Anmeldelse. Naturen er

from Kunst&Kultur

by Kristeligt Dagblad

International udstilling

26 |Kunst&Kultur Naturen er det store motiv

I en nyåbnet udstilling på Heart i Herning

viser Henrik Saxgren, hvordan han med egne ord genfortryller naturen ved at arbejde med fotografi som landskabsmaleri

anmeldelse

Torben Weirup

kultur@k.dk En ting er, at Henrik Saxgrens fotografier af den jyske vestkyst er meget smukke. Både i banal og sublim forstand.

Der er mange steder på Danmarks kort, der har venner, hvad enten det er L.A. Ring-agtige, vandrige landskaber på Sjælland, klæge marker og krogede veje på Fyn, de små øer eller de dybe fjorde. Men Vestkysten, hvor himlen synes at stå særligt højt, er måske det sted i landet, hvor vejrliget er mest omskifteligt, og den danske natur kan vise sig fra sin mest rå og dramatiske, men også forunderligt blide side. Vidste man det ikke, kan man konstatere det ved at se på Henrik Saxgrens billeder.

En anden vedkommende ting ved udstillingen på kunstmuseet Heart i Herning er det, om man så må sige, etiske aspekt ved billederne. Ikke alene – og det siger næsten sig selv – kan storslåede naturbilleder i dag ikke andet end stå som en skrift på væggen; en advarsel om svineri med ressourcer og overforbrug, en påmindelse om tab af biodiversitet og frygt for uhensigtsmæssige klimaforandringer. Som sådan fungerer Henrik Saxgrens fotografier også. Når nu de lokaliteter fra Nord- til Sønderjylland, Henrik Saxgren over en længere periode har opsøgt, er så rige og indtagende, hvordan kan vi da få os selv til at svine havene (og fiskene i havene) til med plastic og andre former for affald og restprodukter fra vores forbrug?

I naturens katedral

Men der er også et personligt etisk aspekt i udstillingen, der kan forekomme privat – men i og med at det ekspliciteres i formidlingsteksterne på væggene i salene, er det det ikke.

Henrik Saxgren (født 1953) er en af de engagerede fotografer, der i årtier kastede deres uomtvistelige talent ind i en kamp for at gøre verden til et bedre sted. Kameraet var hans våben, og Henrik Saxgren var en af de hårde hunde, der tog til Nicaragua og andre af klodens brændpunkter og arbejdede som dokumentarfotograf for at gøre en forskel. På mere hjemlige himmelstrøg fotograferede han teatergruppen Solvognens forestilling i Rebild Bakker i 1976 og senere bz’ernes aktioner i København.

Men så – fremgår det af udstillingen – døde Henrik Saxgrens kone, og den engagerede fotograf tog ud i naturens store katedral for at være alene. Ikke fordi han, skriver han, opfatter sig selv som religiøs i traditionel forstand.

Men så alligevel sidder han med sin termokande, sin campingstol og sit fotografiapparat og ”venter på, hvilke fronter Vorherre har tænkt sig at sende ind over land den dag”.

Natur over menneske

Det forunderlige ved Saxgrens billeder er, at selvom de blæses op i meget stort format, forsvinder motivernes intimitet ikke. Man oplever stadig de små huse, der trykker sig i landskabet, eller sluseporten ved Vidå eller pumpehuset eller

0 Tøndermarsken er et af de landskaber, Henrik Saxgren har opsøgt ved den jyske vestkyst og i 2019 udgav en bog om med en smuk ledsagende tekst af Hans Edvard NørregårdNielsen. Dette billede hedder ”Fiskeørn ved kanal”. — Fotos: Henrik Saxgren.

3 Som solen står op, rammer den husenes gavle og facader, der lyser op for en stund. Dette fotografi hedder ”Facade, morgen”. billeder, hvor en fugl bliver centrum for opmærksomheden, indtil man flytter blikket mod horisonten og himlen og igen finder storheden i kompositionerne. Himmel og hav mødes – og det siger vel sådan set det meste om det hele?

Bortset fra et enkelt fotografi forestillende legende børn i vandkanten – måske med en hilsen til Willumsen eller Skagensmalerne – er billederne, hvoraf nogle har været gengivet i Saxgrens bog fra 2019 om Tøndermarsken, mennesketomme. Man ser menneskers spor. Udsnit af landejendommens facade eller Blåvandshuk Fyr. Men tilbage bliver en stemning af, at her er det naturen, det drejer sig om. Det store motiv. Den store rytme. Vejrligets og årstidernes selvfølgelige skiften, som var det åndedræt.

En ofte anvendt kliché om fotografer er, at de bruger kameraet som pensel. I Saxgrens tilfælde er det måske ikke så meget kameraet som computeren, der fungerer som pensel. Saxgrens metode er at tage ud i landskabet, finde sine motiver og efterfølgende manipulere med dem i Photoshop for at nå frem til det resultat, han ønsker, fordi motivet blandes med hans subjektive oplevelse af det. Billederne er ikke enkeltstående, vellykkede snapshots. De udgør hver især summen af iagttagelse og erfaring blandet med kunstnerens sind.

Som landskabsmalerne gjorde det – og Henrik Saxgren lægger sig klart og bevidst i forlængelse af den store tradition for landskabsmaleri med indbyggede hilsner til andre kunstnere, der arbejdede på de kanter. Jens Søndergaard for nu bare at nævne en, der også kunne fastholde havets storhed. Saxgren anvender sin tids teknikker til at komponere sine billeder.

Henrik Saxgrens fastholdelse af sin naturbetagelse kan siges at ligge i forlængelse af andre udstillinger i nyere tid på kunstmuseet i Herning, der fortæller om menneskets forhold til naturen. Fra Allan Ottes portrætter af det industrialiserede landbrug i en reguleret natur stort set uden mennesker på billederne til Søren Solkærs grafisk enkle mønsterbilleder af sort sol. Eller for den sags skyld museets udstilling af malerier af Jens Søndergaard for fire år siden. Det kunne virke, som om det var et spor, museet lejlighedsvis kunne følge sideløbende med fokus på arte povera, konstruktivisme og beslægtede retninger, der er en del af museets arv fra tekstilfabrikanten Aage Damgaard, der i 1950’erne begyndte den kunstsamlermani og mæcenvirksomhed, der med tiden gjorde Herning til en vigtig by med billedkunst. J

Kameraet var hans våben, og Henrik Saxgren var en af de hårde hunde, der tog til Nicaragua og andre af klodens brændpunkter og arbejdede som dokumentar fotograf for at gøre en forskel.