Historie 2023

Historie

Kristeligt Dagblads læsere fordyber sig erfaringsmæssigt gerne i historiske bøger. Derfor har vi samlet artikler fra tidligere aviser til Historie, der blandt andet beskriver kvinders problemer i middelalderen og tankegangen om krig hos herskere som Sovjetunionens Vladimir Lenin. God fornøjelse med læsningen!.

Anders Ellebæk Madsen, historieredaktør, Kristeligt Dagblad

4 Modstandskamp Jeg har været nær ved at blive slået ihjel 10 gange

6 Stormagt i øst Ruslands borgerkrig lagde fundamentet til Europas katastrofer

8 Teologisk kæmpe Hos Ebbe Reich blev Grundtvig forløst erotisk

10 Fiskens betydning Danmark blev bygget på saltede sild

12 Børnehjem Da Erna og Vipse ”åbnede skuffen”

14 Vikinger Hvad er det for en identitet, Nationalmuseet vil lære os, at vi har?

af Kristeligt Dagblad

16 Besættelsen Hitlers styre holdt øje med folkekirken

18 Svangerskab Middelalderens kvinder kontrollerede deres fertilitet med urter og overtro

Modstandsmanden:

Snart efter blev han kontaktet af en mand med dæknavnet Preben, der herefter videregav ordrer fra en navnløs ledelse.

Sad på kæmpe våbenlager

Finn Jensen blev gjort til leder af en firemandsgruppe, der påtog sig at fragte, skjule, klargøre og levere våben fra nedkastninger.

Til det formål fik han god brug for den store ladcykel, han havde adgang til gennem arbejdet på børstefabrikken.

Med cyklens lad fyldt med våben og ammunition camoufleret af kartoffelsække foregik våbentransporten fra en skjult kælder i et hus i den nordre ende af Randers til en uforstyrret kælder i Vestergade. Herfra skulle våbnene videredistribueres til modstandsfolk.

Christian Juhl Mølgaard moelgaard@k.dk

En septemberdag i 1943 ringede kontorchef i Nationalbanken Siegfried Hartogsohn, Danmarks senere nationalbankdirektør, til sine jødiske slægtninge i Randers. Han havde fra statsminister Vilhelm Buhl (S) fået nys om den forestående arrestordre mod de danske jøder.

I løbet af et ganske kort telefonopkald bad kontorchefen mindeligt sine familiemedlemmer om at flygte. Men i Randers tog de tre søskende Harald, Alfred og Hanne Hartogsohn ikke advarslen alvorligt. Hvorfor skulle de gå under jorden? De havde intet ulovligt foretaget sig og mente derfor ikke, de havde noget at frygte.

Den 1. oktober 1943 iværksatte den tyske besættelsesmagt imidlertid aktionen mod de danske jøder, og på kontoret hos Hartogsohns Børste-, Pensel- og Gadekostefabrik i Randers troppede soldater op for at afhente den jødiske familie. De blev givet 10 minutter til at pakke én fælles kuffert til rejsen med destination Theresienstadt.

Hvad hverken tyskerne eller Hartogsohns vidste, var, at skunkene under fabrikkens tagsten var spækket til randen med nedkastede våben til brug for modstandskæmperne.

Det vidste til gengæld den 19-årige lærling på fabrikken, Finn Jensen, der i angst overværede pågribelsen af sine jødiske chefer. For det var ham og tre andre i hans lille modstandsgruppe, der i dølgsmål havde skjult våbnene der.

I dag er Finn Jensen 98 år. Han har boet det meste af sit liv i Bankeryd ved Jönköping, hvortil han kom første gang under flugten fra Danmark til Sverige i 1944. Og her har Kristeligt Dagblad mødt ham for at se tilbage på krigsårene.

Det sværeste spørgsmål

Når han i dag genfortæller sin historie, er blikket levende, gestikken strunk og slagfærdig. Det danske ordforråd er svundet ind til enkelte tydelige, rigsdanske gloser, resten af samtalen foregår på det smålandske, han gennem det meste af sit liv har talt.

Det lå egentlig ikke i kortene, at han, den yngste af urmagerenkens syv sønner, skulle blive aktiv i modstandskampen. Tilfældet ville imidlertid, at en mand, som Finn Jensen genkendte som en lokal spejderleder, en dag i foråret 1943 henvendte sig til ham på Storegade i Randers. Spejderlederen trak Finn Jensen ind i en port og spurgte, om han ville være med til at forkorte tyskernes tilstedeværelse i Danmark.

”Det var det sværeste spørgsmål, jeg har skullet svare på i mit liv,” siger Finn Jensen.

På den ene side var han skræmt ved tanken om farerne ved modstandsarbejdet. På den anden side ville et nej kunne tolkes som en støtte til besættelsesmagten. Om det var frygten eller modet, der vandt, har han svært ved at vurdere, men Finn Jensen gav spejderlederen sit ja, og dermed var skæbnen beseglet.

Allerede ved første leverance til en modstandsmand var det ved at gå galt. Finn Jensen blev passet op af en tysk vagt, der spurgte til hans forehavende. Ved et lykketræf undlod tyskeren at visitere ham og lod ham passere.

”Havde han undersøgt mig nærmere, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket. Jeg plejer at sige, at jeg har været nær ved at blive slået ihjel 10 gange. Det var frygteligt, at man var så tæt på afgrunden, men ikke havde mulighed for at fortælle sine nærmeste om det. Ingen måtte få noget at vide.”

Det stod snart klart for Finn Jensens gruppe, at det var for risikabelt kun at have våbnene samlet det ene sted i kælderen. En oplagt mulighed var at gemme våben i loftsrummet over Hartogsohns fabrik, hvor Finn Jensen arbejdede. Det var et sted, gruppen havde let adgang til uden at vække opsigt, og her lå våbnene sikkert forvaret en stund. Lige indtil arrestationen af den jødiske familie.

Finn Jensens gruppe satte sig for at udføre endnu en dristig aktion. De ville flytte våbenlageret til et andet sikkert sted. Og løbende lykkedes det dem mirakuløst at tømme lageret.

Gruppen fortsatte modstandsarbejdet i det skjulte i løbet af de mørke måneder i 1943 og det følgende forår, men omkring den 1. juni 1944 var det forbi. Preben opsøgte Finn Jensen en sidste gang med det ene budskab: ”Flygt!”.

Gruppens navnløse ledelse var blevet taget af tyskerne, og det var kun et spørgsmål om tid, før Finn Jensen og hans tre kammeraters identitet var røbet.

Flugten over Øresund

Gennem tumult, vejspærringer og gadekampe lykkedes det Finn Jensen og hans kammerat, Henry,at få indlogeret sig på et missionshotel i København under falske navne og titler. Efter et par dage opsøgte de Finn Jensens bror, Verner, i hvis lejlighed ved Gammel Strand de fik lov at gemme sig. En lille uges tid efter generalstrejkens ophør havde Verner Jensen skaffet sine to hemmelige logerende en flugtmulighed med skibet ”Anna Dan”, der lå i Sydhavnen.

”Vi var instrueret i at foregive at være fætre til donkeymanden (det menige medlem af et skibs maskinbesætning, der passer kedlerne, red.), og om bord tog han hjerteligt imod os. Her fik han os gemt så godt af vejen, at vi ikke blev fundet af bevæbnede tyske vagter til trods for intet mindre end tre inspektioner af skibet.”

0 Den tidligere modstandsmand Finn Jensen i samtale med research-redaktør ved Kristeligt Dagblad, Christian Juhl Mølgaard.

– Foto: Ulf Pettersson.

Nær den svenske kyst tog en lods imod de to blinde passagerer. Han sejlede dem ud til et fyrskib, hvorfra de blev afhentet af en svensk patruljebåd, der eskorterede dem i land.

Skrækslagen stod Finn Jensen nu på svensk jord uden nogen form for dokumentationspapirer på sig, da en politimand kom ham i møde. Den svenske betjent trykkede Finn Jensen i hånden og omfavnede ham med ordene: ”Du skal vide, at du er meget velkommen i Sverige!”.

”Al min rædsel forsvandt,” siger Finn Jensen. ”Mere behøvedes ikke. Det var enestående. Jeg kan stadig høre hans ord for mig.”

De blev derefter sendt til flygtningelejren Nissafors, og siden til Bankeryd for at arbejde på penselfabrikken Perfect, mens Henry fik arbejde på en skofabrik i Kumla ved Örebro. Den tredje mand i gruppen, Viggo, nåede til Sverige ad en anden rute, men rejste siden derfra igen. Det fjerde medlem af gruppen husker Finn Jensen ikke længere navnet på, og han kender ikke hans videre skæbne.

I løbet af to intensive måneder i Bankeryd nåede Finn Jensen at lære sit hjertes udkårne, Lisbet, at kende, inden han fik sin ansøgning som frivillig soldat i Den Danske Brigade bevilget.

Den Danske Brigade, også kaldet Danforce, var en dansk militærenhed på samlet set cirka 5000 mand, opstillet i Sverige 1943-45 med danske flygtninge som Finn Jensen som rekrutteringsgrundlag.

”I militærlejren Håtunaholm fik vi budskabet om Befrielsen den 4. maj 1945. Jeg tilhørte 1. bataljon, og vi blev sat i land ved Helsingør på befrielsesdagen, hvor vi indtog Kron-

borg og udskiftede hagekorsflaget med Dannebrog.”

Ildkamp i Københavns gader Den 6. maj drog bataljonen mod København, hvor det ved skolen i Husumgade kom til ildkamp med hipofolk. Finn Jensens chef, premierløjtnant Vegger, Danmarks senere hærchef, blev ramt af et strejfskud i ansigtet. Han og 13 andre sårede overlevede, mens tre af brigadens folk faldt i de spredte træfninger. Et par dage efter blev Finn Jensen sendt til Sønderjylland, hvor hans bataljon indgik i en særlig kommando til bevogtning af den dansk-tyske grænse. Da brigaden opløstes den 10. juli 1945, vendte han hjem til Randers. Hans tidligere chefer, familien Hartogsohn, overlevede opholdet i Theresienstadt, og efter krigen genoptog de produktionen.  ”Men de var ikke de samme mennesker som før. Opholdet havde sat sit uudslettelige præg på dem, og for mig var det ikke længere det samme at arbejde på fabrikken. Samtidig længtes jeg efter min elskede Lisbet i Bankeryd, og i 1946 besluttede jeg mig for endegyldigt at rykke til Sverige.”

Det var en beslutning, Finn Jensen aldrig kom til at fortryde.  Tidligt efter ankomsten til Sverige skiftede han metiér fra børstenbinder til fotograf. Siden fulgte han sin passion for at bygge flaskeskibe. I dag bor han alene efter et langt og godt liv med Lisbet, der i dag bor på et hjem for demente. J

Finn Jensen

Født i 1924 i Randers som søn af en urmager og som det yngste barn i en søskendeflok på syv drenge.

Gik ind i modstandsbevægelsen i foråret 1943. I juni 1944 tvunget til at flygte til Sverige, hvor han blev frivillig soldat i Den Danske Brigade. Vendte tilbage til Danmark ved krigens afslutning i 1945 til tjeneste ved den dansk-tyske grænse.

Flyttede permanent til Sverige i 1946 for nogle år senere at uddanne sig til fotograf.

”Jeg er måske én af de sidste, der er tilbage, med en tænkelig forbindelse til Hvidstengruppen,” siger 98-årige Finn Jensen, som husker tilbage på tiden med modstandskamp og flugt under Besættelsen

interview

Jeg har været nær ved at blive slået ihjel 10 gange

2 Finn Jensen som flygtning i Sverige, 1944. – Privat-foto.

Ruslands borgerkrig lagde fundamentet til Europas katastrofer

Uhyrlighederne under den russiske borgerkrig var så omfattende, at de skabte kløften mellem højre og venstre, der kom til at plage Europa hele det 20. århundrede, lyder det fra historikeren

Antony Beevor interview

Nikolaj Krak krak@k.dk

Rædslerne er ubegribelige i den verdensberømte britiske militærhistoriker Antony Beevors seneste bog om den russiske borgerkrig. Omfanget af bestialsk tortur og kyniske henrettelsesmetoder med smadrede børnehoveder, udstukne øjne og afskrællet hud overgår, hvad de fleste mennesker kan kapere.

Alligevel insisterer Antony Beevor på, at det er nødvendigt at få beskrevet den menneskelige afstumpethed under borgerkrigen så direkte, som han gør i bogen ”Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921”. For uden rædslerne forstår man ikke dybden af konflikten og dermed heller ikke, hvor skæbnesvanger den var.

”Krigen havde en enorm betydning ikke bare for Rusland, men for alle de store begivenheder der fulgte i Europa. Den skabte polariseringen og splittelsen mellem højre og venstre, mellem fascister og kommunister, der kom til at dominere hele det 20. århundrede. Alle historikere anerkender Første Verdenskrig som den oprindelige katastrofe, men den russiske revolution og borgerkrig var den mest betydningsfulde begivenhed. Den ledte både til den spanske borgerkrig, Anden Verdenskrig og har tråde helt frem til krigen i Ukraine i dag,” siger han.

Antony Beevor understreger, at historien i det hele taget er væsentlig, når man skal forstå, hvad der driver Putins Rusland i dag. ”Folk plejer at joke med, at Rusland er det eneste land med en uforudsigelig fortid. Det ser vi i dag i Putins sære sammenblanding af historie, hvor han trækker på Anden Verdenskrig på en meget selektiv måde og er besat af landets imperialistiske fortid. Polariseringen fra den russiske borgerkrig findes stadig, om end den har rykket sig, så den i højere grad står mellem demokrati og autokrati end mellem højre og venstre,” siger han.

Lenins genistreg

Den russiske borgerkrig er en fællesbetegnelse for de omfattende kampe, der udspillede sig i årene efter revolutionen i 1917, hvor tsarregimet blev væltet, og bolsjevikkerne kom til magten. På den ene side i krigen var ”de røde”, bolsjevikkerne. På den anden side var ”de hvide”, der var en umage alliance af kontrarevolutionære. Den bestod hovedsageligt af tilhængere af tsar-regimet, moderate socialister, kosakker og flere skiftende udenlandske aktører.

I store dele af krigen virkede det usandsynligt, at ”de røde” ville vinde. Ifølge Antony Beevor var der heller ikke mange røde, der selv troede på en sejr. Men én afgørende person gjorde, at ”de røde” alligevel kom ud som sejrherre, og det var ”revolutionens mørke geni, Vladimir Lenin”, som Antony Beevor beskriver ham.

”Mange venstrefløjshistorikere plejer at sige, at det er økonomiske kræfter eller lignende faktorer, der er afgørende i historieskrivning. Men når man har en karakter som Lenin, kan man ikke lade være med at sige, at

historiens udfald afhang af én person. Uden ham havde ”de røde” ikke vundet. Der var ekstremt meget magt koncentreret hos ham, og han havde evnen til at styre bolsjevikkerne væk fra flere lurende katastrofer. Han var et geni til at se andres svagheder og få sin vilje igennem, selv når han var i mindretal,” siger han.

Derudover havde det betydning for krigens udfald, at ”de hvide” aldrig formåede at få samme centrale styring af tropperne, som ”de røde”.

I sin bog gennemgår Antony Beevor den russiske borgerkrig ud fra et omfattende arkivmateriale og inddrager dagbogsnotater fra både soldater og helt almindelige russere. Det er derigennem, man får et skrækindjagende indblik i de forbrydelser, der blev begået under krigen. Hospitaler blev stormet af soldater, hvor patienterne blev kastet ud af vinduerne for at ligge og fryse ihjel. Mænd blev bundet til træer i den sibiriske kulde og overhældt med vand for at fryse ihjel som isstatuer. Både ”de hvide” og ”de røde” var medskyldige i rædslerne, om end ingen ifølge Antony Beevor overgik ”de røde” i ubarmhjertig umenneskelighed. Op mod 12 millioner mennesker døde i løbet af krigen.

Antony Beevor er som krigshistoriker vant til at beskæftige sig med menneskehedens mørkeste sider. Men den russiske borgerkrigs sanseløse vold kom alligevel bag på ham.

”I andre krige har man slået ihjel af frygt for, at man selv ville blive slået ihjel. Og man har udført tortur for at få informationer ud af folk. Det slående ved den russiske borgerkrig er, at meget af volden slet ikke tjente noget formål. Man torturerede alene for torturens skyld. Det blev til ren sadisme,” siger han.

Hvorfor udviklede krigen sig så ekstremt voldeligt?

”Måske er det snarere en psykolog end en historiker, der kan svare på det,” siger han.

”Når man har en karakter som Lenin, kan man ikke lade være med at sige, at historiens udfald afhang af én person. Uden ham havde ”de røde” ikke vundet.

Dog har han et bud på en mekanisme, der har spillet ind på, hvorfor voldsspiralen løb løbsk. Under krigen blev almindelige soldater både ydmyget og pint af deres overordnede. Undertrykkelsen i militæret begyndte fra oven og blev forstærket hele vejen ned gennem systemet til den almindelige soldat, som til sidst lukkede sine frustrationer ud på almindelige civile og modstandere i krigen.

Normalt er vi vant til at se Stalin som den brutale leder, der var skyldig i Sovjetunionens rædsler. Men i din bog fremstår Lenin mindst lige så voldelig og korrumperet. Har Lenin fået et bedre eftermæle, end han har fortjent?

”Hele Gulag-systemet og Tjekaen (forløberen til det hemmelige politi KGB, red.) med alle dets rædsler kom fra Lenin. Det var ikke Stalins opfindelse, selvom han bestemt var med til at gøre det værre med al sin paranoia. Alligevel har der været et billede af Lenin og Stalin som henholdsvis den gode og onde. Det eftermæle er Lenin sluppet af sted med i rigtig mange år. Men jeg mener, billedet efterhånden er blevet mere præcist, efter de russiske arkiver blev åbnet i 1990’erne,” siger han.

Ruslands brutalitet

Når man kigger på Ruslands historie, har den voldelige brutalitet det med at gå igen i de krige, landet har været involveret i. Selv i dag i Ukraine dukker den op. Hvorfor gentager den sig?

”Det vil være forfejlet at tale om et særligt russiske dna. Alene det faktum, at Rusland består af et væld af nationaliteter, gør sådan en forklaring ubrugelig,” siger han.

I stedet mener Antony Beevor, at man igen må se på, hvordan den russiske hær igennem historien har behandlet sine soldater. Også i dag i Ukraine mener han, at de russiske soldaters brutalitet hænger sammen med, hvor hensynsløst de selv bliver behandlet ovenfra. ”Derudover må man huske på, at Europa har oplevet tilsvarende rædsler under religionskrigene i middelalderen. Forskellen er bare, at Europa siden har været igennem oplysningstiden og hele idéen om humanisme med alt, hvad dertil hører, hvor man også begyndte at få en anden tilgang til soldater. Intet af det er sket i Rusland. Her hænger man stadig fast i en idé om, at terror og masseødelæggelser er en integreret del af krig,” siger han. Kan den russiske borgerkrig hjælpe os til at forstå krigen i Ukraine i dag?

”Man skal passe meget på med at drage direkte historiske paralleller. Det bliver der gjort alt for meget i den britiske og amerikanske presse. Dog er historien vigtig for at forstå Rusland i dag. Intet land er så meget en fange af dets egen fortid som Rusland,” siger han Antony Beevor forklarer, at der siden den mongolske invasion i 1200-tallet har været en paranoid opfattelse blandt magthavere i Rusland om, at verden er imod dem.

”Samtidig findes idéen om det hellige Rusland, hvor Ruslands spirituelle værdier bør påtvinges resten af verden. At området helt fra Vladivostok til Dublin af alle steder bør være under ortodoks indflydelse. Det er denne idé, vi hører fra en person som Alexandr Dugin (russisk filosof, red.), som Putin til en vis grad er inspireret af. Det har intet med Sovjet-imperiet at gøre. Det spirituelle syn på Rusland opstod i ’de hvides’ eksil efter borgerkrigen. Putin taler om krigen i Ukraine som en kamp lig den sovjetiske i 1945. Men i virkeligheden tænker han på tsar-imperiet,” siger han.

Kan du se et scenarie for, hvordan krigen i Ukraine kan ende?

”Putin har på alle tænkelige måder opnået det modsatte af, hvad han ville. Vi har overvurderet styrken af hans hær, der er fuldstændig undermineret af korruption. På samme måde overvurderede vi den sovjetiske hær,” siger han.

Et muligt scenarie er ifølge Antony Beevor en opløsning af den russiske hær. Moralen blandt soldaterne er utroligt lav, og idéen om at sende 300.000 stort set utrænede soldater ind i krigen vil blot sænke moralen yderligere. Samtidig er Putin med sine atomtrusler ved at miste opbakning fra sine allierede i Kasakhstan, Indien og Kina. I sidste ende vil meget dog afhænge af Krim. Hvis Ukraine gør alvor af truslen om at generobre Krim, kan det tage konflikten til et nyt niveau. Det vil blive opfattet som en eksistentiel trussel mod Rusland, understreger Antony Beevor. J

Sir Antony Beevor

Født 1946. Britisk militærhistoriker bosat i London.

Har blandt andet skrevet bøgerne ”Stalingrad”, ”Berlin – Faldet 1945”, ”Den Spanske Borgerkrig 1939-1945” og ”Ardenneroffensiven”.

Hans bøger er udkommet på 34 sprog og solgt i otte millioner eksemplarer.

Hans seneste bog ”Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921” udkom på dansk den 3. oktober 2022 på Lindhardt og Ringhof.

SIR ANTONY BEEVOR

Hos Ebbe Reich blev

Grundtvig forløst erotisk

bog

Jes Fabricius Møller kultur@k.dk

Da denne bog udkom i foråret 1972, fik den en overvældende modtagelse, og den solgte i store oplag. Kristeligt Dagblad sendte bogen til anmeldelse hos frimenighedspræst og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der måtte overgive sig:

”Når der nu fra venstreorienteret, mere eller mindre revolutionær side, foreligger et så fantastisk værk som dette om ’den gamle’, må det ikke blot tages som et tegn på, at ingen, der lever med i dette lands skæbne, kommer uden om hans monumentale skikkelse. Vi bør hilse værket velkommen som en solstribe i dagningen. Vi hører trods alle meningsforskelle sammen i dette folk.”

Ja, Engberg gik så vidt som til at tilslutte sig forfatteren bag bogen, Ebbe Kløvedal Reichs (1940-2005), tanke om, at der var tydelige paralleller mellem Grundtvigs og Maos tanker: ”Det var nemlig en kulturrevolution, han ville, ’den gamle’, deri har Ebbe ret.”

Potentialet i vanviddet

Bogen blev Ebbe Reichs folkelige gennembrud som historiker og historiefortæller. Selv var han vokset op i et miljø, der var fremmed for grundtvigianismen, som han først mødte, da han i 1968 blev ansat som lærer på Askov Højskole.

Mens den tidlige litteratur om Grundtvig havde koncentreret sig om personen N.F.S. Grundtvig, havde efterkrigstidens Grundtvigforskning i høj grad fokuseret på den litterære og teologiske værkanalyse. Ebbe Reich var påvirket af ikke mindst Kaj Thanings (19041994) fortolkninger af Grundtvigs værk, men han anvendte dem til at give sin egen version af Grundtvigs person og levned. Det hænger ikke mindst sammen med, at Reich var påvirket af psykoanalysen, der netop er meget biografisk orienteret. Samtidig er det også tydeligt, at han var afhængig af Hal Kochs (19041963) tolkning, der lagde vægt på, at der i det tilsyneladende vanvid også lå et erkendelsespotentiale. Det talte til flipperen Ebbe, der eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer.

Reichs bog er på en og samme tid vidnesbyrd om hans nyvundne fortrolighed med Grundtvigs liv og værk og hans vilje til at fiktionalisere. Bogen har fået genrebetegnelsen romanbiografi. Andre betegnelser – senest exofiktion – er siden blevet bragt i anvendelse for at karakterisere de bøger, der bygger på virkeligheden uden at forpligte sig til altid at overholde historievidenskabens konventioner. De trækker alle på den legitimitet, som henvisningen til virkeligheden giver, samtidig med at forfatterne ikke forpligter sig til at sige sandheden.

Ny tolkning af Grundtvig

Reich lagde replikker og situationer ind i sin tekst, for hvilke der ikke er belæg i kilderne. Det interessante er, at han sjældent greb til vidtløftige fabuleringer. Derimod var små afvigelser fra det dokumenterbare nok til, at han kunne præstere en ny tolkning af Grundtvigs biografi. Som prægnant eksempel kan nævnes Grundtvigs religiøse krise i december 1810. Fra Grundtvigs ungdomsven, Sibbern, kendes en erindring om en episode

Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig.

på Vindbyholt Kro syd for Faxe på Sydsjælland, hvor Grundtvig havde følt djævelen som en slange, der havde snoet sig om hans krop. I Reichs gengivelse bliver det imidlertid til, at slangen snoede sig indefra og ud gennem Grundtvigs ryg. Det er ingen uvæsentlig variation, fordi Reich dermed konverterede episoden fra at være et møde med djævelen til at være en oplevelse, der snarere giver mindelser om den erotiske kraft, kaldet kun-

dalini, som Reich kendte fra sin hjemmelsmand, psykoanalytikeren Wilhelm Reich.

Fra Kaj Thaning kendte Reich Grundtvigs betagelse af den frigjorte engelske kvinde, Clara Bolton, som han traf under sin rejse til England i 1830. I et langt senere digt beskrev Grundtvig mødet i sanselige vendinger, og det omtolkede Reich til, at der var tale om et fuldbyrdet erotisk forhold. Berømt blev den replik, som Reich lagde i munden på Grundtvig under et besøg hos Clara: ”I Helligåndens navn lad kødet tale!”

Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig. Det gjaldt således også i 1867, da Grundtvig i det, som af omgivelserne blev tolket som vildelser, blandt andet meddelte, at den aldrende enkedronning Caroline Amalie skulle føde en ny Holger Danske – antydningsvis ved Grundtvigs egen mellemkomst.

Ser man bort fra bogens elementer af fiktion, bestod dens appel i, at den koblede sam-

tidens ungdomskultur, det psykedeliske, feminismen, mysticismen til det 19. århundredes romantik, idealisme og mytologi-dyrkelse. Samtidig blev den også et indlæg i debatten om Danmarks indtrædelse i EF. På samme måde som hans samtidige samarbejdspartner Ejvind Larsen ved hjælp af Grundtvig gjorde kristendommen til et anliggende for venstrefløjen, gjorde Ebbe Reich danskhed til et brugeligt begreb sammesteds. J

I Ebbe Kløvedal Reichs indflydelsesrige folkebog om Grundtvig kobles ungdomskultur, feminisme og Europa-debat sammen

0 Ebbe Kløvedal Reich: Frederik. En Folkebog om Grundtvigs tid og liv. 1972.

0 Ebbe Kløvedal Reichs (1940-2005) folkebog om Grundtvig fra 1972 blev hans gennembrud som historiker og historiefortæller. – Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

Sild gjorde Danmark til et handelscentrum

Nikolaj Krak krak@k.dk

Hvis man vil forstå, hvilken rolle sild har spillet for Danmark, er det oplagt at kaste et blik på Mellemøsten.

”Sild har på mange måder haft samme betydning for Danmark igennem middelalderen, som råolien har haft for landene i Mellemøsten i det 19. og 20. århundrede,” siger Jakob Ørnbjerg, kulturhistoriker og ph.d. og forfatter til en bog om det danske sildeboom.

Sildestimerne stod utrolig tæt i flere danske farvande i middelalderen. Og da man fandt ud af at salte sildene og få dem til at holde sig i op til to år, blev de til en meget efterspurgt handelsvare, der var med til at integrere Danmark i den internationale økonomi.

”Danmark var et udkantsområde af den globale økonomi, men med sildehandlen blev vi en central del af den internationale vareudveksling,” siger Jakob Ørnbjerg.

Den store sildeeksport stod på i godt seks århundreder og var i lange perioder koncentreret om nogle store sildemarkeder, først et i Skanør i Skåne og siden i Aalborg.

Danmark blev bygget på saltede sild

Fasteregler gjorde saltede

sild til et kæmpe hit i hele Europa. Kulturhistoriker

Jakob Ørnbjerg skriver om det danske sildeventyr

interview

Nikolaj Krak krak@k.dk

Da den franske ridder Philippe de Mézières i 1360’erne var på vej til et vigtigt slag i Baltikum og sejlede igennem Øresund, blev han overrasket over, hvor levende vandet var. Øresund var så fuld af sølvglinsende sild, at det ifølge den franske ridder var som et Guds under.

”(…) så mange passerer, at man flere steder (…) ville kunne sønderhugge dem med sværdet,” lød hans beskrivelse af sildestimerne.

Andre har beskrevet sildebestanden i Øresund som så tæt, at en åre kunne stå oprejst i vandet. For i flere perioder om året var der en utrolig koncentration af sild i især Øresund, Limfjorden og Østersøen, forklarer Jakob Ørnbjerg, ph.d. og kulturhistoriker. Han har skrevet bogen ”Det vilde sildeboom” om, hvilken betydning datidens enorme mængder sild fik for Danmark.

”Det samfund, vi kender i dag, er bygget på sild. Mange af vores byer er enten opstået eller har vokset sig store på grund af silden.

Selv København er på mange måder et resultat af de store sildefiskerier i Øresund,” siger han og nævner derudover byer som Aalborg, Stege, Nibe og Kerteminde og adskillige bornholmske kystbyer som eksempler på steder, der har vokset sig store af handel med sild og af den deraf følgende industri.

Der er blevet fisket sild i Danmark meget langt tilbage i historien, men sildeventyret begyndte for alvor at vokse i begyndelsen af 1200-tallet. Det var her, man fik gang i konservering af sild i stor skala hovedsageligt med

saltning og i mindre omfang ved rygning eller tørring. Det gjorde, at den fede og ellers letfordærvelige sild kunne holde sig i to år og dermed blev til en vare, man kunne handle med. De danske saltede sild var både billige, holdbare og nærende og blev i løbet af middelalderen en populær handelsvare, der blev solgt i store dele af Europa. I 1500-tallet forlød det ligefrem, at Øresund-sild var en af de foretrukne delikatesser ved pavehoffet i Rom

Jakob Ørnbjerg forklarer, at det ikke mindst var den katolske kirkes fasteregler, der til at starte med skabte et stort marked for silden. Dengang havde kirken en lang række dage i løbet af kirkeåret, hvor man ikke måtte spise kød. Op mod 180 dage om året skulle kristne holde sig fra kød. Dog var det tilladt at spise fisk, og der kom de danske saltede sild ind i billedet som et godt alternativ.

Det førte til en kæmpe dansk eksportsucces, der stod på i omkring seks århundreder. I 1400-tallet forsvandt de store sildestimer af ukendte årsager fra Øresund, men fiskeriet fortsatte i Limfjorden. Her sluttede det først i 1825, hvor en stormflod skyllede store mængder saltvand og gopler ind i fjorden og ødelagde de gode forhold for sildene. Derudover har overfiskeri formentlig også spillet en rolle.

Over årene har sildeeventyret oplevet flere op- og nedture. Et af de store dyk skyldtes Reformationen for 500 år siden, forklarer Jakob Ørnbjerg.

”Til at begynde med var silden en religiøst betinget spise. Derfor ødelagde det en del af sildeeksporten, da Martin Luther gjorde op med kirkens fasteregler. Men det betød ikke, at man helt stoppede med at spise sild. Nu gjorde man det ikke længere af religiøse grunde, men fordi den var billig og nærende. Vi ved også, at Martin Luther holdt fast i at få sendt saltede limfjordssild til Tyskland,” siger han.

Sild morgen, middag og aften

Sildene har ikke kun haft betydning for Danmark, når det handler om økonomisk vækst og byudvikling. Også den almindelige danskers hverdag har stået i sildens tegn.

”I dag har vi kåret stegt flæsk som vores na-

tionalret. Men hvis man skal se historisk på det, er det en saltet sild med vandgrød, der har været det mest almindelige måltid i Danmark. Sild udgjorde en meget stor del af danskernes hverdagskost, og for almindelige mennesker var sild den eneste kødlignende mad, man kom i nærheden af til hverdag. Man spiste sild morgen, middag og aften, og dermed har silden ikke bare bidraget til samfundsudviklingen, men også været afgørende for vores forfædres overlevelse,” siger han.

Mens husdyr skulle passes og krævede foder, kunne silden bare hives i land fra kysten. Og den kunne oven i købet holde sig i lang tid, hvis den blev saltet.

Ifølge Jakob Ørnbjerg har silden været en bærende del af danskernes hverdagsmad helt frem til midten af 1900-tallet. Herfra begyndte flæsket, fløden og oksekødet og andre dyreprodukter at overtage i takt med, at landbruget blev udviklet, andelsbevægelsen voksede, og velstanden blev forøget.

I dag er silden hensat til en tilværelse som højtidsmad til jul og påske. Men Jakob Ørnbjerg øjner mulighed for, at den historiske nationalspise igen kan komme til at spille en rolle i danskernes mad.

”Vi får stadig mere fokus på klimarigtig mad, og der er silden meget interessant. Den udleder meget lidt CO2, og man kan fange den med relativ skånsomme metoder for havet. Der er stadig masser af sild tilbage i Nordsøen. Men det vil kræve en holdningsændring, hvis silden igen skal blive en del af vores hverdagskost,” siger han. J

Om bogen

”Det vilde sildeboom” af Jakob Ørnbjerg. Udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

Er en del af serien

”100 danmarkshistorier”. 100 sider.

Disse markeder tiltrak købmænd fra mange lande og blev til nogle af de vigtigste og største steder for vareudveksling i Europa. Købmændene kom til markederne med et væld af udenlandske varer og rejste igen med lasten fuld af saltede sild. Det gav et internationalt pust over Danmark, og Jakob Ørnbjerg forklarer, at der er beretninger om, at en købmand helt tilbage i 1350’erne havde medbragt ingefær og peber fra Indien og muskat fra Stillehavsøerne til markedspladsen.

I de gode sildeår blev der fanget over 30.000 tons sild i Danmark. For at konservere så mange fisk, krævede det enorme mængder salt, langt mere salt, end Danmark selv kunne producere. Til gengæld havde man gode saltkilder i Tyskland, og det bedste salt kom fra Lüneburg lidt syd for Hamburg. Der lå havnebyen Lübeck godt placeret for at få saltet transporteret frem.

Og fra 1100-tallet og frem blev den senere så berømte og magtfulde by helt central for salthandlen, forklarer Carsten Jahnke, lektor i middelalderhistorie ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet.

”Handlen med sild og salt var grunden til, at Lübeck blev dannet, og at handelsforbundet med hansestæderne opstod. Til at begynde med var det hele centreret om handel med salt og danske sild,” siger han.

Carsten Jahnke forklarer, at der var efterspørgsel på danske, saltede sild i hele Europa lige fra Sicilien over Moskva til Irland. Når det netop var danske sild, der var populære, handlede det om, at hanseforbundet havde formået at skabe en meget effektiv kvalitetssikring af sildene.

”Produktionen blev så reguleret og kontrolleret, at sild fra Danmark blev en kvalitetsmarkør, man kunne stole på. I praksis betød det, at hvis man for eksempel stod i Strasbourg og åbnede en tønde danske saltede sild, og det viste sig, den var dårlig, kunne man sende den retur til det store marked i Skåne og få pengene tilbagebetalt. På den måde opnåede de danske sild gennem hansestæderne stort set monopolstatus i hele Europa, og i nogle lande var det ligefrem forbudt at sælge andre sild,” forklarer han.

Sildefiskeriet stod kun på nogle få måneder om året, hvor sildekoncentrationen var høj i de danske farvande. J

0 Friske sild fra Øresund til salg ved Gl. Strand.

– Foto: Scanpix Ritzau.

Da Erna og Vipse ”åbnede skuffen”

interview

Lise Kabell Søgaard

lise.soegaard@k.dk

På loftet på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg sad for seks år siden tre kvinder og snakkede om fortiden.

De to tidligere børnehjemsbørn, Erna Lund Hansen og Vibeke Nielsen, kaldet ”Vipse”, var sammen med antropologen Stine Grønbæk Jensen i gang med at gennemgå en bunke fotografier fra 1950’erne og 1960’erne. Blandt andet en hel del billeder af de to barndomsveninder taget i pasfotoautomaten på Fredericia Banegård ikke langt fra børnehjemmet Erritsøhus, hvor de begge voksede op.

På et tidspunkt kom de til et fotografi af en fodboldbane. Da de så det, skulle Erna Lund Hansen til at fortælle noget, men kom fra det igen. Veninderne gik ud for at ryge en cigaret.

Da de kom ind, rystede Erna Lund Hansen over hele kroppen.

”Vi skal have tændt for båndet,” sagde Vibeke Nielsen, med henvisning til den diktafon, der lå på bordet foran dem.

Stine Grønbæk Nielsen fik trykket på knappen. Og så begyndte Erna Lund Hansen at fortælle noget, hun aldrig havde fortalt nogen før.

I skyggen af Godhavn

Erna Lund Hansen og Vibeke Nielsen er to ud af omtrent 30.000 børn, der i efterkrigsårene blev anbragt på børnehjem herhjemme, og som man kan møde i Stine Grønbæk Jensens bog ”Livtag med fortiden. Når børnehjemsbørn erindrer”, der er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Bogen er bygget på hendes ph.d.-afhandling, der er skrevet i samarbejde med Danmarks Forsorgsmuseum, hvor hun i en årrække fulgte en gruppe tidligere børnehjemsbørn i deres arbejde med at stykke barndom og ungdom sammen.

Der fandtes forskellige børnehjem, og der var mange grunde til, at børnene blev anbragt: Nogle af børnene havde fædre, der var tyske soldater. Andre var børn af enlige mødre og måtte anbringes, fordi der var skam ved det. Andre havde forældre med misbrugsproblemer eller psykisk sygdom eller forældre, der slet og ret var fattige eller af andre grunde ude af stand til at tage sig af deres børn.

Børnehjemsbørnene fra efterkrigstiden er kommet i fokus i takt med, at forholdene på det tidligere drengehjem Godhavn i Nordsjælland blev kendt i offentligheden. Der er blandt andet berettet om vold, seksuelle overgreb og medicinske eksperimenter udført på børnene fra Godhavn, overgreb der fortsatte frem til 1970’erne.

Det var egentlig i forbindelse med en udstilling på forsorgsmuseet i 2004, at ”Godhavnsdrengene” først kom i kontakt med hinanden ved at skrive i en gæstebog på museets hjemmeside. Siden blev flere koblet på netværket, og snart opstod en aktivisme, som faldt ind i en tid, der også var moden til, at staten så fortiden i øjnene.

Da Godhavnsdrengene fik deres undskyldning af statsminister Mette Frederiksen i august 2019, var det faktisk en undskyldning til alle børnehjemsbørn i Danmark. Men det var ikke alle, der opfattede det sådan.

”Jeg talte med flere efterfølgende, især kvinder, som spurgte: Var den undskyldning egentlig også til mig? I medierne kom det til at fremstå som en undskyldning specifikt til de mænd, der havde været Godhavnsdrenge

som børn. Det har haft nogle konsekvenser for pigernes og kvindernes historie, som er røget meget i skyggen,” siger Stine Grønbæk Jensen.

Et børnehjemsbarn kan godt Veninderne fra Erritsøhus, Erna og Vipse, er to eksempler på børnehjemsbørn, der er gået under offentlighedens radar.

Erna Lund Hansen var seks år, da hun i 1959 blev anbragt på børnehjemmet Erritsøhus ved Fredericia. Hendes mor var psykisk syg og kunne ikke tage sig af hende. På børnehjemmet fik hun en hjerteveninde i Vibeke Nielsen. De blev som søstre og fulgte hinanden videre i livet som hinandens nærmeste, da institutionslivet ophørte.

I voksenlivet fik de begge familier og jobs inden for pædagogik og sygepleje og fortsatte med at følge hinanden tæt. Men Vibeke Nielsen havde et noget andet forhold til fortiden end Erna Lund Hansen, fortæller Stine Grønbæk Jensen.

”Vipse og Erna kommer til museet på et tidspunkt, hvor Vipse er godt i gang med at få ’åbnet skuffen’, som hun siger. Vipse har altid stået foran, Erna er lidt mere genert. ’Erna har kun åbnet sin skuffe på klem,’ siger Vipse, da jeg begynder at følge dem.”

I bogen beskriver hun, hvordan Erna Lund Hansen, da de mødtes, aldrig havde fået talt med sine kolleger om, at hun var børnehjemsbarn. Hendes søskende, mand og ældste barn vidste det som de eneste.

”Fortiden har ikke været noget, de har talt om i hendes familie. Men da Erna på et tidspunkt får fortjenstmedaljen efter 40 år på den samme arbejdsplads og skal i audiens hos Dronningen, siger hun faktisk til dronning Margrethe: ’Et børnehjemsbarn kan

godt!’,” fortæller Stine Grønbæk Jensen.

Alligevel kunne Erna ikke få sig selv til at indsende sin levnedsbeskrivelse til hoffet, da hun havde modtaget sin medalje.

”Det er sigende for, hvor tabuiseret det har været. Hun kan ikke få sig selv til at skrive en levnedsbeskrivelse, fordi hun ved, at om 50 år, vil andre læse, at hun har været børnehjemsbarn, og tænke deres,” siger Stine Grønbæk Jensen.

”Mange på deres alder er vokset op med sætninger som: ’Hvis du ikke opfører dig ordentligt, kommer du på børnehjem!’ Der har været en opfattelse af, at er man børnehjemsbarn, er man eksempelvis en ’skidt knægt’, fordærvet af sit miljø. Og det har præget mange af dem for livet.”

Erna Lund Hansens skuffe åbnede sig, langsomt. Den dag på forsorgsmuseet, da hun sad med Vibeke Nielsen og Stine Grønbæk Jensen, havde de lige genfortalt historien om, hvordan de blev veninder, og havde bladret forbi et billede af børnehjemmets fodboldbane, da en erindring ramte Erna Lund Hansen for fuld kraft.

Råbet på marken

Fra Erritsøhus kunne man dengang følge arbejdet med at bygge den nye Lillebæltsbro. En dag, det var midt i 1960’erne, var Erna Lund Hansen gået ud på en mark nær børnehjemmet for at se på arbejdet. Det var en mark, børnehjemsbørnene nogle gange stod på ski på om vinteren, men om sommeren var det forbudt område. Man blev straffet, hvis det blev opdaget, at man gik derud –men Erna gik altså derud alligevel.

Da hørte hun pludselig et råb om hjælp. Det kom fra nogle store betonrør, der lå på marken ud mod vandet. Men i stedet for at

hente hjælp, gik hun i panik og løb hjem til børnehjemmet uden at sige noget til nogen. Erna tog sammen med forstanderinden ind til byen og fik nye briller. Da de kom hjem, kunne de se, at der holdt Falckbiler og en ambulance ved marken, og der stod en hel masse mennesker. Den næste dag fandt hun ud af, at manden, der havde råbt om hjælp, var far til en, der gik i hendes parallelklasse. Han havde været fanget inde i et af de store rør og var til sidst druknet. Det tog mere end 50 år, før historien forlod Erna Lund Hansens mund. Den dag på museets loft talte veninderne om den skyld, Erna har båret med sig gennem livet.

”Jeg turde ikke sige det, fordi jeg var bange for at få tæsk,” siger Erna i den båndede samtale, som er gengivet i bogen.

”Vi turde jo ikke andet end at gøre, hvad der blev sagt, og jeg skulle i hvert fald ikke fortælle, at jeg havde været nogen steder, jeg ikke måtte.”

Vibeke Nielsen giver hende ret.

”Jeg tror heller ikke, jeg havde turdet sige det, Erna.”

At vriste sig fri

Stine Grønbæk Jensen ser Erna Lund Hansens historie som et eksempel på, hvordan den individuelle skyld kan blive til noget andet. At der er en ”transformativ kraft” i at arbejde med sin erindring.

”Alt det der med at skulle holde noget hemmeligt præger selvfølgelig et menneske. Det, der sker med Erna, da hun får ’åbnet skuffen’, er også, at hun går fra at være en, der gemmer sig, til en der tør træde frem. Hun engagerer sig i det arbejde, der er for de tidligere børnehjemsbørn; i at holde taler ved en demonstration. En transformation fra at være et menneske, hvor det har været så skamfuldt – til pludselig at være en aktør, der kæmper for andres rettigheder,” siger Stine Grønbæk Jensen.

I bogen fortæller Vibeke Nielsen også om at komme hjem fra hospitalet efter en voldtægt og på børnehjemmet blive mødt med sætningen: ”Hvorfor har du gjort det mod dig selv?” ”Skylden og skammen blev pålagt dem. Prøvede de at fortælle om noget urimeligt, de havde oplevet, fik de at vide, at de ’havde de en livlig fantasi’. De er blevet mistænkeliggjort som mennesker på så mange planer. Og så skjuler du, at du har været børnehjemsbarn, fordi du ved godt, hvordan folk reagerer, når du fortæller det,” siger Stine Grønbæk Jensen.

Det er ikke nødvendigvis alt, der skal ud af skuffen, siger antropologen, der understreger, at hun ikke selv har opfordret nogen af børnehjemsbørnene til at fortælle – det har de gjort på eget initiativ. Men for dem, der ”åbner skuffen”, betyder det alverden at føle, de ikke er alene om at gøre det.

”Det betød noget, at Erna blev grebet af Vipse, men også af et større erindringsfællesskab med Godhavnsdrengene og med andre, der har boet på børnehjem. De får sagt til hinanden: ’Nej, det var ikke dig og din skyld. Det var staten og samfundet, der fejlede.’”

”Og det betyder også noget, at der i offentligheden er en lydhørhed, at man ikke længere skal føle sig forkert. At man kan vriste sig fri af den samfundsfortælling, man er blevet pålagt.” J

Om bogen

”Livtag med fortiden. Når børnehjemsbørn erindrer” af antropolog og postdoc ved Syddansk Universitet Stine Grønbæk Jensen er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. I bogen fortæller en større gruppe tidligere børnehjemsbørn om deres liv.

Erna Lund Hansen og Vibeke

godkendt, at Stine Grønbæk Jensen har genfortalt deres historie til Kristeligt Dagblad.

Hverdagen på børnehjem er emnet for antropolog Stine Grønbæk Jensen, der har fulgt en gruppe tidligere børnehjemsbørn i deres forsøg på at stykke fortiden sammen.

Nielsen har

0 Erna Lund Hansen (tv) og Vibeke ”Vipse” Nielsen, besøgte af og til pasfotoautomaten på Fredericia Banegård nær det børnehjem, hvor de voksede op. Billedet er taget i 1960, begge kvinder er i dag omkring de 70 år. – Privatfoto

Hvad er det

for en identitet,

Nationalmuseet vil lære os, at vi har?

2 Designeren Jim Lyngvild samarbejdede med Nationalmuseet om udstillingen ”Tag med vikingerne – på togt!”, hvorfra dette mandehoved med kopi af et guldsmykke fundet i Tyskland er fra.

– Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

kommentar

DET ER IKKE ALLE MUSEER, der kan formidle bredt. Derfor er det godt, at Nationalmuseet har prioriteret at være forståelig i et nyligt udsendt program for det næste halve års udstillinger og arrangementer på museet i København.

På første opslag går direktør Rane Willerslev forrest med korte, klare sætninger: ”Det handler om at vide, hvor vi kommer fra, hvad vi er rundet af,” præsenterer han museets ambition, som desuden er at gøre historie til noget, vi kan navigere ud fra. Danskerne er ”afhængige af, at vi har et fælles udgangspunkt af viden, vi kan tale ud fra”, skriver han og vil gerne vise os ”en identitet, der forankrer os i verden”.

Hvad er det så for en identitet, Nationalmuseet vil vise os, at vi har?

Jo, penge spiller en rolle. Den store sællert i programmet er en udstilling om mønter. Der er på forsiden et billede af en person, der står i en regn af pengesedler. Læserne får at vide, at de kan bade i penge, og mange vil nok tænke på Joakim von And fra Andeby.

Ideen er selvfølgelig at tiltrække børn og børnefamilier. Og det er jo al ære værd at ville nå de yngste.

På opslaget side 6 og 7 om penge sættes alle sejl til. Det er holdt i dyb lilla. Der er et foto af et ”game show”, som ikke forklares. Og så kan man se Rane Willerslev løbe rundt i et hjul, der hedder ”The Hamster Wheel”. Det forklares heller ikke.

LAYOUTET SIGNALERER BILLIG STIL. Udgivelsen

ønsker for alt i verden ikke at appellere til et kvalitetsbevidst segment. Den billige stil leder tankerne hen på et legetøjskatalog, og det kan jo sagtens have været meningen med markedsføringen.

Men er penge danskernes fælles udgangspunkt?

Hmm. Man venter stadig spændt på, hvad det er for en identitet, vi skal lære om.

Ud fra programmet kan der kun være et svar: Det store identitetsprojekt for Nationalmuseet er vikingerne. Her kan danskerne lære at plyndre som deres stærke forfædre: ”Hop med ombord på filmisk togt.” Eller: ”Du er med, når Bjørn Jernside plyndrer fjerne kyster.” Om vikingerne hedder det et andet sted: ”Måske er der særligt brug for dem i krisetider, når vi søger genrejsning og et nyt eventyr at kravle ind i?”.

Danskerne skal forstå den identitet, der forankrer dem i verden, skriver direktøren for Nationalmuseet i et nyt program. Men udgivelsen formidler et diskutabelt svar på, hvad den identitet er.

Neden under er fotos af Rane Willerslev og museumsinspektør Jeanette Varberg, der holder foredrag om, hvorfor vikingerne bliver ved med at fascinere os.

Man får som læser det indtryk, at vikingerne er nogle, vi kan være stolte af i Danmark. Her er idealiserende fremstilling og heltemod i luften. Det rejser det spørgsmål, om folkeoplysning skal være afhængig af få historikeres sværmeri for den smukke, vitale kriger, der bragte Danmark storhed og nyt territorium.

SAMTIDIG KAN MAN UNDRE SIG OVER , at museet – efter direktørens løfte om at formidle danskernes fælles udgangspunkt – går så let hen over kristendommen.

Det bliver tydeligst på side 25 i programmet, hvor

man inviteres til et arrangement, der fortæller ”historien om, hvad påsken faktisk handler om”.

Her ville man forvente, at ordet kristendom blev nævnt. Men det er ikke, hvad påsken handler om, hvis man skal tro den ledsagende tekst: ”I påsken driver vi mørket ud af stuerne, som vores forfædre gjorde det. Påsken var en magisk tid i de gamle bondesamfund. Man fejrede forårets komme med æg og leg, men det var også en tid, hvor man skulle tage sig i agt. På skærtorsdag troede man, at heksene fløj til Bloksbjerg, og bønderne lavede alskens ritualer for at undgå, at heksene på deres færd skabte ondskab og kaos,” lyder beskrivelsen af den kristne højtid, der allerede på Harald Blåtands tid bandt Danmark sammen med resten af Europa.

Museet forklarer ikke, hvad ordet ”påske” betyder. At det har sine sproglige rødder i det hebraiske ”pesach” og den jødiske historie.

Men den oplysning ville også passe dårligt ind i den mere og mere mystiske formulering om, hvad påsken ”faktisk handler om”. Ordet kristendom nævnes ikke.

Er det en førkristen påske, Nationalmuseet vil formidle? Det kunne passe med de ”amuletter og uroer, der beskytter mod det onde”, som børn inviteres til at lave på museet under overskriften ”Påskeferie for hele familien”.

PÅ DETTE TIDSPUNKT begynder man at blive usikker på direktørens løfte om at lære danskerne, hvad de er rundet af.

Kristendom har fyldt landets kultur i 1000 år og har præget den danske identitet mere end Thor og Odin. Men det er Nationalmuseets program mærkeligt nok ikke optaget af.

Paradokset er: Vikingerne var historisk mere optaget af kristendom, end Nationalmuseet er. Mange af vikingerne forlod asatroen til fordel for den nye religion. På det punkt kan man lære mere i amerikanske tv-serier end ved at læse museets præsentation.

Er der en ideologisk bias her? Måske. Det kunne være interessant at gennemgå tekster over tid og se, om Nationalmuseet lever op til løftet om at informere danskerne om deres historiske identitet. Man føler sig ikke sikker efter at have læst det seneste program. J

Anders Ellebæk Madsen ellebaek@k.dk

Hitlers styre holdt øje med folkekirken

Kasper Bro Larsen understreger, at Anden Verdenskrig ellers ikke er hans fagområde, men at han ved lidt af et tilfælde opdagede mappen i forbindelse med et andet forskningsarbejde i arkivet. Nysgerrighed fik ham til at se nærmere på indholdet, og det viste sig, at det kun var 17 ud af mappens 143 dokumenter om danske kirkelige forhold, der tidligere havde været omtalt eller optrykt i bøger.

besættelsen

Nikolaj Krak krak@k.dk

Det er ikke meget, folkekirken fylder i historiebøgerne om Anden Verdenskrig. Med undtagelse af enkelte store begivenheder såsom mordet på digterpræsten Kaj Munk var kirken sjældent i centrum under Besættelsen og gjorde som samlet institution ikke meget væsen af sig.

Men et fund af dokumenter i det tyske rigsarkiv viser, at folkekirken næppe gik så meget under radaren, som man har troet. Naziregimet var derimod på højt plan både orienteret om og interesseret i, hvad der foregik i folkekirken. Det forklarer teologiprofessor ved Aarhus Universitet Kasper Bro Larsen, der er stødt på en mappe i rigsarkivet i Berlin med det tyske udenrigsministeriums korrespondancer om kirkelige forhold i Danmark fra juni 1943 til januar 1945.

”Det overordnede indtryk af dokumenterne er, at Udenrigsministeriet i Berlin og parti-hovedkvarteret i München har været vældig informeret om danske kirkelige forhold og har insisteret på at få viden og blive holdt opdateret. Mængden af dokumenter viser, at det tyske regime har haft en ret stor opmærksomhed om, hvad der foregik i kirken,” siger han

I mappen med dokumenter kan man blandt andet se, at naziudenrigsministeriet var velinformeret om de hyrdebreve, danske biskopper sendte ud under Besættelsen, og udbad sig information om, hvordan de skulle tolkes. To hyrdebreve fra 1943 og 1944 blev ligefrem i oversat udgave sendt rundt i det tyske system og kom ud til flere ambassader. Det fremgår også, at de tyske myndigheder var informeret om et mislykket attentatforsøg på den københavnske biskop Hans FuglsangDamgaard.

Modstand kom nedefra

Selvom dokumentmappen indeholder nye detaljer om tyskernes viden om folkekirken, er det især omfanget af dokumenterne, der overrasker, siger Kasper Bro Larsen.

”Spørgsmålet er, om de mange dokumenter skyldes et meget velsmurt eller ligefrem oversmurt og selvopretholdende tysk bureaukrati. Eller om de snarere vidner om en reel bekymring for, hvad der foregik i kirkerne i Danmark. I hvert fald har der været mere opmærksomhed om det kirkelige Danmark, end man hidtil har troet,” siger han.

Den tyske opmærksomhed om folkekirken kommer også bag på historiker og pensioneret gymnasielærer Erik Thostrup Jacobsen, der for år tilbage skrev bogen ”Som om intet var hændt. Den danske folkekirke under be-

sættelsen”. Han forklarer, at den gamle forestilling om, at folkekirken stort set gik under tyskernes radar, på mange måder faldt godt i tråd med, hvordan folkekirken selv reagerede under Besættelsen. For ifølge Erik Thostrup Jacobsen holdt folkekirken langt hen ad vejen lav profil i forhold til besættelsesmagten.

”I folkekirken forsøgte man at få hverdagen til at køre så godt som muligt, mens man ventede på, at briterne forhåbentlig ville komme og befri landet en dag. Kirken som institution stod ikke for nogen modstandskamp. Man var ikke glad for tyskerne, men opfordrede heller ikke til nogen modstand. Den modstand, der var mod Besættelsen i kirken, kom nedefra og blev tegnet af enkelte præster og kristne i menighederne,” siger han.

” Selv efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943 var der en samarbejdsvilje i det danske system.

tiske udfordringer under krigen, forklarer Erik Thostrup Jacobsen. Det var blandt andet et problem at få de gamle kirker opvarmet, og der var bekymring for, hvad det ville betyde for kalkmalerierne. Man havde også problemer med at skaffe druevin til nadveren, hvilket dengang var et krav. Og i 1942 blev præsterne underlagt censur, efter at Kirkeministeriet kom med et dekret, der formanede præster til ikke at kritisere besættelsesmagten

Men generelt forløb besættelsestiden meget mere roligt for kirken i Danmark end i for eksempel Norge. Her udspillede der sig en reel kirkekamp, efter at det norske nazistparti fik overdraget magten af tyskerne. Det førte til, at præster og biskopper nedlagde deres arbejde, og kirken brød med staten.

Dansk kirke forholdt sig i ro Ganske vist blev der sendt flere hyrdebreve ud fra biskopperne, og især et af disse, der kom i 1943 og vendte sig imod jødeforfølgelserne, er blevet kendt i eftertiden. Men det var ifølge Erik Thostrup Jacobsen ikke en fælles beslutning fra biskopperne, men derimod den københavnske biskop Hans FuglsangDamgaards værk.

”Det var Hans Fuglsang-Damgaard, der fik presset hyrdebrevet igennem. Der var ikke enighed blandt biskopperne, og man kan dårligt sige, at biskopperne handlede fælles i den sag eller stod for en fælles modstand mod tyskerne,” siger han.

Kirken i Danmark oplevede dog en del prak-

”Kirken i Norge og i Danmark indtog samme position ved, at begge kirker fulgte regeringens linje i landet. I Danmark førte regeringen de første år en samarbejdspolitik, hvilket også afspejlede kirkens tilgang til besættelsesmagten.

Selv efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943 var der en samarbejdsvilje i det danske system. Men i Norge var situationen en anden. Her flygtede kongen og regeringen til England, og der var en hård kamp mod nazisterne.

Det var samme linje, den norske kirke fulgte, og den nægtede at følge det nazistiske styre. Det førte til meget hårde tilstande for den norske kirke og for hele det norske samfund,” siger Erik Thostrup Jacobsen. J

Fund i det tyske rigsarkiv viser, at de nazistiske myndigheder i Tyskland har været mere interesserede i folkekirken i Danmark end hidtil antaget

ERIK THOSTRUP JACOBSEN, HISTORIKER OG PENSIONERET GYMNASIELÆRER

Topnazist i Danmark talte kirkens rolle ned

Hvis det tyske naziregime slog ned på tyskfjendtlige præster i Danmark, ville det give folkekirken mere indflydelse, end den reelt havde, mente den tyske rigs-befuldmægtigede, Werner Best

besættelsen

Nikolaj Krak krak@k.dk

Selvom nazistyret i Berlin var interesseret i, hvad der foregik i de danske kirker, afviste den øverste tyske instans i Danmark, den rigsbefuldmægtigede Werner Best, at det var nødvendigt at gribe ind over for de gejstlige. Folkekirken var nærmest uden politisk betydning, mente han.

”Thi fra kirken, eller fra kirkerne, udøves faktisk kun en meget ringe indflydelse på befolkningens meningsdannelse og dermed på den politiske situation i landet. For langt den største del af befolkningen i Danmark er kristendommen og kirken en selvfølgelig, men netop derfor uproblematisk del af den sociale orden, hvorfra der ingen konkret indflydelse udgår på befolkningens politiske holdning,” skrev han i et brev til det tyske udenrigsministerium i 1944 som svar på, hvorfor han ikke havde reageret på et tyskkritisk hyrdebrev fra de danske biskopper.

Werner Bests brev er en del af en større samling både kendte og ukendte dokumenter, som teologiprofessoren Kasper Bro Larsen er stødt på i det tyske rigsarkiv. Dokumenterne indeholder korrespondancer internt i naziregimet om danske kirkelige forhold og viser, at der har været en opmærksomhed i udenrigsministeriet i Berlin om, hvad der er foregået i de danske kirker. Men den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark delte ikke interessen for den kirkelige situation, siger Kasper Bro Larsen.

”En stor del af dokumenterne handler om, at nazistyret i Berlin og München havde hørt om noget, der foregik i kirkerne i Danmark og skrev til Werner Best for at få mere at vide. Men mange af henvendelserne svarede han aldrig på. Der er adskillige rykkerbreve blandt dokumenterne. Og hvis han endelig svarede, var det typisk efter lang tid,” forklarer Kasper Bro Larsen.

Werner Best skrev blandt andet til naziudenrigsministeriet, at hvis han greb ind i folkekirken, ville han give den en politisk betydning, den ikke havde i forvejen. En undtagelse var dog digterpræsten Kaj Munk, der ifølge Werner Best blev myrdet, fordi han havde ”forsøgt at udøve sin tyskfjendtlige hetz ikke inden for den danske folkekirke, men som forfatter og foredragsholder på det politiske plan”.

Man skal dog ikke opfatte Werner Best som et sandhedsvidne om, hvilken position folkekirken havde i samfundet under krigen. Han havde sin egen dagsorden med at negligere kirken, forklarer historikeren Erik Thostrup Jacobsen, der har skrevet bogen ”Som om intet var hændt. Den danske folkekirke under besættel-

0 Dr. Werner Best blev udnævnt til det Tyske Riges befuldmægtigede i Danmark den 5. oktober 1942.

– Foto: Scanpix Historical

sen”, hvor Bests brev også er optrykt. ”Werner Best var en form for samarbejdspolitiker, der forsøgte at få tingene i Danmark til at køre så gelinde som muligt. Han kunne se, hvor galt det var gået i Norge, hvor hele det etablerede samfund inklusive kirken havde vendt sig mod de norske nazister og besættelsesmagten. Det var enormt besværligt, og han ønskede ikke, at det hele også skulle bryde sammen i Danmark. Derfor havde han en interesse i at sige, at alt gik fint, og at kirken slet ikke var så farlig endda, så han slap for at slå ned på den og risikere en eskalerende konflikt,” siger Thostrup Jacobsen. J

Biskoppernes hyrdebreve

Landets biskopper var uenige om, hvordan folkekirken skulle forholde sig til Besættelsen og krigen. Der blev i krigens år sendt tre fælles hyrdebreve ud. Den københavnske biskop Hans Fuglsang-Damgaard var primus motor.

Det første og mest kendte var fra 1943 og var en fordømmelse af de tyske jødeforfølgelser.

I 1944 udsendte biskopperne et hyrdebrev efter mordet på præsten Kaj Munk.

I 1945 skrev biskopperne et hyrdebrev i forbindelse med Befrielsen.

KILDE: ERIK THOSTRUP JACOBSEN

Kristeligt Dagblad Lørdag 11. marts 2023

Middelalderens kvinder kontrollerede deres fertilitet med urter og overtro

Meget tyder på, at kvinder kendte til urter, der kunne forebygge graviditet.

Men det blev næppe opfattet, som vi opfatter en

Var den kendte nonne, abbedisse, mystiker og naturlæge Hildegard af Bingen (10981179) klar over, at den opskrift med hasselurt, hun gengav i en af sine naturvidenskabelige skrifter om træer og planters helbredende virkning, ikke kun lindrede smerter som følge af udebleven menstruation, men også kunne føre til svanger-

Historiestuderende Anja Langkow Nielsen, der har publiceret en artikel om emnet i fagudgivelsen Skalk, er ret overbevist om, at svaret må være ja:

”Det virker overvejende sandsynligt, at Hildegard af Bingen har haft kendskab til denne effekt af den opskrift, hun videregav. Hun var veluddannet i urtemedicin og var vokset op i et miljø med mange kvinder, hvor den slags opskrifter sikkert er blevet videre-

Det diskuteres i disse måneder, hvorvidt abortgrænsen i Danmark bør rykkes, og i debatten indgår ofte argumenter af både etisk, medicinsk, politisk og teologisk karakter. Der har næppe udspillet sig en tilsvarende offentlig debat i middelalderen, men kampen om kontrol med fertilitet og fødsler var nærværende og har også sat sig spor i skriftlige kilder, fortæller Anja Langkow Nielsen. Hun har undersøgt, hvad en lang række kilder fra den europæiske middelalder fortæller om adgangen til præventionsmidler og abort i middelalderen. Og selvom kilderne ikke tegner et entydigt billede, er hun ikke i tvivl om, at midler, der kunne kontrollere fertiliteten, har været udbredt.

”Selv i tider med fred, økonomisk fremgang og uden pest ser befolkningsvæksten i middelalderen ud til at stagnere eller falde. På skeletfund af voksne kvinder kan man se, at der var perioder med nedsat frekvens af fuldbårne graviditeter, og det taler for, at mange kvinder har haft en vis viden om svangerskabsforebyggelse eller -afbrydelse – og at de har benyttet sig af denne viden i et vist omfang,”

Hildegard af Bingens skrifter er da også langtfra de eneste kilder, der omtaler, hvordan kvinder kunne forhindre eller fremme graviditet. I et manuskript fra middelalderen nævnes det for eksempel, at kvinden kan smøre knuste enebær på mandens kønsorganer inden samleje for at forebygge graviditet. Og i Lorsch-manuskriptet, som blev samlet i

800-tallet i et kloster i Tyskland, kan man –ligesom i Hildegard af Bingens noget senere skrift – finde en urtemedicinsk kur mod mavepine, der også stimulerer udebleven menstruation. I opskriften indgår peber, ingefær, sellerifrø og persille. Også andre vildtvoksende planter som bynke og gulerod blev i middelalderlige kilder beskrevet som midler til at fremprovokere udebleven menstruation Svangerskabsafbrydelse med remedier eller ved kirurgi nævnes også i nogle skrifter, men det understreges, at de er farlige.

I de middelalderlige kilder finder man også anvisninger, som moderne videnskab kun kan betegne som overtro – for eksempel at man kunne fremskynde udebleven menstruation ved at indtage urin fra en hunged, og at man kunne udstøde et dødt foster af livmoderen ved, at den gravide drak modermælk eller indtog en drik med myrra. Andre kilder fortæller, at hvis en kvinde bar testikler fra en væsel om halsen, ville hun undgå at blive gravid. I dele af Europa mente man også, at visse helgener ved forbøn kunne fremkalde abort.

”Her kan vi måske forestille os, at en kombination af stærk tro og psykologisk placeboeffekt har virket i nogle tilfælde,” siger Anja Langkow Nielsen.

Men hvad med kirkens holdning? Hvis Hildegard af Bingen kunne medtage en opskrift på et middel, der kunne stimulere udebleven menstruation – i praksis altså tidlig abort – betyder det så, at kirken så langt mere lempeligt på abort, end den gør i dag?

Det er meget svært at sige klart ja eller nej til, forklarer Anja Langkow Nielsen.

”Den middelalderlige tilgang til svangerskab var anderledes end i dag, især fordi man mente, at først når mandens sæd var ’animeret’, og kvinden kunne mærke fostrets bevægelser, var hun gravid. Det taler for, at man kan have afbrudt ganske mange graviditeter ved det, vi i dag vil kalde provokeret abort,” siger hun.

Og der var ganske rigtigt andre kriterier for liv i maven, bekræfter middelalderhistoriker og professor emeritus Brian Patrick McGuire:

”Der har gennem hele kirkens historie været diskussioner af det, vi i dag vil kalde abort, og kirken har aldrig talt med én stemme. Meget af det, vi diskuterer i dag, har været diskuteret af teologer langt tilbage. Det afgørende for mange af datidens teologer var, hvornår fostret havde en sjæl, for først derefter opfattede man en abort som mord.”

Kirkefaderen Augustin argumenterede i 300-tallet for, at et foster først fik en sjæl 40 dage efter undfangelsen, og dette videreførte teologen Thomas Aquinas i 1200-tallet, hvor han sammen med pave Innocens den 3. ar gumenterede for, at et foster først havde en sjæl, når moderen kunne mærke liv.

Også sociale forhold inddraget i teologer og kir kefædres diskussioner, for tæller Brian Patrick McGuire: ”Allerede under kejser Kon stantin i 300-tallet, hvor der var udbredt fattigdom, diskuteres det, om foræl drenes sociale forhold kan være en formildende om

3 Enebær: I et manuskript fra middelalderen nævnes det for eksempel, at kvinden kan smøre knuste enebær på man dens kønsorganer inden samleje for at forebygge graviditet.

– Foto: Wikipedia

Abort i dansk historie

Christian den Femtes Danske Lov  fra 1683 indførte under indflydelse af mosaisk rets strenge gengældelsesprincip kvalificeret dødsstraf for såvel drab på nyfødte som på ufødte børn, såfremt drabet var foretaget af den ugifte mor: ”Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa een Stage.” Ved en forordning fra 1714, der regulerede jordemødrenes forhold, indførtes forbud for jordemødre imod at indgive ”noget Medicament, Drik, Pulver”, som kunne virke abortfremkaldende, under trussel om at miste bestilling, ære, gods eller liv.

KILDE: DEN STORE DANSKE ENCYKLOPÆDI

stændighed for at fravælge børn. Den diskussion fortsætter. Det generelle billede er, at kirken aldrig har sagt, at abort er acceptabelt, men heller ikke har sagt, at abort under alle omstændigheder er forkert – i hvert fald ikke før i nyere tid.”

Brian Patrick McGuire vurderer også, at en del kvinder har søgt råd og hjælp hos præster, og det er historiker, dr.phil. og forfatter til flere bøger om middelalderens kvinder Grethe Jacobsen enig i.

”Kvindens mulighed for at forhindre graviditet var dårlig i middelalderen. Der er beskrivelser af noget, der kan være et pessar af gedeskind, og man kendte til afbrudt samleje, som kirken dog opfattede som forkert. Men den eneste sikre metode var total afholdenhed, for eksempel ved at gå i kloster, og det har kun været en mulighed for de få. Derfor må der have været mange tilfælde af uønsket graviditet, og landsbypræsten har sikkert i nogle tilfælde givet sin stiltiende accept af det, vi i dag vil kalde abort,” siger hun.

Hun tilføjer, at kirken i 1100-1200-tallet gennemførte en social revolution, i og med at den gjorde det muligt for et par, der ønskede at gifte sig, at blive gift ved hjælp af blot to vidner.

”Det var et forsøg på at forhindre midlertidige ægteskaber og samtidig sikre, at folk kunne gifte sig på tværs af rang og stand. Det betød, at de børn, der kom ud af en relation, som forældrene var imod, fik rettigheder. Det var også en sikring af kvinden,” siger hun.

I et skrift om grøntsager og urter af den tyske filosof, teolog og naturforsker Albert den Store fra 1200-tallet kan man læse, at det er en synd at gøre det af med sit livs frugt, og han advarer specifikt imod en substans, som sandsigersker og magikere gav kvinder for at afbryde svangerskabet. Til gengæld beskriver han selv metoder til at forebygge svangerskab. Så muligvis har han skelnet mellem det, vi i dag vil opfatte som præventionsmetoder og svangerskabsafbrydelse. Kirken har altså muligvis accepteret – og i nogle fælde rådgivet om –praksisser, som den næppe ville have accepteret, hvis den havde haft det kendskab til forplantning og fertilitet,  lægevidenskaben siden har givet os.

Malene FengerGrøndahl kirke@k.dk