3 minute read
Anmeldelse Grundtvig er
FOTOCOLLAGE: RITZAU SCANPIX/ GRETHE NIELSEN
Mød Lone Kølle Martinsen på Bogforum 2022
Advertisement
Fredag den 4. november: Biografiscenen.
Ny Grundtvig-antolo-
gi er charmerende og velskrevet, men ved ikke rigtig, hvad den vil. Og hvorfor behandles teologien så stedmoderligt i bogen?
anmeldelse
Rasmus Vangshardt
kultur@k.dk Et typisk træk i fortællinger om guldalderens Danmark er, at Søren Kierkegaard var god til at håne N.F.S. Grundtvig. Med skamløst polemisk talent hånede Kierkegaard ”pastor Grundtvigs ølnordiske skænkestue.” Kierkegaard fik også kaldt Grundtvig en ”brølende grovsmed” og en ”jodlende friskfyr.”
Det havde uden tvivl noget for sig, men i antologien ”Den store mand”, der udkom i august, kan man på sigende vis møde en mild korrektion af Kierkegaards karakteristik. Professor emeritus Hans J. Lundager Jensen udlægger Grundtvigs berømte udtryk om ”menneske først og kristen så” på en ny måde, og skriver: Grundtvig var muligvis ”hyper-ordrig”, men han var en ”klart tænkende grovsmed og en rationelt argumenterende friskfyr.”
Lundager Jensens bidrag er typisk for bogens gode sider. På sin evigt tjekkede facon forklarer han, at Grundtvig arbejdede på at udbrede et ”kulturhedenskab” snarere end den kulturkristendom, vi hører så meget om. Egentlig burde Grundtvigs berømte diktum derfor have været ”hedning først, kristen så.” Hedninge er nemlig dem, der er religiøse uden at være kristne og derfor er meget bedre end blot ”mennesker,” der lever uden ånd og reelt er at ligne med abekatte. Eller som Lundager skriver: ”Bare fordi man ikke er kristen, skal man ikke tro, man så er […] hedning.”
Alle bidrag er ordnet efter typer: ”Den grønne Grundtvig,” ”Den maritime Grundtvig,” ”Den republikanske Grundtvig” og så fremdeles. De bedste har en stilfærdigt, undersøgende vinkel, men er samtidig på gådefuld vis også koldsindigt korrigerende og til tider ganske enkelt sjove.
Det gælder eksempelvis redaktøren Lone Kølle Martinsens overrumplende og vellykkede artikel om ”Den feministiske Grundtvig.” Afmålt udforsker Kølle Martinsen Grundtvigs aftryk på kvindesagen gennem en række samtidige kvinders liv. Hun dokumenterer en alliance mellem Grundtvig og tidlige kvindesagsforkæmpere. 1970’ernes feminister sprang den, men: ”Nu bygges forbindelsen op igen af den simple årsag, at den er der.”
Denne særegne blanding af lavmeldt undersøgelse og cool korrektion er just det, man skulle ønske sig af en antologi som denne, og bogens bedste bidrag emmer af det: Kasper Rathjens om Grundtvigs havfascination holder samme stil. Her påpeger han overbevisende, at selvom man selvfølgelig forbinder Grundtvigs digtning med land(brug), findes der også en våd Grundtvig.
Jens Wendel-Hansen artikel om den ”Den politiske Grundtvig” har samme blanding. Gennem omfattende kildestudier fra Grundtvigs tid som politiker i Rigsdagen funderer Wendel-Hansen over, hvordan Grundtvig endte som et slags orakel for især Venstre, når alt tyder på, at han var en kværulerende politisk amatør. En uduelig idiot i ordets egentlige forstand.
Alligevel har udgivelsen som helhed et mærkværdigt præg. Fraværet af mere rå grund-Grundtvigforskere – ingen bragesnakkere nævnt, ingen akademiske skænkestuer glemt – er ikke problematisk. Men i forordet hævdes det, at bogen ”i store træk” repræsenterer det, der ”interesserer Grundtvigforskere i dag.” Det må man sørme ikke håbe med tanke på, hvor stedmoderligt de teologiske aspekter bliver behandlet. Der er blot tre artikler om ”religion”, hvori man (ud over Lundager Jensen) møder en overfladisk artikel om ritualer samt en fundering over Grundtvigs evne til at fastholde barnets evne til at erfare ”fortryllelse, ånd og liv.”
Derudover er bogens lange indledning en underlig skizofren blanding af insinuationer og undskyldninger. Den tenderer også over lange stræk det meningsløse. Tag denne sære påstand: ”Den selverklærede gammeldagstroende kristne Grundtvig betragtede indsigt, viden og dannelse som en slags skolestue, hvor man kunne opnå viden om Guds skaberværk.” Viden er en skole, hvor man kan opnå viden?
Samtidig virker det, som om man ikke har kunnet bestemme sig for, om dette er en bog om Grundtvig, eller om det er en bog om hans efterliv. Dermed trues bogen af et typisk grundtvigiansk fænomen: identitetsforvirring.
Men det kan jo også have sin charme. Alt i alt er der tale om en righoldig artikelsamling, der i øvrigt må kandidere til årets boghåndværk. J
