Interview Vreden mod københavnernes kultur er vokset

Vreden mod københavnernes kultur er vokset

Splittelsen mellem provins

og hovedstad, mellem folkekultur og finkultur, gennemsyrer Erling Jepsens liv, forfatterskab og nye bog, ”Vindueskiggeren”.

interview

Morten Mikkelsen

mikkelsen@k.dk Hvad skaber et menneske? At få indblik i andre, mere sofistikerede menneskers verden eller ligefrem at blive lukket ind i den? Kan et ungt menneske fra en lille by i Sønderjylland blive et bedre menneske af at sende et skuespil ind til Det Kongelige Teater langt borte i København og få et afslag, men ledsaget af en ros: ”Du skriver en god replik”?

For forfatteren Erling Jepsen er svaret, at hans liv og forfatterskab har været én lang splittelse mellem den underklasse i sønderjyske Gram, han er rundet af, og det Kultur-København, han gennem sit 66-årige liv er steget op til, ikke mindst takket være sin evne til at skrive replikker. ”De fem ord, ’Du skriver en god replik’, har haft umådelig betydning i mit liv. Det er utroligt, at så lidt kunne gøre så meget for mig. Sceneinstruktøren Carlo M. Pedersen behøvede slet ikke skrive de ord til mig, han kunne bare have afslået, men han huskede at påpege det gode,” siger Erling Jepsen.

Brevvekslingen mellem den unge forfatterspire og Det Kongelige Teater fandt sted i 1976 og indgår i Erling Jepsens nye bog, ”Vindueskiggeren”, som er den fjerde roman i en serie med fællestitlen ”Familiehemmeligheder”.

Et sted i grænsestridighederne mellem fantasi og fiktion fortæller bogen om en ung og ambitiøs, men socialt akavet mand ved navn Erling Jepsen. Om hans forsøg på at få indblik i og stige op til de finere sociale og kulturelle lag og at bruge sin indsigt til at lykkes som kunstner. Det sker gennem et kæresteforhold med overklassepigen Suzanne, som er flyttet fra København til Haderslev, hvor hendes far har en lederstilling. Faderen er velhavende, dannet og har gode forbindelser, men viser sig at have moralske lig i lasten. ”Historien afspejler, at jeg med mig i livet har en stor trang til social oprejsning. At blive en del af det gode selskab, som jeg så lidt efter lidt finder ud af ikke altid er så godt alligevel,” forklarer forfatteren, som helt bevidst bruger bogprojektet ”Familiehemmeligheder”, der er planlagt til i alt seks eller syv bøger, til at prøve at blive klogere på sit eget liv.

0 Forfatteren Erling Jepsen er ikke bange for at inddrage sit eget liv i sine romaner. – Foto: Leif Tuxen.

80 procent sandt

I bogen indleder Erling Jepsen et forhold, ikke bare til Suzanne, men til hele familien. Han bliver lektiehjælp for den oprørslystne lillebror, og han prøver senere at hjælpe Suzannes endnu mere oprørske mormor og morfar, som kæmper med livet som indsats for ikke at blive sendt på plejehjem.

Ikke alt lykkes for den unge mand, faktisk går meget galt, og mange af hans løgnehistorier bliver afsløret, men midt i det hele debuterer han som dramatiker med et radiospil inspireret af kærestens bedsteforældre. Radiospillet blev skrevet i virkeligheden af den unge Erling Jepsen, men spørgsmålet er, hvor meget af historien, den ældre Erling Jepsen har fundet på her 45-46 år senere? ”Nogle gange har jeg også selv svært ved at skelne det ene fra det andet. Jeg har altid gået i en fantasiverden. Men alt i alt siger jeg, at 80 procent af det, der sker i bøgerne, er sandt,” siger Erling Jepsen.

Alle livets udkanter

Han citerer den argentinske forfatter Jorge Luis Borges for at have sagt: ”Kilden til eventyret og fantasien finder man i udkanten af ens barndoms område.” Derfor kommer ungdomsårene til at fylde i hans erindringsserie. ”Når man skriver ud fra sit liv, skal man ikke gå for hurtigt frem i de følsomme år op til den alder, hvor man affinder sig med verden, og livet bliver en gentagelse,” siger Erling Jepsen. ”Vindueskiggeren” beskriver en dansk virkelighed i 1970’erne, hvor alt det fine og sofistikerede synes at udgå fra København, mens Haderslev og især Gram lider af mindreværdskomplekser. Erling Jepsen vokser op i et miljø, hvor hans interesse for teater og klassisk musik betragtes som mærkelig, og i en tid, hvor provinsen og underklassen er temmelig fraværende i det, der betragtes som den bedste kultur. ”Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg også om borgerskabet. Det skulle man. Jeg blev endda kaldt ’den nye Panduro’. Det tog mig mange år at forstå, at jeg godt kunne skrive om Gram,” fortæller Erling Jepsen, der begyndte at omsætte sin barske sønderjyske ungdom til litteratur i sin første roman ”Ingen grund til overdramatisering” fra 1999.

På den måde består forfatterskabet af først cirka 20 år, hvor den unge sønderjyde skrev dramatik om hovedstaden, fulgt af cirka 20 år hvor han fra sin bopæl i København har skrevet romaner om Sønderjylland. ”Gram er noget, jeg helst lader fylde i hovedet. Jeg er ikke meget for at tage derover. I Gram er man meget hårde over for københavnere, og mange synes, jeg går for tæt på dem i mine bøger. Jeg har godt nok byttet rundt på navnene, men som de siger på sønderjysk: ’Vi kan nok bytte tilbach’,” siger Erling Jepsen.

Vreden i provinsen

I det hele taget oplever forfatteren, at den kulturelle afstand mellem hovedstad og provins er vokset siden 1970’erne. ”Der er kommet en større vrede i provinsen rettet mod København. Det er ligesom Donald Trumps oprør mod kultureliten i USA, som politikere som Inger Støjberg opildner

til, at vi også skal have på dansk grund. De jyske hævnere kommer!”, siger Erling Jepsen. Hans pointe er, at selvom der er forskelle mellem landsdelene, så er der også politiske kræfter, som kan have interesse i at tegne dem skarpere op, end de er. Det er jo ikke sådan, at alle i Gram og andre provinsbyer er til såkaldt folkelig kultur, mens alle københavnere er til finkultur. Erling Jepsens egen mor havde ingen høj uddannelse, men havde absolut gehør og videregav en interesse for musik til ham. Han kendte måske ikke så mange, der interesserede sig lige så meget for teater som han selv, men Haderslev har et teater, Møllen, som lokalsamfundet har stor gavn af. Mød Erling Jepsen på Bogforum 2022 Fredag den 4. november: Gyldendals stand. ”Hvis man gerne vil støtte kulturen i provinsen, skal man ikke gøre det ved at angribe kulturen i hovedstaden, men heller ikke ved at flytte alt muligt ud fra hovedstaden til det øvrige land. Man skulle hellere dyrke det op, som allerede findes og trives i provinsen,” siger Erling Jepsen.

Erling Jepsen

Født i 1956 i Gram, Sønderjylland. Gymnasieelev på Haderslev Katedralskole. Student fra Aarhus Akademi 1975. Bor i København. Forfatterdebut i 1977 med radiospillet ”Kiks med kniv og gaffel”. I en årrække husdramatiker på Aarhus Teater. Roman-debut med ”Ingen grund til overdramatisering” (1999), fulgt af ”Kunsten at græde i kor” (2002) og ”Frygtelig lykkelig” (2004). I serien ”Familie-hemmeligheder” er udkommet ”Gramhavet” (2016), ”Hjemmefra” (2019), ”Skolekomedie” (2021) samt ”Vindueskiggeren”, som udkom 6. oktober på forlaget Gyldendal.

Træk på hovedstolen

En vigtig hjælper for Erling Jepsen selv var hans dansklærer i skolen, fru Eriksen, som fik udvirket, at han skulle gå i gymnasiet i Haderslev frem for i Ribe. Det betød, at han måtte flytte hjemmefra, fordi busforbindelsen fra Gram var for dårlig, hvilket igen betød, at han slap væk fra sin far.

En anden hjælper var den musiklærer i gymnasiet, som mærkede hans interesse for klassisk musik og gav ham muligheden for at skrive en musical som gymnasiets skolekomedie. Og en tredje hjælper var den allerede nævnte Carlo M. Pedersen ovre i København med de fem venlige og livsforandrende ord om hans talent for replikskrivning: ”Da jeg læste de ord, gav jeg mig til at skrive radiodramatik, fordi der vidste jeg, at jeg kunne bruge min force, replikken,” siger Erling Jepsen.

Et citat fra den afdøde danske digter Per Højholt handler om, at man som forfatter skal være varsom med at ”tage af hovedstolen”, det vil sige bruge sit eget liv direkte i sine bøger. Tanken er, at man som forfatter mister noget uerstatteligt, hver gang man gør det. Som nævnt kan hele Erling Jepsens 20-årige romanforfatterskab læses som ét stort træk på hovedstolen, men selv kan han ikke se, at det er et problem: ”Jeg oplever ikke, at min hovedstol tynder ud, bare fordi jeg bruger løs af den. Hvad kan der egentlig ske? Indtil videre er der stadig en masse at fortælle ud fra mit eget liv, og jeg har det udmærket med, at jeg har valgt at testamentere mit liv til litteraturen.” J