Anmeldelse Alkymisten Picassos tryllerier med ler

4 Uglerne er et hyppigt motiv hos Picasso, og på Holmegaard Værk har de fået deres eget voliere. Holmegaard har lånt udvalget fra Marvin Rosenbaum, der i en menneskealder har samlet på Picassos keramik. – Foto: Holmegaard.

Alkymisten Picassos tryllerier med ler

Holmegaard Værk viser en

samling af Picassos keramiske arbejder. Udstillingen fortæller om en stor mesters selvfølgelige omgang med endnu et nyt materiale

udstilling

Torben Weirup

kultur@k.dk I kunsthåndværkermuseet Holmegaards overskueligt tilrettelagte og nærmest elegant scenograferede særudstilling af Picassos keramik, der vises til den 23. oktober, støder man på en lille filmstump.

Vi ser Picasso med enkle og velovervejede bevægelser omforme en slank vase til en buttet fugl. Bag ham kigger den mand, der med stor professionalisme har drejet vasen, overrasket til:

Hvad er det dog, mesteren gør ved mit håndværk?

Det ser så legende let ud. Men grebet er mere end noget som helst andet resultatet af et langt livs erfaring med former og fortælling. Det er blot et nyt materiale, Picasso som 65-årig opdager og selv må indføres i, indtil han mestrer det med den overlegenhed, der skyldes erfaringen og evnen til at se muligheder i materialer.

Pablo Picasso (1881-1973) er en af de hastigst roterende forvandlingskugler i det 20. århundredes europæiske billedkunst.

Allerede som ganske ung lærte han sig at tegne og male figurativt til en grad af perfektion, der betød, at han hastede videre mod udviklingen af et nyt maleri gennem sine forskellige, tidlige perioder; den blå, der blev afløst af den rosa, den grå og den rødlige – og i Paris – avantgardens hovedstad par excellence i de første årtier af 1900-tallet – samarbejdet med Georges Braque gennem syv år om udviklingen af kubismen. Hastigt igennem den såkaldt primitivistiske periode. Flirt med surrealisme og et politisk engagement i kommunistpartiet, der også påvirkede hans motivkreds. Og så igen og igen fornyelse og nye stilarter – stort og klassisk for eksempel – ofte udløst af den dronningerække af kvinder, han blev gift med eller på anden vis kendte på nært hold.

I en vis forstand smelter kærligheden og erotikken på den ene side og middelhavskulturen på den anden sammen i hans sene hedonistiske livsværk. Han så middelhavskulturen som en stor ressource af motiver, men også som udtryk for livskraft og portrætterede gerne sig selv – også i forlængelse af hele antikkens billedverden – som en tyr. Det er billeder, der rummer glæde ved livet.

De lange solvarme dage på terrassen med udsigt til havet. En kvinde ventende i atelierets kølige halvmørke. Hvad kunne i højere grad udtrykke en hedonistisk livsførelse?

Sardiner på tallerkenen

Det var også ved Sydkysten, Picasso fattede interesse for keramikken som materiale. Og det var nærmere bestemt mødet i sommeren 1946 med ægteparret Suzanne og Georges Ramie, der blev den direkte anledning til Picassos nye interesse.

Ægteparret Ramie havde en halv snes år inden mødet med Picasso etableret et pottemagerværksted i en gammel fabriksbygning i Vallauris ved Antibes, og det var her, Picasso fik lov til først at eksperimentere og siden med hjælp fra Suzanne Ramie og værkstedets professionelle håndværkere udviklede sin teknik og fik et stadig større greb om materialets muligheder. Det er dér, det kommer til den legende tilgang til materialet, som også giver sig udtryk i den udtalt dekorative enkelthed, der præger fade og vaser.

Det var tænkt som brugskunst. Som noget, der kunne glæde øjet i hverdagen og tilføre livet en smule poesi.

En del af Picassos fade og tallerkener gengiver for eksempel nogle af de madvarer, man kunne tænkes at spise på netop dette stykke porcelæn. Det kunne være tre sardiner eller lidt fjerkræ til frokost.

Andre har motiver hentet fra middelhavskulturen og fra tyrefægtning, som var en form for underholdning, Picasso værdsatte. Eller indtryk af dans – måske som en venlig tanke en dag til Picassos livslange kollega og konkurrent, Henri Matisse, som var en af de kunstnere på samme niveau, der inspirerede ham, ligesom Picasso inspirerede Matisse.

Andre igen gengiver stiliserede tegninger af blomster, sole, ugler, ansigter og vel at mærke glade ansigter. Vaser, kander og fade blev fremstillet i serier med henblik på salg til almindelige husholdninger, og i udstillingens introduktionstekst er Picasso selv refereret for en bemærkning om, at han ”gerne ville have dem på alle markeder, så man i en landsby i Bretagne eller andre steder kan se en kvinde gå til vandposten for at hente vand i en af mine krukker”.

Nye muligheder

En hel del har ændret sig siden dengang. Blandt meget andet også at priserne på Picassos seriefremstillede keramik i oplag på mellem 25 og 500 eksemplarer stiger voldsomt efter hans død i 1973.

Picasso er en af de enkeltpersoner, der har haft størst betydning for billedkunsten i det 20. århundrede og frem til vor tid.

Fordi – kunne man forestille sig – han gennem sit eget eksempel demonstrerede, at kunsten bestandig kan forandres og fornyes. Og herunder at det kunne være lige så interessant at arbejde med keramikken med dens udtalte dekorative muligheder som med maleriet eller det grafiske værk, der ofte anses for finere.

Keramikken gav ham nye muligheder. Det var også et materiale og en metode, han skulle lære fra bunden. Som en del af udstillingen indgår nogle samtaler med mennesker med forstand på keramik. Man får udleveret et fikst lille kort på størrelse med et betalingskort. Man kan tage det med sig hjem og for så vidt bære det på sig i tiden fremover og tage det frem til jævnlig inspiration ved at anvende kortets QR-kode. Blandt andet kan man høre en nutidig maler, billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen, fortælle, hvorfor hun selv tog springet fra fladen til keramikkens tredimensionelle muligheder.

Cathrine Raben Davidsen beretter blandt andet om materialets uforudsigelighed og det tab af kontrol, hun oplever, når hun arbejder med keramikken frem for lærredet.

Måske var det noget tilsvarende, der i efterkrigstiden skete for Picasso, som på det tidspunkt er konge i kunstmetropolen Paris og alle andre vegne i kunstlivet. Han skulle bevæge sig ud i et terræn, hvor han først ikke kunne bunde, men som rummede nye materialer og andre muligheder. Med sig i bagagen havde han sit gennemprøvede vokabular af motiver fra sit liv som maler og grafiker og for den sags skyld også billedhugger.

Set i forhold til Louisianas omfangsrige udstilling med samme tema for fem år siden, er Holmegaards en noget mindre præsentation, men absolut seværdig. J

2 I flere af sine keramiske fade anvender Picasso motiver fra gastronomien som i dette fad fra 1947, der hedder ”Fire polykrome fisk”. – Foto: Holmegaard Værk.