Vi spreder os ret meget aldersmæssigt, og det er en styrke samtidig med, at det kræver stor respekt for hinanden og en stor nysgerrighed.
XENIA BUUS HERMANN, MENIGHEDSRÅDSMEDLEM I NØDEBO-GADEVANG
– for mennesker, der interesserer sig for kirkeliv
Kære læser,
Hvis du er en af dem, som har stillet sig til rådighed for de næste re års arbejde i menighedsrådet, har folkekirken al mulig grund til at være taknemmelig.
De seneste år har været præget af historier om samarbejdsvanskeligheder, bureaukrati og manglende professionalisme i menighedsrådene – ikke den bedste reklame for at stille op. Mediernes dækning af valget handlede da også mest om mangel på kandidater og lav valgdeltagelse.
Så meget desto mere bør både medarbejdere og genvalgte byde nye frivillige kræ er velkommen. Forhåbentlig har de este nye stillet op, fordi de gerne vil gøre en forskel. Som ny i rådet ser du på arbejdsgangene og rutinerne med friske øjne og kan stille det vigtige spørgsmål “hvorfor?”.
Når det er sagt, er det også vigtigt, at du som nyt medlem er dig bevidst om, at du træder ind i rækken af forvaltere af en tusindårig historie.
Når en nyudpeget minister tiltræder, er det populært at sige, at vedkommende har 100 dage til at sætte sit ngera ryk og bevise sig selv. Om det altid er en gavnlig ambition i politik, kan man diskutere. Men når det handler om kirken, er det næsten med sikkerhed en dårlig idé.
Det er forståeligt, hvis du som ny undrer dig over, hvor underligt folkekirken er indrettet sammenlignet med andre arbejdspladser og institutioner. Det er også naturligt, hvis du er ivrig e er at få dine egne nye idéer ført ud i livet.
Men i stedet for at fokusere på at forny og forandre er det klogt at bruge de første 100 dage på at stikke ngeren i jorden.
Bed de ansatte fortælle om deres arbejdsopgaver. Spørg præsterne og organisterne om, hvorfor de tilrettelægger gudstjenesten, som de gør. Tal med erfarne medlemmer af menighedsrådet om de udfordringer, de har arbejdet med. Lyt nysgerrigt og fordomsfrit til svaret, når du spørger “hvorfor?”. Og fremfor alt: Gå i kirke, hvis du ikke allerede gør det.
Hvorfor? Fordi man dårligt kan forvente, at andre skal nde det vigtigt, hvis ikke menighedsrådet gør det. Fordi gudstjenesterne er der, hvor kirkens medarbejdere investerer en meget betydelig del af deres arbejde. Fordi gudstjenesten er en af de re søjler, kirken hviler på – gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission.
Men først og fremmest for din egen skyld. Det er nemlig i gudstjenesten, du forbinder dig med den tro og tradition, som man er nødt til at kende for at lave om på tingene. Og det er her, du får inspiration og frimodighed til at arbejde for “gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”, som det hedder i menighedsrådslø et.
God læse- og arbejdslyst!
Indhold
Side 4 og 6 Respekt, forskellighed og en præst, der lytter, gør menighedsrådsarbejdet i Nødebo godt
Side 8 Kirkens ansatte oplærer det nye menighedsråd
Side 10 Velkommen til de nye menighedsråd: I afgør, om vi græder eller ler
Side 12 Menighedsråd på teologikursus styrker det almindelige præstedømme
Side 14-15 De nyvalgte til menighedsrådene
Side 16-17 Menigheden er folkekirkens centrum
Side 18 Treenigheden i udlandskirken hedder: Frivillighed, fællesskab og fundraising
Side 20 Nye medarbejdermøder skal forebygge dårligt arbejdsmiljø
Side 22-23 I Kirkecaféen i Hinnerup er der ikke tid til andet end at hygge
Side 24 Tag fundraisingen alvorligt
Side 26-27 Den åbne præstegård er til glæde for både præst og menighed
Side 28 Hyrdebrevet: Folk stod i kø for at komme i menighedsrådet ved Den tilsandede Kirke
Kåre Gade, Redaktør for Kirke.dk
I stedet for at fokusere på at forny og forandre, er det klogt at bruge de første 100 dage på at stikke fingeren i jorden. Forsidefoto: Heiner Lützen Ank
liv og vækst
Inspiration til kirkens
Konference: Er folkekirkens sammenhængskraft truet?
Kirkefondet inviterer til konference lørdag 9. november 2024 kl. 9.30-16 i København. Hvordan kan folkekirken være relevant og nærværende både på landet og i byen? Hvem skal styre kirken? Hvad med økonomien? Hvordan møder kirken migranter, og hvad gør man i Norge? Udover kirkeminister Morten Dahlin kommer også faglig leder Dorte Kappelgaard, stifsrådsformand Jens Andersen, Olav Lægdene, Kirkens Bymisjon i Oslo, provst Jørgen Christensen og udviklingskonsulent Berit Weigand Berg og holder oplæg. Tilmelding senest onsdag den 23. oktober. Læs mere ved at scanne QR-koden:
Nyt “Kirken i dag - Samtale om tro
“Vi kan som kirke ikke længere nøjes med at stå frem og docere, diktere eller postulere vores tro og dens fortræffeligheder. Vi må sårbart i dialog med vort medmenneske og dele, hvad vi hver især tror på, og hvad kristendommen betyder i vort liv. Dette skriver en af forfatterne i det nye temanummer. Artiklerne i "Kirken i dag" handler denne gang om, hvordan vi kan tale sammen om tro. Der er artikler om troens nye plads i medierne, herredømmefri samtaler i sognegården, gudstjenesten som samtale, musik og kreative aktiviteter som samtalestarter, sjælesorg, skriftemålet og interreligiøse samtaler og meget andet inspiration.
Læs udvalgte artikler via QR koden:
Skal jeres kirke være vejkirke næste år?
Som deltagende kirke kommer I med i årets vejkirkebrochurer, der ligger på biblioteker, turistbureauer, motorvejsstationer, campingpladser, kirken får selvfølgelig selv et antal brochurer til uddeling. I kommer med på vores nye mobile vejkirkekort, der bliver lanceret i 2025, og I vil få inspiration m.m. til at være åben kirke, samt 10 % rabat på alle Kirkefondets udgivelser. Tilmeldingsfristen er onsdag den 18. december.
Find flere oplysninger her
Respekt, forskellighed og en præst, der lytter, gør menighedsrådsarbejdet i Nødebo godt
Flere menighedsråd er ramt af konflikter.
Men i Nødebo-Gadevang er der fokus på samarbejde, forskellighed og opbakning til og af de ansatte, ikke mindst præsten
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Det er en hverdagsaften i august. Omkring bordet i konfirmandstuen i præstegården i Nødebo, nord for Hillerød, sidder otte personer: Menighedsrådsformanden, kassereren, den bygningssagkyndige, præsten, organisten og et par menige menighedsrådsmedlemmer.
Der er i døren blevet hilst på Nødebo-Gadevang kantori, der en gang om ugen benytter lokalet til at øve, og nu er der sat kaffe og kage frem på bordet.
Det er blevet tid til det månedlige menighedsrådsmøde, og på dagsor-
denen er blandt andet installation af varmestyringsanlæg, menighedsrådsvalg og provstiets kommende konsulentrunde.
Det er et menighedsrådsmøde, der foregår i en folkekirke, hvor man flere steder må forholde sig til konflikter og uoverensstemmelser, og hvor forholdet mellem præsten og menighedsrådet af flere gunde let bliver en del af striden.
For det første: Fordi den to-strengede ledelsesstruktur gør ledelse vanskelig, da præsten er medlem af menighedsrådet, men ikke er folkevalgt som de øvrige.
For det andet: Hvis præsten og menighedsrådet ikke har blik for hinandens kompetencer og ressourcer.
For det tredje: Hvis præstens og menighedsrådet har forskellige teologiske ståsteder.
Men Nødebo-Gadevang er et eksempel på, at det langtfra alle steder er tilfældet. Her er menighedsrådet og præsten fælles om, at de gerne vil nå til enighed.
Det er der ifølge sognepræsten Eva Holmegaard Larsen flere grunde til. “Der er en grundlæggende respekt for hinanden og det arbejde, vi udfører. Der er aldrig nogen, der taler ned om mit arbejde. Det samme gør sig gældende for de andre ansatte.
Der bliver spurgt nysgerrigt ind til arbejdet, bakket op, og man er interesseret i vores arbejdsvilkår.”
De første punkter af menighedsrådsmødet, godkendelse af dagsorden og referat, samt orientering om diverse mindre emner er klaret. Det er derfor blevet tid til, at Ole Strand, kassereren, skal fremlægge, hvordan regnskabet ser ud.
Han har derhjemme forberedt sig på at vise det på den digitale skærm, der er i konfirmandlokalet. Men teknikken driller, og det ender med, at det bliver på den gamle og velafprøvede måde med papir.
Der bliver grinet, og Ole Strand får et par venlige bemærkninger med på vejen, som han returnerer i samme ånd.
En tillidsfuld stemning, der ifølge Ole Strand kommer af, at medlemmerne kender hinanden godt og er vant til at arbejde sammen.
”Vi er i slutningen af en valgperiode og kender derfor hinanden godt. Så kanterne er ligesom slebet til, selvom der aldrig sådan for alvor har været noget.”
Det er anden periode, Ole Strand er medlem af menighedsrådet, og en af de ting, der er blevet tydeligt for ham i årenes løb, er, at selvom pastoratet består af to stærke lokalsamfund, så er man enige om, at
Der er aldrig nogen, der taler ned om mit arbejde. Det samme gør sig gældende for de andre ansatte.
EVA HOLMEGAARD LARSEN, SOGNEPRÆST
fællesskabet er en styrke og ikke en kilde til splid.
“Selvom vi er to sogne, er vi grundlæggende enige om, hvad vi vil. I Nødebo er der en gammel middelalderkirke, som står over for et større projekt. Mens Gadevang er en nyere kirke, der kun er lidt mere end 100 år gammel.”
“I princippet kunne man komme op og toppes om fordelingen af penge mellem sognene. Men sådan er det ikke, for vi ved godt, at der er forskellige behov for blandt andet vedligeholdelse.”
”Der er en naturlig fordeling af de forskellige kirkelige handlinger og aktiviteter; noget hører naturligt til det ene sted, mens andre hører til det andet sted. Så der er ingen konkurrence.”
Pastoratet består af to små lokalsamfund, Nødebo og Gadevang. Udefra betragtet ligner de to steder hinanden. Men selvom der er ligheder, er der også forskelle, og man kommer fra enten Nødebo eller Gadevang, ikke Nødebo-Gadevang.
fortsætter side 6
0 Medlemmerne af menighedsrådet i NødeboGadevang fremhæver alle den gensidige respekt som et bærende element i det gode samarbejde i rådet.
... Respekt og forskellighed ...
fortsat fra side 4
På samme måde ligner menighedsrådsmedlemmerne også umiddelbart hinanden, selvom der naturligvis er forskel, også når det kommer til alder. Xenia Buus Hermann, der er i midten af 30’erne, har i flere år været det yngste medlem af menighedsrådet. Men aldersforskellen er faktisk en styrke, mener hun.
“Vi spreder os ret meget aldersmæssigt, og det er en styrke samtidig med, at det kræver stor respekt for hinanden og en stor nysgerrighed.”
“Selv er jeg nysgerrig efter at lære af den erfaring, de andre har. Samtidig med at jeg har mødt en stor nysgerrighed efter at finde ud af, hvad vi unge kan bidrage med.”
Det er dog ikke kun i forhold til alder, forskelligheden viser sig som en styrke, tilføjer Xenia Buus Hermann.
“Diversiteten viser sig også rent fagligt. For selvom der er brug for og plads til de store tanker, der er det lige så vigtigt, at vi forholder os til murstenene, og der er det jo godt, at vi har en bygningssagkyndig, der har forstand på det.”
Eva Holmegaard Larsen peger på, at både menighedsråd og ansatte ser sig selv som en del af kirken.
“Det betyder noget, at vi er fælles om at være kirke. Kirken i Nødebo-Gadevang er ikke bare præsten og de andre ansatte. Kirken er også menighedsrådet, og den opgave og solidaritet tager de på sig.”
Hertil kommer, mener Eva Holmegaard Larsen, at man skal huske at se bagom de forskellige roller og funktioner.
”Jeg forsøger at være opmærksom på, at vi lærer hinanden at kende personligt. Vi rydder plads til at tale om, hvad der sker i vores liv. Men også hvad vi har oplevet i sognet siden sidst, og hvad der ellers sker i vores lokalsamfund.”
“Selv gør jeg meget ud af at lære folk ordentligt at kende, for hvis man først har interesseret sig ordentligt for hinanden og kender lidt til, hvem de andre er, går man ikke så let skævt af hinanden.”
“Endelig er jeg bevidst om, hvad jeg selv signalerer, og hvilken stemning jeg er med til at skabe. Det betyder nemlig noget, hvordan man kommer ind i et rum. Måske især hvis man er præsten.”
“Hvis jeg sætter mig tungt ned i stolen og begynder at stønne højt og besvære mig over, hvor travlt jeg har
2 Møderne finder sted i præstegården i Nødebo. Det er også her. at kantoriet øver.
0 Xenia Buus Hermann (til venstre) mener, at medlemmernes forskellighed bidrager positivt til arbejdet i menighedsrådet.
det – så kommer jeg til at give de andre en lidt dårlig fornemmelse af skyld. Som om menighedsrådsarbejde er en byrde, jeg helst er fri for.”
Men også i Nødebo-Gadevang kan der opstå situationer, hvor det gode samarbejdsklima bliver udfordret, medgiver Eva Holmegaard Larsen.
“De gange, der har været optræk til konflikt i medarbejderstaben, har menighedsrådet været gode til at isolere problemet og ikke puste det op til at være noget, alle talte om.”
“Jeg har oplevet en meget professionel håndtering af uoverensstemmelser mellem os, der arbejder i kirken. Menighedsrådet var meget klare på, at de sætter pris på os ansatte og ikke tager parti for nogen, men gerne vil finde en løsning, så vi kan komme videre.”
Menighedsrådsformand Lisbeth Schmidt peger også på gensidig respekt som et grundelement i det gode samarbejdsklima.
“Møderne foregår i almindelig enighed. Vi er aldrig uenige om noget. Også når der har været nogle lidt større og vanskeligere emner, har vi været enige.”
Skal Lisbeth Schmidt pege på én konkret ting, der styrker samarbejdet, er det noget, der ikke direkte har noget med mødeklimaet at gøre.
læs mere
Selvom menighedsrådsvalget er overstået, er der masser af inspiration at hente på Kirke. dk valgtema på www.kirke.dk/ menighedsraadsvalg2024
“Vi er gode til at gå i kirke. De fleste af os mødes ofte til kirkegangen, og hvis der er et eller andet, så ordner vi det der. Så på den måde er der en fortløbende, uformel samtale om forskellige emner.”
Og så har præsten, som det også lyder fra præsten selv, afgørende betydning for det gode klima i menighedsrådet, tilføjer Lisbeth Schmidt.
“Eva er helt central i forhold til dette. Hun kommer os i møde hele vejen igennem, og det er en afgørende faktor. Vi kan tale med hende, ligesom vi kan tale med de andre ansatte.”
“Et åbent og tillidsfuldt forhold til de ansatte smitter af på menighedsrådet. De laver så mange ting, og det er dejligt at være med til og vidne til. Det har helt bestemt en afsmittende effekt på menighedsrådet.”
Mødet fortsætter. Samtalen omkring bordet er let og afslappet. Både det nye krav om tidsregistrering for medarbejderne og efterårets kommende program bliver vendt.
“Er der nogen, der har noget at tilføje,” spørger Lisbeth Schmidt. Hun kigger rundt på de andre. “Hvis ikke, kan vi gå videre til næste punkt.”
FOTOS: HEINER LÜTZEN ANK
Kirkens ansatte oplærer det nye menighedsråd
Når arbejdet for de nye menighedsrådsmedlemmer i Hannerup Kirke begynder, skal de på introduktionskursus. Hos kirkens ansatte, der vil vise dem, hvad deres arbejdsfunktioner er
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Som i andre sogne er der netop blevet valgt et nyt menighedsråd i Hannerup, et forstadssogn i Fredericia. Nogle medlemmer blev valgt for første gang, mens andre medlememr blev genvalgt.
Men uanset graden af ancinitet står én ting fast: Alle medlemmer af menighedsrådet skal som noget af det første på kursus hos kirkens medarbejdere.
Det fortæller Mettelene StervboKristensen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Hannerup Kirke.
“Vi holder en aften, hvor menighedsrådsmedlemmerne bliver inddelt i grupper, og så får de et kvarter ved hver medarbejder, hvor de skal prøve kræfter med noget af det, den pågældende medarbejder laver.”
“Så når gruppen besøger kirketjeneren, skal de stille op til en bisættelse, altså køre katafalken ind i kirken, hænge salmenumre op og sørge for alt det andet, en kirketjener gør i sådan en situation. Derefter rykker gruppen måske videre til præsten og deltager i konfirmandundervisningen eller kordegnen, hvor de skal foretage en navneændring. Altså kun på papiret.”
Mettelene Stervbo-Kristensen har været kirke- og kulturmedarbejder i 20 år. Hun har derfor adskillige gange forklaret nye menighedsrådsmedlemmer, hvad arbejdet indebærer.
Hidtil har det været med slides og powerpoint, og det har sådan set været okay. Alligevel håber hun, at den nye form kan gøre det endnu tydeligere for hendes arbejdsgivere, hvad hun laver.
“Det er nok især de skjulte opgaver, man ikke umiddelbart kan se, de intet ved om. Hvad ligger der bagved? Hvad kræver det af forberedelse? Hvem skal man være i kontakt med?”
“Det er naturligvis helt okay, at de ikke ved, hvad jeg laver, når de lige er valgt ind. Men det vil være trist, hvis de ikke ved det efter fire år.”
“Jeg håber, dette initiativ kan modvirke, at der er nogen, der tror, de skal ind og sætte en bestemt retning uden at have en idé om, hvad vi laver.” J
De nye medlemmer af menighedsrådet skal som noget af det første på kursus hos kirkens medarbejdere.
METTELENE STERVBO-KRISTENSEN, KIRKE- OG KULTURMEDARBEJDER
2 Mettelene StervboKristensen er kirke- og kulturmedarbejder i Hannerup Kirke. PRIVATFOTO
læs mere
Denne artikel er en del af serien “Det faglige råd.” Her deler kolleger gode idéer, der kan styrke og inspirere det daglige arbejde i kirken eller organisationen.
FOTO: KÅRE GADE
1 Lone Hage Rasmussen (anden til højre), der her ses sammen med sine kolleger, minder om, at fordelingen af poster i menighedsrådet kan påvirke de ansattes arbejdsliv.
Velkommen til de nye menighedsråd: I afgør, om vi græder eller ler
Folk laver ofte sjov med menighedsrådsmedlemmerne, men man skal ikke undervurdere det kæmpe arbejde, de laver for sognet, kirken og medarbejderne, skriver graver Lone Hage Rasmussen
Lone Hage Rasmussen redaktion@kirke.dk
Valget er ovre. Måske er der nogle, der er stoppet, og nye kommet til, og måske er alt ved det gamle. For mig er valget ikke nær så vigtigt, som den konstituering, der finder sted her i oktober. Fordelingen af poster kan påvirke de ansattes liv de næste fire år. Med overenskomsten i ryggen og måske en arbejds-
beskrivelse kan man føle sig tryg og alligevel nervøs.
Kontaktpersonen, det er den person, som virkelig kan bestemme over os og derfor både kan blive populær og upopulær. De kan gøre livet surt for personalet, tage ufattelig meget af ens tid, men de kan også være gode, når de skal finde ud af ting og sige ja til noget. De kan være utroligt søde og rare, men også det modsatte og begge dele. Det kan for eksempel skabe en dårlig stemning, hvis de kommer uanmeldt for at tjekke os – skal jeg forklare, at jeg faktisk var på arbejde i går, men min bil ikke var, fordi den var på værksted? Skal jeg undskyldende sige, at jeg holdt tidligt fri, fordi jeg forleden dag havde en 12 timers arbejdsdag?
Kirkeværgen, det er en person, vi gerne ser komme, fordi de altid kommer for at løse et konkret problem. De skal tage stilling til ting, som er i stykker eller trænger til maling. Hvis de aldrig gør det, lider bygningerne, og det gør personalet også. Kirkegårdsudvalget, det er ikke
alle gravere, der er med i det udvalg. De tager stilling til, om vi for eksempel må lave en afdeling af kirkegården om eller ej.
Formanden, hvordan kan det være, at personalet aldrig har noget med denne person at gøre? Fordi sådan er posterne skruet sammen. Kassereren, en af de vigtigste personer overhovedet. Hvor mange penge har vi til planter og grus? Jeg har tastet min kasserer ind som favorit på min telefon, fordi jeg tit ringer og spørger om noget. Er det en dygtig kasserer, både den interne og eksterne, så forguder vi dem også. Aktivitetsudvalg, der er jeg endelig kommet med. Det gør det hele meget lettere og sparer også en arbejdsgang med beskeder.
De menige medlemmer uden poster. Jeg har medhjælpere, som kan gå i årevis uden at møde de menige medlemmer. Hvis jeg var menighedsrådsmedlem, ville jeg komme og hilse på – og eventuelt tage kage med.
Folk ude i byen gør ofte grin med menighedsråd, at det er små konger og dronninger, som ikke kunne komme i byrådet, som nu sidder i
PRIVATFOTO Tak for det kæmpe arbejde, I lægger for dagen. I bruger jeres tid på noget som ikke er let, tak for det.
LONE HAGE RASMUSSEN, GRAVER
menighedsrådet. Det sker også, men man skal ikke undervurdere det kæmpe arbejde, de laver for sognet og kirken og medarbejderne. Derfor føler jeg trang til at sige tak for det kæmpe arbejde, I lægger for dagen. I bruger jeres tid på noget, som ikke er let, tak for det. Nogle af jer får en lille løn for alt det arbejde. Derudover holder I fester og spiser måske smørrebrød og tager på studieture med restaurantbesøg. Det har I fortjent for de 10 møder om året plus det løse. Velkommen til, vi er på samme hold de næste fire år. I har magt over, om vi græder eller ler. Forvalt os godt. J
læs mere Hver uge skriver Lone Hage Rasmussen om arbejdet som graver ved Karise og Alslev Kirke. Læs flere artikler på www.kirke.dk/kirkegaard
12 | Kirke.dk
Menighedsråd på teologikursus styrker det almindelige præstedømme
”Teologi for lægfolk” er nu et tilbud, der er udbredt til hele landet. Menighedsråd bør tilbyde at betale kurset for deres folkevalgte medlemmer, så den teologiske viden ikke er forbeholdt præsterne
Carsten Mulnæs redaktion@kirke.dk
Mange råd prioriterer heldigvis midler til kursusvirksomhed for sig selv – for at kunne fungere som dygtige og myndige råd, der ifølge menighedsrådsloven skal styre både ”sognets kirkelige og administrative anliggender”. Det kan for eksempel ske ved at sende en til Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde. For få tænker imidlertid på, at kirkekassen også kan afholde udgiften til deltagerbetaling for uddannelsen i ”Teologi for lægfolk” [også ”Teologi for voksne”]. Dette er ikke blot en lovlig praksis, men en oplagt måde at tilføre menighedsrådsarbejdet inspirerende viden på.
Ifolkekirken opfatter mange menighedsråd sig selv som virkeliggørelsen af det, vi i lutherdommen kalder ”det almindelige præstedømme,”og i virkeligheden er der langt mere teologi i det almindelige præstedømme end til blot at handle om en styreform, der har hentet mere inspiration fra andelsbevægelsen og det politiske liv. Vi forstår slet ikke begrebet om det almindelige præstedømme, hvis ikke vi tager udgangspunkt i, hvad et luthersk præsteembede overhovedet er. For at tage det sidste først, så er præsten først og fremmest ”Ordets tjener”. Præsteembedet drejer sig nemlig heller ikke om at bestemme eller agere mellemmand mellem Gud og mennesker, men om at tjene menigheden ved at give den Guds Ord.
Den forståelse af præsteembedet beskriver så til gengæld meget præcist, hvad også det almindelige præstedømme er for noget. For mere end 500 år siden skrev Martin Luther ”Om indsættelse af tjenere i kirken”. Et lejlighedsskrift, der bærer præg af en svidende kritik af datidens pavedømme og præstestand, og som altså ikke handler om den katolske kirke i dag: ”Men grunden til at de [papisterne] udelukkende har forbeholdt sig selv mesterskabet er den, at når de ikke behøvede at frygte for, at nogen turde sige dem imod, så kunne de lære og prædike, hvad de selv ville. Da de først havde opnået dette, var det dem en let sag at tilrane sig al magten både i guddommelige
0 Kirkekassen kan betale for deltagelse i uddannelsen i ”Teologi for lægfolk”. Det er en oplagt måde at tilføre menighedsrådsarbejdet inspirerende viden på, mener sognepræst Carsten Mulnæs. Arkivbillede fra ”Teologi for lægfolk” i Hillerød. FOTO: KÅRE GADE
Brug nu muligheden for, at teologien kan blive ’hvermands-eje’ lokalt.
CARSTEN MULNÆS
og menneskelige anliggender, og således endte de med at blive vore guder. Men nu hedder det tværtimod: ”Kun én er jeres mester, og I er alle brødre.” (Matt 23, 8).
Luthers tanke i hans lille interessante bog er, at kristen præst ikke er noget, man indvies til, men fødes til at være – nemlig som genfødt ved dåben.
Ordets tjenere, som menigheden både skal kalde, elske og agte, udøver de sjælesørgeriske funktioner, som Luther sammenfatter i syv punkter: at forkynde evangeliet, døbe, fejre nadver, trøste, vise offervilje, bede og ikke mindst: løfte ansvaret for at kirken har den rette kristendom.
Som udgangspunkt påhviler hele dette virke for næsten i åndelig omsorg (sjælesorg) det almindelige
For få tænker [...] på, at kirkekassen også kan afholde udgiften til deltagerbetaling for uddannelsen i ’Teologi for lægfolk’
CARSTEN MULNÆS ER SOGNEPRÆST I LYNGE OG VESTER BROBY SOGN OG UNDERVISER PÅ KURS. (KRISTENDOMSUNDERVISNING ROSKILDE STIFT).
præstedømme, som man ved dåben er født ind i. Men afledt af dette er Ordets særlige tjener så teologisk uddannet og formelt kaldet – for en ordens skyld og for at kirken kan undgå sværmeri.
Hvis I ude i menighedsrådene overvejer, om man virkelig kan tillade sig for kirkeskattekroner at give folkevalgte medlemmer et kursus med voksenundervisning i kristendom, ville Luthers historiske svar være: Det er fræk papisme at påstå, at ”lægfolk ikke skal [vide bedre end at] tro på os, og ikke sig selv!”. Når i øvrigt vores egen Grundtvig i sin tid tordnede mod det, han kaldte ”det eksegetiske pavevælde”, så var det både en luthersk og vækkelsesbåret indignation over, at troens viden blev gjort til et lærd og ab-
strakt foretagende, som lægfolket alligevel ikke kunne bruge. Så brug nu muligheden for, at teologien kan blive ”hver-mands-eje” lokalt, og flere kan vide bedre, hvad det er, vi tror. Dét er nemlig den sandeste forståelse af det almindelige præstedømme. J
Dette er et debatindlæg fra Carsten Mulnæs, som er sognepræst i Lynge og Vester Broby Sogne og underviser på KURS (KristendomsUndervisning Roskilde Stift).
læs mere
Debat – læs flere debatindlæg på www.kirke.dk – og deltag selv i debatten.
1 Christina Pedersen, nyvalgt menighedsrådsmedlem i Humlebæk Kirke.
PRIVATFOTO
Nyvalgt menighedsrådsmedlem: Jeg vil gerne bakke op om præsternes store arbejde
Sarah Cohr Lützen lutzen@kirke.dk
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
I Humlebæk Kirke spottede præsterne forud for menighedsrådet nye talenter.
En af dem er Christina Pedersen
Med menighedsrådets opbakning har præsterne i Humlebæk Sogn haft succes med at opfordre udvalgte sognebørn til at stille op til menighedsrådsvalget.
En af de udvalgte er 53-årige
Christina Pedersen, som er uddannet inden for økonomi og i 18 år har boet i Humlebæk.
Christina Pedersen er ikke vokset op i en “speciel kristen familie”, men er døbt og konfirmeret og har været KFUK-spejder i hele sin barndom, hvilket har formet hendes forhold til kirken:
“Jeg voksede op på Bornholm og boede lige bag kirken, og nu kan jeg se, hvor meget det har betydet, at jeg allerede i min barndom blev introduceret til det fine rum, man er i som kristen.”
Hvorfor stillede du op til menighedsrådsvalget?
“Det gjorde jeg, fordi jeg synes, at vores præster gør noget specielt her i vores sogn. Jeg kender Hans-Henrik (Ross, sognepræst i Humlebæk Kirke), ikke som ven, men gennem forskellige arrangementer omkring kirken. Han var også formand for den skole, vores børn gik på, og vi er også dukket op hos hinanden i flere andre sammenhænge.”
“Når kirkebladet kommer, kigger jeg altid i det, og jeg har været med til forskellige arrangementer i kirken. På den måde har jeg set, hvor-
1 Rasmus Kolding, genvalgt menighedsrådsmedlem i Skanderborg Kirke. PRIVATFOTO
Genvalgt menighedsrådsmedlem: Jeg vil indvie den kirke, jeg har været med til at bygge
dan præsterne har tilgået menigheden, og den tilgang har jeg lyst til at bakke op om.”
Hvilken betydning har det, at præsten opfordrede dig til at stille op?
”Det har en stor betydning, at dem, man skal arbejde for og med, har stor tillid til, at man vil gøre en forskel.”
Hvad bliver din vigtigste opgave som nyvalgt?
“Det er vigtigt, at vi tør bruge aktiviteterne på kryds og tværs, og at vi ikke skaber en kultur, hvor man føler, at hvis man ikke har været der om søndagen, så er man ikke rigtig kristen. Det er at støtte menighedsrådets og kirkens åbne tilgang ud til sognet og at arbejde for, at vi kommer i mål med den kultur omkring det, som allerede er ved at komme.”
Tror du, at du var stillet op, hvis ikke præsten havde prikket dig?
”Måske, for tanken var der allerede for fire år siden, da vi i samtalegruppen talte om det, men først nu har jeg mulighed for at give tiden.”
Hvorfor kan du byde ind med i menighedsrådsarbejdet?
“En masse erfaring inden for økonomi og administration. Jeg er god til at samle trådene og se sammenhængen. Og jeg ser efter løsningen, selvom den ikke lige er at se fra starten. Og så løfter jeg i flok med stor respekt for mine medmennesker.” J
læs mere
Da Christina Pedersen blev valgt til menighedsrådet den 17. september, mødte 100 mennesker op. Læs reportagen fra valget på www.kirke. dk/100-humlebaekkere
Selvom han egentlig godt kunne tænke sig at nyde sin pensionisttilværelse, er Rasmus Kolding fra Skanderborg blevet genvalgt til menighedsrådet
Samme måned som Rasmus Kolding gik på pension efter 30 år i byggebranchen, blev han valgt ind i Skanderborg Sogns menighedsråd. Det er nu otte år siden.
Selvom han derfor, nu da han er blevet 75, faktisk godt kunne tænke sig at stoppe i menighedsrådet, har han alligevel sagt ja til at tage en periode mere i menighedsrådet, og det er der en helt særlig grund til.
Rasmus Kolding, hvorfor genopstillede du til menighedsrådsvalget?
“Jeg har været byggeudvalgsformand for opførelsen af den nye Højvangen Kirke, som har været otte år undervejs.
Kirken bliver indviet første søndag i advent, og det går jo ikke, at jeg forlader kirken samme dag, som den åbner. Jeg vil gerne se, at kirken kommer i drift, og jeg vil også gerne have indflydelse på, hvordan den drives.”
“Jeg synes også, at det er spændende at være i menighedsrådet, det giver noget netværk, det giver noget kompetence, og så giver det anledning til, at man kommer ud i det pulserende liv.”
Udover arbejdet med den nye kirke, hvad bliver så din vigtigste opgave i den kommende periode?
“Jeg er også kontaktperson, så
min vigtigste opgave bliver at holde fast i personalet – hvis jeg da er så heldig, at jeg kan få lov til at blive ved med at være kontaktperson. Jeg har været kontaktperson i syv år, så personalet kender mig rimelig godt.”
Havde du nogle betænkninger ved at stille op?
“Kun om jeg kan få tiden til at gå op. På et tidspunkt vil jeg også gerne gå på pension, og lige nu har jeg et fuldtidsjob i kirken. Under alle omstændigheder giver det sig selv, at der nu, hvor kirken snart står færdig, sker en automatisk nedtrapning af min indsats.”
Hvad kan du bidrage med i den kommende periode?
“Forståelse for kirken og kirkens arbejde, ligesom jeg, synes jeg selv, har vist, at jeg har de kompetencer, der skal til.” J
læs mere
Det er ikke mange, der får lov til at bygge en ny kirke. Læs om menighedsrådsmedlem Tom Ebbe Jakobsens ti gode råd til at bygge en ny kirke på www.kirke.dk/kirke-i-500-aar
1 Piv Bernth, nyvalgt menighedsrådsmedlem ved Holmens Kirke.
FOTO: AGNETE SCHLICHTKRULL
Nyvalgt menighedsrådsmedlem: Jeg har tænkt p å det i flere år, og nu skulle det være
Tv-producer Piv Bernth er nyt medlem af menighedsrådet ved Holmens Kirke i København. Hun kan godt lide stemningen i kirken og præsternes prædiken
Piv Bernth, grundlægger af Apple Tree Productions, arbejdede i mange år som producer og dramachef i DR og står bag succesfulde serier som “Forbrydelsen”, “Borgen” og præstedramaet “Herrens Veje”.
Men nu kan Piv Bernth snart skrive en ny titel på sit CV. Den første søndag i advent tager hun nemlig sammen med fem andre nyvalgte medlemmer fat på arbejdet i menighedsrådet ved Holmens Kirke i København.
Hvorfor stillede du op til menighedsrådsvalget?
“Det gjorde jeg, fordi jeg kommer meget i kirken og godt kan lide stemningen der, og så kan jeg se den fra mit stuevindue.
Jeg har i flere år overvejet at stille op til et menighedsråd, men det er først i år, jeg har taget mod til mig og gjort det.”
Hvorfor blev det nu?
“Provsten, Birgitte Kvist Poulsen, og de andre præster prædiker dejligt, og så er der en god stemning, jeg godt kunne tænke mig at være en del af. Desuden har jeg nået en alder [68], hvor det skal til at være nu, hvis jeg skal nå det.”
“Jeg havde lyst til at lære noget nyt og sætte mig ind i noget nyt.”
1 Ida Rosenstand Faurholdt, nyvalgt menighedsrådsmedlem i Nødebo-Gadevang Sogn. PRIVATFOTO
Nyvalgt menighedsrådsmedlem: Jeg vil bidrage med min faglighed
Hvad glæder du dig til at skulle arbejde med?
“Jeg ser frem til at skulle samarbejde med kirkens ansatte. Desuden vil jeg gerne være med til at åbne kirken for alle generationer. Man er begyndt med onsdagsgudstjenester i frokostpausen. Det er et eksempel på noget af det, jeg gerne vil være med til at understøtte og udvikle.”
“Og så vil jeg gerne være med til at lave nogle arrangementer, der både gør os klogere på kirken og det samfund, vi lever i. Jeg er meget historisk interesseret, så jeg vil også gerne være med til at sætte fokus på, hvordan vi kan bruge det til at forstå den tid, vi lever i nu.”
Hvad kan du bidrage med?
“Jeg har siddet i forskellige bestyrelser, ligesom jeg har været medlem af fonde og priskomiteer, så hele det organisatoriske kender jeg godt. Desuden har jeg stor erfaring med ledelse, også i kunstneriske og kreative sammenhænge. Samt noget kreativitet og nogle ideer.”
“Men nu skal vi først lære hinanden bedre at kende og tale om, hvad vi vil, og hvilken vej vi skal gå. Jeg er sikker på, det bliver meget spændende og sjovt.”
Tænker du, det kan have betydning for andre menneskers syn på menighedsrådsarbejdet og folkekirken, at du er blevet menighedsrådsmedlem?
“Jeg er mig og gør det fra noget helt inde i mig. Det er ikke for at få opmærksomhed eller for at tiltrække nogen. Hvis jeg kan tiltrække nogen, der får glæde af at komme i kirken, så gør jeg meget gerne det.”
“Så det er altså af egne grunde og fordi, jeg har haft nogle gode samtaler med provsten om, hvad det går ud på. Det har vi talt om, inden jeg kastede mig ud i det.” J
Som nyvalgt menighedsrådsmedlem vil Ida Rosenstand Faurholdt gerne være en del af det velfungerende liv omkring kirken i Nødebo
Ved sid en af arbejdet som museumsinspektør på Museum Nordsjælland studerer Ida Rosenstand Faurholdt teologi på §1a-uddannelsen med en baggrund som ph.d. i historie.
Derudover er hun nyvalgt menighedsrådsmedlem i Nødebo ved Hillerød, hvor hun bor sammen med sin mand og tre teenagebørn.
Ida Rosenstand Faurholdt, hvorfor stillede du op?
“På et privat plan er jeg glad for at komme i kirke, fordi vi har en dygtig præst, som har så meget at byde på, og det vil jeg gerne være en større del af.”
“På et fagligt plan er det en fantastisk mulighed for mig, der er kommende præst, at få et indblik i de beslutninger og problemstillinger, der er omkring kirken.”
“Desuden har vi her i Nødebo et rigtig godt menighedsråd og et velfungerende hold af ansatte.”
Hvad er dine mærkesager?
“Jeg vil gerne fortsætte i tråd med det, der allerede eksisterer. For eksempel vil jeg gerne bakke op om arrangementerne for børnefamilierne og give de tilflyttende familier blik for det fællesskab, der er i kirken. Højskoledagene, hvor der er foredrag med folk udefra, synes jeg også er spændende.”
“Med min baggrund som historiker er det også vigtigt for mig at arbejde for at bevare kirkens fysiske rum og udtryk.”
Hvad kan du bidrage med?
“Jeg er både engageret, interesseret og holder meget af kirken. Desuden har jeg med min baggrund meget at byde ind med.”
“Jeg kommer fra museumsverdenen, og de kompetencer, jeg har med derfra i forhold til blandt andet kulturhistorie og arrangementsudvikling, vil kunne bruges i menighedsrådsarbejdet.”
“Den viden, jeg har om historiske bygninger og gravminder sammen med den viden, jeg har fra universitetet, kvalificerer også mit arbejde i menighedsrådet.” J
Vi har her i Nødebo et rigtig godt menighedsråd og et velfungerende hold af ansatte
IDA ROSENSTAND FAURHOLDT, MUSEUMSINSPEKTØR PÅ MUSEUM NORDSJÆLLAND
læs mere
Lægfolket er folkekirkens fundament. Men hvad gør det ved folkekirkens liv, hvis man lader lægfolket tage del i arbejdet? Det blev diskuteret på årsmødet i Landsforeningen af menighedsråd i 2022. Læs reportagen på www.kirke.dk/aktiv-deltager
Kirkeministeriet
Er kirkeministerens sekretariat og den øverste administrative myndighed i folkekirken.
Kirkeministeriet afgør en række klagesager, har ansvaret for overenskomstforhandlinger på folkekirkens område og udøver de overordnede arbejdsgiverbeføjelser for tjenestemandsansatte.
Kirkeministeren
Forvalter statens økonomiske tilskud til folkekirken og fastlægger landskirkeskattens størrelse og fordeling på kommuner.
Er ansættelsesmyndighed for præster og biskopper, fremsætter lovforslag på folkekirkens område og administrer den folkekirkelige lovgivning.
Menigheden er folkekirkens centrum
Folkekirkens centrum er menigheden og dermed menighedsrådet. Men menighedsrådet er forbundet med en lang række udvalg, institutioner og personer i andre dele af folkekirken og samfundet. Her er et overblik over, hvem der påvirker menighedsrådet, og hvordan
Stiftsrådet
Består af læge medlemmer valgt af menighedsrådene foruden biskop, domprovst samt repræsentanter for provster og præster. Biskoppen er forretningsfører for stiftsrådet. Stiftsrådet kan udskrive et stiftsbidrag fra den lokale kirkelige ligning, som kan anvendes til kommunikation, formidling af kristendom eller udviklingsprojekter.
Folketingets Kirkeudvalg
Er nedsat af Folketinget til at behandle kirkepolitiske lovforslag og beslutningsforslag og til at føre parlamentarisk kontrol med kirkeministerens forvaltning og overlevelse af love og mandater.
Landsdækkende, folkekirkelige institutioner
Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Folkekirke og Religionsmøde, Folkekirkens It, kirkemusikskolerne og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er blandt de folkekirkelige institutioner, der finansieres særskilt over folkekirkens fællesfond.
Fællesfonden
Folkekirkens fælles kasse, som udgør cirka 10 procent af folkekirkens økonomi. Afholder blandt andet løn til præster og provster og udgifter til stiftsadministrationer.
Indtægterne udgøres af statens tilskud til folkekirken over finansloven samt landskirkeskatten, opkrævet fra folkekirkens medlemmer. Budgettet fastlægges af kirkeministeren efter indstilling fra en budgetfølgegruppe.
Præsten
Er ansat i et pastorat, der består af et eller flere sogne. Indstilles af menighedsrådet, men ansættes af Kirkeministeriet og er under tilsyn af biskoppen. Har ansvar for gudstjenester og kirkelige handlinger og er uafhængig af menighedsrådet i tilrettelæggelsen af forkyndelse, sjælesorg og undervisning.
Stiftet
Folkekirken er inddelt i 10 stifter, der ledes af en biskop i samspil med en stiftskontorchef. Har tilsyn med menighedsråd og provstiudvalg. Godkender udvidelse, ombygning og ændring af kirkebygninger efter rådgivning fra Nationalmuseet og andre konsulenter.
Biskoppen
Vælges af stiftets menighedsråd og udnævnes af regenten. Har overordnet ansvar for gudstjeneste, liturgi og ritualer
Provstiet
og fører tilsyn med præster og menighedsråd.
Rådgiver menighedsråd ved præsteansættelse og fordeler
Består typisk af sognene i en kommune. Størstedelen af folkekirkens økonomi forvaltes i de 103 provstier.
Provsten
Ansættes af kirkeministeren efter indstilling fra menighedsråd, provstiudvalg og biskop. Er den øverste myndighed i
Provstiudvalget
Vælges af provstiets menighedsrådsmedlemmer. Provstiets præster vælger også en repræsentant. Provsten er født medlem og er
Sognet
Folkekirken er inddelt i 2158 sogne med 1749 menighedsråd og knap 13.000 valgte med-
Menighedsrådet
består Indstilles ansæter gudstjenester og uafi tilforkyndelse,
præstestillingerne i stiftet. Deltager i regelmæssige møder med de øvrige biskopper.
Kommunalbestyrelsen
Fastlægger ligningsgrundlaget og beregner kirkeskatteprocenten på grundlag af provstiudvalgets beslutning om provstiets samlede budget.
provstiet og biskoppens medhjælper i tilsynet med og ledelsen af præsterne. Har tilsyn med provstiets kirke-
forretningsfører for udvalget. Provstiudvalget indkalder årligt menighedsrådene til budgetsamråd, godkender menighedsråde-
lemmer. Nogle sogne har flere kirker, og nogle hører sammen i pastorater med en eller flere
bygninger og ansvar for, at udvalgets beslutninger føres ud i livet.
nes budgetforslag og beslutter og fordeler den samlede kirkeskat. Har tilsyn med menighedsråd, kirker og kirkegårde.
præster. Sognet er valgkreds ved menighedsrådsvalg.
Vælges af og blandt sognets myndige folkekirkemedlemmer og sognebåndsløsere. Fastansatte præster er fødte medlemmer. Har ansvaret for sognets bygninger samt kirkelige og administrative anliggender og er arbejdsgiver for sognets ansatte undtagen præsterne. Indstiller, hvem der skal ansættes som præst, og har
De kirkelige fagforeninger
De kirkelige funktionærer, som er ansat af menighedsrådet (kordegn, kirketjener, graver, organist etc.) er repræsenteret af ni fagforeninger. Præster, provster og biskopper, som er ansat af Kirkeministeriet, er repræsenteret af Præsteforeningen. Provsteforeningen er interesseorganisation for provster.
stemmeret ved bispevalg. Har medbestemmelse vedrørende liturgi, ritualer og salmebøger Arbejdet udføres af rådets medlemmer.
Landsforeningen af Menighedsråd
Er interesseorganisation for menighedsrådene og opdelt i distriktsforeninger.
Udpeger repræsentanter til diverse udvalg efter indbydelse fra Kirkeministeriet og tilbyder konsulentvirksomhed til menighedsrådene om arbejdsgiveropgaver.
Frie folkekirkelige og fælleskirkelige organisationer
Er selvstændige organisationer med formål som diakoni (Kirkens Korshær), mission (Danmission), børne og -ungdomsarbejde (KFUM & K), forkyndende arbejde (Dansk Oase) eller bibeludgivelser (Bibelselskabet). Menighedsrådene kan samarbejde med dem om lokale opgaver og indsamle midler til organisationerne i forbindelse med gudstjenesten.
GRAFIK: SUSANNE BONDROP J
Lisbet Christoffersen og Kåre Gade gade@kirke.dk
3 Her er frivillige i gang med at gennemføre julebazaren i kirken i Toronto. Frivilligheden en afgørende faktor for, at der overhovedet er en dansk kirke i Toronto og alle de andre steder, hvor der findes danske kirker. For i udlandet bliver der nemelig ikke betalt kirkeskat.
Treenigheden i udlandskirken hedder: Frivillighed, fællesskab og fundraising
De danske kirker i udlandet er drevet af et særligt engagement.
I Toronto er frivilligheden afgørende for, at kirken overhovedet kan eksistere
Tatiana Kruhøffer kruhoffer@kirke.dk
De danske udlandskirker er om nogen bekendt med betydningen af frivillighed. For i modsætning til folkekirken herhjemme er de danske kirker uden for landets grænser ikke støttet af staten. De må derfor selv finde midlerne til at drives og trives.
Det lyder som en udfordring –men det er ifølge præsten i den danske kirke i Toronto, Kirstine Rasmussen, i høj grad også en glæde.
”Både generelt i udlandskirkerne og helt konkret her i kirken i Toronto er frivilligheden afgørende. Der er simpelthen ingen kirke, hvis der ikke er en høj grad af frivillighed.”
”Selv kirkens drift kræver frivillighed. Her er det helt afgørende poster, der er tale om, også alle de funktioner, som er lønnet i Dan-
mark – kirketjener, kordegn og så videre.
Ifølge Kirstine er fundraising en del af kirkens identitet.
”Det er helt grundlæggende, at går du i kirke, så lægger du en skilling. Hvor man i Danmark samler kollekt til et særligt formål, samler vi her ind til kirkens drift. Nogle gange ved særlige lejligheder, eksempelvis op til jul, har vi i vores kirke bestemt, at vi også giver til godtgørende formål”.
”Her i kirken har vi både en julebasar og forårsbasar, og det er her, vi fundraiser en stor del af det beløb, vi skal bruge. Samtidig er basarerne det mødested, hvor danskere fra hele Toronto – faktisk hele Ontario – kommer. Mange kører i flere timer for at deltage og få et lille pust af danskhed og en oplevelse af at komme hjem, samtidig med at de støtter kirken.”
Ligesom blandingen af kultur og religion er en anden vigtig del af kirkens identitet.
“Faktisk har vi lige fået nyt navn: Den Danske Lutherske Kirke og Kulturelle Center. Om det er det kirkelige eller det kulturelle, man vil støtte med sin frivillighed, så tror jeg, det er et meget fint sammenvævet tæppe. Det er svært at skille ad.”
Selv har Kirstine Rasmussen flere års erfaring med frivillige, blandt andet fra den dan-
læs mere
I en snæver vending kan man kalde Den Danske Kirke i Udlandet for folkekirkens udenrigstjeneste, og folkekirken kan lære meget af kirken i udlandet mener udlandsprovst Selma Ravn. Læs mere på www.kirke.dk/ laere-af-kirkenderude
ske kirke i Sydney, Australien. ”De har deres egen motivation –det er ikke en løn, der motiverer dem. På den måde skal man i særligt grad tænke sig som en hyrde: De skal ledes nænsomt og kærligt.”
”Derfor er de også så spændende at arbejde med. Man skal huske at rose dem. For de lægger mange kræfter i det, de laver. Man skal derfor også have kæmpe stor respekt for dem, fordi det er deres hjerteblod.”
Den frivillighed, der fylder så meget i den danske kirke i Toronto, er ikke blot et nutidigt fænomen. Faktisk har tidligere generationer selv opført kirken og hjalp til med byggeriet. Noget man bør huske på med ydmyghed og respekt, mener Kirstine Rasmussen.
”Jeg er her for en stund, men det er jo dem, der har bygget kirken og fællesskabet op gennem mange år.
Jeg er her på grund af dem. Samtidig skal man som hyrde turde at have en stav og vise dem vejen. Ellers kan det stikke i mange retninger.”
Kirstine Rasmussen understreger dog vigtigheden af samarbejdet i kirken.
”Vi skal virkelig lave kirke sammen her. Det er i høj grad ikke en præstekirke. Ligesom i folkekirken er det en kirke nedefra. En demokratisk kirke, ikke en topstyret kirke.”
”Kirken her er måske næsten mere menighedens kirke end i Dan-
Man skal huske at rose dem. For de lægger mange kræfter i det, de laver. Man skal derfor også have kæmpe stor respekt for dem, fordi det er deres hjerteblod.
KIRSTINE RASMUSSEN, PRÆST I DEN DANSKE KIRKE I TORONTO
mark. Fordi de netop fundraiser det hele selv.”
Og det er ikke en overdrivelse. Den danske menighed i Toronto fundraiser rent faktisk det hele selv. Kirstine Rasmussen fortæller, at kirken har valgt at organisere sig som deres egen enhed. Dermed får de ingen støtte, hverken fra Canada eller Danmark.
”Jeg elsker folkekirken og dens professionalisme og dygtighed. Men jeg kunne godt tænke mig, at man kunne se endnu mere værdi i, hvad frivillighed skaber. Frivillighed handler både om at tilbyde sine kræfter og ressourcer, men frivillighed skaber også ofte værdi for den frivillige.”
Frivilligheden kræver dog også mange kræfter. Det er nemlig vigtigt at koordinere arbejdet med de frivillige for at bevare fokus, og det fordrer en vis mængde af ledelse.
”Vi skal venligt lede. Og sådan som jeg kender præstearbejdet i Danmark, tænker jeg, at den opgave kan blive voldsom også at skulle varetage som præst, der har nok at lave.”
”Og så skal man også fejre de frivillige, man skal huske at rose – der er ingen kirke uden dem. Kirken er, som Grundtvig udtrykte det, levende stene.”
FOTO: KÅRE GADE
Nye medarbejdermøder skal forebygge dårligt arbejdsmiljø
Den 1. oktober trådte nye regler for medarbejdermøder for alle ansatte i folkekirken i kraft. Det bliver et ”vigtigt, demokratisk mødested”, mener fagforeningsformand.
Viktor Dylander dylander@k.dk
På alle statslige arbejdspladser er der lovpligtige samarbejdsudvalg, som folkekirken hidtil har været undtaget fra.
Ganske vist har der siden 1994 været medarbejdermøder for udvalgte medarbejderrepræsentanter i folkekirken, og de har fungeret som en pendant til samarbejdsudvalgene.
Men med overenskomstaftalen 2024 bliver de nu lavet om, så medarbejdermøderne udvides til at gælde alle medarbejdere i hele folkekirken.
De nye medarbejdermøder trådte formelt i kraft fra den 1. oktober. Overordnet set beskriver overenskomstaftalen medarbejdermøderne som stedet, der skal ”sætte rammen
om det gode samarbejde på folkekirkens arbejdspladser. Aftalen gælder for medarbejdere ansat af menighedsråd og stiftsadministrationer samt for præster og folkekirkens uddannelsesinstitutioner.”
Esther Jensen, formand for Kirkekultur.nu, mener, at de nye medarbejdermøder bliver et vigtigt supplement til at skabe gode arbejdsmiljøer i en folkekirke, der gennem de seneste mange år har haft forskellige udfordringer med dårligt arbejdsmiljø.
”De regler skal vi alle lære at kende, og det sker ikke fra den ene dag til den anden.”
”Jeg er især glad for sætningen [i overenskomstaftalen] om, at når medarbejderne involveres, kvalificeres arbejdsgiverens beslutninger,” siger Esther Jensen.
Der er imidlertid ét problem: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er endnu ikke klar med de nødvendige vejledninger og informationsmøder, som skal klæde de folkekirkelige arbejdspladser på til at tage de nye medarbejdermøder i brug.
Om dette siger Medarbejder- og Kompetencestyrelsens presseafdeling:
”Der er travlt i folkekirken her i efteråret, og derfor kommer informationsmøderne og vejledningerne først i det nye år.”
Inge Kjær Andersen, formand for Personaleudvalget i Landsforeningen af Menighedsråd, siger, at ”alle har forståelse for, at dette først reelt skal i gang til foråret. Men overordnet set kan man tale om manglende rettidig omhu.”
”Det havde været formålstjenligt med ikrafttrædelse på et tidspunkt, hvor man vidste, at det var realistisk, at man var klar til implementering. Jeg havde også gerne set, at man ikke skulle have det næsten samtidig med et menighedsrådsvalg.”
Når de nye medarbejdermøder til sin tid skal indføres i praksis, kommer de til at gælde alle medarbejdere. Således også medarbejdere i stiftsadministrationerne og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og kirkemusikskolerne.
Ledelserne, såsom biskopper og menighedsråd, skal orientere medarbejderne om relevante emner inden for arbejds- og personaleforhold, der har betydning for arbejdspladsen.
Dette gælder både økonomiske forhold, og hvis man forventer at skulle nedlægge stillinger.
Der er tale om en såkaldt ”informationspligt.”
Men medarbejderne vil også få pligt til at informere.
Nemlig om ”synspunkter og forhold hos medarbejderne, der har
De regler skal vi alle lære at kende, og det sker ikke fra den ene dag til den anden.
ESTHER JENSEN, FORMAND FOR KIRKEKULTUR.NU
læs mere Kirke.dk skriver løbende om arbejdsmiljøet i folkekirken. På www.kirke.dk/ arbejdsmiljo kan du få et overblik over alle artiklerne om arbejdsmiljø
betydning for samarbejdet,” som der står i overenskomstaftalen.
Ifællesskab skal medarbejdere og ledelser som minimum drøfte følgende forhold: Overvejelser om lokalespørgsmål, inventar- og maskinanskaffelser. Arbejdspladsvurdering – herunder status på eventuelle udarbejdede handlingsplaner
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse jævnfør reglerne i arbejdsmiljølovgivningen.
Kompetenceudvikling.
Derudover indføres der regler for afgørelse af tvister, såsom påståede manglende overholdelse af den folkekirkelige arbejdsgivers informationspligt.
I det tilfælde har medarbejderne ret og pligt til at indkalde til et ekstraordinært medarbejdermøde.
Bliver uenigheden ikke løst deraf, kan der klages til biskoppen eller Kirkeministeriet og i sidste ende kan der tilkaldes en opmand, altså en uvildig person, som kan afgøre tvisten.
Esther Jensen mener, at medarbejdermødet vil være ”vigtigt, demokratisk mødested.”
”Der er vel ingen medarbejdere på nogen arbejdspladser, der synes, at medarbejdermøder er af det onde eller unødvendige. Det synes vi heller ikke i folkekirken.”
I Kirkecaféen i Hinnerup er der ikke
I østjyske Hinnerup mødes byens seniorer i sognegården til en kop kaffe og en snak med nye og gamle venner. Det gør de hver fredag – undtagen langfredag, eller når juleaften falder på en fredag
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Det er svært at komme udenom rundkørslen i Hinnerup. Vil man for eksempel besøge bageren, går turen naturligt gennem rundkørslen på Ådalsvej. Det samme er tilfældet, hvis man skal nå et tog på stationen eller skal hente medicin på apoteket. Det meste af livet i Hinnerup går således gennem rundkørslen. Derfor kan sognegården heller ik ke have en bedre nabo. Det kræver nemlig blot et enkelt drej med bilen, cyklen eller rollatoren, og så er man, uanset hvor man ellers er på vej hen, inde i sognegår den med mulighed for at være med til en af de man ge aktiviteter, der foregår her.
Denne fredag formiddag har 60 personer slået vejen forbi sognegården til Kirkecafé. Et diakonalt arrangement, der finder sted hver fredag året rundt. Undtagen langfredag, og når juleaften falder på en fredag.
Det er formelt set menighedsplejen, der står for Kirkecaféen. Men da flere af personerne bag caféen også er eller har været medlemmer af menighedsrådet, og da både præster og menighedsrådsmedlem mer jævnligt kigger forbi, er græn serne flydende. Kirkecaféen er med andre ord en vigtig del af menig hedsrådets arbejde og selvforståelse.
En pointe, de tørre tal understreger. I sognet bor der cirka 9.700 mennesker, hvoraf omkring 7.850 er medlemmer af folkekirken. Så når der i gennemsnit kommer mellem 70 og 80 mennesker til Kirkecaféen, betyder det, at cirka én procent af de lokale folkekirkemedlemmer ugentligt gør brug af dette diakonale tilbud.
En af dem, der tager ansvaret for driften af Kirkecaféen på sine skuldre hver fredag og har gjort det siden begyndelsen i 2013, er Ida Laursen, der også er menigheds-
Der er nogle af dem, der kommer her, der ikke ville se andre, hvis de ikke kom.
IDA LAURSEN, MENIGHEDSRÅDSMEDLEM OG MEDLEM AF MENIGHEDS-PLEJENS BESTYRELSE
rådsmedlem og medlem af menighedsplejens bestyrelse.
“Det var den daværende præst, der foreslog det, og jeg sagde straks ja. Jeg er gammel hjemmesygeplejerske og har arbejdet på plejehjem. Jeg passede mange af forældrene til dem, der kommer her. Dengang var der aldrig tid til bare at hygge om beboerne, og her er der ikke andet end tid til at hygge.”
Sammen med to andre frivillige bager Ida Laursen boller og brygger den kaffe, der er omdrejningspunktet i Kirkecaféen. Bollerne og kaffen bliver typisk
0 Ida Laursen (øverst) har været frivillig i Kirkecaféen i alle de år, den har eksisteret. Ifølge menighedsrådsformand Bent Engelbrecht (nederst til højre) et godt sted for præsterne at møde ældre og ensomme.
FOTOS: HEINER LÜTZEN ANK
tid til andet end at hygge
blandet med et par fællessange eller et kort foredrag. Men hyggen og tiden til bare at være til og tale sammen, må der ikke skæres på.
“Det tager da noget tid. Men når man godt kan lide det, så gør det ikke noget, og min familie ved, at fredag er fredet til det her. Og så fylder det mig med glæde at være sammen med alle de her dejlige mennesker.”
Da Ida Laursen bagte de første boller i 2013, var det nok med 10-15 stykker. Men nu er der altså brug for fem-seks gange så mange. Men det er ikke kun antallet af brugere, der har ændret sig. Det er også måden, de bruger caféen på, fortæller Ida Laursen.
“Der er nogle af dem, der kommer her, der ikke ville se andre, hvis de ikke kom. Men de er blevet bedre til at følges ad. En del af dem bor i blokkene ovre på den anden side af vejen, og de har fået et helt andet fællesskab, efter de er begyndt at komme her.”
“Når der flytter nye ind, er de blevet gode til at få dem med herover, og det er jo en rigtig dejlig udvikling.”
“Men ja, der kommer også nogle her, som helt klart ikke ser andre, end dem, de ser her.”
Når man kigger rundt i lokalet, er de, der drikker kaffe og småsnakker, alle pensionister. Der er dog en enkel bordfuld, der ser skiller sig ud. “De seneste tre-fire år har vi haft
besøg af en gruppe udviklingshæmmede og meget svagtseende. De kommer som oftest syv-otte stykker og har selv en hjælper med. De hygger sig, og dem er der bestemt også plads til.”
Også på andre måder er Kirkecaféen vokset fra at være et mødested for en gruppe seniorer til at være en aktivitet, der rækker ud og nedbryder grænser, fortæller Ida Laursen.
“Allerede det første år lavede vi en julefrokost sammen med konfirmanderne. En tradition, vi har holdt fast i siden da.”
“Konfirmanderne møder ind en lørdag formiddag i december og er med til at dække bord og lave frokost. Klokken 11 kommer der så mellem 70 og 80 ældre og spiser frokost sammen med dem. Billetterne er revet væk, og det er altid en stor oplevelse for begge grupper.”
Faktisk er det ikke begrænset til dette ene møde om året, tilføjer Ida Laursen.
“Vi har også ture, hvor konfirmanderne og de bedst fungerende ældre tager på tur sammen.”
Ida Laursen er en fast del af Kirkecaféen. En anden, der også
jævnligt kigger forbi, er Bent Engelbrecht, formand for menighedsrådet. “Vi er i menighedsrådet enige om,
at den her aktivitet har højeste prioritet. Det er næsten på niveau med gudstjenesten. Der er ingen tvivl om, at caféen fra første færd har vist sin værdi og eksistensberettigelse.”
“Mange siger, at hvis de ikke havde det her at stå op til, så ville de være kede af det. Det viser, at det er et betydningsfuldt arbejde.”
Kirkecaféen er drevet af frivillige tilsat en lille portion lønkroner i form af en kirke- og kulturmedarbejder, der er med til at binde det hele sammen. Det er for eksempel hende, der har kontakten til de musikere, der af og til kommer og spiller til sangene.
En anden faggruppe, der kigger forbi Kirkecaféen, men ikke formelt er en del af den, er sognets fire præster, fortæller Bent Engelbrecht.
“Vores præster følger meget med i, hvad der sker i caféen, og som regel er der en eller to af dem, der kigger forbi.”
“Det er sted, hvor de kan få en snak med dem, der har brug for at tale med en præst, ligesom det er et sted, præsterne kan henvise til, hvis de oplever, at der er nogen af dem, de taler med, der er ensomme.”
De fleste har hentet en bolle og fået kaffe i kopperne, og der er en konstant summen af småsnak og latter. Der er lyst og rart her i det store lokale, hvor der er fyldt godt op ved de tre langborde.
læs mere Frank Iversen, der er menighedsrådsformand i Vissing Kirke, mener, at folkekirken i højere grad bør samarbejde med kommuner, regioner og civilsamfundsorganisationer om at hjælpe børn og unge, der mistrives. Læs hans debatindlæg på www.kirke. dk/folkekirken-hjaelpermod-mistrivsel
2 Kirkecaféen i Hinnerup er løbende i kontakt med cirka en procent af de lokale folkekirkemedlemmer. Dermed er caféen en vigtig del af sognets liv.
Allerede det første år lavede vi en julefrokost sammen med konfirmanderne.
IDA LAURSEN, MENIGHEDSRÅDSMEDLEM OG MEDLEM AF MENIGHEDSPLEJENS BESTYRELSE
En af dem, der er med endnu en fredag, er Ditte Abildgaard Høj. Tidligere har hun boet på Als, men for nogle år siden, da hun blev alene, flyttede hun til Hinnerup for at være tæt på datteren.
En flytning, der betød farvel til en tryg og kendt hverdag i det sønderjyske, men goddag til nye bekendtskaber i Kirkecaféen her i det østjyske.
“Der var en nabo, der fortalte om, hvor dejligt, det er at komme her. Derfor er jeg kommet hver fredag i et par år.”
“Jeg har lært flere at kende ved at komme her, men jeg har også fulgtes med nogle af mine naboer herover.”
“Jeg kan godt lide blandingen af tid til at snakke sammen og så synge et par sange.”
Klokken nærmer sig 10.15, og det er endelig blevet tid til at synge. Højskolesangbøgerne bliver fundet frem, de første toner bliver slået an, og koret af stille stemmer sætter i.
“I Skovens dybe stille ro” fylder rummet.
En kvinde rokker frem og tilbage, mens hun lukker øjnene og smiler.
Ida Laursen, Ditte Abildgaard Høj, Jytte Ahlstrøm og alle de andre er et kor, hvor der hver fredag året rundt er plads til flere. Hvis man altså husker at komme ud af rundkørslen lige udenfor. J
24 | Kirke.dk
Tag fundraisingen alvorligt
Torben Venndt var med til at skaffe millioner til et kunstværk af Bjørn Nørgaard til Christianskirken i Fredericia. Det gælder om virkeligt at ville det og vise det, når man søger penge.
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
I2020 fik Christianskirken i Fredericia et nyt indgangsparti til kirken, et stort kunstværk i bronze skabt af Bjørn Nørgaard. Et imponerende værk, men også et dyrt værk, der kostede 5,2 millioner kroner. En væsentlig del af dette beløb bestod af fondsdonationer, både mindre lokale fonde og store nationale fonde som Den A.P. Møllerske Støttefond og Augustinus Fonden. En af dem, der var med til at sørge for, at fondene ville støtte projektet, er Torben Venndt, som dengang sad i menighedsrådet i Christianskirken. Kirke.dk har i den anledning bedt Torben Venndt give et fagligt råd om, hvad man skal være opmærksom på, når man fundraiser i kirkelig sammenhæng.
“Helt grundlæggende er det vigtigt, at man vil det, at det ikke bare er en løs idé a la ”nu har nabokirken fået et nyt kunstværk, så skal vi da også have et”. Man skal altså have tænkt sig rigtigt godt om.”
“For det andet er det vigtigt, at man er enig i den gruppe, der står bag. Jeg har set eksempler, hvor nogen i gruppen er meget forbeholdne, og så går det altså ikke.”
“For det tredje skal man skal huske at bede om hjælp. Det er utroligt værdifuldt, hvis man kan samle nogen udefra, der ved noget om et givet emne, for eksempel folk, der ved
Torben Venndt var med i. FOTO: KIM JØNSSON
2 I 2020 fik Christianskirken i Fredericia et nyt indgangsparti, et stort kunstværk i bronze skabt af Bjørn Nørgaard. FOTO: SUSANNE BONDROP
Helt grundlæggende er det vigtigt, at man vil det, at det ikke bare er en løs idé a la ’nu har nabokirken fået et nyt kunstværk, så skal vi da også have et’.
TORBEN VENNDT, TIDLIGERE MEDLEM AF MENIGHEDSRÅDET I CHRISTIANSKIRKEN
noget om jura eller kunst, eller som har politisk indflydelse i lokalområdet. Det er nemlig vigtigt ikke at begå nogen fejl, og det kan hjælp udefra være med til at sørge for.”
Det var store fonde, der var med til at finansiere det store projekt i Christianskirken; fonde, der får mange ansøgninger. Derfor er det vigtigt, at man har noget særligt at byde ind med i ansøgningen, fastslår Torben Venndt.
“Vis, at det ikke blot er en enkelt, der vil det her, men at der er flere, der bakker op. Man skal vise, at det kommer mange til gavn. Det er vigtigt, at det er originalt, at det ikke er set 20 gange før. Fondene er ikke meget for at spytte den slags ud på samlebånd.”
I den forbindelse skal man også være opmærksom på, hvem det er, der er med til at uddele fondsmidlerne. Man skal også kunne vise fonde-
læs mere
Denne artikel er en del af serien ’Det faglige råd.’ Her deler kolleger gode idéer, der kan styrke og inspirere det daglige arbejde i kirken eller organisationen.
ne, hvad man vil, ikke kun med ord. Medlemmerne af en bestyrelsesfond er typisk folk, der har styr på økonomi og jura, men de skal ofte hjælpes i synliggørelsen af projektet. Det skal være synligt, også for ikke-kunstkyndige, for lægfolk.”
Endelig er tiden også en faktor, tilføjer Torben Venndt. Man skal indstille sig på, at ting tager tid. Der kan nemt gå både måneder og år fra man søger, til man får svar. I Christianskirken varede den samlede proces i alt fem til seks år.
Og apropos tiden, så kan et projekt også ende med at løbe ud i sandet, selvom det er godt og gennemarbejdet.
“Man skal også have forberedt en form for exitstrategi, hvis man undervejs må opgive projektet. Hvad er det, man har fundet ud af? For selvom det ender med ikke at blive til noget, kan processen i sig selv godt være værdifuld.” J
0 Da Christianskirken i 2020 fik et nyt kunstværk af Bjørn Nørgaard, var der gået et stort fundraisingarbejde forud, som
Den åbne præstegård er til glæde for både præst og menighed
Det er lettere at række ud til præsten, når man først har været i præstegården, lyder det fra præst og menighedsråd i Boddum-Ydby-Heltborg Pastorat i Thy
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Drejer man til venstre, når man forlader præstegården på toppen af Doveroddevej i Sydthy, kommer man til Boddum. Drejer man i stedet til højre, kommer man først forbi Boddum Kirke, så den afdeling af Statens Museum for Kunst, der er under opførelse, for til sidst at ende i Doverodde. Selv ikke en ejendomsmægler ville kunne hævde, at man kan se hele pastoratet, Boddum-Ydby-Heltborg, herfra. Men på den anden side kan man godt få tanken. For himlen er klar, landskabet er bakket, og der er langt mellem hu-
sene. Med andre ord: Der er ikke meget, der spærrer for udsynet her fra præstegården. Ligesom den 400 kvadratmeter store præstegård derfor også er synlig vidt omkring. Indenfor i præstegården er der dækket op til ka e, og ved bordet sidder Ingrid Ledet Jespersen, formand for menighedsrådet i Boddum-Ydby, Evald Johannes Eliassen, kontaktperson i menighedsrådet, sognepræst Jimmy Damgaard Poulsen og Alice Damgaard Sprotte, Jimmy Damgaard Poulsens ægtefælle. Den 1. februar i år yttede parret ind i præstegården e er det, man kan beskrive som en snoet vej til præstegerningen. For 48-årige Jimmy Damgaard Poulsen har nemlig tidligere arbejdet både i Borgerservice i København og Motorstyrelsen i Aalborg, inden han begyndte at læse anvendt loso i Aalborg og dernæst teologi i Aarhus på den særligt tilrettelagte §1a-uddannelse for personer med en akademisk uddannelse.
Da Jimmy Damgaard Poulsen og Alice Damgaard i 2019 yttede til Aalborg, begyndte han at køre rundt på egnen på motorcykel. På en af disse ture kørte han gennem sognet og vidste øjeblikkeligt, at det var her, han og Alice Damgaard Sprotte skulle bo engang. Fordi naturen her omkring er det,
præsteparret har længtes e er gennem mange år. Men også fordi Jimmy Damgaard Poulsen fornemmede, at det her er et sted, hvor præsten, præstefamilien og præstegården er synlige dele af menighedens liv.
Og faktisk drejer samtalen ved ka ebordet sig netop om præstegårdens synlighed. Ikke konkret, men som et lokalt samlingssted. For det er ikke kun fysisk, præstegården er synlig i lokalmiljøet. Det er den også på mange andre måder.
“Kirken er helt sikkert et lokalt samlingspunkt,” siger Jimmy Damgaard Poulsen og tilføjer.
“Ikke sådan at forstå, at mange af de unge, der bor i området, kommer i kirke hver søndag. Men en stor del af dem får døbt deres børn, ligesom de får deres ældre begravet. De ved derfor godt, hvor kirken er.”
“Og når vi så holder nogle lidt utraditionelle arrangementer, for eksempel halloween eller fastelavn, så kommer de. Der var 130 til halloween i Ydby Kirke sidste år.”
En opbakning, der også kan mærkes i præstegården, lyder det videre fra Jimmy Damgaard Poulsen.
“Da jeg blev præst her i begyndelsen af 2024, var der mange, der sagde til mig, at det er dejligt, at der igen er lys i præstegården. Det tager
jeg som et udtryk for, at de ved, hvor de skal gå hen, hvis der er behov for det. Ligesom det understreger pointen om, at præstegården langt hen ad vejen er til for menighedens skyld.”
Derfor er Jimmy Damgaard Poulsen, Alice Damgaard Sprotte og menighedsrådet også enige om, at det har prioritet at åbne præstegården.
“Vi har denne sommer ha re fællessangsarrangementer her i præstegårdshaven. Tre for den lidt ældre generation og et for børnefamilierne, hvor vi har lavet bål og snobrød og sunget sange,” fortæller Jimmy Damgaard Poulsen.
En åbenhed, der gør en forskel, mener Ingrid Ledet Jespersen.
“Det betyder meget for mange. For man sparker ikke bare lige døren ind i præstegården og siger ’her kommer jeg’. Man skal lige tage mod til sig og nde ud af, om man er velkommen.”
“Når der er et arrangement i præstegården, giver det anledning til at møde op og få en snak med præsten om løst og fast. Det gør det så også lettere bage er at tale med præsten.”
Men når det nu er dejligt, at man kan komme i præstegården, er det samtidig
Da Jimmy og Alice kom, var der ingen tvivl om, at man kunne vade lige direkte ind. Det er dejligt. Det er noget, folk godt kan lide.
EVALD JOHANNES ELIASSEN, MENIGHEDSRÅDSMEDLEM
4 Udsigten fra præstegården i Boddum, der ligger ved Doverodde Havn i Thy.
Da Jimmy Alice kom, ingen om, at kunne lige diind. Det dejligt. Det noget, folk kan lide.
JOHANNES
MENIGHEDSRÅDS-
også er en privat bolig, siger Ingrid Ledet Jespersen.
“Det er klart, at vi skal respektere, at det er præstens hjem, for præsten har altså også et privatliv. Men når nu præsten byder indenfor, så skynder vi os at sige ja tak.”
En balancegang Evald Johannes Eliassen er enig i.
“Det er ikke en selvfølge, at præsten byder indenfor, for der er nogle præster, der er mere imødekommende end andre. Men da Jimmy og Alice kom, var der ingen tvivl om, at man kunne vade lige direkte ind. Det er dejligt. Det er noget, folk godt kan lide.”
Og allerede inden de yttede ind i præstegården, fornemmede det kommende præstepar, at der både var et ønske om åbenhed og respekt for privatlivet, fortæller Alice Damgaard Sprotte.
“Vi talte om det allerede dengang, vi var til prøveprædiken, at der var et suk e er, at der var nogen, der ville åbne døren ind til præstegården. Det kunne vi mærke, og det vil-
le vi gerne imødekomme.”
“Det ville kræve mere af os at holde en skarp opdeling af det private og det ikke private, hvis det altså var det, vi ønskede,” supplerer Jimmy Damgaard Poulsen sin ægtefælle. Derfor er parret heller ikke i tvivl om, at der ikke skal skelnes for skarpt mellem præstegården som o entlig ejendom og privat bolig. Noget, der for eksempel viste sig ved sommerens fællessangsarrangementer, fortæller Jimmy Damgaard Poulsen.
“Da vi havde det første arrangement, havde vi åbne døre hele vejen igennem. Så kunne folk enten gå udenom, eller de kunne gå direkte gennem huset og kigge. Naturligvis ville mange gerne ind og kigge. Det kan jeg da godt forstå.”
Idet hele taget gælder det om at undgå alt for skarpe skel. Også i bredere forstand, fortæller Alice Damgaard Sprotte.
“Vi kunne godt sidde for os selv i præstegården. Men vi tager ud og er
2 Man kan se både kirken og præstegården tydeligt i Boddum. Derfor bliver der også lagt mærke til, hvad der sker i kirken og og præstengården. - Fotos: Heiner Lützen Ank og privatfoto
1 Både ynge og ældre generationer har i løbet af sommeren været på besøg i præstegårdshaven i Boddum. PRIVATFOTO
2 Præsteparret Jimmy Damgaard Poulsen og Alice Damgaard Sprotte (i midten) er enige med menighedsrådsmedlemmerne Ingrid Ledet Jespersen og Evald Johannes Eliassen i, at liv i præstegården er godt for alle.
FOTOS: HEINER LÜTZEN ANK
med, hvis der sker noget rundt omkring. Det gør jeg gerne som ægtefælle, men også for mig selv. For jeg har lige så meget brug for fællesskaber som alle andre mennesker.”
Men hvor går grænsen? Hvor langt er præsteparret villig til at gå, hvis fællesskabet ønsker nye arrangementer i præstegården?
Så langt som fællesskabets kræfter rækker, mener Jimmy Damgaard Poulsen.
“Mange ting kan lade sig gøre. Men det kræver, at der er et menighedsråd, der vil. Så hvis der skal laves andre arrangementer i præstegården, kræver det, at der er et menighedsråd, der vil være med.”
Men, tilføjer Jimmy Damgaard Poulsen, der skal samtidig være respekt for de andre stærke fællesskaber i området.
“Vi skal ikke presse noget ind, hvor der sker noget andet. Det hele behøver ikke være i kirkeligt regi, for vi kan også komme ud i andre sammenhænge.”
Hvis der skal laves andre arrangementer i præstegården, kræver det, at der er et menighedsråd, der vil være med.
JIMMY DAMGAARD POULSEN, PRÆST
Her på toppen af Doveroddevej, hvor præsteparret siden februar har ha deres hjem, kan man se vidt omkring. Og man kan på lang afstand se, om der er liv i præstegården. Noget, der bliver lagt mærke til, fortæller Ingrid Ledet Jespersen.
“I e eråret skulle jeg et smut ind i kon rmandstuen. Der var helt tomt, og det stormede og hylede. Jeg tænkte: ’Hold op, her er godt nok tomt. Jeg håber, der ytter minimum to ind, for ellers er det da uhyggeligt at bo her. Der skal nogle mennesker ind, så det bliver hyggeligt’.”
Og de mennesker – Jimmy Damgaard Poulsen og Alice Damgaard Sprotte – der kort e er yttede ind, er enige med Ingrid Ledet Jespersen og resten af menighedsrådet om, at det, der gør præstegården særlig hyggelig, er at den ikke kun er en privat bolig, men også et samlingspunkt for hele sognet.
J
Hyrdebrevet: Folk stod i kø for at komme i menighedsrådet ved Den tilsandede Kirke
Mange kirker måtte ved tirsdagens orienteringsmøde konstatere, at interessen for at komme i menighedsrådet er begrænset. Det gælder dog ikke ved Den tilsandede Kirke, fortæller Myrna Mågensen
Hyrdebrevsredaktionen
hyrdebrevet@kirke.dk
Hyrdebrevet møder en sjældent godt tilfreds Myrna Mågensen ved den kendte kirkeanalytikers stambord på Ingers Hotel i Hulsig. Det er dagen efter dagen, hvor der blev holdt orienteringsmøde i Den tilsandede Kirke, og listen over villige kandidater til efterårets menighedsrådsvalg er mere end rigeligt lang.
Hvad er forklaringen på succesen?
”Det er meget enkelt,” forklarer den kendte kirkeanalytiker og mangeårige
suppleant til menighedsrådet ved Den tilsandede Kirke.
”Jeg har lavet fem gode råd, som vi har udvalgt folk efter, så vi undgår de mest trælse typer i menighedsrådet. Og det er nogle gode råd, som jeg personligt er rygendes enig med mig selv i.”
Hun deler gerne sine fem råd med Hyrdebrevets læsere, så de kan lade sig inspirere.
1. Ingen unge i menighedsrådet – de aner ikke, hvad de snakker om
2. Ingen erhvervsmænd – de tror, at folkekirken er en virksomhed
3. Ingen midaldrende kvinder – de tror, at universet vil sige noget til dem henne i kirken
4. Ingen gamle – de har for meget tid og for lidt hørelse
5. Ingen hæklende kvinder – de vil bare pjaske hele kirken til med klude til alting
”Det er min erfaring, at når normale mennesker ser vores råd, vil de faktisk godt stille op,” slutter en glad kirkeanalytiker.
Hyrdebrevet
Hyrdebrevet tilrettelægges af sognepræst Kristian Bøcker i samarbejde med kirkeanalytikeren Myrna Mågensen, friskpræsten Heidi Mums, kirkecoach Pelle ”Powerpoint” Madsen, ungdomspræst Tjalde Rah og organist Rued Langhår. Surpræsten Ejnar Knast er tilknyttet redaktionen på freelancebasis.
Hyrdebrevet Søndag Morgen udkommer hver søndag på Kirke.dk
Jeg har lavet fem gode råd, som vi har udvalgt folk efter, så vi undgår de mest trælse typer i menighedsrådet
