TillĂŚg til Kristeligt Dagblad fredag 12. juni 2020
2 | Genforeningen 100 år
P
Sådan flyttede Danmarks grænse sig mellem 1864 og 1920
Aarhus
Aarhus
København
åen Kolding
Aarhus
København
åen Kolding
e Kong
åen Kolding
e Kong
SLESVIG Flensburg Ejde ren Kiel
ren
Flensburg Ejde
ren
Kiel
HOLSTEN
Lübeck LAUENBORG Hamborg Elb en
e Kong
Flensburg
Ejde
København
Kiel
Lübeck Hamborg
Før 1864: Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg var omfattet af kongeriget Danmark.
Lübeck Hamborg
Elb
en
1864-1920: Kongeå-grænsen. Efter Anden Slesvigske Krig i 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen (fra 1871 Tyskland).
Elb
en
Fra 1920: Genforeningen af Sønderjylland med Danmark efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig i 1918. G RAF IK : OLE MUN K
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
å Valdemarsdag den 15. juni 1920 blev Sønderjylland dansk. Tyskland havde tabt en verdens krig, og to afstemninger havde afgjort, at Danmark fik den nordligste del af Slesvig, mens Sydslesvig og Holsten forblev tysk. Forud var gået 56 år under tysk herre dømme siden nederlaget i Den Anden Slesvigske Krig i 1864. Det er nu 100 år siden, at Sønderjylland blev dansk og Danmark fik sin nuværende grænse. Det skulle have været fejret for fuld udblæsning denne sommer, men på grund af coronakrisen er de store og roya le fejringer rykket til sommeren 2021. Kristeligt Dagblad behøver ikke vente med markeringen til 101-årsdagen. Vi har i dette tillæg samlet nogle af de bedste artikler, avisen har bragt op til jubilæet for Genforeningen. God læselyst!
indhold Grænsedragningen er aldrig blevet en opskrift på fred side 4
Dansk fejring tenderer selvforherligende propaganda side 17
Naturen ville have stemt tysk side 6
En spinkel drøm om ”Danmark til Ejderen” lever endnu side 18
2
Hundredvis af minde sten blev rejst i 1920’erne På den anden side side 20 og 1930’erne side 8
F OTO : KO N R A D W OT H E / R I T Z AU S C A N P I X
Det moderne Danmarks fødselsår side 10
Følelser på plakaten side 24
Tyske forstærkninger øgede det danske nederlag i Flensborg side 12
Københavnske gader skulle også hylde Sønderjylland 3 side 26
Foreningen, der holdt Slesvig-drømmen i live side 14 Danskerne fejrer Genforeningen. Men hvad fejrer tyskerne? side 16
2
I L L U S T R AT I O N : MO RT E N VO I G T
3 P L A K AT: T H O R B Ø G E L U N D J E N S E N F OTO : M U S E U M S Ø N D E R J Y L L A N D
F OTO : M I K K E L MØ L L E R J Ø R G E N S E N
Den kirkelige gen forening tog mange årtier side 28 En integrationsindsats, der lykkedes 3 side 30 F OTO : P OV L N Ø D G A A R D
Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Jeppe Duvå | Layout: Ole Munk og Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S
Vil du være med til at fejre 100-året for Genforeningen? Så bliv gratis medlem af Grænseforeningen i et halvt år og støt arbejdet for det danske mindretal i Sydslesvig og det dansk-tyske grænseland
Som medlem af Grænseforeningen modtager du Grænsen, magasinet om mindretal, sprog og kultur, 6 gange årligt
Modtag 3 numre gratis Bliv medlem på www.graenseforeningen.dk eller ring 3311 3063
Tilbuddet udløber den 30. juni 2021. Medlemskabet er uforpligtende og ophører automatisk efter et halvt år.
4 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Grænsedragningen er aldrig blevet en opskrift på fred Selvom afstemningen om grænsen mellem Danmark og Tyskland har fungeret godt og har vist sig historisk holdbar, er modellen kun få gange blevet omsat til virkelighed internationalt. Efter Anden Verdenskrig blev mindretal mange steder fordrevet AF JOHAN VARNING BENDTSEN johanbendtsen@k.dk
Det er den 10. februar 1920, og scenen er det daværende Nordslesvig. På denne dag skal godt 100.000 borgere afgøre den fremtidige skæbne for byer som Sønderborg, Haderslev, Åbenrå og Tønder. Dansk eller tysk? lyder spørgsmålet på stemmesedlen, og de 3000 udkommanderede soldater fra Frankrig og Storbritannien, der fra sidelinjen ser til, at alt går efter bogen, understreger afstemningens betydning. Små 75 procent stemmer for, at området, der siden 1864 har hørt til Preussen, nu forenes med Danmark. Sønderjylland er kommet hjem, og landegrænsen mellem Danmark og Tyskland, som i år fejrer 100-årsfødselsdag, er draget. Men selvom glæden blandt danskere i Sønderjylland naturligvis var stor, var der også huller i det rød-hvide flertal. I købstæder som Åbenrå, Tønder og Sønderborg stemte et flertal tysk, og når vi i dag fejrer både grænsedragning og 100 års relativ ro omkring grænsen, har vi en tendens til at glemme den ballade, der også fandtes – både i forbindelse med selve grænsedragningen og i de efterfølgende årtier. Det mener i hvert fald Steen Bo Frandsen, der er professor og leder af Center for Grænse regionsforskning ved Syddansk Universitet: ”Grænsedragningen i 1920 var en heldig løsning, som på sigt viste sig at fungere. Men det er problematisk, når vi i jubilæumsåret idealiserer datiden, som om vi uden videre fandt frem til den bedste af alle løsninger i første forsøg. Så glemmer man, at der jo var nogle helt særlige betingelser til stede for, at det kunne lade sig gøre. Betingelser, vi ikke havde den ringeste indflydelse på,” siger han med henvisning til blandt andet afslutningen på Første Verdenskrig og den efterfølgende Versailles-fred. ”Og samtidig ignorerer man, at ikke alle var særligt glade. Mange ville som minimum have haft Flensborg med i det nye Danmark. Og i mange, mange år efter 1920 var der jo fra dansk side et stort ønske om at rykke grænsen længere sydpå. Ligesom der frem til Anden Verdenskrig også var et ønske blandt det tyske mindretal om at flytte grænsen tilbage. Vi glemmer så at sige årtiers spændinger, når vi i år besynger Genforeningen uden det kritiske blik.” Afstemningerne, der førte en del af Sønderjylland tilbage til Danmark, fandt sted i den nordlige zone 1 den 10. februar og i zone 2, det mellemste Slesvig, den 14.
0 Stemme afgives ved afstemning om grænsedragning i 1920 af H.P. Hanssen Nørremølle, der var en sønderjysk politiker og organisator af den danske bevægelse i den periode, hvor Sønderjylland var tysk. – Foto: Ritzau Scanpix.
marts. De var baseret på den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14-punktsplan for Europas fremtid. I planen, der blev udarbejdet i januar 1918, stod princippet om ”folkenes selvbestemmelsesret” helt centralt. Princippet, der går tilbage til den amerikanske uafhængighedserklæring, betød kort fortalt, at nationale mindretal selv skulle have lov at afgøre, hvilken stat de ville tilhøre. Det fik den praktiske betydning, at zone 1 stemte klart dansk den 10. februar 1920, mens zone 2 den 14. marts valgte at forblive tysk. Og faktisk var afstemninger af den slags ikke noget europæisk særsyn på dette tidspunkt, fortæller Jørgen Kühl, rektor på det danske mindretals gymnasium i Slesvig og professor i mindretalsforskning ved Europa-Universität Flensburg. ”Men der blev kun stemt i de områder, hvor tabermagterne var i spil. Eksempelvis blev Sydtyrol, hvor flertallet var tysk talende, uden videre tildelt Italien. Og Ungarn måtte afstå to tredjedele af deres territorium. Metoden med selvbestemmelsesretten forekommer jo på mange måder ideel, men faktisk er den kun blevet omsat til virkelighed et fåtal af gange – og der har ikke senere i Europa været lignende folkeafstemninger – udover på Krim, som var et noget særligt tilfælde,” siger han. ”Efter Anden Verdenskrig valgte man en noget anden model, nemlig at fordrive mindretal i stedet for at inddrage dem demokratisk. Mellem 12 og 13 millioner etniske tyskere blev eksempelvis fordrevet fra Øst- og Centraleuropa. Ligesom slovakker og ungarere også blev det. Men måske vil selvbestemmelses retten få et comeback, i hvert fald har vi i de senere år set både baskere, cataloniere og skotter udtrykke ønske om en afstemning med inspiration i Woodrow Wilsons princip.”
Lader man folkene trække nye grænser, opstår dog alt andet lige også mindretal. Og med dem potentiale for nye eller gamle konflikter, understreger professor Jørgen Kühl. ”Mindretalsproblematikken opstår jo som følge af grænsedragningen. Også i det dansk-tyske grænseland. Og når man fejrer 1920, er det da fint, men det er jo faktisk først i 1955 med København-Bonn-erklæringen, at grænsen anerkendes af alle partier. Så 1920 løser flertalsproblematikken, men samtidig skaber grænsedragningen nye konflikter, man ikke er opmærksom på. Og mindretallene, de var jo bestemt ikke tilfredse,” understreger han. Større og mindre bump til trods har sameksistensen mellem mindretals- og flertalsbefolkningen på hver side af den dansk-tyske grænse været relativt eksemplarisk i efterhånden en del år. Ligesom livet henover grænsen har det. Faktisk valgte daværende kulturminister Mette Bock (LA) i begyndelsen af 2019 at nominere modellen for fredelig sameksistens i området til såkaldt immateriel kulturarv hos Unesco. Om ambitionen indfries, vides endnu ikke, men det må vel alt andet lige betyde, at erfaringerne er værd at trække på – ikke mindst i et jubilæumsår. Så afgjort, men ifølge Steen Bo Frandsen er læren først og fremmest, at fredsgrænser ikke er nogen naturgiven tilstand, heller ikke efter 100 år: ”Hvis ikke man hele tiden plejer en fredsgrænse, så går den i stykker. Den kræver samarbejde, opmærksomhed og naturlig omgang med folk på den anden side. Grænser er i udgangspunktet fremmedgørende, og hvis man vil undgå det, så kræver det en stor og kontinuerlig indsats.” Den indsats er rendt ind i visse bump de senere år, mener Steen Bo Frandsen. Ikke mindst med
indførelsen af den midlertidige grænsekontrol fra dansk side samt opførslen af det såkaldte vildsvinehegn. ”Den slags tiltag ændrer selvfølgelig omgangen ved en grænse for dem, der lever i området, men det slår også skår i det overvejende positive billede af Danmark, man i mange år har haft fra tysk side. Der mener man ikke, det her er en måde at agere på over for sin nabo. Det viser i mange tyskeres øjne, at Danmark ikke har forstået det moderne Europa, hvor udfordringer er fælles, ikke det enkelte lands,” siger han. ”Måske bør nogen på et tidspunkt spørge sig selv, hvor meget hegn og kontrol og afspærring man kan have ved en grænse, og så stadig kalde den åben.” At grænsens såkaldte hårdhed varierer, er én ting. Noget andet er, hvorvidt dragningen fra 1920 overhovedet ligger fast. Det spørgsmål vakte Dansk Folkepartis medlem af Sydslesvig-udvalget, Martin Henriksen, til live på det sociale medie Facebook den 14. januar: ”Jeg håber, at Sydslesvig også en dag kommer hjem til Danmark. Jeg har naturligvis ikke nogen planer om at foreslå, at grænsen skal rykkes med magt eller noget i den stil. Men man har lov til at håbe,” skrev han og fortsatte: ”Vi danskere er børn af Danmark. Og børn har det bedst hos deres forældre. Derfor har jeg et genforeningshåb i forhold til Sydslesvig.” Og selvom Martin Henriksens holdning givetvis er blevet mødt med flere skuldertræk end rynkede øjenbryn mange steder, så må man ikke glemme, at i historisk lys er den fredelige sameksistens i det dansk-tyske grænseland mest af alt en lykkelig parentes: ”Jeg opfatter mest af alt Martin Henriksens kommentar som humoristisk, men den minder os jo samtidig om, at grænser ikke er givne. Og hvis man ser på udviklingen i Europa de seneste 1000 år, så har grænserne været i konstant bevægelse. Flygtningekrisen viser jo med al tydelighed, at den lineære bevægelse mod et stadig mere grænseløst Europa bestemt ikke er givet,” siger Jørgen Kühl. ”I disse år oplever vi en re-nationalisering på kontinentet, og flere steder gøres undtagelser permanente. Sidder du i Aarhus eller København, så opleves grænsekontrol og vildsvinehegn helt sikkert af mange som en udmærket beskyttelse af nationale interesser. Men det er – mildest talt – opsigtsvækkende, at vi netop i dette jubilæumsår op lever den hårdeste grænse i mange år. Den symbolik og mentale betydning for folk i grænseområdet skal man ikke J undervurdere.”
Sådan blev Nordslesvig dansk 3 18. marts 1848: Slesvigholstenske stænder forsamlinger sender deputation til den danske konge for at kræve Slesvig optaget i Det Tyske Forbund. Kongen accepterer. Danske politikere protesterer.
3 8. maj 1852: Efter Den Første Slesvigske Krig 1848-1851 vedtager stor magterne Londonprotokollen. Den danske konge har overherredømme over hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men de må ikke sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. 3 13. november 1863: Den danske rigsdag vedtager novemberforfatningen, der indlemmer Slesvig i Danmark og udløser krig mod Preussen.
3 30. oktober 1864: Anden Slesvigske Krig slutter med dansk nederlag. Hele Slesvig-Holsten bliver preussisk. 3 23. august 1866: I fredstraktat mellem Østrig og Preussen står, at Slesvig/ Sønderjylland skal være dansk, hvis befolkningen ønsker det i en fri afstemning. 3 23. august 1918: I den tyske rigsdag stiller den sønderjyske politiker H.P. Hanssen krav om en folkeafstemning. 3 28. juni 1919: Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig fastslår Versailles-traktaten, at der skal holdes folke afstemning i Slesvig.
3 10. februar 1920: Folkeafstemning i Nord slesvig. Stort dansk flertal.
3 14. marts 1920: Folkeafstemning i Mellem slesvig og Flensborg. Stort tysk flertal. 3 15. juni 1920: Danmark får overdraget Sønderjylland af sejrsmagterne fra Første Verdenskrig.
3 10. juli 1920: Efter dagen forinden at have underskrevet loven om Sønder jyllands indlemmelse rider kong Christian X over Kongeå-grænsen. Genforeningen fejres på Dybbøl Banke næste dag.
LÆS ALT OM SØNDERJYLLAND OG GENFORENINGEN
”Fredy er ikke en kongebog, men en politisk bog og en kompetent historisk biografi.” JYLLANDS-POSTEN
”Et flot eksempel på, hvordan humaniora kan skabe indsigt i fremmede kulturer, ja selv i en glemt syddansk stammekrig.” POLITIKEN
”Man er underholdt fra først til sidst.”
”Kan på det varmeste anbefales […] original og velfortalt.”
JYLLANDS-POSTEN
JYLLANDS-POSTEN
”ERNA OG RUMÆNEREN er en forrygende røverhistorie.”
”Et født standardværk på feltet.”
JYSK FYNSKE MEDIER
JYLLANDS-POSTEN
6| Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
0 Levende hegn og dyr på græs er typisk for det sydslesvigske landskab, mens landbruget på den danske side, i Nordslesvig, er langt mere intensivt. – Foto: Arne Haug/Ritzau Scanpix.
Naturen ville have stemt tysk i 1920
Landegrænsen til Tyskland, der går tværs gennem Syd- og Nordslesvig, skiller også en rig natur fra en fattigere. Efter Genforeningen bevægede natursyn og landbrug sig nemlig i hver sin retning i de to lande AF TINE MARIA WINTHER winther@k.dk
Selv fra rummet ser man forskellen. Nord for den grænse, Genforeningen lagde fast i 1920, viser de lysere nuancer drænede, opdyrkede marker. Mens den mørkere kulør syd for grænsen fortæller om vedvarende græs, levende hegn og gamle træer. Satellitfotoet, der blev taget i april 1991, er bragt i Inge Adriansen og Broder Schwensens bog ”Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling 1918-1920” fra 1995, illustrerer tydeligt forskellen i naturen på den danske og den tyske side. I dag vil et lignende foto vise grønt på begge sider, fordi man for at formindske kvælstofudledningen ikke længere må lade pløjemarker ligge hen i Danmark. Alligevel illustrerer kortet meget godt, at de to lande forvalter jorden vidt forskelligt. Og situationen er ikke væsentligt ændret, mener eksperter. Heller ikke selvom tysk landbrug bevæger sig hen mod det mere effektive, siger blandt andre Carsten Porskrog Rasmussen, der er lektor ved institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet. ”Efter Genforeningen blev vedvarende græs kraftigt reduceret nord for den nye grænse. På den danske side forandrer landskabet sig i 1920’erne og 1930’erne, fordi landbruget intensiveres. Man pløjer simpelthen en væsentlig del af det nye Sønderjylland op, så det kommer med i omdrift (stadigt skiftende afgrøder, red.). Der bliver langt mindre græs og natur tilbage,” siger Carsten Porskrog Rasmussen. At Nordslesvig ændrede udseende efter Genforeningen, skyldes dansk landbrugs satsning på svineproduktionen. Mens Tyskland blev ved studene, fabrikerede Danmark i stigende grad flæsk og smør til det engelske marked, og man
”
Mens Danmark skulle eksportere til udlandet, producerede tysk landbrug stille, roligt og mere alsidigt til et hjemmemarked.
CARSTEN PORSKROG RASMUSSEN LEKTOR, AARHUS UNIVERSITET
satte derfor alt ind på at lægge så meget areal under plov til foder som muligt. ”Tyskland havde den fordel, at man både havde landbrugsområder og industriområder inden for egne grænser. Altså både dem, der kunne producere fødevarerne, og dem, der kunne spise dem. Der var – som i Sverige – en indre balance. Mens Danmark skulle eksportere til udlandet, producerede tysk landbrug stille, roligt og mere alsidigt til et hjemmemarked,” siger Carsten Porskrog Rasmussen. Kan man sige, at naturen ville have stemt tysk i 1920? ”Man kan i hvert fald sige, at fordi Tyskland i højere grad er et industriland, har landet kunnet tillade sig et mindre produktivt landbrug og er derfor grønnere. I Sydslesvig findes der for eksempel langt mere vedvarende græs. Det vil sige græs, der ikke er pløjet op hvert år, men som ligger, hvor det ligger. På den danske side er det meste i omdrift,” siger han. I over hundrede år har Danmark produceret svin til forbrugere i andre lande. I dag er Tyskland, Polen og Kina de største aftagere. Lorens Bo Nielsen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforenings Aabenraa-afdeling, hæfter sig også ved,
0 På satellitfotoet fra bogen ”Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling 1981-1920 – Sønderjyske billeder 5” ser man fra rummet, hvordan landskabet syd for den dansk-tyske grænse har en mørkere farve end nord for. Det skyldes, at det dansk landbrug efter genforeningen blev kraftigt intensiveret og jorden drænet, mens man syd for grænsen i højere grad bevarede græsmarker og levende hegn. – Udsnit af foto fra bogen.
at landskabet syd for grænsen er både ældre, grønnere og mere varieret. ”Det skyldes blandt andet et helt forskellige regelsæt i de to lande. Hvis man i Tyskland har et træ i haven og stammen er over 25 cm i diameter, må man ikke fælde det uden at spørge myndighederne først. Også bønderne skal indhente tilladelse, hvis de for eksempel vil lægge et naturhegn ned. I Tyskland vægter man at lade landskabets udseende bestå. Her i Danmark er stort set ingen træer fredet, selv i en fredsskov må der gerne fældes, hvis der bare plantes nye træer. Så jo, Sydslesvig er mere grøn end Nordslesvig,” siger Lorens Bo Nielsen, som pointerer, at der findes smukke naturområder også nord for grænsen. Selv bor han midt i et af dem: Den oprindeligt tyske Kollund Skov. ”Men kører man mod vest på den danske side, er der intet og kører man sydover er der et dyreliv som i gamle dage. Langs de tyske motorveje accepterer man meget – store solcelleparker for eksempel, men lige så snart man er ude på landet, er det som at komme tilbage til Danmark i 1950’erne,” siger Lorens Bo Nielsen.
Stefanie Dibbern, der er tysk naturvejleder og som færdes på begge sider af grænsen, har gennem årene bidt mærke i den mentalitetsforskel, hun oplever hos sine danske og tyske tur-deltagere. ”Danskerne ser nok mere naturen som en nytteværdi. De kan godt lide ture, hvor de får noget med hjem: Kryddersnapseture, juledekorationsture, svampeplukning, mens tyskerne har en mere æstetisk naturtilgang. Tysk litteratur vrimler med romantiske, lyriske beskrivelser af moser og skove, og det at nyde naturen gennem synet, er stadig det største for os,” siger hun. Til gengæld har danskerne nemmere ved at være stolte over natur og hjemstavn, mener hun. ”Heimat – hjemstavn – er stadig ikke et godt emne i Tyskland på grund af nationalisternes misbrug af det sindbillede under Anden Verdenskrig. Hjemstavn og natur ligger følelsesmæssigt tæt på hinanden, så der er vi mere tilbageholdende.” På Kristeligt Dagblads vegne har hun båret spørgsmålet om naturforskellene i Slesvig videre til en bredere kreds af kolleger. Hos dem peger pilen yderligere på den opfattelse, at man i Danmark er mere, og hurtigere, tilbøjelig til at ofre naturen for noget, der kunne gavne samfundet. For eksempel vejbyggeri og vildsvinehegn. ”Men faciliteterne i naturen er bedre i Danmark. Der er flere shelters, bålpladser, mountainbike-spor og stisystemer. I Tyskland er vi tydeligvis stadig vilde med informationstavler og alle slags skilte, især forbudsskilte,” mener Stefanie Dibbern. Med omkring 60 procent af landet under plov er Danmark det absolut mest intensivt dyrkede land i Europa – og sammen med Bangladesh helt i top globalt. Til sammenligning ligger Tyskland J på cirka 30 procent.
100 ÅR MED DANMARK
– SØNDERJYLLAND SIDEN GENFORENINGEN
NY STOR UDSTILLING PÅ SØNDERBORG SLOT – fra 18. januar 2020
Udstillingen er muliggjort med støtte fra A.P. Møller Fonden
8 | Genforeningen 100 år
Hundredvis af mindesten blev rejst i 1920’erne og 1930’erne Den folkelige aktivisme efter Genforeningen stod stærkt i mellemkrigstiden, men siden 1960’erne har det nationale spørgsmål tabt terræn. 82-årige Marie Hess fra Sønderjylland mener, at ungdommen mangler viden om Genforeningens betydning AF JOHAN VARNING BENDTSEN johanbendtsen@k.dk
Over 600 genforeningssten blev der rejst landet over til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark efter landsdelens hjemkomst i 1920. Inskriptioner og motiver varierer, det samme gør størrelse og placering, men mindestenene – som for nylig blev fredet af Kulturministeriet – står i dag som et af de tydeligste tegn på den folkelige genforeningsaktivisme, som skyllede hen over Danmark efter den nye grænsedragning. ”Langt de fleste sten blev rejst på udpræget lokalt initiativ. Typisk var der tale om en stor natursten fra sognet, som man i fællesskab slæbte hen til en central placering i landsbyen og gav en kunstnerisk udsmykning. Processen skabte en samhørighed i lokalområderne,” fortæller Carsten Porskrog Rasmusen, leder ved historieafdelingen på Museum Sønderjylland og medforfatter til ”Sønderjyllands historie”. ”Mange steder går man i gang med at rejse dem lige efter afstemningen i 1920, ligesom der bliver rejst en del i forbindelse med 10-årsjubilæet i 1930. Næste bølge kom med nazismens opblomstring, hvor mange igen følte, der var behov for markere sit tilhørsforhold.” Genforeningsstenene findes i hele Danmark, men i Sønderjylland er koncentrationen af netop dén form for erindringskultur særligt høj, fortæller lokalhistorikeren Ingolf Haase, som i 2008 udgav en bog om de sønderjyske genforeningssten. ”Alene i Tønder Kommune findes 35, og det har simpelthen været vigtigt for folk at have et dansk mindesmærke i lokalområdet. De fleste blev rejst i kølvandet på afstemningen, men da jeg udgav min bog i 2008, blev jeg kontaktet af folk fra Rømø. Der havde man nu besluttet at rejse en sten, for man var simpelthen flov over ikke at markere klart og tydeligt, at her var der så sandelig tale om en dansk ø,” fortæller Ingolf Haase. Ifølge historiker Carsten Porskrog Rasmussen var stenene en påmindelse om
”
Typisk for tingene i grænse landet var arrangementerne i høj grad en spejling af noget, man havde oplevet i tysk tid – men på en bevidst anderledes måde. Før havde man fejret kejserens fødselsdag, nu fejrede man kongens.
CARSTEN PORSKROG RASMUSSEN, HISTORIKER
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
4 Genforenings aktivismen kom blandt andet til udtryk i de såkaldte gen foreningssten, som der findes over 600 af i Danmark. Her ses Esterhøj stenen ved Høve i Odsherred. – Foto: Thomas Tolstup/Grænse foreningen.
Genforeningen, men de spillede sjældent en ceremoniel rolle i lokalsamfundene. Det gjorde – og gør – til gengæld de årlige afstemningsfester: ”I Sønderjylland opstår meget tidligt efter afstemningen en genforeningsaktivisme, som kommer til udtryk gennem fejringen af de årlige såkaldte nationale fester: Selve afstemningsdagen den 10. februar, genforeningsdagen den 15. juni, og Christians den Tiendes fødselsdag den 26. september,” siger han. Allerede den 26. september 1920 bliver kongens fødselsdag fejret i Aabenraa, og på kort tid breder festlighederne sig til resten af landet. Alene kongefødselsdagen i 1935, som Carsten Porskrog Rasmussen har beskæftiget sig indgående med, blev fejret 134 steder bare i Sønderjylland. Bag festerne, der som regel blev afholdt i forsamlingshusene, stod lokale og nationale foreninger. De var udpræget decentralt organiseret, hvilket var en selvstændig pointe, fortæller Carsten Porskrog Rasmussen: ”Typisk for tingene i grænselandet var arrangementerne i høj grad en spejling af noget, man havde oplevet i tysk tid – men på en bevidst anderledes måde. Før havde man fejret kejserens fødselsdag, nu fejrede man kongens. I tysk tid var det med statens tunge apparat i ryggen, der blev afholdt arrangementer, nu var det i høj grad forankret i civilsamfundet. Man kopierede fejringer af centrale begivenheder, men man gjorde det på demonstrativ omvendt vis,” siger han. De nationale fester bestod typisk af kaffebord, taler og sange – og på et tidspunkt blev det også normalt med efterfølgende bal. Sangene kunne være ’Det haver så nyligen regnet’ og ’Kong Christian’, mens indholdet af talerne varierede alt efter omstændighederne, fortæller Carsten Porskrog Rasmussen: ”I visse perioder blev talerne mere aktuelle, og da nazismen begyndte at ulme i 1930’erne, fik de mere politisk indhold. I perioder, hvor tingene blev sat lidt mere på spidsen, handlede det ofte om
sammenhold og om truslen mod Danmark og demokratiet.” Foreningerne spillede en afgørende rolle for den folkelige aktivisme i mange år efter 1920 – også som forbindelsesled til de dansksindede syd for den nye grænse. Det fortæller Hans Schultz Hansen, forskningsleder ved Rigsarkivet og ekspert i den danske nationale bevægelse og det danske mindretal i det 19. århundrede. ”I kølvandet på afstemningen blev der iværksat en kulturoffensiv i Sønderjylland, og særligt området ned mod grænsen fik en saltvandsindsprøjtning. Der var tale om et stort og mangesidet arbejde, som blev varetaget både inden for rammerne af de eksisterende foreninger og gennem oprettelsen af nye,” fortæller han og uddyber: ”Centralt står selvfølgelig Grænseforeningen, som blev den samlende organisation for støtten til arbejdet syd for grænsen. Men der blev arbejdet hårdt på begge sider, og nord for grænsen var det særligt Sprogforeningen, der drev udviklingen frem og fik medlemmer i hele landet.” Grænseforeningens arbejde bestod blandt andet i at yde støtte til oprettelse af danske institutioner syd for grænsen, og i 1949 nåede foreningens medlemstal sit foreløbige højdepunkt med omkring 200.000 medlemmer. Siden er udviklingen vendt, og i dag tæller foreningen cirka 12.000 medlemmer. Et billede på, hvilken vej det generelt er gået for genforeningsaktivismen, mener Carsten Porskrog Rasmussen: ”Både foreningerne og hele kulturen med de årlige fejringer svækkes betragteligt efter Anden Verdenskrig. Det sker på grund af nye tilbud som biografer og popklubber og de mange idrætsforeninger, der lægger beslag på folks fritid, men også fordi der op gennem 1960’erne breder sig en opfattelse af, at grænsen ligger fast, ligesom det er de færreste, der for alvor frygter tyskerne,” siger han. ”Når det, man er sat i verden for, ikke længere fylder så meget i folks bevidst-
hed, så stopper de med at være aktive. Og fra 1960’erne og frem så de unge ikke den store grund til at gå til møder om det nationale spørgsmål.” En af dem, som ikke desto mindre har holdt fast i genforeningsaktivismen frem til i dag, er Marie Hess, hvis 82-årige liv ”har haft det danske som en klar rød tråd”. ”Jeg er ud af en familie, der altid har været meget dansk – også selvom vi på et tidspunkt befandt os på den forkerte side af grænsen,” fortæller Hess, der i 40 år har været lærer på Als og i en årrække var museumsvært på Historiecenter Dybbøl Banke. ”En skelsættende begivenhed for familien var i 1899, hvor min oldefar sendte en af sine sønner på Holsted Efterskole nord for grænsen, der jo dengang gik ved Kongeåen. Efter kort tid fik han besked fra de tyske myndigheder om, at hans søn skulle hjem, for han kunne jo risikere at tage skade af den danske påvirkning. Det nægtede min oldefar, og så fratog de ham forældremyndigheden og gav den til en skorstensfejer i Nordborg. Det har fyldt meget i familien lige siden,” fortæller Marie Hess, der har været medlem af Grænseforeningen i 40 år, blandt andet som formand for Sønderborgs lokalafdeling fra 1996 til 2005. Marie Hess har selv deltaget på Grænseforeningens årlige ture til Sydslesvig, ligesom hun har været med til at sælge de såkaldte Dybbøl-mærker, der sammen med lodsedler fra Det Sønderjyske Lotteri finansierede forskellige aktiviteter, herunder sydslesvigske børns ferieophold i Danmark. ”Mærkerne kostede 2 kroner stykket dengang, og alene i Sønderborg kunne vi sælge for 50.000 kroner. Vi samarbejdede med skolerne, hvor eleverne fik lov at sælge dem, og så kunne de beholde en procentdel til klassekasserne. Men i dag har de unge jo penge nok, så det er der ikke så meget ved. Og så lærer de heller ikke længere, hvor stor en betydning Genforeningen har haft,” siJ ger hun.
SKOVGAARD MUSEET præsenterer
Kærlighed til keramikken 100 års dansk keramik
Forlænget til 13. september 2020
DEN ANDEN GULDALDER 4. juli til 13. september 2020
Johan Ludvig Lund over alle grænser
www.skovgaardmuseet.dk
10 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
1920: Det moderne Danmarks fødselsår
For 100 år siden fik Danmark ikke alene sin nuværende grænse. Det var også året, hvor vores folkestyre og økonomiske system blev lagt endeligt fast. Vi fik adgang til fælles viden, mere fælles sprog og en fælles sangskat. Sådan opstod det Danmark, vi kender, og siden har kun få drømt om erobringer og revolutioner AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk
0 Denne plakat fra 1920 fremstil ler Danmark som moder og Sønderjylland som datter, led saget af de to første og den sidste linje af Henrik Pontop pidans digt om genforeningen. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
I januar 1921 opførte Det Kongelige Teater en musikalsk festforestilling, ”Moderen” af digteren Helge Rode og komponisten Carl Nielsen, for at markere den store begivenhed, som havde fundet sted året før, da den dansk-tyske grænse var rykket sydpå, og sønderjyderne kom ”hjem” til Danmark. Skuespillet er en eventyrlig fortælling, hvor Danmark er moderen, og Sønderjylland er sønnen, der må drage ud i verden, men gudskelov finder tilbage til hjemstavnen. Forestillingen blev opført 30 gange, hvilket var ganske meget, men Helge Rodes højstemte ord fik kun afmålte anmeldelser. Til gengæld var der stor anerkendelse til Carl Nielsens musik. ”Tågen letter”, et lille musikstykke for fløjte og harpe, har gennem 100 år været et af de mest populære stykker dansk komponeret klassisk musik på vore breddegrader. Lyden af Danmark klinger også i de to sange, Carl Nielsen skrev til stykket og allerede i 1922 fik ind i Folkehøjskolens Melodibog: ”Min pige er så lys som rav” og ”Som en rejselysten flåde”. De to sange indgår i en kreds af melodier, som Nielsen i løbet af 1920’erne sammen med sine komponistkolleger Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard etablerede som Den Danske Sangskat, der skulle binde alle danskere sammen – både i ”moderlandet” nord for Kongeåen og i ”de sønderjyske rigsdele”, som mellem 1864 og 1920 havde været tysk territorium. ”Den ideologi, som ligger bag ’Moderen’, er, at nu er Guds orden igen oprettet. Man må huske, at Grundtvig faktisk havde formuleret den tanke, at danskerne ligesom israelitterne havde en position som Guds udvalgte folk. Men det skal selvfølgelig forstås i den kontekst, at krigsnederlaget i 1864 havde gjort dybt indtryk i Danmark og skabt en drøm om at vende tilbage til tiden før,” siger Niels Krabbe, forskningsprofessor emeritus ved Det Kongelige Bibliotek og redaktør for Carl Nielsen Udgaven, en videnskabelig udgivelse i 35 bind af samtlige komponistens værker. Han tilføjer, at det Danmark, der i 1920 dukkede ud af tågen, ”uden tryk af fremmed åg”, som der står i ”Som en rejselysten flåde”, på mange måder var et nyt, moderne Danmark, som ikke havde eksisteret før. Men det var dygtigt iscenesat som et velkendt, evigt Danmark. ”Ud over den nyskrevne musik inddrog Carl Nielsen også en gentagelse af
værket ’En sagadrøm’ fra 1906, som var inspireret af ’Njals saga’, i forestillingen. Det er ikke sikkert, at publikum i Det Kongelige Teater dermed sad og tænkte på nordisk mytologi, men der er måske et ønske om at række tilbage til en forestilling om Danmark i gamle dage, en idyllisering,” siger Niels Krabbe. Genforeningen i 1920 blev på denne måde fra første færd overalt i Danmark iscenesat som en fuldbyrdelse, en afslutning på 56 års babylonisk fangenskab for de brave sønderjyder, en fortabt søn, der vendte hjem til moderen. Men ifølge Uffe Østergaard, professor emeritus i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, er det langtfra den eneste mulige fortolkning af den grænsedragning, som kom i stand efter tyskernes nederlag i Første Verdenskrig 1918, Versailles-freden i 1919 og afstemningerne den 10. februar og den 14. marts i Slesvig om nationalt tilhørsforhold. ”Jeg mener, der er godt historisk belæg for at se 1920 som et nulpunkt snarere end en genforening. Det, der fandt sted, var jo en opdeling af en provins, Slesvig, som historisk altid havde været samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig bliver nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det mest er det danske mindretal, der bruger betegnelsen Sydslesvig,” forklarer Uffe Østergaard. Når han tøver med at bruge betegnelsen en genforening, er det ikke for at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med den danske konge som lensherre. Men det var jo ikke dette gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen Sønderjyllands Amt. Og samtidig var 1920 på en lang række områder et begyndelsesår for det, et socialdemokratisk valgkampslogan i 2015 betegnede som ”Det Danmark, du kender”. På én og samme gang opstod det moderne Danmark og det, mange i dag oplever som de gode, gamle dage. ”I 1920 fik vi de områder tilbage, hvor der taltes dansk i et vist omfang, og samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde endnu Grønland og Færøerne i riget, men deres befolkningsmæssige og økonomiske betydning var mindre. Det betød, at der var mulighed for at etablere en samling af befolkningen, en enhedskultur, som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat,” siger Uffe Østergaard. Omtrent samtidig med at nationalt og grundtvigsk sindede komponister skabte musikken til Den Danske Sangskat, søsatte Socialdemokratiet visionen om ”Danmark for folket”, som var titlen på et partiprogram fra 1934, som digteren Oskar Hansen derefter gjorde til titlen på en slagsang. Men professoren peger på, at der forud for dette partiprogram, i ti-
”
Der er godt historisk belæg for at se 1920 som et nulpunkt snarere end en genforening. Det, der fandt sted, var jo en opdeling af en provins, Slesvig, som historisk altid havde været samlet.
UFFE ØSTERGAARD PROFESSOR EMERITUS I HISTORIE
den omkring Første Verdenskrig, kom et for det 20. århundredes danmarkshistorie uhyre vigtigt holdningsskifte i partiet. ”Det er Socialdemokratiets nationale vending, som gør, at partiet ophører med at være nationalt indifferent og tænke i skarpe klassemodsætninger. Det baner vejen for, at partiet kan stille sig i spidsen, ofte i samarbejde med borgerlige partier, for at skabe et Danmark for alle danskere – selv for bønderne,” siger han. Den 5. marts 1920, mellem de to slesvigske afstemninger, vedtog det danske Folketing den første bibliotekslov, som sikrede alle danskere, høj og lav, adgang til at låne bøger på de folkebiblioteker, som i årene derefter dukkede op i en lang række byer. ”Set i et internationalt lys var det epokegørende for dette tidspunkt, at bogen kom ud til alle. Ikke som et almuebibliotek, men som en del af hele samfundets modernisering og demokratisering,” fortæller Nan Dahlkild, lektor ved institut for kommunikation på Københavns Universitet, og som netop nu arbejder på et forskningsprojekt og bogværk om ”Bibliotek i 100 år”. ”Især i større byer i Jylland og på Fyn blev bibliotekerne opført som videnstempler. Før 1920 havde der været bogudlån i små lejligheder i sidegader. Nu blev de meget synligt placeret i lokalsamfundet. Og i Sønderjylland blev der gjort en ekstra indsats for at udbrede folkebiblioteker som en del af det nationale projekt,” tilføjer han. 1920 var altså ikke bare året, hvor Danmark fik sin nuværende grænse mod syd. Det var også et år, hvor et meget vigtigt fundament blev lagt til en fælles folkeoplysning og dannelse, som inkluderede alle borgere i riget. Og bøger og biblioteker blev i begyndelsen ikke indført som et velfærdsgode fra oven og ned, men som en rettighed og mulighed, som fire stærke og indbyrdes meget forskellige folkelige bevægelser havde kæmpet for. ”En vigtig forhistorie til 1920 var den grundtvigske bogsamlingsbevægelse, som kæmpede for bedre adgang til bøger. Det samme gjorde arbejderbevægelsen og de kulturradikale, og Indre Mission var i denne periode også særdeles aktiv. I mellemkrigstiden spillede de folkelige
bevægelser en langt større rolle for bibliotekerne end efter 1945, hvor bibliotekerne bliver en del af fritidsloven,” siger Nan Dahlkild. I 1922 blev der etableret de første to r adioklubber i Danmark for en stærkt begrænset gruppe lyttere. Men fra den 1. april 1925 var det muligt for danskerne at høre radio fra den nyetablerede Statsradiofoni, siden kendt som Danmarks Radio. Det betød, at ligesom bøger på dansk nu var for alle, så var vejen også banet for, at det talte ord på dansk kunne blive for alle, fortæller Jacob Thøgersen, lektor ved institut for nordiske sprog og kulturvidenskab ved Københavns Universitet. ”Med radioens indførelse sker der det, at dansk for første gang bliver et fælles talesprog, som alle kan forholde sig til. Sproget får et nationalt udtryk. Det bliver noget, man kan lytte til i fællesskab uden at være til stede i samme rum,” forklarer han. Sprogforskeren tilføjer, at der i de første år med radio på dansk var uhyre stor opmærksomhed på, hvilken form for dansk der blev talt i radioen. ”Danmarks Radio vidste, at man var i færd med at skabe et sprogligt forbillede for den rette dannede måde at tale det danske sprog på. Idealet var mennesker, der talte, som veluddannede Frederiksberg-borgere gjorde,” fortæller Jacob Thøgersen. Grunden var ikke alene lagt til den fælles danske medieoffentlighed, hvor befolkningen fulgte med i de samme nyheder og den samme underholdning, som bestod til langt ind i 1990’erne og stadig ikke er gået helt i opløsning. Grunden
Genforeningen 100 år | 11
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
2 Alle kræfter blev sat ind for at gøre Genforeningen til en nationalt sam lende begivenhed. Her ses kongeskibet ”Dannebrog” med kong Christian X om bord på vej ind i havnen i Sønderborg. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Fra folkeafstemning til genforening i 1920 3 10. februar: Folkeafstemning i Nordslesvig. 3 5. marts: Første danske biblioteks lov. 3 14. marts: Folkeafstemning i Syd slesvig og Flensborg. 3 29. marts: Kong Christian X afsæt ter den radikale Zahle-regering og udpeger Otto Liebe til regeringsle der. 3 5. april: Liebe-regeringen fratræ der, og der banes vej for folketingsvalg. 3 5. maj: Niels Neergaard (V) danner regering efter valget. 3 15. juni: Danmark får overdraget Sønderjylland af sejrsmagterne fra Første Verdenskrig. 3 10. juli: Efter dagen forinden at have underskrevet loven om Sønderjyllands indlemmelse rider kong Christian X over Kongeågrænsen. Genforeningen fejres på Dybbøl Banke.
”
I Danmark er der tre centrale samfundskonflikter, der alle kulminerer og falder på plads i 1920.
RENÉ KARPANTSCHOF HISTORIKER OG FORFATTER
var også lagt til, at de mange dialekter, også den sønderjyske, blev trængt i baggrunden af idealet om, at vi alle skal tale dansk omtrent som stemmerne i de elektroniske medier – af Jacob Thøgersen betegnet ”radioavisdansk”.
0 Påskekrisen blev udløst, da kong Christian X i frustration over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efter folke afstemningerne, valgte at afskedige ministeriet Zahle uden mistillidsvotum i Folketinget. Etatsråd H.N. Andersen (tv.), ØK’s stifter og ejer, der af mange betragtes som hjernen bag kupforsøget, mødes her med kongen ombord på skole skibet ”København”. – Foto: Ritzau Scanpix.
Nationen fik ikke alene Sønderjylland tilbage. Vi fik en fælles mytologi om gamle dage og et nogenlunde fælles nationalt projekt om et folkeligt Danmark. Og vi fik et mere fælles talesprog, som gjorde, at mennesker på tværs af landsdelene bedre kunne forstå hinanden og bekræfte hinanden i, at vi – trods de modsætninger der selvfølgelig fortsat var – hørte sammen som folk. Og måske mangler vi endda at påpege de allervigtigste ændringer, der gør 1920 til mere det moderne Danmarks fødselsår end året, hvor moderlandet og den fortabte sønderjyske søn blev lykkeligt genforenet.
For netop 1920 kan også ses som år nul for det egentlige danske folkestyre, siger René Karpantschof, historiker og forfatter til bogen ”De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920”. Nu vælger befolkningen et Folketing og Folketinget udpeger regeringen. Det er et folkestyre, hvor vi endnu har en monark, men hvor monarken én gang for alle har lært at lade være med at udpege regeringer i modstrid med Folketingets flertal, som kong Christian X gjorde under Påskekrisen fra den 29. marts til den 4. april 1920. ”I Danmark er der tre centrale samfundskonflikter, der alle kulminerer og falder på plads i 1920. Vi har hele kampen om styreformen, som begyndte med enevældens fald, hvorefter man sloges i syv årtier om, hvordan Danmark skulle styres. I al den tid sloges man også om, hvad Danmark egentlig er for en størrelse. Hvor skulle grænserne overhovedet gå? Og så har vi det økonomiske liv,” siger han og uddyber: ”Ved Junigrundloven i 1849 gik man fra en stats- og laugskontrolleret tradi tionel samfundsøkonomi til en liberal kapitalistisk økonomi med et frit marked. Det skabte klassekamp mellem kapitalister og arbejdere om, hvorvidt fremtiden skulle være kapitalistisk eller socialistisk. Netop i forbindelse med påskekuppet truer arbejderbevægelsen med generalstrejke, og de mest venstrerevolutionære anfører kampe i gaderne i det, der må betragtes som det sidste reelle forsøg på en socialistisk samfundsomvæltning i Danmark. Men da kongen giver sig efter pres fra Stauning, og røgen lægger sig i gaderne, er styrkeforholdet afgjort. Danmark er et kapitalistisk sam-
fund, men dog med socialdemokratisk indflydelse og en begyndende form for velfærd. Så det er fantastisk, som vi netop i 1920 ser det danske samfund finde den moderne form, som det i bund og grund stadig har.” Påskekrisen eller påskekuppet endte med, at den af kongen udpegede Lieberegering gik af den 5. april 1920, og der blev holdt folketingsvalg. Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning, spillede en absolut hovedrolle for at få kongen til at opgive sit projekt, som blev set som uforeneligt med de demokratiske spilleregler, der havde udviklet sig siden Grundlovens indførelse. Stridens kerne var kongens og store dele af den danske befolknings frustration over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efter folkeafstemningerne. Flensborg havde haft dansk befolkningsflertal i 1864, men havde tysk befolkningsflertal i 1920. Historien om Sønderjylland og Genforeningen er imidlertid ikke altid så enkel, som den bliver fremstillet, påpeger René Karpantschof. ”Vi glemmer tit, at mange sønderjyder faktisk ikke ønskede at blive indlemmet i Danmark, som de kompromisløse nationalliberale syntes, at de skulle. Tværtimod viser underskriftindsamlinger og andre kilder fra perioden, at flertallet i 1840’erne ønskede at bevare det dansktyske blandingssamfund, de var vant til. Men de yderligtgående på hver side vandt. Slesvig blev til sidst delt i tysk og dansk, og blandingskulturen forsvandt,” siger René Karpantschof. Sådan blev det i 1920. Slesvig blev delt. Flensborg blev tysk. Og Danmark J blev det Danmark, vi kender.
12 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Tyske forstærk ninger øgede det danske nederlag i Flensborg Den 14. marts 1920 blev det afgjort, at Flensborg og Mellemslesvig skulle for blive tysk. Vælgere kom til fra andre dele af Tyskland og bragte den tyske sejr helt op på 80 procent af stemmerne AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk
”De, som blev tilbage” er titlen på et maleri af kunstneren Erik Henningsen, som i dag hænger på Sønderborg Slot, som hører under Museum Sønderjylland. Billedet viser mennesker på kajen i Flensborg den 14. marts 1920. Forrest står en håndfuld dansksindede borgere, enten håbefuldt svingende med dannebrogsflag eller ængsteligt knugende en kasket eller et lommetørklæde som en afsked med det nye Danmark, som er ved at opstå uden dem. Bag dem står en hob truende tysksindede slesvig-holstenere, holdt i ave af to betjente fra den internationale kommission CIS, som skulle holde ro og orden. Dagen for præcis 100 år siden var den anden af de to afstemningsdage om Slesvigs fremtidige nationale tilhørsforhold. Ved den første afstemning den 10. februar lykkedes det Nordslesvig at stemme sig ”hjem” til Danmark med 75.431 danske stemmer mod 25.329 tyske. Dette er baggrunden for, at vi i dag kender dette område som Sønderjylland og en del af Danmark. Men efter denne glædens stund var den anden afstemning en kold dukkert for de dansksindede. I Mellemslesvig og Flensborg stemte 51.724 for at høre til Tyskland og kun 12.800 for at blive danskere. De eneste steder, der blev afgivet flere danske end tyske stemmer, var i to små landsbyer på øen Før. Den 14. marts var nederlagets bitre stund, hvilket Erik Henningsens maleri skal udtrykke. ”Efter det gode resultat ved den første afstemning var optimismen blevet skruet i vejret på den danske side. Her blev den anden afstemning en brat opvågnen, og en række forhold omkring afstemningen gav næring til den grundfortælling, at det ikke var gået retfærdigt for sig den 14. marts,” fortæller René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot. Han uddyber, at et af de forhold, som vakte følelsen af en uretfærdig afstemning, var den kendsgerning, at tyskere kom rejsende til Slesvig fra alle mulige andre egne af Tyskland for at stemme.
Reglerne for afstemningen var nemlig dels, at alle, der var fyldt 20 år og havde boet i afstemningsområderne inden for 20 år, altså siden 1900, kunne stemme. Men derudover havde alle, som var født i afstemningsområdet, ret til at vende tilbage til deres fødested og afgive deres stemme. ”Det stod minutiøst beskrevet i Versailles-traktaten, hvem der havde stemmeret og hvorfor. Traktaten dannede baggrund for de retningslinjer, som blev udstedt af en international kommission i januar 1920. Bestemmelsen om, at man kunne vende tilbage til sit fødested og stemme, var tænkt som en håndsrækning til dansksindede, der var blevet udvist eller var udvandret, mens Slesvig var tysk. Men i afstemningszone 2 blev bestemmelsen mest brugt af tyskere, som var fraflyttet. Herunder en del, som var børn af preussiske embedsfolk, der havde været kortvarigt bosat i Slesvig,” fortæller René Rasmussen, som betegner bestemmelsen som en fejl, der skyldtes hastværk ved tilrettelæggelsen af afstemningen. ”Bestemmelsen betød, at ved begge afstemninger kom der tilrejsende fra de respektive moderfolk som en forstærkning på afstemningsdagen. Når de ankom, stod der modtagelseskomiteer parat til at hilse dem med flag, sange og æresparader. Dette havde en stor symbolsk værdi, men nøgternt set var de tilrejsende ikke nok til at rykke væsentligt på afgørelsen,” siger museumsinspektøren. Historien om de to afstemninger i 1920 går tilbage til de to slesvigske krige 1848-1850 og 1864. Forud for begge krige foreslog den tyske side en folkeafstemning i området, men dette blev begge gange afvist fra dansk side. Anderledes så man dog på sagen, da først de danske tropper var grundigt besejret i 1864. Faktisk indgik en paragraf om en afstemning i Nordslesvig i fredstraktaten fra 1866. Ingen havde lyst eller magt til at presse Tyskland, før kejserriget i efteråret 1918 måtte erkende sit nederlag i Første Verdenskrig. De dansksindede sønderjyders leder, H.P. Hanssen, greb muligheden, fik den danske re-
0 Kort over afstemningsresultatet i 1920. – Foto: Rigsarkivet.
gering til at presse på over for sejrsmagterne – og opnåede, at et krav om en afstemning indgik i den store fredsslutning, Versailles-traktaten i juni 1919. Det store spørgsmål var så, hvordan afstemningen skulle gribes an, og her var det tydeligt, at sejrsmagterne holdt med Danmark, og at man derfor forsøgte at tilrettelægge det hele til gunst for Danmark. Det var derfor en ren fejl, at de mange tusinde tilrejsende tyskere fik lov til at stemme med – selvom stort set samme princip gavnede tilrejsende danskere ved den første afstemning. Området nord for den nuværende grænse blev kaldt zone 1, og her gjaldt den regel, at det samlede stemmeflertal afgjorde områdets fremtidige tilhørsforhold. Det blev – helt som ventet
– dansk. Flensborg og Mellemslesvig kaldte man zone 2, og i dette område skulle stemmerne tælles op for hver enkelt kommune. Dette åbnede for, at Danmark kunne blive en lille smule større, hvis en kommune eller to syd for grænsen stemte dansk. Dette skete ikke. Men havde samme princip været gældende i zone 1, var for eksempel Tønder blevet tysk. Frankrig havde endda lagt op til, at der efter de første to afstemninger skulle være en tredje afstemning i zone 3, det sydligste Slesvig. Den afstemning blev dog opgivet efter den knusende tyske 80 procents-afgørelse i Flensborg og Mellemslesvig. ”Fra tysk side foreslog man, at man skulle lade hele Slesvig stemme samlet og blive indlemmet i den nation, som fik flest
stemmer. Hvis afstemningen var blevet tilrettelagt sådan, var hele hertugdømmet forblevet tysk. Det vidste man godt på dansk side, og derfor var der en heftig debat om, hvordan området skulle opdeles,” fortæller René Rasmussen. Han tilføjer, at debatten stod mellem ”de kolde hjerner” og ”de varme hjerter”. Til de førstnævnte hørte H.P. Hanssen og den radikale statsminister Zahle. De mente, at afstemningen skulle tilrettelægges efter, at der blev skabt et dansk område med et pænt dansk flertal, som det var realistisk at kunne fastholde i fremtiden. Det betød, at grænsen mellem afstemningszonerne skulle trækkes nord om Flensborg, som jo havde et klart flertal af tyskere. Men gør man det tankeeksperiment, at befolkningen i zone 1 og 2 havde stemt samlet, og at vinderen tog det hele, tyder afstemningsresultaterne fra 1920 på, at Danmark havde fået Mellemslesvig og Flensborg med en samlet sejr på cirka 55 procent af stemmerne i de to zoner. Men det var ikke til at vide på forhånd, og det turde ”de kolde hjerner” ikke risikere. ”’De varme hjerter’ mente, at hvis man i tide havde gjort mere for at påvirke folk i Flensborg til at stemme dansk, kunne man have opnået et bedre samlet afstemningsresultat, På denne side var der en følelse af, at Flensborg blev opgivet,” fortæller René Rasmussen. Men den 14. marts var det for sent. De tysksindede flensborgere samlede sig i et stort glædesoptog, og ved midnat ringede kirkeklokkerne og et tusindtalligt kor sang ”Nun danket alle Gott”. De dansksindede stod derimod slukørede tilbage på J kajen.
0 Erik Henningsens maleri ”De, som blev tilbage”, som hænger på Sønderborg Slot, forestiller borgere på kajen i Flensborg i nederlagets stund for de dansksindede den 16. marts 1920. – Foto: Museum Sønderjylland.
STOR, ILLUSTRERET FORTÆLLING En smuk markering af 100-året for Genforeningen
BERLINGSKE
En fornøjelse at læse POLITIKEN
Godt fortalt ... velillustreret WEEKENDAVISEN
BOGEN SAMLER TANKERNE
JYLLANDS-POSTEN
Imponerende bog FYENS STIFTSTIDENDE
LINDHARDT OG RINGHOF
14 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Foreningen, der holdt Slesvig-drø Efter Genforeningen opstod den forening, som skulle sikre, at de dansksindede syd for den nye grænse ikke blev glemt. I sin 100årige eksistens har Grænseforeningen flere gange markant skiftet position, og medlemstallet har svinget op og ned. Men ifølge historikeren Axel Johnsen er det foreningens fortjeneste, at der overhovedet er et dansk mindretal i Sydslesvig i dag AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk
Den vigtigste stund i Grænseforeningens 100-årige levetid indtraf efter det første kvarte århundrede, den 1. juni 1945. Det var den stund, da foreningen, som ellers var grundlagt af mennesker drevet af drømmen om at gøre hele Slesvig dansk, valgte at lade være med at kræve grænsen flyttet. Nogle var skuffede over denne position, men den var med til at bestyrke Grænseforeningens nøgleposition som ansvarlig for det kulturelle arbejde syd for grænsen og gøre den til Danmarks mest indflydelsesrige græsrodsinstitution. Sådan konkluderer Axel Johnsen, ph.d. i historie og afdelingschef ved Museum Sønderjylland, i sin nye bog ”Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 19202020”. Bogen fortæller historien om en forening, som de seneste årtier måske har levet en skyggetilværelse, men som midt i det 20. århundrede var en stor folkebevægelse – og som må ses som hovedårsagen til, at der i dag overhovedet er mennesker syd for den dansk-tyske grænse, der definerer deres sindelag som dansk. Måske opgav Grænseforeningen drømmen om et politisk samlet dansk Slesvig på foreningens første hovedbestyrelsesmøde efter Danmarks befrielse – det møde, der fandt sted den 1. juni 1945. Til gengæld lykkedes det foreningen fra den dag og frem at holde drømmen om et kulturelt dansk Slesvig i live. ”I sommeren 1945 havde Tyskland lige tabt verdenskrigen. Stærke kræfter i Danmark talte for at frigøre Sydslesvig for at kræve en ny folkeafstemning om, hvor grænsen skulle gå. Titusinder af sydslesvigere valgte pludselig at bekende sig til danskhed. Men den danske regering sagde: ’Grænsen ligger fast!’ I dén situation valgte Grænseforeningen at stå fast på ikke at kaste sine 200.000 medlemmer ud i et krav om at flytte grænsen. Og det valgte de, fordi de bar erfaringen med sig fra årene 1864-1920,” siger han. På det omtalte hovedbestyrelsesmøde lovede den daværende formand, Holger Andersen, sydslesvigerne, ”at vi står bag dem og vil yde dem al den nationale, moralske og økonomiske støtte, som det overhovedet er muligt at yde dem. Vi vil give dem et trofast håndtryk”. Men selvom mere nationalistiske københavnske stemmer i foreningen talte for det, ville han ikke benytte en pludseligt opstået situation, hvor Tyskland var i knæ, til at tale for at ændre grænsen med den følge, at der ville blive skabt et me-
get stort og meget bittert tysk mindretal. Egentlig mente foreningens flertal noget andet, men i løbet af en periode på omkring halvandet år opnåede man enighed om den nye position, fortæller historikeren. ”Det er gået op for mig, at det blev afgørende, at der i Grænseforeningens top sad folk, der var vokset op som nordslesvigere under tysk herredømme. De havde erfaringen med, at et sindelag er nødt til at have dybde. Det, man som folkelig forening kunne, var at skabe begyndelsen til en spirende danskhed syd for grænsen ved at igangsætte danske skoler og dansk foreningsliv. Men man kunne ikke bygge et statspolitisk krav på det eksisterende grundlag,” siger Axel Johnsen. Grænsen lå fast. Men Grænseforeningen fik igangsat et omfattende kulturelt arbejde, som fik kendskabet til dansk sprog og kultur til at brede sig syd for grænsen. Og takket være kombinationen af et dygtigt indsamlingsarbejde og endnu dygtigere lobbyarbejde over for de politiske beslutningstagere i Danmark blev der i de efterfølgende år kanaliseret store pengesummer over grænsen til Sydslesvig. Og selvom det var højst usædvanligt for en privat forening, forestod Grænseforeningen fordelingen af midlerne. Typisk gik foreningen ind og stillede økonomisk garanti for en ny skole på forventet efterbevilling fra den danske stat. På den måde voksede både antallet af dansksindede skoler i Sydslesvig og Grænseforeningens indflydelse i regionen. ”Den primære årsag til, at Grænseforeningen fik opgaven med at fordele pengene, er, at det var meget belejligt, at den danske stat kunne bevilge penge til et kulturfremstød uden for landets grænse uden at det kunne opfattes som en provokation, fordi det skete gennem en dansk folkelig forening,” forklarer Axel Johnsen. Han tilføjer, at en væsentlig årsag til foreningens succes også har været, at den var god til at rekruttere formænd fra den politiske top og havde ekstremt gode forbindelser til Folketingets Sydslesvigudvalg, som er det lille udvalg på Christiansborg, der bevilger pengene til dansk kultur syd for grænsen. Fordelingen stod Grænseforeningen for helt frem til 2009, hvor Rigsrevisionen udtalte kritik af, at det hele var blevet lige lovlig indforstået mellem folkevalgte og forening. Drømmen om Slesvig har taget sig højst forskellig ud i tidens løb, og Grænseforeningen har gennem sin 100-årige levetid positioneret sig på højst forskellig måde. Gennem 100 år har vi vænnet os til at kalde
0 Grænseforeningen havde sin storhedstid i 1940’erne med 200.000 medlemmer og stor synlighed i befolkningen. Her ses et optog i Københavns gader på Dybbøldagen den 1. april 1949. På de åbne lastvogne sidder grænseforenings-medlemmer i egnsdragter med raslebøsser i hænderne. – Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
0 Grænseforeningen blev født i kølvandet på Genforeningen i 1920. Her taler en af foreningens tidlige talsfolk, overretssagfører Christian Manthey-Wagner ved et folkemøde samme år. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Nordslesvig for Sønderjylland og se det som en del af Danmark, mens Sydslesvig rent politisk indgår i den tyske delstat Schleswig-Holstein. Da Grænseforeningen blev oprettet på et møde den 2. november 1920, var forhistorien, at Slesvig ikke før havde været delt. Frem til 1864 var Slesvig et kulturelt blandet hertugdømme under den danske konge. Frem til Nordslesvig blev dansk efter folkeafstemninger i februar og marts 1920, var hele Slesvig tysk territorium. I den periode var der over hele Danmark sønderjyske foreninger, som holdt drømmen om en genforening i live. ”Der var cirka 100 foreninger, som nu var rådvilde, fordi de havde opnået det, de ville. Nogle nedlagde sig selv. Andre talte for at fortsætte den kulturelle kamp, fordi der sta-
dig var et dansk mindretal syd for grænsen. Mest tydeligt i Flensborg,” siger Axel Johnsen, som vurderer, at hvis Flensborg var blevet en del af Danmark i 1920, havde der ikke været en dansk mindretalskultur at arbejde med for Grænseforeningen, som opstod som paraplyorganisation for de sønderjyske foreninger, som ønskede at fortsætte arbejdet for de danske syd for grænsen. Der var tre positioner i den danske grænsedebat. Dannevirke-standpunktet gik ud på, at man kæmpede for at rykke grænsen sydpå, så hele Slesvig blev dansk. Flensborgstandpunktet gik ud på, at hvis man ikke kunne få hele Slesvig, så kunne man måske i det mindste få Flensborg med. Og så var der Aabenraastandpunktet, som gik ud på, at
0 I 1864-1920 blomstrede en række sønderjyske foreninger op, som drømte om at genforene Slesvig med Danmark – men det stod aldrig helt klart, hvor grænsen skulle gå. Dette postkort antyder muligheden af en grænse omtrent som den nuværende, men med Flensborg på dansk side. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Genforeningen 100 år | 15
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
ømmen i live
Grænseforeningen 3 Stiftet 1920 under navnet Grænseforeningen, Sønderjydske Foreningers Fællesraad. 3 I årenes løb har Grænse foreningen været med til at løse en lang række store opgaver i Sydslesvig: Købet af Flensborg hus og Slesvighus, oprettelsen af 28 skoler foruden børnehaver, fritidshjem, et ungdomskollegi um i Flensborg samt oprettelse og senere udvidelse af Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg.
0 I løbet af 100 år har Grænseforeningen foretaget markante holdningsskift. I dag betones grænselandet som mønstereksempel på kulturel sameksistens. Her er vindere af en plakatkonkurrence for skoleklasser ved Grænseforeningens 75 års jubilæum i 1995. – Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix.
0 ”Nu er der ikke flere kampe at kæmpe. 80 procent af samfunds livet syd for grænsen er garante ret for tid og evighed af den dan ske stat,” siger Axel Johnsen. – Privatfoto.
grænsen fra 1920 ligger fast, hvorfor arbejdet syd for grænsen er rent kulturelt. ”I de tidlige år var det Danne virke-folkene, der tegnede Grænse foreningen. De var toptunede natio nalister, de var dygtige, og de for måede at udmanøvrere de mere mo derate kræfter i foreningen. Men ef terhånden, som foreningen voksede sidst i 1920’erne, skete der en ud jævning, så andre standpunkter og så vandt frem,” fortæller Axel John sen. I 1920 havde statsminister Niels Neergaard (V) lovet de danske syd for grænsen, at de ikke ville blive glemt. Det arbejde, Grænseforenin gen satte i gang, havde akkurat dét formål. Over hele Danmark blev der holdt møder, hvor man talte og sang sange om den sønderjyske sag. Ind samlinger og lotterier rejste penge, fra 1922 blev feriebørn fra Sydsles vig sendt på ferie i Danmark, og når Grænseforeingen holdt sine årlige sendemandsmøder i en dansk by,
var det en fest for hele byen, der var pyntet med guirlander og danne brogsflag. Da nazisterne fik magten i Tysk land, og landet igen blev en stærk magt, virkede drømmen om at ryk ke grænsen sydpå umulig. Til gen gæld konstaterer Axel Johnsen, at yderligtgående standpunkter på den ene side også kunne fungere som grobund for stærke positioner på den anden, og faktisk forsøgte Grænseforeningen sig med et kultu relt ”fremstød i syd”, hvor man blandt andet fik åbnet danske sko ler i Slesvig i 1931 og endnu længere sydpå i Trønning i 1935. ”Jeg har kaldt min bog ’Grænsen, folket og staten’, fordi man kan se Grænseforeningens udvikling i det lys, at foreningen først forsøgte at flytte grænsen. Da det måtte opgi ves, forsøgte den at flytte folket. Alt så rykke en folkelig dansk bevidst hed sydpå. Efter 1945 opstod det tredje fokuspunkt, som gik ud på at rykke staten sydpå. I den betyd ning, at den danske stat understøt tede aktiviteterne syd for grænsen. Dette tredje punkt blev måske ud tømt allerede i 1970’erne, hvor det sidste store fremstød gik ud på, at de sydslesvigske ungdomsforenin ger kom på finansloven. Nu er der ikke flere kampe at kæmpe. 80 pro cent af samfundslivet syd for græn sen er garanteret for tid og evighed af den danske stat,” siger Axel Johnsen. Det store paradoks i historien om Grænseforeningen er, at den til overflod fik opfyldt sine mål. Ikke det oprindelige mål om Danmark til Dannevirke, men de efterfølgende om at flytte folket og staten sydpå. Tilmed lykkedes det i 1920’erne med Grænsefonden at etablere en pen getank, som gennem alle årene har sikret foreningens økonomi. Men hvor foreningens sag i de barske ti
der før, under og lige efter Anden Verdenskrig var en hjertesag for mange danskere, og hvor forenin gen med sin årlige Dybbøldag og sit sønderjyske lotteri – som begge er opgivet i dag – var synlig i sam fundslivet, så bevægede foreningen sig fra 1970’erne og frem i retning af at være en mere anonym forvalter af danske støttemidler. Og medlems tallet, som i 1940’erne var svimlen de 200.000, er i dag skrumpet ind til cirka 12.000. ”Der har lige siden været en dis kussion om, hvad målet for forenin gen egentlig er, og der er i forenin gen blevet styret rigtig meget på automatpilot. Økonomisk klarer man sig, men det er svært at kunne blive ved med at kalde sig en folke lig forening, hvis man har mistet synlighed i samfundsdebatten og ikke har ret mange medlemmer. Derfor står Grænseforeningen må ske ved en skillevej, hvor man skal afgøre, om man vi overgå fra at væ re en folkelig bevægelse til at blive en tænketank,” vurderer Axel John sen. Dette mulige fremtidsperspektiv er baggrunden for det seneste – og største – holdningsskifte, som Grænseforeningen har foretaget. I 2004 blev Knud-Erik Therkelsen ge neralsekretær, og året efter blev Finn Slumstrup formand. De to om kalfatrede totalt Grænseforeningens position. Fra at være en overvejende konservativ forening, der dyrkede drømmen om Slesvig og understøt tede sprog, kultur, skoler og for eningsliv, blev foreningen nu positi oneret i det politiske centrum-ven stre som en erklæret modpol til Dansk Folkepartis nationalkonser vatisme. Grænseforeningen tog sloganet ”For en åben danskhed”, og hele synet på grænselandets forhold til Danmark blev vendt om. Siden 1920 havde tankegangen været, at Dan
mark skulle yde hjælp og støtte til grænselandet. Nu var filosofien, at i globaliseringens og multikulturalis mens tid besidder mennesker i grænselandet en særlig indsigt i at få kulturmødet til at lykkes frede ligt, som resten af landet kan lære af. ”Slumstrup og Therkelsen mente, at det var det, der var brug for. Ikke den grå, støvede nationale for ening, man havde haft indtil da. Man var meget bevidste om, at der var en stor risiko forbundet med dette skifte, men ifølge Slumstrup var der intet alternativ. Det var den ne strategi eller også måtte man lukke uden at have forsøgt noget,” forklarer Axel Johnsen. Nogle havde forudset, at medlem merne ville melde sig ud i vrede i hobetal. Det skete ikke. Men histori keren konstaterer, at den nye, offen sive linje heller ikke var en vinder strategi. Medlemstallet blev ved med at falde i form af en stille siv ning af de gamle medlemmer og en manglende tilgang af nye. Slum strup gik af som formand i 2014 og døde i 2018. Derefter har først tidli gere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), siden Jens Andresen sat sig i formandsstolen. Sidstnævnte har skrevet et efterskrift til Axel Johnsens bog, hvor han dels konsta terer, at der stadig er 50.000 menne sker syd for grænsen, der ser sig som danske, hvilket nærmest svarer til indbyggertallet i en dansk kom mune. Dels udtrykker han håbet om, at Grænseforeningen i fremti den fortsat vil være en græsrodsbe vægelse, hvis medlemmer kæmper for en sag, de tror på. Drømmen om Slesvig har rykket sig milevidt fra de drømme, mange danskere drømte i 1920’erne, 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Men drømmen om Slesvig er ikke J død.
Sådan fejres Genforeningen Coronakrisen har medført aflysninger og udsættelser AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk
Mere end 1100 arrangementer var på det oprindelige program for mar keringen af 100-året for Genforenin gen, der skulle have kulmineret denne sommer. Men Coronakrisen har medført et stort antal aflysnin ger og udsættelser. Her er et udpluk fra arrangementsprogrammet, som det tegner sig lige nu: 12. juni 2020: Det Nationalhistori ske Museum på Frederiksborg Slot åbner særudstilling om Genforenin gen. 13. juni 2020: Dansk-tysk musik skoledag i Schleswig. 13. juni 2020: Krigshistorisk Festi val i Rødovre har Genforeningen som tema. 14. juni 2020: Genforeningsgåtur i Kolding. 14. juni 2020: Sigurd Barrett fejrer genforening i Vedsted. 27. juni 2020: Udstillingen ”Det særligt danske?” åbner på Museet på Sønderskov. 1. juli 2020: Alsang med Phillip Fa ber og Sønderjysk Pigekor i Alsion, Sønderborg. 6. juli: Historieweekend på Løgum kloster Refugium om genforening og nye tider. 8. juli 2020: Sønderjysk kaffeborg med musik på Den Røde Plads i Nordborg på Als. 10. juli 2020: Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld åb ner fotoudstilling og markerer 25års jubilæum. 12. juli 2020: Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg åbner med ny udstilling om Genforenin gen. 3. august 2020: Kunstprojektet ”Spejlinger” åbner i Multikulturhu set i Sønderborg. 2. september 2020: Foredrag om ”Danske grænsekæmpere” i Christi ansfeld Centret. 5. september 2020. De forbudte sange. Skuespiller Bodil Jørgensen og Martin Schacks Trio fremfører gamle sønderjyske sange i Folke hjem, Aabenraa. 6. september 2020: Teaterforestil lingen ”Her går grænsen” opføres i Hviding Forsamlingshus ved Ribe. 24. maj 2021: Motionsløbet Royal Run skulle have været holdt i Søn derjylland her i 100-året, men ar rangementet er udskudt et år. I for året 2021 afholdes også DGI’s stafet løb gennem syv sønderjyske kom muner. 30. maj 2021: Sangerfest på Skam lingsbanken. 6. juni 2021: Folkefest i Skibelund Krat. 15. juni 2021: Den kongelige rund tur i Sønderjylland med Dronningen som hovedperson er hele 100-års markeringens højdepunkt. Udskudt til Genforeningsdagen næste år. J
16 |
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Danskerne fejrer Genforeningen. Men hvad fejrer tyskerne? 100-året for Sønderjyllands indlemmelse i Danmark skaber en vis rådvildhed syd for grænsen. Det tyske mindretal i Danmark vil ikke tale om genforening
Besøg det smukke kunstmuseum i Ribe, Nordens ældste by, og oplev den internationale anerkendte samling af dansk kunst – en samling, der fortæller om
kunstens udvikling gennem to hundrede år. Under dit besøg på Ribe Kunstmuseum kan du møde kunstværker af bl.a. C.W. Eckersberg, Vilhelm
Ulrik Møller. Happy Together 04.07-13.09.20
Hammershøi, Michael og Anna Ancher samt L.A. Ring, og du kan gå på opdagelse i museets skiftende særudstillinger.
Agnes Smidt. Sønderjydernes maler 22.02-30.08.20
Kristeligt Dagblad Læserklub
Få favorable kulturtilbud – helt gratis i din indbakke
Med nyhedsbrevet fra Kristeligt Dagblad Læserklub får du aktuelle og stærke tilbud på bøger, musik, kunst samt invitationer til særarrangementer. Gå ind på www.k.dk/klubnyheder og tilmeld nyhedsbrevet fra læserklubben.
Nordslesvig. Men hvis danskerne føler og fejrer det på den måde, kan vi glæde os sammen med dem.”
TOBIAS STERN JOHANSEN SKRIVER FRA TYSKLAND johansen@k.dk
De omtrent 1000 arrangementer over hele Danmark i anledning af 100-året for Sønderjyllands genforening med kongeriget i 1920 lader ikke tvivl tilbage om, at der er tale om en national fest af de allerstørste. Men kigger man syd for den grænse, der opstod dengang, er værdsættelsen af de historiske begivenheder temmelig beskeden. ”Stor opmærksomhed i Danmark – ikke i Tyskland,” konstaterer journalist ved Der Nordschleswiger Volker Heesch tørt og tilføjer, at opmærksomheden stort set begrænser sig til den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. At tale om en tysk fejring er at tage munden for fuld, for nogen genforening er der ikke tale om. Tyskerne markerer snarere en folkeafstemning, en af de første tyske demokratiske afstemninger, som førte til, at hertugdømmet Slesvig blev delt i en tysk og en dansk del. Den danske del kalder tyskerne for Nordslesvig, mens danskere kender den som Sønderjylland. ”Valgkampen førte til spaltning langt ind i familierne,” skriver Der Nordschleswiger, det tyske mindretals avis. Den tyske avis Die Welt bemærker, at ”resultaterne splittede byer og distrikter”, og at der på tysk side var vrede og skuffelse over, at resultatet af afstemningerne i byerne Aabenraa, Sønderborg og Tønder, som faldt ud til tysk fordel, blev ignoreret. Alligevel fejrer det tyske mindretal i Danmark gerne 100-året med danskerne, men afviser at tale om en genforening. Det er faldet en socialdemokrat i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen, for brystet. Politikeren har ifølge Der Nordschleswiger ”i en anklagende tone” spurgt, hvorfor mindretallet ikke vil bruge ordet genforening. Formanden for mindretalsorganisationen Bund Deutscher Nordschleswiger, Hinrich Jürgensen, forstår ikke, hvordan det kan være et problem. ”Vi fejrer vores 100-årsfødselsdag i 2020. Vi kan ikke
”
I L L U ST R AT I O N : MO R T E N VO I G T
Vi fejrer vores 100-årsfødselsdag i 2020. Vi kan ikke fejre genforening, fordi der ikke var nogen genforening for det tyske mindretal. Men det betyder ikke, at vi har noget imod, at danskerne fejrer genforening.
HINRICH JÜRGENSEN FORMAND FOR MINDRETALS ORGANISATIONEN BUND DEUTSCHER NORDSCHLESWIGER
fejre genforening, fordi der ikke var nogen genforening for det tyske mindretal. Men det betyder ikke, at vi har noget imod, at danskerne fejrer genforening,” siger han til avisen og tilføjer: ”Man kan ikke forlange, at folk skal fejre en gen forening, hvis det ikke var en genforening for tyskerne i
Det er også en anden grund til, at ”gen forening” ikke bruges i Tyskland, påpeger Der Nordschleswiger. Ordet skaber ganske enkelt for virring i et Tyskland, som selv blev genforenet for 30 år siden. Set med tyske øjne indkapsles den danske fejring af billedet af kong Christian X, som den 10. juli 1920 højt til hest rider over den gamle grænse nord for Christiansfeld og modtages af en hujende folkemængde. ”Dette nærmest kitsch agtige billede fortæller hele historien for danskerne,” skriver radiostationen Norddeutscher Rundfunk og konstaterer, at danskerne på den måde lagde skammen fra nederlaget i 1864 bag sig, for ”den danske nationalstat var dermed komplet”. Spørger man tyskerne, hvad man fejrer, bliver man imidlertid mødt med rådvildhed, skriver Norddeutscher Rundfunk, som dog selv har et bud: ”Fra at være imod hinanden til at være ved siden af hinanden har vi nu nået en tilstand af sameksistens.” Den nordtyske public service-station påpeger samtidig, at den aktuelle danske fejring finder sted set gennem nationalstatens briller, selvom Danmark først blev en nationalstat efter nederlaget i 1864. ”De af et fælles sprog definerede nationer blev først til i det 19. århundrede,” skriver radiostationen. Frank Lubowitz, leder af arkiv og historisk forskningscenter ved det tyske mindretals forbund, påpeger også, at der er forskel på den ”nationale stemning” og de ”historiske kendsgerninger”. ”Blev en tidligere tilstand gendannet i 1920 ved grænseafstemningen? Nej,” fastslår han i Der Nordschleswiger og påpeger, at selv den danske statsminister Niels Neergaard i sin tale i 1920 understregede, at ”Nord slesvig aldrig før havde hørt J til Danmark”.
Genforeningen 100 år | 17
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Nordtysk filmmand: Dansk fejring tenderer selvforherligende propaganda Danskerne fejrer myten om deres egen uskyld med 100-året for Sønderjyllands genforening, mener den tyske filminstruktør Wilfried Hauke. Det var ingen genforening, men en splittelse af en kulturelt rig region. Frem for at dyrke det ærkedanske og nationale burde man tage ved lære af det tyske mindretals ydmyghed og europæiske sindelag, mener han
interview TOBIAS STERN JOHANSEN SKRIVER FRA TYSKLAND
2 ”Vi fejrer noget fælles, en fredelig grænse i 100 år, men hvad er der los? Nærmest ingen fælles fejring. Samtidig indfører Danmark grænsekontrol og opsætter vildsvinehegn. Det sender et virkelig dårligt signal og er en skuffelse blandt folk i regionen,” siger Wilfried Hauke, som Kristeligt Dagblad mødte på den danske ambassade i Berlin. – Foto: Tobias Stern Johansen.
johansen@k.dk
Bevares, der er da noget at fejre. Den dansk-tyske grænsedragning med Danmarks indlemmelse af Sønderjylland for 100 år siden er historisk set en af verdens fredeligste. Når den nordtyske filmproducent og dokumentarfilminstruktør Wilfried Hauke alligevel er typen, der ville ødelægge den gode stemning, hvis han blev inviteret med til festen, skyldes det, at den danske fejring af 100-året for Genforeningen i hans øjne risikerer at kamme over i ”selvforherligende propaganda”. ”Danmark fejrer myten om sin egen uskyld. Myten om at være den lille nabo, der blev løbet over ende af Preussen, og som derfor stadig bør være lidt bange for Tyskland. ’Vi var de gode, men vi var ikke stærke nok’, sådan har Danmark fremstillet sig selv. På valgplakaterne i 1920 så man Jylland og Sjælland og de øvrige småøer indrammet af skyer, og alt andet var udeladt,” siger han. ”Men Danmark var et overherredømme, et europæisk storrige, som besad kolonier og i århundreder underlagde sig sine naboer Sverige og Norge. Det lader danskerne til at glemme,” siger Wilfried Hauke, som kender mentaliteten på begge sider af grænsen indgående. Han kommer fra Kiel i nordtyske Slesvig-Holsten, men har studeret i Aarhus og København, skrevet ph.d.-afhandling om dansk teaterlitteratur og arbejdet som Skandinavien-korrespondent for tyske medier. Wilfried Hauke er begejstret for Danmark, og man skal tugte den, man elsker, betoner han, da Kristeligt Dagblad møder ham på den danske ambassade i Berlin i anledning af en snigpremiere på hans nyeste film, ”Das unsichtbare Band. Grenzgeschichten von Dänen und Deutschen” (Det usynlige bånd. Grænsefortællinger af danskere og tyskere). Den danske selvforståelse af historisk at være ”den lille og gode” har sammen med Danmarks eksportsucces, ligestilling og stærke velfærdssamfund ført til en følelse af overlegenhed i forhold til resten af verden, mener han. ”Danmark er succesfuldt verden over, og alle elsker dansk design og danske varer. Men Danmark har stadig den her kolonialistiske vikinge-mentalitet, selvom man nok ikke vil stå ved det. Tankegangen er, ’vi farer ud i verden og erobrer markeder og tager alt det, vi finder godt og kan bruge med tilbage, og derefter lukker vi os om os selv, så ingen kan trænge ind og tage det fra os, vi har opnået, for vi er de små, vi er de uskyldige’. Det er lidt den mentalitet, jeg møder blandt danskere,” mener han. ”Samtidig spiller danskere stadig – bevidst eller ubevidst – det beskidte kort, at ’vi må give agt for ikke igen at blive rullet over af tyskerne’. Det er for mig at se den store fortælling i Danmark,” siger han. Siden Befrielsen i 1945 har danskerne kunnet føje heltestatus til selvforståelsen som en lille stat truet af den store nabo, fordi danskere deltog i modstandskampen, og landet i krigens sid-
Wilfried Hauke 3 3Født i 1957 i Kiel. Tysk filminstruktør og -producent.
3 3Har studeret tysk, skandinaviske studier og filosofi i Kiel, Aarhus, København og Lund. Skrev ph.d.-afhand- ling om dansk teaterlitteratur. 3 3Var i mange år Skandinavienkorrespondent for tysk tv.
3 3Arbejder i dag som forfatter, instruktør og producent af tvdokumentarer og dokudrama-serier. Hans værker er som regel knyttet til Nordtyskland eller Danmark og det øvrige Skandinavien. 3 3Er gift og har fire børn.
ste år var på de allieredes side. Men det er også en sandhed med modifikationer, mener Wilfried Hauke, for under krigen kom en tredjedel af det tyske riges næringsmidler fra Danmark, påpeger han: ”Danmark tjente afsindigt mange penge på Anden Verdenskrig. Det var ikke alt sammen modstand.” En anden anstødssten i den danske fejring af 1920 er for tyskeren, at der ikke var tale om nogen egentlig genforening, men snarere en spaltning af det århundredgamle kulturelt og økonomisk driftige hertugdømme Slesvig, som historisk altid havde været samlet. Nordslesvig blev til Sønderjylland i dansk terminologi, og betegnelsen Nordslesvig bliver brugt af det tyske mindretal, mens det danske mindretal syd for grænsen bruger betegnelsen Sydslesvig om den del af hertugdømmet syd for den nuværende grænse, hvor der ved afstemningen i zone 2 den 14. marts 1920 var tysk flertal. ”Det hele er lidt en vittighed, når selv danske historikere i dag siger, at det ikke er nogen genforening, at der strengt taget ikke blev føjet noget til Danmark, som har tilhørt nationalstaten,” siger han og henviser til, at Slesvig siden 1460 var en selvstændig enhed med egen lovgivning, som blev styret af den danske regent sammen med det tysktalende Holsten. ”Man fejrer forestillingen om noget ærkedansk i stedet for at fejre et grænseland, som i århundreder var en multikulturel region, hvor mennesker med forskellige sprog – ikke bare dansk og tysk, men sønderjysk, plattysk og frisisk – levede med hinanden,” siger han. Grænseregionen udgør noget kulturelt meget kostbart for Europa, mener han. Man kunne fejre, at der er tale om en historisk sammenhængende region på tværs af landegrænser, hvor indbyggerne fremstår som ”proto-europæere”, der kan begå sig i flere kulturer og tale flere sprog og dermed ikke er overladt til en-
gelsk, nutidens lingua franca, for at kunne forstå hinanden, betoner han. ”Slesvig var aldrig national, og jeg troede og håbede, at det multikulturelle ville opleve en genkomst, men på den danske side har man taget de nationale kategorier til sig, og i stedet for at fejre det ganske særlige ved regionen sætter man i den danske fejring trumf på neonationalismen. Man lader dermed en chance for at statuere et forbillede for resten af verden i en globaliseret tidsalder gå til spilde,” siger filminstruktøren. Han kalder den danske fejring for en del af ”Danmarks neokoloniale politik” og henviser til, at grænsefreden er sket på bekostning af den tidligere førende Slesvig-region, som i dag nord og syd for grænsen er blevet til udkant. ”Grænsebyen Padborg er mere eller mindre uddød og ligner noget fra Den Tredje Verden, fordi kapitalistisk orienterede magthavere ikke mener, at byen er værd at holde i live. Og så tilbyder man samtidig dette genforeningsspektakel, viser igen kongen til hest på lyssignaler og pudser genforeningsstenene. Man behandler dermed det sønderjyske Udkantsdanmark lidt som de tidligere kolonier, man giver nogle glasperler til de dele af riget, som er hægtet af udviklingen,” siger han. Grænsefejringen burde være en fælles dansk-tysk begivenhed, mener Wilfried Hauke. ”Vi fejrer noget fælles, en fredelig grænse i 100 år, men hvad er der los? Nærmest ingen fælles fejring. Samtidig indfører Danmark grænsekontrol og opsætter vildsvinehegn. Det sender et virkelig dårligt signal og er en skuffelse blandt folk i regionen,” siger han og påpeger, at folk siden 2001 har kunnet nyde Schengenaftalens åbne grænser. ”Mange på begge sider har fortalt mig, at de ofte er kørt hjemmefra og har glemt passet, og at det hidtil ikke har været noget problem. Men nu kan man blive bedt om at køre hjem igen eller risikere at få en bøde, hvis man på tilbage-
vejen bliver tjekket. Det er ikke bare upraktisk; det har også en stor følelsesmæssig negativ betydning for folk i grænselandet,” siger han. Tyskerne var tidligere nationalister, men efter nazismens sammenbrud i 1945 er de blevet proto-europæere, mener Wilfried Hauke. Tyskland er et føderalt land, og nationalismen har det store flertal lagt bag sig, mener han. Danmark kan lære af sit tyske mindretal i Sønderjylland, mener han. Selvom mindretallet stadig har sine tyske skoler og tyske biblioteker, taler dets medlemmer dansk og er på vej til at blive assimileret og opløst, mener Wilfried Hauke. ”Man kan sige, at Danmark har vundet. Det vil det tyske mindretal i Sønderjylland selvfølgelig ikke selv sige. Men jeg ser det ikke som noget særlig slemt. Det tyske mindretal er langt mere europæisk orienteret end danskere – og end mange tyskere i øvrigt. De afgrænser sig langt mindre i nationale kategorier.” ”Det tyske mindretal kalder på respekt. De er blevet set ned på, fordi deres forfædre var nazister. I dag betragter de sig ikke bare som tysk mindretal, de betragter sig som medborgere, de er tættere på den tankegang, som man så i regionen for godt 150 år siden. Hvis man vil bekæmpe nationalisme, bør man kigge på dem,” siger han.
Så hvis du var dansk kulturminister, hvordan ville du så fejre 1920? ”Jeg ville gøre alt for, at hvert arrangement handlede om de mennesker, som lever i grænselandet, og jeg ville minde om, at der har været en ufattelig rig kulturel, litterær, musikalsk udveksling. Jeg ville vise, hvordan man som sønderjysk bondefrue gik til apotekerfruen og talte tysk og gik rundt om hjørnet til ostehandleren og talte dansk. Jeg ville kigge mig om efter den mangfoldighed, denne næsten utopiske verden, som tyskere og danskere sammen har opbygJ get,” siger Wilfried Hauke.
18|
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
En spinkel drøm om ”Danmark til Ejderen” lever endnu NY BOG: En integrationshistorie om at være kirke, sogn og grænselandspræst efter Genforeningen i 1920 ”Efter 1920 forlod mange tyskuddannede præster embedet og rejste til Tyskland, men Martin Schwarz ønskede at fortsætte i sit embede, nu som dansk præst i Folkekirken, hvilket lykkedes. Således gjorde han hele denne rejse med: tysk af fødsel og opvækst, uddannet ved tyske universiteter, præst i det tyske Nordslesvig og efter Genforeningen dansk embedsmand i Folkekirken. Han valgte frivilligt at stikke hånden ned i den hvepserede, hvor tysk og dansk stod over for hinanden eller imod hinanden. Gør man det, risikerer man at blive skadet. I det nationale spørgsmål blev det hans princip at løfte sig op over de politiske problemer og at indtage en neutral holdning. Sjælenes frelse var vigtigere end den dagsaktuelle politik, mente han. Men derved kom han let til at lægge sig ud både med tyske og danske. Og da nazismen dukkede op i hans sogn som et af de første steder i Syddanmark, opgav han at være neutral.”
MARTIN SCHWARZ LAUSTEN KIRKEHISTORIKER, PROFESSOR EMERITUS, DR.THEOL.
KØB BOGEN PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER
Da Sønderjylland blev genforenet med Danmark, blev den tilbageværende del af Slesvig ladt i stikken. Det mente særligt nationalkonservative danskere, der siden kæmpede på forskellig vis for at vinde det tabte land tilbage AF LINDA CORFITZ JENSEN indland@k.dk
I 2017 kom Dansk Folkepartis Søren Espersen med en kommentar, der vækkede stærke følelser i grænselandet. I DK4-programmet ”Tysklands valg – Europas skæbne” svarede politikeren direkte adspurgt: ”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen. Hvorfor skulle vi ikke ville det? Det er da et håb og en drøm.” Søren Espersen har siden forklaret, at det ikke er en politik, han arbejder for, men noget, der måske kan ske om 15 generationer. Hvem ved? Mogens Rostgaard Nissen er forsknings- og arkivleder ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg og forsker i det dansk-tyske grænselands historie. Han fortæller, at overordnet er idéen død, men håbet har ikke været nemt at slukke. ”Den her idé, tanke eller utopi om, at Sydslesvig er gammelt dansk land, er helt vildt sejlivet.” Kristeligt Dagblad bringer her de vigtigste nedslag fra de seneste 100 års kamp for at få hele det tabte hertugdømme tilbage til Danmark. En kamp, der udfoldede sig mere og mere demokratisk, som årene gik.
Nationalkonservative stod fast på den historiske ret I mellemkrigsårene kæmpede danskere – ofte nationalkonservative københavnere – indædt for, at grænsen til Tyskland skulle rykkes længere mod syd. Argumentet var, at Slesvig historisk havde været dansk land, og indbyggerne i landet derfor inderst inde var danskere, selvom afstemningen i 1920 havde givet et andet resultat. Disse forkæmpere blev enten kaldt Dannevirkemænd eller Ejderfolk, alt efter hvor de mente, den rette grænse var. De kæmpede alle for at vække den danske ånd ved at oprette skoler, kirker og andre fællesskaber blandt mindretallet.
”
England tilbød Danmark hele Sydslesvig i 1946
Bevægelserne havde faktisk en pointe i forhold til, at området var blevet fortysket, fortæller historiker Mogens Rostgaard Nissen. Lands delen var siden 1864 blevet massivt påvirket af preussiske embedsmænd, som lærere og præster. Kongstanken var derfor i årene efter folkeafstemningen i 1920, at man skulle have tyskerne ud af embedsapparatet, så befolkningens sande identitet og tilhørsforhold kunne blomstre frem ad åre. I første halvdel af 1920’er arbejdede en lille kreds for, at Sydslesvig skulle være et neutralt område under Folkeforbundets beskyttelse, ligesom Alsace. Her skulle den danske påvirkning stille og roligt omvende befolkningen, så den ville genfinde sin danske fortid. På et tidspunkt skulle en ny så folkeafstemning gennemføres. Men inden afstemningen var Dannevirkemændene også parate til at snuppe hele Sydslesvig uden folkeafstemning, og i løbet af to-tre generationer få omvendt befolkningen.
Efter Anden Verdenskrig stod Danmark i en uhyre gunstig forhandlingsposition i forhold til at få indlemmet hele Sydslesvig i Danmark. Området var en del af den engelske besættelseszone, og England skriver i sensommeren 1946 et åbent brev til Danmark med tre mulige scenarier: 1. Det danske mindretal og det tyske mindretal kan bytte plads. 2. Danmark kan få hele Sydslesvig. 3. Danmark kan få Flensborg. Scenarierne kunne gennemføres både med og uden folkeafstemning. Det var blot op til den danske regering at pege på, hvad den ville have. Efter krigen var situationen den, at det danske mindretal voksede eksplosivt. Før krigen var der en god håndfuld danske skoler syd for grænsen, efter krigen var der 80. Det officielle mindretal var også vokset fra at være 3000 medlemmer til 75.000 medlemmer af Sydslesvigsk Forening, hvis formål var at støtte og fremme dansk kultur og sprog. Mange sydslesvigere var simpelthen blevet trætte af at være tyskere. Indbyggerne havde været igennem to verdenskrige, skulle tage sig af fordrevne tyskere fra Østeuropa og led stor materiel nød. Sydslesvigerne så en bedre fremtid for sig i Danmark. Derfor var en folkeafstemning i Sydslesvig måske faldet ud til Danmarks fordel. Og en folkeafstemning i blot Flensborg var sikkert endt med et flertal for at blive en dansk by. Men i den danske rigsdag var der ikke opbakning til at udvide territoriet mod syd. Det havde flere årsager. Dels var politikerne bange for, at Tyskland ville komme på fode igen og kræve landet til bage. Dels var der hverken i Landstinget eller Folketinget flertal for at få et stort tysk mindretal inden for nationens grænser.
Landsdelen var siden 1864 blevet massivt påvirket af preussiske embeds mænd, som lærere og præster. Kongs tanken var derfor i årene efter folke afstemningen i 1920, at man skulle have tyskerne ud af embedsapparatet.
| 19
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Genforeningen flimrer forbi. Få den under huden, læs selv … 299,95 Indb.
Dokumentarisk roman. I 1884 rejser Marie Fibiger til Sønderjylland for at se ”det tabte land” og for at møde den legendariske Jens Jessen fra Flensborg Avis. Hun kom fra en velhavende familie på Frederiksberg, han fra et patriotisk hjem i Vest-slesvig. Hun syntes, han var let komisk. Et par år efter blev de gift. Da man forbød det danske sprog i 1888 startede kampen for danskheden for alvor.
”Spændende historisk roman om Jens Jessen og hans hustru fra den københavnske overklasse.” Lars Ole Knippel, Jyllands-posten
249,95
3 Et ældre par sidder med udsigt over Ejderen, grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. – Foto: Eckhard Stengel/Imago/Ritzau Scanpix.
A.P. Møller fordanskede Sydslesvig Næsten 800.000. Så mange stemmeberettigede danskere skrev i 1949 under på et krav om, at regeringen skulle forlange, at de allierede iværksatte en folkeafstemning i Sydslesvig om indlemmelse i Danmark. Afstemningen var iværksat af Sydslesvigsk Udvalg og finansieret af skibsreder A.P. Møller. Den store indsamling af underskrifter havde ingen politisk konsekvens, men viste, hvor stor støtten var i befolkningen. Men hverken Sydslesvigsk Udvalg eller A.P. Møller lod sig standse, for landet skulle vindes tilbage. Med enorme donationer fra erhvervsmastodonten gik et fordanskelsesprojekt mellem Dannevirke og Ejderen i gang. Projektet hed ”Ejdervolden” og der blev opført 11 skoler, børnehaver og forsamlingshuse nær Ejderens nordlige bred. Den organisatoriske motor i ”Ejdervolden”, professor Lars Hansen Larsen fra Landbohøjskolen i København, beskrev i sine taler de danske skoler som ”kulturfæstninger” og elever og lærere som ”soldater” og ”officerer” i kampen om en genforening. Til at begynde med ville den danske stat ikke give penge til projektet, men da den private finansiering forsvandt et par år efter A.P. Møllers død i 1965, endte de sydligste danske skoler alligevel med at få tilskud fra den danske stat. Flere af skolerne eksisterer endnu.
”
Indb.
I dag fokuserer Mindretalsforkæmper opgav aldrig håbet vi på sproglig, kultu Forskningsleder ved Dansk rel og identitets Centralbibliotek for Sydslesvig, Mogens Rostgaard Nismæssig forening med sen, glemmer ikke sit første møde med den fremmeste Danmark, hvilket vi figur i det danske mindretal, har rig mulighed for den nu afdøde Karl Otto Meyer. Begge var i 2014 tilhø– og som vi også rere til en forelæsning, og lykkes med. den dengang 86-årige Karl Otto Meyer kom undervejs med en kommentar om, at hans håb da stadig var, at Sydslesvig skulle blive dansk. I 2019 udgav Mogens Rostgaard Nissen selv en bog om Karl Otto Meyer, som gennem fire årtier var mindretallets klare politiske leder. Både som formand for Sydslesvigsk Vælgerforening, som repræsentant i delstatsparlamentet i Kiel og som chefredaktør for Flensborg Avis. Forskningslederen fortæller om den danske sydslesvigers bestræbelser. ”Karl Otto Meyer havde hele livet visionen om at få hele Sydslesvig til Danmark, og han arbejdede vidt og bredt for at omvende befolkningen syd for grænsen. Men i modsætning til de nationalkonservative kræfter, der havde arbejdet for den samme sag i mellemkrigsårene, var Karl Otto Meyer en stor demokrat. Hvis Sydslesvig skulle tilbage, så var det gennem en folke afstemning. For ham var det ikke en mulighed at tage en luns af landet og så regne med at omvende folket bag efter. Han tilhørte en genera tion, der var meget dansksindet. Han holdt på, at man skulle tale dansk, hvis man kunne, og han udbredte bestandigt sine idéer om at Sydslesvig burde genforenes med Danmark igennem sine mange ledere og i sine taler. Nu er
JENS A. CHRISTIANSEN GENERALSEKRETÆR I SYDSLESVIGSK FORENING
Verdenskrigen raser, og overalt i Europa sidder bange kvinder tilbage. Sille i Sønderjylland håber, at hendes mand, Traugott, er glemt af den tyske krigsmaskine. Det er han ikke, og i vinteren 1916 tømmes de små sønderjyske byer igen. Traugott må tage den tunge vej til Skyttegravene.
”Enkeland er varmt anbefalelsesværdig – både når man er interesseret i Sønderjyllands historie, og når man blot kan lide en god roman.” Flensborg Avis
drømmen om en yderligere genforening næsten slukket. Der er måske stadig et par stykker, der prøver at bevare håbet. Men det er gået fra at være en utopi til en drøm.” Karl Otto Meyer døde i 2016.
”En velskrevet og fængslende historie.” DBC
229,95
Nu er det forening, ikke genforening Drømmen om en genforening er væk nu, fortæller generalsekretær i Sydslesvigsk Forening Jens A. Christiansen. ”De sidste fra mindretallet, der håbede på en genforening, er fra mine forældres generation, ligesom Karl Otto Meyer. For dem var det ikke gratis at være danskere, og de led. Men nu er situationen ændret fuldstændigt, og har været det i mindst 20-30 år. Nu drømmer vi ikke om en genforening. For det første er det geopolitisk fuldstændig urealistisk. Dernæst passer den nuværende grænse med de overordnede nationale tilhørsforhold. I dag fokuserer vi på sproglig, kulturel og identitetsmæssig forening med Danmark, hvilket vi har rig mulighed for – og som vi J også lykkes med.”
Gennemillu.
I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark, efter at hele Slesvig havde været under tysk herredømme siden den tabte krig i 1864. Genforenet er imidlertid ikke det rigtige ord. Hertugdømmet Slesvig, og altså også Sønderjylland var dansk, men Slesvig havde aldrig været en del af kongeriget, som historikeren Carsten Porskrog Rasmussen anfører i sit bidrag.
Teksterne spænder vidt: noveller, digte, historiske essays og beretninger. Målet med den illustrerede bog er at give læserne en levende indføring i, hvad der var på spil i 1920. ”Genforeningsdagen af Tabea Petersen og Stækkede vinger af Andrias Andreasen er værd at fremhæve. I teksterne bliver vi ført til henholdsvis Tysklands genforening i 1990 og Færøerne inden 1920. Begge tekster formår at sætte ord på grænsedragningen for 100 år siden.” Flensborg Avis
ForlAGET hovEdlAnd
www.hovEdlAnd.dk
20 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
0 Grænsen, der blev skabt i 1920, er mellem landsbyerne Rens og Ladelund markeret af et åløb. Engang holdt familier fra begge sider søndagsfrokost her og skålede med hinanden over åen. Og engang bad en lokal bonde sin datter gå i åen, da hun var blevet gravid uden for ægteskab. – Alle fotos: Mikkel Møller Jørgensen.
På den anden side Hvilken forskel gør det, hvad der står i ens pas? Ved Genforeningen i 1920 satte to tyske familier fra Sønderjylland deres hjem til salg. For den ene familie lykkedes salget, og familien flyttede til Tyskland. For den anden gjorde det ikke, og den blev i Danmark. I dag ved efterkommerne, at deres liv meget nemt kunne have set helt anderledes ud AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk
Man skal forestille sig, at landskabet var fuldstændig bart, siger de lokale. Der var ingen hegn eller granplantager som i dag, der var ingen grænseskilte og intet gråt vildsvinehegn langs åen. Alt, hvad der var hernede ved grænsen for 100 år siden, var flade marker og spredte gårde. Her var ingen elektricitet. Ingen asfaltveje og rundkørsler. Sproget? Måske var det også lidt anderledes. Inde i stuerne blev der talt lige så meget tysk som dansk, eller hvis det skal være helt rigtigt sønderjysk. Rigsdansk har alle dage været en sjældenhed her. ”Halt doch die Klappe!”, kunne der blive råbt, hvis et barn talte for højt ved middagsbordet. Men også: ”Hol æ mund!”. Med sindelaget – hvilket land, man følte, man tilhørte – var det lige så blandet. Lidt vest for midten af grænsen ligger landsbyen Rens, og her var det kun fire stemmer, der ved afstemningen i 1920 tippede byen til dansk side. Med 51 procent danske stemmer vandt ”det danske”, så grænsen mod Tyskland blev trukket syd om byen. Og adskilte landsbyen Rens fra nabobyen mod syd, Ladelund. I dag kalder nogle blandt de lokale det ikke for ”Genforeningen”, det, der skete i 1920, men ”indlemmelsen”, altså indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark. Den sommer i 1920 fandt beboerne i Rens sig selv i en ny virkelighed. Den 5. maj ankom grænsevogterne, gendarmerne, til byen i deres lyseblå uniformer. De havde patruljeret ved den gamle grænse, oppe ved Kongeåen, og nu skulle de sørge for, at den nye grænse hernede blev opretholdt. Det første stykke tid gik de rundt med kort i hænderne for at sikre sig, at de gik rigtigt, indtil der blev opsat grænsesten på markerne langs grænsen.
Et gammelt fotografi fra egnen, taget i 1920, viser fire mænd, slæbende af sted med en 200 kilo tung granitsten på et spinkelt træstativ. Mændene ser ud til at have det varmt. Grænsen betød en ny sikkerhed for de dansksindede sønderjyder, der igen kunne flage med Dannebrog, sætte deres børn i en dansk skole og frit synge de danske sange i forsamlingshusene. Men grænsen skar også familier over. Man kunne ikke bare vade over grænsen, som man kan i dag. Bevogtningen blev kun styrket med tiden, og helt op til sidst i 1950’erne skulle man have særlig tilladelse i form af en passérseddel for at komme over. Og den eneste grænseovergang, hvor man lovligt kunne komme over, var i Kruså – en dagsrejse væk for beboerne på den vestlige side af grænsen. Selvfølgelig lærte man at leve med det. En af områdets ældre, der i 1950’erne stod i lære som elektriker, har fortalt, at han på et tidspunkt havde en opgave i et hus nede ved grænsen. Det var en morgen, mens det stadig var mørkt. Da han nærmede sig, blev der blinket voldsomt med lyset, kunne han se. Det viste sig, at konen i huset var i gang med at sende morsesignaler til familien på den anden side. Én af de sidste grænsegendarmer, der gik i de blå uniformer, døde sidste år. Han kunne fortælle om søndagsfrokoster, hvor familier sad på hver sin side af den gamle grænseå og skålede med hinanden. Om køer, der stak over åen til den anden side og blev taget som ”gidsler”. Og om dengang, grænsevogterne fandt et lig på den danske side. Som de smed over til tyskerne. Som så smed det over på den danske side igen. Ingen gad stå med bøvlet. For to af de tysktalende familier fra Rens betød den nye grænse, at de pludselig befandt sig på dansk jord. De be-
”
Jeg tror, han har tænkt, at han kunne få meget mere for pengene syd for grænsen. At han kunne købe sig en meget større gård for de penge, han fik for gården i Danmark.
HEINI PETERSEN OM SIN OLDEFAR
sluttede at sælge deres hjem og rejse mod syd. For den ene familie lykkedes salget, for den anden gjorde det ikke. Det fik konsekvenser for efterkommerne, langt mere end bare hvad der står i et pas. ”Jeg ved ikke præcist, hvorfor min oldefar flyttede,” fortæller Heini Petersen, 60 år, fra Ladelund i Tyskland, den landsby, hans oldefar flyttede familien til i sommeren 1920. Heini Petersen taler dansk, selvom han ikke behøver det på denne side af grænsen. Eller, det er nok rettere sønderjysk. Nummeret i adressen på parcelhuset er ”seks”, men da Heini Petersen udtaler det i telefonen, siger han ”sajs”. Nogle gange, når han mangler det rette ord på dansk, finder et tysk ord vej ind i sætningen, og nogle gange er ordstillingen også lidt omvendt. Carsten Peter Petersen, som oldefaderen hed, var født lidt syd for Ladelund som uægte barn af en lokal kvinde. Han blev siden smed og købte en smedje i Rens, nord for den nuværende grænse, men besluttede sig så for at købe en gård i byen. Han opkaldte den Dorothea efter sin hustru. Med hende fik han 15 børn. Den yngste, Hermann, er Heini Petersens bedstefar. ”Min tante har fortalt, at min oldefar godt kunne lide at få lidt brændevin. Når han så kom hjem, og de kunne høre hestenes hove i gårdspladsen, stak alle børnene ud i stuerne for at gemme sig. For de var klar over, at han ville blive vild, når han kom ind,” fortæller Heini Petersen. Han har i familiens arkiver fundet boligannoncen for den gård i Tyskland, som oldefaderen havde fået et godt øje til. ”Hof =Verkauf” står der øverst, ”Gård til salg”. Gården var nybygget i 1916, skønt beliggende ved Ladelund, og der hørte 100 hektar jord til. Den danske krone var stærkere end den tyske mark på det tidspunkt. Øko-
nomien var dårlig i Tyskland efter Første Verdenskrig og inflationen høj. I en krønike i lokalarkivet har Heini Petersen fundet formuleringen: ”Han ville ikke bo i Danmark” om oldefaderens flytning, men han tror selv på, at oldefaderen drømte om et bedre liv. ”Jeg tror, han har tænkt, at han kunne få meget mere for pengene syd for grænsen. At han kunne købe sig en meget større gård for de penge, han fik for gården i Danmark. Men når det er sagt, så var han nationalt meget tysk. Og min bedstefar var det endnu mere.” På den danske side i Rens, to kilometer fra Petersens gamle gård, ligger Rens Mølle. Her boede den anden familie, der besluttede sig for at flytte ved Genforeningen. Møllen er ikke længere i brug, men gps’en viser stadig hen til rødstenshuset med den brusende strøm fra Sønderåen i baghaven, når man søger på ”Rens Mølle”. Ved Genforeningen tilhørte stedet en tysktalende mand, mejeristen Adolf Muus. Han var kommet rejsende til Rens fra Lübeck i 1900 for at overtage møllen, der på det tidspunkt var gået konkurs. Kort efter havde han ansat en tysk mejerske, Ida, som han fik først ét barn med uden for ægteskab. Hun måtte rejse tilbage til Lübeck og føde barnet, men året efter var den gal igen. Adolf og Ida giftede sig, hun fødte ham siden fem børn mere, herunder to sæt tvillinger. Barnet fra Lübeck, lille Adolf, blev hentet op til Rens. Adolf Muus havde forstand på forretning. Der var vand i åen. Med vandkraft blev der kærnet læssevis af gult smør, og snart blev der udvidet med et lille bageri. Og så kom den nye grænse.
fortsætter side 22
TIL MINDE OM DANMARKS BEFRIELSE OG KAMPEN FOR DET FRIE ORD
Spar 15 % som abonnent butik.information.dk INFORMATIONS FORLAG
22 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
… På den anden side fortsat fra side 20 ”Ejendomssalg” lyder overskriften på boligannoncen bragt i Flensborg Avis i august 1919. ”Et i Nordslesvig med vandkraft drevet mejeri på 800 køer samt mølleri og bageri med maskindrift og de tilhørende bygninger samt plads til 150 svin (…) til salgs for 75.000 kr.” Møllerens barnebarn hedder, præcis som sin bedstefar og sin far, Adolf Muus. Han er 77 år og bor stadig i dag på vandmøllen i Rens. Han har selv drevet den frem til 1970’erne. Det lykkedes nemlig aldrig bedstefaderen at få den solgt. Det er ikke noget, nogen i familien nogensinde har snakket om. Og Adolf Muus fandt først ud af, at hans barndomshjem skulle have været solgt, for et par år siden, da lederen af det lokale arkiv i Rens fortalte, at hun var faldet over annoncen. ”’Hvad?’, tænkte jeg bare,” siger Adolf Muus. Heini Petersen træder ud af sin mørkegrå bil og ud midt i det, der er hans oldefars nybyggerdrøm. Han peger henover den flade mark toppet af store, knaldsorte muldvarpeskud. Jorden er god her. ”Dér er jeg vokset op,” siger han og peger over på en gård, der ligger gemt bag høje graner. På grunden bag ham stod hans oldefars gård engang, nu ligger bunker af fodermajs gemt under grøn plastic og sorte bildæk. Gården brændte i 1980’erne. Heini Petersens bedstefar, Hermann, var 11 år, da familien flyttede fra Danmark i 1920. De tre ældste børn i familien var store og blev tilbage på den anden side på de gårde, hvor de var kommet ud at tjene. Én af døtrene giftede sig med en meget dansksindet mand fra Vejle og brød med familien. ”Ham, hun giftede sig med, kunne ikke for godt med sin svigerfar,” siger Heini Petersen. Heini Petersens oldefar, Carsten Peter Petersen, var måske heller ikke altid lige sjov at være sammen med. Han var af den mening, at landmand var det eneste rigtige, en rigtig tysk ”bauern”. Og så sad det måske i ham, at han blev født som et uægte barn, tænker Heini Petersen. Da én af oldefaderens døtre blev gravid uden for ægteskab i 1920 og spurgte ham til råds, svarede han hende: ”Du har én mulighed. Og det at gå i æ grænsstrøm.” Altså, hun kunne drukne sig i den å, der løber langs grænsen. ”Det er jo noget at sige til sin egen datter,” siger Heini Petersen og løfter øjenbrynene. Oldefaderen døde den 21. oktober 1930 ”omtrent 70 år gammel”, som der stod i den notits, der blev bragt om Carsten Peter Petersen i Flensborg Avis: ”Afdøde var med sin stovte skikkelse og det lange skæg til det sidste en meget statelig mand. Af venner og naboer på egnen vil han blive savnet, ikke mindst for sit særlige væsen.” Yngstesønnen, Heini Petersens bedstefar Hermann, blev ikke nogen rigtig tysk bonde, som hans far havde ønsket det. Dertil var han al for glad for at gå i uniform. ”Min bedstefar var meget nationalsocialistisk. Han var stærk i den mening, at det var rigtigt at bære uniform for sit land. Jeg husker, at han gik på jagt. På cykel med geværet over skulderen på vej mod skoven. Lige i ryggen!,” siger Heini Petersen og retter sig højtideligt op. ”Men jeg har ingen dårlige minder om ham. Og det er ham og min bedstemor, der har lært mig at tale dansk. Hverken min mor eller far har nogensinde talt dansk.”
”
Jeg hedder Adolf, fordi det gjorde min far også. Og min bedstefar før ham. Det er et familienavn.
ADOLF MUUS
0 Hans-Heinrich Petersen, kaldet Heini, lærte at tale dansk af sine bedsteforældre. Hans mor og far talte aldrig dansk. Han er født i 1960 i Ladelund, Tyskland, er udlært tømrer, gift og far til to voksne sønner.
0 Adolf Muus overtog familiens mølle i Rens i 1966, men måtte lukke den i 1976. Siden blev Adolf Muus direktør i et kornfirma, men er nu pensioneret. Han er født under krigen, i 1943, er gift og far til en søn.
Vandet i Sønderå hvirvler afsted under træbroen ved vandmøllen i brune spiraler. Så meget vand har der aldrig været i åen før, ikke hvad Adolf Muus kan huske, og engang havde det helt sikkert været godt for ”business”. Men det er alt sammen ligemeget nu, hvor vandmøllens træhjul står helt stille. Adolf Muus åbner en afskallet, grøn dør ind til selve møllen. Trinene op til loftet er hulet ud af slid, og brædderne knager faretruende under fødderne. Han er født i Rens i Danmark i 1943, midt under Besættelsen, og hedder Adolf. ”Der har da været nogle jokes. Men ikke nogle, der har betydet noget. Dem, der kender mig, ved, at jeg hedder Adolf, og det er ikke på grund af Hitler. Jeg hedder Adolf, fordi det gjorde min far også. Og min bedstefar før ham. Det er et familienavn,” siger han. Hans storesøster hed i øvrigt Ida efter bedstemoderen, tilføjer han. Han viser ind på det gamle bogholderkontor ved møllen, hvor han engang selv sad og holdt styr på regnskaberne, indtil møllen måtte lukke i 1976. Han låser et brunt arkivskab op med den nøgle, der sidder i, trækker en skuffe ud og fisker en bunke åbnede kuverter op. ”Man må sige, det har været et held for min bedstefar, at han kom til at bo nord for grænsen. Da krigen kom i 1939, havde han fem sønner i den krigsduelige alder. Hvem ved, hvor mange af dem, der havde overlevet? Jeg er født i 1943. Hvem ved, om jeg havde været der?” Brevene i hans hånd er maskinskrevne og sendt mellem Adolf Muus’ bedstefar og bedstefaderens bror, der boede i Lübeck i 1930’erne. ”Geöffnet,” står der på et hvidt bånd, klistret på en blå kuvert. På stemplet flyver en ørn med et hagekors i kløerne. ”Hverken min far eller bedstefar interesserede sig rigtigt for politik, meget mere for forretning. Og ingen af dem har været medlemmer af det tyske mindretal. Men tre af mine onkler meldte sig til Heimwehr (paramilitær nazistisk gruppe, red.), og de sad også i Fårhus,” fortæller Adolf Muus. Fårhuslejren er den straffelejr, der blev oprettet efter Besættelsen for danske medlemmer af nazistpartiet, herunder adskillige mandlige medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland. ”Det var jo det, man gjorde, når man var tysk.” Adolf Muus bladrer i bunken med maskinskrevne breve og finder ét, skrevet i 1936. Her fortæller bedstefaderens bror om udviklingen i Tyskland, om Hitlers besættelse af den demilitariserede zone ved Rhinen og Frankrigs svar på det. Broderen finder Frankrigs svar uklogt. Det trækker op til krig. Brevet slutter: ”Men du ved jo i øvrigt, at jeg ikke beskæftiger mig med politik på skrift! Endnu en gang hjertelige påskehilsner til jer alle, din bror, Hans.” Adolf Muus lægger brevet tilbage i bunken. ”For mig er det en slags bevis for, at de i hvert fald ikke var på Hitlers side. Så havde der ikke stået sådan,” siger han. Få år efter blev broderen i Lübeck kørt ned af en lastbil og døde. Brevene fra den anden side stoppede. Heini Petersen skubber den lave dør op til et gammelt hus inde i Ladelunds midte. Her ligger det lille bymuseum i Ladelund, som han selv står for driften af. Det er kun det ene af byens to museer, det andet ligger på den anden side af vejen og markerer, hvor der i vinteren 1944 døde 298 mennesker, flest hollændere og italienere, i en arbejdslejr oprettet af det nazistiske styre. ”De fleste var mænd fra en hollandsk
by, hvor man havde modsat sig nazisterne. Så samlede de alle byens mænd og bragte dem hertil,” siger Heini Petersen. Her, på Dorfmuseum Ladelund, har de lokale samlet forskellige ting og sager ind, der fortæller om byens historie: Flinteøkser. En udstoppet stork. En legetøjsdampmaskine. Skiltemagerens skabelon til ”Reichsgrenze”-skiltet. En ringriderjakke. Metervis af spindelvævstynde, hvide kniplinger. I en glasmontre på førstesalen ligger 20-30 små emblemer med hagekors og glimter i solen fra vinduerne. Der er også et dokument med ”der Führers” underskrift. Det er det brev, der er fulgt med tildelingen af et tysk æreskors til en Ladelund-borger i 1939. Heini Petersen holder lidt afstand til montren, da han forklarer, hvad der er i den: ”Det er jo alt sammen her fra byen. Det er en del af historien, men det er også meget følsomt for folk hernede.” ”Mange tyskere vil ikke så gerne fortælle noget, så det, de ved om deres historie bliver overfladisk. Når jeg går i arkiverne, så mobber mine sønner mig. ’Nå far, har du nu været ude og suche knochen igen’ (lede efter knogler, red.) Jeg interesserer mig for slægtsforskning, og det er bare meget nemmere at gøre på den anden side af grænsen,” siger han og bevæger sig ned ad trappen fra museets loft. Hans egen bedstefar, Hermann, var overbevist nazist. Han ville være soldat, kæmpe for sin overbevisning og for fædrelandet. Men han var også en rar mand, fastholder Heini Petersen. Efter krigen gik der nogle år, så åbnedes grænsen mere og mere, og fra 1957 skulle man ikke længere have særtilladelse til at passere. Heini Petersen husker, at han fik lov at komme med bedsteforældrene på ture til Danmark for at købe det gode danske smør. Nogle gange fik han også en is på mejeriet. Bedstefaderen døde, da Heini Petersen var 14 år, i 1974. ”Ved mig var han rigtig god.” Efter krigen og i de første par år af 1950’erne har levestandarden givetvis været dårligere på den tyske side af grænsen, mener Adolf Muus. Men op mod 1960’erne blev det bedre. Den tyske industri kom på fode, folk fik arbejde og penge. ”Der Deutsche Wirtschaftswunder,” som man siger i Tyskland om det økonomiske opsving, som var så tiltrængt. I de år kom der for første gang igen siden Genforeningen i 1920 kunder tilrejsende fra syd og købte mejeriprodukter på mejeriet og korn på møllen. Især smørret var tyskerne glade for. Bedstefaderen, mølleren, døde i 1954, og selvom han til sidst var nærmest døv og gik rundt med et stort hørehorn, vedblev han til sin død at være en meget respekteret herre. ”Hvis han kom ind på mejeriet, og han så nogle tjenestefolk stå og grine ad et eller andet, så råbte han: ’Was gibts hier zu lachen?’ (hvad er der at grine ad?) Og så blev der stille,” siger han og gør store øjne. ”En anden gang var der lige én af de lokale bønder, der skulle være vittig og sagde ’Gutentag Herr Maus’ til ham. Altså goddag hr. Mus. Det syntes han ikke var spor sjovt.” Siden han fik at vide, at bedstefaderen satte hans barndomshjem til salg i 1920, har Adolf Muus forsøgt at forstå hvorfor. Han tror ikke på, at hans bedstefar søgte et bedre liv på den tyske side. Han tror heller ikke på, det skyldtes, at bedstefaderen havde et stærkt tysk sindelag. Eller hvad? ”Jo mere, jeg tænker over det, jo mere tror jeg, det har handlet om sproget for ham. Han kunne skrive dansk, men ikke tale det. Og jeg tror, det var derfor. Jeg
tror, han inderst inde gerne ville være et sted, hvor der blev talt tysk.” Da bedstefaderen døde, overtog hans søn, Adolf Muus’ far, møllen. Og i 1966 gik møllen videre i arv til Adolf Muus, der drev forretningen ind til 1976. Lukningen skyldtes, at møllen ikke kunne følge med udviklingen i landbruget, siger han. På møllens loft står de gamle, grå mælkejunger stadig, dækket af spindelvæv og støv. De kan rumme 25-30 liter hver, og blev kørt til mejeriet af bønderne på et vognlad. Indtil det ikke var nok længere. ”Da vi kom med i EU blev landbrugene meget større. Så begyndte man jo at tappe mælken over i tankbiler. Men vi kunne ikke have tankbil hos os,” siger han og trækker på skuldrene. ”Det var der jo ikke noget at gøre ved.” Den gamle mølle kunne sikkert godt trække lidt turister i sommermånederne, hvis den blev sat i stand. Men så længe Adolf Muus bor her, vil han helst have den for sig selv. Og hustruen, som han har en søn med. Hustruen traf han i øvrigt i sin tid lige her, i Rens. I 1960’erne og 1970’erne dansede den tyske og danske ungdom på grænsekroen i Pebersmark, der lå lige på grænsen mellem Rens og Ladelund, det har Heini Petersens forældre fortalt. Men da Heini Petersen var ung i 1980’erne i Ladelund var der ikke længere så meget kontakt mellem den tyske og danske ungdom. Han rødmer let, da han bliver spurgt til, hvor han traf sin hustru. ”Hos naboen,” svarer han. ”Hun boede lige et par huse væk, og vi har kendt hinanden, siden vi var børn. Jeg havde nok ikke haft den kone, jeg har, hvis jeg havde boet i Danmark.” Heini Petersen har brugt meget tid i Danmark de senere år, eller det vil sige, rent digitalt, på danske hjemmesider. I Danmark er kirkebøgerne digitaliseret systematisk og på den måde har han fundet frem til de af hans oldefars børn, der blev nord for grænsen dengang. Og til deres børn og børnebørn. Som han så har besøgt på deres hjemadresser i Danmark. Hver og én. ”Det er ikke alle, jeg har kontakt med, men jeg har besøgt dem alle. Jeg ville gerne se dem. Og jeg var overrasket over, at det slet ikke var noget problem for dem at snakke om familien. Sådan er det ikke her i Tyskland.” Heini Petersen låser døren af til det lille museum, hvor tingene taler for byens beboere. Spørgsmålet om, hvor han føler, han hører mest til, nationalt, er ét, der stadig i hans 60. leveår rumsterer i ham. ”Det har jeg tænkt mange gange over. I mit pas står der tysk. Men fordi, jeg har slægtsforsket, har jeg fundet ud af, at den første Petersen, der hører til min slægt her omkring Ladelund, faktisk kom fra Jylland. Så jeg er ikke så sikker mere. Og så har jeg det sådan, når alle de andre snakker om at komme til Italien på ferie, så har jeg bare ikke den længsel efter at komme sydpå. Jeg vil bare gerne mod nord.” I Danmark sidder Adolf Muus og tygger lidt på det samme spørgsmål. Er han dansk eller tysk? Han er født i 1943 og hedder Adolf. Da han nåede skolealderen, valgte hans forældre at sætte ham i en dansk skole, på trods af, at Rens på det tidspunkt havde fået en tysk skole. Og han er ikke medlem af det tyske mindretal. Han har netop fået kontakt til en efterkommer af bedstefaderens bror i Lübeck og skal besøge ham til sommer. Det glæder han sig meget til. Når man spørger ham, om han føler sig tysk, svarer han: ”Vi er vel alle lidt af det hele her J nede.”
I DENNE UDGAVE Kroppen havde længe været gemt væk i stramme korsetter og kvælende kraver, da en frisindet dansk sundhedsguru i begyndelsen af forrige århundrede lagde grundstenen til nutidens kropsideal. I juni stiller Politiken Historie skarpt på kroppen som politisk kampplads siden antikken. Læs også om dræbende epidemier, en dansk fængselsskandale og meget mere.
Politiken Historie er magasinet, der fortæller om vigtige historiske begivenheder, så vi bedre kan forstå vores egen tid.
Prøv 2 udgaver for 199 kr. Bliv abonnent på Politiken Historie i dag. Bestil på tlf. 70 15 02 02 eller besøg politikenhistorie.dk
24 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Følelser på p lakaten Plakaterne, der blev brugt ved afstemningen op til Genforeningen, rummer masser af symbolik. Samtidig appellerer de åbenlyst til basale menneskelige følelser. Valget om dansk eller tysk var for mange sønderjyder et følelsesvalg, siger historiker og museumsinspektør AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk
Hvis man har prøvet at stemme til et folketingsvalg eller kommunalvalg, kender man den lidt højtidelige følelse af at få udleveret et stykke papir plus en blyant og træde ind bag et gardin for at sætte sit kryds. Men hvad, hvis det spørgsmål, man skulle besvare, ikke var: ”Hvilken politiker er du mest enig med?”, men i stedet: ”Hvilket land føler du, at du tilhører?”. Ville hjertet alligevel banke lidt ekstra i brystet på én? Den valgkamp, der ledte op til, at sønderjyderne i 1920 stemte sig hjem til Danmark ved Genforeningen, bar præg af, at det var et vigtigt kryds, der skulle sættes. Både på tysk og dansk side lå spørgsmålet om national identitet dybt i befolkningen, og det håndgribelige bevis på dét er de afstemningsplakater, der blev produceret og hængt op i hele Sønderjylland og Nordtyskland. I den faste udstilling på Sønderborg Slot, der er en del af Museum Sønderjylland, er et helt rum dedikeret til afstemningen i 1920, og rummet er fuld af valgplakater fra dengang. Der er både tyske, danske og nogle – på overfladen – neutrale plakater imellem. De er blevet til i en tid, hvor det kun lige akkurat var blevet normalt at bruge valgplakater, fortæller Mariann Kristensen, der er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland. ”Plakaterne fungerer egentlig på samme måde, som de valgplakater, der bruges i det politiske liv på det tidspunkt. Men det har været meget anderledes end et politisk valg. For nogle har økonomi spillet en rolle, men for langt de fleste af vælgerne har det været et følelsesvalg,” siger hun. Agitationen for en national kamp begyndte i 1919, hvor man blev klar over, at der ville blive mulighed for en afstemning i de nordslesvigske områder. Men afstemningsplakaterne måtte først opsættes den 10. januar 1920, hvor Versaillesfreden blev gjort bindende. Det danske statslige oplysningskontor lod trykke omtrent 107.000 plakater og fik dem sendt til Sønderjylland, hvor blandt andre Mellemslesvigsk Udvalg (der ønskede hele Slesvig indlemmet i Danmark) også var gået i gang med at trykke deres egne plakater. Også på tysk side fik man travlt, og det skønnes, at 200.000 plakater blev spyttet ud af den tyske trykpresse op mod valget. Vælgerforeningen for Nordslesvig, som var de dansksindede nordslesvigeres politiske organ, stod for afstemningskampen i lokalområdet, og lokale
tillidsmænd modtog og distribuerede afstemningsplakaterne i befolkningen. Flere af tidens største plakatkunstnere tegnede plakater til afstemningen, heriblandt tegneren Thor Bøgelund Jensen, der havde hjemme i København. ”Thor Bøgelund var plakatkunstner i tiden, og én man har tænkt kunne levere budskabet. Allerede på det tidspunkt havde han tegnet en del plakater for Tivoli, og når man ser på hans plakater, så dyrker han virkelig nationalsymbolerne på en moderne måde,” siger Mariann Kristensen. Især Danneborg som nationalsymbol fylder på plakaterne, og det har på det tidspunkt talt direkte ind i mange sønderjyske hjerter. Under valgkampen blev det for første gang siden 1864 nemlig lovligt at flage med Dannebrog i gaderne i Sønderjylland. ”Dannebrog har været symbol på den danskhed, som har levet i familierne gennem generationer, men i det skjulte. Det, at der nu er mulighed for endelig at lufte fanerne, udnytter man i stor stil, især i de nordlige områder, hvor man føler sig mere sikker på resultatet. Fra København bliver der også syet faner, som sendes til Sønderjylland, for at man har noget at hænge ud,” siger Mariann Kristensen. Plakaterne blev hængt op i byerne, og ikke kun som i dag på lygtepælene, de blev også klistret op på husmure på private ejendomme. Flere steder, både på dansk og tysk side, deltog børn i foreninger og spejdergrupper i plakatophængningen. Plakatnedrivning eller vandalisering er blevet et velkendt fænomen i forbindelse med enhver valgkamp. Og også dengang kunne man risikere, at der blev klistret et modbudskab hen over ens plakat. Det fandt blandt andet sted i Tønder, hvor der traditionelt har været et tysk flertal. En kvinde fortæller i en erindring, at der på de danske plakater, hun som 14-årig var med til at hænge op, blev klistret en lille plakat over med ordene ”Und dat glöwst du?”, der er plattysk og betyder ”Og det tror du på?”. Men også de dansksindede kunne den kunst, og på Sønderborg Slot findes også en tysk plakat med ordene ”Sikken en snak” klistret på. Fordi man ved valget gav vælgere udefra mulighed for at stemme (man skulle enten være bosat eller født i landsdelen) blev der også lavet foranstaltninger, så det var let og behageligt for tilrejsende fra andre dele af landet at komme til stemmeurnerne: ”En del af oppyntningen i byerne bestod i æresporte. Når man så ankom i havnen eller på stationen, blev man
0 Barnet med flaget og det lille stykke legetøj er en af de mest ikoniske afstemningsplakater. Den rummer en direkte appel til de sønderjyske kvinder, der i øvrigt kunne stemme for første gang i 1920. – Alle fotos: Museum Sønderjylland.
”
Man stemmer også for sine børn, den næste generation, og hvor deres fremtidige nationale identitet skal ligge.
MARIANN KRISTENSEN, MUSEUMS INSPEKTØR VED MUSEUM SØNDERJYLLAND
hentet og indkvarteret i byen. Og en del af ritualet har været, at man, gerne af spejdere, blev ført igennem byens æresport. Flere byer har haft både en tysk og en dansk æresport. Og jeg har læst erindringer, der fortæller om en borger, der blev ført igennem den ene port, men uden om den anden.” Set fra nutiden har valget en ceremoniel karakter, som er med til at understrege, hvor meget valget har handlet om følelser, siger Mariann Kristensen: ”Det personlige valg om national identitet er jo et følelsesmæssigt spørgsmål. Man stemmer også for sine børn, den næste generation, og hvor deres fremtidige nationale identitet skal ligge. For de dansksindede sønderjyder har det selvfølgelig været meget betydningsfuldt, at de skulle sende deres børn i tysk skole med den opdragelse og påvirkning, de værdier, der ligger i det. Når man i virkeligheden har ønsket noget andet.” Det ses også i plakaterne: ”Mor! Stem dansk. Tænk på mig”, lyder det på en af Thor Bøgelunds plakater. På både tysk og dansk side ses denne henvisning til ”mor” i afstemningsplakaterne, og valget har været en af de første gange i hele Europa, at kvinder havde mulighed for at stemme. Plakaten med den lille dreng findes også på tysk, og nu må man så holde tungen lige i munden, for den agiterer
samtidig for, at man skal stemme dansk. Og sådan er det med flere plakater. ”Sproget hænger ikke nødvendigvis sammen med den nationale identitet, og derfor blev plakaterne trykt på begge sprog,” siger Mariann Kristensen. Drengen på plakaten holder Dannebrog i den ene hånd. I den anden har han et stykke legetøj, en tændstikæske i en snor, og det rummer betydning, tilføjer hun: ”Drengen må lege med en tændstikæske og har bare fødder, og begge dele signalerer fattigdom. Her ser vi en blanding af en meget følelsesmæssig appel og en appel til det økonomiske.” At Tyskland på det tidspunkt var dybt forgældet efter Første Verdenskrig, blev brugt på afstemningsplakater fra dansk side. Blandt andet findes en plakat, med tysk tekst, der viser to mænd, der putter penge i hver deres sæk. På den ene står der ”krigsgæld”, på den anden ”børneog ældreforsorg”. ”Hvad man betaler skat til i Tyskland og Danmark”, lyder overskriften. ”Danmark har ikke været igennem en hård verdenskrig på samme måde. Der er mangel på fødevarer, og inflationen er voldsom i Tyskland i de her år. Den bevidsthed har man haft i valgkampen, og fra dansk side er det blevet fremstillet sådan, at valgte man tysk, valgte man også at smide sine penge i et tomt hul. Modsat er det også blevet brugt som
Genforeningen 100 år | 25
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
2 Denne tyske plakat, tegnet af Paul Haase, bærer to vigtige symboler: Det slesvigske flag og ridderen. ”Han kan se streng ud, men den styrke, han udstråler, er et stærkt budskab. Den tyske ridder historie er en stolt historie,” siger Mariann Kristensen.
0 Denne linje fra sangen ”Det haver så nyligen regnet” sigter til, at slesvigerne efter 1864 blev lovet en afstemning, men løftet blev taget ud af fredsaftalen mellem Danmark og Tyskland. ”Det er sjældent, der så direkte tales om søn derjydernes ret til at bevare et natio nalt bånd,” siger Mariann Kristensen.
0 Her fremhæver Thor Bøgelund Jensen Dannebrog som et stærkt symbol for de dansksindede. ”Der står jo ikke noget om, hvad man skal stemme, men flaget og kornmarkerne er nok til at kommunikere budskabet. Der er også noget økonomisk på spil: En gul kornmark er velstand og gode tider,” siger Mariann Kristensen. 2 ”Ingen kan se, hvordan du stem mer” står der på tysk, men det snyder. Flere af de danske plaka ter havde tysk tekst, for både dengang og nu har der boet dansksindede i tyskdominerede områder i græn selandet og om- vendt. Denne tilsyneladende neutrale plakat er produceret i Danmark og tegnet af Harald Slott-Møller.
0 Lurblæseren, der kalder de danske s ønderjyder til stemmeurnerne, er tegnet af Rasmus Christiansen.
0 De danske og tyske afstemningsplakater måtte kæmpe om pladsen i Flens borg, men hang dog side om side. Ved afstemningen stemte 25 procent dansk, og byen forblev tysk.
et argument for, at man ikke skulle stemme dansk, fordi det er et billigt budskab at sende. At de økonomiske fordele ved at tilhøre Danmark ikke bør være afgørende for, hvor man føler, man hører til,” siger Mariann Kristensen.
”Den er stærk i symbolikken, og det er slægternes historie, man fortæller: Mor Danmark kalder sine børn tilbage til sig, men i en lys og venlig appel med guld i glorien og venlige dannebrogsfarver. I baggrunden fremtræder den tyske ørn som en bagvedliggende trussel, og den fremstår meget ubehagelig. Men ørnen er jo tysk nationalsymbol, og man kan ikke sige, at det tyske formsprog i sig selv er mere dystert end det danske. Ligesom danskerne har brugt Dannebrog, så har tyskerne brugt symboler, som er stærke i deres forhistorie. Det er ridderen, der også optræder på en tysk plakat, eksempel på,” siger Mariann Kristensen. Det er svært at sige, om der i dag hænger tyske afstemningsplakater rundt omkring i hjemmene i Sønderjylland og Nordtyskland. Men Mariann Kristensen er flere gange stødt på danske afstemningsplakater i sønderjyske hjem, og typisk har de hængt et centralt sted i huset, for eksempel op langs en trappe: ”Plakaterne er helt sikkert blevet ikoniske billeder, som indgik i mindelser om afstemningen. Man har dyrket afstemningen og symbolikken i år fremefter og holdt afstemningsfester år efter år. Det viser en bevidsthed hos de dansksindede og en taknemmelighed for den mulighed, man havde for at vise, hvor man hører til. Både for sig selv og geneJ rationerne fremover.”
De fleste af plakaterne fra tysk side bærer farverne fra det slesvigske flag, der er blåt, hvidt og rødt (som det franske, bare på langs). Men én plakat bærer de farver, vi i dag kender fra det tyske flag. ”Bleibe treu”, forbliv trofast, står der i en hypnotisk stjerne af gult, rødt og sort. Farverne har på dette tidspunkt tilhørt Weimarrepublikken: ”Det er budskabet om, at man skal holde ved den nation, man er en del af. ’Vær trofast, selvom fædrelandet er i knæ’. Og man skal huske, at man fra tysk side stemmer om at blive en del af et Tyskland, som man ikke rigtigt ved, hvordan kommer til at tage sig ud, mens danskerne er mere sikre i, hvad det er for et land, de kan stemme sig hjem til.” Fra nutiden kan de tyske plakater virke mere dystre end de danske: lyse kornmarker og milde mødre over for ørne, riddere og gotiske bogstaver. Modstillingen er også tydelig på en dansk plakat, der viser ”Mor Danmark” stå med en glorie på hovedet foran en truende sort, ørn: ”Nu kalder Danmark på sine børn, farvel for evigt du tyske ørn”, lyder påskriften.
Om kunstnerne 3 3Den modernistiske plakatkunstner Thor Bøgelund Jensen (1890-1959) står bag en lang række af de i dag ikoniske afstemningsplakater fra tiden op til Genforeningen i 1920. 3 3Rasmus Christiansen (1863-1940) har tegnet den ligeledes ikoniske afstemningsplakat med lurblæseren, ”Vågn og stem for Danmark”
3 3Maleren Harald Slott-Møller (18641937) bidrog også med en række afstemningsplakater.
3 3Billedkunstneren Joakim Skovgaard (1856-1933) har tegnet den meget populære plakat med moderen og ”en røvet datter, dybt begrædt” i omfavnelse på en bro. Dette er dog et såkaldt genforeningsbillede lavet for at fejre Genforeningen, da den var en realitet, og ikke en afstemningsplakat. 3 3Bag de tyske afstemningsplakater står kunstnere som Paul Haase og Johann Holtz.
2 Både på dansk og tysk side fyldte de kom mende generatio ner i valgkampen. En væsentlig for skel er dog, at der på de fleste tyske plakater er brugt gotiske bogstaver. ”Det var dem, man brugte i de tyske skoler,” for klarer Mariann Kristensen.
2 ”Forbliv tro fast!” tordnes der på denne plakat, der er holdt i Weimar republikkens farver – gul, rød og sort. Plakaten er tegnet af Johann Holtz.
26 | Genforeningen 100 år
Københavnske gader skulle også hylde Sønderjylland Lille Frydsvej på Vesterbro i København skiftede i 1920 navn til Tøndergade. Det beretter en nyopsat mindeplade om AF IDA KRAGH PEDERSEN ipedersen@k.dk
På Vesterbro i København ligger Sundevedsgade, Haderslevgade og Tøndergade. Spadserer man lidt rundt i området, støder man måske også på Istedgade og Dybbølsgade. Ligesom i andre danske byer, som for eksempel Silkeborg og Aarhus, er der også et sønderjysk tema på spil i gadebilledet i hovedstaden. Det har meget med Genforeningen at gøre. For frem til 1920 hed Tøndergade nemlig Lille Frydsvej. Faktisk blev en række gader på Vesterbro mellem årene 1858 og 1942 opkaldt efter vigtige steder i Sønderjylland netop for at sætte fokus på tilhørsforholdet til det dansksindede nordslesvigske område og de dramatiske hændelser i området i den periode. Nogle gader var nyeetablerede, mens andre eksisterende gader blev omdøbt for at give en følelse af sammenhold på tværs af landet. For at denne historie og tilknytning ikke skal gå i glemmebogen, er der fornylig i Tøndergade opsat en permanent mindeplade, der hylder Genforeningen og fortæller om gadens navneskift for 100 år siden. Noget, der måske til daglig ikke får overvældende meget opmærksomhed i de vesterbroske gader, mener journalist, historiker og forfatter Simon Kratholm Ankjærgaard. ”Øst for Lillebælt er der mange blinde vinkler i forhold til Genforeningen. Jeg tror, der er mange, som godt kunne lære, hvad Genforeningen gjorde for Danmark, og hvad vi kan takke Genforeningen for. For eksempel er jeg som storkøbenhavner blevet undervist i, at Genforeningen var vigtig – men ikke så meget om hvorfor,” siger han. Simon Kratholm Ankjærgaard har derfor gjort sig selv til ekspert i emnet. I efteråret udgav han en bog om Genforeningen, og da indvielsesceremonien af mindepladen i den københavnske Tøndergade fandt sted, delte han sin viden med deltagerne. Forfatterens pointe er, at Genforeningen ikke bare var noget naturgivet, som det ofte kan komme til at fremstå i historiebøgerne. Tværtimod var perioden fra oktober 1918 og frem til juli 1920 præget af en enormt følelsesladet politisk debat og et stort politisk drama om, hvor grænsen skulle trækkes. ”Jeg synes faktisk, at Genforeningen er en mere vigtig begivenhed i det 20. århundrede end både Besættelsen og Befrielsen. Ofte pejler vi efter Anden Verdenskrig, men i virkeligheden er Genforeningen altafgørende for at forstå dansk historie,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.
Han vil gerne minde alle danskere om, at vi ikke blot skal takke Genforeningen for danmarkskortet i landets klasselokaler. ”Vi kan også takke Genforeningen for det demokratiske Danmark, vi har i dag. Genforeningen er nemlig første gang i verdenshistorien, at en grænse bliver trukket efter en demokratisk afstemning. Så på den anden side af Genforeningen får vi et Danmark, der er utroligt bevidst om sit demokratiske potentiale. Og det er en fortælling, som ikke er slået ordentligt igennem i den østlige del af Danmark,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard og tilføjer, at han oplever en højere grad af folkelig bevidsthed om Genforeningen, når han besøger de berørte områder i Sønderjylland. Mindepladen indvies i dag, fordi det er præcis 100 år siden, den første folkeafstemning om foreningen blev afholdt. Til indvielsesceremonien for mindepladen vil Tønders borgmester, Henrik Frandsen (V), holde tale. Efterfølgende er Simon Kratholm Ankjærgaard vært for en byvandring i området, som er en smugstart på kulturog historiefestivalen Golden Days, der fra maj til juli med arrangementer og aktiviteter over hele landet markerer 100årsdagen for Genforeningen. Efter byvandringen vil der – naturligvis – være sønderjysk kaffebord i Folkehuset J Absalon.
3 100-året for Genforeningen blev i februar i år markeret i Tøndergade i København med opsætning af en mindeplade, der beretter om de gader i København, der fik sønderjyske navne for at give en større nationalfølelse. I 1920 blev eksempelvis Lille Frydsvej omdøbt til Tøndergade efter den sønderjyske købstad Tønder. Kristeligt Dagblad var med, da pladen blev sat op og efterfølgende pudset, så alt var klart til indvielsesceremonien, der fandt sted den 2. februar. Her blev der foruden taler budt på byvandring og sønderjysk kaffebord. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Gå 100 år tilbage i tiden med Kristeligt Dagblad
– læs artikler fra Genforeningens historiske milepæle I Kristeligt Dagblads avisarkiv findes artikler om skelsættende begivenheder fra Genforeningen. Tiden omkring den dansk-tyske grænsedragning blev dækket af avisen, og det er muligt at genlæse det hele.
10. juli 1920
Der kan søges på specifikke datoer som den 10. juli 1920, hvor kong Christian den Tiende symbolsk red over den tidligere grænse til Tyskland. Eller man kan søge på ”1. zone” inden for år 1920 for at læse om, da Nordslesvig stemte sig ind under dansk fane.
”Gennem lange Trængselens Aar har de danske Sønderjyder længtes hjem. Det er Vort og alle Danskes inderligste Ønske, at der med Genforeningen skal oprinde en Tid for vort gamle Grænseland, hvor en Styrelse, der agter alles Ret, vil mildne aarhundredgamle Modsætninger, og hvor alle danske Borgere vil kunne samles i Arbejdet for det fælles Fædrelands Lykke og Fremgang.” – Kong Christian den Tiende
10. juli 1920
Sådan bruger du avisarkivet
Har du brug for hjælp med dit login, kontakt kundeservice på telefon 33 48 05 05
10. februar 1920
1. Gå ind på hjemmesiden www.k.dk/avisarkiv 2. Vælg ”Log ind” øverst til højre, hvis du ikke allerede er logget ind 3. Log ind med din e-mail og din adgangskode, som du anvender til www.k.dk 4. Søg på enkelte dage, en periode eller skriv søgeord 5. Skriv de ønskede søgekriterier og klik ”søg”
28 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Historiker: Den kirkelige genforening efter 1920 tog mange årtier Ved Genforeningen i 1920 var der store forskelle på kirkelivet syd og nord for den nye grænse. Det tog adskillige årtier, før der reelt var tale om én kirke. Men det blev en lykkelig udvikling, hvor inspirationen gik begge veje, siger historiker Lars N. Henningsen
interview AF MALENE FENGER-GRØNDAHL historie@k.dk
Da Lars N. Henningsen var barn i 1950’ernes Haderslev, var det stadig almindeligt, at langt de fleste kirkegængere forlod kirken efter prædikenen, eller når selve gudstjenesten var slut, og kun ganske få blev og modtog nadver efterfølgende. I dag er nadveren inkorporeret i højmessen, og størstedelen af kirkegængerne modtager nadver. Det er blot et af mange eksempler på, hvordan kirkelivet i Sønderjylland har forandret sig siden den nye grænsedragning og genforeningen af Nordslesvig med kongeriget Danmark i 1920. ”Når man fortæller dansk historie – også kirkehistorie – glemmer man ofte, at der er tale om to forskellige historier, en historie for kongeriget og en anden historie for Sønderjylland. Kirkehistorisk har der været store forskelle nord og syd for den nuværende grænse, og det er først for få årtier siden, at kirkelivet i Sønderjylland er kommet til at ligne kirkelivet alle andre steder i Danmark,” siger forhenværende arkiv- og forskningsleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig dr.phil. Lars N. Henningsen. På Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet holdt man tidligere i foåret et genforeningsseminar om Sønderjylland i kirkehistorien. Selskabet for Dansk Kirkehistorie og Afdeling for Kirkehistorie havde indbudt forskere, præster og museumsfolk til at belyse forskellige aspekter af den til tider meget forskellige kirkehistorie i Sønderjylland og resten af Danmark. Også Lars N. Henningsen deltog. Han fortalte blandt andet om de konsekvenser, det har haft, at kirken i Sønderjylland i noget af tiden siden Reformationen har været adskilt fra kirken i kongeriget, og hvordan landsdelen har været delt af en kirkelig kultur- og sproggrænse. ”Efter Reformationen kom Sønderjylland syd for Kongeåen under en anden administration end kirken i kongeriget, og man fik egne kirkelove, egne økonomiske forhold og et andet styre, hvor menighederne med tiden fik langt større indflydelse på økonomi og valg af præster end nord for Kongeåen. Man havde også andre salmebøger, og fra 1700-tallet satte pietismen og herrnhuterne deres præg på Slesvigs kirkeliv i en helt anden grad end i Kongeriget,” fortæller han. Syd for Kongeåen blev de fleste præster uddannet enten i Kiel eller ved tyske universiteter, og med få undtagelser kom stort set ingen præster til Sønderjylland fra Kongeriget. Alligevel bevarede man – også efter 1864, hvor området blev tysk og kirken en del af den slesvig-holstenske landskirke – dansk som kirkesprog mange steder i Sønderjylland. Ved Genforeningen i 1920 viste det sig – til overraskelse for kirkefolkene i andre dele af Danmark – at ganske mange af de dansksprogede menigheder syd for den gamle grænse ønskede at beholde deres lokale præst. I
3 Mange kirker og forsamlingshuse i Sønderjylland har mindesten om Genforeningen med en religiøs tone. I Øster Lindet findes denne sten med teksten: ”I smil og gråd/ i kamp til dåd/ vi stred for ættens eje/ Men livets Gud/ trods magtens bud/ end baner rettens veje”. – Foto: Wikicommons.
0 Lars N. Henningsen. – Foto: Povl Klavsen.
”
I Sønderjylland har det vist sig, at man langsomt, på en god og lykkelig måde, er blevet en helt integreret del af kirkelivet i Danmark. Men det tog tid, og der foregik afsmitning begge veje.
LARS H. HENNINGSEN, HISTORIKER
1920-1921 blev der for en overgangsperiode holdt genvalg til de gamle slesvigske kirkekollegier og kirkeforstanderskaber, som var anderledes end de danske menighedsråd. I en del sogne blev det muligt for menighedernes medlemmer at stemme om, hvorvidt de ville beholde deres præst, eller om embedet skulle slås op. 35 af 42 tidligere præster blev i deres embede. ”En del sønderjyder ville altså gerne beholde deres præster, selvom de var tysksindede og kun lige havde snuset til Grundtvig og højskolebevægelsen. Der var ganske vist også steder, hvor man efter 1864 oprettede frimenigheder med lægfolk, lærere og andre som præster, fordi man ønskede en grundtvigsk præget kirke. Men flertallet holdt fast ved det, de kendte,” siger Lars N. Henningsen og tilføjer: ”Den lokale historie har dybe rødder, og oftest er det ikke en god idé at forsøge at ændre alting over en nat. I Sønderjylland har det vist sig, at man langsomt, på en god og lykkelig måde, er blevet en helt integreret del af kirkelivet i Danmark. Men det tog tid, og der foregik afsmitning begge veje.” Allerede før 1864 var der for eksempel udviklet en tradition for selvstyre med større grad af demokratisk indflydelse syd for Kongeåen end nord for, blandt andet i form af kirkesynoder og provstisynoder, siger historikeren. Efter 1920 smittede ordningen syd for Kongeåen af på folkekirkens styre i Danmark, hvor man oprettede provstiudvalg og gav menighedsrådene større indflydelse på sognenes økonomi. I forhold til gudstje-
Kirken i Sønderjylland 3 3I højmiddelalderen hørte Sønderjylland kirkeligt under den danske kirkeprovins med centrum hos ærkebispen i Lund. Det meste af landsdelen dannede Slesvig Stift, men enkelte dele hørte til kongerigske stifter, blandt andet Nordvestslesvig, som lå under Ribe, og Als og Ærø, som hørte til Odense Stift. 3 3Slesvig Stift blev påvirket sydfra, og i det sydlige Slesvig blev kirkesproget plattysk. I den nordlige del var dansk kirkesprog på landet og blandet dansk-tysk i byerne.
3 3I 1300-tallet blev der lavet en præsteskole i Haderslev, hvor præster til den nordlige del af Slesvig Stift blev uddannet. 3 3Ved den lutherske reformation i 1500-tallet blev båndet mellem Slesvig Stift og ærkebispedømmet i Lund brudt. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten blev en kirkeprovins for sig.
3 3Her blev hverken Danske Lov eller den kongerigske ritualbog og alterbog fra 1680’erne eller Kingos salmebog indført. Stiftet hørte under Tyske Kancelli i København med sin egen alter- og ritualbog og egne salmebøger. 3 3I 1864 blev hele det geografiske Sønderjylland/Slesvig samlet kirkeligt set. KILDE: LARS N. HENNINGSEN
nestelivet gik afsmitningen til gengæld den modsatte vej. ”Syd for Kongeåen havde man udviklet en tradition for hjemmedåb og hjemmevielser, ligesom tilslutningen til nadveren var svundet voldsomt ind. Her kom den grundtvigske tradition og teologerne fra kongeriget til at sætte deres præg på Sønderjylland, og i dag kan man reelt ikke mærke forskel,” siger Lars N. Henningsen. Også salmebogen er i dag den samme, en udvikling, som ligeledes er foregået glidende – på tværs af kirke- og landegrænser, påpeger han.
”I 1890’erne lavede den slesvig-holstenske landskirke en ny salmebog på dansk, hvor man tog mange af Grundtvigs salmer med, og de slog vældigt an. Herefter fik man en sønderjysk salmebog, og nu har vi så Den Danske Salmebog. Så Nordslesvigsk Vælgerforening, der i 1920 ønskede, at kirken i Sønderjylland skulle indlemmes totalt i den danske folkekirke, fik det, som de ville. Det tog blot længere tid, end de havde forestillet sig, og det var nok grunden til, at det lykkedes.” J
Kristeligt Dagblad Læserklub
Gå på museum med Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad tilbyder alle abonnenter eksklusive rabataftaler på udvalgte museer. Oplev kunst- og kulturhistorien landet over med særlige fordele. Alle rabataftaler kan ses på www.k.dk/museer, hvor man også finder den særlige rabatkode, som skal oplyses ved indgangen på det valgte museum. Få mere ud af dit abonnement med Kristeligt Dagblad Læserklub.
Drachmanns Hus Skagen Fordel: Rabat på entré
Anchers Hus Skagen Fordel: Rabat på entré
Skagens Museum Skagen Fordel: Rabat på entré
Kaj Munks Præstegård Ulfborg Fordel: 2 for 1 på entré
Vikingecenter Fyrkat Hobro Fordel: 2 for 1 på entré
GASmuseet Hobro Fordel: 2 for 1 på entré
Hobro Museum Hobro Fordel: 2 for 1 på entré
Ribe Vikingecenter Ribe Fordel: 25% på entré
Mariager Museum Mariager Fordel: 2 for 1 på entré
Lemvig Museum Lemvig Fordel: 2 for 1 på entré
Glyptoteket København Fordel: Årskort til rabatpris
Tidens Samling Odense Fordel: 2 for 1 på entré
Det Nationalhistoriske Museum Hillerød Fordel: 20% på entré og bøger
Roskilde Museum Roskilde Fordel: 25 % på entré
Lejre Museum Lejre Fordel: 25 % på entré
Frederikssund Museum, Færgegården, Frederikssund Fordel: 25 % på entré
Sådan bruger du rabataftalerne Har du brug for hjælp med dit login, kontakt kundeservice på telefon 33 48 05 05
1. Gå ind på hjemmesiden www.k.dk/museer 2. Vælg ”Abonnent” i boksen, der popper op, hvis du ikke allerede er logget ind 3. Log ind med din e-mail og din adgangskode, som du anvender til www.k.dk 4. Find nu det ønskede museum, og klik på det 5. Få rabatkoden ved at klikke på den grønne knap 6. Medbring rabatkoden til museet, og oplys den i døren Se alle rabataftaler på www.k.dk/museer
Klub
30 | Genforeningen 100 år
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Den kirkelige integrationsindsats Danmark fik Sønderjylland tilbage fra Tyskland i 1920, og samtidig fik man også en kirke tilbage, som havde været tysk i 56 år. Her gengiver teologiprofessor emeritus Martin Schwarz Lausten det vanskelige arbejde i fem punkter AF MARTIN SCHWARZ LAUSTEN kirke@k.dk
I tiden omkring 1920 spillede kirken, og menneskers tilknytning til den, stadig en betydelig rolle i Sønderjylland. Kirkens ledere og præsterne, som arbejdede både på dansk og tysk, var meningsdannere i den store samfundsdebat og i lokale spørgsmål. Stort set alle borgere brugte dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Kirken var en indflydelsesrig samfundsmagt. Danske og tyske boede ofte dør om dør, og det nationale og det sproglige spørgsmål kom gang på gang til debat, ikke mindst efter at øvrigheden sidst i 1800tallet havde forstærket ”fortyskningen” i kirke og skole.
1
Sådan så kirken ud før Genforeningen i Nordslesvig. Efter den prøjsiske sejr i 1864 blev der i Kiel oprettet et Landeskonsistorium for denne nye provins Schleswig-Holstein. Dets præsident var en jurist – altså en ikkegejstlig. Kirkens overhoved var den prøjsiske konge. Den åndelige leder af kirken var en generalsuperintendent (biskop). Præsternes uddannelse bestod i teologiske studier, som regel ved Kiels universitet, og kursus i praktisk teologi. De mænd, som ønskede et præsteembede i Nordslesvig, skulle desuden gennemføre et kursus ved et pastoralseminarium i Haderslev, hvor de skulle lære det danske sprog og få et vist indblik i det danske mindretals forhold. Hvert andet år afholdtes provstisynoder. Præsterne havde mødepligt og indfandt sig med to lægmænd fra hvert sogn. Forinden skulle de indsende en beretning om sognets tilstand siden sidste synode. En af præsterne holdt foredrag, og under livlig debat behandlede man aktuelle emner, provstiets økonomi og andre fællessager. På denne baggrund indsendtes en rapport til konsistoriet. Oven over provstisynoderne stod fællessynoden, som samledes hvert tredje år i Rendsborg. I de enkelte sogne blev kirken styret af valgte kirkeforstandere. Sognepræsten var født formand for menighedsrepræsentationen – og i øvrigt skoleinspektør. Biskoppen og de enkelte provster foretog jævnligt besøgsrunder, visitatser, i sognene. Provsten kom dog ikke uanmeldt. En god måneds tid i forvejen meddelte han, hvornår han agtede at indfinde sig. Han dikterede, hvordan præst, degn, menighed, skolebørn og lærere skulle forberede sig og indsende et udfyldt fortrykt skema om sognets tilstand. Under besøget holdt præsten prædiken over en opgivet tekst. Således var den nordslesvigske kirke stramt organiseret med et effektivt administrationssystem og et synodesystem, hvor præster og lægfolk havde indflydelse både på kirkestyret, økonomien og det læremæssige indhold. Den største kirkelige bevægelse var Indre Mission i Nordslesvig. Den splittedes, da en række præster meldte sig ud og dannede en i kirkelig henseende mere konservativ bevægelse, Det gamle Budskabs Indre Mission (1912). Stor indflydelse i disse kredse havde Missions anstalten i Breklum, hvor man uddannede missionærer til ydre mission, prædikanter til indremissionsk virke, udgav blade og bøger og holdt store stævner.
3 ”Grænselandspræsten” Martin Schwarz, til venstre i talar, en langærmet kjortel i ankellængde båret af tyske professorer, kandidater, præster og advokater, da han var tysk præst i Burkal ved Tønder før 1920, og som dansk præst i folkekirken samme sted efter 1920. – Privatfotos.
”
Selvom kun enkelte (af de tyske præster, red.) havde støttet den tyske politik, blandt andet under krigen, mente mange, at alle præster var belastet, blot fordi de havde tysk baggrund.
Lige så stor betydning havde Diakonisseanstalten i Flensborg med hospital og uddannelsessted samt Brødremenigheden i Christiansfeld. Der fandtes også en mindre Luthersk Missionsforening. I seks byer var der endvidere oprettet overvejende grundtvigske frimenigheder med kirker og forsamlingshuse.
2
Der var to sprog, også i kirken. Sproget i den kirkelige administration var naturligvis tysk, men i de fleste sogne holdtes der gudstjenester på tysk og dansk. Flere af præsterne prøvede at løfte sig op over det nationale. De ville være neutrale, for sjælenes frelse var vigtigere end den nationale modsætning. De var ”helsognspræster”, betjente sogneboerne på tysk eller dansk, alt efter deres indstilling. Kirkegangen var gerne stor. Det var ikke usædvanligt, at det gennemsnitlige antal deltagere i søndagsgudstjenesten lå på omkring 10-15 procent, ja, i enkelte sogne på 25 procent af befolkningen. Til sammenligning: i folkekirken nu ligger den på cirka 2 procent. I liturgien fastholdt man den gamle ordning helt fra reformationstiden med ”Kyrie” og ”Gloria”, efterfulgt af trosbekendelse, epistellæsning og så videre. Messeklæder brugte man ikke. Bemærkelsesværdigt er det, at man ved de kirkelige handlinger anvendte personregistrering: Det var de borgerlige myndigheder, som modtog og indførte alle anmeldelser om fødsel, ægteskab
og dødsfald, mens man i kirkebøgerne blot indskrev de tilsvarende kirkelige handlinger. Alle ægteskaber skulle indgås borgerligt. Hvis det ønskedes, kunne man derefter supplere med en kirkelig velsignelse. Specielt var også, at dåb stort set altid foregik som hjemmedåb, og at man kunne gennemføre dåben uden for sagelsen og tilspørgslen. Nadveren, som holdtes kun få gange om året, foregik som regel, efter at gudstjenesten var afsluttet. I de fleste sogne brugte man Erik Pontoppidans salmebog fra 1740, men i 1889 godkendte synoden i Rendsborg indførelsen af ”Evangelisk-luthersk Psalmebog” for de dansktalende menigheder i Slesvig.
dretal i det nu danske Sønderjylland. Skulle man tage særlige hensyn til det? Og i givet fald hvordan? Alt dette og meget mere blev behandlet i det kirkelige udvalg under Nordslesvigsk Vælgerforening, som havde været det eneste danske politiske organ i den tyske tid. Overordnet ville man ”fare med lempe”, og over for det tyske mindretal ville man ”øve Retfærdighed i kristen Aand”. I overgangstiden administrerede man efter den hidtil gældende tyske lov, dog med visse nye regler om blandt andet gudstjenestesprog, sognebåndsløsning, brug af kirker og andet. Ribebiskoppen Gabriel Koch blev indtil videre konstitueret som biskop over ”de sønderjyske landsdele”, og man konstituerede fem nye, danske provster.
Det gav kirkelige udfordringer, da tysk Nordslesvig blev til dansk Sønderjylland i 1920. Ved afstemningen i 1920 i Nordslesvig (”1. zone”) stemte godt 75.000 for Danmark og godt 25.000 for Tyskland. I Sydslesvig (”2. zone”) stemte næsten 52.000 tysk og næsten 13.000 dansk. Grænsen blev derfor trukket der, hvor den ligger nu. Men hvordan skulle denne tyske kirke, menigheder, præster og administration nu integreres i den danske folke kirke? Ganske vist var begge evangelisklutherske, men i det tyske kirkelige miljø var der en anden kultur – for nu at bruge en moderne vending. Et af de store problemer angik det meget store tyske min-
De tyskuddannede præsters skæbne blev afgjort ved afstemninger. Hvad skulle man stille op med præsterne, som var tyske af baggrund og uddannet ved tyske universiteter? Hos mange mennesker var der opsparet megen bitterhed og vrede over ”fortyskningen”, over de mange tusinde dansksindede, som var blevet tvunget ind i den tyske hær under verdenskrigen og omkommet der, over den tyske kampagne før afstemningen og andet. Både de indremissionske, som havde deres talerør i Kristeligt Dagblad, og grundtvigianerne krævede, at alle disse præster simpelthen blev afskediget. Der skulle ikke gælde nogen ”øllebrøds-
3
4
Kristeligt Dagblad Fredag 12. juni 2020
Genforeningen 100 år | 31
lykkedes i Sønderjylland
2 ”Æ klingpung” – en lille stofpose med en klokke, anbragt på en lang stang, som under guds¬ tjenesten løftes ind på de enkelte bænke for at indsamle penge. Den bruges stadig I flere sønderjyske kirker, heriblandt Løgumkloster Kirke. – Foto: Povl Nødgaard.
2 Her et af de ældste brødremenighedshuse i Christiansfeld. Brødremenigheden havde stor indflydelse på Indre Mission i det daværende Nordschleswig. –Foto: Leif Tuxen.
barmhjertighed” her, blev der skrevet og sagt. Selvom kun enkelte af dem havde støttet den tyske politik, blandt andet un der krigen, mente mange, at alle præster var belastet, blot fordi de havde tysk bag grund. Det ville den konstituerede biskop for Sønderjylland, Gabriel Koch, ikke være med til. Som et argument citerede han Tredje Mosebog 19,18: ”Du må ikke hæv ne dig!”. Efter heftige diskussioner endte det med, at de enkelte menigheder ved sim pel afstemning skulle beslutte, om de vil le beholde præsten eller ej. Mange forlod embederne, men af de 42, som menighe derne skulle stemme om, blev 36 gen valgt. I alt kunne 43 tyskuddannede præster forblive i deres embeder, mens resten af embederne besattes af mænd fra ”kon geriget”. At så mange af de tyskuddannede præ ster blev genvalgt af deres menigheder, kom som en stor overraskelse for de dan ske kirkelige myndigheder. Mulige forkla ringer var, at menigheden uanset natio nalfølelser var teologisk enig med deres præst, eller at der bestod et nært tillids forhold mellem dem og ham, eller at man ville tage menneskeligt hensyn til ham og hans familie – eller fordi man jo ikke kunne vide, hvilken mand man kunne få, hvis embedet blev opslået. De genvalgte skulle naturligvis ikke or dineres igen, men de fik et stadfæstelses brev fra kong Christian X og indsættelsen
i embedet – deres hidtidige – måtte de selv foretage. For at lette integrationen afholdt Kirke ministeriet straks et tre-ugers-kursus i København. Professorer og folk fra muse er og institutioner gav dem her et indblik i dansk teologi og kultur. Provsten i Tøn der, Erik Christensen, oprettede desuden et præstekonvent for at ryste de tyskud dannede og de danske præster sammen. En kongelig anordning (1921) slog fast, at ”Kirkesproget i de sønderjyske Lands dele er Dansk”. Et forslag om, at de tyske sogneboere skulle have deres egen tyske præst, blev opgivet. Bortset fra fire købstæder, hvor der ansattes tyske præster for dem, pålagde regeringen de hidtidige tysk uddannede præster også at betjene tyske sogneboere på tysk. Da tyske kredse var utilfredse med det te, oprettede de i 1922-1923 en frimenig hed, som stillede sig direkte under den slesvig-holstenske landskirke og dennes biskop. Snart fulgte flere efter. Det ind bød til konflikter, som forstærkedes, da den politiske udvikling i 1930’ernes Tysk land gjorde sig stærkt gældende hos dem.
5
Hvordan påvirkede Nordslesvigs og kongerigets kirke hinanden? Ef ter et forbavsende hurtigt udvalgs arbejde fik kirkeminister J.C. Christensen (november 1922) vedtaget ni kirkelove, som skabte ensartede regler for kirkerne i Sønderjylland og resten af landet, lige
som kirkerne der blev delt mellem Ribe og det nye Haderslev Stift. Netop på den tid var der i årevis foregå et en heftig debat i kongeriget om forhol det mellem kirke og stat og om teologien. Den kirkelige højrefløj var stærkt kritisk over for den ”tålsomme folkekirke”, hvor kirken blot skulle være en administrativ ramme om kirkelivet, og alle kristelige anskuelser ellers kunne udfolde sig. Den ville have en selvstyrende kirke, adskilt fra staten. Her kunne man inspireres af den ”nordslesvigske” synodeordning. Det blev ganske vist afvist – mange kredse i folkekirken ser stadig rødt, når de hører ordet synode – men man indfør te dog som noget nyt provstiudvalgene. At menighedsrådene fik udvidet deres administrative og økonomiske indflydel se over de lokale midler, kirke og præste gård, kan sikkert også forklares ud fra de nordslesvigske erfaringer på dette felt. Ellers må man sige, at det var den søn derjyske kirke, som var den modtagende med nye love for styre og kirkelige hand linger. Der var dog områder, hvor Sønder jylland kunne beholde de ældre regler. Det gjaldt for eksempel den ovennævnte personregistrering ved fødsler, som sta dig gælder. Den særlige skik, at der blev ringet med kirkeklokken mellem klokken 11 og 12 for at forkynde et dødsfald i sog net, er bevaret i visse sogne til nu. At nadveren først blev afholdt efter gudstjenestens afslutning, holdt sig også flere steder til langt op i 1950’erne.
I flere kirker bruger man stadig ”æ klingpung”, en lille stofpose med en min dre klokke i på en lang stang, som løftes ind på de enkelte bænke under gudstje nesten for at indsamle penge. Efter ændringer af den gamle salmebog udkom i 1925 ”Den sønderjydske salme bog”, som blev benyttet helt til 1953, da ”Den danske salmebog” blev autoriseret som fælles for hele landet. Generelt kan man konkludere, at det formulerede ideal, at den sønderjyske kirkes integration i folkekirken skulle foregå lempeligt, blev efterkommet. J Integrationen lykkedes. Martin Schwarz Lausten er professor emeritus, dr. theol.
Artiklen bygger på Martin Schwarz Laustens bog ”Den kirkelige genforening i 1920 og grænselandspræsten Martin Schwarz”, som udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag primo februar 2020.
STOR NATUR STORE FORTÆLLINGER JENS GREGERSEN
Det store Vadehav
JENS GREGERSEN
Det store Vadehav Mellem natur og mennesker
Vadehavets natur og kultur, fra hollandske Den Helder i syd til Blåvands Huk i nord, i tekst og billeder.
★★★★★
♥♥♥♥♥ ”Tegninger og tekster i skønsom, seværdig og læseværdig blanding, hvor ikke én side er overflødig.”
Mellem natur og mennesker
– POLITIKEN
“For naturelskere er det foreliggende værk om Vadehavet langs nordsøkysten af Holland, Tyskland og Danmark et ubetinget must (...) en fornem højsang til et magisk landskab.” – JYLLANDS-POSTEN
★★★★★
★★★★★
”… en helt igennem unik bog (…) en ualmindelig dejlig, smuk og lærerig bog. En fornem fortælling.”
”Som tegner er Jens Gregersen uovertruffen, og hans tekst kan virke befriende gammeldags på den gode måde.”
– AVISEN DANMARK
– FLENSBORG AVIS
Den store fortælling om krig, naboskab og genforening. Om grænselandet mellem Danmark og Tyskland fra tiden omkring 1840 og frem.
★★★★★
★★★★★★
"... giver os både den store historie og almindelige menneskers skæbner. Det er flot gjort, og dertil kommer, at bogen er forsynet med et fantastisk billedmateriale, der blandt andet er hentet i tyske samlinger."
"... bidrager med særdeles interessante perspektiver og nye tilgangsvinkler til grænselandets historie (...) får de varmeste anbefalinger med herfra. Den er hver en krone værd."
– BERLINGSKE
– AVISEN DANMARK
"Forfatterne formår yderst kompetent at knytte hele den omfattende – og meget indviklede – genforeningshistorie til de halvt hundrede konkrete plakater fra 1920 (...) En historieudgivelse om alle de farverige plakater fungerer bedst, når trykket er skarpt, boghåndværket gedigent og lavet i det store format. Det lever forlaget Gad op til i fornem stil og går endnu en gang forrest, når det kommer til de mest blærede historiebøger." – WEEKENDAVISEN
★★★★★
★★★★★
”Bogen indeholder smukke aftryk af plakater fra grænselandet med tilhørende kommentarer, perspektivering og fortolkning af de enkelte plakater.”
”… grænseløst interessant læsning (…) går både i dybden og er historisk befriende nuanceret. Et gedigent bidrag til forståelsen af det dansk-tyske i grænselandet.”
– FLENSBORG AVIS
– AVISEN DANMARK
Søndags Kryds
DIGITAL SÆRUDGAVE | 14. JUNI 2020
FOTO: LEIF TUXEN
INTROTILBUD SPAR OP TIL 2.315,-
Individuelle tilpassede hvilestole
STOLEBUSSEN KOMMER GRATIS I HELE
MODEL NOBEL
DANMARK
Vi spritter af, holder altid sikkerhedsafstand og for ekstra tryghed og sikkerhed, tilbyder vi at anvende værnemidler i form af ansigtsvisir og engangshandsker.
Hvilestol med smukt træstel i massiv eg. Den høje ryg giver god komfort og et stilrent udtryk. Fås både med og uden øreklap samt i et bredt udvalg af læder og kvalitetsstoffer. HVILESTOLE FRA 7495,Se alle priser på farstrup-comfort.dk
Vi tager hensyn
FÅ GRATIS BESØG AF STOLEBUSSEN
Vi kommer med stolebusser i hele Danmark og demonstrerer stole i eget hjem.
Dertil demonstrerer vi gerne udenfor.
Silkeborgvej 39 · Hjørnearkaden · Aarhus C · Tlf. 86 13 35 88 Mandag - fredag 10.30-17.30 · Lørdage 10-14 · Gratis parkering foran butikken · farstrup-comfort.dk
Nyd søndagen med en udfordring
På kryds og tværs
Opgaverne kan udfyldes ved klik på skærmen
Sudoku MIDDEL 6
4 4
2
9
3
5 2
9 3
6 1
6
7
4
5
6
1
9
5
3 4
7
9
2
1
5
5
7
2
Sudoku SVÆR 9
© Bulls
1
8 7 6
8
5
1
8
2
9
4
1
4
På kryds og tværs
1 7
4
5 5
7
6
6 4
2
9 © Bulls
STOLEBUSSEN KOMMER GRATIS I HELE DANMARK
FÅ GRATIS BESØG AF STOLEBUSSEN
Vi kommer med stolebusser i hele Danmark og demonstrerer stole i eget hjem.
Silkeborgvej 39 · Hjørnearkaden · Aarhus C · Tlf. 86 13 35 88 Mandag - fredag 10.30-17.30 · Lørdag 10-14 · Gratis parkering foran butikken · farstrup-comfort.dk
© BULLS
Nyd søndagen med en udfordring Opgaverne kan udfyldes ved klik på skærmen
Salme-krydsord H: Dragende I: Trukket J: Lækkeri K: Et raskt ritual (3 ord) L: Fordærvede
A: Linje fra Jobs bog (Kap. 8 v.9, 9 ord) B: Beholderen C: Bliver frelst D: Digtsamling, Henrik Nordbrandt (1992, 2 ord) E: Fik lys F: Et par småmønter (2 ord) G: Værk af Søren Kierkegaard (1843, 2 ord)
A __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ 23
1
104 107
31
89
73
36
96
__ __ __ __ __ __ __ __ 20
77
45
46
105
44
72
13
48
110
66
109
106 102
26
B __ __ __ __ __ __ __ 116
64
41
21
91
35
76
9
97
85
67
51
100
78
84
63
43
68
113
38
59
4
90
101 108
74
62
16
27
61
14
82
24
114
58
15
79
22
103
C __ __ __ __ __ __ 86
115
28
75
12
87
65
3
70
10
D __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ E __ __ __ __ __ __ __
6
93
71
2
30
17
11
83
98
25
34
53
40
8
29
G __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ 32
95
111
49
112
92
H __ __ __ __ __ __ __ __ __ I
37
__ __ __ __ __ 57
1
A
2
13
C
14
25
F 26
A
37
H
38
49
H
61
F __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ 94
7
42
52
D
3
A
4
G
5
K 6
D
7
A 8
H
K
16
H
17
D
18
J
19
L 20
I 28
A 29
H
30
D
31
F 39
J
40
G
41
C
42
50
J
51
E
52
I 53
G
I 62
H
63
E
64
B
65
A
I 15
27
D
10
B 11
F 12
A
A 21
C
22
L
23
A 24
J
A 32
G
33
J
34
G
35
D
36
A
F 43
F 44
B
45
A 46
B
47
K 48
C
54
L 55
L 56
K 57
I 58
K 59
F 60
J
66
D
67
E 68
F 69
K
70
A
71
D
72
B
83
F 84
E
A
73
A
74
H
75
A
76
D
77
A 78
E 79
K 80
J
81
K 82
J
85
D
86
C
87
A
88
J
89
A 90
G
C
H
93
D
F 95
G
97
D
98
F 99
K
100
E 101
G
A 103
L 104
A 105
A 107
A 108
109
E
110
D
G
112
H
F 114
J
A 116
B
111
113
102
91
115
J __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ 50
60
88
99
5
39
18
80
56
47
K __ __ __ __ __ __ __ __ __ 81
L __ __ __ __ __ 55
54
69
6 1
2
5
4
3
8 1
7
8 7
7
8
[Skriv her]
3
B 106
96
G
029
5
6
7
9
6
2
3
[til himleneSkriv her
5
5
[Skriv her]
7
8
8
3
[Skriv her]
1 © Bulls
9
5 8
1
6 1
1
6 1
7
7
7
3
1
1
2 6
5
94
19
2
1
92
33
5 4
9
9 © Bulls
© BULLS