Anmeldelse. Lysets sprog i en mørk tid

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. april 2022 Lysets sprog i en mørk tid

Den dansk-amerikanske lyskunstner Viera

Collaro giver med sine tre meditative lysinstallationer på ARoS publikum mulighed for et meditativt møde med sig selv

anmeldelse

Lisbeth Bonde

kultur@k.dk Viera Collaro (født 1946) er en af landets ypperste lyskunstnere. På ARoS kan man nu opleve tre af hendes sublime lysinstallationer. Det er godt, at hendes værker vises frem lige nu, for hun glimrer ved sit fravær på den store og i øvrigt højst seværdige udstilling ”Light & Space” (anmeldt i Kristeligt Dagblad den 13. december 2021) i Copenhagen Contemporary, hvor hun helt naturligt hørte til. Slovakisk-danske Viera Collaro masseres på ARoS ind i farvet, elektrisk lys, der interfererer og danner nye farver i pulserende overgange. Hendes kunst er på den ene side funderet på naturvidenskabelige fakta omkring lys som energi og elektromagnetisk stråling, og på den anden side er hun en fuldblodskunstner, der ”maler” med farvet lys.

Neonrør og 1000 farver

Viera Collaros kunst står i humanismens og det spirituelles tegn. Det handler om menneskelighed i form af indlevelse, hensyn, gavmildhed og modtagelighed, men også om klarhed, indsigt og sandhed. Det er de vigtigste parametre for Viera Collaro, der i sin barndom og ungdom havde et omtumlet liv: Hun blev født i Slovakiet, men familien måtte flygte fra kommunisterne, da Sovjetunionen overtog magten i landet. Efter en del flytten rundt uddannede hun sig som kunsthistoriker ved universitetet i Michigan. Men det at skabe kunst trak mere i hende end det at beskrive kunst, hvilket hun indså, da et Fulbright-stipendium i 1968-1969 havde bragt hende til København. I 1971 vendte hun tilbage og blev nu indskrevet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her fulgte hun blandt andet undervisningen hos Gunnar Aagaard Andersen (1919-82), som gjorde brug af mange nye medier og materialer med afsæt i konkretismen. Collaro, der er blevet boende i Danmark, var også optaget af den amerikanske Light & Space-bevægelse, der opstod ved den amerikanske vestkyst i 1960’erne, ligesom hun var dybt fascineret af de moderne vestlige storbyers strålende neonlys, glasfacader, stål og spejlinger. Hun er både maler og installationskunstner og var medlem af kunstnersammenslutningen Ny Abstraktion i årene 1979-1989. I 2006 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og i 2015 modtog hun den største hæder, en billedhugger kan få, nemlig Thorvaldsens Medalje. Sidste år blev hun yderligere hædret med Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens kunstnerlegat. Viera Collaro har således opnået både sine kollegers og andre kunstfaglige instansers fulde anerkendelse.

Det værk, hun først blev kendt for, var et bemærkelsesværdigt afgangsprojekt fra Kunstakademiet i 1975, ”1000 farver”, skabt i samarbejde med Niels Nedergaard (1944-1887). De to kunstnere havde på et strengt videnskabeligt grundlag og med udgangspunkt i den tyske farveteoretiker Alfred Hickethiers teori skabt en systematisk, kunstnerisk undersøgelse af de tre grundfarvers lysintensitet. Senere gik hun videre med sine rumundersøgende værker, ofte med brugen af lysstoffør med farvet lys. Hun har skabt et stort antal værker til det offentlige rum, herunder ”Ringen” (1997) på forsiden af Kulturhuset i Randers, ”Klang farve” (2015) til Musikkens Hus i København, ”Blomstrende universer” (2014) til Plejecenter Violskrænten i Grenå, ”Buen” (2018), der skaber en regnbue på 32 meter over den nyetablerede K.B. Hallens rå betonfacade og mange flere. Hendes lys-ruminstallationer udvikler sig i stadig mere forfinet, forenklet og spirituel retning, og de tre værker på ARoS supplerer hinanden på en spændende måde – både hvad angår materialer og klangfarver.

Et tindrende smukt værk

Det første værk, ”Levitation” (svæven) fra 2003, består af en bred, skulpturel foldevæg eller rumdeler i dobbelt plexiglas med organisk inspirerede mønstre, som skaber interferens, når de farvede neonrør på væggen bag den trænger igennem den. Lyset vibrerer i alle regnbuens farver, og det hele løfter sig – som ved nordlys – eller som titlen antyder under en meditation, hvor man kan komme til at svæve let eller levitere.

Det andet rum indeholder et værk fra 2006 ”Compassion” (medfølelse). Ordet er monteret på væggen med nogle store og lidt voldsomme bogstaver i poleret messing. Tre lyscirkler i henholdsvis blåt, rødt og grønt skaber, hvor de mødes, henholdsvis rødviolet og gult, der således griber ind i hinanden og symbolsk ændrer karakter. Som når mennesker mødes i empati, og mødet skaber nye nuancer af menneskelighed. Det tredje værk, ”Transcendence” (transcendens) fra 2022, består af rækker af LED-spots i loftet, der oscillerer eller svinger mellem forskellige farvetonaliteter. De bliver dels projiceret ned på gulvet, dels på rækker af mange meter høje, hvide chiffonforhæng. Lyset forandrer sig i et superlangsomt tempo, og forhængene, der fungerer som bløde, vibrerende skillevægge, som publikum passerer igennem, danner en form for luftig labyrint. Stoffet tager langsomt farve af lyset og skaber smukke overgange og blandingsfarver. Det er et tindrende smukt værk.

De tre lysinstallationer er publikumsinvolverende passageværker og kan umiddelbart opleves af alle mennesker, uanset alder, køn eller uddannelsesbaggrund. Viera Collaro taler roens og lysets sprog i en urolig og mørk tid. Det er både bevægende og velgørende. J

5 stjerner

4 I værket ”Transcendence” (2022) forandrer lyset sig i et superlangsomt tempo, og forhængene, der fungerer som bløde, vibrerende skillevægge, som publikum passerer igennem, danner en form for luftig labyrint. Det er et tindrende smukt værk. – Foto: ARoS.