Bøger i tiden
Genstart klassikerne
Vi sætter fokus på verdenslitteraturens store forfattere og deres værker: Ka a, Kirk, Hamsun, Woolf, Orwell, Blicher. Og klassikeren over dem alle: Bibelen
ILLUSTRATION: GRETHE NIELSEN/RITZAU SCANPIX
2 | Bøger i tiden
Med Kristeligt Dagblads serie ”Genstart læsekulturen” vil vi styrke læsekulturen og læseglæden, og i dette tillæg genstarter vi klassikerne med et udvalg af tidligere bragte artikler. Her kan du få inspiration til at læse eller genlæse nogle af verdenslitteraturens største værker. Og til slut præsenterer vi ere facetter af Bøgernes bog, Bibelen. God fornøjelse og tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad
indhold
4 Feature Klassikerne er en urokkelig målestok for kvalitet, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen.
6 Baggrund Blichers
“Brudstykker af en landsbydegns dagbog” fylder 200 år og er stadig aktuel.
8 Anmeldelser To nordiske klassikere: “Under høststjernen” af Knut Hamsun og “Fiskerne” af Hans Kirk.
10 Baggrund Franz Ka as største værker udkom mod hans vilje efter hans død og blev klassikere.
12 Anmeldelse Topkarakter til to af Franz Ka as værker, “Processen” og “Forvandlingen”.
14 Anmeldelse Den engelske forfatter Virginia Woolf skrev en lille, men interessant bog om hunden Flush.
16 Anmeldelse Den romerske digter Ovids “Eskapader” er en klassiker i kærlighedsdigtningen.
18 Anmeldelse Den franske forfatter Albert Camus’ mere ukendte tekster tages under behandling.
19 Anmeldelse Ny bog spørger, om dronning Margrethes abdikation var inspireret af Første Kongebog.
20 Anmeldelse Forfatter Kristian Leth formidler 2000 års tankegods i en begavet bog om Bibelen.
22 Anmeldelse Selv på et marked med mange børnebibeler skiller “Børnenes bibel” sig positivt ud.
Udgivet af Kristeligt Dagblad
Klassikerne er en konstant i tidens malstrøm
Litteraturens klassikere tilbyder dybe indblik i almenmenneskelige følelser og vilkår, men fungerer også som en urokkelig målestok for kvalitet i tidens brusende malstrøm af kunst- og kulturtilbud essay
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
Da jeg gik ud af gymnasiet, satte jeg mig for at læse alle verdenslitteraturens store værker. Simpelthen begynde fra en ende af og så i løbet af de næste to-tre sabbatår arbejde mig igennem dem. Ord for ord, sætning for sætning, side for side.
Tanken om at læse al den kanoniserede litteratur – og på den måde indoptage al dens dybde og skønhed – er naturligvis håbløs. Men nok også meget sigende for unge mennesker til alle tider og deres forenklede syn på, ja, snart sagt alt. Jeg kom til at tænke på min e erhånden erne ungdom og på det kuldsejlede klassikerprojekt, da posten forleden kom med en gul boks. Den står foran mig nu, mellem computerskærmen og reolen, og på ryggen af den står ”Gyldendals klassikerkasse”. I den er der fem romaner: Mary Shelleys ”Frankenstein” (1818), Emily Brontës ”Stormfulde højder” (1847), Virginia Woolfs ”Mrs. Dalloway” (1925), Knut Hamsuns ”Sult” (1890) og George Orwells ”1984” (1949).
Jeg har læst dem alle gennem de seneste årtier som del af mit arbejde eller som ren lystlæsning, og nu endnu en gang, hvor de også k mig til at tænke over klassikerbegrebet. Over, hvad der skal til, før et værk med rette kan kaldes en klassiker. Men også over, hvad vi overhovedet skal med klassikerne i dag og med en boks som den, der er udkommet.
De første 200 år
I 1884 hyldede superlitteraten Georg Brandes Ludvig Holberg og skrev i den forbindelse: ”Når talen er om litterær udødelighed, så er det de første 200 år, hvorom det gælder.”
Det kan der være noget om. Selvom lige præcis 200 år kan synes noget idiosynkratisk. Hvorfor ikke 150, 170 eller 202?
Men sandt er det, at klassikerstatus etableres i et langt stræk e er udgivelsen. At forfatterens værk har ha tid til at virke i verden. Der tales indimellem om en ”genopdaget klassiker”, men det giver ikke rigtig mening. For i klassikerbegrebet ligger, at værket har en solid, vidtstrakt virkningshistorie. At det gennem tiden har betydet noget for synet på litteratur og har påvirket andre forfatteres tilgang til det at skrive. Sådan som det for eksempel er tilfældet med Hamsuns ”Sult”, der udkom i et norsk kunst- og kulturliv, som aldrig blev det samme e er hans radikale brud med den herskende realisme og nye fokus på ”det ubevidste sjæleliv”.
Hamsuns debutroman er et godt eksempel på en klassiker med ind ydelse på samtid og e ertid, ligesom Woolfs ”Mrs. Dalloway”, der med sin umærkelige strømmen mellem karakterernes tanker og erfaringer også brød med epokens konventionelle roman.
Men et kendetegn ved en klassiker er også, at den er evigt læseværdig. At stilen og sproget bliver ved med at fremstå friskt og dragende. Ellers vil værkerne kun overleve i litteraturhistoriske studier og for almindelige læsere glide ud i ligegyldighed, glemsel. Når det ikke sker, er det også, fordi klassikere gerne beskæ iger sig med det almenmenneskelige. Altså med de sider af vores dri er, sind og vilkår, som aldrig ændrer sig. Det, der løber under alt det timelige og derfor vil appellere til læsere til alle tider: liv, død, begær, tvivl, sorg, misundelse, angst, glæde, drømme, håb, ambitioner, magt, frihedstrang.
Den første linje Og så skal den første linje være prægnant.
Som Herman Melvilles åbning på ”Moby-Dick” (1851): ”Kald mig Ismael!” Eller Albert Camus’ ”Den fremmede” (1942): ”I dag døde mor.”
Andre åbningstyper end den helt korte – som jeg har en svaghed for – ndes selvsagt også i klassikerne. Som den her fra Hamsuns ”Sult”: ”Det var på den tid, hvor jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne mærkelige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den.”
Men den første linje griber i alle tilfælde fat i læseren. Hvilket kun er blevet vigtigere i vores evigt accelererende kultur, hvor klassikerne skal konkurrere med stadig større og mere massive mængder af underholdning og stimuli. Hvilket også rejser spørgsmålet om, hvad vi overhovedet skal med litteraturens gamle hæderkronede værker, og hvorfor de her i det nye årtusinde fortsat genudgives i hårde bind og monumentale bokse.
Det typiske svar, en lærer vil give, er, at klassikerne tilbyder udsyn og indsigt i menneskelivet. Det er da også sandt. Men e er at have læst fem klassikere i træk tænker jeg, at klassikeren har en anden og mindst lige så vigtig funktion. Nemlig at stå som en slags urokkelig målestok i tidens brusende, malstrømlignende kunst- og kulturudbud. Og kender man ikke klassikerne – ved man ikke, hvad de er og kan – så er det alt for let at tro, at en roman af for eksempel Sally Rooney eller Haruki Murakami er det ypperste, forfattere kan frembringe.
Klassikerne viser, at der ndes et endnu højere niveau, at der bag nutidens imren er noget større og stærkere. Et korrektiv for kvalitet, kunne man kalde de værker, som ikke er faldet gennem tidens stormaskede net, men er så kolossale og vægtige,
Klassikerne viser, at der ndes et endnu højere niveau, at der bag nutidens imren er noget større og stærkere.
så suveræne, at de bliver og bliver ved med at være ”noget” for den, der åbner dem. Så min ungdommelige ambition om kun at læse klassikere var måske alligevel ikke så dum? Jo, det var den. ”Læs meget og læs alt muligt,” som den vidunderlige underviser og litteraturforsker Thomas Bredsdor sagde til mig og de andre studerende, da vi begyndte på Københavns Universitet. For at kunne skelne mellem lort og lagkage gælder det om både at læse det fortvivlende ringe og det rasende geniale, som de fem klassikere i den gule boks repræsenterer.
Mens jeg læste Shelley, Orwell og de andre i min lænestol, skævede jeg indimellem til min bogreol og tænkte over, hvilke bøger, der er udkommet de seneste 40-50 år, som mon vil blive stående for eftertiden.
Der er enkelte værker, som har en chance. Marguerite Duras’ ”Elskeren” og Agota Kristofs ”Det store stilehæ e”. Salman Rushdies ”De sataniske vers”. Michel Houellebecqs ”Elementarpartikler”. Annie Ernauxs ”Årene”.
Det er gode bud, og jeg vil genlæse dem. Brillant sprog, stærke virkningshistorier, store indsigter. Jeg tror, de vil blive ved med at tale til nye læsere, også længe e er jeg er død. Årti e er årti, århundrede e er århundrede. Og nogle værker har faktisk overlevet langt over tusind år. Tænk bare på ”Gilgamesh”, ”Iliaden” eller ”Beowulf”.
Lægger man øret helt tæt ned mod deres ord, ned mod den dybe litterære fortid, taler de stadig rent, klart, sublimt. Jeg rejser mig fra skrivebordet og trækker 3000 år gamle ”Gilgamesh” ud af reolen.
Man mærker øjeblikkeligt ordenes nærvær på tværs af tid og sted, mærker værkets næsten naturstridige kra i den første linje, og man må bare læse videre: ”Det var ham, der så Dybet, jordens fundament,/der kendte vejene og forstod alt:/Gilgamesh så Dybet, jordens fundament,/han kendte vejene og forstod alt.” J
0 Klassikerkassen fra Gyldendal byder på 1300 siders læsestof og koster 700 kroner.
FOTO: GYLDENDAL
Blichers første og vigtigste novelle fylder 200 år og lyser stadig i livets mørke
For 200 år siden skrev
Steen Steensen Blicher sin første novelle, ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog”. Kristeligt Dagblad har besøgt ”Blicher-egnen” i Midtjylland, hvor forfatteren skrev og virkede som præst.
kulturhistorie
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
Midt i den brune lyng og under den blå himmel vandrede Steen Steensen Blicher for 200 år siden og skrev historier fra den jyske hede. Skal man følge i hans fodspor i dag, passerer man både ”Blichersvej”, ”Mads Doss’vej” og ”Hosekræmmervej” i den midtjyske landsby Thorning, som alle refererer til forfatteren og hans værker.
Omringet af høje træer, som får mennesket til at syne småt, nder man det sted, Blicher selv boede i byen. Her virkede han som præst i seks år, mens han i 1824 skrev sin første novelle ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog”. En novelle, der i dag betegnes som et nybrud i dansk litteratur.
Kristeligt Dagblad har besøgt ”Blicheregnen” for at undersøge, hvad det moderne menneske overhovedet kan lære af en novelle, der udkom for 200 år siden og handler om en tilværelse langt fra nutidens bekvemmeligheder og kvaler. Den stråtækte præstegård, hvor Blicher skrev ”En landsbydegns dagbog”, er revet ned, og i dag står et museum til ære for ham og egnen. Med få meter i fugleugt til kirken, kun adskilt af lindetræer og en landevej, udgør de to bygninger den akse, hvor et vigtigt stykke dansk kulturhistorie har sin rod.
Steen Steensen Blicher bliver kaldt den første store realist i dansk litteratur, men han levede og døde fattigt og måtte skrive for at betale sin gæld, selvom han var født ind i borgerskabet som præstesøn. Han studerede selv teologi og blev præst, men ere fremhæver landbrug som hans store interesse. E er Blichers død gik der år, før han k en sten på sin grav. I dag er der ere mindesten til ære for ham i området.
Anne Marie Mai, der er litteraturprofessor på Syddansk Universitet, siger, at Blicher er ”en af de betydeligste forfattere, vi har” i dansk litteratur. Blandt andet fordi han med ”En landsbydegns dagbog” moderniserede den danske prosa. ”Blicher lever i en tid, hvor prosaen er i forandring. Det er i denne periode, H.C.
Andersen skriver sine eventyr, blandt andet. Og Blicher kommer med de her fantastiske nye fortællinger fra det jyske, fra herregårdene, fra bondelivet, fra livet på heden. Det er et stort litterært gennembrud,” siger hun.
I anledning af 200-året for ”En landsbydegns dagbog” sætter Museum Silkeborg frem til 31. december fokus på forfatterens forhold til de lokale herregårde ved at have indrettet en herregårdsstue, som den kunne se ud på Blichers tid. Man træder ind på et skakternet gulv, hvor bløde møbler og draperede gardiner udstiller kontrasten til det fattige standssamfund, som egnens bønder levede i. Blicher ville ikke selv have brudt sig om at være her, siger afdelingsleder på museet, Marianne Gjørtz Hougaard. For ham var herregårdene et fængsel.
”Så kan man sidde her og føle sig lidt fornem. Men Blicher ville selv hellere ud på heden, ud at gå på jagt, ud at snakke med bønderne og måske hilse på rakkerne, som var samfundets laveste,” siger hun.
En forsigtig klassekritik
Når Blicher beskrev herregårdslivet, var det med en vis foragt. En forsigtig klassekritik, kalder Marianne Gjørtz Hougaard det. Men det var gjort med humor, som det for eksempel ses i beskrivelsen af kongesønnen Frederich Ulrik Gyldenløve i ”En landsbydegns dagbog”.
”Han bukkede sig for hver især af herskabet, men det syntes som han kun bukkede sig for at rejse sig højere i vejret,” skriver Blicher.
”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” (som senere bare k titlen ”En landsbydegns dagbog”) foregår på godset Tjele, hvor Blichers far var præst i en periode. Dagbogens pennefører, Morten Vinge, bliver tjener på godset, jagter her-
” Blicher kan tegne karakterer, så de står meget levende for os. Og det kan godt være, at de bor langt væk, og at vi i dag ikke ligner de mennesker fra dengang på mange måder. Men der er jo noget, der hedder liv og død, og der er noget, der hedder tro, håb og kærlighed. Alle de eksistentielle valg og følelser kan vi stadig spejle os i.
ANNE MARIE MAI, LITTERATURPROFESSOR
PÅ SYDDANSK UNIVERSITET
6 Steen Steensen Blicher
Født den 11. oktober 1782. Død den 26. marts 1848. Uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet 1809. Virkede som præst i Thorning i Midtjylland og Spentrup i Østjylland.
Gift med Ernestine Juliane Blicher, som han fik ti børn med. Anerkendt for sin evne til at skildre mennesker og det jyske hedelandskab, som i hans samtid var ukendt for mange.
regårdslivet og forelsker sig i den ne frøken Sophie, som han dog aldrig får. Fortællingens frøken Sophie er inspireret af historien om Marie Grubbe (16431718), der blev født som adelsdame, men faldt fra tinderne gennem sit liv og døde fattig og alene. Hendes triste skæbne er skildret i blandt andet J.P. Jacobsens roman ”Fru Marie Grubbe” (1876), H.C. Andersens eventyr ”Hønse-Grethes familie” (1870) og mere nutidigt i Lone Hørslevs roman ”Dyrets år” (2014).
I novellen, der, som titlen antyder, er skrevet som en dagbog og endda udstyret med en note, hvor der står ”Fundet, gennemset og udgivet af S.S. Blicher,” introducerer Blicher også danskerne til det litterære greb ”en utroværdig fortæller”. For Morten Vinge fortæller tingene, som han ønsker, de skal fremstå, og ikke som de er. Som når franske gloser sniger sig ind i dagbogen, e er at Morten Vinge lærer sig selv sproget, de ne folk taler om middagsbordet. ”Hvem der bare forstod fransk! Herskabet snakker ikke andet, når de spiser, og jeg forstår ikke et ord,” står der på en af de første dagbogssider.
Psykologisk menneskeskildring Novellens genialitet består i Blichers evne til at psykologisk skildre mennesket, siger Marianne Gjørtz Hougaard. Især når det går galt. For Morten Vinge er bestemt ikke en helt. Han er måske endda en kujon. En mand, som ikke tør gribe livet eller kæmpe for sine drømme eller den, han elsker.
Som Ida Jessen, forfatter og oversætter, skriver i forordet til Gyldendals nyeste udgivelse af ”En landsbydegns dagbog”: ”Det er historien om håbet, der sku es og sku es og sku es igen, og om den konstante jagt på at nde en mening med sku elserne, for hvor gør det ondt at håbe!”. Flere Blicher-kendere fremhæver forfatterens evne til at skildre alle sider af menneskelivet, også de svære, når de svarer på, hvorfor han er værd at læse i dag.
Anne Marie Mai siger, at Blichers værker er universelle, fordi de netop behandler det dybeste i menneskelivet. ”Blicher kan tegne karakterer, så de står meget levende for os. Og det kan godt være, at de bor langt væk, og at vi i dag ikke ligner de mennesker fra dengang på mange måder. Men der er jo noget, der hedder liv og død, og der er noget, der hedder tro, håb og kærlighed. Alle de eksistentielle valg og følelser kan vi stadig spejle os i,” siger hun.
Derfor bliver Blichers værker ved med at være relevante, og også unge mennesker kan have stor gavn af hans litteratur i dag, siger Anne Marie Mai.
”Morten Vinge står med nogle valg i tilværelsen om, hvordan man er menneske, og hvordan man er mand. Det synes jeg også er interessant at tage frem i dag, hvor identitetsspørgsmål fylder så meget. I novellen ser vi, at ski og sku elser er en del af tilværelsen. Det kan paradoksalt nok være en trøst at læse,” siger hun.
Blichers forkyndelse
Netop skildringen af livets mørke og de store sku elser er afgørende for at forstå Blichers forfatterskab, men også hans teologi, siger Jørgen Løvstad, der de sidste ni år har været præst i Thorning Kirke. Den lange, smalle kirke har kun vinduer i den ene side, så selv i sollys er den dunkel og får kirkebænkene til at kaste skygger, der ligger som hajtænder langs stengulvet. På en sort tavle i kirkerummet, hvor navnene på alle kirkens præster står skrevet med guld, er Jørgen Løvstads navn lige over for Steen Steensen Blichers. Det tolker Løvstad som en påmindelse om, at forfatteren kan lære ham meget om livet.
”Blichers livsform er inspirerende, fordi han jo er begejstret for at leve på trods af alt det svære. Han er meget optaget af naturen. Gennem jagt og landbrug, men også ved at beskrive dens skønhed,” siger han.
Jørgen Løvstad vidste, at der fulgte noget helt særligt med det arbejde, som han 1. september blev pensioneret fra. ”Man mærker historiens vingesus,” siger han om at dele præsteembede med en af danmarkshistoriens største forfattere. Da han k stillingen, gik han i den lokale genbrugsbutik for at købe ”40 centimeter Blicher”, så han var opdateret på egnens ubestridte hovedperson. Læseoplevelsen har han også ha gavn af som præst.
”Blicher rammer jo ned i et af de største problemer, vi har i dag – nemlig manglede erkendelse af, hvad et liv reelt er. Der er mange i dag, der tror, at livet altid er nemt. Og sådan er det bare ikke,” siger Jørgen Løvstad. ”At Guds ånd bliver inkarneret i Kristus, betyder, at Gud bliver en del af virkeligheden. Den totale virkelighed. Ikke kun det fromme eller det gode. Gud er simpelthen i det hele. Det ser vi også hos Blicher,” siger Jørgen Løvstad.
6 Udvalgte værker
”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” (1824).
”Sildig Opvaagnen” (1828).
”Præsten i Vejlby” (1829).
”Hosekræmmeren” (1829).
”Trækfuglene” (1838) (digtsamling).
”E bindstouw” (1842).
KILDE: LITTERATURSIDEN.DK
Selvom det ifølge Løvstad er svært at udlede direkte teologiske pointer af Blichers værker, fordi ”kristendommen er det vand, fisken svømmer i”, er der vigtige paralleller i Blichers præste- og forfattergerning. Som man kan se på museumsudstillingen med Blicher og herregårdene, er Blicher ikke bange for at gå imod det etablerede. Hvad end det er stændersamfundets uligheder eller herremændenes magt. Det skal man også turde som kristen, mener han.
”Blicher er heller ikke bleg for at holde med røvere og banditter. Jeg ved ikke, om Jesus ligefrem holdt med røvere og banditter, men han kunne i hvert fald rumme
dem. Være der for andre. Give en chance til, i stedet for at mennesker bare skal være i stue med alt det, man har gjort forkert,” siger Jørgen Løvstad. Fra præsteboligens have kan man se direkte over på det sted, hvor Blichers hus lå.
Meget har ændret sig på de 200 år, der er gået siden, ”En landsbydegns dagbog” blev skrevet her, men når man ser op og hører vindens susen i træerne, mens skyerne driver målrettet videre på himlen, mærker man også, at meget er det samme.
Jørgen Løvstad mener, at på trods af at Blichers noveller ofte er dystre og tragi-
2 For Steen Steensen Blicher var herregården et fængsel, siger afdelingsleder på Museum Silkeborg Marianne Gjørtz Hougaard. ”Blicher ville selv hellere ud på heden.”
” Blicher rammer jo ned i et af de største problemer, vi har i dag –nemlig manglede erkendelse af, hvad et liv reelt er.
JØRGEN LØVSTAD,
ske, finder man håb i at læse dem i dag. For i en tid, hvor mennesker tror, at de er unikke, og mange oplever et stort pres for at lykkes, er det frisættende at føle sig set i en 200 år gammel tekst. Som Jørgen Løvstad formulerer det, finder man her ud af, at man allerede er opfundet. Og derfor ikke bærer ansvaret for at opfinde sig selv:
”Det er jo lidt som at læse evangelierne. Det er tidløst. De ting, Blicher beskriver, er, at det er tidløst det der med at være menneske. Vi længes, vi drømmer, vi ønsker, og vi må samtidig forliges med, hvad livet byder os – både selvforskyldt og uforskyldt.” J
8 | Bøger i tiden
Det frie fugleliv mellem skove,marker og gårde
Knut Hamsuns
”Under høststjernen”, som nu omsider ndes i dansk oversættelse, er en vidunderlig skildring af landliv og længslen e er indre ro anmeldelse
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
Hvor Edvard Munch for mange er synonym med malerierne af ”Skriget”, så er Knut Hamsun mest kendt for romanen ”Sult”. Med god grund. Det er regulære mesterværker. Og e er dem blev norsk kunst- og kulturliv aldrig det samme. Dér i 1800-tallets sidste årti meldte det moderne sig, intenst og radikalt, og med en ambition om at skildre ”det ubevidste sjæleliv” og den angst og uro, som hjemsøgte mennesker.
4 At læse om Knuts strejfen i det norske landskab, om de mennesker og opgaver, han møder og løser på sin vej, er ganske enkelt vidunderligt, skriver Jeppe Krogsgaard om Knut Hamsuns ”Under høststjernen”. Herover er landlivet på Hamsuns tid afbildet på maleriet ”Sommer og legende børn” fra 1913 af den norske billedkunster Nikolai Astrup (1880-1928).
FOTO: WIKIMEDIA COMMONS/RITZAU SCANPIX
Men Munch og Hamsun var selvsagt umådeligt meget andet end ”Skriget” og ”Sult”, og et godt eksempel på det er Hamsuns ”Under høststjernen”, som udkom første gang i 1906, 16 år e er ”Sult” og er en helt anderledes lavmælt, melankolsk og, ja, dejlig roman. Sjælelivets kamp i en moderne virkelighed er nu også til stede her. Knut Pedersen, en midaldrende digter, er nemlig rejst fra storbyen og dens hektik for at dulme sin ”neurasteni” – en tilstand af psykisk og fysisk udmattelse – og ud på landet. Her vandrer han mellem milde marker og tyste skove og går indimellem op til en af de store gårde for at søge arbejde. Bare nok til at betale for mad og vin. Han sover i skove, i lader og mærker roen lægge sig over sit indre. Vandring, fysisk arbejde og frisk lu er lægende, og det samme er de unge piger, der arbejder på gårdene, og som han indimellem er i lag med. Det er ikke let at være nærværen-
de og uforstilt e er alle årene i byen, men han gør forsøget og slår først følge med Grindhusen, der er en usoigneret landstryger, som ikke er bange for at stjæle og er ”en ulv”, når det gælder de unge piger. Senere møder Knut en fyr ved navn Falken-
berg, som også småsnyder, men har en kunstnerisk side og synger noget så smukt. Stemme et klaver kan han nu ikke, selvom han har en stemmenøgle. Men fruerne på gårdene mener hver gang, han har været der, at klaveret lyder bedre end før. Selvom han reelt intet har gjort ved det. På den måde udstiller Hamsun morsomt overklassen på landet, der ikke er synderligt dannet, men i langt de este tilfælde er venlig og gæstfri. Knut Pedersen – hvilket var Hamsuns oprindelige navn – forsøger så vidt muligt ikke at misbruge deres tillid. Men midt i sin nye livfuldhed, sit forsøg på at åbne sig mod naturen og sin barndoms land forelsker han sig i frøkenen på den ene gård, siden i fruen på den anden.
”Under høststjernen” er det første bind i Hamsuns såkaldte vandrertrilogi, som forlaget Batzer & Co nu har sat sig for at udgive i nænsomme oversættelser. Og at læse om Knuts strejfen i det norske landskab, om de mennesker og opgaver, han møder og løser på sin vej, er ganske enkelt vidunderligt. Hamsun var prosaist i en helt særlig klasse og maner landliv, fysisk arbejde, natur og folk frem i både ntmærkende og råstærke sætninger, som Axel Sørensen og Arild Batzers oversættelse til fulde fanger. I kontrast til livet ude under solen og stjernerne er det kunstigt oplyste liv i storbyen. Og da Knuts forelskelser fører ham tilbage til caféerne og til det liv, han forlod med svækkede, slidte nerver, så melder det febrile og rastløse sig atter for fuld styrke.
”Ja, for jeg har stadig min neurasteni,” som han konstaterer mod slutningen, hvor man som læser længes e er at komme ud på landet igen, ud til livet som omstrejfende arbejdsmand. Skovhugger, brøndgraver, karto elhøster. Derude,
hvor ansigtet bliver solbrunt og falder til ro og ikke lyser grønligt og angstfyldt som i Munchs ”Skriget”. ”Mange år er gået siden jeg var i sådan en fred,” står der i begyndelsen af ”Under høststjernen”, der måske kan anklages for at idealisere livet på landet, som kunne være nådesløst hårdt på den tid. Men sikke en nydelse det er at læse Hamsun skrive om det, og skulle man være gået lidt død i at læse romaner, er denne bog et godt sted at blive vakt til live igen. Forfatteren og landsmanden Per Petterson skriver da også i et notat i sin 2021-dagbog ”Mit Abruzzo”: ”Jeg havde været gennem en læsetørke, og ’Under høststjernen’ havde tændt gnisten igen.”
Det er, uanset om man er godt læsende eller ej, om man kun kender Hamsun for ”Sult”, og hvad man nu måtte mene om Hamsuns senere så frygtelige opbakning til Hitler, en fortrinlig roman. Lille af omfang –177 små sider – men med et stort, smukt og meget menneskeligt indre rum, og båret af et evigt friskt sprog, som pendulerer mellem det vemodige, jordnære, selvironiske, indsigtsfulde. Og melankolske. Som når Knut en a en står derude under høststjernen. Med sin tiltagende måne. Håret, der er blevet tyndere på toppen. Selvom han føler sig ung igen. Langt fra det moderne by- og borgerliv og langt fra alt det, der æder sjæle op. J
Under høststjernen. Oversat af Axel Sørensen og Arild Batzer. 177 sider. 250 kr. Batzer & Co.
I ”Fiskerne” er der alvor, mørke, kulde – og ironi
Hans Kirks romanklassiker ”Fiskerne” skildrer radikal gudstro, undertrykt seksualdri og social kontrol anmeldelse
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
”Vinteren var lang og grum. Frosten havde ædt sig dybt ned i jorden og ville ikke slippe sit bid, og orden var islagt til hen i marts måned.”
Sådan står der mod slutningen af Hans Kirks (1898-1962) ”Fiskerne”, der udkom i 1928. Og det er i mere end én forstand koldt i romanklassikeren, som i juni blev genudgivet af Gyldendal, hvor fem indremissionske skerfamilier og en enkelt ungkarl har slået sig ned i et lille samfund ved Lim orden.
De kunne ikke få det til at hænge sammen ude ved Vesterhavet, fat-
tigdommen tærede, men i de roligere ordvande, ved de mildere kyster, skulle det være bedre. Det er det da også på nogle måder: De er knap så udsatte, der går sk i ruserne, de lokale møder dem ikke med endtlighed.
Men den grundtvigianske præst og hans menighed tillader dans, alkohol, og at bageren arbejder om søndagen. Darwins teorier afvises heller ikke. Sodoma og Gomorra! Så da skerne har etableret sig, begynder de at modarbejde præsten. Det lykkes. De får ham presset ud af kirken og samfundet og indsætter i hans sted en ny præst, der ligesom dem ser livet som en vej mod døden, hvor enten frelse eller helvede venter.
Kirks far var af indremissionsk familie, hans mor kom fra en grundtvigiansk ditto, og hans fortælling om mødet mellem de to bevægelser er en af dansk litteraturs bedst solgte romaner – og tv-serien fra 1977 gjorde den kun mere kendt, mere udbredt.
Serien har jeg kun set i brudstyk-
ker, men jeg læste romanen i få opslugte stræk som ung. Det var en af Gyldendals gulnede Tranebøger, og jeg husker alvoren, mørket, kulden. Men under genlæsningen, her 30-35 år senere, fandt jeg også en diskret ironi. Og tråde til både Freud og Marx.
Det første i beskrivelserne af de indremissionske skere, som både på de indre linjer og ude i det omkringliggende samfund slås mod seksualdri en. Den skal holdes nede, men toner frem i muterede former og handlinger. Som da deres gamle kulsorte præst prædiker, og missionærernes reaktioner på hans tordnen og helvedesild minder om den seksuelle ekstase:
”De hellige var helt henne i ophidselsen. Teas ansigt var rødt, øjnene halvlukkede og munden åben. Anton Knopper svedte, så vandet drev ham ned ad ansigtet. Adol ne knugede sine magre hænder, hendes mund var fortrukket, som ville hun skrige.”
Men skulle nogen af de her blus-
sende kirkegængere give e er for kødelig lyst uden for ægteskabet, skulle de have sex som andet end et middel til at få børn, så venter fordømmelsen. Det viser romanen på ere måder. Udstødelse. Dræbende skam. En tarvelig plads på kirkegården.
Det andet, marxismen, synes at være til stede i synet på skerne, og Kirk – selv brændende kommunist – skildrer deres fællesskab som en styrke. At de svage sådan kan nde kræ er og forandringskra i stærke, velorganiserede sammenhold. Men at religionen sløver dem i deres fattigdoms trængsler, gør dem snæversynede, holder dem fast i de uacceptable rammer. Ja, er ”opium for folket”.
Det er nu ikke de her tolkningstråde, der gør romanen virkelig læseværdig, men derimod dens portrætter af mennesker og miljøer, som forløses i kollektivromanens form: En slags alvidende fortæller løber ind og ud af situationer og psyker, af samtaler, følelser, tanker. Det er imponerende, hvor godt det hele hænger sammen, og også hvor kra fuldt, kernefuldt sproget o e er. I dag synes vi så kseret på os selv, at vi har svært ved at læse bøger uden at lede e er spejlingspunkter. Men man kan også bare leve sig ind i Kirks skildring af kampen mellem de bløde grundtvigianere og de stålsatte missionærer, der i hans forfatterøjne sætter fordømmelsen over næstekærligheden. Og hvis tros- og menneskesyn sammenfattes af en af skerne: ”Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.” J
Hans Kirk: Fiskerne. 340 sider. 230 kroner. Gyldendal.
6 Franz Kafka
Født den 3. juli 1883 i Prag. Død den 3. juni 1924. Havde tysk som modersmål og voksede op i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Var dr.jur. og ansat i et forsikringsselskab.
Forfatterens værker ”Processen” og ”Slottet” blev udgivet posthumt mod hans ønske.
”Det burde aldrig blive trykt. Det burde blive brændt”
Selvom det nu er 100 år siden, Franz Ka a døde, er han stadig til stede overalt. Romanerne sælger og inspirerer fortsat, ligesom udtrykket ”ka ask” benyttes i æng feature
Thomas Conradsen conradsen@k.dk
Egentlig skulle vi aldrig have ha muligheden for at læse Franz Kafkas hovedværker.
For de var ufærdige og på ingen måde gode nok til at blive trykt, mente den tjekkiskfødte forfatter.
Gennem hele sit liv havde han holdt langt de este af sine værker, der siden skulle blive anerkendt som noget af den vigtigste europæiske litteratur fra 1900-tallet, for sig selv. Blot 250 sider havde han o entliggjort, da han døde for 100 år siden på et sanatorium i nærheden af Wien i Østrig den 3. juni 1924, 40 år gammel.
”Mine skriverier … er intet andet end min egen materialisering af rædsel. Det burde aldrig blive trykt. Det burde blive brændt,” skulle jødiske Franz Ka a have sagt et par år forud for sin død, da en hengiven læser havde lavet en smuk, indbundet udgave af nogle af hans tysksprogede historier og foræret den til ham.
Og at Franz Ka a havde trangen til at lade sit livsværk opsluge af ammer, nedfældede han sort på hvidt, da han lå for døden med tuberkulose. På kommoden e erlod han et brev til sin nærmeste ven – jurist, forfatter og teaterkritiker Max Brod – hvor han bad denne om bogstaveligt talt at brænde samtlige manuskripter. Inklusive breve og dagbøger.
Men Max Brod – ligeledes en tjekkiskfødt jøde – modsatte sig.
I stedet viede Brod de følgende år til at bearbejde og udgive Ka as forfatterskab. I de tre år e er forfatterens død udkom ”Processen”, ”Slottet” og ”Amerika” på tysk. I Danmark måtte vi vente årtier på oversættelserne. De kom på gaden i henholdsvis 1945, 1949 og 1964.
Ifølge litteraturforsker på Syddansk Universitet Lars Handesten skal vi prise os lykkelige over, at navnlig ”Processen” og ”Slottet” ikke endte som aske i Ka as kamin i Østrig for 100 år siden.
”Han grundlagde myten om det ensomme, søgende menneske, der ikke kan nde ud af verden. Om hovedpersoner, der lever liv tynget af forgæves kampe og absurditet. Med Ka as egne ord kan man sige, at der i hans romaner er et mål, men ingen vej,” siger Lars Handesten.
I ”Processen” gennemgår hovedpersonen, Josef K., en retssag, hvor han aldrig lærer selve anklagen at kende. Trods indædte forsøg nder Josef K. ikke ud af, hvad han har gjort galt.
Hovedpersonen i ”Slottet” er landmåleren K, der er inviteret til at komme og opmåle et slot. Det lykkes ham dog aldrig at komme ind i middelalderbygningen eller for den sags skyld at få direkte adgang til det mystiske embedsmandsstyre, der dikterer over den tilstødende landsby. Den evindelige, umulige søgen e er et højere mål kendetegnede også Ka as personlige liv,
mener Handesten. Eksempelvis blev han forlovet re gange, men aldrig gi . Og de mange sværdslag mod en urimelig og urørlig overmagt kan blandt andet være inspireret af forfatterens oplevelser med sin far, der var tyrannisk, materialistisk og konstant undertrykte alle i Franz Ka as barndomshjem i Prag. Hertil kommer hverdagen som jødisk kunstner i en del af Europa, hvor jødehadet blussede op. ”Noget af det mest imponerende er, at man kan fortolke hans bøger fra et hav af vinkler, der altid kaster noget substantielt fra sig. Der er samfundsmæssige, religiøse, ideologiske og psykologiske lag i hans hovedværker,” siger Lars Handesten.
Ifølge litteraturforskeren smittede Ka as stil af på adskillige danske forfattere i 1960’erne, heriblandt Villy Sørensen (1929-2001), der både har oversat Ka a og skrevet en monogra om ham. Og de, der har læst Peter Seebergs (1925-99) berømte, labyrintiske novelle ”E ersøgningen”, vil kunne fornemme en afsmitning af den modernisme og absurdisme, som Ka a var forud for sin tid med.
Det er ”kafkask”
Men den litterære betydning er blot den ene af grundene til, at Ka a stadig er på manges læber. Den anden er, at temaerne i hans romaner danner grundlæg for et tillægsord, der stadig bruges ittigt i Danmark, nemlig ”ka ask”.
Første gang, ordet ”ka ask” blev anvendt, var i 1954, skriver sognepræst og litteraturanmelder Kristian Østergaard i en kronik her i Kristeligt Dagblad. Her karakteriserede Arthur Koestler Moskvaprocesserne som ”ka aske”.
Ifølge Den Danske Ordbog dækker ordet over noget, der er ”så uigennemskueligt eller bureaukratisk, at det virker absurd og meningsløst; mareridtsagtigt”.
Lars Handesten understreger, at Franz Ka a tilhører en eksklusiv gruppe af kunstnere, der har fået et begreb opkaldt e er sig. Hvad enten man har læst ham eller ej, så lever den forestillingsverden, han har skabt, i vores fælles bevidsthed.
”Noget af det mest imponerende er, at man kan fortolke hans bøger fra et hav af vinkler, der altid kaster noget substantielt fra sig. Der er samfundsmæssige, religiøse, ideologiske og psykologiske lag i hans hovedværker.
LARS HANDESTEN, LITTERATURFORSKER PÅ SYDDANSK UNIVERSITET
Forfatter og oversætter Susanne Staun, der hyppigt skriver om danskernes sprogbrug her i Kristeligt Dagblad, mener dog, at noget er gået tabt med hensyn til vores brug af ”ka ask” i dag.
”Det univers, Franz Ka a skabte, består af et fuldstændigt unikt, uigennemskueligt og gådefuldt mørke. Det har en særlig odeur af østlige diktaturer og bureaukratier over sig, og det kan ikke bare uden videre omsættes til kun at betyde ’absurd’, ’uhyggeligt’ eller at ’staten blander sig for meget’,” siger Susanne Staun, der blandt andet har lagt mærke til, at en sundhedsreform for nylig blev kaldt ”ka ask” af en politiker.
”Det kan godt ske, at en dansk sundhedsreform er åndssvag eller ikke virker. Men den er ikke ’ka ask’. Det udtryk burde dække over hele det mørke rum, du går ind i, når folk, du end ikke kan komme i kontakt med, bestemmer over dig eller stra er dig for uigennemskuelige forbrydelser.” J
Ka a er aktuel som aldrig før
To genudgivelser i 100-året for Franz Ka as død minder om, hvorfor forfatteren er en af verdenslitteraturens største anmeldelse
Kristian Østergaard kultur@k.dk
Det er 100 år siden, at Franz Ka a (1883-1924) døde, og det er smukt, at Gyldendal markerer jubilæet ved at genudgive to af digterens væsentligste værker, ”Forvandlingen” og ”Processen”.
Har man aldrig læst Ka a før, så er disse to bøger nemlig stedet at begynde – og i så fald skal man måske ikke læse videre her, hvor handlingen i bøgerne afsløres.
Franz Ka a skrev til sin veninde Felice Bauer, at idéen til ”Forvandlingen” (udgivet første gang i 1915) opstod, mens han ”lå i sin seng”. Det lyder troligt. ”Forvandlingen” begynder nemlig med ordene: ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.”
Ejendommeligt nok hensætter dette ikke Gregor i chok: ”’Hvad nu hvis jeg sov lidt videre og glemte alle de naragtigheder’, tænkte han.” Og så giver han sig til at rase over sit job som handelsrejsende: ”Fanden tage det hele.”
Franz Kafka: Forvandlingen. Oversættelse: Isak Winkel Holm. 78 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.
Gregors opgave bestod i at forsørge sine forældre og sin søster, og utilfredsheden med denne opgave har længe ulmet i hans sind. Hvad der rumsterede i de ”urolige drømme” har fået et synligt udtryk. En fortrængt sandhed er kommet for dagens lys: Familien har undertrykt Gregor ved at lade ham stå for hele husets økonomi.
Franz Kafka: Processen. Oversættelse: Per Øhrgaard. Forord af Nielsen. 266 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
I det ”uhyre kryb”, som Gregor har forvandlet sig til, øjner familiemedlemmerne konsekvenserne af deres egen undertrykkelse. Gregor kan kun genvinde menneskelig skikkelse, hvis hans slægtninge tager ansvaret på sig. Men faderen bombarderer i stedet Gregor med æbler, og søsteren behandler ham med dyb foragt. Familien lader ham forstå, at han ikke blot er over ødig, men tillige og især en byrde, der burde uskadeliggøres. Gregor forstår beskeden og sulter sig selv ihjel.
Nok en mand, der vågner Fortællingen virker sært aktuel i en tid, hvor man drø er, om vi bør indføre aktiv dødshjælp, og for hvis skyld.
Også romanen ”Processen” (oprindeligt udgi-
vet 1925) begynder med en mand, der vågner. Han hedder Josef K., og han vågner op på sin 30års fødselsdag. Læseren følger Josef K.’s liv, frem til han ombringes et år senere. Josef K. undergår en modningsproces og sluttelig også en dødsproces, mens læseren til gengæld må begive sig ud i en fortolkningsproces.
Det gælder ikke mindst i romanens niende kapitel, ”I domkirken”, som e er mit skøn er bogens højdepunkt. I et kirkerum antræ er Josef K. en præst, som giver sig til at fortælle en fabel om en bonde, som kommer til ”loven”. Foran loven står der en dørvogter, og bonden anmoder om adgang til loven. Det trækker ud: ”Dørvogteren giver ham en skammel og lader ham tage plads lidt skråt for døren. Der sidder han i dagevis, i årevis. Han gør mange forsøg på at blive lukket ind og trætter dørvogteren med sine bønner.”
Men uden held: ”Før hans død slutter alle de erfaringer, han har gjort i alle disse år, sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu ikke har stillet dørvogteren. Han gør tegn til ham, da han ikke mere formår at rette sin næsten stivnede krop op.”
Og dørvogteren læner sig ned til bonden, der spørger, hvorfor han monstro er den eneste, der har bedt om adgang til loven i alle årene. Dørvogteren fornemmer, at bondens liv er ved at ebbe ud, og han brøler ind i mandens øre: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.”
Grufulde sætninger
Dette er nogle af verdenslitteraturens mest grufulde sætninger – uanset hvor restriktiv en lov end måtte være skruet sammen, bør lovgivningen jo være forståelig for enhver, ligesom lovens bestemmelser også bør være noget, man kan opfylde. Dertil kommer, at loven gælder for alle uden undtagelse, men i præstens fabel gælder loven kun for bonden, som alligevel er forment adgang til den.
Man bliver næsten chokeret over, hvor forudseende Ka a var. Ka a døde som nævnt i 1924, og han kunne jo ikke vide, at Stalin 10 år senere igangsatte Moskvaprocesserne, hvor de anklagede kommunister blev tvunget til at tilstå opdigtede forbrydelser og blev henrettet for dem eller deporteret. På samme måde kunne tyske jøder under nazismen være nok så lovlydige og patriotiske medborgere, men de endte alligevel i kz-lejre og massegrave. Og helt aktuelt gælder det, at i en række islamiske lande risikerer enhver person, der forlader islam, dødsstraf, selv om vedkommende ikke på nogen måde protesterer mod mullaherne eller ayatollaherne.
Præstens fabel er i virkeligheden en slags nøgle til romanen, der begynder med den berømte indledning: ”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.”
I romanens sidste passage bliver det beskrevet, hvordan Josef K. kommer af dage uden at vide hvorfor. To mænd har ført ham bort: ”På K.’s strube lagde sig den ene herres hænder, mens den anden stødte kniven dybt i hjertet på ham og drejede den to gange rundt dér. Med bristede øjne nåede K. at se, hvordan herrerne, tæt foran hans ansigt, lænet til hinanden kind mod kind, iagttog afgørelsen. ’Som en hund!’ sagde han, det var, som om skammen skulle overleve ham.” J
14 | Bøger i tiden
Kvindeliv set fra hundens perspektiv
I ”Flush” skriver Virginia Woolf sansefyldt om det særlige bånd mellem hund og menneske, om klasseskel i det victorianske samfund og om længslen e er at blive den, man er
anmeldelse
Kathrine Maria Amann kultur@k.dk
”Skønt vidt forskellige var de støbt i samme form, og de fuldendte muligvis hver for sig det, der slumrede i den anden. Men hun var kvinde; han var hund.”
Så sømløst og elegant indfanges det særegne slægtskab mellem hund og menneske. Passagen danner en form for refræn i Virginia Woolfs (1882-1941) bittelille, men ikke desto mindre mesterlige, romanbiogra fra 1933. ”Flush”, som fortællingen hedder, har fået titel e er den engelske digter Elizabeth Barrett Brownings (1806-1861) cockerspaniel Flush, og den gengiver på fortræ elig vis deres fælles liv og simultane frigørelse fra victoriatidens snærende bånd set fra skødehundens udsigtspunkt.
Det lille værk med undertitlen ”En biogra” adskiller sig bemærkelsesværdigt fra Woolfs øvrige hovedværker, ”Mrs. Dalloway” (1925), ”Til fyret” (1927) og ikke mindst ”Bølgerne” (1931), som med sin titel fremhæver forfatterens kendetegn: hendes eminent fritydende prosa. Med havet som metafor for den menneskelige bevidsthed mimede Woolfs fortælleform bølgernes duvende overade og frådende dybder. En radikal formfornyer var hun, som lod bevidsthedsstrømmenes sansninger og associationer erstatte den traditionelle romans struktur, plot, steds- og karakterbeskrivelser.
Det er sådan, vi kender hende. Men her er det dog en lidt anden Woolf, man møder. ”Flush” er skrevet i kølvandet på forfatterskabets måske mest radikale værk ”Bølgerne”, kulminationen på hendes stilistiske nyskabelse og en kraanstrengelse af en roman.
Hun havde nu lyst til noget let: ”And I am writing, but a dull book this time, I think.” En kedelig bog, kaldte hun det endnu ufærdige manuskript i et brev til veninden Ottoline Morrell, en spøg endda. Men ”Flush” k hende også til at ”boble som en meget lille, men lystfuld kedel”, skrev hun. Det samme gør man som læser. Bobler lystfuldt under læsningen altså. For den usædvanlige synsvinkel, kæledyrets perspektiv, giver anledning til ikke så få overraskende observationer, anderledes sansninger og originale re eksioner om mennesket betragtet fra gulvhøjde. Enkelte, måske ingen, kan som Woolf sanse og skrive sig helt ind i snuden på en cockerspaniel. Hør bare:
”For første gang blev hans snude løbet over ende af hele arsenalet af lugte på en sommervarm gade i London. De kvalmende lugte fra rendestenene; de bitre lugte, som får jerngelændere til at ruste; de rygende, berusende du e, der stiger op fra kældre-
0 ”Flush” er skrevet i kølvandet på Virginia Woolfs (1882-1941) måske mest radikale værk, ”Bølgerne”, der var kulminationen på hendes stilistiske nyskabelse og en kraftanstrengelse af en roman. Hun havde nu lyst til noget let.
FOTO: RITZAU SCANPIX
2 Virginia Woolfs kortroman ”Flush” har navn efter forfatter Elizabeth Barrett Brownings (1806-1861) cockerspaniel, og den gengiver på fortræffelig vis hunden og ejerens fælles liv og simultane frigørelse fra victoriatidens snærende bånd set fra skødehundens udsigtspunkt. Fotoet her er af hunden, der spillede Flush i filmen ”The Barretts of Wimpole Street” fra 1957. FOTO: M. I. BORIS
ne – lugte, der var mere komplicerede, fordærvede, voldsomt kontrastfyldte og sammensatte end nogen af dem, han havde indsnuset i markerne omkring Reading; lugte, som lå langt uden for den menneskelige næses sanseevne.”
Men ”Flush” skal også tages alvorligt som værk. Det er ikke bare den harmløse spøg, forfatteren koketterede med til veninden. Også i ”Flush” hengiver Woolf sig nemlig til eksperimentet, til opgøret med den klassiske fortællings former. Ikke lige så radikalt som i ”Bølgerne”, knap så balstyrisk som i en anden af forfatterens biogra er, ”Orlando”. Men også her udfordrer hun drillesygt biograskrivningens strenge konventioner ved at give stemme til noget så inferiørt som en hund. Og dét på sublim vis.
Genspejlet frigørelse
”Flush”, som nu er genudgivet i Mogens Boisens kongeniale oversættelse fra 1953 og bearbejdet af Kirstine Ersbøll Meyho i forlaget A Mock Books prisværdige Gaiaserie, er ellers anderledes konventionel i sin fortælleform, mere begivenhedsrig og handlingsmættet end de store romaner.
Vi følger hunden Flush fra hans opvækst på landet hos forfatteren Mary Mitford, over ankomsten til det herskabelige hus i Wimpole Street hos den svagelige og isolerede Elizabeth Barrett Browning og til ugten til Firenze, hvor Elizabeth og ægtemanden, digteren Robert Browning, levede og skrev indtil deres død.
På ra neret vis lykkes det Woolf at fortælle Elizabeth Barretts historie gennem en spejling i hunden, som en leg med det romantiske dobbeltgængermotiv. Igen og igen hører vi, hvordan Barrett og Flush ligner hinanden, også fysisk. Elizabeths tunge krøller sammenlignes med hundens tunge ører, de har begge store øjne og brede munde.
Men som litterat Elisabeth Friis ganske rigtigt påpeger i sit grundige e erord, er der tale om mere end blot en fysisk spejling. Flush og Elizabeth deler skæbnefællesskab. Jagthunden, der måtte tillære sig skødehundens manerer og undertrykke sine instinkter for at kunne passe ind i gemakkerne på Wimpole Street, og den victorianske forfatterinde, der lever en hengemt og begrænset tilværelse i sovekammeret hos sin drakoniske far. Frigørelsen gennem ugten til Italien er således en synkron bevægelse. Hunden er kvindens spejlbillede. Men den er også samfundets. Gennem hundelivets mikrokosmos lærer vi om klasseskel, armod og kriminalitet i victoriatidens London, men på Woolfs karakteristiske ambivalente og forrygende satirefyldte facon.
Med ”Flush” får vi et originalt og underfundigt blik på det lattervækkende lille menneskeliv. Det kræver en stor forfatter. Og en åndsnærværende oversætter. Begge dele er lykkeligvis til stede her. Og, må jeg tilføje, i så smukt et illustreret omslag, som så gennemæstetisk et værk fortjener. J
Virginia Woolf: ”Flush. En biografi ”. Oversat af Mogens Boisen og bearbejdet af Kirstine Ersbøll Meyhoff. 144 sider. 249,95 kroner. A Mock Book/Gads Forlag.
i
Kærlighed i Romerrigets tid
Ovids ”Eskapader” er en klassiker i kærlighedsdigtningen og et godt eksempel på, at en digters liv og værk er to forskellige ting anmeldelse
Søren Hindsholm kultur@k.dk
I rækken af Gyldendals genudgivne klassikere er nu kommet Ovids kærlighedsdigte, som på latin hed ’Amores’ (”Kærligheder”). De udkom mellem år 8 og 3 f.Kr. og er det sidste store værk i den særlige romerske genre elegi. Elegien beskriver den forelskede mand som kærlighedsguden Amors soldat – han ligger foran sin elskedes dør i natte-
kulden, narrer de slaver, der skal bevogte hende, snyder hendes mand, skændes med hende, forsones igen og så videre. Elegien gider ikke landet og naturen, den er en by-genre. Rom, som Ovid kalder Aeneas’ stad, fordi den ifølge myten blev grundlagt af trojaneren Aeneas og hans efterkommere, er en skøn og spændende by, fuld af liv, kultur og fristelser, det ideelle sted for en affære: ”Venus er nu suveræn, her i Aeneas’ stad,/ skønheder morer sig, artig er kun hvem ingen gør tilbud.” Ovid (43 f.Kr. til 18 e.Kr.) er mest kendt for sit værk ”Forvandlingerne” (”Metamorfoserne”), som er skrevet i en mere højtidelig stil og har et mere ophøjet emne, nemlig guder og mytiske helte. For eksempel den cypriotiske sagnkonge Pygmalion, der skar sig selv en figur af træ, som han forelskede sig i. Det var Pygmalion, G.B. Shaw skrev et stykke om i 1912, og som endnu flere
”Venus er nu suveræn, her i Aeneas’ stad, skønheder morer sig, artig er kun hvem ingen gør tilbud.”
2 Ovids digte om kærlighed og kvinder var mindst lige så kendte i oldtiden som hans hovedværk, ”Forvandlingerne”. Nogenlunde samtidigt med Ovid er dette vægmaleri af krigsguden Mars og kærlighedsgudinden Venus, der begge optræder i ”Eskapader”. Det stammer fra et romersk hus i Pompeji i Italien, der blev dækket af aske i år 79 e.Kr.
FOTO: ALBUM/RITZAU SCANPIX
kender fra musicalen ”My Fair Lady”. Men Ovids digte om kærlighed og kvinder var mindst lige så kendte i oldtiden, og derfor giver hans ”Eskapader” et bidrag til det fulde billede af Ovid ved siden af ”Forvandlingerne”. Ovid laver variationer over elegiens temaer og tilføjer nye. Eksempler er to digte mod abort, som var almindelig og risikabel for kvinder i oldtiden, eller to digte, hvor han først forsikrer sin ”pige” (sådan hedder den elskede altid i elegien) om, at han ikke har været hende utro med hendes slavinde. Hvorefter han i næste digt over for slavinden praler af sin vellykkede løgn og kræver en erotisk modydelse – ellers afslører han affæren for sin pige, altså slavindens ejer! De lyder ikke særligt moralsk, og det er det heller ikke. Men man skal ikke lade sig narre af Ovid. Han beskriver ikke sit eget liv eller en virkelig kvinde. Han leger derimod
med genrens faste temaer og gør kærligt grin med forelskede mænd og forelskelsens besværligheder og latterlige træk. Man kan godt opfatte digtene som en satirisk beskrivelse af en tredje person, der bare optræder som Ovid i første person. Det vil sige, at Ovid taler til sin pige og til sig selv, men hele tiden med et blik hen over skulderen til sine læsere.
Digtenes sigte er altså at vise Ovids sproglige ekvilibrisme og hans dygtighed til at behandle og variere temaer. Derimod har de som sagt ikke meget med Ovids liv at gøre, og han skriver da også senere: ”En stor del af mine værker er usande og fiktion, og denne del af værkerne tog sig større friheder end sin forfatter.”
Ovid er på den måde et indlæg mod det moderne og moraliserende synspunkt, der vil knytte en forfatters værk og liv tæt sammen. Det giver simpelthen ikke mening i Ovids tilfælde.
Er Ovids forhold til pigen og kærligheden en fiktiv leg, så er hans holdning til livet i Rom oprigtig. Her viser han stor psykologisk forståelse for kærlighed og kvinder, og han vil være en livsglædens stemme i et til tider råt og militariseret samfund, der dyrkede krigsguden Mars: ”Klap I, soldater ad Mars! Jeg selv er en fjende af våben,/frydes af fred og af den elskov der trives i fred.” Ovids oversætter, Otto Steen Due (1939-2008), var som Ovid selv en begavet og adræt ordkunstner. Derfor giver oversættelsen den danske læser et indtryk, der trods de 2000 mellemliggende år ikke ligger langt fra, hvad vi må forestille os, en romersk læser oplevede. Det er altså betydelig oversættelseskunst, vi her møder.
Bogen er forsynet med en introduktion og kortfattede noter, der i et lidt krukket sprog kun hjælper læseren i nogen grad. J
4 stjerner
Ovids Eskapader. På dansk ved Otto Steen Due, 2. udgave. 130 sider, indbundet, 250 kroner. Gyldendal.
18 | Bøger i tiden
Albert Camus var fransk, men af hjertet afrikansk
Jesper Tangs bog om franske Camus oplyser dunke sider af forfatterskabet, men savner Camus’ tragiske sans anmeldelse
Rasmus Vangshardt kultur@k.dk
Har læseren mon hørt om den tekst af Albert Camus (1913-1960), der hedder ”Uden morgendag” fra notesbøger fundet i Oran i Algeriet? Eller hvordan med romankladden ”Den lykkelige død”, der blandet andet beskriver en rejse gennem Mellemeuropa og en afsky ved Prag?
Nej, det tænkte man nok. Men på bjergbestigning med journalisten og forfatteren Jesper Tang og hans bog om den franske nobelprisvinder, kan man få sig noget andet i hovedet end Sisyfos’ sten.
Jesper Tang (født 1948) har en lang karriere på P1 og P2 bag sig fra sin bopæl i Frankrig, mens han også har skrevet bøger om Bob Dylan og fransk kogekunst. ”Alberts lære. Camus, en forfatter for livet” er tydeligvis resultat af et langt læseliv i selskab med Camus. Gennem studier af notesbøger, romankladder og ungdomsessayistik fra Algeriet tegnes et billede af det, man kunne kalde den etiske eller kulturkritiske Albert Camus. ”Alberts lære” er en vellykket bog på egne præmisser. Under kapitler som ”Nordafrikansk tvelys”, ”Det ulykkelige Europa”, ”Camus i Provence” og ”Holdsport og trupteater” fremtræder en sanselig og ”afrikansk” Camus, som voksede op under den bagende sol. Albert Camus blev født i Algeriet og voksede op i relativ fattigdom som søn af franske forældre. I Tangs veloplagte sammenblanding af læsning og biografi lyder det sådan her: ”Af nationalitet var Camus franskmand, han var født af europæiske forældre i et fransk departement, men som noteret var han af hjertet afrikaner, han så verden fra Middelhavets sydkyst, hans kongedømme var de nordafrikanske landskaber og mennesker.”
nerne og på teaterscenerne, som er og bliver mine sande universiteter,” skrev han. Og således forsøger Tang at forstå Camus’ syn på Europa, Middelhavet, kapitalismen og kommunismen ud fra forfatterens sansede univers.
Kort sagt kunne man sige, at Tangs bog skildrer Camus’ mange forsøg på at finde den gyldne middelvej mellem utopi og realisme, mellem meningsløshed og håb. Bogen taber imidlertid det ene afgørende element af syne, der ellers udgør Camus’ varige bidrag til europæisk kultur: hans gennemført tragiske tilværelsestolkning i ordets ældste betydning.
Sagen er, at ”det tragiske” altid medfører en uklar blanding af skyld og vilkårlighed, en sans for det skæbnesvangre og en begrædelse af det uafvendelige. Det sandt tragiske er, at vi ikke ville blive bedre mennesker af at læse Camus, vi ville bare forstå det penible i vores situation på en dybere måde.
Men hos Tang ender Camus ikke ramsaltet af Middelhavets tragik, snarere renset for problematik. Tang har selv en hang til bedrevidende moralisme, der ikke er kongenial med Camus, når han forsøger at aktualisere:
0 Forfatteren Albert Camus var født og opvokset i Algeriet. Han fik stor betydning i efterkrigstiden som eksistensfilosofisk tænker, skuespil- og romanforfatter, teatermand, journalist og essayist. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 1957. FOTO: AFP/RITZAU SCANPIX
”Hvordan har vi kunnet lade det gå så galt? Så unødvendigt galt – når nu Camus findes?”, spørges noget overstyret i bogens begyndelse. Løbende må vi forstå, at det, der er gået galt, er sådan cirka alt: Vi lever nemlig nu med ”nationalisme, protektionisme, racisme, kollektiv paranoia, komplotfantasier, klimaskepticisme, politi, tåregas, demagogi”. Hertil kommer senere i bogen højre- og venstreekstremisme samt finanskapitalisme. Over for alt dette fremmanes Camus som betræderen af den gyldne og ophøjede middelvej, som vi tilsyneladende blot er faret bort fra, fordi vi (i modsætning til Jesper Tang) ikke har læst nok Camus. ”Umenneskelige værdiers dominans og tyranni kan trænges tilbage,” lyder det igen noget salvelsesfuldt med en uværdig kursiv. Men i den antikke tragedie betyder patos ”lidelse”, ikke ”svulstig indføling”, og derfor er bogen desværre især vellykket på egne præmisser, ikke ganske på Camus’. J
Camus’ definerede en erfaring af absurditet i mødet mellem det menneske, der efterspørger mening, og det univers, der ikke svarer. Det fastholdes korrekt og meningsfyldt bogen igennem, men aldrig uden det afrikanske lys, der også altid viste sig i glimt: ”Hvordan har jeg kunnet satse på fraværet af mening med så meget sol i erindringen?”, spørger Camus selv i samlingen ”Sommer”.
Dette motiv fastholdes gennem hele bogen og suppleres med andre af Camus’ erfaringsbårne kærligheder: ”Den smule moral, jeg ved af, har jeg lært på fodboldba-
4 stjerner
Jesper Tang: Alberts lære. Camus, en forfatter for livet. 247 sider. 250 kroner. Aarhus Universitetsforlag.
Fra kong Salomo til kong Frederik
Storartet
lille bog fra Lisbet Christoffersen trækker linjer fra Det Gamle Testamente til kongehuset anmeldelse
Kristian Østergaard
kultur@k.dk
Første Kongebog i Det Gamle Testamente begynder med, at kong David abdicerer. Han havde ellers lovet det jødiske folk, at han ville blive på pinden, til han døde. Men heri ligner han jo dronning Margrethe II, skriver professor emeritus Lisbet Christoffersen – også hun ombestemte sig. Havde Dronningen monstro læst i Første Kongebog forinden? Begge abdikationer mindede i alt fald om hinanden. Lige efter at David havde overladt tronen til sin søn, sagde han: ”Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har sat min efterfølger på tronen,” mens dronning Margrethe forlod Statsrådet med ordene: ”Gud bevare Kongen.”
Det er spændende, at Christoffersen også kan påvise, at kong Frederiks tronbestigelse har ligheder med Salomos. Ligesom i Kongebøgerne har det i dag umådelig stor psykologisk betydning, at der er et folk til
stede, som jubler, når en ny konge indtager sin plads. Det var tilfældet, både da kong Salomo for cirka 3000 år siden overtog tronen, og da næsten 300.000 mennesker samledes på Christiansborg Slotsplads og Amalienborg den 14. januar og hyldede kong Frederik X.
Og så magede Vorherre det såmænd sådan, at da kong Frederik blev indsat, var den gammeltestamentlige tekst, som blev læst højt i kirker landet over, kong Salomos ord. Her beder han Gud om at lytte til
folket, når de beder i templet: ”Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag, det sted, om hvilket du har sagt, at dér skal dit navn være.”
Søndagen efter viste kong Frederik, at han var på bølgelængde med kong Salomo, for da blev tronbestigelsen markeret med festgudstjeneste i Aarhus. Christoffersen trækker umærkeligt en linje fra kong Salomo til kong Frederik: ”Det afgørende er, at kongerne selv søger loven, Guds lov, som fundament for kongemagten og derved bliver forbil-
ledlige. Som Frederik X og dronning Mary viste det ved festgudstjenesten i Aarhus Domkirke.”
I den sammenhæng stiller forfatteren spørgsmålet, om man kan have et kongedømme uden en religiøs dimension. Med udgangspunkt i Kongebøgerne må Christoffersen konkludere, ”at der kun kan være ét folk og en konge, hvis der også er én fælles kult”. Derfor er det ifølge forfatteren også afgørende, at Danmarks officielle helligdage er protestantiske. Det ville være et fejlgreb
2 Havde Dronningen mon læst i Første Kongebog inden sin abdikation, som hun underskrev i Statsrådet på Christiansborg Slot i København den 14. januar 2024? FOTO:
af dimensioner, hvis vi i lighedsideologiens navn fejrede muslimske helligdage. De kristne helligdage derimod ”har betydning som en dyb, kollektiv erindring om, hvem vi er som mennesker og folk, som nation, som kongedømme, som retssamfund, som land med levende kristendom”.
Det er en storartet og perspektivrig lille bog, som Christoffersen har skrevet. Den rummer en understregning af Kongebøgernes fortsatte aktualitet. J
Lisbet
Christoffersen: Første Kongebog & Anden Kongebog. 88 sider. 130 kroner. Eksistensen.
Bibelen neutralt fortalt
Kristian Leth er en fremragende formidler. Ikke mindst i de radioudsendelser, han er så rost for. Nu omsætter han programmets grundtemaer til bogform. Og noget afklares, andet blegner anmeldelse
Liselotte Wiemer
kultur@k.dk
Hvordan i alverden kan et 2000 år gammelt tankesæt leve den dag i dag, ja, sidde i vores dna som et stempel, der er så dybt, at vi end ikke registrerer det, skønt det præger og danner stort set alt, hvad vi tænker og tror. Også når vi, som mange i dag, er milevidt fra netop det: at tro. Det er det stående og slående spørgsmål, selve benzinen i Kristians Leths nye bog om Bibelen, ”Verdens vigtigste bog”.
Hvordan kan en lille gruppe outsidere og udstødte i et hjørne af Romerriget formulere en helt ny verdensorden, et helt nyt menneskesyn, et nyt gudsbillede, der både er ulogisk, mystisk, paradoksalt og oprørsk, men som nu har bredt sig til en tredjedel af Jordens befolkning? Hvilket betyder, at kristendommen i dag er den religion, vi definerer alle andre religioner ud fra. Selv ateister er ateister på baggrund af kristendommen.
Læg dertil alle de mentale sidegrene, kristendommen har ført med sig. Som globale friheds- og lighedsrettigheder og den grundfæstede forestilling om, at vi hænger sammen i en slags fællesmenneskelig forståelse, et fælles moralsk kodeks, alene fordi vi er mennesker. Og det er ifølge Leth noget af det helt unikke ved kristendommen – ikke mindst i kraft af Paulus: at vi på den ene side er individualiserede, at troen er et strengt personligt anliggende, ikke længere
bundet til grupper, stammer eller folk som på Det Gamle Testamentes tid, på den anden opererer med en universalitet, hvor alle er inviteret indenfor, men altså hver for sig. Alt det ligger i missionsbefalingen: ”Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple.”
Kristendommen er en gåde, der har boet i Kristian Leth, fra han var dreng. Hvad er det, den har, den kan den bog? For Bibelen er også i hans dna. Ja, det er, som om han kender ordene i den, før de bliver sagt. Som en slags før-erfaret sandhed.
Leth, Bibelen og podcasten Hele den optagethed har Leth i de senere år omsat til radioprogrammet ”Bibelen Leth fortalt”, hvor han sammen med sin medvært, Lauge Hendriksen, i en sjælden blanding af faktuel research og sjælesøgen har skabt en række udsendelser, hvis betydning næppe kan overvurderes. Generøse. Præcise. Strukturerede, kraftfulde, begavede. Begavet, ja massivt vidende er også bogen om Bibelen. Men – og så kommer den sammenligning, der burde være forbudt: Har radioprogrammerne stemmen og dialogen som stærk bærende kraft, så er tonen i bogen mere udjævnet, afsøgende. Og er radioudsendelserne for enhver interesseret lytter, er målgruppen til ”Verdens vigtigste bog” mere diffus. Hvem er den skrevet til?
Og måske fordi henvendelsen ikke er krystalklar, kastes lassoen for mig at se i lidt for mange retninger. Vi er på opdagelse, vi vil gerne med – men kun Leth har kompasset. Der er ellers inviteret indenfor. Bogen er panggrøn, ”Lysternes have” (af Bosch) pryder indersiden. Og kapitlerne er appetitvækkende hvem-hvad-hvor: Hvad er kristendommen? Hvem er Gud? Hvad er tro? Hvad er dommedag?
Imens stiller Leth sig bevidst på sidelinjen, hverken for eller imod. Hverken forsvarer eller anklager. Men åben. ”Jeg mener ikke, vi kan tænke fornuftigt uden at have tro,” skriver han. Men fort-
0 44-årige Kristian Leth har været i gang med at skrive bogen, siden han var 13 år, har han fortalt i et interview i Kristeligt Dagblad. Dengang blev det ikke til mere end et par sider, men spørgsmålet om, hvad kristendommen betyder for det moderne sekulære samfund, har altid optaget ham.
FOTO: LEIF TUXEN
sætter: ”Lad mig sige, at jeg ikke med tro her taler om religiøs tro”, snarere er det en ”før-fornuftig idé om, at det overhovedet nytter at leve”.
Og det er en interessant position. Men det er også en position, der kan springe nogle afgørende dimensioner over. Og spørgsmålet er, om den position er grunden til, at en læser som mig aldrig helt suges ind?
Leth på neutral grund
For at læse Bibelen på en slags neutralitetens grund er jo i sagens natur at gå glip af en række afgørende jordlag. Ja, som nørdet kristen ville man sige at overse den ånd, hvori paradokserne i bedste eller højeste fald forenes i en form for ny indsigt. Leth er selv inde på det, når han reflekterer over, hvorfor en almægtig Gud lader sig korsfæste, og konkluderer: På det spørgsmål er der vist ikke noget enkelt svar, medmindre man tyr til troen. Man må også gribe til troen for at nærme sig et så voldsomt scenarium som dommedag, der får et helt kapitel. For kan den overhovedet forstås uden helt basale begreber som tilgivelse og nåde?
Leth efterlyser selv det mystiske, især i den danske folkekirke. Men han overser nåden. Ja, faktisk optræder ordet, kristendommens nøgleord, kun tre gange i hele bogen.
På samme måde forekommer det mig, at talen om Gudsriget er skåret for fladt ud. Helt så firkantet en dualisme er der ikke i kristendommen. Der mangler dette grundlæggende aspekt af endnu ikke/ allerede. Fordi Guds rige venter og Guds rige er her. Samtidig! Også Jesus som en apokalyptisk profet kan man i høj grad diskutere.
Men tilbage til hovedsporet: det kristne spor i al vores livsudfoldelse, som vi, ifølge Leth ikke længere er bevidste om. Navlestrengen er klippet, men navlen sidder der stadig. Og det er en ubevidsthed, der gør os blinde over for os selv, men sandelig også over for andre kulturer. For det ligger i luften, gedulgt, gedulgt, at vi jo repræsenterer de universelle sandheder.
På samme måde har det blinde punkt medført, at vi ikke ser det urreligiøse i os som en biologisk disposition. Eller som den animisme, Leth selv føler sig i pagt med. Derfor er naturen blevet noget fundamentalt andet end os. Med den ulykke, det fører med sig.
Sådan peger Leths bibelske droneflyvning både tilbage til rødderne, ind i historien og frem mod en medfødt religiøsitet, før skriften, før fornuften. Som alt sammen kan erfares i verdens vigtigste bog.
4 stjerner
Kristian Leth: Verdens vigtigste bog. 304 sider. 249,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.
Et godt bud på en børnebibel til hjemmet
Ny børnebibel er baseret på originalteksterne fra hebraisk og græsk, og det giver nogle overraskelser undervejs
anmeldelse
Damián Arguimbau
kultur@k.dk
”Børnenes bibel” er en børnebibel skrevet af den svenske biskop Sören Dalevi, som fik stor succes i Sverige. Noget, der gør bogen lidt speciel, er, at Dalevi har oversat originalteksterne fra hebraisk og græsk til svensk og derefter bearbejdet disse, så teksten passer til børn i skolealderen. Børnebibelen indeholder cirka 300 illustrationer og 43 fortællinger fra Bibelen sammen med mange kendte salmer og bønner, inklusive en forenklet version af kirkens trosbekendelse. Forfatteren fortæller i et interview på Svenska Kyrkans hjemmeside, at der i Tyskland alene i årene 1955-2005 blev udgivet hele 226 forskellige børnebibler. Jeg har ikke tal på, hvor mange der er udgivet i Danmark de seneste år, men der er ligeledes tale om et anseeligt antal, som hyppigt bruges som gaver i forbindelse med dåb og konfirmation. Opfindsomheden i bearbejdningen af stoffet er stor. Således er der gennem årene udkommet for eksempel en feministisk børnebibel (”Gütersloher Erzählbibel” af Diana Klöpper & Kerstin Schiffner fra 2004) og en kommunistisk (”Kammerat Jesus” af Sven Wernström fra 1972).
Man kan vel strengt taget dele børnebibler op i nogle hovedkategorier: Første kategori er den, som genfortæller Bibelens mange
historier for børn. Fokus her er at videregive historierne så underholdende og fængende som muligt. Et godt eksempel på en sådan er Kim Fupz Aakesons ”Barnets bibel” fra 2021.
Den anden kategori er den, hvor man personliggør Gud og gør ham til en aktør, der prøver sig frem, som Ida Jessens ”Bibelhistorier” fra 2016.
Den tredje er den mere aktivistiske, hvor man via fortællingen forsøger at aktivere læseren til at kæmpe mod egoisme og søge social retfærdighed, som Desmond Tutus ”Guds børn” fra 2010. Formentlig kunne man også placere Wernströms kommunistiske fortolkning i denne kategori.
Den fjerde er den, der formidler Bibelen baseret på forfatternes personlige tro, som for eksempel Sigurd Barretts ”Sigurd Barrett fortæller bibelhistorier” fra 2010, Johannes Møllehaves ”Børnebiblen” fra 1996 samt nok også netop Dalevis ”Børnenes bibel”, omend denne er dybt forankret i den protestantiske kirkes fortolkning. Den sidste kategori er de mere eksperimenterende udgaver som manga-udgaven af Bibelen og bøger som ”The Unofficial Holy Bible for Minecrafters” fra 2015, hvor gendigtningen ledsages af billeder fra det yderst populære computerspil Minecraft.
Der er nogle overraskelser i ”Børnenes bibel”, som sikkert bunder i biskoppens indgående kendskab til originalteksten. Således hedder det om Noas Ark, at Gud beder ham om at ”samle syv par af alle de dyr, der findes på jorden, så hver art kan overleve”. Det med syv par overraskede mig noget, men den er god nok, for i Bibelen, Første Mosebog, kapitel 7, vers 2 hedder det, at ”af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun. Også af himlens fugle skal du tage syv par, han og hun, for at de kan have efterkommere på jorden.” Det har været trangt med pladsen i Arken!
En anden kuriositet er skabelsesberetningen, hvor Gud først skaber et menneske og senere et til. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at Adam blev skabt først, me-
Der er nogle overraskelser i ”Børnenes bibel”, som sikkert bunder i biskoppens indgående kendskab til originalteksten.
ner Dalevi. Ellers svarer fortællingerne til det, man kan forvente.
Illustrationerne af Marcus-Gunnar Petterson er ret specielle. Folk og omgivelser er moderne, hvilket nok er en fordel for børn, for det gør handlingen mere nærværende og lettere at forholde sig til. Der er også en klar køns- og racediversitet i illustrationerne, som desuden er meget humoristiske i deres stil.
Der er gang i billedsiden, og det hjælper teksten, som mestendels, men ikke altid, flyder godt, når der skal læses op. Her er de udgaver, der er skrevet af professionelle forfattere mere ligetil at læse op. Til gengæld er denne børnebibeludgave grundig i sin dækning af Bibelen, og det er også godt at møde de mange forskellige citater og salmer, mest af danske digtere, undervejs i fortællingerne. ”Børnenes bibel” er derfor et godt bud på en børnebibel til hjemmet, selv på et marked med mange kreative børnebibel-bud at vælge imellem. J
Sören Dalevi: Børnenes bibel. Illustreret af Marcus-Gunnar Petterson. Oversat af Charlotte Ekstrand og Niels Mose. 274 sider, 289,95 kroner. Forlaget Eksistensen.
2 Den svenske illustrator Marcus-Gunnar Pettersson har illustreret ”Børnenes bibel” i en moderne streg. ”Det er både en ærefuld og svær opgave at balancere mellem både at udfordre og respektere folks tro,” har han ifølge forlaget Eksistensen sagt om opgaven.
ILLUSTRATION FRA BOGEN
