Kronik Elsk den næste generation som din egen

kronik |En dag vil vi blive dømt af vores efterkommere, skriver forfatter Jostein Gaarder i dette uddrag fra sin seneste bog, ”Det er os, der er her nu”.

Elsk den næste generation som din egen

Jostein Gaarder

Norsk forfatter og debattør. Hans seneste bog, ”Det er os, der er her nu”, udkom på dansk fra Straarup og Co. den 7. oktober. ET VIGTIGT grundlag for al etik har været ”den gyldne regel” eller gensidighedsprincippet: Du skal være mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig. Men den gyldne regel kan ikke længere nøjes med at have en horisontal dimension – altså et ”os” og ”de andre”.

Det begynder at gå op for os, at gensidighedsprincippet også har en vertikal dimension: Du skal være mod næste generation, som du ville have ønsket, at forrige generation havde været mod dig. Så enkelt er det. Du skal elske din næste som dig selv. Det må selvfølgelig inkludere næste generation. Det må inkludere absolut alle, som skal leve på denne planet efter os.

JORDENS MENNESKER lever nemlig ikke samtidig. Hele menneskeheden lever ikke på én gang. Der har levet mennesker her før os, nogle lever nu, og nogle skal leve her efter os. Men også de, der lever efter os, er vores medmennesker. Vi skal være mod dem, som vi ville have ønsket, at de ville have været mod os, hvis det var dem, der havde levet på denne planet før os. Så enkel er koden. Altså har vi ikke lov til at videregive en jordklode, som er mindre værd end den, vi selv blev givet at leve på. Færre fisk i havet. Mindre drikkevand. Mindre mad. Mindre regnskov. Færre koralrev. Færre plantearter. Færre dyrearter. Mindre skønhed! Mindre vidunder! Mindre herlighed og glæde!

Gennem det 20. århundrede blev det stadig mere indlysende, at verdens folk er afhængige af visse overnationale konventioner og forpligtelser. Et vigtigt gennembrud for nogle af disse overnationale retssystemer var FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, og måske repræsenterer Universal Declaration of Human Rights filosofiens og etikkens hidtil største triumf. For menneskerettighederne blev ikke tildelt os af højere magter. De blev heller ikke revet ud af den blå luft. De markerede en korsvej i en tusind år lang modningsproces. Et af de vigtigste spørgsmål i det 21. århundrede vil være, hvor længe vi kan påberåbe os et væld af rettigheder uden samtidig at anerkende nogle grundlæggende forpligtelser. Måske trænger vi til en ny overnational forfatning.

TIDEN ER MODEN til en verdenserklæring om menneskets forpligtelser. Et eksempel på, hvordan dette perspektiv får stadig større momentum, er FN’s mål om bæredygtig udvikling. Det giver ikke længere mening kun at fokusere på individets frihed og rettigheder uden samtidig at have et skarpt fokus på den enkelte stats og det enkelte individs ansvar og ikke mindst vores ansvar for at sikre kommende generationers rettigheder, herunder vores ansvar for selve den planet, vi lever på – den, som astronauterne på Apollo 8 så på himlen som en ”jordopgang”, idet rumfartøjet havde rundet Månens bagside, eller den lyseblå prik, som Voyager 1 knipsede et billede af fra randen af Solsystemet.

Hvis det skal lykkes os at redde livsgrundlaget på denne planet, forudsætter det en kopernikansk vending i vores måde at tænke på. Lige så naivt som det var at tro, at alle himmellegemerne er i kredsløb om vores klode, lige så naivt er det at leve, som om alt drejer sig om vores tid.

Men vores tid har ikke en mere central betydning end alle de tider, der skal komme. For os har vores egen tid naturligvis allerstørst betydning. Men vi kan ikke leve, som om vores tid også er den vigtigste for dem, der kommer efter os. Det er selvfølgelig ikke egoistisk at elske sin egen levetid.

Men vi må agte vores efterkommeres tid, som vi agter vores egen tid. Således lyder den kopernikanske vending af buddet om næstekærlighed. Både enkelte mennesker imellem og i forholdet mellem nationerne har vi formået at komme ud af en ”naturtilstand” præget af den stærkestes ret. Men vi befinder os fortsat i en tilstand af rå lovløshed, når det gælder forholdet mellem generationerne. Måske var det geocentriske verdensbillede naivt. Men er det mindre naivt at leve, som om vi havde flere kloder at tage af end denne ene, vi må deles om?

DET MÅ VÆRE OP TIL den enkelte at tro, hvad han eller hun vil, og det må være op til den enkelte, om man tror på denne verdens frelse. Men vi kan ikke forudsætte, at der venter os en ny himmel og en ny jord.

Det er desuden tvivlsomt, om overjordiske magter nogensinde vil komme til at foran-

Vi befinder os fortsat i en tilstand af rå lovløshed, når det gælder forholdet mellem generationerne.

Mød Jostein Gaarder på Bogforum 2022

Lørdag den 5. november: Bellascenen.

stalte en ”dommedag”. Men en dag vil vi blive dømt af vores efterkommere.

Både klimakrisen og truslen mod den biologiske mangfoldighed hænger sammen med grådighed. Men grådighed plejer ikke at bekymre de grådige. Det er der flere historiske eksempler på, og det måske allerbedste eksempel er min egen generations grådighed.

Menneskets natur er præget af en gennemgående horisontal og kortsigtet orienteringsevne. Vi har altid haft flakkende øjne og rettet blikket mod mulige farer og muligt bytte på kort sigt og i umiddelbar nærhed. Vi har altså et naturligt anlæg for at værne om os selv og vores nærmeste. Men vi har ikke et tilsvarende instinkt for at beskytte vores fjerne efterkommere endsige andre arter. Det ligger altså dybt i vores natur som levende væsner at favorisere vores egne gener. Men vi har ikke det samme naturlige anlæg for at beskytte vores egne gener fire eller otte generationer ud i fremtiden. Det er noget, vi må lære. Det er noget, vi må lære, ligesom vi har måttet lære hele remsen af menneskerettigheder udenad. Eller med andre ord: ligesom vi har måttet internalisere disse normer og tage dem til os.

FRA VI SOM MENNESKEART OPSTOD i Afrika, har vi kæmpet en uafbrudt kamp for, at vores gren af det evolutionære stamtræ ikke skulle blive savet af. Og kampen har været vellykket, for vi er her stadig.

Men mennesket har været så succesrigt, at vi truer vores eget livsgrundlag. Vi har haft så stor succes, at vi nu truer alle arters livsgrundlag. For det legesyge, opfindsomme og forfængelige menneske kan det være let at glemme, at vi til syvende og sidst er natur. Men er vi så legesyge, opfindsomme og forfængelige, at selve legen sættes over ansvaret for planetens fremtid? Vi kan ikke længere bare forholde os til hinanden. Vi tilhører også den jord, vi lever på. Også den er en væsentlig del af vores identitet.

Vi er langt hen ad vejen formet af vores kulturhistoriske forudsætninger, af selve civilisationen, som har fostret os. Vi siger, at vi forvalter en kulturarv. Men vi er derudover formet af denne planets biologiske historie. Vi forvalter også en genetisk arv. Vi er primater. Vi er hvirveldyr. Det tog nogle milliarder år at skabe os. Det tager faktisk nogle milliarder år at skabe et menneske. Men vil vi overleve blot det tredje årtusind?

Hvad er tid? Først kommer individets horisont, så kommer familiens, kulturens og skriftkulturens horisont, men derudover kommer det, vi kalder geologisk tid.

VI NEDSTAMMER fra nogle firbenede dyr, som kravlede op af havet for næsten 350 millioner år siden. I sidste instans forholder vi os til en kosmisk tidsakse. Vi lever i et univers, der er 13,8 milliarder år gammelt.

Men de nævnte tidsafsnit er i virkeligheden ikke så fjerne fra hinanden, som de måske forekommer at være ved første øjekast. Vi har grund til at føle os hjemme i universet. Den klode, vi lever på, har eksisteret i ret nøjagtigt en tredjedel af universets alder, og den dyrerække, vi tilhører, hvirveldyrene, har eksisteret i hele 10 procent af Jordens og dette solsystems levetid.

Mere uendeligt er dette univers ikke. Eller omvendt: Så dybe rødder har vi i den universelle jordbund, så nært et slægtskab har vi med resten af Universet. Mennesket er måske det eneste levende væsen i hele Universet, der har en universel bevidsthed, altså en svimlende fornemmelse af hele dette vældige og gådefulde verdensalt, som vi er en essentiel del af. Derfor er det ikke bare et globalt ansvar at bevare livsgrundlaget på denne planet. Det er et kosmisk ansvar. J

FOTO: BOYCE DUPREY/FLICKR