Grøn magi i Fredericia. Kig med, når Katrine Skovbo bliver sminket som den grønne heks i musicalen ”Wicked” på
Fredericia Musicalteater
side 10
Her finder de ro. Læs om skuespillernes ritualer før og efter forestillingen side 32
Hvad har frøken Jensen og Bodil Jørgensen til fælles? Vi tog på Hvidsten Kro for at finde svaret side 20
Kristeligt Dagblad Lørdag 31. august 2024
Sæsonerne ski er, og e er de lune og lyse sommerdage kommer en tusmørketid, der kalder på ro og re eksion. Med dette Scene&Kultur-tillæg følger vi naturens store sceneski og træder ind i teatrets verden. Her kan du nde inspiration til oplevelser, der beriger og giver grobund for samvær og samtaler. God fornøjelse og tak, fordi du læser med.
Marchen Jersild, souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad
4 Børneteater boomer Børn og unge strømmer i teatret –det er simpelthen blevet trendy
6 Anmelderne anbefaler
Balanchine, Holberg og Strindberg står dette efterår på ønskesedlen hos Kristeligt Dagblads anmeldere
8 Mageløse musicals Tiden kalder på musicals, og det er der ere grunde til. En af dem er lidt trist.
10 Grøn magi Som maskør kommer Michael Skytte tæt på skuespillerne, når han sminker dem. Kom med i værkstedet
14 Insiderviden Hvem er det værd at holde øje med i teaterbranchen i denne sæson? Få branchefolkenes tips
16 Jesus i Frederikssund På Frederikssund Teater har de sat sig for at fortælle historien om Jesus til unge mennesker i forestillingen ”Jesus – Guds søn”
18 Hvis krigen kommer I en tid med krig i Europa undersøger Det Kongelige Teater med forestillingen ”I tilfælde af ...”, vores relationer i en krisesituation
20 Jørgensen møder Jensen
Bodil Jørgensen spiller hovedrollen i Randers Teaters forestilling om kogekonen frøken Jensen. Vi tog på Hvidsten Kro
26 Bag kostumet Hvordan bliver et teaterkostume til, og hvilke tanker ligger der bag? Scenograf Mie Riis på Odense Teater tager os med på skrædderstuen
32 Her nder de ro Det kan være krævende at optræde. Tre skuespillere fortæller, hvordan de nder ro før og efter præstationen
34 Sidste akt af livet Teaterforestillingen ”Den Allersidste Dans” er blevet til efter research på plejehjem og maner til efter-tanke hos publikum
36 Kan man joke med Gud? Jakob Svendsen, kristen komiker, bruger troen i sin komik. Men humor og religion kan være en farlig cocktail
38 Teater som sorgarbejde Da et medlem af teatertruppen NordenFra døde i en ulykke, skabte gruppens øvrige performere en særlig forestilling til hendes ære
Udgivet af Kristeligt Dagblad
0 Zangenbergs Teater i København opfører ”Cirkelines fødselsdag” for et børnepublikum. Børne- og familieteateret har eksisteret siden 1978. Siden er flere teatre rundt omkring i landet hoppet med på vognen og producerer i dag mere teater for børn og unge sammenlignet med for syv år siden. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Børn og unge under 25 år fylder tilskuerrækkerne ud foran landets scener. Flere års indsats for at få den unge målgruppe i teateret har båret frugt, siger direktøren for Dansk Teater nyhed
Claudia Mazur mazur@k.dk
Der er sket noget med dansk teater. De gråhårede og trofaste teatergængere på de røde sæder har fået selskab af et nyt og noget yngre publikum.
Over 900.000 børn og unge under 25 år var tilskuere til dansk scenekunst i sæsonen 2022/2023. Det er en stigning på 16 procent på syv år.
I samme periode er produktionen af scenekunst for børn og unge under 25 år steget med over 50 procent, og antallet af opførelser er vokset med over 40 procent.
På syv år er der altså både kommet flere teaterproduktioner for børn og unge, de bliver opført flere gange end før, og det unge publikum har vokset sig større.
Et af de teatre, der præsenterer forestillinger for unge og børn helt ned til babystadiet, er Aarhus Teater. Faktisk udgjorde børn, unge under 25 år og studerende ”langt over en tredjedel” af teaterets publikum sidste sæson, fortæller Trine Holm Thomsen, der er teaterdirektør for Aarhus Teater.
”Vi er glade for og stolte af at lave forestillinger med børn og unge som målgruppe. Det er blandt andet derfor, vi til december også laver musik-
forestillingen ”GenZ ENDGAME” om og til generation Z [personer født i perioden 1995-2012]. Det er en interessant generation, som har store udfordringer på deres skuldre og skal føre samfundet videre,” siger hun.
Peter Mark Lundberg er direktør for brancheorganisationen Dansk Teater og har fulgt udviklingen i dansk børne- og ungdomsteater fra første parket.
”Jeg hører fra de københavnske teatre, at den unge målgruppe er den største målgruppe i dag, og det kommer nok bag på mange. Det er simpelthen blevet trendy at gå i teateret,” siger han.
Det er dog ikke kun de københavnske teatre, der har godt fat i det unge publikum. Tendensen er ens i både storbyteatrene og de små egnsteatre, ligesom der er kommet flere forestillinger på tværs af alle genrer –lige fra ballet til nycirkus.
Men udviklingen er ikke kommet af sig selv. I teaterbranchen har man i mange år arbejdet hen imod at få flere børn og unge til at gå i teateret, og når det i dag er lykkedes, skyldes det flere forskellige ting, forklarer Peter Mark Lundberg. ”Fra statens side har man gjort det billigere for børn og unge at komme i teateret og gjort det billigere for skoler at købe teaterforestillinger. Teatrene har også omlagt deres programmer, så der er mange flere forestillinger til børn og unge. Og så er der kommet mange nye, unge talenter til, som har fokus på at producere til andre unge,” siger han.
Scenekunst for børn og unge i tal
50%
Så mange procent er antallet af viste produktioner for børn og unge under 25 år steget i løbet af syv år.
40%
Så mange procent er antallet af opførelser for samme målgruppe steget i løbet af syv år.
16%
Så mange procent flere børn og unge blev teatergængere i samme periode, selv om antallet i aldersgruppen 0-24 år generelt er faldet.
KILDE: DANMARKS STATISTIK
derfor blev det yngre publikum nedprioriteret, og der blev lavet forestillinger til målgrupper, som havde flere penge mellem hænderne, forklarer Peter Mark Lundberg.
Den udvikling er dog vendt nu på branchens eget initiativ. For det er en god investering for teatrene at satse på børn og unge som publikum. ”Alle undersøgelser viser, at hvis man har lært at gå i teateret som barn og ung, bliver man ved med det igennem livet,” siger han.
Tiden kalder på mere samvær Ud over de strukturelle tiltag, der har været de seneste år, har coronapandemien også haft en finger med i spillet. Det mener Pernille Welent Sørensen, der har en master i psykologi og har skrevet en ph.d.-afhandling på Roskilde Universitet om børns møde med scenekunsten.
” Vi har opdaget, hvad det betyder at være nærværende i et rum sammen. Der er noget i teaterets væsen, som vores samtid efterspørger.
PERNILLE WELENT SØRENSEN, PH.D., ADJUNKT
Danske teatre har fra 1980’erne og opefter haft opmærksomheden rettet mod børn og unge, men i 2000’erne blev branchen ramt af besparelser, og der skete en ”kommercialisering” af teaterbranchen. Der skulle sælges flere billetter, og
”Vi har opdaget, hvad det betyder at være nærværende i et rum sammen. Der er noget i teaterets væsen, som vores samtid efterspørger. Trivsel er en udfordring, og vi ved, at der findes et modsvar i samvær og kunst. Man kan sidde og lade sig opsluge af noget, hvor man bliver en del af et fællesskab. Teateret er et rum, hvor vi mærker, oplever og stiller os til rådighed for noget, der er større end os selv,” siger hun. Derudover gør nordisk teater en dyd ud af at efterlade børn og unge med håb, og det er vigtigt, mener Pernille Welent Sørensen: ”I Norden tager vi vores børne- og ungdomspublikum meget alvorligt, og det betyder, at vi tør at tage fat på det svære. Men vi er også opmærksomme på, at vi næsten altid efterlader håb. Og det tror jeg faktisk har en betydning for vores børn og vores fælles fremtid.” J
Forestillinger
Det Kongelige Teater: Pixiforestilling: ”Teaterfuglene”. Kan ses den 28. september. Teaterforestilling: ”Pinocchio”. Kan ses fra den 15. november til den 30. december. Fra 8 år og opefter.
Aarhus Teater
Musikforestilling: ”GenZ ENDGAME”. Kan opleves fra den 5. december til den 21. december og igen fra den 6. januar til den 25. januar 2025. Teater: ”Pagten”. Baseret på julekalenderen af samme navn. Kan ses fra den 9. november til den 21. december. Fra 6 år og opefter.
Aalborg Teater
Teaterforestilling: ”Det magiske tivoliteater”. Baseret på julekalenderen af samme navn. Kan ses fra den 14. november til den 23. december. Fra 7 år og opefter.
Teaterforestilling: ”Mio, min Mio”. Kan ses fra den 10. oktober til den 19. oktober. Fra 6 år og opefter. Vejle Musikteater
Teaterforestilling: ”Sallys far”. Kan ses den 29. september. Fra 4 år og opefter.
Teaterforestilling: ”Skammerens datter”. Kan ses den 2. og den 3. oktober. Fra 9 år og opefter.
Se flere forestillinger på www. scenen.dk/boern-unge
Kristeligt Dagblad Lørdag 31. august 2024
anbefalet | Hvad skal man se på de danske scener i den kommende sæson? Her er de forestillinger, Kristeligt Dagblads anmeldere glæder sig mest til
Alexander Meinertz, balletanmelder
”Giant Steps” på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, fra den 5. september
George Balanchine er det 20. århundredes geni, og hans navn er blevet synonymt med det, vi kalder neoklassisk og såkaldt abstrakt ballet. Fra den 5. september hylder Den Kongelige Ballet Balanchine i konceptet ”Giant Steps”, hvor balletten danser tre af hans hovedværker: den romantiske, tragiske ”Serenade”, det grafisk slående modernistiske værk ”De fire temperamenter” og sluttelig finaleballetten over dem alle: ”Symfoni i C”. Hele Den Kongelige Ballet er på scenen, og selv om de musikalske balletter er ”handlingsløse”, er de følelsesmæssigt medrivende og intellektuelt udfordrende. Det er simpelthen sæsonens balletog musikoplevelse.
Balletten kan opleves frem til den 18. september.
”Blodbryllup” på
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, fra den 9. november
Som balletmester investerede Nikolaj Hübbe i den foregående og den kommende sæson meget i at afprøve dansernes evner som koreografer, blandt andet i udviklingsprogrammet ”Koreorama”. Nu skaber solist Eukene Sagues en helaftensballet, ”Blodbryllup”, efter den spanske digter og dramatiker Federico García Lorcas surreelle kærlighedsdrama. Det er sæsonens satsning, men jeg forestiller mig, at det bliver et udtryksfuldt stykke danseteater med stærke præg af spansk og moderne dans.
Balletten kan opleves frem til den 22. november.
”Tornerose” på
Det Kongelige Teater, Operaen, fra den 25. januar 2025
Da de russiske tsarer byggede Vinterpaladset som en pendant til Versailles, skulle de selvfølgelig også have sig et storslået balletkompagni ligesom Ludvig XIV af Frankrig. ”Tornerose”, en handlingsballet efter Perraults eventyr til musik af Peter Tjajkovskij, er en pragtballet fra 1890, der så at sige hylder begge monarkier og forbindelsen mellem dem. Den regnes også for højdepunktet i udviklingen af klassisk ballet med pas de deux’er, store ensemblescener og den berømte ”Rosenadagio”. Denne opsætning af den engelske koreograf Christopher Wheeldon skæmmes noget af en lidt for tegneserieagtig scenografi og kostumer, men rent koreografisk er den i verdensklasse. Poetisk, eventyrlig og storslået.
Balletten kan opleves frem til den 22. marts 2025.
Lene Grønborg Poulsen, kulturjournalist
“Blodbadets Gud” på Aarhus Teater fra den 5. september 2025 Vi begynder på Aarhus Teater, som virkelig står stærkt lige nu og bare leverer den ene gode forestilling efter den anden. Den 5. september har de premiere på forestillingen ”Blodbadets Gud”, der byder på forfærdelige forældre hentet direkte ud af dit værste Aula-mareridt. Hvad der begynder som en fredelig dialog mellem to forældrepar, der skal diskutere en uoverensstemmelse mellem deres børn, bryder ud i nådesløs uenighed. Forestillingen, der har modtaget et hav af priser, er skrevet af den franske dramatiker Yasmina Reza, men historien blev for alvor kendt, da den i 2011 blev filmatiseret med Kate Winslet og Jodie Foster i hovedrollerne, som de oprørte og giftige kvinder. Jeg er spændt på at se, hvordan Aarhus Teater fortolker fortællingen ind i en dansk kontekst, og hvordan instruktør Anastasia Nørlund vægter balancen mellem alvor og sort, pinagtig humor – hvor vi måske kan genkende glimt af os selv. Forestillingen spiller frem til 9. oktober.
”Min søster er en havfrue” på Teatret Gruppe 38 fra den 24. september 2024
I det mere underfundige og stemningsfulde hjørne springer vi til Teatret Gruppe 38, som ligger i området Aarhus Ø ned til vandet. Fra den 24. september viser
Kathrine Maria Aamann, teateranmelder
”Et drømmespil” på Det Kongelige Teater, fra den 27. september Hvordan står det til med menneskene? Ikke særlig godt. For kan livet overhovedet give mening, når man i sin søgen efter kærlighed og lykke kun får den dobbelte sorg igen? Til efteråret opsætter Det Kongelige Teater August Strindbergs måske mest geniale og i hvert fald mest gådefulde stykke, ”Et drømmespil”, og jeg glæder mig til at se det fænomenalt syrede eksistensdrama udsat for og
forhåbentlig forløst i husinstruktør Anna Balslevs udforskende scenesprog. Stykket spiller til den 12. november.
”Krigsbørn” på Teater V, gæstespil af AKUT360, fra den 2. oktober
Den hviderussiske forfatter og nobelpristager Svetlana Aleksijevitj har gjort det til sit indædte arbejde at zoome ind på de enkelte menneskeskæbner, krigen trækker efter sig i sit blodige spor. I forestillingen
”Krigsbørn” på Teater V i Valby i København tager teatergruppen AKUT360 udgangspunkt i to tekster af Aleksijevitj.
Her blander hendes vidnesbyrdberetninger med
de og teaterRum forestillingen ”Min søster er en havfrue”, der er instrueret af Bodil Alling med Lars Dammark i hovedrollen. Forestillingen er både til voksne og til børn fra ni år, og den handler om en helt almindelig dreng, der vokser op i en familie, som har lidt svært ved at få det hele til at hænge sammen. Drengen føler sig tit alene og overset, og så er der ikke mindst en irriterende lillesøster.
Opsætningerne på Teatret Gruppe 38 taler som oftest ind i stemninger og følelser, så publikum kan se frem til at opleve en underfundig og fin forestilling, der rammer en livsnerve og sætter ord på nogle følelser, som mange familier sikkert bokser med. Forestillingen spiller til den 2. oktober.
”Frøken Jensens Kogebog” på Randers Teater fra den 28. august
Det er skønt, at et stort provinsteater som Randers Teater opsætter en forestilling, som jeg tror giver genlyd for de fleste danskere.
Ikke alene fordi det er med Bodil Jørgensen i hovedrollen, men også fordi forestillingen rummer et tema, som jeg tror, at vi alle sammen på en eller anden måde har et forhold til. Fra reolen derhjemme kender de fleste af os jo ”Frøken Jensens Kogebog”, som vor mor med stor sandsynlighed har lavet mad efter.
Dertil er det en musikforestilling, som taler til en bred gruppe, og så er det særligt sjove ved konceptet, at det jo er en husholdningsbog, en kogebog, der opsættes på de skrå brædder. Så den glæder jeg mig til at opleve på Randers Teater. Forestillingen spiller til den 28. september.
0 De medvirkende i ”Hvem er bange for Virginia Woolf” er (fra venstre) Marie Reuther, Jakob Cedergren, Iben Hjejle og Lue Støvelbæk. – Foto: Robin Skjoldborg
stemmer fra den pågående krig i Ukraine i et hårrejsende relevant forsøg på at gøre krigens omkostninger konkrete. Det er teater til tiden – alle tider.
Stykket spiller til den 11. oktober.
”Hvem er bange for Virginia Woolf ” på Teatret ved Sorte Hest fra den 14. september Bør man være bange for Iben Hjejle? Uden tvivl. Hun er i hvert fald frygtindgydende magtfuld på en scene. Til september kan man opleve den Reumert-hædrede skuespiller på Teatret ved Sorte Hest i København i Edward Albees ætsende syrebad af et ægteskabsdrama. Det kan kun blive godt – og grumt.
Stykket spiller til den 26. oktober. J
Fortalt til Mathias Blenner blenner@k.dk
Den kommende teatersæson byder på et væld af musicals. Med sin tilgængelighed er musicalen et åndehul fra hverdag og krisetider. Det betyder dog ikke, at der gives afkald på det store drama nyhed
Camilla Klarskov klarskov@k.dk Musicalen er populær som aldrig før. Det er i hvert fald den fornemmelse, man hurtigt kan få, når man bladrer igennem programmet for den teatersæson, der nu står for døren. ”Billy Elliot”, ”The Sound of Music”, ”Saturday Night Fever” og ”We Will Rock You” er blot nogle af de mange musicalopsætninger, teatergængere kan se frem til at opleve på landets største scener.
Og spørger man Michael Eigtved, der er lektor i teater- og performancestudier på Københavns Universitet samt forfatter til bogen ”Musicalguide”, kan der meget vel være noget om snakken.
”Egentlig var der stort set lige så mange musicalpremierer, hvis ikke flere, i Danmark for 20-30 år siden, som der i dag,” siger han.
”Men dengang var det jo typisk de store, etablerede teatre, som satte musicals op i relativt begrænsede spilleperioder. Så der var færre publikummer og et mindre billetsalg end i dag, hvor man lader musicals spille, så længe de kan, fordi man forlænger eller genopsætter dem,” forklarer han.
Ikke længere ufint
En undersøgelse foretaget af Wilke i 2022 pegede også på en potentielt stigende musicalinteresse blandt danskerne. Her havde 12 procent af de adspurgte set en musical det pågældende år, mens endnu flere – nemlig 19 procent – ønskede at se en musical i 2023. At efterspørgslen på musicals er til at tage og føle på, viser sig ikke mindst i, at private musicalproducenter gennem de seneste 10-20 år har gjort deres indtog på musicalscenen. Hvor de etablerede – og oftest statsstøttede – teatre tidligere opsatte musicals på egen hånd, er det i dag ofte private producenter, der sælger forestillingerne til teatre og publikumssale.
Én af dem er One & Only Musicals, der med musicalen ”Den eneste ene” i 2005 blev den første private producent til at lave musicals herhjemme, og som i denne sæson står bag ”Saturday Night Fever The Musical”, ”Strictly Ballroom” samt ”Moulin Rouge” til sommer. ”Af og til ønsker vi os da tilbage til de tider, hvor der ikke var så mange konkurrenter. Alle vil spille musicals i dag,” ler Jesper Winge Leisner, der i
knap 20 år har stået i spidsen for One & Only Musicals.
I de år, han selv har været i branchen, har han set forandringen ske. Han glæder sig især over, at teaterverdenens syn på musicalgenren i dag lader til at være en anden end tidligere.
”Engang blev musicals jo set som noget, der ikke var rigtig scenekunst. Mange teatre var for fine til at ville spille det og gjorde sig ellers umage for at lave musicalforestillinger, der enten var meget specielle eller alvorlige. Så længe man lavede noget fantastisk kunst, var det lidt ligegyldigt, om man solgte billetter eller ej. Men i dag er de samme teatre jo blevet vores venner og kolleger,” siger han med reference til blandt andet Operaen i København, hvor ”Moulin Rouge” skal spille.
En lettilgængelig tre-i-ener Selvom interessen for musicals har været stigende gennem længere tid, undrer det ikke musicalekspert Michael Eigtved, at det lige netop er i disse år, publikum strømmer til de velourbetrukne sæder. For ét er, at danskerne generelt får flere penge mellem hænderne til at købe fornøjelser for. Noget andet er, at vi gennem de seneste år har befundet os i en krisetid med først corona-krisen og så krigene i Ukraine og Gaza.
”Det sker jo ofte, at underholdning og krisetider følges lidt ad. Når det strammer til i verden, vokser underholdningslivet. Folk har brug for noget afledning fra den virkelighed, de ikke synes er så fantastisk at være i,” forklarer han.
Dertil kommer, at musicals – der ofte trækker på historier og musik, som
”Saturday Night Fever” spiller i Falkonersalen i København fra den 12. september, på Vejle Musikteater fra den 24. oktober og Musikteatret Holstebro fra den 6. november.
”Wicked” spiller på Fredericia Musicalteater fra den 18. september og i Tivolis Koncertsal i København fra den 11. oktober.
”Anastasia” spiller på Det Ny Teater i København fra den 19. september
”Pinocchio” spiller i Tivolis Glassal fra den 4. oktober.
”Natasja” spiller i Tivolis Koncertsal fra den 25. oktober, Musikhuset Aarhus fra den 13. november, Aalborg Kongres& Kulturcenter fra den 19. november, Vejle Musikteater fra den 27. november og Ringsted Kongrescenter fra den 4. december.
”Billy Elliot” spiller i Operaen i København fra den 21. november.
publikum allerede har et forhold til – af mange opfat tes som letfordøjelig under holdning. Det tiltaler alle dem, der har lyst til at opleve live-underholdning, men som måske ikke betragter sig selv som typerne, der ser klassisk tale teater eller opera.
”Der er musicalen jo lidt af et colum busæg, fordi den med både musik, drama og dans kombinerer tre kunstarter i én, så man bliver stimuleret på mange måder på en gang,” siger Michael Eigtved.
Og det er da også netop underhold ningen, musikken og det gode drama, der ifølge musiclgængerne i Wilkes un dersøgelse fra 2022 er de vigtigste kvali teter ved en musical.
”Musicalen adskiller sig lidt ved at være det kulørte barn i flokken af sce nekunst. Man forbinder jo ikke altid klassisk taleteater med at være under holdende, men det er musicalen,” siger musicalproducenten Jesper Winge Leisner.
Ifølge ham er musicalen tilgængelig på en anden måde end andre former for scenekunst, fordi den ikke vil belære.
”Vi vil ikke opdrage vores publikum til at forstå kompliceret scenekunst. Vi vil give dem en supergod liveoplevelse med noget musik, de kender i forve jen,” siger han og vurderer, at musica len på den måde kan blive en adgang til teatret for dem, der ellers føler sig frem medgjort på de bonede gulve.
”Jeg tror, der er mange, som aldrig har haft lyst til at gå i teatret, fordi de var nervøse for, hvor fint det ville være, eller hvad de skulle tage på af tøj. Når de så ser en musical, finder de ud af, at her går man op og får en fadøl, ligesom hvis man var til landskamp, og så har man det bare sjovt. Og det kan måske give dem blod på tanden til at udforske andre typer af scenekunst hos vores go de kolleger.”
Dramaet består
At musicalen opfattes som en mere til gængelig form for scenekunst, betyder dog ikke, at den altid portrætterer en opløftende historie eller giver afkald på det store drama, påpeger Michael Eigtved.
”Ligesom i al anden scenekunst handler det om eksistentielle spørgs mål, om liv og død, om sorg og om, hvem man er. Så det er et forkert billede af musicalen, at det er sådan noget, der bare er let og smilende og dans på tå. Det er nok snarere det modsatte,” siger Michael Eigtved og nævner i flæng ”Phantom of the Opera”, ”Les Misera bles” og ”Miss Saigon”, der af mange betragtes som tragiske fortællinger.
”Man går ind i det store følelses-fit nesscenter, hvor man både kan tude og grine og få hele følelsesrepertoiret brugt. Men fremfor alt er det ikke me ningen, man skal tænke så meget un der en musical. Der skal man give slip og lade sig skylle over af følelser. Så kan man tænke over det, når man forlader salen igen.”
0 Silas Holst svinger hofterne som kongen af dansegulvet Tony Manero i ”Saturday Night Fever”. Han har meddelt, at denne sæson er hans sidste som professionel danser. – Foto: One & Only Musicals
Han kommer helt ind i skuespillernes intimsfære og rører ved deres sårbarheder, når han giver dem deres sminke på. Kristeligt Dagblad var med, da Michael Skytte sminkede skuespiller Katrine Skovbo grøn i ansigtet, håret og i ørerne reportage
Anna Moesgaard moesgaard@k.dk
I et lille godt gemt lokale på Fredericia Musicalteater gør Michael Skytte sig klar til dagens opgave. Han organiserer makeuppen og de tilhørende pensler nøje i rullevognen og piller nænsomt ved en mørkebrun paryk, som sidder på en flamingofigur.
sine 20 år på bagen og over 60 millioner solgte billetter på verdensplan. Han kan godt genkende sig selv i hovedrollen.
”Jeg blev mobbet rigtig meget i skolen på grund af min seksualitet, og fordi jeg var anderledes. Jeg har haft mange usikkerheder, og de sidder nok stadig lidt i kroppen. Men da jeg kom på frisørskolen som 18-årig og fandt ud af, at jeg var god til det, fik jeg en opblomstring. Og den blev kun større i teaterverdenen, hvor jeg mødte mange, der var ligesom mig,” siger han.
Det er ikke første gang, at den lokale fredericianer Michael Skytte er hyret til at stå for hår og makeup på en forestilling på Fredericia Musicalteater. Teaterverdenen åbnede sig for ham, da han en dag blev ringet op af en af sine tidligere undervisere på frisørskolen, der spurgte, om han ville stå for sminken til en amatørforestilling. Han blev bidt af arbejdet, og som maskør har han bevæget sig ind på kostumedesign og instruktion på en række danske teatre og forestillinger, ligesom han også har arbejdet som parykmager.
skal gå hen til håndvasken og vaske et par pensler,” fortæller Michael Skytte.
Snyd og forskønnelse
I dag er det skuespiller Katrine Skovbo – eller Katie, som han kalder hende – der sidder i stolen. Sludderen går let mellem de to, som har arbejdet sammen flere gange før. Selvom det er første gang, Katrine Skovbo skal have lagt den grønne sminke, har Michael faktisk lagt den en gang før.
Det gjorde han, da der skulle tages pressebilleder af den anden hovedrolleindehaver, Nanna Rossen, i København. Da fotografen havde skudt billederne, lod den maske, Michael Skytte havde givet hende på, sig ikke lige sådan vaske af, forklarer han.
MICHAEL SKYTTE, MASKØR kræftramte at smukke og om man for Elphaba virkeligheden er.” med for ved at og på at være
’anderleaf os, skal J
I dag skal han prøvesminke skuespiller Katrine Skovbo for første gang. Hun skal medvirke i musicalen ”Wicked”, der har premiere den 18. september på Fredericia Musicalteater, og som fra den 11. oktober også kan opleves i Tivolis Koncertsal i København. Katrine Skovbo er alternerende skuespiller i hovedrollen som Elphaba, der føler sig anderledes og forkert, fordi hun er født grøn. 34-årige Michael Skytte er maskør – den, der er ansvarlig for alle parykker og sminke – på musicalen, som er en klassiker inden for genren med
Lokalet på Fredericia Musicalteater er rummeligt, og de mange spejle får det til at virke større. Men det rum, Michael skaber med skuespillerne, er umådelig småt.
”Man er jo totalt i folks intimsfære. Jeg ender tit med at få en tæt og ærlig relation med de skuespillere, der får lagt de helt store sminker, hvor man godt kan lette sit hjerte. Jeg hører tit med på private opkald, når de ringer til deres familier. Det sker også ofte, at en skuespiller sidder i min stol, og så kommer instruktøren eller koreografen ind og giver noter, fordi de jo alligevel sidder der og venter. For det meste sminker jeg bare videre, men bliver det meget privat, ved jeg, hvornår jeg
”Hun var meget algegrøn alle steder, da hun tog af sted fra fotostudiet. Også i ørerne og i hårgrænsen. Jeg sagde til Nanna, at nu skulle hun gå ned og tage en taxa, men hun svarede, at hun bare ville tage metroen. Folk må jo have tænkt, at hun var syg,” siger Michael grinende og vender sig mod Katrine Skovbo:
”Du kommer til at være grøn det næste år,” siger han, hvortil hun smilende udbryder:
”Det er det hele værd!”
Michael Skytte har givet Katrine Skovbo strenge instrukser om at bruge godt med creme i ansigtet fra morgenstunden. Hvis makeuppen skal kunne vaskes af efter at have holdt en hel forestilling, hvor makeuppen skal kunne stå imod sved og berøring, skal huden være godt fugtet, så den grønne farve ikke sætter sig fast i tørre hudceller. Michael Skytte viser en dåse frem, der til forveksling ligner en helt almindelig grøn ansigtsmaling.
” Jeg ved godt, at jeg selv bruger ordet ’anderledes’ flere gange. Men egentlig er der jo ingen af os, der er anderledes. Vi er alle præcis, som vi skal være.
Men det er den ikke, forklarer han stolt: ”Det er den originale Elphaba-farve. Det er den, de bruger på Broadway.”
Han grunder først huden, ørerne, hårgrænsen og halsen med den grønne farve. Da det er gjort, begynder han at tegne mørke skygger under kindbenene og langs hagen for at skabe dybde og nuance på karakteren. Selvom makeuppenslen denne gang har en noget utraditionel hudfarve, er teknikken den samme. Og med den har Michael Skytte transformeret mange teaterkarakterer til at se ud som noget, de ikke er.
”Jeg har ikke tal på, hvor mange kavalergange og mavemuskler, jeg har gjort mere markerede med sminke,” siger Michael Skytte og tilføjer, at han desuden er rutineret i at dække tatoveringer og sugemærker.
Sådan findes der så mange makeuptricks og snydemetoder, når man skal få skuespillerne til at se dramatiske, men virkelighedstro ud fra bagerste række. Sommetider tegner han læberne større, end de er. Han maler øjenvippekanten kulsort og meget tykkere, end den er naturligt.
”Det kan godt se voldsomt ud tæt på, men en god, stor eyeliner er med til at åbne øjet. Jeg plejer at sige, at man skal lægge makeup til dem, der sidder på de bagerste rækker. De har jo også betalt for at sidde der,” siger han.
I denne forestilling skal han også sminke en anden skuespiller, hvor øjenbrynene skal dækkes med en limstift og pudres til.
”Det giver en illusion af, at der ikke er noget øjenbryn, så vi kan tegne det der, hvor man gerne vil have det,” forklarer Michael Skytte.
fortsætter side 12
0 Michael Skytte sminker Katrine Skovbo, som spiller den alternerende hovedrolle som Elphaba. Hun siger ikke så meget, men forklarer, at hun har været bange for at græde, når hun så sig selv i sin drømmerolle for første gang. – Fotos: Michael Drost-Hansen
”Wicked” med musik af Stephen Schwartz spiller på Fredericia Musicalteater fra den 18. september til den 5. oktober og igen fra den 25. oktober til den 17. november.
Fra den 11. til den 19. oktober kan forestillingen også opleves i Tivolis Koncertsal i København.
4 1. Michael Skytte bestræber sig på at blive så ferm til at lægge makeuppen, at det kan gøres på en time.
2. Katrine Skovbo får duppet fikseringspudder hen over hele sminken. Den grønne farve, som maskøren har fået fingre i, er den originale Elphaba-farve. Den er udviklet af et canadisk makeupmærke og er i 20 år blevet brugt til at sminke hovedrollen i musicalen på Broadway.
fortsat fra side 11 5 4 3 2 1
”Jeg har med tiden fundet ud af, hvad der fungerer, og hvor jeg kan snyde, for det handler teater også rigtig meget om. Jeg plejer at sige, at man skal snyde, hvor man kan.”
Uden for teatersalonen er Michael Skytte egentlig ikke meget for snydemetoder, som når man bruger filtre på de sociale medier. Det kan blive for overfladisk.
”Makeup er jo snyd og forskønnelse, og det er ingen hemmelighed. Jeg kan godt tænke over det overfladiske, når jeg ser det på de sociale medier, hvor folk har det med at sammenligne sig med hinanden. Men jeg synes alligevel, at den krigsmaling, jeg sminker på teatret, er undtaget,” siger han.
I kraft af sit fag og sin interesse for teatermake-
Kristeligt Dagblad Lørdag 31. august 2024
3. Håndryggen fungerer som en malerpalet med nuancer af gul og grøn, der skal bruges til at skabe skygger og dimension i ansigtet.
4. Med sine værktøjer udfører Michael Skytte mange makeuptricks og snydemetoder, der fungerer optimalt på scenen.
5. Katrine Skovbo er endelig klar til rollen som Elphaba. Øjnene bliver lidt våde, så øjenmakeuppen må genopfriskes med lidt ekstra sort kohl.
up og -hår tog Michael Skytte parykkurser, hvor han lærte teknikker til at fremstille dem fra bunden. I parykken, som Katrine Skovbo skal bære i hovedrollen som Elphaba, har Michael Skytte inkorporeret lilla nuancer for at give den sit eget touch. Men det er ikke kun skuespillere, Michael har lavet parykker til. I en overgang fremstillede han også parykker til blandt andre kræftramte.
”Det er et meget, meget intimt og sårbart rum. Ofte er det kun deres ægtefælle, der har set dem uden hår. Nogle har jeg også hjulpet med at trimme alt håret af, og det kan være meget voldsomt. Jeg gjorde meget ud af at skabe et trygt rum, hvor de ikke blev dømt eller stirret på, fordi de ikke havde noget hår,” siger han.
Michael Skytte har været glad for at levere parykker til dem, så de har kunnet føle sig bedre tilpas i det offentlige rum. Men stod det til ham, bur-
”
Det er den originale Elphaba-farve. Det er den, de bruger på Broadway.
MICHAEL
SKYTTE, MASKØR
de det slet ikke være nødvendigt for kræftramte at føle behov for at gå med paryk. De er smukke og skønne, som de er.
”Skønhed har jo ikke noget at gøre med, om man har hår på hovedet eller ej – eller om man for den sags skyld er grøn, som karakteren Elphaba er. Men det er bare ikke sådan, virkeligheden er.” siger Michael Skytte.
”Vi har som samfund meget at arbejde med for at skabe pladsen til, at man kan være tryg ved at se anderledes ud. Det har vi i hele verden og menneskene med den. Vi skal alle være med på den rejse, for at folk kan føle sig trygge ved at være dem, de er,” siger han og fortsætter: ”Jeg ved godt, at jeg selv bruger ordet ’anderledes’ flere gange. Men egentlig er der jo ingen af os, der er anderledes. Vi er alle præcis, som vi skal være.”
Hvilken kollega holder du øje med i denne sæson?
Vi spurgte teaterinstruktør
Madeleine Røn
Juul og bad hende give stafetten videre.
Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk
FOTOS: CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL, RUMLE SKAFTE, ÅSMUND
SOLLIHØGDA, ANDERS HOLST
PEDERSEN/RITZAU SCANPIX, VALDEMAR REN/RITZAU SCANPIX
”Hun er båret af en genuin nysgerrighed og åbenhed”
Madeleine Røn Juul, teaterinstruktør, anbefaler sceneinstruktør Camille Sieling Langdal
Fra den 21. september er Madeleine Røn Juul aktuel med teaterforestillingen ”Tid til Glæde”, der bliver opført på Nørrebro Teater i København. Forestillingen er en fortælling om de menneskelige relationer, der er på spil i familien. Hun ser frem til at følge sceneinstruktør Camille Sieling Langdal i den kommende sæson.
”Jeg vil gerne sende en stafet til sceneinstruktør Camille Sieling Langdal. Hun blev uddannet i 2019 og har allerede markeret sig som en meget begavet og inspirerende instruktør i det danske teaterlandskab. Der er bund og tanke bag hendes forestillinger. Hun er båret af en genuin nysgerrighed og åbenhed og har ar bejdet med mange forskellige genrer. Sidste år kunne man blandt andet se hendes arbejde i børneforestil lingen ’Mester flytter hjemmefra’ og Bergmanns ’Høst sonate’. I den kommende sæson kan man se hendes udgave af Henrik Ibsens ’Vildanden’ på Aalborg Tea ter, som jeg glæder mig meget til at se.”
Madeleine Røn Juul er født den 7. marts 1956. Hun har tidligere været teaterchef på Aarhus Teater, og i dag sidder hun i bestyrel sen på Husets Teater, der ligger på Vesterbro i København.
”Det var grænseover skridende og samtidig meget blidt”
Camille Sieling Langdal, teaterinstruktør, anbefaler LOGEN
Fra den 12. september er Camille Sieling Langdal aktuel med forestillingen ”Vildanden” på Aalborg Teater, der er inspireret af Henrik Ibsens psykologiske drama fra 1864. Spørger man hende, mener hun, at man bør holde øje med LOGEN, som er et performancekollektiv bestående af Anja Behrens, Natalie Melbye og Patrick Baurichter.
”LOGEN opsætter en fordybende monster-version af den 4000 år gamle Gilgamesh-myte på Teater Sort/ Hvid på Vesterbro i København, som jeg forestiller mig kan blive grim, smuk, provokerende, omsorgsfuld og herlig. Jeg så en seks timers performance, som de lavede om maleren Egon Schiele på Teater FÅR302 i København for nogle år siden. Det var grænseoverskridende og samtidigt meget blidt. Det var imponerende godt balanceret. Den oplevelse boede i mig længe efter, så jeg glæder mig til at se, hvad de nu har fundet på. Gilgamesh er jo bare godt teaterstof.”
Camille Sieling Langdal er født den 30. juni 1989. Camille Sieling Langdal er sceneinstruktør og uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019.
”Hun er aktivistisk, majestætisk og djævelsk”
Performancekollektivet LOGEN, Anja Behrens, Natalie Melbye og Patrick Baurichter, anbefaler dramatiker Alexandra Moltke Johansen
Performancekollektivet LOGEN har omdannet urmyten Gilgamesh til en teaterforestilling, som vil blive opført på Teater Sort/Hvid på Vesterbro i København fra den 27. september. Kristeligt Dagblad har talt med Patrick Baurichter, som er et af kollekti vets medlemmer. Han ønsker at anbefale dramatike ren Alexandra Moltke Johansen. ”Alexandra Moltke Johansen er en moderne drama tiker med sans for poesi og brutalitet. Hun har et sprog, der ligger godt i munden og rammer hjertet. Hun er aktivistisk, majestætisk og djævelsk. Hun er moderne og arkaisk. Hendes roman ’Animal’ bliver sat op på Teater Sort/Hvid i begyndelsen af 2025. Roma nen handler om en mors indre samtale med sit barn og er en fortælling om at tilvælge et barn med Downs syndrom i en verden besat af effektivitet og vækst. ’Animal’ er både et brutalt og poetisk radikaliserings værk. Jeg oplever ofte et betagende, fysisk ubehag, når jeg drager ind i Alexandra Moltke Johansens univers. Hun formår tematisk og stilistisk at få vor tids aktuelle dilemmaer til at fremstå eviggyldige. Foruden forestillingen ANIMAL vil jeg også gerne an befale hendes forestilling ’Månevandring’, som vil blive opført ved fuldmåne i de kommende måneder.”
”Med ham som komponist vil jeg gerne begæres og besættes”
LOGEN er et tværkunstnerisk og samskabende performancekollektiv, der blev stiftet i 2014. I dag består kollektivet af Anja Behrens, Nathalie Mellbye, Patrick Baurichter og skiftende gæster.
Alexandra Moltke Johansen, dramatiker, anbefaler komponist Mathias Monrad Møller
Dramatikeren Alexandra Moltke Johansen er aktuel med ”Månevandringen”, som er en vandringsforestilling, der spiller ved fuldmåne forskellige steder i landet. Gennem poesi, nykomponeret musik, videnskab, ritualer og myter undersøger ”Månevandring”, hvordan månen påvirker os. Alexandra Moltke Johansen er ikke i tvivl om, at hun ønsker at pege på sin kollega komponisten Mathias Monrad Møller som en, der er værd at holde øje med i den kommende teatersæ”Jeg har været så heldig at arbejde med Mathias
Monrad Møller ad flere omgange, og jeg er begejstret for ham som sanger og performer. Han er modig og slet ikke forfængelig, og han kan både med sin krop og sin stemme indtage rollen som en messedreng, en skolepige, en frådende og en ildevarslende hest. Han bærer både det smukke og det brutale og det komiske. Han har for nyligt takket nej til at arbejde på mit projekt, fordi han skal erhverve tid til sig selv og sit kommende værk. Til vinter opføres hans eget værk ”LIEBE” på Det Kongelige Teater. Jeg er normalt ikke en hund efter teater om kærlighed og begær (måske skyldes det en fejl i min opdragelse), men med Mathias Monrad Møller som komponist, danser og sanger vil jeg gerne begæres og besættes.”
Alexandra Moltke Johansen er født den 1. februar 1988. Hun er uddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016.
”Frem for alt skal min musik klinge –ikke nødvendigvis godt, men den skal klinge”
Mathias Monrad Møller, komponist
Teater-stafetten slutter ved den dansk-tyske komponist Mathias Monrad Møller, der fra den 2. december er aktuel med forestillingen ”LIEBE”, som vil blive opført på Det Kongelige Teater. ”LIEBE” er en musik- og danseforestilling, som undersøger, hvornår forelskelse bliver til forblindelse, og hvornår kropsligt begær bliver til besættelse. I 2018 vandt Mathias Monrad Møller Léonie Son-
nings Musikfonds talentpris, og i et interview med fonden sagde han følgende om sit arbejde som komponist: ”Der er noget med frihed og disciplin, som interesserer mig. Jeg udfordrer musikerne til at være meget frie eller meget disciplinerede. Jeg bygger et system, hvor de bliver nødt til at forholde sig på en bestemt måde. Men frem for alt skal min musik klinge – ikke nødvendigvis godt, men den skal klinge.” J Mathias Monrad Møller er født i 1988 og uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Til efteråret vil fortællingen om Jesu liv blive opført på Parkteatret i Frederikssund. Formålet er at fortælle især unge teatergængere, hvem han var – med et drys humor reportage
Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk
Trompetens toner fylder rummet i den tomme og mørke sal på Parkteatret i Frederikssund. Tonerne er først sagte, men bliver siden kraftigere og velkendte, da det pludselig er melodien til julesangen ”På loftet sidder nissen”, der blæser ud gennem instrumentet.
Det varer dog ikke længe, før ørehængeren om nissefar og rotterne bliver afbrudt af en stemme: ”Nej, nej, nej. Det skal ikke handle om nisser. Det skal handle om Jesus.”
Det er Karen Nielsen, der har taget ordet. Hun er skuespiller og leder til dagligt Parkteatret. Sammen med musikeren Rikke Øland og instruktør Hans Henrik Clemensen er hun i gang med at øve indledningen til teaterforestillingen ”Marias Barn – Guds Søn”, en fortælling om Jesu liv, der skal opføres på Parkteatret, der oprindeligt var en biograf.
Men efter Karen Nielsen og hendes mand overtog biografen i 2016, huser den nu også teaterforestillinger, og i 2021 blev Parkteatret godkendt som egnsteater af Slots- og Kulturstyrelsen.
Kristeligt Dagblad besøger den kollektive trio, som de kalder sig, under en af deres første prøver for at høre, hvorfor de mener, at der er behov for en forestilling om Jesus.
Spørger man instruktøren, er man naiv, hvis man tror, at alle danskere kender til historien om Jesus: ”Vores samfund er gennemsyret af kristendommen, og vi vader rundt i kristne symboler – alligevel er det de færreste af os, der kender til hele fortællingen om Jesus,” siger Hans Henrik Clemensen, der tidligere har instrueret en række teaterforestillinger og blandt andet har været tilknyttet Det Kongelige Teater. Han er uddannet skuespiller fra Fiolteatret og har medvirket i flere danske spillefilm og tv-serier.
Og det er ikke tilfældigt, at han nu har valgt at instruere en forestilling, der drejer sig om Jesu liv. I hans optik er det vigtigt, at danskerne kan forholde sig til fortællingen om Jesus, da den kristne tro er en stor del af den danske kultur og arv.
”Marias Barn – Guds Søn” er en genopsætning fra 2001. Dengang mente Karen Nielsen, at fortællingen om Jesu liv alt for sjældent blev fortalt i sin fulde længde. Hun er opvokset i en kristen familie, hvor troen var en naturlig del af hverdagen, og som tidligere kirkesanger har hun været vant til at høre historien om Jesus mange gange. Alligevel savnede hun en samlet fortælling, og det fik hende til at skrive manuskriptet til ”Marias Barn – Guds Søn”.
Selvom årene er gået, mener hun stadig, at der er behov for at fortælle historien om Jesus gennem teater.
”Jeg tror ikke, at alle unge mennesker kender historien om Jesus. De har ikke en helhedsfortælling om ham, men kender ham kun pletvis,” siger hun og forklarer, at forestillingen er tiltænkt børn og unge.
Heller ikke Rikke Øland mener, det er en svaghed, at teaterforestillingen er en genopsætning.
”En god historie kan altid fortælles på mange forskellige måder. Historien om Jesus kan både formidles af præsten, gennem en børnebibel eller som et teaterstykke. Hvis det er en god historie, kan man sagtens genbruge den,” siger Rikke Øland.
Humorens kraft
For at engagere det unge publikum bruger teatergruppen humor i forestillingen.
Karen Nielsen fortæller, at de blandt andet har forsøgt at gøre kejser Augustus’ folketælling nutidig med en kommentar om, at der dengang hverken fandtes
MitID eller andre elektroniske værktøjer, der kunne tælle befolkningen. Derudover vil en af de tre vise mænd fra Østerland give Jesusbarnet røgelsespinde fra Tiger-butikken.
”Humoren vasker ens sind rent.” Sådan sagde den
Teaterforestillingen bliver opført på Parkteatret i Frederikssund fra den 20. oktober til den 20. november.
Hans Henrik Clemensen er instruktør, Karen Nielsen er manuskriptforfatter og skuespiller, og Rikke Øland er musiker.
”Marias Barn – Guds Søn” er en turnéforestilling og vil derfor blive spillet i forskellige kirker og teatre landet over.
0 Det er ikke det sceniske skuespil, der er i fokus i løbet af forestillingen. Derfor er det også kun få rekvisitter som denne klud, der benyttes under stykket. Karen Nielsen bruger kluden i sit skuespil som et billede på Jomfru Marias graviditet og Jesus som nyfødt. – Fotos: Leif Tuxen
italienske instruktør Dario Fo, der blev særligt kendt for sit arbejde med den italienske commedia dell’artegenre, hvor man blandt andet benytter sig af improvisation og lavkomik. Hans Henrik Clemensen lægger ikke skjul på, at han selv er inspireret af denne teaterform, og det skyldes blandt andet humorens kraft.
Hvorfor er det en god idé at bruge humor i en fortælling om Jesus?
”Humoren er med til at gøre fortællingen om Jesus mere direkte, mens den gør evangelierne mindre kryptiske. Humor består altid af sammenstød mellem to forskellige viljer. I dette teaterstykke er det forskellige viljer, der støder sammen i forhold til fortællingen om Jesus, fordi vi gennem stykket præsenterer forskellige idéer om, hvem Jesus var,” siger han.
Jesu mission
Formålet med forestillingen er hverken at missionere eller ophøje fortællingen om Jesus, men at give publikum en dybere indsigt i samspillet mellem det menneskelige og det guddommelige, understreger Hans Henrik Clemensen.
”Hans mission var at forbinde Gud med mennesket, og som jeg opfatter det, er det også kristendommens opgave at menneskeliggøre Gud, så afstanden mellem det menneskelige og det guddommelige formindskes,” siger han og nævner titlen ”Marias Barn – Guds Søn” som et forsøg på at forbinde det jordiske og det guddommelige. Titlen bruger han som et pejlemærke, når han instruerer, men han har også hentet inspiration fra sit eget syn på Jesus.
”For mig har Jesus altid været den, der har sagt: ’Prøv at se mulighederne i livet,’ og det er lige netop det perspektiv, som forestillingen gerne skal fremme: at Jesus både er menneskelig og guddommelig, og at han ser muligheder frem for begrænsninger,” siger han.
Den pointe deler Karen Nielsen. Hun mener, det er vigtigt at bringe den dobbelthed, som Jesus bærer på, i spil i teaterforestillingen:
”Jesus er Gud og menneske på samme tid, og det kan vi ikke være. Men en af vores opgaver som teaterfolk er at få folk til at tænke – ligesom det var Jesu mission at ruske i os, provokere os og få os til at tænke os om,” siger hun. ”Jesus udstikker ikke nogen retningslinjer, men beder os selv om at tage stilling, og det er netop det, der er så raffineret ved Det Nye Testamente.” J
0 ”Min opgave er at integrere Rikke Øland som musiker i selve forestillingen, så der bliver en større sammenhæng mellem musikken og fortællingen. Musikken skal være en integreret del af hele udtrykket,” siger instruktør Hans Henrik Clemensen.
Hvem er vi, når samfundets regler pludselig sættes ud af spil, eller katastrofen rammer?
Det undersøges i ”I tilfælde af ...”, som opføres på Det Kongelige Teater til efteråret interview
Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk
I fredstid er der klare regler for, hvordan man bør gebærde sig i samfundet. Man må ikke stjæle, dræbe eller begå vold. Og hvis man gør det, så har det som udgangspunkt konsekvenser. Samfundet fungerer, fordi vi er blevet enige om, at det er sådan, reglerne er.
Det er derfor, den svenske teaterinstruktør Henrik Grimbäck kan have et glasvindue i sin lejlighed ud til trappeopgangen og samtidig stole fuldt og fast på, at der ikke er nogen, som kravler ind og stjæler alle hans ting.
Men civilisationen er som en ”tynd fernis”, der, når den krakelerer, åbenbarer alt det, mennesket også er.
”Vi ved, hvem vi er, men ikke hvem vi kan blive,” lyder Ofelias berømte replik i William Shakespeares ”Hamlet”, og netop dét – hvad mennesket kan blive, når det er under alvorligt pres – er omdrejningspunktet i Howard Barkers ”I tilfælde af …” fra 1989 på Det Kongelige Teater fra den 19. september.
Igennem ti forskellige scener – et lille hotel, hvor en torturbøddel indlogerer sig, en retssal og under et kærestepars genforening efter krig – sættes menneskets moral under lup. Undervejs jonglerer fire skuespillere samtlige roller, som har det til fælles, at de alle til sidst har blod på hænderne – både i overført og bogstavelig forstand.
”Det efterlader spørgsmålene: Hvem er de gode, og hvem er de onde? Hvem kan du stole på? Og hvad skal der til, før du selv bliver villig til at gøre det, du havde forsvoret aldrig at gøre?”, siger stykkets instruktør, Henrik Grimbäck, da Kristeligt Dagblad møder ham i Skuespilhuset i København.
Howard Barkers stykke ”I tilfælde af …”, på engelsk ”The Possibilities”, blev senest opført på Det Kongelige Teater i halvfemserne. Men da krigen i Ukraine brød ud, var tiden atter inde til, at ”kunsten gik i dialog med krigen”.
Helt præcist hvor aktuelt stykket skulle vise sig at blive, kunne man imidlertid ikke have forudset. For i mellemtiden er endnu en krig brudt ud i Mellemøsten, og med nye kriseanbefalinger fra myndighederne synes frygten for ”cyberkrig” og truslen fra Rusland at være rykket helt ind i danskernes viktualierum i form af prepper-forråd.
FOTO: KLAUS VEDFELT
Vil du være villig til at slå ihjel? Katastrofeteater undersøger mennesket under pres
tral for stykket, og den tror jeg i høj grad kan overføres til den verden, vi selv befinder os i lige nu, hvor mange er helt tæt på krig, og hvor flere og flere nærmer sig den,” siger Henrik Grimbäck.
En slags krigsvaccination
Men hvorfor gå i teatret for at se et stykke om krig og katastrofe i en tid, hvor man kan nøjes med at tænde for nyhederne og se al dårligdommen udspille sig?
I usikre tider tyer danskerne til den trygge, glade og genkendelige underholdning. Vi leder efter et frirum i en verden af kaos. Det er flere gange blevet fremhævet som en af årsagerne til TV 2-serien
”Badehotellet”s store succes, hvor millioner af seere fulgte med, når livet på den jyske vestkyst udspillede sig.
”Stykket kan forhåbentlig være en måde at hjælpe de følelser, som måske ligger lige under overfladen, på vej. Ved at få en lille dosis krig kan man finde ud af, hvad det er, der fylder for én. Og det er et vilkår for at kunne håndtere det efterfølgende,” siger Henrik Grimbäck. Han vil dog ikke love, at man nødvendigvis går derfra med en formfuldendt morale. Helt karakteristisk for Howard Barkers dramatik udebliver forløsningen. I stedet er målet at ”sætte noget i gang”. ”I det uforløste er der et rum til selv at reflektere og spejle sig i de mennesker, man møder i stykket. Hvad ville jeg have gjort? Når der nu ikke findes et rigtigt eller forkert i slutningen, hvilken vej havde jeg så taget?”, siger han.
2 ”I tilfælde af ...”, opføres af de fire skuespillere fra venstre: Marina Bouras, Alexander Bryld Obaze, Tom Jensen og Karla Rosendahl.
”De, der har studeret Howard Barker, vil få én oplevelse, mens de, der primært har set ”Grease” og ”Hair”, vil få en anden. Den ene oplevelse er ikke mindre end den anden, de er bare forskellige,” siger han.
Faktisk er det håbet, at alle uanset baggrund kan få en oplevelse af, hvad teater kan, når det kommer helt tæt på.
Det skal hjælpes på vej af scenografien, som Christian Friedländer står bag. Den består af masser af blod og en form for træningsmaskine, som man kender det fra fitnesscentret. Eller som Henrik Grimbäck kalder den: ”en slags helvedsmaskine”.
I fitnessuniverset fortælles de grusomme historier, og det er i høj grad ved hjælp af fitnessredskaber, at volden indfinder sig.
”Det gør volden mere sanselig og rykker smerten tættere på. At bruge genkendelige genstande er en måde at styrke publikums relation til det, de ser,” forklarer Henrik Grimbäck. For mens det jo faktisk er de færreste af os, som ved, hvordan det er at blive slået ned eller skudt, så ved de fleste af os, hvordan det er at tabe noget tungt ned over foden eller få fingrene i klemme i en dørkarm. ”Vold er ikke noget rødt glimmer eller et skud, som vi ikke ved, hvordan føles. Vold er grimt, og det gør ondt. Det håber jeg at kunne formidle gennem den her forestilling. Det er dét, godt teater kan – det kan mærkes,” siger Henrik Grimbäck. ”Så jeg vil gerne udfordre enhver til at gøre et forsøg, og se om de mærker noget, når de ser stykket.” J
Henrik Grimbäck
Født i 1985.
Selvstændig sceneinstruktør og medstifter af kunstnergruppen The Other Eye of The Tiger. Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2016.
Kunstnerisk leder på Teater
Momentum i Odense fra 2016 til 2017. Nomineret til Den Fynske Kulturpris i 2017 og har modtaget Kunstrådets talentpris i 2016 og Malmøs kulturpris i 2018.
”I ’I tilfælde af …’ ligger der hele tiden en usikkerhed og frygt for, hvornår den ene pludselig vil angribe den anden, fordi vi befinder os et sted, hvor samfundskonventionerne er væk. Den frygt er cen-
Men, siger Henrik Grimbäck: ”Mennesket har altid været optaget af det værst tænkelige. Det er nærværende i alle typer kulturer. Vi vil gerne åbne låget og kigge ind i den lille boks af det værst tænkelige, så vi kan forberede os på det. Og tankerne om det ulmer i os alle, uanset om vi vil det eller ej.”
På den måde kan man også se ”I tilfælde af …” som en slags vaccination, forklarer han.
”Det er både stykkets og forestillingens styrke. Konklusionen er ambivalent, og selvom det kan gøre den lidt vanskeligere at tygge, kan det forhåbentlig også slå noget an, som man kan tage med sig over længere tid.”
Smerten skal tæt på
Selvom det ikke er hyggeligt teater, og budskabet ikke indfinder sig med en pæn lille sløjfe, er stykket for alle, understreger Henrik Grimbäck.
Aktuel med forestillingen ”I tilfælde af ...”.
I tilfælde af ...
”I tilfælde af ...” (”The Possibilites”) er skrevet af den britiske dramatiker Howard Barker i 1989.
Stykket kan opleves i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater fra den 19. september til den 2. november 2024, hvorefter det tager på turné rundt i landet.
for af en overhisto”Frøken Jeni geneMen man ting. Og det den fortæller, med nok være letmoderen indarv. Det trevler i mocitronfromage, citronfrolille sådan tilbage oftest henSøborg, der siger om et
Bodil Jørgensen er aktuel som kogebogsforfatter i Randers Teaters opsætning af ”Frøken Jensens Kogebog”. Hun går ikke ofte selv i køkkenet, men på Hvidsten Kro kommer hun forbi igen og igen efter æggekage reportage
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
Det er en af de sommerdage, hvor skyerne på himlen ikke varsler om regn, men blot flyver legesygt rundt og gør dagens biltur varm af eftermiddagssolen. I en rundkørsel på vej ud af Randers beder Bodil Jørgensen chaufføren om at standse bilen. Skuespilleren har spejdet efter en blomsterhandel, for der plejede altså at ligge en på vejen her til Hvidsten Kro, husker hun, men i dag må Bodil Jørgensen nøjes med Føtex. Hun kommer tilbage med lilla georginer, for ”det er jo ved at være den tid”. Blomsterne er til parret Christina og Søren Fiil Paetch, der driver Hvidsten Kro. Siden Bodil Jørgensen spillede kroejer Gudrun Fiil i filmene om Hvidstengruppen, hvoraf den første udkom i 2012, har stedet og menneskene bag historien haft en permanent plads i hendes hjerte. ”De kunne sikkert sagtens undvære mig, men jeg kan ikke undvære dem,” siger hun om kroejerne, hvis slægt stiftede og husede en af de mest kendte modstandsgrupper under Besættelsen.
I disse uger sørger Bodil Jørgensen for at komme forbi, når lejligheden byder sig. Hun opholder sig i Randers, hvor hun indtil den 28. september spiller hovedrollen i Randers Teaters opsætning af ”Frøken Jensens Kogebog”. Det er historien om den lokale forretningskvinde Kristine Marie Jensen (1858-
1923), der trods sin forældreløse barndom endte med at sælge over en million kogebøger og ændre dansk madkultur. Teaterstykket er en musikforestilling, og da Kristeligt Dagblad tidligere på eftermiddagen overværede prøverne, var de optrædende i gang med at gennemspille en af stykkets centrale sange. Skal den være vred, trist, sorgfuld? De prøver sig frem. Skuespillerne synger seancen igennem med forskellig grad af raseri, og Bodil Jørgensens karakteristiske røde hår og stærke stemme binder en sløjfe på sangen om at kæmpe i køkkenet med ordene ”Vi bruger det, vi har”. Med andre ord: Vi gør det så godt, vi kan. Piskeris, Madam Blå-kaffekander, æggebægre, sølvbestik og grydelåg ligger klar som rekvisitter med en påmindelse om det centrale i fortællingen om frøken Jensen: mad.
”Kirstine Marie Jensens historie er lidt underfortalt. Så for mig har det været utroligt spændende at sætte mig ind i den her historie om en kvinde, som oplever meget modgang, men bliver ved med at lave mad og har
en vild drivkraft,” siger Bodil Jørgensen om sin rolle.
Hun har selv foreslået, at dagens interview skal bevæge sig over til aftensmad på Hvidsten Kro. For netop her på kroen, der dukker op blandt marker, traktorer og landsbygårde 12 kilometer uden for Randers, finder man en bestemt ret med stor betydning for den garvede skuespiller.
Flere århundreders flæsk Når man træder ind på den lavloftede Hvidsten Kro, bliver man ramt af den tunge luft, som kun flere timers stegeos kan skabe. Her er der blevet stegt flæsk i århundreder, og væggene fra den 390 år gamle kro kan sikkert fortælle historier, der ville gøre ethvert teaterstykke til skamme.
Bodil Jørgensen træder direkte ud til store omfavnelser i køkkenet, hvor æggekage er ved at boble over i kampen om komfurplads med hakkebøffer og bløde løg.
Pander med flæsk, der sopper rundt i sit eget fedt, står stablet oven på hinanden som
” Vi har en tendens til at overse måltidet, som om det er noget, der skal overstås. Eller bare vælge den samme pizza, som om maden er lige meget. Det er den bare ikke.
BODIL JØRGENSEN, SKUESPILLER
et spil Klodsmajor. Her laves der mad. Alligevel har kroejerne tid til at tale med Bodil Jørgensen, der spørger grundigt ind til familiens fem børn. En skal begynde studie efter sommer. En skal ud at rejse. Bodil Jørgensen lytter interesseret og skal næsten gennes ud af køkkenet hen til spisestuen, hvor hun studerer rummet, som var hun her for første gang. De mange ure, brune møbler, familiebilleder, kobberkedler og gamle piber. Med hver sin historie.
”Jeg bliver rørt af at komme her,” siger hun, selvom hendes blanke øjne allerede har afsløret det. Da maden skal bestilles, har Bodil Jørgensen endnu ikke åbnet menukortet, men svarer uden tøven.
”Jeg skal have æggekage. Æggekage og rugbrød.”
”Jeg har fået den et par gange før,” fortsætter Bodil Jørgensen med en tydelig underdrivelse. En af gangene var det sammen med dronning Margrethe.
Der træder ikke en eneste person ind på Hvidsten Kro den aften, som ikke spærrer øj-
nene op ved synet af Bodil Jørgensen. ”Det er næsten for godt til at være sandt,” siger en lokal besøgende udenfor, der har set alle filmene om Hvidstengruppen, som foregår lige her. Bodil Jørgensen tager sig god tid til billeder og en sludder med enhver, der kommer forbi. Især en bedstefar med sit barnebarn, der kalder Bodil Jørgensen for sin yndlingsskuespiller. ”Alle mine venner elsker ’Badehotellet’,” siger skoledrengen med et stort smil. Bodil Jørgensen fortæller historier om stedet og familien til alle, der vil lytte. Og det vil alle. Også til historien om frøken Jensen, som hun har læst en interessant bog om i arbejdet med den nye teaterrolle. Om hvordan frøken Jensen voksede op i en tid, hvor kvinderollen var under stor forandring. Og hvordan hun blev husbestyrerinde og senere bonusmor for drengen Lauritz Melchior, som blev en af Danmarks største operasangere.
fortsætter side 22
” Det er jo også det, som rører mig ved at komme her. At mærke evnen til at invitere folk ind til et bord, at samle mennesker – ligesom frøken Jensen gør.
BODIL JØRGENSEN, SKUESPILLER
... Kvindeliv, kærlighed og æggekage
fortsat fra side 21
Men ”Frøken Jensens Kogebog” havde en plads i Bodil Jørgensens hjerte, før hun satte sig ind i Kristine Jensens historie. ”Min mor og min mormor brugte ”Frøken Jensens Kogebog” flittigt. Den er gået i arv i generationer, så den er helt gul og flittet. Men man kan stadig slå ting op. Helt elementære ting. En legering af en suppe for eksempel. Og det holder bare,” siger hun.
Bodil Jørgensen, der er opvokset som den midterste i en søskendeflok på tre, fortæller, at deres mor var en travl skolelærer med nok at se til, så opskrifterne skulle gerne være lette at gå til. Hverken mormoderen, moderen eller hun selv er de bedste i køkkenet, indrømmer hun gerne. Det er også gået i arv. Det var altid spændende, om der var trevler i morens version af frøken Jensens citronfromage, men det betød ikke så meget. ”I dag kan jeg genkalde mig den citronfromage, hvis jeg får en rigtig god is i den lille landsby Limone i Italien, hvor de har sådan nogle stærke citroner. Så kommer jeg tilbage til det minde,” siger hun.
I Bodil Jørgensens familie er det oftest hendes mand, filmfotografen Morten Søborg, der laver maden. Han er også god til det, siger hun. De samler gerne familien rundt om et bord til hans hjemmelavede hummus og falafler eller en kartoffelmad med rå løg. Måske han snart skal lave brunkål til hende. For nylig var familien i Italien, hvor hovedspisen var hans hjemmebagte brød dyppet i olivenolie.
Frøken Jensens Kogebog
Havde premiere den 29. august og spiller til den 28. september 2024 på Randers Teater.
Medvirkende er Bodil Jørgensen, Lisbeth Knopper, Rikke Lylloff, Bue Wandahl, Lars Mølsted & Randers Teater Kor.
Omhandler Kristine Marie Jensen, forfatter til flere kogebøger og forretningskvinde fra Randers. Forestillingen er for tiden udsolgt.
Hvis Bodil Jørgensen kunne vælge, skulle det nok være hendes sidste måltid. Hun kan jo ikke sige æggekage, nu hun skal have det i dag, siger hun med et stort grin.
”Hvidsten Kro har i mands minde været kendt for sin æggekage med æsk og purløg, serveret med vores egen grove sennep og naturligvis rugbrød. Flæskeæggekage serveres på panden.” står det på kroens hjemmeside.
Bodil Jørgensen tager nænsomt et stykke æggekage over på sin tallerken med en ske, så den rygende æggemasse undslipper panden og danner dampskyer, der blander sig med aftensolen over bordet. Du en af æsk, som hang i køkkenet, har bredt sig til bordet, og Bodil Jørgensen spørger ivrigt, om Kristeligt Dagblads journalist og fotograf, der måske fejlagtigt bestilte smørrebrød og kringle, ikke godt vil smage æggekagen. For brød skal brydes. Mad skal deles.
”Det er jo også det, som rører mig ved at komme her. At mærke evnen til at invitere folk ind til et bord, at samle mennesker – ligesom frøken Jensen gør – på trods af alt det svære. Det er stort at kunne mætte folks munde. Vi deler. Vi gør det bedste, vi kan. Vi bruger det, vi har,” siger Bodil Jørgensen med reference til sangen fra teaterstykket.
”Det er jo at gøre fremskridt i det gode, mens det onde nder sted,” opsummerer hun. Faktisk er netop det hendes livsmotto: at man altid har valget at gøre det rigtige.
”Jeg har selv fået så meget kærlighed og vil gerne bruge det til mere end bare at passe mit eget. Jeg elsker min familie, og de elsker også
mig, men kærligheden kan også være større. Den kan bruges til noget. Al den kærlighed. Jeg tror på, at den er stærkere end noget andet. Og jeg synes også, at det er bevist. Det har jeg erfaret,” siger hun.
Om lidt skal hun være gæsteprædikant i en nærliggende kirke, og her skal hun prædike over bibelstykket i Lukasevangeliet med Martha og Maria. De to søstre: Den ene har travlt med at ordne hus, mens den anden sætter sig ved Jesu fødder og lytter til ham.
”Det er jo en utrolig historie om nogle sider i os alle sammen. Hvornår sætter vi os ned og lytter til det allervigtigste? Hvornår er vi egentlig åbne og hører e er? Hvornår ser vi Solen stå op og prøver at forstå det vigtige i livet? I stedet bekymrer vi os, lukker os,” siger hun.
Bodil Jørgensen kender den selv. Bekymringen. Både for sig selv, sine børn og for kloden. Hun bekymrer sig også for nutidens madkultur med alt for meget forarbejdet mad, siger hun.
”Vi har en tendens til at overse måltidet, som om det er noget, der skal overstås. Eller bare vælge den samme pizza, som om maden er lige meget. Det er den bare ikke,” siger hun.
Det er heller ikke lige meget, hvor maden kommer fra, eller hvem der har lavet den.
”Jeg tror, at vores fremmedgørelse for maden gør os bange. Det skaber angst, hvis du aldrig har med en høne at gøre, eller du aldrig tager fat i jorden. Hvorfor ved vi så lidt om det, vi skal samles om?”.
Men kuren er ligetil. Vi skal tættere på vores råvarer. På, hvordan afgrøderne dyrkes, og hvordan grøntsagerne syltes. I det at handle ligger en stor befrielse, siger hun.
”Jeg havde de bedste snakke med min mor,
” Jeg elsker min familie, og de elsker også mig, men kærligheden kan også være større. Den kan bruges til noget. Al den kærlighed. Jeg tror på, at den er stærkere end noget andet.
BODIL JØRGENSEN
Bodil Jørgensen
Født i 1961 i Vejen i Sønderjylland. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990.
Har medvirket i en lang række film og tv-serier, herunder ”Idioterne” (1998), ”Hvidsten Gruppen” (2012) og ”Badehotellet” (2013-2024).
Aktuel som Kirstine Marie Jensen i ”Frøken Jensens Kogebog” på Randers Teater.
Gift og har tre børn.
når vi stod og lavede alt muligt sammen. Det at man så kunne dyrke noget ude i haven, henkoge det eller fryse jordbær ned, så man havde til jordbærgrød om vinteren. Der var noget omsorg i de handlinger – at vi passer på familien gennem maden,” fortsætter hun.
Som en af Danmarks mest folkekære skuespillere har man ikke altid så meget tid til familien, fordybelsen og måltidet, som Bodil Jørgensen kunne ønske sig. Nu begynder hun at drømme om at trappe ned.
”Så kunne jeg også godt tænke mig at sygne hen. Bare bo på landet, hvor vi har et lille hus, der minder lidt om det her sted. Jeg vil gerne læse op for gamle mennesker og have tid til at dvæle lidt,” siger hun.
Med undtagelse af, hvis der kommer nye afsnit af ”Rytteriet”, siger hun med et grin. Eller hvis Lars [von Trier] nder på noget nyt. Hun skal også lige være med i et teaterstykke om alder. ”Men det skal i hvert fald være vigtigt fra nu af,” siger hun.
Over a ensmaden på Hvidsten Kro får man dog fornemmelsen af, at meget er vigtigt for Bodil Jørgensen. Hendes familie, selvfølgelig. Hendes roller. Hendes fans. Hendes tro. Æggekagen på Hvidsten Kro og de mennesker, der har dedikeret deres liv til at lave den.
Ude i køkkenet har a enrullets opvask hobet sig op. Få har kunnet spise hele deres æggekage, men på panderne er nyt æsk allerede ved at blive stegt. Bodil Jørgensen takker for mad og signerer fem eksemplarer af ”Frøken Jensens Syltebog” til kroparrets børn. På vej ud ad døren skriver hun i kroens gæstebog.
”Kæreste jer. Tusind tak for hjerte & husrum.” J
Kostumer og sminke er en vigtig del af teaterkunsten, men scenografens arbejde er o e skjult. Vi har besøgt Odense Teaters skrædderstue for at følge forberedelserne til forestillingen ”Cyrano de Bergerac”
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
At gå i teatret er en helhedsoplevelse, som sætter alle publikums sanser i spil. Når man ser den endelige forestilling, er det dog let at overse den lange og kreative proces, der går forud for hver karakters udtryk, kostume og paryk.
Kostumerne er især en vigtig del af historiske forestillinger, som skal sende tankerne hen til en anden tid og sted. Som ”Cyrano de Bergerac” – en teaterklassiker oprindeligt skrevet i 1897 af den franske dramatiker Edmond Rostand. Odense Teater spiller trekantsdramaet mellem karaktererne Cyrano, Roxanne og Christian fra den 5. september, og det stiller store krav til forestillingens scenogra , som Mie Riis har stået for. Hendes mål har ikke været at skabe en historisk korrekt forestilling, men hun har fundet inspiration til kostumerne i tiden omkring 1640’ernes Frankrig, hvor stykket oprindeligt foregår, og blandet med mere moderne tendenser.
”Mit arbejde begynder rigtig tidligt i processen, og jeg ledte e er inspiration allerede i februar. Langsomt nder man frem til, hvordan forestillingen skal se ud. Og så foregår der et stort arbejde med syning, tegninger og tilrettelser,” siger hun.
Mie Riis har ledt dybt i teaterets lager for at nde tekstiler og inspiration til forestillingen, som hun blander med syede ting og retter til. Det er både billigere og mere bæredygtigt end at sy alt fra bunden.
”Jeg kan rigtig godt lide at blande lagerfund med noget, der er syet, og noget, der er købt, fordi det skaber noget helt nyt og samtidig giver lidt ekstra patina, som passer rigtig godt til den her forestilling,” siger Mie Riis. J
0 Nogle gange finder man det helt perfekte kostume, som kan bruges til inspiration og udgangspunkt for karakteren, men hvor kvaliteten ikke er god nok. Så må skrædderne i gang. "Kraven her er til et renæssance-kostume, som ham, der kort optræder som Hamlet, har på i forestillingen. Vi har måttet lave en ny krave, fordi kostumet er fra 40’erne og slidt. Heldigvis skal karakteren kun stå og snakke i kostumet i kort tid, så det kan godt holde til at blive brugt igen, når vi har lappet det,” siger Mie Riis. – Fotos: Leif Tuxen
0 Mie Riis er i gang med at tilpasse parykken til en central karakter. Parykken skal vise, at karakteren er humoristisk, men det gælder om at ramme det helt rigtige udtryk. Til sidste prøve havde parykken set forkert ud i det stærke scenelys, og så må man rette til. ”Parykken og sminken betyder virkelig meget, og hvis det ikke fungerer på scenen, så fjerner det fokus fra skuespillet,” siger Mie Riis.
fortsætter side
3 Til de mere traditionelle, historiske karakterer har Mie Riis fundet inspiration i moden under renæssancen, barokken og rokokoen, fortæller hun.
”Kostumer må ikke se for nye ud, for i scenelyset ser ting anderledes ud, og hvid bliver hurtigt helt kridhvid.
MIE RIIS, SCENOGRAF PÅ ODENSE TEATER
fortsat fra side 26
0 Kostumerne bliver skabt i tæt samarbejde mellem scenograf og skrædderne, som har mange års erfaring, fortæller Mie Riis. ”Jeg har nogle ideer, og så skal vi finde ud af, hvad der fungerer ved at prøve os frem. For en ting er, hvad man tegner og forestiller sig, men noget helt andet er, hvordan det fungerer i virkeligheden på den krop, der skal have det på, fordi kroppe er vildt forskellige,” siger hun.
Cyrano de Bergerac
Oprindeligt skrevet af Edmond Rostand i 1897, men opsættes på Odense Teater i Martin Crimps bearbejdelse og instrueret af Nicolei Faber.
Scenografi af Mie Riis.
Medvirkede er blandt andre Benjamin Kitter, Cecilie Gerberg, Mathias Bøgelund, Natalí Vallespir Sand og Ludvig Brostrup.
Spiller fra den 5. til den 28. september.
0 Her på kostumet var en plet, som skrædderen kan skjule ved at dække vesten med kaffefarve. Faktisk bruger man ofte kaffe eller te til at forandre eller farvelægge teaterkostumer, fortæller Mie Riis. ”Kostumer må ikke se for nye ud, for i scenelyset ser ting anderledes ud, og hvid bliver hurtigt helt kridhvid. Derfor må vi nogle gange patinere ting med støv eller kaffe,” siger hun.
0 Kostumerne er en blanding af nyt og gammelt, og Mie Riis fundet en jakke på loftet, som der sys guldkanter på for at symbolisere karakterens rigdom. Når man bruger gammelt tøj, stiller det store krav til kvaliteten, da kostumet skal kunne holde til at blive brugt mange gange på scenen. Derfor kræver det altid en tilrettelse
Anna Moesgaard moesgaard@k.dk
De står på scenen foran hundredevis af tilskuere hver a en, og deres dag slutter først, når de este er gået i seng. Tre skuespillere fortæller her om, hvordan de nder ro i tilværelsen som skuespiller
Anders Budde Christensen, spiller fra i dag i forestillingen ”Hold så kæ Lars!” på Aveny-T
5 Hvor nder du ro op til en forestilling?
Når jeg forbereder mig til en ny forestilling, udvikler jeg nogle ritualer. Det kan for eksempel være, at jeg bruger den samme blyant til at skrive mine noter med, eller at jeg bruger en bestemt noteteknik. Ritualerne er en måde at reducere kompleksiteten på, og de opstår o e tilfældigt.
I forbindelse med en forestilling fandt jeg en dag en smølfe gur på gaden og puttede den i min jakkelomme. Og så tænkte jeg, at der skulle den ligge resten af perioden, hvor vi spillede forestillingen. I nogle forestillingsperioder lytter jeg til den samme musik hver dag. Jeg har nok en lidt bizar musiksmag, for jeg kan enormt godt lide at høre dødsmetal, når jeg skal nde ro. Det er ligesom at have en kugledyne på. Jeg kan mærke, at den energi, som musikerne har lagt i musikken, bliver kanaliseret over i mig. Det er også det, jeg som skuespiller skal gøre over for publikum: at kanalisere en energi over i dem og give dem en oplevelse.
5 Hvordan nder du ro, når du har spillet forestillingen?
Det er bestemt en udfordring. Nogle drikker en hyggeøl e er en forestilling, men så er der også dem, der drikker mere end én. Jeg drikker også sommetider en øl med mine kolleger og snakker lidt, men o est tager jeg bare hjem. Jeg kan aldrig gå i seng lige med det samme, fordi adrenalinen stadig er i kroppen. Man sveder o e en del under en forestilling, så jeg spiser tit chips og ser sport i ernsynet. Og hvis der er nogen, der gider at snakke, så gider jeg også godt det.
5 Er der nogen, der har hjulpet dig til at nde roen?
Der er ere. En af dem er min gode kollega Christine Børge, som jeg har spillet rigtig mange forestillinger med. Hun er utrolig god til at gøre sig umage til hver eneste forestilling og har samtidig en tilgang, der hedder, at det hele ikke handler om hende. Når jeg står på scenen, er jeg på arbejde og skal give noget til publikum. Det hele handler ikke om mig. Den tanke giver en ro.
Marie Knudsen Fogh, spiller fra den 12. september i
”Vildanden” på Aalborg Teater
5 Hvor nder du ro op til en forestilling?
De dage, hvor jeg har allermest overskud, er dem, hvor jeg når hjem til min datter e er teaterprøverne om dagen. Selvom jeg i de dage ikke har nogen pauser, nder jeg ro i at gå med hende ind i en fantasileg. Jeg slipper mit arbejde, når jeg står klædt ud og leger med min datter, mens jeg laver pasta bolognese.
Når jeg så cykler tilbage til teatret, er mine ritualer simpelthen helt gammeldags. Jeg er et hypersocialt menneske, så jeg skal helst sige hej til alle, der er omkring forestillingen. Og så har jeg et ritual, som er endnu mere gammeldags: en kop ka e og en cigaret. Så går jeg lidt rundt om mig selv og er 100 procent Marie, før jeg skal ind og være noget andet. Jeg lader bedst op, når der er mange mennesker omkring mig. I dag har min datter en legea ale, som pludselig er blevet til, at der kommer tre familier forbi og griller. Jeg elsker kaosset. Det nder jeg ro i.
5 Hvordan nder du ro, når du har spillet forestillingen?
Når det kan lade sig gøre, cykler jeg min yndlingsrute hjem. Den går fra teatret i Aalborg over Lim ordsbroen til Nørresundby, hvor jeg bor. Der er noget særligt ved vandet, der bevæger sig, og udsigten, hvor jeg altid lige skal ud og fæstne blikket på noget langt væk. Det giver ro, e er at jeg lige har stået i det her nære rum på scenen og set folk dybt i øjnene. Så kan jeg kaste arbejdsdagen ud over Lim orden og smutte hjem. Når jeg kommer hjem, står min mand o e klar med et glas vin og en ostemad. Sommetider snakker vi lidt, men tit går han i seng før mig. Så sætter jeg mig på vores nye overdækkede terrasse og lytter til 1970’er musik, mens jeg løser kryds og tværs.
5 Er der nogen, der har hjulpet dig til at nde roen?
Min far var det mest rolige menneske i verden. Han havde et livssyn, som var, at det hele nok skulle gå. Der var simpelthen ikke skyggen af en pessimist i ham. Det kan jeg godt beundre. Jeg tror garanteret, at der har været uro og bekymring i ham. Men han tog dybe vejrtrækninger og tog det stille og roligt.
Lue Støvelbæk, fra den 14. september aktuel i ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” på Teatret ved Sorte Hest
5 Hvor nder du ro op til en forestilling?
I forestillingsperioderne skal jeg virkelig holde fast i mig selv og mine rutiner, fordi dagen o e først begynder klokken fem eller seks om a enen. På en god dag står jeg op klokken 11. Jeg gør en dyd ud af at dyrke mine mange hobbyer. Jeg er begyndt at spille discgolf, hvor man spiller golf med frisbee’er. Jeg nyder godt af at gå de lange ture, og at sporten ikke handler om så meget andet end at kaste frisbee’en det helt rigtige sted hen. Det er rart at komme ned i fødderne og ud i naturen. Der er der mere ro og rum. Derudover spiller jeg bræt- og gurspil og rollespillet Dungeons & Dragons med mine skuespillervenner, og jeg er begyndt at lave og male mine egne gurer til spillet. Så kan jeg sidde om dagen og hygge mig med det, inden jeg tager ind på teatret.
5 Hvordan nder du ro, når du har spillet forestillingen? Jeg forsøger at huske at komme hjem i ordentlig tid. For der kan hurtigt gå øl i den, fordi man har følelsen af, at nu har man fri, og nu er det tid til alt det hyggelige. Jeg forsøger at have mad forberedt, til når jeg kommer hjem, så jeg kan spise, spille et spil eller se noget ernsyn og så gå i seng. Men det er monstersvært at nde ro e er en forestilling, fordi man bare er helt høj på energi. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der rigtig kan nde ud af det. Hvis nogen nder den magiske remse, så må de sige til. Jeg tror, vi er mange skuespillere, der gerne vil høre den.
5 Er der nogen, der har hjulpet dig til at nde roen?
Der var engang en garvet skuespiller, der sagde til mig, at det bedste råd, han kunne give mig, var, at jeg ikke skulle have nogle ritualer. Det forsøger jeg at holde i hævd. Til nogle af mine første forestillinger havde jeg lange ritualer. Når jeg mødte, skulle jeg have et kamillebad med mynteolie for at vågne rigtigt, og så skulle jeg nå et kvarters træning e erfulgt af et kvarters meditation. Det var egentlig rart nok, når det lykkedes, men de dage, hvor der dukkede uforudsete ting op, blev det stressende at nå det hele. Så kan man stå på scenen og tænke: ’Hvis jeg bare havde gjort, som jeg plejer.’ Så bliver det ritualet, der er vigtigt, og ikke det, man skal lave på scenen. J
som Teater, Teaterforening
0 Fem personer mødes sidst i livet. Her er det seniorerne Sus og Ejner (Nana
og Henrik Prip) i en pardans –
På plejehjemmet rinder
tiden ud for fem seniorer. Men i livets sidste halvleg finder de et værdifuldt fællesskab, som både unge og ældre kan lære noget af reportage
Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk
”Livet er et kort sekund. Et med både godt og ondt. [...] Livets viser drejer sig, man mødes og skilles.”
såre sine børn med sin alderdom, og Karl må sande, at det er vanskeligt at være den overlegne verdensmand, han altid har været, med sit nyerhvervede gangstativ.
Men midt i seniorernes egne livsfortællinger opstår også en fælles historie. En historie om værdighed, om venskab og kærlighed –og om at miste.
Stykket ”Den Allersidste Dans” havde første gang premiere i 2007 efter research på flere plejehjem. Det oprindelige hold af skuespillere trak også på egne erfaringer med deres allernærmeste, fortæller instruktør og manuskriptforfatter Petrea Søe.
”Vi interviewede alle sammen ældre mennesker om flere af de svære ting i alderdommen, så vi i sidste ende bedre kunne portrættere de situationer,” forklarer hun.
samtidig med at de af flere forskellige årsager sommetider kan blive hensat til at blive behandlet som børn i deres alderdom.”
I 2011 vandt ”Den Allersidste Dans” prisen som årets turnéteaterforestilling, der uddeles af Danmarks Teaterforeninger, og det er på baggrund af en publikumsafstemning, at forestillingen nu er vendt tilbage denne sæson efter flere års pause.
Men det er ikke kun afstemningen, som vidner om, at ”Den allersidste dans” er en sand publikumsfavorit. Det gør også de mange beskeder, som Petrea Søe har fået i årenes løb om forestillingen.
Camilla Frydenberg, 44 år, og Ann Marie Brinch, 71 år
5 Hvad husker I især fra stykket?
Camilla: Da parret, Sus og Karl, dør. Mine oldeforældre døde med tre ugers mellemrum, så den ramte et eller andet. Ann Marie: Jeg husker mest de forskellige typer, som blev portrætteret. De ramte plet, og mange af dem kunne jeg genkende. Sus var skøn. Man kender sådan en som hende.
5 Hvad tager I med hjem?
Camilla: Jeg tager en vis tristhed med mig hjem. Det var sørgeligt at se mennesker, der på en eller anden vis bare venter på døden.
Ann Marie: Mange af de sange, som blev spillet, var fra min mormors tid. Så undervejs dukkede der mange minder op sammen med de melodier. ”Den allersidste dans” minder mig om min mand, som er gået bort. Det var vores sang.
Matilde Schleisner, 20 år
5 Hvad husker du især fra stykket? Jeg blev meget rørt af den scene, hvor Sus dør. Og Karls reaktion på det. Det var meget forløsende. Jeg er med på, at døden indtræffer en dag, men det må jo for pokker gøre ondt alligevel, selvom man er gammel og ved, at det sker. At døden blev mødt af en reaktion, føltes meget livsbekræftende over for det liv, der var blevet levet.
Park. bestod af
Sådan lyder et par linjer fra den berømte vise ”Glemmer du, så husker jeg”. Og det er til tonerne af denne kendte melodi af Kai Normann Andersen, at fem mennesker møder hinanden i livets sidste halvleg. Det møde kan man lige nu opleve i det musikalske stykke ”Den Allersidste Dans” på Mungo Park i Allerød i Nordsjælland. Her stifter man bekendtskab med seniorerne Sus, Ingrid, Åse, Flemming og Ejner. Og senere også Karen og Karl. Siddende i fem lænestole gør de status over livet, alt imens hverdagens tjekliste krydses af. Navneopråb. Kaffetid. Gymnastik.
Mens den stolte Ingrid, der er tidligere forstanderinde, prøver at holde styr på tropperne og logbogen med navnelisten, forsøger Ejner at holde fast i billedet af sig selv som succesfuld idrætsmand, selvom han har svært ved at skænke kaffe uden at ryste på hånden og må tage et par minutters tilløb, når han skal rejse sig fra lænestolen.
Den kreative Sus kæmper for retten til at være ”olding” uden at skulle bebrejdes med snak om ældrebyrden og aktivering, mens Flemming vandrer hvileløst rundt i jagten på sin hustru, Ellen, som de andre må fortælle ham er gået bort. Karen isolerer sig for ikke at
”Det, vi fandt, var, at meget af det centrerede sig om værdighed. Særligt det tab af værdighed, som ældre mennesker kan opleve, fordi de har så meget erfaring at dele ud af,
Den musikalske forestilling ”Den allersidste dans” spiller på Mungo Park i Allerød fra den 14. til den 17. oktober og igen fra den 16. til den 21. december.
Forestillingen er en del af kulturugen K7, som giver unge mellem 18 og 25 år teaterbilletter til 40 kr. i hele uge 37. I september spiller forestillingen på
Grønnemoseskolen i Gladsaxe, Næstved Teater, Odsherred Teater, Bornholms Teaterforening og Aveny-T på Frederiksberg i København. I oktober på Randers Teater, Musikhuset
Aarhus, Odense Teater, Holbæk Teater og Skanderborg Teaterforsyning.
Petrea Søe er instruktør.
Manuskriptforfattere er Petrea Søe og Trine Wisbech.
”De breve, jeg har modtaget, handler ofte om, at forestillingen sætter ord på noget, som er svært at tale om. Selvom det forestiller et plejehjem, er mange af de situationer, der opstår, meget almenmenneskelige. Det handler om at være noget for hinanden og også om en accept af hinandens forskelligheder,” siger Petrea Søe.
Selvom forestillingen efterhånden har 18 år på bagen, giver det ifølge Petrea Søe god mening at genopsætte den netop nu.
”I den tid, der er gået, er verden jo kun blevet mere og mere individualiseret. Verden føles større, og mange af os mangler de små fællesskaber. I dette stykke ser man netop sådan et lille og nært fællesskab opstå,” siger hun.
Og selvom plejehjemmet er rammen, og stykkets hovedpersoner alle befinder sig i livets sidste fase, kan man sagtens hive familiens yngre medlemmer ind i teatret. Faktisk opfordrer Petrea Søe til, at man gør det.
”Undersøgelsen af, hvilken værdi vi har som mennesker, og hvilken værdi vi har for hinanden, tror jeg er relevant for os alle. Det er et stykke, der er relevant for mennesker i alle livets faser,” siger hun.
Den allersidste dans spiller på Mungo Park i Allerød i september, oktober og december i år. Forestillingen vil i efteråret ligeledes kunne opleves på turné en række steder i landet, herunder Odense, Holbæk, Aarhus og København. J
5 Hvad tager du med dig hjem? At jeg ikke har lyst til at blive gammel. Og en forargethed over måden, vi behandler vores ældre mennesker på. Der er ikke meget plads til at blive gammel og at have brug for hjælp i vores samfund.
5 Hvad husker du især fra stykket? Jeg husker særligt indledningsscenen med sangen ”Glemmer du”. Den var formidabel god. Det var i det hele taget en meget musikalsk og meget gennemført forestilling. Men lige præcis afsættet er jo ganske vigtigt for sådan en fortælling, og den gav rigtig god mening, efterhånden som man mærkede opbygningen af temaerne alder, liv og død.
5 Hvad tager du med dig hjem? Sandheden om det at blive gammel. Og det er, at alderdommen er noget, man lever med. Man indser det. Man indser, at noget er gået tabt, og noget er vundet.
Som komiker skal man tænke sig om, inden man fyrer vittigheder af om religion. Grænsen for, hvad man kan lave sjov med, har rykket sig, mener forsker i vestlig religionssatire baggrund
Claudia Mazur mazur@k.dk
I begyndelsen af sin karriere som komiker holdt han sig helt fra at gøre grin med religion, fordi det efter hans eget udsagn er ”et emne, hvor man skal træde lidt varsomt”. Først efter fem år og en del erfaring rigere følte han sig klædt på til at kaste sig ud i genren med sit eget comedyshow ”Kristen i krise”, der havde premiere i 2015.
Jakob Svendsen er kristen og komiker: Han bruger troen i sin komik – og har haft gode erfaringer med det. Men han tænker sig altid om i forhold til sine formuleringer og det udgangspunkt, materialet bliver skrevet fra. Humor og religion er to ingredienser, der tilsammen kan give en sprængfarlig cocktail. Det blev tydeligt under Muhammed-krisen tilbage i 2005, da Kurt Westergaards karikaturtegning af muslimernes profet Muhammed trak Danmark gennem en international krise. I 2015 blev det franske satiremagasin Charlie Hebdo ramt af et terrorangreb som en hævn fordi bladet bragte satiretegninger af profeten Muhammed. 12 personer blev dræbt og 11 såret. Religion og satire er fortsat et emne, der vækker mange følelser. I Danmark blev en 28-årig mand i april idømt syv dages betinget fængsel for at udgive racistiske vittigheder på sin hjemmeside. Vittighederne gør blandt andet grin med holocaust, muslimer og jøder. Manden blev dømt efter racismeparagraffen og har siden anket dommen til landsretten. Som en modreaktion på dommen mod den 28-årige mand lancerede komiker Brian Mørk et nyt show med titlen ”Langt over grænsen”, der havde premiere kort før sommerferien –og fik en lunken anmeldelse i Berlingske. I Frankrig blev komiker Guillaume Meurice for nylig fyret fra sit arbejde som radiovært hos Radio France, da han lavede en nazistisk vittighed om Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under en radioudsendelse kort tid efter Hamas’ angreb den 7. oktober. Komikeren ser fyringen som et brud på ytringsfriheden og vil nu skrive en bog om kritikken af vitsen.
Vigtigt at finde den rette balance Balancen mellem at være grov og sjov er ifølge Jakob Svendsen noget, man i den danske
” Jeg synes ikke, vi som komikere er forpligtede til at være politisk korrekte, men vi er forpligtede til ikke at arbejde menneskeheden i en forkert retning.
JAKOB SVENDSEN, KOMIKER
Danske kontroverser om religion og humor
I 2005 udløste det en decideret krise, da Kurt Westergaard afbildede muslimernes profet Muhammed i en karikaturtegning, der blev bragt i Jyllands-Posten sammen med 11 andre. Publiceringen udløste massive protester blandt muslimer i Danmark og hele verden.
I april i år blev en 28-årig mand idømt syv dages betinget fængsel for at have skrevet 129 racistiske vittigheder på to hjemmesider. Dommen er nu anket til landsretten.
KILDE: DANMARKSHISTORIEN.DK OG DR
0 I 2005
–
2 I sit show ”Kristen i krise” forholder Jakob Svendsen sig til alt det, der gør det svært at efterleve Bibelens retningslinjer. – Foto: Leif Tuxen
kulturvidenskab på Københavns Universitet. ”En stribe anonyme skrifter på latin begynder at angribe kirken, gøre grin med den og påpege bestikkelse, korruption og pengebegær blandt de gejstlige,” siger han. Mange steder i Europa var der på dette tidspunkt dødsstraf for blasfemi eller kætteri. Efter reformationen fortsatte satiren, denne gang rettet mod begge lejre: den protestantiske kirke og den katolske kirke. Men i 1800-tallet fandt en række revolutioner sted i Europa, og nye forfatninger kom til, som gav større ytringsfrihed og afskaffede censuren. Gradvist blev det trykte ord mere udbredt, og i takt med at skolegang og læsefærdigheder blev mere almindelige i befolkningen, fik satiren stor succes.
I det 20. århundrede blev religionssatiren mere nedtonet, og det kan forklares med, at kirkens magt var skrumpet en hel del, forklarer Dennis Meyhoff Brink. I stedet kastede satirikerne sig over politiske ideologier og kvindekampen. I det 21. århundrede er religionssatiren dog vendt stærkt tilbage.
comedy-verden er meget opmærksom på. Han læner sig selv op ad det, han kalder for ”Bølle-Bob-princippet”.
”Bølle-Bob er kendt for at være grov, men sjov. Det er en idé om, at grovheden skal følge sjovheden. Så noget må ikke være groft bare for at være groft. Hvis man skal sige noget groft, skal det være tilsvarende sjovt. Det betyder, at der er nogle emner, som ligger så højt på grovhedsskalaen, at joken virkelig skal være sjov for at kunne matche den grovhed,” siger Jakob Svendsen.
Selv mener han, at man må lave sjov med alt, også holocaust – forudsat altså, at det er så sjovt, at man kan retfærdiggøre det. Rammerne for, hvad man kan gøre grin med, har indsnævret sig de seneste år, mener Stefan Kjerkegaard, der er humorforsker og lektor i nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet. Det skyldes ifølge ham, at samfundet har en større religiøs diversitet. ”Grænsen mellem humor og mobning har altid været hårfin. I dag er der mange flere, man kan træde over tæerne, for flere bliver bevidste om, hvor grænsen går. Det er på godt og ondt, for vi er også blevet bedre til at tage hensyn,” siger han.
Religionssatire med historiske briller
Der er intet nyt i at udfordre eller gøre grin med religion. Faktisk bryder religionssatiren for alvor igennem helt tilbage i højmiddelalderen, siger Dennis Meyhoff Brink, der er satireforsker og postdoc på institut for kunst- og
0 Den frankrig
og
”Satiren udløser den ene kontrovers efter den anden. Det har altid været en polemisk genre. Men i dag er magtforholdet mellem dem, der joker, og dem, der bliver gjort grin med, et centralt spørgsmål i debatterne. Vi har haft meget mere migration og en stor debat om integration og minoriteter, som har gjort det mindre legitimt at sparke nedad,” påpeger han.
Hensyn eller censur?
Den nylige danske dom i sagen om racistiske vittigheder og fyringen af den franske radiovært er ifølge ham et udtryk for, at der i dag er en mindre grad af tolerance over for satiriske udsagn.
”I mange år tolererede man mere og mere, men særligt i det seneste årti ser vi, at den tendens går i en anden retning. Man er måske i stigende grad parat til at bruge loven til at få fjernet eller forbyde kontroversielle udsagn, såsom racistiske vittigheder,” siger han.
Jakob Svendsen oplever selv, at der er en større åbenhed om at tale om religion inden for komikkens verden, men han erkender samtidig, at grænsen for, hvad man kan gøre grin med, har rykket sig i takt med samfundet. ”Ord skaber en virkelighed og har magt. Der er en erkendelse af, at standup afspejler verden, og når verden rykker sig, tænker vi os selvfølgelig om. Jeg synes ikke, vi som komikere er forpligtede til at være politisk korrekte, men vi er forpligtede til ikke at arbejde menneskeheden i en forkert retning.” J
0 I forestillingen beslutter tre veninder sig for at dø sammen, fordi ingen af dem ønsker at være den sidste efterladte.
Det er fra venstre Marie Louise Schmidt Maegaard, Elisabeth Groot og Helle Pørksen. – Foto: Grete Marie Jensen
Da et medlem af Danseteatret NordenFra døde, satte det en proces i gang, som endte med en forestilling om død, livskraft og fællesskab. Folkene bag håber at skabe et rum for tabubelagte spørgsmål og svære følelser feature
Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk
I november 2021 døde Gitte Kielberg ved en tragisk ulykke med sin hestevogn i Aarhus, 61 år gammel. Hun var medlem af teatergruppen NordenFra og havde sit eget teater, Teater Kimbri, og de to grupper har i mange år arbejdet sammen om at lave hestevognstrukne kulturkaravaner i ind- og udland – for at bringe dansen og teatret væk fra de etablerede scener og møde publikum der, hvor de er.
Så sent som i sommeren 2021 var gruppen på en to måneders rejse med hestevogn, hvor de tilbagelagde 750 km i hestevogn fra Møn til Blokhus. Under titlen ”Visioner fra Vandkanten” rejste de fra sted til sted og ”byttede” kultur med lokale og optrådte med dans og teater. Gitte Kielberg var primus motor i planlægningen og gennemførelsen af rejsen, sådan som hun havde været mange gange tidligere. ”Gittes død var et chok og en sorg for alle os, der havde arbejdet tæt sammen med hende. Vi har rejst og lavet teater sammen i så mange år, at vi nærmest er blevet som en familie. Vores børn er vokset op sammen og har været med på karavanerne, og vi har delt utrolig meget. Derfor var vi nærmest lammede, da Gitte døde så pludseligt,” fortæller
Ann-Mai-Britt Fjord, medlem af Teatret NordenFra, hvor hun har virket som både skuespiller og musiker.
Elisabeth Groot, som er stifter og kunstnerisk leder af NordenFra, fik allerede kort efter Gitte Kielbergs død den tanke, at gruppen burde lave en forestilling til hendes ære for at opfylde det ønske, Gitte Kielberg havde haft om, at de skulle udvikle endnu en forestilling sammen.
”Men jeg var også sikker på, at det ikke
skulle være en mindeforestilling om Gitte. Det ville blive for privat, og det ville heller ikke være i Gittes ånd. Så i lang tid vidste jeg ikke, hvad og hvordan vi skulle transformere sorgen og minderne til noget, der havde kunstnerisk værdi og var relevant for andre,” fortæller hun.
De døde lykkeligt
Der kom til at gå over to år. Men nu er teatertruppen NordenFra klar med forestillingen ”De døde lykkeligt til deres dages ende”. Inspirationen til den er i høj grad kommet fra sorgen over Gitte Kielbergs død og de tanker, den tragiske ulykke satte i gang hos gruppens medlemmer.
”Det er en forestilling, som handler lige meget om død og om livskraft, og som rummer både det triste og tunge, det lette og humoristiske, det groteske og det uafklarede,” fortæller Elisabeth Groot, der har skrevet forestillingen sammen med dramatiker og instruktør Jens Kløft. Hun medvirker selv i forestillingen som en af de tre gennemgående personer – tre veninder, der beslutter sig for at dø sammen, fordi ingen af dem ønsker at være den sidste, der er overladt til sig selv, når de andre er døde.
”Kort efter Gittes bisættelse sad nogle af os
En danseteaterforestilling skabt af Danseteatret NordenFra med samarbejdspartnere, der opføres fra slutningen af oktober i blandt andet kirker og forsamlingshuse.
Den 30. oktober: Generationernes Hus, Aarhus Ø (Premiere).
Den 31. oktober: Mygind Forsamlingshus.
Den 1. november: Langenæskirken, Aarhus.
Den 2. november: Stjær Forsamlingshus.
Den 3. november: Viruphuset, Hjortshøj. Derefter er planen at turnere med forestillingen til blandt andet efterskoler.
fra gruppen hjemme hos min mand og mig, og en af de andre sagde pludselig: ’Jeg vil ikke være den sidste; jeg vil ikke begrave jer alle sammen og så stå tilbage alene.’ Derfra begyndte vi at snakke, og der kom alle mulige groteske udsagn: ’Vi kan hoppe ud fra en skrænt sammen,’ eller ’vi kan tage gift.’ Det endte faktisk med at komme med i forestillingen, og på nogle vil det nok virke grænseoverskridende, men der er også elementer, som er poetiske og smukke, og jeg synes, at der er meget håb i forestillingen,” siger Elisabeth Groot. I forestillingen indgår også en del nyskreven musik, blandt andet en sørgemarch, som Stefan Groot, Elisabeths mand, skrev dagen efter Gitte Kielbergs død. Desuden indgår en tango, som Gitte Kielbergs datter, Miriam Kielberg, skrev kort efter sin mors død. Hun er konservatorieuddannet musiker med violin som sit hovedinstrument og folkemusik som sit speciale, og hun har siden barndommen spillet og danset i sin mors forskellige teatergrupper. Hun har i mange år lavet sine egne musikalske projekter og har kun indimellem, været med i NordenFras projekter. Da Elisabeth Groot spurgte Miriam Kielberg, om hun ville medvirke i den nye forestilling, der skulle handle om vores forhold til døden, tøvede hun da også.
hårdt og samtidig smukt. Jeg har mærket en stor taknemlighed over, at vi har kunnet været fælles om sorgen, fordi sorgen let bliver så privat i vores kultur. Vores arbejde med forestillingen har været en fælles måde at være i sorgen på,” siger hun.
Ann-Mai-Britt Fjord supplerer: ”Mange ønsker sig måske at dø pludseligt, men for de efterladte er det hårdt, fordi man ikke har fået sagt farvel. Forestillingen har været en måde at tage en god, lang afsked med Gitte på, og samtidig er det vores oplevelse, at hun lever videre i forestillingen.”
” Jeg har mærket en stor taknemlighed over, at vi har kunnet været fælles om sorgen, fordi sorgen let bliver så privat i vores kultur.
MIRIAM KIELBERG, DATTER OG MUSIKER
Elisabeth Groot er enig: ”At lave forestillingen er en måde at være sammen med Gitte og med andre afdøde på. Det er en måde at være sammen med de døde på og dermed være tæt på dem, vi har mistet. Det er meget helende, og vores håb er, at publikum kan opleve noget tilsvarende.”
Billeder, der giver livskraft
”Gennem livet har jeg flere gange skrevet musik til mennesker, jeg har mistet, og jeg har oplevet, at det har været forløsende, fordi jeg på den måde har kunnet udtrykke noget, jeg ikke kan sætte ord på. Men jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne arbejde professionelt med i en forestilling, der tog afsæt i hendes død. Jeg mistede også min mormor kort efter, og jeg havde brug for i en periode først og fremmest at være et menneske i sorg og ikke musiker,” siger hun.
Hårdt og smukt
Efter nogen betænkningstid sagde Miriam Kielberg alligevel ja til at være med til at udvikle forestillingen, hvor hun også optræder som musiker. Og processen har været helende, fortæller hun. ”Indimellem når jeg har været helt optaget af arbejdet, er det pludselig slået ned i mig, at det jo handler om min mor. Det har været
Teatergruppens medlemmer har forskellige forhold til religion, og de har også gjort sig forskellige forestillinger om et eventuelt liv efter døden. Gitte Kielberg havde et nært forhold til den kristne kirke, men var samtidig optaget af shamanisme. Og det har været vigtigt for teatergruppen, at forestillingen ikke kommer med endelige svar eller dogmatiske udsagn om, hvad der sker efter døden.
”I forestillingen er der en scene, hvor de tre hovedpersoner efter døden kommer forskellige steder hen og oplever forskellige ting. Det er enormt befriende, synes jeg. For ingen af os ved jo, hvad der kommer til at ske. Så hvorfor ikke bare have det billede, som giver mest livskraft, mens vi lever?” siger Ann-Mai-Britt Fjord.
Hun tilføjer, at de håber at komme ud at spille i forsamlingshuse, fordi disse ofte danner ramme for fejring af livsbegivenheder og også ofte for gravøl.
Og Miriam Kielberg tilføjer: ”Bevidstheden om, at vi skal dø, giver perspektiv og mening til livet, og det håber jeg, at forestillingen kan formidle. Jeg håber også, at den kan blive en ramme, inden for hvilken publikum kan vove at møde de tabuer og følelser omkring døden, som de fleste viger bort fra at konfrontere sig med i dagligdagen.” J
