Essay Det vilde vesten

Den hvide mands ameri-

kanske kunst fra 1800- tallet og begyndelsen af 1900- tallet har på godt og ondt været definerende for USA’s selvforståelse. Kunstkritiker Henrik Wivel har besøgt det amerikanske hjerteland

essay

Henrik Wivel

kultur@k.dk Landskaberne i det amerikanske midtvesten er storslåede. Ja, de er af sindsudvidende skala med vidder af en anden verden og en sigtbarhed i den fugtfrie klare luft, der gør det muligt at skue uendeligt langt. Rød jord, nøgne klippeformationer og i det fjerne blå bjergkæder med evig sne, der stimulerer længslen efter at se, hvad der er på den anden side.

Det kan godt være, de fleste synes, at de har været i USA, hvis de har gæstet metropoler som New York, Washington eller Los Angeles, men det ærkeamerikanske hjerteland udgøres af staterne i kontinentets midterakse. Flere er relativt tyndt befolkede og rummer uendelige prærier, dybe dale og floder, der har skåret sig ned i landskabet igennem æoner af tid og skabt spektakulære fjeldsider, der står som eroderede gotiske katedraler.

De forgrenede ruter

To ruter krydses i midtvesten: ruten fra østkysten til vestkysten, som migranterne fulgte i 1800-tallet på rejsen mod nyt land og ny jord, og ruten fra syd mod nord, som kvægdriverne fulgte, når de drev enorme horder af dyr fra Texas og New Mexico mod de frodige prærier tusinder af kilometer længere nordpå. Som et skel mellem øst og vest rejser Rocky Mountains fjeldmassiver sig som en bred og nærmest ubegribelig lang bjergkæde, skruet i vejret af mødet mellem to kontinentalsokler i klodens kværnende teutoniske sammenstød. For kvægdriverne – som spanierne kaldte ”vaqueros” og amerikanerne ”cowboys” – en kæde af bjerge, der lagde en længdelinje nordpå. For udvandrerne og deres prærievogne et spærrende massiv, der skulle forceres, hvis man ville frem til stillehavskysten og det forjættede Californien. Men det var ikke kun migranter og kvægdrivere, der fulgte de forgrenede ruter igennem det amerikanske kontinent. Det samme gjorde kunstnerne. Også de ønskede at udforske det ukendte og erobre nye visuelle positioner og dermed skabe en gyldig kunst til den ny verden. Disse kunstneres værker er ringe repræsenteret og sjældent set i Europa, men udgør en væsentlig del af de amerikanske kunst- og kulturhistoriske museer, og er altid det første denne signatur ser, når jeg rejser i USA.

Det gælder kunsten fra omkring 1820 til 1920 rubriceret som ”Western Art”. En kunst, der har været definerende, ja afgørende, for den amerikanske selvforståelse og mytologi, og stadig er det. Kunstneren Frederic Remingtons bronzeskulptur ”The Bronco Buster” (1895), der forestiller en cowboy, der tæmmer en vildhest, er eksempelvis fast inventar i Det Hvide Hus, uanset hvilken præsident, der residerer i kontoret. Det er ikke tilfældigt.

Det, der rører mennesket dybest

I første halvdel af 1800-tallet blev billedet af Amerika formet af kunstnere, der stammede fra Europa – primært Tyskland og England – og hvis billedsyn var præget af den europæiske romantik og idealisme. I det storslåede amerikanske landskab mødte kunstnerne en natur, der i ren form levede op til de idealer om ”det sublime”, som europæiske filosoffer og litterater havde skrevet og drømt om. ”Det sublime” blev defineret som det, der rørte mennesket dybest. På en gang opløftende og afgrundsdybt forfærdende; både ubeskriveligt smukt, betagende og rygradsrislende. Præcis det, som særligt kunstnerne forstod at udtrykke med et register af følelser og fornemmelser, der rakte hinsides mere æstetisk konventionelle forestillinger om det skønne. Det amerikanske landskabs frygtindgydende storhed og rummelighed, og den oprindelige befolknings antropomorfe og zoomorfe pagt med naturen, fremkaldte visioner af en anden verden, som eftertidens kunsthistorikere har døbt ”American Sublime”.

Den første store generation af amerikanske billedkunstnere, der skabte deres værker fra omkring 1820 til 1880, talte navne som Thomas Cole, Albert Bierstadt, Frederic Edwin Church og Thomas Moran. Deres kunst er andet end et ekko af den europæiske romantik. Ikke mindst fordi det amerikanske landskab fordrede det. Deres storværker fra vildmarken under det enorme himmelrum med skyformationer åbnede for en længsel hos beskueren efter både at udfor-

0 Thomas Moran (18371926) var blandt de største western-art malere. Værket ”Green River Cliffs” malede han i Wyoming i 1881. – Foto: The National Gallery of Art, Washington DC

1 Frederic Remingtons bronzeskulptur ”The Bronco Buster” fra 1895 er fast inventar i Det Hvide Hus, uanset hvilken præsident, der residerer. – Foto: The Frederic Remington Art Museum, Ogdensburg ske, opleve og overskride de tilvante grænser og søge hinsides horisonten.

Værkerne er visuelle opdagelsesrejser, hvor skala og farvesyn udfordres, og selve blikkes kastes frem, ned og ind i landskabet med ”The Rockys” som resonans. Da Bierstadt så Yosemite-dalen i Sierra Nevada, skrev han: ”Vi er kommet til Paradis – det prægtigste sted, jeg nogensinde har set”.

Kunstnernes blik på det sublime amerikanske landskab er sentimentalt. De skildrer det allerede i midten af 1800-tallet som en tabt verden, et paradis, hvor syndefaldet er indtrådt. Bisonen uddrives og jages til døde i deres værker eller forsvinder i tågedisen som det svundne af en drøm. Og den amerikanske indianer skildres som ”den sidste af sin race”; en stolt, værdig skikkelse med al den integritet, som den hvide mand synes at savne.

Et ildevarslende fremtidsbillede

Det er som om kunstnerne før alle andre ser, hvad der kommer til at ske senere i århundredet. Her satte kampe og udrensninger ind, og den amerikanske indianer mistede det land, som de nomadisk havde levet i og med som et givende vilkår, og hvis dyr de identificerede sig med og gjorde til en del af deres krop og sjæl.

Indianeren rider i flere af malerierne ind i aftenrøden som den heroiske jæger, tiden ikke længere er med, eller sidder – metakunstnerisk og anekdotisk – i sin fjerprydede dragt og ser på et maleri af sig selv, en fremstilling, han måske ikke kan genkende. Og hele landskabet, der har indlejret dette levede liv i en helhed, gløder ildevarslende ned i det dunkle i et aftenpanorama af Frederic Erwin

Church, hvor en træstub i forgrunden vidner om, at naturen ikke længere er uberørt, men udnyttet. Hylder de romantiske maleres billeder skabelsesunderet i den vældige natur, begræder de også, hvordan den eksproprieres, koloni- seres og kultiveres som en del af et nyt imperiums mulige rejsning og fald. Bjerge, prærier og floder transformeres malerisk til et aftenland.

I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet skifter kunstnernes synsvinkel. I vulgær- og socialdarwinismens ånd skildres naturen nu som noget, der skal tæmmes og beherskes, og den amerikanske indianer som en grusom fjende, der skal bekæmpes. En ny generation af kunstnere rykker i ruinerne af borgerkrigen ind med kavaleriet, jernbanebaronerne, industrimagnaterne og kvægfyrsterne. Den vilde natur hegnes ind i gigantiske folde, de vilde heste tæmmes med magt, og indianerstammerne tvangsforflyttes til ”reservater”, der udgør en brøkdel af deres oprindelige land.

Nationale ikoner

Der er talrige western-kunstnere af vekslende og stedvis kulørt karakter i amerikansk kunsthistorie, men de bedst kendte er Frederic Remington (1861-1909) og Charles M. Russel (1864-1926). Begge nationale ikoner i amerikansk kunst. Deres værker veksler dygtigt og ganske raffineret mellem det heroiske, det dramatiske og sommetider humoristiske med et hint af karikatur. De kan skildre ryttere, og de kan skildre heste i bevægelse i kompositioner, der tilter og styrter som en cowboy og hest på vej ned ad en bjergskråning med løse sten og grus. Deres malerier er fortællende, og de kan begge betegnes som en slags visuelle forfattere; Remington afklaret, skarp og virkelig dygtig, Russel med knald på farverne. Den velstående Remington kom fra den amerikanske østkyst ved New York, mens Russel det meste af sit liv var bosat i det nordlige Montana tæt på naturen. Men de havde begge rejst med og levet blandt indianerne, og de samlede begge på indianske dragter og artefakter for at kunne gengive så sandt og autentiske som muligt. Russel levede en længere tid blandt Sortfods-indianerne. De døbte ham Ahwah-cous – antilopen. I et stort vinterbillede har han skildret indianernes lejr med tipier og et myldrende liv, en slags amerikansk svar på Pieter Bruegels ”Jægere i sneen” fra 1500-tallet.

Således nuancerer Frederic Remington og Charles M. Russels værker billedet. De var ikke kun en ny tids kunstnere, der arbejdede i forlængelse af den amerikanske erobrerånd og fremskridtsbårne tro på nødvendigheden af at tæmme naturen, af nybyggernes domesticering jorden eller for den sags skyld cowboys som en ny tids fribyttere.

Begge led – som også deres romantiske forgængere i feltet – af nostalgi og en længsel efter de værdier, den natur og den levevis, de havde mødt hos indianerne. Også hos dem kaldte naturen og de folk, der havde levet i pagt med den.

De amerikanske kunstnere har helt frem til Andy Warhol, der i 1976 portrætterede den indianske borgerrettighedsforkæmper og aktivist Russell Means, været langt mere observante, hvad angår synet på naturen, de oprindelige folk og deres, kamp, spiritualitet og følelse. Sådan er det jo ofte med kunsten, ja, det er en del af dens kvaliteter. Amerikansk kunst fra det vilde vesten bærer vigtige vidnesbyrd om et landskab og et land midt i en forvandling, der endnu ikke har fundet sin form. J