Historie

Historie

For 75 år siden begyndte genopbygningen af et krigsramt Tyskland. Ud af mur­ brokkerne rejste håbet sig. Side 18-19 TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 3. APRIL 2021

F OTO : W I L L I A N TO N OW I T Z /A P/ R I T Z AU S C A N P I X

Lad hjerter og stjerner vise vejen:

De bedste bøger om historie til dig Der findes mange gode bøger om historie. Vi synes, du skal have mulighed for at læse om nogle af dem her – otte store fortællinger, der blev modtaget med velfortjent stjerneregn.

Vinder af Montanas Litteraturpris 2020

Pernille Ipsens nære og vidtfavnende beretning om Rødstrømpebevægelsen, Lesbisk Bevægelse, køn, seksualitet og feminisme.

POLITIKEN

Den enestående fortælling om Islams profet Muhammad fra tiden efter hans død til i dag.

JYLLANDS-POSTEN

Kronprins i 43 år: Mød Fredy og et velskrevet og vigtigt kapitel af dansk politisk historie. ”En fremragende bog.”

POLITIKEN

KRISTLIGT DAGBLAD

JYLLANDS-POSTEN

INFORMATION

Vinder af Weekendavisens Litteraturpris 2020

Jeanette Varbergs brede fortælling om de vikinger, der kom til at sætte deres spor i hele Europa.

POLITIKEN

BERLINGSKE

Den fulde historie om de uønskede tyske flygtninge, der kom til Danmark i kølvandet på Tysklands sammenbrud.

Bo Lidegaards politiske og personlige portræt af en mand, der lagde sit lod i historiens vægtskål.

KRISTELIGT DAGBLAD

JYLLANDS-POSTEN

BERLINGSKE

USA’s historie, en moderne klassiker som kommer i 6. udgave 11. juni.

ALTINGET

”Omfattende fremstilling af USA’s historie.”

INFORMATION

POLITIKEN

Tom Buk-Swienty giver os unikt indblik Blixens tid i Kenya med sin medrivende fortælleglæde.

BERLINGSKE

JYLLANDS-POSTEN

4 | Historie

P

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

å denne tid af året plejer danskere med interesse for historie at valfarte mod historiefestivalen Historiske Dage, som på grund af coronavirussen i år er blevet rykket til efteråret. Det skal dog ikke hindre historieinteresserede i at dykke ned i vores fælles fascinerende fortid, og med Kristeligt Dagblads Historietillæg i hånden kan rejsen begynde. Her sættes der gennem en række artikler, interviews og anmeldelser fokus på forskellige dele af historien – lige fra runer til Anden Verdenskrig og kvindehistorie. God fornøjelse! Stina Ørregaard Andersen, souschef, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold

Skilsmissernes historie: Fra skandale til helt normalt side 14-15

F OTO : R U N E E V E N S E N / R I T Z AU S C A N P I X .

0

F OTO : J OAC H I M L A D E F O G E D/ R I T Z A U S C A N P I X .

Neandertalernes verden åbnes for den besøgende på Moesgaard Museum side 6

0

Kvindekampen i Danmark fylder 150 år side 8

Dokumentar viser krigens lange grimme skygge side 16 For 75 år siden begyndte genopbygningen af Tyskland side 18-19

1

Bornholmsk kirkerune genopdaget efter 900 år side 10 Ny bog om vulkanbyen Pompeji side 12-13

2

F OTO : M O R T E N R A S M U S S E N / R I T Z A U S C A N P I X .

F OTO : D E U TS C H E F OTOT H E K / P I C T U R E A L L I A N C E / R I T Z AU S C A N P I X

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

ÅRETS STORE LÆSEOPLEVELSE ♥♥♥♥♥

“En fin læseoplevelse” “En fejende flot roman” FYENS STIFTSTIDENDE

POLITIKEN

“Rummer alt, hvad et spændings- og underholdningstørstende læserhjerte kan begære” BERLINGSKE

“Forfatterne rammer tidsånden og sproget klokkerent” JYLLANDS-POSTEN

“Vellykket ... helstøbt i en hård legering” WEEKENDAVISEN

♥♥♥♥♥

“En vellykket stor fortælling” FEMINA

L IN D H A RDT O G RI NG HO F

6| Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

3 Neandertalerne er nutidsmenneskets nærmeste uddøde slægtning og levede i Eurasien i det lange tidsrum mellem 300.000 og 40.000 år siden. Her ses La Quina-pigen, som er udlånt af Neanderthal Museum i Tyskland. Hun er en rekonstruktion af et fund gjort i La Quina i Frankrig i 1915, hvor man fandt et kranium af et syv-otteårigt neandertalerbarn. – Fotos: Moesgaard Museum/ Neandertaler – i mammutjægernes land.

Mød neandertaleren i os selv Dunkelt og dramatisk åbnes neandertalernes verden for den besøgende på Moesgaard Museum. Den tekniske udførelse er i høj klasse, men det nagende spørgsmål er, om man faktisk har tillid til udstillingens fortælling

udstilling 4 stjerner

AF CARSTEN BACH-NIELSEN kultur@k.dk

Moesgaard Museum er en bunker, hvor der altid er mørkt. Man vandrer bogstaveligt talt rundt nede i den kulsorte historie.

Man befinder sig i rum uden sæsoner, uden vekslen af vejr, temperatur, vind, støj, lugt og stank.

Alt er fastfrosset i den gravitetiske og enerverende dunkelhed.

I film regner det altid i middelalderen – og folk bliver syge af at stå ude i regnen og spille på fløjte. Hvordan var det mon så på neandertalernes tid for 120.000 år siden, da klimaet var varmere i Europa end nu? Neandertalerne vidste, at der var en ny istid på vej inden for de næste 5000 år. Neandertalerne, der levede i vor tids Mellemeuropa, Italien og England, havde ikke den fjerneste mulighed for at vide sådan noget. I det hele taget er det en udstilling, hvor påstandene om, at neandertalerne var ligesom os, står i kø.

Udstillingen er umiddelbart flot ved sin dramatik. Den foregår i to rum. Det første er udstyret med en masse døde træer med tørre blade, der vist skal illudere skov. På en række sten af plastik projiceres scener fra neandertalernes hverdagsliv. Det er ikke meget forskelligt fra det 19. århundredes koloniudstillin-

3 I et af rummene på Moesgaard Museum ses skelettet af en mammut.

ger – her blot med digitalt konstruerede mennesker. Der er også film af neandertalernes jagt på skovelefanter med simple træspyd. Havde de nedlagt deres bytte, skar de det i stykker med håndkiler og stegte det.

En række af redskaberne vises i montrer i det, der skal illudere skov, men det er et underligt sammenstød. Det er sjældent at finde montrer ude i en skov.

Desuden findes her stationer, hvor man på en skærm og med en hørebøf kan opleve antropologer, genetikere og arkæologer fortælle om neandertalerne. Her er der dog et kærkomment forsøg på en videnskabelig udfoldelse af udstillingens teser.

Det andet rum er mere åbent og rummer skelettet af en mammut, samt en ung mammut, et mosefund fra Sibiriens permafrost. Det er angiveligt en baby,

hvad der så end menes med det i dyreverdenen. Her ses også en lille neandertalerpige i nattøj.

Havde de virkelig sådan noget fint nattøj, eller er det noget, de har fundet på i Holland, hvorfra de fleste af disse modeller stammer?

Hun er jo sød og nuttet, som hun sidder der, og børnene elsker hende, kan man se. De sætter sig ved siden af hende. Der er ellers ikke mange steder at sidde ned og betragte noget her i mørket, men i det store rum er der en rundkreds, en slags fællesplads, hvor gæsterne kan samles om et midlertidigt belyst landskab og få en fortælling. Rundt om er der udstillingsskabe med redskaber og portrætter af den slags, man for et par århundreder siden lavede af de ædle vilde.

Charles Bird Kings serie af indianerportrætter fra 1820’erne i

Nationalmuseet i København adskiller sig ikke meget fra disse individualiserede portrætter af de neandertalermennesker, som vi ikke ved noget som helst om.

Det er ren romantisk æstetik og idealisering af det fremmede.

Man vil fremstille de fremmede og ukendte som individer, vi kan spejle os i. Vi er i familie med dem. De kunne som portrætter hænge på væggen hjemme i stuen ved siden af mormor, morfar og andre familiemedlemmer.

Udstillingen slutter med et pappanorama, der skal forstille en hule. Her bliver det slået fast, at neandertalerne allerede længe før Homo sapiens malede i de huler, som de ifølge udstillingsteksten udforskede. Atter en underlig tilgang til fortiden, at urfolket skulle have en sådan forskertrang. Havde de også et videnskabssyn?

Hvorom alting er, malede de på hulevægge, men hvorfor?

Havde de religion, betød byttedyret noget for dem på et andet plan end det konkrete?

Kult og religion berøres slet ikke som en mulighed i udstillingen. Udstillingen hævder, at neandertaleren havde en æstetik, men havde denne så intet med tro, fascination eller overnaturlig kraft at gøre?

Vi skal møde neandertaleren i os selv, og det kommer vi sandt for dyden til, ved at udstillingen fikst stiller alle spørgsmålene og selv besvarer dem. Her ser vi

omsorg, empati, sygepleje, kropskultur, æstetik, opfindsomhed, altsammen ædle og gode ting, men disse såkaldte fakta skal dække over en tid og et liv, der formentlig var farligt og kort, som var vildt og råt, hvor det kunne være brændende hedt, tørt og isnende koldt – som i den bjerg­dal i Kaukasus eller Abruzzerne, der udgør det teatralske bagtæppe i det største udstillingsrum. Det glemmer man let i halvmørket og ved stuetemperatur.

Vi bliver ikke meget klogere på neandertaleren og hans liv, fordi udstillingens fortælling blokerer for museumsgæstens spørgsmål og egen undren.

Til gengæld er der smæk for skillingen i animationer og formidlingsteknik; der åbnes en verden for den, der går på museum for at blive underholdt. Man skal ikke tage udstillingen for mere end et godt tilbud til familieunderholdning i en tid, der såvist kan trænge til det.

Den kunstneriske og tekniske udførelse er i høj klasse, men det nagende spørgsmål er, om man faktisk har tillid til udstilJ lingens fortælling.

Neandertaler – i mammutjægernes land. Moesgaard Museum, Aarhus. Til den 1. august. Museet er i øjeblikket lukket på grund af coronarestriktioner, men forventes genåbnet den 21. april.



”Vellykket historisk krimi.”

Jyllands-Posten

Historisk krimi baseret på virkelige personer og hændelser

Jørn Hansen, kaldet Jern-Hansen, er natvægter og ikke et af Guds bedste børn. Johan Ludvig Heiberg er skribent, akademiker og dramatiker på jagt efter sin muse. Johanne Luise Pätges er datter af fattige, tyske emigranter og danser ved Det Kongelige Teaters balletkompagni med et spirende talent for skuespil.

Da hendes mentor og beundrer, Johan Gebhard Harboe, findes myrdet om morgenen den 21. marts 1829, tror politiet fejlagtigt, at der er tale om selvmord.

Kun Jern-Hansen ved bedre, men af personlige grunde holder han forbrydelsen hemmelig. Hans tøven får uoverskuelige konsekvenser for dem alle tre.

8 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

Da kvindekampen kom til Danmark Dansk Kvindesamfund spillede en hovedrolle for kvinders valgret og fik indført børnehaver, mødregrupper og kvindelejre, længe før rødstrømperne blev født. I år fylder foreningen 150 år

AF MORTEN MIKKELSEN mikkelsen@k.dk

Den organiserede danske kvindekamps historie begyndte med en bryllupsrejse til Sverige i 1867.

Det nygifte par var politikeren, fredsaktivisten og forfatteren Fredrik Bajer og godsejerdatteren Matilde Bajer, født Schlüter.

Begge var optaget af emnet kvinders rettigheder, og da de i Sverige blev opmærksomme på, at der i nabolandet fandtes både en forening og et tidsskrift for denne sag, tænkte de, at Danmark skulle have det samme.

Efter nogle års forberedelse, helt præcist den 24. februar 1871, fik Danmark så sin første kvindekamp-forening med Matilde Bajer som første formand.

Nogle kønsforskere opdeler i dag den danske kvindekamp og feminisme i tre eller fire bølger med hver sin vidt forskellige dagsorden, og under det mere revolutionære rødstrømpe-oprør i 1960’erne og 1970’erne blev Dansk Kvindesamfund set som en alt for gammeldags og borgerlig forening.

Men når man ser kampen i Dansk Kvindesamfunds 150-årige perspektiv, kan man se det hele som én lang bestræbelse på at give kvinder og mænd lige muligheder, mener Jytte Nielsen, informationsspecialist ved Det Kongelige Bibliotek, der har arbejdet meget med kvindebevægelsens historie. ”Det, der var på spil i begyndelsen, var ikke en kamp mellem det politiske højre og venstre eller mellem kvinder og mænd. Det var en kamp mellem på den ene side progressive kræfter, på den anden dem, der frygtede, at flere rettigheder til kvinder ville få familierne til at gå i opløsning,” siger hun.

I de første år var det ikke så meget politiske rettigheder til at stemme og blive valgt, der var på dagsordenen. Det var muligheden for overhovedet at have et selvstændigt liv som kvinde. At kunne uddanne sig, tjene penge og eje noget i eget navn og ikke være totalt afhængig af, at man havde en mand. Derfor var foreningens første store resultater, at der blev oprettet en handelsskole for kvinder i 1872, en søndagsskole for arbejderkvinder i 1874 og en tegneskole for kvinder i 1875.

Jytte Nielsen påpeger, at modstanden mod kvinderettigheder var størst i partiet Højre, men den kendte Venstre-agitator Georg Brandes fik også sine betænkeligheder ved at give kvinder indflydelse, fordi han frygtede, at de ville stemme mere konservativt end mænd.

Da Dansk Kvindesamfund blev stiftet, var den en underafdeling af en schweizisk, international forening, ”Comité locale de l’association internationale des femmes”, og den fødtes med det håbløse navn ”Comité local du Nord Scandinavie”.

Det lød dog for vildt og revolutionært i danske ører, og allerede senere i 1871 skiftede foreningen – trods Matilde Bajers protester – til sit nuværende mere spiselige og forståelige danske navn.

Formandsposten overdrog Matilde Bajer allerede i 1872 til Caroline Testman, fordi hun selv blev gravid, men selvom hun endte med at føde seks børn, forblev Matilde Bajer aktiv i kampen for kvinders rettigheder i årtier.

Fredrik Bajer var medlem af Rigsdagen for Venstre, og sammen med flere andre mandlige politikere i foreningens top kunne han tage kvindekampen med ind i den politiske forsamling, kvinder ikke selv havde adgang til. ”Frem til, vi fik kvinders valgret i 1915, var der mænd med i styrelsen, og på denne måde lykkedes det at ’bruge bagtrappen til Rigsdagen’, som man sagde,” fortæller Jytte Nielsen.

I begyndelsen var Dansk Kvindesamfund kun en lille kreds af mennesker omkring ægteparret Bajer, som i første omgang kæmpede for kvindes ret til uddannelse og selvforsørgelse. Da politisk indflydelse kom på dagsordenen, var det i første omgang kun ugifte kvinder, man mente, burde have stemmeret. Medlemstallet voksede støt og nåede over 10.000 omkring 1910, og med tiden blev kravet om politiske rettigheder udstrakt til samtlige kvinder. Valgretten blev omsider nået i 1915, men herefter var der fortsat mange kampe at kæmpe. ”Selvom kvinder nu kunne stemme og blive valgt, var der mange andre love, man ønskede revideret. For eksempel fik man en lov om ligeløn i staten, en lov om, at kvinder kunne få forældremyndighed over deres egne børn, og kvinder fik lov til at gå ind i stort set alle andre erhverv end at blive præster eller militærfolk,” fortæller Jytte Nielsen.

Dansk Kvindesamfund har haft en finger med i meget, som dengang var nyt og siden blev hverdag. Foreningen kæmpede for de første halvdagsbørnehaver, som skulle give kvinder en chance for at komme på arbejdsmarkedet. Det samme gjorde sig gældende med de første husmorafløsere, som udviklede sig til det, vi i dag kalder hjemmehjæl-

2 En lang række kvindeorganisationer gik i 1915 i det berømte kvindetog til Amalienborg for at markere over for kongen og hele befolkningen, at kvinder nu havde del i borgerrettighederne. Her ses Dansk Kvindesamfunds repræsentanter med foreningens fane.

– Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.

2 Matilde Bajer (18401934) oprettede Dansk Kvindesamfund sammen med sin mand, Fredrik Bajer, og var foreningens første formand i 18711872. Dette foto stammer fra 1881.

– Foto: Christensen & Morange/Det Kongelige Biblioteks Billedbasen.

Dansk Kvindesamfund 3 3Stiftet 1871 med Matilde Bajer, lærerinderne Elisabet Ouchterlony og Tagea Johansen samt journalisten Caroline Testman som officielle stiftere.

3 3Foreningen er erklæret tværpolitisk og udgav fra 1885 verdens ældste stadig eksisterende kvindetidsskrift, Kvinden og samfundet.

3 3Spillede en central rolle i kampen for kvinders valgret, som blev opnået i 1915, for kvinders forældremyndighed over egne børn, som blev opnået i 1925, og for lov om ligeløn, som blev opnået i 1976.

3 3Var med til at bevare Dannerhuset i København som kvindehus i 1978.

3 3Har plads i Inter­national Alliance of Women og her medvirket til FN-konven­tionen Committee on the Elimination of Discrimination against Women, der skal beskytte kvinder i hele verden mod diskrimination. Den trådte i kraft i 1980.

3 3Har i nyere tid været involveret i internationale projekter mod sexisme samt kampagne for at forbyde sexkøb.

3 3Uddeler årligt Mathildeprisen, opkaldt efter forfatteren og kvindesagsforkæmperen Mathilde Fibiger.

pere. Også mødregrupper for nybagte mødre har Dansk Kvindesamfund været med til at etablere. Selv fænomenet kvindelejre, som i dag forbindes med mere yderligtgående rødstrømper i 1970’erne, indførte Dansk Kvindesamfund allerede i 1930’erne, oplyser Jytte Nielsen. ”Dansk Kvindesamfund kæmpede meget for de ugifte mødre og de uægte børn, som indtil da havde haft det meget svært. I første omgang blev deres idéer om for eksempel børnehaver kun udfoldet i lille skala. Men i

løbet af 1960’erne kom 750.000 gifte kvinder ud på arbejdsmarkedet. Det satte en helt ny dagsorden for at finde en balance mellem at være husmor og udearbejdende, som nær havde fået Dansk Kvindesamfund til at gå midt over,” forklarer kønshistorikeren.

Dansk Kvindesamfund tøvede med at gå lige så langt som de mange andre kvindekampsforeninger, der var kommet til, og fri abort blev foreningen kun tøvende tilhænger af i 1969. Det var derfor, mange rødstrømper

så lidt skævt til foreningen, som ellers på sin side havde det fint med rødstrømperne.

Medlemstallet havde toppet i 1945 med 15.000, men fra 1960 til 1995 faldt tallet dramatisk fra 13.000 til kun omkring 1000.

Men så vendte billedet igen, og i takt med, at kvindekampen kom til at handle mindre om venstreorienterede revolutioner og mere om at bekæmpe sexisme og diskrimination, steg tilslutningen på ny. Foreningens medlemstal er også steget markant i løbet af de seneste fem år, men foreningen vil ikke oplyse hvor meget. Selvom ordvalget er skiftet fra dengang, man virkede for ”damernes emancipation” og banede vejen for ”husmoderafløsere”, er kampen for lige muJ ligheder ikke slut endnu.

Storslået slægtsfortælling ”Bør blive en klassiker … Et både gribende og smukt billede af en slægt og en tid.” – BOGPUSHEREN.DK ”Man inviteres indenfor. Og der går ikke lang tid, før man flytter ind i romanen.”

– KRISTELIGT DAGBLAD

”Skarpt og nuanceret, med et fint blik for hvordan personernes liv har rod i forskellige sociale vilkår.“ – DAGBLADENES BUREAU

”Yderst velskrevet, velresearchet og eftertænksom slægtsroman.”

– LITTERATURSIDEN.DK

”Medrivende, har nuancerede karakterer og en historisk ballast.”

– SØNDAG

”Respektindgydende research og formfuldendt sprog.”

– BERLINGSKE

”Bogen igennem holdes spændingskurven høj, så man både griner, græder og bander over Erling Brinch og de andre hovedpersoner.”

– UGEAVISEN ESBJERG

”Velskrevet, troværdig og med karakterer, der kommer helt ind under huden på sin læser.”

– LITFIX.DK

Historien begynder på Fanø med skippersønnen Erling Brinch ...

10| Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

0 Runerækken blev i vikingetiden forkortet fra 24 tegn til 16 tegn. Tegnene ses her og kan tages med ud på runejagt, så man selv kan oversætte runernes budskaber.

Bornholmsk kirkerune genopdaget efter 900 år Klippeøen Bornholm vrimler med runesten. Men det var først, da en svensk runolog besøgte Sct. Knuds Kirke i 2017, at runestenen over kirkeindgangen blev opdaget og tydet af øens museumsfolk.

Den viste sig at gemme på et særligt budskab AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Runestrimlen sidder som en tynd, men sejrrig arm, der spænder med musklerne, over kirkeindgangen til Sct. Knuds Kirke i Knudsker på Bornholm. Selv hvis man kan tyde runer, er inskriptionen svær at læse, men oversat til moderne dansk står der ”Kristi hjælp”, forklarer Finn Ole Nielsen, der er chefarkæolog på Bornholms Museum, da vi træder ind i Sct. Knuds Kirke, der er opkaldt efter Knud den Hellige (1042-1086). Stenkirken her blev formentlig bygget godt 100 år efter den danske konges død, men inden da lå der en ældre trækirke, som også var indviet til Skt. Knud. ”Vi kender ikke stenkirkens præcise byggeår, men det var formentlig i 1100-tallet, og man har tolket det som den ældste kirke på Bornholm, hvad vi ikke kan vide, men kirken er ikke stor, så det kunne tyde på, at den faktisk er tidlig, og det er tydeligt, at den blev indrettet som katolsk kirke med indhug til helgenerne,” siger han og peger ned gennem kirkeskibet og de hvide hulninger i væggen, hvor der altså engang var plads til billeder af helgener, mens de kvindelige kirkegængere blev tvunget ind gennem kvindedøren, som nu er aflåst, efter kvinderne endelig fik lov til at gå ind gennem syddøren ligesom mændene.

Og det var heldigt. For det var to vågne svenske kvinder, der sørgede for, at runerne over den bornholmske kirkedør blev genopdaget.

Så sent som i 2017 opdagede Helen Simonsson fra Riksantikvarieämbetet i Sverige runeindskriften, da hun var på sommerferie på øen. Og efter hun forgæves søgte efter runestenen i arkiverne, fastslog den svenske runolog Laila Kitzler Åhfeldt, at runerne slet ikke var kendte, så hun sørgede for at få dem 3d-dokumenteret, fortæller Finn Ole Nielsen, som selv havde overset de glemte kirkeruner. ”Min egen datter blev ellers gift her i kirken i 2010, men da bemærkede jeg overhovedet ikke runerne.

Kirkens personale kendte selvfølgelig godt runen og troede, at vi havde

styr på den på Bornholms Museum, men det havde vi altså ikke, og den har slet ikke eksisteret i Nationalmuseets oversigt over danske runer før for nyligt,” siger arkæologen og peger på runestriben, der fortsætter ind i væggen, hvor kun Gud ved, hvad der videre står.

Da man opførte kirken som Bornholms måske første stenkirke i 1100-tallet, sørgede man for at sætte den endnu ældre runesten ind over kirkeindgangen, så der kun stod ”Kristi hjælp” eller ”Kristus hjælper”, mens resten af runestenens tekst blev gemt, fordi den er bygget ind i selve kirken. ”Det er jo et tidligt eksempel på genbrug, for runestenen her var nok oprindeligt tænkt som en gravsten eller mindesten over en rig bornholmer i vikingetiden, ligesom de fleste af øens andre omkring 40 kendte runesten er. Om det er hele runestenen, der ligger gemt deroppe, får vi heller ikke at vide, medmindre man skiller kirken ad, men den ville jo være synd, når den er bygget så smukt ind i limstenene omkring indgangen.”

At der skulle gå over 900 år, før man genopdagede runestenen i Sct. Knuds Kirke, kan virke som en gåde. For runeinskriptionen virker synlig nok for enhver, som træder ind i kirken. Allerede i 1954 var man i forbindelse med en beskrivelse af Danmarks kirker da også opmærksom på, at der stod noget over kirkeindgangen i den bornholmske kirke, men man troede bare ikke på, at det var runer, fordi det var for sløret, forklarer arkæologen. ”Det er forskellen på dengang og nu. I dag kan vi ved hjælp af computerteknologi og moderne billedbehandling skabe meget skarpere billeder, så man tydeligt kan se hvert eneste stenhug, så det bliver nemt at læse runerne, fordi vi nu nemt kan lægge 1000 billeder oven på hinanden, så det bliver helt tydeligt, hvad der står.”

Sådan virker det også gennemtænkt, at der står ”Kristi hjælp” ved indgangen til Guds hus, som han siger. ”Det viser jo, at kirkens grund-

læggere har gjort sig umage, da de genbrugte den dengang over 100 år gamle runesten, så man netop kan se, at der står ’Kristi hjælp’, mens den fulde inskription nok snarere har handlet om, at Kristus skulle hjælpe sjælen på den eller sjælene på dem, der blev mindet på stenen, men det kan vi altså ikke se nu.”

Flere af øens andre kirker har også fået indbygget runesten ind i kirken. Bodils Kirke har flere. Ved Klemensker Kirke – i præstegården i 1879 og i klokketårnet i 1881 – blev to samhørende fragmenter af en runesten fundet, hvorpå der står ”ærkebiskops”, hvilket betyder, at den runesten kan dateres til efter 1104, hvor ærkebiskop Asser blev viet til Nordens første ærkebiskop.

Og over syddøren på den gamle nu delvist nedrevne Østermarie Kirke fandtes der ligesom i Sct. Knuds Kirke også en runesten. ”Men man har ikke kunnet tyde indskriften, så måske kan indskriften i Knuds kirke hjælpe runologerne på vej til at tyde den i Østermarie,” siger chefarkæologen, der glæder sig over, at der på den måde hele tiden er nye fortidsfund og gåder at løse på øen.

0 ”Kristi hjælp” står der – oversat til moderne dansk – med runer over kirkeindgangen til Sct. Knuds Kirke. Først i 2017 opdagede en svensk runolog, at der var tale om runer. – Fotos: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Bornholm er den landsdel, som forholdsvist har flest runesten. Her bor blot en lille procent af befolkningen, mens den danske klippeø råder over hele 15 procent af landets kendte runesten. Overalt på Bornholm står der mindesten med indhuggede runer.

I Vestermarie står stenen ovenikøbet som en gravsten over de døde, mens man kan finde den måske mest dramatiske i Nylars, hvor runerne beretter om druknede søfolk.

Og det er ikke utænkeligt, at man brugte stenhuggere fra Skåne, hvor runeteknikken tidligt blev udbredt.

En del af teksten til Nordens ældste melodi, der er nedskrevet med noder, ”Drømte mig en drøm i nat”, blev for eksempel også først forfattet med runer, ligesom Skånske Lov blev nedfældet med runer. For runer blev benyttet som skriftsprog helt op til 1400-tallet, og allerede i den romerske periode var runer blevet anvendt som skrifttegn.

Dengang bestod runerækken af 24 tegn, men i begyndelsen af vikingetiden forenklede man runerækken til at omfatte 16 tegn, som man kunne skrive længere fortællinger og digte med. Og det er dette tegnsystem, der er benyttet på de fleste bornholmske runesten, der især fungerede som mindesmærker over en rig bornholmers slægtninge.

Det gælder blandt andet Bornholms største og flotteste runesten, som man kan finde ved Svalhøj ved hovedvejen fra Rønne mod Hasle.

Brogårdstenen hedder den efter den nærliggende gård, og stenen fungerede også længe som en stor brosten. Men en historieinteresseret amtmand fik opsat stenen nær fundstedet, og i dag har stenen fået på sin egen lille parkplads – brolagt med moderne brosten – langs hovedvejen, hvor man kan se, hvor stor og majestætisk Brogårdsstenen ser ud – selv ved siden af den ”bare” 196 centimeter høje arkæolog.

Brogårdsstenen er højere end Jellingestenen, fortæller han, og i vintersolen glimter den store granitsten, mens skyggerne fra den omgivende træs grene kan ligne tegn i sig selv. Men også runerne er tydelige.

På moderne dansk står der på runesløjfen, der slanger sig rundt i stenen: ”Svenger lod rejse denne sten efter sin fader Toste og efter sin broder Alvlak og efter sin moder og sin søster”. ”Her får vi altså endnu et eksempel på en mandschauvinistisk tid, hvor man ikke engang nævnte kvinder med navn, ligesom vi jo så i kirken, hvordan de engang skulle ind J af deres egen dør.”

Læs flere artikler om runer på

k.dk/kultur

Bitter fortid Illustration: Udsnit af Wilhelm Marstrand: ’Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina Antoine, i Frederiksberg Have’, 1856-1857.

SMK – Statens Museum for Kunst

Nyt magasin på gaden 8. april Prøv de første 6 måneder for kun 299 kr.

I 2020 eksploderede Black Lives Matter-bevægelsen i USA, og herhjemme smed kunstaktivister en buste af slavehandlerkongen Frederik 5. i havnen. Debatten om Danmarks fortid som slavehandelsnation er et grumt bagtæppe til aktuelle debatter om racisme og ulighed.

I næste udgave af Politiken Historie kan du blive klogere på Danmarks dystre fortid som kolonimagt, og dets betydning for samfund og kunst.

Læs mere, og bliv abonnent på politikenhistorie.dk

12 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

Et sandere billede af Pompeji Professor Mary Beard, Cambridge, viser, at Pompeji er endnu mere spændende end de mange falske myter om byen

bog

6 stjerner AF SØREN HINDSHOLM kultur@k.dk

Mange bøger, og især guidebøger, om Pompeji er skæmmet af to fejl: Snart var livet i oldtiden ligesom vores med fine sanitære forhold, striber af butikker med mange varer og materiel rigdom. Eller også var det meget vildere med overdådige måltider, bordeller på hvert gadehjørne og et liv i øvrigt i behagelig lediggang. Mary Beards bog giver et andet og mere realistisk billede.

Pompeji-udgravningen er ikke bare et snapshot af livet i byen, som det stoppede den 25. august 79 e.Kr. De flygtende tog mange ting med; siden gravede romere i askehoben efter værdi-

genstande, så blev byen glemt, indtil man gravede igen i 1693. De store udgravninger kom i begyndelsen af det 19. århundrede, og straks satte forfaldet ind. Da digteren Percy Bysshe Shelley i 1818 spiste frokost i templet for Jupiter, Juno og Minerva, kunne han se vægmalerier, der nu er gået tabt. Overraskende for de fleste er en del bygninger, blandt andre det store teater, reelt genopbygget efter et luftbombardement i 1943.

Når man skriver om Pompeji, skal man tolke fundene både i den sammenhæng, som udgravningens historie udgør, og som en del af den antikke romerske kultur. Ellers misforstår man ofte det sprog, genstandene taler til os i, og så er vrøvlet en nærliggende risiko. Mary Beard forstår at tolke fundene i begge henseender.

I Pompeji levede fattige og rige, slaver og frie dør om dør.

Gaderne har været et solbeskinnet svineri eller en drivende kloak alt efter vejret.

Nok var oldtiden uden vores mængder af emballage, men så sørgede dyrene – og menneskene – for naturligt affald.

Husene var mere fyldte med møbler og redskaber, end vi ser dem i dag, og rummene havde ikke vores funktionsopdeling i spiserum, dagligstue, soverum. Rummene har været mørke og svagt oplyste af osende lamper. Mange sov et eller andet sted på gulvet, og måltider blev normalt indtaget som i moderne ustrukturerede familier, det vil sige fast food; man spiser dér, hvor man ellers er beskæftiget med noget. De opulente liggende måltider var en festdagsbegivenhed.

Romerriget var et landbrugssamfund. Pompejis opland kunne føde de cirka 20.000 indbyggere, og en tiendedel af byen var marker

og køkkenhaver. Husene er da også en blanding af beboelse, oplagringsrum og værksteder. De købte ikke alle deres daglige fornødenheder,

sådan som vi gør, og få ressourcer gik til emballage og transport af varer. Dog havde markedet mange af de specialvarer, som gårdene ikke

Spændende historiske bøger fra HISTORIA 249,95 ,-

199,95 ,-

249,95 ,-

299,95 ,Bodil Heister Jeg tæller timerne 174 sider, hæftet Udkommer 4. maj

d To bin samlet 395 ,-

Ebbe Larsen Opbrud 199 sider, hæftet

249,95 ,-

Povl A. Hansen Da verdenskunsten kom til Nordjylland 205 sider, ill. HB

Ulla Houmann Da jeg klædte Matador på 120 sider, ill. hæftet

269,95 ,-

Lisbeth Høgh De satte os fri I-II To bind 920 sider, hæftet

”Medrivende ... velfortalt og vellykket” Kristeligt Dagblad ”Spændende ... fremragende fortalt”

249,95 ,Bente Svane Kristensen Den største kærlighed mærker du med hjertet 199 sider, hæftet

Niels Johansen Hjerter taler samme sprog 177 sider, hæftet

269,95 ,John Rendboe Jens P. Koch – manden der ville bygge Danmark 224 sider, ill. hæftet

Jørgen Wenndorf Jørgensen Swing – en musikalsk selvbiografi 480 sider, ill. hæftet

HISTORIA

FORLAG • KOMMUNIKATION • GRAFISK DESIGN

historie-online.dk

”Det er en imponerende roman, som på fineste vis skildrer en dramatisk periode i danmarkshistorien …”

Lektørudtalelse, DBC

Se mulighederne for selv at udgive på

www.historia.dk

Historie | 13

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021 2 Pompeji-udgravningen er ikke bare et snapshot af livet i byen, som det stoppede den 25. august 79 e.Kr. – Foto: Stig Nørhald/Ritzau Scanpix.

selv kunne dyrke eller foræd­ le.

Det hus, der var ejet af en såkaldt bankmand, viser dog også, at de fleste forretninger,

han indgik, var som auktio­ narius, mellemmand ved be­ talingerne og udlåner af små­ beløb. Derudover sørgede han for inddrivelse af nogle

skatter fra markedssælgere og dem, der brugte byens fæl­ les græsningsarealer; i oldti­ den var skatteopkrævning privatiseret. Rige folk havde

selv penge eller lånte dem af venner og familie, så de brug­ te ikke sådan en ”bank”.

Modsat hvad mange tror, var byen ikke tæt pakket med værtshuse eller bordeller. Af de sidste var der højst et par stykker. Og nok var der en fin arena og to scener til teater­ forestillinger med flere mi­ mer, dans og musik end klas­ siske dramaer. Men den store fritidsbeskæftigelse var snak og brætspil.

Badeanstalterne var også underholdning – og ikke al­ tid så hygiejniske. I oldtiden vidste man godt, at man ikke skulle bruge dem, hvis man havde sår, for så var betæn­ delse en nærliggende mulig­ hed og alvorlig risiko før pe­ nicillinets opdagelse.

Samfundet som organisa­ tion havde ikke mange midler eller opgaver. Men alligevel var fællesskabet rigt; det ro­ merske civilsamfund var stærkt. Det var nemlig en af romerrigets værdier, at rige markerede sig med offentlige velgerninger, særligt når de gik ind i lokalpolitik, som nød store opmærksomhed.

Amfiteatret og de to alminde­ lige teaterscener er betalt af private borgere som en gave til byen. Ligesom Mærsk McKinney Møller betalte opera­ en i København.

Religion var tæt sammen­ smeltet med byens øvrige liv.

Romersk religion var uden dogmer eller læreskrifter, og den blev varetaget af byens embedsmænd og familie­ overhovederne. Det gjorde den rummelig og samfunds­ konform. Magt og guddom­ melighed var forbundne, og derfor gav det også mening for romerne, at kejseren kun­ ne opfattes som en gud, le­ vende eller oftere efter sin død.

Mary Beard er en af Eng­ lands dygtigste oldtidshisto­ rikere, og man mærker hen­ des betryggende store faglig­ hed på hver side. Men er det realistiske billede så en skuf­ fende tur under den kolde bruser i sammenligning med guidebøgernes varme luft?

Nej, tværtimod.

Mary Beard viser os et sam­ fund, der hang godt sammen trods store sociale og økono­ miske forskelle. Man kendte hinanden, den ghetto-fice­ ring, der splitter Vestens byer i dag, var ukendt; ressource­ forbruget var yderst beske­ dent, og samfundet nød en kulturel variation og kunst­ nerisk rigdom, som kan måle sig med vores: ”Pompeji var, når alt kom­ mer til alt, en lille by på den italienske halvø. Men det er

slående, hvor langt dens kul­ turelle og visuelle reference­ punkter rækker: over Middel­ havet, gennem antikkens lit­ terære og kunstneriske reper­ toire, og til mere eksotiske kyster længere væk. Udsmyk­ ningernes fantasiverden var på ingen måde klaustrofo­ bisk. Den tog hele den græskromerske verdens myte- og litteraturunivers til sig, fra homeriske eposser og frem.”

Pompeji og Mary Beard vi­ ser, at et samfund kan være kulturelt rigt og give variere­ de livsmuligheder uden vores ressourcefrås. Det må være en inspiration for os i dag.

Til sidst skal jeg ikke skju­ le, at bogen er oversat alt for hurtigt. Der er grove fejl som ”Helena forlader Troja sam­ men med Paris” – de rejste sammen fra Sparta til Troja, og den engelske tekst har da også ”leaving for Troy”; kom­ maer er sat uden at følge no­ get system, ”de/dem” bruges i flæng, der er mange korrek­ turfejl. Usædvanligt, at et dygtigt forlag som Gads lader den slags slippe uden om J kvalitetskontrollen.

Mary Beard: Pompeji.

Livet i en romersk by.

447 sider. 350 kroner. Gads Forlag.

HARTMUT ROSA OVERSAT TIL DANSK

Den danske stat gav Det Oldenborgske Oplevede 2. verdensde flygtende jøder en Kongehus – festlig krig som pige skammelig behandling satire og sort humor på flugt til fods Den tyske stjernesociolog Hartmut Rosa stiller i værket Resonans spørgsmål til menneskets ageren i verden. Kvaliteten af et liv kan ikke bare måles på de mulig­ heder og ressourcer, man har til rådighed.

Den moderne idé om, at forøgelsen af ressourcer i sig selv forbedrer livs­ kvaliteten, er vildledende og belastende for menneskeheden.

“Rosas tankeverden

er storladen og ambitiøs, og det er sitrende interessant at være på rundtur i den.”

- INFORMATION

Resonans En sociologi om forholdet til verden Af Hartmut Rosa Oversat af Peter Tudvad INDBUNDET | 584 SIDER | 365,-



“Det er en

begivenhed, at dette store arbejde kommer på dansk.”

- KRISTELIGT DAGBLAD

“Prisbelønnet hovedværk.”

- WEEKENDAVISEN

Udtømmende redeDanmarks historie Niels Kjeldsen blev gørelse med mange brugt til propaganda – fortalt gennem historiske fotos 2 familiers oplevelser læs den sande historie

Flere bøger om historiske emner: www.bogshop.dk

14 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

Skilsmissernes historie: Fra skandale til helt normalt Engang var en skilsmisse sjælden, skamfuld og årsag til social udstødelse. Men synet på skilsmisse har ændret sig markant i løbet af det 20. århundrede, hvilket litteraturhistorien både afspejler og har haft indflydelse på. I en ny bog i Aarhus Universitetsforlags danmarkshistorie-serie dykker lektor Karen Vallgårda ned i skilsmissens historie AF STINA ØRREGAARD ANDERSEN andersen@k.dk

Hor, bigami, rømning, livsvarig landsforvisning, smitsom sygdom, impotens eller i yderste tilfælde en kongelig bevilling. Det var det, der frem til slutningen af 1700-tallet skulle til, før danske par kunne få lov til at blive skilt. Sådan er det ikke længere i dag, hvor begrundelsen for skilsmisse ikke behøver at være andet end et ønske, og hvor omkring hvert andet ægteskab ender i skilsmisse.

Men rejsen dertil har ikke været helt ligetil – heller ej uden sårede følelser – og både urbanisering, religion og litteratur har haft sit at sige i forhold til, hvor rejsen er endt. Dén rejse er historiker og lektor ved Københavns Universitet Karen Vallgårda dykket ned i i bogen ”Skilsmisser”, der er udkommet på Aarhus Universitetsforlag som en del af forlagets danmarkshistorie-serie. ”Den helt overordnede historie om skilsmissen er, at den er gået fra at være et sjældent, skamfuldt og socialt betændt fænomen til at være meget almindelig og aftabuiseret i dag. I dag har alle haft skilsmisse inde på livet i en eller anden grad, men sådan var det ikke for bare 100 år siden,” siger Karen Vallgårda.

Aftabuiseret var skilsmissen bestemt ikke i begyndelsen af 1900-tallet, hvor skilte par ofte blev udstødt af deres lokalsamfund, hvor nogle folk helt bogstaveligt talt gik over på den anden side af vejen, hvis de fik øje på en skilt person, ligesom en skilsmisse kunne resultere i, at middagsinvitationerne pludselig udeblev, og at skilsmissebørn oplevede, at andre børn ikke ville – eller måtte – lege med dem længere. ”Det lugtede af usædelighed at blive skilt og blev set

som et tegn på, at man ikke havde helt styr på sin moral,” siger Karen Vallgårda.

Især i religiøse og borgerlige kredse er der før i tiden blevet set ned på skilsmisser, og det har haft betydning for, at en skilsmisse tidligere hørte til sjældenhederne og generelt er blevet set ned på i samfundet. ”Kirken har haft stor indflydelse på synet på skilsmisse.

Under katolsk ret kunne man ikke opnå skilsmisse. Med Reformationen blev det så indført i loven, at utroskab, ­impotens og andre krænkelser kunne give lov til skilsmisse,” siger Karen Vallgårda.

Selvom det ikke længere er sådan, at der skal hor, en smitsom sygdom eller impotens – som vel at mærke beviseligt skulle have eksisteret allerede før ægteskabet – til for at blive skilt, er også nutidens syn på og lovgivning om ægteskab og skilsmisse ifølge Karen Vallgårda påvirket af protestantiske værdier, hvor ægteskabet ikke bare ses som et anliggende mellem to parter, men som en hellig institution af stor samfundsbetydning, som er med til at opretholde bestemte moralske forestillinger om ”det gode liv”. ”Det, der er så fascinerende ved skilsmissen, er, at den som livsbegivenhed viser, at det personlige og eksistentielle er flettet sammen med det samfundsmæssige,” siger Karen Vallgårda.

Og måske blandt andet derfor kan det også i dag føles en smule skamfuldt og som et nederlag, når et ægteskab bliver til en skilsmisse, selvom den offentlige fordømmelse stort set er forsvundet. ”Der er stadig nogle miljøer, hvor skilsmisse er mindre accepteret. Man ser for eksempel, at aktivister for tiden arbejder for kvinders ret til skilsmisse i mere konservative muslimske befolkningsgrupper. Men helt overordnet er skilsmissen meget mere

­ ccepteret og udbredt i dag a end tidligere,” ­siger Karen Vallgårda.

Den udvikling og udbredelse af skilsmissen, der er sket i løbet af det 20. århundrede, skyldes ikke kun industrialiseringen og urbaniseringen, hvor flere kvinder kom på arbejdsmarkedet, og partnerne i et ægteskab blev mindre afhængige af hinanden, også økonomisk. Den skyldes i høj grad også kulturelle strømninger. Ikke mindst har litteraturen spillet en væsentlig rolle, hvad angår det ændrede syn på skilsmisse. ”Det, der er så spændende ved litteraturen, er, at den afspejler en udvikling, men den virker også ind i samfundet og udviklingen. Litteraturen har været med til at sætte skilsmisse til debat helt siden de græske tragedier, og litteraturen er en selvstændig aktør i debatten, som gennem tiden har påvirket synet på skilsmisser,” siger Karen Vallgårda.

Ikke mindst under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet prægede litteraturen samfundets syn på skilsmisse. Her gjorde forfattere og litterære op med ”ægteskabets lænker” og pegede på skilsmissen som en vej for kvinden til at blive fri og opnå selvstændig værdighed (hvilket så blev gentaget af både rødstrømpe- og hippiebevægelsen i 1970’erne).

Som en del af det moderne gennembrud udstillede norske Amalie Skram (18461905) i sine romaner dobbeltmoralen i, at seksuelle udskejelser ikke var et problem for gifte mænd, mens kvinder blev fordømt for det samme.

Den danske nobelpristager Henrik Pontoppidan (18571943) tog også ægteskabet under behandling i flere af sine romaner og noveller, også i novellen ”Det ideale hjem” fra 1900, hvori han ifølge Karen Vallgårda ”fremstiller ægteskabet som en afdanket og patriarkalsk institution,

Karen Vallgårda 3 3Født i 1980. Historiker og lektor på Saxo-instituttet på Københavns Universitet, hvor hun forsker i familie- og barndomshistorie i 1800- og 1900-tallet.

0 Karen Vallgårda, der er historiker og lektor ved Københavns Universitet, er dykket ned i skilsmissens historie. – Foto: Danmarks Frie Forskningsfond.

der leder til den enkeltes fornedrelse og fordærv”. Men særligt skelsættende for synet på ægteskab og skilsmisse blev norske Henrik Ibsens (1828-1906) drama ”Et dukkehjem” om ­Nora, der gør sig fri af ægteskabet med Helmer, som blev uropført på Det Kongelige Teater i København i 1879 og dengang vakte både genklang og forargelse. ”Under det moderne gennembrud pegede forfattere og intellektuelle som Georg Brandes, Pontoppidan og Amalie Skram på ægteskabet som kvindeundertrykkende.

De gik til ægteskabet som en samfundsinstitution, der opretholdt problematiske mønstre og fastholdt mænd og kvinder i bestemte roller.

Henrik Ibsen satte med ’Et dukkehjem’ virkelig ægteskabet til debat, og det var med til at sætte gang i udviklingen i visse dele af samfundet, i byerne og blandt de intellektuelle. Mange arbejdere havde allerede et noget mere løs-

sluppent forhold til moral og udenomsægteskabelige aktiviteter,” siger Karen Vallgårda og tilføjer, at det i byerne, hvor arbejderne boede, både dengang og i dag var mere almindeligt at blive skilt end på landet.

Mens skilsmisse i mange mindre landsbysamfund stadig var en sjældenhed langt op i det 20. århundrede, var det i København allerede i første halvdel af 1930’erne hvert femte par, der blev skilt.

Men det var ikke alle, der brød sig om den nye skilsmissebølge. Sognepræsten og kritikeren Albert Schack (1849-1925) harcelerede for eksempel i 1921 over tidens skødesløse omgang med den ægteskabelige institution.

Her skrev han: ”Man går meget rigtigt ud fra kærligheden som noget grundvæsentligt, men man glemmer [...] at en hovedside af kærligheden er netop trofasthed. Den ægte kærlighed

3 3Forfatter til bogen ”Skilsmisser”, der udkommer den 14. januar og er den 40. bog i Aarhus Universitetsforlags serie ”100 danmarkshistorier”.

3 3Gift og har tre børn.

er i sig selv den trofaste; og trofastheden hænger i sig selv sammen med varigheden.”

Albert Schacks synspunkt lever stadig i dag – side om side med det modsatte synspunkt, hvor skilsmissen ses som et udtryk for frihed og ligestilling. På den vis har fronterne og argumenterne ikke rykket sig meget de seneste 100 år.

Det har heller ikke kun været under det moderne gennembrud, at litteraturen har haft betydning for synet på skilsmisser – det har litteraturen også i dag. ”Litteratur, kunst, film og musik har altid været steder, folk i skilsmisse har søgt hen for at finde et fortolkningsrum til at forstå, hvad det er,

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

Historie | 15

Grundig introduktion til jødedommen og dens historiske udvikling Udkommer 8. marts 0 En skilsmisse har ikke altid blot været en sag mellem to parter, og før i tiden skulle der en gyldig grund, som for eksempel utroskab, til, før man kunne få lov til at blive skilt fra sin ægtefælle. Her er det en karikatur fra 1906 af en skilsmisseproces, hvor den bedragne hustru (i midten) medbringer en række af ægtemandens kvindelige bekendtskaber i retten som bevis. – Illustration: Samuel D. Ehrhart/Wikimedia Commons.

de oplever. På den måde har litteraturen ikke bare præget samfundsdebatten og afspejlet udviklingen, men har også præget det enkelte menneskes erfaringer,” siger Karen Vallgårda.

Og selvom skilsmisser i dag er langt mere socialt acceptable, ligner nogle af de følelser, der hørte til en skilsmisse for 100 år siden, de følelser, som mennesker i dag oplever, når de går igennem en skilsmisse. Derfor spiller skilsmisselitteraturen også i dag en vigtig rolle. Som Karen Vallgårda skriver i bogen: ”Den enkelte historie [rummer] som regel elementer, der forekommer evige og almenmenneskelige: bristede drømme, sorg, forelskelse, jalousi, tvivl, skyld, vrede og lettelse. Det er de eksistentielle dimensioner af skilsmissen, der gør, man i dag kan læse et digt fra 1890 eller et brevkassebrev fra 1950 og blive rørt eller føle sig ramt.”

Men også i nyere litteratur

Skilsmisselovginingning Ved indgangen til 1900-tallet var den gældende lov stadig Christian den Femtes Danske Lov fra 1683, som videreførte bestemmelserne fra Frederik den Andens Ordinans om Ægteskabssager fra 1582. Danske Lov tillod kun skilsmisse, hvis den ene part havde begået groft brud på de ægteskabelige forpligtelser eller måtte betragtes som uegnet som ægtefælle. Fra slutningen af 1700-tallet havde der dog udviklet sig en liberal administrativ praksis, der parallelt med domstolene gjorde det muligt at opnå skilsmisse af andre årsager. Ved indgangen til 1900-tallet skulle ægtepar, uanset hvad ønsket om separation eller skilsmisse bundede i, igennem to gange mægling, blandt andet hos en præst. Fik de bevilget separation, skulle de som udgangspunkt være separeret i tre år, før de kunne blive skilt.

Under stor debat blev der i 1922 gennemført en ægteskabslov, der gjorde det endnu lettere at blive skilt. En lovrevision i 1969 fjernede parternes skyldsforhold endeligt og forkortede separationsperioden til et år. Fra 1989 blev den obligatoriske separationsperiode for par, der var enige om skilsmisse, reduceret til seks måneder, mens ensidig skilsmisse krævede 12 måneders separation. Da Folketinget i 2013 afskaffede den obligatoriske separationsperiode, forsvandt den sidste skilsmissehindring for par, hvor begge ægtefæller var enige. For par, hvor kun den ene ægtefælle ønskede skilsmisse, blev separationsperioden forkortet til et halvt år.

KILDE: KAREN VALLGÅRDAS BOG ”SKILSMISSER”

er ægteskab og skilsmisse et yndet tema. I 1970’erne og 1980’erne var det blandt andre Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch, der – i tråd med deres samtid – skrev om skilsmisse som en frigørelse af kvinden. I 2012 udgav Lone Hørslev sine skilsmissedigte, ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, ligesom Ida Jessen samme år udgav ”Ramt af ingenting”. De værker handler mere om de indre følelser end en kamp for den kvindelige frigørelse.

”’Ramt af ingenting’ er et utrolig fint værk, hvor Ida Jessen tager livtag med en forelskelse og siden sorgen og bitterheden ved en skilsmisse,” siger Karen Vallgårda, som mener, at skilsmisselitteraturen som eksistentielt fortolkningsrum altså stadig har afgørende betydning i dag.

Men vigtigst af alt er det måske alligevel at forstå, at der ikke er én historie om skilsmisse. Der er mange.

J

Musikhistorie for alle – nu otte bind om store danske komponister

forlaget multivers

16 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

PÅSKENS Krigens lange FAVORITTER grimme skygge TIL HELE FAMILIEN

DR-dokumentarserien ”Hitlers danske soldater” er spændende dels som et opklaringsarbejde om et mærkeligt tyveri og dels som rystende oplysning om et grimt kapitel under krigen

tv-serie

4 stjerner AF SØREN HERMANSEN kultur@k.dk

DEN MAGISKE BOGHANDEL af Anna James

Elleveårige Tilly har boet ovenpå sine bedsteforældres boghandel, næsten hele hendes liv.

En dag opdager Tilly, at klassiske børnekarakterer dukker op i boghandlen gennem den magiske ’bogvandring’ – de træder ud af siderne og ind i virkeligheden!

BYEN VED VOLGA

af Lotte og Søren Hammer

DE TAVSE KVINDER af Karin Slaughter

Efter ti år genåbner Will Trent og Sara Linton en “Cold Case” om mordet på en kvindelig løber, da et nyt overfald skræmmer kvinderne i Grant County. Hvem bliver det næste offer?

DEN HEMMELIGE ORDEN af Daniel Silva

Dokumentaren ”Hitlers danske soldater”, der kan ses på DR’s streamingtjeneste DRTV, handler om nogle af de danskere, der deltog i Anden Verdenskrig på tysk side på østfronten, hvor voldsomme slag og uhyrlige krigsforbrydelser fandt sted.

Frikorps Danmark blev dannet i 1941 med regeringens accept. Korpset skulle medvirke i kampen mod kommunismen og for nationalsocialismen som en del af Waffen-SS. Dermed blev en række danskere del af en ideologisk kamp, som efter krigen blev betegnet som landsforræderi.

Men det er ikke der, dokumentaren begynder. Den tager udgangspunkt i et usædvanligt mærkeligt tyveri på Rigsarkivet i København i 2012.

To yngre mænd havde fået fuldmagt til at gennemse arkivalierne vedrørende en tidligere østfrontveteran, Kaj Buchardt. De opdagede, hvor let det var at stjæle fra det store arkiv, og det lykkedes dem at fjerne 20.000 dokumenter, der alle havde noget med den nazistiske bevægelse at gøre.

En ung politimand, Martin Magnussen, kom på sagen og pågreb de to tyve på fersk gerning, og derfra rullede sagen, der endte med ganske milde domme til tyvene. Han beskrev i 2019 sagen i bogen ”De forsvundne nazidokumenter”. Hvordan kunne man stjæle så mange dokumenter og effekter fra Rigsarkivet, og hvad er det for et marked, der vil aftage hælervarerne? Var der også et politisk-historisk motiv bag forbrydelsen?

Han begynder så sit eget opklaringsarbejde, der skildres i de fem afsnit i serien.

Politimanden opdager, at der er en forening, der samler gamle frikorpsfolk og yngre samlere af nazi-effekter.

En af tyvene på Rigsarkivet var medlem af foreningen, der kalder sig Sammenslutningen af 2. juli 1978. Den vil skabe en modhistorie til den officielle historie.

Man vil hævde, at deltagelsen på østfronten var politisk begrundet. Det var kampen mod de røde! Kampen mod

0 Martin Magnussens opklaringsarbejde, der begynder på Rigsarkivet, skildres i de fem afsnit af ”Hitlers danske soldater”. – Foto: Henrik Vandahl.

og udryddelsen af slavere, sigøjnere og jøder blev helt nedtonet. Det er en hvidvask af fakta! Uhyrlighederne på østfronten kendte ingen til.

De er fake news!

Seriens omdrejningspunkt er historien om Johan Bjarnhof, der meldte sig til frikorpset i 1941 sammen med over 1000 andre danskere. Han fik efter krigen en mindre straf for landsforræderi. Spørgsmålet om krigsforbrydelser kom ikke på tale i årene efter krigen. Hans datter, Pernille Bjarnhof Storm, der er født nogle år efter krigen, voksede op med faderens skæbne og en lille viden om de faktiske forhold. Krigen kastede en lang grim skygge over hendes liv.

Den sympatiske politimand Martin Magnussen får belyst de fordækte forhold omkring veteransammenslutningen og tyveriet på Rigsarkivet.

Han dykker ned i Johan Bjarnhofs historie, og datteren får ny og overraskende viden om sin far. Den viden er ikke lige behagelig. Man aner krigsforbrydelsens grimme lugt. Denne viden forklarer også en del af datterens oplevelser med sin far og forældrenes skilsmisse.

Det er interessant at se, hvorledes ihærdigt politiar-

bejde kan bære frugter, så vi får en lidt mere hel historie om i hvert fald et medlem af Frikorps Danmark, men det er stadig mærkværdigt, hvordan så mange gik med på den galej og deltog i henrettelser og andre krigsforbrydelser.

Mærkeligere endnu er, at der er et marked for nazi-effekter, hvor der ruller millioner af kroner igennem. Patetisk er det, at en forening mødes på en kendt dansk frokostrestaurant og synger gamle nazi-kampsange.

Jeg savnede i serien lidt om den historiske sammenhæng vedrørende Frikorps Danmark, og det problematiske i den officielle accept under krigen og den kraftige fordømmelse efter. Der må være nogen, der har haft røde ører – og det er ikke i politisk forstand.

Når man ser serien igennem på moderne vis, det vil sige som streaming, er der lidt for mange trættende gentagelser i hver af afsnittene, der er på 30 minutter. Men interessant er serien da. Kampen om historien er lige så J lang som historien selv.

Hitlers danske soldater. Alle fem afsnit kan streames på DRTV.

”… en fremragende bog, der er baseret på omfattende arkivstudier, og som giver det hidtil mest nuancerede billede af de danske politikeres handlerum i årene før den tyske besættelse og i de skæbnesvangre timer omkring den 9. april. Det er også en vigtig bog, fordi den behandler et nationalt traume, som den dag i dag gør det til en politisk kampplads.” Weekendavisen ”…et nyt, fascinerende og nuanceret indblik i de centrale politikeres og højtstående militærfolks overvejelser, vurderinger og verdensbilleder”. Politiken “Steen Andersen er en af vore dygtigste historikere. Hans kritiske læsning af det foreliggende kildemateriale korrigerer på væsentlige punkter vor tidligere viden og forståelse. (....) Et nyt standardværk om Besættelsen, som er uomgængeligt.” Berlingske

Gårdmændene var i opposition til det moderne og urbane Danmark og kæmpede med Grundtvig i hånden for et agrart samfund domineret af mellemstore landbrugsvirksomheder. Ifølge dem ville Danmark blive et bedre og rigere land uden storkapitalister og selskabskapitalisme. I bondekapitalisternes fortælling repræsenterende andelsvirksomheder en særlig form for demokratisk kapitalisme, der var selskabskapitalismen moralsk overlegen. Og de havde stigende succes med at fremstille sig som heltene bag periodens økonomiske vækst og den nationale modernisering, politisk, økonomisk og kulturelt.

I kampen mod byerne og storkapitalisterne fik bondekapitalisterne hjælp af socialisterne. Og i 1920rne fik de utilsigtet hjælp af byernes bankkapitalister, der gennem tvivlsom bankpraksis bragte bankerne i miskredit. Sparekasser med tættere forbindelse til landbruget fik fremgang og bidrog yderligere til bondekapitalismens ideologiske sejr.

8,-

Kr. 29

Hasle: Der vil da vel ikke blive givet Ordre til de danske Tropper om ikke at gøre Modstand?

Munch: Jeg refererer kun, hvad Renthe-Fink havde sagt.

Munch: Det tyske Militærs Mening vil efter min Opfattelse være den, at man ikke vil betragte det som Krig, hvis man de paagældende Steder traadte op mod Neutralitetskrænkelserne som E 13 i Verdenskrigen. Denne Opfattelse er dog ikke den tyske Gesandts.

Hendriksen: Det er vel en utænkelig Tanke at komme i Krig på tysk Side?

Hartvig Frisch udtrykte sin Frygt for, at vi kommer ind i det hele uden at tage Standpunkt, saaledes at vi i Verdens Øjne kommer til at staa som Deltagere paa tysk Side.

Tiden Stauning og Munch foreslaar at udsende en foruro1850-1930 Erklæring fra Mødet om, at ”der er intet Hvorfor blev Danmark rigt – og ikke rigere? ligende for Danmark”.

Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940 ♥♥♥♥♥

★★★★★

POLITIKEN

BERLINGSKE

Hasle: Bestemt imod. Tænk, hvis det f. Eks. skulde ske, at Jylland var besat i Morgen! (…)

Fra Henning Hasles (K) dagbogsoptegnelser Fra partiFormandsmødet 8. april 1940.

15/05/2020 12.18

Udgivet af Finn Gredahl Jensen og Carl Henrik Koch

H.C. Ørsted Aanden i Naturen 454 sider, indbundet, 250 kr.

Den første danske hestetrukne ambulance blev sendt på gaden i København i 1889. Der skulle dog gå godt hundrede år, før der i 1992 kom bestemmelser om, at ambulanceredderne også skulle have en uddannelse. Udviklingen på det præhospitale område – som er alt det, der sker, fra det øjeblik patienten kommer til skade, og til han eller hun modtages på sygehuset – har i høj grad været domineret af et privat redningskorps med ambulancer, uden at læger eller myndigheder har blandet sig i, hvad der var af udstyr, eller hvad kvalifikationerne var hos dem, der kørte dem. Patienten blev lagt på en båre og kørt til nærmeste sygehus, som heller ikke var indrettet eller bemandet til at tage sig af de meget akutte patienter.

Kamma Rahbek og livet på Bakkehuset

Kr.

Torsten Lang-Jensen

Kirsten Dreyer

Men meget har forandret sig de sidste tredive år. I dag håndteres den akutte patient af en velfungerende kæde af flere led. Førstehjælperen, der giver hjertemassage og alarmerer sundhedsvæsenet, ambulancer med veluddannet personale, akutlæger, der kan give avanceret behandling på skadestedet og efterfølgende transportere patienten i en veludstyret ambulance eller en lægehelikopter til det mest velegnede behandlingssted, hvor et hold af eksperter står klar til at modtage patienten.

Steen Andersen

Per Boje

”Der er intet foruroligende for Danmark”

Vejen til velstand Marked, stat og utopi Hvorfor blev Danmark rigt, og ikke rigere?

Tiden 1850–1930 672 sider, indbundet, rigt illustreret, 398 kr.

Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940 304 sider, illustreret, 298 kr.

Når tiden tæller

Kamma Rahbek

RSITETSFORLAG

og livet på Bakkehuset

Kirsten Dreyer er cand.phil. i dansk og har været forsker på Det Kongelige Bibliotek. I 1993-94 udgav hun Kamma Rahbeks brevveksling med Chr. Molbech I-III og i 2013 Alle blomsters kærlige veninde. Kamma Rahbek og hendes botaniske vennekreds. Desuden har hun udgivet en lang række af H.C. Andersens brevvekslinger og skrevet artikler om perioden med fokus på Bakkehuset og H.C. Andersen.

Kirsten Dreyer

Marked, stat og utopi

Alsing Andersen: Direktiverne er saadan, at Tropperne skal sætte sig til Modværge. Vi faar jo saa Indberetning, og Regeringen maa da tage Stilling. Tropperne har Ordre til at holde sig i 1 Kilometers Afstand fra Grænsen for at undgaa Skærmydsler.

Omslag der er intet foruroligende ANDEN UDGAVE.indd 1

deriksberg er et af Guldalderens berømteste alle tidens kendteste digtere og kulturperA. Heiberg og Oehlenschläger til den unge de deres gang med husets værtinde Kamma 775-1829) som det samlende midtpunkt. og livet på Bakkehuset er den første store samke studie, der kommer bag om de mange øb er opstået omkring Kamma Rahbek, som oplysningstidens ideer. I første del af bogen eyer om Kammas sociale og familiære bagde københavnske borgerskab, og om ægteog kritikeren Knud Lyne Rahbeks barndom m Bakkehusets historie som landevejskro. I omhandler tiden fra deres bryllup i 1798 til s død i henholdsvis 1829 og 1830 berettes t på Bakkehuset som det afspejles gennem og brevvekslinger med bl.a. Oehlenschläger, er og historikeren Chr. Molbech baseret på trykte kilder. Der fortælles også om hendes teren Christiane og hendes botaniske inteagerkunsten, som allerede i samtiden gjorde kredse, og måske er det, hun i almindelighed

Vejen til velstand

Munch: Det var netop dette, Renthe-Fink advarede os imod.

Munch og Stauning: Ja, og det er det ogsaa paa de andres Side.

Bogen viser, at fortællinger om dansk velstand takket være internationalt orienterede virksomheder inden for industri, søfart og handel samt statens rolle blev skubbet til side i den nationale historiefortælling. Bondekapitalisternes ideologiske sejr resulterede ikke alene i en misvisende fortælling om vejen til velstand, men den sinkede også den økonomiske udvikling i Danmark, så danskerne i en lang periode i 1900-tallet ikke blev så rige, som de kunne være blevet. Bogen retter op på denne skævhed med en ny fortælling om, hvorfor Danmark blev rigt – og hvorfor det ikke blev rigere.

SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG

Hasle: Har man Underretninger fra Gesandtskabet i Berlin? Hvis tyske Tropper overskrider Grænsen, hvad vil man saa gøre? Sætter vi os da til Modværge?

Tiden 1850-1930

Bogen viser, at Storbritanniens politik med god grund blev opfattet som en trussel mod Danmarks suverænitet. Det var briternes plan at sende en stor flåde ind i dansk farvand i foråret 1940 for at åbne en ny front og inddrage de skandinaviske lande i krigen. Det blev et spørgsmål om liv og død for Danmark at kunne fortsætte handlen over Nordsøen mellem kontrabandelister, miner og tyske ubåde. Og det blev en altopslugende diplomatisk kamp for Danmark, som prøvede at sikre landets politiske og økonomiske selvstændighed. Faren lå i, at Vestmagterne fik provokeret Hitler til at begynde en aktion mod Skandinavien, som kunne rive Danmark med. Truslen om en tysk besættelse blev opfattet som sekundær og blev først konkret i begyndelsen af april 1940.

“DER ER INTET FORUROLIGENDE FOR DANMARK”

Det var byernes virksomheder inden for handel, søfart, finansiering og industri, der i samspil med udlandet, herunder udenlandske multinationale virksomheder, var bærere af innovation og erhvervsmæssig dynamik. De var en del af det internationalt orienterede videnssamfund, som staten siden enevælden havde bygget op.

Kr. 398,-

(…)

Per Boje

9 788740 833041

Denne bog vil undersøge regeringens perception i et længere tidsperspektiv begyndende i april 1939, da Danmark fik tilbuddet om en ikke-angrebspagt med Tyskland. Hvordan udviklede trusselsopfattelsen sig over tid efter udbruddet af krigen i september 1939? Efter Vinterkrigens udbrud rykkede Norden ind i stormagternes skudfelt.

Steen Andersen

Denne bog afdækker, hvorfor Danmark så længe havde økonomisk succes, og hvorfor succesen ikke fortsatte. Bogen gør op med den gængse kollektive fortælling, at gårdmænd og andelsbevægelse var de dynamiske aktører bag Danmarks vej til velstand.

Vejen til velstand

0,-

Danmark var frem til Første Verdenskrig et af verdens rigeste lande med høj økonomisk vækst. I 1930 var Danmark fortsat et velstående land, men den økonomiske vækst lå ikke længere i toppen.

Per Boje

Kr. 25

STEEN ANDERSEN

“DER ER INTET FORUROLIGENDE FOR DANMARK”

Få timer efter den næsten kampløse overgivelse begyndte diskussionen om ansvaret for begivenhederne den 9. april.

Et uomgængeligt aspekt i denne diskussion har været de advarsler, regeringen fik i de første dage i april 1940.

SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG

Tid til forårslæsning Steen Andersen (født 1972), seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet. Har tidligere skrevet Danmark i det tyske storrum (2003), De gjorde Danmark større ... (2005) og Foss (2008), sidstnævnte sammen med Kurt Jacobsen.

Har derudover skrevet en række artikler til internationale tidsskrifter og antologier.

Besættelsen af Danmark den 9. april 1940 er en af de mest traumatiske begivenheder i Danmarkshistorien. I vinteren 1940 troede de fleste danskere, at truslen kom fra syd.

Besættelsen cementerede, at Tyskland var arvefjenden, og det blev kun understreget i løbet af ’de fem forbandede år’.

,-

325

Denne bog beskriver de begivenheder, de forskningsresultater og de ildsjæle, der skubbede til udviklingen, således at Danmark i dag, trods modstand fra mange sider, har en af verdens stærkeste præhospitale kæder.

Kr. 29

8,-

TORSTEN LANG-JENSEN

Når tiden tæller

P M A K AR! KL

I mellemkrigstidens Europa marcherede højreautoritære bevægelser frem overalt. I Tyskland og Italien blev arbejderbevægelsen knust, og det liberale demokrati erstattet af fascistisk diktatur.

Den præhospitale historie i Danmark Som modreaktion på denne udvikling opstod der på den Fra hesteambulance til lægehelikopter europæiske venstrefløj en ny, kraftfuld bevægelse: antifascismen.

r

Cha

Over det meste af Europa rejste socialdemokrater og kommunister sig mod fascismen og oprettede antifascistiske organisationer. Således også i 1930’ernes Danmark, hvor medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Danmarks Kommunistiske Ungdom satte sig for at bremse den hjemlige fascisme. Det foregik ikke kun gennem politisk oplysningsarbejde, men også gennem fysisk konfrontation. At fascismen måtte mødes med andre midler end fredelig dialog, var en konklusion, som flere af de unge aktivister siden fortsatte med at handle ud fra som deltagere i Den Spanske Borgerkrig og senere modstandsbevægelsen.

Kampklar! fortæller den i dag glemte historie om de unge aktivister, der i 1930’ernes Danmark engagerede sig i en ofte voldelig kamp mod nazister og ungkonservative stormtropper på gader og i forsamlingshuse. Gennem et omfattende kildemateriale skildrer bogen de aktivistmiljøer på den danske venstrefløj, der definerede deres politiske projekt i opposition til fascismen, og som i konsekvens heraf valgte en militant praksis.

Torsten Lang-Jensen (f. 1945) er anæstesiolog og tidligere præhospital chef i Region Syddanmark og har været med i udviklingen på dette område fra 1980’erne, da den første akutlægebil blev etableret på Kommunehospitalet i København.

Charlie Krautwald er historiker og ansat som videnskabelig assistent på Københavns Universitet og doktorgradsstipendiat ved Universitetet i Agder, hvor han arbejder på en afhandling om radikal gadepolitik i mellemkrigstiden. Blandt hans forskningsinteresser er politisk kultur, aktivisme, fascisme og antifascisme.

ET KULTURELT MILJØ I GULDALDEREN

ald utw

ra lie K

G NO ØJE ANTE L F E IT STR ME MIL VEN DEN ASCIS -39 0 TIF AN K 193 R A NM I DA

Kr. 398,-

SYDDANSK

UNIVERSITETSFORLAG SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG

Kirsten Dreyer

omslag korrekte ma l Na r tiden tæller.indd 1

29/11/2018 16.00

Kamma Rahbek og livet på Bakkehuset Et kulturelt miljø i Guldalderen 458 sider, indbundet, illustreret, 325 kr.

Torsten Lang-Jensen

Når tiden tæller

Charlie Krautwald

KAMPKLAR!

Den præhospitale historie i Danmark – Fra hesteambulance til lægehelikopter

Venstrefløjen og den militante antifascisme i Danmark 1930-39

368 sider, indbundet, illustreret, 398 kr.

253 sider, indbundet, illustreret, 298 kr.

Syddansk Universitetsforlag

universitypress.dk

02/12/2020 13.35

18 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

Tyskland havde gode vilkår for at rej

For 75 år siden begyndte resterne af Tyskland at arbejde sig op fra Stunde Null, efter Anden Verdenskrig havde lagt landet i grus. Men midt i elendigheden viste der sig glimt af håb, som varslede et socialt og økonomisk mirakel i løbet af blot 10 år TOBIAS STERN JOHANSEN SKRIVER FRA TYSKLAND johansen@k.dk

En morgen i Tyskland i 1946.

En mørk og tæt beboet kælder, som ikke var braset sammen under de allieredes luftbombardementer. Regnvandet stod to fod højt. ”Man vågner, hvis man overhovedet har sovet, frysende i en seng uden tæpper og går i koldt vand til anklerne hen til kakkelovnen og forsøger at tænde op med nogle våde grene fra et bombet træ. Et sted i vandet bagved hoster børn voksent og tuberkuløst.”

Sådan skriver den svenske forfatter Stig Dagerman i sin bog “Efterår i Tyskland”. I 1946 – for 75 år siden – rejste han rundt i resterne af det Tyskland, der et år forinden havde overgivet sig betingelsesløst.

Tyskland var i 1946 et land brudt ned til Stunde Null, som tyskerne så rammende siger. Alt var sendt tilbage til start. Det nazistiske regime havde ført Tyskland ud i en verdenskrig, som kostede mellem 55 og 70 millioner mennesker livet. Hitler havde i krigens sidste del indført den ”brændte jords” taktik, som under de allieredes fremrykning fratog den tyske befolkning ethvert livsgrundlag. Først da de allieredes bombeflyve­maskiner bogstaveligt talt havde pulveriseret store dele af Tyskland, og føreren havde begået selvmord, overgav nazisterne sig betingelsesløst. Halvdelen af boligmassen i Tyskland var i 1946 ødelagt, og landet skul-

3 Tyskland var i 1946 et land brudt ned til Stunde Null, som tyskerne så rammende siger. Alt var sendt tilbage til start. Her samler Berlins indbyggere brænde i det område, der i dag kendes som byens frodige Tiergarten-park. – Foto: Fred Ramage/Keystone/ Getty Images.

le absorbere 10-14 millioner tyskere, som var flygtet eller fordrevet fra de tidligere tyske områder i øst. Stort set alle ledte efter mad, bolig, pårørende. ”Store områder i byerne var ikke andet end hobe af sten og grus. Folk levede nøjsomt.

Arbejdsløsheden var stor.

Der var ikke noget socialt system, der kunne samle mennesker op. Folk havde sparet op under krigen, så man havde penge, men kunne ingenting købe,” ­siger lektor emeritus i tysk historie på Københavns Universitet Karl Christian Lammers. ”I det lys er det imponerende, at Tyskland godt 10 år efter oplever et Wirtschaftswunder, hvor industrien er genopbygget, eksporten er stor, og næsten alle er i arbejde,” siger han med henvisning til det vesttyske økonomiske opsving i 1950’erne, som betegnes som et mirakel.

For den gennemsnitlige tysker var tilværelsen dog ingen fest, og mange blev af besættelsesmagterne sat til at rydde op i ruinerne, fortæller Karl Christian Lammers. ”Ellers går dagligdagen med at forsøge at finde levnedsmidler, som man kan købe for at overleve. Briterne og amerikanerne sørger for lidt forsyninger, kartofler og i begrænset omfang kød, men ikke fisk, og udbuddet er småt,” siger han.

Et årti senere havde den vesttyske forbundsrepublik – under stærk indflydelse fra de tre vestallierede, USA,

Storbritannien og Frankrig – rejst sig fra ruinerne. Det skyldes blandt andet, at den udbredte forestilling om Stunde Null ikke er helt sand, mener lektor Moritz Schramm, der forsker i tysk ­historie ved Syddansk Universitet. ”For Tyskland begynder ikke fra nul. Der var en vis kontinuitet i erhvervslivet, som man ofte undervurderer. Det er en myte, at hele industrien

var ødelagt, 80 procent af storindustrien var næsten intakt og kunne bruges. Så man kunne hurtigt komme i gang med produktionen igen,” siger han.

Ud over de intakte industrier kunne Vesttyskland tiltrække ubegrænset kvalificeret arbejdskraft, dels blandt de millioner af tyskere, som var fordrevet fra de tabte østområder, dels blandt den østty-

ske befolkning, som frem til Berlinmurens opførelse i 1961 kunne rejse til vest. Dertil kom den amerikanske Marshallhjælp og de vestallieredes valutareform i 1948, som gav vesttyskerne D-marken og minimerede en meget stor del af Tysklands gæld. ”Det er opskriften på et økonomisk mirakel. Det kom ikke ud af det blå,” siger Moritz Schramm.

Men det var også afgørende

for det tyske opsving, at Vesttyskland stort set slap for at betale krigsskadeserstatning.

De fire besættelsesmagter USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen indgik i 1945 Potsdam-aftalen om, at de hver især måtte hente krigsskadeserstatning i deres zoner i form af industri og jernbaner og andet, påpeger Karl Christian Lammers. ”Men der blev aldrig sluttet fred med Tyskland, fredsfor-

Tysklands genrejsning 7. maj 1945: Tyskland kapitulerer.

0 Feltmarskal Montgomery besøger København den 12. maj 1945.– Foto: Ritzau Scanpix.

August 1945: Ved Potsdam­konferencen formulerer de allierede – USA, Storbritannien og Sovjetunionen – deres mål om afnazificering og afmilitarisering og demokratisering af Tyskland for at forhindre, at landet igen skulle kunne udgøre en trussel mod freden. Tyskland skal betale krigsskadeserstatninger.

Oktober 1945: De allierede indleder Nürnbergprocessen, hvor ledende nazister dømmes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

1946-47: Den kolde krig sætter præger udviklingen i Tyskland. Det tyske spørgsmål, det vil sige, hvilken side Tyskland skulle tilhøre, gjorde det umuligt at nå til enighed om en fredsslutning.

November 1948: Det fælles styre for Berlin bryder sammen, og byen er fra december 1948 delt i to.

1 Foto fra Nürnbergprocessen i 1946.

– Foto: Ritzau Scanpix.

1949: Den vesttyske Forbundsrepublikken Tyskland oprettes den 23. maj. Der er valg og regeringsdannelse i september, hvorefter militærstyret bliver ophævet. På sovjetisk initiativ oprettes den 7. oktober en tysk stat i østzonen, DDR, som Sovjetunionen overgiver sine beføjelser.

1950’erne: Den vesttyske økonomiske model, den såkaldte sociale markedsøkonomi, bidrager til et kraftigt opsving, det såkaldte økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder) og til social fremgang. Til forskel fra DDR kommer Vesttyskland sig relativt hurtigt over krigens følger. Landet slipper med at betale en brøkdel af de opgjorte krigsskadeserstatningskrav.

Historie | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. april 2021

jse sig fra ruinerne

2 Trümmerfrauen eksisterede i Berlin og i den sovjetiske besættelseszone. Men det er en myte, at de eksisterede over hele Tyskland som en bevægelse af kvinder, der frivilligt ryddede murbrokker for at genopbygge landet. – Foto: H. Schmidt-Luchs/ullstein bild/Getty Images.

Det er svært at gøre op med en af de få positive myter i den tyske efterkrigstid De smøgede ærmerne op og genopbyggede de udbombede tyske byer – fortællingen om trümmerfrauen (ruinkvinder) står stærkt i tysk bevidsthed, men har ikke meget med virkeligheden at gøre, siger den tyske historiker Leonie Treber, som har skrevet bogen ”Myten om ruinkvinderne”

interview TOBIAS STERN JOHANSEN SKRIVER FRA TYSKLAND johansen@k.dk

handlingerne bryder sammen i 1947, og derfor kommer der heller ikke en aftale om krigsskadeserstatninger,” siger han.

Først i 1990 blev der sat punktum, da Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA satte sig sammen med DDR og Vesttyskland forud for den tyske genforening og indgik den såkaldte To plus fire-aftale om erstatninger, og Vesttyskland slap stort set for at betale.

Helt anderledes gik det i det østtyske DDR, som ifølge Karl Christian Lammers ­betalte mellem 16 og 20 milliarder dollars til Sovjetunionen: ”Først i 1955 stoppede russerne med at indkræve erstatning fra østtyskerne, da man indså, at det ødelagde østtysk økonomi.”

Når DDR ikke oplevede et tilsvarende ­Wirtschaftswunder, skyldes det langtfra kun den kommunistiske planøkonomi, ­påpeger også Moritz Schramm. ”I Østzonen, det senere DDR, afmonterede Sovjetunionen industrien og tog den som krigsskadeserstatning.

Den østtyske industri haltede 10 år efter den vesttyske,

selvom den i 1970’erne kom ind i en ret god udvikling,” siger han.

Selvom de vestallierede også efter krigen var begyndt at afmontere den vesttyske industri som krigsskadeserstatning, stoppede de hurtigt igen, påpeger Moritz Schramm. ”USA var fremsynet nok til at indse, at hvis man skulle vinde den kolde krig mod Sovjetunionen, måtte man gøre sig venner med vesttyskerne ved at genopbygge landet frem for at bryde det ned. I USA var der en plan i omløb om at afindustrialisere Tyskland og gøre det til landsbrugsland. Var den plan blevet gennemført, var Tyskland ikke kommet på benene,” siger han og tilføjer, at de enorme krigsskadeserstatninger, der blev pålagt Tyskland efter Første Verdenskrig, var med til at bane vej for nazismen. ”Læren er, at man ikke skal kræve krigsskadeserstatninger, hvis et land ikke er i stand til at betale. Det kunne Tyskland hverken efter Første Verdenskrig eller Anden Verdenskrig,” siger han.

J

5 Da jeg flyttede til Berlin, var jeg imponeret over historien og billederne af alle de kvinder, der ryddede op i murbrokkerne efter krigen. Har jeg ingen grund til at være imponeret?

3 Ja og nej. Trümmerfrauen eksisterede – i Berlin og i den sovjetiske besættelseszone.

Men det er en myte, at de eksisterede over hele Tyskland som en bevægelse af kvinder, der frivilligt ryddede murbrokker for at genopbygge landet.

5 De gjorde det ikke frivilligt?

3 Efter krigen blev fjernelse af murbrokker betragtet som hårdt straffearbejde. Sådan så de allierede militære myndigheder og de tyske administrative myndigheder på det.

Derfor blev blandt andre de tidligere medlemmer af nazist-partiet sat til at udføre arbejdet, og der blev ikke gjort forskel mellem kønnene. Men antallet af kvinder, der blev sat til arbejdet, var i de fleste byer meget lille. Rydningen blev meget hurtigt professionaliseret, ellers kunne murbrokkerne i de ødelagte byer ikke ryddes væk.

5 Berlin var en undtagelse?

3 En undtagelse var den sov-

jetiske besættelseszone og Berlin, som var besat af russerne i de første to måneder.

Her blev arbejdsløse hurtigt registreret og tildelt arbejde.

Tilmeldte man sig ikke, modtog man ingen rationeringskort til mad. Der var et relativt stort antal kvinder blandt de arbejdende, men det var aldrig tilfældet, at kun kvinder blev brugt til arbejdet.

Nogle kvinder meldte sig frivilligt. Årsagen er indlysende: Byggearbejdere fik et bedre rationeret fødevarekort. I modsætning hertil fik husmødre kort kendt som sultekort eller kirkegårdskort, fordi man ikke kunne overleve med dem.

5 Så der fandtes altså trümmerfrauen i Berlin?

3 Den højeste procentdel af trümmerfrauen i Berlin nåede man i foråret 1946. På det tidspunkt var det 26.000 kvinder ud af omkring 500.000 kvinder i den arbejdsdygtige alder i Vest- og Østberlin, altså mindre end fem procent. Så det var ikke et massefænomen.

5 Der var forskel på, hvor meget man brugte kvinder til arbejdet i de vestallieredes og den sovjetiske zone?

3 Ja. Briterne ønskede også at bruge kvinder i deres zone, men det blev systematisk forhindret af den lokale tyske forvaltning. De udsendte så mange restriktioner, at brugen af ​​kvinder næsten var

umulig. For mændene i den tyske administration ville den slags arbejde have været et civilisationsbrud og helt utænkeligt. Det var i modstrid med det gængse kvindesyn. I de amerikanske og franske zoner eksisterede kvindearbejdet så godt som slet ikke. I den sovjetiske zone var kvindesynet et andet. I Sovjetunionen havde det siden 1930’erne været normalt for kvinder at arbejde. Det blev betragtet som gennemførelsen af ​​lige rettigheder for kønnene. Baggrunden var også, at der i den sovjetiske zone – det senere DDR – manglede arbejdskraft, idet mange arbejdsdygtige mænd enten var døde under krigen eller flygtet til vest.

5 Hvordan blev den positive fortælling om trümmerfrauen skabt?

3 ”I Berlin og den sovjetiske zone lancerede man i tiden umiddelbart efter krigen en decideret mediekampagne, hvor man beskrev, hvordan kvinder smøger ærmerne op og i fællesskab rydder op i Berlin. Det fremherskende billede af oprydningsarbejdet var hidtil negativt. Så myndighederne var nødt til at skabe et positivt image for at motivere folk til at udføre arbejdet. I de østlige medier blev det derfor hævdet, at rydning af murbrokker ikke alene var et kvindejob, men også et job, som kvinder kunne lide at udføre, fordi det var

meningsfuldt. Det blev på en måde portrætteret som typisk kvinde­arbejde – rydde op, gøre alt smukt igen. I den vestlige presse blev arbejdet udført af kvinder stort set ikke beskrevet.

5 Men på et tidspunkt blev det til et gennemgående positivt begreb?

3 Først i 1980’erne udviklede der sig et positivt billede af trümmerfrauen i hele den vesttyske forbundsrepublik.

Kvindebevægelsen ledte efter kvindelige rollemodeller og beskæftigede sig med generationen af ​​mødre og bedstemødre under og efter krigen.

Trümmerfrauen var et godt eksempel på kvindelig styrke. En anden vigtig grund var, at daværende kansler Helmut Kohls regering i 1986 indførte en ny pensionsreform. Men kvinder, som var født før 1921, fik ikke glæde af reformen. Oppositionen protesterede og sagde, at man ikke kunne lade netop de kvinder, der havde genopbygget Tyskland efter krigen, stå tomhændet. Selvom regeringen derefter gav en pengeydelse til denne ældre generation af kvindelige pen­ sionister, blev disse kvinder stadig behandlet mindre gunstigt. Men siden denne debat er begrebet trümmerfrauen blevet synonymt med en hel generation af kvinder.

J

STORE FORTÆLLINGER

Alle bøger kan købes som e- og lydbøger

Christian den Grusomme

Poul og kærligheden

Hvem var ”Christian den Grusomme” som deltog i ”Aktion Reinhardt” kodenavnet for den tyske plan om at udrydde alle Polens jøder i Generalguvernementet?

”... et uhyre vigtigt værk om en modig mand, der som den første herhjemme talte homoseksuelles sag (...) et stykke vigtig kulturhistorie om et menneske, der ganske vist er omtalt som homoseksuel i leksikonartikler, men som først nu, i denne fremragende bog, træder frem i fuld figur

Denne biografi om en af nazismens store forbrydere sætter fokus på et hidtil ukendt kapitel af nyere dansk historie.

★★★★★★

som en del af vores fælles historie.”

– BERLINGSKE

Pompeji Medrivende portræt af en by i oldtiden.

”En fængslende, nysgerrig og kærlig fortælling om Pompeji.” – THE TIMES

★★★★ ”Mary Beards bog er et vellykket eksempel på videnskabsformidling.”

– BERLINGSKE

SKABEREN TABEREN FRELSEREN?

Skaberen, Taberen, Frelseren?

SØS MARIE SERUP M I K K E L FA U R H O L D T

Er der en fremtid for Dansk Folkeparti? Kom med ind bag murene og få den fascinerende historie.

SØS MARIE SERUP er tidligere pressechef for Venstre på Christiansborg (2005-2007), særlig rådgiver i Finansministeriet 20072009, særlig rådgiver i Statsministeriet 2009-2010, chef for Venstres Center for Politik og Kommunikation 2010-2011.

Forfatter til Da kvinder tog magten (2018).

Nu politisk kommentator på blandt andet TV2 NEWS og rådgiver i eget bureau, By Serup.

SØS MARIE SERUP M I K K E L FA U R H O L D T

SKABEREN TABEREN ★★★★★ FRELSEREN? – JYLLANDS-POSTEN ★★★★★ – B.T. ♥♥♥♥ – POLITIKEN ★★★★– BERLINGSKE HISTORIEN OM D A N S K F O L K E PA R T I

GADS FORLAG

MIKKEL FAURHOLDT er tidligere pressechef for Venstre på Christiansborg (20012005 og igen i 2011), særlig rådgiver i Finansministeriet 2005-2007 og tidligere kommunikationschef i TvDanmark og Sjælsø Gruppen A/S. Medforfatter til Ninn – Historien om Erik Ninn-Hansen (1994) og forfatter til Det konservative blodbad (2000).

Tidligere journalist ved blandt andet JyllandsPosten og B.T. Nu lobbyist og rådgiver i eget bureau, Faurholdt Kommunikation.

FORFATTERFOTOS: SØREN RØNHOLT FORSIDE / INDERSIDEN FOTOS: RITZAU/SCANPIX OMSLAG DESIGN: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

I ildlinjen

★★★★★ ”Bogen er spændende læsning, og historikernes forord og efterskrift eksemplarisk.”

– BERLINGSKE

★★★★★ ”En fantastisk velskrevet dagbog, trods de barske vilkår den blev til under (...) Hans dagbog er et uafrysteligt vidnesbyrd om krigen i al dens gru og meningsløshed. Og som sådan fortjener den at blive læst til hver en tid, også lige nu i dagens Danmark.

Tak for påmindelsen.” – KULTUREN.NU

Liberalismens vildfarelser En original og kritisk undersøgelse af liberalismens historie og dens betydning for det danske samfund.

”Det er svært at forstå os selv, vores værdier og vores samfund uden at kende til liberalismens brogede historie og indflydelser.”

– MICHAEL BÖSS