Højskoleliv Forår 2024

Højskoleliv

I Nørre Nissum synger seniorer sig sammen gennem danmarkshistorien på byens højskole.

Reportage side 8

Alkoholkulturen er under forandring – også på højskolerne Nyhedsbaggrund side 20

Forfatter Ole Tornbjerg voksede op som højskolebarn. Det prægede ham på godt og på ondt. Interview side 18

Når man tilmelder sig en højskole, rækker man samtidig en hånd ud mod nye fællesskaber og perspektiver på tilværelsen. Det gælder ikke mindst de rekordmange seniorer, der i disse år deltager på de korte kurser. I dette tillæg kan du komme med på sidelinjen, når kursister i alle aldre lader sig forundre og forandre på landets højskoler.  Tak, fordi du læser med.

Benedikte Christine Rasmussen , tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Det første møde Spirende kærlighed kan opstå under højskolens tage

6 De korte kurser Seniorer strømmer ind på højskolernes korte kurser

8 Reportage Seniorer udforsker danmarkshistorien gennem højskolesang og samtaler

12 Kort nyt om højskoler

14 Reportage På Løgumkloster Højskole er feminisme også noget, der kan broderes

16 Moderne dannelse Hvordan forstås den demokratiske dannelse på landets højskoler?

18 Interview Opvæksten på Grundtvigs Højskole gav Ole Tornbjerg et stærkt fundament i livet

20 Nyhed Alkohol er ikke længere en selvfølgelig del af ungdomslivet på landets højskoler

22 Tendens Den grønne bevægelse lever i bedste velgående på landets højskoler

24 Reportage Åbningen af Lejre Højskole nærmer sig: Det handler om at genopdage vores kulturelle rødder

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Jeppe Duvå

Redaktør: Benedikte Christine Rasmussen

Layout: Susanne Bondrop

Tryk: Sjællandske Medier A/S

FOTO:

FOTO: JENS BACH

FOTO: SARAH CHRISTINE NØRGAARD

Gennem generationer har kærligheden spiret på højskolerne

Højskolernes kombination af mange jævnaldrende og stærke fællesskaber skaber grobund for den romantiske kærlighed. Kristeligt Dagblad har talt med to par fra to generationer, der har det tilfælles at have mødt hinanden på en højskole det første møde

Anna Moesgaard moesgaard@k.dk

Vi kyssede lidt i krogene til højskoleballet

Kirsten og Hans Grishauge – Viborg Gymnastikhøjskole i 1970

Kirsten: Vi mødte hinanden i 1970, da jeg gik på Viborg Gymnastikhøjskole til det, vi kaldte en fætter/kusinefest, men som nok egentlig bare var en kærestefest med omkring 220 unge mennesker og fuldt orkester. Der var et overtal af kvindelige elever på højskolen. Derfor havde daværende forstander, Arne Knudsen, et helt kartotek af flotte fyre, som han kendte gennem gymnastikmiljøet, og som han havde for vane at invitere med til højskolens baller for

Det

er

at udjævne kønsfordelingen. Pigerne skulle jo have nogle, der kunne byde dem op til dans. Han havde nok inviteret 15-20 drenge med til ballet, herunder Hans.

Hans: Vi har jo faktisk kendt hinanden fra barnsben i lokalmiljøet omkring Fjerritslev ved Jammerbugt i Nordjylland, hvor vi begge dyrkede gymnastik, og hvor begge vores familier var del af den samme Grundtvigske frimenighedskirke. Men da vi begyndte at gå til bal, var vi henholdsvis 14 og 19 år. Dengang var Kirsten bare en barnetøs, så det var ikke noget, der interesserede mig. Men da vi så fire

svært at tale om, hvad der skal ske, når højskoleopholdet ender

Viktor Bøgelund Skovhauge og Therese

Ejrnæs Bastholm – Rødding Højskole 2024

Therese: Vi mødte hinanden for fire måneder siden, da vi begyndte på højskolen. Jeg lagde hurtigt mærke til Viktor, fordi han fyldte meget i et rum. Han begyndte i mange af højskolens udvalg og var god til at performe foran mange mennesker. Af og til syntes jeg, at det var for meget. Jeg kan huske, at han tog hjem fra højskolen en weekend, hvor jeg tænkte: ”åh, hvor er det dejligt endelig at få noget ro for ham.”

Viktor: Therese gjorde ikke så stort et væsen af sig selv, da vi begyndte på højskolen, men jeg lagde alligevel mærke til hende, fordi hun var smuk, og så boede vi på samme gang. Vi spillede meget bordtennis i begyndelsen, men vores forhold var meget platonisk. Alligevel havde jeg fornemmet, at Therese syntes om mig, og jeg syntes, hun var mega sej. Hvis jeg ikke tager fejl, så var det Therese, der lagde an på mig.

Therese: Jeg husker det helt omvendt. En aften holdt vi filmaften på højskolen, og der spurgte Viktor mig, om vi skulle ligge under samme dyne. Jeg husker tydeligt, hvordan Viktor lagde en arm om mig, og det føltes en smule skørt, fordi vi ikke kendte hinanden særlig godt. Man er generelt meget tæt med

andre mennesker på en højskole, så det kan være svært at vide, om der var lagt følelser i den gestus.

Viktor: Efter bordtenniskampene kunne vi tale i timevis. På højskolen kan det være lidt svært at finde plads til at ses privat. En dag rykkede vi ind på skolens bibliotek for at være lidt alene. Vi slog to tre-personers sofaer sammen, så vi kunne lægge os i den, og så gav vi hinanden vores første kys. Der er mange, der kysser med hinanden på kryds og tværs til festerne på højskolen, så jeg er glad for, at vi var ædru den dag. Det gjorde det til noget særligt, og det var der en symbolværdi i.

Therese: Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg kunne finde kærligheden på en højskole.

Viktor: Jeg længtes nok lidt efter en kæreste. For nylig besøgte mine forældre højskolen og mødte Therese. Man siger, at mødre har næse for sine børns forelskelser. Min mor havde nok set det komme. Jeg havde nok talt lige rigeligt om hende Therese.

Therese: Det var lidt kejtet at møde Viktors forældre. De hentede mig, fordi jeg var i gang med at spille volleyball, men det var en god oplevelse at møde dem.

Viktor: Vi kalder jo faktisk ikke hinanden for

2 Hans og Kirsten Grishauge på henholdsvis 77 år og 72 år mødte hinanden på Viborg Gymnastikhøjskole i 1970. Siden har de levet et liv i højskoleånden. I dag bor de i Gatten i Nordjylland. – Privatfoto

Kirsten: De flotte fyre, der var inviteret med til ballet, skulle sove i en hal, og pigerne på deres værelser. Dengang måtte pigerne og drengene ikke opholde sig på de samme gange. Men ballet blev alligevel rundet af med, at vi kyssede lidt i krogene.

Hans: Da Kirstens højskoleophold endte, blev hun ansat som ung pige i køkkenet på højskolen, og med den titel fulgte eget værelse og ret til privatliv og overnattende gæster. I den tid kørte jeg jævnligt til Viborg i min perlehvide Volvo 544 for at besøge min nye kæreste på højskolen. Ofte holdt jeg ind i rabatten for at plukke vilde blomster, som jeg kunne give til Kirsten, når jeg kom på besøg. Efter Kirstens korte ansættelse flyttede hun ned til mig i Sdr. Nærå lidt udenfor Odense og året efter i 1971 blev vi gift.

år senere mødte hinanden til fætter/kusinefesten på Viborg Gymnastikhøjskole, kunne jeg godt se, at der var kommet en rigtig kvinde ud af Kirsten, som var iklædt smart lårkort kjole, og det så skam ikke så tosset ud. Allerede til gymnastikopvisning, som gik forud for ballet, bed jeg mærke i Kirsten og tænkte ’wow’, der var både mås og talje. Hende måtte jeg få budt op til dans. Men Kirstens daværende kæreste skulle lige væltes af pinden først, og det var svært at få fat i Kirsten, for der var rift om hende, så jeg måtte vente mange danse, før jeg fik lov.

Kirsten: Siden fik vi to børn og har boet og arbejdet som højskolelærer og sekretær på Den Vestfynske Idrætshøjskole og Himmerlands Ungdomsskole som forstanderpar. Senere flyttede vi ind og arbejdede på Vartov i København. I dag driver vi, sammen med syv andre, KulturDebathus Søttrup, hvor vi knokler løs for at lave folkeoplysning og debatskabende aktiviteter. Så vi fortsætter i samme spor, som vi har gjort hele tiden i højskoleånden. Vi holder af fællesskabet og den kollektive ledelse.

Hans: Netop. Fællesskabet er guld værd. Særligt når man tænker på, hvor mange, der i dag er optaget af sig selv, og at vores børn og unge mennesker er ensomme og i krise, fordi verden ser ud, som den gør. Vi er meget taknemmelige for at have oplevet, hvad højskolen kan, og hvordan den kan bringe mennesker sammen. J

kærester. Jeg er vildt forelsket i Therese, men jeg synes, at der ligger en masse forventning fra omverdenen, og konnotationer om, hvad det at være kærester indebærer. Vi skal jo ikke til at fejre jul sammen lige nu. Jeg ved ikke, om det er sigende for vores generation at være påpasselige med at bruge den titel, men det er nok sigende for, hvor vi er i livet.

Therese: Vi krummede tæer, da Kristeligt Dagblad spurgte, om vi ville fortælle vores kærlighedshistorie. Hvad pokker er ’en kærlig-

hedshistorie’ lige? Det er nogle ord, som hører eventyr til. Lige nu nyder vi bare hinanden her på højskolen, men det er lidt svært at tale om, hvad der skal ske, når opholdet ender.

Viktor: Jeg har overvejet at åbne snakken på et tidspunkt. Jeg flytter til Aarhus til sommer, og Therese skal studere i København, så vi kommer til at være langt fra hinanden. Men ligesom Therese vil jeg helst være i nuet uden at bekymre mig så meget om vores fremtid.

0 Therese Ejrnæs Bastholm, 19 år og Viktor Bøgelund Skovhauge, 21 år. Viktor går på journalistlinjen og Therese på landbrugslinjen på Rødding Højskole. – Privatfoto

Seniorerne strømmer ind på højskolernes korte kurser

Elevtallet på højskolernes korte kurser er på det højeste niveau i syv år. De nye ældre har et overskud, der får dem til at række ud mod nye fællesskaber sent i livet, siger ældreforsker

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk ”Blomsterbinding”. ”Seniordans”. ”Kirker og kalkmalerier”. Det er blot tre af mange fag, man som kursist på Højskolen Marielyst på Falster kan vælge imellem. Skolen er én ud af de i alt fire højskoler i Danmark, hvis kurser udelukkende er målrettet seniorer, men også på en lang række øvrige danske højskoler byder man den ældre målgruppe velkommen på kurser af typisk én til to ugers varighed. På Brandbjerg Højskole nær Jelling kan man eksempelvis opleve en uge med højskolesang eller strik, mens seniorer på Vraa Højskole kan møde jævnaldrende på kurset ”Aktivt seniorliv”, der koster knap 4000 kroner inklusive kost og logi. Og højskoleophold som disse er blevet populære.

Antallet af elever på højskolernes såkaldt korte kurser er på det højeste niveau i syv år, og særligt danskere i den ældre aldersgruppe fylder godt op på tilmeldingslisterne. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for skoleåret 2022-2023, hvor i alt 37.454 elever deltog på et af de godt 1000 forskellige korte kurser, der udbydes på landets højskoler. Det er en stigning på mere end 5000 elever i forhold til året forinden. Og selvom højskoleliv for nogle måske lyder af

sabbatår og ungdommens kådhed, gjaldt det for størstedelen af kursisterne på de korte kurser, at det er sent i livet, de prøver kræfter med højskoletilværelsen.

En undersøgelse, som Folkehøjskolernes Forening foretog blandt landets højskoler i 2022, viste, at godt en tredjedel af kursisterne på de korte kurser dette år var mellem 70 og 79 år. Samtidig var der en større andel af elever på de korte kurser, der havde passeret de 80 år, end der samlet var elever under 40 år.

Det overrasker ikke generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening Betina Egede Jensen, at højskolelivet tiltaler flere og flere danske seniorer. Men det glæder hende.

” Der er jo de kæmpestore efterkrigsgenerationer, der myldrer ind i pensionslivet i disse år, og de er både mere velhavende og mere velbevarede, end nogen tidligere generationer.

KAREN PALLESGAARD MUNK, LEKTOR EMERITUS VED AARHUS UNIVERSITET

”Generelt hører vi om stor tilfredshed med de korte kurser blandt seniorerne, og så spreder ordet sig jo til venner og bekendte. Næsten halvdelen af kursisterne tager af sted på højskole alene, og det er en skøn måde at holde sig i gang på og skabe nye relationer, hvis man eksempelvis har mistet sin ægtefælle og har brug for et nyt fællesskab, der griber én,” siger hun.

”Der er nu så mange kurser at vælge imellem, at man nemt kan finde ét, der passer til ens specifikke interesse, og så er det jo også en bæredygtig form for ferie, man ofte ikke behøver at rejse langt for,” siger Betina Egede Jensen og påpeger, at stigningen i antallet af ældre kursister på højskolernes korte kurser selvfølgelig også skal ses i lyset af, at gruppen af ældre danskere generelt er markant voksende i disse år. Karen Pallesgaard Munk er lektor emeritus ved Aarhus Universitet, hvor hun gennem

mange år har forsket i blandt andet ældreliv og gerontopsykologi. Når hun skal forsøge at karakterisere den nye generation af ældre, der lige nu strømmer ind på landets højskoler, peger hun på, at størstedelen har overskud. Det gælder både økonomisk, fysisk og socialt, hvilket harmonerer godt med lysten til at række ud efter nye fællesskaber og interesser på en højskole. ”Der er jo de kæmpestore efterkrigsgenerationer, der myldrer ind i pensionslivet i disse år, og de er både mere velhavende og mere velbevarede, end nogen tidligere generationer af ældre har været det. Og når man så forlader arbejdslivet, har man pludselig også et overskud af tid og en større frihed, som mange vælger at bruge på at dyrke nye interesser eller at række ud mod nye fællesskaber,” siger hun.

Modgift mod ensomhed

Det er da også afgørende for et sundt og godt ældreliv, at man bliver ved med aktivt at række ud mod omverdenen, hvad end det så er i form af et højskoleophold, eller om det er på anden vis, siger Karen Pallesgaard Munk: ”Man kan sammenligne tilværelsen med en række sejlbåde, der drøner derudad, men hvor nogle falder fra, hvis man ikke husker at holde en retning for sejladsen og vedligeholde båden. Også sent i livet skal man holde sig i gang, dyrke gode interesser og styrke sine sociale netværk, for ellers sejler man pludselig helt alene sidst i livet, og så er det, at ensomheden melder sig.”

2 Det er aldrig for sent at opsøge dannelse og nye fællesskaber, og et højskoleophold kan være gavnligt i den forbindelse. Her ses en gruppe kursister på Rude Strand Seniorhøjskole i 2018. – Foto: Emil Kastrup Andersen Kursister på højskolernes korte kurser

En undersøgelse af elevsammensætningen på højskolernes korte kurser foretaget af Folkehøjskolernes Forening i 2022 blandt 2617 højskoleelever viste således:

31 procent af kursisterne på de korte kurser var mellem 70-79 år. 13 procent af kursisterne var ældre end 80 år, mens kun 8 procent var yngre end 40 år.

58 procent af kursisterne var pensionister.

71 procent af eleverne svarede ja til, at de var taget på højskole for at få gode oplevelser. 41 procent svarede ja på spørgsmålet om, hvorvidt de tog af sted for at dyrke interesser.

32 procent svarede ja til, at de tog på højskole for at møde nye mennesker. 23 procent tog af sted for at få ny livsenergi.

KILDE: FOLKEHØJSKOLERNES FORENING

Samme pointe har Per K. Larsen, formand for foreningen Danske Seniorer. Tidligere har han, blandt andet gennem læserbreve, slået et slag for et aktivt ældreliv og i den forbindelse også for gevinsterne ved et højskoleophold for seniorer.

”Det gør sig gældende for stort set alle, der træder ud af arbejdsmarkedet og ind i en pensionisttilværelse, at man føler en eller anden grad af tomhed. For hele livet har man været tilknyttet et fællesskab, først i daginstitutionen, senere i skolesystemet og så på arbejdsmarkedet, og pludselig står man i en ny situation, som mange er helt uforberedte på. Og der tror jeg virkelig, at et højskoleophold er gavnligt til at hjælpe folk videre og til at skabe nogle rammer for både ny læring og nye fællesskaber,” siger han.

Et ærgerligt fravær af mænd

Per K. Larsen hæfter sig dog ved, at fordelingen af mænd og kvinder stadig er meget skæv på højskolekurserne. Tal fra Folkehøjskolernes Forenings undersøgelse fra 2022 viser, at mænd kun udgjorde 22 procent af kursisterne på de korte kurser. Og det er en skam, at ikke flere mænd har fået øjnene op for alt det gode, et højskolekursus kan give, mener Per K. Larsen.

”Rigtig mange mænd bliver ensomme sent i livet, og jeg tror, at mænd har en større tendens til at gå lidt i stå og mangle mening i tilværelsen, når de træder ind i den sidste del af livet. Det er godt for mandlige seniorer at blive mere aktive, opsøgende og nysgerrige på omverdenen i det hele taget, og derfor er jeg også varm fortaler for, at flere mænd kommer på højskole,” siger han.

”For højskolerne er jo i den grad et sted, hvor man kan få vakt både latteren, hjernen og glæden ved livet.”

Seniorer udforsker danmarkshistorien gennem højskolesang og givende samtaler

I vestjyske Nørre Nissum synger seniorer sig gennem danmarkshistorien på den lokale højskole. Gennem sang får man udsyn og nye opfattelser af tilværelsen, siger den 87-årige kursist

Birgit Jacobsen reportage

Claudia Mazur mazur@k.dk

En ældre herre bladrer i en blå højskolesangbog, til han når frem til sang nummer 17.

”Den kender vi da,” siger han om sangen

”Svantes lykkelige dag” og bryder ud i fællessang sammen med de andre kursister.

”Se, hvilken morgenstund!

Solen er rød og rund.

Nina er gået i bad. Jeg spiser ostemad.

Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.”

Solen er stået op i Vestjylland denne mandag i marts, og på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum er samtlige kursister på denne uges kursushold mødt op til fælles morgensamling.

Men før dagen for alvor kan begynde, skal morgengymnastikken vinges af. Det sker ved, at Benny Andersens sidste strofer i sang nummer 17 toner ud og erstattes af en ny melodi, der bliver afspillet fra en højttaler.

En kvinde råber foredragssalen op:

”Vi starter med at gå. Gå på stedet.”

De gråhårede kursister tramper med fødderne i jorden.

”Lidt højere knæ,” lyder det fra damen, og straks hæves knæene blandt kursisterne, der har rejst sig på række foran deres stole.

På Seniorhøjskolen i Nørre Nissum er der denne uge samlet i alt 62 kursister, der er fordelt på tre forskellige hold med hvert sit tema. Ét af disse har titlen ”Vi synger Danmarkshistorien – fra folkeviser til nye højskolesange”, og Kristeligt Dagblad har fået lov til at følge med i højskolehverdagen for de i alt 23 seniorer, der har tilmeldt sig.

Over syv dage synger kursisterne sange med historisk islæt. Hver dag har et tema, og i løbet af ugen har deltagerne sunget sig igennem både folkeviserne, reformationen og besættelsestiden. I dag, mandag, er kursets sidste dag, og dagens tema er ”I kan ikke slå os ihjel”, hvor 60’ernes og 70’ernes protestsange og ungdomsoprør sættes under kærlig behandling. Samtidig skal kursisterne også se på de sange, der blev optaget i den nyeste udgave af Højskolesangbogen i 2020.

Trille provokerer stadig ”Velkommen til!”.

Kursusleder Janni Kjeldager Østergaard står oppe på scenen og taler til forsamlingen i foredragssalen, hvor dagens undervisning

0 35-årige Janni Kjeldager Østergaard underviser seniorerne på ugekurset ”Vi synger Danmarkshistorien – fra folkeviser til nye højskolesange”. Hun bor på højskolen med sin mand og parrets treårige søn. – Fotos: Jens Bach

skal foregå. Imens er samtalerne godt i gang mellem kursisterne.

”Lige så langsomt vil jeg afslutte snakken rundt omkring,” siger Janni Kjeldager Østergaard i et kærligt toneleje, og kursisterne griner, mens snakken aftager, og der bliver ro. Janni Kjeldager Østergaard er 35 år, uddannet cand.mag. i musikvidenskab og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet og leder kurset ”Vi synger Danmarkshistorien – fra folkeviser til nye højskolesange”. Hun har undervist på højskolen siden efteråret 2022 og bor på skolen sammen med sin kæreste og parrets treårige søn. Og så kan hun spille klaver, hvilket hun gør til flere af formiddagens sange. I løbet af ugen har hun bemærket, hvordan musik og sang vækker erindringer, følelser og samtaler blandt kursisterne.

”I går, da vi havde om besættelsestiden, sang vi nogle sange fra efter Befrielsen og nyere sange om frihed, og der opstod en samtale om, hvad frihed egentlig er,” fortæller hun.

Også dagens undervisning vækker følelser, da der på PowerPoint­tavlen dukker en kendt, dansk kvinderettighedsforkæmper op fra 70’erne: Trille. Også kendt som Gudrun Bodil Nielsen. Hendes sang ”Øjet” bliver afspillet for kursisterne på en grynet video fra et gammelt DRarkiv. En sang, der i 1971 fik en præst til at anmelde hendes optræden til politiet for blasfemi.

”Så lurer der et øje i det høje Ham Gud

2 Seniorerne synger i fællesskab 1fra Højskolesangbogen. Selvom Seniorhøjskolen i Nørre Nissum ligger i Vestjylland, er der deltagende kursister fra forskellige dele af landet, herunder Sjælland.

Han er eddermame svær at få smidt ud Han fik aldrig

Selv sat ild på sin cigar For han ordned’ jo Maria pr. vikar.”

Da det sidste ord forlader Trilles mundvige, og musikken langsomt toner ud, læner en ældre herre sig hen mod Kristeligt Dagblads journalist.

”Hende var vi godt nok gale på dengang!,” siger han i et bestemt toneleje.

Sangens magiske kraft

En af kursisterne på holdet er 87­årige Birgit Jacobsen fra Thisted i Nordjylland, der får en rar følelse af at synge sammen med andre, fortæller hun. Men sang giver hende også noget mere end det.

”Man bliver glad, man bliver lettet, og man får udsyn. Det kommer fra teksterne. Sangen kan bringe en langt omkring – i følelser, men også i landskaber, livsformer og opfattelser af tilværelsen,” siger Birgit Jacobsen.

Hun mistede sin mand for nylig og valgte at gøre noget godt for sig selv. Derfor tilmeldte hun sig kurset på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum.

”Jeg blev enke i det forløbne år. Det har været noget af en omvæltning. Jeg tænkte, at nu hvor jeg er kommet ud på den anden side af jul og nytår, kunne det være dejligt at tage på højskole. Det har jeg drømt om i mange år,

men det blev bare ikke. Nu er det virkelighed,” siger Birgit Jacobsen, der sidst var på højskole som ung i 1950’erne.

På den anden side af kaffepausen får kursisterne afspillet sangen ”Åbent hjerte” af Sys Bjerre fra den nye udgave af Højskolesangbogen. Og den vækker debat.

”Hvad tror I? Finder den vej til Salmebogen på et tidspunkt?,” spørger Janni Kjeldager Østergaard, da hendes hænder slipper klaveret, og hun rejser sig for at fortsætte undervisningen.

Der bliver mumlet og grint lidt mellem rækkerne, og flere svarer nej.

”Der står jo ikke noget i den!,” udbryder den 87­årige kursist Birgit Jacobsen fra anden række. Da hun opdager, at Janni Kjeldager Østergaard hører hendes spørgsmål og tager det op i plenum, siger hun: ”Det passer jo ikke, undskyld.”

Janni Kjeldager Østergaard smiler til hende. ”Du kommer med et super spændende perspektiv. Der står ikke noget eksplicit om Gud eller tro. Men argumentet for, at det her er en salme, kunne være, at den beskriver en måde at være på i verden, og at der formuleres et slags gudsbillede med ordene om, at en ’dyb og evig klang’ ligger under alt andet,” siger Janni Kjeldager Østergaard.

0 Anna-Lise mand,

0 Hans Kirkegaard, samtalerne Foto:

0Kursisterne dagens foredragssalen. derne sidder med Højskolesangbogen, der er af dagens ledet ses Birgit Jacobsen. Jens Bach.

… Seniorer udforsker danmarkshistorien gennem højskolesang og givende samtaler

fortsat fra side 8

Der bliver mumlet lidt mere på rækkerne.

”Jeg ved ikke, om den bliver optaget i Salmebogen. Vi må vente og se, hvad der sker,” siger Janni Kjeldager Østergaard og iler videre til næste sang på dagsordenen.

Rørt til tårer

Kort før klokken runder 12, er undervisningen ved at være forbi, og inden længe er det tid til frokost, der består af rester for at minimere madspild. Men inden kursisterne kan sætte tænderne i rejesalat, kyllingelår og stuvet kål, skal dagen rundes af med en sidste sang. Janni Kjeldager Østergaard sætter sig til rette foran klaveret. Mens hendes fingre leger tagfat på tangenterne, synger hun og seniorerne en forårsbebuder fra den danske sangskat:

”Jeg ved at al min sidste tid skal leves, jeg ved at tiden tæller hjertets slag. At alt det vi har grædt igennem livet det svinder på en forårsdag.”

Tårer triller ned ad Birgit Jacobsens kinder. To kursister kommer over til hende. ”Jeg er ellers så glad for den sang,” siger hun om Anne Linnets ”Forårsdag”, da hun står alene tilbage i foredragssalen med to kursister og Janni Kjeldager Østergaard omkring sig. Birgit Jacobsen

0 Sidste sang var Anne Linnets ”Forårsdag”, der berørte kursisten Birgit Jacobsen. Sangen ledte tankerne hen på hendes netop afdøde mand. Heldigvis var der trøstende ord at hente hos hendes medkursister. – Fotos: Jens Bach

tørrer tårerne væk med sine hænder. Hun blev rørt, fordi sangen ledte hendes tanker tilbage til hendes nyligt afdøde mand, forklarer hun.

Selvom kursisterne kun er sammen en uge, kommer de tæt på hinanden. Det fortæller ægteparret Anna­Lise Kirkegaard og Hans Kirkegaard på henholdsvis 77 og 78 år, der kommer fra Haderslev i Sønderjylland og begge deltager på kurset.

”De samtaler, vi har med de andre elever i løbet af ugen, er bare så værdifulde,” siger Hans Kierkegaard, og hans hustru er enig.

”Det har været givtigt. Helt vildt. Folk har været åbne. Sommetider har vi grinet, sommetider har vi fældet en tåre. Alt er blevet bragt på banen. At man på så kort tid lærer folk at kende, er nok

det, der gør, at jeg gerne vil tilbage,” siger Anna­Lise Kirkegaard. Hun var ellers skeptisk overfor idéen om at tage på højskole, mest fordi hun ikke bryder sig om at være sammen med mange fremmede mennesker, fortæller hun. Alligevel valgte hun at tage af sted med sin mand.

”Når man når vores alder, bliver man mere opmærksom på, at man skal huske at få de fælles oplevelser, mens man kan,” siger hun.

Birgit Jacobsen er også klar til at tage på højskole igen. Af og til taler man om, at ældre mennesker kan gå i stå, siger hun, men hun tror på, at højskolen er et sted, hvor man kan blive sat i gang.

”Man udvider kendskabet til mennesker. Og det kan man jo aldrig blive færdig med,” siger Birgit Jacobsen. J

0 Anna-Lise Kirkegaard er taget på seniorhøjskole med sin mand, selv om hun var skeptisk, men hun er siden blevet positivt overrasket: ”At man på så kort tid lærer folk at kende er nok det, der gør, at jeg gerne vil tilbage.”

0 Hans Kirkegaard overtalte sin hustru, Anna-Lise Kirkegaard, til at tage med ham på seniorhøjskole. Han fortæller, at samtalerne mellem kursisterne i løbet af ugen har været værdifulde.

Seniorhøjskoler i Danmark

På landsplan findes der fire såkaldte seniorhøjskoler, der udelukkende tilbyder kurser til en ældre målgruppe, der typisk består af efterlønsmodtagere og pensionister.

De fire seniorhøjskoler er Højskolen Marielyst på Falster, Rude Strand Højskole i Odder i Østjylland, Liselund Højskole i Slagelse og Seniorhøjskolen Nørre Nissum i Vestjylland.

Skolerne tilbyder et bredt udvalg af kurser, herunder folkedans, strik, vandring og fotografi.

De fleste kurser varer en eller to uger, og man kan tage af sted alene eller sammen med en ægtefælle, en ven eller et familiemedlem.

| Højskoleliv

kort nyt

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

EU-politik rykker ind på højskolerne

I juni venter Europa-parlamentsvalget, hvor danskerne skal til stemmeboksene landet over, og derfor er man på flere højskoler gået tidligt igang med at klæde eleverne bedst muligt på til at sætte et velinformeret kryds, når dagen oprinder.

På flere højskoler har man holdt debatarrangementer, hvor eleverne hver især har kunnet engagere sig og blive klogere, og nogle skoler har tillige haft besøg af Europabevægelsen og en række partier til arrangementer om det kommende valg.

Det gælder Grundtvigs Højskole, Rønshoved Højskole, Suhrs Højskole og Rødding Højskole, der har fået Europabevægelsen og repræsentanter for partierne Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Moderaterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne forbi til politisk debat om EU’s fremtid.

Her har eleverne fået mulighed for at byde ind med spørgsmål om EU, samt mulighed for selv at give deres mening til kende om EU-politik på diverse områder.

Seniorhøjskole vinder kulturpris

I feriebyen Marielyst på Falster er sommeren hvert år fuld af liv. Og det bliver bestemt ikke mindre af, at der midt i den lille by ligger en seniorhøjskole, der formår at trække folk i tusindvis til stedets kulturelle arrangementer og den årlige Seniorfestival.

Af samme grund har Højskolen Marielyst i februar måned vundet Guldborgsund

Kommunes kulturpris, og i motivationen for valget af højskolen som årets vinder lød det blandt andet, at højskolen er lykkedes med at skabe et spændende og inspirerende kulturliv omkring Marielyst med foredrag, koncerter og den allerede nævnte seniorfestival, der finder sted hver sommer.

2 Seniorhøjskolen

Marielyst Højskole har i år vundet Guldborgsund Kommunes kulturpris. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Flere højskoler tilbyder kurser i seksuel dannelse

Krænkelsessager på stribe, MeToo-bølge og indførelsen af en samtykkelov.

De seneste år har i tydelig grad vist, at det for mange halter med at kende grænser, hvad angår egen og andres seksualitet. Og det har påvist et behov for seksuel dannelse, mener man på en række højskoler, der derfor har indført faget som et tilbud på linje med skolernes øvrige fag som håndarbejde og friluftsliv.

”Seksuel Dannelse er for dig, som gerne vil udvikle din viden inden for krop, køn og seksualitet”, lyder beskrivelsen af kurset på Oure Højskole på Fyn, og også på Hadsten Højskole og Brandbjerg Højskole kan man få mulighed for at undersøge seksualitet med fag af samme navn.

”På ungdomsuddannelser har de færreste elever sex på skemaet, selvom emnet både forvirrer og fylder for mange unge mennesker,” skriver Hadsten Højskole om kurset på deres hjemmeside, og fortsætter: ”I faget Seksuel Dannelse tager vi fat, hvor folkeskolen slap og breder undervisningen ud. Målet er at blive klogere på sex, krop og seksualitet og have oplyste samtaler, der bygger på viden og går ud over egne erfaringer.” J

0

feministisk broderi. Imens læser underviseren op fra den feministiske bog ”Women Don’t Owe You Pretty” af Florence Given. - Foto: Sarah Christine Nørgaard.

feministisk broderi. Imens læser underviseren op fra den feministiske bog ”Women Don’t Owe You Pretty” af Florence Given. - Foto: Sarah Christine Nørgaard.

På Løgumkloster Højskole er feminisme også noget, der kan broderes

De klassiske håndarbejdsdyder som strik, broderi og formning er igen blevet moderne, og det mærker man på landets højskoler. Med hovedfag som tekstil og keramik lærer eleverne på Løgumkloster Højskole de ældre generationers håndarbejde – nu med et feministisk twist reportage

Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk

Håndgerninger som strik og broderi er ofte blevet forbundet med noget, der hørte tidligere generationers husmødre til. Men i løbet af de seneste år er syslerne i stigende grad blevet populære igen på tværs af køn og alder – også på Løgumkloster Højskole i Sønderjylland, hvor syslerne er mere end bare kreativ adspredelse for en gruppe af skolens elever. Det traditionelle håndarbejde er her blevet en del af højskolens nye og populære fag ”Feminisme”, som underviser Lærke Eller står i spidsen for. Og for hende var det helt naturligt, at faget, der ellers handler meget om historie og teori, også skulle beskæftige sig med håndarbejde.

”Teori kan ikke alt, i dag er det ikke kun akademikere eller demonstranter på gaderne, der beskæftiger med feminisme. Det er også i populærkulturen, i musikken, i kunsten, i hverdagssamtalerne blandt unge,” siger hun.

Derfor har hun valgt, at holdet denne dag, hvor Kristeligt Dagblad har fået lov at besøge skolen, skal brodere tekster eller symboler med feministiske budskaber. Kursisterne sidder i et rum med højt til loftet, og spredt omkring dem på gulv og borde ligger sække med stofrester, farvesorterede garnnøgler og perler i alverdens

størrelser, mens en spinderok står i hjørnet. Lærke Eller byder velkommen, mens et par elever allerede sidder om bordet og strikker.

”Det spændende ved broderi er, at det traditionelt har været en aktivitet, som kvinder, der havde deres dagligdag i hjemmet, lavede. Det er interessant, at vi har taget en traditionel kvindeaktivitet og gjort den populær i et moderne samfund,” siger hun og fortsætter:

”Vi laver ikke længere håndarbejde, fordi vi er tvunget til at være hjemme og ikke har noget andet at lave, men det er noget, vi aktivt vælger.”

Ved at blande det traditionelle håndarbejde med feministiske budskaber tager man håndarbejdet ind i en ny kontekst, mener Lærke Eller.

”Mænd for ligeværd”

Faget på Løgumkloster Højskole har så stor tilslutning, at en tredjedel af højskolens omkring 60 elever får undervisning i feminisme. De fleste kursister er unge kvinder, men der er også tre mænd på holdet.

En af dem er 25-årige Emil Linaa. Han er i gang med at brodere ordene ”Mænd for ligeværd” med lyserød tråd på en blå baggrund, der passer til hans neglelak. Idéen fik han fra den kunstige intelligens ChatGPT, som han bad komme med en idé til et feministisk budskab, der kunne siges af en mand.

Emil Linaa har læst til bygningsingeniør, men havde brug for en pause før kandidaten. Han ville finde et sted, hvor han kunne være sig selv, og det har han fundet på Løgumkloster Højskole.

”På universitetet var der kun én type personer, og det var meget ’mandet’. Det er rart at komme herud og få lidt mere dannelse,” siger han.

Han tror, at hans venner fra universitetet ville synes, det var lidt underligt, hvis de så ham brodere feministiske budskaber, men det er han ligeglad med, for her på højskolen bliver han accepteret, som han er. Han har også en fiks idé til, hvad der skal ske med dagens kunstværk, når det er færdigt.

”Jeg tror, jeg giver det til min onkel, der stemmer på Dansk Folkeparti, og som jeg diskuterer meget med. Jeg kan godt lide at

” Vi laver ikke længere håndarbejde, fordi vi er tvunget til at være hjemme og ikke har noget andet at lave, men det er noget, vi aktivt vælger.

LÆRKE ELLER, UNDERVISER PÅ LØGUMKLOSTER HØJSKOLE I SØNDERJYLLAND

Mens eleverne er i gang med

4 Lærke Eller underviser i feminismefaget, og hun er glad for den tilslutning, faget har.

0

deres feministiske budskaber, læser underviseren op fra en bog.

højskolen i Løgumkloster er eleverne i gang med at lave feministisk broderi. Imens læser underviseren op fra den feministiske bog ”Women Don’t Owe You Pretty” af Florence Given. - Foto: Sarah Christine Nørgaard.

Kristeligt Dagblad Lørdag 27. april 2024

lave feministisk broderi. Imens læser underviseren op fra den feministiske bog ”Women Don’t Owe You Pretty” af Florence Given. - Foto: Sarah Christine Nørgaard.

provokere lidt og dermed få folk til at tænke over tingene,” siger Emil Linaa. Flere på kurset nævner netop, at feminismefaget har fået dem til at tænke over ting på en ny måde.

”Jeg bliver udfordret, lærer noget nyt og møder nogle dejlige mennesker,” siger eleven Anne Klim Hede om undervisningen, hvor de både kommer omkring litteratur, glemte kvinder i historien og de forskellige bølger af feminisme.

Anne Klim Hede har ikke broderet før, og hun får derfor hjælp af de andre til at komme i gang. Hun vil brodere en tekst, der skal indfange hendes definition af feminisme – det handler om ligeværd og medmenneskelighed.

”Tit bliver feminisme omtalt som noget radikalt, men hvor består det radikale i, at alle mennesker skal være lige?”, siger hun.

Anne Klim Hede synes, at faget altid er rigtig spændende, men også at det er sjovt at lave noget mere kreativt i dag.

”Det gør noget godt for fællesskabet at lave noget sammen i stedet for bare at tale om tingene,” siger Anne Klim Hede, der overvejer at tage et semester mere på højskolen, når det nuværende er færdigt.

Kreativitet fremmer fællesskabet Højskolens fokus på håndarbejde og kreativ udfoldelse er generelt et stort plus for mange

af kursisterne. En anden elev, Martha Roed, siger, at hun valgte højskolen, fordi hun kunne få mulighed for at være kreativ her.

”Det giver mig en ro at sidde og fokusere på noget i mine hænder. Nogle gange er der gået tre timer, uden at jeg har opdaget det,” siger hun.

Martha Roed fortæller, at selvom håndarbejde giver ro og tid til fordybelse, er det bestemt også positivt for deres fællesskab på højskolen, at mange har lært at strikke, sy eller brodere.

”Det gør så meget godt for fællesskabet, at man kan sidde sammen og lave noget med hænderne. Vi deler mønstre og opskrifter med hinanden, og det er så sjovt at få et fællesskab omkring noget, som vi ikke før havde,” siger hun.

I dag hjælper kursisterne også hinanden, og når nålen driller, kommer Lærke Eller og giver et godt råd. En af de gode ting ved broderi er, at det ikke behøver at være perfekt, siger hun.

Det vigtige er nemlig ikke, at broderiet skal være smukt, men at kursisterne får udfoldet sig kreativt og taler med hinanden om deres budskaber undervejs.

”I 1800-tallet, da kvinder sad hjemme og lavede håndarbejde sammen, var det også et sted for dem at tale sammen om, hvordan det var at være kvinde. De havde ikke andre steder at mø-

des til politiske diskussioner, så derfor mødtes de omkring håndarbejdet,” siger Lærke Eller.

Håndarbejdets renæssance I dag bruger kursisterne også håndarbejdet til at styrke deres fællesskab, mens de politiske budskaber bogstaveligt talt tager form. Bogstav for bogstav, ord for ord kommer der en sætning til syne på Martha Roeds gule stofcirkel: ”Hvis jeg havde åbnet min mund i 1500-tallet, var jeg blevet brændt på bålet”. Hun siger med et grin, at hun godt kan lide vreden i budskabet.

For Martha Roed betyder sætningen, at vi skal huske, at kvinder engang blev kaldt hekse, hvis de gjorde noget forkert. Vi er heldigvis kommet langt siden da, siger hun, og Martha Roed bruger gerne ”den gamle kunstart”, som hun kalder det, til at mene noget, også hvis det er kontroversielt.

”Håndarbejde er 100 procent en måde at udtrykke sig på og vise noget personlighed. Jeg har nogle gange lidt svært ved at formulere mine tanker med ord, og så er det rart at få en anden måde at udtrykke sig på,” siger hun og fortsætter: ”Det er sjovt at se folk på min alder sidde og strikke eller brodere, som er noget, jeg egentlig forbinder med min mormor. Men det har fået en renæssance, og det er så fedt. Folk er helt vilde med det.”

2 På højskolen i Løgumkloster er eleverne i gang med at lave feministisk broderi. Imens læser underviseren op fra den feministiske bog ”Women Don’t Owe You Pretty” af Florence Given.

– Fotos: Sarah Christine Nørgaard

Løgumkloster Højskole

Løgumkloster ligger i Tønder Kommune i Sønderjylland .

Højskolen blev grundlagt i 1960, men gik senere konkurs. Den genåbnede i 2020 som almennyttig højskole med fokus på bæredygtighed, filosofi og kreativitet.

Højskolens forstander er Ursula

Dieterich-Pedersen, og der er cirka 60 elever på en årgang.

Skolen har en bred international profil, og derfor foregår det meste af undervisningen på engelsk.

Sådan defineres feminisme

Den danske ordborg definerer feminisme således: ideologi og bevægelse som arbejder for ligestilling mellem kønnene, herunder forbedrede økonomiske, politiske og sociale vilkår for kvinder.

Og der er bestemt heller intet gammeldags over de budskaber, der bliver broderet i dag. Paula Kofoed besluttede sig eksempelvis med det samme for at brodere en tampon, som skal pyntes med røde perler, der symboliserer menstruationsblod.

”Menstruation er meget tabubelagt og bliver set som noget skamfuldt. Jeg synes, at det er fedt at putte perler på og gøre det til noget flot i stedet,” siger hun.

Hun siger, at broderi er en god måde at udtrykke sig om ting, som kan være svære at tale om. Og at hun lærer en masse af at få arbejdet ned i fingrene i stedet for kun at have viden i hovedet.

”Vi snakker jo meget om feminisme, men at få det ned i hænderne gør noget andet, og det synes jeg, er meget meditativt,” siger hun.

Ud over broderi skal kursisterne på feminismefaget også beskæftige sig med strik og linoleumstryk. Håndarbejdet skal munde ud i et afsluttende projekt, der udtrykker noget, eleverne har lært på kurset. Så husker de det forhåbentligt også bedre, mener underviser Lærke Eller.

”Det er dejligt at se, at eleverne er blevet inspireret og sidder og broderer videre her efter timen. Jeg er glad for at kunne være med til at præsentere eleverne for broderi og se, hvordan de giver nyt liv til traditionelt håndarbejde.” J

0 På eleverne feministisk underviseren stiske

You Fotos:

Hvordan forstår de moderne højskoler den demokratiske dannelse?

Højskolerne har godt tag i de unge, men hvordan står det til med den demokratiske dannelse? Det har Kristeligt Dagblad spurgt to nuværende og en tidligere forstander om moderne dannelse

Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk

Højskolen skal ikke kun være en oplevelsesanstalt med fest og farver

Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole, Rødding i Sønderjylland

”Højskolesangbogen er en fast, forankret del af Rødding Højskole. Vi bruger den til morgensang, og inden vi har debatter eller foredrag. Den sætter ord på livet, vores historie og kultur. Den bærer på traditioner, men også på fornyelse – og det er præcis det, højskolerne er sat i verden for. Selvom det danske samfund forandrer sig konstant, er og bliver det en af højskolens kerneopgaver at skabe demokratisk dannelse, da demokratiet er fundamentet for vores samfund. Højskolen skal ikke kun være en oplevelsesanstalt med fest og farver. Hvad enten man er elev eller kursist på Rødding Højskole, skal man gerne drage klogere herfra.”

”Vi ønsker at give en større bevidsthed om, hvilken kultur vi som danskere er rundet af. Nogle er født i landet, andre er flygtet eller indvandret hertil, men fælles for alle er, at det er nødvendigt at forstå landet og kende dets historie, før man kan deltage i samtalen om, hvordan et

Kurt Finsten er tidligere forstander på Krabbesholm Højskole. Født i 1950. Uddannet cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie.

– Privatfoto

Højskolesangbogen er bagudskuende og fastlåser dannelsen

Jasper Gramkow Mortensen, forstander på Oure Højskole, Sydfyn

”At drive højskole handler om at skabe refleksive, kultiverede og ordentlige mennesker, der kan begå sig i samfundet og engagere sig i demokratiet. Min erfaring fortæller mig, at mange unge vælger at tage på højskole for at blive en del af det ’berømmede fællesskab’. Og det kan jeg godt forstå. Fællesskaber er ikke bare et flip. At kunne indgå i fællesskaber er en

2 Mads RykindEriksen forstander på Rødding Højskole. Født i 1969. Uddannet landmand fra Malling Landbrugs-skole og er derudover cand.mag. i historie og filosofi fra henholdsvis Aarhus Universitet og Lund Universitet. – Privatfoto

fremtidigt Danmark skal se ud. På Rødding Højskole er Danmark vores udgangspunkt. Det er derfra, vi anskuer verden. Og i en globaliseret tidsalder er det måske vigtigere end nogensinde, at man ikke føler sig rodløs, men derimod er bevidst om, at man er rodfæstet i Danmark.”

”Når vi kalder os en grundtvigsk højskole, er det blandt andet, fordi vi ønsker at skabe ’hele mennesker’. Som Grundtvig sagde, er det ikke nok blot at uddanne folk, de skal også dannes. Han sondrede mellem to begreber: folkeoplysning og livsoplysning. På højskolen får man kastet lys over sit liv. Man reflekterer over, hvordan man skal forvalte selve livet. Hvilken uddannelse skal jeg tage? Hvilket parti skal jeg stemme på? Er jeg troende? Mit håb er, at et højskoleophold kan give positive inputs til disse refleksioner. Der findes ingen endegyldig definition på, hvordan man skal leve sit liv, eller hvordan vi i fællesskab skal indrette vores samfund, og derfor bliver højskolens vigtigste opgave at give inspiration til at besvare disse fundamentale spørgsmål.” J

Kurt Finsten, tidligere forstander på Krabbesholm Højskole

”Grundtvig troede i ramme alvor, at mennesker selv er de bedst egnede til at finde ud af, hvad de vil med deres liv. Dannelsen ligger i personligheden selv og viser sig i ens adfærd. Det betyder, at man ikke bare er historisk skabt, men at man er historieskaber. For højskoleelever er dannelse derfor en medskabende, fremadrettet proces, som de selv aktivt skal bidrage til. Men elever ændrer sig, ligesom samfundet ændrer sig, og derfor er det vigtigt, at man ser dannelse som et dynamisk projekt.”

”Højskolesangbogen fastlåser dannelsen og gør den statisk. Bogen er bagudskuende, og det er en direkte misforståelse at opstille en kanon for højskolen. Fokus skal ikke være på at indlære, men på eleverne. Det er dem, der er omdrejningspunktet i dannelsesprojektet. Derfor må vi gøre op med kanontænkningen og i stedet fokusere på mennesket i den almindelige verden, så den enkelte elev får frihed til selv at danne sig. Her er løsningen derfor ikke at give højskoleeleverne en kanon, hvor mænd forklarer dem ting om Gud, konge og fædreland.

Nok har den nye udgave af højskolesangbogen fået flere kvindelige forfattere, men der er altså kun tale om en stigning på tre procentpoint i forhold til den forrige sangbog. Hvis det fortsætter med samme stigning, vil højskolesangbogen først opnå ligestilling mellem kvindelige og mandlige forfattere om 189 år – altså i år 2213. Højskolesangbogen er ude af trit med tiden og ude af trit med højskolens elever. Den henvender sig til et ældre segment og burde snarere hedde ’De grå synger’.” ”Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke er imod sang eller fællessang, men at jeg er imod en kanon for højskolerne, som sangbogen er. Den har en indoktrinerende funktion. Når eleverne på landets højskoler synger fællessang, gør de ordene til deres egne og synger dermed et værdisæt ind i bevidstheden, som i mine øjne ikke har noget at gøre med hverken dannelse eller højskole.” J

2 Jasper Gramkow Mortensen er forstander på Oure Højskole. Født i 1971. Uddannet lærer fra lærerseminariet på Frederiksberg, derudover har han en master i projektledelse fra Roskilde Universitet. – Privatfoto

Højskolesangbogen er ikke en tilstrækkelig kritisk replik til samtiden

enorm styrke og en nødvendighed for at kunne begå sig i samfundet, som i dag er komplekst og kan føles svært at navigere i.”

”Det er vigtigt, at alle de ting, der foregår på højskolen, bliver sat i et dannelsesmæssigt perspektiv – også selvom der findes forskellige indgange til dannelse. På Oure Højskole læner vi os meget op ad de humanistiske grundsætninger, og vi henter inspiration fra blandt andre den romerske komediedigter Terents, der sagde: ’Jeg er et menneske. Intet menneskeligt

anser jeg som fremmed.’ I bund og grund handler de ord jo om, at vi skal lære at være mennesker. Det er den rene humanisme. Mennesket er udgangspunktet, derfor er det også den menneskelige ageren, vi til alle tider tager fat i. Men den kommer til udtryk på mange måder, og fordi vi også er en idrætshøjskole, forsøger vi blandt andet at danne de unge mennesker gennem kropslig aktivitet.” ”En vigtig del af dannelsesprojektet på Oure Højskole er den kritiske, sunde sans. Vi har en kritisk indgang til den verden, vi lever i, og intet får lov til at reciteres blindt. Heller ikke Høj-

skolesangbogen, som vi endnu ikke benytter. Det er ikke, fordi jeg fordømmer den, men jeg mener ikke, at den endnu er en tilstrækkelig kritisk replik til samtiden. Der har tidligere været for få sange, de unge kunne relatere til, men med den nye udgave af sangbogen kunne vi pludselig synge om vores klimaangst. Vi kunne bolle. Vi kunne dele en smøg. Og det, synes jeg, er stærkt. Den nye sangbog begynder at ligne den verden, vi lever i. Men på Oure Højskole foregår fællessangen stadig uden den blå bog, selvom jeg ikke vil afvise, at den måske en dag bliver indført.” J

Opvæksten på Grundtvigs Højskole gav Ole Tornbjerg et stærkt fundament i livet

Forfatter Ole Tornbjergs opvækst som højskolebarn har præget ham for livet. På godt og ondt. Nu er han aktuel med romanen ”Lys over folket”, der tager fat om den danske højskoleverdens idealisme og skyggesider interview

Mathias Blenner blenner@k.dk

Som søn af to højskolelærere voksede journalist, dokumentarist og forfatter Ole Tornbjerg op på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Selvom livet på højskolen var fuld af liv og glæde, kastede forældrenes dedikation til deres arbejde også skygger over barndommen.

Nu er han aktuel med romanen ”Lys over folket” fra Politikens Forlag, hvor han med afsæt i sin egen opvækst som højskolebarn afsøger det danske højskolemiljø, der på godt og ondt lagde grundstenene til hans eget liv. For romanen, der udspiller sig på den opdigtede Bauneholm Højskole i Nordjylland, trækker tydelige tråde til Ole Tornbjergs eget liv og slægtshistorie.

”Jeg er et barn af den danske højskoleverden. Jeg er født på en højskole, og begge mine forældre var højskolelærere. Mine bedsteforældre var dertil forstanderpar på Ry Højskole, så højskolerne har altid været en meget stor del af mit liv,” fortæller Ole Tornbjerg.

Romanen tager sin begyndelse i 1967, hvor ægteparret Eskild og Gudrun tiltræder som forstanderpar på den traditionsrige Bauneholm Højskole. Begge er de fulde af idealistiske visioner om at skabe en højskole, der formår at favne den danske ungdom under 1960’ernes spirende strømninger af frisind, fællesskab og store samfundsomvæltninger.

Virkeligheden og hverdagen indfinder sig dog hurtigt for det idealistiske ægtepar, hvor skolens sammenhold udfordres af tidens stigende mistro til autoriteter blandt eleverne såvel som blandt skolens lærere. Misbrug af alkohol, hash og stoffer plager flere af eleverne, skolens økonomi sejler, og højskolens ophobede udfordringer begynder at sætte sine spor i ægteparrets lille familie, hvor skygger fra fortiden truer med at ødelægge alt det, de så hårdt har kæmpet for at opbygge.

Højskolen blev redningen

Ligesom Eskild og Gudrun i romanen ikke formår at holde deres arbejdsmæssige problemer uden for hjemmets fire vægge, oplevede Ole Tornbjerg ligeledes, hvordan hans forældre ofte var tynget af arbejdets dønninger i hjemmet ved Grundtvigs Højskole. ”Udfordringerne som Eskild og Gudrun står overfor, var på mange måder også noget, der udspillede sig for mine egne forældre. Under min opvækst var mit hjem præget af dysfunktionalitet, men det at vokse op på en højskole har på mange måder været en redning for mig. Jeg har tit tænkt, at mit liv havde set markant anderledes ud, hvis jeg ikke var vokset op på en højskole,” siger Ole Tornbjerg. For selvom kernefamilielivet i parcelhuset tæt op ad højskolen til tider blev trangt for den unge Ole Tornbjerg, fortæller han, at han altid havde et sted at søge tilflugt. Et sted, der gennem årene blev ved med at drage ham ind i en mangfoldig verden af fællesskab og rig kultur.

”Jeg skulle bare krydse en gårdsplads for at være på skolen, hvor der altid var liv og glade dage. Her kunne jeg frit udfolde mig, og jeg blev fra en tidlig alder venner med de andre højskolebørn. Da jeg blev teenager, begyndte

Ole Tornbjerg

Født den 30. april 1967 i Nibe.

Uddannet bachelor i international udvikling og kommunikation fra Roskilde Universitet.

Har arbejdet som journalist og dokumentarist og står bag flere prisvindende dokumentarfilm.

Er forfatter til flere bøger og senest aktuel med romanen ”Lys over folket” fra Politikens Forlag.

jeg at hænge ud med eleverne og sågar komme med til deres fester,” siger han og fortæller, hvordan livet som højskolebarn satte positive aftryk i en ellers svær barndom:

”Hele det kulturliv og åndsliv, der foregik på højskolen, kom til at præge mig fra en tidlig alder. Det gav mig en særlig bevidsthed om, at verden var stor og fuld af forunderligheder. Det gav mig en naturlig interesse for samfundet, for vores kulturelle historie, og for de udfordringer, som verden står overfor. Det har uden tvivl givet mig et stærkt fundament for mit voksne arbejdsliv. Tænk, at jeg havde hele den her verden af ånd og kultur lige uden for min hoveddør,” siger han. Han er derfor ikke i tvivl om vigtigheden af, at han fra en tidlig alder kunne søge tilflugt i korridorerne på Grundtvigs Højskole. ”Hvis ikke jeg havde haft det fristed og det frirum, så tror jeg, at mit liv havde set markant anderledes ud. Så havde jeg været låst i en dysfunktionel kernefamilie, og min verden havde været markant mindre. I fysisk såvel som i åndelig forstand,” siger han.

Som det var tilfældet for Ole Tornbjerg, har højskolelivet for mange unge gennem tiden været tæt forbundet med netop et afbræk fra hverdagen i kernefamilien. Et tiltrængt pusterum i et ellers hektisk ungdomsliv, hvor ligesindede for en tid kan søge tilflugt fra samfundets uddannelsespres og karriereræs.

”Jeg tror, det hænger sammen med, at man som ung er åben over for verden, samtidig med at man har brug for at finde sig selv og

2 ”Jeg er kommet tættere på at forstå, hvordan det har været at drive og arbejde på en højskole, og hvor grænseløst et sådan liv kan være,” fortæller Ole Tornbjerg - Foto: Les Kaner.

” Under min opvækst var mit hjem præget af dysfunktionalitet, men det at vokse op på en højskole har på mange måder været en redning for mig.

OLE TORNBJERG, FORFATTER OG DOKUMENTARIST

skabe sin egen identitet. Jeg mener, at der i dag er et helt overdrevet fokus på fremdrift og præstation, fra børn er helt små. Det mener jeg kun gør behovet for højskolerne endnu større. Grundtvig kaldte jo også ungdommen for åndens skabertime,” siger Ole Tornbjerg.

Den svære balance

Lige såvel som Ole Tornbjerg i dag er dybt taknemlig for sin opvækst som højskolebarn, erkender han også, at en stor del af den mistrivsel, han oplevede i sit barndomshjem, kan tilskrives forældrenes dedikation til deres arbejde. For som højskolelærer bosiddende klos op ad arbejdspladsen er det en stor udfordring at holde arbejdet og privatlivet adskilt, fortæller han.

”På den ene side foregår der hele tiden alt muligt spændende og idealistisk på en højskole. På den anden side kan det være en udfordring for de højskolefamilier, der bor tæt på skolen og derfor hele tiden er på arbejde. Det kan æde folk op konstant at være til rådighed for skolen og eleverne, hvis man som lærer ikke forstår at bevare grænserne og fastholde privatlivet,” siger han.

Han er i sit arbejde med romanen derfor kommet et skridt tættere på en forståelse af sine egne forældre.

”At skrive romanen har været en vild proces forstået på den måde, at jeg er kommet tættere på at forstå, hvordan det har været at drive og arbejde på en højskole, og hvor grænseløst et sådan liv kan være. Det rummer både positive og negative aspekter.”

”Jeg er også kommet tættere på en forståelse af, hvad mine egne forældre har levet i. Især min mor, der ligesom jeg selv er vokset op på en højskole,” siger han.

Men på trods af de skyggesider, som det frie, idealistiske højskoleliv rummer, så er han ikke i tvivl om højskolernes vigtige plads i det danske samfund.

”I min optik er den danske højskoletradition en helt central del af vores samfund, hvor hele demokratiet er tæt flettet sammen med højskoletanken. I kraft af højskolernes tradition for oplysning og dannelse, har de altid været gode til at følge med tiden og med ungdommen. Det håber jeg, at læsere af bogen vil tage med sig,” siger han. J

Alkohol

2 I år var velkomstmiddagen på Engelsholm Højskole for første gang alkoholfri. Det var en stor succes, fortæller forstander Jakob Bonderup.

– Foto: Bjarke Frandsen Andersen

De danske unges alkoholforbrug

I 2009 drak 41 procent af de 15-19-årige alkohol hver uge.

I 2013 var tallet faldet til 20 procent, mens det i 2021 var steget til 27 procent.

De fleste unge bliver fulde første gang, når de er 14 eller 15 år.

Alkoholforbruget blandt unge stiger markant ved overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, især blandt unge, der begynder på gymnasiet.

I 2021 drak 24 procent af de 16-24-årige mænd og 14 procent af kvinderne i samme aldersgruppe mere end 10 genstande i løbet af en typisk uge.

KILDE: ALKOHOL & SAMFUND

er ikke længere en selvfølgelig

del af ungdomslivet på landets højskoler

På flere højskoler forsøger man sig med alkoholfrie introforløb, fester og weekender. Det voksende opgør med alkoholen i højskolelandet er en del af en større tendens, vurderer forsker nyhedsbaggrund

Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk

Vi har hørt det før: De danske unge er europamestre i druk. Også når man ser på forskellen mellem de forskellige aldersgrupper i Danmark, er det de unge mellem 16 og 24 år, som topper listen, når det handler om at indtage flere genstande ad gangen. I 2021 svarede cirka 20 procent af mændene og 16 procent af kvinderne i denne aldersgruppe, at de ugentligt drikker mere end fire genstande på samme dag.

Som Torsten Kolind, rusmiddelforsker ved Aarhus Universitet med speciale i unges alkoholkultur, formulerer det:

”Alkoholkulturen i Danmark er indlejret i måden, vi er sociale på, i en sådan grad at mange faktisk kan føle sig helt nøgne, hvis det ikke er med.”

Men den kultur forsøger en række af landets højskoler nu at gøre op med. Flere steder er introforløbene uden alkohol, nogle steder er der faste alkoholfrie weekender i løbet af opholdet, og andre har tilmed forsøgt sig med alkoholfrie fester.

For blot et årti siden syntes sådanne tiltag noget nær utænkelige. Så hvad er det, der får

stadig flere højskoler til at hoppe med på den alkoholfrie bølge? Og hvad har helt grundlæggende ændret sig de seneste 10 år, når det kommer til danskernes syn på alkohol?

En tryg start

Spørger man højskolerne selv, handler svaret på det første spørgsmål især om tryghed.

”At det første møde med de mennesker, man nu skal tilbringe nogle intensive måneder med, foregår i en kæmpe brandert, er uhensigtsmæssigt af et hav af årsager,” siger Rasmus Meyer, forstander på Krogerup Højskole, hvor de første 12 dage er alkoholfri.

”For det første gør det mødet mere upersonligt, for det andet gør det det sværere for de elever, der ikke drikker alkohol, og for det tredje ved vi jo også, at mange dagen efter en festlig aften vågner op med tømmermænd i form af både ængstelighed og uro i kroppen. Det er bare en dårlig kombi med en højskoleopstart.”

Samme melding lyder fra Jakob Bonderup, der er forstander på Engelsholm Højskole, hvor de første to uger ligeledes er alkoholfri.

”Guderne skal vide, at lige så glade og begejstrede eleverne ser ud, når de starter, lige så rystende nervøse og bange er de for, om de nu kan slå til og blive accepteret i flokken. Her kan alkohol blive et virkelighedsfilter, man gemmer sig bag – og for nogle få udmunder det sig simpelthen i en virkelig ærgerlig start på højskoleopholdet,” siger han.

For eleverne på Engelsholm var velkomstmiddagen til dette års forårssemester alkoholfri. Det var første gang, at højskolen forsøgte sig med en alkoholfri fest. Det skyldtes imidlertid ikke ideologi, men blot den praktiske omstændighed, at velkomstfesten i år faldt inden for de første to uger, som traditionelt er alkoholfri. Men festen blev en stor succes, som forstanderen siden har fået flere positive tilbagemeldinger på.

Hverken på Krogerup eller Engelsholm er man dog tilhængere af en fuldstændig alkoholfri højskole. Og begge steder oplever man, at det, eleverne i virkeligheden søger, er en større bevidsthed omkring alkoholindtaget.

”Vi er ikke imod fest og farver. Tværtimod. Men der skal være nogle rammer, regler og værdier, inden vi kaster os ud i det landskab. Og vi skal have modet til at møde hinanden i ædru tilstand først,” understreger Rasmus Meyer.

”Som udgangspunkt er vi ikke afvisende for at lade alkohol indgå i særlige arrangementer, fordi vi gerne vil demonstrere en alkoholkultur, der ikke er grænseløs. Vi vil gerne vise, at man sagtens kan have et naturligt forhold til for eksempel et glas vin,” siger Jakob Bonderup.

”Men alkoholpolitikken er en ting, som hele tiden er til diskussion, og som vi også fremover kommer til at tale mere om, for der er tydeligvis en gruppe unge, der lige nu sætter spørgsmålstegn ved, om alkohol pr. automatik skal være en del af ungdomslivet.”

En del af et større opgør

At gruppen af unge, der sætter spørgsmålstegn ved alkoholens nødvendighed, vokser ude på højskolerne, skal ses som et led i en større international tendens, siger Torsten Kolind, rusmiddelforsker ved Aarhus Universitet.

Kigger man på Europa, har man mange steder de seneste to årtier set et kraftigt fald i alkoholforbruget blandt de unge. I 1998 var det 41 procent af alle 15-årige drenge i EU, der havde prøvet at være fuld mindst to gange i deres liv. I 2018 var andelen faldet til blot 24 procent ifølge tal fra Euronews.

Helt så hurtigt går det imidlertid ikke herhjemme, hvor faldet både er mindre og også med flere udsving i den anden retning. Men at debatten om alkoholforbruget i det hele taget eksisterer ude på højskolerne og på uddannelsesinstitutionerne er et nybrud.

For i lang tid har spørgsmålet om alkohol været et dybt personligt anliggende for danskerne, siger Torsten Kolind.

”Der har været – og er til dels stadig – en vis berøringsangst over for at tale om alkohol i Danmark. Det er lettere at spørge, hvor meget nogen tjener, end hvor meget de drikker. Samtidig er alkoholkulturen også blevet et symbol på den individuelle frihed, som vi danskere bryster os af. Derfor har man følt, at det var formynderisk, hvis man forsøgte at regulere voksne menneskers alkoholindtag – og formynderisk kan man ikke være i Danmark,” forklarer han.

Men det er altså netop den indstilling, der nu lader til at slå sprækker på landets højskoler. En af årsagerne kan være samfundets optagethed af sundhed, påpeger Torsten Kolind. Vi ved, at alkohol er usundt, og for flere bliver det sværere at forene med den livsstil, de gerne vil føre, mener han.

Det er dog næppe hele forklaringen. Rasmus Meyer fra Krogerup Højskole peger også på, at det kan hænge sammen med et generelt skifte i tidsånden. Der er løbet meget vand i åen, siden Hal Koch i 1948 proklamerede, at den eneste regel på Krogerup Højskole var, at ”man færdes gennem dørene”, mener han.

”Det var en del af den tid og et forsøg på at understøtte en moderne pædagogik, hvor man respekterede individet på en ny måde. Den indstilling ligger stadig i væggene hos os,” siger han og uddyber:

”Men vi befinder os i en anden tid nu, hvor individet bliver sat fri på ny. Det indbefatter blandt andet en ny form for pædagogik, hvor vi måske er lidt mere optagede af, hvordan vi får fællesskabet til at fungere, frem for at fokusere på hvordan den enkelte kan få lov til at udfolde sig frit. Og faktum er, at når du holder fest på en onsdag, så griber det ind i andre folks liv. Derfor er alkoholpolitikken blevet et fælles anliggende.” J

Den grønne bevægelse lever i bedste velgående på landets højskoler

Bæredygtighed er mere end en økologisk urtehave. Det ved man på landets højskoler, hvor den grønne bevægelse blomstrer både i keramik, på tagene og i designlokalerne –og nu har en ny økonomisk støttepulje Vekselvirke givet bevægelsen endnu et skub tendens

Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk

Der har været optræk til den længe – men den grønne bølge af bæredygtige initiativer har nu for alvor ramt det danske højskoleland, hvor der på en lang række af landets højskoler i løbet af de seneste år er spiret nye linjer frem med netop klima og bæredygtighed i fokus. Og i år sættes der yderligere fart på processen. Med initiativet Vekselvirke, som er et samarbejde mellem Nordea-fonden og Folkehøjskolernes Forening, kan højskoler i løbet af de næste tre år søge økonomisk støtte til projekter, som fremmer bæredygtighed.

Otte højskoler på tværs af landet er allerede blevet bevilget millionbeløb, som blandt andet skal gå til at arrangere kultursaloner, der kombinerer litteratur og grøn mad, og til at sætte fokus på de miljømæssige udfordringer ved tekstilproduktionen i dag.

Bæredygtighed er nemlig andet og mere end urtehaver. Og på landets højskoler arbejdes der da også med grøn omstilling i den bredeste forstand. Men hvad er det, udover økonomiske donationer, som har fået den grønne bevægelse til at blomstre, og hvorfor synes netop højskolen at være et gunstigt sted at udbrede den?

En bæredygtig vækkelse

Stiller man det første spørgsmål til Nanna Vestergaard, som underviser i design på Krab-

besholm Højskole, har hun svært ved at pege på én specifik årsag. Men noget helt grundlæggende har ændret sig i de 27 år, hun har arbejdet på skolen, slår hun fast.

I 1997 var bæredygtighed i al fald ikke et emne, der på nogen måde var mulig at inkorporere i undervisningen, erindrer hun. Værket var det vigtigste, mens bæredygtighed kom i anden række. Og efter endt forløb smed eleverne alle semestrets projekter ud i en container, så der var plads til nye værker, materialer og idéer fra det næste hold.

”Både dengang, men især nu, er det jo noget, jeg tænker på som totalt kontraintuitivt,” siger Nanna Vestergaard.

Nanna Vestergaard har altid selv set materialer som ressourcer, frem for noget der skal smides ud. Også på Arkitektskolen gik det op for hende, at hun ikke gad bidrage til en verden med mere forbrug og mere ”ubrugeligt bras”.

”Men for at noget skal give mening at arbejde med på højskolen, så kræver det en form for resonans hos eleverne. Det er noget, der skal kunne vækkes. Det kunne vi ikke i 1990’erne og 2000’erne,” forklarer hun.

I slutningen af 2010’erne gik der imidlertid hul på bylden. Et voksende fokus på genbrug indtog nu også designlokalerne på Krabbesholm, fortæller Nanna Vestergaard. Og for syv år siden kom ”det store drej”, som hun kalder det.

”brunt og halvfærdigt noget. Det er det langtfra. Vi har stadig stort fokus på det sanselige og lækre. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem æstetik og bæredygtighed,” siger Nanna Vestergaard.

En helhedstankegang

At bæredygtighed ikke er lig med afkald er en tankegang, man også forsøger at anskueliggøre for eleverne på Odder Højskole lidt uden for Aarhus.

Arbejdet med bæredygtighed inkluderer alt lige fra solpaneler og automatiske tænd og sluk-kontakter til studieture i bus og lokalt producerede råvarer i køkkenet. Og til keramik må man forme alt det ler, man vil, men det er altså kun de gode værker, der bliver brændt, fortæller forstander Ingeborg Svennevig med et smil.

Her er højskolen jo også et helt oplagt sted at få lidt af den her forundring over naturen tilbage og et sted, hvor man kan få lov at tage den med ro og bare prøve at ligge i græsset for en stund. Det er også en måde at tænke bæredygtighed på

INGEBORG SVENNEVIG, FORSTANDER PÅ ODDER HØJSKOLE

Her forsøgte man i et år at klare sig helt uden ”jomfrumaterialer”, men derimod udelukkende med brugte materialer, restproduktion eller andet overskudsmateriale. Det gik godt, og siden er det fortsat. Kun små elementer som søm, skruer og sytråd må købes nyt.

”Jeg tror på, at det er det, der skal til for at ændre folks perspektiv på forbrug. Måske tror nogle, at genbrug og bæredygtighed er noget

Det nyeste projekt, som højskolen har kastet sig over i bæredygtighedens navn, er arbejdet med arealerne rundt om skolen. I løbet af de næste 5 til 10 år vil højskolen i samarbejde med kommunen være med til at omdanne en række af arealerne omkring skolen til vilde naturhaver.

”Trin for trin. Det er ikke noget med at få en gartner ind og rykke det hele på én sommer. I fællesskab med eleverne skal vi designe, grave, plante og bygge de her små miljøer,” siger Ingeborg Svennevig.

Og i så langvarigt et projekt ligger en stor pædagogisk opgave, fortæller hun. Men det er en udfordring, der samtidig rummer oplagte muligheder for netop at tale om bæredygtighed i hverdagen.

”Udfordringen er, hvordan vi lige får et elevhold til at overtage et projekt, som et tidligere hold har påbegyndt. Når et semester går i gang med at designe en sofa, men ikke når i mål, hvordan får vi så de næste til at synes, det er spændende? Det er svært,” siger Ingeborg Svennevig.

0 Krogerup Højskole, der er en af de højskoler, som har modtaget støtte fra Nordea-fonden, vil opføre et drivhus, der også skal fungere som forsamlingshus og ramme om nye undervisningsforløb i grøn madlavning, plantefarve og naturhåndværk.

– Foto: Krogerup Højskole Om Vekselvirke

Vekselvirke er en indsats etableret af Nordea-fonden i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening, hvor højskoler kan søge støtte til ambitiøse og nytænkende projekter, som fremmer bæredygtighed. Ansøgning af midler. De næste tre år kan højskoler søge midler hos Nordea-fonden til at udvikle og gennemføre projekter, der passer til deres værdigrundlag, fagprofil samt lokale og geografiske forhold. Udvikling af nye fag, gennemføre større arrangementer eller finansiering af faciliteter, der bakker op om eller skaber rum for bæredygtig udvikling.

”Men det er jo samtidig en mulighed for at øve sig i at tage en stafet fra generationerne før os og løbe videre med den.”

Højskole med grønt fokus

Og meget tyder på, at netop højskolen som institution danner nogle særdeles gunstige rammer for netop et grønt fokus. For højskoler kan engagere unge i bæredygtighedsdagsordenen på en anden måde, end det ellers er muligt i uddannelsessystemet.

Sådan lyder en af påstandene i den nyligt udkomne bog ”På gyngende grund – bæredygtig dannelse i et højskoleperspektiv” af Johannes Schønau og Marie Holt Richter.

”På højskolen er undervisningen frisat, og så er der masser af ildsjæle, der brænder for lige netop bæredygtighed. Det skaber et rum med masser af muligheder for at rykke på noget i samspil med eleverne. Og når man som højskoleelev faktisk kan se tanke blive til handling, så skaber det engagement og en motivation, som kan være sværere at skabe, når rammerne er mere snævre,” uddyber Johannes Schønau, der ud over at være forfatter til bogen om bæredygtig dannelse er bæredygtighedskonsulent i Folkehøjskolernes Forening. Det billede af højskolen genkender Ingeborg Svennevig.

”Vi møder eleverne direkte. Jeg er ikke en lærer, der står og underviser i, hvad bæredygtighed er. Jeg er et menneske med en holdning til den verden, vi er på vej ind i, som møder eleverne som de mennesker, de er. Det er den bedste måde at tale om de her ting på,” siger hun.

Og så fremhæver hun også samlivet med eleverne. Døgnet rundt kan højskolen være med til at anskueliggøre, hvordan et bæredygtigt liv kan se ud. Det er en fordel – også hvis man er ved at være lidt træt af al den snak om bæredygtighed, som Ingeborg Svennevig oplever er tilfældet for nogle.

”Her er højskolen jo også et helt oplagt sted at få lidt af den her forundring over naturen tilbage og et sted, hvor man kan få lov at tage den med ro og bare prøve at ligge i græsset for en stund. Det er også en måde at tænke bæredygtighed på.” J

0 Den grønne bevægelse har godt fat i højskolerne, og over de næste år sætter Nordeafonden yderligere skub i processen med en indsats, hvor højskoler kan søge midler til at udvikle og gennemføre deres egne bæredygtige projekter.

– Foto: Oure Højskole

Det handler om at genopdage vores kulturelle rødder

På den kommende Lejre

Højskole drømmer man om at skabe et dannende fællesskab, hvor traditionelle håndværk, bæredygtighed og egnens rige kulturhistorie bliver omdrejningspunktet.

reportage

Mathias Blenner blenner@k.dk

På grænsen til Nationalparken Skjoldungernes Land ligger Grangården et stenkast uden for Kirke Såby. Omgivet af marker, skove og søer hæver gårdens fire længer sig op i landskabet her i Lejre Kommune, der med sin rige og lange historie spiller en central rolle i danmarkshistorien.

Blot få kilometer derfra ligger museet Sagnlandet Lejre, der med rekonstruktioner af historiske bygninger som den enorme kongehal fortæller historien om et af de tidligst daterede magtcentre i Danmark.  I løbet af jernalderen og vikingetiden var det netop i dette område, at civilisationen blomstrede, hvor mænd og kvinder gennem højtudviklede håndværksfærdigheder og dybe indsigter i jorddyrkning og fiskeri lagde grundstenene til det, der senere skulle blive til det samlede kongerige Danmark.

Den gamle, firelængede gård har i de seneste år stået tom og ubeboet hen, men som resultatet af lokale kræfters engagement står det nu til at ændre sig. For i september 2020 blev det på forsamlingshuset i Kirke Såby endeligt besluttet, at Grangårdens længer i fremtiden skal huse op mod 72 elever under navnet Lejre Højskole.

Fremtid fuld af ungdommens gåpåmod Det er derfor en glad og smilende Mette Højby Germansen, der under en lunefuld aprilsol byder Kristeligt Dagblads udsendte velkom-

men på den firelængede gård ve Skjoldungernes Land.

Med en baggrund som friluftslivslærer og cand.pæd. i pædagogisk antropologi er hun foreløbigt højskolens eneste ansatte, og fra sit kontor i en af gårdens længer er hun tovholder på projektet. I skrivende stund arbejder hun og en stor gruppe frivillige kræfter ihærdigt på at sikre de sidste fondsmidler, og der er ikke langt igen, før skolens åbning bliver en realitet, fortæller hun.

”Vi har nu skrevet alle fagene igennem, hvor vi har fået en ny betinget godkendelse af Slots- og Kulturstyrelsen, som det kræves, når man vil åbne en højskole. Næste skridt er, at vi skal sikre de sidste økonomiske midler, så vi ud fra vores arkitekttegninger kan bygge elevboligerne i forlængelse af gården ud mod søen. Lige nu er det kun et spørgsmål om, hvornår det kommer til at ske, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang,” fortæller Mette Højby Germansen.

Med i projektet er også skolens bestyrelsesmedlem Laura Lundager Jensen, der til daglig er valgmenighedspræst i Osted og lektor på Københavns Professionshøjskole. Sammen med Mette Højby Germansen viser hun rundt på gården, og det er ikke svært at forestille sig, at de nyrenoverede længer med højt til loftet en dag skal blive fyldt af ungdommens latter og gåpåmod.

”Der har i Lejre Kommune altid været frie skoler, hvor Grundtvigs tanker har blomstret. Så derfor var mange lokale begejstrede over idéen om at åbne en højskole. Mange havde gennem tiden undret sig over, hvorfor der ikke var en højskole i Lejre, når man tager egnens rige historie i betragtning,” siger Laura Lundager Jensen.

En skole for simplet og bæredygtigt liv

Det er netop egnens rige historie, der kommer til at danne ramme for skolens virke. For når man befinder sig et sted, hvor de håndværksmæssige traditioner udgør så stor en del af områdets såvel som landets kulturhistorie, er det et oplagt udgangspunkt for en højskole i Danmark, fortæller Laura Lundager Jensen.  ”Håndværket er tæt forbundet med kultu-

ren, og i området omkring Lejre har der gennem tiden altid været driftige folk, hvor andelsbevægelserne har blomstret. Så det ligger i mulden og venter på at blive bragt til live igen,” siger hun.

Mette Højby Germansen understreger, at det derfor er skolens vision at skabe en dagligdag i tæt kontakt til lokalsamfundet.

”Det er vigtigt for os, at vi er en højskole med stærke forankringer til lokalsamfundet. Vi vil vandre ud i Nationalparken Skjoldungernes Land, og vi vil sejle på Roskilde Fjord og Isefjorden. Vi har alt, vi skal bruge, lige uden for døren,” siger hun.

Derfor kommer skolens linjefag til at være bådebyggeri, kystfriluftsliv, bæredygtig jordbrug, naturfriluftsliv, keramik og bæredygtigt håndarbejde, da de alle har en forankring til egnens historie.

Ifølge Mette Højby Germansen var det en vision fra projektets begyndelse at have det simple og bæredygtige liv i centrum.

”Idéerne om bådebyggeri, fiskeri og sejlads var med fra starten, ligesom at selvforsyning også var det. Det handler for os om at skabe dannende fællesskaber, om håndværk i natu-

4 På grænsen til Nationalparken Skjoldungernes

Land ligger den kommende Lejre Højskole placeret midt i naturen.

– Foto: Kasper Olsen

2 Mette Germansen (tv.) ses her sammen med skolens bestyrelsesmedlem

Laura Lundager Jensen (th.) på gårdpladsen på Lejre Højskole.

– Foto: Mathias Blenner

ren og med naturen, hvor hænderne, hovedet og kroppen indgår i et samspil,” siger hun og fortæller, at de undervejs i projektet har søgt inspiration i Norge:

”Lejre Højskole bliver den første højskole i Danmark med bådebyggeri og kystfriluftsliv. Vi har kigget mod Fosen Folkehøiskole i Norge, som har mange af de samme tilgange og værdier som os med en bådebyggerlinje, kystfriluftsliv og selvforsyning. Vi har besøgt skolen og har i løbet af processen haft en rigtig god dialog og udvekslet erfaringer om særligt bådebyggeri, sejlads og kystfriluftsliv.”

Fremtidens løsninger

En, der kender alt til det simple og bæredygtige liv, og som har slået sin folder på netop Fosen Folkehøiskole, er Frank Erichsen, kendt fra DR-programmet ”Frank og Kastaniegaarden”. Med en evig begejstring for de traditionelle håndværk glæder han sig over projektet på Lejre Højskole.  ”De traditionelle håndværk er enormt vigtige, og hvis man skuer ud over det danske højfortsætter side 26

… Det handler om at genopdage vores kulturelle rødder

”De traditionelle håndværk er enormt vigtige, og hvis man skuer ud over det danske højskolelandskab, er der ikke en højskole med respekt for sig selv, som i de senere år ikke har introduceret en form for bæredygtig linje. Men det, som jeg især glæder mig over ved Lejres projekt, er, at de traditionelle tilgange bliver det centrale for skolens aktiviteter,” siger Frank Erichsen og fortæller om sin tid på Fosen Folkehøiskole:

”På Fosen landede jeg et sted, hvor jeg oplevede unge mennesker, der var søgt dertil med præcis de samme bevæggrunde og livsidéer som jeg selv. For mig var det en helt tydelig oplevelse af ikke at stå alene med min verdensanskuelse og idéer om livet.”

”Selvom de traditionelle håndværk og tilgange til jorddyrkning i høj grad peger tilbage i tiden, så mener Mette Højby Germansen, at de i høj grad rummer løsningen på fremtidens grønne omstilling.

”Selvom vi på mange måder griber i fortiden, så handler det om, at de gamle færdigheder peger ind i fremtiden. Vi bliver nødt til at omlægge tingene og leve et mere bæredygtigt liv, hvor vi har en større forståelse for den natur, vi er en del af. Det er heldigvis noget, som vi oplever, at mange unge har en længsel mod. Derfor vil gerne tilbyde ungdommen et fællesskab, hvor man kan bidrage til den grønne omstilling på en meningsfuld måde,” siger hun.

fremtid. Vi har en tendens til at tro, at den grønne omstilling hviler på noget nyt, som endnu ikke er opfundet. Men vores fremtid står på et meget usikkert fundament, hvis den ikke står støt og stabilt på fortidens erfaringer,” siger han.

Et spørgsmål om at skabe mening Foruden potentialet i den grønne omstilling rummer de traditionelle tilgange til håndværk ifølge Mette Højby Germansen en særlig og meningsfuld måde at være til stede i nuet på. Hun peger derfor på, at det i dag er vigtigt for ungdommen at indgå i praktiske fællesskaber.

Kombinationen af at arbejde med hænderne og skabe noget, der har en forbindelse til det liv, der gennem historien har udfoldet sig her ved Isefjorden, er utrolig værdifuldt.

TURE MØLLER, BÅDEBYGGER

”De traditionelle håndværk vækker noget intuitivt, der slumrer i os, som bliver meningsfuldt her og nu. Når man har bygget en båd og senere står i den ude på havet, forstår man på en helt anden måde, hvordan båden fungerer, fordi man selv har været med til at skabe den med sine egne hænder,” siger hun. For at blive endnu klogere på betydningen af de traditionelle håndværk tager jeg videre fra Lejre Højskole til Holbæk Havn, hvor bådebygger Ture Møller byder Kristeligt Dagblad indenfor i den store bådebyggerhal ved foreningen Kystliv Holbæk. Med en mission om at skabe en stærk relevans for landets kystnære natur og kultur har foreningen siden 2018 inddraget mennesker i alle aldre i bådebyggeri og sejlads.

Frank Erichsen peger også på de gamle håndværksmetoder som noget, der kan åbne for de uundværlige indsigter, der skal til, for at vi som samfund skal kunne lykkes med den grønne omstilling.

”De traditionelle håndværk rummer i vid udstrækning de løsninger og tankesæt, der peger ind i en bæredygtig og regenerativ

Gennem hele livet har Ture Møller dyrket bådebygningens gamle kunst. Det gælder særligt de traditionelle, klinkbyggede både fra Isefjorden, som lokale folk igennem århundreder har brugt til fiskeri og transport. Sammen med Mette Højby Germansen har han derfor været med til at udforme højskolens bådebygger- og kystfriluftslivslinje, og han er ikke i tvivl om betydningen i at mestre et gammelt håndværk som bådebyggeri.

”Kombinationen af at arbejde med hænderne og skabe noget, der har en forbindelse til

4 Gårdspladsen på Grangården, der i fremtiden skal huse Lejre

–

0 På en af de traditionelle, klinkbyggede både forklarer Ture Møller om vigtigheden i at bevare de gamle håndværksmetoder – Foto: Mathias Blenner

det liv, der gennem historien har udfoldet sig her ved Isefjorden, er utrolig værdifuldt. Vi har i vores moderne liv lagt en distance til alt det, som tidligere var en fast del af tilværelsen,” siger Ture Møller og understreger vigtigheden i at genskabe en forbindelse til livet ved kysten:

”De store miljømæssige problemer, vi i dag ser med iltsvind i fjordene, understreger, hvor vigtigt det er, at ungdommen får et forhold til livet omkring havet, så de i fremtiden vil værne om det.”

Som en del af skolens værdigrundlag skal skolens kultur afspejle et frit åndsliv inspireret af en udogmatisk, kulturkristen tilgang.

Ifølge Laura Lundager Jensen hænger det kulturkristne nøje sammen med tankerne om bæredygtige og meningsskabende fag:

”Det kulturkristne handler om, at vi i kraft af at eksistere har fået lagt en verden i vores hænder, og den skal vi tage vare på. Det er en skabelsestanke, hvor det er vores ansvar her og nu at værne om livet, hinanden og de omgivelser, der er blevet os givet.” J

Lejre Højskole

Idéen til Lejre Højskole opstod i 2020, hvor Lotte Eghøj og Heidi Hansen besluttede sig for at oprette en højskole i Lejre Kommune.

Lotte Eghøj er i dag formand for Ejendomsfonden Lejre Højskole, som har til opgave at udvikle højskolens bygninger og udearealer. Heidi Hansen er ikke længere en del af projektet. Højskolen bæres videre af Mette Højby Germansen og skolens syv bestyrelsesmedlemmer. Projektet støttes desuden af en skolekreds på omtrent 100 medlemmer.

Højskolen forventer at kunne åbne i løbet af 2025, hvor de vil tilbyde linjefagene bådebyggeri, kystfriluftsliv, selvforsyning og jordbrug, naturfriluftsliv, keramik og bæredygtigt håndarbejde.

fortsat fra side 24

Højskole

Foto: Julie Fischer