Interview Midt i Linn Ullmanns melankoli stod en 16-årig pige. Og hun havde noget at fortælle

Midt i Linn Ullmanns melankoli stod en 16-årig pige. Og hun havde noget at fortælle

Den norske forfatter Linn

Ullmann har kæmpet med det, hun kalder ”melankoli” de senere år. Men kan man give oplevelser i barndom og ungdom skylden for sit tungsind senere i livet? I romanen ”Pige, 1983” dykker hun ned i sit eget ansvar

interview

Lise Kabell Søgaard

lise.soegaard@k.dk Linn Ullmann går tur omtrent to timer hver dag, for ”melankolien kan ikke lide frisk luft”.

Forfatterens gamle, sorte hund er efterhånden så dårlig til bens, at den ikke kan følge hende hele vejen, men en lille fælles tur i Torshov-parken i Oslo kan den trods sine 14 år godt klare.

Også stierne på halvøen Vesterøya uden for Sandefjord, hvor Linn Ullmann har et sommerhus, er med til at bære hende fremad, i sol, regn og vind. Det er fra sommerhuset, hun ringer via en videoforbindelse i dag. ”Hei,” siger hun med et smil, mens døren ind til arbejdsværelset bliver lukket bag hende.

Bag den lyse knold på hendes hoved står bøgerne på hylder op mod trævæggen, lodret, vandret og skævt. Ligesom gåturene er læsning en form for ilt for Ullmann, og begge dele fremgår af hendes seneste bog, ”Pige, 1983”, der udkom på danski august.

Bogens hovedperson, en kvindelig forfatter, vandrer og vandrer rundt i Oslos gader og i sin egen hukommelse. Vi befinder os i 2019 i efteråret lige før coronapandemien, og en insisterende melankoli har meldt sig i forfatterens sind. Her i melankolien konfronteres hun med sit yngre jeg, en 16-årig pige.

Pigen begynder at tale til forfatteren, kommanderer hende til at huske. Langsomt tegner der sig et billede af nogle afgørende dage, hvor hun i 1983 rejste alene til Paris på invitation af en noget ældre fransk fotograf.

Han stillede hende i udsigt, at hun skulle fotograferes til modemagasinet Vogue. Og det endte med billeder, men også med sår på sjælen og en livslang undren over, hvordan det kunne ske:

Hvorfor gik hun, 16 år og knap færdigudviklet, i armene på en 44-årig mand? Hvorfor sagde hun ”stop ikke”, da de lå i hans seng sammen? Hvorfor måtte hun igen og igen ud på hans badeværelse for at kaste op?

Mellem to stole

Linn Ullmann boede i barndommen hos sin mor, skuespillerinden Liv Ullmann, først i Norge og siden i USA, mens ferierne blev brugt hos faderen, filmskaberen Ingmar Bergman (1918-2007), i Sverige på skærgårdsøen Fårö.

I ”De urolige”, der udkom i 2016, skrev Linn Ullmann om at vokse op med kunstnerforældre, om forholdet til en far, som nogle vil kalde genial, men som også havde sine mørke sider. ”De urolige” og ”Pige, 1983” er de to første bøger i en planlagt trilogi af Ullmann. Men hvad er det egentlig, hun skriver på: selvbiografi eller roman, fakta eller fiktion?

Ullmann kan siges at føje sig til en række forfattere, der ser stort på genreskel og skriver om deres liv på en måde, de selv synes giver mening: britiske Rachel Cusk, britisksydafrikanske Deborah Levy og franske Annie Ernaux for at nævne et par eksempler.

Det er forfattere, Ullmann kalder for ”den nye litterære avantgarde”, fordi de udforsker mulighederne for at skrive om det, man har erfaret. ”I litteraturen har jeg altid været begejstret for alt, der er ’imellem’. Hybrider, bastarder, uægte børn. Jeg er jo selv født uden for ægteskab, og, ja, alle disse ord fik min mor slynget efter sig, da hun fik mig,” siger hun. ”I alt, hvad jeg selv har skrevet, har jeg været optaget af dette ord, imellem. Hvis det ikke er dét og ikke dét – hvad er det så? Når man siger, at noget falder mellem to stole, er det ofte som en beklagelse. Men …”

Linn Ullmann tegner to stole i luften foran sig med hænderne og peger ned mellem dem. ”Jeg tænker, at det er dér, guldet ligger. Et sted mellem hukommelse og glemsel. Erfaring og digtning. Undersøgelse og indsigt.”

Fra begær til kvalme

I ”Pige, 1983” gengives en mail fra en journalist til hovedpersonen, hvori der bliver spurgt, om hun ”har tre minutter til en snak” om, hvad der var sandt og fiktion i hendes sidste bog. Men hvad er tre minutter? Ikke nok til at tælle alle træerne i Torshovparken, bemærker hun, men nok til, at en 16-årig pige kan nå at tage sit tøj af, lægge sig i sengen hos en ældre mand og mærke, at han får rejsning. ”Vær præcis!”. Sådan råber den 16-årige pige til sit ældre jeg, der prøver at huske, hvad der skete dengang i Paris. Men kan man overhovedet være præcis, når man skriver om noget, der er sket for så længe siden? Begivenheder, som er sanset og siden modelleret af ens hjerne og givetvis modelleret anderledes af andres? ”Ingen kan jo vide, hvad der nøjagtig skete for 40 år siden, hvis ikke der havde været et kamera, der havde optaget det hele. Og selv det ville jo ikke være sandheden, vel? Så præcision er for mig at finde den rigtige form. En form til en erfaring,” siger Linn Ullmann. ”De to ting, jeg har været optaget af ved romanen – hele trilogien – er glemsel, begær og skam. Det, jeg husker, er, at jeg blev overvældet af et voldsomt begær. Der var ingen, der tvang mig. Det var mig, der kom til ham om natten den første gang. Jeg ville gerne, men jeg blev også utroligt dårlig. Jeg husker, at min krop skræmte mig med sin omskiftelighed. Først begæret, så en voldsom kvalme,” siger hun. ”Og så husker jeg, at jeg var 16 år og troede, jeg kunne alt. Jeg var en viljestærk pige, der så mig selv som mere voksen og erfaren, klar til at erobre verden. Og at jeg kom til Paris med min helt nye krop. Jeg var sent udviklet, så mine bryster var helt nye. Og at den effekt, den krop havde på andre mennesker, var spændende. Jeg husker, at jeg ville lege og vise ham mine skatte,” siger hun og griner lidt af det. ”Men det slog mig samtidig slet ikke, at han ville have mig på den måde. For han var jo voksen. Jeg var lullet ind i en indbildt tryghed om, at jeg kunne lege og flirte, uden at han ville gøre noget.”

Historien fik en afslutning og tog bolig i hende, mens årene gik. Da hun langt senere i livet blev forfatter, stod det samtidig klart, at den skulle fortælles på en eller anden måde. ”Først tænkte jeg på at skrive det som en smuk kærlighedshistorie. Senere gik jeg i en mere hård og kold retning. Men efter ’De urolige’, hvor hændelsen er nævnt ganske kort, blev det tydeligt for mig, at jeg bar på et stort raseri. Ikke på ham, men på pigen. Og dét kunne jeg mærke, jeg kunne skrive om,” siger hun.

Hun sukker: ”Jeg var jo rasende på hende! Og er det måske indimellem stadig. På hendes tårer, fordi hun for vild i Paris og ikke kunne huske, hvilket hotel hun boede på. Fordi hun blev overvældet og mistede kontrollen. Og dette raseri var interessant at skrive på. Men jeg måtte give pigen hovedrollen i hendes egen historie. Dette er ikke en historie om manden, og hvad han gjorde. Jeg måtte se på pigens egen vilje, hendes eget blik, hendes agens.”

0 ”I litteraturen har jeg altid været begejstret for alt, der er ’imellem’. Hybrider, bastarder, uægte børn,” siger Linn Ullmann om, hvad der er fakta og fiktion i hendes bøger. – Foto: Kristin Svanæs-Soot.

2 Den unge Linn Ullmann. – Illustration Grethe Nielsen.

Psykologtrolde

Den viljestærke 16-årige pige fylder i bogen. Det samme gør moderen, der lod hende rejse fra hjemmet i New York til en fremmed mand i en fremmed by med en varm, rød strikhue som eneste sikkerhed.

Men hovedpersonen er også en kvinde på nogle og 50 år, der er ramt af tungsind værre end nogensinde før. ”Nutidssporet i bogen handler om en stærk og skræmmende melankoli. Depression, hvis man vil sætte det ord på det. Eller angst. Jeg har bevidst prøvet at undgå de diagnostiske ord i bogen, for igen er det nok sådan, at hver gang man kategoriserer noget og lægger det i en kasse, så kan man også lægge det fra sig. Den angst, som beskrives i ’Pige, 1983’, falder også mellem to stole,” siger Linn Ullmann.

I et forsøg på at nedbryde den usynlige mur, der adskiller hende fra alt og alle, hun elsker, opsøger hovedpersonen to psykologer og til sidst en psykiater. ”Jeg tænkte på dem næsten som de tre trolde, man møder i folkeeventyrene,” griner hun.

Det er ikke en stærk kritik mod dem, der arbejder med mentalt helbred, understreger

Mød Linn Ullmann på Bogforum 2022

Lørdag den 5. november: DR Scenen. Søndag den 6. november: Store Scene og Gyldendals stand.

Linn Ullmann, for vi har mere brug for gode psykologer og psykiatere end nogensinde før. ”Det er ikke bare coronapandemien, vi har jo også en pandemi af dårligt psykisk helbred, som begyndte før pandemien. Men de psykologer, der er i bogen, har ligesom hver sin ting. Den ene siger: ’Du skal ikke skrive, for du bliver jo så ked af det og nervøs.’ Og det har jeg faktisk prøvet selv. Men det mindede mig kun om alle de kvindelige kunstnere, der gennem tiden har fået at vide: ’Nu må du være stille. Tal ikke om dit raseri, din sorg og din uro!’,” siger hun, mens hun hæver pegefingeren.

Bogens anden psykolog vil høre barndomshistorier og sætte alting i sammenhæng. Igen tegner hun stolene foran sig på skærmen. ”Her, på den ene stol, sidder depressionen, og herovre sidder årsagen. Og hvis vi så tegner en bue her mellem de to, så skal du nok få det godt, det er tankegangen. Men jeg tror jo, at melankolien, når den slår hårdt, også når den ikke slår alt for hårdt, er uendelig kompliceret. En natteverden, som er så fuld af tegn, årsager og tilfældigheder. Den er ligesom sit helt eget sprog eller sprogløshed, for noget af det, der kendetegner angsten og depressionen, melankolien, er jo ordløsheden. At der ikke findes noget sprog for det.”

Det er alt for enkelt at sige, at en depression i nutid kan føres tilbage til en traumatisk begivenhed i barndommen eller ungdommen, mener hun. ”Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om man kan trække årsagssammenhænge på den måde. For det er netop ikke sådan i romanen, at fordi jeg var sådan, blev jeg sådan. Romanen er et forsøg på at beskrive to steder i et kvindeliv: en ganske ung pige og en godt voksen kvinde, der begge farer vild og mister retningssansen på så mange planer.”

Dårlige manerer over for Gud

Den sidste ”trold” er en psykiater, der har ulvesmil og recepter på rede hånd. Linn Ullmann indrømmer, at det ikke er et særligt hyggeligt portræt, hun tegner. ”Jeg har jo erfaring med den form for tung depression og angst og gik til min egen læge. Hun havde talt med mig i fem minutter, da hun gav mig en lille taske med forskellig slags medicin, hun syntes, jeg skulle tage. Men jeg tog ikke imod det. Og vi er jo nødt til at have en ordentlig debat. Hvor står den nordiske psykiatri i dag? Hvad ved vi om mental sundhed? Jeg siger ikke, at medicin eller samtale om barndommen er forkert. Det at tage en pause fra det hele. Men der er sådan en iver efter at kategorisere og finde en løsning. Og det skal ske med et klik!”, siger hun og knipser med fingrene. ”Der er mange, tror jeg, der går rundt i en dyb eksistentiel nød og uro over, hvor vi er på vej hen, og hvad vi tror på. Det er ikke bare en diagnose, og det er ikke noget, der løses med medicin. Jeg tror, det er en diskussion, som ikke bare læger og psykologer skal inddrages i, men også lærere, filosoffer, forfattere, elektrikere og rørlæggere for den sags skyld. Det er en tværfaglig samtale.”

Torshov, som er det kvarter, Linn Ullmann bor i i Oslo, har en masse gader, der er op-

kaldt efter musikere og komponister – og kvinder. Herunder Agathe Grøndahls Gate opkaldt efter den kvindelige norske komponist Agathe Grøndahl (1847-1907), der var beundret af kollegaen Edvard Grieg, men som var underkendt på grund af sit køn og led af et frygteligt tungsind. ”Jeg gik jo, jeg går jo,” siger Linn Ullmann, nærmest lidt undskyldende. ”Og jeg husker så tydeligt denne her følelse, at gaderne ligesom var store arme, der holdt rundt om mig og løftede mig op. Det at skrive er også at være del af et stort kor, hvor mange har sat ord på det, man står i, før.” Spørger man hende, hvor hun finder trøst, læner hun sig ind mod skærmen for at række om bag den, og snart flyver den ene bogforside efter den anden op foran skærmen. Én tekst betyder særligt meget: Det er den i Norden ukendte amerikan”Jeg var 16 år og troede, jeg kunne alt. Jeg var en viljestærk pige, der så mig selv som mere voksen og erfaren, klar til at erobre verden. ske digter Jane Kenyons (1947-1995): ”Having It Out LINN ULLMANN, FORFATTER with Melancholy”, ”Opgør med melankolien”. I digtet taler Kenyon direkte til depressionen, går i dialog med den. ”Jeg har ikke kunnet oversætte det ordentligt til norsk. Men hun siger til depressionen: ’You ruined my manners towards God’, du har givet mig dårlige manerer over for Gud.” ”Hvad er det for manerer? Det er vel en form for taknemmelighed, en forståelse af, at man er en uendelig lille del af et hele. Men når man er i en depression, er der ikke noget hele. Ikke noget kor. Det eneste kor er et mørkekor inde i hovedet, der hyler. Som Emily Dickinson skrev: ’I have a funeral in my brain’ (der er begravelse i min hjerne, red.).” Grunden til, at hun har bøvlet med oversættelsen af linjen om manererne, er nok, at hun ikke helt ved, hvad det betyder at opføre sig ordentligt over for Gud, ”men jeg tror, det har at gøre med taknemmelighed, stilhed, langsomhed og opmærksomhed”, siger hun. ”Depressionen er meget selvoptaget. Der er ikke plads til andre, den vil have al pladsen til sig selv. Det er et stort, ubehøvlet væsen.” Det er ikke til at vide, hvad der hjælper, når angsten banker på, ved Linn Ullmann, men man kan, måske, holde den lidt i ave med lange gåture i frisk luft. Og nu gør hunden et sted bag døren. J

Linn Ullmann

Norsk forfatter, journalist og litteraturkritiker. Født i 1966. Kandidat i litteratur fra New York Universitet. Debuterede i 1998 som forfatter med ”Før du sover”. Har siden udgivet flere roste romaner, heriblandt ”Nåde” (2002), ”Et velsignet barn” (2005) og ”De urolige” (2016), der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. ”Pige, 1983” er udkommet 15. august på dansk på forlaget Gyldendal. Er datter af filminstruktøren Ingmar Bergman (1918-2007) og skuespiller Liv Ullmann. Bor i Oslo og er gift med forfatter og dramatiker Niels Fredrik Dahl. Er mor til to børn, en søn og en datter.