International kunst 200

10 |Kunst&Kultur 200 kunstnere

Den 59. Venedigbienna-

le tegner et billede af en verden under stærk forvandling. Det er både den mest poetiske og mest kvindedominerede biennale nogensinde

reportage

Lisbeth Bonde skriver fra Italien

kultur@k.dk Biennalens italienskamerikanske hovedkurator, Cecilia Alemani, har givet den store, kuraterede temaudstilling titlen ”The Milk of Dreams”, hentet fra en lille, illustreret børnebog af den mexicansk-britiske, surrealistiske forfatter og billedkunstner Leonora Carrington (1917-2011). Hun var både i sin kunst og i sine skrifter inspireret af keltisk spiritualitet og mexicansk folkekultur. Hendes billedunivers er befolket af hybride, mutantagtige væsener. Således slås det surreelle tema an allerede ved porten ind til årets Venedigbiennal, der er den 59. af slagsen.

Over 200 kunstnere fra 58 lande bidrager til denne tværhistoriske udstilling, som ser stort på de kunstneriske hierarkier og giver dødsstødet til den maskuline dominans i kunsten og kunsthistorien: Kunsthåndværket får tildelt lige så stor vægt som maleri, skulptur og videokunst, ligesom 99 procent af værkerne er skabt af kvindelige kunstnere, hvoraf de fleste er femstjernede kunsthåndværkere og billedkunstnere, der arbejder taktilt og med en nørdet og omstændelig tilgang til materialerne.

Nogle af kunstnerne virkede tilbage i det 20. århundrede, men der er også mange yngre og unge samtidskunstnere med på udstillingen. Man må give Alemani, at niveauet er højt, og overraskelserne er mange. Vi kommer hele skiven rundt, og der er meget få hypereksponerede navne – men til gengæld mange nye, der er værd at lære nærmere at kende. På den ene side har Alemani været begunstiget af det ekstra år til at sammensætte den, eftersom Venedigbiennalen for første gang siden Anden Verdenskrig blev udskudt et år som følge af pandemien. Men på den anden side har hun haft det benspænd, at hun ikke kunne rejse ud og se værkerne i virkeligheden. Derfor er hele udstillingen blevet til på Zoom, hvor hun i lighed med de fleste af os har været limet til skærmen. Hun har måttet nøjes med at se værkerne virtuelt og holde møder med kunstnerne online.

Respekt for kunsten

Man mærker tydeligt, at udstillingen er blevet til i et roligere åndedræt end normalt. Både i den italienske pavillon i Giardini, haverne, hvor også en stor del af de nationale pavilloner befinder sig, og i Arsenale – et kilometerlangt skibsværft fra 1500-tallet – er udstillingen æstetisk veldisponeret, klart komponeret og med et mærkbart sigte om at give ordet til kunsten.

Alemani er tydeligvis en kunstner-kurator. Hun har respekt for kunstnerne og kunsten og undgår at dominere den med forhåndsforventninger og tematikker, der vrider den i en bestemt retning. På udstillingen flyder man nærmest gennem rummene. Der er flere temaer ude at gå, heraf nogle, der svarer igen på den store klimakrise, menneskeheden står i nu, hvilket blandt andet fremgår af de mange værker, der sværmer for naturen.

Der er fem specifikke temaer eller ”kapsler”: ”The Witch’s Cradle” (Heksens vugge), ”Corps Orbite” (Korps kredsløb), ”Technologies and Enchantment” (Teknologier og fortryllelse) og ”A Leaf a Gourd a Shell…” (Et blad en græskarflaske en muslingeskal…). Dette tema er inspireret af den amerikanske antropolog Elisabeth Fishers (født 1945) tanker. Hun tillægger samlerens evne til at finde føde i naturen og også den omhu, det kræver at finde egnede opbevaringsformer til de indsamlede fødevarer, en mindst lige så stor betydning for menneskeartens overlevelse som jægernes og fiskernes fangst og byttenedlæggelse, der historisk set har skabt heltemyter. Indsamling er typisk relateret til kvinderne, men er ofte blevet overset til fordel for fortællingen om undertvingelsen af naturen ved hjælp af nye teknologier, våben og hæder til den maskuline styrke og snarrådighed. Det sidste tema er ”Seduction of the Cyborg” (Forførelse af cyborgen).

De fem temaer indrammer udstillingen, der således giver taletid til kvinderne og plads til nogle blødere, mere kropsnære og fantasifulde værdier.

De nationale pavilloner byder på mange interessante kunstoplevelser. På

0 Amerikanske Simone Leigh (født 1967) står bag værket ”Brick House” fra 2019, der i år indgår i en af biennalens internationale udstillinger. Hun repræsenterer også USA i år. I baggrunden hænger collografier af cubanske Belkis Ayón (1967-1999).– Foto: Venedigbiennalen

Kristeligt Dagblad Lørdag 8. oktober 2022 samlet i Venedig

denne kunstens svar på sportens olympiade dyster nationerne om den eftertragtede Gyldne Løve. I år gik den til Storbritannien, som huser den britiske afrocaribiske multimediekunstner Sonia Boyces (født 1962) gennemførte videoinstallation ”Feeling her Way” (2022), hvor hun har samarbejdet med et udvalg af sorte britiske sangerinder, som hun har fået til at synge deres mest smertelige oplevelser ud som kvinder og som raceundertrykte. Det er den rene, gennemskærende sjælesang.

I den danske pavillon har Uffe Isolotto (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Isolotto vandt det open call, som Statens Kunstfond udskrev i december 2019. Det hyperrealistiske værk er blevet til i samarbejde med kurator Jacob Lillemose. Det er en postapokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste. Kentaurhoppen er i gang med at fole et føl, mens kentaurhingsten har hængt sig i stalden inde ved siden af.

Et overflødighedshorn

Hvorfor har han så det? Uvisheden og uhyggen breder sig i den danske pavillon, hvor kentaurerne bor og arbejder, omgivet af ålegræs. Samtidig er det et psyko-socialt drama, som antyder enden på mandens dominans, ligesom vi oplever det på den kuraterede, kvindedominerede udstilling ”The Milk of Dreams”, hvor kvinderne som nævnt fører ordet. Isolottos vision er inspireret af fantasy, sci-fi og teorier om det posthumane. Man savner lidt en dybere forankring i kunsthistorien og den græske mytologi, hvor kentauren ellers spiller en betydelig rolle som fabeldyr, men visionen er så perfekt udført, at den griber en følelsesmæssigt.

Venedig er altid et overflødighedshorn af store oplevelser for alle kunstinteresserede både i kraft af den ældre kunst og arkitektur, som kan opleves overalt i byen og på grund af de mange udstillinger i kølvandet på biennalen. Men selve byen er og bliver det største kunstværk af alle. Et fatamorgana, der vugger på den smaragdgrønne lagune. Men når biennalen løber af stablen, må man holde fokus. Hvis man skulle kunne indtage mere stof efter den omfattende biennale, kan man opleve en række højst seværdige solopræsentationer af nogle af de største, nulevende verdensnavne inden for kunsten: Marlene Dumas fra Sydafrika/Holland i Palazzo Grassi, britisk-indiske Anish Kapoor i Accademia og i Palazzo Manfrin (som han i øvrigt har købt til privat bolig, atelier og udstillinger), tyske Georg Baselitz, amerikanske Bruce Naumann samt vor egne Danh Vo og Jeppe Hein.

Sidst, men ikke mindst, skal varmt anbefales, som den efter min mening største af alle kunstoplevelser i år, en stedsspecifik maleri-intervention af den tyskfødte maler Anselm Kiefer, der har indtaget en af Dogepaladsets enorme sale samt et mindre siderum. Det er magtfuld, apokalyptisk vision: Med 14 tårnhøje malerier fylder Kiefer denne sal, hvor dogernes afstemninger i sin tid fandt sted. Den stedssensitive installation, der kan ses frem til den 29. oktober, forholder sig til Venedigs historie i krydsfeltet mellem Orienten og Europa. Titlen lyder: ”Questi scritti, quando verrano bruciati, daranno finalmente un po luce”. Det er et citat af den venezianske forfatter og filosof Andrea Emo (1991-1983), som Kiefer angiveligt opdagede for seks år siden. På dansk: ”disse skrifter vil, når de er blevet brændt, endelig give lidt lys”.

Det handler om destruktion og konstruktion i en og samme bevægelse. En manifestation i Venedig i 2022, der må ses. J