Scene&Kultur 1 2024

Scene Kultur

Lise Nørgaard ville, at holdet bag ny Matadormusical skulle ”gå til den” – nu kommer Korsbæk på scenen. Reportage side 22

Yngre skuespillere er i overtal –men et aldersopgør er måske på vej i dansk scenekunst. Nyhed side 4

For at debutere på teatret må Stine Pilgaard slippe sin vante kontrol. Interview side 18

Bag enhver forestilling står et helt hold – ikke bare af skuespillere og kreative, men også af håndværkere, teaterpersonale og teknikfolk, der arbejder i måneder for at få alting klar til publikum. I dette Scene&Kultur-tillæg kan du komme med både foran og bagved scenetæppet, når Kristeligt Dagblad zoomer ind på den kommende teatersæson. Tak, fordi du læser med. Benedikte Christine Rasmussen, tillægsredaktør på Kristeligt Dagblad

4 Nyhed Ældre skuespillere har svært ved at få roller. Men noget er ved at ændre sig

6 Anmelderne anbefaler Fra hverdagspoetisk musik til comeback fra en kendt og elsket koreograf

8 Interview Nyt teaterstykke undersøger, hvad en shitstorm gør ved et menneske

10 Musikhistorie Midt i en pæn jazztid

12 Baggrund Igen, igen og én gang til. Publikum vil i teatret og se det, de kender

14 Billeder Sceneliv verden over

16 Interview Når etikken og moralen er i forfald, hersker dødsdriften

18 Interview ”Meter i sekundet” var baseret på hendes eget liv. Nu vil Stine Pilgaard skrive om andres

22 Reportage Karaktererne fra Korsbæk genopstår i ny musical

24 At vælge skuespillet Tre skuespillere om at vælge skuespilvejen

26 Reportage På Højbo Friskole k børnene drama på skemaet

30 Interview Det er 15 år siden sidst. Nu sættes manderollen atter under lup

32 Reportage Kærlighed og kon ikt. ”Indenfor murene” afspejler vores samtid

34 Kulturhistorie I år pakkes den ikoniske Orange Scene ned for sidste gang

37 Reportage De vækker scenografernes drømme til live

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Ældre skuespillere har svært ved at få

roller. Men noget er ved at ændre sig

Traditionelt har både tvog teaterbranchen dyrket ungdommen med en overvægt af yngre skuespillere til følge. Tiden er dog moden til, at de ældre skuespillere i højere grad får lov at indtage scenen, lyder det fra branchen nyhed

Frida Holm Nim nim@k.dk

Danske skuespillere og scenekunstnere er relativt unge.

Det viser nyligt opgjorte tal fra Danmarks Statistik, der fortæller, at mere end en tredjedel af landets skuespillere er under 40 år. Til sammenligning er det hver fjerde billedkunstner, der er yngre end 40 år, mens det blandt forfattere kun drejer sig om 9 procent. Ifølge Stig Jarl, der er lektor emeritus ved institut for kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet og tidligere forsker i teatersociologi, har tv- og teaterbranchen altid været særligt appellerende for de unge:

”Fænomenet er ikke nyt, men er nok alligevel taget til i de seneste 20 år. Som skuespiller er der mulighed for at udtrykke sig meget ekspressivt og for at blive synliggjort, og netop synlighed og individuel profilering betyder meget i de her år. Vælger man som ungt menneske at gå skuespillervejen, er der også mulighed for en vis eksponering, som for nogle kan virke tiltalende.”

28-årige Katrine Juliane Krone tilhører den unge generation af skuespillere, og hun er opmærksom på, at det i hendes fag sjældent er en fordel at blive ældre.

”Jeg har sommetider hørt, at man som kvindelig skuespiller har bedst chance for at bryde igennem, når man er under 30 år,” siger Katrine Juliane Krone, der til dagligt er studerende ved Den Danske Scenekunstskole i Odense. Hun fortsætter smågrinende:

”Og det passer jo lidt halvdårligt, for jeg er først færdiguddannet skuespiller som 31-årig.”

Imellem undervisningen på skolen taler hun blandt andet med sine medstuderende om, hvad det fremtidige arbejdsliv vil bringe.

”Jeg er en del af et trygt miljø, hvor vi kommer hinanden ved, men hvor vi også er opmærksomme på hinandens grænser, når vi spiller. Og så taler vi om, at vi som skuespillere faktisk har noget at skulle have sagt, at vi gerne må sige til og fra. Der er jo nogle seje skuespillere som Ditte Hansen og Louise Mieritz, som har kæmpet for, at der skal være plads til dem i branchen, og det giver mig håb. Jeg vil jo gerne det her hele livet!”, understreger Katrine Juliane Krone.

Få ældre kvinder

Benjamin Boe Rasmussen, der er forperson for Dansk Skuespillerforbund, mener, det er velkendt, at både tv- og teaterbranchen ”dyrker ungdommen”.

” Ofte er ældre blevet skildret lidt ensidigt og stereotypt, men vi bliver simpelthen nødt til at forholde os til de her menneskeliv, som rummer dybe fortællinger.

PETER SIMONSEN, PROFESSOR VED INSTITUT FOR KULTURVIDENSKABER OG FORSKER VED DANSK CENTER FOR ALDRINGSFORSKNING VED SYDDANSK UNIVERSITET.

Scenekunstnere og skuespillere på de danske scener

Antallet af skuespillere og scenekunstnere i Danmark er optalt af Danmarks Statistik på baggrund af medlemsdata fra fem forskellige fagforeninger, dimittenddata fra fem scenekunstskoler, sammenlagt med den fjerdedel inden for scenekunst, der har modtaget flest støttekroner i form af legater og projektstøtte fra Statens Kunstfond i perioden 2014-2022, og den fjerdedel der har modtaget flest rettighedsmidler fra FILMEX i perioden 2019-2021.

Scenekunstnere og skuespillere i alt: 3634

Under 30 år: 483

30-39 år: 804

40-49 år: 734

50-59 år: 659

60-69 år: 531

70 år og derover: 423

KILDE: DANMARKS STATISTIK

”Rigtig mange historier bliver fortalt af yngre dramatikere og instruktører, som skriver ud fra egne erfaringer. Det betyder, at der har været en overvægt af yngre skuespillere, dog ikke så ofte i hovedrollerne. Der har også været færre roller at få, efterhånden som skuespillerne er blevet ældre,” siger han.

Selvom Benjamin Boe Rasmussen mener, at de unge, der i dag uddannes fra landets skuespillerskoler, er ”ekstremt dygtige og målrettede”, vurderer han, at der samlet set er lige så meget talentmasse at hente hos de ældre generationer.

”De yngre skuespillere er ikke nødvendigvis dygtigere end de ældre, og skuespillere over 50 år kan godt holde til faget. Hovedårsagen til, at der er relativt få ældre skuespillere, skyldes simpelthen, at der ikke bliver skrevet roller til dem. Og det er en skam,” siger han.

I Danmark er der 228 mandlige og 195 kvindelige skuespillere og scenekunstnere over 70 år, viser Danmarks Statistiks opgørelse, der blandt andet tager udgangspunkt i fem fagforeningers medlems- og dimittenddata fra fem scenekunstskoler. I branchen er det da også kendt, at det især for de kvindelige skuespillere kan være vanskeligt at få en rolle, når de når en bestemt alder, lyder det fra Benjamin Boe Rasmussen: ”Her kan man tale om det såkaldte male gaze, som vil sige, at det har været – og nok stadig er – mandens blik, der har dikteret, hvilke skuespillere der bør medvirke i en film eller et stykke. Selvom der er nogle stærke kvindelige ældre hovedroller i for eksempel tv-serierne ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’, er der generelt få roller skrevet til de ældre kvinder.”

Rummer dybe fortællinger Der er muligvis tale om aldersdiskrimination, når ældre skuespillere ikke har samme muligheder for at få et job som deres yngre kolleger. Det mener Peter Simonsen, professor ved institut for kulturvidenskaber og forsker ved dansk center for aldringsforskning ved Syddansk Universitet.

”Det er oplagt, at det er dét, der er på spil her. Når seerne ser ældre skuespillere, der fortæller ældre menneskers historier på tv og film, bliver de også præsenteret for et ubehag, der handler om, at tiden går, og kroppen ældes. Det minder folk om, at de ikke er her for evigt, og det kan virke skræmmende for nogle,” siger han og understreger, at det er ”ærgerligt”. Han fortsætter:

”Ofte er ældre blevet skildret lidt ensidigt og stereotypt, men vi bliver simpelthen nødt til at forholde os til de her menneskeliv, som rummer dybe fortællinger.”

Peter Simonsen har i sin forskning beskæftiget sig med såkaldt ældrelitteratur, som blandt andet kendes ved, at flere debuterer som forfatter sent i livet og udgiver litteratur baseret på egne erfaringer. Han mener, at kulturen ”er ved at være moden til”, at også tv- og filmbranchen fortæller historier om ældres liv.

”Der er skuespillere som Malene Schwartz og Ghita Nørby, som for nylig har gjort opmærksom på udfordringerne ved at få job som skuespiller i en høj alder. Og så er der gode film, som viser nuancerne ved ældrelivet som for eksempel ’Aldrig mere i morgen’ fra 2017, hvor Erik Clausen spiller en ældre kunstner,” siger han.

Også forperson for Dansk Skuespillerforbund Benjamin Boe Rasmussen mener, at der er forbilleder i branchen, som ”rykker ved tingene”.

”Skuespillere som Paprika Steen og duoen Ditte Hansen og Louise Mieritz er eksempler på kvinder, der går forrest,” siger han.

Desuden peger Benjamin Boe Rasmussen på, at der blandt nutidens skuespillerstuderende er en stor bevidsthed om, hvilket fag de går ind til:

”De unge skuespillere er rigtig gode til at stille krav, de kender deres egne grænser og værd. De vil ikke finde sig i hvad som helst fra en arbejdsgiver, og derfor tror jeg også, at skuespillere i fremtiden vil stå fast på, at de stadig er værdige til at få roller på trods af en høj alder.”

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT

anmelderne anbefaler |Der er meget i vente i den kommende sæson på de danske scener, og her er de forestillinger, Kristeligt Dagblads anmeldere har et særligt øje for

Fra hverdagspoetisk musik til comeback fra en elsket koreograf

Hjælp til de modløse med hverdagspoetisk musik

Andreo Michaelo Mielczarek, musikanmelder

Jeg glæder mig meget til at se forestillingen ”The Infernal Comedy”, en hybrid mellem teatermonolog, opera og klassisk musik, som spiller på Aarhus Teater fra den 28. september.

Forestillingen omhandler en østrigsk massemorder, og det tema taler ind i en tid, hvor true crime-genren er enormt populær i podcasts og tv-serier. Det helt særlige ved denne forestilling er, at hovedrollen spilles af den berømte og anerkendte amerikanske skuespiller John Malkovich, som også tidligere har vist sit talent inden for teater. Det bliver uvant at se ham badet i operaarier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Kvalme og brutalitet har altid hørt hjemme på teatret. Men dette er også en komedie. Underfundige Malkovich med deadpan-ansigtet og det lumske gavtyvesmil synes velvalgt.

Jeg vil også fremhæve operaen ”Werther”, som opføres af Den Jyske Opera fra den 1. februar til den 11. marts. Musikken er af den franske komponist Jules Massenet, som lod sig inspirere af Goethes brevroman ”Den unge Werthers lidelser”. Romanen handler om en ung mand, der begår selvmord grundet ulykkelig kærlighed, og efter dens udgivelse opstod fænomenet Werther-mani: Mange unge mænd, som havde læst bogen, begik selvmord. Massenets musik er svimlende og ekstatisk. Jeg tænker, at fans af ”Babylon Berlin” og lignende dramaer vil synes om operaen. Afslutningsvis ser jeg frem til den musikalske komedie ”En guide til en (lidt) lysere fremtid” på Nørrebro Teater i København, der har premiere den 9. marts. Vi har brug for manualer til at forstå vores omverden, som igen er urolig. Teatret har til alle tider dissekeret nutidens vigtige emner og tilbudt os brugsvejledninger til dagen i morgen.

Musikken er skabt af den danske popsangerinde Marie Key. Hun har en fantastisk evne til at skrive hverdagen ind i sin musik, hvor hun blander små og store udfordringer, men også tanker om håb, så alle kan relatere til den. Jeg tror, Keys sange vil være et fint soundtrack til dette stykke forårsteater. Der er i hvert fald røde blomster på plakaten.

Jeg glæder mig

til

Stjernekoreograf tager revanche i storslået ballet

Alexander Meinertz, balletanmelder

Jeg glæder mig utroligt meget til at opleve ”The World of John Neumeier” i Tivolis Koncertsal, som har premiere den 16. maj. Det er en fire timer lang gallaaften med 100 mennesker på scenen og fuldt symfoniorkester, der opfører uddrag af den amerikanske koreograf John Neumeiers livsværk. Neumeier betragtes som en af de største koreografer i verden. De sidste 50 år har han skabt det ene mesterværk efter det andet. Denne forestilling er en tematisk rejse, hvor han selv står på scenen som en slags fortæller og guider publikum gennem sin idéverden. Neumeier har tidligere haft en tæt tilknytning til Danmark og til Det Kongelige Teater. Men i 2022 traf Nikolaj Hübbe, balletmester på Det Kongelige Teater, et skæbnesvangert valg om at droppe samarbejdet med Neumeier efter kontroverser og anklager om, at Neumeiers koreografi var racistisk. Derfor spiller Tivo-

li et meget stærkt kort nu. Det er simpelthen et scoop at få John Neumeier til København igen. Denne gang med hele sit kompagni og nogle af verdens bedste dansere.

I forbindelse med festivalen København Danser kommer dansekompagniet fra Göteborg Operaen til Danmark med forestillingen ”Hammer”, der opføres på Operaen den 12. juni. Det er en helaftensforestilling, der er skabt af den svenske koreograf Alexander Ekman. Det er moderne dans, men jeg vil nærmest kalde det moderne teater.

Som regel sidder man som tilskuer passivt og anonymt i sit plyssæde i mørket og betragter dansen. Men i denne forestilling udfordrer Alexander Ekman publikum, fordi scenen åbner sig, og danserne nærmest som i en catwalk bevæger sig ud i salen.

Kostumerne er skabt af den danske designer Henrik Vibskov, og ”Hammer” er på den led næsten en modeopvisning. Det er simpelthen design. Derfor appellerer forestillingen både til et kunstpublikum, såvel som til mennesker, der interesserer sig for mode.

mødet med et glemt historiedrama

Kathrine Maria Amann, teateranmelder

Jeg vil fremhæve ”Slagmark,” som bliver fremført fra den 4. april på Teater Får 302 i København. Det er en monolog efter den prisbelønnede israelske forfatter Yizhar Smilansky. Monologen foregår kort efter oprettelsen af staten Israel, hvor en jødisk kommandoenhed er sendt ud for at rydde en fiktiv landsby og deportere beboerne.

Historien, som er delvist autobiografisk, fortælles af en af soldaterne fra aktionen, og den reflekterer over de erfaringer, som forfatteren gjorde sig under uafhængighedskrigen. Om forholdet mellem menneske og sted, individ og gruppe, og om hvordan de, som selv er mærket af eksilet, kan dømme andre til eksil. Det er jo i høj grad en aktuel forestilling med den pågående krig mellem Hamas og Israel – og så glæder jeg mig til at opleve Jacque Lauritsen indtage Teater

Får 302’s lille scenerum, når den får premiere, efter hans seneste succesmonolog ”Restaurant Europa” som sikrede ham en Reumertnominering som årets mandlige hovedrolle sidste år.

På Odense Teater kan man fra den 3. marts opleve Anton Tjekhovs ”Mågen”, som er iscenesat af Simon Stevens. ”Mågen” er jo den russiske Anton Tjekhovs mesterlige stykke fra 1896 om kærligheden og konflikterne mellem fire kunstnere: en ældre skuespillerinde, hendes yngre elsker, som er en berømt forfatter, hendes søn Konstantin ,som også er forfatter in spe, og dennes kæreste, Nina, som er en ung godsejerdatter med skuespillerambitioner. Fortællingen handler om, hvordan ungdommens højtflyvende illusioner skamskydes og styrter til jorden som den måge, Konstantin plaffer ned i frustration. Det lyder umiddelbart som en tragedie, men Tjekhov kaldte selv ”Mågen” for en komedie, og det er derfor vigtigt, at man har øje for stykkets underliggende humor i iscenesættelsen. Det glæder jeg mig til at se, om de har på Odense Teater.

En sidste forestilling, som jeg virkelig glæder mig til i den kommende sæson, er ”Edward II”, som spiller på Betty Nansen Teatret i København til og med den 10. februar. Værket er skabt af Christopher Marlowe, og modsat hans samtidige Shakespeare, bliver Marlowes stykker nærmest ikke spillet i Danmark længere. Men her gør Betty altså en glædelig undtagelse. ”Edward II” er et af de ældste engelske historiedramaer, og det handler om den engelske konge Edward II og hans meget nære, nærmest homoerotiske og derfor også ret kontroversielle forhold til adelsmanden Graveston, som truer monarkiet og den bestående orden. På den måde er der jo nogle temaer, der taler ind i vores egen tids interesse for køn, seksualitet og magt. Jeg glæder mig i hvert fald til for første gang for mit vedkommende at opleve dette klassiske Marlowe-drama på en dansk scene og så med et stærkt cast af dygtige skuespillere som Simon Bennebjerg, Johanne Louise Smidt, Mikkel Arndt blandt andre. J

0 John Neumeier vender nu tilbage til København, efter Den Kongelige Ballet i 2022 droppede samarbejdet med ham. Her på fotoet ses han bag danserne under prøverne til samme forestilling, der nu kommer hertil, i Hamburg 2022. – Foto: Georg Wendt/AP/ Ritzau Scanpix

Fortalt til Anna Moesgaard moesgaard@k.dk

Nyt teaterstykke undersøger, hvad en shitstorm gør ved et menneske

I teaterstykket ”Lægen” hvirvles hovedpersonen ind i en digital hetz. Instruktør Kim Bjarke mener, at man må have øje for nuancerne, hvis man skal nå forsoning i den ofte ophedede offentlige debat interview

Frida Holm Nim nim@k.dk

En 14-årig pige har foretaget en abort på sig selv og er efterfølgende blevet dødeligt syg. Hun indlægges på et privathospital, taler i vildelse, og hendes katolske forældre tilkalder en præst, som får til opgave at give deres lidende datter den sidste olie, så hun kan få fred.

I den nyfortolkede teaterforestilling ”Lægen”, som har premiere på Folketeatret den 7. februar, finder et opgør mellem denne præst og hospitalslægen Ruth Wolff sted. Wolff nægter præsten adgang til pigens hospitalsstue, og dette bliver det første af en række dramatiske begivenheder, der kaster den sekulære jøde Ruth Wolff ud i et voldsomt stormvejr.

”Opgøret mellem præsten og lægen er urhændelsen. Her står videnskaben over for religionen,” siger Kim Bjarke, som har instrueret ”Lægen”, og som Kristeligt Dagblad træffer på Folketeatret.

På bordet foran ham ligger et manuskript med håndskrevne noter og understregninger. Det kræver da også et særligt overblik at holde styr på urhændelsens intense efterspil, fortæller Kim Bjarke.

”Den her konfrontation mellem Ruth og den katolske præst sætter gang i en lavine af identitetspolitiske holdninger, der begynder på de sociale medier. Snart bliver det til et kaotisk cirkus, hvor meninger vælter frem, og det hele kører af sporet,” siger teaterinstruktøren.

Først og fremmest læge

På de sociale medier er der ofte ingen grænser for, hvor afsporet debatten kan blive, og Kim Bjarkes ærinde med denne nyfortolkning af ”Lægen” er først og fremmest at give publikum en forståelse for, ”hvad der sker med et menneske, der udsættes for en shitstorm”: ”I ’Lægen’ bliver Ruth Wolff et offer for folkedomstolen på nettet, der mener, at kristne patienter skal behandles af kristne læger. Men Ruth er først og fremmest læge, mener hun, og hun vurderer, at hun altid træffer beslutninger på arbejdet ud fra et lægefagligt, og ikke et identitetspolitisk, standpunkt. Hun vil ikke lade sig kue og forsøger at holde fast i sin identitet som læge,” siger Kim Bjarke. I en scene i stykket overværer publikum en klassisk tv-paneldebat, hvor der blandt andet er repræsentanter fra forskellige trossamfund, en ekspert i kolonihistorie og en modstander af abort. Debatten bliver ”ekstremt mudret”, siger Kim Bjarke:

”Beskyldninger om, at Ruth har nægtet den katolske præst at behandle pigen af racistiske og religionsdiskriminerende grunde, kommer på bordet.”

Selvom mange formentlig vil betragte Ruth Wolffs forsøg på at adskille identitetspolitik fra faglighed som et nobelt projekt, så gransker ikke bare paneldeltagerne, men også Kim Bjarke selv ”lægens skjulte bias”, som han siger. I teaterstykket benytter instruktøren et særligt greb, som han håber vil give publikum en mere nuanceret forståelse for karaktererne, siger han: ”Omtrent halvdelen af skuespillerne spiller karakterer med et andet køn og en anden etnicitet, end hvad de i virkeligheden har. Midt i stykket får man for eksempel at vide, at

” Vi bør jo kunne debattere lægevidenskab på et niveau, hvor vi hæver blikket.

’Lægen’ skal blandt andet vise, hvor farligt det er, når vi holder op med at lytte og i stedet kaster med mudder efter hinanden.

KIM BJARKE, INSTRUKTØR

0

præsten er mørk i huden, selvom skuespilleren er lys. Og pludselig udfoldes nogle perspektiver, som man ikke fik med ved første øjekast, og måske er Ruth Wollf heller ikke helt så sagligt funderet, som først antaget,” siger han.

Andre sider træder frem ”De der mennesker, de der uoplyste, uvidende mennesker, vil have en reaktion!”, siger Iben Hjejle, der spiller en vred Ruth Wolff i stykket. Hun fortsætter:

”Så gør dog noget, og gør det ordentligt! Præstér noget, et eller andet seriøst, så I måske kan sætte jeres eget navn på det!” På Folketeatret er prøverne på ”Lægen” i fuld gang, og skuespillerne Iben Hjejle og Laura Kronborg Kjær har taget hul på første scene i anden akt. Ruth Wolff raser over sin ”offentlige hængning i en digital tidsalder”, som hun siger. Over for hende spiller Laura Kronborg Kjær den omsorgsfulde yngre veninde, som ved et tilfælde kalder Ruth Wolff for ”mor”. De har tydeligvis et særligt bånd. Som stykket skrider frem, udfolder Ruth Wolff, der med et hårdt ydre og en stålsat vilje insisterer på ”først og fremmest at være læge”, mere sårbare sider af sin personlighed.

Hermed eksemplificerer Kim Bjarke ikke blot hovedpersonens kompleksitet – også princippet om tilstræbt objektivitet bliver sat på prøve:

”Man ser jo Ruths bløde og måske mere menneskelige sider komme til udtryk, når hun optræder i relation til den her unge kvinde, som hun nærer stor omsorg for,” siger han.

Også den skarpe opdeling mellem videnskab og religion, eller åndelighed, bliver efterhånden blødt op, som stykket skrider frem, og Kim Bjarke mener da også, at de to ikke nødvendigvis behøver at være hinandens modsætninger.

”Vi bør jo kunne debattere lægevidenskab på et niveau, hvor vi hæver blikket. ’Lægen’ skal blandt andet vise, hvor farligt det er, når vi holder op med at lytte og i stedet kaster med mudder efter hinanden. Det er destruktivt på alle måder,” siger han.

En hel by fuld af folk

Kim Bjarke har i løbet af interviewet med Kristeligt Dagblad bladret manuskriptet igen-

4 Kim Bjarke har instrueret forestillingen ”Lægen”, der blandt andet bygger på teaterstykket ”Professor Bernhardi” fra 1912 af Arthur Schnitzlers. – Fotos: Leif Tuxen

nem, og nu er han nået til de sidste sider. Her er Ruth Wolff tyndslidt; hun har gennemgået en shitstorm i medierne, modtaget dødstrusler og fået frataget sin lægeautorisation.

”Hun har mistet alt,” siger Kim Bjarke og bladrer frem til en side i manuskriptet.

Der er en replik, han gerne vil læse op, siger instruktøren. Hans favoritreplik. ”Ethvert menneske er en hel by fuld af folk.”

Replikken er præstens. I slutningen af forestillingen bliver Ruth Wolff nemlig mindet om noget afgørende, noget, der forsoner præsten og lægen og cementerer, at menneskelig kompleksitet grundlæggende altid er værd at have for øje.

”Præsten repræsenterer åndelig healing, om man vil, og hans job er at give pigen fred. De er jo begge fagpersoner, som har været ofre for en understrøm af identitetspolitik, selvom nogle af de pointer også har en vis relevans,” siger han og fortsætter: ”Præsten bliver den, der udtrykker, at vi består af så mange jeg’er, og at de ikke alle kan spille en lige stor rolle. Han betragter mennesket som noget rigt og alsidigt,” siger Kim Bjarke og afslutter interviewet med endnu en af præstens replikker:

”Det er svært at høre hinanden gennem alt det, der buldrer og bruser.” J

Lægen

Forestillingen ”Lægen” er skrevet i 2019 af den britiske teaterinstruktør Robert Icke frit efter Arthur Schnitzlers teaterstykke ”Professor Bernhardi” fra 1912.

Teaterinstruktør på Folketeatret Kim Bjarke har fortolket Ickes ”Lægen” i et nyskrevet stykke af samme navn, som har premiere på Folketeateret i København den 7. februar.

Ud over Iben Hjejle i rollen som hovedpersonen Ruth Wolff spiller blandt andre Laura Kronborg Kjær, Caspar Phillipson, Sarah Boberg, Christopher Læssø og Sofia Mileva Cukic med i forestillingen. ”Lægen” kan opleves på Folketeatret frem til den 10. marts.

Iben Hjejle spiller hovedrollen i teaterforestillingen ”Lægen”, som har premiere på Folketeatret den 7. februar.

10 | Scene&Kultur

Midt i en pæn jazztid

Jazzen i Danmark er i sin pæne tidsalder, lyder det fra ekspert, der også mener på, at jazzen aldrig vil stagnere. Kristeligt Dagblad har taget temperaturen på den københavnske jazzscene

musikhistorie

Mathias Blenner blenner@k.dk

Efter at have været lukket ned siden foråret 2022 grundet et større renovationsprojekt, kunne det sagnomspundne Jazzhus Montmartre i sommeren 2023 atter slå dørene op til den intime jazzklub beliggende i Store Regnegade i det indre København. Klubben tog dermed hul på et nyt kapitel i stedets lange og nærmest mytiske historie.

Stedets betydning for jazzens udvikling i Danmark er ikke til at komme udenom, og genåbningen af Jazzhus Montmartre giver derfor anledning til at tage springet ned i jazzens svundne tider og samtidig tage temperaturen på den københavnske jazzscene anno 2024.

På en iskold vinteraften i december lægger Kristeligt Dagblads udsendte vejen forbi jazzklubben i Store Regnegade, hvor plakaten i entréen melder om totalt udsolgt til aftenens koncert med en eksklusiv trio bestående af pianisten Carsten Dahl, bassisten Lennart Ginman samt Thomas Blachman, der på denne aften tager plads bag trommerne.

Hurtigt fyldes salen med koncertgæster, der har søgt ly for kulden i Montmartres nyrenoverede koncertsal. Stedet summer af liv, drinks langes over bardisken, og skuldrene sænkes forventningsfuldt.

”Prøv lige at se! De har sat træpaneler på væggene som i gamle da-

ge,” siger en forbipasserende gæst begejstret til sin kompagnon om stedets nylige renovering. Betagede står de to mænd og betragter det lokale, der at dømme ud fra samtalen har lagt vægge til talrige musikalske oplevelser i deres ungdom. Samtalen afbrydes, da aftenens musikere træder frem på scenen og mødes med en på én og samme tid behersket og begejstret klapsalve. Et enkelt blik udveksles mellem de tre musikere, dernæst et hurtigt nik til lydmanden og så det velkendte ”En og to, og en, to, tre, fire.”

Lennart Ginmans dybe kontrabas strømmer ud i salen og sætter drinksene i de stilrene glas til at vibrere i takt med musikken, imens skæret fra bordenes små standerlamper lyser ansigterne op på et publikum, der pænt og afmålt læner sig tilbage og lader sig behage. Musikken er kontrolleret, og der hersker i den historiske koncertsal en stemning, der på mange måder står i skarp kontrast til dengang, det hele for alvor begyndte.

En vild og definerende tid 1960’erne var på mange måder en afgørende tid for jazzen i Danmark, hvor der med Herluf Kamp-Larsens overtagelse af Jazzhus Montmartre i 1961 for alvor kom fart på udviklingen. Det fortæller jazzmusiker og vært på podcast-serien om 100 års dansk jazzhistorie ”Farlige Toner” på DR Lyd, Kresten Osgood.

”Da Jazzhus Montmartre får ny ejer i form af Herluf Kamp-Larsen, sker der et stort skift i booking-stilen. Han bookede indimellem nogle meget avantgarde typer, der ikke blev hyret ind på nogle andre europæiske jazzklubber, og som derfor gav Jazzhus Montmartre en helt unik status,” fortæller Kresten Osgood, der som eksempel nævner den amerikanske pianist Cecil Taylor som en af dem, der for alvor satte stedet i bevægelse.

”Han spillede fuldstændig fri og vild jazz, hvilket dengang var uhørt. Det samme gælder avantgarde-saxofonisten Albert Ayler, der også fik frie tøjler i begyndelsen af 1960’erne.”

Bevægelsen satte gang i en tilstrømning af amerikanske jazzmusikere, der i samspil med lokale musikere som bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren Alex Riel gjorde stedet til et farverigt omdrejningspunkt, der ifølge Kresten Osgood kunne måle sig med samtidens hippeste jazzklubber i New York.

Med fra begyndelsen var også den danske bassist Bo Stief, der på nærmeste hold bevidnede jazzens rivende udvikling. Han beretter om en tid med stærke indtryk.

”Inden det store indtog af amerikanske musikere, var udenlandsk musik i København ekstremt sjældent. Lige pludselig indvandrede

” Jazzen er en måde at anskue verden på og skal være fri.

KRESTEN OSGOOD, JAZZMUSIKER OG VÆRT PÅ PODCAST-SERIEN ”FARLIGE TONER” PÅ DR LYD

der et festfyrværkeri af kreativitet, som for alvor satte gang i jazzscenen og tog musikken til nye højder. Hvem ville ikke være en del af det?” fortæller Bo Stief.

”Det var en vild og farverig tid, hvor det gjaldt om at være der, når de store navne kom forbi, så der ikke var en anden ung musiker, der fik jobbet. Derfor sad jeg altid klar, når muligheden bød sig og spillede med til langt ud på natten.”

Tiderne skifter

Selvom han husker tilbage på tiden med stor entusiasme, var det også et miljø præget af hårde skæbner, hvor en stor del af de amerikanske musikere kom til København for at undslippe den racisme, der i 1960’erne prægede USA.

”Flere af de amerikanske musikere kom til Danmark med en lang række skeletter i skabet i form af diverse misbrug, og de var på den måde ikke de mest dydige rollemodeller. Musikken var derfor deres redning i livet, hvor de skabte en vild og løssluppen stemning hos publikum med endeløs jazz, fest og kæderygning til langt ud på natten,” fortæller Bo Stief.

0 Fra venstre mod højre ses Carsten Dahl, Lennart Ginman og Thomas Blachman på Jazzhus Montmartre ved en af deres tre udsolgte koncerter i december 2023. – Foto: Torben Christensen

Tonerne hænger stadig i luften, da publikum efter adskillige bifald rejser sig på denne aften i Jazzhus Montmartre og med veltilfredse miner trækker ud mod garderoben. Det bliver ikke en aften med endeløs jazz, fest og kæderygning til langt ud på natten i denne omgang. Vil man have en sådan oplevelse i nutidens København, må man bevæge sig ud på en mindre gåtur fra Store Regnegade, tværs gennem Nyhavn og over cykelbroen til Christianshavn mod Christianias jazzklub, Børneteateret. Efter at have været et teater, der siden 1980 primært opførte stykker til børn, har jazzklubben på Christiania siden 1999 dannet rammen for et musikalsk miljø, der ifølge Kresten Osgood ruskede kraftigt op i den danske jazz og skabte et nyt rum for musikken. Som en lomme i tiden henleder stedet tankerne på netop 1960’ernes frisind med dans, røgskyer og musik til den lyse morgen. Med rustikke, rødmalede træbjælker, et gulv, der vidner om utallige fester, og en afslappet indretning, har stedet en stærk appel for dem, som ønsker at opleve jazzen under knap

2 Til trods for Christianias store udfordringer med urolighederne på Pusher Street holder jazzklubben Børneteateret fortsat fanen højt på den københavnske jazzscene.

– Foto: Johanne Teglgård Olsen

0 København virkede som en frisættende magnet på adskillige amerikanske jazzmusikere som f.eks. Ella Fitzgerald i 1969 (øverst til venstre), Lionel Hampton – her i selskab med Monica Zetterlund i 1958 (øverst midt), Louis Armstrong i 1949 (øverst til højre) og (herover fra venstre mod højre) Don Byas, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Bent Axen og Dexter Gordon der spillede på Jazzhus Montmartres scene i 1963.

så ordnede rammer. Men på trods af den autentiske atmosfære, er den pænere kultur, der ifølge Kresten Osgood i øjeblikket præger jazzmiljøet også ved at sprede sig til Fristaden på Christianshavn. For få måneder siden skoddede Børneteateret den sidste indendørs cigaret, og selvom beslutningen rummer store sundhedsmæssige fordele, vidner det om en stigende tendens i jazzens verden, mener Kresten Osgood.

”Da jeg begyndte at spille på Børneteateret, var det et sted, hvor vildskaben herskede og jazzen var fuldstændig ude af kontrol. Selvom der stadig er en enormt ægte og løssluppen stemning, hvor publikum kommer helt tæt på og nærmest kan lugte musikernes sved, er det ikke helt det samme mere. Men det er stadig en af byens bedste jazz-oaser.”

Han peger på, at jazzen i dag befinder sig i en tid, hvor meget er stramt kurateret og manipuleret til at være pænt og harmonisk.

”Lige nu er jazzen i en periode, hvor den søger mod et skønhedsideal, der præger hele samfundet. Noget der lyder lækkert og behageligt, og som kan nydes over en kop kaffe i de tidlige morgentimer. Det afspejler sig også på den københavnske jazzscene, hvor stemningen og musikken også bliver mere pæn og harmonisk. Meget af den musik, der udgives i dag, bærer præg af en form for meditativ mindfulness og romantik,” siger Kresten Osgood.

Blandt nogle af tidens musikere som spiller en sådan form for meditativ jazz er blandt andre de populære grupper Bremer/McCoy og Svaneborg Kardyb.

Bo Stief mener ligeledes, at jazzens rolle har ændret sig fra at handle om at slippe kontrollen til nu at udgøre et afslappende afbræk fra en stresset hverdag. Hertil peger han på, at et trygt og pænt samfund ikke altid skaber den stærkeste kunst.

”1960’erne var en hård tid at være musiker i. I dag hvor læringsmiljøet omkring jazzen er mere trygt, tonen er pænere, og der er økonomisk

støtte, lever musikere en meget mere komfortabel tilværelse. Det vil jeg på ingen måde anfægte, men det er bare ikke de bedste betingelser for at skabe den stærke og ekspressive kunst, som blomstrer i modgang, vrede og sågar lidelse, som man eksempelvis så hos mange af de amerikanske musikere,” siger han.

Ifølge Kresten Osgood, skal man dog være påpasselig med at idealisere de svundne tider i for stort et omfang. I stedet mener han, at jazzen som et tidsbillede rummer værdifulde budskaber, som man ikke må lukke øjnene for til trods for nostalgiske afsavn:

”Det smukke ved jazzen er, at den altid er i udvikling og aldrig vil stagnere. Jazzen er stærk, og det er samtidsmusik. Vi skal derfor passe på med at opfatte jazzen, sådan som man gjorde før i tiden,” siger han og understreger, at kunsten bliver kvalt, hvis den underlægges fastlåste holdninger.

”Jazzen er en måde at anskue verden på og skal være fri. Den passerer gennem forskellige faser, men selve jazzens grundpræmis er tidløs.” J

Jazzhus Montmartre og Christiania Jazzklub

Jazzhus Montmartre åbnede første gang under navnet Café Montmartre i 1959 i Store Regnegade i København og har siden skiftet adresse til Nørregade i København i 1976 for igen at genopstå på den originale adresse i 2010.

Christiania Jazzklub, Børneteateret, var fra 1980 til 1999 et teater, der primært opførte teaterstykker til børn. I 1999 slog stedet dørene op for jazzklubben, der fortsat eksisterer.

KILDE: JAZZHUS MONTMARTRE OG CHRISTIANIA JAZZKLUB, BØRNETEATERET

Igen, igen og én gang til. Publikum vil i teatret og se det, de kender

På landets teatre og særligt på musicalscenen opsættes klassiske værker igen og igen. Det skyldes blandt andet den økonomiske risiko, man ellers løber ved at vælge en ukendt titel, siger teaterdirektør baggrund

Claudia Mazur mazur@k.dk

”Askepot”. ”Brødrene Løvehjerte”. ”Matador”. ”Skatteøen”. ”Indenfor murene”.

Denne sæson kan publikum se frem til flere kendte klassikere på teatrene. For klassikerne lever i bedste velgående på teaterscenen og er ofte baseret på kendte fortællinger fra bøger og film. Fortællinger, der har overlevet i flere generationer. Og det er der en helt særlig grund til ifølge Michael Eigtved, lektor i teater- og performancestudier på Københavns Universitet.

”Klassikere er fortællin ger, som publikum over tid har kunnet spejle sig i, og derfor får de en særlig status af noget eviggyldigt. De har en bestemt form, struktur og be stemte handlemønstre, der er eks tremt genkendelige for publikum,” siger han.

I teaterverdenen kan det være svært at forudsige, hvad der bliver populært, og det kan være en af forklaringerne på, at teatrene tyer til de gode, gamle klassi kere, når de skal lægge deres program, siger Michael Eigtved:

”Hvis man begynder med noget, man ved, folk i forvejen godt kan lide og gerne vil have, har man en hjemmebanefordel.”

Siger ét, men gør noget andet Hos Vejle Musikteater arbejder teaterdirektør Mette Kier som en af dem, der udvælger og tager stilling til, hvilke teaterstykker og musicals, der skal opføres. Og særligt musicals, der ofte er økonomisk tunge produktioner med skuespillere, musikere, dansere og stor scenografi, stiller store krav til, at fortæl lingen bliver taget godt imod af publikum, fortæller hun.

”Kriterierne for, hvordan vi prioriterer teaterstykker og musicals, er forskellige. Musicals er nogle dyre produktioner, og derfor kigger vi meget på titlen. Den skal have en bred appel og kunne sælge billet ter,” siger hun.

For når man skal have publikum til at gå i teatret og give mange penge for en forestil ling, er det ofte en stor fordel, at der er noget genkendeligt, som publikum kan gå og glæ de sig til, forklarer Mette Kier. Når det ikke er selve fortællingen, kan det for eksempel være musikken, hvilket er tilfældet i den kommende musikforestilling ”Natasja”, som spillede for udsolgte huse i 2023 og gen opsættes igen med premiere i efteråret 2024, siger hun.

”Det bliver en måde at markedsføre fore stillingen på. Hvis man vil have noget fuld stændig nyt, hvor både musikken og histori en er ukendt, skal man virkelig være god til at markedsføre sig for at komme bredt ud,”

siger hun og tilføjer, at ukendte titler ofte vil kræve et stærkt skuespillerhold med kendte skuespillere, hvis de skal kunne markedsføres succesfuldt. Selvom det ikke er umuligt at markedsføre en ukendt titel, kan det være en svær opgave.

Klassikerne og de store fortællinger derimod udgør en kulturarv, der kan samle flere generationer, og som kan blive til samtaleemner på arbejdspladser og hjemme hos de enkelte familier. Klassikerne giver derfor teatrene en god indtjening, der kan give plads til ny og ukendt dramatik, som ofte er lidt mere smalt og eksperimenterende, og som publikum også efterspørger, siger teaterdirektør Mette Kier.

Er flere tilskud vejen frem?

Men står man med valget mellem en ukendt titel eller en stor klassiker, ved Mette Kier godt, hvad publikum prioriterer at tage ind og se.

”Sammen med Bikubenfonden har vi lavet en undersøgelse på scenekunstområdet, som pegede på, at publikum er nysgerrige på nye titler, men faktum er bare, at det er det klassiske eller kendte, der sælger flest billetter hos os. Selvom publikum giver udtryk for, at de gerne vil opleve noget nyt, er

skal købes billetter,” siger Mette Kier. Som teatervirksomhed løber Vejle Musikteater som alle andre danske teatre en stor økonomisk risiko, når de satser på nye, originale musicals og teaterstykker.

”Man bruger lang tid på at producere dem, og man er nødt til at planlægge flere år før premieren. Der kan ske rigtig meget i løbet af to eller tre år, i forhold til hvad man synes, der er oppe i tiden. Tingene ændrer sig hurtigere og hurtigere, og det er også en risiko ved det nye frem for klassikerne,” siger hun.

Hun erkender dog, at selv gode klassikere kan blive slidt op.

”Det bliver ikke så interessant, hvis det hele tiden er de samme musicals, der har været opført på scenerne de seneste 20 år. Der skal nye titler til for at bibeholde det momentum af succes, som musicals har lige nu,” siger hun.

Også lektor i teater- og performancestudier Michael Eigtved peger på, at publikum kan gå glip af nogle gode teateroplevelser, hvis klassikerne fylder for meget.

”Hvis man bliver ved med at vende tilbage til det samme fortællemønster og på mange måder overtage det uforandret, bremser man muligheden for at fortælle andre typer

Et gensyn med klassikerne

På de danske teatre og øvrige scener er forårssæsonen 2024 skudt i gang, og publikum kan se frem til et gensyn med mange klassikere fra både film og litteratur – her er et udpluk af dem:

Indenfor murene

Det Kongelige Teater opfører teaterstykket, der havde premiere for første gang i 1912. Den nye opsætning havde premiere den 19. januar 2024 på Det Kongelige Teater i København og kan dette forår derudover opleves i Vejle, Esbjerg, Aarhus, Aalborg, Randers og Odense.

Matador

One & Only Musicals opfører den folkekære tv-serie, der havde premiere i 1978. Tv-serien blev tilbage i 2007 også sat op som musical. Den nye musical får premiere den 15. februar i Falkonersalen i København og kan efterfølgende derudover opleves i Vejle og Holstebro.

Gøngehøvdingen

Musikteatret Figaros opfører i samarbejde med Den Ny Opera stykket, der er baseret på en roman fra 1853 af den danske forfatter Carit Etlar. Den er sidenhen blevet filmatiseret flere gange. Teaterstykket havde premiere den 19. januar 2024 i Musikhuset Esbjerg og kan efterfølgende opleves i blandt andet Roskilde, Viborg og Assens på Fyn.

Askepot

Lion Musicals præsenterer i samarbejde med Live Nation klassikeren, der er baseret på et folkeeventyr, som officielt blev udgivet af brødrene Grimm i 1817. Musicalen får premiere den 7. marts 2024 i Tivolis Koncertsal i København og kan efterfølgende opleves i Aarhus, Odense, Esbjerg, Aalborg, Viborg, Vejle og Randers.

Sceneliv verden over

2 Den hæslige tudse Jabba the Hutt får et kys af en af de kvindelige dansere under dette burlesque show, der er en parodi på Star Wars-universet. Stykket hedder ”The Empire Strips Back”, og blev i oktober fremført på Marie-Bell Gymnase-teatret i det indre Paris.

– Foto: Miguel Medina/AFP/ Ritzau Scanpix

2 Forud for forestillingen ”2023 Christmas Spectacular” med the Radio City Rockettes trænede en gruppe dansere deres koreografi denne dag i oktober, så de kunne blive klar til julens optrædener i St. Paul apostelkirken i New York. – Foto: Andres Kudacki/AP/Ritzau Scanpix

billeder

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

0 Den sydkoreanske robot kaldet ”EveR 6” debuterede som dirigent i juli sidste år ved denne koncert på nationalteatret i Seoul, Korea. Koncerten var komplet udsolgt, og dirigenten udførte efter sigende sit arbejde til perfektion. – Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

0 Under festivalen ved navn BAAND Together Dance Festival i juli i New York, opførte disse dansere fra Alvin Ailey American Dance Theater stykket ”Dancing Spirit”, skrevet af Ronald K. Brown, i byens Lincoln Center. – Foto: Mary Altaffer/AP/Ritzau Scanpix

0 Iført traditionelle nepalesiske masker optræder en gruppe dansere ved Pachali Bhairav dansefestival i december 2023. Festivalen finder kun sted hvert 12. år i landets hovedstad, Kathmandu. – Foto: Prakash Mathema/ AFP/Ritzau Scanpix

0 Dansere fra Monte-Carlo balletten øver sig til premieren på stykket ”L’enfant et les sortilèges”, skabt af franskmanden Jean-Christophe Maillot. Stykket spillede i Grimaldi Forum i Monaco i december. – Foto: Valery Hache/ AFP/Ritzau Scanpix

0 En gruppe balletbørn fra nationalteatret Dance Centre Kenya venter på at opføre klassikeren ”Nøddeknækkeren” i december. På skolen vil man sikre diversitet blandt danserne, og derfor optages talentfulde elever på stipendier, så også børn og unge fra småtbemidlede familier kan få en karriere inden for balletten. – Foto: Luis Tato/ AFP/Ritzau Scanpix.

Når etikken og moralen er i forfald, hersker dødsdriften

Fjodor Dostojevskijs

”Idioten” trækker tråde til vor tid, hvor vi endnu en gang befinder os i en opbrudstid på tærsklen til det ukendte, mener dramatikeren bag ny fortolkning af stykket på Teater Republique interview

Mathias Blenner blenner@k.dk

På en rejse i 1867 til den schweiziske by Basel rystes den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (18211881) i sin grundvold, da han på byens kunstmuseum betragter maleriet ”Den døde Kristus” af den tyske middelaldermaler Hans Holbein. Selvom maleriet på det tidspunkt havde 300 år på bagen, ser den russiske forfatter i penselstrøgene en parallel til sin egen tid, hvor kristendommens værdier om næstekærlighed og medmenneskelighed var i forfald – akkurat som den afbildede, døde Kristus også kan ses som udtryk for disse værdiers ophør.

Dostojevskijs oplevelse på museet menes at have været inspirationskilde til forfatterens hovedværk ”Idioten” fra 1869, hvor romanens hovedperson, den unge Lev Mysjkin, stemples som en naiv idiot i sin hjemby Sankt Petersborg, fordi han er et fromt og godhjertet menneske – stik modsat sin omgangskreds.

Selvom ”Idioten” i dag har mere end 150 år på bagen, rejser Dostojevskijs litterære klassiker stadig relevante og eksistentielle spørgsmål om menneskets natur. For hvad sker der i mennesket, når samfundets normer og strukturer er i opbrud, og fremtiden truer som mørke skyer i horisonten? Det spørgsmål har dramatiker Tom Silkeberg og instruktør Liv Helm sat sig for at udforske i en nyfortolkning af ”Idioten”, der frem til den 17. februar kan opleves på Teater Republique i København med Ellaha Lack og Elliott Crosset Hove i hovedrollerne.

”I modsætning til den normative læsning af ’Idioten’, der fremhæver Mysjkin som en slags Jesus-figur i et korrupt samfund, har jeg været interesseret i den kollektive bevægelse, der skildres i romanen,” siger Tom Silkeberg.

”Mere præcist har jeg læst romanen ud fra de unge personers perspektiv som værende det korrupte samfunds afkom i en tid med store opbrud.”

I slutningen af 1800-tallet befandt Rusland og resten af de europæiske samfund sig i en brydningstid, hvor kristendommens værdier begyndte at smuldre under naturvidenskabens og industrialiseringens fremmarch. Tanker om nye magtstrukturer og ideologier vandt frem, som senere skulle vise sig blandt andet at skabe grobund for Den Russiske Revolution og to gruopvækkende verdenskrige.

”Tilstanden i slutningen af 1800-tallet var på mange måder en form for venteværelse, en overgangsperiode til en ny epoke, og det har været en stor inspiration i udlægningen af værket. Ikke fordi jeg mener, at vi i dag står over for de samme fremtidsudsigter, men fordi følelsen af, at samfundet befinder sig i slutningen af en historisk epoke, vækker genklang. Jeg mener, at det på mange måder også gør sig gældende i dag, hvor vi befinder os i overgangen til noget nyt og ukendt,” siger Tom Silkeberg.

Stykkets instruktør og teaterchef for Husets Teater Liv Helm fremhæver, at der foruden karakterernes eksistentielle kriser også kan trækkes tråde til i dag fra stykkets pointe om, at mennesket på trods af gode intentioner for

Fjodor M. Dostojevskij

Russisk forfatter, der levede fra 1821 til 1881.

Anses af flere litteratureksperter for at være én af de bedste forfattere nogensinde og er særligt kendt for værkerne ”Forbrydelse og straf” (1866), ”Idioten” (1869) og ”Brødrene Karamazov” (1880).

Blev i 1849 dømt til døden for revolutionære aktiviteter, men blev senere benådet. I stedet afsonede han fire år som straffefange i en sibirisk arbejdslejr.

KILDE: DR.DK

fremtiden bliver ved med at begå de samme fejl.

”Lev Mysjkin er et menneske, der forsøger at få andre til at indse, at ord har betydning. Mange af de øvrige karakterer har gode intentioner, men som de bliver ved med at handle imod. Jeg synes, at det samme gør sig gældende i dag, hvor ordene har mistet deres betydning. Vi kan sige til hinanden, at vi elsker hinanden, at vi gerne vil have fred i verden, og at vi ønsker at gøre noget ved klimakrisen. Men der er ingen, der handler på det,” siger Liv Helm.

Dansen med døden

I nyfortolkningen af Dostojevskijs murstensværk har Liv Helm og Tom Silkeberg valgt at indsnævre handlingsforløbet til kun at strække sig over én skæbnesvanger aften, der

foregår ved en fødselsdagsfest hos en af hovedpersonerne. Det har ifølge Liv Helm givet en stor kunstnerisk frihed og skabt gode betingelser i fortolkningen af romanens budskaber.

”Det har været enormt frisættende. Når man arbejder med en klassiker, der har den særstatus, kan man godt rammes af berøringsangst. Ved at stykket udelukkende foregår til festen, har vi sat fantasien fri, og det har givet os nye muligheder i fortolkningen af værket. Romanen er på den ene side utrolig sjov og samtidig meget skræmmende, og den måde, som en fest også kan balancere imellem det sjove og det skræmmende, har skabt et udgangspunkt, hvor romanens essens træder frem,” siger hun.

Ligeledes fremhæver Tom Silkeberg festen som den ideelle ramme, fordi han mener, at det er i festens tynde grænseland mellem lysten og døden, at den menneskelige natur træder frem:

”I mit arbejde med at skrive stykket har jeg været meget inspireret af den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freuds begreb om dødsdrift, og hvorfor nogle mennesker drives mod deres egen opløsning og død.”

”At hele stykket foregår til en fest, har derfor skabt gode forudsætninger, da karaktererne alle bærer på en voldelig og dysfunktionel arv fra en fejlslagen forældregeneration. Det er en skare af unge mennesker, der alle er desillusionerede og voldsparate,” siger Tom Silkeberg og peger på, at festen på den måde illustrerer det godes forfald:

”Festen som ramme iscenesætter hedonisme og selvdestruktivitet i en tid præget af tabet af etiske og moralske forpligtelser. Mysjkin fornemmer faren ved festens voldsomme leg med nydelser og dødsdrifter, men formår

2 Til venstre: I hovedrollen som den unge Lev Myshkin ses Elliot Crosset Hove, der i stykket spiller over for Ellaha Lack i rollen som Nastasia Filippovna. – Foto: Sara Galbiati

2 Til højre: Stykkets instruktør og teaterchef for Husets Teater, Liv Helm, fremhæver, at der kan trækkes tråde fra ”Idioten” til i dag fra stykkets pointe om, at mennesket på trods af gode intentioner for fremtiden bliver ved med at begå de samme fejl.

– Foto: Petra Kleis

2 Til venstre: Tom Silkeberg har dramatiseret nyfortolkningen af ”Idioten” på Teater Republique. – Foto: Olga Ravn

2 Til højre: Lamslået af festens uhyrligheder fornemmer den unge Lev Myshkin siddende i lænestolen en truende katastrofe for sine medmennesker og for sin samtid. – Foto: Sara Galbiati

ikke at få de andre til at tro på det, han siger.” Dødsdriften i ”Idioten” kan derfor betragtes som et profetisk forvarsel om katastrofer, hvor vold og ødelæggelse kom til at dominere den politiske verdensorden i 1900-tallet, mener Tom Silkeberg.

Problematisk censur

Netop volden og ødelæggelsen er stadig i høj grad at finde på det europæiske kontinent, hvor Ruslands krigshandlinger fortsat hærger i Ukraine. I kølvandet på Ruslands invasion meddelte ukrainske myndigheder i december 2022, at man opfordrer andre lande til et totalt boykot af al form for russisk kunst og kultur. Det har vakt stor bekymring hos Liv Helm, der mener, at kunstnerisk censur er problematisk uagtet et kunstværks nationale ophav.

”Diskussionen om, hvorvidt man fuldstændig skal udelukke russisk kunst, har fyldt i vores tidlige arbejde med stykket, men vi har ikke været i tvivl om vores ståsted,” understreger hun.

”Selvom det, der foregår med krigen i Ukraine, på alle måder er forfærdeligt, mener jeg, at det er forkert at pålægge censur på russisk kunst,” siger hun og påpeger, at censur af russiske kunstværker også har konsekvenser for basale menneskerettigheder i form af kunstens evne til at kritisere den politiske magt:

”Det gør mig ulykkelig, når Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, går ud og siger, at al russisk kunst og kultur skal boykottes, og at forslaget flere steder møder politisk velvilje. Det er problematisk, fordi den form for censur også rammer russiske systemkritiske kunstnere, der i disse tider er vigtigere end nogensinde før.” J

nyfortolknin-

”Meter i sekundet” var baseret på hendes eget liv.

Nu vil Stine Pilgaard skrive om andres

Stine Pilgaard skriver i øjeblikket på sit første teaterstykke. Det handler om dem, man møder i livet, men aldrig rigtigt lærer at kende, og stykket skal minde om, at andre menneskers liv har samme værdi som ens eget interview

Isabella Balanchi balanchi@k.dk I kælderen under Nørrebro Teater i København har Stine Pilgaard fået lov at holde til i skuespillernes hvilelokale. Det er smalt med gule vægge, en futon og et lille skrivebord. Forfatteren dæmper lyset, så stearinlysene kaster skygger på væggen. Hun sætter sig på futonen, og før Kristeligt Dagblads journalist når at stille sit første spørgsmål, siger hun: ”Nå, fortæl om dig selv.”

Måske er det ren vane. I april og maj sidste år har Stine Pilgaard brugt talrige timer i netop dette lokale og stillet spørgsmålet til folk, som hun kalder ”statister i sit liv”. Hendes frisør, psykolog, datterens pædagog, tidligere kollegaer. 25 samtaler er det blevet til, og disse er blevet byggeklodserne for de fem karakterer, der optræder i det teaterstykke, som hun i øjeblikket skriver for Nørrebro Teater.

Stykket, der får premiere i vintersæsonen 2024/2025, handler om fem mennesker, der venter på en bus nytårsaften. Da en af dem forsøger at indlede en samtale, er det først akavet, men de ender alle med hver især at synge en sang om dem selv – og til sidst dropper de bussen og laver et band.

Det er første gang, Stine Pilgaard skriver teater. Hun er romanforfatter, især kendt for ”Meter i sekundet” (2020), der indbragte hende både De Gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris i 2020 og fik hende optaget i Højskolesangbogen. Romanen blev også til en biograffilm med samme navn, filmatiseret af Hella Joof, som havde premiere i 2023.

”Det har været svært at komme ud af det univers, der har haft et langt efterspil. Det var et dejligt univers, men jeg havde lyst til at prøve noget andet. ’Meter i Sekundet’ er løst baseret på mit

eget liv, og jeg havde lyst til, at det nu skulle handle om noget andet end mig selv,” siger hun.

Forfatteren har altid interesseret sig for samtaler og dialog, også i sine romaner. Hun er fascineret af de mennesker, der befinder sig i gråzonen mellem fremmede og bekendte, og som man møder hver dag, men ikke ved særligt meget om. Under samtalerne i det gule lokale blev hun rørt over, hvordan de næsten-fremmede åbnede sig for hende og fortalte ting, de aldrig havde fortalt nogen før.

”Jeg er langt henad vejen meget bekymret for verden. Hvor er håbet? Jeg kan ikke løse de store konflikter i Ukraine og Mellemøsten, men jeg vil gerne komme med et lillebitte bud på, hvordan vi holder op med at se på hinanden som statister, men som mennesker, hvis liv er lige meget værd. Det skal også være et sjovt stykke, men underliggende kunne jeg godt tænke mig et budskab om, at vi er hinanden, hvis vi tør,” siger hun og tilføjer:

”Det må ikke lyde for helligt, for det er også en påmindelse til mig selv. ”

Det kræver mod

Det er egentlig længe siden, at teatrets direktør, Mette Wolf, første gang kontaktede Stine Pilgaard for at høre, om hun ville skrive et teaterstykke. Men der skulle en tragisk begivenhed til, før hun fandt modet til at takke ja til tilbuddet.

Sidste år døde Stine Pilgaards ven, forfatteren Martin Larsen, af en hjernetumor. Mens han var syg, genlæste Stine Pilgaard hans bøger. Blandt andet ottebindsværket ”Monogrammer”, der handler om alle navne i Danmark, og ”Svanesøsonetterne”, der er udgivet som en æske med håndskrevne, sammenkrøllede notater.

”De er bare så gode og flotte. Da han døde, var jeg med til at bære hans kiste, og jeg tænkte på, at den ikke vejede så meget. At hans samlede bøger nok havde vejet mere. Det var en fed tanke. Den der tyngde. Jeg tænkte, at han havde været modig, og det ville jeg også være. Næste dag ringede jeg til Mette og sagde, at nu var jeg klar til at lave et teaterstykke,” siger hun.

Det skræmte Stine Pilgaard at skulle skrive til teateret. Det havde været nemmere at blive ved med at tage ud på biblioteker og fortælle om ”Meter i sekundet”, svare på spørgsmål og læse højt. Eller at blive ved med at skrive romaner. Hun debuterede som forfatter samme dag, som hun fik sin kandidatgrad i dansk og har derfor altid arbejdet som

selvstændig. Hun er også enebarn. Hun er vant til at have al kontrollen.

”I går sendte jeg sangene til instruktøren, Helle Rossing, og hun skrev en meget sød mail om, at hun fik en masse idéer af dem. Og jeg tænkte: Nå. Okay. Spændende,” siger hun med et karikeret, sammenbidt udtryk og bryder så ud i et grin.

”Jeg skal tvinge mig selv til at tænke, at hendes idéer er lige så gode som mine. Men jeg tror, at det kan hjælpe mig rigtig meget resten af mit liv. Jeg vil i det hele taget gerne være et mere sympatisk menneske, og det bliver man ikke af at være meget alene.”

I begyndelsen af processen har hun befundet sig meget på teateret. Det har været dejligt at have en arbejdsplads, hvor hun har kunnet sparre med sine kollegaer, deltage i julefrokost eller forstyrre de øvrige medarbejdere for sjov, når de hver dag har haft en times stilletid i det åbne kontorlandskab. Men de seneste par uger har hun skrevet intenst, og så har hun arbejdet hjemme –fra klokken 23 til 4 om natten, når hendes kæreste og to børn er blevet puttet, og der er helt stille i lejligheden i Husum.

Denne dag er hun dog mødt ind på Nørrebro Teater. Iført en nøje udvalgt grøn buksedragt og højhælede støvler. Normalt tænker hun ikke over, hvad hun tager på, men efter interviewet skal hun i dag op på scenen og præsentere

stykkets 10 sange for teatrets medarbejdere, og de skal synge dem sammen. ”Jeg er vildt nervøs. Jeg er bange for, at de synes, at det er åndssvagt. Jeg har jo lavet det her, fordi jeg synes, at det er godt, spændende, rørende eller vigtigt.

Det er ligesom, når man er helt vildt forelsket i nogen og ikke ved, om det er en oplevelse, man har sammen, eller om den mest findes ovre i mig. Det er en drøm, der skal møde virkeligheden. Og sådan er det jo at skrive. Man glemmer det, når det går godt, men det kræver mod,” siger hun.

Det hele er nu

Kommunikationschefen banker på døren. Pianisten kommer lige om lidt og stiller sit keyboard op, fortæller hun.

Stine Pilgaard går gennem labyrinten af kældergange og op på scenen. Drypvis kommer medarbejderne ind – instruktøren, teaterdirektøren, regnskabsmedarbejdere, eleven, tonemesteren og scenemesteren. Folk, som skal være med til at skabe og sælge forestillingen og tage ansvar for den. De former en halvcirkel.

”Hej venner, hvor er det dejligt, at I vil være mit kor,” siger Stine Pilgaard og deler printede sanghæfter ud. Hun begynder at fortælle lidt om stykket og dets karakterer ud fra farverige plancher, som hun har limet glimmer og brudstykker af de anonymiserede interviews på.

Først synger de lavt, lidt genert, også Stine Pilgaard selv. I deres hverdagstøj står de badet i projektørlys foran de 620 tomme sæder. Lydniveauet bliver lidt højere, efterhånden som de arbejder sig igennem hæftet.

”Den er smuk, Stine,” siger én efter en særligt stille sang.

” Jeg kan ikke løse de store konflikter i Ukraine og Mellemøsten, men jeg vil gerne komme med et lillebitte bud på, hvordan vi holder op med at se på hinanden som statister, men som mennesker, hvis liv er lige meget værd.

STINE PILGAARD, FORFATTER

Til sidst synger koret ”Fortabt er jeg stadig”, Stine Pilgaards sang fra ”Meter i Sekundet”, der blev optaget i Højskolesangbogen, og som måske, måske ikke, skal være med i stykket. Kollegaerne klapper og slår ring om Stine Pilgaard for at give deres komplimenter. Instruktøren giver hende et langt kram.

”Det var som at være til mundtlig eksamen!” udbryder Stine Pilgaard. Men på trods af nervøsiteten, er det netop øjeblikke som dette, der gør, at hun er tiltrukket af teateret, fortæller hun.

”Teatret er nuets kraft. Det er så smukt. At vi oplever det hele på samme tid. Hvis der er en skuespiller, der glemmer en replik, er det frygteligt for os alle sammen. En roman kan man læse i og lægge væk, men på teatret er der så meget på spil, og det hele er nu.” J

0 Stine Pilgaard er vant til at være selvstændig og have al kontrollen. Men når hun skriver til teatret, er hun en del af et kæmpe hold. Man bliver et mere sympatisk menneske af ikke at være alene, mener hun. – Foto: Alexander Banck-Petersen

Hurra – vi har fødselsdag!

Gennem 33 år har glade gæster fået rejseoplevelser for livet på vores kulturelle grupperejser med sjæl og substans. Det skal selvfølgelig fejres.

Fødselsdagsrabat

Bestil din rejse søndag d. 4. februar, og få 500 kr. i rabat pr. person på en valgfri rejse hos Kulturrejser Europa*. Brug rabatkoden ”kultur33” ved bestilling på www.kulturrejser-europa.dk, så fratrækkes rabatten automatisk.

*Rabatten gælder kun ved bestilling søndag d. 4. februar 2024.

Find inspiration til din næste rejse i vores nye katalog.

Hent det på kulturrejser-europa.dk/katalog eller scan QR-koden herunder – og få udsigt til en verden af kultur.

Gæsterne giver Mageløse Madeira

Besøg Madeira – med alt inkluderet: Oplevelser, komfort og all inclusive på hotellet, hvor du kan nyde din balkon med havudsigt. Når du altså ikke er på spændende udflugter med dansktalende rejseleder og oplever Madeiras dejlige natur, historie og seværdigheder.

8 dage fra 8.995 kr.

Afrejse København: mar - okt/Afrejse Aalborg: mar & apr

Læs mere på kulturrejser-europa.dk/masp

Gæsterne giver Kulinariske vandringer på Amalfikysten

Få ved, at Amalfikysten byder på et væld af vandrestier. Vi ved det! Og kender hver en sten, lysning og citrontræ på den vidunderlige kyst. Du får derfor et vandreprogram i overvældende natur – krydret med lækre egnsretter.

8 dage fra 11.495 kr.

Afrejse København: apr & maj, sep & okt/ Afrejse Aalborg: apr & okt Læs mere på kulturrejser-europa.dk/vkul

Gæsterne giver

Krakow – kulturel kvalitetstid

Oplev fortryllende Krakow, og bo centralt med direkte adgang til byens kulturelle perler. Glæd dig til byrundtur i den gamle bydel, udflugt til den underjordiske kirke ved saltminen og et gribende besøg ved Auschwitz-Birkenau.

5 dage fra 6.495 kr.

Afrejse København: 13/5, 12/9 & 26/9

Læs mere på kulturrejser-europa.dk/krak

Gæsterne giver Andalusiens herligheder

På denne rejse oplever vi den afslappede og historiske atmosfære i Andalusiens karakteristiske hvide landsbyer, strandlivet i den hyggelige by Almuñecar og det imponerende Alhambrapalads i regionshovedstaden Granada.

8 dage fra 7.495 kr.

Afrejse København: 8/3, 27/10, 10/11, 17/11 & 23/11

Læs mere på kulturrejser-europa.dk/anhe

Gæsterne giver Et syditaliensk eventyr

Glæd dig til at opleve den velbevarede hemmelighed, der er det autentiske, eventyrlige Apulien. Vi besøger bl.a. hulebyen Matera, ser en drypstenshule, oplever Alberobellos sjove trulli-huse og nyder lækre, lokale måltider.

8 dage fra 12.495 kr.

Afrejse København: 27/4, 18/5, 7/9, 21/9 & 28/9

Læs mere på kulturrejser-europa.dk/syev

Gæsterne giver Vidunderlige Amalfi

Velkommen til en af verdens smukkeste kyststrækninger. Glæd dig til et indholdsrigt program med bl.a. gåtur på Citronstien og sejlads ved kysten, paradisiske bugter og pragtfulde seværdigheder. Alt sammen krydret med smagfulde måltider og et hotel i første række til vandet.

8 dage fra 9.995 kr.

Afrejse København: apr - jun, sep & okt

Læs mere på kulturrejser-europa.dk/viam

Kulturrejser Europa formidler kultur og grupperejser med sjæl og substans – og dansktalende rejseleder. Læs mere på kulturrejser-europa.dk eller ring på tlf. 88 33 62 46

22 | Scene&Kultur

musicaselv det vidste, at følelsesmæssige set og J

lokalet. smilenrulles af karakterer ikoniske af der Skjerns på, kunkaraktererne Ingeborg førkarakteristipubli-somsiger Lise

1 Skuespiller Daimi Gentle skal spille rollen som Fru Fernando Møhge, og blandt rekvisitterne er blandt andet det karakteristiske hørehorn, kørestolen og stokken. – Fotos: Leif Tuxen

Karaktererne fra Korsbæk

Den folkekære tv-serie

”Matador” bliver nu opført i en musicalversion. Nye sider af karaktererne vil komme til udtryk gennem sangene, siger instruktør Frede Gulbrandsen reportage

Claudia Mazur mazur@k.dk

En prustende lyd fylder rummet, og hove skraber mod gulvet. Instruktør Frede Gulbrandsen gør sig umage for at imitere en hest.

”Mads, jeg synes ikke, det er en god idé.”

”Når hun nu fortjener den. Ellen er den bedste i sin klasse.”

”Men det er Daniels største ønske.”

Dialogen kender man måske allerede, hvis man er blandt de danskere, der har tv-serien ”Matador” kær. Denne dag bliver den udvekslet mellem skuespillerne Lea Thiim Harder og Nicolai Jørgensen, der har hovedrollerne som Ingeborg og Mads Skjern i den nye musical ”Matador”. Efter planen skal den opføres i Falkonersalen i København, i Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro. Sammen med instruktør Frede Gulbrandsen øver de den ikoniske scene fra ”Matador”, hvor Ellen Skjern får den hest, hun drømmer om, og Daniel Skjern endnu engang må se sig overset af sin far.

Lea Thiim Harder bander over en af sine replikker.

”Vi prøver den lige fra begyndelsen af,” siger Frede Gulbrandsen.

Kalenderen viser torsdag den 4. januar. Mens mange danskere stadig holder juleferie, ser det anderledes arbejdsomt ud inde i det lille, afsidesliggende øvelokale i Albertslund Musikteater et stykke uden for København. Her er flere skuespillere sammen med instruktør Frede Gulbrandsen og hans instruktørassistent samlet for at øve og finpudse nogle få scener, før resten af skuespillerholdet ankommer.

Scenerne skal tilsammen udgøre den nye musical ”Matador”, der får premiere den 15. februar. Den oprindelige tv-serie havde premiere den 11. november 1978 og var skrevet af Lise Nørgaard, som inden sin død den 1. januar 2023 nåede at være med til at skrive manuskriptet til den kommende musical i samarbejde med Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. Den første øvedag fandt sted den 18. december 2023, og der venter derfor mange øvetimer forude frem til den store premiere, hvor scenetæppet løftes for publikum.

Kunsten at løfte arvesølvet

Frede Gulbrandsen klør sig i skægget, mens han går rundt i lokalet og instruerer skuespillerne. Han er iført en strikket sweater i et marineblåt og hvidt, nordisk mønster.

Når han ikke gestikulerer med armene, er højre hånd konsekvent placeret i bukselommen. Man kan nærmest høre, hvordan hans hjerne arbejder på højtryk for at finpudse scenerne ned til den mindste detalje. Alt lige fra tonefald og enkelte ord i replikkerne bliver nøje overvejet, skiftet ud eller rettet til, og i fællesskab byder alle de deltagende ind med idéer. Alle ændringer bliver noteret med kuglepen i det store manuskript, der ligger på bordet i flere fysiske, printede udgaver.

Det er en stor opgave, der hviler på den dansk/ norske instruktør Frede Gulbrandsens skuldre, når han skal genskabe den ikoniske tv-serie ”Matador” i en ny musicalversion.

”Det er forbundet med en vis ærefrygt. For nu kommer der en nordmand og skal lave ’Matador’ – den danske kulturarvs arvesølv,” siger Frede Gulbrandsen grinende og med et glimt i øjet.

For ham er det afgørende at gå ind i det med hjertet og sammen med resten af holdet at gøre det til sit eget, når de skal forsøge at formidle tvserien i en scenisk udgave.

Frede Gulbrandsen er en norsk/dansk sceneinstruktør, der blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2005. Inden for de seneste år har han blandt andet instrueret ”Den skaldede frisør” (2020) og ”Grease” (2023) for virksomheden ”One & Only Musicals”, som siden 2005 har produceret store musicals med fokus på at nå ud til et bredt publikum. En dag blev Frede Gulbrandsen prikket på skulderen og spurgt, om han ville instruere deres nye musical ”Matador”. Det sagde han ja til.

Det har ført til, at han i dag står her i øve-lokalet på Albertslund Musikteater sammen med flere fra sit hold.

”Jeg ville hellere have haft den af far,” lyder de sidste ord i scenen, hvor Daniel Skjern må tage til takke med en hest fra Katrine Larsen og kigge langt efter anerkendelsen fra sin far. Drengen, der skal spille Daniel Skjern som barn, skal først være med til prøverne fra næste uge, og ordene kommer derfor ud af instruktørassistenten, Katrine Skjoldelevs, mund.

Efter den sidste replik sætter alle sig igen til bords og kaster sig over den næste scene.

”Vi går til side 54”, siger Frede Gulbrandsen og bladrer i det tykke manuskript.

Frede Gulbrandsen

Født den 9. maj 1974 i Norge. Uddannet sceneinstruktør fra Statens Teaterskole i 2005.

Har tidligere instrueret forestillinger i både Danmark, Sverige og Norge, herunder ”Skammerens datter” (2012), ”Røde Orm” (2015) og ”Den skaldede frisør” (2020). Blev tildelt Årets Reumert i 2008 og 2009 for teaterstykkerne ”Gidsel” og ”Klumpfisken”.

I 2016 stod han bag Kerteminde Revyen, som blev kåret til Årets Revy, og i 2022 skabte han Odsherred Sommerrevy, som han stadig er leder for.

Han er gift med Malene Kjærgaard Høybye, og sammen har parret børnene Sebastian og Lauritz.

4 Øverst til venstre: Sceneinstruktør Frede Gulbrandsen.

Øverst til højre: Manuskriptet bliver læst og gennemgået nøje af Frede Gulbrandsen sammen med hans instruktørassistent og skuespillerne. Nederst til venstre: Rekvisitter til forestillingen.

Matador

Den originale, danske tv-serie ”Matador” er skrevet i 24 afsnit og blev sendt på tv i årene 1978-1982.

I 2007 opførte Det Kongelige Teater for første gang ”Matador” som en musical, der dengang høstede mange dårlige anmeldelser.

I 2024 gør teatervirksomheden ”One & Only Musicals” et nyt forsøg på at genskabe ”Matador” på scenen, denne gang akkompagneret med musik og sange skrevet af Burhan G og Lise Cabble. Manuskriptet er skrevet af Susanne Bier (”Hævnen”, 2010, ”Den skaldede frisør”, 2012), Anders Thomas Jensen (”Blinkende lygter”, 2000, og ”Retfærdighedens ryttere”, 2020) og Lise Nørgaard.

genopstår i ny musical

I et andet af musikteatrets lokaler, hvor der ndes en mere klassisk sceneopsætning med en stor, sort scene, røde tilskuerpladser og højt til lo et, er musicalens dansere gået i gang med at øve. Fordi de kræver mere plads end skuespillerne, får de lov til at øve sig på en rigtig scene.

”Prøv at tage den sidste del igen. Det var supergodt!”, siger danseinstruktøren.

På scenen denne formiddag øver otte dansere en dans, hvor de i smidige bevægelser bevæger sig ind og ud ad papkasser, der står på scenen. Gennem lydanlægget kan man høre skuespiller

Nicolai Jørgensen, der spiller Mads Skjern, synge en sang. Sangen er indspillet på forhånd, så danserne kan øve til den, men under selve musicalen er det tanken, at ere af karaktererne, herunder Mads Skjern, skal synge foran publikum.

Det er ikke første gang, at den klassiske fortælling ”Matador” får tilføjet både dans og musik. Tilbage i 2007 forsøgte Det Kongelige Teater at genskabe ”Matador” i en musicalversion. Selvom alle billetter blev udsolgt, k den dårlige anmeldelser af samtlige store, danske dagblade. Kritikken handlede om, at forestillingen var for hektisk, forpustet og for ivrig e er at få så meget af det store persongalleri med på for kort tid.

Det har også været udfordringen denne gang, fortæller Frede Gulbrandsen: At få over 28 timers tv-serie kogt ned til en bouillonterning i form af en forestilling på få timer er en opgave, der kræver en hård hånd.

”Det gælder om at være hård nok, når man skærer materialet ned. Der er mange fantastiske scener og roller, der er taget ud af historien, fordi der ikke er tid nok til at fortælle dem,” siger han, og tilføjer, at det, man har gjort anderledes denne gang, er at skære ere scener væk og i stedet fokusere på de store handlingslinjer i fortællingen

om Mads Skjern. Af samme årsag har man også valgt at lægge nogle scener sammen og skære ere store personligheder ud, herunder doktor Hansen, Vicki, Røde og Agnes, selvom sidstnævnte dog optræder ganske kort, men aldrig får sin historie foldet ud. Det ligger der nøje overvejelser bag fra instruktøren.

”På mange måder minder Agnes’ historie om Mads Skjerns historie om at starte en bedri og klare det. Den historie bliver allerede fortalt gennem Mads. Det var derfor vigtigere for os at nde de historier, der går på tværs af Mads Skjern og lave det mere dramatisk spændende,” siger Frede Gulbrandsen om holdets overvejelser bag forestillingen.

Selvom historien er skåret helt ind til benet, får de karakterer, der er taget med, plads til at udfolde deres historier.

I musicalen sker det gennem sangene, der åbner for karakterernes følelsesliv på en anden måde, end man har set det i tv-serien, siger Frede Gulbrandsen.

”I tiden, hvor ’Matador’ blev skabt, holdt man meget mere på sit følelsesliv. I dag er der mere plads til at være sig selv med de følelser, man har, og derfor tager vi os den frihed at digte videre på karakterernes følelser gennem sangene. De synger om, hvordan de har det med hinanden, med sig selv og de problemer, de står i. I den nye fortolkning gælder det om at komme bag facaden og kunne mærke, hvilke følelser der er på spil i og mellem rollerne.”

På skuldrene af Lise Nørgaard Frede Gulbrandsen tager sine briller på. Mange ere skuespillere er dukket op i øvelokalet, og rummet bliver langsomt fyldt op af baggrundsstøj, der lægger sig som et tæppe af lige dele

” Verden

ændrer sig hele tiden, og det skrev Lise Nørgaard også om. Det er det, vi ønsker at formidle.

FREDE GULBRANDSEN, SCENEINSTRUKTØR

snak, grin og forventning til dagens øvelse. Folk sidder tæt op ad hinanden.

En mand åbner døren og træder ind i lokalet. ”Hej, velkommen til kaosland,” siger en smilende Frede Gulbrandsen.

Første akt skal øves igennem. En kørestol rulles frem og tilbage i øvelokalet, og i den sidder en kendt, gråhåret gur med sin stok og sit hørehorn.

Selvom den kommende musical har masser af fornyelse i sig, er ere af de a oldte karakterer bibeholdt. Det gælder blandt andet den ikoniske Fru Fernando Møhge i kørestolen, der spilles af skuespiller Daimi Gentle.

Da hun vi er med stokken under en scene, der udspiller sig inde i dametøjsforretningen Skjerns Magasin, bliver det mødt af latter blandt alle fremmødte i lokalet.

I castingen har holdet i højere grad lagt vægt på, at skuespillerne både skulle være dygtige og kunne synge, frem for at de skulle ligne karaktererne én til én. Hovedkaraktererne, herunder Ingeborg Skjern spillet af Lea Thiim Harder, ligner ved første øjekast ikke så meget tv-seriens oprindelige skuespillere, mens de mindre rollers karakteristika er velbevarede, så de er genkendelige for publikum.

I og med at tv-serien i sit handlingsforløb afspejler en stor, samfundsmæssig udvikling, som Lise Nørgaard selv var fortaler for, giver det en spændvidde med plads til fornyelse i den kommende musical – herunder i castingfasen, siger Frede Gulbrandsen.

vejen til scenen | Nogle bærer på drømmen om et liv i rampelyset fra barnsben, mens andre træder ind ad bagdøre. Her fortæller tre skuespillere om deres valg af karriere

På dette tidspunkt vidste de, at de ville gå scenevejen

Historiefortælling har altid været en kæmpe

drivkraft i mit liv

Som skuespiller føler man hele tiden, man er på vej et nyt sted hen

Victor HeideJørgensen hjoergensen@k.dk

De fortalte

mig, at jeg nok skulle finde noget andet at lave

May Lifschitz, 28 år. Medvirker blandt andet i komedieserien ”Orkestret”

Jeg begyndte med at lave modelarbejde, og skuespilleriet kom først, da jeg som 20-årig flyttede fra Jylland

København for at læse. På det tidspunkt havde jeg fået et studiejob i Magasin, og en dag kom der en meget betydningsfuld filmcaster ind. Hun endte med at købe en læbestift og tilbyde mig at gå til casting på en film, der skulle laves af nogle studerende fra filmsko-

Jeg har nok altid haft en lyst til at optræde, men jeg har ikke tænkt på dét at blive skuespiller som en realistisk karrierevej. Jeg var da også meget nervøs i begyndelsen og bevidst om, at jeg ikke havde en formel uddannelse som skuespiller. Men det hjalp, at filmen blev skabt af studerende, fordi jeg følte, at vi alle lærte sammen med hinanden i løbet af processen.

Da den dør åbnede sig, mær kede jeg, hvor fedt det er. Noget af det bedste ved at være skuespiller er, og lærer i livet, kan

man er på vej et nyt

May Lifschitz

Hun er blandt andet kendt ”Orkestret”, hvor hun spiller rollen som Anastacia. Hun arbejder lige nu ikke er blevet offentliggjort.

Henrik Lykkegaard, 58 år. Kendt fra en lang række roller på tv, teater og film samt i Cirkusrevyen

Jeg arbejdede som pæda gogmedhjælper i Aar hus og havde læst på Arkitektskolen i to år. Jeg havde for søgt at komme ind på skuespillerskolen uden held. Det er en svær proces med tre forskellige prøver, hvor folk sorteres fra hver gang. De fortalte mig faktisk, at jeg nok skulle finde noget andet at lave. Så derfor begyndte jeg på en anden karrierevej. Men det følte jeg mig ikke sær ligt god til, så jeg tog orlov fra Arkitektskolen og for søgte igen med skuespillerskolen. Og så lykkedes det. Men det er selvfølgelig også meget tilfældigt. Skue spillerfaget er jo ikke en eksakt videnskab. Jeg tror, jeg oprindeligt valgte skuespilleriet, fordi jeg gerne ville være en mønsterbryder i forhold til min familie. Det er jo en god måde at baske sig fri på som et ungt menneske. Men undervejs i min karriere blev det mere et spørgsmål om faglig nysgerrighed. At spille teater er jo en kollaborativ proces, hvor mange mennesker skal blive enige om fremførelsen, og det er både en svær, men også meget spændende opgave. J

Karaktererne fra Korsbæk ...

fortsat fra side 23

”Verden ændrer sig hele tiden, og det skrev Lise Nørgaard også om. Det er det, vi ønsker at formidle,” siger Frede Gulbrandsen.

Lise Nørgaard var ikke tilfreds med den seneste musical fra 2007, men denne gang har hun selv været med indover manuskriptet.

”Hun havde et ønske om, at man skulle nå at opleve, at der blev lavet en god musicalversion. Hun sagde: ’I skal bare gå til den og ikke være for hellige’,” siger Frede Gulbrandsen.

Et blik på det hvide ur på væggen viser, at klokken har passeret 13. Frokostpausen er blevet udskudt. Luften er varm og tung i lokalet, og der mangler blot nogle få scener, før hele første akt er øvet igennem. Da de sidste scener er kommet i

hus, er det tid til en halv times pause.

”Godt gået alle sammen,” siger Frede Gulbrandsen, mens han står op og kigger rundt på alle skuespillerne. Alle i lokalet går ham i møde med et bifald for deres fælles indsats.

”Vi har masser af godt materiale. Nu skal vi bare stykke det sammen.”

En efter en forlader skuespillerne øvelokalet. Frede Gulbrandsen sætter sig ned i en stor lænestol, der er en del af scenografien til musicalen. Det har været en lang gennemgang af første akt, men det går fremad.

Men hvorfor overhovedet forsøge at genskabe en så stor og folkekær klassiker, når den tydeligvis stadig fungerer godt og er populær i sit oprindeli-

Henrik Lykkegaard

Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole 1990-1994. Kendt fra en lang række roller på tv, teater og film samt i Cirkusrevyen.

Han medvirker denne sæson i teaterstykket ”Lægen”, der har premiere på Folketeateret den 7. februar.

Bor i Værløse med sin kone, Anita Dietz.

” Jeg håber, at publikum går ud og tænker, at det var alt det, de drømte om.

FREDE GULBRANDSEN, SCENEINSTRUKTØR

ge format? Ifølge Frede Gulbrandsen kan musicalen tilføje noget, som publikum måske ikke selv ved, at de har savnet.

”Jeg håber, at publikum går ud og tænker, at det var alt det, de drømte om, og det de ikke vidste, at de savnede. Musicalen viser nye, følelsesmæssige sider af karaktererne, som publikum ikke har set før. Min drøm er, at den med både det gamle og det nye rammer lige i hjertekulen,” siger han. J

”Matador” får premiere i Falkonersalen i København den 15. februar 2024 og bliver efterfølgende opført på Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater.

af pro”Dramalaboratoriet” er, børnene selv klæde sig en valgDet er (th.), (i midTristan som lægger Josefine vil være en discopige, forhun klasgår på efter en pailletvest til leopardjakken.

3 Når projektleder ved Odsherred Teater Helle Ankerstjerne (th.) besøger skoler med kulturforløbet

”Dramalaboratoriet”, lærer børnene om, hvad tøj og kropssprog kan gøre ved en karakter.

”Hvilken forskel gør det, hvis vi placerer tasken sådan her?,” spørger hun 1. klasse på Højbo Friskole. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen

På Højbo Friskole fik børnene drama på skemaet

Amalie

Obbekjær Jensen ajensen@k.dk

Udstyret med en garderobestang rejser Helle

Ankerstjerne rundt i Odsherred og Kalundborg

Kommune med ”Dramalaboratoriet”. Her lærer børnene om skuespil og alle dets aktører reportage

”Er der nogen, der kan huske, hvad der skal ske i dag?”, spørger klasselærer Gwenn Justesen sin 1. klasse på Højbo Friskole, hvor 12 forventningsfulde elever sidder klar.

Tre hænder ryger straks i vejret.

”Vi skal fotograferes til avisen,” lyder det fra en elev, som opmærksomt vender sig mod Kristeligt Dagblads udsendte fotograf.

Det er rigtigt, siger Gwenn Justesen. Men der skal nu også ske noget andet. Noget, som er årsagen til, at Kristeligt Dagblad overhovedet er at finde på skolen nær Kalundborg denne dag. ”Én, der hedder Helle, kommer!”, lyder et andet bud.

Præcis. I dag kommer Helle Ankerstjerne forbi. Hun er projektkoordinator på egnsteatret Odsherred Teater. Og sammen med sin kollega, skuespiller og projektkoordinator Henrik Ipsen, tager hun ud med dramaforløb til skoler i Odsherred og Kalundborg Kommune.

Det er en del af kultursamarbejdet i Kulturregion Midt- og Vestsjælland, som

tæller de seks kommuner Kalundborg, Lejre, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø.

Med forskellige kulturforløb, målrettet de enkelte aldersgrupper fra 0 år til 9. klasse, er håbet, ”at give regionens 26.000 børn og unge samme muligheder for at møde kunst og kultur af høj kvalitet”, som det lyder på projektets hjemmeside, samt at der kommer større fokus på både kreativitet og den skabende proces.

Fællesbetegnelsen for kulturforløbene er ”Kumult!”, og spørger man projektleder Sonja Eliassen, er der gode grunde til at få mere musik, kunst og drama på skoleskemaet.

”Vi ved af erfaring og den forskning, der er udført, at når man arbejder med kreative processer på den her måde, er man med til at skabe sig selv som barn. Det er en måde at give dem lov til at bruge deres fantasi og udvikle sig gennem leg på,” siger hun.

Forløbet som tilbydes kulturregionens 1. klasser hedder ”Dramalaboratoriet” og løber over to dage. Her skal eleverne blandt andet lave dramaøvelser, rollespil, bruge deres kropssprog og lære om teatrets mange forskellige medarbejdere.

Et teater for alle

På Højbro Friskole ruller Helle Ankerstjerne en lang garderobestang ind i klasseværelset hos 1. klasse. På den hænger blandt andet et par lange, blå luffer, et julemandskostume og en grøn cykelhjelm.

Hun henter også en stor, sort kasse. Det er en såkaldt scenemodel, forklarer hun. En nedskaleret version af den fak-

0 ”For store sko kan påvirke måden, en karakter bevæger sig,” fortæller Helle Ankerstjerne, mens børnene vælger sko og tøj til deres opfundne figur.

mennesker på et teater ud over skuespillerne,” siger Helle Ankerstjerne til børnene, der som et ægte teaterpublikum har taget plads på grønne madrasser foran hende.

Hun hiver små ansigter frem printet på papir, som hun klistrer på scenemodellen, mens hun remser navnene op. Hvis man er rigtig god til at spille Minecraft, et computerspil som går ud på at bygge en verden op af firkantede blokke, kan man måske blive tekniker ligesom Dennis, fortæller hun klassen. Er man en haj til matematik, kan man blive administrator ligesom Malene.

Teatret er med andre ord ikke kun for dem, der har lyst til at stå på scenen. Det er en vigtig pointe, slår Helle Ankerstjerne fast, da Kristeligt Dagblad taler med hende senere på dagen.

”I virkeligheden er teatret en arbejdsplads for rigtig mange forskellige fagligheder. Og alle fagligheder er lige vigtige for, at vi kan præstere det, vi i sidste ende gør. Det synes jeg er vigtigt, at vi viser børnene,” siger hun.

”Tag for eksempel teknikerne. Det er ofte ordensfolk med en kreativ åre, men som ikke nødvendigvis har et personligt behov for at stå frem. Når vi nævner dem i undervisningen, er det både fordi, de er en vital del af det arbejde, vi udfører, men også i et håb om at spejle flere og åbne teateret som en arbejdsplads, hvor alle arbejder rundt om og med hinanden – og forhåbentlig give flere børn en aha-oplevelse af, at teatret måske også kunne være noget for dem.”

tiske scene på Odsherred Teater. Den bliver blandt andet brugt af teatrets scenografer.

”Der arbejder nemlig rigtig mange

På Højbo Friskole fik børnene drama på skemaet

Udklædningens kraft

Tilbage i 1. klasse er det tid til at klæde Helle Ankerstjerne ud. Hun har netop fortalt en historie, hvor karaktererne Elise og Sam ramler sammen i et cykelstyrt – og det er ud fra beskrivelserne i den fortælling, at eleverne nu skal forestille sig, hvordan Elise og Sam ser ud.

”I skal faktisk arbejde som kostumierer,” forklarer Helle Ankerstjerne, som ikke skal vente længe, inden forslagene til hendes udklædning strømmer ind.

”Jeg synes mest om den grå jakke”. ”Hvad med de grønne sko?”. ”Selvfølgelig skal hun have cykelhjelm på,” lyder det fra børnene.

Til stor begejstring for eleverne skal de også selv klædes ud. Karakteren er valgfri, og det er Josefine, Tristan og Vigga, som åbner ballet. Med deres klassekammerater som publikum nærmer de sig garderobestangen.

”Du ligner en rigtig gangster, Tristan,” siger Magne, mens han beundrer den store, sorte vest, som Tristan har trukket over hovedet.

”Der kan lige sidde nogle patroner og bomber dernede,” tilføjer han og peger på en åben lomme i vesten.

”Ved du hvilken karakter, du har lavet?”, spørger Helle Ankerstjerne syvårige Josefine, som har taget en leopardjakke uden på en pink pailletvest og matchet det med en lyserød taske.

”Jeg er en discopige,” svarer Josefine.

”Prøv at danse disco!”, hujer publikum, og Josefine danser et par trin.

Med hjælp fra tøjet på garderobestangen er hele 1. klasse snart forvandlet til både soldater, gamle damer, julemænd og en enkelt ”prinsesse, som snart skal i bad”.

Sammen med Helle Ankerstjerne funderer eleverne over, hvad det gør ved deres karakter, at de for eksempel holder deres håndtaske på en bestemt måde.

”Nu ligner du en voksen dame,” lyder det fra publikum, da Lily går fra at holde sin dametaske i håndtaget til at lade tasken hænge på sin letbøjede arm.

At udklædningsaktiviteten er særligt populær, undrer ikke Helle Ankerstjerne. Sådan er det ofte, når hun kommer rundt på de forskellige skoler.

”Der sker noget særligt, når vi klæder os ud og forvandler os. Vi træder ind i noget andet. Vi træder i karakter. Det er generelt altid sjovt at udforske. Uanset alder,” siger hun.

Samme melding kommer fra syvårige

Magne, da han senere på dagen erklærer, at han gerne vil være skuespiller og også være med i film.

”Jeg synes bare, det er fedt at lade som om, at man er en anden én,” siger han.

”Når man igennem teatret lærer at tage en anden rolle på sig, giver det en spejling af, hvordan et andet menneske har det.

Og netop det at ”lade som om, man er en anden én”, er en opgave, som indeholder et ganske særligt potentiale, mener klasselærer Gwenn Justesen.

GWENN JUSTESEN, KLASSELÆRER FOR 1. KLASSE PÅ HØJBO FRISKOLE

”Som mennesker er vi på en eller anden måde hele tiden på en scene, og vi spiller en rolle. Når man så igennem teatret lærer at tage en anden rolle på sig, giver det en spejling af, hvordan et andet menneske har det. Netop det at kunne spejle sig i andre, giver en rigtig god fornemmelse af, hvordan andre egentlig går og har det og en forståelse for, hvordan andre er,” siger hun.

”Og så er det jo også med til at give børnene erfaring i at stå foran andre og fortælle noget. Det skal man bruge i rigtig mange sammenhænge. Særligt her på skolen, som jo bygger på den lille-

skole-tanke, at man skal turde være i et fællesskab, hvor man indimellem skal stå frem og holde morgensamling, og hvor man skal turde sige sin mening.”

I 1. klasse vender de 12 elever nu dagens oplevelser over frokosten.

Ud over at klæde sig ud, har de også udforsket kropssprog, da de selv skulle mime en figur foran de andre. Er det en glad, trist eller vred figur? Og hvordan kan man se det?

De har også tegnet rekvisitter til scenen som vaskeægte scenografer og forsøgt at forestille sig, hvordan deres egen figur og deres egen scenografi kunne indgå i teaterstykket om Elise og Sam. For flere er det alligevel udklædningen, der står som dagens absolutte højdepunkt.

”Det sjoveste har været at klæde sig ud. Jeg var en gammel prinsesse, der ikke kunne gå. Det var sjovt at tage en masse mærkeligt tøj på, og jeg var ligeglad med, at de andre kiggede på mig,” siger Victoria på syv år.

Efter Helle Ankerstjernes oplæg er der også flere, der gerne vil være skuespillere, hvis de nu skulle arbejde på et teater. Men ikke syvårige Mads. For som han siger, så hader han at stå på en scene. Til gengæld kan han godt lide musik, og han har lige fået et trommesæt i gave. Også syvårige Asta drømmer om en rolle uden for rampelyset.

”Jeg synes, det kunne være sjovt at lave alle mulige ting med dyr i teater,” siger hun.

Tror du, at dyr kan spille teater?

”Nej,” lyder svaret prompte. Men der er jo andre måder, man kunne få dyr med i et teaterstykke på, fortsætter hun:

”Det sjoveste kunne være, hvis man lavede et hul oppe i loftet, og så kunne man få et reb, og så kunne man hejse hunden ned med rebet, og så kom den ned på scenen og lå i en kurv.”

Det lyder næsten som om, at du skal være tekniker?

”Ja …”, svarer Asta, som om hun lige skal tygge på det.

”Jeg synes, det kunne være sjovt at være den, der sælger billetter. Men jeg ville nok også synes, at det var sjovt at være sminkør,” siger Freja.

”Jeg vil også gerne være sminkør. Og jeg ved godt hvorfor. Det er fordi, jeg godt kan lide, at folk smiler, når man har gjort et godt stykke arbejde,” tilføjer Lily. J

Kumult!

”Kumult!” er et kulturprojekt, som søger at give børn og unge lige muligheder og lige adgang til at deltage i kunst og kultur af høj kvalitet uanset baggrund og bopæl.

Projektet er et kultursamarbejde mellem de seks kommuner: Kalundborg, Lejre, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø, som samlet udgør Kulturregion Midt- og Vestsjælland.

Kulturforløbene er målrettet alle årgange fra 0 år – 9. klasse.

Lige nu har to ud af seks kommuner fuldt program med 13 forløb fra 0 år til 9. klasse. Der arbejdes hen imod implementeringen af et fuldt kulturprogram med i alt 13 kulturforløb om året i alle seks kommuner.

Projektet er finansieret af Kulturministeriet, 15. Juni Fonden, Kulturregion Midt- og Vestsjælland samt den enkelte kommune.

KILDE: KUMULT.DK

0 En del af projektet ”Dramalaboratoriet” er, at børnene selv skal klæde sig ud som en valgfri figur. Det er Vigga (th.), Josefine (i midten) og Tristan (tv.), som lægger ud. Josefine vil gerne være en discopige, forklarer hun klassen, og går på jagt efter en pailletvest til leopardjakken.

0 Magne vil gerne være filmskuespiller, når han bliver ældre. Han synes, det er ”fedt at lade som om, man er en anden én”.

0 Sidst på dagen kan man blive malet som den figur, man selv fandt på tidligere. Magne er et rensdyr.

Det er 15 år siden sidst. Nu sættes manderollen atter under lup

I forestillingen ”Ikke noget pis” spørger instruktør Kamilla Wargo Brekling, hvordan det går med manden i dag. Det er en fortælling om den moderne mand, om kvinden – og om mennesket interview

Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk

Det begyndte egentlig med en teaterforestilling om kærlighed i 2004 med titlen ”Krig” på det daværende teater Kaleidoskop. Med to kvinder og to mænd på scenen satte den autodidakte instruktør og dramatiker Kamilla Wargo Brekling fokus på ”parforholdets kon iktzoner”. Her blev det imidlertid hurtigt tydeligt for Kamilla Wargo Brekling, at mikrofonen måtte gives videre til både kvinderne og mændene – hver for sig. Det blev til stykket ”Undskyld!” (2005), hvor kvinderne tog ordet og fortalte om den moderne, hårdtpressede kvinde, og ”Pis” (2008), begge opført på Det Kongelige Teater, hvor de dengang udødelige og uforbederlige, men også pressede mænd satte sig selv under lup. Som Kamilla Wargo Brekling selv beskriver det, da Kristeligt Dagblad møder hende, var det ikke planlagt, at forestillingerne skulle blive til en trilogi. Men sådan blev det, fordi der var brug for det.

Og nu – godt 15 år senere – er det tid til en tredje forestilling. Med ”Ikke noget pis”, som i denne måned stævner ud på en landsdækkende turné, giver Kamilla Wargo Brekling atter mikrofonen til mændene og spørger: ”Hvordan går det så nu?”

At stille sit menneske til rådighed De fem mandlige skuespillere er de samme, som de var dengang. I hvert fald når man kigger på navnelisten. Og selvom der i 2024-opsætningen er sket en mindre udski ning på holdet, er det som udgangspunkt det oprindelige mandskabs erfaringer, der danner rammen om den nye fortælling og er med til at udforme den.

Generelt arbejder Kamilla Wargo Brekling aldrig ud fra et færdigt manuskript fra begyndelsen, fortæller hun. I stedet skriver hun små scener, monologforslag og interessante sætninger ned – og så interviewer hun skuespillerne ud fra en metode, hun selv har udviklet til formålet. Og særligt i arbejdet med ”Pis” og ”Ikke noget pis” har hun været ekstra a ængig af mændenes beretninger. For Kamilla Wargo Brekling er ikke selv en mand. Så i princippet ved hun ”slet ingenting om, hvordan det er at være mand”, som hun siger. ”Vi – min co-instruktør Karina Dichov Lund og jeg – har allerførst en uge med hver enkelt skuespiller, hvor jeg interviewer dem, og hvor vi taler åbent om alt, hvad der rører sig. Her stiller man som skuespiller først og fremmest ’sit menneske’ til rådighed. Jeg har omkring 130 spørgsmål forberedt, og så går vi bare i gang,” fortæller hun.

”Ud fra det forsøger vi at nde linjer, problematikker og tendenser, som vi alle kan spejle os i. Det handler om at tage det private og gøre det personligt og almengyldigt. I virkeligheden er alle mine forestillinger undersøgelser af, hvordan det går med det moderne menneske lige nu. På den måde er de også alle sammen tidsbilleder,” siger hun. Så hvad har ændret sig i løbet af de to årti-

er, der snart er gået? Først og fremmest har titlen på forestillingen. Fra ”Pis” til ”Ikke noget pis”.

”Det er en måde at signalere, at nu er det svesken på disken. Dengang var der pis, men nu er der altså ikke noget pis. Nu skal vi ind til benet: Hvordan går det med manden? Hvordan går det med verden omkring ham? Og hvordan går det med mandens rolle i den verden?”, fortæller Kamilla Wargo Brekling. ”Vores virkelighed har ændret sig. Virkeligheden omkring mændene har ændret sig – og mændene har ha enormt travlt med at omstille sig de seneste årtier. Vi er slet ikke i mål – men der er gang i en nødvendig omstilling.”

Og så er mændene i forestillingen selvfølgelig blevet ældre. De er ikke længere i trediverne og på tærsklen til det alvorlige voksenliv med børn og parforhold, som de var i ”Pis”, men derimod er de nu i halvtredserne, hvor kroppen begynder at værke, og børnene yver fra reden.

Det funderer de også over på scenen, som både er uden rekvisitter og badet i lys. Der er ikke noget at gemme sig bag. Der er heller ikke nogen erde væg. I stedet taler skuespillerne direkte ud til publikum om deres virkelighed og deres drømme.

”Jeg oplever generelt den moderne mand som omstillingsparat, følsom og e ertænksom. Lidt klichéagtigt kan man måske sige, at vi er i gang med en fortælling om de abdicerende konger,” siger Kamilla Wargo Brekling.

”I 2008 havde manden stadig sin glori cerede placering på ranglisten på en eller anden måde. Og det er ikke, fordi vi har ligestilling i dag. Mændene fylder stadig meget. Men vi sætter i langt højere grad spørgsmålstegn ved måden, han er i verden på. Hvordan be nder han sig i den?”

Én ting, hun har lagt mærke til, er for eksempel, at kvinden fylder mindre i de fem mænds univers, end hun gjorde i 2008. Dengang var kvinden netop en motor for mange af de bekymringer og overvejelser, som manden gik med.

”I 2024 taler mændene stort set ikke om kvinderne. De har mere lup på sig selv nu. På deres egen identitet og deres egen position. I gamle dage kunne manden jo bare åbne døren, gå ind i rummet og sprede armene ud og gøre, som han syntes. Men nu skal han tænke sig om, tænke over hvad han gør –og hvad han siger,” fortæller Kamilla Wargo Brekling.

Livets dramaturgi ”Ikke noget pis” sætter også fokus på emner som overforbrug, klima og det at være mand og menneske med en anden hudfarve.

”I 2008 fyldte etnicitet ikke i forestillingen, fordi jeg dengang tænkte, at den

0 ”Ikke noget pis” er en opfølgning på forestillingen ”Pis” fra 2008. I de lidt over 15 år, som er gået siden sidst, er kvinden i mandens univers gledet mere i baggrunden. ”Manden har meget mere lup på sig selv nu. På sin egen identitet,” siger Kamilla Wargo Brekling.

– Foto: Johanne Teglgård Olsen

mest signi kante måde at komme omkring det var ved slet ikke at nævne det. I dag er det langt mere selvfølgeligt, at vi skal tale om det. Fordi racisme ndes, selvom vi forsøger at bilde os ind, at den ikke gør,” siger Kamilla Wargo Brekling. Alle scener og emner forbindes og fortælles i, hvad instruktøren selv kalder et ”tragikomisk sprog” – hvor drøm o e støder ind i virkeligheden. Det kommer for eksempel til udtryk i en scene, hvor en af mændene drømmer, at landstræneren for Danmarks herrefodboldlandshold, Kasper Hjulmand, pludselig ringer og fortæller, at han skal med på landsholdet. Og det på trods af, at han sidst spillede fodbold i 1981 – og det i serie 4. Ikke desto mindre vil Hjulmand have ham med. Og drømmen kulminerer med to mål og to oplæg mod Brasilien.

”I den drøm ligger jo både erkendelsen af, at man er et sted i livet, hvor der er ting, der er forbi, og drømmen om at det

aldrig er for sent. Det er en tragikomisk, menneskelig drøm. Og tragikomikken gør, at man forhåbentligt også i genkendelsen kan grine ad sig selv. Grine ad os,” siger hun. Og der ligger en vigtig pointe i ”os”. For ”Ikke noget pis” er ikke kun et spejl for manden i halvtredserne. I virkeligheden mener Kamilla Wargo Brekling, at der er noget at hente i fortællingen for os alle.

”Vores dramaturgi i livet er jo overordnet den samme. Og når man sætter fokus på manden, så sætter man også fokus på kvinden – og på mennesket. Vi er jo i verden sammen,” siger Kamilla Wargo Brekling. Det er på mange måder også den største læring, hun selv tager med sig fra arbejdet med forestillingen. At vi nok har mere til fælles, end vi lige går og tror. Og at vi både skal blive bedre til at lytte og til at sige tingene højt – uden pis.

”Drop det der ’Hej hej, ja, det går meget godt’. Tal med hinanden – også om det, der ikke er nemt. ’Hvordan går det egentlig med dig?’” J

Kamilla Wargo Brekling

Født i 1966.

Autodidakt instruktør, som har stået bag en række teater- og danseforestillinger.

Modtog i 2007 en Reumert som årets instruktør for forestillingen ”Om et øjeblik” på Betty Nansen Teatret.

Aktuel med forestillingen ”Ikke noget pis”. Forestillingen spillede på Det Kongelige Teater fra den 24. januar til 31. januar, og tager på turné i landet fra den 19. februar til 23. marts. Desuden aktuel med forestillingen ”Damekrop – on tour” på Teater V, der er en forestilling om kroppen i overgang.

0 Bodil

Jørgensen (nummer to fra venstre) har rollen som Sara Levin –den jødiske mor, der er splittet mellem sin konservative mand og datteren, der finder kærligheden med en kristen mand – Foto: Leif Tuxen

Kærlighed og konflikt. ”Indenfor murene” afspejler vores samtid

Af det klassiske teaterstykke “Indenfor murene” kan man lære meget af magtkampen mellem de rivaliserende familier. Det mener instruktør Morten Kirkskov, der står bag nyopsætningen af stykket på Det Kongelige Teater reportage

Victor Heide-Jørgensen hjoergensen@k.dk

Scenen er indrammet af en grå mur formet i en halvbue med fire døre i. Det er sparsomt med rekvisitter. Kun to røde lænestole og en rød sofa tildækket med hvide lagner og et lille bord er placeret på scenen. Skuespillerne, der i de tidlige decemberdage, hvor Kristeligt Dagblad lægger vejen forbi, øver sig på nyopsætningen af stykket ”Indenfor murene”, står samlet midt på scenen. Der er stadig lidt tid, før stykket får premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København den 19. januar.

Små detaljer bliver vendt; hvordan skal Lars Brygmann sige ”Godaften”? Er hilsenen henvendt til de andre karakterer, eller skal hellere kunne fungere

som en subtil hilsen til publikum?

Snart er gruppen klar til at øve tredje akt igennem. Alle forlader scenen, og musikken begynder at spille: klaver og et nynnende kor. En tjener, der serverer kaffe, træder ind på scenen. Derefter følger det stjernespækkede hold bestående af Lars Brygmann, Jens Albinus, Emilie Kroyer Koppel, Bodil Jørgensen, Stine Stengade og Joachim Kubel.

Konflikt og loyalitet ”Tak!”, råber stykkets instruktør og skuespilchef på Det Kongelige Teater Morten Kirkskov. Han står på sidelinjen og observerer og dirigerer stykket, han beskriver som en ”’Romeo og Julie’-fortælling med et par ekstra lag”.

”Indenfor murene” er historien om den jødiske forretningsmand Adolf Levin, der i sine unge dage oplevede den stigmatisering, der kom med at være jøde i begyndelsen af 1900-tallet. Hans bitterhed over stigmatiseringen kommer for alvor til udtryk, da hans datter, Esther, forelsker sig i en kristen mand, der tilmed er søn af en af de personer, der generede ham i fortiden. Esther og hendes forlovede står pludselig i midten af konflikten mellem deres fædre, og de må vælge mellem deres gensidige kærlighed og loyalitet over for deres familier. Dramaet handler således om, hvordan de unges kærlighed griber voldsomt ind i de respektive familiers liv og selvopfattelse.

Morten Kirkskov har været skuespilchef på Det Kongelige Teater siden

2014, og nu har han taget opgaven på sig at opsætte det 111 år gamle teaterdrama. Da Kristeligt Dagblad taler med ham denne decemberdag, en måned forud for stykkets premiere, har holdet været i gang med opsætningen i tre uger. Denne dag øves stykket igennem en enkelt gang fra start til slut. ”Det går rigtig godt, og det er heller

ikke første gang, jeg opsætter det. Jeg har nok et ret særligt forhold til det her stykke,” siger Morten Kirkskov. Morten Kirkskov satte det klassiske teaterstykke op tilbage i 2014 på Aalborg Teater. Og han har også selv spillet med i det helt tilbage i 1992 på Folketeatret i København. Det er et stykke, der har fulgt ham gennem tiden, og netop det tidløse ved dramaet er noget af det, som tiltaler ham.

”Selvom stykket er over 100 år gammelt, føles det spritnyt at arbejde med. Det handler jo om alt det, vi i verden er optaget af og har brug for lige nu: at acceptere, at vi tænker forskelligt, og at vi finder frem til en fredelig sameksistens. Eller bliver enige om, at vi skal leve fredeligt hver for sig for den sags skyld. Men samtidig er det ikke et eksplicit politisk stykke. Det handler om familiebånd,” siger han.

Morten Kirkskov har valgt at ændre stykket på ét område, han har nemlig valgt skuespillere til rollerne som Adolf Levin og Sara Levin, der er væsentlig yngre, end det normalt har været tilfældet med opsætninger af ”Indenfor murene”. Det tilføjer ifølge Morten Kirkskov en ny dramatisk dimension. ”Det gør den vrede og det had, som især Adolf Levin har, farligere, fordi den ikke forsvinder i morgen. Den vil vare ved. Og både han selv og menneskene omkring ham skal lære at leve med det. Det er ikke det sidste krampetræk fra en døende generation,” siger han.

0 ”Indenfor murene” på Det Kongelige Teater instrueres af Morten Kirkskov, der selv spillede med i stykket i Folketeatrets opførelse i 1993. – Foto: Leif Tuxen

” Vi lever jo i en krigstid med smålige mænd. Det er meget trist. Men det gør også den her fortælling mere relevant end nogensinde.

BODIL JØRGENSEN, SKUESPILLER

hvor hendes mand taler om at smide deres datter ud, fordi hun har valgt at forlove sig med en kristen mand.

”Hvad har vi så? Så kan vi sidde og være ulykkelige, og hun kan sidde et sted ude i verden og være lige så ulykkelig,” siger Bodil Jørgensen.

Ung kærlighed

Morten Kirkskov står på scenen og taler med Emilie Kroyer Koppel og Joachim Kubel. De spiller de unge forelskede, som er dramaets omdrejningspunkt, og Morten Kirkskov vil gerne vende karakterernes følelser og motivation.

”Skal jeg spille hende som vred eller mere bare afvisende over for Jørgen?”, spørger Emilie Kroyer Koppel.

Holdet af skuespillere tager scenen fra begyndelsen igen. Denne gang når de helt frem til tidspunktet, hvor etatsråd Herming (Lars Brygmann) viser sine dyre malerier frem til Adolf Levin (Jens Albinus). De går rundt i dagligstuen, mens Herming på skift peger på hvert enkelt billede og råber op om, hvor kostbar hans kunstsamling er.

”Det er de dyre. 7000 kroner!”, udbryder Herming.

”Ved De, hvad de to stykker har kostet, som de har set hjemme hos mig?”, spørger Adolf Levin og fortsætter: ”250 kroner! For dem begge to til sammen,” siger han med et selvtilfreds smil.

De to mænd betragter den usynlige fjerde væg, hvor publikum kommer til at sidde og kigge tilbage mod scenen.

På overfladen synes samtalen at dreje sig om kunst, men under den facade ligger en skjult rivalisering. Heming forsøger at etablere sin overlegenhed ved at prale af sin storstilede dagligstue. Levin er på den anden side ikke bange for at punktere Hemings snobberi. Han indtager rollen som hånende kritiker, der forsøger at afsløre, at bag al den pomp og pragt skjuler der sig tomhed.

”Bodil,” kalder Morten Kirkskov fra sidelinjen og scenen afbrydes, som en boble der brister.

”Gud, sorry, jeg glemte lige min replik,” siger Bodil Jørgensen, og skuespillerne samles igen i små grupper og diskuterer scenen.

Først og fremmest en mor

Bodil Jørgensen har rollen som Sara Levin – den jødiske mor, der er splittet mellem sin konservative mand og datteren, der finder kærligheden med en kristen mand. Hun er lige dele underkuet og motiveret til at skabe harmoni i familien.

”Hun er først og fremmest en mor, der elsker sine børn. Det er større end alt andet for hende. Men hun er også et barn af sin tid og forpligtet over for sin mand,” siger Bodil Jørgensen om karakteren.

Bodil Jørgensen kan godt identificere sig med sin rolle som den splittede mor, der har svært ved at acceptere bruddet med normerne og forventningerne.

”Det er en historie om folk, der er muret inde i egne overbevisninger. Jeg kan godt genkende den stivhed i mig selv, selvom jeg prøver at bekæmpe den,” siger Bodil Jørgensen.

Det over 100 år gamle teaterstykke bliver iscenesat på ny, men dialogen er beholdt i det samme sprog, som da det blev skrevet, og det gammeldags sprog kan ifølge Bodil Jørgensen til tider være en udfordring at få til at lyde naturligt og levende. Men samtidig er der noget tidløst over forfatter Henri Nathansens dialog.

”Det er et meget forståeligt sprog, selvom det er skrevet for så lang tid siden, og det er også meget bramfrit for sin tid. Det hjælper så også, at scenariet, der udspiller sig, er meget nærværende og også meget let for de fleste at sætte sig ind i, tror jeg,” siger Bodil Jørgensen.

En af Bodil Jørgensens yndlingsreplikker fra sin karakter er fra scenen,

Den kun 22-årige Emilie Kroyer Koppel er en af de mindst erfarne skuespillere på scenen, der ellers er befolket af nogle af branchens mest lærde. Men i hendes samtaler med Morten Kirkskov mellem prøverne kan man mærke hendes iver for at forstå sin karakter og spille rollen så perfekt som muligt.

De tager scenen for tredje gang. Denne gang når de hele vejen hen til spændingen mellem det unge par.

”Nå, er du så glad, Esther?”, spørger hendes forlovede, Jørgen Herming, i skikkelse af Joachim Kubel.

”Glad? For hvad?”, siger hun og vender ham ryggen og går.

”Kan vi ikke gå ind til dig? Jeg trænger til at være lidt alene.”

Emilie Kroyer Koppel og Joachim Kubel forlader scenen og giver plads til, at Jens Albinus og Lars Brygmann kan udfolde den endelige konfrontation mellem de to fædre, da snakken mellem dem falder på, hvilken religion det unge par skal vælge.

”Man forstår ikke noget, medmindre man holder af det, altså forstår De ikke jøder,” siger Adolf Levin mod slutningen af scenen.

Mulighed for at åbne os

I en tid præget af global konflikt og magtkampe, som krigen i Ukraine og konflikten i Gaza, står ”Indenfor murene” ifølge Bodil Jørgensen frem som en tankevækkende refleksion over vores samfund. Stykket kigger nærmere på de kompleksiteter, der omgiver kultur, religion og magt og fremstiller ifølge Bodil Jørgensen kvinderne som skikkelser for forsoning.

”Vi lever jo i en krigstid med smålige mænd. Det er meget trist. Men det gør også den her fortælling mere relevant end nogensinde,” siger Bodil Jørgensen og fortsætter: ”Der burde altid sidde en kvinde med ved fredsforhandlinger, fordi de har fokus på det nærværende og det praktiske.”

Ifølge Morten Kirkskov opfordrer teaterstykket os til at se ud over de overfladiske forskelle og fordomme og i stedet søge forståelse for hinanden.

”Jeg synes virkelig, at ’Indenfor murene’ tilbyder os alle sammen en mulighed for at åbne os. For at verden kan se anderledes ud, end vi troede. Og at vi kan rumme det. Jeg synes, at det er meget stort, også selvom det kan føles utopisk,” siger Morten Kirkskov. J

Indenfor murene

”Indenfor murene” er et skuespil i fire akter af Henri Nathansen fra 1912.

Stykket havde premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i 1912. Henri Nathansen stod selv for instruktionen.

”Indenfor murene” er det teaterstykke, der er blevet opført flest gange på Det Kongelige Teater.

Stykket kan opleves på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København frem til den 17. februar.

pakkes den ikoniske Orange Scene ned for sidste gang

Siden 1978 har scenen ha en nærmest mytisk betydning for musikere og festivalgængere, men e er denne sommer får Roskilde Festival en ny hovedscene i mere permanent form. Den vil dog stadig være orange kulturhistorie

Isabella Balanchi balanchi@k.dk

Det var den bedste dag i Lauge Kjærulfs liv, da han sammen med sit popband, Blæst, åbnede Orange Scene i 2023. Trommeslageren husker fra sin barndom, hvordan han i TV Avisen fra bedstefaderens sofa så D-A-D spille på festivalscenen og blev tryllebundet af den storhed, scenen fremkaldte.

”Orange Scene har altid været en mytiskgur i mit liv. Det var en drengedrøm at få lov til at optræde der, da jeg var lille, og det blev en professionel drøm senere hen. Det var meget, meget vildt at stå der. Det føltes, som om vi blev nogle seriøse spillere i klassen,” siger han.

Orange Scene har siden 1978 været Roskilde Festivals samlingspunkt og et sted, de este danske artister drømmer om at stå på. Hvis festivalen var en by, ville scenen være katedralen – og mange kunstnere har ha deres gennembrud på scenen, der er blandt den største i Skandinavien. Denne sommer bliver dog den sidste med scenen, i hvert fald i sin nuværende form.

For teltdugen er slidt, og scenen er for lille til at kunne leve op til de krav til visuelle effekter, som moderne livemusik kræver i dag. Derfor har Roskilde Festival besluttet at bruge over 25 millioner kroner på at ski e hele scenen ud med en ny. Det fortæller programchef for Roskilde Festival Anders Wahrén.

”Når vi alligevel står over for at skulle ski e dugen ud, så giver det mening at ski e det hele. Den nye scene vil være større, for vi kæmper med frihøjden inde i rummet, og det har givet udfordringer, når vi har skullet booke artister. Vi har måttet skalere produktionen ned og sige nej til nogle ting,” siger han med henvisning til, at sceneteltets form ikke giver plads til at hænge ting op eller have store skærme.

Det har været en prioritet at bevare scenens let genkendelige udtryk med den orange teltdug, den buede form og de karakteristiske spidser, der er festivalens logo og kendetegn.

”Når man står over for den nye scene og kigger, vil den stadig være Orange Scene. Det er ikke bare, fordi det er vores logo, men også fordi gæsterne forventer det. Visse traditioner og holdepunkter er værd at bibeholde.”

The Rolling Stones’ gamle scene

Historien om den ikoniske scene begynder i 1976, hvor The Rolling Stones turnerede rundt med scenen. Den var orange, fordi det

”Det væsentligste er, at der kommer en ny og ikke så meget at tage afsked med den gamle. Vi har restaureret og udskiftet dele af den mange gange før, selvom mange nok ikke ved det eller har tænkt over det.

ANDERS WAHRÉN, PROGRAMCHEF FOR ROSKILDE FESTIVAL

1 I fem årtier har det at optræde på Orange Scene føltes som en blåstempling for mange danske musikere. Nu skal den skiftes ud. –Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

var den billigste farve, da man skulle købe teltdug. E er turnéen blev den lejet ud til andre bands, blandt andet Queen, hvore er den blev opmagasineret i en engelsk lade –indtil den blev købt af Roskilde Festival i 1977.

Første år med Orange Scene lykkedes det festivalen at booke både Bob Marley og Elvis Costello. Bob Marley var et af de største navne, og Elvis Costello kom fra punken og pegede fremad mod new age-musikken.

Med de to navne var linjen lagt, fortæller Rasmus Rosenørn, museumsinspektør på rockmuseet Ragnarock.

”Roskilde Festival har altid været god til at spotte fremtidens artister. Det er ret imponerende, at de har formået at samle fem årtiers ungdomskultur,” siger han.

”Orange Scene er drømmen for alle danske bands og artister at spille på, for det er simpelthen en musikalsk blåstempling. Men det er også en svær scene at spille på, fordi der er så mange forventninger.”

At scenen har stor betydning for dansk musik, er man også bevidst om hos Roskilde Festival. Der er stor bevågenhed omkring hovedscenen, og det har programchef Anders Wahrén med i sine overvejelser, når han booker artister.

”Hvert år, når vi annoncerer, hvem der bliver åbningsnavnet på Orange Scene, er der stor opmærksomhed på det. Vi gør alt, hvad vi kan, for at nde nogen, der fortjener det, og vi har set en masse eksempler på, at der er kunstnere, der lø er sig yderligere, når de står deroppe,” siger Anders Wahrén Fra dåseleverpostej til rockstjerne Jesper Binzer, forsanger i det danske rockband D-A-D, husker det også som en milepæl, da bandet første gang blev booket til at spille på den ikoniske scene i 1986. Han havde selv besøgt festivalen ere gange med telt, dåseleverpostej og kasser med øl, men med koncerten trådte bandet ind i det musikalske spotlys.

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN/RITZAU SCANPIX

I år pakkes den ikoniske Orange Scene ned for sidste gang

”Det var selvfølgelig en kæmpe ting. Indbildskheden har altid været flot i D-A-D, så vi syntes bestemt, at vi fortjente det. Men der er rigtigt langt ned til publikum fra Orange Scene, så man laver den bevægelse, som al god rock’n’roll er lavet af, hvor man rækker ud efter noget, man faktisk ikke kan nå, og publikum griber én. Det er livemusik i sin essens,” siger han.

Efterfølgende blev D-A-D nærmest husorkester på Orange Scene. Med 11 koncerter fra 1986 til 2005 er de det band, der har spillet flest gange på festivalens hovedscene. Ikke meget ændrede sig fra koncert til koncert, husker Jesper Binzer. Stemningen var altid særlig. Og scenen var altid for lille. Bandets sceneshow, der har budt på både flyvende sofaer og kohoveder, var nødt til at foregå oven over scenen.

Men der er ét år, år 2000, der skiller sig ud. Her mistede ni mennesker livet i en tragisk ulykke til en Pearl Jam-koncert, hvor der opstod tumult blandt publikum. To dage senere skulle D-A-D lukke Orange Scene.

”Vi havde utroligt mange etiske overvejelser. Danser man på andre menneskers grav, eller er man der for nogen? Det var godt, vi endte med at optræde, for det blev mere sorgbearbejdelse end en D-A-D-koncert. Det endte med, at folk kunne danse og tude samtidig,” siger Jesper Binzer.

Han husker især fem unge mænd blandt publikum, der havde mistet en ven i ulykken. De var kommet på festivalen for at høre D-A-D, og vennerne rakte ud til bandet og bad dem spille på trods af ulykken til ære for vennen.

Ulykken er blevet en del af scenens og festivalens historie, og året efter, i år 2001, blev scenen skiftet ud med en større og sikrere model, fortæller Rasmus Rosenørn. ”Ulykken har været med til at gøre Roskilde

Festival til det, den er. I dag står man i forskellige indhegninger, og koncertoplevelsen er påvirket af det, der skete til den ulykke,” siger han

En semireligiøs dyrkelse

Den nye scene skal stå klar i 2025, og udover størrelsen er der en anden stor ændring fra den nuværende model. Tidligere har det taget flere uger og et stort hold frivillige at rejse scenen, men nu kommer scenen til at stå permanent på Dyrskuepladsen. Der bliver sparet tid, og man begrænser sin CO2-udledning, når det kun er teltdugen, der skal køres frem og tilbage, fortæller programchef Anders Wahrén.

Der er ikke planlagt nogen afsked med den gamle scene på denne sommers festival.

”Det væsentligste er, at der kommer en ny og

ikke så meget at tage afsked med den gamle. Vi har restaureret og udskiftet dele af den mange gange før, selvom mange nok ikke har tænkt over det. Men vi skal finde ud af, om vi skal lave noget spændende med den gamle dug. Det er mange kvadratmeter orange dug, man skal forholde sig til,” siger han. Festivalen har allerede dug på lager. Udover udskiftningen i 2001 blev den originale teltdug skiftet ud i 1983, og i dag kan man købe små stykker af den som relikvier – syet på Tshirts eller som nøgleringe – fortæller Rasmus Rosenørn.

”Roskilde Festival er sin helt egen semireligiøse dyrkelse af Orange Scene. Det er ikke kun bæredygtighed, vi taler om her. Der er utroligt meget nostalgi forbundet med det,” siger han og forsætter:

”Roskilde Festival har været en forandren-

Orange Scenes historie

I 1971 blev den første Roskilde Festival afviklet.

I 1977 købte festivalen Orange Scene, der inden havde været brugt af The Rolling Stones. 1978 var første år med den nye hovedscene, hvor blandt andre Elvis Costello og Bob Marley optrådte.

I 1983 blev den oprindelige teltdug udskiftet.

I 2001 blev hele scenen og teltet skiftet ud med en større udgave.

I 2025 bliver scenen udskiftet igen til en større scene med en konstruktion, der skal stå permanent på Dyrskuepladsen i Roskilde.

KILDE: ROSKILDE FESTIVAL

de faktor i mange menneskers liv. At deltage i festivalen er en form for overgangsritual.

Nogle kommer der en enkelt gang, når gymnasiet er slut, eller man har været på højskole for at markere afslutningen på én ting og begyndelsen på noget nyt. Andre bliver besat af det og kommer igen og igen. Det er en ungdomskulturel markør for mange unge og en milepæl, man skal have sat.”

På trods af at der kommer en ny og større scene, der ligner, er det for Lauge Kjærulf, trommeslager i Blæst, alligevel nostalgisk at sige farvel til den gamle:

”Nogle gange er det godt, at noget indkapsles ved, at det slutter. Den scene har huset de artister, den har huset, og nu er det en ny æra, der begynder. Men det giver mig noget at vide, at vi var en del af slutningen af den æra – på den Orange Scene, der nu lukker.” J

0 Luftfoto af Roskilde Festival 2023. Orange Scene ses i midten. – Foto: Stiig Hougesen

Kristeligt Dagblad Lørdag 3. februar 2024

De vækker scenografernes drømme til live

Bag scenetæppet på Odense

Teater findes et højloftet værksted, hvor håndværkerne

Steen Frederiksen og Morten Alexandersen knokler for at skabe rammerne om scenografien til den forestående sæsons teaterforestillinger reportage

Anna Moesgaard moesgaard@k.dk

Fra tilskuerrækkerne er det ikke lige til at se det. Men faktisk er de tilsyneladende slidte gulvtæpper, der breder sig over scenen på Odense Teater, spritnye.

Det kræver sin håndværker at få en teaterscene til at se levende og virkelighedstro ud. På Odense Teater arbejder håndværkermakkerparret Steen Frederiksen og Morten Alexandersen i disse uger på højtryk for at få styr på den kommende sæsons scenografier. Kristeligt Dagblad har fulgt håndværkerne

en dag midt i de praktiske forberedelser.

I et mødelokale på Odense Teater sætter en gruppe skjorteklædte mennesker sig til rette ved et langbord med ringbind og notesblokke. Maleren Steen Frederiksen sidder også med, men kigger spørgende rundt i lokalet, rejser sig resolut fra sin stol og udbryder: ”Jeg sidder hernede ved alle de administrerende. Jeg sætter mig op til dig.” Henvendt til Morten Alexandersen, der ligesom Steen Frederiksen selv er iklædt praktiske håndværkerbukser.

Selvom Steen Frederiksen og Morten Alexandersen er iført arbejdstøj med malerpletter og dermed skiller sig ud fra det øvrige teaterpersonale, er de nøglepersoner i skabelsen af forårets kommende teaterforestillinger. På denne dag er håndværkerne med til et statusmøde på forestillingen ”Mågen”, der vises på teatret fra den 3. marts til den 9. april. Og på morgenmødet er der et helt særligt punkt på dagsordenen, og som er særligt relevant for de to.

I løbet af forestillingen skal hovedrolleindehaveren klistres til i fjer. Men spørgsmålet er, hvordan man bedst og hurtigst muligt får fjerene klæbet fast til hans krop.

”Vi har prøvet at finde ud af, hvad der fungerer bedst. Om det er vaseline eller glidecreme. Det er jo noget fedtet stads,” siger scenograf Jonas Fly Filbert, og snakken om

0 Teaterhåndværkerne Steen Frederiksen (til venstre) og Morten Alexandersen arbejder flittigt på scenografien til den kommende teatersæson i Odense. – Foto: Claus

”Scenograferne er jo en form for kunstnere, som kommer og siger, at de vil have det hele. Det gør de altid. De vil altid opfinde den dybe tallerken. Men hvis det er for dyrt, tænker vi ud af boksen og finder andre løsninger, så vi ikke sprænger budgettet.

MORTEN ALEXANDERSEN, TEATERHÅNDVÆRKER PÅ ODENSE TEATER

langbordet lander på, at vaseline ikke er godt for huden, så de lægger sig fast på glidecremen som den bedste mulighed. Om bordet diskuteres det, om der skal stå en mand bag scenen og hjælpe skuespilleren med at klistre fjerene på, eller om det kan gøres på en bedre måde.

”Jeg tænker på, om man kunne have en balje eller et kar med glidecreme, som han selv kan lægge sig ned i og hoppe op igen og så klistre fjerene på sig,” siger scenografen til håndværkerne.

Sådan et kar kan håndværkerne nok godt finde frem. Men så er der noget med, at han ikke må få fødderne med ned i baljen, af fare for at han glider og skvatter rundt på scenen.

fortsætter side 38

Fisker

De vækker scenografernes drømme til live

fortsat fra side 37

Måske skal der også sørges for en ekstra rist i bruseren bag teatret, så fjerene ikke skylles ud med badevandet, lyder spekulationerne rundt om bordet. Den slags kreative løsninger er makkerparret Morten Alexandersen og Steen Frederiksen vant til at tænke i. Det er netop kreativiteten, der gør deres arbejde til noget særligt, mener de.

Snedkeren Morten Alexandersen kom en smule tilfældigt til Odense Teater. Efter et par år som snedker tog han et år ud af kalenderen for at bygge sit eget hus. Han vidste, at han ville væk fra det akkordarbejde, som han havde været vant til at udføre, så han planlagde at blive selvstændig. Men da hans kammerat faldt over en jobannonce fra Odense Teater og anbefalede ham at søge stillingen som teatersnedker, slog han til. Nu er det 15 år siden, at han begyndte i jobbet.

”Jeg holder af det traditionelle tømrerarbejde, men arbejdet på teatret giver mig en anden tilfredsstillelse. Det er noget andet end at sætte gipslofter op. Jeg står selv for at planlægge min tid. Jeg bestemmer selv, hvilke materialer jeg vil bygge med. Der er som udgangspunkt ikke nogen, der kommer og siger, hvad jeg skal. Det skal jeg selv finde ud af. Det kan jeg godt lide, og det er det, der giver mig energi.”

I 2019 i forbindelse med en stor forestilling i samarbejde med Den Fynske Opera vidste Morten Alexandersen, at værkstedet havde ekstraordinært brug for forstærkning. Da ringede han til maler Steen Frederiksen, hvis hustru arbejder som rekvisitør på teatret. Steen Frederiksen var egentlig stoppet med malerarbejdet, efter at han var blevet folkepensionist, men han blev bidt af arbejdsgangen på teatret. Siden forestillingen i 2019 har han været fast tilknyttet som maler på Odense Teater.

Den kreative forhandlingsproces Håndværkernes ”nærmeste arbejdsgivere” er scenografen og instruktøren. Og de er ikke altid lige nemme at tilfredsstille, fortæller Morten Alexandersen og Steen Frederiksen, da Kristeligt Dagblad taler med dem i værkstedet.

”Scenograferne er jo en form for kunstnere, som kommer og siger, at de vil have det hele. Det gør de altid. De vil altid opfinde den dybe

tallerken. Men hvis det er for dyrt, tænker vi ud af boksen og finder andre løsninger, så vi ikke sprænger budgettet. Løsningen finder vi altid,” siger Morten Alexandersen og griner.

De to håndværkere bevæger sig ind i et sparsomt indrettet lokale. Her står podier i forskellige højder langs vinduerne, og i den anden ende af lokalet står instruktørens bord med noter og en kop med gammel kaffe. Foran podierne står et opretstående klaver på en lille firkant af filt.

I forestillingen skal klaveret skubbes lydløst og ubesværet rundt på scenen, men det har vist sig at være en udfordring. Scenografen bøvler med klaveret, som ikke lige sådan lader sig rykke. I værste fald skal klaveret stå på hjul, men det kan komme til at ødelægge udtrykket, lyder det, da håndværkerne diskuterer situationen med scenografen, Jonas Fly Filbert.

Håndværkerne har grublet over, hvordan udfordringen kan løses. De står med hver deres hobbykniv og skærer teflonplader i runde skiver og sliber dem glatte, så de kan placeres under klaveret.

”Teflon har en meterpris på 6000 kroner,” siger Morten Alexandersen smilende og skærer pladen til med omhu.

På instruktørens bord kan man se den lille model, scenografen har lavet som guide til, hvordan han gerne vil have scenen til at se ud. Klaveret skal stå midt på scenen. Bag klaveret skal firkantede søjler af forskellig højde placeret i en buet form lede tankerne hen på et kirkeorgel. Men for nu lader håndværkerne klaveret stå, så skuespillerne endnu en gang kan øve på forestillingen.

Et splinternyt slidt tæppe

Tilbage i teaterværkstedet bakser Steen Frederiksen og Morten Alexandersen med et stort filttæppe, der skal klistres på tilsvarende store trælister. Tæppet ser slidt ud. Det har den slags pletter, der kommer, hvis man har sjosket hen over det med sine sludvåde vinterstøvler. Men filttæppet er helt nyt. Det er maler Steen Frederiksen, der har lavet pletterne ved at svirpe skiftevis en malerkost og en pensel med maling ned i filten. Den slags tricks lærer man kun ved at bruge sin fantasi, siger Steen Frederiksen.

Steen Frederiksen er uddannet autolakerer, men teatret har fascineret ham fra barnsben. Han emmer af arbejdsglæde, når han fortæl-

0 Morten Alexandersen ville egentlig have været selvstændig snedker. I dag har han været teaterhåndværker i 15 år.

– Fotos: Claus Fisker

ler om sine kreationer. Det kan knap ses på ham, at han er 72 år. Alligevel vover Kristeligt Dagblads journalist pelsen og spørger, hvorfor han bliver ved med at arbejde på teatret, selvom han i dag er folkepensionist. Inden Steen Frederiksen svarer, udbryder snedker

Morten Alexandersen:

”Han kan ikke undvære os.”

Morten Alexandersen nikker anerkendende til sin kompagnon.

”Hvorfor skulle man sidde derhjemme i stolen, hvis man kan være her? Min alder er noget, der står på et stykke papir. Men det gør den ikke herinde,” siger Steen Frederiksen og lægger hænderne på sit hjerte.

Mens snedkeren hælder lim ud på trælisterne fra tunge dunke, fortæller de to håndværkere ivrigt om deres innovative idéer; til en forestilling blev flødeskumskager skiftet ud med papmachemodeller, så de ikke skulle købes fra bageren til samtlige forestillinger. Når den kommende forestilling ”Mågen” får premiere, vil tilskuerne ganske sikkert slet ikke lægge mærke til, at det, der skal ligne fjer, i virkeligheden blot er skumgummigranulat, så der ikke svines for meget på scenen. Det er ikke altid lige let at få scenen på Odense Teater til at se levende ud fra tilskuerrækkerne. Men med kreativitet og håndværk er der altid en løsning, synes tankesættet at være i værkstedet bag scenetæppet. J

Værkstedet på Odense Teater

Det kræver et godt og håndværkskyndigt mandskab at få teaterscenen klar til den kommende sæson. På Odense Teater arbejder to snedkere, to malere, to smede og en rekvisitør tæt sammen for at få styr på scenerne.

Odense Teater kan dateres tilbage til 1796 og er Danmarks næstældste teater.

I alt 45 skuespillere er tilknyttet den næste sæsons forestillinger på Odense Teater.

0 Snedkeren Morten Alexandersen kom en smule tilfældigt til teatret.

FOTO: TIM KILDEBORG JENSEN/RITZAU SCANPIX