9
Fredag 1. oktober 1999
L &IV DET GODE ÆGTESKAB: Kirken har spillet fallit
som mægler i skilsmissesager. Nu bør den gå i offensiven og bruge sin ekspertise til at forebygge, mener sognepræst, der sammen med en psykoanalytiker og en teolog og psykoterapeut giver opskriften på et lykkeligt parforhold
...og de lever lykkeligt... store terapimarked. Vi vil så gerne elske hinanden »til døden os skiller«, og flere Kærligheden er tålmodig, og flere gifter sig som de 34.684 par i kærligheden er mild, 1998, hvilket er knap 3.000 flere end for den misunder ikke, 10 år siden. Men at ægteskab i dag er et kærligheden praler ikke, arrangement med en lav succesrate, dobilder sig ikke noget ind. kumenteres af tal fra Danmarks StaDen gør intet usømmeligt, tistik. Af de 38.828 ægteskaber, der blev søger ikke sit eget, indgået i 1950, var 21 procent blevet hidser sig ikke op, bærer opløst ved skilsmisse efter 46 år. Til ikke nag. Den finder ikke sammenligning var hele18 procent af de sin glæde i uretten, 31.513 ægteskaber, der blev indgået i men glæder sig ved sand1990, blevet opløst efter bare seks år. heden. Den tåler alt, De lange ægteskaber er der kort sagt håber alt, udholder alt. blevet færre af. - Den største krise i det danske samPaulus’ Første brev fund er, at ægteskabet har det så skidt. til Korintherne, kap. 13 Når den lille enhed i familien ikke funom kærligheden. gerer, får børnene det skidt, og ægtefællerne får det skidt på arbejdsmarkedet, konstaterer sognepræst Børge Haahr lle mennesker har 10 fejl. Vi komAndersen, Emdrup Kirke i Københavns mer aldrig af med dem, men nordvestkvarter. når vi har accepteret dem, bli»Ønskes der mægling hos præsten«, ver det lettere at sige undskyld og lade lyder spørgsmålet i en af de rubrikker, være med at gentage der skal udfyldes, når dem, fastslår der ansøges om sepaCarl-Mar Møller. ration eller skilsmisse. Stjernerne på den I de allerfleste tilfælde Kærligheden, både den mørke himmel lyser krydses der af for mellem Gud og mennesom diamanter over »nej«, for kirkens rolRødemosegård bag le som mægler i skilssker, er at se hinanden de høje graner på Aumissesager er for i øjnene. Kærlighed er, derødvej i Kokkedal længst udspillet. Frem at du, fordi du er den, nord for København. til 1989 indeholdt Ægdu er, gør, at jeg bliver Her på Institut for teskabsloven en regel til som den, jeg er. Kreativ Psykoterapi om obligatorisk mægMed det hele! Ikke er en gruppe mænd og ling hos statsamtet og bare med hud og hår, kvinder i 30-40 års alpræsten, men nyttemen også med de dele deren i gang med en effekten af den gejstaf mig, som jeg ellers session på parteralige mægling var forforsøger at skjule, peut-uddannelsen. svindende lille, og fordi jeg ikke kan være Den eneste af sin art i reglen, som det før kolandet, som Carl-Mar stede bødestraf at mig selv bekendt. Møller, kendt for sin overtræde, blev derfor Men du kender mig omfattende terapi- og afskaffet. og kan leve med det kursusvirksomhed - Det er vigtigt at hele på grund af etablerede i januar sætte ind, inden folk kærligheden. med fire elever. Nu er er på skilsmissens der 14. rand. Mæglings-instiSognepræst Mogens Danskerne har ondt tutionen har spillet falHansen, Vor Frelser Kirke, i ægteskabet og søger lit, fordi den var den den 28. august til Hanne og Christers bryllup. råd og hjælp på det sidste udvej. Den fun-
ILLUSTRATION: PETER BLAY
AF DORTE REMAR
A
,
,
gerede kun, hvis den ene af ægtefællerne meget gerne ville fortsætte, og så kunne ægteskabet nogle gange reddes på målstregen, siger Børge Haahr Andersen, der mener, at den gammeldags kristendom er den allerbedste medicin mod ægteskabets krise. - Kirken har i al beskedenhed noget at bidrage med, som ingen andre har, nemlig hele den kristne forståelse af, hvad kærlighed er. Vi er specialister og burde være langt mere offensive, end vi er. Kirken har i de sidste 100 år været fokuseret på sit sociale ansvar, og det skal vi også fortsat være. Men i stedet for at redde alkoholikere, der er blevet det på grund af dårlige hjem, burde vi forebygge ved at skabe gode ægteskaber, siger han. Emdrup Kirke tog initiativ til en måde at gøre det på, da kirken sidste år
holdt et ægteskabskursus, ledet af præst og familieterapeut Leif Kristiansen, leder af Menighedsfakultetet i Århus, der satte fokus på de almindelige problemer, som alle parforhold løber ind i. Kurset, der var en succes med 30 deltagende ægtepar, gentages næste år. Børge Haahr Andersen deltog selv i kurset sammen med sin kone Mette, der er sygeplejestuderende, og som han har været gift med i 20 år. Der er fire børn i ægteskabet. - I bønnen i forbindelse med vielsesritualet bedes der om en ny daglig, indbyrdes kærlighed. Opskriften på et godt ægteskab er for mig, at man hver dag får den bekræftelse på hinanden, som kærligheden fordrer. Helt konkret lærte jeg på kurset, at ægtepar hvert år skal have en weekend for sig selv, hvor de udelukkende koncentrerer sig om hinanden.
Hver måned skal de skiftes til at invitere hinanden ud. Hver uge skal de have en time, hvor de taler om, hvordan de har det med hinanden. Og hver dag skal der være et øjeblik med koncentreret opmærksomhed på hinanden. Man skal holde sig ajour, fortæller Børge Haahr Andersen. Det er hverken samfundets eller kirkens opgave at redde folks ægteskaber, det er folks eget, mener Eberhard Harbsmeier, cand.theol. og rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut i Løgumkloster. - Det, kirken kan gøre, er at styrke indsatsen af sjælesorg. Men de mennesker, der har mest brug for det, kommer sjældent. Så jeg stiller mig tvivlende over for, at par, hvis forhold er truet, møder op til parseminarer og samtaler hos præsten. Man lukker sig inde og
tænker, at det nok går, indtil det er for sent at søge hjælp. Mange præster vil gerne hjælpe, men det er en vanskelig form for sjælesorg, fordi der er tre parter i den. Det kræver, at man er meget professionel, understreger Eberhard Harbsmeier og henviser til Tyskland. Her er der i Berlin og München oprettet ægteskabsrådgivninger med stor søgning, som drives af team bestående af både præster og psykologer.
J
eg synes, det er overdrevet at mene, at den største krise i samfundet er, at ægteskabet har det skidt. Ægteskaber skal ikke reddes for enhver pris, for der findes tilfælde, hvor det er bedst, at man går fra hinanden. Man kunne også sige, at der er for mange dårlige FORTSÆTTES SIDE 10
SYNSPUNKT
Ægteskab med liv og sjæl
chefredaktør
Æ
gteskabet er som en åleruse. De, der er ude, vil ind, og de, der er inde, vil ud.
Sådan har det altid været. Men i de seneste to-tre årtier er trafikken ud taget til. Flere ægtepar bliver skilt, og
,
AF ERIK BJERAGER
langt færre ægteskaber end før tåler tidens tand. I USA drives der både forskning og politik på bevarelsen af ægteskaber og familieliv. Statistikkerne her viser, at skilsmissebørn med større sandsynlighed end børn fra ikkesplittede familier ender som misbrugere, kriminelle eller socialt vraggods. Familien er samfundets mindste kerne, og når den falder fra hinanden, har det ud over de store menneskelige omkostninger også en social pris. Der er kort sagt samfundspenge i at få skilsmissetallene ned. Sådan argumenteres der ikke i Danmark, selv om resultaterne af de dan-
Det gode ægteskab har dårlige kår, men politikerne kan umiddelbart ikke gøre meget ved det. Årsagen ligger uden for familiepolitikkens rækkevidde. Den store fjende er altings hurtighed og moderne menneskers uforpligtethed.
,
ske skilsmisser efter stor sandsynlighed ligner de amerikanske. Det gode ægteskab har dårlige kår, men politikerne kan umiddelbart ikke gøre meget ved det. Årsagen ligger uden for familiepolitikkens rækkevidde. Den store fjende er altings hurtighed og moderne menneskers uforpligtethed. Disse to forbundne størrelser er dynamit under noget så gammeldags som et vedvarende forhold, også til en ægtefælle. En almindelig forbrugerholdning har sneget sig ind i det moderne følelsesliv, hvor alt har sin tid. Ikke målt med evighedens alen som i
Prædikerens Bog, men derimod med forbrugerens. Hvem vil ikke gerne vælge igen og igen i tilværelsens store supermarked? Det gode ægteskab forudsætter, at vi forpligter os. I lyst og nød, medgang og modgang. Det er ikke valgtfrit at elske vor næste. Vi skal. Sådan lyder budet og uden det ingen forpligtelse. Men hvordan bevare ægteskabet i en flygtig tid? Hvordan holde fast, når alting bevæger sig? Hvordan forblive tro, når utroskab er hverdagskost? Den type fællesmenneskelige spørgsmål vil vi gerne stille på Kristeligt Dagblads nye »Liv & Sjæl«-sider.
»Med liv og sjæl« er en indgroet talemåde, der dækker over det helhjertede engagement, og uden lidenskab går det ikke. Heller ikke i ægteskabet. På disse nye sider i Kristeligt Dagblad vil vi fremover hver fredag tage de emner op, der vedrører danskernes liv og åndsliv. Vi vil fokusere på samtidens værdier og normer. Og midt i en religiøst forvirret tid vil vi, hvor det er muligt, forsøge at belyse emnerne ud fra en kristen synsvinkel. Det er slet ikke enkelt. Men vi prøver - og går til opgaven med liv og sjæl. Velkommen.
9
Fredag 22. oktober 1999
L &IV
Længslen efter stilhed AF ELSE MARIE NYGAARD
Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at tie, en tid til at tale. PRÆDIKERENS BOG, K A P. 3 V E R S . 1 O G 8 Kvinden, der henviser til de gammeltestamentlige ord er den århusianske sognepræst Elisabeth Lidell. En morgen vågnede hun med en usvigelig vished om, at det var blevet tid til at tie. Om natten havde hun set et gebis for sig, der stod på prædikestolen og talte. Den sjæleløse prædikant var tilsyneladende oplagt og velformuleret, men for Elisabeth Lidell blev drømmen et signal. Hun trådte tre skridt tilbage fra præstejobbet og tog orlov for at få tid til familien og søge stilheden. - Mennesket bør leve i balance mellem at give og tage imod, mellem anspænding og afspænding. Ensomhed er lige så nødvendig som selskab, tavshed lige så nødvendig som tale. Alt har sin tid og sin betydning. Puls kræver pause, siger Elisabeth Lidell. Hun er en af de danske præster, der har været aktive i at bringe stilheden ind i gudstjenesterne med blandt andet særlige stillegudstjenester. Stilheden er en sjælden gæst. Mens den eftertragtede tilstand omtales med længsel, lever de fleste moderne mennesker i en helt anden verden omsluttet af ord og støj. Salget af mobiltelefoner sætter nye rekorder. 47 procent af danskerne har et mobiltelefonabonnement. Der bliver skrevet og talt om tv som en overflødig kilde til larm, men hos DR TV’s medieforskning har de kun overbærende smil tilovers for vores påståede tv-forstoppelse. Det er noget, en klike af meningsdannere postulerer, men reelt ser danskerne mere tv end nogensinde. Når vi stiller hverdagen på standby og holder ferie, indløser vi ikke billet til stilheden, men flyver i flok på charterferie. Med omkring 1,8 millioner
charterrejser pr. år er det danskernes foretrukne ferieform. Elisabeth Lidell siger: - Balancen mellem at tie og tale er voldsom forrykket i vores tid. Jeg fornemmer en higen efter stilhed. Der er ord alle vegne - ikke bare i vores arbejdsliv, men også i kirken. I den lutherske tradition er der en vægtlægning på ord og intellekt, der gør det svært at flytte fokus fra hovedet til hjertet. Mange har rigeligt til hovedet, men for at vokse i troen må vi holde os Prædikerens ord for øje, siger Elisabeth Lidell. - Jeg søger ikke stilheden for at flygte fra det gamle og vante, men for at se verden med nye øjne, med mere forstand og ansvar. Jeg finder mig selv i Guds kærlighed og opdager, at jeg er elsket med en personlig og altomfattende kærlighed. Denne nye forankring i troen er ikke i sig selv et mål, men giver nye kræfter til min dagligdag, siger Elisabeth Lidell. Ved flere lejligheder har hun holdt foredrag om erfaringerne med stilhed. Blandt andet sendte en gruppe offentlige ledere bud efter Risskov-præsten, da hun havde udtalt sig om emnet i en nyhedsudsendelse på tv. Intet er enklere end at opleve stilhed, men vi står famlende over den sjældne tilstand, konkluderer hun. Før, hun blev teologisk kandidat, havde hun skelsættende personlige oplevelser af stilhed. Erfaringerne går tilbage til starten af 1970’erne, hvor hun som teenager deltog i en retræte. Ordet betyder »at trække sig tilbage fra verden« og har rødder tilbage til den tidligste kristendom. I de seneste årtier har begrebet fået en renæssance. En strømning der er kommet primært fra den anglikanske kirke. 11 steder i Danmark giver mulighed for retræte i kirkeligt regi. Desuden findes der flere arbejdsrefugier, hvor primært videnskabsfolk og kunstnere kan indlogere sig for at få ro til fordybelse om arbejdet.
Men kan vi bryde ud af ordene og tie? Kirkehistorien er rig på mennesker med erfaring med stilhed. Paulus trak sig tilbage i flere år, inden
LÆNGSLER: Trækfuglene følger
deres indre kompas og rejser mod syd dirigeret af længslen. Moderne mennesker vælger at pakke deres liv ind i infernalsk larm, og sjælens kalden på stilhed synes svær at forfølge
han gik ud på nye missionsopgaver. I det tredje århundrede levede Ørkenfædrene i afsondrethed. Og i klostervæsnet blev stilheden i Guds nærvær central og er det stadig. Men for mange mennesker på dagens arbejdsmarked er det talte ord en væsentlig kilde til sikring af levebrødet. Blot at være kan synes umuligt, men erfaringen hos mennesker, der arbejder med stilhed, viser, at de fleste bliver overrasket over, hvor let det er at tie. Som et opmuntrende svar på tankerne om stilheden som en umulig udfordring, bliver man på Nordens største retrætested, Sankt Davidsgården i Sverige, budt velkommen med en hilsen fra Esajas’ Bog: »Stilheden gør stærk«. Skriftstedet er vedhæftet nøglerne til cellerne på Sankt Davidsgården. Retræten på Sankt Davidsgården kan føres 37 år tilbage. Siden indvielsen i 1962 er her blevet forkyndt et antistress-evangelium. Og stadig flere ønsker at komme her, i 1962 var der 139 retrætedeltagere. Dengang havde man i lokalområdet med undren talt om dette moderne kloster, hvor mennesker betalte for ikke at tale og tavse gå lange ture ved den store Siljansø. I dag kan man booke sig ind i stilheden på Kaplabjerget via Internet og med godt 2000 gæster om året er her stort set altid fuldt hus. Det er torsdag aften. De 16 personer, der har betalt knap 1200 kroner for at være i stilhed de næste 68 timer, er samlet til aftente i Davidsgårdens spisesal. Stedets statistik siger, at to ud af tre deltagere er kvinder. Deltagerne er primært mennesker i den erhvervsaktive alder, og mange er ansat i omsorgssektoren, siger erfaringen. Der tales ved det hesteskoformede bord i spisesalen, men inden samtalen
kommer til at bølge forkynder en af de ansatte, at der er et kvarter til at indtage teen, herefter vil Per Maes tage os med ind i stilheden. Den 65-årige teolog er leder af stedet, den også omfatter et kursuscenter for meditation. Maes’ stemme er blød på en indtrængende måde. Mens ilden buldrer lystigt i pejsen, siger han, at han fornemmer, vi allerede er på vej ind i det tyste. - Det er, som om I alle er parate til at være stille, siger han og ser på kredsen af mennesker ud over den ikke eksisterende brillekant. Rejser sig og går mod kirkerummet. Det hvide kirkerum med både ikoner og moderne kirkekunst er hjertet på Sankt Davidsgården. Her begynder alle retrætedage med morgenmesse og afrundes med aftenbøn, completorium, når mørket for længst har sænket sig. Ure bliver taget af på vej ind i kirken til aftenbønnen. At se på et ur er af det onde, hvis man vil opleve stilhed, siger årtiers erfaring fra Sankt Davidsgården. Ure er forsøgt overflødiggjort ved morgenvækning med sang ved værelsesdørene og klokker og bjælder, der kalder til messe, meditation og måltider. Som retrætedeltager går man tidligt til ro og bliver først vækket, når solen længe har skinnet over Siljansøen. - Siden jeg begyndte at arbejde med retræter, er de fleste »pause-miljøer« taget ud af hverdagen, derfor er hvile centralt i vores arbejde. At vise mennesker hen til en hvilen for Guds ansigt, lige så fortrøstningsfuldt, som barnet hviler i sin faders favn, er kernen i vores arbejde, siger Per Maes. Han fik en seddel stukket i hånden med opfordring til at give et interview og i respekt for stilheden, svarede han tilbage med en ned-
skreven invitation til at mødes uden for Sankt Davidsgårdens grund. - Når mennesker kommer her og søger stilhed, har de en længsel efter at slå rødder. Der er en centrifugalkraft, der hvirvler mennesker ud i overfladiskhed, og mange har mistet deres naturlige rodfæstning Samtidig har de brug for rekreation, fordi verden stiller store krav. Jeg møder stadigt flere, der lever med en stress-faktor, der synes som en skrue uden ende, siger Per Maes.
Der er mennesker, der ikke kan klare stilheden. Når de fratages evnen til at tale, være i vigør og skal falde til ro, er det, som om der lettes på låget til en stinkende skraldespand. Den oplevelse kan man have, uanset om man søger stilheden på en retræte eller drager af sted til et arbejdsrefugium. De seneste fem år har Lotte Rohde været leder af refugiet San Cataldo ved Amalfi i Syditalien, hvor professionelle kunstnere og forskere kan opholde sig for at fordybe sig i arbejdet. Siden 1924 har det tidligere Benediktiner-nonnekloster fungeret som malerisk ramme om danskere, der for nogle uger vil fordybe sig i arbejdet. Selvom der tales, mens de overdådige italienske måltider indtages ved langbordet i San Cataldo, får stilheden lov at fylde det meste af dagen. - Når du står i din celle, kan du opleve, at væggene råber til dig: »Nu har du tid til fordybelse«. I det daglige er vi temmelig gode til at flygte fra os selv,
men for at være her, skal man turde møde sig selv. Når du tager herfra, er du ikke det samme menneske som før, siger Lotte Rohde. Mennesker, der arbejder med stilhed, taler om en positiv og negativ stilhed. Den negative stilhed gør apatisk og giver en følelse af indelukkethed, mens den positive stilhed gør tankeprocesserne kreative. Det opleves livsbekræftende, at livet har et formål, uden man behøver producere ord. Nogle kan nærmest mærke adrenalinen pumpe i kroppen, mens de sidder og gumler på et bibelvers. - Stilheden handler ikke bare om at tie, men om hvad der fylder en i tavsheden. Stilheden må fyldes med et indhold - ellers vil man opleve en tomhed, hvor ens hoved er som fyldt med larmende stemmer, siger Per Maes. Både i San Cataldo og på Sankt Davidsgården betones fællesskabet som en stor værdi i stilheden. - I vore dage lever mange alene og kan derfor have god mulighed for at opleve stilhed i deres hverdag, men når de kommer på retræte, oplever de en anden form for stilhed. Som retrætedeltager bliver man forbundet i et stærkt, tavst fællesskab og kan føle sig tæt på mennesker, selv om man ikke kender deres navne, siger Per Maes og nævner som eksempel måltiderne. - Når kvinden på den anden side af bordet skænker vand i dit tomme glas, selv om du ikke har talt med munden, men blot forsøgt at tale med øjnene, ved du, at du ikke er alene, siger han. Tidligere rektor for Pastoralseminariet i Århus, teologen Gerhard Pedersen, er et menneske, der har talt meget genFORTSÆTTES SIDE 10
SYNSPUNKT
Støj på senderen AF PALLE WEIS
kronik- og weekendredaktør på Kristeligt Dagblad
D
en hollandske mentalitetshistoriker Johan Huizinga skriver i sin bog »The Waning of the Middle Ages« (Middelalderens efterår) om livet i middelalderen. Der var stille, meget stille, og når man gik
ud af sit hus, var der mørkt, så langt øjet rakte. Ingen naboer, ingen motorveje, ingen gadelys, men bare stjernehimlen, buldrende mørke og larmende stilhed. Og hvis man var heldig, en kærlig Guds nærvær. Det er jo noget af en modsætning til vores moderne liv. Der er støj på senderen fra morgen til aften, og de flestes dagligdag er præget af larm. Det begynder sådan set, når vækkeuret ringer om morgenen, og fortsætter, indtil man lægger hovedet på puden om aftenen, udmattet efter en lang dag i skærmens skær med et virvar af meldinger, møder og mennesker, der alle er med
til at øge den stress-faktor, som flere og flere hævder får dem til at glemme, hvem de selv er, og hvad det egentlig var, de ville. Informationer vælter os i møde fra morgen til aften, i tv råbes og skriges der i talkshow på talkshow, alt foregår efterhånden på et bagtæppe af muzak, der skal forsøge at forhindre mennesket i nogensinde at tænke en tanke til ende eller dvæle over livet. Og når vi trækker os tilbage på ferie eller weekend, gør det ikke noget, hvis der er et badeland i nærheden, så børnene ikke overlades til sig selv og deres forældre. Og mobiltelefonen,
den er selvfølgelig med i Vesterhavshytten. Samtalen er efterhånden blevet erstattet af en særlig sportsgren, hvor modpartens tale kun er en irriterende afbrydelse af ens egen talestrøm. Vi er holdt op med at lytte. Til gengæld længes vi. Mennesker har til alle tider længtes. Men i takt med, at kampen om det daglige brød blev vundet, er længslerne blevet af mere diffus karakter. De fleste moderne danskere er materielt sikret og fylder deres liv med om ikke mening, så i hvert fald indhold i form af arbejde, forbrug, underholdning og
social omgang. Alligevel udtrykker flere og flere en længsel efter fordybelse og kontakt både med sig selv og en større åndelig sandhed end den, Bilka har at byde på. Stilheden kan for nogen være et middel til at opnå denne fordybelse. Selv om stilhed har været en fast bestanddel af den religiøse praksis inden for de fleste religioner, ikke mindst inden for kristendommen, er længslen efter stilhed ikke bare et religiøst inspireret fænomen. Retræter, refugier, ødegårde eller blot en tur i skoven kan isolere mennesket fra den støj, som menes at væ-
re kilden til længsel. Men hverken sandhed eller længsel har nødvendigvis noget med stilhed at gøre. Det er langtfra sikkert, at stilheden vil bringe en tættere på det, man længes efter, men den kan være forudsætningen derfor. Måske ligger sandheden et sted midt imellem stilheden og den larmende hverdag. Fjernsynet kan slukkes, samtalen kan genopfindes, og livets prioriteringer kan ændres. For længslen efter stilhed og mere sammenhæng handler ikke bare om at komme tættere på det guddommelige, men på sig selv og sine omgivelser.
9
Fredag 25. februar 2000
LIV &SJÆL PSYKOLOG-BOOM: Psykologen kan tage sig af kriser,
stigende stress og selvværdsproblemer. Men en ny rolle som eksistentiel sparringspartner er også ved at opstå. Samtidig taler en norsk filosof om »tilværelsens terapeutiske træthed«
,
Psykologen er kommet for at blive Vi kender alle sammen talemåden om danskeren, der skal have psykologhjælp, fordi bunden ryger ud af posen på vej hjem fra indkøb. Talemåden er ikke opstået ud af det blå. Antallet af psykologer i Dansk Psykologforening er fordoblet siden 1983, og de er ikke arbejdsløse. Samtidig fortsætter stigningen. Det er eftertragtet at studere psykologi på universiteterne. Og der findes forskellige alternative uddannelser til arbejdet med menneskesjælen, lige som Psykoterapeut Foreningen for nylig er blevet momsfritaget, fordi samfundet har anerkendt professionen. Så selvom psykologer - ifølge deres formand Johanne Bratbo - i princippet arbejder på at gøre sig selv overflødige, er den modsatte udvikling i gang. Meget tyder på, at sjælens kendere er kommet for at blive. - En psykolog er i udgangspunktet en person, som synes, at mennesker er noget af det mest spændende at arbejde med. Vi arbejder med dialoger og forhold mellem mennesker og dermed processer. Funktionen i klassisk psykologi er at afdække problemer og opstille tilbud til hjælp. Det handler om at fremme klientens indsigt i sin egen situation. At give folk nogle redskaber til at løse problemerne mere nuanceret og selv klare sig fremover, siger Johanne Bratbo, formand for Dansk Psykologforening. Men er det blevet for meget med al den psykologbistand - sådan som karikaturen med indkøbsposen siger det? Næstformanden for Dansk Selskab for Krise- og Katastrofepsykologi, Torben Anbert, siger: - Ingen forudså denne udvikling for 15 år siden, heller ikke psykologerne selv. Men der er ikke noget historisk belæg for at sige, at vi i dag er dårligere til at håndtere modgang og kriser, end man var for 50-100 år siden. I dag har vi blot nogle andre muligheder for at få hjælp, og dem skal vi naturligvis bruge. Psykologhjælp er stadig noget forholdsvist nyt,
og vi må selvfølgelig finde en baning tænker jeg, at de da godt lige lance, både samfundsmæssigt og kunne holde hesten lidt og lade for det enkelte menneske. Men folk leve livet med de smerter og som det ser ud nu, er behovet udfordringer, der hører til. Men større, end det har vist sig hidtil. min egen erfaring, når jeg har kliOrganiseringen af krisehjælp udenter, er, at de har gode grunde til bredes mere og mere i disse år. at komme. Samtidig vil jeg unDen norske teolog, cand.med. derstrege, at man ikke kan blive og doktor i filosofi, Jan Helge lidelsen kvit ved hjælp af terapi, Solbakk, kalder det paradoksalt: men forhåbentlig blive bedre til at - Selv om vi i Danmark og håndtere den. Norge lever i samfund, som er Lars Hem har haft terapeutisk uhyre meget sikrere end førhen, virksomhed i 25 år ved siden af så er oplevelsen af utryghed øget sit universitetsarbejde. Han medramatisk. De seneste 10 år har ner, at boomet i antallet af psykoværet præget af en sand risikologer i Danmark delvist er beepidemi både i og uden for den stemt af samme mekanismer som medicinske verden. Man fokuseudviklingen inden for lægevidenrer på faren ved at leve. Udsagn skaben: fra psykologer om, at man kan fo- Vi har fået større viden. Og rebygge senere problematiske renår man har udviklet løsninger på aktioner ved at konsultere en psy- problemer, som tidligere er blevet kolog, når man har været udsat behandlet som skæbnen, så er det for noget voldsomt, passer glimklart, at ens viden bliver eftertragrende ind i den tendens. Men det tet. De, der kan håndtere det, får er paradoksalt. gang i biksen. Det er rigtigt, når Næstformand i Psykoterapeut nogen siger, at vi ikke vil finde os Foreningen Hans Munk, der i 10 i problemer i dag, og at vi er bleår har været præst i Metodistkirvet mere krævende. Det gælder ken, men de sepå alle livets omneste 10 år har råder. For mig at arbejdet som se er det en del af psykoterapeut, fremskridtet. siger til gengæld: Yvonne KronJeg har ikke noget - Man kan på berg, formand for principielt imod den ene side godt de privatpraktisepsykologisk behandsige, at det er en rende psykologer ling. Men jeg ser en sygelig udviki Dansk Psykofare for, at vi teraling, at vi har logforening, mepeutiserer livet. Vi fået brug for så ner også, at stiggør os afhængige af mange psykoloningen i brugen eksperters råd om, ger og psykoteaf psykologer hvordan vi skal leve. rapeuter. Men på hænger sammen den anden side er med den øgede JAN HELGE SOLBAKK, det også et sundvelfærd: teolog hedstegn, at vi - Når vi ikke vil gøre noget længere skal bruved vores proge al vores tid på blemer. Min erat skaffe mad og faring er langt overvejende, at få hjemmet til at fungere, kan vi folk kommer, fordi de ønsker at bedre tillade os at lære om psykotage ansvar for deres liv. logi og filosofi og beskæftige os Lektor i klinisk psykologi på med, hvad mennesket er. Vi har Aarhus Universitet, fil.dr. Lars mere overskud til at beslutte, Hem, kender udmærket talemåhvad vi vil og ikke vil med livet, den om danskeren og indkøbspoog gå efter det. Vores behov for sen. Han anerkender den delvist: nærhed er blevet synligt, og vi har - Jeg kan da godt blive lidt befået et overskud til at være noget tænkelig, når man ikke kan se en for hinanden. Samtidig støder vi TV-Avis uden et indslag om, at så også på dér, hvor det er svært, nogen har fået krisehjælp. Ud fra og her søger mange til psykolog. min almindelige moralske holdFlere er desuden begyndt at bruge
,
AF MERETE ØRSKOV ILLUSTRATION: PETER BLAY
,
Sekulariseringen og den materielle udvikling har gjort, at mange ikke oplever sig selv som værende sammenhængende med andre end sig selv. Vi svæver frit i rummet og hører ikke sammen med det, vi i dag kalder »noget, der er større end os selv« altså Gud.
,
psykologen som en sparringspartner til at løse et bestemt problem. Men det er kun den ene side af udviklingen. - Der er også en alvorlig bagside. Flere mennesker søger psykolog i dag på grund af lavt selvværd, angst, ensomhed og depression. Eller fordi de er blevet udbrændt. Stressniveauet er blevet enormt højt i vores samfund i de seneste 15 år, og når man er meget stresset, er man mindre robust over for sine problemer. Yvonne Kronberg peger på, at opblomstringen i antallet af psykologer skyldes, at psykologer har fat i folk i begge ender af udviklingen. Og at det generelt er blevet mere accepteret at tale om følelsesmæssige behov, hvilket tidligere har været tabuiseret. - I slutningen af 1970’erne var det den brede middelklasse, der brugte psykologer. Sådan er det ikke længere. I dag kommer folk fra alle samfundsklasser, og både børn og unge, og singler, par og familier søger hjælp. Kvinder udgør en stor del af klienterne, men et øget antal mænd kommer også
i dag. De har typisk stressproblemer, og de kommer sent, når de faktisk er udbrændt. Men mænd er også begyndt at være opmærksomme på, om deres børn trives, og om deres parforhold fungerer. Psykoterapeut og tidligere præst Hans Munk har samme erfaringer: - De seneste fem år er det blevet meget tydeligt, at både mænd og kvinder søger hjælp til parforholdet. De vil gerne gøre noget for at holde sammen på familien. Mange mennesker er kommet på afstand af hinanden i dag, men vi har brug for hinanden. - Det skyldes, at samfundet stiller større og større krav til os. Vi konkurrerer mere, og vi skal hele tiden uddanne os. På det personlige plan er vi blevet mere ensomme. Sekulariseringen og den materielle udvikling har gjort, at mange ikke oplever sig selv som værende sammenhængende med andre end sig selv. Vi svæver frit i rummet og hører ikke sammen med det, vi i dag kalder »noget, der er større end os selv« altså Gud, siger Hans Munk.
Det giver eksistentielle kriser, og Hans Munk oplever, at mange mennesker tumler med de store spørgsmål om, hvem man er, og hvordan man finder sin identitet. Men det er for enkelt at sige, at psykologen har overtaget præstens arbejde, mener han. - Præsterne er ikke arbejdsløse. De opsøges også i stigende grad af mennesker, der vil tale med dem om deres liv. For mange oplever, at de ikke kan nøjes med en psykolog eller psykoterapeut, og så bliver den åndelige dimension mere synlig, siger Hans Munk og fortæller, at en del mennesker kommer netop til ham, fordi de ved, at han også er præst. Men han bruger ikke sin teologi i det terapeutiske arbejde, medmindre han bliver direkte bedt om det. Lektor Lars Hem ser heller ikke psykoterapi som et religiøst foretagende. Men psykologen har nogle funktioner, der ligner præstens. - Hvis man oplever, at ens verden forandrer sig, og at ens fornemmelse for sig selv, for sit moralske fundament og sin plads i
HANS MUNK, psykoterapeut
verden brister, kan man have brug for hjælp til at genvinde livsmodet og tilliden til verden. Det er én af psykologens funktioner, og også en af præstens. - Psykoterapien har udviklet sig i de multietniske storbyer i Vesten. Det er ikke tilfældigt, at det begyndte i Wien, som er den by i Europa med flest folkeslag. Her har man mødt mennesker med en anden tilværelsestolkning end ens egen. Hvis man ikke kan klare det, bliver ens identitet truet. I storbyerne i den sekulariserede verden i dag er der ikke én selvfølgelig offentlig sandhed, og religion og tilværelsestolkning er blevet en privatsag. Lars Hem ser også det som en af grundene til den omsiggribende brug af psykologer. - Efterspørgslen stiger, og i princippet er den bundløs. Ligesom vi egentlig hver især gerne vil have vores egen livlæge, er det psykiske behov ikke mindre end det. Men måden, vi vil komme til at bruge psykologer på, vil ændre sig. Vi vil bruge dem indimellem nogle timer ad gangen som eksistentielle sparringspartnere. Lige som man ikke kendte en softwareekspert for 30 år siden, kendte man heller ikke denne funktion, der er opstået i det moderne samfund. Jeg ser det som en, der har hentet noget fra den gamle huslæge, fra præsten og måske fra den gamle skolelærer i landsbyen. Men en som primært er katalysator for, at klienten selv kan finde og bruge sine ressourcer, siger Lars Hem. Jan Helge Solbakk, den norske teolog, cand.med. og doktor i filosofi, finder fænomenet med de mange psykologer interessant. - Det er et bemærkelsesværdigt paradoks, at vi i Danmark og Norge aldrig har været så højtuddannede i samfundet som helhed, som vi er i dag. Samtidig har vi aldrig været så afhængige af eksperter, som vi er i dag. Det skyldes blandt andet, at samfundet er blevet meget kompliceret teknologisk set, så vi har brug for eksperter for at kunne benytte teknologien. Den ekspertafhængighed FORTSÆTTES SIDE 10
SYNSPUNKT
Den indre bæver AF PALLE WEIS
kronik- og weekendredaktør
F
or nylig kunne man i sin avis læse, at en af de meget omdiskuterede bævere, som er blevet sat ud i den danske natur, var så uheldig at blive kørt ned af en bil, da den krydsede en dansk hovedvej. Bæveren over-
levede heldigvis, om end noget forslået og chokeret. Og derfor fik den naturligvis straks tilbudt krisehjælp af en dyrepsykolog, så oplevelsen ikke skulle få lov at bundfælde sig som et livslangt traume. Det siger ikke så lidt om, hvor langt humaniseringen af det danske samfund er nået, når man således yder psykologhjælp til trafiktraumatiserede dyr. At dyrene ikke står alene fremgår af dagens tema om den store vækst i antallet af psykologer og terapeuter i det danske samfund. Og selvom der uden tvivl er mange mennesker, der har
utroligt gode grunde til at søge psykologhjælp, er der heller ingen tvivl om, at mange gør det, fordi det bare ikke rigtig kører for dem. Den tjekkiske forfatter Franz Kafka skal engang have sagt, at »psykologi er utålmodighed«. Med det i baghovedet er det derfor det nemmeste i verden at afvise størsteparten af det danske forbrug af psykologhjælp og terapi som noget velfærdspjat. Vi vil som forkælede børn ikke acceptere, at livet kan være svært, at det har knaster, eller at det kan tage lang tid at forsone sig med sine begræns-
ninger eller eksistentielle tildragelser. Derfor søger mange psykologhjælp for at få tømt rygsækken for ubehagelige neuroser og nedarvede forhindringer. Omvendt kan man sige, at den stærkt øgede søgning til psykologer også kan være udtryk for, at mange mennesker i det, mindste forsøger at gøre noget. For det at vi har skabt et rimeligt velsmurt velfærds- eller velstandssamfund, betyder ikke nødvendigvis, at det har været uden omkostninger. Som det kan læses ovenfor, kommer folk til psykologen af alle mulige grun-
de. De vil styrke deres forhold til børnene, partneren eller deres sociale liv, fordi det åbenbart ikke længere er noget, der kommer af sig selv. Det er en hård kamp uden manuskript, og derfor føler mange mennesker sig overladt til sig selv uden de nødvendige færdigheder. Livet har udviklet sig sådan, at det enkelte individ i dag i langt højere grad skal begrunde sit eget liv og sine valg, samtidig med at mange sikkert gerne så, at nogen gjorde det for dem. Det sker bare ikke, og i og med, at vi i vid udstrækning lever i valgfællesskaber,
konfronteres mennesket med sin egen ensomhed og isolation i højere grad end tidligere og bruger derfor psykologer som samtale- og sparringspartnere for at finde mening i den moderne eksistens. Det udelukker dog ikke, at terapeutiseringen af livet meget nemt kan tage overhånd. Og det stiller samtidig store krav til terapeuterne om at fastholde klienterne på, at de ikke er alene, og at målet ikke kan findes i det enkelte isolerede individ. Eksistentiel mening er altid social - og det ved gode psykologer og sjælesørgere.
9
Fredag 7. april 2000
LIV &SJÆL
DRONNING MARGRETHE, der på næste søndag fylder 60 år, fortæller i dette interview med Kristeligt Dagblads chefredaktør om sin tro og sit syn på kirke og dansk identitet
- Det er meget naivt at tro, at man skal få en oplevelse, hver gang man går i kirke. Oplevelser får man meget ofte, når man ikke forventer det, siger dronning Margrethe.
Dronning i Guds vold
● Men det siges jo, at kanterne rundes af med årene? - Jo, det er rigtigt, men i mit tilfælde har jeg taget nogen tid om at finde mig selv. Min generation er opdraget til, at man ikke skal være for trekantet, så derfor har man forsøgt at skjule de skarpe kanter, man havde, og de børster, der sad rundt omkring på karakteren. Dem skjuler jeg måske mindre nu end før.
● Deres Majestæt: Deres stærke position som landsmoder er vokset frem i takt med, at De er blevet ældre. Er det en udelt glæde at fylde 60 år? - Det er ikke noget problem for mig. Det er en stor fordel, at når alle ved, hvor gammel man er, så er den enkelte fødselsdag ikke det store. Jeg skal ikke foregive at være ældre eller yngre. Så kan man sige, at »hun holder sig pænt«, eller at »hun er kommet op i årene«. Jeg synes, at jeg kan tage det roligt.
Hvad har det betydet for Dem at blive bedstemor? - Det er en meget stor oplevelse, men det er stadig meget nyt. Jeg føler ikke, at jeg på nogen måde har en erfaring at øse af i den henseende. Det er lige over seks måneder siden, at jeg blev bedstemor, og jeg har ikke set så forfærdeligt meget til drengen. Han har været med sine forældre (prins Joachim og prinsesse Alexandra, red.) i Sønderjylland eller på rejse. At få indblik i det at være bedstemor - eller farmor, som jeg kalder mig - er stadigvæk noget, der er under opsejling.
De har tidligere talt om betydningen af alder. - Jeg har mindre vanskeligt ved at tale om alder nu end for 10 år siden, hvor jeg ærligt talt ikke rigtigt vidste, hvad det var for noget. Jeg vidste ik-
● Giver det anledning til fornyet refleksion over den måde, de selv var mor på? - Man ser jo meget af det, man oplevede dengang, igen. Det tror jeg, at alle bedsteforældre oplever. Man
●
TUXEN
● I et interview for 10 år siden sagde De, at De ikke er blevet rundere med årene, men derimod skarpere. Holder det stadig? - Det tror jeg nok stadig holder. Jeg ved ikke, om jeg er blevet lidt flinkere til at skjule mine skarpe hjørner, men jeg tror ikke, at de er blevet mindre skarpe, eller at der er færre af dem.
●
Alderen og ægteskabet
vidt det står til os, men i hvert fald have et liv sammen. Hvis grundlaget for ens ægteskab er, at man vil være sammen, så skal man arbejde på det. Det tror jeg, at både min mand og jeg har været klar over på et temmelig tidligt tidspunkt. Vi var lige akkurat modne nok til det, da vi blev gift. Til at vide, at dette skal holde, og det skal der arbejdes på. Så opdager man selvfølgelig, mens det står på, at det slet ikke altid er det, man tror, man skal arbejde med, der kræver mest. Det kan vel vise sig, at det er et helt andet sted inden for ens ægteskab, hvor man skal sige: »Hov, kan du så lige tage dig sammen.« Til sig selv, altså.
LEIF
å græsplænen neden for vinduerne går prins Henrik afslappet rundt og lufter hofhunden bag havens høje mure. Oslobåden rager monstrøst op i havnebassinet blot nogle få hundrede meter væk og spærrer udsigten. Forårsskyerne hænger som et gråmalet loft over Christian IX’s palæ og det øvrige Amalienborg. Ind ad vinduerne på førstesalen, hvor Dronningen og Prinsen bor, kastes et mat lysskær. Adjudanten har vist vej op ad den tæppebelagte trappe. Efter lidt ventetid åbnes døren. Dronningen tager imod i »Den grønne salon«. Statelig og forbeholden. Venlig og afmålt. På tærsklen til de 60. Den hyggelige salon er en blanding af bibliotek, arbejdsværelse og samtalerum. Tre vægge er beklædt med reoler. Et skrivebord vender front mod vinduesfacaden. Gule blomster lyser op i en smuk opsats. Dronningen sætter sig i sofaen med lighter og cigaretter. Samtalen kan begynde.
ke, om jeg var ved at blive gammel, eller om jeg stadigvæk ikke var gammel. Nu ved jeg, at jeg er ved at blive ældre, men føler mig stadig meget frisk og livsglad.
FOTO:
P
AF ERIK BJERAGER
genkalder lidt af sine egne børns barndom. Men jeg har endnu ikke så meget hold på min bedstemorstilling, at jeg kan tale fornuftigt om den. Det bliver blanke almindeligheder, og det gider jeg ikke. (Hjertelig latter). ● Giver den runde dag anledning til at gøre status i livet, eller er det noget, De gør løbende? - Jeg ved ikke, hvor meget status jeg egentlig gør. Der sker så mange ting, og jeg tror stadig, at jeg er under udvikling. Det håber jeg i hvert fald. Jeg tror ikke, at jeg er der, hvor jeg slutter, medmindre jeg får en tagsten i hovedet om 12 timer. (Ny latter).
De har i de snart 30 år, De har været monark i Danmark, været forpligtet på mange måder i Deres liv. Hvad betyder pligten for Dem? - Det er måske en af de ting, man ●
● Hvad er formlen på at få det til at lykkes? - Jeg tror ikke, at der er nogen formel. Det vigtige er, at man skal arbejde med det. Med sig selv og med den anden. Det er meget væsentligt. ● Der er mange mennesker, for hvem ægteskabet mislykkes. - Det er meget trist for dem alle sammen, fordi de aller, allerfleste dog er startet med den tanke, at det skal vare. Men det er vel også det, at det er så forholdsvis gørligt at komme fra hinanden. Det er da klart, at der sikkert har været adskillige ægteskaber i gamle dage, inden det blev nemt at få en skilsmisse, som burde have været opløst, fordi manden og kvinden var kørt totalt fejl af hinanden eller måske aldrig burde have fundet hinanden i første omgang. Men en del ægteskaber har nok holdt, fordi folk ville, at de skulle holde.
opdager med årene, at pligter kan være en stor befrielse, fordi man ikke behøver tænke mere over det, man skal. Det skal man bare. Og så kan man bruge sine kræfter og eventuelle åndsevner på en hel masse andet. Så ligger de ting fast. Det, jeg skal her i tilværelsen, er at være dronning i Danmark, så godt som jeg nu kan være det. Det er jo en start. Så kan jeg være det menneske, jeg måtte være, inden for det. Allerede som meget ung, da jeg var kommet mig over det første gib over, at jeg skulle følge efter min far, vidste jeg jo, hvad jeg skulle, hvad min fremtid gik ud på. Så havde jeg det på mange måder umådelig meget nemmere end mine jævnaldrende, som nu skulle finde ud af, hvad det var, de havde lyst til at lave og havde evner til at klare. Og de eventuelle evner, man har, er der god brug for. Og der er brug for alle slags evner i den stil-
● Den frihed i forpligtelsen gælder vel også i ægteskabet? - Det tror jeg. I hvert fald er det en af de ting, som et godt ægteskab er et eksempel på. Og i og for sig tror jeg da også, at hvis man ser på sit ægteskab som en forpligtelse, vil man sandsynligvis have meget nemmere ved at få et godt ægteskab. For man har på et tidspunkt sammen sagt, at vi vil være et ægtepar. Vi vil leve livet sammen og få børn sammen, så
O
godt som i dag. Det skyldes ikke, som nogen har hævdet, at pressen har opdyrket og glanspoleret kongefamilien. Enkelte blade formår rent faktisk at slå skår i det billede. Populariteten skyldes først og fremmest, at dronning Margrethe med klogskab manøvrerer sikkert i sit embede og i medierne. Hun evner at udtale sig uden at blive partisk, så hun på fornemste vis er i stand til at repræsentere hele sit land. Og hvem ville så i øvrigt have en præsident til at repræsentere Danmark? I alle lande splitter præsi-
dentvalg befolkningen, mens monarkens fornemste opgave er at forene. Det er indlysende, at det moderne monarkis styrke også er dets skrøbelighed. Monarkiet lever af personen. Er dronningen eller kongen stærk, bliver monarkiet det også, ligesom det svækkes af en svag regent. Hoffet kan ikke som i gamle dage skjule en uheldig monark. Men ikke alt er båret af personen. Monarkiet får som national og patriotisk institution større og større betydning. I en interviewbog spåede
prins Henrik for et par år siden, at et forenet Europa ikke vil have brug for en række selvstændige lande med selvstændige kongehuse. »Kongehusene bliver tilovers«, sagde han. Udviklingen går formentlig i den modsatte retning. Kongehusene bliver i et grænseløst Europa vigtige nationale, kulturelle samlingspunkter. Kongehusene og det nedarvede monarki forbinder os med fortiden og dermed også vores egenart. Deri ligger monarkiets virkelige betydning.
ling, jeg har. Også hvis man er en helt anden person end den, jeg er, og af en anden slags intelligens end min. Det er ikke et spørgsmål, om man er så klog eller så begavet, det er simpelthen et spørgsmål om, at man skal bruge de evner, man har. Det gælder for alle mennesker. Men det bliver meget iøjnefaldende, når man har det job, som jeg har, som man har fået ved arv og ikke som en erhvervelse.
ver reolernes kant skuer fortidens ansigter ned. Enkelte af historiens kongelige kvinder smiler under-
FORTSÆTTES SIDE 10
SYNSPUNKT
Monarkiets styrke AF ERIK BJERAGER
chefredaktør
D
et fortælles, at en mand, der havde modtaget en kongelig orden, ved den formelle audiens mødte dronning Margrethe med ordene: »Dette er den største dag i mit liv.« Dronningen skulle
efter sigende have svaret: »Det håber jeg sandelig ikke.« Den lille beretning siger ikke bare noget om stor humor og Dronningens selvironi, men også om den forandring, som monarkiet har undergået i dronning Margrethes regeringsår. Det lever ikke længere alene af sin mystik. Kongehuset er blevet mere åbent over for befolkningen. Dronningen giver sig til kende i interview, ved offentlig fremtræden, i sin kunst og ved den tilbagevendende nytårstale. Distancen er der, de formelle rammer er der,
men tiden kræver større åbenhed. Dronningen og hendes familie ved det. Folkets hengivenhed står og falder med den menneskelige genkendelighed. Folket vil have en dronning af kød og blod. Både blåt og rødt. En dronning i modsætningen mellem folkelighed og tradition. Mellem nærhed og distance. Republikanere har længe haft dårlige tider i Danmark, og selv om det nedarvede monarki er en selvmodsigelse i et demokrati, har monarkiet formentlig aldrig haft det så
9
Fredag 14. september 2001
LIV &SJÆL
Fjernt og dog så nært
SKRØBELIGHED: Livet blev med et slag anderledes, da USA i tirsdag blev udsat for verdenshistoriens største terrorangreb. Katastrofen har vendt op og ned på tilliden til verden og har bekræftet, at livet er skrøbeligt, og at teknologien er et tveægget sværd
Nielsen. Historiker og forfatter Henrik Jensen, På uret i baggrunden af billedet på siden lektor på Roskilde Universitetcenter, er her er klokken 10.15. Halvanden time tidenig. ligere var manden sikkert på vej til arbej- Man kan roligt kalde det et brud. Der de. Det var en dag som så mange andre. vil for altid være et før og et efter denne Tusinder af mennesker var på vej op og katastrofe. Nu er der gået hul på alt det, vi ned af rulletrapper, puffen og masen, ud gik og frygtede, kunne ske. Selv om vi er og ind af døre for at starte dagen i New på betryggende afstand og mener at leve i Yorks finansverden i og omkring World den mest trygge og sikre tid af alle, lever Trade Center. Solskin, travlhed og blot man som moderne menneske med så meendnu en dag på kontoret. get opstemmet ængsteligMen præcis klokken hed, siger han og fortsætter: 8.45 lokal tid blev verden - Samtidig kommer det i ændret med et slag, da løbet af få sekunder til os Det kommer i løbet af som en mediebåret katastroterroren kom lige så hurfå sekunder til os som fe og giver os denne fortigt som uventet fra himlen og på mindre end to nemmelse af, at det er fjernt en mediebåret katatimer destruerede ikke ba- strofe og giver os den- og dog så nært. Det vil sige, re USA’s, men hele den ne fornemmelse af, at at vi øjeblikkeligt kan sætte frie, vestlige verdens mest det er fjernt og dog så os ind i rædslerne som en knejsende symbol på nært. Det vil sige, at vi personlig erfaring. Vi får alvelstand og økonomisk le en oplevelse af, at det er øjeblikkeligt kan sætte sket for os, og det kan suverænitet. Og som om os ind i rædslerne som næsten kun forklares ud fra det ikke var nok også en personlig erfaring. ramte lige ned midt i den den sårbarhed, vi dybest set Vi får alle en oplevelse lever med. Når vi går ind i eneste tilbageblevne suaf, at det er sket for permagts militære hjerte, et fly eller et højhus, vil vi os. Pentagon. fra nu af for altid være en Billedet er taget klokdel af det. Billederne ligger ken 10.15. Et kvarter forog lagrer sig til sidst som Historiker inden var det ene af WorHenrik Jensen noget konkret. Men jeg vil ld Trade Centers to tårne nu fastholde, at der er forkollapset. Et kvarter efter skel på at se et mord på tv faldt det andet. og på selv at begå et. Støvet på Manhattan havde ikke lagt Sognepræst ved Frederikshavn Kirke, sig, da der over hele verden var enighed. Laurids Korsgaard, ydede krisehjælp til Der ville for altid være et før og et efter overlevende og pårørende til ofre for World Trade Center. Eller som en stor brandkatastrofen på Scandinavian Star i dansk avis markerede det i onsdags ved 1990 og har siden været med til at opbygkort og kontant kun at have en enkelt over- ge det kirkelige katastrofeberedskab i Norskrift på forsiden: »11. september 2001«. djyllands Amt og på landsplan. Hans erfaDatoen vil gå over i historien som den ring er, at mediernes dækning af katastrodag, der ikke bare ændrede denne mands fer skaber følelser, der ikke har ret meget liv, men mindede alle mennesker i verden at gøre med den konkrete begivenhed. om, hvor sårbart livet er midt i al den tryg- Det var USA og USA’s magtsymboler, hed og sikkerhed, der er blevet skabt. der blev ramt. Symboler, som vi selv er af- Livet blev med et slag anderledes. Vi hængige af, og derfor føler vi meget mere husker, hvor vi var, da vi fik det at vide, for dog at holde fast i noget, siger psykoFORTSÆTTES SIDE 10 terapeut og forfatter Marianne DavidsenAF DORTE REMAR OG PALLE WEIS
“
”
Denne mand var sikkert på vej på arbejde som tusinder af andre, da flyene ramte tvillingetårnene. Nu er han på vej væk fra krigszonen og tilbage til et liv, som aldrig bliver det samme igen. (Foto: Nordfoto)
SYNSPUNKT
Livet er skrøbeligt AF ERIK BJERAGER chefredaktør
T
errorisme er ikke noget nyt fænomen. Den franske revolutions Robespierre spredte med sin guillotine et rædselsherredømme, der bedst kan karakteriseres som masseterrorisme. Derefter fulgte stats-
terrorismen under nazismen og stalinismen. Så kom terrorbevægelserne i Afrika, der gjorde oprør mod kolonistyrerne, og de jødiske grupper, der ønskede briter og palæstinensere ud af Palæstina. Deres mål var politisk. Tilsvarende mål har etnisk-nationale terrorgrupper som de palæstinensiske, den kurdiske PKK, den baskiske ETA og den nordirske IRA. Den mere ideologisk-politiske terror tog Rote Armee Fraktion i Tyskland sig af. Men terrorismen går nye veje. Terroreksperter siger, at moderne terroristvirksomhed er præget af en ofte reli-
giøs fanatisme, der ikke har noget konkret mål og ikke er ment som forhandlingsoplæg, men derimod har dommedagstoner i sig. Terrorismen bruges i et større opgør, som drejer sig om mere end religion. Det er ikke længere stater, der udkæmper krige. Det er civilisationernes opgør. De store kulturers konfrontation med hinanden. Kampen mellem friheden og fanatismen. Selv om det endnu er uklart, hvem der står bag den afskyelige terror i USA, ved vi at fjenden er fanatisk. At der skal en dødssekts eller muslimsk
himmeltro til at blive global selvmordsterrorist. Verden står over for en ny form for terrorisme, hvis væsen er vilkårlighed, og hvis mål er at dræbe så mange som muligt og sprede angst i kølvandet på ødelæggelserne. Måske er målet ikke andet end at juble, som David gjorde det over Goliats nederlag. USA er udråbt som hovedfjenden, og den saudiske terrorist Osama bin Laden har kaldt det for enhver muslims hellige pligt at dræbe amerikanere. Når alle vestlige statsledere har bakket så utvetydigt op om USA i
kampen mod terrorisme, skyldes det, at fred og frihed ikke er en selvfølge. At den utryghed, amerikanerne er fyldt af efter terrorangrebet, er blevet hele den vestlige verdens. Vi kan ruste os, stå sammen i kampen mod terrorismen, men beskytte os mod det onde kan vi ikke. »Fri os fra det onde«, beder vi i Fadervor, for kristendommen er realistisk. Ondskaben er en virkelighed, og livet er skrøbeligt. Men det er ikke den virkelighed, der får det sidste ord. Det gør salmisten, når han siger, at »Skal jeg end vandre i dødsskyggens
dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.« Mennesker verden over har i de forgangne dage søgt til kirken for at høre disse ord. Og først når ordene har lydt, når bønnerne er bedt og velsignelsen lyst, kan vi gå videre. Men ikke uforandrede, for intet bliver det samme efter terrorhandlingen i USA.
bjerager@kristeligt-dagblad.dk
9
Fredag 4. oktober 2002
LIV &SJÆL CLAIRVOYANCE: Halvdelen af alle danskere har et positivt forhold til clairvoyance, men
præster er bekymrede og skeptikere advarer om, at clairvoyante kan være i kontakt med ånder, man ikke kan stole på, og som skal holdes fra livet
AF ANNE KORSHOLM TEGNING: OTTO DICKMEISS
Hos en spåkone i en campingvogn på et marked var tryllekunstner Niels Krøjgaard lige ved at blive overbevist om, at han endelig sad over for en kvinde, der virkelig havde kontakt med noget uforklarligt. - Jeg var målløs. Hun kiggede kort på mig og sagde: »Du arbejder med reklame og foto.« Det var faktisk en ret stærk oplevelse et kort øjeblik, indtil jeg fik etableret kontakt til min sunde fornuft og huskede, at jeg havde en jakke på fra min arbejdsplads. På ryggen stod der »Studio 1-2 Videoproduktion Reklamefotografi Multimedia«. Bagefter gættede hun konsekvent forkert, fortæller han. Niels Krøjgaard fra Århus blev landskendt, da han på tv gjorde den indiske guru Sai Babas påståede mirakler efter - det vil sige, at han materialiserede aske og olie - blot uden at påstå, at det skete ved hjælp af åndelige kræfter. Han lever faktisk af at afmystificere åndelige evner, og i sine trylleshows demonstrerer han ofte, hvordan man med godt kendskab til kropssprog og spørgeteknik kombineret med frækhed til at gætte kan komme frem til mange af de samme ting, som de clairvoyante fortæller deres klienter i en konsultation. - Men jeg kan ikke afvise, at ægte clairvoyance findes. Muligvis har nogle mennesker evner, som vi ikke kan bevise i dag, men jeg er overbevist om, at clairvoyance i de fleste tilfælde er svindel, siger Niels Krøjgaard. I dag er clairvoyance imidlertid ikke kun noget, der lidt fordækt finder sted i en spåkones campingvogn. Det er ved at blive en accepteret måde at få bekræftet vigtige beslutninger som for eksempel jobskifte eller ægteskab på, og i de seneste år er antallet af clairvoyance- klinikker og Skoler forøget drastisk. Clairvoyance bliver - ifølge de clairvoyante selv - brugt af alle typer mennesker. Nogle ønsker at udvikle deres personlige spiritualitet og høre om deres tidligere inkarnationer. Andre forsøger med en clairvoyants hjælp at finde ud af, hvorfor børn eller voksne i deres familie reagerer uventet. Nogle gange handler en clairvoyance om at få sagt farvel til afdøde familiemedlemmer, eller det kan være mere banalt, som at en datter gerne vil have en bestemt kageopskrift af sin mor efter moderens død. Clairvoyance giver søgende mennesker en måde at forstå verden på og et sprog til at tale om åndelige emner. Det hele er kraftigt hjulpet på vej af de populære tv-programmer »Åndernes magt« og »Fornemmelse for mord«, hvor clairvoyante sender spøgelser ud af huse og forsøger at opklare mord ved at kontakte de myrdedes påståede ånder. Mange er enige med Niels Krøjgaard i, at clairvoyance i mange tilfælde er svindel. Både præster, clairvoyante og iagttagere af det alternative miljø siger, at der er mange kvaksalvere og svindlere, men samtidig er de også åbne for, at der findes andet i tilværelsen end det, som kan måles og vejes, for eksempel clairvoyance, der forklares som en særlig evne til at opfange følelser, synsindtryk og lyde fra en anden åndelig virkelighed. Freelancejournalist Dorte Kvist har netop fået udgivet bogen »Clairvoyante - 10 samtaler« på forlaget Aschehoug, hvor otte clairvoyante fortæller om deres liv og metoder. Hun er ikke selv clairvoyant, men hun synes heller ikke, at clairvoyance er særlig mystisk. - Jeg er præstedatter. Jeg har lært at bede aftenbøn og hørt om engle, så jeg har svært ved at forstå, at det skulle være mærkeligt, at nogle mennesker har kontakt med en usynlig, åndelig verden, siger hun. Det er der mange andre danskere, som kan nikke genkendende til. Der er ingen aktuelle undersøgelser af, præcis, hvor mange danskere der går til clairvoyante, men for 10 år siden troede 13 procent af danskerne på clairvoyante beskeder, og en tredjedel af befolkningen ville ikke afvise, at clairvoyance findes. Siden da er interessen steget betydeligt, vurderer flere af de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med.
Blandt gode og dårlige ånder Speciallæge i psykiatri og medlem af Dansk Skeptikerforening Mogens Jacobsen er ikke en af dem, der opsøger clairvoyante. Han er pensioneret overlæge fra Gentofte Sygehus, hvor han især har haft patienter med neuroser, kriser og sammenbrud, men i dag har han kun nogle få klienter i sin praksis. Han vil have clairvoyance bevist i kontrollerede videnskabelige forsøg, før han går ind på det, men han forstår godt, at mange danskere ønsker at tro på noget åndeligt. - Vores videnskabelige indsigt er fo-
“ En god clairvoyant skal have en solid jordforbindel-
se, for lige nu er danskerne meget åbne for de åndelige budskaber. Jeg mener faktisk, at mange er for åbne. De køber hvad som helst.
”
Gjertrud Berlon, leder af Clairvoyanceskolen
røget enormt i forhold til tidligere, og vi får sværere og sværere ved at overskue den viden. Derfor søger mennesker ind i nyreligiøse sekter, der tilbyder en højere mening, eller de søger omsorg hos en alternativ behandler, der lytter og giver et enkelt svar på en venlig måde, siger han. Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, har for flere år siden indset, at søgningen til nyreligiøse og spirituelle bevægelser er så stor og uoverskuelig, at han havde brug for en rådgiver på området. Det blev præsten Niels
Underbjerg, som biskoppen også henviser til, når det drejer sig om clairvoyance. Niels Underbjerg advarer mod de clairvoyantes kontakt med afdødes ånder - de såkaldte guider og hjælpere. - Jeg er i den grad usikker på, hvad hjælpernes identitet er, og hvorvidt de er gode eller onde. Den onde bliver kaldt løgnens far i Bibelen, og hvem kan garanterer, for, om guiden eller hjælperen er god? spørger Niels Underbjerg. I Dorte Kvists samtaler med clairvoyante fremgår det, at flere af de interviewede clairvoyante lever mere eller mindre konstant med bevidstheden om usynlige væsner i hjemmet. Nogle af dem er i stand til at lukke helt af for væsnerne indimellem, mens andre lever konstant med tilstedeværelser, som indimellem er ret opmærksomhedskrævende. Netop evnen til at lukke af for den åndelige verden er noget af det, man kan lære på skoler i clairvoyance, og leder af Clairvoyanceskolen i København Gjertrud Berlon siger, at det er meget vigtigt for, at de clairvoyante kan overleve hverdagen. På hendes skole bliver eleverne grundigt indført i deres psykiske evners muligheder og begrænsning - ligesom der står reinkarnation, aura, fri vilje og sund fornuft på skoleskemaet, som dækker 100 timer, før eleverne får papir på de clairvoyante evner. Psykiateren Mogens Jacobsen tror ikke på, at de usynlige væsner kommer fra den åndelige verden. Han tror derimod, at de er produkter af de clairvoyantes fantasi - præcis ligesom børn ofte har fantasivenner, som de både citerer og indimellem kræver at få dækket op til ved aftensborden. - Hos børn ligger fantasi og realitet så tæt på hinanden, at de kan veksle mellem de to og indimellem blive usikre på, hvad der er hvad. De clairvoyante har efter min mening ikke endeligt konfronteret deres barnlige fantasiverden med realiteterne, siger Mogens Jacobsen. Ifølge ham er det ikke en psykisk sygdom, selvom det er en del af for eksempel skizofreni, at patienten kan vende tilbage til barndommens tynde skel mellem fantasi og virkelighed. - Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er en psykiater, som bare mener, at det hele skal kureres med medicin. Hele mit liv har jeg arbejdet for at sætte mennesker fri - både af overtro og af medicin, tilføjer skeptikeren. Men det er sjældent, at clairvoyante ønsker hans hjælp. - For nogle enkelte bliver de såkaldte hjælpere så forstyrrende, at de ønsker at komme ud af det og søger hjælp i psykoterapi, men de fleste oplever det jo som en gave - noget positivt, siger Mogens Jacobsen. Den grundtvig-tidehvervske valgmenighedspræst i Ryslinge, Torben Bramming, der er kendt for at tage afstand fra enhver form for overåndelighed, lagde indtil for tre år siden lige så markant afstand til clairvoyance som Mogens Jacobsen. Men i 1999 brændte hans præstegård, og 12 timer før var den lokale købmand sprunget op og havde råbt: »Det brænder, det brænder«, og udkommanderet sin familie til brandslukning, fordi han troede, at præstegården brændte. - Siden har jeg ikke kunnet afvise det, men jeg kan heller ikke forklare det. Her i byen siger folk, at hans slægt før har forudsagt brande, siger præsten. Torben Bramming understreger, at han først og fremmest er et moderne, naturvidenskabeligt tænkende menneske uden forventninger om åndelige budskaber. - Men jeg er nok ved at kunne tilslutte mig oldkirkens syn på den slags. Den afprøvede budskaber modtaget gennem drømme ved at undersøge, om de stred mod bibelen eller ej. - Men jeg er nok ved at kunne tilslutte mig oldkirkens syn på den slags. Den afprøvede budskaber modtaget gennem drømme ved at undersøge, om de stred mod Bibelen eller ej.
F
O RT S Æ T T E S
S I D E
10
9
Fredag 22. november 2002
LIV &SJÆL INTERVIEW: - Jeg er bange for det, der kommer forud for døden - sygdom, smerte, svækkelse og fordærv. Men når døden først er der, er det jo forbi. Døden helbreder som bekendt alle sygdomme, siger forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der siden han sidste år fik en kræftdiagnose er begyndt at øve sig i at dø men også i at nyde intensiteten i hvert øjeblik og målrette sit arbejde - Det egentlige er vel at finde en mening med sin egen død. Meningen med livet er givet, døden må man selv konstruere, siger Ebbe Kløvedal Reich.
AF DORTE REMAR FOTO: LEIF TUXEN
E
bbe Kløvedal Reich er begyndt at øve sig i at dø. - Så længe man er ung, er døden ret teoretisk. Man vidste, man skulle dø på et tidspunkt, men den tid, den sorg. Nu er det en mere uafviselig del af hverdagen. Det opfatter jeg som en erfaring snarere end som noget rædselsfuldt. Man er tvunget ud i at øve sig på at dø. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har gjort det før, men nu er det mere systematisk. I januar sidste år fik han stillet diagnosen prostata-cancer med metastaser. - Når man endelig skal have kræft, kan jeg ikke forestille mig en mere behagelig måde at have det på. Prostatacancer er en blid og langsom kræfttype med gode behandlingsmuligheder. Sygdommen har den konsekvens, at jeg er mere øm i ryggen, end jeg plejer at være, fordi der er metastaser i knoglerne. Behandlingen består i en hormonkur, hvor jeg bliver bombarderet med kunstige kvindelige kønshormoner - men ikke nok til, at jeg taber skægget, siger Ebbe Kløvedal Reich og smiler ad ironien i det. Den 62-årige forfatter, foredragsholder, samfundsdebattør og tidligere venstrefløjsaktivist med adresse i det berømte kollektiv »Maos Lyst« er netop kommet hjem fra en research-rejse til Alexandria i Egypten. Nu sidder han ved spisebordet i sin og hustruen Elises lejlighed højt hævet over Kongens Have midt i København. Der er bøger overalt, og han undskylder rodet med, at de er ved at få sat nye reoler op i entreen. I krusene er der grøn te, som er kendt for sit høje indhold af antioxidanter. På grund af sine skavanker er Ebbe Kløvedal Reich holdt op med at drikke kaffe. Det har haft den sidegevinst, at han er gået 10 styk ned om dagen af de Kings uden filter, som der ligger en pakke af på bordet. Sygdommen og behandlingen af den har medført ændringer i hans tilværelse. - Det betyder en omkalfatring i det
Sidste chance
psykiske på godt og ondt. Der er visse livsformer, man holder op med. Jeg har tidligere været afhængig af lange skrivepassager, hvor jeg sad og skrev i 1012 timer på kaffe og cigaretter. Nu bliver jeg diffus i hovedet. Præstationsneurosen er røget lidt ud af mig. Men jeg ved ikke, om det er på grund af behandlingen. Det kan lige så vel være, at jeg er begyndt at tænke mig om, fordi døden er kommet nærmere. Hvordan øver du dig i at dø? - Man tænker dybt over det. Gennemlever de passager, man ved hører med til at dø. Lader livet passere revy. Det egentlige er vel at finde en mening med sin egen død. Meningen med livet er givet, døden må man selv konstruere. Selv om jeg ikke har oplevet døden, har jeg opdaget, at det er den, der giver livet konsistens. Det evige jordiske liv er en frygtelig ting at forestille sig. Det, der giver tilværelsen karakter og fylde, er den foreløbighed, som tvinger én til at skaffe sig en mening, mens man er i live. - Jeg er bange for det, der kommer forud for døden - sygdom, smerte, svækkelse og fordærv. Selve sammenbrasningen af det fysiske liv er en angstfremkaldende sag. Men når døden først er der, er det jo forbi. Døden helbreder som bekendt alle sygdomme. Det er en vittighed, men der er også en dyb sandhed i det, siger Ebbe Kløvedal Reich, og den rå humor tænder en glød i hans varme, brune øjne. Hvad er så meningen med din egen død? - Jeg har fundet frem til, at det at se intetheden i øjnene er en fase i det. Men det er samtidig noget af det mest tumpede at blive ved med at gøre. Ingen kan se intetheden i øjnene. Det er næsten værre at forestille sig end et evigt jordisk liv. De fleste i vores kultur har slået sig til tåls med intetheden når man er død, er det slut, prut, fordærv og forrådnelse. Det er noget, som mange af os accepterer som det uundgåelige, samtidig med at vi ved, at kroppen ikke forsvinder. Den opløses bare. Den ateistiske tyrkertro på, at ånden forsvinder, regnes oven i købet for en heroisk påstand. Jeg har aldrig kunnet se, hvad der var heroisk ved det,
men fantasiløst, yes! frem i samfundet uden nogen form for - Hvis jeg skal udtrykke min kristne kulturel kritik. Produktionspresset er tro på det punkt lidt naturvidenskabeblevet større, samtidig med at der proligt, må det være sådan, at livet skaber duceres mere, end vi kan forbruge. Så stoffet og ikke omvendt. Livet går naopstår den kategoriske skelnen mellem turligvis videre efter at have mistet arbejde og fritid, som er et sygdomskontakten med stoffet. Spørgsmålet er, tegn. Det er jo sådan, at jo mere man hvor ens eget ego er i det der - om det lægger i det, man gør, når man arbejer ånd med personnummer, der opstår der, jo mere får man med af sig selv, og fra døden. Det evige liv er en ubegribe- jo mindre er der behov for at koble af. lig størrelse. Men et eller andet udtryk Nu lever jeg selvfølgelig et privilegeret for liv med udgangspunkt i os selv liv som forfatter. Men jeg mener alligefortsætter efter døden. Hvordan ligger i vel, at forskellen på lyst og pligt skal Guds hånd, og dér ligger det sikkert være så lille som mulig. Nogle er i en udmærket. livssituation, hvor det Hvad betyder din tro er svært at realisere. for dig i den forbindelMen så er spørgsmålet, se? Jeg har tidligere været om man ikke burde - Som jeg opfatter, ændre på de livsbetinafhængig af lange hvad Jesus siger om det gelser, selv om det kan skrivepassager, hvor her emne, så forsøger være vanskeligt på jeg sad og skrev i 10han at befri for angst grund af terminer og 12 timer på kaffe og ved at vise mennesker, andre økonomiske forcigaretter. Nu bliver jeg pligtelser. at dette liv ikke er den eneste livsmanifestation. diffus i hovedet. Hvordan undgår du Præstations-neurosen selv at slå tiden ihjel? Samtidig viser han hen til dette liv, vi er forplig- er røget lidt ud af mig. - Jeg mestrer det da Men jeg ved ikke, om tet på. Det er en forpligikke til fuldkommendet er på grund af betelse, der gælder indtil hed. Men jeg har en døden. fornemmelse af, at jeg handlingen. Det kan - Jeg vil ikke prale. lige så vel være, at jeg er blevet lidt dygtigere Men intensiteten ved at til den insisteren på, at er begyndt at tænke være i live er alt andet mig om, fordi døden er hvert eneste øjeblik i lige vokset efter diagno- kommet nærmere. éns liv skal være insen. Værdien ved at leve tenst og opfylde én. Jeg bliver sat i relief. Man ved, at det er en utopi, kunne godt have tænkt men det fungerer for sig at have det sådan hele livet. Men mig som et pejlemærke. det er der da ingen af os, der gider, da - På en måde er vi alle skyldige i vomeget af tilværelsen jo er en trummeres eget liv og vores egen død. Vi misrum. Så der er en frihed ved kun at haligholder skabelsesmiraklet ved at ve få år tilbage. De år skal helst være trække os tilbage fra tilværelsen og ved fulde af intensitet og meningsfuldhed. at være bange for den. Det er for mig at Hvordan? se arvesyndens grundtræk. Vi er alle - Jeg er kommet tættere på min fami- sammen begavet med en fantasi om at lie og den del af mit arbejde, som jeg leve mere intenst og betydningsfuldt opfatter som det vigtigste. Mit skønlitend den måde, som vi i virkeligheden terære arbejde er kommet til at spille en lever på. I den skillelinje ligger arvestørre rolle nu. Og det, man gør meget synden. I den mest oplagte form: Vi elsom ungt menneske, slår tiden ihjel, er sker ikke vores næste. Vi hader, mistror noget, jeg meget sjældent gør mere. og udkonkurrerer ofte vores næste. Det er tiden for kostbar til. Derfor er tilværelsen ikke opfyldt af - Der er et kraftigt behov i tiden for kærlighed, heller ikke inde i os selv. at slappe af, lade sig underholde og - Der er også andre måder at slå sig holde fri. Det kommer af den voldsomt selv ihjel på. Jeg ryger 20 cigaretter om puritanske arbejdsmoral, der er vokset dagen, og det er da pinde til min ligki-
“
”
ste. Men jeg gør det med åbne øjne, ligesom jeg foretager forskellige mavesårsfremkaldende aktioner, så jeg bliver anstrengt på en forkert måde. Jeg drikker også et par stive whiskysjusser hver dag - sådan er det! Men man kan lige så godt sige nej til tilværelsen ved udelukkende at prioritere, hvad der er sundt. Det er en meget livsfornægtende måde at leve på. - Til gengæld har jeg taget mig den frihed at beslutte, at den roman, jeg er i gang med nu, først bliver afleveret til forlaget, når jeg er helt stensikker på, at den er færdig. Tidligere afleverede jeg før, for ellers blev skattefar sur. Det vil jeg skide på nu. Dette med ikke at gøre arbejdet helt færdig er noget, som tidsånden dikterer. Den vil have hurtighed i stedet for perfektion. Det kunne jeg ikke have sat mig op imod for 10 år siden. Det kan jeg sagtens nu. Så der er ikke noget, du skal nå? - Jo, men først og fremmest i forhold til de mennesker, jeg er tættest på. Det er blevet vigtigt at opbygge de forhold. Vi kender alle sammen en hel masse mennesker, vi har svigtet, bekendtskaber, der er gledet ud, eller nogen, vi har behandlet dårligt. Arvesynden opererer også dér. Jeg holder meget af arvesynden, for et fælles skibbrud er bedre end et individuelt skibbrud. At acceptere, at man selv er et syndigt menneske, giver bedre mulighed for at tilgive andre mennesker. I forordet til sin bog »I svampens hede. Krønike imod tidsånden«, der udkom tidligere i år, skriver Ebbe Kløvedal Reich, at dengang han i 1969 udgav en lignende samling tekster i »Svampens tid«, var både tiden og han anderledes: »Dengang havde jeg to børn under (selvforskyldte) rodede omstændigheder, boede i kollektiv og havde kronisk skattegæld. Nu er jeg lykkelig gift, har fire børn og fire børnebørn og en stor, dejlig, sammenbragt (og stadig rodet) familie og er gældfri. Det giver naturligvis andre måder at tænke på.« - Der er visse passager i mit kærlighedsliv, hvor jeg har en vis skyldfølelse. Men generelt kan det ikke nytte noget at fortryde. Det er der ingen, der bliver glade af. Men det er vigtigt at få realiseret de følelsesmæssige relationer
til dem, der er tættest på. Det skal ikke opfattes bogholderagtigt på den måde, at der skal være orden i regnskabet. Det handler mest om ikke at begå flere fejl. Hvilke fejl? - Først og fremmest egocentrisk ligegyldighed over for andre liv. Hvor man opfatter sit eget liv så vigtigt, at man skubber andre mennesker fra sig, fordi de er til besvær. Det har jeg meget ofte gjort, og det, tror jeg, at alle har gjort. Undladelsessynd er meget almindelig, hvor man handler, som om andre ikke er der, af hensyn til ens eget liv. Jeg har gjort det for at sætte mig selv igennem. For at lade mit ego afspejle sig i alverden og ikke i et andet menneske. Min præstationsagtige neurose har været at få skrevet noget. Det er det at lade sit eget projekt gå forud i stedet for at lade tilværelsen med andre mennesker komme én i møde. - Allerede da jeg var ung i 1970’erne, var jeg klar over, at noget var galt. Hvis der er noget, som alle vi kollektivister fra dengang kan give hinanden ret i, så er det, hvor meget privatmennesker vi alle var, og hvor dårlige vi alle var til at være fælles. Samtidig gjorde vi op med privatistisk forbrugerisme, men vi tabte på alle fronter. - Der var en modsætning mellem det politiske menneske, jeg var, og det levede liv. Jeg har aldrig været erklæret kommunist, men løgnen var der vel. Os i kolletivet »Maos Lyst«, der var politiske og arrangerede demonstrationer og andre aktioner, lod altid de andre om opvasken. Det var en diskrepans. Det betyder ikke, at jeg er uden politiske visioner i dag, men jeg er mere usikker på, om min indsats gør til eller fra. - Hvis jeg leder efter, er der en masse, jeg har fortrudt. Men fortrydelsesfænomenet er et ukonstruktivt træk ved ens hukommelse. Vi er tilgivet - jeg kan ikke læse Jesus anderledes. Men vi er tilbøjelige til at glemme det, og det er dér, balladen begynder. Hvad betyder troen på tilgivelsen for dig? - Den betyder meget. Det evige liv hører sammen med tilgivelsen og nåFO
RT S Æ T T E S
S I D E
10
9
Fredag 24. januar 2003
LIV &SJÆL SØVNMANGEL: I løbet af 100 år er der blevet kappet halvanden time af nattesøvnen, men samtidig er der i dag flere og flere, der lider af søvnforstyrrelser, og private søvnklinikker er derfor skudt op for at hjælpe folk med at få en normal søvnrytme
Søvnløs i centrifugen fakta Søvnbehov ■ ■ ■ ■ ■ ■
vi sover en time til halvanden mindre end for 100 år siden, og det har konsekvenser for vores livskvalitet, og også - Jeg opfatter lidt det at sove som tidsbørn og unge mærker problemet. spilde. Der er så meget, der optager - I Norge har man opdaget, at nimig, at jeg ikke har tid til at sove. Og veauet er faldet i gymnasiet, og det så er det så heldigt, at jeg behøver meskyldes, at de unge sover for lidt. De get lidt søvn, siger lektor ved Københar jetlag mandag og tirsdag, fordi de havn Universitet Karsten Fledelius, der er kommet for sent i seng i weekenden er formand for menighedsrådet ved og har været ude at bumle. Særlig når domkirken i København, Vor Frue Kirman er ung, er en lang, ubrudt søvn ke. vigtig, fordi der sker noget med hormoDen 62-årige lektor, der er kendt nerne om natten. Vi er ved at få en gesom Balkan-ekspert i tv, kan klare sig neration af mennesker, som har fået for med tre en halv times søvn og sover lidt søvn som teenagere, og vi ved ikke sjældent mere end fem timer. Som nu hvad konsekvenserne er på lang sigt, forleden, hvor han vågnede klokken siger Søren Berg. 5.20. På Socialforskningsinstituttet har - Så kan jeg lige så godt stå op og be- man målt, at vi fra 1987 til 2001 har gynde at arbejde. Jeg har opdaget, at skåret et kvarter af vores nattesøvn. I jeg arbejder bedst om morgenen, og så dag sover kvinder i gennemsnit otte tifår jeg nået en masse, siger Fledelius. mer, og mænd et kvarter mindre. SenNu er det nok de færreste, der kan getiden er for de fleste omkring klokklare sig med så få timer som Karsten ken 23, og begge køn tager en god time Fledelius, men forskerne anslår, at vi mere på langs i weekenderne. Kortest sover en time til halvanden mindre end tid sover folk i arbejde, mens studerenfor 100 år siden. Samtidig lider flere og de, ledige og pensionister sover længeflere af søvnproblemer, og private søvre tid. Det sidste er helt forkert, for ælnklinikker har det sidste års tid vundet dre mennesker er den aldersgruppe, der frem. 24-timers-samfundet med evigt har brug for den korteste søvn. Søvnbeelektrisk lys og krav og tilbud om arhovet er desuden meget individuelt, og bejde og underholdning æder sig ind på berømtheder som Margaret Thatcher, vores nattesøvn. Men for nogle resulte- Winston Churchill og Simon Spies var rer det i søvnløse nætalle kendte for deres ter og trætte og uopmeget lille søvnbehov. lagte dage. Man sover Læge ved Bispefor lidt, for meget eller Jeg elsker at sove, men bjerg Hospital, dr.med. på en forkert måde. jeg kan også godt lide at Peter Lund Madsen Karsten Fledelius er mener slet ikke, man bestille noget, og jeg har kan blive præsident i ikke potentiel kunde i det fint på denne måde. USA eller statsminister de nye søvnklinikker. Det kan hænde, at jeg Han har det fint med i Danmark, hvis ikke sin korte nattesøvn, og bliver overmandet af man ejer evnen til at træthed midt på dagen. sove meget lidt og brudet hænder, at han tager sig en lur om daSå lukker jeg øjnene og ge pauser på at sove på gen, hvis trætheden bliver lidt væk, men det kommando. Du skal overmander ham. Men er sjældent, at jeg mikunne sove hvor som aldrig mere end 15-20 helst og når som helst, ster koncentrationen. minutter ad gangen. siger Peter Lund Mad- Det var mine børn, sen, men Søren Berg Karsten Fledelius, lektor specielt den yngste, fra ScanSleep mener, at der ændrede mine sodet er en myte, og nævvevaner. Det var mig, der tog mig af ner den nuværende amerikanske præsihende om natten, og så fortsatte det dent, George Bush, som eksempel på sådan bagefter. Jeg udnytter søvnen på en sovetryne, der er kommet til tops en anden måde. Jeg elsker at sove, men trods sit store behov for søvn. jeg kan også godt lide at bestille noget, Peter Lund Madsen, også kendt som og jeg har det fint på denne måde. Det Hjerne-Madsen, har forsket i hjernens kan hænde, at jeg bliver overmandet af aktiviteter under søvn, og han mener, at træthed midt på dagen. Så lukker jeg søvnproblemerne kan hænge sammen øjnene og bliver lidt væk, men det er med, at vi ikke længere arbejder så fysjældent, at jeg mister koncentrationen, sisk hårdt som tidligere. siger Fledelius. - Jeg tror ikke, at vi er mere stressede Overlæge på Nordens største søvnki dag, end vi altid har været, men vi lelinik, ScanSleep, Søren Berg anslår, at ver på en anden måde uden så faste AF KARIN DAHL HANSEN ILLUSTRATION: KRÆSTEN KRUM BYSKOV
“
”
rammer. Folk skal for eksempel ikke ncyklussen brudt ustandseligt, og hver møde på et bestemt tidspunkt, fordi de gang starter hjernen forfra. På den måkan flekse. Hvis man står op klokken de kan man være mere træt efter syv tisyv hver dag, skal man nok falde i mers afbrudt søvn, end hvis man har søvn, siger Peter Lund Madsen. sovet fire timer uforstyrret. Han mener, at de fleste mennesker Det første og hidtil eneste offentlige kan klare sig med seks til syv timers søvnlaboratorium herhjemme åbnede søvn, men mange forventer, at de skal for knap to år siden på Amtssygehuset i sove mere, end de egentlig skal. Glostrup, men flere hospitaler behand- Hvis man ikke er træt i løbet af daler også søvnproblemer typisk på lungen, har man sovet nok, og det kan ge-afdelingerne eller øre-næse-halsvære mere ødelæggende at sove ni end klinikker. De fleste, der bliver behandseks timer. Så får man søvnforgiftning let for søvnproblemer på de offentlige og føler sig vattet i hovedet. Spørgsmå- og private klinikker, lider af søvnapnø. let er også, hvor meget man vil betale Det er en sygdom, hvor man har svært for at få sin nattesøvn. Mange vil jo ved at trække vejret om natten og utalgerne tale med ægtelige gange bliver vækfællen, og så kan klokket i løbet af en nat, når ken godt blive mere vejrtrækningen igen går end 23, siger Peter i gang. Det betyder, at Jeg tror ikke, at vi er Lund Madsen. man sover dårligt og mere stressede i dag, Søvnen kan inddeles end vi altid har været, derfor kan være abi fem faser. Den første normt træt om dagen. men vi lever på en anfase er døs, dernæst Man gætter på, at melden måde uden så faste lem 50.000 og 100.000 kommer den lette rammer. Folk skal for søvn, og i fase tre og danskere lider af søvneksempel ikke møde på apnø, og tallet er stigenfire sover man dybt. Det er her, kroppen fy- et bestemt tidspunkt, de, fordi det er tæt forfordi de kan flekse. Hvis bundet med overvægt. sisk restituerer sig. I den sidste fase sover man står op klokken syv Ventetiden på sygehusman REM-søvn. REM hver dag, skal man nok ene har været meget står for Rapid Eye lang, men da der for et falde i søvn. Movement, og øjnene år siden blev indført bevæger sig her hurtigt ventetidsgaranti, og Peter Lund Madsen, hjerneforsker bag de lukkede øjenmange dermed kunne få låg, mens hjernebølbehandlingen betalt på gerne er næsten, som en privatklinik, kom der når man er vågen. Men kroppens for alvor gang i det marked. Hidtil havmuskler er helt afslappede. Det er tyde der været 100 procent egenbetaling, pisk her, man drømmer, og REM-søvmen nu betaler amtet, hvis ventetiden nen har betydning for vores hukomer for lang på sygehusene. Andre sygmelse og indlæringsevne. I alt tager det domme er insomni eller søvnløshed, omkring halvanden time at komme hvor man har svært ved at falde i søvn igennem disse fem faser, og så begyneller vågner tidligt og mange gange i der det hele forfra. løbet af natten. Den modsatte udgave - Søvnen bevæger sig i cyklusser, og er hypersomni, hvor man sover for medet er meget nemt at tage endnu en run- get og trods den lange nattesøvn ikke er de. Hvis man er i tidsnød, kan det være udhvilet og frisk næste dag. en ide at stille vækkeuret halvanden ti- Der er nok flere, der har søvnprome tilbage for at undersøge, om den blemer i dag end før i tiden, men der er sidste søvn bare er luksus. Hvis man er også et meget stort forventningspres på lige så frisk, sover man for meget. Det sundhedsvæsenet om, at det skal løse kan man jo eksperimentere med i sin alle problemer og helst hurtigt, siger ferie, men det kan ikke nytte bare at taoverlæge Poul Jennum. ge en halv time fra, for så vågner man Han er formand for Dansk Søvnselmidt ind i en cyklus, foreslår lektor skab og leder af søvnlaboratoriet på Kim Dremstrup Nielsen, der er søvnAmtssygehuset i Glostrup. forsker ved Aalborg Universitet. - Søvnen hænger nøje sammen med, Af samme grund er det også meget hvordan vi lever, og vores livsstil og hårdt at få afbrudt sin nattesøvn mange livskvalitet har ændret sig meget siden gange. Det ved torturbødler og deres 1950’erne, hvad angår familie, skole ofre, og i den mere fredsommelige ver- og arbejdsmarked. Vi synes, vi skal nå den er det også noget, nybagte forældre flere ting. Vi står tidligt op og skal hakender til, når de hele tiden bliver væk- ve tre børn ud af døren og afleveret i ket af den lille baby. For her bliver søv- institutioner og skole. Vi har længere
“
”
Spædbørn sover 14-16 timer i døgnet Småbørn og skolebørn bør have 10-12 timer Teenagere skal sove ni timer Voksne kan klare sig med syv til otte timers søvn Ældre behøver kun sove fem til seks timer Tallene er plus minus en time
transporttid på arbejde, og så spiser vi der kan være tale om et kontaktbehov, helst en kort frokost. Vi bliver lidt lænhvor mennesker køber sig til opmærkgere på arbejdet, og så når vi ikke at somhed fra behandlerne med håbet: hente børnene før luk»Hør på mig og mine ketid. Der bliver lavet problemer.« hurtigt mad, og så skal - Hele vor tidsforman lige falde ned nemmelse er strammet Søvnproblemer er noget oven på dagen med en op. Det vækst- og maraf det første, der melder kedsorienterede samhalv flaske vin og en sig, hvis man er ulykke- fund har indbyggede pose chips. Så skal lig eller ked af det. Om man ikke undre sig, stressfaktorer. For en hvis man sover dårligt, natten er vi overladt til verden i vækst er en os selv. Der er mørkt, og verden i fart, og alting konstaterer Poul Jennum. man er alene. Der er in- skal gå hurtigt. Vi Han understreger køber ind i en fart og tet til at aflede de tandog, at ikke alle søvnspiser i en fart, og når ker, der om dagen kan forstyrrelser er livsafledes med læsning, te- dagen er omme, og vi stilsbetingede. Blandt kommer hjem, sidder lefoner, fjernsyn og anandet skyldes nogle dre mennesker. Og så er mange og sløver foran søvnproblemer andre fjernsynet, siger Frededårlig søvn også en føl- rik Dessau. sygdommer eller arv, ge af et fortravlet liv og og de skal naturligvis I laboratorier har et led i en samfundsud- man undersøgt, hvad behandles. vikling, hvor alting skal der sker, hvis man forDet er forfatteren Frederik Dessau enig i. gå stærkt. hindrer folk i at sove. Han peger på, at søvResultatet er, at de allinen afspejler det vågne Frederik Dessau, forfatter gevel til sidst falder i søvn, selv stående. Man liv. bliver irritabel og langsom. - Søvnproblemer er noget af det I Sverige fraråder myndighederne første, der melder sig, hvis man er ulykkelig eller ked af det. Om natten er helt, at man kører bil mellem fire og fem om morgenen, for på det tidspunkt vi overladt til os selv. Der er mørkt, og er kroppen indstillet på søvn, og hvis man er alene. Der er intet til at aflede man alligevel sætter sig bag rattet, har de tanker, der om dagen kan afledes med læsning, telefoner, fjernsyn og an- man en reaktionstid, som havde man en alkoholpromille på 0,8. I Finland og dre mennesker. Og så er dårlig søvn Norge har man målt, at omkring 20 også en følge af et fortravlet liv og et led i en samfundsudvikling, hvor alting procent af alle trafikulykker med dødelig udgang skyldes træthed, og selvom skal gå stærkt, siger Frederik Dessau, tallet formentlig er lavere herhjemme, der selv har lidt af søvnproblemer i to hvor vi ikke har så lange og lige vejår. strækninger, er fænomenet velkendt. - Jeg vågnede ustandseligt, og det er - Det er de ulykker, hvor bilen er kørt psykisk invaliderende. Men det gik af vejen, og der ikke er bremsespor. over af sig selv. 80 procent af alting Chaufføren har simpelthen sovet fra forsvinder jo af sig selv, siger Dessau. Selvom han ikke selv ville opsøge en hele ulykken, siger projektleder Pernille Ehlers fra Rådet for Større Færdselssøvnklinik, er han overbevist om, at de sikkerhed. mange klinikker er opstået, fordi der er dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk et reelt behov. Men han mener også,
“
”
fakta God søvnhygiejne ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■
Undgå kaffe, te og cola om aftenen. Rygning forstyrrer også søvnen. Undgå at indtage et stort måltid ved sengetid. Gå i seng samme tid hver aften. Soveværelset bør være køligt og mørkt. Falder man ikke i søvn i løbet af et kvarter, så stå op, og gå først i seng, når du er træt igen. Tænk problemer og bekymringer igennem sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Undgå at tage problemer med i seng. Kig ikke på uret, hvis du vågner om natten. Undgå søvn om dagen. Tag højst en lur på under 20 minutter. Undgå regelmæssig brug af sovemidler. De kan forstyrre søvnen og løser ikke søvnproblemet.
Kristeligt Dagblad Fredag 31. december 2004
”For mig er tilgivelse det samme som frigørelse. ” SVEND AUKEN
Langt fra Guds blik SIDE 12 Signatur SIDE 12 Svend Auken og den grundtvigske grød Nytårsquiz SIDE 14
SIDE 13
ET NYT ÅR TRUER At måle efter danskernes bekymringsbarometer er livet en farlig og ukontrollabel sag, som man må sikre sig bedst muligt mod. Tro, tillid og nærvær er bekymringens modsvar. Men bekymring er også samfundets kit, vurderer eksperter
KLÆDT PÅ TIL BEKYMRING AF ROBERTA MONTANARI
M
athias stavrer tillidsfuldt rundt på sine endnu lidt usikre ben. Den 15 måneder gamle dreng bevæger sig rundt i den julepyntede stue og ender ved sin mors knæ, han ser glædesstrålende op på hende. Sund, glad og med en robust appetit på livet. Men i det blik, som Mathias’ mor sender tilbage til ham, blander ømheden sig med en fortærende bekymring, der ofte holder hende vågen om natten. Mathias kunne få kræft, falde ned af en trappe, sluge toiletrens, vælte en reol ned over sig eller komme til at åbne et vindue og falde ud. Tankerne slår ned i tolk Lene Vestergaard, 34 år og fra København, mange gange i døgnet, og de kredser om katastrofer, som kunne ramme hende selv eller hendes nærmeste. – Når min mand skal med toget på arbejde, tænker jeg, at der kommer et terrorangreb og ånder først lettet op, når jeg nogle timer senere ikke hører noget i Radioavisen. Min søster kører dagligt på motorvej, og jeg gruer for, at der skal ske hende en trafikulykke. Hvis jeg står ved et gadekryds med barnevognen, tænker jeg, at en bil kunne køre galt og torpedere os, siger hun. Nytår er tiden, hvor vi gør status over fortiden og gør os klar til at træde ind i fremtiden: det nye år. Normalt opfatter vi fyrværkeri som en velkomst til en ny og glædelig tid. Men for få måneder siden gik det galt i Kolding, da en fyrværkerifabrik eksploderede. Mange koldingensere stod pludselig uden tag over hovedet, og en brandmand mistede livet. Også i aften vil hænder og øjne komme til skade, når festfyrværkeri brager det nye år ind. I drømme og ønsker om en glædelig fremtid sniger også slangen i paradis sig ind.
E
n diffus bekymring synes at have sænket sig over det danske samfund, og dens ansigter er mangfoldige. En naturkatastrofe som jordskælvet i Asien bærer ved til bekymringen. Vi sikrer vores hjem, børn, sundhed og velstand som aldrig før. Vi frygter usynlige trusler som terror, bakterier, epidemier, pludselig vold, naturforurening og social udstødelse. – Bekymring er en fremtidsforventning. Når vi synger, at lykken er lige om hjørnet, lurer også faren for, at noget kan komme i vejen. Bekymring bliver en måde at foregribe fremtiden på, siger Lars-Henrik Schmidt, professor i filosofi og rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet. – Uro og mangel på sikkerhed er tidens karaktertræk fra hverdag til storpolitik. De systemer, der skal sikre os, giver os ikke længere tryghed. For i sidste ende producerer sikkerhed sin egen usikkerhed. Nutidens mange usynlige trusler kan politi, militær og sundhedsvæsen ikke længere beskytte os mod. For eksempel spurgte mine børn, om vi
”Uro og mangel på sikkerhed er tidens karaktertræk fra hverdag til storpolitik. De systemer, der skal sikre os, giver os ikke længere tryghed. For i sidste ende producerer sikkerhed sin egen usikkerhed.”
SKRIV OM TEMAET ◆ Kristeligt Dagblad vil meget gerne høre, hvad læserne mener om dagens tema, ”Et nyt år truer”. I næste uge bringer vi udvalgte kommentarer og reaktioner fra læserne. Send et brev til e-mail-adressen: livogsjael@kristeligt-dagblad.dk eller til Kristeligt Dagblad, att. Liv&Sjæl, Rosengården 14, 1174 København K.
I L L U S T R AT I O N : P E T E R H E R M A N N
LARS-HENRIK SCHMIDT, PROFESSOR I FILOSOFI OG REKTOR PÅ DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITET
ikke skulle gå i Tivoli. Nej, svarede jeg, for det kunne være mål for terrorister, Danmark er jo et krigsførende land, fortæller LarsHenrik Schmidt. Han skelner mellem to slags bekymringer, forklaret med tyske gloser. Den ene er Sorge – den gode bekymring, der udspringer af omsorg, omtanke og pleje. Det andet ord er Kummer, som betyder nød, elendighed, afmagt og fører til handlingslammelse. – Sorge er det sociale kit, der holder sammen på os trods modsatrettede interesser, men det kan også kamme over i formynderi og omklamring. Når børn begynder at vise bekymring for andre, er det et modningstegn. Det betyder, at de er begyndt at reflektere over livet, siger Lars-Henrik Schmidt, der opfatter børn som fysiologiske repræsentanter for fremtiden. – Fødsel og død hænger uløseligt sammen. Når vi selv skaber liv, ser vi også vores endeligt i øjnene. Chokket over at få et barn – der er som en gæst, som ikke tager hjem igen – er en stor kilde til bekymring. For kan man nu magte opgaven? Og hvordan skal det gå? At Mathias’ mor, Lene Vestergaard, begyndte at bekymre sig så voldsomt under sin graviditet er ingen tilfældighed. For med opfyldelsen af en stor drøm – at få sin egen familie – kom også angsten for at miste det hele igen. – Jeg bebrejder mig selv mine bekymringer, for det virker så luksusagtigt. Sådan gør modne mennesker ikke, tænker jeg, alle skal jo dø! Men jeg er åbenbart ikke så god til at bære livets grundvilkår. Det er lidt pinligt.
N
ok er Lene Vestergaard mere bekymret end gennemsnitsdanskeren, men i psykologiske termer er der kun tale om gradsforskelle mellem almindelig hverdagsbekymring og psykiatrisk defineret angst. Alle befinder vi os et sted der imellem. Forskning viser desuden, at kvinder bekymrer sig mere end mænd. Kvinder søger, groft sagt, årsagen til bekymring i sig selv, mens mænd oftere reagerer udadtil. Jævnfør det stereotype billede af manden, der drikker sig fuld
og slår på tæven, når han er ulykkelig. Mere nøgternt viser tal, at kvinder er stærkt overrepræsenteret i angstsygdomme, depressioner og sociale fobier, hvor netop bekymring er et væsentligt symptom. Dansk Psykiatrisk Selskab anslår, at omtrent 800.000 danskere er plaget af psykiske problemer, og at tallet vil stige. Dorthe Thomsen, Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, har skrevet en ph.d.-afhandling om bekymringens tvillingesøster, rumination. Sidstnævnte omhandler negative tanker om fortiden og ses ofte ved post-traumatisk stress, mens bekymring per definition er fremtidshenvendt. En af Dorthe Thomsens konklusioner er, at de to fænomener hænger uløseligt sammen. Når man tænker negativt om fortidens hændelser, tænker man som regel også negativt om fremtiden. Hun kom frem til, at vores følelser er stærkt påvirkede af de negative tanker.
– Tidligere vidste man, at rumination og bekymring ledte til tristhed og depression. Nu viser det sig, at de også avler angst, skam, vrede og en oplevelse af dårligere helbred. Forsøg på to celletyper har desuden vist, at der er en forbindelse mellem negative tanker og immunceller. Visse typer bekymring er mere skadelige. Jo længerevarende og ukontrolleret, jo værre. Hvis bekymringen udelukkende er af mental karakter, hvor man hele tiden analyserer og taler indvendigt, kan det være en måde at undgå følelsesmæssig bearbejdning af et dybereliggende problem. Men er bekymringen sanset eller visuel, sker der en større bearbejdning, som faktisk kan være med til at løse problemet, siger Dorthe Thomsen.
A
t bekymring skulle høre til en bestemt alder, er ifølge hende ikke tilfældet. Både unge og gamle bekymrer sig af-
”Fokus på risici har taget overhånd. Det at undgå fremtidig sygdom er blevet et individuelt ansvar, så det er benhårdt for den enkelte.” LOTTE HVAS , LÆGE OG FORSKER PÅ INSTITUT FOR FOLKESUNDHEDSVIDENSKAB I KØBENHAVN
hængigt af indholdet i deres liv. Men hvad kan man gøre, for at komme de djævelske tanker til livs? – Prøver man at undertrykke dem, dukker de ofte op igen i pressede situationer. Men man kan med fordel distrahere sig selv, for bedre humør mindsker de negative tanker. Bunder bekymringerne i konkrete proble-
mer, eksempelvis en konflikt med chefen eller konen, er kuren selvsagt at løse problemet. Men er bekymringen en generel tendens, er det ting i en selv, der skal ændres. Så kan mental træning, meditation eller terapi hjælpe, siger Dorthe Thomsen.
D
en omsiggribende, påtrængende information i dagens samfund sniger sig ind på os, hvad enten vi vil det eller ej, og danner bekymrende fremtidsscenarier i vores bevidsthed. Holder den vestlige verdens oplysningstro på, at viden giver tryghed egentlig stik? Den uoverskuelige variation af sygdomme, vi i dag kan få at vide, om vi er genetisk disponerede for og måske forebygge, udgør en næsten uudtømmelig kilde til bekymring. Er det bedst at kende risikoen eller leve i lykkelig uvidenhed? Det ufødte fosters nakkefold, anlæg til kræft- og blødersygdomme,
cystisk fibrose, stofskifteproblemer og Huntingtons syge er noget af det, vi i dag kan testes for. For nylig kunne medierne melde om adskillige raske kvinder, der fik fjernet deres bryst for at imødekomme risikoen for brystkræft. Læge og forsker Lotte Hvas fra Institut for Folkesundhedsvidenskab i København fortæller, at man i lægekredse taler om et decideret risikoboom. – Fokus på risici har taget overhånd. Det at undgå fremtidig sygdom er blevet et individuelt ansvar, så det er benhårdt for den enkelte, siger hun. Bekymringen for bekymring er også karakteristisk for vores tid. For bekymring signalerer, at vi ikke har helt styr på livet og dets utallige komponenter, hvilket strider mod tidens herskende ideologi om, at vi har frit valg på alle hylder og dermed succes som fortjent. TEMAET ”ET NYT ÅR TRUER” FORTSÆTTER NÆSTE SIDE
Kristeligt Dagblad Fredag 29. juli 2005
”Der er en udbredt angst for spildt liv.” THORLEIF JEPPESEN
Når livet skifter spor SIDE 12 På sporet af kristendommen SIDE 12 Tre sporskifter der ændrede alt SIDE 13 Det femte bud SIDE 14
GRÆNSER Det handler om at mærke grænsen og mærke livet dér, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet, og man ikke ved, om man kan klare det. Derfor løber forstanderen på Haslev Udvidede Højskole, Jørgen Kvist, maraton
MARATONMANDEN
– Hvis jeg har sovet for lidt, kan jeg enten lægge mig til at sove eller tage skoene på og løbe en tur. Resultatet er det samme. Man kan løbe sig til glæde og til klarhed, siger Jørgen Kvist. – Foto: Leif Tuxen. AF TINE BJERRE LARSEN
D
et skete, da Jørgen Kvist gik til alters med sin datter. Han ville lige hurtigt kigge over på hende for at se, hvordan hun klarede det, og landede i det samme med knæene på bænken foran alteret et sted, hvor læderpolstringen lå skævt. ”Knæk”, lød det fra knæet, og det uheldige knæfald betød en knæskade, der satte en stopper for det, der skulle have været hans livs første maraton. Det var der måske en højere mening med, mente hans omgivelser. – En af mine elever mente, at Vorherre ville have, at jeg skulle ligge på knæ lidt længere. Min kone mente, at det var Vorherres måde at beskytte mig på. Hun siger altid til mig, at jeg løber mig i graven, siger Jørgen Kvist og griner lidt tilbagelænet i stolen i den store stue med udsigt til Haslev Udvidede Højskoles have. Episoden ved alteret ligger 10 år tilbage, og først da han fandt ud af, at et par nye løbesko gjorde hele forskellen, fik han opfyldt sit mål om at gennemføre et maratonløb. Sidste år løb han de 42,195 meter på 3 timer og 51 minutter, og i år har han lige overstået endnu et maraton. Han kom i mål efter 3 timer og 35 minutter. – Jeg havde skrevet mine mellemtider ned på armen, og det var dem, jeg konkurrerede med. Min strategi gik ud på at løbe i et rimeligt hårdt tempo de første 2530 kilometer, og når jeg så løb ind i ”muren”, så skulle det bare handle om at komme hjem. De sidste 10 kilometer var et helvede, og det var kun min stædighed og min vindermentalitet, der gjorde, at jeg gennemførte. Jeg fik ondt i min akillessene allerede efter 20 kilometer, men sagde til den: ”Smerte er et irrelevant spørgsmål. Det snakker vi om i morgen.” – Da jeg var fem kilometer fra mål, tænkte jeg, at det her gør jeg ikke igen. Jeg havde tabt hørelsen, fordi kroppen koncentrerede sig om de mest centrale funktioner, og jeg løb med næsten lukkede øjne. Alt, hvad der kunne lukkes ned, blev lukket ned. Jeg løb inde i en boble og kunne se, hvad
”Vi lever en tilværelse, hvor vi er pakket ind i vat med vores løn og pensionsordninger, og hvor alting kan lade sig gøre. Vi kan rejse hele jorden rundt, og vi kan blive tv-vært eller stjerne for aften. Der er ikke grænse for, hvad vi kan udrette med vores liv. Derfor er det rart at opleve, at der er grænse for min stædighed og vilje.” der foregik omkring mig. Der holdt en ambulance, og en person lå på en båre, og jeg overvejede kort, om jeg ikke bare skulle lægge mig hen ved siden af. Jeg tænkte på, at nu forstod jeg, hvorfor folk lægger sig ned for at dø på indlandsisen. Men min stædighed gjorde, at jeg fortsatte. Ydmygelsen ville have været for stor, og det ville gå ud over min ærekærhed. Kun hvis kroppen af sig selv havde sagt stop, var jeg stoppet, siger Jørgen Kvist og smiler igen midt i alvoren.
M
en han kom over målstregen, inden han lagde sig fladt ned på asfalten i 20 minutter for at komme til sig selv. To timer senere var han tilbage på højskolen for som kursusleder at starte et ugekursus om tro og etik. – Kursisterne syntes, at den unge forstander gik lidt mærkeligt, indtil jeg forklarede dem hvorfor. Det var et godt kursus, og en uge efter var smerterne og trætheden ved at være væk. Dér begyndte jeg allerede at tænke på det næste løb. Du har lige overlevet noget, der er en ekstrem belastning for din krop, og så tænker du kun på at gentage lidelsen?
– Det handler om at mærke grænsen og mærke livet dér, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet, og man ikke ved, om man kan klare det. Vi lever en tilværelse, hvor vi er pakket ind i vat med vores løn og pensionsordninger, og hvor alting kan lade sig gøre. Vi kan rejse hele jorden rundt, og vi kan blive tv-vært eller stjerne for aften. Der er ikke grænse for, hvad vi kan udrette med vores liv. Derfor er det rart at opleve, at der er grænse for min stædighed og vilje. Det gør mennesket lille, at der er ting, det ikke kan overvinde, og det har vi godt af, siger Jørgen Kvist. Hvad tænker man på, når man løber? – Man tænker på alt og intet og kan slet ikke forholde sig til, at man skal løbe 42 kilometer. Man løber sammen med 4-5000 andre, skulder ved skulder, men befinder sig i sit eget lille univers og snakker ikke med nogen. Man har kun sig selv, sin egen psyke og fysik, og kommunikerer kun med sin krop. Den giver signal om, at den trænger til væske, og så løber man ind for at drikke, men uden at stoppe. Det er vigtigt at holde rytmen og ikke gå i stå. Det er også vigtigt at drikke meget de første 10 kilometer, men ikke for meget, for så skal man tisse hele tiden, siger Jørgen Kvist. Op til maratonløbet havde han kun trænet fem uger, fordi han havde haft så alvorligt ondt i ryggen, at han i virkeligheden drømte om bare at kunne løbe en kilometer. Først prøvede han at løbe sine mindre ruter i området ved højskolen, og da han gennemførte at løbe 30 kilometer for at sikre sig, at hans muskler og sener var stærke nok til at stå distancen, begyndte han at tro på, at en maraton var realistisk. Hvad tid han ville løbe på, var han mere i tvivl om. – De, der løber rigtigt hurtigt, løber forrest. De, der løber langsomst, bagest, og så var vi et stort midterfelt. Man løber hele tiden og skifter position, og hvis man fornemmer, at der er en, der løber fra én, så går der sport i at få indhentet ham. Men det er vigtigt at lade hovedet og ikke øjnene
styre. Man skal vide, hvad man kan klare, og disponere rigtigt. Man er nødt til at dele distancen op i små bidder og kunne orientere sig ved hjælp af nogle tidsholdere, som løber med store balloner med tider på. Jeg sigtede efter ballonen med 3,45 og lå hele løbet foran den tid. Da jeg blev overhalet af en ballon med 3,30, kunne jeg mærke, at de løb hurtigere end jeg. Jeg kom i mål på 3,35 og kunne ikke have løbet fem centimeter mere, og jeg er meget tilfreds med min tid, siger Jørgen Kvist. At få lov til at løbe maraton og opleve kroppen ”i al dens konkrethed” er fantastisk, skulle han hilse at sige. – Det var også fantastisk at løbe op på Rådhuspladsen, hvor folk stod og klappede, der var musik og nogle, der sad og drak øl og kiggede på. Når jeg går inde i byen, så kan jeg huske, hvor langt jeg var, da jeg løb lige dér ved det hjørne, og hvor ondt jeg havde i foden lige ved den gade, siger Jørgen Kvist.
D
er er fredelige fuglefløjt og sommervarmt udenfor og indenfor i forstanderboligen, hvor sønnen lige dukker op for at høre, om far gider være med til at spille fodbold. Det gør han, men lidt senere, for lige siden han var dreng, har han været vild med sport. Til ære for fotografen er han trukket i løbetøjet og ligner stadig en dreng, der har svært ved at sidde stille og allerhelst vil ud at lege. – Jeg får næsten abstinenser af at sidde med løbetøjet på. Jeg har ikke været ude at løbe siden maratonløbet den 22. maj, og jeg er afhængig af at løbe. Jeg bruger det mentalhygiejnisk. Hvis jeg har sovet for lidt, kan jeg enten lægge mig for at sove eller tage skoene på og løbe en tur. Resultatet er det samme. Når jeg har travlt på jobbet, kan man komme hjem og flade ud foran tv’et med en cola og chips, men man får mere energi af at løbe. Det ville virkelig være svært for mig at blive fysisk handicappet – og for mine omgivelser. Min kone siger indimellem: ”Jørgen, tror du ikke, at du skal ud at løbe en tur?”
Det lyder meget imødekommende og omsorgsfuldt, men det er, fordi hun ved, at jeg vender tilbage som et nyt og bedre menneske. – Man kan løbe sig til glæde og til klarhed. Hvis man brokker sig lidt for meget over, at fodtøjet står og flyder, eller har et spørgsmål, man går og tumler med, så får man et friskt syn på en situation af en løbetur. Det, at man har 100 procent fokus på sin krop, sin salt-, syre- og væskebalance, betyder, at man kan overflytte den koncentration og skarphed til det, man var i gang med, og så går det meget nemmere, siger Jørgen Kvist. Han synes, at det er fremragende, at læger er begyndt at ordinere motion til patienterne. For han er ikke i tvivl om, at mange sociale og psykiske problemer kan afhjælpes med fysisk udfoldelse. – Det handler om at finde en balance mellem legeme, sind og sjæl. Mine bedsteforældre var hedeopdyrkere i Vestjylland og mærkede livet hver dag i nogle meget fysiske krav. I dag efterspørger arbejdsmarkedet udelukkende de intellektuelle og kreative kvalifikationer, og vi lever i et samfund, hvor kroppen er afmonteret. De fleste af os har job, hvor vi skal bruge hovedet og tænke og snakke, og for mange er kroppen bare et stativ, som skal bære vores hoved og de to tynde arme, som vi skal bevæge tastaturet med. Men det er sørgeligt, når mennesker på min alder ikke kan løbe, siger Jørgen Kvist. Han har altid vægtet de fysiske fag højt på højskolen, og næste år udbydes den nye linje ”krop og puls”. Her er det meningen, at eleverne kan træne til maraton, surfe og sejle og i det hele taget udfordre kroppen. – For 100 år siden tog folk på højskole for at få ånd og udsyn og intellektuelle udfordringer. I dag kommer de her for at prøve kroppen af, fordi de ikke har lavet andet end at gå i skole hele deres liv.
I
virkeligheden harmonerer det individuelle løb dårligt med Jørgen Kvists menneskesyn og idealer. – Jeg vil helst spille fodbold, så hvis der var nogen, der gad at
”Jeg tror, at en søndag, hvor jeg først har været i kirke, så har løbet og til sidst ser en Superliga-kamp med børnene, er så optimal, som den overhovedet kan blive.” spille med mig fire gange om ugen, var det fint. Jeg er mest til holdsport, og det er også min livsholdning, at man får det bedste resultat ved at udnytte den enkeltes evner og ressourcer til fælles bedste. Det er sådan, jeg arbejder som højskoleforstander. Men der behøver ikke at være en modsætning. Man kan pendulere mellem det individuelle og fællesskabet, så der bliver plads til, at den enkelte kan vokse og få udfordringer, så vi ikke alle sammen skal være lige små, siger Jørgen Kvist. Og så er det med at løbe så nemt, praktisk og billigt. Det koster et par løbesko, som man kan have med i tasken overalt og tage på, når man har været til møder og konferencer rundtomkring i landet. – I mit job er jeg sammen med mennesker hele tiden, og så har jeg brug for at være alene og koble af. At løbe af sted ud over markerne eller inde i byen er ikke det afgørende. Det handler om at mærke kroppen og slukke for kontakten til hovedet. Men selvom jeg løber af lyst og for mig selv, så løber jeg altid på tid. Jeg kunne aldrig finde på at løbe uden ur. Det kan ikke bare være en dejlig naturoplevelse? – Nej, det har et element af præstation og konkurrence i sig. Det er kroppen, der skal testes, så man glemmer alt andet. Hvis jeg skal slappe af og have en naturoplevelse, så tager jeg fiskestangen i stedet for, siger Jørgen Kvist. På en måde synes han, at det er lidt patetisk, at man som 40-årig ikke vil affinde sig med naturens
forfald, men skal bevise, at man er evigt ung. Men på den anden side kan han ikke lade være. Næste år skal Jørgen Kvist løbe maraton igen for at komme derud, hvor der er en risiko for, at man ikke kan klare den. Han har udlovet en stor middag til de elever, som kan løbe maraton hurtigere end ham, og han håber på at blive slået. – Jeg vil prøve, om jeg kan nå ned på 3 timer og 15 minutter. Det er en meget stor forbedring, og nogen siger, at det er farligt at sige sin tid højt, men jeg mener, at det gælder om at sige det til så mange som muligt. For så har du så meget ære i klemme, at du er nødt til at gøre det, siger Jørgen Kvist, der – ære eller ej – hænger på det med at løbe. – Det er en luksus, at man kan bevæge sig frivilligt og ikke skal knokle som vores forfædre. Til gengæld får jeg lidt dårlig samvittighed, hvis der er gået 10 dage, hvor jeg ikke har løbet. Det er lidt ligesom med at gå i kirke eller børste tænder. Man skal gøre det for at have det godt. Jeg tror, at en søndag, hvor jeg først har været i kirke, så har løbet og til sidst ser en Superliga-kamp med børnene, er så optimal, som den overhovedet kan blive, siger Jørgen Kvist og ser nærmest lykkelig ud bare ved tanken. livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
JØRGEN KVIST ◆ er født i 1965 i Ølgod i Vestjylland, uddannet cand.theol. i 1996 fra Aarhus Universitet. Næstformand i Kristeligt Folkepartis Ungdomsafdeling og folketingskandidat 1987-94, folketingsmedlem (afløser) i 1991. Ansat som højskoleforstander på Haslev Udvidede Højskole siden 1997. Gift med scient.pol. Marianne Hoff Andersen, og sammen har parret børnene Theresa, 12 år, og Adrian, 7 år. ◆ Jørgen Kvist løb maraton første gang i 2004 på 3 timer og 51 minutter og slog i år sin egen rekord med tiden 3 timer og 35 minutter. Ud over en hang til langdistancer er Jørgen Kvist til fodbold, fluefiskeri, natur, politik og debat.
Kristeligt Dagblad Fredag 9. juni 2006
”Jeg har fået en fremtid, fordi jeg har lagt fortiden bag mig.” KNUD ROMER
Sjælen kan ikke bare skrues af og på SIDE 12 Anders And, Andersen og andre eventyr SIDE 12 Vi bærer sorgen med på ferie SIDE 13 At få en sten til at græde SIDE 14
BIOLOGIENS GENKOMST Den rene kemi er på vej til at sejre over miljøet, når videnskaben skal forklare, hvorfor vi mennesker opfører os forskelligt. Det sker på bekostning af kulturen og miljøet, der ellers var den foretrukne forklaringsmodel indtil for bare få år siden
SJÆLEN
SIDDER
AF ERIK BORK
D
et hele afslører sig under en simpel parallel-parkering eller ved et hastigt blik ind i en tøjforretning. I bilen sætter de fleste mænd hjemmevant gearet i bak og svinger så rettet – først mod højre og så mod venstre – indtil bilen let glider ind i sin bås. Så let har mændene det til gengæld ikke i tøjforretningerne. Her regerer kvinderne ved at se, lugte og føle sig frem til den perfekte vare, imens mændene kun modvilligt følger trop. Umiddelbart to banale scener fra et moderne storbyliv, men ifølge den såkaldte evolutionære psykologi også et klart eksempel på, hvilke evner vi som mennesker er født med takket være vores tusindårige historie. I urtiden var det nemlig mændene, der gik på jagt og derved udfordrede og udviklede de deres rummelige sans, når dyret skulle nedlægges med våben, eller når mændene skulle finde tilbage i det uvejsomme terræn. Den slags bøvlede kvinderne ikke med. De blev hjemme ved bopladsen, hvor de passede børnene, og begav sig kun af sted i samlet flok, hvis de på forhånd havde en god idé om, hvor de bedste ”shoppingmuligheder” befandt sig i form af gode bær eller lækre frugter, som de til gengæld hurtigt scannede for kvalitet og næringsværdi. Sådan kan kvinder og mænds evner og muligheder ifølge evolutionærpsykologien forklare utallige episoder i det moderne liv – og selv her titusinder af år efter, at evnerne blev skabt, er den evolutionære forklaringsmodel måske mere populær end nogensinde før. Alene på den internationale internetboghandel Amazon.com er der registreret hundredvis af videnskabelige eller populærvidenskabelige bøger om ”human evolution”, og der kommer ugentlig nye til. Danske bidrag – for eksempel i form af hjerneforsker Morten Kringelbachs bestseller-bog ”Hjernerum”, det populære tvprogram ”Den lille forskel” og brødrene Lund Madsens voldsomt populære teaterstykke ”Mr. Nice Guy”, der på humoristisk måde afdækkede menneskets biologi, viser at det evolutionære paradigme i helt usædvanlig grad har fået fat i offentligheden i disse år.
V
ores psyke er ikke meget andet end biologi, lyder budskabet. Men ikke nok med det. Også vores krop er ned i mindste detalje et spejl af vores evner, og hvis du for eksempel er en mand, og din ringfinger er relativt længere end din langfinger,
I GENERNE
”I 1950’erne startede UNESCO ligefrem en storstilet kampagne med det formål at fremme de samfundsvidenskabelige forklaringer og komme væk fra biologien. Udgangspunktet var, at vi alle sammen skulle være ens. I dag er der til gengæld ingen tvivl om, at debatten er ved at vende igen til fordel for et mere biologisk menneskesyn.”
”Nogen kalder det en slags genoplivning af arvesynden. Jeg ser sådan på det, at man ikke kan stoppe videnskaben, men man kan i stedet insistere på, at ens dna er en privat sag, så man ikke risikerer at blive brændemærket.” DENNIS NØRMARK, ANTROPOLOG
risikerer at blive brændemærket, siger Dennis Nørmark.
POUL DUEDAHL, MAG.ART. I HISTORIE OG PH.D.-STIPENDIAT
er du sandsynligvis en god løber. Til gengæld kan du have tendens til depression. Er du en høj og ranglet fyr, risikerer du at være en doven elsker – helt i modsætning til de lidt lavere og atletiske mænd, der er spontane, men oftere er deres ægtefæller utro. Det hele er et spørgsmål om hormoner, der igen er resultatet af vores biologiske udvikling. Den slags forklaringsmodeller står i direkte modstrid med den herskende videnskab i efterkrigstiden og især i 1970’erne. Dengang søgte man ikke forklaringerne i arven, men derimod i miljøet, der til gengæld kunne ændres og tilpasses, så forskellen mellem mænd og kvinder udviskedes, og vi alle endte med at få samme muligheder. – Efter Anden Verdenskrig har man haft en berøringsangst for biologiske forklaringer, fordi de forklaringer spillede en rolle i forhold til holocaust, forklarer Poul Duedahl, mag.art. i historie og ph.d.-stipendiat ved institut for historie på Aalborg Universitet med en afhandling om racebegrebets historie. – I 1950’erne startede UNESCO ligefrem en storstilet kampagne med det formål at fremme de samfundsvidenskabelige forklaringer og komme væk fra biologien. Udgangspunktet var, at vi alle sammen skulle være ens. I dag er der til gengæld ingen tvivl om, at debatten er ved at vende igen til fordel for et mere biologisk menneskesyn. Det ses både på de videregående uddannelser og i helt almindelige fjernsynsudsendelser, hvor det ikke længere er tabu
M
TEGNING: PETER M. JENSEN
at fokusere på mennesket som et biologisk væsen. Holocaust er ved at være glemt, og man tør igen fokusere på menneskets biologiske forskelle, forklarer Poul Duedahl.
E
n af fortalerne for det nye menneskesyn er antropolog Dennis Nørmark, der underviser på Aarhus Universitet. Han er i øjeblikket ved at skrive bogen ”Det virkelige menneske”, hvor han sammen med medforfatter Lars Andreassen forsøger at ”skrælle alle drømmene om mennesket væk og i stedet præsentere mennesket, som det i virkeligheden er.” I bogen anklager de humaniora for at have gjort kulturen til menneskets nye sjæl, og Dennis Nørremark præsenterer i stedet en række biologiske forklaringer på menneskets adfærd. – De humanistiske fag og psykologien prøver krampagtigt at holde fast på miljøets betydning
for menneskets sind, for man mener ikke, at der bør være nogen grænser for, hvad mennesket kan gøre. På den måde vil man heller ikke se i øjnene, at der for eksempel er biologisk forskel mellem kønnene. At mænd for eksempel fra naturens hånd er mere nysgerrige og mere opfindsomme end kvinder, siger Dennis Nørmark. Netop den slags konklusioner viser med al tydelighed, hvor kontroversiel de evolutionære forklaringsmodeller kan være. De fleste kan måske nok trække genkendende på smilebåndet, når de ser en mand gå gabende igennem en tøjforretning, eller når de ser en kvindes problemer med at parallel-parkere, men hvad sker der, hvis man begynder at drage konsekvenser af forskellene? – Det er klart, at de biologiske forklaringsmodeller kan virke kontroversielle, og nogen er bange for, at de virker determinerende. Men sådan ser jeg ikke på det.
Nok har vi forskellige biologiske forudsætninger, men kulturen virker som et forstørrelsesglas og forstærker tendenserne, og selv om vi ikke kan ændre voldsomt på biologien, så kan vi faktisk ændre på kulturen. Vi kan for eksempel undersøge, hvorfor mænds job traditionelt bliver opfattet som mere statuspræget, og så i stedet forsøge at ændre på den tænkning, siger Dennis Nørmark. Endnu mere kontroversiel bliver den biologiske forklaringsmodel, når også kriminel adfærd forsøges forklaret med biologi. Ifølge Dennis Nørmark er det allerede sådan, at man kan påvise elementer i hjernen, der kan betyde større kriminalitet hos en bestemt familie end hos andre. – Nogen kalder det en slags genoplivning af arvesynden. Jeg ser sådan på det, at man ikke kan stoppe videnskaben, men man kan i stedet insistere på, at ens dna er en privat sag, så man ikke
en spørgsmålet er, om det ikke allerede er for sent. Biologiske forklaringer på kriminalitet har sit ideologiske udgangspunkt helt tilbage i 1870, hvor den italienske læge Cesare Lombroso en vinterdag var i færd med at obducere liget af en røver og pludselig opdagede en række abnormiteter i kraniet, der mindede om dem, man kunne finde hos laverestående hvirveldyr. I de følgende år udviklede Lombroso en kontroversiel teori, der i 1876 blev udgivet i værket ”L’Uomo Delinquente”, hvor han anskueliggjorde sammenhæng mellem udseende og adfærd, og hvordan forskellige forbrydelser kunne opspores via dyriske træk i ansigtet og udseendet af hovedets form. Lombrosos teorier blev gemt omhyggeligt af vejen i tiden efter Anden Verdenskrig, men i dag vækker kroppen som bevismateriale igen genklang hos videnskaben, siger historiker Poul Duedahl: – I dag er biologiske forklaringer på kriminalitet igen blevet så stuerene, at eksempelvis den amerikanske tv-station Discovery Channel med jævne mellemrum sender budskabet lige lukt ind i folks dagligstuer. Beredvilligt støttet af amerikanske universiteter, der ofrer millioner af dollars på at analysere kroppens overflader og dybder for at løse kriminalitetens gåde. Det sker blandt andet ved hjælp af hjernescanninger, der skal påvise forskelle mellem forbryderiske og lovlydige borgere, siger Poul Duedahl. Netop på grund af sin tilsyneladende direkte konfrontation med den traditionelle psykologi, har den evolutionære biologi og den evolutionære psykologi skabt mange fjender. Et par af dem er
det britiske ægtepar Hilary og Steven Rose, der henholdsvis er sociolog og biolog og sammen har redigeret bogen ”Alas, poor Darwin”, der argumenterer mod evolutionær psykologi. – Menneskelig adfærd er kompleks og kræver komplekse forklaringer, siger Steven Rose til Kristeligt Dagblad og fortsætter: – Alligevel er evolutionærpsykologien fanget i en næsten religiøs higen efter enkle forklaringer. Evolutionærpsykologien hævder, at menneskelig adfærd dybest set ikke har forandret sig i titusinder af år. Det hænger slet ikke sammen med, at biologer samtidig kan konstatere, at dyr hurtigt tilpasser sig i forhold til nye omgivelser. Spurvefugle, der blev transporteret fra England til Amerika, har for eksempel forøget deres benlængde med fem procent i løbet af et århundrede for at tilpasse sig nye omgivelser. Der har således været rigeligt tid fra stenalderen og frem til i dag til, at mennesket har kunnet forandre sig i forhold til kultur og teknologi, siger han.
S
amme udgangspunkt tager klinisk psykolog Finn Korsaa, der blandt andet i Psykologi Nyt har advaret mod, at biologien trænger sig for meget ind på psykologien. – Det var været en klar tendens i de sidste 5-10 år til, at man tillægger biologien større og større betydning. Tidens naturvidenskabelige metaforik bygger på en irrationel tro på fornuften, men mennesket er jo ikke en biologisk robot, siger Finn Korsaa. Bekymringen gælder især på det psykiatriske område, hvor hjernescanninger og raffinerede blodprøver i de senere år har fået stor betydning for diagnosticering af psykisk sygdom – lige fra ludomani til alkoholisme, depression og skizofreni. Noget som blandt andet Foreningen af Psykiatribrugere har hidset sig op over. – Den biologiske forklaringsmodel ridser efter min mening kun i overfladen, siger Erik Olsen, formand for Foreningen af Psykiatribrugere i København. – Der er i øjeblikket en fiksering på de biologiske årsagsforklaringer, og det fører simpelthen til overgreb mod mennesker. For hundrede år siden var psykiatrien langt mere filosofisk, og det synes jeg giver meget mere mening. Som tidligere psykiatrisk patient er jeg mest interesseret i, hvad der virker, og her må jeg altså konstatere, at de biologiske forklaringer hjælper mig mindre end de psykologiske, siger Erik Olsen. FORTSÆTTER NÆSTE SIDE
NYE REJSER TIL KULTUR OG NATUR TEMAs nye vinterkatalog er lige udkommet. Her tilbyder vi 45 forskellige rundrejser til kultur og natur fordelt på 27 lande og 6 kontinenter – og hele 15 spændende nyheder. Med TEMA rejser du ikke til verdens mest berømte steder, men de mest interessante med dygtige rejseledere. Kombinér din rundrejse med en badeuge med Star Tour. HØJDEPUNKTER I KAP VERDE
VENEZUELA fra Angel Falls til Andesbjergene
15 dage fra kr. 12.998,-
15 dage fra kr. 18.948,-
Begge rundrejser er inklusive en uges afslappende badeferie.
Se hele TEMA-programmet på www.temarejser.dk • Bestil katalog på 38 38 28 16 • Bestil rejse på 70 10 03 99
ET STAR TOUR SELSKAB
Kristeligt Dagblad
Fredag 28. november 2008
”Vi betragter højst Gud som noget, der er lavere rangerende end os.” Martin Lönnebo
De fine manerers sprog side 14 250 års litterært sprængstof side 14 Advent tænder lys i vore sind side 15 Hvid gløgg til advent Bagsiden
Kønsroller Billedet af kvinden som den blide og lovlydige borger får stadig trangere kår, i takt med at der figurerer flere kvinder i Kriminalforsorgens statistikker. Spørgsmålet er imidlertid, om kvinderne også får straf som forskyldt
DEN KRIMINELLE KVINDE
ILLUSTRATION: PETER HERMANN
af freja bech-jessen
D
a den kvindelige læge Elisabeth Wæver i 1995 satte ild til sin elskers villa på Bornholm og dræbte hans kone og to små børn, var det ikke kun hendes forbrydelse, men i lige så høj grad hendes køn, der vakte opsigt. Tanken om, at en kvinde koldt og kynisk var i stand til at planlægge og udføre en mordbrand for at udrydde en sovende familie, var ganske enkelt fremmed og foruroligende for de fleste. Ikke desto mindre er der stadig mere, der tyder på, at danskerne skal til at vænne sig til tanken om, at kvinder – også når det gælder kriminalitet – er begyndt at markere sig på hidtil mandsdominerede arenaer. For selvom kvinderne forsat er stærkt underrepræsenteret i Kriminalforsorgens statistikker, så har de seneste 20 år budt på markante forandringer. Antallet af kvinder, der bliver dømt for kriminalitet, er næsten fordoblet siden 1990, hvor godt 19.000 kvinder fik en dom. Det tal var sidste år steget til næsten 37.000, hvilket svarer til en stigning på 93 procent – altså næsten en fordobling. Kriminologer såvel som psykologer peger på det voksende fænomen som en form for ligestillingens skyggeside. – Det er ikke længere kun drenge og mænd, der skal klare sig godt i skolen, få en uddannelse og en succesfuld karriere. I dag findes de samme forventninger til piger og kvinder. Og det betyder, at de, der ikke klarer den, tyer til andre – kriminelle – måder at få respekt og status på. Ligesom mænd, der falder udenfor, har gjort det i årtusinder, siger Annika Snare, der er kriminolog ved Københavns Universitet og har forsket i kvindelige kriminelle.
E
lisabeth Wævers forbrydelse hører derfor fortsat til blandt de sjældne og spektakulære. Langt størstedelen af de kvinder, der bevæger sig væk fra dydens smalle sti, begår nemlig ikke vold eller mord, men berigelseskriminalitet som tyveri og bedrageri. Og når kvinder endelig dræber, dræber de ikke fremmede familier, men deres egen. Bag tallene over de få kvindelige mor-
dere, der optræder i statistikken – i 2007 blev fem kvinder dømt for mandrab, mens 25 mænd fik samme dom – findes der således typisk tragiske historier om kvinder, der sindssyge og desperate tager livet af børn, de ikke magter. Det er i midlertid ikke ensbetydende med, at volden fortsat er fremmed land for kvinder. For også her er der – især blandt de yngre kvinder – sket en overraskende udvikling. De vilde piger, som de bliver kaldt, begyndte for alvor at markere sig i gadebilledet og fylde avisernes forsider ved årtusindskiftet. Ikke fordi de var mange, men fordi man ikke tidligere havde set piger, der organiserede sig i bander og tyraniserede deres jævnaldrende med vold og trusler. Pigerne tog både politi og sspkonsulenter på sengen. Banderne opstod i skyggen af de veletablerede drengebander og vakte ikke i første omgang ordensmagtens opmærksomhed. De havde ganske enkelt ikke fantasi til at forestille sig, at de før så stille og pæ-
ne piger pludselig ville opføre sig aggressivt og udadfarende. Men det gjorde de, og det med en vold og råhed, der på ingen måde stod tillbage for drengebandernes brutalitet. Det daværende Socialministeriets Udviklings- og Forskningscenter for Børn og Unge vurderede i 2004, at der i Danmark er over 2000 ”vilde piger”, og at to ud af tre kommuner har problemer med den nye pigetype, der i stedet for at vende desperationen og frustrationen indad mobber, slår eller stjæler. Odense Kommune er en af dem. Ifølge Christian Frederiksen, der er leder af kommunens forebyggelsesafdeling, er der ikke forskel på de voldelige piger og drenge. Det er børn og unge og børn, der er blevet svigtet og i mange tilfælde også misbrugt eller misrøgtet. Det overraskende er, at pigerne har overtaget drengenes måde at reagere på. – Vi havde ikke set den form for opførsel hos piger. Og selvom de typisk kun opfører sig voldeligt over for piger, de kender og er
uvenner med, så er deres måde at håndtere deres frustration på anderledes end det, man tidligere har set, siger Christian Frederiksen. Da pigerne først begyndte at vise sig i Odense, fandtes der ingen tilbud særlig rettet mod piger. I dag er der to pigeprojekter i kommunen. Og det er der i høj grad behov for, mener kriminolog Annika Snare. – Der er ingen tegn på, at udviklingen vil vende, og at kvinder igen vil opfører sig mindre kriminelt. Derfor er der god mening i at lave lave præventivt arbejde. Her er der brug for tilbud specielt rettet til piger, som ikke går op i fodbold, siger hun.
K
riminologen bakkes op af undersøgelser fra både Center for Selvmordsforskning og Institut for Folkesundhed, der viser, at langt flere piger end drenge mistrives. Cirka 50 procent af de adspurgte piger fortæller, at de inden for det sidste års tid har haft så alvorlige personlige, følelsesmæssige eller
psykiske problemer, at de har haft behov for professionel hjælp. Det samme gør sig kun gældende for 25 procent af drengene. Men selvom kvinder såvel som piger i stadig stigende grad dukker op i kriminalstatistikken, så er det ikke alle, der mener, at de får straf som forskyldt. – Der har været mange diskussioner om, hvorvidt kvinder generelt straffes mildere end mænd, men der er ingen undersøgelse, der endeligt afkræfter eller bekræfter den teori. Nogle faktorer – for eksempel tidligere straffe – har betydning for, at kvinder, der i højere grad er førstegangslovovertrædere, slipper med en mildere straf. Men det er jo ikke udtryk for forskelsbehandling, men for ligebehandling, siger juraprofessor Vagn Greve, der dog samtidig peger på, at flere ældre dommere har fortalt, at de har givet kvinder mildere straffe – alene fordi de var kvinder. Tidligere dommer ved Hillerød Kriminalret Peter Garde er en af de dommere. Han husker, at han
i tre tilfælde har givet en kvinde en mildere dom. I den ene af sagerne var der tale om røveri, i de to andre havde de anklagede stukket henholdvis en sagsbehandler og en togkonduktør en lussing. – Der var tale om grænsetilfælde på vippen mellem betingede og ubetingede domme, og så valgte jeg at vægte, at kvinderne havde huset fuldt af børn. Kvinden, der havde slået en konduktør, var dog så stort et fæhoved, at hun ankede sin betingede dom. Og så måtte hun selvfølgelig en tur i fængsel, fordi dommerne ved landsretten – det var sikkert kvinder – var knap så ridderlige, siger den pensionerede dommer, der selv tror, at den ridderlige retspraksis er gået på pension sammen med ham. – Tiderne har ændret sig, og ansvaret for hjem og børn er blevet omfordelt. Samtidig ved jeg, at der ikke er nogen af mine tidligere kvindelige kolleger, der kunne finde på at give en kvinde rabat alene på baggrund af kønnet, siger Peter Garde.
M
en en ting er, hvad dommerne mener, noget andet er befolkningens holdning til kvinder, der begår kriminalitet. Og her er ligestillingen knap så nem at få øje på. Undersøgelser fra både ind- og udland, viser nemlig, at folk – når de præsenteres for en forbrydelse – takserer straffen forskelligt, afhængigt af om det er en mand eller en kvinde, der har begået den. Det fortæller filosof Jesper Ryberg, der står i spidsen for forskningsgruppen for straf og etik på Roskilde Universitetscenter: – Når man beder mennesker tage stilling til, hvordan en given forbrydelse skal straffes, er der en klar tendens til, at folk ønsker at straffe mænd hårdere end kvinder. Og det viser jo, at vi fortsat har svært ved at se kvinden i rollen som kriminel, som voldsforbryder, røver eller bedrager – alene fordi hun er kvinde.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Kønsroller Piger, der slår og sparker, rammes hårdere end voldelige drenge. De fordømmes ikke kun for den vold, de begår, men også fordi de bryder med traditionelle kønsmønstre
VOLDELIGE PIGER FORDØMMES DOBBELT af freja bech-jessen
P
iger er stille og pæne og opfører sig ordentligt. Sådan lyder en måske gammeldags, men ikke desto mindre meget gængs og udbredt beskrivelse af unge kvinder. Og derfor er livet ekstra svært for de piger, der falder helt uden for kategorien og opfører sig alt andet end pænt og stille, men tværtimod slår, sparker og mobber deres jævnaldrende. – Piger, der tyer til vold, er meget få og bliver derfor lettere marginaliseret, men de bryder samtidig med normsy-
stemet i dobbelt forstand, fordi de ikke bare er voldelige, men også er voldelige piger, og dermed bliver de lettere stigmatiseret, siger Ida Koch, der er ungdomspsykolog. Hun arbejder tre dage om ugen i ”Den gule flyver” på Nørrebro, et skoleprojekt for unge – heriblandt også unge piger, der slår. – Det, der kendetegner disse piger, er, at de er sårbare og skadede sjæle under deres hårde ydre. Det er piger, der har været udsat for voldsomt omsorgsvigt. Og selvom de med deres agressive adfærd i første omgang kan synes stærke og seje, så har de i virkelighed meget
lidt tiltro til sig selv. De føler sig chanceløse i et samfund, hvor de falder helt udenfor, både fordi de slår, og fordi de ikke opfører sig som piger. For rigtige piger tæsker jo ikke løs på hinanden, går amok eller brænder andre piger med glødende cigaretter, siger Ida Koch.
I
da Koch tager ikke pigernes vold i forsvar. Hendes pointe er blot den, at den ikke adskiller sig fra drengenes. Den virker bare mere overvældende, fordi vi ikke forventer vold fra piger, der ikke traditionelt set har markeret
Romanen, der griber læsere verden over HYTTEN beskæftiger sig med det tidløse spørgsmål: Hvor er Gud i en verden, der er hjemsøgt af så ubeskrivelige lidelser? Paul Youngs debutroman har solgt i mere end 4 millioner eksemplarer i USA og er nu på vej i oversættelser verden over. Den danske udgave udkom 14. november. Læs mere om HYTTEN på www.boedal.dk.
sig stærkt i kriminalstatistikkerne. I 1990 var der 55 domfældelser over piger i 15- til 19-årsalderen. I 2005 var det tal steget til 313. – De aggressive pigers opførsel skal til dels ses som et resultat af en generel ligestilling mellem kønnene. Drenge og piger har nærmet sig hinanden, både hvad angår den måde, de vokser op på, og de forventninger, vi har til dem. Men samtidig har medier og film også skabt et nyt pige- og kvindebillede, der er sejt og handlekraftigt. Kvinder, der godt tør træde i karakter også fysisk. Det gælder både udenlandske og dan-
ske film som ”Figther” og ”Råzone”, der netop har unge piger i hovedrollen som slagfærdige og kæmpende helte, siger Ida Koch. Ifølge psykologen er det en adfærd og en rolle, der appellerer til nogle af de unge. For eksempel til piger, der før har været stille, undertrykte og ofre for mobning, eller piger, der har oplevet svigt og forsømmelser fra voksne. De finder med volden en måde at markere sig på ved at optræde råt og udfarende og blæse vreden ud. – Langt de fleste vender fortsat deres vrede og frustration indad i en selvska-
dende adfærd. Men et lille antal er altså begyndt at gøre det modsatte. Hvis vi skal nå dem, bliver vi nødt til at skabe rammer for en socialpædagogisk indsats, der kan vise dem, at de rent faktisk har chancer i samfundet. Og at de ikke behøver at bruge vold for at få den respekt og anerkendelse, som de i virkeligheden længes efter, siger Ida Koch.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Klosterrejser for sjæl & legeme Tag med Kirsten Kjærulff på valfart til Hildegards Klostre i Tyskland den 8.-15. juni, kr. 4.875,Eller tag på egen hånd til et af vore mange spændende rejsemål f.eks.: t Mallorca, 7 dage med ophold på Santuari de Cura, fra kr. 4.295,t Rom i Påsken, den 8.-13. april, bo på det unikke klosterhotel Domus Nova Betlehem, kr. 5.495,Læs mere om rejserne på vores hjemmeside W. Paul Young Hytten Roman, 256 sider Kr. 199,00
Tlf. 48 79 73 77 / www.boedal.dk
Vi tilbyder rejser med dansk rejseleder, hvor alt er tilrettelagt, og rejser på egen hånd, hvor du selv sætter programmet.
www.unitasrejser.dk 87 231 256
Journalisthøjskolens åbne uddannelser Lær det journalistiske håndværk og bliv bedre til at kommunikere Læs mere på: www.update.dk/aabenuddannelse
xxxUPDATExxxxxxxxx xxxDanmarks meDie- og JournalisthøJskolexxxxxx xxxtlF 8944 0593xxxWEBWWW.UPDATE.DkxxxMailupDate@UPDATE.Dkxxxxx