Kunst&Kultur

Kunst&Kultur TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 21. SEPTEMBER 2019

C .W. E C K E R S B E RG : ” E N N Ø G E N K V I N D E , D E R S Æ T T E R S I T H Å R F O R A N E T S P E J L”. 184 1 . F OTO : S M K / D E N H I R S C H S P R U N G S K E SA M L I N G

F OTO : I DA G U L D B Æ K A R E N TS E N /RITZAU SCANPIX

F OTO : L E I F T U X E N

Islandske Olafur Eliasson er aktuel på det store britiske kunstmuseum Tate Modern.

Side 8

Christine Buhl Andersen indtager som ny formand for Ny Carlsbergfondet en magtfuld post i dansk kunstliv.

Side 38

Læs også

Læs også

C.W. Eckersberg, P.C. Skovgaard og de andre store danske guldalderkunstnere fejres med en smuk og nuanceret udstilling på Statens Museum for Kunst.

Side 12

• National identitet Syv midtjyske museer er gået sammen om en række udstillinger under titlen ”Herfra hvor vi står”.

Side 6 • Skøn forening J.F. Willumsen og Jørgen Haugen Sørensens værker kan ses side om side.

Side 20-21

• Ny bog Maleren Vilhelm Hammershøi kobles sammen med filosoffen Søren Kierkegaard.

Side 18 • Hjemstavn Hvis man vil forstå maleren Emil Nolde, må man forstå grænselandets historie. Side 28-29 • Rigdom og luksus Vandreudstillingen ”Generation Wealth” er rykket ind på Louisiana.

Side 4

• Ung kunst Kunstnere født i 1980’erne har indtaget kunstmuseet Arken i Ishøj.

Side 24

KUNSTEN & KLANGEN 01.09.19 - 29.03.20 *** ** En kærlighedserklæring til stemmens

skønhed og musikkens mangfoldighed Herning Folkeblad

***** Et frugtbart samspil mellem musik og maleri Midtjyllands Avis

Foto: Rune Lundø Photography

Panta Rei / Ditte Rønn

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kunsten er en tidsmaskine På landets kunstmuseer og gallerier kan man både blive klogere på den tid, vi lever i i dag, kigge ind i fremtiden og rejse tilbage til den tid, der var engang

kommentar AF STINA ØRREGAARD ANDERSEN KULTURJOURNALIST OG TILLÆGSREDAKTØR andersen@k.dk

Klimakrise, materiel overflod, national identitet, arbejds- og familieliv, flygtninge. Emnerne er ikke bare at finde i tidens tankemylder og nyhedsudsendelser. De er også at finde i tidens kunst. For kunsten spejler det samfund og den tid, den bliver til i. At gå på opdagelse på kunstmuseer og gallerier i ind- og udland, kan derfor også føles som at gå på opdagelse i et folk, en tid og et tankesæt.

Gæt og vind 3 Svarene på spørgsmålene i quizzen findes i artiklerne i dette tillæg. Send svarene til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærk kuverten ”Kunstquiz” eller send pr. mail til konkurrence@k.dk. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 3. oktober klokken 12. Navnene på vinderne offentliggøres lørdag den 5. oktober.

3 De tre første rigtige besvarelser, vi trækker, vil blive præmieret. De to første navne, vi trækker, vinder hver et gavekort til Magasin til en værdi af 500 kroner. Det tredje navn vinder bogen ”Gådefuld bør man være.

Vilhelm Hammershøi og inspirationen fra Søren Kierkegaard” fra Kristeligt Dagblads Forlag.

”

At gå på opdagelsepå kunstmuseer og gallerier i ind- og udland, kan derfor også føles som at gå på opdagelse i et folk, en tid og et tankesæt.

Et af de steder, hvor tidens kunst i øjeblikket kan opleves, er på kunstmuseet Arken i Ishøj. Under udstillingstitlen ”Ung dansk kunst – samfundsprognoser” tager en generation af kunstnere, alle født i 1980’er-

ne, temperaturen på verden, som den ser ud i dag, og som de frygter, den vil komme til at se ud i fremtiden, og behandler emner som klima og kapitalisme. De samme temaer kan findes på dette års kunstbiennale i Venedig i Italien, der desuden også behandler flygtningekrisen i form af skroget af en fiskekutter, der har haft mellem 700 og 1100 afrikanske migranter om bord – ligesom tidens kapitalisme og forbrugskultur sættes under lup på den aktuelle fotoudstilling ”Generation Wealth” på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

De tre udstillinger er blot nogle af de mange aktuelle udstillinger, som der kan læses mere om i Kristeligt Dagblads 42 siders særtillæg ”Kunst&Kultur”.

I tillægget kan man dog også rejse fra nutiden med tilbage til en anden tid – og en anden kunst – blandt andet til 1800-tallets Danmark og den periode, der i kunsthistorien har fået mærkatet ”guldalderen”. I sin femstjernede anmeldelse af Statens Museum for Kunsts guldalder-udstilling, som kan læses på side 12 i tillægget, skriver Henrik Wivel: ”De flere end 200 værker på udstillingen ’Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer’ er øjenlyst og øjenfryd, idel glæde og lutter guld og grønne skove.”

På side 14 i tillægget går rejsen så tilbage til en anden tid, til 1890, hvor et møde mellem den norske kunstner Edvard Munch og den lollandske digter Emmanuel Gold-

stein, der siden skulle blive venner, fandt sted i Paris. For på den aktuelle udstilling ”Munch og Goldstein.

Intense linjer” med Munchs træsnit og Goldsteins digte er de to gamle venner samlet igen, og det belønner avisens anmelder med fem flotte stjerner.

På side 18 i tillægget går rejsen så tilbage til både Søren Kierkegaard og Vilhelm Hammershøis tid. I et interview fortæller den bogaktuelle Lisbeth Smedegaard Andersen nemlig om, hvordan maleren Hammershøi er blevet inspireret af Kierkegaards tanker.

God fornøjelse med læsningen og kunstoplevelserne. Der er forhåbentlig både noget til enhver tid og enhver smag at finde her i tillægJ get.

Quiz med om Kunst&Kultur 3 1. Hvor ligger Noldemuseet?

3 5. På hvilket europisk kunstmuseum er Olafur Eliasson aktuel med ”In Real Life”?

3 9. I hvilken østjysk by ligger der et glasmuseum?

3 13. Hvilken periode i dansk kunst hører malere som Eckersberg, Thorvaldsen og Købke til i?

3 2. J.F. Willumsens værker vises i Frederikssund sammen med værker af en anden kunstner. Hvem er den anden kunstner?

3 6. Hvem handler udstillingen ”Trækfuglevej” om?

3 10. Hvor mange midtjyske museer er med i ”Herfra hvor vi står”?

3 14. I hvilket årti er kunstneren Hannah Toticki Anbert født?

3 3. Hvor vises udstillingen ”The Great Filter”?

3 7. Hvor ligger maleren Oluf Høsts have?

3 11. Hvad hedder fotografen bag udstillingen ”Generation Wealth”?

3 15. Hvilken by ved Flensborg Fjord har været hjem for en kunstnerkoloni?

3 4. Hvem er ny formand for Ny Carlsbergfondet?

3 8. Hvilken norsk skulptør ville i år være fyldt 150 år?

3 12. Hvad er nummeret på den biennale, der i øjeblikket kan ses i Venedig?

3 16. Hvor ligger kunstmuseet Trapholt?

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Dagbladet i Ringsted

Louisiana præsenterer den største udstilling i Europa nogensinde med Marsden Hartley (1877-1943).

Mere end 110 malerier af Amerikas store, men længe glemte moderne klassiker.

Udstillingen er støttet af:

Marsden Hartley, Adelard the Drowned, Master of the “Phantom”, circa 1938-1939, oil on academy board, 27 7/8 x 22 in.

Collection of the Weisman Art Museum at the University of Minnesota. Bequest of Hudson D. Walker from the Ione and Hudson D. Walker Collection, 1978.21.236

Louisianas Main Corporate Partners:

4 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Pas på, hvad du drømmer om Vandreudstillingen ”Generation Wealth”, der nu vises på kunstmuseet Louisiana, er både en forstemmende og ansporende oplevelse

anmeldelse 5 stjerner

2 Lauren Greenfield har en fortid inden for den visuelle antropologi og begyndte sin karriere med at se på fremmede kulturer, indtil hun fandt ud af, at det forskningsfelt, hun faktisk havde alle forudsætningerne for at gå ind i, lå lige for fødderne af hende. Hun vendte tilbage til sit eget ungdomsmiljø blandt de rige unge i Los Angeles, som siden har været omdrejningspunkt for hendes fotoprojekter. Her ses en venindegruppe med deres Versacehåndtasker til en privat åbning af en Versace-butik i Beverly Hills, Californien, 2007.

– Foto: Lauren Greenfield/ Louisiana.

AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

Dagen før jeg skulle på Louisiana og se deres nye udstilling med den amerikanske fotograf Lauren Greenfield, viste min søn mig klassebilleder fra sin nye gymnasieklasse. Helt almindelige unge mennesker i afslappet tøj, tænkte jeg.

Men han læser billederne anderledes.

Han ser tegn og betydninger, som jeg ikke ser. Den helt almindelige sweatshirt på den tynde dreng er fra et dyrt mærke, de gummisko, som hende, der ser genert ud, har på, koster 4000 kroner, den taske, der ikke ligner noget særligt, har den lyshårede stået i kø for og sælger måske videre.

Alt afhængig af, hvilke kontekster vi kommer fra, hvilke visuelle sprog og koder vi kender, læser vi forskellige historier frem af det samme billede.

Jeg husker tydeligt, at min egen mor ikke kunne se forskel på de smarte og de helt umoderne cowboybukser, så det var ikke den form for sensibilitet, der overraskede mig, men derimod hans måde at afkode virkeligheden økonomisk på.

Samt det faktum, at unge mennesker faktisk har så mange midler til forbrug.

Dagen efter mødte jeg på Louisianas udstilling ”Generation Wealth” en visuel historiefortælling om de seneste to årtiers vilde overforbrugskultur, primært i USA, men også med væsentlige afstikkere til Rusland og Kina. Vidnesbyrd om en absurd materiel grådighed, som ifølge fotografen Lauren Greenfield faktisk er slået over i afhængighed.

Er det kunst? Nej, det er et dokumentarisk portræt af vores tid fra Los Angeles til det nye oligarki i Rusland og blingbling-dynastier i Kina, og når Louisiana viser udstillingen, som tidligere har været vist i blandt andet Oslo, er det i samme ånd, som da de viste Jacob Holdts amerikanske billeder. Men som man også kan se på Greenfields fotografier, er kunsten i den kapitalistiske verdensorden også nødvendigt tilbehør, ligesom hele økonomien omkring kunst er en boble, der intet har med den kunstneriske praksis eller bestræbelse at gøre. ”Generation Wealth” er et paraplyprojekt, der både udgøres af fotografier, en bog og en film, med materiale fra de seneste 25 år. Det er Greenfields intention at vise os, hvordan det, man kunne kalde den kapitalistiske logik, har infiltreret ikke bare de få virkelig rige menneskers måde at tænke på, men os alle sammen.

Udstillingens fascinationskraft ligger i dens billeder af de absurd rige, men dens intention er at være et spejl for den omsiggribende forbrugskultur, hvis logik langsomt er blevet mainstream.

Greenfield har fokus på samme strukturelle tendenser, som sociologer og økonomer ser – at kløften mellem rige og fattige bliver dybere, og at det, der kaldes ”iøjnefaldende forbrug”, er i voldsom vækst.

Greenfields påstand er, at den overfladiske forbrugskultur er blødt igennem til alle samfundslag. Men også, at den materialistiske grådighed i virkeligheden hurtigt slår over i næsten sygelige former for afhængighed. Nok er aldrig nok. ”I Shop Therefore I Am” (jeg køber, derfor er jeg), som kunstneren Barbara

Kruger formulerede det allerede i 1987, men nu har udsagnet mistet sin ironi.

Har man ikke pengene, handler det om, at man kan iscenesætte sig selv til det, som det faktisk lykkes for dagens realitystjerner.

Lauren Greenfield har en fortid inden for den visuelle antropologi og begyndte sin karriere med at se på fremmede kulturer, indtil hun fandt ud af, at det forskningsfelt, hun faktisk havde alle forudsætningerne for at gå ind i, lå lige for fødderne af hende.

Hun vendte tilbage til sit eget ungdomsmiljø blandt de rige unge i Los Angeles og så, hvordan ungdomskulturen så ud. Projektet blev til bogen og filmen ”Fast Forward” (1997).

Lauren Greenfields metode er antropologens. Hun tilbringer lang tid sammen med dem, hun portrætterer, sådan at de til sidst glemmer, at der er kamera på. Hun iscenesætter ikke sine motiver, men registrerer, hvordan motiverne iscenesætter sig selv. Samtidig får hun sine aktører til at fortælle deres historier, og det er i mødet mellem billede og ord, projektet for alvor kommer til live. Selv bag det, der ser mest afstumpet ud, ligger der en menneskelig historie og et rationale.

På et fotografi fra Santa Monica i 1993 passerer nogle teenagere hinanden i luksuriøse åbne biler. Det er sommer, de har ikke meget tøj på, på forsædet sidder en smuk pige, alting ser vældig overklasseprivilegeret ud. I teksten kan vi læse om den 18-årige Mijanou, som kommer fra Costa Rica og i modsætning til sine venner ikke har økonomisk kapital. Derimod har hun sit udseende.

Hvad den form for kapital betyder, undersøger Greenfield i flere af sine senere projekter, hvor hun retter blikket mod de unge piger. Både dem, der vokser op med Disneys prinsessedrøm som et ideal, der følger dem helt ind i voksenlivet, dem, der ender med svære spiseforstyrrelser, og dem, der bruger deres ungdom og seksuelle kapital ved at gå ind i pornoindustrien.

0 Ilona, fotograferet i 2012 sammen med sin fireårige datter, er opvokset i en lille lejlighed i Letland, nu bor hun i Moskva med sin russiske mand. Ilonas sweater er lavet til hende i en specialfremstillet farve af hendes ven Andrey Artyomov. Hans Walk of Shame-tøjlinje er populær blandt oligarkernes koner.

– Foto: Lauren Greenfield/Louisiana.

Se for eksempel den 27-årige Brooke Taylor, der fortæller om sit liv som sexarbejder på Bunny Ranch i Nevada, og siger, at nu tjener hun det samme på en time, som hun før kunne tjene på en måned. Hun ser sig ikke som et offer, hun har selv valgt, hvad hun gør, og hun sender spørgsmålet tilbage til de forargede, for hvem det ville være helt fint, hvis hun gik på bar og havde tilfældig sex, så længe hun dagen efter passede sit arbejde som skolelærer, om, hvorfor det er o.k. at tage imod blomster og middage, men ikke at tage imod penge.

Det er benhård liberalistisk logik, det er kærlighedsløst og materialistisk, men det er også en ung kvinde, som har besluttet sig for at klare sig i den verden, hun ser omkring sig, og ikke vil tage skammen på sig.

I et andet projekt ser Greenfield på kvinders forsøg på at holde fast i den erotiske kapital gennem skønhedsoperationer. Forestillingen om, at forløsnin-

gen ligger i den perfekte næse eller de nye bryster, er også sivet ned til de helt unge. At få noget ”ordnet”, som det hedder, er næsten blevet det nye normale, noget, der kan opfattes og italesættes som en nødvendighed for overhovedet at kunne eksistere.

Udstillingen er delvist kronologisk opbygget, sådan at vi får fornemmelsen af en bevægelse, der vokser ud af en amerikansk ungdomskultur, og i nogen grad bliver punkteret af finanskrakket i 2008.

Det er en lidt hårdt trukket dramaturgi, som man godt kunne sætte spørgsmålstegn ved. Til projektet hører også en bog, og selvom det giver noget andet at se fotografierne i store størrelser, så er bogen, der med sine 3,2 kilo indbundet i guld og udgivet på det fine forlag Phaidon i sig selv er en ironisk kommentar til drømmen om mere, størst og mest gyldent, et godt medie at opleve GreenJ fields projekt igennem.

Lauren Greenfield: Generation Wealth.

Kunstmuseet Louisiana, Humlebæk. Til den 26. januar 2020.

Douglas Gordon, Phantom, 2011. Production still © Studio lost but found / VG Bild-Kunst, Bonn, VISDA, 2019.

Photo: Studio lost but found / Michael McDonough. Courtesy: Studio lost but found, Berlin.

07.09.19 – 16.02.20

Jyllands-Posten

Århus Stiftstidende

”Man kan i hele orkestreringen af udstillingen fornemme Gordon emme ud af alle rum – man kan simpelthen mærke museets tætte forbindelse med kunstneren (…) På den måde minder hans værker, og udstillingen, meget om livet selv: fuld af forvirring, ømhed, nærhed, smerte, sorg og kamp. Det hele på én gang.”

Dagbladet Information

Tirsdag – fredag 10 – 21

Lørdag – søndag 10 – 17

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kunstens sprog går ind i debatten om national identitet Under den fælles titel ”Herfra hvor vi står” er syv midtjyske museer gået sammen om en kunstnerisk stafet.

Udstilingerne vil give vidt forskellige perspektiver på, hvad det betyder at være national i en globaliseret tidsalder.

Den første udstilling er åbnet på Randers Kunstmuseum

interview

2 Poul Gernes’ ”Forslag til EF-flag” fra 1972, hvor et af flagene bærer en isvaffel, er en underfundig kommentar til Danmarks indtræden i EF samme år. – Foto: Anders Sune Berg.

AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Når vi i Danmark taler om flaget, vil langt de fleste af os se det rød-hvide dannebrog for vores indre blik. Det er derfor ingen tilfældighed, at den udstilling om national identitet, der i august åbnede på Randers Kunstmuseum, i sin titel bærer ordet flag i ubestemt form. Allerede udenfor kulturhuset i Randers’ centrum, som kunstmuseet er en del af, forstår man, at flag her ikke er flaget. For her blafrer i vinden 12 flag i seks forskellige hudfarver fra råhvid over lyserød til forskellige nuancer af brun.

Det er kunstnerduoen Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvangs værk ”Native, Exotic, Normal/Circle of Flags”, hvor flagstængerne er i forskellige højder, dem med flag i lyse nuancer er højest, og hvor flagene er indfarvet efter kosmetikindustriens farveskalaer. De to kunstnere har siden 2005, hvor danske flag under Muhammedkrisen blev brændt i Mellemøsten, med egne ord haft en langvarig besættelse af flag. ”Flag er for os et symbol på den nationale sammenhængskraft på godt og ondt, Den nationale identitet giver et fællesskab, men ligger også snublende tæt på forherligelse af egne egenskaber og en blindhed for andres”, siger de to kunstnere i det magasin, der er udgivet i forbindelse med udstillingen i Randers og seks andre udstillinger, der i de kommende måneder løber som en stafet mellem syv midtjyske museer. Den fælles titel på udstillingssamarbejdet er ”Herfra hvor vi står” med lån fra Skousen og Ingemann-hittet fra 1971.

Museumsdirektør for Randers Kunstmuseum Lise Jeppesen er tovholder på hele projektet, og altså også den første, der griber depechen i den kunstneriske stafet. Hun var også koordinator på de samme syv museers samarbejde om ”De syv dødssynder” under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, der omfattede hele Region Midtjylland.

Denne gang markerer museumssamarbejdet 800-året for dannebrog i år og 100-året for Genforeningen i 2020.

Lise Jeppesens udgangspunkt for det valgte tema på Randers Kunstmuseum ”Flag – objekt, ikon, symbol” er en 1200 værkers stor samling af bysbarnet Sven Dalsgaard. Han er især kendt for sin udstilling i Paris i 1967, hvor han udstillede 31 dannebrogsflag, der stod på høj-

De syv udstillinger

3 Sven Dalsgaard, 1967. Olie på lærred.

– Foto: Randers Kunstmuseum.

”

0 Hesselholdt og Mejlvangs ”Native, Exotic, Normal Circle of Flags”. – Foto: Lone Eriksen.

Det er i kunsten, vi gribes om hjertet og finder ind til de dybere sandheder om, hvem vi er og hvad vi føler.

LISE JEPPESEN, DIREKTØR FOR RANDERS KUNSTMUSEUM

0 Lise Jeppesen. – Foto Randers Kunstmuseum.

kant. Hans værker, der også rummer et billede, hvor han korsfæster sig selv på et Dannebrogsflag, og et hvor en mund kysser dannebrog, er den kunst, der møder gæsterne i det første rum af udstillingen i Randers.

Længere fremme i udstillingen vises blandt andet Poul Gernes’ ”Forslag til EF-flag” fra 1972, hvor et af flagene bærer en isvaffel – en underfundig kommentar til Danmarks indtræden i EF samme år. Også den kinesiske kunstner Ai Weiwei er re-

præsenteret med de flag, han skabte i anledning af 70-året for FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder i 2018. Weiweis flag er en kommentar til tidens flygtningestrømme, og på et af dem viser han på en grå baggrund konturerne af et dødt barn på en strand. Et billede, der blev vist i nyhedsmedier over hele verden. ”Man kan lære meget om national identitet af politikerne, eksperterne og de andre kloge hoveder, vi hele tiden støder på i

dagbladendes spalter og tv-nyhederne, men når vi virkelig skal have vores perspektiver og forestillinger udfordret, ja, så er vi nødt til at ty til kunsten. Det er i kunsten, vi gribes om hjertet og finder ind til de dybere sandheder om, hvem vi er og hvad vi føler,” siger Lise Jeppesen. Hun tilføjer, at kunstmuseerne som udgangspunkt er upolitiske og at kunstneres værker naturligvis vises helt ucensurerede. ”Vi er selvfølgelig klar over, at vi har at gøre med et tema, der er brandfarligt i tiden, og som har utroligt mange aspekter.

Netop derfor er museumssamarbejdet perfekt. Med det serielle kan vi løfte noget, der er meget større, end hvad det enkelte museum kan og dermed komme vidt omkring med, hvad national identitet betyder i en globaliseret verden. Vi håber sådan, at ’Herfra hvor vi står’ vil inspirere til mange andre tværinstitutionelle samarbejder rundt omkring i det danske kulturliv. Det ville kommme os alle sammen til gode,” siger Lise Jeppesen. J

Syv museer i Region Midtjylland viser i de kommende måneder udstillinger under den fælles titel ”Herfra hvor vi står”: 3 Randers Kunstmuseum: ”Flag – objekt,ikon,symbol” vises frem til den 12. januar 2020.

3 Horsens Kunstmuseum: ”Lilibeth Cuenca Rasmussen – Herfra hvor vi står” vises fra den 21. september til den 19. januar 2020.

3 Holstebro Kunstmuseum: ”Troe og Agtsom/Urolige Hjerte – to filmkabareter af Kirsten Astrup vises fra den 28. september til den 26. januar 2020.

3 Skive Museum: ”Trine Søndergaard – Herfra hvor vi står” vises fra den 28. september til den 1. marts 2020.

3 Skovgaard Museet, Viborg: ”Dannebrog – myten der faldt ned fra himlen” vises fra den 5. oktober til den 19. januar 2020.

3 Museet for Religøs Kunst: ”Jens Haaning – Herfra hvor vi står” vises fra den 6. oktober til den 23. februar 2020.

3 Glasmuseet Ebeltoft: ”Chinese Whispers” vises fra den 12. oktober til den 22. marts 2020.

24. AUGUST – 8. DECEMBER 2019

★★★★★★ ★★★★★★ ★★★★★★ ★★★★★★ ★★★★★

8 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kunst med magnetisk tiltrækningskraft i London Olafur Eliasson er vendt tilbage til Tate Modern i London med en stor retrospektiv udstilling bestående af 40 ældre og enkelte helt nye værker

anmeldelse 5 stjerner

LISBETH BONDE SKRIVER FRA STORBRITANNIEN kultur@k.dk

Mange britiske gæster husker utvivlsomt den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson (født 1967) fra hans store, populære installation ”The Weather Project” i Turbinehallen for 16 år siden. Ikke mindre end to milloner mennesker oplevede dette værk, som gennem vinteren 2003/2004 blev et yndet udflugtsmål for familier og vennegrupper. De søgte til Tate Modern for at nyde den store kunstige sol, hvor de sad eller lå på gulvet og sendte beskeder til hinanden via det kæmpemæssige spejlloft.

Nu er Olafur Eliasson vendt tilbage, og allerede ved morgenstunden er der kø ved indgangen til hans nye udstilling.

Udstillingen følger tre hovedspor: Dels er en række værker viet til hans bekymring for den stadigt mere truede natur, især den smeltende is ved polerne og i Grønland. I den forbindelse skal især fremhæves et nyt værk ”The Presence of Absence Pavilion” (Tilstedeværelsen af fravær-pavillon, 2019). Det er en bronzeafstøbning af rummet omkring et stykke is fra en smeltende gletsjer. Den fraværende is danner et hulrum eller en grotte, som børnene elsker at kravle ind i.

Værket ligger i forlængelse af ”Ice Watch” (2014), som Eliasson skabte i samarbejde med geologen Minik Rosing. Her indgik isblokke fra den grønlandske indlandsis, som smeltede på pladserne i byer, der husede diverse klimatopmøder. Men den nye skulptur adskiller sig fra de hastigt smeltende isblokke ved at være skabt i et bestandigt materiale – den er så at sige en evig påmindelse om den nedsmeltningskatastrofe, der med stadig stigende hast finder sted ved polerne og i Grønland. I dette hovedspor, som handler om naturen i den antropocæne tidsalder, indgår også Eliassons hyldest til den islandske natur i form af en kæmpemæssig væg med levende rensdyrmos og en række fotografiske serier med gletchere og kajaksejlads på Islands floder.

Det andet hovedspor viser Eliassons livslange optagethed af geometri, der især kan opleves i den store montre ved indgangen med modeller eller skitser til realiserede eller ikke-realiserede geometriske installationer, skabt af ham sammen med hans store stab, der arbejder i Studio Olafur Eliasson i Berlin. Det

0 På udstillingen i London kan man danse til værket ”Your Uncertain Shadow” (2010) – nogle lamper, som kaster farvet lys op på en stor væg, så vores skygger kommer ud i mange farver og fordoblinger.

Anmeldelse af Olafur Eliasson: In Real Life.

Tate Modern, London, England. Til den 5. januar 2020.

tredje hovedspor afspejler Eliassons interesse for perceptionen og sansningen af vores omverden gennem de mange berømte ”oplevelsesmaskiner”. Her er han suveræn, hvilket blandt andet kommer til udtryk i værket ”Big Bang Fountain” (2014), et mørklagt rum med et stroboskoplys, som oplyser et lille springvand med pulserende vand. Her opstår en række uforudsigelige, skulpturelle former, når lyset ”fryser” vandet, idet det strømmer over sine bredder. Hver enkelt ”skulptur” varer under et sekund og ligner en eksplosion.

Titlen på Olafur Eliassons nye udstilling ”In Real Life” refererer til den virkelige, fysiske verden i modsætning til de mange ”virkeligheder”, som vi oplever digitalt på skærmene. Det er også titlen på en ny såkaldt sfære fra Eliassons hånd: en lampe på over to meter i diameter med ruder i forskellige farver, indsat i et sort metalgitter. Et lys i midten bryder gennem ruderne, så et orgie af mønstre i mange farver projiceres på væggene, mens det sorte gitter kaster skygger på gulvet. Sfærens betagende, kalejdoskopiske og luftige ”maleri” indtager hele rummet.

Det mest virkelige i vores virkelighed er vores krop med dens raffinerede sanseapparat, hvormed vi møder omgivelserne. Eliasson har i hele sit snart 30-årige virke appelleret til dette san-

seapparat. I sin installationskunst har han udviklet allehånde ”oplevelsesinstrumenter”, som skærper vores opmærksomhed over for fænomenverdenen og udfordrer vores sanser. Når man står over for et af disse interaktive værker med en generøs titel, hvori der ofte indgår ejestedordet ”din”, må man, for at få det til at virke, investere sig, det vil sige bruge sig selv, gerne sammen med andre.

På udstillingen kan man således danse til værket ”Your Uncertain Shadow” (2010) – nogle lamper, som kaster farvet lys op på en stor væg, så vores skygger kommer ud i mange farver og fordoblinger.

Dette avancerede disko-show er hurtigt blevet et populært selfie-værk, så alle står i kø for at fotografere deres egen fascinerende skygge. Når man bevæger sig igennem passageværket ”Your Blind Passenger” (2010) – en tunnel fyldt med tåge i mange farver, så alle konturerne forsvinder – føler man sig nærmest vægtløs, for også grunden under en er usynlig. Ikke desto mindre fotograferer alle hinanden derinde.

Ikke at forglemme det ikoniske værk ”Beauty” (1993), der er Eliassons til dato smukkeste: I et sort vådrum kan vi opleve en kunstig regnbue – eller måske snarere nordlys – der opstår, når bittesmå vanddråber fra en perforeret haveslange brydes eller

”afbøjes” af et stærkt, hvidt spotlys som i et optisk prisme.

Forældre bærer deres børn gennem det tynde vandtæppe, som farverne spiller i. Med deres små hænder rækker de ud efter de fine dråber og smelter for et øjeblik sammen med regnbuen. Det er et stykke genuin køkkenbordsingeniørkunst, som ikke desto mindre rummer en sjælden skønhed.

I øvrigt afslører samtlige Eliassons værker deres egen konstruktion. De dækker ikke over nogen hemmeligheder, og konstruktionerne er en del af ”showet”. Det gælder også det 11 meter høje og 12 meter brede ”Waterfall” (2019) på pladsen bag Tate Modern-museet, hvor man tydeligt ser vandpumpen og stilladset. Her fanger vandkaskaderne det skiftende lys og er et blødt og dynamisk modsvar til de hårde og statiske, arkitektoniske omgivelser i glas og stål.

Eliassons tilbagevenden til Tate Modern er en ”tour de force”, der har en magnetisk tiltrækningskraft på et stort publikum i alle aldre. De forenes i et fællesskab under ”indtagelsen” af værkerne. Og de morer sig. Det er ikke som på en maleriudstilling, hvor man udfører en dans ved at træde helt hen til værket for at studere de små detaljer for bagefter at trække sig tilbage for at se helheden. Nej, hos Eliasson får værkerne først karakter,

når man bruger dem aktivt sammen med dem, man måtte følges med.

For os danskere, der nok hører til den nation, der kender hans kunst bedst, er der i mange tilfælde tale om en genkendelsens glæde, for udstillingen er fyldt med ”genbrug”.

Værkerne af nyere dato føjer imidlertid spændende aspekter til denne helt igennem sympatiske kunstners aktuelle dagsorden. Den indeholder også bidrag til, hvordan mennesker i områder uden elektricitet kan få lys over bordet i form af den solcelledrevne lampe ”Little Sun” og efterfølgeren ”Little Sun Diamond”.

Et stort rum ”The Expanded Studio” (det udvidede atelier) er helliget Studio Olafur Eliassons bredere engagementer med mulighed for fordybelse i de projekter, som han og hans stab har været involveret i.

Her kan en stor væg med opslag og dokumentationer samt en række videofilm give den videbegærlige museumsgæst yderligere informationer. I Turbinehallen er der indrettet et værksted, hvor børn med eller uden voksne kan konstruere bygninger og urbane miljøer ved hjælp af nogle specialudviklede, hvide byggeklodser. Hele Tate Modern spiller i de næste måneder Olafur Eliassons på alle måde sympatiske og helstøbte J kompositioner.

Peter Carlsen, Slaget ved Lyndanis 1219, 2015. Olie på lærred. Tilhører kunstneren

SKOVGAARD MUSEET i Viborg præsenterer

DANNEBROG - myten, der faldt ned fra himlen

5. oktober 2019 - 19. januar 2020

10

særudstilling

Fra Philipsen til Salto gensyn med den nyere danske samling

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

0 Som en slags sandslotte står et par tusinde toppe i række og geled og danner noget, som beskueren kan vælge at opfatte som en slags by i ørkenen. – Foto: David Stjernholm/ Brandts.

På grænsen til det uendelige Adam Jeppesen er en ener i dansk samtidskunst.

Nu præsenteres hans ­ambitiøse værk på Brandts i Odense med udstillingen ”The Great Filter”

anmeldelse 4 stjerner

WWW.DAVIDMUS.DK

AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

en FILM aF JOHanneS nYHOLM

en unik blanding af ‘groundhog day’ og ‘funny games’ tilsat sort humor og peter belli, som du aldrig har set ham før

i biograferne 26. sept

Det er en usædvanlig kunstner, der i øjeblikket gæster Brandts, der i ”gamle” dage var klædefabrik i hjertet af Odense. Kunsthallen byder på en variation af udstillinger, og nyest i rækken er en totalinstallation af den i Argentina bosiddende danske kunstner Adam Jeppesen, der i en årrække har markeret sig som et af de mest interessante nye navne især inden for det fotografiske medie.

Nu er der sket et skred i hans værk: Han er blevet om ikke billedhugger så skulptør, og det i fuld skala med dette ”land art”-lignende projekt, der er rykket inden døre. Udstillingen består af et stort fladt værk støbt i ”porøs” beton, der fylder det meste af gulvfladen i den smukke ovenlyssal. Som en slags sandslotte står et par tusinde toppe i række og geled og danner noget, som beskueren kan vælge at opfatte som en slags by i ørkenen – det er meget filmisk – og i siderne på lokalet flankeres det mere end 100 kvadratmeter store værk af seks skulpturer af samme materiale stablet i vitriner.

Når materialet stables, får man uvægerligt associationen til en rygsøjle eller hvirvler fra store måske uddøde dyrearter eller klippesøjler.

Det er musealt og virker som naturforekomster med en ­geologisk pointe.

Adam Jeppesen er både ambitiøs og vil vise en stor historie med få sparsomme virkemidler. Næsten som ”land art”-kunstnerne i 1960’erne med Walter De Maria i spidsen, der begyndte at installere hele rum med et metertykt jordlag.

I New York City findes et værk permanent: ”Earth Room” har eksisteret i fire årtier og kan stadig beses. Det synes, som om Adam Jeppesen med sit værk i Odense hylder netop Walter De Maria med en tydelig reference rent konceptuelt og materialemæssigt.

Og Adam Jeppesen har noget at have sin naturforståelse i. Han er berejst og har studeret klodens mest øde steder på sine rejser især i Sydamerika, hvor hans fotografiske værker ofte er skabt.

Men i Odense får vi desværre ikke meget at vide om den forudgående historie, og det er synd. Et værk som ”The Great Filter”, der spiller på, om der er en grænse til det uendelige, giver os som beskuere ikke meget at arbejde med.

Vi kan se lysets bevægelse over tid og studere værket som en ørkenforekomst eller arkitekturmodel, men det ville være rart, hvis den kunstneriske kontekst var mere tilgængelig via skiltning eller anden introduktion.

Adam Jeppesen bevæger sig i et felt, hvor ikke mange danske kunstnere er – uden dog at være enegænger.

Hans styrke er at komme fra en perfektioneret side af det fotografiske medie og med en interesse for fragile og udsøgte materialer fra papir til cement. Forbindelsen til de landskaber, han ofte har foreviget, savnes på udstillingen, selvom selve værket udstilles i overbevisende rammer. Et så tyst værk, der trods alt er en viljesakt, rejser nogle spørgsmål om mening.

Værket kunne være i familie med Olafur Eliassons forvandlinger af rum, som mange vil kende det fra Louisianas udstilling, hvor besøgende kunne gå rundt i et islandsk ”landskab” af lava­ agtige sten, men hos Adam Jeppesen findes denne inter-

0 Seks skulpturer i ”porøs” beton er stablet i vitriner.

– Foto: David Stjernholm/ Brandts.

ageren med værket alligevel ikke som en mulighed. Selvom der er rygsøjler og hvirvler, er de bag glas i vitrinen ”musealiseret”, og det flade værk på gulvet bliver utilgængeligt for andet end øjet og sindet at vandre i.

Det er spændende og fortjener opmærksomhed og handler dybest set om natur og tid, men publikum bør lukkes mere ind i tankegange og de kunsthistoriske lag, der er gået forud. Der savnes formidling. Hvad gør det til kunst?

Hvilken tradition? Er skulpturen i familie med Per Kirkebys murstensskulpturer? Hvis det er sandslotte, er vi ikke langt fra museets sanseudstillinger.

Adam Jeppesen har skabt en smuk repetitiv bevægelse i rummet. Det er tydeligt, at han har et æstetisk mellemværende med kunsten, der handler om en slags klodebeJ vidsthed.

Adam Jeppesen: The Great Filter. Brandts, Odense. Til den 2. februar 2020.

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

11

Oluf Høsts have bliver stadig til nye billeder Kunstneren Jo Dam Kærgaard og hendes sangskrivermand Steffen Brandt har – inspireret af Oluf Høsts gamle have – sammen skabt en lyrisk fortælling i ord og billeder om årets gang i særudstillingen ”Logbog fra Norresan” i Oluf Høsts sommeratelier i Gudhjem

reportage

De to kunstnere har længe haft en særlig tilknytning til Bornholm og ikke mindst Oluf Høst Museet. Allerede i 2005 skabte de dialogudstillingen ”25 vandringer i Høsts fodspor”. Siden har Jo Dam Kærgaard skabt tre kogebøger ud fra opskrifter, som Oluf Høsts hustru, Hedvig Wiedemann Høst, havde samlet sammen gennem et langt liv på Norresan, som kunstnerhjemmet hedder.

Og i 2013 valgte parret Brandt og Kærgaard at få fast base på Bornholm med et hus i nærheden af museet, mens Jo Dam Kærgaard har fået atelier i byen. Men haven her har været deres ekstra fristed, forklarer en anden Brandt, Martin Brandt, der er museets direktør og gerne viser frem i deres fravær:

REQUIEM Klarinetkoncert

Sangere: Anna Wierød, Anna Carina Sundstedt, Julie Borgwardt-Stampe Rebecca Forsberg Svendsen, Elenor Wiman, Ayala Zimbler Hertz Kieran White, Jakob Skjoldborg, Paul Bentley-Angell

AF DANIEL ØHRSTRØM

Steffen Brandt har i årenes løb givet mange små koncerter i museets have, men han er også kommet her meget for at lade op som privatperson. ”Her sidder jeg sommetider en hel dag og læser i en bog eller lader, som om jeg læser i en bog. Det kan anbefales. Det er, som om alt det bedste fra Bornholm og måske hele Skandinavien er samlet på ét sted her i haven med frugttræer, klipper og historiens vingesus. Det var jo her, at Oluf Høst levede og malede sine mesterværker,” har Steffen Brandt tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, og nu er han sammen med Jo Dam Kærgaard aktuel med en udstilling, der nærmest bogstaveligt talt er groet her i haven.

For mens hun har skabt en række monografier med brug af planter fra haven gennem et helt år fra januar til december, har han skrevet små lyriske logbogstekster, der handler om, hvad der skete, og hvad han tænkte på bestemte datoer.

MOZART Nicola Boud – klarinet

ohrstrom@k.dk

Kornblomsterne vokser vildt i Oluf Høsts gamle klippehave i Gudhjem, så det på afstand kan se ud, som om der er tabt små klatter af maling i alle farver mellem de lange tørre strå.

Det var lige her, den store bornholmske maler Oluf Høst (1884-1966) dagligt gik igennem haven for at komme op til sit yndlingsmotiv og malede sine glødende solnedgange over gården Bognemark. Andre gange malede han direkte udsigten her fra haven. Og fra en hvid havestol helt oppe i haven kan man stadig nyde horisontlinjen over Østersøen, der ligger som et præcist penselstrøg over tagryggen, så den grønne græsplæne, det bornholmerrøde hus og den havblå horisontlinje under den lidt lysere himmel virker guddommelig gennemtænkt med solen over Gudhjem som prikken over det hele.

Der er derfor ikke noget at sige til, at både kunstneren Jo Dam Kærgaard og hendes mand, musikeren og rock­poeten Steffen Brandt, begge har et særligt forhold til haven, som i dag er en del af Oluf Høst Museet – lidt som Bornholms svar på Monets have i Paris, fordi man på én gang står midt i en stor kunstners motiv og arbejdssted.

CSopenhagen oloists

Jaromir Nosek, Piet Larsen, Rasmus Kure Thomsen

Solistisk kor og orkester på autentiske instrumenter Dirigent: Jonathan Ofir

Holmens kirke, 1. & 2. november 2019 kl. 19:30 Koncerthuset Århus, Symfonisk Sal, 3. nov. 2019 kl. 16 Billetter til Holmens kirke af 225 kr. på Ticketmaster.dk (+gebyr) og på stedet Billetter til Koncerthuset Århus (170-270 kr.+gebyr) via Koncerthuset og på Tix.dk

0 Værk af Jo Dam Kærgaard fra juni 2018 – fotograferet fra ”Logbog fra Norresan”.

”De to har haft fri adgang til haven, og når man lukker to så store kunstnere ind på et så inspirerende sted, bliver det også hurtigt til kunst i sin egen ret,” siger Martin Brandt, da han åbner døren til Høsts sommeratelier oppe i haven, hvor Oluf Høst selv stod og malede engang, men nu hænger Steffen Brandts tekster ved siden af Jo Dam Kærgaards smukke monografier, der synes at rumme et memento mori-motiv, når man ser, hvordan havens blomster og planter nu er blevet til en slags skeletter, som altså er blevet eviggjort, i sekundet inden de blev til hø. ”Det hele er blevet indfanget sidste år, hvor her var så tørt, at det kunne være svært overhovedet at finde en grøn blomst i haven, men det er med til at give motiverne en skrøbelighed, der understreger, at udstillingen kan ses som andet end et billede på årets gang, men også på livets gang og forgængelighed,” siger Martin Brandt, inden vi går ud i haven, der stadig er fuld af farver.

J

”Logbog fra Norresan” 3 Sangskriveren Steffen Brandt (født i 1953) og kunstneren Jo Dam Kærgaaard (født i 1957) har sammen skabt den lyriske fortælling i ord og billeder ”Logbog fra Norresan”, der både er blevet til en bog og en særudstilling i Oluf Høsts sommeratelier, der kan ses frem til den 19. oktober på Oluf Høst Museet, som netop ligger i Høsts hjem Norresan i Gudhjem på Bornholm.

CSopenhagen oloists

HÄNDEL

MESSIAS Sangere: Anna Wierød, Sophie Thing-Simonsen Nana Bugge Rasmussen, Simone Rønn Jakob Skjoldborg, Kieran White Jakob Vad, Jaromir Nosek Solistisk kor og orkester på barokinstrumenter Dirigent: Jonathan Ofir Trinitatis kirke, Kbh., 6.12.2019 kl. 19:30 Nyvangskirken, Kalundborg, 7.12.2019 kl. 16 Frederiksborg Slotskirke, Hillerød 8.12.2019 kl. 16 Billetter af 225 kr. på Ticketmaster.dk (+gebyr) og på stedet 1 time før koncerten

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Guld og grønne skove Statens Museum for Kunst leverer en smukt arrangeret og nuanceret udstilling om dansk romantisk billedkunst, markedsført under betegnelsen ”guldalder”

anmeldelse 5 stjerner

2 Den aktuelle udstilling ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” på Statens Museum for Kunst (SMK) er en slags kulmination på den store interesse for den danske guldalder. Her er det guldalderkunstneren Johan Thomas Lundbyes ”En dansk kyst.

Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord” fra cirka 1843.

AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

København blev bombarderet sønder og sammen af englænderne i 1807, og i 1864 blev Danmark ”amputeret ved hoften”, som forfatteren Herman Bang skrev, da preusserne tilintetgjorde den danske hær og satte den danske regering skakmat. Indimellem disse to fatale begivenheder gik Danmark bankerot i 1813 og måtte året efter afstå Norge.

Det er et ofte konstateret paradoks, at dansk kultur, videnskab og teologi inden for netop dette tidsrum 1807-1864 blomstrede som ingensinde før, ja i en sådan grad at litterater omkring år 1900 retrospektivt begyndte at betegne perioden som en ”guldalder”. Der blev i første omgang tænkt på digterne og filosofferne, men i løbet af det 20. århundrede bredte betegnelsen sig til billedkunsten. Her viste det sig hurtigt at være et godt udtryk til at markedsføre epokens kunstnere med. Et gyldent skær svøbtes om en tid, hvor Danmark som nation udadtil var ved at miste selvstændig identitet, men indadtil markerede sig med en erkendelsesmæssig styrke, der netop var radikalt identitetsskabende.

I dag er det således ikke alene Holland, der har haft en guldalder i 1600-tallet med navne som Rembrandt, Vermeer, Teniers og Ostade, men også Danmark med navne som Eckersberg, Thorvaldsen, Købke, Lundbye, Skovgaard og Bendz i 1800-tallets første halvdel. Udenlandske museer og samlere har de seneste 30-40 år købt værker fra den danske guldalder, ligesom billeder og skulpturer fra den danske romantik har indgået i skiftende internationale udstillinger. Også herhjemme er der vedvarende blevet forsket og publiceret intenst i guldalderens kunstnere, arrangeret store udstillinger med Eckersberg, Købke, Lundbye og Bendz og skabt tematiske udstillinger ud fra kunstnernes nøgenstudier og skystudier og forbindelser til udlandets store romantiske navne, som Caspar David Friedrich i Tyskland og J.M.W. Turner i England.

Den aktuelle udstilling ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” på Statens Museum for Kunst (SMK) er en slags kulmination på den store interesse for den danske guldalder. Ikke blot en celebrering af en periode med en meget høj kunstnerisk og åndshistorisk kvalitet, men også en fejring af en vellykket branding af et stykke dansk kunst- og kulturhistorie. Udstillingen, der kommer fra Nationalmuseum i Stockholm, der ejer en substan-

tiel samling dansk kunst fra 1800-tallet, skal videre til Paris, hvor den i 2020 vises i Petit Palais. København er således en mellemstation på en international dannelsesrejse fra Nord til Syd, der ikke er ulig den, adskillige af datidens kunstnere foretog.

Udstillingen er vidunderligt scenograferet i SMK’s to store dagslysfrie sale, der sjældent har taget sig smukkere ud med tykke gyldent nistrede velour­ tæpper og sofaarrangementer, mørke imprægnerede skillevægge i træ, og to små dunkle rum omkring de fatale år 1807 og 1864. Det skaber en ro og intimitet omkring værkerne, der er den romantiske biedermeierkultur værdig med en masse familieportrætter og en inderlighed i udtrykket i de velbjærgede hjem.

Men der er også blevet plads til de mere skurrile billeder af det, der i epoken blev kaldt for ”det interessante”: deformiteten, seksualiteten, humoren og det groteske. Således er udstillingen med sikre kuratoriske greb bygget op i otte tematiske sektioner, der berører forskellige sider af guldalderens synsmåder og motiver.

I udstillingens kronologi fokuseres der i første halvdel på stederne. Kunstneriske prospekter af 1800-tallets København, byens gader, huse og havn, byens borgere og mæcener, ja hele det borgerlige rum, som var kunstnernes forudsætning for at male og eksistere. Dernæst går udstillingen ind i selve det praktiske

og mentale værksted, kunstakademiet på Charlottenborg, hvor færdighederne opøvedes og udøvedes.

Den sektion hører til de mest interessante med rebuslignende værker af Wilhelm Bendz og Ditlev Blunck, fyldt med liv, humor og fortryllende selviscenesættelse. Kunstnerne var med Bendz’ ord ”professorer for de uopdagede videnskaber”, der inddrog nyt land med blikket og erkendelsen.

De så, som det hedder i det følgende afsnit, ”verden på ny”, fra skæve vinkler og skjulte steder, som det anskueliggøres i værker af Christen Dalsgaard, Lorenz Frølich og Dankvart Dreyer.

Kunstnerne malede samtidig med, at fotografiet opfindes, meteorologien findeler atmosfæren, og verden dissekeres i mikroskopet, så man med H.C. Andersens ord kan se det hele i en vanddråbe. Disse erkendelser visualiseres af romantikkens danske kunstnere.

Det tværfaglige sigte med udstillingen, hvor det videnskabelige og kulturhistoriske rum omkring kunstværkerne antydes, så det samtidig bliver en del af værkernes tilblivelse og udsigelse, bliver tydeligt i anden halvdel. Her fokuseres på kunstnernes rejser – i Norden og langs dannelsesruterne i Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien.

Pittoresk folkeliv og intimiteter, betagende sublime udsigter, og tillige – som appelsinen i turbanen – eksotiske og orientalistiske motiver af Martinus Rørbye, Niels Simonsen og Elisabeth Jerichau Baumann. Men rejsen ud er også rejsen hjem. I sektionen

om ”kunst og politik” ses Wilhelm Marstrands portræt af kunsthistorikeren Niels Laurits Høyen. Han plæderede for, at kunstnerne skulle blive hjemme og skildre ”det kære Danmark”, så landet kunne komme sig over sin sårfeber. Landet fik sin demokratiske grundlov i 1849, og bøgen stod grønnere og rankere end nogensinde før i P.C. Skovgaards landskaber, mens Johan Thomas Lundbye i stadig lige frapperende lærreder skildrede det tabte Paradis, og senromantikere som Vilhelm Kyhn og den ellers viltre Anton Melbye krystalliserede Danmarks kyst med afklaret ro i magsvejr.

Min sjæl, hvad vil du mere? De flere end 200 værker på udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er øjenlyst og øjenfryd, idel glæde og lutter guld og grønne skove.

Men ikke blot som anmelder ved nærværende avis savner jeg en sektion om tidens kristne og panteistiske kunst. Epoken fostrede nogle af Danmarks mest radikale teologiske tænkere og mest lidenskabeligt hengivne naturreligiøse digtere, Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig for slet ikke at tale om B.S. Ingemann og H.C. Andersen.

Deres – og andres – inderliggjorte kristendom og visionære poesi satte sig spor i tidens billedkunst, ikke blot i altertavler og skulpturer som Bertel Thorvaldsens favnende Kristus, men også i glødende malerier af eksempelvis Lorenz Frølich. Der rådes delvis bod på denne man-

2 Wilhelm Bendz’ værk ”En billedhugger (Christen Christensen) arbejder efter levende model i sit atelier” fra 1827.

– Begge fotos: Statens Museum for Kunst.

gel i det indsigtsfulde og nuancerede katalog, hvor David Burmeister skriver om tidens altertavler af eksempelvis J.L. Lund og C.W. Eckersberg og deres inkluderende kristendom.

Men ingen tvivl. Udstillingen er med egne ord ”verdensklasse mellem katastrofer”. Så tak til de svenske og danske arrangører af dette pragtopbud. Den egentlige katastrofe for den danske guldalder kom først i 1870’erne og 1880’erne, hvor en ny selvbevidst generation af danske og nordiske kunstnere, forfattere og litterater rundet af det moderne gennembrud smadrede det romantiske genrebillede i takt med, at den overleverede danske kunst blev rakket ned internationalt som ”bestandigt søndagspræget”. Men det var en anden tid, og det er en anden historie. Nu hyldes dansk guldalder internationalt, og udstillingen, der også bærer den engelske titel ”Danish Golden Age”, er den perfekte eksportvaJ re for dansk kultur.

Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer. Katalog redigeret af Cecilie Høgsborg Østergaard med bidrag af danske og svenske forskere, 344 sider, rigt illustreret, vejledende pris 349 kroner.

Statens Museum for Kunst, København, frem til den 8. december, herefter Petit Palais, Paris, Frankrig, fra den 28. april til den 16. august 2020.

28. sept. 2019 – 24. maj 2020

14 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019 2 Der er landskaber og byer i Munchs kunst. Og mennesker. Og han er vel allerbedst, når der kun er et eller to mennesker til stede i den maleriske fortælling.

Her er det Edvard Munchs farvetræsnit ”To mennesker. De ensomme”, 1899.

Herunder hans farvetræsnit ”Hjertet”, 18981899.

– Foto: Thomas Widerberg og Sidsel de Jong.

Edvard Munch var en eminent fortolker af menneskets følelser Munchs træsnit smelter sammen med digteren Emanuel Goldsteins ord på Fuglsang Kunstmuseum

anmeldelse 5 stjerner AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

Det urgamle landskab ved Skejten omkring kunstmuseet Fuglsang på Lolland giver en perfekt resonnans til udstillingen af norske Edvard Munchs træsnit og hans danske ven digteren Emanuel Goldsteins ord og indflydelse på kunstnerskabet.

De to mødte hinanden i ungdommen i Paris, hvor de boede på samme hotel i forstaden Saint-Cloud i 1890. Munchs far var netop død, og nogle forliste ungdomsforhold til kvinder fik de to til at finde sammen. De var begge i 20’erne og søgte naturligt yderligheder i beskrivelserne, både når det gjaldt maleriet og poesien. Enten hadede man eller også elskede man. Og bohemernes bestræbelser på at se livets forhold i sort og hvid er ideelle for både grafisk kunst og digtning.

Måske havde de unge mænd ikke så meget tilfælles andet end livsanskuelserne på et følsomt punkt på livsbanen, men det knytter også nogle stærke bånd. Derfor er det lidt af et scoop at kunne se en helt igennem veltilrettelagt og gennemarbejdet udstilling på lollandsk jord, hvor Goldstein-familien

brød op fra Nakskov til København. Der er landskaber og by i Munchs kunst. Og mennesker. Og han er vel allerbedst, når der kun er et eller to mennesker til stede i den maleriske fortælling. Træsnittene er afsindigt flotte i farven. Når det blot gælder sort på hvid, bliver Munch anderledes ordinær. Alt det er til skue på Fuglsang, hvert tryk og Goldsteins glemte poesi får plads.

Det er ikke helt forkert at antage, når man som supplement læser den flotte katalogbog, at venskabet bragte noget nyt til verden. Munchs eminente fortolkninger af sindsstemning, særligt i billedet ”Melankoli”, hvor en ensom skikkelse grubler over tilværelsen eller en fjern og uopnåelig kvinde, kom som følge af Saint-Cloud-opholdet, hvor han først malede den ensomme skikkelse ved vinduet i bydelen.

Kimen var lagt til at anskue verden mere symbolistisk end naturalistisk. De unge mænd ville af med realismen og frem til nybruddet, der kunne udsige de store følelser og kvaler, de mente at lide under. Hos Munch er sorgarbejdet efter faderens død et oplagt sted at arbejde ud fra. Han var ikke angst for at male sig ind i de svære psykologiske emner. Han levede angsten igennem, så verden senere har haft gavn af hans fokuserede lethed i linje og farveforløb. Goldstein rammer ikke samme dybder, selvom han

skruer op for de store ord. En lille anekdote i kataloget giver et godt signalement af styrkeforholdet.

Goldstein ønsker at erhverve nogle raderinger, han havde flere Munch-arbejder og var den første egentlige danske samler af Munch, men Munch stikker dem drillende til side med ordene ”du er jo savnets digter, af dine digte har jeg lært, at savnet forhøjer og gør genstanden mere attråværdig. Du har udleveret dine våben, og nu benytter jeg dem mod dig selv, gamle dreng”.

Edvard Munch brugte sine evner til at søge dybere ind i verden og værket, når det handlede om menneskers følelser.

Der er eksempler på mange – måske for mange – sider af Munchs værk i udstillingen, men da de fleste af værkerne kommer fra en norsk privatsamling er det også svært at undgå spredningen.

Dette er den eneste anke i en ellers velturneret udstilling med et eminent kalalog med forskningsrelaterede essays, indbyrdes breve og Goldsteins poesi. Således løftes en glemt digter tilbage i rampelyset som katalysator for anden kunst end sin egen.

I vore dage er det tværfaglige en kendt sag, men at det har en historik, som ofte savner belysning, råder udstillingen, som har titlen ”Intense Linjer”, bod på.

For Edvard Munch havde også litterære ambitioner, fremgår det. De ungdommelige forsøg på at skrive autofiktion, som i

0 Edvard Munch brugte sine evner til at søge dybere ind i verden og værket, når det handlede om menneskers følelser . Her er det hans farvetræsnit ”Hjertet”, 1898-1899. – Foto: Sidsel de Jong.

dag er blevet nordmændenes nationalsport, er interessante. Billederne har uagtet, hvor symbolistiske vi finder dem, et afsæt i virkeligheden. Og derfor er det opløftende at se det nordiske landskab med ungdommens blik, som Goldstein og Munch leverer med deres intense linjer. Rolige kyster og bankende J hjerter. Vilde hjerter!

Munch og Goldstein.

Intense linjer. Blev vist på Fuglsang Kunstmuseum, Guldborgsund, til den 1. september.

Fra den 14. september til den 8. december kan udstillingen ses på Ribe Kunstmuseum.

Ledige sæder i Bredgade!

Kunst, der provokerer og udfordrer sanserne. Designklassikere, der lader æstetik og håndværk gå op i en højere enhed. Efterårets Traditionelle Auktion i Bredgade er i fuld gang, og i næste uge er der moderne kunst og møbler under hammeren. Hvad enten du har brug for et frisk pust i stuen eller er inkarneret samler, garanterer vi store oplevelser. Kig forbi auktionssalen i Bredgade 33 – vi glæder os til at se dig.

Tirsdag 24/9 kl. 16: Malerier og skulpturer Onsdag 25/9 kl 14: Malerier, skulpturer, grafik og fotokunst Torsdag 26/9 kl. 16: Kunsthåndværk og design Hele udvalget kan ses på bruun-rasmussen.dk

Bredgade 33 1260 København K Telefon 8818 1111

Sundkrogsgade 30 2150 Nordhavn, København Telefon 8818 1111

Søren Frichs Vej 34 D 8230 Åbyhøj, Aarhus Telefon 8818 1100

info@bruun-rasmussen.dk bruun-rasmussen.dk

STENO MUSEET

16

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

SCIENCE & ASTRONOMI

Børn gratis adgang.

Voksne 30 kr.

NYE UDSTILLINGER: Videnskab er lidenskab. Om forskerliv og kogte krabber.

Det nysgerrige menneske. På opdagelse i en usynlig verden.

Gentests og tandbørster. Hvordan sundhed blev fælles.

Astroteket. Om planeter og stjerners liv og død.

PLANETARIET Stjerneforestilling hver lørdag og søndag kl. 12 og 14.

Tirsdag-fredag 9-16. Lukket mandag.

Lørdag- søndag 11-16.

C. F. Møllers Allé 2 . 8000 Aarhus C 8715 5415 . www.sciencemuseerne.dk #StenoMuseet @sciencemuseerne

STILLEBEN 1/9 - 10/11 2019

0 I hver en flække i USA mindst én kirke, sådan var det engang – i dag er der i byer verden over typisk mindst én McDonald’s. Denne konstatering er baggrunden for Morans grotesk påtrængende skulptur ”New Times Roman”, der er en fantasi over pieta-motivet: Jomfru Maria sidder med den døde Jesus – men en Maria-skikkkelse i form af Ronald McDonald.

– Foto: Alicja Kielan.

Evighed i en regn af glemsel Udstilling på Glasmuseet Ebeltoft udvider begrebet om, hvad glaskunst er og kan

anmeldelse 5 stjerner AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Jomfru Maria med mobil – som i det afbillede øjeblik interesserer hende mere end Jesus på hendes skød. Forgæves prøver barnet at få noget af hendes opmærksomhed.

Virkeligheder, der intet har med hinanden at gøre, blandes udfordrende og grænsebrydende i ”On Solid Water”, en soloudstilling med amerikaneren John Moran – og den ene af de to udstillinger, der indtil den 29. september kan ses på Glasmuseet Ebeltoft.

De er meget forskellige. Men begge er på eftertrykkelig vis med til at udvide begrebet om, hvad glaskunst er og kan: alt!

Den uophørlige nyhedsstrøm med brudstykker løsrevet fra en kontekst – overblikket for-

svinder. Dette træk ved vor tid forholder John Moran sig til i sin kunst, der hermed for første gang præsenteres i Danmark. Hans kaotiske verdensbillede er skræmmende dystert, oplevet i skæret fra terrorrismens brande. Han skildrer et styrtløb mod undergangen.

I hver en flække i USA mindst én kirke, sådan var det engang – i dag er der i byer verden over typisk mindst én McDonald’s.

Denne konstatering er baggrunden for Morans grotesk påtrængende skulptur ”New Times Roman”, der er en fantasi over pieta-motivet: Jomfru Maria sidder med den døde Jesus – men en Maria i skikkkelse af Ronald McDonald. Budskabet er klart: Burgeren som svar på religiøs længsel.

Med inspiration i JacquesLouis Davids maleri ”Marats død” tager Moran i ”Sale of the Deathman” stilling til de holdninger, der kom til ud-

tryk i forbindelse med drabet på Osama bin Laden – hvis lig ses henslængt i en indkøbsvogn.

Som mange andre blev kunstneren lettet over nyheden om bin Ladens død. Men samtidig blev han forfærdet over reaktionen på drabet – med brugen af det som ”salgsargument” op til et præsidentvalg og med dansende fejring i gaderne. Han så det som et udtryk for tab af en diskussion om samfundsmoral.

Skupturen er da også blottet for triumf. Kun armoden er tilbage.

Af en ganske anden – det vil sige gribende – virkning er ”Endless Night”, inspireret af fundet på stranden af en druknet syrisk flygtningedreng – med udbredt medieomtale til følge.

fortsætter næste side

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

17 Kunst er godt Sæt livskvalitet på dine vægge.

Galleri Art Expo er sprængfyldt med kunstværker, der bringer glæde og et personligt strejf til dit hjem.

Glæden ved kunst…

Kunst kan mere, end øjet kan se.

Farver og associationer påvirker dig.

Så tænk virkning ind, når du vælger kunst.

Rådgivning i Galleri Art Expo er gratis, så tag nogle fotos med af dit hjem og spørg mig.

Du kan låne kunst med hjem

Det kan være svært at vælge og svært at forestille sig kunsten i eget hjem.

Få hjælp til størrelse, farver og placering, da det ofte er her, det driller.

Hos Galleri Art Expo kan du låne et udvalg med hjem, inden du beslutter dig.

GALLERI ART EXPO Kunst giver glæde i dit hjem

Søvejen 35 . 8362 Hørning . artexpo.dk

Oplev særudstillingen

0 Et højdepunkt er en effektfuld installation af flere end 200 antikke og nyere perleblomster fra den svenske samler Georg Ragnar Levis samling af ”evighedsblomster” og mindekranse, de såkaldte ” immortelles”, der især omkring Første Verdenskrig blev brugt på europæiske kirkegårde. – Foto: Edvard Koinberg.

Drengen, der ses med ryggen til – en meget ”talende” ryg, reflekteres i, hvad der ligner en uendelighed – for efterhånden at falme ind i glemselen.

Et billede på flygtigheden i det uforpligtende medieskabte engagement.

Alt i alt en bemærkelsesværdig udstilling – men med en titel, hvis mening ikke er umiddelbart gennemskuelig.

Brugen af bittesmå glasperler er en tradition, der går langt tilbage i tiden. I den fascinerende udstilling ”No Strings – Perler som aldrig før” kan publikum opleve, hvordan en række kunstnere skaber værker med perler som grundmateriale.

Resulaterne er forbløffende. Jim Skull, der bor og arbejder i Paris, kredser om det mennneskelige kranium. Det kan måske virke morbidt, men er først og fremmest magisk og dragende, en dødens verden fyldt med en mangfol-

dighed af udtryk, en endeløshed af liv iagttaget af kranier.

Det er grusomt – men også smukt og poetisk. Man kan sagtens finde sig selv i værkerne.

Man ser udstillingen ledsaget af undren. For eksempel når man går på opdagelse i værkerne af japaneren Shige Fujishiro, der arbejder med perler på sikkerhedsnåle syet sammen til tredimensionelle objekter, ofte i forening med genstande fra dagligdagen.

Kunstneren, der bor i Tyskland, blander vestlige motiver med japanske. Men de virkninger, han opnår, kan ikke afgrænses nationalt. De udgør deres egen forundelige verden.

Et højdepunkt er en effektfuld installation af flere end 200 antikke og nyere perleblomster fra den svenske samler Georg Ragnar Levis samling af ”evighedsblomster” og mindekranse, de såkaldte ”immortelles”, der især omkring Første Verdens-

krig blev brugt på europæiske kirkegårde.

I et digt skriver Levi om timer trukket ”på snor som perler i en regn af stadig glemsel”. Forgængeligheden er blevet til ”evighed”, skønheden fastholdt med et væld af detaljer, der skaber liv af det, der egentlig ikke findes mere.

Den duft, som perleblomsterne ikke har, kan man se. Det J er det forunderlige.

Kongernes Samling og Museum Silkeborg præsenterer

Eventyrdronningen En udstilling med Hendes Majestæt Dronningens scenografier og kostumer

12. oktober 2019 - 13. april 2020 Eventyrdronningen er støttet af Det Nissenske Familiefond, Augustinusfonden, Silkeborg Kommune og Gerdsen Flytteservice.

John Moran: On Solid Water.

Flere kunstnere: No strings – Perler som aldrig før.

Glasmuseet Ebeltoft indtil den 29. september.

Hovedgårdsvej 7 8600 Silkeborg www. museumsilkeborg.dk

18 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

God kunst er gådefuld Det, der straks bliver forklaret og åbenbaret, bliver man også hurtigt færdig med. Det mener Lisbeth Smedegaard Andersen, som er aktuel med bogen ”Gådefuld bør man være” om maleren Vilhelm Hammershøis inspiration fra Søren Kierkegaards forfatterskab

interview AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

”Gaadefuld bør man være, ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv. Jeg studerer mig selv; naar jeg er træt deraf, saa ryger jeg til Tidsfordriv en Cigar og tænker, Gud veed, hvad vor Herre egentlig har meent med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig.”

Sådan skrev filosoffen og teologen Søren Kierkegaard (1813-1855) i ”Enten – Eller” (1843), og nu har den lille aforisme også givet navn til forfatteren, salmedigteren og den tidligere præst Lisbeth Smedegaard Andersens nye bog, ”Gådefuld bør man være”, der handler om maleren Vilhelm Hammershøi (18641916) og hans sandsynlige, men indtil nu oversete inspiration fra netop Kierkegaard.

Det er ikke første gang, Lisbeth Smedegaard Andersen bruger ordet ”gådefuld” i en titel. Hendes salme ”Gådefuld er du, vor Gud” er optaget i Den Danske Salmebog, men det er også ”sådan et fint ord”, som hun siger med et smil: ”Det er jo det gådefulde, der gør livet spændende.”

Lisbeth Smedegaard Andersen har været tiltrukket af Hammershøi, lige fra hun opdagede ham i begyndelsen af 1980’erne. ”Dengang var jeg præst i Risskov ved Aarhus, men tog forelæsninger i kunsthistorie ved siden af. Derfor kom jeg også tit på Aarhus Kunstmuseum, hvor jeg stødte på Hammershøis værk ’To figurer’, der er et dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru. Det var, som om jeg blev suget ind i værket, som jeg ikke kunne overskue helt, men alligevel fik en fornemmelse af genkendelse af,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der senere fandt ud af, at genkendelsesfølelsen kom fra Kierkegaard, som havde beskrevet en lignende scene i ”Forførerens dagbog”.

Siden opdagede hun også, at Hammershøi ikke kun delte forkærligheden for en god cigar med Kierkegaard, men sandsynligvis også var inspireret af flere af hans tekster, særligt i ”Enten – Eller”. ”Det gælder flere af Hammershøis store figurbilleder, mest tydeligt i det store billede, der fik titlen ’Job’, men som efter min mening i virkeligheden er ’det ulykkeligste menneske’, sådan som Kierkegaards æstetiker beskriver ham i en tekst af samme navn. Også maleren J.Th. Lundbye, der har tegnet sig selv, mens han læser Kierkegaard, var optaget af den tekst og citerer den i sin dagbog, men Hammershøis stil er helt anderledes end Lundbyes. Maleriet er næsten helt sort nu, fordi Hammershøi arbejdede så længe på det, men også fordi han malede med så mørke farver – tror jeg – for at komme tæt på Kierkegaards æstetikers bud på det ulykkeligste menneske. Når man først har set Kierkegaardpåvirkningen i det billede, synes jeg også godt, at man kan se Kierkegaard-påvirkningen i de billeder, hvor det sker mere indirekte. Og jeg er helt overbevist om, at Hammershøi har brugt Kierke­ gaard som inspiration til at få idéer,” siger hun.

Fra optegnelsen over Hammershøis eget bibliotek, der blev sat til salg efter

3 Lisbeth Smedegaard Andersen har været tiltrukket af Hammershøi siden begyndelsen af 1980’erne, hvor hun stødte på hans værk ”To figurer”, der er et dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru. bog”. Her ses ”To figurer” (dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru) fra 1898.

– Foto: ARoS Aarhus Kunstmuseum/ Kristeligt Dagblads Forlag.

Lisbeth Smedegaard Andersen 3 Født i 1934.

Dansk salmedigter, forfatter, foredragsholder og tidligere sognepræst.

3 En række af hendes salmer er optaget i Den Danske Salmebog, og hun har blandt andet skrevet bøger om dansk kirkekunst og 1800-tallets åndshistorie.

3 Hun er gift med Jens Smedegaard Andersen.

Sammen har de fire børn og 12 børnebørn.

3 ”Gådefuld bør man være” er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

2 ”Både Søren Kierkegaard og Hammershøi var tydeligvis bevidste om at indlægge en vis gådefuldhed i deres værker,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

– Foto: Leif Tuxen.

hans død, ved man også, at flere af Kierke­gaards værker, heriblandt ”Enten – Eller” og ”Stadier på Livets Vei”, faktisk stod på malerens reoler sammen med værker af blandt andre Holberg, Grundtvig og Johannes Jørgensen.

Hammershøi havde også en personlig forbindelse til Kierkegaards fætter, tegneren og litografen Niels Christian Kierkegaard (1806-1882), som igennem flere år fungerede som Hammershøis tegnelærer: ”I dag er Niels Christian Kierkegaard mest kendt for sin ikoniske tegning af sin unge fætter, men Hammershøi må have været knyttet til sin tegnelærer, for man ved, at han kom til hans begravelse.”

Kunstnerisk var Hammershøi dog mere beslægtet med Søren Kierkegaard, mener hun: ”Både Søren Kierkegaard og Hammershøi var tydeligvis bevidste om at indlægge en vis gådefuldhed i deres værker. Det gjorde Kierkegaard blandt andet med sin flittige brug af pseudonymer, mens Hammershøi leger med skygger og lys for at få flertydighed frem i si-

ne værker. Kierkegaard skrev også om det, han kalder ’Skyggerids’, nemlig billeder, der først kan ses, når man holder dem op mod en væg. Det gør dem gådefulde på samme måde som fotografiet, som Hammershøi var så optaget af, for i det øjeblik man lagde billedet på en sort plade med fremkaldervæske, steg billedet frem i mørket.”

Hammershøi og Kierkegaard delte samtidig den eksistentielle grundholdning med en fælles underliggende kritik af samfundets overfladiskhed, mener hun: ”Søren Kierkegaard mente, at livet er tomt, hvis man kun opholder sig på det æstetiske stadie. For så lever man i virkeligheden ikke. En overfladisk verden er der heller ikke noget gådefuldt over, for man kommer aldrig så langt, at man opdager, at det er gådefuldt. Hammershøi var selv meget kritisk over for den tomhed og overfladiskhed, der var i hans egen tid. Og jeg tror, at Hammershøi har set nogle paralleller fra Kierkegaards tid. I et interview sagde Hammershøi for eksempel, at han syntes, at folk skulle nøjes med at anskaffe få og gode ting frem for alle de billige møbler og nips, der kom frem med industrialiseringen. Jeg tror, at han mente, at det ødelægger den menneskelige sjæl, når man bare køber og smider ud hele tiden.

Det er jo lige til at overføre til vores tid, hvor folk køber og smider væk, men ikke har tid til at fordybe sig og reflektere over tingene.”

Tror du også, at det er derfor, at stuerne er så sparsomt møbleret på Hammers­ høis værker? ”Ja, det tror jeg. Og jeg tror også, at de halvtomme stuer har en dybere pointe.

Kierkegaard havde allerede italesat den tomhed, som Nietzsche senere skulle skrive om. Derfor tror jeg også godt, at Hammershøi kunne se det moderne i Kierkegaard, og jeg tror, at Hammershøi selv forsøgte at skildre den truende tomhed, men ved at nøjes med at stille nogle få genstande eller sin kone ind i rummet gjorde han det menneskeligt. Der var noget at gribe fat i, og på den måde skildrede han tomrummet og gjorde opmærksom på det, samtidig med at han holdt det på afstand.”

Hammershøis værker bliver tit kaldt melankolske med de mørke rum i matte farver fra stuer med sparsomt interiør, så der mildt sagt er masser af plads til at træde ind i stuerne for beskuerne. På nogle malerier malede han kun tomme stuer, på andre sidder hans kone, Ida, typisk foroverbøjet, som om hun er i gang med at sy eller andet frisættende håndarbejde. Og selvom man ved, at Ida havde anlæg for depression, er den foroverbøjede stilling heller ikke i sig selv dyster, mener Lisbeth Smedegaard Andersen. ”Det er Hammershøis farver, der kan få malerierne til at virke dystre, mens Ida er den, der gør, at de tomme, lidt kølige rum bliver beboet og bliver besjælet.

Der udgår noget fra hende, som jeg er J sikker på, at han vil have med.”

Vil du hellere samle på frimærker?

Sælg på auktion

Hvad er det værd?

SPØRG EKSPERTERNE – ONLINE Du kan altid få det du overvejer at sælge på auktion vurderet online via vores hjemmeside, app eller mobile site – eller du kan besøge auktionshuset. Eksperterne sidder klar til at give dig et svar.

NEMT, HURTIGT, GRATIS.

HERLEV 4450 9800 | HØRSHOLM 4565 0095 | NÆSTVED 5577 3004 | ROSKILDE 4674 4040 | HELSINGØR 5858 5891 HILLERØD 4565 0095 | AARHUS 7020 4460 | AALBORG 9812 3000 | VEJLE 7021 2230 | ESBJERG 7612 1700 HERNING 2675 4490 | KOLDING 7633 6030 | ODENSE 6396 2240

Find adressen på dit lokale auktionshus på www.lauritz.com

20 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kunstnermøde mellem håb og desillusion Der er overraskende paralleller og undertiden samstemmigt sortsyn mellem multimediekunstneren J.F. Willumsen og billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen på ny udstilling på førstnævntes museum i Frederikssund

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Enmandsmuseer kan være lidt problematiske, for har publikum først set dem én gang, så skal der meget til, før de vender tilbage. Men med dialogudstillinger som den aktuelle kommer der kontinuerligt nye facetter frem hos J.F. Willumsen (1863-1958), denne altid interessante kunstner, hvis aktionsradius og kompleksitet synes næsten ubegrænset.

Willumsen var en multimediekunstner, som livet igennem opererede på mange planer: Arkitektur, billedkunst i alle medier og materialer samt kunsthåndværk mestrede han som få.

Hos ham trivedes det heroiske, mystikken, bjergmetaforikken og dekadencen, men også vitalismen og mystikken. I modsætning til den provokerende Jørgen Haugen Sørensen (født 1934), som i sin stærkt ekspressive, dystopiske skulpturkunst, tegninger og grafik med røntgensyn fremstiller den syge, vesterlandske civilisation og dens indvånere som enten ofre eller bødler.

Lad mig indledningsvis citere lidt fra katalogets interview med Jørgen Haugen Sørensen, som hans ven, digteren Morten Søndergaard, har skrevet. Det er et råt udhugget interview. Her konstaterer han, at kunst er en alvorlig sag, ligesom han går imod alle afskygninger af konformitet i kunsten: ”Der skal være billeder i gaderne, der skal være noget

for fantasien at arbejde med.

Men … der er ikke noget mere trist end en skulptur foran et rådhus. Det bliver til en schæferhund, der står og gør foran magtens hundehus.”

Haugen så J.F. Willumsen på Charlottenborg i 1953, et par år før han selv debuterede. Den dengang 80-årige kunstner fremstod da som en lille mand i en meget stor frakke. Haugen fastslår, at Willumsen sammen med billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) er den danske kunstner, som har inspireret ham mest: ”Willumsen imponerer mig, han turde stå alene i dansk kunst og var anderledes end sin samtid; en monumental kunstner, der gjorde sig tanker om livet,” siger Haugen. Så det giver ekstra mening i at bringe de to kunstnere sammen. Wil-

lumsen dyregør også ofte sine mennesker, hvilket er et af Haugens specialer. For mange mennesker virker sidstnævntes værker imidlertid for voldsomme i deres direkte udpenslinger af døden, krigen og aggression, men hertil svarer han: ”Man ser ind i livet selv. På samme måde som folk stimler sammen ved et færdselsuheld. Det er en nysgerrighed, det er en måde at se det, som venter på en selv engang. Man vil gerne se det, der venter…”

De rum på udstillingen, hvor det klinger allerbedst mellem de to kunstnere, er dem, hvor de enten formelt eller tematisk er ude i samme ærinde.

fortsætter næste side

SIGURJÓN ÓLAFSSON

– Mangfoldige former 14. SEPTEMBER 2019 – 1. MARTS 2020 KUNSTMUSEET I TØNDER

Kunst&Kultur | 21

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019 2 Generelt svinger de to kunstnere J.F. Willumsen og Jørgen Haugen Sørensen trods 71 års aldersforskel overraskende godt sammen.

– Foto fra udstillingen.

Mest tydeligt i salen, hvor J.F. Willumsen skildrer Første Verdenskrigs rædsler i sine raderinger, og Haugens ekspressive, smertevridende skulpturer ligger på gulvet som en replik hertil. Det bliver et fælles rekviem.

Men generelt bemærker man, at der hos Willumsen er en anden livsoptimisme end hos Haugen. Udstillingstitlen ”Tiden møder tiden” hentyder da også til de to tider, som kunstnerne er forankret i. De store fortællinger, som Willumsen stadig tror på, hvilket især fremgår af hans store relief i den centrale, højloftede sal, bærer humanismens og fremtidsoptimismens fane højt.

De modsiges af Haugens dystopiske figurgalleri, som i høj grad afspejler tiden efter de store fortællingers sam-

menbrud. Haugen ser fra sin position i det postmoderne snarere historiens afslutning end nye og lovende begyndelser.

I den mere humoristiske ende kan vi opleve Willumsens berømte vitalistiske maleri ”Sol og ungdom” (1910) i konfrontation med Haugens morsomme skulptur ”En han og en hun” (2006) i brændt, bemalet ler, to gange to menneskeben, der stritter i vejret med kønnet blotlagt.

Hos Haugen er det generelt alles kamp mod alle – især personificeret i værket ”That’s Why They Call Them Dogs” (2014), hvor hunde er i et blodigt og bestialsk slagsmål, og blodet løber fra deres vrængende åbne munde med de skarpe tænder. Det er menneskelignende hunde.

Mennesket som verdens farligste dræberdyr. Dette værk er installeret på gulvet i et selvstændigt, blåmalet rum med Ølandsfliser. Hundene er således på en måde i bur, men kan hurtigt slippe ud gennem den åbne indgang.

Det er krasbørstig kunst, og indtrykket hænger længe ved.

I enkelte værker sporer man hos Haugen også en sarkasme, især i hans karikaturer af fede borgerdyr, der ikke lader den franske satiriker Honoré Daumier (1808-79) meget efter. Der er også lighedspunkter med Michael Kvium – især i disse karikaturer, hvor fed-

tet bølger i lag som på en lagkage, hvis flødeskum er begyndt at smelte.

Det var egentlig et held, at Haugen for cirka 20 år siden vendte tilbage til leret, for det har faktisk givet ham en renæssance. Han begyndte karrieren med dette plastiske materiale, og han er en uforlignelig modellør. Der vises flere film i udstillingen. I en af dem sidder han i sit skønne hjem og atelier lidt uden for Pietrasanta i Italien, hvor han har boet størstedelen af sit liv siden 1971. Her former han nogle små modeller af sine aggressive hundeskulpturer. Denne ældre herre med den store romerske næse viser her, hvor suverænt han håndterer voksen. Det er den rene magi. En, to, tre, så er der en hel hundehær.

Haugens mandsstore skulpturgruppe ”La Folla” (flokken) blev installeret på et torv i Pietrasanta i 2017, hvor man viste en stor retrospektiv udstilling med hans værker med titlen ”The Crowd”. Den er direkte inspireret af flygtningekrisen, hvor Italien har holdt hårdt for på grund af landets geografiske placering. Er det de ankomne, som ængsteligt søger fodfæste i det forjættede Europa, eller er det europæerne, der knugede af deres dårlige samvittighed må sætte bomme op for de nødlidende?

Der er ikke noget entydigt svar, men monumentaliteten, det skæbnesvangre øjeblik og

dysterheden minder om Rodins skulpturgruppe ”Borgerne fra Calais” fra 1895 på Ny Carlsberg Glyptotek.

Generelt svinger de to kunstnere, trods 71 års aldersforskel, overraskende godt sammen, så ros til J.F. Willumsens Museums nye direktør, Lisbeth Lund, at hun har set mulighederne i denne interessante dialog mellem to stærke enere i dansk kunst med et ben i hvert århundrede. Efter ombygningen og udvidelsen af J.F. Willumsens Museum i 2005 til næsten tre gange dets oprindelige størrelse bliver publikum, som har sat kursen mod Frederikssund for at opleve Willumsen solo, aldrig snydt.

De kan opleve hans kunst på den permanente udstilling i den nye fløj, mens særudstillingen her er et fantastisk godt tilbud om at få en udvidet forståelse af hans værker i dialog med en åndsbeslægJ tet nulevende kunstner.

J.F. Willumsen Museum: Tiden møder tiden. Med Jørgen Haugen Sørensen og J.F. Willumsen. J.F. Willumsens Museum, Frederikssund. Til den 30. december. Katalog med tekster af Lisbeth Lund, Jens Tang, Mikael Wivel og interview med Jørgen Haugen Sørensen af Morten Søndergaard. 170 sider.

129 kroner.

SÆSON 2019/20 HUSK ÅRSKORT – DU KAN STADIG NÅ DET! Med et årskort til enten børn/unge, voksne eller 65+ får du gratis adgang til alle Helsingør Teaters mere end 45 forestillinger* I oktober 2019 kan du blandt andet opleve:

ADRESSATEN UBEKENDT

af Det Kongelige Teater 3. OKT – KL 19:30 / KULTURVÆRFTET Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen i Danmarkspremieren på Kathrine Kressmann Taylors ildevarslende klassiker.

TROEN OG INGEN

EFTERÅRSFERIE

Med tekst og musik af Søren Huss af Teatret Svalegangen 9. OKT – KL 19:30 / KULTURVÆRFTET Musikdramatisk beretning om at miste og om kampen for at genvinde troen på livet.

SIGURDS DANMARKSHISTORIE

af Dansk Teaterproduktion

15. OKT – KL 14:00 / KULTURVÆRFTET Teaterkoncert med Sigurds humoristiske fortællestil, masser af musik og sangnumre.

ALDER: 5 - 100 år

VU

af Sacékripa (FR) 28. OKT – KL 19:30 / TOLDKAMMERET Uimodståelig perle af underspillet humor, om hverdagens små besættelser. Uden ord.

ALDER: Fra 7 år – og ikke mindst for voksne!

JUMP

af Uppercut Danseteater 30. OKT – KL 19:30 / KULTURVÆRFTET På et kæmpemæssigt Air Floor udfordrer 5 dansere scenegulvet og tyngdekraften.

ALDER: Fra 12 år

NATTEN af Myka

31. OKT – KL 11 + 12:30 KULTURVÆRFTET – Lille scene Oplevelse for dig og din baby. Lyden af natten, månesus og stjernemelodier.

ALDER: Op til 1,5 år + 1 voksen

HELSINGØR TEATERS ÅRSKORT PRISER 2019/20. Læs mere om årskort og forestillingerne på www.helsingor-teater.dk

VOKSNE 1000 KR

65+ 750 KR *Enkelte forestillinger er undtaget. Med forbehold for udsolgte forestillinger

UNG/STUD. 400 KR

22 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kunsten slår alarm!

Interessante tider? Den 58. biennale i Venedig former sig som et opråb om den globale klimakrise, den fortsatte racediskrimination og den skæve og uretfærdige internationale fordelingspolitik

reportage LISBETH BONDE SKRIVER FRA ITALIEN kultur@k.dk

Venedig er verdens mest even­ tyrlige by; et rent fatamorgana, som i århundreder har hvilet på pæle i Adriaterhavets smaragd­ grønne lagunevand. Især i år er byen en optimal ramme om ver­ dens største kunstudstilling, Venedigbiennalen, som fremvi­ ser kunstværker, der i høj grad udtrykker bekymring for klima­ krisen. Et stort antal af de ud­ stillede værker påminder os om, at klokken for længst har slået 12, og at det er ved at være for sent, hvis vi skal bevare vores nuværende livsgrundlag, der er truet af ingen andre end os selv. ”Hvornår ligger Venedig un­ der vand?”, spørger mange af biennalens bekymrede gæster. ”Bliver der overhovedet en 59. biennale?”. Svaret blæser i vin­ den, men især mange yngre kunstnere er dybt anfægtede af klimakrisen. Mange værker om­ handler også grådigheden, ky­ nismen og undertrykkelsen af en stor del af menneskeheden, hvor millioner af mennesker le­ ver i et rent helvede og leder ef­ ter skatte i bjerge af plastic på lossepladser uden for million­ byerne.

Den skæve sociale rolleforde­ ling mellem racerne er tillige et gennemgående tema. Også rent organisatorisk bemærker man den sociale ulighed: Biennalens rengøringspersonale og skral­ demænd er sorte, mens barten­ derne, pressemedarbejderne og tjenerne er hvide. På vej rundt til biennalens mange udstil­ lingssteder ser man ud af øjen­ krogen milliardærernes volumi­ nøse og skinnende rene yachter ved kajen, hvilket sætter for­ skellene i et yderligere uhygge­ ligt relief.

Det er nationernes kappestrid eller kunstens olympiske lege, når de 90 nationale pavilloner dyster om den eftertragtede Gyldne Løve, som i år gik til den litauiske pavillon for værket ”Sun & Sea (Marina)”. Det er en original og poetisk operaperfor­ mance, hvor sangerne ligger på en kunstig indendørs strand, mens publikum står oppe på en svalegang og kigger ned på ”sce­ nen”. Den sorgmuntre, minima­ listiske opera handler om dag­ ligdagens mange glæder og sor­ ger, men også her udtrykkes be­ kymring for vores klode, som gi­ sper efter vejret på grund af de mange udfordringer, som vi mennesker udsætter den for.

De nationale pavilloner befin­ der sig dels rundt om i byen, dels i Giardini (haverne), for­ uden i Arsenale, et cirka en kilo­ meter langt skibsværft fra 1500-tallet. Danmark råder over en centralt beliggende pavillon i selve haven – og endda over to bygninger – som denne gang er indtaget af den dansk-palæsti­ nensiske kunstner Larissa San­ sour, der i en toskærms video ”In Vitro” (i reagensglas) i sorthvid har skabt en science fiction om Betlehems udslettelse som følge af en øko-katastrofe.

Filmen handler om to genera­ tioner af kvinder, der forsøger at bevare, genskabe og videreføre liv i en bunker under jorden. Det stærke værk vises sammen med en stor og truende sort kugle, der optræder i det tilstødende rum, men den indgår også i fil­ men. Det samlede værk bærer titlen ”Heirloom” (arvestykke) og handler overordnet om trau­ mer, identitet og erindring. Det er et kunstnerisk gennemført og indholdsmæssigt nuanceret og mangelaget bidrag. Fra decem­ ber kan værket opleves i Copen­ hagen Contemporary på Refsha­ leøen i København.

I de øvrige pavilloner venter de største kunstoplevelser især i den franske, israelske, canadi­ ske, australske og også i den koreanske pavillon. I sidst­ nævnte viser den dansk-kore­ anske videokunstner Jane Jin Kaysen to tankevækkende vi­ deofilm, hvori hun udforsker en gammel koreansk myte om Ba­ ri. Her sætter hun fokus på, hvordan det er at være en kvin­ de, som lever i diaspora.

En af pavillonerne i Giardini stikker ud fra alle de øvrige: Det er den venezuelanske, som er tom. Den venezuelanske rege­ ring med præsident Neculás Maduro i spidsen har angiveligt ikke ønsket at lade landet re­ præsentere i år, da man for­ dømmer USA’s og EU’s indblan­ ding i landets interne anliggen­ der efter det seneste valg.

Det for mig mest bevægende værk i den nationale afdeling oplevede jeg i den indiske pa­ villon: Kunstneren Jitish Kal­ lath har her gengivet et brev, som Mahatma Gandhi skrev til Hitler i september 1939. Heri advarer den indiske oppositi­ onspolitiker i humanismens og fredens navn den tyske kansler imod at starte Anden Verdens­ krig. Brevet læses stående, mens det langsomt fremrulles linje efter linje på et bagtæppe af tåge, som giver den skæbne­ svangre appel en fysisk, omend flygtig form.

0 På kajen foran Arsenale står skroget af en fiskekutter, der er bragt hertil af den schweiziske kunstner Christoph Büchel, som med denne ruinøse ”readymade” påminder os om flygtningekrisen, der toppede i 2015, hvor kutteren forliste 96 kilometer ud fra den libyske kyst efter et sammenstød med et portugisisk fragtskib. Om bord var mellem 700 og 1100 afrikanske migranter, hvoraf kun 28 overlevede.

– Foto: Venedigbiennalen.

Den 58.

Venedigbiennale.

Venedig, Italien. Til den 24. november.

0 Den dansk-palæstinensiske kunstner Larissa Sansour har i en toskærms video i sort-hvid skabt en science fiction om Betlehems udslettelse som følge af en øko-katastrofe. – Foto: Ugo Carmeni.

Ud over de nationale pavillo­ ner byder Venedigbiennalen traditionen tro også på en kæm­ pemæssig international tema­ udstilling, der har fået titlen ”May You Live in Interesting Ti­ mes”. I år er denne udstilling lagt i hænderne på den ameri­ kanske kurator Ralph Rugoff fra Hayward Gallery i London, der ”kun” har udvalgt 80 kunstne­ re, hvilket er væsentligt færre end tidligere. Det er fornuftigt at vise flere værker af færre kunstnere, da man således får mulighed for at genkende kunstnere, som man har stiftet bekendtskab med tidligere på rundgangen. Det skaber større klarhed på en megaudstilling, hvor man let kan miste over­ blikket og gerne vil vide mere om kunstnerne. Der indgår og­ så værker af de danske kunst­ nere Danh Vo, Peter Bonde og Jeppe Hein.

På kajen foran Arsenale står skroget af en fiskekutter, der er bragt hertil af den schweiziske kunstner Christoph Büchel, som med denne ruinøse ”readyma­ de” påminder os om flygtninge­ krisen, der toppede i 2015, hvor kutteren forliste 96 kilometer ud fra den libyske kyst efter et sam­ menstød med et portugisisk fragtskib. Om bord var mellem 700 og 1100 afrikanske migran­ ter, hvoraf kun 28 overlevede.

De italienske myndigheder hævede den efterfølgende fra flere hundrede meters dybde.

Man ser det dybe hul i skroget

0 Den mexicanske kunstner Teresa Margolles har opført en mur på udstillingen. – Foto: Venedigbiennalen.

og undrer sig samtidig over, hvordan kutteren kunne have så mange mennesker om bord.

Men størsteparten var låst inde som ballast. På biennalen fun­ gerer kutteren, der har titlen ”Barca Nostra” (vores båd) som en tragisk rekvisit og en alvorlig påmindelse om den økonomiske og sociale ulighed i verden.

Der er mange stærke værker – det gælder både på temaudstil­ lingen og i de nationale pavillo­ ner – og man noterer sig, at et stort antal ikke-vestlige lande er repræsenteret.

I dag føles dette helt naturligt, for kunstscenen er som helhed blevet mere inklusiv i den post­ koloniale æra. Alle udtryk og nationaliteter kan i dag komme til orde, når blot der kan præste­ res kvalitet.

Eksempelvis indgår der man­ ge værker af afrikanske eller

afroamerikanske kunstnere. Her skal især fremhæves suveræne malerier af en kunstner, som det danske kunstpublikum tidligere på året kune opleve på Statens Museum for Kunst på udstillin­ gen ”Hammershøi by Elmgreen & Dragset”.

Maleren er den nigerianskamerikanske Njudeka Akunyili Crosby, der i sine kollageagtige malerier skildrer interiører, som både viser tilbage til hendes op­ rindelsesland Nigeria og til den vestlige verden, som danner ramme om hendes liv i dag.

Racetemaet ligger og ulmer under hendes æstetisk raffinere­ de værker, men foldes mere ra­ dikalt ud hos eksempelvis den individuelle vinder af Den Gyld­ ne Løve, afroamerikaneren Ar­ thur Jafa, hvis foruroligende vi­ deo ”The White Album” viser ra­ cismens grimmeste ansigter. J

HOLSTEBRO MUSEUM

Det eventyrlige Loft

På Det eventyrlige Loft kan du gå på opdagelse og lade din nysgerrighed og dine sanser styre dig igennem historien. Historierne tager deres udgangspunkt i Vestjylland, men de fører altid deres fortællinger længere ud i verden.

Loftet gemmer på mange gamle ting – alle har de netop deres plads i lokalhistorien, danmarkshistorien, selv verdenshistorien! Det er din, min og vores historie, der gemmer sig herinde.

Du finder 14 forskellige fortællinger, der begynder med de første mennesker og fortsætter op til vores tid – men på Det eventyrlige Loft er ingen vej bestemt på forhånd.

ÅBNINGSTIDER

Tirsdag-fredag 12.00-16.00 Lørdag- søndag 11.00-17.00 Mandag lukket

Udstillingerne er lavet med støtte fra: Nordea-fonden, Birn Fonden, Færchfonden, Augustinus Fonden og Holstebro Kommune.

MUSEUMSVEJ 2B, 7500 HOLSTEBRO

WWW.HOLSTEBRO-MUSEUM.DK

24 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019 2 Kunstneren Mo Maja Moesgaard (født 1980) sætter fokus på de politiske fællesskaber, som indrammer vores liv. Her er det ”(Af )magt” fra 2016. – Foto: Emilie Kjær/ Arken.

0 Astrid Myntekær (født 1985) arbejder formstrengt med en japansk æstetik og vil give menneskeheden nye superkræfter via grønne alger, serveret på japansk maner, siddende på tatami-måtter. – Foto: David Stjernholm/Arken.

0 Hannah Toticki Anbert (født 1984) ser kritisk på arbejdet.

Hun har blandt andet skabt en række absurd-humoristiske klædedragter, der er en blanding af arbejdstøj, religiøse beklædningsstykker og modetøj, som hun sætter sammen på gakkede måder. – Foto: David Stjernholm/Arken.

Den unge kunst holder fremtiden i skælvende hænder Kunstmuseet Arkens nye udstilling viser spændvidden og originaliteten i den unge danske kunst, hvor tidens alvorlige problemer bliver taget op til kritisk og humoristisk revision – og med løsningsforslag

anmeldelse 4 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Mange unge mennesker er bekymrede for fremtiden. Med god grund. En del er blevet vegetarer eller veganere og har indledt en revolution, der begynder på tallerkenen. Mange lever spartansk med genbrug, fordi de ved, at det vil tage omkring to millioner år at slette de ødelæggende aftryk, som mennesker har sat på kloden siden den industrielle revolution for kun 200 år siden.

De nægter også at blive reduceret til arbejdsrobotter og servicere erhvervslivet i døgndrift. Der hersker en katastrofisk stemning i tiden, som danner bagtæppe for de 10 unge kunstnere på Arkens nye udstilling, som er væsentlig og dagsordensættende.

De er alle født i 1980’erne og voksede op i de sidste to årtier af forrige århundrede. Det var en tid, der balancerede mellem tryghed og velfærdsstat på den ene side og økonomisk krise og globale trusler på den anden.

Nu står de i overført betydning med fremtiden i deres skælvende hænder.

Udstillingen er inddelt i tre overordnede temaer: 1. Arbejdskultur med fokus på præstationssamfundet i konkurrencestaten, 2. Tilhørsforhold og 3. Klimakrise.

Hannah Toticki Anbert (født i 1984), Marie Thams (født i 1982) og Kirsten Astrup (født i 1983)

Arken, Ishøj.

Ung dansk kunst – samfundsprognoser. Til den 5. marts 2020.

beskæftiger sig med det første tema. De tre kunstnere er alle optaget af performativitet – det vil sige de krav, som stilles til arbejdskraften i den senmoderne konkurrencestat. Anbert ser kritisk på arbejdet som en ny religion. I dag måles vi alene på vores præstationer og arbejdsmæssige succes. Hun har blandt andet skabt en række absurd-humoristiske klædedragter, der er en blanding af arbejdstøj, religiøse beklædningsstykker og modetøj, som hun sætter sammen på gakkede måder. Hvem har før set et over tre meter langt forklæde ”Apron for Backwards Domestic Labour # 2” i gult plastic med pelskanter? Eller ”Shawl for Double Shift # 1” – et silkesjal med gummihandsker?

Med sine aparte ”uniformer” stiller hun kritiske spørgsmål til arbejdets etiske aspekter. Titlen på denne serie er ”Sakralt arbejde”. I et skulpturværk problematiserer hun med humoristiskkritisk kant begrebet pause i det moderne arbejdsliv: Værket ”A Walk in the Park” er en cirkulær græsplæne, der tilbyder arbejderen en tvivlsom fritime, hvor han/hun kan bevæge sig rundt og rundt som et trækdyr i en trædemølle.

I Marie Thams’ (født i 1982) lyd- og videoværk ”Re” drejer det om konflikten mellem frihed og arbejde, som den manifesterer sig i sproget: Fra højttalere i det mørklagte rums hjørner messer en streng stemme ord, der kendetegner det højeffektive menneske. De alternerer med en blid stemme, som minder os om bløde værdier som intuition, leg og improvisation. I midten vises

en video med en højgravid kvindes mave projiceret på et kuglerundt lærred. Hvilken arbejdsmæssig virkelighed bliver det ufødte barn mon født ind i?

Endelig har den talentfulde performance- og videokunstner Kirsten Astrup (født i 1983) i samarbejde med tekstforfatter og kurator Maria Bordorff (født i 1988) – sidstnævnte har skrevet nogle virkelig skarpe, samfundsanalytiske tekster – skabt en ganske original, sorgmunter video med titlen ”Troe og agtsom”. Det var Christian IV’s motto for det danske postvæsen, som han etablerede i 1624. Videoen er blevet til efter grundig research i Post Danmarks glorværdige historie og forfald. Det sidste på grund af politisk kortsigtede planer og ødelæggende krav om effektivisering. Der er et væld af kloge refleksioner over det ”post-industrielle” danske samfund, der pludselig får en helt anden konkret betydning. I videoen indgår en mængde gode sange. Dette værk alene er hele udstillingen værd.

Det andet tema bliver omsat i værker af Masar Sohail (født i 1982), Rbita Rezaire (født i 1989) og Mo Maja Moesgaard (født i 1980).

De sætter på tre væsensforskellige måder fokus på inklusion eller eksklusion i de kønsmæssige, sociale, ideologiske og politiske fællesskaber, som indrammer vores liv. Det handler især om racisme, sårbarhed og om at føle sig fremmed i en bestemt kontekst. Moesgaard benytter blandt andet bannere. Et af dem hænger som flag ved indgangen til Arken med ordene:

”Jeg kan høre fødder, der går mod gaden.”

De mest markante og fysisk største værker er dem, der forholder sig til klimakrisen. De er skabt af Silas Inoue (født i 1981), Astrid Myntekær (født i 1985), Nanna Abell (født 1985) og Benedikte Bjerre (født i 1987).

Sidstnævnte spidder i sin store installation ”High Hopes” den globale frihandel og den dermed følgende CO2-udledning med varer, der flyves til Vesten fra de fjerneste egne af jordkloden. De havner på transportbåndet i lufthavnene for derefter at blive kørt ud til forbrugerne. ”Emballagen” er i overstørrelse og fremstillet af store tekstilpuder. Med kuratoren, Dea Antonsens, ord interesserer Bjerre sig for kapitalistiske ”logistikkæder”, hvor emballagen spiller en vigtig rolle i det æstetiske udtryk, fordi den i så høj grad bidrager til forureningen på verdensplan.

Inoue og Myntekær har en mere spirituel tilgang til klimatemaet. Førstnævnte dyrker nye skulpturformer via mugsvampe, sukker og fritureolie. Hans organiske skulpturer rummer en anderledes og syret, men fascinerende skønhed. Der opstår nye biologiske infrastrukturer og nye uforudsigelige, processuelt betingede organiske former i hans kunst. Det emmer, drypper, knopskyder, vokser og lever hos Inoue.

Myntekær arbejder formstrengt med en japansk æstetik og vil give menneskeheden nye superkræfter via grønne alger, serveret på japansk maner, sid-

”

Formaterne er stærkt varierede.

Det er en seværdig udstilling med stor diversitet.

dende på tatami-måtter. Hendes værk med titlen ”Mana stash” er på den ene side viet et minimalistisk og rationalistisk japansk skulpturalfabet, og på den anden side bærer det en romantisk drøm om at finde andre og mere bæredygtige overlevelsesstrategier. Endelig beskæftiger Abell sig med fundne objekter, som hun sammenstiller uhyre originalt. Et af hendes bedste værker er ”Meeting the Universe Halfway”, hvor en orange bikini er spændt op på stellet af en drømmeseng, der balancerer på et plastickrus og en kokosnød.

Værket refererer direkte til de amerikanske atomprøvesprængninger, der fandt sted på Bikiniatollen i Stillehavet i årene 19461958, og som den todelte badedragt er opkaldt efter. Denne nye, vovede mode – den mindste beklædningsgenstand, verden havde set – har således en meget dyster bagkant.

Udstillingen tager temperaturen på en klode, der sveder og kritiserer det kapitalistiske forbrugssamfund, der alene drives af materiel vækst. Værkerne tænder alle advarselslamper og råber, at det er nu, vi skal sadle om. Det er prisværdigt af Arken J at huse dem.

SÆSON 2019 — 2020

drømme bevæge mærke elske søge leve tro se

Oplevelser

vi er fælles om Lazarus — Pagten — Lyden af de skuldre vi står på Dracula — Se dagens lys — Ordet — Kagefabrikken Manifest for skrøbelige autoriteter — denungewertherslidelser Made in China — Alt er umuligt — gæstespil og meget mere ...

Gå ikke forgæves køb dine billetter nu Billetpriser 65 – 450 kr.

— aarhusteater.dk

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

En gylden frugt i Thøger Larsens turban Smuk bog om digteren Thøger Larsens forhold til Sydeuropa udkommer i forbindelse med en Thøger Larseninspireret udstilling på Lemvig Museum af fotograf Kirsten Klein og billedkunstner Steen Folmer Jensen

boganmeldelse 5 stjerner AF CLAUS GRYMER grymer@k.dk

Digteren Thøger Larsen (1875-1928) drømte i mange år om at komme til ”Solens Lande”. Og i 1925 lykkedes det endelig. En rejse til Italien blev økonomisk mulig takket være en pengegave på 6500 kroner – svarende til omkring 200.000 kroner i dag – indsamlet blandt venner og læsere. Anledningen til initiativet var digterens 50-årsfødselsdag.

Sammen med sin hustru, Thyra Larsen, ankom Thøger Larsen den 8. oktober til San Cataldo ved byen Scala nær Ravello ved Amalfikysten, et kloster, der året forinden var blevet indviet som et studiehjem og refugium for danske videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Parret havde taget sig god tid på rejsen mod Syditalien – med afgang fra hjembyen Lemvig allerede den 1. oktober. Undervejs blev der gjort flere ophold. For Thøger Larsen ville opleve noget også på rejsen.

Hans betydningsfulde møde med Italien er inspirationen for en udstilling med fotografen Kirsten Klein og billedkunstneren Steen Folmer Jensen, ”Trækfuglevej”, der vises på Lemvig Museum til den 20. oktober.

I forbindelse med udstillingen har Lemvig Museum udsendt en smuk bog ved Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen, ”Trækfuglevej. I Thøger Larsens spor”, der ud over Kleins fotos og Jensens skitser indeholder digte af Larsen – samt et enkelt af Knud Sørensen – en kronik af digteren samt en informativ baggrundsartikel af museumsformidler Lars Mathiesen. Bogen er beskeden af omfang, men har alligevel så meget at byde på, at den fortjener opmærksomhed for sin egen skyld, både på grund af billederne og teksterne.

Museumsleder Mette Lund Andersen fremhæver i forordet fællestræk mellem Thøger Larsen og de to deltagende kunstnere, der ligesom digteren er inspireret af det nordvestjyske fjordlandskab. En fælles optagethed af historien, myterne samt naturens påvirkning af mennesker og kultur gør sig ligeledes gældende.

Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen – der to gange har boet og arbejdet på San Cataldo – bringer på hver sin måde intense nærbilleder fra Italien af natur, byer, arkitektur samt enkelte personer.

Et af Kirsten Kleins fotos virker som en kommentar til en bemærkning af Thøger Larsen om rejseeventyret: ”Der var falden en gylden Frugt i min Turban, endelig.”

Denne gyldne frugt fremtræder på fotografiet som en citron, der fylder billedets forgrund. Bagved – som i citronens gule skær – anes et italiensk landskab.

Når man betragter fotografiet, føler man, at man ser direkte ind i Thøgers Larsens taknemmelighed over at være i det sydens lys, til hvis glæde ligeledes Knud Sørensen hengiver sig i det finurlige digt ”Morgen på San Cataldo”.

0 Store dele af kysten i denne del af Italien er fredet af Unesco på grund af naturens skønhed.

Her ses udsigten fra en af klostercellerne på refugiet San Cataldo ud over Salernobugten en tidlig morgen. – Foto: Kirsten Klein/ fra udstillingen.

Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen: Trækfuglevej. I Thøger Larsens spor. Upagineret.

100 kroner. Lemvig Museum.

Udstillingen ”Trækfuglevej”vises på Lemvig Museum til den 20. oktober.

0 Thøger Larsen med sin hustru Thyra (tv.) på San Cataldo i det sydvestlige Italien 1925-1926. De opholdt sig på kunstnerrefugiet i to omgange.

– Foto: Fra bogen ”Trækfuglevej”.

Thøger og Thyra Larsen opholdt sig på San Cataldo i tre måneder og rejste så videre til Sicilien, men vendte tilbage til San Cataldo og blev der denne gang i knap en måned. Opholdet blev gentaget i 1927. Syden satte sig spor i Larsens digtning. I 1927 udkom samlingen ”Trækfuglevej” med digte og noveller blandt andet fra Italien. Oplevelserne

derfra er til stede også i romanen ”Frejas Rok”, der blev færdiggjort ved samme tid. ”Trækfuglevej” er en bog skabt på Thøger Larsens lykke over at være i et af solens lande. Hans ven Carl Aaberg fortæller i et tilbageblik: ”I øvrigt var han en vidunderlig rejsefælle. Kundskabsrig som han var og fuld

af livsglæde og glæden over de vekslende naturindtryk. Hertil kom et andet forhold. Hjemme stod han i afholdsforening og var ’Total’. Det var en reaktion på en fugtig ungdomsperiode, og han overholdt sit løfte eksemplarisk. Men uden for Danmarks grænse følte han sig løst fra det. Holdbarheden af denne teoJ ri drøftede vi aldrig”.

Trine Søndergaard: Untitled, 2019. Archival pigment print. Courtesy Martin Asbæk Gallery & Bruce Silverstein Gallery

Herfra hvor vi står 7 udstillinger om national identitet

28. september 2019 – 1. marts 2020

28

Sensommer, 1977 · olie på lærred ·130 x 97 cm

Velkommen til åbning af

EFTERÅRSUDSTILLING 2019 lørdag den 5. okt. kl. 13-17 søndag den 6. okt. kl. 13-17 Tag venner med og nyd en forfriskning sammen med os.

Alle er velkomne.

Vel mødt.

Kærlig hilsen Jonna

August, 1966 · olie på lærred · 120 x 135 cm

P.S.: Under mottoet: ”Kunst, kaffe og kage” kommer Michala fra ”Michalas Lille Kageri” i Vindelev.

Begge dage ml. kl. 14 og 17.

VINDELEV KRO OG GALLERI Vindelevvej 19 • Vindelev • 7300 Jelling • Tlf. 75 87 30 25

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Emil Noldes hjemstavn fortæller historie I Seebüll lige på den tyske side af grænsen boede kunstneren Emil Nolde. På Noldemuseet ser vicedirektøren et behov for at forstå det komplicerede i Noldes – så vel som grænselandets – historie

reportage AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Det er sen eftermiddag i Seebüll, på dansk Søbøl. Men nu er vi altså kørt over grænsen til Tyskland, og derfor hedder det Seebüll. Punktum. ”Herzlich willkommen in Deutschland,” står der i sms’en, der er tikket ind på mobilen. Vejskiltene er gule og på tysk, og man må lige køre lidt hurtigere på landevejene end derhjemme. Vil man betale i kontanter, så skal det være i euro. Og folk, man ikke kender, tiltales med Herr og Frau. Der er bare forskel, også selvom grænselandets mennesker i hverdagen excellerer i europæisk sammenhold.

På Noldemuseet i Seebüll foregår det også officielt på tysk det hele, mens udstillingsteksterne dog er oversat til dansk til ære for de mange danske besøgende.

I museets forskningsbibliotek fortæller museets vicedirektør Astrid Becker, at hun er uddannet kunsthistoriker med speciale i tyske ekspressionister og længe har haft et kært forhold til Nolde, ”en af vores største kunstnere”, som hun siger. Det er han stadig, selvom der her i foråret har været stor debat om hans forhold til nazisterne under Anden Verdenskrig. Ny kunsthistorisk forskning har afsløret, at Nolde i 1930’erne ikke blot

sympatiserede med nazisterne, men troede helhjertet på ”die Endlösung”, jødeudryddelserne, som løsningen på Tysklands problemer.

Og da nazisterne afsvor hans kunst som ”entartet”, degenereret, opbyggede han omhyggeligt en myte om sig selv som forfulgt kunstner.

Det skete blandt andet igennem de ”umalede billeder”, små akvareller og forstudier, som han egentlig havde lavet hele sin karriere. De blev et redskab, Nolde brugte for at vise omverdenen, at han i en periode var blevet forbudt at male ”rigtigt”.

For at forstå hele mennesket Nolde må man dog først forstå ham som grænselandsmenneske, mener Astrid Becker. Det, samt forholdet til naturen og landskabet her, skal vi tale om nu, på en dag, hvor køerne græsser fredeligt, og græsset bølger lysegrønt ved Seebüll. Områdets gamle vestfrisiske gårde ligger her endnu, og set i forhold til dem er Emil Noldes hjem, som han selv tegnede i 1927, helt anderledes moderne, som det ligger der på bakken.

Da Astrid Becker blev ansat ved museet for nogle år siden, havde hun allerede nærstuderet Noldes billeder af landskabet, de vanvittige farver, han lagde på himlene over marsken. ”Men jeg troede ikke på, at det kunne se sådan ud, indtil

jeg kom her. Så gav det mening! Jeg har set den slags himle,” siger vicedirektøren og smiler hemmelighedsfuldt.

Emil Nolde betragtes af mange danskere som en dansk-tysk kunstner, og han bærer da også fødenavnet Hans Emil Hansen. Han blev født i 1867 i den lille landsby Nolde (som han senere tog navn efter) ved BylderupBov, der i dag ligger på den danske side af grænsen, men som dengang var tysk. ”Det tager 30 minutter at køre i bil til den landsby, hvor Nolde blev født. Hans far var også født her, så Nolde er virkelig mand af dette område.

For at forstå ham og hans identitet må man forstå, at hans kunst er dybt forbundet med områdets natur, dets folk og fortællinger,” siger Astrid Becker.

Det sjove er, at Emil Nolde ikke, som man måske skulle tro, stod ude i landskabet og malede. Han opholdt sig mest i sit studie, og når han var der, måtte ingen komme ind, heller ikke hans højt­ elskede danske hustru, Ada. ”Hans landskaber er også indre landskaber på den måde, at han tager landskabet ind, og så maler han det først bagefter,” siger Astrid Becker og leder os fra administrationsbygningen og over mod huset, hvor atelieret befinder sig.

Landskabsbillederne her

Scene&Kultur | X

29

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september

18/05

0 Landskabet omkring Seebüll, der ses her, fylder meget i Emil Noldes malerier. Men hans billeder af landskabet og de vestfrisiske gårde ved Seebüll er også sindbilleder, for han malede oftest billederne indenfor, i sit atelier.

–Begge fotos: Mikkel Møller Jørgensen.

2 Astrid Becker er vicedirektør på Noldemuseet i Seebüll og står for at formidle Emil Noldes kunst. ”Jeg har det lidt svært med diskussionen om, hvorvidt han var dansk eller tysk, for han var jo begge dele,” siger hun.

har enkle titler som ”Gård ved kanalen” og ”Krusede efterårsskyer”. Men farverne er ekstravagante og vilde. ”Nolde mente selv, at hans kunst skulle være et sted mellem Danmark, Tyskland og Skandinavien. Han var ikke tiltrukket af det italienske lys, som andre malere, og selvom der skete meget i Frankrig i de år, og han selvfølgelig var påvirket af det, så er det ikke der, hans kærlighed ligger. Hans kunst var altid tysk, men der er en bro til Skandinavien.”

Vi går videre, og i et værelse på førstesalen nærmer vi os det spørgsmål, der kredses så meget om lige for tiden.

Hvordan skal man forholde sig til en mand, der åbenlyst var nazist? Skal man adskille kunstner og værk – kan man?

Astrid Becker trækker vejret ind en gang, før hun svarer på dét. Museets direktør, Christian Ring, har været meget involveret i den udstilling om Nolde, der netop har været vist i Berlin. Den efterfølgende debat har blandt andet fået den tyske forbundskansler Angela Merkel til at nedtage et Nolde-maleri fra sit kontor. Hvad hun så har fået en del kritik for.

Hjemme på museet er teksterne, der følger med ophængningen af de ”umalede billeder”, fuldkommen opdaterede med den nye forskning, som museet og stiftelsen bag har støttet. ”Jeg ved ikke, hvordan det

bliver diskuteret i Danmark. I Tyskland har debatten rakt ind i de dele af samfundet, der nu diskuterer nationalisme, og det er virkelig godt. Vi er nået til et punkt, hvor du ikke længere kan fornægte noget, du kan ikke længere sige ’Det skete ikke’. Her på museet forholder vi os sådan, at alle skal vide, at han var dybt nationalistisk. Det skal ind i hovederne på alle, der interesserer sig for ham,” siger hun og holder pause et øjeblik: ”Men alle skal også vide, at livet er kompliceret. Han var nazisympatisør, men hans kunst var også ildeset af nazisterne. Intet er enkelt, og det viser Nolde.”

Familien, Emil Nolde blev født ind i, var tosproget. Ved Genforeningen i 1920 fik Nolde tildelt dansk statsborgerskab, fordi han på det tidspunkt boede i Utenwarf på vestkysten, der kom til at tilhøre Danmark ved grænsedragningen. Han kom således til at tilhøre Sønderjyllands tyske mindretal – hvis officielle linje under Anden Verdenskrig var nazistisk. ”Jeg har det lidt svært med diskussionen om, hvorvidt han var mest dansk eller tysk, for han var jo begge dele. Han giftede sig dansk og talte dansk med sin hustru.

Men han sagde selv: ’Jeg er en tysk kunstner! Min kunst er så tysk.’ Og når man siger det, så er den nødt til at have

noget nationalistisk i sig også. Det er ikke nemt, og det skal det heller ikke være. Nolde er virkelig tysk historie i én person,” siger Astrid Becker og leder os ned i husets kælder.

Her hersker en næsten sakral stemning. Her hænger Noldes store nidelte værk ”Kristi liv”. Billederne er malet i 1911-1912, altså længe før Anden Verdenskrig. Og så kan man jo undre sig. For mens andre kunstnere har vist Jomfru Maria som arisk med langt, lyst hår og blå øjne, så har Noldes mellemøstlige Maria kraftigt sort hår og kraftige øjenbryn. Jesus på korset – han er rødhåret.

Jeg spørger forsigtigt vicedirektøren, om hun vil sige, at det er ét af Noldes tidlige værker? Astrid Becker svarer roligt: ”Jeg vil sige, det er et J mesterværk.”

Emil Nolde 3 Hans Emil Hansen, 18671956, tysk-dansk maler.

Født i den slesvigske landsby Nolde, som han tog navn efter i 1902, boede i det dansk-tyske grænseland det meste af sit liv, fra 1920 som dansk statsborger. Gift med danske Ada Vilstrup i 1902.

15/09

Spar 40 %

køb medlemskab Få sæsonens bedste kammerkoncerter med 40 % rabat 25.09 23.10 07.12 25.02 27.04 17.05

•

Trio con Brio Copenhagen Middle East Peace Ensemble VoNo Vocals Quatuor Modigliani Adrian Chandler og Concerto Copenhagen Die Deutsche Kammerphilharmonie Bremen

Pris: 780,- inkl. gebyr (rabat: 520,-)

sådan bliver du medlem • • • •

Gå ind på www.musikkenshus.dk Vælg fanebladet ‘Om Musikkens Hus’ Klik på ‘Musikkens Kammerklub’ Eller ring på tel. 60203000 eller send en e-mail til info@musikkenshus.dk

Tilmelding skal ske senest den. 25. september 2019

Musikkens Plads 1 DK 9000 Aalborg www.musikkenshus.dk

30 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Tyske malere fandt deres Skagen i grænselandet Op til Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i 1920 holdt en større gruppe billedkunstnere til i den lille by Egernsund ved Flensborg Fjord. En del af deres billeder hænger på Museumsberg i Flensborg

reportage AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

”Lågmade, er det her?”

Straks spørgsmålet er stillet, er det indlysende, at ordet er forkert udtalt.

Manden, som spørgsmålet er stilet til, kigger da også undrende på journalisten, som forsøger at indkredse emnet med endnu et spørgsmål: ”Ja, det skulle være et sted, som nogle tyske billedkunstnere holdt meget af, og som de forevigede på deres malerier for godt hundrede år siden. Kender du det sted?” ”Nå, Låkmat, ja, ja, det er da her,” smågriner han og skynder sig at cykle videre, mens han rækker højre hånd i vejret som afskedshilsen.

På Museumsberg i Flensborg, blot en halv times kørsel syd for grænsen, hænger, i et rødmalet kvadratisk rum, omkring 30 billeder fra museets samling af den såkaldte Egernsund Kunstnerkoloni. Der er blandt andet Heinrich Petersen-Angelns billede ”In Ekensund” (I Egernsund) fra 1900, der forestilller en anløbsbro med en gruppe kvinder og børn, der skuer ud over vandet mod en dampfærge, der med Dannebrog i toppen, er på vej ind mod land. Og Otto Heinrich Engels ”Fischerhäuser bei sinkender Sonne” (Fiskerhuse i nedgående sol) fra 1882. Det sidste er malet det år, Engel første gang besøgte Egernsund, og viser et par idyllisk beliggende, fiskerhuse tæt på en lille bro, hvor en jolle er fortøjet.

Denne solrige dag i 2019 er vandspejlet lige så roligt, som det ser ud til at være ved fiskerlejet på Engels oliemaleri, men dermed hører ligheden også op. Lågmade, der er sønderjysk og betyder indhegnet eng, ligger i udkanten af byen Egernsund på nord-siden af Flensborg Fjord og med Gråsten lige overfor. Egernsund var indtil Genforeningen i 1920 en tysk by og hed Ekensund.

Fjordudsigten her er ualmindelig god og husene imponerende. Mange af dem er bygget i mere end én etage, og området giver i det hele taget indtryk af at være mondænt. For en flok malere i slutningen af 1800-tallet havde området mere karakter af noget eksotisk. De søgte dertil med deres staffelier og malergrej for i sommermånederne at forene det gode liv med fester, mad og drikke med at male billeder af den idyl, de var havnet midt i.

Det fortæller kunsthistorikeren Iben Johansen. Hun er ansat ved Museum Sønderjylland og opdagede kunstnersammenslutningen Egernsund-malerne ved lidt af en tilfældighed.

Da hun skrev sit speciale på universitetet om P.S. Krøyer, og om kunstnerkolonier i det hele taget, blev hun opmærksom på de tyske malere, der opsøgte Egernsund om sommeren. ”Det var helt nyt for mig og i sig selv interessant, fordi jeg, der er vokset op ved Padborg tæt på den dansk-tyske grænse, ikke anede, at der havde været en kunstnerkoloni ved Egernsund,” siger Iben Johansen.

Siden har hun taget så meget revan-

0 Kunstnerkolonien i Egernsund opstod i 1870’erne, hvor tidens tyske billedkunstnere opdagede Egernsund, eller Ekensund, som byen hedder på tysk. Her er det maleriet ”In Ekensund” (1900) af Heinrich Petersen-Angeln, der forestilller en anløbsbro med en gruppe kvinder og børn, der skuer ud over vandet mod en dampfærge, der med Dannebrog i toppen, er på vej ind mod land. – Foto: Museumsberg Flensborg.

che, at hun for tre år siden kuraterede en udstilling med Egernsund-malerne på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa. Udstillingen kaldte hun ”Med parasol og pensel – Egernsund, den glemte kunstnerkoloni”. ”Kunstnerkolonien i Egernsund opstod i 1870’erne simultant med kunstnerkolonien i Skagen. På det tidspunkt var det især malere som Wilhelm Dreesen og Jacob Nöbbe, der indtog stedet.

Senere i 1890’erne blev kolonien blandt andet anført af den unge kunstner Otto Heinrich Engel, der i München havde set en international udstilling, hvor skagensmalere som Krøyer og Anna og Michael Ancher deltog. Han blev vildt inspireret og besluttede sig til at rejse nordpå for at finde det samme lys, som skagensmalerne gengav. Han fandt ikke Vesterhavet, men til gengæld Lågmade,” beretter Iben Johansen og tilføjer, at Engel derefter blev ved med at komme tilbage til Egernsund år efter år. Han blev en af koloniens mest produktive malere og udførte blandt andet en hel serie billeder med en særlig fisker, som han kaldte ”min ven Asmus Sommer”.

Andre af tidens tyske billedkunstnere opdagede Egernsund via en interesseorganisation for kunstnere. Det var allerede i 1865, hvor en flok kunstnere tog af sted sammen på en slags dannelsesrejse til det nyerobrede land Preussen, der var blevet tysk efter slaget ved Dybbøl i 1864. På de gentagne sommerrejser til

Egernsund var det herefter nemt for dem at tage turen med dampskib fra Flensborg.

Malerne blev typisk indkvarteret på kroer i området eller på lejede værelser i fiskerhusene ved Lågmade.

En af dem, Anton Nissen, giftede sig med en kvinde fra området, maleren Maria Nissen. De to byggede sammen et hus med atelier mellem Alnor og Rinkenæs.

Generationen af sønderjyder, der kan huske de tyske kunstnere, der sad og malede deres billeder langs strande og fiskerlejer ved Flensborg Fjord, lever ikke længere. Men historierne om dem lever, og ifølge Iben Johansen hænger der billeder af Egernsund-malerne i mange sønderjyske hjem. Ikke fordi de betalte med deres billeder, for de tyske kunstnere var generelt ret velbeslåede, men simpelthen fordi sønderjyderne synes godt om stilen. ”Det er friluftsmaleri og tysk realisme med stort ’R’,” siger Iben Johansen og tilføjer: ”Farverne er lidt mere kolde blå- og gråtonede, end dem vi kender fra skagensmalerne, men inspirationen fra lyset og havet er den samme. Kunstnerne i Egernsund-kolonien var først og fremmest optagede af at male det oprindelige. Derfor havde de en forkærlighed for fiskerlejerne og var ikke meget for industri og turisme.”

En undtagelse fra den regel var dog de mange teglværker, der på den tid lå som

perler på en snor langs fjorden ved Egernsund. Teglværksbygningerne og skorstenene fascinerede de tyske friluftsmalere, men de blev brugt som rum i naturen på linje med bådene med deres master.

Det var ikke selve arbejdet med tegl, der interesserede kunstnerne.

Da Sønderjylland atter blev genforenet med Danmark i 1920, forsvandt kunstnerkolonien Egernsunds betydning, og deres kunst gik lidt i glemmebogen. På grund af de skiftende landegrænser og det faktum, at langt de fleste af kunstnerkoloniens medlemmer var tyske, har mange i Danmark ment, at den ikke var relevant for den danske kunsthistorie og et dansk publikum.

Det er også nærliggende at tro, at tyske malere i tiden efter Genforeningen blev mindre populære i Danmark, hvor alt nu drejede sig om det danske. Men sådan var det ikke nødvendigvis, mener Iben Johansen. ”Vi ved ikke meget om, hvad de lokales holdning var til malerne efter Genforeningen. Det er simpelthen ikke dokumenteret. Men naturligvis er der en historie i, at kunstnere var tyske, og stedet, de opsøgte, blev dansk. Men det vigtigste er nok, at kunstnerkolonierne ikke var begrænset af det nationale.

Kunsten rakte, også dengang, ud over den snævre grænseproblematik,” siger hun.

J

Kunstnerkolonien Egernssund 3 De vigtigste malere i sammenslutningen: Wilhelm Dreesen (1840-1926), Otto Heinrich Engel (1866-1949), Erich Kubierschky (1854-1944), Jacob Nöbbe (1850-1931), Heinrich Petersen-Angeln (1850-1906) og Anton Nissen (1866-1934).

alle tiders musical for hele familien

store scene

Teaterforlag: Nordiska ApS

Premiere den 10. oktober efter

den sommer far blev homo hippo dromen

R. L. Stevenson ved Preben Harris og Sebastian

HiLS DiN MOR

Premiere den 19. oktober

#DØD #HÅB #SORG #KÆRLIGHED SPILLEPERIODE 27. JAN. – 23. FEB. BILLETTER 195 KR.

Urpremiere den 15. oktober

hippo dromen

hippo dromen

jordens indre

Med musik og tekster af Søren Huss

Premiere den 6. november

BILLE T TER 70 272 27 2

|

MUSIKDRAMATISK FORTÆLLING OM DET ULTIMATIVE TAB WWW. FOLKE TEATRE T. D K WWW.TEATERBILLE T TER.DK

|

32 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kvindelige tegnere har succes med at tegne deres egne liv Danske og udenlandske kvindelige tegnere vinder i øjeblikket popularitet ved at fortælle historier med udgangspunkt i deres egne liv. Et flertal af dem deler deres tegninger på sociale medier

kunsttendens

” K Æ R E ST E S O RG ” A F ST I N E S P E D S B J E RG . F R A SA M L I N G E N ” K Æ R E ST E S O RG - P O ST KO RT D I G T E ”, F O R L AG E T CO B O LT, 2016

” I N G E N T I T E L” A F L I N E L I S B E R G R E F S T R U P. F R A DAG B O G E N ” K A N V I VÆ R E ST I L L E E T ØJ E B L I K ”, S E LV U D G I V E L S E , 201 8

AF SIMONE NILSSON nilsson@k.dk

På det første billede i tegneseriestriben siger hendes kæreste, at han kan lide hende. I de næste tre ser man hende spørge ham, om han nu er helt sikker – både til deres bryllup, med deres første barn på armen, og da de er et gammelt ægtepar. I stribens sidste billede svæver parret som spøgelser over deres gravstene, og hun spørger ham igen efter et helt liv sammen: ”Så du er helt sikker på, du kan li’ mig?”.

Striben er del af en lang række tegneseriestriber lavet af den amerikanske illustrator med danske rødder, 26-årige Sarah Andersen, der lever af at afbilde sin dagligdag og usikkerheder i små striber som dem, man kender fra aviserne. For Sarah Andersens vedkommende har striberne med udgangspunkt i hendes eget liv og egne følelser ført tre bogudgivelser med sig samt et enormt følge på mere end tre millioner brugere på sociale medier.

Sarah Andersen er langtfra den eneste kvinde, der i øjeblikket får opmærksomhed for sine tegninger af sin helt almindelige hverdag.

Den slags populære fortællinger med udgangspunkt i forfatteren eller tegnerens eget liv kaldes i dag for auto-fiktion. En genre, der ofte hyldes for at skildre alt det, der ikke nødvendigvis er kønt. I den tegnede verden taler genren især til kvinder, og mange beskæftiger sig med kroppen og et ucensureret moderskab, eller med tabuiserede følelser som skam, lyst og vrede.

Som den svenske tegneserieskaber Nina Hemmingson vredt udbryder gennem sit tegnede alter ego i en af sine striber: ”Hvad har min kunst med guddommelighed at gøre? Og hvem siger, det skal være positivt? Og handle om kærlighed?

Jeg gør det mest, fordi jeg er vred. Er det forkert?”.

Også flere danske kvindelige tegnere er begyndt at beskæftige sig med den selvbiografiske fortælling og tager udgangspunkt i deres hverdags eksistentielle tanker og bekymringer. Blandt andre kan nævnes Line Kjeldsen Jensen og Line Lisberg Refstrup, som begge har vundet priser for deres dagbogsagtige udgivelser.

En anden er tegner og illustrator Line Høj Høstrup, som også er formand for Dansk Tegneserieråd.

Ifølge hende er der sket en udvikling i selve den tegnede fortællings format, som hun ser

0 Line Lisberg Refstrup. Født 1975. Illustrator og underviser i tegning. Kendt for sin selvbiografiske nettegneserie, der i 2017 var nomineret til Pingprisen for ’Bedste nettegneserie’. Udgav den grafiske dagbog ”Kan vi være stille et øjeblik” i 2018, som i år modtog udmærkelsen “Eksempel på godt boghåndværk i tegneseriekategorien” af Foreningen for Bogarbejde.

0 Stine Spedsbjerg.

Født 1980.

Tegneserietegner, illustrator og forfatter.

Uddannet journalist.

Kendt for sin selvbiografiske onlinetegneserie ”StineStregen”.

Udgav i 2016 en samling postkortdigte under titlen ”Kærestesorg”. Har flere gange været nomineret til Pingprisen.

som værende en del af det, der har tiltrukket piger og kvinder til faget. Og som hønen og ægget har kvindernes indtog ligeledes kvitteret med at udvide mediet endnu mere og gøre grænser mellem forskellige formater og mellem kunst og litteratur meget mere flydende: ”Mange kunstnere ser måske sig selv mere som tegnere og ikke nødvendigvis som tegneserietegnere. Der er forskel på at illustrere og på at fortælle, men der har været en tendens inden for de seneste 10-20 år, der har gjort miljøet mere inkluderende. Det er blevet mere flydende, hvornår en tegning bliver til en tegneserie. Der er for eksempel mange kvinder, som i højere grad føler sig tiltrukket af tegneserier i dag, end dengang man tænkte på Asterix og superhelte. Nu er der plads til flere og mere forskellige skabere end tidligere,” siger Line Høj Høstrup.

Hun fremhæver fremkomsten af de såkaldte graphic novels, grafiske romaner, i starten af 2000’erne som en af årsagerne bag. De tegnede romaner åbnede for helt andre formater, end man var vant til, og gav tegnede for-tællinger en anerkendelse i den litterære verden. De blev kaldt for tegneserier for voksne.

Som eksempel kan nævnes den iranske roman ”Persepolis” af

Marjane Satrapi fra 2010 om hendes opvækst i Iran under den islamiske revolution i 1979.

Herhjemme udgav Rikke Barkman i samme periode den tegnede erindringsroman ”Glimt” om en enkelt dag fra en barndomssommer. Sidstnævnte skriver sig også ind i en række af kunstnere, som gennem sin upolerede tegnestil har inspireret unge kunstnere – herunder Line Høj Høstrup selv. ”Den udfordrer mediet ved at tegne med blyant. Pludselig behøvede en tegneserie ikke længere være et finpoleret teknisk værk, og der blev plads til mere krøllede, skæve og næsten grimme fortællinger. Personligt fik jeg mod på at gå i gang. Jeg tænkte, at hvis de kunne, så kunne jeg nok også,” siger Line Høj Høstrup.

Den nye tendens er desuden en tradition, der trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor forfatter og billedkunstner Dea Trier Mørch var med til at sætte emner som moderskab på dagsordenen med sine grafiske tryk af blandt andet fødsler. I hendes tid var autofiktionen kvindernes medie, men den gik dog under et andet, og mere udskældt, navn: bekendelseslitteratur.

Susanne V. Knudsen er professor emeritus i pædagogiske tek-

ster ved Høgskolen i Buskerud og Vestfold i Norge og ekspert i kvindelitteratur. Hun fortæller, at genren så dagens lys i kølvandet på 1970’ernes kvindebevægelser. ”Det blev tilladt at tale offentligt om det private og dermed kom bekendelsen. Begrebet ’bekendelseslitteratur’ var ikke venligt ment. Det var mandlige kritikere, som kaldte det ’bræk, knæk og bekendelse’. I dag er der mange flere mænd, der også kommer ud med private oplevelser og erfaringer, men dengang tilhørte genren kvinder som Bente Clod, der fortalte om sine mange problemer med at være sammen med mænd, og som senere sprang ud som lesbisk,” siger hun og fortsætter: ”Der opstod kvindeforlag og såkaldte ’op af skuffen’-grupper rundt omkring i landet. Her satte kvinder sig sammen og viste hinanden, hvad de havde skrevet og gav hinanden kritik. Man lyttede til hinandens problemer og hjalp hinanden til at komme videre i tilværelsen. Det var litteratur af, om og til kvinder – litteratur, der kunne bruges til noget. Hvis du for eksempel sad og spekulerede på skilsmisse, eller hvordan du skulle opdrage dine børn, om du overhovedet skulle have børn, om du nu var til mænd eller kvinder, så kunne bekendelsen og erfaringen fra andre kvinder hjælpe dig. Kvindelitteraturen var konkret og skulle kunne bruges i dit konkrete kvindeliv. Den tegnede autofiktion er lidt historien om igen, men i en anden genre.”

Den genkendelighed og spejling, kvinder dengang fandt i skrivegrupperne, kan de i dag

også finde hos de auto-fiktive tegnere. Men i dag, i den teknologiske tidsalder, er det samtidig blevet endnu nemmere for forfattere og kunstnere at dele deres kreationer med andre via sociale medier, og især billedmediet Instagram forbinder kunstnere med deres publikum. Et flertal af kunstnere deler her næsten dagligt deres tegninger og striber med de brugere, der følger dem, og ofte inden, der er tale om egentlige bogudgivelser.

J

Bøger, hvor kvinder tegner fra deres egne liv – et udvalg ”Det store regnestykke” af Line Kjeldsen Jensen, Forlaget Lesen, 2019.

”Skamlebben” af Anne Mette Kærulf Lorentzen, forlaget Cobolt, 2018. ”Når jeg skal sove” af Lena Nicolajsen, Forlaget Fahrenheit, 2018. ”Kan vi være stille et øjeblik” af Line Lisberg Refstrup, selvudgivelse, 2018.

”Kærestesorg” af Stine Spedsbjerg, forlaget Cobolt, 2016. ”Glimt” af Rikke Barkman, Aben Maler, 2011. ”Signe Parkins & Drawings” af Signe Parkins, Basilisk Tegneserie, 2005.

KLASSISKE DAGE OG MEGET, MEGET MERE ...

FROM FOLLIES TO PRAYERS

SHORT STORIES

KNUDSENS 3. OKTOBER KL. 19.30

SYDKOREANSK CO-PRODUKTION MED BLACK BOX DANCE COMPANY

ADDICTION & SKIN KNUDSENS 7. OKTOBER KL. 19.00

JUNG IN LEE

MØD JENS ANDERSEN BLACK BOX 31. OKTOBER KL. 19.30

SÅ LÆNGE MIT HJERTE SLÅR

Se alle arrangementer på MUSIKTEATRET.DK

BLACK BOX 11. OKTOBER KL. 20.00

TEATERSALEN 4. OKTOBER KL. 16.00

TINA DICKOW SOLO

FRA MOLDAU TIL MANHATTAN

TEATERSALEN 4. OKTOBER KL. 19.30

SIMON & GARFUNKEL TRIBUTE BLACK BOX 5. NOVEMBER KL. 19.30

RASMUS TANTHOLDT

TEATERSALEN 31. OKTOBER KL. 19.30

MED ÅBNE ØJNE

TEATERSALEN 8. NOVEMBER KL. 19.00

TEATERSALEN 4. - 7. DECEMBER 2019

TEATERSALEN 12. OKTOBER KL. 20.00

MIT LIV SOM ELKJÆR

KNUDSENS TEATERSALEN 5. OKTOBER 24. OKTOBER KL. 19.30 KL. 19.00

BILLETSALG 7020 2096

BLACK BOX 1. NOVEMBER KL. 20.00

DIRE STRAITS TRIBUTE

SIGURD FORTÆLLER HCA EVENTYR

OM ÅKANDER, MÅNESKIN, VEMOD OG ROMANTIK

FOLKEKLUBBEN

KNUDSENS BLACK BOX 6. OKTOBER 26. OKTOBER KL. 11.30 KL. 19.00

KOREOGRAFI

TEATERSALEN 3. OKTOBER KL. 19.30

THOMAS WARBERG

MUSIKTEATRET.DK

DEN VILDE, RÅ OG GRIBENDE LIVSHISTORIE OM HELE DANMARKS ROCKMAMA – MED ALLE DE STØRSTE

HITS

34 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Vigelandsparken viser mennesket i bevægelse – og i følelsernes vold Norges største skulptør Gustav Vigeland ville i år være fyldt 150 år. Det er blandt andet blevet markeret med en bog og en særudstilling, mens Vigelandsparken i Oslo i dag er landets mest besøgte turistattraktion

reportage DANIEL ØHRSTRØM SKRIVER FRA NORGE ohrstrom@k.dk

Der går næppe en dag, hvor skulpturparken i Frognerparken i Oslo ikke har besøg af turister, der kommer fra hele verden for at se de mange skulpturer på broen op mod ”Monolitten”, som er verdenskendt for sit 14 meter høje, himmelstræbende babelstårn af sammenflettede menneskekroppe.

En udbredt fortolkning af det korsformede skulpturparkanlæg er også bibelsk, men Norges største skulptør gennem tiden, Gustav Vigeland (1869-1943), ønskede selv, at hans ufattelige mængder af menneskefigurer skulle stå åbne for fortolkning som i den berømte skulptur ”Livshjulet”, der danner et hjul af mennesker, der holder fast i hinanden.

Bevægelse synes måske at være en fællesnævner for de mange skulpturer, der forestiller mennesker, der næsten alle sammen er i gang med noget – eller i det mindste fyldt af en følelse, der sender dem i en bestemt retning. Det er mennesker, der kæmper, elsker, leger, hidser sig op eller skændes. Men de er alle sammen fanget og fastholdt i et øjebliks følelse, som de forbipasserende så kan spejle sig i.

Mange af værkerne fik derfor bevidst aldrig mere end beskrivende titler, så fortolkningsmuligheder netop stod åbne for de forbipasserende. Og det er der stadig mange, der benytter sig af i dag, hvor nordmændene i år kan fejre, at nationalkunstneren Gustav Vigeland ville været blevet 150 år.

Vigelandsparken er i dag Norges mest besøgte turistmål med omkring halvanden millioner besøgende turister om året. Og mens en del kinesiske turister efter sigende bliver skuffede over, hvor lille ”Den lille havfrue” på Langelinie i København egentlig er, findes der nok at fotografere for de mange kinesiske turister her i Vigelandsparken, der viser over 200 af Vigelands skulpturer.

En enkelt kinesisk turist har for eksempel slet ikke tid til at tale med danske journalister, fordi han systematisk og dybt koncentreret er ved at tage billeder af hver eneste af parkens skulpturer med sin mobiltelefon.

Anderledes god tid har en lokal norsk familie, der står ved en af de mest berømte skulpturer i parken − den lille arrige dreng, ”Sinnataggen”, og den har til gengæld mere end størrelsen tilfælles med ”Den lille havfrue”, der som bekendt har mistet ho-

0 Vigelandsparken er en del af Frognerparken, som Gustav Vigeland også var med til at indrette. I dag er det en af Oslos mest brugte parker og Norges mest populære turistattraktion. – Fotos: Leif Tuxen.

3 Turisterne er vilde med Vigelandsparken og dens skulpturer, der er fulde af bevægelser.

3 Det 14 meter høje mennesketårn på ”Monolitten” i Vigelandparken er blevet et af Oslos vartegn.

vedet flere gange. For Sinnataggen, der ligner en nøgen, overtræt dreng, der ikke må få slik i Netto, er også flere gange blevet stjålet, men altid blevet bragt på plads igen, så turister og nordmænd kan lægge en beroligende hånd på den lille hidsigprop. ”Det er sjovt at se, at der er to steder, som folk typisk rører ved,” siger den norske journalist Karl-Haakon Turke-rud, der er på familietur i parken med sin dokumentaristkone Lena-Christin Kalle og parrets rolige tvillinger Leah Veronika og Julian Aleksander. Og deres lille datter gør til stor morsomhed for parret som de fleste – først tager hun Sinnataggen i hånden, der er blank af guldfarvet bronze på grund af mange berøringer, og bagefter rækker barnet ud efter skulpturens ædlere dele, som også er slidt blanke af mange nysgerrige hænder gennem tiden. ”Vi kan godt lide at komme her og gå tur. Her er også så me-

get at kigge på, at man aldrig bliver helt færdig med det. For det er, som om her findes alle følelser på et sted,” siger LenaChristin Kalle, mens hendes mand tilføjer, at alle nordmænd kender deres nationalkunstner, Vigeland, som efter sigende var ”en stærkt excentrisk mand, der var glad for damer”, men også en gudsbenådet kunstner, som fik den plads, som andre kunstnere kun kan drømme om, til at folde sit store talent ud.

Gustav Vigeland fik i sin tid frie hænder til at indrette Frognerparken, efter flere af hans skulpturer allerede var blevet opsat i 1924, og i 1928 godkendte byrådet hans plan for hele parken.

Allerede samme år blev fundamentet til ”Monolitten” lagt. 20 år senere stod den færdig, men der skulle gå endnu flere år med mange politiske skænderier, før parken stod færdig.

Og først i 2002 blev den sidste skulptur, ”Overrasket”, anbragt

i parken, så Vigelandsparken blev helt fuldendt. Men siden 1950 har Vigeland-museet ligget i forlængelse af parken. ”Når man ser tilbage på Gustav Vigelands liv, hans kunstneriske virke, tiden, det har taget for at fuldføre Frognerparken og kampene, som er blevet udkæmpet, kan man måske spørgefuldt sige, at planlægningen og gennemførelsen ikke just har været ’a walk in the park’. I dag er det meste af dette glemt, men mange tænker nok i dag, at det var et fantastisk løft, Oslo kommune i sin tid fik. Resultatet er der for kommende generationer og århundrer. Parken er et resultat af én mands talent, men også mange mænd og kvinders arbejde,” skriver Vigeland-museets direktør Jarle Strømodden i den store billedrige bog om Vigelandsparken, der slet og ret hedder ”Vigeland & parken”.

For i dag er manden og parken nærmest uadskillige.

J

Gustav Vigeland 3 Født den 11. april 1869.

Død den 11. april 1943. Norsk billedhugger og træskærer.

3 Vigeland regnes for at være en af Norges vigtigste skulptører nogensinde, og i dag forbindes han af mange med Vigelandsparken, der har opstillet over 200 af hans skulpturer. I forlængelse af parken kan man besøge Vigeland-museet, der i øjeblikket markerer kunstnerens 150 års fødselsdag med en særudstilling og en bogudgivelse.

COPENHAGEN PHIL

HELE SJÆLLANDS SYMFONIORKESTER VELKOMMEN TIL ET EFTERÅR MED KLASSISKE KONCERTER MUSIKALSKE MØDER MED MUSIKSKOLER OG SKOLEELEVER NYE KONCERTFORMATER FOR NYE PUBLIKUMSGRUPPER I ALLE ALDRE DEN FANTASTISKE SYMFONI

26. sept. / Roskilde Kongrescenter kl. 19.30 27. sept. / Konservatoriets Koncertsal kl. 19.30

MUSIK MED MERE

MED SYNGENDE KONFERENCIER MICHAEL CARØE 1. okt. / Farum Arena kl. 19

BERLIOZ’ SYMPHONIE FANTASTIQUE, SJOSTAKOVITJ’ CELLOKONCERT NR. 2 MED ET UNGT STJERNETALENT, M.M.

OPLEV COPENHAGEN PHIL SIDE OM SIDE MED SYNGENDE OG SPILLENDE BØRN FRA FURESØ MUSIKSKOLE. FOR HELE FAMILIEN.

PETER OG ULVEN

ET SYMFONIORKESTER KOMMER TIL GULDBORGSUND MED MICHAEL CARØE

5. okt. / Bellevue Teatret kl. 13 og 15

6. okt. / Nykøbing F. Hallerne kl. 15

KOM TIL KONCERT MED COPENHAGEN PHIL OG ET KÆMPEKOR AF LOKALE BØRN, NÅR VI INDTAGER GULDBORGSUND.

BEETHOVEN OG GISLINGE

WAGNERS RINGEN UDEN ORD

BEETHOVENS KLAVERKONCERT NR. 4 OG SYMFONI NR. 7 SAMT EN AF DANSK MUSIKLIVS YNDLINGE VED KLAVERET.

OPLEV VORES KARISMATISKE CHEFDIRIGENT KAMIOKA DIRIGERE ET KÆMPEORKESTER I WAGNERS RINGEN - UDEN ORD.

17. okt. / Holbæk Seminarium kl. 19.30 18. okt. / Konservatoriets Koncertsal kl. 19.30

25. okt. / Konservatoriets Koncertsal kl. 19.30

OPEN ORCHESTRA - GÅ RUNDT I ORKESTRET 28. okt. / Teaterbygningen, Køge kl. 19.30 31. okt. / Korsgadehallen, København kl. 19.30

TAG FAMILIE OG VENNER MED IND I DEN KLASSISKE MUSIKS MASKINRUM OG GÅ RUNDT I ORKESTRET MENS DET SPILLER.

www.copenhagenphil.dk

36 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Sanserne er på spil i kunsten i Kolding Trapholts nye udstilling ”Sense me” er velgørende ambitiøs: En vilter skov af muligheder for at reflektere over, hvem vi er hver især

anmeldelse 5 stjerner

AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

Det er en ambitiøs udstilling, kunstmuseet Trapholt i Kolding viser under overskriften ”Sense me” (Sans mig). Og det er netop, hvad det drejer sig om, sanserne er i fokus som på et eksperimentarium, her er kunstnere og designere samlet fra store dele af verden, der har ét tilfælles: interessen for kroppen og det sensoriske system.

Man kan både smage på kunsten, høre, føle, smage, lugte og se. Det er flot sine steder og meget lærerigt. ”Sense me” er en udstilling, der både kan stille spørgsmål om verden og vores færden i den, men også vække undren og teste vores bevidsthed om

os selv. ”At se sig selv sanse”, som en af de deltagende kunstnere, Olafur Eliasson, engang udtrykte det.

Selvom kropsbevidstheden er i højsædet, er det hovedet, vi benytter til at dechifrere værkerne med. Nogle er lige til at gå til og imponerer ved deres fysik som Jeppe Heins to eminente og gigantiske roterende spejle i en 90 graders vinkel, der får beskuer og omgivelser til at virke, som om man var i nærkontakt med en satellit i rummet. Her er kunsten vokset ud over den tivoliserede fornemmelse, der ofte kan findes i samtidskunst, der vil interagere og implementere og inddrage publikum for enhver pris.

I arkitekturen er det en tendens, der har gjort København og Aarhus til førende på området med leg og sanser i centrum med eminente havnebade, konditag og skibak-

ke på toppen af et kraftværk, og Billund tager prisen med sit nye Lego House, der er i verdensklasse, hvad angår arkitektur, leg og læring. Der er ikke noget galt med Tivoli heller, blot sker der det indimellem, at kunsten er svær at finde, hvis man hele tiden skal mærke efter, hvordan man nu oplever rummet og sig selv, som var museumsbesøget blevet et selvrealiseringskursus. Mangler vi stimuli? Har vi glemt, hvordan det er at se? Eller er det mere underholdende og lærerigt, hvis alting rører sig og blinker med elektroniske virkemidler? ”Sense me” har mange indbyggede temaer, og nogle kunstnere på udstillingen har skarpere tanker og leverancer end andre.

Det uudgrundelige ved at se og opleve et kunstværk af hø-

”

Nogle kunstnere på udstillingen har skarpere tanker og leverancer end andre.

jeste karat sker i det første rum af udstillingens suite af værker. Et lille maleri af Georgia O’Keeffe med abstrakte former fra 1920’ernes begyndelse får sindet i bevægelse.

Og det er en fin nøgle til udstillingen og måske også til det, der mangler. For kunst opleves også med hjertet eller en sjette sans, hvis man kan fornemme sandheden i den påstand.

fortsætter side 37

Kunst&Kultur | 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

små digte og tilhørende træsnit, som Wassily Kandinsky satte sammen i 1910 for at eksemplificere, hvad han mente med ”det åndelige” i kunsten. 100 år senere er kunsten på ”Sense me” rykket andre steder hen. Vi lever i en anden tid, der stadig har behov for det poetiske, men hvor transformationen til andre medier har fundet vej ind i museet som en naturlig del af dets væsen.

Til udstillingens interessante oplevelser hører Memo Aktens værk, hvor man med sine bevægelser laver et maleri på en stor elektronisk skærm. Det er det samme, der foregår, som når børn spiller ”fruit Ninja” på mobilen, hvor bevægelse og farver skaber forunderlige sanseoplevelser blot i stort format.

2 Gabriel Pulecio har skabt et uendelighedsrum, en lysboks, hvor man tilsvarende agerer i rummet og får respons fra tusindvis af ledpærer. Det er spændende og sjovt. Men dybden er svær at lodde. – Foto.

Gabriel Pulecio/Trapholt.

Gabriel Pulecio har skabt et uendelighedsrum, en lysboks, hvor man tilsvarende agerer i rummet og får respons fra tusindvis af led-pærer. Det er spændende og sjovt. Men dybden er svær at lodde.

Margrethe Odgaard har i sit forskningsmæssige designprojekt skabt 520 farver, som hun kunne have lyst til at spise. Farve og smag sættes under lup, og der vil som med flere andre installationer på ”Sense me” være mulighed for at deltage i workshops eller tests.

Det er et stort arbejde og et stort projekt, Trapholt har begivet sig ud i. En vilter skov af muligheder for at reflektere over, hvem vi er hver især, og det er godt. Kataloget er en fin manual til forståelse af værkerne, men måske er emnet for stort til at gribe på en samlet måde. Man skal ikke forvente en traditionel museumstur, men et sine steder intellektuelt sansebombardement værk for værk.

Turen til Kolding er vejen værd, hvis man ikke bor der i forvejen, blot for at se Jeppe Heins forløsende 360 graders roterende spejlværk: Det vigtigste monumentalværk i øjeJ blikkets danske kunst.

Sense me. Trapholt, Kolding.

Til den 1. juni 2020.

20.09.19 01.03.20

Vejen til Palmyra The Road to Palmyra Glyptoteket

38 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 21. september 2019

Kunsten gav mig et sted at stille spørgsmål Christine Buhl ­Andersen er ny formand for Ny Carlsbergfondet og indtager dermed dansk kunstlivs m ­ åske mest magtfulde post. Egentlig ville hun slet ikke arbejde med kunst, men et studiejob fik h ­ ende på bedre tanker

interview

2 Glyptotekets direktør, Christine Buhl Andersen, ­træder snart et trin op på karrierestigen som ny ­formand for Ny Carlsbergfondet.

– Foto: Leif Tuxen.

AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Få mennesker har været så mange gange rundt om Grundtvig som Ny Carlsbergfondets kommende formand, Christine Buhl Andersen. For da dansk kulturlivs nu måske mest magtfulde kvinde var lille, gik hun i børnehave i Vartov midt i København, hvor en af børnenes aktiviteter var at køre rundt og rundt på cykler om den store Grundtvigstatue i gården.

De frisindede forældre var ellers ikke specielt kirkelige, men familien boede lige i nærheden i Stormgade i en central lejlighed, hvor børnene i øvrigt også fik lov til at køre rundt på cykler indendørs. ”Der var også masser af liv og larm i gaden i forvejen. Vi kunne høre busserne buldre ude på gaden og hvinene henne fra Tivoli om sommeren, og selv boede vi lige over nogle selskabslokaler, så det første ord, min lillebror sagde, var ’Hurra!’”, siger Christine Buhl Andersen og ler, mens hun sidder på sit direktørkontor på Ny Carlsberg Glyptotek få skridt fra barndomshjemmet – hvor familien ovenikøbet boede i en ejendom, som brygger Carl Jacobsen i sin tid havde investeret i.

Sådan virker hendes livsforløb næsten planlagt i bryggerens fodspor fra barndommen. Og nu har hun også grund til at råbe hurra. For så snart der er fundet en ny direktør til Glyptoteket, bliver hun i stedet bestyrelsesformand for museet og ikke mindst for Ny Carlsbergfondet, som hvert år deler flere end 100 millioner kroner ud til det danske kulturliv – fra sakrale kirkekunstværker til kunst, man må træde på i byrummene.

Men allerede som barn lærte hun at pirre sin nysgerrighed på mange felter. ”Jeg er opdraget af forældre, der interesserer sig for mange forskellige aspekter af verden og samfundet. Min mor er arkitekt, og min far er ingeniør. De havde mødt hinanden på G.A. Hagemanns Kollegium, hvor der primært var polyteknikere, men også en del kunstnere, herunder også arkitekter, dengang. ­Deres vennekreds bestod både dengang og nu derfor også af mennesker med vidt forskellig viden og interesser, så det var et levende miljø med mange forskellige input, som jeg har kunnet suge til mig, fra jeg var lille – fra naturvidenskab til kunst.”

Da Christine Buhl Andersen skulle i 1. klasse, var forældrene

alligevel blevet trætte af bussen, der ”stod og dirrede på holdepladsen lige foran vores vindue i københavnerlejligheden”, så familien flyttede væk fra virvaret i byens centrum. ”Min mor ville gerne skabe nogle bedre rammer for sine børn, så vi kunne klatre i træer, lave bål og lege frit udenfor. Mine forældre fandt et dødsbo i ­Hellerup, hvor vi kunne få en have med æbletræer med masser af plads til at ­lege, mens de stille og roligt satte huset i stand.

Det var godt set af dem, for selvom byen også har sine fordele, var det en dejlig barndom. Og jeg var selv glad for senere at kunne opdrage mine egne børn tættere på naturen i Sorø, hvor vi boede dengang. Det tror jeg er sundt for børn.”

Der var dog stadig ikke langt ind til byen, da Christine Buhl Andersen som lille blev slæbt med til ”den ene kedelige fernisering efter den anden”. ”Via akademiet havde min mor lært mange kunstnere at kende. Jeg kan ­huske, at vi børn altid bare gerne ville have vores forældre med hjem fra den nærmest rituelle rødvin. Men de mange udstillinger, jeg blev slæbt med til, betød også, at den verden blev naturlig og med tiden spændende for mig selv.”

Sin første store kunstoplevelse fik hun som elev på Aurehøj Gymnasium, hvor både musik, litteratur og kunst havde en vigtig plads. ”Det var et musikgymnasium,

og vi havde en kommunistisk rektor, der var med til at understøtte et kunstnerisk musikmiljø, som fostrede mange senere store musikere. Jeg havde ikke tænkt på at blive kunsthistoriker dengang, men jeg kan blandt andet huske vores studietur til Paris, hvor jeg så et billede af Gauguin, som jeg havde skrevet en stil om. Jeg blev helt utroligt berørt af, at det var netop det billede, og der kun fandtes det billede.”

På det tidspunkt tænkte hun ikke over, at hun selv kunne komme til at arbejde på et kunstmuseum, for selvom begge hendes forældre var kunstinteresserede, var der ingen kunsthistorikere i familien – så det var først efter hendes humanistiske basisuddannelse på Roskilde Universitet, at en ven foreslog hende også at læse kunsthistorie: ”Det var en åbenbaring for mig, at man overhovedet kunne læse det som et fag og leve af det, og det var simpelthen lykken, da jeg fik et studenterjob på Louisiana, hvor jeg blandt andet blev assistent for museets stifter Knud W. Jensen. Det var en fantastisk arbejdsplads med et internationalt niveau og masser af liv og mennesker. Indtil da ville jeg hellere have været journalist, fordi mine interesser spredte sig i alle retninger, så jeg forestillede mig, at man bare kunne skrive om det, man ville. Men nu vidste jeg, hvad jeg ville. For

kunst kan også åbne verden og rumme alle dens spørgsmål.”

Senere fik hun job som inspektør på Gl. Strand og som museumsinspektør på Sorø Kunstmuseum og tog blandt andet en master i museologi, inden hun blev direktør for KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og forrige år for Ny Carlsberg Glyptotek. Hvert sted har hun fået ry for at åbne museet mere ud mod publikum. ”Jeg har også været heldig at komme til steder på de rigtige tidspunkter – for eksempel på KØS, hvor kunst i det offentlige rum var kommet op i tiden for byer og kommuner, ikke bare i Danmark, men også i udlandet.

Vi fandt et nyt hav, vi kunne svømme i, mens vi bragte museet ud af matriklen og ud i Danmark, fordi kunst i det offentlige rum altid indgår i en sammenhæng med skoler, hospitaler, byer eller kirker,” ­siger Christine Buhl Andersen.

Som et eksempel på et værk, der har bevæget hende i en kirkelig kontekst, nævner hun KØS’ projekt med den britiske kunstner Tracey Emin, som i 2012 skabte et poetisk værk med skrift på væggen i Vor Frue Kirke i København. Med kunstnerens håndskrift overført til turkisblåt neon stod der ”I felt you and I knew you loved me” (jeg mærkede dig, og jeg vidste, at du elskede mig). ”Jeg synes, at det var et meget åbent og smukt værk, fordi det

med sin sårbarhed både kan hentyde til et gudsforhold og til et kærlighedsforhold. Og sådan handler kunst ofte om kontekst.

Emins værk var en spændende og åben måde at lave kirkekunst, som tidligere har ­været mere illustrativ, omend en række af kunsthistoriens allerstørste kunstnere som Michelangelo og Leonardo da Vinci gennem tiden er blevet inviteret ind i kirkerummet, som dermed også er blevet rammen om noget af den bedste kunst.”

Christine Buhl ­Andersen 3 3Født i 1967. Cand.mag. i kunst­ historie og dansk.

3 3Tidligere ansat på kunsthallen Gl. Strand i Køben­havn, Sorø Kunst­museum og KØS i Køge.

3 3Siden 2017 direktør for Ny Carlsberg Glypto­tek, som hun nu forlader til fordel for arbejdet som formand for Ny Carlsbergfondet.

3 3Bor i Hellerup nord for Køben­ havn med kæresten Michael Juul Holm, redaktør og tidligere muse­ umsinspektør på Louisiana. Har to børn fra et tidligere ægteskab.

SILKEBORG BILLET & INFO:

KEDELHUSET.COM

30 albums 17 Grammy-nomineringer

YELLOWJACKETS Fre 1. nov. kl. 20.00

AFENGINN Fre 27. sep. kl. 20.00

Et nordisk MESTERVÆRK (Gaffa om seneste album)

Livserfaren troubadour

SØREN HUSS Ons 6. nov. kl. 20.00

FLERE HIGHLIGHTS PÅ SILKEBORGS GAMLE PAPIRFABRIK: BARSELONA LØR LARS HJORTSHØJ TOR AFENGINN FRE GANGWAY FRE !

T UDSOLG JACOB DINESEN TOR YELLOWJACKETS (US) FRE SØREN HUSS ONS FESTIVAL OF WONDER 07.11 LASSE & MATHILDE BAND FRE ASTRONAUT / GLØD LØR ADDISABABABAND TOR BAAL LØR SING SING SING TOR JADA FRE CLAUS HEMPLER FRE GIRLS IN AIRPORTS TOR LINGUA FRANCA ENSEMBLE (NL/GR) FRE ALPHABEAT FRE ENRICO PIERANUNZI TRIO (IT) LØR IDA NIELSEN & THE FUNKBOTS FRE TEITUR (FO) LØR

21.09 26.09 27.09 04.10 31.10 01.11 06.11 10.11 15.11 16.11 21.11 23.11 28.11 24.01 31.01 06.02 21.02 28.02 29.02 20.03 18.04

SIDSTE TORSDAG I HVER MÅNED: SILKEBORG SYNGER MORGENSANG HVER LØRDAG: FROKOSTJAZZ

KEDELHUSET PAPIRFABRIKKEN 72 8600 SILKEBORG

Illustration © Oleg Borodin

DOSTOJEVSKIJ PÅ ASSISTENS Afsløring af Dostojevskij monumentet

Fjodor M. Dostojevskij (1821 – 1881) er kolossal i verdenslitteraturen og vedbliver med at være aktuel og inspirerende. Dostojevskijs forfatterskab byder os at se ind i vore medmenneskers hemmeligste afkroge. I Teater Kapellet er skabt en autenticitet og intensitet i et scenerum, helt i forfatterens ånd.

TEATER Oplevelser til eftertanke

Stort tillykke til København som litterær verdensby! www.fjodordostojevskij.dk

Skuespiller Viktor Melnikov har siden 2013 givet en tindrende skarp indsigt i Dostojevskijs forfatterskab på scenen. Vi indbyder til afsløringenaf Dostojevskij – monumentet. En gave, givet for den unikke skuespilpræstation og formidlingen af forfatterskabet. Vær med til en teaterbegivenhed, der løfter ånden og rører hjertet!