Anmeldelse Lyset fra det glasklare kunstnerhjerte

Lyset fra det glasklare kunstnerhjerte

Laurits Andersen Ring (1854-1933) malede

værker, der breder sig langt ind i beskuerens nervetråde. Det samme gør sig gældende for aktuel udstilling på Ribe Kunstmuseum

udstilling

Erik Steffensen

kultur@k.dk Ribe Kunstmuseum ligger i et hjørne af Danmark i Sydvestjylland, der er en omvej værd. Her flader landet ud mod havet, og man bliver opmærksom på selv små forskelle og forandringer i landskabet. Himlen er høj, skyerne formerer sig og skaber til tider et drama, der omslutter betragterens horisont. Derfor er det det helt rigtige sted at begynde sin rejse ind i kunstmaler L.A. Rings (1854-1933) værk, hvis man hverken kender land eller mand på forhånd. Og selv da er det en oplevelse at se denne fine udstilling ”L.A. Ring – Årstiderne”.

For Laurits Andersen, der blev født 1854 og kom fra landsbyen Ring på det sydlige Sjælland, har malet billeder, der er svære at ryste af sig. Ligesom årstiderne kan billederne blive siddende i kroppen som en erfaring, som en kold vinter eller en magisk sommer ved vandet: L.A. Ring maler, så hans motiver kommer under huden på betragteren. Motiverne er mennesker, huse, landskaber under årstidernes vekslen, forår, sommer, efterår og vinter.

Alt i malerierne synes knortet, sejlivet og til tider grimt, og som det nævnes i det fremragende katalog, udgivet til denne udstilling, blev L.A. Ring i samtidens kunstkritik kaldt ”hæslighedens apostel”. Han turde male det, som andre fortrængte eller prøvede på at se bort fra. Alt det misdannede, det skæve i træer, huse og mennesker, der alt andet lige gav både billedet og livet karakter og vidnede om overvindelse og opgivenhed, mangel på omsorg og vedligehold. Ja, den skrotbunke, der kaldes Danmark, er ikke blot skønhed i forfald og udkant, men også et billede på menneskets kampe i og med naturen, i og med naturen i os. For sådan er han, L.A. Ring; lige dele psykologisk elektricificeret i sine motiver og overvåger og menneskekender.

Hans værker er, om ikke intenst mangefacetteret, så med stor volumen. Det har udstillingens tilrettelægger Henrik Wivel et godt øje for, men tillige for dybden i kunstnerens værk, der breder sig langt ind i sale og sjæle som nervetråde, fordi vi får helt nye billeder at se, der aldrig har været set i museumssammenhæng. Virkelig flot.

0 ”Forår” 1885. — Foto: Den Hirschsprungske Samling

Han turde male det, som andre fortrængte.

0 Et tykt snedække, korngule marker eller efterårets brændte nuancer. L.A. Rings motiver sætter sig i betragteren som en erfaring. Her er det værket ”Stygt Vejr”. – Foto: Ribe Kunstmuseum.

Værker som symbolske højtider

Man træder ind i foråret på udstillingen og får det ene lysende værk og solglimt efter det andet. L.A. Ring, der malede udendørs i al slags vejr, indrettede sig med sin lille familie i en skurvogn, der som en anden campingvogn kunne trækkes rundt på Sjælland og nærliggende øer. Således kommer vi ind i lange somre, hvor værkerne og landskaberne står som symbolske højtider med blomster, eng og glasklar himmel over fjordudmundinger og det stille vand, som kunstneren elskede, men nok også som et sindbillede af største meditative styrke. En ro midt i det anspændte liv.

Der er lykke gemt i lærrederne, navnlig når de forestiller hustruen, Sigrid, som Laurits ægtede sent, men som tydeligvis helt fra forelskelsen spiller en central rolle i værket. Hun er frugtsommelig, giver liv og spejler alle slags tilstande i følelseslivet. Der er et sjæleligt fællesskab i de tos eksistens, uden at det er privat tosomhed, billederne handler om. Tværtimod handler de om vores liv som betragtere af et univers, et liv på jorden, en årstid, et øjeblik. Oplevede vi foråret og sommeren, inden det hele var forbi?

L.A. Ring var uddannet håndværksmaler, inden han kom til Kunstakademiet i København. Men han var også en rebel, der ikke kunne forlige sig med det akademiske, og derfor er det en unik maler, der tro mod sit udgangspunkt bliver ved sine lidt uformående malerkundskaber. Han er aldrig slikket i sit udtryk, han vil gerne kunne male sødme og sorg, men for det meste stritter teknikken imod, så udtrykket kan virke helt grotesk. En dynge sne males tykt og pastost midt inde i et ellers nogenlunde ekvilibristisk udført maleri. Som om malerens vilje stritter imod enhver konvention. Som om han selvbevidst, som en anden H.C. Andersen, vil danse ballet uagtet en klodset fremtoning. Der er en glæde i at finde ind til dette ligefremme i fortællingen. L.A. Ring besluttede sig til, hvor han ville hen, inden han gik i gang. Og det giver virkemidler og effekt som i en overbevisende og veldrejet fiktion.

Måske understøtter den til tider klodsede teknik endda virkningen. Figurer males til slut ind på fladen af eksempelvis en vej gennem et snelandskab, så det virker, som om personerne svæver

over jorden. Mystisk, når man påtænker, at kunstneren har siddet derude i snefoget og malet dag efter dag. Han griber eller begriber ikke, som impressionisterne, det vejr og det øjeblik, han sidder i, men hele årstiden får han indrammet. Og derfor er han en slags symbolist mere end realist.

Kunstnerhjertets koldblodighed

Henrik Wivel får som kurator ført os ind i magiens verden. Og at han kan se og skrive om dette værk, som ingen anden, har hans tidligere arbejde, herunder monografien om kunstneren, ”Det glasklare hjerte”, allerede slået fast. Men udstillingen i Ribe og kataloget lægger alligevel til det omfattende billede, vi allerede kender. Vi ledes ind i verden med ord som koldblåt vand, og får bestyrket fornemmelse af det glasklare kunstnerhjertes koldblodighed.

I L.A. Rings vinterverden er alt gennemsigtigt og lyst indefra og ud. Her er (det måske ubevidste) slægtskab til den tidlige tyske romantik med Caspar David Friedrich (1774-1840) sat på spidsen. Romantikken er blevet roman, fortællingen handler om det største i livet, døden, der som evighedens markør giver alt meningsfylde, når den tidstypiske gud i perioder har været bortrejst, eller tvivlen har overtaget i malerens sind.

Selv tilsyneladende ikke-religiøse noget nær socialrealistiske malere som L.A. Ring har en rem af huden og må krybe til det kors, der genfindes i mange af malerens motiver. Her og der som hegn mellem markstykker, elektriske ledninger der krydser himlen, eller møllevinger og dobbelte kirkespir, der som udråbstegn bryder horisontlinjen. Der er højspænding i L.A. Rings værk på denne udstilling.

Kunstneren dør i 1933. Forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) skrev da: ”Det var godt nok for ham at være i Naturen selv uden ærinde. Jeg vil mindes ham sådan, siddende midt i en dansk Mark, uden noget andet ønske end at sidde der.” J

5 stjerner