Læs om Danmarks tilblivelse, landbrugets og kirkens historie. Og få forklaringen på, hvorfor en fransk
udstilling om den mongolske kultur, som Djengis Khan samlede, er en torn i øjet på både Rusland og Kina.
FOTOS: DE NANTES LE MUSÉE D’HISTOIRE DE NANTES /KELD NAVNTOFT/RITZAU
Hvis man er optaget af fortiden, er der masser at glæde sig til i denne weekend, hvor Historiske Dage løber af stablen i Øksnehallen i København. Både danske og internationale emner vil blive behandlet. En del af dem kan du også læse om i dette tillæg, hvor vi bringer en række artikler, som tidligere har været bragt i Kristeligt Dagblad. Tak, fordi du læser med.
Anders Ellebæk Madsen, historieredaktør, Kristeligt Dagblad
indhold
4 Interview Danmark opstod med Romerrigets fald
6 Mongolerne
Historien, som Kina og Rusland ikke vil høre om
8 Kirkehistorie Keltisk kristendom misforstås af danskere
12 Bondeland 1800-tallets succes: Køer og svin gjorde os rigere
14 Reportage Hun husker den lille pige med bamsen, som ygtede over Øresund en kold oktobernat
16 Nazisme Skole dækkede over nazifortid: Elever heilede og hyldede Adolf Hitler
17 Historisk set Så ukendt er Thyra altså heller ikke
18 Byggeboom I 1100-tallet vældede det frem med kirker i Danmark
Udgivet af Kristeligt Dagblad
FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
FOTO: LEIF TUXEN
FOTO: WIKIPEDIA
Danmark opstod med Romerrigets fald
Danerne blev nævnt første gang i 400-tallet. Med dem kom nye guder og nye magtalliancer til det sydlige Skandinavien. Senere blev kirken og stærke handelsbyer som Ribe afgørende for, at Danmark blev til interview
Nikolaj Krak
krak@k.dk
Det kan virke så selvfølgeligt, at noget i dag hedder Danmark. Et land og et folk, der i generationer er blevet beskrevet som usædvanligt homogent med en så rodfæstet plads på Jorden, at myten ligefrem fortæller, at nationalsymbolet kom dalende ned fra Himlen.
Men går man tilbage til den spæde begyndelse, så billedet anderledes broget ud. Historien om landets opståen er præget af tilfældigheder og udsprang ikke af en homogen gruppe, men som et sammensurium af forskellige slægter og fyrster, der indgik en alliance med hinanden.
Historikeren Anders Lundt Hansen er dykket ned i, hvad der skete tilbage i slutningen af 400-tallet, hvor vi støder på de første tegn på noget dansk. Han har blandt andet skrevet den aktuelle bog Danmark: De første 1000 år, der undersøger den nyeste forskning om, hvordan brikkerne til Danmarks begyndelse bliver lagt Han forklarer, at danskerne, eller danerne, som de oprindeligt hed, dukkede op i de magtkampe, der fulgte i kølvandet på, at Romerriget begyndte at gå i opløsning.
”Danerne var en ny magtfaktor, der begyndte at manifestere sig mod nord. De repræsenterede et ski e i magten og i religionen i det sydlige Skandinavien,” siger han. De tidligste tegn på danerne nder man i skri lige romerske kilder fra slutningen af 400-tallet. Det sker i nogle verdensbeskrivelser, der kom fra det intellektuelle miljø i den italienske by Ravenna. Her blev danerne nævnt for første gang, selvom oplysningerne om det nye folkeslag er sparsomme. De kan løbe hurtigt, men er samtidig dummere end deres sydlige naboer. Meget andet får vi ikke at vide, forklarer Anders Lundt Hansen. Navnet daner ved vi heller ikke meget om. En teori går på, at det er a edt af det latinske navn for Østersøen, Codan. Men teorien er usikker, og ifølge Anders Lundt Hansen kan vi ikke sige noget med sikkerhed om, hvad navnet betyder. Han understreger, at det dog virker sandsynligt, at det var et navn, romerne brugte, men ikke nødvendigvis et navn, danerne brugte om sig selv.
En ny alliance
Men hvem var så dette nye daner-folk fra det sydlige Skandinavien? Romerne opfattede dem som en etnisk gruppe, der vandrede rundt, men virkeligheden så anderledes ud, forklarer Anders Lundt Hansen. ”Danerne var til at begynde med ikke et etnisk folkeslag, men snarere en ny alliance mellem en række lokale fyrster. Man kan sammenligne det med, hvis en række byer i dag er blevet trætte af bestyrelsen i deres gamle håndboldhold og går sammen om at danne et nyt hold. Danerne var ikke et nyt folk, der kom til Skandinavien, men i store træk de samme mennesker, samme byer og samme fyrsteslægter som før. De indgik blot i
dette spindelvæv af lokale magtcentre. Der har sikkert været ledere, der i perioder har ha mere at sige end andre, og i 500-tallet blev den første daner-konge nævnt i en krønike. Men det har ikke været en konge, som vi forstår det i dag, og magten var i høj grad decentral,” siger han.
Anders Lundt Hansen
Født i 1973. Selvstændig historiker, forfatter og foredragsholder med speciale i den nordiske middelalder. Har blandt andet skrevet bøgerne ”I begyndelsen var Ordet …” om overgangen fra runer til romerskrift og ”Sølv, blod og kongemagt – bag om vikingemyten”. Hans seneste bog hedder ”Danmark: De første 1000 år” om Danmarks begyndelse.
en ny alliance,” forklarer han. Med det nye fyrsteforbund begyndte ere ting at ændre sig, ikke mindst religionen. Tidligere fandt der store våbenofringer sted ved ere moser, men disse ofringer hørte op på samme tid, som danerne dukkede op. På samme måde er der tegn på, at de tidligere guder begyndte at blive ski et ud med asaguder såsom Odin og Tyr. Det første guldsmykke med Odin, arkæologerne har fundet, daterer sig til lige omkring år 500, forklarer Anders Lundt Hansen.
Danernes samfund bestod af et væld af landsbyer, som var centreret om nogle store haller, hvor de lokale fyrster holdt til. I mange år har hallen i Lejre på Midtsjælland stået centralt i dansk historieskrivning. Men e erhånden har man fundet ud af, at Lejre-hallen blot var en af mange tilsvarende haller. Det var i disse lokale haller, at både den religiøse og militære magt var forankret.
”Magten har ydt rundt mellem disse haller, der strækker sig lige fra Øland til Vesterhavet. Danerne udgjorde til at begynde med
Sådan fungerede danernes samfund de første små tre hundrede år. Det var en periode, der ifølge Anders Lundt Hansen var bemærkelsesværdigt rolig, hvor man ikke har fundet tegn på store krige. Men gradvist begyndte der at ske ændringer, ikke mindst efter at Ribe blev etableret i begyndelsen af 700-tallet. Inden da havde magthaverne, fyrsterne, været a ængige af landsbyerne og den skat, de betalte. Med etableringen af Ribe blev det handlen med byer i andre lande, der blev den centrale indtægtskilde.
”Det begyndte at strømme ind med sølv og perler i Ribe. Det havde en centraliserende e ekt, hvor man ikke længere var a ængig af landsbyerne. Rigdommen og dermed magten blev koncentreret i Ribe og senere også i Hedeby (nutidens Slesvig). I takt med, at magten centraliserede sig, kom der også et større ønske fra de magtfulde fyrsteslægter om at beskytte sig selv og holde på magten. Det er denne centraliseringsproces, der i sidste ende førte til, at de mange forskellige daner-fyrster blev til et samlet dansk rige med en konge,” siger han. Magten centraliseres
De næste århundreder kan ifølge Anders Lundt Hansen beskrives som et tovtrækkeri om magt mellem de decentrale halfyrster og centralmagten. I 800-tallet var magten blevet centraliseret så meget, at der e erhånden kun var en slægt, der kunne levere nye konger. Navnet Danmark dukkede op for første gang i 890’erne, hvor en norsk købmand beskrev for det britiske hof, at Danmark var det område, der lå øst for Storebælt. Og fra 900-tallet kunne man ifølge Anders Lundt Hansen begynde at tale om Danmark som en reel politisk struktur.
”Det var et tovtrækkeri om magt, der begyndte i 500-tallet, hvor alle fyrsterne sad rundt om i deres haller. Tovtrækkeriet fortsatte hele middelalderen og sluttede først endeligt med indførelsen af enevælden i 1660, hvor magten blev endegyldigt centraliseret,” siger han.
Kirken kom til at spille en vigtig rolle i denne centraliseringsproces. Den var med til at strukturere landet med dens mange lokale bygninger og senere også sogneopdelinger. Det gav et e ektivt administrationssystem og en stærk ramme til at centralisere magten fra ikke mindst i forhold til skatteopkrævning. Centraliseringen blev hjulpet yderligere på vej, da det første ærkebispesæde blev oprettet i Lund omkring år 1100. E erhånden var centralmagten så stærk, at den kunne overleve selv perioder uden en konge.
Træder man et skridt tilbage og ser samlet på de 500-600 år, hvor Danmark blev etableret, har de ifølge Anders Lundt Hansen handlet om magtbegær og centralisering.
”Derudover har der været en masse tilfældigheder i spil. Ikke mindst i forhold til, hvorfor det var danerne, der i sidste ende blev de magtfulde i Sydskandinavien. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål i den sammenhæng. Hvilke andre alliancer stod klar i kulissen og kæmpede om magten? Hvordan skete magtski et? Og hvordan kom de nye nordiske guder til at overtage pladsen fra de tidligere guder? Det er noget, vi stadig kun ved meget lidt om,” siger han. J
10 milepæle i Danmarks tidligste historie
Gudme: En by på Sydfyn, der var magtcentrum og det rigeste sted i Sydskandinavien i år 250 til 400 med gode handelsforbindelse til Romerriget. Det var denne by, danerne gjorde op med.
Danerne: Omkring år 490 blev danerne nævnt for første gang i nogle geografiske værker fra den italienske by Ravenna.
De store haller: Man har fundet omkring 10 haller rundt om i landet og i Skåne. Her holdt de lokale magthavere til, og hallernes tid strakte sig helt fra år 500 til 1000. Det var disse haller med deres fyrster, der blev de nye magtcentre efter Gudme.
Danernes første konge: Chlochilaicus var den første danerkonge, der omtales i skriftlige kilder i udlandet. Han blev dræbt omkring år 517 under et togt til Frankerriget.
Herrederne: Fra omkring år 600 begyndte man at opdele landet i herreder. Det er den ældste administrative struktur i Sydskandinavien og et skridt på vejen til at centralisere magten. Herrederne var lidt større end nutidens kommuner.
Handelsbyerne: I begyndelsen af 700-tallet blev Ribe anlagt. Den blev centrum for omfattende handel, hvilket gav rigdom og magt til byen. Fra år 808 blev Hedeby, nutidens Slesvig, en endnu større handelsby. Handelsbyerne blev nye magtbaser, uafhængige af landsbyernes halfyrster. Ribe og Hedeby markerer en centraliseringen af magten.
Jelling: I år 965 blev Jellingestenen rejst, hvilket markerer endnu et skridt i retning af, at magten centraliseres. Stenen viser kirkens betydning og udtrykker Harald Gormsøns, i dag kendt som Blåtand, eksplicitte krav om at regere over danerne.
Knud den Store: Den mægtige konge af England og Danmark (død 1035) fik samlet Danmark yderligere og gjort byer som Roskilde, Viborg og Lund centrale. Samtidig satte han sig på møntslagningen.
Kirken: Under kong Sven Estridsen (død 1076) fik den nationale kirke en fast struktur, og landsbykirkerne og senere sognene spredte sig. Det gav et effektivt administrationssystem for centralmagten.
Ærkebispen: Omkring år 1100 blev det første selvstændige nordiske ærkebispesæde etableret i Lund. Dermed blev der skabt en stærk ramme for den centraliserede magt.
Djengis Khan grundlagde historiens største imperium, som strakte sig fra Polen til Kina. Den nyeste viden om mongolernes 200 år lange dominans præsenteres nu i Frankrig, men mange fund mangler
mongolerne
Birthe Pedersen bpedersen@k.dk
Nantes er kun en mindre fransk provinsby med et fint, men trods alt diskret historisk museum i international sammenhæng. Alligevel gik der storpolitik i den udstilling om arven efter Djengis Khan, der tegner et helt nyt billede af det mongolske storrige. Et rige, der i 1300-tallet dækkede et enormt areal.
Musée d’Histoire i Nantes måtte udskyde udstillingen i tre år og give afkald på nogle af de mest eftertragtede genstande på grund af de politiske krav, som Kina stillede for at udlåne mongolske fund fra det kinesiske Hohhot Museum.
Også Taiwan, hvis nationalmuseum ejer flere interessante mongolske silkemalerier, trak sig ud af samarbejdet af frygt for at provokere sin store nabo.
Og den russiske invasion af Ukraine satte en stopper for udlånet af genstande fra den vestlige del af det mongolske storrige, Den Gyldne Horde, der i storhedstiden omkring år 1300 strakte sig over Rusland, Persien og Centralasien.
”Man kan godt kalde det en storpolitisk udstilling,” siger museumsdirektør Bertrand Guillet med en snert af humor nu, hvor udstillingen omsider er blevet til virkelighed takket være et samarbejde med Mongoliets nye nationalmuseum.
450 enestående genstande, hvoraf flere aldrig er blevet vist i Europa, fortæller den historie, som hverken Rusland eller Kina har lyst til at dvæle ved.
”Djengis Khan lagde i 1200-tallet grunden til det største imperium, verden har set. Det strakte sig fra Polen til Korea og Kina, og adskillige lande deler den mongolske historie: det nuværende Mongoliet, naturligvis, og centralasiatiske lande som især Kasakhstan påkalder sig arven efter Djengis Khan. Men både Kina og Rusland har skubbet denne del af deres historie ud i glemslen, for det magtfulde storrige, der herskede over betydelige dele af deres territorier, passer ikke ind i de nationalistiske fortællinger om Kinas og Ruslands egen storhed,” påpeger den franske museumsdirektør.
Kina krævede således, at udstillingen ikke måtte tale om et egentligt mongolsk imperium og end ikke nævne Djengis Khans navn. Og kortene over mongolernes indflydelsessfære måtte kun omtale mongolske besiddelser i Kina som ”den nordkinesiske steppe”, ikke som mongolsk kontrollerede territorier.
24,5 millioner kvadratkilometer
Dermed udvisker Kina den kendsgerning, at Djengis Khan og hans efterkommere, og især hans barnebarn Khubilai, rent faktisk besejrede først det nordlige Kina, det vil sige det nuværende Indre Mongoliet, i 1259 og derefter, i 1279, hele det sydlige Kina og det daværende kinesiske Song-kongerige. Khubilai blev storkhan over hele det kæmpestore mongolske rige, der strakte sig over 24,5 millioner kvadratkilometer. Selv grundlagde han Yuan-dynastiet, Kinas regerende dynasti indtil 1368, og herskede over hele den østlige del af det mongolske rige.
I vest kontrollerede Den Gyldne Horde det vestmongolske rige med de russiske fyrstedømmer, men også Anatolien, og selvom Den Gyldne Horde mistede magten i 1430, bevarede de tyrkisk-mongolske tatarer en vis indflydelse helt frem til 1600-tallet, understreger Bertrand Guillet.
0 En mand passerer den store statue af Djengis Khan foran parlamentsbygningen på Sukhbaatar-pladsen i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator.
Det mongolske storrige
Høvdingesønnen Temüjin blev født i det nuværende Mongoliet mellem 1162 og 1165 og samlede i 1206 de mongolske nomadestammer, der gav ham titlen Djengis Khan. Efter hans død i 1227 fortsatte hans børn og børnebørn udvidelsen af det mongolske imperium.
Da det var på sit højeste i 1300tallet, herskede Khubilai Khan, Djengis Khans barnebarn, over et imperium bestående af fire riger:
1. Den Gyldne Horde, også kendt som tatarerne, regerede over den vestlige del af Rusland med udløbere ind i det nuværende Polen og Bulgarien og området rundt om den nordlige del af Det Kaspiske Hav og videre til det nuværende Kasakhstan.
2. Ilkhanat dækkede området fra Anatolien og Mellemøsten til Persien, mens Chagatai omfattede de centralasiatiske stepper.
3. Khubilai Khan herskede selv over dele af det nuværende Kina, Mongoliet samt Korea.
4. Det mongolske storrige begyndte at gå i opløsning, efter at Khubilai Khans Yuan-dynasti i 1368 blev afløst af det kinesiske Ming-dynasti. Den Gyldne Horde bevarede sin magt frem til 1430.
Mongolerne er især blevet husket som barbariske nomader, der drog hærgende rundt på togter i Rusland og Centralasien. Men inden for de seneste årtier har nye arkæologiske fund ændret dette billede, fortæller Marie Faverau, historiker med speciale i den mongolske civilisation og en af folkene bag den franske udstilling. ”Det manglende kendskab til mongolerne skyldes de få arkæologiske fund, man tidligere havde. Da mongolerne mistede deres magt til fordel for især russerne, kineserne og perserne, forsvandt sporene efter dem. Lokalbefolkningen rev de eksisterende bygninger ned og byggede nye med de mursten, som mongolerne brændte i store ovne. Men nu er der kommet rigtig mange nye fund frem ved udgravninger af blandt andet gravpladser i Karakorum – mongolernes første hovedstad i det nuværende Mongoliet – men også i det nordlige Kina. I Volgadalen er der adskillige udgravninger af byer af forskellig størrelse, og det samme er tilfældet i Anatolien i Tyrkiet, hvor man for eksempel har en bro, der er bygget af mongolerne,” tilføjer den franske historiker.
Det har blandt andet afsløret, at mongolerne havde en omfattende produktion og eksport af tekstiler. Luksustekstiler i silke med indvævede guldtråde, som man har bevaret i Italien og regnede for kinesiske, har vist sig at være mongolske. Det samme er tilfældet med miniaturekunst, som man hidtil har ment var persisk.
Og alt dette tegner et helt nyt billede af de mongolske barbarer.
”Man kan på en måde sammenligne mongolerne med vikingerne, som i den europæiske historiefortælling ofte blev reduceret til hærgende krigere. Mongolerne er blevet fremstillet som primitive og blodige barbarer. Og de var også nådesløse krigere. Men de var især handelsfolk, og de blev bærere af en civilisation, som var med til at udvikle videnskaben og kendskabet til verden,” siger Bertrand Guillet. J
Monasterboice
Keltisk kristendom misforstås af danskere
I store dele af Vesten er der en stærk fascination af keltisk kristendom. Men beundringen bygger på romantisering og myter, siger historiker kirkehistorie
Malene Fenger-Grøndahl historie@k.dk
Der er i dag mange pilgrimsvandringer, retræter og gudstjenester, som bruger keltiske bønner og musik. Fascinationen af keltisk kristendom breder sig i og uden for de etablerede kirkesamfund i Vesteuropa, herunder Danmark, og i Nordamerika. Mange danskere har hørt om keltiske munke i Irland, der angiveligt levede et enkelt liv i samklang med naturen, og hvor hierarkiske magtstrukturer, materialisme og undertrykkelse af kvinder ikke dominerede som i andre kirkesamfund. De keltiske kristne i middelalderen var præget af en helhedstænkning, som bandt liv og død, natur, Gud og menneske sammen. De gik på pilgrimsvandring, besøgte helligsteder ved kilder og floder og hyldede Guds skaberværk i digte og hymner.
”Der er noget dragende ved denne opfattelse af en kristendom, som ikke er låst af strukturer og dogmer, og som imødekommer nutidsmenneskets længsel efter identitet og mening. Vi lever i en postmoderne tid, hvor tidligere tiders helhedstænkning er splintret, og for dem, der forsøger at samle splinterne til en ny helhed, kan keltisk kristendom forekomme tiltrækkende,” siger Michael Böss, historiker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.
Han har siden 1990’erne rejst intensivt i Irland og på de britiske øer og var i mange år leder af Center for Irske Studier ved Aarhus Universitet. I fjor udgav han bogen ”Den keltiske ånd. Længsel efter mening og identitet”, hvori han undersøger nutidens keltiske kristendom og optagethed af ”den keltiske ånd” som et religionsvidenskabeligt fænomen, der udspringer af en længsel efter autenticitet og enkelhed og af frustration over det, der opfattes som utidssvarende dogmatiske rammer i lutherske kirker, for eksempel den danske folkekirke.
”Gennem adskillige årtier har der – igen –været en fascination af det keltiske, og mine undersøgelser har ført mig til den konklusion, at fascinationen skyldes det moderne menneskes længsel efter mening med livet og den identitet, det giver at finde den, samt den klima- og biodiversitetskrise, vi befinder os i. At det netop bliver i keltisk kristendom, et stigende antal mennesker finder denne mening, skal også forstås som en del af et mere generelt opgør med det lutherske bekendelsesgrundlag og en bevægelse i retning af en mere fleksibel og postdogmatisk kristendom med inspiration fra oldkirken og den tidlige middelalder,” siger han.
En helt særlig ”keltisk ånd”
Selvom Michael Böss er kritisk over for denne brug af keltisk kristendom i bestræbelserne på at forny de protestantiske kirker, forstår han den godt.
”Jeg er som historiker opmærksom på, at denne fascination i stor udstrækning bygger på myter og falske forestillinger snarere end viden og fakta. Men jeg kan ikke selv sige mig fri for at være fascineret af disse forestillinger og af de praksisformer, de lægger op til,” siger Michael Böss, som i sin bog optræder i to roller samtidig: som den akademiske iagttager med historisk og religionsvidenskabelig faglighed og som den deltagende rejsende med en fascination af keltisk kristendom, der udsprang af hans interesse for irsk historie og kultur.
”I 1990’erne opstod der i store dele af den
engelsktalende verden noget, der kan kaldes for en vækkelse til en ’keltisk’ spiritualitet. Den var ikke nødvendigvis kristen, den kunne også være nyhedensk eller nationalistisk. Men det gennemgående var en længsel efter noget autentisk og identitetsskabende, som man mente at kunne finde i det keltiske,” forklarer han.
Først gang han fik en klar fornemmelse af denne ”keltiske ånd” var på en weekendrejse ud til den irske atlanterhavskyst i 1997. Han stoppede i et lille fiskerleje, hvorfra hummerfiskerne hver morgen tog ud for at fiske. Da han ankom hen på aftenen, gik han ned til den lokale pub for at lytte til husorkesteret. Bartenderen viste sig at være en yngre kvinde, der tidligere havde arbejdet i et stort advokatfirma i Los Angeles, men havde forladt USA for at undslippe hamsterhjulet, karriereræset og materialismen. I den lille by ved den irske atlanterhavskyst levede man et dybere og mere ægte liv, mente hun.
Flere af gæsterne på pubben var enige. Et pensionistægtepar havde solgt deres hus i Dublin for at flytte til den lille by, hvor de kunne se ud over havet og føle sig i stadig bedre harmoni med sig selv og landskabet, som ifølge dem rummede en særlig ånd.
”Religionsvidenskabsmanden i mig blev nysgerrig, og samtidig følte jeg mig ikke selv helt fri for den følelse, de beskrev. Den dobbelthed har siden drevet mig i min undersøgelse af fænomenet ’keltisk vækkelse’ eller ’kelticisme’,” siger Michael Böss.
I sin bog beskriver han dels kelternes historie fra jernalderen og frem, dels de tre bølger af vækkelse, hvor keltisk kristendom eller keltisk spiritualitet er blevet brugt og misbrugt til forskellige religiøse og identitetspolitiske formål.
”Den første vækkelse opstod i forbindelse med Reformationen i 1500-tallet, da kirkerne i England, Skotland og Wales brød med Rom og derfor havde brug for at retfærdiggøre bruddet. Det gjorde de ved at betone nogle forskelle, der historisk havde været i den tidlige middelalder mellem kirkerne i Irland og pavekirken. Men de forskelle er slet ikke så store, som det blev hævdet, og i nogle tilfæl de ikke-eksisterende. Det er for eksempel ik ke rigtigt, at den irske kirke var meget mindre hierarkisk, eller at synet på kvinder var meget anderledes,” si ger han.
Den anden vækkelse kom i ro mantikken, hvor digtere og fi losoffer fostrede idéen om de ”ædle vilde”, der ikke kun levede i isolerede dele af Afrika og Asien, men også i Europas og De Britiske Øers keltiske udkanter. Man mente, at kelterne med deres ”primitive” levevis og kultur repræsenterede en modsætning til moder nismen, og man forestillede sig, at de keltiske kristne havde beva ret den mystiske verdensopfattelse, som herskede i den førkristne kultur, ved at have integreret den i deres egen kristne kult.
”Datidens folkemindesamlere mente, at al muebefolkningens bønner, salmer, velsig nelser og ordsprog var vidnesbyrd om en spi ritualitet, som havde været uændret i år hundreder. Man troede altså, at datidens reli giøse udtryk var en direkte kilde til at forstå middelalderlig keltisk kristendom,” forkla rer Michael Böss.
Den sidste vækkelse, som stadig er i fuld gang og har fået godt tag i miljøer i og om kring den danske folkekirke, er ifølge histo rikeren stort set en gentagelse af romantik kens kelticisme.
”De ’keltiske’ bønner, man bruger i dag, er for langt størstedelens vedkommende ikke middelalderlige bønner, for dem har vi kun ganske få bevaret af. Det er tekster,
”Det er for eksempel ikke rigtigt, at den irske kirke var meget mindre hierarkisk, eller at synet på kvinder var meget anderledes.
MICHAEL BÖSS, HISTORIKER OG LEKTOR EMERITUS VED AARHUS UNIVERSITET
Født i 1952. Dr.phil. og cand.mag. samt lektor emeritus i historie ved Aarhus Universitet med forskningsspeciale i national identitetshistorie samt irsk og canadisk historie. Samfundsforsker, forfatter og foredragsholder. Har udgivet en række bøger om nationalisme, national identitet, demokrati og historiebrug. I september 2023 udkom hans seneste bog, ”Den keltiske ånd. Længsel efter mening og identitet”, på Kristeligt Dagblads Forlag.
som er skrevet ned af folkemindesamlere for kun lidt mere end hundrede år siden – eller skrevet i dag af præster og teologer fra den anglikanske og skotske kirke, der er fortalere for keltisk kristendom,” siger Michael Böss. Blandt de mest indflydelsesrige nævner han den skotske kirkehistoriker og teolog Ian Bradley og den anglikanske forfatter og præst Ray Simpson, som en del danske teologer og præster har mødt på retræter og kurser på ”de hellige øer” Iona og Lindisfarne. Myterne bliver gentaget
Ian Bradley har med årene revideret sine idéer og erkendt, at han i sin første bog om keltisk kristendom ukritisk overtog for mange af romantikkens forestillinger om keltisk middelalderkristendom.
”Nutidens keltiske kristendom gentager stadig mange af de myter, som romantikerne skabte om både forhistoriens keltere og middelalderens ’keltiske’ kirke, ligesom den overser eller fravælger fænomener, som ikke passer med nutidens behov. Middelalderens keltiske kristendom var for eksempel præget af et stærkt fokus på bod og selvpineri, som meget få kristne i dag vil kunne se noget inspirerende i,” siger Michael Böss.
Med andre ord: Hvis en irsk middelaldermunk deltog i en keltisk inspireret pilgrimsvandring eller gudstjeneste i folkekirken i dag, ville han næppe genkende ret meget.
”Han ville nok snarere kunne nikke genkendende til den allersorteste kristendom, som man stadig kan møde i bestemte calvinistiske miljøer i Skotland,” siger Michael Böss.
Det er altså vigtigt at skelne mellem den keltiske kirke i middelalderen og nutidig keltisk kristendom – ikke mindst fordi det ifølge historikeren udgør en form for overgreb på nutidens gælisktalende befolkningsgrupper at opfatte keltisk spiritualitet som et uforanderligt fænomen.
”På den måde gør man disse mennesker historieløse, sådan som romantikkens kunstnere og intellektuelle gjorde ved de oprindelige folk, som de beskrev som ’ædle vilde’,” siger han.
Men dermed ikke være sagt, at der ikke kan være inspiration at hente i keltisk kristendom, understreger Michael Böss: ”Pilgrimstanken og traditionen for som eremit at trække sig tilbage for derefter at vende tilbage til fællesskabet for fuld kraft finder jeg ganske smuk og også relevant i dag.” J
Kelterne
Betegnelsen kelterne kommer af latin Celtae, af græsk Keltoi eller Keltai. Kelterne var en gruppe folkeslag, der i jernalderen beboede de centrale og vestlige dele af Europa. Det var skriftløse krigerfolk, som indtil den tidlige middelalder dyrkede animisme, shamanisme og polyteisme. I tidlig middelalder mødte kelterne en kristen, monoteistisk, latinsproget kultur, og ud af dette møde voksede kirker, der byggede på gallisk kirkekultur og visse elementer fra Østkirken.
Den udviklede egne institutioner, for eksempel streng bodspraksis, et eremitisk munkevæsen og en særlig kloster- og pilgrimstradition, men skilte sig på de fleste punkter ikke ud fra den romerske kirke. Sprogforskere, antropologer, arkæologer og historikere har ofte forskellige definitioner af keltere, og mange taler i dag ikke om keltere, men om keltisktalende grupper eller folk. Keltisktalende grupper findes især i Irland, Skotland, Wales, Cornwall, Bretagne og på Isle of Man.
Michael Böss
FOTO: MORTEN STRICKER
Velkommen til Historiske Dage 2024
Hos Kulturrejser Europa får du altid uforglemmelige oplevelser.
I byen, i naturen, i historien – sammen med vores dansktalende rejseleder. Det kalder vi kulturrejser med sjæl og substans. Og på
Historiske Dage i Øksnehallen d. 9.-10. marts i København, kan du høre om nogle af vores mange spændende rejsemål. Ses vi?
Find inspiration til din næste rejse i vores nye katalog.
Hent det på kulturrejser-europa.dk/katalog eller scan QR-koden herunder – og få udsigt til en verden af kultur.
Gæsterne giver Vesuvs arkæologiske skygge
Oplev den majestætiske vulkan Vesuv og romerske ruinbyer på denne fantastiske rejse til Amalfikystens baghave. Gå på opdagelse i områdets arkæologiske og geologiske skatkammer og besøg også Napoli, Pompeji og Herculanum.
Tag på et vidunderligt flodkrydstogt på Rhinen, hvor vi sejler fra Amsterdam i Holland til Mainz i Tyskland ombord på det 4* flodkrydstogtskib MS Crucevita. Du oplever det bedste af Rhindalen med masser af højdepunkter, herunder den sagnomspundne Lorelei-passage.
8 dage fra 13.995 kr.
Afrejse København: 18/5
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/frhi
Gæsterne giver Den Baltiske Odyssé
Oplev tre lande i én og samme rejse. På denne fantastiske rundrejse besøger vi både Estland, Letland og Litauen, og du kan roligt glæde dig til oplevelser med spændende kultur, gribende historie og betagende natur.
8 dage fra 10.495 kr.
Afrejse København: 30/5 & 12/9
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/baod
Gæsterne giver Toppen af Alperne med Gletsjer-ekspressen
Sæt dig godt til rette ved panoramavinduet, og se de høje tinder, dybe dale og smukke søer glide forbi. Legendariske Glacier Express er en af de smukkeste togrejser i verden og er alt det, man kan ønske sig – og mere til.
8 dage fra 20.995 kr.
Afrejse København: 25/9
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/glet
NYHED Oman – et fortryllende ørkenland
Tag med på 1001 nats eventyr i eksotiske Oman. Det fortryllende ørkenland byder på spændende historie og enestående natur- og kulturoplevelser, når vi besøger Omans prægtige bjerge og den orangerøde ørken, hvor vi overnatter i ørkencamp med udsigt til den betagende stjernehimmel.
11 dage fra 22.995 kr.
Afrejse København: 17/11
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/omfo
Gæsterne giver Sagnomspundne Skotland
Dramatisk historie, majestætisk natur, spændende sagn, lokalkolorit og gæstfrihed – Skotland har det hele! Se Loch Ness, oplev Isle of Skye, besøg et whiskydestilleri og se flere af landets imponerende borge og slotte. Og meget mere! Tag med og oplev essensen af smukke, stolte Skotland.
8 dage fra 15.995 kr.
Afrejse København: 9/7 & 24/9
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/sask
Kulturrejser Europa formidler kultur og grupperejser med sjæl og substans – og dansktalende rejseleder. Læs mere på kulturrejser-europa.dk eller ring på tlf. 88 33 62 46
0 Der er politisk ønske om en ”grøn omstilling”, der skærer ned på antallet af husdyr i landbruget. Dermed tegner 150 års økonomisk succes med husdyrhold til at lakke mod enden. Det hele begyndte, da kornet faldt i pris. – Foto: Ritzau/ Scanpix
1800-tallets succes: Køer og svin gjorde os rigere
De køer og svin, som i dag udgør et klimaproblem, lagde for engang grunden til dansk landbrugs triumf
bondeland
Ulla Poulsen Poulsen@k.dk
Fruerne var inviteret med, og der blev serveret både ka e og punch, da andelsmejeriet Nordstevns holdt sin første generalforsamling for 54 andelshavere en e erårsa en i 1884. En af dem var Hans Christian Sørensen fra gården Porsager i Holtug, der i lighed med titusinder af andre bønder i de år var begyndt at holde ere malkekøer for at sælge mere smør. Gården havde dog svært ved at opbevare mælken koldt nok, mens øden trak sammen i fadene, så kvaliteten blev ikke den bedste.
Alligvel var Hans Christian Sørensen ikke i tvivl om, at det var værd at satse på smørret, og derfor var han gået aktivt ind i det nye mejeri – det første andelsmejeri på Sjælland. Det korn, som han tidligere havde kunnet sælge til hæderlige priser på det europæiske marked, havde gennem 1870’erne fået hård konkurrence fra USA og til dels Rusland. E er dampskibenes fremkomst og anlæggelsen af jernbaner kunne særligt USA fragte billigt korn fra de vidtstrakte prærieområder til Europa, og det gjorde dansk eksport af korn langt mindre attraktiv. Over hele Danmark begyndte bønderne at se sig om e er alternative indtægter.
Svaret blev – som hos Hans Christian Sørensen – en forskydning fra kornavl til husdyrbrug. Det billige korn blev brugt som foder, i første omgang til malkekvæget, men senere også til svin og høns. På Porsager havde man 10 køer i 1876. De var fordoblet til 20 køer i 1904. I samme periode steg indtægterne på mejerivarer, æsk og svin fra at udgøre 31 procent af gårdens indtægter til at udgøre 82,2 procent ifølge agronom og lokalhistoriker
Svend P. Jensen, der gennemgår Hans Christian Sørensens dagbøger og regnskaber i en artikel i Landbohistorisk Tidsskri fra 1985. ”Bønderne kunne se, at der var økonomi i at lægge mere vægt på malkekvæget. De solgte i forvejen lidt smør, men e erhånden var afregningen for smørret bedre end for
kornet og så gav det sig selv, at det var den vej, man trak. Det var i høj grad markedsdrevet, og samtidig inspirerede bønderne hinanden. Man talte med naboen og læste om det i avisen,” siger Ingrid Henriksen, lektor emerita ved Syddansk Universitet med speciale i landbrugets økonomiske historie, særligt omlægningen i 1800-tallet.
Dansk landbug havde altid ha nogle husdyr – blandt andet for at ska e gødning til markerne – men i den sidste tredjedel af 1800-tallet steg antallet af køer og svin eksplosivt. Køerne var krumtappen, men bønderne fandt hurtigt ud af, at den kærnemælk, der blev til rest e er kærningen af smør, var glimrende foder til svin, og deres antal steg også.
Det var også, hvad der skete på gården Porsager. Her skabte kvægdri en hurtigt basis for en stor svinebestand. I 1876 var der 5 svin i stalden. I 1904 var der 50 svin. Hans Christian Sørensen fortæller i sine dagbøger, hvordan køerne og mælkeproduktionen e er mejeriets oprettelse blev den styrende faktor i dri en. Mælken stod for halvdelen af indtægterne på Porsager.
Landbruget skabte vækst for alle Det var i de årtier, at Danmark grundlagde sin position som et af verdens førende lande inden for animalske produkter som smør, æsk (bacon) og æg.
Kunderne fandt man først og fremmest i Storbritannien, hvor industrialiseringen betød stor e erspørgsel på fødevarer til byernes arbejdere og øvrige indbyggere.
Tidligere overvismand, nu pensioneret professor i økonomi ved Københavns Universitet Niels Kærgaard kalder omlægningen fra et kornproducerende landbrug til et husdyrproducerende for ”dansk landbrugs største triumf” og ”den vel nok største succes i dansk økonomisk historie” i artiklen ”De internationale markeder og erhvervsudviklingen” fra 2010.
”Det er kolossalt, hvad omlægningen betød for den samlede samfundsøkonomi. Landbruget blev i høj grad drivkra en i industrialiseringen af Danmark, fordi dets råvarer skulle forarbejdes. Der voksede et kæmpe kompleks op omkring den primære produktion, som kom til at betyde meget for velstanden i Danmark. Mælkecentrifugerne blev for eksempel produceret på B&W,” siger Ingrid Henriksen.
Carsten Porskrog Rasmussen, enhedsleder ved Museum Sønderjylland og adjungeret
professor ved Aarhus Universitet med særlig viden om landbrugshistorie, er enig i, at husdyrbrugene spillede en afgørende rolle for udviklingen i Danmark.
”Selvfølgelig har industrien også betydning. Det er ikke landbruget, der skaber hele væksten i den danske økonomi, men det er landbruget, der ska er valutaen og dermed gør det muligt at importere blandt andet kul og andre nødvendige råsto er fra udlandet. Den økonomiske vækst i Danmark er i højere grad end i andre rige lande drevet af landbruget,” siger han
Frem til 1960 udgør landbrugsvarer over halvdelen af Danmarks eksportindtægter. Andelsbevægelse til rette tid Sammen med den store e erspørgsel på animalske fødevarer på det britiske marked har andelsbevægelsen en væsentlig betydning for landbrugets succes. I løbet af få årtier spredte mejerier og slagterier sig over hele Danmark i et uhørt højt tempo. Det første andelsmejeri blev sti et i Hjedding i 1882, og i 1900 rundede man 1000 mejerier. Det betød varer af høj og stabil kvalitet, som var lette at afsætte og gav gode priser.
”Det er slående, hvordan det lykkes at dække hele Danmark med mejerier i løbet af
Fem årsager til succesen
Omlægningen fra korn til husdyr blev en økonomisk succes fordi:
1. Prisfald på korn gav billigt foder.
2. Stærk efterspørgsel fra rigt britisk marked.
3. Andelsbevægelsen inspirerede til mejerier og slagterier.
4. Mælkecentrifugen blev opfundet i 1878.
5. Grundtvigianismen og vækkelserne gjorde bondestanden oplyst og selvbevidst.
KILDER: VIDENSKAB.DK, INGRID HENRIKSEN, NIELS KÆRGÅRD
bare 20 år. Det går ekstremt hurtigt. Til sammenligning tager det 70 år i Sverige,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.
Idéen til andelsmejerierne og -slagterierne k bønderne fra brugsforeningerne, der var kommet til Danmark i 1866, inspireret af en gruppe vævere i England. Princippet om, at medlemmerne fordelte udgi er og indtægter direkte mellem sig uden avance til et mellemled, tiltalte de selvejende bønder og var oplagt at overføre på mejerier og slagterier.
”Dansk landbrug var præget af mange mellemstore landbrug, som på den ene side havde et overskud af fødevarer, som de gerne ville sælge, men på den anden side var for små til selv at drive et mejeri eller slagteri,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.
En yderligere forklaring på den vellykkede omstilling af landbruget er de religiøse vækkelser og den højskolebevægelse, der gik forud, skriver Niels Kærgård i artiklen om de internationale markeder og erhvervsudviklingen. Det var en veluddannet og selvbevidst bondestand, der gennemførte omstillingen fra korn til køer. Inspireret af teologen og digteren N.F.S. Grundtvig, som blandt andet kirkehistorikeren P.G. Lindhardt beskriver det i bogen ”Vækkelse og kirkelige retninger”: ”Grundtvigianismen var og forblev gårdmandens religion; det var en mægtig styrke at have rod i en klassebevidst stand, styrket af økonomisk opgang og socialt fællesskab.”
Omkring århundredeski et (1900) blev der oprettet knap 100 højskoler og landbrugsskoler landet over. Ifølge Niels Kærgård var over 80 procent af eleverne børn af huseller gårdmandsfamilier.
Kan succesen gentages
Det oplagte spørgsmål, set i lyset af nutidens debat om husdyrproduktionens CO2-belastning, er, om dansk landbrug kan lande lige så sikkert på benene som for 150 år siden, hvis det laver en baglæns saltomortale og erner sig fra køer og svin.
Carsten Porskrog er skeptisk. Han peger på, at omstillingen i slutningen af 1800-tallet var drevet af en solid e erspørgsel på animalske fødevarer på det britiske marked. Bønderne omlagde til noget. Denne gang er der tale om, at de skal omlægge fra noget. De skal skære ned på det kendte, husdyrproduktionen, uden at have et klart alternativ. Det gør processen langt mere vanskelig. ”Men selvfølgelig kan der ske noget uforudsigeligt positivt,” siger han. J
Hun husker den lille pige med bamsen, som flygtede over Øresund
en kold oktobernat
0 For 80 år siden flygtede nu 85-årige Lone Munkgaard med sin familie og tusindvis af andre danske jøder over Øresund til det neutrale Sverige. I løbet af denne reportage bevæger hun sig ud på samme rute i fiskekutteren Elisabeth K571. I baggrunden ses Bent Larsen, hvis far sejlede omtrent 70 jøder til Sverige i oktober 1943 på selvsamme fiskekutter. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen
Flugten over Øresund
glemmer Lone Munkgaard aldrig. Hun var fem år, da hendes far betalte en fisker for at sejle familien til Sverige.
Sammen med Kristeligt Dagblad sejler hun igen ud på Øresund reportage
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk
På dækket af en stenfiskerbåd i midten af Øresund står en lille pige i en hvid pels med en blå bamse under armen. Sammen med omkring 200 andre danske jøder er hun på vej mod det neutrale Sverige.
Pludselig går motoren i stå, og projektører lyser båden op. Det er oktober 1943.
80 år senere sætter et gensyn med Øresund tanker i gang hos den nu 85-årige kvinde, Lone Munkgaard. Hætten er trukket godt op over hovedet, hun skærmer sig for skumsprøjt og regn. Under hende er havet gråt og voldsomt, der er ”buler på vandet”, som et besætningsmedlem siger.
”Jeg er sikker på, at bådflygtninge fra Afrika ikke altid har dem her på, når de flygter,” siger hun og peger på sin orange redningsvest.
”Tøf, tøf, tøf.” Totaktsmotoren brøler om kap med havet og drukner hendes ord, før de når frem til fiskekutterens andre passagerer. Blandt andre Lone Munkgaards mand, Stig Munkgaard, og museumsinspektør på Museum Amager Christian Aagaard.
Sammen er de sejlet fra Dragør Havn ved Amagers kyst ud på Øresund. De står på dækket af ”Elisabeth K571”, en fiskekutter fra 1941, som oprindeligt fiskede ud fra selvsamme havn, men som siden skrev sig ind i danmarkshistorien af en noget anden grund.
I kutterens lastrum, skjult under presenninger og fiskenet, blev omkring 70 danske jøder sejlet til Sveriges kyst i oktober 1943.
Nu sidder Lone Munkgaard på kanten af samme lastrum og lader fortiden skylle ind over sig. Over 7000 personer undslap til Sverige ved redningsaktioner som begyndte i oktober for 80 år siden. Hun var en af dem. ”Den båd, min familie og jeg flygtede i, var en stenfiskerbåd. Større end den her, men destinationen var den samme,” siger Lone Munkgaard. Destinationen, hun taler om, var Klagshamn, en lille havn syd for Malmø, som fiskekutteren ”Elisabeth K571”, stenfiskerbåden ”Dagmar”, som den på det tidspunkt femårige Lone flygtede i, og en lang række andre danskejede fartøjer sejlede mod i de skæbnesvangre dage.
”Man skal huske på, at ’Elisabeth K571’ ikke var ren og pæn som i dag, men en beskidt fiskekutter,” siger museumsinspektør Christian Aagaard: ”Det har ikke været rart at ligge klemt ned der i fiskestanken på sådan en gammel kutter.”
I dag går turen ikke hele vejen til Sverige. Vejret er ikke til det. Men for 80 år siden havde de danske jøder intet valg. Lone Munkgaard fjerner hætten, lader det fine grå hår komme til syne og smiler så. Hun vil først fortælle sin egen historie, når vi er i sikkerhed på land.
Krigens begyndelse
Da Anden Verdenskrig brød ud i 1939, var Lone Munkgaard, som dengang hed Lone Dahl, knap to år. Hendes far, Erik Dahl, var kristen, og hendes mor, Ida Elbom, var jøde. Men religion spillede ingen særlig rolle for familien på tre, der boede i en lejlighed på Bispebjerg i det nordlige København.
Den 9. april 1940 var faderen cyklet til sit arbejde som arkitekt på Holmen, da han kort tid efter kom hjem igen. På sin vej havde han set tyske soldater i gaderne, de var kommet om natten i skibe, og nu stod han med armene om sin hustru med deres lille pige mellem benene.
”Jeg forestiller mig, at jeg på en måde har fornemmet, at der var noget helt galt,” siger Lone Munkgaard, da følget er nået i land og har søgt ly for regnen i en af Museum Amagers bygninger på Dragør Havn.
Udenfor vugger ”Elisabeth K571” i bølgerne.
Indenfor er det tid til at fortælle. Årene gik, Besættelsen blev hverdag, og Lone Munkgaard blev tre, fire og fem år. Fra børnehøj-
de virkede livet forholdsvis normalt, men hun kan stadig genkalde sig luftalarmernes hylen.
Følelsen af normalitet ophørte da også brat natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, hvor den tyske besættelsesmagt iværksatte en aktion mod alle danske jøder. Formålet var at tilfangetage og deportere dem til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet.
Men i mørket blev det, verden siden ville huske som et lille lys af menneskelig anstændighed, tændt. Hundredvis af danskere, som duknakket havde accepteret og tilpasset sig den tyske besættelse i tre et halvt år, trådte i karakter.
De danske jøders flugt gik i gang.
Nu gjaldt det om at finde en fisker, som ville sejle familien, der udover forældrene talte de jødiske bedsteforældre, Esther og Leib Elbom, til Sverige. Og det skulle gå stærkt.
”Min far, der ikke var jøde, styrtede rundt i byen og prøvede at finde nogen, som ville hjælpe os i sikkerhed,” erindrer Lone Munkgaard. Aftale efter aftale via forskellige hemmelige forbindelser faldt til jorden – der var mange danske jøder, der som dem desperat søgte plads på en kutter eller båd – og snart opgav familien håbet om at flygte.
Gemt i hospitalets kapel
Men en tidlig morgen – den 8. oktober – ringede det på døren. Det var familiens læge, som havde sendt sin sekretær med en besked: ”Skynd jer at tage tøj på, og tag en taxa til Bispebjerg Hospital.”
”Vi måtte ikke ligne flygtninge, så jeg fik kun lov til at tage et stykke legetøj med og intet andet,” siger Lone Munkgaard. På vejen til hospitalet hentede familien bedsteforældrene, som skjulte sig for de tyske myndigheder hos Lone Munkgaards farfar. Her ventede lægen, som fortalte, at de fra hospitalet ville blive kørt til et hemmeligt sted og derfra sejlet til Sverige.
Faderen betalte lægen penge, omkring 7000 kroner, mere end halvandet års løn dengang og svarende til omtrent 170.000 kroner i dag. Det var almindelig kendt, at fiskerne tog sig velbetalt for at hjælpe de danske jøder med at flygte –ofte med den begrundelse at de også satte livet på spil i processen.
Lone Munkgaard
Født den 5. juli 1938. Kom på et keramisk værksted, da hun var 15 år. Gik på Kunsthåndværkerskolen fra 1954 til 1958. Har haft eget keramisk værksted og butikker i 55 år.
Flygtede som femårig med sine forældre fra Strøby ved Køge Bugt på Sjælland til Klagshamn i Sverige. Familien boede to år i Sverige, før de vendte retur til Danmark i 1945. Bor på Amager ved København sammen med sin mand, Stig Munkgaard. Parret har to sønner, fire børnebørn og to oldebørn.
”Den båd, min familie og jeg flygtede i, var en stenfiskerbåd. Større end den her, men destinationen var den samme.
LONE MUNKGAARD.
0 Bogen ”Flugten”, udgivet i 1996, er en samling af Lone Munkgaards fars brevveksling med familiemedlemmer i Danmark, mens han selv opholdt sig i Sverige.
var den eneste ejendel, hun fik lov til at medbringe, da hun flygtede med sin familie.
”Men det var nu også rimeligt, fordi de løb en stor risiko,” bemærker Lone Munkgaard i dag.
På Bispebjerg Hospital blev familien ført via lange underjordiske gange til hospitalets kapel, hvor flere end hundrede personer opholdt sig. En kreds af læger og andre personer med tilknytning til hospitalet havde besluttet at hjælpe gruppen til Sverige samme aften.
Først hen på eftermiddagen blev familien og to andre personer sendt med en ambulance.
”Min mormor blev lagt på båren, som om det var hende, der var syg. Vi sad sammen med hende og var ganske stille,” erindrer Lone Munkgaard, der ikke havde nogen idé om, hvor ambulancen fragtede dem hen.
Pludselig standsede køretøjet, som kørte uden udrykning for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Udenfor kunne de høre betjente fra det tyske politi, Gestapo.
”Jeg kan huske fornemmelsen af lammende angst,” siger Lone Munkgaard og peger på sit bryst: ”Selvom jeg kun var fem år, sidder det lige her.”
Men ambulancen fik lov til at køre videre, uden at lasten blev afsløret, og de nåede frem til Strøby ved Køge Bugt. Inden de skulle fortsætte til fods ned mod stranden, stak ambulanceføreren faderen en pakke. Han lagde den i lommen uden at tænke nærmere over indholdet.
”Det var blevet mørkt, og vi blev ført ind mellem nogle høje siv. Efterhånden fornemmede vi, at vi ikke var alene,” siger Lone Munkgaard.
Rundt om familien, skjult af naturen, stod omkring 450 mennesker fra forskellige hospitaler og ventede, fortalte hendes far senere hen.
På himlen dukkede fuldmånen op og afslørede to store stenfiskerbåde et stykke ude på vandet. To små joller sejlede de danske jøder ud til bådene. Omkring 200 mennesker endte om bord på stenfiskerbåden ”Dagmar” sammen med Lone Munkgaard.
”Som et af de eneste børn havde jeg ikke fået sovepiller, min far og mor havde fortalt mig, at vi legede røvere og soldater, og at jeg skulle være helt stille. Ellers ville soldaterne komme efter os. De stolede på mig,” siger hun.
De fleste sad bænket i lastrummet – den femårige Lone blev på dækket med sin far. Men det kraftige måneskin gav genskin i den lille piges
hvide pels, og de andre folk på dækket blev bange for, om tyskerne derfor lettere kunne opdage båden.
Hun kom ned i skipperens kahyt, hvor de andre børn sov. Men hun fik ikke lukket et øje den nat. Da de havde sejlet et par timer, gik motoren i stå. Der var en skade, som ikke kunne repareres, lød det fra skipperen.
”Vi anede ikke, hvor vi var, månen var væk, den anden båd var væk, og panikken bredte sig. Tyskerne kunne nå os endnu,” siger Lone Munkgaard.
Pludselig lyste en kraftig projektør båden op.
”Jeg kan stadig mærke angsten i maven i dag. Har tyskerne fundet os nu?, spurgte jeg min far.”
Inden han kunne nå at svare, hørte Lone Munkgaard de tre magiske ord: ”Välkomna till Sverige.”
En svensk slæbebåd halede stenfiskerbåden ind til Klagshamn, hvor lygterne lyste i mørket.
Her var der intet krav om mørklægning.
Hun kaster sig tilbage i stolen og rækker armene ud til siden. ”Tjuuu”, siger hun. Som luft, der går af en ballon.
”Så kunne vi slappe af.”
Familien hørte til de mange, som reddede livet, men som med ét slag fik vendt tilværelsen på hovedet og måtte leve to år som flygtninge i et andet land, før de som mange andre vendte hjem til Danmark efter krigens afslutning i 1945.
”Bamsen skal på museum!”
Lone Munkgaard husker tiden i Sverige som tryg, og hun følte sig ikke som en flytning. På spørgsmålet om, hvordan flugten har påvirket resten af hendes liv, svarer hun:
”Det var jo en oplevelse, må man sige. Jeg kan mærke, at det kommer op, hvis jeg detaljeret snakker om det. Nu har jeg bearbejdet det, inden jeg kom, så det er ikke så slemt lige nu, men ellers har det ikke påvirket os som sådan.”
Men, indvender hendes mand Stig Munkgaard, som opmærksomt har lyttet til sin hustrus fortælling, som han kender så godt:
”Indimellem, igennem alle de år jeg har kendt dig, har du godt pludselig kunnet blive ked af det over det.”
”Ja, for eksempel i forbindelse med krigen i Ukraine, der kom det hele op igen. At se billeder
af børn og mødre, som flygtede, mindede mig om dengang. Det kommer hernedefra,” svarer Lone Munkgaard og peger på sin mave.
”Det er en voldsom ting at flygte, og der er desværre for meget af det.” Hun rejser sig og finder sin rejsemakker fra dengang frem fra sin rygsæk, det ene stykke legetøj, som hun fik lov at tage med: bamsen Larsen, der mangler et øje, og hvis pels engang var blå, men i dag nærmere er en ubestemmelig grå. På maven har Larsen et næsten forsvundet omrids af et svensk og dansk flag. Dem syede Lone Munkgaards mor på, da de vendte hjem fra Sverige.
”Den bamse skal på museum,” udbryder museumsinspektør ved Amager Museum Christian Aagaard og uddyber:
”Det er en velsignelse for museer, at der stadig lever mennesker, der kan huske og fortælle om begivenheder som flugten i 1943. Deres vidnesbyrd understreger, at Anden Verdenskrig ikke fandt sted i en fjern fortid, som især unge har indtryk af. Lone er det menneskelige ansigt på tusindvis af menneskers historie. Jeg får kuldegysninger, når jeg taler om det,” siger Christian Aagaard.
”Det er rigtigt,” siger Lone Munkgaard og nikker. Hun ved godt, at hun er en af de sidste overlevende, som på egen krop har oplevet at flygte over Øresund.
Derfor har hun også besluttet sig for, at hun vil aflevere alt det materiale, hun har samlet om sin families liv og flugt, til det jødiske museum i København. Blandt andet en samling af faderens brevvekslinger fra tiden i Sverige, som hun gennemskrev og fik udgivet som bog i 1996.
Lone Munkgaard håber, at hun og familiens vidnesbyrd kan være med til at øge forståelsen for mennesker på flugt.
”Det er desværre stadig aktuelt,” siger hun stille.
Lone Munkgaard tror ikke på, at der findes en Gud, men hun tror på det gode i mennesker. På havnen i Klagshamn den nat i oktober 1943, da familien netop var blevet reddet i land, kom faderen i tanke om den pakke, ambulanceføreren havde givet ham i Danmark. Han åbnede den. I pakken lå alle de penge, som familien havde betalt for at blive sejlet til Sverige. J
”Elisabeth K571”
Museumskutteren ”Elisabeth K571” er et af de få kendte tilbageværende skibe i Danmark, som deltog i transporten af danske jøder til det neutrale Sverige i oktober 1943. Det skønnes, at omkring 700 jødiske flygtninge kom til Sverige fra Dragør. Skipperen på ”Elisabeth K571”, Einar Larsen, hjalp omkring 70 flygtninge over sundet, inden han selv var nødt til at flygte i 1944.
I 2003 overtog Dragør Museum, der hører under Museum Amager, kutteren, som blev restaureret og ført tilbage til dens oprindelige udseende.
KILDE: MUSEUM AMAGER
” Det er en velsignelse for museer, at der stadig lever mennesker, der kan huske og fortælle om begivenheder som flugten i 1943. Deres vidnesbyrd understreger, at Anden Verdenskrig ikke fandt sted i en fjern fortid, som især unge har indtryk af.
CHRISTIAN AAGAARD, MUSEUMSINSPEKTØR VED AMAGER MUSEUM
Bamsen Larsen
Skole dækkede over nazifortid:
Elever heilede og hyldede Adolf Hitler
Både bestyrelse, lærere og elever på
Sankt Petri Skole i København gennemgik en konsekvent nazificeringsproces fra 1930’erne til 1945. Historiker
Jacob Halvas Bjerre afdækkede processen nazisme
Niels Hein hein@k.dk
”Vi er beredte til at kæmpe for og yde ofre for vores folk og vores Fører.”
”Med sådan en mand til forbillede skulle det for vor tids ungdom være muligt at gå den rette vej.”
Sådan skrev både danske og tyske elever på Sankt Petri Skole i København i 1938 om Adolf Hitler og hans opgør med jøderne. Stilene, der er skrevet af børn på 10 og 11 år, vidner om, at den nazistiske uddannelsespolitik allerede før besættelsen var rodfæstet i den københavnske skole. Det fortæller ph.d. og historiker Jacob Halvas Bjerre, der som den første har afdækket nazismens udbredelse på
skolen. Det gør han i sin bog ”Den Tyske Skole og besættelsen”, der udkom på Gads Forlag i oktober.
”Officielt fulgte skolen den danske skolelov og benyttede dansk pensum, men bag kulissen blev børnene også undervist efter nazistisk forbillede som på tyske skoler,” siger Jacob Halvas Bjerre. De rosende ord i stilehæfterne er selvfølgelig ikke de eneste eksempler på, at danske og tyske elever fik en nazistisk opdragelse. Jacob Halvas Bjerre dokumenterer, at eleverne fik undervisning i racehygiejne, blev hvervet til Hitler Jugend, og at enkelte deltog i nazistpartiets stævner i Nürnberg.
Nazificeringen af skolen begyndte for alvor i 1934 med ansættelsen af skolelederen Fritz Maywald, der lod det tyske gesandtskab og nazistpartiet få en større indflydelse på skolen.
”Det betød, at skolens bestyrelse i 1937 havde et flertal af medlemmer, der enten var godkendt af partiet og gesandtskabet eller var medlem af nazistpartiet,” siger Jacob Halvas Bjerre.
Fritz Maywald arbejdede for at få flere tyske børn ind i skolen, der dengang var domineret af danske elever, og øge den nationalistiske dagsorden. Det fik betydning for ansættelsen af lærere, som i stigende grad blev hentet fra Tyskland eller det tyske mindretal i Sønderjylland.
”Langt de fleste tyske lærere, der blev ansat efter 1934, var medlemmer af nazistpartiet, formentlig fordi det blev anset for at være en karrieremæssig fordel,” siger Jacob Halvas Bjerre.
Skolen markerede nazistiske mærkedage, og i biologitimerne kom racehygiejne på skoleskemaet, og jøder blev fremstillet som undermennesker.
Jacob Halvas Bjerre har ikke fundet evidens for, at Sankt Petri Skole aktivt forsøgte at begrænse optaget af jødiske elever. Alligevel kan han påvise et fald i antallet jødiske elever efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Her blev ingen danskfødte jø-
” Bag kulissen blev børnene også undervist efter nazistisk forbillede som på tyske skoler.
JACOB
der indmeldt på pigeskolen, og blot fem blev indmeldt på realskolen. Mod slutningen af krigen var der kun én jødisk elev tilbage, som formentlig ikke blev opfattet som jøde.
”Der er altså ikke tvivl om, at skolen – både bestyrelse, lærerstaben og eleverne – blev nazificeret. Men det blev hurtigt glemt efter krigen,” siger Jacob Halvas Bjerre. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig igangsatte Justitsministeriet en undersøgelse af skolen. Flere af lærerne udtalte til politiet, at de var blevet tvunget til at melde sig ind i partiet og benægtede, at de have påvirket eleverne politisk. Justitsministeriet endte med at frikende skolen for propagandering og for at have påvirket eleverne. De danske myndigheders blåstempling medførte derfor, at skolen fortsatte som før, og at flere af lærerne, der havde ”nazistisk bagage”, forblev på skolen.
En af dem var Hans W. Praetorius, der både havde været medlem af Nationalsocialistisk Lærer-Forbund og nazistpartiet NSDAP. Han blev ansat som lærer på skolen i 1935 og fungerede senere som skolens rektor.
”Praetorius stod i mange år for udlægningen af skolens historie, som havde tydelige huller og udeladelser, hvad angår nazificeringen. I 1975 skrev han en bog om skolens historie, som alle senere udgivelser refererer til. Det betyder, at skolen – i modsætning til andre tyske institutioner – aldrig har gjort op med sin nazistiske fortid. Før nu,” siger Jacob Halvas Bjerre. J
0 På billedet ses elever fra Sankt Petri Skole med Dannebrog og Nazitysklands flag på tøjet. – Foto: Københavns Museum
HALVAS BJERRE, HISTORIKER
historisk set
Jes Fabricius Møller indland@k.dk
Så ukendt er Thyra altså heller ikke
Den nye viden om Jellingstenen er bestemt interessant, men det er ikke korrekt at sige, at dronning Thyra har været skrevet ud af historien
DET ER STADIG MULIGT AT SE de to programmer på DR om dronning Thyra, kaldet Danebod, der var gift med Gorm, kaldet den Gamle, og som døde i midten af 900-tallet.
Et forskningsprojekt med medvirken af blandt andet Nationalmuseet har ved hjælp af avanceret teknik kunnet identificere, hvem der har hugget Jellingstenene, eller for at være mere præcis, at Jellingstenene sandsynligvis er hugget af den samme, som også har gjort to andre sydjyske runesten, der også er opsat til minde om en, der hedder Thyra.
Der er flere grunde til, at de nye resultater er interessante. Den væsentligste er, at de knytter de fire runesten sammen, således at der nu er mindre tvivl end før om, at den Thyra, der omtales på dem, er den samme. Når Danmarks Radio hævder, at kongerækken må skrives om, eller at Thyra har være skrevet ud af historien, er der imidlertid nok tale om en redaktionel stramning.
Historie” fra 1872 skrev Frederik Barfod i tidens stil, at Thyra ”var en Kvinde af den ypperste Art, hvem Naturen havde udstyret herlig baade paa Sjæl og Legeme”. Adam Fabricius skrev i sin danmarkshistorie, her citeret fra 4. udgave fra 1914, at kong Gorm var både ”uvirksom” og ”ikke synderlig kløgtig” i modsætning til sin dronning, hvis ”forstandige Raad” han gerne fulgte. Lorenz Frøhlichs fremstilling af Thyra, der overvåger opførelsen af Dannevirke blev standardillustration i lærebøgerne om Danmarks historie.
Historieskrivningen i det 20. århundrede har været mere kritisk over for traditionen fra Saxo, så forestillingen om dronning Thyra som værn mod fjenden fra syd er blevet nedtonet. Arkæologiske fund viste, at Dannevirke er væsentlig ældre end det 10. århundrede, så dronning Thyra kan ikke have været bygherre. Til gengæld har det ikke kunnet ignoreres, at hun nævnes på begge Jellingstenene, og det er væsentligt.
EN RUNESTEN ER IKKE
0 llustration: Lorenz Frølich, 1855, Det Kgl. Bibliotek
Saxo beskrev hende som en handlekraftig og selvstændig aktør, der forstod at stille betingelser og sige sin mand imod.
Der har været anlagt mange forskellige fortolkninger af dronning Thyra, men glemt kan hun næppe kaldes. Der er eksempler på, at Thyra er helt udeladt af historieskrivningen, såsom den danmarkshistorie i to bind, som udkom i 2017 i samarbejde mellem Gads Forlag og Danmarks Radio, hvor hun dårligt nok nævnes. På lex.dk kan man finde, hvad man næppe kan kalde andet end en minimalistisk artikel om hende på kun tre linjer.
Men ellers er hovedlinjen i danske historieskrivning at tildele dronning Thyra en hovedrolle. Saxo beskrev hende som en handlekraftig og selvstændig aktør, der forstod at stille betingelser og sige sin mand imod. Det er også Saxo, der berettede, at Thyra skulle have taget initiativet til at bygge Dannevirke for at beskytte Danmark mod angreb fra syd. Holberg kaldte hende i sin danmarkshistorie en ”meget god Dronning”.
ISÆR I DET 19. ÅRHUNDREDES historieskrivning blev Thyra fremhævet som noget særligt. Det hænger naturligvis sammen med de slesvigske krige og den skærpede nationale konflikt mellem dansk og tysk. I sine ”Fortællinger af Fædrelandets
blot et mindesmærke, men også et juridisk dokument og en politisk erklæring, hvis det må være tilladt at lægge nogle nutidige begreber ned over fortiden. Den, der rejser en runesten over en person, erklærer sig dermed også som vedkommendes arvtager, gerne under påkaldelse af et vidne, runemesteren, en slags notar.
Pointen her er, at afdøde var betydningsfuld nok til, at nogen har villet gøre sig den ulejlighed at sætte en sten over vedkommende. Ud fra den forudsætning må Thyra have været temmelig betydningsfuld, eftersom både hendes mand og hendes søn ristede hende en rune.
Denne allerede veletablerede pointe forstærkes nu af, at to andre jyske runesten i henholdsvis Bække og Læborg, der er sat over en ved navn Thyra, med større sikkerhed kan knyttes til Thyra Danebod. Så kongerækken skal ikke skrives om. Men den er fortsat åben for fortolkning. Som Cecilie Nielsen, Danmarks Radios historiker på opgaven, så rigtigt siger, er danmarkshistorien altid i bevægelse. Vi skal altid være parate til at stille spørgsmål til vedtagne opfattelser, være villige til at sætte accenten et andet sted eller bare at justere, hvad vi allerede mener at vide. Så der er grund til at hilse forskningsresultatet velkomment, selvom Danmarks Radio i sin markedsføring som antydet oversælger pointen en anelse. J
Jes Fabricius Møller er lektor ved SaxoInstituttet på Københavns Universitet og kongelig ordenshistoriograf.
0 De mange middelalderkirker, som blev bygget efter årtusindskiftet, kan stadig ses. Her for eksempel kalkmalerier i Lyngby Kirke. – Foto: Christian Lindgren
I 1100-tallet vældede det frem med kirker i Danmark
For tiden diskuteres det, om man kan nedrive kirker fra middelalderen. Ikke færre end 1800 af dem blev bygget inden for 100 år, da kristningen af Danmark tog fart byggeboom
Jens Haag haag@k.dk
Pludselig gik det stærkt.
I perioden fra midt i 1100-tallet til midt i 1200-tallet blev der opført over 1800 kirker rundt omkring i Danmark. Det fortæller Brian Patrick McGuire, der er professor emeritus i historie fra Roskilde Universitet og har beskæftiget sig indgående med de danske middelalderkirker.
”Kristendommen går fra at være en religion for de få stormænd til at være hele folkets sag,” forklarer han.
”Og det betyder, at alle lag af samfundet bliver optaget af at bygge kirker for hele sognet og ikke kun stormændenes familier. På det tidspunkt indføres der tiende, og det betyder, at man får råd til at bygge kirker i sognene,” siger forskeren
Den ændring får stor indflydelse på størrelsen og udseendet på de danske kirker – en indflydelse, som fortsætter hele vejen op til i dag, hvor folkekirken på Lolland for ny-
lig har vakt opsigt ved at lufte idéen om at nedrive en af de folkekære middelalderbygninger.
Indtil 1100-tallet har kirkerne nok primært været små kapeller, som ofte hang sammen med stormændenes gårde. Men da der er få kilder fra den tid, er det svært at vide præcis, hvordan den religiøse praksis har været, eller hvordan kirkernes indre har set ud. Der findes dog arkæologisk materiale, som kan give os en vis indsigt. ”I Fjenneslev havde den vigtige Hvideslægt en stor gård med en mindre kirke, som var tilknyttet direkte til gården. Det var altså en kirke, som formodentlig hang meget sammen med stormændenes religiøse praksis. Vi kan selvfølgelig ikke vide, om almindelige mennesker også har gjort brug af kapellet, men det har næppe været i stor stil,” siger Brian Patrick McGuire.
Et andet eksempel på en kirke, som har været tilknyttet stormændene, er Bjernede Kirke, som er den eneste rundkirke på Sjælland. Her har Sune Ebbesen, en stormand fra Hvideslægten, skrevet på kirken, at det var ham, der opførte den. Den var altså en kirke, der tilhørte ham.
”Det samme er tilfældet med Vor Frue Kirke i Vordingborg,” siger Brian Patrick McGuire.
”Den har hængt sammen med Vestslottet, som i dag er en ruin. Det har været en paladskirke – ikke en sognekirke.”
Et ønske om moderne kirker
De almindelige mennesker har indtil da primært passet sig selv. Men nu blev det altså også magtpåliggende for den jævne befolkning at opføre kirker.
”Det er efter min opfattelse på det tidspunkt, at grundstenene for den moderne danske folkekirke bliver lagt. Sognebørnene er interesserede i at have smukke og moderne kirker,” siger Brian Patrick McGuire. Vi skal imidlertid ikke bilde os ind, at de kirker, som blev bygget rundtomkring i sognene, i første omgang lignede de kirker, der nu om dage ligger spredt i det danske landskab.
”Kirkerne, som man byggede i sidste halvdel af 1100-tallet, har været i romansk stil. De har været små og lave, de har været relativt mørke, og de har haft runde buegange. Formodentlig har de heller ikke skullet have plads til lige så mange kirkegængere, og derfor har størrelsen været noget mindre,” siger Brian Patrick McGuire.
De små romanske kirker havde trælofter, kun meget sjældent tårne, og havde i begyndelsen oftest en rund apsis, altså en rundet afslutning på kirken, hvor alteret stod. Skibet var også betydeligt kortere.
”Den typiske tidlige middelalderkirke har været lavtliggende og mørk,” siger Brian Patrick McGuire sammenfattende.
Men som man kommer op i sidste halvdel af 1100-tallet, bliver den romanske stil langsomt erstattet af det, man kalder gotikken, som kom fra Frankrig. Nærmere bestemt fra klosteret Saint-Denis lidt uden for Paris, hvor den magtfulde abbed Suger var optaget af at modernisere den romanske stil.
”Suger skrev et værk, hvor han kaldte kirkens vinduer juveler, som skal afspejle Guds lys,” forklarer Brian Patrick McGuire.
Kirkernes storhedstid
3 700- og 800-tallet: Missionærer fra de kristne riger sydpå kom til Danmark for at omvende de hedenske vikinger. Efterhånden blev flere og flere kristnet.
3 Cirka 826: Ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen, Ansgar, opførte kirker i Hedeby og Ribe – formodentlig de første danske kirker.
3 Cirka 965: Kongen Harald Blåtand lod runestenen i Jelling rejse, hvorpå han skrev, at han havde ”gjort danerne kristne”.
3 Cirka 1000: Stormændene i landet byggede relativt små kapeller, som var knyttet tæt til deres gårde og formodentlig mest benyttet af dem selv.
3 Årene fra 1100 til 1250: Begejstringen for den nye kristne religion medførte opførelsen af op imod 2000 kirker rundtomkring i Danmark, som nu var tilknyttet sognet.
KILDE: NATIONALMUSEET OG DEN STORE DANSKE
”Han mente, at når man trådte ind i kirken, skulle man fyldes af en fornemmelse af Guds storhed i form af lyset.”
I den gotiske stil udviklede man teknikker, som kunne bruges til at bygge spidse buer. De spidse buer kunne bygges meget højere – og dermed kunne glaspartierne blive meget større, hvilket resulterede i et stort lysindfald.
”Man byggede så højt, man kunne,” siger Brian Patrick McGuire.
”Faktisk så højt, at nogle kirker ikke kunne holde til det. Beauvais Katedral nord for Paris kollapsede hele to gange,” fortæller han.
Da abbed Sugers hjertebarn, Saint-Denis-kirken, blev bygget færdig i 1144, gjorde den et enormt indtryk. I slutningen af 1100-tallet blev Paris en universitetsby, hvor også danske lærde uddannedes, og de tog gotikken med hjem til Danmark. Brian Patrick McGuire peger på domkirken i Odense, Sankt Knuds Kirke fra 1300, som kulminationen på de gotiske kirker i Danmark.
”Den er høj og lys og i en stil, der er helt renset for den lavtliggende, mørke romanske kirkestil,” siger han.
Den nye interesse i den gotiske stil resulterede i, at mange danske sognekirker blev bygget om.
”Man var meget inspireret af udlandet, og man ville gerne have kirker, der var lige så smukke som nabokirkerne,” siger Brian Patrick McGuire.
”De danske kirker var et resultat af mange byggestilarter og komplekse historier. Men aftrykket fra gotikken findes stadig den dag i dag i rigtig mange af dem,” siger han. J
” Det er efter min opfattelse på det tidspunkt, at grundstenene for den moderne danske folkekirke bliver lagt. Sognebørnene er interesserede i at have smukke og moderne kirker.
BRIAN PATRICK MCGUIRE, PROFESSOR EMERITUS I HISTORIE FRA ROSKILDE UNIVERSITET
