Bog i tiden

46 |Efterårsbøger | Udenlandsk litteratur Maksimalismens mester

Anmelderne undrer sig over, at norske Karl Ove

Knausgård gang på gang formår at lokke dem til at læse lange og ikke altid lige interessante passager. Men det gør han, også i romanen ”Ulvene fra evighedens skov”

bogen i tiden

Lotte Kirkeby

kultur@k.dk ”Det var med overmåde blandede følelser, at jeg efter tre dages læsning lukkede Karl Ove Knausgårds nye mammutroman, andet bind i en planlagt serie på fem. Jeg havde i lange stræk kedet mig fælt og følt, at han spildte min tid, men jeg var samtidigt dybt imponeret af hans ordrigdom og idérigdom, og desuden sad jeg tilbage med en besynderlig følelse af at have set ind i en anden verden, som om han havde åbnet en dør og ladet den stå på klem.”

Sådan skriver Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse i Information af Karl Ove Knausgårds roman ”Ulvene fra evighedens skov”, der udkom på dansk i maj.

Og de blandede følelser deler han med flere af sine anmelderkolleger, som både forføres, falder hen og forvirres af romanen, som dels foregår i Norge, dels i Rusland fra 1977 og frem til i dag, og som ifølge forlaget kan læses som et selvstændigt værk, men som deler tematikker med ”Morgenstjernen” fra 2020.

I ”Ulvene fra evighedens skov” flytter hovedperson Syvert i 1986 efter aftjent værnepligt tilbage til sin lillebror og sin kræftsyge mor. Hans far er død 10 år tidligere, men atomulykken i Tjernobyl sætter Syvert på sporet af ham. Han finder blandt andet en kasse breve skrevet på russisk og opdager, at han har en russisk halvsøster, Alevtina, som han møder i romanens anden halvdel, og Karl Ove Knausgård formår atter en gang, som Erik Skyum-Nielsen skriver, at bringe os ultranært til det levende og vibrerende liv.

Men han insisterer samtidig konsekvent på at sætte handlingen i stå, hvilket på én gang virker suverænt og kejtet, fascinerende og bundirriterende, og derfor lyder opfordringen fra Informations anmelder: ”Lad den gøre indtryk som det sære unikum, den er, og glem så alt om litteraturkritisk tvangs-kvantificering.”

I Kristeligt Dagblad er der ikke desto mindre fem stjerner til romanen fra Liselotte Wiemer, der konstaterer, at ingen kan beskrive en hverdag som Karl Ove Knausgård, og at ingen kan få læserne ud på leksikale flyveture, så man næsten glemmer, at det er for meget: ”Syverts hjemkomst og sandhedens ankomst er romanens ene hovedspor. Skrevet med så meget koncentrat af energi og fremdrift og et så suverænt hverdagsblik, at man må gå til Knausgård selv for at finde et sammenligningsgrundlag. Det er voldsomt overbevisende. Det andet spor går gennem Rusland og er langt mere flyvsk og flydende.”

Men også hun bliver en lille smule træt. For der er for mange leksikale digressioner, for mange filosofiske tænkere og for mange åbne spørgsmål, der lige skal rundes, om end alt er så blændende godt formuleret, at man svimler, selv om man pletvis går kold: ”Men sikken et projekt!”.

Anmelderne, er som det fremgår, lidt uenige om, hvorvidt ”Ulvene fra evighedens skov” er andet bind af tre eller af fem, og selv om den kan læses uafhængig af sin forgænger, falder der flere sammenligninger med den. I Berlingske mener Marie Louise Wedel Bruun således ikke, at denne nye roman er helt på højde med ”Morgenstjernen”. Men omvendt er der ingen tvivl i hendes sind: ”Man skal læse Knausgård, basta. Få skriver så overlegent godt, både let og tungt. Bedst er dog Syverts simple (og suverænt realistiske) samtaler med lillebroren og tanker om alt fra kærlighed til pølser med mos, men den russiske del af bogen bliver mere træg med sine dystre indslag.”

Det bliver til fire stjerner ud af seks, og selv om man i Weekendavisen ikke giver hverken hjerter eller stjerner, så er Bo Bjørnvig meget på linje med sin anmelderkollega. Han konstaterer, at Karl Ove Knausgårds blanding af hverdagsrealisme og vanvidsutopisme kan forekomme mærkværdig, og at man, når man vender side 797, har været meget igennem: ”Men man holder ud, det har Knausgård en forunderlig evne til at få os til. Blandt andet fordi han udfolder personernes indre liv så ubesværet og indimellem billedrigt (…) Så, kære læser, fat mod. Det kræver Knausgård mere end nogensinde.”

I Morgenavisen Jyllands-Posten betegner Niels Lillelund Karl Ove Knausgårds to seneste romaner som nybrud i forfatterskabet, da der sker ting og sager, der er hinsides hverdagens trummerum, og han ser små tegn fra oven: ”Under alle omstændigheder skal man her goutere, at hverdagens inderlige prosaist er begyndt at interessere sig for noget andet og mere. I sig selv vel ikke så usædvanligt, og der skal nok være dem, der vil kalde hans nye romanprojekt teologisk. Jeg føler mig ikke overbevist, om end nok interesseret. Måske vil det hele åbenbares, når man står med en samlet trilogi, foreløbig må man læse og undres.”

Han kvitterer med fire stjerner, og samme antal hjerter falder fra Jes Stein Pedersen i Politiken til denne myreflittige maksimalist af en nordmand: ”Indtil nu er ’Morgenstjernen’ og ’Ulvene fra evighedens skov’ en undersøgelse af vores forhold til verden. Fortalt i sekvenser, korte og meget lange, af forskellige jeg-fortællere (…) Undersøgelse, javel, men også et forhindringsløb, hvis man som læser skulle tro, at man fik serveret et klart plot. Det gør man ikke. Med Knausgård, som er i en slags Heideggermood, aner man aldrig, om man er på vej ned ad en ligegyldig skovsti, eller om man befinder sig på hovedsporet. Læst med den overbærenhed er ’Ulvene fra evighedens skov’ en generøs roman, som skærper forventningerne til trilogiens sidste del.” J

”Med Knausgård, som er i en slags Heidegger-mood, aner man aldrig, om man er på vej ned ad en ligegyldig skovsti, eller om man befinder sig på hovedsporet.

JES STEIN PEDERSEN, ANMELDER I POLITIKEN 1 Der er blandede følelser blandt anmelderne for Karl Ove Knausgårds roman, ”Ulvene fra evighedens skov”. – Foto: Edmond Terakopian/ eyevine/Ritzau Scanpix.