientsammenslutning glæder sig over tiltaget AF EVANDER PEDERSEN pedersen@k.dk

Det kan være umuligt at sætte pris på den sorg, man kan opleve ved at miste et barn.

Alligevel er regeringen og Dansk Folkeparti enige om, at forældre bør modtage en økonomisk kompensation, hvis deres barn dør som følge af en skade påført i sundhedsvæsenet.

Ifølge Patienterstatningen sker det årligt for 5-10 forældrepar, men de har ofte ikke ret til erstatning. Det skyldes, at udgifter til begravelsen som regel er det eneste økonomiske tab, som forældrene lider. Beløbet er ofte under 10.000 kroner og falder derfor under bagatelgrænsen.

Retstilstanden for disse forældre er ifølge regeringen ”hverken hensigtsmæssig eller retfærdig”, fremgår det af det fremsatte lovforslag, som blev vedtaget af et enigt Folketing i februar. Derfor skal forældrene fremover kom-

penseres med 162.000 kroner.

Det er taksten ifølge Erstatningsansvarsloven, som kan udbetales i visse sager, hvor en person afgår ved døden som følge af en erstatningsberettiget skade.

Formand for Det Etiske Råd og overlæge ved Rigshospitalets neonatalafdeling Gorm Greisen erkender, at det naturligvis er en tragisk situation at miste et barn. Men han er alligevel betænkelig ved loven, eftersom det ifølge ham gør op med den grundtanke, at erstatninger er til for at dække økonomiske tab.

I et høringssvar til lovforslaget har rådet derfor udtrykt sin bekymring. ”Tabt arbejdsevne er ret nemt at gøre op, fordi det er lig med tabt indkomst, som man kompenserer for. Det er to meget sammenlignelige størrelser. Men det er principielt nyt, at man giver forældre, som har mistet et barn, økonomisk kompensation.

Hvis man gør de efterladtes

WWSamfundet

kan ikke kompensere for alle livets uretfærdigheder.

GORM GREISEN, OVERLÆGE OG FORMAND I DET ETISKE RÅD

sorg op i penge, kan det føre til en forfladigelse af menneskelivet,” siger han.

Det kan være svært at have noget imod, at disse forældre får flere penge til at tage mere fri, får et flottere gravsted, mere psykologhjælp eller en rejse som et slags plaster på såret, siger Gorm Greisen.

Men han frygter, at åbningen for erstatninger vil rejse spørgsmålet om, hvilke tragedier der bør udløse økonomisk kompensation fra samfundet:

Når du testamenterer til os, forsvinder pengene med det samme.

Kampen mod kræft er en kronisk hastesag. Alle midler skal ud og arbejde der, hvor de gør forskel med det samme. Nemlig blandt landets bedste og mest ambitiøse kræftforskere.

Dansk Kræftforskningsfond har i 24 år uddelt mere end 63 mio. kroner direkte til kræftforskning, og vores eneste formål er at indsamle penge til forskning, der kan øge muligheden for at overleve kræft.

Arv, der testamenteres til os, er fritaget for boafgift til staten, og går altså ubeskåret til kræftforskning.

”Samfundet kan ikke kompensere for alle livets uretfærdigheder. Denne tankegang kan blive begyndelsen på en lang historie.”

Hos Danske Patienter, der er paraplyorganisation for patient- og pårørendeforeninger i Danmark, hilser man derimod loven velkommen. ”Tabet af et barn er ubærligt, og det kan ikke opvejes af en økonomisk erstatning, men det kan give luft til familien i en meget presset situation. Man kan forestille sig, at nogle kan have brug for at få mere fri fra arbejdet, mens andre vil bearbejde sorgen ved at rejse med familien,” siger Danske Patienters vicedirektør, Annette Wandel.

Loven skal også sikre, at forældrene får tilbud om gratis psykologhjælp. Særligt den del bakker Danske Patienter ”virkelig op om”. Til gengæld er man skeptisk i forhold til kravet om, at henvisningen til behandlingen i

de fleste tilfælde skal udstedes efter seks måneder. ”Dette krav bør ophæves, fordi reaktioner og behov for hjælp kan komme på senere tidspunkter,” siger Annette Wandel.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fortæller, at loven ikke handler om at sætte pris på et menneskeliv, men derimod at sikre mere ligestilling på området.

I dag vil efterladte til eksempelvis en ægtefælle modtage en større godtgørelse, og ministeren kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gælde forældrepar, som mister et barn.

Derfor vil kompensationen også blive den samme, som den i en række tilfælde vil være, hvis man mistede en ægtefælle eller samlever: ”Det er for at gøre op med den følelse af uretfærdighed og urimelighed, som den forskel i godtgørelsen udløser hos forældrene. Godtgørelsen vil aldrig svare til det liv, man har levet og kunne have

levet med sit barn. Men den økonomiske kompensation kan bruges til at komme lidt ovenpå igen og tage et afbræk fra den hverdag, de står i.”

Men når der sædvanligvis udbetales erstatninger, skyldes det tabt arbejdsfortjeneste, eller at den afdøde har forsørgerpligt. Er dette ikke udtryk for en ny tankegang, hvor man udbetaler erstatninger til folk, som det er synd for? ”Jeg mener ikke, at man kan gøre det op på den måde.

Folk, der står i den situation, kan bekræfte, hvor ondt det gør som forældre at miste sit barn, fordi man har så mange drømme og forventninger om, at ens børn skal overleve en selv. Det er så ubegribeligt og så uforståeligt. Nogle forældre har fået den opfattelse, at ens barn er mindre værd end en ægtefælle, og jeg synes, at vi tager hånd om den uretfærdighed.”

J

GIV DANMARK

EN VÆRDIG NATUR

Skriv testamente til Fugleværnsfonden I en verden hvor naturen til stadighed fylder mindre og mindre, kæmper Fugleværnsfonden for mere. I fondens 21 reservater over hele Danmark, sikrer vi gennem aktiv naturpleje og -genopretning, at fuglene har gode vilkår og trives.

Fuglene og naturen er fælles gods, som vi alle har glæde af, og Fugleværnsfondens reservater er åndehuller i en stadig mere trængt natur, hvor alle er velkomne.

Dit bidrag har derfor stor værdi. Det betyder nemlig mere naturpleje og mere natur. For fugle, for folk og for fremtiden. se www.fuglevaernsfonden.dk for alle støttemuligheder eller ring 3328 3839

Dansk Kræftforskningsfond, c/o Plesner, Amerika Plads 37, 2100 København Ø Tlf. 33 12 11 33. Giro 655 00 29, Danske Bank, reg. 3946, konto 394 63 63 618 www.dansk-kraeftforsknings-fond.dk

Støt

Kunst&Kultur2017 | 25

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Livet koster livet. Det ved vi, og vi skal forberede os i tide Det er en støtte og hjælp for vores nærmeste, og det er slet ikke så svært at tale om

klumme AF LIS M. FREDERIKSEN seniorliv@k.dk

”Tænk, at livet koster livet” er titlen på Jørgen Gustava Brandts (1929-2006) smukke salme fra 1985.

Det er en salme om glæden ved livet, ved naturen, træerne og havets brusen. Men det er en glæde, som opleves overvældende og stærk, netop fordi vi ved, at vi skal dø. På baggrund af flere langvarige sygdomsforløb og dødsfald i den nærmeste kreds inden for de seneste år er jeg blevet mindet om alt det, et dødsfald også er.

Et sygdomsforløb og død er også alt det praktiske og alle de svære overvejelser: Kan den døende få lov at dø i fred? Er der testamente?

Bankkonti bliver lukket, bankboksen kan man ikke bare komme til uden videre. Bisættelse eller begravelse? Blomsterudsmykning eller måske Dannebrog på kisten? Salmevalg? Hvem skal bære? Papirar-

bejdet til de offentlige myndigheder.

Hvilken præst kan forestå bisættelsen? Har yndlingspræsten sommerferie eller fridag? Sammenkomst bagefter, hvor og hvordan skal serveringen være? Er der tænkt på den efterladtes boligforhold? Er fællesboligen til at klare praktisk og økonomisk for den, der er tilbage?

Listen over helt væsentlige spørgsmål kan sikkert gøres meget længere.

Men det, der har slået mig, er, at alle spørgsmålene bortset fra præsters fridage og ferier er nogle, man kan tage stilling til og beslutte, mens man er frisk, men også modig nok til at turde tale om døden med sine nærmeste – det gælder både en eventuel partner eller ægtefælle og børnene. Jeg har på det seneste oplevet den ro, der falder over alle – også den døende – vel vidende, at de har fået talt de praktiske ting igennem.

De ved stort set, hvad der skal ske i den sidste fase, også når dødsfaldet har fundet sted. Nu skriver jeg modig helt bevidst. For det er jo svært for mange mennesker at tale om, især hvis den døende forekom-

WWJeg har på det

seneste oplevet den ro, der falder over alle – også den døende – vel vidende, at de har fået talt de praktiske ting igennem. De ved stort set, hvad der skal ske i den sidste fase, også når dødsfaldet har fundet sted.

mer at været alt for ung til at dø. Så er det meget svært.

Meget prosaisk er der jo også økonomi i et dødsfald. En bisættelse kan koste rigtig mange penge, hvis bedemanden skal sørge for det hele.

Forbrugerrådet har i bladet Tænk offentliggjort en række gode råd i forbindelse med et dødsfald.

Der står for eksempel, at det er klogt at gå efter en certificeret bedemand. En begravelse eller bisættelse kan ikke gøres om, så derfor skal man også sikre sig, at kemien er i orden, at man kan tale ordentligt sammen. Tag et uforpligtende møde, spørg om priserne, også hvad du sparer, hvis du laver alt papirarbejdet selv. Husk også at søge om begravelseshjælp gennem sygesikringen, og hvis afdøde er medlem af Sygeforsikringen Danmark er der også økonomisk støtte at hente. Endelig skriver Tænk, at bedemanden også er sælger, der har en vare, han eller hun gerne vil afsætte.

Mange gamle mennesker har sagt til deres nærmeste og måske også til deres læge, at de ikke ønsker genoplivning.

Nogle går med et skilt om halsen.

Andre har skrevet det ned. Men der findes ingen bestemmelser, som gør, at man kan sikre sig og få lov til at dø i fred uden forsøg på genoplivning. Det er et kompliceret tema.

Der er eksempler på genoplivning af gamle over 80 år, som har fået to-tre gode år mere. Men som jeg læste i en avisartikel: ”Modige sundhedspersoner vil skynde sig langsomt, hvis et ældre, svækket menneske bærer et skilt om halsen, at de ikke ønsker genoplivning.” Sagt af Margrethe Kähler fra Ældre Sagen.

Døden er ikke så svær at tale om, når bare man vælger de rigtige lejligheder. Ens voksne børn vil typisk vige tilbage. Det er i hvert fald min erfaring. Men når anledningen er der – det kan være et dødsfald i den nærmeste kreds – kan det være helt naturligt at tale om den afdøde, om hvordan forløbet har været før og efter dødsfaldet og derefter fortsætte og tale om, hvordan man gerne selv vil have, at det skal forløbe. Men det allervigtigste er at få skrevet ned i tide, hvis man har særlige ønsker og prioriteringer. Det er en lettelse, tro J mig.

Møltrup Optagelseshjem Selvejende privat stiftelse

Møltrupvej 70 • 7480 Vildbjerg • Tlf. 9713 1800 www.moltrup.dk • Følg os på Møltrup Optagelseshjem er et hjem (oprettet i 1912 af fængselspræsten Johannes Munck), hvor mænd, som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv, kan finde hjælp til at tage livet op på ny.

Møltrup bygger på et kristent grundlag og betragter sig selv som en del af det frivillige, folkekirkelige, diakonale arbejde.

Mændene betragtes ikke som klienter, men som mennesker, der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården. Enhver som har brug for den hjælp, Møltrup kan yde, bydes velkommen, så længe der er plads. Der er 117 pladser.

Ved indbetaling af 50 kr. eller mere til vores bankkonto (7670 1093702) bliver man optaget i kartoteket for hjemmets støttemedlemmer, som hvert år ved juletid modtager hæftet »Meddelelser fra Møltrup Optagelseshjem«.

Støttefond for Møltrup Optagelseshjem modtager i øvrigt med tak enhver gave samt evt. andel af høstoffer til hjemmets arbejde.

Støttefonden er godkendt af Told- og Skattestyrelsen i henhold til ligningslovens § 8 A om skattefrie gaver.

ARVEN EFTER DIG

– giv livet videre

Med et testamente bestemmer du selv, hvem der skal have glæde af det, du har skabt CARE Danmark giver mennesker mulighed for at skabe en fremtid for sig selv og deres børn. Det er hjælp til selvhjælp – og det er langsigtet.

Kontakt CARE Danmark direkte og få vejledning eller få tilsendt en gratis arvefolder. Tlf.: 35 100 200, e-mail: arv@care.dk.

Læs mere på www.care.dk/arv

26 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Flere lægges i graven uden ceremoni Bedemandsorganisationer i de skandinaviske lande melder om, at flere fravælger borgerlig og kirkelig ceremoni. Tendensen er udtryk for et ”kolossalt ånds- og kulturskred og manglende respekt for det liv, der har fundet sted”, siger tidligere kultur- og kirkeminister

0 Antallet af begravelser uden en biorgerlig eller kirkelig ceremoni vokser i Danmark, siger flere bedemænd.

– Foto: Colourbox.

AF ULRIK STRØJER KAPPEL kappel@k.dk

I januar døde en 85-årig kvinde på Amager i København. De efterladte ønskede ikke at markere dødsfaldet med en ceremoni, og kvinden blev derfor kørt direkte fra plejehjem til krematorium og dernæst til en fællesgrav. Det fortæller bedemand Steen With fra Begravelse Danmark, der er landets største udbyder af begravelsestjenester. Virksomheden oplever en stigende efterspørgsel på begravelser og bisættelser uden hverken kirkelig eller borgerlig offentlig markering. ”Nogle gange er det kun plejehjemspersonalet, der siger farvel, og så forsvinder folk alene ud i ingenting,” siger Steen With.

Danmarks Statistik har ikke tal på, hvor mange der stedes til hvile på den måde, men andelen af ikke-kirkelige begravelser er vokset fra 10 til 13 procent fra 2010 til 2015. Steen With vurderer, at omkring hvert 10. tilfælde i hovedstadsområdet og omkring fem procent på landsplan foregår uden offentlig ceremoni.

Hvor mange, der i privat sammenhæng holder en markering, vides ikke. ”Forklaringen er ofte, at de på-

rørende ikke føler, at de har råd, eller fordi de siger, at der nok ikke vil komme nogen. Og så er de tilfredse med, at vi blot står for det praktiske, udfylder papirerne og kører den døde bort.”

Hos det danske firma God-afsked vurderer Thorbjörn Bache, at mellem 12 og 15 procent af firmaets begravelser er uden ceremoni. Efterspørgslen er steget mærkbart, siger han. ”Mange brokker sig over gebyrerne til det offentlige. Andre siger, at de ikke vil gøre et stort nummer ud af det, og en del forklarer, at kontakten til den afdøde har været dårlig i længere tid.

Flere nævner også, at det var afdødes ønske, fordi de ikke ville belaste de efterladte. Men det er et dårligt argument, hvis den døde var medlem af folkekirken, for så mener jeg, at afskeden principielt bør foregå med en præsts medvirken, medmindre andet er nedskrevet,” siger han.

Ifølge Thorbjörn Bache rummer langt de færreste ceremoniløse begravelser private markeringer såsom askespredning.

Det skyldes økonomiske hensyn, og at de fleste, der overvejer en markering, vil inddrage en bred kreds af pårørende.

I Sverige har forbundet af svenske begravelsesforretninger

(SBF) statistik over de ceremoniløse begravelser, og her fortæller direktør Ulf Lernéus, at fem procent af alle døde i 2015 blev begravet på den måde – mod to procent i 2000. I Stockholm blev 8,8 procent af de afdøde begravet uden ceremoniel markering i 2015. Ulf Lernéus forklarer, at det er de pårørende, der i langt de fleste tilfælde træffer beslutningen.

Ifølge public service-kanalen Sveriges Radio er Sverige det land i verden, hvor flest personer bor alene, og det kan være en af årsagerne, siger han. ”Vi har set en kraftig udvikling i løbet af de seneste få år, som vi oplever som en ekstrem individualisering, hvor folk prioriterer de afdøde familiemedlemmer mindre. Mange vil kun have en ceremoni, hvis det kan blive på en fredag, hvor det er lettest at samle folk efter arbejde. Folk er flyttet fra deres families hjemstavn, og skilsmisser og andre uenigheder medvirker til, at de pårørende fravælger ceremonien.”

Billedet ses også i Norge, hvor Gunnar Hammersmark, der er direktør for brancheorganisationen for begravelsesforretninger, vurderer, at en del tilfælde skyldes problematiske familierelationer.

”Vi ser også udviklingen, selvom det efter min vurdering er i mindre skala end i Sverige og Danmark, primært fordi de skrabede og billige modeller, der sælges på internettet, ikke er nået så langt. På landsplan er det nok omkring fem procent, der ikke får en ceremoni,” siger han.

Mogens Balling, der er direktør for Landsforeningen Liv&Død i Danmark, fortæller, at man kender til fænomenet.

Han mener, at man generelt ved for lidt om baggrunden for, at folk fravælger offentlig ceremoni. ”Det er klart, at der kan være tilfælde, hvor dårlige relationer eller praktik spiller ind, men min fornemmelse er, at mange vælger en privat mindestund, hvis der ikke er en offentlig markering. Det mest udbredte på plejehjemmene er ’udsyngning’, hvor de pårørende synger kisten ud af lokalet, inden den køres til krematorium. Og der er der også en del, der vælger at have en mindestund i kapellet,” siger han.

Forhenværende kultur- og kirkeminister Per Stig Møller (K) mener, at behandlingen af de døde er en væsentlig del af et samfunds kultur. Han mener, at de ceremoniløse begravelser er

udtryk for en devaluering af menneskelivet. ”Fænomenet udstiller et meget kynisk syn på livet og døden.

Det er urovækkende og viser et kolossalt ånds- og kulturskred og manglende respekt for det liv, der har fundet sted. Ud, væk og så hurtigt videre. Sådan har man ikke gjort tidligere i verJ denshistorien,” siger han.

Begravelse uden ceremoniel afsked 3 Ved ceremoniløse begravelser laves der hverken en kirkelig eller borgerlig højtidelighed. I Danmark og Norge har man ikke statistik over, hvor mange der tages afsked med under de omstændigheder. I Sverige viser en opgørelse, at fem procent af alle begravelser i 2015 foregik uden ceremoni. I år 2000 var det to procent.

HÅBET OM EN BEDRE VERDEN LEVER VIDERE Husk, hvad en testamentarisk donation kan gøre for verdens fattigste.

Ring og hør mere på telefon 7731 0039 74-årige Katana Birya fra det sydlige Kenya har fået rettens ord for at et saltmineselskab ikke havde ret til at fordrive ham fra hans egen jord. Nu kan han fortsætte med at drive sit guesthouse og tage sig af sine børn og børnebørn. Mellemfolkeligt Samvirke har støttet Katana Biryas retssag.

Mellemfolkeligt Samvirke bringer mennesker sammen for at skabe fællesskab og forandring. Sammen med ActionAid kæmper vi i 45 lande for at styrke menneskerettigheder og udrydde fattigdom.

Foto: Jakob Dall for MS

28 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Vi har mistet et naturligt sprog for sorg og lidelse ”Kondolerer” skriver vi i mangel af bedre ord, når nogen har mistet en nærtstående. Og møder vi de efterladte, forsøger vi at hjælpe dem med misforstået optimisme. For død og lidelse er ikke længere en naturlig del af livet, og det gør os mere ensomme i sorgen, advarer fagfolk AF LARS HENRIKSEN henriksen@k.dk

En sætning har mejslet sig ind i Mariann Bechgaards indre. Hun kan stadig høre den lige så tydeligt, selvom det snart er 30 år siden, at en læge, hun aldrig før havde mødt, pludselig stod foran hende og gav hende en besked, som om det var en hvilken som helst besked: ”Det gik desværre ikke, vil du se ham?”.

Hendes søn var født med en stofskiftesygdom, men som niårig fik han endelig muligheden for at få en ny nyre. Han vågnede aldrig op fra operationen. ”Det var ikke bare den læge, der ikke vidste, hvad han skulle sige, det var også sygeplejerskerne og dem, der kom og besøgte os. Og det er desværre min oplevelse, at det ikke har ændret sig. Vi har stadig ikke et ordentligt sprog omkring døden og den sorg, der følger med,” siger hun.

Det har hun oplevet mange gange som koordinator i Forældreforeningen – Vi har mistet et barn. Igen og igen hører hun forældre være frustrerede over, hvad folk finder på at sige til dem. Hvis de overhovedet siger noget, for det værste er de mange, der stirrer stift ned i Brugsens køledisk eller går over på den anden side af vejen. Så er det trods alt marginalt bedre, hvis de forsøger sig med: ”Hvor er det godt, at du stadig har ét barn tilbage!” Eller: ”Han er sikkert et bedre sted nu!”

De sociale medier udstiller, hvor svært det er for de fleste at finde ord, der passer til de sørgende – selv på sikker afstand. ”Kondolerer” skriver de fleste i eksistentiel forlegenhed. Ofte uden r til sidst og uden at vide, hvad ordet betyder. Måske lader de endda ordet efterfølge af en trist smiley. Andre skriver blot ”RIP”, som er den engelske forkortelse for ”Hvil i fred”. Flere muligheder synes der ikke rigtigt at være, og det viser en generelt umoden tilgang til sorgen, mener Mariann Bechgaard.

Sorgen er noget ubehageligt, vi gerne vil fjerne, og derfor forsøger de fleste – i bedste mening – at opmuntre de sørgende, så de bedre kan komme videre. ”Men der findes ikke ord, der kan lindre sorgen. Uanset hvad folk siger, er det bare ord, og man tænker: ’Ti dog stille. Lyt og lad mig sørge.’ Som en psykolog engang så præcist sagde, så kan udenforstående kun gøre tre ting: holde om, holde af og holde mund,” siger hun.

Lise Trap er præst i Kirke Eskilstrup og Soderup Sogne ved Holbæk. Hun leder for tiden tre sorggrupper og mistede i 2007 selv sin 20-årige søn. Hun har

WWTroen på skæbnen er gledet ud af vores

2 Uanset hvad folk siger, er det bare ord, og man tænker: ”Ti dog stille.

Lyt og lad mig sørge.”

– Tegning: Morten Voigt.

kultur. Intet er i Guds hænder, alt er op til os selv, lyder tidens mantra, og så passer det dårligt ind i billedet at skulle se mennesker, der er ødelagt af sorg, gå i opløsning.

LISE TRAP, PRÆST

derfor rigeligt med erfaring med, at vi generelt har svært ved at respektere den langvarige sorg.

Vi kan ikke udholde tanken om, at en sorg kan ændre et menneskeliv for altid, og at intet kan ændre på det. For vi har vænnet os til, at alt kan fikses, siger hun. At livet ikke behøver at være ubehageligt i ret lang tid ad gangen: ”Troen på skæbnen er gledet ud af vores kultur. Intet er i Guds hænder, alt er op til os selv, lyder tidens mantra, og så passer det dårligt ind i billedet at skulle se mennesker, der er ødelagt af sorg, gå i opløsning.

Det er meningen, at vi skal være pæne og effektive og have mange bolde i luften, men når man er i dyb sorg, er man langsom og grim, og det gør det tydeligt for omverdenen, at vi lever på en løgn om, at det aldrig kan gå værre, end at det snart bliver godt igen.”

Det er dog ikke et mangelfuldt sprog omkring døden, der er problemet, mener Lise Trap. For det er slet ikke så kompliceret at finde ud af, hvad man skal sige.

Man kan bare konstatere: Hvor er det forfærdeligt. Og så stoppe der.

Eller man kan være hensynsfuldt nysgerrig og spørge: Tror du, I kan finde livsmodet igen?

Lægger du overhovedet mærke til, at det er forår igen? Det vigtigste er, at man respektfuldt accepterer den katastrofe, den sørgende står i, men det er ofte her, problemet opstår, for vi har skabt nogle klare normer for, hvordan man skal sørge på den rigtige måde.

Græder man stadig hele tiden efter et par måneder, bør man søge hjælp. Efter et års tid skal man helst være kommet videre.

Men sådan fungerer sorg ikke, påpeger sognepræsten. Den forsvinder ikke, det er ikke engang sikkert, at den bliver mindre, og det skal den heller ikke nødvendigvis, for sorgen er ofte det stærkeste bindeled til den døde.

Det er den eneste måde, hvorpå man stadig i en vis forstand kan være i forbindelse med den,

man elskede, og derfor er det stærkt problematisk, når vi forsøger at tage sorgen fra de sørgende. ”Vi har meget entydigt gjort sorg til en fjende, en fejl, der skal væk. Døden kan være en fjende, men sorgen er det ikke, den er en helt naturlig reaktion på dødens magt. Og det er sådan, vi skal møde de sørgende, i stedet for at give dem indtryk af, at de er forkerte eller ligefrem syge,” siger Lise Trap.

Når vi har så svært ved at håndtere andres sorg på en ordentlig måde, hænger det også sammen med et endnu større skifte i vores kultur, mener Peter Johannes Schjødt. Han er filosof og underviser sundhedspersonale i at tale om død og sorg med døende og deres pårørende. For ham at se er det faktisk i høj grad sproget, den er gal med, og det skyldes ikke mindst, at vi har mistet det religiøse sprog, der tidligere fungerede som fælles referenceramme. Her var døden og sorgen den naturlige skyggeside af kærligheden og livet, og denne fælles forståelse af verden, der rakte langt ud over vores daglige liv, indeholdt et sprog, man kunne tale ind i og få forløst mange af sine følelser igennem.

Med sekulariseringen af samfundet er det religiøse sprog blevet stadig mere meningsforladt, siger han. For det læses hele tiden op mod videnskaben, som konkluderer, at der ikke findes en sjæl, en evighed eller mening med både livet og døden. Det, der først og fremmest var meningsfulde symbolikker, tolkes i dag ind i en virkelighed i en grad, så selv præster ofte har svært ved at finde et sprog, de kan formidle kristendommen i på en måde, så folk forstår den.

Tilbage står vi, mennesket, i en søgen efter en ny ramme at tale det dybeste og mest alvorlige i livet ind i.

Og det, vi de senere år i stigende grad har valgt, er patologiens sprog, altså den naturvidenskabelige lære om sygdomme, deres årsager, mekanismer og ud-

tryk, hvor sorg, eksistentiel lidelse og knust hjerte næsten betragtes som noget sygeligt, mener Peter Johannes Schjødt: ”Det er kendetegnende, at mine elever altid spørger efter en model for, hvad de skal sige til de sørgende hvornår. De vil have noget at rette sig efter, noget at handle efter, for det findes ikke naturligt i det moderne, foretagsomme samfund, hvor vi hverken har tid eller lyst til at dvæle ved det ubehagelige. Døden, sorgen og lidelsen er noget, vi skal gøre noget ved. Vi skal op på hesten igen og tilbage til normalen og det sunde, og det får os til at være opmuntrende og løsningsorienterede over for de sørgende, selvom det ikke er det, de har brug for.”

Konsekvensen er næsten endnu mere alvorlig. For denne insisteren på at holde livet fri fra sorg og lidelse gør os ensomme,

mener Peter Johannes Schjødt.

Vi bliver i dag kulturelt opdraget til at være mere positive, end vi egentlig er, og vi har ikke et meningsfuldt sprog for det mørke, livet også kan indeholde.

Derfor tror vi, at alle har det bedre, end vi selv har det. Og det gør os mere ensomme i sorgen, end vi kunne være: ”Jeg hører mange sige, at de føler sig forkerte i deres sorg, fordi den ikke mildnes lige så hurtigt, som omverdenen måske forventer. Eller fordi de føler sig alene med den. Vi trænger til at blive langt mere åbne omkring, at vores liv ikke er mere kontrolleret, end at det kan blive ødelagt for altid. En dimension af det i hvert fald, men det er ikke enden på alting. Som forfatteren Poul Borum sagde om de sorger, han selv kæmpede med: ’Nu er livet så tungt, at det er til at bæJ re.’.”

hvem skal arve fremtiden?

Arven efter dig er livsvigtig, og ved at betænke Danmission er du med til at sikre fremtiden for fattige børn i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Børn er fremtidens mødre, fædre – ja nogle endda fremtidens ledere. Du kan være med til at give dem en chance i livet. Gør en forskel og giv en gave for livet.

Danmission tilbyder gratis rådgivning og at betale advokatsalær og stempelafgift i tilfælde, hvor Danmission er betænkt i testamentet.

For at få yderligere information og vejledning kan du kontakte: Danmission Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 39 62 99 11

30 | Arv&Testamente2017

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. maj 2017

Giv dine efterladte en kærlig håndsrækning Sygeplejerske Helle Thorsted står bag en håndbog, der henvender sig til både raske og døende, som gerne selv vil planlægge, hvad der skal ske efter deres død AF DORTE REMAR remar@k.dk

Da Helle Thorsteds veninde døde, stod de efterladte famlende over for, hvordan afskeden med hende skulle foregå sig. Hun var ikke medlem af folkekirken og havde som det eneste ytret ønske om at få sin aske spredt ud på åbent hav. ”Vi fandt ud af det, men det havde været rart, hvis der havde ligget noget om, hvordan hun gerne ville have det – en blomst på kisten, sang ved rælingen og så videre. Det endte godt for vores vedkommende. Men det, der stod tilbage, var, om det havde været i hendes ånd,” siger Helle Thorsted.

Den 55-årige sygeplejerske fra Silkeborg står bag håndbogen, ”Alt du skal vide – ønsker til mine efterladte”, der er udkommet på forlaget Liva.

Bogen henvender sig både til raske og døende, der gerne selv vil være med til at bestemme, hvad der skal ske efter deres død. Men bogen er også tænkt som en kærlig håndsrækning til de efterladte, så de ikke er i tvivl om den afdødes ønsker med hensyn til, hvordan afskeden skal foregå. Og en mulighed for at samles med familien og få talt om døden, inden den bliver aktuel. ”Det kan alt sammen være en hjælp i den første kaotiske tid efter et dødsfald og lette på sorgarbejdet at vide, hvad man skal gøre,” siger Helle Thorsted.

Hun har i en årrække arbejdet på hospice, deriblandt på Hospice Søholm i Aarhus, hvor hun stadig er tilknyttet som afløser.

Hun har undervist sundhedspersonale i landets kommuner i alle dimensioner af døden og arrangerer kurser i privat regi i pleje af døende og problematikker for pårørende. Og så arbejder hun i dag via den private sygeplejeklinik Blegdamsklinikken på Østerbro i København som privatsygeplejerske for alvorligt og uhelbredeligt syge og døende i Midtjylland.

Helle Thorsted mener på baggrund af sine erfaringer med døende og deres pårørende, at der er et stort og udækket behov for at få talt om døden og de ønsker, man har til, hvad der skal ske efter ens død. ”Der vil altid være nogle, der ikke kan snakke om døden, og i de tilfælde kan min bog også være en mulighed. Men de fleste vil rigtig gerne tale om det, men gør det ikke, fordi de er bange for at såre den anden. Der er et begreb for det, kærlighedens skjold, som handler om, at hvis jeg siger sådan, bliver de andre kede af det. Og så får man ikke talt om det.” ”Det kan føre til misforståelser

0 Helle Thorsted håber, at hendes bog kan hjælpe med at løsne op for den berøringsangst, mange har over for døden. ”Jeg tror, at samtaler om døden – og hvad der skal ske bagefter – kan være forløsende og lette på vores dødsforskrækkelse,” siger hun.

– Privatfoto.

som hos det ægtepar, der havde lovet hinanden, at hvis de blev uhelbredeligt syge, ville de dø hjemme. Så skete det alligevel, at en af dem blev alvorligt syg og kom på hospice i en periode.

Den anden troede, at den syge ville hjem igen, og den syge, at ægtefællen ikke ville kunne klare det. Men så fik de talt om det, og der var stor lettelse, da det viste sig, at de begge havde det samme ønske om, at den syge skulle blive på hospice og dø der,” siger Helle Thorsted.

Hun håber, at hendes bog kan hjælpe med at løsne op for den berøringsangst, mange har over for døden. ”Vi taler gerne om fødsel og om livet, men ikke om døden.

Men den afrunding på livet bør vi også kunne tale om. Jeg så gerne, at det blev lige så naturligt som at tale med hinanden om andre ting. Jeg tror, at samtaler om døden – og hvad der skal ske bagefter – kan være forløsende og lette på vores dødsforskrækkelse,” siger hun og tilføjer: ”Det er vigtigt, at vi åbner for den samtale, inden vil bliver syge og dør.”

Bogen, ”Alt du skal vide – ønsker til mine efterladte”, falder i tre dele. Den første er en personlig del med spørgsmål og ønsker

angående personlige data, kirke og tro, begravelse/bisættelse eller askespredning over havet, gravsted, økonomi til den sidste afsked, testamenter og digital arv.

Anden del er beregnet til at nedskrive minder om barndom, ungdom, voksenliv, kultur, musik, uddannelse og arbejdspladser samt vendepunkter i livet. ”Jeg tror, at det er godt at få formuleret noget om vores liv, minder og andet, der har haft betydning. Det kan give os følelsen af stadig at være med og en del af familien, selvom vi ikke er der mere. Og de efterladte pårørende kan sidde sammen med bogen og grine eller græde over det, der er skrevet ned i den,” siger Helle Thorsted.

Tredje del omhandler de praktiske forhold efter døden såsom ritualer, ligsyn, dødsattest, dødsanmeldelse, bedemand, samtale med præst, dødsannonce, nekrolog, begravelse/bisættelse, økonomiske tilskud, skifteret, testamente og digital arv.

I afsnittet om den digitale arv bliver de mest benyttede digitale medier som Facebook, Google, Instagram, Twitter, mailkonti og e-Boks gennemgået med anvisninger på, hvordan man kan forholde sig til den afdødes tidligere liv på nettet. Det er en til-

WWVi taler gerne om fødsel og om livet,

men ikke om døden. Men den afrunding på livet bør vi også kunne tale om. Jeg så gerne, at det blev lige så naturligt som at tale med hinanden om andre ting.

HELLE THORSTED, SYGEPLEJERSKE OG FORFATTER

føjelse i forhold til tidligere lignende bøger som for eksempel Birgit Meisters ”Bogen til mine efterladte”.

Helle Thorsted mener, at hendes bog er relevant for alle uanset alder. Men at det især for den ældre generation vil være en god idé at tage samtalen om, hvad der skal ske efter ens død. ”Det er vigtigt, at vi giver en kærlig hånd til de efterladte, så de ikke behøver at bruge en masse energi på at finde ud af det praktiske, samtidig med at de sørger. Og for den, det handler om, ja, så vil vi jo gerne allesammen være udødelige. Det er vi ikke. Men vi vil også gerne blive husket med et billede og en tekst i en bog, så vi stadigvæk er en del af familien,” siger Helle Thorsted.

Hun føler sig med egne ord selv godt tilpas med at tænke tan-

ken, at hun dør en dag. Og hun er selv klar til at forholde sig til, hvilke ønsker hun har, når det sker. Nogle ting har hun skrevet ned og har liggende på sin computer, så hendes pårørende ikke er i tvivl. Andre ting skal de udfylde sammen i hendes bog.

Helle Thorsteds egen holdning til døden hænger sammen med hendes arbejde med døende. ”Det giver mig meget. Det er en kæmpe tillidserklæring til mig, og jeg er ydmyg over for at være sammen med mennesker i den del af livet. Man får så mange livshistorier og lærer så mange mennesker at kende. For mig er det en bekræftelse på livet at opleve døende, der lever livet, til de dør. Det har lært mig at være lyttende, omsorgsfuld, imødekommende, modig og at turde være i det rum, når et J menneske skal dø.”

hvis de får lidt hjælp

De kan selv Støt ADDAs projekter i Vietnam og Cambodja Giv et bidrag til fattige familier til opbygning af brønde og anden infrastruktur.

ADDA støtter den fattigste del af landbefolkningen i det nordlige Vietnam bl.a. gennem træningsprojekter i reducering af kemikalie forbruget i markafgrøder.

Gennem træning af mere end 50.000 bønder i Nordvietnam er kemikalieforbruget reduceret med 80%, hvilket stort set har udryddet forgiftningstilfælde hos både bønder og forbrugere. ADDA har også støttet starten af økologisk produktion af grøntsager, og har fået godkendt standarder for økologisk produktion.

ADDA støtter etablering af brønde til forsyning af rent vand til husholdninger og markvanding i økologiske afgrøder. ADDA støtter også anlæg af mindre veje, som letter transporten til og fra markerne.

Indsæt din gave på ADDAs konto:

Reg. 9324 konto 3245623703 Hvis du oplyser dit CPR.nr. vil ADDA oplyse dit bidrag til SKAT, som trækker beløbet fra på selvangivelsen.

Mere om ADDA på

www.adda.dk eller

www.adda.vn

I mere end 90 år har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet mennesker i nød. Overalt i den fattige verden er menneskers liv blevet ændret til det bedre. Sultne har fået mad, børn er kommet i skole, og fattige har fået et liv før døden. Takket være danskere, der har skænket Folkekirkens Nødhjælp en testamentarisk gave.

Vi kan sikre at livet går videre, når du er gået bort. Det er en god arv at efterlade sig.

Ring til Folkekirkens Nødhjælp på 3315 2800 og få gratis og uforpligtende vejledning om, hvordan et testamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden. Skattefrit. Vi har kontakt til advokater, som kan hjælpe dig med at skrive et gratis testamente, hvor du bestemmer, at din arv skal få livet til at gå videre, når du er gået bort.

Nørregade 15 ı 1165 København K ı Telefon 3315 2800 ı www.nødhjælp.dk/arv ı testamente@dca.dk

www.nødhjælp.dk/arv Foto valgerdur hvidt larsen

Lad Livet gå videre når du er gået bort